Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BSF 115

Forslag til folketingsbeslutning om erstatning for miljøskader

Fremsat af Leif Hermann (SF) Margrete Auken (SF) Gade (SF) Ebba Strange (SF) Jens Thoft (SF)

den 16. februar 1988

Den fulde tekst

Folketinget pålægger regeringen inden den 1. december 1988 at

fremsætte forslag til lov om erstatningsansvar for miljøskader i

overensstemmelse med følgende retningslinjer:

1. Lovforslaget skal omfatte lov om miljøbeskyttelse samt anden

gældende og fremtidig lovgivning, hvis hovedformål er

miljøbeskyttelse, og hvor dansk rets almindelige

erstatningsregler ellers ville finde anvendelse.

2. Ansvarsgrundlaget skal som hovedregel være et objektivt ansvar og

omfatte såvel person- som tings- og formueskade.

3. Beviskravet til sammenhængen mellem årsag og skade lempes,

således at skadelidte kun skal godtgøre en overvejende sandsynlig

sammenhæng mellem årsag og skade.

4. Beskyttelsen skal omfatte skader, foranlediget af jord-, vand- og

luftforureningen, uanset hvorfra den skadevoldende emission

hidrører.

5. Der oprettes en miljøskadefond til dækning af erstatninger for

miljøskader, hvor der ikke har kunnet findes nogen

erstatningsansvarlig. Fondens midler tilvejebringes ved

indførelse af afgifter på forurenende virksomhed.

6. Søgsmålskompentencen henlægges til de myndigheder, der har

forvaltningskompetencen inden for miljøbeskyttelseslovens område,

de skadelidte enkeltpersoner og foreninger, hvis formål det er at

beskytte de skadede værdier.

7. Erstatningsansvaret forældes efter reglerne i forældelsesloven af

1908.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

1. Beslutningsforslagets formål

Princippet om, at forureneren betaler, er trods betydelige

modifikationer i praksis stadig et grundlæggende element i dansk

miljøret. Dette princip kan være vanskeligt at håndhæve over for

generelle miljøindsatser, jf. således kompensationsordningerne i

forbindelse med vandmiljøplanen og den nu bortfaldne

miljøstøttelov, men ved konkrete sager om miljøskade synes der

ikke at være nogen baggrund for en fravigelse af princippet.

Snarere kan det være påkrævet at sikre en forebyggelse af

konkrete overtrædelser af miljølovgivningen dels gennem præcise

og hurtigt virkende straffeforanstaltninger og dels gennem et

klart gennemskueligt erstatningsansvar.

Folketinget har for så vidt angår strafansvaret senest den 27. maj

1986 ved afgivelsen af tillægsbetænkning over L 176, forslag til

lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, understreget sit ønske

om mere følelige bødestørrelser i forbindelse med den

strafferetlige forfølgelse af miljølovsovertrædelser. Se

Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne sp. 6807, 8011, 11593

og 12246 samt tillæg A sp. 4413, tillæg B sp. 1775 og 2237 samt

tillæg C sp. 965. Miljøstyrelsens redegørelse 11 om

miljøstraffesager rejser spørgsmålet om indførelse af et

strafansvar i lighed med det, der er gældende i henhold til lov

om arbejdsmiljø.

For så vidt angår erstatningsretlige forhold er bl.a.

miljøbeskyttelsesloven tavs, og dermed er erstatningsansvaret

henvist til behandling i henhold til dansk rets almindelige

erstatningsregler. Det vil som udgangspunkt sige, at

ansvarsgrundlaget er det såkaldte culpa (skyld-)ansvar, der

indebærer at skadevolder (bevisligt) skal have optrådt

dadelværdigt. Hændelige skader falder altså udenfor. Et sådant

ansvarsgrundlag kan i almindelige mellemmenneskelige forhold være

rimeligt, men lovgivningen har i en lang række forhold fraveget

culpa-ansvaret i skærpende retning, bl.a. under hensyntagen til

beskyttelsesinteressen sammenholdt med det forhold, at udøveren

af en farlig virksomhed på forhånd må kalkulere med visse

skaderisici. Princippet har været, at jo større

beskyttelsesinteressen og virksomhedens farlighed har været, jo

større har tendensen været til skærpelse af ansvarsgrundlaget

over culpa-ansvar med omvendt bevisbyrde til et egentligt

objektivt ansvar. Dette sidste er tilfældet for så vidt angår

vandforsyningslovens § 23, atomskadeloven og havmiljølovens § 46.

De beskyttelsesinteresser, der er knyttet til de nævnte love, ses

ikke at være af så speciel en karakter, at de afgørende adskiller

sig fra de værdier, der tilsigtes værnet ved

miljøbeskyttelsesloven.

Indførelse af et objektivt ansvar i erstatningssager vedrørende

miljøbeskyttelsesloven og anden miljøbeskyttelseslovgivning skal

således ses som led i en effektivisering af retshåndhævelsen

inden for lovenes område i og med, at et objektivt ansvar klart

gør det nemmere at opnå pålæg af erstatningsansvar, forudsat at

de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Dermed vil den ønskede

ændring af ansvarsgrundlaget også efter forslagsstillernes

opfattelse virke forebyggende for miljøskader.

Et andet hovedelement i forslaget er, at kravet til bevis til

sammenhæng mellem skadeårsag og skadevirkning lempes, således at

skadelidte eller den, der i øvrigt har søgsmålskompetencen, blot

skal godtgøre en overvejende sandsynlighed for sammenhængen.

Netop i sager vedrørende miljøbeskyttelse kan spørgsmålet om

almindelig bevisstyrke på dette felt volde vanskeligheder, især

hvis myndighedernes sikring af beviserne hæmmes af sen opdagelse

af skaden, muligheden for flere skadevoldere m.m. Dertil lægges,

at noget endegyldigt bevis i traditionel juridisk betydning er

vanskeligt at producere, når der er tale om skader på naturen,

der løbende er under forandring og under påvirkning fra mere

diffuse skadekilder som udefra kommende luftforurening,

nedsivning af næringssalte fra marker og udsivning af

næringsholdigt overfladevand til vandløb, søer og havet. I

forslaget, jf. nedenfor under bemærkningerne til forslagets

enkelte punkter, åbnes op for en yderligere skærpelse ved at

flytte bevisbyrden fra skadelidte til skadevolder, således at

denne skal sandsynliggøre, at han ikke kan være (er) årsag til

den indtrufne skade.

Forslagets tredje hovedelement er etableringen af en miljøskadefond

til dækning af udgifterne ved skader, der ikke kan dækkes af

nogen erstatningsansvarlig. Eksempelvis vil dette kunne være

praktisk i forbindelse med reparation af rensningsanlæg,

oprensning af vandløb, erstatning til dambrugere m.v.

Endelig tjener forslaget det formål at bringe dansk ret i det

væsentligste i overensstemmelse med svensk og norsk ret på dette

område.

Som bilag til beslutningsforslaget er den svenske miljøskadelov

optrykt.

2. Retspraksis

Miljøministeren har ved besvarelsen af spørgsmål i Miljø- og

Planlægningsudvalget nr. 479 (alm. del - bilag 957,

folketingsåret 1986-87) redegjort for retspraksis siden 1980. Den

i svaret foretagne gennemgang af 7 domme viser et uklart billede,

idet 2 domme (U.f.R. 1987 118 H og VLD af 1. maj 1987) ikke tager

stilling til noget miljøbeskyttelseslovsansvar, men beskæftiger

sig henholdsvis med, om udledning af et bestemt stof (okker)

overhovedet er omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 17 og

henholdsvis tager udgangspunkt i ansvarsgrundlaget efter

færdselslovens erstatningsregler. De øvrige domme synes dels helt

selvfølgelige i deres konklusioner, og dels ses det ikke,

hvorvidt sagsøgers påstande har støttet sig på

miljøbeskyttelsesloven eller på almindelige naboretlige regler.

Den almindelige opfattelse er imidlertid, jf. Ellen Margrethe Basse,

Erhvervsmiljøret s. 24 f., København 1987, det ovenfor anførte om

culpa-ansvaret som udgangspunkt med en tendens til skærpelse i

retning af objektivt ansvar ud fra såkaldte frembringelses- eller

samfundsnyttesynspunkter. Dette synspunkt tilslutter

miljøministeren sig i svaret på spørgsmål i Miljø- og

Planlægningsudvalget nr. 481 (alm. del - bilag 957,

folketingsåret 1986-87).

I sagen om Cheminovas forurening af området ved høfte 42 ud for

Harboør påstod Miljøministeriet virksomheden dømt på objektivt

grundlag og henviste til, at selvom der ikke er udtrykkelig

hjemmel i miljølovgivningen for et sådant ansvar, må domstolene

kunne bringe dette i anvendelse på særlige områder, hvor der er

behov herfor og det findes rimeligt. Heroverfor gjorde Cheminova

gældende, at det forhold, at miljøbeskyttelsesområdet har været

genstand for en omfattende lovregulering, uden at

lovgivningsmagten har villet indføre regler om objektivt

erstatningsansvar, må indebære, at et sådant ikke kan statueres i

det foreliggende tilfælde. Heri gav Vestre Landsrets 3 dommere

Cheminova ret. To af rettens dommere udtalte: »Ved afgørelsen af,

om der i en sag som den foreliggende bør pålægges sagsøgte, A/S

Cheminova, erstatningspligt på objektivt grundlag, må det

tillægges betydning, at der ikke i den omfattende lovgivning, der

efter ophøret i 1962 af selskabets affaldsdeponering er

gennemført på miljøbeskyttelsesområdet - herunder navnlig

miljøbeskyttelsesloven af 1973 og lov nr. 262 af 8. juni 1983 om

kemikalieaffaldsdepoter - er indeholdt regler om erstatningspligt

på objektivt grundlag.« Derudover bemærker rettens 3. dommer: ».

. . at spørgsmålet om indførelsen af et sådant objektivt ansvar

på denne baggrund og under hensyn til spørgsmålets karakter og

betydning ikke bør afgøres af domstolene, men af

lovgivningsmagten.«

Efter forslagsstillernes opfattelse skal der efter denne

landsretsdom uhyre meget til, før der kan pålægges objektivt

ansvar i miljøskadesager. Dommen blev klogeligt ikke anket.

3. Hvordan opgøres det lidte tab?

En af erstatningsrettens grundbetingelser er, at der er indtruffet

en økonomisk skade, det vil sige, at skadens virkninger skal

kunne gøres op i penge. I miljøsager, der drejer sig om oprydning

og eventuelle afværgeforanstaltninger, forekommer det mindre

problematisk at foretage denne opgørelse, idet en dokumentation

af myndighedernes udgifter i reglen vil være nok. Hertil kommer

så eventuelle tab, der er lidt af private. Indtræffer skaden

derimod i form af forringede fangstmuligheder i et bestemt

havområde, er det straks langt vanskeligere at gøre op. Endnu

værre er det, hvis miljøkvaliteten i et vandløb f.eks. generelt

er forringet, således at vandløbets recipientmålsætning ikke kan

opretholdes. Det er et spørgsmål, hvorvidt domstolene vil

acceptere, at der er lidt noget tab i den sidstnævnte situation.

Alligevel må der her kunne stilles krav om en ulempeerstatning

for tab af rekreative/økologiske værdier eller lignende, selv om

en sådan nærmer sig et objektivt bødeansvar. I eksemplet med de

mistede fangstmuligheder vil det lidte tab kunne opgøres som et

indkomsttab minus en faktor, der er beregnet på baggrund af de

naturlige svingninger i fangstmængder i det pågældende område

f.eks. for en 10-årig periode.

4. Beslutningsforslagets område

Beslutningsforslaget tilsigter at dække lov om miljøbeskyttelse samt

anden gældende og fremtidig lovgivning, hvis hovedformål er

miljøbeskyttelse, og hvor dansk rets almindelige

erstatningsregler ellers ville være gældende. Ved Højesterets dom

(U.f.R. 118 H 1987) er det fastlagt, at okkerudledning som følge

af almindelig landbrugsmæssig dræning ikke er forurening i

henhold til miljøbeskyttelseslovens § 17. Inddragelse af

okkerloven under beslutningsforslaget forudsætter således, at

okkerudledning anerkendes som forurening på linje med andre

miljøskadelige udledninger. Ellers vil erstatningsansvaret kun

omfatte skader, der indtræffer som følge af svigt ved driften af

okkerrensningsanlæg. Forslagsstillerne har ikke anset det for

formålstjenligt at inddrage dette begrænsede område, men vil

senere vende tilbage til spørgsmålet om okkerforurening ved

fremsættelse af lovforslag om bekæmpelse af okkerforurening. Et

sådant lovforslag vil indeholde en bestemmelse om et strengt

ansvar for udledning af okker under visse nærmere angivne

forudsætninger.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

Der henvises til forslagets almindelige bemærkninger punkt 4.

Ad 2

Bestemmelsen gælder kun ansvarsgrundlaget. Ved objektivt ansvar

forstås, at såfremt skaden kan henregnes til en bestemt

aktivitet, der udøves af en virksomhed, er der erstatningsansvar,

jf. således bestemmelsen i vandforsyningslovens § 23, hvorefter

ejeren af et vandforsyningsanlæg, der omfattes af lovens § 20

(vandindvindinger, som amtsrådet skal meddele tilladelse til), er

erstatningspligtig for skade, som forvoldes ved

grundvandsforandringer under prøveboringer og prøvepumpninger og

under anlæggets udførelse og drift.

Der er ikke med bestemmelsen tilsigtet nogen ændring i den gældende

retstilstand for så vidt angår lempelser i ansvarsgrundlaget.

Hermed menes, at der typisk vil være lejlighed til at lempe

ansvarsgrundlaget i retning af culpa-ansvar med omvendt

bevisbyrde eller et rent culpa-ansvar, såfremt miljømyndigheden

ikke i sin tilsyns- eller godkendelsesvirksomhed har udvist den

fornødne agtpågivenhed i forbindelse med tilsyn eller

vilkårsfastsættelse. Netop i disse situationer kan der være grund

til nøjere at undersøge skadevolders subjektive forhold. Dette

gælder især for virksomheder, hvis farlighed i almindelighed kan

siges at være ringe, ersempelvis virksomheder, der som

autoværksteder ikke skal forhåndsgodkendes men blot anmeldes til

miljømyndigheden. Hvor grænsen skal lægges mellem farlig og

mindre farlig virksomhed, kan næppe afgøres generelt, men må

overlades til retspraksis at fastsætte.

Bestemmelsen omfatter ikke de betydelige anonyme, men almindeligt

forekommende skader, der hidrører fra den almindelige forurening

af eksempelvis luft- og vandmiljø forårsaget af udslip af

forurenende stoffer fra husholdninger, industri- og

kraftværksskorstene, biler og udledninger til vandmiljøet, for så

vidt disse er lovlige, derimod nok alvorlige enkeltskader, selv

om godkendelsesvilkår m.v. er overholdt.

Ad 3

Den almindelige regel i dansk ret er, at skadelidte skal godtgøre

sammenhængen mellem den skadevoldende begivenhed og skaden.

Drejer det sig imidlertid om svært tilgængelige hændelsesforløb,

hvor udsigten til at kunne opfylde de normale krav til

bevisbyrden er lille eller kun kan ske ved uforholdsmæssigt store

omkostninger, må det være tilstrækkeligt med en

sandsynlighedsvurdering. Der henvises til den formulering, der er

angivet i den svenske miljøskadelov § 3, stk. 2. Dette vil ofte

være tilfældet i miljøskader, navnlig hvis skaden først opdages

efter nogen tid, og hvor den virksomhed, der har forårsaget

forureningen, eventuelt har slettet eller søgt at slette sporene,

således at det ikke kan godtgøres, at forureningen stammer

derfra. Bestemmelsen vil videre kunne finde anvendelse i den

situation, at forureningen kan stamme fra mere end een

virksomhed, men hvor sandsynligheden for den ene er større end

for den anden. De nævnte eksempler udgør ikke nogen udtømmende

opregning af bestemmelsens anvendelsesområde, men er blot

medtaget som en illustration af princippet i forslaget.

I situationer, hvor bevisbyrden, uanset at den som udgangspunkt

indskrænkes til en overvejende sandsynlighed for

årsagssammenhængen, kan blive næsten umulig, kan der være

anledning til at overveje, at sagsøgte skal sandsynliggøre, at

det ikke kan være ham, der er årsag til skaden. Hermed vendes

årsagsbeviset altså om og pålægges den/de mulige skadevoldere.

Afgørende herfor må være, om virksomheden ud fra samfundsnytte og

farlighedsbetragtninger generelt kan siges at udgøre en sådan

miljørisiko, at det i den konkrete situation er rimeligt at

flytte vægten i årsagsbeviset fra skadelidte til den mulige

skadevolder. Lige så lidt som under de almindelige bemærkninger

punkt 1 kan der her angives nogen præcis regel for, hvornår en

sådan forskydning kan ske, men dette må overlades til nærmere

fastlæggelse ved domstolene.

Ad 4

De svenske regler omfatter kun skade, der udgår fra virksomhed i

forbindelse med fast ejendom. En sådan begrænsning, der

eksempelvis indebærer, at miljøskader, der hidrører fra andre

emissionskilder- f.eks. fly- og landtransport, undtages fra de

strenge ansvarsregler og må henføres til andre, herunder

færdselslovens regler. Dette er uheldigt, dels fordi det skaber

uklarhed om rækkevidden af det objektive ansvar, og dels fordi

det forhold, at emissionen hidrører fra andre kilder end fast

ejendom, ikke i sig selv skulle give anledning til lempeligere

erstatningsretlig behandling.

Det er ikke enhver emission, der omfattes af forslaget. Dette gælder

således støjemissioner og rystelser, der vel kan være

ansvarspådragende, men vel er bedst egnede til begrænsning ved

generelle forebyggende reguleringer i form af støjafskærmning m.m.

Ad 5

Selv om der indføres et strengt ansvar i form af objektivt

ansvarsgrundlag og lempet bevisbyrde for årsagssammenhængen, kan

det ikke undgås, at der opstår miljøskader, uden at der kan

findes en egentlig skadevolder. Dette gælder ikke blot de mere

diffuse skader, men også punktudslip, hvor bevisbyrden for

årsagssammenhængen ikke kan løftes af den påtaleberettigede, hvor

skadevolder viser sig insolvent, eller hvor der er særlig

lempelse i ansvarsgrundlaget, jf. de almindelige bemærkninger

punkt 1. Det er ikke tanken, at fonden skal kunne udrede

udgifterne ved den almindelige diffuse miljøforringelse, men

f.eks. nok i situationer, hvor en vandboring er ødelagt af

nedsivning fra ikke eftersporlige kilder (pesticidforurening og

nitratforurening fra landbrugets marker).

Fondens midler tænkes tilvejebragt ved afgiftspålæg for særligt

forurenende virksomheder. Afgiften kan indrettes således, at den

er stigende med virksomhedens miljøfarlighed. Således vil i denne

situation Kemisk Værk Køge og Cheminova komme til at befinde sig

i en høj afgiftsklasse. Tilsvarende gælder for vejtransport af

miljøfarligt gods, medens ulykkesrisikoen ved banetransport må

betragtes som væsentlig mindre, og banerne vil derfor slippe med

en lavere afgift. Der skal videre kunne pålægges en særlig afgift

på overskridelser af udledningstilladelser, når sådanne

overskridelser indebærer en fare for miljøet i recipienten.

Afgiften kunne fastsættes til 5.000 kr. og beløbet reguleres i

takt med ændringerne i pristallet.

Med en sådan afgift introduceres en kombination af

miljøulempeerstatning og objektivt strafansvar på linje med

strafansvaret efter lov om arbejdsmiljø. Fonden administreres af

miljøministeren.

Ad 7

Strafansvaret for miljøovertrædelser forældes over 5 år, og uden

særlig bestemmelse vil erstatningskrav tilsvarende forældes i

henhold til forældelsesloven fra 1908 over 5 år fra fordringens

forfaldstid. Dette må således indebære, at forældelsesfristen

begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor erstatningspligten er

fastslået ved dom eller forlig.

Bilag

Den svenske miljøskadelov

Miljøskadelagen (1986:225)

Inledande bestæmmelser

1 § Skadestånd enligt denna lag utges før personskada, sakskada och

en førmøgenhetsskada som verksamhet på en fastighet har orsakat i

sin omgivning.

Ren førmøgenhetsskada som inte har orsakats genom brott ersætts dock

endast om skadan ær av någon betydelse.

Skada som inte har orsakats uppsåtligen eller genom vårdsløshet

ersætts bara i den mån den størning som har orsakat skadan inte

skæligen bør tålas med hænsyn till førhållandena på orten eller

till dess allmænna førekomst under jæmførliga førhållanden.

2 § Lagen tillæmpas inte på skador som har orsakats av joniserande

strålning eller inverkan av elektrisk strøm från elektrisk

anlæggning i fall då særskilda bestæmmelser gæller.

Førutsættningar før skadestånd

3 § Skadestånd utges før skador genom

1. førorening av vattendrag, sjøar eller andra vattenområden,

2. førorening av grundvatten,

3. ændring av grundvattennivån,

4. luftførorening,

5. markførorening,

6. buller,

7. skakning, eller

8. annan liknande størning.

Førsta stycket 1-3 gæller inte skador som har orsakats av verksamhet

som bedrivs i enlighet med tillstånd enligt vattenlagen

(1983:291).

En skada skall anses ha orsakats genom en størning som avses i

førsta stycket, om det med hænsyn till størningens och

skadeverkningarnas art, andra møjliga skadeorsaker samt

omstændigheterna i øvrigt føreligger øvervægande sannolikhet før

ett sådant orsakssamband.

4 § Skadestånd utges också før skador genom sprængsten eller andra

løssprængda føremål, om skadan orsakas av sprængningsarbete eller

av annan verksamhet som medfør særskild fara før explosion.

5 § I andra fall æn som anges i 3 eller 4 § utges skadestånd før

skador som orsakas av grævning eller liknande arbete, om den som

utfør eller låter utføra arbetet har førsummat att vidta sådana

skyddsåtgærder som anges i 3 kap. 3 § jordabalken eller i annat

hænseende har brustit i omsorg vid arbetets udførande.

Om arbetet ær særskilt ingripande eller av annan anledning medfør

særskild risk, skall den skada som orsakas av arbetet ersættas

æven om den som utfør eller låter utføra arbetet inte har varit

førsumlig.

Skadeståndsansvariga

6 § Skyldighet att utge skadestånd enligt denna lag har den som

bedriver eller låter bedriva den skadegørande verksamheten i

egenskap av fastighetsægare eller tomtrættshavare. Samma

skadeståndsskyldighet har andra som bedriver eller låter bedriva

den skadegørande verksamheten och som brukar fastigheten i sin

næringsverksamhet eller i offentlig verksamhet.

Om någon annan som brukar fastigheten bedriver eller låter bedriva

den skadegørande verksamheten ær han skadeståndsskyldig enligt

denna lag endast om han har orsakat skadan uppsåtligen eller

genom vårdsløshet.

7 § Skyldighet att utge skadestånd enligt denna lag har också den

som, utan att vara fastighetsægare, tomtrættshavare eller annan

brukare av fastigheten, i egen næringsverksamhet utfør eller

låter utføra arbete på fastigheten.

8 § Skall två eller flera ersætta samme skada enligt denne lag,

svarar de solidariskt før skadeståndet i den mån inte annat

føljer av att begrænsning gæller i den skadeståndsskyldighet som

åligger någon av dem.

Vad de solidariskt ansvariga har betalt i skadestånd skall, om inte

annat har avtalats, førdelas mellan dem efter vad som ær skæligt

med hænsyn till grunden før skadeståndsansvaret, møjligheterna

att førebygga skadan och omstændigheterna i øvrigt.

Ersættning før framtida skador på egendom

9 § Kan i fråga om skador som avser egendom ersættningens belopp

læmpligen uppskattas på førhand, skall ersættning bestæmmas før

framtida skador, om en part begær det.

Om det finns skælig anledning, kan ersættningen bestæmmas till ett

visst årligt belopp. Ændras førhållandena sedan ersættningen har

bestæmts på detta sætt, kan ersættningen jæmkas efter vad som ær

skæligt med hænsyn till de ændrade førhållandena.

10 § I fråga om nedsættning, førdelning och utbetalning av

ersættning som faststælls att utges på en gång før framtida

skador på en fastighet och som tillkommer ægaren av fastigheten

eller en innehavare av tomtrætt i denna tillæmpas

expropriationslagen (1972:719). Æven nær det gæller verkan av

sådan nedsættning, førdelning och utbetalning skal den lagen

tillæmpas.

Om en borgenær som har pantrætt i fastigheten lider førlust genom

att ersættning enligt førsta stycket har blivit før lågt beræknad

och ersættningen till føljd av øverenskommelse mellan den

ersættningsskyldige och den ersættningsberættigade eller av annan

anledning inte har blivit prøvad av domstol, har borgenæren rætt

till gottgørelse av den ersættningsskyldige mot att hans fordran

i denna del skrivs av på fordringshandlingen.

Inløsen av fastighet

11 § Medfør en verksamhet som avses i denna lag att en fastighet

helt eller delvis blir onyttig før ægaren eller att synnerligt

men uppkommer vid begagnandet, skall fastigheten eller

fastighetsdelen på ægarens begæran inløsas av den som bedriver

verksamheten.

I fråga om sådan inløsen tillæmpas expropriationslagen (1972:719).

Betræffande værdeøkning som har ægt rum under tiden från dagen

tio år føre det att talan væcks vid domstol tillæmpas 4 kap. 3 §

samma lag.

Rættegången i miljøskademål

12 § Den som vill framstælla anspråk på ersættning enligt denna lag

skall væcka talan vid den tingsrætt inom vars område den

skadegørande verksamheten i huvudsak bedrivs eller har bedrivits.

Avser ersættningen skada på fastighet eller på byggnad eller annan

anlæggning på annans mark, skall talan dock væckas vid den

fastighetsdomstol inom vars område verksamheten i huvudsak

bedrivs eller har bedrivits. Detsamma gæller om någon vill begæra

gottgørelse enligt 10 § andra stycket eller fordra inløsen enligt

11 §. Gemensamt med ett mål som avses i førsta eller andra

meningen får fastighetsdomstolen handlægga æven andra mål mellan

samma eller olika parter, om det med hænsyn till utredningen och

øvriga omstændigheter ær læmpligt.

13 § Den som bedriver eller avser att bedriva en verksamhet som kan

medføra sådan skada som avses i 3 § kan begæra prøvning av

ersættningsfrågan vid den fastighetsdomstol inom vars område

verksamheten i huvudsak bedrivs eller skall bedrivas.

14 § I fråga om rættegångskostnader skall i mål enligt 11 eller 13 §

tillæmpas bestæmmelserna om kostnader i expropriationsmål. Om ett

yrkande om inløsen enligt 11 § ogillas, gæller dock

bestæmmelserna om rættegångskostnader i rættegångsbalken. Dessa

bestæmmelser tillæmpas också i andra mål enligt denna lag.

1. Denna lag træder i kraft den 1 juli 1986.

2. Aven om ett skadefall har intræffat efter ikrafttrædandet skall

lagen inte tillæmpas, om skadan ær en føljd av en størning som

har upphørt føre ikrafttrædandet.

3. Har talan som rør en fråga som regleras i lagen væckts føre

ikrafttrædandet, handlæggs målet æven efter denna tidpunkt enligt

ældre bestæmmelser.

Officielle noter

Ingen