Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BSF 13

Forslag til folketingsbeslutning om en aktiv regional erhvervspolitik

Fremsat af Ole Vagn Christensen (S) Poul Andersen (S) Eva Fatum (S) Lotte Henriksen (S) Lissa Mathiasen (S) Sonja Mikkelsen (S) Erling Olsen (S) Nyrup Rasmussen (S) Løvig Simonsen (S) Bjørn Westh (S)

den 31. oktober 1991

Den fulde tekst

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om en aktiv

regional erhvervspolitik efter følgende retningslinjer:

1. Regionale erhvervsprogrammer

Regionale erhvervsprogrammer har til formål at analysere, skabe og videreudvikle regionale og lokale vækstelementer ved at mobilisere EF-, statslige, regionale og lokale ressourcer. Programmerne kan omfatte en region, dele af en region eller flere regioner.

For at sikre, at der oprettes regionale erhvervsprogrammer, har amtskommunerne initiativet i de områder, hvor dele af en region eller flere regioner ikke har sikret regionale erhvervsprogrammer.

2. Erhvervsprogrammernes styring

Til styring af erhvervsprogrammerne nedsættes på amtskommunernes foranledning regionale erhvervsudvalg/initiativråd. Kompetence og sekretariatsbistand skal være tilpasset den konkrete erhvervsregion, jf. punkt 1.

3. Erhvervsprogrammernes gennemførelse

Amtskommuner og kommuner har ret til at bruge 1 pct. af skattegrundlaget til erhvervsmæssige aktiviteter. Staten afsætter 50 mio. kr. til en statslig regional udviklingspulje.

Erhvervsudviklingsrådet fastlægger retningslinjer for fordelingen af den statslige pulje, som er en krone til krone-ordning, som skal tage hensyn til arbejdsløshedsniveau, skattegrundlag m.v.

For at realisere erhvervsprogrammerne skal amtskommuner, kommuner, stat og private kunne gå sammen om at danne udviklingsselskaber og om at samarbejde om den know-how, amter og kommuner besidder, så den udnyttes til gavn for såvel private virksomheder som den offentlige service.

Amtskommuner og kommuner skal have mulighed for gennem investeringer at styrke det regionale erhvervsmiljø, bl.a. via rådgivningscentre, udlejning af eksportkonsulenter og teknologikonsulenter, oprettelse af iværksætterhuse, mulighed for støtte til iværksættere, efteruddannelsesaktiviteter, netværk m.v. Det forudsættes, at der er et samarbejde med bestående teknologiske servicecentre.

De lokale initiativråd/kommuner kan formidle garantistillelse, udlån m.v. fra erhvervsudviklingsfonden.

Amtskommuners og kommuners andel i joint venture-selskaber og erhvervsudviklingsselskaber kan udgøre en andel på op til 50 pct. af aktiekapitalen.

4. Anvendelse af EF-midler

Via regionale erhvervsprogrammer skal amtslige og statslige regionale udviklingspuljer og optagne lån kunne matches med EF-strukturfondsmidler eksempelvis fra regionalfonden, socialfonden og landbrugsfonden samt fra de fondsmidler, som EF afsætter til teknologi-, forsknings- og udviklingsformål.

Bemærkninger til forslaget

Bemærkninger til beslutningsforslagets punkter

Ad 1

Regionale erhvervsprogrammer vil være et meget smidigt og velegnet instrument for en koordineret regional indsats, men også for en koordinering af regionale og statslige initiativer såsom erhvervsudviklingsprojekter, systemeksport, medfinansiering af EF-programmer, investering i lokale erhvervsmiljøer og regionale udviklingsprogrammer.

Ad 2

Erhvervsudvalgene/initiativrådene sammensættes af repræsentanter for amtsråd, kommunalbestyrelser og arbejdsmarkedets parter suppleret med personligt udpegede medlemmer med en særlig viden og indsigt, der kan være til gavn for programmernes gennemførelse. Disse medlemmer skal bl.a. være praktiske virksomhedsledere og tillidsrepræsentanter, der har tæt føling med såvel det private som det offentlige arbejdsmarked.

Derudover kan teknologiske informationscentre m.fl. indgå i erhvervsudvalgene/initiativrådene.

Ad 3

Samarbejdet om gennemførelse af erhvervsprogrammerne kan omfatte videreudvikling, afprøvning, forskning og systemeksport. Desuden skal parterne kunne bidrage til, at Danmark får sin andel af ordrerne på varer og tjenesteydelser, når strukturprojekter gennemføres i øvrige EF-områder.

Amtskommunernes og kommunernes rådgivningsengagement i virksomheder skal foretages forretningsmæssigt for så vidt angår opgaver, der tager sigte på etablering af virksomheder og produkter, eller som har karakter af bistand til fremme af virksomheders eksport.

Investeringer i selskaber kan foregå igennem tilførsel af aktiekapital m.v. Dette kan suppleres med, at der i selskabernes vedtægter indføjes, at den aktiepost, som amtskommuner og kommuner besidder, skal købes tilbage efter en bestemt årrække, eller når selskabets indtjening er tilfredsstillende. Dette tilbagekøb sker til oprindelig kursværdi tillagt markedsrente i perioden.

Der er behov for at støtte iværksættere effektivt på mange forskellige områder. Hvilke områder der er tale om, vil afhænge af, hvike typer iværksættere der er tale om.

Normalt vil der være behov for at støtte iværksætteren i startfasen med hensyn til tilrettelæggelse og gennemførelse af de administrative procedurer.

Da en iværksætter i de fleste tilfælde er meget teknisk orienteret, betyder det, at iværksætteren ofte vil være svag på det administrative område og på afsætningsområdet.

Der skal være bedre ordninger for iværksætteren, når det drejer sig om støtte til konsulenthjælp i forbindelse med opstart af egen virksomhed for derigennem at afhjælpe iværksætterens mangler på det administrative område.

Det ville også kunne virke befordrende på iværksætterens aktiviteter, hvis investeringsreglerne i forbindelse med investeringer i iværksættervirksomheder blev væsentlig lempeligere end ved investeringer i andre virksomheder.

Det er gennem iværksættervirksomhederne, at fornyelserne i dansk erhvervsliv skal komme, så det er meget vigtigt at få etableret et godt miljø for iværksættere i dette land.

Vedtægter for joint venture-selskaber og erhvervsudviklingsselskaber, hvori indgår kommunale og amtskommunale midler, skal indeholde nærmere bestemmelser for omfanget og indholdet af eventuel støtte til enkeltvirksomheder. Disse bestemmelser skal være i overensstemmelse med Erhvervsudviklingsrådets vurdering af de bevillingsmæssige rammer for kommunale og amtskommunale erhvervsfremmeselskaber.

Ad 4

Kommuner og amtskommuner bør kunne yde støtte til projekter, som er berettiget til EF-finansiering. Støtte fra EF's forskellige programmer kræver typisk national medfinansiering.

Kommunerne kan i dag kun medfinansiere EF-støttede projekter af infrastrukturel karakter. På grund af besparelser i statslige bevillinger til erhvervsfremme kan det forventes, at en række støtteberettigede projekter ikke kan igangsættes, fordi de vurderes at ligge uden for kommunalfuldmagtens grænser.

I Industriministeriets netop afgivne betænkning om regional politik fra december 1990 fastslås, at EF's regionale og lokalpolitiske ordninger bygger på erfaringer fra andre EF-lande, hvor den administrative struktur er anderledes end i Danmark, og hvor man ikke støder på denne form for nationale vanskeligheder med offentlig medfinansiering.

Denne situation indebærer risiko for, at Danmark går glip af EF-støttemidler.

Da EF-tilskuddene er et led i Fællesskabernes almindelige politik, må der åbnes adgang for kommuner og amtskommuner til at medfinansiere aktiviteter, som modtager EF-tilskud.

Skriftlig fremsættelse

Ole Vagn Christensen (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig hermed at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om en aktiv regional erhvervspolitik.

(Beslutningsforslag nr. B 13).

Jeg henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Bilag

Erfaringer fra udlandet

Udbygningen af industrielle distrikter

Italien

Det italienske produktionssystem i de nordlige regioner har gennemgået en intens omstruktureringsproces siden slutningen af 1970'erne. Foruden den voldsomme vækst, som er fulgt med denne omstrukturering, har omstillingsprocessen givet anledning til flere andre bemærkelsesværdige udviklingstræk.

Udviklingen er i omfattende grad båret af en lang række små virksomheder, som er gensidigt forbundne gennem et komplekst og finmasket netværk af formelle og uformelle samarbejdsaftaler, underleverandøraftaler og udliciteringssystemer.

Derigennem er skabt en fleksibel og stærkt specialiseret produktionsstruktur, som ikke er båret oppe af den enkelte virksomheds interne stordriftsfordele, men udnyttelsen af »external economies of scale«.

De industrielle distrikter er kendetegnet ved en - ikke nødvendigvis - stærk dominans inden for forskellige brancher i de forskellige distrikter. Undersøgelser viser imidlertid, at branchespredningen faktisk er temmelig stor i distrikterne. Det kan skyldes det forhold, at produkterne mere end brancherne er de centrale enheder, hvorom specialiserede virksomheder fra mange brancher giver bidrag.

Systemet med den komplekse uddelegering af produktionsopgaver mellem virksomhederne giver mulighed for at sprede omkostninger og risici mellem virksomhederne og opbygge interne specialiseringsfordele gennem stærk koncentration om de opgaver, den enkelte virksomhed finder er dens kernekompetence. Samtidig giver systemet mulighed for hurtige omlægninger af produktionen og følgende offensive markedsjusteringer. Det kan ske gennem skift i underleverandører, gennem nye konstellationer i samarbejdsaftalerne og lignende.

Det er karakteristisk - ifølge OECD - at produktion og salg i disse distrikter i vidt omfang ikke sker via det åbne marked, men genereres gennem en serie direkte kontakter mellem virksomhederne. Der er sket et skift fra formelle markedsrelationer til et system med gensidig indsigt og gensidige arrangementer, som tillader en grad af fleksibilitet i produktionsstrukturen, som traditionelle produktionssystemer ikke tillader. Samtidig har entreprenørvirksomheden en betydende rolle i systemet gennem opfyldning af lommer i specialiseringsprocessen.

Oprindelsen til produktionsstrukturens udvikling får stå hen i denne sammenhæng.

Det centrale i denne sammenhæng er, at de regionale og lokale myndigheder har spillet en betydende rolle for systemets udvikling og vedligeholdelse, idet et system med mange små, specialiserede virksomheder let mister evnen til selvregulering, efterhånden som diffentieringen og specialiseringen øges. Det kan give anledning til betydelige åbninger på inputsiden, som kan medføre, at systemet mister sin interne dynamik.

Der er to centrale elementer i myndighedernes rolle. For det første forsøgene på at stimulere iværksætteraktiviteten, idet den er en væsentlig forudsætning for, at de specialiseringsbetingede huller i produktionsstrukturen fyldes op, hvor det er muligt. For det andet støtten til opbygning af en fælles institutionel overbygning, som er af afgørende betydning i et system af små virksomheder, der ikke kan rumme disse opgaver i egen organisation, og som ikke kan tilsikres via de ordinære markedsmekanismer. Dermed sikres, at eksterne stordriftsfordele, arbejdsdelingen kan give anledning til, udnyttes.

Det har været en ledetråd i distriktsudbygningen at se servicesektorens udbygning som en del af infrastrukturudbygningen. Denne udbygning ses som et alternativ til det administrative hierarki i store, vertikalt integrerede virksomheder, hvor opgaverne løftes inden for organisationens rammer.

Mindre virksomheder er med andre ord afhængige af en industrielt - og ofte sektormæssigt - orienteret infrastruktur, som kan forsyne virksomhederne med kritiske funktioner inden for specielt teknikudvikling, materialeudvikling og markedsføring. Disse funktioner skal leveres til det industrielle system i en form, som tillader virksomhederne en effektiv koordination mod de ofte nicheprægede markeder, virksomhederne satser på.

De lokale og regionale myndigheder har været involveret i udbygningen af infrastrukturen på en række punkter, men der er tre fremtrædende områder, som kort skal omtales her. Det drejer sig om

1) opbygningen af marketingkonsortier

2) opbygningen af lånegarantikonsortier og

3) opbygningen af industrielle distriktscentre.

Marketingkonsortier

Marketingkonsortierne er en sammenslutning af virksomheder, som på fælles basis frembringer en service på markedsføringens område. Deres virksomhed er lovreguleret.

De fleste konstruktioner har form af kooperative marketingselskaber. Deres antal voksede fra 48.000 i 1970 til 79.000 i 1977. Nu præges udviklingen af sammenslutninger og sofistikering af den service, der gives.

Selskaberne arbejder med eksportpromotionopgaven for virksomhederne, udstillingsvirksomhed, udfører eksportmarkedsundersøgelser, ejer lagerfaciliteter, engagerer sig i speditionsvirksomhed, giver computerservice på relevante markedsføringsfelter, organiserer fælles indkøb, opsøger udenlandske klienter og meget andet. De støtter brancheudviklingen ved at fremme udviklingen af komplementære produkter og koordinere produktudviklingsarbejdet medlemmerne imellem.

Medlemmerne kontrollerer marketingselskaberne på andelsvis: hver virksomhed een stemme. De får ofte støtte fra centralregeringens eksportfremmemidler, regionale og lokale myndigheder og finansieringsinstitutter.

Lånegarantikonsortier

Konsortierne er opbygget for at skabe bedre lånemuligheder for risikobetonede projekter, herunder produktudvikling.

Konsortierne garanterer den enkelte virksomheds låntagning. Ulempen ved at være en lille virksomhed søges dermed elimineret.

Konsortiet gennemfører låneforretningerne for virksomheden efter indhentning af detaljeret information om virksomhed, projekt og markedsudsigter.

Konsortiet involverer sig ofte i ledelsesmæssige og driftstekniske udviklingsprojekter i medlemsvirksomhederne. En del af dette arbejde overgives til f.eks. udvalgte marketingkonsortier eller tekniske institutioner i området.

Industrielle distriktscentre

De industrielle distriktscentre involverer ofte den mest direkte støtte fra de lokale myndigheder. Flere af de industrielle distriktscentre er funderet i udnyttelsen af lokaliseringsøkonomiske fordele, altså de fordele, som knytter sig til samlokalisering af virksomheder inden for samme, beslægtede eller komplementære produktionsområder.

Centrenes virksomhed er typisk mere generel i deres tilsnit. De forsyner virksomhederne og institutioner på samme produktionsområde med rapporter om den internationale udvikling inden for mode, teknik og udstyrsforsyning. De udarbejder detaljerede analyser af udviklingen i den lokale produktionsstruktur for at sætte fingeren på kritiske forhold for den videre udvikling, og de søger at skabe forbindelser mellem produktionssystemet og forhandlernettene rettet mod nationale og internationale markeder.

De virker også ansporende på de tekniske institutter, søger at forpligte dem på udviklingsprojekter, som er af afgørende betydning for at holde trit med de nyeste muligheder og udfordringer på de internationale markeder.

Grundlaget for den forstærkede indsats fra de regionale og lokale myndigheders side blev lagt i 1977 gennem et såkaldt Presidential Decree (no. 616), hvormed væsentlige sider af statsmagtens virksomhed blev decentraliseret.

Regioner med ordinær status fik imidlertid ikke lovhjemmel til direkte at involvere sig i industrielle udviklingsprojekter, men derimod til at virke for udviklingen af erhvervsområder, mindre virksomheder og iværksætteraktiviteter såvel som erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser. Vigtigt er, at de regionale myndigheder fik øgede beføjelser til at involvere sig i »Development and Promotion Boards«.

Disse udviklingsselskaber har været hjørnestenen i den senere udbygning, idet en række specialiserede institutioner er blevet opbygget af disse selskaber. De har ydermere virket initierende for en række specielt markedsorienterede organer.

Den afgørende filosofi bag udbygningen af den industrielle serviceinfrastruktur har været vigtigheden af at identificere den strategiske betydning, serviceopbygningen på et givet område kan have. Serviceopbygning betragtes som strategisk i det omfang den udgør en nøgleservice for moderniseringen af en gruppe virksomheder.

Dette hænger igen sammen med, at design- og vidensledet produktion i en erhvervsstruktur med mange små virksomheder danner et pres for konsultative relationer mellem brugere og producenter på forskellige trin i produktionskæden. Disse konsultationer kræver geografisk nærhed for, at dialog, demonstration, forsøg og gensidig indsigt kan etableres. Og til de innovative, de designmæssige og de markedsmæssige opgaver kræves en tredje koordinerende part.

Der kan ses paralleller i Danmark til disse forhold. F.eks. i det nordjyske elektronikmiljø, i det tekstilindustrielle miljø i Herningområdet, de fiskeindustrielle miljøer omkring Esbjerg og Hirtshals, det træindustrielle i det midtjyske højland, landbrugsindustrielle miljøer omkring bl.a. Viborg og f.eks. det gartnertekniske miljø omkring Odense.

Regionale udviklingsselskaber - fonde og virksomhedsstøtte

Holland

Udviklingsselskabernes aktivitet i Holland på provinsniveau er at skabe det finansielle grundlag for at udvikle små industrier dels gennem direkte støtte til projekter i de enkelte virksomheder, dels gennem støtte til udviklingsprogrammer for teknologi, rådgivning og service og lignende og at støtte virksomhedsetableringer.

I Holland involveres de private pengeinstitutter gennem fondslignende bestræbelser i samarbejde med handelskamrene i tilbud og fysiske faciliteter såvel som gennem finansieringsprojekter. Finansieringspakken kan være en iværksættermodel, hvori indgår støtte til levedygtige iværksætterprojekter, kort- og langsigtede finansieringsløsninger, leasingarrangementer og forsikringer.

I Holland findes 34 handelskamre, som er organiseret i en fælles sammenslutning, som er en central forhandlingspartner i det nationale erhvervsfremmesystem. Så godt som alle virksomheder er tilsluttet et af handelskamrene. Handelskamrene er selvejende institutioner. Handelskamrene er dialogpartner til de lokale og regionale myndigheder med hensyn til udformning af erhvervsprogrammerne. På centralt niveau udgør handelskamrene en forhandlingspart i forbindelse med den statslige indsats. Som eksempler på handelskamrenes indsats kan nævnes:

- Regionaløkonomisk informationssystem. Det indeholder antallet af virksomheder, deres beskæftigelse, aktivitet og status. Disse oplysninger er organiseret efter størrelse, alder, lokalisering. Systemet indeholder også informationer om nedlæggelser og oprettelser af virksomheder i de enkelte områder, erhvervsområder, ledige lokaler, demografiske data, arbejdsløshed m.v.

- Restmaterialebørs. Denne børs er databaseret og landsdækkende. Den er baseret på producent- og brugeroplysninger om restmaterialer tilovers i produktionen. Den er et resultat af nationale tiltag med henblik på at øge genbrug og nedbringe forureningskilder.

- Det enkelte handelskammer kan trække på et net af eksportfremmerådgivere, ligesom handelskamrene i fællesskab driver et informationssystem for identifikation af service og rådgivning til rådighed for medlemsvirksomhederne. Se nærmere herom andetsteds.

- Handelskamrene har taget initiativ til at inddrage pengeinstitutternes filialsystem i bredere initiativer i forhold til iværksættere.

Væsentlige elementer i de lokale og regionale erhvervsfremmeinitiativer er inspireret af de tiltag og udviklingsprogrammer, Økonomiministeriets sekretariat for investeringsfremme (NFIA) iværksætter.

Det betyder, at væsentlige dele af det lokale og regionale erhvervsfremmearbejde koordineres med nationale industripolitiske tiltag gennem udformningen af programpakker. Så vidt det indhentede materiale kan dokumentere, forhandles og allokeres disse programpakker gennem en intern dialog i handelskamrenes sammenslutning i samråd med berørte kommunale myndigheder.

Sverige

Eksistensen af regionale udviklingsselskaber skyldes 1970'ernes krise. Ressourcegrundlaget er typisk skabt gennem Rigsdagen eller gennem fondsindskud fra den større industri i de lokale områder.

Regionale udviklingsselskaber har vide rammer, der går fra opsøgning, vurdering og finansiering af produktideer, bidrag til etablering af licensaftaler over deltagelse i ejendomsfinansiering, opførelse af industrihuse, byggeri, kapitalindskud i virksomheder, finansiering af virksomhedernes samarbejde, helt eller delvis opkøb og drift af virksomheder, etablering af helt nye virksomheders joint venture med udenlandske selskaber og bidrag til finansiering af større udviklingsprojekter.

Norge

I Norge engagerer kommunerne sig i enkeltvirksomheder gennem erhvervsudviklingsselskaber. I Norge findes tværkommunale selskaber.

Statslige tilskud, som de kendes fra Sverige til de regionale udviklingsselskaber, findes ikke i samme grad. Selskaberne må søge midler fra industriens udligningsfond og fra de industripolitiske midler, hvorfor man ikke kan påregne støtte til grundkapitalen.

Et norsk udviklingsselskab, som Jæren Udviklingsselskab, der er dannet af 7 kommuner, har som formål at være i stand til i samarbejde med kommunerne at sætte gang i og udvikle samarbejdstiltag i alle sektorer, som er af interesse for 2 eller flere kommuner i regionen, og at tilrettelægge primærkommunale bolig- og erhvervsområder.

Selskabet har udviklet sig og er i dag i stand til at udøve fælles byggeri på tværs af kommunegrænserne. Koordinering af forureningsbekæmpende virksomhed, teleforbindelser i sygehussektoren, primærkommunale udlæg af erhvervsområder, byggemodning og opførelse af bygninger, initiativtagere til flere kommunale samarbejdsprojekter, rådgivning og service til virksomheder i området, børs for ledige erhvervsejendomme og fællesmarkedsføring af området.

England

I engelsk lovgivning findes en særlig paragraf - social government - som giver de lokale og regionale myndigheder ret til at inddrive særskatter op til en grænse på 2 pence pr. pund provenu. Særskatten kan alene bruges til formål, som ikke er omfattet af anden lovgivende finansiering. Midlerne herfra er i stigende grad blevet kanaliseret over i separate fonde og selskaber.

70 udviklingsselskaber er oprettet, og i deres finansieringsmæssige grundstamme indgår ofte pensionsmidler. Udviklingsselskabernes finansieringsmæssige grundstamme er den stamme, hvorpå en række mere risikobetonede finansieringer og joint venture-selskaber bygger deres indskud.

Kommunal virksomhedsstøtte og risikotagning

Norge og Sverige

I Norge som i Sverige har deltagelsen også medført en ny problemstilling. Her er skabt tradition for at gribe ind over for kriseramte virksomheder med bevaringsforsøg. Med disse tiltag har Norge og Sverige gjort den erfaring og iagttagelse, at de investeringer, der gøres i mere fremtidsorienterede, nye virksomhedsetableringer, tilsyneladende ikke har samme tabsgivende risiko som støtte i forbindelse med redningsaktioner.

England

Her har man indhøstet samme erfaring. De første udviklingsfonde var i høj grad fikseret på at skabe alternative beskæftigelsesprojekter til de arbejdspladser, som blev lukket ved vitalisering af bestående virksomheder.

I dag er interessen nu i højere grad orienteret mod virksomheder og projekter, som kan virke for ændringer i erhvervssammensætningen på lang sigt - nye projektområder, højteknologiske virksomheer. Fondsstøtten har i dag udviklet sig til projekter og virksomheder, der med stor sandsynlighed kan hvile ved egen drift.

Italien

I Italien har man via det norditalienske finansieringsselskab Friulia taget konsekvensen af førnævnte erfaringer, som har været opgjort af OECD sammen med en række andre landes erfaringer.

Friulia har som hovedregel, at man kun støtter nye virksomheder og ikke forsøger at rekonstruere gamle virksomheder. Friulia-selskabet har over 35 institutioner som aktionærer. Det drejer sig hovedsagelig om nationale, regionale og lokale pengeinstitutter, forsikringsselskaber samt kommuner og amtskommuner m.v. Gennem årene er mere end 150 virksomheder blevet hjulpet på områder, hvor forskningsindholdet i produktionen har været højt, og hvor produktet har fremtiden for sig.

Eksportfremmeordninger

I såvel Sverige som Holland og Irland findes særlige programmer til fremme af lokale og regionale eksportfremmende foranstaltninger.

I Italien findes der også en eksportpromotion - se afsnit om Italien - udbygningen af industrielle distrikter.

Sverige

I Sverige blev der via støtte fra regionale udviklingsfonde udvalgt 1.500 virksomheder, som gennemgik en første grovvurdering med hensyn til eksportpotentiale. Der blev udtaget 717 virksomheder til nærmere evaluering - en såkaldt minieksport-diagnose - der resulterede i, at 492 virksomheder blev endeligt udvalgt.

Disse virksomheder fik lagt en individuel eksportudviklingsplan, som fik støtte til udvikling, hvor planen havde påpeget de særlige svage punkter - det være sig produkt, marketing, service og organisation m.v. En evaluering viste, at de deltagende virksomheder havde en fremgang på 59 pct. i eksporten, medens en kontrolgruppe af virksomheder i samme størrelse kun havde en fremgang på 30 pct. i perioden.

Ordningen er i dag permanent. De regionale udviklingsfonde inddrager lokale erhvervsfremmeorganisationer i den første udpegning af egnede virksomheder. Ordningen er bemærkelsesværdig, fordi:

- den er opsøgende,

- den er evaluerende gennem dialog og syning,

- den samler på vindere,

- de lokale og regionale instanser inddrages aktivt.

Holland

I Holland er repræsentanter for de hollandske provinser og kommuner løbende involveret i tilrettelæggelsen og driften af den hollandske eksportfremmeordning via handelskamrene. Handelskamrene kan trække på et net af eksportfremmerådgivere.

I Holland gennemførtes i årene 1980-86 et meget succesrigt og selektivt program med henblik på at tiltrække udenlandske investeringer. Programmet lagde vægt på at dokumentere forsknings-, videns- og kompetencemiljøer i forskellige egne af landet. Der er gennemført 307 projekter med en samlet beskæftigelse på 10.474 arbejdspladser.

Irland

I Irland er man i gang med at oprette handelshuse som almindelige aktieselskaber. Det sker ved at opbygge et net af lokale og regionale eksportfremmende konsultationer, som skal bistå de mindre virksomheder ved at sammenføre forskellige lokale og nationale service- og rådgivningsinstanser, og samtidig ved at sikre en bedre markedsplanlægning i virksomhederne. Tanken er, at indskydere i A/S-handelshusene skal tildeles særlige skattefordele. Der er igennem handelshusene skabt nærhed til mindre virksomheder med levedygtige, eksportbare produkter, ved at overtage eksportmæssige opgaver for disse og for forholdsvis ressourcesvage virksomheder.

Officielle noter

Ingen