Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BSF 11

Forslag til folketingsbeslutning om erstatning for miljøskader

Fremsat af Gade (SF) Jes Lunde (SF) Ebba Strange (SF)

den 18. januar 1991

Den fulde tekst

Folketinget pålægger regeringen inden den 1. november 1991 at

fremsætte forslag til lov om erstatningsansvar for miljøskader i

overensstemmelse med følgende retningslinjer:

1. Lovforslaget skal omfatte lov om miljøbeskyttelse samt anden gældende og fremtidig lovgivning, hvis hovedformål er miljøbeskyttelse, og hvor dansk rets almindelige erstatningsregler ellers ville finde anvendelse.

2. Ansvarsgrundlaget skal som hovedregel være et objektivt ansvar og omfatte såvel person- som tings- og formueskade.

3. Beviskravet til sammenhængen mellem årsag og skade lempes, således at skadelidte kun skal godtgøre en overvejende sandsynlig sammenhæng mellem årsag og skade.

4. Beskyttelsen skal omfatte skader, foranlediget af jord-, vand- og luftforureningen, uanset hvorfra den skadevoldende emission hidrører.

5. Der oprettes en miljøskadefond til dækning af erstatninger for miljøskader, hvor der ikke har kunnet findes nogen erstatningsansvarlig. Fondens midler tilvejebringes ved indførelse af afgifter på forurenende virksomhed.

6. Søgsmålskompetencen henlægges til de myndigheder, der har forvaltningskompetencen inden for miljøbeskyttelseslovens område, de skadelidte enkeltpersoner og foreninger, hvis formål det er at beskytte de skadede værdier.

7. Erstatningsansvaret forældes efter reglerne i forældelsesloven af 1908.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

1. Beslutningsforslagets formål

Princippet om, at forureneren betaler, er trods betydelige modifikationer i praksis stadig et grundlæggende element i dansk miljøret. Dette princip kan være vanskeligt at håndhæve over for generelle miljøindsatser, jf. således kompensationsordningerne i forbindelse med vandmiljøplanen og den nu bortfaldne miljøstøttelov, men ved konkrete sager om miljøskade synes der ikke at være nogen baggrund for en fravigelse af princippet. Snarere kan det være påkrævet at sikre en forebyggelse af konkrete overtrædelser af miljølovgivningen dels gennem præcise og hurtigt virkende straffeforanstaltninger og dels gennem et klart gennemskueligt erstatningsansvar.

Folketinget har for så vidt angår strafansvaret senest den 27. maj 1986 ved afgivelsen af tillægsbetænkning over L 176, forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, understreget sit ønske om mere følelige bødestørrelser i forbindelse med den strafferetlige forfølgelse af miljølovsovertrædelser. Se Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne sp. 6807, 8011, 11593 og 12246 samt tillæg A sp. 4413, tillæg B sp. 1775 og 2237 samt tillæg C sp. 965. Miljøstyrelsens redegørelse 11 om miljøstraffesager rejser spørgsmålet om indførelse af et strafansvar i lighed med det, der er gældende i henhold til lov om arbejdsmiljø.

Dette beslutningsforslag er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag B 115 i folketingsåret 1987-88 (1. samling). Se Folketingstidende 1987-88 (1. samling) forhandlingerne sp. 6555, 9669 og Tillæg A sp. 4089.

For så vidt angår erstatningsretlige forhold er bl.a. miljøbeskyttelsesloven tavs, og dermed er erstatningsansvaret henvist til behandling i henhold til dansk rets almindelige erstatningsregler. Det vil som udgangspunkt sige, at ansvarsgrundlaget er det såkaldte culpa (skyld-)ansvar, der indebærer, at skadevolder (bevisligt) skal have optrådt dadelværdigt. Hændelige skader falder altså udenfor. Et sådant ansvarsgrundlag kan i almindelige mellemmenneskelige forhold være rimeligt, men lovgivningen har i en lang række forhold fraveget culpa-ansvaret i skærpende retning, bl.a. under hensyntagen til beskyttelsesinteressen sammenholdt med det forhold, at udøveren af en farlig virksomhed på forhånd må kalkulere med visse skaderisici. Princippet har været, at jo større beskyttelsesinteressen og virksomhedens farlighed har været, jo større har tendensen været til skærpelse af ansvarsgrundlaget over culpa-ansvar med omvendt bevisbyrde til et egentligt objektivt ansvar. Dette sidste er tilfældet for så vidt angår vandforsyningslovens § 23, atomskadeloven og havmiljølovens § 46.

De beskyttelsesinteresser, der er knyttet til de nævnte love, ses ikke at være af så speciel en karakter, at de afgørende adskiller sig fra de værdier, der tilsigtes værnet ved miljøbeskyttelsesloven.

Indførelse af et objektivt ansvar i erstatningssager vedrørende miljøbeskyttelsesloven og anden miljøbeskyttelseslovgivning skal således ses som led i en effektivisering af retshåndhævelsen inden for lovenes område i og med, at et objektivt ansvar klart gør det nemmere at opnå pålæg af erstatningsansvar, forudsat at de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Dermed vil den ønskede ændring af ansvarsgrundlaget også efter forslagsstillernes opfattelse virke forebyggende for miljøskader.

Et andet hovedelement i forslaget er, at kravet til bevis til sammenhæng mellem skadeårsag og skadevirkning lempes, således at skadelidte eller den, der i øvrigt har søgsmålskompetencen, blot skal godtgøre en overvejende sandsynlighed for sammenhængen. Netop i sager vedrørende miljøbeskyttelse kan spørgsmålet om almindelig bevisstyrke på dette felt volde vanskeligheder, især hvis myndighedernes sikring af beviserne hæmmes af sen opdagelse af skaden, muligheden for flere skadevoldere m.m. Dertil lægges, at noget endegyldigt bevis i traditionel juridisk betydning er vanskeligt at producere, når der er tale om skader på naturen, der løbende er under forandring og under påvirkning fra mere diffuse skadekilder som udefra kommende luftforurening, nedsivning af næringssalte fra marker og udsivning af næringsholdigt overfladevand til vandløb, søer og havet. I forslaget, jf. nedenfor under bemærkningerne til forslagets enkelte punkter, åbnes op for en yderligere skærpelse ved at flytte bevisbyrden fra skadelidte til skadevolder, således at denne skal sandsynliggøre, at han ikke kan være (er) årsag til den indtrufne skade.

Forslagets tredje hovedelement er etableringen af en miljøskadefond til dækning af udgifterne ved skader, der ikke kan dækkes af nogen erstatningsansvarlig. Eksempelvis vil dette kunne være praktisk i forbindelse med reparation af rensningsanlæg, oprensning af vandløb, erstatning til dambrugere m.v.

Som bilag til beslutningsforslaget er den svenske miljøskadelov fra 1986 optrykt.

2. Retspraksis

Miljøministeren har ved besvarelsen af spørgsmål i Miljø- og Planlægningsudvalget nr. 479 (alm. del - bilag 957, folketingsåret 1986-87) redegjort for retspraksis siden 1980. Den i svaret foretagne gennemgang af 7 domme viser et uklart billede, idet 2 domme (U.f.R. i 1987 118 H og VLD af 1. maj 1987) ikke tager stilling til noget miljøbeskyttelseslovsansvar, men beskæftiger sig henholdsvis med, om udledning af et bestemt stof (okker) overhovedet er omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 17 og henholdsvis tager udgangspunkt i ansvarsgrundlaget efter færdselslovens erstatningsregler. De øvrige domme synes dels helt selvfølgelige i deres konklusioner, og dels ses det ikke, hvorvidt sagsøgers påstande har støttet sig på miljøbeskyttelsesloven eller på almindelige naboretlige regler.

Den almindelige opfattelse er imidlertid, jf. Ellen Margrethe Basse, Erhvervsmiljøret s. 24 f., København 1987, det ovenfor anførte om culpa-ansvaret som udgangspunkt med en tendens til skærpelse i retning af objektivt ansvar ud fra såkaldte frembringelses- eller samfundsnyttesynspunkter. Dette synspunkt tilslutter miljøministeren sig i svaret på spørgsmål i Miljø- og Planlægningsudvalget nr. 481 (alm. del - bilag 957, folketingsåret 1986-87).

I sagen om Cheminovas forurening af området ved høfte 42 ud for Harboør påstod Miljøministeriet virksomheden dømt på objektivt grundlag og henviste til, at selv om der ikke er udtrykkelig hjemmel i miljølovgivningen for et sådant ansvar, må domstolene kunne bringe dette i anvendelse på særlige områder, hvor der er behov herfor og det findes rimeligt. Heroverfor gjorde Cheminova gældende, at det forhold, at miljøbeskyttelsesområdet har været genstand for en omfattende lovregulering, uden at lovgivningsmagten har villet indføre regler om objektivt erstatningsansvar, må indebære, at et sådant ikke kan statueres i det foreliggende tilfælde. Heri gav Vestre Landsrets 3 dommere Cheminova ret. To af rettens dommere udtalte: »Ved afgørelsen af, om der i en sag som den foreliggende bør pålægges sagsøgte, A/S Cheminova, erstatningspligt på objektivt grundlag, må det tillægges betydning, at der ikke i den omfattende lovgivning, der efter ophøret i 1962 af selskabets affaldsdeponering er gennemført på miljøbeskyttelsesområdet - herunder navnlig miljøbeskyttelsesloven af 1973 og lov nr. 262 af 8. juni 1983 om kemikalieaffaldsdepoter - er indeholdt regler om erstatningspligt på objektivt grundlag.« Derudover bemærker rettens 3. dommer: ». . . at spørgsmålet om indførelsen af et sådant objektivt ansvar på denne baggrund og under hensyn til spørgsmålets karakter og betydning ikke bør afgøres af domstolene, men af lovgivningsmagten.«

Efter forslagsstillernes opfattelse skal der efter denne landsretsdom uhyre meget til, før der kan pålægges objektivt ansvar i miljøskadesager. Dommen blev klogeligt ikke anket.

3. Hvordan opgøres det lidte tab?

En af erstatningsrettens grundbetingelser er, at der er indtruffet en økonomisk skade, det vil sige, at skadens virkninger skal kunne gøres op i penge. I miljøsager, der drejer sig om oprydning og eventuelle afværgeforanstaltninger, forekommer det mindre problematisk at foretage denne opgørelse, idet en dokumentation af myndighedernes udgifter i reglen vil være nok. Hertil kommer så eventuelle tab, der er lidt af private. Indtræffer skaden derimod i form af forringede fangstmuligheder i et bestemt havområde, er det straks langt vanskeligere at gøre op. Endnu værre er det, hvis miljøkvaliteten i et vandløb f.eks. generelt er forringet, således at vandløbets recipientmålsætning ikke kan opretholdes. Det er et spørgsmål, hvorvidt domstolene vil acceptere, at der er lidt noget tab i den sidstnævnte situation. Alligevel må der her kunne stilles krav om en ulempeerstatning for tab af rekreative/økologiske værdier eller lignende, selv om en sådan nærmer sig et objektivt bødeansvar. I eksemplet med de mistede fangstmuligheder vil det lidte tab kunne opgøres som et indkomsttab minus en faktor, der er beregnet på baggrund af de naturlige svingninger i fangstmængder i det pågældende område f.eks. for en 10-årig periode.

4. Beslutningsforslagets område

Beslutningsforslaget tilsigter at dække lov om miljøbeskyttelse samt anden gældende og fremtidig lovgivning, hvis hovedformål er miljøbeskyttelse, og hvor dansk rets almindelige erstatningsregler ellers ville være gældende. Ved Højesterets dom (U.f.R 118 H 1987) er det fastlagt, at okkerudledning som følge af almindelig landbrugsmæssig dræning ikke er forurening i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 17. Inddragelse af okkerloven under beslutningsforslaget forudsætter således, at okkerudledning anerkendes som forurening på linje med andre miljøskadelige udledninger. Ellers vil erstatningsansvaret kun omfatte skader, der indtræffer som følge af svigt ved driften af okkerrensningsanlæg.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

Der henvises til forslagets almindelige bemærkninger punkt 4.

Ad 2

Bestemmelsen gælder kun ansvarsgrundlaget. Ved objektivt ansvar forstås, at såfremt skaden kan henregnes til en bestemt aktivitet, der udøves af en virksomhed, er der erstatningsansvar, jf. således bestemmelsen i vandforsyningslovens § 23, hvorefter ejeren af et vandforsyningsanlæg, der omfattes af lovens § 20 (vandindvindinger, som amtsrådet skal meddele tilladelse til), er erstatningspligtig for skade, som forvoldes ved grundvandsforandringer under prøveboringer og prøvepumpninger og under anlæggets udførelse og drift.

Der er ikke med bestemmelsen tilsigtet nogen ændring i den gældende retstilstand for så vidt angår lempelser i ansvarsgrundlaget. Hermed menes, at der typisk vil være lejlighed til at lempe ansvarsgrundlaget i retning af culpa-ansvar med omvendt bevisbyrde eller et rent culpa-ansvar, såfremt miljømyndigheden ikke i sin tilsyns- eller godkendelsesvirksomhed har udvist den fornødne agtpågivenhed i forbindelse med tilsyn eller vilkårsfastsættelse. Netop i disse situationer kan der være grund til nøjere at undersøge skadevolders subjektive forhold. Dette gælder især for virksomheder, hvis farlighed i almindelighed kan siges at være ringe, eksempelvis virksomheder, der som autoværksteder ikke skal forhåndsgodkendes, men blot anmeldes til miljømyndigheden. Hvor grænsen skal lægges mellem farlig og mindre farlig virksomhed, kan næppe afgøres generelt, men må overlades til retspraksis at fastsætte.

Bestemmelsen omfatter ikke de betydelige anonyme, men almindeligt forekommende skader, der hidrører fra den almindelige forurening af eksempelvis luft- og vandmiljø forårsaget af udslip af forurenende stoffer fra husholdninger, industri- og kraftværksskorstene og biler samt udledninger til vandmiljøet, for så vidt disse er lovlige, derimod nok alvorlige enkeltskader, selv om godkendelsesvilkår m.v. er overholdt.

Ad 3

Den almindelige regel i dansk ret er, at skadelidte skal godtgøre sammenhængen mellem den skadevoldende begivenhed og skaden. Drejer det sig imidlertid om svært tilgængelige hændelsesforløb, hvor udsigten til at kunne opfylde de normale krav til bevisbyrden er lille eller kun kan ske ved uforholdsmæssigt store omkostninger, må det være tilstrækkeligt med en sandsynlighedsvurdering. Der henvises til den formulering, der er angivet i den svenske miljøskadelov § 3, stk. 2. Dette vil ofte være tilfældet i miljøskader, navnlig hvis skaden først opdages efter nogen tid, og hvor den virksomhed, der har forårsaget forureningen, eventuelt har slettet eller søgt at slette sporene, således at det ikke kan godtgøres, at forureningen stammer derfra. Bestemmelsen vil videre kunne finde anvendelse i den situation, at forureningen kan stamme fra mere end een virksomhed, men hvor sandsynligheden for den ene er større end for den anden. De nævnte eksempler udgør ikke nogen udtømmende opregning af bestemmelsens anvendelsesområde, men er blot medtaget som en illustration af princippet i forslaget.

I situationer, hvor bevisbyrden, uanset at den som udgangspunkt indskrænkes til en overvejende sandsynlighed for årsagssammenhængen, kan blive næsten umulig, kan der være anledning til at overveje, at sagsøgte skal sandsynliggøre, at det ikke kan være ham, der er årsag til skaden. Hermed vendes årsagsbeviset altså om og pålægges den/de mulige skadevoldere. Afgørende herfor må være, om virksomheden ud fra samfundsnytte og farlighedsbetragtninger generelt kan siges at udgøre en sådan miljørisiko, at det i den konkrete situation er rimeligt at flytte vægten i årsagsbeviset fra skadelidte til den mulige skadevolder. Lige så lidt som under de almindelige bemærkninger punkt 1 kan der her angives nogen præcis regel for, hvornår en sådan forskydning kan ske, men dette må overlades til nærmere fastlæggelse ved domstolene.

Ad 4

De svenske regler omfatter kun skade, der udgår fra virksomhed i forbindelse med fast ejendom. En sådan begrænsning, der eksempelvis indebærer, at miljøskader, der hidrører fra andre emissionskilder, f.eks. fly- og landtransport, undtages fra de strenge ansvarsregler og må henføres til andre, herunder færdselslovens regler. Dette er uheldigt, dels fordi det skaber uklarhed om rækkevidden af det objektive ansvar, og dels fordi det forhold, at emissionen hidrører fra andre kilder end fast ejendom, ikke i sig selv skulle give anledning til lempeligere erstatningsretlig behandling.

Det er ikke enhver emission, der omfattes af forslaget. Dette gælder således støjemissioner og rystelser, der vel kan være ansvarspådragende, men vel er bedst egnede til begrænsning ved generelle forebyggende reguleringer i form af støjafskærmning m.m.

Ad 5

Selv om der indføres et strengt ansvar i form af objektivt ansvarsgrundlag og lempet bevisbyrde for årsagssammenhængen, kan det ikke undgås, at der opstår miljøskader, uden at der kan findes en egentlig skadevolder. Dette gælder ikke blot de mere diffuse skader, men også punktudslip, hvor bevisbyrden for årsagssammenhængen ikke kan løftes af den påtaleberettigede, hvor skadevolder viser sig insolvent, eller hvor der er særlig lempelse i ansvarsgrundlaget, jf. de almindelige bemærkninger punkt 1. Det er ikke tanken, at fonden skal kunne udrede udgifterne ved den almindelige diffuse miljøforringelse, men f.eks. nok i situationer, hvor en vandboring er ødelagt af nedsivning fra ikke eftersporlige kilder (pesticidforurening og nitratforurening fra landbrugets marker).

Fondens midler tænkes tilvejebragt ved afgiftspålæg for særligt forurenende virksomheder. Afgiften kan indrettes således, at den er stigende med virksomhedens miljøfarlighed. Således vil i denne situation Kemisk Værk Køge og Cheminova komme til at befinde sig i en høj afgiftsklasse. Tilsvarende gælder for vejtransport af miljøfarligt gods, medens ulykkesrisikoen ved banetransport må betragtes som væsentlig mindre, og banerne vil derfor slippe med en lavere afgift. Der skal videre kunne pålægges en særlig afgift på overskridelser af udledningstilladelser, når sådanne overskridelser indebærer en fare for miljøet i recipienten. Afgiften kunne fastsættes til 5.000 kr. og beløbet reguleres i takt med ændringerne i pristallet.

Med en sådan afgift introduceres en kombination af miljøulempeerstatning og objektivt strafansvar på linje med strafansvaret efter lov om arbejdsmiljø. Fonden administreres af miljøministeren.

Ad 7

Strafansvaret for miljølovsovertrædelser forældes over 5 år, og uden særlig bestemmelse vil erstatningskrav tilsvarende forældes i henhold til forældelsesloven fra 1908 over 5 år fra fordringens forfaldstid. Dette må således indebære, at forældelsesfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor erstatningspligten er fastslået ved dom eller forlig.

Skriftlig fremsættelse

Gade (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om erstatning for miljøskader.

(Beslutningsforslag nr. B 11).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Bilag

Den svenske miljøskadelov

Miljøskadelagen (1986:225)

Inledande bestæmmelser

1 § Skadestånd enligt denna lag utges før personskada, sakskada och en førmøgenhetsskada som verksamhet på en fastighet har orsakat i sin omgivning.

Ren førmøgenhetsskada som inte har orsakats genom brott ersætts dock endast om skadan ær av någon betydelse.

Skada som inte har orsakats uppsåtligen eller genom vårdsløshet ersætts bara i den mån den størning som har orsakat skadan inte skæligen bør tålas med hænsyn till førhållandena på orten eller till dess allmænna førekomst under jæmførliga førhållanden.

2 § Lagen tillæmpas inte på skador som har orsakats av joniserande strålning eller inverkan av elektrisk strøm från elektrisk anlæggning i fall då særskilda bestæmmelser gæller.

Førutsættningar før skadestånd

3 § Skadestånd utges før skador genom

1. førorening av vattendrag, sjøar eller andra vattenområden,

2. førorening av grundvatten,

3. ændring av grundvattennivån,

4. luftførorening,

5. markførorening,

6. buller,

7. skakning, eller

8. annan liknande størning.

Førsta stycket 1-3 gæller inte skador som har orsakats av verksamhet som bedrivs i enlighet med tillstånd enligt vattenlagen (1983:291).

En skada skall anses ha orsakats genom en størning som avses i førsta stycket, om det med hænsyn till størningens och skadeverkningarnas art, andra møjliga skadeorsaker samt omstændigheterna i øvrigt føreligger øvervægande sannolikhet før ett sådant orsakssamband.

4 § Skadestånd utges också før skador genom sprængsten eller andra løssprængda føremål, om skadan orsakas av sprængningsarbete eller av annan verksamhet som medfør særskild fara før explosion.

5 § I andra fall æn som anges i 3 eller 4 § utges skadestånd før skador som orsakas av grævning eller liknande arbete, om den som utfør eller låter utføre arbetet har førsummat att vidta sådana skyddsåtgærder som anges i 3 kap. 3 § jordabalken eller i annat hænseende har brustit i omsorg vid arbetets udførande.

Om arbetet ær særskilt ingripande eller av annan anledning medfør særskild risk, skall den skada som orsakas av arbetet ersættas æven om den som utfør eller låter utføre arbetet inte har varit førsumlig.

Skadeståndsansvariga

6 § Skyldighet att utge skadestånd enligt denna lag har den som bedriver eller låter bedriva den skadegørande verksamheten i egenskap av fastighetsægare eller tomtrættshavare. Samma skadeståndsskyldighet har andra som bedriver eller låter bedriva den skadegørande verksamheten och som brukar fastigheten i sin næringsverksamhet eller i offentlig verksamhet.

Om någon annan som brukar fastigheten bedriver eller låter bedriva den skadegørande verksamheten ær han skadeståndsskyldig enligt denna lag endast om han har orsakat skadan uppsåtligen eller genom vårdsløshet.

7 § Skyldighet att utge skadestånd enligt denna lag har också den som, utan att vara fastighetsægare, tomtrættshavare eller annan brukare av fastigheten, i egen næringsverksamhet utfør eller låter utføre arbete på fastigheten.

8 § Skall två eller flera ersætte samme skada enligt denne lag, svarar de solidarisk før skadeståndet i den mån inte annat føljer av att begrænsning gæller i den skadeståndsskyldighet som åligger någon av dem.

Vad de solidarisk ansvariga har betalt i skadestånd skall, om inte annat har avtalats, førdelas mellan dem efter vad som ær skæligt med hænsyn til grunden før skadeståndsansvaret, møjligheterna att førebygga skadan och omstændigheterna i øvrigt.

Ersættning før framtida skador på egendom

9 § Kan i fråga om skador som avser egendom ersættningens belopp læmpligen uppskattas på førhand, skall ersættning bestæmmas før framtida skador, om en part begær det.

Om det finns skælig anledning, kan ersættningen bestæmmas till ett visst årligt belopp. Ændras førhållandena sedan ersættningen har bestæmts på detta sætt, kan ersættningen jæmkas efter vad som ær skæligt med hænsyn till de ændrade førhållandena.

10 § I fråga om nedsættning, førdelning och utbetalning av ersættning som faststælls att utges på en gång før framtida skador på en fastighet och som tillkommer ægaren av fastigheten eller en innehavare av tomtrætt i denna tillæmpas expropriationslagen (1972:719). Æven nær det gæller verkan av sådan nedsættning, førdelning och utbetalning skal den lagen tillæmpas.

Om en borgenær som har pantrætt i fastigheten lider førlust genom att ersættning enligt førsta stycket har blivit før lågt beræknad och ersættningen till føljd av øverenskommelse mellan den ersættningsskyldige och den ersættningsberættigade eller av annan anledning inte har blivit prøvad av domstol, har borgenæren rætt till gottgørelse av den ersættningsskyldige mot att hans fordran i denna del skrivs av på fordringshandlingen.

Inløsen av fastighet

11 § Medfør en verksamhet som avses i denna lag att en fastighet helt eller delvis blir onyttig før ægaren eller att synnerligt men uppkommer vid begagnandet, skall fastigheten eller fastighetsdelen på ægarens begæran inløsas av den som bedriver verksamheten.

I fråga om sådan inløsen tillæmpas expropriationslagen (1972:719). Betræffande værdeøkning som har ægt rum under tiden från dagen tio år føre det att talan væcks vid domstol tillæmpas 4 kap. 3 § samma lag.

Rættegången i miljøskademål

12 § Den som vill fremstælla anspråk på ersættning enligt denna lag skall væcka talan vid den tingsrætt inom vars område den skadegørande verksamheten i huvudsak bedrivs eller har bedrivits.

Avser ersættningen skada på fastighet eller på byggnad eller annan anlæggning på annans mark, skall talan dock væckas vid den fastighetsdomstol inom vars område verksamheten i huvudsak bedrivs eller har bedrivits. Detsamma gæller om någon vill begæra gottgørelse enligt 10 § andra stycket eller fordra inløsen enligt 11 §. Gemensamt med ett mål som avses i førsta eller andra meningen får fastighetsdomstolen handlægga æven andra mål mellan samma eller olika parter, om det med hænsyn til utredningen och øvriga omstændigheter ær læmpligt.

13 § Den som bedriver eller avser att bedriva en verksamhet som kan medføra sådan skada som avses i 3 § kan begæra prøvning av ersættningsfrågan vid den fastighetsdomstol inom vars område verksamheten i huvudsak bedrivs eller skall bedrivas.

14 § I fråga om rættegångskostnader skall i mål enligt 11 eller 13 § tillæmpas bestæmmelserna om kostnader i expropriationsmål. Om ett yrkande om inløsen enligt 11 § ogillas, gæller dock bestæmmelserna om rættegångskostnader i rættegångsbalken. Dessa bestæmmelser tillæmpas också i andra mål enligt denna lag.

1. Denna lag træder i kraft den 1. juli 1986.

2. Æven om ett skadefall har intræffat efter ikrafttrædandet skall lagen inte tillæmpas, om skadan ær en føljd av en størning som har upphørt føre ikrafttrædandet.

3. Har talan som rør en fråga som regleras i lagen væckts føre ikrafttrædandet, handlæggs målet æven efter denna tidpunkt enligt ældre bestæmmelser.

Officielle noter

Ingen