Den fulde tekst

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 1. juni 2007

Forslag

til

Lov om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v.
og lov om behandling af personoplysninger

(Udvidelse af adgangen til tv-overvågning og styrkelse af retsbeskyttelsen ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning)

 

§ 1

I lov om forbud mod tv-overvågning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 788 af 12. august 2005, som ændret ved § 4 i lov nr. 542 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om tv-overvågning«.

2. I § 2 indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:

»3) Tv-overvågning, der foretages af pengeinstitutvirksomheder, spillekasinoer, hotel- og restaurationsvirksomheder samt butikscentre og butikker, hvorfra der foregår detailsalg, af

a) egne indgange og facader samt

b) arealer, som ligger i direkte tilknytning til egne indgange og facader, og som naturligt anvendes eller kan anvendes som adgangs- eller flugtvej i forhold til egne indgange, når overvågningen er klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.«

Nr. 3 bliver herefter nr. 4.

3. I § 3, stk. 2, ændres »§ 2, nr. 3« til: »§ 2, nr. 4«.

4. I §§ 4 a og 4 b ændres »Politimesteren (Politidirektøren)« til: »Politidirektøren«.

5. Efter § 6 indsættes:

» § 6 a. Justitsministeren afgiver i folketingsåret 2010-11 en beretning til Folketinget om erfaringerne med bestemmelsen i § 2, nr. 3.«

§ 2

I lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger, som ændret ved § 7 i lov nr. 280 af 25. april 2001 og § 6 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. I § 1 indsættes som stk. 7:

»Stk. 7. Loven gælder for enhver form for behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.«

2. I § 6, stk. 2, 2. pkt., og § 12, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., ændres »markedsføringslovens § 6 a« til: »markedsføringslovens § 6«.

3. Efter § 26 indsættes:

»Kapitel 6 a

Tv-overvågning

§ 26 a. Billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, må kun videregives, hvis

1) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke,

2) videregivelsen følger af lov eller

3) videregivelsen sker til politiet i kriminalitetsopklarende øjemed.

Stk. 2. Optagelser som nævnt i stk. 1 skal slettes senest 30 dage efter, at optagelserne er foretaget, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Optagelser kan opbevares i et længere tidsrum end nævnt i stk. 2, hvis det er nødvendigt af hensyn til den dataansvarliges behandling af en konkret tvist. Den dataansvarlige skal i så fald inden for den i stk. 2 angivne frist underrette den, som tvisten vedrører, og på anmodning udlevere en kopi af optagelsen til den pågældende.

§ 26 b. Bestemmelserne i §§ 29 og 30 gælder uanset en eventuel skiltning i medfør af §§ 3 og 3 a i lov om tv-overvågning.

§ 26 c. Behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning er undtaget fra §§ 43, 48 og 52 om anmeldelse til Datatilsynet eller Domstolsstyrelsen.

Stk. 2. Uanset at behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning er undtaget fra § 48, skal Datatilsynets tilladelse til overførsel af sådanne oplysninger til tredjelande i medfør af § 27, stk. 1 og stk. 3, nr. 2-4, altid indhentes, hvis oplysningerne er omfattet af § 50, stk. 1.«

4. I § 36, stk. 3, ændres »markedsføringslovens § 6 a« til: »markedsføringslovens § 6« og »markedsføringslovens § 6 a, stk. 6« til: »markedsføringslovens § 6, stk. 7«.

5. I § 62, stk. 3, indsættes efter »§ 50«: »eller foretages i forbindelse med tv-overvågning«.

6. I § 70, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 26, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3,«: »§ 26 a,«.

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 2007.

§ 4

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Lovens § 1 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. Lovens § 2 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for rigsmyndighedernes behandling af oplysninger på Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Lovens § 2 kan ved kongelig anordning endvidere sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.