Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Resumé
En 32-årig mand var den 3. februar 2003 til en konsultation ved speciallæge i psykiatri, som han af egen læge var henvist til for depression. I samme måned havde patienten yderligere to samtaler med speciallægen. Den 17. februar 2003 henvendte patienten sig til den lokale socialforvaltning. Her blev patienten bedt om at få sin læge til at udfærdige en attest vedrørende uarbejdsdygtighed (LÆ 205). Samme dag sendte patienten attesten sammen med et brev til speciallægen, der modtog materialet den 18. februar 2003.

Den 24. februar 2003 havde speciallægen en sidste samtale med patienten. Han konkluderede herefter, at der altovervejende var tale om sociale problemer, og at der ikke var tegn på psykisk sygdom. Samme dag udfyldte speciallæge attesten og sendte denne til socialforvaltningen sammen med kopi af patientens journal, kopi af brev til patientens læge og patientens brev til speciallægen af 17. februar 2003.

Den 4. marts 2003 skrev patienten på socialforvaltningen under på, at socialforvaltningen måtte indhente oplysninger om ham hos egen læge og behandlende speciallæge.

Der blev klaget over, at speciallægen uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt havde videregivet oplysninger om denne til socialforvaltningen.

Den fulde tekst

Klage over brud på tavshedspligten ved fremsendelse af journalmateriale mv. til socialforvaltningen i forbindelse med udfyldelse af en attest vedrørende uarbejdsdygtighed (LÆ 205)

 

 

Nævnet fandt, at speciallægen havde brudt sin tavshedspligt ved i forbindelse med udfyldelse af attest vedrørende uarbejdsdygtighed (LÆ 205) den 24. februar 2003 at medsende patientens journal i sin helhed til socialforvaltningen.

Nævnet oplyste, at der efter lov om patienters retsstilling § 23 som udgangspunkt gælder en tavshedspligt for læger om, hvad de under deres arbejde erfarer vedrørende en persons helbredsforhold. I henhold til samme lovs § 26, stk. 1, kan helbredsoplysninger m.v. til andre formål end behandling videregives med patientens samtykke.

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der på attesten vedrørende uarbejdsdygtighed (LÆ 205) ikke var påført et skriftligt samtykke fra patienten til, at speciallægen måtte videregive oplysninger om ham til socialforvaltningen.

Nævnte oplyste videre, at det følger af lov om patienters retsstilling § 27, at der ved videregivelse af oplysninger efter § 26 skal foreligge et skriftligt samtykke fra patienten afgivet til den myndighed, der skal videregive oplysningerne. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor.

Det fremgår videre af bemærkningerne til § 26 i lov om patienters retsstilling, at det forudsættes, at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde, skal forsøge at indhente patientens samtykke, forinden videregivelse finder sted, når videregivelsen sker til andre formål end behandlingen.

Nævnet fandt, at i en situation som den foreliggende, hvor en læge viderebringer oplysninger om en patient til socialforvaltningen ved udfyldelse af en standardblanket, som patienten selv har fremsendt, at der foreligger sådanne ovennævnte særlige omstændigheder. Speciallægen kunne således efter nævnets opfattelse gå ud fra, at spørgsmålet om indhentelse af samtykke fra patienten var afhandlet med socialforvaltningen.

Nævnet lagde dog vægt på, at det fremgår af LÆ 205, at ”De lægelige oplysninger og vurderinger, der fremgår af denne attest, har snæver sammenhæng med attestens formål og kan alene lægges til grund for sager, der har udgangspunkt for den kommunale forvaltning”. Det var ikke oplyst, hvilke oplysninger, der kan være relevante. I en rubrik ”Årsagen til anmodningen” var feltet ”kontanthjælp” afkrydset, og det var videre blandt andet anført ved længerevarende sygefravær, at kommunen har pligt til at foretage en socialmedicinsk opfølgning med henblik på at sikre, at den sygemeldte kan vende tilbage til arbejdsmarkedet hurtigst muligt.

Nævnet oplyste i den sammenhæng, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v., at det kun er muligt at videregive oplysninger, i det omfang oplysningerne må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. Det fremgår endvidere, at den myndighed/sundhedsperson, der har oplysningerne, har krav på at få præciseret anmodningen fra den anden myndighed. Ligeledes fremgår det, at sundhedspersonen inden videregivelse skal frasortere ikke-relevante oplysninger, eksempelvis ved overdækning i forbindelse med kopiering.

Nævnet lagde herefter vægt på, at psykiateren ikke fandt, at patienten var syg, og derfor ikke kunne udfylde varighedserklæringen med fortsat sygemelding.

Det var nævnets opfattelse, at denne vurdering i sig selv ikke krævede nogen uddybning med supplerende oplysninger, da udfyldning af LÆ 205 skal være knyttet til attestens formål, nemlig uarbejdsdygtighedens varighed.

Nævnet bemærkede, at dette også gælder selv om patienten havde medsendt et brev, hvori der blev lagt flere forventninger ind i udformningen af erklæringen.

Det var nævnets opfattelse, at de fleste af de fremsendte oplysninger i journalen ikke havde væsentlig betydning for socialforvaltningens sagsbehandling. De eneste linjer, der kan anses som relevante, var dels konklusionen fra den optagne journal, om at der ikke var tale om nogen psykisk sygdom, dels de sidste afsnit af det sidste notat den 24. februar 2003, hvoraf det fremgik, at der ikke blev aftalt ny tid, og at psykiater havde sagt til patienten, at han ville skrive til socialforvaltningen, at man rent pragmatisk måske kunne sygemelde patienten i en 14-dags periode.

Det var nævnets vurdering ved gennemgang af patientens journal, at der blandt andet fremgik særdeles personfølsomme oplysninger. På denne baggrund fandt nævnet, at psykiateren ved fremsendelsen af materialet den 24. marts 2003 havde brudt sin tavshedspligt.