Senere ændringer til afgørelsen
Resume
Resumé
En 41-årig kvinde var i en periode i 2001 indlagt på psykiatrisk afdeling under diagnosen simpel paranoia, og i en periode i 2001 blev hun efterfølgende behandlet i ambulant regi på et center. Hun var igen ambulant i kontakt med centret i en periode i 2002, og var efterfølgende indlagt på sygehus i en periode i 2002. Årsagen til, at hun havde været i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, var en psykotisk lidelse.

I foråret 2002 kontaktede en social- og sundhedsassistent, som var tilknyttet patienten som kontaktperson, telefonisk dennes veninde, og forespurgte, om hun havde besøg af patienten.

I foråret 2002 udfyldte en overlæge en lægeerklæring vedrørende patientens uarbejdsdygtighed til hendes kommune, hvoraf blandt andet fremgik, at han gav hende diagnosen akut polymorf skizofreni psykose.

I foråret 2002 udfærdigede overlægen en lægeerklæring til patientens ægtefælle, hvoraf fremgik, at patienten led af en psykisk sygdom.

Der blev klaget over, at overlægen foretog en utilstrækkelig undersøgelse af patienten og i den forbindelse udfærdigede en erklæring til kommunen, som indeholdt urigtige oplysninger vedrørende hendes diagnose, at overlægen brød sin tavshedspligt ved uden patientens samtykke at have videregivet fortrolige oplysninger om hende til kommunen, at overlægen brød sin tavshedspligt ved uden patientens samtykke at have videregivet fortrolige oplysninger vedrørende hendes sygdom og diagnose til hendes ægtefælle og endelig over, at social- og sundhedsassistenten brød sin tavshedspligt ved uden patientens samtykke at videregive fortrolige oplysninger om hende til hendes veninde.
Den fulde tekst

Klage over lægeerklæring og læges samt social- og sundhedsassistents brud på tavshedspligt

 

 

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlægens udfærdigelse af lægeerklæring i foråret 2002 til kommunen vedrørende patientens uarbejdsdygtighed, idet han foretog relevant undersøgelse af patientens tilstand, og hans beskrivelse af tilstanden var i overensstemmelse med den i erklæringen angivne diagnose akut polymorf skizofreni psykose.

Nævnet fandt endvidere, at overlægen ikke overtrådte sin tavshedspligt i forbindelse med udarbejdelse af lægeerklæring om uarbejdsdygtighed ved at videregive oplysning til kommunen om, at patientens diagnose var akut polymorf skizofreni psykose, og at forventet varighed af sygdommen var mindst tre måneder. Det fremgår endvidere, at uarbejdsdygtigheden skyldtes sygdom, og at sygdommen ville medføre fuld uarbejdsdygtighed. Nævnet lagde vægt på, at overlægen ikke herved videregav oplysninger, som kommunen ikke havde anmodet om, og som ikke måtte anses for væsentlige for kommunens sagsbehandling.

Det var endvidere i den forbindelse nævnets opfattelse, at overlægen ved modtagelsen af lægeattesten om patientens uarbejdsdygtighed fra hendes kommune måtte forstå, at han var forpligtet til at videregive de ønskede oplysninger, og at han kunne gøre dette uden at tage kontakt til patienten. Overlægen kunne således gå ud fra, at man fra kommunens side havde foretaget det fornødne for så vidt angik et eventuelt samtykke fra patienten.

Nævnet fandt ligeledes, at overlægen ikke havde overtrådt lov om patienters retsstilling ved videregivelse af oplysninger vedrørende patientens psykiske sygdom til hendes ægtefælle, idet ægtefællen allerede inden videregivelsen af oplysningerne var bekendt med disse, hvorfor der ikke var tale om videregivelse af op-lysninger, som var fortrolige i henhold til lov om patienters retsstilling § 23.

Nævnet fandt endelig, at social- og sundhedsassistenten ikke havde overtrådt sin tavshedspligt ved telefonisk at kontakte patientens veninde og præsentere sig med navn og oplyse, at hun kontaktede veninden i sin egenskab af medarbejder i en kommunes psykiatriske center. Nævnet lagde vægt på, at denne form for henvendelse fra en social- og sundhedsassistent som udgangspunkt udgør en overtrædelse af tavshedspligten, idet der herved i forvaltningslovens forstand videregives en i forhold til trediemand beskyttelsesværdig oplysning om, at patienten var i psykiatrisk behandling. Nævnet lagde imidlertid vægt på, at det måtte antages, at veninden forinden videregivelsen var bekendt med, at patienten var i psykiatrisk behandling, idet det var veninden, der tidligere havde kørt patienten til social- og sundhedsassistentens privatadresse, og at patienten i den forbindelse måtte have oplyst veninden om sin relation til social- og sundhedsassistenten og den psykiatriske behandling.