Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BSF 31

Forslag til folketingsbeslutning om finansiering af indsatsen mod sygdommen AIDS

Fremsat af Lenger (VS) Elisabeth Bruun Olesen (VS) Agerschou (SF) Ebba Strange (SF)

den 5. november 1985

Den fulde tekst

Folketinget opfordrer regeringen til snarest at optage forhandlinger

med sygehuskommunerne om finansieringen af indsatsen mod sygdommen

AIDS. Udgifterne skal fordeles efter følgende retningslinjer:

1. Sygehuskommunerne har i overensstemmelse med sædvanlig praksis det

faglige ansvar for indsatsen mod sygdommen AIDS, idet denne

indsats dog finder sted med de begrænsninger i kompetencen, der i

øvrigt følger af lovgivningen.

2. Al informationsvirksomhed til særlige risikogrupper, særlige

målgrupper samt befolkningen som helhed finansieres af staten.

3. Udgifter, der følger af statslige pålæg, finansieres efter

totalrammeprincippet af staten.

4. Øvrige udgifter finansieres i amtskommunerne samt Frederiksberg

kommune af disse kommuner selv, eventuelt gennem en indbyrdes

udligningsordning, og i Københavns kommune af staten.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Generelle bemærkninger

Forslaget har til formål at fremskynde en afklaring af

udgiftsfordelingen i forbindelse med indsatsen mod sygdommen AIDS.

Retningslinjerne for denne indsats er efter forslagsstillernes

opfattelse efterhånden ved at tage form endog på en i det

væsentligste tilfredsstillende måde; men fordelingen af udgifterne

er endnu ikke klarlagt, hvilket gør de mange udmærkede elementer i

den planlagte indsats tvivlsomme, idet især Københavns kommune i

sin økonomisk trængte situation må frygtes at være tvunget til

tilbageholdenhed i realiseringen heraf.

Indenrigsministeren har under et samråd i folketingets kommunaludvalg

oplyst, at hun har udskudt en endelig stillingtagen til dette

spørgsmål til de almindelige bloktilskudsforhandlinger i

februar-marts 1986, dog med en mulighed for afklaring på et

planlagt møde med sygehuskommunerne umiddelbart før julen 1985.

Det er forslagsstillerne inderligt imod at skulle beskæftige sig

med udgiftsfordelingen i indsatsen mod sygdommen AIDS, og de havde

helst fulgt indenrigsministerens spring over gærdet på det absolut

laveste sted ved blot at udskyde en stillingtagen til spørgsmålet

til en anden gang; men da denne holdning er dybt uansvarlig,

fremsættes nærværende beslutningsforslag.

Efter forslagsstillernes opfattelse kan de enkelte elementer i

indsatsen ikke adskilles fra økonomien, fordi Københavns kommune

med 70 pct. af de diagnosticerede tilfælde af AIDS må frygtes at

udvise tilbageholdenhed i sin indsats, så længe kommunen ikke ved,

om den er købt eller solgt. Sådanne tendenser har kunnet spores

omkring informationsvirksomheden til personer, som bl.a. på Rudolf

Berg-klinikken har fået foretaget en blodprøveundersøgelse med

henblik på påvisning af eventuelle antistoffer mod LAV/HTLV

III-virus. Af økonomiske grunde har kun antistofpositive indtil

for nylig modtaget besked, mens antistofnegative overhovedet ikke

hørte noget. Selv med den nyligt gennemførte ændring, hvorefter

alle får besked, må indsatsen betragtes som utilstrækkelig, idet

beskeden kun gives skriftligt, og et pålæg til klinikken om kun at

give mundtlig besked og at give rådgivning i tilknytning hertil

vil være en umulighed, fordi netop Rudolf Berg-klinikken med sin

centrale geografiske beliggenhed har - og fortsat vil have - en

meget stor søgning.

Ingen sygehuskommune - heller ikke Københavns kommune - vil kunne

undslå sig for at yde AIDS-patienter i en kritisk situation den

nødvendige behandling, heller ikke selv om kommunens økonomiske

situation er kritisk; men der kan dog i forbindelse med udøvelsen

af en række parallelle aktiviteter fastlægges et serviceniveau,

der er utilfredsstillende lavt. Her tænkes især på rådgivning,

information og indsats for risiko- og målgrupper, bl.a. ved

helbredsundersøgelserne.

Forslagsstillerne har bemærket, at hospitalsborgmester Jørgen

Frederiksen har erklæret sig positiv med hensyn til iværksættelse

af de nødvendige aktiviteter, og sætter i øvrigt stor pris på

denne holdning; men den positive holdning til trods skal han dog

bruge penge til indsatsen. Samme hospitalsborgmester har nemlig

også erklæret, at han vil sende regningen til staten. Dertil

kommer, at hver krone, som Københavns kommune af egen kasse må

anvende til indsatsen mod AIDS, vil blive finansieret gennem en

tilsvarende mindre indsats på andre områder, primært på

hospitalsområdet.

Forslagsstillerne finder det uheldigt, hvis andre sygdomsgrupper

tilbydes en ringere behandling som følge af indsatsen mod AIDS, og

frygter, at der heri ligger en risiko for hetz og diskrimination

af de befolkningsgrupper, hvori sygdommen hidtil har vundet

udbredelse.

Den planlagte indsats

Indenrigsministeren præsenterede i folketingets kommunaludvalg den

23. oktober den seneste skitse til indsatsen mod AIDS, og

forslagsstillerne er stort set tilfredse med substansen heri, om

end enkelte af elementerne godt kunne udbygges noget. Her tænkes

bl.a. på, at der givetvis er behov for en telefonisk

rådgivningsmulighed på døgnbasis, som også ønsket af

sundhedsstyrelsen, og for en mere bevidst indsats af

kriserådgivning til AIDS-patienter, personer med præ-AIDS og

personer, som er antistofpositive, selv om denne er

ressourcekrævende. Forslagsstillerne finder det symptomatisk, at

den eneste systematiske rådgivningsvirksomhed, som indtil videre

er iværksat, er sket på privat basis i Landsforeningen for bøsser

og lesbiskes regie! Gennemførelsen af en række tiltag kunne også

have været gennemført for længst, bl.a. gav indenrigsministeren

allerede den 21. marts 1985 folketingets kommunaludvalg løfte om

udformningen af en generel informationspjece, som ved indgangen

til november først er ved at være på trapperne. Dertil kommer, at

forslagsstillerne finder den forventede bevilling til information

og forskning helt utilstrækkelig.

Men med disse forbehold finder forslagsstillerne, at indsatsen er ved

at tage form. Det vil sige, at hovedvægten lægges på behandling,

blodscreening, helbredsundersøgelser, information og rådgivning,

behandling af faktor VIII- og faktor IX-præparater og

donorinformation samt på en overdragelse af indsatsen til de i

forvejen eksisterende sundhedsmyndigheder, f.eks.

sygehuskommunerne, praktiserende læger og statens seruminstitut.

Forslaget går derfor ud på at fordele regningen mellem de enkelte

instanser, dvs. staten, amtskommunerne, Frederiksberg og

Københavns kommuner, idet en fortsat udskydelse af stillingtagen

hertil kan svække den faktiske indsats.

Forslagets udformning

Forslaget består af fire elementer:

ad 1. Uanset forslagsstillernes principielle holdninger til

statsfinansiering og kommunal finansiering foreslås, at ansvars-

og kompentencefordelingen bevares uændret. Der kan dog efter

sagens natur være behov for en central styring og koordinering;

men dette udelukkes ikke af de eksisterende kompentenceforhold.

Sygehuskommunernes faglige ansvar skal fastholdes, idet dog

sundhedsstyrelsen vil kunne fastlægge nærmere retningslinjer, også

på det eksisterende lovgrundlag.

ad 2. Det foreslås, at den samlede informationsvirksomhed

statsfinansieres, idet der i høj grad må ske en central

koordinering af denne. Ganske vist kan der være behov for særlig

hensyntagen til lokale forhold, men i det store og hele vil de

lokale forhold være uden betydning. Dette følger af, at den

generelle information i et vist omfang vil være af holdningsmæssig

karakter og have som formål at hindre myter og hetz.

Informationsvirksomheden over for bestemte målgrupper, som i deres

arbejde vil kunne komme i berøring med problemstillinger omkring

AIDS, vil formentlig heller ikke variere ud fra lokale forhold.

Her tænkes på meget forskelligartede personalegrupper som f.eks.

sundhedspersonale, lærere, ambulancefolk, socialpædagoger og

bibliotekarer, altså ikke nødvendigvis personer, som risikerer

smitte, men som må antages at have generelt behov for viden. Den

eneste del af informationsvirksomheden, der kan udvise forskellige

behov fra område til område, er informationen til de forskellige

risikogrupper, og dette er efter forslagsstillernes opfattelse

ikke tilstrækkeligt til at begrunde, at arbejdet finansieres

lokalt. Dertil kommer, at informationsindsatsen, uanset at der

ikke er noget formelt grundlag herfor, må opfattes som et

statsligt krav på linje med screeningen af donorblod og eventuelt

andre statslige pålæg.

ad 3. Efter forslaget skal alle statslige pålæg finansieres af staten

selv, og spørgsmålet er udelukkende medtaget i

beslutningsforslaget for fuldstændighedens skyld, idet det er

forslagsstillerne bekendt, at indenrigsministeren har den samme

opfattelse.

ad 4. De øvrige udgifter drejer sig om behandling,

helbredsundersøgelser, rådgivning m.v., svarende til 50-60 pct. af

den samlede indsats. Disse udgifter foreslås finansieret af

sygehuskommunerne selv, idet dog Københavns kommune undtages, dels

som følge af kommunens alvorlige økonomiske situation, dels på

grund af den markante koncentration af såvel AIDS-patienter som

LAV/HTLV III-positive personer i kommunen. Forslagsstillerne har i

særlig grad lagt vægt på, at Amtsrådsforeningen har erklæret sig

villig til at afsætte de fornødne ressourcer til indsatsen mod

AIDS, og at Amtsrådsforeningen direkte har ønsket selv at

finansiere, ikke blot en del af egen indsats, men eventuelt også

en del af Københavns kommunes indsats gennem en udligningsordning.

Forslagsstillerne har derfor ikke foreslået statsfinansiering af

udgifterne i Amtsrådsforeningens regie og heller ikke i

Frederiksberg kommune, der økonomisk set er mindre trængt end

Københavns kommune, selv om der godt kunne argumenteres herfor.

Amtsrådsforeningens interesse heri er formentlig at undgå et

præcedens, der indebærer, at sygehusvæsenet unddrages

sygshuskommunerne, og forslagsstillerne har fuld forståelse for de

overvejelser, der kan ligge bag denne holdning.

Såfremt amtskommunerne indbyrdes, eventuelt i samarbejde med

Frederiksberg kommune, måtte ønske at indgå udligningsaftaler, vil

dette ikke være i strid med nærværende forslag. Det skal endelig

bemærkes, at de hidtil diagnosticerede tilfælde af AIDS fordeler

sig med ca. 20 pct. under Amtsrådsforeningens regie og ca. 10 pct.

i Frederiksberg kommune.

Forslagets økonomiske konsekvenser

Forslagsstillerne antager, at fordelingen af udgifterne alt andet

lige vil indebære, at staten dækker ca. 40 pct., Københavns

kommune ca. 37 pct. og amtskommunerne samt Frederiksberg kommune

ca. 23 pct. Forudsætningen for denne antagelse er bl.a., at

behandlingsudgifter dækkes af patientens sygehuskommune, og at

staten dækker screening af donorblod, samt at der ikke foretages

nogen udligning sygehuskommunerne imellem.

Forslaget vil indebære, at staten skal dække ca. 77 pct. af

udgifterne på landsplan, og at amtskommunerne samt Frederiksberg

kommune tilsammen dækker 23 pct. Sygehuskommunerne ud over

Københavns kommune vil dog have den fordel af statslig dækning af

udgifterne i Københavns kommune, at de sparer et ellers forventet

nettobidrag til København.

Det forudsættes, at den statslige dækning af Københavns kommunes

udgifter varer til og med 1990, idet såvel indenrigsministeren som

folketinget gennem bevilling af et ekstraordinært tilskud på 250

mill. kr. hvert af årene indtil da har erkendt, at i hvert fald

til og med 1990 vil Københavns kommunes alvorlige økonomiske

situation vare ved. Da dette beløb blev beregnet, stod det ikke

klart, at sygdommen AIDS ville belaste Københavns kommune i så

stort omfang, som det nu må antages.

Officielle noter

Ingen