Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr LSF 72

Forslag til Lov om registrering af narkomaner

Fremsat af Knud Lind (FP) Kirsten Jacobsen (FP) Pia Kjærsgaard (FP)

den 15. november 1990

Den fulde tekst

§ 1. Der oprettets et centralt register over personer, der

konstateres at være afhængige af euforiserende stoffer.

§ 2. Alle narkomaner, der er i kontakt med politiet, kriminalforsorgen, hospitalerne, narkobehandlingsinstitutionerne og/eller de sociale myndigheder i øvrigt, registreres. Det er en pligt for de nævnte instanser straks at give meddelelse til registeret, når de kommer i kontakt med narkomaner.

§ 3. Narkomanregisteret ledes af et nævn på 5 personer repræsenterende Socialministeriet, Sundhedsministeriet, Justitsministeriet, Amtsrådsforeningen og narkotikapolitiet. Endvidere deltager registerets daglige leder i møderne.

§ 4. Registeret står til rådighed for de sociale, de lægelige og de politimæssige myndigheder.

§ 5. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for indberetning af oplysninger til registeret og benyttelse af dette.

§ 6. Loven træder i kraft den 1. december 1990.

Bemærkninger til lovforslaget

Lovforslaget er en genfremsættelse af det i folketingsåret 1976-77 (2. samling) fremsatte lovforslag (Folketingstidende 1976-77 (2. samling), forhandlingerne sp. 5039, tillæg A sp. 4979. Dette lovforslag nåede ikke at komme til 1. behandling inden folketingsårets slutning. Lovforslaget fremsattes derefter den 25. november 1977, se Folketingstidende 1977-78, forhandlingerne sp. 2650, 5237, 11400 og 11704, tillæg A sp. 1719 samt tillæg B sp. 1537. Senest har lovforslaget været fremsat i folketingsåret 1981-82 (2. samling). Se Folketingstidende 1981-82 (2. samling) sp. 1417 og 4216 samt tillæg A sp. 2043.

Den 4. februar 1976 havde Folketinget en narkodebat på grundlag af en forespørgsel fra Frede Tandrup Jensen (FP). Debatten mundede ud i en afstemning om et af forespørgeren stillet forslag, hvorefter Folketinget skulle udtale:

»at der ved den fremtidige bekæmpelse af narkotikamisbrug i Danmark må iværksættes mere intensiv politimæssig indsats mod narkoforhandlere,

at der må oprettes og gøres vidtstrakt brug af registre vedrørende de personer, som i anledning af narkotikaafhængighed kommer i forbindelse med offentlige myndigheder,

at hovedvægten i behandlingsindsatsen må lægges på lægeligt styrede kure med væsentlig større fasthed og konsekvens end hidtil, og

at narkotikaproblemerne må samles under een minister.«

Dette forslag blev forkastet med 69 stemmer (Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Kommunister og Venstresocialister) mod 39 (Fremskridtspartiet, Konservative, Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne), medens 32 (Venstre) undlod at stemme, jf. Folketingstidende 1975-76, forhandlingerne sp. 4096, 4100, 5183 ff og 5260 ff.

Flere af de folketingsmedlemmer, der ikke stemte for forslaget, begrundede dette med, at det forekom dem for omfattende.

Resultatet blev imidlertid, at denne den første egentlige narkodebat i Folketinget måtte munde ud i, at der ikke blev fastlagt nogen som helt narkopolitik.

Denne utilfredsstillende tingenes tilstand søges til dels afbødet ved nærværende forslag, der har taget kritikken ad notam, for så vidt det kun angår punkt 2 af de fire punkter, som Fremskridtspartiet foreslog i februar 1976.

I øvrigt skal forslagsstillerne fuldt ud tilslutte sig den artikel af kriminalassistent Lars N. Jensen, Københavns narkopoliti, som fandtes i »Dansk Politi«, årgang 1977, side 139-141.

Artiklens indhold var følgende:

»I Danmark har vi efter forlydende ca. 5.000 narkomaner, der, hvis vi antager, at de bruger for ca. 300 kr. narkotika pr. mand om dagen, bruger for ca. 540 mio. kr. om året, hvilket nok er lavt anslået. De fleste narkomaner lever af socialhjælp/invalidepension/arbejdsløshedsunderstøttelse, og hvis vi regner med omkring 25.000 kr. i snit, giver dette ca. 125 mio. kr. på årsbasis, men spørgsmålet er, hvor får narkomanerne de resterende ca. 415 mio. kr. fra? Ja, de skaffes ved ulovligheder, såsom tyverier, røverier, prostitution og ikke at forglemme narkotikahandel, idet narkomanerne gerne sælger lidt »stof« til andre for selv at tjene penge til eget forbrug.

Narkomanerne er ikke registreret særskilt nogen steder, hvorfor ovennævnte tal kun kan være et postulat, men et tal, der mange gange er anslået af førende folk på området.

Politiet har i de senere år beslaglagt større og større kvantum illegal narkotika af forskellig art, og alene i 1976 beslaglagde Københavns narkotikapoliti omkring 63.000 stk. morfinpiller til en anslået værdi på det sorte marked til ca. 5,6 mio. kr., blot for at nævne et eksempel. Desuden har der vist sig en følgekriminalitet, hvor narkomanerne for at skaffe penge til deres stofmisbrug har lavet ulovligheder i et meget, meget stort omfang.

På grund af den meget store fortjeneste på narkotikaen har vi i København for alvor fået grundlagt en bagmandsvirksomhed, der tjener millioner af kroner på andre folks ulykke. At fortjenesten er stor kan bedst beskrives ved kendsgerninger, idet vi i de danske retssale flere gange har kunnet høre, at for eksempel pakistanske statsborgere har erkendt, at de i deres hjemland havde købt morfinpiller for 3 kr. pr. stk. og derunder. Når prisen i Danmark for tiden ligger på ca. 90 kr. pr. morfinpille, kan man jo se, at der er en ganske pæn fortjeneste. Morfinpillerne er også nemme at smugle ind i landet, for eksempel kan der være omkring 400 stk. i en almindelig tændstikæske, hvilket siger lidt om størrelsen og om de problemer, der er for politi og toldvæsen for at finde frem til gemmestederne.

Hvad har man så gjort fra myndighedernes side for at tackle problemet? Ja man har kørt efter det sædvanlige mønster nemlig at lade politiet tage de små narkomaner og mindre forhandlere, medens man har haft svært ved at bevise noget mod de store på grund af de måske utidssvarende efterforskningsmetoder på området. De senere år har man dog fra ansvarlig side nødtvunget erkendt, at narkotikapolitiet måske burde bruge utraditionelle metoder for at komme disse bagmænd til livs, og disse metoder har da også givet gode resultater, men det er et helt andet problem.

Narkomanerne, stofmisbrugerrne, hvad har man så gjort ved dem? Her ligger et meget stort problem, efter min opfattelse, idet man betragter en narkoman som en kriminel og ikke som et sygt menneske, som han vitterlig er. Ganske vist er sygdommen selvforskyldt i første omfang, idet de jo bare kunne lade være, hvilket ofte er hørt under diskussionen vedrørende hjælp til narkomanerne. Faktum er imidlertid, at et menneske, der virkelig er afhængig af »hårde stoffer«, er et sygt og ynkeligt individ, der kun har eet i hovedet, nemlig hvordan man skaffer penge til næste »skud«. Hvis en narkoman ikke får sit »stof« til tiden, begynder nedturen, det vil sige skiftende kulde- og svedeture, rysten over hele kroppen, kvalme, opkastninger, feber, forhøjet blodtryk, kramper og til sidst bevidstløshed, der eventuelt kan ende med dødsfald.

I Danmark er det forbudt at være i besiddelse og forhandle narkotika uden særlig tilladelse (apoteker m.v.), og det vil sige, at en narkoman, der netop har købt en morfinpille til 90 kr. for de sidste penge af socialhjælpen, ja, han risikerer at blive snuppet af politiet, der har pligt til at fratage ham pillen og sigte vedkommende for overtrædelse af narkotikaloven. Hvis vi tænker os, at nævnte narkoman kommer hjem efter sit ufrivillige ophold hos politiet, ja, hvad skal han så? Der er kun een ting, det drejer sig om nu, og det er at skaffe penge til en ny pille, inden »nedturen« begynder for alvor. Man prøver at låne penge af vennerne, men de har ingen, for de er også narkomaner. Derefter prøver man at ringe til socialkontoret for at få forskud på næste uges socialhjælp og fortæller en rørende historie om, at nu er der ingen mad i huset m.v., m.v., men på socialkontoret kender man et utal af den slags historier, så man lader sig ikke narre. Så er der kun een vej tilbage, for det daglige »stof« skal tilvejebringes, og det er et hurtigt »bræk«, altså tyveri, indbrud, røveri eller lignende, og dette uanset om man er næsten sikker på senere afsløring. Når nævnte forbrydelse er begået, omsættes varerne hurtigt til narkotika, og dagen er reddet. - Endvidere er der selvfølgelig prostitution, der giver mulighed for at tjene hurtige penge, idet mange anser det for bedre at tage 5 minutter med en utugtskunde, end det er at døje alverdens pinsler på en »nedtur«. Den onde cirkel er dermed sluttet for narkomanerne, idet jo mere »stof« politiet tager fra dem, jo flere ulovligheder bliver de nødt til at lave for at skaffe penge til deres stofmisbrug.

Hvad har man så hidtil gjort for at hjælpe narkomanerne? Man har oprettet en del såkaldte »narkocentre«, hvor narkomanerne kan komme på nedtrapning på frivillig basis, men uden den helt store succes indtil dato. - Nedtrapningerne foregår på den måde, at man prøver at motivere narkomanerne til at holde op med at bruge de »hårde stoffer«, og i stedet får de udleveret metadon fra centret, hvorefter man efter et stykke tids forløb nedtrapper metadontilskuddet, og til sidst skulle narkomanerne være stoffrie. Da det som sagt er på frivillig basis, at narkomanerne deltager i nedtrapningerne, er frafaldet stort, og som politimand har jeg ofte været ude for at træffe en narkoman, der netop var ude for at købe lidt »stof« i byen for at supplere nedtrapningen, og dermed er hele nedtrapningsteorien jo gået fløjten. Andre narkomaner holder hurtigt op, når det begynder at gøre ondt, men en del bliver dog ved til det sidste og bliver stoffri et stykke tid, hvorefter mange begynder igen. Faktum er i al fald, at de påviselige resultater er meget, meget små.

Nævnte nedtrapninger er imidlertid ret eftertragtet, idet mange narkomaner kommer igen og igen, men altså uden det helt store resultat.

Årsagen er der vel ingen der kan påpege med sikkerhed, men at personalet på narkocentrene har gjort et stort arbejde efter bedste overbevisning er helt indiskutabelt.

Der findes ingen offentlig registrering af narkomanerne, idet selv narkocentrene hidtil har nægtet at deltage i en offentlig registrering af de patienter, der kommer til nedtrapning. Når man samtidig ved, at en plads for en narkoman på nedtrapning koster ca. 100.000 kr. pr. år, og disse penge skal skatteborgerne betale gennem bistandsloven, uden at det offentlige og dermed skatteborgerne har mulighed for at kontrollere, hvordan det er gået med patienterne, ja, så er der flere og flere, der stiller spørgsmålet, om det kan være rimeligt. Skatteborgerne har altså bare at betale og håbe det bedste. Nævnte er vel også en af årsagerne til, at kommunerne har været lidt tilbageholdende med de helt store projekter inden for narkoområdet, idet man jo ingen konkret viden har til rådighed på dette felt.

Derfor er det vigtigt at få lavet en offentlig registrering af alle narkomaner, så man kan følge deres sygdoms forløb, så man får konkrete oplysninger om den sociale baggrund, om det er specielle grupper, der er udsat, hvor mange nedtrapninger/tilbagefald og anden behandling. Altså viden og tørre tal, der kan påvise, at der virkelig er et kæmpebehov for mere hjælp til disse syge mennesker, og i hvilken retning hjælpen skal gå. Narkocentrene bør sortere under det offentlige som enhver anden specialafdeling på et sygehus for eksempel. Er det galt med øjnene, går man til en øjenlæge, har man noget galt med hjertet, går man til en hjertespecialist, og har man narkotikaproblemer, skulle man selvfølgelig kunne gå til en narkotikaspecialist, hvor man skulle fremvise sit sygesikringsbevis og derefter blive behandlet.

Hvis en narkoman har stærk »nedtur«, var det vel rimeligt, om lægen straks kunne give en sprøjte eller andet lindrende for derefter at stille diagnosen, hvor han kan se, om ambulant behandling eller indlæggelse på specielle centre for nedtrapninger ville være nødvendig.

Hvordan disse centre skal fungere i øvrigt, er der vel ingen der har en færdig løsning på, men så længe man ikke har en offentlig registrering af narkomanerne med alle relevante oplysninger, kan det vel heller ikke forventes, at de offentlige myndigheder skal kunne lave fornuftige langtidsplanlægninger eller fortsat bevilge de økonomiske midler, der er nødvendige på området.

Derfor er det tvingende nødvendigt at få denne registering gennemført for ad den vej at få sat betydeligt mere ind i bekæmpelsen af narkotikamisbruget for at hjælpe patienterne og deres pårørende, men også for det øvrige samfunds skyld, idet man på den måde kan undgå en mængde følgekriminalitet, idet narkomanerne nu havde et sted at gå hen, hvor de kunne få hjælp og behandling til enhver tid, i stedet for at være nødt til at lave en kriminel handling for at skaffe »stof« under en »nedtur«.'

Disse betragtninger rammer stadig nu ca. 13 år senere det centrale i problemstillingen om narkomaner. Det samme gælder udtalelsen af formanden for Kriminalpolitiforeningen i København, kriminalassistent Lars Nicolai Jensen, den 21. januar 1982 til Berlingske Tidende. Han beklager sig over »den udbredte lallende holdning over for narkoproblematikken, som mange politikere har«. Kriminalassistenten mener, at denne holdning aldrig fører frem til en begrænsning af problemerne, og han siger: »Vi skal have en registrering af alle stiknarkomaner, så der kan blive en koordineret hjælp til de mennesker, som jeg mener kan betegnes som syge.«

Om registrering udtaler Lars Nicolai Jensen, »at man ved en godt koordineret hjælpeindsats over for narkomanerne - og her mener han udtrykkeligt, at det er nødvendigt med en registrering for at hjælpe effektivt - samtidig med stor effekt kan begrænse efterspørgslen efter hård narkotika på det danske marked. Derved kan vi være med til at begrænse det kvantum heroin, morfinpiller etc., som stiknarkomanerne bruger for millioner af hver dag«.

Kriminalassistent Lars Nicolai Jensen omtaler ikke de lige så skadelige virkninger af euforiserende stoffer, der synkes eller snuses (kokain). Registrering må efter forslagsstillernes mening også omfatte sådanne misbrugere.

Som bilag 1 er optrykt et interview med bl.a. formanden for den private hjælpeorganisation »Landsforeningen for human narkobehandling«, Mischa Asvarisch, fra Berlingske Tidende den 30. januar 1982.

Som bilag 2 er optrykt en leder fra Berlingske Tidende den 2. februar 1982.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte punkter

Til § 1

Der findes i dag et sted mellem 6.000 og 10.000 narkomaner i Danmark. Oprettelsen af et centralt register vil give samfundet bedre muligheder for en indsats over for den enkelte narkoman. I dag kender vi ikke fordelingen på køn, aldersgruppe, social status, m.v. Et centralt narkomanregister vil tillige give en reel viden om, hvilken effekt behandlingstilbudene til narkomanerne har.

Et centralt narkomanregister vil desuden være til uvurderlig hjælp for politiet i dets kamp for at finde frem til de egentlige bagmænd.

Til § 2

Der ligger i paragraffen en direkte indberetningspligt for de berørte myndigheder. Indberetningen for den enkelte narkoman skal ske »straks«. I modsat fald vil et narkomanregister falde i udnyttelsesværdi. Det betyder samtidig, at der som en selvfølge skal bruges edb-registrering.

Til § 3

Et narkomanregister vil berøre forskellige ministerier og de amtskommunale myndigheder.

Til § 4

Det er forslagsstillernes opfattelse, at der skal kunne trækkes på registeret fra alle berørte myndigheder, herunder også de rent lægelige.

Til § 5

Forslagsstillerne finder det mest hensigtsmæssigt, at det påhviler sundhedsministeren at udforme nærmere regler for indberetning og registerets benyttelse.

Til § 6

Forslagsstillerne håber, at loven kan træde i kraft så hurtigt som muligt af hensyn til påbegyndelsen af en tværministeriel registrering og behandling af de berørte narkomaner, men også af hensyn til en hurtig opklaring af den følgekriminalitet, som er et kedeligt faktum, på grund af den enkelte narkomans stofforbrug.

Bilag 1

Artikel i Berlingske Tidende den 30. januar 1982.

»Uvidenhed, hvis politikerne siger nej til narkomanregistrering«

Af Bent Bak Andersen

»Uvidenhed. Det er det mildeste ord, jeg kan finde for de usaglige begrundelser, som visse politikere og deres partier fremfører mod en registrering af narkomaner.«

Det siger formanden for den private hjælpeorganisation »Landsforeningen for human narkobehandling«, Mischa Asvarisch.

»Det er tydeligt, at politikerne ikke ønsker at se de hårde realiteter i øjnene, og det virker umiddelbart, som om de ikke ønsker at stemme for en registrering, fordi de frygter, at der ikke er vælgerstemmer at hente på den bekostning.«

Videre siger Mischa Asvarisch, at politikerne indirekte er med til at slå et stadigt stigende antal narkomaner ihjel. »De er med til at øge antallet af stadig yngre narkomaner og indirekte fremme omsætningen hos narkobagmændene, der tjener mange penge på narkomanernes nød, elendighed og til sidst død.«

I sidste uge lavede Berlingske et rundspørge blandt nogle partiers ordførere på Christiansborg, og en af dem udtalte: »Nej til registrering. Tænk blot på de huller, der er konstateret i de eksisterende offentlige registre. Der er endvidere risiko for, at narkomaner så ikke vil søge lægehjælp, ligesom vi kender det for de kønssygdomsramtes vedkommende.«

»Det er en af de groveste og nedgørende bemærkninger, der er faldet i debatten om registrering af narkomaner. Den tyder på, at vedkommende politiker (Bernhard Baunsgaard, red.) ikke har sat sig ind i problemerne. Hvis f.eks. en narkoman har abstinenser, skal han nok søge læge. Han bliver meget syg.«

Ved det nuværende system, hvor mange narkomaner blot føler sig som forsøgsdyr, og hvor næsten alle falder tilbage til de hårde stoffer igen, er der store huller, siger formanden for foreningen. »Narkomanerne prøver af alle kræfter at finde genveje til at få stoffer. De prøver at få stoffer fra flere læger og behandlingssteder samtidig. Det kan bremses ved en registrering. For hvis de registreres - hvad de selv ønsker - får vi oplyst.

1. Antallet af narkomaner.

2. Hvilke stoffer de er afhængige af.

3. Antallet af nedtrapningsforsøg over for den enkelte narkoman.

4. Antallet af døde narkomaner.

5. Hvor mange der vender tilbage til de hårde stoffer.

6. Antallet af narkomaner, der er døde af følgesygdomme.

Først når vi har disse fakta, er hjælpen til narkomanerne sat i system, og vi kan hjælpe dem, der virkelig trænger.«

Det nuværende system ser umiddelbart ud til at være billigere end en koordineret hjælp og behandling af de hårdt belastede narkomaner, men det er en misforståelse, siger Mischa Asvarisch.

»Tænk blot på, hvor dyrt det er under det totalt fejlslagne behandlingssystem, vi har i dag. Utallige narkomaner har været på 40 nedtrapninger, og ind imellem nedtrapningerne har de, for at skaffe penge til de hårde stoffer, begået indbrud for ofte flere hundrede tusinde kroner, har kostet sengepladser på hospitalerne, cellepladser i fængslerne etc. Som det er nu, uden nogen for for samarbejde mellem de implicerede parter i det offentlige behandlingsarbejde, er det sådan, at narkomanerne direkte bliver presset ud i kriminalitet, de er syge mennesker og skal hjælpes.

Vi har mange eksempler på, at narkomaner melder sig til politiet for indbrud eller røverier, blot for at få fred og få en midlertidig behandling.«

»Den nuværende behandlingsform af narkomaner minder mest af alt om kvaksalveri. En registering vil bringe kendsgerninger for dagen, og samtidig kan vi skelne mellem den nuværende behandlingsform - hvor de enkelte behandlingssteder ofte fører deres egne mere eller mindre saglige ideer igennem - og den lægevidenskabelige behanding, som har langt de største forudsætninger for at hjælpe«, siger læge Knud Wilson, praktiserende læge og fængselslæge i Statsfængslet på Kragskovhede.

»En anden væsentlig ting, vi kan få fastslået blandt mange fakta, er, at der tilsyneladende er en tendens til, at hårdt belastede narkomaner med leversygdomme rammes af blærekræft. Der er stadig færre tilfælde af lungekræft herhjemme, men stigningen i antallet af blærekræfttilfælde ligger fuldt på højde med antallet af lungekræfttilfælde«, siger Knud Wilson.

Bilag 2

Leder fra Berlingske Tidende den 2. februar 1982

Narkomaner i registre

De udtalelser, toneangivende politikere er fremkommet med om den foreslåede registrering af narkomaner, peger mod, at dette spørgsmål forbliver ubesvaret også i denne omgang eller i bedste fald må følge en meget trang vej gennem systemet.

I den livlige debat, der har været ført i Berlingske Tidende, er der brugt kraftige vendinger i karakteristikken af politikernes forudsætninger for at forstå rækkevidden af et nej til registrering. Uvidenhed er et af ordene. Tidligere chef for Cancerregistret, dr. med. Johannes Clemmesen har »med virkelig uhyggefornemmelse« læst politikernes argumenter imod registreringen.

Dr. Clemmesen siger som svar på den radikale Bernhard Baunsgaards tale om »de huller, der er konstateret i de eksisterende offentlige registre«, at der for de lægelige registres vedkommende ikke er påvist fejl eller skader og »slet ikke ulemper, der på nogen måde opvejer de store fordele, som samfundet har af registreringen«. Han spørger: Mon politikerne er klar over, at skader på lang sigt kun lader sig påvise ved en effektiv registrering? Ansvaret for den stadige udvikling af narkomanien som den samfundsulykke, den er, vil han lægge ved politikernes dør.

Hagen Hagensen (K) modsætter sig registrering med henvisning til usikkerheden ved fastlæggelsen af grænsen mellem misbrug og afhængighed, »og hvem bliver den næste samfundsgruppe, der skal registreres - måske de alkoholskadede?»

Her røres ved et centralt argument, der har medført megen forvirring i holdningerne til spørgsmålet om registrering af narkomaner. Man kan her i landet på fuldt lovlig vis købe, nyde eller misbruge vin og spiritus. Hvor tragisk afhængighed af spiritus end former sig for den enkelte, har ingen person eller myndighed adkomst til at stille sig i vejen for misbruget. Narkomanien derimod er uløseligt knyttet til kriminalitet. Den er baseret på stoffer, der ikke må indføres, besiddes eller forhandles. Hagen Hagensen må være helt på det rene med, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem narkomaner og alkoholikere. Han kan som jurist umuligt være i tvivl om, at den retslige forfølgelse af narkohandlere er berøvet den fulde vægt, så længe man ikke har kontrol med forbrydernes kunder og tager deres problem i fast hånd.

Narkomanerne udgør en enklave i samfundet, som det ud fra hensyn til individet og helheden er rimeligt at træffe forholdsregler over for. Det er nødvendigt nu at få dette behov belyst på en saglig og udramatisk måde. Ideologisk bestemte forestillinger om registrering som udtryk for frihedstab beror på fejltænkning. Angsten for at anvende de midler, der kan hjælpe, har en høj pris - måske blandt andet 400 døde unge mennesker i dette år.

Officielle noter

Ingen