Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BTL 4

Betænkning over I. Forslag til forvaltningslov II. Forslag til lov om offentlighed i forvaltningen III. Forslag til lov om ændring af borgerlig straffelov (Tavshedspligt)
Nr L 4 + 5 + 6 1985-86, 1. samling (FSLG) Blad nr 225

Afgivet af retsudvalget

Afgivet: 9851128

Den fulde tekst

Udvalget har behandlet lovforslagene i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Udvalget har endvidere modtaget skriftlige henvendelser fra:

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Dansk Retspolitisk Forening,

Dansk Socialrådgiverforening,

Danske Dagblades Forening, DDF,

Danske Elværkers Forening,

Frederiksberg kommune,

Kommunernes Landsforening og

Københavns kommune.

I et bilag til betænkningen er optrykt nogle af udvalgets spørgsmål

og justitsministerens besvarelse heraf.

Herefter indstiller et mindretal (det konservative folkepartis,

venstres, centrum-demokraternes og kristeligt folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslagene til vedtagelse med de af

mindretallet stillede og tiltrådte ændringsforslag.

Et andet mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslagene til vedtagelse med de af mindretallet

stillede og tiltrådte ændringsforslag.

Et tredje mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslagene til vedtagelse med de af mindretallet

stillede og tiltrådte ændringsforslag.

Mindretallet bemærker vedrørende det under II nævnte lovforslag, at

det findes påkrævet, at loven snarest ved anvendelse af § 1, stk.

3, udvides til at omfatte Kommunernes Landsforening,

Amtsrådsforeningen samt andre fælleskommunale institutioner, der

ikke umiddelbart er omfattet af loven.

Vedrørende det under III nævnte lovforslag bemærker mindretallet, at

det forekommer uheldigt, at det nærmere indhold af tavshedspligten

fastlægges i forvaltningsloven, idet personer, som f.eks.

medlemmer af folketinget, kan være omfattet af straffelovens

bestemmelser uden at være omfattet af den i forslag til

forvaltningslov foreslåede § 27. Derved udebliver den tilsigtede

præcisering af bestemmelsen, og det vil stadig være muligt med

hjemmel i særlige lovbestemmelser uden at lægge forvaltningslovens

principper til grund at påbyde tavshedspligt om forhold, der ikke

i sig selv er fortrolige. Mindretallet finder dette betænkeligt og

anfører, at problemet bør gøres til genstand for overvejelse, når

lovbestemmelser, der indeholder hjemmel til fortrolighedspålæg,

ved lejlighed tages op til revision. Der henvises i øvrigt til

justitsministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål nr. 31.

Det forekommer videre uheldigt, at den foreslåede ophævelse af

straffelovens § 264 b gør det vanskeligt at stille ændringsforslag

med det formål at begrænse »hæleribestemmelsen« i den gældende

straffelovs § 152, stk. 5, til kun at omfatte forhold, der i dag

henføres under § 264 b (privatlivet tilhørende hemmeligheder).

»Hæleribestemmelsen« indsattes ved en straffelovsrevision i 1972,

idet forslagsstillerne dog begrænsede dens anvendelsesområde til

overtrædelser af § 264 b. Uden nogen begrundelse eller nærmere

drøftelse i øvrigt placeredes bestemmelsen ved lovforslagets

endelige vedtagelse desuden som en tilføjelse til den dagældende §

152 som et nyt stk. 4. Så vidt ses kriminaliserer bestemmelsen i

praksis udelukkende journalister, der som led i deres arbejde

offentliggør fortrolige oplysninger. En sådan bestemmelse kan være

rimelig for så vidt angår oplysninger vedrørende privatlivet

tilhørende forhold, men synes derudover ikke at have nogen anden

berettigelse end at standse eventuelle lækager inden for de

offentlige myndigheders kreds.

Et fjerde mindretal (det radikale venstres medlem af udvalget)

indstiller lovforslagene til vedtagelse og vil ved 2. behandling

af lovforslagene redegøre for sin stilling til de stillede

ændringsforslag.

Ændringsforslag

til

I. Forslag til forvaltningslov

Til § 27

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, KF, V, SF, CD og

KrF):

1) I stk. 1 indsættes efter »væsentlige hensyn« ordene: »til

offentlige eller private interesser, herunder«.

Af et mindretal (SF):

2) Stk. 1, nr. 6, affattes således:

»6) forhandlinger, der er led i den interne beslutningsproces,».

Til § 28

3) § 28 affattes således:

Ȥ 28. Oplysninger om enkeltpersoners personlige, herunder

økonomiske, forhold må ikke videregives til en anden

forvaltningsmyndighed, medmindre dette følger af bestemmelserne i

§ 29 eller oplysningerne i forvejen er offentligt tilgængelige

eller den, oplysningerne angår, har meddelt samtykke hertil.

Stk. 2. Som selvstændig forvaltningsmyndighed efter stk. 1 anses

sådanne kommunale organer, som ved lov er tillagt egen kompetence.

Stk. 3. Samtykke efter stk. 1 skal meddeles skriftligt og skal

indeholde oplysning om,

1) hvilke typer oplysninger der må videregives,

2) hvem oplysningerne må videregives til, og

3) til hvilket formål oplysningerne må anvendes af den angivne

modtager.

Stk. 4. Er det umuligt eller forbundet med afgørende vanskeligheder

at indhente samtykke, må der dog videregives oplysninger, i det

omfang den myndighed, der besidder oplysningerne, anser det for at

være i overensstemmelse med den pågældendes interesse.

Stk. 5. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter det er

givet.«

Af et flertal (S, KF, V, CD og KrF), tiltrådt af justitsministeren:

4) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 01. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, skal meddeles skriftligt og

indeholde oplysning om, hvilken type oplysninger der må

videregives, til hvem oplysninger må videregives og til hvilket

formål. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens

karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor.«

5) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 02. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, bortfalder senest et år efter

det er givet.«

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, KF, V, CD og KrF):

6) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 03. Lokale administrative organer, som ved lov er tillagt en

selvstændig kompetence, anses som en selvstændig myndighed efter

stk. 1 og 3.«

Til § 29

Af et mindretal (SF):

7) Paragraffen affattes således:

»§ 29. Videregivelse af de i § 28, stk. 1, nævnte oplysninger kan dog

ske, når

1) det klart følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til

lov, at oplysningen skal videregives,

2) videregivelse er et nødvendigt led i den afgivende myndigheds

behandling af en sag,

3) videregivelse er nødvendig for den modtagende myndigheds udførelse

af lovbestemte tilsyns- eller kontrolopgaver samt opgaver, der er

et nødvendigt led i behandlingen af klagesager,

4) oplysningerne vedrører overtrædelse af den lovgivning, myndigheden

forvalter, og videregivelse sker som led i retshåndhævelse,

5) oplysningerne vedrører misbrug, vanrøgt eller lignende af børn og

unge eller personer med psykiske eller fysiske handicap og

videregivelse sker som led i retshåndhævelse eller

6) hensynet til hemmeligholdelse findes at burde vige for væsentlige

hensyn til at forebygge eller opklare lovovertrædelser, der er

direkte rettet mod den afgivende myndighed eller dennes

medarbejdere i forbindelse med udførelsen af deres funktioner.

Stk. 2. Der kan videregives oplysninger til brug for forskning på

vilkår, der fastsættes af den afgivende myndighed. Videregivelse

kan dog kun ske, hvis den offentlige interesse i

forskningsprojektets gennemførelse klart overstiger interessen i

oplysningernes hemmeligholdelse.«

Til § 32

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, KF, V, SF, CD og

KrF):

8) I paragraffen ændres ordene »er uden« til: »ikke er af«.

BEMÆRKNINGER

Til nr. 1

Der er ikke med bestemmelsen i lovforslagets § 27, stk. 1, tilsigtet

en udvidelse af tavshedspligten i forhold til bestemmelsen i §

152, stk. 3, i forslaget til lov om ændring af borgerlig

straffelov (L 6). For at udelukke en eventuel tvivl herom foreslås

det i § 27, stk. 1, præciseret, at der gælder tavshedspligt med

hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde

den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, herunder navnlig til de i nr. 1-8 særligt fremhævede

offentlige eller private interesser.

Til nr. 2

Ændringsforslaget indsnævrer den i justitsministerens lovforslag

indeholdte formulering væsentligt, idet tavshedspligt kun i sig

selv antages at bestå vedrørende udtalelser i forbindelse med

forhandlinger i lukkede forsamlinger inden for den offentlige

forvaltning. Bestemmelsen ændrer ikke den faste sædvane, der

gælder for kommunalbestyrelsers forhandlinger for lukkede døre,

hvorefter egne udtalelser kan refereres, men ikke andres, ligesom

referat i øvrigt kan finde sted under iagttagelse af fortrolighed,

der fremgår af andre bestemmelser. Formuleringen viser hen til

straffelovens § 129.

Til nr. 3

Justitsministerens lovforslag bygger i realiteten på en opdeling af

alle oplysninger i tre kategorier: stærkt følsomme (»rent

private«), andre fortrolige og helt ufølsomme.

En sådan opdeling må nødvendigvis give anledning til

afgrænsningsvanskeligheder og vanskelig fortolkningstvivl i

konkrete situationer. Der kan f.eks. henvises til

registertilsynets praksis (f.eks. årsberetningen 1983, side 35, og

1981, side 62), der bygger på en tilsvarende opdeling i lov om

offentlige myndigheders registre § 9. Der kan endvidere henvises

til bemærkningerne til forslaget til nævnte § 9. Eksemplerne i

ministerens svar af 24. oktober 1985 på retsudvalgets spørgsmål

nr. 11 er ligeledes illustrative. Efter omstændighederne vil de

oplysninger, en social klient afgiver om sine boligforhold

(herunder samlivsforhold), kunne være lige så følsomme som de

oplysninger, en patient giver sin læge om »banale« sygdomsforhold.

De kan være mere beskyttelsesværdige end de oplysninger, personen

giver lægen eller familierådgiveren om helbredstruende

arbejdsmiljø eller -ulykker. Normalt vil oplysninger om en persons

boglån på biblioteket være ganske ufølsomme; men det vil bestemt

ikke altid være tilfældet.

I ændringsforslaget sondres i stedet alene mellem fortrolige

oplysninger og andre oplysninger, og her benyttes den samme

afgrænsning, som justitsministeren anvender i forslaget til lov om

offentlighed i forvaltningen § 12, stk. 1, nr. 1.

I ændringsforslagets stk. 1 er det ikke nærmere præciseret, hvem

adgangen til udlevering, henholdsvis pligten til hemmeligholdelse,

påhviler. Som i justitsministerens lovforslag er det forudsat, at

dispositionsretten over oplysningerne tilkommer den

forvaltningsmyndighed, som ligger inde med dem.

Udtrykket »videregivelse« forudsætter, at der er tale om udveksling

mellem forskellige forvaltningsmyndigheder. Hvad der forstås ved

»forvaltningsmyndighed«, er i almindelighed klart. I

tvivlstilfælde vil det være naturligt at søge vejledning i den

praksis, som er opbygget omkring udtrykket »internt

arbejdsmateriale«, jfr. den gældende offentlighedslovs § 5, nr.

3-5. Det følger heraf f.eks., at amtskommunens socialcenter, når

det optræder som sekretariat for amtsankenævnet, sammen med nævnet

udgør en myndighed (ad hoc), der er adskilt fra amtskommunens

social- og sundhedsforvaltning i øvrigt. Dette gælder, selv om de

samme medarbejdere, når de behandler andre sager, er integreret i

amtsrådets administration. Følgen heraf er altså, at oplysninger

kun kan udveksles mellem social- og sundhedsforvaltningen og

f.eks. amtsankenævnet, hvis betingelserne i §§ 28 ff. er opfyldt.

I en henseende fører en henvisning til offfentlighedslovens regler om

internt arbejdsmateriale dog ikke med sikkerhed til et

hensigtsmæssigt resultat, nemlig når talen er om udveksling af

oplysninger mellem en kommunalbestyrelse (med tilhørende

forvaltning) på den ene side og på den anden side komunale organer

med selvstændig (lovumiddelbar) kompetence, navnlig socialudvalget

og ligningskommissionen. Denne situation er fastslået reguleret i

stk. 2.

Udveksling kan således f.eks. være aktuel mellem socialforvaltningen

og skoleforvaltningen eller mellem skattevæsenet og kommunens

miljøtilsyn. Sådan udveksling kan naturligvis være sagligt

velbegrundet i de sager, der behandles. Men den bør efter

forslagsstillernes opfattelse kun kunne ske under de samme

betingelser, typisk samtykke fra de berørte, som gælder for

udveksling mellem andre selvstændige myndigheder.

Behovet for diskretion understreges af, at ligningskommission og

socialudvalg ofte arbejder med oplysninger, som er indhentet ved

særlige tvangsmidler (f.eks. skattelovgivningens oplysningspligt)

eller i kraft af udtrykkeligt eller stiltiende løfte om

diskretion. Sådanne omstændigheder bør i dag også efter

justitsministeriets opfattelse begrunde, at videregivelse nægtes.

Der kan henvises til justitsministeriets svar til retsudvalget i

Folketingstidende 1977-78, tillæg B, sp. 1019 f.

Justitsministeriet skriver i sine bemærkninger til lovforslaget (side

24), at det ikke finder det praktisk muligt generelt at gennemføre

videregivelsesbegrænsninger mellem kommunale forvaltningsgrene.

Ministeriet begrunder synspunktet i det gældende princip om den

kommunale enhedsforvaltning.

Denne begrundelse er ikke holdbar. Princippet om den kommunale

enhedsforvaltning opfattes normalt som udtryk for det forhold, at

hele kommunens forvaltning i organisatorisk forstand er en helhed

under borgmesterens og i sidste ende kommunalbestyrelsens ledelse.

Princippet kan næppe forstås sådan, at det udtrykker noget om den

procedure, der nærmere skal følges, når de stærkt forskelligartede

funktioner udøves. At princippet ikke hindrer, at der er barrierer

mellem forskellige dele af forvaltningen, er en kendt sag allerede

under den gældende retstilstand. Således har

kommunalbestyrelsesmedlemmer, der ellers har adgang til alle

administrationens sager, ikke adgang til de sager, der henhører

under socialudvalgets og ligningskommissionens særlige kompetence.

Det har kun de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der tillige er

medlemmer af disse organer.

Det er således både reelt velbegrundet og i harmoni med det kommunale

styres funktionsmåde, når det foreslås, at der sættes »skodder«

mellem disse organer og kommunens øvrige administration, hvorved

informationsudveksling reguleres på samme måde som mellem andre

selvstændige forvaltningsmyndigheder.

Man kunne overveje, om der også burde sættes »skodder« mellem de

øvrige forvaltningsgrene indbyrdes. Dette synes dog ikke

foreneligt med de forudsætninger, hvorpå kommunalforvaltningen

virker. Der er ikke her på samme måde en tradition for lovgivning

om forvaltningens funktionsmåde. Tværtimod har nok netop

forvaltningens »bredde« været et (godt) argument for en del af de

opgaveudlægningslove, der er fulgt i kølvandet på

kommunalreformen.

På den anden side er det klart ikke tilsigtet, at den diskretion, der

faktisk iagttages i dag inden for den enkelte

forvaltningsmyndighed, skal svækkes som følge af de nye regler.

Der kan her henvises til § 32 og til justitsministeriets svar af

23. oktober 1985 på retsudvalgets spørgsmål nr. 9; heri

forudsættes, at der kan eksistere en diskretionspligt inden for

den enkelte forvaltningsmyndighed.

Det samme gælder den diskretion, der iagttages inden for den enkelte

forvaltnings rammer. Det er reelt særdeles velbegrundet, at det,

en hjemmehjælper erfarer under sit arbejde, normalt ikke

videregives til socialforvaltningens bistandsafdeling. Noget

sådant ville hæmme hjemmehjælperens funktionsmulighed og i øvrigt

være et brud på den berettigede forventning, klienten har om

hjemmehjælperens opgave og diskretion med hensyn til sin viden om

forholdene i hjemmet. Det må erkendes, at der vanskeligt kan

lovgives herom; men sigtet er heller ikke her en forøgelse af

informationsstrømmen bag borgerens ryg. Så gode hensigterne end

er, vil det dog altid være et skridt mod umyndiggørelse af den

enkelte.

Ændringsforslagets stk. 3 og 5 om samtykke svarer i det væsentlige

til § 16 i lov om offentlige myndigheders registre. Reglerne vil

dels sikre bevis for samtykkets afgivelse, dels motivere de

involverede myndigheder til nøje at afveje hensynene for og imod

videregivelse, og dels give anledning til, at vedkommende person

vejledes om de positive og negative virkninger for ham af et

samtykke.

Det anføres i bemærkningerne til justitsministerens lovforslag (side

24), at en ansøger bør gøres bekendt med, at nægtelse af samtykke

til indhentning/afgivelse af oplysninger kan resultere i, at

ansøgningen ikke kan imødekommes. Dette kan tiltrædes. Men der er

grund til at præcisere, at ikke enhver samtykkenægtelse kan have

den beskrevne virkning. Undertiden vil en sag kunne finde en anden

afgørelse også uden den ønskede oplysning, jfr. f.eks.

socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975, punkt 28,

og nr. 191 af 9. oktober 1975, punkt 23. Som hovedregel påhviler

sagsoplysningen nemlig forvaltningen, jfr. undersøgelsesmaksimen,

og ikke borgeren. Undertiden fastlægger eller forudsætter

vedkommende lov, hvilke oplysninger en ansøger skal afgive eller

forvaltningen på anden måde skaffe. Nægtelse af at afgive

yderligere oplysninger eller af at give samtykke til indhentelse

af yderligere oplysninger kan i så fald ikke medføre afslag på det

ansøgte, jfr. bemærkningerne side 21 til § 32 i justitsministerens

lovforslag. Fastholdes disse principper ikke, vil det være en tom

gestus at fastsætte regler om samtykkekrav i loven. Borgeren vil

da være i en reel tvangssituation, som gør det umuligt for ham at

afslå.

Ændringsforslagets stk. 4 er vel principielt ufornødent. Almindelige

nødretsgrundsætninger ville formentlig føre til samme resultat.

Når det dog er medtaget, skyldes det, at justitsministerens

lovforslags § 28, stk. 2, nr. 3 (som foreslås udeladt) bl.a.

begrundes i dette synspunkt. Der bør f.eks. videregives

oplysninger om en patient fra et sygehus til et andet, selv om

vedkommende patient måtte være ude af stand til at afgive

samtykke.

Til nr. 4

Ændringsforslaget indebærer, at samtykke til at videregive

oplysninger, jfr. § 28, stk. 2, nr. 1, som hovedregel skal

meddeles skriftligt og indeholde oplysning om, hvilken type

oplysninger der må videregives, til hvem oplysningerne må

videregives og til hvilket formål. Det kan ikke udelukkes, at det

i nogle situationer kan være uhensigtsmæssigt, at en sag må sættes

i bero, indtil skriftligt samtykke foreligger, selv om den,

oplysningen angår, f.eks. telefonisk har tilkendegivet at være

indstillet på, at oplysningen kan videregives. Det bestemmes

derfor, at skriftligt samtykke kan undlades, hvis sagens karakter

eller omstændighederne i øvrigt tillader det.

Kravet om skriftlighed i § 28 kan fraviges, når sagens karakter eller

omstændighederne i øvrigt taler derfor. Der er herved navnlig

tænkt på tilfælde, hvor hensynet til den pågældende selv eller til

væsentlige offentlige eller andre private interesser taler for, at

behandlingen af en sag, hvortil oplysningerne skal udleveres, ikke

skal udsættes, for at der kan indhentet et skriftligt samtykke,

som efter omstændighederne kan bevirke en vis forsinkelse af

sagen.

Som det fremgår af § 29, gælder der ikke et krav om skriftlighed for

så vidt angår samtykke til indhentning af oplysninger i

ansøgningssager. Er der i en ansøgningssag givet et mundtligt

samtykke til, at der i forbindelse med ansøgningssagens behandling

kan indhentes fortrolige oplysninger om ansøgeren fra en anden

forvaltningsmyndighed, og er denne bekendt med det afgivne

samtykke, vil det ikke være nødvendigt, at der tillige efter § 28

indhentes skriftligt eller mundtligt samtykke til, at

oplysningerne kan videregives.

Til nr. 6

Ved den foreslåede ændring præciseres det bl.a., at det sociale

udvalg er en selvstændig myndighed efter § 28 i forhold til den

øvrige kommunale forvaltning for så vidt angår sager, hvor det

sociale udvalg efter bistandsloven har fået tillagt en selvstændig

kompetence. En lignende selvstændig stilling gælder for

ligningskommissioner, skolekommissioner, brandkommissioner m.v.

Til nr. 7

Bestemmelsen omhandler de undtagelser, der skal gælde fra

videregivelsesforbuddet i § 28. Kredsen af undtagelsessituationer

er betragteligt snævrere end i justitsministerens lovforslag. Det

er klart, at det sine steder vil gøre forvaltningens arbejde lidt

tungere, omend den modsatte effekt også vil optræde. Det vil

desuden her og der udsætte borgeren for noget besvær med at skulle

afgive de samme oplysninger til flere forskellige myndigheder.

Det fra Sverige kendte princip om, at myndighederne skal »raecke

varandra handen« har ikke nogen sinde vundet indpas i dansk

forvaltningsret. Og det har gode reale grunde. I den henseende

lægges vægt på følgende:

For det første tilsiger et hensyn til den personlige integritet, at

oplysningsstrømmen mellem myndighederne begrænses. Integritet er

et upræcist ord, som vanskeligt lader sig definere. Det udvalg,

som forberedte registerlovene, tyede til det amerikanske »a right

to be let alone«. Herved angives, at modstykket til

integritetsbeskyttelsen er et overvågningssamfund, hvor det

offentlige i snart den ene, snart den anden forklædning fører

intenst opsyn med den enkeltes færden. At betone

integritetsbeskyttelsen er også at understrege, at den enkelte bør

sikres vidtstrakt indflydelse på og ansvar for sin egen

situation.

For det andet vil det utvivlsomt hæmme effektiviteten i visse

offentlige servicefunktioner, hvis den enkelte ikke tør rykke ud

med relevante oplysninger af frygt for, at de kommer andetsteds

hen. De funktioner, der udøves af hjemmehjælpere, lærere,

psykiatere, socialrådgivere, krisecentermedarbejdere og

narkokonsulenter f.eks., vil utvivlsomt lide skade, hvis ikke de

pågældende klienter sikres diskretion. Det bør ikke blive sådan,

at blot fordi sådanne funktioner varetages af det offentlige,

inkorporeres de derved i det offentliges overvågnings- og

kontrolapparat.

For det tredje må det undgås, at »det offentlige« kommer til at

fremstå for den enkelte som et stort, utilnærmeligt hele, hvis

indre processer er uforståelige for ham. De talrige offentlige

organer er vel stadig, hver for sig, til at få i tale for den

enkelte. Tømres de derimod yderligere sammen, f.eks. ved at åbne

for en næsten uhæmmet informationsstrøm imellem dem, vil mange

sager kunne behandles og afgøres, uden at de berørte behøver at

inddrages nævneværdigt. Det vil være en praktisk lettelse, men på

længere sigt skabe en kolossal kløft mellem myndighederne og

individet stik imod de intentioner om decentralisering, der ellers

har været påberåbt i lovgivningen i den sidste snes år.

De videregivelsesmuligheder, der bør blive tilbage, fremgår af § 29,

stk. 1, nr. 1-6.

Det følger af bestemmelsens indledning, at det er den myndighed, der

har oplysningen i sin besiddelse, der afgør, om en

videregivelsesanmodning skal imødekommes. Der er ikke tale om en

diskretionær afgørelse, men om en vurdering af, om betingelserne i

nr. 1-6 er opfyldt. Er de det ikke, er videregivelse udelukket. Er

de det, kan oplysningerne videregives, og normalt skal de det

også, jfr. § 31. Det følger dog af hovedlinjen i nærværende

ændringsforslag, at konkret tvivl bør medføre hemmeligholdelse.

Herved bemærkes også, at der som oftest vil stå andre midler til

rådighed for den rekvirerende myndighed, bl.a. retsplejelovens

forhørs-, vidne- og editionsregler.

Nr. 1 svarer til § 28, stk. 2, nr. 2, i justitsministerens

lovforslag. Det er dog med henblik på fortolkningen i konkrete

situationer søgt præciseret, at specielle videregivelsesregler i

lovgivningen kun går forud for forvaltningslovens, hvis det klart

er sigtet med den pågældende lov.

Nr. 2 og 3 svarer i det væsentlige til § 28, stk. 2, nr. 4, i

ministerens lovforslag. Af redaktionelle grunde er det dog delt i

to numre og ændret lidt i ordlyden.

Det er angivet, at tilsyns- og kontrolopgaver skal være lovbestemte

for at kunne begrunde udleveringsadgang for anden myndighed. Det

skyldes, at tilsyn og kontrol er meget upræcise begreber, der

bruges på mange forskellige måder. Den virksomhed, der udøves af

borgmesteren som administrationsleder eller af ministeren som chef

for ministeriets forskellige organer, må anses som lovbestemt.

Klagesager er medtaget for fuldstændigheds skyld, og oplysningen, der

kan videregives, omfatter såvel klager over sagsbehandling som

klager over det materielle forhold.

Reglen giver endvidere bl.a. mulighed for, at en myndighed, der fører

tilsyn efter speciallovgivningen, f.eks. miljøloven,

arbejdsmiljøloven og byggeloven, kan afgive de fornødne

oplysninger i en politianmeldelse af en konstateret

lovovertrædelse.

Nr. 4-6 udtrykker de eneste modstående hensyn, som bør kunne begrunde

udlevering af oplysninger; sammenlign herved justitsministerens

lovforslags § 28, stk. 2, nr. 3.

Ifølge nr. 4-5 kan oplysninger videregives med henblik på at

forebygge og opklare visse forbrydelser m.v.

Reglen gælder både videregivelse til politiet og til f.eks.

arbejdstilsynet, levnedsmiddeltilsynet og tilsynsmyndigheder efter

miljøbeskyttelsesloven.

Nr. 6 indeholder en specialregel om lovovertrædelser, som er rettet

direkte mod den myndighed, som er i besiddelse af oplysningerne.

Bestemmelsens område er f.eks. socialbedrageri, vold mod

myndighedens ansatte m.v.

Reglen er formuleret som en afvejningsregel. Den afgivende myndighed

skal foretage en vurdering af behovet for at afgive oplysningerne

sammenholdt med hensynet til hemmeligholdelse. Herved henvises til

de generelle synspunkter ovenfor, som begrunder en tilbageholdende

praksis med hensyn til oplysningers vandring.

Stk. 2 er indføjet som konsekvens af, at § 28, stk. 2, nr. 3, i

justitsministerens lovforslag ikke foreslås medtaget i loven.

Til nr. 8

Ændringsforslaget indebærer en tydeliggørelse af bestemmelsen,

således at det præciseres, at ansatte i den offentlige forvaltning

ikke i forbindelse med deres arbejde må skaffe sig fortrolige

oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af deres

opgaver.

Ændringsforslag

til

II. Forslag til lov om offentlighed i forvaltningen

Til § 1

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, KF, V, SF, CD og

KrF):

1) Stk. 2, nr. 1, affattes således:

»1) elforsyningsvirksomheder, der producerer, transmitterer eller

distribuerer elektricitet ved spænding på 500 V eller derover,».

Til § 12

Af et mindretal (SF):

2) Stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2) tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller

forretningsforhold eller lignende, når det godtgøres, at der vil

være nærliggende risiko for, at der påføres den person eller

virksomhed, oplysningerne angår, afgørende økonomisk tab, såfremt

begæringen imødekommes.«

Til § 16

Af et mindretal (S og SF):

3) Stk. 3 udgår.

Til § 17

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, KF, V, SF, CD og

KrF):

4) I stk. 3 indsættes efter sidste punktum som nyt punktum:

»Adgangen til aktindsigt efter § 1, stk. 2, gælder ikke for

dokumenter, der er udfærdiget af eller er indkommet til de i

bestemmelsen nævnte selskaber, institutioner, foreninger m.v. før

lovens ikrafttræden.«

BEMÆRKNINGER

Til nr. 1

Bestemmelsen indebærer, at alle elforsyningsvirksomheder, der

producerer eller fordeler elektricitet ved spændinger på 500 V

eller derover, omfattes af offentlighedslovens regler. Den

fastsatte grænse på 500 V svarer til den grænse, der efter

elforsyningslovens § 9 er afgørende for, om en

elforsyningsvirksomhed er omfattet af elforsyningslovens regler om

prisberegning m.v.

Til nr. 2

Ændringsforslaget tilsigter at sikre, at der gives aktindsigt i

miljøbeskyttelsessager for så vidt angår oplysninger om

sammensætningen af spildevandsudledninger samt andre emissioner.

Bestemmelsen indebærer en skærpelse af den gældende lovs § 2, stk.

1, nr. 2, hvorefter virksomhedens blotte vægring mod udlevering af

de omhandlede oplysninger i praksis udelukker eller væsentligt

besværliggør aktindsigt. Der henvises i denne forbindelse til

biologerne Vagn Juhl Larsen og Per Christensens sag vedrørende

aktindsigt i spildevandsforholdene for 2 virksomheder i Odense.

Der henvises til miljøministerens besvarelse af miljø- og

planlægningsudvalgets spørgsmål nr. 355 (almindelig del - bilag

116, folketingsåret 1985-86) samt til justitsministerens notat af

14. maj 1985, side 11, om eventuelle ændringer i forslaget til

forvaltningslov (L 13) og forslaget til lov om offentlighed i

forvaltningen (L 14).

Til nr. 3

Formålet med ændringsforslaget er at forhindre, at der opkræves

betaling for fotokopier af sagsakter, hvori der er begæret

aktindsigt. Fotokopieringsteknikkens udvikling har siden

udfærdigelsen af justitsministeriets bekendtgørelse nr. 453 af 10.

november 1970, hvori der fastsættes betalingssatser på henholdsvis

10 og 5 kr. for første og følgende sider, væsentligt billiggjort

kopiering. Det må derfor anses for rimeligt, at betalingsreglerne

helt bortfalder. Dette understreges også af, at det almindelige

sigte med loven er at udvide adgangen til aktindsigt.

Hagen Hagensen (KF) fmd. Barfoed (KF) Karen Thurøe Hansen (KF)

Agnete Laustsen (KF) Bjørn Elmquist (V) Birthe Rønn Hornbech

(V) Birgith Mogensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KrF) Ole

Espersen (S) Jytte Andersen (S) Torben Lund (S) Lissa

Mathiasen (S) Erik B. Smith (S) Jimmy Stahr (S) Leif Hermann

(SF) Ebba Strange (SF) nfmd. Estrup (RV)

Partierne VS, FP og FD havde ikke medlemmer i udvalget.

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren

og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 14:

Hvilken konkret betydning vil begrundelsespligten få for afgørelser

truffet af kriminalforsorg, anstalter og arresthuse i sager

vedrørende de indsatte? Vil et afslag på ansøgning om

udgangstilladelse f.eks. fortsat kunne begrundes udelukkende med,

at »der foreligger fare for misbrug«, uden at det oplyses, hvorpå

faren for misbrug skønnes at foreligge?

Svar:

Efter § 22 i forslaget til forvaltningslov skal en afgørelse, når den

meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre

afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

De nærmere regler om begrundelsens indhold er fastsat i lovforslagets

§ 24.

Som anført i de specielle bemærkninger til § 24, lovforslaget side

52, er det ikke muligt at foretage en præcis beskrivelse af, hvor

udførligt en myndighed skal udforme den begrundelse, der meddeles

for en truffet afgørelse. Besvarelsen heraf må bl.a. bero på, hvor

aktivt den pågældende part har medvirket i den forudgående

sagsbehandling, og på sagens karakter.

Det følger dog af § 24, stk. 1, at en begrundelse for en afgørelse

skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til

hvilke afgørelsen er truffet.

I det omfang afgørelsen efter de gældende regler beror på et skøn,

skal begrundelsen tillige angive de hovedsynspunkter, der har

været bestemmende for skønsudøvelsen.

Efter § 24, stk. 2, skal begrundelsen endvidere om fornødent

indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens

faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for

afgørelsen.

Afgørelser, der træffes skriftligt inden for kriminalforsorgen og som

ikke fuldt ud giver den pågældende part medhold, skal efter disse

regler være ledsaget af en begrundelse, der opfylder de ovennævnte

krav.

I det eksempel, der nævnes i spørgsmålet, vil et afslag på ansøgning

om udgangstilladelse, der alene begrundes med, at »der foreligger

fare for misbrug«, i almindelighed ikke opfylde kravene til

begrundelsens indhold efter bestemmelserne i lovforslagets § 24.

Ud over en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke

afgørelsen er truffet, skal begrundelsen tillige indeholde en

angivelse af, hvilke forhold der fører til, at man skønner, at der

foreligger fare for misbrug.

Spørgsmål nr. 16:

Ministeren bedes oplyse, om Kommunernes Landsforening,

Amtsrådsforeningen og Kommunedata med den foreliggende formulering

er medtaget under offentlighedsloven?

Svar:

Efter § 1, stk. 1, i forslaget til lov om offentlighed i

forvaltningen skal den nye offentlighedslov gælde umiddelbart for

al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning. Efter §

1, stk. 3, kan vedkommende minister efter forhandling med

justitsministeren endvidere fastsætte regler om, at loven skal

gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger

m.v., som ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning. Det

gælder dog kun, såfremt udgifterne ved deres virksomhed

overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler, eller i

det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt

beføjelse til at træffe afgørelser på statens eller en kommunes

vegne.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 1,

lovforslagets side 11, at der ved fastlæggelsen af, hvilke

myndigheder og institutioner der skal henregnes til »den

offentlige forvaltning«, skal lægges vægt på en bedømmelse af

institutionernes organisatoriske placering og kun i tilfælde, hvor

denne kan give anledning til tvivl, tillige på, hvilke funktioner

institutionen udøver. Således kan institutioner, der er oprettet

på privatretligt grundlag, som f.eks. selvejende institutioner og

foreninger, kun henregnes til »den offentlige forvaltning« og

dermed være omfattet umiddelbart af loven, såfremt de udøver

offentlig virksomhed af mere omfattende karakter og derved er

undergivet intensiv offentlig regulering, tilsyn og kontrol.

Institutioner, der er organiseret i selskabsform, f.eks.

aktieselskaber og interessentskaber, falder uden for § 1, stk. 1.

Det har navnlig på baggrund af forarbejderne til den gældende

offentlighedslov givet anledning til tvivl, hvorvidt kommunale

fællesskaber, der betegner sig interessentskaber, andelsselskaber

og lignende privatretlige betegnelser, kan anses for omfattet af

begrebet »den offentlige forvaltning«. Det antages, at den

kommunale styrelseslov finder anvendelse på sådanne fællesskaber,

og det samme gælder andre forvaltningsretlige regler, som f.eks.

reglerne om tavshedspligt. På den baggrund og som følge af, at

disse fællesskaber løser kommunale opgaver på de deltagende

kommuners vegne, må også sådanne fællesskaber anses for en del af

den offentlige forvaltning og dermed umiddelbart være omfattet af

loven. Kommunale fællesskaber, som skal godkendes efter § 60 i den

kommunale styrelseslov, vil således umiddelbart være omfattet af

loven.

Justitsministeriet har til brug ved besvarelsen af spørgsmålet

indhentet en udtalelse fra indenrigsministeriet.

Indenrigsministeriet har i den anledning bl.a. udtalt følgende:

»Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen varetager funktioner

som interesseorganisationer for medlemskommunerne og yder disse

bistand med løsningen af deres opgaver. På denne baggrund finder

indenrigsministeriet ikke, at de er omfattet af udtrykket »den

offentlige forvaltning«. Det bemærkes specielt, at

indenrigsministeriet ikke mener, at kommunernes medlemskab af

disse foreninger kræver de kommunale tilsynsmyndigheders

godkendelse efter den kommunale styrelseslovs § 60, idet

foreningerne ikke er kommunale fællesskaber.

Med hensyn til Kommunedata kan det oplyses, at dette er et

interessentskab, hvis interessenter er Kommunernes Landsforening

og Amtsrådsforeningen. Interessentskabets formål er gennem drift

af databehandlingscentraler at udføre elektronisk

databehandlingsarbejde for de tilsluttede kommuner og

amtskommuner. Herudover kan interessentskabet påtage sig

elektronisk databehandlingsarbejde for andre efter bestyrelsens

beslutning. Kommunedatas virksomhed finansieres ved den betaling,

man får for det arbejde, man sælger.

På denne baggrund finder indenrigsministeriet heller ikke, at

Kommunedata falder ind under udtrykket »offentlig forvaltning« i §

1, stk. 1.'

Justitsministeriet er enigt med indenrigsministeriet i, at de i

spørgsmålet nævnte foreninger m.v. ikke er omfattet af udtrykket

»den offentlige forvaltning« i lovforslagets § 1, stk. 1, og at de

derfor ikke umiddelbart vil være omfattet af den nye

offentlighedslov.

Med hensyn til mulighederne for at inddrage de pågældende foreninger

m.v. under offentlighedsloven efter bestemmelsen i lovforslagets §

1, stk. 3, udtaler indenrigsministeriet bl.a. følgende:

»Kommunernes Landsforening har telefonisk oplyst, at ca. 27 pct. af

foreningens indtægter stammer fra medlemsbidrag, mens

handelsmæssig virksomhed omfattende salg til kommuner,

amtskommuner og private udgør ca. 44 pct. af indtægterne og

betaling for konsulentbistand m.m. udgør den sidste del af

indtægterne.

For Amtsrådsforeningens vedkommende er det telefonisk oplyst, at

medlemsbidragene udgør ca. 60 pct. af indtægterne, mens de

resterende indtægter fremkommer ved salg af ydelser.

Det er indenrigsministeriets opfattelse, at de to foreningers samt

Kommunedatas indtægter på denne baggrund i helt overvejende grad

består af medlemsbidrag og indtægter ved salg af ydelser til

kommuner og amtskommuner.«

I bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 3, lovforslaget side 13,

er det nævnt, at en bestemmelse om, at en institution eller

forening m.v. efter § 1, stk. 3, skal være omfattet af loven, for

det første kan træffes, hvis udgifterne ved institutionens

virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler.

Overførelsen af midler vil normalt bestå i direkte tilskud, men

bestemmelsen omfatter også tilfælde, hvor en institutions udgifter

dækkes i form af medlemsbidrag eller lignende eller af egentlige

betalinger fra offentlige myndigheder for modydelser. Det er ikke

fundet muligt at lade nogen bestemt procentsats af de offentlige

midler i forhold til de samlede udgifter være afgørende. Der må

anlægges en individuel bedømmelse heraf på grundlag af en række

andre faktorer, herunder navnlig, hvilken virksomhed institutionen

udøver. Kravet om, at den offentlige udgiftsdækning skal være

»overvejende«, indebærer dog, at den offentlige andel skal være af

en betragtelig størrelse i forhold til de samlede udgifter, i alt

fald ikke under 60-70 pct. heraf.

Efter det for justitsministeriet oplyste udgøres langt den

overvejende del af indtægterne for såvel Kommunernes

Landsforening, Amtsrådsforeningen som Kommunedata af medlemsbidrag

og betalinger for modydelser fra kommunerne og amtskommunerne. Kun

en meget beskeden del af indtægterne hidrører således fra salg af

ydelser til private. Som følge heraf vil de pågældende foreninger

efter justitsministeriets opfattelse kunne inddrages under

offentlighedsloven efter bestemmelsen i lovforslagets § 1, stk. 3.

Spørgsmål nr. 17:

Ministeren bedes oplyse, hvorvidt de kommunale

EDB-journaliseringssystemer, som er under indkøring, vil indeholde

mulighed for udfærdigelse af postlister uden ekstra

ressourceindsats eller systemerne subsidiært giver mulighed for

jævnlig udarbejdelse af lister over sager, som er under

behandling?

Svar:

Justitsministeriet har til brug ved besvarelsen af spørgsmålet

indhentet en udtalelse fra Kommunernes Landsforening.

Kommunernes Landsforening har i den forbindelse oplyst, at man i

marts 1983 har udarbejdet en kravspecifikation for et

fælleskommunalt EDB-journaliseringssystem. Det fremgår af

kravspecifikationen, at systemet vil give mulighed for

udfærdigelse af såvel postlister som lister over sager, som er

under behandling.

Kommunadata har udviklet den første grundversion af systemet, som for

tiden er under afprøvning i 5 kommuner. Systemet er baseret på

anvendelse af mikro-datamater i kommunerne. På baggrund af

erfaringerne vil Kommunedata videreudvikle systemet, som derefter

vil blive tilbudt alle kommuner.

Det understreges i svaret fra Kommunernes Landsforening, at der er

tale om et valgfrit system, som kommunerne kan indføre, hvis de

vurderer, at systemet er tilstrækkelig attraktivt ud fra såvel

administrative som økonomiske hensyn. På nuværende tidspunkt er

det således efter Kommunernes Landsforenings opfattelse vanskeligt

at vurdere, i hvilket omfang og i hvilken takt kommunerne vil

anvende EDB-journaliseringssystemet.

Spørgsmål nr. 18:

Findes der ved den nuværende eller den foreslåede affattelse af

straffeloven nogen mulighed for at idømme straf til personer, som

uhjemlet pålægger underordnede eller andre tavshedspligt. Vil

ministeren i benægtende fald tilstille udvalget et udkast til en

sådan bestemmelse?

Svar:

Der findes hverken i den gældende straffelov eller i det fremsatte

forslag til ændring af straffeloven en særskilt lovregel om, at

den, der uden fornøden hjemmel pålægger underordnede eller andre

tavshedspligt, kan straffes. Et tavshedspålæg, der går videre, end

hvad der følger af bestemmelsen i § 27, stk. 2, i forslaget til

forvaltningslov, vil efter omstændighederne kunne have karakter af

en tjenesteforseelse, der kan medføre et disciplinært ansvar. I

særlig grove tilfælde vil forholdet efter omstændighederne kunne

være omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 157 om grov eller

oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller

hvervets udførelse eller bestemmelsen i § 61 c i lov om

kommunernes styrelse om kommunalbestyrelsesmedlemmers grove

tilsidesættelse af de pligter, som hvervet medfører, eller den

tilsvarende bestemmelse i § 48 b i loven om Københavns kommunes

styrelse.

Spørgsmål nr. 21:

Vil politiets planer vedrørende indsatsen i forbindelse med større

forureningsulykker fortsat være omfattet af reglerne om internt

arbejdsmateriale?

Svar:

1. I forbindelse med besvarelsen af nogle spørgsmål fra folketingets

miljø- og planlægningsudvalg om Sojakagefabrikken i København

(1984 -85, Alm. del - bilag 168) har justitsministeriet indhentet

en udtalelse fra politidirektøren i København om offentlighed

vedrørende politiets beredskabsplaner.

Politidirektøren oplyste bl.a., at planer af den i spørgsmål nr. 142

nævnte karakter hos Københavns politi betragtes som interne

arbejdsinstrukser. I den forbindelse har politidirektøren i øvrigt

påpeget, at planerne løbende revideres, at en evakueringsplans

gennemførelse afhænger af vindretning, udslippets størrelse, og

hvilket stof der er tale om, og at fremgangsmåden ved

gennemførelse af en eventuel evakuering derfor kan blive helt

anderledes end således, som offentligheden måske flere år forinden

havde opfattet en evakuering. En eventuel offentliggørelse vil

derfor efter politidirektørens opfattelse i givet fald direkte

kunne modarbejde gennemførelse af evakuering i en konkret

situation.

2. Beredskabsplanerne kan efter den gældende offentlighedslovs § 5,

nr. 3, kun undtages fra aktindsigt som internt arbejdsmateriale,

sålænge planerne ikke er videregivet til udenforstående, herunder

til andre myndigheder, der skal bistå politiet i tilfælde af en

forureningsulykke, eller til den pågældende virksomhed.

Beredskabsplaner, der er videregivet til andre, vil således som

udgangspunkt være genstand for aktindsigt efter

offentlighedslovens almindelige regler.

3. Efter bestemmelsen i § 8, nr. 4, i forslaget til offentlighedslov

omfatter retten til aktindsigt uanset bestemmelsen i § 7 om

interne arbejdsdokumenter sådanne dokumenter, når dokumenterne

indeholder generelle retningslinjer for behandlingen af bestemte

sagstyper og dokumenterne foreligger i endelig form.

Bestemmelsen er ny.

Dokumenter, der indeholder generelle retningslinjer for beredskabet i

forbindelse med forureningsulykker - d.v.s. retningslinjer, der

ikke angår en bestemt virksomhed, men som angår forureningsulykker

generelt - og som foreligger i endelig form, vil således ikke

længere kunne undtages fra aktindsigt som interne

arbejdsdokumenter, men vil være undergivet offentlighed efter

lovens almindelige regler.

Efter forslagets § 13 er der hjemmel til at undtage oplysninger fra

aktindsigt, hvis adgangen til aktindsigt findes at burde vige for

en række nærmere opregnede væsentlige hensyn til offentlige eller

private interesser. I § 13, stk. 1, nr. 6, der har karakter af en

opsamlingsbestemmelse, er anført hensynet til beskyttelse af andre

offentlige eller private interesser, hvor hemmeligholdelse efter

forholdets særlige karakter er påkrævet. For så vidt angår

anvendelse af denne undtagelsesbestemmelse, kan det anføres, at

det i bemærkningerne til bestemmelsen er forudsat, at den kun

anvendes, hvor hemmeligholdelse af hensyn til det offentliges

eller privates interesser klart er påkrævet, jfr. således

lovforslaget side 25.

Efter justitsministeriets opfattelse kan der være grund til at

fremhæve, at undtagelse af oplysninger i generelle

beredskabsplaner efter omstændighederne i medfør af denne

bestemmelse må kunne foretages, i det omfang offentlighedens

kendskab til oplysningerne indebærer en vis større risiko for, at

virksomhedernes og myndighedernes udførelse af beredskabsplanerne

eller dele heraf vil kunne blive vanskeliggjort.

Det følger af lovforslagets § 13, stk. 2, at såfremt kun en del af et

dokument er omfattet af bestemmelserne i § 13, stk. 1, skal den,

der har begæret aktindsigt, gøres bekendt med dokumentets øvrige

indhold. Der er således som udgangspunkt ikke hjemmel til at

undtage en samlet, generel beredskabsplan fra aktindsigt under

henvisning til, at dele af denne må anses for omfattet af en eller

flere af undtagelsesbestemmelserne.

4. Beredskabsplaner vedrørende forureningsulykker på bestemte

virksomheder vil, da der ikke er tale om generelle retningslinjer

for bestemte sagstyper, kunne undtages fra aktindsigt som interne

arbejdsdokumenter efter lovforslagets § 7. Det gælder dog ikke,

hvis planen er videregivet til andre, herunder andre myndigheder

eller til den pågældende virksomhed. I så fald vil

beredskabsplanen være undergivet aktindsigt efter lovens

almindelige regler. Såfremt beredskabsplanen ikke er videregivet

til andre og således kan undtages fra aktindsigt som internt

materiale, gælder der dog efter lovforslagets § 11, stk. 1, en

pligt til at give meddelelse om faktiske oplysninger i sådanne

dokumenter, hvis de er af væsentlig betydning for sagsforholdet.

Efter lovforslagets § 12, stk. 1, nr. 2, omfatter retten til

aktindsigt ikke oplysninger om tekniske indretninger eller

fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold eller

lignende, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for

den person eller virksomhed, oplysningen angår, at begæringen ikke

imødekommes. Bestemmelsen er kun anvendelig, hvis indrømmelsen af

aktindsigt efter en konkret vurdering må antages at indebære en

nærliggende risiko for, at der - typisk af konkurrencemæssige

grunde - påføres den pågældende person eller virksomhed skade,

navnlig et økonomisk tab af nogen betydning. En beredskabsplan,

der indeholder oplysninger om en bestemt virksomheds tekniske

indretning m.v., vil således kun i ganske særlige tilfælde efter

en konkret vurdering kunne undtages fra aktindsigt efter denne

bestemmelse.

Som anført ovenfor under pkt. 3, vil der efter omstændighederne være

adgang til efter en konkret bedømmelse at undtage oplysninger i en

beredskabsplan fra aktindsigt efter forslagets § 13, stk. 1, nr.

6.

5. På denne baggrund er det justitsministeriets opfattelse, at den

pågældende myndighed, som har udarbejdet beredskabsplanen, ved

afgørelsen af spørgsmål om aktindsigt i beredskabsplaner må

foretage en konkret vurdering af planernes enkelte elementer i

forhold til lovens undtagelsesbestemmelser.

Justitsministeret finder ikke ud over det allerede anførte at kunne

udtale sig om, i hvilket omfang beredskabsplaner i almindelighed

kan undtages fra aktindsigt, idet afgørelsen heraf som anført må

forudsætte en gennemgang og konkret vurdering af de enkelte

elementer i planerne.

Spørgsmål nr. 22:

Vil justitsministeren formulere et ændringsforslag til § 12, stk. 1,

nr. 2, i L 5 i overensstemmelse med bemærkningerne på side 5, pkt.

8, i justitsministeriets notat af 14. maj 1985, der er optrykt som

bilag til udvalgets beretning af 14. juni 1985?

Svar:

Efter bestemmelsen i § 12, stk. 1, nr. 2, i forslaget til ny

offentlighedslov (L 5) omfatter retten til aktindsigt ikke

oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om

drifts- eller forretningsforhold eller lignende, for så vidt det

er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller

virksomhed, oplysningen angår, at begæringen ikke imødekommes.

I justitsministeriets notat af 14. maj 1985 er det bl.a. anført, at

den tilsvarende undtagelsesbestemmelse i den gældende

offentlighedslovs § 2, stk. 1, nr. 2, i praksis synes at blive

anvendt i videre omfang end forudsat ved offentlighedslovens

vedtagelse. Det anføres endvidere, at grundlag for at ændre denne

praksis efter justitsministeriets opfattelse bedst vil kunne

tilvejebringes ved f.eks. i retsudvalgets betænknng - eller ved en

genfremsættelse i lovforslagets bemærkninger - at præcisere, at

der kun kan gives afslag på en begæring om aktindsigt efter

bestemmelsen i § 12, stk. 1, nr. 2, hvis der efter en konkret

bedømmelse må antages at være nærliggende risiko for, at der

påføres den, oplysningerne vedrører, et tab.

Som nævnt i spørgsmålet er justitsministeriets notat af 14. maj 1985

optaget som bilag til beretningen fra folketingets retsudvalg af

1. august 1985 (blad nr. 962), og retsudvalget henviser i sin

udtalelse til de synspunkter, der er indeholdt i notatet. På denne

baggrund vil justitsministeriet i den vejledning, der vil blive

udarbejdet til forvaltningsloven, kunne præcisere, at

undtagelsesbestemmelsen i § 12, stk. 1, nr. 2, kun er anvendelig,

hvis det efter en konkret vurdering må antages, at der er

nærliggende risiko for, at der påføres den, oplysningerne

vedrører, et tab.

En eventuel præcisering af undtagelsesbestemmelsen i lovforslagets §

12, stk. 1, nr. 2, vil kunne udformes således:

»2) tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts-

eller forretningsforhold eller lignende, når det må antages, at

der vil være nærliggende risiko for, at der påføres den,

oplysningerne vedrører, et økonomisk tab, såfremt begæringen

imødekommes.«

Spørgsmål nr. 23:

Ad svaret på spm. 5

Skal svaret forstås således, at udtalelser til pressen fra en person,

der ikke er beføjet hertil i henhold til ledelsesreglerne, er

omfattet af reglerne om tavshedspligt?

Svar:

Udtalelser til pressen fra en person, der ikke er beføjet hertil i

henhold til ledelsesreglerne, er ikke i sig selv et brud på den

pågældendes tavshedspligt.

Hvis den pågældende i sådanne tilfælde har givet udtryk for at udtale

sig på myndighedens vegne, kan der derimod efter omstændighederne

være tale om en tilsidesættelse af tjenestepligter, som kan

medføre et disciplinært ansvar.

Såfremt den pågældende i sin udtalelse røber tavshedsbelagte

oplysninger, vil der dog tillige kunne foreligge brud på

tavshedspligten.

Spørgsmål nr. 26:

Hvilke regler er de »herom gældende regler«, som er omtalt i

bemærkningerne til lovforslaget side 58, 3. afsnit, hvorefter der

kan videregives fortrolige oplysninger til andre myndigheder end

forvaltningsmyndigheden?

Svar:

I bemærkningerne til § 28 i forslaget til forvaltningslov er det

fremhævet, at bestemmelserne i § 28 alene angår videregivelse af

fortrolige oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder. Uden for

bestemmelsen falder således videregivelse af oplysninger til

domstolene og folketinget, herunder folketingets ombudsmand, samt

til udenlandske myndigheder. Om videregivelse af fortrolige

oplysninger kan finde sted til andre myndigheder end

forvaltningsmyndigheder, vil som hidtil bero på de herom gældende

regler, d.v.s. straffelovens regler om tavshedspligt.

Efter straffelovens almindelige bestemmelser om tavshedspligt og

efter forslaget til ændring af straffelovens regler om

tavshedspligt må fortrolige oplysninger ikke uberettiget

videregives til andre. En videregivelse kan bl.a. være berettiget

som følge af regler uden for straffeloven eller som følge af

samtykke. Der kan i den forbindelse henvises til straffelovrådets

udtalelse af 13. maj 1985, pkt. 4. Udtalelsen er optrykt som bilag

til forslaget til lov om ændring af borgerlig straffelov (L 6).

Hertil kommer, at der i lovgivningen kan være fastsat særlige regler

om tavshedspligt og oplysningspligt.

Som eksempel på en bestemmelse om oplysningspligt kan nævnes, at de

personer i den offentlige forvaltning, der er omfattet af

ombudsmandens kompetence, efter § 7 i lov om folketingets

ombudsmand er forpligtet til at meddele ombudsmanden de

oplysninger og til at fremlægge de dokumenter og protokoller, som

ombudsmanden i sit hvervs medfør forlanger.

De nærmere regler om videregivelse af oplysninger m.v. til domstolene

til brug ved behandlingen af retssager er bl.a. fastsat i

retsplejelovens kapitel 18 om vidner og kapitel 28 om parternes og

tredjemands forpligtelse til i borgerlige sager at fremlægge

synbare bevismidler. Reglerne om videregivelse af dokumenter til

brug i straffesager findes i retsplejelovens § 785. Den

grundlæggende bestemmelse om videregivelse af oplysninger fra den

offentlige forvaltning til domstolene til brug ved behandlingen af

retssager findes i retsplejelovens § 169 om vidnepligt for

personer i offentlig tjeneste eller hverv. Bestemmelsen er

sålydende:

»§ 169. Tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt eller

dermed ligestillet hverv, må ikke uden samtykke af vedkommende

myndighed afkræves vidneforklaring om forhold, med hensyn til

hvilke der i det offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt.

. . .

Stk. 2. Nægtes samtykke, kan retten, såfremt forklaringens afgivelse

findes at være af afgørende betydning for sagens udfald, pålægge

vedkommende myndighed over for retten at redegøre for grundene til

nægtelsen. Finder retten herefter, at hensynet til

hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens oplysning, kan

den bestemme, at vidneforklaring skal afgives. Dette gælder dog

ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet til statens

sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter.«

Spørgsmål nr. 28:

Ministerens kommentarer udbedes til skrivelse af 13. november 1985

fra Dansk Socialrådgiverforening til udvalget vedrørende

lovforslagene. Skrivelsen er omdelt til udvalget under L 4 - bilag

18.

Svar:

Dansk Socialrådgiverforening rejser bl.a. spørgsmål om, hvorvidt en

kommunalt ansat hjemmehjælper kan videregive oplysninger til en

socialrådgiver ansat i en kommunal rådgivergruppe, og om der frit

kan udveksles oplysninger mellem ansatte i skoleforvaltningen og

social- og sundhedsforvaltningen.

I forslaget til forvaltningslov er der i § 28 fastsat nærmere regler

om videregivelse af fortrolige oplysninger til andre

forvaltningsmyndigheder.

De opgaver, der udføres af socialrådgivere og hjemmehjælpere, hører

efter bistandsloven under det sociale udvalg. Videregivelse af

oplysninger fra en hjemmehjælper til en anden ansat i den sociale

forvaltning, f.eks. en socialrådgiver, vil - da der således er

tale om videregivelse af oplysninger inden for samme myndighed -

ikke være omfattet af reglerne i forslagets § 28.

Derimod vil reglerne om tavshedspligt i den gældende straffelovs §

152 og reglerne i forslaget til ændring af straffeloven

(tavshedspligt) finde anvendelse på videregivelse af fortrolige

oplysninger inden for samme myndighed. Efter disse regler vil

videregivelse af oplysninger til en anden ansat inden for samme

myndighed kun være berettiget - og dermed ikke omfattet af

tavshedspligten - hvis den, der modtager oplysningen, har en

sagligt begrundet interesse i at få oplysningen, jfr. betænkning

998/1984 om tavshedspligt, side 142.

Efter bistandslovens § 28 har det sociale udvalg i øvrigt en

forpligtelse til at udføre en vis opsøgende virksomhed, der

formentlig i et vist omfang ville blive forhindret, hvis der

skulle gælde en ubetinget tavshedspligt mellem de enkelte

medarbejdere inden for den sociale forvaltning.

Videregivelse af en oplysning fra en hjemmehjælper til en

socialrådgiver om f.eks., at klienten er stærkt bevægelseshæmmet,

og at den pågældendes bolig derfor efter hjemmehjælperens

opfattelse med økonomisk støtte fra kommunen burde indrettes mere

hensigtsmæssigt, vil i almindelighed være sagligt begrundet og vil

således ikke være uberettiget. Videregivelse af oplysninger om en

klients helbredsforhold vil derimod være uberettiget, hvis

videregivelsen, herunder til en anden ansat inden for samme

forvaltning, sker i privat sammenhæng uden sagligt grundlag.

I det nævnte eksempel må socialrådgiveren i øvrigt efter § 32 i

forslaget til forvaltningslov ikke skaffe sig oplysninger, som er

uden betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver.

Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 29 er socialudvalget en

selvstændig myndighed i forhold til den øvrige kommunalforvaltning

for så vidt angår bl.a. sager efter bistandsloven. Det medfører

bl.a., at der består tavshedspligt mellem ansatte i den sociale

forvaltning vedrørende fortrolige oplysninger i disse sager og

ansatte i andre dele af den kommunale forvaltning. Der vil således

som nævnt i besvarelsen af spørgsmål nr. 29 ikke kunne udveksles

fortrolige oplysninger mellem socialforvaltningen og

skoleforvaltningen, medmindre betingelserne i § 28 er opfyldt.

Socialrådgiverforeningen befrygter endvidere, at en stor del af de

oplysninger, som socialforvaltningerne kommer i besiddelse af,

ikke vil blive henført til »rent private forhold« og derfor ikke

vil være omfattet af den strenge videregivelsesregel.

Som anført i justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 11 er

udtrykket »rent private forhold« i lovteksten søgt præciseret

således, at det omfatter oplysninger om race, religion og

hudfarve, om politiske, seksuelle og strafbare forhold samt

oplysninger om helbredsforhold og misbrug af nydelsesmidler samt

oplysninger af lignende personlig karakter. Det kan f.eks. være

oplysninger om interne familiestridigheder eller ulykkestilfælde.

Efter justitsministeriets opfattelse må det netop være oplysninger af

denne karakter, som sociale klienter med rette må kunne have

tillid til ikke vil blive videregivet til andre, medmindre der

foreligger helt særlige omstændigheder, således som det er

foreslået i § 28, stk. 2. Også med hensyn til andre fortrolige

oplysninger er der imidlertid foreslået en begrænsning i

videregivelsesadgangen. Efter § 28, stk. 3, må andre fortrolige

oplysninger end nævnt i § 28, stk. 1, kun videregives til en anden

forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være

af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en

afgørelse, myndigheden skal træffe.

Spørgsmål nr. 31:

Kan ministeren bekræfte, at i relation til personer, der virker i

offentlig tjeneste eller hverv, men som ikke vil være omfattet af

forvaltningsloven, eksempelvis folketingsmedlemmer, vil man ved en

vurdering af, hvorvidt straffelovens regler om tavshedspligt er

overtrådt, skulle foretage en bedømmelse af, hvorvidt en

videregivet eller udnyttet oplysning må betragtes som fortrolig,

ud fra de kriterier, der er angivet i forvaltningslovforslagets §

27, således at en tilkendegivelse fra den udleverende myndighed

om, at en oplysning er fortrolig, ikke i sig selv gør en

udlevering af oplysningen ulovlig.

Svar:

Bestemmelserne i den gældende straffelovs § 152 og i § 152 i det

foreliggende forslag til ændring af straffeloven (tavshedspligt),

L 6, gælder for alle, som virker eller har virket i offentlig

tjeneste eller hverv, herunder medlemmer af folketinget.

Bestemmelserne i § 27 i forslaget til forvaltningslov gælder derimod

alene for personer, der virker inden for den offentlige

forvaltning. Bestemmelsen gælder således ikke for f.eks. medlemmer

af folketinget eller for domstolene.

Efter § 152 i straffeloven anses en oplysning for fortrolig, bl.a.

hvis den »ved anden gyldig bestemmelse« er betegnet som sådan.

Denne bestemmelse indebærer, at der ved tjenestebefaling kan

pålægges tavshedspligt. Som anført i de almindelige bemærkninger

til lovforslaget (side 7) må det antages, at der efter de gældende

regler ikke gyldigt ved tjenestebefalinger kan pålægges

tavshedspligt med hensyn til bestemte oplysninger, når der ikke

foreligger væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der gør det nødvendigt at hemmeligholde oplysningerne.

Den foreslåede formulering af bestemmelsen i lovforslagets § 152,

stk. 3, vil således udelukke, at en myndighed af f.eks.

ordensmæssige grunde kan pålægge sine ansatte tavshedspligt med

hensyn til oplysninger, der ikke er særligt følsomme, og som

derfor ikke af hensyn til væsentlige offentlige eller private

interesser bør behandles fortroligt.

Som anført af straffelovrådet i dets udtalelse af 13. maj 1985 over

justitsministeriets oprindelige udkast til ændring af

straffelovens regler om tavshedspligt vil den opregning af

offentlig eller private interesser, der er foretaget i § 27, stk.

1, og som typisk kan føre til, at der gælder en tavshedspligt,

kunne være af vejledende betydning ved fastlæggelsen af

tavshedspligtens nærmere indhold også for så vidt angår

vurderingen af, om der for personer, som ikke er omfattet af

forvaltningsloven, foreligger en overtrædelse af straffelovens

bestemmelser om tavshedspligten.

En minister kan imidlertid kun pålægge personer eller myndigheder

tavshedspligt ved tjenestebefaling, såfremt der er tale om et

over-/underordnelsesforhold. En minister kan således ikke uden

særlig lovhjemmel pålægge folketinget eller dets medlemmer

tavshedspligt. I de tilfælde, hvor der måtte være en særlig

lovhjemmel til at fastsætte tavshedspligt med hensyn til særlige

oplysninger, kan der således fastsættes en tavshedspligt, der også

gælder for folketinget, uanset om oplysningerne ikke umiddelbart

ville være undergivet tavshedspligt efter § 152 i straffeloven.

Udvalget har, efter at lovforslagene ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet disse i flere møder og

har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne

har besvaret skriftligt.

Udvalget har endvidere modtaget skriftlige henvendelser fra:

De Samvirkende Invalideorganisationer og

Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark.

Ad I. Forslag til forvaltningslov

Et flertal (socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og det

radikale venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget

til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal (det konservative folkepartis, venstres,

centrum-demokraternes og kristeligt folkepartis medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det under nr.

2 stillede ændringsforslag.

Mindretallet finder ikke, at henvisningen i § 27, stk. 1, nr. 6, til

offentlige myndigheders interne beslutningsproces bør udgå.

Mindretallet er enig med flertallet i, at det også efter de gældende

regler må antages, at der består en tavshedspligt i det omfang,

det er nødvendigt for at beskytte den interne beslutningsproces.

Dette er bekræftet i en nyere højesteretsdom.

Selv om henvisningen i § 27, stk. 1, nr. 6, udgår af lovteksten, vil

der alligevel gælde tavshedspligt med hensyn til sådanne

oplysninger i samme omfang som i dag, da opregningen af hensyn i §

27, stk. 1, som kan begrunde en tavshedspligt, ikke er udtømmende.

Formålet med bestemmelsen i § 27, stk. 1, er bl.a. at give de

offentligt ansatte en vejledning om, hvilke hensyn der efter

omstændighederne kan begrunde tavshedspligt. Mindretallet finder

det derfor af hensyn til de ansatte uheldigt, at de som følge af

ændringsforslaget ikke af loven kan se, at der på dette område kan

gælde en tavshedspligt.

Mindretallet kan ikke tiltræde ændringsforslag nr. 3.

Mindretallet er enig i, at der er behov for at sikre tilliden til

offentlige myndigheder og institutioner, navnlig inden for

sundheds- og socialsektoren. Dette hensyn mener mindretallet

imidlertid fuldt ud er opfyldt med den væsentlige indskrænkning,

der med lovforslaget er foretaget i forvaltningsmyndighedernes

adgang til at videregive fortrolige oplysninger, hvor der navnlig

er lagt vægt på beskyttelsen af den enkelte borgers interesser.

Ændringsforslaget vil kunne give anledning til uheldige uligheder i

retsanvendelsen. Erfaringerne med den gældende retstilstand synes

således at vise, at nogle myndigheder i langt videre omfang end

andre kan befrygtes at ville finde, at praktisk talt ingen anden

interesse vil kunne opveje hensynet til institutionens interesse

i, at der ikke videregives oplysninger til andre

forvaltningsmyndigheder.

Efter ændringsforslaget træffes afgørelsen af, om hensynet til den

pågældende myndigheds interesser udelukker videregivelse af

oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder, af myndighedens

ledelse efter et skøn over de modstående interesser. Det vage

kriterium, der må indgå i vurderingen af en myndigheds generelle

interesse i ikke at videregive oplysninger, vil kunne give

anledning til en betydelig retsusikkerhed for de ansatte, der

eventuelt kan mødes med disciplinære foranstaltninger for

udlevering af oplysninger til en anden myndighed, hvis ledelsen

finder, at videregivelsen var i strid med myndighedens interesser.

Da ændringsforslaget skaber en betydelig usikkerhed om, i hvilket

omfang der er sikkerhed for, at der kan videregives oplysninger

til andre myndigheder, vil gennemførelsen af ændringsforslaget

ikke muliggøre den ophævelse af de bestående

pligtudleveringsregler, som det var hensigten i vidt omfang skulle

ske efter gennemførelsen af forvaltningslovens regler, ligesom en

række andre myndigheder vil kunne føle behov for at få gennemført

regler om pligtudlevering i deres lovgivning.

Ad II. Forslag til lov om offentlighed i forvaltningen

Et flertal (socialdemokratiets, det konservative folkepartis,

venstres, centrum-demokraternes og kristeligt folkepartis

medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse i

den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal (socialistisk folkepartis og det radikale venstres

medlemmer af udvalget) indstiller lovforslagene til vedtagelse med

det stillede ændringsforslag.

Et flertal (socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og det

radikale venstres medlemmer af udvalget) bemærker, at

justitsministeren i den vejledning, der vil blive udarbejdet til

lov om offentlighed i forvaltningen, bør forbeholde betaling for

afskrifter og kopier til særligt omfattende aktindsigtsbegæringer.

Ad III. Forslag til lov om ændring af borgerlig straffelov

(Tavshedspligt)

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Ændringsforslag til

I. Forslag til forvaltningslov

Af et flertal (S, SF og RV):

Til § 27

1) Stk. 1, nr. 6, udgår.

Af udvalget, tiltrådt af justitsministeren:

Til § 28

2) I stk. 1 indsættes efter »politiske,» ordet: »foreningsmæssige,»,

og efter ordet »helbredsforhold« indsættes: », væsentlige sociale

problemer«.

Af et flertal (S, SF og RV):

3) I stk. 2, nr. 3, indsættes efter »hensynet til« ordene: »de

interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet

til«.

BEMÆRKNINGER

Til nr. 1

Hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces er

tilgodeset i opregningen af de hensyn, der i øvrigt er nævnt i

lovforslagets § 27, stk. 1, samt i det forhold, at de hensyn til

offentlige eller private interesser, der efter § 27, stk. 1, kan

begrunde tavshedspligt, efter bestemmelsens ordlyd ikke er

udtømmende.

Selv om henvisningen i § 27, stk. 1, nr. 6, til offentlige

myndigheders interne beslutningsproces udgår, vil der således på

dette område i samme omfang som hidtil kunne gælde tavshedspligt.

Forslagsstillerne finder imidlertid, at det forhold, at hensynet til

offentlige myndigheders interne beslutningsproces nævnes i selve

lovteksten, kan tages som udtryk for, at der i videre omfang end

hidtil skal gælde tavshedspligt med hensyn til sådanne

oplysninger. På den baggrund, og da der efter forslagsstillernes

opfattelse kun i særlige tilfælde bør gælde tavshedspligt med

hensyn til offentlige myndigheders interne beslutningsproces,

finder forslagsstillerne, at bestemmelsen bør udgå.

Til nr. 2

Med ændringsforslaget sker en yderligere eksemplifikation af, hvilke

oplysninger der er omfattet af, hvad der kan betegnes som

enkeltpersoners rent private forhold.

Til nr. 3

Ændringsforslaget nedtoner retten til at videregive oplysninger til

varetagelse af private eller offentlige interesser i forhold til

det af justitsministeren foreslåede.

Der bør være hjemmel til, at man f.eks. i den sociale sektor får

mulighed for at afveje hensynet til offentlige interesser med

hensynet til, at man gennem videregivelse af disse rent personlige

oplysninger skader muligheden for - generelt - at udføre socialt

arbejde, der ofte bygger på et åbent tillidsforhold mellem den

person, der skal have bistand, og den person, der skal yde denne

bistand.

Det er åbenbart, at den mulighed, der her hjemles, ikke kan anvendes

til, at medarbejderne i forvaltningen skønner, at enhver oplysning

om rent private forhold vil skade tillidsforholdet til borgerne og

ødelægge deres arbejde.

Det må være et afvejningsspørgsmål, i hvilke tilfælde det er

indlysende, at det fremtidige arbejde vil lide afgørende skade

ikke alene i relation til den pågældende borger, men også i

relation til borgerne i almindelighed.

Ændringsforslag til

II. Forslag til lov om offentlighed i forvaltningen

Af et mindretal (SF og RV):

Til § 12

Stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2) tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller drifts- eller

forretningsforhold eller lignende, når det må antages, at der vil

være nærliggende risiko for, at der påføres den person eller

virksomhed, oplysningerne angår, et væsentligt økonomisk tab,

såfremt begæringen imødekommes.«

Bemærkninger

Ændringsforslaget tilsigter at sikre, at der gives aktindsigt i

miljøbeskyttelsessager for så vidt angår oplysninger om

sammensætningen af spildevandsudledninger samt andre emissioner.

Bestemmelsen indebærer en skærpelse af den gældende lovs § 2, stk.

1, nr. 2, hvorefter virksomhedens blotte vægring mod udlevering af

de omhandlede oplysninger udelukker eller væsentligt besværliggør

aktindsigt. Der henvises i denne forbindelse til biologerne Vagn

Juhl Larsens og Per Christensens sag vedrørende aktindsigt i

spildevandsforholdene for 2 virksomheder i Odense. Der henvises

til miljøministerens besvarelse af miljø- og planlægningsudvalgets

spørgsmål nr. 355 (almindelig del - bilag 116, folketingsåret

1985-86) samt til justitsministerens notat af 14. maj 1985, side

11, om eventuelle ændringer i forslaget til forvaltningslov (L 13)

og forslaget til lov om offentlighed i forvaltningen (L 14).

Hagen Hagensen (KF) fmd. Barfoed (KF) Karen Thurøe Hansen (KF)

Agnete Laustsen (KF) Bjørn Elmquist (V) Birthe Rønn Hornbech

(V) Birgith Mogensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KrF) Ole

Espersen (S) Jytte Andersen (S) Torben Lund (S) Lissa

Mathiasen (S) Erik B. Smith (S) Jimmy Stahr (S) Leif Hermann

(SF) Ebba Strange (SF) nfmd. Estrup (RV)

Partierne VS, FP og FD havde ikke medlemmer i udvalget.

Retsudvalgets spørgsmål nr. 1-13, 15, 19, 20, 24, 25, 27, 29, 30 og

32-37 til justitsministeren i forbindelse med udvalgets behandling

af lovforslagene og svarene herpå. Retsudvalgets spørgsmål nr. 14,

16-18, 21-23, 26, 28 og 31 til justitsministeren og svarene herpå

er optrykt som bilag til udvalgets betænkning over lovforslagene.

Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren

og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 1:

Vil justitsministeren drage omsorg for, at også NESA - Nordsjællands

Elektricitetsaktieselskab omfattes af lov om offentlighed i

forvaltningen.

Svar:

Ved udarbejdelsen af bestemmelsen i § 1, stk. 2, i forslaget til lov

om offentlighed i forvaltningen blev der i forbindelse med

afgrænsningen af, hvilke større energiforsyningsselskaber der skal

omfattes af en offentlighedsordning, af lovtekniske grunde lagt

vægt på så vidt muligt at anvende en afgrænsning, der i forvejen

er kendt i energiforsyningslovgivningen. For

elforsyningsvirksomhedernes vedkommende valgtes den samme

afgrænsning, som gælder med hensyn til spørgsmålet, om der til

elforsyningsvirksomhed kræves bevilling.

Der er dog efter justitsministeriets opfattelse ikke noget til hinder

for, at der ved udformningen af offentlighedslovens bestemmelse

om, hvilke elforsyningsvirksomheder der skal omfattes af en

offentlighedsordning, vælges en anden afgrænsning, således at NESA

og andre tilsvarende distributionsselskaber umiddelbart omfattes

af loven.

En ændring af lovforslaget med henblik herpå kan affattes således:

Til § 1

Stk. 2, nr. 1, affattes således:

»1) elforsyningsvirksomheder, der producerer, transmitterer eller

distribuerer elektricitet ved spænding på 500 V eller derover,».

Bestemmelsen indebærer, at alle elforsyningsvirksomheder, der

producerer eller fordeler elektricitet ved spændinger på 500 V

eller derover, omfattes af offentlighedslovens regler.

Omfattet af bestemmelsen er alle distributionsanlæg bortset fra nogle

enkelte meget små anlæg, der alene forsyner et mindre antal

private forbrugere. Distributionsanlæg, herunder NESA, der

forsyner erhvervsvirksomheder og/eller et større antal private

forbrugere, vil være omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen

omfatter endvidere 20-25 transformerstationer, dvs. anlæg, der

normalt forsyner et mindre område end distributionsanlæggene. De

transformerstationer, der herefter omfattes af bestemmelsen i § 1,

stk. 2, nr. 1, har imidlertid en sådan størrelse, at det efter

justitsministeriets opfattelse ikke vil være urimeligt at inddrage

dem under en offentlighedsordning. Den fastsatte grænse på 500 V

er således også den grænse, der efter elforsyningslovens § 9 er

afgørende for, om en elforsyningsvirksomhed er omfattet af

elforsyningslovens regler om prisberegning m.v., hvorfor de nævnte

transformerstationer også må antages at have praktisk

administrativ mulighed for at kunne inddrages under

offentlighedsloven.

Spørgsmål nr. 2:

Vil justitsministeren imødekomme de ønsker, der kom til udtryk under

1. behandling af lovforslagene vedrørende en eventuel høring om

reglerne vedrørende tavshedspligt og deres betydning for

forvaltningen og borgerne.

Svar:

Spørgsmålet om tavshedspligt og om en begrænsning i

forvaltningsmyndighedernes adgang til at videregive oplysninger

til andre forvaltningsmyndigheder har været indgående behandlet af

tavshedspligtsudvalget i betænkning nr. 998/1984 om tavshedspligt.

Betænkningen har været udsendt til høring blandt en række

myndigheder og organisationer, hvis høringssvar sammen med

straffelovrådets udtalelse af 13. maj 1985 har dannet grundlag for

de fremsatte lovforslag. Der er således allerede nu fremkommet en

lang række synspunkter vedrørende udformningen af regler om

tavshedspligt m.v., og justitsministeriet har derfor ikke fundet

det nødvendigt at søge de foreslåede regler belyst gennem en ny

skriftlig høringsrunde.

Justitsministeriet vil imidlertid, hvis retsudvalget ønsker det, være

indstillet på at belyse rækkevidden af de foreslåede

tavshedspligtsregler og deres betydning for borgerne og

forvaltningen yderligere. Det vil eventuelt kunne ske ved en

høring eller lignende. Justitsministeriet vil også hvis det ønskes

- i forbindelse med en eventuel lovteknisk gennemgang for

retsudvalget kunne foretage en bredere gennemgang af

tavshedspligtsspørgsmålet og bl.a. på baggrund af

tavshedspligtsudvalgets betænkning belyse fordele og ulemper ved

forskellige former for regulering af tavshedspligten.

Spørgsmål nr. 3:

Vil ministeren drage omsorg for en teknisk gennemgang af reglerne om

tavshedspligt og belyse lovforslaget i relation til betænkning om

tavshedspligt.

Svar:

Justitsministeriet vil meget gerne medvirke til en sådan teknisk

gennemgang af spørgsmål i forbindelse med reglerne om

tavshedspligt.

Spørgsmål nr. 4:

Ministerens kommentarer udbedes til vedlagte artikel fra Juristen, 5.

oktober 1985, af universitetslektor Oluf Jørgensen, om

tavshedspligt af hensyn til den interne beslutningsproces.

Svar:

1. Forfatterens formål med artiklen synes navnlig at være at give en

vurdering af behovet for tavshedspligt af hensyn til offentlige

myndigheders interne beslutningsproces. Der er efter forfatterens

mening her tale om et hensyn, som med større eller mindre styrke

gør sig gældende i alle sager, og som i den yderste konsekvens kan

føre til meget vidtgående begrænsninger i ytringsfriheden.

Tavshedspligt af hensyn til den interne beslutningsproces kan

efter forfatterens opfattelse få karakter af, at den offentlige

forvaltning beskytter sig selv mod det besvær, som offentlighed

under sagsforberedelsen kan medføre.

Forfatteren konkluderer, at tavshedspligt af hensyn til den interne

beslutningsproces er en alvorlig begrænsning i ansattes og

politikeres ytringsfrihed.

2. Efter § 152, stk. 3, i forslaget til lov om ændring af borgerlig

straffelov og § 27, stk. 1, i forslaget til forvaltningslov er en

oplysning fortrolig, når det er nødvendigt at hemmeligholde den

for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser. Blandt de offentlige interesser, der kan begrunde, at

en oplysning skal behandle fortroligt, er nævnt væsentlige hensyn

til offentlige myndigheders interne beslutningsproces. Det er

efter bestemmelsen kun væsentlige hensyn til beslutningsprocessen,

der kan begrunde tavshedspligt. Tavshedspligten indtræder

endvidere kun, når hemmeligholdelse er nødvendig for at beskytte

denne interesse.

3. Spørgsmålet om, hvorvidt der bør være offentlighed omkring den

politiske beslutningsproces, er indgående drøftet i

offentlighedsudvalgets betænkning om offentlighedslovens revision

(857/1978).

Som påpeget af udvalget beror afgørelsen heraf på en vanskelig

afvejning af modstridende hensyn. På den ene side er hensynet til

at skabe øget kendskab til det offentliges virksomhed og hermed

give et bedre grundlag for den løbende debat om offentlige

anliggender. På den anden side lader det sig imidlertid efter

udvalgets opfattelse ikke bestride, at en ubetinget gennemførelse

af offentlighedsprincippet i denne henseende ikke vil være

forsvarlig, idet den politiske beslutningsproces både på statsligt

og kommunalt niveau nødvendigvis fordrer et vist mål af

fortrolighed. For så vidt angår den centrale politiske

beslutningsproces på statsligt niveau følger det således efter

udvalgets opfattelse af principielle forfatningsretlige

synspunkter, at regeringen udadtil må betragtes som en enhed,

hvorfor det for regeringsarbejdets funktionsmuligheder er af

afgørende betydning, at udenforstående ikke har adgang til at

blive gjort bekendt med regeringens interne overvejelser, herunder

med eventuelle meningsforskelle blandt regeringens medlemmer. På

tilsvarende måde er det af væsentlig betydning for den politiske

beslutningsproces i kommunerne, at der er adgang til i

fortrolighed at foretage overvejelser af foreløbig karakter,

hvilket kan være en væsentlig forudsætning for at udligne

eventuelle meningsforskelle mellem de politisk valgte

repræsentanter inden for kommunalbestyrelsen eller et af dennes

udvalg eller mellem sådanne organer indbyrdes. Såfremt der var

adgang til at blive gjort bekendt også med rent foreløbige

overvejelser på de forskellige stadier af den kommunale

beslutningsproces, ville dette let kunne medføre en fastfrysning

af standpunkter og dermed være til hinder for opnåelsen af

kompromiser, der er et nødvendigt element i folkevalgte organers

beslutningsproces.

Justitsministeriet kan tiltræde disse synspunkter.

4. Bestemmelsen i § 27, stk. 1, nr. 6, i forslaget til

forvaltningslov har til formål at give offentligt ansatte m.fl.

mulighed for frit at forberede og drøfte de sager, der er under

behandling, samt tid til at overveje, hvilken stilling myndigheden

skal indtage. Som eksempel kan nævnes overvejelser om, hvorvidt et

lovforslag skal fremsættes eller en retssag skal føres.

Bestemmelsen giver udtryk for, hvad der må antages at gælde efter

den bestående retstilstand, jfr. således tavshedspligtsudvalgets

betænkning (nr. 998/1984), side 189. Under bestemmelsen kan

således efter omstændighederne også falde oplysninger om indholdet

af interne drøftelser, herunde forhandlinger i udvalg, f.eks.

kommunalbestyrelsernes stående udvalg og arbejdsgrupper samt

oplysninger i de referater, forslag og planer, der udarbejdes

inden for en myndighed, og den brevveksling, som finder sted inden

for myndigheden, herunder brevveksling mellem en

kommunalbestyrelse og dennes afdelinger, udvalg og andre

administrative organer og mellem disse organer indbyrdes.

5. I artiklen anfører forfatteren, side 287, at spørgsmålet om,

hvorvidt der er mulighed for at pålægge tavshedspligt med hensyn

til oplysninger, der ikke umiddelbart er omfattet af lovregler

herom, er tvivlsomt. Ud fra hensynet til ytringsfriheden er det

efter forfatterens opfattelse meget betænkeligt, hvis en ledelse

eller et politisk flertal kan pålægge tavshedspligt, når de synes

der er brug for det. Et politisk flertal må efter forfatterens

opfattelse ikke bruge tavshedspligten til at lukke munden på et

mindretal, når det er belejligt, medens flertallet selv i andre

tilfælde taler frit fra leveren om sager, der er under

forberedelse.

Det er i den forvaltningsretlige litteratur antaget, at

kommunalbestyrelsens adgang til at træffe bestemmelse om, hvorvidt

en sag skal behandles for lukkede døre, ikke er ensbetydende med,

at der også er tavshedspligt. Den endelige afgørelse af, i hvilket

omfang sagen medfører tavshedspligt for de enkelte medlemmer,

ligger ikke hos kommunalbestyrelsen eller dens flertal. Et

kommunalbestyrelsesflertal vil altså ikke blot ved en henvisning

til, at mødet er for lukkede døre, kunne forhindre et mindretal i

at præcisere, hvorledes dets stilling er til en afgørelse. Når

sagen ikke efter sit indhold må betragtes som fortrolig, står det

ethvert medlem frit for at referere sin egen opfattelse og

stillingtagen. Derimod kan det næppe antages, at et medlem frit

kan omtale andre medlemmers indlæg vedrørende forhold, der ikke i

sig selv er undergivet tavshedspligt, jfr. Preben Espersen, De

kommunale beslutninger, side 74. Samme opfattelse gives der udtryk

for hos Erik Harder, Dansk Kommunalforvaltning, 3. udgave, side

216 ff. Særligt om videregivelse af oplysninger om forhandlingerne

i sager, der ikke af andre grunde er undergivet tavshedspligt,

anfører Harder, a. st. side 220, bl.a. følgende:

»Spørgsmålet om medlemmers pligt til at bevare tavshed om

forhandlinger for lukkede døre er herefter begrænset til at være

et spørgsmål om forbud mod, at et medlem giver offentlig

meddelelse om andre medlemmers udtalelser. Der gælder vistnok en

klar politisk sædvane i retning af, at man ikke bliver refereret

for udtalelser under lukkede forhandlinger. I mange situationer

vil muligheden for at opnå et forhandlingsresultat være afhængig

heraf, og hvis fortrolighed ikke kan opnås i forbindelse med den

formelle beslutningsproces, må man regne med, at den vil blive

opnået ved at henlægge forhandlingerne uden for møderne.

Den forventning, der kan bestå med hensyn til ikke at blive refereret

for udtalelser for lukkede døre, må også blive afgørende i

juridisk henseende, når dørlukningen finder sted i henhold til en

udtrykkelig lovhjemmel. Der må gælde en tavshedspligt.«

Justitsministeriet er enig i, at et kommunalbestyrelsesflertal ikke

blot ved en henvisning til, at mødet er for lukkede døre, vil

kunne forhindre et mindretal i at præcisere, hvorledes dets

stilling er til en afgørelse. Det vil efter justitsministeriets

opfattelse hverken efter de gældende regler eller efter

lovforslagene være muligt for et kommunalpolitisk flertal at

pålægge et mindretal tavshedspligt.

Justitsministeriet er ligeledes enig i, at hensynet til den interne

beslutningsproces, herunder forhandlingerne i kommunalbestyrelsen,

kan føre til, at det er nødvendigt at behandle oplysninger om,

hvad der f.eks. er passeret under behandlingen af en sag for

lukkede døre, fortroligt. Som anført af Espersen, a. st., side 74

og af Harder, a. st., side 220, må det således antages, at der er

tavshedspligt med hensyn til andre medlemmers udtalelser under

lukkede forhandlinger. På baggrund af kommunalbestyrelsens

karakter af et politisk sammensat organ har justitsministeriet

vanskeligt ved at se, i hvilke tilfælde der herudover efter

bestemmelsen i § 27, stk. 2, vil kunne vedtages tavshedspligt

alene under henvisning til hensynet til den interne

beslutningsproces.

Efter § 27, stk. 1, i forslaget til forvaltningslov vil det over for

de kommunalt ansatte, der efter den kommunale styrelseslovs § 10,

stk. 2, har fået tilladelse til at overvære en sags behandling for

lukkede døre, ved et tavshedspålæg kunne præciseres, i hvilket

omfang de ikke må videregive oplysninger om, hvad der er passeret

under mødet.

Justitsministeriet finder i den forbindelse grund til at fremhæve, at

det i det nu foreliggende forslag til forvaltningslov er

fastslået, at der inden for den offentlige forvaltning, herunder

kommunalforvaltningen, kun kan pålægges tavshedspligt ved konkret

tjenestebefaling med hensyn til en oplysning, når det er

nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn

til bestemte offentlige eller private interesser, jfr. forslagets

§ 27, stk. 2.

Muligheden for at pålægge tavshedspligt inden for den offentlige

forvaltning er således ved lovforslaget begrænset til tilfælde,

hvor det er nødvendigt at pålægge tavshedspligt for at varetage

væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser,

herunder hensynet til den interne beslutningsproces. Denne

afgrænsning af adgangen til at pålægge tavshedspligt, svarer til

afgrænsningen af tavshedspligten i § 152, stk. 3, i forslaget til

ændring af straffeloven.

6. I artiklen antager forfatteren på baggrund af offentlighedslovens

undtagelse for interne arbejdsdokumenter, at oplysninger om

faktiske forhold og oplysninger, der kommer udefra eller er

videregivet, ikke er undergivet tavshedspligt af hensyn til den

interne beslutningsproces.

Det forhold, at en begæring om aktindsigt ikke kan afslås alene under

henvisning til, at det eller de dokumenter, der ønskes udleveret,

indeholder oplysninger, der må anses for undergivet tavshedspligt

efter de almindelige regler herom, er ikke i alle tilfælde

ensbetydende med, at disse bestemmelser har mistet deres betydning

i andre relationer, jfr. betænkning om offentlighedslovens

revision (857/1978), side 293. Offentlighedsloven regulerer alene

spørgsmålet om, i hvilket omfang en forvaltningsmyndighed efter

derom fremsat begæring er forpligtet til at stille oplysninger til

rådighed (for andre end en sags parter) i en bestemt form -

udlevering af aktstykker. Loven regulerer derimod ikke, i hvilket

omfang offentligt ansatte af egen drift må videregive fortrolige

oplysninger, ligesom der ikke ved loven er taget stilling til,

hvilke personer der kan træffe afgørelse efter loven på

vedkommende forvaltningsmyndigheds vegne (den interne

kompetencefordeling). Der vil således efter justitsministeriets

opfattelse i ganske enkelte tilfælde kunne bestå en tavshedspligt

med hensyn til faktiske oplysninger, selv om disse findes i

dokumenter, der ville kunne kræves udleveret på begæring efter

offentlighedsloven.

Spørgsmål nr. 5:

Ministerens kommentarer udbedes til vedlagte artikel af

landsretssagfører Rasmus Reeh fra særnummer af Dansk Presse,

oktober 1985.

Svar:

1. Landsretssagfører Rasmus Reeh behandler i sin artikel navnlig

nogle spørgsmål om lovgivningens særlige regler om tavshedspligt

og om adgangen til at pålægge tavshedspligt ved tjenestebefaling.

2. For så vidt angår spørgsmålet om særlige

tavshedspligtsforskrifter i lovgivningen, er det Danske Dagblades

Forenings (DDF) og Dansk Journalistforbunds (DJ) opfattelse, at

tavshedspligtsudvalget burde have foretaget en egentlig gennemgang

af alle lovgivningens særlige regler om tavshedspligt med henblik

på at vurdere, om de vil kunne ophæves. Udvalget har ikke

foretaget en sådan gennemgang, idet udvalget var af den

opfattelse, at de foreliggende ændringer af straffelovens

almindelige regler om tavshedspligt ikke nødvendiggjorde en

samtidig ændring af de særlige tavshedspligtsregler, og at de

enkelte myndigheder efter en gennemførelse af nye generelle regler

om tavshedspligt selv ville have bedre mulighed for at vurdere, om

særlige tavshedsforskrifter burde ophæves, eventuelt i forbindelse

med andre ændringer af den pågældende lovgivning.

En samlet udtømmende gennemgang af lovgivningens regler om

tavshedspligt med henblik på at overveje ophævelse eller ændringer

heraf i lyset af de nye generelle regler om tavshedspligt i

straffe- og forvaltningsloven vil blive et endog meget omfattende

arbejde, der efter justitsministeriets opfattelse ikke vil stå i

rimeligt forhold til det lovtekniske udbytte, der vil kunne opnås

herved.

Justitsministeriet er enig med tavshedspligtsudvalget i, at det ikke

er nødvendigt at foretage en sådan samlet revision af

lovgivningens særlige regler om tavshedspligt. Justitsministeriet

vil i den løbende lovtekniske gennemgang af lovforslag om

ændringer i eksisterende love være opmærksom på spørgsmålet.

3. Landsretssagfører Rasmus Reeh oplyser endvidere, at rigsadvokaten

i sit høringssvar over tavshedspligtsudvalgets betænkning udtalte

sig imod forslaget om at ophæve adgangen til at pålægge

tavshedspligt ved tjenestebefaling. Der peges i den forbindelse

på, at en arbejdsgruppe under justitsministeriets centrale

samarbejdsudvalg for politiet i en beretning fra 1979 bl.a. havde

givet udtryk for, at kompetencen til at give pressen oplysninger

alene tilkom vedkommende politimester (politidirektøren) eller

den, han havde delegeret opgaven til. Rasmus Reeh synes at opfatte

dette som et udslag af reglerne om tavshedspligt.

Når det i beretningen anføres, at kun politimesteren eller den, han

bemyndiger, må udtale sig til pressen, er dette imidlertid ikke et

udslag af reglerne om tavshedspligt, men er en følge af de

almindelige regler for ledelsen af enhver offentlig myndighed,

hvorefter adgangen til at bestemme, hvem der skal udtale sig på

myndighedens vegne, f.eks. til pressen, tilkommer myndighedens

ledelse.

4. Med hensyn til spørgsmålet om adgangen til at pålægge

tavshedspligt ved tjenestebefaling er justitsministeriet enig med

Danske Dagblades Forening og Dansk Journalistforbund i, at der

inden for den offentlige forvaltning kun bør kunne pålægges

tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt

at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til

bestemte offentlige eller private interesser. En bestemmelse herom

er derfor indsat i forvaltningslovens § 27, stk. 2.

Spørgsmål nr. 6:

Indebærer § 27, stk. 1, i forslag til forvaltningslov en udvidelse af

tavshedspligten i forhold til den foreslåede § 152, stk. 3, i

forslag til lov om ændring af straffeloven, hvori det er bestemt,

at en oplysning er fortrolig, når det er nødvendigt at

hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige

eller private interesser.

Svar:

Efter § 27, stk. 1, i forslaget til forvaltningslov har den, der

virker inden for den offentlige forvaltning, tavshedspligt, jfr.

borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved

lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig,

eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at

varetage væsentlige hensyn til en række nærmere angivne offentlige

eller private interesser.

Som anført i de specielle bemærkninger til bestemmelsen, lovforslaget

side 55, må opregningen i § 27, stk. 1, antages at dække langt den

overvejende del af de hensyn, der efter straffeloven kan føre til

tavshedspligt. Opregningen er dog ikke udtømmende.

Der er ikke med bestemmelsen tilsigtet en udvidelse af

tavshedspligten i forhold til bestemmelsen i § 152, stk. 3, i

forslaget til lov om ændring af borgerlig straffelov.

For at udelukke en eventuel tvivl herom kan der i § 27, stk. 1, i

forslaget til forvaltningslov foretages følgende præcisering:

Til § 27

I stk. 1 indsættes efter »væsentlige hensyn« ordene: »til offentlige

eller private interesser, herunder«.

Spørgsmål nr. 7:

Hvilke situationer ud over anke og høringsforhold er der tænkt på ved

udformningen af reglen i § 28, stk. 2, nr. 4, 1. led.

Spørgsmål nr. 8:

Vil en direkte angivet begrænsning af reglen i § 28, stk. 2, nr. 4,

1. led, til anke og obligatorisk høring være betænkelig, når

henses til mulighederne i øvrigt for videregivelse.

Svar:

Formålet med bestemmelsen i § 28, stk. 2, nr. 4, 1. led, er at sikre,

at myndighederne kan varetage de opgaver, som de er blevet pålagt,

også i de tilfælde, hvor andre myndigheder nødvendigvis skal

inddrages i sagsbehandlingen eller i forbindelse med udøvelsen af

faktisk forvaltningsvirksomhed. Det kan f.eks. være tilfældet, når

den myndighed, der behandler en sag, hvori der indgår fortrolige

oplysninger, indhenter en udtalelse fra en anden myndighed, der

har en særlig sagkundskab eller i øvrigt finder det nødvendigt at

forelægge sagen for en anden myndighed. Der kan også være tale om

en forelæggelse som et led i anvendelsen af de »call in regler«,

der på en del områder for tiden søges gennemført i forbindelse med

begrænsninger i den sædvanlige ankeadgang. I forbindelse med

behandlingen af en klagesag vil det ligeledes være nødvendigt at

videregive alle oplysninger af betydning for sagen fra den

myndighed, der har behandlet sagen i første instans, til

klagemyndigheden.

Ud over hørings- og anketilfældene har bestemmelsen navnlig til

formål at sikre, at der kan videregives oplysninger til en anden

forvaltningsmyndighed, når det i øvrigt er et nødvendigt led i

selve sagsbehandlingen, eller for at en afgørelse kan få virkning

efter sit indhold.

Som eksempel herpå kan nævnes de tilfælde, hvor en myndighed udfører

sekretariatsopgaver for en anden myndighed. Det gælder f.eks. den

kommunale skatteforvaltnings forberedelse af sager for

ligningskommissionen og de amtskommunale socialcentres

sekretariatsmæssige bistand til revaliderings- og pensionsnævnet

samt amtsankenævnet.

Som et andet eksempel på tilfælde, hvor løsningen af de opgaver, der

efter lovgivningen pålægges myndighederne, forudsætter et samvirke

mellem flere myndigheder, kan nævnes det sociale udvalgs

beslutning om at anbringe et barn uden for hjemmet efter reglerne

i bistandslovens kap. 18. Ud over, at det i bistandsloven er

bestemt, at flere forskellige myndigheder skal medvirke ved selve

sagsbehandlingen i det sociale udvalg, er det tillige en

forudsætning, at den myndighed (institution), barnet skal

anbringes hos, får nærmere oplysninger om baggrunden for opholdet.

Da lovgivningen således på en række forskellige retsområder

forudsætter, at myndighederne samarbejder om løsningen af en

opgave, har justitsministeriet fundet det påkrævet at medtage en

undtagelse fra videregivelsesforbudet i § 28, stk. 1, når

videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling.

Det vil på den baggrund efter justitsministeriets opfattelse ikke

være muligt at begrænse reglen i § 28, stk. 2, nr. 4, til hørings-

og anketilfældene.

Justitsministeriet finder derimod grund til at fremhæve, at

videregivelsen kun må ske, når den er et nødvendigt led i

sagsbehandlingen. Det er således ikke tilstrækkeligt, at

videregivelsen blot vil være hensigtsmæssig.

Spørgsmål nr. 9:

Kan det oplyses, hvorvidt en klient, der udelukkende søger rådgivning

i medfør af bistandslovens §§ 28, 29 eller 32, kan risikere, at

oplysninger om rent private forhold indhentes fra andre dele af

forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed?

Svar:

Efter bistandslovens § 28 kan det sociale udvalg tilbyde enlige og

familier vederlagsfri løbende vejledning og rådgivning og er

forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette sådant tilbud til

enhver, som må antages at trænge hertil. Efter bistandslovens §

32, stk. 4, påhviler det det sociale udvalg at yde

forældremyndighedens indehaver eller den, der faktisk sørger for

et barn, særlig vejledning og støtte, når barnet har

vanskeligheder i forhold til sine daglige omgivelser, skolen eller

samfundet, eller når barnet i øvrigt lever under

utilfredsstillende forhold.

I socialministeriets cirkulære af 9. oktober 1975 om rådgivning og

tilsyn efter bistandsloven er det i pkt. 22 fremhævet, at

vejledningen efter bistandsloven altid hviler på et frivilligt

samarbejde, der iværksættes efter aftale med klienten, og som

denne når som helst kan trække sig ud af.

Vedrørende spørgsmålet om i vejledningssituationen at indhente

oplysninger om klienten udtales i cirkulærets pkt. 23 i

tilslutning hertil bl.a. følgende:

»Det følger heraf, at lovens § 17 om klienternes oplysningspligt kun

gælder delvis, så længe arbejdet med klienten ikke går videre end

til vejledning. Hvis klienten ikke ønsker at give samtykke til, at

oplysninger om ham afkræves andre, . . . vil dette kunne have den

virkning, at fortsat vejledning skønnes formålsløs. Derimod vil

man ikke på dette grundlag kunne give klienten pålæg om . . .

medvirken til sagens oplysning.

Må vejledningen opgives som formålsløs, vil der næppe foreligge

tilstrækkeligt grundlag for at vurdere muligheden for at yde

bistand af anden art. Det i cirkulære om bistandslovens

almindelige bestemmelser under pkt. 28, 2, anførte, hvorefter der

åbnes mulighed for mod ansøgerens ønske at indhente oplysninger

fra andre, tager kun sigte på ganske ekstraordinære tilfælde, hvor

det skønnes, at hjælp vil være absolut påkrævet af hensyn til

ansøgerens aktuelle situation.«

Socialministeriets cirkulære må efter justitsministeriets opfattelse

forstås således, at der i tilfælde, hvor en klient udelukkende

søger rådgivning, ikke uden den pågældendes samtykke må indhentes

oplysninger om klienten fra andre.

Det følger endvidere af § 32 i forslaget til forvaltningslov, at den,

der virker inden for den offentlige forvaltning, ikke i den

forbindelse må skaffe sig fortrolige oplysninger, som er uden

betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver.

På baggrund af karakteren af den rådgivning, der ydes efter

bistandsloven, og indholdet af det nævnte cirkulære fører

bestemmelsen i § 32 til, at den enkelte medarbejder ikke uden

samtykke må indhente fortrolige oplysninger om den pågældende i

andre dele af forvaltningen eller hos andre

forvaltningsmyndigheder.

Spørgsmål nr. 10:

Med hvilken begrundelse er opregningen i § 27, stk. 1, nr. 1-8, ikke

gjort udtømmende?

Svar:

I § 27, stk. 1, nr. 1-8, i forslaget til forvaltningslov er der

opregnet en række hensyn til offentlige eller private interesser,

der kan føre til, at en oplysning må anses for at være fortrolig.

Som anført i betænkningen om tavshedspligt, side 190, kan det

imidlertid ikke udelukkes, at også hensyn til andre offentlige

eller private interesser end de i bestemmelsen udtrykkeligt nævnte

kan føre til, at en oplysning er fortrolig. Begrænses de hensyn

til offentlige eller private interesser, der kan føre til, at en

oplysning må anses for at være fortrolig, ved en udtømmende

opregning, vil der således i helt særlige situationer kunne tænkes

tilfælde, hvor det således ikke vil være muligt at varetage

væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, uanset

at der i disse tilfælde kan være et tilsvarende behov for en

tavshedspligt. Justitsministeriet har derfor ikke ment at kunne

gøre opregningen udtømmende.

Opregningen i § 27, stk. 1, nr. 1-8, må imidlertid som anført i de

specielle bemærkninger til § 27 (lovforslagets side 55) antages at

dække langt den overvejende del af de hensyn, der kan føre til

tavshedspligt.

Spørgsmål nr. 11:

Hvad ligger der i udtrykket rent private forhold, bortset fra de i §

28, stk. 1, nævnte, sammenholdt med udtrykket andre fortrolige

oplysninger i stk. 3.

Svar:

Udtrykket »rent private forhold« er i lovteksten søgt præciseret

således, at det omfatter oplysninger om race, religion og

hudfarve, om politiske, seksuelle og strafbare forhold, samt

oplysninger om helbredelsesforhold og misbrug af nydelsesmidler

samt oplysninger af lignende personlig karakter. Det kan f.eks.

være oplysninger om interne familiestridigheder eller

ulykkestilfælde.

Andre oplysninger om enkeltpersoners forhold, der er fortrolige uden

at være om rent private forhold, kan f.eks. være oplysninger om

økonomiske forhold, uddannelsesmæssige forhold, arbejds- og

boligforhold. Også oplysninger om andre end enkeltpersoner, f.eks.

erhvervsvirksomheders forhold, vil kunne være af fortrolig

karakter.

Spørgsmål nr. 12:

Hvorfor er pligtudleveringsreglerne i lovgivningen jfr. bemærkning i

lovforslaget side 25, 1. sp. øverst, ikke søgt ophævet eller

omformuleret samtidig med lovforslaget.

Svar:

I § 29 i forslaget til forvaltningslov er det med hensyn til sager,

der rejses ved ansøgning, som hovedprincip fastslået, at

oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke må indhentes

fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden

forvaltningsmyndighed, medmindre ansøgeren har givet samtykke

hertil.

Da der forskellige steder i lovgivningen - i forskellige sproglige

udformninger - er fastsat regler om, at en forvaltningsmyndighed

kan afkræve ansøgeren og andre, herunder andre

forvaltningsmyndigheder, enhver oplysning af betydning for en sags

afgørelse, er det fundet nødvendigt at fravige hovedprincippet for

sådanne tilfælde.

Det må imidlertid antages, at disse regler er blevet gennemført, uden

at der har været anledning til at tage stilling til betydningen af

en generel regel som den nu foreslåede. En gennemførelse af en

hovedregel om samtykke bør derfor efter justitsministeriets

opfattelse føre til, at myndighederne, selv om de formelt ikke er

forpligtet hertil, normalt også i disse tilfælde indhenter

samtykke fra ansøgeren, medmindre de reale hensyn, der ligger bag

den specielle regel, taler herimod.

Som anført i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, side 25,

finder justitsministeriet endvidere, at det i forbindelse med en

fremtidig revision af de pågældende love bør overvejes, om

pligtudleveringsreglerne bør ophæves eller omformuleres som følge

af gennemførelsen af forvaltningsloven.

Det har af tidsmæssige grunde ikke været muligt at foretage en

fuldstændig gennemgang af lovgivningens regler om oplysningspligt.

En sådan gennemgang er efter justitsministeriets opfattelse heller

ikke fornøden, idet den nødvendige tilpasning af lovgivningen, som

anført, vil kunne ske i forbindelse med fremtidige revisioner af

de pågældende love.

Spørgsmål nr. 13:

Hvorledes vil justitsministeren i den kommende vejledning til loven

nærmere definere begrebet »offentlige myndigheders interne

beslutningsproces« som anført i lovforslagets § 27, stk. 1, nr. 6.

Svar:

Den offentlige forvaltning udføres af så mange forskelligartede

organer, der løser meget forskellige former for opgaver, at det

efter justitsministeriets opfattelse ikke er muligt generelt at

»definere« offentlige myndigheders interne beslutningsproces.

Som anført side 189 i tavshedspligtsudvalgets betænkning (nr.

998/1984) har opregningen i § 27, stk. 1, af hensynet til den

interne beslutningsproces til formål at angive, at der i nogle

tilfælde kan være en anerkendelsesværdig væsentlig offentlig

interesse i at beskytte en myndigheds interne beslutningsproces.

Bestemmelsen har ifølge udvalget til formål at give offentligt

ansatte med flere mulighed for frit at forberede og drøfte de

sager, der er under behandling, samt tid til at overveje, hvilken

stilling myndigheden skal indtage. Som eksempel kan nævnes

overvejelser om, hvorvidt et lovforslag skal fremsættes eller en

retssag skal føres. Under bestemmelsen kan som anført i

besvarelsen af spørgsmål nr. 4 fra retsudvalget (L 4, 5 og 6 -

bilag 3) efter omstændighederne også falde oplysninger om

indholdet af drøftelser for lukkede døre i f.eks.

kommunalbestyrelser. Det samme kan gælde drøftelser i

kommunalbestyrelsernes stående udvalg og arbejdsgrupper. Under

bestemmelsen kan endvidere falde oplysninger i de referater,

forslag og planer, der udarbejdes inden for en myndighed, og den

brevveksling, som finder sted inden for en myndighed, herunder

brevveksling mellem en kommunalbestyrelse og dennes afdelinger,

udvalg og andre administrative organer og mellem disse organer

indbyrdes.

Spørgsmål nr. 15:

Hvad er begrundelsen for ikke at medtage telefonselskaberne under

offentlighedsloven?

Svar:

Statens Teleråd har som led i sit almindelige tilsyn med

telefonselskaberne bl.a. til opgave at føre tilsyn med

driftsforhold, takstfastsættelse og anlægsforhold. I rådet er der

bl.a. repræsentanter for abonnenterne.

Det følger af reglerne for Statens Teleråds virksomhed og af

telefonselskabernes koncessioner, at telerådet skal have forelagt

selskabernes regnskaber og i vidt omfang som led i den overordnede

planlægning af den offentlige telekommunikations udvikling får

forelagt selskabernes udbygningsplaner.

Endvidere er ministeren for offentlige arbejder berettiget til med

bindende virkning for telefonselskaberne at afgøre eventuelle

klager over selskabernes eller deres personales forhold.

En betydelig del af de dokumenter, der må antages at være af

betydning for offentligheden vedrørende de koncessionerede

telefonselskabers forhold, vil således indgå i sager, der

behandles af en offentlig forvaltningsmyndighed, og er derfor

omfattet af såvel den gældende lov som det foreliggende forslag

til ny offentlighedslov.

De forhold, der gøres til genstand for behandling i telerådet, vil

ligeledes være omfattet af såvel den eksisterende lovgivning om

offentlighed i forvaltningen som af forslaget til ny

offentlighedslov, når begæring om aktindsigt fremsættes over for

rådet.

Justitsministeriet går ud fra, at det er forhold som de anførte, der

er begrundelsen for, at telefonselskaberne efter det forlig, som

er indgået i retsudvalget, jfr. beretningen af 1. august 1985,

ikke er inddraget umiddelbart under loven.

Spørgsmål nr. 19:

Har ministeren overvejet at indføje regler om god forvaltningsskik i

forvaltningsloven? Hvilke overvejelser har ført til, at sådanne

ikke er medtaget? Vil ministeren tilstille udvalget en kopi af det

cirkulære, som tænkes udsendt herom?

Spørgsmål nr. 20:

Vil ministeren tilstille udvalget de svenske lovregler om god

forvaltningsskik?

Svar:

I forbindelse med udarbejdelsen af forslaget til forvaltningslov har

justitsministeriet overvejet, hvilke regler der bør optages i en

generel forvaltningslov, og hvilke principper og retningslinier

for udøvelsen af forvaltningens sagsbehandling der er bedst egnede

til en beskrivelse i en generel vejledning om

forvaltningsmyndigheders sagsbehandling.

Hovedsynspunkterne for afgrænsningen af emnekredsen for

forvaltningsloven bør af principielle grunde efter

justitsministeriets opfattelse - som fremhævet i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget (side 10) - være, at der i loven i

det væsentlige kun optages bestemmelser, der kan udformes relativt

præcist om forhold, der skal iagttages generelt, og som i øvrigt

tillægges en sådan betydning, at de bør kunne håndhæves

selvstændigt ved domstolene under et fuldbyrdelses- eller

anerkendelsessøgsmål efter bestemmelsen i grundlovens § 63.

Som anført i de almindelige bemærkninger side 9 f kan der næppe opnås

fordele ved at lovfæste sagsbehandlingsprincipper, der alene kan

formuleres som brede målsætninger af mere upræcis karakter. En

lovfæstelse af sådanne regler vil ikke give borgeren nogen reel

vejledning om de rettigheder, der tilkommer ham i forhold til

forvaltningen, og der ville endog kunne opstå uberettigede

forventninger hos de borgere, der eventuelt påberåber sig sådanne

bestemmelser i tillid til, at reglerne i forvaltningsloven må være

af samme karakter som andre egentlige lovregler. Hertil kommer, at

sådanne mere upræcise forskrifter vil kunne give anledning til

betydelige fortolkningsproblemer for forvaltningsmyndighederne

selv og for de myndigheder, der udøver kontrol med forvaltningen.

De generelle regler om god forvaltningsskik, der er optaget i den

gældende svenske forvaltningslov, er også omfattet af det nu

foreliggende forslag til en dansk forvaltningslov. Reglerne i

forslaget til forvaltningslov svarer også i det væsentlige til

reglerne i det nye svenske forslag til forvaltningslov, der den 3.

oktober 1985 er overgivet lagrådet til udtalelse. En kopi af

lovforslaget vedlægges. Det nye svenske forslag indeholder dog

tillige nogle regler i §§ 4, 5 og 7 om f.eks., at myndighedernes

arbejde skal udføres enkelt, hurtigt og økonomisk, at det

offentliges skrivelser skal udformes klart, og at myndigheden skal

have bestemte åbningstider. Regler af denne karakter bør efter

justitsministeriets opfattelse ikke affattes i lovsform og

indsættes i en forvaltningslov, men vil f.eks. kunne beskrives i

en vejledning til myndighederne om god forvaltningsskik.

Som anført i pkt. 6 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget er

det justitsministeriets hensigt i forbindelse med gennemførelsen

af forvaltningsloven at udarbejde en generel vejledning, der

foruden en uddybning af reglerne i forvaltningsloven også skal

angive de almindelige regler og principper, som den offentlige

forvaltning bør anvende i forbindelse med administrativ

sagsbehandling, men som det ikke er nødvendigt at medtage i selve

forvaltningsloven. Det vil f.eks. være regler om beregning af

klagefrister, om vejledning i forbindelse med klage til andre

myndigheder end den egentlige rekursmyndighed og om underretning

af borgerne, når en sagsbehandling trækker ud. Det er hensigten,

at vejledningen løbende skal suppleres i nødvendigt omfang,

ligesom justitsministeriet overvejer, hvorledes alle dele af den

offentlige forvaltning i større omfang end hidtil løbende kan

blive informeret om afgørelser af principiel forvaltningsretlig

betydning.

Justitsministeriet har endnu ikke udarbejdet denne vejledning, men

justitsministeriet vil bestræbe sig på at have vejledningen færdig

i rimelig tid inden lovens ikrafttræden. Når vejledningen

foreligger, vil justitsministeriet sende retsudvalget en kopi

heraf.

Der vedlægges til orientering en kopi af den gældende svenske

forvaltningslov og af det svenske forslag til ny forvaltningslov.

(Er ikke optrykt).

Spørgsmål nr. 24:

Ad § 28

Hvad dækker udtrykket »virkomhed« over? Er det både behandling af

konkrete sager og videregivelse af oplysninger til statistiske

formål?

Svar:

Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold må efter § 28,

stk. 1, i forslaget til forvaltningslov kun videregives til en

anden forvaltningsmyndighed i de særlige tilfælde, der er nævnt i

stk. 2.

Efter § 28, stk. 3, må andre fortrolige oplysninger - ud over de i

stk. 2 nævnte tilfælde - kun videregives til en anden

forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være

af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en

afgørelse, myndigheden skal træffe.

Under udtrykket »virksomhed« falder faktisk forvaltningsvirksomhed,

såsom patient- og anden klientbehandling, undervisning og

rådgivning.

Efter bestemmelsen vil der til sådan virksomhed kunne videregives

oplysninger såvel til brug ved behandlingen af konkrete sager som

til statistiske formål. Det er dog en forudsætning, at

oplysningerne er af væsentlig betydning for den myndighed, der

modtager oplysningerne.

Spørgsmål nr. 25:

Vil indenrigsministeriets skrivelse af 14. december 1973,

K.kt.jr.1973/12012/0708-1, stadig være gældende efter vedtagelsen

af forvaltningsloven?

Svar:

I den nævnte skrivelse af 14. december 1973 fra indenrigsministeriet

til Møn byråd tager indenrigsministeriet stilling til, i hvilket

omfang borgmesteren i medfør af sin stilling som daglig leder af

kommunens administration og som formand for kommunalbestyrelsens

økonomiudvalg bl.a. kan rekvirere oplysninger, der indgår i

skattesager under ligningskommissionens sagsområde.

Herom udtalte indenrigsministeriet:

»I denne anledning skal man meddele, at skattedepartementet i en over

sagen afgivet erklæring har udtalt, at borgmesteren efter

skattedepartementets formening ikke vil kunne få oplysninger fra

ligningsmyndighederne om de enkelte skatteyderes eller

indeholdelsespligtiges forhold, jfr. statsskattelovens § 14 og

kildeskattelovens § 87, bortset fra de tilfælde, hvor der i

lovgivningen er tillagt kommunalbestyrelsen beføjelser til at

træffe afgørelser eller udtale sig i skattesager.

For så vidt byrådet endvidere har forespurgt, hvorvidt borgmesteren

kan rekvirere oplysninger i de enkelte sager, der i henhold til

den sociale lovgivning er henlagt til det sociale udvalg, skal man

meddele, at socialministeriet i en over sagen afgivet erklæring

har udtalt, at det sociale udvalgs selvstændige stilling efter

socialministeriets opfattelse medfører, at en borgmester ikke kan

kræve oplysninger vedrørende de enkelte sager, der i henhold til

lovgivningen er henlagt til dette udvalg.

Indenrigsministeriet kan henholde sig til det af skattedepartementet

og socialministeriet udtalte. Det bemærkes herved, at

borgmesterens ret til i henhold til styrelseslovens § 20, stk. 4,

at overvære de enkelte udvalgs møder m.v., selv om han ikke er

medlem, må ses i forbindelse med hans pligt til at formidle den

fornødne koordination mellem kommunalbestyrelsen og dens udvalg.

Det må derfor efter indenrigsministeriets opfattelse være forudsat

ved en nævnte bestemmelse, at borgmesteren, hvis han benytter sig

af sin ret til at overvære møder i det sociale udvalg i tilfælde,

hvor han ikke er medlem, alene har ret til at få ordet med henblik

på varetagelsen af denne koordinerende virksomhed, men ikke under

udvalgets behandling af de enkelte sager, der ifølge lovgivningen

er henlagt til dette udvalg.«

Efter § 4, stk. 1, i normalstyrelsesvedtægten for kommuner, jfr.

indenrigsministeriets cirkulære nr. 62 af 27. april 1981,

varetager borgmesteren de funktioner som øverste daglige leder af

kommunens samlede administration, der fremgår af styrelseslovens

kap. IV. Borgmesteren kan af udvalgene og de ansatte forlange

enhver oplysning om sager, der er underlagt dem, og om sagernes

ekspedition, jfr. normalstyrelsesvedtægtens § 4, stk. 3, 2. pkt.

I bemærkningerne til normalstyrelsesvedtægten, cirkulæret side 2, har

indenrigsministeriet i forhold til skrivelsen af 14. december 1973

præciseret, at borgmesteren efter omstændighederne også kan kræve

oplysninger af socialudvalget og ligningskommissionen. Om

spørgsmålet anføres i cirkulæret følgende:

»I sager, hvor særlige tavshedspligtshensyn gør sig gældende, navnlig

sager vedrørende enkeltpersoner inden for de sociale og

ligningsmæssige områder, er borgmesteren dog kun berettiget til at

forlange oplysninger, når det er nødvendigt til varetagelsen af de

til borgmesterembedet henlagte funktioner, især borgmesterens

funktioner som formand for økonomiudvalget, som øverste daglige

leder af kommunens administration og som koordinator.«

Efter § 28 i forslaget til forvaltningslov kan fortrolige oplysninger

videregives fra en forvaltningsmyndighed til en anden, når

videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er

nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller

kontrolopgaver.

Forslaget til forvaltningslov vil således ikke medføre nogen ændring

i forhold til § 4 i normalstyrelsesvedtægten for kommuner, jfr.

indenrigsministeriets cirkulære nr. 62 af 27. april 1981, for så

vidt angår videregivelse af fortrolige oplysninger fra

socialudvalget og ligningskommissionen til borgmesteren vedrørende

sager, hvor de pågældende udvalg har en af kommunalbestyrelsen

uafhængig kompetence.

Spørgsmål nr. 27:

Ministerens kommentarer udbedes til skrivelsen af 11. november 1985

fra Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening,

Københavns kommune og Frederiksberg kommune vedrørende

lovforslaget.

Skrivelsen er omdelt til udvalget under L 4, bilag 15.

Svar:

1. De kommunale organisationer og Københavns og Frederiksberg

kommuner giver i henvendelsen til retsudvalget udtryk for den

opfattelse, at reglerne om samtidig begrundelse i forslaget til

forvaltningslov vil blive stærkt generende for arbejdet i

kommunalbestyrelser, amtsråd og udvalg.

Man peger i den forbindelse på, at det i de kommunale råd og udvalg

vil vise sig vanskeligt at opnå den fornødne enighed om, hvilke

hensyn og præmisser der skal lægges vægt på som begrundelse for en

afgørelse, der i øvrigt er enighed om eller flertal for, og at

indførelsen af en begrundelsespligt for kommunale råd og udvalg i

mange tilfælde vil gøre det vanskeligere at opnå et kompromis,

fordi ikke alene afgørelsen, men også dens begrundelse gøres til

forhandlingstema. Endvidere peger man på, at det ikke vil være

rimeligt at belaste et borgerligt ombud for lægmænd med en

kompliceret begrundelsespligt.

Med hensyn til begrundelsens omfang gør de kommunale organisationer

og Københavns og Frederiksberg kommuner opmærksom på, at de

afgørelser, der forelægges kommunalbestyrelser og deres udvalg,

meget ofte vil være af skønsmæssig karakter, og at det ikke

forekommer at være en rimelig byrde at lægge på medlemmerne, at de

skal angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

2. Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 20 (folketingsåret

1984/85) har begrundelsespligten først og fremmest den funktion,

at parten gennem den meddelte begrundelse får kendskab til, hvilke

retsregler og faktiske omstændigheder der er lagt til grund for

den trufne afgørelse, og derigennem får et bedre grundlag for at

forstå afgørelsen og for at foretage en vurdering af mulighederne

for at opnå en ændring af afgørelsen ved fornyet henvendelse til

den pågældende myndighed eller ved at udnytte adgangen til at

indbringe sagen for en overordnet forvaltningsmyndighed, for

folketingets ombudsmand eller for domstolene.

Da begrundelsespligten således har en væsentlig betydning som en

forvaltningsprocessuel retssikkerhedsgaranti for borgeren, er

justitsministeriet af den opfattelse, at der i videst muligt

omfang bør gives vedkommende borger en fyldestgørende forklaring

på, hvorfor en konkret afgørelse har fået netop det indhold, den

har.

Efter justitsministeriets opfattelse skal enhver

forvaltningsafgørelse som udgangspunkt træffes i overensstemmelse

med den lovgivning, der regulerer det pågældende område, og de

almindelige retsgrundsætninger, der gælder. Det forhold, at en

bestemt lovgivning tillægger de kommunale myndigheder kompetence

til at træffe afgørelser i forhold til borgerne, kan derfor ikke i

sig selv antages at medføre, at de kommunale organer får en videre

adgang end andre myndigheder til at lægge friere overvejelser til

grund for afgørelserne. Der må derfor kunne stilles de samme

indholdsmæssige krav med hensyn til lovlighed og rigtighed til de

afgørelser, der træffes af kommunalbestyrelsen og dens udvalg, som

til alle andre forvaltningsafgørelser.

Der kan i den forbindelse også være grund til at fremhæve, at

forvaltningslovens regler om begrundelse kun gælder for sager,

hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en

forvaltningsmyndighed. Uden for lovens anvendelsesområde falder

således bl.a. indgåelse af kontraktsforhold og andre privatretlige

dispositioner. Det følger endvidere af ordlyden af de foreslåede

regler om begrundelse, at de ikke gælder for behandlingen af sager

om gennemførelse af generelle forskrifter eller foranstaltninger

af almindelig karakter.

De foreslåede regler om begrundelse gælder således navnlig i

forbindelse med udfærdigelse af konkrete forvaltningsafgørelser,

der får umiddelbar betydning for den eller de borgere, afgørelsen

retter sig til.

Som anført i bemærkningerne til lovforslaget, side 20, må det

antages, at det formentlig kun er relativt få konkrete afgørelser

i forhold til parter, der i det hele taget vil blive forelagt den

samlede kommunalbestyrelse. Størstedelen af de sager, der er

omfattet af begrundelsespligten, må formodes i praksis at ville

blive afgjort af de mere snævert sammensatte stående udvalg eller

af den kommunale forvaltning i henhold til bemyndigelse. Det

gælder også, selv om enhver sag, bortset fra afgørelser i visse

sager om enkeltpersoners forhold inden for social- og

skattelovgivningen, i princippet vil kunne blive forelagt den

samlede kommunalbestyrelse til afgørelse.

3. Med hensyn til forholdene i de øvrige nordiske lande kan

justitsministeriet henvise til bemærkningerne til lovforslaget,

side 19. Heraf fremgår det bl.a., at afgørelser, der træffes af

kommunale udvalg i Norge og Sverige, skal begrundes.

Et udvalg i Norge har beskæftiget sig med, hvorledes kollegiale

organer, herunder kommunale nævn, skal begrunde afgørelser også i

tilfælde, hvor der er uenighed om begrundelsen, (NOU 1974.43, side

47). Disse anvisninger er gentaget i forarbejderne til den norske

forvaltningslov (Ot.prp. nr. 3, side 88), hvori det anføres:

»Når kollegiale organer treffer vedtak, reiser utformningen av

begrunnelsen særlige spørgsmål. Noen av disse spørgsmål er omtalt

i NOU 1974:43 s. 47. Er det dissens i nemnda, mener departementet

det bør gis opplysning om dissensen og hvor mange - eventuelt hvem

- som dissenterte. Grunngiingsplikten hviler imidlertid på de

medlemmer hvis mening ble avgjørende. Er det flertall for

vedtakets konklusjon, men uenighet innen flertallet om

begrunnelsen, må begge de begrunnelser som er gjort gjeldende av

flertallsfraksjonene anføres, dersom det ikke lykkes å samle seg

om en fellesbegrunnelse som gir tilstrekkelig grunnlag for

vedtaket. Dette gjelder ogspå dersom det er enstemmighet i nemnda

om konklusjonen. Et mindretall har ingen plikt til å grunngi sitt

syn, men det kan ofte være grunn til å gjøre det. Også

begrunnelsen for mindretallets resultat bør i så fall meddeles

parten.«

Det norske justitsministerium har under udarbejdelsen af det danske

forslag til ny forvaltningslov oplyst, at det er disse

synspunkter, der lægges til grund for vurderingen af, hvilke krav

der kan stilles til begrundelser fra kommunale organer. Det norske

justitsministerium har endvidere oplyst, at anvendelsen af disse

regler ikke har givet anledning til vanskeligheder.

Når det i skrivelsen til retsudvalget nævnes, at begrundelsespligten

ikke gælder for norske kommunalbestyrelser, skal det ses bl.a. på

baggrund af, at de norske kommunalbestyrelser i almindelighed er

langt større end de danske. Alt efter kommunens størrelse varierer

antallet af medlemmer fra 13 til 85. En kommune med 15.000

indbyggere skal således have en kommunalbestyrelse på fra 41 til

61 medlemmer. Det må som nævnt ovenfor også tages i betragtning,

at afgørelser, der træffes af de kommunale udvalg i Norge - som er

på op til 15-21 medlemmer - skal begrundes fuldt ud, herunder også

med angivelse af de hovedhensyn, der har været bestemmende ved

afgørelsen af en sag, hvorunder der skal udøves et administrativt

skøn.

4. Som anført ovenfor under pkt. 3 gælder begrundelsespligten efter

den svenske forvaltningslov også for afgørelser i enkeltsager,

der træffes af de svenske kommunale udvalg. Det er rigtigt, at der

ikke i den svenske forvaltningslov er fastsat nærmere regler om

begrundelsens indhold, men det er såvel i den nyeste svenske

forvaltningsretlige teori som i justitieombudsmannens seneste

praksis fastslået, at en begrundelse for en afgørelse, der beror

på et administrativt skøn, tillige skal angive de hovedhensyn, der

har været bestemmende for skønsudøvelsen.

I den kommenterede forvaltningslov af Trygve Hellners anføres det

således side 198:

»Saerskilda problem instaeller sig i fall då myndighets beslut

grundas vaesentligen på vaerdeomdoemen (skoensmaessiga

oevervaeganden). Problemen haenfoer sig naermest till svårigheten

att på ett någonlunda kortfattet och meningsfyllt saett återge och

foer parten foerklara hur myndigheten resonerat. Aeven i sådana

fall boer det emellertid som regel vara moejligt att redovisa de

omstaendigheter som myndigheten faest avgoerande vikt vid. Foer

varje beslut måste finnas något objektivt konstaterbart skael som

bestaemt udgången. Det boer då också kunna laemnas någon

upplysning om detta, aeven om beslutet aer att beteckna som ett

rent skaelighetsavgoerande.«

Tilsvarende anfører Håkan Stroemberg i Allmaen Foervaltningsraett

(1980), side 123 f bl.a. følgende:

»En fullstaendig motivering boer i princip ange, vilka faktiska

foerhållanden som styrkes i aerendet, hur dessa foerhållanden

bedoemts raettsligt eller skoensmaessigt, samt vilka raettsregler

och vilka eventuella vaerderingar avgoerandet grundar sig på.«

Disse krav til begrundelsens indhold for så vidt angår afgørelser,

der beror på et administrativt skøn, er nu tiltrådt i

justitieombudsmannens praksis, jfr. beretningen 1981, side 276 ff.

Spørgsmål nr. 29:

Ministerens kommentar udbedes til skrivelsen af 15. november 1985 fra

Kommunernes Landsforening vedrørende de foreslåede regler om

udlevering af oplysninger til andre myndigheder. Skrivelsen er

omdelt til udvalget under L 5 - bilag 21.

Svar:

Kommunernes Landsforening nævner i henvendelsen til retsudvalget, at

bestemmelsen i § 28, stk. 1, i forslaget til forvaltningslov vil

finde anvendelse på videregivelse af oplysninger fra det sociale

udvalg til andre dele af den kommunale forvaltning i tilfælde,

hvor oplysningerne vedrører sager, med hensyn til hvilke der efter

lovgivningen er tillagt det sociale udvalg en selvstændig

kompetence. Kommunernes Landsforening anfører, at dette i nogle

tilfælde vil hindre, at der udveksles oplysninger mellem

socialforvaltningen og det skolepsykologiske kontor, hvor dette

efter foreningens opfattelse ud fra enhver synsvinkel må anses for

praktisk og rimeligt.

Spørgsmålet om, i hvilket omfang det sociale udvalg må antages at

være en selvstændig myndighed i forhold til den øvrige kommunale

forvaltning, har tidligere bl.a. været rejst i forbindelse med

fortolkningen af offentlighedslovens § 5, nr. 5, om brevveksling

mellem en kommunalbestyrelse og dennes afdelinger, udvalg eller

andre administrative organer eller mellem disse organer indbyrdes.

Det er i den forbindelse antaget, at bestemmelsen ikke omfatter

udvalg og andre administrative organer med kommunal islæt, der

nedsættes i henhold til særlovgivningen, og hvis beføjelser er

fastlagt i denne lovgivning. Som eksempler herpå kan nævnes

brandkommissionen og skolekommissionen. Udvalg, der både varetager

selvstændige funktioner fastlagt ved lov og afledede funktioner i

forhold til kommunalbestyrelsen, må anses for omfattet af

offentlighedslovens § 5, nr. 5, for så vidt angår bevveksling om

sager, hvor udvalget alene udøver en afledet funktion.

Brevveksling mellem det sociale udvalg og vedkommende

kommunalbestyrelse om sager, der skal afgøres af udvalget i

henhold til bistandsloven, vil derimod ikke kunne undtages efter §

5, nr. 5, jfr. Eilschou Holm, Offentlighedsloven 1970, side 81 f

og betænkning 857/1978 om offentlighedslovens revision, side 193.

Justitsministeriet skal endvidere henvise til besvarelsen af

spørgsmål nr. 25.

Det er i overensstemmelse hermed forudsat i lovforslaget, at udvalg

er selvstændige myndigheder, i det omfang de ikke træffer

afgørelser på kommunalbestyrelsens ansvar. Det gælder således

ligningskommissionen og det sociale udvalg, for så vidt angår de

sager, der efter sociallovgivningen er henlagt til socialudvalgets

selvstændige kompetence.

Videregivelse af oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold

fra det sociale udvalg til kommunalbestyrelsen og andre dele af

den kommunale forvaltning vedrørende sådanne sager kan derfor i

almindelighed kun ske, såfremt den, oplysningen angår, har givet

samtykke hertil, eller såfremt en af de øvrige strenge betingelser

i § 28, stk. 1, er opfyldt.

Spørgsmål nr. 30:

Ministerens kommentarer udbedes til skrivelsen af 15. november 1985

fra Dansk Retspolitisk Forening, Arbejdsgruppen vedrørende

tavshedspligt.

(Skrivelsen er omdelt til udvalget under L 4-6 - bilag 22).

Svar:

1. I sin henvendelse til retsudvalget foreslår Dansk Retspolitisk

Forening, at fortrolige oplysninger om enkeltpersoner i

almindelighed ikke må videregives til en anden

forvaltningsmyndighed, medmindre den, oplysningen angår, har givet

samtykke hertil.

En sådan vidtgående regel, der afskærer videregivelse af oplysninger

fra en forvaltningsmyndighed til en anden, er efter

justitsministeriets opfattelse uhensigtsmæssig, idet den medtager

en række oplysninger, som i praksis i dag anses for at være

fortrolige i relation til andre private, men ikke nødvendigvis er

af en sådan karakter, at de ikke eller kun i ganske særlige

tilfælde bør videregives til en anden offentlig myndighed, der

selv er undergivet tavshedspligt.

I tilfælde, hvor en klient, der lider af alderdomssenilitet,

åndssvaghed, sindssygdom eller lignende, ikke vil være eller er

ude af stand til at give samtykke, vil lovudkastet formentlig

umuliggøre samarbejde mellem f.eks. forskellige sociale og

lægelige myndigheder, medmindre bestemmelsen i udkastets § 28,

stk. 4 fortolkes meget bredt.

Der kan i øvrigt være grund til at pege på, at bestemmelsen også

omfatter økonomiske oplysninger om erhvervsvirksomheder, der

drives som personlige virksomheder.

2. I § 28, stk. 2, i foreningens lovudkast er det præciseret, at

kommunale organer, som i loven er tillagt egenkompetence, skal

anses som selvstændige forvaltningsmyndigheder. Bestemmelsen tager

ifølge bemærkningerne navnlig sigte på videregivelse af

oplysninger fra det sociale udvalg og ligningskommissionen til den

øvrige kommunale administration.

Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål nr. 28 og 29 omfatter

bestemmelsen i § 28, stk. 1 og 3, i justitsministeriets forslag

til forvaltningslov også videregivelse af fortrolige oplysninger

fra ligningskommissionen og det sociale udvalg til den øvrige

kommunale administration vedrørende sager, hvor der efter

lovgivningen er tillagt disse organer en selvstændig - af

kommunalbestyrelsen uafhængig - kompetence. En særlig bestemmelse

herom forekommer derfor overflødig.

3. Efter lovudkastet må der fra andre forvaltningsmyndigheder af

egen drift kun videregives fortrolige oplysninger til politiet

eller anden kontrolmyndighed, hvis det sker for at forebygge fare

for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige

samfundsværdier, eller når hensynet til hemmeligholdelse findes at

burde vige for væsentlige hensyn til at forebygge eller opklare

lovovertrædelser, der er direkte rettet mod den afgivende

myndighed eller dennes medarbejdere i forbindelse med udførelsen

af deres funktioner.

Det er vanskeligt at overskue betydningen af disse bestemmelser for

hele den offentlige forvaltning. Efter justitsministeriets

umiddelbare opfattelse synes bestemmelserne på nogle områder at

kunne føre til urimelige resultater.

Lovudkastet synes således bl.a. at indebære, at en

forvaltningsmyndighed, der bliver opmærksom på, at en bestemt

person har begået kriminalitet over for andre end myndigheden selv

eller dens medarbejdere, herunder alvorlige forhold såsom drab

eller røveri, ikke af egen drift må videregive oplysning herom til

politiet, hvis der herved afsløres en fortrolig oplysning, f.eks.

efter omstændighederne blot det forhold, at den pågældende har

været i kontakt med myndigheden.

Spørgsmål nr. 32:

Der ønskes en vurdering af ændringsforslag nr. 1 til forslag til

forvaltningslov (§ 27, stk. 1, nr. 6) set i relation til

offentligt ansattes loyalitetsforpligtelse.

Svar:

1. Som anført i professor, dr. jur. Bent Christensens responsum af

11. januar 1980 om offentligt ansattes ytringsfrihed gælder der

for offentligt ansatte en vis begrænsning i deres ytringsfrihed,

som er begrundet i det, der betegnes som »loyalitetspligten«.

Denne begrænsning anses for nødvendig for, at den politiske

beslutningsproces kan fungere tilfredsstillende, og for at sikre

det nødvendige samarbejde inden for en styrelse (myndighedens

interne beslutningsproces) og mellem styrelser. Det nærmere

indhold og rækkeviden af loyalitetspligten giver anledning til

betydelig tvivl. En sådan afgrænsning er søgt foretaget i Bent

Christensens responsum. En tilsidesættelse af loyalitetspligten er

ikke - i modsætning til krænkelse af tavshedspligten - strafbar og

har heller ikke karakter af en tjenstlig forseelse. Bent

Christensen peger i øvrigt på, at spørgsmålet om de offentligt

ansattes loyalitetspligt næppe vil være egnet til lovregulering.

I modsætning til tavshedspligten, der alene omfatter videregivelse af

faktiske oplysninger, vil loyalitetspligten typisk vedrøre

spørgsmålet om fremsættelse af den offentligt ansattes egne

vurderinger.

I visse tilfælde vil en offentligt ansats udtalelse kunne være i

strid med loyalitetspligten og samtidig i strid med de foreslåede

regler om tavshedspligt i § 27 i forvaltningslovforslaget,

herunder § 27, stk. 1, nr. 6.

2. Det i spørgsmålet nævnte ændringsforslag vil efter

justitsministeriets opfattelse kunne give anledning til en række

afgrænsningsspørgsmål. Bestemmelsen synes ikke alene at kunne

omfatte interne drøftelser i mundtlig eller skriftlig form inden

for en bestemt forvaltningsmyndighed, men også forhandlinger

mellem flere offentlige myndigheder og mellem myndigheder og

private, herunder erhvervsvirksomheder. Den valgte formulering

synes således på den ene side at række betydeligt videre end den

»interne beslutningsproces«, der er nævnt i justitsministeriets

forslag til § 27, stk. 1, nr. 6. På den anden side omfatter den

foreslåede formulering ikke alle de situationer, der efter

justitsministeriets opfattelse allerede i dag er omfattet af

tavshedspligt. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål

nr. 4, pkt. 3.

Spørgsmål nr. 33:

Det under alm.del - bil. 46 stillede spørgsmål 99 bedes besvaret.

Spørgsmålet er sålydende:

I forlængelse af svaret på spørgsmål 306 (alm.del - bil. 599,

folketingsåret 1984-85) bedes oplyst, hvorfor det ville være

uheldigt at indføre en regel om, at aktindsigt ikke omfatter

oplysninger om tjenesteforseelser, der kan henføres til bestemte

offentligt ansatte.

Svar:

Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 242 (alm.del - bilag 241),

har folketingets ombudsmand i sin beretning for 1976, side 130 ff,

givet udtryk for, at oplysninger om tjenstlige forhold, som

vedrører spørgsmålet om, hvorledes en offentligt ansat udfører sin

tjeneste, herunder hvorvidt han udfører den på en sådan måde, at

han opfylder sine tjenstlige forpligtelser, i almindelighed må

antages at være undergivet aktindsigt, idet sådanne oplysninger

falder uden for undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 2,

stk. 1, nr. 1. Om baggrunden for denne fortolkning af

offentlighedsloven anfører folketingets ombudsmand i sin

beretning, a. st. bl.a. følgende:

»Fortolkningen må også ses i sammenhæng med et af hovedformålene med

offentlighedsordningen, som er (jfr. offentlighedskommissionens

beretning side 43 ff) »kontrol med, at alt går rigtigt til under

forvaltningens udførelse af dens opgaver«, og et vil bl.a. sige

kontrol med, at offentligt ansatte opfylder deres

tjenestepligter.'

Jeg er enig med ombudsmanden i, at dette er et af hovedformålene med

offentlighedsordningen.

En regel om, at aktindsigt ikke omfatter oplysninger om

tjenesteforseelser, der kan henføres til bestemte offentligt

ansatte vil således efter min opfattelse medføre en begrænsning i

adgangen til aktindsigt, der er i strid med et af hovedformålene

bag offentlighedsordningen, og som - jfr. den ovenfor nævnte

udtalelse fra folketingets ombudsmand - er mere vidtgående, end

det er nødvendigt af hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred.

Den foreslåede regel ville indebære, at offentligheden, herunder

pressen, i modsætning til, hvad der følger af den gældende

offentlighedslov og af det forslag til ny offentlighedslov, som

regeringen har fremsat, bliver afskåret fra at føre kontrol med,

at offentligt ansatte - herunder bl.a. ministre - opfylder deres

tjenestepligter. En sådan begrænsning i den åbenhed, der bør præge

den offentlige forvaltning, finder jeg uheldig.

Spørgsmål nr. 34:

Ministerens kommentarer udbedes til skrivelsen af 28. november 1985

fra Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark og

Specialarbejderforbundet i Danmark (L 4 - bilag 35).

Svar:

1. Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark og Specialarbejderforbundet

i Danmark giver i deres henvendelse til retsudvalget udtryk for

støtte til de forslag, som Dansk retspolitisk Forening har

fremsendt til retsudvalget.

Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 30 forekommer det

vanskeligt at overskue betydningen af Dansk retspolitisk Forenings

forslag for hele den offentlige forvaltning. Det er dog

umiddelbart justitsministeriets opfattelse, at reglerne på

forskellige områder vil gøre det vanskeligt for myndighederne at

udføre de opgaver, der er pålagt dem, og at bestemmelserne på

nogle områder synes at kunne føre til urimelige resultater.

2. Forbundene peger endvidere på, at der i tilfælde, hvor der

indhentes oplysninger om en person uden samtykke, bør gives den

pågældende meddelelse herom.

Justitsministeriet er enig i, at der som hovedregel bør gives den,

der er part i en sag, og som ikke kan antages at være bekendt med,

at myndigheden er i besiddelse af eller indhenter bestemte

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, meddelelse

herom. Dette følger imidlertid allerede af den foreslåede

bestemmelse i § 19 i forslaget til forvaltningslov om partshøring.

Hvor en borger retter henvendelse til forvaltningen om, hvordan den

pågældende sag vil blive behandlet eller behandles, vil det kunne

følge af bestemmelsen i § 7 i forslaget til forvaltningslov, at

der som led i vejledningen skal gives underretning om, at der vil

blive indhentet fortrolige oplysninger om den pågældende fra en

anden forvaltningsmyndighed.

I en række tilfælde vil det imidlertid direkte kunne modvirke

hensigten med videregivelse eller indhentning af oplysninger, hvis

der ubetinget skulle gives borgeren eller en erhvervsvirksomhed

underretning herom. Dette vil således navnlig kunne være tilfældet

i forbindelse med behandlingen af tilsyns- og kontrolopgaver. I

andre tilfælde, hvor der er tale om videregivelse af oplysninger i

henhold til lov, f.eks. aflevering af offentlige myndigheders

arkiver til Rigsarkivet, vil en ubetinget meddelelsespligt kunne

medføre unødigt bureaukrati eller ikke kunne gennemføres i

praksis.

Spørgsmål nr. 35:

Ministerens kommentarer udbedes til skrivelsen af 29. november 1985

fra De samvirkende Invalideorganisationer (L 4 - bilag 36).

Svar:

1. De samvirkende Invalideorganisationer giver i sin henvendelse til

retsudvalget bl.a. udtryk for, at oplysninger afgivet til en

offentlig myndighed ikke bør kunne videregives til andre

myndigheder, medmindre der gives tilladelse hertil fra den enkelte

borger eller der er udtrykkelig lovhjemmel hertil.

Efter justitsministeriets opfattelse vil en ordning, hvorefter enhver

oplysning, der er afgivet af en borger til en

forvaltningsmyndighed, ikke uden samtykke må videregives til en

anden forvaltningsmyndighed, bl.a. medføre, at en myndighed, der

har til opgave at udføre tilsyn og kontrol, ikke kan udføre disse

opgaver uden særlig lovhjemmel. En sådan ordning vil kræve

omfattende ændringer på en lang række lovgivningsområder.

Ordningen vil endvidere indebære, at der i forbindelse med påklage

af en sag altid af den pågældende borger skal gives samtykke til

videregivelse af oplysninger, som den pågældende selv har

tilvejebragt, hvad enten oplysningerne er af fortrolig karakter

eller ikke. Det vil føre til en forsinkelse af sagsbehandlingen og

vil for den borger, der påklager en afgørelse, føles som en

unødvendig langsommelig og bureaukratisk sagsbehandling.

2. De samvirkende Invalideorganisationer finder endvidere, at det

ved lov bør slås fast, at brud på tavshedspligten fra offentlige

myndigheders side skal medføre fængselsstraf og erstatningsansvar

for de skyldige.

Efter den gældende straffelovs § 152 straffes den, som virker i

offentlig tjeneste eller hverv, med bøde, hæfte eller under

skærpende omstændigheder med fængsel, hvis han røber fortrolige

oplysninger. Tilsvarende skal gælde efter § 152 i forslaget til

lov om ændring af borgerlig straffelov (L 6).

Der er således allerede i dag i lovgivningen bestemmelser, der

sikrer, at offentligt ansatte og andre, der virker i offentlig

tjeneste eller hverv, kan straffes, hvis de tilsidesætter deres

tavshedspligt. Det vil dog efter justitsministeriets opfattelse

være uacceptabelt og i strid med moderne strafferetlige

principper, såfremt der på et område af denne karakter ikke skulle

være mulighed for ved brud på tavshedspligten at pålægge straf af

bøde, men alene at pålægge fængselsstraf. Justitsministeriet er

endvidere enig med straffelovrådet i, at disciplinære sanktioner

også i fremtiden vil være dominerende på dette område, jfr.

straffelovrådets udtalelse af 13. maj 1985 (L 6, side 22).

Det følger i øvrigt af lovgivningens almindelige regler, at den, der

krænkes ved brud på tavshedspligten, har krav på godtgørelse og

erstatning for det derved lidte tab. Som eksempel herpå kan

nævnes ombudsmandens beretning 1984, side 88 ff.

3. De samvirkende Invalideorganisationer peger endelig på, at

registrering af oplysninger om enkeltpersoners forhold skal

begrænses mest muligt og destrueres efter en passende kort

periode. Man finder endvidere, at alle oplysninger skal være

tilgængelige for den registrerede.

Justitsministeriet er enig med invalideorganisationerne i, at den,

hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, i almindelighed

bør kunne forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom.

En bestemmelse af dette indhold er derfor indsat i forslaget til

lov om offentlighed i forvaltningen som § 4, stk. 2.

En bestemmelse om, at oplysninger om den enkelte borgers forhold skal

destrueres efter en kortere periode, vil i realiteten betyde, at

selve sagsakterne skal destrueres. Herved afskæres i første række

den enkelte borgers adgang til at få en sag genoptaget med henblik

på eventuel erstatning for fejl ved sagsbehandlingen eller i

øvrigt genoptaget med henblik på berigtigelse af sagen til

borgerens fordel. Det kan i øvrigt være vanskeligt efter kun kort

tid at afgøre, hvilke sager der er endeligt afsluttede, og hvor

der ikke senere kan blive behov for en genoptagelse af sagen.

Spørgsmål nr. 36:

Ministerens kommentarer udbedes til ændringsforslag nr. 2 til forslag

til lov om offentlighed i forvaltningen (§ 12, stk. 1, nr. 2).

Spørgsmål nr. 37:

Der ønskes en begrundelse for, hvorfor ministeren ikke vil stille et

ændringsforslag til § 12 i offentlighedsloven som nedenstående,

når der henvises til bemærkningerne på side 5, pkt. 8 i

justitsministerens notat af 14. maj 1985:

Til § 12

Stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2) tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller

forretningsforhold eller lignende, når det sandsynliggøres, at der

vil være nærliggende risiko for, at der påføres den person eller

virksomhed, oplysningerne angår, et væsentligt økonomisk tab,

såfremt begæring imødekommes.«

Svar:

Efter ændringsforslag nr. 2 skal bestemmelsen i § 12, stk. 1, nr. 2,

i forslag til lov om offentlighed i forvaltningen vedrørende

undtagelse af oplysninger fra aktindsigt af hensyn til

virksomheders drifts- eller forretningsforhold affattes således:

»2) tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller

forretningsforhold eller lignende, når det godtgøres, at der vil

være en nærliggende risiko for, at der påføres den person eller

virksomhed, oplysningerne angår, afgørende økonomiske tab, såfremt

begæring imødekommes.«

I besvarelsen af spørgsmål nr. 22 har justitsministeriet nærmere

redegjort for, at undtagelsesbestemmelsen i justitsministeriets

forslag til § 12, stk. 1, nr. 2, kun er anvendelig, hvis det efter

en konkret vurdering må antages, at der er nærliggende risiko for,

at der påføres den, oplysningerne vedrører, et økonomisk tab. En

præcisering heraf er efter justitsministeriets opfattelse sket i

forbindelse med retsudvalgets behandling af lovforslaget, hvilket

der vil blive redegjort nærmere for i den vejledning, som

justitsministeriet vil udarbejde til loven.

Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 22 om forståelsen af

bestemmelsen i § 12, stk. 1, nr. 2, der vil blive optaget som

bilag til retsudvalgets betænkning, vil efter sædvanlige

fortolkningsprincipper skulle indgå som et væsentligt element i

forbindelse med myndighedernes fortolkning af bestemmelsen. Dette

kunne eventuelt understreges yderligere ved en udtalelse herom fra

retsudvalget i tillægsbetænkningen. Det er i den forbindelse uden

betydning, at ordlyden af § 12, stk. 1, nr. 2, svarer til ordlyden

af den hidtidige bestemmelse i offentlighedslovens § 2, stk. 1,

nr. 2.

Ændringsforslagene synes ved anvendelsen af ordene »når det

godtgøres« og »når det sandsynliggøres« at pålægge

forvaltningsmyndighederne (eller det er muligvis den pågældende

virksomhed, der sigtes til) en særlig bevisbyrde over for den, der

begærer aktindsigt. Det følger allerede af almindelige

bevisbyrderegler, at forvaltningsmyndighederne i tilfælde, hvor

der opstår spørgsmål om at undtage oplysninger fra den almindelige

adgang til aktindsigt, hvis afgørelsen påklages eller indbringes

for domstolene, må godtgøre, at betingelserne for at anvende

undtagelsesbestemmelsen har været til stede.

Det må derfor give anledning til tvivl, hvordan en særlig bevisregel

som den i ændringsforslagene nævnte skal forstås, herunder om den

pålægger myndigheden en særlig begrundelsespligt.

En bestemmelse, hvorefter oplysninger om erhvervsvirksomheders

drifts- eller forretningsforhold kun kan undtages fra aktindsigt,

når det »bevises«, at videregivelsen af oplysningerne vil påføre

den pågældende virksomhed afgørende økonomiske tab, vil efter

justitsministeriets opfattelse i øvrigt ikke give virksomhederne

rimelig beskyttelse mod, at oplysninger, som de videregiver til

offentlige myndigheder, misbruges af den pågældende virksomheds

konkurrenter, herunder udenlandske virksomheder.

Officielle noter

Ingen