Senere ændringer til afgørelsen
Resume
Resumé
En 33-årig kvinde var blevet henvist til en psykolog. Denne indsendte en anmodning om psykologhjælp til kommunen. Patienten underskrev i denne forbindelse en erklæring om, at kommunen måtte indhente helbredsmæssige oplysninger til brug for behandlingen af hendes dagpengesag. I et efterfølgende brev vedrørende arbejdsduelighed til kommunen anførte patienten, at kommunen ved tvivlspørgsmål om hendes helbredstilstand kunne henvende sig til psykologen.

Patienten var herefter gennem 7 måneder i kriseterapi hos psykologen. Denne afgav herefter en erklæring til kommunen vedrørende patientens tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Ved en efterfølgende samtale med patienten gjorde psykologen hende opmærksom på indholdet af erklæringen, som blandt andet tog stilling til en eventuel medicinering af patienten.

Senere kontaktede kommunen psykologen vedrørende patientens dagpengesag. Ved denne lejlighed videregav psykologen oplysninger om patientens psykiske forhold, selvom patienten overfor psykologen havde frabedt sig dette.

Der blev klaget over, at psykologens erklæring blev afgivet uden patientens samtykke, og at psykologen ikke havde tilstrækkeligt grundlag for de anførte vurderinger, herunder at tage stilling til en medicinering af patienten, ligesom erklæringen indeholdt urigtige oplysninger. Der blev endvidere klaget over, at psykologen trods anmodning fra patienten om ikke at udtale sig til kommunen, alligevel i forbindelse med en opringning fra kommunen videregav oplysninger.
Den fulde tekst

Klage over videregivelse af helbredsoplysninger og psykologerklæring udarbejdet til brug for dagpengesag

 

Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af psykologs videregivelse af oplysninger om patientens psykiske forhold til kommunen til brug for dagpengesagen. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om psykologen havde gennemgået erklæringen med patienten, før den blev afsendt. Det fremgik af kommunens anmodning, at patienten ved sin underskrift gav samtykke til, at der kunne indhentes helbredsmæssige oplysninger til brug for behandling af dagpengesagen.

Det var nævnets opfattelse, at oplysninger om helbredsmæssige forhold omfatter oplysninger om psykiske forhold. Det fremgik af en skrivelse fra patienten til kommunen, at de ved tvivlsspørgsmål vedrørende hendes helbredstilstand fremover kunne rette henvendelse til psykologen. Ifølge psykologens udtalelse til sagen havde patienten givet samtykke til videregivelsen af disse oplysninger, hvilket endvidere fremgik af samtykkeerklæringen.

Nævnet lagde herefter til grund, at samtykkeerklæringen blev sendt til psykologen i forbindelse med kommunens anmodning om psykologerklæringen til brug for dagpengesagen. Nævnet fandt herefter, at kravet om, at der skal foreligge et skriftligt samtykke fra patienten til den person, der skal videregive oplysninger, måtte anses for at være opfyldt. Det fremgik endelig af journalen, at patienten først efter psykologens afgivelse af oplysningerne trak sit skriftlige samtykke tilbage.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere psykologen i forbindelse med afgivelsen af selve psykologerklæringen, idet det fremgik af psykologens udtalelse til sagen, at hun forinden udfærdigelsen havde 18 samtaler med patienten. Det fremgik endvidere af erklæringen, at psykolog beskrev, hvilke psykiske symptomer, patienten havde lidt af gennem behandlingsforløbet, herunder at patienten fremviste en række psykiske krisesymptomer i form af blandt andet angst, vrede, fortvivlelse og skyld, ligesom hun havde fysiske symptomer. Det fremgik endvidere, at patientens symptomer efterfølgende var afløst af en blandet angst- og depressionsreaktion, som foruden psykologbehandling muligvis også krævede medicinsk behandling. Ifølge erklæringen konkluderede psykologen på baggrund af sygehistorien, samtalerne samt de øvrige oplysninger i sagen, at hun på daværende tidspunkt ikke kunne udtale sig om patientens tilbagevenden til arbejdsmarkedet, da dette ville afhænge af de efterfølgende behandlingsresultater. Det var nævnets opfattelse, at psykologen havde et tilstrækkeligt grundlag til at udtale sig om patientens psykiske tilstand.

Nævnet fandt grundlag for kritik af psykologens efterfølgende videregivelse af oplysninger om patientens psykiske forhold til kommunen, idet det af journalen fremgik, at patienten på dette tidspunkt havde trukket sit samtykke til videregivelse af oplysninger tilbage. Ifølge psykologens udtalelse til sagen henvendte kommunen sig til hende som led i opfølgningen på patientens dagpengesag. Psykologen orienterede kommunen om, at patienten havde trukket sit samtykke tilbage, men kommunen oplyste imidlertid, at der forelå et skriftligt samtykke fra patienten til, at kommunen var berettiget til at indhente relevante oplysninger om hende i forbindelse med hendes dagpengesag. Nævnet oplyste, at patienten ifølge lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 26, stk. 1, skal afgive samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger til den sundhedsperson, der besidder oplysningerne, og som skal videregive dem.