Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BTL 89

Betænkning over Forslag til lov om naturforvaltning
Nr L 89 1988-89, 1. samling

Afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget

Afgivet: 19890419

Den fulde tekst

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til miljøministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Et af udvalgets spørgsmål til miljøministeren og dennes besvarelse heraf er optrykt som bilag.

Udvalget har endvidere modtaget mundtlige og/eller skriftlige henvendelser fra:

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Danmarks Sportsfiskerforbund,

Danske Husmandsforeninger,

Dansk Ornitologisk Forening,

Dansk Skovforening,

De danske Landboforeninger,

Danmarks Naturfredningsforening,

Friluftsrådet,

Jagtorganisationernes Fællesudvalg og

Tolvmandsforeningerne.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men har dog stillet ændringsforslag nr. 1-8, 10 og 11 og kan tiltræde det af miljøministeren under nr. 9 stillede ændringsforslag. Lovforslaget vil betyde, at der i perioden 1989-92 reelt kan forbruges 681 mio. kr. af statens midler i en tid, hvor erhvervslivet og skatteborgerne vånder sig over det alt for høje skattetryk i Danmark.

Set ud fra den beskatningsplagede borgers synsvinkel, opfylder lovforslaget ikke det grundlovssikrede krav om, at en tvungen ejendomsafståelse kun kan gennemføres, når almenvellet kræver det.

Hvis man forlods spurgte de arbejdsløse, de syge på ventelisterne, de boligløse, pensionisterne og de skatteplagede erhvervsfolk, om de mente, at en bevarelse og pleje af landskabelige og kulturhistoriske værdier, eventuelt formidlet af Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet og Naturfredningsforeningen, var i overensstemmelse med, hvad de forstod ved »almenvellets krav«, så ville svaret være et klart nej.

I modsætning til de borgerlige partier står Fremskridtspartiet stadig fast på, at ejendomsbegrebets naturlige vitale indhold må være et udslag af den individuelle frihed og rådighedsadgang, som grundloven fremdeles skal tilsikre borgerne.

Ejerbeføjelserne kan efter Fremskridtspartiets mening principielt ikke udelukkes eller beskæres således, at der reelt ingen individuel rådighedsret er tilbage.

Efter Fremskridtspartiets opfattelse bør et indgreb i den private ejendomsrets rådighed kun ske, når indgrebet er virkelig påkrævet, og ikke blot fordi det til en vis grad er ønskeligt. Det er således ikke nok, at indgrebet tjener et almennyttigt formål, det må tillige kræves, at dette formål ikke eller i hvert fald ikke lige så godt kan virkeliggøres, uden at man behøver at foretage et sådant indgreb, f.eks. blot fordi man ønsker at forfølge partipolitiske mål, som på længere sigt og set i relation til den øvrige lovgivning gradvis og systematisk overflytter ejendomsretten til det offentlige.

Loven om naturforvaltning bygger på en kraftig rådighedsindskrænkning, spændende fra 10-årige naturgenopretningsaftaler over påtvungen forkøbsret uden erstatning til ekspropriation.

I lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, sammenholdt med bemærkningerne på side 11 om ejendomserhvervelser kan man konstatere, at grundlovens krav om almenvellets tarv og den eksakte nødvendighed af et ekspropriationsindgreb nu i visse tilfælde kan forvaltes af almennyttige foreninger og institutioner såsom Dansk Ornitologisk Forening, Noah, Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdelinger m.v.

Ud fra rent foreningsegoistiske betragtninger kan en tilfældig bestyrelse i visse mindre ekspropriationer være den myndighed, som vurderer grundlovens ekspropriationskrav om opfyldelse af almenvellet.

En lokal lystfiskerforening, som er utilfreds med at skulle betale fisketegn til en privat grundejer, kan ud fra lovens tekst og bemærkninger få skatteborgerne til at betale for sin lystfiskerhobby.

De ødelæggelser, som en tilfældig kratluskerforening måtte afstedkomme på privat ejendom, skal ligeledes betales af de sagesløse skatteborgere.

Erstatningsbeløbets størrelse afhænger af miljøministerens velvilje, jf. § 10.

Loven om naturforvaltning arbejder med flere former for ejendomsrådighedsindskrænkning og tilsidesætter i stort omfang det grundlovssikrede krav i forbindelse med ekspropriation om, at ekspropriationsindgrebet er virkelig påkrævet og ikke blot til en vis grad ønskeligt.

Dette sker, uagtet intentionerne i grundlovens § 73 tilsiger, at det ikke er nok, at indgrebet tjener et almennyttigt formål. Det må tillige kræves, at dette formål ikke eller i hvert fald ikke lige så godt kan virkeliggøres uden at gøre dette rådighedsindgreb.

Formålsparagraffens intentioner om at bevare og pleje landskabelige og kulturhistoriske værdier og målsætningen om at forøge skovarealet kunne nemt opnås med andre midler end ekspropriation, f.eks. ved en nedsættelse af de offentlige udgifter og af skatterne.

Selv om man ville løse problemet med en udgiftslysten regerings holdning, er der andre løsninger, der ikke har samme strenge, ekspropriationsagtige karakter som dette lovforslag. Der kan f.eks. henvises til Miljøministeriets 348-sidersbetænkning fra 1987 om bevaring af den danske herregård.

Lovforslaget hviler i øvrigt på politisk ønsketænkning for så vidt angår bevisligheden vedrørende kravet om almenvellets tarv, idet det ikke i lovforslaget statistisk er påvist, i hvor stort omfang almenheden benytter de eksisterende muligheder for adgang til skovene og de kulturhistoriske værdier.

Fremskridtspartiet finder det i øvrigt uheldigt, at lovforslaget ikke siger noget entydigt om det planlægningsgrundlag, som måtte være nødvendigt og tilstrækkeligt for pålæggelse af forkøbsret, jf. bemærkningerne til §§ 5 og 6. Dette skal ses i sammenhæng med, at forkøbsretten har en væsentlig tilknytning til en eventuel senere ekspropriation.

Fremskridtspartiet finder også, at det planlægningsmæssige grundlag for en egentlig ekspropriation er alt for løst formuleret, jf. bemærkningerne til § 7.

Fremskridtspartiet mener i øvrigt, at der i grundlovens § 73, stk. 1, ligger, at vort samfund stadig står på det privatejendomsretlige grundlag, og at grundlovens bestemmelse derfor stadig skal forstås således, at man ikke ved regulering af ejendomsrettens grænser såsom påtvungne aftaler, forkøbsret m.v. skal kunne omgå bestemmelsen i § 73, som kræver ekspropriation med pligt til at yde fuld erstatning.

Ændringsforslag

Af et mindretal (FP):

Til § 1

1) I nr. 3 indsættes efter »og«: »skovproduktionen samt«.

Til § 2

2) I stk. 1 udgår nr. 2 og 3.

3) I stk. 2 indsættes som nyt punktum:

»I de tilfælde, hvor salgssummen på kontantbasis overstiger 2 mio. kr., sker salg først efter godkendelse af Folketingets Finansudvalg.«

Til § 4

4) Paragraffen udgår.

Til § 5

5) Paragraffen udgår.

Til § 6

6) Paragraffen udgår.

Til § 7

7) Paragraffen affattes således:

» § 7. Miljøministeren kan ekspropriere en ejendom, når det er af væsentlig betydning at råde over ejendommen for at opfylde lovens formål.

Stk. 2. Ekpropriation efter stk. 1 kan kun ske, når ekspropriationsgrundlaget hviler på en godkendt plan, f.eks. lokal-, kommune-, region- eller fredningsplan.«

Ny paragraf

8) Efter § 7 indsættes som ny paragraf:

» § 01. Når den, hvis ejendom eksproprieres under sagens behandling, har afholdt nødvendige udgifter til sagkyndig bistand, herunder til advokat, revisor m.v., kan miljøministeren udrede en passende godtgørelse herfor.«

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 8

9) I stk. 2 ændres »og Jagtorganisationernes Fællesudvalg« til: », Jagtorganisationernes Fællesudvalg, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Skovforening og Danmarks Sportsfiskerforbund«.

Af et mindretal (FP):

Til § 9

10) Paragraffen affattes således:

» § 9. Opgørelser i henhold til denne lov eller i henhold til regler udfærdiget med hjemmel i loven kan påklages til miljøministeren.«

Til § 11

11) I stk. 1 ændres »1989« til: »1990«.

Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP):

12) I stk. 1 ændres »den 1. januar 1989« til: »dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Med ændringsforslaget understreges i formålsparagraffen, at en god skovdrift er et vigtigt led i bestræbelserne for, at de øvrige punkter i formålsparagraffen kan virkeliggøres.

Til nr. 2

Ændringsforslaget er i overensstemmelse med regeringens talrige henstillinger til amtskommunerne og kommunerne om at holde aktivitetsniveauet og udgifterne i ro og samtidig undgå skattestigninger inden for den kommunale sektor.

Forslagsstillerne finder det i øvrigt meget uheldigt, at det i bemærkningerne til lovforslagets § 2 forudsættes, at foreninger som f.eks. Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening, der rent økonomisk er uden ansvar, skal kunne træffe aftaler med lodsejere om sådanne opgaver som anført i nr. 1-3 i paragraffens stk. 1, uanset om der kun er tale om mindre projekter.

Til nr. 3

Ændringsforslaget skal sikre Folketingets kontrol med Miljøministeriets salg af fast ejendom.

Som hovedregel skal der først ske et reelt offentligt udbud, der kan sidestilles med salg i fri handel. Endvidere er det en forudsætning, at handelsvilkårene er godkendt af Statsskattedirektoratet.

Til nr. 4-6

Ændringsforslagene skal ses i lyset af, at en forkøbsret af den art, som er skitseret af ministeren, ikke indeholder erstatning for den tabte rådighedsret til ejendomsbesidderen, men er et regulært indgreb i den private ejendomsret.

Til nr. 7

Ændringsforslaget tilgodeser og indskærper, at en så indgribende foranstaltning imod den grundlovssikrede ejendomsret kun kan ske, hvis ekspropriationsgrundlaget hviler på en konkret vedtaget plan. Ændringsforslaget vil bl.a. kunne modvirke fejlkøb af den karakter, som anføres i lovforslagets almindelige bemærkninger under punkt 7, side 10.

Til nr. 8

Ændringsforslaget svarer til bestemmelsen i § 61 i lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 368 af 6. august 1985. Ændringen indebærer, at den, der får eksproprieret sin ejendom, har mulighed for godtgørelse af sine udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en ekspropriationssag. Dette skal ses i lyset af, at den private grundejer må betragtes som den sagesløse part i en påtvungen ekspropriationssag.

Til nr. 9

I det oprindelige lovforslag var det rådgivende udvalg, som nedsættes i henhold til § 8, forudsat sammensat således, at de spørgsmål, der blev forelagt udvalget, ville blive alsidigt belyst, samtidig med at det var tilstræbt, at udvalget ikke blev for stort.

Baggrunden for ændringsforslaget er, at miljøministeren efter henvendelser til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg fra Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Skovforening og Danmarks Sportsfiskerforbund har ønsket at imødekomme disse foreningers ønsker om repræsentation i udvalget.

Til nr. 10

Ændringsforslaget sikrer, at det er den ansvarlige minister, som skal realitetsbehandle eventuelle klager. Forslagsstillerne finder det uheldigt, at man i en så indgribende lov som lov om naturforvaltning, der gør brug af ekspropriationsadgang for at opnå sine mål, ikke har en regulær, lovfæstet klageadgang, men blot en generel ministerbeføjelse til delegering af kompetence vedrørende klageinstans m.v.

Til nr. 11

Ændringsforslaget skal sikre, at man får den fornødne tid i foreninger m.v. til at indstille sig på lovforslagets ikrafttræden. Der henvises i øvrigt til det danske riges økonomiske situation i al almindelighed.

Til nr. 12

Formålet med ændringsforslaget er, at loven kan træde i kraft snarest muligt efter vedtagelsen i Folketinget.

Ahlmann-Ohlsen (KF) fmd. Ole Bernt Henriksen (KF) Rønholt (KF) Svend Erik Hovmand (V) Hanne Severinsen (V) Knud Lind (FP) Marianne Jelved (RV) Lis Noer Holmberg (CD) Glønborg (KRF) Helen Beim (S) Dorte Bennedsen (S) Erik Holst (S) Helge Mortensen (S) Henning Nielsen (S) Trøjborg (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Leif Hermann (SF)

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til miljøministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål:

Ministerens kommentar udbedes til Tolvmandsforeningernes henvendelse for så vidt angår bemærkningerne til L 89, jf. bilag 9.

Svar:

Jeg har noteret mig Tolvmandsforeningernes generelle betænkelighed ved lovforslagets midler.

Forholdet til marginaljordsarbejdet

Jeg er uenig med Tolvmandsforeningerne, når de betragter lovforslaget som en utilstrækkelig udmøntning af marginaljordsberetningen. Det skal i denne forbindelse nævnes, at Miljø- og Planlægningsudvalget ikke ønskede helt andre virkemidler - men blot flere virkemidler end dem, der rummes i lov 230 om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål.

Jeg mener, at det vil være forkert at tro, at de store naturgenopretningsprojekter - f.eks. genskabelse af en sø, hvor arealerne kun meget vanskeligt kan føres tilbage til deres udgangstilstand - kan gennemføres, uden at arealerne erhverves. Og statsskov kan selvfølgelig kun plantes på arealer, som ejes af staten.

Jeg vil dog understrege, at der også i medfør af forslaget til naturforvaltningslov, jf. § 2, stk. 1, pkt. 3), kan ydes lån og tilskud til blandt andre private ejendomsejere til bevaring, pleje og genopretning af naturområder og til forbedring af mulighederne for friluftslivet.

Salg af ejendomme

Tolvmandsforeningerne mener, at § 3, stk. 2, bør udgå på grund af bestemmelsens »selvakkumulerende effekt«.

Jeg er ikke enig heri. Bestemmelsen medfører netop den fleksibilitet, der er behov for, jf. i øvrigt forslagets almindelige bemærkningers punkt 7 om salg af miljøministerielle ejendomme.

Forkøbsret

Tolvmandsforeningerne mener, at forslaget om en udvidelse af forkøbsretsinstituttet tænkes fulgt op af opkøb i forøget omfang. Jeg mener ikke, at det forholder sig sådan.

Jeg henviser til, at forkøbsretsinstituttet er kendt fra den nugældende lov 230, at den kun har været anvendt i enkelte tilfælde, og at den ikke har medført problemer i den daglige administration.

Jeg ser endelig ingen afgørende forskelle mellem den foreslåede forkøbsret og den tilbudspligt, som Tolvmandsforeningerne foreslår.

Ekspropriation

Jeg er enig med Tolvmandsforeningerne i, at lovens ekspropriationsadgang kun skal udnyttes i ganske særlige tilfælde, jf. også beretningen fra Miljø- og Planlægningsudvalget. Jeg henviser i øvrigt til, at den ekspropriationsadgang, der rummes i lov 230, aldrig har været anvendt.

Heraf følger også, at Miljøministeriets erhvervelser af fast ejendom som hovedregel sker og skal ske på »det frie marked«.

Begrænset klageadgang

Tolvmandsforeningerne finder, at lovforslagets § 9's mulighed for at indskrænke klageadgangen bør udgå. Jeg mener, at dette vil være i modstrid med de tanker, der er i tiden, om forenkling, herunder indførelse af begrænsninger i netop klageadgangen. Jeg er dog indstillet på, at ekspropriationsbeslutninger skal kunne påklages til Miljøministeren. Herved tilgodeses også Tolvmandsforeningernes ønske.

Inddragelse af private ejendomsejere

Tolvmandsforeningerne mener endvidere, at »relevante tiltag i privat regi gøres til genstand for en urimelig desavouering«.

Jeg er ikke enig heri og henviser igen til bestemmelserne i § 2, stk. 1, pkt. 3), om muligheden for at yde lån og tilskud til bl.a. private ejendomsejere.

Jeg er glad for, at vi gennem f.eks. Friluftsrådets »Projekt Holme Å« har eksempler på, hvorledes en organisation i samarbejde med amtsrådet og landbruget har kunnet gennemføre aftaler med de private lodsejere til gavn for naturbevaring og friluftsliv.

Jeg deler ikke Tolvmandsforeningernes frygt for, »at private lodsejere bondefanges«, når en aftale om naturbevaring udløber. Det forholder sig sådan, at regler i udstykningsloven forhindrer, at aftaler gøres tidsubegrænsede. Når en aftale udløber, må det være helt naturligt, at man parterne imellem gør sig tanker om, hvad der skal ske med arealerne i fremtiden. Man kan tænke sig, at der indgås en ny aftale, eller at Miljøministeriet overtager arealerne. I sidstnævnte tilfælde vil det være praktisk, at der i forbindelse med den oprindelige aftale er aftalt en forkøbsret.

Der er her tænkt på en frivillig aftale om netop en forkøbsret - ikke en køberet. Hensigten er kun, at Miljøministeriet kan erhverve arealerne, hvis/når lodsejeren ønsker at sælge.

Erhvervelse på »det frie marked«

For så vidt angår Tolvmandsforeningernes henstilling om, at erhvervelser sker på markedsvilkår, skal jeg henvise til det allerede sagte om handler på »det frie marked« og til de statslige bevillingsregler, der betyder, at ejendomserhvervelser sker på vilkår, hvorom Statsskattedirektoratet skal udtale sig. Statsskattedirektoratets værdiskøn synes i stort omfang at afspejle »markedsvilkårene«, jf. at der i medfør af lov 230 er erhvervet mere end 600 ejendomme i fri handel.

Det rådgivende Udvalg

Afslutningsvis anfører Tolvmandsforeningerne, at det af § 8 bør fremgå, at Det rådgivende Udvalg også skal rådspørges om udstedelse af regler i medfør af loven.

Som jeg tidligere har tilkendegivet, anser jeg det for vigtigt, at organisationerne m.fl. gennem deltagelse i arbejdet i Det rådgivende Udvalg inddrages i arbejdet til gavn for naturen og friluftslivet. Jeg finder det i tråd hermed naturligt, at udvalget også rådspørges, forinden der udstedes regler i medfør af naturforvaltningsloven.

Jeg ser frem til et konstruktivt samarbejde - også med Tolvmandsforeningerne - i Det rådgivende Udvalg.

Officielle noter

Ingen