V Hvorfor fandt jeg ikke hvad jeg søgte efter?


retsinformation.dk indeholder flere hundrede tusinde dokumenter, og hvert år kommer der flere nye dokumenter til. Når man anvender retsinformation.dk, søger man altså i en meget stor mængde information. For at kunne finde præcis dét, man leder efter, er det vigtigt at have et grundlæggende kendskab til de søgemuligheder, som findes i retsinformation.dk. Det kan derfor anbefales at tage sig tid til at læse ovenfor om en eller flere af disse søgemuligheder, navnlig anbefales det, som minimum, at læse afsnittet ”Udvidet feltsøgning”. Om en søgning giver det ønskede resultat, afhænger ikke kun af brugerens kendskab til søgemulighederne i retsinformation.dk. Det er en lige så afgørende forudsætning, at man har tilstrækkelig viden om, hvad det er for informationer, man søger i retsinformation.dk. Det er således vigtigt, inden man søger, at man gør sig klart, at der er stor forskel på at søge efter noget konkret, f.eks. færdselsloven, og på at søge generelt efter regler på et område, som man ikke kender til på forhånd, og som man måske ikke ved, om der overhovedet findes lovgivning om. I begge tilfælde er det vigtigt at gøre sig klart, hvilke oplysninger man i det hele taget er i besiddelse af, og hvordan man bruger de informationer, man har.