Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BSF 116

Forslag til folketingsbeslutning om sikring af gøgfri miljøer

Fremsat af Aase Olesen (RV) Estrup (RV) Dagmar Mørk Jensen (RV) Larsen-Ledet (RV)

den 13. februar 1986

Den fulde tekst

Idet folketinget anser det for en ret for det enkelte menneske at

kunne indånde røgfri luft, opfordrer folketinget regeringen til at

tage initiativer til sikring af røgfri miljøer.

Sådanne initiativer bør omfatte:

1. Forslag til lov, der værner mod passiv rygning

- på offentlige arbejdspladser og under mødevirksomhed i tilknytning

hertil,

- på hospitaler, døgn- og daginstitutioner, skoler og

uddannelsesinstitutioner,

- under møder i folkevalgte råd, nævn og kommissioner,

- i offentlige transportmidler og venterum i tilknytning hertil og

- i venteværelser inden for den primære sundhedssektor.

2. Et initiativ over for arbejdsmarkedets parter med henblik på at

gennemføre retningslinjer for rygning på det private

arbejdsmarked.

3. Forslag til lov om markedsføring af tobaksvarer, som indeholder

1) krav om deklaration på hver pakning om det totale indhold af

skadelige stoffer og

2) krav om, at tobaksreklamer skal indeholde oplysning om de

skadelige virkninger af såvel aktiv som passiv rygning.

4. Etablering af et uafhængigt tobaksskaderåd, hvis første formål er

at oplyse om tobakkens skadevirkninger på aktive og passive

rygere.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 542

Idet folketinget anser det for en ret for det enkelte menneske at

kunne indånde røgfri luft, opfordrer folketinget regeringen til at

tage initiativer til sikring af røgfri miljøer.

Sådanne initiativer bør omfatte:

1. Forslag til lov, der værner mod passiv rygning

- på offentlige arbejdspladser og under mødevirksomhed i tilknytning

hertil,

- på hospitaler, døgn- og daginstitutioner, skoler og

uddannelsesinstitutioner,

- under møder i folkevalgte råd, nævn og kommissioner,

- i offentlige transportmidler og venterum i tilknytning hertil og

- i venteværelser inden for den primære sundhedssektor.

2. Et initiativ over for arbejdsmarkedets parter med henblik på at

gennemføre retningslinjer for rygning på det private

arbejdsmarked.

3. Forslag til lov om markedsføring af tobaksvarer, som indeholder

1) krav om deklaration på hver pakning om det totale indhold af

skadelige stoffer og

2) krav om, at tobaksreklamer skal indeholde oplysning om de

skadelige virkninger af såvel aktiv som passiv rygning.

4. Etablering af et uafhængigt tobaksskaderåd, hvis første formål er

at oplyse om tobakkens skadevirkninger på aktive og passive

rygere.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Formål

Formålet med beslutningsforslaget er primært at sikre et værn mod

passiv rygning. Sundhedspolitisk set er det naturligvis vigtigere

at begrænse selve tobaksforbruget, men forslagsstillerne anser det

ikke for politisk muligt at komme igennem med egentlige forslag

til værn mod tobaksskader i lighed med det af det radikale venstre

fremsatte forslag om en sammenhængende dansk alkoholpolitik (B

78).

Passiv rygning defineres som indånding af luft, der er forurenet af

tobaksrøg. Passiv rygning kan være påtvungen eller frivillig.

Dette beslutningsforslag tager alene sigte på at skabe et værn mod

den påtvungne passive rygning samt at skabe forståelse blandt

rygerne for nødvendigheden af at indføre dette værn. Forslaget er

altså ikke et forsøg på at begrænse den enkeltes ret til at ryge,

men skal tjene til at sikre lige ret for rygere og ikke-rygere til

selv at bestemme, om de vil ryge eller ej.

Baggrund

Der er blandt sagkyndige bred enighed om, at tobaksrygning er et af

de alvorligste sundhedsproblemer. Tidligere var alene den aktive

rygning genstand for forskningsindsatsen, men i de senere år er

den passive rygning også gjort til genstand for store

undersøgelser.

En fyldig redegørelse herfor findes i rapporten »Retten til å puste i

røykfri luft« (Oslo, 24. juli 1985) fra statens tobaksskaderåd i

Norge. Rapporten indeholder et lovforslag til værn mod passiv

rygning.

Mange andre steder, f.eks. Finland, Island, Polen og Minnesota i USA,

findes lovgivning, der forbyder påtvungen passiv rygning. I andre

lande som f.eks. Sverige er det almindeligt med betydelig større

hensyntagen til ikke-rygere, end tilfældet er i Danmark.

På denne baggrund og på baggrund af den øgede viden om tobakkens

skadelige virkninger finder forslagsstillerne, at tiden må være

inde til at indføre værn mod passiv rygning i Danmark.

Tobaksforbruget

Antallet af aktive rygere er faldende, men til gengæld er rygernes

daglige forbrug af tobak steget. Det samlede cigaretforbrug i

Danmark har været stigende. I 1984 blev der i Danmark

toldberigtiget 7,7 mia cigaretter, hvor det tilsvarende tal for

1971 var 6,6 mia, svarende til en stigning på 15 pct. Der har

samtidig været et fald i salget af cigarer og cerutter, men dette

fald overgås af stigningen i cigaretsalget. Dertil kommer det

toldfri forbrug.

DUMMY.GIF billedet er ikke indlagt onMouseOver=

Se det trykte materiale side 2

I Danmark er der knap 2 millioner rygere. Undersøgelser af rygevaner

i 1984 viser, at 48 pct. af mændene og 44 pct. af kvinderne ryger.

En opgørelse over forskellige aldres rygevaner fremgår af

tabellen.

  

           Total    18-29    30-49    50-69    70 år  

           pct.       år       år       år    og over  

                     pct.     pct.     pct.      pct.  

 Mænd  

 1976          62        51       67       63        55  

 1984          48        39       53       54        36  

 Kvinder  

 1976          46        58       53       41        25  

 1984          44        49       45       45        34  

Den passive rygnings omfang

En bybo tilbringer gennemsnitligt 90 pct. af tiden indendørs. Da der

kun i begrænset omfang gives ikke-rygere mulighed for at opholde

sig i rum, der er forbeholdt ikke-rygere, bliver mange i kortere

eller længere perioder sat i rollen som passive rygere. Børn

bliver udsat for røg, når forældre og andre voksne ryger i deres

nærhed. Voksne har ofte lettere ved at undgå eller indskrænke

deres ophold i røgfyldte rum. Men alligevel hører det til

dagligdagen for mange at skulle opholde sig ufrivilligt i

røgfyldte rum, det være sig på arbejdspladser, under møder eller i

fælleslokaler af forskellig art, som ikke er omfattet af

rygeregler. Også på hospitaler udsættes mange patienter for passiv

rygning.

Tobaksrøgens indhold

Tobaksrøg indeholder talrige kemiske stoffer. Disse stoffer afgives

til omgivelserne dels via røgens hovedstrøm, som er den røg,

rygeren indsuger og delvis filtrerer og derpå puster ud igen, dels

via sidestrømmen, som er den røgsky, der til stadighed udgår fra

gløden på den tændte cigaret eller cigar. Sidestrømmen er den røg,

der særlig belaster de personer, der opholder sig i samme lokale

og i umiddelbar nærhed af rygeren. Det er denne røg, der

indeholder de høje koncentrationer af helbredsskadelige partikler

og gasser samt luftvejs- og øjenirriterende stoffer. Partiklerne

omfatter først og fremmest tjære. Gasserne er bl.a. aldehyder,

kulilte, kvælstofilte og nikotin.

Symptomer og helbredsskader

Belastningen ved passiv rygning er bestemt af den dosis, den enkelte

ikke-ryger udsættes for. Jo mere røg der er i lokalet, jo flere

gener eller sygdomssymptomer er der hos ikke-rygeren. Tilrøgede

rum kan give ikke-rygeren rindende øjne og næse, hoste, hovedpine,

kvalme, utilpashed og følgelig nedsat koncentrations- og

arbejdsevne. Sådanne symptomer bliver mere udtalte blandt de ca.

10 pct. af befolkningen, der er reelt overfølsomme. Personer, der

lider af hjertekrampe, får hyppigere anfald, når de opholder sig i

røgfyldte rum. Spædbørn og småbørn, hvis forældre er rygere, får

hyppigere luftvejssygdomme end børn af ikke-rygere.

De særligt udsatte grupper af ikke-rygere er

- det ufødte barn, når moderen ryger,

- astmatikere og reelt overfølsomme personer,

- personer med kroniske hjerte- og lungelidelser,

- personer udsat for luftforurening i form af støv og dampe på

arbejdspladsen og

- erhvervsgrupper, som arbejder i særlig røgfyldte rum, f.eks.

taxichauffører og serveringspersonale.

Eksisterende regler i Danmark

Som det eneste skandinaviske land har Danmark ingen lovgivning på

området. Regler findes kun i form af bekendtgørelser om

hygiejniske forhold og henstillinger til sygehusene og

undervisningssektoren om at begrænse generne for ikke-rygere samt

forbud mod rygning i lokaler i daginstitutioner, hvor børn

opholder sig. Desuden findes der en frivillig regulering for

tobaksindustrien af tobaksreklamer.

Egentlig oplysningsindsats har været overladt til skoler og private

organisationer.

I efteråret 1985 gennemførte indenrigsministeriet en kampagne mod

passivrygning. Denne kampagne har tilsyneladende ikke sat sig

spor, og det må nok konkluderes, at man ingen vegne kommer med

henstillinger alene. Selv ikke i folketinget eller ministerierne

har man kunnet observere nogen virkning af kampagnen.

Andre landes lovgivning

Finland har en tobakslov fra 1977. Den indeholder forbud mod salg til

personer under 16 år, regler om advarsler på cigaretpakningerne,

forbud mod tobaksreklamer og generelt rygeforbud på offentlige

steder.

Norge oprettede i 1970 et tobaksskaderåd. I 1973 fik Norge en

tobakslov, der indeholder forbud mod tobaksreklamer og salg til

personer under 16 år samt regler om standardadvarsler på

cigaretpakninger. I 1985 fremsattes forslag til en ny lov om

rygeregulering på offentlige steder og forslag om, at Norge skal

være røgfrit i år 2000.

Island fik i 1984 en tobakslov på linie med den finske og har

rygeregulering på private arbejdspladser i samarbejde med

sikkerhedsudvalgene.

I Sverige findes en lov om advarsler imod rygning på tobaksvarer og

centralt udarbejdede råd og anbefalinger om begrænsning af

tobaksrygning i lokaler, som er af fælleskarakter. Disse råd

følges i meget vidt omfang.

Også uden for Skandinavien findes regler om begrænsning af

tobaksforbruget, og i USA er med stor effekt gjort mange tiltag

for at begrænse rygningen.

Som bilag er optrykt forslag til en ny bestemmelse i tobaksloven

(Norge) (bilag 1), uddrag af lov nr. 693 vedrørende tobaksrygning

(Finland) (bilag 2) samt uddrag af lov vedrørende rygning på

offentlige steder (Minnesota, USA) (bilag 3).

Det sociologiske perspektiv

I den ovenfor omtalte norske rapport omtales det »sociologiske

perspektiv på spørgsmålet om passiv rygning«. Det siges her klart,

at så længe rygning opfattes som normal adfærd, vil mange opfatte

et ønske om forbud mod rygning som en belastning af forholdet

mellem de implicerede parter.

Derfor står den passivryger, der lider af alvorlige gener, næsten

altid alene med ønsket om rygeforbud, selv om mange andre, måske

de fleste, på arbejdspladsen, i ventesalen, i flyvemaskinen i

virkeligheden har samme ønske.

Medvirkende til rygernes uvilje mod at tage hensyn er naturligvis, at

rygeren hurtigt bliver stærkt afhængig.

Konsekvensen af det stigende forbrug og det faldende antal rygere er

formentlig, at vi i dag har flere storrygere end tidligere - og

dermed flere rygere, som simpelt hen ikke kan klare sig ret længe

uden tobak.

Dette sammenholdt med den almindelige stigning af allergiske sygdomme

er måske den væsentligste forklaring på, at passiv rygning er et

voksende problem for flere og flere mennesker.

Indgreb i den personlige frihed?

Den almindelige indvending imod henstillinger om at undlade at ryge

er, at det er et indgreb i den enkeltes personlige frihed.

Dette er naturligvis rigtigt. Sikring af røgfri miljøer er i så

henseende at sammenligne med færdselsloven og alle andre

reguleringer af menneskelig adfærd, som samfundet finder påkrævet.

Men hvis den personlige frihed defineres som »frihed til at gøre alt,

hvad der ikke skader andre«, kan retten til at ryge hvor som helst

ikke henhøre under frihedsrettighederne.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad 1

Værn mod passivrygning kan gennemføres på mange måder alt efter,

hvilke lokaler der er tale om, og hvilken personkreds der skal

beskyttes. En regulering kan eksempelvis bestå i, at et rygeforbud

følges op af regelmæssige rygepauser i særlige rum. Ligeledes kan

reguleringen foregå ved, at der indrettes separate rum til rygere

og ikke-rygere. Reguleringen mod passiv rygning skal omfatte både

ansatte og kunder, klienter, elever, patienter etc.

Ad 2

Der kan næppe lovgives for det private arbejdsmarked om passiv

rygning, og man må derfor søge at nå til aftaler mellem

arbejdsmarkedets parter om at indføre værn mod passiv rygning.

Allerede i dag er der mennesker, der har måttet forlade et godt job,

alene fordi luften på arbejdspladsen var forurenet med tobaksrøg.

I sådanne tilfælde må den passive ryger kunne forlade jobbet uden

nogen form for sanktioner, og uden at det opfattes som

»samarbejdsvanskeligheder«.

Det må være samarbejdsudvalgenes og bedriftssundhedstjenestens opgave

at sikre, at medarbejderne kan arbejde i ren luft.

Der må lægges vægt på oplysning om tobakkens additive virkninger i

forbindelse med andre farlige stoffers tilstedeværelse på

arbejdspladsen.

En svensk dom fra november 1985 tilkendte arvingerne efter en svensk

kvinde, der døde af lungecancer, erstatning, fordi man fandt det

sandsynliggjort, at døden var forårsaget af passiv rygning på

arbejdspladsen.

Ad 3

Forslagsstillerne finder det ikke hensigtsmæssigt eller realistisk at

indføre et egentligt reklameforbud.

Det vil derimod være et væsentligt fremskridt, hvis reklamerne fik et

oplysende indhold, herunder oplysning om tobakkens skadelige

virkninger på den aktive og den passive ryger.

Krav om varedeklaration på tobaksvarer kendes fra mange andre lande.

Det bør eventuelt overvejes at begrænse reklamens omfang gennem en

afgift på det samlede reklame- og markedsføringsbudget.

Ad 4

Det bedste værn mod passiv rygning vil være en ændring af opfattelsen

af, hvad der i dette spørgsmål er »normalt« og »overgreb mod den

personlige frihed«.

Denne ændring opnås ikke uden systematisk oplysning til hele

befolkningen om tobakkens skadevirkninger. Der er derfor behov for

et uafhængigt organ, der kan formidle eksisterende og ny viden til

befolkningen i almindelighed og til beslutningstagere på alle

planer.

Indenrigsministeriet og sundhedsstyrelsen nævner i »Danskernes

sundhed - en status med perspektiver frem mod år 2000«, der udkom

i 1985, at en indsats for at dæmpe tobaksforbruget ville være en

væsentlig indsats for folkesundheden.

Etablering af et tobaksskaderåd kunne udmærket være et første skridt

til en egentlig politik på dette område.

Bilag 1

Forslag til en ny bestemmelse i tobakksloven (Norge)

Det foreslås at følgende bestemmelse tas inn i tobakksloven, som ny §

6:

I lokaler og transportmidler hvor almenheten har tilgang, skal luften

være røykfri. Det samme gjelder møterom og arbeidslokaler hvor to

eller flere personer er samlet.

Dersom det innen et område er flere lokaler som har samme formål, kan

det tillates røyking i inntil halvparten av disse. De største og

beste lokaler skal være røykfrie. Inndeling av et lokale eller et

transportmiddel i en røykfri sone og en røykesone kan bare finne

sted hvor røyk ikke kan trenge over til den røykfrie sonen.

I restauranter, hoteller og andre serverings- og overnattingssteder

kan røyking tillates, men minst en tredjedel av bordene,

sitteplassene og rommene skal være røykfrie. Gjestene skal gjøres

oppmerksomme på stedets røykeordninger.

Kongen kan gi nærmere regler om gjennomføring av disse bestemmelsene

og kan gjøre unntak fra dem. Spørsmål om dispensasjon fra reglene

i konkrete saker avgjøres av helserådet, men av arbeidstilsynet

dersom det dreier seg om arbeidslokaler.

Eieren eller den som har disposisjonsretten over lokalene og

transportmidlene, har ansvaret for at disse bestemmelsene blir

gjennomført. Det skal markeres med tydelig skilt om røyking er

tillat eller ikke på steder hvor det kan være tvil om dette.

Samtidig foreslås det at någjeldende §§ 6, 7, 8, 9 og 10 forskyves

med en paragraf, og at loven endrer navn fra »Lov om restriktive

tiltak ved omsetning av tobakksvarer m.v.« til »Lov om vern mot

tobakksskader«.

Bilag 2

Uddrag af lov nr. 693 vedrørende tobaksrygning (Finland)

Kap. 5

Rygeforbud og -restriktioner

§ 12

Tobaksrygning er forbudt i offentlige transportmidler.

Indehavere af offentlige transportmidler kan dog tillade rygning ved

at reservere en del af transportmidlet til dette formål.

§ 13

Tabaksrygning er forbudt:

l) i de lokaler på daghjem, skoler og lignende institutioner, som er

beregnede på at anvendes af børn i eller under den skolepligtige

alder,

2) under indendørs arrangerede offentlige sammenkomster for børn og

unge, hvortil de i punkt 1) nævnte børn har adgang,

3) i de til offentlige kontorer eller myndigheder - eller

institutioner, der kan sidestilles hermed - hørende modtagelses-,

vente- eller mødelokaler, hvortil der er almindelig, uhindret

adgang.

Tobaksrygning kan også forbydes eller begrænses i andre indendørs

lokaliteter end de i stk. 1 nævnte eller i de af sådanne

lokaliteter, når der er almindelig, uhindret adgang til disse.

Indehaveren af lokalerne, eller dele af disse, træffer bestemmelse

med hensyn til rygeforbud eller begrænsing af rygning til visse

dertil anviste lokaler.

I de i stk. 1 og 2 omhandlede lokaler, hvori rygning er forbudt, skal

der på foranledning af disses indehavere på synligt sted anbringes

opslag om forbudet eller politivedtægt eller anden tilsvarende

lovgivning - eller uddrag deraf - som viser, at tobaksrygning er

forbudt.

Arrangører af sådanne offentlige sammenkomster, som omhandles i stk.

1, punkt 2, og indehavere af de i punkt 3 omhandlede offentlige

lokaler kan dog tillade tobaksrygning i en del af de omtalte

lokaler. Dette bør tilkendegives ved hjælp af synligt anbragte

plakater af behørigt indhold.

Bilag 3

Uddrag af lov om begrænsning af rygning på offentlige steder og ved

offentlige møder; overtrædelse under strafansvar (Minnesota, USA)

(The Minnesota Clean Indoor Air Act 1975 (vedtaget 2. juni 1975),

kapitel 211 s. 633-635)

§ 2 angiver, at formålet med loven er at beskytte »befolkningens

sundhed og velbefindende samt miljøet ved at forbyde rygning på

offentlige steder og ved offentlige møder med undtagelse af

områder, som er direkte bestemt for rygning«.

§ 3 definerer »offentlige steder« således: »ethvert lukket indendørs

område, som bruges af folk i almindelighed, eller som tjener som

arbejdsplads; heri indbefattet - men uden begrænsning til -

restauranter, varehuse, kontorer og andre kommercielle

foretagender, offentlige transportmidler, undervisningslokaler,

hospitaler, plejehjem, auditorier, forsamlings- og mødelokaler,

men ikke private kontorer, som udelukkende bruges af rygere, selv

om ikke-rygere kan have ærinde på sådanne kontorer«. »Offentlige

møder« defineres som: »alle møder, som ifølge Minnesotas lovregler

herom er åbne for offentligheden«. »Rygning« defineres som:

»medbringning af tændt cigar, cigaret, pibe eller andet tændt

rygemiddel«.

§ 4 (forbud) foreskriver, at ingen må ryge på offentlige steder eller

til offentlige møder, men kun på sådanne områder, som er direkte

bestemt for rygning.

Forbudet gælder ikke for fabrikker, lagerlokaler og lignende

arbejdssteder, som ikke er almindeligt besøgt af offentligheden.

Arbejds- og handelsministeriet vil imidlertid i samråd med

sundhedsstyrelsen fastsætte regler for begrænsning af og forbud

mod rygning på disse arbejdssteder, hvis der er folk, der arbejder

i umiddelbar nærhed af hinanden, eller hvis røgforureningen på

grund af utilstrækkelig ventilation vil være skadelig for de

ikke-rygende ansattes helbred og velbefindende.

Officielle noter

Ingen