Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BSF 131

Forslag til folketingsbeslutning om en aktiv dansk indsats mod undertrykkelsen af det kurdiske folk

Fremsat af Pelle Voigt (SF) Tommy Dinesen (SF) Inger Harms (SF) Birgitte Husmark (SF) Riishøj (SF) Ebba Strange (SF)

den 1. marts 1988

Den fulde tekst

Folketinget opfordrer regeringen til:

1. kraftigt at fordømme alle overgreb mod det kurdiske folk, uanset

i hvilket land de finder sted, og hvad enten de sker ved

terrorbombninger af byer, med kemiske våben, med politisk og

national forfølgelse, tvangsforflyttelse, tortur eller på anden

måde, samt at vende sig imod den fortsatte undertrykkelse af det

kurdiske folk i alle relevante internationale forsamlinger,

herunder Europarådet, FN og EPS,

2. at lade kurderne - uanset oprindelsesland - betegne som kurdere i

papirer udstedt af danske myndigheder, dersom de selv ønsker det;

denne betegnelse tilføjet angivelsen af deres statsborgerskab,

3. at sikre indført det kurdiske sprog i modersmålsundervisningen på

linje med alle andre sprog, som indvandrere og flygtninge i

Danmark undervises i,

4. at sikre kurdere i Danmark de samme muligheder for tolkebistand

på deres eget sprog, som stilles til rådighed for andre

folkegrupper.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Det kurdiske folk er et af de ældste kendte folk i Mellemøsten. I

600-tallet kom kurderne under indflydelse af og gik gradvis over

til islam. I 1100-tallet kæmpede de under den kurdiske hærfører

sultan Saladin sejrrigt mod de indtrængende korsfarere. I 1500-

og 1600-tallet kom det til stridigheder mellem Perserriget og

Osmannerriget, som begge ønskede at sikre sig kurdernes land,

Kurdistan. I 1639 blev Kurdistan delt mellem Persien og det

daværende Tyrkiet. Helt op til 1. verdenskrig søgte kurderne

gennem talrige opstande både i det persiske og det tyrkiske

område at kaste fremmedåget af sig. Med afslutningen af 1.

verdenskrig brød det tyrkiske imperium sammen, og i 1920 indgik

Tyrkiet og de allierede en fredsaftale i Sevres i Frankrig. Denne

aftale indebar både oprettelsen af et frit Armenien og et frit

Kurdistan. Men efter Mustafa Kemals sejr udråbtes i 1923 de

befriede områder som tyrkisk nationalstat, og de allierede indgik

en ny fredsaftale med Tyrkiet, hvor både de kurdiske og armenske

selvstændighedsønsker blev totalt tilsidesat. De endelige

grænsedragninger efter 1. verdenskrig har delt Kurdistan og det

kurdiske folk imellem fem stater: Tyrkiet, Iran, Irak, Syrien og

Sovjetunionen.

Antallet af kurdere kendes ikke præcist i Tyrkiet, Iran, Irak og

Syrien. Nogle anslår, at kurderne i Tyrkiet udgør godt 8

millioner, i Iran 3 millioner, i Irak 2,5 millioner og i Syrien

ca. en halv million. Men disse tal er sandsynligvis for lave.

Kurderne anses nemlig ikke i disse lande for en særlig

folkegruppe og optræder derfor ikke særskilt i statistikken. I

Sovjetunionen viste en folketælling i 1970, at godt 300.000

kurdere lever i Sovjet, de fleste i Aserbajdsjan.

Fra Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien har Danmark i tidens løb modtaget

adskillige indvandrere eller flygtninge fra krigen og den

nationale undertrykkelse i områderne. Trods delingen har kurderne

nemlig aldrig opgivet kampen for national selvbestemmelse, og

talrige oprør og konstant borgerkrig og uro har hørt til dagens

orden.

I Tyrkiet anerkender myndighederne simpelt hen ikke, at der findes

noget, som hedder kurdere. Sproget er forbudt, og forsøg på

f.eks. at udgive en kurdisk ABC har ført til fængselsstraf for

forfatteren. Også i Danmark har den tyrkiske ambassade aktivt

arbejdet for at bremse kurdiske indvandreres og flygtninges

forsøg på at etablere kurser og anden undervisning i kurdisk. I

den seneste tid er krigshandlingerne over for kurderne blevet

intensiveret med flybombardementer af kurdiske landsbyer og

stillinger, endog helt ind i Irak - efter aftale med den irakiske

regering.

Irak angriber jævnligt med kemiske våben som sennepsgas de kurdiske

landsbyer for at knægte selvstændighedsbevægelsen. I Iran kæmper

mange kurdere sammen med modstandsbevægelsen mod ayatollahstyret

i Teheran og udsættes for hård militær undertrykkelse.

Selv om Danmark ikke nu anerkender det kurdiske folks ret til et

uafhængigt Kurdistan, er der ingen grund til den nuværende

passivitet over for den massive undertrykkelse af kurderne, en

undertrykkelse, der ofte antager et omfang og en karakter, der

berettiger udtryk som folkemord. Fornægtelsen af den kurdiske

identitet og det kurdiske sprog bør ikke kopieres af danske

myndigheder i deres omgang med kurdere, som kommer her til landet

som flygtninge eller indvandrere.

Dette beslutningsforslag er en genfremsættelse af et i

folketingsåret 1986-87, 1. samling, fremsat forslag til

folketingsbeslutning (Beslutningsforslag nr. B 170, se

Folketingstidende 1986-87, 1. samling, forhandlingerne sp. 12529

og 12530 samt tillæg A sp. 5341).

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

Terrorbombningerne af kurdiske landsbyer i Tyrkiet og Irak har,

ligesom den gammelkendte militære undertrykkelse af kurderne,

ikke givet det officielle Danmark anledning til at foretage sig

noget særligt, hverken på egen hånd eller i de relevante

internationale forsamlinger, hvor Danmark deltager. Denne

fortielsespolitik må standse. Det kan ikke være rigtigt, at der

findes økonomiske eller andre udenrigspolitiske interesser, der

er så tungtvejende, at Danmark vender det blinde øje til denne

blodige nationale undertrykkelse og i sidste konsekvens et

moderne folkemord. Derfor må regeringen overalt, hvor man har

mulighed for det, protestere mod disse overlagte overgreb mod

fundamentale menneskerettigheder og virke for internationale

skridt til at bringe dem til ophør.

Ad 2

Efter gældende regler kan kurdere i Danmark ikke i deres

identitetspapirer, udstedt af danske myndigheder, få lov at blive

betegnet »kurder«, når de selv ønsker det. Det er en urimelig og

stiv praksis, hvis politiske indhold let kan forstås som

medvirken til den nationale undertrykkelse i kurdernes

oprindelseslande, der har tvunget dem til Danmark.

Ad 3

Store dele af kurderne i Danmark kan ikke eller ønsker ikke at tale

tyrkisk. Alligevel tvinges de til at modtage tyrkiskundervisning

i stedet for undervisning i deres eget modersmål. Efter officiel

dansk opfattelse må kurdere, der ønsker at få

modersmålsundervisning på deres eget sprog, oprette særlige

private aftenskolekurser. Hermed bidrager Danmark til den

nationale undertrykkelse, som kurderne udsættes for i

oprindelseslandet. Den tyrkiske ambassade har tidligere været

aktiv i forsøg på at forhindre, at den officielle

modersmålsundervisning kunne ske på kurdisk, tilsyneladende med

held. Men det er ikke de danske myndigheder, der skal afgøre,

hvilket sprog der er en kurders modersmål. Det kan kun den

pågældende selv afgøre. At gennemtvinge undervisning i tyrkisk

ville svare til, at sønderjyder, der under 1. verdenskrig var

flygtet fra Tyskland til Sverige for at undgå skyttegravene i

Flandern, i Sverige skulle tvinges til tyskundervisning.

Forslagsstillerne ville desuden gerne se et forslag i Radiorådet

om en egentlig indvandrerradio på kurdisk, da den nuværende

tyrkisksprogede radio dels ikke forstås af flere »tyrkiske«

indvandrere, dels ofte har nægtet at optage indslag om kulturelle

og andre kurdiske aktiviteter i Danmark.

Ad 4

En kurder, som skal i forbindelse med danske myndigheder, må have

krav på, at der forefindes en tolk, som kan tale kurdisk, og på,

at samtaler ikke skal foregå på et fremmed sprog, der måske oven

i købet repræsenterer netop den undertrykkelse, kurderne flygter

fra. Derfor må det sikres, at kurdiske tolke er til stede i samme

omfang, som de er det for andre indvandrergrupper.

Officielle noter

Ingen