Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BTL 114

Betænkning over Forslag til lov om vagtvirksomhed
Nr L 114 1985-86, 1. samling Blad nr 792

Afgivet af retsudvalget

Afgivet: 19860422

Den fulde tekst

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Udvalget har endvidere modtaget mundtlige og/ eller skriftlige

henvendelser fra:

Ni medlemmer af KTAS' bestyrelse,

Tillidsmænd v/ vagtdivisionen, Securitas, og

Vægternes Fællesklubber øst/ vest.

Der er af justitsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises

til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstillet udvalget lovforslaget til vedtagelse med det

stillede ændringsforslag.

Et mindretal (socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer

af udvalget) ønsker at fremsætte følgende bemærkninger:

Under udvalgsarbejdet har det været drøftet, hvorvidt låsesmede burde

omfattes af en autorisationsordning. På baggrund af

justitsministerens svar på udvalgets spørgsmål 3, der vedrører

autorisation af låsesmede, og som er optrykt i et bilag til

betænkningen, har udvalget ikke fundet, at der i forbindelse med

behandlingen af nærværende lovforslag burde tages stilling til en

sådan ordning.

Mindretallet opfordrer imidlertid justitsministeren til nærmere at

undersøge, hvorvidt der bør etableres en autorisationsordning for

låsesmede og til i begyndelsen af næste folketingsår at orientere

udvalget om resultaterne af en sådan undersøgelse.

Mindretallet har endvidere mærket sig ministerens svar på udvalgets

spørgsmål 4 og 5, der er optrykt i et bilag til betænkningen, og

som vedrører telefonselskabernes planer om alarmeringsanlæg.

Mindretallet har forstået svarene således, at lovforslaget ikke

udelukker telefonselskabernes udvikling af påtænkte nye

servicefunktioner over for abonnenter.

Endelig finder mindretallet, at spørgsmålet om vagtpersonalets

sikkerhed bør tages op i forbindelse med de overvejelser, der

foregår i straffelovrådet om en revision af sanktionssystemet og

strafferammerne, således at det overvejes, om andre grupper end

dem, der i dag er beskyttet af straffelovens § 119, udøver sådanne

funktioner, at der er behov for en særlig beskyttelse.

ÆNDRINGSFORSLAG

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 2

I stk. 3 ændres »Alarmcentraler« til: »Kontrolcentraler«.

(Vedtages ændringsforslaget, foretages tilsvarende ændringer i § 9,

overskriften til § 10, § 10 (2 steder), § 13, stk. 1, og § 18).

BEMÆRKNINGER

I lovforslaget er i overensstemmelse med udvalgets betænkning anvendt

udtrykket »alarmcentral« som betegnelse for den central, hvor en

vagtvirksomhed modtager og behandler alarminformationer, før de

videregives til politiet. Efter lovforslagets fremsættelse er

justitsministeriet gjort opmærksom på, at udtrykket »alarmcentral«

kan forveksles med »alarmeringscentral«, der er indarbejdet som

betegnelse for de centraler hos politiet - i Københavnsområdet på

Hovedbrandstationen i København - som modtager og ekspederer

000-opkald.

Justitsministeriet finder det vigtigt, at en forvekslingsrisiko

undgås, og har derfor overvejet en række andre udtryk, der ikke

kan forveksles med indarbejdede betegnelser, og som på en gang er

dækkende og mundrette. Efter drøftelser med flere myndigheder og

organisationer er man blevet stående ved »kontrolcentral« som

betegnelse for en central, hvor alarminformationer kontrolleres,

før de videregives. Udtrykket bruges ikke i anden sammenhæng i

dagligsproget, men vil antagelig hurtigt opleves som dækkende og

entydigt, jfr. f.eks. på samme måde kontroltårn og kontrolrum.

Hagen Hagensen (KF) fmd. Annelise Gotfredsen (KF) Karen Thurøe

Hansen (KF) Grethe Fenger Møller (KF) Bjørn Elmquist (V)

Birthe Rønn Hornbech (V) Birgith Mogensen (CD) Inger Stilling

Pedersen (KrF) Ole Espersen (S) Korneliusen (S) Torben Lund

(S) Lissa Mathiasen (S) Erik B. Smith (S) Jimmy Stahr (S)

Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd. Bernhard Baunsgaard

(RV)

Partierne VS, FP og FD havde ikke medlemmer i udvalget.

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes svar

herpå.

Spørgsmål 3:

Vil låsesmede kunne omfattes af en autorisationsordning?

Svar:

Spørgsmålet om en autorisationsordning for låsesmede har tidligere

været drøftet i folketinget i marts 1979 og april 1980 på grundlag

af et forslag til folketingsbeslutning. Der henvises herom til

Folketingstidende 1978-79, sp. 7501-7517, og 1979-80, sp.

8078-8088. I et svar til folketinget i april 1983 gav jeg

endvidere udtryk for, at der efter min opfattelse ikke ud fra

politimæssige grunde var behov for en lovgivning om autorisation

af låsesmede, se spm. nr. S 950, Folketingstidende 1982-83, sp.

9601-9602.

Som det fremgår af de nævnte drøftelser og svar, havde politiet på

daværende tidspunkt ikke kendskab til kriminalitet, som blev

begået af personer med tilknytning til låsebranchen.

Justitsministeriet er ikke siden kommet i besiddelse af ændrede

oplysninger på dette område. Kriminalpræventive hensyn kan derfor

fortsat ikke begrunde en autorisationslovgivning for låsesmede.

Hvorvidt der ud fra andre synspunkter, herunder faglige,

forbrugermæssige eller erhvervsøkonomiske hensyn, er behov for en

sådan lovgivning, er justitsministeriet ikke i stand til at

vurdere. Dette spørgsmål bør derimod snarere overvejes i lyset af

en mere generel vurdering af behovet for erhvervsregulering, og

langt de fleste af de eksisterende autorisationsordninger henhører

under industriministeriet.

Den foreslåede lovgivning om vagtvirksomhed er bl.a. begrundet i, at

der fra samfundets side ud fra kriminalpræventive og politimæssige

synspunkter knytter sig en væsentlig interesse til den virksomhed,

som vagtselskaberne udøver. I sammenhæng hermed er det tillagt

afgørende betydning, at vagtselskabernes virksomhed på grund af

sin art og funktion indtager en særstilling i forhold til andre

dele af erhvervslivet, idet der udføres opgaver, der kan minde om

eller forveksles med politiopgaver.

Lovforslaget om vagtvirksomhed er udarbejdet primært ud fra denne

synsvinkel, og det vil således under alle omstændigheder ikke være

hensigtsmæssigt, at en eventuel lovregulering for så vidt angår

låsesmede inddrages under lovgivningen om vagtvirksomhed. Blandt

andet er det sandsynligt, at der måtte fastsættes helt andre krav

til uddannelse, uniformering, legitimation og udrustning end dem,

der forudses fastsat efter lovforslagets § 8, jfr. herved

besvarelsen af udvalgets spørgsmål 1.

Spørgsmål 4:

Vil de »naboalarmsystemer«, som er indbygget i nogle af de

almindelige telefonapparater fra Standard Electric Kirk (udviklet

i samarbejde med JTAS), som følge af lovforslaget blive udelukket

fra P & Ts og telefonselskabernes sortiment? (Der kan indkodes op

til 3 telefonnumre, eksempelvis på naboer, således at telefonen

kan anvendes som indbruds- og overfaldsalarm, idet den ved

udløsende funktion sender et bestemt signal til de indkodede

telefonnumre).

Svar:

Et af hovedformålene med lovforslaget om vagtvirksomhed er at

nedbringe det meget store antal fejlalarmeringer af politiet og

det heraf følgende betydelige ressourcespild.

Som den vigtigste regel i den forbindelse foreslås i § 9, 1. pkt., at

alarminformationer fra overfalds- og indbrudsalarmeringsanlæg kun

må videregives til politiet af personalet i en alarmcentral, der

er godkendt hertil, og hvis tekniske udstyr m.v. giver mulighed

for at konstatere, hvorvidt der er tale om en fejlalarmering.

Formålet med denne bestemmelse er således at opnå, at en meget

betydelig del af de alarminformationer, der indgår til den

godkendte alarmcentral, ikke vil blive givet videre til politiet,

men siet fra af alarmcentralen som fejlalarmeringer. Der henvises

herom nærmere til betænkningen side 54-56.

Såfremt en person har aftalt med f.eks. en nabo, at denne skal se

efter hans hus, og det som led heri indgår, at naboen skal

foretage nærmere undersøgelser, hvis han modtager en

telefonopringning, der er iværksat af et indbrudsalarmeringsanlæg,

er forholdet ikke omfattet af lovens regler om alarmcentraler.

Naboen kan således alarmere politiet, når han ved disse

undersøgelser har konstateret, at der foreligger en alarmtilstand

(ulovlig indtrængen m.v.). Derimod vil naboerne ikke lovligt kunne

aftale, at politiet skal alarmeres alene på grundlag af

alarmsignalet, der har aktiveret telefonen. En sådan automatisk

videregivelse til politiet af alarminformationer kan efter

lovforslagets § 9, 1. pkt., kun ske fra godkendte alarmcentraler,

og en person, der alarmerer politiet uden at være godkendt efter §

9, jfr. § 2, og uden at have kontrolleret alarmens rigtighed, kan

efter omstændighederne straffes efter § 20, stk. 1, nr. 1.

Spørgsmål 5:

Ministerens kommentarer udbedes til henvendelsen af 5. marts 1986 fra

9 medlemmer af KTAS' bestyrelse vedrørende lovforslaget.

Henvendelsen er omdelt til udvalget under L 114 - bilag 7.

Svar:

I henvendelsen fra medlemmerne af KTAS' bestyrelse beskrives

telefonselskabets hidtidige og påtænkte aktivitet vedrørende

servicefunktioner over for abonnenter, der ønsker en såkaldt

social alarm, hvorved der kan gives besked til hjemmehjælpere

o.lign., og det anføres, at KTAS også ønsker at kunne installere

indbrudsalarmeringsanlæg og videregive alarminformationer herfra.

Efter justitsministeriets opfattelse vil KTAS som et koncessioneret

selskab ikke være omfattet af undtagelsen i lovens § 1, stk. 2,

men skal have autorisation, hvis selskabet ønsker at udøve

vagtvirksomhed i lovens forstand. Imidlertid omfatter loven kun

virksomhed, som består i at modtage og behandle alarmsignaler fra

overfalds- eller indbrudsalarmeringsanlæg med henblik på at

videregive de behandlede og kontrollerede alarminformationer til

politiet. Der er således ikke noget i vejen for, at KTAS uden

autorisation efter loven modtager indbrudsalarmsignaler, hvis

disse alene videregives til en godkendt alarmcentral. Derimod må

alarminformationen ikke af KTAS videregives direkte til politiet,

idet dette forudsætter autorisation, jfr. § 1, stk. 1, nr. 4,

sammenholdt med § 2 og § 9.

For så vidt angår bemærkningerne i henvendelsen vedrørende

naboalarmer henvises til besvarelsen af udvalgets spørgsmål 4.

Spørgsmål 6:

Ministeren bedes redegøre for, hvilke typer indbrudsvarslingsanlæg

m.v. der vil være omfattet af lovforslagets § 11 om

justitsministerens bemyndigelse til at forbyde visse anlæg.

Svar:

Efter lovforslagets § 11 kan justitsministeren fastsætte bestemmelser

om forbud mod anvendelse af indbrudsvarslingsanlæg. Om

begrundelsen herfor henvises til bemærkningerne til bestemmelsen

og til betænkningen side 65 sammenholdt med side 39.

I bemærkningerne og betænkningen omtales indbrudsvarslingsanlæg som

anlæg, der afgiver akustiske signaler på stedet (lokalalarmer,

sirener eller kraftigt ringende klokker). Dette svarer til de

anlæg, der hidtil har været på markedet.

Efter det for justitsministeriet oplyste vil der imidlertid kunne

produceres indbrudsvarslingsanlæg, der ikke afgiver lydsignaler,

men lyssignaler f.eks. i form af (roterende) blinklys, eller ved

at projektører oplyser den overvågede lokalitet i tilfælde af en

alarmtilstand (ulovlig indtrængning m.v.). Disse anlæg vil således

kunne tjene samme formål, men også give anledning til tilsvarende

gener for de omkringboende, som indbrudsvarslingsanlæg, der

afgiver lydsignaler, og adgangen til at forbyde

indbrudsvarslingsanlæg omfatter derfor også anlæg, der afgiver

lyssignaler (projektører, (roterende) blinklys og lignende).

Officielle noter

Ingen