Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr BTL 132

Betænkning over Forslag til medieansvarslov
Nr L 132 1990-91, 2. samling

Afgivet af Retsudvalget

Afgivet: 19910507

Den fulde tekst

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens besvarelse

heraf er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra:

Dansk Journalistforbund,

Den Almindelige Danske Lægeforening,

Kristelig Lytter- og Fjernseerforening,

Kruuse, Helle Nissen, og

Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer i Danmark.

Der er af justitsministeren og af nogle mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Udvalget har nærmere overvejet spørgsmålet om rækkevidden af den retlige standard »god presseskik«, der efter lovforslagets § 34, stk. 1, er beskrevet på den måde, at massemediernes indhold og handlemåde skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Et flertal (udvalget med undtagelse af Centrum-Demokraternes medlem) bemærker i den forbindelse, at anvendelsen af ordet handlemåde som en bestanddel af de presseetiske regler kan og af nogle er blevet opfattet på en sådan måde, at Pressenævnet vil kunne foretage en egentlig efterforskning af, hvordan medierne har fremskaffet deres oplysninger, og at affattelsen af den presseetiske regel i sin yderste konsekvens vil kunne anfægte retsplejelovens bestemmelser om kildebeskyttelse.

Flertallet ønsker derfor at fastslå, at denne antagelse ikke er holdbar. Pressenævnet har ingen mulighed for at pålægge massemediernes medarbejdere vidnepligt og vil ikke kunne gribe ind i mediernes ret til kildebeskyttelse. Der er for Pressenævnets virksomhed fastsat detaljerede regler i lovforslaget, og Pressenævnet står derfor ikke frit ved sin undersøgelse af, om en artikel er i overensstemmelse med »god presseskik«.

Massemediernes handlemåde indgår også allerede i dag som en bestanddel af de vejledende presseetiske regler og er således en del af den retlige standard »god presseskik«. Efter flertallets opfattelse indebærer medtagelsen af begrebet handlemåde således ikke en reel indskrænkning i den redaktionelle journalistiske frihed.

Pressenævnets opgave bliver således at udtale sig om, hvorvidt et massemedie har optrådt i strid med almindelige etiske regler for »god presseskik« med respekt for pressens redaktionelle frihed.

Flertallet har endvidere nærmere overvejet Pressenævnets sammensætning og har herunder særlig drøftet formandskabet, hvor lovforslaget med bemærkninger lægger op til, at der kun bør udpeges højesteretsdommere.

Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at der også bør være mulighed for, at justitsministeren kan beskikke andre særligt kvalificerede jurister som formand eller næstformand for Pressenævnet, eksempelvis beskikke en anerkendt advokat som næstformand, hvis der beskikkes en højesteretsdommer som formand. Flertallet kan således tiltræde det af justitsministeren stillede ændringsforslag til § 41.

Flertallet har endelig nærmere overvejet, om det vil være muligt at formulere en bestemmelse om undtagelserne fra retten til kildebeskyttelse, der er mere præcis end lovforslagets § 56, hvori undtagelserne er formuleret i den foreslåede affattelse af retsplejelovens § 172, stk. 5 og 6. Flertallet finder det ikke hensigtsmæssigt, at der udelukkende anvendes skønsmæssige kriterier, som i sig selv indebærer store fortolkningsmuligheder og dermed kan give anledning til unødige retstvister. Flertallet er på den baggrund enig om at tiltræde det af justitsministeren stillede ændringsforslag til affattelsen af retsplejelovens § 172, stk. 5 og 6. Der henvises endvidere til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 9.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Venstres og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren og de af mindretallet stillede ændringsforslag.

Mindretallet ønsker ud over justitsministerens ændringsforslag at foreslå ændringer i affattelsen af §§ 14 og 26. Efter mindretallets opfattelse bør ansvaret for citater alene påhvile den citerede, jf. bemærkningerne til ændringsforslag nr. 1, og mindretallet finder, at det i § 26 må gøres helt klart, at enhver antydning af objektivt ansvar for medieforetagender i form af bøder ikke bør være indeholdt i lovforslaget.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1, 3 og 7 stillede ændringsforslag.

Mindretallet vil ikke kunne tiltræde ændringsforslag nr. 9 stillet af justitsministeren, idet ændringsforslaget indeholder en konkret tidsramme på 4 år.

Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse og vil derfor ved lovforslagets 3. behandling hverken stemme for eller imod lovforslaget.

Mindretallet anerkender den modernisering af ansvarsfordelingen, som lovforslaget er udtryk for, men kan alligevel ikke stemme for forslaget.

Årsagen er, at det foreslåede Pressenævn efter Centrum-Demokraternes opfattelse medfører en yderligere udvanding af mulighederne for at få en ordentlig behandling af klager over Danmarks Radios opfyldelse af alsidighedsforpligtelsen.

Med nedlæggelse af Radiorådet mistede seerne og lytterne en chance for at blive hørt, men hensigten var jo, at Danmarks Radios generaldirektør skulle varetage klager over manglende alsidighed, og det åbnede reelt en mulighed for at gå videre til Radionævnet, fordi grænserne mellem klart urigtige oplysninger og manglende alsidighed er flydende.

Med vedtagelsen af lovforslaget nedlægges også Radionævnet, og dets forpligtelser skal efter forslaget varetages af det nye Pressenævn. Centrum-Demokraterne frygter, at afstanden bliver for stor mellem seerne/lytterne og det nævn, der skal behandle henvendelser fra klagere.

Centrum-Demokraterne vil derfor ikke medvirke til lovforslagets vedtagelse og bebuder samtidig til næste folketingsår et forslag til lov om ændring af radioloven, så der genskabes et klageorgan med reel magt til at gribe ind, når Danmarks Radio ikke opfylder sine alsidighedsforpligtelser.

Et fjerde mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren og de af mindretallet stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (FP):

Til § 14

1) Paragraffen affattes således:

»§ 14. Den, der i en artikel citeres for en navngiven udtalelse, er ansvarlig for indholdet af udtalelsen, når der foreligger samtykke til, at udtalelsen gengives navngiven, og den er gengivet korrekt.

Stk. 2. Såfremt udtalelsen citeres i en navngiven artikel, er forfatteren til denne medansvarlig for indholdet af udtalelsen, hvis forfatteren har opfordret eller tilskyndet til fremsættelsen af den citerede udtalelse, eller hvis forfatteren vidste, at udtalelsens indhold var urigtigt eller indebar en krænkelse af privatlivets fred.

Stk. 3. Forfatteren er også ansvarlig, hvis det ikke er muligt at gøre strafansvar gældende mod den citerede person på grund af dennes manglende tilknytning til riget eller manglende tilregnelighed.

Stk. 4. Såfremt udtalelsen citeres i en unavngiven artikel, er redaktøren ansvarlig under de i stk. 2 og 3 nævnte betingelser.«

Af et mindretal (SF):

Til § 26

2) Paragraffen affattes således:

»§ 26. Et medieforetagende hæfter umiddelbart for erstatningsbeløb og sagsomkostninger idømt efter reglerne i §§ 9-25.

Stk. 2. Retten skal ved fastlæggelsen af bøde, der idømmes efter reglerne i §§ 9-25 navnlig lægge vægt på lovovertrædelsens karakter og grovhed samt det pågældende massemedies udbredelse. Såfremt det ved lovovertrædelsen er tilsigtet at opnå en økonomisk gevinst for massemediet, betragtes dette som en skærpende omstændighed.«

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af CD):

Til § 27

3) I stk. 2, 2. pkt., ændres »§ 6« til: »§§ 4 og 6«.

Af et mindretal (KRF):

Til § 36

4) Stk. 1 affattes således:

»Anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.«

Til § 40

5) Paragraffen affattes således:

»§ 40. Afslag på genmæle skal snarest muligt skriftligt meddeles den, der har anmodet om genmælet, med oplysning om, at afslaget kan indbringes for medieombudsmanden senest 4 uger efter, at afslaget er kommet frem. Medieombudsmandens adresse skal samtidig oplyses.

Stk. 2. Klager over et ufyldestgørende genmæle kan senest 4 uger efter dettes offentliggørelse indbringes for medieombudsmanden.«

Nyt kapitel

6) Efter § 40 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 7 a

Medieombudsmanden

§ 01. Folketinget vælger en medieombudsmand for 5 år ad gangen.

Stk. 2. Medieombudsmanden, som ikke må være medlem af Folketinget, skal have den juridiske uddannelse.

Stk. 3. Medieombudsmanden træffer afgørelse i sager om, hvorvidt et massemedie efter reglerne i kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle, herunder om genmælets indhold, form og placering.

Stk. 4. Medieombudsmanden kan afvise

1) klager, som åbenbart ikke hører under dennes kompetence, jf. stk. 3, eller som er åbenbart grundløse, og

2) klager fra personer, virksomheder m.v., der er uden retlig interesse i det påklagede forhold.

Stk. 5. Medieombudsmanden afviser sager, hvor klagefristen i § 40 ikke er overholdt.

§ 02. Klage til medieombudsmanden skal indgives skriftligt.

Stk. 2. Medieombudsmanden kan af egen drift optage en sag til behandling, hvis sagen er af væsentlig eller principiel betydning. I tilfælde heraf indhentes en udtalelse fra den forurettede. Den forudrettedes navn nævnes kun, såfremt tilladelse hertil foreligger fra den pågældende.

§ 03. Medieombudsmanden indhenter en skriftlig udtalelse fra det massemedie, som klagen vedrører, og kan under sagens behandling indhente supplerende oplysninger hos parterne.

Stk. 2. Medieombudsmanden kan endvidere kræve udleveret et eksemplar af skriftet eller en båndoptagelse af den radio- eller fjernsynsudsendelse, som klagen vedrører.

§ 04. Medieombudsmanden skal fremme behandlingen af sagen mest muligt.

Stk. 2. Undlader vedkommende massemedie inden 7 dage efter modtagelsen af medieombudsmandens henvendelse at fremsende sine kommentarer til denne, kan sagen behandles på det foreliggende grundlag.

Stk. 3. Medieombudsmanden kan indkalde sagens parter til mundtlig forhandling. Såfremt klageren uden lovligt forfald udbliver fra sådan forhandling, kan Medieombudsmanden afvise klagen eller behandle den på det foreliggende grundlag. Hvis det indklagede massemedie udebliver, behandles sagen på det foreliggende grundlag.

§ 05. Folketinget fastsætter en instruks for medieombudsmanden.

Stk. 2. Medieombudsmanden bistås af et sekretariat.

Stk. 3. Folketinget kan bestemme, at udgifterne til medieombudsmandens virksomhed skal afholdes af massemedierne efter en fordeling, som fastsættes i instruksen for medieombudsmanden.

§ 06. Medieombudsmanden lønnes som højesteretsdommer. Derudover kan der efter omstændighederne tilstås ham et personligt tillæg.

§ 07. Medieombudsmanden kan med 6 måneders varsel forlange sig afskediget til udgangen af en måned.

Stk. 2. Medieombudsmanden afskediges fra udgangen af den måned, hvori han fylder 70 år.«

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af CD):

Til § 41

7) Stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Formanden og næstformanden, der skal være jurister, beskikkes efter udtalelse fra Højesterets præsident.«

Af et mindretal (KRF):

Til § 43

8) Paragraffen affattes således:

»§ 43. Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket en offentliggørelse, der er i strid med god presseskik, jf. § 34.

Stk. 2. Formanden kan afvise

1) klager, som åbenbart ikke hører under nævnets kompetence, jf. stk. 1, eller som er åbenbart grundløse, og

2) klager fra personer, virksomheder m.v., der er uden retlig interesse i det påklagede forhold.

Stk. 3. Formanden afviser sager, hvor klagefristen i § 34, stk. 2 eller 3, ikke er overholdt.«

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP og CD):

Til § 56

9) Stk. 5 og 6 i den foreslåede affattelse af retsplejelovens § 172 affattes således:

»Stk. 5. Angår sagen en lovovertrædelse, som er af alvorlig karakter, og som efter loven kan medføre straf af fængsel i 4 år eller derover, kan retten dog pålægge de i stk. 1-4 nævnte personer vidnepligt, såfremt vidneførslen må antages at have afgørende betydning for sagens opklaring og hensynet til opklaringen klart overstiger massemediernes behov for at kunne beskytte deres kilder.

Stk. 6. Retten kan ligeledes pålægge de i stk. 1-4 nævnte personer vidnepligt, hvis sagen angår en overtrædelse af straffelovens §§ 152-152 c. Dette gælder dog ikke, hvis det må antages, at forfatteren eller kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning.«

Bemærkninger

Til nr. 1

I overensstemmelse med mindretallet i Medieansvarsudvalget, jf. betænkningen s. 176-177, finder forslagsstillerne, at det er på tide at ændre på den gældende retstilstand og som hovedregel at gøre alene den, der fremsætter udtalelsen, ansvarlig for dens indhold.

Allerede den omstændighed, at ministeren i sit eget forslag (§ 20) vil fritage redaktør/forfatter i de direkte elektroniske udsendelser for medansvar, vidner om, at et vigtigt argument for forfatterens medansvar i de skrevne medier er uholdbart, nemlig at udtalelsens udbredelse via et massemedie giver udtalelsen en anden og alvorligere karakter. Den foreslåede fritagelse i § 20 begrundes med praktiske hensyn, og forslagsstillerne er enige heri; men en krænkende eller retsstridig udtalelse, der fremsættes f.eks. i en direkte tv-udsendelse, må vel siges at antage en langt alvorligere karakter i kraft heraf, end hvis den fremsættes i et dagblad, hvis oplag sjældent er så stort som seerskaren til en populær tv-udsendelse.

Den logiske konsekvens vil derfor som hovedregel være at pålægge den, der udtaler sig, eneansvaret, både i de skrevne medier (hvor der er tale om citater) og i de elektroniske medier (hvor der er tale om direkte ytringer).

Også i henhold til behandlingen af navngivne læserbreve er der tale om inkonsekvens, idet det her alene er forfatteren, der er ansvarlig. Det logiske vil være at sidestille navngivne udtalelser i interviewer, reportager og lignende med navngivne læserbreve.

Den demokratiske proces betyder i almindelighed, at ytringer fremsættes under ansvar for loven, og at alene den, der fremsætter ytringen, har ansvar for den. Men ikke alle har lige nemt ved at formulere sig skriftligt. De vil ikke kunne komme til orde i situationer, hvor medierne - måske endda med urette - frygter, at ytringen er retsstridig.

Forslaget om, at alene den, der citeres, er ansvarlig, er udtrykkeligt tænkt som hovedreglen. Det skal ikke betyde, at forfatteren ansvarsløst kan viderebringe ytringer af enhver art. Hvis forfatteren selv ved, at den citerede udtalelse er urigtig eller indebærer en krænkelse af privatlivets fred, har forfatteren et medansvar. Det gælder også, hvis forfatteren selv har opmuntret eller tilskyndet til fremsættelse af den citerede udtalelse, således at der ikke er tale om en spontan ytring.

Til nr. 2

Et enigt Medieansvarsudvalg foreslog i betænkning nr. 1205/1990 en ophævelse af udgiverens bødehæftelsespligt, således som den er fastlagt i presselovens § 12, stk. 2. Udvalget begrunder dette forslag med, at denne subsidiære hæftelse hviler på redaktørens økonomiske forhold, og at det derfor er tilfældigt, hvornår hæftelsen indtræder. Videre finder Medieansvarsudvalget, at en ophævelse af reglen vil kunne styrke redaktørens uafhængighed af udgiveren. Der henvises til betænkning nr. 1205, s. 199 f.

Forslagsstillerne er enige heri og finder samtidig, at det er påkrævet udelukkende at fastholde det gældende bødeansvar i form af dagbøder, der idømmes på grundlag af en vurdering af redaktørens økonomiske forhold. Ligeledes forekommer det rimeligt, at erstatningsbeløb og sagsomkostninger, der skal tilfalde den forurettede, fortsat kan indkræves hos medieforetagendet.

Ændringsforslaget betyder videre, at der ikke kan idømmes straf af bøde af anden type. Baggrunden herfor er, at forslagsstillerne ønsker enhver antydning af objektivt ansvar for medieforetagendet i form af bøder fjernet fra lovforslaget. Såfremt der gennemføres et almindeligt bødeansvar for redaktøren og dette ansvar tillige omfattes af hæftelsesreglen i lovforslagets § 26, stk. 1, åbnes der for idømmelse af bødestraffe af ganske betydelig størrelse. Dette har i realiteten kun mening på grund af medieforetagendets hæftelse. Dermed er der efter forslagsstillernes opfattelse etableret en retstilstand, der i det væsentligste på bødeansvarsområdet er identisk med det objektive udgiveransvar, som ministeren netop ønskede at udelade i lovforslaget.

Til nr. 3

Den foreslåede ændring er alene af redaktionel karakter, idet redaktørens oplysningspligt er reguleret såvel i § 4 (periodiske skrifter) som i § 6 (radio og fjernsyn). Begge bestemmelser henviser til § 27, stk. 1.

Til nr. 4-6 og 8

Ifølge oplysninger fra Berigtigelsesnævnet behandles gennemsnitligt 15 sager om året, dog i 1990 kun 3, og kun lidt over 1/3 af sagerne fører til berigtigelser. Det må konstateres, at Berigtigelsesnævnet ikke har spillet nogen rolle i beskyttelsen af dem, der er forulempet af medierne. Det skyldes, dels at reglerne er for komplicerede, dels sagernes behandling. Komplikationerne opstår, fordi der skal en omfattende vurdering til, når det kræves, at den pågældende meddelelse skal være egnet til at påføre en ikke uvæsentlig skade i økonomisk henseende eller i offentlighedens omdømme.

Det må frygtes, at tilsvarende problemer opstår ved behandling af sager i Pressenævnet. En ordning med en medieombudsmand vil kunne sikre en hurtig berigtigelse.

En ordning med en medieombudsmand er kendt fra andre lande. I Sverige har der siden 1969 eksisteret en Allmænhetens Pressombudsman. Presseombudsmanden har til opgave på eget initiativ med skriftligt samtykke fra den forulempede eller efter begæring at påtale afvigelser fra god journalistisk skik.

Ad nr. 4

For offeret vil det i mange situationer være svært at dokumentere et økonomisk tab eller anden skade af betydning. Derfor foreslås, at der bliver adgang til genmæle selv i situationer, hvor der ikke kan påvises et økonomisk tab eller anden skade af betydning.

Ad nr. 5

Ændringsforslaget er en konsekvensændring som følge af, at kompetencen, hvad angår genmæle, er overladt til medieombudsmanden. Fristen regnes fra det tidspunkt, da redaktørens afslag på genmæle er kommet frem til klageren.

Ad nr. 6

De nærmere regler for medieombudsmandens virke fastsættes af Folketinget.

Medieombudsmanden vederlægges efter samme retningslinjer som Pressenævnet, jf. § 52, stk. 3.

Det må formodes, at antallet af sager fortsat vil være begrænset, hvorfor stillingen som medieombudsmand ikke kræver en fuldtidsansættelse.

Ad nr. 8

Ændringsforslaget er en konsekvensændring som følge af, at kompetencen, hvad angår genmæle, er overladt til medieombudsmanden.

Til nr. 7

Ved den ændrede affattelse åbnes der mulighed for, at også andre særligt kvalificerede jurister end dommere kan beskikkes som formand eller næstformand for Pressenævnet.

Til nr. 9

Ad stk. 5

Efter ændringsforslaget kan der kun pålægges vidnepligt, hvis følgende fire betingelser er opfyldt:

1) der skal være tale om en alvorlig lovovertrædelse, som

2) efter loven kan medføre straf af fængsel i 4 år eller derover, og

3) vidneførsel må antages at have afgørende betydning for sagens opklaring, samt

4) hensynet til opklaringen overstiger hensynet til massemediernes behov for at kunne beskytte deres kilder.

Betingelse 2 udelukker, at der kan pålægges journalister m.v. vidnepligt i sager om mere almindelig kriminalitet (tyverier og en lang række andre berigelsesforbrydelser, brugstyverier, hærværk og mindre alvorlige voldsforbrydelser m.fl.). Efter flertallets opfattelse kan hensynet til opklaringen af sådanne lovovertrædelser ikke opveje den samfundsmæssige interesse i, at massemedierne kan beskytte deres anonyme kilder. Strafferammen »fængsel i 4 år eller derover« indebærer på den ene side en indskrænket adgang til at meddele vidnepligt i forhold til lovforslagets oprindelige bestemmelse. På den anden side sikres, at der ved grove forbrydelser som f.eks. grov vold og grov økonomisk kriminalitet m.v. fortsat vil kunne meddeles vidnepålæg, såfremt de øvrige betingelser er opfyldt.

Da en konkret overtrædelse af en straffelovsparagraf med høj strafferamme imidlertid kan vær af bagatelagtig karakter, præciseres det i betingelse 1, at der herudover skal være tale om en lovovertrædelse, der konkret skal kunne karakteriseres som en alvorlig lovovertrædelse.

Dernæst er det en forudsætning, at vidneførslen må antages at have afgørende betydning for sagens opklaring, jf. betingelse 3. Men i sager af denne karakter skal retten ikke kun vurdere oplysningernes betydning for sagens opklaring. Det må være en forudsætning for vidnepålæg, at hensynet til opklaringen klart overstiger massemediernes behov for at kunne beskytte deres kilder og altså klart overstiger den samfundsmæssige interesse i denne gren af anonymitetsretten.

Ad stk. 6

Efter det foreslåede stk. 5 kan vidnepligt kun pålægges, hvis sagen angår en forbrydelse, hvor strafferammens maksimum er fængsel i 4 år eller derover. Hvis sagen angår brud på tavshedspligt i offentlig tjeneste eller hverv, vil der herefter normalt ikke kunne pålægges vidnepligt, da den normale strafferamme i straffelovens § 152 er bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder, og da straffen i særlig alvorlige tilfælde ikke kan overstige fængsel i 2 år.

Efter flertallets opfattelse kræver dette en tilføjelse, der træder i stedet for bestemmelsen i det oprindelige lovforslags § 172, stk. 6. Tavshedsbrud i offentlig tjeneste eller hverv kan bestå i, at den tavshedsforpligtede groft misbruger sin stilling og f.eks. udleverer oplysninger fra offentlige registre om menneskers privatliv eller om virksomheders driftshemmeligheder. I mangfoldige tilfælde har borgere og virksomheder m.v. en lovfæstet pligt til at indgive oplysninger til offentlige myndigheder, og der bør i videst muligt omfang være garantier imod, at sådanne oplysninger kommer uvedkommende i hænde eller uretmæssigt udleveres til offentligheden.

Det foreslås derfor i stk. 6, at vidnepligt kan pålægges, hvis sagen angår brud på tavshedspligt i offentlig tjeneste eller hverv. Men efter flertallets opfattelse bør der her kun være tale om en begrænset undtagelse fra hovedreglen om kildebeskyttelse. Det skal således dreje sig om et tavshedsbrud, der omfattes af straffelovens §§ 152-152 c. Brud på andre forskrifter om tavshedspligt kan således ikke medføre vidnepligt. »Almindelige« tavshedsbrud bør derimod ikke kunne føre til undtagelse fra kildebeskyttelsen, medmindre der ved misbrug af stilling eller hverv er udleveret oplysninger om menneskers privatliv eller virksomhedens driftshemmeligheder m.m., jf. ovenfor.

Bestemmelsen foreslås formuleret således, at brud på tavshedspligt ikke kan medføre ophævelse af kildebeskyttelse, hvis forfatteren eller kilden må antages at ville afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank Jensen (S) Ove Fich (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd. Gert Petersen (SF) Svend Aage Jensen (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller (KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V) Tom Behnke (FP) Niels Helveg Petersen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes besvarelse heraf:

Spørgsmål:

»Ministerens kommentar udbedes til henvendelse af 20. marts 1991 fra Dansk Journalistforbund, jf. bilag 11.«

Svar:

Dansk Journalistforbund har i sin henvendelse specielt omtalt lovforslagets bestemmelser om vidnefritagelse, Pressenævnets sammensætning og spørgsmålet om ansvarsplaceringen i interviewsituationer og lignende.

1. Dansk Journalistforbund foreslår, at der indføres absolut vidnefritagelse for journalister m.fl., subsidiært at journalister kun skal kunne pålægges vidnepligt i sager om forbrydelser, der kan medføre straf i form af fængsel i 6 år og opefter.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør vidnefritagelsesreglen ikke være absolut og undtagelsesfri. Der forekommer situationer, hvor vidnefritagelsesreglen for journalister må vige for hensynet til væsentlige samfundsinteresser. Justitsministeriet er vedrørende dette spørgsmål i overensstemmelse med Medieansvarsudvalgets flertal, idet 14 af udvalgets 16 medlemmer afviste en sådan absolut vidnefritagelse, se herved betænkning nr. 1205/1990 side 273.

Vidnepålæg kan efter lovforslaget kun pålægges i straffesager og kun i sager, der angår en alvorlig lovovertrædelse. Den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 172, stk. 2, om begrænsninger i vidnefritagelsesreglen afgrænser området som sager, der angår en forbrydelse, der kan medføre højere straf end hæfte. Der ligger heri ikke nogen særlig eller tilstrækkelig begrænsning, idet denne formulering bl.a. indebærer, at selv mindre alvorlige lovovertrædelser som f.eks. banale tyverier, brugstyverier og hærværk vil opfylde denne betingelse.

Efter § 56 i lovforslaget foreslås adgangen til kildebeskyttelsen udvidet, idet betingelserne for meddelelse af vidnepålæg til journalister m.fl. skærpes og præciseres. Lovovertrædelsen skal efter forslaget ud fra en generel betragtning kunne betegnes som alvorlig. Overtrædelsens beskaffenhed i form af en alvorlig lovovertrædelse er efter Justitsministeriets opfattelse et mere velegnet kriterium end et bestemt strafferammekriterium. Der forekommer således straffelovsovertrædelser med en høj strafferamme, men hvor den konkret begåede lovovertrædelse kan være af forholdsvis underordnet betydning, ligesom der kan forekomme lovovertrædelser, der må anses for alvorlige, selv om der for forbrydelsen måske er fastsat en forholdsvis lavere maksimumstraf.

Strafferammeangivelsen kan dog give en vis vejledning for vurderingen. Såfremt strafferammen f.eks. er fængsel i 2 år eller derover, må lovovertrædelsen i almindelighed anses for alvorlig. Til gengæld vil en overtrædelse med strafferammemaksimum på f.eks. fængsel i 6 måneder normalt ikke kunne anses for en alvorlig lovovertrædelse, jf. herved lovforslagets almindelige bemærkninger side 34.

Forbrydelsen skal således ud fra en mere generel betragtning kunne karakteriseres som alvorlig. Hertil kommer, at forbrydelsens konkrete grovhed indgår i vurderingen, idet det netop er hensynet til forbrydelsens opklaring på grund af dens grovhed sammen med en afvejning af hensynet til behovet for kildebeskyttelse sammenholdt med artiklens eller udsendelsens samfundsmæssige betydning, der er afgørende for, om vidnepligt kan pålægges.

Jo mere betydningsfuld i samfundsmæssig henseende en artikel eller udsendelse er, des mere rimeligt vil det være, at vedkommende journalist kan beskytte sin kilde, det vil sige desto grovere skal en forbrydelse være, for at der vil kunne pålægges vidnepligt. Omvendt vil hensynet til kildebeskyttelsen være mindre i sager, hvor enten selve sagen eller den sammenhæng, hvori den omtales, har en mere underordnet samfundsmæssig betydning, hvorfor der skal mindre til for at fastslå, at hensynet til opklaringen klart overstiger kildebeskyttelseshensynet.

Med udgangspunkt i lovovertrædelsens beskaffenhed skaber lovforslaget efter Justitsministeriets opfattelse mulighed for en fornuftig og hensigtsmæssig afvejning i en konkret foreliggende situation af hensynet til forbrydelsers opklaring over for det modstående hensyn til pressens kildebeskyttelse.

Dansk Journalistforbund foreslår som ovenfor nævnt i sin henvendelse subsidiært, at vidnepligt kun bør kunne pålægges journalister m.fl. i sager om forbrydelser, der kan medføre straf i form af fængsel i 6 år eller derover. Dette forslag er identisk med et forslag stillet af et mindretal i Medieansvarsudvalget, se lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 5.3.4.3, side 35 ff. Justitsministeriet har anset dette forslag for at være for vidtgående og har således foretrukket flertallets ovenfor beskrevne forslag, se hertil lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 5.4.2, side 37.

2. Efter § 41 i lovforslaget skal formanden og næstformanden for Pressenævnet være dommere, der beskikkes efter udtalelse fra Højesterets præsident. Ved nævnets behandling af en klage medvirker et medlem af formandskabet samt yderligere tre medlemmer, heraf een af offentlighedens repræsentanter, een repræsentant for Dansk Journalistforbund og een repræsentant for de redaktionelle ledelser. Dommerelementet udgør således et mindretal i nævnet, og den foreslåede sammensætning er netop sket med særlig hensyntagen til medierne selv. I dag udgøres formandskabet i de 3 eksisterende nævn - Berigtigelsesnævnet, Radionævnet og Dansk Pressenævn - af højesteretsdommere. Presseloven kræver ligefrem, at formanden for Berigtigelsesnævnet skal være højesteretsdommer. Den foreslåede ordning er således i overensstemmelse med hidtidig praksis og lovgivning på området.

Under Medieansvarsudvalgets drøftelser mente nogle af udvalgets medlemmer, at formanden og næstformanden begge skulle være dommere og helst højesteretsdommere. Andre fandt det rigtigst at give mulighed for, at også andre, der opfylder betingelserne for at kunne udnævnes til landsdommer, skulle kunne beskikkes som formand eller næstformand. Medieansvarsudvalgets medlemmer har dog ikke foretaget en egentlig afstemning om spørgsmålet, og journalistforbundets medlemmer af udvalget har således accepteret Pressenævnets sammensætning uden at ønske at afgive egentlig mindretalsudtalelse på dette punkt.

Der synes således nu at foreligge en ny opfattelse hos Dansk Journalistforbund, der i henvendelsen oplyser, at det er en væsentlig forudsætning for tilslutningen til oprettelse af et obligatorisk Pressenævn, at formand og næstformand skal være jurister, der er uafhængige af domstolene.

3. Spørgsmålet om journalistens ansvar i interviewsituationer m.v. var genstand for indgående drøftelser i Medieansvarsudvalget, hvor et mindretal foreslog et presseretligt eneansvar for den citerede navngivne person. Et flertal foreslog derimod et medansvar for journalisten for viderebringelsen af udtalelser fra navngivne meddelere.

Som det fremgår af lovforslaget og dets bemærkninger, har Justitsministeriet fulgt flertallets indstilling, jf. lovforslagets § 14, der nærmest har karakter af en præcisering af gældende praksis, hvorimod mindretallets forslag indebærer en væsentlig fravigelse af det gældende presseretlige ansvarssystem, der har enten forfatteren eller redaktøren som hovedansvarlig. Også reale grunde taler for flertallets forslag. Den, der fremsætter en strafbar udtalelse, vil normalt allerede i forvejen være strafferetligt ansvarlig for selve udtalelsens fremsættelse. Det forekommer derfor mindre rimeligt, om den pågældende ud over dette strafansvar tillige skulle bære det fulde presseretlige strafansvar. Krænkelsen via et massemedie medfører nemlig, at det strafbare forhold ændres måske meget væsentligt. Der synes ikke at være rimelig grund til at fritage forfatteren eller redaktøren for dette ansvar. Forfatteren, der bruger citatet i sin artikel, har både tid og anledning til at overveje citatets eventuelle retsstridige indhold. Derimod kan der være god mening i at gøre den, der ytrer sig, medansvarlig sammen med forfatteren eller redaktøren, når den pågældende godkender, at udtalelsen gengives navngiven.

Bestemmelsen i lovforslagets § 14 gælder kun de periodiske skrifter. Med hensyn til udtalelser i radio og fjernsyn indeholder lovforslaget på grund af disse mediers særlige karakter et udvidet ansvar for den, der udtaler sig. Den, der ytrer sig i radio eller fjernsyn, bærer som udgangspunkt et eneansvar for indholdet af sine udtalelser - hvad enten der er tale om en direkte eller forskudt udsendelse - medmindre der er lovet den pågældende anonymitet. Dette ansvar foreslås yderligere udvidet ved direkte transmissioner af offentlige møder eller andre begivenheder, hvor mediet, dettes redaktør eller ansatte ingen mulighed har for at forudse begivenhedsforløbet. Her foreligger der ikke noget anonymitetshensyn, og for at mindske risikoen for eventuelle misbrug af medierne indeholder lovforslaget derfor forslag om, at de almindelige strafansvarsregler fortsat skal gælde for denne type af direkte udsendelser, dvs. at typisk vil kun den, der udtaler sig, kunne gøres ansvarlig for udtalelsens indhold.

Spørgsmål:

»Kan ministeren oplyse, om det i lovforslagets § 41 omtalte pressenævn, som led i vurderingen af en sag indbragt i henhold til lovforslagets § 34, står frit i undersøgelse af, om et massemediums handlemåde i forbindelse med produktionen af en artikel er i overensstemmelse med begrebet »god presseskik«?

Det bedes i benægtende fald oplyst, hvilke begrænsninger der gælder for nævnets undersøgelse, herunder eksempelvis de begrænsninger, der er fastlagt i reglerne om kildebeskyttelse.'

Spørgsmål:

»Hvilke undersøgelsesmetoder kan anvendes af Pressenævnet i dets arbejde?»

Svar:

Der er for Pressenævnets sagsbehandling fastsat detaljerede regler i lovforslagets §§ 44-52, ligesom der efter forhandling med Pressenævnet vil blive fastsat en forretningsorden for nævnet, jf. lovforslagets § 52, stk. 1. Dette svarer til, hvad der gælder for andre særlige råd og nævn.

Pressenævnet står således ikke frit ved sin undersøgelse af, om mediets handlemåde i forbindelse med produktionen af en artikel er i overensstemmelse med »god presseskik«.

Om Pressenævnets sagsbehandling gælder efter de ovennævnte bestemmelser, at klage til nævnet skal indgives skriftligt. Nævnet kan dog af egen drift optage en sag til behandling, hvis sagen er af væsentlig eller principiel betydning. I tilfælde heraf skal der indhentes en udtalelse fra den forurettede. Den forurettedes navn må kun nævnes, såfremt tilladelse hertil foreligger.

Nævnet indhenter endvidere en skriftlig udtalelse fra det massemedie, som klagen vedrører, og kan under sagens behandling indhente supplerende oplysninger hos parterne. Nævnet kan endvidere kræve udleveret et eksemplar af skriftet og en båndoptagelse af den radio- eller fjernsynsudsendelse, som klagen vedrører.

Nævnets sagsbehandling skal fremmes mest muligt. Såfremt vedkommende massemedie ikke inden 7 dage efter modtagelsen af nævnets henvendelse fremsender sine kommentarer til nævnet, kan sagen behandles på det foreliggende grundlag. Nævnet kan endvidere indkalde sagens parter til mundtlig forhandling. Såfremt klageren uden lovligt forfald udebliver fra sådan forhandling, kan nævnet afvise klagen eller behandle den på det foreliggende grundlag. Hvis det indklagede massemedie udebliver, behandles sagen på det foreliggende grundlag. Der er ikke knyttet vidnepligt til parternes forklaringer for Pressenævnet.

Der er derfor heller ingen mulighed for, at Pressenævnet kan pålægge mediets repræsentant at røbe en eventuel kilde. Dette følger tillige allerede deraf, at mulighederne for i særlige tilfælde overhovedet at bryde kildebeskyttelsen gennem pålæg om at afgive vidneforklaring efter lovforslagets § 56 er begrænset til domstolenes behandling af straffesager, se affattelsen af retsplejelovens § 172, stk. 5, i lovforslagets § 56.

Pressenævnets virksomhed vil således ikke kunne anfægte massemediernes kildebeskyttelse.

Det bemærkes i øvrigt, at medtagelsen af ordet »handlemåde« i beskrivelsen af den retlige standard »god presseskik« i lovforslagets § 34 hænger sammen med, at det hverken er muligt eller hensigtsmæssigt at arbejde med en sondring mellem massemediets handlemåde og indholdet af en artikel, udsendelse m.v. i vedkommende medie. Således vedrører en række af de allerede opstillede regler for god presseskik i første række massemediernes handlemåde. Der henvises herved f.eks. til principperne i punkterne A.1 og 3 og punkt 3.3. om indsamling og gengivelse af billedmateriale i de vejledende regler for god presseskik, der er optaget som bilag 3 til lovforslagets bemærkninger.

Det skal endvidere fremhæves, at Pressenævnet kan pålægge redaktøren for det indklagede massemedie snarest muligt at offentliggøre en kendelse i et af nævnet nærmere fastlagt omfang. En sådan offentliggørelse skal ske uden kommenterende tilføjelser og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Herudover er i lovforslagets § 51 fastsat, at Pressenævnet afgiver en årlig beretning, som skal offentliggøres.

Spørgsmål:

»Med hvilken begrundelse har ministeren ønsket at supplere den gældende straf af dagbøder med anden straf af bøde, når henses til, at Medieansvarsudvalgets flertals forslag om objektivt udgiveransvar ikke er medtaget i lovforslaget, og at der kun i lovforslagets § 26 er tale om et udgiverhæftelsesansvar?»

Svar:

Indledningsvis bemærkes, at der ikke med lovforslaget er tale om at »supplere den gældende straf af dagbøder med anden straf af bøde« forstået på den måde, at samme person kan idømmes både dagbøder og almindelig bøde for den samme lovovertrædelse, jf. lovforslagets § 26, stk. 2, 2. pkt., hvorefter retten i stedet for dagbøder kan anvende anden straf af bøde.

Lovforslagets § 26, stk. 2, har i øvrigt karakter af en særlig bestemmelse om domstolenes bødeudmåling ved fastsættelse af bøder, der idømmes efter lovforslagets ansvarsfordelingsregler (materielle pressedelikter). Selv om bødeudmålingen ved bøder for overtrædelse af straffeloven som udgangspunkt sker ved fastsættelse af dagbøder, er der allerede efter straffelovens § 51, stk. 2, også i dag mulighed for at udmåle bøder efter tilsvarende principper som nævnt i lovforslagets § 26, stk. 2. Bestemmelsen i straffelovens § 51, stk. 2, har således følgende ordlyd:

»Stk. 2. Når bøde skal fastsættes for en forseelse, hvorved den pågældende har opnået eller tilsigtet at opnå betydelig økonomisk vinding for sig selv eller andre, og anvendelsen af dagbøder vil medføre, at bødebeløbet ansættes lavere, end det skønnes rimeligt under hensyn til størrelsen af den fortjeneste, der enten er eller kunne være opnået ved lovovertrædelsen, kan retten dog i stedet for dagbøder anvende anden straf af bøde.«

Bestemmelsen omfatter efter sin ordlyd også tilfælde, hvor gerningsmanden har opnået eller tilsigtet at opnå betydelig økonomisk gevinst for andre end sig selv. Lovforslagets § 26, stk. 2, bygger til dels på de samme synspunkter, som ligger til grund for bestemmelsen i straffelovens § 51, stk. 2, og har derfor ingen nødvendig sammenhæng med spørgsmålet om et objektivt udgiveransvar, idet der i dag normalt ikke kan pålægges juridiske personer et objektivt bødeansvar for overtrædelse af straffeloven.

Justitsministeriets overvejelser om en særlig bødeudmålingsregel i medieansvarsloven er gengivet i lovforslagets almindelige bemærkninger, se lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.3, side 26 ff:

»Justitsministeriet kan tilslutte sig mindretallets argumentation imod en sådan nyskabelse i dansk presseret (objektivt udgiveransvar), også selv om bestemmelsen reelt får en meget begrænset rækkevidde, idet den bryder med et væsentligt princip og i alle tilfælde indebærer en latent risiko for at få en langt videregående afsmittende virkning for informationsfriheden her i landet.

Justitsministeriet er på den anden side enig med flertallet i, at der er grund til at se med megen alvor på de lovovertrædelser, der lejlighedsvis manifesterer sig i medierne og kan være bestemt af salgsfremmende hensyn mere end af hensynet til ytrings- og informationsfriheden. Disse synspunkter er da også allerede i dag i et vist omfang tilgodeset i den gældende presselov ved reglerne i presselovens § 12, hvorefter udgiveren hæfter for bøder, erstatningsbeløb og sagsomkostninger, der idømmes redaktøren.

- - -

Den trykte presse har således i over 50 år, dvs. før driftsherreansvaret strafferetligt havde fundet mere almindelig udbredelse, været underlagt en strafferetlig hæftelsesregel, uden at det har ført til reelle indskrænkninger i den redaktionelle frihed. Efter Justitsministeriets opfattelse bør denne bestanddel af det særlige presseretlige system videreføres, således at der for alle massemedier fastsættes en fælles hæftelsesregel, der omfatter alle bøder og sagsomkostninger, der idømmes efter medieansvarslovens ansvarsfordelingsregler (materielle pressedelikter). En sådan bestemmelse er derfor indsat i lovforslagets § 26, stk. 1, og udvalgsflertallets forslag til objektiv bødeansvarsregel er samtidig udgået af forslaget.

Justitsministeriet har endvidere overvejet, om de gældende regler for bødestraffens udmåling er hensigtsmæssige og rimelige også for dette særlige område.

- - -

Efter Justitsministeriets opfattelse er det i denne type sager f.eks. ikke rimeligt, at bødens størrelse således som udgangspunkt - ud over lovovertrædelsens grovhed - beror på redaktørens eller forfatterens indtægtsforhold. For pressedelikter synes de relevante faktorer for bødeudmålingen snarere at burde knyttes til følgende hovedfaktorer:

1. Lovovertrædelsens beskaffenhed, dvs. selve gerningstypen, omstændighederne i forbindelse med handlingen i henholdsvis formildende eller skærpende retning, offerets adfærd m.v.

2. Vedkommende massemedies udbredelse. Således opleves en krænkelse i visse tilfælde langt stærkere, desto større udbredelse mediet har, mens en krænkelse i andre tilfælde også i et lokalt medie kan volde større »skader« for offerets familie m.v.

3. Massemediet vil i nogle tilfælde have opnået en økonomisk gevinst (øget salg), dvs. en større fortjeneste, hvis størrelse det imidlertid kan være noget nær umuligt at opgøre mere præcist og derfor næppe heller vil blive genstand for konfiskation efter straffelovens regler om udbyttekonfiskation. På den anden side forekommer det heller ikke rimeligt, hvis domstolene ikke ved deres bødeudmåling tager sådanne forhold i betragtning.

Lignende forhold gør sig gældende på andre typer lovovertrædelser. Ved overtrædelser af miljølovgivningen vil den samlede økonomiske gevinst ofte heller ikke præcist kunne udfindes, hvorimod det i mange tilfælde vil være muligt nogenlunde præcist at fastslå virksomhedens besparelse ved ikke i en given periode at have truffet bestemte miljøsikrende foranstaltninger, og domstolene har da også i sådanne tilfælde fastsat bøden på grundlag af virksomhedens besparelse.

Sammenfattende er det herefter Justitsministeriets opfattelse, at der på dette område er behov for at fravige de almindelige udmålingsfaktorer, der er angivet i straffeloven, selv om der ikke på dette område i alle henseender vil være tale om at tage hensyn til de samme forhold. F.eks. kan man vanskeligt tale om »tilsigtet økonomisk fordel« for så vidt angår Danmarks Radio og TV 2. Endvidere skal peges på, at domstolene naturligvis skal anvende strafudmålingskriterierne på en sådan måde, at en eventuel bøde ikke kommer til at stå i åbenbart misforhold til, hvad vedkommende massemedie konkret har mulighed for at udrede.

På baggrund af ovenstående foreslår Justitsministeriet, at der indsættes en særlig bestemmelse om domstolenes bødeudmåling ved materielle pressedelikter. En sådan bestemmelse er indsat i lovforslagets § 26, stk. 2.'

Spørgsmål:

»Ministerens kommentar udbedes til vedlagte artikel fra Morgenavisen Jyllands-Posten den 17. marts 1991. Specielt ønskes en udtalelse om påstanden, om medieansvarslovens § 14 begrænser den journalistiske frihed. Der ønskes herunder en kommentar til det nævnte eksempel - sagen Else Hammerich mod Uffe Ellemann-Jensen.

Der ønskes endvidere en redegørelse for forholdet mellem borgerlig straffelov og medieansvarslov.«

Svar:

1. Efter § 14 i lovforslaget er den, der i en artikel citeres for en navngiven udtalelse medansvarlig for udtalelsens indhold efter lovgivningens almindelige regler, såfremt udtalelsen er gengivet korrekt og den pågældende har godkendt, at udtalelsen gengives navngiven.

Efter gældende ret er selve fremsættelsen af strafbare ytringer kriminaliseret. Bestemmelsen i § 14 fører til, at den, der har fremsat en strafbar ytring, under visse betingelser herudover også kan drages presseretligt til ansvar for gengivelsen.

Forslaget indebærer således, at den navngivne meddeler (kilde) inddrages som presseretligt ansvarssubjekt og i givet fald som sådant ifalder medansvar for sine i pressen offentliggjorte udtalelser sammen med den angivne forfatter af den artikel, hvori udtalelserne er gengivet, eller, hvis artiklen er unavngiven, sammen med redaktøren.

Den, der føler sig krænket, kan i overensstemmelse med gældende ret i et privat søgsmål efter eget valg rejse sag mod både fremsætteren og forfatteren/redaktøren eller mod een af dem.

Forslaget til § 14 har nærmest karakter af en præcisering af gældende praksis, hvorimod et forslag om et presseretligt eneansvar for den interviewede vil indebære en væsentlig fravigelse af det gældende presseretlige ansvarssystem, der har enten forfatteren eller redaktøren som hovedansvarlig. Det forekommer derfor mindre rimeligt, om den pågældende ud over selve strafansvaret for fremsættelsen af den retsstridige udtalelse tillige skulle bære det fulde presseretlige strafansvar. Krænkelsen via et massemedie medfører, at det strafbare forhold ændres måske meget væsentligt. Der synes ikke at være rimelig grund til at fritage forfatteren eller redaktøren for dette ansvar. Forfatteren, der bruger citatet i sin artikel, har både tid og anledning til at overveje citatets eventuelle retsstridige indhold, ligesom citatet kan få en anden valør ved at blive taget ud af en større sammenhæng eller ved at blive placeret i en sammenhæng, som den interviewede ingen indflydelse har på. Derimod kan der være god mening i at gøre den, der ytrer sig, medansvarlig sammen med forfatteren eller redaktøren, når den pågældende godkender, at udtalelsen gengives navngiven.

Forslaget er således en kodificering af gældende praksis og indebærer ingen ændringer eller begrænsninger i den journalistiske frihed i forhold til i dag. I øvrigt vil en journalist, selv om denne formelt er ansvarlig, undertiden kunne være ansvarsfri på grund af udtalelsens nyheds- og informationsværdi.

Med hensyn til det i spørgsmålet nævnte eksempel henvises der til det ovenfor anførte, herunder at man efter gældende ret kan vælge kun at anlægge et søgsmål mod den, der fremsætter udtalelsen.

For så vidt angår spørgsmålet om ansvaret for den, der ytrer sig i en radio- eller fjernsynsudsendelse, henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 4, pkt. 3.

2. Lovforslaget indrømmer journalister en større ret til kildebeskyttelse end den gældende regel i retsplejelovens § 172, idet betingelserne for at bryde kildebeskyttelsen foreslås skærpet.

Vidnepålæg kan således efter lovforslaget kun pålægges i straffesager og kun i sager, der angår en alvorlig lovovertrædelse. Den gældende bestemmelse afgrænser området som sager, der angår en forbrydelse, der kan medføre højere straf end hæfte. Der ligger heri ikke nogen særlig eller tilstrækkelig begrænsning, idet denne formulering bl.a. indebærer, at selv mindre alvorlige lovovertrædelser som f.eks. banale tyverier, brugstyverier og hærværk vil opfylde denne betingelse. Efter lovforslaget skal den begåede lovovertrædelse ud fra en generel betragtning kunne betegnes som alvorlig. Såfremt forbrydelsen har en strafferamme på f.eks. fængsel i 2 år eller derover, må lovovertrædelsen i almindelighed anses for alvorlig. Til gengæld vil en overtrædelse med strafferammemaksimum på f.eks. fængsel i 6 måneder normalt ikke kunne anses for en alvorlig lovovertrædelse. Denne skærpelse af betingelserne fremgår direkte af lovforslagets bemærkninger.

Desuden er det yderligere en betingelse, at hensynet til sagens opklaring på grund af forbrydelsens grovhed eller andre særlige offentlige eller private interesser klart overstiger hensynet til kildebeskyttelsen sammenholdt med artiklens eller udsendelsens samfundsmæssige betydning.

Heri ligger, at retten skal foretage en afvejning af forbrydelsens grovhed m.v. over for kildebeskyttelsen og artiklens eller udsendelsens samfundsmæssige betydning. Jo mere betydningsfuld i samfundsmæssig henseende en artikel eller udsendelse er, des mere rimeligt vil det være, at vedkommende journalist kan beskytte sin kilde, det vil sige desto grovere skal en forbrydelse være, for at der vil kunne pålægges vidnepligt.

Der er således både tale om strengere betingelser og om et mindre frit skøn, som domstolene skal udøve.

Med hensyn til omfanget af kildebeskyttelsen finder Justitsministeriet ikke, at der er grundlag for at udvide vidnefritagelsesreglen til også at omfatte kilder til endnu ikke offentliggjorte oplysninger eller indholdet af andre oplysninger end netop dem, der har betydning for fastlæggelsen af kildens identitet. En sådan udvidelse af kildebeskyttelsen ville give journalister en helt særegen stilling og indebære mulighed for, at pressefolk, der i øvrigt ofte »er på pletten«, vil kunne undslå sig fra den almindelige pligt til som andre borgere at afgive vidneforklaring om deres iagttagelser m.v. Der henvises i øvrigt til afsnit 5.3.3. i lovforslagets bemærkninger.

3. Medieansvarsloven vedrører spørgsmålet om placeringen af strafansvaret. Derudover begrænser medieansvarsloven anvendelsen af de almindelige regler om tilregnelse ved det objektive individualansvar for redaktøren for unavngivne artikler m.v. Forslaget til medieansvarslov indeholder således i lighed med presseloven regler, som indebærer, at straffelovens almindelige regler om medvirkenansvar og krav vedrørende tilregnelse delvis sættes ud af kraft, når de ansvarlige for indholdet af en retsstridig artikel eller udsendelse skal findes. Derimod berøres straffelovens regler vedrørende ansvarsgrundlaget ikke af forslaget til en medieansvarslov. Bedømmelsen af, om en artikel eller udsendelse er retsstridig, sker uafhængigt af medieansvarslovens regler. Dette spørgsmål afgøres alene efter de i lovgivningen opstillede regler om ytringsfrihedens grænser. Om indholdet af et skrift eller en udsendelse udgør et strafbart forhold, skal som hidtil vurderes efter de i straffeloven eller i særlovgivningen opstillede regler om den materielle ytringsfrihed, f.eks. reglerne om ærekrænkelser og krænkelser af privatlivets fred. Forekommer der f.eks. strafbare ytringer i et medie (et materielt pressedelikt), afgøres det derimod efter medieansvarslovens regler, hvem der skal bære det presseretlige strafansvar.

Spørgsmål:

»Folketingets Ombudsmand har ved en skrivelse af 8. maj 1990, j.nr. 1990-231/68, over for en københavnsk advokat bekræftet, at det er så godt som umuligt at få fri proces i sager mod pressen. Agter ministeren at fremsætte lovforslag om ændring af denne praksis?»

Svar:

I den sag, der omtales i spørgsmålet, blev der meddelt afslag på en ansøgning om fri proces i en injuriesag med den begrundelse, at der efter fast praksis i almindelighed ikke gives fri proces i injuriesager. Folketingets Ombudsmand fandt efter en gennemgang af bl.a. forarbejderne til retsplejelovens regler om fri proces ikke grundlag for at kritisere den pågældende afgørelse.

Efter retsplejelovens § 330, stk. 1, kan der meddeles fri proces, hvis ansøgeren ud over at opfylde de økonomiske betingelser »skønnes at have rimelig grund til at føre proces«.

Som et led i den beskyttelse af enkeltpersoner, som ikrafttrædelsen af medieansvarsloven bl.a. vil indebære, vil jeg finde det rigtigt, at statsamterne og Civilretsdirektoratet generelt er imødekommende over for ansøgninger om fri proces til sagsanlæg mod et massemedie i anledning af freds- og ærekrænkelser af en vis grovhed, såfremt de almindelige betingelser for fri proces i øvrigt er opfyldt.

Hvis der er tilslutning hertil, vil jeg i forbindelse med medieansvarslovens ikrafttræden drage omsorg for, at statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis på dette område bliver i overensstemmelse hermed.

Spørgsmål:

»Når medieansvarsloven giver mulighed for betydeligt forhøjede bøder, agter ministeren så i erstatningsansvarsloven at indføre minimumserstatninger, så også erstatningsniveauet bliver forhøjet?»

Svar:

En person, der ved en retsstridig offentliggørelse eller udsendelse har været udsat for en krænkelse i medierne, har efter dansk ret krav på at få erstattet et dokumenteret økonomisk tab f.eks. i form af tabt arbejdsfortjeneste som følge af krænkelsen.

Erstatning for ikke-økonomisk skade - torterstatning - kan kræves efter erstatningsansvarslovens § 26. Efter denne bestemmelse skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, betale den forurettede godtgørelse for tort. Godtgørelse for tort kan selvsagt kræves samtidig med erstatning for økonomisk tab efter de almindelige erstatningsregler.

Lovforslaget indeholder ikke nærmere regler om erstatningsfastsættelsen, idet erstatningsudmålingen ligesom bødeudmålingen er et spørgsmål, der henhører under domstolenes kompetence.

For så vidt angår erstatning for økonomisk tab savner det mening at tale om indførelse af en minimumserstatning, idet det er det godtgjorte tab, der kan kræves erstattet af den ansvarlige.

Spørgsmålet om fastsættelse af godtgørelse for tort som følge af ærekrænkelser og privatlivskrænkelser var ikke omfattet af medieansvarsudvalgets kommissorium. Imidlertid har udvalget udtalt, at spørgsmålet om godtgørelseserstatning som hidtil bør overlades til domstolene.

Et flertal af udvalgets medlemmer fandt samtidig at burde pege på de ganske væsentlige skadevirkninger, der kan være knyttet til offentliggørelsen af udtalelser. Stærkt negative udtalelser om en person fremsat i et udbredt medie vil ligesom en meget negativ omtale i et lokalt blad kunne volde den krænkede og eventuelt vedkommendes nærmeste stor skade, jf. betænkningen s. 237.

Af lovforslagets almindelige bemærkninger s. 29 fremgår, at Justitsministeriet har tilsluttet sig flertallets synspunkter. Justitsministeriet har således også for erstatningsudmålingen - og ikke blot for bødeudmålingen - udtalt sig om, hvilke faktorer der efter ministeriets opfattelse bør lægges vægt på ved fastsættelsen af godtgørelsen for tort.

Hvor stor skadevirkning en krænkende udtalelse eller lignende har haft for en person, vil afhænge af en konkret vurdering af beskaffenheden af den enkelte krænkelse sammenholdt med det pågældende medies udbredelse. På den baggrund finder Justitsministeriet det ikke hensigtsmæssigt at indføre en minimumserstatning for tort. Erstatningsfastsættelsen bør efter Justitsministeriets opfattelse fortsat og helt og holdent være et domstolsanliggende.

Spørgsmål:

»Ministeren bedes beskrive konsekvenserne ved at fjerne begrebet »handlemåde« fra lovforslagets § 34, stk. 1.'

Spørgsmål:

»Vil ministeren være indstillet på at fremsætte et ændringsforslag til § 34, stk. 1, der udelader begrebet »handlemåde«?»

Svar:

Bestemmelsen i § 34, stk. 1, indfører som noget nyt en generalklausul, hvorefter massemediernes indhold og handlemåde skal være i overensstemmelse med god presseskik. Bestemmelsen omfatter alle de i lovforslagets § 1, nr, 1-3, nævnte massemedier.

I overensstemmelse med nyere lovgivning på andre områder er en sådan generalklausul ikke blot en »programerklæring«, men tillige en materiel norm, som er egnet til at danne grundlag for retsudviklingen.

Klausulen er - som anført af Kruger Andersen, Markedsføringsret (1978) s. 20 - »en retlig standard med det særkende, at den sammenfatter en række forskelligartede tilfælde i en enkelt generelt affattet regel, som kan tjene til at supplere og korrigere mere specielle regler eller eventuelt stå helt alene«.

Etiske regler er bl.a. udtryk for den faglige standard, som pressen selv har fastsat som norm for udøvelsen af sin virksomhed. »God presseskik« er således udtryk for, hvad der bør være sædvanlig handlemåde på området ud fra en inden for medierne herskende opfattelse af, hvad der er god handlemåde.

Formuleringen af den retlige standard om god presseskik er i øvrigt knyttet til massemediernes indhold og handlemåde. Heri ligger, at massemedierne ud fra en samlet vurdering skal have handlet i overensstemmelse med god presseskik. Ordet »indhold« sigter således ikke udelukkende til indholdet eller ordlyden af en tekst eller et billedes »objektive« udsagn, men også til måden og formen, hvorpå indholdet fremtræder eller vises. Selve fremtrædelsen af en artikel eller dennes overskrift sammenholdt med teksten i øvrigt eller filmklippet skal være i overensstemmelse med god presseskik. Ordet handlemåde relaterer sig navnlig til den fremgangsmåde, som pressen har anvendt ved fremskaffelsen af oplysninger, men ordet dækker sammen med ordet »indhold« som ovenfor nævnt den samlede adfærd i forbindelse med en offentliggørelse. Det er således ikke hensigten, at der skal kunne drages modsætningsslutninger på grundlag af den valgte formulering. Indhold og handlemåde er imidlertid - som det også fremgår af selve de gældende presseetiske regler - disse reglers mest centrale områder.

De »Vejledende regler for god presseskik«, der er optaget som bilag 3 til lovforslagets bemærkninger, indeholder da også en række regler, der klart forudsætter, at massemediernes »handlemåde« er omfattet af »god presseskik«. Det gælder f.eks. reglerne i punkterne A 1., 2. og 3. samt B 3. der har følgende ordlyd:

»A. Korrekte meddelelser

1. Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.

2. Kritik bør udvises for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.

3. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

- - -

B. Adfærd i strid med god presseskik

- - -

3. Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede. Ved indsamling og gengivelse af billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt.«

Endvidere er der i de presseetiske regler som noget nyt i de vejledende reglers præambel optaget en klausul om non-information og en samvittighedsklausul, der navnlig har betydning for massemediernes interne forhold. Præamblen indeholder således følgende herom:

»Under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden samt eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og uafhængige stilling. Brud på god presseskik foreligger endvidere, hvis en journalist pålægges opgaver, som er i strid med nærværende presseetiske regler.

En journalist bør ikke pålægges opgaver, der strider mod hans samvitighed eller overbevisning.«

Konsekvensen af at fjerne ordet handlemåde vil således være, at »god presseskik« bliver en retlig torso, idet vurderingen af denne retlige standard som ovenfor nævnt beror på en samlet vurdering af massemediets samlede adfærd i forbindelse med en offentliggørelse.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil Pressenævnet således ikke kunne udøve sin virksomhed på tilfredsstillende måde, hvis det område, som nævnet skal vurdere, indskrænkes på den måde, som er angivet i spørgsmålet. Justitsministeriet agter derfor ikke at stille ændringsforslag til bestemmelsen i lovforslagets § 34, stk. 1, der er indgående behandlet af Medieansvarsudvalget i betænkning nr. 1205/1990 side 326 ff.

Det bemærkes i den forbindelse, at det forhold, at begrebet »handlemåde« er medtaget i bestemmelsen, efter Justitsministeriets opfattelse ikke indebærer en reel indskrænkning i den redaktionelle eller journalistiske frihed. Pressenævnet kan f.eks. ikke pålægge redaktionelle medarbejdere vidnepligt, ligesom nævnet ikke kan kræve kildebeskyttelsen tilsidesat. Endvidere er der i lovforslagets kapitel 7 fastsat detaljerede regler om nævnets sagsbehandling. Der henvises herved til besvarelsen af spørgsmål 5 og 6.

Spørgsmål:

»Hvad er grunden til, at man vil gøre de »vejledende regler for god presseskik« til norm for pressenævnets arbejde, hvis formålet alene er at sikre en mere uformel beskyttelse mod freds- og ærekrænkelser, end en retssag åbner mulighed for?

De fleste eksisterende bestemmelser, f.eks. næsten hele afsnit A, må jo opfattes som praktiske anvisninger for redaktionelt arbejde.'

Spørgsmål:

»Hvordan forestiller ministeren sig, at det statsligt autoriserede pressenævn skal administrere, jf. f.eks. pkt. A-2, A-5 eller A-6 i de »vejledende regler for god presseskik«? Ser ministeren ikke en risiko for, at Pressenævnet kan komme til at fungere som en overordnet vagthund for generel redaktionel praksis i den samlede presse?»

Spørgsmål:

»Hvis man skal have et statsligt autoriseret pressenævn, der er overordnet den samlede presse, og hvis formål er at sikre beskyttelse af privatliv, dvs. konkret beskyttelse mod freds- og ærekrænkelser, ville det da ikke være rimeligt at indskrænke de etiske regler til at omfatte dette formål, nemlig i de nuværende regler, punkterne B-1, B-2, B-3 og - i uklar og banal form - pkt. B-5, C-4 og C-8 og enkelte af bemærkningerne i C-3, C-5 og C-6?»

Svar:

Massemediernes ytrings- og informationsfrihed er begrænset af de i lovgivningen fastsatte materielle grænser for ytringsfriheden. Afgørelsen af, om de foreligger overtrædelse af straffelovens regler, henhører under domstolene. Et vigtigt supplement til straffelovens regler om beskyttelse af individet mod freds- og ærekrænkelser er endvidere de vejledende regler for god presseskik, de såkaldte presseetiske regler, som visse massemedier som led i deres selvjustits har opstillet for udøvelsen af deres virksomhed. Af særlig interesse er de af Danske Dagblades Forening vedtagne regler »God presseskik«, hvis overholdelse påses af et af foreningen oprettet nævn, Dansk Pressenævn. Reglerne er ikke tiltrådt af Dansk Journalistforbund og omfatter kun medier, der frivilligt har tilsluttet sig ordningen.

Justitsministeriet er enig med Medieansvarsudvalget i, at det nuværende presseetiske system ikke fungerer med et fuldt tilfredsstillende resultat. Justitsministeriet er ligeledes enig med Medieansvarsudvalget i, at den frihed, der gennem de særlige ansvars- og kildebeskyttelsesregler er givet pressen, skal forvaltes således, at individets retsbeskyttelse tilgodeses bedst muligt. Justitsministeriet kan derfor tiltræde udvalgets forslag om, at det presseetiske system lovfæstes. Kapitlerne 5-7 i lovforslaget om presseetik, genmæle og Pressenævnet svarer således med enkelte redaktionelle ændringer til udvalgets lovudkast.

Som nævnt ovenfor har Danske Dagblades Forening for de trykte periodiske skrifters vedkommende vedtaget et sæt etiske regler for god presseskik. Reglerne er optaget som bilag 3 til lovforslaget med de ændringer, som Medieansvarsudvalget foreslår.

Reglerne »God presseskik« omfatter det redaktionelle stof, både tekst og billeder, og omfatter omtalte og afbildede personer, herunder også afdøde personer, samt tillige juridiske personer og lignende.

Danmarks Radio følger i sin programvirksomhed de af Radiorådet den 21. juni 1977 vedtagne etiske retningslinjer, der er gengivet som bilag 1 til medieudvalgets betænkning. Disse retningslinjer finder også anvendelse på TV 2's udsendelsesvirksomhed.

Det vil være Pressenævnets opgave at udtale sig om, hvorvidt et massemedie har optrådt i strid med god presseskik. Pressenævnets praksis vil herefter være et væsentligt bidrag til at udbygge og konkretisere indholdet af de generelle principper, som er grundlaget for begrebet »god presseskik«, således som dette bl.a. er udtrykt gennem de vejledende regler.

Selv om kerneområdet for pressetiske regler er at sikre en mere uformel beskyttelse mod freds- og ærekrænkelser, har presseetiske regler et videregående sigte, hvilket bl.a. også fremgår af de »Grundlæggende synspunkter«, som udgør indledningen til de vejledende regler. Anvisningerne i vejledningens afsnit A vil således kunne anvendes af Pressenævnet i konkrete klagesager, hvor en manglende efterlevelse af principperne har ført til en krænkelse i vedkommende massemedie.

Pressenævnets anvendelse af de enkelte principper i de vejledende regler f.eks. de i spørgsmål nr. 21 nævnte punkter A-2, A-5 og A-6, vil således bero på de nærmere omstændigheder, der foreligger i den konkrete klagesag.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det ikke være hensigtsmæssigt at foretage bestemte begrænsninger i de vejlende regler som nævnt i spørgsmål 22, idet en sådan fremgangsmåde ville kunne føre til utilsigtede modsætningsslutninger. Det bemærkes i øvrigt i den forbindelse, at de vejledende regler kun er udtryk for normer, som vil kunne benyttes ved Pressenævnets konkrete sagsbehandling, men som ikke har karakter af ufravigelige retsregler. Der henvises herved til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 6 og bemærkningerne til §§ 34 og 35.

Spørgsmål:

»Finder ministeren, at der er logisk sammenhæng mellem bestemmelsen om at pålægge en forfatter (journalist) ansvar for i interviews, referater og lignende korrekt at have gengivet udtalelser, der kan være strafbare, og bestemmelsen om at fritage redaktøren for ansvar for optagelse af korrekt navngivne læserbreve, der har samme karakter? Der henvises til mindretallets bemærkninger i Medieansvarsudvalgets betænkning s. 175-176, hvor der ytres ønske om, at »mundtlige eller skriftlige udtalelser, der indgår som citater i en artikel, bliver ligestillet med udtalelser, som den pågældende har skrevet i et læserbrev eller et andet af ham navngivet indlæg, . . . (og) at dette kun kan opnås, hvis udgangspunktet bliver, at den citerede persons ansvar er et eneansvar og ikke et medansvar«.

Ministerens kommentar hertil udbedes.'

Svar:

Presselovens særlige ansvarssystem er karakteriseret ved, at det i almindelighed kun er forfatteren og/eller redaktøren, der kan gøres ansvarlige for indholdet af en retsstridig artikel.

I overensstemmelse hermed fastslår lovforslagets § 10, at forfatteren, f.eks. læserbrevsskribenten, er ansvarlig for indholdet af en navngiven artikel efter lovgivningens almindelige regler. I læserbrevssituationen vil ophavsmanden i almindelighed således være den eneste ansvarlige for indholdet af teksten.

Spørgsmålet om journalistens (forfatterens) ansvar i interviewsituationer m.v. var genstand for indgående drøftelser i Medieansvarsudvalget, hvor et mindretal foreslog et presseretligt eneansvar for den citerede navngivne person. Et flertal foreslog derimod et medansvar for journalisten for viderebringelsen af udtalelser fra navngivne meddelere.

Som det fremgår af lovforslaget og dets bemærkninger, har Justitsministeriet fulgt flertallets indstilling, jf. lovforslagets § 14.

Efter § 14 i lovforslaget er den, der i en artikel citeres for en navngiven udtalelse, medansvarlig for udtalelsens indhold efter lovgivningens almindelige regler, såfremt udtalelsen er gengivet korrekt og den pågældende har godkendt, at udtalelsen gengives navngiven.

Forslaget til § 14 har nærmest karakter af en præcisering af gældende praksis, hvorimod et forslag om et presseretligt eneansvar for den interviewede vil indebære en væsentlig fravigelse af det gældende presseretlige ansvarssystem. Det forekommer derfor mindre rimeligt, om den pågældende ud over selve strafansvaret for fremsættelsen af den retsstridige udtalelse tillige skulle bære det fulde presseretlige strafansvar. Krænkelsen via et massemedie medfører, at det strafbare forhold ændres måske meget væsentligt. Der synes ikke at være rimelig grund til at fritage forfatteren eller redaktøren for dette ansvar. Forfatteren, der bruger citatet i sin artikel, har både tid og anledning til at overveje citatets eventuelle retsstridige indhold, ligesom citatet kan få en anden valør ved at blive taget ud af en større sammenhæng eller ved at blive placeret i en sammenhæng, som den interviewede ingen indflydelse har på.

Anderledes forholder det sig med forfatteren til et navngivent læserbrev. Her er det den pågældendes egen udformning, der bliver offentliggjort, ligesom læserbrevet står alene og således ikke indgår som bestanddel af en af en anden udarbejdet artikel.

Interviewsituationen og læserbrevssituationen er således ikke umiddelbart sammenlignelige. Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at der er god sammenhæng mellem de foreslåede presseretlige ansvarsplaceringsbestemmelser i lovforslagets § 10 og § 14, der er i overensstemmelse med det gældende presseretlige ansvarssystem.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 4 og 11.

Officielle noter

Ingen