Den fulde tekst

Fremsat den 28. februar 2002 af integrationsministeren (Bertel Haarder)

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven og ægteskabsloven
med flere love

(Afskaffelse af de facto-flygtningebegrebet, effektivisering af asylsagsbehandlingen, skærpede betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse og stramning af betingelserne for familiesammenføring m.v.)

 

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, foretages følgende ændringer:

1. Overalt i loven ændres »Indenrigsministeren« til: »Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration«, »indenrigsministeren« til: »ministeren for flygtninge, indvandrere og integration«, »Indenrigsministeriet« til: »Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration«, »indenrigsministerens« til: »ministeren for flygtninge, indvandrere og integrations« og »Indenrigsministeriets« til: »Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations«.

2. § 7 affattes således:

»§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951.

    Stk. 2. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1.

    Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1 og 2 kan nægtes, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land, eller hvis udlændingen har nær tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse.«

3. § 9 ophæves og i stedet indsættes:

»§ 9. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til:

1) En udlænding over 24 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 24 år, der

a) har dansk indfødsret,

b) har statsborgerskab i et af de andre nordiske lande,

c) har opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8 eller

d) har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år.

2) Et ugift mindreårigt barn af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle, når barnet bor hos forældremyndighedens indehaver og ikke gennem fast samlivsforhold har stiftet selvstændig familie, og når den i Danmark fastboende person

a) har dansk indfødsret,

b) har statsborgerskab i et af de andre nordiske lande,

c) har opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8 eller

d) har tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med henblik på varigt ophold.

3) En mindreårig udlænding med henblik på ophold hos en anden i Danmark fastboende person end forældremyndighedens indehaver, når opholdstilladelsen gives med henblik på adoption, ophold som led i et plejeforhold eller, hvis særlige grunde taler derfor, ophold hos barnets nærmeste familie, og når den i Danmark fastboende person

a) har dansk indfødsret,

b) har statsborgerskab i et af de andre nordiske lande,

c) har opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8 eller

d) har tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med henblik på varigt ophold.

    Stk. 2. Opholdstilladelse til en samlever efter stk. 1, nr. 1, skal betinges af, at den herboende person påtager sig at forsørge ansøgeren.

    Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, skal, medmindre ganske særlige grunde taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil, jf. stk. 16.

    Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, skal, medmindre ganske særlige grunde afgørende taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, stiller økonomisk sikkerhed for 50.000 kr. til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven til ansøgeren, jf. stk. 14. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler for, hvordan økonomisk sikkerhed efter 1. pkt. skal stilles. Det i 1. pkt. angivne beløb er fastsat i 2002-niveau og reguleres fra og med 2003 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

    Stk. 5. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, skal, medmindre ganske særlige grunde afgørende taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, i en periode på 1 år inden tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen og frem til meddelelsen af opholdstilladelsen ikke har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. stk. 17.

    Stk. 6. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, skal, medmindre særlige grunde taler derimod, betinges af, at den herboende person godtgør at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. stk. 18.

    Stk. 7. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, kan, medmindre ganske særlige grunde taler derimod, kun gives, såfremt ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til Danmark er større end ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til et andet land.

    Stk. 8. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, kan ikke, medmindre ganske særlige grunde afgørende taler derfor, gives, såfremt det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters ønske.

    Stk. 9. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, kan ikke gives, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller etableringen af samlivsforholdet er at opnå opholdstilladelse.

    Stk. 10. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan, såfremt væsentlige hensyn taler derfor, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil, jf. stk. 16. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan endvidere, såfremt væsentlige hensyn taler derfor, betinges af, at den herboende person godtgør at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. stk. 18.

    Stk. 11. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 3, skal betinges af, at den herboende person påtager sig at forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil, jf. stk. 16. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 3, når opholdstilladelsen gives med henblik på ophold hos barnets nærmeste familie, skal endvidere betinges af, at den herboende person godtgør at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. stk. 18.

    Stk. 12. Opholdstilladelse efter stk. 1 skal være opnået inden indrejsen. Efter indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre ganske særlige grunde taler derfor. Har udlændingen på tidspunktet for ansøgningen lovligt ophold her i landet i medfør af §§ 1-3 a, 4 b eller 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6-9 e, kan ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1 eller 2, dog indgives, behandles og tillægges opsættende virkning, medmindre særlige grunde taler derimod.

    Stk. 13. Er en opholdstilladelse betinget af, at den herboende person (garanten) har påtaget sig at forsørge ansøgeren, jf. stk. 2 og stk. 11, 1. pkt., og har skullet godtgøre at være i stand hertil, jf. stk. 3 og stk. 11, 1. pkt., og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, skal kommunalbestyrelsen pålægge garanten at yde betaling for hjælpen. Betalingen skal af kommunalbestyrelsen inddrives hos garanten efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter. 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse for offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven, som ydes ansøgeren, efter at den pågældende er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller en ny opholdstilladelse på et andet grundlag.

    Stk. 14. Er en opholdstilladelse betinget af, at den herboende person har skullet stille økonomisk sikkerhed, jf. stk. 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, skal kommunalbestyrelsen tvangsinddrive det beløb, der er stillet til sikkerhed, som betaling for hjælpen. Stk. 13, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om, hvordan tvangsinddrivelse efter 1. pkt. skal ske.

    Stk. 15. Kommunalbestyrelsen kan uden samtykke fra den herboende person og ansøgeren afgive en udtalelse til Udlændingestyrelsen til brug for behandlingen af en sag efter stk. 1 om de af kommunalbestyrelsen bekendte forhold vedrørende den herboende person og ansøgeren, som kommunalbestyrelsen skønner vil være af betydning for afgørelsen af sagen.

    Stk. 16. Kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, er i stand hertil, jf. stk. 3, stk. 10, 1. pkt., og stk. 11, 1. pkt. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, er i stand hertil, jf. stk. 3, stk. 10, 1. pkt., og stk. 11, 1. pkt., og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter 1. pkt.

    Stk. 17. Kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den herboende person siden 1 år inden tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. stk. 5.

    Stk. 18. Kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om den herboende persons boligforhold, herunder antallet af beboelsesrum og beboere i boligen. Kommunalbestyrelsen kan uden samtykke fra den herboende person til brug for sin udtalelse efter 1. pkt. samkøre Det Fælleskommunale Persondatasystem med Bygnings- og Boligregistret (BBR) med det formål at tilvejebringe oplysning om antallet af beboelsesrum i boligen og antallet af beboere, der er tilmeldt den pågældende adresse. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den herboende person råder over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. stk. 6, stk. 10, 2. pkt., og stk. 11, 2. pkt., og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter 1. pkt.

§ 9 a. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for at imødekomme ansøgningen, herunder hvis udlændingen kan få ansættelse inden for et fagområde, hvor der er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft.

    Stk. 2. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis opholdstilladelse efter §§ 7-9 eller §§ 9 b-e nægtes forlænget efter § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, eller inddrages efter § 19, stk. 1, når udlændingen er i et fast ansættelsesforhold af længere varighed eller gennem en længere periode har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed og beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler derfor.

    Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1 skal være opnået inden indrejsen. Efter indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre særlige grunde taler derfor.

    Stk. 4. Ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2 kan kun indgives af en udlænding, der opholder sig her i landet. Ansøgninger, der indgives senere end 7 dage efter, at der er truffet endelig afgørelse om nægtelse af forlængelse eller inddragelse af udlændingens opholdstilladelse efter §§ 7-9 eller §§ 9 b-e, kan ikke behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.

§ 9 b. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.

    Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 kan kun indgives af udlændinge, der opholder sig her i landet. Ved behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 kan Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration uden ansøgerens samtykke indhente akterne, der er indgået i sagen om opholdstilladelse til ansøgeren efter § 7, fra Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet.

§ 9 c. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde taler derfor. Medmindre særlige grunde taler derimod, betinges opholdstilladelse efter 1. pkt. som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person af, at de i § 9, stk. 2-9, nævnte betingelser er opfyldt. Bestemmelserne i § 9, stk. 13-18, finder tilsvarende anvendelse.

    Stk. 2. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, hvis

1) udsendelse af udlændingen, jf. § 30, ikke har været mulig i mindst 18 måneder,

2) udlændingen har medvirket ved udsendelsesbestræbelserne i sammenhængende 18 måneder og

3) udsendelse efter de foreliggende oplysninger for tiden må anses for udsigtsløs.

    Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1 skal være opnået inden indrejsen. Efter indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre særlige grunde taler derfor.

§ 9 d. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, som tidligere har haft dansk indfødsret, medmindre udlændingens danske indfødsret er frakendt ved dom efter § 8 A i lov om dansk indfødsret.

§ 9 e. Der kan gives opholdstilladelse til en udlænding med opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v., der uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde må antages at have behov for midlertidig beskyttelse her i landet.

    Stk. 2. Der kan gives opholdstilladelse til en udlænding fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien, der har eller har haft opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien (Kosovonødloven), eller som på grundlag af en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 indgivet inden den 30. april 1999 er eller har været registreret som asylansøger efter reglerne i § 48 e, stk. 1, såfremt udlændingen må antages at have behov for midlertidig beskyttelse her i landet.«

4. I § 10, stk. 1, ændres »§§ 6-9« til: »§§ 6-9 e«.

5. I § 10, stk. 2, 2. pkt., ændres »§§ 6 og 9« til: »§§ 6 og 9-9 e«.

6. § 11 affattes således:

»§ 11. Opholdstilladelse efter §§ 7-9 e meddeles med henblik på varigt eller midlertidigt ophold her i landet. Opholdstilladelsen kan tidsbegrænses.

    Stk. 2. En tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold forlænges efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19.

    Stk. 3. Efter ansøgning meddeles der tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding, som har boet lovligt her i landet i mere end de sidste 7 år, og som i hele denne periode har haft opholdstilladelse på det samme grundlag efter §§ 7-9 e, jf. dog stk. 5-7, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. En udlænding med opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, kan dog tidligst meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse ved det fyldte 18. år.

    Stk. 4. Uanset at betingelserne i stk. 3, 1. pkt., ikke er opfyldt, kan der efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis væsentlige hensyn afgørende taler for at imødekomme ansøgningen, jf. dog stk. 5-7.

    Stk. 5. En udlænding kan ikke meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis udlændingen er idømt ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, for overtrædelse af

1) lov om euforiserende stoffer, straffelovens § 191 eller § 290, når udbyttet er opnået ved overtrædelse af lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191,

2) udlændingelovens § 59, stk. 5, eller straffelovens § 125 a eller

3) bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens § 119, stk. 1 og 2, § 180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, § 192 a, § 210, stk. 1 og 3, jf. stk. 1, § 216, § 222, §§ 224 og 225, jf. §§ 216 og 222, § 237, § 245, § 246, § 252, stk. 2, § 261, stk. 2, eller § 288.

    Stk. 6. Medmindre særlige grunde taler derimod, er meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse betinget af, at udlændingen

1) har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter integrationsloven eller, hvis dette ikke er tilfældet, har gennemført et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed, jf. stk. 7,

2) uden for de i stk. 5 nævnte tilfælde ikke her i landet inden for en af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsat periode er idømt en betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter, jf. stk. 7, og

3) ikke har forfalden gæld til det offentlige, jf. stk. 7.

    Stk. 7. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler for anvendelsen af stk. 3-6 og for kommunalbestyrelsens udtalelse efter integrationslovens § 52.«

7. I § 14, stk. 1, nr. 4, ændres »§§ 7, 8 eller 9, stk. 1, eller stk. 2, nr. 1, 2 eller 5-7« til: »§§ 7, 8, 9, 9 b, 9 d eller 9 e«.

8. I § 14, stk. 1, nr. 5, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«, og »§ 9, stk. 2, nr. 2« ændres til: »§ 9 b«.

9. I § 14, stk. 1, nr. 6, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c«.

10. I § 14, stk. 1, nr. 7, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«.

11. I § 17 a, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2« til: »§ 9 b«.

12. I § 17 a, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«, og »§ 9, stk. 2, nr. 2« ændres til: »§ 9 b«.

13. I § 17 a, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c«.

14. I § 17 a, stk. 1, nr. 5, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 5« til: »§ 9 e«.

15. § 17 a, stk. 1, nr. 6, ophæves.

Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 6 og 7.

16. I § 17 a, stk. 1, nr. 7, der bliver nr. 6, ændres »§ 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 1, 4 eller 7« til: »§§ 9 eller 9 c, stk. 1«, og »nr. 1-6« ændres til: »nr. 1-5«.

17. I § 17 a, stk. 1, nr. 8, der bliver nr. 7, ændres »nr. 1-7« til: »nr. 1-6«.

18. I § 17 a, stk. 3, ændres »stk. 1, nr. 7« til: »stk. 1, nr. 6«.

19. I § 17 a, stk. 4, nr. 1, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 5« til: »§ 9 e«.

20. I § 17 a, stk. 4, nr. 2, ændres »§ 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 1, 4 eller 7« til: »§§ 9 eller 9 c, stk. 1«.

21. § 19, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) Når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, jf. §§ 7 og 8.«

22. I § 19, stk. 1, nr. 4, 1. pkt., ændres »ansøgeren, jf. § 9, stk. 3 og 4« til: »udlændingen, jf. § 9, stk. 3, stk. 10, 1. pkt., og stk. 11, 1. pkt.«.

23. I § 19, stk. 1, nr. 4, 2. pkt., ændres »Bestemmelsen i § 9, stk. 12« til: »Bestemmelserne i § 9, stk. 16«.

24. Efter § 19, stk. 1, nr. 4, indsættes:

»5) Når opholdstilladelsen ikke er betinget af, at en herboende person godtgør at være i stand til at forsørge udlændingen, fordi ganske særlige grunde taler derimod, jf. § 9, stk. 3, og disse ganske særlige grunde ikke længere foreligger, og den herboende person ikke kan godtgøre at være i stand til at forsørge udlændingen. Bestemmelserne i § 9, stk. 16, finder tilsvarende anvendelse.«

Nr. 5-6 bliver herefter nr. 6-7.

25. I § 19, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., og nr. 6, 1. pkt., der bliver § 19, stk. 1, nr. 6, 1. pkt., og nr. 7, 1. pkt., ændres »§ 9, stk. 11« til: »§ 9, stk. 6, stk. 10, 2. pkt., og stk. 11, 2. pkt.«.

26. I § 19, stk. 1, nr. 5, 2. pkt., og nr. 6, 2. pkt., der bliver § 19, stk. 1, nr. 6, 2. pkt., og nr. 7, 2. pkt., ændres »§ 9, stk. 13« til: »§ 9, stk. 18«.

27. I § 19, stk. 4, ændres »nr. 2-6« til: »nr. 2-7«.

28. I § 19, stk. 6, ændres to steder »§ 9, stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, nr. 7« til: »§ 9, stk. 1, nr. 1«.

29. § 26, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) udlændingens tilknytning til det danske samfund,«.

30. § 26, stk. 1, nr. 2, ophæves.

Nr. 3-7 bliver herefter nr. 2-6.

31. I § 27, stk. 3, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 5« til: »9 e, stk. 1«.

32. I § 32, stk. 6, ændres »§§ 6-9« til: »§§ 6-9 e«.

33. § 33, stk. 2, 1. og 2. pkt., affattes således:

»Meddeler Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 b, stk. 1, eller Flygtningenævnet afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, pålægges udlændingen at udrejse straks. Det samme gælder ved fastsættelse af en ny udrejsefrist, hvis der er meddelt opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, efter at Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 b, stk. 1, eller Flygtningenævnet har meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7.«

34. § 33, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. En ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b har opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis ansøgningen indgives i tilknytning til forkyndelsen for udlændingen af udrejsefristen i forbindelse med et afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7. En ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b, der indgives på et senere tidspunkt end det i 1. pkt. nævnte, har ikke opsættende virkning, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.«

35. I § 33, stk. 5, ændres »§ 53 a, stk. 3« til: »§ 53 b, stk. 1«.

36. I § 33, stk. 6, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2,« til: »§ 9 b«.

37. I § 33, stk. 7, 1. pkt., ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2,« til: »§ 9 b«.

38. § 33, stk. 7, 2. pkt., affattes således:

»Er udlændingens udrejsefrist overskredet, har en ansøgning om genoptagelse ikke opsættende virkning, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.«

39. Efter § 33, stk. 7, indsættes:

»Stk. 8. En ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7 eller § 9 b eller efter § 9 c, når afgørelsen vedrører en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, behandles ikke, hvis den myndighed, der har truffet afgørelsen, ikke er bekendt med udlændingens opholdssted.«

Stk. 8-11 bliver herefter stk. 9-12.

40. I § 33, stk. 9, der bliver stk. 10, ændres »§ 9« til: »§§ 9-9 e«.

41. § 33, stk. 11, der bliver stk. 12, affattes således:

»Stk. 12. Påklager en udlænding fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien, der har eller har haft opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien (Kosovonødloven), eller som på grundlag af en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 indgivet inden den 30. april 1999 er eller har været registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 1, en afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 e, stk. 2, eller en beslutning om inddragelse af en sådan opholdstilladelse inden 7 dage efter, at afgørelsen eller beslutningen er meddelt udlændingen, har den pågældende ret til at blive her i landet, indtil sagen er afgjort.«

42. I § 36, stk. 1, 3. pkt., ændres »§ 53 a, stk. 3« til: »§ 53 b, stk. 1«.

43. I § 40 c ændres »udlændingelovens § 9« til: »§§ 9 eller 9 c, stk. 1,«.

44. I § 42 a, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2, eller § 9, stk. 2, nr. 4-6« til: »§ 9 b, § 9 c eller § 9 e«.

45. I § 42 a, stk. 3, nr. 1, ændres »§§ 6 eller 9« til: »§§ 6 eller 9-9 e«.

46. Efter § 42 a, stk. 7, indsættes:

»Stk. 8. Udlændingestyrelsen bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge. Stk. 7, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

Stk. 8 og 9 bliver herefter stk. 9 og 10.

47. Efter § 44 indsættes:

»§ 44 a. Udlændingestyrelsen videregiver uden udlændingens samtykke til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor udlændingen bor eller opholder sig, eller hvortil udlændingen visiteres, jf. integrationslovens § 10, stk. 1, eller flytter fra udlandet, oplysninger om,

1) at udlændingen er meddelt opholdstilladelse efter §§ 6-9 e eller fritaget for opholdstilladelse efter § 5, stk. 2, eller

2) at udlændingens opholdstilladelse er nægtet forlænget, bortfaldet eller inddraget.

    Stk. 2. I de i stk. 1, nr. 1, nævnte tilfælde videregiver Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke til kommunalbestyrelsen de oplysninger vedrørende udlændingens opholdsgrundlag, som er nødvendige for kommunens administration efter integrationsloven og efter anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger der videregives efter 1. pkt.

    Stk. 3. Meddeles en udlænding opholdstilladelse efter § 9 eller efter § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person, kan Udlændingestyrelsen efter anmodning fra kommunalbestyrelsen uden udlændingens samtykke videregive oplysninger om, hvorvidt der ved afgørelsen af sagen er gjort undtagelse fra de i § 9, stk. 1, 3-8, 10 eller 11, nævnte betingelser for meddelelse af opholdstilladelse, til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvori udlændingen bor eller opholder sig, eller hvortil udlændingen flytter fra udlandet.

    Stk. 4. Meddeles en udlænding, der bor eller opholder sig her i landet uden at have lovligt ophold i medfør af §§ 1-3 a, 4 b eller 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6-9 e, og som ikke er indkvarteret på et indkvarteringssted for de i § 42 a, stk. 1 og 2, nævnte udlændinge, afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, videregiver Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke oplysninger herom til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor udlændingen bor eller opholder sig. Tilsvarende gælder, hvis ansøgningen om opholdstilladelse fra en udlænding som nævnt i 1. pkt. bortfalder eller frafaldes.

    Stk. 5. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om Udlændingestyrelsens videregivelse af oplysninger efter stk. 1-4, herunder om, at videregivelsen af de i stk. 1, 2 og 4, nævnte oplysninger kan ske i elektronisk form.

    Stk. 6. Udlændingestyrelsen kan samkøre de i stk. 1, 2 og 4, nævnte oplysninger med oplysninger fra Det Centrale Personregister (CPR) med det formål at sikre kommunernes administration efter integrationsloven og efter anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration.

    Stk. 7. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan endvidere efter aftale med indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om, at Udlændingestyrelsen registrerer de i stk. 1 nævnte oplysninger i Det Centrale Personregister (CPR).«

48. I § 46, stk. 1, ændres »§ 9, stk. 5« til: »§ 9, stk. 13 og 14«.

49. § 46, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Udlændingestyrelsens afgørelser kan, bortset fra de i § 9 e, stk. 1, § 33, § 42 a, stk. 7, 1. pkt., § 42 a, stk. 8, 1. pkt., § 42 d, stk. 2, § 53 a og § 53 b nævnte afgørelser påklages til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration.«

50. § 46 a affattes således:

»§ 46 a. Afgørelser efter § 9 b og § 33, stk. 4, 2. pkt., træffes af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration.«

51. § 46 b affattes således:

»§ 46 b. Udenrigsministeriet bistår politiet, statsamterne, Udlændingestyrelsen, Flygtningenævnet og ministeren for flygtninge, indvandrere og integration med at indhente nærmere oplysninger til brug for behandlingen af sager eller grupper af sager efter denne lov.«

52. I § 46 c, 1. pkt., ændres »§ 9, stk. 2, nr. 1« til: »§ 9, stk. 1, nr. 3«.

53. I § 48, 2. og 7. pkt., ændres »§ 33, stk. 8« til: »§ 33, stk. 9«.

54. Efter § 48 a, stk. 1, 1. pkt., indsættes:

»Udsendelse efter 1. pkt., må dog kun finde sted til et land, der har tiltrådt og faktisk respekterer flygtningekonventionen af 28. juli 1951, og hvor der er adgang til en forsvarlig asylprocedure. Udsendelse efter 1. pkt. må ikke finde sted til et land, hvor udlændingen vil være i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land.«

55. § 48 a, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 behandles ikke, før Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om undladelse af afvisning, udvisning, overførsel eller tilbageførsel og udsendelse, jf. stk. 1.«

56. § 48 a, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

57. I § 52, stk. 1, nr. 1, ændres »§ 9, stk. 1, nr. 3 eller 4« til: »§ 9, stk. 1, nr. 2«.

58. § 53, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Ved nævnets behandling af en sag medvirker foruden formanden eller en af næstformændene 2 medlemmer, der beskikkes af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration. 1 af de i 1. pkt. nævnte medlemmer skal være medlem af Det Danske Advokatsamfund og beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet. Nævnets medlemmer er uafhængige og kan ikke modtage eller søge instruktion fra den beskikkende eller indstillende myndighed eller organisation.«

59. § 53, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Sager, hvor Udlændingestyrelsen efter forelæggelse for Dansk Flygtningehjælp ikke har truffet bestemmelse efter § 53 b, stk. 1, om, at afgørelsen ikke kan indbringes for Flygtningenævnet, behandles af formanden eller en af næstformændene alene, medmindre der er grund til at antage, at nævnet vil ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.«

60. I § 53 a, stk. 1, ændres »stk. 3« til: »§ 53 b, stk. 1«.

61. § 53 a, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.

62. I § 53 a, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1 og 2«.

63. § 53 b affattes således:

»§ 53 b. Udlændingestyrelsen kan efter forelæggelse for Dansk Flygtningehjælp bestemme, at afgørelsen i en sag om opholdstilladelse efter § 7 ikke kan indbringes for Flygtningenævnet, når ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, herunder når

1) den identitet, som ansøgeren påberåber sig, åbenbart er urigtig,

2) de omstændigheder, som ansøgeren påberåber sig, åbenbart ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse efter § 7,

3) de omstændigheder, som ansøgeren påberåber sig, efter Flygtningenævnets praksis åbenbart ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse efter § 7,

4) de omstændigheder, som ansøgeren påberåber sig, åbenbart ikke stemmer overens med generelle baggrundsoplysninger om forholdene i ansøgerens hjemland eller tidligere opholdsland,

5) de omstændigheder, som ansøgeren påberåber sig, åbenbart ikke stemmer overens med andre konkrete oplysninger om ansøgerens forhold, eller

6) de omstændigheder, som ansøgeren påberåber sig, åbenbart må anses for utroværdige, herunder som følge af ansøgerens skiftende, modstridende eller usandsynlige forklaringer.

    Stk. 2. Udlændingestyrelsen kan, medmindre væsentlige hensyn taler derimod, bestemme, at Dansk Flygtningehjælp samme dag, som Udlændingestyrelsen forelægger en sag for Dansk Flygtningehjælp efter stk. 1, skal meddele Udlændingestyrelsen, om Dansk Flygtningehjælp er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgningen må anses for åbenbart grundløs. Udlændingestyrelsen kan endvidere bestemme, at Udlændingestyrelsens afhøring af ansøgeren og Dansk Flygtningehjælps samtale med ansøgeren skal finde sted i lokaler i nær tilknytning til hinanden.

    Stk. 3. Udlændingestyrelsen underretter Flygtningenævnet om afgørelser, som ikke har kunnet indbringes for nævnet, fordi Udlændingestyrelsen har truffet bestemmelse herom efter stk. 1. Flygtningenævnet kan bestemme, at bestemte grupper af sager skal kunne indbringes for nævnet.«

64. § 56, stk. 4, nr. 3, ophæves.

Nr. 4-6 bliver herefter nr. 3-5.

65. I § 60, stk. 1, ændres »§ 34 eller § 42 a, stk. 7, 1. pkt.« til: »§ 34, § 42 a, stk. 7, 1. pkt., eller § 42 a, stk. 8, 1. pkt.«, og »§ 40, stk. 1-3, og § 42 a, stk. 7, 2. pkt.« ændres til: »§ 40, stk. 1-3, § 42 a, stk. 7, 2. pkt., og § 42 a, stk. 8, 2. pkt.«.

§ 2

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 147 af 9. marts 1999, som ændret ved § 3 i lov nr. 461 af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 11 indsættes i kapitel 1:

»§ 11 a. Ægteskab må kun indgås, når hver af parterne har dansk indfødsret eller lovligt ophold her i landet i medfør af udlændingelovens §§ 1-3 a, 4 b eller 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6-9 e.

    Stk. 2. Hvis ganske særlige omstændigheder, herunder navnlig varigheden af en udlændings ophold her i landet, taler derfor, kan statsamtet give tilladelse til ægteskabet, selvom betingelsen i stk. 1 ikke er opfyldt.

§ 11 b. I tilfælde, hvor en af parterne ikke har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6-9 e, og hvor den anden part har indfødsret, et sådant statsborgerskab eller en sådan opholdstilladelse, må ægteskab ikke indgås, uden at hver af parterne har afgivet erklæring om at være bekendt med bestemmelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og stk. 3-9.«

2. § 19, stk. 1, 2. pkt., ophæves og i stedet indsættes:

»Attesten har gyldighed i 4 måneder. Hvis betingelsen i § 11 a er opfyldt for et kortere tidsrum end 4 måneder, skal gyldigheden af attesten begrænses tilsvarende.«

3. Efter § 22 indsættes i kapitel 2:

»§ 22 a. Ved borgerlige vielser kan vielsesmyndigheden, jf. § 18, jf. § 13, stk. 1, indberette tilfælde, hvor der kan være grund til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, til Udlændingestyrelsen.«

§ 3

I lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 643 af 28. juni 2001, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 3, udgår: »§ 7, stk. 4, og«.

2. I § 16, stk. 5, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«.

3. I § 25, stk. 7, ændres »§ 9, stk. 3 og 4« til: »§ 9, stk. 2 og 3, og § 9 c, stk. 1, 2. pkt.«.

4. I § 45, stk. 3, nr. 2, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«.

5. § 52 affattes således:

»§ 52. Til brug for Udlændingestyrelsens afgørelse om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 6, afgiver kommunalbestyrelsen på anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den pågældende udlænding har gennemført et tilbudt introduktionsprogram, jf. kapitel 4, eller, hvis dette ikke er tilfældet, har gennemført et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed, samt hvorvidt den pågældende udlænding har forfalden gæld til det offentlige.«

6. I § 54, nr. 2, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2« til: »§ 9 b«.

7. I § 54, nr. 3, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«, og »§ 9, stk. 2, nr. 2« ændres til: »9 b«.

8. § 54, nr. 4, affattes således:

»4) udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, eller«.

9. I § 54, nr. 5, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 5, eller« til: »§ 9 e.«.

10. § 54, nr. 6, udgår.

11. I § 55 ændres »§ 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 1, 4 eller 7« til: »§§ 9 eller 9 c, stk. 1«.

12. I § 56 ændres »§ 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 1, 4 eller 7, der er meddelt opholdstilladelse« til: »§§ 9 eller 9 c, stk. 1,«.

§ 4

I repatrieringsloven, jf. lov nr. 353 af 2. juni 1999, som ændret ved § 3 i lov nr. 424 af 31. maj 2000, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 2, nr. 2, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2« til: »§ 9 b«.

2. I § 3, stk. 2, nr. 3, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«, og »§ 9, stk. 2, nr. 2« ændres til: »§ 9 b«.

3. § 3, stk. 2, nr. 4, affattes således:

»4) udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, eller«.

4. I § 3, stk. 2, nr. 5, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 5, eller« til: »§ 9 e.«.

5. § 3, stk. 1, nr. 6, udgår.

6. I § 3, stk. 3 og 4, ændres »§ 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 1, 4 eller 7« til: »§§ 9 eller 9 c, stk. 1«.

§ 5

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001, foretages følgende ændringer:

1. I § 133, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2« til: »§ 9 b«.

2. I § 133, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«, og »§ 9, stk. 2, nr. 2« ændres til: »§ 9 b«.

3. I § 133, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 7« til: »§ 9, stk. 1, nr. 1 eller 2«.

4. I § 133, stk. 1, nr. 5 og 6, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«.

5. I § 133, stk. 1, nr. 7, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c«.

6. § 133, stk. 1, nr. 8, affattes således:

»8) udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet som følge af en tilknytning til en mindreårig asylansøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9 c, eller«.

7. I § 133, stk. 1, nr. 9, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 5, eller« til: »§ 9 e.«.

8. § 133, stk. 1, nr. 10, udgår.

§ 6

I lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001, foretages følgende ændringer:

1. I § 3 a, stk. 2, nr. 1, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2« til: »§ 9 b«.

2. I § 3 a, stk. 2, nr. 2, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«, og »§ 9, stk. 2, nr. 2« ændres til: »§ 9 b«.

3. I § 3 a, stk. 2, nr. 3, ændres »§ 9, stk. 1, nr. 2-4« til: »§ 9, stk. 1, nr. 1 eller 2«.

4. I § 3 a, stk. 2, nr. 4 og 5, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«.

5. I § 3 a, stk. 2, nr. 6, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c«.

6. I § 3 a, stk. 2, nr. 7, ændres »udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4« til: »udlændingelovens § 9 c, stk. 1«, og »eller § 9, stk. 2, nr. 4« ændres til: »eller § 9 c«.

§ 7

I lov om individuel boligstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 62 af 31. januar 2001, foretages følgende ændringer:

1. I § 65, nr. 2, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2« til: »§ 9 b«.

2. I § 65, nr. 3, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«, og »§ 9, stk. 2, nr. 2« ændres til: »§ 9 b«.

3. I § 65, nr. 4, ændres »§ 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 7« til: »§ 9, stk. 1, nr. 1 eller 2«.

4. I § 65, nr. 5 og 6, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«.

5. I § 65, nr. 7, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c«.

6. I § 65, nr. 8, ændres »udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4« til: »udlændingelovens § 9 c, stk. 1«, og »eller efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4« ændres til: »eller § 9 c«.

7. I § 65, nr. 9, ændres »§ 9, stk. 2,« til: »§§ 9 c eller 9 e«.

§ 8

    Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2002, jf. dog stk. 2-5.

    Stk. 2. Udlændingelovens § 7, §§ 9-9 e, § 19, stk. 1, nr. 1, § 19, stk. 1, nr. 5, og § 26, stk. 1, som affattet, indsat eller ændret ved denne lovs § 1, nr. 2, 3, 21, 24, 29 og 30 finder ikke anvendelse for udlændinge, der inden lovens ikrafttræden har indgivet ansøgning om eller er meddelt opholdstilladelse. For sådanne udlændinge finder de hidtil gældende regler anvendelse.

    Stk. 3. Udlændingelovens § 11 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, finder ikke anvendelse for udlændinge, der inden lovforslagets fremsættelse har indgivet ansøgning om eller er meddelt opholdstilladelse. For sådanne udlændinge finder de hidtil gældende regler anvendelse.

    Stk. 4. Udlændingelovens § 26, stk. 1, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 29 og 30, finder alene anvendelse ved afgørelser efter udlændingelovens §§ 22-25 b, såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået efter lovens ikrafttræden. Såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået inden lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

    Stk. 5. Ægteskabslovens §§ 11 a og 11 b som indsat ved denne lovs § 2, nr. 1, finder ikke anvendelse for vielser, der indgås på grundlag af en gyldig prøvelsesattest udstedt inden lovens ikrafttræden i medfør af ægteskabslovens § 19, stk. 1.

§ 9

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 1 og 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets baggrund og indhold

Regeringen præsenterede den 17. januar 2002 sit udlændingeudspil »En ny udlændingepolitik«, som hviler på tre grundlæggende hensyn:

Udlændingepolitikken skal respektere Danmarks internationale forpligtelser.

Antallet af udlændinge, der kommer til Danmark, skal begrænses, og der skal stilles skærpede krav til selvforsørgelse.

De flygtninge og indvandrere, der bor i Danmark, skal integreres bedre og komme hurtigere i arbejde. Tilskyndelsen til selv at søge arbejde skal derfor styrkes.

Regeringens udlændingeudspil indeholder på den baggrund en række initiativer på udlændinge- og integrationsområdet.

De lovgivningsinitiativer, som følger af regeringens udlændingeudspil, omfatter lovforslag fra beskæftigelsesministeren, undervisningsministeren og integrationsministeren.

Beskæftigelsesministerens lovforslag indeholder de forslag til ændringer af lov om aktiv socialpolitik, som følger af regeringens udlændingeudspil. Lovforslaget indebærer, at der indføres nye principper for ret til kontanthjælp, så kun personer, der har opholdt sig her i riget i mindst 7 år ud af de sidste 8 år, har ret til fuld kontanthjælp. De personer, der ikke opfylder opholdskravet, men i øvrigt opfylder betingelserne i loven, vil få ret til starthjælp. Som konsekvens heraf vil udlændinge, der er berettiget til introduktionsydelse, skulle modtage en introduktionsydelse, der svarer til starthjælpen. På den baggrund indeholder beskæftigelsesministerens lovforslag endvidere et forslag til ændring af integrationsloven, således at der sker en tilpasning af de grundtilskud, der ydes til dækning af kommunernes generelle integrationsudgifter og til dækning af den del af introduktionsydelsen, som ikke refunderes. Herudover indeholder beskæftigelsesministerens lovforslag et forslag om en udvidelse af mulighederne for hjemsendelse af udlændinge af forsørgelsesmæssige grunde samt afskaffelse af ret til forsørgersats for personer, der alene har forsørgelsespligt over for børn, der opholder sig i udlandet.

Undervisningsministeren fremsætter to lovforslag, som indeholder de forslag til ændringer af lov om friskoler og private grundskoler og de forslag til ændringer af lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer, som følger af regeringens udlændingeudspil. Lovforslaget om ændring af lov om friskoler og private grundskoler indebærer, at der fremover skal stilles krav om, at de frie grundskoler på grundlag af de principper for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre. Endvidere indebærer lovforslaget en styrkelse af det eksterne tilsyn med de frie grundskoler. Lovforslaget om ændring af lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer indebærer bl.a. en styrkelse af beføjelser og forpligtelser for Centret for Vurdering af Udenlandske Uddannelser med det formål, at det fremover lettere og hurtigere kan afklares, hvilke kvalifikationer nyankomne udlændinge har.

Integrationsministeren fremsætter ligeledes to lovforslag. Udover nærværende lovforslag fremsættes således et forslag til lov om ændring af integrationsloven, der indebærer, at der fremover skal indgås individuelle kontrakter mellem en udlænding og kommunalbestyrelsen om de enkelte elementer i udlændingens introduktionsprogram. Det skal klart fremgå af kontrakten, hvilke krav der kan stilles til den pågældende i forbindelse med gennemførelsen af introduktionsprogrammet.

Nærværende lovforslag indeholder de forslag til ændringer af udlændingeloven og ægteskabsloven, som følger af regeringens udlændingeudspil.

Med en begrænsning af indvandringen ønsker regeringen ro til at sikre den nødvendige integration af de udlændinge, som allerede er i Danmark. Det er nødvendigt, at udlændinge her i landet lærer dansk og kommer i arbejde, så de hjælpes ud af det offentlige forsørgelsessystem. Det er således regeringens opfattelse, at alle som udgangspunkt skal være selvforsørgende.

Der er samtidig brug for, at vi i højere grad imødekommer de udlændinge, der vil arbejde og yde et positivt bidrag til det danske samfund.

Lovforslaget indebærer på den baggrund, at de facto-flygtningebegrebet afskaffes, således at der fremover alene gives opholdstilladelse til asylansøgere, der efter internationale konventioner har krav på beskyttelse, jf. herved afsnit 2. Lovforslaget indebærer endvidere, at der indføres skærpede betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. afsnit 3. Samtidig styrkes muligheden for at inddrage opholdstilladelser, bl.a. hvis forholdene i en flygtnings hjemland har ændret sig på en sådan måde, at den pågældende ikke længere risikerer forfølgelse, jf. afsnit 4. Herudover indebærer lovforslaget en række forslag til effektivisering af asylsagsbehandlingen, jf. afsnit 5, samt forslag om kontrol med udlændinge på tålt ophold, jf. afsnit 6.

Lovforslaget indeholder herudover en række forslag til ændringer af betingelserne for ægtefællesammenføring, jf. afsnit 7. Lovforslaget indeholder i den forbindelse forslag til en styrkelse af samarbejdet mellem udlændingemyndighederne og kommunerne, jf. herved afsnit 7.5.

Lovforslaget indeholder endvidere forslag om, at Udlændingestyrelsen skal videregive oplysninger om udlændinges opholdsgrundlag og senere ændringer heri til kommunerne, jf. herved afsnit 8.

Endvidere indeholder lovforslaget et forslag med henblik på lempelse af adgangen til opholdstilladelse af beskæftigelsesmæssige grunde, jf. herved afsnit 9.

Endelig indeholder lovforslaget en skærpelse af de generelle betingelser for indgåelse af ægteskab, således at det bl.a. bliver et krav, at begge ægtefæller har lovligt ophold i Danmark, jf. herved afsnit 10.

Det bemærkes, at der i bemærkningerne til lovforslaget henvises til integrationsministeren og Integrationsministeriet. Det gælder også de steder, hvor der i lovteksten henvises til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration eller Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

2. Asylområdet

2.1. Afskaffelse af de facto-flygtningebegrebet

Efter udlændingelovens § 7, stk. 1, gives der opholdstilladelse til asylansøgere, der opfylder betingelserne i flygtningekonventionen af 28. juli 1951. De pågældende asylansøgere får opholdstilladelse som konventionsflygtninge (konventionsstatus).

Efter flygtningekonventionens artikel 1, litra A, nr. 2, betragtes en person som flygtning, hvis den pågældende som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret (for statsløse: det land, hvor den pågældende tidligere havde fast bopæl), og som ikke er i stand til eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker at søge dette lands beskyttelse. Artikel 1 C-F indeholder en række undtagelser hertil.

Der gives endvidere efter udlændingelovens § 7, stk. 2, opholdstilladelse til asylansøgere, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde, der medfører velbegrundet frygt for forfølgelse eller tilsvarende overgreb, ikke bør kræves, at den pågældende vender tilbage til sit hjemland. Disse asylansøgere får i dag opholdstilladelse som de facto-flygtninge (de facto-status).

Den gældende bestemmelse giver et retskrav på opholdstilladelse til personer, der ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet må frygtes at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse af en vis styrke eller en risiko herfor. Den omstændighed, at der i et land hersker generelt dårlige forhold, herunder borgerkrigslignende tilstande, eller at en udlænding af sociale, uddannelsesmæssige, helbredsmæssige eller lignende grunde er dårligt stillet, kan derimod ikke uden videre begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Der henvises til Flygtningenævnets formandskabs 9. beretning for 2000, side 44-45.

Bestemmelsen har i praksis f.eks. dannet grundlag for opholdstilladelse til personer, der har indgivet ansøgning om asyl i Danmark, såfremt dette ved en tilbagevenden til hjemlandet ville medføre en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig streng straf. Der er i medfør af bestemmelsen meddelt de facto-status til personer, der i hjemlandet risikerer at blive indkaldt til aktiv krigstjeneste eller i øvrigt har unddraget sig militærtjeneste og af den grund risikerer en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig høj straf ved en tilbagevenden til hjemlandet. Også personer, der ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse på grund af deltagelse i oprør, borgerkrig og lignende, herunder deltagelse i militser, er blevet meddelt de facto-status. Som et yderligere eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde kan nævnes personer, der nærer en betydelig subjektiv frygt for forfølgelse, fordi de tidligere har været udsat for tortur eller andre overgreb som f.eks. voldtægt, men hvor frygten ikke længere kan antages at være objektivt begrundet f.eks. fordi der har fundet et systemskifte sted i hjemlandet.

I 2000 blev der meddelt 1.327 opholdstilladelser til spontane asylansøgere efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og 2.541 opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Foreløbige tal fra Udlændingestyrelsen viser, at disse tal i 2001 er steget til henholdsvis 2.010 og 3.087.

Regeringen er af den opfattelse, at Danmark alene skal yde beskyttelse i de tilfælde, hvor Danmark er internationalt forpligtet hertil. Udlændingelovens de facto-flygtningebegreb giver retskrav på opholdstilladelse i flere tilfælde, end Danmark er internationalt forpligtet til. Det foreslås derfor, at de facto-flygtningebegrebet afskaffes, således at der fremover alene gives opholdstilladelse til asylansøgere, der efter internationale konventioner har krav på beskyttelse.

Det foreslås i den forbindelse, at der indføres en ny opholdstilladelse med beskyttelsesstatus til de asylansøgere, der ved en tilbagevenden til deres hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Afskaffelsen af de facto-flygtningebegrebet vil betyde, at grupper af asylansøgere, som i dag meddeles opholdstilladelse med de facto-status, ikke fremover vil kunne meddeles opholdstilladelse.

Et eksempel på en sådan gruppe er asylansøgere, der som asylmotiv alene påberåber sig militærunddragelse. De pågældende vil således i vidt omfang ikke fremover kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen har oplyst, at det skønnes, at hovedparten af de cirka 13.000 bosniere, som blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i 1995 og 1996, blev meddelt opholdstilladelse på grund af militære forhold. Det er dog samtidig Udlændingestyrelsens vurdering, at mange af disse personer også ville kunne have fået opholdstilladelse som flygtninge på andet grundlag. Heller ikke asylansøgere, der som asylmotiv påberåber sig risiko for indkaldelse til aktiv krigstjeneste, vil kunne meddeles beskyttelsesstatus, medmindre de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Sådanne asylansøgere vil dog i visse tilfælde kunne være omfattet af flygtningekonventionen.

Et andet eksempel på en gruppe af asylansøgere, som i dag meddeles opholdstilladelse med de facto-status, men som ikke fremover vil kunne meddeles opholdstilladelse med beskyttelsesstatus, er asylansøgere, der nærer en betydelig subjektiv frygt for forfølgelse, fordi de tidligere har været udsat for tortur eller andre overgreb som f.eks. voldtægt, men hvor frygten ikke længere kan antages at være objektivt begrundet f.eks. fordi der har fundet et systemskifte sted i hjemlandet.

Det bemærkes, at udlændinge, der meddeles beskyttelsesstatus som det gælder for de facto-flygtninge i dag i det store hele vil have samme rettigheder som konventionsflygtninge.

Efter udlændingelovens § 31, stk. 1, må en udlænding ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser, jf. flygtningekonventionens artikel 1 A, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land (forbud mod refoulement).

Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, gælder forbudet mod refoulement også, hvis de i udlændingelovens § 7, stk. 2, nævnte forhold (de facto-forfølgelse) foreligger. Refoulementsforbudet gælder dog ikke i denne sammenhæng, hvis der er bestemte grunde til at antage, at udlændingen frembyder fare for landets sikkerhed, eller hvis udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må antages at frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2, hvorefter der kan meddeles opholdstilladelse med beskyttelsesstatus, er som nævnt udformet i overensstemmelse med bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og 6. tillægsprotokol, som indeholder absolutte forbud mod udsendelse til dødsstraf eller til tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Udsendelsesforbudene gælder således, uanset om der er bestemte grunde til at antage, at udlændingen frembyder fare for landets sikkerhed, og uanset om udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må antages at frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

Det bemærkes i den forbindelse, at regeringen ved forslag nr. L 32 af 13. december 2001 til lov om ændring af udlændingeloven (Initiativer mod terrorisme m.v. opfølgning på FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 af 28. september 2001 om bekæmpelse af terrorisme) (jf. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 751) har foreslået, at udlændingelovens forbud mod refoulement i § 31 ændres, bl.a. således at forbudet mod udsendelse svarer til de udsendelsesforbud, der følger af bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og 6. tillægsprotokol.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.

2.2. Stramning af første asyllandsreglen

Efter udlændingelovens § 7, stk. 3 (første asyllandsreglen), kan opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2, nægtes, såfremt udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land eller på grund af længerevarende ophold, derboende nære slægtninge eller andre tilsvarende forhold har nærmere tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse.

Der tages således først stilling til, om en asylansøger kan anses for at været omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og i givet fald træffes dernæst beslutning om, hvorvidt et andet land er nærmest til at give ansøgeren beskyttelse (første asylland).

Der er to betingelser, som begge skal være opfyldt, for at udlændingen kan nægtes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.

For det første er det en betingelse, at udlændingen kan opnå beskyttelse i det land, som overvejes anvendt som første asylland. Efter Flygtningenævnets praksis skal det som et minimum være muligt for udlændingen at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende land, ligesom udlændingens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i landet. Som et ufravigeligt mindstekrav i disse sager skal udlændingen være beskyttet mod videresendelse til forfølgelseslandet. Dette indebærer, at udlændingen rent faktisk skal være beskyttet mod refoulering, mens det ikke efter Flygtningenævnets praksis er en betingelse, at første asyllandet har ratificeret og implementeret flygtningekonventionen i sin lovgivning. Der henvises nærmere til Flygtningenævnets formandskabs beretning for 1998, kapitel 11.

For det andet er det en betingelse, at udlændingens tilknytning til det land, der overvejes anvendt som første asylland, er større end tilknytningen til Danmark. Har udlændingen i disse tilfælde en familiemæssig tilknytning til Danmark, foretager Flygtningenævnet en konkret vurdering af tilknytningen til Danmark i forhold til tilknytningen til det andet land.

Denne vurdering er særligt kommet til udtryk i sager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon, der efter praksis anses for at været omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, fordi de ikke kan vende hjem til deres oprindelige hjemland Palæstina. Efter Flygtningenævnets praksis er statsløse palæstinensere fra Libanon, der er blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, eller efter særloven for statsløse palæstinensere (lov nr. 144 af 3. marts 1992), blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Begrundelsen herfor er, at en statsløs palæstinenser fra Libanon, der på andet grundlag end udlændingelovens § 7 er blevet meddelt opholdstilladelse og dermed har fået et retskrav på opholdstilladelse i Danmark, ikke (længere) kan anses for at have Libanon som første asylland, også selvom den pågældende ville kunne opnå beskyttelse i Libanon. Der henvises nærmere til Flygtningenævnets formandskabs beretning for 1999, kapitel 9.

Som nævnt skal der fremover alene gives opholdstilladelse til asylansøgere, der efter internationale konventioner har krav på beskyttelse i Danmark.

Det er ikke et krav efter de internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt, at der i sager, hvor en udlænding må antages at kunne opnå beskyttelse i et andet land, skal foretages en vurdering af, om et andet land er nærmere end Danmark til at yde beskyttelse til en udlænding, der opfylder betingelserne for konventions- eller beskyttelsesstatus.

Det foreslås derfor, at det fremover alene skal være en betingelse for at nægte opholdstilladelse under henvisning til et første asylland, at udlændingen enten har opnået beskyttelse i et andet land eller har en nær tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.

2.3. Afskaffelse af muligheden for at ansøge om asyl fra danske repræsentationer i udlandet

Efter udlændingelovens § 7, stk. 4, har en udlænding, der må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, men som ikke befinder sig her i landet, krav på opholdstilladelse i Danmark, såfremt Danmark på grund af udlændingens tidligere længerevarende lovlige ophold her i landet, herboende nære slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må anses for nærmest til at yde den pågældende beskyttelse.

Bestemmelsen giver mulighed for, at udlændinge kan ansøge om asyl i Danmark fra en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation i udlandet. Det er efter udlændingelovens § 7, stk. 4, en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse, at udlændingen er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og at Danmark er nærmest til at yde den pågældende beskyttelse.

Der blev i 2000 meddelt opholdstilladelse til 56 personer efter udlændingelovens § 7, stk. 4. En foreløbig opgørelse fra Udlændingestyrelsen viser, at der i 2001 blev meddelt opholdstilladelse til 75 personer efter bestemmelsen. I 2000 registrerede Udlændingestyrelsen 2.658 ansøgninger indgivet på en dansk repræsentation i udlandet efter udlændingelovens § 7, stk. 4. En foreløbig opgørelse fra Udlændingestyrelsen viser, at Udlændingestyrelsen i 2001 registrerede 1.851 ansøgninger. Udlændingestyrelsen registrerer imidlertid ikke ansøgninger, der afvises på danske repræsentationer i udlandet i medfør af udlændingelovens § 46 b, stk. 2, under henvisning til manglende oplysninger om ansøgerens tilknytning til Danmark.

Som nævnt ovenfor skal der fremover alene gives opholdstilladelse til asylansøgere, der efter internationale konventioner har krav på beskyttelse i Danmark.

Ingen af de internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt, forpligter til at give udlændinge mulighed for at ansøge om og opnå asyl fra en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation i udlandet.

Det foreslås på denne baggrund, at udlændingelovens § 7, stk. 4, ophæves.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.

2.4. Afvisning af asylansøgere til sikre tredjelande

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 48 a kan udlændingemyndighederne uden at realitetsbehandle asylansøgningen afvise en asylansøger, der indrejser i Danmark via et sikkert tredjeland. Det er efter de gældende regler en betingelse for afvisningen, at udlændingen er indrejst uden fornødent pas eller visum. Det bemærkes i den forbindelse, at en udlænding med indrejseforbud ikke kan indrejse i Danmark uden visum. Der kan endvidere ske afvisning til et sikkert tredjeland, hvis der er tale om en asylansøger, der er indberettet til Schengeninformationssystemet som uønsket i medfør af Schengenkonventionen.

Det bemærkes i øvrigt, at det i lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001 om ændring af udlændingeloven (Initiativer mod terrorisme m.v. opfølgning på FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 af 28. september 2001 om bekæmpelse af terrorisme) bl.a. foreslås, at en asylansøger herudover også skal kunne afvises til et sikkert tredjeland, hvis hensyn til Schengenlandenes offentlige orden, forhold til fremmede magter eller sikkerheds- eller sundhedsmæssige grunde tilsiger, at asylansøgeren ikke bør have ophold her i landet.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 48 a, stk. 2, 2. pkt., må asylansøgeren ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i flygtningekonventionen, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land. Udsendelse kan således alene ske til sikre tredjelande.

Det fremgår af forarbejderne til den bestemmelse, hvorved muligheden for afvisning af asylansøgere til sikre tredjelande blev indsat i udlændingeloven, jf. lovforslag nr. L 4 af 7. oktober 1986 om ændring af udlændingeloven (jf. Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 13), at afvisning ikke vil kunne ske, såfremt den pågældende herved udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse som nævnt i flygtningekonventionen, eller hvor den pågældende ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Hovedtanken hermed har været, at afvisning skal kunne ske, hvis en asylansøger indrejser i Danmark fra et land, hvor den pågældende befinder sig i en faktisk tryghedssituation.

Det fremgår endvidere af forarbejderne til den bestemmelse, hvorved muligheden for afvisning af asylansøgere blev indsat i udlændingeloven, jf. ændringsforslag til lovforslag nr. L 4 af 7. oktober 1986 om ændring af udlændingeloven (jf. Folketingstidende 1986-87, tillæg B, sp. 147), at beslutningen om afvisning til et sikkert tredjeland ikke er baseret på en individuel vurdering af den enkelte asylansøgers forhold, men på en generel vurdering af asylansøgerens nationalitet og det tredjeland, den pågældende i givet fald vil blive afvist til.

Herved forstås, at der ikke kan ske udsendelse til asylansøgerens hjemland, og at der ved udsendelse af asylansøgeren til et sikkert tredjeland ikke skal foretages en vurdering af den enkelte asylansøgers forhold, men alene af de generelle forhold i det pågældende tredjeland.

Efter udlændingelovens § 31, stk. 1, må en udlænding ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionens artikel 1 A, nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, finder bestemmelsen i § 31, stk. 1, tilsvarende anvendelse, såfremt de i den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 2, nævnte grunde foreligger. Dette gælder dog ikke, hvis der er bestemte grunde til at antage, at udlændingen frembyder fare for landets sikkerhed, eller hvis udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må antages at frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

I henhold til udlændingelovens § 31 foretages der en individuel vurdering af, om en udlænding vil blive udsat for en behandling i strid med bestemmelsen, såfremt den pågældende udsendes af Danmark.

Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 48 a er derimod udtryk for et særligt udsendelsesværn i forbindelse med bl.a. afvisning af asylansøgere til sikre tredjelande, som gælder uafhængigt af udlændingelovens § 31. Det ville således savne mening, hvis der i forbindelse med afvisning af en asylansøger skulle foretages en individuel bedømmelse af risikoen for, at den pågældende ved udsendelsen ville blive udsat for forfølgelse. Det er derfor i forbindelse med en afgørelse om afvisning af en asylansøger til et sikkert tredjeland efter udlændingelovens § 48 a uden betydning, om asylansøgeren påberåber sig et asylmotiv, som såfremt de danske udlændingemyndigheder lagde det til grund måtte antages at ville føre til meddelelse af opholdstilladelse i Danmark, men som muligvis ikke vil føre til, at den pågældende meddeles opholdstilladelse i det pågældende sikre tredjeland.

Efter gældende praksis indgår det i vurderingen af, om et land kan anses for at være et sikkert tredjeland, om udlændingen ved udsendelse til dette land ud fra en generel betragtning - vil være i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Vurderingen af, om der foreligger en sådan risiko, foretages på baggrund af en generel vurdering af det pågældende tredjeland. Der skal således heller ikke i den sammenhæng foretages en individuel vurdering af den enkelte asylansøgers forhold, jf. ovenfor.

I praksis foretages vurderingen af, om et land kan anses som et sikkert tredjeland, af Integrationsministeriet efter inddragelse af Udlændingestyrelsen.

Ved Integrationsministeriets vurdering af, om et land kan anses for at være et sikkert tredjeland i overensstemmelse med udlændingelovens § 48 a, er det afgørende, at landet har tiltrådt flygtningekonventionen, og at det pågældende land i realiteten respekterer konventionens principper. I den forbindelse skal det kunne antages, at det pågældende land ikke tilbagesender asylansøgeren til hjemlandet, uden at det efter en forsvarlig asylprocedure har kunnet lægges til grund, at den pågældende ikke herved udsendes til forfølgelse i strid med flygtningekonventionen.

Integrationsministeriet inddrager i den forbindelse oplysninger fra UNHCR om de enkelte landes asylprocedurer m.v.

For tiden anses Norge, Island, Schweiz, Polen, USA, Canada og Ungarn for at være sikre tredjelande. Ungarn anses dog alene for at være et sikkert tredjeland i forhold til asylansøgere fra andre europæiske lande inklusiv Tyrkiet og SNG-landene.

Adgangen til at afvise asylansøgere til sikre tredjelande gælder ikke i forhold til andre EU-lande, idet Dublin-konventionen indeholder nærmere regler om, hvilket EU-land der er ansvarligt for behandlingen af en asylansøgning. Danmark har efter disse regler mulighed for at overføre eller tilbageføre asylansøgere til et andet EU-land. Der henvises herved til udlændingelovens § 29 a. Det bemærkes i den forbindelse, at de lande, der på nuværende tidspunkt har tiltrådt Dublin-konventionen, også har tiltrådt flygtningekonventionen, FN s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions 6. tillægsprotokol og i praksis respekterer disse.

Regeringen ønsker, at det løbende skal undersøges, om flere lande kan anses for at være sikre tredjelande, således at asylansøgere, der indrejser i Danmark via disse lande, kan afvises uden at få deres sag realitetsbehandlet her i landet.

Det skal indgå i disse undersøgelser, hvilke tredjelande der anses for at være sikre tredjelande af de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med. Det kan i den forbindelse nævnes som eksempel, at Tyskland anerkender Tjekkiet som sikkert tredjeland.

Integrationsministeriet vil først og fremmest undersøge, om de lande, der for tiden søger optagelse i EU, herunder f.eks. de baltiske lande, opfylder kriterierne for at blive anset som sikre tredjelande. Integrationsministeriet vil endvidere undersøge mulighederne for at ophæve de ovenfor beskrevne geografiske begrænsninger ved anvendelsen af Ungarn som sikkert tredjeland.

Det foreslås i den forbindelse, at det udtrykkeligt præciseres i udlændingeloven, hvilke kriterier et land skal opfylde for at blive anset for at være et sikkert tredjeland.

Det foreslås endvidere, at det præciseres, at det indgår i vurderingen af, om udlændingen ud fra en generel betragtning ved udsendelsen til dette land vil være i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Det bemærkes, at det ovenfor anførte tillige vil få betydning ved behandling af sager om udvisning til sikre tredjelande og sager om overførsel eller tilbageførsel efter reglerne i Dublin-konventionen.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 54 og 55.

3. Skærpede betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse

I dag meddeles der som udgangspunkt tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding, der med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste tre år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.

Det er endvidere medmindre særlige grunde taler derimod en betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, at udlændingen har gennemført et tilbudt introduktionsprogram eller et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed, at udlændingen inden for en nærmere fastsat karensperiode ikke er idømt en betinget eller ubetinget frihedsstraf m.v., og at udlændingen ikke har forfalden gæld på over 50.000 kr. til det offentlige, som ikke er under afvikling ved en aftalt og overholdt afdragsordning, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5 og 6.

Når en udlænding er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, kan opholdstilladelsen ikke inddrages under henvisning til, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1.

De gældende regler er herved til hinder for, at udlændinge efter en periode på blot tre år kan få inddraget deres opholdstilladelse, hvis grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. F.eks. kan opholdstilladelser til flygtninge som udgangspunkt ikke inddrages efter tre års forløb, selvom forholdene i hjemlandet har ændret sig på en sådan måde, at de pågældende trygt kan vende hjem.

Regeringen finder, at der skal være mulighed for at inddrage opholdstilladelser i en længere periode end i dag.

Det foreslås derfor, at den tidsmæssige betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse ændres, således at der først kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding, efter at den pågældende har boet lovligt her i landet i mere end de sidste 7 år med opholdstilladelse på det samme grundlag.

Det foreslås endvidere, at de yderligere betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse strammes, således at udlændinge, der har begået alvorlig kriminalitet som f.eks. narkotikakriminalitet, menneskesmugling, drab, grov vold og voldtægt, udelukkes fra at kunne opnå tidsubegrænset opholdstilladelse.

Det foreslås herudover, at udlændinge, som har begået anden kriminalitet, først skal kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter længere karensperioder, end der gælder i dag. Det er således hensigten, at karensperioden skal være på mindst fem år for udlændinge, der er idømt ubetinget frihedsstraf, og at karensperioden skal være længere, desto længere ubetinget frihedsstraf udlændingen er idømt.

Det foreslås endelig, at betingelsen om, at en udlænding ikke må have forfalden gæld på over 50.000 kr. til det offentlige strammes således, at det skal være en betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, at udlændingen ikke har forfalden gæld til det offentlige uanset gældens størrelse, og uanset om der er indgået en afdragsordning.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6.

4. Skærpelse af adgangen til inddragelse af opholdstilladelser

Regeringen finder, at udlændinge med opholdstilladelse i Danmark som udgangspunkt skal have inddraget deres opholdstilladelse og vende tilbage til hjemlandet, hvis det grundlag, de oprindeligt fik deres opholdstilladelse på, ikke længere er til stede.

I dag meddeles der som udgangspunkt tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding, der med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste tre år, og som opfylder en række supplerende betingelser om vilje til integration, undladelse af kriminalitet og manglende gæld til det offentlige, jf. den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11.

Når en udlænding er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, kan opholdstilladelsen ikke inddrages under henvisning til, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1.

De gældende regler er herved til hinder for, at udlændinge efter en periode på blot tre år kan få inddraget deres opholdstilladelse, hvis grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede.

Der sker i dag kun i meget sjældne tilfælde inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser til flygtninge.

Der er flere eksempler på, at udlændinge, der er meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark som flygtninge, rejser på ferie til hjemlandet. Dette er efter regeringens opfattelse uacceptabelt, fordi de pågældende over for de danske myndigheder har oplyst, at de risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet.

Regeringen finder, at tidsbegrænsede opholdstilladelser til flygtninge som udgangspunkt skal inddrages, hvis forholdene i hjemlandet har ændret sig på en sådan måde, at de pågældende ikke længere risikerer forfølgelse. Også andre opholdstilladelser f.eks. på grundlag af ægtefællesammenføring skal som udgangspunkt inddrages, hvis grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede.

Der er på denne baggrund efter regeringens opfattelse behov for en skærpelse af de tidsmæssige betingelser, der gælder for, hvornår opholdstilladelser kan inddrages, ligesom der er behov for at præcisere i udlændingeloven, at tidsbegrænsede opholdstilladelser til udlændinge med konventions- eller beskyttelsesstatus som udgangspunkt skal inddrages, når forfølgelsesrisikoen ikke længere er til stede.

Det foreslås derfor i lovforslagets § 1, nr. 6, at der tidligst skal kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter syv års lovligt ophold her i landet, jf. herved afsnit 3. Forslaget giver mulighed for, at en opholdstilladelse kan inddrages i op til syv år, hvis grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede.

Det foreslås endvidere, at det udtrykkeligt præciseres i udlændingeloven, at tidsbegrænsede opholdstilladelser til udlændinge med konventions- eller beskyttelsesstatus, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, skal kunne inddrages, hvis forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse.

Forslaget indebærer bl.a., at Udlændingestyrelsen altid skal foretage en gennemgang af sager vedrørende udlændinge med tidsbegrænset opholdstilladelse med konventions- eller beskyttelsesstatus, der rejser til hjemlandet, for at tage stilling til, om de pågældendes tidsbegrænsede opholdstilladelser skal inddrages. Det forudsættes i den forbindelse, at sådanne udlændinges rejsedokumenter forsynes med en rejsebegrænsning, således at de pågældende ikke kan rejse til hjemlandet uden først at have ansøgt Udlændingestyrelsen om at få ophævet rejsebegrænsningen. Udlændingestyrelsen vil herved antagelig i større omfang end hidtil få kendskab til sådanne rejser til hjemlandet og dermed grundlag for at tage stilling til, om de pågældende udlændinges opholdstilladelser skal inddrages, fordi de pågældende ikke længere risikerer forfølgelse i hjemlandet. Det bemærkes dog herved, at Udlændingestyrelsen heller ikke fremover vil få kendskab til flygtninge, der på trods af, at deres rejsedokument er forsynet med en rejsebegrænsning rejser til hjemlandet.

I tilknytning til den foreslåede ændring af udlændingelovens første asyllandsregel, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, forudsættes det endvidere, at Udlændingestyrelsen i sager, hvor en udlænding har fået asyl her i landet, fordi den pågældende er blevet anset for at have en nærmere tilknytning til Danmark end til et andet land jf. herved den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3 og hvor udlændingen senere gifter sig med en person fra det pågældende land, efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1, skal vurdere, om der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen under henvisning til, at grundlaget for opholdstilladelsen den nærmere tilknytning til Danmark end til det andet land ikke længere er til stede.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 21.

Det foreslås endvidere, at udlændingelovens § 26, stk. 1, ændres, således at varigheden af udlændingens ophold her i landet ikke fremover nævnes som et af de hensyn, der selvstændigt indgår i vurderingen. Varigheden af opholdet her i landet skal således ikke tillægges selvstændig betydning ved vurderingen af, om der skal ske udvisning, inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser. Det foreslås i stedet, at der skal lægges vægt på udlændingens tilknytning til det danske samfund, herunder som følge af varigheden af opholdet, når det skal afgøres, om bl.a. inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse vil virke særlig belastende for den pågældende.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 29 og 30.

5. Effektivisering af asylsagsbehandlingen m.v.

5.1. Flygtningenævnets sammensætning

Flygtningenævnet består af en formand og et antal næstformænd og andre medlemmer. Formanden og næstformændene er dommere. Ved behandlingen af en sag medvirker udover formanden eller en næstformand fire medlemmer, hvoraf et medlem udpeges af integrationsministeren, mens de tre øvrige medlemmer er beskikket af integrationsministeren efter indstilling fra henholdsvis udenrigsministeren, Advokatrådet og Dansk Flygtningehjælp, jf. udlændingelovens § 53.

Der stilles ingen krav til nævnsmedlemmernes uddannelse eller øvrige kvalifikationer, bortset fra at det må anses som forudsat, at Advokatrådet udpeger medlemmer, som har en praktisk erfaring fra advokatvirksomhed. I praksis er de medlemmer, der udpeges af integrationsministeren, jurister.

Det fremgår af betænkning nr. 968/1982, side 226 ff., som dannede baggrund for udlændingeloven af 1983, at der med Flygtningenævnet har været ønske om et sagkyndigt nævn som ankeinstans på asylområdet, således at nævnet kan udgøre et retssikkerhedsmæssigt værn. På den baggrund er der fundet behov for en alsidig sammensætning af Flygtningenævnet med en balance mellem på den ene side medlemmer udpeget af myndigheder, typisk jurister, og lægmænd udpeget af organisationer på den anden side.

Der har således været lagt vægt på, at formanden for nævnet af hensyn til varetagelsen af nævnets retssikkerhedsmæssige funktion er dommer. Derudover har der været lagt vægt på deltagelse af et medlem fra ressortministeriet med ansvar for udlændingeadministrationen samt af et medlem fra Udenrigsministeriet på grund af behovet for oplysninger fra udlandet og vurderingen af sådanne oplysninger. Af hensyn til nævnets alsidighed har både Advokatrådet og Dansk Flygtningehjælp været repræsenteret. Advokatrådets repræsentant er nærmere begrundet i ønsket om at have en praktiserende advokat med særlig erfaring i udlændinge- og flygtningesager som medlem med den indgang til asylsagerne, som en sådan person vil have, mens Dansk Flygtningehjælps repræsentation i Flygtningenævnet har skullet sikre lægmænds deltagelse i nævnet som repræsentanter for folkelige og humanitære synspunkter. Der henvises til betænkning nr. 968/1982, side 226 ff., betænkning nr. 1265/1994, side 4 ff., samt lovforslag nr. L 214 af 2. marts 1994 om ændring af udlændingeloven og lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v., side 27 (jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 7295).

Flygtningenævnets medlemmer er således udpeget af forskellige myndigheder og organisationer. Nævnsmedlemmerne er imidlertid funktionelt uafhængige af de udpegende myndigheder eller organisationer. Nævnsmedlemmerne er dermed ikke retligt forpligtede til at efterkomme instrukser eller henstillinger om deres virke som medlemmer af Flygtningenævnet, men bedømmer den enkelte sag i Flygtningenævnet ud fra deres personlige vurdering og overbevisning.

Flygtningenævnet er kendetegnet ved at være et uafhængigt og domstolslignende organ. Nævnet er således uafhængigt af den politiske proces og kan ikke modtage direktiver fra regering eller folketing. Flygtningenævnets afgørelser er endelige, jf. udlændingelovens § 56, stk. 8. Dette er senest blevet fastslået ved Højesterets dom af 26. januar 2001 (UfR 2001.861H), hvor Højesteret udtalte, at »domstolsprøvelse af Flygtningenævnets afgørelser er begrænset til en prøvelse af retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Foreligger der ikke omstændigheder som nævnt, er der ikke grundlag for at fravige endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 7 (nu § 56, stk. 8).«

Regeringen finder det afgørende, at Flygtningenævnet som endelig ankeinstans i asylsager står som garant for, at udlændinge, der indgiver ansøgning om asyl i Danmark, får en grundig og fuldt ud retssikkerhedsmæssig forsvarlig behandling af deres asylansøgninger. Regeringen finder det endvidere af afgørende betydning, at Flygtningenævnet fortsat er sagkyndigt med en høj grad af juridisk ekspertise, herunder ekspertise med hensyn til udlændinge- og asylretlige spørgsmål.

Det foreslås på den baggrund, at Flygtningenævnet fremover skal bestå af en dommer som formand, et medlem, der beskikkes af integrationsministeren, og et medlem, der beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet.

Dansk Flygtningehjælp er en privat, humanitær organisation med 27 medlemsorganisationer. Dansk Flygtningehjælp arbejder bl.a. for flygtninges beskyttelse mod forfølgelse og arbejder strategisk ud fra fire grundsynspunkter, herunder at være fortaler for flygtningesagen over for myndigheder og offentligheden. De af Flygtningenævnets medlemmer, der er indstillet af Dansk Flygtningehjælp, har med henblik på at afspejle organisationens brede, folkelige forankring en vidt forskellig professionel baggrund. Dansk Flygtningehjælps juridiske afdeling yder forud for behandlingen af de enkelte sager i Flygtningenævnet sekretariatsbistand til det enkelte nævnsmedlem, som er indstillet af Dansk Flygtningehjælp. Samtidig fungerer Dansk Flygtningehjælp som en interesseorganisation, der yder bistand til asylansøgere og de advokater, der møder for asylansøgerne i Flygtningenævnet.

I sager, hvor Udlændingestyrelsen har vurderet en asylansøgning som åbenbart grundløs, forelægges sagen for Dansk Flygtningehjælp, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 3, og den ved lovforslagets § 1, nr. 63 foreslåede bestemmelse i § 53 b. I tilfælde, hvor Dansk Flygtningehjælp ikke er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at sagen er åbenbart grundløs, og hvor Udlændingestyrelsen fortsat finder, at der bør gives afslag på asyl, indbringes sagen automatisk for Flygtningenævnet, hvor Dansk Flygtningehjælp også er repræsenteret, jf. udlændingelovens § 53, stk. 2.

Regeringen finder det uhensigtsmæssigt, at Dansk Flygtningehjælp samtidig yder bistand til nævnsmedlemmer og til asylansøgere og mødende advokater. Dette kan medvirke til at svække tilliden til, at nævnsmedlemmer, der er indstillet af Dansk Flygtningehjælp, fungerer selvstændigt uden at modtage instrukser fra organisationen. Endvidere findes det uhensigtsmæssigt, at Dansk Flygtningehjælp i forbindelse med behandlingen af sager, der har været forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren, varetager funktioner i forbindelse med behandlingen af sagen i både første og anden instans. Det kan således medvirke til at svække tilliden til habiliteten hos de nævnsmedlemmer, der er indstillet af Dansk Flygtningehjælp, og derved tilliden til, at sagen behandles af to af hinanden uafhængige instanser.

Det foreslås på den baggrund, at Dansk Flygtningehjælp ikke fremover skal have adgang til at indstille et medlem af Flygtningenævnet.

Med henblik på at opretholde den balance, der hidtil har været i Flygtningenævnet mellem medlemmer udpeget af myndigheder på den ene side og medlemmer udpeget af organisationer på den anden side, foreslås det endvidere, at Udenrigsministeriet ikke fremover skal være repræsenteret i Flygtningenævnet.

Udenrigsministeriet medvirker i dag herudover ved tilvejebringelse af generelt og konkret baggrundsmateriale, som danner baggrund for Flygtningenævnets afgørelser, f.eks. i form af oplysninger af helt konkret karakter af betydning for afgørelsen af en enkelt sag, eller i form af en udtalelse om, hvorvidt et fremlagt dokument kan anses for ægte.

Regeringen finder det uhensigtsmæssigt, at Udenrigsministeriet både medvirker ved afgørelsen af asylsager og samtidig er ansvarligt for tilvejebringelsen af generelt og konkret baggrundsmateriale, som i visse tilfælde er udslagsgivende for, om en udlænding meddeles asyl eller ej.

Særligt på asylområdet, hvor sagerne ofte er vanskelige, er det imidlertid vigtigt, at der løbende indhentes relevante og tilstrækkelige baggrundsoplysninger om asylansøgernes oprindelseslande, således at der foreligger et så præcist og troværdigt informationsgrundlag som overhovedet muligt. Det foreslås derfor samtidig, at Udenrigsministeriets bistand til at indhente oplysninger til brug for behandling af udlændingesager lovfæstes. Der henvises herved til den ved lovforslagets § 1, nr. 51, foreslåede bestemmelse i § 46 b.

Formanden og næstformændene skal som hidtil være dommere, jf. udlændingelovens § 53, stk. 7. Herved sikres almindelige retsgarantier, ligesom Flygtningenævnets uafhængighed understreges. Integrationsministeriet bør som det overordnede ansvarlige fagministerium fortsat være repræsenteret i Flygtningenævnet med henblik på at sikre, at den fornødne udlændingeretlige og asylretlige ekspertise er til stede i nævnet. Det forudsættes således, at de udpegede medlemmer fra Integrationsministeriet også fremover vil være jurister, der til daglig arbejder på eller gennem en årrække tidligere har arbejdet på det udlændingeretlige eller asylretlige område. Repræsentanter indstillet af Advokatrådet vil fra retsarbejdet bl.a. have erfaring med at skulle bedømme en persons troværdighed, hvilket spiller en væsentlig rolle i mange af de asylsager, som behandles i Flygtningenævnet.

Flygtningenævnet vil med den foreslåede sammensætning fremover besidde en høj grad af juridisk og asylretlig faglig ekspertise, samtidig med, at der opnås en vis forenkling af Flygtningenævnets arbejde, herunder for så vidt angår tilrettelæggelse af nævnsmøderne, afviklingen af nævnsmøderne samt sekretariatsbetjeningen af nævnet.

Ved den foreslåede sammensætning af Flygtningenævnet tilgodeses de fundamentale retssikkerhedsmæssige garantier, der skal være til stede i asylsagsbehandlingen. De endelige afgørelser i asylsager skal således fortsat træffes af et uafhængigt kollegialt organ.

Det foreslås i den forbindelse, at det skal fremgå udtrykkeligt af udlændingeloven, at nævnets medlemmer er uafhængige af den beskikkende eller indstillende myndighed eller organisation. Det betyder, at integrationsministeren og Integrationsministeriet fortsat ikke vil have adgang til at instruere de medlemmer, der er ansat i ministeriet, ligesom de medlemmer, som beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet, heller ikke kan modtage eller søge instrukser fra organisationen.

Flygtningenævnets opgaver vil blive bibeholdt, ligesom der ikke foreslås ændringer i den måde, hvorpå sagerne oplyses og behandles under nævnsmødet. Asylansøgeren vil i de sager, der skal behandles i et nævnsmøde, fortsat få beskikket en advokat og vil fortsat få adgang til personligt fremmøde i nævnet. Endvidere vil Flygtningenævnet fortsat være uafhængigt af den politiske proces. Flygtningenævnet vil således ikke kunne modtage direktiver fra hverken regering eller folketing. Flygtningenævnet opretholder herved sin status som et sagkyndigt nævn af domstolslignende karakter, hvis afgørelser er endelige, jf. ovenfor.

Endelig skal det understreges, at regeringen lægger vægt på, at de baggrundsoplysninger, som Flygtningenævnet anvender til brug for asylsagsbehandlingen, indhentes fra mange forskellige kilder. Dansk Flygtningehjælp har hidtil medvirket ved tilvejebringelsen af generelt og konkret baggrundsmateriale. Dansk Flygtningehjælps erfaring med tilvejebringelse af sådanne baggrundsoplysninger er værdifuld og bør fastholdes. Regeringen finder i den forbindelse, at Dansk Flygtningehjælps deltagelse i fact-finding missioner med bl.a. Udlændingestyrelsen har styrket indhentelsen af oplysninger, idet Dansk Flygtningehjælp som uafhængig interesseorganisation og udlændingemyndighederne har kunnet supplere hinanden. Det forudsættes på den baggrund, at der også fremover afsættes de fornødne ressourcer til, at Dansk Flygtningehjælp kan videreføre sine aktiviteter med hensyn til tilvejebringelse af baggrundsmateriale, herunder i form af fortsat deltagelse i fact-finding missioner med bl.a. Udlændingestyrelsen.

Da Dansk Flygtningehjælp fortsat vil deltage i åbenbart grundløs-proceduren, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 63, foreslåede bestemmelse i § 53 b, forudsættes det, at Flygtningenævnet løbende orienterer Dansk Flygtningehjælp om nævnets praksis.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 58.

5.2. Udenrigsministeriets bistand ved behandlingen af udlændingesager

Udlændingemyndighederne indhenter ved egen foranstaltning i vidt omfang oplysninger til brug for behandlingen af sager efter udlændingeloven. Det gælder såvel Udlændingestyrelsen som Flygtningenævnet.

I Udlændingestyrelsen varetages arbejdet med at indsamle baggrundsoplysninger til brug for asylsagsbehandlingen af Asylafdelingens dokumentationskontor.

Indsamlingen af baggrundsmateriale sker i stigende omfang gennem såkaldte fact-finding missioner til forskellige lande, der gennemføres af Udlændingestyrelsen eventuelt i samarbejde med andre landes myndigheder m.v. Fokus på rejserne er overordnet set de borgerlige og politiske menneskerettigheder samt de økonomiske og sociale rettigheder. Vægtningen af temaer inden for disse områder varierer fra land til land og fra region til region. Udlændingestyrelsens dokumentationskontor gennemførte i 2001 ni missioner til en lang række lande, herunder til Pakistan, Hviderusland, Irak, Cameroun, Den Demokratiske Republik Congo, Sudan, Syrien, Kasakhstan og Kirgistan samt Sri Lanka.

Endvidere indhentes baggrundsmaterialet fra forskellige myndigheder, herunder særligt fra Udenrigsministeriet, fra forskellige organisationer som for eksempel Dansk Flygtningehjælp, Amnesty International og andre internationale menneskerettighedsorganisationer samt fra FN s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Derudover fremskaffes rapporter fra det amerikanske udenrigsministerium, det canadiske flygtningenævns dokumentationscenter, EU-arbejdsgruppen CIREA (Centre d Information, de Réflexion et d Échanges en matière d Asile) og andre landes myndigheder i øvrigt samt artikler fra identificerbare (internationale) tidsskrifter.

Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet er således til brug for belysning af forholdene i en ansøgers hjemland eller første asylland i besiddelse af en omfattende samling af baggrundsmateriale særligt om de lande, hvorfra Danmark modtager asylansøgere. Materialet bliver løbende ajourført og suppleret. Udlændingemyndighederne tilstræber at tilvejebringe et så bredt oplysningsgrundlag som muligt og vil derfor i mange tilfælde søge at indhente oplysninger om de samme forhold fra flere forskellige sider. Udlændingemyndighederne kan via Internettet nemt og hurtigt komme i besiddelse af ønsket materiale fra en række myndigheder og anerkendte organisationer. Som eksempel kan nævnes, at det amerikanske udenrigsministeriums årlige rapporter (Country Reports on Human Rights Practices) om menneskerettighedssituationen i et stort antal lande hentes direkte fra nettet. Mængden af baggrundsmateriale indebærer, at udlændingemyndighederne løbende foretager en kvalificeret og kritisk vurdering såvel af kilden som af den indholdsmæssige værdi af det tilgængelige materiale, før det indgår i samlingen af baggrundsmateriale. Materiale, der må karakteriseres som rene partsindlæg eller generelle vurderinger af de foreliggende baggrundsoplysninger, indgår således ikke i baggrundsmaterialet.

Som supplement til udlændingemyndighedernes indhentelse af oplysninger bistår Udenrigsministeriet i dag udlændingemyndighederne med indhentelse af en række oplysninger til brug for behandlingen af sager efter udlændingeloven. Det drejer sig bl.a. om oplysninger om landes generelle forhold, som har betydning for vurderingen af større grupper af sager, og om oplysninger af helt konkret karakter af betydning for afgørelsen af enkelte sager. Herudover indhenter Udenrigsministeriet udtalelser om, hvorvidt fremlagte dokumenter kan anses for at være ægte. Endvidere udarbejder Udenrigsministeriet notater på baggrund af indhentede oplysninger, som herefter er direkte anvendelige i udlændingemyndighedernes sagsbehandling.

Udenrigsministeriet har i kraft af sin særlige ekspertise på området og med ministeriets mulighed for at trække på sit netværk i stor udstrækning mulighed for at medvirke til, at der skabes det fornødne oplysningsmæssige grundlag for en betryggende behandling af udlændingesagerne. Særligt på asylområdet, hvor sagerne ofte er vanskelige, er det vigtigt, at der løbende indhentes relevante og tilstrækkelige baggrundsoplysninger om asylansøgernes oprindelseslande, således at der foreligger et så præcist og troværdigt informationsgrundlag som overhovedet muligt.

Udenrigsministeriet har derudover på baggrund af ministeriets generelle viden om lande og via sine diplomatiske kanaler mulighed for at danne sig et samlet billede af, hvilke oplysninger det er muligt at fremskaffe.

Det er et væsentligt led i asylsagsbehandlingen, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet kan trække på oplysninger, som indhentes via Udenrigsministeriet. Disse oplysninger kan i visse tilfælde være udslagsgivende for Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets vurdering af, om en udlænding kan meddeles asyl. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en lokal kilde i hjemlandet vurderer, om et fremlagt dokument er ægte.

Derudover indhentes der bl.a. oplysninger i forbindelse med behandlingen af opholdssager, f.eks. ansøgninger om familiesammenføring.

Udenrigsministeriet bistår ligeledes politiet i bestræbelserne på at effektuere flest mulige udsendelser af udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet både for så vidt angår konkrete sager og i forbindelse med opgaver af mere generel karakter i forhold til enkelte lande. I forbindelse med konkrete udsendelsessager medvirker Udenrigsministeriet til, at udenlandske myndigheder udsteder indrejsetilladelser og rejsedokumenter, ligesom Udenrigsministeriet følger op på sager over for de relevante udenlandske myndigheder, når det er nødvendigt. Udenrigsministeriet yder derudover bistand af en mere generel karakter i forhold til politiets bestræbelser på at sikre udsendelse af udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet. Udenrigsministeriet medvirker i den forbindelse bl.a. til gennem dialog med myndighederne i forskellige lande at gøre opmærksom på den folkeretlige forpligtelse til at lade egne statsborgere indrejse.

Udenrigsministeriets medvirken til indhentelse af oplysninger er således af væsentlig betydning for at sikre det bedst mulige grundlag for afgørelserne i udlændingesager og for at sikre en effektiv udsendelse af udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Udenrigsministeriet er i dag blandt de myndigheder og organisationer, som indstiller medlemmer til Flygtningenævnet. De nævnsmedlemmer, der indstilles fra Udenrigsministeriet, er kendetegnet ved at have en betydelig viden om udenrigsforhold, herunder ofte en detaljeret viden om enkelte lande eller regioner.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 53, stk. 2, skal Udenrigsministeriet ikke længere være repræsenteret i Flygtningenævnet. Der henvises herved til lovforslagets § 1, nr. 58, samt bemærkningerne hertil.

Regeringen finder det imidlertid af afgørende betydning, at Udenrigsministeriets særlige ekspertise vedrørende disse forhold fastholdes som led i asylproceduren, således at afgørelser i asylsager træffes på et velunderbygget grundlag. Tilsvarende hensyn gælder ved behandlingen af andre typer af udlændingesager.

Det foreslås på den baggrund, at det lovfæstes, at Udenrigsministeriet skal bistå udlændingemyndighederne og politiet med at indhente nærmere oplysninger til brug for behandlingen af sager eller grupper af sager efter udlændingeloven.

Med lovforslaget sikres det således, at Udenrigsministeriet også fremover medvirker ved oplysningen af udlændingesager, herunder asylsager.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 51.

5.3. Behandlingen af sager i åbenbart grundløs-proceduren

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 53 a, stk. 3, kan Udlændingestyrelsen efter at sagen har været forelagt for Dansk Flygtningehjælp bestemme, at afgørelsen i en asylsag, hvor ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet (åbenbart grundløs-proceduren).

Udlændingestyrelsen vurderer på baggrund af en samtale med asylansøgeren, om den pågældende ansøgning må anses for åbenbart grundløs. I den forbindelse formulerer Udlændingestyrelsen en begrundet indstilling om styrelsens opfattelse af sagen, hvorefter sagen forelægges for Dansk Flygtningehjælp, der herefter afholder en samtale med asylansøgeren. Hvis Dansk Flygtningehjælp er enig i, at ansøgningen er åbenbart grundløs, udfærdiger Udlændingestyrelsen et begrundet afslag på asyl til asylansøgeren. Hvis Dansk Flygtningehjælp derimod ikke er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af ansøgningen som åbenbart grundløs, vurderer Udlændingestyrelsen sagen på ny. Såfremt Udlændingestyrelsen fortsat finder, at der bør meddeles afslag på ansøgningen om asyl, behandles sagen herefter i normalproceduren, hvilket indebærer, at sagen automatisk indbringes for Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 2.

Åbenbart grundløs-proceduren blev indført ved lov nr. 574 af 19. december 1985 om ændring af udlændingeloven med henblik på at lette sagsbehandlingen og sagspresset i Flygtningenævnet. Det blev samtidig forudsat, at samtalerne med Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp skulle foregå under anvendelse af to forskellige tolke, at samtalen med Dansk Flygtningehjælp skulle finde sted i Dansk Flygtningehjælps lokaler, samt at Dansk Flygtningehjælps samtale skulle foregå mindst et døgn efter samtalen med Udlændingestyrelsens medarbejder (den såkaldte natteregel).

Siden efteråret 1994 har der endvidere været anvendt en særlig hurtig åbenbart grundløs-procedure ved behandlingen af asylansøgninger indgivet af personer fra visse lande, der som udgangspunkt ikke er flygtningeproducerende. Det drejer sig for tiden f.eks. om Polen og de baltiske lande. Denne særlig hurtige sagsbehandling benævnes åbenbart grundløs haster-procedure. Ved indgivelse af asylansøgningen udtages asylansøgere fra de pågældende lande straks til behandling i åbenbart grundløs haster-proceduren. Herefter udfylder asylansøgeren ikke et asylansøgningsskema, men kommer direkte til samtale i Udlændingestyrelsen, ligesom Dansk Flygtningehjælp behandler sagen særlig hurtigt. Asylansøgninger behandlet i åbenbart grundløs haster-proceduren kan i almindelighed afgøres inden for cirka en uge.

Åbenbart grundløs haster-proceduren er beskrevet i forarbejderne til lov nr. 421 af 1. juni 1994 om ændring af udlændingeloven og lov om opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v., jf. lovforslag nr. L 214 af 2. marts 1994, side 23 ff. (jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 7295). I lovforslagets bemærkninger blev det samtidig forudsat, at det ikke bør være udelukket at tage stilling i åbenbart grundløs-proceduren til sager, hvor der er åbenlyse troværdighedsproblemer, f.eks. hvor politiet har skaffet dokumentation for, at en person ikke har den identitet, som vedkommende angiver at have. Endvidere blev det forudsat, at åbenbart grundløs-proceduren skal anvendes så fleksibelt som muligt under hensyntagen til sagernes forskelligartede karakter, og at den såkaldte natteregel ikke bør være til hinder for en meget hurtig afvikling af sagsbehandlingen, hvis dette er påkrævet, og det i den konkrete situation ikke forekommer betænkeligt.

Efter den nuværende praksis nedlægger Dansk Flygtningehjælp som altovervejende hovedregel veto mod, at sager afgøres i åbenbart grundløs-proceduren, hvis en troværdighedsvurdering vedrørende konkrete individuelle forhold som f.eks. omfanget og arten af politiske aktiviteter eller de overgreb, som asylansøgeren oplyser at have været udsat for, vil være afgørende for, om betingelserne for meddelelse af asyl i den konkrete sag er opfyldt. Det betyder, at det i en række tilfælde ikke er muligt at afgøre asylansøgningen i åbenbart grundløs-proceduren, selvom Udlændingestyrelsen finder, at der er tale om en åbenbart grundløs asylansøgning, f.eks. fordi asylansøgeren har afgivet skiftende forklaringer om sit asylmotiv. I sådanne tilfælde indbringes Udlændingestyrelsens afgørelse i stedet for Flygtningenævnet, hvilket medfører en forlængelse af den samlede sagsbehandlingstid.

Det er Udlændingestyrelsens vurdering, at et større antal sager end i dag vil kunne behandles i åbenbart grundløs-proceduren, hvis Dansk Flygtningehjælp ikke nedlægger veto, alene fordi der er tale om en troværdighedsvurdering vedrørende konkrete og individuelle forhold. Integrationsministeriet er enigt heri.

Der har endvidere vist sig, at den såkaldte natteregel på trods af bemærkningerne i lovforslag nr. L 214 af 2. marts 1994, jf. ovenfor, fortsat kræves overholdt af Dansk Flygtningehjælp i samtlige sager, der behandles i åbenbart grundløs-proceduren, herunder også i de sager, der behandles i den særlig hurtige åbenbart grundløs haster-procedure.

Det er Integrationsministeriets vurdering, at der særligt i forbindelse med pludselige og markante stigninger i antallet af asylansøgere fra et land gennem hurtig afgørelse af sagerne og udsendelse af Danmark kan sendes et signal til potentielle asylansøgere fra det pågældende land, der kan medvirke til, at asylansøgere med åbenbart grundløse asylansøgninger vil være mindre tilbøjelige til at indgive ansøgning om asyl i Danmark. Med henblik på at sikre muligheden for i disse tilfælde at afgøre sagerne særlig hurtigt findes det nødvendigt at afskaffe den såkaldte natteregel.

Det foreslås på den baggrund, at det nærmere beskrives i udlændingeloven, hvilke kriterier der skal føre til, at en sag afgøres i åbenbart grundløs-proceduren. Det foreslås i den forbindelse, at det udtrykkeligt anføres i udlændingeloven, at åbenbart grundløs-proceduren også skal anvendes i sager, hvor asylansøgningen må anses for åbenbart grundløs, fordi der er åbenlyse troværdighedsproblemer. Forslaget indebærer, at åbenbart grundløs-proceduren fremover også skal anvendes i sager, hvor en troværdighedsvurdering af asylansøgerens forklaring er afgørende for sagens udfald.

Det foreslås endvidere, at den såkaldte natteregel bortfalder, således at Udlændingestyrelsen kan bestemme, at asylansøgerens samtaler med Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp skal afholdes i umiddelbar forlængelse af hinanden, og at Dansk Flygtningehjælp skal meddele sin vurdering af sagen samme dag, som sagen forelægges for Dansk Flygtningehjælp. I den forbindelse foreslås det, at Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps samtaler kan finde sted i lokaler i nær tilknytning til hinanden.

Da det er af afgørende betydning, at der ikke hos den enkelte asylansøger hersker tvivl om, at Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp har forskellige roller i asylsagsbehandlingen, herunder særligt at Dansk Flygtningehjælp er en uafhængig, privat organisation, forudsættes det, at Dansk Flygtningehjælps samtale normalt vil blive afholdt tidligst dagen efter Udlændingestyrelsens samtale, samt at samtalen normalt vil foregå i Dansk Flygtningehjælps lokaler. Udlændingestyrelsen skal således alene i situationer, hvor dette er påkrævet, f.eks. i tilfælde af en pludselig og markant stigning i antallet af asylansøgere fra et land, hvis statsborgere er omfattet af åbenbart grundløs haster-proceduren, jf. ovenfor, bestemme, at Dansk Flygtningehjælp samme dag, som sagen forelægges for Dansk Flygtningehjælp, skal meddele Udlændingestyrelsen, om Dansk Flygtningehjælp er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af sagen som åbenbart grundløs.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 63.

5.4. Behandlingen i Flygtningenævnet af sager, der er forsøgt afgjort i åbenbart grundløs-proceduren

Flygtningenævnets formand kan efter de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 53, stk. 4-6, behandle og afgøre visse sager alene. Det drejer sig om sager, hvor Udlændingestyrelsen har meddelt afslag på asyl under henvisning til, at de i den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 4, nævnte betingelser ikke er opfyldt, om sager, hvor betingelserne for at opnå asyl åbenbart må anses for at være opfyldt, og om sager, hvor der er anmodet om genoptagelse af en afgørelse truffet af Flygtningenævnet, når der ikke er grund til at antage, at nævnet vil ændre sin afgørelse.

Sager, hvor Udlændingestyrelsen har vurderet en asylansøgning som åbenbart grundløs, men hvor Dansk Flygtningehjælp ikke er enig heri, og hvor Udlændingestyrelsen fortsat finder, at der bør gives afslag på asyl, behandles i dag i normalproceduren, hvilket indebærer, at sagen automatisk indbringes for Flygtningenævnet. Det indebærer, at asylansøgeren også i sådanne sager har adgang til under medvirken af en advokat, en tolk og en repræsentant for Udlændingestyrelsen at forelægge sagen mundtligt for Flygtningenævnet under et nævnsmøde.

Flygtningenævnet har i 2000 og 2001 behandlet i alt 182 sager, som forinden har været forsøgt behandlet efter åbenbart grundløs-proceduren. I 153 af sagerne, svarende til 84 % af sagerne, stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen, mens der blev meddelt opholdstilladelse i 12 sager, svarende til cirka 6½ % af sagerne. I de resterende 17 sager valgte Flygtningenævnet enten at udsætte sagen eller at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

I disse sager er der uanset at Dansk Flygtningehjælp ikke har tiltrådt Udlændingestyrelsens vurdering af sagen som åbenbart grundløs således fortsat en stærk forhåndsformodning for, at asylansøgeren ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt asyl. Det er på den baggrund Integrationsministeriets opfattelse, at den overvejende del af sagerne ikke nødvendiggør en mundtlig forelæggelse af sagen for Flygtningenævnet, men i stedet vil kunne afgøres af formanden eller en af næstformændene alene. Det er således efter Integrationsministeriets opfattelse i disse tilfælde unødigt ressourcekrævende, at sagen skal behandles ved mundtlig forelæggelse af sagen for Flygtningenævnet med deltagelse af asylansøgeren, dennes advokat, en repræsentant fra Udlændingestyrelsen samt en tolk.

Det foreslås på den baggrund, at der i sager, som har været forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren, gives Flygtningenævnets formand eller en af næstformændene bemyndigelse til at behandle sagen alene.

Det foreslås endvidere, at formanden eller en af næstformændene i sager, hvor der er grund til at antage, at Flygtningenævnet vil ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, kan henvise sagen til mundtlig behandling i Flygtningenævnet.

Det forudsættes hermed, at sager, som har været forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren, fremover skal undergives særlig hurtig behandling både i forbindelse med Udlændingestyrelsens afsluttende sagsbehandling og under Flygtningenævnets behandling.

Det forudsættes endvidere af hensyn til de pågældende asylansøgeres retssikkerhed, at Flygtningenævnet i sager, der har været forsøgt behandlet efter åbenbart grundløs-proceduren, i medfør af udlændingelovens § 55, stk. 1, beskikker en advokat for asylansøgeren. Dette gælder, uanset om sagen behandles af formanden eller en af næstformændene alene, eller om sagen behandles under et nævnsmøde.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 59.

5.5. Udrejsefristen fastsættes til straks ved endeligt afslag på asyl m.v.

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 2, 1. pkt., at en udlænding, der af Udlændingestyrelsen meddeles afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, pålægges at udrejse straks. Tilsvarende gælder ved fastsættelse af en ny udrejsefrist, hvis der er meddelt opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, efter at Udlændingestyrelsen har meddelt afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 2. pkt. I andre tilfælde må fristen bortset fra påtrængende tilfælde ikke være kortere end 15 dage, eller hvis udlændingen er statsborger i et andet nordisk land og har haft bopæl her i landet, eller hvis udlændingen hidtil har haft opholdstilladelse, 1 måned, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 3. pkt.

En udlænding, der meddeles endeligt afslag på asyl af Flygtningenævnet, får således normalt en udrejsefrist på 15 dage, medmindre den pågældende har et andet opholdsgrundlag.

Det følger af udlændingelovens § 30, stk. 1, at en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal udrejse af landet. Udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager politiet omsorg for udrejsen, jf. udlændingelovens § 30, stk. 2.

En udlænding, der er meddelt endeligt afslag på asyl, og som ikke har et andet opholdsgrundlag, vil således skulle udrejse af landet inden udløbet af udrejsefristen. Sker dette ikke, kan den pågældende udsendes tvangsmæssigt. Med henblik på planlægning af den praktiske udsendelse sendes sagens akter fra Flygtningenævnet til Rigspolitiet umiddelbart efter, at Flygtningenævnet har stadfæstet en afgørelse om afslag på asyl truffet af Udlændingestyrelsen. Politiet kan imidlertid ikke foretage selve udsendelsen, før udrejsefristen på normalt 15 dage er overskredet.

Det fremgår af Rigspolitiets statistik over antallet af asylansøgere, som i 2001 er registreret som udrejst af landet, at ud af de i alt 5.693 asylansøgere, der i 2001 er registreret som udrejst af landet, er i alt 2.815 registreret som »skønnet udrejst«. Tallet vedrører udlændinge, som har indgivet ansøgning om asyl, og som af politiet er skønnet udrejst, fordi deres opholdssted er ukendt for myndighederne. I tallet indgår både asylansøgere, som forsvinder inden afgørelse af asylsagen, og asylansøgere, som forsvinder efter afgørelse af asylsagen. Langt hovedparten af disse asylansøgere må formodes at være udrejst af Danmark, men erfaringen viser, at der i tallet også indgår asylansøgere, der skjuler sig for myndighederne her i landet.

Med henblik på at sikre en mere konsekvent effektuering af udlændingemyndighedernes afgørelser om afslag på asyl, bør politiet efter regeringens opfattelse på et tidligere tidspunkt, end tilfældet er i dag, kunne medvirke til at sikre, at udlændinge, der er meddelt endeligt afslag på asyl, også udrejser af landet.

Det foreslås på den baggrund, at udlændinge pålægges at udrejse straks i alle tilfælde af endeligt afslag på asyl og i tilfælde af eventuelt efterfølgende afslag på en ansøgning om genoptagelse af asylsagen eller om humanitær opholdstilladelse eller opholdstilladelse på andet grundlag. Herved skabes det bedste grundlag for, at politiet kan indlede udsendelsesbestræbelserne allerede umiddelbart efter det meddelte afslag.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 33.

5.6. Ophævelse af 10-dages fristen for opsættende virkning ved ansøgning om humanitær opholdstilladelse

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 4, 1. pkt., at en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2 (humanitær opholdstilladelse), der indgives inden 10 dage efter, at Flygtningenævnet har meddelt afslag på en ansøgning om asyl, tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen. En ansøgning om humanitær opholdstilladelse har ikke opsættende virkning, hvis asylsagen er afgjort efter åbenbart grundløs-proceduren og udrejsefristen er overskredet, jf. udlændingelovens § 33, stk. 4, 2. pkt.

Det bemærkes i den forbindelse, at udrejsefristen fastsættes til straks ved afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 1. pkt. Det betyder, at en ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren for at have opsættende virkning skal indgives i forbindelse med forkyndelsen af udrejsefristen i forbindelse med et afslag på asyl.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 2, får asylansøgere, der meddeles afslag på asyl i Flygtningenævnet, fastsat en udrejsefrist på normalt 15 dage.

Ved lovforslagets § 1, nr. 33, foreslås det, at udrejsefristen skal fastsættes til straks i alle tilfælde af endeligt afslag på asyl eller anden opholdstilladelse til asylansøgere. Hensynet bag forslaget er at sikre en mere konsekvent effektuering af udlændingemyndighedernes afgørelser om afslag på asyl, idet politiet kan indlede udsendelsesbestræbelserne allerede umiddelbart efter det meddelte afslag.

Det modvirker dette hensyn, hvis ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, der indgives inden 10 dage efter, at Flygtningenævnet har meddelt afslag på en ansøgning om asyl som i dag automatisk tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.

Det foreslås på den baggrund, at udlændingeloven ændres således, at 10-dages fristen for opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen ved ansøgning om humanitær opholdstilladelse ophæves. Det foreslås dog samtidig, at en ansøgning om humanitær opholdstilladelse, der indgives i tilknytning til forkyndelsen af udrejsefristen i forbindelse med et afslag på asyl som typisk sker under mødet i Flygtningenævnet tillægges opsættende virkning. Det foreslås endvidere, at der i udlændingeloven skabes mulighed for at tillægge ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, der indgives på et senere tidspunkt, opsættende virkning i tilfælde, hvor ganske særlige grunde taler derfor.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 34.

5.7. Genoptagelse af asylsager m.v.

Som anført i afsnit 5.5. fremgår det af Rigspolitiets statistik over antallet af asylansøgere, som i 2001 er registreret som udrejst af landet, at ud af de i alt 5.693 asylansøgere, der i 2001 er registreret som udrejst af landet, er i alt 2.815 registreret som »skønnet udrejst«. Tallet vedrører udlændinge, som har indgivet ansøgning om asyl, og som af politiet er skønnet udrejst, fordi deres opholdssted er ukendt for myndighederne. I tallet indgår både asylansøgere, som forsvinder inden afgørelse af asylsagen, og asylansøgere, som forsvinder efter afgørelse af asylsagen. Langt hovedparten af disse asylansøgere må formodes at være udrejst af Danmark, men erfaringen viser, at der i tallet også indgår asylansøgere, der skjuler sig for myndighederne.

Der findes selvsagt ingen opgørelser over, hvor mange asylansøgere, der skjuler sig for myndighederne. Det forekommer imidlertid, at asylansøgere, der skjuler sig for myndighederne efter at være blevet meddelt endeligt afslag på asyl, indgiver ansøgning om genoptagelse af asylsagen, om genoptagelse af en sag om humanitær opholdstilladelse eller om genoptagelse af en sag om opholdstilladelse af ganske særlige grunde. Det forekommer endvidere ikke sjældent, at der indgives flere på hinanden følgende genoptagelsesansøgninger.

I dag tages der stilling til sådanne genoptagelsesansøgninger, selvom asylansøgeren ved at skjule sig for myndighederne ikke står til rådighed for sagens oplysning.

Regeringen finder det uacceptabelt, at udlændinge, der er meddelt endeligt afslag på asyl og eventuelt tillige på humanitær opholdstilladelse og opholdstilladelse af ganske særlige grunde skal have mulighed for at bebyrde asylsystemet med ansøgninger om genoptagelse, selvom de pågældende holder sig skjult for myndighederne.

Det foreslås på den baggrund, at en ansøgning om genoptagelse af en asylsag, en sag om humanitær opholdstilladelse eller en sag om opholdstilladelse af ganske særlige grunde til en afvist asylansøger ikke behandles, hvis den myndighed, der har truffet afgørelsen, ikke er bekendt med udlændingens opholdssted. Hvis udlændingen på ny giver sig til kende over for myndighederne og står til rådighed for myndighedernes behandling af sagen, vil genoptagelsesansøgningen blive behandlet. Der vil således ikke være tale om, at udlændingen udsendes tvangsmæssigt af landet uden at få behandlet genoptagelsesansøgningen.

Forslaget indebærer imidlertid, at en genoptagelsesansøgning fra en udlænding, hvis opholdssted ikke er myndighederne bekendt, ikke behandles, selvom ansøgningen må antages at kunne føre til opholdstilladelse. For at kunne praktisere denne ordning, foreslås det, at der udtrykkeligt i lovteksten gives mulighed for, at genoptagelsesansøgninger, der indgives efter udrejsefristens udløb, kan tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis ganske særlige grunde taler derfor. En sådan mulighed er efter regeringens opfattelse en forudsætning for, at udlændingen vil give sig til kende over for myndighederne i de tilfælde, hvor genoptagelsesansøgningen er velbegrundet.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 38 og 39.

6. Indkvartering af udlændinge på såkaldt tålt ophold i asylcentersystemet

Der befinder sig i Danmark et mindre antal udlændinge, der på den ene side opfylder de grundlæggende betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl), idet de vurderes at ville være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, men som på den anden side har begået forbrydelser af en sådan grovhed, at de er udelukket fra at få opholdstilladelse. Disse udlændinge opholder sig i Danmark på såkaldt tålt ophold.

Der befandt sig pr. 1. februar 2002 i alt 17 sådanne udlændinge på såkaldt tålt ophold i Danmark.

4 af disse 17 udlændinge er udelukket fra at få asyl på grund af flygtningekonventionens udelukkelsesgrunde i artikel 1 F, hvorefter f.eks. personer, hvorom der er alvorlig grund til at antage, at de pågældende har begået krigsforbrydelser eller alvorlige ikke-politiske forbrydelser, udelukkes fra flygtningestatus. En er således dømt for vold med døden til følge som ordensholder i en fangelejr i Kroatien, en har som leder af en oprørsgruppe deltaget i drab på ubevæbnede regeringssoldater i Burundi, en er dømt for flykapring, og en har under Anfal-kampagnen over for kurderne i Nordirak været chef for den irakiske hærs generalstab.

De resterende 13 af disse 17 udlændinge er udelukket fra asyl på grund af særlig grov kriminalitet, der er pådømt her i landet, jf. udlændingelovens § 10. 11 er dømt for narkotikakriminalitet, en er dømt for manddrab, og en er dømt for voldtægt.

Der er således tale om udlændinge, som i princippet er uønskede i Danmark.

Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1, er udlændinge på såkaldt tålt ophold som udgangspunkt undergivet Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse på samme vilkår som asylansøgere. Det betyder bl.a., at de pågældende ikke modtager sædvanlige sociale ydelser, men kost- tøj- og lommepenge på tilsvarende vilkår som asylansøgere.

Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, kan Udlændingestyrelsen bestemme, at udlændinge, der er undergivet Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse, skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, uanset om de pågældende selv har tilstrækkelige midler til deres underhold.

Denne bestemmelse har i praksis alene fundet anvendelse over for asylansøgere. Bestemmelsen har således ikke været anvendt til at pålægge udlændinge på såkaldt tålt ophold at tage ophold på et bestemt asylcenter, hvis de pågældende har haft andre muligheder for indkvartering og selv har ønsket at benytte sig af disse muligheder.

Hvis en udlænding på såkaldt tålt ophold er gift med en herboende person, skal udlændingen endvidere som udgangspunkt fraflytte asylcentersystemet, idet Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse som følge af ægtefællens forsørgelsespligt over for den pågældende i så fald normalt ikke omfatter den pågældende. Det bemærkes i den forbindelse, at de fleste af de 17 udlændinge på såkaldt tålt ophold i Danmark er indkvarteret privat ofte hos deres herboende ægtefælle.

Efter regeringens opfattelse er det i Danmarks interesse, at personer, som har begået alvorlige forbrydelser, eller som vil begå alvorlige forbrydelser her i landet, ikke søger til Danmark. Herudover bør det være muligt at kontrollere sådanne personers ophold her i landet. Dels er der tale om grove forbrydere, som myndighederne i alle tilfælde bør være opmærksomme på uanset om de pågældende har afsonet straf for den begåede forbrydelse og dels er der tale om udlændinge, som skal udsendes af landet, så snart der opstår mulighed herfor.

Regeringen har på denne baggrund ved forslag nr. L 32 af 13. december 2001 til lov om ændring af udlændingeloven (Initiativer mod terrorisme m.v. opfølgning på FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 af 28. september 2001 om bekæmpelse af terrorisme) (jf. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 751), stillet forslag om, at Udlændingestyrelsen hvert halve år, eller når der i øvrigt er anledning til det, skal undersøge, om udlændinge, der er udelukket fra opholdstilladelse i Danmark, kan sendes ud af landet uden at risikere forfølgelse i hjemlandet. Endvidere indeholder lovforslaget en bestemmelse, hvorefter politiet kan bestemme, at en udlænding, som er udelukket fra asyl, skal melde sig hos politiet med jævne mellemrum som udgangspunkt hver 14. dag.

Udlændinge, der ikke overholder meldepligten, vil efter lovforslag nr. L 32 kunne frihedsberøves, hvis det er nødvendigt for at afgøre, om der er opstået mulighed for at udsende dem af landet.

I lovforslag nr. L 32 foreslås herudover en skærpelse af reglerne i udlændingelovens § 10 om udelukkelse fra opholdstilladelse på grund af kriminalitet. Endvidere foreslås en skærpelse af reglerne i udlændingelovens § 19 om inddragelse af opholdstilladelse, således at en opholdstilladelse også vil kunne inddrages på grund af grov kriminalitet.

Det foreslås således i lovforslag nr. L 32, at en udlænding ikke kan gives opholdstilladelse, hvis udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed eller for en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, eller hvis udlændingen anses for omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 F. Herudover kan en udlænding efter forslaget ikke, medmindre særlige grunde taler derfor, gives opholdstilladelse, bl.a. hvis udlændingen uden for landet er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24, såfremt pådømmelsen var sket her i landet, eller hvis der er alvorlig grund til at antage, at udlændingen uden for landet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24.

Det foreslås ligeledes i lovforslag nr. L 32, at en tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse altid kan inddrages, når der foreligger oplysninger om de ovenfor nævnte forhold, som kan medføre udelukkelse fra opholdstilladelse.

I forlængelse af disse tiltag foreslås det, at udlændingeloven ændres, således at Udlændingestyrelsen medmindre særlige grunde taler derimod bestemmer, at en udlænding, der er meddelt afslag på asyl, men som ikke kan udsendes af landet, fordi den pågældende herved risikerer forfølgelse, skal tage ophold på et bestemt asylcenter. Det er hensigten, at sådanne udlændinge som udgangspunkt skal pålægges at tage ophold i Center Sandholm, som er indhegnet, og hvor der er adgangskontrol og polititilstedeværelse. Hermed sikres det, at myndighederne er bekendt med de pågældendes opholdssted.

Det følger såvel af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions 4. tillægsprotokol, artikel 2, som af FN s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 12, at enhver, der lovligt befinder sig på en stats område, inden for dette område skal have ret til at færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted. Denne ret kan dog underkastes begrænsninger, hvis det er i overensstemmelse med lov og kan begrundes i hensynet til f.eks. statens sikkerhed, den offentlige orden eller andres rettigheder og friheder.

Bestemmelserne omfatter ikke blot statsborgere i et land, der er forpligtet af de nævnte bestemmelser, men også udlændinge, der lovligt befinder sig på landets område. Det tilkommer som udgangspunkt staterne at afgøre, hvem der lovligt befinder sig inden for dets grænser, hvis det i øvrigt er i overensstemmelse med staternes internationale forpligtelser.

En asylansøger har som udgangspunkt lovligt, processuelt ophold i Danmark fra tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen, til asylsagen er færdigbehandlet, og den pågældendes udrejsefrist er overskredet. En ansøgning om opholdstilladelse på andet grundlag f.eks. humanitær opholdstilladelse kan ligeledes begrunde et lovligt, processuelt ophold eller forlænge et lovligt, processuelt ophold i tilfælde, hvor ansøgningen tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.

Er udrejsefristen overskredet, har udlændingen ikke længere lovligt ophold i Danmark. Dette gælder selvom udlændingen ikke kan udsendes af landet på grund af forbudet mod refoulement i udlændingelovens § 31. Udlændinge, der meddeles afslag på asyl f.eks. på grund af alvorlig kriminalitet men som ikke kan udsendes på grund af udlændingelovens refoulementsforbud, opholder sig således ulovligt i Danmark på såkaldt tålt ophold.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 8, bestemmer Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, at udlændinge på såkaldt tålt ophold skal tage ophold på et bestemt asylcenter. I praksis vil der være tale om, at den pågældende pålægges at tage ophold i Center Sandholm. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 46, og bemærkningerne hertil.

En sådan bestemmelse om ophold, eventuelt kombineret med en meldepligt, vil som udgangspunkt udgøre en begrænsning i den pågældendes bevægelsesfrihed. Det skal i den forbindelse bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 8, ikke indebærer, at de pågældende udlændinge frihedsberøves, idet de kan færdes frit uden for Center Sandholm. Det bemærkes endvidere, at den foreslåede ordning efter regeringens opfattelse er nødvendig for at sikre, at personer, som befinder sig her på såkaldt tålt ophold, opholder sig på steder, som er myndighederne bekendt. Formålet hermed er bl.a. at sikre, at udlændinge, der har begået alvorlig kriminalitet, kan udsendes af landet, så snart dette viser sig muligt. De pågældende er i princippet uønskede i Danmark, og deres ophold her i landet er alene begrundet i det forhold, at regeringen ønsker at overholde sine øvrige internationale forpligtelser efter bl.a. flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3.

Den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 8, findes derfor at være i overensstemmelse med såvel Den Europæiske Menneskerettighedskonventions 4. tillægsprotokol, artikel 2, som FN s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 12.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 46.

7. Familiesammenføringsområdet

I dag sker en stor del af indvandringen til Danmark gennem familiesammenføring. I 2000 fik 12.571 personer opholdstilladelse i Danmark gennem familiesammenføring. Foreløbige tal fra Udlændingestyrelsen viser, at tallet i 2001 er steget til 13.170 personer.

Regeringen er af den opfattelse, at et fortsat højt antal familiesammenføringstilladelser vil bidrage yderligere til de voksende problemer med antallet af udlændinge, der ikke er i arbejde. Der henvises herved til rapporten fra regeringens Tænketank om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark »Befolkningsudviklingen 2001-2021 mulige udviklingsforløb« (januar 2002), hvoraf bl.a. fremgår, at der frem til år 2021 må forudses en stigning fra 77.369 i 2000 til 194.500 i 2021 i antallet af 25-64-årige indvandrere og efterkommere fra tredjelande, der ikke er i arbejde, hvis den hidtidige beskæftigelsesfrekvens for denne befolkningsgruppe ikke ændres, og hvis den hidtidige indvandringsfrekvens fortsætter.

Disse tal finder regeringen er for høje.

De hidtidige regler for familiesammenføring bygger på moderne vesteuropæiske normer for familieetablering og er beklageligvis blevet udnyttet i indvandringsøjemed gennem proformaægteskaber og arrangerede ægteskaber med hyppige tragedier for unge familier til følge. Regeringen vil styrke indsatsen for at bekæmpe sådanne ægteskaber, som indgås mod de unges eget ønske.

Det skal naturligvis fortsat være muligt at blive familiesammenført med sin nærmeste familie i Danmark. Regeringen vil ikke splitte familier, som ikke har mulighed for at genoptage familielivet andre steder end i Danmark. Derimod ønsker regeringen at begrænse mulighederne for, at nye familier kan bosætte sig i Danmark, f.eks. når parterne ikke har en overvejende tilknytning her til landet. Derfor skal der ikke være retskrav på familiesammenføring. Familiesammenføring skal i alle tilfælde kun gives efter en konkret og individuel vurdering på grundlag af de betingelser, som opstilles herfor i loven.

Regeringen vil i den forbindelse ophæve den generelt lempeligere adgang til ægtefællesammenføring med flygtninge i alle tilfælde, hvor ægteskabet først er indgået efter flugten til Danmark. I sådanne tilfælde skal ægtefællesammenføring efter en konkret og individuel vurdering kunne nægtes efter de samme regler, som gælder ved ægtefællesammenføring med herboende personer med dansk indfødsret.

Endelig finder regeringen, at de udlændinge, der kommer her til landet, som udgangspunkt skal være selvforsørgende. Herigennem vil regeringen sikre det bedst mulige grundlag for en vellykket integration i det danske samfund.

Regeringen foreslår på den baggrund en række ændringer af familiesammenføringsreglerne, der skal sikre de nødvendige stramninger samtidig med, at de internationale konventioner naturligvis overholdes. Ændringerne skal ses i sammenhæng, og de foreslåede betingelser for opnåelse af ægtefællesammenføring vil på den baggrund kunne virke uafhængigt af hinanden med det formål at modvirke forsøg på at omgå enkelte af betingelserne.

Det bemærkes, at de foreslåede ændringer af familiesammenføringsreglerne ikke har nogen indflydelse på de særlige regler om adgangen til ophold her i landet, herunder i forbindelse med familiesammenføring, efter EF-reglerne om fri bevægelighed, jf. herved udlændingelovens §§ 2 og 6 og bekendtgørelse nr. 761 af 22. august 1994 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Det Europæiske Fællesskabs regler eller aftale om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Disse regler vil således ikke blive ændret ved lovforslaget.

7.1. Øget indsats mod tvangsægteskaber m.v. forhøjelse af alderskravet ved ægtefællesammenføring

Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er der under opfyldelse af visse nærmere betingelser retskrav på ægtefællesammenføring for personer over 25 år. Endvidere kan der efter en konkret vurdering gives tilladelse til ægtefællesammenføring for personer over 18 år, men under 25 år, hvis ægteskabet eller samlivsforholdet utvivlsomt må anses for indgået efter den herboende persons eget ønske, eller særlige personlige forhold i øvrigt taler derfor, jf. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 7.

Som anført ovenfor vil regeringen styrke indsatsen for at bekæmpe ægteskaber, som indgås mod de unges eget ønske. Det danske samfund skal ikke tolerere, at unge i Danmark presses til at indgå ægteskaber, som de ikke ønsker.

I 2000 blev i alt 1.650 ansøgere under 24 år ægtefællesammenført til Danmark. Foreløbige tal fra Udlændingestyrelsen viser, at tallet i 2001 var 1.525.

Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 7, har kun ført til meget få afslag på ægtefællesammenføring. I 2000 meddelte Udlændingestyrelsen således afslag på ægtefællesammenføring efter bestemmelsen i 1 tilfælde. Foreløbige tal fra Udlændingestyrelsen viser, at Udlændingestyrelsen i 2001 meddelte afslag på ægtefællesammenføring efter bestemmelsen i 9 tilfælde, mens styrelsen meddelte tilladelse til ægtefællesammenføring efter bestemmelsen i 1.778 tilfælde.

Det fremgår af rapporten fra regeringens Tænketank om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark »Udlændinges integration i det danske samfund« (august 2001), kapitel 7, at 28 pct. af de indvandrere og efterkommere fra tredjelande, der blev gift i 1994, giftede sig med en dansker, mens 22 pct. giftede sig med en indvandrer og 2 pct. med en efterkommer. De resterende 48 pct. giftede sig med en person, der var bosat i udlandet. Af de indvandrere og efterkommere fra tredjelande, der blev gift i 1999, giftede 27 pct. sig med en dansker, mens 23 pct. giftede sig med en indvandrer og 3 pct. med en efterkommer. De resterende 47 pct. giftede sig med en person, der var bosat i udlandet. Der er således ikke sket nogen ændring i ægteskabsmønstrene fra 1994 til 1999.

Regeringen foreslår på den baggrund, at der som udgangspunkt ikke skal kunne gives tilladelse til ægtefællesammenføring, hvis en af ægtefællerne er under 24 år.

Herved ønsker regeringen at mindske risikoen for tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber, der har til formål at udløse familiesammenføring. Jo ældre man er, desto bedre kan man modstå et pres fra familien eller andre til at indgå et ægteskab imod sin vilje. Formålet med forslaget er således at beskytte unge mod et pres i forbindelse med indgåelse af ægteskab og samtidig at frigøre de unge fra et pres for at forklare over for udlændingemyndighederne, at de ønsker ægtefællesammenføring, selvom dette i virkeligheden ikke er tilfældet.

Regeringen foreslår endvidere, at den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 7, jf. ovenfor, erstattes af en ny generel bestemmelse, hvorefter der som altovervejende udgangspunkt ikke kan gives tilladelse til ægtefællesammenføring, hvis det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået efter begge parters ønske.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

7.2. Udvidelse af tilknytningskravet ved ægtefællesammenføring

Det gældende tilknytningskrav i udlændingelovens § 9, stk. 10, blev indført ved lov nr. 424 af 31. maj 2000, bl.a. med den begrundelse, at de gældende regler for ægtefællesammenføring havde vist sig at medføre, at udlændinge i nogle tilfælde ægtefællesammenføres med herboende personer, der ikke er velintegrerede i det danske samfund.

I 2000 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på ægtefællesammenføring efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 10, i 27 tilfælde. Foreløbige tal fra Udlændingestyrelsen viser, at Udlændingestyrelsen i 2001 meddelte afslag på ægtefællesammenføring efter bestemmelsen i 256 tilfælde.

Som anført i afsnit 7.1. fremgår det af en rapport fra regeringens Tænketank om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark, at 47 pct. af de indvandrere og efterkommere fra tredjelande, der blev gift i 1999, giftede sig med en person, der var bosat i udlandet.

Erfaringen har vist, at integrationen er særlig vanskelig i de familier, hvor man i generation efter generation henter sin ægtefælle til Danmark fra sit eget eller sine forældres hjemland. Det er hos herboende udlændinge og danske statsborgere med udenlandsk baggrund et udbredt ægteskabsmønster, at man bl.a. som følge af pres fra forældrene gifter sig med en person fra hjemlandet. Mønstret er med til at fastholde de pågældende i en situation, hvor de i højere grad end andre oplever problemer med isolation og utilpassethed i forhold til det danske samfund. Mønstret er således medvirkende til at vanskeliggøre integrationen af nyankomne udlændinge her til landet.

Tilknytningskravet, som det er udformet i dag, tager efter regeringens opfattelse ikke i tilstrækkelig grad højde for, at det nævnte ægteskabsmønster eksisterer blandt både herboende udlændinge og herboende danske statsborgere med udenlandsk baggrund. Der findes således også danske statsborgere, som ikke er velintegrerede i det danske samfund, og hvor det derfor kan være forbundet med væsentlige problemer at integrere en nyankommen ægtefælle her i landet.

Regeringen finder det derfor uhensigtsmæssigt, at det eksisterende tilknytningskrav ikke gælder for danske statsborgere. Hertil kommer, at der ikke er nogen saglig begrundelse for, at ægtefællesammenføring med danske statsborgere skal kunne ske her i landet, hvis ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til et andet land er lige så stærk eller stærkere.

Regeringen foreslår på den baggrund, at der fremover i alle sager alene kan meddeles tilladelse til ægtefællesammenføring, når ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark er større end ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land.

Formålet med forslaget er at sikre det bedst mulige udgangspunkt for en vellykket integration af det familiemedlem, der ønskes familiesammenført til Danmark, og samtidig at værne de unge mod pres fra familien eller andre til at indgå arrangerede ægteskaber eller tvangsægteskaber med en ægtefælle fra et land og med en kultur, som ligger fjernt fra de unges egen dagligdag og kulturelle virkelighed.

Det udvidede tilknytningskrav vil skulle gælde for alle danske statsborgere, uanset om den pågældende har udenlandsk baggrund eller ej.

Som nævnt ovenfor under de indledende bemærkninger til afsnit 7 skal de foreslåede betingelser for opnåelse af ægtefællesammenføring ses i sammenhæng, og betingelserne vil på den baggrund kunne virke uafhængigt af hinanden. Som eksempel herpå kan nævnes et tilfælde, hvor en herboende ung pige under 24 år bl.a. som følge af pres fra forældrene rejser til ægtefællens hjemland for at etablere et familieliv og vente dér, til begge ægtefæller er fyldt 24 år og dermed opfylder alderskravet for at opnå ægtefællesammenføring her i landet, jf. herved afsnit 7.1. I et sådant tilfælde vil tilknytningskravet kunne indebære, at der ved en senere ansøgning om ægtefællesammenføring meddeles afslag, selvom alderskravet nu er opfyldt. Det forhold, at den pågældende har opholdt sig flere år i ægtefællens hjemland og eventuelt fået børn dér, vil således kunne betyde, at ægteparret må anses for at have nærmere tilknytning til ægtefællens hjemland end til Danmark.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

7.3. Skærpede krav til selvforsørgelse ved ægtefællesammenføring

Som anført i afsnit 1 finder regeringen, at alle som udgangspunkt skal være selvforsørgende. Det gælder også udlændinge, der kommer her til landet som led i ægtefællesammenføring. Herved sikres det, at de pågældende ikke ligger det offentlige til byrde, hvilket samtidig vil bidrage til en generelt større velvilje og forståelse over for udlændinge i befolkningen.

Det gældende krav om, at en herboende person skal godtgøre at kunne forsørge sin ægtefælle i forbindelse med ægtefællesammenføring, stilles i dag kun over for indvandrere, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4. Det foreslås, at forsørgelseskravet udvides til også at gælde for herboende personer med dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse med konventionsstatus eller beskyttelsesstatus. Der skal således som udgangspunkt stilles krav om godtgørelse af forsørgelsesevnen i alle tilfælde af ægtefællesammenføring. Udlændingemyndighederne kan kun undlade at kræve forsørgelsesevnen godtgjort, hvis ganske særlige grunde taler derfor.

Det foreslås endvidere, at ægtefællesammenføring som udgangspunkt betinges af, at den herboende person stiller økonomisk sikkerhed for 50.000 kr. til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, som ydes ansøgeren.

Det foreslås endvidere, at betaling for offentlige udgifter til sådan hjælp, som ydes ansøgeren, skal kunne inddrives hos den herboende person. I den forbindelse vil det beløb, der er stillet som økonomisk sikkerhed, kunne tvangsinddrives.

En herboende persons mulighed for at bidrage positivt til en udenlandsk ægtefælles integration i det danske samfund og på det danske arbejdsmarked vil normalt være størst, hvis den herboende selv er i arbejde og har været det igennem en periode.

Regeringen vil derfor gøre ægtefællesammenføring betinget af, at den herboende ægtefælle ikke har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i en periode på 1 år inden tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen og frem til meddelelsen af opholdstilladelse.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

7.4. Ophævelse af adgangen til familiesammenføring med forældre over 60 år

Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 4, gives der efter ansøgning opholdstilladelse til forældre over 60 år til et dansk eller nordisk barn eller et barn med opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8 (asyl).

I 1999 blev i alt 200 forældre over 60 år familiesammenført til Danmark. I 2000 var tallet 238, og foreløbige tal fra Udlændingestyrelsen viser, at tallet i 2001 er steget til 266.

Som nævnt i de indledende bemærkninger i afsnit 1 finder regeringen det nødvendigt at begrænse og kontrollere adgangen til Danmark med henblik på at sikre den nødvendige ro og frigøre de nødvendige ressourcer til en langt bedre integration af de udlændinge, som allerede er i Danmark.

Det foreslås på den baggrund, at den nuværende adgang til familiesammenføring med forældre over 60 år ophæves.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

7.5. Kommunernes rolle i familiesammenføringssager

Efter udlændingelovens gældende regler inddrages kommunerne i familiesammenføringssager, når Udlændingestyrelsen anmoder kommunalbestyrelsen om en udtalelse om, hvorvidt den herboende person er i stand til at forsørge ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, eller om en udtalelse om den herboendes boligforhold, jf. udlændingelovens § 9, stk. 13.

Regeringen finder det væsentligt, at samarbejdet mellem udlændingemyndighederne og kommunerne styrkes. Det skal bl.a. ske ved, at kommunerne får mulighed for at komme til orde over for udlændingemyndighederne i alle familiesammenføringssager.

Det foreslås derfor, at der indføres hjemmel i udlændingeloven til, at kommunalbestyrelsen uden samtykke fra den herboende person og ansøgeren kan afgive en udtalelse til Udlændingestyrelsen til brug for behandlingen af en familiesammenføringssag om de af kommunalbestyrelsen bekendte forhold vedrørende den herboende person og ansøgeren, som kommunalbestyrelsen skønner vil være af betydning for afgørelsen af sagen.

Efter bestemmelsen vil en kommunalbestyrelse i alle familiesammenføringssager have mulighed for at videregive oplysninger til Udlændingestyrelsen, som kommunalbestyrelsen skønner vil være af betydning for familiesammenføringssagen, således at udlændingemyndighederne kan tage højde herfor ved behandlingen af sagen. Der kan f.eks. være tale om oplysninger, som direkte angiver eller peger på, at et ægteskab er indgået under tvang. Der kan også være tale om oplysninger, som peger på, at der er tale om et proformaægteskab.

Formålet med bestemmelsen er dels at sikre det bedst mulige grundlag for samarbejdet mellem udlændingemyndighederne og kommunerne i sager om familiesammenføring, dels at mindske risikoen for omgåelse af udlændingelovens betingelser for at opnå familiesammenføring.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

7.6. Forholdet til internationale konventioner

Det er i international ret et almindeligt anerkendt princip, at ægteskaber kun skal kunne indgås med ægtefællernes frie og uforbeholdne samtykke. Dette følger bl.a. af artikel 16, stk. 2, i Verdenserklæringen om menneskerettigheder, artikel 23, stk. 3, i FN s konvention om borgerlige og politiske rettigheder og artikel 10, stk. 1, i FN s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Det følger tilsvarende af artikel 16, stk. 1, i FN s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, at de deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler til at afskaffe diskrimination imod kvinder i alle ægteskabs- og familieforhold og på grundlag af ligestilling mellem mænd og kvinder sikre kvinder samme ret til frit at vælge ægtefælle og til kun at indgå ægteskab med deres frie og uforbeholdne samtykke.

Regeringen finder, at det er en nødvendig forudsætning for at sikre overholdelsen af disse konventioner, at indsatsen for at bekæmpe ægteskaber, der indgås mod unges eget ønske, styrkes. Konventionerne understøtter således de ændringer af betingelserne for ægtefællesammenføring, der foreslås indført med henblik på at undgå tvangsægteskaber, jf. herved afsnit 7.1.

Det er endvidere regeringens vurdering, at de øvrige foreslåede ændringer i reglerne om familiesammenføring er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Danmarks øvrige internationale forpligtelser, jf. herved afsnit 7.1.-7.4.

Det bemærkes i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har en sådan karakter og er opbygget på en sådan måde, at det oftest ikke så meget er selve reglerne på et bestemt retsområde som reglernes anvendelse, der i det konkrete tilfælde kan være i strid med rettighederne i henhold til konventionen. Det forudsættes således, at de skønsmæssige beføjelser, der i medfør af dette forslag overlades til udlændingemyndighederne, administreres i overensstemmelse med bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Regeringen er herved opmærksom på, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at der uanset de foreslåede ændrede regler for familiesammenføring i helt særlige tilfælde må gives tilladelse til familiesammenføring.

Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 12 har giftefærdige mænd og kvinder ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret. Det antages, at denne bestemmelse ikke indeholder en videre beskyttelse end artikel 8.

Der vil endvidere blive meddelt tilladelse til familiesammenføring, hvis en nægtelse heraf ville stride mod Danmarks forpligtelser efter FN s konvention om borgerlige og politiske rettigheder og FN s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Disse konventioner anerkender ingen ret til familiesammenføring, men kan efter omstændighederne indirekte føre til en beskyttelse af en sådan ret, blandt andet som følge af retten til respekt for familielivet, som fremgår af artikel 17 i konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og artikel 10 i konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Det antages, at heller ikke disse bestemmelser indeholder en videre beskyttelse end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

De foreslåede bestemmelser vil derfor blive administreret på en sådan måde, at der meddeles tilladelse til familiesammenføring i situationer, hvor en nægtelse heraf ville stride mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til familieliv eller artikel 12 om retten til at indgå ægteskab og stifte familie, jf. nærmere om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende artikel 8 nedenfor.

Opholdstilladelse vil i givet fald skulle meddeles i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i de situationer, hvor den i øvrigt relevante bestemmelse ikke rummer mulighed for meddelelse af opholdstilladelse.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har anerkendt det almindelige internationale princip om, at de enkelte lande har en generel kompetence til at kontrollere udlændinges adgang til ophold i landet. Kompetencen skal dog udnyttes med respekt af bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, hvorefter enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv.

Artikel 8 indebærer ikke en generel og ubetinget ret til familiesammenføring.

Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis indebærer bestemmelsen dog, at der i særlige tilfælde ikke kan nægtes familiesammenføring. I den forbindelse lægges der vægt på den indrejsendes kulturelle og familiemæssige tilknytning til hjemlandet. Der lægges endvidere vægt på årsagen til den adskillelse, der ønskes tilendebragt, herunder om denne skyldes de pågældendes eget valg. Der lægges endvidere vægt på, om det herboende familiemedlem har mulighed for at tage ophold sammen med det udenlandske familiemedlem i det andet land. Endelig lægges der vægt på tidspunktet for etableringen af familielivet, herunder om ægteskabet er indgået på et tidspunkt, hvor ægtefællerne ikke kunne have en berettiget forventning om at få tilladelse til at optage familielivet i det pågældende land. For så vidt angår børns sammenføring med forældre lægges der foruden de allerede nævnte momenter vægt på barnets alder, situation i oprindelseslandet og afhængighed af forældrene.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention sikrer således ikke en ret til at vælge, i hvilket land et familieliv skal optages. En pligt for landet til at tillade familiesammenføring vil som udgangspunkt kun foreligge, hvis parterne ellers henvises til at leve som familie i et land, hvor den herboende ikke har mulighed for sammen med ansøgeren at indrejse og tage ophold.

Som eksempel herpå kan nævnes en herboende person med opholdstilladelse som flygtning eller med beskyttelsesstatus, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 2, som inden udrejsen var og fortsat er gift med en person fra sit hjemland, og som ikke kan tage ophold i hjemlandet, hvor den pågældende fortsat risikerer forfølgelse eller dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Derimod vil en herboende flygtning eller person med beskyttelsesstatus, der først efter flugten til Danmark gifter sig med en person fra sit hjemland, som udgangspunkt ikke kunne antages at være i en sådan særlig situation, at der foreligger en pligt for landet til at tillade familiesammenføring. I den nævnte situation vil ægteskabet således være indgået på et tidspunkt, hvor ægtefællerne ikke kunne have en berettiget forventning om at få tilladelse til at optage familielivet her i landet. Denne gruppe vil kunne nægtes familiesammenføring efter de samme regler, som gælder for personer med dansk indfødsret.

Herudover vil en henvisning af et ægtepar til at leve som familie i et andet land i helt særlige øvrige tilfælde kunne virke så belastende for det herboende familiemedlem, at det muligvis reelt vil kunne være et indgreb i retten til et familieliv i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, såfremt familiesammenføring ikke tillades.

Beskyttelsen af familielivet omfatter ikke alene ægtefæller/samlevere og deres mindreårige børn, men kan efter omstændighederne også omfatte andre familiemedlemmer fra den pågældendes husstand.

Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 skal rettigheder i henhold til konventionen beskyttes uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.

Efter artikel 5 i FN s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination må der ikke ske diskrimination på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse.

Efter artikel 26 i FN s konvention om borgerlige og politiske rettigheder er alle mennesker lige for loven og berettigede til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling.

Endelig indeholder Verdenserklæringen om menneskerettigheder i artikel 16, stk. 1, en bestemmelse, hvorefter den enkelte uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde har ret til at gifte sig og stifte familie. Erklæringen er ikke bindende for medlemsstaterne.

Regeringens forslag til ændrede betingelser for ægtefællesammenføring indebærer, at der fremover skal stilles de samme krav over for herboende personer med dansk indfødsret, som der skal stilles i forhold til herboende udlændinge med de modifikationer, der følger af Danmarks internationale forpligtelser, jf. ovenfor.

Som et eksempel herpå vil forslaget om, at der fremover i alle sager alene kan meddeles tilladelse til ægtefællesammenføring, når ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark er større end ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land (tilknytningskravet), gælde for både herboende udlændinge og herboende personer med dansk indfødsret. For herboende personer med dansk indfødsret vil tilknytningskravet gælde uanset, om den pågældende har udenlandsk baggrund eller ej. Det bemærkes endvidere, at der i hver enkelt sag skal foretages en individuel vurdering af ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark over for ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land. Denne vurdering indebærer inddragelse og afvejning af alle relevante momenter i sagen, der kan belyse ægtefællernes tilknytningsforhold. Der vil ved vurderingen af ægtefællernes tilknytningsforhold alene skulle lægges vægt på ægtefællernes egne forhold.

Tilsvarende gælder forslaget om at forhøje alderskravet i forbindelse med ægtefællesammenføring fra de nuværende 18 år til 24 år, forslaget om økonomisk sikkerhedsstillelse m.v. i forbindelse med ægtefællesammenføring og forslagene om forsørgelseskrav i forbindelse med familiesammenføring.

Forslagene om de ændrede betingelser for familiesammenføring er på denne baggrund efter regeringens opfattelse i overensstemmelse med de nævnte diskriminationsforbud, da betingelserne skal stilles uanset den herboende persons etniske oprindelse, ligesom den herboende persons etniske oprindelse i sig selv er uden betydning for vurderingen.

8. Udlændingestyrelsens videregivelse af oplysninger om udlændinges opholdsgrundlag til kommunerne

Fra og med den 1. januar 1999 har Udlændingestyrelsen registreret opholdsgrundlaget for udlændinge, der meddeles eller fritages for opholdstilladelse efter udlændingelovens regler, i Det Centrale Personregister (CPR), jf. udlændingelovens § 11, stk. 8. Registreringen sker ved elektronisk overførsel af oplysningerne fra udlændingeregistret til CPR. Kommunerne har adgang til oplysningerne ved opslag i CPR, hvor opholdsgrundlaget fremgår af en kode.

I de tilfælde, hvor en opholdstilladelse efterfølgende nægtes forlænget, bortfalder eller inddrages, overføres oplysningerne herom elektronisk fra udlændingeregistret til CPR. Kommunerne har herefter adgang til oplysningerne i CPR.

Der er såvel fra kommunal side som fra Udlændingestyrelsens og Integrationsministeriets side konstateret en række problemer i forbindelse med informationsudvekslingen om udlændinges opholdsgrundlag mellem Udlændingestyrelsen og kommunerne.

Problemerne er til dels af teknisk karakter, idet det er konstateret, at et mindre antal overførsler af de nævnte oplysninger fra udlændingeregistret til CPR ikke kan gennemføres på grund af datainkompabilitet.

Problemerne skyldes endvidere, at de oplysninger vedrørende udlændinges opholdsgrundlag, der efter den gældende lovgivning overføres til CPR, ikke er tilstrækkelige og ikke i alle tilfælde imødekommer de administrative behov, som kommunerne har i forhold til administrationen af bl.a. integrationsloven. Kommunerne kan f.eks. ikke ved opslag i CPR afgøre, om en udlænding er omfattet af integrationsloven, hvilket bl.a. besværliggør tilskudsregistreringen og i visse tilfælde udskyder den pågældende udlændings integrationsproces. Det er endvidere nødvendigt, at kommunerne er fuldt ud orienteret om, at en udlændings opholdstilladelse er nægtet forlænget, inddraget eller bortfaldet, således at der ikke udbetales sociale ydelser til udlændinge, der ikke har lovligt ophold her i landet.

Der har endvidere fra kommunal side være udtrykt utilfredshed med, at Udlændingestyrelsen i familiesammenføringssager, hvor der på trods af, at en kommunalbestyrelse har afgivet en udtalelse om f.eks., at den herboende person ikke kan godtgøre sin forsørgelsesevne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12 er meddelt opholdstilladelse, ikke kan oplyse kommunalbestyrelsen om grundlaget for, at der er meddelt opholdstilladelse. Der har ligeledes fra kommunal side været udtrykt utilfredshed med, at Udlændingestyrelsen i tilfælde, hvor en udlænding, der har søgt om opholdstilladelse, bor eller opholder sig i en kommune på processuelt ophold, ikke orienterer kommunen, hvis udlændingen meddeles afslag på opholdstilladelse.

Regeringen finder det væsentligt, at samarbejdet mellem Udlændingestyrelsen og kommunerne styrkes. Herved vil det bl.a. kunne opnås, at mulighederne for at omgå sociallovgivningen og udlændingelovgivningen indskrænkes.

Regeringen finder i den forbindelse, at den nuværende procedure, hvor orientering af kommunerne om udlændinges opholdsgrundlag i vid udstrækning alene sker ved elektronisk overførsel af visse oplysninger herom fra udlændingeregistret til CPR, er utilstrækkelig.

Det foreslås på den baggrund, at der i udlændingeloven tilvejebringes klar hjemmel til, at Udlændingestyrelsen videregiver oplysninger til kommunerne om, at en udlænding er meddelt eller fritaget for opholdstilladelse efter udlændingelovens regler herom, og om, at en udlændings opholdstilladelse er nægtet forlænget, bortfaldet eller inddraget.

Det foreslås endvidere, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med videregivelsen af oplysninger til kommunerne om, at en udlænding er meddelt eller fritaget for opholdstilladelse, videregiver de oplysninger vedrørende udlændingens opholdsgrundlag, som er nødvendige for kommunens administration efter integrationsloven og efter anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration.

Videregivelsen vil enten skulle ske i brevform, herunder f.eks. ved fremsendelse af en genpart af Udlændingestyrelsens afgørelse, eller i elektronisk form. Det foreslås i den forbindelse, at integrationsministeren fastsætter nærmere regler herom.

Det foreslås endvidere, at Udlændingestyrelsen kan samkøre de ovenfor nævnte oplysninger med oplysninger fra CPR med det formål at sikre kommunernes administration efter integrationsloven og anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration. Formålet hermed er at skabe hjemmel til, at der kan etableres et datagrundlag med oplysninger fra udlændingeregistret og CPR, som udlændingemyndighederne og kommunerne får adgang til, og som skal medvirke til at sikre en retmæssig administration af integrationsloven og af anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration.

Det foreslås endvidere, at Udlændingestyrelsen når en udlænding er meddelt opholdstilladelse i en familiesammenføringssag får adgang til efter anmodning fra kommunalbestyrelsen at videregive oplysninger om, hvorvidt der ved afgørelsen af sagen er gjort undtagelse fra de almindelige betingelser for familiesammenføring, til kommunalbestyrelsen. Videregivelse vil i disse tilfælde skulle ske i brevform.

Det foreslås endelig, at Udlændingestyrelsen i de tilfælde, hvor en udlænding, der har søgt om opholdstilladelse, opholder sig i en kommune på processuelt ophold uden for et asylcenter, informerer kommunen, hvis udlændingen meddeles afslag på opholdstilladelse.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 47.

9. Lempelse af adgangen til opholdstilladelse af beskæftigelsesmæssige grunde

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, kan der efter ansøgning gives opholds- og arbejdstilladelse til en udlænding, hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for at imødekomme ansøgningen.

Der meddeles opholdstilladelse til såvel arbejdstagere som selvstændige erhvervsdrivende, som opfylder de nævnte kriterier.

For så vidt angår arbejdstagere meddeles der opholds- og arbejdstilladelse til udlændinge med uddannelser eller færdigheder, som ikke på anden måde kan skaffes her i landet. Bestemmelsen er således tilpasset det danske arbejdsmarkeds behov for arbejdskraft, hvilket indebærer, at opholdstilladelse normalt alene meddeles, hvis der ikke er en herboende person, der kan udføre arbejdet.

Det er en betingelse for imødekommelse af en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, som arbejdstager, at udlændingen er i besiddelse af et konkret arbejdstilbud eller en konkret ansættelsesaftale.

I forbindelse med en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som arbejdstager skelner udlændingemyndighederne mellem almindeligt lønarbejde og ikke-almindeligt lønarbejde. Det almindelige lønarbejde inddeles yderligere i arbejde inden for det almindelige arbejdsmarked (f.eks. som arbejdsmand, håndværker eller skolelærer) og arbejde uden for det almindelige arbejdsmarked (f.eks. som læge eller IT-specialist).

Almindeligt lønarbejde er kendetegnet ved, at det i princippet lige så vel kan udføres af en herboende person som af den pågældende udlænding. Ved behandling af ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse med henblik på udførelse af almindeligt lønarbejde lægges der derfor vægt på, om der generelt er mangel på arbejdskraft, som på kvalificeret vis vil kunne varetage det pågældende arbejde, om det pågældende arbejde er af en sådan karakter, at opholds- og arbejdstilladelse kan anbefales, og om de væsentligste løn- og ansættelsesvilkår efter danske forhold er sædvanlige.

For så vidt angår almindeligt lønarbejde inden for det almindelige arbejdsmarked sondres der ved afgørelsen om, hvorvidt der skal meddeles opholdstilladelse, mellem tilfælde, hvor det generelt kan lægges til grund, at der inden for det pågældende område ikke er mangel på arbejdskraft, og tilfælde, hvor det ikke uden en nærmere undersøgelse i den konkrete sag kan afgøres, om der kan meddeles opholdstilladelse. I det sidstnævnte tilfælde kan Udlændingestyrelsen forud for afgørelsen om, hvorvidt der skal meddeles opholdstilladelse, indhente en udtalelse fra det regionale arbejdsmarkedsråd. Udtalelsen indeholder dels en redegørelse for løn- og ansættelsesvilkårene og beskæftigelsessituationen i branchen og lokalområdet, dels en indstilling om, hvorvidt meddelelse af arbejdstilladelse kan anbefales. I tilfælde, hvor det generelt kan lægges til grund, at der inden for det pågældende område ikke er mangel på arbejdskraft, foretages ingen høring af det regionale arbejdsmarkedsråd.

Er der tale om almindeligt lønarbejde uden for det almindelige arbejdsmarked, vil udlændingemyndighederne normalt høre den relevante fagforening eller brancheorganisation om løn- og ansættelsesvilkårene og beskæftigelsesforholdene i branchen, inden der træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingen skal meddeles opholds- og arbejdstilladelse.

For IT-specialisters vedkommende er der dog etableret en særlig smidig, Green Card-lignende praksis, idet den forudgående høring er erstattet af en efterfølgende orientering af den relevante fagforening. Orienteringen består i en kvartalsvis oversigt over trufne afgørelser i anonymiseret form med angivelse af arbejdsfunktion, uddannelsesmæssige kvalifikationer og lønvilkår.

Der gælder endvidere en særlig praksis for så vidt angår læger og andet sundhedspersonale, som skal have autorisation for at udøve deres profession, idet afgørelsen om, hvorvidt der kan meddeles opholdstilladelse, i disse tilfælde afhænger af, om Sundhedsstyrelsen meddeler den pågældende udlænding autorisation. Har ansøgeren ikke i forvejen opnået autorisation hos Sundhedsstyrelsen, hører Udlændingestyrelsen Sundhedsstyrelsen herom forud for sin afgørelse om, hvorvidt der skal meddeles opholdstilladelse. Har ansøgeren derimod på forhånd opnået autorisation hos Sundhedsstyrelsen, meddeles der opholdstilladelse uden forudgående høring af Sundhedsstyrelsen.

Ikke-almindeligt lønarbejde er i modsætning til almindeligt lønarbejde kendetegnet ved, at udførelsen af arbejdet knytter sig til særlige kvalifikationer hos den person, der skal udføre arbejdet. Det kan f.eks. dreje sig om erhvervsledere, gæsteforskere eller kunstnere.

Ved behandling af ansøgninger fra udlændinge med sådant arbejde lægges der derfor vægt på, om der er ganske særlige grunde til, at arbejdet skal udføres af den pågældende, og om de væsentligste løn- og ansættelsesvilkår efter danske forhold er sædvanlige. Spørgsmålet om beskæftigelsessituationen her i landet er ikke relevant for meddelelse af opholdstilladelse i sådanne tilfælde.

Ofte vil den individuelle karakter af den pågældende udlændings arbejde være så åbenbar, at udlændingemyndighederne kan meddele opholdstilladelse uden videre, f.eks. i tilfælde af en verdensdirigents ansættelse som chefdirigent for et dansk symfoniorkester, en fremtrædende forskers ansættelse som gæsteprofessor ved et universitet eller en højere læreanstalt eller en erhvervsleders ansættelse som koncerndirektør i en større virksomhed. Er der tale om arbejdsfunktioner, hvor der er grund til at vurdere den individuelle karakter nærmere, f.eks. orkestermusikere eller almindelige professionelle sportsfolk, vil myndighederne typisk til brug for vurderingen heraf indhente en udtalelse fra den relevante fagforening eller brancheorganisation, inden der træffes afgørelse om, hvorvidt der skal meddeles opholdstilladelse.

Efter gældende praksis meddeles endvidere opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, til praktikanter, f.eks. inden for landbruget, og til trainees. Meddelelse af opholdstilladelse til trainees sker normalt efter forudgående høring af Erhvervs- og Boligstyrelsen (tidligere Erhvervsfremmestyrelsen).

For så vidt angår selvstændige erhvervsdrivende meddeles der kun opholdstilladelse, når der er en særlig dansk interesse i virksomhedens etablering i landet, og normalt kun uden for detailhandel og restaurationsvirksomhed. Meddelelse af opholdstilladelse sker normalt efter forudgående høring af Erhvervs- og Boligstyrelsen (tidligere Erhvervsfremmestyrelsen).

Regeringen finder, at der er behov for at sikre, at Danmark i konkurrence med navnlig USA og de øvrige EU-lande kan tiltrække særlig kvalificeret arbejdskraft, ikke mindst inden for de højteknologiske områder af erhvervslivet.

Regeringen finder på den baggrund, at de gældende procedurer for meddelelse af opholdstilladelse af beskæftigelsesmæssige grunde bør ændres, således at proceduren for meddelelse af opholdstilladelse smidiggøres og effektiviseres inden for områder, hvor der er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft.

Regeringen vil derfor udvide den ovenfor beskrevne Green Card-lignende ordning, der i dag gælder på IT-området, til også at omfatte andre områder, hvor der er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft.

Det forudsættes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen efter samråd med de relevante arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer udarbejder en liste over de beskæftigelsesområder, hvor der er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft, og hvor Udlændingestyrelsen kan meddele opholdstilladelse uden forudgående høring af den relevante fagforening (positivlisten). Positivlisten skal revideres løbende og sammen med generelle oplysninger om regler og procedurer for meddelelse af opholdstilladelse til udlændinge, hvor væsentlige erhvervs- og beskæftigelsesmæssige hensyn taler for det være offentligt tilgængelig på dansk og engelsk på Udlændingestyrelsens hjemmeside på Internettet og i form af pjecer udgivet af Udlændingestyrelsen.

Tilsvarende materiale skal sendes til arbejdsgiverorganisationerne samt til relevante danske repræsentationer i udlandet, således at repræsentationerne kan bistå eventuelle ansøgere med fyldestgørende vejledning om de danske regler og procedurer for meddelelse af opholdstilladelse af beskæftigelsesmæssige og erhvervsmæssige grunde, herunder om, hvilke former for beskæftigelse der er opregnet på positivlisten.

Endvidere vil regeringen tilgodese bl.a. erhvervslivets behov for at fastholde udenlandsk arbejdskraft ved gennemførelsen af en ordning, hvorefter en udlænding, hvis opholdstilladelse som f.eks. flygtning eller familiesammenført inddrages eller nægtes forlænget, kan få meddelt opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse, hvis den pågældende gennem længere tid har været i et fast ansættelsesforhold eller drevet selvstændig erhvervsvirksomhed, og beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler derfor.

Regeringen vil herudover tilgodese de fagområder, hvor der er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft, ved at give asylansøgere med de efterspurgte kvalifikationer mulighed for under opholdet her i landet at indgive ansøgning om opholdstilladelse med henblik på at arbejde i Danmark. Det forudsættes i den forbindelse, at der alene meddeles opholdstilladelse til asylansøgere, der har de efterspurgte kvalifikationer og i øvrigt opfylder de ovenfor beskrevne sædvanlige krav for at blive meddelt opholdstilladelse af beskæftigelsesmæssige grunde.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

10. Skærpelse af ægteskabsbetingelserne med henblik på bekæmpelse af proformaægteskaber

I dag er det ikke en betingelse for at indgå ægteskab her i landet, at parterne har dansk indfødsret eller hvis der er tale om udlændinge lovligt ophold efter udlændingelovens regler. Det er således tilstrækkeligt, at de pågældende har processuelt ophold, f.eks. som asylansøgere her i landet. Det betyder bl.a., at asylansøgere og andre udlændinge, der opholder sig her i landet på processuelt ophold kan indgå ægteskab her i landet, mens deres ansøgning om opholdstilladelse behandles. Også udlændinge, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, kan indgå ægteskab indtil udløbet af den frist, der er fastsat for deres udrejse.

På baggrund af ægteskabet er der herefter mulighed for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens ægtefællesammenføringsregler. Efter udlændingelovens § 9, stk. 8, kan opholdstilladelse på grundlag af ægteskab dog som udgangspunkt ikke gives, hvis ansøgeren opholder sig her i landet uden at have lovligt ophold efter udlændingelovens regler. En asylansøger, som indgår ægteskab her i landet, vil således som udgangspunkt kun kunne få opholdstilladelse på grundlag af ægteskabet, hvis den pågældende udrejser af Danmark, indgiver ansøgning om familiesammenføring fra udlandet og forbliver i udlandet, indtil tilladelsen er meddelt.

Efter regeringens opfattelse består der en risiko for, at udlændinge under behandlingen af eksempelvis en asylsag ved indgåelse af proformaægteskaber søger at skaffe sig et opholdsgrundlag.

For at modvirke denne risiko for misbrug af udlændingelovens regler foreslås lov om ægteskabs indgåelse og opløsning ændret, således at det er en betingelse for ægteskabs indgåelse her i landet, at hver af parterne har dansk indfødsret eller lovligt ophold efter udlændingelovens regler herom.

Et lignende forslag har tidligere været fremsat i Folketinget som en del af lovforslag nr. L 59 af 16. april 1998 om ændring af udlændingeloven, straffeloven og ægteskabsloven. Dette forslag var dog ikke som nærværende forslag udformet som en bestemmelse om, at ægteskab kun må indgås, når parterne har enten dansk indfødsret eller lovligt ophold her i landet i medfør af udlændingelovens §§ 1-3 a, 4 b eller 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens regler, men som en bestemmelse om, at udlændinge kun må indgå ægteskab her i landet, hvis de pågældende har lovligt ophold i medfør af de dagældende bestemmelser i udlændingelovens §§1-4 eller § 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens regler. Der henvises til Folketingstidende 1997-98, 2. samling, FF s. 977, 2420 og 2556, tillæg A, s. 1554, tillæg B, s. 728, og tillæg C s. 503. Under udvalgsbehandlingen af lovforslag nr. L 59 blev det besluttet at lade bestemmelsen om at begrænse udlændinges adgang til at indgå ægteskab i Danmark udgå af lovforslaget. I stedet blev den ovenfor omtalte bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 8, indsat.

Som led i bekæmpelsen af proformaægteskaber foreslås det endvidere, at de myndigheder, der efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning skal prøve, om ægteskabsbetingelserne er opfyldt (prøvelsesmyndighederne), skal gøre alle par, for hvem det har praktisk relevans, bekendt med indholdet af udlændingelovens ægtefællesammenføringsregler, herunder at indgåelse af et ægteskab i Danmark ikke automatisk betyder, at den udenlandske ægtefælle kan få opholdstilladelse i Danmark, og at et proformaægteskab ikke giver ret til ægtefællesammenføring.

Justitsministeriet vil i den forbindelse fastsætte nærmere regler om, at prøvelsesmyndighederne hvor det er praktisk relevant skal udlevere en skriftlig vejledning om indholdet af udlændingelovens bestemmelser om ægtefællesammenføring til parterne.

Regeringen finder endvidere, at det skal være en betingelse for indgåelse af ægteskab, at parterne i disse tilfælde afgiver erklæring om at være bekendt med udlændingelovens bestemmelser om ægtefællesammenføring, herunder bestemmelsen om, at proformaægteskaber ikke giver ret til opholdstilladelse.

Det foreslås endelig, at vielsesmyndighederne ved borgerlige vielser skal kunne indberette tilfælde, hvor der er mistanke om proformaægteskab til Udlændingestyrelsen, således at oplysningerne vil kunne indgå i behandlingen af en eventuel senere ægtefællesammenføringssag. Indberetningsordningen omfatter af hensyn til præsternes tavshedspligt ikke kirkelige vielser.

Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 12 har giftefærdige mænd og kvinder ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med konventionens artikel 8 om respekt for familielivet og privatlivet. Rettighederne i artikel 12 er imidlertid relative, og den materielle beskyttelse heraf begrænset, idet rettighederne kan undergives sådan lovmæssig regulering, som staten finder passende. Medlemsstaterne har et ganske vidt skøn, idet dog en regulering af bl.a. adgangen til at kunne indgå ægteskab skal være i overensstemmelse med et almindeligt legalitetsprincip.

Det er regeringens opfattelse, at forslaget om at stille som betingelse for ægteskabs indgåelse her i landet, at hver af parterne har dansk indfødsret eller lovligt ophold efter udlændingelovens regler herom, jf. herved lovforslagets § 2, nr. 1, er i overensstemmelse med rammerne for medlemsstaternes adgang i artikel 12 til at fastsætte nationale love om udøvelsen af retten til at indgå ægteskab.

Endvidere følger det af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, at rettigheder i henhold til konventionen beskyttes uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.

Det grundlæggende kriterium for anvendelsen af artikel 14 er, at der skal være tale om sammenlignelige situationer (»in relevantly similar situations«). Er en forskelsbehandling i sammenlignelige situationer objektiv og rimelig begrundet, foreligger der imidlertid ikke diskrimination. Heri ligger, at en forskelsbehandling skal varetage et anerkendelsesværdigt formål og være proportional for ikke at være omfattet af diskriminationsforbudet.

Det er regeringens opfattelse, at en udlænding, der opholder sig i en kortere periode i Danmark, medens en ansøgning om opholdstilladelse behandles, ikke er i en sammenlignelig situation med en anden udlænding med et egentligt lovligt ophold her i landet. Efter regeringens opfattelse kan den foreslåede ordning således ikke generelt antages at stride mod konventionens bestemmelser.

I tilknytning hertil bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som udgangspunkt ikke foretager nogen generel eller abstrakt vurdering af, om en medlemsstats retstilstand er forenelig med konventionens krav. Det afgørende er den konkrete anvendelse. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foretager således en vurdering af, hvorvidt der i det konkrete tilfælde foreligger en krænkelse af en af de i konventionen sikrede rettigheder eller friheder.

På den baggrund finder regeringen, at ordningen bør udformes på en sådan måde, at en udlænding, der har opholdt sig her i landet i meget lang tid og derved har opnået en tilknytning til den person, med hvem ægteskabet agtes indgået, kan få tilladelse til at gifte sig her i landet. Baggrunden herfor er, at beskyttelsen af f.eks. retten til at indgå ægteskab efter artikel 12 kan indebære, at en udlændings faktiske tilknytning til landet må tillægges en sådan vægt, at udlændingens processuelle ophold her i landet mister sin reelle betydning som et relevant forskelsbehandlingskriterium i forhold til udlændinge med et egentligt lovligt ophold her i landet.

Det er således regeringens opfattelse, at der i visse særlige tilfælde kan bestå en sådan ligeartethed mellem udlændinge med processuelt ophold og udlændinge med et egentligt lovligt ophold, at en forskelsbehandling vil savne saglig begrundelse og derfor være uforenelig med artikel 12 sammenholdt med artikel 14.

Der henvises i den forbindelse til, at der ved den i lovforslagets § 2, nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning gives mulighed for at tillade et ægteskab, hvis ganske særlige omstændigheder, herunder navnlig varigheden af en udlændings ophold her i landet, taler derfor, selvom den pågældende ikke har lovligt ophold efter udlændingelovens regler herom.

Tilsvarende fremgår det af FN s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 23, at giftefærdige mænd og kvinders ret til at indgå ægteskab og stifte familie skal anerkendes. Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med konventionens artikel 26, der fastlægger kravet om, at alle mennesker skal være lige for loven og er berettiget til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling (ligebehandlingsprincippet).

Efter artikel 10, stk. 1, i FN s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder anerkender staterne, at den størst mulige beskyttelse og bistand skal ydes familien, som er samfundets naturlige og grundlæggende gruppeenhed, især til dens stiftelse, og så længe den har forsørgerpligt over for børn under uddannelse. Ægteskab skal kun kunne indgås med de vordende ægtefællers frie samtykke.

Tilsvarende indeholder FN s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination i artikel 5, litra d, nr. iv, en bestemmelse om retten til at indgå ægteskab og til valg af ægtefælle. Også denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med det generelle racediskriminationsforbud bl.a. i artikel 5, hvorefter medlemsstaterne forpligter sig til at forbyde og afskaffe alle former for racediskrimination og sikre ethvert menneske ret til lighed for loven, uanset race, hudfarve eller national eller etnisk oprindelse. Opregningen af diskriminationsgrunde er udtømmende.

De anførte bestemmelser skal inden for deres anvendelsesområde fortolkes på tilsvarende måde, som tilfældet er for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention på dette område. Der henvises derfor til det ovenfor anførte vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Sammenfattende er det således regeringens opfattelse, at den foreslåede ordning ikke generelt strider imod de forpligtelser, som Danmark har påtaget sig i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, FN s konvention om borgerlige og politiske rettigheder samt FN s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination.

Endelig kan det nævnes, at Verdenserklæringen om menneskerettigheder i artikel 16, stk. 1, indeholder en bestemmelse, hvorefter den enkelte uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde har ret til at gifte sig og stifte familie, ligesom det i stk. 3 angives, at familien er samfundets naturlige og grundlæggende enhedsgruppe og har krav på samfundets og staternes beskyttelse. Erklæringen er ikke bindende for medlemsstaterne.

Der henvises til lovforslagets § 2.

11. Økonomiske og administrative konsekvenser af lovforslaget

Regeringens finanslovsforslag for 2002 er budgetteret ud fra det nuværende retsgrundlag, og udgiftsskønnet er baseret på det antal flygtninge og familiesammenførte, der var forventet i 2002-2005 med den gældende udlændingelovgivning.

Regeringens udlændingeudspil vil medføre en række besparelser, dels som følge af nærværende lovforslag, dels som følge af indførelse af nye regler for introduktionsydelse og kontanthjælp. Disse ændringer indbudgetteres i tilknytning til regeringens finanslovsforslag for 2003.

I det følgende redegøres for de økonomiske og administrative konsekvenser af lovforslaget for så vidt angår behandlingen af sager efter udlændingeloven og indkvarteringen af asylansøgere. Vurderingen af de aktivitets- og ressourcemæssige konsekvenser af lovforslaget tager udgangspunkt i antallet af behandlede familiesammenføringssager i 2001 samt de målsatte produktionsforudsætninger for 2002. Vurderingen er behæftet med en vis usikkerhed, da antallet af udlændinge, der fremover vil indrejse i landet og ansøge om asyl, afhænger af bl.a. udviklingen i de flygtningeproducerende lande. Hertil kommer, at det erfaringsmæssigt er vanskeligt at forudse den fremtidige aktivitetsudvikling på udlændingeområdet.

Det bemærkes endvidere, at det stigende antal unge indvandrere og efterkommere i de kommende år i sig selv vil kunne medføre en stigning i antallet af ansøgninger om familiesammenføringer, jf. også rapporten fra regeringens Tænketank om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark »Befolkningsudviklingen 2001-2021 - mulige udviklingsforløb« (januar 2002).

Lovforslaget indebærer bl.a. effektiviseringer af asylsagsbehandlingen, skærpede krav til selvforsørgelse ved ægtefællesammenføring og skærpede betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Forslagene forudsætter samlet set en udvidelse af Udlændingestyrelsens sagsbehandlingsressourcer. Udvidelsen skønnes at indebære merudgifter på ca. 3,6 mio. kr. i 2002, svarende til i alt ca. 8 årsværk.

Lovforslaget indebærer således en række ændringer, der har betydning for Udlændingestyrelsens asylsagsbehandling. Det drejer sig bl.a. om forslaget om afskaffelse af de facto-flygtningebegrebet, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, styrkelsen af mulighederne for at inddrage opholdstilladelser fra flygtninge, hvis de ikke længere risikerer forfølgelse i hjemlandet, jf. lovforslagets § 1, nr. 21, 29 og 30, skærpede betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, og en øget anvendelse af åbenbart grundløs-proceduren, jf. lovforslagets § 1, nr. 63. Forslagene skønnes at medføre et øget ressourcebehov på 2,8 mio. kr. i 2002, svarende til ca. 6 årsværk.

På opholds- og familiesammenføringsområdet er beregningen af de økonomiske konsekvenser for Udlændingestyrelsens sagsbehandling foretaget med udgangspunkt i navnlig de skærpede krav til selvforsørgelse ved ægtefællesammenføring, den foreslåede udvidelse af tilknytningskravet i sager vedrørende ægtefællesammenføring og de skærpede betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Der henvises nærmere til lovforslagets § 1, nr. 3 og 6. Forslagene skønnes at indebære et øget ressourcebehov på 0,8 mio. kr. i 2002, svarende til ca. 2 årsværk.

De foreslåede bestemmelser om Udlændingestyrelsens videregivelse af oplysninger om udlændinges opholdsgrundlag til kommunerne, jf. lovforslagets § 1, nr. 47, skønnes endvidere at indebære et øget ressourcebehov for Udlændingestyrelsen på ca. 2,3 mio. kr. årligt, dog ca. 1,2 mio. kr. i 2002, svarende til ca. 2,5 årsværk.

Integrationsministeriets administrative sagsbehandling i forbindelse med klager over Udlændingestyrelsens afgørelser som følge af de foreslåede ændrede betingelser for familiesammenføring, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, og de skærpede betingelser for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse sammenholdt med de deraf følgende udvidede muligheder for inddragelse af opholdstilladelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 21, 24, 29 og 30, skønnes at indebære et ressourcebehov på ca. 1,0 mio. kr., svarende til 2 årsværk i 2002.

Lovforslaget skønnes endvidere at indebære en stigning i antallet af ansøgninger efter den ved lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9 b om humanitær opholdstilladelse, der skønnes at kunne medføre et ressourcebehov på ca. 0,5 mio. kr. i 2002, svarende til 1 årsværk i 2002, til Integrationsministeriets administrative sagsbehandling.

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 53 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 63, vedrørende en øget anvendelse af åbenbart grundløs-proceduren skønnes at indebære en merudgift i forbindelse med Dansk Flygtningehjælps deltagelse i åbenbart grundløs-proceduren. Denne merudgift opvejes dog delvis af en mindreudgift som følge af, at den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 4, ophæves, hvilket indebærer, at Dansk Flygtningehjælp ikke fremover skal behandle sådanne sager i åbenbart grundløs-proceduren. Merudgiften skønnes, at udgøre 0,1 mio. kr., der optages på § 18.21.06. Asylsagsbehandling.

Lovforslaget indebærer endvidere, at Flygtningenævnets sammensætning ændres således, at der ved behandlingen af en sag foruden formanden eller en af næstformændene medvirker to medlemmer mod hidtil fire medlemmer, jf. lovforslagets § 1, nr. 58. Forslaget indebærer, at Dansk Flygtningehjælp og Udenrigsministeriet fremover ikke vil være repræsenteret i Flygtningenævnet. Besparelserne som følge af, at Dansk Flygtningehjælp ikke længere vil være repræsenteret i Flygtningenævnet, skønnes at udgøre ca. 4,6 mio. kr. årligt, dog ca. 2,4 mio. kr. i 2002. Mindreudgiften vil blive optaget under § 18.34.05. Tilskud til Dansk Flygtningehjælp og § 18.21.05 Flygtningenævnet. Besparelserne på Udenrigsministeriets område som følge af den ændrede sammensætning af Flygtningenævnet er på nuværende tidspunkt ikke analyseret.

Lovforslaget indebærer, at kommunerne i øget omfang skal inddrages i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om opholdstilladelse på grundlag af familiesammenføring, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. De kommunaløkonomiske konsekvenser vil blive drøftet med de kommunale parter.

Lovforslaget indebærer endvidere, at ægteskab kun må indgås, når hver af parterne har dansk indfødsret eller lovligt ophold her i landet, jf. lovforslagets § 2, nr. 1. De samlede administrative meropgaver i forbindelse med tilladelser i statsamterne og ankesager i Civilretsdirektoratet efter afslag i statsamterne skønnes at kunne medføre begrænsede merudgifter. Merudgifterne vil afhænge af, i hvilket omfang de ændrede regler medfører et fald i antallet af ansøgninger om tilladelse til at indgå ægteskab.

Den samlede nettomerudgift som følge af ovenstående tiltag vil i 2002 blive finansieret indenfor Integrationsministeriets ramme, mens udgiften i 2003 og frem vil blive indbudgetteret på finanslovsforslaget for 2003, når de aktivitetsmæssige forudsætninger og konsekvenserne af lovforslaget kan fastlægges mere præcist.

Herudover skønnes lovforslaget at indebære, at opholdstiden i asylcentersystemet reduceres. Reduktionen af den forventede opholdstid er bl.a. en konsekvens af dels den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 33 a, stk. 2, 1. pkt., hvor udlændingen pålægges at udrejse straks i de tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen i medfør af den ved lovforslagets § 1, nr. 63, foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 53 b eller Flygtningenævnet meddeler den pågældende afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter den ved lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, dels den forslåede bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 2, 2. pkt., hvor udlændingen ligeledes pålægges at udrejse straks ved fastsættelse af en ny udrejsefrist, hvis der er meddelt opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, efter at Udlændingestyrelsen i åbenbart grundløs-proceduren eller Flygtningenævnet har meddelt afslag på en ansøgning om asyl. Der henvises nærmere til lovforslagets § 1, nr. 33.

Mindreudgiften som følge af den kortere opholdstid i indkvarteringssystemet skønnes at udgøre ca. 5,6 mio. kr. i 2002. Et fald i antallet af indgåede ægteskaber for asylansøgere kan dog medføre en mindre stigning i udgifterne til indkvartering og underhold. De økonomiske konsekvenser i 2003 og frem vil blive indbudgetteret på finanslovsforslag 2003, når de aktivitetsmæssige forudsætninger og konsekvenserne af lovforslaget kan fastlægges mere præcist.

12. Erhvervsadministrative, erhvervsøkonomiske og miljømæssige konsekvenser af lovforslaget og lovforslagets administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget forventes ikke at medføre erhvervsadministrative, erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser eller administrative konsekvenser for borgerne.

13. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter. Lovforslaget berører således ikke de særlige regler om adgangen til ophold her i landet, herunder i forbindelse med familiesammenføring, for udlændinge omfattet af EF-reglerne om fri bevægelighed, jf. herved udlændingelovens §§ 2 og 6.

14. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Advokatrådet, Amnesty International, Amtsrådsforeningen, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Industri, Dansk Røde Kors, Datatilsynet, De Etniske Minoriteters Landsorganisation, Den Danske Dommerforening, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Flygtningenævnet, Foreningen af Politimestre i Danmark, Foreningen af Statsamtmænd, Frederiksberg Kommune, Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening, Københavns Byret, Københavns Kommune, Landsorganisationen i Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Politidirektøren i København, Politiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, præsidenterne for Østre og Vestre landsret, retterne Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Rådet for Etniske Minoriteter, Statsamtsjuristforeningen samt UNHCR.

15. Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

 

Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang)

Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Integrationsministeriet forventes at få mindreudgifter til indkvartering af asylansøgere på 5,6 mio. kr. i 2002. Den forventede mindreudgift i 2003 og frem fastlægges på finanslovsforslaget for 2003. Der forventes endvidere mindreudgifter som følge af en reduktion af antallet af Flygtningenævnets medlemmer. Mindreudgifterne skønnes at udgøre 2,4, mio. kr. i 2002 og 4,6 mio. kr. i 2003.

Udenrigsministeriet forventes, at få mindreudgifter, som følge af en reduktion af antallet af Flygtningenævnets medlemmer. Mindreudgiften er på nuværende tidspunkt ikke analyseret.

Integrationsministeriet skønnes at få merudgifter til sagsbehandling m.v. i 2002 på Udlændingestyrelsens område på ca. 4,8 mio. kr. i 2002. På departementets område skønnes merudgifter på ca. 1,5 mio. kr. i 2002. Den forventede merudgift i 2003 og frem fastlægges på finanslovsforslaget for 2003. Endelig forventes merudgifter på 0,1 mio. kr. i forbindelse med Dansk Flygtningehjælps deltagelse i sagsbehandlingen af et øget antal sager i åbenbart grundløs-proceduren.

På det kommunale område skønnes lovforslaget om udvidet inddragelse af kommunerne i familiesammenføringssager at indebære merudgifter, der fastlægges efter drøftelse med de kommunale parter.

Ændringen af ægteskabsloven skønnes at indebære begrænsede merudgifter i statsamterne og Civilretsdirektoratet. Merudgifterne vil dog afhænge af, i hvilket omfang de ændrede regler medfører et fald i antallet af ansøgninger om tilladelse til at indgå ægteskab. Der må samtidig tages højde for, at et fald i antallet af indgåede ægteskaber for asylansøgere kan medføre en mindre stigning i udgifterne til indkvartering og underhold. Dette vil indgå i forudsætningerne for budgetteringen af finanslovsforslaget for 2003.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Nej

Udlændingestyrelsen skønnes at få behov for ca. 10,5 årsværk i 2002.

Integrationsministeriet skønnes at få behov for at udvide antallet af medarbejdere med ca. 3,0 årsværk i 2002.

Det forventede årsværksbehov i 2003 og frem fastlægges på finanslovsforslaget for 2003.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Nej

Nej

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Nej

Nej

Miljømæssige konsekvenser

Nej

Nej

Administrative konsekvenser for borgerne

Nej

Nej

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter. Lovforslaget berører således ikke de særlige regler om adgangen til ophold her i landet, herunder i forbindelse med familiesammenføring, for udlændinge omfattet af EF-reglerne om fri bevægelighed, jf. herved udlændingelovens §§ 2 og 6.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Ved kongelig resolution af 27. november 2001 er det besluttet at oprette et Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration, således at der til dette ministerium fra det tidligere Indenrigsministerium er overført sager vedrørende bl.a. udlændingeloven. Det er endvidere ved den kongelige resolution besluttet at udnævne en minister for flygtninge, indvandrere og integration.

Med lovforslaget bringes lovtekstens myndighedsbetegnelser i overensstemmelse hermed.

Til nr. 2

Ved den foreslåede affattelse af § 7 videreføres den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, mens de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 7, stk. 2 og 3, ændres. Endvidere ophæves de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 7, stk. 4 og 5. Der henvises til bemærkningerne herom nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 1, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorefter der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951. De pågældende udlændinge meddeles opholdstilladelse med konventionsstatus (A-status).

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 2, 1. pkt., gives der efter ansøgning opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde, der medfører velbegrundet frygt for forfølgelse eller tilsvarende overgreb, ikke bør kræves, at den pågældende vender tilbage til sit hjemland (de facto-status). Der henvises herved til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2, 1. pkt., gives der efter ansøgning opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. De pågældende udlændinge meddeles opholdstilladelse med beskyttelsesstatus (B-status).

Det er hensigten med den foreslåede bestemmelse, at der alene skal gives opholdstilladelse til de udlændinge, der når bortses fra flygtningekonventionen af 28. juli 1951, jf. ovenfor har krav på beskyttelse efter de internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt.

Den foreslåede bestemmelse er derfor udformet i overensstemmelse med de relevante konventionsbestemmelser, herunder navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og tillægsprotokol nr. 6 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt artikel 3 i FN s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. nedenfor.

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, at ingen person må underkastes tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det antages i praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Domstolen), at bestemmelsen i artikel 3 er absolut, og at den indebærer, at en udlænding ikke må udsendes til tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i et andet land.

Det følger af Domstolens praksis, at medlemsstaterne har ret til, i overensstemmelse med fast international ret og med respekt af deres internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at kontrollere udlændinges indrejse, ophold og udvisning. Det følger ligeledes af Domstolens praksis, at konventionen eller tillægsprotokollerne ikke omfatter en ret til politisk asyl, jf. f.eks. Ahmed mod Østrig (dom af 17. december 1996).

Det følger imidlertid samtidig af Domstolens praksis, at udsendelse m.v. af en udlænding kan rejse spørgsmål i forhold til konventionen og efter omstændighederne medføre, at en medlemsstat ifalder ansvar, hvis der er en underbygget grund til at antage, at den pågældende udlænding i tilfælde af udsendelse m.v. vil blive udsat for en reel risiko for at blive underkastet en behandling i modtagerstaten, der er i strid med artikel 3. I en sådan situation vil medlemsstaten med andre ord have pligt til ikke at udsende den pågældende til et sådant land.

En medlemsstat kan endvidere ifalde ansvar i forhold til artikel 3, hvis den udsender en udlænding til et land, hvor den pågældende risikerer at blive videresendt til et tredjeland, hvor den pågældende risikerer at blive udsat for en behandling i strid med artikel 3, jf. f.eks. klagesag 43844/98, T.I. mod UK, (afgørelse af 7. marts 2000).

Forbudet i artikel 3 mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf er absolut. Det betyder, at en udlænding i den nævnte situation er beskyttet mod udsendelse uanset den pågældende udlændings adfærd, dvs. også selvom udlændingen måtte have begået alvorlig kriminalitet.

Som nævnt sikrer konventionens artikel 3 imidlertid ikke en ret til asyl eller andet formelt opholdsgrundlag. Artikel 3 giver således ikke et krav på meddelelse af opholdstilladelse, men beskytter alene mod udsendelse af landet i de nævnte situationer. Udlændinge, der på den ene side ved udsendelse risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, men som på den anden side har begået kriminalitet af en vis grovhed, vil således kunne udelukkes fra beskyttelsesstatus efter udlændingelovens bestemmelser herom, jf. udlændingelovens § 10. De pågældende vil herefter være beskyttet mod udsendelse af landet efter reglerne i udlændingelovens § 31.

Det forudsættes, at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3.

Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Der skal være en underbygget grund til at antage, at den enkelte udlænding i tilfælde af udsendelse vil blive udsat for en reel risiko for at blive underkastet en behandling i modtagerstaten, der er i strid med konventionens artikel 3. Der kan med andre ord ikke meddeles beskyttelsesstatus, alene fordi der i et land hersker kaotiske forhold, der gør, at det ikke kan udelukkes, at udlændingen i forbindelse med indrejsen i landet vil være i risiko for en sådan behandling, jf. f.eks. H.L.R. mod Frankrig (dom af 29. april 1997).

Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis i henhold til konventionens artikel 3 skal der foreligge en risiko for mishandling af en vis grovhed, for at det vil være i strid med bestemmelsen at udsende en udlænding tvangsmæssigt af landet, jf. f.eks. Vilvarajah m.fl. mod UK (dom af 30. oktober 1991). Der foreligger imidlertid ikke en fast standard for, hvornår dette vil være tilfældet. Det følger således af Domstolens praksis, at vurderingen af, om en behandling er af en sådan grovhed, at den er omfattet af artikel 3, afhænger af alle sagens omstændigheder f.eks. karakteren af mishandlingen, den sammenhæng i hvilken mishandlingen foretages, måden og metoden for dens udøvelse, varigheden af mishandlingen, dens fysiske og psykiske virkninger og i nogle tilfælde offerets køn, alder og helbredstilstand, jf. f.eks. Nsona mod Holland (dom af 28. november 1996).

Efter praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder konventionens artikel 3 anvendelse i tilfælde, hvor en udlænding risikerer at blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, hvad enten risikoen stammer fra myndighederne i det land, som den pågældende påtænkes udsendt til, eller fra privatpersoner, som myndighederne i det pågældende land ikke er i stand til at beskytte udlændingen imod. Det følger således af Domstolens praksis, at faren for at blive udsat for behandling i strid med artikel 3 også kan stamme fra personer eller grupper af personer, der ikke repræsenterer staten. Det må dog i sådanne tilfælde godtgøres, at der foreligger en reel risiko for, at myndighederne i det pågældende land ikke er i stand til at yde udlændingen tilstrækkelig beskyttelse, jf. f.eks. H.L.R. mod Frankrig (dom af 29. april 1997).

Af tillægsprotokol nr. 6 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fremgår, at dødsstraffen skal afskaffes, ligesom ingen må idømmes denne straf eller henrettes. Det antages i praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at det vil være i strid med bestemmelsen, hvis en person udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer at blive idømt og få fuldbyrdet dødsstraf, jf. f.eks. klagesag 44190/98, Nivette mod Frankrig (afgørelse af 14. december 2000) og klagesag 58128/00, Ismaili mod Tyskland (afgørelse af 15. marts 2001).

Der vil derfor skulle meddeles beskyttelsesstatus i sådanne tilfælde, jf. dog det ovenfor anførte om udelukkelse fra beskyttelsesstatus efter udlændingelovens regler herom i § 10.

I forhold til en række grupper af asylansøgere, som i dag meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.1., vil den foreslåede bestemmelse medføre, at de pågældende ikke fremover vil kunne meddeles opholdstilladelse.

Asylansøgere, der som asylmotiv alene påberåber sig militærunddragelse, vil således i vidt omfang ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse heller ikke selvom militærunddragelsen medfører en risiko for en længerevarende fængselsstraf.

Det bemærkes i den forbindelse, at risiko for afsoning af en længerevarende fængselsstraf i oprindelseslandet i almindelighed ikke vil være omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. I klagesag 11017/84, C. mod Tyskland (afgørelse af 13. marts 1986) blev det således ikke anset for at være i strid med konventionens artikel 3 at udsende en person, der stod til 10 års fængsel for at unddrage sig militærtjeneste. Der kan endvidere henvises til klagesag 22408/93, H. mod Sverige (afgørelse af 5. september 1994), hvor den tidligere Europæiske Menneskerettighedskommission udtalte, at det forhold, at man muligvis risikerer fængselsstraf i 15 år for unddragelse af militærtjeneste, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at artikel 3 finder anvendelse.

Det bemærkes endvidere, at risiko for strafforfølgning på grund af kriminalitet begået i f.eks. oprindelseslandet ikke i sig selv vil indebære, at udsendelse til strafforfølgning i oprindelseslandet vil være i strid med konventionens artikel 3, jf. f.eks. klagesag 50359/99, Nwosu mod Danmark (afgørelse af 10. juli 2001).

Udsendelse af en person til strafforfølgning i oprindelseslandet kan dog i visse ekstraordinære tilfælde indebære en krænkelse af konventionens artikel 3, hvis straffen må anses som umenneskelig eller nedværdigende, jf. f.eks. klagesag 40035/98, Jabari mod Tyrkiet (afgørelse af 11. juli 2000), der vedrørte udsendelse af en person til stening på grund af utroskab.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at personer, der f.eks. på grund af tortur nærer en betydelig subjektiv frygt for forfølgelse, uden at frygten længere kan antages at være objektivt begrundet f.eks. fordi der har fundet systemskifte sted i hjemlandet ikke vil få opholdstilladelse med beskyttelsesstatus. Sådanne asylansøgere vil dog i enkelte tilfælde kunne være omfattet af flygtningekonventionen. Det fremgår således af UNHCR s »Handbook on Procedures and Criteria for Determining Refugee Status«, pkt. 41, at en overdreven frygt for forfølgelse kan være velbegrundet, hvis asylansøgerens sindstilstand alle sagens omstændigheder taget i betragtning kan siges at være berettiget. Det vil i sådanne tilfælde tillige være en betingelse for meddelelse af konventionsstatus, at asylansøgeren opfylder de øvrige betingelser i flygtningekonventionens artikel 1 A, nr. 2.

Personer, der ved udsendelse alene risikerer chikane, skal heller ikke meddeles beskyttelsesstatus, medmindre chikanen antager form af tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det skal endvidere understreges, at det forhold, at en person har deltaget i en milits, f.eks. i forbindelse med en borgerkrig, ikke i sig selv vil kunne medføre, at den pågældende meddeles beskyttelsesstatus. Sådanne personer vil heller ikke efter de gældende regler opfylde betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse med de facto-status.

Der vil endvidere ikke kunne meddeles opholdstilladelse med beskyttelsesstatus, alene fordi der i et bestemt land hersker kaotiske forhold, der gør, at det ikke kan udelukkes, at udlændingen i forbindelse med indrejsen i landet vil være i risiko for en sådan behandling, jf. ovenfor. Dette forhold som vil have betydning f.eks. i relation til den nuværende praksis for meddelelse af de facto-status til somaliere indebærer, at udlændingemyndighederne fremover vil skulle foretage en konkret og individuel vurdering af, om der en underbygget grund til at antage, at den enkelte udlænding i tilfælde af udsendelse vil blive udsat for en reel risiko for at blive underkastet en behandling i strid med konventionens artikel 3.

Den omstændighed, at der i et land hersker generelt dårlige forhold, herunder borgerkrigslignende tilstande, eller at den pågældende af sociale, uddannelsesmæssige, helbredsmæssige eller lignende grunde er dårligt stillet, skal som i dag ikke kunne begrunde beskyttelsesstatus.

Det følger således af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at udlændinge, som ikke har ret til at opholde sig her i landet, i princippet ikke har ret til at blive i landet med henblik på fortsat at kunne modtage lægelig, social eller anden form for hjælp fra staten. Dog kan en afgørelse om udsendelse af en udlænding under helt særlige omstændigheder på grund af tvingende humanitære grunde medføre en krænkelse af konventionens artikel 3, jf. f.eks. D. mod UK (dom af 2. maj 1997) og Bensaid mod UK (dom af 6. februar 2001). Det er ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse, at der i sådanne tilfælde skal meddeles beskyttelsesstatus. I disse ganske særlige sager vil der i stedet kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Ud over bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og tillægsprotokol nr. 6 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har Danmark forpligtet sig til at overholde en række andre konventioner af betydning for den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2.

Det fremgår således af artikel 3 i FN s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, at ingen deltagende stat må udvise, tilbagelevere (»refoulere«) eller udlevere en person til en anden stat, hvor der er vægtige grunde for at antage, at den pågældende vil være i fare for at blive underkastet tortur.

Efter artikel 7 i FN s konvention om borgerlige og politiske rettigheder må ingen underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Efter artikel 37, litra a, i FN s konvention om barnets rettigheder skal deltagerstaterne sikre, at intet barn gøres til genstand for tortur eller anden grusom eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at hverken dødsstraf eller fængsel på livstid uden mulighed for løsladelse skal kunne idømmes for forbrydelser begået af personer under 18 år.

Disse bestemmelser antages generelt ikke at give en bedre beskyttelse end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og tillægsprotokol nr. 6 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den foreslåede bestemmelse skal dog anvendes i overensstemmelse med artikel 37, litra a, i FN s konvention om barnets rettigheder, således at personer under 18 år, som ved udsendelse vil blive udsat for fængsel på livstid uden mulighed for løsladelse, meddeles beskyttelsesstatus.

Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. En asylansøger skal afgive en sammenhængende og konsistent forklaring, der sandsynliggør, at betingelserne for meddelelse af asyl er til stede. Flygtningenævnets bedømmelse af en asylsag bygger således i dag på en vurdering af helhedsindtrykket af ansøgerens forklaring og personlige fremtræden under nævnsmødet sammenholdt med sagens skriftlige oplysninger, herunder ansøgerens tidligere forklaringer over for de danske myndigheder, samt det for nævnet foreliggende baggrundsmateriale om ansøgerens hjemland. Nævnet lægger blandt andet vægt på, hvorvidt ansøgeren på troværdig vis kan redegøre for eventuelt skiftende forklaringer. Der henvises til Flygtningenævnets formandskabs beretning for 2000, side 51-53.

Det er ikke hensigten at ændre på denne bevisvurdering, som også anvendes af Udlændingestyrelsen, og som må antages at være i overensstemmelse med såvel Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som FN s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Det bemærkes, at Udlændingestyrelsens afgørelser i tilfælde af afslag på opholdstilladelse med beskyttelsesstatus automatisk anses for påklaget til Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 2.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2, 2. pkt., anses en ansøgning om opholdstilladelse med beskyttelsesstatus også som en ansøgning om opholdstilladelse med konventionsstatus, jf. den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 1. Der er tale om en videreførelse af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 2, 2. pkt.

Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen efter gældende praksis over for udlændinge, der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, tilkendegiver, at de pågældende kan klage til Flygtningenævnet over, at Udlændingestyrelsen ikke har fundet grundlag for at meddele de pågældende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Denne tilkendegivelse betragtes ikke som et afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, der medfører automatisk påklage til Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 2. Det forudsættes, at denne praksis også følges fremover.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, kan opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, nægtes, såfremt udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land eller på grund af længerevarende ophold, derboende nære slægtninge eller andre tilsvarende forhold har nærmere tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, kan opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2, jf. ovenfor, nægtes, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land, eller hvis udlændingen har nær tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse.

Det er efter den foreslåede bestemmelse som efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3 en betingelse for, at udlændingen kan nægtes opholdstilladelse med henvisning til et første asylland, at den pågældende har opnået eller må antages at kunne opnå beskyttelse i det land, som overvejes anvendt som første asylland. Det er ikke hensigten at ændre kriterierne herfor, således som de er fastlagt gennem Flygtningenævnets hidtidige praksis, jf. beskrivelsen heraf i lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.

Udtrykket »må antages at kunne opnå beskyttelse« sigter til de tilfælde, hvor udlændingemyndighederne ikke med sikkerhed kan fastslå, om beskyttelsen kan opnås, fordi der ikke foreligger en tilkendegivelse fra det land, der overvejes anvendt som første asylland, om, at det pågældende land vil tillade udlændingen indrejse og ophold. Udlændingemyndighederne vil som i dag skulle foretage en vurdering af, om det er sandsynligt, at den pågældende udlænding vil blive tilladt indrejse og ophold i et muligt første asylland. Må dette på forhånd anses for udsigtsløst, antages den pågældende udlænding ikke at kunne opnå beskyttelse i det pågældende land. Udlændingemyndighederne skal herefter ikke vurdere, om udlændingen har nær tilknytning til dette land uanset om det er oplyst, at den pågældende har familiemedlemmer dér, jf. nedenfor.

Vurderer udlændingemyndighederne, at en udlænding må antages at kunne opnå beskyttelse i et første asylland, og viser det sig efterfølgende, at det pågældende land nægter at lade udlændingen indrejse, vil udlændingen kunne ansøge om at få sagen genoptaget. Det bemærkes i den forbindelse, at der alene vil være grundlag for en genoptagelse af sagen, såfremt udlændingen selv har medvirket ved udsendelsesbestræbelserne. Denne betingelse gælder, uanset om udsendelse af andre grunde end den pågældende udlændings manglende medvirken ikke er mulig.

Efter den foreslåede bestemmelse vil det ikke længere være en betingelse, at udlændingens tilknytning til det land, der overvejes anvendt som første asylland, er større end tilknytningen til Danmark. Efter den foreslåede bestemmelse er det således tilstrækkeligt, at udlændingen har en nær tilknytning til det land, der overvejes anvendt som første asylland. Der skal således ikke foretages en afvejning af, om tilknytningen er større til det andet land end til Danmark.

Udlændingens eventuelle tilknytning til Danmark, f.eks. fordi den pågældende har herboende familiemedlemmer, skal dermed ikke tillægges betydning i relation til spørgsmålet om, hvorvidt en udlænding skal meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus her i landet eller henvises til et andet land som første asylland. Dette vil f.eks. i forhold til den praksis vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon, som er beskrevet i lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.2., betyde, at de pågældende ikke efter den foreslåede bestemmelse uden videre vil kunne meddeles asyl, når de er blevet meddelt opholdstilladelse her i landet efter reglerne om familiesammenføring.

Har udlændingen nære familiemedlemmer her i landet, og ønsker den pågældende på den baggrund at tage ophold i Danmark, vil den pågældende kunne ansøge om opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring.

Udlændingemyndighederne vil således i de relevante sager alene skulle vurdere, om udlændinge, som er omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 7, stk. 1 eller 2, har en nær tilknytning til et andet land end Danmark.

En sådan tilknytning vil være til stede, hvis udlændingen er født og opvokset i det pågældende land. Hvis udlændingen gennem nogen tid har opholdt sig i landet, vil en sådan tilknytning efter omstændighederne også kunne foreligge.

En nær tilknytning til et andet land vil endvidere foreligge, hvis udlændingen har familiemedlemmer i det pågældende land. Udlændinge, der har nære slægtninge som f.eks. ægtefæller og børn i et andet land end Danmark, må anses for at have nær tilknytning til det pågældende land, således at opholdstilladelse skal nægtes efter den foreslåede bestemmelse.

Også udlændinge, der har fjernere slægtninge i et andet land end Danmark, vil efter omstændighederne kunne anses for at have en nær tilknytning til det pågældende land. Afgørelsen af, om dette er tilfældet, må træffes efter en konkret vurdering, hvori det konkrete slægtskabsforhold og relationerne parterne imellem skal tillægges betydning. Det kan således f.eks. have betydning, om de pågældende har levet i samme husstand eller i øvrigt har plejet regelmæssig omgang med hinanden. Jo fjernere slægtskabet er, desto større vægt vil sådanne forhold skulle have.

Også tilstedeværelsen af andre sociale netværk end familienetværk i det land, der overvejes anvendt som første asylland, vil ud fra samme betragtninger efter omstændighederne kunne medføre, at der skal meddeles afslag på opholdstilladelse her i landet.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 4, har en udlænding, der må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, men som ikke befinder sig her i landet, krav på opholdstilladelse i Danmark, såfremt Danmark på grund af udlændingens tidligere længerevarende lovlige ophold her i landet, herboende nære slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må anses for nærmest til at yde den pågældende beskyttelse.

Bestemmelsen foreslås ophævet. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.

I konsekvens heraf foreslås den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 5, hvorefter en udlænding, der er afvist eller udvist i henhold til udlændingelovens § 48 a, kun kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 4, ligeledes ophævet.

Til nr. 3

Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9 regulerer adgangen til opholdstilladelse i Danmark uden for asylområdet og EU-området.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, er der retskrav på opholdstilladelse til en udlænding, som tidligere har haft dansk indfødsret.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, er der endvidere under opfyldelse af visse nærmere betingelser retskrav på ægtefællesammenføring for personer over 25 år samt retskrav på familiesammenføring med mindreårige børn og med forældre over 60 år til et dansk eller nordisk barn eller til en flygtning.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til andre nærmere angivne udlændinge. Der er ikke retskrav på opholdstilladelse efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, kan der gives opholdstilladelse til en udlænding, der uden for de i udlændingelovens § 9, stk. 1, nævnte tilfælde har nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen uden at være omfattet af reglerne om asyl befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.

Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, regulerer den eksisterende adgang til at give opholdstilladelse til en udlænding, hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for at imødekomme ansøgningen.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, kan der gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor, herunder at udsendelse ikke har været mulig i mindst 18 måneder.

De gældende bestemmelser i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5 og 6, indeholder særlige regler for meddelelse af opholdstilladelse til nærmere angivne persongrupper fra det tidligere Jugoslavien.

Endelig kan der efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 7, efter en konkret vurdering gives tilladelse til ægtefællesammenføring for personer over 18 år, men under 25 år, hvis ægteskabet eller samlivsforholdet utvivlsomt må anses for indgået efter den herboende persons eget ønske, eller særlige personlige forhold i øvrigt taler herfor.

De gældende bestemmelser i udlændingelovens § 9, stk. 3-13, indeholder en række supplerende betingelser for meddelelse af familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1 og 2, herunder betingelser om forsørgelseskrav, tilknytningskrav og boligkrav. Bestemmelserne indeholder endvidere regler om, hvornår ansøgning efter udlændingelovens § 9, stk. 1 og 2, kan indgives, samt regler om kommunalbestyrelsens videregivelse af oplysninger til udlændingemyndighederne i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om familiesammenføring.

Det foreslås, at den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9 ophæves, og at de persongrupper, der er omfattet af bestemmelsen, opdeles på de foreslåede bestemmelser i §§ 9-9 e.

Den foreslåede nye bestemmelse i § 9 omfatter herefter alene udlændinge, der ønsker at komme til Danmark som led i familiesammenføring med en herboende person. Den foreslåede bestemmelse i § 9 a omfatter udlændinge, der ønsker opholdstilladelse på grund af arbejde her i landet. Den foreslåede bestemmelse i § 9 b omfatter udlændinge, der ønsker humanitær opholdstilladelse. Den foreslåede bestemmelse i § 9 c omfatter de udlændinge, der meddeles opholdstilladelse af andre ganske særlige grunde. Den foreslåede bestemmelse i § 9 d omfatter udlændinge, der tidligere har haft dansk indfødsret. Endelig omfatter den foreslåede bestemmelse i § 9 e nærmere angivne persongrupper fra det tidligere Jugoslavien.

§ 9

Ved ophævelsen af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9 ophæves retskravet på familiesammenføring.

Det foreslås, at der i stedet i § 9 indsættes en ny bestemmelse, der regulerer adgangen til opholdstilladelse i Danmark som led i familiesammenføring med en herboende person.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 er opbygget således, at stk. 1 vedrører de persongrupper, der er omfattet af bestemmelsen. § 9, stk. 1, nr. 1, vedrører således adgangen til opholdstilladelse på grundlag af ægteskab eller fast samlivsforhold, mens § 9, stk. 1, nr. 2, vedrører adgangen til opholdstilladelse for mindreårige børn af herboende personer, og § 9, stk. 1, nr. 3, vedrører adgangen til opholdstilladelse for mindreårige børn på grundlag af et adoptions- eller plejeforhold eller ophold hos nærmeste familie.

Den gældende adgang til familiesammenføring med forældre over 60 år til herboende personer med dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse som flygtning, jf. den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 4, foreslås ophævet. Adgangen til familiesammenføring med forældre over 60 år er derfor ikke medtaget i bestemmelsen.

I de tilfælde, hvor nægtelse af familiesammenføring med forældre til en herboende person vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser, vil der blive meddelt opholdstilladelse i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 indeholder herefter i stk. 2-9 de nærmere betingelser for meddelelse af opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 1, mens stk. 10 og 11 fastlægger de nærmere betingelser for meddelelse af opholdstilladelse efter henholdsvis § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9, stk. 1, nr. 3. Herefter følger i § 9, stk. 12, en bestemmelse om, hvornår ansøgninger om familiesammenføring kan indgives, og i § 9, stk. 13 og 14, bestemmelser om inddrivelse af betaling for hjælp efter lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven, som senere ydes ansøgeren. Endelig følger i § 9, stk. 15-18, regler om kommunalbestyrelsernes videregivelse af oplysninger til udlændingemyndighederne i familiesammenføringssager.

Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 8 hvorefter der i tilfælde, hvor ansøgeren opholder sig her i landet på tidspunktet for ansøgningens indgivelse, kun kan gives tilladelse til ægtefællesammenføring, såfremt ansøgeren har lovligt ophold i medfør af udlændingelovens §§ 1-3 a eller 4 b eller i medfør af en opholdstilladelse, eller såfremt ganske særlige grunde taler derfor foreslås ophævet. Forslaget er en konsekvens af de foreslåede ændringer af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. herved lovforslagets § 2.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1, litra a-d, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding over 24 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 24 år, der har dansk indfødsret (litra a), har statsborgerskab i et af de andre nordiske lande (litra b), har opholdstilladelse som flygtning (litra c) eller har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år (litra d).

Den foreslåede bestemmelse indebærer en generel forhøjelse af alderskravet i forbindelse med ægtefællesammenføring fra de nuværende 18 år til 24 år. Der vil således kun kunne meddeles opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse på grundlag af ægteskab eller fast samlivsforhold, når begge parter er over 24 år.

Det bemærkes i den forbindelse, at den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 7, hvorefter der for personer over 18 år, men under 25 år, alene er adgang til ægtefællesammenføring, hvis ægteskabet eller samlivsforholdet utvivlsomt må anses for indgået efter den herboendes eget ønske, ikke bevares i sin nuværende form, idet anvendelsesområdet for bestemmelsen vil være stærkt begrænset med den foreslåede generelle aldersgrænse på 24 år. I stedet foreslås en bestemmelse indsat i § 9, stk. 8, hvorefter ægtefællesammenføring uanset alder ikke, medmindre ganske særlige grunde afgørende taler derfor, kan gives, såfremt det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters ønske. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

De persongrupper, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1, svarer bortset fra den aldersmæssige afgrænsning til de persongrupper, der i dag kan meddeles ægtefællesammenføring efter den gældende bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 2.

Det bemærkes dog, at den uændrede betingelse i den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, om, at en indvandrer skal have haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år, før der kan gives tilladelse til ægtefællesammenføring, skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, hvorefter der tidligst kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter 7 års lovligt ophold her i landet. Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, indebærer således i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, at indvandrere normalt tidligst vil kunne få tilladelse til ægtefællesammenføring efter 10 års lovligt ophold her i landet.

Bestemmelsen skal administreres i overensstemmelse med gældende praksis for så vidt angår krav om samliv på fælles bopæl, krav til dokumentation for ægteskab og krav til varighed af fast samlivsforhold.

Det foreslåede alderskrav på 24 år gælder som udgangspunkt for alle.

Der vil dog i visse undtagelsesvise tilfælde kunne være ganske særlige forhold, der bevirker, at der må gives tilladelse til ægtefællesammenføring her i landet, selvom parterne ikke opfylder betingelsen om, at begge parter skal være fyldt 24 år. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis parterne ellers henvises til at leve som familie i et land, hvor den herboende ikke har mulighed for sammen med ansøgeren at indrejse og tage ophold, jf. herved lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 7.6. Som eksempel herpå kan nævnes en herboende person med opholdstilladelse som flygtning eller med beskyttelsesstatus, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 2, som inden udrejsen var og fortsat er gift med en person fra sit hjemland, og som ikke kan tage ophold i hjemlandet, hvor den pågældende fortsat risikerer forfølgelse eller dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. de ved lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede bestemmelser i § 7, stk. 1 og 2.

Derimod vil en herboende flygtning eller person med beskyttelsesstatus, der først efter flugten til Danmark gifter sig med en person fra sit hjemland, ikke have en sådan særlig, lempeligere adgang til ægtefællesammenføring. Denne persongruppe vil kunne nægtes ægtefællesammenføring efter de samme regler, som gælder for ægtefællesammenføring med herboende personer med dansk indfødsret.

Herudover kan ganske særlige forhold gøre sig gældende, hvis det på grund af alvorlig sygdom eller alvorligt handicap vil være humanitært uforsvarligt at henvise den herboende ægtefælle til at tage ophold i et andet land, hvor den pågældende ikke kan tilbydes pasnings- eller behandlingsmuligheder.

Tilsvarende vil ganske særlige forhold kunne foreligge, hvis den herboende har forældremyndighed eller samværsret over mindreårige børn bosiddende i Danmark. Der vil i den forbindelse skulle lægges betydelig vægt på, om der er fastsat og rent faktisk udøves normalsamvær. Normalsamvær er ifølge oplysninger fra Civilretsdirektoratet typisk hver anden weekend fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag eller et omfang svarende hertil. Herudover fastsættes der typisk samvær én hverdag hver anden uge. For helt små børn er samværet dog af kortere varighed.

Meddelelse af opholdstilladelse vil i disse ganske særlige tilfælde i givet fald skulle ske efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1, skal på tilsvarende måde som den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, ses i sammenhæng med de supplerende betingelser for ægtefællesammenføring, herunder forsørgelseskravet, tilknytningskravet og boligkravet. Der henvises til de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 2-9, og bemærkningerne hertil.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 2, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til et ugift mindreårigt barn af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle, når barnet bor hos forældremyndighedens indehaver og ikke gennem fast samlivsforhold har stiftet selvstændig familie. Det er endvidere en betingelse, at den i Danmark fastboende person har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande, opholdstilladelse som flygtning eller tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med henblik på varigt ophold.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og forudsættes anvendt i overensstemmelse med gældende praksis.

Det præciseres i den forbindelse, at bestemmelsen i overensstemmelse med udlændingemyndighedernes praksis ikke omfatter mindreårige børn, der har indgået ægteskab, eller som gennem fast samlivsforhold har stiftet selvstændig familie.

Betingelsen i den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, om, at den herboende forælder eller dennes ægtefælle skal være fastboende i Danmark, er endvidere efter udlændingemyndighedernes praksis blevet fortolket således, at den pågældende enten skal have dansk indfødsret eller statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller have tidsubegrænset opholdstilladelse eller tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Hvor udlændingemyndighederne har skønnet, at der har skullet meddeles opholdstilladelse til et mindreårigt barn af en herboende person, som ikke efter den af udlændingemyndighederne anlagte fortolkning kunne anses for fastboende, er dette sket efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, eller § 9, stk. 2, nr. 4.

Ved kendelse af 31. oktober 2000 (UfR 2001.257) har Østre Landsret imidlertid stadfæstet Københavns Byrets ændring af en af Indenrigsministeriet (nu Integrationsministeriet) truffet afgørelse, hvorefter der meddeltes afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til et mindreårigt barn af en herboende person, som var meddelt opholdstilladelse efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, med henblik på midlertidigt ophold. Landsretten fandt i den forbindelse, at hverken ordlyden af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, eller denne bestemmelses forarbejder gav noget relevant fortolkningsbidrag til en sikker fastlæggelse af begrebet »fastboende«.

Det er Integrationsministeriets opfattelse, at udlændingemyndighedernes hidtidige praksis fortsat bør være gældende. Det foreslås derfor, at det i § 9, stk. 1, nr. 2, litra a-d, præciseres, at den i Danmark fastboende person skal have indfødsret i Danmark (litra a), statsborgerskab i et af de nordiske lande (litra b), opholdstilladelse som flygtning (litra c) eller tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med henblik på varigt ophold (litra d), for at det pågældende barn kan opnå opholdstilladelse efter bestemmelsen.

Der vil fortsat i overensstemmelse med gældende praksis efter en konkret vurdering være mulighed for i ganske særlige tilfælde at meddele opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvis den herboende forælder alene har opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 3, litra a-d, kan der gives opholdstilladelse til en mindreårig udlænding med henblik på ophold hos en anden i Danmark fastboende person end forældremyndighedens indehaver, når opholdstilladelsen gives med henblik på adoption, ophold som led i et plejeforhold eller, hvis særlige grunde taler derfor, ophold hos barnets nærmeste familie, og når den i Danmark fastboende person har dansk indfødsret (litra a), statsborgerskab i et af de andre nordiske lande (litra b), opholdstilladelse som flygtning (litra c) eller tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med henblik på varigt ophold (litra d).

Bestemmelsen svarer til det primære anvendelsesområde for den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, og forudsættes anvendt i overensstemmelse med gældende praksis i relation til de nævnte persongrupper. For så vidt angår spørgsmålet om referencens opholdsstatus lovfæster den foreslåede bestemmelse dog den praksis hvorefter der ikke kan gives familiesammenføring efter bestemmelsen til referencer med opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold som var gældende indtil den ovenfor refererede kendelse fra Østre Landsret af 31. oktober 2000.

Det bemærkes hertil, at det fremgår af udlændingebekendtgørelsens § 27, at opholdstilladelse i forbindelse med adoption forudsætter, at adoptionsansøgeren er godkendt som adoptant, at barnet ligger inden for godkendelsen, og at adoptionsansøgeren har samtykket i at modtage barnet. Opholdstilladelse med henblik på ophold hos andre end nær familie (plejeforhold) forudsætter, at der foreligger ganske særlige omstændigheder, og at plejeforholdet anbefales af kommunalbestyrelsen på grundlag af en tilsvarende undersøgelse som ved adoption af udenlandske børn, eller vedrørende børn over 14 år når plejeforholdet på grundlag af andre oplysninger må anses for betryggende. Endelig forudsætter opholdstilladelse med henblik på ophold hos barnets nærmeste familie, at der foreligger en særlig begrundelse for, at barnet ikke kan bo hos forældrene eller andre nære slægtninge i hjemlandet.

For så vidt angår den persongruppe, der i øvrigt efter gældende praksis kan meddeles opholdstilladelse efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1.

Det foreslås i § 9, stk. 2, at opholdstilladelse til en samlever efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1, skal betinges af, at den herboende person påtager sig at forsørge ansøgeren. Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 4, 1. pkt., er det kun herboende indvandrere, der i forbindelse med familiesammenføring med en samlever skal påtage sig at forsørge samleveren. Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at forsørgelseskravet generelt foreslås udvidet til at gælde i alle tilfælde af ægtefællesammenføring. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 3.

Det bemærkes, at forsørgelsespligten mellem ægtefæller følger af lov om ægteskabets retsvirkninger og lov om aktiv socialpolitik.

Det foreslås i § 9, stk. 3, at opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1 (ægtefællesammenføring), medmindre ganske særlige grunde taler derimod, skal betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil.

Det gældende krav om godtgørelse af forsørgelsesevnen i udlændingelovens § 9, stk. 4, som i dag kun stilles over for indvandrere, foreslås således udvidet til også at gælde for herboende personer med dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8.

For så vidt angår beregningen af forsørgelsesevnen henvises til den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 16, og bemærkningerne hertil.

Der skal som udgangspunkt stilles krav om godtgørelse af forsørgelsesevnen i alle tilfælde af ægtefællesammenføring. Udlændingemyndighederne kan således kun undlade at kræve forsørgelsesevnen godtgjort, hvis ganske særlige grunde taler derfor.

Ganske særlige grunde vil først og fremmest foreligge i den situation, hvor ægtefællerne ellers henvises til at leve som familie i et land, hvor den herboende ikke har mulighed for sammen med ansøgeren at indrejse og tage ophold, jf. herved lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 7.6. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den herboende person har opholdstilladelse som flygtning eller med beskyttelsesstatus, og hvis den pågældende inden udrejsen var og fortsat er gift med en person fra sit hjemland. Over for en sådan person, som ikke kan tage ophold i hjemlandet, hvor han eller hun fortsat risikerer forfølgelse eller dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. de ved lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede bestemmelser i § 7, stk. 1 og 2, kan der ikke stilles krav om godtgørelse af forsørgelsesevnen som forudsætning for ægtefællesammenføring.

Derimod vil en herboende flygtning eller person med beskyttelsesstatus, der først efter flugten til Danmark gifter sig med en person fra sit hjemland, som udgangspunkt ikke kunne undtages fra kravet om godtgørelse af forsørgelsesevnen. Denne persongruppe vil kunne nægtes ægtefællesammenføring efter de samme regler, som gælder for ægtefællesammenføring med personer med dansk indfødsret.

Ganske særlige grunde vil endvidere kunne foreligge, hvis det på grund af høj alder, alvorlig sygdom eller alvorligt handicap vil være humanitært uforsvarligt at henvise den herboende ægtefælle til at tage ophold i et andet land, hvor den pågældende ikke kan tilbydes pasnings- eller behandlingsmuligheder.

Tilsvarende vil ganske særlige forhold kunne foreligge, hvis den herboende har forældremyndighed eller samværsret over mindreårige børn bosiddende i Danmark. Der vil i den forbindelse skulle lægges betydelig vægt på, om der er fastsat og rent faktisk udøves normalsamvær. Normalsamvær er ifølge oplysninger fra Civilretsdirektoratet typisk hver anden weekend fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag eller et omfang svarende hertil. Herudover fastsættes der typisk samvær én hverdag hver anden uge. For helt små børn er samværet dog af kortere varighed.

Ganske særlige grunde vil endelig kunne foreligge, hvis den herboende er studerende på en erhvervskompetencegivende uddannelse i form af en videregående uddannelse eller en erhvervsfaglig ungdomsuddannelse. Derimod vil der ikke foreligge ganske særlige grunde, hvis den herboende deltager i grund- eller ungdomsuddannelser som f.eks. HH, HG, HTX, HF og gymnasium.

Ganske særlige grunde vil ikke foreligge, alene fordi den herboende er i lavtlønnet beskæftigelse eller udsat for forbigående arbejdsløshed.

Er en opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1, betinget af, at den herboende person har påtaget sig at forsørge ansøgeren efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, og har skullet godtgøre at være i stand hertil, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, skal kommunalbestyrelsen inddrive sådan betaling hos den herboende person efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter, jf. de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 13, og bemærkningerne hertil. Dette indebærer ingen ændring i forhold til de gældende regler i udlændingelovens § 9, stk. 4 og 5.

Det foreslås i § 9, stk. 4, 1. pkt., at opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1 (ægtefællesammenføring), medmindre ganske særlige grunde afgørende taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, stiller økonomisk sikkerhed for 50.000 kr. til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven til ansøgeren.

Der skal som udgangspunkt stilles krav om økonomisk sikkerhedsstillelse i alle tilfælde af ægtefællesammenføring.

Der vil dog helt undtagelsesvist kunne være ganske særlige grunde, der afgørende taler for, at der ikke skal stilles krav om sikkerhedsstillelse. Det vil navnlig være tilfældet, hvis ægtefællerne ellers henvises til at leve som familie i et land, hvor den herboende ikke har mulighed for sammen med ansøgeren at indrejse og tage ophold, jf. herved lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 7.6. Som eksempel herpå kan nævnes en herboende person med opholdstilladelse som flygtning eller med beskyttelsesstatus, som inden udrejsen var og fortsat er gift med en person fra sit hjemland, og som ikke kan tage ophold i hjemlandet, hvor den pågældende fortsat risikerer forfølgelse, dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. de ved lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede bestemmelser i § 7, stk. 1 og 2.

Derimod vil en herboende flygtning eller person med beskyttelsesstatus, der først efter flugten til Danmark gifter sig med en person fra sit hjemland, ikke have en sådan særlig, lempeligere adgang til ægtefællesammenføring. Denne persongruppe vil kunne nægtes ægtefællesammenføring efter de samme regler, som gælder for ægtefællesammenføring med herboende personer med dansk indfødsret.

Ganske særlige grunde vil endvidere kunne foreligge, hvis den herboende har forældremyndighed eller samværsret over mindreårige børn bosiddende i Danmark. Der vil i den forbindelse skulle lægges betydelig vægt på, om der er fastsat og rent faktisk udøves normalsamvær. Normalsamvær er ifølge oplysninger fra Civilretsdirektoratet typisk hver anden weekend fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag eller et omfang svarende hertil. Herudover fastsættes der typisk samvær én hverdag hver anden uge. For helt små børn er samværet dog af kortere varighed.

Der vil kun kunne undtages fra kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse i de tilfælde, hvor ægtefællesammenføring skal tillades som følge af Danmarks internationale forpligtelser.

Det bemærkes, at kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse gælder uafhængigt af, om der i øvrigt stilles krav til den herboende om at kunne godtgøre sin forsørgelsesevne, jf. herved den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 3.

Er en opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1, betinget af, at den herboende har skullet stille økonomisk sikkerhed, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, skal kommunalbestyrelsen tvangsinddrive det beløb, der er stillet som sikkerhed, som betaling for hjælpen. Det foreslås i den forbindelse, at tvangsinddrivelse ikke vil skulle ske, hvis hjælpen ydes, efter at ansøgeren er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller en ny opholdstilladelse på et andet grundlag. Der henvises til den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 14, og bemærkningerne hertil.

Sikkerhedsstillelsen vil på den baggrund ikke skulle stilles for en klart afgrænset periode, men vil skulle dække offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, der ydes, indtil ansøgeren meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse eller en ny opholdstilladelse på et andet grundlag. Hjælp, der ydes efter dette tidspunkt, vil ikke skulle dækkes af sikkerhedsstillelsen.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 4, 2. pkt., fastsætter integrationsministeren nærmere regler for, hvordan den økonomiske sikkerhed skal stilles.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 4, 3. pkt., er beløbet på 50.000 kr. i § 9, stk. 4, 1. pkt., fastsat i 2002-niveau og reguleres fra og med 2003 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Der skal ikke foretages en løbende satsregulering af et beløb, som er stillet til sikkerhed. Satsreguleringen omfatter således alene nye sikkerhedsstillelser.

Det foreslås i § 9, stk. 5, at opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1 (ægtefællesammenføring), medmindre ganske særlige grunde afgørende taler derimod, skal betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, i en periode på 1 år inden tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen og frem til meddelelsen af opholdstilladelsen ikke har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven.

1 års-perioden regnes fra 1 år før datoen for indgivelsen af ansøgningen om ægtefællesammenføring. Kravet om, at den herboende person ikke må have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, skal være opfyldt i hele 1 års-perioden og skal fortsat opfyldes i perioden efter tidspunktet for ansøgningens indgivelse og frem til tidspunktet for meddelelsen af opholdstilladelsen.

Kravet gælder alle ydelser efter lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven. Kravet indebærer bl.a., at herboende udlændinge, der modtager ydelser efter integrationsloven medmindre ganske særlige grunde afgørende taler derimod, jf. nedenfor ikke vil kunne opnå ægtefællesammenføring, førend der er forløbet 1 år, siden de pågældende har modtaget ydelser efter integrationsloven.

Der vil kunne bortses fra betingelsen om, at den herboende ikke må have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i en periode på 1 år inden ansøgningstidspunktet, hvis ganske særlige grunde afgørende taler derfor. Det vil alene være tilfældet, hvis ægtefællesammenføring skal tillades som følge af Danmarks internationale forpligtelser. For en beskrivelse af, hvornår det er tilfældet, henvises til det anførte herom under bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 4.

Det bemærkes, at betingelsen om, at den herboende ikke må have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i en periode på 1 år inden ansøgningstidspunktet, gælder uafhængigt af, om der i øvrigt stilles krav til den herboende om at kunne godtgøre sin forsørgelsesevne, jf. herved den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 3.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 6, skal opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1 (ægtefællesammenføring), medmindre særlige grunde taler derimod, betinges af, at den herboende person godtgør at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse. Bestemmelsen svarer til den del af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 11, der vedrører ægtefællesammenføring, og forudsættes anvendt i overensstemmelse med gældende praksis.

Det bemærkes dog, at den generelt lempeligere adgang til ægtefællesammenføring med en herboende flygtning eller person med beskyttelsesstatus ophæves i alle tilfælde, hvor ægteskabet først er indgået efter flugten til Danmark, jf. herved lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 7.6. Sådanne personer vil derfor fremover kunne nægtes ægtefællesammenføring efter de samme regler, som gælder ved ægtefællesammenføring med herboende personer med dansk indfødsret.

Det foreslås i § 9, stk. 7, at ægtefællesammenføring, medmindre ganske særlige grunde taler derimod, kun kan gives, hvis ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til Danmark er større end ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til et andet land. Med forslaget udvides det gældende tilknytningskrav i udlændingelovens § 9, stk. 10, til også at gælde for herboende personer med dansk indfødsret.

Formålet med forslaget er at opnå, at der alene meddeles tilladelse til ægtefællesammenføring, når ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark er så stærk, at ægtefællesammenføring bør ske her i landet. Dette vil være tilfældet, hvis ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark er større end ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land. Er dette tilfældet, meddeles der tilladelse til ægtefællesammenføring, hvis de øvrige gældende betingelser herfor er opfyldt.

Er ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land derimod lige så stor eller større end de pågældendes samlede tilknytning til Danmark, skal der som udgangspunkt meddeles afslag på ægtefællesammenføring.

Ved vurderingen af, om ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark er større end ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land, skal udlændingemyndighederne inddrage samtlige foreliggende oplysninger i sagen, der kan belyse ægtefællernes samlede personlige og familiemæssige situation.

Ved vurderingen af, om tilknytningskravet er opfyldt, må der foretages en afvejning af på den ene side den herboende persons tilknytning til Danmark og på den anden side ægtefællens tilknytning til sit hjemland. Hertil kommer en afvejning af den herboende persons tilknytning til ægtefællens hjemland over for ægtefællens tilknytning til Danmark.

Ved afvejningen skal der bl.a. lægges vægt på længden og karakteren af ægtefællernes ophold i de respektive lande, herunder på hvor de har haft deres opvækst, og hvor de har gået i skole. Det vil således skulle tillægges betydning, om f.eks. den herboende person har haft en stor del af sin opvækst i det land, hvorfra ægtefællen kommer, herunder om den pågældende har gået i skole i landet m.v. Langvarige eller hyppige ferieophold i ægtefællens hjemland vil tillige skulle indgå i vurderingen af tilknytningen til de respektive lande. Det vil dog ikke være afgørende for tilknytningsvurderingen, hvis f.eks. den herboende person alene har haft et korterevarende ferie- eller skoleophold i ægtefællens hjemland. Det vil heller ikke i sig selv være afgørende, hvis f.eks. den tilkommende ægtefælle alene i kraft af sin højere alder har boet flere år i sit hjemland, end den herboende ægtefælle har boet her i Danmark.

Ved vurderingen af den herboendes ophold i ægtefællens hjemland skal der tages hensyn til, om opholdet skyldes en arbejdsmæssig udstationering i forbindelse med ansættelse hos de danske myndigheder, internationale organisationer o.l. eller hos en dansk virksomhed. Er dette tilfældet, indgår opholdet i ægtefællens hjemland ikke med samme vægt i afvejningen, som hvis der er tale om et ophold, der ikke har en sådan begrundelse.

Herudover skal der foretages en afvejning af ægtefællernes familiemæssige bånd til Danmark set i forhold til ægtefællernes familiemæssige bånd til den tilkommende ægtefælles hjemland. Som anført i regeringens udlændingeudspil af 17. januar 2002, jf. herved lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 1, vil det i praksis betyde, at der i mange tilfælde, hvor en af eller begge den herboendes forældre er kommet hertil fra det samme land som den tilkommende ægtefælle, vil være sådanne familiemæssige bånd til dette land også for den herboende, at tilknytningskravet ikke vil være opfyldt. Det bemærkes i den forbindelse, at det forhold, at en af eller begge den herboendes forældre er kommet hertil fra det samme land som den tilkommende ægtefælle, ikke i sig selv kan tillægges betydning ved afvejningen. Det er således alene den herboendes egne familiemæssige bånd til Danmark henholdsvis ægtefællens hjemland, der skal indgå i afvejningen. Tilsvarende gælder for så vidt angår den tilkommende ægtefælle.

Samtidig vil det dog skulle tillægges betydelig vægt, hvis f.eks. den herboende her i landet har forældremyndighed eller samværsret over mindreårige børn bosiddende i Danmark. Der vil i den forbindelse skulle lægges betydelig vægt på, om der er fastsat og rent faktisk udøves normalsamvær. Normalsamvær er ifølge oplysninger fra Civilretsdirektoratet typisk hver anden weekend fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag eller et omfang svarende hertil. Herudover fastsættes der typisk samvær én hverdag hver anden uge. For helt små børn er samværet dog af kortere varighed.

Der skal endvidere foretages en afvejning af ægtefællernes sproglige færdigheder, herunder om den herboende taler dansk, om ægtefællerne taler det sprog, som tales i ægtefællens hjemland, og om ægtefællen taler dansk.

Endelig skal der foretages en afvejning af ægtefællernes uddannelses- eller arbejdsmæssige tilknytning til Danmark eller et andet land. Det vil således i sammenhæng med de øvrige elementer skulle tillægges en vis betydning, om den herboende f.eks. har opnået og fortsat har en fast og stabil tilknytning til det danske arbejdsmarked samt på tilknytningens karakter. Der henvises i øvrigt til det ovenfor anførte vedrørende arbejdsmæssig udstationering i forbindelse med ansættelse hos de danske myndigheder, internationale organisationer o.l. eller hos en dansk virksomhed i udlandet.

Har begge ægtefæller et andet hjemland end Danmark, men er der ikke tale om det samme hjemland, vil den herboendes tilknytning til Danmark ofte kunne være tilstrækkelig til, at ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark må anses for større end ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land. Dette vil dog efter en konkret vurdering ikke være tilfældet, hvis den herboende har personlig og/eller kulturel tilknytning til det land, hvortil ansøgeren har overvejende tilknytning, eller hvis den herboende kun har opholdt sig i Danmark i forholdsvis få år.

Som nævnt i lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 7.2., skal de foreslåede betingelser for opnåelse af ægtefællesammenføring ses i sammenhæng, og betingelserne vil på den baggrund kunne virke indbyrdes uafhængigt af hinanden. Som eksempel herpå kan nævnes et tilfælde, hvor en herboende ung pige under 24 år bl.a. som følge af pres fra forældrene rejser til ægtefællens hjemland for at etablere et familieliv og vente dér, til begge ægtefæller er fyldt 24 år og dermed opfylder alderskravet for at opnå ægtefællesammenføring her i landet, jf. herved den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr.1. I et sådant tilfælde vil tilknytningskravet kunne indebære, at der ved en senere ansøgning om ægtefællesammenføring meddeles afslag, selvom alderskravet nu er opfyldt. Det forhold, at den pågældende har opholdt sig flere år i ægtefællens hjemland og eventuelt fået børn dér, vil således kunne betyde, at ægteparret må anses for at have nærmere tilknytning til ægtefællens hjemland end til Danmark.

Der vil i visse tilfælde kunne være ganske særlige grunde, der taler for, at der skal tillades ægtefællesammenføring her i landet, selvom ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark ikke er størst. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis ægtefællerne ellers henvises til at leve som familie i et land, hvor den herboende ikke har mulighed for sammen med ansøgeren at indrejse og tage ophold, jf. herved lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 7.6. Som eksempel kan nævnes en herboende person med opholdstilladelse som flygtning eller med beskyttelsesstatus, der inden udrejsen var gift med en person fra sit hjemland, og som ikke kan tage ophold i hjemlandet, hvor den pågældende fortsat risikerer forfølgelse, dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. de foreslåede bestemmelser i § 7, stk. 1 og 2.

Derimod vil en herboende flygtning eller person med beskyttelsesstatus, der først efter flugten til Danmark gifter sig med en person fra sit hjemland, ikke have en sådan særlig, lempeligere adgang til ægtefællesammenføring. Denne persongruppe vil kunne nægtes ægtefællesammenføring efter de samme regler, som gælder for ægtefællesammenføring med herboende personer med dansk indfødsret.

Ganske særlige grunde, der taler for at tillade ægtefællesammenføring, selvom ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark ikke er større end ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land, vil endvidere kunne foreligge, hvis det på grund af høj alder, alvorlig sygdom eller alvorligt handicap vil være humanitært uforsvarligt at henvise den herboende ægtefælle til at tage ophold i et andet land, hvor den pågældende ikke kan tilbydes pasnings- eller behandlingsmuligheder.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 8, kan opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1 (ægtefællesammenføring), ikke, medmindre ganske særlige grunde afgørende taler derfor, gives, såfremt det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters ønske.

Bestemmelsen hviler på det samme hensyn som den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 7, jf. herved lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 7.1., men gælder i modsætning hertil i alle tilfælde af ægtefællesammenføring uanset ægtefællernes alder, ligesom bestemmelsen kræver, at ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters ønske og ikke som efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 7 alene efter den herboendes eget ønske. Formålet med bestemmelsen er således at beskytte alle mod tvangsægteskaber uanset deres alder. Bestemmelsen skal ses som et supplement til den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter ægtefællesammenføring alene kan gives, hvis begge ægtefæller er fyldt 24 år.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke skal administreres efter gældende praksis i henhold til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 7. Bestemmelsen skal i stedet administreres i overensstemmelse med nedenstående retningslinjer.

Det vil efter den foreslåede bestemmelse ikke være et krav, at den konkrete sag indeholder oplysninger af en sådan karakter, at det må lægges til grund, at ægteskabet er indgået mod parternes ønske, for at meddele afslag på ægtefællesammenføring. Det afgørende er, om det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters ønske.

Kun i de tilfælde, hvor der i en sag foreligger oplysninger, der kan give anledning til tvivl om, hvorvidt et ægteskab er indgået eller et samlivsforhold er etableret efter begge parters ønske, skal udlændingemyndighederne foretage en nærmere vurdering heraf.

Ved denne vurdering skal udlændingemyndighederne inddrage samtlige foreliggende oplysninger i sagen.

Der skal i den forbindelse lægges betydelig vægt på omstændighederne ved ægteskabets indgåelse og ægtefællernes personlige kontakt forud for ægteskabets indgåelse.

Det skal ligeledes tillægges væsentlig betydning, om ægteskabet er indgået med de pågældende familiers medvirken. Er dette tilfældet, må det ofte anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået efter begge parters ønske.

Udlændingemyndighederne vil bl.a. skulle inddrage oplysninger om ægtefællernes kontakt med deres familier forud for ægteskabets indgåelse, ægtefællernes økonomiske, arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige og andre personlige forhold samt ægtefællernes eventuelle kontakt med krise- eller rådgivningscentre. Udlændingemyndighederne vil også kunne inddrage eventuelle oplysninger om tidligere eksempler på tvangsægteskaber i ægtefællernes nære familie.

Til belysning af de faktiske forhold kan udlændingemyndighederne lægge vægt på forklaringer fra andre end ægtefællerne. Der kan således f.eks. lægges vægt på forklaringer fra familiemedlemmer eller venner til ægtefællerne. Der vil endvidere kunne lægges vægt på en udtalelse fra en kommunalbestyrelse, som er afgivet til brug for behandlingen af familiesammenføringssagen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 15.

Også den herboende ægtefælles adfærd over for udlændingemyndighederne eller den tilkommende ægtefælles adfærd over for den danske repræsentation i udlandet må tillægges vægt. Det må således som udgangspunkt anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået efter begge parters ønske, hvis f.eks. den herboende optræder grædende eller angstpræget over for udlændingemyndighederne, eller hvis den herboende afgiver divergerende forklaringer om, hvorvidt ægteskabet er indgået efter eget ønske. Tilsvarende gælder, hvis ansøgeren optræder på en sådan måde over for den danske repræsentation i udlandet eller afgiver divergerende forklaringer om ægteskabets indgåelse.

Udlændingemyndighederne vil endvidere skulle lægge vægt på ægtefællernes alder på tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen herved vil få særlig betydning for personer, der gifter sig, før de pågældende er fyldt 24 år, men som venter med at søge om ægtefællesammenføring, indtil 24 års-kravet i den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1, er opfyldt.

Hvis forhold som ovenfor beskrevet betyder, at det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået efter begge parters ønske, skal udlændingemyndighederne medmindre ganske særlige grunde afgørende taler derimod, jf. nedenfor meddele afslag på ægtefællesammenføring, selvom den herboende person og/eller ansøgeren bestrider, at ægteskabet ikke skulle være indgået efter eget ønske.

Det almindelige princip om myndighedernes oplysningspligt finder sædvanlig anvendelse ved udlændingemyndighedernes behandling af sager efter bestemmelsen.

Der vil helt undtagelsesvist kunne være ganske særlige grunde, der afgørende taler for, at der må meddeles opholdstilladelse på grundlag af ægteskabet eller samlivsforholdet, selvom det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters ønske. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der er forløbet mange år siden indgåelsen af ægteskabet, og de pågældende har samlevet i den mellemliggende periode, og det må lægges til grund, at parterne begge ønsker at fortsætte samlivet.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 9, kan opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 1 (ægtefællesammenføring), ikke gives, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller etableringen af samlivsforholdet er at opnå opholdstilladelse. Foreligger der sådanne bestemte grunde, må det antages, at der er tale om et proformaægteskab, og opholdstilladelse kan derfor ikke gives, uanset om betingelserne for at give opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 1, i øvrigt måtte være opfyldt. Bestemmelsen svarer efter sin ordlyd til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 9, og forudsættes administreret i overensstemmelse med gældende praksis.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 10, 1. pkt., kan opholdstilladelse til et mindreårigt barn efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 2, hvis væsentlige hensyn taler derfor, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en udvidelse af anvendelsesområdet for forsørgelseskravet i forhold til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 4, 3. pkt., som alene gælder for herboende indvandrere. Efter den foreslåede bestemmelse vil der også være mulighed for at stille forsørgelseskrav over for herboende personer med dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8 i forbindelse med familiesammenføring med mindreårige børn.

Bortset herfra forudsættes bestemmelsen anvendt i overensstemmelse med gældende praksis. Udgangspunktet vil således fortsat være, at det ikke kræves, at den herboende forælder godtgør sin forsørgelsesevne. Hvis væsentlige hensyn taler derfor, vil det dog kunne kræves, at den herboende forælder kan godtgøre sin forsørgelsesevne, f.eks. hvis der ikke har været forudgående kontakt mellem den herboende forælder og det pågældende barn i en lang periode forud for ansøgningen om familiesammenføring.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 10, 2. pkt., kan opholdstilladelse til et mindreårigt barn efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 2, endvidere, hvis væsentlige hensyn taler derfor, betinges af, at den herboende person godtgør at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 11, 2. pkt., og forudsættes anvendt i overensstemmelse med gældende praksis.

Det foreslås i § 9, stk. 11, 1. pkt., at opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 3, skal betinges af, at den herboende person påtager sig at forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil. Bestemmelsen indebærer et obligatorisk forsørgelseskrav i sager vedrørende opholdstilladelse til mindreårige børn med henblik på adoption, ophold som led i et plejeforhold eller ophold hos nærmeste familie, hvilket svarer til det krav, der i dag stilles efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 3.

Da opholdstilladelser efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 3, således altid skal betinges af, at den herboende person påtager sig at forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil, skal kommunalbestyrelsen inddrive betaling for hjælp, der senere ydes ansøgeren efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, hos den herboende person efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter, jf. de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 13, og bemærkningerne hertil. Dette indebærer ingen ændring i forhold til de gældende regler i udlændingelovens § 9, stk. 3 og 5.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 11, 2. pkt., skal opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 3, når opholdstilladelsen gives med henblik på ophold hos barnets nærmeste familie, betinges af, at den herboende person godtgør at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse. Bestemmelsen indebærer i overensstemmelse med gældende praksis et obligatorisk boligkrav i sådanne sager, hvilket svarer til det krav, der i dag stilles efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 11, 1. pkt.

Det foreslås i § 9, stk. 12, at opholdstilladelse efter de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 1, skal være opnået inden indrejsen. Efter indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre ganske særlige grunde taler derfor. Har udlændingen på tidspunktet for ansøgningen lovligt ophold her i landet i medfør af §§ 1-3 a, 4 b eller 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6-9 e, kan ansøgning om opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 1 eller 2, dog indgives, behandles og tillægges opsættende virkning, medmindre særlige grunde taler derimod.

Den foreslåede bestemmelse er efter sin ordlyd indeholdt i den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 7. Det bemærkes hertil, at den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 7, 2. pkt., i overensstemmelse med forarbejderne hertil er blevet anvendt således, at der i praksis gives udlændinge med processuelt ophold tilladelse til at indgive ansøgning om ægtefællesammenføring efter indrejsen, hvis udlændingen i kraft af et langvarigt ophold her i landet og/eller personlig tilknytning til en herboende ægtefælle eller samlever, har opnået en særlig tilknytning til Danmark.

I praksis vil asylansøgere, der gennem 1½ år har levet i et fast samlivsforhold her i landet, få tilladelse til at indgive ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet. Hvis der i ægteskabet eller samlivsforholdet er fælles børn, vil ½ års samliv på fælles bopæl her i landet efter praksis være tilstrækkeligt. Fremover vil et sådant samliv i Danmark ikke udgøre en sådan ganske særlig grund, at ansøgning om ægtefællesammenføring vil kunne indgives her i landet.

Bestemmelsen forudsættes i øvrigt anvendt i overensstemmelse med gældende praksis.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 13, 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen i tilfælde, hvor en opholdstilladelse er betinget af, at den herboende person (garanten) har påtaget sig at forsørge ansøgeren og har skullet godtgøre at være i stand hertil, pålægge garanten at yde betaling for senere hjælp, som ydes ansøgeren efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 5, 1. pkt., og forudsættes anvendt i overensstemmelse med gældende praksis, jf. dog de nedenfor anførte præciseringer samt den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 13, 3. pkt., og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen finder kun anvendelse, hvis opholdstilladelsen er betinget af, at garanten har påtaget sig at forsørge ansøgeren, jf. herved de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 2 og 11, 1. pkt. Bestemmelsen har derfor alene betydning ved familiesammenføring med samlevende i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1, og i forbindelse med familiesammenføring med henblik på adoption, ophold som led i et plejeforhold eller ophold hos barnets nærmeste familie, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 3.

Har den herboende person i forvejen privat- og offentligretlig forsørgelsespligt over for ansøgeren hvilket er tilfældet ved familiesammenføring med ægtefælle og mindreårige børn i medfør af de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 1, nr. 1 og 2 bliver den herboende som følge heraf ikke afkrævet nogen erklæring om at ville forsørge ansøgeren, og den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 13, 1. pkt., finder derfor ikke anvendelse. I sådanne tilfælde finder de almindelige socialretlige regler anvendelse.

Det er endvidere i overensstemmelse med forarbejderne til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. lovforslag nr. L 214 af 2. marts 1994 om ændring af udlændingeloven og lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. (Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 7295) præciseret i lovteksten, at inddrivelsesordningen efter den foreslåede bestemmelse kun finder anvendelse i de tilfælde, hvor opholdstilladelsen er betinget af, at den herboendes forsørgelsesevne godtgøres, jf. herved de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 3 og stk. 11, 1. pkt. I de tilfælde, hvor udlændingemyndighederne har undtaget den herboende fra at skulle godtgøre sin forsørgelsesevne, fordi ganske særlige grunde har talt imod at betinge opholdstilladelsen heraf, finder bestemmelsen derimod ikke anvendelse.

Inddrivelsesordningen omfatter endvidere kun hjælp, der ydes ansøgeren efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Hjælp, der ydes ansøgeren efter andre love, er således ikke omfattet af inddrivelsesordningen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en pligt for kommunalbestyrelsen til at søge at inddrive betaling for hjælp, der ydes ansøgeren efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, hos garanten. Betalingen skal af kommunalbestyrelsen inddrives hos garanten efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 13, 2. pkt. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt.

I § 9, stk. 13, 3. pkt., foreslås det præciseret, at inddrivelsesordningen ikke finder anvendelse for offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, som ydes ansøgeren, efter at den pågældende er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller en ny opholdstilladelse på et andet grundlag.

Inddrivelsesordningen omfatter således hjælp, som ydes ansøgeren, indtil den pågældende meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse.

Hjælp, som ydes ansøgeren i forbindelse med, at den pågældendes opholdstilladelse inddrages f.eks. på grund af samlivsophør og indtil, den pågældende udsendes af landet, vil hermed være omfattet af inddrivelsesordningen. Også i tilfælde, hvor ansøgerens opholdstilladelse ikke inddrages på grund af de i udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. § 26, eller § 19, stk. 6, anførte hensyn, vil garanten skulle yde betaling for hjælp, som ansøgeren modtager, indtil den pågældende meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse.

Betaling for hjælp, som ydes ansøgeren, efter at den pågældende er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, vil derimod ikke kunne søges inddrevet hos garanten.

Ligeledes vil betaling for hjælp, som ydes ansøgeren, efter at den pågældende er meddelt en ny opholdstilladelse på et andet grundlag, ikke kunne søges inddrevet hos garanten. Hvis ansøgerens opholdstilladelse inddrages, og ansøgeren herefter meddeles opholdstilladelse på et andet grundlag f.eks. på grundlag af et nyt ægteskab vil betaling for hjælp, som ydes ansøgeren efter dette tidspunkt, således ikke kunne søges inddrevet hos garanten.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 14, 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen i tilfælde, hvor en opholdstilladelse er betinget af, at den herboende person har skullet stille økonomisk sikkerhed, tvangsinddrive det beløb, der er stillet som sikkerhed, som betaling for senere hjælp, som ydes ansøgeren efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven.

Der vil alene kunne ske tvangsinddrivelse, hvis opholdstilladelsen er betinget af, at den herboende person har skullet stille økonomisk sikkerhed, jf. herved den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 4. Bestemmelsen har derfor alene betydning ved ægtefællesammenføring efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1. Bestemmelsen gælder ved såvel familiesammenføring med ægtefæller som familiesammenføring med samlevende efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 14, 2. pkt., indebærer, at tvangsinddrivelsesordningen ikke finder anvendelse for offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, som ydes ansøgeren, efter at den pågældende er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller en ny opholdstilladelse på et andet grundlag. Der henvises herved til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 13, 3. pkt.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 14, 5. pkt., fastsætter integrationsministeren nærmere regler om, hvordan tvangsinddrivelse skal ske.

Det foreslås i § 9, stk. 15, at kommunalbestyrelsen uden samtykke fra den herboende person og ansøgeren kan afgive en udtalelse til Udlændingestyrelsen til brug for behandlingen af en sag efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, om de af kommunalbestyrelsen bekendte forhold vedrørende den herboende person og ansøgeren, som kommunalbestyrelsen skønner vil være af betydning for afgørelsen af sagen.

Efter bestemmelsen vil en kommunalbestyrelse i alle familiesammenføringssager have mulighed for at videregive oplysninger til Udlændingestyrelsen, som kommunalbestyrelsen skønner vil være af betydning for familiesammenføringssagen, således at udlændingemyndighederne kan tage højde herfor ved behandlingen af sagen. Der kan f.eks. være tale om oplysninger, som direkte angiver eller peger på, at et ægteskab er indgået under tvang. Der kan også være tale om oplysninger, som peger på, at der er tale om et proformaægteskab.

Kommunalbestyrelsens videregivelse af oplysninger kan ske uden samtykke fra den herboende person og ansøgeren. Dette indebærer en fravigelse af reglerne om videregivelse af oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold fra en forvaltningsmyndighed til en anden forvaltningsmyndighed i forvaltningslovens §§ 28 og 29 og persondatalovens §§ 7 og 8.

Det bemærkes i den forbindelse, at formålet med bestemmelsen er dels at sikre det bedst mulige grundlag for samarbejdet mellem udlændingemyndighederne og kommunerne i sager om familiesammenføring, dels at mindske risikoen for omgåelse af udlændingelovens betingelser for at opnå familiesammenføring.

Det forudsættes endvidere, at kommunalbestyrelsen ikke underretter den herboende person eller ansøgeren om, at kommunalbestyrelsen har afgivet en udtalelse om de pågældendes forhold til Udlændingestyrelsen. Baggrunden herfor er, at de pågældende ellers ville have mulighed for på forhånd at tage højde for de videregivne oplysninger i forhold til Udlændingestyrelsens sagsbehandling.

Den herboende person og ansøgeren vil have adgang til aktindsigt i kommunalbestyrelsens udtalelse efter reglerne herom i forvaltningslovens kapitel 4, ligesom Udlændingestyrelsen om fornødent vil sende kommunalbestyrelsens oplysninger i partshøring hos de pågældende, inden der træffes afgørelse i sagen, jf. reglerne herom i forvaltningslovens § 19.

Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, 2. pkt., at kravet om partshøring kun gælder, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Det følger endvidere af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr.1, at partshøring efter § 19, stk. 1, kan undlades, hvis det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag.

Det forudsættes imidlertid, at udlændingemyndighederne i de tilfælde, hvor partshøring er ufornøden efter bl.a. disse bestemmelser, under alle omstændigheder sender kommunalbestyrelsens udtalelse til den herboende person og ansøgeren senest i forbindelse med afgørelsen på familiesammenføringssagen. I de tilfælde, hvor partshøring er udelukket, fordi parten ikke har ret til aktindsigt efter forvaltningslovens regler, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, skal udlændingemyndighederne dog ikke sende kommunalbestyrelsens udtalelse til den herboende person og ansøgeren.

Det er en betingelse for kommunalbestyrelsens videregivelse af oplysninger til Udlændingestyrelsen, at oplysningerne efter kommunalbestyrelsens vurdering vil være af betydning for afgørelsen af familiesammenføringssagen. Kommunalbestyrelsen skal derfor i forbindelse med fremsendelsen af oplysningerne til Udlændingestyrelsen angive, hvorfor oplysningerne skønnes at være af betydning for afgørelsen af familiesammenføringssagen.

Kommunalbestyrelsens videregivelse af oplysninger til brug for familiesammenføringssagen kan ske på eget initiativ eller efter anmodning fra Udlændingestyrelsen. En udtalelse fra en kommunalbestyrelse skal altid afgives til Udlændingestyrelsen, uanset om sagen er under behandling i første instans eller eventuelt er under påklage. Herved sikres det, at Udlændingestyrelsen har mulighed for at gøre sig bekendt med kommunalbestyrelsens udtalelse, og at Udlændingestyrelsen, når sagen er under anke, har mulighed for i forbindelse med videresendelse af udtalelsen til rette myndighed i relevant omfang at fremsætte bemærkninger om Udlændingestyrelsens vurdering af betydningen af de afgivne oplysninger i forhold til familiesammenføringssagen.

Det bemærkes, at Udlændingestyrelsen ikke har pligt til at anmode kommunalbestyrelsen om den i den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 15, nævnte udtalelse. Udlændingestyrelsen kan imidlertid anmode kommunalbestyrelsen om en sådan udtalelse, hvis konkrete omstændigheder i en sag tyder på, at kommunalbestyrelsen vil kunne bidrage med oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 16, 1. pkt., afgiver kommunalbestyrelsen efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, er i stand hertil. Der henvises herved til de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 3, stk. 10, 1. pkt., og stk. 11, 1. pkt., og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 12, 1. pkt., og forudsættes anvendt i overensstemmelse med gældende praksis, jf. herved bekendtgørelse nr. 421 af 10. maj 1999 om beregningen af forsørgelsesevnen i familiesammenføringssager og om kommunalbestyrelsens udtalelse om referencens forsørgelsesevne.

Det foreslås i § 9, stk. 16, 2. pkt., at integrationsministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, er i stand hertil, og om kommunalbestyrelsens udtalelse om den herboendes forsørgelsesevne.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 12, 2. pkt. I medfør af denne bestemmelse er udstedt bekendtgørelse nr. 421 af 10. maj 1999 om beregningen af forsørgelsesevnen i familiesammenføringssager og om kommunalbestyrelsens udtalelse om referencens forsørgelsesevne.

Det er hensigten, at integrationsministeren fastsætter tilsvarende regler som i den nævnte bekendtgørelse om, at den herboendes månedlige bruttoindkomst for at forsørgelsesevnen kan anses for godtgjort mindst skal svare til summen af det beløb, som efter sociallovgivningen ville kunne udmåles i kontanthjælp til den herboende, og det beløb, som ville kunne udmåles i kontanthjælp til ansøgeren. Der vil i den forbindelse blive taget højde for de ændrede beløbssatser, som regeringen samtidig foreslår indført, og som indebærer, at kun personer, som har opholdt sig i Danmark i mindst syv ud af de sidste otte år, vil have ret til fuld kontanthjælp. Der henvises herved til beskæftigelsesministerens forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik og lov om integration af udlændinge i Danmark (Ændring af reglerne om ret til kontanthjælp, introduktionsydelse m.v.).

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 17, afgiver kommunalbestyrelsen efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den herboende person siden 1 år inden tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Der henvises herved til den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 5, og bemærkningerne hertil.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 18, 1. pkt., afgiver kommunalbestyrelsen efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om den herboende persons boligforhold. Der henvises herved til de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 6, stk. 10, 2. pkt., og stk. 11, 2. pkt., og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 13, 1. pkt., og forudsættes anvendt i overensstemmelse med gældende praksis, jf. herved bekendtgørelse nr. 575 af 22. juni 2000 om opfyldelse af boligkravet i udlændingelovens § 9, stk. 11, og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter § 9, stk. 13.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 18, 2. pkt., hvorefter kommunalbestyrelsen til brug for sin udtalelse om den herboendes boligforhold kan samkøre Det Fælleskommunale Persondatasystem med Bygnings- og Boligregistret, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 13, 2. pkt.

Det foreslås endelig i § 9, stk. 18, 3. pkt., at integrationsministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den herboende person råder over sin egen bolig af rimelig størrelse, og om kommunalbestyrelsens udtalelse om den herboendes boligforhold.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 13, 3. pkt. I medfør af denne bestemmelse er udstedt bekendtgørelse nr. 575 af 22. juni 2000 om opfyldelse af boligkravet i udlændingelovens § 9, stk. 11, og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter § 9, stk. 13. Det er hensigten, at integrationsministeren vil foretage de fornødne tekniske rettelser i bekendtgørelsen som følge af de foreslåede ændringer i udlændingelovens regler.

§ 9 a

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1, kan der efter ansøgning meddeles opholdstilladelse til en udlænding, hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for at imødekomme ansøgningen, herunder hvis udlændingen kan få ansættelse inden for et område, hvor der er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, hvorefter der kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige grunde taler derfor. Der henvises for så vidt angår gældende praksis efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, til de almindelige bemærkninger, afsnit 9.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at der fortsat skal meddeles opholdstilladelse i medfør af bestemmelsen i samme udstrækning som hidtil efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, jf. dog nedenfor for så vidt angår praktikanter. Det er således ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse at udvide dennes anvendelsesområde til også at omfatte personer med sådanne former for almindeligt lønarbejde, som efter gældende praksis ikke meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, jf. herved lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 9.

Det er Integrationsministeriets opfattelse, at opholdstilladelse til praktikanter, der hidtil er meddelt med hjemmel i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, bør meddeles i samme udstrækning som hidtil, men for fremtiden med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i § 9 c, da praktikophold i lighed med f.eks. et au pair-ophold primært har et uddannelsesmæssigt formål og ikke i første række er begrundet i beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn, jf. nedenfor.

Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 9, finder regeringen, at der er behov for at sikre, at Danmark i konkurrence med navnlig USA og de øvrige EU-lande kan tiltrække særlig kvalificeret arbejdskraft, ikke mindst inden for de højteknologiske områder af erhvervslivet.

Det foreslås på den baggrund, at de gældende procedurer for meddelelse af opholdstilladelse af beskæftigelsesmæssige grunde ændres, således at proceduren for meddelelse af opholdstilladelse smidiggøres og effektiviseres inden for områder, hvor der er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft.

Det foreslås i den forbindelse, at den Green Card-lignende ordning, der i dag gælder på IT-området og som indebærer, at meddelelse af opholdstilladelse til udenlandske IT-specialister kan ske uden forudgående høring af den relevante fagforening udvides til også at omfatte andre områder, inden for hvilke der er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft.

Det kan f.eks. få betydning inden for medicinalindustrien eller på andre områder, hvor der er mangel på teknisk eller naturvidenskabeligt uddannede specialister.

På sådanne områder skal det således fremover være muligt for Udlændingestyrelsen at meddele opholdstilladelse uden forudgående høring af den relevante fagforening, men alene med efterfølgende orientering heraf. Orienteringen skal som hidtil på IT-området bestå i en kvartalsvis oversigt over trufne afgørelser i anonymiseret form med angivelse af arbejdsfunktion, uddannelsesmæssige kvalifikationer og lønvilkår.

Det forudsættes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen i samråd med de relevante arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer udarbejder en liste over de beskæftigelsesområder, hvor der er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft, og hvor Udlændingestyrelsen kan meddele opholdstilladelse uden forudgående høring af den relevante fagforening (positivlisten). Positivlisten skal revideres løbende og sammen med generelle oplysninger om regler og procedurer for meddelelse af opholdstilladelse til udlændinge, hvor væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for det være offentligt tilgængelig på dansk og engelsk på Udlændingestyrelsens hjemmeside på Internettet og i form af pjecer udgivet af Udlændingestyrelsen.

Tilsvarende materiale skal sendes til arbejdsgiverorganisationerne samt til relevante danske repræsentationer i udlandet, således at repræsentationerne kan bistå eventuelle ansøgere med fyldestgørende vejledning om de danske regler og procedurer for meddelelse af opholdstilladelse af beskæftigelsesmæssige og erhvervsmæssige grunde, herunder om, hvilke former for beskæftigelse der er opregnet på positivlisten. Det er ikke hermed hensigten, at de danske repræsentationer skal udøve nogen form for rekrutteringsvirksomhed, men alene, at de danske repræsentationer skal kunne yde den fornødne vejledning af eventuelle ansøgere.

Det bemærkes, at det også når der er tale om en form for beskæftigelse, der er medtaget på positivlisten fortsat vil være en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse, at ansættelsen sker på almindelige løn- og ansættelsesvilkår.

Det bemærkes endvidere, at den omstændighed, at et fagområde ikke er omfattet af positivlisten, ikke er ensbetydende med, at en udlænding, der kan få ansættelse inden for det pågældende område, ikke kan opnå opholdstilladelse, men alene, at opholdstilladelse i så fald normalt kun kan meddeles efter forudgående høring af den relevante fagforening eller det regionale arbejdsmarkedsråd.

Det foreslås i § 9 a, stk. 2, at der efter ansøgning kan gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis opholdstilladelse nægtes forlænget eller inddrages, når udlændingen er i et fast ansættelsesforhold af længere varighed eller gennem en længere periode har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed og beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler derfor.

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse i forhold til udlændinge, der har haft opholdstilladelse efter de foreslåede bestemmelser i § 7, § 9 eller §§ 9 b-e eller efter udlændingelovens § 8. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3.

Bestemmelsen finder alene anvendelse, hvis den pågældendes opholdstilladelse nægtes forlænget efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 6, eller inddrages efter udlændingelovens § 19, stk. 1, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 21 og 24. Der vil således ikke være mulighed for at meddele opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse, hvis udlændingens oprindelige opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget på grund af svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, indebærer, at en udlænding, hvis tidsbegrænsede opholdstilladelse som f.eks. flygtning eller familiesammenført nægtes forlænget eller inddrages, jf. ovenfor, efter ansøgning kan meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen, hvis den pågældende er i et fast ansættelsesforhold af længere varighed eller gennem en længere periode har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed og beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler derfor.

Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, at den pågældende har udøvet og fortsat udøver sin beskæftigelse lovligt.

Ved et fast ansættelsesforhold af længere varighed skal som udgangspunkt forstås et ansættelsesforhold af mindst 2 års uafbrudt varighed hos samme arbejdsgiver. Tilsvarende forstås ved selvstændig erhvervsvirksomhed gennem en længere periode som udgangspunkt, at udlændingen skal have drevet samme virksomhed uafbrudt gennem mindst 2 år.

Varigheden af et ansættelsesforløb skal dokumenteres, f.eks. ved fremlæggelse af ansættelseskontrakt, lønsedler eller årsopgørelse. Dokumentation for, hvor længe en udlænding har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed, skal normalt ske ved fremlæggelse af driftsøkonomiske årsregnskaber.

Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse, at udlændingens ansættelsesforhold bestod på tidspunktet for Udlændingestyrelsens inddragelse eller nægtelse af forlængelse af den oprindelige opholdstilladelse og fortsat består på tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse. Tilsvarende gælder, hvis udlændingen er selvstændig erhvervsdrivende.

I modsætning til den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1, som finder anvendelse for alle andre udlændinge, er det ikke et krav, at de beskæftigelses- eller erhvervsmæssige hensyn, der stilles som betingelse for meddelelse af opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, skal være væsentlige.

Der vil derfor kunne meddeles opholdstilladelse til en arbejdstager efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, selvom der er tilgængelig arbejdskraft her i landet.

Det vil som efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1 være et krav, at den pågældendes arbejde foregår på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår.

Der vil endvidere skulle lægges vægt på arbejdets karakter. Det forudsættes dog, at der i praksis anlægges en mindre restriktiv adgang til opholdstilladelse end efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1. Der vil således efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, efter omstændighederne kunne meddeles opholdstilladelse til udlændinge, der er beskæftiget som f.eks. snedkere, elektrikere e.l., dvs. former for faglært arbejde, der ikke normalt vil kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1. Der vil derimod som altovervejende hovedregel ikke kunne meddeles opholdstilladelse til udlændinge, der er beskæftiget ved ikke-faglært arbejde, f.eks. som rengøringsassistent, fabriksarbejder eller ufaglært kok.

Ved vurderingen af, om der kan meddeles opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, som følge af, at udlændingen har drevet og fortsat driver selvstændig erhvervsvirksomhed, skal der bl.a. lægges vægt på, om virksomheden har ansatte, og på virksomhedens karakter og økonomi. Er der tale om selvstændig erhvervsvirksomhed inden for detailhandlen eller restaurationsbranchen, skal der som udgangspunkt meddeles afslag på opholdstilladelse, medmindre virksomheden er overskudsgivende og beskæftiger et ikke ubetydeligt antal medarbejdere (som udgangspunkt mindst 8-10 personer). Dokumentation for, at virksomheden er overskudsgivende, skal som udgangspunkt ske ved fremlæggelse af driftsøkonomisk årsregnskab og eventuelt perioderegnskab forsynet med en erklæring uden forbehold fra en statsautoriseret eller registreret revisor i overensstemmelse med forskrifterne herom.

Det forudsættes, at behandlingen af ansøgninger om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, følger samme procedurer som behandlingen af ansøgninger om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1. Dette indebærer bl.a., at der ikke skal ske forudgående høring af den relevante fagforening i tilfælde, hvor udlændingen har beskæftigelse på et område, der er omfattet af den ovenfor nævnte positivliste over områder, hvor der er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft.

Det foreslås i § 9 a, stk. 3, 1. pkt., at opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1, skal være opnået inden indrejsen. Efter indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 3, 2. pkt.

Opholder en udlænding sig lovligt her i landet på visum eller visumfrit ophold, vil ansøgning om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1, normalt kun kunne indgives og behandles, hvis det må anses for overvejende sandsynligt, at ansøgningen kan færdigbehandles under den pågældendes lovlige ophold på visum eller som visumfri udlænding. Viser det sig senere, at sagen ikke kan afgøres inden udløbet af den pågældende udlændings visum eller visumfri ophold, kan Udlændingestyrelsen efter omstændighederne tillægge ansøgningen opsættende virkning.

I tilfælde, hvor det er åbenbart, at ansøgningen ikke vil kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse, forudsættes det, at Udlændingestyrelsen ikke tillægger ansøgningen opsættende virkning.

Særlige grunde vil endvidere kunne foreligge, hvis en asylansøger har en arbejdskontrakt eller et arbejdstilbud inden for et fagområde, hvor der er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft (positivlisten). Spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende ansøgning skal imødekommes, afgøres efter de ovenfor beskrevne retningslinjer for meddelelse af opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1.

I andre tilfælde, hvor asylansøgeren ikke har en arbejdskontrakt eller et arbejdstilbud inden for et fagområde, hvor der er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft (positivlisten), skal en ansøgning om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1, som altovervejende hovedregel ikke tillades indgivet under en asylansøgers ophold her i landet.

Det foreslås i § 9 a, stk. 4, 1. pkt., at ansøgning om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, kun kan indgives af en udlænding, der opholder sig her i landet. Det forudsættes, at udlændingens ophold skal være lovligt, herunder i form af et processuelt ophold. En udlænding, der opholder sig ulovligt i Danmark, kan således ikke indgive ansøgning om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2. Tilsvarende kan en udlænding, hvis opholdstilladelse inddrages, og som herefter udrejser eller udsendes af Danmark, ikke indgive ansøgning om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, fra udlandet.

I § 9 a, stk. 4, 2. pkt., foreslås det, at en ansøgning, der indgives senere end 7 dage efter, at der er truffet endelig afgørelse om nægtelse af forlængelse eller inddragelse af udlændingens oprindelige opholdstilladelse, ikke kan behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.

7 dages-fristen regnes fra tidspunktet for den endelige afgørelse om nægtelse af forlængelse eller inddragelse af udlændingens oprindelige opholdstilladelse. I tilfælde, hvor Udlændingestyrelsens afgørelse påklages til Integrationsministeriet eller Flygtningenævnet, regnes fristen således fra tidspunktet for Integrationsministeriets eller Flygtningenævnets afgørelse.

Det forudsættes i den forbindelse, at en ansøgning om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, der indgives, inden der er truffet endelig afgørelse om nægtelse af forlængelse eller inddragelse af udlændingens oprindelige opholdstilladelse, ikke undergives realitetsbehandling, før der er truffet endelig afgørelse om nægtelse af forlængelse eller inddragelse af udlændingens oprindelige opholdstilladelse.

Indgives ansøgning om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, inden 7 dage efter, at der er truffet endelig afgørelse om nægtelse af forlængelse eller inddragelse af udlændingens oprindelige opholdstilladelse, har udlændingen ret til at fortsætte med udøvelsen af det arbejde eller den selvstændige erhvervsvirksomhed, der danner grundlag for ansøgningen, indtil sagen er endeligt afgjort.

Ansøgning om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, indebærer ikke i sig selv, at afgørelsen om nægtelse af forlængelse eller inddragelse af udlændingens oprindelige opholdstilladelse skal anses for påklaget til Integrationsministeriet.

Det bemærkes endelig, at de foreslåede bestemmelser i § 9 a ikke berører de udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne om fri bevægelighed.

§ 9 b

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9 b, stk. 1, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme ansøgningen (humanitær opholdstilladelse).

Humanitær opholdstilladelse gives af integrationsministeren, jf. udlændingelovens § 46 a.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, og forudsættes anvendt i overensstemmelse med gældende praksis, hvorefter bestemmelsen er givet et meget begrænset anvendelsesområde. Humanitær opholdstilladelse gives således kun helt undtagelsesvis og kun efter en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag. Det bemærkes i den forbindelse, at foreløbige tal fra Udlændingestyrelsen viser, at der i 2001 blev givet humanitær opholdstilladelse til i alt 83 personer, heraf 33 personer fra Afghanistan.

Efter gældende praksis gives humanitær opholdstilladelse navnlig til personer, der lider af fysiske eller psykiske sygdomme af meget alvorlig karakter. Der kan endvidere gives humanitær opholdstilladelse til personer, der ved tilbagevenden til et hjemland med vanskelige levevilkår vil være i risiko for at få eller opleve en forværring af et alvorligt handicap.

Vurderingen af, om der kan meddeles humanitær opholdstilladelse som følge af helbredsforhold, foretages altid på baggrund af erklæringer fra læger, psykologer og psykiatere. Disse erklæringer lægges for så vidt angår den faglige vurdering uprøvet til grund. Ministeriet foretager således alene en juridisk bedømmelse af sagen, hvor det på baggrund af erklæringerne vurderes, om den pågældende efter praksis vil kunne meddeles humanitær opholdstilladelse. Det påhviler udlændingen eller dennes advokat at fremkomme med de ovenfor nævnte erklæringer, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives.

I praksis forekommer der tilfælde, hvor en erklæring udover den lægefaglige vurdering indeholder en juridisk tilkendegivelse af, om der bør meddeles opholdstilladelse. I sådanne tilfælde lægges den lægefaglige vurdering til grund, mens tilkendegivelsen om, at ansøgningen bør imødekommes, der er udtryk for en retlig vurdering, ikke tillægges betydning. Endvidere er der tilfælde, hvor den pågældende læge, psykolog eller psykiater på eget initiativ anmoder om, at der meddeles opholdstilladelse, og har engageret sig personligt i sagen på en sådan måde, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt erklæringen er udtryk for en uvildig bedømmelse af ansøgerens helbredstilstand. For at sikre, at den juridiske vurdering foretages på det fornødne objektive grundlag, ses der i sådanne tilfælde bort fra erklæringen, og den pågældende henvises til at fremkomme med en erklæring fra en anden læge, psykolog eller psykiater.

Udover i de ovenfor nævnte tilfælde kan der gives humanitær opholdstilladelse til familier med mindre børn, som kommer fra et område, hvor der hersker krig eller krigslignende tilstande, samt til enlige kvinder og familier med børn fra områder, hvor der hersker ekstremt vanskelige levevilkår, f.eks. som følge af hungersnød.

Endelig kan der efter omstændighederne gives humanitær opholdstilladelse på baggrund af varigheden af ansøgerens ophold her i landet. Dette vil dog kun kunne komme på tale, hvis ansøgeren har opholdt sig her i landet uafbrudt i mindst 5-6 år, og kun, hvis opholdet i hele perioden uafbrudt har været lovligt i form af et processuelt ophold. Det bemærkes i den forbindelse, at en asylansøger, som opholder sig her i landet, efter at en fastsat udrejsefrist er overskredet, ikke har lovligt ophold i form af et processuelt ophold. Det bemærkes endvidere, at opholdets varighed ikke kan føre til meddelelse af humanitær opholdstilladelse, hvis opholdets varighed hovedsageligt beror på ansøgerens egne forhold. Hvis det langvarige ophold her i landet derimod hovedsageligt kan tilskrives udlændingemyndighederne f.eks. på grund af en ekspeditionsfejl, som har forårsaget en særlig lang sagsbehandlingstid vil der kunne meddeles humanitær opholdstilladelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9 b, stk. 2, 1. pkt., kan en ansøgning om humanitær opholdstilladelse kun indgives af udlændinge, der opholder sig her i landet. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 6, 1. pkt.

Ved behandlingen af en ansøgning om humanitær opholdstilladelse kan Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration uden udlændingens samtykke indhente akterne, der er indgået i asylsagen, fra Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, 2. pkt. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 6, 2. pkt.

§ 9 c

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde taler derfor.

Bestemmelsen viderefører dele af anvendelsesområdet for den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, samt dele af anvendelsesområdet for den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.

Efter den gældende bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der uden for de i den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nævnte tilfælde har nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor, herunder at udsendelse, jf. udlændingelovens § 30, ikke har været mulig i mindst 18 måneder.

Det primære anvendelsesområde for den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9 stk. 2, nr. 1, er meddelelse af opholdstilladelse med henblik på adoption, ophold som led i et plejeforhold eller, hvis særlige grunde taler derfor, ophold hos barnets nærmeste familie. Denne del af bestemmelsens anvendelsesområde videreføres i den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 3, jf. ovenfor.

Efter gældende praksis anvendes de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1 og 4, endvidere i visse tilfælde, hvor der er en familiemæssig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende person.

Det drejer sig navnlig om tilfælde, hvor familiesammenføring ikke er mulig efter de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 9, stk. 1, men hvor det som følge af Danmarks internationale forpligtelser herunder navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 er nødvendigt at tillade familiesammenføring. Efter gældende praksis kan der endvidere i andre ganske særlige tilfælde efter en helt konkret vurdering meddeles tilladelse til familiesammenføring i tilfælde, hvor familiesammenføring ikke er mulig efter de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 9, stk. 1.

Der kan på den baggrund f.eks. meddeles opholdstilladelse i helt undtagelsesvise tilfælde, hvor der er tale om en forælder over 60 år til en herboende indvandrer, eller hvor der er tale om en ægtefælle til en herboende indvandrer, som ikke har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste tre år, f.eks. hvor den herboende har opholdstilladelse som udsendelseshindret. Der henvises herved til vejledning nr. 122 af 13. juli 2000 om behandlingen af sager om opholdstilladelse på grund af udsendelseshindringer, jf. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.

Der kan endvidere f.eks. meddeles opholdstilladelse i tilfælde, hvor en handicappet udlænding over 18 år risikerer at blive efterladt alene i hjemlandet, fordi resten af familien har fået opholdstilladelse her i landet, og den pågældende har været afhængig af familiens pleje og forsørgelse, eller hvor der er tale om et særlig kvalificeret søskendeforhold normalt i form af, at en væsentligt ældre herboende søskende i en årrække forinden indrejsen i Danmark har fungeret som forælder og forsørger for en mindreårig søskende.

Der kan endvidere meddeles opholdstilladelse i ganske særlige tilfælde af ægtefællesammenføring, hvor den ene af ægtefællerne eller de begge er under 18 år. Som eksempel på et sådant tilfælde anføres i forarbejderne til lov nr. 482 af 24. juni 1992 om ændring af udlændingeloven m.v., hvorved aldersgrænsen på 18 år blev indsat i udlændingelovens ægtefællesammenføringsbestemmelse, at en herboende person med en fuldstændig fast tilknytning til det danske samfund i form af dansk statsborgerskab ønsker sin mindreårige ægtefælle, der f.eks. er gravid eller alvorligt syg, til Danmark. Endvidere anføres det i forarbejderne til lovændringen, at opholdstilladelse ligeledes bør meddeles, hvis ægteskabet er indgået her i landet med statsamtets eller Justitsministeriets godkendelse. Der henvises til lovforslag nr. L 257 af 1. april 1992 (Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 6207).

Efter gældende praksis meddeles endvidere efter en konkret vurdering bl.a. opholdstilladelse som led i familiesammenføring med herboende personer med opholdstilladelse under henvisning til beskæftigelses- eller erhvervsmæssige grunde, jf. den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3.

Uden for de tilfælde, hvor opholdstilladelsen meddeles som følge af familiemæssig tilknytning til en herboende person, meddeles der efter gældende praksis endvidere opholdstilladelse efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, bl.a. med henblik på deltagelse i undervisning, jf. herved udlændingebekendtgørelsens §§ 28-31, med henblik på au pair-ophold eller med henblik på ophold som præst eller missionær. Der meddeles endvidere efter gældende praksis opholdstilladelse efter bestemmelsen til bl.a. visse uledsagede mindreårige asylansøgere. De gældende retningslinjer herfor fremgår af Folketingets Retsudvalgs beretning af 16. marts 1993 over forslag til lov om ændring af udlændingeloven og lov om social bistand (L 155), i hvilken forbindelse den daværende indenrigsminister redegjorde for den fremtidige behandling af sager vedrørende uledsagede mindreårige asylansøgere. Der meddeles ligeledes efter gældende praksis opholdstilladelse efter bestemmelsen til bl.a. visse udlændinge, der efter endeligt afslag på asyl har et særligt pleje- eller behandlingsbehov, som dog ikke kan føre til meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

Det foreslås, at de ovenfor nævnte persongrupper fremover meddeles opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., jf. dog nedenfor.

Det foreslås i den forbindelse, at der i tilfælde, hvor den ene af ægtefællerne eller de begge er under 18 år, fremover alene meddeles tilladelse til ægtefællesammenføring efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., hvis de nedenfor anførte omstændigheder som kan føre til, at der meddeles tilladelse til ægtefællesammenføring i tilfælde, hvor den ene af ægtefællerne eller de begge er under 24 år er til stede i den konkrete sag. Den omstændighed, at ægteskabet er indgået her i landet med statsamtets eller Justitsministeriets godkendelse vil således ikke i sig selv kunne begrunde, at der meddeles opholdstilladelse.

Ved den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1, fastsættes aldersgrænsen for ægtefællesammenføring til 24 år, jf. ovenfor. Som anført i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1, vil der i visse undtagelsesvise tilfælde kunne være ganske særlige forhold, der bevirker, at der må gives tilladelse til ægtefællesammenføring her i landet, selvom parterne ikke opfylder betingelsen om, at begge parter skal være fyldt 24 år. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis parterne ellers henvises til at leve som familie i et land, hvor den herboende ikke har mulighed for sammen med ansøgeren at indrejse og tage ophold, jf. herved lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 7.6. Som eksempel herpå kan nævnes en herboende person med opholdstilladelse som flygtning eller med beskyttelsesstatus, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 2, som inden udrejsen var og fortsat er gift med en person fra sit hjemland, og som ikke kan tage ophold i hjemlandet, hvor den pågældende fortsat risikerer forfølgelse eller dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. de ved lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede bestemmelser i § 7, stk. 1 og 2.

Herudover kan ganske særlige forhold gøre sig gældende, hvis det på grund af alvorlig sygdom eller alvorligt handicap vil være humanitært uforsvarligt at henvise den herboende ægtefælle til at tage ophold i et andet land, hvor den pågældende ikke kan tilbydes pasnings- eller behandlingsmuligheder.

Tilsvarende vil ganske særlige forhold kunne foreligge, hvis den herboende har forældremyndighed eller samværsret over mindreårige børn bosiddende i Danmark. Der vil i den forbindelse skulle lægges betydelig vægt på, om der er fastsat og rent faktisk udøves normalsamvær. Normalsamvær er ifølge oplysninger fra Civilretsdirektoratet typisk hver anden weekend fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag eller et omfang svarende hertil. Herudover fastsættes der typisk samvær én hverdag hver anden uge. For helt små børn er samværet dog af kortere varighed.

Det foreslås, at der i sådanne tilfælde kan meddeles tilladelse til ægtefællesammenføring efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., uanset at den ene af ægtefællerne eller de begge er under 24 år.

Det bemærkes endvidere, at det ved de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 1, nr. 2 og 3, præciseres udtrykkeligt, at der alene kan gives tilladelse til familiesammenføring med mindreårige børn efter denne bestemmelse, hvis den herboende forælder eller person har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande, opholdstilladelse med konventions- eller beskyttelsesstatus, tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Der kan således ikke meddeles opholdstilladelse efter de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 1, nr. 2 og 3, i tilfælde, hvor den herboende forælder eller person har tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold. Det foreslås, at denne persongruppe meddeles opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i overensstemmelse med tidligere praksis, jf. bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 1, nr. 2 og 3.

Der vil i alle tilfælde, hvor nægtelse af familiesammenføring vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, og hvor der ikke efter andre bestemmelser er mulighed for at tillade familiesammenføring, skulle meddeles opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

Det foreslås endelig, at opholdstilladelse som praktikant som efter gældende praksis meddeles efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3 fremover meddeles efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da praktikophold primært har et uddannelsesmæssigt formål og ikke i første række er begrundet i beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn. Det forudsættes, at meddelelse af opholdstilladelse i øvrigt sker efter gældende praksis.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 2. pkt., betinges en opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person medmindre særlige grunde taler derimod af, at de i de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 2-9, nævnte betingelser er opfyldt.

De nævnte foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 2-9, vedrører

betingelser om påtagelse af forsørgerpligt og om godtgørelse af forsørgelsesevne, jf. de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 2 og 3,

betingelse om økonomisk sikkerhedsstillelse for 50.000 kr. til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven til ansøgeren, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 4,

betingelse om, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, i en periode på 1 år inden tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen og frem til meddelelsen af opholdstilladelsen ikke har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 5,

betingelse om, at den herboende person godtgør at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 6,

betingelse om, at ægtefællers eller samleveres samlede tilknytning til Danmark er større end de pågældendes samlede tilknytning til et andet land, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 7,

betingelse om, at det ikke må anses for tvivlsomt, om et ægteskab er indgået eller et samlivsforhold er etableret efter begge parters ønske, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 8, samt

betingelse om, at der ikke må være bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med et ægteskabs indgåelse eller et samlivsforholds etablering er at opnå opholdstilladelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 9.

Der henvises til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser.

De nævnte betingelser kan alene finde anvendelse ved opholdstilladelser efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., hvis der er tale om, at opholdstilladelsen meddeles som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person.

De nævnte betingelser kræves opfyldt, medmindre særlige grunde taler derimod.

For så vidt angår anvendelsen af betingelserne i de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 2, 3 og 6, bemærkes det, at lovforslaget ikke i sig selv indebærer nogen ændring af gældende praksis.

Det forudsættes endvidere, at der i de tilfælde, hvor der er tale om en opholdstilladelse, som ikke meddeles på baggrund af ægteskab eller fast samlivsforhold, ikke stilles krav om, at betingelserne i de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 4, 5 og 7-9, er opfyldt.

I de tilfælde, hvor opholdstilladelsen meddeles på baggrund af ægteskab eller fast samlivsforhold, forudsættes det, at der som udgangspunkt alene gøres undtagelse fra betingelserne i de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 4, 5, 7 og 8, i det omfang, dette følger af de pågældende bestemmelser. Der henvises herved til det i bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 4, 5, 7 og 8, anførte herom, jf. ovenfor. Det forudsættes endvidere, at der aldrig gøres undtagelse fra den ovenfor beskrevne betingelse i den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 9.

I tilfælde, hvor opholdstilladelsen meddeles på baggrund af ægteskab eller fast samlivsforhold med en herboende person, der er meddelt opholdstilladelse under henvisning til beskæftigelses- eller erhvervsmæssige grunde, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9 a, forudsættes det dog, at betingelserne i de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 4 og 7, ikke kræves opfyldt. Tilsvarende gælder ved opholdstilladelser, der meddeles på baggrund af ægteskab eller fast samlivsforhold med en herboende person, der er meddelt opholdstilladelse som studerende, missionær eller præst, jf. ovenfor.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 3. pkt., finder de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 13-18, tilsvarende anvendelse i de tilfælde, hvor en opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., er betinget af, at de i de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 2-9, nævnte betingelser er opfyldt, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 2. pkt. Der henvises til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 13-18.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 2, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 7, hvis udsendelse af udlændingen, jf. udlændingelovens § 30, ikke har været mulig i mindst 18 måneder (nr. 1), udlændingen har medvirket ved udsendelsesbestræbelserne i sammenhængende 18 måneder (nr. 2), og udsendelse efter de foreliggende oplysninger for tiden må anses for udsigtsløs (nr. 3).

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, at der kan gives opholdstilladelse til udlændinge, der efter endeligt afslag på asyl og eventuelt afslag på humanitær opholdstilladelse ikke har kunnet udsendes af Danmark i mindst 18 måneder.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en udtrykkelig lovfæstelse af de betingelser, som efter gældende praksis kræves opfyldt, for at der kan meddeles opholdstilladelse efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, under henvisning til, at udlændingen ikke har kunnet udsendes af Danmark i mindst 18 måneder. For en nærmere beskrivelse af gældende praksis henvises til vejledning nr. 122 af 13. juli 2000 om behandlingen af sager om opholdstilladelse på grund af udsendelseshindringer, jf. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Den foreslåede bestemmelse forudsættes administreret i overensstemmelse hermed.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 3, 1. pkt., skal opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., være opnået inden indrejsen. Efter indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 3, 2. pkt.

Bestemmelsen forudsættes anvendt i overensstemmelse med gældende praksis. Det indebærer bl.a., at uledsagede mindreårige asylansøgere kan indgive ansøgning om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., her i landet. Tilsvarende gælder bl.a. for asylansøgere, der efter endeligt afslag på asyl har et særligt pleje- eller behandlingsbehov, som dog ikke kan føre til meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

§ 9 d

Som ny § 9 d foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter der gives opholdstilladelse til en udlænding, som tidligere har haft dansk indfødsret, medmindre udlændingens danske indfødsret er frakendt ved dom efter § 8 A i lov om dansk indfødsret.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 d, 1. led, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og forudsættes administreret i overensstemmelse med hidtidig praksis. Der vil således som udgangspunkt fortsat være retskrav på opholdstilladelse for udlændinge, der tidligere har haft dansk indfødsret.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 d, 2. led, er en konsekvens af integrationsministerens lovforslag nr. L 33 af 12. december 2001 om ændring af indfødsretsloven og udlændingeloven (Frakendelse af dansk indfødsret erhvervet ved svig). Der henvises til Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 651.

Lovforslag nr. L 33 indebærer bl.a., at der indføres en ny bestemmelse i § 8 A, stk. 1, i lov om dansk indfødsret, hvorefter det gøres muligt ved dom at frakende en person dansk indfødsret, hvis indfødsretten er erhvervet ved svig. Efter den foreslåede bestemmelse i § 8 A, stk. 2, i lov om dansk indfødsret vil en person ikke kunne støtte ret på at have haft dansk indfødsret, når den pågældende er frakendt indfødsretten i medfør af § 8 A, stk. 1. Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at personer, som er frakendt dansk indfødsret, således ikke vil kunne få f.eks. retskrav på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens regler ved at påberåbe sig, at de tidligere har været danske.

Den foreslåede affattelse af § 9 d indebærer, at der ikke vil kunne meddeles opholdstilladelse efter denne bestemmelse til udlændinge, hvis danske indfødsret er blevet frakendt ved dom efter § 8 A i lov om dansk indfødsret.

Det bemærkes, at der ved lovforslag nr. L 33 i § 2 foreslås indsat en bestemmelse i udlændingelovens § 18 a, hvorefter en opholdstilladelse bortfalder, når en udlænding erhverver dansk indfødsret. Efter den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, kan en udlænding, hvis danske indfødsret er frakendt ved dom efter § 8 A i lov om dansk indfødsret, generhverve den opholdstilladelse, der er bortfaldet efter § 18 a, stk. 1. Generhvervelse efter § 18 a, stk. 2, er dog i medfør af § 18 a, stk. 3, betinget af, at der ikke vil være grundlag for at inddrage den opholdstilladelse, der er bortfaldet efter stk. 1, jf. udlændingelovens § 19. Personer, hvis danske indfødsret er frakendt ved dom efter § 8 A i lov om dansk indfødsret, og som herefter ikke vil have retskrav på opholdstilladelse, vil således efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 18 a under visse betingelser kunne generhverve den opholdstilladelse, der er bortfaldet ved erhvervelsen af dansk indfødsret.

§ 9 e

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9 e, stk. 1, kan der gives opholdstilladelse til en udlænding med opholdstilladelse i medfør af jugoslaverloven, der uden for de i udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde må antages at have behov for midlertidig beskyttelse her i landet.

Bestemmelsen er indeholdt i den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, og forudsættes administreret i overensstemmelse med gældende praksis.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9 e, stk. 2, kan der gives opholdstilladelse til en udlænding fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien, der har eller har haft opholdstilladelse i medfør af Kosovonødloven, eller som på grundlag af en asylansøgning indgivet inden den 30. april 1999 er eller har været registreret som asylansøger efter reglerne i udlændingelovens § 48 e, stk. 1, såfremt udlændingen må antages at have behov for midlertidig beskyttelse her i landet.

Bestemmelsen er indeholdt i den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, og forudsættes administreret i overensstemmelse med gældende praksis.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 6, kan der gives opholdstilladelse til en udlænding fra den Føderative Republik Jugoslavien (Serbien-Montenegro), der her i landet har indgivet ansøgning om asyl inden den 11. oktober 1995, og som er blevet meddelt endeligt afslag på den pågældende ansøgning, hvis udlændingen ikke for tiden kan indrejse i Den Føderative Republik Jugoslavien (Serbien-Montenegro).

Da den persongruppe, der er omfattet af bestemmelsen, er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse på nuværende tidspunkt, foreslås det, at bestemmelsen ophæves.

Til nr. 4, 5, 7-20, 22, 23, 25, 26, 28, 31, 32, 36, 37, 40, 43-45, 48, 52 og 57

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 3.

Til nr. 6

Efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 1, meddeles opholdstilladelse efter de foreslåede bestemmelser i §§ 7-9 e med henblik på varigt eller midlertidigt ophold her i landet. Opholdstilladelsen kan tidsbegrænses. Den foreslåede bestemmelse er bortset fra henvisningen til de foreslåede bestemmelser i §§ 7-9 e identisk med den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 1, og forudsættes anvendt i overensstemmelse med gældende praksis.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2, forlænges en tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. Den foreslåede bestemmelse er identisk med den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 2.

Udlændinge med tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold vil således efter ansøgning få forlænget deres opholdstilladelse, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 1, nr. 21 og 24.

Henvisningen til udlændingelovens § 19 indebærer, at bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5. Det betyder, at udlændingemyndighederne ved afgørelser om forlængelse i tilfælde, hvor der efter bestemmelsen i § 19, stk. 1, kan ske inddragelse f.eks. fordi de betingelser, der blev stillet ved meddelelsen af opholdstilladelsen, ikke længere er opfyldt skal tage stilling til, om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særlig belastende, bl.a. på grund af udlændingens tilknytning til det danske samfund og udlændingens personlige forhold i øvrigt. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 1, nr. 29 og 30.

Udlændinge med tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold skal som i dag i forlængelsessituationen opfylde de betingelser, der blev stillet ved meddelelsen af opholdstilladelsen, for at opholdstilladelsen kan forlænges. Bestemmelsen i udlændingelovens § 26 finder således ikke anvendelse i disse situationer.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, 1. pkt., meddeles der efter ansøgning tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding, som har boet lovligt her i landet i mere end de sidste 7 år, og som i hele denne periode har haft opholdstilladelse på det samme grundlag efter de foreslåede bestemmelser i §§ 7-9 e, jf. dog de foreslåede bestemmelser i § 11, stk. 5-7, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen.

Meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse forudsætter en udtrykkelig ansøgning herom. En ansøgning om opholdstilladelse eller forlængelse heraf vil således ikke i sig selv være tilstrækkelig til at blive anset for en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse.

Det er efter den foreslåede bestemmelse en betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, at udlændingen har boet lovligt her i landet i mere end de sidste syv år på grundlag af en opholdstilladelse efter en af de foreslåede bestemmelser i §§ 7-9 e. Der henvises herved til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3. Det er i modsætning til i dag ikke en betingelse, at opholdstilladelsen er meddelt med henblik på varigt ophold her i landet. For så vidt angår EU-borgere med opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 6 gælder særlige regler i EF/EØS-bekendtgørelsen, jf. udlændingelovens § 2, stk. 4, 2. pkt.

Efter udlændingelovens § 27, stk. 1, regnes syv års-perioden fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregisteret eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse. For så vidt angår udlændinge, der meddeles opholdstilladelse efter de foreslåede bestemmelser i § 7, stk. 1 eller 2, regnes syv års-perioden fra tidspunktet for den første meddelelse af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 27, stk. 2.

Det er endvidere efter den foreslåede bestemmelse en betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, at udlændingen har haft opholdstilladelse på det samme grundlag i hele syv års-perioden. Hvis en udlænding har opholdt sig her i landet på to eller flere på hinanden følgende grundlag, kan udlændingen således først meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, når udlændingen opfylder syv års-kravet efter det sidst indtrådte grundlag.

I tilfælde, hvor en udlænding efter at have haft opholdstilladelse på ét grundlag, f.eks. på grundlag af ægtefællesammenføring efterfølgende meddeles opholdstilladelse på et andet grundlag, f.eks. asyl, vil syv års-kravet først være opfyldt, når udlændingen har opholdt sig lovligt her i landet på det sidst indtrådte grundlag i syv år. I sådanne tilfælde er der tale om to opholdstilladelser, der er meddelt på forskelligt faktisk og retligt grundlag, og udlændingen vil derfor først kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, når udlændingen opfylder syv års-kravet efter det sidst indtrådte grundlag.

Tilsvarende gælder i tilfælde, hvor en udlænding, der er meddelt ægtefællesammenføring efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, bliver skilt fra ægtefællen og efterfølgende gifter sig igen og meddeles opholdstilladelse på grundlag af det senest indgåede ægteskab. Også i sådanne tilfælde kan der først meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, når udlændingen opfylder syv års-kravet efter det sidst indtrådte grundlag. I sådanne tilfælde er der tale om to opholdstilladelser, der er meddelt efter samme bestemmelse i udlændingeloven, men på forskelligt faktisk grundlag.

Det forudsættes dog, at der i visse tilfælde, hvor en udlænding skifter opholdsgrundlag, efter i alt syv års lovligt ophold vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 4, såfremt udlændingen har opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, jf. nedenfor.

Efter gældende praksis medregner udlændingemyndighederne ved beregningen af tre års-perioden alene de perioder, hvor den pågældende faktisk har opholdt sig her i landet. Perioder, hvor udlændingen har opholdt sig uden for Danmark, indgår således ikke i beregningen af tre års-perioden. Såfremt udlandsopholdet har en sådan varighed, at den pågældendes opholdstilladelse bortfalder efter reglerne i udlændingelovens § 17 og den pågældende efterfølgende meddeles opholdstilladelse på ny begynder beregningen af tre års-perioden forfra.

Det forudsættes, at denne praksis ændres i tilfælde, hvor en ægtefællesammenført udlænding til en herboende person, der udstationeres i udlandet for en dansk eller udenlandsk virksomhed, for danske myndigheder eller for en dansk eller international organisation og af den grund opholder sig i udlandet i en eller flere perioder sammen med ægtefællen. I sådanne tilfælde skal også udlandsperioderne fremover indgå i beregningen af syv års-perioden. I tilfælde, hvor udlandsopholdet som led i udstationeringen er af en sådan varighed, at udlændingens opholdstilladelse bortfalder, men hvor den pågældende herefter på grundlag af det samme ægteskab meddeles opholdstilladelse på ny, vil den pågældende kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 4, syv år efter opnåelsen af den første opholdstilladelse, jf. nedenfor.

Efter den foreslåede bestemmelse er det endvidere en betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, at der ikke er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19. Denne betingelse gælder, uanset om den pågældende udlændings opholdstilladelse er meddelt med henblik på varigt ophold eller med henblik på midlertidigt ophold. Der henvises til det ovenfor anførte vedrørende betydningen af henvisningen til udlændingelovens § 26, stk. 1, i udlændingelovens § 19, stk. 5.

Det er endvidere en betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, at udlændingen er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, der ikke er nægtet forlænget, inddraget eller bortfaldet.

Som hovedregel vil en udlænding kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter syv års lovligt ophold her i landet, såfremt den pågældende i denne periode har haft opholdstilladelse på det samme grundlag efter enten den foreslåede bestemmelse i § 7, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 2, udlændingelovens § 8, eller en af de foreslåede bestemmelser i §§ 9-9 c og 9 e, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 3.

Efter gældende praksis meddeles flygtninge, uledsagede mindreårige flygtninge og de fleste familiesammenførte udlændinge tidsubegrænset opholdstilladelse efter tre års lovligt ophold her i landet. Udlændinge med humanitær opholdstilladelse og udlændinge, der efter et endeligt afslag på asyl er meddelt opholdstilladelse af ganske særlige grunde, meddeles efter gældende praksis tidsubegrænset opholdstilladelse efter fem års lovligt ophold her i landet. Tilsvarende gælder for udlændinge fra Kosovo-provinsen i det tidligere Jugoslavien, der er meddelt midlertidig opholdstilladelse. Udlændinge, der efter at have haft opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. er meddelt midlertidig opholdstilladelse, meddeles efter gældende praksis tidsubegrænset opholdstilladelse to år efter den første meddelelse af den midlertidige opholdstilladelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, indebærer, at disse udlændinge fremover skal have opholdt sig lovligt her i landet på det samme grundlag i syv år for at kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse.

De grupper af udlændinge, der kan undtages fra betingelsen om syv års lovligt ophold på det samme grundlag her i landet, er angivet i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 4.

Meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, vil ikke ske automatisk efter udløbet af syv års-perioden. Tidsubegrænset opholdstilladelse skal således alene meddeles, såfremt de yderligere betingelser, som er anført i de foreslåede bestemmelser i § 11, stk. 5 og 6, er opfyldt, jf. nedenfor.

Med den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, 2. pkt., præciseres det, at udlændinge med opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 2, tidligst kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse ved det fyldte 18. år, uanset om den pågældende har boet lovligt her i landet i mere end de sidste syv år. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

Mindreårige børn, som er familiesammenført med deres herboende forældre, meddeles således efter gældende praksis tidsbegrænset opholdstilladelse indtil barnets fyldte 18. år, dog højst indtil udløbet af det tidsrum, hvor en eller begge af forældremyndighedens indehavere har opholdstilladelse her i landet. Der meddeles først tidsubegrænset opholdstilladelse, når barnet fylder 18 år. Baggrunden herfor er, at barnets opholdstilladelse som udgangspunkt er afhængig af forældrenes ophold her i landet, indtil barnet fylder 18 år og bliver myndigt. Dette følger af udlændingebekendtgørelsens § 23, stk. 3.

Med forslaget præciseres denne praksis i lovteksten.

Det bemærkes, at udlændinge med opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 2 ligesom andre udlændinge skal opfylde de betingelser, der er nævnt i den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 5, samt medmindre særlige grunde taler derimod de yderligere betingelser, der er nævnt i de foreslåede bestemmelser i § 11, stk. 6, nr. 2 og 3, jf. nedenfor. Sådanne udlændinge skal derimod ikke opfylde den betingelse, der er nævnt i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 6, nr. 1, om gennemførelse af et tilbudt introduktionsprogram efter integrationsloven eller et andet tilbudt forløb, idet det følger af integrationslovens § 16, at mindreårige udlændinge med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3 der svarer til den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 ikke skal tilbydes et introduktionsprogram.

Det bemærkes, at mindreårige børn, der er familiesammenført med deres forældre efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 2, i visse tilfælde kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 4 uanset varigheden af barnets ophold i Danmark, jf. nedenfor.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 4, kan der, uanset at betingelserne i den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, 1. pkt., ikke er opfyldt, efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis væsentlige hensyn afgørende taler for at imødekomme ansøgningen, jf. dog de foreslåede bestemmelser i § 11, stk. 5-7.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 4. Der er efter den foreslåede bestemmelse tale om en skønsmæssig afgørelse, hvorved det er muligt at fravige betingelsen i den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, om, at udlændingen skal have boet lovligt her i landet i mere end de sidste syv år med opholdstilladelse på det samme grundlag.

Det er ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 4, ikke muligt at fravige de ovenfor anførte betingelser om, at tidsubegrænset opholdstilladelse kun meddeles efter udtrykkelig ansøgning herom, om, at der ikke må være grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19, og om, at udlændingen skal være i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse.

Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 4, at det ikke er muligt at fravige den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, 2. pkt., om, at udlændinge med opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 2, tidligst kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse ved det fyldte 18. år, uanset om den pågældende har boet lovligt her i landet i mere end de sidste syv år.

Det er endvidere en betingelse, at de yderligere betingelser, der er anført i de foreslåede bestemmelser i § 11, stk. 5 og 6, er opfyldt, jf. nedenfor.

Efter den foreslåede bestemmelse kan der således efter en samlet vurdering af udlændingens forhold meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til såvel udlændinge, der ikke opfylder syv års-kravet i den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, som udlændinge, der ikke har haft opholdstilladelse på det samme grundlag i hele syv års-perioden.

Det forudsættes, at der i overensstemmelse med udlændingemyndighedernes gældende praksis kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen på et tidligere tidspunkt end efter syv år til følgende grupper af udlændinge:

Udlændinge, der tidligere har haft dansk indfødsret og er meddelt opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 d. Det forudsættes, at sådanne udlændinge også fremover meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter et års lovligt ophold med tidsbegrænset opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 d. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

Udlændinge, der tilhører det danske mindretal i Sydslesvig og er meddelt opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c. Det forudsættes, at sådanne udlændinge også fremover meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter et års lovligt ophold med tidsbegrænset opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

Udlændinge, der har danske forældre, og som er meddelt opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c. Det forudsættes, at sådanne udlændinge også fremover meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter to års lovligt ophold med tidsbegrænset opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

Visse udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 2. Har et mindreårigt barn af en i Danmark fastboende person med tidsubegrænset opholdstilladelse søgt om opholdstilladelse fra udlandet, meddeles barnet efter gældende praksis tidsbegrænset opholdstilladelse i et år og er herefter fritaget for krav om bevis for opholdstilladelse indtil det fyldte 18. år. Det forudsættes, at der også fremover følges en praksis, hvorefter barnet uanset varigheden af dets ophold i Danmark kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis begge barnets forældre har tidsubegrænset opholdstilladelse på det tidspunkt, hvor barnet fylder 18 år. Har kun den ene af barnets forældre tidsubegrænset opholdstilladelse, kan barnet først meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, når barnet har opholdt sig lovligt i Danmark i mere end syv år. Har barnet kun en af sine forældre i Danmark, og har denne forælder tidsubegrænset opholdstilladelse på det tidspunkt, hvor barnet fylder 18 år, kan barnet på dette tidspunkt meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse uanset varigheden af barnets ophold i Danmark. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

Efter gældende praksis meddeles udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse som præster, missionærer eller lignende, jf. den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, og udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse, fordi væsentlige beskæftigelsesmæssige hensyn taler derfor, jf. den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, tidsubegrænset opholdstilladelse efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 4, efter syv års lovligt ophold her i landet på det (i det væsentligste) samme grundlag. Det er herved endvidere en betingelse, at den pågældende har opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Tilsvarende gælder for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse af ganske særlige grunde som familiesammenførte, jf. den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.

Disse udlændinge kan også fremover efter syv års lovligt ophold på det (i det væsentligste) samme grundlag meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 4, hvis de pågældende har opnået en væsentlig tilknytning til Danmark.

Som nævnt ovenfor forudsættes det endvidere, at der i visse tilfælde, hvor en udlænding skifter opholdsgrundlag, vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 4.

Det forudsættes således, at der meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 4, i tilfælde, hvor en opholdstilladelse efter en af de foreslåede bestemmelser i §§ 7-9 eller §§ 9 b-9 e inddrages eller nægtes forlænget, og hvor der efterfølgende meddeles opholdstilladelse i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, fordi udlændingen er i et fast ansættelsesforhold af længere varighed, og beskæftigelsesmæssige hensyn taler derfor, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, såfremt udlændingen på baggrund af begge opholdsgrundlag tilsammen har haft opholdstilladelse her i landet i syv år.

Det forudsættes endvidere, at der meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i tilfælde, hvor en udlænding efter først at have haft opholdstilladelse som studerende efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c efterfølgende meddeles opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 a, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 3. Det vil i sådanne tilfælde være en betingelse, at udlændingen på baggrund af begge opholdsgrundlag har haft opholdstilladelse her i landet i syv år, ligesom det vil være en betingelse, at det studium, der dannede grundlag for den første opholdstilladelse, har en forbindelse til den beskæftigelse, der senere danner grundlag for den efterfølgende opholdstilladelse. Det vil endvidere være en betingelse, at udlændingen har opnået væsentlig tilknytning til Danmark.

Der vil efter omstændighederne kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i tilfælde, hvor en udlænding efter først at have haft opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 a skifter arbejde og efterfølgende meddeles opholdstilladelse på grundlag af det nye arbejde ligeledes i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 a. Det vil i sådanne tilfælde være en betingelse, at udlændingen på baggrund af begge opholdsgrundlag har haft opholdstilladelse her i landet i syv år. Det vil endvidere være en betingelse, at de to beskæftigelser har en vis forbindelse til hinanden. Denne betingelse vil f.eks. være opfyldt, hvor en udlænding får andet arbejde inden for en tilstødende branche. Det vil endvidere være en betingelse, at udlændingen har opnået væsentlig tilknytning til Danmark.

Når en ægtefællesammenført udlænding til en herboende person, der udstationeres i udlandet, af den grund opholder sig i udlandet i en periode af en sådan varighed, at udlændingens opholdstilladelse bortfalder og udlændingen herefter på grundlag af det samme ægteskab meddeles opholdstilladelse på ny vil den pågældende kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 4, syv år efter opnåelsen af den første opholdstilladelse, jf. ovenfor.

Det bemærkes, at det forhold, at en udlænding efter reglerne om dansk indfødsret eventuelt vil kunne opnå dansk indfødsret på et tidligere tidspunkt, end den pågældende kan opnå tidsubegrænset opholdstilladelse efter de ovenfor beskrevne regler, ikke i sig selv vil medføre, at den pågældende meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 4.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 5, kan der ikke meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding, der er idømt ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, for overtrædelse af en række bestemmelser i lov om euforiserende stoffer, udlændingeloven og straffeloven.

Den foreslåede bestemmelse er undtagelsesfri. De foreslåede bestemmelser i § 11, stk. 3 og 4, kan således ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor en udlænding er idømt ubetinget straf af mindst 2 års fængsel for overtrædelse af en af de i bestemmelsen nævnte straffebestemmelser.

De kriminalitetsformer, der foreslås at skulle udelukke udlændinge fra at kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, svarer i vidt omfang til de kriminalitetsformer, der fremgår af udlændingelovens § 22, nr. 4-6. Dog er de forskellige former for berigelseskriminalitet, som er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-6, undtaget. Herudover er de yderligere kriminalitetsformer, som foreslås indsat i udlændingelovens § 22, nr. 4 og 6, ved forslag nr. L 32 af 13. december 2001 til lov om ændring af udlændingeloven (Initiativer mod terrorisme m.v. opfølgning på FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 af 28. september 2001 om bekæmpelse af terrorisme), medtaget. Der henvises til Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 751.

Således vil udlændinge, der er idømt ubetinget straf af mindst 2 års fængsel for narkotikakriminalitet, menneskesmugling, forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, visse almenfarlige forbrydelser eller personfarlig kriminalitet som f.eks. drab, grov vold og voldtægt, ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse.

Efter de foreslåede bestemmelser i § 11, stk. 6, nr. 1-3, skal en række yderligere betingelser være opfyldt for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. nedenfor. Kun hvis særlige grunde taler derimod, kræves disse betingelser ikke opfyldt.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 6, nr. 1, er det medmindre særlige grunde taler derimod en betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, at udlændingen har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter integrationsloven eller, hvis dette ikke er tilfældet, har gennemført et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed.

Den foreslåede bestemmelse er identisk med den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 1. Bestemmelsens udformning og anvendelse i praksis vil blive overvejet nærmere i forbindelse med den revision af integrationsloven, der skal finde sted senest i folketingsåret 2002/2003, jf. integrationslovens § 67. Det vil i den forbindelse også blive overvejet nærmere, hvilke særlige grunde der skal kunne begrunde meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, selvom betingelsen ikke er opfyldt.

Indtil da forudsættes bestemmelsen anvendt i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i §§ 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 1065 af 17. december 1999 om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, herunder om, hvilke særlige grunde der kan begrunde meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, selvom betingelsen ikke er opfyldt.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 6, nr. 2, er det medmindre særlige grunde taler derimod en betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, at udlændingen uden for de i den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 5, nævnte tilfælde ikke her i landet inden for en af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsat periode er idømt en betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter (karensperioder).

§ 4 i bekendtgørelse nr. 1065 af 17. december 1999 om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse angiver karensperioderne for udlændinge, der under deres ophold her i landet er idømt en betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 1, er betinget frihedsstraf til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 1 år fra tidspunktet for afsigelse af endelig dom. Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 2, er ubetinget frihedsstraf til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i tidsrum, der strækker sig fra 2 år til 8 år fra løsladelsestidspunktet. Karensperioden er længere, desto længere ubetinget frihedsstraf udlændingen er idømt. Der er fastsat særlige karensperioder for de tilfælde, hvor udlændingen er idømt anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en betinget eller ubetinget frihedsstraf (dom til forvaring, dom til anbringelse i hospital m.v.).

Det er hensigten med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 7, at revidere bekendtgørelsen, således at karensperioderne generelt forlænges. I den forbindelse vil det bl.a. blive fastsat, at den korteste karensperiode for udlændinge, der er idømt ubetinget frihedsstraf, skal være på 5 år. Karensperioden vil være længere, desto længere ubetinget frihedsstraf udlændingen er idømt.

Bestemmelsen forudsættes i øvrigt anvendt i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i bekendtgørelsens §§ 5 og 6. Det bemærkes i den forbindelse, at der kun helt undtagelsesvist kan foreligge særlige grunde til at meddele tidsubegrænset opholdstilladelse inden udløbet af karenstiden. Der skal således være tale om personlige eller familiemæssige forhold af tungtvejende karakter, der medfører, at det er åbenbart urimeligt at meddele udlændingen afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en udlænding som følge af misbrugsproblemer har modtaget en behandlingsdom for en mindre lovovertrædelse og efterfølgende er kommet ud af dette misbrugsproblem. Tilsvarende vil det kunne være tilfældet, hvis udlændingen på tidspunktet for lovovertrædelsen havde alvorlige psykiske problemer, som den pågældende efter modtaget behandling ikke længere lider af, jf. afsnit 7.4. i vejledning nr. 127 af 4. juli 2000 om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 6, nr. 3, er det medmindre særlige grunde taler derimod en betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, at udlændingen ikke har forfalden gæld til det offentlige.

Bestemmelsen erstatter de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 3, og § 11, stk. 6, hvorefter det medmindre særlige grunde taler derimod er en betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, at udlændingen ikke har forfalden gæld til det offentlige på over 50.000 kr. Der kan dog meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis den pågældende udlænding har indgået en aftale om afvikling af gælden og overholder en sådan aftale.

Det vil således fremover ikke være af betydning, om den forfaldne gæld overstiger 50.000 kr., ligesom det ikke vil være af betydning, om der er aftalt en afdragsordning, som overholdes. Det afgørende for, om udlændingen kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, er alene, om udlændingen har forfalden gæld til det offentlige uanset gældens størrelse, og uanset om der er aftalt en afdragsordning.

Gælden er i overensstemmelse med almindelig sprogbrug forfalden, når det tidspunkt, hvor det offentlige har krav på udbetaling af gælden eller dele heraf, f.eks. en rate, er overskredet. Selve det forhold, at en udlænding har gæld til det offentlige, vil derimod ikke betyde, at den pågældende ikke kan blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

Af § 7 i bekendtgørelse nr. 1065 af 17. december 1999 om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse fremgår det, hvilke typer af gæld til det offentlige der efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 3, kan medføre, at en udlænding ikke kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse. Det drejer sig om gæld med hensyn til skatter og afgifter, tilbagebetalingspligtige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller lov om social service, børnebidrag, der er udbetalt forskudsvis af det offentlige, daginstitutionsbetaling, tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte og tilbagebetaling af boligtilskudslån.

Andre typer af gæld herunder f.eks. gæld, der er opstået i tilknytning til særlige uddannelsesstøtteordninger er ikke til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.

Det er ikke hensigten med forslaget at ændre på, hvilke gældstyper der skal være til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.

Af § 9 i bekendtgørelse nr. 1065 af 17. december 1999 om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse fremgår det, i hvilke tilfælde der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, selvom betingelserne vedrørende gæld til det offentlige ikke er opfyldt. Det drejer sig om tilfælde, hvor den manglende afvikling af den forfaldne gæld skyldes særlige grunde hos udlændingen selv eller dennes nærmeste familie, som ikke kan lægges udlændingen til last, herunder fysisk eller psykisk handicap, tortur- eller voldsoplevelse eller stærkt traume, sygdom, graviditet, barsel, manglende anvisning af børnepasning, uforskyldt arbejdsløshed eller påbegyndt fuldtidsuddannelse. Det drejer sig endvidere om tilfælde, hvor den manglende afvikling af den forfaldne gæld er sket med rimelig grund dvs. tilfælde hvor personlige eller familiemæssige forhold uden for de ovennævnte tilfældegrupper medfører, at det er åbenbart urimeligt at meddele udlændingen afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. afsnit 8.4.2. i vejledning nr. 127 af 4. juli 2000 om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.

Det er ikke hensigten med forslaget at ændre på, i hvilke tilfælde særlige grunde kan begrunde, at der meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, selvom den foreslåede betingelse om, at en udlænding ikke må have forfalden gæld til det offentlige, ikke er opfyldt.

Afgørelse af, om en udlænding skal meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse skal som i dag i alle sager træffes af Udlændingestyrelsen med klageadgang til Integrationsministeriet, jf. udlændingelovens § 46.

Meddeles der afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, fordi en af betingelserne i de foreslåede bestemmelser i § 11, stk. 5 og 6, ikke er opfyldt, vil der kunne meddeles fortsat tidsbegrænset opholdstilladelse, såfremt betingelserne for forlængelse af opholdstilladelsen er opfyldt, jf. den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2. Der henvises herved til det ovenfor anførte for så vidt angår betingelserne for forlængelse af tidsbegrænsede opholdstilladelser for udlændinge med opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt henholdsvis midlertidigt ophold.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 7, fastsætter ministeren for flygtninge, indvandrere og integration nærmere regler for anvendelsen af de foreslåede bestemmelser i § 11, stk. 3-6, og for kommunalbestyrelsens udtalelse efter integrationslovens § 52.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 7, 1. pkt. I medfør af denne bestemmelse er udstedt den ovenfor refererede bekendtgørelse nr. 1065 af 17. december 1999 om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Det er hensigten, at integrationsministeren reviderer bekendtgørelsen i overensstemmelse med de ovenfor anførte retningslinjer.

Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 7, 2. pkt., som vedrører regulering af beløbet på 50.000 kr. i den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 3, foreslås ophævet som en konsekvens af, at der ikke længere vil gælde en beløbsgrænse for, hvornår forfalden gæld til det offentlige er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 6, nr. 3.

Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 8, hvoraf bl.a. fremgår, at Udlændingestyrelsen registrerer opholdsgrundlag for udlændinge, der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6-9 eller fritages for opholdstilladelse efter § 5, stk. 2, i Det Centrale Personregister, foreslås ophævet. Der henvises herved til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 44 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 47.

Til nr. 21

I den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 1, præciseres det, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 7 eller efter udlændingelovens § 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 7 og udlændingelovens § 8. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.

Som efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er det efter den foreslåede bestemmelse alene tidsbegrænsede opholdstilladelser, som kan inddrages.

I dag meddeles der som udgangspunkt tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding, der med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste tre år, og som opfylder en række supplerende betingelser om vilje til integration, undladelse af kriminalitet og manglende gæld til det offentlige, jf. den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11.

Ved lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås det, at der tidligst skal kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter i alt syv års lovligt ophold her i landet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3. Bestemmelsen indebærer, at der fremover normalt vil være adgang til inddragelse af en opholdstilladelse inden for en periode på syv år. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6, for så vidt angår spørgsmålet om beregningen af syv års-perioden.

Den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 1, finder anvendelse i forhold til opholdstilladelser efter udlændingelovens §§ 6 og 8 og efter de foreslåede bestemmelser i §§ 7 og 9-9 e.

Bestemmelsen indebærer, at en opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en udlænding er meddelt opholdstilladelse som flygtning, og forholdene i hjemlandet har ændret sig på en sådan måde, at den pågældende ikke længere risikerer forfølgelse, jf. nedenfor. Det kan endvidere være tilfældet, hvis en udlænding er meddelt opholdstilladelse på grundlag af ægteskab, og den pågældende efterfølgende bliver skilt fra sin ægtefælle.

En tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold vil tilsvarende kunne nægtes forlænget, hvis der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter den foreslåede bestemmelse, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2.

Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 5, at udlændingelovens § 26, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser om inddragelse af opholdstilladelser. Der skal således ved afgørelser om inddragelse af opholdstilladelse tages hensyn til, om inddragelsen må antages at virke særlig belastende på grund af udlændingens personlige forhold, herunder f.eks. den pågældendes tilknytning til herboende nære familiemedlemmer. Der henvises herved til lovforslagets § 1, nr. 29 og 30.

Det bemærkes, at der ved afgørelser om inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser meddelt på grundlag af ægtefællesammenføring, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1, også fremover skal tages særligt hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes, at den pågældende udlænding har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6. Afgørelsen af, hvorvidt der skal ske inddragelse m.v. i sådanne tilfælde, træffes på baggrund af en konkret, individuel vurdering og afvejning af omstændighederne i den enkelte sag. Uanset at en udlænding har været udsat for voldsudøvelse, og samlivet som følge heraf er ophævet, vil udlændingemyndighederne således kunne inddrage den pågældendes opholdstilladelse, når inddragelsen ikke må antages at være særlig belastende for den pågældende.

Inddragelse efter den foreslåede bestemmelse kan således undlades under henvisning til de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 19, stk. 6, og § 26, stk. 1. Tilsvarende gælder med hensyn til nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser, som er meddelt med henblik på varigt ophold her i landet, jf. ovenfor. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 29 og 30.

Det bemærkes, at såvel tidsbegrænsede som tidsubegrænsede opholdstilladelser kan inddrages, hvis opholdstilladelsen er opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2.

Ved lov nr. 382 af 14. juni 1995 om ændring af udlændingeloven blev udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, ændret med henblik på, at udlændingemyndighederne i alle tilfælde burde inddrage en flygtnings opholdstilladelse, når grundlaget for opholdstilladelsen som flygtning var urigtigt eller ikke længere til stede.

Med den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 1, fremgår det udtrykkeligt af udlændingeloven, at der kan ske inddragelse af tidsbegrænsede opholdstilladelser med konventions- eller beskyttelsesstatus, jf. den foreslåede bestemmelse i § 7 og udlændingelovens § 8, i tilfælde, hvor forholdene, der begrundede opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Udlændingestyrelsen når styrelsen bliver opmærksom på forhold, der kan tyde på, at opholdsgrundlaget for en udlænding med konventions- eller beskyttelsesstatus var urigtigt eller ikke længere er til stede skal undersøge, om der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse.

Udlændingestyrelsen skal undersøge, om der er grundlag for at inddrage en tidsbegrænset opholdstilladelse, såvel i tilfælde, hvor konkrete forhold vedrørende den enkelte udlænding har ændret sig på en sådan måde, at den pågældende ikke længere risikerer forfølgelse, som i tilfælde, hvor de generelle baggrundsoplysninger viser, at forholdene i den pågældendes hjemland har ændret sig på en sådan måde, at den pågældende ikke længere risikerer forfølgelse.

Udlændingestyrelsen skal således hvis baggrundsoplysningerne om forholdene i lande, hvorfra Danmark har modtaget udlændinge, der meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, viser, at forholdene i et land har ændret sig afgørende foretage en gennemgang af et antal relevante prøvesager vedrørende personer fra det pågældende land. Udlændingestyrelsen skal i den forbindelse vurdere, om de pågældendes opholdstilladelser skal inddrages under henvisning til, at forholdene i hjemlandet har ændret sig på en sådan måde, at de pågældende ikke længere risikerer forfølgelse. Prøvesagerne skal herefter i det omfang Udlændingestyrelsens afgørelser om inddragelse påklages til Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 2, nr. 2 forelægges for Flygtningenævnet. Såfremt Flygtningenævnet kan tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering af, at opholdstilladelserne skal inddrages, gennemgår Udlændingestyrelsen alle øvrige relevante sager med henblik på konkret stillingtagen til, om der er grundlag for inddragelse i disse sager.

Såfremt Flygtningenævnet ikke kan tilslutte sig Udlændingestyrelsens afgørelser i sådanne prøvesager, skal Udlændingestyrelsen som udgangspunkt ikke gennemgå andre, lignende sager med henblik på konkret stillingtagen til spørgsmålet om inddragelse. Dette gælder dog ikke, hvis Flygtningenævnet konkret undlader at stadfæste en eller flere af Udlændingestyrelsens afgørelser om inddragelse under henvisning til de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn. I sådanne tilfælde skal Udlændingestyrelsen således gennemgå andre relevante sager med henblik på konkret stillingtagen til, om der er grundlag for inddragelse i disse sager, herunder om, hvorvidt de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn i disse sager vil være til hinder for inddragelse.

I de tilfælde, hvor Flygtningenævnets undladelse af inddragelse ikke sker med henvisning til de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn, men under henvisning til, at forholdene, der begrundede opholdstilladelsen, efter nævnets opfattelse ikke har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, forudsættes det, at Udlændingestyrelsen følger udviklingen i det pågældende land tæt. Viser baggrundsoplysningerne herefter, at der er sket afgørende ændringer i forholdene i pågældende land, skal Udlændingestyrelsen på ny forelægge relevante prøvesager for Flygtningenævnet.

Det bemærkes, at det forhold, at Flygtningenævnet i en gruppe af prøvesager vedrørende et bestemt land ikke stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelser om inddragelse, ikke skal medføre, at Udlændingestyrelsen undlader at træffe afgørelse om inddragelse af opholdstilladelser meddelt til udlændinge fra et andet land, såfremt forholdene i dette land har ændret sig på en sådan måde, at de pågældende ikke længere risikerer forfølgelse. Tilsvarende gælder, såfremt Flygtningenævnet i en gruppe af prøvesager vedrørende et bestemt land ikke stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelser om inddragelser af opholdstilladelser meddelt til en bestemt gruppe udlændinge fra dette land f.eks. en bestemt etnisk eller religiøs gruppe. I sådanne tilfælde skal Udlændingestyrelsen gennemgå alle øvrige relevante sager vedrørende udlændinge fra dette land med henblik på konkret stillingtagen til, om der er grundlag for inddragelse i disse sager.

Udlændingestyrelsen skal endvidere altid foretage en gennemgang af sager vedrørende flygtninge, der rejser til hjemlandet, for at tage konkret stilling til, om de pågældendes opholdstilladelser skal inddrages.

I dag kan udlændinge med opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, stk. 1, eller 8 (konventionsflygtninge) efter ansøgning få udstedt rejsedokument for flygtninge, jf. § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 181 af 20. marts 2001 (udlændingebekendtgørelsen). Udlændinge med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto-flygtninge), kan efter ansøgning få udstedt fremmedpas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 6, stk. 2. Rejsedokument for flygtninge og fremmedpas udstedes af Udlændingestyrelsen, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 1.

Det fremgår af udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3, at rejsedokument for flygtninge og fremmedpas, der udstedes til en udlænding med tidsbegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, forsynes med en påtegning om, at det ikke er gyldigt for rejse til det eller de lande, hvor den myndighed, der har givet opholdstilladelsen, har fundet, at den pågældende risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 (rejsebegrænsning). Det fremgår endvidere, at rejselegitimation ikke forsynes med en sådan påtegning, hvis udlændingen anmoder herom.

Efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 4, ophæves rejsebegrænsningen, når udlændingen meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, eller når udlændingen anmoder herom.

Baggrunden for, at der er mulighed for at undlade at indsætte rejsebegrænsning i dansk rejselegitimation for flygtninge og for at ophæve en sådan rejsebegrænsning, er, at dette har været anset for at være bedst stemmende med hensynet til at fremme mulighederne for repatriering.

Integrationsministeren vil ændre udlændingebekendtgørelsen, således at rejsedokumenter for flygtninge og fremmedpas fremover i alle tilfælde forsynes med rejsebegrænsning. Rejsebegrænsningen vil fortsat blive ophævet, når udlændingen meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse.

Udlændinge med tidsbegrænset opholdstilladelse med konventions- eller beskyttelsesstatus skal derimod i alle tilfælde ansøge Udlændingestyrelsen om at få ophævet rejsebegrænsningen. Ansøgningen skal bl.a. indeholde oplysninger om det nærmere formål med ophævelsen af rejsebegrænsningen. Ansøgningen skal endvidere indeholde oplysninger om, hvorvidt udlændingen finder at kunne indrejse og opholde sig problemfrit i hjemlandet, og i givet fald om baggrunden herfor. Ansøgningen skal herudover indeholde oplysninger om tidspunktet for rejsen til hjemlandet og om, hvornår den pågældende påregner at vende tilbage til Danmark.

Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen som i dag imødekommer ansøgninger om ophævelse af rejsebegrænsning i rejsedokumenter for flygtninge eller fremmedpas, idet det dog er en forudsætning, at ansøgningen indeholder de ovennævnte oplysninger. Udlændingestyrelsen vil endvidere kunne anmode udlændingen om at uddybe oplysningerne, inden ansøgningen imødekommes.

I visse tilfælde f.eks. hvor en udlænding indgiver ansøgning om ophævelse af rejsebegrænsningen i et rejsedokument for flygtninge eller fremmedpas kort tid efter, at den pågældende er meddelt opholdstilladelse med konventions- eller beskyttelsesstatus vil selve det forhold, at der indgives en sådan ansøgning, medføre, at Udlændingestyrelsen skal vurdere, om udlændingens opholdstilladelse kan inddrages. Udlændingestyrelsen skal i sådanne tilfælde om fornødent indkalde udlændingen til en samtale med henblik på at få uddybet begrundelsen for, at den pågældende ønsker at rejse til hjemlandet, og for, hvorfor den pågældende mener at kunne rejse til hjemlandet.

I alle andre tilfælde forudsættes det, at Udlændingestyrelsen forud for ophævelsen af rejsebegrænsningen i et rejsedokument for flygtninge eller fremmedpas vejleder udlændingen om, at det forhold, at den pågældende indrejser og opholder sig i hjemlandet, vil kunne medføre, at den pågældendes opholdstilladelse inddrages. I de tilfælde, hvor udlændingen fastholder sin ansøgning, ophæver Udlændingestyrelsen rejsebegrænsningen i den pågældendes rejsedokument for flygtninge eller fremmedpas.

Udlændingestyrelsen skal herefter snarest muligt efter det tidspunkt, hvor udlændingen har oplyst at ville vende tilbage til Danmark indkalde udlændingen til en samtale med henblik på at få fastlagt, om forholdene for den pågældende i hjemlandet har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse i hjemlandet. Er dette tilfældet, vil den pågældendes opholdstilladelse skulle inddrages, medmindre de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn taler derimod.

Inddrages opholdstilladelsen ikke, skal udlændingens rejsedokument for flygtninge eller fremmedpas på ny forsynes med en rejsebegrænsning.

Det må forventes, at en udlænding med tidsbegrænset opholdstilladelse i nogle tilfælde som begrundelse for sin ansøgning om ophævelse af rejsebegrænsningen i et rejsedokument for flygtninge eller fremmedpas angiver, at den pågældende ønsker at rejse til hjemlandet med henblik på at undersøge mulighederne for repatriering. I sådanne tilfælde bliver hensynet til at undersøge mulighederne for repatriering tilgodeset ved, at den pågældende efter ansøgning kan få ophævet rejsebegrænsningen i sit rejsedokument, jf. ovenfor. Den pågældende vil herefter kunne rejse til hjemlandet for at undersøge, om forholdene dér har ændret sig.

Viser det sig, at forholdene i hjemlandet har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse og ønsker den pågældende til trods herfor ikke at repatriere vil den pågældendes tidsbegrænsede opholdstilladelse kunne inddrages.

Det vil i den forbindelse blive vurderet, om de hensyn til udlændingens personlige forhold og tilknytning til Danmark, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, skal medføre, at inddragelse af opholdstilladelsen undlades. Der henvises herved til lovforslagets § 1, nr. 29 og 30.

Det bemærkes, at udlændingelovens § 17 a fortsat finder anvendelse. Efter denne bestemmelse bortfalder opholdstilladelsen til en udlænding, der er omfattet af repatrieringsloven (flygtninge m.v. og disses medfølgende familiemedlemmer), når den pågældende med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet og har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder efter ansøgning i mere end 24 måneder.

I de tilfælde, hvor en udlændings opholdstilladelse er bortfaldet efter udlændingelovens § 17 a, vil der således ikke være anledning til at foretage en nærmere vurdering af, om opholdstilladelsen skal inddrages.

Udlændingelovens § 17 a indebærer endvidere, at også tidsubegrænsede opholdstilladelser til udlændinge, der er omfattet af repatrieringsloven, bortfalder, hvis de pågældende med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet og har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder efter ansøgning i mere end 24 måneder.

Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke kan ske inddragelse af en opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 1, når udlændingen er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

For så vidt angår udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse med konventionsstatus, bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 1, skal administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, nr. 5, hvorefter flygtningekonventionen ikke finder anvendelse på en flygtning, såfremt den pågældende ikke længere kan afslå at søge det lands beskyttelse, i hvilket den pågældende har statsborgerret, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke den pågældende er blevet anerkendt som flygtning, er bortfaldet. Dog finder konventionens artikel 1, litra C, nr. 5, ikke anvendelse i relation til en flygtning, der kan påberåbe sig tvingende grunde, som har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at søge det lands beskyttelse, i hvilket den pågældende har statsborgerret. Der henvises herved nærmere til UNHCR s »Handbook on Procedures and Criteria for Determining Refugee Status«, pkt. 136, hvoraf det bl.a. fremgår, at denne undtagelse vedrører den særlige situation, hvor en person tidligere har været udsat for meget alvorlig forfølgelse og af den grund ikke ophører med at være flygtning, uanset at der har fundet fundamentale ændringer sted i oprindelseslandet.

Det bemærkes, at Udlændingestyrelsens afgørelser om inddragelse af opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 7 og udlændingelovens § 8, kan indbringes for Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 2.

Til nr. 24

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 4, kan en tidsbegrænset opholdstilladelse, der er betinget af, at en herboende person godtgør at være i stand til at forsørge udlændingen, inddrages, hvis den herboende person ikke længere kan godtgøre dette. Bestemmelsen indebærer, at forsørgelseskravet ikke alene skal være opfyldt på tidspunktet for familiesammenføringstilladelsen, men også efterfølgende indtil det tidspunkt, hvor den familiesammenførte udlænding eventuelt meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse. Der henvises herved til forarbejderne til bestemmelsen i lovforslag nr. L 59 af 16. april 1999 om ændring af udlændingeloven, straffeloven og ægteskabsloven (Folketingstidende 1997-98, 2. samling, tillæg A, s. 1554).

Den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., indebærer, at en tidsbegrænset opholdstilladelse, der ikke er betinget af, at en herboende person godtgør at være i stand til at forsørge udlændingen, fordi ganske særlige grunde taler derimod, tilsvarende kan inddrages, hvis disse ganske særlige grunde ikke længere foreligger, og den herboende person ikke kan godtgøre at være i stand til at forsørge udlændingen.

Princippet i bestemmelsen svarer til det princip, der ligger til grund for den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 6, hvorefter en tidsbegrænset opholdstilladelse, der ikke er betinget af, at en herboende person opfylder boligkravet, fordi særlige grunde taler derimod, kan inddrages, hvis disse særlige grunde ikke længere foreligger, og den herboende person ikke kan opfylde boligkravet.

Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse i de tilfælde, hvor opholdstilladelsen ikke er betinget af, at en herboende person godtgør at være i stand til at forsørge udlændingen, fordi ganske særlige grunde taler derimod, jf. herved den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 3. Bestemmelsen har derfor alene betydning ved ægtefællesammenføring efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at det af udlændingemyndighedernes første afgørelse om, at udlændingen meddeles opholdstilladelse, udtrykkeligt fremgår, at der ikke stilles krav om, at den herboende godtgør at være i stand til at forsørge ansøgeren, fordi nærmere angivne ganske særlige grunde taler derimod, og at opholdstilladelsen er meddelt under den forudsætning, at disse nærmere angivne ganske særlige grunde foreligger.

Det bemærkes, at det følger af udlændingelovens § 11, stk. 2, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan nægtes forlænget, hvis der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen.

Ved vurderingen af, om opholdstilladelsen skal inddrages eller nægtes forlænget, skal udlændingemyndighederne inddrage de i udlændingelovens § 26 nævnte hensyn, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, og § 19, stk. 5.

Til nr. 27

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 24. Ændringen indebærer, at den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 5, ikke finder anvendelse på udlændinge, som har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 6.

Til nr. 29 og 30

Efter udlændingelovens § 26, stk. 1, skal der ved afgørelser om udvisning tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende. Der er i bestemmelsen opregnet en række forhold, som navnlig skal indgå i denne vurdering. Blandt disse forhold er udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold, udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer og udlændingens ringe eller manglende tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 1, skal der således tages hensyn til udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder om udlændingen er kommet her til landet som barn eller ganske ung. Efter udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 2, skal der endvidere tages særskilt hensyn til varigheden af udlændingens ophold her i landet.

Udlændingelovens § 26, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser om inddragelse af tidsbegrænsede opholdstilladelser, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5, og ved afgørelser om nægtelse af forlængelse af tidsbegrænsede opholdstilladelser meddelt med henblik på varigt ophold her i landet, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2. Det skal således også i forbindelse med sådanne afgørelser vurderes, om inddragelse eller nægtelse af forlængelse under henvisning til de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn må antages at virke særlig belastende, og om inddragelse eller nægtelse af forlængelse derfor skal undlades.

Den ved lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, hvorefter der tidligst kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter syv års lovligt ophold her i landet, indebærer, at der fremover vil være mulighed for at inddrage opholdstilladelser i mindst syv år, efter at en udlænding er meddelt opholdstilladelse her i landet, hvis grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 og 21. I dag meddeles der som udgangspunkt tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding, der med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste tre år, såfremt en række yderligere betingelser er opfyldt, jf. den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11.

Forlængelsen af den tidsmæssige betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse og dermed for inddragelse af opholdstilladelser fra tre til syv år indebærer, at det forhold, at en udlænding har opholdt sig her i landet i en årrække på op til syv år, ikke i sig selv skal føre til, at inddragelse af den pågældendes opholdstilladelse undlades. Det skal i stedet være af betydning, om udlændingen har opnået en sådan tilknytning til det danske samfund, at inddragelse bør undlades.

Det foreslås derfor, at § 26, stk. 1, nr. 1, affattes således, at der i forbindelse med de ovennævnte afgørelser om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en tidsbegrænset opholdstilladelse skal tages hensyn til, om inddragelsen eller nægtelsen af forlængelse må antages at virke særlig belastende på grund af udlændingens tilknytning til det danske samfund. Tilsvarende gælder i udvisningssager.

Den foreslåede bestemmelse der skal ses i sammenhæng med den foreslåede ophævelse af udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 2, jf. nedenfor indebærer, at det forhold, at udlændingen er kommet her til landet som barn eller ganske ung, ikke længere udtrykkeligt er blandt de hensyn, der nævnes i udlændingelovens § 26, stk. 1.

Med den foreslåede affattelse præciseres det endvidere, at der ved en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse skal tages hensyn til, om udlændingen er velintegreret i Danmark og dermed har opnået tilknytning til det danske samfund.

Det vil afhænge af en samlet vurdering af udlændingens forhold, om den pågældende har opnået en sådan tilknytning til det danske samfund, at den pågældendes tidsbegrænsede opholdstilladelse skal undlades inddraget eller nægtes forlænget.

I denne vurdering kan f.eks. indgå, om den pågældende har tilknytning til arbejdsmarkedet, om den pågældende er engageret i foreningslivet, om den pågældende har tilegnet sig grundlæggende danskkundskaber, og om den pågældende har gennemført et længerevarende uddannelsesforløb.

Endvidere kan varigheden af udlændingens ophold i Danmark indgå som et kriterium i den samlede vurdering af udlændingens tilknytning til det danske samfund. Dog skal selve det forhold, at en udlænding har opholdt sig her i landet i en årrække på op til syv år, ikke i sig selv føre til, at inddragelse af den pågældendes opholdstilladelse undlades, jf. ovenfor.

Der kan imidlertid være tilfælde, hvor en udlænding har opholdt sig her i landet i betydeligt længere tid end syv år, og hvor varigheden af den pågældendes ophold her i landet derfor vil have en mere selvstændig betydning i forbindelse med vurderingen af, om de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn taler imod udvisning, inddragelse eller nægtelse af forlængelse. Det vil f.eks. kunne være tilfældet i forbindelse med en afgørelse om nægtelse af forlængelse eller inddragelse af en opholdstilladelse, hvis en udlænding efter syv års lovligt ophold her i landet fortsat har tidsbegrænset opholdstilladelse, fordi den pågældende ikke opfylder de supplerende betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse om vilje til integration, undladelse af kriminalitet og manglende gæld til det offentlige, jf. de ved lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede bestemmelser i § 11, stk. 5 og 6. Som et andet eksempel kan nævnes udlændinge med tidsubegrænset opholdstilladelse, der har opholdt sig her i landet i en lang årrække, og som udvises efter reglerne i udlændingelovens §§ 22-24.

Det forudsættes at være sjældent forekommende, at et af de ovennævnte kriterier alene kan føre til, at udlændingemyndighederne undlader at inddrage eller at nægte at forlænge en tidsbegrænset opholdstilladelse.

Et forhold, der kan tale imod inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en tidsbegrænset opholdstilladelse, kan være, at udlændingen gennem en årrække har haft arbejde her i landet og gennem dette arbejde har opnået en tilknytning til det danske samfund. Inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en tidsbegrænset opholdstilladelse skal dog ikke undlades, alene fordi en udlænding har haft beskæftigelse her i landet i en årrække. En udlænding, der har haft beskæftigelse her i landet gennem flere år f.eks. fem år vil dog typisk have opnået en tilknytning til det danske samfund gennem arbejdspladsen, hvorfor der i sådanne tilfælde ofte efter en samlet vurdering vil kunne blive tale om at undlade at inddrage eller at nægte at forlænge den pågældendes tidsbegrænsede opholdstilladelse.

Det bemærkes herved, at der i tilfælde, hvor en tidsbegrænset opholdstilladelse inddrages eller nægtes forlænget, vil kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, hvis udlændingen er i et fast ansættelsesforhold af længere varighed eller gennem en længere periode har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed, og beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler derfor. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

Det vil endvidere kunne indgå som et kriterium i den samlede vurdering af, om der foreligger en sådan tilknytning til det danske samfund, at opholdstilladelsen ikke skal inddrages eller nægtes forlænget, om den pågældende er aktiv i foreningslivet. Det kan f.eks. være tilfældet, såfremt den pågældende arbejder frivilligt som f.eks. sportsleder eller er lokalt aktiv som f.eks. bestyrelsesmedlem i en andelsboligforening, et gårdlaug eller lignende. Det er herved en forudsætning, at den pågældendes engagement er af en karakter, som ud fra en generel betragtning kan siges at rumme integrationsfremmende aspekter.

Det vil herudover kunne indgå i vurderingen, om den pågældende har tilegnet sig grundlæggende danskkundskaber. Det forudsættes ikke herved, at Udlændingestyrelsen foretager en nærmere vurdering af den pågældendes danskkundskaber. Det vil imidlertid f.eks. kunne tale for inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en udlændings tidsbegrænsede opholdstilladelse, såfremt det under en samtale hos Udlændingestyrelsen viser sig nødvendigt at anvende tolk.

Det vil tillige kunne indgå i vurderingen, om den pågældende har gennemført et længerevarende uddannelsesforløb i Danmark og derigennem har opnået en tilknytning til det danske samfund.

Det vil ikke i sig selv have betydning, om udlændingen har gennemført et introduktionsprogram efter integrationslovens bestemmelser herom.

De ovenfor anførte kriterier forudsættes at finde tilsvarende anvendelse i udvisningssager.

Det foreslås samtidig, at udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 2, ophæves. Ophævelsen indebærer, at varigheden af en udlændings ophold her i landet ikke fremover nævnes som et af de hensyn, der selvstændigt indgår i vurderingen. Varigheden af opholdet her i landet bør således ikke tillægges selvstændig betydning ved vurderingen af, om der skal ske udvisning, inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser.

Der bør derimod lægges vægt på udlændingens tilknytning til Danmark, jf. den foreslåede bestemmelse i § 26, stk. 1, nr. 1. Varigheden af en udlændings ophold her i landet vil herved som anført ovenfor fortsat have betydning, idet en udlænding, der har opholdt sig her i landet gennem en årrække, normalt alt andet lige vil have opnået en stærkere tilknytning her til landet end en udlænding, som kun har opholdt sig her i landet i kortere tid.

Det forudsættes i øvrigt ved de foreslåede ændringer, at det også fremover undlades at træffe afgørelser om udvisning eller om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser, i det omfang dette følger af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Til nr. 33

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 2, 1. pkt., at en udlænding, der af Udlændingestyrelsen meddeles afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, pålægges at udrejse straks. Tilsvarende gælder ved fastsættelse af en ny udrejsefrist, hvis der er meddelt opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, efter at Udlændingestyrelsen har meddelt afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 2. pkt. I andre tilfælde må fristen bortset fra påtrængende tilfælde ikke være kortere end 15 dage, eller hvis udlændingen er statsborger i et andet nordisk land og har haft bopæl her i landet, eller hvis udlændingen hidtil har haft opholdstilladelse, 1 måned, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 3. pkt.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, 1. pkt., pålægges udlændingen at udrejse straks i tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 53 b, stk. 1, eller Flygtningenævnet meddeler den pågældende afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 7 (asyl). Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 63.

Bestemmelsen gælder undtagelsesfrit. Udrejsefristen skal således altid fastsættes til straks ved endeligt afslag på asyl.

Udrejsefristen vil gælde fra det tidspunkt, hvor det forkyndes for asylansøgeren, at denne er meddelt endeligt afslag på asyl og skal udrejse straks. Det bemærkes i den forbindelse, at forkyndelsen af endelige afslag på asyl, som meddeles af Flygtningenævnet, normalt sker under nævnsmødet. I andre tilfælde forkynder politiet afgørelsen og udrejsefristen for den pågældende.

Bestemmelsen indebærer en ændring for de udlændinge, der meddeles endeligt afslag på asyl af Flygtningenævnet. I sager vedrørende udlændinge, som af Udlændingestyrelsen meddeles endeligt afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, fastsættes udrejsefristen også efter de gældende regler til straks, jf. den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 2, 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at politiet efter udlændingelovens § 30, stk. 2, vil være forpligtet til at indlede bestræbelser på, at udlændingen udrejser, umiddelbart efter, at det er forkyndt for udlændingen, at denne er meddelt endelig afslag på asyl og skal udrejse straks. Det betyder, at politiet umiddelbart herefter kan påbegynde iværksættelsen af de praktiske forberedelser, der er nødvendige for udrejsen af landet. Det forudsættes i den forbindelse, at der som tilfældet er i dag udvises konduite med hensyn til udlændingens mulighed for at forberede sig på udrejsen. Der vil i den forbindelse bl.a. skulle tages hensyn til, om udlændingen lider af en akut sygdom eller er højgravid, eller om udlændingen har født inden for en kort periode forud for afgørelsen.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, 2. pkt., pålægges en udlænding ligeledes at udrejse straks ved fastsættelse af en ny udrejsefrist, hvis der er meddelt opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, efter at Udlændingestyrelsen i åbenbart grundløs-proceduren eller Flygtningenævnet har meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 7.

Bestemmelsen indebærer en ændring for de udlændinge, der er meddelt endeligt afslag på asyl af Flygtningenævnet. For så vidt angår udlændinge, som af Udlændingestyrelsen er meddelt endeligt afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, fastsættes udrejsefristen også efter de gældende regler til straks, jf. den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 3, 2. pkt.

Bestemmelsen vedrører de tilfælde, hvor der er meddelt opsættende virkning efter endeligt afslag på asyl i forbindelse med en ansøgning om genoptagelse af asylsagen, en ansøgning om humanitær opholdstilladelse eller en ansøgning om opholdstilladelse på andet grundlag. Det bemærkes i den forbindelse, at det ved lovforslagets § 1, nr. 38, foreslås, at ansøgninger om genoptagelse af asylsager, som indgives, efter at udrejsefristen er overskredet, kan tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis ganske særlige grunde taler derfor. Endvidere er det ved lovforslagets § 1, nr. 34, foreslået, at en ansøgning om humanitær opholdstilladelse kan tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis ansøgningen indgives i tilknytning til forkyndelsen for udlændingen af udrejsefristen i forbindelse med et afslag på en ansøgning om asyl. En ansøgning om humanitær opholdstilladelse, som indgives på et senere tidspunkt, kan tillægges opsættende virkning, hvis ganske særlige grunde taler derfor.

I tilfælde, hvor en ansøgning om genoptagelse af en asylsag eller en ansøgning om humanitær opholdstilladelse tillægges opsættende virkning, vil udrejsefristen skulle fastsættes til straks, hvis det endelige afslag på asyl fastholdes, eller der meddeles afslag på humanitær opholdstilladelse.

Tilsvarende gælder ved afslag på opholdstilladelse på andet grundlag, efter at udlændingen er meddelt endeligt afslag på asyl. I tilfælde, hvor der efter endeligt afslag på asyl f.eks. indgives ansøgning om opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring, og hvor denne ansøgning behandles og tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, jf. herved den ved lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 12, vil udrejsefristen i tilfælde af afslag på ansøgningen om familiesammenføring ligeledes skulle fastsættes til straks.

I de tilfælde, hvor et afslag på en ansøgning om opholdstilladelse ikke efterfølger et endeligt afslag på en ansøgning om asyl, finder den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 2, 3. pkt., anvendelse, jf. ovenfor.

Til nr. 34

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 4, 1. pkt., at en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2 (humanitær opholdstilladelse), der indgives inden 10 dage efter, at Flygtningenævnet har meddelt afslag på en ansøgning om asyl, tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen. En ansøgning om humanitær opholdstilladelse har ikke opsættende virkning, hvis asylsagen er afgjort efter åbenbart grundløs-proceduren og udrejsefristen er overskredet, jf. udlændingelovens § 33, stk. 4, 2. pkt.

Det foreslås i § 33, stk. 4, 1. pkt., at en ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 b har opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis ansøgningen indgives i tilknytning til forkyndelsen for udlændingen af udrejsefristen i forbindelse med et afslag på opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 7 (asyl). Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3.

En ansøgning om humanitær opholdstilladelse skal således som udgangspunkt indgives i umiddelbar forlængelse af forkyndelsen af udrejsefristen i forbindelse med et afslag på asyl, for at ansøgningen kan tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.

Den foreslåede bestemmelse knytter sig såvel til de sager, der afgøres af Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 53, som til de sager, der afgøres af Udlændingestyrelsen som åbenbart grundløse uden klageadgang til Flygtningenævnet, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 63, foreslåede bestemmelse i § 53 b.

I sager, der afgøres i åbenbart grundløs-proceduren, pålægges asylansøgeren allerede efter de gældende regler at udrejse straks, jf. den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 2, 1. pkt. Udrejsefristen i forbindelse med et afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren forkyndes for asylansøgeren af politiet. Det følger endvidere af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 4, 2. pkt., at en ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren for at kunne tillægges opsættende virkning skal indgives senest i tilknytning til forkyndelsen af udrejsefristen.

Efter gældende praksis har en asylansøger, hvis sag søges afgjort i åbenbart grundløs-proceduren, mulighed for at tilkendegive i forbindelse med samtalen hos Dansk Flygtningehjælp, at den pågældende ønsker at ansøge om humanitær opholdstilladelse for det tilfælde, at den pågældende meddeles afslag på asyl. Dansk Flygtningehjælp videreformidler tilkendegivelsen til Udlændingestyrelsen samtidig med Dansk Flygtningehjælps tiltrædelse af Udlændingestyrelsens indstilling om, at sagen kan behandles i åbenbart grundløs-proceduren. Udlændingestyrelsen fremsender herefter ansøgerens tilkendegivelse og sagens akter til Integrationsministeriet, der betragter tilkendegivelsen som en ansøgning om humanitær opholdstilladelse, der har opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen. Tilsvarende gælder, hvis asylansøgeren indgiver ansøgningen til politiet ved forkyndelsen af udrejsefristen i forbindelse med afslaget på asyl. En ansøgning om humanitær opholdstilladelse, som sendes til Integrationsministeriet den dag, hvor udrejsefristen i forbindelse med afslaget på asyl forkyndes for den pågældende, og som modtages i Integrationsministeriet pr. brev, telefax, e-mail m.v. eller ved ansøgerens personlige henvendelse senest den næstkommende arbejdsdag, vil også blive tillagt opsættende virkning. Det påhviler ansøgeren at dokumentere, at ansøgningen er afsendt samme dag, som forkyndelsen har fundet sted. Kravet om dokumentation vil være opfyldt, såfremt ansøgningen sendes med anbefalet brev, eller hvis ansøgeren kan fremlægge en telefaxkvittering eller en kvittering for afsendt e-mail, hvoraf tidspunktet for afsendelsen fremgår.

Den foreslåede bestemmelse indebærer på den baggrund ingen ændring i forhold til sager, der afgøres i åbenbart grundløs-proceduren.

I sager, hvor der meddeles afslag på asyl af Flygtningenævnet, vil forkyndelsen af udrejsefristen i forbindelse med afslaget på asyl typisk finde sted under mødet i Flygtningenævnet. I tilfælde, hvor forkyndelsen ikke sker under Flygtningenævnets møde f.eks. fordi det viser sig nødvendigt at udsætte sagens afgørelse med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger eller lignende vil afgørelsen blive forkyndt af politiet.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en ansøgning om humanitær opholdstilladelse for at have opsættende virkning skal indgives til Integrationsministeriet i umiddelbar forlængelse af forkyndelsen af udrejsefristen i forbindelse med afslaget på asyl i Flygtningenævnet. Ansøgninger, der indgives til Integrationsministeriet den dag, hvor asylsagen er behandlet i Flygtningenævnet, skal således tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen. Tilsvarende gælder ansøgninger, der indgives til politiet i tilknytning til politiets forkyndelse af udrejsefristen i forbindelse med et afslag på asyl.

Ligeledes skal ansøgninger, der sendes til Integrationsministeriet den dag, hvor udrejsefristen i forbindelse med afslaget på asyl forkyndes for den pågældende, og som modtages i Integrationsministeriet pr. brev, telefax, e-mail m.v. eller ved ansøgerens personlige henvendelse senest den næstkommende arbejdsdag, tillægges opsættende virkning. Det påhviler ansøgeren at dokumentere, at ansøgningen er afsendt samme dag, som forkyndelsen har fundet sted. Kravet om dokumentation vil være opfyldt, såfremt ansøgningen sendes med anbefalet brev, eller hvis ansøgeren kan fremlægge en telefaxkvittering eller en kvittering for afsendt e-mail, hvoraf tidspunktet for afsendelsen fremgår.

Ansøgninger, der modtages i Integrationsministeriet på et senere tidspunkt end den næstkommende arbejdsdag efter forkyndelsen, vil som udgangspunkt ikke blive tillagt opsættende virkning, jf. dog nedenfor.

Det bemærkes, at retsvirkningen af, at en ansøgning om humanitær opholdstilladelse indgives på et senere tidspunkt end i tilknytning til forkyndelsen af udrejsefristen i forbindelse med et afslag på asyl, alene er, at ansøgningen som udgangspunkt ikke tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen. Ansøgningen vil således under alle omstændigheder blive undergivet realitetsbehandling.

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 4, 2. pkt., har en ansøgning om humanitær opholdstilladelse, der indgives på et senere tidspunkt end i tilknytning til forkyndelsen af udrejsefristen i forbindelse med et afslag på asyl, ikke opsættende virkning, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.

Den foreslåede bestemmelse er i modsætning til den gældende regel i udlændingelovens § 33, stk. 4, 2. pkt. ikke absolut, idet ganske særlige grunde kan tale for, at ansøgningen tillægges opsættende virkning.

Ganske særlige grunde, der taler for, at en ansøgning om humanitær opholdstilladelse kan tillægges opsættende virkning uanset tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen vil foreligge i tilfælde, hvor der på baggrund af de foreliggende oplysninger er konkret grund til at antage, at udlændingen vil blive meddelt humanitær opholdstilladelse, f.eks. på baggrund af oplysninger fra læger, psykologer eller psykiatere. En ansøgning om humanitær opholdstilladelse, der indgives på et senere tidspunkt end i tilknytning til forkyndelsen af udrejsefristen i forbindelse med et afslag på asyl, vil derimod ikke skulle tillægges opsættende virkning, alene fordi det ikke på forhånd kan afvises, at der vil blive meddelt humanitær opholdstilladelse.

Endvidere vil ubegrundede ansøgninger eller ansøgninger, hvor ansøgeren bebuder at ville fremkomme med supplerende oplysninger og anbringender i et senere indlæg, ikke kunne tillægges opsættende virkning, hvis ansøgningen indgives på et senere tidspunkt end i umiddelbar forlængelse af forkyndelsen af udrejsefristen i forbindelse med afslaget på asyl.

Afgørelse om, hvorvidt en ansøgning om humanitær opholdstilladelse skal tillægges opsættende virkning, træffes af integrationsministeren. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 50.

Til nr. 35, 42, 60 og 62

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 61 og 63.

Til nr. 38

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 7, har en ansøgning om genoptagelse af en asylsag eller en sag om humanitær opholdstilladelse ikke opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, medmindre den myndighed, der har truffet afgørelsen, træffer beslutning herom. Er udlændingens udrejsefrist overskredet, har en sådan ansøgning om genoptagelse ikke opsættende virkning.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 7, 2. pkt., har en ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 7 (asyl) eller efter den foreslåede bestemmelse i § 9 b (humanitær opholdstilladelse) ikke opsættende virkning, medmindre ganske særlige grunde taler derfor. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en ansøgning om genoptagelse af en asylsag eller en sag om humanitær opholdstilladelse som udgangspunkt ikke vil have opsættende virkning, hvis udlændingens udrejsefrist er overskredet.

Det bemærkes i den forbindelse, at det ved lovforslagets § 1, nr. 33, foreslås, at udlændinge skal pålægges at udrejse straks ved endeligt afslag på en ansøgning om asyl, jf. den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, 1. pkt. Denne bestemmelse indebærer, at udrejsefristen vil være overskredet fra og med forkyndelsen af udlændingemyndighedernes afgørelse om endeligt afslag på asyl og bestemmelse om, at udlændingen skal udrejse straks.

Der vil efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 7, 2. pkt., være mulighed for at tillægge en ansøgning om genoptagelse af en asylsag eller en sag om humanitær opholdstilladelse opsættende virkning, uanset at udrejsefristen er overskredet, såfremt ganske særlige grunde taler derfor.

Sådanne ganske særlige grunde vil foreligge, hvis der er konkret grund til at antage, at genoptagelsesansøgningen vil kunne føre til en ændret vurdering af den tidligere trufne afgørelse.

Ubegrundede genoptagelsesansøgninger eller ansøgninger, der ikke indeholder nye oplysninger eller synspunkter i forhold til den tidligere trufne afgørelse, skal derimod ikke tillægges opsættende virkning. Dette gælder også i tilfælde, hvor ansøgeren bebuder at ville fremkomme med supplerende oplysninger og anbringender i et senere indlæg.

Til nr. 39

Efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 8, behandles en ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i § 7 eller § 9 b eller efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, når afgørelsen vedrører en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 7, ikke, hvis den myndighed, der har truffet afgørelsen, ikke er bekendt med udlændingens opholdssted. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3.

Myndighederne er f.eks. ikke bekendt med udlændingens opholdssted, hvis udlændingen er registreret som forsvundet i udlændingeregistret.

Den foreslåede bestemmelse vedrører ansøgninger om genoptagelse af sager, hvor udlændingen er meddelt endeligt afslag på en asylansøgning, jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, eller på en ansøgning om humanitær opholdstilladelse, jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9 b. Bestemmelsen vedrører endvidere ansøgninger om genoptagelse af sager, hvor udlændingen er meddelt endeligt afslag på opholdstilladelse af ganske særlige grunde efter at have indgivet ansøgning om asyl, jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9 c. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en genoptagelsesansøgning fra en udlænding i disse tilfælde ikke behandles, hvis udlændingen holder sig skjult for myndighederne. Det gælder, selvom ansøgningen må antages at kunne føre til opholdstilladelse.

I sådanne sager skal udlændingemyndighederne ikke tage stilling til, om udrejsefristen bør tillægges opsættende virkning, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 38, foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 7, 2. pkt., ligesom udlændingemyndighederne ikke skal foretage nogen vurdering af, om der er grundlag for at genoptage sagen.

Udlændingemyndighederne skal således alene meddele den person, der har formidlet udlændingens genoptagelsesansøgning over for udlændingemyndighederne, at genoptagelsesansøgningen ikke kan behandles, før udlændingen giver sig til kende over for myndighederne på en sådan måde, at myndighederne er bekendt med den pågældendes opholdssted, og den pågældende står til rådighed for udlændingemyndighedernes behandling af sagen.

Forslaget indebærer ikke, at udlændingen på et senere tidspunkt er afskåret fra at få sin asylsag eller en ansøgning om opholdstilladelse efter en af de øvrige nævnte bestemmelser genoptaget. Når udlændingen tilkendegiver sit opholdssted over for myndighederne, og myndighederne har sikkert kendskab til den pågældendes opholdssted, skal ansøgningen om genoptagelse således behandles. Udlændingemyndighederne skal i den forbindelse tage stilling til, om ansøgningen om genoptagelse skal tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, og efterfølgende om ansøgningen om genoptagelse skal imødekommes.

Til nr. 41

Efter den foreslåede affattelse af § 33, stk. 12, medfører en påklage fra en udlænding fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien, der har eller har haft opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien (Kosovonødloven), eller som på grundlag af en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 indgivet inden den 30. april 1999 er eller har været registreret som asylansøger efter udlændingelovens § 48 e, stk. 1, over en afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 e, stk. 2, eller en beslutning om inddragelse af en sådan opholdstilladelse inden 7 dage efter, at afgørelsen eller beslutningen er meddelt udlændingen, at den pågældende har ret til at blive her i landet, indtil sagen er afgjort. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

Med den foreslåede bestemmelse præciseres det udtrykkeligt i lovteksten, at der alene kan tillægges en klage over afslag på opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 e, stk. 2, opsættende virkning, hvis klagen indgives af en udlænding fra Kosovoprovinsen, der er omfattet af den i § 9 e, stk. 2, nævnte persongruppe. Tilsvarende gælder ved klager over beslutning om inddragelse af opholdstilladelser efter den foreslåede bestemmelse i § 9 e, stk. 2.

Klager, der indgives af andre udlændinge fra Kosovoprovinsen end de udlændinge, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 9 e, stk. 2, tillægges således ikke opsættende virkning.

Til nr. 46

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. pkt., kan Udlændingestyrelsen bestemme, at en udlænding, der er omfattet af Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse, skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, uanset om den pågældende selv har tilstrækkelige midler til sit underhold.

Bestemmelsen i udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. pkt., er fakultativ og anvendes i praksis ikke over for udlændinge, der er udelukket fra asyl, men som ikke kan udsendes til hjemlandet på grund af forbudet mod refoulement i udlændingelovens § 31.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 8, 1. pkt., bestemmer Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl), men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for asylansøgere.

Efter den foreslåede bestemmelse skal Udlændingestyrelsen som udgangspunkt træffe afgørelse om, at udlændinge, som er meddelt afslag på en ansøgning om asyl, men som ikke kan udsendes af landet som følge af udlændingelovens forbud mod refoulement (udlændinge på såkaldt tålt ophold), skal tage ophold på et asylcenter. Det er hensigten, at Udlændingestyrelsen skal henvise sådanne udlændinge til at tage ophold i Center Sandholm, som er indhegnet, og hvor der er adgangskontrol og polititilstedeværelse. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 6.

Efterkommer udlændingen ikke Udlændingestyrelsens bestemmelse efter den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 8, 1. pkt., kan den pågældende straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 65, foreslåede ændring af udlændingelovens § 60, stk. 1.

Det bemærkes, at det foreslås i forslag nr. L 32 af 13. december 2001 til lov om ændring af udlændingeloven (Initiativer mod terrorisme m.v. opfølgning på FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 af 28. september 2001 om bekæmpelse af terrorisme) (jf. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 751), at udlændinge på såkaldt tålt ophold kan pålægges meldepligt. Det forudsættes i bemærkningerne hertil, at politiet pålægger sådanne udlændinge meldepligt som udgangspunkt hver 14. dag med henblik på løbende at sikre, at politiet har kendskab til de pågældendes opholdssted. Efterkommer udlændingen gennem længere tid f.eks. nogle måneder ikke en af politiet iværksat meldepligt, kan den pågældende frihedsberøves med henblik på at undersøge, om der er opstået mulighed for udsendelse af landet.

Det forudsættes, at politiet såfremt lovforslag nr. L 32 vedtages pålægger udlændinge på såkaldt tålt ophold, der er blevet pålagt at tage ophold i Center Sandholm, meldepligt som udgangspunkt hver uge. Derved sikres det, at politiet løbende holder opsyn med de pågældende udlændinges tilstedeværelse i Center Sandholm. Hvis udlændingen ikke efterkommer meldepligten i længere tid, kan den pågældende frihedsberøves.

Den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 8, 1. pkt., indebærer, at Udlændingestyrelsen vil kunne undlade at træffe afgørelse om, at en udlænding på såkaldt tålt ophold skal tage ophold i Center Sandholm, hvis særlige grunde taler derimod. Der er tale om en skønsmæssig adgang for Udlændingestyrelsen til at undlade at træffe en sådan afgørelse, hvorfor Udlændingestyrelsen i hvert enkelt tilfælde vil skulle vurdere, om særlige grunde taler derimod.

Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen kun undlader at træffe afgørelse om, at en udlænding på såkaldt tålt ophold skal tage ophold i Center Sandholm, hvis det findes at være helt ubetænkeligt. Da det er et afgørende hensyn bag den foreslåede bestemmelse at sikre myndighedernes kendskab til de pågældende udlændinges opholdssted, skal det indgå i vurderingen, om der er fare for, at udlændingen vil skjule sig for myndighederne. Det skal endvidere indgå i vurderingen, om der er fare for, at den pågældende vil begå kriminalitet. Såvel udlændingens aktuelle som tidligere adfærd kan inddrages i vurderingen heraf. Er der således f.eks. tale om en udlænding, der tidligere gentagne gange har begået kriminalitet, vil dette tale imod, at Udlændingestyrelsen undlader at træffe bestemmelse om, at den pågældende skal tage ophold i Center Sandholm.

Det vil ligeledes tale imod, at Udlændingestyrelsen undlader at træffe bestemmelse om, at den pågældende skal tage ophold i Center Sandholm, hvis det vil være nødvendigt for politiet at anvende større ressourcer f.eks. til beskyttelse af udlændingen, såfremt denne ikke pålægges at opholde sig i Center Sandholm.

Det vil tillige kunne indgå i vurderingen, om udlændingen har en ægtefælle eller mindreårige børn her i landet. Dette forhold vil i almindelighed tale for, at Udlændingestyrelsen undlader at træffe afgørelse om, at udlændingen skal tage ophold i Center Sandholm. Det skal dog ikke tillægges betydning, såfremt der er fare for, at udlændingen vil skjule sig for myndighederne eller begå kriminalitet, eller hvis det vil være nødvendigt for politiet at anvende større ressourcer f.eks. til beskyttelse af udlændingen, såfremt denne ikke pålægges at opholde sig i Center Sandholm.

I de tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen tillader, at en udlænding på såkaldt tålt ophold tager ophold uden for Center Sandholm, vil udlændingen i lighed med de udlændinge, som pålægges at tage ophold i Center Sandholm kunne pålægges at melde sig hos det stedlige politi som udgangspunkt hver 14. dag, jf. det ovenfor anførte om lovforslag nr. L 32. Efterkommer udlændingen gennem længere tid ikke en af politiet iværksat meldepligt, kan den pågældende i lighed med de udlændinge, som pålægges at tage ophold i Center Sandholm frihedsberøves.

Udlændingestyrelsens afgørelse i medfør af den foreslåede bestemmelse kan ikke påklages til Integrationsministeriet, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 49, foreslåede ændring af udlændingelovens § 46, stk. 2.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 8, 2. pkt., finder udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 2. pkt., tilsvarende anvendelse over for udlændinge på såkaldt tålt ophold.

Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 2. pkt., må en asylansøger ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et asylcenter, eller over for personer, der i øvrigt opholder sig på asylcentret, lægge hindringer i vejen for udførelsen af opgaver med driften af asylcentret eller for opretholdelsen af ro og orden på asylcentret.

En udlænding på såkaldt tålt ophold, der er pålagt at opholde sig i Center Sandholm, må således ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personale eller andre på asylcentret lægge hindringer i vejen for udførelsen af opgaver med driften af asylcentret eller for opretholdelse af ro og orden på centret. Overtrædelse heraf vil kunne straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 65, foreslåede ændring af udlændingelovens § 60, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en udlænding på såkaldt tålt ophold, der er pålagt at opholde sig i Center Sandholm, og som udøver den beskrevne adfærd, ikke skal have dækket sine udgifter til underhold bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige ydelser, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 8, nr. 2.

Til nr. 47

Efter den foreslåede bestemmelse i § 44 a, stk. 1, videregiver Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor udlændingen bor eller opholder sig, eller hvortil udlændingen visiteres, jf. integrationslovens § 10, stk. 1, eller flytter fra udlandet, oplysninger om, at udlændingen er meddelt eller fritaget for opholdstilladelse efter udlændingelovens regler herom, eller om, at udlændingens opholdstilladelse er nægtet forlænget, bortfaldet eller inddraget.

Udlændingestyrelsen videregiver efter den foreslåede bestemmelse i § 44 a, stk. 1, nr. 1, oplysninger til kommunalbestyrelsen om, at en udlænding er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6 eller 8 eller efter de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens §§ 7 eller 9-9 e, eller om, at en udlænding er fritaget for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 5, stk. 2.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 44 a, stk. 1, nr. 2, videregiver Udlændingestyrelsen ligeledes oplysninger til kommunalbestyrelsen om, at en udlændings opholdstilladelse er nægtet forlænget, bortfaldet eller inddraget. I tilfælde af en opholdstilladelses bortfald videregiver Udlændingestyrelsen oplysninger om, at det er konstateret, at opholdstilladelsen er bortfaldet.

Efter den foreslåede bestemmelse videregiver Udlændingestyrelsen de nævnte oplysninger til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor udlændingen bor eller opholder sig på tidspunktet for meddelelsen af opholdstilladelse. Det forudsættes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen i tilfælde, hvor en udlænding, der har opholdstilladelse her i landet, meddeles en anden opholdstilladelse på et nyt grundlag, videregiver oplysninger om den nye opholdstilladelse til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor udlændingen på afgørelsestidspunktet bor eller opholder sig.

I tilfælde, hvor der er tale om en asylansøger, som meddeles opholdstilladelse som flygtning m.v., jf. integrationslovens § 54, videregiver Udlændingestyrelsen oplysninger om, at udlændingen er meddelt opholdstilladelse, til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvortil udlændingen visiteres efter integrationslovens § 10, stk. 1.

I tilfælde, hvor der meddeles opholdstilladelse til en udlænding, der på dette tidspunkt befinder sig i udlandet, videregiver Udlændingestyrelsen oplysninger om, at udlændingen er meddelt opholdstilladelse, til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvortil udlændingen flytter fra udlandet. Det vil i familiesammenføringssager normalt være den kommune, hvor den herboende person, hvortil ansøgeren har en familiemæssig tilknytning, der danner grundlag for opholdstilladelsen, bor eller opholder sig.

I tilfælde, hvor en udlændings opholdstilladelse nægtes forlænget, bortfalder eller inddrages, videregiver Udlændingestyrelsen de nævnte oplysninger til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor udlændingen bor eller opholder sig på afgørelsestidspunktet eller på tidspunktet for konstateringen af, at opholdstilladelsen er bortfaldet. Hvis udlændingens opholdstilladelse er konstateret bortfaldet, og udlændingen på dette tidspunkt opholder sig i udlandet, videregives oplysningerne om, at opholdstilladelsen er bortfaldet, til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor udlændingen senest boede eller opholdt sig forud for udrejsen.

Udlændingestyrelsen forestår videregivelsen af oplysninger til kommunalbestyrelsen, uanset hvilken udlændingemyndighed der har truffet afgørelse om meddelelse af opholdstilladelse m.v.

Udlændingestyrelsens videregivelse af de nævnte oplysninger kan ske uden udlændingens samtykke. Dette indebærer en fravigelse af reglerne om videregivelse af fortrolige oplysninger fra en forvaltningsmyndighed til en anden forvaltningsmyndighed i forvaltningslovens § 28 og i persondatalovens §§ 7 og 8. Det bemærkes i den forbindelse, at formålet med bestemmelsen bl.a. er at sikre, at mulighederne for omgåelse af sociallovgivningen og udlændingelovgivningen indskrænkes, jf. herved lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 8.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 44 a, stk. 2, 1. pkt., videregiver Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke samtidig med videregivelsen af oplysningerne om, at udlændingen er meddelt eller fritaget for opholdstilladelse efter udlændingelovens regler herom til kommunalbestyrelsen de oplysninger vedrørende udlændingens opholdsgrundlag, som er nødvendige for kommunens administration efter integrationsloven eller efter anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration.

Oplysningerne videregives til den kommunalbestyrelse, hvortil Udlændingestyrelsen videregiver oplysninger om, at udlændingen er meddelt eller fritaget for opholdstilladelse efter udlændingelovens regler herom, jf. den foreslåede bestemmelse i § 44 a, stk. 1, nr. 1.

Udlændingestyrelsens videregivelse af de nævnte oplysninger kan ske uden udlændingens samtykke, jf. herved det ovenfor anførte.

Bestemmelsen indebærer, at Udlændingestyrelsen ikke alene videregiver selve oplysningen om, at en udlænding er meddelt eller fritaget for opholdstilladelse efter udlændingelovens regler herom, men også en række tilknyttede oplysninger, som er nødvendige for kommunens administration efter integrationsloven eller efter anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration.

Det drejer sig f.eks. om de af Udlændingestyrelsen bekendte oplysninger om udlændingens nationalitet, fødselsdato og indrejsetidspunkt. Det drejer sig endvidere om oplysninger om, efter hvilken bestemmelse i udlændingeloven udlændingen er meddelt opholdstilladelse, om udlændingens eventuelle tidligere opholdstilladelser, samt om, hvorvidt udlændingen er omfattet af integrationsloven, jf. integrationslovens §§ 54-56.

Oplysningerne vil bl.a. kunne være af betydning for kommunens udbetaling af ydelser efter integrationsloven, lov om aktiv socialpolitik eller lov om social pension. Oplysningerne vil endvidere bl.a. kunne være af betydning for den statslige refusion af kommunens udgifter til de pågældende udlændinge.

Det foreslås i § 44 a, stk. 2, 2. pkt., at integrationsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger Udlændingestyrelsen videregiver til kommunerne efter den foreslåede bestemmelse i § 44 a, stk. 2, 1. pkt. Det forudsættes herved, at Udlændingestyrelsen kun vil kunne videregive følsomme personoplysninger til kommunerne i overensstemmelse med persondatalovens § 7.

Det foreslås i den forbindelse, at den nærmere fastlæggelse af, hvilke oplysninger der er nødvendige for kommunernes administration efter integrationsloven og efter anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration, foretages af Integrationsministeriet i samarbejde med de kommunale parter.

Det bemærkes, at der ikke vil blive fastsat regler om, at Udlændingestyrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 44 a, stk. 2, videregiver oplysninger om det faktiske grundlag for, at udlændingen er meddelt opholdstilladelse, til kommunalbestyrelsen.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 44 a, stk. 3, kan Udlændingestyrelsen i tilfælde, hvor en udlænding meddeles opholdstilladelse som følge af familiemæssig tilknytning til en herboende person efter anmodning fra kommunalbestyrelsen uden udlændingens samtykke videregive oplysninger om, hvorvidt der ved afgørelsen af sagen er gjort undtagelse fra de i § 9, stk. 1, 3-8, 10 eller 11, nævnte betingelser for meddelelse af opholdstilladelse, til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvori udlændingen bor eller opholder sig, eller hvortil udlændingen flytter fra udlandet.

Bestemmelsen indebærer, at Udlændingestyrelsen efter anmodning fra kommunalbestyrelsen kan videregive de nævnte oplysninger i tilfælde, hvor en udlænding er meddelt opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 eller efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, som følge af familiemæssig tilknytning til en herboende person. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3. Videregivelse vil i disse tilfælde skulle ske i brevform. Videregivelse vil således ikke kunne ske elektronisk.

Udlændingestyrelsen kan alene oplyse, hvorvidt meddelelsen af opholdstilladelse ikke er gjort betinget af, at de i de ved lovforslagets § 1, nr. 3, forslåede bestemmelser i § 9, stk. 1, 3-8, 10 eller 11, nævnte betingelser er opfyldt, fordi særlige grunde m.v. har talt derimod.

Videregivelsen kan alene ske efter kommunalbestyrelsens anmodning. Det kan f.eks. ske i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen har afgivet en udtalelse til brug for Udlændingestyrelsens afgørelse af en familiesammenføringssag om, at den herboende person ikke kan godtgøre sin forsørgelsesevne (forsørgelseskravet), eller om den herboende persons boligforhold (boligkravet), jf. de ved lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede bestemmelser i § 9, stk. 16 og 18, og hvor Udlændingestyrelsen på trods heraf har givet tilladelse til familiesammenføring, fordi særlige grunde har talt herfor. I sådanne tilfælde kan Udlændingestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse videregive oplysninger om, hvorvidt der ved afgørelsen af sager er gjort undtagelse af forsørgelseskravet eller boligkravet, fordi særlige grunde har talt derfor.

Udlændingestyrelsens videregivelse af de nævnte oplysninger kan ske uden udlændingens samtykke, jf. herved det ovenfor anførte. Det bemærkes i den forbindelse, at formålet med bestemmelsen er at styrke samarbejdet mellem Udlændingestyrelsen og kommunerne. Bestemmelsen vil således bl.a. sikre, at kommunerne kan få kendskab til grundlaget for Udlændingestyrelsens afgørelser i familiesammenføringssager, og derved øge kommunernes kendskab til, hvilke oplysninger der er af betydning for afgørelsen af familiesammenføringssager, jf. i den forbindelse den ved lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 15.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 44 a, stk. 4, 1. pkt., videregiver Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke oplysninger til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor udlændingen bor eller opholder sig, om, at udlændingen er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, når udlændingen bor eller opholder sig her i landet uden at have lovligt ophold i medfør af udlændingelovens bestemmelser herom eller i medfør af en opholdstilladelse, og udlændingen ikke er indkvarteret på et asylcenter. Tilsvarende gælder, hvis ansøgningen om opholdstilladelse fra en sådan udlænding bortfalder eller frafaldes, jf. den foreslåede bestemmelse i § 44 a, stk. 4, 2. pkt.

Bestemmelsen finder alene anvendelse i de tilfælde, hvor en udlænding, der har søgt om opholdstilladelse her i landet, bor eller opholder sig her i landet på processuelt ophold. Har udlændingen lovligt ophold i medfør af udlændingelovens §§ 1-3 a, 4 b eller 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens regler herom, finder bestemmelsen ikke anvendelse. Bestemmelsen finder endvidere alene anvendelse i de tilfælde, hvor udlændingen ikke er indkvarteret på et asylcenter, jf. herved udlændingelovens § 42 a. Bestemmelsen vil således først og fremmest finde anvendelse i de tilfælde, hvor en asylansøger uden andet opholdsgrundlag er privat indkvarteret.

I tilfælde, hvor en udlænding efter at være meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse fortsat har processuelt lovligt ophold her i landet, forudsættes det, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med videregivelsen af oplysningerne om afslaget på opholdstilladelse også oplyser kommunalbestyrelsen om, at udlændingen fortsat har processuelt ophold her i landet.

Udlændingestyrelsens videregivelse af de nævnte oplysninger kan ske uden udlændingens samtykke, jf. herved det ovenfor anførte.

Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen oplyser udlændinge, der ansøger om opholdstilladelse her i landet, om de foreslåede bestemmelser i § 44 a, stk. 1-4.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 44 a, stk. 5, fastsætter integrationsministeren nærmere regler om Udlændingestyrelsens videregivelse af de i de foreslåede bestemmelser i § 44 a, stk. 1-4, nævnte oplysninger, herunder om, at videregivelsen af de i de foreslåede bestemmelser i § 44 a, stk. 1, 2 og 4, nævnte oplysninger kan ske i elektronisk form.

Bemyndigelsen vil bl.a. blive anvendt til at fastsætte nærmere regler for, hvornår der skal ske videregivelse af oplysninger efter de foreslåede bestemmelser i § 44 a, stk. 1, 2 og 4, herunder når en afgørelse om f.eks. inddragelse af en opholdstilladelse påklages, eller når en sådan afgørelse genoptages.

Det forventes, at bemyndigelsen endvidere i første omgang vil blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om, at Udlændingestyrelsens videregivelse af de ovenfor nævnte oplysninger skal ske i brevform, herunder ved fremsendelse af genpart af Udlændingestyrelsens brev til ansøgeren om afgørelsen, jf. dog også nedenfor om den foreslåede bestemmelse i § 44 a, stk. 7.

Bemyndigelsen vil når de tekniske forudsætninger herfor er tilvejebragt blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om, at videregivelsen af de i de foreslåede bestemmelser i § 44 a, stk. 1, 2 og 4, nævnte oplysninger sker i elektronisk form.

Det foreslås i den forbindelse i § 44 a, stk. 6, at Udlændingestyrelsen kan samkøre de i de foreslåede bestemmelser i § 44 a, stk. 1, 2 og 4, nævnte oplysninger med oplysninger fra Det Centrale Personregister (CPR) med det formål at sikre kommunernes administration efter integrationsloven og efter anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration.

Samkøringen vil hermed bl.a. have til formål at sikre kommunerne det nødvendige oplysningsgrundlag til en retmæssig administration af bl.a. integrationsloven og lov om aktiv socialpolitik, herunder en retmæssig udbetaling af ydelser efter disse love.

Det forudsættes i den forbindelse, at der etableres et datagrundlag med de i de foreslåede bestemmelser i § 44 a, stk. 1, 2 og 4, nævnte oplysninger og de oplysninger fra CPR, som er nødvendige for kommunernes administration efter integrationsloven og efter anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration.

Det er hensigten, at udlændingemyndighederne og kommunerne skal have adgang til oplysningerne. Det er endvidere hensigten, at Danmarks Statistik skal have adgang til oplysningerne med henblik på at kunne foretage nærmere statistiske opgørelser.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 8, registrerer Udlændingestyrelsen opholdsgrundlag for udlændinge, der meddeles eller fritages for opholdstilladelse efter udlændingelovens regler herom, i Det Centrale Personregister (CPR). Registreringen sker ved meddelelsen af opholdstilladelsen eller fritagelsen herfor. Er der meddelt opholdstilladelse til en asylansøger, sker registreringen ved udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til den pågældende. Registrering kan ikke ske før de nævnte tidspunkter. I praksis sker registreringen ved elektronisk overførsel af oplysningerne fra udlændingeregistret til CPR.

Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 8, finder regeringen, at den nuværende procedure, hvor orientering af kommunerne om udlændinges opholdsgrundlag i vid udstrækning alene sker ved elektronisk overførsel af visse oplysninger herom fra udlændingeregistret til CPR, er utilstrækkelig. Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 8, foreslås derfor ophævet, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 6.

Det foreslås i stedet i § 44 a, stk. 7, at integrationsministeren efter aftale med indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at Udlændingestyrelsen registrerer de i den foreslåede bestemmelse i § 44 a, stk. 1, nævnte oplysninger i Det Centrale Personregister (CPR).

Bemyndigelsen vil alene kunne anvendes efter aftale med indenrigs- og sundhedsministeren, som er ansvarlig minister for CPR.

Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om, at Udlændingestyrelsen indtil de tekniske forudsætninger for en elektronisk videregivelse af de i de foreslåede bestemmelser i § 44 a, stk. 1, 2 og 4, nævnte oplysninger er tilvejebragt, jf. ovenfor registrerer opholdsgrundlaget, jf. den foreslåede bestemmelse i § 44 a, stk. 1, i CPR.

Til nr. 49

Efter den foreslåede affattelse af § 46, stk. 2, kan Udlændingestyrelsens afgørelser efter de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 33, § 42 a, stk. 7, 1. pkt., § 42 d, stk. 2, og § 53 a som i dag ikke påklages til integrationsministeren.

Det fremgår endvidere af den foreslåede bestemmelse, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter den foreslåede bestemmelse i § 9 e, stk. 1, ikke kan påklages til integrationsministeren. Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 3.

Det fremgår endvidere af den foreslåede bestemmelse, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 8, 1. pkt., ikke kan påklages til integrationsministeren.

Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. pkt., kan Udlændingestyrelsen bestemme, at en asylansøger skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, uanset om den pågældende selv har tilstrækkelige midler til sit underhold.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 46, stk. 2, 1. pkt., at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. pkt., ikke kan påklages til integrationsministeren. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. pkt., jf. forslag nr. L 214 til lov om ændring af udlændingeloven og lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. (jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 7295), at begrundelsen herfor er, at der er tale om sager, som Udlændingestyrelsen følger nøje og med stort erfaringsmateriale som baggrund, men som det er mindre hensigtsmæssigt at lade endeligt afgøre i et departement.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 8, 1. pkt., bestemmer Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om asyl, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, skal tage ophold på et bestemt asylcenter. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 46.

Ud fra samme hensyn, som begrunder, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. pkt., ikke kan påklages til integrationsministeren, jf. ovenfor, foreslås det, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 8, 1. pkt., ikke kan påklages til integrationsministeren.

Det fremgår endelig af den foreslåede bestemmelse i § 46, stk. 2, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter den foreslåede bestemmelse i § 53 b ikke kan påklages til integrationsministeren. Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 61 og 63, idet det endvidere fastsættes, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter den foreslåede bestemmelse i § 53 b, stk. 2, ikke kan påklages til integrationsministeren.

Til nr. 50

Efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 4, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 34, har en ansøgning om humanitær opholdstilladelse, der indgives på et senere tidspunkt end i tilknytning til forkyndelsen for udlændingen af udrejsefristen i forbindelse med et afslag på asyl, ikke opsættende virkning, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 46 a træffer integrationsministeren afgørelse i sager om humanitær opholdstilladelse. Der henvises herved til den foreslåede bestemmelse i § 9 b i lovforslagets § 1, nr. 3.

På den baggrund foreslås det i § 46 a, at integrationsministeren udover i sager om humanitær opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 b ligeledes træffer afgørelse om, hvorvidt ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, der indgives på et senere tidspunkt end i tilknytning til forkyndelsen for udlændingen af udrejsefristen i forbindelse med et afslag på asyl, skal tillægges opsættende virkning, jf. den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 4, 2. pkt.

Til nr. 51

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 46 b kan en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 4, kun behandles, hvis ansøgningen indeholder oplysninger om ansøgerens tilknytning til Danmark. Som konsekvens af den ved lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede ophævelse af udlændingelovens § 7, stk. 4, foreslås den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 46 b ophævet.

I stedet foreslås det, at det fremgår af § 46 b, at Udenrigsministeriet bistår politiet, statsamterne, Udlændingestyrelsen, Flygtningenævnet og integrationsministeren med at indhente nærmere oplysninger til brug for behandlingen af sager eller grupper af sager efter udlændingeloven.

Udlændingemyndighederne (Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet) indhenter i vidt omfang ved egen foranstaltning oplysninger til brug for behandlingen af udlændingesager, herunder bl.a. via fact finding-missioner i asylansøgernes oprindelseslande.

Den foreslåede bestemmelse kodificerer den nuværende praksis for Udenrigsministeriets samarbejde med udlændingemyndighederne med hensyn til indhentelse af oplysninger til brug for behandlingen af udlændingesager, herunder asylsager.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Udenrigsministeriet også fremover vil skulle bistå med tilvejebringelsen af oplysningsgrundlaget i udlændingesager som supplement til udlændingemyndighedernes egen indsats. Udenrigsministeriet skal således på anmodning fra udlændingemyndighederne indhente nærmere oplysninger til brug for behandlingen af udlændingesager fra internationale samarbejdspartnere og organisationer eller via de danske repræsentationer fra kilder i udlændingenes hjemlande.

Udenrigsministeriets bistand vil som i dag hovedsageligt bestå i indhentelse af oplysninger om landes generelle forhold, som har betydning for vurderingen af større grupper af sager, indhentelse af oplysninger af helt konkret karakter af betydning for afgørelsen af enkelte sager samt indhentelse af udtalelser om, hvorvidt fremlagte dokumenter kan anses for ægte.

Udenrigsministeriet vil herudover fortsat bistå politiet i bestræbelserne på at effektuere flest mulige udsendelser af udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet både i forbindelse med konkrete sager og ved opgaver af mere generel karakter.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 5.2.

Til nr. 53

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 39.

Til nr. 54 og 55

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 48 a, stk. 2, 2. pkt., må en afvist asylansøger ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i flygtningekonventionen, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land. Bestemmelsen foreslås ophævet ved affattelsen af den foreslåede bestemmelse i § 48 a, stk. 2, jf. nedenfor.

I stedet foreslås det i § 48 a, stk. 1, 2. pkt., at udsendelse i forbindelse med bl.a. afvisning af en asylansøger kun må finde sted til et land, der har tiltrådt og faktisk respekterer flygtningekonventionen af 28. juli 1951, og hvor der er adgang til en forsvarlig asylprocedure.

Disse betingelser svarer til de betingelser, der i dag efter gældende praksis skal være opfyldt, for at et land kan anses som et sikkert tredjeland. Der henvises herved til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 48 a, stk. 1, 2. pkt., er det således en betingelse, at det pågældende land har tiltrådt flygtningekonventionen, og at landet faktisk respekterer denne, således at udlændinge ikke udsendes til hjemlandet eller et andet land i strid med flygtningekonventionens forbud mod refoulement.

Det er således en betingelse, at det pågældende land som Danmark ikke udsender udlændinge til et land, hvor de pågældende vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i flygtningekonventionen, eller hvor de pågældende ikke vil være beskyttet mod videresendelse til et sådant land.

Betingelsen om, at landet faktisk skal respektere flygtningekonventionen, indebærer, at landet i praksis skal respektere refoulementsforbudet i flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1, må en konventionsflygtning ikke udsendes til områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser. Efter konventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land, dog ikke påberåbe sig artikel 33, stk. 1.

Hvis et land har taget et geografisk forbehold i forhold til flygtningekonventionen, skal landet alene anerkendes som sikkert tredjeland for afviste asylansøgere i overensstemmelse med indholdet af et sådant forbehold.

Det er endvidere efter den foreslåede bestemmelse i § 48 a, stk. 1, 2. pkt., en betingelse, at der er adgang til en forsvarlig asylprocedure i det pågældende land. Dette indebærer ikke et krav om, at udlændingen nødvendigvis skal anerkendes som flygtning i det land, hvortil den pågældende afvises. Afgørelsen herom træffes af de relevante myndigheder i det pågældende land efter de dér gældende regler. Det er derimod med henblik på at sikre, at flygtningekonventionens forbud mod refoulement respekteres afgørende, at der i det pågældende land er adgang til en forsvarlig asylprocedure.

Som eksempel på anvendelsen af disse kriterier i praksis kan nævnes, at Indenrigsministeriet (nu Integrationsministeriet) fra den 30. november 1999 har anset Polen for at være et sikkert tredjeland. Der er i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at Polen har tiltrådt flygtningekonventionen, og at det på baggrund af indhentede oplysninger om reglerne og praksis for asylproceduren i Polen må lægges til grund, at Polen også i praksis overholder flygtningekonventionen. Der var således forud for Indenrigsministeriets beslutning om at anse Polen for at være et sikkert tredjeland indhentet nærmere oplysninger fra UNHCR om regler og praksis for den polske asylprocedure, som indgik i grundlaget for beslutningen. Af oplysningerne fremgik bl.a., at der i Polen den 25. juni 1997 var vedtaget en ny udlændingelov, der indebar betydelige ændringer i den polske asylprocedure, og at det polske asylsystem sikrer asylansøgere retten til at appellere en eventuel negativ afgørelse. Der blev herudover fra Indenrigsministeriets side bl.a. lagt vægt på den positive udvikling i de daværende forhandlinger mellem Polen og EU om Polens optagelse i EU, ligesom det blev tillagt en vis betydning, at Sverige, Norge, Tyskland, Holland og Østrig på daværende tidspunkt allerede anerkendte Polen som sikkert tredjeland i relation til afvisning af asylansøgere.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 48 a, stk. 1, 2. pkt. som den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 48 a, stk. 2, 2. pkt. indebærer, at vurderingen af, om et land kan anses for at være et sikkert tredjeland, afgøres på grundlag af en generel vurdering af forholdene i det pågældende land. Det betyder, at der ikke skal foretages en individuel vurdering af den enkelte asylansøgers forhold i forbindelse med afvisning til sikre tredjelande. Det skal dog understreges, at der ikke kan ske afvisning efter bestemmelsen af en asylansøger til dennes hjemland.

Den foreslåede bestemmelse i § 48 a, stk. 1, 2. pkt., er som den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 48 a, stk. 2, 2. pkt. udtryk for et særligt udsendelsesværn i forbindelse med bl.a. afvisning af asylansøgere til sikre tredjelande, som gælder uafhængigt af udlændingelovens § 31. Det ville således savne mening, hvis der i forbindelse med afvisning af en asylansøger skulle foretages en individuel bedømmelse af risikoen for, at den pågældende ved udsendelse ville blive udsat for forfølgelse. Det er derfor i forbindelse med en afgørelse om afvisning af en asylansøger til et sikkert tredjeland efter udlændingelovens § 48 a uden betydning, om asylansøgeren påberåber sig et asylmotiv, som såfremt de danske udlændingemyndigheder lagde det til grund måtte antages at ville føre til meddelelse af opholdstilladelse i Danmark, men som muligvis ikke vil føre til, at den pågældende meddeles opholdstilladelse i det pågældende sikre tredjeland.

Efter gældende praksis indgår det i vurderingen af, om et land kan anses for at være et sikkert tredjeland, om udlændingen ved udsendelse til dette land vil være i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Vurderingen af, om der foreligger en sådan risiko, foretages på baggrund af en generel vurdering af det pågældende tredjeland. Der skal således heller ikke i den sammenhæng foretages en individuel vurdering af den enkelte asylansøgers forhold.

I den foreslåede bestemmelse i § 48 a, stk. 1, 3. pkt., præciseres det, at udsendelse i forbindelse med bl.a. afvisning af en asylansøger ikke må finde sted til et land, hvor udlændingen ud fra en generel betragtning ved udsendelsen til dette land vil være i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Vurderingen af, om der foreligger en sådan risiko, skal foretages på baggrund af en generel vurdering af det pågældende tredjelands overholdelse af principperne i bl.a. artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions 6. tillægsprotokol og FN s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Der skal således ikke foretages en individuel vurdering af den enkelte asylansøgers forhold.

Integrationsministeriet skal også fremover efter inddragelse af Udlændingestyrelsen foretage vurderingen af, om et land kan anses som sikkert tredjeland i relation til bl.a. afvisning af asylansøgere efter udlændingelovens § 48 a. Vurderingen foretages bl.a. på baggrund af oplysninger om det pågældende lands asylprocedurer, herunder oplysninger indhentet via UNHCR.

Afgørelsen om, at en asylansøger skal afvises efter udlændingelovens § 48 a til et sikkert tredjeland, træffes af Udlændingestyrelsen med klageadgang til integrationsministeren, jf. udlændingelovens § 48 d. Klage har ikke opsættende virkning.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 48 a, stk. 2, 1. pkt., at en ansøgning om asyl ikke behandles, før der er truffet afgørelse om bl.a. afvisning og udsendelse efter udlændingelovens § 48, stk. 1, og udlændingen i givet fald er udrejst af landet. Det er efter den gældende bestemmelse ikke hensigten, at udlændingemyndighederne skal realitetsbehandle en asylansøgning fra en asylansøger, der er afvist til et sikkert tredjeland efter udlændingelovens § 48 a. Asylansøgeren er i disse tilfælde henvist til at indgive ansøgning om asyl i det sikre tredjeland. I dag vil en asylansøger, der er afvist til et sikkert tredjeland, dog kunne indgive ansøgning om asyl på en dansk repræsentation i det pågældende tredjeland efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 4. Det bemærkes i den forbindelse, at adgangen til at indgive ansøgning om asyl på danske repræsentationer i udlandet foreslås ophævet ved lovforslagets § 1, nr. 2.

Det præciseres på den baggrund i den foreslåede bestemmelse i § 48 a, stk. 2, at en ansøgning om asyl ikke behandles, før Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at den pågældende asylansøger ikke skal afvises, udvises m.v. efter udlændingelovens § 48 a, stk. 1.

Hvis der træffes afgørelse om afvisning m.v. af den pågældende asylansøger, realitetsbehandler Udlændingestyrelsen ikke asylansøgningen.

Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 48 a, stk. 2, 2. pkt., foreslås ophævet i konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 48 a, stk. 1, 2. pkt., jf. ovenfor.

Til nr. 56

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 48 a, stk. 3, at i tilfælde, hvor en udlænding, der opholder sig i et andet EF-land, indgiver ansøgning om asyl, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgningen ikke behandles, førend Danmark har modtaget en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse.

Det foreslås, at § 48 a, stk. 3, ophæves som konsekvens af, at adgangen til at indgive ansøgning om asyl på danske repræsentationer i udlandet foreslås ophævet ved lovforslagets § 1, nr. 2.

Det bemærkes i den forbindelse, at det afgøres efter Dublin-konventionens bestemmelser, om en asylansøger, der opholder sig i et andet EU-land, skal have sin asylansøgning realitetsbehandlet i det pågældende EU-land eller i Danmark eller et andet EU-land.

Til nr. 58

Af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 53, stk. 2, fremgår, at der ved Flygtningenævnets behandling af en sag foruden formanden eller en af næstformændene medvirker fire medlemmer, hvoraf et medlem udpeges af indenrigsministeren (nu integrationsministeren), et medlem beskikkes efter indstilling fra Dansk Flygtningehjælp, et medlem beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet og et medlem beskikkes efter indstilling fra udenrigsministeren.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 53, stk. 2, 1. pkt., skal der ved Flygtningenævnets behandling af en sag foruden formanden eller en af næstformændene medvirke to medlemmer, der beskikkes af integrationsministeren. Et af disse medlemmer skal være medlem af Det Danske Advokatsamfund og beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 53, stk. 2, 2. pkt.

Flygtningenævnet vil efter forslaget blive sammensat således, at der ved behandlingen af en sag efter udlændingelovens § 53 a, stk. 1, foruden formanden eller en af nævnsformændene der efter udlændingelovens § 53, stk. 7, skal være en dommer medvirker to medlemmer, der er beskikket af integrationsministeren, heraf et medlem, der er beskikket efter indstilling fra Advokatrådet, samt et medlem, der er udpeget af integrationsministeren.

Advokatrådet vil efter forslaget alene kunne indstille medlemmer af Det Danske Advokatsamfund. Alle danske advokater skal ifølge retsplejelovens § 143 være medlem af Det Danske Advokatsamfund.

Integrationsministeren vil som efter hidtidig praksis udpege jurister, der er ansat i ministeriets departement. Det forudsættes dog, at nuværende nævnsmedlemmer fra det tidligere Indenrigsministerium fortsat kan beskikkes som medlemmer af Flygtningenævnet, så længe de pågældende er ansat i Indenrigs- og Sundhedsministeriets departement.

Forslaget indebærer endvidere, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg fremover vil bestå af tre medlemmer med samme sammensætning som de enkelte nævn, jf. udlændingelovens § 53, stk. 3.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 53, stk. 2, 3. pkt., er nævnets medlemmer uafhængige og kan ikke modtage eller søge instruktion fra den beskikkende eller indstillende myndighed eller organisation. Ved den foreslåede bestemmelse lovfæstes Flygtningenævnets uafhængighed udtrykkeligt.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 5.1.

Til nr. 59

Efter den gældende bestemmelse i § 53, stk. 4, kan sager, hvor Udlændingestyrelsen har meddelt afslag på asyl under henvisning til, at de i udlændingelovens § 7, stk. 4, nævnte betingelser ikke er opfyldt, behandles af formanden eller en af næstformændene alene. Som konsekvens af den ved lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede ophævelse af udlændingelovens § 7, stk. 4, foreslås den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 53, stk. 4, ophævet.

I stedet foreslås det, at det fremgår af § 53, stk. 4, at sager, hvor Udlændingestyrelsen efter forelæggelse for Dansk Flygtningehjælp ikke har truffet bestemmelse efter den foreslåede bestemmelse i § 53 b, stk. 1, om, at afgørelsen ikke kan indbringes for Flygtningenævnet, behandles af formanden eller en af næstformændene alene, medmindre der er grund til at antage, at nævnet vil ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 63.

Bestemmelsen indebærer, at Flygtningenævnets formand eller en af næstformændene som udgangspunkt behandler sager, hvor en asylansøgning efter Udlændingestyrelsens opfattelse er åbenbart grundløs, men hvor Dansk Flygtningehjælp ikke har kunnet tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering, alene.

Behandlingen af sagen sker på skriftligt grundlag, jf. udlændingelovens § 56, stk. 3.

Formanden eller en af næstformændene kan dog i forbindelse med vurderingen af sagen henvise den enkelte sag til mundtlig behandling under et nævnsmøde i Flygtningenævnet, såfremt der er konkrete holdepunkter for at antage, at Flygtningenævnets behandling af sagen vil føre til en ændring af Udlændingestyrelsens afgørelse.

Uanset om sagen undergives skriftlig behandling af formanden eller en af næstformændene alene, eller om den behandles under et nævnsmøde i Flygtningenævnet, vil den pågældende asylansøger være berettiget til at få beskikket en advokat, jf. udlændingelovens § 55, stk. 1.

Det forudsættes, at sager, som har været forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren, undergives særlig hurtig behandling, uanset om den konkrete sag behandles af formanden eller en af næstformændene alene eller behandles under et nævnsmøde. Det bemærkes i den forbindelse, at Flygtningenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, efter udlændingelovens § 56, stk. 6, kan beslutte, at en sag eller en bestemt gruppe af sager skal undergives særlig hurtig behandling i Flygtningenævnet.

Til nr. 61

Det foreslås, at den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 53 a, stk. 3, hvorved åbenbart grundløs-proceduren er lovfæstet, ophæves i konsekvens af forslaget om, at det nærmere beskrives i udlændingeloven, hvilke kriterier der skal føre til, at en sag afgøres i åbenbart grundløs-proceduren, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 63, foreslåede bestemmelse i § 53 b, stk. 1.

Til nr. 63

Den foreslåede bestemmelse i § 53 b, stk. 1, opregner de væsentligste kriterier, der medfører, at en sag skal behandles i åbenbart grundløs-proceduren.

Bestemmelsen indebærer, at åbenbart grundløs-proceduren som hidtil skal anvendes, når de omstændigheder, som asylansøgeren påberåber sig, åbenbart ikke er asylrelevante, ligesom åbenbart grundløs-proceduren skal anvendes, når asylansøgeren påberåber sig omstændigheder, som på baggrund af Flygtningenævnets praksis åbenbart ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse med konventionsstatus eller beskyttelsesstatus, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede bestemmelse i § 7.

Bestemmelsen fastslår endvidere udtrykkeligt, at åbenbart grundløs-proceduren f.eks. også skal anvendes i sager, hvor den afgivne forklaring er åbenbart utroværdig, jf. nedenfor.

Det bemærkes, at opremsningen i bestemmelsen af, hvilke kriterier der medfører, at en sag skal behandles i åbenbart grundløs-proceduren, betyder, at sager, der er omfattet af de beskrevne kriterier, ikke kan undlades behandlet i åbenbart grundløs-proceduren ud fra en generel opfattelse af, at sådanne sager ikke bør behandles i åbenbart grundløs-proceduren. Dansk Flygtningehjælp vil således kun kunne nedlægge veto mod, at en sag afgøres i åbenbart grundløs-proceduren, hvis Dansk Flygtningehjælp ud fra en konkret vurdering af en sag finder, at sagen bør forelægges Flygtningenævnet, f.eks. fordi Dansk Flygtningehjælp ikke er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at asylansøgerens forklaring er åbenbart utroværdig. Dansk Flygtningehjælp vil derimod, hvis der er tale om en sag, som er omfattet af de nedenfor beskrevne foreslåede bestemmelser i § 53 b, stk. 1, nr. 1-6, ikke kunne nedlægge veto mod, at en sag afgøres i åbenbart grundløs-proceduren, alene ud fra en opfattelse af, at sager af den pågældende karakter ikke bør afgøres i åbenbart grundløs-proceduren.

Efter den foreslåede bestemmelse kan Udlændingestyrelsen efter forelæggelse for Dansk Flygtningehjælp bestemme, at afgørelsen i en sag om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 7 ikke kan indbringes for Flygtningenævnet, når ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, herunder i følgende tilfælde:

1) Den identitet, som ansøgeren påberåber sig, er åbenbart urigtig, jf. den foreslåede bestemmelse i § 53 b, stk. 1, nr. 1. Det er en grundlæggende forudsætning for udlændingemyndighedernes vurdering af, om en asylansøger opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse med konventions- eller beskyttelsesstatus, at asylansøgerens rigtige identitet er myndighederne bekendt. Hvis myndighederne ikke kender identiteten af en udlænding, der påberåber sig at være i risiko for at blive udsat for forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, er det reelt umuligt at foretage en vurdering heraf. Den foreslåede bestemmelse omfatter derfor bl.a. sager, hvor der fra politiet foreligger dokumentation, f.eks. i form af fingeraftryk, der viser, at en person ikke har den identitet, som vedkommende angiver at have. Endvidere vil sager, hvor asylansøgeren ikke er i besiddelse af legitimationspapirer eller rejsedokumenter og derudover afgiver skiftende eller divergerende forklaringer om sin identitet kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

2) De omstændigheder, som ansøgeren påberåber sig, kan åbenbart ikke føre til meddelelse af opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 7, jf. den foreslåede bestemmelse i § 53 b, stk. 1, nr. 2. Den foreslåede bestemmelse vedrører indholdsløse sager, der ikke indeholder asylretligt relevante elementer. Bestemmelsen omfatter således sager, hvor de omstændigheder, som ansøgeren påberåber sig, ikke i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 7 kan være asylbegrundende. Det kan f.eks. dreje sig om en asylansøger, der påberåber sig, at de økonomiske forhold i hjemlandet er dårlige.

3) De omstændigheder, som ansøgeren påberåber sig, kan efter Flygtningenævnets praksis åbenbart ikke føre til meddelelse af opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 7, jf. den foreslåede bestemmelse i § 53 b, stk. 1, nr. 3. Den foreslåede bestemmelse omfatter sager, der er åbenbart udsigtsløse, idet de asylretligt relevante elementer, som asylansøgeren påberåber sig, på baggrund af den danske udlændingelovs bestemmelser og den af Flygtningenævnet fastlagte praksis åbenbart vil føre til afslag på opholdstilladelse med konventions- eller beskyttelsesstatus. Det kan f.eks. dreje sig om sager, hvor ansøgeren alene har været udsat for chikane eller andre mindre overgreb, der ikke vil kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 7. Målestokken for anvendelsen af åbenbart grundløs-proceduren er i denne forbindelse en vurdering af det udfald, sagen på baggrund af Flygtningenævnets praksis har udsigt til at få ved en eventuel nævnsbehandling.

4) De omstændigheder, som ansøgeren påberåber sig, stemmer åbenbart ikke overens med generelle baggrundsoplysninger om forholdene i ansøgerens hjemland eller tidligere opholdsland, jf. den foreslåede bestemmelse i § 53 b, stk. 1, nr. 4. Den foreslåede bestemmelse omfatter sager, hvor asylansøgerens forklaring eller dele heraf er i åbenbar modstrid med udlændingemyndighedernes generelle baggrundsoplysninger om hjemlandet eller det tidligere opholdsland, således at forklaringen fremstår som generelt utroværdig. Det er en betingelse, at den konkrete forklaring på flere eller centrale punkter afviger fra baggrundsoplysningerne, samt at de konkrete baggrundsoplysninger utvivlsomt er korrekte. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en asylansøger som en afgørende del af sit asylmotiv forklarer at have deltaget i en demonstration med en navngiven fremtrædende politiker på et tidspunkt, hvor politikeren var afgået ved døden. Det kan endvidere f.eks. være tilfældet, hvis en asylansøger forklarer at være fra en region, hvortil den pågældende ikke har lokalkendskab.

5) De omstændigheder, som ansøgeren påberåber sig, stemmer åbenbart ikke overens med andre konkrete oplysninger om ansøgerens forhold, jf. den foreslåede bestemmelse i § 53 b, stk. 1, nr. 5. Den foreslåede bestemmelse omfatter sager, hvor asylansøgeren påberåber sig omstændigheder, som er i åbenbar modstrid med asylansøgerens øvrige forhold. Det drejer sig om sager, hvor der er modstrid vedrørende centrale dele af asylansøgerens forklaring, samt sager, hvor asylansøgerens forklaring må vurderes som generelt utroværdig, idet forklaringen på flere punkter er i modstrid med andre forhold vedrørende asylansøgeren. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en asylansøger angiver at have været fængslet på et tidspunkt, hvor den pågældende ifølge de øvrige oplysninger i sagen har været på en dansk repræsentation og indgivet en visumansøgning, eller hvor det af asylansøgerens pas fremgår, at den pågældende har været udrejst.

6) De omstændigheder, som ansøgeren påberåber sig, må åbenbart anses for utroværdige, herunder som følge af ansøgerens skiftende, modstridende eller usandsynlige forklaringer, jf. den foreslåede bestemmelse i § 53 b, stk. 1, nr. 6. Den foreslåede bestemmelse omfatter sager, hvor ansøgerens forklaring er åbenlyst urigtig. Det vil kunne være tilfældet, hvis asylansøgerens forklaringer om centrale eller basale forhold er skiftende, indbyrdes modstridende, udbyggende eller usandsynlige, og hvis det ved en sammenholdelse af de oplysninger, som asylansøgeren har afgivet til sagen, er åbenbart, at forklaringen er urigtig. Ved vurderingen skal det bl.a. tillægges vægt, om asylansøgeren på grund af forholdenes betydning for asylansøgerens asylmotiv kan forventes at have en klar erindring om de pågældende forhold. Ligeledes kan asylansøgerens fremtræden have betydning for vurderingen, herunder hvis asylansøgerens afgivelse af forklaringen er præget af stor usikkerhed eller forklaringen fremstår som konstrueret.

I sager, hvor asylansøgerens troværdighed vil være afgørende for, om den pågældende kan anses for at opfylde betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse med konventions- eller beskyttelsesstatus, forudsættes det, at det i Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps vurdering inddrages, om asylansøgerens utroværdige forklaring bl.a. skyldes asylansøgerens mentale tilstand eller alder. Der henvises i den forbindelse til UNHCR s »Handbook on Procedures and Criteria for Determining Refugee Status«, pkt. 206-219.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 53 b, stk. 2, 1. pkt., kan Udlændingestyrelsen, medmindre væsentlige hensyn taler derimod, bestemme, at Dansk Flygtningehjælp samme dag, som Udlændingestyrelsen forelægger en sag for Dansk Flygtningehjælp efter den foreslåede bestemmelse i § 53 b, stk. 1, skal meddele Udlændingestyrelsen, om Dansk Flygtningehjælp er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgningen må anses for åbenbart grundløs.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den såkaldte natteregel, hvorefter der skal gå en nat mellem asylansøgerens samtaler med Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, bortfalder, idet Udlændingestyrelsen kan bestemme, at Dansk Flygtningehjælp skal meddele Udlændingestyrelsen, om Dansk Flygtningehjælp er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at en ansøgning må anses for åbenbart grundløs, samme dag, som Udlændingestyrelsen forelægger sagen for Dansk Flygtningehjælp. En forudsætning for, at Dansk Flygtningehjælp kan meddele, om Dansk Flygtningehjælp er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, er, at Dansk Flygtningehjælp forinden har afholdt en samtale med asylansøgeren. Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at Udlændingestyrelsen kan bestemme, at Dansk Flygtningehjælps samtale med asylansøgeren skal finde sted i umiddelbar forlængelse af Udlændingestyrelsens samtale med den pågældende.

Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen kun vil træffe en sådan bestemmelse i tilfælde, hvor det findes hensigtsmæssigt, f.eks. på grund af et pludseligt og markant øget antal asylansøgere fra et land, hvis statsborgere er omfattet af åbenbart grundløs haster-proceduren. I normalsituationen, hvor der ikke er særlige forhold, der gør det nødvendigt, at Dansk Flygtningehjælp afholder samtale med asylansøgeren samme dag som Udlændingestyrelsen, forudsættes det, at Udlændingestyrelsen ikke træffer bestemmelse efter den foreslåede bestemmelse. Det forudsættes således, at Udlændingestyrelsen kun undtagelsesvis bestemmer, at Dansk Flygtningehjælp skal meddele Udlændingestyrelsen, om Dansk Flygtningehjælp er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at en ansøgning må anses for åbenbart grundløs, samme dag, som Udlændingestyrelsen forelægger sagen for Dansk Flygtningehjælp, hvis der er tale om en sag, som behandles i den almindelige åbenbart grundløs-procedure.

I tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen som udgangspunkt har fundet det hensigtsmæssigt, at samtalerne afholdes samme dag, kan Udlændingestyrelsen dog alligevel efter en konkret vurdering beslutte, at der i den konkrete sag skal gå en nat mellem samtalerne med Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en asylansøger tydeligt bærer præg af træthed eller manglende koncentration, således at det ikke vil være tilstrækkeligt med en pause af et par timers varighed. Det vil være en betingelse, at Udlændingestyrelsen træffer beslutningen efter en konkret vurdering i den enkelte sag.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 53 b, stk. 2, 2. pkt., kan Udlændingestyrelsen endvidere bestemme, at Udlændingestyrelsens afhøring af ansøgeren og Dansk Flygtningehjælps samtale med ansøgeren skal finde sted i lokaler i nær tilknytning til hinanden.

Det forudsættes i den forbindelse, at bestemmelsen næsten udelukkende vil finde anvendelse ved behandlingen af sager i åbenbart grundløs haster-proceduren.

I dag foregår Dansk Flygtningehjælps samtaler med asylansøgeren i Dansk Flygtningehjælps lokaler. Det forudsættes, at Dansk Flygtningehjælps samtale med asylansøgeren også i fremtiden som udgangspunkt skal foregå i Dansk Flygtningehjælps lokaler under anvendelse af en anden tolk end den af Udlændingestyrelsen anvendte.

Ved behandlingen af sager i åbenbart grundløs haster-proceduren kan det dog i særlige tilfælde være nødvendigt, at Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps samtaler finder sted i lokaler i nær tilknytning til hinanden, f.eks. hvis der sker en pludselig og markant øget indrejse af asylansøgere fra et land, hvis statsborgere er omfattet af åbenbart grundløs haster-proceduren.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Udlændingestyrelsen f.eks. i sådanne tilfælde kan bestemme, at Dansk Flygtningehjælps samtale skal foregå i lokaler i nær tilknytning til de af Udlændingestyrelsen anvendte lokaler. I disse tilfælde forudsættes det, at det over for asylansøgeren særligt tydeligt markeres, f.eks. gennem tydelig skiltning og oplysning, at der ikke er tale om én myndighed, men om en myndighed (Udlændingestyrelsen) og en uafhængig, privat organisation (Dansk Flygtningehjælp).

Det kan endvidere i forbindelse med behandlingen af en sag efter åbenbart grundløs-proceduren vise sig praktisk umuligt at tilvejebringe den fornødne tolkebistand inden for en i forhold til den konkrete sagsbehandling rimelig tid, og Udlændingestyrelsen vil derfor i sådanne tilfælde kunne bestemme, at den samme tolk skal anvendes ved begge samtaler.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 53 b, stk. 3, underretter Udlændingestyrelsen Flygtningenævnet om afgørelser, som ikke har kunnet indbringes for nævnet, fordi Udlændingestyrelsen har truffet bestemmelse herom efter den foreslåede bestemmelse i § 53 b, stk. 1. Flygtningenævnet kan bestemme, at bestemte grupper af sager skal kunne indbringes for nævnet.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 53 b.

Til nr. 64

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 65

Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. pkt., kan Udlændingestyrelsen bestemme, at en asylansøger skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, uanset om den pågældende selv har tilstrækkelige midler til sit underhold.

Det følger af udlændingelovens § 60, stk. 1, at overtrædelse af Udlændingestyrelsens pålæg efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. pkt., kan straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 8, 1. pkt., bestemmer Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om asyl, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, skal tage ophold på et bestemt asylcenter. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 46.

Det foreslås, at overtrædelse af Udlændingestyrelsens pålæg efter den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 8, 1. pkt. ligesom det gælder for overtrædelse af Udlændingestyrelsens pålæg efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. pkt. kan straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.

Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 2. pkt., må en asylansøger ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et asylcenter, eller over for personer, der i øvrigt opholder sig på asylcentret, lægge hindringer i vejen for udførelsen af opgaver med driften af asylcentret eller for opretholdelsen af ro og orden på asylcentret.

Det følger af udlændingelovens § 60, stk. 1, at overtrædelse af udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 2. pkt., kan straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 8, 2. pkt., finder udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 2. pkt., tilsvarende anvendelse for så vidt angår udlændinge, der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8 (asyl), men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, og som er blevet pålagt at tage ophold i Center Sandholm. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 46.

Det foreslås, at overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 8, 2. pkt. ligesom det gælder for overtrædelse af udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 2. pkt. kan straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.

Til § 2

Til nr. 1

Efter § 18, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 662 af 1. august 1995 om ægteskabs indgåelse med senere ændringer må den prøvelsesattest, som er en betingelse for at kunne indgå ægteskab, kun udstedes for en part, der ikke er statsborger i et af de nordiske lande, hvis den pågældende opholder sig lovligt i Danmark. Kravet om lovligt ophold efter denne bestemmelse er opfyldt, hvis opholdet er myndighederne bekendt, og myndighederne ikke kan eller vil afbryde opholdet. En asylansøger, der afventer afgørelsen i sin asylsag, må således som udgangspunkt antages at have lovligt ophold i Danmark. Også asylansøgere, der er i udsendelsesposition, antages som udgangspunkt at have lovligt ophold i relation til ægteskabslovgivningen, selvom de pågældende har fået afslag på asyl. Dette gælder dog ikke, hvis den pågældende er blevet pålagt at udrejse straks, eller hvis en fastsat udrejsefrist i øvrigt er overskredet.

Den foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 1, skærper denne betingelse, idet det foreslås, at det gøres til en betingelse for indgåelse af ægteskab, at parterne enten har dansk indfødsret eller lovligt ophold her i landet i medfør af udlændingelovens §§ 1-3 a, 4 b eller 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6 eller 8 eller efter de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens §§ 7 eller 9-9 e. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3.

Bestemmelsen indebærer, at en udlænding kun kan indgå ægteskab i Danmark, hvis udlændingen har lovligt ophold her i landet efter en af de nævnte bestemmelser.

Det drejer sig om følgende grupper: Nordiske statsborgere (§ 1), EF/EØS-statsborgere samt andre udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne om fri bevægelighed (§§ 2 og 6), udlændinge med opholdstilladelse i et andet Schengenland (§ 2 b, stk. 1), udlændinge med visum (§ 2 b, stk. 2 og 3, § 3 a og § 4 b), udlændinge, der har ret til ophold uden visum (§ 3 og § 4 b), udlændinge under 18 år, der har fast ophold hos forældremyndighedens indehaver (§ 5, stk. 2), udlændinge med opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7 eller udlændingelovens § 8 (asyl) eller efter de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens §§ 9-9 e (familiesammenføring, erhvervs- eller beskæftigelsesmæssige grunde, humanitære grunde m.v.).

En udlænding herunder en asylansøger der alene har ret til at opholde sig her i landet, fordi den pågældendes ansøgning om opholdstilladelse er under behandling, vil derimod ikke kunne indgå ægteskab her i landet, idet et sådant processuelt ophold ikke henregnes til de kategorier af lovligt ophold, der efter den foreslåede bestemmelse i § 11 a stilles som betingelse for en udlændings adgang til at indgå ægteskab.

Endvidere indebærer forslaget, at der i tilfælde, hvor udlændingemyndighederne i forbindelse med afslag på opholdstilladelse fastsætter en bestemt udrejsefrist, ikke vil være adgang til at indgå ægteskab i tidsrummet fra udlændingemyndighedernes afgørelse til udrejsefristens udløb. Udlændinge, der har fået afslag på asyl, men som ikke kan udsendes, vil også være afskåret fra at indgå ægteskab her i landet.

Betingelsen i den foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 1, skal være opfyldt på tidspunktet for vielsens forrettelse. Det er således ikke tilstrækkeligt, at betingelsen er opfyldt ved udstedelsen af prøvelsesattesten eller ved henvendelsen til vielsesmyndigheden. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 2, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.

I tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt parterne har lovligt ophold her i landet efter de nævnte bestemmelser, vil prøvelsesmyndigheden kunne rette henvendelse til Udlændingestyrelsen med henblik på afklaring af spørgsmålet.

Det foreslås i § 11 a, stk. 2, at statsamtet, hvis ganske særlige omstændigheder, navnlig varigheden af udlændingens ophold her i landet, taler derfor, kan give tilladelse til indgåelse af ægteskab, selvom betingelsen i den foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 1, ikke er opfyldt.

Denne dispensationsadgang foreslås navnlig anvendt for udlændinge, der har opholdt sig her i landet i meget lang tid og har opnået en påviselig tilknytning til den person, med hvem ægteskabet agtes indgået.

Der bør endvidere dispenseres, hvis det f. eks. på grund af alvorlig sygdom eller alvorligt handicap vil være urimeligt ikke at tillade de pågældende at gifte sig her i landet, og hvis parterne har eller venter barn sammen.

Dispensationsadgangen vil endelig kunne anvendes i tilfælde, hvor begge parter er asylansøgere, og hvor parterne inden indrejsen i Danmark havde tilknytning til hinanden. Denne situation kan f.eks. opstå, hvis parterne oplyser, at de inden ankomsten til Danmark havde indgået ægteskab, men at dette ikke kan efterprøves, fordi ægteskabet blev indgået i det land, som de nu er flygtet fra, eller hvis ægteskabet er indgået på en måde eller for myndigheder, som ikke anerkendes efter dansk ret, f.eks. hvis parterne ikke har været samtidig til stede under vielsen.

Statsamtets afgørelse kan efter de almindelige regler påklages til justitsministeren (Civilretsdirektoratet).

Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 10, vil Justitsministeriet fastsætte nærmere regler om, at prøvelsesmyndigheden i tilfælde, hvor en af parterne ikke har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6 eller 8 eller efter de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens §§ 7 og 9-9 e, og hvor den anden part har indfødsret, et sådant statsborgerskab eller en sådan opholdstilladelse skal udlevere en skriftlig vejledning om indholdet af udlændingelovens bestemmelser om ægtefællesammenføring til parterne.

Det følger i den forbindelse af den foreslåede bestemmelse i § 11 b, at ægteskab i de nævnte tilfælde ikke må indgås, uden at hver af parterne har afgivet erklæring om at være bekendt med de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og stk. 3-9. Disse bestemmelser vedrører betingelserne for at opnå opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, herunder betingelsen om, at proformaægteskaber ikke kan give ret til opholdstilladelse, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse finder kun anvendelse, når én af parterne ikke har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6 eller 8 eller efter de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens §§ 7 eller 9-9 e, og den anden part har det. Det skyldes, at ægtefællesammenføringsreglerne er uden praktisk relevans, når begge eller ingen af parterne har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter en af de nævnte bestemmelser.

Erklæringen vil som udgangspunkt skulle afgives i form af underskrivelse af en skriftlig erklæring, der indleveres til prøvelsesmyndigheden. En ikke-skriftlig tilkendegivelse vil imidlertid efter omstændighederne kunne opfylde betingelsen i den foreslåede bestemmelse i § 11 b. Det kan f. eks. være tilfældet, hvis afgivelse af skriftlig erklæring ikke er mulig på grund af fysisk handicap, eller hvis forholdene i øvrigt taler for, at en ikke-skriftlig erklæring er tilstrækkelig.

Afgivelse af erklæringen er en betingelse for, at prøvelsesattest kan udstedes, og dermed for, at parterne kan indgå ægteskab.

Til nr. 2

Efter ægteskabslovens § 19, stk. 1, må vielse ikke foretages, før prøvelsesmyndigheden har attesteret, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Attesten er gyldig i 4 måneder.

Den gældende gyldighedsperiode på 4 måneder foreslås som udgangspunkt opretholdt, jf. den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1, 2. pkt. Hvor ægteskabsbetingelsen i den foreslåede bestemmelse i § 11 a alene er opretholdt for et kortere tidsrum, f.eks. fordi udlændingens opholdstilladelse udløber inden for 4 måneder, foreslås det, at gyldigheden af attesten skal begrænses tilsvarende, jf. den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1, 3. pkt. Derved sikres det, at den udlænding, der ønsker at indgå ægteskab i Danmark, opfylder betingelserne i den foreslåede bestemmelse i § 11 a på tidspunktet for vielsens forrettelse.

Til nr. 3

Efter den foreslåede bestemmelse i § 22 a kan vielsesmyndigheden ved en borgerlig vielse (borgmesteren eller en person, som af borgmesteren er bemyndiget til at foretage vielser), jf. herved ægteskabslovens § 18, jf. § 13, stk. 1, indberette tilfælde, hvor der kan være grund til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse, til Udlændingestyrelsen.

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 9, kan ægtefællesammenføring ikke meddeles, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse i § 22 a giver mulighed for, at en borgmester, der i forbindelse med en vielse er blevet opmærksom på omstændigheder, som kunne pege i retning af, at der er tale om et proformaægteskab, kan vælge at orientere Udlændingestyrelsen herom. Der kan f.eks. være tale om tilfælde, hvor parterne ikke kan tale hinandens sprog, eller hvor den, som foretager vielsen, får indtryk af, at parterne ikke har set hinanden før.

Der er ikke tale om, at vielsesmyndigheden er forpligtet til at indberette sådanne tilfælde til Udlændingestyrelsen.

Modtager Udlændingestyrelsen, forinden der træffes afgørelse i en ægtefællesammenføringssag, en indberetning om et formodet proformaægteskab, skal Udlændingestyrelsen vurdere, om de oplysninger, som indberetningen indeholder, har betydning for sagens udfald. Udlændingestyrelsen skal i den forbindelse foretage partshøring, i den udstrækning dette følger af forvaltningslovens § 19.

En indberetning om, at der kan være grund til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse, kan ikke i sig selv begrunde et afslag på ægtefællesammenføring efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 9. Dette gælder, uanset om en eventuel partshøring er ubesvaret.

En indberetning efter den foreslåede bestemmelse vil i tilfælde, hvor der på det for Udlændingestyrelsen foreliggende grundlag ikke kan træffes afgørelse om, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse har været at opnå opholdstilladelse, kunne danne grundlag for, at Udlændingestyrelsen iværksætter yderligere oplysningsskridt, herunder at Udlændingestyrelsen indkalder den herboende person og ansøgeren til samtale, eller at der foretages samlivskontrol.

Modtager Udlændingestyrelsen under Integrationsministeriets behandling af en klage over afslag på ægtefællesammenføring en indberetning som ovenfor beskrevet fra en vielsesmyndighed, videresender Udlændingestyrelsen indberetningen til Integrationsministeriet til brug for klagesagens behandling.

Adgangen til at indberette mistanke om proformaægteskaber gælder ikke ved kirkelige vielser, og forslaget berører således ikke præsternes tavshedspligt.

Til § 3

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 2-4 og 6-12

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 3.

Til nr. 5

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 6.

Til §§ 4-7

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 3.

Til § 8

Det foreslås i § 8, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2002.

De ved lovforslagets § 1, nr. 33, 34, 38 og 39, foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 33, stk. 2, 1. og 2. pkt., § 33, stk. 4, § 33, stk. 7, 2. pkt., § 33, stk. 8, finder således anvendelse fra og med den 1. juli 2002, uanset om udlændingen har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter de gældende regler i udlændingeloven inden denne dato.

Den ved lovforslagets § 1, nr. 41, foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 12, finder anvendelse ved de i bestemmelsen nævnte klager, som indgives fra og med den 1. juli 2002. Klager efter bestemmelsen, som indgives fra og med denne dato har således alene opsættende virkning, hvis klagen indgives af en udlænding fra Kosovo-provinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien, der er omfattet af persongruppen i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9 e, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42 a, stk. 8, hvorefter Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en udlænding, der befinder sig her i landet på såkaldt tålt ophold, skal tage ophold på et bestemt asylcenter, jf. lovforslagets § 1, nr. 46, finder anvendelse fra og med den 1. juli 2002 for alle udlændinge, der på dette tidspunkt er meddelt eller meddeles afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31.

Overtrædelse af Udlændingestyrelsens pålæg om at tage ophold efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42 a, stk. 8, foreslås at kunne medføre straf med bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 65, foreslåede ændring af udlændingelovens § 60, stk. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at idømmelse af straf i disse tilfælde i overensstemmelse med almindelige strafferetlige principper, jf. herved straffelovens § 3 alene vil kunne ske, hvis overtrædelsen af Udlændingestyrelsens pålæg om at tage ophold på et bestemt asylcenter finder sted efter lovens ikrafttræden.

Det forudsættes endvidere, at Udlændingestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 44 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 47, kan videregive oplysninger om udlændinges opholdsgrundlag og senere ændringer heri til kommunerne fra og med den 1. juli 2002 uanset om udlændingen har indgivet ansøgning om eller er meddelt opholdstilladelse inden denne dato. Udlændingestyrelsen vil i forbindelse med videregivelsen af oplysningerne til kommunerne orientere de pågældende udlændinge om videregivelsen.

De ved lovforslagets § 1, nr. 54 og 55, foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, finder anvendelse fra og med den 1. juli 2002 uanset om udlændingen har indgivet ansøgning om asyl inden denne dato.

Den ved lovforslagets § 1, nr. 58, foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 53, stk. 2, vedrørende en ændret sammensætning af Flygtningenævnet finder anvendelse fra og med den 1. juli 2002. Det betyder, at Flygtningenævnet fra og med denne dato behandler de for nævnet indbragte sager i den ændrede sammensætning uanset hvornår sagen er indbragt for nævnet.

De ved lovforslagets § 1, nr. 59 og 63, foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 53, stk. 4, og § 53 b vedrørende sager, der behandles eller søges behandlet i åbenbart grundløs-proceduren, finder anvendelse fra og med den 1. juli 2002 uanset hvornår ansøgningen om asyl er indgivet. Det forudsættes dog, at sager, der inden lovens ikrafttræden er henvist til normalprocedure som følge af, at Dansk Flygtningehjælp har nedlagt veto mod, at sagen afgøres i åbenbart grundløs-proceduren, ikke vurderes på ny med henblik på at afgøre, om sagen kan søges afgjort efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 53 b. Det forudsættes endvidere, at sager, der er søgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren, og som inden den 1. juli 2002 er berammet til behandling i Flygtningenævnet på et mundtligt nævnsmøde, ikke omfattes af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 53, stk. 4.

Det foreslås i § 8, stk. 2, 1. pkt., at de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 7, §§ 9-9 e, § 19, stk. 1, nr. 1, § 19, stk. 1, nr. 5, og § 26, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 21, 24, 29 og 30, ikke finder anvendelse for udlændinge, der inden lovens ikrafttræden har indgivet ansøgning om eller er meddelt opholdstilladelse. For sådanne udlændinge finder de hidtil gældende regler anvendelse, jf. § 8, stk. 2, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at ansøgninger om asyl, der indgives fra og med den 1. juli 2002, skal behandles efter reglerne i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, mens asylansøgninger, der er indgivet inden denne dato, skal behandles efter reglerne i den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at ansøgninger om opholdstilladelse på grundlag af familiesammenføring eller på grundlag af beskæftigelse, ansøgninger om humanitær opholdstilladelse eller opholdstilladelse af ganske særlige grunde samt ansøgninger om opholdstilladelse til udlændinge, der tidligere har haft dansk indfødsret og ansøgninger om midlertidig opholdstilladelse til visse udlændinge fra det tidligere Jugoslavien, der indgives fra og med den 1. juli 2002, skal behandles efter reglerne i de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens §§ 9-9 e, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Ansøgninger om sådanne opholdstilladelser, der er indgivet inden denne dato, skal behandles efter reglerne i den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at der kun kan ske inddragelse af opholdstilladelser efter de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og 5, hvis ansøgningen om opholdstilladelsen er indgivet fra og med den 1. juli 2002. Tilsvarende gælder i forhold til anvendelsen af udlændingelovens § 26, stk. 1, som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 29 og 30, i sager om nægtelse af forlængelse eller inddragelse af opholdstilladelser. Hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet inden den 1. juli 2002, finder de hidtil gældende bestemmelser i udlændingelovens § 19, stk. 1, og § 26, stk. 1, anvendelse.

Det forudsættes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen er opmærksom på mulighederne for efter de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 19, stk. 1, og § 26, stk. 1, at inddrage tidsbegrænsede opholdstilladelser, når grundlaget for opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede.

Tilsvarende gælder for de konsekvensændringer, der følger af de nævnte ændringer af udlændingeloven.

Det foreslås i § 8, stk. 3, 1. pkt., at den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 11, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, ikke finder anvendelse for udlændinge, som inden lovforslagets fremsættelse har indgivet ansøgning om eller er meddelt opholdstilladelse. For sådanne udlændinge finder de hidtil gældende regler anvendelse, jf. § 8, stk. 3, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at udlændinge, der fra og med lovforslagets fremsættelse indgiver ansøgning om opholdstilladelse og som senere indgiver ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse vil skulle opfylde betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 11. Dette gælder, uanset om udlændingen har ansøgt om opholdstilladelse efter de gældende bestemmelser i udlændingeloven, når blot ansøgningen er indgivet fra og med lovforslagets fremsættelse.

Det forudsættes i den forbindelse, at udlændingemyndighederne vejleder de udlændinge, der ansøger om opholdstilladelse fra og med lovforslagets fremsættelse, om, at de ved lovens ikrafttræden vil blive omfattet af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 11.

Udlændinge, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter de gældende bestemmelser i udlændingeloven inden lovforslagets fremsættelse og som senere indgiver ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse vil skulle opfylde betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11.

Det foreslås i § 8, stk. 4, at udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 29 og 30, alene finder anvendelse ved afgørelser efter udlændingelovens §§ 22-25 b, såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået efter lovens ikrafttræden. Såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået inden lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det foreslås endelig i § 8, stk. 5, at ægteskabslovens §§ 11 a og 11 b, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, ikke finder anvendelse for vielser, der indgås på grundlag af en gyldig prøvelsesattest udstedt inden lovens ikrafttræden i medfør af ægteskabslovens § 19, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at udlændinge, der er i besiddelse af en gyldig prøvelsesattest den 1. juli 2002, kan indgå ægteskab inden for prøvelsesattestens gyldighedsperiode.

Den foreslåede bestemmelse i ægteskabslovens § 22 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, gælder fra og med den 1. juli 2002, uanset om det pågældende ægtepar er i besiddelse af en prøvelsesattest udstedt inden denne dato.

Til § 9

Bestemmelsen vedrører lovens ikrafttræden for Færøerne og Grønland.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

 

Lovforslaget

   

§ 1

I det følgende gengives de relevante dele af de relevante gældende bestemmelser i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001:

 

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, foretages følgende ændringer:

     
   

1. Overalt i loven ændres »Indenrigsministeren« til: »Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration«, »indenrigsministeren« til: »ministeren for flygtninge, indvandrere og integration«, »Indenrigsministeriet« til: »Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration«, »indenrigsministerens« til: »ministeren for flygtninge, indvandrere og integrations« og »Indenrigsministeriets« til: »Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations«.

     
   

2. § 7 affattes således:

§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951.

 

»§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951.

    Stk. 2. Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde, der medfører velbegrundet frygt for forfølgelse eller tilsvarende overgreb, ikke bør kræves, at den pågældende vender tilbage til sit hjemland. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1.

    Stk. 3. Opholdstilladelse kan nægtes, såfremt udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land eller på grund af længerevarende ophold, derboende nære slægtninge eller andre tilsvarende forhold har nærmere tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse.

 

    Stk. 2. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1.

    Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1 og 2 kan nægtes, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land, eller hvis udlændingen har nær tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse.«

    Stk. 4. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, som ikke befinder sig her i landet, såfremt Danmark på grund af udlændingens tidligere længerevarende lovlige ophold her i landet, herboende nære slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må anses for nærmest til at yde den pågældende beskyttelse. Reglen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på udlændinge, der opholder sig i et andet EF-land.

   

    Stk. 5. Til en udlænding, der er afvist eller udvist i henhold til § 48 a, stk. 1, gives der kun opholdstilladelse efter stk. 4.

   
     
   

3. § 9 ophæves og i stedet indsættes:

§ 9. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til:

 

»§ 9. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til:

1) En udlænding, som tidligere har haft dansk indfødsret.

2) En udlænding over 25 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 25 år, der

a) har dansk indfødsret

b) har indfødsret i et af de nordiske lande

c) har opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller

d) har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år.

3) Mindreårigt barn af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle, når barnet bor hos forældremyndighedens indehaver.

4) Forældre over 60 år til et dansk eller nordisk barn eller et barn med opholdstilladelse efter §§ 7-8.

    Stk. 2. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til andre udlændinge:

1) Hvis udlændingen uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde har nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person.

 

1) En udlænding over 24 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 24 år, der

a) har dansk indfødsret,

b) har statsborgerskab i et af de andre nordiske lande,

c) har opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8 eller

d) har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år.

2) Et ugift mindreårigt barn af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle, når barnet bor hos forældremyndighedens indehaver og ikke gennem fast samlivsforhold har stiftet selvstændig familie, og når den i Danmark fastboende person

a) har dansk indfødsret,

b) har statsborgerskab i et af de andre nordiske lande,

c) har opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8 eller

d) har tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med henblik på varigt ophold.

2) Hvis udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.

3) Hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for at imødekomme ansøgningen.

4) Hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor, herunder at udsendelse, jf. § 30, ikke har været mulig i mindst 18 måneder.

5) Hvis en udlænding med opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. uden for de i § 7, stk. 1 og 2 nævnte tilfælde eller en udlænding fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien, der har eller har haft opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien (Kosovonødloven), eller som på grundlag af en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 indgivet inden den 30. april 1999 er eller har været registreret som asylansøger efter reglerne i § 48 e, stk. 1, må antages at have behov for midlertidig beskyttelse her i landet.

6) Hvis en udlænding fra Den Føderative Republik Jugoslavien (Serbien-Montenegro), der her i landet har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 inden den 11. oktober 1995, og som er blevet meddelt endeligt afslag på den pågældende ansøgning, ikke for tiden kan indrejse i Den Føderative Republik Jugoslavien (Serbien-Montenegro).

 

3) En mindreårig udlænding med henblik på ophold hos en anden i Danmark fastboende person end forældremyndighedens indehaver, når opholdstilladelsen gives med henblik på adoption, ophold som led i et plejeforhold eller, hvis særlige grunde taler derfor, ophold hos barnets nærmeste familie, og når den i Danmark fastboende person

a) har dansk indfødsret,

b) har statsborgerskab i et af de andre nordiske lande,

c) har opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8 eller

d) har tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med henblik på varigt ophold.

    Stk. 2. Opholdstilladelse til en samlever efter stk. 1, nr. 1, skal betinges af, at den herboende person påtager sig at forsørge ansøgeren.

    Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, skal, medmindre ganske særlige grunde taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil, jf. stk. 16.

    Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, skal, medmindre ganske særlige grunde afgørende taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, stiller økonomisk sikkerhed for 50.000 kr. til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven til ansøgeren, jf. stk. 14. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler for, hvordan økonomisk sikkerhed efter 1. pkt. skal stilles. Det i 1. pkt. angivne beløb er fastsat i 2002-niveau og reguleres fra og med 2003 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

7) Hvis en udlænding over 18 år uden for de i stk. 1, nr. 2, nævnte tilfælde samlever på fælles bopæl i ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 18 år, der er omfattet af stk. 1, nr. 2, litra a-d, og ægteskabet eller samlivsforholdet utvivlsomt må anses for indgået efter den herboendes eget ønske, eller særlige personlige forhold i øvrigt taler herfor.

    Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil.

    Stk. 4. Opholdstilladelse til en samlever efter stk. 1, nr. 2, litra d, og efter stk. 2, nr. 7, når den herboende person ikke har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, og opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, litra d, og efter stk. 1, nr. 4, skal, medmindre særlige grunde taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil. Har den herboende person ikke dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 3, såfremt særlige grunde taler derfor, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil. Har den herboende person ikke dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, skal opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 7, medmindre særlige grunde taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil.

    Stk. 5. Har en herboende person (garanten) påtaget sig at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om aktiv socialpolitik og lov om integration af udlændinge i Danmark til forsørgelse, skal kommunalbestyrelsen pålægge garanten at yde betaling for hjælpen. Sådan betaling skal af kommunalbestyrelsen inddrives hos garanten efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.

 

    Stk. 5. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, skal, medmindre ganske særlige grunde afgørende taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, i en periode på 1 år inden tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen og frem til meddelelsen af opholdstilladelsen ikke har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. stk. 17.

    Stk. 6. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, skal, medmindre særlige grunde taler derimod, betinges af, at den herboende person godtgør at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. stk. 18.

    Stk. 7. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, kan, medmindre ganske særlige grunde taler derimod, kun gives, såfremt ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til Danmark er større end ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til et andet land.

    Stk. 8. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, kan ikke, medmindre ganske særlige grunde afgørende taler derfor, gives, såfremt det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters ønske.

    Stk. 9. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, kan ikke gives, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller etableringen af samlivsforhold er at opnå opholdstilladelse.

    Stk. 10. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan, såfremt væsentlige hensyn taler derfor, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil, jf. stk. 16. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan endvidere, såfremt væsentlige hensyn taler derfor, betinges af, at den herboende person godtgør at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. stk. 18.

    Stk. 11. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 3, skal betinges af, at den herboende person påtager sig at forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil, jf. stk. 16. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 3, når opholdstilladelsen gives med henblik på ophold hos barnets nærmeste familie, skal endvidere betinges af, at den herboende person godtgør at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. stk. 18.

    Stk. 6. Ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2 eller 5, kan kun indgives af personer, der opholder sig her i landet. Ved behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2, kan akterne, der er indgået i sagen om opholdstilladelse til ansøgeren efter § 7, indhentes uden ansøgerens samtykke.

    Stk. 7. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, og stk. 2, nr. 1, 3, 4 og 7, skal være opnået inden indrejsen. Efter indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre ganske særlige forhold taler derfor. Har udlændingen på tidspunktet for ansøgningen lovligt ophold her i landet i medfør af §§ 1-3 a, 4 b eller 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6-9, kan ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2 eller 3, eller stk. 2, nr. 7, dog indgives, behandles og tillægges opsættende virkning, medmindre særlige grunde taler derimod.

    Stk. 8. Kan en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, nr. 7, indgives her i landet, jf. stk. 7, og opholder ansøgeren sig her i landet på tidspunktet for ansøgningens indgivelse, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, nr. 7, på grundlag af samliv på fælles bopæl i ægteskab kun gives, såfremt ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse har lovligt ophold her i landet i medfør af §§ 1-3 a eller 4 b eller i medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6-9, eller såfremt ganske særlige grunde taler derfor.

    Stk. 9. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, nr. 7, kan ikke gives, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller etableringen af samlivsforhold er at opnå opholdstilladelse.

    Stk. 10. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, litra b-d, og efter stk. 2, nr. 7, når den herboende person ikke har dansk indfødsret, kan kun gives, såfremt ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til Danmark mindst svarer til ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til et andet land, eller såfremt særlige personlige forhold i øvrigt taler herfor.

 

    Stk. 12. Opholdstilladelse efter stk. 1 skal være opnået inden indrejsen. Efter indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre ganske særlige grunde taler derfor. Har udlændingen på tidspunktet for ansøgningen lovligt ophold her i landet i medfør af §§ 1-3 a, 4 b eller 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6-9 e, kan ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1 eller 2, dog indgives, behandles og tillægges opsættende virkning, medmindre særlige grunde taler derimod.

    Stk. 13. Er en opholdstilladelse betinget af, at den herboende person (garanten) har påtaget sig at forsørge ansøgeren, jf. stk. 2 og stk. 11, 1. pkt., og har skullet godtgøre at være i stand hertil, jf. stk. 3 og stk. 11, 1. pkt., og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, skal kommunalbestyrelsen pålægge garanten at yde betaling for hjælpen. Betalingen skal af kommunalbestyrelsen inddrives hos garanten efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter. 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse for offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven, som ydes ansøgeren, efter at den pågældende er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller en ny opholdstilladelse på et andet grundlag.

    Stk. 14. Er en opholdstilladelse betinget af, at den herboende person har skullet stille økonomisk sikkerhed, jf. stk. 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, skal kommunalbestyrelsen tvangsinddrive det beløb, der er stillet til sikkerhed, som betaling for hjælpen. Stk. 13, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om, hvordan tvangsinddrivelse efter 1. pkt. skal ske.

    Stk. 15. Kommunalbestyrelsen kan uden samtykke fra den herboende person og ansøgeren afgive en udtalelse til Udlændingestyrelsen til brug for behandlingen af en sag efter stk. 1 om de af kommunalbestyrelsen bekendte forhold vedrørende den herboende person og ansøgeren, som kommunalbestyrelsen skønner vil være af betydning for afgørelsen af sagen.

    Stk. 11. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2 og 4, og stk. 2, nr. 1 og 7, skal, medmindre særlige grunde taler derimod, betinges af, at den person, der bor i Danmark, godtgør at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 3, kan, såfremt væsentlige hensyn taler herfor, betinges af, at den herboende person godtgør at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse.

    Stk. 12. Kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den person, der bor i Danmark, er i stand til at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den person, der bor i Danmark, er i stand til at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter 1. pkt.

    Stk. 13. Kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om den herboendes boligforhold, herunder antallet af beboelsesrum og beboere i boligen. Kommunalbestyrelsen kan til brug for sin udtalelse efter 1. pkt. samkøre Det Fælleskommunale Persondatasystem med Bygnings- og Boligregistret (BBR) med det formål at tilvejebringe oplysning om antallet af beboelsesrum i boligen og antallet af beboere, der er tilmeldt den pågældende adresse. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den person, der bor i Danmark, råder over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. stk. 11, samt om kommunalbestyrelsens udtalelse efter 1. pkt.

 

    Stk. 16. Kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, er i stand hertil, jf. stk. 3, stk. 10, 1. pkt., og stk. 11, 1. pkt. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, er i stand hertil, jf. stk. 3, stk. 10, 1. pkt., og stk. 11, 1. pkt., og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter 1. pkt.

    Stk. 17. Kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den herboende person siden 1 år inden tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. stk. 5.

    Stk. 18. Kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om den herboende persons boligforhold, herunder antallet af beboelsesrum og beboere i boligen. Kommunalbestyrelsen kan uden samtykke fra den herboende person til brug for sin udtalelse efter 1. pkt. samkøre Det Fælleskommunale Persondatasystem med Bygnings- og Boligregistret (BBR) med det formål at tilvejebringe oplysning om antallet af beboelsesrum i boligen og antallet af beboere, der er tilmeldt den pågældende adresse. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den herboende person råder over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. stk. 6, stk. 10, 2. pkt., og stk. 11. 2. pkt., og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter 1. pkt.

     
   

§ 9 a. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for at imødekomme ansøgningen, herunder hvis udlændingen kan få ansættelse inden for et fagområde, hvor der er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft.

   

    Stk. 2. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis opholdstilladelse efter §§ 7-9 eller §§ 9 b-e nægtes forlænget efter § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, eller inddrages efter § 19, stk. 1, når udlændingen er i et fast ansættelsesforhold af længere varighed eller gennem en længere periode har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed og beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler derfor.

   

    Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1 skal være opnået inden indrejsen. Efter indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre særlige grunde taler derfor.

   

    Stk. 4. Ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2 kan kun indgives af en udlænding, der opholder sig her i landet. Ansøgninger, der indgives senere end 7 dage efter, at der er truffet endelig afgørelse om nægtelse af forlængelse eller inddragelse af udlændingens opholdstilladelse efter §§ 7-9 eller §§ 9 b-e, kan ikke behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.

     
   

§ 9 b. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.

   

    Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 kan kun indgives af udlændinge, der opholder sig her i landet. Ved behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 kan Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration uden ansøgerens samtykke indhente akterne, der er indgået i sagen om opholdstilladelse til ansøgeren efter § 7, fra Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet.

     
   

§ 9 c. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde taler derfor. Medmindre særlige grunde taler derimod, betinges opholdstilladelse efter 1. pkt. som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person af, at de i § 9, stk. 2-9, nævnte betingelser er opfyldt. Bestemmelserne i § 9, stk. 13-18, finder tilsvarende anvendelse.

   

    Stk. 2. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, hvis

   

1) udsendelse af udlændingen, jf. § 30, ikke har været mulig i mindst 18 måneder,

   

2) udlændingen har medvirket ved udsendelsesbestræbelserne i sammenhængende 18 måneder og

   

3) udsendelse efter de foreliggende oplysninger for tiden må anses for udsigtsløs.

   

    Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1 skal være opnået inden indrejsen. Efter indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre særlige grunde taler derfor.

     
   

§ 9 d. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, som tidligere har haft dansk indfødsret, medmindre udlændingens danske indfødsret er frakendt ved dom efter § 8 A i lov om dansk indfødsret.

     
   

§ 9 e. Der kan gives opholdstilladelse til en udlænding med opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v., der uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde må antages at have behov for midlertidig beskyttelse her i landet.

   

    Stk. 2. Der kan gives opholdstilladelse til en udlænding fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien, der har eller har haft opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien (Kosovonødloven), eller som på grundlag af en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 indgivet inden den 30. april 1999 er eller har været registreret som asylansøger efter reglerne i § 48 e, stk. 1, såfremt udlændingen må antages at have behov for midlertidig beskyttelse her i landet.«

     

§ 10. Uanset bestemmelserne i §§ 6-9 kan der kun, når særlige grunde taler derfor, gives opholdstilladelse,

 

4. I § 10, stk. 1, ændres »§§ 6-9« til: »§§ 6-9 e«.

1)-4) - - -

   

    Stk. 2. Til udlændinge, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, kan opholdstilladelse gives efter reglerne i §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde taler derimod. Endvidere kan opholdstilladelse undtagelsesvis gives efter §§ 6 og 9, når ganske særlige grunde taler derfor, dog tidligst to år efter udrejsen.

 

5. I § 10, stk. 2, 2. pkt., ændres »§§ 6 og 9« til: »§§ 6 og 9-9 e«.

     
   

6. § 11 affattes således:

§ 11. Opholdstilladelse efter §§ 7-9 gives med henblik på varigt eller midlertidigt ophold her i landet. En opholdstilladelse kan tidsbegrænses.

    Stk. 2. En tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold forlænges efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage tilladelsen efter § 19.

Stk. 3. Efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding med opholdstilladelse efter §§ 7, 8 eller 9, stk. 1 og 2, som med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 3 år, jf. dog stk. 5.

    Stk. 4. Uanset at betingelserne i stk. 3 ikke er opfyldt, kan der efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis væsentlige hensyn afgørende taler for at imødekomme ansøgningen, jf. dog stk. 5.

    Stk. 5. Medmindre særlige grunde taler derimod, er meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse betinget af, at den pågældende udlænding

1) har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter lov om integration af udlændinge i Danmark eller, hvis dette ikke er tilfældet, har gennemført et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed, jf. stk. 7,

2) under sit ophold her i landet inden for en af indenrigsministeren fastsat periode ikke er idømt en betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter, jf. stk. 7, og

 

»§ 11. Opholdstilladelse efter §§ 7 9 e meddeles med henblik på varigt eller midlertidigt ophold her i landet. Opholdstilladelsen kan tidsbegrænses.

    Stk. 2. En tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold forlænges efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19.

    Stk. 3. Efter ansøgning meddeles der tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding, som har boet lovligt her i landet i mere end de sidste 7 år, og som i hele denne periode har haft opholdstilladelse på det samme grundlag efter §§ 7 9 e, jf. dog stk. 5-7, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. En udlænding med opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, kan dog tidligst meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse ved det fyldte 18. år.

    Stk. 4. Uanset at betingelserne i stk. 3, 1. pkt., ikke er opfyldt, kan der efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis væsentlige hensyn afgørende taler for at imødekomme ansøgningen, jf. dog stk. 5-7.

    Stk. 5. En udlænding kan ikke meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis udlændingen er idømt ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, for overtrædelse af

1) lov om euforiserende stoffer, straffelovens § 191 eller § 290, når udbyttet er opnået ved overtrædelse af lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191,

3) ikke har forfalden gæld på over 50.000 kr. til det offentlige, jf. stk. 6 og 7.

    Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 5, nr. 3, kan der dog meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis den pågældende udlænding har indgået en aftale om afvikling af gælden og overholder en sådan aftale.

    Stk. 7. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for anvendelsen af stk. 3-6, herunder for kommunalbestyrelsens udtalelse efter integrationslovens § 52. Det i stk. 5, nr. 3, angivne beløb er fastsat i 1998-niveau og reguleres fra og med 1999 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

    Stk. 8. Udlændingestyrelsen registrerer opholdsgrundlag for udlændinge, der meddeles opholdstilladelse efter §§ 6-9 eller fritages for opholdstilladelse efter § 5, stk. 2, i Det Centrale Personregister (CPR). Registreringen sker ved meddelelsen af opholdstilladelsen eller fritagelsen herfor. Er der blevet meddelt opholdstilladelse til en udlænding som nævnt i § 42 a, stk. 1, 1. pkt., sker registreringen ved udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til den pågældende. Registrering kan ikke ske før det i 2. og 3. pkt. nævnte tidspunkt.

 

2) udlændingelovens § 59, stk. 5, eller straffelovens § 125 a eller

3) bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens § 119, stk. 1 og 2, § 180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, § 192 a, § 210, stk. 1 og 3, jf. stk. 1, § 216, § 222, §§ 224 og 225, jf. §§ 216 og 222, § 237, § 245, § 246, § 252, stk. 2, § 261, stk. 2, eller § 288.

    Stk. 6. Medmindre særlige grunde taler derimod, er meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse betinget af, at udlændingen

1) har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter integrationsloven eller, hvis dette ikke er tilfældet, har gennemført et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed, jf. stk. 7,

2) uden for de i stk. 5 nævnte tilfælde ikke her i landet inden for en af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsat periode er idømt en betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter, jf. stk. 7, og

3) ikke har forfalden gæld til det offentlige, jf. stk. 7.

    Stk. 7. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler for anvendelsen af stk. 3-6 og for kommunalbestyrelsens udtalelse efter integrationslovens § 52.«

     

§ 14. Følgende udlændinge er fritaget for arbejdstilladelse:

   

1)-3) - - -

   

4) Udlændinge med opholdstilladelse efter §§ 7, 8 eller 9, stk. 1, eller stk. 2, nr. 1, 2 eller 5-7.

 

7. I § 14, stk. 1, nr. 4, ændres »§§ 7, 8 eller 9, stk. 1, eller stk. 2, nr. 1, 2 eller 5-7« til: »§§ 7, 8, 9, 9 b, 9 d eller 9 e«.

     

5) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2.

 

8. I § 14, stk. 1, nr. 5, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«, og »§ 9, stk. 2, nr. 2« ændres til: »§ 9 b«.

6) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7.

 

9. I § 14, stk. 1, nr. 6, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c«.

7) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person.

 

10. I § 14, stk. 1, nr. 7, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«.

    Stk. 2. - - -

   
     

§ 17 a. Uanset bestemmelsen i § 17 bortfalder en opholdstilladelse først, når en udlænding, der med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder og har opholdstilladelse efter

   

1) - - -

   

2) § 9, stk. 2, nr. 2,

 

11. I § 17 a, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2« til: »§ 9 b«.

     

3) § 9, stk. 2, nr. 4, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2,

 

12. I § 17 a, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«, og »§ 9, stk. 2, nr. 2« ændres til: »§ 9 b«.

     

4) § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7,

 

13. I § 17 a, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c«.

     

5) § 9, stk. 2, nr. 5, når tilladelsen er meddelt tidsubegrænset,

 

14. I § 17 a, stk. 1, nr. 5, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 5« til: »§ 9 e«.

     

6) § 9, stk. 2, nr. 6,

 

15. § 17 a, stk. 1, nr. 6, ophæves.

Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 6 og 7.

     

7) § 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 1, 4 eller 7, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af nr. 1-6, jf. dog stk. 3, eller

 

16. I § 17 a, stk. 1, nr. 7, der bliver nr. 6, ændres »§ 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 1, 4 eller 7« til: »§§ 9 eller 9 c, stk. 1«, og »nr. 1-6« ændres til: »nr. 1-5«.

     

8) et andet grundlag end nævnt i nr. 1-7, hvis det bestemmes efter ansøgning.

 

17. I § 17 a, stk. 1, nr. 8, der bliver nr. 7, ændres »nr. 1-7« til: »nr. 1-6«.

    Stk. 2. - - -

   

    Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder kun anvendelse for en udlænding omfattet af stk. 1, nr. 7, hvis udlændingen vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem udlændingen har den familiemæssige tilknytning, der har dannet grundlag for opholdstilladelsen.

 

18. I § 17 a, stk. 3, ændres »stk. 1, nr. 7« til: »stk. 1, nr. 6«.

    Stk. 4. Uanset bestemmelsen i § 17 bortfalder en opholdstilladelse først, når en udlænding, der med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, har opholdt sig uden for Danmark i mere end 3 på hinanden følgende måneder og har opholdstilladelse efter

   

1) § 9, stk. 2, nr. 5, når tilladelsen er meddelt tidsbegrænset,

 

19. I § 17 a, stk. 4, nr. 1, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 5« til: »§ 9 e«.

     

2) § 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 1, 4 eller 7, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af nr. 1, jf. dog stk. 5, eller

 

20. I § 17 a, stk. 4, nr. 2, ændres »§ 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 1, 4 eller 7« til: »§§ 9 eller 9 c, stk. 1«.

3) - - -

   

    Stk. 5-6. - - -

   
     

§ 19. En tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages:

 

21. § 19, stk. 1, nr. 1, affattes således:

1) Når det grundlag, som er angivet i ansøgningen eller tilladelsen, herunder efter §§ 7 eller 8, var urigtigt eller ikke længere er til stede.

 

»1) Når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, jf. §§ 7 og 8.«

2)-3) - - -

   

4) Når opholdstilladelsen er betinget af, at en herboende person godtgør at være i stand til at forsørge ansøgeren, jf. § 9, stk. 3 og 4, og den herboende person ikke længere kan godtgøre dette. Bestemmelsen i § 9, stk. 12, finder tilsvarende anvendelse.

 

22. I § 19, stk. 1, nr. 4, 1. pkt., ændres »ansøgeren, jf. § 9, stk. 3 og 4« til: »udlændingen, jf. § 9, stk. 3, stk. 10, 1. pkt., og stk. 11, 1. pkt.«.

 

23. I § 19, stk. 1, nr. 4, 2. pkt., ændres »Bestemmelsen i § 9, stk. 12« til: »Bestemmelserne i § 9, stk. 16«.

     
   

24. Efter § 19, stk. 1, nr. 4, indsættes:

   

»5) Når opholdstilladelsen ikke er betinget af, at en herboende person godtgør at være i stand til at forsørge udlændingen, fordi ganske særlige grunde taler derimod, jf. § 9, stk. 3, og disse ganske særlige grunde ikke længere foreligger, og den herboende person ikke kan godtgøre at være i stand til at forsørge udlændingen. Bestemmelserne i § 9, stk. 16, finder tilsvarende anvendelse.«

   

Nr. 5-6 bliver herefter nr. 6-7.

     

5) Når opholdstilladelsen er betinget af, at en herboende person godtgør at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. § 9, stk. 11, og den herboende person ikke længere kan godtgøre dette. Bestemmelserne i § 9, stk. 13, finder tilsvarende anvendelse.

 

25. I § 19, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., og nr. 6, 1. pkt., der bliver § 19, stk. 1, nr. 6, 1. pkt., og nr. 7, 1. pkt., ændres »§ 9, stk. 11« til: »§ 9, stk. 6, stk. 10, 2. pkt., og stk. 11, 2. pkt.«.

 

26. I § 19, stk. 1, nr. 5, 2. pkt., og nr. 6, 2. pkt., der bliver § 19, stk. 1, nr. 6, 2. pkt., og nr. 7, 2. pkt., ændres »§ 9, stk. 13« til: »§ 9, stk. 18«.

6) Når opholdstilladelsen ikke er betinget af, at en herboende person godtgør at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, fordi særlige grunde taler derimod, jf. § 9, stk. 11, og disse særlige grunde ikke længere foreligger, og den herboende person ikke kan godtgøre at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse. Bestemmelserne i § 9, stk. 13, finder tilsvarende anvendelse.

   

    Stk. 2-3. - - -

   

    Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 2-6, finder ikke anvendelse på udlændinge, som har opholdstilladelse efter § 6.

 

27. I § 19, stk. 4, ændres »nr. 2-6« til: »nr. 2-7«.

    Stk. 5. - - -

   

    Stk. 6. Ved afgørelsen om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt i medfør af § 9, stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, nr. 7, skal der tages særligt hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes, at udlændingen med opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, nr. 7, har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet.

 

28. I § 19, stk. 6, ændres to steder »§ 9, stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, nr. 7« til: »§ 9, stk. 1, nr. 1«.

     

§ 26. Ved afgørelsen om udvisning skal der tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af

 

29. § 26, stk. 1, nr. 1, affattes således:

1) udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder om udlændingen er kommet her til landet som barn eller ganske ung,

 

»1) udlændingens tilknytning til det danske samfund,«.

2) varigheden af udlændingens ophold her i landet,

3)-7) - - -

 

30. § 26, stk. 1, nr. 2, ophæves.

Nr. 3-7 bliver herefter nr. 2-6.

    Stk. 2. - - -

   
     

§ 27. - - -

   

    Stk. 2. - - -

   

    Stk. 3. For så vidt angår udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 og § 9, stk. 2, nr. 5, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v., regnes de i stk. 1 nævnte tidsrum fra tidspunktet for den første meddelelse af opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse. Fristen regnes fra det tidligste af de i 1. pkt. nævnte begyndelsestidspunkter.

 

31. I § 27, stk. 3, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 5« til : »9 e, stk. 1«.

    Stk. 4-6. - - -

   
     

§ 32. - - -

   

    Stk. 2-5. - - -

   

    Stk. 6. Et indrejseforbud bortfalder, såfremt den pågældende under de i § 10, stk. 2, nævnte betingelser meddeles opholdstilladelse efter §§ 6-9.

 

32. I § 32, stk. 6, ændres »§§ 6-9« til: »§§ 6-9 e«.

    Stk. 7. - - -

   
     

§ 33. - - -

 

33. § 33, stk. 2, 1. og 2. pkt., affattes således:

    Stk. 2. Meddeler Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 a, stk. 3, afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, kan udlændingen pålægges at udrejse straks. Det samme gælder ved fastsættelse af en ny udrejsefrist, hvis der er meddelt opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, efter at Udlændingestyrelsen har meddelt afslag på asyl efter § 53 a, stk. 3. I andre tilfælde må fristen bortset fra påtrængende tilfælde ikke være kortere end 15 dage eller, hvis udlændingen er statsborger i et andet nordisk land og har haft bopæl her i landet, eller hvis udlændingen hidtil har haft opholdstilladelse, 1 måned.

 

»Meddeler Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 b, stk. 1, eller Flygtningenævnet afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, pålægges udlændingen at udrejse straks. Det samme gælder ved fastsættelse af en ny udrejsefrist, hvis der er meddelt opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, efter at Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 b, stk. 1, eller Flygtningenævnet har meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7.«

    Stk. 3. - - -

 

34. § 33, stk. 4, affattes således:

    Stk. 4. Indgives der ansøgning om opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2, inden 10 dage efter, at Flygtningenævnet har meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 7, har dette opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen. En sådan ansøgning har ikke opsættende virkning, hvis udlændingens asylsag er afgjort af Udlændingestyrelsen efter § 53 a, stk. 3, og udrejsefristen er overskredet.

 

»Stk. 4. En ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b har opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis ansøgningen indgives i tilknytning til forkyndelsen for udlændingen af udrejsefristen i forbindelse med et afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7. En ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b, der indgives på et senere tidspunkt end det i 1. pkt. nævnte, har ikke opsættende virkning, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.«

     

    Stk. 5. Indbringes en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen efter § 53 a, stk. 3, for Folketingets Ombudsmand, har dette ikke opsættende virkning.

 

35. I § 33, stk. 5, ændres »§ 53 a, stk. 3« til: »§ 53 b, stk. 1«.

    Stk. 6. Indbringes en afgørelse truffet af indenrigsministeren efter § 9, stk. 2, nr. 2, for Folketingets Ombudsmand, har dette ikke opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis indbringelsen må anses for åbenlyst ubegrundet eller udlændingens udrejsefrist er overskredet.

 

36. I § 33, stk. 6, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2,« til: »§ 9 b«.

    Stk. 7. En ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7 eller § 9, stk. 2, nr. 2, har ikke opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, medmindre den myndighed, der har truffet afgørelsen, træffer beslutning herom. Er udlændingens udrejsefrist overskredet, har en ansøgning om genoptagelse ikke opsættende virkning.

 

37. I § 33, stk. 7, 1. pkt., ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2,« til: »§ 9 b«.

 

38. § 33, stk. 7, 2. pkt., affattes således:

»Er udlændingens udrejsefrist overskredet, har en ansøgning om genoptagelse ikke opsættende virkning, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.«

     
   

39. Efter § 33, stk. 7, indsættes:

   

»Stk. 8. En ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7 eller § 9 b eller efter § 9 c, når afgørelsen vedrører en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, behandles ikke, hvis den myndighed, der har truffet afgørelsen, ikke er bekendt med udlændingens opholdssted.«

    Stk. 8. - - -

 

Stk. 8-11 bliver herefter stk. 9-12.

     

    Stk. 9. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 9, jf. § 10, stk. 2, fra en udlænding med indrejseforbud, har ikke opsættende virkning, medmindre den myndighed, der behandler ansøgningen, træffer beslutning herom.

 

40. I § 33, stk. 9, der bliver stk. 10, ændres »§ 9« til: »§§ 9-9 e«.

    Stk. 10. - - -

   
   

41. § 33, stk. 11, der bliver stk. 12, affattes således:

    Stk. 11. Påklages en afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 5, til en udlænding fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien eller en beslutning om inddragelse af en sådan opholdstilladelse inden 7 dage efter, at afgørelsen eller beslutningen er meddelt udlændingen, har den pågældende ret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort.

 

»Stk. 12. Påklager en udlænding fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien, der har eller har haft opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien (Kosovonødloven), eller som på grundlag af en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 indgivet inden den 30. april 1999 er eller har været registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 1, en afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 e, stk. 2, eller en beslutning om inddragelse af en sådan opholdstilladelse inden 7 dage efter, at afgørelsen eller beslutningen er meddelt udlændingen, har den pågældende ret til at blive her i landet, indtil sagen er afgjort.«

     

§ 36. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter §§ 25 a og 25 b, for overførsel eller tilbageførsel eller for udsendelse af en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i landet, kan politiet bestemme, at den pågældende skal frihedsberøves. Har udlændingen fast bopæl her i landet, kan den pågældende alene frihedsberøves for at sikre muligheden for udvisning efter § 25. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 forventes eller er udtaget til behandling efter den i § 53 a, stk. 3, nævnte procedure, kan efter en konkret, individuel vurdering frihedsberøves, såfremt det er påkrævet for at fastholde udlændingens tilstedeværelse under asylsagsbehandlingen, medmindre de i § 34 nævnte foranstaltninger er tilstrækkelige.

 

42. I § 36, stk. 1, 3. pkt., ændres »§ 53 a, stk. 3« til: »§ 53 b, stk. 1«.

    Stk. 2.-4. - - -

   
     

§ 40 c. Ved behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 kan udlændingemyndighederne kræve, at ansøgeren og den person, til hvem ansøgeren oplyser at have den familiemæssige tilknytning, som skal danne grundlag for opholdstilladelsen, medvirker til en dna-undersøgelse med henblik på at fastslå den familiemæssige tilknytning, såfremt denne ikke på anden måde kan anses for tilstrækkeligt dokumenteret.

 

43. I § 40 c ændres »udlændingelovens § 9« til: »§§ 9 eller 9 c, stk. 1,«.

     

§ 42 a. En udlænding, der opholder sig her i landet og indgiver ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, får udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, eller udlændingen udrejser eller udsendes, jf. dog stk. 3 og 4 og § 43, stk. 1. En udlænding som nævnt i 1. pkt., der er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1 eller 2, § 9, stk. 2, nr. 2, eller § 9, stk. 2, nr. 4-6, får udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen til og med udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.

 

44. I § 42 a, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2, eller § 9, stk. 2, nr. 4-6« til: »§ 9 b, § 9 c eller § 9 e«.

    Stk. 2. - - -

   

    Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke:

   

1) Hvis udlændingen har lovligt ophold her i landet i medfør af § 1 eller § 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6 eller 9.

 

45. I § 42 a, stk. 3, nr. 1, ændres »§§ 6 eller 9« til: »§§ 6 eller 9-9 e«.

2)-4) - - -

   

    Stk. 4.-7. - - -

 

46. Efter § 42 a, stk. 7, indsættes:

   

»Stk. 8. Udlændingestyrelsen bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge. Stk. 7, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

    Stk. 8.-9. - - -

 

Stk. 8 og 9 bliver herefter stk. 9 og 10.

     
   

47. Efter § 44 indsættes:

   

»§ 44 a. Udlændingestyrelsen videregiver uden udlændingens samtykke til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor udlændingen bor eller opholder sig, eller hvortil udlændingen visiteres, jf. integrationslovens § 10, stk. 1, eller flytter fra udlandet, oplysninger om,

   

1) at udlændingen er meddelt opholdstilladelse efter §§ 6-9 e eller fritaget for opholdstilladelse efter § 5, stk. 2, eller

   

2) at udlændingens opholdstilladelse er nægtet forlænget, bortfaldet eller inddraget.

   

    Stk. 2. I de i stk. 1, nr. 1, nævnte tilfælde videregiver Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke til kommunalbestyrelsen de oplysninger vedrørende udlændingens opholdsgrundlag, som er nødvendige for kommunens administration efter integrationsloven og efter anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger der videregives efter 1. pkt.

   

    Stk. 3. Meddeles en udlænding opholdstilladelse efter § 9 eller efter § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person, kan Udlændingestyrelsen efter anmodning fra kommunalbestyrelsen uden udlændingens samtykke videregive oplysninger om, hvorvidt der ved afgørelsen af sagen er gjort undtagelse fra de i § 9, stk. 1, 3-8, 10 eller 11, nævnte betingelser for meddelelse af opholdstilladelse til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvori udlændingen bor eller opholder sig, eller hvortil udlændingen flytter fra udlandet.

   

    Stk. 4. Meddeles en udlænding, der bor eller opholder sig her i landet uden at have lovligt ophold i medfør af §§ 1-3 a, 4 b eller 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6 9 e, og som ikke er indkvarteret på et indkvarteringssted for de i § 42 a, stk. 1 og 2, nævnte udlændinge, afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, videregiver Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke oplysninger herom til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor udlændingen bor eller opholder sig. Tilsvarende gælder, hvis ansøgningen om opholdstilladelse fra en udlænding som nævnt i 1. pkt. bortfalder eller frafaldes.

   

    Stk. 5. Integrationsministeren fastsætter nærmere regler om Udlændingestyrelsens videregivelse af oplysninger efter stk. 1-4, herunder om, at videregivelsen af de i stk. 1, 2 og 4, nævnte oplysninger kan ske i elektronisk form.

   

    Stk. 6. Udlændingestyrelsen kan samkøre de i stk. 1, 2 og 4, nævnte oplysninger med oplysninger fra Det Centrale Personregister (CPR) med det formål at sikre kommunernes administration efter integrationsloven og efter anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration.

   

    Stk. 7. Integrationsministeren kan endvidere efter aftale med indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om, at Udlændingestyrelsen registrerer de i stk. 1 nævnte oplysninger i Det Centrale Personregister (CPR).«

     

§ 46. Afgørelser i henhold til denne lov træffes med de undtagelser, der fremgår af § 9, stk. 5, §§ 46 a-49, § 50, § 50 a og § 51, stk. 2, 2. pkt., af Udlændingestyrelsen.

 

48. I § 46, stk. 1, ændres »§ 9, stk. 5« til: »§ 9, stk. 13 og 14«.

   

49. § 46, stk. 2, affattes således:

    Stk. 2. Udlændingestyrelsens afgørelser kan, bortset fra de i § 33, § 42 a, stk. 7, 1. pkt., § 42 d, stk. 2, og § 53 a nævnte afgørelser, påklages til indenrigsministeren. Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 5, til en udlænding med opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. kan dog ikke påklages til indenrigsministeren.

 

»Stk. 2. Udlændingestyrelsens afgørelser kan, bortset fra de i § 9 e, stk. 1, § 33, § 42 a, stk. 7, 1. pkt., § 42 a, stk. 8, 1. pkt., § 42 d, stk. 2, § 53 a og § 53 b nævnte afgørelser påklages til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration.«

    Stk. 3. - - -

   
   

50. § 46 a affattes således:

§ 46 a. Afgørelse om opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2, træffes af indenrigsministeren.

 

»§ 46 a. Afgørelser efter § 9 b og § 33, stk. 4, 2. pkt., træffes af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration.«

     
   

51. § 46 b affattes således:

§ 46 b. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, behandles kun, hvis ansøgningen indeholder oplysninger om ansøgerens tilknytning til Danmark.

    Stk. 2. Vedkommende danske diplomatiske eller konsulære repræsentation skal påse, at ansøgningen opfylder betingelsen i stk. 1, og kan afvise ansøgningen, såfremt dette ikke er tilfældet. Beslutningen om afvisning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

 

»§ 46 b. Udenrigsministeriet bistår politiet, statsamterne, Udlændingestyrelsen, Flygtningenævnet og ministeren for flygtninge, indvandrere og integration med at indhente nærmere oplysninger til brug for behandlingen af sager eller grupper af sager efter denne lov.«

     

§ 46 c. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang afgørelser vedrørende meddelelse, forlængelse, bortfald og inddragelse af opholdstilladelser efter § 6 eller § 9, stk. 2, nr. 1, kan træffes af andre myndigheder end Udlændingestyrelsen. Der kan i den forbindelse fastsættes bestemmelser om, til hvilken myndighed afgørelsen kan påklages, og om, at en afgørelse truffet af den myndighed, hvortil afgørelsen kan påklages, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Indenrigsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om, at den myndighed, hvortil afgørelsen kan påklages, kan fastsætte nærmere regler for og træffe bestemmelse om sagernes behandling.

 

52. I § 46 c, 1. pkt., ændres »§ 9, stk. 2, nr. 1« til: »§ 9, stk. 1, nr. 3«.

     

§ 48. Afgørelse om afvisning ved indrejsen, jf. § 28, stk. 1-4, kan træffes af vedkommende politimester eller politidirektøren. Afgørelser efter § 30, § 33, stk. 8, § 34, § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, § 37 e, stk. 1 og 4, § 40, stk. 6 og 7, § 40 a, stk. 1 og 2, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-6 og 10, § 40 b, stk. 1 og 2, § 40 b, stk. 3, 1. pkt., § 40 b, stk. 4-6 og 8, og § 43, stk. 2 og 3, kan træffes af Rigspolitichefen, vedkommende politimester eller politidirektøren. Afgørelser om ydelse af hjælp efter § 43 a kan træffes af Rigspolitichefen. De i 1.-3. pkt. nævnte afgørelser kan påklages til indenrigsministeren. Klagen har ikke opsættende virkning. Politiets afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter § 36 og §§ 37 c-37 e kan dog kun påklages til indenrigsministeren, såfremt afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene efter § 37 eller §§ 37 c-37 e. Politiets afgørelser efter § 33, stk. 8, kan ikke indbringes for indenrigsministeren.

 

53. I § 48, 2. og 7. pkt., ændres »§ 33, stk. 8« til: »§ 33, stk. 9«.

     

§ 48 a. Påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning, overførsel eller tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om afvisning efter reglerne i kapitel 5 eller udvisning efter § 25 b og i givet fald udsendelse.

 

54. Efter § 48 a, stk. 1, 1. pkt., indsættes:

»Udsendelse efter 1. pkt., må dog kun finde sted til et land, der har tiltrådt og faktisk respekterer flygtningekonventionen af 28. juli 1951, og hvor der er adgang til en forsvarlig asylprocedure. Udsendelse efter 1. pkt. må ikke finde sted til et land, hvor udlændingen vil være i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land.«

     
   

55. § 48 a, stk. 2, affattes således:

    Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 behandles ikke, før der er truffet afgørelse efter stk. 1 og udlændingen i givet fald er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land.

 

»Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 behandles ikke, før Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om undladelse af afvisning, udvisning, overførsel eller tilbageførsel og udsendelse, jf. stk. 1.«

    Stk. 3. Indgiver en udlænding, der opholder sig i et andet EF-land, ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgningen ikke behandles, førend Danmark har modtaget en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse.

 

56. § 48 a, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

    Stk. 4. - - -

   
     

§ 52. Endelige administrative afgørelser efter § 46 kan inden 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt udlændingen, af denne kræves indbragt til prøvelse for den ret, hvor udlændingen har bopæl, eller, hvis udlændingen ikke har bopæl noget sted i riget, for Københavns byret, hvis afgørelsen går ud på:

   

1) nægtelse af opholdstilladelse med henblik på varigt ophold efter § 9, stk. 1, nr. 3 eller 4,

 

57. I § 52, stk. 1, nr. 1, ændres: »§ 9, stk. 1, nr. 3 eller 4« til: »§ 9, stk. 1, nr. 2«.

2)-4) - - -

    Stk. 2.-7. - - -

   
     

§ 53. - - -

 

58. § 53, stk. 2, affattes således:

    Stk. 2. Ved nævnets behandling af en sag medvirker foruden formanden eller en af næstformændene 4 medlemmer, hvoraf 1 medlem udpeges af indenrigsministeren, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Dansk Flygtningehjælp, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet og 1 medlem beskikkes efter indstilling fra udenrigsministeren.

 

»Stk. 2. Ved nævnets behandling af en sag medvirker foruden formanden eller en af næstformændene 2 medlemmer, der beskikkes af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration. 1 af de i 1. pkt. nævnte medlemmer skal være medlem af Det Danske Advokatsamfund og beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet. Nævnets medlemmer er uafhængige og kan ikke modtage eller søge instruktion fra den beskikkende eller indstillende myndighed eller organisation.«

    Stk. 3. - - -

   
   

59. § 53, stk. 4, affattes således:

    Stk. 4. Sager, hvor Udlændingestyrelsen har meddelt afslag på asyl under henvisning til, at de i § 7, stk. 4, nævnte betingelser ikke er opfyldt, kan behandles af formanden eller en af næstformændene alene.

 

»Stk. 4. Sager, hvor Udlændingestyrelsen efter forelæggelse for Dansk Flygtningehjælp ikke har truffet bestemmelse efter § 53 b, stk. 1, om, at afgørelsen ikke kan indbringes for Flygtningenævnet, behandles af formanden eller en af næstformændene alene, medmindre der er grund til at antage, at nævnet vil ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.«

    Stk. 5.-8. - - -

   
     

§ 53 a. For Flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser, som Udlændingestyrelsen har truffet om følgende spørgsmål, jf. dog stk. 3:

 

60. I § 53 a, stk. 1, ændres »stk. 3« til: »§ 53 b, stk. 1«.

1)-4) - - -

    Stk. 2. - - -

   

    Stk. 3. Udlændingestyrelsen kan, efter at sagen har været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag, herunder en sag om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, hvor ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet.

 

61. § 53 a, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.

    Stk. 4. Udlændingestyrelsens afgørelser som nævnt i stk. 1 skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 1-3.

 

62. I § 53 a, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1 og 2«.

    Stk. 5. - - -

   
     
   

63. § 53 b affattes således:

§ 53 b. Udlændingestyrelsen underretter Flygtningenævnet om afgørelser, som ikke har kunnet indbringes for nævnet, fordi Udlændingestyrelsen har truffet bestemmelse herom efter reglen i § 53 a, stk. 3. Flygtningenævnet kan bestemme, at bestemte grupper af sager skal kunne indbringes for nævnet.

 

»§ 53 b. Udlændingestyrelsen kan efter forelæggelse for Dansk Flygtningehjælp bestemme, at afgørelsen i en sag om opholdstilladelse efter § 7 ikke kan indbringes for Flygtningenævnet, når ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, herunder når

   

1) den identitet, som ansøgeren påberåber sig, åbenbart er urigtig,

   

2) de omstændigheder, som ansøgeren påberåber sig, åbenbart ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse efter § 7,

   

3) de omstændigheder, som ansøgeren påberåber sig, efter Flygtningenævnets praksis åbenbart ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse efter § 7,

   

4) de omstændigheder, som ansøgeren påberåber sig, åbenbart ikke stemmer overens med generelle baggrundsoplysninger om forholdene i ansøgerens hjemland eller tidligere opholdsland,

   

5) de omstændigheder, som ansøgeren påberåber sig, åbenbart ikke stemmer overens med andre konkrete oplysninger om ansøgerens forhold, eller

   

6) de omstændigheder, som ansøgeren påberåber sig, åbenbart må anses for utroværdige, herunder som følge af ansøgerens skiftende, modstridende eller usandsynlige forklaringer.

   

    Stk. 2. Udlændingestyrelsen kan, medmindre væsentlige hensyn taler derimod, bestemme, at Dansk Flygtningehjælp samme dag, som Udlændingestyrelsen forelægger en sag for Dansk Flygtningehjælp efter stk. 1, skal meddele Udlændingestyrelsen, om Dansk Flygtningehjælp er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgningen må anses for åbenbart grundløs. Udlændingestyrelsen kan endvidere bestemme, at Udlændingestyrelsens afhøring af ansøgeren og Dansk Flygtningehjælps samtale med ansøgeren skal finde sted i lokaler i nær tilknytning til hinanden.

   

    Stk. 3. Udlændingestyrelsen underretter Flygtningenævnet om afgørelser, som ikke har kunnet indbringes for nævnet, fordi Udlændingestyrelsen har truffet bestemmelse herom efter stk. 1. Flygtningenævnet kan bestemme, at bestemte grupper af sager skal kunne indbringes for nævnet.«

     

§ 56. - - -

   

    Stk. 2.-3. - - -

   

    Stk. 4. Flygtningenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, kan henvise en sag, der skal behandles efter § 53, stk. 2, til behandling på skriftligt grundlag, hvis:

   

1)-2) - - -

   

3) sagen vedrører meddelelse af opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, under henvisning til de i § 7, stk. 1 eller 2, nævnte betingelser,

 

64. § 56, stk. 4, nr. 3, ophæves.

Nr. 4-6 bliver herefter nr. 3-5.

4)-6) - - -

   

    Stk. 5.-9. - - -

   
     

§ 60. Overtrædelse af § 16, stk. 2, de i medfør af § 34 eller § 42 a, stk. 7, 1. pkt., givne pålæg, § 39, stk. 1 og 3, § 40, stk. 1-3, og § 42 a, stk. 7, 2. pkt., eller tilsidesættelse af de betingelser, der er knyttet til en tilladelse efter loven, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.

 

65. I § 60, stk. 1, ændres »§ 34 eller § 42 a, stk. 7, 1. pkt.« til: »§ 34, § 42 a, stk. 7, 1. pkt., eller § 42 a, stk. 8, 1. pkt.«, og »§ 40, stk. 1-3, og § 42 a, stk. 7, 2. pkt.« ændres til: »§ 40, stk. 1-3, § 42 a, stk. 7, 2. pkt., og § 42 a, stk. 8, 2. pkt.«.

     
   

§ 2

I det følgende gengives de relevante dele af de relevante gældende bestemmelser i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 147 af 9. marts 1999, som ændret ved § 3 i lov nr. 461 af 7. juni 2001:

 

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 147 af 9. marts 1999, som ændret ved § 3 i lov nr. 461 af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer:

     
   

1. Efter § 11 indsættes i kapitel 1:

   

»§ 11 a. Ægteskab må kun indgås, når hver af parterne har dansk indfødsret eller lovligt ophold her i landet i medfør af udlændingelovens §§ 1-3 a, 4 b eller 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6-9 e.

   

    Stk. 2. Hvis ganske særlige omstændigheder, herunder navnlig varigheden af en udlændings ophold her i landet, taler derfor, kan statsamtet give tilladelse til ægteskabet, selv om betingelsen i stk. 1 ikke er opfyldt.

     
   

§ 11 b. I tilfælde, hvor en af parterne ikke har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6-9 e, og hvor den anden part har indfødsret, et sådant statsborgerskab eller en sådan opholdstilladelse, må ægteskab ikke indgås, uden at hver af parterne har afgivet erklæring om at være bekendt med bestemmelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og stk. 3-9.«

     

§ 19. Vielse må ikke foretages, før en af de myndigheder, der er nævnt i § 13, stk. 1, har attesteret, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Attesten skal være udstedt inden for de sidste 4 måneder.

Stk. 2.-3. - - -

 

2. § 19, stk. 1, 2. pkt., ophæves og i stedet indsættes:

»Attesten har gyldighed i 4 måneder. Hvis betingelsen i § 11 a er opfyldt for et kortere tidsrum end 4 måneder, skal gyldigheden af attesten begrænses tilsvarende.«

     
   

3. Efter § 22 indsættes i kapitel 2:

   

»§ 22 a. Ved borgerlige vielser kan vielsesmyndigheden, jf. § 18, jf. § 13, stk. 1, indberette tilfælde, hvor der kan være grund til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, til Udlændingestyrelsen.«

     
   

§ 3

I det følgende gengives de relevante dele af de relevante bestemmelser i lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 643 af 28. juni 2001:

 

I lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 643 af 28. juni 2001, foretages følgende ændringer:

     

§ 4. - - -

   

    Stk. 2. - - -

   

    Stk. 3. Ansvaret efter stk. 1 for indvandrere og for flygtninge med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 4, og § 8 påhviler kommunalbestyrelsen fra tidspunktet for den pågældendes registrering i Det Centrale Personregister (CPR) som tilflyttet kommunen eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse.

 

1. I § 4, stk. 3, udgår: »§ 7, stk. 4, og«.

    Stk. 4. - - -

   
     

§ 16. - - -

   

    Stk. 2.-4. - - -

   

    Stk. 5. Mindreårige uledsagede asylansøgere med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9, stk. 2, nr. 4, kan tilbydes introduktionsprogram, jf. stk. 1-4.

 

2. I § 16, stk. 5, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«.

    Stk. 6. - - -

   
     

§ 25. - - -

   

    Stk. 2.-6. - - -

   

    Stk. 7. Påhviler det en person, der bor i Danmark, at forsørge udlændingen, og er opholdstilladelsen betinget af, at den pågældende har godtgjort at være i stand hertil, jf. udlændingelovens § 9, stk. 3 og 4, er udlændingen ikke berettiget til at få introduktionsydelse.

 

3. I § 25, stk. 7, ændres »§ 9, stk. 3 og 4« til: »§ 9, stk. 2 og 3, og § 9 c, stk. 1, 2. pkt.«.

    Stk. 8.-9. - - -

   
     

§ 45. - - -

   

    Stk. 2. - - -

   

    Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2 afholder staten en kommunes udgifter til introduktionsydelser og til særlig støtte efter § 28 a til udlændinge, jf. § 133 i lov om social service, som

   

1) - - -

   

2) er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9, stk. 2, nr. 4, som mindreårige uledsagede asylansøgere, dog længst indtil udlændingen fylder 18 år eller udlændingens forældre får lovligt ophold her i landet.

 

4. I § 45, stk. 3, nr. 2, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«.

    Stk. 4.-11. - - -

   
     
   

5. § 52 affattes således:

§ 52. Til brug for Udlændingestyrelsens afgørelse om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, afgiver kommunalbestyrelsen på anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den pågældende udlænding har gennemført et tilbudt introduktionsprogram, jf. kapitel 4, eller, hvis dette ikke er tilfældet, har gennemført et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed, samt hvorvidt den pågældende udlænding har forfalden gæld på over 50.000 kr. til det offentlige og i givet fald har indgået en aftale om afvikling af gælden og overholder en sådan aftale.

 

»§ 52. Til brug for Udlændingestyrelsens afgørelse om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 6, afgiver kommunalbestyrelsen på anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den pågældende udlænding har gennemført et tilbudt introduktionsprogram, jf. kapitel 4, eller, hvis dette ikke er tilfældet, har gennemført et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed, samt hvorvidt den pågældende udlænding har forfalden gæld til det offentlige.«

     

§ 54. Ved flygtninge m.v. forstås i denne lov udlændinge med opholdstilladelse efter

   

1) - - -

   

2) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

 

6. I § 54, nr. 2, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2« til: »§ 9 b«.

     

3) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

 

7. I § 54, nr. 3, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«, og »§ 9, stk. 2, nr. 2« ændres til: »9 b«.

   

8. § 54, nr. 4, affattes således:

4) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7,

 

»4) udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, eller«.

     

5) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, eller

 

9. I § 54, nr. 5, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 5, eller« til: »§ 9 e.«.

     

6) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 6.

 

10. § 54, nr. 6, udgår.

     

§ 55. Ved familiesammenførte udlændinge til flygtninge forstås i denne lov udlændinge med opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 1, 4 eller 7, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af § 54.

 

11. I § 55 ændres »§ 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 1, 4 eller 7« til: »§§ 9 eller 9 c, stk. 1«.

     

§ 56. Ved andre familiesammenførte udlændinge forstås i denne lov udlændinge med opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 1, 4 eller 7, der er meddelt opholdstilladelse som følge af en familiemæssig tilknytning til en person, der ikke er omfattet af § 54.

 

12. I § 56 ændres »§ 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 1, 4 eller 7, der er meddelt opholdstilladelse« til: »§§ 9 eller 9 c, stk. 1,«.

     
   

§ 4

I det følgende gengives de relevante dele af de relevante bestemmelser i repatrieringsloven, jf. lov nr. 353 af 2. juni 1999, som ændret ved § 3 i lov nr. 424 af 31. maj 2000:

 

I repatrieringsloven, jf. lov nr. 353 af 2. juni 1999, som ændret ved § 3 i lov nr. 424 af 31. maj 2000, foretages følgende ændringer:

     

§ 3. Loven gælder for flygtninge m.v., familiesammenførte udlændinge til flygtninge m.v. og andre familiesammenførte udlændinge, jf. stk. 2-4.

   

    Stk. 2. Ved flygtninge m.v. forstås udlændinge, der har opholdstilladelse efter

   

1) - - -

   

2) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

 

1. I § 3, stk. 2, nr. 2, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2« til: »§ 9 b«.

3) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

 

2. I § 3, stk. 2, nr. 3, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«, og »§ 9, stk. 2, nr. 2« ændres til: »§ 9 b«.

   

3. § 3, stk. 2, nr. 4, affattes således:

4) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7,

 

»4) udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, eller«.

5) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, eller

 

4. I § 3, stk. 2, nr. 5, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 5, eller« til: »§ 9 e.«.

     

6) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 6.

 

5. § 3, stk. 1, nr. 6, udgår.

     

    Stk. 3. Ved familiesammenførte udlændinge til flygtninge m.v. forstås udlændinge, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 1 eller 4, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af stk. 2.

 

6. I § 3, stk. 3 og 4, ændres »§ 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 1, 4 eller 7« til: »§§ 9 eller 9 c, stk. 1«.

    Stk. 4. Ved andre familiesammenførte udlændinge forstås udlændinge, der har tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 1 eller 4, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person, der ikke er omfattet af stk. 2.

   

    Stk. 5.-6. - - -

   
     
   

§ 5

I det følgende gengives de relevante dele af de relevante bestemmelser i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001:

 

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001, foretages følgende ændringer:

     

§ 133. Staten afholder efter reglerne i stk. 2 og 3 udgifter til en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter

   

1) - - -

   

2) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

 

1. I § 133, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2« til: »§ 9 b«.

     

3) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

 

2. I § 133, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«, og »§ 9, stk. 2, nr. 2« ændres til: »§ 9 b«.

     

4) udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 7, som følge af tilknytning til en i Danmark fastboende person, når denne person selv har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres tilbage til en sådan person,

 

3. I § 133, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 7« til: »§ 9, stk. 1, nr. 1 eller 2«.

5) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er givet til personer over 18 år, hvis fader eller moder har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1,

 

4. I § 133, stk. 1, nr. 5 og 6, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«.

6) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til eller et barn af en person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3,

   

7) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en asylsøgende udlænding,

 

5. I § 133, stk. 1, nr. 7, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c«.

   

6. § 133, stk. 1, nr. 8, affattes således:

8) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er givet som følge af tilknytning til en mindreårig asylsøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4,

 

»8) udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet som følge af en tilknytning til en mindreårig asylansøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9 c, eller«.

     

9) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, eller

 

7. I § 133, stk. 1, nr. 9, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 5, eller« til: »§ 9 e.«.

     

10) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 6.

 

8. § 133, stk. 1, nr. 10, udgår.

    Stk. 2.-3. - - -

   
     
   

§ 6

I det følgende gengives de relevante dele af de relevante bestemmelser i lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001:

 

I lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001, foretages følgende ændringer:

     

§ 3 a. - - -

   

    Stk. 2. Tilsvarende ret har udlændinge omfattet af § 2, stk. 2, nr. 1, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens

   

1) § 9, stk. 2, nr. 2,

 

1. I § 3 a, stk. 2, nr. 1, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2« til: »§ 9 b«.

     

2) § 9, stk. 2, nr. 4, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2,

 

2. I § 3 a, stk. 2, nr. 2, ændres »9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«, og »§ 9, stk. 2, nr. 2« ændres til: »§ 9 b«.

     

3) § 9, stk. 1, nr. 2-4, som følge af tilknytning til en person med opholdstilladelse som nævnt i stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og 2,

 

3. I § 3 a, stk. 2, nr. 3, ændres »§ 9, stk. 1, nr. 2-4« til: »§ 9, stk. 1, nr. 1 eller 2«.

     

4) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt til personer over 18 år, hvis fader eller moder har fået opholdstilladelse som nævnt i stk. 1,

 

4. I § 3 a, stk. 2, nr. 4 og 5, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«.

5) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle eller et barn af en person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 1 og 2,

   

6) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en asylsøgende udlænding, samt

 

5. I § 3 a, stk. 2, nr. 6, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c«.

7) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er givet som følge af tilknytning til en mindreårig asylsøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9, stk. 2, nr. 4.

 

6. I § 3 a, stk. 2, nr. 7, ændres »udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4« til: » udlændingelovens § 9 c, stk. 1«, og »eller § 9, stk. 2, nr. 4« ændres til: »eller § 9 c«.

Retten til at bevare pensionen for personer nævnt i nr. 3-5 og nr. 7 er betinget af, at de pågældende vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem de har den familiemæssige tilknytning, som har dannet grundlag for opholdstilladelsen.

   
     
   

§ 7

I det følgende gengives de relevante dele af de relevante bestemmelser i lov om individuel boligstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 62 af 31. januar 2001, som ændret ved § 5 i lov nr. 285 af 25. april 2001:

 

I lov om individuel boligstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 62 af 31. januar 2001, foretages følgende ændringer:

     

§ 65. Reglerne i dette kapitel finder anvendelse på personer, der søger om boligstøtte inden for de første 3 år efter, at de har fået opholdstilladelse efter en af følgende bestemmelser:

   

1) - - -

   

2) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

 

1. I § 65, nr. 2, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 2« til: »§ 9 b«.

     

3) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2,

 

2. I § 65, nr. 3, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«, og »§ 9, stk. 2, nr. 2« ændres til: »§ 9 b«.

     

4) udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 7, som følge af tilknytning til en i Danmark fastboende person, når denne person selv har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan tilbageføres til en sådan person, eller

 

3. I § 65, nr. 4, ændres »§ 9, stk. 1, nr. 2-4, eller § 9, stk. 2, nr. 7« til: »§ 9, stk. 1, nr. 1 eller 2«.

5) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er givet til personer over 18 år, hvis fader eller moder har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1,

 

4. I § 65, nr. 5 og 6, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c, stk. 1«.

6) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til eller et barn af en person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3,

   

7) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en asylsøgende udlænding,

 

5. I § 65, nr. 7, ændres »§ 9, stk. 2, nr. 4« til: »§ 9 c«.

8) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er givet som følge af tilknytning til en mindreårig asylsøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, eller

 

6. I § 65, nr. 8, ændres »udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4« til: »udlændingelovens § 9 c, stk. 1«, og »eller efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4« ændres til: »eller § 9 c«.

9) udlændingelovens § 9, stk. 2, efter at være meddelt afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.

 

7. I § 65, nr. 9, ændres »§ 9, stk. 2,« til: »§§ 9 c eller 9 e«.

     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     

Bilag 2

Spalte- og sidehenvisninger til Folketingstidende vedrørende behandlingen i Folketinget af den oprindelige udlændingelov og senere relevante ændringslove

Lov nr. 226 af 8. juni 1983 (Udlændingeloven) (Lovforslag nr. L 105 af 20. januar 1983)

Skriftlig fremsættelse den 20. januar 1983:

Folketingstidende 1982/83 FF

sp. 4502

Lovforslaget som fremsat:

Folketingstidende 1982/83 Tillæg A

sp. 2027

1. behandling den 2. februar 1983:

Folketingstidende 1982/83 FF

sp. 5316

Betænkning afgivet den 27. maj 1983:

Folketingstidende 1982/83 Tillæg B

sp. 1935

1. del af 2. behandling den 30. maj 1983:

Folketingstidende 1982/83 FF

sp. 12152

Tilføjelse til betænkning den 31. maj 1983:

Folketingstidende 1982/83 Tillæg B

sp. 2775

2. del af 2. behandling den 2. juni 1983:

Folketingstidende 1982/83 FF

sp. 12587

Tillægsbetænkning afgivet den 2. juni 1983:

Folketingstidende 1982/83 Tillæg B

sp. 2845

3. behandling den 3. juni 1983:

Folketingstidende 1982/83 FF

sp. 12847

Lovforslaget som vedtaget:

Folketingstidende 1982/83 Tillæg C

sp. 609

 

Lov nr. 232 af 6. juni 1985 om ændring af udlændingeloven (Lovforslag nr. L 201 af 19. marts 1985)

Skriftlig fremsættelse den 19. marts 1985:

Folketingstidende 1984/85 Tillæg A

sp. 7584

Lovforslaget som fremsat:

Folketingstidende 1984/85 Tillæg A

sp. 4089

1. behandling den 22. marts 1985:

Folketingstidende 1984/85 FF

sp. 7833

Betænkning afgivet den 30. april 1985:

Folketingstidende 1984/85 Tillæg B

sp. 1309

2. behandling den 9. maj 1985:

Folketingstidende 1984/85 FF

sp. 9824

Tillægsbetænkning afgivet den 23. maj 1985:

Folketingstidende 1984/85 Tillæg B

sp. 1731

1. del af 3. behandling den 30. maj 1985:

Folketingstidende 1984/85 FF

sp. 11074

2. del af 3. behandling den 31. maj 1985:

Folketingstidende 1984/85 FF

sp. 11214

Lovforslaget som vedtaget:

Folketingstidende 1984/85 Tillæg C

sp. 675

 

Lov nr. 574 af 19. december 1985 om ændring af udlændingeloven (Lovforslag nr. L 68 af 8. november 1985)

Skriftlig fremsættelse den 8. november 1985:

Folketingstidende 1985/86 Tillæg A

sp. 1921

Lovforslaget som fremsat:

Folketingstidende 1985/86 Tillæg A

sp. 1519

1. behandling den 15. november 1985:

Folketingstidende 1985/86 FF

sp. 2357

Betænkning afgivet den 3. december 1985:

Folketingstidende 1985/86 Tillæg B

sp. 187

2. behandling den 6. december 1985:

Folketingstidende 1985/86 FF

sp. 3765

Tillægsbetænkning afgivet den 8. december 1985:

Folketingstidende 1985/86 Tillæg B

sp. 347

3. behandling den 10. december 1985:

Folketingstidende 1985/86 FF

sp. 3985

Lovforslaget som vedtaget:

Folketingstidende 1985/86 Tillæg C

sp. 97

 

Lov nr. 686 af 17. oktober 1986 om ændring af udlændingeloven (Lovforslag nr. L 4 af 7. oktober 1986)

Skriftlig fremsættelse den 7. oktober 1986:

Folketingstidende 1986/87 Tillæg A

sp. 70

Lovforslaget som fremsat:

Folketingstidende 1986/87 Tillæg A

sp. 13

1. behandling den 10. oktober 1986:

Folketingstidende 1986/87 FF

sp. 360

Betænkning afgivet den 14. oktober 1986:

Folketingstidende 1986/87 Tillæg B

sp. 147

2. behandling den 16. oktober 1986:

Folketingstidende 1986/87 FF

sp. 829

Tillægsbetænkning afgivet den 16. oktober 1986:

Folketingstidende 1986/87 Tillæg B

sp. 203

3. behandling den 17. oktober 1986:

Folketingstidende 1986/87 FF

sp. 998

Lovforslaget som vedtaget:

Folketingstidende 1986/87 Tillæg C

sp. 1

 

Lov nr. 482 af 24. juni 1992 om ændring af udlændingeloven m.v. (Familiesammenføring, effektivisering af asylsagsbehandlingen m.v.) (Lovforslag nr. L 257 af 1. april 1992)

Skriftlig fremsættelse den 1. april 1992:

Folketingstidende 1991/92 FF

sp. 8499

Lovforslaget som fremsat:

Folketingstidende 1991/92 Tillæg A

sp. 6207

1. behandling den 8. april 1992:

Folketingstidende 1991/92 FF

sp. 8839

Betænkning afgivet den 11. juni 1992:

Folketingstidende 1991/92 Tillæg B

sp. 2445

2. behandling den 16. juni 1992:

Folketingstidende 1991/92 FF

sp. 10551

3. behandling den 18. juni 1992:

Folketingstidende 1991/92 FF

sp. 10871

Lovforslaget som vedtaget:

Folketingstidende 1991/92 Tillæg C

sp. 1399

 

Lov nr. 421 af 1. juni 1994 om ændring af udlændingeloven og lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. (Effektivisering af asylsagsbehandlingen, foranstaltning af isolation og brev- og besøgskontrol over for frihedsberøvede udlændinge, betalingsordning for asylansøgeres underhold m.v.) (Lovforslag nr. L 214 af 2. marts 1994)

Skriftlig fremsættelse den 2. marts 1994:

Folketingstidende 1993/94 FF

sp. 7345

Lovforslaget som fremsat:

Folketingstidende 1993/94 Tillæg A

sp. 7295

1. behandling den 15. marts 1994:

Folketingstidende 1993/94 FF

sp. 7681

Betænkning afgivet den 5. maj 1994:

Folketingstidende 1993/94 Tillæg B

sp. 1257

2. behandling den 10. maj 1994:

Folketingstidende 1993/94 FF

sp. 10912

3. behandling den 17. maj 1994:

Folketingstidende 1993/94 FF

sp. 11142

Lovforslaget som vedtaget:

Folketingstidende 1993/94 Tillæg C

sp. 1049

 

Lov nr. 33 af 18. januar 1995 om ændring af udlændingeloven, lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. og lov om social bistand (Opstramninger i åbenbart grundløs-proceduren m.v.) (Lovforslag nr. L 85 af 30. november 1994)

Skriftlig fremsættelse den 30. november 1994:

Folketingstidende 1994/95 FF

s. 1188

Lovforslaget som fremsat:

Folketingstidende 1994/95 Tillæg A

s. 895

1. behandling den 6. december 1994:

Folketingstidende 1994/95 FF

s. 1453

Betænkning afgivet den 13. december 1994:

Folketingstidende 1994/95 Tillæg B

s. 191

2. behandling den 15. december 1994:

Folketingstidende 1994/95 FF

s. 1817

3. behandling den 12. januar 1995:

Folketingstidende 1994/95 FF

s. 2123

Lovforslaget som vedtaget:

Folketingstidende 1994/95 Tillæg C

s. 217

 

Lov nr. 34 af 18. januar 1995 om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v., udlændingeloven og lov om social bistand (Behandling af asylansøgninger fra personer fra det tidligere Jugoslavien med midlertidig opholdstilladelse m.v.) (Lovforslag nr. L 86 af 30. november 1994)

Skriftlig fremsættelse den 30. november 1994:

Folketingstidende 1994/95 Tillæg A

s. 1189

Lovforslaget som fremsat:

Folketingstidende 1994/95 Tillæg A

s. 943

1. behandling den 6. december 1994:

Folketingstidende 1994/95 FF

s. 1465

Betænkning afgivet den 13. december 1994:

Folketingstidende 1994/95 Tillæg B

s. 196

2. behandling den 15. december 1994:

Folketingstidende 1994/95 FF

s. 1818

Tillægsbetænkning afgivet den 10. januar 1995:

Folketingstidende 1994/95 Tillæg B

s. 228

3. behandling den 12. januar 1995:

Folketingstidende 1994/95 FF

s. 2125

Lovforslaget som vedtaget:

Folketingstidende 1994/95 Tillæg C

s. 223

 

Lov nr. 382 af 14. juni 1995 om ændring af udlændingeloven (Effektivisering af asylsagsbehandlingen i Flygtningenævnet, rådgivning af asylansøgere, overførsel af opgaven med at afhøre asylansøgere fra politiet til Direktoratet for Udlændinge, optagelse af fingeraftryk af asylansøgere m.v.) (Lovforslag nr. L 194 af 4. april 1995)

Skriftlig fremsættelse den 4. april 1995:

Folketingstidende 1994/95 FF

s. 4516

Lovforslaget som fremsat:

Folketingstidende 1994/95 Tillæg A

s. 2599

1. behandling den 18. april 1995:

Folketingstidende 1994/95 FF

s. 4731

Betænkning afgivet den 23. maj 1995:

Folketingstidende 1994/95 Tillæg B

s. 728

2. behandling den 31. maj 1995:

Folketingstidende 1994/95 FF

s. 6347

Tillægsbetænkning afgivet den 31. maj 1995:

Folketingstidende 1994/95 Tillæg B

s. 991

3. behandling den 2. juni 1995:

Folketingstidende 1994/95 FF

s. 6627

Lovforslaget som vedtaget:

Folketingstidende 1994/95 Tillæg C

s. 608

 

Lov nr. 290 af 24. april 1996 om ændring af udlændingeloven, lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. og lov om social bistand (Midlertidig opholdstilladelse til personer fra Serbien-Montenegro m.v.) (Lovforslag nr. L 41 af 11. oktober 1995)

Skriftlig fremsættelse den 11. oktober 1995:

Folketingstidende 1995/96 FF

s. 188

Lovforslaget som fremsat:

Folketingstidende 1995/96 Tillæg A

s. 1423

1. behandling den 26. oktober 1995:

Folketingstidende 1995/96 FF

s. 464

Betænkning afgivet den 12. marts 1996:

Folketingstidende 1995/96 Tillæg B

s. 376

2. behandling den 26. marts 1996:

Folketingstidende 1995/96 FF

s. 4866

Tillægsbetænkning afgivet den 11. april 1996:

Folketingstidende 1995/96 Tillæg B

s. 486

3. behandling den 18. april 1996:

Folketingstidende 1995/96 FF

s. 5606

Lovforslaget som vedtaget:

Folketingstidende 1995/96 Tillæg C

s. 406

 

Lov nr. 473 af 1. juli 1998 om ændring af udlændingeloven og straffeloven (Tidsubegrænset opholdstilladelse, asyl, familiesammenføring og udvisning m.v.) (Lovforslag nr. L 59 af 16. april 1998)

Skriftlig fremsættelse den 16. april 1998:

Folketingstidende 1997/98 Tillæg A

s. 1648

Lovforslaget som fremsat:

Folketingstidende 1997/98 Tillæg A

s. 1554

1. behandling den 30. april 1998:

Folketingstidende 1997/98 FF

s. 977

Betænkning afgivet den 23. juni 1998:

Folketingstidende 1997/98 Tillæg B

s. 610

2. behandling den 25. juni 1998:

Folketingstidende 1997/98 FF

s. 2420

Tillægsbetænkning afgivet den 25. juni 1998:

Folketingstidende 1997/98 Tillæg B

s. 728

3. behandling den 26. juni 1998:

Folketingstidende 1997/98 FF

s. 2566

Lovforslaget som vedtaget:

Folketingstidende 1997/98 Tillæg C

s. 503

 

Lov nr. 424 af 31. maj 2000 om ændring af udlændingeloven med flere love (Krav om egen bolig ved familiesammenføring, tilknytningskrav ved ægtefællesammenføring og indsats mod ægteskaber, der ikke beror på parternes egen fri vilje) (Lovforslag nr. L 208 af 29. februar 2000)

Skriftlig fremsættelse den 29. februar 2000:

Folketingstidende 1999/2000 Tillæg A

s. 5831

Lovforslaget som fremsat:

Folketingstidende 1999/2000 Tillæg A

s. 5808

1. behandling den 16. marts 2000:

Folketingstidende 1999/2000 FF

s. 5162

Betænkning afgivet den 9. maj 2000:

Folketingstidende 1999/2000 Tillæg B

s. 754

2. behandling den 16. maj 2000:

Folketingstidende 1999/2000 FF

s. 8003

3. behandling den 18. maj 2000:

Folketingstidende 1999/2000 FF

s. 8201

Lovforslaget som vedtaget:

Folketingstidende 1999/2000 Tillæg C

s. 741

 

Lov nr. 427 af 31. maj 2000 om ophævelse af lov om midlertidig opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien (Kosovonødloven) og lov om ændring af udlændingeloven (Ophævelse af Kosovonødloven) (Lovforslag nr. L 285 af 28. april 2000)

Skriftlig fremsættelse den 28. april 2000:

Folketingstidende 1999/2000 Tillæg A

s. 7855

Lovforslaget som fremsat:

Folketingstidende 1999/2000 Tillæg A

s. 7829

1. behandling den 4. maj 2000:

Folketingstidende 1999/2000 FF

s. 7482

Betænkning afgivet den 16. maj 2000:

Folketingstidende 1999/2000 Tillæg B

s. 1090

Ændringsforslag:

Folketingstidende 1999/2000 Tillæg B

s. 1157

2. behandling den 23. maj 2000:

Folketingstidende 1999/2000 FF

s. 8412

3. behandling den 26. maj 2000:

Folketingstidende 1999/2000 FF

s. 8756

Lovforslaget som vedtaget:

Folketingstidende 1999/2000 Tillæg C

s. 1168