Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BSF 58

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en grundlovskommission

Fremsat af Aage Frandsen (SF) Anne Baastrup (SF) Steen Gade (SF)

den 7. november 1996

Den fulde tekst

Folketinget nedsætter en grundlovskommission på 21 personer valgt

blandt Folketingets medlemmer efter de regler i Folketingets

forretningsorden, der gælder ved udvalgsbesættelse. Kommissionen

skal bl.a. undersøge behovet for ændringer i den nuværende grundlov.

Det drejer sig om overvejelser vedrørende:

1. Udvidelse af menneskerettighederne.

2. Indførelse af naturens rettigheder på linje med menneskerettighederne.

3. Udbygning af demokratiet til også at omfatte demokrati på arbejdspladsen og brugerindflydelse i den offentlige sektor.

4. Præcisering af, hvad kommunalt selvstyre indebærer.

5. Modernisering af grundloven på baggrund af dansk deltagelse i det internationale samarbejde, herunder EU.

6. Muligheden for hyppigere anvendelse af folkeafstemninger.

7. Præcisering af magtdelingen mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt.

8. Ændringer i opløsningsretten og i udformning af parlamentarismen.

9. Evt. nedsættelse af et lovudvalg.

10. Anvendelse af kommissionsdomstole og dommerundersøgelser i forhold til parlamentariske kommissioner.

11. Rigsrettens hensigtsmæssighed i dag.

12. Rammerne for et monarki i dag.

13. En kirkeforfatning, som det allerede blev bebudet i 1849.

14. Præcisering af Færøernes og Grønlands status inden for riget.

15. Evt. behov for to slags grundlovsbestemmelser bestemt ud fra deres vigtighed.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

I folketingssamlingen 1994-95 fremsatte SF et forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en forfatningskommission (B 63, fremsat den 10. februar 1995). Dette beslutningsforslag er justeret i forhold til den debat, der er foregået siden, og som har givet baggrund for, at der er sket ændringer i forhold til det tidligere forslag. At dette forslag taler om en grundlovskommission og ikke om en forfatningskommission, tilsigter ikke nogen indholdsmæssig ændring, men skyldes alene, at grundlovskommission sprogligt passer bedre på den direkte funktion for kommissionsarbejdet.

Siden fremsættelsen af B 63 den 10. februar 1995 har Domstolsudvalget bl.a. afgivet sin betænkning, Folketinget har vedtaget den såkaldte Tvindsærlov, og Højesteret har truffet beslutning om, at den sag om det grundlovsmedholdelige i underskrivelsen af Maastricht-Traktaten, som en kreds af danskere har rejst, skal kunne prøves ved domstolene. Alt dette peger på, at der er endnu flere grunde til nedsættelse af en grundlovskommission.

Derfor er der også i bemærkningerne til dette forslag især sket en uddybning vedrørende magtdelingen, hvor der lægges op til, at der er behov for præciseringer af afgrænsningen mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, bl.a. ved at særlove og love med tilbagevirkende kraft ikke længere kan vedtages.

Domstolenes uafhængighed ønskes også præciseret nærmere, bl.a. ved at domstolenes placering og styrelse m.v. bliver bestemt nærmere i grundloven.

Nærmere regler for forvaltningsdomstole, som oftest benævnes »nævn«, ønskes også fastlagt i grundloven.

Folketingets rolle ønskes også styrket yderligere ved regeringsdannelse og -omdannelse, bl.a. ved at statsministerens prærogativ med hensyn til ressortfordelingen ministerierne imellem afskaffes.

Der er også i bemærkningerne sket en udbygning vedrørende menneskerettighederne, idet forbud imod tortur er medtaget, ligesom behovet for at få børnenes rettigheder ind i en grundlov fremhæves.

Endelig er der i bemærkningerne også sket en udbygning vedrørende spørgsmålet om suverænitetsafgivelse, hvor Højesterets afgørelse om domstolsprøvelse af underskrivelse af Maastricht-Traktaten inddrages. Det samme sker med det forslag, som Folketingets formand, Erling Olsen, har fremsat i kølvandet herpå om folkeafstemninger om fremtidige suverænitetsafgivelser.

Et yderligere argument for fremsættelse af forslaget om en grundlovskommission er også, at betydelig flere - politikere, statsretskyndige m.v. - i dag peger på behovet for en ny grundlov og nedsættelse af en grundlovskommission, end tilfældet var, da B 63 blev fremsat og behandlet i Folketinget.

Når en ændring af grundloven er påkrævet, skyldes det for det første, at der er bestemte værdier, som udtrykkes i den nuværende grundlov, og som vi ikke i alle tilfælde er enige i. SF mener f.eks., at der er behov for udvidelse af menneskerettighederne, herunder også de såkaldt positive menneskerettigheder, der giver mennesker ret til noget, i modsætning til de såkaldt negative menneskerettigheder, der giver menneskene frihed for bl.a. statens indblanding. SF mener også, at der er brug for ændringer i reglerne for den private ejendomsrets ukrænkelighed.

For det andet giver det stigende internationale samarbejde et klart behov for præciseringer i grundloven. Det gælder både det internationale samarbejde generelt, f.eks. i FN, og især det meget forpligtende samarbejde i EU. Specielt dette samarbejde i EU tager grundlovens paragraffer ikke højde for. Højesterets beslutning om, at der kan ske en domstolsprøvelse af, om underskrivelsen af Maastricht-Traktaten var i fuld overensstemmelse med grundloven, har yderligere understreget behovet for præciseringer.

For det tredje er der i grundloven angivet en række demokratiske spilleregler, som ikke i alle tilfælde er hensigtsmæssige og tidssvarende. Det gælder f.eks. omtalen af det kommunale selvstyre, formen for parlamentarisme, monarkiet m.v.

For det fjerde berettiger grundlovens alder i sig selv til, at paragrafferne bliver gennemset med henblik på modernisering. En grundlov skal naturligvis både sprogligt og indholdsmæssigt afspejle det samfund, som den er forfatning for. Den forrige grundlov nåede kun at blive 33 år gammel, inden den blev afløst af 1953-grundloven. Der blev vedtaget en grundlov i 1915, som indebar ganske betydelige ændringer, bl.a. med indførelse af kvindernes stemmeret og folkeafstemninger ved grundlovsændringer. Denne grundlov trådte i kraft i 1918. I 1920 kom der en ny grundlov, som betød ændringer på nogle få, men heller ikke uvæsentlige punkter. Allerede i 1939 blev der gjort forsøg på at ændre grundloven. Men da det ikke lykkedes at opnå en tilslutning på 45 pct. af vælgerne, som der dengang krævedes ved folkeafstemninger om grundlovsændringer, blev grundloven ikke ændret. Når grundloven derfor nu har rundet de 40 år, er det ikke unaturligt, at der er behov for ændringer. Endelig er det også rimeligt at se på hele opbygningen af grundloven, som i dag stort set svarer til 1849-grundloven, der naturligt nok bar præg af, at det dengang var kongemagten, der afgav magt til folkets repræsentanter. Det centrale i dag må være, at der er en række fundamentale menneskerettigheder, som ikke kan fraviges, og at folket ellers har delegeret magten på en række områder til dets repræsentanter. Dette må naturligt afspejles i den måde, grundloven er opbygget på.

Hvis vi ønsker en ny grundlov vedtaget om nogle år, er det ikke for tidligt at få nedsat en grundlovskommission. Det er i den forbindelse værd at erindre, at den grundlovskommission, hvis arbejde resulterede i 1953-grundloven, blev nedsat i 1946. 7 år tog det. Det var lang tid, bl.a. når man tager i betragtning, at man havde forarbejdet fra 1939-grundloven. Når det tog så lang tid, hang det også sammen med, at grundlovskommissionen i et vist omfang blev brugt til at lukke munden på folk, og at kommissionen i lange perioder reelt ikke arbejdede.

En grundlov skal både afspejle de økonomiske, sociale og politiske forhold på det tidspunkt, hvor grundloven udformes, og angive, hvordan man ønsker, at de økonomiske, sociale og politiske forhold skal være, med andre ord både hvordan samfundet ser ud, og hvordan man ønsker samfundet skal udvikle sig.

1953-grundloven afspejlede, at Danmark var (og er) et kapitalistisk samfund, der ideologisk bygger på den økonomiske liberalisme med visse træk af socialliberalisme og på det politisk liberale demokrati. Men en række paragraffer i grundloven er også levn fra fortiden, idet 1953-grundloven i mange henseender blot byggede videre på tidligere grundlove.

Dertil kommer, at mange paragraffer i grundloven afspejler, at 1953-grundloven var udtryk for et kompromis, ikke altid med lige heldig hånd rent lovteknisk.

Visse paragraffer afspejler den økonomiske liberalisme, andre paragraffer i højere grad socialliberalisme. Visse paragraffer afspejler en socialdemokratisk tænkning. Andre paragraffer viser, at Venstre og De Konservative skulle have deres pris for at gå med til Landstingets afskaffelse.

En ny grundlov i dag - eller om nogle år - vil både afspejle de aktuelle økonomiske, sociale og politiske forhold og angive de retninger, efter hvilke flertallet ønsker, at samfundet skal udvikle sig.

Samtidig bør en ny grundlov renses for det, som alene er et levn fra fortiden, og som ingen relevans har i dag.

En ny grundlov vil naturligvis være udtryk for et kompromis. Det gælder ikke mindst, når vi ved, at grundlovsændringer i Danmark ifølge den eksisterende grundlov kræver en vælgertilslutning på mindst 40 pct. af folketingsvælgerne.

Grundloven er i flere henseender blevet utidssvarende.

Der er f.eks. adskillige bestemmelser i grundloven, der i dag forekommer som levn fra fortiden, og som det derfor kan være vanskeligt at forstå meningen med.

Det er et levn fra fortiden, når der i grundloven adskillige steder står kongen, hvor det entydigt betyder regeringen. Det gælder f.eks., når der i grundlovens § 3 står: »Den udøvende magt er hos kongen«. Det samme er tilfældet, når der i § 19 står: »Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender«, dette uanset at der i §§ 12 og 13 er begrænsninger og præciseringer i, hvad der er kongens beføjelser.

På samme måde forekommer omtalen af kongens rolle i statsrådet heller ikke tidssvarende, f.eks. når der i § 17, stk. 1, står: »Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet . . .«, og i stk. 2: »I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.«

Utidssvarende er også den detaljeringsgrad, der anvendes ved omtalen af statsrådet. Det gælder ikke mindst, når de almindelige regeringsmøder ikke omtales. Det svarer ikke til virkelighedens beslutningsform og magtforhold.

Levn fra fortiden er også bestemmelserne i grundloven om, at straf og understøttelse kan medføre tab af valgret, jf. § 29, stk. 1, hvor der står: »Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og har opnået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.«

Et levn fra fortiden forekommer også bestemmelsen i grundloven om tjenestemænds valgbarhed at være. I § 30, stk. 2, hedder det: »Tjenestemænd, som vælges til medlemmer af folketinget, behøver ikke regeringens tilladelse til at modtage valget«. Bestemmelsen henfører til begivenheder i 1850'erne, hvor regeringen Ørsted afskedigede en række oppositionspolitikere, der var tjenestemænd. Når bestemmelsen kun kom til at omfatte tjenestemænd, skyldtes det, at daværende rigsdagsmedlemmer slet ikke tænkte på ganske almindelige lønmodtagere som mulige rigsdagsmedlemmer. Det gjaldt i høj grad også de nationalliberale, der var i opposition til de konservative regeringer i 1850'erne, herunder Ørstedregeringen. Rigsdagsmedlemmerne var dengang stort set alle enten selvstændige eller tjenestemænd. Derfor var paragraffen dengang efter datidens rigsdagsmedlemmers opfattelse dækkende.

Men det var paragraffen reelt ikke i 1953 og er det endnu mindre i dag. Derfor er der brug for en anden paragraf, der også tager højde for andre lønmodtageres situation.

Detaljeringsgraden forekommer også på nogle områder utidssvarende, ikke mindst når det tages i betragtning, hvad der ikke behandles i grundloven. Det er f.eks. ikke rimeligt i dag at omtale tjenestemændenes vilkår så detaljeret, når f.eks. andre lønmodtageres vilkår ikke omtales.

At kirkens forhold omtales på linje med kommunernes forhold, forekommer heller ikke tidssvarende og rimeligt i forhold til den aktuelle virkelighed. Kommunernes forhold omtales i § 82 på denne måde: »Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov«, mens kirkens forhold omtales i § 66: »Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.«

Der er efter SF's opfattelse brug for en større præcisering af bestemmelserne for det kommunale selvstyre. Samtidig er der efter SF's opfattelse brug for bestemmelser, som forbereder folkekirken på en selvstændiggørelse i forhold til staten, sådan som det allerede i 1849 var tanken.

Men det er klart, at SF også ønsker grundloven ændret af politiske grunde, idet SF's socialistiske menneske- og samfundsopfattelse naturligvis indebærer, at SF ønsker en grundlov, der i højere grad tager udgangspunkt i en socialistisk opfattelse, end tilfældet er med den nuværende grundlov.

SF er naturligvis klar over, at andre partier vil have, at grundloven skal have et andet indhold. Politik er nu engang en kamp på meninger og holdninger, hvor vi må deles på anskuelser.

Den nuværende grundlovs opbygning svarer helt til opbygningen af de tidligere grundlove. Først anføres principperne om magtdelingen, dernæst monarkiets - i praksis i en række tilfælde regeringens - beføjelser, bestemmelserne om valgret og valgbarhed til Folketinget, lovgivningsprocessen og Folketingets arbejde i det hele taget, Rigsretten og domstolene. Endelig følger så menneskerettighederne, og til allersidst kommer revisionsparagraffen, § 88.

Opbygningen af 1953-grundloven følger meget nøje opbygningen af 1849-grundloven, som havde den belgiske grundlov fra 1831 som forbillede. Det gælder både opbygning og indhold, hvilket bl.a. hang sammen med, at D.G. Monrad, der havde udarbejdet et oplæg til grundlov, netop havde mange af sine ideer fra den belgiske grundlov.

Opbygningen af grundlovens paragraffer var logisk i 1849, fordi 1849-grundloven først og fremmest var kongens delegering af magten i henhold til princippet om magtdelingen. Menneskerettigheder kom i anden række. Hvis opbygningen af grundloven fortsat skal være logisk, må det være mest nærliggende, at menneskerettighederne nævnes først, fordi en grundlov i dag må tage udgangspunkt i folket.

For det første er der nogle fundamentale menneskerettigheder, som ikke kan fraviges.

For det andet er det folket, der delegerer magten til folkets repræsentanter i en række nærmere bestemte sammenhænge.

For det tredje er menneskerettighederne udgangspunkt for en række andre paragraffer. Derfor må det være mere logisk, at grundloven indledes med menneskerettighederne. Det samme gør f.eks. også den svenske grundlov fra 1974.

I dette forslag er der opregnet en række problemfelter, som det efter SF's opfattelse kunne være relevant at diskutere i en grundlovskommission. Men en sådan opregning er naturligvis ikke udtømmende. Også SF kan sagtens forestille sig andre spørgsmål, som det ville være relevant at diskutere nærmere.

Det fremgår af forslaget, at grundlovskommissionen skal bestå af 21 medlemmer valgt efter forholdstalsmetode som almindelige folketingsudvalg.

På samme måde som ved grundlovsændringen i 1953 vil det være naturligt, at der nedsættes en række underudvalg til at belyse særlige problemfelter, f.eks. menneskerettighederne, folkeafstemninger, regler for Danmarks internationale samarbejde m.v.

Det er klart, at grundlovskommissionen skal have juridisk og anden ekspertbistand til rådighed. Men det er ikke tanken, at der skal være andre end folketingsmedlemmer som medlemmer af grundlovskommissionen. Disse andre kan tilknyttes som eksperter.

SF har med disse bemærkninger ønsket at vise, hvorfor SF mener, at der er behov for en ny grundlov, og i hvilke retninger vi mener ændringer skal ske.

Bemærkningerne til de enkelte punkter bygger bl.a. på synspunkter, som findes i et debatoplæg, som blev offentliggjort i august 1994, udarbejdet af en arbejdsgruppe i SF. Dertil kommer, at debatten om grundloven og om forfatningsretlige spørgsmål de senere år har givet anledning til udbygning af synspunkterne.

Da en grundlovsændring kræver meget grundige overvejelser, inden et forslag udarbejdes, er der ingen, der på nuværende tidspunkt kan være afklaret med hensyn til, hvad indholdet i en ny grundlov skal være. Det gælder også SF. Men uanset at vi heller ikke selv er afklaret i alle henseender, er mange af de synspunkter, ideer og forslag, der findes i debatoplægget, medtaget for at vise, hvilke problemstillinger vi mener er relevante, og hvilke konklusioner det kunne være relevant at drage.

Det er også klart, at SF ikke har noget forventning om, at alle Folketingets partier er enige i de retninger, vi mener grundlovsændringerne skal gå, og i de synspunkter, ideer og forslag, som findes i bemærkningerne til de enkelte punkter. Men vi har med de meget udførlige bemærkninger ønsket at anskueliggøre, hvor SF mener der er problemer, og i hvilke retninger SF mener ændringerne skal føre.

Det er derfor klart, at man sagtens kan være enig i, at der bør nedsættes en grundlovskommission, som f.eks. skal behandle de problemfelter, SF lægger op til at behandle, uden på nogen måde at være enig i en række af de indholdsmæssige synspunkter, som fremgår af bemærkningerne.

Bemærkninger til de enkelte punkter

1. Menneskerettighederne

Når der tales om menneskerettigheder, kan der skelnes mellem de politiske frihedsrettigheder, f.eks. personlig frihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed m.v., og de sociale rettigheder, f.eks. retten til arbejde, retten til forsørgelse, retten til undervisning m.v. Liberalister interesserer sig først og fremmest - nogle liberalister kun - for de politiske frihedsrettigheder. Socialister interesserer sig både for de politiske frihedsrettigheder og for de sociale rettigheder. Nogle, der kaldte sig socialister, var dog i praksis ikke interesseret i sikring af de politiske frihedsrettigheder.

Der kan også skelnes mellem negative menneskerettigheder og positive menneskerettigheder. De negative rettigheder giver borgeren frihed for staten, mens de positive rettigheder giver borgeren et krav på staten. Liberalister interesserer sig først og fremmest - nogle liberalister kun - for de negative menneskerettigheder. Socialister interesserer sig både for positive og negative menneskerettigheder. Nogle, der kaldte sig socialister, interesserede sig dog ikke for de negative menneskerettigheder, når de selv havde magten.

De politiske frihedsrettigheder har deres baggrund i menneskerettighederne, sådan som de bl.a. blev udformet for godt 200 år siden i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og i menneskerettighederne fra 1789 som en del af den franske revolution. De genfindes i den danske grundlovs §§ 71, 72, 73, 74, 77, 78, 79 og 80.

Der var dog også i den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 antydninger af, at der også er noget, der hedder sociale rettigheder.

Menneskerettighederne i grundloven er forfatningsretligt på flere punkter udbygget siden 1953-grundloven gennem dansk tilslutning til internationale konventioner.

Det gælder f.eks. FN's konvention om »borgerlige og politiske rettigheder« og den europæiske menneskerettighedskonvention. Nogle af disse udbygninger skal indføjes i forbindelse med en grundlovsrevision.

Den nuværende grundlovs § 77 er absolut, når det gælder forhåndscensur, hvilket fremgår af formuleringen: »Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.«

Formuleringen af paragraffen er en sikkerhed imod forhåndscensur. Men det er tvivlsomt, om paragraffen giver nogen sikring imod, at der ved lov gennemføres begrænsninger i ytringsfriheden i form af efterfølgende kontrol og sanktioner. Både FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention giver derimod en vis sikkerhed mod indholdsmæssige begrænsninger af ytringsfriheden.

Der er heller ikke nogen sikkerhed for med grundlovens § 77 at kunne modtage de informationer, man ønsker, idet formuleringen alene går på ytringsfrihed, ikke på informationsfrihed, f.eks. offentlighed i forvaltningen.

Til trods for at ytringsfriheden i § 77 er formuleret meget absolut, findes der i lovgivningen mange indskrænkninger i ytringsfriheden - blot der ikke er tale om forhåndscensur.

Derfor kunne der være behov for en sikring af både ytrings- og informationsfriheden, sådan at det sikres, at en begrænsning i ytrings- og informationsfriheden er en absolut undtagelse. For selv om ytringsfriheden i den nuværende § 77 er absolut, er der ved lov indført betydelige begrænsninger, som kan diskuteres at være i overensstemmelse med grundlovens bogstav og ånd. Den forfatningsretlige praksis, der har udviklet sig med reelle indskrænkninger i ytringsfriheden, betyder også, at det er svært at sige, hvor grænsen i dag ligger. Måske er der i dag reelt ingen grænse herfor, blot det sker ved lov og der ikke er tale om forhåndscensur. Dertil kommer, at der er mennesker, der er blevet truet på deres arbejde, efter at de har ytret sig offentligt. Derfor kan der også her være behov for præciseringer, så både offentligt og privat ansatte i højere grad bliver sikret deres ytringsfrihed og ikke risikerer at blive afskediget, hvis de ytrer sig offentligt.

Ytrings- og informationsfriheden er helt afgørende for, at et levende folkestyre kan fungere. Derfor er der også brug for en grundlovsbestemmelse, der sikrer, at ethvert meddelelsesmiddel, f.eks. ny informationsteknologi, kan udnyttes.

Også borgernes ret til aktindsigt i den offentlige forvaltning skal sikres gennem en grundlovsbestemmelse og kunne naturligt også formuleres i sammenhæng med paragraffen om ytrings- og informationsfrihed.

Grundlovssikringen af offentlighed i forvaltningen skal naturligvis gælde både den statslige og den kommunale forvaltning. Men den skal også gælde de »halvoffentlige« forvaltninger, f.eks. kommunale værker, DSB, Danmarks Radio, Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening. Ikke mindst Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening bør underkastes opmærksomhed ved en grundlovsrevision, idet der her er tale om organisationer, der juridisk er private, men som i praksis - ikke mindst Kommunernes Landsforening - har fået en slags status som nyt 1. kammer, fordi regeringen og Folketinget lader de kommunale organisationer forbehandle mange af lovforslagene, inden de fremsættes i Folketinget. Udtrykket 1. kammer relaterer til, at de kommunale organisationer - først og fremmest Kommunernes Landsforening - får mulighed for at forbehandle lovforslagene, før de behandles i Folketinget. Før 1953 behandlede Landstinget lovforslagene på linje med Folketinget. Landstinget kaldtes dengang også 1. kammer og Folketinget 2. kammer.

§ 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed bør ændres og præciseres. Der er f.eks. behov for en præcisering af, hvornår begrebet »almenvellet« skal kunne påberåbes, og der er videre behov for en præcisering af, hvad ejendomsretten ikke må bruges til. Uanset grundlovens ord har tolkningen af dette begreb over tid allerede undergået betydelige ændringer, selv om formuleringen i dag ikke adskiller sig væsentligt fra tidligere grundloves bestemmelser. Den nuværende § 73, stk. 1, om ejendomsretten har følgende formulering: »Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.«

I praksis tolkes denne bestemmelse således, at ukrænkeligheden er begrænset, når det gælder den enkelte borgers private ejendom, f.eks. bolig. Hvis almenvellet kræver, at der skal gå en motorvej gennem et bestemt område, er der ingen »ukrænkelighed« tilbage. Konkrete ekspropriationssager efterlader heller ikke det indtryk, at den private ejendom er særlig beskyttet med grundlovens § 73, jf. ekspropriationssagerne på Amager med henblik på Øresundsforbindelsen og ved forskellige motorvejsprojekter.

Der kan i dag eksproprieres med henvisning til almenvellet, når en kirkegård skal udvides, når en skole eller anden offentlig institution skal bygges, når kommunen skal foretage udlægninger til bolig- og industriområder, eller når en motorvej skal bygges. Her er der ingen begrænsninger i, hvad almenvellet kan kræve.

Derimod kan der ikke henvises til almenvellet, hvis man ønsker en samfundsovertagelse af en virksomhed med mange arbejdspladser, som ellers er på vej til at blive flyttet til udlandet. Også en sikring af arbejdspladser kan være nødvendigt af hensyn til amenvellet. Omvendt betyder det naturligvis ikke, at det offentlige i tide og utide skal gå ind og forhindre, at arbejdspladser forsvinder. Økonomiske dødssejlere kan og skal naturligvis ikke reddes med henvisning til almenvellet.

Der har de senere år været rejst kritik af, at offentlige myndigheder uden videre kan trænge ind på menneskers grund og foretage undersøgelser. Det er klart, at sådanne situationer skal indskrænkes til det mindst mulige. Men i nogle situationer kan det ikke undgås, f.eks. når myndigheder nødvendigvis i nogle tilfælde er nødt til at komme på uanmeldt besøg.

Den nuværende formulering af § 73 og den praksis, der følger heraf, opfattes også - med rette - som en principiel understregning af, at Danmark er et kapitalistisk samfund, bl.a. fordi kollektiv ejendomsret og sikring mod spekulation via privat ejendomsret ikke nævnes.

I artikel 17 i FN's menneskerettighedserklæring hedder det således: »Enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællig med andre.« Hermed understreges det, at der ikke kun er tale om en »privat« ejendomsret, men også en »kollektiv« ejendomsret.

Endvidere bør der kunne ske reguleringer i ejendomsretten af hensyn til sikring af naturgrundlaget og sikring imod spekulation.

Det er vigtigt at sikre den enkelte borgers ret til bolig, forbrugsgoder m.v. Det er den form for ejendomsret, det er vigtigt at beskytte. Men også her kan det fra samfundets side være nødvendigt at gribe regulerende ind eller foretage ekspropriation af hensyn til fællesskabets behov eller af hensyn til naturen.

Derimod er det efter SF's opfattelse vigtigt at forhindre, at den private ejendomsret bruges til spekulation med henblik på at få hurtige gevinster. Det er også vigtigt, at samfundet inddrager samfundsskabte værdier, og at værdier skabt ved fælles indsats i f.eks. en virksomhed, og som i dag tilfalder dem, der har ejendomsretten, kan tilfalde alle medarbejdere i fællesskab i form af kollektiv ejendomsret.

En helt central menneskeret må være retten til sit eget liv. Derfor er det bl.a. statens opgave at sikre, at borgernes liv ikke trues. Ud fra den betragtning må et forbud mod dødsstraf som en grundlovsbestemmelse også være logisk, ligesom det må være logisk at indføje et forbud imod tortur og inhumane forhørs- og straffemetoder i grundloven.

De sociale rettigheder er oftest positive frihedsrettigheder, der udtrykker borgernes »krav« på staten (i betydningen: det offentlige).

Disse frihedsrettigheder er der betydelig færre af i grundloven end af de politiske frihedsrettigheder, hvilket hænger sammen med, at grundloven afspejler tidens (1953) politiske og økonomiske liberalisme.

De sociale rettigheder genfindes reelt kun i grundlovens §§ 75 og 76:

»§ 75. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.

Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig og sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.«

»§ 76. Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen . . .«.

Efter SF's opfattelse er det vigtigt, at de sociale rettigheder udbygges bl.a. med baggrund i de internationale konventioner.

Et eksempel på menneskerettigheder, som er gældende i Danmark i dag, og som er et resultat af dansk tilslutning til en international konvention, er den såkaldte racismebestemmelse. Den kom ind i dansk lovgivning i 1971, efter at Danmark tilsluttede sig FN-konventionen herom i 1965. Da vi har tilsluttet os konventionen og tankegangen findes i dansk lovgivning, er det helt naturligt at få den ind i grundloven. Det kunne ske ved en udbygning af den eksisterende § 70, der har følgende ordlyd:

»§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.«

Grundideen bag straffelovens racismebestemmelse kunne udbygge grundlovens § 70:

»Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.«

Straffelovens racismebestemmelse blev vedtaget i 1971 med ovennævnte ordlyd undtagen ordene »eller seksuelle orientering«, der blev tilføjet i 1987.

I sammenhæng hermed kunne også princippet om ligestilling mellem kønnene og sikring imod diskrimination af handicappede ses, således at diskriminationsparagraffen blev betydelig mere omfattende end i dag.

Udvidelse af menneskerettighederne i form af positive rettigheder må efter SF's opfattelse f.eks. indebære en præcisering af bestemmelsen i § 75 om retten til arbejde, sådan at det bliver en reel ret.

Drøftelsen herom var allerede fremme i forbindelse med udformningen af 1953-grundloven. Her kom socialdemokraten Julius Bomholt med følgende forslag: »Retten til arbejde under menneskeligt og samfundsmæssigt forsvarlige vilkår bør tilsikres alle, og det offentlige må træffe de fornødne foranstaltninger til denne rets gennemførelse.«

Dette forslag var i et vist omfang et afværgeforslag over for et mere vidtgående, men ikke særlig brugbart kommunistisk forslag, som havde følgende ordlyd: »Enhver borger har ret til arbejde til en løn, der svarer til den ved overenskomst mellem arbejdere og arbejdsgivere fastsatte, eller - hvor en sådan overenskomst ikke findes - til gennemsnitslønnen for det pågældende«.

Derfor frafaldt Socialdemokratiet også forholdsvis hurtigt sit eget forslag og indgik et kompromis om den formulering, der i dag findes i grundlovens § 75, stk. 1, om retten til arbejde - en »ret«, der langtfra er nogen reel ret.

Retten til offentlig forsørgelse omtales i § 75, stk. 2.

Hvis det offentliges forpligtelse blev begrænset til det, der direkte kan udledes af denne paragraf, ville mange mennesker blive betydelig dårligere stillet end i dag. Der er ikke noget til hinder for efter den nuværende grundlovsbestemmelse, at forsørgerpligten omfatter børn over 18 år og forældre. Det kan afgjort tale for en ny formulering.

Det forekommer ikke tidssvarende, at retten til uddannelse begrænser sig til den undervisningspligtige alder, jf. § 76, når man tager i betragtning, hvilken vægt vi i dag lægger på uddannelse i øvrigt. Meget kan tale for en ny formulering, der giver mulighed for yderligere uddannelse.

På samme måde kunne det være rimeligt, at børns rettigheder i form af en paragraf om børnerettigheder også kom til at blive omfattet af grundloven.

I hvilket omfang borgerne ellers skal kunne gøre krav gældende over for det offentlige i henhold til en grundlovsbestemmelse kan være svært at afgøre. Skal borgerne have et retskrav på at kunne behandles inden for en vis tidsfrist i det offentlige sundhedssystem, og skal en sådan ret grundlovssikres?

Hvis ja, hvilke krav over for det offentlige åbnes der fremover for, hvis alt, som er teknisk muligt, også skal kunne tilbydes borgerne? Hvis der f.eks. kun er 2 procents chance for at overleve, skal det offentlige så bekoste operationer m.v., næsten uanset hvad det koster? Og hvilke modkrav (f.eks. krav til livsførelse) kan det offentlige stille til gengæld?

Hvis nej, er sundhed og et godt helbred ikke lige så vigtigt som arbejde og retten til offentlig forsørgelse, jf. henholdsvis § 75, stk. 1, og § 75, stk. 2?

Derfor er krav om sygdomsbehandling m.v. klart en såkaldt positiv menneskeret, som det kan være relevant at få indføjet i grundloven. Men det kræver nøje afgrænsninger og præciseringer.

Til menneskerettigheder må også høre retten til bolig. Men den præcise formulering kan være svær at udforme.

Sammen med paragrafferne om menneskerettighederne er også i den nuværende grundlov anført en pligt, nemlig værnepligten, der er formuleret i § 81: »Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.«

Ud fra at forsvar med våben ikke er den eneste og efter SF's opfattelse heller ikke den bedste form for samfundstjeneste, som borgerne kan udøve, må det være rimeligt, at værnepligten, hvis den overhovedet skal opretholdes, ændres til generel samfundstjeneste, hvorved civil værnepligt helt ligestilles med militær værnepligt.

Men spørgsmålet er i høj grad, om ikke værnepligtsparagraffen helt bør slettes. Den stammer helt fra 1849, hvor værnepligten kom til at omfatte alle og ikke kun bønderkarlene, sådan som det havde været tilfældet før 1849. Derfor var paragraffen dengang bøndernes »frihed« fra alene at skulle bære værnepligtsbyrden. Situationen i dag er en helt anden.

2. Naturens rettigheder

Da grundlaget for menneskerettighederne blev lagt for over 200 år siden, var det udtryk for en sikring af menneskenes rettigheder over for staten (kongen, den udøvende magt). Der er som sagt fortsat brug for en sådan sikring over for staten (det offentlige).

Men det er ikke kun menneskene, der har brug for en sådan sikring. Det har naturen også. Ligesom menneskene skal sikres mod overgreb fra staten og andre mennesker, må naturen også sikres mod sådanne overgreb. Det er vigtigt, at der i grundloven er bestemmelser, som angiver grænser for, hvilken brug - udnyttelse - af naturen og naturforekomsterne der er acceptabel, f.eks. i forbindelse med skovfældning, grusgravning, dyrkning af markerne m.v.

Det er i den forbindelse vigtigt at få understreget, at den menneskelige aktivitet (værdiskabelse i både snæver og bred forstand) er et produkt af samspillet mellem menneske og natur, og at dette samspil skal udøves i overensstemmelse med bestemte regler. Derfor er det også en begrænsning i, hvordan ejendomsretten må udnyttes. Begrænsningen i udøvelsen af ejendomsretten gælder ikke kun for private, men også for staten, amter og kommuner.

3. Udbygning af demokratiet

I forlængelse af, at der sker en udvidelse af menneskerettighederne, er det også relevant at tale om udvidelse af de demokratiske rettigheder i form af retten til brugerindflydelse og selvforvaltning i den offentlige sektor samt retten til arbejdspladsdemokrati i såvel den private som den offentlige sektor. Dette sidste antaster naturligvis også arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet. Men sådan vil det altid være, at udvidelse af demokratiet og rettighederne for nogen på tilsvarende måde medfører begrænsninger for andre.

4. Det kommende selvstyre

Ikke mindst når det tages i betragtning, hvor detaljeret grundloven omtaler Folketingets forhold, er omtalen af det kommunale selvstyre meget sporadisk og utidssvarende med formuleringen i § 82, hvor der blot står: »Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov.«

I forhold til, hvor megen vægt der lægges på den kommunale selvforvaltning i dag, er den del af forfatningen langt vigtigere end en række andre ting, der står i grundloven. Folketinget kunne f.eks. i dag uden at komme i modstrid med ordlyden i grundloven reelt afskaffe indholdet i det kommunale selvstyre. Det ville dog formentlig være i modstrid med vore forfatningsmæssige traditioner. Derfor bør princippet om det kommunale selvstyre slås fast i grundloven.

Det kunne f.eks. være relevant at få slået et princip om decentralisering fast, sådan at det bliver et højere niveau, der skal argumentere for, at beslutningen eller afgørelsen skal træffes på det højere niveau.

Men da det er Folketinget, der ved lov skal fastlægge de nærmere regler for det kommunale selvstyre, kan Folketinget også begrænse dette ved lov under henvisning til retssikkerheden og til menneskerettighederne samt grundloven i øvrigt, f.eks. gamles retssikkerhed med henblik på at få en anstændig behandling i form af hjemmehjælp eller plejehjemsplads. Tilsvarende når det gælder børns rettigheder, herunder retten til en institutionsplads. Derfor skal der være en balance mellem hensynet til det kommunale selvstyre og hensynet til retssikkerheden og overholdelse af menneskerettighederne m.v.

5. Danmarks deltagelse i det internationale samarbejde

Danmarks deltagelse i det internationale samarbejde er i den nuværende grundlov først og fremmest fastlagt i §§ 19 og 20.

Overnationale organisationer, som § 20 først og fremmest handler om, og som i grundloven betegnes mellemfolkelig myndighed, er karakteriseret ved, at de kan træffe beslutninger, som ikke blot forpligter medlemsstaterne, men også har direkte retsvirkninger over for borgerne i medlemslandene. I dag drejer det sig først og fremmest om EU. Grundlovens § 19 omfatter derimod det mellemfolkelige samarbejde, som ikke har overnational karakter - herunder også en del af EU-samarbejdet.

Grundlovens § 19, der fastlægger princippet for, hvem der har kompetencen i udenrigspolitikken, har rødder tilbage til 1849. § 19, stk. 1: »Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden Folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller kan kongen uden Folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med Folketingets samtykke.«

Selv om Det Udenrigspolitiske Nævn som rådgivende organ er fastslået i stk. 3 i samme paragraf, er der brug for en nyformulering, der i højere i grad inddrager Folketinget i beslutningerne. Grundlovens formulering om, at »kongen (regeringen) handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender«, bygger på den elitære forestilling, som i udpræget grad herskede tidligere, om, at udenrigspolitik er for krævende og for indviklet for de folkevalgte. Forestillingen var (er) også, at offentlighed i udenrigspolitikken er skadelig, og at regeringen skal have forholdsvis frie hænder i udenrigspolitiske spørgsmål.

Sådanne forestillinger kan ikke være acceptable i en demokratisk forfatning. Dertil kommer, at internationale spørgsmål i dag har langt større betydning end tidligere - ikke kun i forhold til, da junigrundloven fra 1849 blev udformet for snart 150 år siden, men også i forhold til, da 1953-grundloven blev udformet for godt 40 år siden.

I dag kan det være vanskeligt at skelne mellem indenrigs- og udenrigspolitik, og Danmark samarbejder med andre lande i utallige internationale organisationer, et samarbejde, som er mere eller mindre forpligtende for borgerne. Derfor bør afvejningen mellem offentlighed og fortrolighed ikke være principielt anderledes i internationale end i nationale spørgsmål.

Med de nuværende bestemmelser er det - bortset fra de særlige samtykkekrav - tvivlsomt, om regeringen er forpligtet til at følge Folketingets beslutninger i udenrigspolitiske spørgsmål. Der er ikke enighed herom i den forfatningsretlige litteratur.

Forslaget til ny formulering må gøre det klart, at Folketinget kan lægge rammer for ethvert udenrigspolitisk spørgsmål og kan pålægge regeringen bestemte handlinger f.eks. ved afstemninger i internationale organisationer. Det forhindrer dog ikke regeringen i at søge at få relativt brede forhandlingsmandater af Folketinget.

Uanset sådanne præciseringer ændrer det ikke ved, at regeringen som udøvende magt har ansvaret for udøvelsen af udenrigspolitikken.

En af de helt afgørende nye paragraffer, der kom ind i grundloven i 1953, var § 20, hvis rækkevidde efterfølgende man klart ikke kunne forudse, da man formulerede paragraffen for over 40 år siden:

»Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.«

Den nuværende § 20 nævner, at »beføjelser« kan overlades »i nærmere bestemt omfang«. Denne formulering har i praksis vist sig at være for upræcis. Skiftende regeringer og Udenrigsministeriet har tolket § 20 temmelig frit. Man har accepteret, at nye emner er inddraget under EU-regulering uden særlig hjemmel i Traktaten. Det er sket med henvisning til Romtraktatens artikel 235, som ikke indeholder nogen form for emnemæssig afgrænsning.

I forbindelse med tiltrædelsen af Den Europæiske Fælles Akt (EF-pakken) i 1986, hvor der blev indført særlige bestemmelser på flere områder, anførte den daværende danske udenrigsminister, at der ikke var tale om noget nyt, og at folkeafstemning derfor ikke var påkrævet, når beføjelser allerede blev udøvet efter artikel 235. Ved samme lejlighed blev det ligeledes afvist, at indførelse af flertalsafstemninger skulle godkendes ved en § 20-procedure.

Folkeafstemningen i 1986 blev alene afholdt, fordi regeringen ikke kunne få flertal i Folketinget for forslaget om dansk tilslutning til EF-pakken. Derfor var folkeafstemningen i 1986 formelt kun vejledende og uden direkte hjemmel i grundloven.

Det er ud fra en demokratisk synsvinkel helt afgørende, at Folketinget og vælgerne har et sikkert grundlag for stillingtagen, når der skal overlades kompetence til en overnational organisation. Den danske befolkning skal ikke underkastes en uoverskuelig og ukontrollabel »automatisk« unionsudvikling. Hvert skridt skal være inden for klare rammer, som Folketinget og vælgerne har godkendt. Det var samme tankegang, der bl.a. lå bag udtalelsen fra den tyske forbundsforfatningsdomstol i dens kendelse af 12. oktober 1993.

Højesterets beslutning om, at det grundlovsmedholdelige i underskrivelsen af Maastricht-Traktaten skal kunne domstolsprøves, viser, at der er brug for en nøjere præcisering af, hvor langt man kan gå med hensyn til suverænitetsafgivelse i henhold til grundloven. Men det er ikke rimeligt, at det primært er domstolene, der skal afgøre den slags. Det er en politisk afgørelse. Derfor bør der ske en præcisering i grundloven, så den gråzone, som nødvendigvis må være der, bliver mindre.

Derfor er der brug for en ny formulering af § 20, hvor der bl.a. stilles langt mere præcise krav til, hvordan og hvornår der kan overlades kompetence til mellemfolkelige myndigheder.

En ny formulering af § 20 skal efter SF's opfattelse sikre, at ændringer i de forudsætninger, som Folketinget og vælgene har fået forelagt ved tidligere tiltrædelseslove, ikke har gyldighed, medmindre de bliver godkendt ved en ny § 20-procedure. Vedtagelse af »vitale spørgsmål«, jf. Luxembourgforliget, var en helt afgørende forudsætning for tiltrædelsesloven i 1972, og miljøgarantien var på tilsvarende måde en afgørende forudsætning for vedtagelse af EF-pakken i 1986.

Med en sådan ny formulering af § 20 er det klart, at ændringer i kompetencefordelingen mellem Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet eller ændringer i afstemningsregler i Ministerrådet, der forringer Folketingets og regeringens muligheder for indflydelse, kun kan godkendes ved en § 20-procedure.

Nærhedsprincippet er efter SF's opfattelse et vigtigt demokratisk princip, som skal sikre folket størst mulig indflydelse på egne forhold og på fælles anliggender. Ved offentlige opgaver, som kan løses lokalt, skal kompetencen ligge på det kommunale niveau. Ved opgaver, som kan løses nationalt, skal kompetencen ligge hos Folketinget og regeringen. Kun ved opgaver, der kræver internationale løsninger, kan kompetencen overlades til mellemfolkelige myndigheder.

Nærhedsprincippet er afgørende ud fra det demokratiske princip om, at folkestyret udvikles/skabes nedefra - at al magt udgår fra folket.

Det bør også overvejes, om folkeafstemning skal være obligatorisk ved suverænitetsafgivelse, også selv om der er en tilslutning til suverænitetsafgivelse i Folketinget på 5/6. Begrundelsen er, at suverænitetsafgivelser indebærer meget væsentlige ændringer i folkestyrets vilkår, og ud fra tankegangen om, at al magt udgår fra folket, må det også være folket, der afgiver dele af dansk suverænitet.

Grundloven kommer også på linje med den praksis, der har udviklet sig i Danmark, med, at væsentlige suverænitetsafgivelser afgøres ved folkeafstemninger, uanset at der evt. er fem sjettedeles flertal herfor i Folketinget.

Der er dog det problem, at derved skal selv mindre suverænitetsafgivelser godkendes ved folkeafstemninger. Det ville f.eks. også have omfattet ændringen af patentlovgivningen, der blev vedtaget i Folketinget i 1989, hvorved Danmark blev underlagt Den Europæiske Patentmyndighed. Problemet kunne evt. løses ved, at det obligatoriske krav om folkeafstemning blev begrænset til dels suverænitetsafgivelser af større betydning og dels traktatændringer, som tidligere er godkendt ved folkeafstemninger. Men under alle omstændigheder fastholdes, at suverænitetsafgivelser, der ikke nødvendigvis kræver folkeafstemninger, kun kan finde sted, når der er 5/6 flertal herfor blandt Folketingets medlemmer.

Den nuværende grundlov stiller krav om samtykke fra Folketinget ved regeringens handlinger i vigtige mellemfolkelige anliggender, jf. § 19. Det er paradoksalt, at der ikke stilles et tilsvarende krav ved regeringens handlinger i forhold til beslutninger i overnationale organisationer. Der er tale om et forfatningsmæssigt tomrum, som i praksis kun delvis er udfyldt af den rolle, som Folketingets Europaudvalg har fået i Folketinget. Regeringen skal rådføre sig med Folketinget, og der har udviklet sig den praksis, at regeringen har et forhandlingsmandat, medmindre der i udvalget er konstateret et flertal imod. Mandatet bygger således ikke på en positiv vedtagelse.

Ifølge den udviklede praksis kan EU-forslag drøftes i Folketingets plenum. Men Folketinget kan ikke træffe beslutninger, men kun drøfte forslag »ud fra principielle synspunktet, uden nærmere gennemgang af enkeltheder«, jf. Folketingets Forretningsordens § 19, stk. 6.

Det er vigtigt, at der sikres en reel demokratisk indflydelse på beslutninger i overnationale organisationer. Det gælder ikke mindst EU, som har fået en afgørende lovgivningsbeføjelse, som tidligere alene blev varetaget af Folketinget. Folketinget skal derfor også have afgørende indflydelse på EU-lovgivningen via repræsentationen i Folketinget, sådan som folket også har, når det gælder den nationale lovgivning.

Det skal derfor sikres i grundloven, at regeringen og de enkelte ministre, som optræder på Danmarks vegne i Ministerrådet, i enhver henseende handler under ansvar over for Folketinget og med krav om samtykke fra Folketinget ved stillingtagen til EU-lovgivning og andre sager af større betydning. Hermed genskabes den sammenhæng i det politiske ansvar, som er et afgørende kendetegn ved folkestyret.

Det er klart, at det forslag, som er kommet fra Folketingets formand, Erling Olsen, om, at spørgsmål om suverænitetsafgivelse skal behandles efter samme procedure som grundlovsændringer naturligt også bør indgå i en grundlovskommissions overvejelser. Ifølge Erling Olsens forslag skal suverænitetsafgivelse kun kunne ske efter folkeafstemning efter samme procedure som ved en grundlovsændring. Det betyder samtidig ifølge Erling Olsen, at beslutningen om suverænitetsafgivelse ikke kan efterprøves af domstolene.

Uanset om det er Erling Olsens model, der vælges, eller den model, der er skitseret i bemærkningerne tidligere, og som SF umiddelbart foretrækker, er det afgørende ved begge modeller, at suverænitetsafgivelse kun kan ske efter forudgående grundig diskussion og ved en åbenbar beslutning. I modsætning til en række af de tidligere suverænitetsafgivelser, der er sket, uden der rigtig har været debat om konsekvenserne af suverænitetsafgivelserne.

Uanset at det er Folketinget, der har kompetencen, er det af praktiske hensyn nødvendigt, at Folketinget kan delegere sine beføjelser og opgaver i forbindelse med beslutninger i overnationale organisationer til et udvalg. I modsætning til den nuværende praksis bør det være Folketinget, der har det overordnede ansvar og dermed kan fastlægge rammer og træffe beslutninger i enkeltsager om den danske linje i overnationale organisationer.

Udvalget handler således på Folketingets vegne i overensstemmelse med den arbejdsdeling, som fastlægges nærmere ved lov, jf. Folketingets Finansudvalg, som netop har kompetence til at handle på Folketingets vegne. Da udvalget skal forhandle og tage stilling til lovgivningsanliggender, skal udgangspunktet være, at udvalgets møder er offentlige.

Der har tidligere i debatten om mulige grundlovsændringer været fremført en ide om, at der skulle vælges et egentligt EU-ting på linje med Folketinget, som alene skulle behandle EU-sager, men til gengæld alle EU-sager. Det forekommer dybt problematisk og højst besynderligt, at der igen skulle være to kamre. Dette uanset, at der er tale om en anden arbejdsdeling, end det var tilfældet, da Landstinget eksisterede. Det er langt mere i overensstemmelse med demokratiets væsen, at Folketinget har ansvaret for EU-politikken, og at Folketinget kan delegere sin myndighed til et Europaudvalg, og at bestemmelserne herom præciseres i grundloven.

En forudsætning for, at et sådant Europaudvalg kan fungere, er til gengæld, at Folketinget til dette Europaudvalg vælger medlemmer, der først og fremmest kan hellige sig EU-spørgsmål. Hvis der bliver tale om et »prestigeudvalg«, hvori folketingsmedlemmer, der har 117 andre opgaver at tage vare på, skal sidde, bliver der ikke tale om det grundige og indsigtsfulde arbejde, som der er behov for.

6. Folkeafstemninger

Muligheden for folkeafstemninger findes kun i begrænset omfang i den danske grundlov og er først og fremmest indført i et forsøg på at sikre, at udviklingen ikke går for hurtigt.

Det gælder som allerede berørt ved suverænitetsafgivelser i henhold til grundlovens § 20, hvor suverænitetsafgivelser skal godkendes ved en folkeafstemning, medmindre de vedtages af Folketinget med 5/6 flertal.

Det gælder også bestemmelsen i § 42 om, at 1/3 af Folketingets medlemmer kan kræve en lov - adskillige love dog undtaget - til folkeafstemning for at få afprøvet tilslutningen hos vælgerne. Denne bestemmelse kom netop ind i grundloven i 1953 som en del af Venstres og De Konservatives pris for, at Landstinget kunne afskaffes.

Også bestemmelsen om, at ændringer (i praksis nedsættelse) af valgretsalderen skal prøves ved folkeafstemninger, har en bevarende funktion og kom ind i grundloven som et krav fra Venstre og De Konservative for at gå med til den nye grundlov. Bestemmelsen om valgretsalderen skulle forhindre, at valgretsalderen blev nedsat for hurtigt og for meget.

I alle tre tilfælde kræves der ud over et flertal af nejstemmer, at nejstemmerne udgør mindst 30 pct. af vælgerne, for at vedtagelse af loven skal kunne omgøres af vælgerne. Det afspejler, at det danske demokrati er et repræsentativt demokrati, og at der skal en betydelig modstand til at vælte en af Folketinget vedtaget lov.

Endelig skal grundlovsændringer bekræftes ved folkeafsteminger med en jatilslutning på mindst 40 pct. af vælgerne, hvilket betyder, at det er meget vanskeligt at ændre i grundloven. Kravet om folkeafstemninger ved grundlovsændringer kom ind i grundloven i 1915. Men dengang krævedes der 45 pct. jastemmer. Ved grundlovsændringen i 1953 blev procenten nedsat til 40.

At både 45 pct. og 40 pct. er ganske høje procenter, viste både folkeafstemningen i 1939 og i 1953, hvor det henholdsvis ikke lykkedes og lige lykkedes at få grundloven ændret. I 1939 udgjorde jastemmerne 91,9 pct. af de afgivne stemmer. Men det var ikke tilstrækkeligt, fordi stemmedeltagelsen kun var på 48,9 pct., hvilket betød, at jastemmerne af samtlige stemmer kun lå på 44,8 pct., hvilket ikke var nok til ændringen.

I 1953 lykkedes det lige med nød og næppe at få grundlovsændringen igennem, idet 45,8 pct. af samtlige vælgere stemte ja. At det lykkedes i 1953, skyldtes, at stemmedeltagelsen var højere end i 1939, idet den lå på 59,1 pct., hvilket var nok til at få forslaget igennem, selv om jastemmerne af de afgivne stemmer kun var 78,8 pct., dvs. lavere end i 1939.

Da det i 1915 kom ind i grundloven, at grundlovsændringer krævede 45 pct. jastemmer af samtlige vælgere ved en folkeafstemning, var det Venstre, som ønskede en så høj procent, hvorved bestemmelsen blev en konservativ foranstaltning for at undgå for mange og for vidtgående grundlovsændringer.

Men uanset dette er det en rigtig demokratisk foranstaltning, at folket skal spørges ved så vidtgående ændringer, som grundlovsændringer er udtryk for. Men man kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om kravet til japrocenten er rimelig. Naturligvis skal der ved en folkeafstemning være flertal. Men kunne flertallet nøjes med at være 35 pct. eller 1/3 af samtlige vælgere?

Derimod kan folket (vælgerne), som vi bl.a. kender det fra Schweiz og amerikanske delstater, ikke mindst Californien, ikke kræve bestemte sager eller vedtagne lovforslag til folkeafstemning. Folket har med andre ord ikke initiativret. I de senere år har vi set en tendens til, at der flere steder er åbnet for folkeafstemninger, ikke mindst på lokalt plan, via folkets initiativret, f.eks. i Finland og Slesvig-Holsten.

Tanken om, at folkeafstemninger skal bruges meget mere, og at folket evt. skulle have initiativret, er ikke ny i Danmark. I begyndelsen, af århundredet var der både hos Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet forslag om at bruge folkeafstemninger meget mere aktivt.

Allerede i det første radikale partiprogram fra 1905 blev ønsket om folkeafstemninger rejst, og i 1909 var folkeafstemninger en del af det grundlovsforslag, som partiet fremsatte.

Socialdemokratiet havde også folkeafstemninger med i deres programmer fra 1910, 1915 og 1923, og i det grundlovsforslag, som Socialdemokratiet fremsatte i 1920, var folkets initiativret en central del. 50.000 vælgere skulle ifølge forslaget have mulighed for at forlange en folkeafstemning afholdt, og 100.000 vælgere kunne forlange en folkeafstemning om et lovforslag, der var blevet forkastet af Rigsdagen, hvis mindst 1/4 af Rigsdagen havde stemt for forslaget. Folkets initiativret skulle klart bruges som modvægt til et flertal i Rigsdagen af Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at der ikke i disse forslag var de senere begrænsninger i 1953-grundloven om, at der er forslag, der ikke kan komme til folkeafstemning, f.eks. skattelove, indfødsretslove m.v.

Efterhånden som Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre vandt flertallet, først i Folketinget (1929) og siden i Landstinget (1936), svandt partiernes interesse for folkeafstemninger også. Til gengæld blev Venstre og Det Konservative Folkeparti mere og mere interesseret i folkeafstemningsmuligheden som en beskyttelse for mindretallet i Folketinget (og oprindelig også i Landstinget).

Sådanne skiftende opfattelser af muligheden for at anvende folkeafstemninger afspejler og afslører, at et partis stillingtagen i nogle spørgsmål ikke så meget er bestemt af principper som af, hvad der gavner partiets interesser mest muligt.

Ud fra et ønske om at øge det folkelige engagement kunne det være værd at overveje en udvidelse af muligheden for anvendelse af folkeafstemninger. Dette uanset, at indførelse af større mulighed for folkeafstemninger ikke nødvendigvis altid vil føre til de politiske beslutninger, som vi kunne foretrække, jf. f.eks. Schweiz.

Ønsket om flere folkeafstemninger rejser dog 4 spørgsmål:

1) Hvem skal have initiativret til folkeafstemninger?

2) På hvilket niveau kan folkeafstemninger foregå?

3) Hvilke sager kan komme til folkeafstemning?

4) Hvem kan deltage i folkeafstemningerne?

Hvis udvidelse af folkeafstemningsmuligheden har som udgangspunkt at øge det folkelige engagement og deltagelse i de politiske beslutningsprocesser, må det logisk betyde, at folket (vælgerne) skal have initiativret til folkeafstemninger.

Folkets initiativret findes ikke i dansk lovgivning i dag. Men den fandtes tidligere i forbindelse med skolenedlæggelser. Muligheden blev indført i 1958 på baggrund af et forslag fra Venstre fremsat i 1956 for at undgå, at skoler blev nedlagt af kommunalbestyrelser hen over hovedet på befolkningen.

Muligheden blev afskaffet i 1988 på baggrund af et forslag fra den daværende undervisningsminister Bertel Haarder. Årsagen hertil var bl.a. et ønske fra Kommunernes Landsforening, der fandt, at en lokal befolknings ønsker om at undgå en skolenedlæggelse kunne komme på tværs af kommunens ønsker om besparelser på skoleområdet.

Muligheden for folkeafstemning i forbindelse med skolenedlæggelser var udtryk for ægte folkevilje. En kvalificeret del af skoledistriktets vælgere kunne ved deres underskrift forlange en skolenedlæggelse sendt til folkeafstemning, og skolenedlæggelsen kunne ikke gennemføres i samme valgperiode, hvis et kvalificeret flertal af skoledistriktets vælgere stemte nej ved den efterfølgende folkeafstemning.

Da reglen blev afskaffet i 1988, stemte SF som det eneste parti imod. Og da SF i 1990 foreslog reglen med visse justeringer genindført, fik SF kun delvis støtte fra Kristeligt Folkeparti. Alle andre partier i Folketinget var imod. Det viser noget om hulheden, når partier taler smukt om ønsket om flere folkeafstemninger. Folkeafstemninger er gode nok, men folket skal så ved folkeafstemninger helst mene det, partierne selv mener.

Derimod er vejledende folkeafstemninger reelt ikke nogen udvidelse af demokratiet. De har først og fremmest til formål at fritage de valgte politikere for ansvaret eller at give politikerne billige point ved at sende for dem populære sager til folkeafstemning.

Da et flertal i Folketinget i 1986 sendte EF-pakken til folkeafstemning, skyldtes det først og fremmest, at nogle af folketingets partier - Socialdemokratiet og De Radikale - ikke brød sig om at tage endelig stilling, fordi partierne var delt i spørgsmålet.

Anvendelse af folkeafstemninger til magthavernes (i et demokratisk system flertallets eller en præsidents) egen fordel er velkendt og har intet med en udvidelse af demokratiet at gøre. Den slags folkeafstemninger er bl.a. blevet anvendt imod de folkevalgte. Det var det, Napoleon III gjorde i Frankrig i forrige århundrede, og det var det, de Gaulle senere benyttede sig af. Og det var til dels også det, Poul Schluter benyttede sig af, da han foreslog en vejledende folkeafstemning om EF-pakken i 1986. Men gennemførelse af denne folkeafstemning kunne kun lade sig gøre, fordi et flertal i Folketinget tilsluttede sig forslaget om at sende afgørelsen til folkeafstemning.

Derfor er det svært at se, at folkeafstemninger som et forsøg på at udvide demokratiet og øge det folkelige engagement kan finde sted ved andet end folkets initiativret.

Hvis udgangspunktet er ønsket om at få større folkeligt engagement, er folkeafstemninger på baggrund af folkeligt initiativ på kommunalt - evt. amtskommunalt - plan mere realistisk og meningsfyldt end folkeafstemninger på landsplan. Der er betydelig mere mening og realisme i at kunne kræve folkeafstemning gennem underskriftsindsamling på kommunalt plan fra f.eks. 10-25 pct. af kommunens vælgere end tilsvarende på landsplan. Uanset dette kunne det dog alligevel være værd at overveje muligheden for folkeafstemning på landsplan på baggrund af et folkeligt initiativ.

Et centralt, men også vanskeligt spørgsmål er, hvilke sager der kan gøres til genstand for folkeafstemning. Der må nødvendigvis fastlægges en afgrænsning af, hvilke sager der henholdsvis kan og ikke kan komme til folkeafstemning. Det skal præciseres på samme måde, som der findes en præcis afgrænsning i grundlovens § 42, stk. 6. Men en sådan afgrænsning er uhyre vanskelig at foretage.

Det siger sig selv, at folkeafstemninger ikke kan vedrøre spørgsmål, der på nogen måde antaster menneskerettighederne, sådan som de f.eks. er nedfældet i grundloven. Det er også klart, at man ikke på f.eks. kommunalt niveau kan afholde folkeafstemninger om spørgsmål, der på nogen måde antaster retssikkerheden, sådan som de findes i de vedtagne love. Der er også brug for yderligere afgrænsninger af, hvilke spørgsmål der kan komme til folkeafstemning på kommunalt niveau, selv om der er tale om kommunale anliggender. Skal det f.eks. ved kommunale folkeafstemninger være muligt at gennemtvinge store kommunale udgifter og nedsætte skatterne?

Skal vælgere fra hele kommunen f.eks. kunne stemme om forhold, der alene vedrører en del af kommunens befolkning? Eller er det kun den del af kommunens vælgere, der berøres direkte af forslaget, der skal kunne deltage i folkeafstemningen, f.eks. i forbindelse med skolenedlæggelser, etablering af en losseplads m.v.?

Derfor kræver det meget grundige overvejelser, inden der åbnes for muligheden for folkeafstemninger på baggrund af folkeligt initiativ.

7. Magtbalancen

I grundlovens § 3 præciseres magtdelingen: »Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.« Formuleringerne i grundlovens § 3 om magtdelingen har i højere grad karakter af en besværgelse end af et klart princip, som efterleves i praksis. Det er heller ikke et princip, der nødvendigvis altid kan efterleves.

Der er grund til at være meget opmærksom på, at uklare grænser mellem den lovgivende og udøvende magt kan give problemer med f.eks. ansvarsplacering.

På nogle områder »lovgiver« den udøvende magt reelt ved, at regeringen udarbejder bekendtgørelser, cirkulærer m.v., der er meget mere vidtgående end mange love. Det sker bl.a. på baggrund af rammelove, som ikke mindst bliver mere og mere anvendt som følge af Danmarks medlemskab af EU. Rammelove er ikke noget nyt. Derfor er problemet heller ikke nyt. Men anvendelsen af rammelove bliver mere og mere udbredt i dag.

Derimod er Folketingets indblanding i regeringens udøvelse af den udøvende magt af nyere dato, og denne indblanding har været stigende. Det hænger bl.a. sammen med de svage mindretalsregeringer gennem 1970'erne og 1980'erne, som gav mulighed for etablering af alternative flertal. Det kunne man af politiske grunde være tilfreds med. Men forfatningsretligt giver sådanne politiske forhold problemer. Nogle af skandalesagerne under de forskellige Schluterregeringer havde formentlig også i et vist omfang deres oprindelse i, at ansvars- og konpetenceforholdet mellem den lovgivende og udøvende magt ikke var klar.

Ansvaret for udøvelsen af den udøvende magt ligger i grundloven entydigt hos regeringen. Men i praksis sker det ofte i et tæt samarbejde med oppositionen, f.eks. ved udformningen af cirkulærer, bekendtgørelser m.v., en praksis, der især var udbredt under de svage borgerlige regeringer i 1980'erne og i begyndelsen af 1990'erne indtil regeringsskiftet i januar 1993, men som langtfra er ophørt, selv om tendensen måske nok i dag er lidt mindre udbredt. Tendensen til, at Folketinget blander sig i detaljer i den udøvende magts kompetence, er også særlig udbredt i situationer, hvor Folketingets flertal ikke havde tillid til bestemte ministre. Den logiske og mest korrekte parlamentariske konsekvens i sådanne situationer er vedtagelsen af mistillidsvotum til de pågældende ministre.

Folketingets faste udvalg kan ikke frikendes for et »medansvar« for sammenblandingen af den lovgivende og den udøvende magts ansvarsområde. Etableringen af de mange faste udvalg i 1972 gav folketingsmedlemmerne større muligheder for at følge lovgivningsarbejdet og lovenes administration på deres udvalgsområder. Det gav også større muligheder for at kontrollere regeringen. Begge dele var i fin overensstemmelse med den tankegang, som ligger til grund for grundlovens § 3. Men det har også medført, at folketingsmedlemmer har bevæget sig ind på områder, der oprindelig tilhører den udøvende magt. Men uanset dette var Folketingets faste udvalg afgjort et fremskridt, der var med til at styrke Folketinget over for regeringen, og de er kommet for at blive.

Derfor skal eventuelle problemer med, at folketingsmedlemmer blander sig i den udøvende magts kompetenceområde og ikke nøjes med at kontrollere regeringen, formentlig ikke løses ved nye formuleringer i grundloven. I det omfang der er tale om et problem, skal det løses ved en ændret adfærd hos såvel Folketing som regering.

Ideelt set burde folketingsmedlemmer kun lovgive, give brede retningslinjer og vedtage principper samt kontrollere regeringen. Til gengæld skal regeringen turde og evne at regere samt loyalt overholde love og retningslinjer, som Folketinget vedtager. Dette sidste har dog desværre ikke været tilfældet altid, hvilket de mange skandalesager alt for tydeligt vidner om. Og det har naturligt nok været med til at få folketingsmedlemmer til i endnu højere grad at interessere sig for mere administrativt betingede spørgsmål.

I det hele taget kan der være behov for at ændre både Folketingets og folketingsmedlemmernes måde at arbejde på, fordi arbejdsformen i flere henseender er stiv og ikke særlig tidssvarende. Men sådanne ændringer kan sagtens gennemføres, selv om grundlovens nuværende formuleringer om Folketingets arbejde opretholdes. Det er tilstrækkeligt med ændringer i Folketingets forretningsorden.

I forhold til den danske grundlov er den norske grundlov i højere grad præget af Montesquieus magtdelingsprincip, hvilket først og fremmest hænger sammen med, at disse tanker havde betydelig større udbredelse, da den første norske grundlov blev udformet i 1814, end da den første danske grundlov blev udformet i 1849.

Magtdelingen viser sig bl.a. ved, at Norge har faste valgperioder, og at statsministeren ikke kan opløse Stortinget inden for de fire år, valgperioden varer, samt at de norske ministre udtræder af Stortinget, når de indtræder i regeringen. Den lovgivende og udøvende magt er derfor i højere grad formelt adskilt i Norge end i Danmark.

En klarere magtdeling gælder i øvrigt også i Sverige på en del områder.

Ikke kun ud fra princippet om magtdelingen, men også ud fra et ønske om at give de partier, der afgiver folketingsmedlemmer til regeringen, mere arbejdskraft, kunne det være fornuftigt, hvis folketingsmedlemmer, der bliver udnævnt til ministre, fik orlov fra hvervet som folketingsmedlemmer, en orlov, der skulle vare, så længe de var ministre, og i denne periode skulle deres suppleanter indkaldes.

De eksisterende muligheder for, at ministre kan udtræde af Folketinget, er klart utilfredsstillende. Når de nuværende regler indebærer, at ministrene skal træde ud af Folketinget, hvis gruppen ønsker en suppleant indkaldt permanent, kan man ikke forvente, at denne mulighed vil blive anvendt ret meget. Folketingsmedlemmet, der bliver minister, og som derfor træder ud af Folketinget, »ryger helt ud« i dag, hvis han/hun træder ud af regeringen. Vedkommende vil nemlig herefter hverken være medlem af Folketinget eller af regeringen frem til næste valg.

Hvis man ser problematikken med, at ministre både skal varetage hvervet som minister og folketingsmedlem, som et arbejdsproblem, bør en diskussion om dobbeltmandater for folketingsmedlem/borgmester og folketingsmedlem/Europa-Parlamentsmedlem også ses i denne sammenhæng.

I forbindelse med Folketingets vedtagelse af den såkaldte Tvindsærlov, blev der fra både politisk og statsretligt hold rejst kritik af, at der var tale om en særlov, som bevægede sig på kanten af grundloven, menneskerettighederne og almindeligt anerkendte retsprincipper. Problemet var bl.a., at de retssubjekter, som særloven omfattede, mistede nogle af de muligheder, de ellers ville have haft for at gå til domstolene, hvis der havde været tale om en administrativ afgørelse.

Som svar på kritikken af, at Folketinget vedtog en særlov, der begrænsede visse menneskers muligheder for at gå til domstolene og få prøvet deres sag, blev bl.a. anført, at Folketinget var den øverste instans. I den forbindelse har nogen anvendt Hørupcitatet »Ingen over og ingen ved siden af Folketinget«, hvilket er en misforstået anvendelse af Hørupcitatet, da Hørup alene sigtede til Landstinget, som ifølge Hørup var underordnet Folketinget. Det havde intet med magtens tredeling at gøre.

Folketinget står under ingen omstændigheder over grundloven. Derfor er det også vigtigt at få magtens tredeling præciseret i størst muligt omfang. Det kan bl.a. ske ved en understregning af, at love ikke må nævne konkrete retssubjekter, hvorefter der er tale om særlove. Det vil også være rigtigt at fremhæve, at love ikke må have tilbagevirkende kraft, når det drejer sig om at tage rettigheder fra nogen. Endelig bør det eksplicit fremgå af grundloven, at loves forenelighed med grundloven kan indankes for domstolene.

Domstolenes uafhængighed af den udøvende magt skal også præciseres nærmere, så den nuværende situation, hvor domstolene ligesom anklagemyndigheden hører under samme ministerium, Justitsministeriet, ikke kan forekomme. Domstolene skal sikres både formel og reel uafhængighed. Derfor skal domstolenes styrelse, herunder dommeres udnævnelse, forfremmelse og afskedigelse også fremgå af grundloven. I den forbindelse bør det også fastlægges, i hvilket omfang dommerne må påtage sig andre hverv end dommerhvervet f.eks. som opmand, medlem af en kommissionsdomstol m.v. for at sikre, at dommeres uafhængighed ikke drages i tvivl.

Endelig bør der i forbindelse med en grundlovsrevision ske en kulegravning af de forskellige forvaltningsdomstole, som vi har i dag, selv om de ikke kaldes sådan. Oftest benævnes de »nævn«, jf. Flygtningenævnet, Brugertelenævnet, Forbrugerankenævnet, Naturklagenævnet, Satellit- og Kabelnævnet m.v. Grundlovens § 63, stk. 2, nævner forvaltningsdomstole, men tilsyneladende har bestemmelsen aldrig betydet noget i praksis. Derimod er der nedsat en række nævn m.v., hvoraf nogle kan træffe endelige afgørelser, selv om § 63, stk. 2, siger, at forvaltningsdomstoles afgørelser kan indankes for domstolene. Skal der være tale om såkaldte endelighedsbestemmelser, som ikke kan indankes for domstolene, er det afgørende, at de forvaltningsdomstole, som oftest i dag kaldes nævn, følger bestemte generelle principper og procedurer af hensyn til retssikkerheden.

8. Opløsningsretten og parlamentarismen

Et tilbagevendende tema i grundlovsdiskussionen har været afskaffelse af opløsningsretten og indførelse af faste valgperioder, sådan som vi kender det i Norge.

Det er korrekt, at Danmark ikke mindst i 1970'erne havde ustabile politiske forhold med hyppige valg. Men var det opløsningsretten og dermed udskrivning af folketingsvalg, der var årsag til de ustabile forhold? Næppe.

Eksempler fra Norge viser da også, at faste valgperioder ikke i sig selv fjerner de ustabile forhold. Og det giver andre problemer, idet man ikke kan komme ud af en fastlåst situation i Stortinget. I sådanne situationer havde det givetvis været en fordel, hvis der havde været mulighed for at udskrive nyvalg.

I stedet for at indføre faste valgperioder kunne statsministerens opløsningsret afskaffes, medmindre der var tale om vedtagelse af en direkte mistillidserklæring til regeringen eller statsministeren. Derudover skulle Folketinget have ret til at opløse sig selv. Det ville give mulighed for at komme ud af en parlamentarisk umulig situation, samtidig med at statsministerens mulighed for at udnytte opløsningsretten til egen partipolitisk vinding blev afskaffet. Derved undgår vi også den meget låste situation, som vi har set i Norge nogle gange.

Når statsministerens generelle opløsningsret evt. bør afskaffes, hænger det også sammen med, at den kan misbruges af statsministeren til egen vinding. Opløsningsretten er blevet misbrugt af danske statsministre - f.eks. Knud Kristensen i 1947, Jens Otto Krag i 1966, Poul Hartling i 1974 og vel også Poul Schluter i 1988 og 1990 - til, hvad de troede kunne give en partipolitisk gevinst, frem for at løse op for en politisk umulig situation.

Derfor kunne det være på sin plads at afskaffe statsministerens opløsningsret. Derimod skal Folketinget have mulighed for - ved et flertal - at opløse sig selv, dvs. udskrive folketingsvalg. Det svarer til almindelig foreningsretlig tankegang om, at en bestyrelse til enhver tid kan trække sig tilbage og anmode om nyvalg. Derfor skal grundlovens nuværende bestemmelse i § 15 om konsekvenserne af en mistillidserklæring opretholdes, mens § 14 om kongens ret til at udnævne og afskedige ministre kunne udgå.

Også i forbindelse med udarbejdelsen af 1953-grundloven, var der diskussioner, om der skulle være begrænsninger i statsministerens opløsningsret. Spørgmsålet blev rejst af De Radikale og De Konservative. De Konservative foreslog således, at en regering efter et mistillidsvotum kunne gå til kongen med anmodning om udskrivning af valg og derefter til Rigsdagen med forslag om opløsning og valg. Rigsdagen kunne herefter sige nej til forslaget, hvorefter Rigsdagens flertal havde ansvaret for en ny regeringsdannelse. Der var også ideer fremme om begrænsninger i opløsningsretten, som var inspireret af den tyske ordning med »konstruktiv mistillidserklæring«.

Derimod fastholdt de to »statsministerpartier«, Socialdemokratiet og Venstre, modstanden mod at svække statsministerens opløsningsret.

Partiernes holdning var således åbenbart påvirket af deres position som muligt »statsministerparti« eller ikke. Derfor skete der ingen ændringer.

En afskaffelse af statsministerens opløsningsret svækker naturligvis statsministerens magt i forhold til Folketinget. Det er ikke uden problemer, fordi der også er brug for en handlekraftig regering. Dette hensyn kan tilgodeses ved indførelse af positiv parlamentarisme.

Det vil betyde, at en statsminister, efter at han/hun har fået godkendt sit regeringsprogram og dermed også sin regering af et flertal i Folketinget, i langt højere grad kan regne med Folketingets opbakning. Folketingets partier tvinges på denne måde til at tage politisk stilling til regeringen og dens program, hvilket giver Folketingets flertal større indflydelse. Men det forpligter også efterfølgende, hvorved den udpegede regering i højere grad vil kunne realisere sin politik, også selv om der er tale om en mindretalsregering.

Det kan naturligvis betyde, at det undertiden tager lidt længere tid at danne en regering. Men en sådan periode uden regering er afgjort at foretrække, hvis det samtidig kan betyde, at den regering, der dannes, bliver dannet på et betydelig mere sikkert parlamentatisk grundlag.

Ud over godkendelse af regeringsprogrammet må det også være rigtigt, at Folketinget godkender minstrene og ressortfordeligen ministrene imellem. Det betyder samtidig, at ændringer i ministersammensætningen og ressortfordelingen skal godkendes af Folketinget. Dette vil være et opgør med grundlovens § 14, der kun kan opfattes som et levn fra enevældens tid, og som ikke er rimeligt i dag, hvor parlamentarismen for længst er indført. Folketinget har bevillingsretten og har derfor også en klar interesse i, at ressortfordelingen er fornuftig. Ved en sådan ændret procedure er der måske også mulighed for, at de mest urimelige ressortopdelinger, som alene er foretaget af hensyn til ministerkabalen og ikke til saglige interesser, kan undgås.

9. Folketingets lovudvalg

Da Landstinget blev afskaffet, var det udtryk for en demokratisk landvinding. Landstinget var en overlevering fra en mindre demokratisk periode i kampen for politisk demokrati i Danmark. Men efter at flertallet i Landstinget fra 1936 var kommet i overensstemmelse med flertallet i Folketinget, blev Landstingets rolle reelt en anden. Nu blev det i højere grad en slags garanti for, at lovgivningen blev udsat for en ekstra behandling af personer, der var særlig interesseret i og havde indsigt i de juridiske og administrative aspekter af lovene end folketingsmedlemmerne i almindelighed.

Efter at Landstinget blev afskaffet i 1953, har der ikke været et »ekstra ting«, der har haft til formål i særlig grad at vurdere de juridiske og administrative konsekvenser af lovgivningen. Muligvis kunne uforudsete konsekvenser af vedtagne love og huller i vedtaget lovgivning have været undgået, hvis Landstinget eller en lignende instans havde haft mulighed for at »gennemse« lovene inden endelig vedtagelse.

I forbindelse med forhandlingerne om ændringerne af grundloven i 1930'erne og diskussionen op til grundlovsændringen i 1953 var der forskellige ideer fremme om, hvordan Landstingets rolle som sagkyndigt udvalg kunne afløses af enten et særligt lovråd bestående af folketingsmedlemmer og sagkyndige udefra eller et lovudvalg på linje med andre af Folketingets stående udvalg.

Forslaget om et egentligt lovråd var direkte afledt af forslagene om Landstingets afskaffelse, et råd, der især skulle berolige kredse, der var bekymret for at afskaffe Landstinget. Omvendt var der en risiko for, at rådet kunne antaste Folketingets suverænitet på samme måde, som Landstinget kunne. Et lovudvalg på linje med Folketingets øvrige faste udvalg vil derimod ikke på nogen måde kunne antaste Folketinget som den lovgivende magt.

Kravet til medlemmerne af et fast folketingsudvalg må alene være, at de pågældende folketingsmedlemmer besidder en særlig viden om juridiske og administrative forhold.

10. Parlamentariske kommissioner m.v.

Muligheden for at nedsætte parlamentariske kommissioner er allerede stadfæstet i den nuværende grundlovs § 51:

»Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at undersøge almenvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at fordre skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private som offentlige myndigheder.«

§ 52: »Folketingets valg af medlemmer til kommissioner og hverv sker efter forholdstal.«

Ikke desto mindre benytter Folketinget sig i dag ikke heraf, når forskellige forhold i f.eks. regeringens førelse skal undersøges. I sådanne situationer er i stedet valgt kommissionsdomstole og dommerundersøgelser. Det har medført, at det politiske ansvar, som Folketinget må gøre gældende over for regeringen, ofte bliver pakket ind i nogle diffuse juridiske begrundelser.

Ud fra et ønske om at få en klarere præcisering af ansvarsfordelingen ville det måske være rigtigt, om Folketinget i højere grad benyttede sig af parlamentariske kommissioner frem for kommissionsdomstole og dommerundersøgelser.

Problemerne ved de senest anvendte dommerundersøgelser og kommissionsdomstole er også, at de i praksisk let kommer til at virke som domstole, selv om de ikke er det, og selv om de ikke bygger på de rigtige domstoles retsprincipper. Dertil kommer, at mange politikere søger at snige sig uden om at gøre politisk ansvar gældende ved at pakke det politiske ansvar ind i juridiske begrundelser, som dommerundersøgelser og kommissionsdomstole naturligt må interessere sig for.

På linje med den praksis, som benyttes ved kommissionsdomstole og dommerundersøgelser, skal konklusionerne fra det parlamentatiske kommissionsarbejde lede frem til, at juridisk eller politisk ansvar kan gøres gældende.

Men det er også langtfra problemfrit at bruge kommissioner af parlamentarikere til at undersøge bestemte forhold i et ministerium, herunder en ministers ansvar, idet folketingsmedlemmer også i sådanne situationer er partiloyale, mere end de er loyale over for den sag, de skal undersøge.

Derfor vil det fornuftigste måske alligevel være at bruge kommissionsdomstole eller dommerundersøgelser, som alene holder sig til at kortlægge, hvad der er sket, uden på nogen måde at lægge op til konklusioner. Samtidig vil det, for at de ikke skal få karakter af domstole, være vigtigt, at der ikke medvirker højesteretsdommere.

11. Rigsretten

Det er klart, at der skal kunne gøres både politisk og retligt ansvar gældende over for en minister, der ikke overholder gældende lov.

I særlig grove tilfælde kan Rigsretten i dag anvendes til at gøre et retsligt ansvar gældende. Spørgsmålet er blot, om det er en hensigtsmæssig metode, og om ikke det eksisterende retssystem med de almindelige domstole var mere egnet i dag.

Behandlingen af Ninn-Hansen-sagen viste, at anvendelse af Rigsretten giver en række praktiske problemer. Dertil kommer det mere principielle problem, at Folketinget efter 1953-grundloven både er anklager og udpeger lægdommerne i Rigsretten. Det er en meget uheldig sammenblanding af anklagende og dømmende myndighed. Men det er ikke nogen nyhed, og derfor diskvalificerer det naturligvis ikke Rigsretten fra konkret at behandle en sag i dag.

Men Rigsretten bør naturligvis også gøres til genstand for drøftelser i forbindelse med en grundlovsrevision. Det vil være rigtigst at lade Højesteret være retsinstansen, når det skønnes, at ministeransvarlighedsloven er overtrådt, og hvor det ikke er tilstrækkeligt at gøre et politisk ansvar gældende. Den model kendes f.eks. allerede i Sverige, Holland og Belgien, hvor Højesteret har Rigsrettens funktioner.

Ind i overvejelserne må naturligt også etablering af en forfatningsdomstol, som har andre forfatningsmæssige beføjelser, som vi kender det f.eks. i Tyskland, Frankrig, Italien og Schweiz. Men da Højesteret har kompetencen til at afgøre, om en lov er i overensstemmelse med grundloven, hvilket Højesteret har understreget med afgørelsen omkring prøvelse af Maastricht-Traktaten, har Højesteret trods alt den kompetence, som er vigtig, for at magtens tredeling kan efterleves. Derfor forekommer en forfatningsdomstol ikke nødvendig.

12. Monarkiet

Monarkiet er utidssvarende. Ideelt set burde monarkiet efter SF's opfattelse afskaffes og republikken indføres. Men sådan som monarkiet opfattes af den altovervejende del af danskerne, og sådan som monarkiet også fungerer i dag, er monarkiets afskaffelse ikke aktuel.

Men skulle der ske det, at der ved tronledighed ingen tronfølger er ifølge tronfølgen, må det være rimeligt at overgå til republik eller i det mindste at gennemføre en folkeafstemning, om vælgerne ønsker monarkiet bevaret med en bestemt konge eller dronning, eller om de ønsker indført republik i Danmark. Det betyder, at grundlovens § 9 skal have en anden ordlyd: » . . . Er der ved tronledighed ingen tronfølger, vælger Folketinget en konge og fastsætter den fremtidige arvefølge.«

Det skal bemærkes, at Norge i 1905 med selvstændigheden skulle vælge mellem republik og kongedømme. Nordmændene valgte i den forbindelse ved en folkeafstemning kongedømmet med den danske prins Carl som kong Haakon.

I øvrigt er det værd at understrege, at indførelse af republikken naturligt afføder et spørgsmål om, hvilken beføjelse f.eks. en præsident skal have. Ud fra SF's opfattelse er det logisk rigtigt, at en præsident i en dansk republik skal have lige så begrænsede beføjelser, som præsidenten i f.eks. Tyskland og Island har. En republik som den franske er f.eks. helt uacceptabel. Så er den svenske model for monarkiet uden politiske beføjelser trods alt at foretrække.

Men uanset at monarkiets afskaffelse ikke er aktuel i dag, er der behov for ændringer i grundlovens og i tronfølgelovens bestemmelser herom, så monarkiet helt kan afpolitiseres.

Grundloven er ligesom tronfølgeloven på adskillige punkter ude af trit med virkeligheden, når det gælder bestemmelser om monarkiet. F.eks. § 14: »Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre«. § 17, stk. 1: »Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet . . .

Stk. 2. I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.« Tronfølgelovens § 2: »Ved kongens død overgår tronen til hans søn eller datter, således at søn går forud for datter . . .«.

Sveriges grundlov er godt 20 år yngre end den danske grundlov og vil, når det gælder monarkiets forhold, kunne danne et udmærket forbillede for den danske grundlov på dette område. Monarken er fritaget for enhver politisk funktion. Det betyder, at monarken heller ikke skal spille nogen rolle i forbindelse med udpegning af regeringen.

De opgaver, der i dag påhviler monarken i denne forbindelse, kan overlades til Folketingets formand. Ved udskrivelse af folketingsvalg kan den »gamle« formand fungere med henblik på regeringsdannelse, indtil en ny formand er valgt.

Og i konsekvens af at monarken ikke skal have politiske funktioner overhovedet, skal monarken heller ikke være medlem af statsrådet. Det var kongen heller ikke med 1849-grundlovens § 21. Kongens placering i statsrådet er et resultat af helstatsforfatningerne i 1850'erne, som var udtryk for det tilbageslag for demokratiet, der skete i årene efter, at 1849-grundloven var trådt i kraft.

Sverige kan også være et udmærket forbillede, når det gælder »arveret til tronen«. Bestemmelserne i den nuværende tronfølgelov om mænds arveret forud for kvinder strider naturligvis imod enhver nutidig opfattelse af kønnenes ligeberettigelse. Derfor skal tronfølgeloven ændres, sådan at den på dette punkt også kommer til at svare til tronfølgen i Sverige.

13. Kirkens forhold

Som allerede anført må det være på tide at få grundige drøftelser af kirkens eventuelle selvstændiggørelse i forhold til staten, en selvstændiggørelse, som også grundlovsfædrene i 1849 lagde op til med en løfteparagraf, som fortsat findes i grundloven, men som i dag reelt er uden indhold.

De nuværende formuleringer i grundloven om religionsfrihed m.v. og kirkens forhold har følgende indhold: § 4: »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøtes som sådan af staten.« § 66: »Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.« § 67: »Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.« § 68: »Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.« § 69: »De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.«

Paragrafferne svarer i deres indhold til tilsvarende paragraffer i 1849-grundloven, som afspejlede to hovedspørgsmål i 1849, for det første indførelse af religionsfrihed, for det andet den officielle danske kirkes frigørelse for enevældsstaten. Nogle af paragrafferne havde/har tydeligt præg af at være overgangsbestemmelser.

Tiden må nu være inde til at diskutere en selvstændiggørelse. Men inden en sådan selvstændiggørelse finder sted, skal den forberedes grundigt.

Det bør ikke overses, at der er mange problemer ved denne proces. For det første har folkekirken ikke noget repræsentativt organ. For det andet har folkekirken visse opgaver af ikkekirkelig art (personbogføring og begravelsesvæsen). For det tredje forvalter folkekirken betydelige kulturhistoriske værdier, som man ikke uden videre kan pålægge kirkens medlemmer at opretholde alene, således som det reelt er i dag. For det fjerde er der ganske indviklede mellemregnskaber såvel med hensyn til driftsregnskab som med hensyn til kapitalregnskab.

Alle disse problemer kan ikke udredes fra den ene dag til den anden. Dertil kommer, at visse kirkelige handlinger har borgerlige retsvirkninger.

Men selv om denne mulighed afskaffes, må det ikke forhindre hverken folkekirken eller andre religiøse samfund i, at de også lader ægteskab blive »kirkeligt« bekræftet, ud over at der foretages en borgerlig vielse.

Mens kirkeparagrafferne kan afskaffes efter en overgangstid, vil der umiddelbart være brug for en evt. ajourføring af paragraffen om religionsfrihed.

Religionsfriheden skal ingenlunde antastes. Men det er værd at bemærke, at der under religionsfrihedens dække kan foregå adskilligt, der modarbejder andre fundamentale frihedsrettigheder. Inden for visse religiøse samfund er der således en sådan åndelig tvang, at det strider mod elementære frihedsrettigheder. En fri udmeldelsesret burde være en selvfølgelighed, men er det langtfra overalt. Endvidere er der grupper, der udnytter myndighedernes frygt for at begrænse religionsfriheden til en indsamlings- og foreningsfrihed, som i visse tilfælde har karakter af udbytning af tilhængerne. Det må sikres, at religionsfriheden bliver den enkeltes frihed - ikke smarte religionentreprenørers frihed. Endelig bør det ikke overses, at enkelte smågrupper - under dække af at være religiøse samfund - driver politiserende virksomhed af fascistoid art.

14. Færøernes og Grønlands forhold

I forhold til at Færøerne og Grønland er en del af »kongeriget« og på en række områder har særstatus, står der forbavsende lidt i den nuværende grundlov om forholdene for de to dele af riget. Det vil derfor i forbindelse med en grundlovsdiskussion være naturligt at inddrage spørgsmålet om, hvad der i en kommende grundlov skal stå om de to dele af riget.

15. Kapitel A- og B-bestemmelser i grundloven

Det er meget svært at ændre den danske grundlov. Det fremgår af § 88: »Vedtager Folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse og regerinen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til Folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende Folketing, bliver det inden for et halvt år efter den endelige vedtagelser at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for Folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.«

Det vil sige:

1. Vedtagelse af grundlovsændringen i Folketinget.

2. Vedtagelse af grundlovsændringen igen i Folketinget, efter at der er valgt et nyt Folketing.

3. Folkeafstemning, hvor mindst 40 pct. af vælgerne skal stemme ja til grundlovsændringen.

Der er formentlig ikke noget land, hvor det er sværere at ændre grundloven. I de fleste lande gennemføres grundlovsændringer i parlamentet ved kvalificeret flertal eller ved simpelt flertal.

De strenge krav, der skal opfyldes ved grundlovsændringer i Danmark, afbødes dog af, at formuleringerne i grundloven er forholdsvis generelle, og at grundloven ikke er omfattende og på de fleste områder ikke er detaljeret.

Det giver mulighed for, at der opbygges forfatningsmæssige traditioner, der har en status næsten på linje med grundloven. Derfor betyder mange af paragrafferne i grundloven reelt noget andet, end formuleringerne umiddelbart lægger op til. Det gælder f.eks. formuleringen: »Den udøvende magt er hos kongen«.

Men i modsætning til egentlige grundlovsændringer bliver sådanne forfatningsændringer ikke vedtaget efter en forudgående grundig diskussion, sådan som det er tilfældet, når det drejer sig om ændringer af grundloven.

Hvis vi ønsker en mere detaljeret grundlov, som også omfatter noget af det, der i dag alene er forfatningsmæssige traditioner, kunne det tale for en skelnen mellem kapitel A-bestemmelser og kapitel B-bestemmelser i grundloven.

Paragrafferne i kapitel A skulle være de vigtigste og mest fundamentale for det danske folk og det danske samfund. Det er de bestemmelser, der udledes af, at »al magt udgår fra det danske folk«.

Derfor skal de kun kunne ændres gennem folkeafstemning, og det skal ske gennem kvalificeret flertal som i dag, hvor jastemmerne ud over et flertal skal udgøre mindst 40 pct. af de stemmeberettigede eller måske et mindre minimumstal, f.eks. 35 pct. eller 331/3 pct. Derimod forekommer vedtagelse i to Folketing overflødig.

Paragrafferne i kapitel B skulle være de mindre vigtige bestemmelser, der f.eks. gælder regler for lovgivningsprocessen, og de skal derfor lettere kunne ændres, f.eks. blot ved en vedtagelse i to Folketing eller ved mellemliggende folketingsvalg.

Skriftlig fremsættelse

Aage Frandsen (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en grundlovskommission.

(Beslutningsforslag nr. B 58).

Det er SF's opfattelse, at den nuværende grundlov ikke er tidssvarende, hvilket ikke er så overraskende, fordi en række forhold har ændret sig ganske meget, siden den seneste grundlovsændring blev vedtaget i 1953. En række bestemmelser har nærmest karakter af anakronismer, hvilket hænger sammen med, at man ved udformningen af 1953-grundloven i stort omfang byggede videre på formuleringerne i tidligere grundlove. Derfor var nogle af formuleringerne i 1953 allerede mere eller mindre utidssvarende. Der er også bestemmelser, der i 1953 var tidssvarende, men som langtfra er det i dag.

Der er ganske mange bestemmelser, der reelt betyder noget helt andet, end de konkrete formuleringer lægger op til, hvilket er udtryk for, at der hele tiden foregår en forfatningsmæssig udvikling, som er nødvendig, og som afspejler, at indholdet i grundloven ikke er statisk. Men på et eller andet tidspunkt bliver den manglende overensstemmelse mellem grundlovens ord og den aktuelle virkelighed, herunder tolkningen af grundloven, for stor til, at det er acceptabelt.

Efter SF's opfattelse er der også brug for grundlovsændringer, som under ingen omstændigheder kan rummes inden for en endda vid tolkning af grundloven.

Det er sagt, at den nuværende grundlov er god nok, blot den blev overholdt, og at problemet snarere er, at grundloven ikke respekteres af magtudøverne. Det kan der være noget om i enkelte tilfælde, og i det omfang det er rigtigt, vil en grundlovsdiskussion også kunne bruges til at få understreget indholdet i og intentionerne bag grundloven. Men det er naturligvis ikke det, der kan begrunde nedsættelse af en grundlovskommission. Det er alene, at grundloven ikke længere er tidssvarende, og at den ikke tager højde for en række af de problemfelter, som en grundlov i dag skal forholde sig til, og at der er formuleringer i grundloven, som vi af politiske grunde ønsker anderledes, ønsker udbygget m.v.

Det er også blevet anført, at der hverken er en enkeltsag eller forslag i deres helhed, der kan sikre de 40 pct. af vælgerne, som der skal til for at bære en grundlovsændring igennem. Det er efter SF's opfattelse et meget dårligt argument. Mener man, at der er behov for grundlovsændringer, skal man selvfølgelig arbejde for sådanne ændringer. Det er bl.a. på den baggrund, at man sikrer sig opbakning til ændringerne. Da man i 1946 nedsatte den grundlovskommission, der førte til vedtagelse af 1953-grundloven, vidste man heller ikke, om der var nogen enkeltsag, eller om grundlovsforslaget i sin helhed kunne vinde flertal.

SF fremsatte forslag om nedsættelse af en forfatningskommission i forrige folketingssamling (B 63, folketingssamlingen 1994-95, tillæg A 2148). I forhold til dette forslag er der sket en del ændringer i form af tilføjelser og uddybninger. Navnet er ændret til grundlovskommission i stedet for forfatningskommission. Der er sket en udbygning af menneskerettighederne bl.a. med forbud imod tortur og indførelse af børnerettigheder. Der er overvejelser vedrørende konsekvenserne af Højesterets kendelse om realitetsbehandling af Maastricht-Traktatens grundlovsmedholdelighed, som efter SF's opfattelse yderligere understreger behovet for yderligere præciseringer, men der er også overvejelser om forslaget fra Folketingets formand, Erling Olsen, om procedure ved suverænitetsafgivelser. Endelig er der overvejelser og nye forslag vedrørende magtens tredeling, bl.a. vedrørende særlove og love med tilbagevirkende kraft, domstolsafprøvelse af love, domstolenes uafhængighed og forvaltningsdomstole.

Officielle noter

Ingen