Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BSF 75

Forslag til folketingsbeslutning Folketingsbeslutning om ratifikation af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer

Fremsat af miljøministeren (Svend Auken)

den 17. marts 1993

Vedtaget ved anden (sidste) behandling den 27. april 1993

Den fulde tekst

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer De

Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, som Danmark

undertegnede på FN's konference om miljø og udvikling i Rio de

Janeiro den 9. juni 1992.

Oprindelig fremsat forslag

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer De

Forenede Nationers Rammekonvention om Klimaændringer, som Danmark

undertegnede på FN's Konference om Miljø og Udvikling i Rio de

Janeiro den 9. juni 1992.

Bemærkninger til forslaget

1. Indledning.

Den øgede verdensomspændende bekymring omkring effekten af klimaændringer som følge af en stadig forøgelse af atmosfærens indhold af drivhusgasser fik i december 1990 FN's Generalforsamling til at beslutte, at der med henblik på undertegnelse på De Forenede Nationers Konference for Miljø og Udvikling i Rio de Janeiro i juni 1992 skulle udarbejdes en konvention om klimaændringer.

Under konferencen i Rio de Janeiro i juni 1992 undertegnede 154 lande samt Kommissionen for de Europæiske Fællesskaber konventionen. På indeværende tidspunkt er det oplyst, at Canada, Kina, Maldiverne, Marshall Øerne, Mauritius, Monaco, Seychellerne, USA og Zimbabwe har ratificeret konventionen. Det forventes, at en lang række andre lande vil ratificere inden for kortere tid.

Konventionen er omtalt i beretningen af september 1992 om forløbet af Rio-konferencen og i regeringsredegørelsen af november 1992 til Folketinget om opfølgningen af konferencen. Konventionen er ligeledes ved flere lejligheder indgået i forhandlinger i Folketinget, senest i forbindelse med forespørgselsdebatten (Forespørgsel nr. F9) den 3. december 1992 (Folketingstidende 1992-93, sp. 3044 ff med motiveret dagsorden af s.d. D21).

2. Forhandlingsforløbet.

Forhandlingerne blev påbegyndt i februar 1991 i USA og der afholdtes i alt 5 møder i den mellemstatslige forhandlingskomite, der blev nedsat med den opgave at udarbejde et udkast til konvention.

Møderne bar præg af en stærk differentiering mellem de industrialiserede lande og udviklingslandene, men der var også store forskelle internt i de to grupper.

Der var dog generelt enighed om, at de industrialiserede lande er ansvarlige for den hidtidige udvikling og at disse derfor må påtage sig de væsentligste økonomiske og politiske forpligtelser ved gennemførelsen af konventionens målsætninger.

I gruppen af industrialiserede lande blev der lagt vægt på forskellige prioriteter, idet nogle lande var interesserede i at fastsætte stærke bindende forpligtelser for emissioner af drivhusgasser, især kuldioxid. Andre industrialiserede lande var af politiske/geografiske årsager noget mindre interesserede i at påtage sig disse byrder, og endelig var der en gruppe af industrialiserede lande, som befinder sig i overgangen til en markedsøkonomi, og som derfor igen havde andre prioriteter.

Udviklingslandene var ligeledes opdelt i interessegrupper. De lande, der vil blive hårdest ramt af eventuelle klimaændringer, som lavtliggende ø- og kyststater og tørkeramte lande, arbejdede for at opnå den stærkest mulige konvention. En anden gruppe udgjordes af større udviklingslande og lande, som på trods af deres status som udviklingslande er højt udviklede og endelig gruppen af OPEC-lande.

I lyset af de store forskelle mellem landene både på industrielt og på miljømæssigt niveau, var resultatet af forhandlingerne yderst tilfredsstillende. Konventionen er således et godt udgangspunkt for det videre internationale samarbejde på området.

Som for de øvrige vedtagelser i forbindelse med Rio-konferencen skal vedtagelsen af denne konvention i høj grad betragtes som starten på en proces. For at fremskynde denne proces er det besluttet, at der igangsættes et forberedende arbejde i perioden indtil konventionen officielt træder i kraft.

3. Konventionen og dens indhold.

Konventionen består af 26 artikler og to bilag.

Artikel 1.

Indeholder 9 definitioner til konventionen.

Artikel 2.

Hovedformålet med konventionen er, at opnå en stabilisering af koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, som kan forhindre farlig antropogen (menneskeskabt) indvirkning på klimasystemet.

Artikel 3.

Principper for konventionens gennemførelse.

Mange delegationer især fra udviklingslandene lagde vægt på, at konventionen kom til at indeholde principper, der skulle lægges til grund for det videre arbejde. Andre lande, især industrialiserede lande fandt, at det var mere væsentligt at lægge de substantielle forpligtelser i konventionen til grund for det videre arbejde. Det fundne kompromis angiver, at principperne er nogle af de ideer, der skal lægges til grund for det videre arbejde.

Artikel 4.

Forpligtelser.

Alle konventionens parter pålægges bl.a. at udarbejde opgørelser over emissioner, opstille programmer for foranstaltninger til at imødegå klimaændringer, udvikle teknologi m.v., der kan kontrollere, mindske eller forhindre emissioner af drivhusgasser, øge dræn for drivhusgasser, tilpasse sig klimaændringer, samarbejde om udveksling af oplysninger og om udviklingen på forskningsområdet, og meddele parternes konference oplysninger om gennemførelsen af konventionen.

Herudover pålægges de industrialiserede lande at opstille strategier og foranstaltninger til at imødegå klimaændringer, idet de erkender, at tilbagevenden ved udgangen af dette årti til tidligere niveauer for antropogene emissioner af kuldioxid og andre drivhusgasser, der ikke er omfattet af Montreal-protokollen, vil medvirke til en sådan ændring i udviklingen.

Parterne fra de industrialiserede lande skal på denne baggrund senest seks måneder efter konventionens ikrafttræden meddele detaljerede oplysninger om sine strategier og foranstaltninger samt oplysninger om prognoserne for emissionerne med henblik på at bringe emissionerne tilbage til deres 1990-niveau.

Partskonferencen skal på sit første møde undersøge disse oplysninger for at vurdere, om disse er hensigtsmæssige, og kan senere vedtage ændringer til konventionen.

De industrialiserede lande forpligter sig herudover til at tilvejebringe nye og supplerende finansielle ressourcer til at dække udviklingslandenes samlede godkendte omkostninger til opfyldelse af konventionens rapporteringsforpligtelser. Herudover skal industrilandene dække de samlede godkendte meromkostninger for at sætte udviklingslandene i stand til at opfylde deres forpligtelser i henhold til konventionen.

Der skal yderligere tages særligt hensyn til lande, som befinder sig i overgangen til en markedsøkonomi, idet disse dog har påtaget sig de samme forpligtelser som andre industrialiserede lande, bortset fra forpligtelsen til at støtte udviklingslandene økonomisk.

Konventionen angiver, at udviklingslandenes mulighed for at opfylde deres forpligtelser i konventionen er afhængig af, at de nødvendige økonomiske midler er til rådighed.

I forbindelse med finansiering og teknologioverførsel tages der særligt hensyn til de mindst udviklede landes særlige behov og situation.

Det skal supplerende bemærkes, at de drivhusgasser, der allerede er omfattet af Montreal-protokollens regler, ikke indregnes i klimakonventionens mål.

Artikel 5 og 6.

Omhandler samarbejde omkring forskning og systematiske observationer samt undervisning, uddannelse og folkeoplysning med henblik på at opfylde forpligtelserne i Artikel 4.

Artikel 7-10.

Vedrører konventionens institutioner.

Artikel 11.

Finansieringsmekanismen.

Konventionen fastsætter en finansieringsmekanisme for tilvejebringelse af finansielle ressourcer i form af tilskud eller favorable betingelser, herunder for teknologioverførsel.

Mekanismen sorterer under partskonferencen, medens dens drift overdrages til en eller flere allerede eksisterende internationale instanser. Der blev under forhandlingerne enighed om, at Den Globale Miljøfacilitet (GEF) under UNDP, UNEP og Verdensbanken midlertidigt skulle være den instans, der skal tage sig af driften af finansieringsmekanismen. (Artikel 21).

Artikel 12.

Indrapporteringspligt.

Denne artikel indeholder krav om indrapportering til partskonferencen af opfyldelsen af de i artikel 4 indeholdte forpligtelser.

De industrialiserede lande skal indsende deres rapporter inden 6 måneder efter konventionens ikrafttræden, medens udviklingslandene skal indsende rapporter senest 3 år efter konventionens ikrafttræden. De mindst udviklede lande kan indsende deres rapporter, når de ønsker det.

Artikel 13-20.

Artikler med henblik på konventionens gennemførelse og anvendelse, herunder Artikel 17, der åbner mulighed for senere udarbejdelse af protokoller.

Artikel 21.

Midlertidige arrangementer.

I forbindelse med afslutningen af forhandlingerne om konventionen fandt man, at der var overladt så mange spørgsmål til den første partskonference, at denne ikke med rimelighed kunne forventes at drøfte disse, medmindre forberedende arbejde blev igangsat i perioden mellem konventionens underskrivelse og dens ikrafttræden.

Man blev derfor enige om et midlertidigt arrangement, som dels lader forhandlingssekretariatet fortsætte, og dels lader Den Globale Miljøfacilitet (GEF) være den midlertidige finansieringsmekanisme.

Artikel 22-26.

Artikler vedrørende ikrafttræden m.v.

Konventionen træder i kraft den 90. dag efter datoen for deponering af det 50. ratifikationsinstrument.

Bilagene.

Konventionens bilag 1 refererer til lande, der er industrialiserede og som påtager sig forpligtelserne i konventionens Artikel 4 og 12.

Konventionens bilag II refererer til lande, der er villige til at give økonomisk støtte til parterne fra udviklingslandene.

4. Danmarks opfyldelse af konventionen.

Opfyldelse af konventionen i Danmark medfører ikke umiddelbart lovændringer. De love, der er vedtaget som opfølgning på Danmarks nationale målsætning om at reducere CO2-udledningerne med 20 pct. i år 2005 i forhold til 1988-niveauet, f.eks. Lov om Varmeforsyning og de 8 love indeholdt i den såkaldte CO2-pakke samt øvrige iværksatte og planlagte tiltag overfor CO2 og andre drivhusgasser, forventes allerede at opfylde konventionens krav vedrørende emissioner af drivhusgasser, som ikke er kontrolleret af Montreal-protokollen.

Opfyldelsen af de finansielle forpligtelser vil kræve bevillingsmæssig hjemmel i de årlige finanslove og derudover Finansudvalgets tilslutning til enkeltbevillinger, der overstiger 8 mio. kr., uanset at bevillingerne ikke måtte medføre merudgifter i forhold til de beløb, som allerede er bevilget på finansloven til udviklingslandene, eller som er opført på de følgende års budgetoverslag.

Der er ikke i forbindelse med konventionsforhandlingerne taget stilling til størrelsen af de finansielle ressourcer, der må tilvejebringes til realisering af konventionens målsætninger. Fra dansk side har man indtil videre tænkt bidraget kanaliseret gennem Den Globale Miljøfacilitet (GEF) og finansieret under bistandsrammen. Desuden vil der blive tale om et selvstændigt bidrag til konventionens sekretariat, når dette er etableret.

5. Forholdet til EF.

EF-Kommissionen underskrev konventionen på Fællesskabets vegne under FN-konferencen om Miljø og Udvikling i Rio de Janeiro i juni 1992.

Konventionen indeholder i Artikel 22 mulighed for at Fællesskabet kan ratificere.

EF-Kommissionen har til Rådet oversendt et forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af rammekonventionen om klimaændringer KOM(92)508, som i øjeblikket behandles i Rådet.

Kommissionens forslag bemyndiger Fællesskabets formand til at deponere Fællesskabets godkendelsesinstrument hos FN.

Ifølge forslaget skal deponering af Fællesskabets godkendelsesinstrument ske inden den 30. juni 1993. Forslaget pålægger endvidere medlemsstaterne at deponere deres godkendelses-/ratifikationsinstrumenter inden samme dato og så vidt muligt samtidig.

Senest den 30. april 1993 skal medlemsstaterne ifølge forslaget underrette Kommissionen om deres beslutning om at ratificere konventionen eller oplyse, hvornår deres ratifikationsprocedure forventes afsluttet. Kommissionen vælger herefter i samarbejde med medlemsstaterne en dato for samtidig deponering af instrumenterne.

I forslaget om Fællesskabets kompetence på klimakonventionens område angiver Kommissionen med henvisning til en række fællesskabsforskrifter og forslag til fællesskabsforskrifter at have dels eksklusiv dels blandet kompetence på området.

Forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser for Danmark og formentlig heller ingen samfundsøkonomiske konsekvenser udover, hvad der følger af Danmarks allerede planlagte foranstaltninger til reduktion af CO2-emissioner. Da forslaget indeholder et princip om opfyldelse af konventionens målsætninger som en fælles forpligtelse for Fællesskabet, og da der herudover formentlig vil komme til at indgå et byrdefordelingsprincip i den endelige tekst, påtager Danmark sig en principiel forpligtelse til at indgå i forhandlinger om et byrdefordelingsprincip.

Det må antages, at Danmark efter EF-retten ikke vil kunne ratificere konventionen på egen hånd og før EF, idet der er en udstrakt EF-kompetence inden for dele af de områder, som reguleres ved konventionen. I modsat fald vil Danmark tilsidesætte sine forpligtelser efter EF-retten. På denne baggrund vil Danmark arbejde for, at EF ratificerer konventionen hurtigst muligt.

Det bemærkes, at Rådet i dets resolution om et program for Fællesskabets politik og virke inden for miljø og bæredygtig udvikling udtalte, at det forpligter sig til at skabe grundlag for en ratifikation af konventionerne om klimaændringer og om biodiversitet med sigte på ratificering inden udgangen af 1993.

6. Ratifikationsforbehold.

I henhold til konventionens Artikel 24 kan der ikke tages forbehold over for denne. Dette må antages at dække såvel substansforbehold som territoriale forbehold, hvilket også har været antaget under forhandlingerne. Såfremt Danmark ratificerer, gælder ratifikationen derfor hele riget.

7. Færøerne og Grønland.

Man har anmodet de færøske og grønlandske myndigheder om en udtalelse om Danmarks ratifikation.

8. De nordiske lande.

De øvrige nordiske lande er gået positivt og aktivt ind i forhandlingerne omkring konventionen og har oplyst, at de påregner at kunne ratificere konventionen inden for det første halvår af 1993.

Officielle noter

Ingen