Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om sundhedspersoners underretningspligt over for kommunen

(til landets sygehuse, skadestuer og alment praktiserende læger)

 

Formålet med vejledningen

Som læge, sygeplejerske, sundhedsplejerske, jordemoder, psykolog og autoriseret sundhedsperson i øvrigt har man et særligt ansvar over for de børn og unge, man møder som led i sit daglige virke. Et ansvar, der betyder, at man specielt skal have opmærksomheden rettet mod de børn og unge under 18 år, der – på mange forskellige måder – udsender signaler om, at de har problemer, som de behøver hjælp til at få løst.

Denne vejledning henvender sig særligt til alment praktiserende læger og sundhedspersoner på sygehuse, herunder på børneafdelinger og skadestuer.

Erfaringerne viser, at der hos de nævnte sundhedspersoner kan forekomme usikkerhed om underretningspligtens betydning, hvorfor Sundhedsstyrelsen med denne vejledning skal henlede opmærksomheden på de gældende regler om underretningspligt.

Der skal også henvises til ”Håndbog om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene – herunder gennemgang af reglerne om underretning og tavshedspligt”, som Socialministeriet sammen med Undervisningsministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet udsendte i februar 2004.

1. Den almindelige underretningspligt

Lov om social service (Serviceloven) § 36 1)  omhandler den pligt, alle borgere har til at underrette kommunen, hvis de får kendskab til, at et barn eller en ung udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare.

Den almindelige underretningspligt omfatter meget alvorlige forhold som fysisk eller psykisk vold, seksuelle overgreb, mishandling, vanrøgt og lignende, hvor det er afgørende, at kommunen får viden om forholdene.

Hvis man som sundhedsperson møder et barn eller en ung, der er eller har været udsat for sådanne alvorlige forhold, skal kommunen altid underrettes med det samme.

2. Den udvidede underretningspligt

Efter servicelovens § 35, stk. 1 2) , kan socialministeren fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller ung under 18 år har behov for særlig støtte.

Socialministeren kan efter servicelovens § 35, stk. 2 3) , også fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold, som bevirker, at der kan være anledning til foranstaltninger efter serviceloven.

Socialministeren har fastsat sådanne regler i bekendtgørelse 4)  om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service.

Ifølge bekendtgørelsen omfatter underretningspligten bl.a. offentligt ansatte og andre med offentlige hverv, herunder sundhedspersoner ansat både inden for den primære og den sekundære sundhedssektor og læger, der ikke er offentligt ansatte , herunder alment praktiserende læger.

Disse personer har en pligt til at underrette kommunen, når de i forbindelse med deres virke bliver bekendt med forhold for et barn eller en ung under 18 år, der giver formodning om, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte.

2.1 Hvornår foreligger underretningspligten?

Underretningspligten foreligger ifølge bekendtgørelsen, når barnet eller den unge har vanskeligheder i forhold til de daglige omgivelser, skolen eller samfundet eller i øvrigt lever under utilfredsstillende forhold, eller der er behov for støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Der er ikke nogen nedre grænse for, hvornår den udvidede underretningspligt foreligger.

Den udvidede underretningspligt rækker således betydeligt videre end de alvorlige situationer, som er omfattet af den almindelige underretningspligt efter servicelovens § 36. Foreligger der sådanne alvorlige situationer, jf. under 1 , gælder den almindelige underretningspligt, også når man er offentligt ansat sundhedsperson eller alment praktiserende læge.

Ved vurderingen af, om der skal foretages underretning, må det tages i betragtning, at kommunen efter lov om social service yder forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller ung, gratis familieorienteret rådgivning samt yder støtte, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ung persons særlige behov for støtte.

2.2 Hvornår indtræder underretningspligten?

Underretningspligten indtræder, når der ikke er rimelig mulighed for gennem egen virksomhed i tide at afhjælpe vanskelighederne, herunder gennem rådgivning og vejledning af forældrene og barnet eller den unge samt gennem dialog og samarbejde, eventuelt med henblik på inddragelse af kommunen.

Det forudsættes således, at sundhedspersonen selv i første omgang forsøger at afhjælpe vanskelighederne.

Det er vigtigt, at sundhedspersonen gennem dialog og samarbejde med forældrene gør opmærksom på de problemer, som sundhedspersonen ser, og i øvrigt forsøger at involvere forældrene, barnet eller den unge i løsningen af problemerne, herunder gennem vejledning og rådgivning.

Selvom der er tale om en lovbestemt underretningspligt, forudsættes det, at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde - f.eks. akutte og truende situationer for barnet eller den unge - forinden underretning til kommunen finder sted, forsøger at indhente et samtykke fra forældrene og evt. barnet eller den unge 5) .

Hvis sundhedspersonen ikke kan få et samtykke til at underrette kommunen, vil det herefter være berettiget, at sundhedspersonen videregiver oplysningerne, forudsat at oplysningerne må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling 6) .

Sundhedspersonen kan ikke forlade sig på, at andre vil løse barnets eller den unges problem. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at henvise barnet eller den unge til egen læge eller til politiet.

Hvis en af barnets forældre tilkendegiver selv at ville rette henvendelse til kommunen, bør sundhedspersonen altid overveje også selv at foretage underretning.

 

3. Underretning om gravide med alvorlige misbrugsproblemer

Reglerne om underretningspligt vedrørende gravide med alvorlige misbrugsproblemer efter servicelovens § 35, stk. 3 7) , er også fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse om underretningspligt overfor kommunen efter lov om social service.

Følgende personer har pligt til at underrette kommunen, når de i deres virke får kendskab til en gravid med alvorlige misbrugsproblemer, der må give formodning om, at der er behov for støtte:

1. Offentligt ansatte og andre med offentlige hverv, hvis opgaver retter sig mod gravide, misbrugere eller personer med sociale eller andre særlige problemer, og

2. andre personer, herunder læger, jordemødre og psykologer, der ikke er omfattet af nr. 1, men som for det offentlige udfører opgaver rettet mod gravide, misbrugere eller personer med sociale eller andre særlige problemer.

Underretningspligten vedrørende gravide misbrugere omfatter således bl.a. sundhedspersoner, som har kontakt med gravide med alvorlige misbrugsproblemer.

3.1 Hvornår foreligger underretningspligten?

Underretningspligten foreligger, når der er formodning om, at en gravid har et så alvorligt misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer, at det medfører behov for støtte på grund af sundhedsrisiko for det kommende barn.

At misbruget skal være alvorligt betyder, at det skal have konsekvenser for den enkelte og familien i en sådan grad, at det er rimeligt at handle i forhold til det. Det vil således afhænge af de konkrete omstændigheder, om situationen må anses for så alvorlig, at der er grundlag for at underrette kommunen.

3.2 Hvornår indtræder underretningspligten?

Underretningspligten indtræder, når der ikke er rimelig mulighed for gennem egen virksomhed i tide at afhjælpe vanskelighederne, herunder gennem rådgivning og vejledning af den gravide samt gennem dialog og samarbejde eventuelt med henblik på inddragelse af kommunen.

Ved vurderingen af, om der skal foretages underretning, må det tages i betragtning, at kommunen ifølge lov om social service skal sørge for, at enhver har mulighed for gratis rådgivning. Endvidere skal det tages i betragtning, at kommunerne skal sørge for, at forældre og andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning.

Det forudsættes, at sundhedspersonen i almindelighed, med mindre der foreligger særlige grunde, forinden en underretning til kommunen finder sted, forsøger at indhente et samtykke fra den gravide 8) .

4. Underretningens form og indhold

Der er ingen formkrav til, hvordan en underretning skal finde sted. Det kan både ske skriftligt, telefonisk, mundtligt, via e-mail, hvis den er tilstrækkeligt krypteret, osv.

Sundhedspersoner bør dog som hovedregel underrette kommunen skriftligt.

Sammenblanding af faktiske oplysninger og vurderinger bør undgås.

Af hensyn til kommunens mulighed for at iværksætte eventuelle støtteforanstaltninger, er der behov for at underrette så tidligt som muligt efter, at sundhedspersonen er blevet opmærksom på de forhold, som giver anledning til underretning.

Underretningen skal foretages til barnets, den unges eller den gravides opholdskommune. Børn og unge under 18 år har som udgangspunkt samme opholdskommune som forældrene. Bor barnet mest hos den ene af forældrene, har barnet opholdskommune der. Hvis barnet bor lige meget hos begge forældre, har barnet opholdskommune der, hvor barnet har folkeregisteradresse. Er barnet anbragt uden for hjemmet, har barnet opholdskommune i den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen.

5. Kommunens behandling af en underretning

Kommunen skal skriftligt inden 6 dage sende en bekræftelse på, at underretningen er modtaget.

Når kommunen har modtaget en underretning, har kommunen pligt til at undersøge barnets, den unges eller den gravides forhold, men en underretning medfører ikke pligt for kommunen til at iværksætte støtteforanstaltninger.

Den, der foretager underretning, bliver ikke part i barnets, den unges eller den gravides sag, og den, der har underrettet kommunen, vil derfor ikke kunne få oplysninger om, hvilken hjælp eller støtte kommunen giver barnet, den unge eller den gravide og kan således heller ikke klage over de skridt, som kommunen vælger at foretage eller ikke at foretage.

6. Instrukser

Der bør på sygehuse, herunder særligt på børneafdelinger og skadestuer, foreligge instruks om, hvem der er ansvarlig for, at der sker underretning til kommunen, og hvilke procedurer, der skal følges i de tilfælde, hvor det vurderes, at der er behov for underretning til kommunen.

Instruksen bør ligeledes indeholde en beskrivelse af de situationer, hvor der skal ske underretning til kommunen, f.eks. hvor et barn eller en ung har været udsat for vold eller lignende meget alvorlige forhold, eller hvor der kan være mistanke om andre former for omsorgssvigt, hvor der formodes at være behov for særlig støtte.

Det er den for afdelingen ansvarlige læge, der skal sikre, at der udarbejdes de nødvendige instrukser og endvidere sikre, at personalet har kendskab til disse instrukser.

7. Alment praktiserende læger

De alment praktiserende læger skal også have særlig opmærksomhed på underretningspligten. Den alment praktiserende læge har ofte et bedre grundlag for at vurdere, om et barn eller en ung lever i en familiesituation, hvor der er risiko for, at barnet eller den unge udsættes for overgreb eller andre former for omsorgssvigt.

8. Tvivlen skal komme barnet/den unge/den gravide til gode

Sundhedspersoner skal kende ”vanskeligheder” og ”utilfredsstillende forhold”, overgreb og omsorgssvigt, når de ser disse forhold. Sundhedspersoner skal lade en eventuel tvivl komme barnet/ den unge eller den gravide til gode og altid underrette kommunen, når de har mistanke om, at omsorgssvigt m.v. finder sted.

I tvivlstilfælde kan sundhedspersonen søge rådgivning i kommunen, hvor sagen kan forelægges i anonymiseret form.

9. Afgørelser fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har behandlet flere sager vedrørende sundhedspersoners underretningspligt, som kan være med til at belyse grænserne for underretningspligten.

Eksempler:

I sag nr. 0340408 kritiseres en sygehuslæge for at have undladt at foretage underretning til kommunen. Lægen havde på skadestuen behandlet en 16-årig pige, som henvendte sig med mærker, der kunne være opstået efter slag. Pigen oplyste selv, at hun var blevet overfaldet af sine forældre i forbindelse med et skænderi. Lægen vurderede, at der ikke var indikation for behandling og sendte pigen hjem med besked om at kontakte egen læge og politiet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kritiserede lægen for ikke at have overholdt underretningspligten i henhold til lægelovens § 11 og servicelovens § 35.

I sag nr. 0232723 havde en 36-årig kvinde kontaktet sin praktiserende læges vikar og oplyst, at hun ønskede en provokeret abort, og der blev skrevet henvisning hertil. Tre uger senere oplyste kvinden lægens sekretær om, at hun ønskede at bevare graviditeten, og hun fik en tid til samtale med lægen til den følgende dag. Lægen kontaktede samme dag kvindens sagsbehandler i kommunen og anmodede under henvisning til servicelovens § 35 sagsbehandleren om at deltage i samtalen næste dag.

Kvinden klagede over, at lægen uden hendes samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt underrettede kommunen om hendes graviditet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at det var relevant, at den praktiserende læge foretog underretning til sagsbehandleren i kommunen, idet oplysning om, at kvinden ville gennemføre en graviditet var af væsentlig betydning for varetagelsen af kvindens knap 3-årige barns tarv og dermed ligeledes af væsentlig betydning for behandlingen af kvindens allerede verserende sag i kommunen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn var dog af den opfattelse, at den praktiserende læge inden underretningen burde have forsøgt at indhente kvindens samtykke til underretningen. På denne baggrund fandt nævnet, at den praktiserende læge havde overtrådt lov om patienters retsstilling § 26.

I sag nr. 0021323 var en 17-årig kvinde til første graviditetsundersøgelse hos lægen. Da der havde været mange sociale problemer tidligere, orienterede lægen socialforvaltningen.

Kvinden klagede over, at lægen tilsidesatte sin tavshedspligt ved at videregive oplysninger om hende til kommunen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt under henvisning til servicelovens § 35 og patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 1, at lægen ikke havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive oplysning om kvindens graviditet til kommunen.

I sag nr. 9914203 havde en psykisk syg kvinde forlangt at blive udskrevet fra en psykiatrisk afdeling. Sundhedspersonalet mente ikke, at kvinden burde udskrives, men accepterede dette. Da kvinden et par uger senere meddelte, at hun ikke ønskede kontakt med distriktspsykiatrien og heller ikke længere ville tage den ordinerede medicin, besluttede overlægen at underrette kommunen, hvilket blev begrundet med hensyn til kvindens 8-årige datters tarv. Barnet var meget påvirket af moderens sygdom og havde selv været observeret på en børnepsykiatrisk afdeling.

Et flertal i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt med henvisning til servicelovens § 35, jf. patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 1, at lægen havde været forpligtet til at kontakte kommunens børne- og ungdomsforvaltning. Der blev lagt vægt på, at lægen med rette vurderede, at der kunne blive behov for, at de sociale myndigheder iværksatte støtteforanstaltninger i forhold til barnet på grund af moderens helbredstilstand. Der blev bl.a. henvist til, at det af moderens journal fremgik, at hun i sygdomsfaser ikke magtede omsorgen for barnet.

Disse og andre afgørelser om sundhedspersoners underretningspligt kan læses på Sundhedsvæsenets Patientklagenævns hjemmeside: www.pkn.dk

Sundhedsstyrelsen, den 18. april 2006

Anne Mette Dons

/Elisabeth Hersby

Officielle noter

1) Pr. 1. januar 2007 Lov nr. 573 af 24. juni 2005 om social service § 154

2) Pr. 1. januar 2007 Lov nr. 573 af 24. juni 2005 om social service § 153, stk. 1

3) Pr. 1. januar 2007 Lov nr. 573 af 24. juni 2005 om social service § 153, stk. 2

4) Bekendtgørelse nr. 1092 af 8. december 2000 om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service

5) Vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. punkt 5.2 Videregivelse uden samtykke

6) Lov om patienters retsstilling nr. 482 af 1. juli 1998 § 26, stk. 2, nr. 1. Pr. 1. januar 2007 lov nr. 546 af 24. juni 2005 Sundhedsloven § 43, stk. 2, nr. 1

7) Pr. 1. januar 2007 Lov nr. 573 af 24. juni 2005 om social service § 153, stk. 3

8) Se note 5 og 6