Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BR 4

Beretning om valg af fremtidige samarbejdslande i relation til den danske ulandsbistand
Nr 4 1988-89, 1. samling

Afgivet af Udenrigsudvalget

Afgivet: 19890523

Den fulde tekst

Danida udsendte i juni 1988 »Strategisk planlægning. Handlingsplan«,

der indeholdt Danidas forslag til handlingsplan for Danmarks

samarbejde med udviklingslandene.

Af udenrigsministerens redegørelse af 17. november 1988 for Danidas handlingsplan fremgik det, at ministeren fandt det mest hensigtsmæssigt, at de videre drøftelser om det konkrete landevalg snarest muligt blev påbegyndt i Folketingets Udenrigsudvalg, og ved forhandlingen om udenrigsministerens redegørelse den 24. november 1988 var der bred tilslutning til dette synspunkt.

Udenrigsudvalget har herefter i forbindelse med landedrøftelserne holdt et møde i Danida den 11. januar 1989, hvor medarbejdere fra Danida som udgangspunkt for en drøftelse holdt oplæg om følgende emner:

- den danske ressourcebases relevans for udvalgte sektorer, belyst ved landeeksempler,

- det indiske subkontinent,

- Sydøstasien,

- lande i Østafrika,

- lande i det sydlige Afrika,

- lande i Nordøst- og Vestafrika,

- den mellemamerikanske region,

- danske virksomheders potentialer og relevans i forhold til mulige samarbejdslande.

Udenrigsudvalget har endvidere holdt et møde om valg af fremtidige samarbejdslande den 21. februar 1989. I dette møde deltog som oplægsholdere professor, dr. scient., formand for Mellemfolkeligt Samvirke John Martinussen, direktør, formand for Industrirådet Otto Christensen, forkvinde for Kvindernes Ulandsudvalg (KULU) Else Marie Buck, centerleder ved Det Danske Center for Menneskerettigheder Lars Adam Rehof, professor Thorkil Kristensen og redaktør Jørgen E. Petersen.

Som mødedeltagere med mulighed for at stille spørgsmål og deltage i diskussionen deltog ud over udvalget Steffen Rasmussen (WUS), Sven Riskær (IFU), Hans Otto Sano (CUF), Per Bo (Fagbevægelsens Ulandssekretariat), Flemming Kramp (Dansk Missionsråd), Niels Severin Munk (Dansk Røde Kors), Vagn Jensen (Det Danske Handelskammer), Peter Bjerregaard (Danmarks Rederiforening), Birte Johansen (Dansk Arbejdsgiverforening), Birgitte Frandsen (Landbrugsrådet), H. Hasle Nielsen (Danske Andelsselskaber), Knud Erik Svendsen (CUF), Steen Folke, Poul Buch-Hansen (Carl Bro International A/S), Cherif el Ayouty (I. Kruger International Contracting A/S), Torsten Granov, Lise Østergaard, Jannice Førde (KULU), Jens Kvorning (Håndværksrådet) og Inge Marie Nielsen (Folkekirkens Nødhjælp).

Udvalget har endvidere i forbindelse med landedrøftelserne modtaget skriftlig og/eller mundtlig henvendelse fra følgende:

Arkitekt-Ingeniør Rådet,

Borgmesteren i Aalborg, Kaj Kjær,

Buch-Hansen, Poul

Center for Udviklingsforskning,

Cherif el Ayouty,

Copenhagen Royal Nepalese Consulate General,

Dansk Missionsråd,

Dansk-Nepalesisk Selskab,

Dansk Rodzoneteknik,

Danske Andelsselskaber,

Det Danske Center for Menneskerettigheder,

Det Grønne Kontaktudvalg,

Fagbevægelsens U-landssekretariat,

Folke, Steen,

Geografisk Centralinstitut, Københavns Universitet,

Granov, Torsten, cand. mag.,

Handelskammeret,

Håndværksrådet,

IFU,

Landbrugsraadet,

Mellemfolkeligt Samvirke,

Nicaragua Komiteen,

Overø, Knud, cand. pharm. H.D.,

Pedersen, Edvard Wulff, sognepræst, Roskilde,

Regnskovsgruppen Nepenthes,

Schmidt, Peter, København NV,

World University Service, WUS, og

WWF, Verdensnaturfonden.

Herudover har udvalget i forbindelse med landedrøftelserne gennemgået følgende landebeskrivelser, der er indeholdt i delrapporterne til Danidas handlingsplan:

- Bangladesh,

- Indien,

- Kenya,

- Tanzania,

- SADCC - Mozambique og Zimbabwe,

- Sahel - Sudan,

- Øvrige lande (Uganda, Kina og Nicaragua).

I forlængelse heraf har udvalget desuden gennemgået landeanalyser for følgende 24 lande:

- Burkina Faso,

- Mali,

- Niger,

- Mauretanien,

- Gambia,

- Senegal,

- Togo,

- Ghana,

- Angola,

- Namibia,

- Zambia,

- Malawi,

- Egypten,

- Ethiopien,

- Somalia,

- Sri Lanka,

- Pakistan,

- Bhutan,

- Nepal,

- Burma,

- Thailand,

- Filippinerne,

- Indonesien,

- Costa Rica.

Udvalget har i forbindelse med sit arbejde stillet en lang række spørgsmål til udenrigsministeren, som denne har besvaret dels skriftligt, dels i samråd.

Herefter udtaler et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget):

På baggrund af den fattigdomsorientering, som er et fundamentalt princip i dansk bistandspolitik, skal valg af samarbejdslande koncentreres om lande med et BNI pr. indbygger under p.t. 1290 US dollars svarende til 2/3 af Verdensbankens grænse for lån med længste løbetid.

I løbet af en fem-årsperiode reduceres antallet af modtagerlande gradvis til 20-25 lande.

Folketinget vil blive orienteret om denne proces i forbindelse med den årlige fremlæggelse af Danidas rullende 5-årsplan for Danmarks statslige bistand til udviklingslandene.

Inden for denne ramme bør det konkrete valg baseres på følgende kriterier under fastholdelse af det overordnede mål for denne del af dansk udenrigspolitik - fremme af de sociale, humanitære og demokratiske idealer:

1. Landets økonomiske og sociale udviklingsstade samt udviklingsmæssige behov og egne udviklingsplaner.

2. Tilgangen af bistand fra andre bilaterale og multilaterale donorer samt landets evne til at anvende og drage nytte af bistanden.

3. Muligheden for gennem en dialog med det pågældende land at fremme en bæredygtig udvikling, dvs. en udvikling, som også på langt sigt vil være økonomisk og økologisk forsvarlig, og som sigter mod at skabe varige forbedringer for de fattigste befolkningsgrupper.

4. Muligheden for i samarbejde med landet at fremme udviklingen af og respekten for menneskerettigheder i overensstemmelse med internationalt vedtagne menneskeretsstandarder, herunder konventionerne om organisationsfrihed og forhandlingsret.

5. Muligheden for i samarbejde med landet at sikre kvindeaspekterne en central og fuldt integreret placering i udviklingsprocessen.

6. Danidas hidtidige erfaringer fra det bilaterale udviklingssamarbejde.

7. Såfremt ovennævnte punkter kan anses for tilgodeset, bør endelig mulighederne for at fremme dansk erhvervslivs deltagelse i udviklingssamarbejdet - og dermed dansk beskæftigelse - indgå i overvejelserne om det konkrete landevalg under forudsætning af, at danske leverancer og serviceydelser er konkurrencedygtige med hensyn til tilpasset teknologi, pris og kvalitet.

Ved valget af samarbejdslande skal der tages særligt hensyn til den alvorlige situation for landene i Afrika syd for Sahara, men i øvrigt tilstræbes en rimelig fordeling af bistandsmidler mellem afrikanske og asiatiske lande. Der sikres en dansk bistandsindsats i Centralamerika, og det vil være ønskeligt, at mindst et sydamerikansk land inddrages i samarbejdet.

Hvor der er tale om meget små lande eller lande med en meget lille befolkning, skal det indgå i overvejelserne, om det vil være muligt at etablere et længerevarende substantielt samarbejde af betydeligt omfang for at sikre en hensigtsmæssig og rationel udnyttelse af Danidas administrative ressourcer.

Hvor der er tale om meget store lande, vil en vis geografisk koncentration af den danske bistandsindsats være nødvendig for at sikre sammenhæng i denne og en hensigtsmæssig og rationel udnyttelse af Danidas administrative ressourcer. Den geografiske koncentration bør ske således, at den især kommer de fattigste befolkningsgrupper til gode.

Uanset ovenstående skal Danida i en kortere overgangsperiode kunne yde igangsætnings- eller genopbygningsbistand til et land, der har opnået uafhængighed eller har været hærget af krig, borgerkrig, naturkatastrofer og lignende.

Det bør til stadighed påses, at ovennævnte kriterier fortsat har gyldighed i samarbejdet med de enkelte lande. Er dette ikke længere tilfældet, bør en afvikling af samarbejdet normalt indledes for derved at give mulighed for at indlede samarbejde med nye lande.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) udtaler:

Socialistisk Folkeparti har med interesse fulgt debatten om Danidas handlingsplan. Debatten har efter vores opfattelse været nyttig og inspirerende. Under arbejdet i Folketingets Udenrigsudvalg med landespørgsmålet har udvalget modtaget skriftlige henvendelser, foretræde fra vigtige ulandsorganisationer og enkeltpersoner med bistandsefaringer, og mange nyttige informationer er skaffet fra Danida i form af skriftligt materiale samt haft et heldagsmøde med Udenrigsudvalget. Udvalget har desuden afholdt en heldagskonference med en række ulandsinteresserede organisationer og forskere m.v.

Ud fra dette omfattende materiale har Socialistisk Folkeparti draget følgende konklusioner med hensyn til det kommende landevalg:

De egentlige bistandsoverførsler (»ulandshjælp«) er kun en beskeden del af et omfattende net af økonomiske forbindelser mellem den rige og den fattige del af verden. Vi kan tilslutte os det grundsynspunkt, der udtrykkes i bl.a. henvendelserne fra Center for Udviklingsforskning (optrykt som bilag til beretningen) og Fagbevægelsens Ulandssekretariat, at valget af samarbejdslande bør ske ud fra en forståelse af, at den er en del af et omfattende mønster af bistandsoverførsler og andre finansielle overførsler fra mange lande til mange modtagerlande. I den forbindelse bør en vurdering af modtagerlandets bistandsbehov og mulighed for at modtage bistand fra andre lande og internationale organisationer spille en rolle for vores eget valg af modtagerlande.

Det bør fremhæves, at 1980'erne har været præget af nedgang i de finansielle overførsler set i forhold til udviklingen i ulandenes nationalprodukt. Det er sket i en periode, hvor det finansielle behov har været meget stort, bl.a. på grund af den ulige handel og den voksende gældsbyrde. De kommercielle kapitaltilførsler er generelt faldet drastisk og er blevet dyrere for udviklingslandene.

Internationale analyser viser, at Afrika syd for Sahara har særlig store akutte udviklingsproblemer. Befolkningstilvæksten er meget høj, de finansielle tilførsler stagnerer eller falder, og miljøproblemerne vokser faretruende. Områdets behov for finansiering for blot at reetablere importsituationen i 1981 er ikke dækket, og væksten i produktionen er mindre end befolkningstilvæksten.

Der er samlet set sket forskydninger i den geografiske fordeling af den offentlige bistand, som uddyber de regionale forskelle. Som det oplyses i henvendelsen fra Center for Udviklingsforskning, er den udbetalte bistand i perioden 1984-87 til Afrika syd for Sahara (i løbende USD) stagneret, til Sydasien er den vokset med 1/4, og til det fjerne Østasien er den vokset med 30 pct. (til Kina, Indonesien, Filippinerne næsten fordoblet).

Efter Socialistisk Folkepartis opfattelse bør de her nævnte tendenser tages i betragtning i forbindelse med landevalget. Som vi læser Danidas handlingsplan, er der en iøjnefaldende tendens til, at hensynet til danske leverancer skal bestemme landevalget, herunder ønsket om at komme ind på nye markeder. Den opgave bør løses af de økonomiske ministerier. Bliver hensynet til kommercielle danske eksportinteresser afgørende, betyder det, at andre lande med større bistandsbehov og med bedre muligheder for at opfylde målsætningrne for dansk bistand vælges fra. Allerede den eksisterende binding af dansk bistand til danske leverancer har resulteret i problematiske projekter.

For Socialistisk Folkeparti er det altafgørende, at dansk ulandsbistand går til de lande og til de befolkningsgrupper, som har det største bistandsbehov. Dette indgår også som et hovedprincip i Danidas forslag til handlingsplan. Fattigdomsmålsætningen bør imidlertid også i praksis være den bestemmende målsætning og endnu mere konsekvent, end tilfældet er i dag. I videst mulig udstrækning skal fattigdomskriteriet forenes med målsætningen om at oprette miljøet og hjælpe ulandskvinderne. Det er efter Socialistisk Folkepartis opfattelse beklageligt, at Danidas handlingsplan ikke i langt højere grad konkretiserer, hvordan Danidas kvinde- og miljøhandlingsplaner konkret skal følges op.

Som anført bl.a. i henvendelsen fra Verdensnaturfonden (optrykt som bilag til beretningen) bør Danidas miljøhandlingsplan omsættes konkret i form af velforberedte projekter og udnyttelse af dansk og international ressourcebase. I mange ulande findes »græsrodsbevægelser«, det vil sige non-governmental organizations, som arbejder for miljøet. At støtte dem vil kunne være en effektiv måde til at fremme et engagement i miljøbeskyttelse og en folkelig debat i udviklingslandene selv. I Danidas miljøhandlingsplan understreges, at ulandene må opbygge en større ekspertise i økologi, også inden for den centrale administration, for at kunne styre landet frem mod en bæredygtig udvikling. Denne omstilling bør gælde Danida selv, sådan at Danida udbygger sin egen økologiske ekspertise.

Som velargumenteret i oplæggene fra Else Marie Buck, KULU, og fra John Martinussen, Mellemfolkeligt Samvirke, (begge optrykt som bilag til beretningen) er bistand til kvinder et selvstændigt mål, men det er desuden et vigtigt middel til realisering af fattigdomsmålsætningen, fordi bistandsarbejdet med kvinder gennemgående giver bedre resultater og større spredning.

Det er bl.a. fra Lars Adam Rehof, Det Danske Menneskerettighedscenter (ligeledes optrykt som bilag til beretningen) blevet foreslået, at menneskerettighedssituationen i modtagerlandene tillægges særlig vægt i forbindelse med landevalget. Som hovedregel må det imidlertid være rigtigst at søge menneskerettighedssituationen forbedret gennem selve tilrettelæggelsen af bistanden i de lande, der ud fra de overordnede kriterier om fattigdomsbekæmpelse er valgt som modtagerlande. Der bør ved valget af modtagerlande lægges vægt på, om modtagerlandene fører en politik, der muliggør, at bistanden kan nå ud til den fattige del af befolkningen. Efter Socialistisk Folkepartis opfattelse kan menneskerettighedssituationen udvikle sig sådan - jf. f.eks. Uganda under Amin - at et land diskvalificerer sig selv som bistandsmodtager, og at hjælpen på grund af korruption og magtovergreb ikke kan nå ud til de fattigste.

I sig selv er det ikke et problem, at dele af dansk erhvervsliv drager fordel af bistandssamarbejdet. Det er vigtigt, at der udvikles en stærk dansk ressourcebase for ulandsrelateret produktion. Men det er efter Socialistisk Folkepartis opfattelse beklageligt, at Danidas handlingsplan i anden runde af den strategiske planlægning har taget så vidtgående hensyn til disse snævre nationale interesser, som bl.a. kommer til udtryk i Industrirådets holdninger. Efter disse skal de kommercielle aspekter og leverancer til mellemindkomstlandene komme i første række. Udgangspunktet for danske erhvervsleverancer bør dog være udvikling af produkter i form af en dansk ressourcebase, der i praksis bidrager til, at vi lever op til målsætningen om at nå ud til de fattigste befolkningsgrupper og bidrager til opretning af miljøet.

Socialistisk Folkeparti kan tilslutte sig ønsket om, at bistanden koncentreres om et færre antal lande, sådan at der oprettes flere bistandsmissioner i modtagerlandene. For dårligt kendskab til modtagerlandet, for dårlige forundersøgelser og for dårlig løbende opfølgning er vigtige årsager til, at megen bistand ikke har den ønskede effekt.

Socialistisk Folkeparti lægger stor vægt på at udnytte den ekspertise og erfaring, som private ulandsorganisationer besidder, og anbefaler, at de private ulandsorganisationers arbejde opprioriteres gennem tildeling af yderligere ressourcer til indsats i lande, hvor fattigdomsproblemerne er meget store, men hvor samarbejdet med ulandsregeringerne er vanskeligt. Meget taler for for Bangladesh at lade flere midler kanalisere gennem de private organisationer og at reducere samarbejdet på statsligt plan.

Det vil efter Socialistisk Folkepartis opfattelse også være i overensstemmelse med fattigdomsmålsætningen at yde en særlig indsats i ulande, der er under genopbygning efter ødelæggende krig og/eller borgerkrig. Det er ud fra dette kriterium, at Danmark i perioder har ydet særlig bistand til lande som Zimbabwe, Vietnam og Nicaragua. Siden er bistanden til Vietnam ophørt med henvisning til besættelsen af Kampuchea, og gavebistanden til Nicaragua ophørte for 5 år siden.

Det bør efter Socialistisk Folkepartis opfattelse være en vigtig målsætning at styrke samhandelen ulandene imellem. Denne målsætning er nævnt bl.a. i et notat fra udenrigsministeren til Udenrigsudvalget (optrykt som bilag til beretningen). Socialistisk Folkeparti ønsker, at bestræbelserne for selektivt at afbinde bistanden, hvor et modtagerland har mulighed for at opnå leverancer fra et andet udviklingsland, intensiveres.

Det er Socialistisk Folkepartis opfattelse, at Danida bør tilføres de personaleressourcer, der er absolut nødvendige for at leve op til målsætningerne. Samarbejdet med de andre nordiske lande bør udvides og gerne helt integreres for så vidt gælder f.eks. støtte til SADCC og til Nicaragua/Mellemamerika.

Spørgsmålet er nu, i hvilken grad regeringens fremskrivninger af ulandsbistanden lever op til de her nævnte målsætninger og principper. I notatet til Folketingets Udenrigsudvalg, jf. ovenfor, svarer udenrigsministeren på henvendelser til udvalget fra en lang række ulandsorganisationer, forskningsinstitutter m.m. Heri siges, at det fortsat er regeringens mål, at antallet af samarbejdslande skal være 20-24. Yderligere landekoncentration tages først op til overvejelse på et senere tidspunkt, når der er indhøstet erfaringer om den grad af koncentration, der nu sigtes imod. Det siges desuden, at af hensyn til kontinuiteten må omlægningen af bistandssamarbejdet til programsamarbejdet med et begrænset antal lande nødvendigvis ske gradvis over en årrække. Side 4 siges det, »at selv om det kan være rigtigt, at mange gode grunde taler for i særlig grad at tilgodese en række mindre lande, taler samtidig andre hensyn for i hvert fald indtil videre at fortsætte det bistandsarbejde, som utvivlsomt kommer store, fattige befolkningsgrupper til gode, også i de store samarbejdslande«. I sandhed en uklar argumentation.

Efter Socialistisk Folkepartis opfattelse er der mange gode argumenter i de fleste henvendelser til udvalget, der har argumenteret for at begrænse bistanden til de meget befolkningsrige og - for Kina og Indien - også på mange måder ressourcestærke lande. Tendensen til kommercialisering af ulandsbistanden til Indien bekræftes i bladet »Eksport« af 10. maj 1989 under rubrikken »DANIDA informerer«, hvor det siges, at Danida under årets dansk-indiske bistandsforhandlinger fremhævede, at en kraftige stigning i bistanden til Indien bør medføre flere indiske ordrer til danske firmaer. Returordrerne til Danmark svarer i øjeblikket til 50 pct. af bistanden.

I samme svar til udvalget siges, at ønsket om oprettelse af et særligt forum med deltagelse af erhvervslivet, arbejdsmarkedets parter og Danida havde et bredt flertal bag sig i Folketinget under den sidste større ulandsdebat. Socialistisk Folkeparti er ikke en del af dette »brede flertal«. Socialistisk Folkeparti foretrækker fortsat en uvildig evaluering af kvaliteten af de danske erhvervsleverancer med henblik på udarbejdelse af konkrete forslag til at forbedre kvaliteten af danske erhvervsleverancer, sådan at de bedre end hidtil bidrager til fattigdomsbekæmpelse og til fremme af en bæredygtig udvikling. I denne evaluering kan indgå Danidas egne evalueringsrapporter. Vi frygter, at det brede forum for debat om erhvervslivets rolle bliver en »snakkeklub« - en »syltekrukke«, hvor gamle velkendte holdninger fremføres.

I notatet til Udenrigsudvalget opstiller udenrigsministeren en »fattigdomsprofil før og efter handlingsplanen« med tal for de enkelte modtagerlande i 1992, det vil sige over de første år efter vedtagelse af handlingsplanen.

Her anføres, at »fattigdomsprofilen«, forstået som BNI pr. indbygger, stort set fastholdes. Det vægtede BNI per capita vil dog vokse fra 331 til 350 dollars. Inddrages de før omtalte relevante kriterier såsom anden bistand fra andre lande og internationale organisationer, ressourcebase i form af industri og uddannede samt særlige forhold som krig/borgerkrig, tegner der sig et andet billede. Socialistisk Folkeparti ser i tallene en farlig politisk og kommercielt bestemt fravigelse fra fattigdomskriteriet og opfordrer udenrigsministeren til at ændre planerne efter følgende:

- De afrikanske lande syd for Sahara skal som minimum modtage samme procentvise andel af ulandsbistanden som i dag. I landefordelingen frem til 1992 skal Angola, Botswana, Swaziland og Zambia »udfases«, og bistanden til Tanzania stagnere. Socialistisk Folkeparti hilser genoptagelsen af bistanden til Uganda velkommen.

Bistanden til SADCC bør forøges væsentligt.

- Ud fra ovennævnte kriterier - hensynet til fattigsdomskriteriet og anden hjælp - bør følgende lande udfases/slettes: Egypten, Burma, Filippinerne, Indonesien, Thailand og Costa Rica. Bistanden til Indien og Kina bør mærkbart reduceres. Med de lande skal tilstræbes et større handelsmæssigt samarbejde og forsknings- og kultursamarbejde.

- Nicaragua bør være et hovedmodtagerland for dansk bistand. Bistandserfaringerne her er gode, og landet er hårdt ramt af udefra påført aggression (»contraerne«).

Der bør desuden reserveres midler til bistand til:

- Namibia, dersom FN-planen om uafhængighed og fri og retfærdige valg opfyldes.

- Afghanistan, dersom der findes en politisk løsning, der bringer krigen til ophør.

- Vietnam, efter tilbagetrækningen fra Kampuchea.

Efter Socialistisk Folkepartis opfattelse skal - som anført - bistanden til SADCC forøges ligesom bistanden via apartheidbevillingen. Der bør kunne ydes støtte til non-government miljøgrupper i udviklingslandene.

Det er Socialistisk Folkepartis opfattelse, at der lægges op til en farlig drejning af dansk ulandspolitik bort fra fattigdomsmålsætningen. Socialistisk Folkeparti er uenig i de politiske prioriteringer, der ligger i handlingsplanen og i udenrigsministerens svar til udvalget.

Derfor bør Udenrigsudvalget for hvert nyt foreslået samarbejdsland fra Danida og for igangsættelse af samarbejdet have en indgående argumentation for, hvordan samarbejdet vil kunne leve op til krav om fattigdomsorientering, miljøhensyn og kvindehensyn.

Socialistisk Folkeparti er villig til at reducere antallet af modtagerlande. Det vil sige yderligere reducere antallet af »sikre« modtagerlande ud over de lande, der allerede er nævnt som lande, der bør »udfases«, dersom det ønskes, at antallet af modtagerlande bør ned til 10-15 i stedet for 20-24.

Efter Socialistisk Folkepartis opfattelse bør bistanden via FN-systemet fastholdes, men vi ser gerne, at der sker en omfordeling, sådan at de FN-organisationer, der bedst lever op til fattigdoms-, miljø- og kvindemålsætningerne får større støtte på bekostning af andre mere ineffektive FN-organisationer. Således bør støtten til FN's Sahel-projekter forøges.

Socialistisk Folkeparti vil fortsat arbejde for gennemførelse af de her nævnte foreslåede mærkbare ændringer i forhold til Danida-handlingsplanen og udenrigsministerens svar til udvalget.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) udtaler:

På mødet den 21. februar 1989 om fremtidige samarbejdslande blev en række delrapporter til Danidas handlingsplan gennemgået. På basis af en række af indlæg på dette møde konstateredes, at en stor del af ulandshjælpen var forfejlet, og at mange projekter var mislykkedes.

Flertallet vil gradvis over en femårs periode reducere antallet af modtagerlande til 20-25 lande. Heroverfor står Fremskridtspartiet, der vil standse igangsætning af nye projekter og tilstræbe hurtigst mulig afvikling af igangværende projekter.

Fremskridtspartiet kan derfor ikke indgå i diskussion om, efter hvilke kriterier ulandshjælp skal ydes.

Fremskridtspartiet ser med stigende bekymring på, at fattigdomskriteriet ændres til andre motiver, såsom miljø- og kvindepolitik eller kulturpolitik.

Fremskridtspartiet vil anbefale, at ulandsbistand lægges over på frivillige organisationer, der udelukkende arbejder på private, frivillige bidrag.

Når al ulandshjælp herefter bliver frivillig, skal Folketinget ikke mere blande sig i, hvorledes pengene anvendes.

Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) udtaler:

Centrum-Demokraterne ønker at fastholde, at det egentlige landevalg i forbindelse med dansk bistandspolitik bør ske efter en landediskussion i Folketingets Udenrigsudvalg. Vi finder, at det omfattende forarbejde i form af rapporter, delegationer, konferencer og lignende bør føre til, at udvalget tager det politiske ansvar for landevalget. Det skal ikke overlades til Danida at foretage den endelige beslutning. Samtidig bør udvalget fastlægge retningslinierne for oprettelse af lande/regionalkontorer samt principperne for udvælgelsen af projekter i den fremtidige hjælp. Danida får nu afgørende indflydelse på den bilaterale hjælp, idet statslånsprojekterne i princippet blev forhandlet med den enkelte danske virksomhed. Udenrigsudvalget bør efter Centrum-Demokraternes opfattelse sikre, at der sker et rimeligt samspil mellem Danida og erhvervslivet. Danida skal f.eks. efter Centrum-Demokraternes opfattelse ikke gennemføre en større og større del af den danske ulandsbistand som egne projekter. Der er efter Centrum-Demokraternes opfattelse ikke en modsætning mellem erhvervsinteresser og bistand. Erhvervslivet er interesseret i gode projekter og har i mange tilfælde års erfaring i ulande og mere ekspertise end Danida. Ved at opstille klare krav til projekterne vil man sikre, at erhvervslivet får de bedste muligheder for at deltage i bistandspolitikken.

Danmark bør i stadig højere grad samarbejde med andre EF-lande om bistanden. I vurderingen af oprettelse af kontorer bør det undersøges, om der ikke gennem EF kan ske koordination i de enkelte bistandslande. I øvrigt har Danida jo selv påvist, at Danmark bør bruge EF-systemet, og at vi har gode muligheder for at påvirke udviklingspolitikken i EF-samarbejdet.

Centrum-Demokraterne ønsker fortsat den danske bistandspolitik fattigdomsorienteret. Man bør koncentrere sig om lande med et BNI pr. indbygger på under p.t. 1290 US dollars. Dog bør dette beløb, når der er tale om lande med mindre befolkninger (f.eks. under 10 mio.) kunne overskrides.

Antallet af lande bør i løbet af en femårig periode reduceres til 20-25. Inden for denne ramme bør landevalget, der foretages af Udenrigsudvalget, ske på følgende kriterier under fastholdelse af de overordnede mål for denne del af dansk udenrigspolitik:

1. Landets økonomiske og sociale udviklingsstade samt udviklingsmæssige behov og egne udviklingsplaner. Der lægges særlig vægt på landets vilje og evne til at fremme udviklingen for de fattigste samt på, at der i lande med store indkomstforskelle er vilje til at føre en politik i retning af større social retfærdighed.

2. Tilgangen af bistand fra andre bilaterale og multilaterale donorer samt landets assimileringsevne. Det er vigtigt, at Danmark ikke belaster lande med mange bistandsorganisationer yderligere, samt eventuelt reducerer engagementet i lande, hvor mange donorer er repræsenteret. En indsats gennem EF-systemet kan i disse tilfælde forøges.

3. Muligheden for i samarbejde med landet at fremme udviklingen på en økonomisk og økologisk bæredygtig måde.

4. Muligheden for at fremme udviklingen af og respekten for menneskerettigheder i overensstemmelse med internationalt vedtagne menneskeretstandarder. Der bør for alle projekter ske en særskilt vurdering af projektets indflydelse på menneskerettighederne. Vurderingen skal klart fremgå af projektbeskrivelsen.

5. Muligheden for i samarbejde med landet at sikre kvindeaspekterne en central placering i udviklingsprocessen. Der bør også her ske en vurdering af projekternes indflydelse på kvindernes situation.

6. Danidas hidtidige erfaringer fra det bilaterale udviklingssamarbejde samt erfaringer fra private virksomheder samt internationale organisationers (EF's og FN's) repræsentationer.

7. I overvejelserne om konkret landevalg bør mulighederne for fremme af dansk erhvervslivs deltagelse i udviklingsarbejdet inddrages, såfremt ovenstående punkter tilgodeses. Samarbejdet mellem Danida og erhvervslivet bør fremmes, således at ovennævnte krav indgår i udarbejdelsen af projekter, og således at dansk erhvervsliv får en fortrinsstilling, hvor det er konkurrencedygtigt på det internationale marked for så vidt angår leverancer, serviceydelser, pris, kvalitet og teknologi i overensstemmelse med det enkelte lands behov.

Ved valget af samarbejdslande skal der tages hensyn til den alvorlige situation for landene syd for Sahara, men i øvrigt tilstræbes en rimelig fordeling af bistandsmidler mellem afrikanske og asiatiske lande. Der bør ligeledes ske en fordeling mellem engelsk-, fransk- og spansktalende lande. Ligeledes en fordeling mellem øst- og vest/centralafrikanske lande. Det findes ønskeligt at mindst eet sydamerikansk land inddrages i samarbejdet.

Hvor det drejer sig om meget små lande bør det overvejes, om der kan oprettes regionale kontorer, der dækker flere lande, så Danidas administrative ressourcer udnyttes på en hensigtsmæssig og rationel måde.

Hvor der er tale om meget store lande må man være indstillet på en vis geografisk koncentration af den danske bistandsindsats.

I fremtiden bør man fra dansk side gå kraftigere ind i påvirkningen af EF's bistandspolitik, således at man herigennem øger overensstemmelsen mellem danske kriterier og EF's. Ved udvælgelse af lande bør også mulighederne for samarbejde på det kulturelle område indgå.

Efter Udenrigsudvalgets landevalg bør det overvejes at nedsætte et udvalg, der løbende holder Udenrigsudvalget orienteret om udviklingen i de enkelte samarbejdslande. Der udarbejdes en årlig rapport, der specielt bør koncentrere sig om de fattiges og kvindernes vilkår samt ændringer i menneskerettighedssituationen. Udenrigsudvalget bør på baggrund af rapporterne drøfte eventuelle samarbejdslande. Udvalget indhenter sine oplysninger fra internationalt anerkendte organisationer som f.eks. Amnesty International samt danske bistandsmissioner, kvindeorganisationer, EF-missioner, FN osv.

P. u. v.

Fischer

formand

Bilag I

Nogle af oplæggene ved Udenrigsudvalgets møde den 21. februar 1989

MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKE

Danish Association for International Co-operation

København, den 21. februar 1989

Folketingets Udenrigsudvalg

Mellemfolkeligt Samvirkes oplæg til drøftelse af principperne for valg af nye samarbejdslande i u-landsbistanden (ved Udenrigsudvalgets møde 21. februar 1989)

Ved John Martinussen, professor, formand for MS Udenrigsudvalget har bedt Mellemfolkeligt Samvirke (MS) om at bidrage til belysning af principperne for valg af samarbejdslande.

Det gør jeg gerne på organisationens vegne - og siger samtidig tak for denne mulighed for at indgå i en dialog.

De følgende overvejelser har i går været forlagt en halv snes private danske bistandsorganisationer på et møde. Der var under mødet bred tilslutning til synspunkterne. Men det skal for god ordens skyld understreges, at den nøjere udformning af synspunkterne er MS'.

Mellemfolkeligt Samvirkes egne principper

Udenrigsudvalget har anmodet om at få et indtryk af MS' egne principper for landevalg.

Jeg skal derfor til indledning gøre kortfattet rede for disse principper. Derefter vil jeg drøfte, hvorledes tilsvarende overvejelser kan overføres på den officielle bistandspolitik.

MS har igennem frivilligprogrammet et samarbejde med lande i Afrika, 2 i Latinamerika og 1 i Asien. Desuden har vi et samarbejde med afghanske flygtninge og flygtninge fra Sydafrika og Namibia.

Gennem det internationale udvekslingsprogram har MS et samarbejde med et noget større antal lande. Her skal dog alene frivilligprogrammet berøres. Det er det mest relevante for emnet.

I valg af samarbejdslande har MS taget udgangspunkt i frivilligprogrammets dobbelte målsætning, der er:

a) at yde en konkret bistandsindsats til gavn for fattige og svage samfundsgrupper, og

b) at udføre oplysningsarbejde i Danmark.

Lad mig tage det sidste først.

Ud fra oplysningsformålet har MS lagt vægt på en vis spredning på kontinenter, forskellige kulturkredse og forskellige samfundssystemer.

Det skal dog understreges, at vi har ønsket at fastholde det samlede antal samarbejdslande på et beskedent antal for at sikre kvaliteten i programmet. Overvejelserne har været stort set de samme som dem, DANIDA har fremført til støtte for landekoncentrationen.

Når der er lagt vægt på den omtalte spredning, er det fordi vi ser det som en opgave i sig selv at sikre en strøm af informationer til den danske befolkning gennem de frivillige. Der er ikke tvivl om, at de frivillige fungerer som en central kilde til viderebringelse af det selvoplevede møde med fremmede kulturer og samfundsforhold.

Overvejelser af denne art kan ikke have helt samme vægt i den officielle bistandspolitik. Derfor skal jeg heller ikke komme nærmere ind på denne side af sagen, men i stedet vende mig til de bistandspolitiske overvejelser i lidt snævrere forstand.

Her har MS i de senere år lagt vægt på en sammenvejning af 3 overordnede kriterier:

1. Behov for den type støtte, der kan gives gennem frivilligprogrammet.

Det har ført til en klar førsteprioritet til de fattigste lande, om end vi også har fundet det rigtigt i visse tilfælde at yde en særlig indsats i såkaldte fattigdomslommer i knapt så fattige lande. MS har ydermere skelet til særlige behov blandt flygtninge og i lande under genopbygning efter krig eller borgerkrig.

2. Mulighederne for at arbejde effektivt til fremme af den form for udvikling, vi støtter.

I de senere år har MS søgt at præcisere den støtteværdige udvikling under overskriften folkestyret udvikling. Det har vi søgt at placere op på en anden dimension end de to fremherskende udviklingsstrategier, henholdsvis den markeds- og statsstyrede udvikling.

Det centrale i den folkestyrede udviklings strategi er at støtte fattige og svage samfundsgrupper, så de ved egen kraft kan sikre sig den form for udvikling, de selv foretrækker.

MS har en hel check-liste over forhold, som skal vurderes nøjere før et samarbejde udbygges med et nyt land.

Noget af det, der tillægges særlig betydning, er mulighederne for et tæt samarbejde med lokale NGO'er og andre folkelige grupperinger.

MS ser videre på, om et samarbejde med myndighederne giver mulighed for støtte til de primære målgrupper.

Særligt ser vi på, om det er muligt at komme i et samarbejde til støtte for kvinder. Det er et mål i sig selv. Men vi opfatter det desuden som et vigtigt middel, fordi vi har erfaret, at bistandssamarbejde med kvinder gennemgående giver bedre resultater og større spredning i mange sammenhænge.

Det skal endelig nævnes, at også miljø- og menneskerettigheder i stigende grad er ved at komme ind i overvejelserne.

3. Engagement og interesse i den danske befolkning

Dette tredje kriterium er i en vis forstand den måde, MS som privat organisation søger at tage hensyn til den danske ressourcebase. I og med at MS er en demokratisk opbygget folkelig organisation, kan man også sige, at det er helt naturligt, at det folkelige engagement får indflydelse på landevalget - om end det selvsagt må ske inden for de rammer, der udstikkes af de to første hovedprincipper.

Meget mere kunne siges om MS' egen politik. Men for at knytte mere direkte an til Udenrigsudvalgets arbejde vil jeg dog nu gå over til at se nærmere på, hvordan tilsvarende overvejelser kan anvendes i forhold til officiel bistandspolitik.

DANIDA's overordnede principper

De nævnte overvejelser ligger ikke fjernt fra DANIDA, hvis vi alene taler om de overordnede principper.

I handlingsplanen og de bagvedliggende delrapporter tales der faktisk helt tilsvarende om:

A. Bistand efter behov.

B. Bistand efter effekt, hvor det afgørende er sandsynligheden for at sikre effektiv anvendelse af bistanden i overensstemmelse med dansk bistandspolitik. Og

C. Bistand i overensstemmelse med den danske ressourcebase og danske forudsætninger i øvrigt. Her er spørgsmålene: Hvad kan vi tilbyde? Hvor er der mest behov herfor? Og hvor virker bistandsindsatsen bedst og mest effektivt?

Det er gode overvejelser, som MS kan støtte. Problemerne opstår, når de overordnede principper tillempes i praksis. Det gælder også den måde, principperne er tillempet på i den endelige handlingsplan.

Landevalg og erhvervsinteresser

Her kommer nemlig et fjerde tungtvejende princip ind. Det drejer sig om hensynet til bestemte danske erhvervsinteresser.

Det er jeg nødt til at kommentere lidt nærmere.

Handlingsplanens liste over foreslåede samarbejdslande adskiller sig på påfaldende måde fra forslagene i delrapport 8. I delrapporten nævnes følgende lande, som nu er udeladt i handlingsplanen:

Bolivia, Guinea Bissau, Etiopien, Lesotho, Mali, Mauretanien og Sierra Leone.

Disse 7 lande er erstattet af:

Thailand, Egypten, Ghana, Filippinerne, Indonesien, Somalia, Togo og Costa Rica.

Det er påfaldende, at 5 af de nye forslag i handlingsplanen hører til mellemindkomstlandene, mens kun eet af de lande, der er udeladt, hører til denne kategori. Det er i denne forbindelse ikke så afgørende, at kun Thailand og Egypten er med i kortlistningen af samarbejdslande, mens de øvrige optræder under mulige samarbejdspartnere.

Det samlede indtryk af handlingsplanens liste er en tydelig afsvækkelse af princippet om at satse på de fattigste udviklingslande.

Jeg skal gerne erkende, at gennemsnitsindkomsten pr. indbygger ikke i alle tilfælde giver et rimeligt billede af bistandsbehovene. Men billedet ændres ikke, selv om der her benyttes andre indikatorer.

Derfor må det konstateres, at handlingsplanen afspejler en forbavsende imødekommenhed over for traditionelle danske erhvervsinteresser. Disse traditionelle erhvervsinteresser, repræsenteret især ved Industrirådet, har netop ofte formuleret et ønske om udvidet samarbejde med mellemindkomstlande, hvor prspektiverne for afledt kommercielt samarbejde er nærliggende.

Nu er det ikke i sig selv et problem, at dele af dansk erhvervsliv drager fordel af bistandssamarbejdet.

Men MS finder, at prioriteringerne i landevalget skal være i orden.

Målet for bistandsindsatsen er ikke at fremme kommerciel eksport. Det er heller ikke at give dansk industri PR eller at fungere som »referenceværdi« for danske leverancer og tjenesteydelser.

Det er virkningerne af bistandsarbejdet, som de berørte parter i dansk erhvervsliv bør glæde sig over.

Men det er lidt uanstændigt at vende tingene på hovedet og ligefrem kræve, at den danske bistandsindsats, herunder landevalget, indrettes efter danske afsætningsinteresser. Og det er beklageligt, at DANIDA i anden runde af den strategiske planlægning har taget så vidtgående hensyn til disse snævre nationale interesser.

Det ses i øvrigt ikke kun i forbindelse med landevalget, men også på en række andre områder, som dog ikke skal tages op her.

Jeg vil gerne understrege, at disse kritiske bemærkninger ikke skal tolkes derhen, at MS tager afstand fra inddragelsen af dansk erhvervsliv som en central partner i bistandsarbejdet. Det ville være naivt. Det ville også forhindre en ordentlig udnyttelse af de komparative fordele, som dele af dansk erhvervsliv er i besiddelse af - også set fra u-landenes synspunkt.

Erhvervslivet er på principielt samme måde som de private organisationer og forskningen en del af af den nationale ressourcebase, som må inddrages i overvejelserne om, hvad vi fra dansk side kan tilbyde.

Men prioriteringen skal være i orden. Det er de fattige u-landes særlige udviklingsproblemer og bistandsbehov, der kommer først. Danske interesser må klart underordnes dette hovedprincip. Det betyder, at listen over fremtidige samarbejdslande kommer til at se anderledes ud, end man i øjeblikket ønsker fra specielt den større industris side. Men det betyder ikke, at erhvervslivet som helhed får ringere vilkår som partner i det internationale udviklingssamarbejde - kun at andre dele måske skal mere ind i billedet, og at det skal foregå på lidt andre præmisser.

Når listen over fremtidige samarbejdslande udarbejdes ud fra u-landenes særlige udviklingsproblemer og bistandsbehov som det første og væsentligste kriterium, er der for MS ikke nogen tvivl om, at lande som Costa Rica, Thailand og Egypten bør glide ud, mens eksempelvis Zambia, Afghanistan og Nicaragua må komme med.

Hvad angår det samlede antal lande, støtter MS DANIDA's argumentation om en koncentration på langt færre lande end i dag. Det er bydende nødvendigt at koncentrere indsatsen på et overskueligt antal lande, hvis bistandsarbejdet skal opnå rimelig kvalitet og lødighed.

Desværre drager DANIDA i handlingsplanen ikke helt konklusionen på den ellers overbevisende argumentation. Det endelige forslag om 20-24 samarbejdslande foruden tre regioner indebærer kun en beskeden landekoncentration - slet ikke nok til virkeligt at skabe betingelserne for en bedre indsats. Det er naturligvis vanskeligt at sige, hvor langt man skal ned i antal, men MS vurderer, at der højst bør være tale om cirka 15 samarbejdslande.

I denne sammenhæng skal det indskydes, at det - uanset det antal man når frem til - er særdeles uheldigt, at regeringen ikke ønsker at tilføre DANIDA flere medarbejdere. Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan den nuværende medarbejderstab skulle være i stand til at leve op til de mange krav om kvalitetsforbedringer samtidigt med, at omfanget af bistandsindsatsen udvides markant.

Det skal understreges, at MS ikke finder det acceptabelt at bremse stigningstakten i bistanden med henvisning til manglende personaleressourcer i DANIDA. Princippet bør være, at medarbejderstaben udvides i rimelig takt med aktivitetsudvidelserne, omend måske nok korrigeret for en lande- og sektorkoncentration, såfremt sådanne faktisk gennemføres.

Set i forhold til erhvervslivets ønsker, specielt Industrirådets, har MS lidt svært ved at se det overbevisende i argumentationen, selv på eksportørernes egne præmisser. Argumentationen går blandt andet på, at bistanden skal fungere som en slags salgsudstilling for dansk erhvervsliv og derfor spredes ud over et stort antal lande. Men der tages i denne betragtning slet ikke højde for, at en sådan spredning alt andet lige øger faren for fejlslag og under alle omstændigheder stiller sig i vejen for en kvalitetsforbedring af indsatsen. Det gælder jo for de private virksomheders indsats i u-landene på samme måde som for DANIDA, at den kun kan forbedres, hvis der oparbejdes et ordentligt lokalkendskab, og hvis der etableres mere varige samarbejdsrelationer.

Derfor skylder erhvervsrepræsentanterne os en mere lødig argumentation imod landekoncentrationen.

Landevalget og samarbejdet med private bistandsorganisationer

Det betones i handlingsplanen, at landekoncentrationen i det officielle bistandssamarbejde ikke bør få konsekvenser for den projektbistand, der kanaliseres gennem de private bistandsorganisationer. »Her bør« - som det hedder (s. 6) - »organisationernes særlige forudsætninger og lokale kontakter og ikke DANIDA's eget landevalg være udslaggivende ved projektvalget.«

Tilsvarende overvejelser gøres gældende for frivilligprogrammet under MS.

Disse synspunkter kan vi kun være enige i.

Derfor så vi også meget gerne, at det overordnede princip for samarbejde mellem DANIDA og de private bistandsorganisationer blev fulgt i praksis. Det ville blandt andet indebære, at organisationernes prioriteringer og konkrete ansøgninger blev vurderet på kvalitet, lødighed og i overensstemmelse med grundlæggende bistandsprincipper - og ikke ud fra uvedkommende politiske overvejelser.

Det ville f.eks. betyde, at MS for længst havde fået tilsagn om bevillinger til det foreslåede frivilligprogram i Nicaragua. Det er ikke et tilsagn, som efter det nævnte princip skulle afvente DANIDA's landevalg. Og det er vel at mærke heller ikke et tilsagn, der er tilbageholdt med henvisning til mangler i kvalitet eller på anden måde.

Når denne sag nævnes her, er det ikke udtryk for promovering af særinteresser. Den tages frem som et eksempel på, at de gode principper for samarbejdet med de private bistandsorganisationer ikke i alle tilfælde er blevet fulgt.

Afsluttende opfordring

Jeg skal slutte af med at udtrykke håbet om, at Udenrigsudvalget gennem sit videre arbejde vil være med til at knæsætte principperne for fattigdomsorienteret bistand - på modtagernes præmisser. Jeg håber også, at udvalget - i forlængelse af det netop sagte - vil være med til i det politiske system at udbrede respekten for de private bistandsorganisationers autonomi, når disse organisationer i øvrigt udfører velkvalificeret arbejde.

John Martinussen

21. februar 1989

15. februar 1989

Indlæg til Folketingets Udenrigsudvalg tirsdag den 21. februar 1989

Otto Christensen

Vedrørende drøftelse om valg af fremtidige samarbejdslande i relation til udviklingsbistand 1. Jeg vil gerne takke udvalget for at have inviteret Industrirådet til at komme med et oplæg om industriens syn på DANIDAs plan om at koncentrere u-landsbistanden til et mindre antal lande.

Jeg skal straks pointere, at indlægget ikke er drøftet med de øvrige erhvervsorganisationer, hvorfor det alene giver udtryk for Industrirådets medlemmers synspunkter.

2. Principielt kan Industrirådet støtte DANIDAs bestræbelser på at øge effektiviteten af bistanden og administrationen af denne. Vi er derfor enige i en lang række af de andre foreslåede ændringer i DANIDAs handlingsplan.

Af samme grund har Industrirådet forståelse for, at DANIDA ønsker at koncentrere den økonomiske bistand til udviklingslandene på færre modtagerlande.

Reduktionen fra 66 til 20-25 modtagerlande er imidlertid så drastisk, at en lang række af de tiltag, som dansk industri har foretaget inden for den seneste årrække, vil være forspildt, dersom forslaget gennemføres. Vi må heller ikke være blinde for, at når industrivirksomhederne i Udenrigsministeriets rundspørge udtrykte forståelse for landebegrænsningen, skete det ofte ud fra den forudsætning, at virksomhedens eget markedsudvalg blev nogenlunde dækket. Men tilsammen dækker virksomhederne jo en mængde forskellige lande!

De danske virksomheder har anvendt megen tid og mange ressourcer på at oparbejde den fornødne viden om hvert enkelt af de nuværende modtagerlande. Denne viden har givet virksomhederne mulighed for at komme i betragtning, når det i modtagerlandet skal besluttes, hvor ordrer skal placeres.

Industrien kan acceptere og leve med en vis landekoncentration, men ikke så pludseligt som foreslået i DANIDAs handlingsplan. Industrien ønsker, at koncentrationen af modtagerlande skal ske over en længere årrække. Derudover ønsker Industrirådet en vis fleksibilitet, hvad angår præferencen af de enkelte lande. Der kan hurtigt opstå behov for at optage nye lande i kredsen af modtagerlande.

Det vil derfor efter Industrirådets opfattelse ikke være muligt at fremlægge en liste gældende for en 10-årig periode over, hvilke specifikke lande DANIDA bør støtte.

Koncentrationen af lande indebærer ikke blot en begrænsning for de verdensomspændende virksomheder, men også for de mindre virksomheder, som hver især kun dækker få u-landsmarkeder. Disse virksomheder opererer tilsammen i et stort antal modtagerlande.

En yderligere ulempe ved landekoncentrationen er, at den eksport, der normalt følger i kølvandet på bistandsprojekter, også vil blive begrænset til færre lande.

Det er Industrirådets klare opfattelse, at en pludselig og markant begrænsning af modtagerlande vil kuldkaste værdien af det store arbejde en lang række virksomheder har udført i u-landene.

3.På nuværende tidspunkt engagerer Danmark sig i en bred vifte af projekter, hvilket stiller meget store krav til styring og speciel ekspertise i DANIDA. Et alternativ til den foreslåede begrænsning af antal modtagerlande kunne derfor være, at Danmark begrænser sin støtte til et begrænset antal sektorer, hvor Danmark står stærkt, og tilbyder denne støtte til så godt som alle udviklingslande.

Kvaliteten af den danske bistand og chancen for succes vil da blive højere. Det vil være nødvendigt at sikre, at nye industriområder vil kunne komme i betragtning ved at udvise en vis fleksibilitet.

Det vil dog nok være problematisk pludselig at ændre holdning så drastisk, at de nuværende præferencelande ikke mere får så koncentreret støtte af DANIDA som nu. Industrirådets konklusion er derfor, at industrien kan acceptere en vis, begrænset koncentration, men denne må ske forsigtigt over en årrække, og der må være muligheder for fleksibilitet.

I forbindelse med en landekoncentration er det væsentligt, at princippet om at tilbyde produkter og projekter inden for områder, hvor dansk erhvervsliv har særlige forudsætninger, bibeholdes og intensiveres.

De industrialiserede landes bidrag til udviklingslandenes udvikling består realøkonomisk i leverancer af anlæg og kapitaludstyr, management og videnoverførsel. Efter Industrirådets opfattelse kan dansk erhvervsliv spille en væsentlig rolle i denne sammenhæng. Med rod i vor egen historiske udvikling og geografiske beliggenhed har dansk erhvervsliv opnået internationalt anerkendte styrkepositioner. Der er noget, vi er gode til. (F.eks. agroindustri, cementfabrikation, vandforsyning og vandrensning, specialskibe, hospitalsindretning, vedvarende energi, fishfarming og fiskeriteknologi, fly-vedligeholdelse).

Administrationen af den danske u-landspolitik (og eksportfinansiering) bør lægges til rette således, at udviklingslandene bliver opmærksomme på det bidrag, dansk erhvervsliv har at yde til deres udvikling.

4. Lad mig herefter tage et emne op, som ligger os stærkt på sinde. Det er væsentligt, at der snarest etableres et nærmere samarbejde mellem IFU og DANIDA. IFU har gennem mange år indhøstet en meget stor erfaring i at etablere joint ventures mellem danske virksomheder og investorer i u-landene.

IFU kræver, at de projekter, som de går ind i, kan overleve rent kommercielt - et princip, som alle de internationale bistandsorganisationer efterhånden har erkendt både er sundt og har en rigtig udviklingseffekt.

I næsten alle u-lande bliver den erhvervsmæssige udvikling bremset på grund af manglende valuta til indkøb af udstyr, reservedele og råvarer, og det enkelte projekt har som regel heller ikke råd til at købe sig til en forsvarlig ledelse.

Da IFU kun kan gå ind i projekter, hvor der er en dansk partner, begrænses antallet af projekter til de projekter, som selv kan skabe den nødvendige valuta, eller til de projekter, som er placeret i et af de få u-lande, hvor fremmed valuta ikke er noget problem.

Et samarbejde mellem IFU og DANIDA vil give hele u-landsindsatsen en dimension, som der er perspektiv i. Kobles u-lande, som har naturlige erhvervsmæssige forudsætninger, sammen med dansk erhvervslivs ekspertise, kan der opnås resultater, som man ikke tidligere har set.

Fordelen ved, at danske firmaer går ind i de omtalte lande og laver joint ventures med lokale investorer, er, at de danske virksomheder investerer i projekterne og påtager sig et driftsmæssigt ansvar og sikrer, at projektet er kommercielt rentabelt. Dette vil alt andet lige også skabe et større incitament for de danske virksomheder til, at projekterne bliver gennemført efter planen. DANIDA sikrer, at den nødvendige valuta er til stede til køb af management-ekspertise, råvarer, reservedele etc. DANIDA sikrer ligeledes, at den nødvendige erhvervsmæssige infrastruktur er til stede, inden den egentlige virksomhedsetablering går i gang.

Et sådant samarbejde vil resultere i, at de dyrt betalte erfaringer, som findes både hos IFU og DANIDA, kommer u-landene og dansk erhvervsliv til gode.

5. Lad mig til slut sige et par ord om den såkaldte fleksfond. Industrirådets accept af de foreslåede ændringer i u-landsbistandens administration er i høj grad betinget af, at forslaget om en fleksordning af en antagelig størrelse gennemføres.

Denne fond skal kunne anvendes til aktiviteter både i kredsen af samarbejdslande og uden for, bl.a. til vedligeholdelse af allerede gennemførte danske projekter. Det er vigtigt, at denne pulje kan anvendes til at udarbejde pre-feasibility-studier.

Fonden skal bl.a. sikre, at ældre danske projekter i lande, der udelukkes, ikke bliver nødlidende. Dette vil specielt med den påtænkte landekoncentration stille store krav til fonden. Herudover skal fleksfonden kunne anvendes ved udarbejdelse af pre-feasibility-studier og i forbindelse med samfinansiering med udviklingsbankerne. Det skal ske på en sådan måde, at det forøger danske virksomheders muligheder for i international konkurrence at vinde de projektleverancer, som finansieres af udviklingsbankerne.

6. Lad mig resumere mit indlæg således:

- Vi ønsker en blidere landekoncentration.

- Vi ser en sektorkoncentration om dansk ekspertise som en alternativ mulighed.

- Vi ønsker en styrkelse af samarbejdet DANIDA-IFU og

- Vi anser en antagelig fleksfond som en meget væsentlig del af helheden.

KVINDERNES U-LANDSUDVALG

Oplæg på Udenrigsudvalgets møde den 21. februar 1989 om valg af fremtidige samarbejdslande i relation til udviklingsbistand

v/Else Marie Buck Udenrigsudvalget har bedt Kvindernes U-landsudvalg om at belyse emnet valg/afgrænsning af samarbejdslande med særlig vægt på kvindeaspektet ud fra egne erfaringer.

Kvindernes U-landsudvalg er først og fremmest en oplysningsorganisation. Vores erfaringer med og viden om udviklingsbistand og kvinder ligger i

- at vi har fulgt udviklingen i den bistandspolitiske debat og har været med til at præge den i kvindesaglig retning, f.eks. ved at deltage aktivt i handlingsplansarbejdet vedrørende udviklingsbistand til kvinder,

- at vi har kommunikeret med en række mindre kvindeorganisationer om økonomisk støtte til mindre projekter, og i øvrigt har opbygget et netværk af kontakter med kvindeorganisationer og kvindecentre i flere tredje verdens lande, samt med internationale netværk, som har til formål at forbedre kvinders situation generelt og specifikt.

Endelig har vi konkret erfaring med projektsamarbejde fra et radioundervisningsprojekt i Peru - et samarbejde med kvindecenteret Manuela Ramos. Dette samarbejde har ført til udarbejdelse af en større ansøgning om et landsdækkende projekt i Peru og Chile om støtte til kvindeorganisationer, der udsender deres programmer over lokalradio. Desuden har vi planer om at gå ind i et bistandssamarbejde med en større kvindeorganisation i Filippinerne om opbygning af et aktivitetshus i et slumområde i Manila.

Formålet med at gå ind i disse former for projektsamarbejde er at støtte kvinders egne organiseringer og mobilisering - at støtte de handlemuligheder, der er for den fattigere del af befolkningen - ved at støtte projekter som har et udviklingsperspektiv og en spredningseffekt.

K.U.L.U.'s principper for projektbistandssamarbejde er

- at projektet er formuleret/defineret af kvinderne selv

- at de selv kan styre projektet.

I spørgsmålet om landevalg/afgrænsning af modtagerlande lægger Kvindernes U-landsudvalg vægt på, at dansk udviklingsbistand kan leve op til målsætningen om »at tilsikre kvindeaspekterne en central og fuldt integreret placering i udviklingsprocesserne«, (Handlingsplanen, s. 3) - en målsætning som de private organisationer og erhvervslivet også bør leve op til i bistandssamarbejde.

Heri ligger, at udviklingsbistanden skal tage udgangspunkt i kvinders faktiske situation og rolle, og i at kvinder er en menneskelig ressource som har en central rolle i produktionen og i familien.

Kvinder, og især de fattigere kvinder, står f.eks. i de fleste afrikanske lande og i flere af de asiatiske lande for en stor del af fødevareproduktionen i landbruget og for opbevarelse af afgrøder.

Kvinder som jordbrugere og som energiforbrugere har en central rolle i spørgsmål om miljøhensyn. På den ene side har kvinder ofte erfaring med og viden om økologiske systemer, som kan være brugbar i en mere miljøhensyntagende landbrugsudvikling - en viden som der bør gøres mere for at opsøge og udnytte i udviklingssamarbejdet. På den anden side er kvinder ofte tvunget ud i en situation, hvor de overforbruger af ressourcer som jord og træer. Konkrete eksempler fra blandt andet Indien og Kenya, hvor kvindeorganiseringer arbejder på at bevare træer, viser en aktiv interesse i at bevare disse ressourcer, som er deres eksistensgrundlag - interesser som kan være i strid med mere kommercielle interesser.

Desuden har kvinder ofte en interesse i vandforsyning og i at vandforsyningssteder bliver vedligeholdt, og kvinder spiller en central rolle i varetagelse af familiens sundhed.

Endelig er det vigtigt at undersøge kvinders handlekraft og rolle i lokal mobilisering/organisering som et særligt aspekt af et udviklingssamarbejde, der satser på en folkelig deltagelse.

Ved landevalg/afgrænsning af modtagerlande bør der derfor tages hensyn til om der er mulighed for at samarbejde inden for sektorer, hvor kvinder har en central rolle, og om der er mobiliserings- og organiseringsmuligheder, hvilket vi ser som centralt i et langsigtet, kvalitativt og effektivt udviklingssamarbejde.

Spørgsmålet er, hvilken vurdering af kvinders muligheder for at deltage i et udviklingssamarbejde, der ligger til grund for landevalgene. Har viden om kvinders situation haft nogen indflydelse på valg af lande? I nogle af landeanalyserne, som har været en del af baggrundsmaterialet for landevalgene har kvindeaspekterne/-perspektiverne stort set været fraværende. F.eks. burde forhold som

- kvinders sociale og økonomiske stilling,

- kvindeaspekterne i miljøforhold,

- kvinders adgang til de produktive ressourcer,

- kvinders rettigheder og graden af organisationsfrihed være en del af landeanalyserne.

Eet af kriterierne for landevalg burde være, at modtagerlandet har en erklæret positiv kvindepolitik, f.eks. har stemt for »De Fremadrettede Strategier frem til År 2000«, som blev vedtaget med concensus på FN's internationale kvindekonference i 1985, og som også Danidas »Handlingsplan for udviklingsbistand til kvinder« bygger på, har oprettet kvindekontorer eller -ministerier, eller har udarbejdet udviklingsstrategier og/eller taget særlige initiativer til forbedring af kvinders situation. Selv om en erklæret positiv kvindepolitik ikke har udmøntet sig i konkrete tiltag, er det et vigtigt udgangspunkt for et bistandssamarbejde.

Fattigdomsorienteringen i dansk bistand er fastholdt som kriterie for landevalg. Dette er også et kvindehensyn, da kvinder generelt er ressourcefattige og tilhører de fattigste grupper af befolkningen. Selv om kvinder globalt udfører over halvdelen af det samlede antal arbejdstimer, modtager de kun 1/10 af verdens samlede indkomst og ejer kun 1/100 af verdens samlede ejendom. For kvinder i de fattigste lande er forskellen endnu større, og kvinders ejendomsforhold er langt mere usikre end mænds, fordi de retsmæssigt er ringere stillet.

Derfor bør BNI ikke i sig selv bruges som kriterie for landevalg, men bør suppleres med forhold som adgang til og fordeling af ressourcer og udbygning af infrastruktur som vigtige parametre for fattigdom, blandt andet udfra et kvindehensyn.

Ved landevalgene er der taget hensyn til dansk erhvervsliv og dermed dansk beskæftigelse. Men en overdragelse af en del af bistandssamarbejdet til erhvervslivet med henblik på en kommercielt finansieret eksport, rejser en række spørgsmål til erhvervslivet:

Hvilke retningslinier har erhvervslivet opstillet for at sikre kvindeaspekterne i denne form for bistandssamarbejde?

Har det været overvejet, hvordan en dansk eksport kan opfylde fattigdomskriteriet og hensynet til kvindeaspekterne heri? Hvordan vil erhvervslivet undgå at blive konkurrent til en lokal produktion?

Vil erhvervslivet være i stand til at indrette en dansk produktion til samarbejdslandenes behov, f.eks. til en tilpasset teknologi og lokale produktionsforhold?

Erhvervslivets udviklingssamarbejde bør sigte direkte mod en forbedring af den økonomiske og sociale situation for den fattigere del af befolkningen, herunder at sikre lokal beskæftigelse.

Kvindernes U-landsudvalg kan tilslutte sig en afgrænsning af modtagerlande udfra et hensyn til opbygning af et mere solidt landekendskab for at kunne gå ind i bistandssamarbejdet på en mere effektiv og kvalitativ måde. Med vægt på kvindeaspekterne er det nødvendigt at opbygge en større og mere nuanceret viden om forhold som bestemmer kvinders deltagelse i de enkelte lande, f.eks. om

- kønsarbejdsdelingen og dens økonomiske, sociale og kulturelle betydninger,

- kønsdimensionen i adgang til de produktive ressourcer, f.eks. adgang til jord og lønarbejde,

- kvinders rettigheder (juridiske og de facto),

- organisationsstrukturer, og

- autoritære strukturer, f.eks. hvem der reelt tager beslutninger, og hvem der er meningsdannere.

I første omgang vil det være et spørgsmål om at undersøge hvad der findes af viden, og hvilken viden der konkret er brug for. Men da fattigdomsorienteret og kvindeorienteret udvikling er langsigtede processer, vil der samtidigt være brug for en konstant revurdering af erfaringer og viden for at sikre et kvalitativt og effektivt bistandssamarbejde.

Der er - med udgivelsen af Danidas handlingsplan for udviklingsbistand til kvinder - udarbejdet retningslinier for, hvordan kvindeaspekterne kan inddrages i bistandssamarbejdet. Men der må også lægges vægt på at disse retningslinier bliver indarbejdet i alle led i bistandssamarbejdet samt i øvrige handlingsplaner.

Med en landeafgrænsning vil der nødvendigvis være et fravalg af lande og områder, hvor det ville være relevant at fortsætte et bistandssamarbejde - især med hensyn til miljø, kvinder og menneskerettigheder. Samtidigt med at Danida således koncentrerer bistandsindsatsen på færre lande, vil der være brug for at styrke samarbejdet med de private organisationer.

Ligeledes bør der samarbejdes med andre officielle bistandsorganisationer om en fordeling af samarbejdslande for at undgå en større koncentration af bistandsorganisationer i samme land. Endelig bør det medtages, at det ikke kun er Danmark der skal foretage et landevalg. Modtagerlandene skal også vælge Danmark og dermed dansk bistandspolitik. Derfor må der lægges vægt på en dialog med samarbejdslandet om principperne for og konsekvenserne af et udviklingssamarbejde med Danmark.

DET DANSKE CENTER FOR MENNESKERETTIGHEDER

Udenrigsudvalgets høring tirsdag den 21. februar 1989 om fremtidigt valg af samarbejdslande inden for Danmarks bilaterale udviklingsbistand

indlæg på vegne af Det Danske Center for Menneskerettigheder Indhold: 1. Det bilaterale landevalg; 2. Forslag til kursjusteringer; 3. Retten til at være menneske; 4. Nogle antagelser om ulandsbistand og menneskerettigheder, 4.1. Menneskeretsbeskyttelsen og dansk udviklingsbistand har fælles mål, 4.2. Værdigrundlaget for dansk udviklingsbistand, 4.3. De nordiske lande har særlige forudsætninger, 4.4. Bistand er en form for aktiv medvirken - hvad vil vi med den? 4.5. Internationale menneskeretsstandarder som værdigrundlag; 5. Menneskeretsbeskyttelsen er en nødvendig forudsætning for en vedvarende udvikling (»sustainable development«); 6. Kriterier for landevalg - konkret vurdering, 6.1. Vurdering af udviklingen i menneskeretsbeskyttelsen, 6.2. Er regeringen en reel samarbejdspartner? 6.3. Tag regeringen på ordet, 6.4. Skal det være statslig og/eller privat bistand - hvad har størst effekt hvor? 6.5. Kan man skære et land over een kam? 7. Konsekvenser for dansk bilateral bistand, 7.1. Vi må danne os et indtryk af det enkelte land, 7.2. Omprioritering af bistand som signal, 7.3. Igangsættelse af sociale processer, 7.4. Hvordan måles effektivitet og effekt? 7.5. Hvornår bliver man som donor medskyldig i menneskeretskrænkelser? 8. Konsekvenser for bistandsplanlægning og projektgennemførelse, 8.1. Handlingsplaner for menneskeretshensynet, 8.2. Løbende oversigt over og dokumentation af udviklingen på menneskeretsområdet, 8.3. Tilvejebringelse af ekspertise på menneskeretsområdet, 8.4. Menneskerettigheder som enkeltstående og tværgående hensyn i evaluering og projektplanlægning, 8.5. Nødvendigheden af integration og koordination; 9. Vi befinder os i en eksperimenteringsfase, 9.1. Forslaget om en særlig menneskeretsfond og et rådgivende udvalg.

DET DANSKE CENTER FOR MENNESKERETTIGHEDER

Udenrigsudvalgets høring tirsdag den 21. februar 1989 om fremtidigt valg af samarbejdslande inden for Danmarks bilaterale udviklingsbistand

af Lars Adam Rehof

- indlæg på vegne af Det Danske Center for Menneskerettigheder

1. Det bilaterale landevalg

Centret er blevet bedt om navnlig at berøre landevalg, dvs. statens (Danidas) bilaterale landevalg. Dermed omfatter emnet ikke de private bistandsorganisationers landevalg og ej heller strategien i det multilaterale samarbejde. Der vil dog i det følgende også blive knyttet nogle få bemærkninger til disse andre aspekter.

Centret har ikke set det som sin opgave i denne sammenhæng at fremkomme med anbefalinger af konkrete lande som mulige samarbejdspartnere. Derimod forsøges opstillet nogle kriterier og vejledende synspunkter, som kan have betydning for Folketingets diskussion af landevalgsproblematikken.

2. Forslag til kursjusteringer

Siden debatten om udviklingsbistand og menneskerettigheder begyndte i Danmark i sommeren 1987 og videreførtes under den bistandspolitiske debat i november 1988, er der fremkommet en række ideer og forslag fra forskellig side. Centret har på Folketingets foranledning beskæftiget sig indgående med problemstillingen. Der er ikke fra nogen side stillet forslag om, at dansk u-landsbistand og politik bør ændres fundamentalt. Der er derimod tale om nogle forslag til kursjusteringer og eventuelt nogle nye tankemodeller.

Når man kaster et blik på udviklingsbistanden ud fra en menneskeretssynsvinkel, må man konstatere, at den bistand, vi har ydet, og de bistandsformer, vi kender, i et ikke ringe omfang har haft gavnlige virkninger for beskyttelsen af de menneskeretsstandarder, der kan sammenfattes under betegelsen økonomiske og sociale rettigheder. Der har navnlig været tale om støtte til projekter, som bidrager til en realisering af retten til mad, husly, uddannelse og lægehjælp. Man har dog stort set aldrig støttet disse projekter ud fra eller som led i en overordnet menneskeretsstrategi for det enkelte samarbejdsland.

En række økonomiske og sociale rettigheder har i det samlede billede haft en mindre fremtrædende plads. Her kan navnlig tænkes på projekter, som støtter organisering af arbejdstagere (organisationsretten) på trods af, at den ofte anses for at være en af de i praksis vigtigste øknomiske og sociale rettigheder.

3. Retten til at være mennske - hvad er det?

Hvis man vælger at kategorisere bistanden ud fra en menneskretssynsvinkel, så kan man eventuelt opdele den i tre forskellige typer. På engelsk har man undertiden talt om

- »subsistence rights«, som man kunne kalde leveminimums-rettigheder,

- »integrity rights«, det vil sige beskyttelse af den personlige fysiske og psykiske integritet, altså integritetsrettigheder (beskyttelse mod fysisk overlast m.v.), og så det man kunne kalde

- »participatory rights«, som er retten til at optræde som en aktiv samfundsborger, at deltage i samfundet og at give sin mening til kende som enkeltperson, som vælger og som medlem af en gruppe, forening eller parti.

Man kan formentlig konstatere, at dansk bilateral bistand har gjort - og fortsat bør gøre - meget for den første type rettigheder, leveminimumsrettighederne, og mindre for de sidste to typer rettigheder.

Der breder sig i disse år en erkendelse af, at bistandsindsatsen formentlig vil blive mere effektiv, hvis man samtidig iværksætter aktiviteter, der har gavnlige virkninger for alle tre typer rettigheder. Summen af denne indsats vil være større end elementerne. Der resterer derfor en stor opgave i at kombinere varetagelsen af disse rettigheder i en samlet strategi for vores samarbejdslande, jf. nedenfor under afsnit 5. og 8.5.

4. Nogle antagelser om ulandsbistand og menneskerettigheder

Dansk udviklingsbistand synes i praksis at have været præget af nogle antagelser om sammenhængen mellem forskellige menneskeretlige standarder, som, hvis de fortsat spiller en rolle, bør revideres. Man kan nævne følgende indhold:

I. Den første antagelse: »hvis vi søger at støtte økonomiske og sociale rettigheder, vil dette automatisk føre til en bedre beskyttelse af civile og politiske rettigheder«.

Dette er formentlig ikke tilfældet. Hvis man ser på Sydkorea eller Østeuropa, vil man se klare eksempler på, at der ikke er en sådan umiddelbar sammenhæng.

Rettighederne påvirker og styrker derimod hinanden gensidigt.

Undertiden kan man få en svag fornemmelse af, at der ligger en ubehagelig undertone i opfattelsen af, at varetagelsen af civile og politiske rettigheder kan »vente til senere«. Denne opfattelse synes at indebære, at civile og politiske rettigheder er et overskudsfænomen, som f.eks. borgerne i Afrika endnu »ikke har brug for«. Der må tages afstand fra en sådan holdning.

Man må med andre ord støtte alle typer rettigheder samtidig.

II. Den anden antagelse: »civile og politiske rettigheder koster ikke noget. De kommer af sig selv og kræver ingen investeringer«.

Denne opfattelse svarer ikke til virkeligheden. Opfyldelse af civile og politiske rettigheder er ikke blot et spørgsmål om at bede staten om at ophøre med at iværksætte krænkelser af retten til livet, retten til forsamlings- og ytringsfrihed, ophøre med brug af tortur m.v. Det er også et spørgsmål om ressourcer og uddannelse. Som eksempel kan nævnes, at ordentlige advokater, som kan virke frit og som folk har råd til, kræver uddannelse og ressourcer, en god og human politistyrke koster penge, et retfærdigt retsapparat kræver uddannelse af dommere og en ordentlig lovgivning.

Man må med andre ord se i øjnene, at et velfungerende og retfærdigt retsapparat er en langsigtet investering, som i ressourcemæssigt omfang kan sammenlignes med omkostningerne ved at etablere et sundhedsvæsen.

III. Den tredje antagelse: »retlige institutioner spiller ingen væsentlig rolle for håndhævelsen og gennemførelsen af menneskeretsstandarder«. Denne holdning støder man af og til på. Den er bemærkelsesværdig, fordi vi jo selv lægger ganske megen vægt på vore egne domstole, vore egne ombudsmænd. Hvorfor skulle det forholde sig væsentligt anderledes andre steder?

IV. Den fjerde antagelse: »interesse for og støtte til realisering af civile og politiske rettigheder er en større indblanding end støtte til projekter af økonomisk karakter«.

Antagelsen indebærer formentlig ikke, at økonomisk bistand ikke er en kraftig påvirkning af et fattigt udviklingsland - for det er det naturligvis. Ofte vil påvirkningen være mere gennemgribende end ved andre former for bistand.

Det, antagelsen med en vis ret kan siges at påpege, er, at regeringerne i nogle af vores samarbejdslande ikke har noget imod, at der spredt i enklaver leveres en skole eller en fabrik, fordi det betyder ingenting for den overordnede magtfordeling i landet. Hvis vi derimod begynder at interessere os for jordreformer og bekæmpelse af diskrimination af fattige i et land, hvor regeringen reelt opretholder en feudal tilstand, vil man kunne opleve en reaktion i nogle tilfælde.

Betyder det, at vi fortsat kun skal blive ved med det første (en fabrik her og der, en skole her og der), eller betyder det tværtimod at vi også skal sætte mere ind på det sidste? Skal det afholde os fra at begynde en dialog om de vanskelige emner? Hvad hænger bedst sammen med vores overordnede målsætninger?

4.1. Menneskeretsbeskyttelsen og dansk udviklingsbistand har fælles mål

Det kan konstateres, at menneskerettigheder og dansk udviklingsbistand i vidt omfang har samme erklærede mål. Begge kan siges at støtte en fattigdomsmålsætning. Begge kan siges at have til formål at sikre, at borgerne får medindflydelse på udviklingen i eget land gennem ret til medvirken i de politiske processer i landet.

Begge kan siges at have til formål af aktivere lokalbefolkningen som samarbejdspartnere, og begge kan siges at have til formål at hindre diskrimination på grundlag af køn, race, hudfarve m.v. og hjælpe økonomisk, politisk og kulturelt diskriminerede grupper.

4.2. Værdigrundlaget for dansk udviklingsbistand

Indtil for nogle år siden herskede der en opfattelse af, at u-landsbistand

- ikke måtte være en form for indblanding eller aktiv medvirken,

- kunne være neutral.

Man har ment at kunne levere projekter uden at beskæftige sig med den holdning, som - hvad enten man vil eller ej - ligger bag enhver aktivitet. Først opfattede man bistanden som et samarbejdsforhold af teknisk karakter, dernæst som en hjælp til at pågældende stater selv kunne finde ud af, hvad de ville.

Det forekommer i dag de fleste utilstrækkeligt, fordi man så bort fra, at hvis bistanden skal virke, skal den også påvirke politiske processer, og fordi man glemte, at (ikke-folkevalgte) regeringer ikke altid har samme interesser som deres befolkningsflertal.

Der er derfor behov for, at vi gør vore hensigter gennemsigtige og lægger dem frem til en åben debat. Således at vi ved, hvad vi gør og kan berettige det, og således at vore samarbejdslande kan gå i en åben dialog med os om vort eget værdigrundlag og vi med dem.

Vi tvinges da til at tage stilling til vores eget værdigrundlag, fordi det er det, der i sidste instans bestemmer, hvad vi gør. Vores værdigrundlag og målsætninger, som vi ikke altid selv kan opfylde i fuldt omfang, er vel bl.a.

- demokrati som styreform og i øvrigt

- en høj prioritering af menneskerettighederne, således som de er udformet og vedtaget af staterne.

Skal vi være kede af disse målsætninger? De er i høj grad årsagen til, at de nordiske lande spiller en større politisk rolle internationalt, end deres størrelse måske »berettiger« til.

Taget på ordet indebærer disse målsætninger, at det ultimative mål i u-landsbistanden for bl.a. bekæmpelse af

- diskrimination af kvinder er: formel og reel ligestilling af kønnene og overholdelse af internationale menneskeretsstandarder,

- diskrimination af fattige er: omfordeling af de samfundsmæssige ressourcer,

- diskrimination af arbejdstagere er: ret til organistionsfrihed og overholdelse af etablerede ILO-standarder.

På meget langt sigt er målet for dansk bistandspolitik vel at støtte en demokratiseringsproces, som vil muliggøre en pluralistisk beslutningsproces, hvor forskellige synspunkter kan komme til orde. Der er ikke nødvendigvis tale om demokrati i den nordiske form. Men det må være en styreform, som er karakteriseret ved i hvert fald følgende minimumskrav:

- at borgerne har mulighed for at komme til orde og frit give deres mening til kende,

- at der ikke fra regeringens side ses passivt på diskrimination af borgere på grundlag af køn, race, hudfarve, religiøs og politisk overbevisning m.v.,

- at der eksisterer en beskyttelse af minoriteter, og

- at regeringen med jævne mellemrum skal sikre, at den er i overensstemmelse med flertallet af befolkningen ved afholdelse af frie, lige og hemmelige valg.

Disse betingelser er næppe tilstrækkelige, men de er nødvendige forudsætninger for en pluralistisk-demokratisk beslutningsproces på grundlag af gældende menneskeretsstandarder.

4.3. De nordiske lande har særlige forudsætninger

Dertil kommer, at vi er en nation, som nyder en udbredt troværdighed, fordi vi

- er et lille land, (der ikke truer nogen),

- er et land uden en alt for belastende kolonial fortid, og fordi vi

- i vidt omfang selv søger at realisere de idealer, som vi gerne vil have andre til at stræbe mod.

Vi har derfor nogle særlige muligheder netop når det gælder menneskerettigheder og udviklingsbistand. Vi bør bruge disse muligheder.

4.4. Bistand er en form for aktiv medvirken - hvad vil vi med den?

I dag erkender mange, at enhver bistandsindsats er en aktiv medvirken i et givet lands socio-økonomiske processer, hvad enten der er tale om incitamenter til fremme af bestemte produktioner, fremme af bestemte beslutningsprocesser eller kulturelle udtryksformer og særpræg. Den er imidlertid legitim, fordi

- den søger et samarbejde med regeringen i de pågældende lande til gavn for de underprivilegerede i pågældende land og/eller fordi

- vi varetager beskyttelse af underprivilegerede grupper og enkeltpersoner, som udsættes for overgreb. Varetagelse af internationale menneskeretsstandarder er legitim, selv om det undertiden må ske på tværs af regeringer, som fører en overlagt menneskeretskrænkende politik.

4.5. Internationale menneskeretsstandarder som værdigrundlag

Det brugbare ved menneskerettighederne er, at de er det eneste internationale bud på en nogenlunde objektiveret standard, som er fælles for landene, det være sig såvel donor- som modtagerlande.

Der er fortsat en lang række uløste problemer i fortolkningen af menneskerettighederne, især de økonomiske og sociale rettigheder, og i et vist (men mindre) omfang de civile og politiske rettigheder. Vi har heller ikke løst alle disse problemer i vore egne lande. Det er imidlertid det eneste fælles fundament, vi har. Der findes ikke andre standarder, heller ikke økonomiske standarder eller indikatorer, som på samme måde nyder tilsvarende global grad af accept.

Det er altså en international referenceramme, vi har til rådighed. Den byder sig til som et naturligt grundlag - også for udviklingsbistanden.

Menneskerettighederne er udtryk for et ønske om, at samarbejdsforholdet bygger på ligeværdighed og jævnbyrdighed.

Menneskerettighederne kan også have en betydning for den folkelige opbakning f.eks. i Danmark. Man kan være af den opfattelse, at det er af stor betydning, at den danske befolkning føler og oplever, at vores u-landsbistand bruges til også at afhjælpe menneskeretskrænkelser.

5. Menneskeretsbeskyttelsen er en nødvendig forudsætning for en vedvarende udvikling (»sustainable development«)

Bistandspolitikken selv, dens egne effektivitetsmålsætninger, opstiller som det officielle mål for dansk udviklingsbistand,

- at den skal befordre det, der i den internationale bistandsterminologi kaldes »sustainable development«, selvopretholdende eller vedvarende udviklingsprocesser. Man kan spørge, hvordan sikrer man sådanne vedvarende udviklingsprocesser?

Det synes efterhånden klart, at det får man ikke, medmindre der samtidig satses på en lang række forskellige menneskerettigheder. Dels skal man søge at uddanne folk, sørge for at de ikke dør af sult osv., men også sørge for, at de får lov til at organisere sig, sørge for at de kan give deres mening til kende, sørge for at de i givet fald kan leve i samfund, hvor regeringen er i overensstemmelse med et flertal af befolkningen og ikke krænker mindretal. Alt sammen med det formål at gøre det muligt for borgerne at hjælpe sig selv.

Der gør sig en grundlæggende sammenhæng gældende her: man kan ikke satse på den ene type rettigheder uden også at hjælpe den anden type rettigheder. Den danske andelsbevægelse er i og for sig et meget godt eksempel på det. Måske også hele fagbevægelsens udvikling i Danmark i forrige årundrede. Hvis man ikke også kan give sin mening til kende og ikke også kan slutte sig sammen, så er det ikke tilstrækkeligt at have noget at spise og eventuelt blive uddannet. Og vice versa.

6. Kriterier for landevalg - konkret vurdering

I det følgende skitseres nogle kriterier for landevalg opstillet ud fra en menneskeretssynsvinkel. En række af disse kriterier må afvejes imod hinanden, og afvejningen må i vidt omfang bero på en konkret vurdering af situationen i det enkelte land.

Det betyder, at nogle af disse kriterier kan føre til valg af eet land, og andre kriterier kan føre til valg af et andet land. Der er ikke tale om, at disse kriterier giver en fuldt færdig opskrift på, hvilket land vi skal vælge.

6.1. Vurdering af udviklingen i menneskeretsbeskyttelsen

Som et første udgangspunkt kan man spørge: skal vi vælge lande, som søger at realisere de gældende menneskeretsstandarder?

Man kunne med rette sige, at hvis vi har samarbejdspartnere, som faktisk i god tro søger at opfylde de standarder, de selv har skrevet under på, da bør vi støtte dem yderligere og også i fremtiden vælge dem som vore samarbejdslande.

Man kan også tage det stik modsatte udgangspunkt og sige: er der alvorlige og systematisk forekommende menneskeretsproblemer i landet, da må det være sådan, at vi ikke skal udelukke at give bistand til landet. Man kunne måske sige, at hvor nøden er størst, altså der hvor man finder de værste menneskeretskrænkelser, der hvor vi finder de mest undertrykkende regeringer, der er behovet for støtte størst. Det kunne med andre ord bruges som kriterium for at vælge de lande som samarbejdslande, hvor menneskeretskrænkelserne er systematiske og officielt støttede.

Der er menneskeretsproblemer i de fleste af de lande, vi arbejder sammen med, og det er vanskeligt at finde nogle u-lande, hvor der ikke er menneskeretsproblemer i et eller andet omfang - ellers var de jo næppe udviklingslande. Mange regeringer er, hvad man kunne betegne som »lunkne« i menneskeretsmæssig henseende. De fører måske ikke en bevidst menneskeretskrænkende politik, men tolererer i et eller andet omfang krænkelser af forskellig karakter og gør måske ikke en særlig stor indsats for at afhjælpe diskrimination.

Selv i Danmark er der som bekendt menneskeretsproblemer. Så vi står ikke med nogen klart udskilt gruppe. Vi står nok med en gruppe lande, som er præget af meget alvorlige menneskeretsproblemer, og så en anden større gruppe: den »lunkne« gruppe. Og muligvis for det tredje med en lille gruppe, hvor menneskeretsbeskyttelsen er i en god udvikling.

Den praktiske konsekvens er formentlig, at vi skal vælge samarbejdslande fra alle tre grupper. Det betyder imidlertid ikke, at vi skal anlægge den samme menneskeretsstrategi i alle disse lande, snarere tværtimod, jf. nedenfor under afsnit 6.5., 7.1 og 8.5.

6.2. Er regeringen en reel samarbejdspartner?

Et andet kriterium, der kan opstilles, er: ønsker regeringen i pågældende samarbejdsland at gøre noget ved problemerne? Ønsker regeringen f.eks. at opstille en handlingsplan for, hvad den vil gøre ved menneskeretsproblemerne i det pågældende land, både de økonomiske, sociale, civile og politiske rettigheder. Har man f.eks. anmodet FN om bistand til at opstille den slags planer? Det burde måske være et positivt kriterium for vort valg af samarbejdslande.

Man kan også spørge, om regeringen er aktivt ansvarlig for de menneskeretsproblemer, der er tilstede. Er det sådan, som det f.eks. har været tilfældet i Sudan eller Ethiopien, at regeringen fører en bevidst udsultningspolitik i dele af landet, og derved gør sig skyldig i folkedrab, eller er det sådan, at regeringen i virkeligheden ikke kan siges at bære ansvaret for de menneskeretskrænkelser, der finder sted i landet? Er det sådan, at udefra kommende kræfter skaber menneskeretsproblemerne i landet? Det er vel også et relevant kriterium at inddrage.

Man kan spørge om menneskerettighedsgrupper kan fungere frit i landet. Er det sådan, at man frit kan organisere sig? Frit fremsætte sin mening og frit varetage beskyttelsen af menneskerettighederne i landet, både for så vidt angår nationale og udefrakommende NGO'er?

Man kan inddrage som kriterium, om staten har undertegnet eller tager skridt til at undertegne de væsentligste aftaler om menneskerettigheder. Endelig kunne man spørge, om Danmark har særlige forudsætninger for at hjælpe med de menneskeretsproblemer, der er konstateret i det pågældende land. Har vi en særlig ekspertise på området?

6.3. Tag regeringen på ordet

Mange af de u-lande, vi arbejder sammen med, har forfatninger, som på papiret garanterer deres borgere respekt for centrale menneskeretsstandarder. Det skorter imidlertid ofte på den praktiske efterlevelse.

Man kunne derfor som kriterium pege på følgende: Er regeringen villig til at acceptere, at vi støtter programmer, der søger at realisere borgernes forfatningsmæssige rettigheder i henhold til landets egen selvvalgte forfatning eller ej?

6.4. Skal det være statslig og/eller privat bistand - hvad har størst effekt hvor?

Man vil nok komme til at konstatere, at i nogle lande vil det navnlig være Danida, der ville kunne opnå resultater. Det er især de lande, hvor regeringerne erkender, at der er menneskeretsproblemer, og ønsker at gøre noget ved dem. Der ville det være naturligt, at Danida går ind.

Dernæst er der en række lande, hvor regeringen ikke på nogen måde vil anerkende, der er menneskeretsproblemer, hvor Danida derfor vil have sværere ved at arbejde. Man kunne derfor sige, at her kunne NGO'erne yde en særlig indsats, fordi de ikke har de samme problemer som Danida.

6.5. Kan man skære et land over een kam?

Man skal - som en vanskeliggørende faktor - gøre sig klart, at landene er meget forskellige. Det er forskellige menneskeretsproblemer, der gør sig gældende i de forskellige lande, selv om de skal bedømmes på grundlag af samme standarder. Der er også forskellige muligheder for at gøre noget ved menneskerettighedsproblemerne i de forskellige lande.

Det kræver en individuel vurdering af hvert enkelt land for at finde ud af, hvilke menneskerettigheder vi kan gøre noget for i dette land, og hvilke menneskerettigheder der er særligt truede i det enkelte land.

Det kan også tænkes, at menneskeretstilstanden generelt set er udmærket, men bestemte etniske grupper forfølges. Det bliver formentlig et stigende problem. I Europa kender vi jo mindretalsproblemer. Vi vil uden tvivl komme til at kende til endnu flere i fremtiden i forbindelse med CSCE-processen i Europa.

Det kan således tænkes, at man må gå ind og hjælpe selektivt og støtte bestemte etniske grupper. Man kan endvidere også tænke sig, at der iværksættes særlige menneskeretsprogrammer for en geografisk region - altså en samling af lande, hvor de samme typer af menneskeretsproblemer gør sig gældende. F.eks. i de ofte forekommende situationer, hvor en etnisk minoritet eller i øvrigt forfulgt gruppe er spredt over to eller flere tilgrænsende lande.

7. Konsekvenser for dansk bilateral bistand

I det følgende beskrives nogle mulige konsekvenser af de ovennævnte kriterier.

Den første konsekvens er formentlig en koncentration på færre lande end vi i dag giver bistand, eller ihvertfald en koncentration på færre lande end der er lagt op til i den maksimale model i Danidas handlingsplan (op til 24 lande). Det er ud fra den elementære betragtning, at hvis man skal gøre noget ved menneskerettighederne, så skal man gøre det på mange niveauer. Det kræver god planlægning, herunder en langsigtet strategi og stabil tilførsel af ressourcer, jf. nedenfor under afsnit 8.1. og 8.5.

Man skal støtte mange forskellige typer menneskerettigheder på een gang. Man skal støtte realisering af de økonomiske-sociale rettigheder, samt de civile og politiske rettigheder, og det kræver ganske enkelt ressourcer. Vi har næppe personelle og andre ressourcer til at hjælpe så mange lande, som der er lagt op til i den maksimale model. Det tager tid at opbygge en viden på området, jf. nedenfor under afsnit 8.3 og 9.

Hvis den pågældende modtagerregering ikke anerkender, at der er alvorlige menneskeretsproblemer, og vi er af den opfattelse, at det er der, vil en anden konsekvens kunne være, at opprioritere NGO-bistanden til det pågældende land og nedprioritere den officielle del af bistanden.

7.1. Vi må danne os et indtryk af de enkelte lande gennem fælles opstilling af målsætninger for det enkelte land - en dynamisk synsvinkel

Man må også prøve at gøre sig klart om den overordnede udvikling i det land, man ønsker at støtte, går i den rigtige retning. Det er ikke noget vi hidtil har gjort meget ud af. Vi har sjældent haft nogen klar opfattelse af, i hvilken retning de lande, vi støtter, bør gå. Derfor har vi tilsvarende dårlige muligheder for at bedømme om udviklingen er god eller dårlig, så snart vi bevæger os væk fra en evaluering af det enkelte isolerede projekt. Vi bør med andre ord danne os et billede af det enkelte land, og så må vi omprioritere, hvis vi ikke mener, at udviklingen går i den rigtige retning.

Det kræver betydelige ressourcer at skabe grundlaget for en overordnet målsætning for vore samarbejdslande. Og det kræver en vanskelig men nødvendig dialog med regeringerne i samarbejdslandene og med uofficielle grupperinger i disse lande.

Det synes indlysende rigtigt at indlede et samarbejde med de øvrige nordiske lande samt muligvis Holland og Canada om løbende tilvejebringelse af det nødvendige dokumentationsgrundlag, jf. nedenfor under afsnit 8.2.

7.2. Omprioritering af bistand som signal

Det mindst produktive man kan gøre i de lande, der er præget af menneskeretsproblemer, er ikke at reagere. Der er her ikke tale om at trække sig ud, men derimod om at reagere med den bistand, man giver i landet.

Da verdensmesterskaberne i fodbold for nogle år siden foregik i en sydamerikansk diktaturstat, var noget af det mest deprimerende for de mennesker, der blev torteret uden for stadion, at omverdenen overhovedet ikke reagerede - 500 millioner blev uanfægtet ved med at sidde og se fodbold.

Det gælder altså om at sende et signal til den regering, i hvis land man er, om at man ikke synes om den overordende udvikling. Signalet kan bedst sendes ved at ændre prioriteringen i og kanaliseringen af den bistand, man giver til landet.

7.3. Igangsættelse af sociale processer

Den bistand, der bl.a. vil være interessant ud fra en menneskeretssynsvinkel er - med et engelsk udtryk - såkaldt »institution building« (som måske kan oversættes med »bistand til samfundsorganisering«). Det vil sige, at der er tale om igangsættelse og styrkelse af sociale processer, som ikke nødvendigvis giver sig udtryk i tilvejebringelse af bygninger og produktion af varer.

Det betyder imidlertid ikke, at denne form for bistand er mindre væsentlig eller mindre langsigtet.

7.4. Hvordan måles effektivitet og effekt?

En sådan »institution building« lader sig ikke måle med de samme kriterier eller med de samme produktivitetskategorier, som kan opstilles for andre typer bistand. Man må også se i øjnene, at tidshorisonten for denne type bistand kan være særdeles lang, når man ser bort fra hjælp til enkeltpersoner, f.eks. behandling af torturofre.

Det kan også komme på tale at fravige f.eks. en pr. capitaindkomstgrænse i visse situationer, hvor der er meget alvorlige menneskeretsproblemer, og hvor der er en god udsigt til, at hjælp vil være af en afgørende betydning.

Her kan man navnlig tænke på støtte til nyetablerede demokratier, eller det man i engelsk terminologi kalder »budding democracies«. Man kan tænke på hjælp til styrkelse af demokratiske kræfter i diktaturstater. Her kan især Latinamerika komme på tale.

7.5. Hvornår bliver man som donor medskyldig i menneskeretskrænkelser?

Spørgsmålet om, hvorvidt man skal trække sig ud af et samarbejdsland som følge af udviklingen i menneskeretssituationen, optræder af og til i den offentlige debat. Generelt er det ikke interessant at diskutere, om man skal trække sig ud, idet det kun vil være i undtagelsessituationer, det kommer på tale. Der kan dog peges på i alt fald to situationer, hvor man kan komme til at overveje det.

Nemlig den situation, hvor bistanden ikke når frem til de målgrupper, man har valgt at støtte, og regeringen bevidst og systematisk hindrer bistanden i at nå frem.

Og den situation, hvor Danmark kan blive anset for at være medansvarlig eller medskyldig i den dårlige udvikling i menneskeretstilstanden i landet. Der går formentlig en grænse, hvor vi om ikke andet af hensyn til omverdenen og os selv må trække os ud. Og det undertiden uanset om vi selv måtte mene, at vi kunne gøre noget fornuftigt ved at forblive. Der vil altid være andre lande, der har behov for bistand.

Andre situationer kan tænkes. I de fleste situationer vil det som ovenfor nævnt nok imidlertid være mere virkningsfuldt at omlægge bistanden i de pågældende lande.

8. Konsekvenser for bistandsplanlægning og projektgennemførelse

Der kan peges på en række mulige konsekvenser for bistandsplanlægningen, som Folketinget kunne inddrage i sine overvejelser.

8.1. Handlingsplaner for menneskeretshensynet

Vi mangler en generel handlingsplan for styrkelse af menneskerettighederne i den danske bistandsindsats. Vi mangler handlingsplaner for styrkelse af menneskerettighederne i hver enkelt af vore samarbejdslande.

Danida kunne i den forbindelse søge at udvikle et katalog over positive incitamenter (projektforslag), som vore samarbejdslande kunne modtage støtte til, hvis de ønsker at benytte de fremsatte projektforslag.

8.2. Løbende oversigt over og dokumentation af udviklingen på menneskeretsområdet

Danida kunne opstille modeller for en løbende evaluering af menneskeretssituationen over tid. Der tænkes her på den dynamiske opfattelse af menneskerettighederne. Der tænkes derimod ikke på en opstilling af en eller anden skala, hvor det ene land er klassificeret som dårligere end det andet. En sådan skala er i virkeligheden ligegyldig, når det drejer sig om den praktiske gennemførelse af bistanden. Det drejer sig derimod om et forsøg på at danne sig et indtryk af nogle indikatorer i det enkelte land for udviklingen af menneskeretsbeskyttelsen over tid, jf. ovenfor under afsnit 7.1.

Danida kunne søge at skaffe sig et bedre og mere systematisk informationsgrundlag. En række af de rapporter, der er udarbejdet i forbindelse med den strategiske planlægning er næppe fuldt tilfredsstillende - nogle indeholder vurderinger, som er præget af manglende viden - og det viser formentlig, at der er et problem med dokumentationen.

8.3. Tilvejebringelse af ekspertise på menneskeretsområdet

Der findes ikke i Danida en enhed, som beskæftiger sig systematisk med menneskerettigheder og omsætningen af de gældende standarder til strategier for det praktiske bistandsarbejde.

Der findes ikke nogen kursusvirksomhed, som uddanner medarbejderne i de gældende menneskeretsstandarder.

En egentlig forankring af beskæftigelsen med menneskerettighederne i Danida synes nødvendig, idet omfanget af de internationale regelsæt og standarder på området nu er så omfattende og i så hastig udvikling, at det nødvendiggør en systematisk indsats. Hvis Danmark i øvrigt ønsker at præge de kommende års udvikling på området, vil dette i sig selv stille krav om en tilsvarende opprioritering.

Der bør derfor ske en opprioritering af denne funktion i Danida, og/eller der må på anden vis trækkes på udefrakommende ekspertise.

8.4. Menneskerettigheder som enkeltstående og tværgående hensyn i evaluering og projektplanlægning

Der bør i Danida tilvejebringes en systematisk evaluering af relevante projekter på grundlag af menneskeretskriterier. Der bør udarbejdes check-lists som omfatter typisk forekommende menneskeretsproblemer. Den placering, som miljø- og kvindehensynet (der til dels er et menneskeretsaspekt, nemlig diskrimination på grundlag af køn) har fået, kan tjene til forbillede i denne sammenhæng.

Ingen dansk-finansierede projekter bør modvirke menneskeretshensyn. Danskfinansierede projekter bør, hvor det er relevant, fremme menneskeretshensyn.

Det eksempel, som undertiden fremhæves, er Verdensbankens støtte til bygning af en dæmning, som krævede oversvømmelse af et område, hvor der levede en etnisk gruppe. Den etniske gruppe havde derefter ikke noget naturligt livsgrundlag. Man havde ikke foretaget nogen evaluering af de skadevirkninger for menneskerettighederne, som projektet indebar.

Hvis man taler om konsekvenser for Danidas projektplanlægning, kan man pege på, at Danida kunne udarbejde integrerede menneskeretsprojekter især på det civile og politiske område, samt projekter som støtter de dele af økonomiske og sociale rettigheder, der endnu ikke har været inddraget i dansk udviklingsbistand i videre omfang.

8.5. Nødvendigheden af integration og koordination

Mange menneskeretsprojekter har størst effekt, hvis de gennemføres som led i et samlet integreret program for det enkelte land. Man kan som eksempel nævne projekter inden for retssektoren, hvor man søger at hjælpe både på regeringsniveau (bistand til formulering af lovgivning og gennemførelse af internationale forpligtelser), på lokalt embedsmandsniveau, i domstolene, hos advokaterne, ved støtte til oprettelse af menneskeretskommissioner og ombudsmandsinstitutioner, i de lokale retshjælpsgrupper, ved tilførsel af ressourcer til retshjælpsprogrammer, ved undervisning af fattige i deres rettigheder m.v. på een gang.

Et sådant integreret program stiller store krav til koordination på mange niveauer. Da der ofte vil være tale om et samvirke mellem officiel bistand og NGO-bistand, vil det fordre et udstrakt samarbejde mellem Danida og de private (danske og andre) bistandsorganisationer.

Også i lande, hvor visse typer menneskeretsbistand som følge af situationen i landet kun kan kanaliseres via private bistandsorganisationer, er der behov for koordination med Danida, således at den statslige bistand ikke modvirker intentionerne bag den private bistand, og således at Danida kan træde hjælpende ind, såfremt medarbejdere i de private organisationer udsættes for overgreb.

Det forhold, at de nationale NGO'er i vore samarbejdslande kan blive forfulgt i det øjeblik, de får ressourcer, og dermed får en højere profil i det enkelte land, vil også kræve koordination med anden bistand.

De nationale NGO'er skal have tid til at vende sig til øgede ressourcestrømme. De kan have samme problemer som modtagerregeringerne: de kan selv være korrupte, eller de har ikke mulighed for ar administrere pengene. Vi må derfor vælge de nationale NGO'er med omhu og give dem tid og støtte til at omstille sig.

De krav, der gælder for aflæggelse af regnskab, må for nogle få menneskeretsprojekters vedkommende i et vist omfang modificeres. Det vil ikke altid være muligt at følge pengene til den endelige modtager. Her er vi ovre i de problemer, vi kender fra apartheidbevillingen, ganske enkelt fordi modtageren kan være i personlig fare.

9. Vi befinder os i en eksperimenteringsfase

Vi står i øjeblikket i en eksperimeteringsfase, hvor nye stier skal betrædes. Vi har ringe erfaring på dise områder - især hvad angår de civile, politiske og kulturelle rettigheder. Der er behov for at igangsætte nogle pilotprojekter, som kan danne grundlag for en mere systematisk politikformulering.

I den pilotfase, vi befinder os, bør vi søge at identificere et eller flere samrbejdslande, hvor regeringen er indstillet på at samarbejde med Danida, og hvor forholdene må vurderes som stabile. Der kan da igangsættes et integreret program, hvor der gives støtte på samme tid til officielle og uofficielle menneskeretsaktiviteter.

Også stater, som beder om bistand til udarbejdelse af forfatninger, retsplejereformer og opbygning af et retsapparat, bør gives prioritet.

9.1. Forslaget om en særlig menneskeretsfond og et rådgivende udvalg

Som nævnt kan de private danske bistandsorganisationer arbejde på flere niveauer end Danida og undertiden i andre lande end Danida. Det er derfor foreslået, at oprette en særlig menneskeretsfond, f.eks. med en forsøgsperiode på 3 til 5 år, som kan støtte aktiviteter, der ikke i øjeblikket kan støttes efter Danidas generelle kriterier. Fonden kan også muliggøre eksperimentering med nye projekttyper.

Det er ligeledes foreslået at oprette et rådgivende udvalg, som kan fremkomme med forslag til anvendelse af midlerne i en sådan fond. Det rådgivende udvalg kunne i øvrigt bidrage til udvikling af menneskerettighedsbegrebet på u-landsområdet og udarbejde forslag til en handlingsplan for menneskerettighedsområdet.

Bilag II

Nogle af henvendelserne til Udenrigsudvalget vedrørende den fremtidige ulandsbistand

WUS

World University Service

København, den 10. januar 1989

Til Pressen

Dansk bistand til Nicaragua eller Costa Rica?

WUS peger på Nicaraguas bistandsbehov med udgivelsen af pjecen »Bistand til Nicaragua og Costa Rica - et debatindlæg«.

Folketingets Udenrigsudvalg behandler i øjeblikket spørgsmålet om, hvilke 20 lande - ud af 26 foreslåede, der fremover skal være Danida's samarbejdslande. Dermed vil de 20 lande være med i fordelingen af næsten 40 milliarder kroner over en 5-årig periode.

Efterårets debat om Danida's handlingsplan viste, at der er stor interesse blandt de private u-landsorganisationer for, hvilke principper der i fremtiden skal være bærende. Der var betydelig skepsis blandt u-landsorganistionerne om Danida's vilje til at fastholde fattigdomskriteriet som det afgørende princip for tildeling af bistand.

Forslaget om Costa Rica som muligt samarbejdsland i Mellemamerika har medvirket til at så tvivl om fattigdomskriteriet i dansk bistandspolitik.

Danidas Handlingsplan opererer kun med to mulige samarbejdslande i Mellemamerika - Costa Rica og Nicaragua. Men Danida fremlægger ikke noget materiale, der belyser, hvorfor Costa Rica er blevet foreslået.

WUS har - som en af de få danske u-landsorganisationer med bistandserfaringer i Mellemamerika - derfor udarbejdet vedlagte analyse af bistandsbehovene i de to lande.

Med venlig hilsen

Ann-Marie Steensgaard

WUS

World University Service

Foretræde for Folketingets Udenrigsudvalg Tirsdag den 14. marts 1989

Indledning og afgrænsning

Tyngden af WUS's programmer ligger i det Sydlige Afrika og Latinamerika. I forbindelse med foretrædet for Udenrigsudvalget om Danidas handlingsplan, ønsker WUS at præcisere, at vores synspunkter afgrænses til disse regioner, hvor vi har lokalt kendskab og konkrete erfaringer med bistandsprojekter.

Hovedmål

WUS er enig i de hovedmålsætninger, der er formuleret i Danidas handlingsplan:

- at skabe varig forbedring af de økonomiske og sociale vilkår for verdens fattigste befolkningsgrupper,

- at sikre kvindeaspekterne en central og fuldt integreret placering i udviklingsprocessen,

- at fremme respekten for menneskerettigheder,

- at stræbe efter en udvikling, der på langt sigt er økonomisk og økologisk bæredygtig.

På grundlag af Danidas handlingsplan og den offentlige debat er WUS fortsat bekymret for, om der i praksis vil ske et skred bort fra fattigdomsorienteringen. Såvel landevalg som sektor- og projektvalg er af afgørende betydning herfor. Reelt beskriver planen ikke, hvordan målsætningen om at nå de fattigste befolkningsgrupper føres ud i livet. - Det vil derfor være naturligt, at Udenrigsudvalget anmoder Danida om en egentlig handlingsplan for fattigdomsorienteringen, i lighed med tidligere udarbejdede handlingsplaner for kvinder og for miljø.

Principper for landevalg

- WUS er enig i Danidas ønske om at koncentrere u-landsbistanden på et færre antal samarbejdslande. - Vi foreslår, som et langsigtet mål at koncentrere bistanden til ca. 15 lande, med bistandsmissioner i hvert land, samt til regionale programmer i SADDC, SAHEL og Mellemamerika.

- Udenrigsudvalget bør pege på de fattigste lande som modtagere af dansk u-landsbistand. - Danmark yder udviklingsbistand i solidaritet - ikke i forretningsmæssigt øjemed, som professor Thorkil Kristensen glimrende pointerede ved høringen i Udenrigsudvalget den 21. februar 1989. I den forbindelse er der i internationale bistandskredse en voksende erkendelse af, at det afrikanske kontinent er i den vanskeligste situation af alle. 60 pct. af Danmarks bilaterale u-landsbistand bør derfor gå til Afrika.

- Kvindeaspektet, miljø- og menneskerettigheder bør inddrages i landevalget på den måde, at man realistisk kan forvente, at Danmark gennem sin udviklingsbistand bidrager til en positiv udvikling inden for de tre vigtige mål. Alt andet lige peger dette på at vælge:

1) Små og ikke alt for befolkningsrige samarbejdslande. (Evt. geografisk afgrænsede regioner i få større lande).

2) Lande, der ikke i forvejen modtager bistand fra langt større donorer end Danmark. (Costa Rica modtager f.eks. over 90 pct. af sin bilaterale bistand fra USA. - Her vil en dansk holdning til kvinder, miljø og menneskerettigheder selvsagt have mindre chance for at slå igennem).

WUS foreslår, at Udenrigsudvalget tager udgangspunkt i Danidas liste med 15 »sikre« samarbejdslande: Indien, Bangladesh, Kina, Sri Lanka, Thailand, Egypten, Sudan, Kenya, Tanzania, Mozambique, Zimbabwe, Uganda, Burkina Faso, Niger og Ghana - og på den baggrund -

Tilvælger: Namibia, Zambia, Nicaragua og Ethiopien.

Fravælger: Et tilsvarende antal med vægt på at beholde de små lande med laveste bruttonationalprodukt på listen.

Erhvervslivet og dansk u-landsbistand

Blot 10-15 store danske virksomheder har gennem årene implementeret en væsentlig del af dansk u-landsbistand. - Desværre uden den helt store succes. - En evaluering af den bundne gavebistand (se artiklen: »Et skuffende billede« af Niels Dabelstein, souschef i Danidas evalueringskontor, i sidste nummer af »Udvikling«), taler sit tydelige sprog! Projekterne er karakteriseret af for høj teknologi, er for dyre og ikke altid, hvad modtagerne har brug for.

Virksomhederne har i alt for ringe grad udviklet produkter og programmer med udgangspunkt i u-landenes særlige behov - og har heller ikke vundet positioner, hvor dansk erhvervsliv kan konkurrere på pris og kvalitet på det voksende u-landsmarked.

- WUS støtter derfor kraftigt Danidas ønske om en bedre anvendelse af ressourcerne i det danske erhvervsliv.

- WUS foreslår Udenrigsudvalget at anmode Danida om en analyse af ressourcerne i det danske erhvervsliv, således at der i højere grad end tidligere kan tages udgangspunkt i u-landenes behov, samtidigt med at danske varer og tjenesteydelser, der reelt kan konkurrere på pris og kvalitet, vælges.

WUS - Solidaritet og bistand - Marts 1989

GEOGRAFISK CENTRALINSTITUT, KØBENHAVNS UNIVERSITET

2. februar 1989

Folketingets Udenrigsudvalg

Christiansborg Vi tillader os at rette henvendelse til udvalget i anledning af behandlingen af den strategiske handlingsplan for udviklingsbistanden, som blev debatteret i Folketinget den 24. november 1988. Vi er en forskergruppe, som gennem de sidste 4 år har arbejdet med et forskningsprojekt om samarbejde og samhandel mellem u-landene indbyrdes, såkaldt Syd-Syd samarbejde. Projektet har i flere omgange modtaget støtte fra Forskningsrådet for Udviklingsforskning. Den del af projektet, som i særlig grad er relevant for behandlingen af Danida's handlingsplan, er kortfattet omtalt i vedlagte kronik (Politiken, 27. juli 1988). En grundigere redegørelse findes i tidsskriftet »Den Ny Verden« nr. 2, 1988, s. 33-60 (kan tilsendes efter ønske). De engelsksprogede forskningsrapporter, som detaljeret redegør for projektets resultater, er under offentliggørelse.

Som omtalt i kronikken har Danmark i 1974 - tillige med en halv snes andre OECD-lande - tilsluttet sig et »Memorandum of Understanding on Untying of Bilateral Development Loans in Favour of Procurement in Developing Countries« (aftale om afbinding af bilaterale udviklingslån til fordel for leverancer fra udviklingslande). Hensigten med denne aftale om delvis, selektiv afbinding er at give u-lande mulighed for at foretage leverancer af udstyr og andre produkter som alternativ til leverancer fra donorlandet. I de forløbne 15 har Danmark imidlertid intet gjort for at leve op til denne aftale. Der er kun ganske få, bagatelagtige eksempler på, at bunden dansk bistand er blevet anvendt på den foreskrevne måde til finansiering af leverancer fra et u-land til et andet. Det synes vi er ganske pinligt, og vi vil opfordre Udenrigsudvalget til at sørge for, at sådanne Syd-Syd leverancer i fremtiden får en chance (med dansk finansiering).

Under folketingsdebatten den 24. november erklærede Kristeligt Folkepartis ordfører utvetydigt, at sådanne leverancer bør have forrang for danske i tilfælde, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt. Endvidere fremgår det af SF's beslutningsforslag nr. B 23, at der »i højere grad skal tages hensyn til samhandelen og økonomisk samarbejde u-landene imellem«. Men vi både tror og håber, at flere andre partier går ind for, at Danmark bør leve op til de forpligtelser, vi har indgået i OECD.

Der er en række eksempler på, at midler fra den ubundne del af den bilaterale danske bistand (projektbistand) er blevet brugt til finansiering af leverancer fra et u-land til et andet. I Danida er man altså opmærksom på denne mulighed, men har alligevel ikke levet op til forpligtelserne for så vidt angår den bundne del af bistanden. Nu foreslås det som bekendt, at bindingen skal foretages på en ny måde, således at »det tilstræbes, at ca. 50 pct. af den bilaterale bistand anvendes til indkøb i Danmark« (handlingsplanen, s. 15). Ifølge udenrigsministeren er denne ændring »ren beregningsteknik uden politiske implikationer« (redegørelse af 17. november 1988, s. 9). Hermed ophæves med andre ord det skarpe skel mellem bunden og ubunden bistand, men bindingsgraden opretholdes.

Hvis Danmark skal leve op til sine (OECD-)forpligtelser i fremtiden, så forudsætter det, så vidt vi kan se, at den citerede passus fra udenrigsministerens redegørelse udvides/modificeres, således at der kommer til at stå noget i retning af følgende: »Det tilstræbes, at ca. 50 pct. af den bilaterale bistand anvendes til indkøb i Danmark; heri kan dog medregnes bistand i form af leverancer fra udviklingslande«. Vi skal opfordre Udenrigsudvalget til at sørge for, at dette kommer til at indgå i de fremtidige retningslinjer for udviklingsbistanden.

Vor undersøgelse har vist, at donorlandenes binding af bistand til indkøb i deres eget land er en af de væsentligste hindringer for øget samarbejde og samhandel mellem u-landene indbyrdes. Nogle af de industrielt mest udviklede u-lande, f.eks. Brasilien, Indien og Syd Korea, er faktisk i stand til at levere en del udstyr (bl.a. maskiner), som er velegnet i andre u-lande og oftest langt billigere end tilsvarende udstyr fra i-landene. Men den konkurrencefordel, som u-landene har, undergraves af den bundne bistand fra i-landene, der således i høj grad virker konkurrenceforvridende. U-landene har ingen jordisk chance for at konkurrere med de yderst favorable finansieringsvilkår i-landene tilbyder, spændende fra særdeles fordelagtige lån til rene gaver. Set fra u-landene ville det bedste naturligvis være en total afbinding. Men en selektiv afbinding til fordel for leverancer fra udviklingslande vil i det mindste betyde, at u-landene i nogle tilfælde får en chance for at deltage i leverancerne.

Vor undersøgelse har imidlertid også vist, at leverancer fra et u-land til et andet langt fra er uden problemer. En indgående analyse af Indiens eksport af produktionsmidler (maskiner m.v.) til Tanzania dokumenterede, at der var store problemer med at få den indiske teknologi til at fungere under tanzanianske forhold. Dette gjaldt især i forbindelse med store projekter/virksomheder. Det bør så tilføjes, at der også har været store problemer med at få teknologi fra i-lande til at fungere (inkl. fra Danmark, jf. f.eks. cementfabrikken i Mbeya). Men vi fandt også eksempler på, at tilpasset indisk teknologi i lille målestok gjorde god fyldest i Tanzania (bl.a. værktøjsmaskiner og maskinvæve). Der er utvivlsomt et potentiel i adskillige u-lande for leverancer af tilpasset, billig teknologi til andre u-lande. Dette bør afgjort kunne støttes af dansk bistand. I sådanne tilfælde gør bistanden jo dobbelt nytte, samtidig med at modtageren får en teknologi, som Danmark sjældent vil være i stand til at levere. Men også i tilfælde, hvor danske virksomheder kan levere tilsvarende - men næsten altid dyrere - produkter, bør u-landene have en chance for at blive leverandører.

Det er klart, at det vil koste dansk erhvervsliv nogle ordrer, hvis Danmark begynder at leve op til OECD-aftalen fra 1974. Der er dog næppe chance/risiko for, at det bliver mere end en meget lille del (få procent) af bistanden, som vil gå til finansiering af leverancer fra udviklingslande. Vor undersøgelse af Indiens eksport af maskiner til Tanzania har vist, at Indien - og givetvis også andre u-lande - har svært ved at levere kapitaludstyr af samme kvalitet som produkter fra i-landene. Generelt foretrækker tanzanianerne da også udstyr fra vor del af verden. Men i de tilfælde, hvor u-landene faktisk kan levere produkter, som er bedre tilpasset behovene og/eller billigere, bør der i det mindste være mulighed for det (med dansk bistandsfinansiering). Virkeliggørelse af den selektive afbinding, som Danmark i princippet har tilsluttet sig, vil bidrage hertil.

Vi skal anmode om foretræde for Udenrigsudvalget for at uddybe de her fremførte synspunkter.

Venlig hilsen

Thyge Enevoldsen, adjunkt lic. scient, Helle Fischer, cand. scient.,Niels Fold, cand. scient.,

Steen Folke, lektor mag. scient.

KRONIKEN I POLITIKEN

Onsdag den 27. juli 1988

Ulandshjælp som hæmmer

af Steen Folke

Sammen med tre kolleger fra Københavns Universitets Geografiske Institut har kronikøren med støtte fra Forskningsrådet for Udviklingsforskning i tre år arbejdet på et projekt om problemer og perspektiver i et intensiveret samarbejde mellem ulandene. Han har fundet eksempler på, at den bundne danske bistand virker bremsende på et sådant samarbejde Musoma er en lille provinsby i Tanzania ved Victoriasøens bred. Jeg kom dertil med landrover fra Arusha, et døgns køretur tværs over Serengetisletten med overnatning på randen af Ngorongorokrateret. En fantastisk oplevelse. Tusindvis af zebraer og gnuer, mindre flokke af giraffer, elefanter, flodheste og næsehorn. Besøg hos en Masaifamilie, hvor de fem koner boede i hver sin lille hytte. Rigtig eksotisk. Karen Blixens Afrika.

Men mit besøg i Musoma handlede om noget helt andet og langt mindre eksotisk, om bestræbelserne på at skabe et andet Afrika, et andet Tanzania. Jeg skulle besøge to små virksomheder, et maskinværksted og en lille tekstilfabrik, som havde det tilfælles, at de var udstyret med indisk maskineri og etableret med teknisk bistand fra Indien. Tidligere havde jeg besøgt de virksomheder i Indien, som havde leveret maskinerne og ydet teknisk rådgivning. Det drejer sig om det statsejede gigantforetagende Hindustan Machine Tools, der har leveret otte komplette maskinværksteder til forskellige provinsbyer i Tanzania, ydet teknisk rådgivning og trænet tanzanianske arbejdere og teknikere både i Indien og i Tanzania. Maskinvævene i den lille tekstilfabrik - og i tre tilsvarende andre steder i Tanzania - er leveret af en lille privatejet indisk virksomhed, Mysore Machinery Manufacturers, men bakket op teknisk og finansielt af den statslige National Small Industries Corporation.

Der er med andre ord tale om eksempler på såkaldt Syd-Syd-samarbejde og samhandel, altså samarbejde og handel mellem ulandene indbyrdes. I en situation, hvor Nord-Syd-dialogen er gået i stå, og hvor i-landene gennem protektionistiske foranstaltninger hæmmer u-landenes eksport, er en række u-lande begyndt at undersøge mulighederne for gennem et intensiveret Syd-Syd-samarbejde at bidrage til løsningen af nogle af de presserende problemer. En af de fremtrædende talsmænd herfor er Tanzanias forhenværende præsident, Julius Nyerere, som på de alliancefri landes topmøde i Harare i 1986 blev valgt til formand for en »South Commission«. Nyerere har peget på, at et Syd-Syd-samarbejde kan være med til at reducere Syds afhængighed af Nord og gøre u-landene mere selvberoende (»self reliant«).

Sammen med tre kolleger ved Københavns Universitets Geografiske Institut har jeg de sidste tre år med støtte fra Forskningsrådet for Udviklingsforskning arbejdet på et forskningsprojekt om problemer og perspektiver i et intensiveret Syd-Syd-samarbejde. Vi har koncentreret os om Syd-Syd-handelen med industrivarer, dels fordi denne handel er særlig interessant i et udviklingsperspektiv, dels fordi den repræsenterer et brud med den klassiske arbejdsdeling, som i kolonitiden gav i-landene monopol på at eksportere industrivarer. Der er altså tale om en ny tendens i den internationale arbejdsdeling. I forbindelse med projektet har vi gennemført en række detailstudier, et af dem omhandler Indiens eksport af produktionsmidler (altså maskiner m.v.) til Tanzania.

Hermed vender vi tilbage til Musoma ved Victoriasøens bred og de to små virksomheder, jeg besøgte som led i den større undersøgelse. Maskinværkstedet ejes af den statslige Small Industries Development Organization og har en snes ansatte. Det er lokaliseret i en lille industripark med plads til en halv snes småvirksomheder. Desværre er de fleste bygninger tomme - der er kun få fungerende virksomheder. Ideen var ellers, at maskinværkstedet skulle yde service til de øvrige virksomheder. I stedet arbejder værkstedet for andre kunder i byen og omegnen og laver småproduktion af møbler, trillebøre og andre letsælgelige færdigvarer. Det er udstyret med en snes indiske maskiner, drejebænke, fræsemaskiner, boremaskiner etc. Der er tale om, hvad der må betegnes som tilpasset teknologi, relativt simple maskiner, lette at betjene, vedligeholde og reparere - og billige først og fremmest. Værkføreren kunne godt tænke sig mere avancerede maskiner - de indiske maskiner er ikke særlig præcise, og de er besværlige at omstille fra et job til et andet. Men mere avancerede maskiner, f.eks. fra Europa, vil være langt dyrere og formentlig sværere at reparere. I en begrænset forstand må man sige, at der har været tale om en vellykket Syd-Syd-overførsel af teknologi. At maskinværkstedet så langtfra er kommet til at fungere som beregnet, er en anden sag, som skyldes problemer i Tanzanias økonomi og planlægning.

Den lille tekstilfabrik med ca. 30 ansatte ejes af Mara Cooperative Union. Heller ikke den er blevet ganske, hvad den skulle være. Egentlig skulle den have fremstillet sengetæpper, men maskineriet, der dirigerer mønstrene, er aldrig kommet til at fungere. I stedet producerer fabrikken gråt klæde til sengelinned. Produktionen foregår på 16 simple indiske maskinvæve, der er lette at betjene, vedligeholde og reparere, og som koster mindre end 10.000 kr. pr. stk. Også her er det rimeligt at tale om en form for tilpasset teknologi. Produktionen er arbejdsintensiv og skaber både beskæftigelse og indkomst, og det kooperative foretagende henter et lille overskud hjem på driften. I beskeden målestok er det igen rimeligt at tale om en vellykket Syd-Syd-overførsel af teknologi. Også her findes alternativer i form af mere avanceret maskineri, f.eks. er en tilsvarende virksomhed i Tanga udstyret med hurtigere, men også mere komplicerede og langt mere kostbare japanske maskinvæve.

Maskinværkstedet og tekstilfabrikken i Musoma er eksempler på, at det kan lade sig gøre for et u-land at overføre teknologi til et andet. Langtfra uden problemer - også flere end de her nævnte - men dog på en sådan måde, at det fungerer. Det er i sig selv vigtigt, for indtil for nylig har overførsel af teknologi til u-landene stort set været monopoliseret af i-landene. Mere end 90 pct. af Tanzanias import af produktionsmidler og teknologi i videre forstand kommer da også stadigvæk fra Nord. Som helhed har denne teknologiimport ikke været vellykket. En stor del af teknologien har været alt for avanceret til at passe ind i de tanzanianske forhold, og mange projekter har været så store og komplicerede, at der ikke har været de nødvendige finansielle, tekniske og menneskelige ressourcer til at håndtere dem i Tanzania.

Tanzania er fuldt af »hvide elefanter«, store projekter som enten aldrig er kommet til at fungere, eller som er blevet drønende underskudsforretninger. Danmark har bl.a. bidraget med en stor cementfabrik i Mbeya, som må siges at være fejlplaceret. I Musoma ligger der en kæmpemæssig tekstilfabrik med flere tusind arbejdere i umiddelbar nærhed af den lille kooperative fabrik. Den er udstyret med meget avanceret og kostbart fransk maskineri, men har i årevis kørt på meget lavt blus og givet dundrende underskud. Det skal tilføjes, at også Indien har bidraget til flokken af hvide elefanter. Det største indiske projekt har således været opførelsen af Tanzanias største sukkerfabrik nær Bukoba, en fabrik som har været plaget af tekniske problemer og lav kapacitetsudnyttelse og givet stort underskud.

Der, hvor Indien især kan gøre sig gældende, er ved overførsel af tilpasset teknologi i relativt lille målestok, og her kan det vel at mærke ske på en måde, som passer godt ind i Tanzanias udviklingsbestræbelser. Der er imidlertid en vigtig faktor, som hæmmer den form for Syd-Syd-samarbejde, nemlig u-landshjælp fra Nord, bundet til indkøb i donorlandet.

De indiske leverancer til maskinværkstedet og tekstilfabrikken i Musoma var bakket op af et indisk statslån med en tiårs afdragsperiode og en rentefod på 8 pct. Det er favorabelt i sammenligning med kommercielle markedsvilkår. Men det kan slet ikke konkurrere med de vilkår for leverancer, som tilbydes af bistandsorganisationer i Nord. Således har Danmark i årevis ydet bundne rentefri statslån med en løbetid på 50 år og en afdragsfri periode på ti år. Og nu er det foreslået at gå helt over til bunden gavebistand. Danida skrev herom i den foreløbige udgave af sin nye handlingsplan: »Ydelse af udviklingsbistand på selv bløde lånevilkår har endvidere haft som konsekvens, at danske firmaer ofte har haft vanskeligt ved at konkurrere med udenlandske firmaer, som kan tilbyde projektleverancer på rene gavevilkår«.

En række af de virksomhedsrepræsentanter, jeg interviewede i Indien, udtrykte stor bitterhed over den konkurrencefordrejende virkning, som den bundne bistand fra Nord har. Da Sverige i de senere år har været særlig aktiv i Tanzanias industrisektor, blev kritikken især rettet mod SIDA, Danidas svenske modstykke. Men i princippet rammer den Danida hårdere, idet den danske bistand er mere bundet end den svenske.

For et land som Tanzania er der tale om et nøgleproblem. Igennem en årrække har spørgsmålet om finansiering været altafgørende for den import af teknologi, der er foregået. Tanzania har simpelt hen taget, hvad man kunne få på de mest favorable vilkår. Det har været ret katastrofalt for opbygningen af den tanzanianske industri. Alt for meget af den importerede teknologi har vist sig at være dårligt tilpasset eller direkte uanvendelig i den tanzanianske sammenhæng. Hertil kommer, at det er et kæmpeproblem, at teknologien stammer fra alverdens donorlande og ikke er standardiseret. Manglende kompatibilitet og problemer med reservedele sætter tanzanianerne grå hår i hovedet.

Det eneste rigtige ville naturligvis være en generel afbinding af bistanden. Det ville betyde, at det u-land, der modtager bistanden, selv kunne bestemme, hvilke produkter der skulle købes hvor. Det ville give mulighed for at købe både bedre og billigere produkter. Ubunden bistand er langt mere værd for u-landene end bunden bistand. OECDs bistandskomite, DAC, har da også i årevis presset på for at få medlemslandene til at afbinde deres bistand. Men selv om der er lyspunkter, er det mest blevet til pæne hensigtserklæringer.

OECD udsendte i november 1985 en oversigt, der viste, at blandt de nordiske lande var Danmark det land, der i højest grad bandt sin bilaterale bistand. I Danidas nyligt udsendte handlingsplan er der ikke lagt op til en reduktion af bindingsgraden, tværtimod, og det er yderst beklageligt. Hovedargumentet mod en generel afbinding er, at så vil de andre OECD-landes erhvervsliv, og især de største, blot løbe med de lukrative ordrer. Men så kunne man i det mindste foretage en selektiv afbinding, således at dansk bistand kunne anvendes til at finansiere udstyrsleverancer fra et u-land til et andet i de tilfælde, hvor dette var mere fordelagtigt for det importerende u-land. På den måde kunne u-landshjælpen komme til at fremme Syd-Syd-samarbejdet i modsætning til i dag, hvor den direkte hæmmer det.

Interessant nok har Danmark tillige med en halv snes andre OECD-lande i 1974 tilsluttet sig et »Memorandum of Understanding on Untying of Bilateral Development Loans in Favour of Procurement in Developing Countries« (»aftale om afbinding af bilaterale udviklingslån til fordel for leverancer fra udviklingslande«). Hensigten med denne aftale om en delvis afbinding er netop at give u-lande mulighed for at foretage udstyrsleverancer som alternativ til leverancer fra donorlandet. I nogle tilfælde kan der spares betydelige midler herved, og bistanden bliver således mere værd for modtageren, samtidig med at den gavner det u-land, der får leverancen.

Men Danmark har i de forløbne år reelt intet gjort for at leve op til denne aftale. Der er kun ganske få og bagatelagtige eksempler på, at bunden dansk bistand er blevet anvendt på den foreskrevne måde til finansiering af udstyrsleverancer fra et u-land til et andet. Og Danidas nye forslag til handlingsplan, som givetvis vil lægge rammerne om den danske u-landshjælp i en årrække, indeholder ikke et ord herom. Det er ærlig talt pinligt.

Det er klart, at det kan koste dansk erhvervsliv nogle ordrer, hvis Danmark begynder at leve op til den aftale, man indgik i 1974. Men dels vil det som anført gavne u-landene dobbelt, dels vil det i praksis nok kun være en mindre del af bistanden, der vil blive anvendt på denne måde. Vor undersøgelse af Indiens eksport af maskiner til Tanzania har vist, at Indien - og givetvis også andre u-lande - har svært ved at levere kapitaludstyr af samme kvalitet som produkter fra i-landene. Generelt foretrækker tanzanianerne da også udstyr fra vor del af verden. Men på nogle punkter er indiske virksomheder faktisk konkurrencedygtige både på kvalitet og især på pris. Det gælder som omtalt for forskellige former for tilpasset teknologi til projekter i mindre målestok. I sådanne tilfælde bør Tanzania kunne vælge denne teknologi, som både er billigere end den danske og bedre tilpasset tanzanianske samfundsforhold.

Det er på høje tid, Danmark ophører med direkte at hæmme den form for u-landssamarbejde.

STEEN FOLKE

Litt.: Steen Folke, Thyge Enevoldsen, Helle Fischer, Niels Fold: »India's export of capital goods to Tanzania in a development context« (South South trade and development, Vol. 4) Københavns Universitets Geografiske Institut, juli 1988.

Til Folketingets Udenrigsudvalg

16. februar 1989

Dansk udviklingsbistand: Valg af fremtidige samarbejdslande

Notat af Knud Erik Svendsen 1. Dansk Bistand styres af politisk fastlagte målsætninger og et ligeledes politisk bestemt hensyn til leverancer fra det danske erhvervsliv. Dette er det ene sæt af udgangspunkter for valg af samarbejdslande.

2. Dansk bistand ydes i en international sammenhæng som en del af et mønster af bistandsoverførsler og andre finansielle overførsler fra mange lande til mange modtagerlande.

Valg af samarbejdslande bør ske ud fra en forståelse af dette mønster og dets ændring, ligesom valget bør forholde sig til den beskrivelse af internationale udviklingsudfordringer eller højt prioriterede behov, som er fremme i de internationale bistandsovervejelser.

Denne internationale sammenhæng er det andet sæt af udgangspunkter.

3. Valget af samarbejdslande sker med en vis usikkerhed og med en begrænset viden om en række lande og vilkårene for at etablere samarbejdet. Samarbejdet bør derfor have mulighed for at udvikle sig over nogle år for at skabe erfaringer, inden det formaliseres.

4. Hvis vi først ser på den internationale sammenhæng, er der mange slående træk at tage højde for. 80erne har været præget af nedgang i finansielle overførsler set i forhold til u-landenes bruttonationalprodukt. Der er i mange lande et fald i levestandard og i investeringer i såvel udstyr som mennesker. Det finansielle behov er stort og præget af, at kommercielle kapitaltilførsler generelt er faldet drastisk og blevet relativt dyrere. Nogle lande er helt henvist til bistandsoverførsler.

Afrika syd for Sahara er blevet identificeret som et meget vigtigt udviklingsproblem. Dets behov for finansiering for blot at retablere importsituationen i 1981 er ikke dækket, og produktionsvæksten er mindre end befolkningstilvæksten.

Det er også konstateret, at de fleste fattige lever i lande, der ikke af FN klassificeres som »mindstudviklede«. Dette gælder for Indien, Pakistan og Kina, der er lavindkomstlande. Nogle lande, klassificeret som lavere mellemindkomstlande, har også store fattige befolkningsgrupper, nemlig Indonesien, Philippinerne, Nigeria og lande i Latinamerika.

Der er sket forskydninger i den geografiske fordeling af den samlede offentlige bistand. Fra 1984 til 1987 er den udbetalte bistand til Afrika syd for Sahara i faste USD og priser stagneret. I løbende USD og priser er den vokset med 60 pct., til Sydasien er den vokset med 1/4 og til det fjerne Østasien er den vokset med 30 pct. (Kina, Indonesien og Philippinerne næsten fordoblet).

Den store forandring på giversiden er selvfølgelig Japan. Der er tale om mere end en fordobling fra 1980-81 til 1986-87, hvor Japans bistand var 8 gange Danmarks. Japan vil blive den største donor i 1988 eller 1989 og vil øge sin bistand yderligere i de kommende år med store beløb, hvortil kommer anden japansk finansiering. I 1986-87 stod Japan for næsten 1/3 af de vestlige industrilandes finansielle nettooverførsler til u-lande og multilaterale organisationer.

De internationale signaler kan sammenfattes i følgende hovedpunkter:

1. Afrika syd for Sahara er et særligt udviklingsproblem, afhængigt af offentlig finansiering af aftalte genopretningsprogrammer med en stor finansieringsmanko.

2. Nogle, overvejende mindre, lavindkomstlande i Asien har også udækkede behov.

3. Japans store og voksende finansielle overførsler vil især rette sig mod Sydøstasien.

5. Vender vi os mod de danske bistandsmålsætninger, er problemet naturligvis, om valget af samarbejdslande med rimelig sandsynlighed kan betyde en bistand, som sikrer en opfyldelse af målsætningerne. Med andre ord bør valget være bestemt af, at der tilstræbes effektivitet i bistanden, dvs. et højt resultat i forhold til målsætningerne.

Denne effektivitet er afhængig af de direkte virkninger af danske bistandsaktiviteter og af de indirekte effekter, dvs. den sammenhæng, som den danske bistand indgår i. Dette afhænger igen af muligheden for at identificere egnede aktiviteter i dialog med modtagerlandet og at opnå en samlet forståelse af landets udviklingspolitik. Yderligere er det afgørende, at landet har et finansieringsbehov, som ikke vil blive dækket fra anden side.

Finansieringsbehovet vil påvirkes af landets økonomiske og sociale udvikling i de sidste 10-15 år. Nogle lande må f.eks løse meget presserende krisebekæmpende opgaver, herunder bremsning af miljøødelæggelser, før de kan begynde på at retablere levestandarden 10 eller 20 år tilbage. Nogle lande kan på grund af højere gennemsnitsindkomster bedre klare krisen end andre uden stærk stigning i den absolutte fattigdom. Nogle lande igen er inde i en stabil udvikling med høj vækst (f.eks. Thailand), mens andre er på kanten af et miljømæssigt og socialt sammenbrud.

6. Det er en politisk afgørelse, hvor meget hensynet til leverancer fra det danske erhvervsliv skal påvirke landevalget. Problemet er ikke de umiddelbare bistandsfinansierede leverancer, idet disse er politisk sikrede, men de muligheder for at komme ind på nye markeder, som disse leverancer evt. kan skabe. Hvis dette hensyn spiller en afgørende rolle ved valg af enkelte modtagerlande, vil det betyde, at andre lande med større behov og med muligheder for, at der kan opnås større afkast med hensyn til de bistandspolitiske målsætninger, vælges fra. Den eksisterende binding til danske leverancer har påvirket valget af bistandsaktiviteter resulterende i problematiske projekter. Den bør ikke påvirke landevalget og dermed anvendelsen af de ubundne bistandsmidler.

7. En bedre og mere sikker opfyldelse af de bistandspolitiske målsætninger forudsætter retningslinier for bistandspraksis. I den nuværende situation peger dette på behovet for en præcisering af fattigdomsorienteringen. Dette vil styrke samarbejdet med nye samarbejdslande.

8. Den praktiske konsekvens, herunder relationen til modtagerlandet, af et sket landevalg bør diskuteres nærmere. Som nævnt ovenfor taler meget for at etablere en glidende overgang fra at give bistand til et bestemt land til at give dette land betegnelsen samarbejdsland. Det vigtigste argument er, at der er brug for erfaringer med det praktiske samarbejde.

9. Uanset hvilke principper for valg af samarbejdslande, der måtte blive formuleret, er der brug for en særlig kategori, hvor særlige forhold gør sig gældende. Det kan dreje sig om lande i vanskelige overgangssituationer eller om klart udenrigspolitisk motiverede tilfælde. Det bør præciseres, at også i disse tilfælde bør der tilstræbes høj effektivitet med hensyn til de bistandspolitiske målsætninger, hvilket forudsætter, at der erhverves en viden om de pågældende landes udviklingspolitik.

Knud Erik Svendsen

Note: De faktiske oplysninger er fra: Development Co-operation. 1988 Report of the Development Assistance Committee. Paris: OECD, 1988.

WWF VERDENSNATURFONDEN

Folketingets Udenrigsudvalg

Christiansborg

1240 København K

30. marts 1989

Notat vedrørende Danida's handlingsplaner WWF Verdensnaturfonden er den danske afdeling af den internationale miljøorganisation World Wide Fund for Nature (tidligere World Wildlife Fund). WWF Verdensnaturfondens arbejde er baseret på princippet om bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer, og udfra dette princip har WWF i stigende grad arbejdet sammen med bilaterale og multilaterale bistandsorganisationer.

Også i Danmark er der et samarbejde mellem WWF Verdensnaturfonden og Danida, og WWF Verdensnaturfonden har for nylig ansat en medarbejder specielt til at varetage dette arbejde.

Dette notat vil i kort form give Folketingets Udenrigsudvalg WWF Verdensnaturfondens kommentarer, som udtrykt ved en delegations foretræde for udvalget den 14. marts.

1.Danida's miljøhandlingsplan er en meget seriøs reaktion på Brundtlandkommissionens rapport med dens påvisning af nødvendigheden af bæredygtig udvikling i u-lande såvel som i i-lande.

Denne miljøstrategi repræsenterer på væsentlige punkter en ændring af Danida's hele perspektiv, og vi hilser den velkommen.

2. I lyset af dette er det med beklagelse vi må konstatere at de tanker, som er så klart udtrykt i Danida's miljøhandlingsplan, kun i ringe grad reflekteres i Danida's strategiske handlingsplan. Det kan måske delvis forklares med at de to dokumenter er lavet parallelt, men det må vække bekymring, fordi essensen i miljøhandlingsplanen er at alle Danida's aktiviteter skal føre til en bæredygtig udnyttelse.

Det betyder nødvendigvis, at miljøperspektivet bliver mere centralt end udtrykt i den strategiske plan.

I den strategiske plan føler vi, at det afsvækkes så meget, at det næsten bliver betydningsløst. Der bruges således flere steder udtryk som at man skal »tilstræbe«, når man taler om miljøhensyn i modsætning til »tilsikre«, i relation f.eks. til menneskerettigheder.

En strategisk handlingsplan er naturligvis et dokument, som stadig må revideres. Vi håber, at næste revision vil integrere miljøhandlingsplanen.

De problemer, Brundtlandkommissionen og Danida's miljøhandlingsplan rejser, er så fundamentale for u-landenes fremtid, at man kunne ønske at miljøhandlingsplanen blev den overordnede plan, og at Danida's strategiske handlingsplan blev den operationelle del heraf.

3. Man kan måske kritisere, at hverken miljøhandlingsplanen, eller den strategiske handlingsplan klart nok understreger, hvor alvorlige problemerne er for en del u-lande. Vi ser i dette år, hvorledes vandene skilles mellem de u-lande, fortrinsvis i Asien, hvor udviklingen går fremad - nogle steder langsomt - og de lande, fortrinsvis i Afrika, hvor udviklingen går tilbage, hvor den enkelte borger bliver fattigere og fattigere. Forskellen mellem disse to grupper er nok så væsentlig som forskellen mellem i- og u-lande. Der er voksende forståelse for, at skal de dårligst stillede lande hjælpes, kan det kun ske ved en yderst radikal udvikling, så de kommer ud af den onde cirkel af stigende fattigdom, herunder stigende udlandsgæld, en stærkt voksende befolkning og miljønedslidning. Det er faktorer, der griber så nøje ind i hinanden, at medmindre cirklen brydes radikalt, vil selv nok så megen u-landshjælp ikke hjælpe meget.

Det led, som kan brydes, og som er blevet brudt i enkelte u-lande, er befolkningstilvæksten. Dæmpes den kraftigt, er der håb om, at den økonomiske vækst omsættes i højere velstand.

4. Af ovennævnte grund vil WWF Verdensnaturfonden foreslå, at Danida så kraftigt som muligt støtter de demokratiske bevægelser, der findes i de fleste eller alle u-lande, for familieplanlægning og en aktiv befolkningspolitik og betragter familieplanlægning som en fundamental nøglefaktor i disse landes udvikling.

5. I mange u-lande findes »græsrodsbevægelser«, non-governmental organizations, som arbejder for miljøet. At støtte dem er ofte en uhyre effektiv måde til at fremme et engagement i miljøbeskyttelse og en folkelig debat i u-landene.

Der kan være administrative vanskeligheder, navnlig hvis grupperne opfattes som politisk oppositionelle . En del andre landes bistandsorganisationer (f.eks. Holland, Tyskland, England) er i stand til at støtte NGOer, nogle af dem ved at kanalisere penge gennem organisationer som WWF. Også Danida bør alvorligt overveje denne mulighed.

6. Danida burde efter vor mening udnytte IUCN mere aktivt. The International Union for Conservation of Nature and Natural Resources har en ekspertise, som Danida i høj grad kunne bruge. Som eksempel kan nævnes den nyligt afsluttede udarbejdelse af miljøhandlingsplaner for de enkelte lande. Her kunne man nok med held have brugt IUCN's ekspertise til at lave miljøprofiler om disse lande, snarere end at gøre det selv.

7. Flere steder i Danida's miljøhandlingsplan understreges det, at u-landene må opbygge større ekspertise i økologi, også i den centrale administration, for at kunne styre landet frem mod en bæredygtig udvikling.

Efter WWF's mening kræver denne omstilling også at Danida selv, inden for sit eget administrative system, yderligere udbygger sin økologiske ekspertise.

8. Med hensyn til landevalget har WWF ingen særlig kommentar. Danida's prioritetslande er i høj grad WWF's prioritetslande.

Med venlig hilsen

WWF VERDENSNATURFONDEN

Vibeke Skat-Rørdam

generalsekretær

Bilag III

Udenrigsministerens kommentarer til en række af henvendelserne til udvalget

7. april 1989

Materiale oversendt fra Udenrigsudvalget med anmodning om udenrigsministerens kommentarer:

  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Dato for     Ulandsbis.bil.nr.   Henvendelse fra  

 oversendelse skrivelse   Notat  

 ---------------------------------------------------------------------  

 20.02.1989   45          11      Det danske Center for  

                                  Menneskerettigheder  

 -            -           12      Regnskovsgruppen Nepentes  

 -            -           24      WUS, Solidaritet og Bistand  

 -            -           28      Regnskovsgruppen Nepentes  

 -            -           29      Regnskovsgruppen Nepentes  

 -            -           33      Geografisk Institut  

 -            -           36      Dansk Missionsråd  

 -            -           37      Fagbevægelsens U-landssekretariat  

 -            -           40      Center for Udviklingsforskning  

 -            -           43      Danske Andelsselskaber  

 20.02.1989   46          20      Edvard Wulff Pedersen  

 -            -           38      Knud Overø  

 -            -           39      Steen Folke  

 -            -           41      Landbrugsrådet  

 -            -           42      I. Kruger International Contracting  

 24.02.1989   54          48      IFU  

 -            -           52      Det nepalesiske Generalkonsulat  

 24.02.1989   60          57      Nicaragua-komiteen  

 -            -           58      AI-rådet  

 07.03.1989   61          55      Torsten Granov  

 13.03.1989   68          62      Dansk-Nepalesisk Selskab  

 -            -           63      Håndværksrådet  

 -            -           66      Jørgen Løgstrup  

 -            -           67      Det Grønne Kontaktudvalg  

 20.03.1989   78          70      Danske Andelsselskaber  

 -            -           73      WUS, Solidaritet og Bistand  

 -            -           77      Det Grønne Kontaktudvalg  

 20.03.1989   79          75      Peter Schmidt  

 -            -           72      I. Kruger International Contracting  

 29.03.1989   83          49      Else Marie Buck,  

                                  Kvindernes U-landsudvalg  

 -            -           50      Otto Christensen, Industrirådet  

 -            -           51      John Martinussen, MS  

 -            -           53      Thorkil Kristensen  

 -            -           56      Else Marie Buck,  

                                  Kvindernes U-landsudvalg  

 -            -           65      Jørgen E. Petersen  

 31.03.1989   85          84      WWF, Verdensnaturfonden  

 03.04.1989   88          89      Lars Adam Rehof,  

                                  Det Danske Center for  

                                  Menneskerettigheder  

 05.04.1989   93          91      Handelskammeret  

 ---------------------------------------------------------------------  

Notat vedrørende materiale modtaget fra Udenrigsudvalget: Indledningsvis bemærkes, at det meget omfattende og bredt dækkende materiale, Udenrigsudvalget har modtaget fra en lang række organisationer og enkeltpersoner, i vid udstrækning afspejler og opsummerer den debat, der gik forud for Folketingets behandling den 24. november 1988 af udenrigsministerens redegørelse for Danidas handlingsplan.

Under folketingsdebatten var der bred enighed om de grundlæggende bistandspolitiske principper, samt om at debatten nu burde koncentrere sig om, hvordan bistandsarbejdet på dette grundlag vil kunne gennemføres så effektivt som muligt.

De fleste kommentarer i det foreliggende materiale tager også udgangspunkt heri og retter sig mod spørgsmål af direkte eller i hvert fald indirekte relevans for valget af fremtidige samarbejdslande. De følgende bemærkninger knytter sig til disse aspekter uden i øvrigt at gå dybere ind på emner, som ikke har relation til landevalgsproblematikken.

En række indlæg omfatter kommentarer til specifikke lande. Adskillige af disse kommentarer har karakter af uddybende oplysninger om de enkelte lande og supplerer som sådan på udmærket vis det materiale, der tidligere er oversendt til Udenrigsudvalget.

Der kan i denne forbindelse være grund til at erindre om, at en stor del af dette materiale er udarbejdet af eksterne konsulenter og analyseinstitutter, hvis vurderinger og konklusioner alene står for de pågældende forfatteres eget ansvar. Formålet har netop været at give Udenrigsudvalget et så bredt, alsidigt og uhildet vurderingsgrundlag som muligt.

Som yderligere baggrundsorientering fremsendes samtidig hermed en oversigt over landespecifikke analyser og emnebeskrivelser, udarbejdet af Verdensbanken, UNDP og bistandsorganisationer eller forskningsinstitutter i enkelte andre donorlande.

1. Hvor mange lande?

Under folketingsdebatten var der bred tilslutning til handlingsplanens forslag om at koncentrere det danske bistandssamarbejde om et færre antal lande end hidtil.

Der var generel enighed om, at man ikke kan gennemføre så ambitiøse målsætninger, som er opstillet for dansk ulandsbistand, hvis man samtidig vil sprede sig over hele den tredie verden.

Det er vigtigt at erindre, at baggrunden for ønsket om landekoncentrationen er en erkendelse af, at man kun herigennem vil kunne opretholde en meningsfuld dialog med modtagerlandene om den brede vifte af politiske og udviklingsmæssige hensyn, som bør indgå i det konkrete udviklingssamarbejde. Dette vil være en forudsætning for at kunne identificere, udvikle og gennemføre gode projekter.

Der er mange grunde til, at princippet om en koncentration af bistandssamarbejdet på færre lande ikke bør gennemføres helt konsekvent:

Ved bistand gennem private organisationer bør organisationernes særlige forudsætninger og lokale kontakter være de afgørende for, hvor bistandsarbejdet gennemføres - og de falder ikke nødvendigvis sammen med valget af samarbejdslande for den statslige bistandsindsats.

Visse bistandsformer kan i øvrigt meget vel udnyttes i et bredere perspektiv som supplement til princippet om geografisk koncentration. Hvis man f.eks. af effektivitetshensyn, og fordi det nu engang er nødvendigt at prioritere, vælger ikke at give statslig bistand til et land, selv om de bistandspolitiske målsætninger udmærket ville kunne opfyldes, kan der være god grund til at bistå landet f.eks. med multibi-bistand eller med bistand gennem private organisationer. Forudsætningen herfor vil dog være, at denne form for bistand kan administreres på en måde, der kun belaster Danidas egne ressourcer i relativt beskedent omfang.

Ved valg af multibi-bistand som bistandsform vil det desuden være muligt at købe sig til den nødvendige ekspertise for bistand inden for områder (både geografisk og fagligt), hvor Danida ikke umiddelbart råder over tilstrækkelig viden og erfaring.

Endelig vil anvendelsen af bistandsformer, der ikke behøver at være geografisk bundne, gøre det lettere at gennemføre den nødvendige udfasning af bistanden til en række samarbejdslande.

Følgende bistandsformer vil af disse grunde blive holdt uden for landekoncentrationen:

- Projektbistand gennem private danske organisationer.

- Frivillig bistand.

- Multibi-bistand.

- Stipendiebistand (i et vist omfang).

Det er rigtigt, at landekoncentrationen ikke kan gennemføres fra den ene dag til den anden. Danmark er i dag engageret i et samarbejde med en række lande, som det ville være både uansvarligt, og udfra en ressourcemæssig og administrativ betragtning uhensigtsmæssigt at afbryde med kort varsel. Derfor må omlægningen af bistandssamarbejdet til et programsamarbejde med et begrænset antal lande nødvendigvis ske gradvis over en årrække.

De undersøgelser, Danida har ladet foretage, synes at vise, at en betydelig del af de danske virksomheder og erhvervsorganisationer ser positivt på en vis geografisk koncentration af bistanden. Det gælder i særlig grad de mindre virksomheder og i et vist omfang entreprenørvirksomhederne. Disse virksomheder ønsker at kunne koncentrere indsatsen om et mindre antal lande og ser i denne forbindelse fordele ved et uddybet lande- og personkendskab samt muligheder for at etablere lokale kontorer og skabe større kontinuitet i salgsarbejdet.

Der er nu lagt op til en koncentration af bistanden på 20-24 samarbejdslande. En yderligere landekoncentration, som der slås til lyd for i visse indlæg, vil imidlertid meget vel kunne tages op til overvejelse på et senere tidspunkt, når der er indhøstet erfaringer med den grad af koncentration, der nu sigtes imod.

Det må samtidig erkendes, at udviklingen i enkelte potentielle samarbejdslande i den tredie verden vil kunne føre til, at der fra tid til anden kan opstå behov for at optage nye lande i kredsen af samarbejdslande og lade andre udgå.

2. Store eller små samarbejdslande

Et af de temaer, som er rejst fra flere sider, er spørgsmålet om fortsat bistand til meget store lande som f.eks. Indien og Kina.

Argumenterne imod store lande har været, at de selv har tilstrækkelige ressourcer til at sikre den nødvendige udvikling. Det er endvidere anført, at nogle af landene bruger betydelige ressourcer på våbenproduktion og har en anseelig våbeneksport. Endelig er der peget på, at visse lande yder en bistand til tredielande af samme størrelsesorden som den bistand, de selv modtager.

Omvendt er der i en række kommentarer fremført positive argumenter for at give bistand til mindre lande. Det er blevet anført, at der alt andet lige bør foretrækkes samarbejdslande, hvor den danske bistand vil syne mest muligt og veje relativt tungest og således give øgede muligheder for at stille krav i forbindelse med bistandssamarbejdet.

Tilsvarende synspunkter om indflydelsesmuligheder i henholdsvis små og store lande har været fremført i forbindelse med overvejelser om bistandspolitikkens udmøntning på menneskerettighedsområdet.

Endelig har også dele af erhvervslivet udtrykt præference for samarbejde med mindre lande. Nogle mener således, at de forholdsvis små danske virksomheder vil have lettere ved at finde fodfæste på disse markeder, der er mere overkommelige og udsat for en mindre hård international konkurrence. Derimod har de større industrivirksomheder i højere grad lagt vægt på kontinuiteten inden for allerede etablerede samarbejdsmønstre.

Selv om det kan være rigtigt, at mange gode grunde taler for i særlig grad at tilgodese en række mindre lande, taler samtidig andre hensyn for i hvert fald indtil videre at fortsætte det bistandssamarbejde, som utvivlsomt kommer store, fattige befolkningsgrupper til gode, også i de store samarbejdslande.

Lovens formålsparagraf om økonomisk vækst, social fremgang og politisk uafhængighed tager sigte på både små og store lande, hvor der er mulighed for med en dansk bistandsindsats at sætte en påtrængende og samtidig bæredygtig økonomisk udvikling i gang - en udvikling, som på længere sigt vil være en betingelse for permanent at bedre de dårligst stilledes befolkningsgruppers levevilkår.

3. Fattigdomskriteriet og modtagerlandets bistandsbehov

Nogle kommentarer gentager en påstand om, at det forslag til landevalg, som findes i Danidas handlingsplan, var udtryk for et skred væk fra den hidtidige fattigdomsorientering som har karakteriseret dansk u-landsbistand. Under folketingsdebatten den 24. november sidste år blev denne påstand imidlertid klart tilbagevist af udenrigsministeren.

Til yderligere illustration af hvordan det faktisk forholder sig, henvises til vedlagte opgørelse, hvor de sidste års fattigdomsorientering af den danske bistand er sammenlignet med den fattigdomsorientering, som handlingsplanens forslag til landevalg ville medføre i år 1992. Som det fremgår, ville graden af fattigdomsorientering med de i handlingsplanen foreslåede lande være praktisk taget uændret i forhold til i dag.

Bilaget indeholder herudover en opgørelse af fattigdomsorienteringen af den danske bistand i forhold til andre lande, vi normalt sammenligner os med. Denne sammenligning viser, at fire lande (Danmark, Norge, Sverige og Canada) har en markant stærkere fattigdomsorientering end de øvrige lande.

Endelig har man peget på, at der ved landevalget bør tages særligt hensyn til modtagerlandets bistandsbehov, herunder hvor stor en bistand landet modtager fra andre donorer. Dette har da også hidtil været et vigtigt hensyn, som er indgået i vurderingen, når man konkret har skullet tage stilling til bistand til et nyt samarbejdsland, og det bør også nu tillægges betydelig vægt.

4. Muligheden for en effektiv bistandsindsats, der når målgruppen

Det er et gennemgående træk ved flere af de fremsendte kommentarer, at de tilslutter sig de overordnede målsætninger og principper for udviklingssamarbejdet, men samtidig kritiserer bistandssamarbejdet for ikke i den konkrete virkelighed at kunne leve op til disse principper. Bl.a. hævdes det, at bistanden ikke tilstrækkeligt effektivt når ud til målgrupperne.

Det er rigtigt, at kravene til Danida både kvalitativt og kvantitativt er øget meget betydeligt gennem de senere år. Det har nødvendigvis måttet give vanskeligheder, når projekterne er spredt over et meget stort antal lande, og Danida samtidig har måttet involvere sig langt stærkere i både identifikation, forberedelse og overvågning af bistandsaktiviteterne.

Der har endvidere i stigende grad været lagt vægt på at stille betingelser i forbindelse med bistanden og søge at opnå en bredere dialog med samarbejdslandene, så danske bistandspolitiske målsætninger i højere grad kunne slå igennem.

Hele den strategiske planlægning af Danidas aktiviteter, handlingsplanens forslag om at koncentrere bistanden på færre samarbejdslande og beslutningen om at decentralisere Danidas virksomhed tager netop sigte på at øge effektiviteten i bistandssamarbejdet.

Den udbyggede viden og mere intensive dialog med modtagerlandene, som landekoncentrationen vil muliggøre, vil bidrage til, at de enkelte projekter i højere grad kan identificeres og tilpasses modtagerlandets forhold, så de når målgrupperne. Det gælder både større industriprojekter og projekter på græsrodsniveau.

5. Flygtningeproblemer og lande plaget af krig

Det er fremført, at lande, der enten har været eller fortsat er plaget af krig, bør have særlig opmærksomhed når der skal udpeges fremtidige samarbejdslande. Det påpeges, at disse lande ofte er tynget ikke blot af betydelige flygtningeproblemer og vanskeligheder ved permanent bosætning af flygtninge, men også af særligt store problemer med fødevareproduktion og -fordeling.

Der kan ikke være tvivl om, at sådanne lande har et ganske særligt behov for bistand, til at løse den nød, der følger i krigens kølvand, til genbosætning af de mange flygtninge, og til i en senere fase at genopbygge og udvikle økonomien. Det vil derfor være rigtigt fortsat at søge disse særlige hensyn tilgodeset ved tilrettelæggelsen af den samlede danske u-landsbistand.

6. Dansk erhvervslivs rolle i bistandssamarbejdet

De fremsendte kommentarer vedrørende samspillet mellem udviklingsbistanden og dansk erhvervsliv peger i vidt forskellig retning. På den ene side ønsker en række erhvervsorganisationer betydeligt større råderum for dansk erhvervsliv, mens på den anden side en række andre organisationer og enkeltpersoner ønsker en skarp adskillelse mellem bistandspolitiske og erhvervspolitiske hensyn, og dermed en stramning af rammerne for dansk erhvervslivs deltagelse i bistandssamarbejdet. Diskussionen herom har præget debatten om Danidas handlingsplan, især i månederne umiddelbart forud for folketingsdebatten i november 1988.

Under folketingsdebatten var der imidlertid bred tilslutning til et forslag om at etablere et særligt forum med deltagelse af erhvervslivet, arbejdsmarkedets parter og Danida, med henblik på at drøfte, hvordan man bedst kan anvende og udnytte danske ressourcer i u-landsbistanden.

Det første møde i dette nye kontaktudvalg om industriudvikling i u-landene blev afholdt den 6. marts 1989. Fra fagbevægelsen deltager formændene for LO, Dansk Metalarbejderforbund, FTF og Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet. Endvidere deltager formændene for Industrirådet, Landbrugsrådet, Handelskammeret og Håndværksrådet. Endelig indgår også formanden for Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde og formanden for Rådet i kontaktudvalget.

Udvalget har nedsat et antal arbejdsgrupper, som nu arbejder videre med en række ideer og forslag om bl.a. miljø og energi, mindre danske virksomheders deltagelse i u-landssamarbejdet, danske leverancer til internationale organisationer, samt teknologioverførsel og -tilpasning.

7. Styrkelse af samhandelen u-landene imellem

Der er fremført ønske om at der lægges øget vægt på at udnytte og forbedre det regionale samarbejde mellem udviklingslandene, såkaldt syd-syd handel. I relation hertil peges der fra anden side på muligheden for også at inddrage mellemindkomstlande i bistandssamarbejdet som lokomotiv for regional samhandel og udvikling.

Denne syd-syd handel er allerede indarbejdet som en del af dansk udviklingsbistand. Der er således et voksende antal eksempler på, at der som led i bistandssamarbejdet foretages indkøb i andre udviklingslande. Alene til de afrikanske lande er der i de senere år foretaget indkøb for 30-40 millioner kr., og alt tyder på, at en fortsat stigning vil være mulig.

Blandt disse indkøb kan f.eks. nævnes: Sække fra Bangladesh til kooperativer i Tanzania, såsæd fra Kenya og Malawi til Tanzanias landbrugsministerium, såsæd og landbrugsudstyr fra Zimbabwe til landbrugsprojekt i Mozambique, færdiggørelse i Zimbabwe af dansk leverede jernbanevogne til Botswana samt mælkejunger fra Kenya til mejeriprojekt i Uganda.

I forbindelse med den planlagte decentralisering af Danidas virksomhed er det tanken, at der også skal ske en decentralisering af en række indkøbsfunktioner. I kombination med et udbygget lokalt og regionalt kendskab vil en sådan decentralisering yderligere forøge mulighederne for at foretage lokale indkøb, i det omfang varerne pris-, kvalitets- og funktionsmæssigt er konkurrencedygtige.

Der henvises endvidere til det uddybende svar på Udenrigsudvalgets spørgsmål af 9. marts 1989 (u-landsbistand - bilag 64), hvori det blandt andet anføres, at der i de kommende år utvivlsomt vil ske en forøgelse af indkøbene under den bilaterale bistand, både i det u-land, hvor projekterne gennemføres og i andre u-lande.

Man bør også ved valget af samarbejdslande have disse muligheder for øje.

8. De private organisationers fremtidige rolle i bistandsarbejdet

I udenrigsministerens redegørelse til Folketinget om Danidas handlingsplan blev det anført, at regeringen lægger stor vægt på en udbygning af samarbejdet med de private danske organisationer, og med henblik herpå har stillet øgede midler til rådighed for dette arbejde. Det blev ligeledes tilkendegivet, at bistand ydet gennem private danske organisationer bør kunne udfolde sig uafhængigt af landekoncentrationen.

Det øgede samarbejde med de private organisationer bør imidlertid ikke svække de administrative, ressourcemæssige fordele, som vil kunne opnås ved landekoncentrationen. Forslaget om, at ansvaret for de private organisationers projektgennemførelse bliver lagt over til organisationerne selv, skal ses i dette lys.

Som det også fremgår af de foreliggende kommentarer hertil, har de private danske bistandsorganisationer generelt tilsluttet sig disse synspunkter.

9. Bistandens kvalitative aspekter

Fra mange sider er der lagt betydelig vægt på, at de grundlæggende kvalitative målsætninger for dansk u-landsbistand også bør slå igennem i selve valget af samarbejdslande.

Ud over fattigdomsorienteringen retter disse kommentarer sig især mod tre sider af bistandssamarbejdet: Kvindeaspekterne, miljøområdet og fremme af respekten for menneskerettigheder.

a. Miljø- og kvindeaspekterne

Det er et gennemgående træk, at kommentarerne om kvindeaspekter og miljøhensyn i alt væsentligt tilslutter sig de specifikke handlingsplaner, som allerede er udarbejdet for disse to områder. Samtidig rejser flere imidlertid spørgsmålet om forholdet mellem Danidas handlingsplan på den ene side og disse specifikke handlingsplaner på den anden.

Det er i denne forbindelse vigtigt at understrege, at både miljø- og kvindehandlingsplanerne er komplementære dele af den samlede strategi for bistandssamarbejdet. De udgør begge helt grundlæggende elementer i den overordnede tilrettelæggelse og prioritering af bistanden. Der er imidlertid grænser for, hvor detaljeret og hvor indgående disse emner kan eller skal behandles i den overordnede handlingsplan. Denne detaljering findes netop i de specifikke handlingsplaner for henholdsvis miljøhensyn og kvindeaspekter, hvor der gives præcise anvisninger på, hvordan de overordnede hensyn kan omsættes i mere konkrete projektstrategier inden for enkelte sektorer og i en række konkrete lande eller regioner.

Ved valget af fremtidige programsamarbejdslande må mulighederne for bedst muligt at gennemføre disse helt centrale bistandsstrategier naturligvis indgå med meget stor vægt.

b. Menneskerettighedsaspekterne

Spørgsmålet om menneskerettighedsaspektets integrering i bistandsarbejdet, som første gang blev debatteret i Folketinget under den bistandspolitiske debat i maj 1987, har allerede fået en markant placering i bistandsarbejdet.

Målet med at inddrage menneskerettighederne i det konkrete bistandssamarbejde er ikke at søge konfrontationer, men gradvist at søge at trække udviklingen i den rigtige retning og gavne de mennesker, der helt konkret har vanskeligt ved at få opfyldt og respekteret deres økonomiske, sociale, kulturelle og politiske rettigheder. Det er dette, dansk bistandssamarbejde skal sigte imod.

Den brede politiske enighed herom, herunder om balancen mellem ideelle målsætninger og realistiske muligheder for at nå de tilsigtede mål, blev meget klart bekræftet under folketingsdebatten i november 1988.

Det er denne linie, der bør lægges til grund, også i forbindelse med overvejelserne om valg af fremtidige samarbejdslande.

Underbilag

Notits

Fattigdomsorienteringen af bistanden

1. En ændret fattigdomsorientering?

Den gennemsnitlige årlige BNI p.c., vægtet i forhold til samarbejdets omfang kan tages som et groft udtryk for fattigdomsorienteringen i vore samarbejdslande. Opgøres dette vægtede gennemsnit for henholdsvis de aktuelle samarbejdslande og for handlingsplanens forslag til samarbejdslande i 1992, vil »den gennemsnitlige fattigdomsprofil« blive ændret fra ca. 330 US dollars i dag til ca. 350 US dollars i 1992.

Fattigdomsorienteringen vil altså forblive praktisk taget uændret.

2. I forhold til andre donorlande?

Opgøres på samme måde den vægtede gennemsnitlige årlige BNI p.c. for de vigtigste af de donorlande, vi normalt sammenligner os med, fremgår det

- at Danmark, Norge, Sverige og Canada har en markant stærkere fattigdomsorientering af den bilaterale bistand end de øvrige lande. Blandt disse 4 lande har Danmark for årene 1985-87 haft den mest udprægede fattigdomsorientering af bistanden. Sverige har som mål at øge bistandssamarbejdet med mellemindkomstlande, og fattigdomsorienteringen er svækket i den pågældende periode.

- at Holland, Forbundsrepublikken Tyskland og især Frankrig yder en meget betydelig del af bistanden til forholdsvis velstående lande (bl.a. til tidligere kolonilande), og dermed har en meget ringe fattigdomsorientering af udviklingsbistanden.

Af bilag 3 fremgår, hvilke lande der er de vigtigste samarbejdslande for 8 vigtige donorlande.

DS.1. J.nr. 104.Dan.4/59

Fattigdomsprofilen før og efter handlingsplanen I vedlagte skemaer er der beregnet vægtet gennemsnitlig BNI per capita (p.c.) som et groft udtryk for fattigdomsorienteringen.

1. Beregning af vægtet gennemsnit af BNI p.c. for Danmarks hidtidige samarbejdslande, vægtet ud fra den samlede bilaterale bistand til disse lande i perioden 1984-86, inkl.

Denne gennemsnitlige BNI p.c. udgør 331 dollars.

2. Beregning af vægtet gennemsnit af BNI p.c. for samtlige 26 lande, der i handlingsplanen er anført som mulige samarbejdslande samt de forslåede tre regionale bevillinger, vægtet ud fra en fordeling af bistanden i 1992, baseret på de intentioner, der er indeholdt i handlingsplanen.

Denne gennemsnitlige BNI p.c. udgør 350 dollars.

Metode:

Den vægtede gennemsnitlige BNI p.c. er beregnet som summen af produktet af bistand og BNI p.c. i 1985 for alle de omhandlede lande, divideret med den samlede bistand til landene.

BNI p.c. er Verdensbankens opgivelser for 1985, undtagen for Uganda, hvor der er anvendt tallene for 1984.

Bistanden til landene er opgjort udfra Danidas regnskab i hovedposter, 1984 til 1986.

Den 15. august 1988, HGJ

Vægtet gns. BNI p.c. for danske samarbejdslande, bilateral bistand

Fattigdomsprofil før og efter handlingsplanen

DUMMY.GIF billedet er ikke indlagt onMouseOver=

Fattigdomsorientering af donorlandes bistand til de 15 største samarbejdslande:

- vægtet efter donors landefordeling af den bilaterale bistand 1985-86

  

 ---------------------------------------------------------------------  

                   BNI pc.     Procentandel af donors samlede ODA  

 Land              1986   Dan   Sve   Nor   Hol   Fra   UK   BRD   Can  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Kenya              300   4.0   1.8   3.8   2.3         2.5        1.5  

 Tanzania           250  13.8   8.0   8.5   3.3         1.1        1.7  

 Bangladesh         160   7.6   2.0   4.8   2.7         3.1  1.5   4.4  

 Indien             290   5.0   6.3   3.5   6.5   1.6   9.9  4.6   3.2  

 Kina               300   2.1   0.9   0.6                    2.6   1.0  

 Mozambique         210   1.5   5.3   3.9   2.0  

 Cameroun           910   1.4                     1.4  

 Zambia             300   1.3   3.5   3.3   2.1         2.0  

 Marokko            590   1.2                     3.4        1.8  

 Zimbabwe           620   1.2   2.3   1.8   1.4         1.1  

 Thailand           810   1.1                                      0.9  

 Senegal            420   1.1                     2.5              0.9  

 Burkina Faso       150   0.9  

 Niger              260   0.9                                      1,1  

 Bolivia            600   0.9  

 Vietnam            230         5.2  

 Ethiopien          120         3.1   1.6               1.6        1.6  

 Sri Lanka          400         3.0   1.6                    1.7   1.3  

 Angola             840         1.7  

 Nicaragua          790         1.6   1.2  

 Botswana           840         1.2   1.7  

 Guinea Bissau      180         1.0  

 Pakistan           350               1.8   1.5              2.5   3.3  

 Sudan              320               1.2   2.7         2.5  1.6   1.1  

 Madagascar         230               0.6        1.6  

 Indonesien         490                     6.0         1.5  3.8   2.7  

 Nederlandske Ant. 6100                     4.4  

 Aruba             6100                     1.7  

 Egypten            760                     1.3  1.4    1.4  3.1  

 Yemen              550                     1.2  

 Mali               180                     1.2  2.0  

 Malaysia          1830                                 2.4  

 Gibraltar         4370                                 1.4  

 Ghana              390                                 1.2        1.1  

 Malawi             160                                      1.0  

 Reunion           3580                           8.5  

 Martinique        4710                           6.6  

 Polynesien, Fransk 7830                          4.5  

 Ny Caledonien     5750                           3.9  

 Guadaloupe        4190                           3.3  

 Guyana            2800                           2.0  

 Elfenbenskysten   730                            1.9  

 Congo             990                                       1.4  

 Tyrkiet          1110                                       2.9  

 Israel           6210                                       2.0  

 Togo              250                                       1.6  

 Brasilien        1810                                       1.5  

 Burma             200                                       1.3  

 Peru             1090                                       1.3  

 Jamaica           840                                             1.2  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Medregnet andel af  

 samlet bistand           44.0  46.9  39.9  40.3 46.0   32.7 33.8 27.0  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Vejet gennemsnit af  

 modtagerlandes BNI p.c.  

 pr. år                   310   324   314   1220 3217   599  891  340  

 ---------------------------------------------------------------------  

Kilder: - Landefordeling af donorers bistand:

OECD: Development Co-operation, 1987 Report

- BNI p.c. for modtagerlande:

WB: World Development Report 1988, samt

OECD: Development Co-operation, 1987 Report.

Fattigdomsorientering af donorlandes bistand til de 15 største samarbejdslande:

- vægtet efter donors landefordeling af den bilaterale bistand 1986-87

  

 ---------------------------------------------------------------------  

                   BNI pc       Procentandel af donors samlede ODA  

 Land              1986   Dan   Sve   Nor   Hol   Fra   UK   BRD   Can  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Kenya              300   3.1   1.3   3.7   2.7         2.3        1.3  

 Tanzania           250  10.6   9.7   8.7   3.4         1.5  1.1   1.7  

 Bangladesh         160   4.9   2.1   4.5   2.7         2.9  1.4   4.7  

 Indien             290   4.7   7.4   3.3   6.3   1.5   8.7  4.8   2.8  

 Kina               300   2.4         0.8                    1.7   1.4  

 Mozambique         210   1.6   6.3   4.0   2.2         1.2  

 Cameroun           910   1.1                     1.4  

 Zambia             300         4.1   3.6   1.9         2.2        1.1  

 Marokko            590                           2.8        1.5  

 Zimbabwe           620   1.0   1.9   2.3   1.5  

 Thailand           810   0.9                                      1.2  

 Senegal            420   1.3                     2.9              1.2  

 Burkina Faso       150   1.1  

 Niger              260                                            1.3  

 Bolivia            600  

 Vietnam            230  

 Ethiopien          120         3.2   1.2                          1.2  

 Sri Lanka          400         2.2   1.6               1.0  1.3   1.2  

 Angola             840         1.4  

 Nicaragua          790         1.6   1.5  

 Botswana           840   1.7   1.5   1.7  

 Guinea Bissau      180         1.0  

 Pakistan           350               1.5   1.6         1.7  2.1   2.6  

 Sudan              320               0.6   2.8         1.8  1.1  

 Madagascar         230               0.6         1.9  

 Indonesien         490                     6.8              3.3   2.7  

 Nederlandske Ant. 6100                     3.4  

 Aruba             6100                     1.5  

 Egypten            760   2.3               1.4   1.8   0.9  3.0  

 Yemen              550                     1.3  

 Mali               180  

 Malaysia          1830                                 2.4  

 Gibraltar         4370                                 0.9  

 Ghana              390                                 1.6        1.0  

 Malawi             160   2.2                           1.4  

 Reunion           3580                           8.5  

 Martinique        4710                           6.5  

 Polynesien, Fransk 7830                          4.8  

 Ny Caledonien     5750                           4.0  

 Guadeloupe        4190                           3.0  

 Guyana            2800                           2.0  

 Elfenbenskysten    730                           1.9  

 Congo              990                           1.7  

 Tyrkiet           1110                                      4.9  

 Israel            6210                                      2.1  

 Togo               250  

 Brasilien         1810                                      2.5  

 Burma              200  

 Peru              1090                     1.2              1.4  

 Jamaica            840                                            1.4  

 Benin              270   1  

 Algeriet          2590         1  

 Mexico            1860                           1.7  

 Sankt Helena       520                                 0.9  

 Forenede Arab.E. 14680                                      1.4  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Medregnet andel  

 af samlet bistand        39.9  44.7  39.6  40.7  46.4  31.4 33.6 26.8  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Vejet gennemsnit af  

 modtagerlandes BNI p.c.  

 pr. år                   283   375   323   1072  3285  537  1603  349  

 ---------------------------------------------------------------------  

Kilder: - Landefordeling af donorers bistand:

OECD: Development Co-operation, 1987 Report

- BNI p.c. for modtagerlande:

WB: World Development Report 1988, samt

OECD: Development Co-operation, 1987 Report

Officielle noter

Ingen