Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BSF 105

Forslag til folketingsbeslutning om handicappede og seksualitet

Fremsat af Tinning (VS) Albrechtsen (VS) Anne Grete Holmsgård (VS) Lenger (VS) Elisabeth Bruun Olesen (VS)

Den fulde tekst

Folketinget opfordrer regeringen til at tage skridt til at forbedre

handicappedes muligheder for at erobre retten til et seksualliv.

Regeringen skal herunder:

1. Udarbejde en vejledning vedrørende seksualundervisning og

seksualoplæring af personer på institutioner for personer med

vidtgående fysiske eller psykiske handicap og særlige plejehjem.

2. Redegøre for den betydning, straffelovens kapitel om forbrydelser

mod kønssædeligheden har for de praktiske muligheder for

seksualundervisning og seksualoplæring af handicappede.

3. Fremlægge en plan for udbygning af samlivs- og seksualrådgivningen

for handicappede, bl.a. i form af rådgivningssteder, der er gratis

og åbne for henvendelser direkte fra gaden.

4. Senest den 1. september 1986 skal folketinget orienteres om de

skridt, regeringen agter at tage, og herunder skal den under punkt

1 nævnte vejledning ligge klar med henblik på ikrafttræden den 1.

januar 1987.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

»Det gør det lissom lidt mere frækt

hvis partneren har en lille defekt

Er De træt af spanking og fransk massage

så prøv en dansk ortopædisk bandage

Hvorfor anskaffe sig en dyr attrap

når man kan få en gratis med handicap«

osv.

Teksten er hentet fra Århus Krykensemble, et handicappolitisk

revyteaterforetagende, hvor aktørerne er en lille gruppe

handicappede og ikke-handicappede. 75 pct. af deres seneste revy

handler om handicappede og seksualitet. Nogenlunde det samme gør

sig gældende for filmen »Handicapbilleder«. Også bogen i »Fugl

uden vinger« (Københavns bogforlag, 1985) tages der heldigvis fat

på sagen:

»En anden ting, som også er underlig at opleve som handicappet, er

den totale afseksualisering. En handicappet er bare ikke noget

seksualobjekt.« (Jørgen Ulf Christensen, der blev blind som

18-årig, side 99).

Lone Barsøe, der er født med stive arme og stive ben, skriver:

»Min angst for nederlaget har drevet mig ud i forelskelser, der var

dømt til at mislykkes forelskelser i de umulige: gifte, bøsser,

playboys eller mænd, der åbenlyst var svagere end jeg. Men disse

forelskelser har også været udtryk for en ubevidst trodsig trang

til at finde helt ind til og løse problemets kerne: andres og mit

eget had til en deform krop. . . .

Når et menneske lever et frustreret kærligheds- og sexliv eller

totalt uden, får det vidtrækkende konsekvenser for hele

følelseslivet. . . .

En ting er sikkert: Alle har brug for kærlighed, og alle har brug for

sex, men det tager tid, inden denne erkendelse for os handicappede

sætter sig igennem som konstruktiv handling - ikke mindst fordi vi

stadig står over for en række fordomme, en bestemt æstetik, en

snæversynet og fantasiforladt holdning til seksualitet, et

ubrugeligt plejehjemspersonale . . . » (Siderne 13 og 15).

Alt dette er formodentlig - og forhåbentlig! - socialministeren

bekendt. Alligevel når hun i sin redegørelse om forholdene for

personer med handicap kun at tage et par indledende skridt i

retning af den varme grød:

»Regeringens målsætning i indsatsen over for personer med handicap

er, at hver enkelt får en tilværelse så nær det normale som

muligt. Dette omfatter mulighederne for famlieliv . . . ». Resten

er så op til storken.

Det samme gør sig gældende når ministeren skal vejlede om forståelsen

af bistandslovens bestemmelser om beboere på døgninstitutioner:

»Afsnit V. Institutionernes formål. 54.

Med henblik på at skabe en tilværelse for den enkelte så nær det

normale som muligt, har institutionerne til formål gennem

behandling og pleje samt socialpædagogisk indsats at tilgodese de

særlige behov hos voksne med vidtgående fysiske eller psykiske

handicap, som . . . Ud over den daglige socialpædagogiske

behandling og omsorg tilstræbes under døgninstitutionsopholdet at

yde fornøden støtte gennem optræning til en mere selvstændig

tilværelse i beskyttet bolig eller egen bolig, samt . . .

Det socialpædagogiske arbejde:

60. I samråd med beboerne skal dagligdagen tilrettelægges således,

at der sikres beboerne den bedst mulige tilværelse, og således at

formålet med opholdet for den enkelte tilgodeses, uanset om der er

tale om et midlrtidigt eller et mere vedvarende ophold. Det er

væsentligt at udvikle størst mulig selvhjulpenhed. Derfor

udarbejdes en plan i samarbejde med klienten eller dem, der

varetager dennes interesse, om tilrettelæggelsen af hverdagen . .

. » (Socialministeriets cirkulære af 29. juni 1979 om

institutioner under amtskommunerne for personer med vidtgående

fysiske eller psykiske handicap).

Alt dette må nødvendigvis også handle om seksualundervisning og

seksualoplæring. Men det gør det ikke. I dag findes der ikke en

vejledning for seksualundervisning og seksualoplæring af personer,

der opholder sig på institutioner for personer med vidtgående

fysiske eller psykiske handicap og særlige plejehjem. Vejledningen

om seksualoplysning i folkeskolen er naturligvis totalt ubrugelig,

helt bortset fra hvad denne vejledning i øvrigt kan og bør

kritiseres for. Men så må institutionspersonalet udvise lidt

initiativ og tage fat på egen hånd. Det sker heldigvis også i vid

udstrækning. Men straffeloven hviler som en tung skygge over

aktiviteterne:

§ 219 bestemmer således, at den, der er ansat eller tilsynsførende

ved fængsel, forsorgshjem, børne- eller ungdomshjem, hospital for

sindslidende, åndssvageinstitution eller lignende institution, og

som har samleje med nogen, der er optaget i institutionen,

straffes med fængsel i indtil 4 år. § 224 bestemmer tilsvarende,

at har under de i §§ 216-223 angivne betingelser anden kønslig

omgængelse end samleje fundet sted, bliver en forholdsmæssig

mindre straf af fængsel at anvende. § 232 fastlægger, at den, som

ved uterligt forhold krænker blufærdigheden eller giver offentlig

forargelse, straffes med fængsel i indtil 4 år eller under

formildende omstændigheder med hæfte eller bøde. Endelig siger §

233, at den, som opfordrer eller indbyder til utugt eller stiller

usædelig levevis til skue på en måde, der er egnet til at

forulempe andre eller vække offentlig forargelse, straffes med

hæfte eller med fængsel i indtil 1 år eller under formildende

omstændigheder med bøde.

Hvis et medlem af institutionspersonalet viser en beboer, hvordan

pågældende kan onanere, kan det så udlægges som »anden kønslig

omgængelse« efter § 224?

Hvilke berøringer kan straffes efter § 232? Ordentlig seksualoplæring

af f.eks. åndssvage vil tit og ofte rumme direkte fysisk kontakt

og hjælp.

Vil et medlem af institutionspersonalet kunne straffes efter § 233,

hvis vedkommende hjælper en beboer til at opnå kontakt med en

prostitueret - det er vel en opfordring eller indbydelse til

utugt?

Forslagsstillerne tør ikke afvise, at der kan svares »ja« til et

eller flere af disse spørgsmål. Og hvad der er værre: Medlemmer af

institutionspersonalet rundt omkring tør slet ikke. I den

sammenhæng er det mindre vigtigt, at der - endnu - ikke findes

eksempler på straffe som dem, der er nævnt ovenfor. Usikkerheden

giver alt for god grobund for tilbageholdenhed og selvcensur.

Realiseringen af forhenværende forsorgschef Bank-Mikkelsens berømte

seks bud - tilbage fra 1968 skubbes samtidig endnu længere ud i en

fjern fremtid. Og det er synd og skam. Buddene er rettet til den

enkelte medarbejder og lyder: »En medarbejder har

1. Pligt til at indrette boligforhold på institutionen, så der bliver

praktisk mulighed for et seksualliv.

2. Pligt til familierådgivning og direkte hjælp til

ægteskabsudøvelse.

3. Pligt til seksualvejledning i videre omfang end det, der kræves

for den største del af befolkningen, idet vi er klar over, at vore

beboere er handicappede.

4. Pligt til at undervise i og opøvelse af antikonceptionel teknik.

Herunder at anbefale frivillig sterilisation, hvis det er

indiceret.

5. Pligt til at undervise i seksualpraktik.

6. Pligt til at give oplysning om vore beboeres rettigheder på dette

område, så der i befolkningen, hos personalet, forældre og

pårørende skabes forståelse for denne menneskeret.«

Disse bud burde være overflødige at hive frem i dag - mere end sytten

år efter, at de første gang blev formuleret i sammenhæng. Lige så

overflødigt burde det være at opstille et forslag til

handlingsmodel for realiseringen af de seks bud på den enkelte

institution. Det er det dog ikke, og forstander Jørgen Buttenschøn

når frem til følgende forslag til handlingsmodel:

1. Stil en diagnose

Gennem grundig observation sikres det, at årsagen til en klients

frustration skyldes et uforløst seksualbehov

2. Program

Der udarbejdes et forslag til et handlingsforløb, der hjælper

klienten til at få løst sit seksuelle behov og, hvis det er

muligt, også lærer ham selv at kunne løse det

3. Personalegruppen

Programmet drøftes og godkendes i den tværfaglige personalegruppe

forud for igangsættelsen, således at man ikke risikerer unødig

kritik eller fejlagtig mistanke fra kolleger

4. Forældre

Programmet forelæges og accepteres af forældrene.

Det siger sig selv, at en sådan model i det højeste kan fungere som

en vejledning, og at en realisering af modellens indhold i det

højeste kan medvirke til en delvis bedring af den enkelte

handicappedes situation. I forhold til situationen i dag ville det

da også være et gevaldigt fremskridt, om end:

»Mit følelsesliv

De har holdt møde om det - i 3 timer - mit følelsesliv.

Efter megen debat er de nu blevet enige - og stillet diagnosen - om

mit følelsesliv.

Nu skal det behandles - siger de - mit følelsesliv.

Selvfølgelig har de talt med mine forældre om det - det er jo en

alvorlig sag - mit følelsesliv.

De skal være flere om det - om at behandle mit følelsesliv - for at

sikre sig selvfølgelig - at der ikke bliver blandet følelser i -

det sku jo nødigt misforstås.

Jeg tror de har problemer - med deres følelsesliv.«

(Citeret efter »Der skal også være plads til os. Om åndssvages

seksualitet«, Rhodos 1985, s. 20).

I spørgsmålet om handicappede og seksualitet er det afgørende at

skelne mellem begavelseshandicappede, der naturligvis også kan

have et fysisk handicap, og fysisk handicappede, der ikke samtidig

er begavelseshandicappede.

Især i forhold til den sidstnævnte gruppe er det afgørende, at der

etableres en række samlivs- og seksualrådgivningssteder, der er

åbne, så folk kan gå eller køre ind fra gaden, anonymt for den

enkelte (ingen registrering) og gratis.

Handicappede har selvfølgelig en række problemer fælles med mange

ikke-handicappede. Det kan være for tidlig sædafgang, manglende

rejsning, nedsat seksuallyst, osv. Men problemerne kan så være

specielle derved, at de kan være snævert sammenvævede med

psykologiske og/ eller fysiske faktorer, som også hænger sammen

med personens handicap. Også af den grund vil det sandsynligvis

være en stor fordel, at de nævnte samlivs- og

seksualrådgivningssteder betjenes af et flertal af handicappede,

sådan som det i øvrigt er tilfældet på Danmarks indtil nu eneste

eksisterende seksualrådgivning for handicappede, jfr. herom i

»Muskelkraft« nr. 2, 1985, s. 4-5.

På de nævnte samlivs- og seksualrådgivningssteder vil det være en

naturlig del af det almindelige rådgivningsarbejde at hjælpe med

udformning af kontaktannoncer og med formidling af kontakt til

intimmassøser eller specielle seksuelle subkulturer m.v.

Mottoet for alt det arbejde, der er omtalt i nærværende

beslutningsforslag, er for længst fastlagt af Marx, der på

spørgsmålet: »Hvad mener du om sex?» svarede: »Jeg tror, det er

kommet for at blive!» (Groucho Marx).

Officielle noter

Ingen