Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BSF 112

Forslag til folketingsbeslutning om afvikling af rentefradrag og lejeværdibeskatning m.v.

Fremsat af Albrechtsen (VS) Elisabeth Bruun Olesen (VS) Tinning (VS)

den 30. januar 1987

Den fulde tekst

Folketinget pålægger regeringen inden 1. april 1987 at fremsætte

lovforslag om afvikling af afgift af renter af forbrugslån,

rentefradrag og lejeværdibeskatning efter følgende retningslinjer:

1. Lov om afgift af renter af forbrugslån ophæves.

2. Løbende beskatning af »overskud på egen bolig«

(lejeværdibeskatning) afvikles over højst tre år, således at den

med virkning for skatteåret 1991 er helt væk.

3. Retten til fradrag af renter af privat gæld afskaffes

øjeblikkeligt for alle nye lån. Dog kan renterne af erhvervsmæssig

gæld fortsat fradrages i det omfang, der etableres en klar

adskillelse mellem virksomhedens og dens ejers/ejeres økonomi.

Lovforslaget skal gøre det muligt for selvstændige at etablere en

sådan adskillelse. Retten til fradrag af renter af studielån

afskaffes ikke, før der kan sikres de studerende rimelige

levevilkår gennem stipendier og eventuelt rentefri statslån.

4. Fradrag af renter af eksisterende privat gæld aftrappes over 10 år

efter følgende retningslinjer:

a. Som udgangspunkt anvendes seneste faktiske fradrag, dvs. den

samlede fradragsberettigede renteudgift i 1987, idet lån optaget

efter lovens ikrafttræden ikke kan medregnes.

b. Renter af erhvervsmæssig gæld udskilles, såfremt den i punkt 3

nævnte adskillelse mellem virksomhedens og personens egen økonomi

kan foretages. Renter af studielån udskilles og kan fortsat

fradrages fuldt ud.

c. Efter udskillelse af renter vedrørende virksomhed og studielån

fremkommer et beregnet fradragsbeløb, som aftrappes over 10 år.

Fradraget er personligt og bortfalder ikke, selv om personen

f.eks. sælger privat bolig og køber en ny med deraf følgende

ændring af lån. Personens maksimale fradrag nedsættes med 1/10 af

1987-fradraget hvert år. Dog kan en person kræve, at rentefradrag

vedrørende boliglån udskilles og afvikles således, at den del af

boligudgiften, der vedrører kapitalydelsen (dvs. renter + afdrag -

skattebesparelse) ikke stiger hurtigere end lønningerne eller

hurtigere, end tilfældet ville have været med de nugældende

regler, under forudsætning af at »lejeværdien« ændredes i takt med

prisudviklingen, og at der ikke forekom belåning af

værdistigninger.

5. Regeringen pålægges endvidere at fremsætte forslag til ændring af

kvoterne for almennyttigt byggeri, ungdomsboligbyggeri m.v. for

1988 og fremover, således at der sikres et samlet, stabilt byggeri

på 30.000 boliger om året.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Rentefradragsordningen har den virkning, at der sker en omfordeling

via skattesystemet fra de dårligst stillede til de bedre stillede,

dvs. en omfordeling i den forkerte retning. Almindelige

lønmodtagere og især lejerne betaler mere til

rentefradragsordningen, end de har mulighed for at få ud af den.

Vi betaler nemlig alle over skatterne og afgifterne hinandens

fradrag. Men nogle får kun lidt ud af fradragsordningen, andre

meget.

Hertil kommer, at rentefradraget ikke bare er en umiddelbar

statsstøtte til dem, der låner. Det er også med til at holde

renten oppe, idet rentefradraget gør det muligt at opretholde et

»kunstigt« højt renteniveau, som lånerne ellers ikke ville eller

kunne betale. Når ordningen afskaffes, vil det derfor være med til

at presse renten nedad, hvilket vil billiggøre byggeri, føre til

fald i huspriser og også sænke f.eks. industriens låneomkostninger

i det omfang, der optages indenlandske lån. Dog må det nævnes, at

disse gunstige virkninger kan blive saboteret af finansverdenen,

der vil være i stand til at presse f.eks. obligationskurser nedad

med den umiddelbare virkning, at renten igen stiger og fordelen

ødelægges. Dette ville medføre, at f.eks. det private byggeri

ville gå totalt i stå i en periode, indtil renten igen falder.

Under alle omstændigheder vil afviklingen af rentefradraget helt

givet medføre et fald i det private boligbyggeri og dermed

nødvendiggøre et øget almennyttigt nybyggeri, således at der kan

sikres et samlet byggeri på ca. 30.000 boliger om året. Det

samlede boligbyggeri er i øjeblikket stærkt faldende - fra ca.

28.000 i 1986 til forventet ca. 24.000 i 1987 - hvilket skyldes

forventet fald i det private nybyggeri, som ikke opvejes af en

tilsvarende stigning i det almennyttige byggeri. En afvikling af

rentefradraget kan altså ventes at give er fortsat tendens til

fald i det private boligbyggeri (fra op imod 11.000 parcelhuse i

1986 over forventet 7.750 nye parcelhuse i 1987 til nogle få

tusinde i 1988; hertil kommer dog hvert af årene et antal private

flerfamiliehuse/rækkehuse).

Rentefradraget er det største af de ligningsmæssige fradrag og

udgjorde i 1985 75,7 mia. kr. Fra 1987 fradrages renteudgifterne

på en måde, så skattebesparelsen for skatteyderen bliver på ca. 50

pct. Hvis der regnes med uændret rentefradrag i 1985-kr., ville

dette altså i 1987 betyde et skattetab på 35-40 mia. 1985-kr.

Som allerede nævnt betales dette skattetab af skatteyderne. Man kan

altså sige, at det offentlige serviceniveau kunne have været

højere, såfremt man havde brugt pengene til f.eks. at forbedre det

sociale system frem for at bruge penge til at støtte privat

låneoptagelse.

De største lånemuligheder har man, hvis man har høj, fast indkomst

og/eller fast ejendom (hvor selve købet af ejendommen indebærer

betydelig låneoptagelse).

Mennesker uden stor indkomst og uden fast ejendom har ringe

lånemuligheder. Det gælder f.eks. hele gruppen af lavtlønnede

lejere. Og lejere har et meget stort skattetryk, fordi

personfradraget er lille, progressionen i skattesystemet er næsten

væk, og så netop fordi de har små fradrag.

Disse fordelingsmæssige virkninger blev klart kortlagt i en

veldokumenteret undersøgelse fra Lavindkomstkommissionens

sekretariat, 1980 (Jens Bonke og Hans Skifter Andersen:

»Boligsektorens fordelingsmæssige virkninger II: Subsidier og

kapitalgevinster«):

»Sammenfattende kan man betegne virkningerne af den førte bolig- og

skattepolitik som direkte asocial. Det viser sig ved, at det er

den bedst stillede halvdel af ejerne, der favoriseres, på

bekostning af alle lejerne og den halvdel af ejerne med indkomster

på under 100.000 kr. En omfordeling af den offentlige støtte til

boligforbruget, hvor støtten bliver ligeligt fordelt på alle

husstande, ville således betyde forøgede forbrugsmuligheder for de

dårligst stillede husstande. Og desuden kunne en sådan omfordeling

være et første skridt i retning af en mere social bolig- og

skattepolitik.«

Der er næppe siden denne undersøgelse sket nogen væsentlig ændring af

dette billede. Forslaget om afvikling af rentefradraget har altså

også til formål at fjerne ulighederne mellem ejere og lejere og

dermed fjerne en af de alvorligste splittelser blandt

lønmodtagerne. Og som det fremgår, vil alle lejerne og halvdelen

af ejerne - dvs. næsten alle almindelige lønmodtagere - have

fordel af en omlægning af den offentlige støtte til

boligforbruget.

En sådan omlægning bør efter VS' opfattelse indbefatte afvikling af

rentefradrag og lejeværdibeskatning, øget almennyttigt nybyggeri,

forbedret boligsikring og indgreb over for værdistigninger på fast

ejendom. Nærværende forslag er altså et afgørende element i en

social boligpolitik.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGETS ENKELTE PUNKTER

Ad 1

Med den borgerlige regerings »kartoffelkur« blev vejen banet for en

egentlig rentefradragsreform. Med lov om afgift af renter af

forbrugslån, jf. lov nr. 698 af 17. oktober 1986, gik de

borgerlige nemlig i realiteten til angreb på rentefradragsretten,

selv om det formelt hed en afgift. Dermed har regeringen brudt

skatteforliget eller i hvert fald givet Socialdemokratiet fri

adgang til at medvirke til en rentefradragsreform uden om de

borgerlige partier (renteafgiften gennemførtes imod

Socialdemokratiets ønske).

Desværre rammer renteafgiften på en sådan måde, at den i

virkeligheden forstærker den omfordeling i den forkerte retning,

som i forvejen er indbygget i rentefradragsordningen. Den rammer

især lejere og lader f.eks. de selvstændige gå fri. For lejerne

betyder dette, at de fortsat via skatten skal betale for de øvrige

skatteyderes fradrag, mens de selv får en mindre skattebesparelse

som følge af renteafgift på deres normalt ret beskedne lån.

En ordentlig rentefradragsreform bør heller ikke gennemføres ved en

udbygning af renteafgiften, det er nemlig en teknisk dårlig metode

til begrænsning af fradraget.

Derfor bør renteafgiftsloven ophæves, og dette bør naturligvis gøres

straks, idet loven simpelt hen kan ophæves uden nogen sinde at få

praktisk virkning.

Ad 2

Lejeværdibeskatningen er en nødvendig bestanddel af det nuværende

skattesystem netop på grund af rentefradragsretten, men selv under

disse vilkår er den meget svær at forsvare. Et overskud på

boligen er jo ikke en konkret indtægt, men en helt fiktiv

størrelse, og det opleves klart som helt urimeligt at blive

beskattet af penge, man ikke har eller tjener. Til gengæld vil der

fortsat - også efter afviklingen af rentefradragsretten - være

behov for en eller anden form for værdistigningsafgift.

Umiddelbart vil afviklingen af rentefradraget være med til at drive

renten nedad, og dette vil medføre et fald i huspriserne. (En del

af skattefordelen er blevet kapitaliseret i højere huspriser, dvs.

folk har måttet betale mere for deres huse, end hvis

skattefordelen ikke havde eksisteret. Dermed har

rentefradragsretten i høj grad bidraget til at skabe

værdistigninger på fast ejendom og har dermed også været

inflationsskabende). Men man kan godt forestille sig, at der igen

opstår værdistigninger »på lavere niveau«. Derfor vil der fortsat

være behov for en værdistigningsafgift. Men der skal ikke - som

ved lejeværdibeskatningen - være tale om en beskatning af en

fiktiv indtægt eller en afgift på boligforbrug; derimod kan der

f.eks. indføres en skat, der inddrager værdistigningen, i det

øjeblik den realiseres (ved salg eller belåning).

Ad 3

Der skal i forbindelse med afviklingen af rentefradraget, der

foreslås helt afskaffet, når det gælder renterne af nye lån,

etableres en klar adskillelse mellem privat gæld og erhvervsgæld

(renter af erhvervsgæld indgår så i virksomhedsregnskabet på linje

med de øvrige udgifter - her er den skattemæssige opgave at sikre

en effektiv beskatning af virksomhedens reelle overskud). Såfremt

skatteyderen har erhvervsvirksomhed, men ikke selv ønsker at

gennemføre en adskillelse, skal den samlede renteudgift regnes som

privat. En rimelig adskillelse skal sikres i forbindelse med en

revision af den nugældende virksomhedsskattelov. Det er klart, at

adskillelsen så vidt overhovedet muligt skal sikre, at bolig- og

forbrugslån ikke flyttes over i virksomheden.

Det vil ikke volde problemer at udskille de statsgaranterede

studielån m.v., hvor renterne fortsat skal kunne fradrages.

Ad 4

Punktet vedrører afviklingen af fradrag af renter af eksisterende

gæld. Hovedprincippet er, at aftrapningen skal vare 10 år, og

personens maksimale rentefradrag vil således være 90 pct. i 1988,

80 pct. i 1989, 70 pct. i 1990 osv. beregnet ud fra

1987-fradraget. Denne model vil i alle tilfælde gælde for

forbrugslån. Det skal bemærkes, at det maksimale fradrag de

enkelte år naturligvis kun kan udnyttes, såfremt renterne af den

gamle gæld fortsat når op på dette beløb, ellers kan naturligvis

kun fradrages den faktiske tilbageværende renteudgift.

Da en sådan afviklingstakt kunne volde problemer for den gruppe af

boligejere, der lige har købt hus eller ejerlejlighed, kan

skatteyderen kræve, at rentefradraget vedrørende boliglånet

afvikles efter en anden model.

Vælger skatteyderen, at afviklingen af rentefradraget vedrørende

boliglånene skal ske efter den anden model, sikres dermed, at

boligudgiften ikke vil komme til at udgøre en voksende andel af

reallønnen. Dette kunne dog i sig selv være slemt nok, nemlig for

den gruppe ejere, der lige har købt hus eller ejerlejlighed, og

hvor rentefradraget derfor vejer tungest. Dette er der imidlertid

taget højde for, idet skatteyderen kan kræve, at aftrapningen ikke

sker i en takt, der er hurtigere end efter de nugældende regler

(forudsat at lejeværdien ændredes i takt med prisudviklingen, og

at der ikke forekom belåning af værdistigningerne).

Hvad enten boligejeren vælger den ene eller den anden afvikling

vedrørende boliglånenes renter, så er det under alle

omstændigheder med forslaget sikret, at ingen stavnsbindes i deres

nuværende bolig som følge af fradragsafviklingen. Det maksimale

fradrag er nemlig personligt og bortfalder ikke, selv om personen

f.eks. sælger privat bolig og køber ny med deraf følgende nye lån.

Inden for det maksimale fradrag vil skatteyderen så kunne fradrage

renter af disse nye lån. Det kunne overvejes at stramme denne

regel, således at den kun omfattede boliglån, men det er dog næppe

praktisk hensigtsmæssigt, og derfor er forslagsstillerne

indstillet på at acceptere, at der i aftrapningsperioden kan opstå

situationer, hvor renter af nye lån i et vist - i praksis

begrænset - omfang vil blive fradragsberettigede, nemlig i de

situationer, hvor skatteyderen afvikler gamle lån hurtigere end

svarende til aftrapningstakten for rentefradraget.

DE STATSFINANSIELLE KONSEKVENSER AF FORSLAGET

Som allerede nævnt er rentefradraget langt det største af de

ligningsmæssige fradrag, i 1985 udgjorde det 75,7 mia. kr. ud af

det samlede ligningsmæssige fradrag på 109,7 mia. kr.

Lejeværdien (overskud af egen bolig) udgjorde 10,0 mia. kr. i 1985.

På lang sigt, dvs. når rentefradrag og lejeværdi er fuldt afviklet,

kan de statsfinansielle konsekvenser altså skitseres således, hvis

der regnes i 1985-kr. og hvis vi antager, at renteudgifterne i

dette slutår, f.eks. år 2000, fortsat udgør ca. 75 mia. 1985-kr:

  

 -------------------------------------------------------------------  

                                                          mia. kr.  

 -------------------------------------------------------------------  

 Øgede stats- og kommuneindtægter som  

 følge af fjernelse af rentefradrag: 75 mia.  

 kr. * 50 pct. =.........................................       37,5  

 Mindskede indtægter vedrørende lejeværdi:  

 10 mia. kr. * 50 pct. =.................................        5,0  

 Mindskede indtægter vedrørende renteafgift..............        1,5  

 -------------------------------------------------------------------  

 Samlet øget skatteindtægt...............................       31,0  

 ------------------------------------------------------------------  

Det må understreges, at der her er tale om en overordentlig forenklet

modelberegning blandt andet er der ikke taget højde for

udskillelse af renteudgifterne vedrørende studielån og

privatpersoners erhvervsgæld, men formålet er alene at vise en

størrelsesorden.

De første år vil nettoindtægtsforøgelsen for det offentlige år for år

være forholdsvis lille, fordi rentefradrag, renteafgift og

lejeværdibeskatning afvikles i forskellig takt. Men efter 2-3 år

vil der årligt ske en markant tilvækst i de offentlige

skatteindtægter.

Til belysning af brugen af rentefradragene har forslagsstillerne

udarbejdet nedenstående to oversigter.

Den første oversigt viser befolkningens muligheder for at udnytte

rentefradragsreglerne set i forhold til dens skattemæssige

bruttoindkomst.

Oversigten over kommunerne er lavet for at udregne forskellen mellem

kommuner med store forskelle i indkomstgrundlaget og samtidig med

en stor forskel i bygning af almennyttigt boligbyggeri kontra

kommuner med overvejende privat byggeri.

OPGØRELSE OVER RENTEUDGIFTERNES STØRRELSE SET I FORHOLD TIL

BRUTTOINDKOMST FOR SKATTEÅRET 1983

Tabel 1

1983

Bruttoindkomst kr. = A

Renteudgifter kr. = B

Renteudgifter i pct. af bruttoindkomst = C

  

    A                      B               C  

 60.001- 80.000            4.568            6,5  

 80.001-100.000            6.365            7,0  

 100.001-150.000           14.130           11,4  

 150.001-200.000           31.722           18,6  

 200.001-300.000           56.336           23,9  

 300.001-400.000           97.069           28,6  

 400.001-500.000          139.579           31,5 Over 500.000  

             311.127           32,7  

Kilde: Indkomst, forbrugerpriser. Statistiske Efterretninger nr. 7

1986, Danmarks Statistik

Tabel 2

1985

Kommune = A

Renteudgifter i pct. af personlig bruttoindkomst = B

Renteudgifter pr. indbygger kr. = C

  

  A                  B                C  

 København             7,46             7.666  

 Frederiksberg         9,98            12.509  

 Gentofte             16,34            27.825  

 Søllerød             18,69            27.825  

 Hørsholm             19,47            34.127  

 Ishøj                14,02            16.689  

 Albertslund          10,09            11.639  

 Brøndby               9,57            11.331  

 Århus                14,98            16.239  

 Ålborg               14,74            15.512  

Kilde: Indkomster og fradrag ved slutligningen i 1985. Kommunernes

statistiske meddelelser. September 1986.

Officielle noter

Ingen