Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BTL 76

Betænkning over Forslag til lov om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse biomedicinske forsøg
Nr L 76 1986-87, 1. samling

Afgivet af udvalget angående et etisk råd m.v.

Afgivet: 19870514

Den fulde tekst

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til indenrigsministeren og statsministeren, som

disse har besvaret skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål er

optrykt som bilag til betænkningen tillige med

indenrigsministerens og statsministerens svar herpå.

Indenrigsministeren har endvidere besvaret spørgsmål i samråd.

Udvalget har modtaget mundtlige og/eller skriftlige henvendelser fra:

Amtsrådsforeningen,

Dansk Sygehus Institut,

De Samvirkende Invalideorganisationer,

Den Almindelige Danske Lægeforening,

Faglig Sammenslutning 5,

Katolske Lægers Forening i Danmark,

Kristelig Lægeforening, Etikudvalget,

Ramussen, Jørgen Nybo, og

Rigshospitalet, afd. Y.

Udviklingen de seneste år på det såkaldte biomedicinske område åbner

perspektiver og rejser spørgsmål af stor rækkevidde. Positivt

betragtet står menneskeheden hermed over for hidtil uanede

muligheder i sygdomsbekæmpelsen og andre behandlinger.

Modsat kan hele grundlaget for menneskelivets tilblivelse, vores

samspil med hinanden, sammenhængen mellem ånd og krop, natur og

etik komme i et uoverskueligt og måske katastrofalt opbrud.

I de to sidste folketingsår har Tinget beskæftiget sig indgående med

disse emner. Lovforslag er fremsat, debatteret i salen og derefter

grundigt behandlet i et særligt udvalg, udvalget angående et etisk

råd m.v.

Udvalget havde i forbindelse med behandlingen af lovforslagene nr. L

91 og L 93 i folketingsåret 1985-86 møder med den centrale

videnskabsetiske komitee og med lektor, med. dr. Kjeld Møllgård.

Udvalget deltog desuden i et møde i forbindelse med lovforslagene

afholdt af indenrigsministeren på Marienborg.

Udvalget så endvidere filmen »Fremtidens Børn« og besøgte

Rigshospitalets afdeling Y, v. overlæge, dr. med. Jørgen Starup.

Udvalget modtog i folketingsåret 1985-86 mundtlige og/eller

skriftlige henvendelser fra:

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Biskoppen over Ålborg Stift,

Christensen, Flemming, læge, Diakonissestiftelsen,

Danmarks Bløderforening,

Dansk Farmaceutforening,

Dansk Kvindesamfund,

Dansk Sygeplejeråd,

De Samvirkende Invalideorganisationer,

Den Almindelige Danske Lægeforening,

Det Kvindeetiske Råd,

Forbrugerrådet,

Hansen, Niels Arthur, København Ø,

Harry, Michael, speciallæge, Lejre,

Højskolefolk v/Bent Martinsen, Silkeborg,

Rektor, dr. theol, Svend Andersen, Institut for Etik og

Religionsfilosofi, Århus Universitet,

Kristelig Lægeforening,

Landsforeningen af Turner-kontaktgrupper i Danmark,

Landsforeningen af Vanføre,

Martensen, Hans L., biskop, København,

Muskelsvindfonden,

Odense Universitet, Det lægevidenskabelige fakultet, og

Rehof, Lars A., forskningsrådsstipendiat, København Universitet.

Det skriftlige materiale fra Lars A. Rehof er optrykt som bilag til

betænkningen.

I folketingsåret 1986-87 har udvalget behandlet et forslag til lov om

nedsættelse af en kommission til bedømmelse af etiske, tekniske og

juridiske spørgsmål i forbindelse med anvendelse af moderne

medicinsk teknologi (L 74) af Helle Degn (S) m.fl. sammen med

nærværende lovforslag.

Udvalget har bestræbt sig på at koordinere de to lovforslag.

Resultatet heraf fremgår af dennne betænkning.

Udvalget ønsker indledningsvis at understrege, at det har søgt at

finde frem til en balance mellem fordele og ulemper ved de nye

former for teknik. Udvalget mener, at de bør bruges til nytte for

både det enkelte individ og samfundet som sådant, hvor det findes

forsvarligt og ønskeligt. Omvendt bør disse former for nyt teknik

ikke tages i anvendelse, hvor der findes etiske ulemper af konkret

eller generel karakter, der overstiger fordelene.

Denne balance er selvsagt yderst vanskelig at definere specifikt. I

visse tilfælde har udvalget dog ment, at det allerede nu og her

kan fastslås, at anvendelse med henblik på visse formål ikke bør

finde sted, og at loven på disse områder klart skal forbyde det,

jf. lovforslagets § 6.

Udvalget vil samtidig understrege, at dette også må gælde sådanne

procedurer, som i det væsentlige tager sigte på de i paragraffen

anførte formål.

Som eksempler kan nævnes:

1. Forsøg med kernetransplantationer, hvor modtagercellen er et

befrugtet menneskeligt æg, hvorfra kernen er fjernet.

2. Forsøg, hvor cellemassen i et menneskeligt fosteranlæg adskilles

enten for at sammensætte delen med dele af andre fosteranlæg andre

fosteranlægsdele eller for at sammesætte delen med andre celler af

fremmed oprindelige eller for at udvikle hver enkelt del for sig.

3. Forsøg, hvorved menneskelige befrugtede æg og kønsceller tilføres

arveanlæg, f.eks. ved mikroinjektion af arvemateriale eller viral

overførsel af arvemateriale.

4. Forsøg, hvorved menneskelige befrugtede æg tilføres hormoner eller

hormonlignende substanser.

Forsøg, hvorved isolerede kønsceller (i modsætning til befrugtede

æg) tilføres hormoner eller hormonlignende substanser, er derimod

et eksempel på en procedure, der er tilladt med henblik på nogle

formål (in vitro-befrugtning), men forbudt som led i processer med

andre formål (de i § 6 nævnte).

I andre tilfælde af anvendelse af de nye former for teknik bør der

foretages en nøjere afvejning. Det gælder bl.a. alle de tilfælde,

som ikke kan forudses, men som givetvis vil opstå gennem

fremtidens forskning. For så vidt angår in vitro-befrugtning

forudser udvalget dette spørgsmål overvejet nøjere, men ønsker dog

allerede nu at understrege, at det bør tilstræbes ikke at befrugte

flere æg, end man agter at lægge tilbage i den kvinde, der har

givet æggene.

Udvalget mener, at alle sådanne overvejelser bør forestås af et etisk

råd, bredt sammensat af repræsentanter for den danske befolkning,

først og fremmest ikkeeksperterne (jf. lovforslagets § 2).

Dette råd får en række opgaver, hvoraf her skal nævnes

indstillingskompetence over for indenrigsministeren, nære

samarbejdsrelationer til Folketinget og sidst, men ikke mindst en

forpligtelse til at holde offentligheden informeret og til at

inspirere og igangsætte den brede offentlige debat om disse emner.

Udvalget lægger vægt på, at det af Folketinget nedsatte udvalg

løbende modtager information om væsentlige indstillinger fra Rådet

til indenrigsministeren.

Udvalget ønsker at præcisere, at gennemførelsen af lovforslaget ikke

indebærer nogen ændring af de videnskabsetiske komiteers retlige

instans.

Udvalget har med tilfredshed noteret sig, at indenrigsministeren har

erklæret sig rede til at lade spørgsmålet om de videnskabsetiske

komiteers retlige status og spørgsmålet om, hvorvidt der er behov

for lovgivning om biomedicinske forsøg på levende forsøgspersoner,

underkaste en undersøgelse - eventuelt ved en

enkeltmandsudredning.

Resultatet af en sådan undersøgelse bør foreligge så betids, at

eventuelle regler kan vedtages inden og træde i kraft ved

førstkommende kommunale valgperiode.

Udvalget skal endelig understrege, at de af lovforslaget omfattede

emner ikke kan ses udelukkende i en national dimension.

Udviklingen betinges af internationale sammenhænge, både hvad

forskning, behandling og regulering angår. Hvis Folketinget

vedtager lovforslaget med de ændringsforslag, der fremgår af denne

betænkning, vil Danmark være et af de første lande, der

gennemfører en lovgivning om disse emner.

Der er af udvalget og af nogle mindretal stillet ændringsforslag,

hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres og

Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) indstiller

lovforslaget til vedtagelse med de af udvalget stillede

ændringsforslag

Et andet mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres

medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med

de af udvalget og de af mindretallet stillede ændringsforslag.

Mindretallet kan ikke acceptere regeringens argumentation for at

ville lovgive om livets begyndelse i § 1, 3. pkt. Mindretallet er

enig med flertallet i, at det bør markeres, at »de røde lamper

skal blinke« ved enhver form for indblanding i de menneskelige

kønsceller, og finder, at dette formål er opnået med mindretallets

ændringsforslag.

Mindretallet finder derimod ikke, at man ved en afstemning i

Folketinget skal vedtage en lov, der definerer tidspunktet for

livets begyndelse, først og fremmest fordi der ikke er biologisk

baggrund for en sådan vedtagelse. For det andet fordi en sådan

lovgivning giver komplikationer over for anden lovgivning

(abortloven), der kan opfattes som modstridende regler. Denne

modstridende lovgivning kan skabe såvel juridiske som etiske

problemer for de abortsøgende, deres pårørende samt ikke mindst

for det sundhedspersonale, som skal medvirke ved provokeret abort.

For det tredje kan det frygtes, at de modstridende regelsæt kan give

anledning til retstvister i abortsager (som man f.eks. har set i

England, hvor en vordende fader førte retssag for at forhindre en

abort) samt i arverets- og forsikringsspørgsmål. Det skal i den

forbindelse bemærkes, at mindretallet ikke anser det for muligt i

længden at undgå, at der nedfryses befrugtede æg i kortere eller

længere tid.

Endelig skal det fremhæves, at det af henvendelser til udvalget fra

forskellige sider klart er fremgået, at uanset ministerens

fortolkning af § 1, 3. pkt., opfattes denne sætning helt kontant

som en difinition på, hvornår et menneske bliver til.

Således har formanden for Nicolaus Stenogildet hævdet, at

Lægeforeningens modstand mod formuleringen i regeringens forslag

er et »forsøg på at legitimere hidtidig abortpraksis«.

En gruppe af initiativtagerne til Askovmødet den 12. oktober 1986

skriver direkte, at en lovgivning må bygge på den forudsætning,

»at et menneske er et menneske fra befrugtningsøjeblikket«.

Endvidere har Jørgen Nybo Rasmussen i et åbent brev til Folketinget

tilsluttet sig regeringens formulering ud fra den opfattelse, at

brugen af de moderne reproduktions- og genteknikker på mennesker

fuldt ud bør betinges af, at der fra »menneskelivets første

øjeblik er tale om et menneskeligt væsen med krav på respekt for

dets liv og velfærd«.

Mindretallet må på denne baggrund stærkt advare mod at vedtage

regeringens formulering i § 1, 3. pkt.

Hensigten kan til fulde nås med mindretallets ændringsforslag, og man

kan derved undgå den store retsusikkerhed, der vil kunne opstå som

følge af vedtagelsen af regeringens forslag.

Et mindretal inden for mindretallet (Socialdemokratiets medlemmer af

udvalget) ønsker herudover at udtale:

Ny medicinsk teknologi stiller menneskeheden over for nye

udfordringer. En stillingtagen til eksistentielle og etiske

vurderinger vil være nødvendig, ligesom en revurdering af kendte

og nye behandlingsformer og prioriteringer bliver nødvendig.

I årtier har menneskeheden kæmpet for at opfinde behandlingsformer. I

de kommende år bliver spørgsmålet, hvilke behandlinger vi skal

vælge fra, og hvilke vi skal bruge vore fælles ressourcer til.

At skabe liv syntetisk, at forbedre hjernekapaciteten, at udelukke

sygdomme og handicap vækker både glæde og skrækperspektiver.

For Socialdemokratiet er åbenhed, demokratisk medleven og

fællesbeslutninger af afgørende betydning, hvorfor vi havde

stillet forslag om et egentligt udredningsarbejde.

Udredningsarbejde foretaget af Folketinget selv, åbne

kommissionsmøder og høringer ville være noget nyt og spændende i

den demokratiske beslutningsproces. I det eksisterende Folketing

fandtes desværre ikke opbakning for denne nye arbejdsform eller

gamle grundtvigianske, om man vil.

Under hensyn til behovet for afklaring, demokratiske og politisk

valgte løsninger på allerede igangværende forsøg og behandlinger

på landets offentlige hospitaler kan Socialdemokratiet tilslutte

sig den her af udvalget i fælleskab udarbejdede arbejdsform og

beslutningsstruktur. Vore egne forslag har vi i stor udstrækning

fået indarbejdet i det foreliggende forslag og dets bemærkninger,

ligesom der er lagt spændende drøftelser til rette for Det Etiske

Råds fremtidige arbejde.

Socialdemokratiet må tage afstand fra formuleringen af § 1, 3. pkt.

Partipolitiske vurderinger og afstemninger kan ikke bruges til

definition af, hvornår livet starter eller slutter. Partipolitiske

beslutninger kan alene afgøre de omstændigheder og betingelser,

som vi vil skal knytte sig til de forskellige stadier i

livsforløbet.

Spørgsmålet om retssikkerhedens tilstande, social- og

forsikringslovgivning kan knyttes til de forskellige stadier.

Politikere må overlade eksistentielle vurderinger til folks religiøse

eller andre vurderinger. En regering kan ikke beslutte sig for,

hvornår vi er blevet liv eller er døde, men kan knytte

beslutninger af beskyttende karakter til de forskellige stadier i

livsprocessen såsom abortbetingelser eller transplantations- og

forsknings- og forsøgsregler.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af udvalget og de af

mindretallet stillede ændringsforslag.

Mindretallet støtter regeringens forslag til formulering af § 1, men

ønsker at slå fast, at formuleringen ikke har noget at gøre med

arbortloven. Det har aldrig været Socialistisk Folkepartis

påstand, at livet opstod i 12. uge. Fordelen ved at fastslå, at

man skal omgås befrugtede æg som begyndelse til menneskets liv,

er, at man afskærer nogen fra at oprette frizoner. Man undgår, at

læger får lov til at trække tilfældige grænser: 14 dage, 12 uger,

eller hvad der er opportunt. Der er derudover den gode logik i at

tage udgangspunkt i undfangelsen, at vi fastholder, at det der

med mænd og damer er en ganske afgørende begivenhed i menneskets

tilblivelse. Det er karakteristisk for diskussionen om dette

grænsedrageri, at man har løsrevet livets begyndelse fuldstændigt

fra den organiske sammenhæng med mennesker og flyttet den hen til

laboratorierne. Kun i laboratorierne kan der opstå diskussioner

om, hvorvidt undfangelsen er en afgørende begivenhed.

Diskussionerne af udviklingen på det biomedicinske område og de valg,

der skal træffes, kan hverken overlades til forskere eller de

mennesker, der privat involveres. Det er de færreste, om

overhovedet nogen, der er i stand til at overskue situationen og

dens følger. Den frihed, en sådan individualisering af moralen

tilsyneladende er udtryk for, er netop kun tilsyneladende. Den

enkelte er ude i et pres, hvor valgsituationen i sig selv kan være

et overgreb. Det må være et fælles folkeligt ansvar at træffe valg

og trække grænser.

Hermed pålægges folket i almindelighed og dets valgte repræsentanter

i særdeleshed et stort ansvar. Sådan må det imidlertid være, idet

det ville være dybt uansvarligt at skubbe det fra sig.

Men det ville blive en fuldstændig overanstrengelse, hvis Folketinget

havde pligt til hele tiden at være på højde med situationen i

debat såvel som i lovgivning. Dertil sker der for meget. Det

betyder naturligvis, at hver enkelt forsker under alle

omstændigheder hele tiden må stå ved sit ansvar. Uden forskeres

og behandleres selvdisciplin går det galt. Ingen fratages sit

ansvar. Men derudover er det også nødvendigt i det overordnede

arbejde med den demokratiske kontrol at have hjælp fra et råd, der

i sin organisation og sammensætning og med de rigtige koblinger

til såvel Folketing og regering som til den offentlige debat vil

klare at kunne følge med og dermed sætte os alle bedre i stand til

at leve op til vort ansvar.

Et fjerde mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af udvalget og det

af mindretallet stillede ændringsforslag.

Et femte mindretal (Venstresocialisternes medlem af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget ved dettes 2.

behandling.

ÆNDRINGSFORSLAG

Af et mindretal (S og RV):

Til § 1

1) 3. pkt. affattes således:

»Rådet skal i sit virke bygge på den opfattelse, at der er etiske

problemer forbundet med forskning, behandling og diagnostik på

kønsceller, befrugtede menneskelige ægceller, levende og døde

fostre eller fosteranlæg.«

Af udvalget:

Til § 2

2) I stk. 1, nr. 1, ændres »4« til: »8«.

3) I stk. 1 udgår nr. 2, 3 og 4.

4) I stk. 1, nr. 5, der bliver nr. 2, ændres »4« til: »9«.

5) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2. Ved udpegning efter stk. 1, nr. 1, skal der være ligelig

repræsentation af kvinder og mænd. Ved udpegning efter stk. 1, nr.

2, må der kun være en mere af det ene køn end af det andet.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

Af

et mindretal (S, SF og RV):

6) Stk. 2, der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Formanden udnævnes af indenrigsministeren efter indstilling

fra det i § 5 nævnte udvalg blandt de beskikkede medlemmer.«

Af

udvalget:

7) Stk. 4, der bliver stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.«

Af et mindretal (S og RV):

Ny paragraf

8) Efter § 2 indsættes som ny paragraf:

»§ 01. Til Det Etiske Råd knyttes et fast sekretariat, hvis ansatte

antages og afskediges af indenrigsministeren efter indstilling fra

rådets formand.

Stk. 2. De nødvendige midler til rådets virksomhed bevilges på de

årlige finanslove.«

Til § 3

Af udvalget:

9) Stk. 1. affattes således:

»Rådet afgiver indstilling til indenrigsministeren om fastsættelse af

regler ved lov om beskyttelse af befrugtede menneskelige æg og

levende fosteranlæg og fostre. Tilsvarende gælder for genetiske

forsøg på menneskelige kønsceller, som bliver brugt til

befrugtning. Indstillingen skal omfatte en redegørelse for

forskningens øjeblikkelige stade og en vurdering af den

sandsynlige udvikling i de nærmeste år. Den skal tillige indeholde

en vurdering af de etiske problemer, som udviklingen kan medføre,

samt en bedømmelse af spørgsmålet om retlig regulering ved

overtrædelse af de regler, der indstilles fastsat.«

Af et mindretal (S, RV og KRF):

10) Stk. 2 affattes således:

»Stk. 2. I perioden, indtil den i stk. 1 nævnte lovgivning træder i

kraft, må der ikke foretages forsøg på befrugtede menneskelige

æg.«

Af udvalget:

11) Stk. 3 affattes således:

»Stk. 3. Rådet afgiver indstilling til indenrigsministeren om

fastsættelse af regler for adgangen til og vilkårene for at

foretage forsøg efter stk. 2.«

12) Efter § 3 indsættes som nye paragraffer:

»§ 02. Rådet afgiver indstilling til indenrigsministeren om adgangen

til at foretage genetisk behandling af menneskelige kønsceller,

som bliver brugt til befrugtning, og af menneskelige befrugtede

æg, fosteranlæg og fostre. Indstillingen skal omfatte en

redegørelse for forskningens og de enkelte behandlingsformers

øjeblikkelige stade samt den sandsynlige udvikling på området i de

nærmeste år. Den skal desuden indeholde en vurdering af de etiske

og juridiske spørgsmål, udviklingen kan rejse, samt forslag til

eventuelle regler for adgangen til at foretage de nævnte

behandlinger.

§ 03. Rådet afgiver indstilling til indenrigsministeren om adgangen

til at anvende ny diagnostisk teknik med henblik på at opspore

medfødte defekter eller sygdomme hos befrugtede menneskelige æg,

fosteranlæg og fostre. Indstillingen skal omfatte en redegørelse

for forskningens øjeblikkelige stade samt den sandsynlige

udvikling på området i de nærmeste år. Den skal desuden indeholde

en vurdering af de etiske og juridiske spørgsmål, udviklingen kan

rejse, samt forslag til eventuelle regler for adgangen til at

anvende den pågældende teknik.

§ 04. Rådet afgiver indstilling til indenrigsministeren om

fastsættelse af regler om nedfrysning af menneskelige kønsceller,

der agtes brugt til befrugtning, og af befrugtede menneskelige æg.

Indstillingen skal omfatte en redegørelse for teknikkens

øjeblikkelige stade og en vurdering af de resultater, der er

opnået dermed. Den skal tillige indeholde en vurdering af de

etiske og juridiske problemer, som teknikken kan give anledning

til.

§ 05. Ud over at varetage de opgaver, der er henlagt til rådet efter

§ 3 og §§ 02-04 i loven, kan rådet:

1) Rådgive de videnskabsetiske komiteer om almene etiske spørgsmål i

forbindelse med forsøg på mennesker, som er omfattet af

Helsinkideklaration II.

2) Rådgive sundhedsvæsenets myndigheder i bedømmelsen af almene

etiske spørgsmål af væsentlig betydning for sundhedsvæsenet ved

anvendelse af nye behandlingsmetoder, ny diagnostisk teknik og ny

medicinsk teknologi samt på eget initiativ tage opgaver op, der

ligger inden for rådets arbejdsområde.

3) Rådgive offentlige myndigheder i den etiske bedømmelse af

spørgsmål om registrering, videregivelse og anvendelse af

oplysninger om arvelige sygdomme eller egenskaber hos

enkeltpersoner eller grupper af personer.«

Til § 4

13) Stk. 1 affattes således:

»Rådet følger udviklingen på de i § 3 og §§ 02-04 nævnte områder.

Rådet informerer løbende offentligheden om udviklingen og sit

arbejde og tager initiativ til, at de etiske problemer, der

opstår, gøres til genstand for debat i offentligheden. Rådet kan

gøre brug af offentlige høringer og nedsætte arbejdsgrupper til at

udrede specielle spørgsmål.«

14) I stk. 3 tilføjes efter ordet »afgiver«: »samtidig«.

Til § 6

15) I nr. 1 udgår ordet »systematisk«.

16) I nr. 2 indsættes efter »fosteranlæg«: »eller dele af

fosteranlæg«.

Til § 7

17) Paragraffen udgår.

Af et mindretal (S, RV og KRF):

Til § 8

18) Paragraffen udgår.

Til § 9

19) Stk. 1 affattes således:

»Med bøde eller hæfte straffes den, der overtræder § 3, stk. 2, eller

§ 6.«

BEMÆRKNINGER

Til nr. 1

Med ændringsforslaget slås det fast, at enhver form for forskning,

diagnostik, behandling af menneskelige kønsceller, befrugtede

ægceller, fostre eller fosteranlæg er forbundet med etiske

problemstillinger, hvilket bør være udgangspunktet for Det Etiske

Råds virke.

Denne formulering er bredere end regeringens forslag, idet den

medtager ubefrugtede kønsceller og døde fostre.

Ændringsforslaget opfylder ministerens fortolkning af regeringens

forslag, nemlig at der fra befrugtningstidspunktet foreligger en

situation, »hvor det etisk og juridisk er nødvendigt at overveje

og måske indføre særlige begrænsninger i handlefriheden, men at

det ikke er hensigten at give en definition på menneskeligt liv og

dets begyndelse« (jf. svaret på spørgsmål 36, som er medtaget som

bilag).

Til nr. 2-5

Ændringsforslagene har til formål at sikre en bred repræsentation i

Det Etiske Råd samt ligestilling af kvindelige og mandlige

medlemmer. Indenrigsministerens adgang til at udpege medlemmer til

rådet forøges med 4 til 8 medlemmer. En del af disse medlemmer

udpeges af ministeren efter indhentet udtalelse fra Det

lægevidenskabelige Forskningsråd, Den centrale Videnskabsetiske

Komitee og Sundhedsstyrelsen, bl.a. med henblik på at sikre, at

Det Etiske Råd kan følge udviklingen inden for den biomedicinske

forskning. Det nedsatte folketingsudvalgs adgang til at udpege

medlemmer forøges med 5 til 9, således at der skabes mulighed for,

at en bred kreds af f.eks. invalideorganisationer,

kvindeorganisationer m.v. kan blive repræsenteret i rådet.

Ligestillingskravet tydeliggøres i et nyt stk. 2.

Til nr. 6

Forslagsstillerne lægger vægt på, at folketingsudvalget får afgørende

indflydelse på, hvem der bliver formand for Det Etiske Råd. Det er

vigtigt, at formanden bliver en person, som har bred indsigt i de

spørgsmål, rådet skal bedømme, og som nyder almindelig respekt i

kraft af sin integritet og upartiskhed.

Til nr. 7

Rådet fastsætter selv sin forretningsorden, således at opgavernes

prioritering og arbejdets organisering tilrettelægges efter en

samlet afvejning i rådet og uafhængigt af den til enhver tid

siddende regering.

Til nr. 8

Med ændringsforslaget tilsigtes, at man til enhver tid har et

sekretariat af en størrelse, der svarer til de opgaver, rådet skal

udføre. Forslagsstillerne ønsker ikke at lægge sig fast på, hvor

stort sekretariatet skal være, men lægger vægt på, at udgifterne

til sekretariatet opføres på en selvstændig konto på finansloven.

Det understreges, at indstillingen fra rådets formand er bindende

for indenrigsministeren.

Til nr. 9

Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 1, men tydeliggør, at rådets

indstillinger til indenrigsministeren om fastsættelse af lovregler

for de forsøg, der er omhandlet i bestemmelsen, skal ledsages af

en redegørelse for forskningens øjeblikkelige stade, en vurdering

af de etiske problemer, som udviklingen kan medføre, og en

bedømmelse af behovet for retlig regulering ved overtrædelse af de

regler, der indstilles fastsat.

Til nr. 10

Ændringsforslaget indbærer, at det i Danmark ikke vil være tilladt at

foretage forsøg på befrugtede menneskelige æg, uanset om formålet

er at forbedre teknikken eller at kontrollere den iværksatte

behandling, indtil der, jf. § 3, stk. 1, ved lov fastsættes regler

om forsøg med befrugtede menneskelige æg.

Til nr. 11

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til første led af § 7 i

lovforslaget, idet det dog ved en ændret sproglig formulering er

tydeliggjort, at Det Etiske Råd også afgiver indstillinger til

indenrigsministeren om de nævnte forsøg.

Til nr. 12

De foreslåede bestemmelser er - bortset fra § 05 - nye. Formålet med

bestemmelserne er at tydeliggøre Det Etiske Råds kompetence. Det

fastslås således, at Det Etiske Råd har en udredende funktion og

indstillende kompetence vedrørende 1) genetisk behandling

(genterapi) af menneskelige kønsceller, som bliver brugt til

befrugtning, og af menneskelige befrugtede æg, forsteranlæg og

fostre, 2) anvendelse af ny diagnostisk teknik med henblik på at

opspore medførte defekter og sygdomme hos befrugtede menneskelige

æg, fosteranlæg og fostre og 3) nedfrysning af menneskelige

kønsceller, der agtes brugt til befrugtning, og af befrugtede

menneskelige æg. Disse områder blev kun gjort til genstand for en

foreløbig undersøgelse i »Fremskridtets pris« med henblik på at

vurdere behovet for at oprette et etisk råd. Spørgsmålet om en

eventuel regulering af adgangen til og vilkårene for at anvende de

pågældende teknikker forudsætter imidlertid yderligere - og mere

dybtgående - undersøgelser end nødvendigt i den tidligere

redegørelse.

Hvad angår nedfrysning af befrugtede menneskelige æg, ønsker udvalget

at understrege, at dette forudsættes kun at måtte finde sted under

ganske særlige omstændigheder, kun ske i en kortvarig periode og

som led i den konkrete in vitro-behandling.

Et eksempel: Den kvinde, hvis æg er blevet befrugtet, får influenza,

inden de befrugtede æg er blevet ført tilbage til kvindens

livmoder. Under den omstændighed kan der ske nedfrysning af

kvindens befrugtede æg, indtil hun bliver rask, så in

vitro-befrugtningen kan fuldføres.

Ønsker indenrigsministeren at give yderligere mulighed for

nedfrysning, skal reglerne fastsættes ved lov.

Med tilføjelsen i § 05, nr. 2, er det understreget, at der ikke i

lovforslaget er givet nogen udtømmende opregning af de emner, som

kan tages op på rådets eget initiativ. Det Etiske Råd kan således

behandle etiske spørgsmål i forbindelse med eksisterende, ny eller

udvidet anvendelse af teknikker og behandlingsmetoder. Dog

forudsættes det, at kun almene etiske spørgsmål af væsentlig

betydning for sundhedsvæsenet behandles.

Til nr. 13

Ændringsforslaget har til formål at fremhæve Det Etiske Råds

udadvendte funktioner som informerende og debatskabende organ.

Tillige understreges muligheden for at nedsætte arbejdsgrupper til

at udrede specielle spørgsmål. I denne sammenhæng vil

organisationer og foreninger, der kunne tænkes at have en særlig

viden om og interesse i en akutel sag, kunne inddrages.

Til nr. 14

Den foreslåede ændring fastslår, at rådets beretning afgives samtidig

til Folketinget og indenrigsministeren.

Til nr. 15

Ændringen er af redaktionel karakter.

Til nr. 16

Ændringsforslaget indebærer en præcisering af lovforslagets

bestemmelse.

Til nr. 17

Paragraffen bør udgå, idet dens bestemmelser er indeholdt i

ændringsforslagene nr. 11 og 12.

Til nr. 18 og 19

Ændringsforslagene er en konsekvens af den under nr. 10 foreslåede

ændring af § 3, stk. 2.

Karen Højte Jensen (KF) Flemming Jensen (KF) Lizzie Lichtenberg

(KF) Lis Aaltonen (KF) Bjørn Elmquist (V) fmd. Bente Nielsen

(V) Birgith Mogensen (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Helle Degn (S)

nfmd. Dorte Bennedsen (S) Jytte Hilden (S) Korneliusen (S)

Tove Lindbo Larsen (S) Margrete Auken (SF) Hanne Thanning

Jacobsen (SF) Tinning (VS) Aase Olesen (RV)

Bilag I

Nogle af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes

besvarelse heraf

Spørgsmål:

Findes der andre definitioner end det i lovforslaget foreslåede om,

at menneskeligt liv tager sin begyndelse på

befrugtningstidspunktet?

I bekræftende fald bedes ministeren fremsende disse definitioner til

udvalget.

Svar:

Der henvises til vedlagte udtalelse af 11. december 1986 fra Statens

Lægevidenskabelige Forskningsråd og vedlagte udtalelse af 10.

december 1986 fra Forskningssekretariatet.

Forskningssekretariatet

Holmens Kanal 7

DK-1060 København K

STATENS LÆGEVIDENSKABELIGE FORSKNINGSRÅD

Danish Medical Research Council

Den 11. december 1986

Indenrigsministeriet

Christiansborg Slotsplads 1

1218 K.

Indenrigsministeriet har anmodet Statens Lægevidenskabelige

Forskningsråd (SLF) om en udtalelse vedrørende spørgsmål 17:

»Findes der andre definitioner end det i lovforslaget foreslåede

om, at menneskeligt liv tager sin begyndelse på

befrugtningstidspunktet?»

I bekræftende fald bedes ministeren fremsende disse definitioner til

udvalget, jf. skrivelse af 27. november 1986 fra Folketingets

udvalg angående et etisk råd. Nedenstående udtalelse fra SLFs

medlem, professor, med. dr. Lars Bolund, er af tidsmæssige grunde

ikke drøftet i SLF, men er alene udtryk for professor Bolunds

personlige opfattelse:

Biologisk set kan livet betragtes som et kontinuum, hvor nye

individer hele tiden opstår og går til grunde.

For menneskets vedkommende er befrugtningsprocessen i øjeblikket en

nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for udvikling af et

ny individ. Desuden kræves, at befrugtningsproduktet implanteres i

en livmoder, og at differentieringen af anlæggets celler kan

foregå. Hvornår anlægget skal betragtes som et menneskeligt

individ, er et filosofisk-religiøst snarere end et biologisk

spørgsmål.

Hjernens anlæggelse (i den 4. fosteruge) og udvikling må siges at

være den mest afgørende forskel mellem et menneskeligt foster og

en samling celler med menneskelig arvemasse som f.eks. et

ikke-implanteret anlæg eller et vævsstykke fra et menneske.

Lars Bolund

Holmens Kanal 7

DK-1060 København K

FORSKNINGSSEKRETARIATET

Danish Research Administration

Den 10. december 1986

Indenrigsministeriet

Christiansborg Slotsplads 1

1218 K.

Efter telefonisk aftale fredag den 5. december har spørgsmål 17 (jf.

skrivelse af 27. november 1986 fra Folketingets udvalg angående et

etisk råd) været forelagt formanden for Den centrale

videnskabsetiske komite, professor, overlæge, dr.med. Povl Riis,

der udtaler følgende:

Af tidsmæssige årsager hviler efterfølgende besvarelse ikke på en

drøftelse i Den centrale videnskabsetiske komitee, men udtrykker

alene min personlige opfattelse, som den er formet efter gentagne

diskussioner i Den centrale videnskabsetiske komitee og i de

udvalg under De Europæiske Fællesskaber og Europarådet, som jeg

deltager i eller er medlem af.

Udtrykket i lovforslaget »at menneskeligt liv tager sin begyndelse på

befrugtningstidspunktet« dækker den kendsgerning, at befrugtningen

er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for

udvikling, og senere fødsel, af et menneskeligt individ.

Livsaspektet af udsagnet har således også været fremført over for

menneskelige æg- og sædceller, hvis levende tilstand er en bagved

liggende forudsætning.

Hvornår livet som menneske tager sin begyndelse, opfattes meget

forskelligt, også selv om det arvemæssigt færdigkodede livsanlæg

begynder med befrugtningen.

Tidspunktet for det befrugtede ægs implantation i livmoderslimhinden

(ca. 1-2 uger) udgør en ny vigtig forudsætning for fosterets

udvikling i retning af det levedygtige barn og anvendes derfor som

grænse for eventuelle behandlingsforsøg, der tilstræber at fremme

fødslen af et sundt barn i arvemæssigt svært belastede familier.

I fosterudviklingens tidligste uger sker en stor frasortering af

fostre, som ikke er levedygtige på grund af sådanne uheldige

arvekombinationer (»kromosomfejl«), som i den komplicerede

sammensmeltning af æg- og sædcellens arvekoder optræder i stort

tal, også i familier uden forekomst af svære arvelige sygdomme.

For de fostre, der udvikler sig gennem den resterende periode af

svangerskabet, kan ej heller trods mange forslag hertil - angives

en fast grænse, som adskiller det menneskelige anlæg fra det

ufødte menneske. Blandt de mange forslag, der har været, og stadig

bliver, foreslået, er hjernens anlæggelse og udvikling, fosterets

grad af menneskelige træk, evnen til overlevelse uden for moderens

organisme (en grænse, der som bekendt er rykket stærkt nedad i de

senere års teknisk højtstående sundhedsvæsener) etc.

Skal man sammenfatte, hvad mange med indsigt i etik og biologi mener

i dag, bliver det følgende: Det befrugtede menneskelige æg er

ikke den første levende forudsætning for udvikling af senere

menneskeligt liv, men enestående, fordi den arvemæssige kode

fastlægges. Implantationen i livmoderen og den efterfølgende

frasortering af ikke-levedygtige fostre repræsenterer begge

afgørende yderligere forudsætninger for udvikling af et senere

menneske. Graden af fosterets menneskeværd tiltager fra dette

tidspunkt trinløst indtil fødslen.

Vanskelighederne ved at vælge mellem de mange foreslåede grænser for

fosterets overgang til et menneskeligt, om end ufødt, individ har

ført til forslag om en tilbagerykning af grænsen til

befrugtningsøjeblikket. Når denne absolutte tilbagerykning afvises

af mange, er grunden det paradoksale i at tildele også de

fosteranlæg, som ikke sætter sig fast i livmoderen, og dem, der

afstødes sekundært på grund af anlæg, der er uforenelige med liv,

en status som menneske.

POVL RIIS

Spørgsmål:

Deler ministeren Socialistisk Folkepartis argumentation vedrørende

tidsfrister, jf. Folketingets forhandlinger sp. 2775?

Svar:

På spalte 2775 i Folketingets forhandlinger omtales 12-ugers grænsen

for adgangen til at få foretaget svangerskabsafbrydelse.

Sammenhængen med problemstillingen ved fosterdiagnostik berøres.

Disse bemærkninger giver mig ikke anledning til kommentarer.

Derudover omtales den såkaldte 14-dages regel for forsøg på

befrugtede menneskelige æg. I denne forbindelse gør jeg opmærksom

på de begrænsninger, der ligger i adgangen til at foretage sådanne

forsøg, i medfør af L 76 § 3, stk. 2.

I øvrigt kan jeg henvise til min tidligere besvarelse af spørgsmål 1,

hvoraf fremgår, at der ikke i selve L 76 er fastsat tidsfrister -

bortset fra, at rådet i sit virke skal bygge på den forudsætning,

at menneskeligt liv tager sin begyndelse på

befrugtningstidspunktet.

Spørgsmål:

Vil ministeren udelukke, at der findes eller kan opstå almene etiske

problemer, der ikke er omfattet af § 3, stk. 3?

Svar:

Jeg vil ikke udelukke, at der findes eller kan opstå almene etiske

spørgsmål, der ikke er omfattet af § 3, stk. 3, men jeg tvivler

på, at der findes en formulering, som nu og i al fremtid kan sikre

imod noget sådant.

Spørgsmål:

Hvilke spørgsmål henhører under de i svaret nævnte andre myndigheder,

og hvilke er disse?

Svar:

Generelt gælder, at der på hele området ny behandling og diagnostik

f.eks. kan tænkes at opstå spørgsmål om lægers og andre

medicinalpersoners ansvar efter lovgivningens regler (lægeloven

m.v.), om klageadgang samt om tilsyn med medicinalpersoner. Disse

spørgsmål vil fortsat høre under Sundhedsstyrelsen,

embedslægeinstitutionen, domstole m.v.

Spørgsmål:

En skematisk oversigt over 1) forsøg, 2) behandlinger og 3)

undersøgelser med befrugtede æg på Rigshospitalet udbedes.

Herunder ønskes oplyst, hvilken definition af disse 3 begreber der

er anvendt ved udarbejdelsen af oversigten.

Hvilke af disse forsøg har den centrale videnskabsetiske komitee

givet tilladelse til? Betragter man den givne tilladelse som

værende »opbrugt«?

Svar:

Som svar på det stillede spørgsmål vedlægges udtalelse af 18. februar

1987 fra Rigshospitalet.

Til udtalelsen skal tilføjes, at forsøg i L 76' forstand (jf. § 3,

stk. 2, og bemærkningerne p. 5, venstre spalte) alene omfatter det

under 3) nævnte eller andre forsøg med lignende formål.

Rigshospitalet

Direktionen

Den 18. februar 1987

Indenrigsministeriet

Christiansborg Slotsplads 1

1218 København K.

Under henvisning til Indenrigsministeriets skrivelse af 22. januar

1987 (j.nr. 51001-83/1985) vedrørende spørgsmål nr. 35 fra

Folketingets udvalg angående et etisk råd m.v. fremsendes vedlagt

kopi af en fra Rigshospitalets føde- og gynækologiske afdeling Y

indhentet udtalelse.

Med venlig hilsen

Marianne Johansen

fg. leder af planlægningssekretariatet

Rigshospitalet

Føde- og gynækologisk afdeling Y

Den 16. februar 1987

Direktionen

Rigshospitalet

Til brug for indenrigsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 35 fra

Folketingets udvalg angående et etisk råd m.v. kan Rigshospitalet

give følgende supplerende oplysninger:

1) forsøg er defineret som kliniske behandlingsforsøg af ufrivillig

barnløshed ved hjælp af ægtransplantation. Disse kliniske

behandlingsforsøg fandt sted i perioden 1. september 1985-31.

december 1986. Antallet af behandlede patienter og de opnåede

resultater fremgår af vedlagte skema (bilag 1).

2) behandling er defineret som egentlig behandling af ufrivillig

barnløshed ved hjælp af ægtransplantation, efter at denne

behandling nu er etableret som en landsfunktion og der er fastsat

en takstbetaling for behandlingen. Dette har været gældende fra 1.

januar 1987. Patientantallet og de foreløbige resultater fra denne

periode fremgår af vedlagte skema (bilag 2).

3) undersøgelser med befrugtede æg er defineret som eksperimentelle

undersøgelser med det formål at forbedre behandlingsresultaterne.

Den centrale videnskabsetiske komitee har i en skrivelse af 9. maj

1983 (journ. nr. C-1982-8) givet tilladelse til, at der hos ca. 20

patienter blev foretaget en eksperimentel undersøgelse af de

allertidligste stadier i det befrugtede ægs implantation i

livmoderslimhinden. Undersøgelsen indebar, at patienten i den

første måned fik udtaget en lille prøve af livmoderslimhinden til

både almindelig mikroskopi og elektronmikroskopi. Derefter blev

der i den anden måned foretaget ægudtagning. De befrugtede æg blev

dyrket i 6-7 dage og derefter overført til et meget tyndt lag af

dyrkede celler fra livmoderslimhinden, således at man inden for de

næste par timer kunne iagttage interaktionen mellem det befrugtede

æg og livmoderslimhinden. Herefter blev ægget fikseret til

mikroskopisk undersøgelse. Endelig fik patienten i tredje måned

foretaget ægtransplantation på sædvanlig måde.

Til dato har i alt 22 patienter fået foretaget den nævnte

mikroskopiske undersøgelse af livmoderslimhinden samt ægudtagning.

I 17 tilfælde blev æggene befrugtet, men desværre har det kun

været muligt at gennemføre undersøgelsen på de allertidligste trin

af implantationen i 6 tilfælde. Disse få undersøgelser har

imidlertid allerede givet os vigtig ny viden, men antallet af

undersøgelser er desværre for lille til, at man kan drage helt

sikre konklusioner.

Vi betragter den nuværende tilladelse som værende opbrugt, men da det

vil være meget vigtigt for den fremtidige

ægtransplantationsbehandling at nå til sikre konklusioner, er det

planen at fremsende en ny ansøgning til den centrale

videnskabsetiske komitee om tilladelse til at supplere de 6

foretagne implantationsforsøg med yderligere ca. 15 forsøg.

Endelig er der igennem hele perioden med både kliniske

behandlingsforsøg og egentlig behandling foregået en løbende

kvalitetskontrol af de befrugtede æg. Dette indebærer også, at

hvis der i enkelte tilfælde har været overskydende æg, som ikke

skulle tilbageføres til patienten, og hvis parret har givet deres

skriftlige informerede samtykke til dette, så har disse æg været

dyrket i nogle få dage, dels for at fastlægge den normale

vækstkurve, dels for at foretage en kromosomundersøgelse på

æggene. Tilladelse til dette er givet af den regionale

videnskabsetiske komitee, og det er meget vigtigt for

behandlingen, at denne kvalitetskontrol fortsætter.

JØRGEN STARUP

overlæge, dr. med., føde- og gynækologisk afd. Y

Bilag 1

Opgørelse af ægtransplantationsbehandlingen i perioden 1. september

1985-31. august 1986

 

 Antal patienter .........................   102  

 Antal behandlinger ......................   229  

 Antal ægudtagninger .....................   155  

 Antal ægtransplantationer ...............   109  

 Antal gravide ...........................    24  

 Afsluttede uden graviditet ..............    24  

Bilag 1

Opgørelse af ægtransplantationsbehandlingen i perioden 1. september

1985-31. august 1986

DUMMY.GIF billedet er ikke indlagt onMouseOver=

Bilag 2

Opgørelse af ægtransplantationsbehandlingen i perioden 1. januar

1987-13. februar 1987

 

 Antal patienter .........................    28  

 Antal behandlinger ......................    28  

 Antal ægudtagninger .....................    21  

 Antal ægtransplantationer ...............    15  

 Antal gravide ...........................     5  

 Afsluttede uden graviditet ..............     0  

Bilag 2

Opgørelse af ægtransplantationsbehandlingen i perioden 1. januar

1987-13. februar 1987

DUMMY.GIF billedet er ikke indlagt onMouseOver=

Spørgsmål:

På baggrund af udtalelserne fra henholdsvis Lars Bolund om, at

befrugtningsprocessen i øjeblikket er en nødvendig, men ikke

tilstrækkelig forudsætning for udvikling af et nyt individ, og

Povl Riis om, at befrugtningen er en nødvendig, men ikke

tilstrækkelig forudsætning for udvikling, og senere fødsel, af et

menneskeligt individ, ønskes ministerens forklaring på, hvorfor

han finder det vigtigt i § 1 at definere, at »menneskeligt liv

tager sin begyndelse på befrugtningstidspunktet«.

Svar:

Hensigten med formuleringen i § 1, sidste punktum, i L 76 har ikke

været at give en definition på menneskeligt liv og dettes

begyndelse. Hensigten med formuleringen har været at slå fast, at

det etiske råd bør virke ud fra den forudsætning, at det ikke i

etisk og juridisk henseende er et argument for ubegrænset

handlefrihed over for det befrugtede menneskelige æg, at dette

ikke er menneskeligt liv, eller udtrykt omvendt: at fra og med

befrugtningstidspunktet foreligger der en situation, hvor det

etisk og juridisk er nødvendigt at overveje og måske indføre

særlige begrænsninger i handlefriheden. Dette synspunkt er

allerede indarbejdet i L 76' øvrige bestemmelser, især § 3, stk. 1

og 2, samt § 6, idet disse bestemmelser netop medfører en

begrænsning i en handlefrihed, som ikke vil være begrænset, hvis

ikke bestemmelserne vedtages.

Man kan således sige, at når de to udtalelser fra Lars Bolund og Povl

Riis fastslår, at befrugtningen er en nødvendig, men ikke

tilstrækkelig betingelse for udviklingen af menneskeligt liv, er

dette en biologisk betinget konklusion, der ikke er i modstrid

med, at lovgivningsmagten vedtager at indføre etisk og juridisk

begrundede begrænsninger i handlefriheden senest fra

befrugtningstidspunktet.

Bilag II

2 af udvalgets spørgsmål til statsministeren og dennes besvarelse

heraf

Spørgsmål:

Vurderer statsministeren, at det etiske råd falder ind under lov nr.

157 om ligestilling mellem mænd og kvinder ved udpegning

afmedlemmer til offentlige udvalg og lign.?

Svar:

Ja. Som anført i min besvarelse af 11. januar 1987 af udvalgets

spørgsmål 32 mener jeg, at det etiske råd kan henføres til de

udvalg og råd, som i sammensætning skal følge reglerne i lov nr.

157 af 24. april 1985 om udpegning af mænd og kvinder til

medlemmer af offentlige udvalg og lign.

Spørgsmål:

Henhører det lægevidenskabelige forskningsråd og den centrale

videnskabsetiske komitee under begrebet myndigheder og

organisationer i lovens forstand?

Svar:

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt det lægevidenskabelige

forskningsråd må betragtes som en myndighed eller organisation i

ovennævnte lovs forstand, mener jeg, at rådet er en offentlig

myndighed. Forskningsrådene, hvis medlemmer beskikkes af

undervisningsministeren, er statsligt finansierede og underkastet

sædvanligt statsligt regnskabsmæssigt tilsyn. Hertil kommer, at

undervisningsministeren skal sikre, at rådet har en afbalanceret

sammensætning af mænd og kvinder, jf. § 2, stk. 3, i

bekendtgørelse nr. 31 af 1. februar 1985 om forskningsråd og

planlægningsrådet for forskning. Det lægevidenskabelige

forskningsråd skal derfor følge proceduren i ligestillingsloven

ved udpegning af medlemmer til et etisk råd.

For så vidt angår spørsmålet om, hvorvidt den centrale

videnskabsetiske komitee må betragtes som en myndighed eller

organisation, kan jeg oplyse, at med ligestillingslovens

betegnelse organisationer menes interesseorganisationer, f.eks.

LO, DA, Industrirådet osv. Den centrale videnskabsetiske komitee

er ikke en sådan interesseorganisation.

Komiteen er ikke nogen myndighed i ligestillingslovens forstand, og

jeg skal i den forbindelse henvise til justitsministerens

besvarelse af 14. maj 1986 af spørgsmål 31 og 32 til udvalget

angående et etisk råd (L 91 og 93 - bilag 63). Det fremgår bl.a.

heraf, at de videnskabsetiske komiteer, herunder den centrale

videnskabsetiske komitee, ikke efter Justitsministeriets

opfattelse er en del af den offentlige forvaltning.

Den centrale videnskabsetiske komite vil derfor ikke kunne henføres

til loven om ligestilling ved udpegning af medlemmer til udvalg og

lign.

Indenrigsministeren har i anledning af spørgsmålet meddelt, at han i

forbindelse med en henvendelse til den centrale videnskabsetiske

komitee om indstilling af 4 medlemmer til et etisk råd vil anmode

komiteen om at lægge principperne i lov om ligestilling til grund

ved indstillingen.

Bilag III

Henvendelse fra forskningsstipendiat Lars Adam Rehof til

kommunaludvalget vedrørende L 91 og L 93 (Folketingsåret 1985-86)

Efter anmodning fremsender jeg vedlagt til kommunaludvalgets

orientering en række artikler samt andet materiale (bilagene 1-9)

i forbindelse med behandlingen af bl.a. ovennævnte lovforslag.

Jeg skal i det følgende knytte nogle korte bemærkninger til de

fremsatte forslag - ud fra en juridisk synsvinkel. Generelt kan

det bemærkes, at hovedparten af de problemer, som omtales i

vedlagte artikler, fortsat må betragtes som uløste og

utilstrækkeligt belyste. Såfremt udvalget måtte ønske en uddybning

af nogle af de rejste problemer eller i øvrigt ønsker yderligere

oplysinger, står jeg til disposition.

Nedenfor under pkt. 1-5 analyseres nogle enkelte aspekter af det

fremsatte forslag om et etisk råd og visse biomedicinske forsøg (L

91).

1. Indledningsvis skal det bemærkes, at det af indenrigsministeren

fremsatte lovforslag bør ses i forbindelse med det ligeledes

fremsatte forslag om nedsættelse af en kommission til bedømmelse

af etiske, tekniske og juridiske spørgsmål i forbindelse med

anvendelse af den moderne medicinske teknologi (L 93).

Begge forslag tilsigter at bidrage til en vis styring af og kontrol

med anvendelsen af (visse dele af) den moderne medicinske

teknologi - L 91 gennem indførelse af en vis regulering, bl.a. i

form af forbud, i kombination med nedsættelsen af et såkaldt

»etisk råd«. L 93 er snarere udtryk for en »stop-and-go-ordning«

gennem indførelse af et moratorium i kombination med et omfattende

udredningsarbejde, som skal lede til forslag om den fornødne

regulering.

Da jeg generelt er af den opfattelse, at spørgsmålet om anvendelse af

den moderne lægevidenskabelige teknologi mest hensigtsmæssigt

lader sig regulere på baggrund af en samlet udredning, finder jeg,

at L 93 er udtryk for en rigtig fremgangsmåde i den givne

situation. Lad mig til eksempel blot anføre to forhold:

Om kort tid skal der tages stilling til indførelsen af et

hjernedødskriterium i dansk ret - det vil efter min opfattelse

være uhensigtsmæssigt at henskyde dette spørgsmål til selvstændig

behandling efter vedtagelse af anden lovgivning af samme

principielle karakter inden for en analog emnekreds. Et andet

aspekt, som for øjeblikket ganske lades ude af betragtning, er en

samfundsøkonomisk prioritering: ønsker vi overhovedet - i en

ressourcefattig periode - at anvende ressourcer på denne

fødselsteknologi, såfemt den i øvrigt findes i større eller mindre

omfang tilladelig. Disse to eksempler peger i eminent grad på

nødvendigheden af en forudgående analyse af hele

problemkomplekset.

På denne baggrund skal jeg kun hæfte mig ved enkelte problemer i L

91, idet jeg for så vidt angår dette forslag generelt kan henvise

til bilag 1 (især s. 188 ff.) samt bilagene 2-5 og for så vidt

angår de videnskabsetiske komiteers fortsat problematiske status

til bilag 9. For så vidt angår det ofte fremførte, men desværre

fejlagtige »argument« om, at der skulle være tale om

forskningsfrihed på områder, hvor der gøres indgreb i

retsbeskyttede goder (som f.eks. menneskelegemet, fostre),

henvises til bilag 1, især s. 189-190 og bilag 5, s. 318.

2. I bilag 1 er der redegjort for fosterets status i gældende dansk

ret og peget på det presserende behov for lovregulering. Der er

endvidere peget på det forhold, at den gældende - og efter min

mening afbalancerede - abortlovgivning ikke kan tages til indtægt

for en manglende beskyttelse af fosteret i andre relationer (se

bilag 1, s. 188). Det er derfor et skridt i den rigtige retning,

når L 91 i § 1, in fine, fastslår, at »menneskeligt liv tager sin

begyndelse på befrugtningstidspunktet«. Hermed er som udgangspunkt

angivet, at de regler, som gælder for så vidt angår indgreb (af

terapeutisk eller anden karakter) i fødte (typisk voksne)

individer også skal finde anvendelse i relation til fostre.

3. Forslagets § 3, stk. 1, muliggør imidlertid, at dette udgangspunkt

kan udhules gennem vedtagelse af nye bestemmelser. Disse

bestemmelser forudsættes dog at have lovskraft, hvorfor

Folketinget i givet fald vil blive inddraget. § 3, stk. 2, angiver

(til dels), hvilke typer forsøg der søges legaliseret i første

omgang. Det drejer sig om forsøg, »som har til formål at forbedre

befrugtningsteknikken (in vitro) med henblik på fremkaldelse af en

graviditet hos den kvinde, der giver ægget«.

Der skal ikke her tages stilling til den samfundsmæssige

hensigtsmæssighed af de forskellige typer forsøg - derimod vil der

blive peget på nogle problemer af overvejende retsteknisk

karakter.

Afgrænsningen af de i § 3, stk. 2, legaliserede forsøg er uklar og

åben for alvorlig fortolkningstvivl. Adskillige typer forsøg, som

ikke er omfattet af forslagets § 5 (den absolutte

forbudsbestemmelse), og som på trods heraf alligevel kan tænkes at

skabe betænkeligheder, vil således kunne tænkes at være tilladte.

Selv forsøg, som vil være forbudte efter § 5, kan alt efter den

sammenhæng, de indgår i, vise sig at være legale. Årsagen hertil

skal søges i flere forhold:

A. Forsøgenes legalitet afgrænses efter deres formål (en teleologisk

afgrænsning), hvorfor spørgsmålet om midlernes selvstændige

legalitet ikke eksplicit er omfattet af ordlyden. Der består

således en risiko for, at betænkelige forsøgsprocedurer (legalt)

kan bringes i anvendelse, så længe de indgår i et samlet forsøg,

hvis formål er tilladt. Det kan efter omstændighederne gøre den

foreslåede regulering - både i § 3 og i § 5 - illusorisk. Denne

udformning af bestemmelserne kan derfor ikke anbefales.

B. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget (s. 5) tages der

udgangspunkt i en definition af forsøg, som er anført i den

såkaldte »Helsinki-deklaration II«, hvis tvivlsomme retlige status

omtales nedenfor under pkt. 4. Definitionen af forsøg i det

læge-kollegiale regelsæt (deklarationen) omfatter således - efter

bemærkningerne til L 91 - begrebsmæssigt ikke den situation, hvor

der i enkeltstående tilfælde anvendes ikke-sædvanlige procedurer.

Der er med andre ord ikke tale om en holdbar definition, idet

dette typisk vil være misbrugssituationen.

Til dette skal føjes, at L 91 for så vidt angår de efter forslaget

legale forsøg anser det for tilstrækkeligt at forlade sig på en

registreringsordning, som - i modsætning til en tilladelsesordning

- indebærer, at forsøgene kan iværksættes blot ved indgivelsen af

anmeldelsen, jf. L 91, § 7. Den foreslåede registrering (i form af

anmeldelsen) forudsættes at ske til en regional videnskabsetisk

komitee, jf. nedenfor, under pkt. 4, om det betænkelige heri.

Forslagets § 6 knytter sig tæt til § 3, stk. 2, og betegner muligvis

en udvidelse af området for de efter forslaget legale forsøg.

Nedfrysning af befrugtede æg er i sig selv en teknik, som i sine

konsekvenser i høj grad er at sidestille med forsøg. Hertil kommer

- og det er langt det væsentligste i denne forbindelse - at de

familieretlige konsekvenser og spørgsmålet om ejendomsretten til

disse befrugtede æg fortsat er uafklarede. Det forekommer ikke

hensigtsmæssigt at tillade oplagring af befrugtede æg, før disse

væsentlige retlige spørgsmål har fundet en politisk afgørelse og

er blevet udmøntet i klare regler.

4. To andre momenter i L 91 skal kort omtales. Dels den såkaldte

»Helsinki-deklaration II« og de såkaldte »videnskabsetiske

komiteer«, jf. i øvrigt bilag 9. Dels foreslaget om et etisk råd.

4.1. De »efter« Helsinki-deklaration II oprettede videnskabsetiske

komiteers retlige status er fortsat - også efter fremsættelsen af

L 91 - uafklaret i dansk ret. Helsinki-deklaration II er et på

privat lægeligt initiativ udarbejdet kollegialt regelsæt uden

nogen form for officiel, endsige retligt forpligtende, status. Der

er med andre ord tale om en lægelig selvregulering affattet i

ganske generelle vendinger.

Ud over at opbygning og terminologi ikke er tilpasset dansk ret,

forekommer det ganske betænkeligt så at sige at adoptere en faglig

organisations egne regelsæt og - gennem en legalisering - at

udstrække deres gyldighed til hele befolkningen, som aldrig har

haft lejlighed til at udtale sig om deres indhold. Følgende

problemer skal i øvrigt fremhæves:

- reglerne er som følge af deres vage og til dels skønsprægede

udformning (i form af kollegiale principper eller retningslinjer)

ikke egnede til en retlig anvendelse i situationer, hvor en

patient/forsøgsperson søger at drage en læge til ansvar,

- reglerne er præget af uklart afgrænsede undtagelsesbestemmelser,

hvor beslutningskompetencen er henlagt til lægen selv (eller

eventuelt en anden læge),

- reglerne hviler på frivillighed og forlader sig derved på standens

egen selvdisciplin. Dette er næppe i pagt med traditionel

regelgivning og formentlig utilfredsstillende for patienter m.fl.,

som lades uden nogen særlige retsmidler.

Disse problemer, der som beskrevet under pkt. 4.2. ikke blot gør sig

gældende i relation til L 91, aktualiserer det helt fundamentale

og i egentlig forstand politiske problem: hvem skal træffe

afgørelser om vilkårene for udførelse af forsøg og gennemførelse

af behandling? I den forbindelse henvises til bilag 5, s. 319.

4.2. Problemerne lader sig i særdeleshed ikke ignorere for så vidt

angår de såkaldte videnskabsetiske komiteers virksomhed. Disse

komiteer, som er oprettet på privat (lægeligt) initiativ, hviler

på et ulovhjemlet grundlag og udgør dermed en særegen og juridisk

set ganske problematisk konstruktion, som må vække betænkelighed,

i det omfang disse komiteer søger at udøve nogen form for

myndighed med virkning for andre borgere.

Dette indebærer, at komiteerne - i det omfang de skulle søge at træde

i stedet for en patient ved afgivelse af samtykke til deltagelse i

forsøg (et »stedfortrædende samtykke«) eller beslutter ikke at

udlevere bestemte oplysninger i forbindelse med et givet forsøg

til patienten - sammenlign her den omtalte deklarations artikel II

(5) - eller for den sags skyld beslutter (og søger at håndhæve),

at en læge ikke må foretage et givet forsøg - handler uden hjemmel

og efter omstændighederne handler direkte ulovligt.

Hertil kommer spørgsmålet om partsoffentlighedsbestemmelsernes

anvendelse samt de problemer - af erstatningsretlig karakter - som

vil opstå, såfremt en patient eller en anden person, som deltager

i et af komiteerne godkendt forsøg, kommer til skade som følge af

deltagelsen i forsøget. Er komiteerne da erstatningsansvarlige -

og kan de pådrage det offentlige erstatningsansvar? Disse

spørgsmål tiltrænger en politisk stillingtagen.

Bemærkningerne til L 91 øger imidlertid den retlige uklarhed, idet

det (s. 4) anføres, at »forslaget tilsigter således ikke at

gennemføre ændringer i de videnskabsetiske komiteers status og

opgaver på de områder, som er omfattet af Helsinki-deklaration

II«. På den ene side ønsker man således ikke at tage stilling til

de eksisterende problemer (i henseende til komiteernes virksomhed

på forsøgsområdet), på den anden side lægger man op til en

legalisering af komiteerne på et uændret regelgrundlag

(deklarationen) - i henseende til komiteernes virksomhed inden for

L 91' område. Det forekommer i bedste fald ugennemtænkt, og i

værste fald skader det patienters (og eventuelt andre

forsøgspersoners) i forvejen svage retsstilling.

5. For så vidt angår de institutionelle spørgsmål i L 91 skal

følgende fremhæves: L 91 kan ikke anskues isoleret, men må ses i

forbindelse med de øvrige verserende forslag om Sundhedsstyrelsens

status og patientklage- og/ eller ankenævn. Såfremt L 91

(inklusive den ovenfor omtalte delvise legalisering af de

læge-kollegiale forsøgsregler på L 91' område) gennemføres, vil

det bidrage til at øge antallet af organer på sundhedsområdet, med

deraf følgende kompetenceproblemer, uden at patienternes (og

eventuelle raske forsøgspersoners) retssikkerhed forbedres. Der

består snarere et behov for en reform af styring og klageveje

inden for sundhedsområdet, herunder en regelforenkling. Det må i

den forbindelse anses for uheldigt at godkende en institutionel

knopskydning uden på nogen måde at have gennemtænkt det samlede

»billede«.

Jeg skal ikke her tage stilling til hensigtsmæssigheden af et såkaldt

»etisk råd«, men blot påpege, at den lægelige sagkundskab ikke i

sig selv berettiger til en særlig (omfattende) repræsentation,

dels fordi en lægelig embedseksamen ikke giver særlige

kvalifikationer i henseende til beslutninger på det

etisk-politiske felt, dels fordi det under alle omstændigheder

aldrig vil være muligt, og ej heller ønskeligt, at få en

fyldestgørende repræsentation i henseende til de berørte

lægespecialer.

Løsningen er derfor efter min opfattelse den, at der bør reserveres

en eller to pladser til lægelige repræsentanter i et råd (eller

for den sags skyld en parlamentarisk kommission, jf. L 93),

samtidig med at der skabes adgang til at tilkalde eksperter til

belysning af spørgsmål, som kræver en særlig faglig og teknisk

betonet ekspertise.

L 91 lægger derfor efter min opfattelse op til en ubegrundet lægelig

overrepræsentation. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt,

at en for den daglige pleje så væsentlig faglig gruppe som

sygeplejerskerne øjensynlig ikke skal sikres plads i det påtænkte

råd.

Endelig skal det bemærkes, at disse problemer i henseende til

repræsentation gør sig gældende i endnu videre omfang i

opbygningen af de videnskabsetiske komiteer, især den centrale

videnskabsetiske komite, hvor lægerepræsentationen både nominelt

og reelt (både formand og næstformand udpeges af det

lægevidenskabelige forskningsråd og har indtil nu udelukkende

været læger) udgør majoriteten.

Denne reelle selvregulering forekommer at være ganske ude af trit med

almindelig demokratisk tankegang og er næppe til gavn for

patienternes (og andre forsøgspersoners) retssikkerhed.

Endvidere savner L 91 overvejelser over de habilitetsproblemer, som

kan ventes at opstå, såfremt forslaget måtte blive vedtaget.

Jeg har i ovenstående redegørelse peget på nogle problemer, som efter

min opfattelse nødvendiggør yderligere analyser, før et

velgennemtænkt lovforslag kan lægges frem til politisk afgørelse.

I disse år er sundhedsvæsenet ude i en økonomisk krise som følge

af et planløst ressourceforbrug og en tillidsmæssig krise bl.a.

som følge af en utidssvarende regulering. Det gør det efter min

opfattelse nødvendigt - og er samtidig en god anledning til - at

gennemføre en reform af det danske sundhedsvæsen i henseende til

administration, ressourceanvendelse og patienternes retssikkerhed.

Dette forudsætter atter, at der iværksættes et grundigt

udredningsarbejde på de berørte områder.

Afslutningsvis kan jeg tilføje, at der for så vidt angår de fremsatte

forslag om patientklageordninger (B 37 og B 39) og en eventuel

statusændring m.v. for Sundhedsstyrelsens vedkommende (L 66) gør

sig en række retlige problemer, især af retssikkerheds- og

styringsmæssig art, gældende, som bør indgå i de politiske

overvejelser. Jeg skal gerne redegøre for disse problemer, såfremt

udvalget måtte ønske det.

Lars Adam Rehof

forskningsstipendiat

Bilag 1

Fra Ugeskrift for Retsvæsen, 1985, pp. 180-192:

Fosterets retsstilling

Af fuldmægtig, cand. jur. Jørgen Rønnow Bruun,

stud. jur. Nina Lassen &

sekr., cand. jur., exam. art. Lars Adam Rehof

1. Med fremkomsten af nye lægevidenskabelige metoder til afhjælpning

af bl.a. barnløshed, alvorlige (arveligt betingede) sygdomme,

forfinede undersøgelsesmetoder i forbindelse med provokeret abort

(prænatal diagnostik) og ikke mindst ønsket om at anvende fostre i

overvejende eksperimentelt øjemed er en afklaring af fosterets

retsstilling blevet aktualiseret.

Traditionelt har det altid været anerkendt, at det menneskelige

foster har en særlig status, der ikke umiddelbart lader sig

sammenligne og ligestille med mennesker, dyr eller ting.

A. I det følgende anvendes udtrykket »foster« om tiden fra æggets

befrugtning til tidspunktet for den normale fødsel ca. 9 mdr.

senere. Der lægges således ikke vægt på, om fosteret fremkommer

ved befrugtning uden for moderen (in vitro fertilisation, IVF),

eller om den eventuelle senere implantering i livmoderen sker hos

den biologiske eller stedfortrædende (surrogat-)moder. I det

nævnte tidsrum er fosteret under stadig og hastig forandring fra

en celleklump (befrugtet æg, blastomer, embryo) til et stadig mere

menneskelignende væsen. Inden for de første 9 dage efter

befrugtningen (undfangelsen) taler man om »embryonalt væv«;

omkring den 19. dag kan der konstateres udvikling af anlæg til et

egentligt centralnervesystem (neuralrøret). Ca. 10 døgn efter

befrugtningen har fosteret fæstnet sig på livmodervæggen

(nidation/ implantation). I den følgende tid sker der en stadig

større differentiering, og ved en fosteralder af ca. 8 uger kan

man makroskopisk genkende fosteret som forstadiet til et barn

(visuel genkendelse). Det har ikke noget selvstændigt formål at

beskrive fosterudviklingen detaljeret i denne sammenhæng, det

afgørende er derimod, om stadier i denne udvikling bør tillægges

en juridisk betydning, således at det vil være muligt at begrunde

en eventuel tidsgrænse(r). De i den offentlige debat fremsatte

forslag til tidsgrænser hviler alle på arbitrære (fortrinsvis

biologiske) kriterier, hvorfor de ikke nødvendigvis kan siges at

have juridisk relevans.

Udtrykket »moder« anvendes i det følgende både om den oprindelige,

biologiske moder og om en eventuel surrogatmoder. Udtrykket

»abort« anvendes i betydningen legalt provokeret abort, uanset om

dette anføres i det enkelte tilfælde. Udtrykket »tilfældigt

frembragte, døde fostre« anvendes om (døde) fostre fremkommet ved

legal fri abort i 12-ugers perioden.

Befrugtningen (undfangelsen) er valgt som det naturlige udgangspunkt

for undersøgelsen, idet denne fortsat er en conditio sine qua non.

Det er næppe afgørende at fastsætte nogen bestemt tidsmæssig

grænse i den anden ende af forløbet, idet fosterets mulige

retsbeskyttelse næppe kan være afhængig af, om det fødes til tiden

eller eventuelt før tiden i levedygtig tilstand (omkring den

24.-26. uge) (* 1).

De følgende overvejelser vil blive koncentreret om situationer, hvor

der i øjeblikket synes at være størst behov for at diskutere

mulige integritetskrænkelser (* 2), nemlig vedrørende den endnu

overvejende ekperimentelle og/eller kommercielle udnyttelse af

fostre. Det følgende vil derfor søge at beskrive fosterets

retsstilling i rene forsøgssituationer, eksperimentelt betonede

behandlingssituationer og/eller situationer, hvor fosteret i

øvrigt anvendes instrumentelt med gevinst for øje (f.eks.

kosmetik-industrien). Der ses bort fra de situationer, hvor

fosteret implanteres i en moder med fødsel for øje, selv om denne

procedure (endnu) kan siges at være af delvis forsøgsmæssig

karakter. De betænkeligheder, som kan gøres gældende i den

sidstnævnte situation (in vitro fertilisation), er af en anden

karakter end den forsøgsbetonede og/eller kommercielle anvendelse

af fostre.

Ved forsøg vil i det følgende blive forstået en i videnskabelige

overvejelser begrundet fremgangsmåde (i form af et fysisk

indgreb), som udelukkende eller overvejende har til formål at

afkræfte opstillede hypoteser og/eller frembringe ny viden på mere

tilfældig vis uden hensyn til en mulig fremtidig anvendelse

(f.eks. i behandlingsøjemed), eller som har til formål at forbedre

en eksisterende behandlingsform, men uden sikker viden om den

behandlingsmæssige værdi (dvs. bedre i henseende til helbredelse

end den forhåndenværende behandling).

Ved diskussionen af fosterets (fremtidige) retsstilling vil det være

formålstjenligt at opregne de situationer, hvori et fosters

fysiske integritet kan tænkes at blive berørt. Rent skematisk kan

disse opstilles som følger:

Skemaet er formentlig ikke udtømmende, idet andre situationer kan

tænkes. Således kan det være vanskeligt at rubricere nedfrysning

af befrugtede æg, idet dette kan betragtes som et forsøg i sig

selv, selv om formålet kan være at forberede en fødsel (af et

levedygtigt individ) på et senere tidspunkt. Under alle

omstændigheder bliver nedfrysning af (befrugtede) æg omfattet af

eventuelle forsøgsregler, såfremt disse æg ikke længere (efter

optøning) skal implanteres i en moder (* 3). Når hovedvægten

lægges på anvendelsen af fosteret med forsøg og/eller kommerciel

udnyttelse for øje, er det nærliggende at anlægge en sondring

imellem fostre (døde eller levende), som er frembragt med forsøg

for øje, og fostre, som set i forhold til forsøgsanvendelsen eller

den kommercielle anvendelse er tilfældigt frembragt (typisk ved

abort og da normalt døde).

Diskussionen kommer da til at stå om, hvorvidt det kan accepteres, at

der overhovedet udføres forsøg på/med fostre, og, såfremt dette er

tilfældet, om det da skal være tilladt at udføre forsøg på/med

levende fostre.

Under afsnit 2-4 foretages en undersøgelse af den gældende danske

retstilstand ved en gennemgang af eksisterende lovgivning m.v.,

under afsnit 5 omtales en række fundamentale retlige principper af

betydning for emnet, i afsnit 6 redegøres kort for udviklingen i

en række andre lande, og afslutningsvis fremsættes i afsnit 7

nogle overvejende retspolitiske betragtninger samt konkrete

forslag til lovgivning.

B. Forinden kan der være grund til kort at se på de folkeretlige

regler på området, idet disse udgør rammen for den danske

retstilstand. Så vidt ses har spørgsmålet endnu ikke været gjort

til genstand for detaljeret drøftelse i FN-regie. Det foreligger

oplyst, at WHO ikke for øjeblikket beskæftiger sig med spørgsmålet

om fosterets retsstilling (* 4). Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention med tilhørende protokoller bestemmer

i art. 2, at »ethvert menneskes ret til livet skal beskyttes ved

lov«. Det er omdiskuteret, hvorvidt denne bestemmelse også

beskytter fostre. Den Europæiske Menneskerettighedskommission

berørte spørgsmålet i forbindelse med en nyere sag fra

Storbritannien, hvor en ægtemand fandt, at en abort, som hans

hustru fik foretaget mod hans ønske, indebar en krænkelse af bl.a.

art. 2 (* 5). Det står fast, at de nationale lovgivninger, som

tillader abort på helbredsindikation, ikke strider mod

konventionen (* 6). Hverken kommissionen eller domstolen har haft

lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet i andre situationer end

abort, hvorfor det ikke på indeværende tidspunkt er muligt at

udtale sig med sikkerhed. Det er dog væsentligt at fastholde, at

kommissionen i den ovennævnte sag ikke udelukkede, at fosteret

principielt er omfattet af beskyttelsen i art. 2, og at

kommissionen undlod at tage stilling til, om art. 2 - i andre

tilfælde end ved abort - ville være anvendelig på fostre.

Europarådets parlamentariske forsamling vedtog i 1982 en

rekommandation (934/82) om genetisk manipulation. Heri blev der

givet udtryk for, at der muligvis er behov for at formulere en ny

menneskerettighed, der tager hensyn til en »ret til at være

forskellig«. Centralt for denne beskyttelse er retten til en

genetisk arv, der ikke har været genstand for indgreb, dog

således, at der lades mulighed åben for gensplejsning, når der er

tale om behandlingshensyn i relation til et antal ikke nærmere

opregnede alvorlige sygdomme. På baggrund af rekommandationen

nedsattes en ekspertkomitee, som endnu ikke har afsluttet sit

arbejde.

2. I det følgende foretages en undersøgelse af fosterets retsstilling

i henhold til udvalgte positive retsregler. Det vil være naturligt

at tage udgangspunkt i en undersøgelse af, hvem der kan påberåbe

sig rettigheder i henhold til lovgivningen. I romanistisk teori er

der udformet en grundsætning, hvorefter den, der skal fødes, anses

for allerede født (»nasciturus pro jam nato habetur«). Sætningen,

der er udformet med henblik på formueretssubjektiviteten og

formentlig alene tager sigte på det levendefødte barn, afvises i

dansk ret (* 7).

De regler, der angår de almindelige betingelser for at være

retssubjekt i forskellige relationer, fremstilles i den juridiske

disciplin personretten. Det centrale begreb er retsevne, dvs.

opfyldelsen af de personlige betingelser for at kunne være subjekt

i retsforhold som berettiget eller forpligtet eller - i kort

begreb - evnen til at være part i retsforhold. Efter gældende

dansk ret har alle mennesker retsevne fra deres fødsel til deres

død (* 8). Et foster har således ingen retsevne uden positiv

hjemmel herfor.

Retsevnen indtræder, når fødselsakten er afsluttet og barnet er

levendefødt (* 9). Hvorledes barnets liv ytrer sig, eller ved

hvilke midler det er skilt fra moderen, er uden betydning. Ifølge

Bentzon må man kræve, at det har åndet, men ikke, som efter ældre

romersk og germansk ret, at det har skreget. På den anden side

antages det at være uden betydning, at barnet er født så tidligt,

at det efter en lægelig vurdering er udelukket, at det kan leve ud

over et ganske kort tidsrum. Ligeledes frakendes selv væsentlige

legemlige mangler betydning (* 10). Efter landskabslovene var det

i øvrigt en betingelse for et barns arveret, at det »kommer

levende til verden med hud og hår, med navle og næse«.

3. Af retsregler, der tillægger fosteret rettigheder, kan nævnes, at

arveretten allerede med DL 5-2-30 indrømmede et ægtebarn arv

»efter Fader og Moder, om det vorder levendis født - - - og ellers

ikke«. Bestemmelsen, der i praksis blev forstået som også

omfattende arv efter andre slægtninge end de nævnte, er videreført

med arvelovens § 5, stk. 1. Bestemmelsen antages at gælde som

udfyldningsregel ved testamentarisk arv og legat, gavebestemmelser

og begunstigelsesklausuler i livsforsikringspolicer (* 11). I

tilslutning hertil kan nævnes, at der ved et dødsboskifte kan

beskikkes en ad hoc-værge for det ufødte barn, samt at privat

skifte i sådanne tilfælde er udelukket (* 12).

En tilsvarende regel som arvelovens § 5, stk. 1, gælder om retten til

forsørgertabserstatning efter erstatningsansvarslovens § 14 og

arbejdsskadeforsikringslovens § 32 (* 13). Særlig vidtgående er

det, at et foster kan være procespart i sager om f.eks. de

ovennævnte rettigheder (* 14).

En uden for ægteskab besvangret kvinde kan efter § 8, stk. 1, i lov

om børns retsstilling begære faderskabssag rejst inden fødslen. En

sådan sag kan afsluttes inden fødslen, enten ved faderens

anerkendelse af faderskabet eller ved, at sagen fremmes til dom (*

15). Moderen kan samtidig med begæring om faderskabssag begære

bidrag fastsat, f.eks. således, at bidraget løber fra barnets

fødsel (* 16). Efter lovens § 7, stk. 2, skal faderskabet til et

barn, der ikke fødes levende, alene søges fastslået, såfremt der

rejses krav om bidrag efter § 19. Efter denne bestemmelse kan

statsamtet pålægge faderen at udrede bidrag til udgifterne ved

fødslen og moderens underhold for en periode på indtil 4 måneder

før og 9 måneder efter fødslen. Endvidere kan den, der har

besvangret en kvinde, pålægges at udrede bidrag til de ved en

abort forvoldte særlige udgifter. Bidrag efter bestemmelsen

tilkommer moderen eller den offentlige myndighed eller

institution, der har afholdt de pågældende udgifter (* 17).

Forældrenes samtykke til adoption af et barn under 18 år kan efter

adoptionslovens § 8, stk. 2, ikke modtages før 3 måneder efter

barnets fødsel, medmindre ganske særlige forhold gør sig gældende.

Det antages dog, at det er en forudsætning for dispensation, at

barnet er født (* 18).

Det kan endelig nævnes, at retsordenen sikrer det barn, der fødes

efter forældrenes død, rettigheder, der beror på forældrenes

retsstilling, f.eks. indfødsret og ret til mellem- og efternavn (*

19).

4. Mens de i ansnit 2 og 3 nævnte regler anticiperer en retlig

tilværelse for børn, der forventes født, må den retlige

beskyttelse af fosterets integritet søges i strafferetten,

herunder i abortlovgivningen m.v.

A. På tidligere stadier af retsudviklingen blev svagerskabsafbrydelse

ikke opfattet som strafbar, medmindre handlingen foretoges af en

tredjemand imod forældrenes vilje. Under indflydelse af den

katolske kirkes lære blev forholdet senere opfattet som en

forbrydelse rettet mod fosteret, der måtte straffes som manddrab

(* 20). Den første regulering fandtes i DL 6-6-7, hvorefter

»letfærdige kvindfolk, som deres foster ombringe, skulle miste

deres hals, og deres hoved sættes på en stage.«

Efter 1866-straffelovens § 193 blev et frugtsommeligt fruentimmer,

der forsætligt fordriver sit foster eller dræber det i moderens

liv, på samme måde som den, der med moderens samtykke i sådan

hensigt anvender midler på hende med den anførte virkning, anset

med strafarbejde i indtil 8 år. Beskyttelsen indtrådte fra

ægcellens befrugtning og sluttede med begyndelsen af et

selvstændigt liv uden for moderen, dvs. når dele af barnet befandt

sig uden for moderens liv (* 21), eller til det tidspunkt, hvor et

angreb på barnets liv eller legeme kunne ske uden for moderens liv

(* 22). Alene den forsætlige handling var strafbar, ligesom

skadestilføjelse eller fareforvoldelse var straffri (* 23).

Handlingen skulle være retstridig. Hensynet til at redde eller

afværge øjensynlig fare for en varig ødelæggelse af moderens liv

eller at afværge øjensynlig fare for en varig ødelæggelse af

moderens helbred kunne derfor ud fra et nødretssynspunkt begrunde

et indgreb (* 24).

Torps udkast fra 1917 til »Love vedrørende den borgerlige

Straffelovgivning« indeholder i motiverne s. 204 til s. 207 nogle

overvejelser om, hvorvidt fosterdrab foretaget af moderen bør

straffes og i givet fald ud fra hvilke hensyn, dvs. spørgsmålet

om, hvilke retsgoder der krænkes. Hensynet til

befolkningstilvæksten frakendes betydning med henvisning til

lovligheden af antikonceptionelle midler. Ligeledes afvises

betydningen af kriminalisering med hensyn til at modvirke

»Slappelse og Nedgang i Folkemoralen«. Så vidt ses er det

afgrænsningsproblemer mellem fosterlivet og det selvstændige liv,

der fører til at opretholde strafbarheden af fosterdrab begået af

moderen. Sociale hensyn fører dog til et forslag om en væsentlig

nedsættelse af strafferammen. For den uegennyttige hjælper, der

f.eks. af ren medfølelse bistod moderen med at foretage

fosterfordrivelse, blev samme strafferamme som for moderen

foreslået.

Udkastet fra 1923 ville begrænse det strafbare område for moderens

vedkommende til det tidspunkt, hvor kvinden havde mærket sikre

tegn på at være blevet besvangret (* 25). Denne begrænsning udgik

dog allerede ved fremsættelse af forslaget i rigsdagssamlingen

1924-25.

Ved § 242 i straffeloven af 1930 blev straffen for moderens

fosterdrab fastsat til hæfte eller fængsel i indtil 2 år med

mulighed for strafbortfald. For andre blev der derimod indført til

dels skærpede straffebestemmelser.

§ 242 blev ophævet med virkning fra den 1. oktober 1939 i forbindelse

med lov nr. 163 af 18. maj 1937 om foranstaltninger i anledning af

svangerskab m.m.

Det antages herefter, at beskyttelsen i den nugældende straffelovs

kap. 25 om forbrydelser mod liv og legeme først indtræder med

fødslen (* 26), og at beskyttelsen mellem ægcellens befrugtning (*

27) og fødslen findes i loven om svangerskabsafbrydelse. Ved

fødsel forstås tidspunktet for fødselsaktens begyndelse. Mulige

misdannelser eller manglende leveevne er uden betydning, ligesom

det ikke kræves, at lungeåndedrættet er indtrådt (* 28).

I tilslutning til motiverne til straffelovsbetænkningen fra 1917

antages legemsangreb mod en svanger kvinde med den følge, at for

tidlig fødsel indtræder, at kunne henføres under straffelovens §

246 om skadestilføjelse, medens det anses for usikkert, om uagtsom

skadestilføjelse efter straffelovens § 249 omfatter det tilfælde,

hvor et barn fødes som handicappet, fordi fosterets normale

udvikling er blevet påvirket af voldelige, medikamentelle eller

andre indgreb (* 29).

Af straffelovsbestemmelser, der yder fosteret en indirekte

beskyttelse, skal endelig nævnes § 244, stk. 2, hvorefter angreb

mod en frugtsommelig kvinde anses for en kvalificerende

omstændighed, samt § 255. Efter sidstnævnte bestemmelse straffes

nærtstående personer, der undlader at yde en kvinde den til hendes

nedkomst fornødne hjælp. § 255 ses dog ikke anvendt i praksis.

B. Ved lov nr. 163 af 18. maj 1937 om Foranstaltninger i Anledning af

Svangerskab m.m. - abortloven - blev adgangen til at få afbrudt et

svangerskab udvidet til andre og mindre alvorlige indikationer,

end hvad der fulgte af den strafferetlige nødret (hensynet til

moderens overlevelse). Med denne lov ændredes opfattelsen af det

menneskelige fosters status radikalt ved for første gang siden

kriminaliseringen i Danske Lov at acceptere andre end nødretligt

begrundede indgreb i fosterets ret til liv (* 30).

1937-loven gav adgang til svangerskabsafbrydelse i tilfælde af

alvorlig fare for kvindens helbred (medicinsk-social indikation),

besvangring som følge af de i straffelovens § 210 og §§ 216-223

nævnte forbrydelser (etisk indikation) samt risiko for alvorlige

arvelige sygdomme (eugenisk indikation). Ved de to sidstnævnte

indikationer blev der fastsat en tidsgrænse på 12 uger fra

befrugtningen. Lovforslaget og loven fulgte således ikke fuldt ud

Justitsministeriets betænkning »Angaaende Lovligheden af

Svangerskabsafbrydelse« fra 1936, der tillige havde stillet

forslag om at åbne adgang for abort ved rent social indikation,

dvs. i de tilfælde, hvor en gennemførelse af svangerskabet ville

medføre farer for betydelige og langvarige forringelser af

kvindens personlige, familie- eller samfundsmæssige stilling og

denne fare ikke fandtes at kunne afværges på anden måde.

Det nævnte udvalg anerkendte eksistensen af rettigheder for fosteret

helt tilbage til befrugtningsøjeblikket. Det ses f.eks. af

udtalelser om, at det, der betinger »Fosterlivets Beskyttelse«, er

»selve Livsmuligheden eller Livseksistensen hos Fosteret, dets

uforgribelige »Ret til at blive Medlem af Samfundet«, som det

undertiden udtrykkes' (1936-betænkningen, s. 29). Især

københavnske nævninge var på dette tidspunkt ikke tilbøjelige til

at anerkende eksistensen af et fosterliv, der ikke var mindst tre

måneder gammelt (1936-betænkningen, s. 37, og ministerens

forelæggelsestale i RT(F) 1936/37, sp. 873). Denne sidste

opfattelse afvises af udvalget som både juridisk og biologisk

ukorrekt.

Det siges i 1936-betænkningen (s. 42) tillige, at det rent biologisk

kan omtvistes, om det egentlig stemmer med naturens orden at gøre

fosterlivet til det subsidiære i forhold til moderens liv og

helbred eller forholdet er således, at moderen efter æggets

befrugtning og under dets videre udvikling kun fungerer som et

»beskyttende Hylster om Fosteret indtil dets Modning« (* 31).

Imidlertid undlader udvalget nærmere at uddybe, hvilken betydning

disse opfattelser af fosterlivets beskyttelse bør få for fosteret

(og moderen), hvis spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse

aktualiseres. Der opstilles således f.eks. ikke noget katalog over

rettigheder, hvilket man måske naturligt havde kunnet forvente,

når talen var om »spirende Liv« og potentielle »Medlemmer af

Samfundet«, hvis »Livsmulighed« og »Livseksistens« påberåbes. I

tilknytning hertil findes heller ikke nogen redegørelse for,

hvilke konsekvenser sådanne rettigheder måtte have for en så

vidtgående beslutning, som det på baggrund af den daværende

retstilstand var overhovedet at anerkende muligheden af en

afvejning af fosterets liv over for andet end moderens

helbredsmæssige situation.

Efter at have vurderet og forkastet straf som egnet middel til

beskyttelse af fosterlivet (s. 36 ff.) søger 1936-udvalget uden

yderligere overvejelser at anlægge en sondring mellem tilladelige

og utilladelige provokerede aborter (s. 44) (* 32). Som kriterium

for, hvilke svangerskabsafbrydelser der bør anses for legitime,

sættes, at svangerskabet enten skal være fremtvunget af

omstændigheder, som kvinden ikke selv har været herre over, eller

at en fortsættelse af svangerskabet og den derefter sig

indfindende fødsel åbenbart vil stride mod fundamentale etiske og

humane begreber eller mod kravet om en forsvarlig samfundshygiejne

(s. 45 f.). Efter at have gjort disse overvejelser »føres«

udvalget frem til sit forslag, dog uden at det krav, som udvalget

selv indirekte havde opstillet om afvejning over for fosterets

fundamentale ret til beskyttelse, tilsyneladende har voldt

nævneværdige problemer. Udvalget har i hvert fald ikke følt sig

foranlediget til at anføre den argumentation, der formentlig må

have ligget til grund for afvejningen.

Ved lovforslagets 1. behandling i Landstinget føjede justitsminister

Steincke (RT(L) 1936/ 37, sp. 2262 f.) nogle yderligere

betragtninger til, idet han bl.a. udtalte, at »- - - et Foster er

ikke en Del af Kvindens Legeme, men en selvstændig Organisme. Fra

det første Anlæg indeholder det alle de Spirer, der senere kommer

til Udfoldelse, - - - et selvstændigt Væsen er det i og for sig

lige saa vel paa Fosterstadiet som paa ethvert senere Trin - - -

».

Efter en mindre vidtgående ændring af abortlovgivningen i 1956 (lov

nr. 177 af 23. juni 1956) blev en væsentlig ændring gennemført ved

lov nr. 120 af 24. marts 1970. Ved denne lov indførtes delvis fri

adgang til provokeret abort, nemlig for alle kvinder over 38 år

samt for kvinder, der i forvejen havde fire hjemmeboende børn

under 18 år. Herudover indførtes for den resterende gruppe kvinder

mulighed for legal abort bl.a. på ren social indikation, dog

betinget af særlig tilladelse.

Med lov nr. 350 af 13. juni 1973 indførtes fri adgang til

svangerskabsafbrydelse til og med 12. svangerskabsuge. Derefter er

der stadig mulighed for at abortere, men som følge af den øgede

helbredsmæssige risiko for kvinden efter dette tidspunkt kun under

skærpede omstændigheder.

I Bet. 96/1954 angående ændring af svangerskabslovgivningen m.v. (s.

73) og Bet. 522/1969 om adgang til svangerskabsafbrydelse (s. 73),

der gik forud for disse ændringer, undlod udvalgene at tage

stilling til absolutte synspunkter (* 33) som, hvorvidt fosteret

har krav på retsbeskyttelse, og moderens ret til selv at råde over

sit legeme. Sidstnævnte sted afvises sådanne synspunkter som

»dogmatiske opfattelser«, der ikke er »egnede som grundlag for

udvalgets vurdering«.

Under behandlingerne af lovforslagene blev det af flere fortalere for

den øgede abortadgang hævdet, at man allerede i 1937 ved

overhovedet at indføre mulighed for abort i andre tilfælde, end

hvor der forelå farer for moderens liv, forlod princippet om

bevarelse af fosterets liv, og at man i stedet havde grundfæstet

princippet om kvindens ret til at råde over sit eget legeme (*

34). Heroverfor hævdedes den fortsatte berettigelse af en

afvejning mellem disse to indbyrdes modstridende principper.

Således fastholdt Knud Thestrup, både da han i 1970 som

justitsminister selv fremsatte forslag om en lempeligere abortlov

(FT 1969/70, sp.1471 f.), og da han i 1973 stemte imod loven om

fri abort (FT 1972/73, sp. 2041 f.), at man ved en lovgivning af

den foreliggende art ikke kunne komme uden om en etisk vurdering,

og at de foreliggende lovforslag krævede samme afvejning af

modstående hensyn, som blev foretaget ved vedtagelsen af den

dagældende lovgivning. Udgangspunktet måtte således være, at

fosteret fortsat burde nyde retsbeskyttelse, og at undtagelse

herfra kun kunne gøres, hvis alvorlige hensyn til kvinden kunne

nødvendiggøre dette.

C. Synet på fosterets retsstilling i den gældende retstilstand kan

suppleres ved en gennemgang af bestemmelserne om ligsyn,

begravelse og transplantation. Bet. 537/1969 om revision af

ligsynsloven, som dannede grundlag for lov nr. 279 af 26. maj 1976

om ligsyn m.v., sondrer (s. 38) mellem »aborter« og »dødfødte

børn«, idet grænsen herfor sættes ved den 28. svangerskabsuge, og

fortsætter: » - - - I alle tilfælde, hvor fosteret har vist

livstegn uden for moderens liv, selv om det ikke er levedygtigt,

betragtes det - uanset om det er født før eller efter 28.

svangerskabsuge - som levendefødt, således at de almindelige

regler om ligsyn og dødsattest finder anvendelse, når livstegnene

er ophørt - - - ».

Efter § 1 i lov nr. 346 af 26. juni 1975 om begravelse og ligbrænding

skal lig enten begraves eller brændes. Dødfødte børn, jf. ovenfor,

er også omfattet af bestemmelsen. Derimod falder dødfødte fostre

(aborter) udenfor. For sådanne kan der i henhold til aftale med

kirkegårdsbestyrelsen ske nedgravning på kirkegårde, jf. nærmere

Kirkeministeriets cirkulære nr. 148 af 1. juli 1950 om nedgravning

på kirkegårdene af dødfødte, for tidligt fødte fostre.

Bet. 454/1967 vedrørende lovgivning om transplantation, som dannede

grundlag for lov nr. 246 af 9. juni 1967 om udtagelse af

menneskeligt væv m.v., omtaler ikke spørgsmålet om udtagelse af

væv fra fostre (* 35), men lægger f.s.v.a. udtagelse i en persons

levende live vægt på kravet om »absolut frivillighed« (s. 11).

Dette finder udtryk i lovens § 1, stk. 2, 1. pkt., hvor personlig

myndighed er afgørende for, at samtykke gyldigt kan gives.

Undtagelse herfra kan dog gøres, jf. lovens § 1, stk. 2, 2. pkt.,

når særlige grunde taler derfor og samtykket tiltrædes af værgen.

I alle tilfælde kan tranplantation fra levende mennesker kun ske

til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske,

ikke i forskningsøjemed, jf. lovens § 1, stk. 1, e.c.

5. Det er i afsnit 2-4 påvist, at fosterets retsbeskyttelse i henhold

til den gældende retstilstand stort set forudsætter, at fosteret

udvikler sig til et barn, og reglerne kan siges at anticipere

denne tilstand. I så henseende er følgende udtalelse af Deutzer i

1882 (a. st., s. 2) stadig dækkende:

»Sagen er, at Retsordenen ikke blot drager Omsorg for existerende,

paaviselige Mennesker, men ogsaa tager Hensyn til ufødte eller

upaaviselige, nemlig ved at holde en Adgang aaben for dem til

Nydelse af visse Goder, saaledes at denne Adgang beskyttes mod

andres Indgreb. Saalænge en Person ikke er født, eller paa Grund

af at visse Omstændigheder endnu ikke ere indtrufne, ikke kan

paavises, existerer den imidlertid kun i Tanken. At der nu

desuagtet er hjemlet en retlig Beskyttelse, er det videnskabeligt

nødvendigt at fremhæve - - - » (udhævet her).

A. De personretlige fremstillinger savner en nærmere drøftelse af

påstanden om, at et foster ikke uden særlig hjemmel kan have

retsevne. Det samme gælder påstanden om, at kun mennesker kan være

berettigede og forpligtede (* 36). Som påvist af Ross grunder

disse opfattelser sig formentlig på henholdsvis »den urigtige

forudsætning, at rettighed og pligt er korrelate modstykker,

mystiske kvaliteter fremkaldt af retsordenen i dens subjekter, og

retsevnen derfor een og udelt« samt på »en moralsk-metafysisk

forestilling om mennesket som universitets centrum og alle tings

mål«. Disse forestillinger kan igen føres tilbage til »den

metafysiske forestilling om rettigheden som en moralsk-åndelig

kraft« (* 37).

Hertil kommer, at den moderne lægevidenskabelige teknologi ganske har

udvisket fødselsbegrebet som et anvendeligt tidsmæssigt kriterium.

De seneste personretlige fremstillinger indskrænker sig som nævnt

ovenfor i note 8 til henvisninger til fremstillinger, der ikke har

haft mulighed for at forudse denne udvikling. Forholdet

illustreres af det ovenfor anførte citat fra Deuntzer, hvorefter

det er videnskabeligt nødvendigt at fremhæve, at et foster (kun

eksisterende »i Tanken«) (* 38) er hjemlet en retlig beskyttelse.

Forholdet opfattedes således ikke som et praktisk-aktuelt problem,

hvad det må siges at være i dag.

B. Lige siden kriminaliseringen af fosterdrab i DL 6-6-7 har det i

teorien været diskuteret, hvorvidt fosterdrab egentlig ikke er en

manddrabsforbrydelse. Ørsted (* 39) har på vanlig blændende vis

analyseret forholdet således:

»Hvorvidt Manddrabsforbrydelsen kan begaaes paa et ufødt Foster, er

et omtvistet Spørgsmaal. Da det imidlertid ikke er nogen nødvendig

Betingelse for denne Forbrydelse, at den Aflivede skal være i

virkelig Besiddelse af Fornuftens Brug men det er nok, at det er

et Væsen, som efter sin Natur er bestemt til Fornuftens Brug

(endog paa en Afsindig, hvis Afsindighed er fundet ulægelig, kan

Manddrabsforbrydelsen, uden Spørgsmaal, begaaes), saa det kan

neppe med Grund nægtes, at den, som befordrer et Fosters

ubetimelige Afgang fra Moderen saaledes, at det desaarsag enten

kommer dødt til Verden eller dog uden Evne til at fortsætte Livet

(Vitalitet), virkelig begaaer et Manddrab. En anden Sag er det,

hvorvidt Lovgiveren, enten med Hensyn til Vanskeligheden i at

fremskaffe det fulde Beviis for det fordrevne Fosters Liv, og

Vitalitet, eller i de subjektive Aarsager, som synes at nedsætte

Strafskylden, maatte have skjellig Grund til at give særskilte og

fra den almindelige Lov om Drab afvigende Bestemmelser for hiin

Forbrydelse.«

Den samfundsmæssigt mildere bedømmelse af indgreb over for fostre

udtrykt gennem lovgivning har imidlertid alene været båret frem af

hensynet til moderen. Karakteristisk er det da også, at

1936-betænkningen ville opretholde straffelovens § 242 for de

tilfælde, hvor abort blev foretaget retsstridigt (1936-bet. s. 95

f). Alene retstekniske hensyn medførte, at justitsministeren

foretrak, at alle indgreb mod et fosters liv blev samlet i

abortloven (* 40).

Det er således snarere en tilfældighed end et udslag af reflekterede

overvejelser, at lægers forsøg med/på fostre i dag som

udgangspunkt ikke er kriminaliseret i straffeloven som manddrab

eller forsøg herpå.

C. Med hensyn til abortlovgivningen må det konkluderes, at levende

fostre ikke herigennem ydes nogen direkte og selvstændig

beskyttelse, idet 12-ugers fristen i den gældende lovs § 3 alene

er begrundet i, at abort efter dette tidspunkt indebærer en

forøget fare for kvindens liv eller helbred. Dette forhold er dog

ikke noget argument for at tillade forsøg med/på levende fostre og

formentlig ej heller noget argument for at tillade forsøg med døde

fostre fremkommet ved abort (* 41).

Dels viser forarbejderne, at man ved den gældende lovs tilblivelse

ikke var sig bevidst, at det på et tidspunkt ville blive muligt at

finde anvendelse for aborterede fostre. Det er således uomtalt,

hvorledes hospitalerne skulle forholde sig til (videnskabelig

eller kommerciel) brug af aborterede (og dermed typisk døde)

fostre, om end den ovenfor omtalte ligsynslov og lov om begravelse

og ligbrænding muligvis kan yde vejledning. Dels hviler

abortlovgivningen på en afvejning af hensynet til fosterets

biologiske liv over for kvindens ret til at råde over sit (eget)

legeme. Denne afvejning faldt klart ud til fordel for kvindens ret

til at bestemme over sit eget legeme.

Det følger af ovenstående, at der ikke i forarbejderne til

abortlovgivningen er foretaget en afvejning af hensynet til

fosteret over for et muligt hensyn til andre end moderen. Det kan

derfor ikke nødvendigvis sluttes, at hensynet til andre

interesser, f.eks. en forskningsinteresse, en behandlingsinteresse

eller kommercielle interesser, skal veje med samme vægt som

hensynet til moderen (specielt i relation til 12-ugers perioden).

I forsøgssituationen er interesseafvejningen af en ganske anden

karakter. Her er fosteret løsrevet fra moderen, og

konflikten/afvejningen består nu imellem hensynet til fosteret og

hensynet til en forskningsinteresse (grundforskning eller anvendt

forskning i behandlingsøjemed), som kan og måske ikke kan

frembringe positive resultater ved forsøg på/med (levende) fostre.

Såfremt man fastholder situationen, men blot tænker sig fosteret

erstattet med et levende (og født) individ, er der ikke den

ringeste tvivl om, hvorledes interesseafvejningen skal falde ud.

Ingen forskningsmæssige interesser, hvor lødige de end måtte være,

kan legitimere forsøg på et menneske uden dettes informerede

samtykke eller muligvis - ganske undtagelsesvis - en værges

stedfortrædende informerede samtykke (* 42).

D. Det forhold, at der i den gældende lovgivning ikke ydes fosteret

en kvalificeret beskyttelse, er dog ikke - således som

betænkningen »Fremskridtets pris« (Bet.) fra 1984 synes at

forudsætte ensbetydende med, at adgangen til at udføre forsøg

på/med fostre uden videre er lovlig. Det hænger sammen med

betænkningens uklare brug af begrebet forskningsfrihed (* 43), som

udvalget - formentlig uberettiget - finder i sig selv kan

legitimere forsøg med fostre, idet man intetsteds fastslår, at

ethvert indgreb af forsøgsmæssig karakter kræver positiv hjemmel.

For så vidt angår myndighedsudøvelse og forvaltningsvirksomhed,

herunder lægebehandling og lægevidenskabelig forsøgsvirksomhed i

offentlig regie opstår spørgsmålet om legalitetsprincippets

anvendelsesområde (* 44). For så vidt angår (kommerciel)

anvendelse af fostre uden for offentlige institutioner, f.eks.

medicinal- og kosmetikindustrien, private hospitaler og klinikker

(* 45), finder legalitetsprincippet som bekendt ikke anvendelse,

hvorfor spørgsmålet om udtrykkelig lovregulering opstår.

I tilknytning til spørgsmålet om legalitetsprincippet anvendelse skal

det anføres, at det må stille sig tvivlsomt, i hvilket omfang

samtykke kan erstatte hjemmel (diskulperende samtykke) ved

indgreb, herunder forsøg, over for fostre. Et særligt problem

opstår som følge af fosterets manglende habilitet, hvorfor der er

et behov for at klarlægge, om moderen eller overhovedet nogen og i

givet fald hvem er beføjet til at råde på fosterets vegne. Der

består med andre ord et behov for at afklare

beskyttelsesinteressen med henblik på at fastlægge betingelserne

for et eventuelt nødvendigt og tilstrækkeligt samtykke.

Det vil i vidt omfang indebære eller forudsætte en stillingtagen til,

om fosteret i visse henseender kan være genstand for en

ejendomsret (konstrueret som moderens eller f.eks. hospitalets

ejendom) eller det i alle eller visse henseender nyder selvstændig

retsbeskyttelse og derfor kun kan rådes over ganske undtagelsesvis

og da kun i en berettiget varetagelse af fosterets tarv (* 46). I

tilknytning hertil bør som illustration nævnes, at forældrenes

samtykke inden for strafferetten ikke anses for afgørende i

relation til straffrihed (den diskulperende virkning af samtykket)

for et i øvrigt strafbart forhold begået af tredjemand over for en

mindreårig (* 47).

E. I Indenrigsministeriets Bet. (1984) udtales om behovet for

lovregulering, herunder fastlæggelse af fostres retsstilling,

» - - - at et lovforslag må få karakter af en rammelov, der i

hovedtræk kun giver regler for rådets konstituering, funktion og

kompetence, men ikke går ind i en indholdsmæssig regulering af de

områder, rådet skal beskæftige sig med. Det sidste ville være

klart uønskeligt, fordi ikke blot teknikkerne, men også den etiske

bedømmelse af dem er underkastet forandringer, som en lovteksts

formuleringer kun dårligt kan tage hensyn til«(s.91, udhævet her).

Med disse ord tager udvalget om »etiske problemer ved

ægtransplantation, kunstig befrugtning og fosterdiagnostik« klart

stilling til behovet for lovregulering, herunder i form af

egentlige veldefinerede forbud, af den nye medicinske teknologi (*

48).

Bet. afviser (s. 56), at man i diskussionen om forsøg med fostre kan

formulere problemstillingen som et spørgsmål om fosterets retlige

og etiske stilling (se også Bet. s. 14). Udvalget vil snarere

formulere spørgsmålet som: hvorledes er det rigtigt at behandle

det menneskelige embryo? Spørgsmålet skal dog ikke besvares i en

lov om værn for fostre, jf. f.eks. lov nr. 256 af 27. maj 1950 om

værn for dyr. Ej heller skal der reguleres vedrørende

tilladeligheden af forsøg, jf. f.eks. lov nr. 220 af 18. maj 1977

om dyreforsøg, der omfatter anvendelsen af hvirveldyr (f.eks. mus

og rotter) til biologisk forskning eller sygdomsbekæmpelse. I

stedet skal der nedsættes et uklart defineret organ, et såkaldt

»etisk råd«, der løbende skal regulere området (Bet. s. 18, 91 og

96).

Nærværende forfattere deler ikke den opfattelse, som lovforslaget er

udtryk for. Som påvist ovenfor er forsøg med fostre systematisk

set en manddrabsforbrydelse eller forsøg herpå. Som anført af

Ørsted må modifikationer til dette principielle udgangspunkt

foretages af lovgivningsmagten, idet der er tale om en særdeles

vidtgående, men sædvanlig moralsk-politisk vurdering.

Som videre påvist bygger personrettens udviklinger om tidspunktet for

retsevnens indtræden ved fødslen på (forældede) praktiske

synspunkter, jf. Deuntzers formulering om, at før fødslen

eksisterer livet kun i tanken. Den medicinsk-teknologiske

udvikling har ganske fjernet grundlaget for denne tidsmæssige

afgrænsning.

Som det endvidere er påvist, kan der ikke i abortlovgivningen eller

dens forarbejder hentes bidrag til den nærmere fastlæggelse af

tilladeligheden af forsøg med/på fostre. Tværtimod må indgreb af

hensyn til andre end den biologiske moder selvstændigt kunne

begrundes ved politiske afvejninger i det lovgivende organ

(Folketinget) af fordele og ulemper ved sådanne indgreb.

Yderligere pånøder usikkerheden om legalitetsprincippets udstrækning

til faktiske forvaltningshandlinger (* 49) og dermed usikkerheden

om lovligheden af uhjemlede indgreb en lovregulering. Som

yderligere påvist kan samtykke hertil fra fosterets (biologiske)

moder eller muligvis andre næppe erstatte manglende (lov)hjemmel.

Det bemærkes herved, at moderen ikke i kraft af en ejendomsret til

fosteret har en absolut dispositionsfrihed (* 50). Ydermere kan

der ikke ved analogier fra værgemålsreglerne i myndighedsloven

findes støtte for samtykkets betydning, idet disse regler alene

tager sigte på person- og familieretlige forhold og ikke på

forholdet til forvaltningsmyndigheder (* 51).

Hertil kommer, at det retspolitisk er vanskeligt at begrunde, at værn

for dyr, herunder burhøns, og dyreforsøg er nøje reguleret i

lovgivningen, men at eventuelt værn for og forsøg på/med fostre

ikke skulle påkalde sig lovgivningsmagtens interesse. Det stemmer

vel heller ikke med almindelig retsfølelse, at usømmelig

behandling af lig efter straffelovens § 139 straffes med fængsel i

indtil 6 måneder, medens indgreb eller tilendebringelse af det

tidlige fosterliv i f.eks. forsøgsøjemed skulle være straffrit

uden begrænsninger.

Endelig savner Bet. (1984) ganske overvejelser om de grundlovsmæssige

betænkeligheder ved den delegation af lovgivningskompetence, som

udvalget ses (s. 18, 89 ff. og 96) at ville tildele et uafhængigt

organ med uklart afgrænsede beføjelser, det såkaldte etiske råd (*

52).

Ovenstående taler med styrke for en materiel regulering af området,

jf. endvidere afsnit 6, in fine. Forinden forslag hertil

fremsættes, gives i det følgende en kort redegørelse for

udviklingen i en række lande.

6. Kendetegnende for retstilstanden i adskillige lande er, at der for

øjeblikket ikke eksisterer nogen lovregulering af området. Dog har

man for at råde bod herpå inden for de seneste år ladet udarbejde

betænkninger, rapporter m.v. om den moderne medicinske teknologi.

I Norge (* 53) har Rådet for medisinsk forskning afvist al forskning

(forsøg) med fostre, der er frembragt med andet formål end

implantering i livmoderen, som værende uacceptabel. Brug af

overtallige befrugtede æg, hidrørende fra IVF, i forskningsøjemed

anses kun for acceptabel, når det sker i direkte

forplantningsøjemed. At bruge menneskelige fostre med henblik på

at skaffe oplysninger om årsager til ufrugtbarhed hos et bestemt

par anses for at være et grænsetilfælde, som kræver nærmere

overvejelse. Rådet anbefaler endvidere, at enhver brug af æg, sæd

og befrugtede æg i forskningsøjemed vurderes af en medicinsk-etisk

komitee.

I en betænkning afgivet af gen-etikkomiteen i Sverige (* 54)

anbefales, at det kun undtagelsesvis skal tillades at udføre

forsøg på levende fostre. Kun medicinsk indicerede forsøg, der

foretages inden for 14-døgns grænsen, og hvor samtykke foreligger

fra æg- og sæddonorer, anses for etisk acceptable. Dog tilføjes,

at den foreslåede tidsmæssige begrænsning ikke bør opfattes som

absolut. Komiteen vil ikke udelukke, at den medicinske

grundforsknings behov kan veje så tungt, at dispensation bør gives

til særlig vigtige forskningsprojekter. F.s.v.a. forskning med

levende aborterede fostre (grænsen for fri abort går i Sverige i

visse tilfælde ved 18. svangerskabsuge) anføres i betænkningen, at

disse i det store og hele er at ligestille med forsøg og forskning

på børn; det udtales i den forbindelse, at det aborterede levende

foster har menneskeværd, selv om dette underordnes moderens

selvbestemmelsesret.

I en rapport afgivet i Holland (* 55) anses genterapi på menneskelige

befrugtede æg for etisk uacceptabel.

I Frankrig (* 56) har en national rådgivende komitee i maj 1984

afgivet en rapport. Ifølge denne kan eksperimenter på levende

fostre kun anerkendes, i det omfang de foregår i livmoderen og

formålet er at fremme udvikling og fødsel af det pågældende barn.

Kunstig opretholdelse af fosterets liv vil derimod være

utilladelig, hvad enten formålet er terapi eller forskning.

Komiteen vil tillade eksperimenter på døde fostre, dels hvor de

foretages i diagnostisk øjemed, dels undtagelsesvis i terapeutisk

eller forskningsøjemed. I begge tilfælde opstilles krav om, at

fosteret ikke har nået et stadium, hvor det selvstændigt vil kunne

overleve, at der foreligger samtykke fra en etisk komitee, og at

forældrene ikke har nedlagt forbud.

I England (* 57) anbefales at tillade forsøg med levende fostre til

og med 14. dag. Man modsætter sig indtil videre terapeutisk

anvendelse af nedfrosne æg, medens man vil tillade videreudvikling

af den kliniske brug af nedfrosne embryoer. Endvidere foreslås

det, at ejendomsretten til nedfrosne fostre skal overgå til

nedfrysningsmyndigheden (storage authority) efter udløbet af en

maksimumsgrænse på 10 år.

I Australien (* 58) har The National Health Medical Research Council

i forbindelse med en udtalelse om IVF udtalt, at det ikke er

acceptabelt at drive den embryonale udvikling in vitro længere end

til det stadium, hvor implantation normalt vil ske (o. 10. døgn).

Endvidere konstateres, at lagring af menneskelige embryoer

indebærer biologiske og sociale risici.

Der tegner sig således i det mindste to holdninger til regulering af

bl.a. forsøg med fostre. På den ene side den fransk-norske

opfattelse, som indtager et restriktivt og absolut standpunkt, og

på den anden side den svensk-engelske model, som indebærer en

afstandtagen fra absolutte grænser. Den danske Bet. (1984)

tilslutter sig den svensk-engelske model (* 59).

Som omtalt ovenfor i afsnit 1 eksisterer der endnu ikke nogen

mellemstatslig (folkeretlig) regulering af de problemer, den

moderne lægevidenskabelige teknologi rejser. Det er imidlertid

indlysende, at området egner sig til mellemstatslig regeldannelse.

På denne baggrund vil det formentlig vise sig formålstjenligt at

fastlægge den danske retstilstand ved lovgivning, således at der

ikke kan opstå tvivl om retsstillingen, herunder den danske

opfyldelse af de folkeretlige regler, som synes stærkt påkrævet.

Under alle omstændigheder er det uacceptabelt at overlade området

til lægelig selvregulering gennem private kollegiale regelsæt,

således som det er kommet til udtryk i den såkaldte

»Helsinki-deklaration II«. Sådanne regler har ingen folkeretligt

forpligtende virkning og rejser internretlige problemer (* 60).

7. På baggrund af analysen af den gældende retstilstand i afsnit 2-4

og afsnit 5 A-5 D fremsættes nedenfor nogle overvejende

retspolitiske synspunkter. Bemærkningerne tager udelukkende sigte

på fosterets (selvstændige) retsstilling i henseende til forsøg og

overvejende eksperimentel behandling, hvor fosteret er at anse som

et instrument, jf. skemaet i afsnit 1 ovenfor. Spørgsmålet om

behandling af selve fosteret med henblik på dettes overlevelse

og/eller helbredelse er således kun i ringe grad berørt. På trods

af det specifikke sigte vil synspunkterne formentlig også kunne

finde anvendelse i et vist omfang ved regulering af andre

medicinsk-teknologiske procedurer.

Udgangspunktet for en lovregulering af fosterets retsstilling med

særligt henblik på forsøg kan tages i følgende præmisser:

1 Etisk-filosofiske synspunkter giver ikke noget klart svar på det

praktisk-juridiske problem om fosterets retsbeskyttelse og

fastsættelsen af tidsgrænser i henseende til

begyndelsestidspunktet (f.eks. befrugtningen, nidationen, 14-dages

grænse m.v.).

2 De biologiske tidsgrænser er arbitrære, idet de er ganske

afhængige af de valgte kriterier; således er den foreslåede

14-dages grænse bundet til overvejelser over den tidlige udvikling

af et centralnervesystem og hensynet til, hvad der for øjeblikket

er teknisk muligt. Så snart det bliver teknisk muligt at holde

fosteret i live mere end 14 dage uden for moderen, eventuelt ved

hjælp af en kunstig livmoder, vil der automatisk blive fremført

argumenter for en senere tidsgrænse, f.eks. 1 eller 2 måneder

eller muligvis endnu senere. 14-dages grænsen synes således ikke

at være egnet som udgangspunkt for regulering.

Det må konkluderes, at såfremt andre og i sig selv lige så

berettigede (biologiske) kriterier lægges til grund, kan en senere

tidsgrænse komme på tale. Det er ikke tilfredsstillende ud fra et

juridisk synspunkt.

3 Det retstekniske hensyn (behov for klare og anvendelige tidsgrænser

og kriterier, som er egnede til at udgøre hovedreglen) har

betinget og betinger fortsat, at befrugtningen må foretrækkes som

den tidsmæssige betingelse for fosterets retsbeskyttelse. Der er

næppe behov for at fastsætte nogen øvre tidsgrænse.

Valget af befrugtningen som egnet tidsgrænse bestyrkes af, at dette

tidspunkt udgør den klareste grænse imellem levende/ikke-levende i

en traditionel, men ikke nødvendigvis biologisk forstand.

Overskridelsen af den principielle grænse imellem

levende/ikke-levende fostre må kræve en særlig begrundelse, f.eks.

i form af lovhjemlet tilladelse på nærmere angivne betingelser.

4 Er fosteret et selvstændigt individ, eller er det en integreret

del af (den biologiske eller surrogat-)moderen? Dette spørgsmål er

allerede besvaret implicit, men svaret kan formentlig klarest

gives, såfremt der tages udgangspunkt i surrogatmodersituationen,

idet det forekommer vanskeligt at hævde, at fosteret her skulle

udgøre en fra surrogatmoderen uadskillig del. For så vidt angår

den biologiske moder kan der ikke sluttes fra den lovhjemlede

adgang til fri abort. Således må det fastholdes, jf. afsnit 2-4

ovenfor, at fosteret som udgangspunkt må betragtes som et

selvstændigt beskyttelsesobjekt.

En mulig anvendelse af legalitetsprincippet vil herefter tilsige, at

forsøg med/på fostre kræver udtrykkelig hjemmel i lovgivningen.

5 Det betyder, at et argument om »forskningsfrihed« bliver af

tvivlsom værdi rent juridisk set, idet der ikke eksisterer en

sådan frihed, i det omfang forskningen udgør et indgreb i

fosterets retsbeskyttede (fysiske) integritet. Noget andet er, at

der kan gøre sig legitime forskningsinteresser gældende, men disse

må i givet fald kunne begrundes i udsigten til gunstige og

anvendelige forskningsresultater, før en eventuel tilladelse kan

gives.

6 Spørgsmålet om terapeutiske indgreb over for fosteret med henblik

på dets overlevelse med fødsel og opvækst for øje må i vidt omfang

ses som et specialtilfælde af ordinær lægebehandling og derfor som

udgangspunkt være tilladelig. Såfremt den instituerede behandling

imidlertid er af overvejende eksperimentel karakter, må

forsøgsreglerne finde anvendelse.

7 Spørgsmålet om, hvem der er beføjet til at råde på fosterets vegne

- om overhovedet nogen - og i hvilket omfang, må søges afklaret i

lovgivningen. For så vidt angår døde fostre tilvejebragt ved abort

forekommer det naturligt at tildele moderen (og muligvis faderen)

en videregående råderet, dog med begrænsninger i henseende til

kommerciel udnyttelse. For så vidt angår andre typer døde og

levende fostre, jf. skemaet i afsnit 1, gør der sig en

videregående beskyttelsesinteresse gældende, herunder et

selvstændigt hensyn til fosteret, hvorfor der må sættes snævre

grænser for en eventuel råderet over eller på vegne af fosteret.

8 Det er hensigtsmæssigt at anlægge en sondring mellem fostre, der er

tilvejebragt tilfældigt (i forhold til forsøgsøjemedet), og

fostre, der enten er tilvejebragt med forsøg, behandling og/eller

kommerciel udnyttelse for øje. Endvidere er det væsentligt at

sondre imellem levende og døde fostre.

På denne baggrund synes det berettiget - i hvert fald indtil videre -

udelukkende at tillade forsøg på tilfældigt frembragte, døde

fostre. Forsøgene skal være lægevidenskabeligt indicerede og

forudsætter indhentelse af forudgående samtykke fra i det mindste

moderen.

Bilag 2

Berlingske Tidende, kronik, 1. november 1984

Warnock-rapportens betydning

I England er der netop udkommet en rapport, der fra et etisk

synspunkt beskæftiger sig med lægelige metoder til afhjælpning af

barnløshed. Emnet er også aktuelt i Danmark, og i en følgende

kronik vil de to forfattere bedømme de forslag, der er fremkommet

i Danmark.

Af Lars Adam Rehof og Flemming Ørnskov Karlsen

Den netop udkomne Warnock-rapport(* 61) indeholder en række

anbefalinger og overvejelser, som nok er en nærmere diskussion

værd - også i Danmark. Rapporten er udsprunget af komiteens

arbejde med en stillingtagen til de moderne lægevidenskabelige

metoder til afhjælpning af barnløshed bl.a. som følge af

ufrugtbarhed, herunder fremstilling og opbevaring af fostre.

Komiteens formand, Mary Warnock, er en kendt fagfilosof fra

universitetet i Oxford, og hun er formentlig blevet udpeget, fordi

man fra officielt hold har fundet det vigtigt, at det som

udgangspunkt blev ikke-professionelle meninger, som bør være

afgørende for en eventuel lovgivning, herunder også mulig

strafferetlig sanktionering. I komiteen har der siddet

repræsentanter for offentlige myndigheder, foreninger,

professionelle (læger) og universiteter. Den fagligt

professionelle repræsentation har været ganske betydelig, idet syv

af komiteens 16 medlemmer var læger.

I forordet gøres der opmærksom på det efter vor mening helt korrekte

forhold, at begrebet »etik« ikke har et entydigt indhold, hvorfor

man i rapporten anvender det i en videre betydning end blot som en

betegnelse for en professionelt acceptabel praksis. Begrebets

diffuse indhold kan også iagttages i den hjemlige debat, hvor det

anvendes snart sagt i hvilken som helst sammenhæng - det er blevet

til et nøgleord uden substans. Sammesteds er det en central

antagelse, at man på området for f.eks. behandling af barnløshed

og de dertil knyttede perspektiver ikke kan sige, at videnskabelig

rationalitet og individuelle følelser udgør modsatte poler.

Lægeligt set beskæftiger komiteen sig navnlig med 1) kunstig

befrugtning, 2) in vitro fertilisation (IVF, populært kaldet

reagensglasbefrugtning), 3) ægdonation, 4) embryo-(tidlig

foster-)donation, 5) stedfortræder-(liv-)»mødre«, på engelsk

kaldet »surrogacy«, 6) nedfrysning og opbevaring af menneskelige

æg- og sædceller samt embryoer, 7) fremtidsperspektiver inden for

afhjælpning af og forskning i ufrugtbarhed og 8) regulering af

behandling og forskning inden for området. Komiteens konklusioner

vil kort blive gennemgået i det følgende:

ad 1) Metoden findes acceptabel under forudsætning af, at begge

parters samtykke indhentes, og at den faste mandlige partner -

parret behøver ikke nødvendigvis at være lovformeligt gift -

påtager sig faderskabet. Barnet tilkendes ret til efter det 18. år

at opnå kendskab til donorens etniske oprindelse og genetiske

»sundhed«. En donor må ikke være far til mere end ti børn og må

ikke profitere af donorvirksomheden.

ad 2) Metoden findes acceptabel, og den bør kunne tilbydes alle på

linje med andre behandlingstilbud inden for det offentlige

sundhedsvæsen.

ad 3) Ægdonation kan hjælpe kvinder, der ikke kan producere æg, samt

i de tilfælde, hvor en kvinde, der selv er i behandling for

ufrugtbarhed og har fået adskillige æg udtaget, er villig til at

donere et eller flere æg til en anden kvinde, hvis ufrugtbarhed

kun kan behandles med æg-donation. Typisk vil den mandlige partner

være frugtbar og donorægget befrugtes med hans sæd i et

»reagensglas«, inden det opsættes i den ufrugtbare kvindes

livmoder. Komiteen kan stort set uden forbehold acceptere metoden.

ad 4) Embryo-donation er en slags prænatal (før fødsel-) adoption,

som især tænkes bragt i anvendelse i de tilfælde, hvor begge

parter i et heteroseksuelt forhold er ufrugtbare. Det kan enten

foregå ved in vitro fertilisation (reagensglasbefrugtning) af et

donoræg og donorsædceller, som derefter indføres i den ufrugtbare

kvindes livmoder, eller ved, at en anden kvinde befrugtes (kan

især bruges, hvor den mandlige part er frugtbar) og derefter får

sit embryo »vasket ud« og overført til den ufrugtbare kvindelige

part. Komiteen kan anbefale den første fremgangsmåde, men ikke den

anden, på grund af den forøgede risiko for underlivsinfektion og

ufrivillig fortsat graviditet ved mislykket »udvaskning« hos

donor-kvinden.

ad 5) Stedfortræder-(liv-)mødre (»surrogacy«) vil f.eks. kunne blive

aktuelt i det parforhold, hvor den kvindelige part p.g.a. tendens

til tidlige, uprovokerede aborter eller af rent anatomiske grunde

er ude af stand til at gennemgå en normal graviditet og fødsel.

Komiteen er dog klar over de muligheder for misbrug, som åbenlyst

ligger i en sådan praksis, for slet ikke at tale om de juridiske,

samfundsmæssige og mulige følelsesmæssige implikationer, der

ligger og lurer i baggrunden. Komiteen må da også afvise en sådan

praksis og indskærper nødvendigheden af at forbyde det rent

lovgivningsmæssigt.

ad 6) Komiteen vil fortsat uindskrænket tillade nedfrysning af sæd

til kunstig befrugtning. Derimod anbefales udsættelse af eventuel

klinisk/terapeutisk anvendelse af nedfrosne ægceller, indtil

yderligere forskning har kunnet dokumentere det muligt uskadelige

heri. Den terapeutiske anvendelse af nedfrosne embryoer tænkes

tilladt under kontrol af en til formålet nedsat myndighed.

Komiteen fremkommer med den anbefaling, at levende humane embryoer

efter tilladelse fra og under fortsat kontrol af en slags

videnskabsetisk komitee må bruges til forskningsformål op til en

arbitrær grænse af en fosteralder på 14 dage. Dette søges

begrundet embryologisk ud fra dannelsen af det, der på engelsk

kaldes »the primitive streak«, den vel nok først erkendelige del

af det, der snart derefter i fosterudviklingen bliver til »et

rigtigt embryo« (komiteens ordvalg).

ad 7) Komiteen vil kun i begrænset omfang tillade trans-species

befrugtning, altså blanding af æg- og sædceller fra mennesker og

dyr. Andre for nærværende esoteriske metoder såsom ektogenese

(skabelse af en kunstig livmoder), anbringelse af humane embryoer

i dyrelivmødre, partenogenese (en slags befrugtning af æg uden

brug af sædceller) samt humane kloningsforsøg (skabelse af

identiske individer) enten forbyder komiteen a priori eller ønsker

den kontrolleret af en central myndighed efter at have opnået

tilladelse hertil.

ad 8) Komiteen skitserer afslutningsvis i rapporten, hvordan dette

område kunne tænkes reguleret. Helst via en central myndighed og

helst efter, at der er sket en lovgivningsmæssig afklaring.

Endvidere ønsker komiteen disse metoder fulgt op af en slags

»produkt«-kontrol, forstået på den måde, at de børn, der fødes

efter anvendelse af en af disse teknikker skal følges og

registreres i mange år efter fødslen. Det problematiske heri synes

komiteen ikke at have fundet en nøjere overvejelse værd.

Det siger sig selv, at de teknologiske muligheder vil rokke ved

fundamentale forudsætninger for et traditionelt familiemønster. På

det familie- og arveretlige område vil der opstå spørgsmål om

fostres arveret, om forældremyndighed, ja, begrebet »forældre« bør

måske slet ikke længere indgå i regulering af området. Hvilke

rettigheder har et foster overhovedet, og kan man eje et foster?

Opbygningen af registre over donorer og deres genetiske

»kvalifikationer« rejser principielle spørgsmål om, hvor langt et

åbent samfund i Poppersk betydning kan gå i en så gennemgribende

kortlægning af sine borgere. Disse spørgsmål henskydes i vidt

omfang til lovgiver, for så vidt de overhovedet omtales.

Jurister bebrejdes ofte af læger, at de er legalister eller

formalister, dvs. at jurister altid synes at plædere for eksplicit

regulering og dermed betragte problemerne som løst via selve den

formelle regulering. Læger vil naturligt ofte kunne tilslutte sig

det synspunkt, at et lægeligt område »ikke egner sig til« at blive

reguleret. Ofte består problemet deri, at en regulering vil betyde

en fastlåsning af en given tilstand og derved udgøre en hindring

for f.eks. den videnskabelige udvikling, snarere end det siger

noget om gennemførligheden af et ønske om regulering. Hensynet

til forskningsfriheden fremføres ofte med stor patos i denne

sammenhæng, som om der var tale om en nyskabt menneskerettighed.

Dette hensyn giver meget ringe vejledning og kan på ingen måde

bære en modstand mod generel regulering. En jurist må derfor ofte

naturligt blive mistænksom, når en gruppe af professionelle, det

være sig læger eller advokater, med så megen energi afviser, at

netop deres område skal udsættes for »udefra kommende«

reguleringsforsøg.

I rapporten berøres spørgsmålet om fosterets arveret. Man

konkluderer, at fosteret ikke skal have adgang til at arve de

oprindelige biologiske »forældre« - en løsning, som forekommer

rimelig. Mere kontroversielt tager komiteens forslag om kontrol og

opbygning af registre sig ud. Den kontrol, der tænkes på, er en

række »licensing bodies«, som skal udstede og påse overholdelsen

af bl.a. tilladelser til forsøg med fostre inden for 14-dages

grænsen. Enhver kan forestille sig de uoverstigelige praktiske

problemer, et sådant organ vil få som led i sin kontrolvirksomhed

- det nærmer sig det utopiske, især når man tager hensyn til, at

mange forskere naturligt vil føle sig tiltrukket af muligheden for

at udføre forsøg med fostre, som har overskredet den mere eller

mindre arbitrære tidsgrænse. Og hvorledes vil offentlighedens

reaktion tage sig ud, hvis en forsker blev nobelpristager på

forsøg udført på f.eks. et 30 dage gammelt foster?

Ganske kritikløst foreslår komiteen, at der skal etableres registre

over donorers arvemasse m.v. Ud fra en »ren« naturvidenskabelig

synsvinkel må sådanne registre anses for optimale: de kan bruges

til nøjagtige opgørelser og præventive foranstaltninger og vil

ofte indebære en samfundsøkonomisk gevinst. Som sådanne er de

legitime. Fra en juridisk synsvinkel træder de betydelige

misbrugsmuligheder prægnant frem, både i relation til det

eksisterende individ og i henseende til dette individs muligheder

for at få egne børn efter eget valg. Ingen kan tillade sig at

ignorere de bastante misbrugsmuligheder.

Det isoleret set måske mest kontroversielle og for nogle vel direkte

chokerende forslag, som fremsættes i rapporten, er spørgsmålet om

ejendomsretten til fostre. Som udgangspunkt tænker man sig, at

forældrene (biologiske eller ej) skal have ejendomsretten til

fosteret. Såfremt fosteret ligger nedfrosset i et stykke tid,

nærmere bestemt maksimalt ti år, kan ejendomsretten overgå til

nedfrysningsinstitutionen. Dette gælder i de tilfælde, hvor

forældrene ikke ønsker at benytte sig af fosteret, men også i det

bemærkelsesværdige tilfælde, hvor forældrene ikke kan enes om

anvendelsen af fosteret. Perspektiverne er næppe til at overskue.

Resultatet af komiteens arbejde er vanskeligt at dømme om, da den

beskæftiger sig med et emne, som er så intimt forbundet med

moralske og, om man tør sige »etiske« spørgsmål, som i deres

konsekvens angår grundlæggende elementer i et demokratisk samfund.

Det er væsentligt, at man ikke vælger det standpunkt, som

indebærer, at man overhovedet ikke vil indgå i en diskussion om

anvendelsesmuligheder for kunstig befrugtning og muligvis forsøg

med levende fostre, for da ville man let komme til at negere

virkeligheden, om ikke andet uden for Danmarks grænser. På den

anden side skal man gøre sig klart, at de udviklingsperspektiver,

som lovgiver og offentlighed her skal tage stilling til, gør

diskussionen om fri abort eller overhovedet eksistensen af abort

til barnemad. Det er vitalt, at debatten ikke reduceres til et

spørgsmål om, hvorvidt man enten er maskinstormer eller tilhænger

af forskningsfriheden, for det ville være en katastrofal og

fejlagtig modstilling. Dermed er diskussionens moralske og

emotionelle fundament angivet.

Diskussionerne pro et contra i rapporten falder for den

altovervejende del ud til fordel for hensynet til forskningen og

afhjælpningen af barnløshed. Dog finder to mindretal anledning til

henholdsvis helt at afvise forsøg med fostre og at afvise forsøg

med fostre, som er frembragt med dette formål for øje. Der er

næppe tvivl om, at den alvorligste grænse går på spørgsmålet, om

man skal tillade forsøg på levende fostre eller ej. Det afgørende

kvalitative spring tages samtidig med en principiel holdning

(accept/afvisning) til denne grænse. Komiteens accept af den

lægelige teknologis muligheder hviler på et valg, hvor ingen kan

ophøje sig selv til ekspert, og hvor hver enkelt samfundsborger

derfor kan og i en vis forstand har pligt til at udtale sig

kvalificeret valget vil derfor overvejende være af

moralsk-politisk karakter. Sådan bør det være.

Bilag 3

Berlingske Tidendes kronik 16. november 1984

Vil vi betale fremskridtets pris?

I en tidligere kronik - bragt den 1. november - beskæftigede dagens

kronikører sig med den såkaldte Warnock-rapport, der beskæftiger

sig med etiske problemer i engelsk lægevidenskab. I dagens kronik

foretager de en kritisk gennemgang af den seneste publikation om

tilsvarende emner i Danmark.

Af Fl. Ørnskov Karlsen og Lars Adam Rehof

Indenrigsministeriet har netop udsendt den med spænding imødesete

rapport om etiske problemer ved gensplejsning, ægtransplantation,

kunstig befrugtning og fosterdiagnostik, kaldet »Fremskridtets

pris«(* 62). Udvalget, der har udarbejdet rapporten, bestod af

fire læger, en farmakolog og tre jurister. De var alle udpeget af

indenrigsministeren og har haft såvel en snæver tidsramme som et

uklart afgrænset kommissorium til disposition. Således har

udvalget øjensynlig primært haft til opgave at vurdere behovet for

regulering, subsidiært at fremkomme med forslag til lovgivning.

Det falder i øjnene, at man ikke eksplicit har nævnt, at der kunne

foreligge et presserende behov for fastlæggelse af grænser,

eventuelt i form af sanktionerende forbud. Samtidig er det

bemærkelsesværdigt, at rapportens undertitel antyder, at der er

tale om en kvalificeret gennemgang af de grundlæggende etiske

spørgsmål. Det er imidletid ikke tilfældet.

Det er især rapportens kapitel 2 og 3, der påkalder sig opmærksomhed,

idet disse omhandler fremtidsperspektiverne. Argumentationsformen

skæmmes flere steder af en let skjult foragt for folkelige,

ikke-fagligt kvalificerede udtalelser. Således tales om

»fantasifulde debattører«, der fremmaner skræmmebilleder af

hybrider - dyremennesker (s. 58). Et andet sted (s. 5) tales der

om, at der forhåbentlig er fornuft på begge sider, dels hos

modtanderne af regulering, dels - og det er vel dem, der

mistænkeliggøres her - hos tilhængere af regulering.

Udvalgets etiske og videnskabsteoretiske overvejelser er uklare og

ofte så modsætningsfyldte, at det grænser til det uforståelige, se

således s. 4, 11, 15, 17-18, 46, 51 og 57. Forklaringen herpå kan

være udvalgets sammensætning. I så fald afspejler den blot en

manglende accept af, at der faktisk kan tilvejebringes en

etisk-filosofisk kompetence i et sådant forum. xx

Gentagne gange anføres, at de emner, udvalget har behandlet, rejser

en række væsentlige moral- og værdi-filosofiske samt

videnskabsteoretiske problemer; dette markeres blot, hvorpå man

fortsætter med at bruge etikbegrebet i flæng. Det eneste, der

nærmer sig en definition, er, at etisk forsvarlige er kun de

regler og normer, som findes og accepteres i et Ȍbent,

demokratisk samfund« (s.16). Ud over, at der her er tale om en

cirkelslutning, er det interessant at mærke sig dette for

rapporten så centrale begrebs emotionelle indhold, der bruges

ganske ukritisk og i sidste instans anvendes som argument for ikke

at indføre generel regulering. Et andet centralt begreb, som

udvalget ikke definerer, er begrebet »individ«. Udvalgets

betragtninger (specielt s. 57) er uigennemskuelige og ser helt

bort fra det forhold, at et foster i mange henseender må betragtes

som et individ i en desværre ikke nærmere fastlagt betydning.

Spørgsmålet om, hvorvidt indgreb over for et levende foster er

strafferetligt beskyttet, diskusteres ikke nærmere. Udvalget tager

uden overvejelse det altafgørende kvalitative skridt, der ligger i

at acceptere forsøg på levende fostre op til en alder af 14 dage.

Det synes, som om udvalget har fundet det væsentligere at diskutere

den nærmere fastlæggelse af tidsgrænser end at overveje, om forsøg

med levende fostre overhovedet bør finde sted. Det er en

graverende mangel.

Rapporten ser ganske korrekt problemet i en international sammenhæng

og vælger at lægge sig tæt op ad den engelske pendant

(Warnock-rapporten), der kritikløst tillader en anvendelse af

aktuelle og umiddelbart forestående forsøgs- og behandlingsformer,

herunder forsøg med levende fostre. En tilsvarende svensk og

amerikansk rapport omtales, hvorimod en fransk rapport, som

indeholder en markant afvisning af forsøg med levende fostre,

lades uomtalt i udvalgets egne betragtninger.

Udvalget overser, at når man taler om forskningsfrihed, er der i det

mindste to forhold, der må tages i betragtning: på den ene side

undertrykkelse at viden og heroverfor regulering (eventuelt i form

af forbud) af brugen af allerede opnået viden.

I det sidste tilfælde kan det stærkt positivt værdiladede begreb

forskningsfrihed ikke give særlig vejledning, og

forskningsfriheden kan i dette tilfælde ikke a priori siges at

have krav på en fortrinsstilling, snarere tværtimod.

Udvalget synes at have et uafklaret forhold til, hvorvidt faglig

viden i sig selv giver etisk kompetence. Udvalgets ideelle

»beslutningstager« synes at være en etisk bevidst videnskabsmand.

Selv om forslagene i kapitel 4 som hovedregel forekommer acceptable,

må man hæfte sig ved, at udvalget ikke omtaler

registerproblematikken, muligvis fordi udvalget ikke ser

misbrugsmuligheder heri. En nærliggende bekymring, som udvalget

også selv tangerer (s. 49) og afviser, er det forhold, at f.eks.

forsikringsselskaber i fremtiden kan tænkes at kræve en genetisk

»evaluering«, inden en pensionsforsikring kan tegnes. Udvalget

synes at sidestille dette med andre former for

helbredsundersøgelser, f.eks. blodprøver - det forekommer naivt,

da der foreligger en afgørende kvalitativ forskel.

Udvalgets lovforslag (s. 92-98) er uigennemtænkt og mangelfuldt og

kan simpelt hen ikke vedtages i sin nuværende udformning. Der

består stadig et behov for en grundig gennemgang af de juridiske

aspekter af den teknologiske udvikling. Udvalgets forslag

indeholder en aldeles vagt afgrænset bemyndigelse til et »etisk

råd«, der skal rådgive og i visse tilfælde fastsætte regler for de

videnskabsetiske komiteer. Udvalgets forslag hviler på en række

præmisser, som skal omtales i det følgende: accept af ad

hoc-regulereing på enkeltsagsbasis, herunder til dels accept af

tanken om lægelig selvregulering, et ønske om at bevare

reguleringens halvofficielle karakter og en afvisning af effektive

sanktioner.

Da udvalgets forslag har form af en bemyndigelsesbestemmelse i

forbindelse med en uklart afgrænset konsultations- og

rådgiverfunktion, er det ensbetydende med, at man afviser, at der

er behov for (lov)bestemte grænser i mere eller mindre absolut

form. Ydermere knyttes der i lovforslagets § 3 og § 5 en

forbindelse til de allerede eksisterende videnskabsetiske

komiteer, som på privat initiativ er blevet oprettet til at

regulere bl.a. lægevidenskabelige forsøg med mennesker. Disse

komiteer arbejder efter nogle på privat initiativ vedtagne

retningslinjer, den såkaldte »Helsinki-deklaration II«, som i høj

grad er åben for fortolkning, og som ikke er velegnet til

udelukkende at regulere det foreliggende område.

Man står altså i den situation, at den sag-til-sag-fastlæggelse af

acceptable grænser for forsøg med mennesker, som finder sted i de

videnskabsetiske komiteer, godkendes af udvalget og så at sige

opnår en quasi-officiel status via henvisningerne i lovforslagets

§ 3 og § 5.

Dette er en for dansk lovgivningspraksis ganske utraditionel måde at

inkorporere et på privat initiativ tilblevet regelkompleks i

national lovgivning. Så meget desto mere som Folketinget aldrig

har haft anledning til at udtale sig om etableringen og styringen

af de videnskabsetiske komiteers virksomhed.

I den forbindelse er det værd at erindre, at den betydningsfulde

centrale videnskabsetiske komitee har en ganske bemærkelsesværdig

sammensætning, idet formand og næstformand i praksis altid er

læger (biomedicinere) og der derfor altid vil være et overtal af

lægelige medlemmer.

Så vidt er man dog ikke gået i forslaget om det »etiske råd«, idet

man her forestiller sig, at kun 6 ud af de 13 medlemmer skal være

læger. Formålet med det påtænkte »etiske råd«, som altså skal være

beføjet til en enestående ad hoc-regeldannelse, er at sikre, at

den almindelige befolknings synspunkter bliver afgørende for

fastlæggelsen af retningslinjer. På denne baggrund kan det

diskuteres, hvor talstærkt læger skal være repræsenteret. Hensynet

til tilvejebringelse af den fornødne faktuelle ekspertise kan

altid tilfredsstilles ved tilkaldelse af specialister til

belysning af beslutningsgrundlaget for det eventuelle »etiske

råd's virksomhed.

Endvidere forekommer det utilstrækkeligt, at man har begrænset sin

skitsemæssige regeldannelse til det offentlige sundhedsvæsen. Det

turde være indlysende, at andre områder, f.eks.

medicinalindustrien, også bør reguleres eksplicit.

Udvalgets bekenden sig til lægelig selvregulering i forbindelse med

ad hoc-fastlæggelse af grænserne for tilladelig lægevideskabelig

og behandlingsmæssig praksis bevirker, at den radikale afvisning

af at fastsætte virksomme sanktioner træder markant i profil. Man

forestiller sig, at henvendelse til støttegivende fonde og faglige

tidsskrifter indeholder et så effektivt incitament, at det vil

være tilstrækkeligt til at afholde ambitiøse eller moralsk mindre

velfunderede forskere og andre fra at overskride de på

enkeltsagsbasis fastlagte grænser. Situationen er uholdbar.

Hertil kommer, at udvalget i forlængelse af tidligere udtalelser fra

den centrale videnskabsetiske komitee ikke ønsker, at

offentligheden skal kunne få indsigt i det »etiske råd's og

komiteernes aktiviteter. Derved bidrager man til den omsiggribende

udhuling af den eksisterende offentlighedslov og den stadig mere

omfattende begrænsning af ombudsmandens kompetence. Det harmonerer

ikke med udviklingen i et demokratisk samfund og er ude af trit

med et nutidigt læge-patientforhold.

Problemet ved ad hoc-regulering er, at fastlæggelse af grænser kommer

til at foregå på et tilfældigt og fragmentarisk grundlag. Samtidig

vil denne reguleringsform ofte være henvist til efterfølgende at

godtage en udvikling, som allerede har fundet sted. Det »etiske

råd's funktion kan derved let blive reduceret til at foretage en

formalisering af udvikligen i vejledende regelsæt. Forekommer det

Folketinget og befolkningen at være tilstrækkeligt betryggende?

Da det undertiden også må påhvile kritikere at fremkomme med

konstruktive forslag, føler vi, at der er tvingende grunde til at

tage højde for følgende forhold i et seriøst og velgennemarbejdet

lovforslag:

I) Der er behov for generel, detaljeret lovregulering, herunder i

form af egentlige, velafgrænsede forbud.

II) Der er behov for fastsættelse af sanktioner, eventuelt i

straffeloven.

III) Der er behov for at indføre et absolut forbud mod forsøg på

levende fostre indtil videre.

IV) Der bør ikke oprettes centrale registre over enkeltpersoners

arvemasse.

V) Udvalgets forslag i rapportens kapitel 4 om de eksisterende

behandlingsformer er i øvrigt stort set acceptable.

VI) Der er behov for at fastsætte (lov)regler for, hvilke begrænsede

grupper der skal have adgang til prænatal diagnostik. Der bør ikke

være fri adgang.

VII) Der må tages afstand fra at hemmeligholde

undersøgelsesresultater tilvejebragt under VI) for de berørte par.

På den anden side bør det forhindres, at genetiske oplysninger

anvendes i kommercielt øjemed, f.eks. i forbindelse med

forsikringsvirksomhed.

VIII) Der må ikke foretages abort udelukkende på kønsindikation og,

såfremt det bliver teknisk muligt, ej heller på indikation af

flerfold graviditet (tvillinger eller trillinger).

IX) Såfremt der skal oprettes et såkaldt »etisk råd«, må dettes

kompetence, alsidige sammensætning og status afklares på seriøs

vis. Forholdet til register-, arve- og familielovgivningen må

belyses indgående, og det må sikres, at både ombudsmandskontrol og

offentlighedsloven kan finde anvendelse i sager, som angår

enkeltpersoner.

X) Som følge af problemernes særlige karakter er der et påtrængende

behov for international, mellemstatslig regeldannelse. Det bør

ikke overlades til private internationale sammenslutninger at

regulere området mere eller mindre autonomt.

Bilag 4

Berlingske Tidende, kronik, 8. februar 1985

Fosteret: ting eller individ?

Hvornår er et embryo et ufødt barn? Således spørger kronikøren i

anledning af Indenrigsministeriets betænkning »Fremskridtets

pris«. Han rejser flere spørgsmål, end han giver svar. Men hans

konklusion er tydelig nok: i hvert fald indtil videre bør der være

forbud mod forsøg med embryoer/fostre.

Af Lars Adam Rehof

I Indenrigsministeriets betænkning kaldet »Fremskridtets pris«

fremlægger en gruppe læger og jurister forslag til en dansk

regulering af de muligheder, som bl.a. den medicinske teknologi

giver, og de problemer, som den rejser. Betænkningen er på mange

måder kritisabel. I det følgende vil jeg imidlertid koncentrere

mig om at fremlægge nogle overvejende subjektive synspunkter på

det forslag, som for mig er betænkningens mest centrale og

kontroversielle, nemlig en accept af, at der kan udføres forsøg på

(til formålet tilvejebragte) fostre (eller med et medicinsk set

mere korrekt udtryk: embryoner, se i øvrigt illustrationen).

Hermed være ikke sagt, at udvalgets forslag om fosterdiagnostik,

surrogat-(ruge-)mødre etc. er uvæsentlige, men jeg mener, at disse

spørgsmål er lettere at løse end spørgsmålet om tilladeligheden af

forsøg på levende fostre.

Både her og andre steder er der grund til at gøre en bemærkning om

terminologien. Betænkningen vælger overvejende at anvende en

lægevidenskabelig terminologi; derfor tales der om »embryoner« og

»genterapi«. I denne sprogbrug ligger der en teknificering af

debatten på et lægevidenskabeligt fundament; det ændrer dog ikke

ved det forhold, at selv disse termer har en positiv valør, som

går ud over, hvad videnskaben kan berettige. Gør engang det

tankeeksperiment at erstatte »embryo« med »ufødt barn«, og se,

hvorledes diskussionen derved straks får en anden farvning og

retning - dette siger noget essentielt om begge udtryk.

Nok om det: jeg vil i det følgende overvejende anvende udtrykket

»foster«, selv om vi her bevæger os ind på et politisk-moralsk

tema. Et centralt tema - det centrale tema efter min mening er

hermed angivet. Populært kan det udtrykkes således: hvornår er et

foster et ufødt barn? Eller med andre ord: har et foster krav på

retsbeskyttelse enten fra befrugtningsøjeblikket, som kan være et

nyttigt pejlepunkt, da det (endnu) er en betingelse sine qua non,

eller eventuelt fra et senere tidspunkt, f.eks. den af udvalget

anførte 14-dages grænse? Spørgsmålet kan sættes på spidsen ved at

stille endnu et spørgsmål: er et foster en ting eller et

individ/person? Jeg mener, at vi her bevæger os ind mod kernen af

den debat, vi før eller siden vil blive tvunget til at føre: kan

man eje et foster, producere et foster, sælge et foster, eller kan

»det« så at sige råde over sig selv eller blive rådet over indtil

videre af personer (værge/moder - biologisk eller social), som må

antages at ville varetage fosterets tarv? Og hvad er et fosters

tarv? Er det en »ret« til ikke at blive født med misdannelser,

eller er det en ret til at blive født, fordi et liv (som engang

vil blive født, blive til et individ) nu engang er sat i værk, om

ikke andet i biologisk forstand?

Det er de(t) spørgsmål, som udvalget ikke har taget stilling til.

Eller man kan måske sige, at udvalget netop har taget effektiv

stilling til det ved (i samklang med Warnock-rapporten) at foreslå

(acceptere) en fjorten-dages grænse for forsøg på levende

embryoer. Men der skal argumenteres for dette standpunkt! Det er

utilladeligt at tage et så kvalitativt og i egentlig forstand

radikalt skridt uden at besinde sig et sekund.

Før jeg skrider til en diskussion af, hvorvidt vi bør tillade forsøg

på fostre, må jeg gøre op med et par mulige indsigelser. Den

første angår abortlovgivningen. Jeg vil her understrege, at jeg

ikke fører nogen religiøs diskussion, og at jeg er tilhænger af

fri abort. Vi har som bekendt adgang til fri abort i Danmark op

til svangerskabets 13. uge - derefter er der stadig mulighed for

at abortere, men det kan kun ske under skærpede omstændigheder.

Man kunne på denne baggrund tænke sig det argument fremført, at den

aktuelle abortlovgivning er et udtryk for, at vi (lovgiver)

allerede (forudsætningsvis) har anerkendt/godkendt, at et foster

altid kan tilintetgøres frem til den 13. uge. Hvorfor da ikke

tillade forsøg på levende fostre frem til 2-ugers dagen - ville

andet ikke være hykleri? For det første skal det bemærkes, at

abort typisk vil medføre, at fosteret dør - der bliver således

indtil videre ikke tale om mulighed for forsøg på levende fostre i

denne situation. For det andet - og det er efter min mening det

afgørende moment - er der tale om to vidt forskellige situationer.

I abortsituationen er der tale om en afvejning imellem hensynet

til den potentielle moders biologisk-sociale velbefindende over

for opretholdelsen af fosterets biologiske liv. Det skal her

bemærkes, at hensynet til moderens sociale situation også kan

tænkes at tale for at tilendebringe fosterets biologiske liv.

Interesseafvejningen er i den legale abortsituation med rette

faldet ud til fordel for hensynet til moderen. Jeg vil blot lige

en passant påpege, at hvis man godtager det synspunkt, at et

foster har krav på retsbeskyttelse, kan det som refleksvirkning

blive vanskeligere at lade interesseafvejningen foster/moder falde

ud til »fordel for« moderen. Dette være blot sagt som et memento.

Grunden til, at abortargumentet ikke kan anvendes til at begrunde en

legalisering af forsøg på et levende foster, er tvedelt. For det

første var man på tidspunktet for tilblivelsen af

abortlovgivningen sig næppe bevidst, at der senere kunne blive

tale om at overveje en egentlig og omfattende retsbeskyttelse af

fosteret. For det andet er interesseafvejningen - om der

overhovedet er nogen - i forsøgssituationen af en ganske anden

karakter, idet modstillingen her er mellem et endnu ikke nærmere

fastlagt hensyn til et embryo/foster og en forskningsinteresse,

som kan og måske ikke kan frembringe positive resultater i

henseende til lindring/helbredelse ved forsøg på levende fostre.

Såfremt vi fastholder situationen, men blot tænker os fosteret

erstattet med et levende individ, er der ikke den ringeste tvivl

om, hvorledes interesseafvejningen ville falde ud: ingen

forskningsmæssig interesse kan legitimere forsøg på et menneske

uden dettes informerede samtykke. Men hvilken vægt bør vi lægge på

et muligt hensyn til fosterets retsbeskyttelse og hvilken på

forskningen?

Jeg vil tillade mig at postulere, at abortlovgivningen ikke i sig

selv afgiver noget argument for tilladeligheden af forsøg på

levende embryoer/fostre. Det er endvidere væsentligt at gøre sig

klart, at den anførte 14-dages grænse er arbitrær. Ikke i den

forstand, at der ikke eksisterer en biologisk begrundelse for at

foreslå 14-dages grænsen. Det centrale er imidlertid, at andre

grænser også er tænkelige og lige så vel lader sig begrunde. Ja,

nogle har sågar foreslået, at man bør lægge et

bevidsthedskriterium til grund, således at vi kan tillade forsøg

på levende fostre, indtil de opnår bevidsthed om sig selv,

eventuelt blot i form af mere eller mindre udviklede sansninger

uden intellektuel bearbejdning (smertereaktion etc.). Det er efter

min mening ikke muligt at pege på en uomtvistelig psyko-biologisk

tidsgrænse, bortset muligvis fra befrugtningen.

Hvor står vi da?

Det er indlysende, at vi bliver nødt til at tage hul på debatten om,

hvornår biologisk liv er beskyttelsesværdigt. Lad mig inddrage et

andet eksempel. Debatten om hjerte- kontra hjernedødskriteriet er

atter blevet aktualiseret som følge af den medicinske teknologis

øgede muligheder for at udføre (endnu til dels eksperimentelt

betonede) transplantationer. Denne debat angår spørgsmålet om,

hvorvidt vi bør tilendebringe biologisk liv til fordel for et

andet biologisk liv, som har bevaret sin intellektuelle kapacitet

(patienten, som skal modtage transplantatet). Der er formentlig en

større forståelse blandt borgerne i vort samfund for, at det kan

være berettiget at tilendebringe et biologisk liv hos et individ,

hvis livskvalitet efter forskellige og vel oftest stærkt

subjektive standarder er afgørende forringet, og som eventuelt har

afgivet et såkaldt livstestamente, hvorledes dette testamentes

juridiske status end måtte være.

Ved spørgsmålet om tilladeligheden af forsøg på levende

embryoer/fostre er der derimod tale om at skabe biologisk liv i

forsøgsøjemed eller eventuelt anvende levende embryoer

tilvejebragt på anden vis, f.eks. i form af et »biprodukt« ved en

abort. Her er tale om et liv, som potentielt kan udvikle sig til

et levedygtigt individ med livskvalitet.

Hjerne-/hjertedødssituationen adskiller sig derfor fra

embryo-forsøgssituationen. Min pointe er blot den, at det

formentlig er mere acceptabelt for mange at tilendebringe et

»udbrændt« biologisk liv (hjernedødskriterium) end at skabe

biologisk liv, som har et udviklingspotentiale i sig, for derefter

at tilendebringe det i forskningsøjemed (embryoforsøgsituationen).

Jeg må med det samme tilføje, at jeg ikke anser sammenligningen

med hjerne-/hjertedødsdebatten for et argument ved afgørelsen af,

hvorvidt vi ønsker at anvende fostre i forskningen.

Sammenligningen er gjort for at belyse nogle overvejende

emotionelt betingede forskelle i befolkningens holdning.

Lad mig bringe endnu et moment ind i debatten, som ganske vist er af

overvejende formel karakter, men som efter min bedste

overbevisning ikke lader sig negligere i diskussionen:

håndhævelsesproblemet.

Det kan være vanskeligt nok at håndhæve et forbud mod at

eksperimentere med kønsceller, men det er endnu vanskeligere at

sikre en effektiv håndhævelse af (biologisk set) mere eller mindre

arbitrære tidsgrænser, som ofte vil vise sig at indeholde et stort

og, set ud fra forskerens synspunkt, forståeligt incitament til at

blive overskredet. Jeg tror, at man er tvunget til at erkende, at

såfremt man bevæger sig ud i at lovgive i tidsgrænser, da ligger

feltet reelt åbent. Er det det, vi vil?

Udvalgets overvejelser er på mange måder kritisable. Betænkningen er

præget af en ikke ringe naivitet, f.eks. i synet på oprettelse af

registre over befolkningens arvemasse, som indebærer en for et

demokratisk samfund alvorlig misbrugsmulighed - kan hensynet til

forskningen berettige noget sådant? Disse og andre temaer må hvile

i denne sammenhæng.

Jeg er mig bevidst, at jeg har rejst flere spørgsmål, end jeg kan

svare på, men jeg vil tillade mig at konkludere, at vi indtil

videre må opretholde et absolut forbud mod forsøg på levende

embryoer/fostre. Dette forbud finder jeg nødvendigt, fordi vi ikke

har gennemtænkt konsekvenserne af at åbne feltet for forskning og

muligvis industriel udnyttelse. Personligt er jeg nok ikke så

chokeret over at tillade forsøg op til 14 dage, men jeg finder det

ikke forsvarligt i den foreliggende situation.

Bilag 5

Moderne medicinsk teknologi:

Hvordan skal fremskridtets pris gøres op?

Analyser af sundhedssektorens arbejdsform og lægernes brug af moderne

medicinsk teknologi må ikke kun overlades til læger. Også

jurister og økonomer bør gå ind i debatten. Lars Adam Rehof lægger

ud med sine synspunkter.

Af Lars Adam Rehof

I slutningen af 1984 afgav et udvalg sammensat af læger (4), jurister

(3) og en farmaceut, nedsat under Indenrigsministeriet, en rapport

om behovet for regulering af den moderne medicinske teknologi, det

vil især sige anvendelse af gensplejsning, ægtransplantation,

fosterundersøgelser og insemination. Et ubetvivleligt væsentligt

emne, som hermed lægges frem til offentlig debat.

Rapporten kaldes »Fremskridtets pris«.

På baggrund af rapporten og den diskussion, som eventuelt følger i

kølvandet på den, udarbejder indenrigsministeren i marts måned en

redegørelse til Folketinget og planlægger at fremsætte lovforslag

i løbet af efteråret 1985. Vi står altså ved afslutningen af

første fase, og der kan allerede af den grund være anledning til

at knytte et par bemærkninger til den fremlagte rapport og den

sammenhæng, den må ses i.

Sundhedssektorens forhold påkalder sig i disse år interesse fra andre

faggrupper end de umiddelbart berørte læger m.fl. Lad mig blot

minde om den debat, som udspandt sig i forbindelse med

offentliggørelsen af Indenrigsministeriets produktivitetsudvalgs

betænkning, »Sygehusenes organisation og økonomi« (1984), hvor der

for første gang tages skridt til at opstille kvantitative og til

dels kvalitative mål for arbejdet (produktiviteten) i

sygehusvæsenet.

Det kan ikke undre, at dette interessante forsøg på at indføre

eksplicitte økonomiske størrelser i lægearbejdet stødte på

kraftige indsigelser fra Lægeforeningen. Det er imidlertid

evident, at stigningstakten i ressourceforbruget må dæmpes, og at

det ikke er muligt at prioritere på et rent lægeligt grundlag (*

63).

Aktindsigt i hospitalsjournaler, dvs. patienters adgang til at få

kendskab til indholdet af deres »egen« journal, er et andet

debatemne i disse år. Lægeforeningens fagforeningsmæssigt

begrundede modvilje imod at tillade patientindsigt fik sit udtryk

i Betænkningen om offentlighedslovens revision, Bet. 857/1978,

hvor der i betænkningens lovudkast er indarbejdet bestemmelser,

som effektivt vil hindre patientindsigt i fremtiden.

På det seneste har der i dagspressen været forlydender om, at

Lægeforeningen skulle have ændret synspunkt, men det er mig

bekendt ikke reflekteret i lovforslaget.

Et tredje væsentligt område, som debatteres heftigt i dise år, er

retssikkerheden inden for lægebehandlingen, især på områder, hvor

læger også udøver mere eller mindre diskretionære beføjelser. Jeg

tænker her på den psykiatriske sygehusfunktion og anvendelsen af

tvangsindlæggelser, tvangstilbageholdelser og tvangsbehandling på

grundlag af utilfredsstillende vage kriterier. Men jeg tænker også

på den stigende erkendelse af, at det eksisterende klagesystem på

sundhedsområdet er utilstrækkeligt for både lægerne og

patienterne. Spørgsmålet om erstatning for fejlagtig

lægebehandling tiltrænger også lovgivningsinitiativer på baggrund

af den teoretiske analyse, som er blevet gennemført i de seneste

år (* 64).

Jeg har valgt disse tre eksempler ud, dels fordi de demonstrerer, at

der er et behov for videregående juridiske og økonomiske analyser

af sundhedssektorens arbejdsform og ressourceanvendelse, dels

fordi eksemplerne også har relevans for en stillingtagen til

rapporten om de moderne medicinske teknologier. I det hele taget

er det væsentligt at fremhæve, at sundhedsvæsenets indretning og

udvikling også er et anliggende for andre end behandlerne.

Den foreliggende rapport kan ikke ydes fuld retfærdighed på nogle få

sider, hvorfor jeg vil indskrænke mig til nogle hovedlinjer.

Rapporten, som kun angår det offentlige sundhedsvæsen og dermed

f.eks. ikke medicinalindustrien, behandler dels fremkomsten af nye

medicinske teknikker og behandlingstilbud, dels reguleringen af

disse. Redegørelsen for den medicinske teknologis aktuelle stade

afslører, i hvor høj grad vi i den nærmeste fremtid vil blive

tvunget til at revidere gængse forestillinger om livets

begyndelse.

Den aktuelle redegørelse falder efter min mening i to. Dels prænatal

diagnostik, kunstig insemination og in vitro-befrugtning, som jeg

i det store og hele finder uproblematisk - i alt fald i

sammenligning med den anden gruppe. Dels genterapi, forsøg på

befrugtede æg (fosterforsøg) og kloning. Denne sidste gruppe af

endnu overvejende eksperimentel karakter frembyder derimod

alvorlige problemer, som ikke kan siges at være reguleret i den

gældende retstilstand.

Spørgsmålet om, hvorvidt der eksisterer en forskningsfrihed inden for

den sidste gruppe, har været berørt i den offentlige debat, og der

synes at herske nogen uklarhed herom. Fra en juridisk synsvinkel

kan der næppe herske tvivl om, at lægerne ikke umiddelbart kan

igangsætte f.eks. forsøg på levende fostre, da der er tale om et

indgreb i et væsen/foster/individ, som muligvis har krav på

beskyttelse. Hvorvidt et foster har krav på beskyttelse i f.eks.

de første 14 dage efter befrugtningen, er ikke afklaret i dansk

ret. Bør det føre til, at vi skal lade tvivlen komme fosteret »til

gode«? Ej heller forsøg på befrugtede æg er i dag omfattet af en

forskningsfrihed, idet der her gør sig videregående

samfundsmæssige beskyttelsesinteresser gældende.

For så vidt angår fostre går rapporten (tøvende) ind for at tillade

forsøg i de første 14 dage efter befrugtningen. At grænsen sættes

ved 14 dage, kan dels henføres til et ikke-absolut biologisk

kriterium, dels til det praktiske forhold, at det endnu ikke er

lykkedes at holde et foster i live mere end 14 dage uden for

moderen. Rent juridisk er det efter min mening ikke afgørende, om

man kan pege på en eller anden arbitrær biologisk grænse eller

blot bygger sin argumentation på praktiske hensyn. Spørgsmålet er

derimod, om fosteret har en selvstændig retsstilling og eventuelt

en retsbeskyttelse. Hvis man anerkender det, kan det blive

vanskeligt at begrunde andre grænser end befrugtningen. Under alle

omstændighdeder bliver vi nødt til at søge en afklaring, idet vi i

modsat fald løber risikoen for, at forskningens egen formåen og

ambitioner kommer til at sætte (eller flytte) grænser, som vi

derefter er tvunget til at tage til efterretning.

Spørgsmålet, om vi skal tillade forsøg på levende menneskeligt (eller

før-menneskeligt) liv, bør efter min mening ikke i særlig grad

afhænge af de mulige (og for øjeblikket usikre) videnskabelige

resultater, som forsøgene kan give anledning til. Jeg mener, at vi

bør fastholde, at vi overskrider en afgørende kvalitativ grænse

ved at tillade forsøg på levende fostre. Såfremt det drejer sig om

fødte individer, er retsstillingen i dag stjerneklar: der kan ikke

foretages forsøg imod dette individs (eller evt. værgens) vilje;

der fordres et eksplicit samtykke.

Udvalget fremlægger et konkret lovforslag, hvori der foreslås

oprettet et såkaldt »etisk råd«, som tildeles en række uklart

afgrænsede beføjelser, bl.a. til at fastsætte retningslinier for

de videnskabsetiske komiteer. De omtalte videnskabsetiske komiteer

er oprettet ved en overenskomst imellem bl.a. Indenrigsministeriet

og Lægeforeningen og beskæftiger sig overvejende med bedømmelse og

godkendelse af påtænkte forsøg med mennesker. Dette

komitee-system, som er blevet til på Lægeforeningens initiativ,

har jeg haft anledning til at kommentere i anden anledning. (Se

Berlingske Tidende, kronik af 3. september 1983 og 16. november

1984).

Der er tale om et kontrolsystem, som er vokset op uden hjemmel i lov,

og som beskæftiger sig med tilladeligheden af indgreb i andre

mennesker i forsøgsøjemed. Ud fra en legalitetsbetragtning må

dette vække bekymring. I det fremlagte lovforslag legaliseres

dette selvskabte system så at sige ad bagvejen, idet det »etiske

råd« som sagt skal kunne udstede retningslinier (karakteren af

disse retningslinier henstår i det uklare) for komiteerne, der

ligeledes skal have forelagt forsøg, som indebærer eksperimenter

med bl.a. fostre.

Lægeforeningen har for nylig (Se Ugeskrift for Læger, 11. februar

1984, s. 633-634) valgt at betragte dette forslag om et »etisk

råd« som et fagforeningsmæssigt anliggende, idet man stiller sig

afvisende til forslaget, da man finder, at der er tale om et

indgreb i forskningsfriheden. Denne efter Lægeforeningens mening

allerede eksisterende forskningsfrihed defineres ikke nærmere.

Kernen i sagen er imidlertid den, at der formentlig aldrig har

eksisteret nogen forskningsfrihed på store dele af området, uanset

om der skal etableres et etisk råd eller ej.

Det skitserede råd skal sammensættes med en ganske overraskende stor

lægelig repræsentantion (6 ud af i alt 13 medlemmer), hvilket kan

undre, da en lægevidenskabelig embedseksamen ikke giver en særlig

kompetence til at træffe afgørelse om f.eks. tilladeligheden af

forsøg på levende fostre her er tale om en moralsk-politisk

afgørelse, som i vidt omfang kun vil blive sløret af henvisninger

til en medicinsk specialviden.

Det etiske råd skal rådgive og vejlede Folketinget og offentligheden,

men får ikke nogle klare grænser eller retningslinjer at arbejde

efter. Det indtryk, som en læsning af rapporten efterlader, er, at

udvalget alt i alt godkender

- en lægelig selvregulering,

- en ad hoc-regulering,

- en afvisning af at sætte absolutte grænser.

Det finder jeg aldeles uacceptabelt. Som oplæg til debat vil jeg

gerne fremsætte følgende forslag, som et gennemarbejdet lovforslag

i det mindste bør tage højde for:

1. Der er behov for generel, detaljeret lovregulering, herunder også

i form af egentlige, velafgrænsede forbud.

2. Der er behov for fastsættelse af sanktioner, typisk bødestraf,

eventuelt kombineret med disciplinære foranstaltninger (fratagelse

af jus practicandi etc.)

3. Der er behov for at indføre forbud imod eksperimenter på

kønsceller.

4. Der er behov for at indføre forbud imod eksperimenter på

befrugtede æg og levende fostre - i det mindste indtil vi har

afklaret fosterets retsstilling.

5. Der eksisterer ingen lægelig forskningsfrihed, for så vidt som

forskningen bevirker indgreb i andre individer (herunder muligvis

fostre). Ethvert forsøg kræver tilladelse.

6. Der bør ikke oprettes centrale registre over enkeltpersoners

arvemasse. De i øjeblikket eksisterende registre over f.eks.

psykiske patienters genetiske forhold bør tages op til fornyet

overvejelse.

7. Udvalgets forslag om prænatal diagnostik er stort set acceptable,

dog bør der ikke være generel adgang til disse undersøgelser, og

det bør om muligt forhindres, at oplysninger om køn udløser ønske

om abort. Kommerciel udnyttelse, f.eks. forsikringsselskabers

ønske om viden om specielt udsatte individer, må forhindres.

8. Såfremt der eventuelt bør oprettes et etisk råd, må dettes

kompetence, alsidige sammensætning og status afklares. Forholdet

til register-, arve- og familielovgivningen må belyses indgående,

og det må sikres, at både ombudsmandskontrol og offentlighedsloven

kan finde anvendelse i sager, der angår enkeltpersoner.

9. De videnskabsetiske komiteers virksomhed og beføjelser må tages

op til selvstændig bedømmelse. Såfremt de skal opretholdes, må de

legaliseres og sammensætningen af den centrale videnskabsetiske

komitee ændres således, at lægmandsrepræsentationen er mere end 50

pct.

10. Som følge af problemernes særlige karakter er der behov for

international, mellemstatslig regeldannelse. Det bør ikke

overlades til Lægeforeningen eller internationale sammenslutninger

af lægelige interesseorganisationer at regulere området. Det er en

statslig forpligtelse og et statsligt ansvar.

Bilag 6

DEUTSCHER BUNDESTAG

17. januar 1986

Herrn Professor

Lars Adam Rehof

Sehr Geehrter Herr Professor,

in Beantwortung Ihres Schreibens vom 23. Dezember 1985 uebersende ich

Ihnen in der Anlage eine kurze Ausarbeitung ueber die Rechtslage

in der Bundesrepublik Deutschland im Bereich der

Biogenetik/Biotechnologie. Ich hoffe, das Sie hieraus schon einige

Antworten auf Ihre Fragen entnehmen koennen.

Desweiteren uebersende ich Ihnen den Bericht der Interministeriellen

Arbeitsgruppe »In-vitro-Fertilisation, Genomanalyse und

Gentherapie«. Diese Kommission wurde im Mai 1984 von der

Bundesregierung der Bundesrepublik Deutschland eingesetzt. Diese

Kommission hat ihren Bericht Ende letzten Jahres der

Bundesregierung uebergeben.

Die Enquete-Kommission »Chancen und Risiken der Gentechnologie« wird

ihren Bericht Ende dieses Jahres abliefern. Gestatten Sie mir

generell einige Bemerkungen zu unserer Enquete-Kommission.

Nach § 56 der Geschaeftsordnung des Deutschen Bundestages kann der

Bundestag eine Enquete-Kommission einsetzen zur Vorbereitung von

Entscheidungen ueber umfangreiche und bedeutsame Sachkomplexe.

Jede Enquete-Kommission ist als Kommission des Bundestages an die

jeweilige Legislaturperiode gebunden. Selbstverstaendlich bleibt

es dem neuen Bundestag unbenommen, die Enquete-Kommission jeweils

zu erneuern.

Auf Empfehlung des Forschungsausschusses des Deutschen Bundestages,

der je ein Antrag der SPD-Fraktion und der Fraktion Die Gruenen

vorausging, hat der Deutsche Bundestag im Juni 1984 die

Enquete-Kommission »Chancen und Risiken der Gentechnologie«

eingesetzt. Die Kommission hat die Aufgabe, gentechnologische und

damit im Zusammenhang stehende neue biotechnologische Forschungen

in ihrer sich zur Zeit abzeichnenden schwerpunktmaesigen Anwendung

vor allem in den Bereichen Gesundheit, Ernaehrung, Rohstoff-,

Energiegewinnung und Umweltschutz in ihren Chancen und Risiken

darzustellen. Dabei sollen oekonomische, oekologische, rechtliche

und gesellschaftliche Auswirkungen und Sicherheitspunkte im

Vordergrund stehen. Dem Grenzbereich der gentechnologischen

Anwendung beim Menschen ist auch unter ethischen Aspekten

besondere Aufmerksamkeit zu widmen.

Die Enquete-Kommission setzt sich aus 9 Bundestagsabgeordneten und 8

nichtparlamentarischen sachverstaendigen Kommissionsmitgliedern

zusammen. In der Kommission sind 4 Bundestagsabgeordnete der

CDU/CSU, 3 Bundestagsabgeordnete der SPD, je 1

Bundestagsabgeordneter der FDP und der Fraktion Die Gruenen. Unter

den sachverstaendigen Mitgliedern ist z.B. ein Vertreter der

Bundesaerztekammer, ein Vertreter der Gewerkschaften, ein

Vertreter der Industrie, ein Biochemiker, eine Molekularbiologin,

ein Vertreter der katholischen Kirchen, ein Jurist.

Die Kommission ist zuerst in eine Informationsphase eingetreten, und

diese Phase laeuft zur Zeit aus. Unsere Kommission hat eine Reihe

von oeffentlichen und nichtoeffentlichen Anhoerungen

durchgefuehrt. Desweiteren hat sie verschiedene Studien vergeben.

Desweiteren sind in verschiedenen Bereichen Umfragen an kompetente

Wissenschaftler ergangen, um einen Ueberblick ueber Probleme und

Loesungsvorschlaege zu erhalten. Dies geschah z.B. bei den

Bereichen: Gentechnologie und Evolution, Genetische Analyse und

Versicherung, Freisetzung von gentechnisch veraendertem lebendem

Material, Gentechnologie und Dritte Welt.

Ich hoffe, Ihnen mit meinen Angaben gedient zu haben und verbleibe

mit freundlichen Gruesen im Auftrag.

(Michael Geiger)

Bilag 7

DEPARTMENT OF JUSTICE

10 January 1986

Mr. L. A. Rehof,

Dear Mr. Rehof,

I have your letter of 13 November 1985 concerning new birth

technologies.

There is no legislation in New Zealand governing experimentation on

human beings, foetuses/embryos or human genetic material.

Rules on medical ethics are the responsibility of the New Zealand

Medical Association. Section 4 of the Association's annual

handbook sets out the rules. A copy is attached.

The criminal liability of the medical profession is dealt with in

sections 61 and 61A of the Crimes Act 1961. A copy is attached.

Civil liability is now virtually non-existent because of New

Zealand's extensive scheme for providing compensation to victims

of personal injury by accident. Injuries to persons caused by

medical misadventure are covered by accident compensation.

I attach a copy of the definition of »personal injury by accident« in

section 2 of the Accident Compensation Act 1982.

Professional discipline is dealt with in the Medical Practitioners

Act 1968. A copy is attached.

You also ask for information about »books and articles by New

Zealand scholars on these subjects«. I was not clear whether you

were seeking information about new birth technologies or about the

matters listed in the preceding paragraph of your letter. I

enclose a list of New Zealand references on AID and IVF. If you

would like more information on the matters discussed earlier in

this letter, I suggest that you write to:

Director-General of Health

Department of Health

PO Box 5013

Wellington

NEW ZEALAND

Attention: Director of Hospitals Division.

I would be very grateful to receive any equivalent document to »New

Birth Technologies« which has been published in Denmark, if there

is an English version. If there is not, I would be interested to

receive from you information on developments in Denmark,

particularly in the areas of

- legislation on the status of children conceived using donated

gametes,

- the right of access by such children to information about the

donors,

- register of AID or IVF births,

- licensing of facilities for AID or IVF,

- surrogate motherhood.

Please let me know if I can help you with any further information.

Yours sincerely

Margaret Nixon

for Secretary for Justice

Bilag 8

Berlingske Tidende, kronik, 25. november 1985

Den ustyrlige sundhedsstyrelse

Dette land mangler en sundhedspolitik. Den kan ikke lægges af

lægelige embedsmænd, der er ude af stand til at anlægge

samfundsmæssige helhedsvurderinger.

Af Lars Adam Rehof og Jens Peter Christensen

I den sidste tid har der været en heftig offentlig debat om

sundhedsvæsenet og aktuelt især om Sundhedsstyrelsens status og

opgaver. Fra indenrigsministerens side er der stillet lovforslag

om en ændring af Sundhedsstyrelsens placering i forhold til

ministeren og om oprettelse af patientklagenævn. Den konkrete

anledning til debatten om Sundhedsstyrelsen var den såkaldte

AIDS-sag, som i løbet af dette år har vokset sig stadig større for

til sidst at blive et politisk problem, som ikke lod sig negligere

selv på de højeste administrative og politiske niveauer.

På mange måder er den aktuelle affære imidlertid ikke særlig

illustrerende for de problemer, som vitterlig eksisterer i

relation til Sundhedsstyrelsens status, bemanding og opgaver. I

AIDS-sagen havde Sundhedsstyrelsen - at dømme efter dagspressens

reportager - rent faktisk ryggen fri, når dens direktør hævdede at

have underrettet indenrigsministeren om problemets omfang og

eventuelle handlingsmuligheder. Ministeren, som til en vis grad

havde fejlbedømt sagens politiske karakter, havde i første omgang

ikke fundet behov for særlige foranstaltninger, vel bl.a. fordi

denne sag i en periode med stagnerende bevillinger ikke syntes at

skulle have fortrin frem for så mange andre områder, hvor der også

med rimelighed kunne argumenteres for øgede bevillinger.

Da sagen blev optrappet og dermed til et partipolitisk og ikke mindst

et oppositionspolitisk anliggende, valgte ministeren - formentlig

i et forsøg på at mørklægge sagen - at lægge skylden over på

Sundhedsstyrelsen, som blev anklaget for at have undladt at

indformere om sagens rette omfang og karakter. Denne »undladelse«

førte ministeren til at foreslå visse forvaltningsretlige

omlægninger af Sundhedsstyrelsens formelle stilling i det

statslige forvaltningsapparat, nemlig en formel og ikke mindst

reel inddragelse af Sundhedsstyrelsens selvstændige status og

dermed en placering under indenrigsministerens intruktion og

ansvar.

Ansvaret havde indenrigsministeren dog reelt - om ikke formelt -

siddet inde med under de foregående års stadig tiltagende kritik

af Sundhedsstyrelsens påståede mangelfulde klagebehandling og

lægedominerede beslutningsstruktur, hvilket naturligt må have vakt

ministerens irritation. I virkeligheden har der i mange år været

grund til at gøre noget ved Sundhedsstyrelsen, men den aktuelle

anledning var desværre ikke velvalgt. Sagen havde ydermere den

pikante drejning, at ministeren her måtte gøre op med en politisk

udnævnt forvaltningschef af samme partifarve.

Sagen er nu blevet til et spørgsmål om ministeren og er blevet gjort

til et led i oppositionens kritik af den siddende regering. Det er

synd for både regeringen og oppositionen, men vil formentlig vise

sig at være godt for Sundhedsstyrelsen, som når stormene har lagt

sig - i værste fald vil kunne leve uforstyrret videre, som om

intet var hændt. To skridt til den ene side og to til den anden

vil højst kunne hvirvle lidt støv op, som snart lægger sig

beskyttende over de faktiske problemer.

At Sundhedsstyrelsen har udvist en ganske bemærkelsesværdig

overlevelsesevne, blev bekræftet af den siddende direktør, som i

et interview udtalte, at den aktuelle debat om styrelsens status

jo ikke var af ny dato; den var faktisk startet allerede i det

forrige århundrede. Han glemte imidlertid, at dette jo ikke

nødvendigvis gør en fornyet diskussion overflødig. Betegnende nok

var Lægeforeningens formand ikke sen til at benytte lejligheden

til at påpege, hvor vigtigt det angiveligt skulle være at have en

administrativ instans, som ikke er underlagt de sædvanlige regler

for statslige styrelser, netop når det gælder sundhedsmæssige

anliggender. Hvis denne argumentation havde været rigtig, ville

man med samme ret kunne slå til lyd for andre styrelsers

selvstændighed f.eks. Miljøstyrelsens. Hvorfor skulle lige netop

sundhedsvæsenet skilles ud som et særligt område?

Sundhedsstyrelsens direktørs hentydninger til debattens historiske

oprindelse - og dermed underforstået forældede karakter - er

formentlig en henvisning til en artikel i Ugeskrift for Læger fra

april måned 1881 forfattet af daværende departementschef i

Justitsministeriet Christian Frederic Ricard, som skrev om »Den

øverste Medicinalstyrelse« under titlen: »Departement eller

ikke-Departement«. Den daværende konflikt udsprang af en konflikt

mellem Lægeforeningen og Sundhedskollegiet, som til en vis grad

svarer til vor tids Retslægeråd. Lægeforeningen var utilfreds med,

at Sundhedskollegiet, som bestod af professorer og praktiserende

læger fra hovedstaden, skulle udstikke retningslinjer for

lægevirksomheden i det ganske land, når kollegiet manglede den

fornødne viden om forholdene uden for hovedstaden og i øvrigt ikke

syntes ganske fremmed for nepotisme. I denne situation fremstod en

kollegialt ledet sundhedsstyrelse med en lægelig direktør i

spidsen som en acceptabel mulighed for Lægeforeningen. Vi skal

ikke her gå i detaljer med denne forhistorie til den fortsat

eksisterende Sundhedsstyrelse, bortset fra, at den daværende

affære klart demonstrerer, hvordan Sundhedsstyrelsen blev skabt på

baggrund af et politisk krav fra Lægeforeningen i en kamp for øget

indflydelse. Sundhedsstyrelsen har siden haft en særstilling,

delvis frigjort fra det sædvanlige underordnelsesforhold til

ministeren, som er karakteristisk for de øvrige statslige

styrelser. Sundhedsstyrelsen varetager en række opgaver »på eget

ansvar«, samtidig med at man udfører opgaver for ministeren.

Allerede i kraft af de formelle forhold har man således en ganske

betydelig selvstændighed. Ministerens styringsmuligheder er

tilsvarende begrænsede.

Lægeforeningens politiske indflydelse er fortsat en væsentlig faktor

i det sundhedspolitiske spil. Et klart eksempel fra den

allerseneste tid er spørgsmålet om patienters ret til at se den

eller de journaler, som bliver ført om deres sygdomsbehandling.

Efter års kritik har Lægeforeningen langt om længe indset, at dens

fagforeningspolitisk begrundede modvilje mod patientindsigt var

politisk uholdbar. Så langt, så godt. Det interessante i denne

sammenhæng er imidlertid tendensen til, at Lægeforeningens til

enhver tid vedtagne standpunkter tages ad notam af

administrationens øverste ansvarlige. Ganske tankevækkende er det

således, at landets justitsminister til dagspressen har udtalt, at

nu skulle offentlighedsloven ændres, således at patientindsigt

ville blive mulig, fordi Lægeforeningen ikke længere ville

modsætte sig det. Med samme prisværdige åbenhjertighed har

ministeren udtalt, at hans lovforslag i så henseende »udelukkende

bygger på Lægeforeningens opfattelse«.

Når Lægeforeningens indflydelse på et - i den store sammenhæng -

perifert område er så afgørende, kan man kun gisne om

foreningens indflydelse på andre og mere betydningsfulde

sundhedspolitiske anliggender. Alt sammen peger det på et

betydeligt behov for kvalificeret modspil fra regeringen og dens

embedsmænd. I denne forbindelse træder Sundhedsstyrelsen ind på

scenen.

Denne styrelse kunne for en overfladisk betragtning være instrument

for det tiltrængte modspil. Som beskrevet dementerer allerede

Sundhedsstyrelsens historie imidlertid en så naiv opfattelse.

Dertil kommer det forhold, at Sundhedsstyrelsen igennem tiden og

helt op til i dag har været under en lægelig ledelse, som ofte har

haft en tæt tilknytning til og baggrund i faglige tillidsposter i

Lægeforeningen. Dette ganske tætte forhold mellem styrelsen og den

lægelige fagforening, hvis lige ikke kendes noget andet sted i

statsadministrationen, har bevirket, at Sundhedsstyrelsens

forståelse for Lægeforeningens standpunkter og interesser har

været ganske betydelig. Ingen vil næppe heller afvise, at denne

forståelse har indvirket på Sundhedsstyrelsens standpunkter i en

række generelle og konkrete sager.

Det er vor opfattelse, at Sundhedsstyrelsen i de senere år er kommet

mere og mere ud af trit med den almindelige befolknings opfattelse

af lægebehandling og god lægeskik. Det er efter vor opfattelse kun

muligt at forklare den stadig mere omfattende offentlige debat om

lægelige fejl, lægeansvar og lægelige forsøg som et resultat af

manglende indgriben i tide fra den egentlige ansvarlige myndigheds

side, nemlig Sundhedsstyrelsen. Styrelsen har mest gjort sig

bemærket med sine afvisninger af problemernes omfang - i øvrigt

ivrigt sekunderet af Lægeforeningen.

Det er mange gange blevet påpeget, at sundhedsvæsenets

ressourceforbrug er ude af kontrol og ikke på nogen måde står i

noget klart forhold til forskellige mål for sundhedsvæsenets

produktivitet. Denne udvikling har fundet sted i en periode, hvor

sundhedsvæsenet på det administrative niveau i altovervejende grad

har været under ledelse af læger såvel lokalt, på de enkelte

afdelinger og sygehuse, som centralt i Sundhedsstyrelsen. Dertil

kommer, at man desværre også på politisk niveau bidrog til at

slippe styringen med sundhedsvæsenets udvikling igennem

udlægningen til amtskommunerne. Resultatet viser sig at blive en

lang række produktivitetshæmmende regionalt centrerede

foranstaltninger og prestigeprægede projekter.

En egentlig sundhedspolitik er det aldrig lykkedes at frembringe. Om

det er Sundhedsstyrelsens fejl eller ej, er det vanskeligt at

dømme om. Men det kan i alt fald slås fast, at styrelsen ikke har

været i stand til at varetage den opgave, som ideelt måtte

tilkomme den, nemlig at sikre en overordnet og for landet som

helhed sammenhængende sundhedsplanlægning. Det er vor opfattelse,

at denne funktion aldrig kan tilgodeses, såfremt varetagelsen af

overordnede sundhedspolitiske hensyn er lagt i hænderne på

lægelige embedsmænd, der uundgåeligt vil have en tendens til at

identificere sig med eget fagområde og egne fagfæller og vil have

tilsvarende vanskeligt ved at anlægge bredere samfundsmæssige

helhedsvurderinger. Prioriteringer er - også på det

sundhedsmæssige område - en politisk opgave, som til syvende og

sidst bør varetages på den til enhver tid siddende ministers

ansvar.

En selvstændig, politiserende styrelse, hvis aktiviteter reelt

påfører ministeren et politisk ansvar, uden at ministeren har den

fornødne kontrol med styrelsens aktiviteter, kan ingen regering

være tjent med. Såfremt regeringen begår fejl på det

sundhedsmæssige område, må regeringen stilles til ansvar herfor,

men heraf følger også, at regeringens ansvar må modsvares af en

reel styringsbeføjelse. Den er ikke til stede i dag.

Ud over den manglende politiske styring fra den demokratisk valgte

ministers side har Sundhedsstyrelsen, som allerede nævnt i

forbindelse med indsigt i lægejournaler, pådraget sig opmærksomhed

i en række sager, som kan siges at angå retssikkerheden i

sundhedsvæsenet. Her tænkes især på klager over lægebehandling.

Det er næppe alle, der er enige i, at en behandling af klager over

læger bedst varetages af læger. Det ligner i betænkelig grad et

selvdømme, som samfundet på andre områder har gjort op med for

mange år siden.

Selv om vi, hvad angår AIDS-sagen, er tilbøjelige til at frikende

Sundhedsstyrelsen, føler vi os ikke overbevist om, at

Sundhedsstyrelsen på længere sigt vil klare frisag uden væsentlige

forandringer. Mest påtrængende er det, at styrelsen entydigt

placeres under indenrigsministeren og dermed underlægges det

sædvanlige parlamentariske ansvar. En sådan reform bør ikke

modarbejdes af hensyn til kortsigtede partipolitiske interesser.

Bilag 9

Berlingske Tidende, kronik, 3. september 1983.

De videnskabsetiske komiteer

På initiativ af Den almindelige danske Lægeforening er der oprettet

en central og 7 regionale videnskabsetiske komiteer, der skal

beskæftige sig med patientsikkerhed og med de etiske regler for

biomedicinske forsøg med mennesker som forsøgspersoner.

Komiteernes virksomhed - siden oprettelsen i 1980 - bedømmes i

denne kronik.

Af Lars Adam Rehof og Fl. Ørnskov Karlsen

I 1975 vedtog Verdenslægeforeningen den såkaldte Helsinki-deklaration

II, der er et sæt af etiske regler for al biomedicinsk forskning

med mennesker som objekter, hvad enten de er patienter eller sunde

forsøgspersoner. En af anbefalingerne i deklarationen går ud på,

at forsøgsplan og -metoder skal beskrives i en forsøgsprotokol,

som skal forelægges en uafhængig komitee til overvejelse,

kommentarer og vejledning. Deklarationen må af fagforeningsmæssige

grunde anses for normgivende for danske læger, uden at den dermed

kan tillægges juridisk gyldighed i snævrere forstand.

Alle biomedicinske forsøg, der har mennesker som objekt, skal efter

komiteernes regler beskrives i en forsøgsprotokol, som skal

forelægges den regionale videnskabsetiske komitee. Her skelner man

blandt de indsendte protokoller imellem to kategorier:

registreringssager og komiteebedømmelsessager. I

registreringssagerne har fremsenderen via sin underskrift

tilkendegivet, at Helsinkideklarationen anses for overholdt.

Egentlig bedømmelse finder kun sted, når fremsenderen har ønsket

»krumtappen« i det videnskabsetiske arbejde, det informerede

samtykke, suspenderet, eller hvor et komitemedlem har ønsket

bedømmelse af en registreringssag. I tal er det kun omkring syv

procent af protokollerne, der kommer til bedømmelse på et

komitemøde. Når alle sager, hvor der ønskes suspension af kravet

om informeret samtykke, kommer til behandling, skyldes det især,

at komiteen her indtræder som en slags garant over for

patienterne, der i disse tilfælde ikke vil få lejlighed til selv

at vælge, om de ønsker at deltage i projektet. Denne suspension

tænkes overvejende at komme på tale ved forsøg, hvori der

medvirker individer med en livstruende sygdom.

De videnskabsetiske komiteers arbejde hviler reelt på et

frivillighedens princip med få og utraditionelle

sanktionsmuligheder. Læser man de to årsberetninger, lader det

imidlertid til, at ordningen efterhånden er blevet et accepteret

faktum i den biomedicinske forskningsverden. Helt uden sværdslag

er det dog ikke forløbet.

Nogle forskere har givet udtryk for den frygt, at de videnskabsetiske

komiteer skulle komme til at fungere som en slags censurinstans,

hvad angår metodologiske spørgsmål, og dermed ville komme til at

sanktionere et bestemt videnskabssyn. Begrebet »metodologisk

ensretning« har været nævnt i debatten. Fra de videnskabsetiske

komiteers side har man på det bestemteste afvist dette

kritikpunkt, men læser man årsberetningen for 1982, kan man på

side 6 læse, at den centrale videnskabsetiske komite godkendte et

projekt om behandlingen af længerevarende ryglidelser »under

forudsætning af visse ændringer i forsøgsprotokollen, specielt

vedrørende randomisering (fordeling af patienter til de to

behandlingsformer) og eksklusionskriterier (adgang til udelukkelse

af patienter fra deltagelse i forsøget, specielt efter at

behandlingen er påbegyndt)». Dette begrundes med, at en

videnskabsetisk bedømmelse vanskeliggøres, hvis ikke disse

metodologiske forhold ændres.

Et andet kritik- og debatpunkt har været, om man i enkelte tilfælde

kunne suspendere kravet om informeret samtykke og dermed deponere

det etiske ansvar i en af komiteerne. Problemet blev aktuelt i

forbindelse med et omstridt forskningsprojekt, der skulle belyse

forskellen mellem to operative indgreb over for brystkræft hos

kvinder. Projektet måtte opgives, idet forskerne fandt, at kravet

om åben information var en forhindring for forsøgets udførelse.

Patienterne var ude af stand til at forstå, hvorfor lægen ikke

måtte rådgive eller slet og ret vælge for dem, ligesom de generelt

følte sig utrygge ved forsøgets karakter, bl.a. forholdene omkring

randomisering. Forskerne så gerne, at de i denne situation kunne

have suspenderet kravet om patienternes informerede samtykke,

altså patienternes valg af, om de ville deltage i forsøget efter

at være blevet informeret om forsøgsomstændighederne og navnlig om

fordele og risici i forbindelse hermed. De videnskabsetiske

komiteer skulle i stedet træde ind og stå som garant for det etisk

forsvarlige i forsøget på patienternes vegne, der således ikke

ville blive fuldt informeret om forsøgsomstændighederne. Under et

heldagsmøde i november 1981 med deltagelse af repræsentanter for

samtlige dengang etablerede regionale videnskabsetiske komiteer og

den centrale videnskabsetiske komitee drøftede man bl.a. disse

aspekter, og her ledte diskussionen »til en vis bøjning af

synspunkterne mod hinanden«, så man - med et komiteemedlems

kryptiske bemærkning - »vil finde en behandlingsform, som ikke

helt standser forskning på dette vigtige felt«.

Det spørgsmål har været rejst, om ikke de videnskabsetiske komiteer

ville komme til at virke som en hæmsko for den biomedicinske

forskning. Spørgsmålet besvares med et klart nej i

årsberetningerne, men en reel vurdering heraf lader sig vanskeligt

foretage på nuværende tidspunkt.

I forlængelse af de videnskabsetiske komiteers arbejde med

patientrettigheder er der nu taget initiativ til nedsættelse af en

arbejdsgruppe, der skal fremkomme med et forslag til et

forsikringssystem mod forsøgsrisici for både patienter og sunde

forsøgspersoner. Der skulle hermed være åbnet en mulighed for, at

vi herhjemme kan få en patientforsikring som den svenske, hvor den

skadelidte alene skal sandsynliggøre en årsagssammenhæng mellem

skaden og forsøgsomstændighederne og således ikke bliver nødt til

at anvende for eksempel civilt søgsmål mod den ansvarlige.

I Sverige har man dels en patientforsikring, hvor også forsøgspesoner

er omfattet, dels en lægemiddelforsikring. Ordningen koster noget

i retning af fem kr. pr. år pr. indbygger. At det ligeledes vil

være en fordel for læge-patient-forholdet, turde være indlysende.

Lægerne tvinges ikke længere til på det nærmeste at skulle

erklæres »uansvarlige«, for at patienten eller forsøgspersonen kan

få erstatning.

De videnskabsetiske komiteers juridiske grundlag og administrative

status har været omtalt i begge årsberetninger, men en afklaring

er endnu ikke tilvejebragt. Både for de involverede forskere og

for forsøgspersonerne må det anses for imperativt, at denne

afklaring finder sted, og at den nærmere udformning bliver til

efter en grundlæggende offentlig og politisk debat om grænserne

for lægevidenskabelig og anden humanbiologisk forskning.

For forskerne er denne afklaring navnlig påtrængende, fordi

komiteerne i realiteten griber ind i forskningens største

privilegium, nemlig forskningens frihed. Etiske problemstillinger

vil ofte være uadskillelige fra f.eks. spørgsmål om den metodiske

tilrettelæggelse af det enkelte forskningsprojekt; herved berøres

forskningsfriheden.

For forsøgspersonerne er det ikke blot det erstatningsmæssige

spørgsmål, som er afgørende, også problemerne vedrørende

komiteernes sammensætning, klagemulighederne, komiteernes

juridiske ansvar og forsøgspersonernes ret til indsigt i

forsøgsmaterialet etc. må anses for vitale.

Komiteernes sanktions- eller reaktionsmuligheder er ganske

utraditionelle, men formentlig ganske effektive, hvis de benyttes

stringent og hurtigt. At disse reaktionsmuligheder er de eneste,

er atter en refleksvirkning af komiteernes uafklarede status.

Såfremt en forsker(gruppe) ikke overholder de i henhold til

Helsinkideklarationen fastsatte regler, dvs. især spørgsmålet om

forsøgspersoners accept af deltagelse og en redegørelse for

forsøgets etiske aspekter, kan komiteen gribe til en eller flere

af følgende tre reaktionsmuligheder:

Komiteen kan rette henvendelse til den faglige eller administrative

leder af den afdeling eller institution, i hvis regie forsøget

finder sted, eller komiteen kan rette henvendelse til de fonde og

andre private og offentlige finansielle kilder, som støtter

forsøget økonomisk, eller - og det er måske den væsentligste

reaktionsform - komiteen kan rette henvendelse til redaktionen for

det eller de tidsskrifter, hvor forsøgsresultaterne kan tænkes

publiceret eller er blevet publiceret. Ved disse henvendelser kan

komiteen påpege, at bestemte etiske normer ikke er overholdt, og

at institutionens chef, fonden eller redaktionen indtil videre bør

nægte at medvirke til forsøgets gennemførelse og publicering. Ved

forsøg, som er afsluttet, og hvis resultater er publiceret, kan

komiteen foranledige, at tidsskriftet optager en meddelelse om

forsøgets etiske mangler og de dermed forbundne risici for de

involverede forsøgspersoner.

Der er næppe tvivl om, at disse reaktionsmuligheder kan være ganske

virkningsfulde. Såfremt et givet forskningsresultat ikke kan

trykkes i forskningsfeltets specialtidsskrift(er), er resultatet i

vidt omfang værdiløst og kan ikke bruges til at befordre

forskernes karriere.

Initiativet til oprettelse af disse komiteer må således siges at være

prisværdigt og uden tvivl højst tiltrængt, men dette udelukker

ikke, at man som udenforstående kan nære en række betænkeligheder

ved komiteernes sammensætning og status.

Den største »fare« ved komiteernes eksistens og virke er, at de i

realiteten kan fritage Folketingets politikere fra en selvstændig,

dybtgående drøftelse af, hvor de politisk og folkeligt acceptable

grænser for forskning med mennesker bør drages, hvilke indgreb og

manipulationsforsøg med humane organismer og dele deraf man er

villig til at godtage. Hvilke undersøgelsestyper bør befordres? Og

hvilke bør aldrig være genstand for yderligere udforskning? Og med

hvilke metoder?

Realiteten er jo i dag den, at konsekvenserne af en række

lægevidenskabelige forskningsprojekter er langt mere uoverskuelige

og måske skadelige på lang sigt, end deres umiddelbare, eventuelt

gavnlige virkninger for patientbehandlingen. I sådanne tilfælde må

man ikke - hvor fristende det end kan være - lade sig lede af

kortsigtede hensyn til indførelse af nye og måske såkaldt lovende

behandlingsmetoder.

Visse områder kan således tænkes at måtte underkastes et totalt

forbud mod videre udforskning. I de fleste tilfælde vil der dog

kun blive tale om regulering og kontrol under og efter forsøget.

Hertil behøves både nationale og internationale regelsæt og

udøvende organer.

En anden »fare« ved komiteernes virke er deres sammensætning af dels

50 pct. fagkyndige (dvs. læger), dels 50 pct. ikke-fagkyndige,

ofte amtspolitikere eller andre udpeget af amtsrådene uden for

disse. Denne formelle paritet forrykkes dog formentlig afgørende

derved, at både formanden og næstformanden for den normdannende

centrale videnskabsetiske komitee er læger - man kan således

formode, at den lægelige dominans er ganske følelig. Dertil

kommer, at årsberetningerne nævner, at forsøgsprotokollerne ofte

er mangelfulde med hensyn til deres almenforståelighed. De

ikke-fagkyndige medlemmer løber herved en risiko for at blive

»gidsler« eller stumme vidner til en række afgørelser, som i

realiteten træffes af de lægelige medlemmer. Udadtil kan

komiteerne da komme til at stå som garanter for en »folkelig«

eller læg kontrol, som rent faktisk ikke er til stede.

Komiteerne betegner sig selv som »halvoffentlige«, de modtager

sekretariatsbistand betalt af det offentlige, og de udfører et

kontrolhverv af offentlig karakter. Karakteren af komiteens status

kan vise sig afgørende i sager om f.eks. forsøgspersoners adgang

til at se dokumenter m.v. vedrørende det påtænkte

forskningsprojekt. Det kan blive særdeles relevant i de tilfælde,

hvor komiteen - med en i øvrigt overordentlig tvivlsom hjemmel -

har indvilliget i at suspendere kravet om »informeret samtykke«

fra de »medvirkende« forsøgspersoners side. Med den i dag gældende

retstilstand er der næppe tvivl om, at offentlighedsloven er

uanvendelig. Det er vor retspolitiske opfattelse, at komiteerne

naturligvis burde være omfattet af loven, og at der burde være

hjemlet en ubetinget ret til indsigt.

En afklaring af komiteernes status og fremtidige funktion eller

eventuelle afskaffelse bør iværksættes på baggrund af en bred

politisk debat. Faren for, at grænserne for lægevidenskabelig

forskning fastlægges på en enkeltsagsbasis, er stor. De

overordnede linjer for forsøgsvirksomhed med mennesker må og skal

fastlægges i Folketinget.

Officielle noter

N O T E R :

(* 1) I den svenske betænkning, Genetisk Integritet, SOU.1984:88, s.

133 ff., tages der ikke entydig stilling til

begyndelsestidspunktet, men da det svenske udvalg på trods heraf

anbefaler, at der kan udføres forsøg på fostre i de første 14

dage, synes udvalget nærmere at ville lægge vægt på nidationen. I

øvrigt er udgangspunktet i svensk ret normalt befrugtning, jf.

Thornstedt, Livets boerjan och slut ur straffraettslig synpunkt, i

Svensk Juristtidning 1969, s. 228. Se i øvrigt det nedenfor i note

27 anførte.

(* 2) Der ses således bort fra de væsentlige og kontroversielle

spørgsmål om mulig anvendelse af kloning, frembringelse af

mosaikindivider m.v. Disse spørgsmål er nærmere omtalt i

Indenrigsministeriets rapport, Fremskridtets pris (1984), i det

følgende betegnet: Bet. (1984). Om systematiseringen af

integritetskrænkelser, her primært indgreb i »legemsfreden«, se

Hans Gammeltoft-Hansen, Straffeprocessuelle tvangsindgreb (1981),

s. 80 ff.

(* 3) Jf. Deutsch, Artifizielle Wege menschlicher Reproduktion, i

MDR. 1985, s. 180.

(* 4) Ifølge brev af 24. januar 1985 fra S.S. Fluss, Chief, Health

Legislation, WHO (Geneve), hvoraf tillige fremgår, at der ikke

eksisterer internationale retningslinjer på området.

(* 5) Decisions and Reports, vol. 19, s. 244 (sag nr. 8416/79).

Nærmere oplysninger om spørgsmålet vil kunne findes i Bernhards og

Lehmanns bog om den europæiske menneskerettighedskonvention, som

er under udgivelse. FN-konventionen af 1966 om borgerlige og

politiske rettigheder, art. 6, har ikke taget stilling til

fosterets retsbeskyttelse, jf. i øvrigt FT. 1969/70, sp. 4438 f.

Den amerikanske menneskerettighedskonvention, som trådte i kraft i

1978, beskytter som udgangspunkt livet fra befrugtningen, jf.

konventionens art. 4 (1).

(* 6) Jf. Danelius, Maenskliga raettigheter (1981), s. 56 f.

(* 7) Se således Deuntzer, Den danske Personret (1882), s. 4 f.; V.

Bentzon, Personretten, 3. udg. (1930), s. 19 f.; Borum,

Personretten, 3. udg. (1950), s. 12; Ernst Andersen i Arv og Legat

(1961), s. 264 f., og samme i Arveret (1965), s. 272 f.

(* 8) Deuntzer a. st. s. 3 f. og Bentzon a. st. s. 11. Se endvidere

Borum a. st. s. 11 og - i tilslutning til Borum - Taksøe-Jensen,

Personretten (1981), s. 29, og Iversen og Nørgaard, Umyndige

personers formue, 2. udg. (1983), s. 17; disse nyere

fremstillinger bygger stort set udelukkende på overvejelserne hos

Deuntzer og Bentzon på de anførte steder.

(* 9) Se til det følgende Deuntzer a. st. s. 3 f. og Bentzon a. st.

s. 16 ff.

(* 10) Se dog som kuriositet Deuntzer a. st. s. 4, hvor det anføres:

»Legemlige Mangler kunne ikke berøve Retsevnen, medmindre man

tænker sig dem saa store, at det fødte Væsen ikke kunne ansees som

et Menneske. Hvis en saadan Skabnings Fremkomst af en Kvinde

overhovedet er mulig, maatte det i paakommende Tilfælde afgjøres

af Fagmænd, om der forelaa et Menneske eller ei; Regler i saa

Henseende giver vor Ret ikke.«

(* 11) Ernst Andersen, Arveret, s. 273.

(* 12) Danielsen i Arveloven med kommentarer, 3. udg. (1982), s. 63

f., og i Myndighedsloven med kommentarer, 2. udg. (1982), s. 320,

samt Graversen og Nørgaard i Arveret (1985), s. 11 og 356.

(* 13) UfR. 1969.330 H og de nu ophævede bestemmelser i

ikrafttrædelseslovens § 15, stk. 3, og Friis og Behn,

Arbejdsskadeforsikringsloven med kommentarer (1984), s. 296.

(* 14) Gomard, Civilprocessen, 2. udg. (1984), s. 138, hvor det

tillige generelt udtales, at retsevne indtræder allerede før

fødslen, smh. herved 1. udg. (1977), s. 138. Herimod Lund i UfR.

1954B.168.

(* 15) Bitsch og Ekstrand, Lov om børns retsstilling med kommentarer,

3. udg. (1981), s. 95 f.

(* 16) Samme s. 151.

(* 17) Bistandslovens kap. 9 om forbigående hjælp og §§ 101-104 om

svangre- og mødrehjem. Se tillige om de hjælpeforanstaltninger,

der kan ydes kvinder til gennemførelse af svangerskab og til

støtte efter barnets fødsel, Betænkning nr. 820/1977 om en

undersøgelse, der kan belyse visse virkninger af fri abort, s. 13

f.

(* 18) Hornslet og Danielsen, Adoptionsloven med kommentarer (1974),

s. 143.

(* 19) Om indfødsret se Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret, 1.

udg. (1944), s. 207 f., og samme i Dansk Statsborgerret (1928), s.

18.

(* 20) Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel del (1955), s. 263 f.

(* 21) Goos, Specielle Del I (1895), s. 14, s. 120 og s. 128.

(* 22) Torp, Strafbare Angreb på Liv og Legeme (1908), s. 4 f.

(* 23) Goos, a. st. s. 14 og s. 135; Torp a. st. s. 5 og s. 36.

(* 24) Goos, a. st. s. 131 og Torp a. st. s. 34 f. Se endvidere

Krabbe, Borgerlig Straffelov med Kommentarer, 4. udg. (1947), s.

554.

(* 25) Motiver s. 338 f. i Betænkning afgiven af

Straffelovskommissionen af 9. november 1917 (1923). Kriteriet

skulle afløse tidligere tiders sondring mellem besjælede og

ubesjælede fostre. I motiverne s. 340 afvises det at sidestille

moderen og den, der med hendes samtykke bringer fosterfordrivende

midler i anvendelse.

(* 26) Greve i Kommenteret Straffelov, speciel del, 3. udg. (1984),

s. 244, hvor der tillige redegøres for ubetydelige afvigende

teoretiske opfattelser af begyndelsestidspunktet.

(* 27) Krabbe a. st. s. 556 og Greve i Kommenteret Straffelov,

speciel del, 1. udg. (1975), s. 226, men cfr. 3. udg. (1984), s.

244, der lægger vægt på nidationen. Selv om der kan påpeges et

bortfald af fostre inden nidationen, synes det ikke at kunne

begrunde en fravigelse af befrugtningen som det bedst egnede

udgangspunkt.

(* 28) Krabbe a. st. s. 538, cfr. det ovenfor ved note 9 om

personretten omtalte.

(* 29) Kommenteret Straffelov, speciel del, 3. udg. (1984), s. 244 og

s. 269.

(* 30) Krabbe a. st. s. 554 og Bet. (1936) s. 44. En gennemgang af

udviklingen i svensk ret findes i SOU. 1984:88, s. 134 f.

(* 31) Smlgn. Waaben, Strafferettens specielle del (1983), s. 64.

(* 32) Se i den forbindelse justitsminister Steinckes udtalelser

(FT(F) 1936/37, Till. A, sp. 2518), hvor det i en diskussion om

berettigelse af sanktioner siges: »Der synes at være god Grund til

at stille sig skeptisk over for Straffetruslens Betydning som

moralsk Vejledning for Befolkningen; den historiske Udvikling

viser, at Statsmagten - uanset skiftende Regeringer og uanset den

politiske Linie, der har været raadende - i stadigt ringere Omfang

har anvendt Straf paa det moralske Omraade - - - ». Spørgsmålet er

imidlertid, om disse betragtninger er relevante, når det gælder en

afvejning af fosterets retsbeskyttelse over for andre end den

biologiske moder.

(* 33) I FT 1972/73, Till. B, sp. 1171 ff., er optrykt en kommentar

af dr. med. Halfdan Lefevre, hvori bl.a. anføres, at princippet

om, at fosteret står under lovens beskyttelse fra

undfangelsesøjeblikket, medmindre moderens liv er truet, blev i

virkeligheden brudt i 1937. Bruddet opstod, da man accepterede

socialmedicinske indikationer, som er usikre og altid vil hvile på

subjektive skøn.

(* 34) Denne opfattelse af baggrunden for 1937-loven er næppe rigtig.

(* 35) Se hertil Indenrigsministeriets Bet. (1984), s. 59 f.

(* 36) Bentzon, a. st. s. 1, hvor det anføres, at selv når der er

pålagt mennesker retspligter, som kommer f.eks. dyr til gode, er

ikke dyrene, men samfundet den berettigede part.

(* 37) Ross i Lærebog i Folkeret, 6. udg. (1984), s. 134, note 1, i

Om Ret og Retfærdighed (1953), s. 216 ff., og i Virkelighed og

Gyldighed i Retslæren (1934), s. 196 ff. Jf. hertil Deuntzer a.st.

s. 2. I forordet til 1. udg. af Personretten (1942) anfører Borum,

at hans fremstilling f.s.v.a. fosterets retsstilling vistnok i

realiteten er i overensstemmelse med den af Ross hævdede opfatelse

af fosteret som rettighedssubjekt. I UfR.1979.221 ØLD udtales, at

et barn først fra fødslen i retlig henseende kan betragtes som

skattesubjekt.

(* 38) Hermed tænker Deuntzer formentlig på det forhold, at man på

daværende tidspunkt ikke var i stand til biologisk at påvise

eksistensen af befrugtede æg og fostre (på så tidligt et stadium,

som det er muligt i dag).

(* 39) A.S. Ørsted i Strafferetlige Skrifter i Udvalg, Anden

Afdeling, udgivet i 1931, s. 312 f. Se endvidere Goos, a. st. s.

13, Torp, a. st. s. 5, og Krabbe, a. st. s. 556.

(* 40) RT(F) 1936/37, sp. 883.

(* 41) Smh. Bet. (1984) s. 57 og hertil 1936-bet. s. 59, hvor det

anføres, at »Fosteret er en levende Organisme, der udvikler sig

gradvis fra Ægcellens Befrugtning til selve Fødslen - en

Udvikling, der ikke paa noget Punkt er forskellig før Udløbet af

den 3. Maaned fra den derefter foregaaende. For Moderens Ve og Vel

er derimod en Afbrydelse efter dette Tidspunkt betydelig farligere

end tidligere«.

(* 42) Jf. Sundhedsstyrelsens cirkulære af 21. oktober 1982 om

information og samtykke. Der kan endvidere henvises til

FOB.1974.167, jf. FOB.1975.43 og FOB.1957.39, jf. FOB.1958.32.

(* 43) Begrebet forsøges ikke nærmere afgrænset i Bet., hvorfor det i

udvalgets argumentation kan anvendes med en abstrakt positiv

valør, se f.eks. Bet. s. 17 f. Samme abstrakte brug af begrebet

genfindes i Lægeforeningens (DadL) holdning til forslaget om

oprettelse af et såkaldt »etisk råd«, se Ugeskrift for Læger

(1985), s. 633-634.

(* 44) Jf. Bent Christensen, Forvaltningsret, Hjemmelspørgsmål

(1980), s. 21 f., og Forvaltningsret, Almindelige emner (1979), s.

66 og 73 f. UfR1975.763 H angår udelukkende en fortolkning af

offentlighedsloven, se hertil Nørgaard, Forvaltningsret,

Sagsbehandling, 2. udg. (1981), s. 134 f.

(* 45) I Bet. (1984), s. 9, hævdes det, at teknikkerne udelukkende

finder anvendelse på offentlige institutioner, hvorfor der ikke er

behov for at diskutere regulering af en eventuel privat

erhvervsmæssig anvendelse af fostre m.v. Spørgsmålet er, om det er

en hensigtsmæssig og korrekt forudsætning.

(* 46) Se hertil justitsministerens besvarelse af spørgsmål

vedrørende fosterets retsstilling (fortryk til FT 1983/84, sp.

7483, 7534 ff., 7615 f., 7806 f., og 1984/85, sp. 2776 ff.),

hvorefter spørgsmålet om anvendelse af dele af fosteret ikke kan

løses ud fra almindelige formueretlige retsgrundsætninger

vedrørende ejendomsbegrebet (sp. 7484), og »efter

justitsministeriets opfattelse må det imidlertid følge af de

almindelige principper inden for sundhedslovgivningen, at en

kvinde har ret til at bestemme, at hendes aborterede foster ikke

må anvendes til forskning eller behandling« (sp. 7535). Ministeren

har ikke fundet det muligt at besvare spørgsmålet om

beskyttelsesinteressen på daværende tidspunkt (sp. 7616). I Bet.

(1984) søges introduceret et begreb om et »etisk subjekt« (s. 14)

i forbindelse med befrugtede ægs og fostres retsstilling; denne

begrebsdannelse bidrager ikke til en afklaring af det juridiske

problem. Se også Trolle i UfR.1959B.13, 1. sp., og Bent

Christensen, a. st. s. 192 f.

(* 47) Hurwitz, Den danske Kriminalret, Almindelig del, 4. udg.

(1971), s. 214.

(* 48) Bet. (1984) er anmeldt i Berlingske Tidendes kronik den

16.11.1984 samt i DJØF-bladet, nr. 7, 1985. I omtalte kronik

resumeres betænkningens forslag som følger: en accept af lægelig

selvregulering, en accept af (efterfølgende) ad-hoc-regulering og

en afvisning af lovfæstede forbud. Disse forslag gentoges i

indenrigsministerens redegørelse i Folketinget 21.3.1985, dog

kunne ministeren ikke acceptere udvalgets forslag om det påtænkte

etiske råds status og beføjelser, se herom det i forbindelse med

note 52 anførte. Spørgsmålet om en legalisering af de såkaldte

videnskabsetiske komiteer, som er oprettet på privat (lægeligt)

initiativ, og deres virksomhed, som bygger på læge-kollegiale

regler (den såkaldte Helsinki-deklaration II), blev ikke berørt i

ministerens redegørelse.

(* 49) Spørgsmålet er, om det overhovedet er formålstjenligt at

opfatte lægevirksomhed som (overvejende) faktisk virksomhed. I dag

er det væsentligste element i lægearbejdet formentlig lægens rolle

som beslutningstager (iværksættelse/afbrydelse af behandling

m.v.). Smlgn. overvejelserne hos Poul Andersen, Dansk

Forvaltningsret, 5. udg. (1965), s. 578.

(* 50) Spørgsmålet er ikke afklaret, jf. justitsministerens

besvarelse af spm. nr. S 527 (fortryk til FT 1983/84, sp. 7483 f.)

og spm. nr. S 569 (sp. 7534 ff.).

(* 51) Danielsen, Myndighedsloven med kommentarer (1982), s. 231, og

Taksøe-Jensen, a. st. s. 23. Se også Mathiassen, Aftaler i

forvaltningsretten (1974), s 142 f.

(* 52) Se herom generelt Ross og Ernst Andersen, Dansk

Statsforfatningsret, II, (1948), s. 61 f., Poul Andersen i Dansk

Statsforfatningsret (1954), s. 551 f., Max Sørensen,

Statsforfatningsret, 2. udg. v. Peter Germer (1973), s. 205 f., og

Ross., Dansk Statsforfatningsret, 3. udg. v. Ole Espersen (1980),

s. 490 ff. og 497. Der kan endvidere henvises til Juridisk

Grundbog, bd. I (1975), s. 10 ff., og Poul Meyer, Nordisk

Folkestyre (1955), s. 46 f. Bet. (1984) anfører i bemærkningerne

til lovforslaget (s. 93), at det etiske råd skal fastsætte

»retningslinjer« for de videnskabsetiske komiteers »virksomhed«.

Den retlige (bindende) karakter af disse »retningslinjer« henstår

i det uvisse.

(* 53) Jf. Etiske retningslinjer ved kunstig befruktning (AID) og in

vitro fertilisering (IVF), Oslo, sep. 1983.

(* 54) SOU, 1984:88.

(* 55) Anført i SOU.1984:88.

(* 56) Anført i SOU.1984:88. Se også Peter Kemp, Etik og medicinsk

teknologi, i Dansk Udsyn, nr. 1 (1985), s. 30.

(* 57) Jf. Report of the Committee of Inquiry into Human

Fertilisation and Embryology, Cmnd. 9314, London (1984), den

såkaldte Warnock-rapport. Rapporten er omtalt mere indgående i

Berlingske Tidendes kronik den 1.11.1984.

(* 58) Anført i SOU.1984:88.

(* 59) Bet. (1984) er behandlet hos Kemp, a. st. s. 9 ff.

(* 60) Jf. om de erstatningsretlige spørgsmål Bo von Eyben,

Erstatning for skader ved deltagelse i biomedicinske forsøg,

Forskningssekretariatet (1984), s. 11 og 24.

(* 61) Report of the Comittee of Inquiry into Human Fertilistion and

Embryology, Cmnd. 9214, London 1984.

(* 62) »Fremskridtets pris«. Etiske problemer ved gensplejsning,

ægtransplantation, kunstig befrugtning og fosterdiagnostik.

Indenrigsministeriet, Kbh. 1984.

(* 63) Således som det f.eks. er påpeget i Møller & Pedersen:

»Hvorfor kan den offentlige sektor ikke styres«. Kbh. 1980.

s.139ff.

(* 64) Jf. bl.a Bo von Eybens analyse af de særlige problemer ved

deltagelse i forsøg: »Erstatning for skader ved deltagelse i

biomedicinske forsøg«. Forskningssekretariatet 1984.