Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BSF 17

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod kemiske og bakteriologiske våben

Fremsat af Albrechtsen (VS) Pernille Falcon (VS) Lenger (VS) Hanne Thanning Jacobsen (SF) Ebba Strange (SF) Thoft (SF)

den 8. oktober 1985

Den fulde tekst

Folketinget beslutter at pålægge regeringen:

a) at sikre, at der ikke under nogen omstændigheder produceres,

oplagres eller bruges kemiske eller bakteriologiske våben på dansk

territorium,

b) at sikre, at Danmark til enhver tid og fuldt ud opfylder sine

forpligtelser ifølge Geneveprotokollen af 1925 om forbud mod

anvendelsen til krigsbrug af kvælende, giftige eller lignende

gasarter samt af bakteriologiske krigsmidler,

c) at sikre, at Danmark på ingen tænkelig måde involveres i

beslutninger om eller udførelse af NATOs strategiske og operative

forskrifter for anvendelsen af kemiske eller bakteriologiske

våben, men derimod gør enhver anstrengelse for at få NATO og de

enkelte lande til at afstå fra enhver brug af disse våben,

d) at sikre, at ingen fremmede militære enheder på noget tidspunkt

medbringer kemiske eller bakteriologiske våben på dansk område,

samt at sikre, at der føres den nødvendige kontrol hermed,

e) at sikre, at styrkerne under enhedskommandoen for Danmark og

Schleswig-Holstein ikke på noget tidspunkt vil kunne råde over

kemiske eller bakteriologiske våben,

f) at støtte kravet om en europæisk zone friholdt for kemiske og

bakteriologiske våben,

g) at støtte oprettelsen af regionale zoner i Europa friholdt for

kemiske og bakteriologiske våben,

h) at støtte kravet om fjernelse af de eksisterende lagre af kemiske

og bakteriologiske våben i Europa,

i) at gøre enhver anstrengelse for at få alle stater til uden

forbehold at underskrive Geneveprotokollen af 1925 og

j) at gøre enhver anstrengelse - herunder gennem fremsættelse af

forslag i NATO, FN m.v. - for at få gennemført et totalt

internationalt forbud mod produktion, oplagring og brug af kemiske

og bakteriologiske våben.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

A. Indledning

Ingen anden form for krigsførelse er blevet så stærkt fordømt som

anvendelsen af kemiske og bakteriologiske våben. Brugen af

giftgasserne i 1. verdenskrig vakte en massiv bølge af

international afsky, og beretningerne om soldaternes lidelser og

disse våbens ukontrollable anvendelse var baggrunden for, at der

med Geneveprotokollen af 1925 om forbud mod anvendelsen til

krigsbrug af kvælende, giftige eller lignende gasarter samt af

bakteriologiske krigsmidler faktisk opnåedes internationale

resultater.

En lang række stater har undertegnet denne traktat, om end nogle kun

med forskellige forbehold, som desværre begrænser traktatens

rækkevidde meget (se herom nedenfor).

Geneveprotokollen må siges at være en af de få fredsbestræbelser fra

mellemkrigstiden, som fik succes. Det er siden lykkedes at undgå

anvendelsen af bakteriologiske våben (men ikke produktionen af

dem), og det er lykkedes at begrænse brugen af kemiske våben til

få tilfælde (om disse, se nedenfor).

Men en af grundene til, at kemiske våben ikke spillede nogen rolle i

2. verdenskrig - hvor der jo ellers blev brugt både raketvåben,

brandbomber og atomvåben - var, at de kemiske våben ikke af

militæret blev anset for særlig velegnede. Erfaringerne fra 1.

verdenskrig viste, at disse våben var ukontrollable - et skift i

vindretningen kunne jo f.eks. sende gasserne tilbage, hvor de kom

fra, og desuden var våbnene farlige at opbevare i krigszonen.

Desværre eksisterer disse årsager til militær tilbageholdenhed næppe

i fremtiden. Hvis de nye kemiske våbentyper - de såkaldte

binærvåben - vinder indpas (se afsnit D), og hvis der benyttes

langtrækkende fremføringsmidler, øges den militære interesse for

disse våben.

De binære nervegasser er først alvorligt farlige, når de rammer målet

og de indeholdte komponenter blandes sammen i forbindelse med

nedslaget.

Theodore Gold (stedfortræder for USAs forsvarsminister, Caspar

Weinberger) skrev herom i 1983: »Binær ammunition er at

foretrække fremfor enhedsammunition, fordi den meget lettere kan

føres frem i krisetider; den udgør ingen risiko, hvis den

ødelægges under et angreb på vores ammunitionsområder« (se NATOs

Sixteen Nations, Febr.-March 1983).

I samme artikel forklarer Gold, hvorledes disse våben skal bruges i

forbindelse med angreb »i dybden« (»dybe slag«), dvs. de skal ved

hjælp af fly, missiler, langtrækkende artilleri eller skibe føres

langt ind på modpartens territorium, før de aktiveres. En sådan

anvendelse vil begrænse angriberens egen risiko ved brug af

kemiske våben, men vil naturligvis kunne enten påføre modparten

store tab eller tvinge modparten til at træffe

beskyttelsesforanstaltninger, der nedsætter modpartens militære

effektivitet.

Netop denne våbentekniske udvikling gør det særlig nødvendigt med en

forstærket indsats mod de kemiske våben og en forstærket dansk

indsats. Det er naturigvis afgørende vigtigt ikke alene at hindre

overførslen af kemiske våben til Danmark og Europa, men også at

bremse og forhindre selve produktionen af binærvåbnene. En dansk

indsats netop nu er særlig vigtig af to grunde:

For det første, fordi der faktisk synes at være håb om internationale

resultater på dette område, idet forhandlingerne om et

internationalt forbud mod produktion, oplagring og brug af kemiske

og bakteriologiske våben er de eneste forhandlinger om konkrete

våbenreduktioner, som ikke brød sammen efter opstillingen af de

nye mellemdistranceraketter i Europa.

Tillige synes der at være en vis tilnærmelse mellem USA og Sovjet. I

hvert fald har Sovjet vist bevægelse på det vanskeligste

spørgsmål, kontrolproblemet. I juni 1982 tilkendegav Sovjet, at

man ville acceptere en vis systematisk inspektion på stedet af

overholdelsen af forbuddet. Et sådant tilbud er ikke fremsat af

Sovjetunionen i våbenreduktionsforhandlinger siden Folkeforbundets

dage. Dette er siden fulgt op af nogle konkretiseringer. På det

seneste har Sovjet bl.a. vist vilje til at acceptere permanent

inspektion på stedet under destruktionen af de eksisterende lagre

af C-våben.

For det andet, fordi Reaganadministrationen i juli 1985 fik grønt lys

fra kongressen til at påbegynde en egentlig produktion af binære

våben.

Planerne om produktion af binærvåbnene har nøje sammenhæng med

udviklingen af en ny doktrin for USAs militære krigsførelse:

Airland Battle-doktrinen.

Denne doktrin blev i 1982 sat i kraft for alle USAs hærstyrker og er

indeholdt i felthåndbogen, Fiel Manual 100-5, Operations

(FM100-5).

I FM 100-5 holdes brugen af kemiske våben og atomvåben ikke længere

tilbage som sidste mulighed, når de konventionelle styrker står

med ryggen mod muren - tværtimod skal disse våben på et tidligt

tidspunkt ind i krigsførelsen på den såkaldt »integrerede

slagmark« (se afsnit D.).

Sovjetunionen har ligesom USA i tidens løb produceret og oplagret

kemiske våben, men man råder ikke over sikker viden om arten og

omfanget af de sovjetiske arsenaler, da Sovjetunionen ikke vil

aflevere oplysninger herom (se herom i afsnit E.).

Danmark har et klart medansvar, når det gælder den øgede risiko for,

at kemiske våben tages i brug. På trods af, at Danmark uden

forbehold har undertegnet Geneveprotokollen, har Danmark alligevel

accepteret og underordnet sig en NATO-strategi, der tillader brug

af kemiske våben (i gengældelsesøjemed). Og den danske regering

har endog nægtet at fraskrive sig adgangen til - som led i

»afskrækkelsen« - at modtage kemiske våben på dansk jord. Kort

sagt:

Danmark deltager i et NATO-forsvar, der bygger på brugen af kemiske

våben og på muligheden for stationering af kemiske våben på dansk

jord, på trods af at dette er i helt klar og fuldstændig åbenlys

modstrid med de internationale forpligtelser, som Danmark har

påtaget sig.

Ja, Danmark har endog i Geneveprotokollen forpligtet sig til at udøve

enhver anstrengelse for også at få de øvrige lande til at

overholde forbuddet!

Dette hykleri må nu ophøre: Danmark må for det første naturligvis

opfylde sine folkeretlige forpligtelser, og for det andet må

Danmark gå foran i kampen mod disse frygtelige våben, således som

det også fremgår af den af folketinget vedtagne motiverede

dagsorden af 3. maj 1984, hvori regeringen pålægges at støtte

forslaget om et internationalt forbud mod produktion, oplagring og

anvendelse af kemiske og bakteriologiske våben.

Beslutningsforslaget skal sikre, at Danmarks politik lægges om fra

reel accept af de kemiske våben til konsekvent modstand imod dem.

Beslutningsforslaget udmønter dette i 10 punkter, der angiver, hvilke

konkrete skridt der skal tages. (Se herom i bemærkningerne til

litra a-j).

B. Geneveprotokollen af 1925: Dens rækkevidde og landenes forbehold

Som allerede nævnt er Geneveprotokollen undertegnet af en lang række

lande, herunder stormagterne, men flere af disse lande, bl.a.

Sovjetunionen og USA, har underskrevet med forbehold, der reelt

indebærer en meget alvorlig begrænsning af traktatens rækkevidde.

I bilag 2 opregnes staterne og deres forbehold.

Med hensyn til traktatens rækkevidde henvises til bilag 3, men her

skal det dog fremhæves, at Geneveprotokollen kun forbyder brug af

kemiske våben, men altså ikke produktion og oplagring af sådanne.

Og så længe våbnene produceres og oplagres, er der jo risiko for, at

de tages i brug - uanset alle folkeretlige bestemmelser.

De største problemer med forbeholdene består i, at bl.a. USA og NATO

forbeholder sig adgang til at bruge kemiske våben »i

gengældelsesøjemed«, dvs. reelt indebærer Geneveprotokollen for de

vigtigste staters vedkommende kun et forbud mod førstebrug af

kemiske og bakteriologiske våben.

Andre stater - herunder Danmark - har dog forpligtet sig til under

ingen omstændigheder at bruge disse våben, ej heller i

gengældelsesøjemed.

Kort fortalt er de tre alvorligste begrænsninger i Geneveprotokollens

rækkevidde følgende:

a) Staternes forbehold.

b) Det manglende forbud mod produktion og oplagring.

c) Manglende internationale kontrolforanstaltninger.

Endelig skal nævnes, at protokollen ikke forbyder anvendelse af disse

våben mod staternes egen civilbefolkning (forslagsstillerne har af

Greenham Common-kvinderne fået oplyst, at de engelske raketbaser

er forsynet med kemiske våben til brug mod civilbefolkningen. Der

er sandsynligvis tale om kemiske våben, som medfører kortvarig

bevidstløshed).

C. Brug af kemiske våben efter 1. verdenskrig

Siden 1. verdenskrig er det lykkedes at begrænse brugen af kemiske

våben til få tilfælde. Det er dog ikke lykkedes fuldt ud.

USA udsprøjtede i Vietnamkrigen store mængder plantegifte - bl.a.

indeholdende stoffet dioxin over skove og vådområder. Resultaterne

kan i dag iagttages i form af betydelige strækninger, der ligger

øde hen, og i form af, at sygeligheden er steget i befolkningen.

Se herom Information den 12. september 1984, »USAs kemiske krig:

Vietnam årsag til abnormt megen kræft« og Land og Folk den 13.

september 1984, »Vietnam lider endnu af den kemiske krig«.

Denne form for kemisk krigsførelse anses ifølge den nævnte artikel i

Information af folkeretseksperter for at være omfattet af

Geneveprotokollens forbud, som dermed klart blev overtrådt af USA.

Endvidere var brugen af disse plantegifte i strid med de

internationale miljøkonventioner.

Endvidere har der i krigen mellem Irak og Iran været anvendt

sennepsgas og nervegas, hvilket er dokumenteret i en rapport

udarbejdet på foranledning af FNs generalsekretær.

Det skal også nævnes, at USA har beskyldt Sovjetunionen for at

anvende »gul regn« (Yellow rain) i Afghanistan, hvilket USA dog

ikke ifølge SIPRI (SIPRIs Piece 1984, oprustning eller

nedrustning) har kunnet føre noget afgørende bevis for.

D. Udviklingen i USAs og NATOs politik for produktion, stationering

og brug af kemiske våben

Først i 1975, 50 år efter Geneveprotokollens tilblivelse, tiltrådte

USA denne protokol, men som nævnt med det meget vigtige forbehold,

at USA forbeholder sig adgang til at bruge kemiske våben i

gengældelsesøjemed.

Ifølge forsvarsministerens svar til Albrechtsen (VS) på spørgsmålene

S 263, S 385 og S 467 (se Folketingstidende 1983-84, 2. samling,

forhandlingerne sp. 3138, 4665 og 5927) forbeholder også NATO sig

retten til at gengælde med kemiske våben. Denne erklærede vilje

til at bruge kemiske våben er særlig farlig, når den sammenholdes

med den våbenteknologiske udvikling i USA og Frankrig.

Især to snævert forbundne faktorer har aktualiseret militærets

interesse for kemiske våben.

For det første den tekniske udvikling, der muliggør produktion af

binære nervegasvåben. Den siddende amerikanske regering har

tidligere søgt kongressen tre gange om muligheden for at producere

disse våben. Men da det er et yderst kontroversielt spørgsmål, er

der indtil for nylig alene blevet bevilget penge til forskning og

bygning af produktionsanlæg.

Det afgørende skred kom som tidligere nævnt i juli i år, hvor

kongressen sagde ja til iværksættelse af den egentlige produktion

af binære nervegasvåben. I første omfang drejer det sig om

produktion af en 155 mm granat og spaybomben Bigeye, begge med

binær gasladning. Produktionen vil koste i alt 2 milliarder

dollars. Den betingelse, som Repræsentanternes Hus havde givet for

at sige ja til produktionen, nemlig at de europæiske

NATO-allierede selv skulle tilkendegive, at de ønskede de nye

binærvåben oplagret i Vesteuropa, blev ikke vedtaget. I stedet

skal der nu blot ske en orientering af de europæiske allierede.

Den endelige klargøring af de binære våben kan dog først ske fra

oktober 1987. Der er altså en omend lille mulighed for at

forhindre færdiggørelsen af de nye C-våben.

For det andet den militærstrategiske udvikling i USA, der går mere og

mere i retning af at anvende såvel kemiske som atomare våben på

lige fod med konventionelle våben. I føromtalte FM 100-5 hedder

det bl.a.:

»Ved at udvide slagmarken og integrere konventionelle, atomare,

kemiske og elektroniske midler kan styrkerne udnytte fjendens

svagheder overalt. Slagmarken rækker fra den tætte nærkamp til

styrker, der nærmer sig dybt i fjendens bagland. Ved at kæmpe på

denne måde kan US-hæren hurtigt begynde offensive aktioner med

luft- og landstyrker og afslutte slaget på egne betingelser.«

Denne doktrin er kendt under betegnelsen Airland Battle og er meget

offensiv i kraft af sin vægt på angreb dybt i fjendens bagland, og

den er desuden kendt for at sænke tærsklen for brug af både

atomvåben og kemiske våben, idet våbnene fra første færd

integreres i den samlede krigsførelse. I realiteten er det

våbnenes effektivitet, der afgør, om de bruges.

At de nye binære våben tænkes anvendt side om side med A-våben,

fremgår også af, at spraybomben Bigeye, der skal bruges til angreb

i dybden, er blevet testet med henblik på at kunne fungere under

påvirkning af elektromagnetisk puls. Argumentet om, at de kemiske

våben ville gøre NATO mindre afhængig af atomvåben, i og med at

man så ikke behøvede at optrappe til A-våben, har derfor hverken

belæg i de militære doktriner eller våbenteknologien.

I FM 100-5 hedder det bl.a. om A- og C-våbens fordele:

»Sammenbruddet for en stor og indesluttet fjendtlig styrke kan

fremskyndes betydeligt ved brug af kemiske eller atomare våben.«

Og videre:

»Atomar og kemisk ild kan også ødelægge fjendens defensive positioner

og støtte en gennemtrængning.« Specielt om kemiske våben hedder

det bl.a.:

»Anvendt massivt og på rette måde og uden varsel kan kemisk ild:

- skabe høje tab hos dårligt trænede eller dårligt udstyrede styrker,

- nedsætte effektiviteten hos våben, køretøjer og kommandoposter ved

at tvinge deres operatører til at bruge beskyttelsesudstyr,

- indskrænke brugen af våben, forsyninger og udstyr ved at forurene.«

Opremsningen af »fordele« fortsætter. Her skal kun nævnes en sidste:

»Tvinge fjenden til at gennemgå rensningsoperationer, hvorved der

skabes nye mål for kemisk eller anden ild.«

Theodore Gold, stedfortræder i kemiske anliggender for USAs

forsvarsminister, bekræftede da også under en senatshøring, at

det også er disse doktrinændringer, som øger behovet for de nye

C-våben. Han sagde bl.a.: » . . . ud over Bigeye ønsker vi også

midler til produktion af M-687 binære 155 mm

artilleriprojektilkomponenter. M-687 kan fuldt ud bruges i moderne

artillerikanoner. M-687 har en længere rækkevidde end de

eksisterende projektiler og er meget lettere og sikrere at

håndtere gennem hele dens livscyklus. Det eksisterende lager af

artilleriprojektiler er uegnet i type og evne. Den del af lageret,

som kan bruges, består af 155 mm og 8-tommer nervegas projektiler.

Mere end halvdelen af disse er fyldt med nervegassen VX, der har

vedvarende virkning, hvad der er taktisk uegnet for hærens meget

mobile aggressive forsvarsdoktrin.« (DOD authorization for fiscal

year 1985, Hearings before the Committee on Armed Services, 26.

april 1984).

Det er karakteristisk, at forfatterne til FM 100-5 godt nok nævner,

at USAs doktrin kun forudsætter kemiske våben anvendt i

gengældelsesøjemed, men samme forfattere har svært ved at skjule

deres begejstring for disse forfærdelige våbens mange »fordele«,

og de kemiske våben indgår i doktrinerne på en måde, der gør det

svært at tro, at de først vil blive anvendt som modsvar.

Trods forsvarsministerens benægtelser (spørgsmålene S204, S 236, S

237, S 264 og S 808, folketingsåret 1983-84, 2. samling) er denne

doktrin allerede taget i brug i NATO-sammenhænge.

Således har USAs forsvarsminister Caspar Weinberger sagt, at »Airland

Battle-doktrinen blev indført under Reforger-øvelsen i 1982 i

Europa og under andre øvelser i Korea og USA« (US-Congresse,

Committee on Armed Services, DOD Authorizations for FY 1984, 98th,

Cong. 1st Session, part 1.1.1983).

I indledningen til FM 100-5 kan man da også læse, at USA betragter

den som »i overensstemmelse med NATOs doktrin og strategi«.

Der er ingen tvivl om, at de nye binærvåben især er tiltænkt Europa

og fremfor alt Vesttyskland, som er det eneste land i Vesteuropa,

hvor man med sikkerhed ved, at USA i forvejen har oplagret kemiske

våben. NATOs chef for Europa, Bernard Rogers, har flere gange

opfordret vesteuropæerne til at sige ja til disse våben. (Se

f.eks. Jane's Defence Weekly nr. 26, 1984). Og ifølge Politiken

den 27. august 1984 anbefaler en »gruppe højtstående britiske og

amerikanske officerer alliancen at oprette lagre af kemiske våben

- hovedsagelig giftgasser - i Vesteuropa.«

At den binære våbenproduktion ikke længere er afhængig af, at de

europæiske NATO-allierede direkte skal bede om at få våbnene

udstationeret, ændrer ikke ved, at binærvåbnene kommer til Europa.

Det er først og fremmest en amerikansk imødekommelse over for de

vesteuropæiske allierede, der herved undgår den folkelige protest,

som ville opstå, hvis de selv skulle fremsætte ønsket om nye

nervegasser.

Men på trods af det har den planlagte stationering af C-våben ikke

kunne undgå at møde modstand. Ikke alene har oppositionen i den

vesttyske forbundsdag modsat sig stationeringsplanerne. Også

CSU/CDU har sagt nej til stationeringen og tillige besluttet også

at kræve de nuværende amerikanske C-våben væk fra Vesttyskland.

Tilbage står imidlertid det alvorlige problem, at den vesttyske

regering muligvis ikke har mulighed for at nedlægge veto mod

stationeringen af nye C-våben. USA har ikke villet love at tage

hensyn til vesttyskerne i denne sag.

De nye binærvåben har også mødt skepsis i Den nordatlantiske

Forsamling (NATO-parlamentarikerne). Bl.a. blev der i 1981

udarbejdet en rapport om »Chemical weapons and the Alliance« af

den militære komite under Den nordatlantiske Forsamling. I denne

rapport gives ikke nogen endelige anbefalinger, men det hedder

bl.a. om behovet for nye binærvåben:

»Men NATOs gengældelse vil blive rettet mod Warszawapagtstyrker, der

er helt klar over den kemiske dimension i konflikten og derfor må

formodes at være velforberedte på at beskytte sig mod dens

virkninger. Derfor er det eneste rationelle for

gengældelsesstyrker på den baggrund at tvinge modparten til at

sænke sin operative effektivitet ved at skulle tage

beskyttelsesforanstaltninger i brug. Det eksisterende

gengældelsesarsenal betragtes af mange som mere end tilstrækkeligt

til at opfylde denne opgave« (Y 186, side 7).

Samme Nordatlantiske Forsamling udtalte i november 1980 i en

henvendelse til Det nordatlantiske Råd, at man var »overbevist om,

at forslag om at deployere nye offensive kemiske våben i Europa

ville fremprovokere en stærk reaktion i den europæiske

offentlighed«, og man opfordrede derfor Det nordatlantiske Råd til

»hurtigt at konsultere om offensive kemiske våbens rolle i NATOs

strategi«. Hvad der eventuelt er kommet ud af disse

konsultationer, vides ikke. Det har imidlertid ikke standset den

amerikanske regerings planer om produktion af binærvåben og

overførsel af disse til Europa.

Selv om det skulle lykkes at forhindre stationering og produktion af

de nye binære nervegasser, er dette ikke ensbetydende med, at

risikoen for brug af kemiske våben ikke er vokset i de senere år.

Således blev der allerede under præsident Carter igangsat et

moderniseringsprogram af de eksisterende lagre af kemiske våben.

Dette program er færdigt i 1987 og betyder en tredobling af den

mængde kemiske våben, som er umiddelbart anvendelige set i forhold

til 1982.

Det samlede lager af amerikansk giftgas anslås til 38.000 tons, og

ca. 6.000 til 10.000 tons ammunition er oplagret i Vesttyskland.

Herudover råder også Frankrig over kemiske våben. De franske lagre

anslås til at være på størrelse med de amerikanske i Vesttyskland.

Efter alt at dømme foregår der et samarbejde mellem USA og

Frankrig omkring udvikling af binærvåben, og under alle

omstændigheder er Frankrig ved at udvikle binærvåbenteknologi på

SNPE-fabrikken i Toulouse (SIPRI 1982 og 1983).

E. Sovjets politik

Det er uvist, om der i øjeblikket produceres kemiske våben i Sovjet.

Således hedder det i en rapport om kemiske våben fra den militære

komite under Den nordatlantiske Forsamling, at »tidligere

forsvarsminister Brown afgav vidneudsagn om, at der »ikke findes

noget særligt overslag« over de sovjetiske lagre af kemiske våben.

Mens det påstås, at Sovjetunionen har indladt sig i en massiv

opbygning af kemiske krigsmidler, er der ikke noget virkeligt

bevis tilgængeligt i den uklassificerede litteratur, som foregiver

at vise, at Sovjetunionen har produceret nogen som helst kemiske

våben siden 1970.'

Såfremt dette er sandt, har Sovjetunionen altså frivilligt undladt at

producere kemiske våben, siden USA holdt op med det i 1969, da

Nixon beordrede et stop.

Som ovenfor nævnt har Sovjetunionen i forhandlingerne om et totalt

forbud mod kemiske våben indvilliget i, at der skal gennemføres en

systematisk international inspektion til sikring af forbuddets

overholdelse.

Officielle amerikanske kilder hævder, at Sovjet siden 1970 har

forøget sine lagre gennem nyproduktion, men kildematerialet er

meget spinkelt, ligesom det også er uklart, i hvilket omfang

sovjetiske kemiske våben er stationeret i de østeuropæiske lande.

Se herom Julian Perry Robinsons føromtalte artikel i SIPRI

Yearbook 1984.

Sovjetunionen har også undertegnet Geneveprotokollen, men med

forbehold (forbeholder sig adgang til gengældelse). Se bilag 2.

F. Den danske politik: det fuldstændige hykleri

Det officielle grundlag for Danmarks politik er følgende:

a. Danmark underskrev - uden forbehold - allerede i 1925

Geneveprotokollen og har således forpligtet sig til under ingen

omstændigheder at bruge kemiske våben. Danmark har desuden

forpligtet sig til at »udøve enhver anstrengelse« med henblik på

at få andre stater til at overholde forbuddet.

b. I folketingets dagsorden af 3. maj 1984 pålægger folketinget

regeringen at støtte et internationalt forbud mod produktion,

oplagring og anvendelse af kemiske og bakteriologiske våben.

c. I direkte modstrid med litra a har Danmark imidlertid tiltrådt en

NATO-strategi, der tillader brugen af kemiske våben i

gengældelsesøjemed. Danmark har her taget medansvar for et

militært samarbejde, hvori Danmark indgår, samtidig med at

deltagelsen i dette militære samarbejde indebærer en klar

overtrædelse af Danmarks folkeretlige forpligtelser.

d. Hertil kommer, at forsvarsminister Engell den 23. juli 1984 i et

svar på et skriftligt spørgsmål har oplyst, at »regeringens

politik med hensyn til stationering af kemiske våben på dansk

territorium ganske svarer til den gældende politik vedrørende

stationering af atomvåben.« (Se svaret på spørgsmål S 810,

Folketingstidende 1983-84, 2. samling, forhandlingerne sp. 7880).

Da det jo desværre endnu ikke er lykkedes at sikre Danmarks

atomvåbenfrihed i krise- og krigstid, indebærer dette svar, at

regeringen forbeholder sig adgang til at modtage kemiske våben på

dansk jord.

Den 3. august 1984 uddybede forsvarsministeren dette i et svar på et

nyt spørgsmål:

»Jeg ser ikke nogen uoverensstemmelse mellem det forhold, at Danmark

under ingen omstændigheder vil kunne anvende kemiske våben, og det

forhold, at Danmark ikke på forhånd har afskrevet sig muligheden

af i en kritisk situation at tillade alliancepartnere at indføre

kemiske våben på dansk territorium som en afskrækkende

foranstaltning.« (Se svaret på spørgsmål S 848, Folketingstidende

1983-84, 2. samling, forhandlingerne sp. 7931).

Men et våben kan jo kun have en afskrækkende virkning, hvis der er

vilje til at bruge det (eller i hvert fald hos modparten er tro

på, at denne vilje er til stede). Denne vilje markeres jo netop

ved at anvende udtrykket »afskrækkende foranstaltning«.

Herefter blev ministeren spurgt, hvorledes kemiske våben, der

stationeres på dansk jord, men som jo under ingen omstændigheder

må bruges, kan have afskrækkende virkning.

Ministeren var nu så trængt af sine selvmodsigende besvarelser, at

han nøjedes med arrogant at erklære sin manglende lyst til at

diskutere »de hypotetiske situationer, som spørgeren er inde på.«

(Besvarelse af 17. august 1984 på spørgsmål S 910, se

Folketingstidende 1983-84, 2. samling, forhandlingerne sp. 8020).

Men ministeren tilføjede dog:

»Lad mig blot erindre om, at hvis spørgsmålet om tilkaldelse af

forstærkninger nogen sinde skulle blive aktuelt, vil både regering

og folketing skulle tage stilling til spørgsmålet« - om

stationering af kemiske våben i Danmark - »i lyset af de konkrete

omstændigheder.«

Disse »konkrete omstændigheder« vil efter al sandsynlighed være en

overophedet situation præget af forvirring, angst og massehysteri

drevet frem af et ensrettet statsligt propagandaapparat. I en

sådan situation risikerer vi særdeles hurtigt, at stationeringen

af kemiske våben accepteres, og derfra vil vejen være banet for

brug af kemiske våben på dansk jord i den situation, hvor

kommandoen overføres til enhedskommandoen for Schleswig-Holstein

og Danmark.

Desværre er situationen i verden i dag således, at man ikke - som

forsvarsministeren - kan nægte at diskutere denne mulighed, og

derfor er det afgørende at sikre, at der nu træffes en beslutning,

der forhindrer, en sådan situation kan opstå, hvor danske

myndigheder accepterer USAs og NATOs eventuelle ønske om

stationering og i givet fald brug af kemiske våben på dansk jord.

Og dette er så meget desto mere presserende, eftersom der (i

modsætning til for A-våbnenes vedkommende) ifølge general Bernard

Rogers ikke eksisterer nogen som helst procedure for politiske

konsultationer i NATO i forbindelse med frigivelse (dvs.

overførsel og brug) af kemiske våben. Sådanne procedurer findes

alene i det amerikanske kommandosystem. (Se SIPRI Yearbook 1985,

s. 165).

Den danske politik er altså i dag præget af et enestående hykleri -

et fuldstændigt misforhold mellem Danmarks officielle målsætning

og Danmarks folkeretlige forpligtelser på den ene side og på den

anden side faktiske underordning under USAs og NATOs politik for

anvendelsen af kemiske våben.

Dette misforhold kan kun rettes op på den måde, at Danmark friholdes

for kemiske våben, og at Danmark løsrives fra NATOs strategi for

anvendelsen af kemiske våben.

Dette er nødvendigt for at øge den danske befolknings sikkerhed, for

at bidrage til afspænding og for at kunne overholde Danmarks

internationale forpligtelser.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad a

Danmark bør gå foran i kampen mod de kemiske og bakteriologiske

våben, og dette kan gøres ved, at Danmark straks - og ensidigt -

erklærer sig fri for disse våben og sikrer, at de under ingen

omstændigheder produceres, oplagres eller bruges på dansk område.

Forslagsstillerne går ud fra, at der ikke i dag findes eller

produceres kemiske våben på dansk område, dvs. litra a skal sikre,

at denne tilstand opretholdes under alle omstændigheder.

Ad b

Desværre er det jo nødvendigt, at regeringen pålægges at opfylde

Danmarks folkeretlige forpligtelser, jfr. analysen af den danske

politik (se afsnit F).

Ad c

Litra c er en praktisk konsekvens af litra b.

Ad d

Litra d er en praktisk konsekvens af litra a. Den nødvendige kontrol

med, at der ikke indføres kemiske eller bakteriologiske våben på

dansk jord, kan tilrettelægges på samme måde, som

forslagsstillerne har foreslået det i forslag til

folketingsbeslutning om kontrol med overholdelsen af Danmarks

atomvåbenfrihed, se Folketingstidende, tillæg A sp. 681.

Ad e

Litra e er en nødvendig praktisk forudsætning for opfyldelsen af

litra a og b.

Ad f

En europæisk zone friholdt for kemiske og bakteriologiske våben er

bl.a. foreslået af Palmekommissionen, og for nylig har det

vesttyske socialdemokrati, SPD og det østtyske kommunistparti,

SED, lavet et fællesforslag om oprettelsen af et C-våbenfrit

Europa. Den 13. september i år blev dette forslag fulgt op af en

fælleshenvendelse fra regeringerne i DDR og Tjekkoslovakiet til

den vesttyske forbundsregering om at indlede forhandlinger med det

formål at sikre et Europa uden C-våben. Sådanne bestræbelser skal

naturligvis støttes.

Ad g

Oprettelsen af regionale zoner i Europa friholdt for kemiske våben

kan være vigtige skridt på vejen til et Europa uden C-våben og et

totalt forbud mod produktion, oplagring og brug af disse og

bakteriologiske våben. F.eks. foreslås det i fællesforslaget fra

SPD-SED, at et indledende skridt kan være en centraleuropæisk zone

friholdt for kemiske våben, en zone, som mindst skal omfatte DDR,

Vesttyskland og Tjekkoslovakiet. Sådanne initiativer skal

naturligvis ligeledes støttes, ligesom det vil være naturligt, at

Danmark tilslutter sig sådan en zone. Ligeledes bør der i

forlængelse af den danske C-våbenfrihed arbejdes for at gøre

Norden friholdt for C-våben.

Ad h

Litra h ligger i forlængelse af bestræbelserne i litra f og g.

Ad i

Litra i udgør et vigtigt skridt i retning af et totalt forbud.

Ad j

Litra j er en berkæftelse af den politik, som folketinget udstak

igennem vedtagelsen af den motiverede dagsorden af 3. maj 1984.

Nærværende beslutningsforslag er en delvis genfremsættelse af et af

venstresocialisterne og socialistisk folkeparti den 25. oktober

1984 fremsat forslag, se Folketingstidende 1984-85, sp. 947 og

1591, samt tillæg A sp. 921 og tillæg B sp. 1369.

Forslaget nåede ikke til 2. behandling i det pågældende folketingsår.

I en beretning afgivet af forsvarsudvalget den 9. maj 1985 redegør

et flertal i udvalget for, hvorfor bl.a. dette forslag i lighed

med en række andre forslag ikke kunne færdigbehandles:

»Et flertal (socialdemokratiets, det konservative folkepartis,

venstres, centrum-demokraternes og kristeligt folkepartis

medlemmer af udvalget) finder, at det på nuværende tidspunkt hvor

ikke alle udvalgets spørgsmål vedrørende de ovenfor nævnte

beslutningsforslag er besvaret, ikke er muligt at færdigbehandle

forslagene.«

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget udtaler derudover i

beretningen over forslaget, at man i princippet er enig i

indholdet af forslaget til folketingsbeslutning om forbud mod

kemiske og bakteriologiske våben og tilføjer følgende:

»I henhold til gældende tradition om, at seriøse spørgsmål skal være

besvaret før betænkningsafgivelse, foreslår mindretallet, at

forslaget genfremsættes først i næste folketingssamling.

Mindretallet finder det hensigtsmæssigt ved genfremsættelsen af

forslaget, at partierne, der støtter dets indhold, får lejlighed

til at overveje, om der i de svar, der er givet på stillede

spørgsmål, er noget, der berettiger til ændringer i teksten.

Mindretallet er klar til at stemme for et sådant forslag ved

behandlingen i folketinget i næste samling.«

Bilag 1

Protokol om forbud mod anvendelsen til krigsbrug af kvælende, giftige

eller lignende gasarter samt af bakteriologiske krigsmidler

I deres respektive regeringers navn erklærer de undertegnede

befuldmægtigede:

I betragtning af, at den almindelige mening i den civiliserede verden

med rette har fordømt brugen af kvælende, giftige eller lignende

gasarter såvel som alle tilsvarende væsker, stoffer og midler i

krig;

I betragtning af, at forbud mod sådan brug har fundet udtryk i

traktater, som flertallet af verdens stater er parter i; og

I den hensigt at få dette forbud, der i lige grad binder folkenes

samvittighed og handlemåde, almindelig anerkendt som udgørende en

del af folkeretten,

At de høje kontraherende parter, for så vidt de ikke allerede er

parter i traktater, der forbyder denne brug, anerkender dette

forbud, er enige om at udstrække dette forbud til at omfatte brug

af bakteriologiske krigsmidler og indgår på at betragte sig som

indbyrdes bundne i overensstemmelse med denne deklarations

bestemmelser.

De høje kontraherende parter vil på enhver måde bestræbe sig for at

formå andre stater til at tiltræde denne protokol. Tiltrædelsen

skal meddeles den franske republiks regering og skal af denne

meddeles alle magter, der har undertegnet eller tiltrådt.

Tiltrædelsen træder i kraft den dag, den franske republiks

regerings meddelelse finder sted.

Denne protokol, hvis franske og engelske tekster begge er autentiske,

skal ratificeres snarest muligt. Den skal dateres i dag.

Ratifikationerne af denne protokol tilstilles den franske republiks

regering, som giver hver af de magter, der har undertegnet eller

tiltrådt, meddelelse om deponeringen.

Ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenterne forbliver deponeret i

den franske republiks regerings arkiver.

Denne protokol træder i kraft for hver af de undertegnede magter den

dag, deponeringen af deres ratifikation finder sted, og fra dette

øjeblik er denne magt bunden lige over for de andre magter, der

allerede har deponeret deres ratifikationer.

Til bekræftelse heraf har de befuldmægtigede undertegnet denne

protokol.

Udfærdiget i Geneve i et eksemplar den syttende juni nitten hundrede

femogtyve.

Bilag 2

Stater tilsluttet protokollen om forbud mod anvendelsen til krigsbrug

af kvælende, giftige eller lignende gasarter samt af

bakteriologiske krigsmidler*)

Stater, som har afgivet ratifikations- eller tilslutningserklæringer,

eller som fortsat er forpligtet som følge af indgåede

forlængelsesaftaler eller på grund af anmeldelse til De Forenede

Nationers generalsekretær:

1 c Amerikas Forenede Stater - 10. april 1975 Argentina - 12 maj 1969

1 a b Australien - 22. januar 1930

1 a b 2 Bahamaøerne

2 Barbados - 22. juni 1976

1 a b Belgien - 4.december 1928

6 Bhutan - 12. juni 1978

1 a b 2 Botswana Brasilien - 28. august 1970

1 a b Bulgarien - 7. marts 1934 Burkina Faso - 3. maj 1971

1 a b 2 Burma

1 a b Canada - 6. maj 1930 Den centralafrikanske Republik - 31. juli 1970

1 a b Chile - 2. juli 1935

7 Comorerne Cuba - 24. juni 1966 Cypern - 12. december 1966 Danmark - 5. maj 1930

7 Djibouti Den dominikanske Republik - 8. december 1970 Ecuador - 16. september 1970 Egypten - 6. december 1928 Elfenbenskysten - 27. juli 1970

1 a b Estland - 28. august 1931 Etiopien - 18. september 1935

1 a b Fiji - 21. marts 1973 Finland - 26. juni 1929

1 a b 3 Frankrig - 9. maj 1926 Gambia - 16. november 1966 Ghana - 3. maj 1967

1 a b Grenada Grækenland - 30. maj 1967

1 a b 2 Guyana

1 a b Indien - 9. april 1930 Indonesien - 26. januar 1971

1 a b Irak - 8. september 1931 Iran - 4. juli 1929 Irland - 18. august 1930 Island - 2. november 1967

1 a b Israel - 20. februar 1969 Italien - 3. april 1928 Jamaica - 31. juli 1970 Japan - 21. maj 1970

1 a b d Jordan - 20. januar 1977 Jugoslavien - 12. april 1929 Kenya - 6. juli 1970

1 a b Kina (Folkerepublikken) - 9. august 1952 Kina (Taiwan) - 7. august 1929

1 a b d Kuwait - 15. december 1971 Lesotho - 15. marts 1972 Letland - 3. juni 1931 Libanon - 17. april 1969 Liberia - 2. april 1927

1 b d Libyen - 29. december 1971 Litauen - 15. juni 1933 Luxembourg - 1. september 1936 Madagaskar - 12. august 1937 Malawi - 14. september 1970 Malaysia - 10. december 1970 Maldiverne - 6. januar 1967 Mali - 19. november 1966 Malta - 15. oktober 1970 Marokko - 13. oktober 1970 Mauritius - 8. januar 1971 Mexico - 15. marts 1932 Monaco - 6. januar 1967

1 b Mongolske Folkerepublik - 6. december 1968

1 c 4 Nederlandene - 31. oktober 1930 Nepal - 9. maj 1969

1 a b New Zealand - 22. januar 1930 Niger - 19. april 1967

1 a b Nigeria - 15. oktober 1968 Norge - 27. juli 1932 Pakistan - 9. juni 1960 Panama - 4. december 1970

1 a b Papua New Guinea - 16. september 1975 Paraguay - 14. januar 1969 Philippinerne - 29. maj 1973 Polen - 4. februar 1929

1 a b Portugal - 1. juli 1930 Qatar - 16. september 1976

1 a b Rumænien - 23. august 1929 Rwanda - 25. juni 1964 Saudi Arabien - 27. januar 1971 Schweiz - 12. juli 1932

1 a b 2 Seychellerne Sierra Leone - 20. marts 1967

1 a b 2 Singapore

1 a b Sovjetunionen - 5. april 1928

1 a b Spanien - 22. august 1929 Sri Lanka - 20. januar 1954

1 a b 5 Storbritannien - 9. april 1930 Sudan - 17. december 1980

1 c 4 Surinam Sverige - 25. april 1930

1 a b 2 Swaziland

1 a b Sydafrika - 22. januar 1930

1 d Syrien - 17. december 1968 Tanzania - 22. april 1963 Thailand - 6. juni 1931

1 b Tjekkoslovakiet - 16. august 1938 Togo - 5. april 1971 Tonga - 28. juli 1971 Trinidad og Tobago - 30. november 1970 Tunesien - 12. juli 1967 Tyrkiet - 5. oktober 1929 Den tyske demokratiske Republik Forbundsrepublikken Tyskland - 25. april 1929 Uganda - 24. maj 1965 Ungarn - 11. oktober 1952 Uruguay - 12. april 1977 Vatikanstaten - 18. oktober 1966 Venezuela - 8. februar 1928

1 a b Vietnam - 23. september 1980

1 b Den arabiske Republik Yemen (Sana) - 17. marts 1971

1 a b 2 Zambia Østrig - 9. maj 1928

Forklaringer:

1. a, b, c, d. Med følgende forbehold over for protokollen:

a Bindende kun for så vidt angår andre tilsluttede.

b Ophører med at være bindende, hvad angår enhver fjendtlig stats

væbnede enheder eller allierede, som ikke overholder

bestemmelserne.

c Ophører med at være bindende for så vidt angår brug af kemiske

midler mod enhver fjendtlig stat, hvis væbnede enheder eller

allierede ikke overholder bestemmelserne.

d. Indbefatter ikke godkendelse af eller involverer traktatmæssige

relationer i forhold til Israel.

2 I kraft af aftale med tidligere moderstater eller anmeldelse til De

Forenede Nationers generalsekretær om fortsættelse af

traktatmæssige rettigheder og pligter ved uafhængighed.

3 Gælder for alle franske besiddelser.

4 Gældende for Surinam og Curacóao.

5 Binder ikke Indien eller noget medlem af Det britiske Statssamfund,

som er selvstændigt medlem af Folkeforbundet, og som ikke separat

underskriver eller tilslutter sig protokollen. Den er gældende for

alle kolonier.

6 Tilslutningen blev afgivet 12. juni 1978, men den franske regering

har anmodet om, at tilslutningen træder i kraft ved den franske

notifikation af 19. februar 1979.

7 Inkluderet i den franske erklæring. Fortsat tilslutning er åbenbart

ikke besluttet.

*) Kilde: »Arms and Disarmament Agreements«, 1982, udgivet af United

Stats Arms Control and Disarmament Agency (uofficiel

oversættelse).

Bilag 3

Uddrag af SIPRI Yearbook 1976

11. Geneve-protokollen av 1925 om kjemisk og bakteriologisk

krigføring og dens nåværende status

17. juni 1975 var det gått 50 år siden det i Geneve ble undertegnet

en protokoll om forbud mot krigerisk bruk av kvelende, gigtige og

andre gasser og mot bakteriologisk krigføring. Avtalen var kommet

i stand på grunnlag av de rystende erfaringene fra første

verdenskrig, der minst 125 000 tonn giftige kjemikalier ble brukt

og tapene i denne forbindelse gikk opp i hele 1 300 000.

Geneve-protokollens historiske betydning ligger i at det ble satt en

folkerettslig barriere, »som er forpliktende både for statenes

samvittighet og praksis«, mot holdninger som generelt sett var

blitt fordømt av offentligheten i hele den siviliserte verden. Den

har imidlertid en svakhet, og denne er den samme som gjelder alle

krigens lover; de regler som settes opp for krigførende makter i

fredstid holder ofte ikke stand mot det press som oppstår i

krigstid. Og etter 1925 har faktisk kjemiske våpen blitt brukt ved

flere anledninger. Men i alle disse tilfellene har den

internasjonale indignasjon og fordømmelse vært så sterk at det er

blitt klart at de folkerettslige reglene er alment godtatte, og at

Geneve-protokollen gir uttrykk for dette. Det er i stor

utstrekning protokollens fortjeneste at den kjemiske krigførings

historie etter den første verdenskrig har vist relativ beherskelse

og at ingen bakteriologiske våpen er blitt brukt i moderne tid.

Ikke desto mindre kan under visse omstendigheter de våpnene som er

forbudt i Geneve-protokollen bli brukt, og denne faren vil ikke

forsvinne så lenge som de er tilstede i statens militære

arsenaler.

I løpet av de siste 50 år har man funnet frem til nye og giftigere

forbindelser enn de som ble brukt under den første verdenskrig, og

spredningsmetodene er blitt sterkt forbedret. Hvis disse nye

våpnene noensinne skulle bli brukt i større omfang, ville de

forårsake enorme tap i menneskeliv, større enn noensinne

tidligere, og sivile personer ville bli enda mer utsatt enn

militært personell. Hele den samfunnsstruktur og det miljø vi

lever i ville bli berørt. Bare absolutt stans i utviklingen og

produksjonen av disse våpnene, og ødeleggelse av eksisterende

lagre, vil kunne eliminere denne faren. Det første skritt i denne

retning er allerede blitt gjort i og med undertegnelsen av

konvensjonen om biologisk nedrustning. Likevel venter vi fremdeles

på en avtale om forbud mot utvikling, fremstilling og lagring af

kjemiske våpen, og dette til tross for mange års internasjonale

forhandlinger. Og disse er faktisk langt viktigere enn biologiske

våpen. I mellomtiden er det oppstått en ny fare, faren for at det

vil bli innført såkalt binærgass. Dette er en form for ammunisjon

som er ladet med to eller flere ikke-giftige kjemikalier som

blandes og reagerer underveis mot målet og der reaksjonsproduktet

er en nervegass. Når disse våpnene først er deployert, kan

vanskelighetene i forbindelse med de kjemiske

nedrustningsforhandlingene med hensyn til kontroll med at en

eventuell avtale overholdes, øke i den grad at en avtale blir så å

si umulig. Det er derfor meget nødvendig å nå frem til raske

tiltak på dette området. Men slike tiltak bør ikke forhindre

ytterlige tiltak for å styrke Geneve-protokollen.

I og med at USA ganske nylig har undertegnet Geneve-protokollen, er

allerede alle stater av militær viktighet forpliktet av den. Men

mange stater er fremdeles ikke med, for bare 94 stater har

undertegnet den. (Ikkemedlemmene, i og utenfor FN, fremgår av

fortegnelsen som er gitt nedenfor). Men kjemisk krigføring vil

sannsynligvis lettere kunne oppstå mellom mindre land enn mellom

stormaktene. FN har flere gange anbefalt at statene generelt

skulle slutte seg til Geneve-protokollen, for dette ville styrke

den betraktelig. Dessuten bør alle parter godta at protokollen

anvendes på alle væpnede konflikter.

Det kan også synes ønskelig at enkeltstatene formelt bekrefter at

Geneve-protokollen er altomfattende. En slik erklæring ville måtte

bli gitt i overensstemmelse med FNs Hovedforsamlings resolusjon i

1969, der det heter at protokollens forbud gjelder bruk av alle

biologiske og kjemiske krigføringsmetoder, uansett teknisk

utvikling.

Videre bør de reservasjoner som en rekke stater har knyttet til

protokollen og som begrenser dens virkninger for de stater som er

med i den utelukkende til et forbud mot første bruk, trekkes

tilbake slik at forbudene blir mer universelle og absolutte. Under

alle omstendigheter er reservasjonen med hensyn til å bruke

bakteriologiske metoder i krigføring mot stater som ikke er med i

konvensjonen eller som gjengjeldelse klar uforenlig med

konvensjonen for fullstendig utelukkelse av biologiske våpen. Den

bør derfor erklæres død og maktesløs.

Endelig ville Geneve-protokollens effektivitet kunne økes hvis man

ble enige om en internasjonal fremgangsmåte når det gjelder å

kontrollere påstanden om brudd på avtalen. Erfaringene hittil har

klart påvist behovet for en slik fremgangsmåte.

Officielle noter

Ingen