Senere ændringer til afgørelsen
Resume
Resumé
En kvinde var andengangsfødende og skønnet i 24. + 4 dages graviditetsuge, da hun den 18. april 2000 blev indlagt med veer. Hun fik spontan vandafgang og umiddelbart herefter kl. 0.08 fødte hun en levende dreng, der gispede med lange mellemrum. Apgar score ved fødslen var 4 efter 1 minut og 3 efter 5 minutter Barnets vægt var 820 gram, og længden 42 cm.

Overlæge 1 og overlæge 2 fra anæstesiafdelingen besluttede i samråd at afstå fra aktiv behandling af patienten, da begge læger på det givne tidspunkt skønnede, at den ville have været udsigtsløs på grund af den lave Apgar score og det meget tidlige fødselstidspunkt.

Den 19. april 2000 om morgenen havde personalet bemærket, at patienten fortsat trak vejret, og han blev derfor overflyttet til intensiv afdeling med henblik på intensiv behandling. Den følgende dag påvistes en hjerneblødning grad II-III og to dage senere hjerneblødning grad IV, som førte til en beslutning om, efter samråd med forældrene, at indstille respiratorbehandling og anden terapi, hvorefter patienten døde.

Der blev klaget over, at man undlod at behandle patienten efter fødslen den 18. og 19. april 2000 til trods for at han var i live, samt at man informerede forældre og andre pårørende om at patienten var død, når dette ikke var tilfældet.
Den fulde tekst

Klage over manglende behandling af for tidlig født barn samt information herom

 

Nævnet fandt grundlag for at kritisere overlæge 1, idet hun burde have tilset patienten med henblik på at revurdere hans tilstand, da det to gange i nattens løb blev meddelt, at han mod forventning stadig var i live.

Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af overlæge 1s udtalelse til sagen, at hun i tidsrummet fra kl. 2.30 til om morgenen blev kontaktet to gange af jordemoderen med besked om, at patienten stadig var i live.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at overlæge 1 og overlæge skønnede, at patienten viste så svage livstegn umiddelbart fødslen, at intensiv behandling ville være nyttesløs og derfor kunne trække barnets uafvendelige død i langdrag og undlod derfor aktiv behandling.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere jordemoderens behandling af patienten under observationen efter fødslen. Nævnet fandt imidlertid, at jordemoderen burde have journalført sine observationer og den orientering der skete af overlæge 1.

Nævnet lagde vægt på, at jordemoderen anførte, at hun to gange i løbet af natten orienterede gynækologisk bagvagt om patientens tilstand.

Nævnet oplyste, at ved afvigelser fra det normale forløb, er det en jordemoders pligt at tilkalde læge. Det er herefter, ved et ekstremt for tidligt født barn, lægens afgørelse, hvad der fortsat skal udføres af behandling.

For så vidt angår informationen fandt nævnet ikke anledning til at kritisere overlæge 1 information til patientens forældre den 19. april 2000. Nævnet fandt dog, at overlæge 1 burde have journalført informationen, herunder begrundelsen for at undlade den aktive behandling, forældrenes tilkendegivelse i den forbindelse, samt hvilken information forældrene i øvrigt fik.

Der er afgivet dissens i sagen