Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
31998L0034
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Anvendelsesområde og definitioner
Kapitel 2 Krav til fyringsanlæg
Kapitel 3 Godkendelses- og tilsynsmyndighedernes beføjelser
Kapitel 4 Administrative bestemmelser
Kapitel 5 Straf
Kapitel 6 Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
Bilag 1 Emissionskrav
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om regulering af luftforurening fra brændeovne og brændekedler samt visse andre faste anlæg til energiproduktion1)

I medfør af § 7, stk. 1, nr. 1 og 5, § 7 a, stk. 1 og 2, § 16, stk. 1 og 2, § 18, § 67, § 92 og § 110, stk. 3 og 4, i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1757 af 22. december 2006, fastsættes:

Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitioner

§ 1. Denne bekendtgørelse

1) fastsætter regler om prøvning forud for salg, overdragelse eller tilslutning af fyringsanlæg, jf. § 2, nr. 1, med en samlet indfyret effekt under 300 kW og

2) præciserer kommunalbestyrelsernes kompetence i sager om forurening fra faste anlæg til energiproduktion.

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) Fyringsanlæg: Brændeovn, centralvarmekedel, pejseindsats, pilleovn, masseovn eller lignende fast anlæg til energiproduktion, der benytter fast brændsel i form af koks, kul, træ eller plantekerner eller andre restprodukter, som er omfattet af bekendtgørelse om biomasseaffald, herunder brændere til sådanne anlæg.

2) Rumopvarmer: Fyringsanlæg med eller uden kedel, designet til at afgive varme direkte til det rum, hvori det er opstillet.

3) Centralvarmekedel: Fyringsanlæg med kedel til opvarmning af brugsvand eller vand til centralvarme, designet til ikke direkte at afgive varme til det rum, hvori det er opstillet.

4) Anlægstype: Serie af fyringsanlæg med identiske forbrændingsegenskaber eller serie af præfabrikerede sektioner designet til opbygning af fyringsanlæg.

5) Enhed: Enkelteksemplar af en anlægstype.

6) Historisk fyringsanlæg: Fyringsanlæg, herunder enheder, men ikke anlægstyper, fremstillet eller bygget før 1940.

§ 3. §§ 4-10 finder ikke anvendelse på

1) fyringsanlæg, der

a) bliver nedtaget med henblik på restaurering eller reparation og herefter genopstilles i samme bygning, eller

b) opstilles i bygninger, der er fredet i henhold til lov om bygningsfredning, eller i anlæg, der er omfattet af museumslovens bilag 1,

2) fyringsanlæg, der uden hjælp af seriefremstillede præfabrikerede sektioner opbygges på den pågældende ejendom eller bygges efter mål til en bestemt placering,

3) historiske fyringsanlæg og

4) individuelt fremstillede kopier af historiske fyringsanlæg.

Kapitel 2

Krav til fyringsanlæg

§ 4. Fyringsanlæg må ikke sælges eller overdrages, uden at fyringsanlægget opfylder emissionskravene i bilag 1 og uden at der medfølger dokumentation herfor. Kravet gælder dog ikke ved salg eller overdragelse af en ejendom med tilhørende installeret fyringsanlæg.

Stk. 2. Fyringsanlæg må ikke tilsluttes, uden at fyringsanlægget opfylder emissionskravene i bilag 1 og uden at der foreligger dokumentation herfor.

Stk. 3. Dokumentationen skal tilvejebringes ved afprøvning, jf. § 5.

Stk. 4 . Dokumentationen skal foreligge i form af en prøvningsattest, jf. § 7, eller en kopi heraf.

Stk. 5. Halmfyrede centralvarmekedler, som tilsluttes i landzone, skal ikke overholde emissionskravene for partikler i bilag 1. Den, der sælger eller overdrager en sådan kedel, skal forinden gøre modtager opmærksom på, at fyringsanlægget kun må tilsluttes i landzone.

§ 5. Fyringsanlægget afprøves af et laboratorium, jf. stk. 2, med henblik på at dokumentere overholdelsen af emissionskravene i bilag 1, jf. dog § 6.

Stk. 2 . Laboratoriet skal være akkrediteret af Den Danske Akkrediterings- og Meterologifond (DANAK) eller et tilsvarende akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af EA’s (European co-operation for Accreditation) multilaterale aftale om gensidig anerkendelse, til at gennemføre de i denne bekendtgørelse nævnte afprøvninger.

Stk. 3 . Laboratoriet udsteder på baggrund af afprøvningen en prøvningsattest, jf. § 7, til dokumentation af, at emissionskravene i bilag 1 er opfyldt.

§ 6. For fyringsanlæg, der udgør enheder i en anlægstype, anses afprøvningen efter § 5, stk. 1, for gennemført for samtlige enheder i anlægstypen ved afprøvning af en enkelt enhed, når der samtidig foreligger dokumentation for produktionskontrol efter stk. 2.

Stk. 2. Produktionskontrol gennemføres i henhold til bilag 7 i bekendtgørelse om bygningsreglement for erhvervs- og etagebyggeri. Produktionskontrollen skal sikre et ensartet grundlag for kvalitetssikring og gøre det muligt at kontrollere, om de angivne emissionskrav kan overholdes af den enkelte enhed, og om kvalitetssikringen gennemføres efter hensigten.

§ 7. Prøvningsattesten for et fyringsanlæg skal indeholde følgende oplysninger:

1) Navn og adresse på den, der har bestilt afprøvningen.

2) Beskrivelse af fyringsanlægget eller anlægstypen.

3) Navn og adresse på afprøvningsinstituttet og oplysninger om afprøvningsinstituttets akkreditering til gennemførelse af målingerne angivet i bilag 1.

4) Anvendt måleprincip og prøvningsmetode, jf. bilag 1.

5) Målt emissionsniveau for fyringsanlægget eller anlægstypen.

6) Udstedelsessted og -dato for erklæringen samt navn og stilling på den person, der har underskrevet denne.

Stk. 2 . Den, der til Danmark har importeret, eller den her i landet, der har ladet foretage afprøvning af et fyringsanlæg, skal sende en kopi af prøvningsattesten til Miljøstyrelsen.

Stk. 3. Den i stk. 2 nævnte person skal opbevare prøvningsattesten og eventuel dokumentation for produktionskontrol i ti år, regnet fra den dato hvor det pågældende fyringsanlæg eller den sidste enhed i den pågældende anlægstype blev solgt eller overdraget.

§ 8. Den i Danmark, der har ladet foretage afprøvning af et fyringsanlæg, skal på Miljøstyrelsens anmodning udlevere alle oplysninger, der er udarbejdet til brug for arbejdet med dokumentationen for overholdelse af emissionskravene i bilag 1.

§ 9. Den, der lader gennemføre tilslutning af et fyringsanlæg, skal for egen regning lade skorstensfejeren påtegne prøvningsattesten eller en genpart heraf, med dato og underskrift.

Stk. 2 . Den, der er ansvarlig for et tilsluttet fyringsanlæg, skal opbevare prøvningsattesten, så længe fyringsanlægget er tilsluttet.

§ 10. Der kan uanset bestemmelserne i §§ 4-9 på messer og udstillinger samt ved demonstration og lignende fremvises fyringsanlæg, som ikke er i overensstemmelse med denne bekendtgørelse. Det skal ved fremvisningen ved tydelig skiltning fremgå, at de pågældende fyringsanlæg ikke er i overensstemmelse med denne bekendtgørelse, og at fyringsanlæggene ikke må sælges, overdrages eller tilsluttes, før der foreligger dokumentation for, at kravene i denne bekendtgørelse er opfyldt.

Kapitel 3

Godkendelses- og tilsynsmyndighedernes beføjelser

§ 11. Uanset om et fyringsanlæg opfylder kravene i denne bekendtgørelse og anden lovgivning, der regulerer opstilling og brug af fyringsanlæg, kan kommunalbestyrelsen efter lovens § 42 meddele påbud eller forbud, eksempelvis påbud om en eller flere af følgende foranstaltninger:

1) Skorstenen forhøjes, således at hverken den bygning, hvorpå skorstenen er placeret, nabobygninger, eller terrænforhold hindrer fri fortynding af røgen.

2) Brugen af fyringsanlægget indskrænkes, anlægget benyttes på en bestemt måde, herunder at der benyttes bestemte brændselstyper, eller benyttelsen kun må ske på bestemte tidspunkter eller under bestemte vejrforhold.

3) Der anvendes brændsel af tilstrækkelig kvalitet og tørhed, og det opbevares på en måde, så brændslets kvalitet ikke forringes.

Stk. 2 . Bekendtgørelsen er ikke til hinder for, at godkendelses- eller tilsynsmyndigheden i en afgørelse efter lovens § 33 eller § 41 kan stille krav til driften af fyringsanlæg, der opstilles på godkendelsespligtige virksomheder.

Kommunale forskrifter

§ 12. Kommunalbestyrelsen kan i en kommunal forskrift fastsætte bestemmelser om forureningsbegrænsende foranstaltninger over for faste anlæg til energiproduktion, indrettet til fyring med fast brændsel, i nærmere klart angivne områder i kommunen.

Stk. 2. Vedtagne forskrifter skal annonceres i offentlige medier, således at forskriften er tilgængelig for borgere og virksomheder i det berørte område.

Stk. 3. En vedtagen forskrift efter stk. 1 er ikke til hinder for, at kommunalbestyrelsen efter lovens § 33, § 41 eller § 42 kan stille krav om yderligere forureningsbegrænsende foranstaltninger end angivet i forskriften.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen fremsender vedtagne forskrifter til Miljøstyrelsen til orientering og registrering.

Kapitel 4

Administrative bestemmelser

§ 13. Miljøstyrelsen fører tilsyn med, at bestemmelserne i §§ 4-10 bliver overholdt.

§ 14. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter lovens § 42 samt kommunalbestyrelsens afgørelser efter lokale forskrifter kan påklages til Miljøklagenævnet, når disse vedrører kommunens egne fyringsanlæg, jf. §§ 20 og 21 i bekendtgørelse nr. 1517 af 14. december 2006 om miljøregulering af visse aktiviteter.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens vedtagelse af en forskrift efter § 12, stk. 1, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Kapitel 5

Straf

§ 15. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) sælger, overdrager eller lader et fyringsanlæg tilslutte i strid med §§ 4-7,

2) lader et fyringsanlæg være tilsluttet, hvis det er tilsluttet i strid med §§ 4-7,

3) undlader at opbevare dokumentation i henhold til § 7, stk. 3, eller § 9, stk. 2,

4) undlader at fremsende dokumentation til Miljøstyrelsen efter § 7, stk. 2,

5) undlader at udlevere oplysninger efter § 8, eller

6) fremviser fyringsanlæg uden behørig skiltning efter § 10.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte bødestraf for overtrædelse i forskrifter, der udstedes i medfør af § 12, stk.1.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 6

Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2008 og ophæves automatisk den 1. januar 2013, medmindre andet bestemmes inden denne dato, jf. Justitsministeriets skrivelse af 28. februar 2002 om en forsøgsordning om anvendelse af automatiske ophørsklausuler i visse bekendtgørelser på miljø- og arbejdsmiljøområdet.

Stk. 2. Kravene i denne bekendtgørelses kapitel 2 skal være opfyldt for nye og brugte fyringsanlæg, som sælges, overdrages eller tilsluttes efter den 1. juni 2008.

Miljøministeriet, den 11. december 2007

Troels Lund Poulsen

/ Karsten Skov


Bilag 1

Emissionskrav

Rumopvarmere

Rumopvarmere med og uden kedel skal opfylde mindst et af de følgende emissionskrav for partikler:

Emissionskrav (øvre grænse)
Måleprincip
Prøvningsmetode
10 g/kg, og en maksimal emission på 20 g/kg i de enkelte prøvningsintervaller
Fortyndingstunnel
NS 3058-1 og NS 3058-2 (udregnet efter NS 3059, klasse 1 eller 2, afhængig af fyringsanlæggets størrelse)eller en tilsvarende standard for måling af partikelemissioner anerkendt i EU, EFTA-lande eller Tyrkiet.
75 mg/normal m3 ved 13 % O2
Direkte i røggaskanalen
Målemetode i henhold til DIN+, Zertifizierungsprogramm, Kaminöfen für feste Brennstoffe mit schadstoffarmer Verbrennung nach DIN EN 13240, eller tilsvarende standard for måling af partikelemissioner anerkendt i EU, EFTA-lande eller Tyrkiet.

Centralvarmekedler

Centralvarmekedler skal opfylde følgende emissionskrav, som svarer til EN 303-5, klasse 3:

Fyrings-princip
Brændsel
Nominel varmeydelse
(kW)
Emissionskrav
(mg/m 3 ved 10 % O 2, tør røggas,0 ºC og 1013 mbar)
CO
Kulbrinter
Partikler
Målemetode
Manuel
Biomasse1)
< 50
> 50 til 150
> 150 til 300
5000
2500
1200
150
100
100
150
150
150
Fossilt2)
< 50
> 50 til 150
> 150 til 300
5000
2500
1200
150
100
100
125
125
125
Automatisk
Biomasse1)
< 50
> 50 til 150
> 150 til 300
3000
2500
1200
100
80
80
150
150
150
Fossilt2)
< 50
> 50 til 150
> 150 til 300
3000
2500
1200
100
80
80
125
125
125
EN 303-5

1) Træ, plantekerner og andre restprodukter, som er omfattet af bekendtgørelse om biomasseaffald.

2) Koks eller kul.

Brændere til særskilt eftermontering i centralvarmekedler, skal opfylde samme emissionskrav. Afprøvningen foretages f.eks. efter prøvningsmetoden beskrevet i EN 15270.

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter, som ændret ved direktiv 98/48/EF.