Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BR 3

Beretning om undersøgelsen af regeringens håndtering af Thule-sagen
Nr 3 1995-96, 1. samling

Afgivet af Det Udenrigspolitiske Nævn

Afgivet: 19960320

Den fulde tekst

Nævnet har på et møde den 20. marts 1996 drøftet den redegørelse om undersøgelsen af regeringens håndtering af Thule-sagen, som det har modtaget fra den undersøgelsesgruppe, der blev nedsat til at gennemgå akterne og føre drøftelser med de involverede ministre vedrørende Thule-sagen.

Nævnet tog redegørelsen til efterretning og besluttede at lade den offentliggøre. I overensstemmelse hermed er den pågældende redegørelse optrykt som bilag til nærværende beretning.

På Nævnets vegne

Helle Degn

formand

Bilag

Det Udenrigspolitiske NævnDen 12. marts 1996

Undersøgelsesgruppen vedr. Thule-sagen

Redegørelse

1) Det bemærkes, at der ikke er tale om en ministerredegørelse i henhold til Folketingets forretningsorden.

om undersøgelsen af regeringens håndtering af Thule-sagen

1. Baggrund

I en skriftlig redegørelse af 29. juni 1995 fra regeringen til Folketinget om visse aspekter af Thule-sagen1) (bilag 1) oplyses, at man i Udenrigsministeriets akter på denne sag, som vedrører dansk atompolitik m.h.t. spørgsmålet om stationering af atomvåben i Grønland, havde fundet et højt klassificeret og personligt brev af 18. november 1957 fra dav. stats- og udenrigsminister H.C. Hansen til USA's ambassadør i Danmark. Brevet var et svar på ambassadørens henvendelse af 13. november 1957 om, hvorvidt Danmark ønskede at blive orienteret, før USA eventuelt besluttede at oplagre atomvåben i Grønland.

I sit brev tog H.C. Hansen til efterretning, at USA fortolkede den dansk-amerikanske aftale af 27. april 1951 om forsvaret af Grønland således, at den gav USA mulighed for oplagring af atomvåben i Grønland.

Regeringen konkluderede i redegørelsen, at USA med fuld ret kunne opfatte H.C. Hansens tilkendegivelser som en bemyndigelse til, at oplagring af atomvåben i Thule i Grønland kunne finde sted.

På baggrund af den efterfølgende offentlige debat om H.C. Hansens brev og regeringens håndtering af sagen - herunder bl.a. det forhold, at der forløb mere end 1 år og 3 måneder, fra Udenrigsministeriet blev opmærksomt på brevet, til Folketinget blev orienteret - fremsatte udenrigsministeren på regeringens vegne tilbud om, at medlemmer af Det Udenrigspolitiske Nævn kunne gennemgå akterne vedr. regeringens behandling af sagen i de involverede ministerier.

I tilslutning hertil fremsendtes til Nævnet en oversigt af 7. september 1995 over tidsforløbet vedr. håndteringen (bilag 2).

2. Nedsættelse af undersøgelsesgruppen vedr. Thule-sagen

Herefter besluttede Underudvalget vedr. Procedurer m.v. under Nævnet den 21. september 1995 at tage imod regeringens tilbud om en sådan særlig undersøgelse og nedsætte en undersøgelsesgruppe bestående af et medlem fra hvert af Folketingets partier til at gennemgå akterne og føre drøftelser med de involverede ministre, jf. nævnsformandens brev af 22. september 1995 til udenrigsministeren (bilag 3) og dennes svar af 29. s.m. (bilag 4).

Det besluttedes endvidere, at denne undersøgelsesgruppe skulle afgive en redegørelse om sagen til Det Udenrigspolitiske Nævn.

Partigrupperne udpegede dernæst følgende medlemmer til, hvad der herefter benævntes "undersøgelsesgruppen vedr. Thule-sagen": Ove Fich (S), Knud Enggaard (V), Per Stig Møller (KF), Gert Petersen (SF), Pia Kjærsgaard (FP, senere DF), Jørgen Estrup (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Arne Melchior (CD). Kredsen blev ved delingen af Fremskridtspartiets folketingsgruppe besluttet udvidet med et medlem fra dette parti: Annette Just (FP).

Undersøgelsesgruppen har i alt afholdt 7 møder i tidsrummet oktober 1995 - januar 1996, hvoraf 5 møder med involverede ministre.

3. Undersøgelsesgruppens arbejdsform

På det første møde i undersøgelsesgruppen den 12. oktober 1995 valgtes Knud Enggaard som formand.

Der var enighed om, at gruppens opgave bestod i til brug for udarbejdelsen af ovennævnte redegørelse at indhente alle tilgængelige oplysninger om regeringens håndtering af Thule-sagen gennem drøftelser med ministre , læsning af de til rådighed stillede akter og evt. samtaler med involverede embedsmænd .

Gruppen besluttede derfor at anmode udenrigsministeren om indledningsvis at redegøre for vilkårene for den forestående undersøgelse og bad herunder om en afklaring af følgende spørgsmål, jf. Knud Enggaards brev af 13. oktober 1995 til udenrigsministeren (bilag 5):

"1. I hvilket omfang vil der blive mulighed for at tale med embedsmænd i de involverede ministerier? I den forbindelse ønskes det drøftet, om ikke Udenrigsministeriets direktør og departementscheferne på grund af deres særlige stilling under alle omstændigheder bør stå til rådighed med besvarelse af eventuelle spørgsmål fra undersøgelsesgruppen.

2. I hvilke ministerielle fora og regeringsorganer er håndteringen af Thule-sagen blevet drøftet? Hvilket materiale forefindes herfra?

3. Notat af 7. september 1995 om tidsforløbet i Thule-sagen ønskes nøjere gennemgået."

Undersøgelsesgruppen tilkendegav desuden, at den ikke ønskede at komme i besiddelse af fortrolige dokumenter, men ønskede adgang til at læse sådanne efter en ordning, som tillod det enkelte medlem at arrangere sig med ministeriet.

Endelig forbeholdt undersøgelsesgruppen sig ret til også at ville tale med sundhedsministeren som ansvarlig for sagen om erstatning til Thule-arbejderne og evt. andre ministre.

4. Møder med ministre m.fl.

4.1. Udenrigsministeren den 3. november 1995

Udenrigsministeren besvarede under mødet de ovenfor gengivne spørgsmål som følger:

ad 1) Efter ministerens opfattelse har Udenrigsministeriets direktør ikke en særlig status i forhold til andre embedsmænd. Ministeriet havde ikke rettet henvendelse til DJØF, da det på forhånd kendte DJØF's svar. Han henviste til organisationens udtalelser i forbindelse med Spar Nord-sagen, hvor man havde nægtet at deltage i parlamentariske undersøgelser.

Det var hans opfattelse, at hvis undersøgelsesgruppen ønskede afhøringer af embedsmænd, måtte den selv rette henvendelse til DJØF eller til den pågældende embedsmand for at spørge, om han ønskede at medvirke.

ad 2) Udenrigsministeren oplyste, at regeringen ikke har nedsat et særligt sikkerhedsudvalg.

ad 3) Ministeren henviste til oversigten over tidsforløbet, hvoraf det fremgår, at indtil den 22. august 1994 var det statsministeren og udenrigsministeren, der havde deltaget i møderne. Efter den 22. august 1994 havde også forsvarsministeren været inddraget. Der havde ikke været nedsat et særligt ministerudvalg til at behandle sagen, men man havde behandlet den ad hoc på grund af dens specielle, bagudrettede karakter med et tidsforløb på 30-40 år.

Undersøgelsesgruppen fik af ministeren tilsagn om at få stillet den samlede dokumentmængde - som ikke var særlig omfangsrig - til rådighed til gennemlæsning i Udenrigsministeriet. Det ville være tilladt at tage notater til eget brug, men disse måtte behandles med samme fortrolighed som dokumenterne.

Ikke-fortroligt materiale ville blive tilstillet medlemmerne.

Udenrigsministeren havde ingen kommentarer til ønsket om at tale med andre ministre end de direkte involverede.

4.2. DJØF's formand, Henrik Nepper-Christensen, og formanden for DJØF's tjenestemandsgruppe, William Rentzmann, den 21. november 1995

Foranlediget af udenrigsministerens udtalelse om, at undersøgelsesgruppen selv måtte søge at få afklaret DJØF's holdning til ønsket om at få mulighed for at tale med embedsmænd, afholdt formanden et møde med formændene for DJØF og for foreningens tjenestemandsgruppe.

DJØF-repræsentanterne gjorde det herunder helt klart, at man modsætter sig embedsmænds deltagelse i parlamentariske undersøgelser. Denne holdning omfatter også Udenrigsministeriets direktør og departementscheferne, selv om disse måske i visse tilfælde kan siges at fungere som en art statssekretærer.

Henrik Nepper-Christensen beklagede i øvrigt den nuværende situation og de deraf følgende begrænsninger af Folketingets muligheder for at få oplyst et begivenhedsforløb i administrationen. Han anså det i øvrigt for ønskeligt, at Nordskov Nielsen-udvalget fremkommer med forslag, som kan løse de principielle problemer forbundet med den form for undersøgelser.

4.3. Statsministeren den 22. november 1995

Statsministeren oplyste, at han havde ansvaret for tidsforløbet i Thule-sagen. Den 9. marts 1994 blev han af embedsmænd gjort opmærksom på H.C. Hansen-brevets eksistens, og han havde samme dag møde med udenrigsministeren om fortolkningen af dette.

Dokumentets indhold og form blev igen drøftet den 10. marts og den 18. marts 1995, da dokumentets indhold ikke var "klokkeklart". Det besluttedes, at Udenrigsministeriets direktør skulle rejse til USA for at komme til bunds i sagen i forhold til de amerikanske myndigheder.

På grund af sagens særlige karakter fandt man det senere naturligt at inddrage forsvarsministeren; dette skete i et møde den 22. august 1994. Her blev det besluttet at udarbejde en redegørelse, der skulle afstemmes med de amerikanske myndigheder af hensyn til evt. klassificerede dokumenter.

På spørgsmål om, hvorfor forsvarsministeren først var blevet inddraget et halvt år efter fundet af H.C. Hansens brev, svarede statsministeren, at man ønskede sagen holdt i et så snævert forum som muligt i første omgang, men at man i august 1994 fandt det naturligt at inddrage ressortministeren og Forsvarsministeriets arkiv - også af hensyn til fortolkningen af brevet.

Som forklaring på, at behandlingen af Thule-sagen trak ud (tidsrummet fra slutningen af marts 1994 til oktober 1994) angav statsministeren især hensynet til andre sager i regeringen, som i perioden havde haft højere prioritet (eksempelvis Færøsagen, finansloven for 1995 og folketingsvalget) og sagens kompleksitet - herunder spørgsmålet om, hvad der måtte ligge af andre relevante dokumenter i div. arkiver.

Statsministeren tilkendegav i øvrigt, at han godt kunne se, at tidsforløbet ikke var lysende klart. Han tilføjede, at formentlig havde også Udenrigsministeriet nedprioriteret sagen på grund af andre, mere presserende sager.

Statsministeren oplyste desuden, at han ikke havde været inddraget i peroden marts-oktober 1994 bortset fra mødet med forsvarsministeren den 22. august.

Den 6. oktober 1994 forelå det første udkast til redegørelse fra Udenrigsministeriet. Det andet udkast var færdigt den 12. oktober 1994, hvilket herefter sendtes til oversættelse.

På spørgsmål om, hvorfor der var udarbejdet et talepapir til Det Udenrigspolitiske Nævn i oktober 1994, når Nævnet ikke blev orienteret på dette tidspunkt, og der i talepapiret af 20. juni 1995 ikke var sket store ændringer eller overvejelser i forhold til talepapiret fra oktober 1994, svarede statsministeren, at det skyldtes, at papiret skulle oversættes og forelægges USA's regering, inden man orienterede Nævnet.

Undersøgelsesgruppen forespurgte også statsministeren, om han ikke syntes, at embedsmændene havde brugt utrolig lang tid på at udarbejde materialet. Hertil svarede han, at han ikke kunne give nogen forklaring på det lange tidsrum oktober 1994 - februar 1995 samt april-juni 1995. Han ville i øvrigt ikke udtale sig om embedsmændenes eventuelle langsommelighed.

Man var fra undersøgelsesgruppens side inde på spørgsmålet, om den ovennævnte forsinkelse bl.a. kunne skyldes en modvilje hos de involverede embedsmænd mod en offentliggørelse af dokumentet, hvilket statsministeren ikke kunne bekræfte.

4.4. Forsvarsministeren den 4. december 1995

Forsvarsministeren oplyste, at han den 9. marts 1994 mundtligt var blevet orienteret om H.C. Hansen-dokumentets fremkomst. Den 16. marts 1994 var han blevet summarisk orienteret om det hidtidige sagsforløb, og han vidste, at der havde været kontakter mellem ministeriernes embedsmænd, for at man kunne gennemgå arkiverne i de berørte ministerier. Han henviste til tidsplanen (bilag 2) og sagde, at han først formelt blev inddraget i sagen den 22. august 1994, men at han lejlighedsvis blev orienteret i den mellemliggende periode. Han forklarede videre, at han den 22. august 1994, den 21. juni 1995 og den 29. juni 1995 havde deltaget i møder med statsministeren og udenrigsministeren, og tilføjede, at der på møderne den 22. august 1994 og den 21. juni 1995 også havde deltaget et lille antal embedsmænd fra de berørte ministerier. Der var ikke udfærdiget talepapirer til møderne, og der var heller ikke taget referater af disse. På mødet den 21. juni 1995 fik udenrigsministeren tilslutning til den endelige redegørelse til Det Udenrigspolitiske Nævn og til, at redegørelsen inden forelæggelsen for Nævnet den 29. juni 1995 blev afstemt med de amerikanske myndigheder.

Ministeren fandt det ikke mærkeligt, at han først blev formelt inddraget den 22. august 1994, idet han så sagen som rent historisk og som vedrørende hans forgængeres embedsperioder.

Han oplyste endvidere, at man i Forsvarsministeriets arkiver den 16. marts 1994 havde fundet oplysninger om, at der var foretaget 3 nødlandinger med amerikanske B-52 bombefly med kernevåben i 1967 på Thule-basen.

Med hensyn til det lange tidsrum, der var forløbet, indtil man underrettede Udenrigsministeriet om fundet (medio marts 1994 til ultimo oktober 1994), oplyste ministeren, at man i Ministeriet ville være sikker på, at der i arkiverne ikke fandtes yderligere materiale, og at Udenrigsministeriet via en forbindelelsesofficer på Thule-basen allerede var underrettet om de 3 nødlandinger.

4.5. Sundhedsministeren den 14. december 1995

Mødet med sundhedsministeren omhandlede især hendes rolle i forbindelse med fremsendelse af et aktstykke til Finansudvalget om afholdelse af udgifter ved nedsættelse af en international ekspertgruppe, der skulle overveje tilrettelæggelsen af en videnskabelig helbredsundersøgelse af tidligere Thule-arbejdere for følgerne af deltagelse i oprydningen efter flystyrtet i 1968.

Sundhedsministeren oplyste, at da man fremsendte det pågældende aktstykke den 20. februar 1995 til Finansudvalget, var hun ikke bekendt med fundet af H.C. Hansen-dokumentet. Hun var først blevet orienteret herom den 29. juni 1995 på et møde i regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske udvalg, i hvilket hun deltog som repræsentant for CD. Hun pointerede, at hun på det førnævnte møde kun havde fået en orientering, og at hun ingen indflydelse havde haft på udformningen af redegørelsen til Det Udenrigspolitiske Nævn. Hun tilføjede, at Kristeligt Folkeparti, medens dette parti var medlem af den daværende regering, heller ikke havde modtaget informationer om fundet af H.C. Hansen-dokumentet.

På spørgsmål om, hvorfor Sundhedsministeriet i januar 1995 af Statsministeriet var blevet tildelt den koordinerende rolle vedr. undersøgelsen i forbindelse med dødsfald af kræftsygdomme blandt Thule-arbejderne efter flystyrtet, svarede ministeren, at det var hendes opfattelse, at der på grund af almindelig usikkerhed i regeringen om placeringen af opgaven var blevet lagt vægt på, at det sundhedsfaglige var stærkest repræsenteret i sagen. Derfor var Sundhedsministeriet blevet koordinator. Hun nævnte i den forbindelse, at hun burde have været orienteret om fundet af H.C. Hansen-brevet, da hun som sundhedsminister fik den koordinerende rolle den 30. januar 1995.

Det har været selvstændigt vurderet, om den viden, tre andre ministre besad om H.C. Hansen-brevet, kan have haft indflydelse på Sundhedsministeriets behandling af sagen om erstatning til Thule-arbejderne.

Undersøgelsesgruppen har derfor af Sundhedsministeriet fået tilstillet udkast til talepapir vedr. ministerens besvarelse af samrådsspørgsmål i Folketingets Finansudvalg den 1. februar 1995. Det er oplyst, at dette talepapir blev mundtligt kommenteret af Statsministeriet og redegørelsen forsøgt gjort bredere inden samrådet.

Statsministeriet foreslog således et afsnit med følgende indhold slettet: "Ikke mindst den psykologiske faktor bør indgå, således at vi får klarlagt en eventuel effekt af det psykiske pres, denne sag har medført for Thule-arbejderne." Sundhedsministeren har hertil oplyst, at hun ikke fulgte Statsministeriets forslag.

4.6. Justitsministeren den 10. januar 1996

I mødet med justitsministeren deltog endvidere departementschef Michael Lunn, afdelingschef Torsten Hesselbjerg og kontorchef Poul Dahl Jensen.

Drøftelserne omhandlede især to spørgsmål: Hvor lang tid havde Justitsministeriet ligget inde med beretningen fra december 1994 om undersøgelsen af de nærmere omstændigheder i forbindelse med flytningen af Thulebefolkningen i 1953 fra de nuværende forsvarsområder i Qaanaaq inden dens offentliggørelse, og hvorfor behandlede beretningen ikke spørgsmålet om atompolitikken på Grønland?

Ministeren redegjorde for hændelsesforløbet med hensyn til offentliggørelsen af beretningen. Ministeriet havde den 20. marts 1995 modtaget et stort antal eksemplarer af den, hvorefter formanden for udvalget den 21. marts 1995 havde givet ministeren en kort redegørelse vedr. arbejdet med beretningen. Den 22. marts 1995 var beretningen blevet offentliggjort med en pressemeddelse fra Ministeriet.

Justitsministeren tilføjede, at udvalget var blevet nedsat af Ministeriet den 4. juni 1987, og at det også var Ministeriet, der havde udarbejdet kommissoriet for udvalgets arbejde.

Undersøgelsesgruppen forespurgte herefter, hvorvidt beretningen skulle have ligget i Justitsministeriet siden sommeren 1994. Da Thule Kommunes advokat den 15. april 1994 havde afgivet et indlæg på kommunens vegne, kunne det måske tolkes, som om beretningen var udarbejdet på dette tidspunkt.

Hertil svarede ministeren, at indlægget af 15. april 1994 havde indeholdt kommunens bemærkninger til udvalget. Underskrivelsen af den endelige beretning var sket i Nuuk i december 1994. Han tilføjede, at han ikke havde været justitsminister på det pågældende tidspunkt. Departementschefen supplerede med, at der ikke lå noget manuskript i Ministeriet på det pågældende tidspunkt.

I brev af 18. januar 1996 til undersøgelsesgruppen har justitsministeren gentaget sine oplysninger om dette spørgsmål:

"Som oplyst på mødet modtog Justitsministeriet ikke i sommeren 1994 et udkast til beretning om flytningen af Thule-befolkningen i 1953. Som anført i den notits, der blev udleveret til undersøgelsesgruppen på mødet den 10. januar 1996, blev beretningen først modtaget i Justitsministeriet den 20. marts 1995 og formelt afleveret af tremandsudvalgets formand, landsretspræsident Sven Ziegler, den 21. marts 1995."

Med hensyn til aktstykket fra sundhedsministeren til Finansudvalget vedr. nedsættelse af en international ekspertgruppe til vurdering af tilrettelæggelsen af en helbredsundersøgelse af tidligere Thule-arbejdere oplyste departementschefen, at Justitsministeriet ikke havde været involveret. Han mente, at dette skyldtes, at Sundhedsministeriet ikke havde været opmærksomt på, at Justitsministeriet kort tid efter havde afgivet beretning om flytning af Thule-befolkningen i 1953.

Det hedder herom i førnævnte brev fra justitsministeren:

"Sundhedsministeriet har over for Justitsministeriet oplyst, at Sundhedsministeriet ikke har fremsendt et udkast til det pågældende aktstykke eller i øvrigt drøftet aktstykket med Justitsministeriet."

Vedrørende det andet spørgsmål, om hvorfor beretningen ikke havde behandlet spørgsmålet om dansk atompolitik, oplyste ministeren, at spørgsmålet ikke var omfattet i kommissoriet fra 1987.

Sluttelig oplyste ministeren, at han først havde fået kendskab til fundet af H.C. Hansen-brevet lige inden offentliggørelsen den 29. juni 1995.

5. Supplerende bemærkninger fra ministre

Efter samtalerne med ministrene har disse fået forelagt udkastene til gengivelse af deres synspunkter.

Udenrigsministeren, forsvarsministeren og sundhedsministeren har på denne baggrund fremsendt supplerende bemærkninger og oplysninger til undersøgelsesgruppen. Disse er medtaget som bilag 6-9 til denne redegørelse.

6. Indstillinger

Undersøgelsesgruppen har drøftet spørgsmålet, om den anvendte undersøgelsesform er hensigtsmæssig til belysning af et sagsforløb, som involverer både ministre og embedsmænd, og hvor der ikke er mulighed for at modtage forklaring fra sidstnævnte.

I den her gennemførte undersøgelse har denne begrænsning betydet, at det ikke har været muligt at få oplyst, hvilke overvejelser embedsmændene i de forskellige ministerier har gjort sig i de lange perioder, hvor Thule-sagen har beroet hos dem.

Dermed har det ikke været muligt at give en beskrivelse af forløbet, som er tilfredsstillende og dækkende.

På denne baggrund fraråder undersøgelsesgruppen , at man fremover i sager, der involverer både ministre og embedsmænd, gennemfører undersøgelser, hvor det ikke er muligt at modtage forklaringer fra alle væsentlige aktører i sagen.

Undersøgelsesgruppen hæfter sig i den forbindelse ved, at formanden for DJØF i mødet med undersøgelsesgruppens formand beklagede den nuværende situation og de deraf følgende begrænsninger af Folketingets muligheder for at få oplyst et begivenhedsforløb i administrationen.

Man har også bemærket, at DJØF-formanden anså det for ønskeligt, at Nordskov Nielsen-udvalget fremkommer med forslag, som kan løse de principielle problemer forbundet med den form for undersøgelser.

Et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer) finder, at der ikke har kunne konstateres bevidst forsinkelse i regeringens håndtering af Thule-sagen.

Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) tilkendegiver, at det må undre, at regeringen, der har haft 15 måneder til at udarbejde redegørelsen om H.C. Hansen-brevet, er nået frem til et resultat, der er så mangelfuldt.

Især må det undre, at Udenrigsministeriet ikke har lagt til grund, at baseaftalen af 1951 gav USA ret til placering af atomvåben i Grønland, og at dette åbenbart også er sket fra 1953 (B-47 fly).

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Fremskridtspartiets og Dansk Folkepartis medlemmer) finder ikke, at undersøgelsesgruppen har fået en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor der gik så lang tid, før regeringen gav Folketinget og offentligheden en redegørelse for H.C. Hansens brev.

Mindretallet konstaterer, at sagen har ligget død i Udenrigsministeriet i perioderne marts 94 - oktober 94 og oktober 94 - februar 95. Da det ikke har været muligt at høre Udenrigsministeriets embedsmænd om, hvad der skete i de to perioder, kan mindretallet kun konstatere, at det er regeringens ansvar og i særdeleshed statsministerens, eftersom han oplyste, "at han havde ansvaret for tidsforløbet i Thule-sagen".

Mindretallet finder ligeledes, at det er uheldigt, at sundhedsministeren ikke var vidende om brevet, da hun den 20. februar 1995 fremsendte sit aktstykke til Finansudvalget, hvori hun trods Statsministeriets råd fastholdt, at den psykologiske faktor bør indgå. Oplagring af a-våben kan være en sådan faktor. Ikke mindst finder mindretallet, at hun burde have været informeret, fordi hun af statsministeren i januar 1995 blev sat til at være koordinator på hele Thule-sagen.

Selv om H.C. Hansens brev er et stykke dansk historie, finder mindretallet, at de to lange perioder (i alt 9 måneder), hvor sagen henligger i Udenrigsministeriet uden nogen ageren, ikke er berettiget. Allerede den 23. marts 1994 meddeler State Departement, at det er et dansk problem, men først den 12. oktober 1994 foreligger den endelige udgave af talepapiret og redegørelsen til udenrigsministeren vedrørende dansk atompolitik og Thule-sagen. Der er ingen forklaring på, hvorfor dette har taget 7 måneder, og først i januar 1995 sendes dette udkast til den danske ambassade i Washington til videregivelse til State Departement, hvilket sker den 17. februar 1995. State Departement giver grønt lys den 11. april 1995, men først den 19. juni 1995 forelægges notits om det videre forløb i forhold til Det Udenrigspolitiske Nævn m.v. for udenrigsministeren sammen med forelæggelsen af redegørelsen, der er "afstemt med amerikanerne", hvilket altså er sket længe forinden.

Der er heller ikke givet nogen begrundelse for denne passivitet, bortset fra nedprioritering i Udenrigsministeriet, hvorfor mindretallet kun kan konkludere, at den ikke var rimelig, og at statsministeren bærer ansvaret herfor, ligesom han bærer ansvaret for, at sundhedsministeren, på trods af at hun havde koordinatoropgaven, ikke var orienteret, hvorved sundhedsministeren gav Finansudvalget en ufyldestgørende indstilling den 20. februar 1995.

Ove Fich (S) Knud Enggaard (V) fmd. Per Stig Møller (KF) Gert Petersen (SF) Jørgen Estrup (RV) Annette Just (FP) Keld Albrechtsen (EL) Arne Melchior (CD) Pia Kjærsgaard (DF)

Bilag 1

RegeringenDen 29. juni 1995

Regeringens redegørelse til Folketinget om visse aspekter af Thule-sagen

1. Den danske atompolitik, hvorefter atomvåben ikke må placeres på dansk territorium, blev fastlagt første gang i 1957. Daværende stats- og udenrigsminister H.C. Hansen udtalte den 29. maj 1957 i Folketinget:

»Skulle et sådant tilbud (om atomammunition) komme til at foreligge, er det ud fra de foreliggende forudsætninger regeringens opfattelse, at det ikke bør modtages.«

Denne udtalelse dækkede efter en sproglig fortolkning ikke overflyvning med fly, der var bevæbnet med atomvåben. H.C. Hansen præciserede imidlertid den 1. maj 1958 denne politik. Han sagde:

»at vi under de nuværende omstændigheder ikke var rede til at acceptere atomsprængladninger eller mellemdistanceraketter på dansk territorium«.

Denne udtalelse udelukker såvel oplagring som overflyvning med atomvåben i Danmark. Begrebet »territorium« omfatter både land-, luft- og søterritoriet. Dansk atompolitik er siden løbende blevet fastholdt af skiftende regeringer i offentlige udtalelser. Den står stadig ved magt.

2. Amerikanske B-52 bombefly med kernevåben nødlandede i tre tilfælde på Thule-basen i Grønland i 1967.

Den 21. januar 1968 styrtede en amerikansk B-52 bombemaskine ned på indlandsisen ved Thule i Grønland. Maskinen var bevæbnet med fire brintbomber.

I anledning af flystyrtet udtalte daværende statsminister Jens Otto Krag den 22. januar 1968 blandt andet:

»Som bekendt er der i overensstemmelse med regeringens politik ingen atomvåben inden for dansk område. Dette gælder også for Grønland, og der kan derfor ikke ske overflyvning af Grønland af flyvemaskiner med atombomber . . .«

Den daværende udenrigsminister, Hans Tabor, udtalte den 22. januar 1968 blandt andet:

»Den danske atompolitik gælder også for Grønland, herunder luftrummet over Grønland. Der er ikke placeret atomvåben i Grønland. De amerikanske myndigheder er naturligvis bekendt med Danmarks atompolitik, og vi går ud fra som givet, at der ikke sker amerikanske overflyvninger af grønlandsk område af maskiner, der medfører atomvåben . . .«

3. Regeringens behandling af den sag, der er rejst af Foreningen af stråleramte Thulearbejdere, har henledt regeringens opmærksomhed på følgende to forhold:

For det første viser flere offentligt tilgængelige amerikanske dokumenter, at USA i 1960'erne i en årrække rutinemæssigt - det vil sige flere gange daglig - overfløj Grønland med atombevæbnede B-52 bombefly. Der var altså ikke tale om, at det bombefly, der styrtede ned ved Thule, kun befandt sig i grønlandsk luftrum for at foretage en nødlanding på Thule-basen.

For det andet har det ved en gennemgang af Thule-sagens akter vist sig, at den daværende amerikanske ambassadør i Danmark den 13. november 1957 henvendte sig til daværende stats- og udenrigsminister H.C. Hansen for at forhøre sig om, hvorvidt Danmark ønskede at blive orienteret, før USA eventuelt besluttede at oplagre atomvåben i Grønland.

Det var USA's opfattelse, at man ifølge den dansk-amerikanske aftale af 27. april 1951 om forsvaret af Grønland havde ret til at oplagre sådanne våben i Grønland.

H.C. Hansen overgav den 18. november 1957 den amerikanske ambassadør et højt klassificeret og personligt dokument, hvori han noterede sig den amerikanske fortolkning af forsvarsaftalen. Han noterede sig endvidere, at der ikke var konkrete planer om oplagring af ammunition af en bestemt slags eller et amerikansk ønske om en dansk holdning hertil. På den baggrund så han ikke nogen grund til at fremkomme med en kommentar.

Det forhold, at H.C. Hansen uden bemærkninger tog den amerikanske fortolkning til efterretning, kunne af USA med fuld ret opfattes som en bemyndigelse til, at oplagring af atomvåben i Thule i Grønland kunne finde sted.

Det bemærkes, at amerikanske fly ifølge forsvarsaftalens artikel V, stk. 3, havde »adgang til at overflyve og lande på et hvilket som helst område i Grønland, herunder de grønlandske territorialfarvande, uden andre indskrænkninger end sådanne, hvorom der bliver opnået enighed«.

USA må på den baggrund siges at have handlet i god tro.

4. Regeringen har ikke noget grundlag for at antage, at hverken Jens Otto Krag eller Hans Tabor, da de fremsatte føromtalte erklæringer, var bekendt med indholdet af H.C. Hansens kontakt med den amerikanske ambassadør.

Tværtimod ser det ud til, at de to ministre først efterfølgende er blevet bekendt med H.C. Hansens accept af USA's fortolkning af forsvarsaftalen af 1951. USA protesterede nemlig straks over Krags og Tabors udtalelser med henvisning til H.C. Hansens accept af USA's fortolkning.

5. Dagen efter, at det amerikanske bombefly styrtede ned ved Thule, var der folketingsvalg. Valget førte til et regeringsskifte og dannelse af VKR-regeringen. I VKR-regeringens tiltrædelseserklæring udtalte daværende statsminister Hilmar Baunsgaard den 6. februar 1968:

»Det er regeringens politik, at der ikke må findes kernevåben inden for dansk område. Dette gælder også for Grønland og grønlandsk luftrum.«

To dage senere - den 8. februar 1968 - vedtog Folketinget følgende dagsorden:

»Idet Folketinget går ud fra, at regeringen ved at fremskaffe absolutte garantier for, at der ikke oplagres kernevåben i Grønland, og for, at det grønlandske luftrum holdes som atomvåbenfri zone, vil sikre, at den danske atompolitik opretholdes i alle dele af riget og dansk suverænitet respekteres, fortsætter tinget behandlingen af forslag til finanslov for 1968-69.«

6. VKR-regeringen instruerede den 14. februar 1968 den danske ambassadør i Washington om at påbegynde drøftelser med USA med henblik på - som det hed - at sikre, at forholdene i Grønland også i fremtiden vil svare til den danske atompolitik.

Baggrunden for drøftelserne var blandt andet, at der ikke i forsvarsaftalen af 1951 var noget juridisk grundlag, der på længere sigt kunne sikre opretholdelse af en tilstand, hvorefter der ikke kunne findes atomvåben i Grønland eller ske overflyvning med sådanne våben af grønlandsk territorium.

På baggrund af denne juridiske situation afleverede den danske ambassadør en note til de amerikanske myndigheder. Noten præciserede, at formålet med drøftelserne efter dansk opfattelse skulle være at opnå enighed om en tillægsaftale til forsvarsaftalen af 1951, der i folkeretligt bindende form sikrede, at atomvåben ikke placeredes i Grønland, herunder grønlandsk luftrum.

De dansk-amerikanske forhandlinger resulterede i en aftale, der tilgodeså de danske ønsker. Aftalen fik form af en noteveksling mellem USA og Danmark. Den amerikanske regering accepterede følgende tekst:

»Den amerikanske regering forsikrer den danske regering, at den ved udøvelsen af sine rettigheder og forpligtelser i overensstemmelse med bestemmelserne i Overenskomsten af 27. april 1951 om forsvaret af Grønland ikke uden den danske regerings samtykke vil oplagre atomvåben i Grønland eller foretage overflyvninger med flyvemaskiner med atomvåben.

Såfremt foranstående forslag er acceptabelt for Deres regering, har jeg den ære at foreslå, at nærværende note og Deres svar med virkning fra tidspunktet for Deres svar skal udgøre en aftale mellem vore to regeringer, der vil være at betragte som en integrerende del af overenskomsten af 27. april 1951.«

Det var dengang en klar forudsætning for USA, at notevekslingens tekst ikke blev offentliggjort. Den blev derfor klassificeret »hemmelig«.

Notevekslingen blev foretaget den 31. maj 1968.

Samme dag udsendte Udenrigsministeriet en pressemeddelelse, der redegjorde for sagen. Den har følgende ordlyd:

»På baggrund af flyveulykken ved Thule instruerede regeringen ambassadøren i Washington om over for den amerikanske regering at rejse spørgsmålet om sikring af, at dansk atompolitik som angivet i Folketingets motiverede dagsorden af 8. februar 1968 opretholdes i Grønland.

Under drøftelserne har ambassadøren bekræftet Danmarks atompolitik som udtrykt i Folketingets dagsorden, hvorefter der ikke må oplagres kernevåben i Grønland eller flyves med sådanne våben i grønlandsk luftrum.

Der findes som tidligere meddelt ikke kernevåben i Grønland, og overflyvning med sådanne våben finder ikke sted.

Resultatet af drøftelserne i Washington skaber overensstemmelse mellem forsvarsaftalen af 1951 og dansk atompolitik og dermed folkeretlig sikkerhed for, at denne politik respekteres i Grønland.

7. Det er regeringens opfattelse, at notevekslingen skabte den nødvendige folkeretlige sikkerhed for, at dansk atompolitik herefter er blevet respekteret.

Regeringen har ingen grund til at tro, at dansk atompolitik skulle være blevet tilsidesat siden notevekslingen den 31. maj 1968.

Den 29. juni 1995

Bilag 2

UdenrigsministerietDen 7. september 1995

Nordgruppen

Notat

Thule-sagen. Tidsforløb Primo

marts 94 Thule-arbejdernes formand, Marius Schmidt, aflægger besøg i Washington og modtager noget materiale om Thule-sagen. Materialet er frigivet med hjemmel i den amerikanske Freedom of Information Act.

Foranlediget heraf gennemgår Udenrigsministeriet sine akter i sagen.

8.3.94 H.C. Hansens dokument identificeres på akterne. Sagen forelægges umiddelbart derefter for direktøren, der straks orienterer udenrigsministeren.

9.3.94 Sagen drøftes på embedsmandsniveau med Statsministeriet (departementsråd Niels Egelund).

9.3.94 Sagen drøftes mellem statsministeren og udenrigsministeren.

10.3.94 Sagen drøftes på ny mellem de to ministre.

18.3.94 Sagen drøftes mellem statsministeren og udenrigsministeren. Det besluttes, at direktøren aflægger besøg i Washington med henblik på at redegøre for sagen over for de amerikanske myndigheder.

24.3.94 Direktøren og chefen for N.2 aflægger besøg i Washington.

22.8.94 Sagen drøftes mellem statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren. Det besluttes at udarbejde en redegørelse om sagen, der efterfølgende skal afstemmes med de amerikanske myndigheder.

6.10.94 Første udkast af 5.10.94 til redegørelse om visse aspekter af Thule-sagen til Statsministeriet og Forsvarsministeriet. Umiddelbart derefter embedsmandsdrøftelse.

12.10.94 Andet udkast af 12.10.94 til redegørelse oversendes til Statsministeriet og Forsvarsministeriet.

2.2.95 Ambassaden i Washington anmodes om at indhente de amerikanske myndigheders indforståelse med, at det udarbejdede udkast til redegørelse tilsendes Folketinget.

11.4.95 Amerikansk indforståelse med, at redegørelsen i foreliggende form tilstilles Folketinget.

21.6.95 Sagen drøftes mellem statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren.

29.6.95 Sagen drøftes mellem statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren. Derefter møde i regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg i bredest mulige sammensætning.

Udenrigsministeren redegør for sagen i Nævnet for umiddelbart derefter at tilstille redegørelsen til Folketinget.

N.2, den 7. september 1995

Bilag 3

Det Udenrigspolitiske Nævns formandDen 22. september 1995

Hr. udenrigsminister Niels Helveg Petersen

Udenrigsministeriet

Kære udenrigsminister

På Det Udenrigspolitiske Nævns møde den 1. september 1995 blev det besluttet, at det af Nævnet allerede nedsatte underudvalg skulle overveje, hvorvidt der var interesse for at imødekomme regeringens tilbud om en særlig undersøgelse af regeringens håndtering af Thule-sagen siden fundet i marts 1994 af statsminister H.C. Hansens brev om stationering af atomvåben på Thule-basen.

Underudvalget har herefter drøftet spørgsmålet og har på et møde den 21. september 1995 besluttet, at der sammensættes en særlig undersøgelsesgruppe bestående af et nævnsmedlem fra hvert af Folketingets partier til at gennemgå de akter, der viser regeringens behandling af sagen. Nævnsmedlemmerne skal i overensstemmelse med udenrigsministerens tilsagn på ovennævnte nævnsmøde have adgang til alt materiale vedrørende behandling af sagen i de involverede ministerier.

Det skal i den forbindelse tilføjes, at Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af underudvalget havde foretrukket at vente med en stillingtagen til regeringens tilbud, til efter at en forespørgsel om Thule-sagen har fundet sted.

Det blev endvidere besluttet at tilkendegive, at det er af stor betydning, forinden det egentlige undersøgelsesarbejde iværksættes, nøje at få fastlagt, under hvilke vilkår en sådan undersøgelse finder sted - eksempelvis med hensyn til omfanget af adgangen til sagens papirer og andre oplysninger samt fortrolighedskravet.

Det blev endelig besluttet, at gruppens arbejde afsluttes med en redegørelse til Det Udenrigspolitiske Nævn, som eventuelt kan danne baggrund for videre drøftelser af sagen i Nævnet.

Jeg har derfor tilskrevet partiernes gruppeformænd med anmodning om senest den 29. september 1995 at udpege et nævnsmedlem til denne undersøgelsesgruppe.

Med venlig hilsen

Helle Degn

Bilag 4

UdenrigsministerenKøbenhavn, den 29. september 1995

Formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn

fru Helle Degn, MF.

Kære nævnsformand

Tak for dit brev af 22. september 1995 vedrørende den særlige undersøgelse af regeringens behandling af Thule-sagen.

Jeg er glad for, at Nævnet har taget imod regeringens tilbud om at undersøge sagen ved at udpege et antal repræsentanter til formålet.

I dit brev fremhæver du, at det er af stor betydning, forinden det egentlige undersøgelsesarbejde iværksættes, nøje at få fastlagt, under hvilke vilkår en sådan undersøgelse finder sted - eksempelvis med hensyn til omfanget af adgangen til sagens papirer og andre oplysninger samt fortrolighedskravet. Det er jeg helt enig i.

Mit tilsagn på nævnsmødet den 1. september 1995 om, at Nævnets repræsentanter vil få adgang til alt materiale vedrørende behandlingen af sagen i de involverede ministerier, gælder naturligvis fortsat.

Det indebærer, at den særlige undersøgelsesgruppe får adgang til alle papirer i de involverede ministerier, dvs. Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, der vedrører behandlingen af Thule-sagen siden fundet den 8. marts 1994 af H.C. Hansens dokument og frem til offentliggørelsen den 29. juni 1995 af regeringens redegørelse til Folketinget om visse aspekter af Thule-sagen.

Endvidere vil undersøgelsesgruppen få adgang til at indhente oplysninger fra de involverede ministre.

For så vidt angår spørgsmålet om fortrolighed vil undersøgelsesgruppen få indsigt i alle sagens dokumenter under hensyntagen til de regler om fortrolighed, der gælder for klassificeret materiale. Der vil ikke blive tale om at nedklassificere sagens dokumenter. Og følgelig vil disse ikke kunne offentliggøres.

Derimod vil det ikke være nødvendigt, at undersøgelsesgruppens beretning til Nævnet bliver fortrolig. Regeringen er indforstået med, at beretningen offentliggøres efter en debat i Nævnet.

Med venlig hilsen

Niels Helveg Petersen

Bilag 5

Det Udenrigspolitiske NævnDen 13. oktober 1995

Undersøgelsesgruppen vedr. Thule-sagen

Hr. udenrigsminister Niels Helveg Petersen

Udenrigsministeriet

Kære udenrigsminister

På det i går afholdte forberedende møde i gruppen af folketingsmedlemmer, som partierne har udpeget til at undersøge regeringens håndtering af Thule-sagen, blev jeg anmodet om at varetage formandskabet for denne gruppe.

Jeg skriver derfor til dig for at orientere om gårsdagens drøftelser.

Du er allerede blevet gjort bekendt med undersøgelsesgruppens sammensætning, men det skal her tilføjes, at vi har fundet det rigtigst, at også Fremskridtspartiet er repræsenteret. Derfor var Annette Just indkaldt til nævnte møde. Spørgsmålet om FP's repræsentation vil i øvrigt blive forelagt for Nævnet med henblik på formel stillingtagen.

På mødet drøftedes vilkårene for undersøgelsen, og der var enighed om at anmode om en afklaring af følgende spørgsmål på det første møde med dig:

- I hvilket omfang vil der blive mulighed for at tale med embedsmænd i de involverede ministerier? I den forbindelse ønskes det drøftet, om ikke Udenrigsministeriets direktør og departementscheferne på grund af deres særlige stilling under alle omstændigheder bør stå til rådighed med besvarelse af eventuelle spørgsmål fra undersøgelsesgruppen,

- I hvilke ministerielle fora og regeringsorganer er håndteringen af Thule-sagen blevet drøftet? Hvilket materiale forefindes herfra?

- Notat af 7. september 1995 om tidsforløbet i Thule-sagen (bilag 269) ønskes nøjere gennemgået.

Undersøgelsesgruppen ønsker ikke at komme i besiddelse af fortrolige dokumenter, men ønsker adgang til at læse sådanne efter en ordning, som tillader det enkelte medlem at arrangere sig med Ministeriet.

Endelig forbeholder undersøgelsesgruppen sig ret til også at ville tale med sundhedsministeren og evt. andre ministre.

Vi afholder gerne det første møde med dig fredag den 3. november kl. 9.00.

Med venlig hilsen

Knud Enggaard

Bilag 6

UdenrigsmisterenKøbenhavn, den 2. februar 1996

Fhv. minister Knud Enggaard, MF,

Formand for Det Udenrigspolitiske Nævns

undersøgelsesgruppe vedrørende Thule-sagen

Christiansborg

1240 K

Kære Knud Enggaard

Tak for dit brev af 31. januar 1996 - journ.nr. 6136 - vedrørende undersøgelsesgruppens arbejde med Thule-sagen. Jeg har kun et enkelt forslag til korrektion af redegørelsens afsnit om samtalen med mig. Det gælder mit svar ad 2). Jeg vil her foreslå, at teksten kommer til at lyde som følger:

»Udenrigsministeren oplyste, at regeringen ikke havde nedsat et særligt sikkerhedsudvalg til behandling af sagen. Drøftelserne er sket på ad hoc-møder.«

Med venlig hilsen

Niels Helveg Petersen

Bilag 7

ForsvarsministerenKøbenhavn, den 7. februar 1996

Fhv. minister Knud Enggaard, MF,

Formand for undersøgelsesgruppen vedrørende Thule-sagen,

Det Udenrigspolitiske Nævn

Kære Knud Enggaard

Tak for dit brev af 31. januar 1996 om udkastet til det afsnit i undersøgelsesgruppens redegørelse, der omhandler samtalen med mig. Jeg skal foreslå følgende rettelser (ændringer understreget):

De første to sætninger foreslås ændret til: »Forsvarsministeren oplyste, at Forsvarsministeriet på embedsmandsniveau den 9. marts 1994 mundtligt var blevet gjort bekendt med H. C. Hansen-dokumentets fremkomst. Ministeren var herefter selv blevet summarisk orienteret, og han vidste, at der havde været kontakter mellem ministeriernes embedsmænd, for at man kunne gennemgå arkiverne i de berørte ministerier.«

Sidste del af første afsnit ændres til: ». . . referater af disse. På mødet den 22. august 1994 besluttedes det at udarbejde en redegørelse om sagen, der efterfølgende skulle afstemmes med de amerikanske myndigheder. På mødet den 21. juni 1995 fik udenrigsministeren tilslutning til den endelige redegørelse til Det Udenrigspolitiske Nævn og til, at offentliggørelse skulle ske torsdag den 29. juni 1995 efter orienteringen af Nævnet.«

Første del af næstsidste afsnit ændres til: »Han oplyste endvidere, at man under søgningen i Forsvarsministeriets arkiver i dagene efter den 9. marts 1994 havde fundet oplysninger om, at amerikanske B-52 bombefly med kernevåben i tre tilfælde nødlandede på Thule-basen i 1967.«

Til det sidste afsnit skal bemærkes, hvilket jeg vist ikke fik udtrykt klart på mødet, at oplysningerne om nødlandingerne ikke var nye. Forsvarsministeriet skrev derfor først til Udenrigsministeriet, da man havde modtaget udkast til redegørelse og blev opmærksom på, at oplysningerne om nødlandingerne ikke var medtaget, hvad man fandt de burde.

Sidste afsnit foreslås derfor ændret til: »Med hensyn til det lange tidsrum, der var forløbet, indtil Forsvarsministeriet i oktober skrev til Udenrigsministeriet herom, oplyste ministeren, at oplysningerne om nødlandingerne ikke var nye, og at man først skrev, da man blev opmærksom på, at oplysningerne ikke var medtaget i Udenrigsministeriets udkast til redegørelse.«

Med venlig hilsen

Hans Hækkerup

Bilag 8

ForsvarsministerietKøbenhavn, den 8. februar 1996

Chef for ministersekretariatet

Til

Jette Simonsen

(sekretær for fhv. minister Knud Enggaard)

Kære Jette Simonsen

Som aftalt telefonisk d.d. fremsendes hermed den korrekte udgave af forsvarsminister Hans Hækkerups brev til Knud Enggaard.

Med venlig hilsen

Kristian Fischer

Bilag 9

ForsvarsministerenKøbenhavn, den 7. februar 1996

Fhv. minister Knud Enggaard, MF,

Formand for undersøgelsesgruppen vedrørende Thule-sagen,

Det Udenrigspolitiske Nævn

Kære Knud Enggaard

Tak for dit brev af 31. januar 1996 om udkastet til det afsnit i undersøgelsesgruppens redegørelse, der omhandler samtalen med mig. Jeg skal foreslå følgende rettelser (ændringer understreget):

De første to sætninger foreslås ændret til: »Forsvarsministeren oplyste, at Forsvarsministeriet på embedsmandsniveau den 9. marts 1994 mundtligt var blevet gjort bekendt med H. C. Hansen-dokumentets fremkomst. Ministeren var herefter selv blevet summarisk orienteret, og han vidste, at der havde været kontakter mellem ministeriernes embedsmænd, for at man kunne gennemgå arkiverne i de berørte ministerier.« . . . . .

Sidste del af første afsnit ændres til: ». . . referater af disse. På mødet den 22. august 1994 besluttedes det at udarbejde en redegørelse om sagen, der efterfølgende skulle afstemmes med de amerikanske myndigheder. På mødet den 21. juni 1995 fik udenrigsministeren tilslutning til den endelige redegørelse til Det Udenrigspolitiske Nævn og til, at offentliggørelse skulle ske torsdag den 29. juni 1995 efter orienteringen af Nævnet.«

Første del af næstsidste afsnit ændres til: »Han oplyste endvidere, at man under søgningen i Forsvarsministeriets arkiver i dagene efter den 9. marts 1994 havde fundet oplysninger om, at amerikanske B-52 bombefly med kernevåben i tre tilfælde nødlandede på Thule-basen i 1967.«

Til det sidste afsnit skal bemærkes, hvilket jeg vist ikke fik udtrykt klart på mødet, at oplysningerne om nødlandingerne ikke var nye. Forsvarsministeriet skrev derfor først til Udenrigsministeriet, da man havde modtaget revideret udkast til redegørelse og blev opmærksom på, at oplysningerne om nødlandingerne ikke var medtaget, hvad man fandt de burde.

Sidste afsnit foreslås derfor ændret til: »Med hensyn til det lange tidsrum, der var forløbet, indtil Forsvarsministeriet skrev til Udenrigsministeriet herom, oplyste ministeren, at oplysningerne om nødlandingerne ikke var nye, og at man først skrev, da man blev opmærksom på, at oplysningerne ikke var medtaget i Udenrigsministeriets reviderede udkast til redegørelse.«

Med venlig hilsen

Hans Hækkerup

Bilag 10

SundhedsministerenKøbenhavn, den 6. februar 1996

Knud Enggaard

Det Udenrigspolitiske Nævn

Undersøgelsesgruppen vedrørende Thule-sagen

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Kære Knud Enggaard

Tak for dit brev af 31. januar 1996 vedrørende det afsnit i redegørelsen fra undersøgelsesgruppen vedrørende Thule-sagen, der omhandler samtalen med mig.

Jeg har bemærket, at undersøgelsesgruppen på side 3 i det fremsendte udkast konkluderer, at Statsministeriet mundtligt har foreslået at gøre min besvarelse af et samrådsspørgsmål i Folketingets Finansudvalg den 1. februar 1995 bredere.

Sådan har jeg imidlertid ikke opfattet Statsministeriets forslag.

Statsministeriet foreslog, at sidste sætning i følgende afsnit blev slettet: »Ud over undersøgelser af denne karakter lægges der nu fra regeringens side op til en undersøgelse med et væsentligt bredere sigte. Regeringen ønsker således, at man også ser på, om andre faktorer end den radioaktive stråling kan have haft betydning. Ikke mindst den psykologiske faktor bør indgå, således at vi får klarlagt en eventuel effekt af det psykiske pres, denne sag har medført for Thule-arbejderne.«

Den sidste sætning i afsnittet fremhæver den psykologiske faktor som en af de »andre faktorer«, der kan have haft betydning for Thule-arbejdernes helbredsforhold.

Jeg synes derfor ikke, at talen var blevet bredere, såfremt den sidste sætning i afsnittet var blevet slettet. Ændringen havde kun ført til, at en fremhævning af den psykologiske faktor gik tabt.

Jeg var imidlertid af den opfattelse, som det også senere kom frem på den offentlige høring om Thule-ulykkens sundhedsmæssige aspekter, at den psykologiske faktor kan have haft stor betydning.

Med venlig hilsen

Yvonne Herløv Andersen

Officielle noter

Ingen