Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Klageren klagede over, at en anmeldelse af dennes restaurant bragt i bladet indeholdt flere forkerte oplysninger og anførte i den forbindelse, at en af avisen bragt berigtigelse på ingen måde var fyldestgørende. Pressenævnet udtalte, at anmeldelser af restauranter og dér indtagne måltider er udtryk for anmelderens subjektive oplevelse, og Pressenævnet kan ikke tage stilling til sådanne forhold. Pressenævnet fandt, at artiklen den 25. oktober 2000 indeholdt flere forkerte oplysninger, men at bladet med sin berigtigelse den 21. november 2000 i tilstrækkeligt omfang havde berigtiget disse forkerte oplysninger, og nævnet udtalte herefter ikke kritik af bladet.
Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 134/2000

Indehaveren af Restaurant De 4 Årstider, [K] har ved advokat Per Rønnow den 22. november 2000 klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Jyllands-Posten den 26. oktober 2000, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af artiklen med overskriften "Årstider med overlæs" fremgår, at

"I kraft af De 4 Årstiders ry havde vi skruet forventningerne op til en pletfri oplevelse. De blev ikke indfriet. Kompositionen med seks retter fik overlæs, og totaloplevelsen bar præg af, at restauranten alligevel snart lukker.

Engang var De 4 Årstider byens førende franske restaurant, men om få måneder er den et overstået kapitel.

Snart må den vige for en ny busgade, som vil skære direkte ind gennem køkkenet og ud mod Magasin på den anden side af Åboulevarden.

Planerne har været kendt længe, og i mellemtiden har den prisbelønnede restauratør, [K], sikret sin og årstidernes fortsatte eksistens i nye, eksklusive rammer på toppen af Hotel Atlantic ved Europaplads.

Vi valgte at besøge den oprindelige restaurant en lørdag aften i oktober, og i kraft af De 4 Årstiders ry havde vi skruet forventningerne op til en pletfri oplevelser.

De blev ikke indfriet.

Suset, der forsvandt

Baren med de smukke fliser og kunsten på væggene gav os umiddelbart et eksklusivt sus af luksus i maven, men det forsvandt lige så stille, da vi opdagede, at der stort set ikke var andre gæster end os. Halvtomme lokaler klæder ikke en festlig aften, og selvom det ikke er noget, man kan laste restauranten, så satte det sit præg på vores oplevelse.

Nu virkede det kikset, da vi til at starte med blev placeret i et lædersofa-arrangement umiddelbart foran indgangen.

Her kunne vi studere menukortet, som varierer fra dag til dag og nyde et glas mousserende vin, mens vi ventede på at blive anvist et ledigt bord.

Men da der var masser af ledige borde og kun ganske få gæster, fik det karakter af en ren overspringshandling. I stedet for at understrege stedets smagfuldhed fik det os til at føle os ilde til mode udsat for snobberi.

Gammeldags inventar

Og mens vi sad der, kunne vi ikke undgå at se, at inventaret næppe har været eksklusivt siden en gang i 1980'erne i dag virker det med støvede, tørrede blomsterdekorationer og store tomme serveringsvogne midt på gulvet snarere gammeldags.

Hver for sig fejlede oplevelsen af de seks retter, som vi nåede at bestille, ikke noget.

Men fra andre restauranter i Århus med det samme høje prisniveau ved vi, at det med behændig omtanke kan lade sig gøre at sammensætte en menu af seks eller endda flere retter, uden at gæsterne føler, de må trille derfra.

Her var portionerne for store, og der var efter vores smag fokuseret for meget på tunge, efterårsagtige råvarer som rødbeder, svampe, ris, selleri og kartofler uden den snert af overraskelse, som vi kunne have ønsket os.

Samlet bedømt virkede kompositionen derfor tung og for lidt gennemtænkt, og til sidst fik den så meget overlæs, at vi ikke kunne spise mere.

Betjeningen var heller ikke på toppen, og basale ting som fyldte vandglas og rigeligt med brød fungerede ikke tilfredsstillende, selvom vi flere gange gjorde tjeneren opmærksom på dette.

Helt ok var til gengæld kokkens appetitvækker med lyssej og jomfruhummer krydret med koriander samt pesto af kørvel og pinjekerner.

De tre første egentlige retter var også forskellige slags fisk startende med rødtunge indpakket i havsalt tang og serveret med artiskok og jomfruhummer, som havde en snert af estragon og blev serveret med godt brød med sprød skorpe. Det var netop dette brød vi gerne ville have mere af, men tjeneren insisterede længe på at servere det stykke for stykke, indtil hun efter to timer endelig satte en hel kurv på bordet.

Tjeneren værd at lytte til

Vi drak en californisk Chardonnay fra 1994 på tjenerens anbefaling, og det var værd at lytte til. En skam, at hun ellers ikke af sig selv var meget for at forklare, hvad vi siden fik at spise, for hendes professionelle optræden til trods virkede det som om, at hun havde tabt den gnist og begejstring for maden og oplevelsen, som efter min opfattelse bør gennemsyre et så dyrt spisested uanset udsigten til at skulle lukke.

Efter at have nydt først ferskvandsfisken sandart med rødbeder, vilde ris og krydderolie og ikke mindst en vesterhavspighvar med safranrisotto og kantareller nåede vi til en velkommen midtvejspause, hvor vi fik tid til at fundere over, hvordan tiden tilsyneladende har indhentet denne restaurant. Selv de sirligt foldede servietter på toilettet synes at have været udsat for en kogevask for meget.

Tjenerens anden og sidste bemærkelsesværdige indsats denne aften var, da hun anbefalede os at prøve en 16 år gammel bordeauxvin til hovedretten. Den kom fra Chateau Saint Pierre og var et godt tilbud til 325 kroner, som vi fik lov at smage fra en i forvejen åben flaske for at kunne sammenligne med en anden noget yngre amerikansk vin.

Det var en virkelig fin gestus, som mindede os om, at restauranten udmærket ved, hvad der skal til, for at gæsterne føler, at de får lige præcis den ekstra valuta for pengene, der legitimerer prisniveauet.

Især efter at have trukket luft i et stykke tid fik rødvinen karakter, og i mellemtiden fik vi en citronsorbet til at friske ganen. Det passede fint med, at vi nu skulle i gang med det, som jeg selv havde glædet mig mest til.

Gennemstegt krondyr

Store møre rygstykker fra krondyr i mandeldej med selleripuré, bagt kartoffelmos og glaserede skalotteløg.

Det så flot ud, men desværre var det ikke rigtig godt.

Dyret var temmelig gennemstegt, og vi savnede en enkelt grøntsag ud over sellerien. Samtidig var kødet serveret med en balsamico glacé en nærmest karamelagtig sauce, som sammen med den fede og søde mandeldej fik hovedretten til at virke for tung på dette sene tidspunkt, hvor vi i forvejen havde været igennem tre retter plus kokkens appetitvækker.

Allerede ved bestillingen kunne tjeneren efter min opfattelse godt have ladet et ord falde om, at det måske var i overkanten at bestille samfulde seks retter. I hvert fald gik det ikke med en så tung hovedret med så søde bestanddele oven på så store portioner af de i øvrigt fine fiskeforretter.

Dette satte selvsagt sit præg på de sidste to retter, som vi ganske enkelt havde svært ved at spise.

Ostetallerkenen var ellers flot med ikke færre end syv forskellige oste blandt andet emmentaler, rødkitost, en røget brie og en noget skrap gedeost. Og desserttallerkenen med blandt andet hvid chokoladeparfait og kaffeis var isoleret set helt i top, men igen virkede det tungt oven på alt det andet. Begge efterretter ville have vundet ved at bestå af færre dele, som vi til gengæld ville have nydt mere.

Nu var vi bare for mætte til rigtigt at sætte pris på det. Vi ville ønske, at køkkenet havde minimeret den følelse for os og ladet en strammere og mere enkel tankegang styre menukortet.

Prisen i overkanten

Regningen lød på 1640 kroner, og det er efter min opfattelse i overkanten for en oplevelse, hvor råvarerne og de enkelte retter hver for sig er i orden, men hvor kompositionen og serveringen og ikke mindst stemningen ikke står mål med byens øvrige restauranter i denne prisklasse."

Den 21. november 2000 bragte bladet på side 2 en berigtigelse med overskriften "Berigtigelse", hvor det fremgår, at

"JP Århus bragte den 26. oktober en madanmeldelse fra restauranten De 4 Årstider i Århus. Vi skrev, at restaurationen snart lukker, samt at restauratøren har sikret sig sin eksistens på toppen af Hotel Atlantic.

Begge oplysninger er forkerte, og JP Århus beklager fejlen.

Det er oplyst, at ejendommen, hvori restauranten ligger, skal vige for en ny busvej, og dette projekt forventes igangsat tidligst i sidste kvartal i år 2001. Restauratøren fører forhandlinger om at flytte til Hotel Atlantics tagrestaurant, men disse forhandlinger er ikke afsluttet"

Klageren har oplyst, at han den 1. og 16. november 2000 rettede henvendelse til bladet for blandt andet at drøfte de fire nedenstående forhold fra artiklen af 26. oktober 2000:

Journalistens oplysninger om, at "restauranten snart lukker".

At [K] skulle have sikret sig sin fortsatte eksistens på toppen af Hotel Atlantics.

Inventaret kritiseres med henvisning til, at inventaret er fra "engang i 80´erne".

At der skulle forefindes tørrede blomsterdekorationer samt tomme serveringsvogne i restauranten.

Klageren har i den forbindelse anført, at oplysningerne om, at " Restauranten alligevel snart lukker" og "om få måneder er den et overstået kapitel" og "snart må den vige for en ny busgade" er direkte forkerte. Bladet burde have undersøgt oplysningerne nærmere, hvilket blandt andet kunne være sket enten ved henvendelse til restauratøren [K] eller ved at kontakte kommunen. Det er naturligvis ødelæggende for restauranten, at læseren efterlades det indtryk, at restaurationen lukker inden for kort tid i forhold til den 26. oktober 2000. Klageren har umiddelbart efter artiklen modtaget flere afbud, ligesom klageren uden tvivl er gået glip af et større antal bestillinger, idet potentielle kunder nu ikke tør bestille arrangementer frem i tiden.

Endvidere gør klageren gældende, at oplysningen om, at klageren "har sikret sin og årstidernes fortsatte eksistens i nye eksklusive rammer på toppen af Hotel Atlantic ved Europaplads" er ukorrekt. Bladet kunne også her blot have kontaktet klageren eller Hotel Atlantic. Læseren efterlades det indtryk, at selve restaurationsvirksomheden flytter til Hotel Atlantic, hvilket ikke er korrekt, idet der alene over en periode har været drevet selskabslokaler fra hotellets lokaler, og idet klagerens restaurationsvirksomhed i enhver henseende fortsætter fra adressen Åboulevarden 47. Oplysningen har den konsekvens, at eventuelle kunder undlader at besøge restauranten på adressen Åboulevarden 47 og i bedste fald forsøger at finde restauranten på Hotel Atlantic, hvilket på indeværende tidspunkt ikke kan lade sig gøre.

For så vidt angår bemærkningen vedrørende standarden af restaurantens inventar, har klageren anført, at restauranten er ombygget i 1995 for ca. 1,2 mio. kr. Det anføres samtidig, at det er ukorrekt, at der findes "store tomme serveringsvogne midt på gulvet". Der findes fire serveringsvogne i restaurationen, hvoraf den ene er en antikvitet, mens de øvrige tre er henholdsvis en spiritusvogn, en cigarvogn og en ostevogn. Der er endvidere ikke tørrede blomster i restauranten. Oplysningerne er ud over at være ukorrekte også skadende for klagerens virksomhed.

Klageren anfører desuden, at journalistens opfattelse af, at lokalerne var "halvtomme" eller "næsten tom" naturligvis er subjektiv, men at der i løbet af aftenen faktisk var minimum 17-18 gæster i restauranten.

Klageren har herudover anført, at den pågældende journalist fejrede sit bryllup under restaurationsbesøget, og at den pågældende ikke havde været absolut ædru, hvilket er en overtrædelse af de vejledende regler for god presseskik. Desuden oplyses der priser i artiklen, som på ingen måde fremgår af regningen, og som bladet tilsyneladende ikke har villet præcisere.

Klageren har desuden oplyst, at journalisten og dennes selskab, der er udgjorde fire personer, bestilte én 4-retters menu, én 5-retters menu og to 6-retters menuer. Det er efter klagerens opfattelse i strid med god presseskik, at journalisten alene vælger at anmelde to af retterne, specielt når der netop anmeldes to retter, som kritiseres, og hvor journalisten netop i artiklen anfører, "at tjeneren måske skulle have anført, at seks retter var i overkanten". Tjeneren har næppe haft grund til at tage stilling til, hvorvidt to personer af et selskab på fire personer er mere sulten end de to øvrige og derfor netop bestiller seks retter.

Klageren har endvidere oplyst, at han fik berigtigelsen, som bladet bragte den 21. november 2000, til gennemsyn inden den blev bragt, men at han meddelte bladet, at indholdet ikke kunne accepteres. Klageren har anført, at den bragte berigtigelse på ingen måde er fyldestgørende, og at klageren på indeværende tidspunkt har lidt stor skade.

Bladet har oplyst, at det er rigtigt, at artiklen i bladet den 26. oktober 2000 indeholder to faktuelt forkerte oplysninger. Det gælder oplysningerne om, at restauranten "snart lukker", og at restauratøren "har sikret sig sin eksistens på toppen af Hotel Atlantic". Da det blev klart, at oplysningerne var forkerte, bragte bladet efter korrespondance med klagerens advokat en berigtigelse den 21. november 2000, og bladet har således berigtiget to konkrete fejl i overensstemmelse med retningslinierne i de vejledende presseetiske regler.

For så vidt angår klagen vedrørende tilsidesættelse af god presseskik i forbindelse med madanmeldelsen, har bladet oplyst, at man siden sommeren 1998 har anmeldt århusianske restauranter hver torsdag. Anmeldelserne er lagt til rette i en fast form, hvor et antal journalister på skift anmelder et spisested ud fra en række kriterier, som er aftalt på redaktionen. Ud over de journalistiske kvalifikationer er de seks journalister valgt til opgaven på grund af deres interesse for mad, vin og restaurationsvirksomhed. Anmeldelserne er bygget op omkring et pointsystem i seks forskellige kategorier, der tilsammen giver et billede af anmelderens oplevelser af restauranten. Det er en grundlæggende forudsætning for dette arbejde, at anmelderne går ud og bedømmer som "helt almindelige århusianere" og ikke som eksperter. Bladet bestræber sig på som noget helt afgørende, at den anmeldte restaurant altid bliver fair behandlet, ligesom det er en selvfølge, at anmeldelsen kun har en berettigelse, så længe anmelderen er uafhængig og tør skrive sin mening på godt og ondt.

Bladet har i første omgang oplyst, at det ikke er korrekt, at anmelderen har holdt sit bryllup samtidig med anmeldelsen af restauranten. Efterfølgende har bladet dog meddelt, at journalisten har erkendt, at han den pågældende dag fejrede sit bryllup sammen med et vennepar på restauranten.

For så vidt angår klagerens påstand om, at anmelderen ikke var absolut ædru under madanmeldelsen, anfører bladet, at dette er en uartig påstand, som intet har på sig. At klageren har fået to andre gæster til at fremsætte fornærmende påstande om den pågældende medarbejder, gør ikke påstanden rigtig.

Bladet har endvidere oplyst, at medarbejderen og ledsagerne bad om en samlet regning. Efterfølgende er alene udgifterne for de retter, som anmelderholdet fik serveret, angivet i madanmeldelsen.

Bladet har desuden anført, at det er fuldt berettiget at beskrive restauranten som halvtom, når der var 17-18 gæster til stede, idet restauranten har plads til 60 gæster. Herudover kan det ikke overraske, at klageren ikke er tilpas med, at der efterlades et generelt negativt indtryk af restauranten. Det er vanskeligt at se, hvordan det skulle være udtryk for dårlig presseskik, at en anmelder beskriver sin subjektive vurdering af det han anmelder.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Anmeldelser af restauranter og dér indtagne måltider er udtryk for anmelderens subjektive oplevelse, og Pressenævnet kan ikke tage stilling til sådanne forhold.

Artiklen den 25. oktober 2000 indeholdt flere forkerte oplysninger. Pressenævnet finder imidlertid, at bladet med sin berigtigelse den 21. november 2000 i tilstrækkeligt omfang har berigtiget disse forkerte oplysninger, og nævnet udtaler herefter ikke kritik af bladet.

Afsagt den 25. april 2001.