Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BTB 14

Betænkning og indstilling fra Udvalget til Valgs Prøvelse (vedrørende Hugo Holm)
Nr B 14 1990-91, 1. samling

Afgivet af Udvalget til Valgs Prøvelse

Afgivet: 19901030

Den fulde tekst

1. I skrivelse af 16. marts 1990 anmodede Justitsministeriet om

Folketingets samtykke efter grundlovens § 57 til, at der rejstes

tiltale mod folketingsmedlem Hugo Holm for overtrædelse af

straffelovens §§ 244, 164, stk. 1, og 279, jf. § 21, og

færdselslovens § 53, stk. 1.

Efter indstilling fra Udvalget for Forretningsordenen (betænkning af 28. marts 1990, Folketingstidende 1989-90, tillæg B, sp. 77) vedtog Folketinget den 3. april 1990 enstemmigt at give det ønskede samtykke. (Folketingets forhandlinger 1989-90, sp. 8123).

2. Der blev herefter ved anklageskrift af 3. maj 1990 og tillægsanklageskrift af 23. maj 1990 fra statsadvokaten rejst tiltale mod Hugo Holm ved Retten i Odense, 1. afd.

3. Ved Odense Rets 1. afd.'s dom af 27. juni 1990 blev Hugo Holm straffet med fængsel i 4 måneder. Endvidere blev retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, frakendt Hugo Holm i 5 år fra den 15. januar 1990.

4. Den afsagte dom blev af tiltalte anket til Østre Landsret med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang og i øvrigt formildelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse.

5. Ved Østre Landsrets dom af 20. september 1990 blev Odense Rets 1. afd.'s dom i sagen mod Hugo Holm ændret, således at Hugo Holm straffes med fængsel i 6 måneder. I øvrigt blev dommen stadfæstet.

6. Ved skrivelse af 28. september 1990 ansøgte advokat Georg Steensboe som beskikket forsvarer for Hugo Holm Justitsministeriet om tilladelse til at anke dommen til Højesteret.

7. Med skrivelse af 2. oktober 1990 fremsendte justitsministeren Østre Landsrets dom af 20. september 1990, og endvidere er rekvireret Odense Rets 1. afd.'s dom af 27. juni 1990. Justitsministeriet meddelte herefter i skrivelse af 25. oktober 1990 til advokaten, at man ikke fandt anledning til at imødekomme ansøgningen om tilladelse til anke til Højesteret.

Om de nævnte domsudskrifter bemærkes:

Hugo Holm blev i overensstemmelse med det af Folketinget meddelte samtykke tiltalt for:

1. »overtrædelse af straffelovens § 244 ved den 28. oktober 1989 (. . .) at have trukket (NN) ud af sin bil og presset ham op mod denne, medens han sparkede ham flere gange på benene og slog ham flere gange i ansigtet med knyttet hånd, hvorefter han smed (NN) ned i vejgrøften og sparkede ham flere gange på benene. Derefter kørte tiltalte fra stedet, men vendte kort efter tilbage og sparkede (NN) i skridtet, således at denne faldt om, hvorefter tiltalte på ny sparkede ham flere gange.«

2. »overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, ved den 28. oktober 1989 (. . .) telefonisk til politiet i Odense og under senere afhøringer (. . .) med forsæt til, at (NN) skulle blive sigtet for tyveri, urigtigt at have anmeldt, at (NN) havde stjålet 8.000 kr. fra (Hugo Holm).«

3. »overtrædelse af straffelovens § 279, jf. § 21, ved den 31. oktober 1989 i skriftlig skadesanmeldelse til forsikringsselskabet (F) og senere mundtlig til forsikringsselskabets repræsentanter for derigennem uretmæssigt at opnå udbetaling af erstatning svigagtigt at have anmeldt, at han den 28. oktober 1989 ved overfald var frataget 8.000 kr.«

4. »spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1, ved den 27. december 1989 kl. 21.32 (. . .) at have ført personbil (. . .) efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 1,20 promille.«

Hugo Holm erkendte sig under retssagen delvis skyldig i forhold 1 og erkendte sig skyldig i promillekørsel i forhold 4, mens han nægtede sig skyldig i forhold 2 og 3.

I Odense Rets 1. afd.'s dom af 27. juni 1990 udtales det:

»Ad forhold 1.

(. . .) findes det godtgjort, at tiltalte tildelte (NN) flere knytnæveslag i maven og i ansigtet (. . .) endvidere godtgjort, at tiltalte smed (NN) ned i grøften og derpå sparkede denne på benene og i skridtet, hvorefter tiltalte forlod stedet for kort efter at vende tilbage og tildele (NN) yderligere slag og spark. I dette omfang findes tiltalte skyldig efter anklageskriftet i dette forhold.

Ad forhold 2.

Efter tiltaltes forklaring lægges det til grund, at han som anført i anklageskriftet anmeldte (NN) for under den køretur, der gik umiddelbart forud for det i forhold 1 passerede, at have stjålet 8.000 kr. i kontanter fra tiltaltes tegnebog (. . .). Retten finder, at det som forklaret af tiltalte må lægges til grund, at denne umiddelbart forinden (. . .) havde hævet 11.000 kr. (. . .) hvoraf hundredekronesedlerne var bundtet med elastik om, og at pengene blev lagt løst ind i tiltaltes tegnebog. Retten finder det udelukket, at (NN) under den korte køretur har haft mulighed for at tilegne sig bundtet med hundredekronesedler, uden at tiltalte var blevet opmærksom herpå (. . .). Da tiltalte således var klar over, at (NN) ikke havde stjålet beløbet på 8.000 kr., da han foretog anmeldelse til politiet, findes han skyldig efter anklageskriftet i dette forhold.

Ad forhold 3.

(. . .) findes det (. . .) godtgjort, at tiltalte har afgivet urigtige oplysninger til forsikringsselskabet med forsæt til uretmæssigt at få udbetalt erstatning, hvorfor han findes skyldig efter anklageskriftet i dette forhold.

Ad forhold 4.

Ved resultatet af blodanalysen (i prøve udtaget d. 27/12-89 kl. 21.53 en alkoholkoncentration på mindst 1,92 promille) findes tiltalte skyldig efter anklageskriftet i dette forhold.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 164, stk. 1, efter § 244, efter § 285, stk. 1, jf. § 279, jf. § 21, og efter færdselslovens § 117, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 53, stk. 1, jf. straffelovens § 89, til fængsel i 4 måneder.

I medfør af færdselslovens § 125, jf. § 127, frakendes tiltalte førerretten (i 5 år fra den 15. januar 1990).«

I sin dom af 20. september 1990 udtaler Østre Landsret:

»Ad forhold 1.

Det tiltrædes af de i dommen (afsagt af Odense Ret) anførte grunde, at tiltalte har udøvet vold over for (NN) i det omfang, det er fastslået ved dommen.

Ad forhold 2 og 3.

Efter tiltaltes forklaring om, hvor han lagde tegnebogen på bilens frontpanel i forhold til ham selv og vidnet (NN), tiltaltes forklaring, hvorefter han ikke har set (NN) tage pengene, det korte tidsinterval inden tiltalte fremsatte påstanden om tyveriet, og vidnerne (NN) og (V)»s forklaringer, findes det bevist, at der ikke var 8.000 kr. i hundredekronesedler i tegnebogen, og at tiltalte har vidst dette.

Herefter tiltrædes det, at tiltalte er skyldig i anklageskriftets forhold 2 og 3.

Ad forhold 4.

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de i dommen anførte grunde skyldig efter anklageskriftet.

Særlig efter grovheden af og sammenhængen mellem forhold 1 og 2 fastsættes straffen til fængsel i 6 måneder.

I øvrigt stadfæstes dommen.«

8. Det påhviler herefter Udvalget til Valgs Prøvelse at behandle spørgsmålet om, hvorvidt Hugo Holm ved begåelse af de handlinger, for hvilke han er straffet, skal anses for at have tabt sin valgbarhed, jf. Folketingets forretningsordens § 7, stk.1, nr. 2.

De regler, der danner grundlaget for bedømmelsen af spørgsmålet om valgbarhed til Folketinget, er bestemmelserne i grundlovens § 30, stk. 1, og § 33, der lyder således:

» § 30. Valgbar til Folketinget er enhver, som har valgret til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af Folketinget.«

» § 33. Folketinget afgør selv gyldigheden af sine medlemmers valg samt spørgsmål om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed.«

Om grundlovens § 30 og dens forhistorie kan i øvrigt bemærkes:

Efter de før 1953 gældende regler var spørgsmålet om valg barhed til Folketinget knyttet sammen med spørgsmålet om valg ret, således at ingen havde valgret - eller var valgbar - der ved dom var »fundet skyldig i en i den offentlige mening vanærende handling uden at have fået æresoprejsning«, og dette var nærmere udformet i den daværende valglov, jf. professor Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave 1980 ved Ole Espersen, pag. 293:

»Ifølge grdl. 1920 §§ 30 og 31 udelukkes valgret og valgbarhed, dersom vedkommende ved dom var fundet skyldig i en i den offentlige mening vanærende handling. Ved lov om valg til rigsdagen nr. 279 af 9. juni 1948 var det fastsat, at en strafbar handling ikke skulle anses som vanærende, medmindre der var idømt straf af fængsel i 4 måneder eller derover, arbejdshus eller sikkerhedsforvaring.«

Ved grundloven af 1953 udformedes imidlertid i § 30, stk. 1, en særlig regel om tab af valgbarhed, og det er her den begåede handling, der er afgørende, idet der ikke længere som i den tidligere valglov er fastsat en bestemt straf eller strafferamme som afgørende, jf. professor Alf Ross (anf. værk pag. 293):

»Det er . . . den begåede handling, der er afgørende, ikke straffens størrelse eller udståelse. Betingede domme kan derfor såvel som ubetingede medføre tab af valgbarhed.«

Grundloven anvender udtrykket en handling, der »i almindeligt omdømme« gør en person uværdig til at være medlem af Folketinget.

Denne formulering blev under behandlingen i Folketinget indsat i grundlovsforslaget af 1939 for at give bestemmelsen »objektivitet« (Folketingets forhandlinger 1938-39, sp. 3383), og på denne baggrund har et tidligere udvalg til valgs prøvelse udtalt:

»Heri ligger efter udvalgets opfattelse, at det vil være ønskeligt, at valgbarhedsfortabelse kun sker i tilfælde, hvor der er bred eller nogenlunde bred enighed herom.«

9. Om tidligere tilfælde, hvor medlemmer af Folketinget er blevet straffet, bemærkes:

a. For det første har Udvalget til Valgs Prøvelse i årenes løb behandlet en række tilfælde, hvor det ikke fandt, at de pågældende havde mistet deres valgbarhed, og hvor udvalget derfor ikke gjorde indstilling om fortabelse af valgbarhed, men redegjorde for sagerne i beretninger. Tilsvarende gælder en række sager i forbindelse med den almindelige godkendelse af mandaterne efter nyvalg til Folketinget, hvor Udvalget til Prøvelse af Valgene har omtalt den pågældende sag, men indstillet, at den pågældendes mandat godkendtes, og hvor dette derefter - uden at der var stillet ændringsforslag - vedtoges af Tinget.

Kun i et enkelt af de førstnævnte tilfælde var der idømt frihedsstraf (hæfte i 14 dage for overtrædelse af straffelovens §§ 268 og 267, stk. 1 (bagvaskelse og ærekrænkelse)), jf. Folketingstidende 1974-75, 2. samling, tillæg B, sp. 1467.

b. For det andet har Tinget i 5 tilfælde taget særskilt stilling til valgbarhedsspørgsmål:

(1). Et medlem var ved dom af 28/6-1957 idømt straf af fængsel i 40 dage for overtrædelse af bankloven, af aktieselskabsloven samt straffelovens §§ 296 og 302 (vildledende regnskabsaflæggelse, uordentlig bogføring m.v.). Udvalget til Valgs Prøvelse indstillede i en betænkning af 3/7-1957 (Folketingstidende 1956-57, 2. samling, tillæg B, sp. 77), at den pågældende skulle anses for at have fortabt sin valgbarhed. Folketinget vedtog d. 5/7-1957 med 136 stemmer, mens 6 undlod at stemme, udvalgets indstilling. (Folketingets forhandlinger 1956-57, 2. samling, sp. 886).

Som det fremgår af den afgivne betænkning, var der i Udvalget til Valgs Prøvelse enighed om at anlægge en streng bedømmelse. Det hedder således i udvalgets betænkning (Folketingstidende 1956-57, 2. samling, tillæg B, sp. 78):

»Det er udvalgets opfattelse, at det for hele det politiske livs sundhed er absolut nødvendigt, at Folketinget udviser den yderste påpasselighed ved sådanne afgørelser, således at der ikke fra befolkningens side kan rejses den mindste tvivl om de enkelte folketingsmedlemmers hæderlighed, nøjagtighed og omhyggelighed i alle økonomiske spørgsmål eller om, at de på det nøjeste overholder de lovbestemmelser, som de selv eller tidligere medlemmer har gennemført.«

(2). Et medlem var ved dom af 24/10-1972 idømt hæfte i 30 dage samt frakendt førerbeviset i 2 år dels for overtrædelse af færdselslovens § 69, stk. 1, jf. §§ 24, stk. 1, 25, stk. 1, 35, stk. 1, og 36, stk. 2, og dels for overtrædelse af straffelovens §§ 241 og 249, stk. 1 og 2 (uagtsomt manddrab).

I dette tilfælde indstillede et flertal i udvalget den 16/11-1972, at den pågældende skulle anses for at have mistet sin valgbarhed, mens flere mindretal ikke fandt, at dette var tilfældet. (Folketingstidende 1972-73, tillæg B, sp. 68).

Flertallet afgav i forbindelse med sin indstilling følgende mere principielle udtalelse:

»Med den tiltagende trafikintensitet finder flertallet det væsentligt, at Folketingets medlemmer ikke svækker befolkningens respekt for de gældende færdselsregler, og . . . har efter flertallets opfattelse tilsidesat de krav, man kan stille til et folketingsmedlem med hensyn til at efterleve de af ham selv eller andre i Folketinget vedtagne lovbestemmelser, at han herved efter flertallets opfattelse er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af Folketinget.«

Tinget vedtog d. 22/11-1972 flertallets indstillling om fortabelse af valgbarhed (Folketingets forhandlinger 1972-73, sp. 1380 ff.), men de forskellige opfattelser fandt også udtryk i stemmetallene, idet vedtagelsen skete med 88 stemmer for, 70 imod, mens 5 hverken stemte for eller imod.

(3). En stedfortræder, der blev indkaldt som midlertidigt medlem, var 3 år forinden dømt for spirituskørsel i medfør af færdselslovens § 117, stk. 1, jf. § 53, stk. 1, med straf af hæfte i 10 dage og frakendelse af førerbeviset for et tidsrum af 1 år og 6 måneder. Dom af 25/5-1977.

I udvalgets betænkning af 14/11-1980 (Folketingstidende 1980-81, tillæg B, sp. 131) udtalte et flertal, at det

»ser med betydelig strenghed på overtrædelse af færdselsloven ved kørsel i spirituspåvirket tilstand, men kan i det konkrete tilfælde indstille mandatet til godkendelse.«

Flertallets indstilling blev vedtaget af Folketinget med 110 stemmer mod 20 (Folketingets forhandlinger 1980-81, sp. 2270).

(4). Et medlem, der ved dom af 29/10-1982 var fundet skyldig i overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 2, og straffet med en bøde på 63.700 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 20 dage.

Udvalget til Valgs Prøvelse afgav betænkning den 7/12-1982 (Folketingstidende 1982-83, tillæg B, sp. 707).

I betænkningen udtalte et flertal, at det ikke fandt, at den pågældende havde mistet sin valgbarhed, og at det derfor ikke gjorde indstilling om fortabelse af mandatet.

Et flertal inden for det ovennævnte flertal udtalte yderligere for sit vedkommende følgende:

»Det må af hensyn til det politiske livs sundhed anses for vigtigt, at Folketingets medlemmer udviser stor korrekthed med hensyn til deres økonomiske forhold, ikke mindst deres økonomiske forpligtelser over for samfundet.

Det må derfor også betragtes med stor alvor, at et medlem - selv om der ikke foreligger forsæt - er dømt for ved grov uagtsomhed at have overtrådt skattekontrolloven og er straffet med en bøde på 63.700 kr.

På denne baggrund har det her nævnte flertal nøje overvejet og vurderet den foreliggende sag og er herefter kommet til den opfattelse, at der dog i den konkrete sag foreligger sådanne momenter, at man ud fra en samlet vurdering af den begåede handling ikke mener, at denne bør føre til en værdighedsfortabelse som medlem af Tinget.

Flertallet gør derfor ikke indstilling om NN's fortabelse af valgbarhed.«

Et mindretal indstillede derimod, at den pågældendes mandat bortfaldt som følge af, at han havde mistet sin valgbarhed, idet han efter mindretallets opfattelse havde gjort sig skyldig i en handling, der i almindeligt omdømme gjorde ham uværdig til at være medlem af Folketinget. Mindretallet begrundede sin indstilling således:

»Det er nødvendigt for det politiske livs sundhed, at de enkelte folketingsmedlemmer udviser stor påpasselighed og hæderlighed med hensyn til deres personlige økonomiske forhold. Dette gælder ikke mindst ved økonomiske forpligtelser over for samfundet.

Vedrørende det konkrete tilfælde bør specielt fremhæves, at Folketingets medlemmer må udvise stor korrekthed for ikke at afsvække befolkningens respekt for vor skattelovgivning.

Efter en samlet, konkret vurdering af den begåede handling har NN tilsidesat de krav, man bør stille til et folketingsmedlem med hensyn til at efterleve de af Folketinget vedtagne lovbestemmelser.«

Mindretallets indstilling kom til behandling i Tinget den 14/12-1982 (Folketingets forhandlinger 1982-83, sp. 3245), hvor den - uden at nogen forud havde ønsket ordet - forkastedes, idet 36 stemte for, 122 imod, mens 6 hverken stemte for eller imod.

(5). Et medlem, der ved højesteretsdom af 22/6-1983 for overtrædelse af straffeloven, skattekontrolloven og kildeskatteloven blev idømt 3 års fængsel og en tillægsbøde på 1.000.000 kr. (med forvandlingsstraf af fængsel i 6 måneder). Herudover blev retten til at udøve advokatvirksomhed frakendt den pågældende indtil videre, hvortil kom, at den pågældende blev dømt til at efterbetale skat med 941.029 kr.

I betænkning og indstilling af 28/6-1983 fra Udvalget til Valgs Prøvelse (Folketingstidende 1982-83, tillæg B, sp. 2895) udtalte et flertal bl.a.:

»Det må af hensyn til hele det politiske omdømme anses for vigtigt, at Folketingets medlemmer udviser stor hæderlighed og påpasselighed i deres økonomiske forhold, ikke mindst med hensyn til deres økonomiske forpligtelser over for samfundet, og at de ikke ved deres handlinger svækker befolkningens vilje til at overholde gældende lovbestemmelser.

Det må derfor betragtes med megen alvor, at et medlem er fundet skyldig i forsætlig overtrædelse af flere bestemmelser i såvel skattelovgivningen som i straffeloven, hvor også straffelovens § 289 om skattesvig af særlig grov karakter har fundet anvendelse, og er idømt en så alvorlig straf.«

Et mindretal inden for flertallet tilføjede, at man »ønsker at lægge vægt på, at bortfald af valgbarhed efter mindretallets opfattelse er begrænset til tiden, indtil den idømte fængselsstraf er afsonet.«

Flertallet indstillede, at NN's mandat bortfaldt som følge af, at den pågældende havde mistet sin valgbarhed, mens et mindretal indstillede, at den pågældendes mandat bevaredes. Et andet mindretal udtalte bl.a.:

»Konklusionen må i alt fald blive, at den eneste måde, på hvilken man kan administrere grundlovens meget upræcise kriterium »uværdig i almindeligt omdømme« uden risiko for, at det får karakter af politisk forfølgelse, er at lade vælgerne afgøre, om den pågældende er uværdig i deres omdømme.'

Efter forhandling i salen den 1/7-1983 (jf. Folketingstidende 1982-83, forhandlingerne sp. 12877) vedtog Folketinget flertallets indstilling med 128 stemmer mod 22.

Ved folketingsvalget den 10/1-1984 blev den pågældende, der på dette tidspunkt havde påbegyndt afsoning af den idømte straf, på ny valgt til Folketinget. I den betænkning og indstilling, der blev afgivet af Udvalget til Prøvelse af Valgene den 3/2-1984 i forbindelse med den almindelige godkendelse af nyvalg, henviste et flertal til den ovennævnte flertalsudtalelse i betænkningen af 28/6-1983 og afgav derefter en indstilling, der indebar, at valget af det pågældende medlem ikke godkendtes. Et mindretal indstillede, at valget godkendtes. Efter forhandling i folketingssalen blev valget af den pågældende ved den derpå følgende afstemning forkastet, idet 18 (heraf 1 ved en fejlafstemning) stemte for valgets gyldighed, mens 139 stemte imod.

Ved valget den 8/9-1987 blev den pågældende, der den 11/3-1985 var løsladt på prøve, atter valgt til medlem af Folketinget. I betænkning og indstilling af 22/9-1987 (Folketingstidende 1986-87, 2. samling, tillæg B, sp. 1) fra Udvalget til Prøvelse af Valgene udtalte et flertal bl.a.:

»Et flertal . . . betragter det fortsat med megen alvor, at et medlem er fundet skyldig i de omhandlede forhold og herfor er idømt en så alvorlig straf som omtalt ovenfor.

Flertallet lægger vægt på, at fængselsstraffen nu er afsonet, og at der er udvist god vilje til at afvikle bøden gennem overholdelse af indgåede aftaler om betaling. Der er herudover lagt vægt på den tid, der er hengået, siden lovovertrædelsen fandt sted.«

Flertallet indstillede herefter, at den pågældende godkendtes som medlem af Folketinget, mens et mindretal indstillede, at 1. stedfortræder ansås for valgt i stedet for den pågældende.

Ved afstemningen i salen blev valget af den pågældende godkendt, idet 139 stemte for, mens 13 stemte imod og 1 hverken stemte for eller imod.

10. Udvalget betragter det med meget stor alvor, at et medlem er fundet skyldig i voldsudøvelse af så alvorlig karakter som fastslået ved landsretsdommen, urigtig anmeldelse til politiet med forsæt til, at en uskyldig skulle straffes, og forsøg på bedrageri over for et forsikringsselskab.

Udvalget ser endvidere med betydelig strenghed på, at et medlem er dømt for spirituskørsel.

Hugo Holm har efter udvalgets opfattelse hermed tilsidesat de krav, man kan stille til et folketingsmedlem med hensyn til at efterleve de af Folketinget vedtagne love, og han er efter udvalgets opfattelse »straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af Folketinget.«

Udvalget afgiver herefter den nedenfor anførte indstilling.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) tilføjer, at man ønsker at lægge vægt på, at bortfald af valgbarhed efter mindretallets opfattelse er begrænset til tiden, indtil den idømte fængselsstraf er afsonet.

Indstilling

Af udvalget:

Hugo Holms mandat som medlem af Folketinget bortfalder som følge af, at han har mistet sin valgbarhed.

Lizzie Lichtenberg (KF) fmd. Else Theill Sørensen (KF) Henning Andersen (KF) Pia Christmas-Møller (KF) Jens Peter Jensen (V) Elsebeth Kock-Petersen (V) Aage Brusgaard (FP) Larsen-Ledet (RV) Emmert Andersen (CD) Eva Fatum (S) Helen Beim (S) Graversen (S) Klaus Hækkerup (S) Henning Rasmussen (S) nfmd. Ingrid Rasmussen (S) Leif Hermann (SF) Bjørn Poulsen (SF)

KRF var ikke repræsenteret i udvalget.

Officielle noter

Ingen