Senere ændringer til afgørelsen
Resume
Resumé
En 54-årig mand henvendte sig til praktiserende læge på grund af mavesmerter og blev sat i behandling for en syrebetinget lidelse. Behandlingen viste sig i løbet af en periode ikke at have nogen effekt. Han blev på den baggrund henvist til kiikkertundersøgelse og ultralydsundersøgelse af bughulen. Patienten fik cirka to uger efter voldsomme mavesmerter og blev indlagt. Her fik han tre dage senere konstateret kræft i bugspytkirtlen, der havde bredt sig til lever og lunger. Patienten blev efterfølgende henvist til behandling på en smerteklinik og udskrevet fra hospitalet. Det blev efter udskrivelsen konstateret, at der ikke var tale om kræft i bugspytkirten men om en ondartet kræftform, der kan opstå i mave-tarmkanalen og i lungerne. Patienten fortsatte i behandling på smerteklinikken, hvor han flere gange fik ordineret medicin af en afdelingssygeplejerske over telefonen. Han fik nogle gange i den følgende periode hjemmebesøg af sine praktiserende læger. Patienten afgik efterfølgende ved døden.

Der blev klaget over, at de praktiserende læger ikke konstaterede, at der ikke var tale om mavesår ved to konsultationer. Der blev ligeledes klaget over, at de ikke tilså patienten ofte nok efter udskrivelsen fra hospitalet.. Der blev endvidere klaget over, at lægerne under indlæggelsen ikke informerede patienten i tilstrækkeligt omfang i forbindelse med, at han fik konstateret kræft. Endelig blev der klaget over, at patienten flere gange fik ordineret medicin over telefonen af en sygeplejerske fra smerteklinikken.

Den fulde tekst

Klage over praktiserende læge og læger og sygeplejerske på sygehus i forbindelse med kræftsygdom, herunder over ordination af smertestillende medicin af sygeplejerske

 

 

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at den praktiserende læge ikke havde konstateret, at der ikke var tale om mavesår ved to konsultationer. Nævnet lagde vægt på, at patientens symptomer var kommet gradvist og snigende, og at han således ikke havde frembudt nogen symptomer ved de to konsultationer, der burde have givet lægen anledning til at mistænke en alvorlig sygdom.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at der praktiserende læger ikke havde tilset patienten ofte nok efter udskrivelsen fra hospitalet. Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke består en pligt for praktiserende læger til at tage kontakt med en patient uden forudgående henvendelse.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den overlæge, der informerede patienten om, at han havde kræft. Nævnet lagde vægt på, at overlægen informerede om resultaterne af de foretagne undersøgelser, den formodede diagnose, behandlingsmuligheder samt sin vurdering af diagnosen.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlægen og sygeplejersken på smerteklinikken. Nævnet lagde vægt på, at overlægen havde delegeret sin ordinationsret til sygeplejersken, som to gange om ugen forelagde sine ordinationer for ham.