Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BSF 7

Forslag til folketingsbeslutning om direkte demokrati (vejledende folkeafstemninger ved vælgerinitiativ)

Fremsat af Pia Kjærsgaard (FP) Kim Behnke (FP) Aage Brusgaard (FP) Ole Donner (FP) Kirsten Jacobsen (FP) Poul Nødgaard (FP)

den 22. oktober 1991

Den fulde tekst

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, der

sikrer, at der afholdes vejledende folkeafstemninger efter følgende

retningslinier:

1. Landsdækkende folkeafstemning afholdes, når 20.000 vælgere anmoder herom.

2. Regionale folkeafstemninger afholdes, når 5 pct. af de vælgere, der er optaget på valglisten i den eller de pågældende kommuner, anmoder herom.

3. Anmodning om afholdelse af folkeafstemning skal være skriftlig og indeholde angivelse af det afstemningstema, der ønskes prøvet ved afstemningen.

4. Afstemningens udfald afgøres ved almindeligt stemmeflertal og er vejledende for Folketinget respektive for den eller de administrative myndigheder, der berøres af afstemningstemaet.

5. Indenrigsministeriet fører tilsyn med, at anmodning om afholdelse af folkeafstemning tilfredsstiller formelle krav (antal underskrifter m.v.), og tilrettelægger afstemningen.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrund og historie

Det er forslagsstillernes mening, at regelmæssig brug af folkeafstemninger ved vælgerinitiativ åbner mulighed for en væsentlig styrkelse og modernisering af folkestyret.

Erfaringerne viser, at de her i landet eksisterende grundlovsfæstede folkeafstemningsinstitutter kun anvendes overordentlig sjældent.

Det obligatoriske referendum ved grundlovsændringer har været benyttet ved forslag til grundlovsændring som følge af genforeningen (vedtaget 1920), ved forslag til Danmarks Riges Grundlov (forkastet 1939) og ved forslag til den gældende grundlov (vedtaget 1953).

Folkeafstemninger vedrørende forslag til ændringer i valgretsalderen har været afholdt i 1953 (valgretsalderen blev 23 år), i 1961 (valgretsalderen blev nedsat til 21 år), i 1969 (valgretsalderen forblev uændret 21 år), i 1971 (valgretsalderen blev nedsat til 20 år) og i 1978 (valgretsalderen blev nedsat til 18 år). Endvidere afholdtes folkeafstemning om Danmarks indtræden i EF (1972).

Folkeafstemninger i medfør af grundlovens § 42, efter Folketingets vedtagelse af en lov og på forlangende af en tredjedel af Tingets medlemmer er alene afholdt i 1963, hvor de fire jordlove bortfaldt ved folkeafstemningen.

Folkeafstemninger, der ikke er foreskrevet i grundloven, er efter lovgivningsmagtens beslutning alene afholdt i to tilfælde, nemlig om salget af De Vestindiske Øer (1916) og om Danmarks tiltrædelse af EF-pakken (1986).

2. Terminologi

Man sondrer traditionelt mellem referendum og vælgerinitiativ. Ved referendum kan vælgerne vedtage eller forkaste den lovgivende magts beslutninger. Ved vælgerinitiativ har vælgerne adgang til selv at fremsætte forslag og forlange disse underkastet afstemning.

Afstemningen kan principielt være bindende eller vejledende. Reglerne i grundloven om folkeafstemninger (§ 20, stk. 2, om suverænitetsafgivelse, § 29, stk. 2, om valgretsalder og § 42 om lovforslag) omfatter alene afstemninger, der finder sted på grundlag af beslutninger, som er truffet af Folketinget. Formålet med dette forslag til folketingsbeslutning er at supplere med mere generelle regler for afholdelse af vejledende folkeafstemninger, der iværksættes ved vælgerinitiativ.

I beslutningsforslagets titel indgår ordene »direkte demokrati« som udtryk for, at vejledende folkeafstemninger efter forslaget iværksættes alene på grundlag af befolkningens eget direkte initiativ, således at administrative myndigheder alene har en række praktiske opgaver i forbindelse med afstemningens tilrettelæggelse.

3. Udviklingstendenser. Principperne i amerikansk og schweizisk lovgivning

Siden 1960'erne er folkeafstemninger i stigende omfang benyttet i en række forskellige lande, herunder også i lande, der ikke har tradition for sådanne afstemninger.

Især i løbet af 1970'erne er afstemninger på befolkningens eget initiativ blevet mere udbredt end tidligere. Det gælder således i USA, hvor der i mange delstater findes regler om folkeafstemninger.

I USA er folkeafstemninger obligatoriske ved grundlovsændringer i 49 af delstaterne. Derudover kendes folkeafstemninger på delstatsniveau under forskellige former i i alt 39 stater. Direkte lovgivning ved folkeafstemning er særlig udbredt i de vestlige stater, herunder i Californien. I 22 stater forekommer forskellige former for lovinitiativ. Den mindst udbredte form for direkte lovgivning er forfatningsinitiativ, hvor vælgerne selv fremlægger forslag om grundlovsændringer til folkeafstemning. Det praktiseres i 14 delstater.

På lokalt plan har 39 af USA's delstater regler om, at forskellige lokale myndigheder kan eller skal afholde folkeafstemning om lokale spørgsmål, herunder bestemmelser, vedtægter og lignende. Det kan skønnes, at der i USA årligt afholdes i alt mellem ti og femten tusinde sådanne afstemninger. Derimod kendes landsdækkende folkeafstemninger ikke i USA.

I Schweiz findes regler, der sikrer, at både referendum og vælgerinitiativ kan benyttes på alle niveauer, såvel på forbundsniveau som på kanton- og på kommuneniveau.

Grundlaget for folkeafstemninger findes i den schweiziske forbundsforfatning, og alle afstemninger har bindende virkning.

Vælgerinitiativ kræver skriftlig anmodning fra mindst 100.000 vælgere, og underskrifterne skal samles inden for en 18-måneders-periode.

Referendumreglerne indebærer, at enhver føderal beslutning skal underkastes folkeafstemning, hvis krav herom stilles af mindst 50.000 vælgere.

4. Argumenter for beslutningsforslaget

Efter forslagsstillernes mening vil regler om vejledende folkeafstemninger betyde en afgørende styrkelse af folkestyret og rumme en tiltrængt modernisering af den politiske beslutningsproces her i landet.

Den tid er for længst forbi, hvor politikerne kunne påberåbe sig særlig viden eller større indsigt end den øvrige del af befolkningen. Folkestyret har her i landet fungeret på godt og ondt i hen ved 150 år, og det er udtryk for manglende demokratisk sindelag, hvis nogen vil hævde, at Folketinget er i stand til at bedømme samfundsspørgsmål mere sagligt eller kvalificeret, end befolkningen er.

Erfaringerne fra USA og Schweiz har for længst leveret dokumentation for, at det direkte demokrati, som folkeafstemningerne er udtryk for, ikke har erstattet, men på meget positiv måde suppleret det repræsentative demokrati. Der findes i øvrigt i disse lande mulighed for, at politikerne kan udarbejde modforslag, der kan omfattes af afstemningen, hvis politikerne ikke anser vælgerinitiativet for at være kvalificeret nok.

Navnlig i Schweiz viser erfaringerne tillige, at forbundspolitikerne vælger at bruge mere tid på at udforme og omskrive lovforslagene og på at opnå bæredygtige og langsigtede løsninger frem for at løbe risikoen for, at lovgivning af utilstrækkelig kvalitet og med kortsigtet virkning forlanges sendt til folkeafstemning. Det anføres undertiden i Schweiz, at de vigtigste referenda således er dem, der slet ikke finder sted.

Forslagsstillerne mener, at vejledende folkeafstemninger her i landet såvel på landsdækkende som på kommunalt plan vil føre til, at der opbygges en større interesse og ansvarsfølelse for samfundsforhold. Vælgerne opnår en direkte deltagelse i de politiske beslutninger og har al mulig grund til at engagere sig, diskutere på arbejdspladser, i hjemmene, i nærmiljøet i øvrigt, frem for blot passivt at skulle affinde sig med, at politikerne tiltager sig hele beslutningsretten.

Det kan i flere lande påvises, at oplysningskampagner forud for folkeafstemninger virker som en politisk debat- og læreproces. Det, der i lande som Danmark er et »internt anliggende« for politikere og embedsmænd, bliver i lande med folkeafstemningsinstitution til reelle debatemner, hvor sagernes indhold, argumenter og konsekvenser bringes frem i åben diskussion i medier, ved informationsmøder og på andre måder. Traditionen i Schweiz dokumenterer, at vælgerne træffer velgennemtænkte valg, og mulighederne for korridorpolitik, pression og manipulering begrænses.

Den svigtende vælgerinteresse for at deltage aktivt i partipolitisk arbejde er et yderligere vigtigt argument for folkeafstemninger. Omkring 1945-50 var op imod en fjerdedel af vælgerne her i landet medlemmer af en vælgerforening og deltog derigennem i den politiske beslutningsproces. I dag er kun omkring 7 pct. af vælgerne medlemmer af vælgerforeninger. Denne udvikling fører gradvis til, at kun en meget lille politisk elite deltager i politisk beslutningstagning, hvilket yderligere forøger afstanden imellem politikerne og befolkningen.

Fremskridtspartiet mener, at indførelse af vejledende folkeafstemninger vil være en virksom og positiv metode til igen at inddrage befolkningen i de politiske beslutninger.

Modstand imod regler om folkeafstemning vil formentlig være mest udbredt blandt interessegrupper, der i øjeblikket føler deres særinteresser tilfredsstillende varetaget af regering og folketingsflertal, men frygter, at deres synspunkter ikke har dækning hos befolkningens flertal.

Indførelse af folkeafstemninger i Danmark vil have den afgørende virkning, at regering og lovgivningsmagt med styrke kan afvise at bøje sig for pressionsgruppers ønsker og krav i tilfælde, hvor disse er stridende mod befolkningsflertallets interesser. Det danske parlamentariske system, der afløste enevælden, kunne naturligt nok ikke forudse omfanget af den magt, som f.eks. interesseorganisationer og centraladministration ville opnå igennem årene på bekostning af befolkningens indflydelse gennem sine folkevalgte repræsentanter. Denne udvikling har tydeliggjort, at pressionsgrupper og særinteresser kan manipulere med et folketingsflertal. Derimod kan sådanne interessegrupper ikke manipulere med en hel befolkning.

Erfaringerne fra lande med folkeafstemning efter vælgerinitiativ viser i øvrigt, at lovproduktionen dæmpes, i modsætning til erfaringerne fra Danmark og andre repræsentative demokratier uden tilsvarende folkeafstemningsregler. Her øges lovproduktionen til stadighed, og ikke mindst mængden af ændringer til eksisterende lovgivning griber om sig.

Derudover viser udenlandske erfaringer, at folkeafstemninger er populære og skaber en større følelse af politisk ansvar hos befolkningen. I de lande, hvor regler herom findes, ses der ikke at foreligge ønsker om at ophæve reglerne.

5. Folkeafstemningers betydning for skattetrykket

Befolkningens ansvar øges ved folkeafstemninger. Vælgerne inddrages i at forholde sig til sammenhængen imellem de beslutninger, man træffer, og de økonomiske og sociale konsekvenser, der opstår. Befolkningen kan f.eks. vælge udgiftskrævende foranstaltninger, men kender prisen og har friheden til at fravælge.

I den forbindelse er der grund til at fremhæve, at det er overvejende sandsynligt, at indførelse af regler om folkeafstemninger vil få en skattedæmpende effekt.

Erfaringerne fra USA viser, at et flertal af de syv delstater, der har de højeste omsætningsskatter, mangler folkeafstemning ved vælgerinitiativ. Det samme er tilfældet for de fem delstater, der har den højeste indkomstskat. Blandt de syv delstater, som ikke har indkomstskat, har et flertal folkeafstemninger ved vælgerinitiativ. Fjernelsen af indkomstskatten i disse syv stater, som er Alaska, Florida, Nevada, South Dakota, Texas, Washington og Wyoming, har utvivlsomt sammenhæng med, at folkeafstemningsmuligheden påvirker politikerne til at udvise større forsigtighed over for de offentlige finanser.

Forholdene i Schweiz viser den samme tendens. Det offentliges skatteindtægter i Schweiz målt i forhold til bruttonationalproduktet, BNP, er blandt de laveste i Europa.

Også i Danmark er det sandsynligt, at den blotte adgang til afholdelse af vejledende folkeafstemninger vil præge de politiske beslutninger i retning af større økonomisk ansvarsbevidsthed. Det vil være politisk uklogt at bevilge afholdelse af udgifter, der af befolkningen betragtes som unyttige eller måske endog er i åbenbar modstrid med befolkningens ønsker.

6. Tidligere forslag om folkeafstemninger

Medlemmer af Fremskridtspartiets folketingsgruppe fremsatte den 2. april 1975 forslag til folketingsbeslutning om vejledende folkeafstemninger om kommunale anliggender (af Kjærulff-Schmidt m.fl., se Folketingstidende 1974-75, 2. samling, forhandlingerne sp. 2544 og 4720, og tillæg A sp. 3861, jf. Folketingets Årbog 1974-75, side 686 ff.

I beslutningsforslaget opfordrede Folketinget indenrigsministeren til at fremsætte lovforslag, der åbnede mulighed for, at kommunale anliggender kunne underkastes en vejledende folkeafstemning i kommunen på begæring af et mindretal af kommunalbestyrelsesmedlemmer og/eller et mindretal af de vælgere, der var optaget på valglisten i vedkommende kommune.

Ved 1. behandling af forslaget kunne indenrigsministeren erklære sig enig i den målsætning, der lå bag forslaget, hvorimod han ikke følte sig overbevist om, at den foreslåede løsning på tilfredsstillende måde ville føre frem til det ønskede mål. Også de øvrige partiers ordførere var i overvejende grad positive for så vidt angik det principielle sigte i forslaget, men havde betænkeligheder ved forslagets udformning.

Kommunaludvalget afgav ikke betænkning over forslaget inden folketingsårets udløb.

Den 16. marts 1977 fremsatte medlemmer af Fremskridtspartiets folketingsgruppe forslag til lov om folkeafstemninger i kommunerne (af Kjærulff-Schmidt m.fl., se Folketingstidende 1976-77, 2. samling, forhandlingerne sp. 709 og sp. 2979, og tillæg A sp. 3701, jf. Folketingets Årbog 1976-77, side 500 ff.).

Ifølge lovforslaget kunne ethvert spørgsmål, der var omfattet af det kommunale selvstyre, underkastes en vejledende folkeafstemning i en kommune, såfremt det begæredes af mindst 10 pct. af de på valglisten opførte vælgere eller mindst en tredjedel af kommunalbestyrelsens medlemmer.

Om baggrunden for lovforslaget hed det i de ledsagende almindelige bemærkninger bl.a.:

»Ved gennemførelsen af kommunalreformen reduceredes antallet af kommuner fra ca. 1.300 til 275. Storkommuneideen har gjort det umuligt at opretholde den tidligere nære kontakt imellem borgerne og de folkevalgte, og det er til dato ikke lykkedes at gennemføre foranstaltninger, der har kunnet erstatte den personlige kontakt mellem befolkningen og dens valgte repræsentanter.

Fremskridtspartiet har fra første færd arbejdet for hyppige folkeafstemninger som en nærdemokratisk foranstaltning. Et forslag til folketingsbeslutning om vejledende folkeafstemninger i kommunerne blev fremsat i folketingsåret 1974-75, 2. samling (. . .) Ved 1. behandling erklærede såvel indenrigsministeren som en række ordførere sig enige i den målsætning, der lå bag forslaget, men på en række punkter anførtes saglige indvendinger mod forslagets udformning. Disse indvendinger er søgt imødekommet ved udarbejdelsen af nærværende lovforslag, og det er derfor forslagsstillernes håb, at der vil kunne opnås tilslutning til forslaget i dets foreliggende skikkelse (. . .)».

Ved 1. behandling af lovforslaget fik dette en overvejende kritisk modtagelse såvel af indenrigsministeren som af de fleste øvrige partiers ordførere bortset fra ordførerne for Det Radikale Venstre og Danmarks Retsforbund.

Kommunaludvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.

Folketinget har ikke i de mellemliggende år behandlet lovforslag eller beslutningsforslag om indførelse af generelle regler om vejledende folkeafstemninger. Derimod har Tinget flere gange behandlet forslag om afholdelse af vejledende folkeafstemninger vedrørende konkrete spørgsmål, f.eks. forslag til lov om folkeafstemning om flygtninge (L 38 af Knud Lind (FP) m.fl., se Folketingstidende, Årbog og Registre 1989-90, side 74), og forslag til lov om afholdelse af vejledende folkeafstemning om en fast forbindelse over Øresund (L 160 af Kim Behnke (FP) m.fl., se Folketingstidende 1990-91, 2. samling, forhandlingerne sp. 3344, 4471 og tillæg A sp. 4077).

Disse forslag blev afvist af Folketingets øvrige partier, bl.a. med henvisning til, at emnerne ikke var egnede til at blive undergivet folkeafstemning.

7. Beslutningsforslagets forhold til forfatningen

De muligheder for folkeafstemning, der er taget stilling til i grundloven, er, jf. foran under bemærkningerne punkt 1 og 2, følgende:

- § 20, stk. 2, om overladelse af suverænitetsbeføjelser til mellemstatslige myndigheder

- § 29, stk. 2, om valgretsalderen

- § 42, om lovforslag

Medens de to førstnævnte bestemmelser alene angår afstemning om helt specifikke emner (suverænitetsafgivelse respektive valgretsalder), angår bestemmelsen i § 42 et spektrum af afstemningstemaer, der alene afgrænses i § 42, stk. 6. § 42, stk. 6, opregner bestemte typer af lovforslag, der ikke kan forlanges underkastet afstemning. En tredjedel af Folketingets medlemmer kan således ikke begære folkeafstemning om forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, normeringslove, lønnings- og pensionslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om direkte og indirekte skatter og love til gennemførelse af bestående traktatmæssige forpligtelser. Den minoritetsbeskyttelse, som grundloven tillægger en tredjedel af Folketingets medlemmer, nemlig at kunne forlange afholdelse af folkeafstemning med bindende virkning, er altså beskåret bl.a. på vigtige områder, der direkte angår statens indtægter og udgifter.

Ud over folkeafstemninger på grundlag af de foran nævnte bestemmelser, der alle har bindende virkning, kan et folketingsflertal selvsagt beslutte afholdelse af vejledende folkeafstemning om ethvert emne. Under den nuværende grundlov har en sådan afstemning alene været afholdt i 1986 på grundlag af lov nr. 24 af 5. februar 1986 om afholdelse af vejledende folkeafstemning om Danmarks tiltrædelse af EF-pakken (Europæisk Fælles Akt, se Folketingets Årbog 1985-86, side 241). Her gælder ingen begrænsninger i emnevalget. Ønsker et folketingsflertal at kende vælgernes mening om finansloven eller enkelte af finanslovens poster, om indkomstskattens personfradrag, om merværdiafgiftens højde, om punktafgifter eller ethvert andet emne, kan en sådan vejledende afstemning naturligvis besluttes af Folketinget med almindelig majoritet.

Det nye, der indføres, hvis nærværende beslutningsforslag vedtages, er alene, at et nærmere bestemt antal vælgere på landsplan eller regionalt plan kan forlange afholdelse af vejledende folkeafstemning. Dette berører ikke forfatningen, svækker ikke Folketingets beslutningsdygtighed, hæmmer ikke regeringens eller partiernes lovforberedelse, blokerer ikke det kommunale eller amtskommunale selvstyre, men tjener alene som en værdifuld vejledende rettesnor i lovgivningsarbejdet såvel som i lovforvaltningen.

Forslagsstillerne afstår fra at argumentere for bestemmelser om folkeafstemninger med bindende virkning eller andre regler, der ville kræve ændringer i forfatningen. Forslaget om vejledende afstemninger ved vælgerinitiativ kan vedtages i god harmoni med den gældende grundlov.

8. Den tekniske gennemførelse af folkeafstemninger

Vejledende folkeafstemninger kan ret enkelt afholdes i forbindelse med valghandlinger.

I årene mellem 1970 og 1990 har der her i landet været afholdt tilsammen 20 folketingsvalg, kommunalvalg eller folkeafstemninger på i alt 19 forskellige valg- eller afstemningsdatoer. Landsdækkende eller regionale afstemninger kan uden særlige administrative vanskeligheder afholdes i tilknytning til sådanne valghandlinger.

Endnu enklere vil det formentlig være at lade afstemningerne foregå f.eks. pr. brev eller ved brug af elektroniske hjælpemidler. Hvis der fastlægges en afstemningsform, der forudsætter vælgernes personlige tilstedeværelse på afstemningsstedet, taler meget for, at f.eks. rådhuse, posthuse, biblioteker eller andre tilsvarende centralt placerede steder kan benyttes som afstemningssteder. Der er ikke som ved folketingsvalg og kommunale valg behov for de samme administrative foranstaltninger med udpegning af valgstyrere, valgtilforordnede etc., og optællingen af afstemningsresultatet kan ske elektronisk, eventuelt under kontrol af uafhængige statsautoriserede revisorer.

Omkostningerne ved afholdelse af afstemninger vil efter de her anførte retningslinier kunne begrænses til et minimum, men man må i øvrigt i denne forbindelse være opmærksom på, at afstemningerne generelt vil føre til større påpasselighed i politikernes dispositioner over befolkningens økonomiske ressourcer, jf. de udenlandske erfaringer, der er redegjort for ovenfor.

Forslagsstillerne anbefaler, at regeringen ved udformning af lovforslag vælger at udforme så enkle og smidige regler om afstemnings- og optællingsprocedurer som muligt.

9. Ingen begrænsning i emner, der kan underkastes folkeafstemning

Det er væsentligt at være opmærksom på, at vejledende folkeafstemninger bør kunne afholdes uden begrænsninger i temavalg. Det er de vælgere, der tager initiativ til anmodningen om afholdelse af afstemning, der selv udformer afstemningens tema og samler det nødvendige antal underskrifter bag kravet.

Nogle politikere anser folkeafstemninger for en principielt god ide, men kun under forudsætning af, at det er de »rigtige« emner, der sættes under afstemning. De anser nogle emner for at være for vigtige, andre for at være betydningsløse, atter andre for at være for specielle eller for generelle etc. etc. Derfor møder man undertiden det standpunkt, at folkeafstemninger bør afholdes her i landet, men man må først lade politikerne nøje overveje de emner, der ønskes afstemning om. Af samme grund ynder nogle at fremhæve, at eksempelvis skattespørgsmål, indvandrerpolitik, kriminalpolitik, socialpolitik og mange andre områder er uegnede for afholdelse af folkeafstemninger.

Bag sådanne synspunkter ligger et politisk hovmod, som er så markant en svaghed ved det repræsentative demokrati. Det er styret af frygt for, at der vil opstå situationer, hvor de folkevalgte ikke har dækning for deres synspunkter hos befolkningens flertal. På det grundlag drager man den forkerte konklusion, at det er de folkevalgtes synspunkter, der er »rigtige«, og befolkningsflertallets synspunkter, der er »forkerte«, og at folkeafstemninger derfor bør undgås.

Forslagsstillerne mener, at folkeafstemningsmuligheden kan hjælpe med til at sikre, at politikerne holder den kurs, som befolkningens flertal ønsker. Dette er en værdifuld styrkelse af og ikke en trussel imod det repræsentative demokrati. Politikerne vil meget hurtigt værdsætte folkeafstemninger, der kun kan virke i retning af at stabilisere demokratiet.

Det er for forslagsstillerne selvfølgeligt, at en lov om vejledende folkeafstemning ikke på forhånd skal bortcensurere visse emner som uønskede eller uegnede. Hvis befolkningens flertal har en anden opfattelse end Folketinget af skattepolitik, indvandrerspørgsmål, bistandsydelser, kulturpolitik, ulandsbistand, trafikanlæg eller andet, er opgaven for politikerne ikke at regere på tværs af befolkningens ønsker, men at lytte hertil og justere egne holdninger ind, så de bedre svarer til befolkningens. Ellers udvikler samfundssystemet sig til et repræsentativt »udemokrati«.

10. Forslagets udformning

Forslagsstillerne er opmærksomme på, at regler om vejledende folkeafstemninger kan udformes efter flere forskellige retningslinier. Forslagsstillerne har valgt en ordning, der omfatter to typer afstemninger:

1) Landsdækkende folkeafstemning, der afholdes, når 20.000 vælgere anmoder herom (forslagets punkt 1).

2) Regional folkeafstemning, der afholdes, når 5 pct. af de vælgere, der er optaget på valglisten i den eller de pågældende kommune(r), anmoder herom (forslagets punkt 2).

Forslagsstillerne finder, at det er væsentligt, at kriterierne for afholdelse af afstemninger er realistiske, således at det kan forventes, at reglerne i praksis vil blive benyttet i ikke uvæsentligt omfang. De foreslåede krav til antallet af vælgere, der skal anmode om afstemning, kan ses i forhold til valglovens krav til antallet af underskrifter ved anmeldelse af nye partier, nemlig 1/175 af de ved sidste folketingsvalg afgivne gyldige stemmer, altså i disse år normalt ca. 19.000 underskrifter. Set i lyset af den betydning, et nyt politisk partis deltagelse i valget kan få for den politiske beslutningsproces, hvis partiet opnår repræsentation, må kravet om 20.000 underskrifter som nødvendig betingelse for at forlange folkeafstemning anses for at være forholdsvis strengt.

Kravet om 5 pct.s vælgertilslutning til en anmodning om regional folkeafstemning er, sammenholdt med f.eks. den kommunale valglovs opstillingsregler, også ret strengt. Kandidatlister ved kommunale valg skal således være underskrevet af mindst 25 vælgere i kommunen, idet kommunalbestyrelsen dog kan fastsætte et højere mindstetal - indtil 50 - i kommuner med over 25.000 kommunale vælgere. I landets største kommune, København, kan mindsteantallet dog højst sættes til 150 underskrifter. Det foreslåede krav om 5 pct.s vælgertilslutning vil i kommuner med f.eks. 20.000-30.000 vælgere forudsætte indsamling af ca. 1.000-1.500 underskrifter på anmodningen. Det er herved sikret, at folkeafstemning alene iværksættes, når der er en væsentlig tilslutning til anmodningen.

Forslagsstillerne er ikke afvisende over for, at der kan argumenteres for såvel strengere som lempeligere betingelser, men finder, at opgaven for Folketingets partier må være at opstille overkommelige krav, der ikke forhindrer, men snarere opmuntrer til afholdelse af afstemninger i væsentligt omfang.

Man må i denne forbindelse være opmærksom på, at skærpelse af kravene vil føre til, at det bliver vanskeligt for andre end interesseorganisationer med store økonomiske ressourcer at påtage sig at være drivkraft bag afstemningsinitiativer. Det bør være muligt også for frivillige foreninger, private, græsrodsbevægelser og andre grupper af borgere at tage initiativer, der kan føre til afstemning, når der er en rimelig opbakning bag ønsket.

Efter beslutningsforslaget skal anmodningen om afholdelse af folkeafstemning være skriftlig og indeholde angivelse af det afstemningstema, der ønskes prøvet ved afstemningen, jf. forslagets punkt 3.

Det er vigtigt for forslagsstillerne at understrege, at vælgerne selv udformer afstemningstemaet uden den mindste form for censur fra politikere eller forvaltning, jf. foran under bemærkningernes afsnit 9.

Beslutningsforslagets punkt 4 fastslår, at afstemningens udfald afgøres ved almindeligt stemmeflertal, og at udfaldet er vejledende. Der er således ikke nogen pligt for berørte administrative myndigheder eller andre til at følge den vejledning, som resultatet giver. Forslagsstillerne anser det dog for sandsynligt, at der vil udvikle sig en praksis, hvor folkeafstemningerne får en markant indflydelse på de politiske og administrative procedurer.

Beslutningsforslagets punkt 5 fastslår, at Indenrigsministeriet fører tilsyn med, at anmodning om folkeafstemning tilfredsstiller formelle krav (antal underskrifter m.v.), og tilrettelægger afstemningen.

Forslagsstillerne vil finde det naturligt, at man under udvalgsbehandlingen overvejer at henstille til regeringen at indarbejde en revisionsbestemmelse i lovforslaget. Det er meget tænkeligt, at de erfaringer, der indhøstes, når vejledende folkeafstemninger er indført, efter en kortere årrække naturligt bør medføre justeringer i det lovgrundlag, der indføres.

Beslutningsforslaget indeholder ingen tidsfrist, inden hvilken lovforslag skal fremsættes, men det er forslagsstillernes opfattelse, at regeringen bør kunne fremsætte lovforslag senest i folketingssamlingen 1992-93 med henblik på ikrafttræden den 5. juni 1993.

Det vil være en værdig markering af 40-års-dagen for grundlovens ikrafttræden den 5. juni 1953, en markering, der kan vise befolkningen, at politikerne ikke er sig selv nok, men har brug for en aktiv, engageret og velorienteret befolkning, der ønsker at deltage direkte i den demokratiske beslutningsproces.

Nærværende beslutningsforslag er indeholdt i Fremskridtspartiets lovkatalog 1991-92 udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe oktober 1991, forslag nr. 41 (ISBN 87-89766-00-8).

Officielle noter

Ingen