Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr LSF 119

Forslag til Lov om ophavsret(* 1)

Fremsat af kulturministeren (Jytte Hilden)

den 18. januar 1995

Vedtaget ved tredjebehandling den 2. juni 1995

Lov nr. 395 af 14/06/1995

Den fulde tekst

Kapitel 1

Ophavsrettens genstand og indhold

Beskyttede værker

§ 1. Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller faglitterær fremstilling, som musikværk eller sceneværk, som filmværk eller fotografisk værk, som værk af billedkunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det er kommet til udtryk på anden måde.

Stk. 2. Kort samt tegninger og andre i grafisk eller plastisk form udførte værker af beskrivende art henregnes til litterære værker.

Stk. 3. Værker i form af edb-programmer henregnes til litterære værker.

Beskyttelsens indhold

§ 2. Ophavsretten medfører, med de i denne lov angivne indskrænkninger, eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden i oprindelig eller ændret skikkelse, i oversættelse, omarbejdelse i anden litteratur- eller kunstart eller i anden teknik.

Stk. 2. Som fremstilling af eksemplarer anses også det forhold, at værket overføres på indretninger, som kan gengive det.

Stk. 3. Værket gøres tilgængeligt for almenheden, når

1) eksemplarer af værket udbydes til salg, udlejning eller udlån eller på anden måde spredes til almenheden,

2) eksemplarer af værket vises offentligt, herunder udsendes i fjernsyn, eller

3) værket fremføres offentligt, herunder udsendes i radio eller fjernsyn.

Stk. 4. Som offentlig fremførelse efter stk. 3, nr. 3, anses også fremførelse i en erhvervsvirksomhed, der finder sted for en større kreds, som ellers måtte anses som ikkeoffentlig.

§ 3. Ophavsmanden har krav på at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, såvel på eksemplarer af værket som når dette gøres tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Værket må ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart.

Stk. 3. Sin ret efter denne paragraf kan ophavsmanden ikke frafalde, medmindre det gælder en efter art og omfang afgrænset brug af værket.

Bearbejdelser

§ 4. Den, som oversætter, omarbejder eller på anden måde bearbejder et værk, herunder overfører det til en anden litteratur- eller kunstart, har ophavsret til værket i denne skikkelse, men kan ikke råde over det på en måde, som strider mod ophavsretten til det oprindelige værk.

Stk. 2. Ophavsretten til et nyt og selvstændigt værk, som er frembragt gennem fri benyttelse af et andet, er ikke afhængig af ophavsretten til det oprindelige værk.

Samleværker

§ 5. Den, som ved at sammenstille værker eller dele af værker frembringer et litterært eller kunstnerisk samleværk, har ophavsret til dette, men retten gør ingen indskrænkning i ophavsretten til de enkelte værker.

Fællesværker

§ 6. Har et værk to eller flere ophavsmænd, uden at de enkeltes bidrag kan udskilles som selvstændige værker, har de ophavsret til værket i fællesskab. Enhver af dem kan dog påtale retskrænkelser.

Formodning om ophavsrettens indehaver m.v.

§ 7. Som ophavsmand anses, når ikke andet er oplyst, den, hvis navn eller alment kendte pseudonym eller mærke på sædvanlig måde er påført eksemplarer af værket eller opgives, når det gøres tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Er et værk udgivet, uden at ophavsmanden er angivet i overensstemmelse med stk. 1, kan udgiveren, hvis denne er nævnt, og ellers forlæggeren handle på ophavsmandens vegne, indtil denne bliver angivet på et nyt oplag.

Offentliggørelse og udgivelse

§ 8. Et værk anses for offentliggjort, når det lovligt er gjort tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Et værk anses for udgivet, når eksemplarer af værket med ophavsmandens samtykke er bragt i handelen eller på anden måde spredt blandt almenheden.

Offentlige aktstykker

§ 9. Love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker er ikke genstand for ophavsret.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for værker, der fremtræder som selvstændige bidrag i de i stk. 1 nævnte aktstykker. Sådanne værker må dog gengives i forbindelse med aktstykket. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Forholdet til beskyttelse efter anden lovgivning

§ 10. Beskyttelse efter lov om mønstre udelukker ikke ophavsret.

Stk. 2. Halvlederprodukters udformning (topografi) nyder ikke beskyttelse efter denne lov, men beskyttes efter reglerne i lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi).

Kapitel 2

Indskrænkninger i ophavsretten

Almindelige bestemmelser

§ 11. Bestemmelserne i dette kapitel gør ikke indskrænkninger i ophavsmandens ret i henhold til § 3 ud over, hvad der følger af § 29.

Stk. 2. Når et værk anvendes i henhold til dette kapitel, må værket ikke ændres i videre udstrækning, end den tilladte brug kræver. Gengives værket offentligt, skal kilden angives i overensstemmelse med, hvad god skik kræver.

Eksemplarfremstilling til privat brug

§ 12. Af et offentliggjort værk må enhver fremstille eller lade fremstille enkelte eksemplarer til sin private brug. Sådanne eksemplarer må ikke udnyttes på anden måde.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at

1) opføre et bygningsværk,

2) fremstille et eksemplar af et kunstværk ved afstøbning, ved aftryk fra original plade eller stok eller på nogen anden måde, som indebærer, at eksemplaret kan opfattes som en original,

3) fremstille eksemplarer af edb-programmer i digitaliseret form eller

4) fremstille eksemplarer i digital form af andre værker, når eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af værket i digitaliseret form.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at benytte fremmed medhjælp ved eksemplarfremstillingen, når der er tale om

1) musikværker,

2) filmværker,

3) værker af brugskunst eller

4) kunstværker, såfremt eksemplarfremstillingen har form af en kunstnerisk gengivelse.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke brugeren ret til ved eksemplarfremstilling af musikværker og filmværker at anvende teknisk udstyr, der er stillet til rådighed for almenheden på biblioteker, i forretningslokaler eller på andre offentligt tilgængelige steder.

Eksemplarfremstilling inden for undervisningsvirksomhed

§ 13. Til brug i undervisningsvirksomhed kan der ved fotokopiering eller lignende fremstilles eksemplarer af udgivne værker samt ved optagelse foretages eksemplarfremstilling af værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. De nævnte eksemplarer må kun udnyttes inden for undervisningsvirksomhed, som omfattes af den i § 50 forudsatte aftale.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 om optagelse gælder ikke for filmværker, som indgår i biografernes almindelige repertoire af spillefilm, medmindre der ved udsendelsen i fjernsyn kun er benyttet mindre dele af værket.

Stk. 3. Lærere og elever må som led i undervisningsvirksomhed foretage optagelser af deres egne fremførelser af værker. Optagelserne må ikke udnyttes på anden måde.

Eksemplarfremstilling inden for erhvervsvirksomhed m.v.

§ 14. Offentlige eller private institutioner, organisationer og erhvervsvirksomheder kan til intern brug i deres virksomhed ved fotokopiering eller lignende fremstille eller lade fremstille eksemplarer af fagmæssige artikler i aviser, tidsskrifter og samleværker, af korte afsnit af andre udgivne værker af fagmæssig art samt af illustrationer, som er gengivet i tilslutning til teksten, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Sådanne eksemplarer må kun udnyttes inden for virksomhed, som omfattes af den i § 50 forudsatte aftale.

Eksemplarfremstilling på sygehuse m.v.

§ 15. Sygehuse, plejehjem, fængsler og andre døgninstitutioner inden for social- og sundhedsområdet, kriminalforsorgen og lignende må til kortvarig brug for institutionens beboere m.fl. foretage optagelser af værker, der udsendes i radio eller fjernsyn. Sådanne optagelser må kun udnyttes inden for den pågældende institution.

Eksemplarfremstilling på arkiver, biblioteker og museer

§ 16. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler, hvorefter arkiver, biblioteker og museer på nærmere fastsatte vilkår kan fremstille enkelte eksemplarer af værker til brug i deres virksomhed. Sker eksemplarfremstillingen i form af lyd- og billedoptagelse eller i digital form, må eksemplarerne ikke uden ophavsmandens samtykke udlånes eller på anden måde gøres tilgængelige for almenheden uden for arkivet, biblioteket eller museet.

Eksemplarfremstilling til syns- og hørehandicappede

§ 17. Af udgivne litterære eller musikalske værker må der fremstilles eksemplarer i blindeskrift. Eksemplarer af sådanne værker må endvidere affotograferes til brug ved undervisningen på skoler for døve og talelidende. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om, at bestemmelsen i 1. pkt. kan udvides til også at omfatte andre former for eksemplarfremstilling.

Stk. 2. Af udgivne litterære værker må der, når det ikke sker i erhvervsøjemed, ved lydoptagelse fremstilles eksemplarer med henblik på udlån til blinde, svagtseende, ordblinde, læsehandicappede og andre, som er ude af stand til at læse almindelige bøger. Ophavsmanden har krav på vederlag.

Stk. 3. Statslige eller kommunale institutioner og andre sociale eller almennyttige institutioner kan til brug for syns- og hørehandicappede ved lyd- eller billedoptagelse fremstille eksemplarer af værker, der udsendes i radio eller fjernsyn, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Sådanne optagelser må kun udnyttes inden for virksomhed, som omfattes af den i § 50 forudsatte aftale.

Fremstilling af antologier til brug i undervisningsvirksomhed m.v.

§ 18. Mindre dele af litterære værker og musikværker eller sådanne værker af ringe omfang må til brug i undervisningsvirksomhed gengives i samleværker sammenstillet af bidrag fra et større antal ophavsmænd, når 5 år er forløbet efter det år, da værket blev udgivet. I tilslutning til teksten kan også kunstværker og værker af beskrivende art, jf. § 1, stk. 2, gengives, når 5 år er forløbet efter det år, da værket blev offentliggjort. Ophavsmanden har krav på vederlag.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på værker, der er udarbejdet til brug i undervisningsvirksomhed.

Stk. 3. Enkelte udgivne sangtekster må gengives i sanghæfter til brug for deltagerne i et møde. Der må dog ikke fremstilles mere end 300 eksemplarer af hvert sanghæfte.

Spredning af eksemplarer

§ 19. Når et eksemplar af et værk med ophavsmandens samtykke er solgt eller på anden måde overdraget til andre, må eksemplaret spredes videre.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er det ikke tilladt uden ophavsmandens samtykke til almenheden at sprede eksemplarer af værker gennem udlejning. Dette gælder dog ikke for bygningsværker og brugskunst.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er det ikke tilladt uden ophavsmandens samtykke til almenheden at sprede eksemplarer af filmværker og eksemplarer af edb-programmer i digitaliseret form gennem udlån. Dette gælder dog ikke, når et eksemplar af et edb-program i digitaliseret form udgør en del af et litterært værk og udlånes sammen med dette.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 medfører ingen indskrænkning i retten til at modtage afgift m.v. efter lov om biblioteksafgift.

Visning af eksemplarer

§ 20. Når et værk er udgivet, eller når et eksemplar af et kunstværk af ophavsmanden er overdraget til andre, må de udgivne eller overdragne eksemplarer vises offentligt.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for visning af eksemplarer af kunstværker i fjernsyn eller film. Det samme gælder for visning af eksemplarer af litterære eller musikalske værker, hvis værkets indhold derved gøres tilgængeligt for almenheden.

Offentlig fremførelse

§ 21. Et udgivet værk, som ikke er et sceneværk eller et filmværk, må fremføres offentligt

1) ved lejligheder, hvor tilhørerne eller tilskuerne har adgang uden betaling, hvis fremførelsen ikke er det væsentlige ved den pågældende foranstaltning, og hvis denne ikke finder sted i erhvervsøjemed, og

2) når fremførelsen sker til brug ved gudstjeneste eller undervisning.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder ikke for fremførelse i radio eller fjernsyn.

Stk. 3. Udgivne eksemplarer af filmværker, musikværker og værker i digital form kan stilles til rådighed for enkeltpersoner på offentlige biblioteker til personligt gennemsyn eller studium på stedet ved hjælp af teknisk udstyr. Eksemplarfremstilling er ikke tilladt.

Citat

§ 22. Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.

Gengivelse af kunstværker m.v.

§ 23. Offentliggjorte kunstværker og værker af beskrivende art, jf. § 1, stk. 2, må gengives i kritiske eller videnskabelige fremstillinger i tilslutning til teksten, når det sker i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.

Stk. 2. Offentliggjorte kunstværker må gengives ved omtale af dagsbegivenheder i aviser og tidsskrifter, når det sker i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet. Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på værker, der er frembragt med henblik på gengivelse i aviser eller tidsskrifter.

Stk. 3. Udgivne kunstværker eller eksemplarer af kunstværker, der af ophavsmanden er overdraget til andre, må gengives i aviser, tidsskrifter, film og fjernsyn, når gengivelsen er af underordnet betydning i den pågældende sammenhæng.

§ 24. Kunstværker, der indgår i en samling, eller som udstilles eller udbydes til salg, må gengives i kataloger over samlingen og i meddelelser om udstilling eller salg.

Stk. 2. Kunstværker må afbildes, når de er varigt anbragt på eller ved en for almenheden tilgængelig plads eller vej. Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt kunstværket er hovedmotivet og gengivelsen udnyttes erhvervsmæssigt.

Stk. 3. Bygninger må frit afbildes.

Reportage af dagsbegivenheder

§ 25. Når fremførelse eller visning af et værk indgår i en dagsbegivenhed og denne gengives i film, radio eller fjernsyn, må værket medtages i det omfang, det sker som et naturligt led i gengivelsen af dagsbegivenheden.

Offentlige forhandlinger, aktindsigt m.v.

§ 26. Forhandlinger i Folketinget, kommunalbestyrelserne og andre valgte offentlige myndigheder, i retssager samt på offentlige møder, som afholdes til drøftelse af almene spørgsmål, må gengives uden ophavsmandens samtykke. Ophavsmanden har dog eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg.

§ 27. Når eksemplarer af værker beskyttet efter denne lov er indgået til en forvaltningsmyndighed i forbindelse med dens virksomhed, er ophavsretten ikke til hinder for, at andre forlanger aktindsigt i eksemplarer af værker, herunder forlanger afskrift eller kopi, i overensstemmelse med lovgivningens bestemmelser herom. Det samme gælder for værker, som er frembragt inden for den pågældende forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Ophavsretten er ikke til hinder for, at arkivalier, der er afleveret til et offentligt arkiv, gøres tilgængelige for almenheden i overensstemmelse med arkivlovgivningens bestemmelser herom. Der må dog ikke udleveres afskrifter eller fremstilles kopier af private arkivalier.

Stk. 3. Retten til videre udnyttelse af værker, hvortil der i henhold til stk. 1 eller 2 er givet adgang, eller hvoraf der er udleveret afskrifter eller kopier, afhænger af de i øvrigt gældende regler.

§ 28. Det er tilladt at gengive værker i forbindelse med retssager og sager i administrative nævn og lignende i det omfang, som betinges af formålet. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Ændring af bygninger og brugsgenstande

§ 29. Bygninger kan ændres af ejeren uden ophavsmandens samtykke, når det sker af tekniske grunde eller af hensyn til deres praktiske anvendelighed.

Stk. 2. Brugsgenstande kan ændres af ejeren uden ophavsmandens samtykke.

Særlige bestemmelser om radio og fjernsyn

§ 30. Danmarks Radio, TV 2 samt Færøernes Radio (Utvarp Føroya), Færøernes Fjernsyn (Sjonvarp Føroya) og Grønlands Radio (Kalaallit Nunaata Radioa) kan i radio eller fjernsyn udsende udgivne værker, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder ikke for sceneværker og filmværker.

Stk. 2. Ophavsmanden kan over for radio- eller fjernsynsforetagendet nedlægge forbud mod værkets udsendelse i henhold til stk. 1.

Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 skal finde tilsvarende anvendelse på aftaler, der er indgået af andre radio- og fjernsynsforetagender.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når ophavsmanden til et kunstværk har overdraget et eller flere eksemplarer til andre.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., finder ikke anvendelse på udsendelser i radio og fjernsyn via satellit, medmindre der samtidig af det pågældende radio- eller fjernsynsforetagende foretages udsendelse over et jordsendenet.

§ 31. Radio- og fjernsynsforetagender må til brug i deres udsendelser optage værker på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive dem, under forudsætning af, at de har ret til at udsende de pågældende værker. Retten til at gøre således optagne værker tilgængelige for almenheden afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om vilkårene for at foretage sådanne optagelser og om brugen og opbevaringen af disse.

§ 32. Diskussionsudsendelser i radio og fjernsyn, hvorunder almene spørgsmål drøftes, må gengives uden ophavsmandens samtykke. Ophavsmanden har dog eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg.

§ 33. Værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, må optages på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive dem, og opbevares i Statens Mediesamling, såfremt udsendelsen er af dokumentarisk værdi. Mediesamlingen må fremstille enkelte eksemplarer af udsendelserne i sikkerheds- og beskyttelsesøjemed samt til forskningsformål. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte, at bestemmelsen i stk. 1 skal finde tilsvarende anvendelse på andre offentlige arkiver.

§ 34. Radio- og fjernsynsforetagender kan efter anmodning udlevere optagelser af radio- og fjernsynsudsendelser til personer og institutioner, der har medvirket i de pågældende udsendelser, eller som anser sig for krænket gennem omtale i en bestemt udsendelse eller gennem offentlig omtale af den pågældende udsendelse. Optagelser, der er udleveret i henhold til 1. pkt., må kun benyttes til intern brug.

§ 35. Værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, må fordeles over kabelanlæg og videreudsendes til almenheden ved hjælp af radioanlæg, når dette sker uden ændringer og samtidig med, at udsendelsen finder sted.

Stk. 2. Ophavsmanden har krav på vederlag. Dette gælder dog ikke, når radio- eller fjernsynsudsendelser modtages ved hjælp af egen fællesantenne og fordeles over kabelanlæg, som ikke omfatter mere end 25 tilslutninger i en bygning eller i en gruppe af nærliggende bygninger.

Stk. 3. Vederlagskravet kan kun gøres gældende af en af kulturministeren godkendt fællesorganisation, som omfatter ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder radio- og fjernsynsforetagender og fotografer, hvis værker, præstationer, frembringelser og billeder anvendes i radio- og fjernsynsudsendelser i Danmark.

Stk. 4. Vederlagskravet påhviler ejeren af anlægget. Er det vederlag, som ejeren skal betale, fastsat som et beløb pr. tilslutning, er brugeren af den enkelte tilslutning pligtig at betale ejeren et beløb, som svarer dertil.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på udsendelser i radio og fjernsyn, som foretages via kommunikationssatellitter, medmindre der samtidig sker direkte udsendelse til almenheden, samt på udsendelser, som sker i kodet form.

Særlige bestemmelser om edb-programmer m.v.

§ 36. Den, der har ret til at benytte et edb-program, må

1) fremstille sådanne eksemplarer af programmet og foretage sådanne ændringer i programmet, som er nødvendige for, at erhververen kan benytte det efter dets formål, herunder foretage rettelse af fejl,

2) fremstille et sikkerhedseksemplar af programmet, for så vidt det er nødvendigt for benyttelsen af det, og

3) besigtige, undersøge eller afprøve edb-programmet for at fastslå, hvilke ideer og principper der ligger til grund for de enkelte elementer i programmet, hvis dette sker i forbindelse med sådan indlæsning, visning på skærm, kørsel, overførsel, lagring eller lignende af programmet, som vedkommende er berettiget til at udføre.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på andre værker i digitaliseret form, hvis anvendelse styres af et edb-program. Det er dog ikke tilladt at foretage ændringer i værkerne.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 2 og 3, kan ikke fraviges ved aftale.

§ 37. Eksemplarfremstilling af et edb-programs kode og oversættelse af kodens form er tilladt, når dette er en forudsætning for at skaffe de oplysninger, der er nødvendige for at tilvejebringe interoperabilitet mellem et selvstændigt udviklet edb-program og andre edbprogrammer, såfremt

1) handlingerne udføres af licenshaveren eller af en anden person, der har ret til at benytte et eksemplar af et edb-program, eller på disses vegne af en person, der har tilladelse hertil,

2) de oplysninger, der er nødvendige for at tilvejebringe interoperabilitet, ikke tidligere har været let og hurtigt tilgængelige for de i nr. 1 nævnte personer, og

3) handlingerne er begrænset til de dele af det oprindelige edb-program, der er nødvendige for at opnå interoperabilitet.

Stk. 2. De oplysninger, der er indhentet i forbindelse med anvendelsen af stk. 1, må ikke

1) benyttes til andre formål end at gøre det selvstændigt udviklede edb-program interoperabelt,

2) videregives til tredjemand, undtagen når dette er nødvendigt for at gøre det selvstændigt udviklede edb-program interoperabelt, eller

3) benyttes til udvikling, fremstilling eller markedsføring af et edb-program, der i sin udtryksform i vid udstrækning svarer til det oprindelige, eller til nogen anden handling, som krænker ophavsretten.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan ikke fraviges ved aftale.

Vederlag for erhvervsmæssigt videresalg af kunstværker

§ 38. Ved erhvervsmæssigt videresalg af eksemplarer af kunstværker har ophavsmanden ret til et vederlag på 5 pct. af salgsprisen ekskl. moms.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke bygningsværker. Værker af brugskunst er ikke omfattet, hvis de er fremstillet i flere identiske eksemplarer.

Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlagets beregning, herunder bestemmelser om mindstebeløb for den salgspris, som skal medføre ret til vederlag.

Stk. 4. Retten til vederlag består indtil ophavsrettens udløb, jf. § 63. Retten er personlig og uoverdragelig. Efter ophavsmandens død falder retten dog i arv til ophavsmandens ægtefælle og livsarvinger. Efterlader ophavsmanden sig ikke ægtefælle eller livsarvinger, tilfalder vederlagsretten den organisation, som er nævnt i stk. 5.

Stk. 5. Retten til vederlag kan kun gøres gældende af en organisation, som er godkendt af kulturministeren. Organisationen forestår opkrævningen og foretager udlodningen til de berettigede. Den berettigedes krav mod organisationen består, indtil 3 år er forløbet fra udgangen af det år, i hvilket videresalget fandt sted. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav fra den berettigede.

Stk. 6. Ved erhvervsmæssigt videresalg som nævnt i stk. 1 er sælgeren forpligtet til at fremsende en årlig opgørelse over salget af kunstværker attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor til den organisation, som er nævnt i stk. 5.

Vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug

§ 39. Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller videobånd eller andre indretninger, hvorpå lyd eller billeder kan optages, skal betale vederlag til ophavsmændene til de i stk. 2 nævnte værker.

Stk. 2. Vederlaget skal betales for bånd m.v., der er egnet til fremstilling af eksemplarer til privat brug, og kun for værker, som er udsendt i radio eller fjernsyn, eller som er udgivet på fonogram, film, videogram eller lignende.

Stk. 3. Administrationen og kontrollen, herunder opkrævningen, udøves af en fællesorganisation, som repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af grammofonplader m.v. og fotografer, og som af kulturministeren er godkendt hertil. Ministeren kan forlange at få meddelt alle oplysninger om opkrævningen, forvaltningen og fordelingen af vederlaget.

Stk. 4. Organisationen fastsætter retningslinjer for udbetalingen af vederlaget til de berettigede, så fordelingen i videst muligt omfang sker i overensstemmelse med den kopiering, som finder sted. En tredjedel af det årlige beløb til udbetaling skal dog anvendes til støtte af formål, der er fælles for ophavsmændene m.fl. inden for de grupper, som repræsenteres af organisationen, jf. stk. 3.

§ 40. Vederlaget udgør for 1993 pr. minut spilletid for lydbånd 0,045 kr. og for videobånd 0,0625 kr. Vederlaget reguleres årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

§ 41. Virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller videobånd, skal anmeldes hos fællesorganisationen.

Stk. 2. Organisationen udsteder et bevis for anmeldelsen.

Stk. 3. Anmeldte virksomheder er berettigede til, uden at vederlaget er berigtiget, at indføre eller fra anden anmeldt virksomhed at modtage lyd- eller videobånd, der er vederlagspligtige efter § 39.

§ 42. Vederlagsperioden er måneden.

Stk. 2. Anmeldte virksomheder skal opgøre det vederlagspligtige antal lyd- og videobånd, der i perioden er udleveret fra virksomheden, samt disses spilletid.

Stk. 3. Anmeldte virksomheder, der udtager lyd- eller videobånd til brug i virksomheden, skal medregne forbruget til udleveringen efter stk. 2.

Stk. 4. Opgørelsen specificeres efter retningslinjer, som fastsættes af kulturministeren efter forhandling med fællesorganisationen. Kulturministeren kan endvidere efter forhandling med fællesorganisationen fastsætte retningslinjer for kontrol med den i 1. pkt. nævnte opgørelse.

§ 43. I det vederlagspligtige antal opgjort efter § 42, stk. 2, fradrages:

1) Antallet af lyd- og videobånd, der er udleveret til en anden anmeldt virksomhed efter § 41, stk. 3.

2) Antallet af lyd- og videobånd, der er udført.

3) Antallet af lyd- og videobånd, der vil blive anvendt til professionelle formål, herunder undervisningsformål.

4) Antallet af lyd- og videobånd, der vil blive anvendt til fremstilling af optagelser til brug for syns- og hørehandicappede.

5) Antallet af lyd- eller videobånd, der vil blive anvendt til særlige formål, som af kulturministeren er undtaget fra vederlaget.

Stk. 2. Kulturministeren kan efter forhandling med fællesorganisationen fastsætte retningslinjer for kontrol med fradrag efter stk. 1.

§ 44. Vederlaget tilbagebetales ved

1) erhvervsmæssig udførsel af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd,

2) anvendelse af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd til professionelle formål, herunder undervisning,

3) anvendelse af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd til fremstilling af optagelser, som anvendes af syns- eller hørehandicappede, eller

4) anvendelse af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd til særlige formål, som af kulturministeren er undtaget fra vederlaget.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter efter forhandling med fællesorganisationen de nærmere retningslinjer for vederlagsgodtgørelse efter stk. 1.

§ 45. Anmeldte virksomheder skal føre regnskab over fremstilling, indførsel og udlevering m.v. af vederlagspligtige lyd- og videobånd.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter efter forhandling med fællesorganisationen de nærmere retningslinjer for de anmeldte virksomheders regnskabsførelse, herunder udstedelse af fakturaer m.v.

Stk. 3. Anmeldte virksomheder skal opbevare regnskabsmateriale i 5 år efter regnskabsårets udløb.

§ 46. Anmeldte virksomheder skal efter udløbet af hver vederlagsperiode og senest ved udgangen af den følgende måned til fællesorganisationen angive mængden af udleverede lyd- og videokassettebånd og disses spilletid, jf. §§ 42 og 43. Virksomheden skal senest samtidig med angivelsen indbetale vederlaget til organisationen. Angivelsen skal underskrives af virksomhedens ledelse.

Fælles bestemmelser om tvangslicens

§ 47. Kan der ikke opnås enighed om størrelsen af vederlag i henhold til § 17, stk. 2, § 18, stk. 1, § 35, § 51, stk. 2, og § 68, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for et af kulturministeren nedsat nævn, Ophavsretslicensnævnet. Nævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Kulturministeren fastsætter de nærmere regler for nævnets virksomhed.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning af vederlag i henhold til § 17, stk. 2, § 18, stk. 1, § 35 og § 68.

Stk. 3. Såfremt brugeren af et værk i henhold til § 35 eller § 68 ikke betaler det vederlag, der er fastsat ved parternes aftale eller ved Ophavsretslicensnævnets afgørelse, kan det ved dom fastslås, at den pågældende værksudnyttelse kun kan foretages med ophavsmandens samtykke, indtil betaling er sket.

§ 48. Nægter et radio- eller fjernsynsforetagende uden rimelig grund at give samtykke til, at dets udsendelser samtidig og uden ændringer fordeles over kabelanlæg, eller tilbydes en sådan fordeling på urimelige vilkår, kan Ophavsretslicensnævnet på begæring meddele den fornødne tilladelse og fastsætte nærmere vilkår herfor. Afgørelse om fastsættelse af vederlag kan dog, for så vidt angår udsendelser, som omfattes af § 35, stk. 1, kun træffes på grundlag af krav fremsat af foretagendet gennem den i § 35, stk. 3, nævnte fællesorganisation. Bestemmelserne i § 35, stk. 4, og § 49 finder tilsvarende anvendelse på de i 2. pkt. nævnte vederlagskrav.

Stk. 2. Nægter et radio- eller fjernsynsforetagende efter § 69 at give samtykke til, at foretagendets radio- eller fjernsynsudsendelser optages på en måde, som er omhandlet i § 13, stk. 1, 1. pkt., 2. led, eller § 17, stk. 3, eller kan der ikke opnås enighed om vilkårene for en sådan optagelse, kan Ophavsretslicensnævnet på begæring af hver af parterne meddele den fornødne tilladelse og fastsætte nærmere vilkår herfor.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 finder kun anvendelse, hvis en organisation af ophavsmænd har indgået en aftale, som omfattes af § 50, jf. § 13, stk. 1, 1. pkt., 2. led, eller § 17, stk. 3. Bestemmelsen i § 49 finder tilsvarende anvendelse.

§ 49. Vederlagskrav i henhold til § 17, stk. 2, § 18, stk. 1, § 35 og § 68 forældes efter 3 år fra udgangen af det år, i hvilket værksudnyttelsen fandt sted.

Stk. 2. Såfremt vederlagskravet gøres gældende af en organisation, gælder bestemmelsen i stk. 1 også for ophavsmandens krav mod organisationen.

Stk. 3. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav.

Fælles bestemmelser om aftalelicens

§ 50. Aftalelicens efter §§ 13 og 14, § 17, stk. 3, og § 30 kan påberåbes af brugere, der har indgået en aftale om den pågældende værksudnyttelse med en organisation, som omfatter en væsentlig del af danske ophavsmænd til en bestemt art af værker. Aftalelicensen giver brugeren ret til at udnytte andre værker af samme art, selv om ophavsmændene til disse værker ikke repræsenteres af organisationen.

Stk. 2. Aftalelicensen giver kun brugeren ret til at benytte de ikkerepræsenterede ophavsmænds værker på den måde og på de vilkår, som følger af den indgåede aftale med organisationen og af de i stk. 1 nævnte bestemmelser.

§ 51. For værksudnyttelse i henhold til §§ 13 og 14, § 17, stk. 3, og § 30 skal de regler, som organisationen har fastsat med hensyn til fordelingen af vederlag mellem de af organisationen repræsenterede ophavsmænd, finde tilsvarende anvendelse over for ikkerepræsenterede ophavsmænd.

Stk. 2. Ikkerepræsenterede ophavsmænd kan gøre krav på individuelt vederlag, selv om en sådan ret hverken fremgår af aftalen med brugeren eller af organisationens vederlagsregler. Størrelsen af det individuelle vederlag kan fastsættes efter bestemmelsen i § 47, stk. 1. Vederlagskravet kan kun rettes mod organisationen.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 49 finder tilsvarende anvendelse på vederlagskrav i henhold til de i stk. 1 og 2 nævnte bestemmelser.

§ 52. Hvis forhandlinger om indgåelse af aftaler som nævnt i § 13, stk. 1, § 14 og § 17, stk. 3, ikke fører til noget resultat, kan hver af parterne kræve mægling.

Stk. 2. Krav om mægling rettes til kulturministeren. Kravet kan fremsættes, når en af parterne har afbrudt forhandlingerne eller afvist et ønske om forhandlinger, eller når forhandlingerne ikke synes at ville føre til noget resultat.

Stk. 3. Mæglingen foretages af en forligsmand, der udpeges af kulturministeren. Forligsforhandlingerne skal baseres på parternes eventuelle løsningsforslag. Forligsmanden kan foreslå parterne at lade tvisten afgøre ved voldgift og kan medvirke ved udpegningen af voldgiftsmænd.

Stk. 4. Forligsmanden kan fremsætte forslag til tvistens løsning og kan kræve, at et sådant forslag forelægges parternes kompetente organer til vedtagelse eller forkastelse inden en af forligsmanden fastsat frist. Forligsmanden underretter kulturministeren om mæglingens udfald.

Stk. 5. Forligsmanden kan bestemme, at aftaler skal forblive i kraft, selv om aftaleperioden er udløbet eller vil udløbe under forhandlingerne. Aftalen kan dog ikke forlænges i mere end to uger efter, at parterne har taget stilling til et endeligt mæglingsforslag eller forslag til voldgiftsbehandling, eller efter at forligsmanden har meddelt, at der ikke er basis for at fremsætte sådanne forslag.

Stk. 6. Den, der er eller har været forligsmand, må ikke ubeføjet røbe eller udnytte, hvad denne har fået kendskab til som forligsmand.

Kapitel 3

Ophavsrettens overgang til andre

Almindelige bestemmelser

§ 53. Ophavsmanden kan med de begrænsninger, der følger af §§ 3 og 38, helt eller delvis overdrage sine rettigheder efter denne lov.

Stk. 2. Overdragelse af eksemplarer indbefatter ikke overdragelse af ophavsretten.

Stk. 3. Har ophavsmanden overdraget en ret til at udnytte værket på en bestemt måde eller ved bestemte midler, giver overdragelsen ikke erhververen ret til at udnytte værket på andre måder eller ved andre midler.

Stk. 4. Bestemmelserne i §§ 54-59 om overdragelse af ophavsret kan fraviges ved aftale mellem parterne, medmindre andet er fastsat i de enkelte bestemmelser.

§ 54. Erhververen har pligt til at udnytte værket. Ophavsmanden kan hæve aftalen, hvis erhververen ikke har udnyttet værket inden en rimelig tid eller senest inden 5 år efter det tidspunkt, hvor aftalen er opfyldt fra ophavsmandens side.

§ 55. Hvis aftalen ikke udtrykkeligt specificerer enkelte udnyttelsesformer, som omfattes af overdragelsen, kan ophavsmanden med rimeligt varsel opsige overdragelsen af rettighederne til de uspecificerede udnyttelsesformer, der ikke er iværksat af erhververen, inden 3 år er forløbet fra det tidspunkt, hvor aftalen er opfyldt fra ophavsmandens side.

Ændringer og videreoverdragelse

§ 56. Overdragelse af ophavsret giver ikke erhververen ret til at ændre værket, medmindre ændringen er sædvanlig eller åbenbart forudsat.

Stk. 2. Overdragelse af ophavsret giver ikke erhververen ret til at videreoverdrage ophavsretten, medmindre videreoverdragelsen er sædvanlig eller åbenbart forudsat. Overdrageren vedbliver at være ansvarlig for, at aftalen med ophavsmanden bliver opfyldt.

Afregning og kontrol

§ 57. Hvis ophavsmandens vederlag afhænger af erhververens omsætning, salgstal eller lignende, kan ophavsmanden kræve, at der sker afregning mindst en gang om året. Ophavsmanden kan ligeledes kræve, at afregningen ledsages af fyldestgørende oplysninger om de forhold, der har ligget til grund for vederlagsberegningen.

Stk. 2. Ophavsmanden kan kræve, at erhververens regnskaber, bogføring og lagerbeholdning samt attestationer fra den, som har udnyttet værket, ved den årlige afregning efter stk. 1 stilles til rådighed for en af ophavsmanden udpeget statsautoriseret eller registreret revisor. Revisoren må oplyse ophavsmanden om den foretagne afregnings rigtighed og om eventuelle uregelmæssigheder. Revisoren har i øvrigt tavshedspligt om alle andre forhold, som denne bliver bekendt med ved gennemgangen.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan ikke fraviges til skade for ophavsmanden.

Særlige bestemmelser om aftaler om indspilning af film

§ 58. En aftale om at medvirke ved indspilningen af en film indebærer, at ophavsmanden ikke kan modsætte sig, at

1) der fremstilles eksemplarer af filmen,

2) eksemplarer af filmen spredes til almenheden,

3) filmen fremføres offentligt eller

4) filmen forsynes med tekster eller tale på et andet sprog.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på

1) allerede eksisterende værker,

2) drejebøger, dialoger og musikværker, som er frembragt med henblik på fremstillingen af filmen, eller

3) filmens hovedinstruktør.

Særlige bestemmelser om edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold

§ 59. Ophavsretten til et edb-program, der er frembragt af en arbejdstager under udførelsen af dennes arbejde eller efter arbejdsgiverens anvisninger, overgår til arbejdsgiveren.

Bestilte portrætbilleder

§ 60. Ophavsmanden kan ikke udøve sine rettigheder til et bestilt portrætbillede uden samtykke fra bestilleren.

Arv og kreditorforfølgning

§ 61. Ved ophavsmandens død finder arvelovgivningens almindelige regler anvendelse på ophavsretten.

Stk. 2. Ved testamente kan ophavsmanden med bindende virkning også for ægtefælle og livsarvinger give forskrifter om udøvelse af ophavsretten eller overlade det til en anden at give sådanne forskrifter.

§ 62. Ophavsmandens ret til at råde over sit værk kan ikke gøres til genstand for kreditorforfølgning hverken hos ophavsmanden eller hos nogen, til hvem retten er overgået ifølge ægteskab eller arv.

Stk. 2. Kreditorforfølgning i eksemplarer af værket kan heller ikke foretages hos ophavsmanden selv eller hos nogen, til hvem eksemplarer er overgået ifølge ægteskab eller arv, hvis forfølgningen retter sig mod

1) manuskripter,

2) stokke, plader, forme eller lignende, hvorved et kunstværk kan udføres, eller

3) eksemplarer af kunstværker, som ikke er udstillet, udbudt til salg eller på anden måde godkendt til offentliggørelse.

Kapitel 4

Ophavsrettens gyldighedstid

§ 63. Ophavsretten til et værk varer, indtil 70 år er forløbet efter ophavsmandens dødsår eller for de i § 6 omhandlede værker efter længstlevendes dødsår. For filmværker varer ophavsretten dog, indtil 70 år er forløbet efter dødsåret for den længstlevende af følgende personer:

1) Den ledende instruktør,

2) drejebogsforfatteren,

3) dialogforfatteren og

4) komponisten til musik, som er specielt frembragt til brug i filmværket.

Stk. 2. Når et værk er offentliggjort uden angivelse af ophavsmandens navn, alment kendte pseudonym eller mærke, varer ophavsretten, indtil 70 år er forløbet efter udgangen af det år, da værket blev offentliggjort. Består værket af flere dele, bind, hæfter, numre eller serier, gælder der en særskilt beskyttelsestid for hver enkelt del.

Stk. 3. Hvis ophavsmanden i løbet af det nævnte tidsrum bliver angivet i overensstemmelse med § 7, eller hvis det bliver oplyst, at han er død, før værket blev offentliggjort, regnes gyldighedstiden efter stk. 1.

Stk. 4. For værker, som ikke er offentliggjort, og hvis ophavsmand ikke er kendt, varer ophavsretten i 70 år efter udgangen af det år, hvor værket blev skabt.

§ 64. Når et værk ikke tidligere har været udgivet, har den, som for første gang lovligt offentliggør eller udgiver værket efter udløbet af den ophavsretlige beskyttelse, rettigheder til værket svarende til de økonomiske rettigheder, der i loven er tillagt den, der frembringer et litterært eller kunstnerisk værk. Beskyttelsen varer, indtil 25 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor offentliggørelsen eller udgivelsen fandt sted.

Kapitel 5

Andre rettigheder

Udøvende kunstnere

§ 65. En udøvende kunstners fremførelse af et litterært eller kunstnerisk værk må ikke uden kunstnerens samtykke

1) optages på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive den, eller

2) gøres tilgængelig for almenheden.

Stk. 2. Er fremførelsen optaget som anført i stk. 1, nr. 1, må den ikke uden den udøvende kunstners samtykke overføres til anden indretning, der kan gengive den, eller gøres tilgængelig for almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da fremførelsen fandt sted. Hvis en optagelse af en fremførelse udgives eller offentliggøres inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter hvilket tidspunkt der er det første.

Stk. 3. En aftale mellem en udøvende kunstner og en filmproducent om at medvirke ved indspilningen af en film indebærer, at den udøvende kunstner i mangel af modstående aftale formodes at have overdraget sin ret til udlejning af filmen til producenten.

Stk. 4. Bestemmelserne i § 2, stk. 3, §§ 3 og 11, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 12, stk. 3, nr. 1, og § 12, stk. 4, §§ 13, 15 og 16, § 17, stk. 3, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 21, 22, 25, 27, 28, 31 og 33-35, § 36, stk. 2, §§ 39-47, 49-57 samt §§ 61 og 62 finder tilsvarende anvendelse på udøvende kunstneres fremførelser og optagelser heraf. Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun anvendelse på en optagelse efter stk. 1 og 2, når denne for første gang er solgt eller på anden måde overdraget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 5. Uanset bestemmelserne i stk. 1 kan Det Kongelige Teater lade teatrets festforestillinger eller forestillinger i anledning af officielle besøg udsende af Danmarks Radio eller TV 2 i radio eller fjernsyn.

Fremstillere af lydoptagelser

§ 66. Lydoptagelser må ikke uden fremstillerens samtykke eftergøres eller gøres tilgængelige for almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da optagelsen fandt sted. Hvis en lydoptagelse udgives eller offentliggøres inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter hvilket tidspunkt der er det første. Som eftergørelse betragtes også det forhold, at en optagelse overføres fra en optagelse til en anden.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 2, stk. 3, § 11, stk. 2, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 12, stk. 3, nr. 1, § 12, stk. 4, §§ 13, 15 og 16, § 17, stk. 3, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 21, 22, 25, 27, 28, 31, 33, 34, § 35, stk. 1, § 36, stk. 2, §§ 39-47 samt §§ 49-52 finder tilsvarende anvendelse på lydoptagelser. Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun anvendelse på en optagelse efter stk. 1, når denne for første gang er solgt eller på anden måde overdraget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Fremstillere af billedoptagelser

§ 67. Billedoptagelser må ikke uden fremstillerens samtykke eftergøres eller gøres tilgængelige for almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da optagelsen fandt sted. Hvis en billedoptagelse udgives eller offentliggøres inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter hvilket tidspunkt der er det første. Som eftergørelse betragtes også det forhold, at en optagelse overføres fra en optagelse til en anden.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 2, stk. 3, § 11, stk. 2, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 12, stk. 3, nr. 2, § 12, stk. 4, §§ 13, 15 og 16, § 17, stk. 3, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, § 21, stk. 3, §§ 22, 25, 27, 28 og 31-34, § 35, stk. 1, § 36, stk. 2, § 47 samt §§ 49-52 finder tilsvarende anvendelse på billedoptagelser. Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun anvendelse på en optagelse efter stk. 1, når denne for første gang er solgt eller på anden måde overdraget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Vederlag for brug af lydoptagelser i radio og fjernsyn m.v.

§ 68. Uanset bestemmelserne i § 65, stk. 2, og § 66, stk. 1, må udgivne lydoptagelser anvendes til radio- og fjernsynsudsendelse og til andre offentlige fremførelser.

Stk. 2. De udøvende kunstnere og fremstillerne af lydoptagelser har krav på vederlag. Vederlagskravet kan kun gøres gældende gennem en af kulturministeren godkendt fællesorganisation, som omfatter såvel udøvende kunstnere som fremstillere af lydoptagelser.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke for udsendelse i fjernsyn og andre offentlige fremførelser af filmværker, såfremt lyd og billede udsendes eller fremføres samtidigt.

Radio- og fjernsynsforetagender

§ 69. En radio- eller fjernsynsudsendelse må ikke uden radio- eller fjernsynsforetagendets samtykke udsendes af andre eller på anden måde fremføres offentligt. Udsendelsen må heller ikke uden samtykke affotograferes eller optages på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive den.

Stk. 2. Er en udsendelse affotograferet eller optaget som anført i stk. 1, må den ikke uden foretagendets samtykke overføres til anden indretning, der kan gengive den, eller spredes til almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da udsendelsen fandt sted.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 11, stk. 2, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 15, § 19, stk. 1 og 2, §§ 21, 22 og 25, § 27, stk. 1 og 3, §§ 28, 31, 32, 33 og § 36, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på radio- og fjernsynsudsendelser. Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun anvendelse på de i stk. 2 nævnte udsendelser, når disse for første gang er solgt eller på anden måde overdraget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Fremstillere af fotografiske billeder

§ 70. Den, som fremstiller et fotografisk billede (fotografen), har eneret til at råde over billedet ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Retten til et fotografisk billede varer, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da billedet blev fremstillet.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 2, stk. 2 og 3, §§ 3, 7, 9 og 11, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, §§ 13-16, § 17, stk. 3, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 20, 21 og 23, § 24, stk. 1 og 2, §§ 25, 27, 28, 30, 31, 33-35, § 36, stk. 2, §§ 39-47, 49-58 og §§ 60-62 finder tilsvarende anvendelse på fotografiske billeder. Er et fotografisk billede genstand for ophavsret efter § 1, kan denne også gøres gældende.

Fremstillere af kataloger m.v.

§ 71. Kataloger, tabeller og lignende arbejder, der sammenstiller et større antal oplysninger, må ikke eftergøres uden samtykke fra den, som har fremstillet dem, før 10 år er forløbet efter udgangen af det år, da arbejdet blev offentliggjort. Beskyttelsen ophører dog senest, når 15 år er forløbet efter udgangen af det år, da arbejdet blev fremstillet.

Stk. 2. Er arbejder af den nævnte art eller dele deraf genstand for ophavsret eller anden beskyttelse, kan denne også gøres gældende.

Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 6-9, § 11, stk. 2, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, §§ 13-17, § 18, stk. 1 og 2, §§ 22, 27, 28, 30-35, § 36, stk. 2, §§ 47 og 49-52 finder tilsvarende anvendelse på kataloger m.v.

Pressemeddelelser

§ 72. Pressemeddelelser, som efter aftale leveres fra udenlandske nyhedsbureauer eller fra korrespondenter i udlandet, må ikke uden modtagerens samtykke gøres tilgængelige for almenheden gennem presse, radio eller på anden lignende måde før 12 timer efter, at de er blevet offentliggjort i Danmark.

Kapitel 6

Forskellige bestemmelser

Titelbeskyttelse m.v.

§ 73. Et litterært eller kunstnerisk værk må ikke gøres tilgængeligt for almenheden under en titel, et pseudonym eller et mærke, som er egnet til at fremkalde forveksling med et tidligere offentliggjort værk eller dets ophavsmand.

Stk. 2. Har offentliggørelsen af det tidligere offentliggjorte værk fundet sted mindre end 3 måneder forud for en udgivelse af det andet værk, finder bestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse, medmindre forveksling må antages at være tilsigtet.

Signering af kunstværker

§ 74. På et kunstværk må kunstnerens navn eller mærke ikke anbringes af andre end kunstneren selv, medmindre denne har givet sit samtykke hertil.

Stk. 2. Kunstnerens navn eller mærke må ikke i noget tilfælde påføres et eftergjort eksemplar, således at det kan forveksles med originalen.

Ideelle rettigheder efter ophavsrettens udløb

§ 75. Selv om ophavsretten er udløbet, må et litterært eller kunstnerisk værk ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden i strid med § 3, stk. 1 og 2, hvis kulturelle interesser herved krænkes.

Kapitel 7

Retshåndhævelse

Straf

§ 76. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt

1) overtræder § 2 eller § 3,

2) overtræder §§ 65, 66, 67, 69, 70 eller 71,

3) overtræder § 11, stk. 2, § 60 eller §§ 72-75,

4) undlader at fremsende opgørelse efter § 38, stk. 6,

5) undlader at lade sig anmelde eller undlader at meddele oplysninger til fællesorganisationen efter § 41, stk. 1, og § 46, 1. pkt., eller undlader at føre eller opbevare regnskaber i henhold til § 45 eller

6) overtræder forskrifter, der er givet efter § 61, stk. 2.

Stk. 2. Er en forsætlig overtrædelse af de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte bestemmelser begået ved erhvervsmæssigt at fremstille eller blandt almenheden sprede eksemplarer af værker eller frembringelser, der beskyttes efter §§ 65-71, kan straffen under særlig skærpende omstændigheder stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år. Særlig skærpende omstændigheder anses navnlig for at foreligge, hvis overtrædelsen vedrører et betydeligt antal eksemplarer, eller hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en betydelig vinding.

§ 77. Når eksemplarer af værker eller frembringelser, der beskyttes efter §§ 65-71, er fremstillet uden for Danmark under sådanne omstændigheder, at en tilsvarende fremstilling i Danmark ville være i strid med loven, straffes med bøde den, som forsætligt eller groft uagtsomt indfører sådanne eksemplarer med henblik på at gøre dem tilgængelige for almenheden.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 76, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på forsætlige overtrædelser af bestemmelsen i stk. 1.

§ 78. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt omsætter eller i kommercielt øjemed besidder midler, hvis eneste formål er at lette ulovlig fjernelse eller omgåelse af tekniske indretninger, som måtte være anvendt til at beskytte et edb-program.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på andre værker i digitaliseret form.

§ 79. I forskrifter, der udstedes efter § 16, § 31, stk. 2, § 42, stk. 4, § 43, stk. 2, § 44, stk. 2, § 45, stk. 2, og § 47, stk. 2, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

§ 80. Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Påtale

§ 81. Overtrædelser, som omfattes af § 76, stk. 1, § 77, stk. 1, eller § 79, påtales af den forurettede.

Stk. 2. Efter ophavsmandens død kan overtrædelser af § 3 og af de i medfør af § 61, stk. 2, givne forskrifter endvidere påtales af ophavsmandens ægtefælle, slægtning i ret op- eller nedstigende linje eller søskende.

Stk. 3. Efter ophavsmandens død kan overtrædelser af §§ 3 og 73-74 endvidere påtales af det offentlige. Ved overtrædelser af § 3 kan offentlig påtale dog kun finde sted, når kulturelle interesser må anses for krænket ved overtrædelsen.

Stk. 4. Overtrædelser af §§ 75 og 78 påtales af det offentlige.

§ 82. Overtrædelser, som omfattes af § 76, stk. 2, eller § 77, stk. 2, påtales af det offentlige, når den forurettede begærer det.

Stk. 2. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelser i denne lov sker i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.

Erstatning og godtgørelse

§ 83. Den, som forsætligt eller uagtsomt overtræder en af de i §§ 76 og 77 nævnte bestemmelser, har pligt til at udrede rimeligt vederlag for udnyttelsen samt erstatning for den yderligere skade, som overtrædelsen måtte have medført.

Stk. 2. Selv om overtrædelsen er begået i god tro, kan der tilkendes den forurettede vederlag og erstatning efter bestemmelsen i stk. 1, i det omfang det skønnes rimeligt. Vederlaget og erstatningen kan dog ikke overstige den ved overtrædelsen indvundne fortjeneste.

Stk. 3. En ophavsmand, fotograf eller udøvende kunstner, hvis ret er krænket ved retsstridigt forhold, har krav på godtgørelse for ikkeøkonomisk skade.

Inddragelse m.v.

§ 84. Når eksemplarer af værker eller frembringelser, der beskyttes efter §§ 65-71, er fremstillet, indført eller gjort tilgængelige for almenheden i Danmark i strid med denne lov eller med forskrifter givet efter § 61, stk. 2, kan det ved dom bestemmes, at eksemplarerne skal inddrages til fordel for den forurettede eller overdrages til ham mod et vederlag, der ikke overstiger fremstillingsomkostningerne.

Stk. 2. I stedet for inddragelse eller overdragelse kan det bestemmes, at eksemplarerne helt eller delvis skal tilintetgøres eller på anden måde gøres uanvendelige til ulovlig brug. Hvis det under hensyn til eksemplarernes kunstneriske eller økonomiske værdi eller omstændighederne i øvrigt skønnes rimeligt, kan retten tillade, at de fremstillede eksemplarer gøres tilgængelige for almenheden mod erstatning og godtgørelse til den forurettede.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på tryksatser, klicheer, forme og andet, som kan tjene til ulovlig fremstilling eller brug af værket eller frembringelsen.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 kan ikke bringes i anvendelse over for den, som i god tro har erhvervet eksemplarer til privat brug.

Stk. 5. Bygninger kan ikke kræves inddraget eller tilintetgjort i medfør af stk. 1 og 2.

Kapitel 8

Lovens anvendelsesområde

Ophavsret

§ 85. Lovens bestemmelser om ophavsret gælder for

1) værker af danske statsborgere eller personer, der er bosat i Danmark,

2) værker, som er udgivet første gang i Danmark, eller som er udgivet første gang samtidig i Danmark og i et andet land,

3) filmværker, hvis producent har sit hovedsæde eller er bosat i Danmark,

4) bygningsværker, som er beliggende i Danmark, og

5) kunstværker, som er indføjet i bygninger eller anlæg i Danmark.

Stk. 2. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 2, anses samtidig udgivelse at have fundet sted, såfremt værket efter udgivelse i et andet land inden 30 dage udgives i Danmark.

Stk. 3. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 3, anses, når andet ikke er oplyst, den som producent, hvis navn på sædvanlig måde er angivet på filmen.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 38 gælder for værker af personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 64 gælder for offentliggørelser eller udgivelser, som er foretaget af

1) personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller

2) selskaber, der har hovedsæde i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 6. Bestemmelserne i §§ 73-75 gælder for ethvert værk.

Andre rettigheder

§ 86. Bestemmelserne i §§ 65, 66 og 68 gælder for fremførelser og lydoptagelser, som har fundet sted i Danmark.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 65 og 66 om optagelse og eftergørelse gælder dog for alle lydoptagelser.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 67 gælder for billedoptagelser, der har fundet sted i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 69 gælder for

1) radio- og fjernsynsudsendelser, som har fundet sted i Danmark, og

2) radio- og fjernsynsforetagender, der har hovedsæde i Danmark.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 70 finder anvendelse på

1) fotografier fremstillet af personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og

2) fotografier, som er indføjet i bygninger eller anlæg i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 6. Bestemmelsen i § 71 gælder for kataloger m.v., som er fremstillet af

1) personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller

2) selskaber, der har hovedsæde i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 7. Bestemmelserne i stk. 6 finder tilsvarende anvendelse på pressemeddelelser som nævnt i § 72.

Særlige bestemmelser om radio- og fjernsynsudsendelser via satellit

§ 87. Radio- og fjernsynsudsendelser via satellit anses for at finde sted i Danmark, hvis de programbærende signaler, som er bestemt til modtagning af almenheden, under et radio- eller fjernsynsforetagendes kontrol og ansvar her i landet indføres i en ubrudt sendekæde, der leder til satellitten og ned mod Jorden.

Stk. 2. Udsendelser via satellit anses også for at finde sted i Danmark, hvis indførelsen i sendekæden sker i et land, som ikke er medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og som ikke har det beskyttelsesniveau, der er fastlagt i kapitel II i Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel, i følgende tilfælde:

1) Hvis de programbærende signaler sendes til satellitten fra en uplinkstation her i landet. Rettigheder efter §§ 2, 64 og 65-73 kan da gøres gældende over for den, som driver stationen.

2) Hvis der ikke benyttes en uplinkstation i en EØS-medlemsstat, og et radio- eller fjernsynsforetagende, der har sit hovedsæde her i landet, har foranlediget indførelsen i sendekæden. Rettigheder efter §§ 2, 64 og 65-73 kan da gøres gældende over for foretagendet.

Lovens anvendelse i forhold til andre lande m.v.

§ 88. Under forudsætning af gensidighed kan ved kgl. anordning anvendelsen af lovens bestemmelser udvides i forhold til andre lande.

Stk. 2. Endvidere kan loven ved kgl. anordning gøres anvendelig på værker, som først er udgivet af mellemfolkelige organisationer, samt på ikkeudgivne værker, som sådanne organisationer har ret til at udgive.

Kapitel 9

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 89. Loven træder i kraft den 1. juli 1995.

Stk. 2. Samtidig ophæves

1) lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker, jf. lovbekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1994, og

2) lov om retten til fotografiske billeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 715 af 8. september 1993.

Stk. 3. Regler, der er udstedt efter de hidtidige love, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt efter denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 4. Forslag til revision af lovens §§ 39-46 fremsættes for Folketinget i folketingsåret 1995-96.

§ 90. Loven gælder også for værker og frembringelser m.v., som er frembragt før lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Loven gælder ikke for udnyttelseshandlinger, der er afsluttet, eller rettigheder, der er erhvervet før lovens ikrafttræden. Eksemplarer af værker eller frembringelser m.v. kan fortsat spredes til almenheden og vises offentligt, hvis de lovligt er fremstillet på et tidspunkt, da en sådan spredning eller visning var tilladt. Bestemmelserne i § 19, stk. 2 og 3, skal dog altid finde anvendelse på udlejning og udlån, som foretages efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Er der før lovens ikrafttræden påbegyndt en eksemplarfremstilling eller foretaget væsentlige forberedelser til at fremstille eksemplarer af værker eller frembringelser m.v., som ikke var beskyttet efter de hidtil gældende bestemmelser, kan eksemplarfremstilling i nødvendig og sædvanlig udstrækning afsluttes inden for de planlagte rammer, dog senest den 1. januar år 2000. Eksemplarer, som fremstilles på grundlag af bestemmelsen i 1. pkt., kan spredes til almenheden og vises offentligt. Bestemmelsen i stk. 2, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Indgår værker og frembringelser m.v. i en optagelse, der er foretaget med henblik på udsendelse i radio og fjernsyn, og som er fremstillet på et tidspunkt, hvor de nævnte værker og frembringelser ikke var beskyttet, eller som er fremstillet i henhold til stk. 3, kan sådanne optagelser fortsat anvendes til udsendelse i radio og fjernsyn indtil den 1. januar år 2000. Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på offentlig fremførelse af filmoptagelser.

Stk. 5. Hvis beskyttelsestiden for et værk eller en frembringelse m.v. ved anvendelse af de nye bestemmelser bliver kortere, end den ville have været efter de hidtil gældende bestemmelser, anvendes de hidtil gældende bestemmelser. Bestemmelsen i § 63, stk. 4, skal dog altid finde anvendelse.

§ 91. Bestemmelserne i §§ 54, 55, 56 og 58 finder ikke anvendelse på aftaler, der er indgået før den 1. juli 1995.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 65, stk. 3, finder også anvendelse på aftaler, der er indgået før den 1. juli 1995.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 30, stk. 5, og § 87, stk. 2, finder ikke anvendelse på aftaler, som er indgået før den 1. januar 1995, førend den 1. januar 2000.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 59 gælder ikke for edb-programmer, der er frembragt før den 1. januar 1993.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 70 finder ikke anvendelse på fotografiske billeder, der er fremstillet før den 1. januar 1970.

§ 92. De i henhold til ældre lovgivning givne særlige privilegier og forbud forbliver i kraft.

§ 93. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Ophavsrettens genstand og indhold

Beskyttede værker

§ 1. Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller faglitterær fremstilling, som musikværk eller sceneværk, som filmværk eller fotografisk værk, som værk af billedkunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det er kommet til udtryk på anden måde.

Stk. 2. Kort samt tegninger og andre i grafisk eller plastisk form udførte værker af beskrivende art henregnes til litterære værker.

Stk. 3. Værker i form af edb-programmer henregnes til litterære værker.

Beskyttelsens indhold

§ 2. Ophavsretten medfører, med de i denne lov angivne indskrænkninger, eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden, i oprindelig eller ændret skikkelse, i oversættelse, omarbejdelse i anden litteratur- eller kunstart eller i anden teknik.

Stk. 2. Som fremstilling af eksemplarer anses også det forhold, at værket overføres på indretninger, som kan gengive det.

Stk. 3. Værket gøres tilgængeligt for almenheden, når

1) eksemplarer af værket udbydes til salg, udlejning, udlån eller på anden måde spredes til almenheden,

2) eksemplarer af værket vises offentligt, herunder udsendes i fjernsyn, eller

3) værket fremføres offentligt, herunder udsendes i radio eller fjernsyn.

Stk. 4. Som offentlig fremførelse efter stk. 3, nr. 3, anses også fremførelse i en erhvervsvirksomhed, der finder sted for en større kreds, som ellers måtte anses som ikke-offentlig.

§ 3. Ophavsmanden har krav på at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, såvel på eksemplarer af værket som når dette gøres tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Værket må ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart.

Stk. 3. Sin ret efter denne paragraf kan ophavsmanden ikke frafalde, medmindre det gælder en efter art og omfang afgrænset brug af værket.

Bearbejdelser

§ 4. Den, som oversætter, omarbejder eller på anden måde bearbejder et værk, herunder overfører det til en anden litteratur- eller kunstart, har ophavsret til værket i denne skikkelse, men kan ikke råde over det på en måde, som strider mod ophavsretten til det oprindelige værk.

Stk. 2. Ophavsretten til et nyt og selvstændigt værk, som er frembragt gennem fri benyttelse af et andet, er ikke afhængig af ophavsretten til det oprindelige værk.

Samleværker

§ 5. Den, som ved at sammenstille værker eller dele af værker frembringer et litterært eller kunstnerisk samleværk, har ophavsret til dette, men retten gør ingen indskrænkning i ophavsretten til de enkelte værker.

Fællesværker

§ 6. Har et værk to eller flere ophavsmænd, uden at de enkeltes bidrag kan udskilles som selvstændige værker, har de ophavsret til værket i fællesskab. Enhver af dem kan dog påtale retskrænkelser.

Formodning om ophavsrettens indehaver mv.

§ 7. Som ophavsmand anses, når ikke andet er oplyst, den, hvis navn eller alment kendte pseudonym eller mærke på sædvanlig måde er påført eksemplarer af værket eller opgives, når det gøres tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Er et værk udgivet, uden at ophavsmanden er angivet i overensstemmelse med stk. 1, kan udgiveren, hvis denne er nævnt, og ellers forlæggeren handle på ophavsmandens vegne, indtil denne bliver angivet på et nyt oplag.

Offentliggørelse og udgivelse

§ 8. Et værk anses for offentliggjort, når det lovligt er gjort tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Et værk anses for udgivet, når eksemplarer af værket med ophavsmandens samtykke er bragt i handelen eller på anden måde spredt blandt almenheden.

Offentlige aktstykker

§ 9. Love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker er ikke genstand for ophavsret.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for værker, der fremtræder som selvstændige bidrag i de i stk. 1 nævnte aktstykker. Sådanne værker må dog gengives i forbindelse med aktstykket. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Forholdet til beskyttelse efter anden lovgivning

§ 10. Beskyttelse efter lov om mønstre udelukker ikke ophavsret.

Stk. 2. Halvlederprodukters udformning (topografi) nyder ikke beskyttelse efter denne lov, men beskyttes efter reglerne i lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi).

Kapitel 2

Indskrænkninger i ophavsretten

Almindelige bestemmelser

§ 11. Bestemmelserne i dette kapitel gør ikke indskrænkninger i ophavsmandens ret i henhold til § 3 ud over, hvad der følger af § 29.

Stk. 2. Når et værk anvendes i henhold til dette kapitel, må værket ikke ændres i videre udstrækning, end den tilladte brug kræver. Gengives værket offentligt, skal kilden angives i overensstemmelse med, hvad god skik kræver.

Eksemplarfremstilling til privat brug

§ 12. Af et offentliggjort værk må enhver fremstille eller lade fremstille enkelte eksemplarer til sin private brug. Sådanne eksemplarer må ikke udnyttes på anden måde.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at

1) opføre et bygningsværk,

2) fremstille et eksemplar af et kunstværk ved afstøbning, ved aftryk fra original plade eller stok eller på nogen anden måde, som indebærer, at eksemplaret kan opfattes som en original,

3) fremstille eksemplarer af edb-programmer i digitaliseret form, eller

4) fremstille eksemplarer i digital form af andre værker, når eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af værket i digitaliseret form.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at benytte fremmed medhjælp ved eksemplarfremstillingen, når der er tale om

1) musikværker,

2) filmværker,

3) værker af brugskunst eller

4) kunstværker, såfremt eksemplarfremstillingen har form af en kunstnerisk gengivelse.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke brugeren ret til ved eksemplarfremstilling af musikværker og filmværker at anvende teknisk udstyr, der er stillet til rådighed for almenheden på biblioteker, i forretningslokaler eller på andre offentligt tilgængelige steder.

Eksemplarfremstilling inden for undervisningsvirksomhed

§ 13. Til brug i undervisningsvirksomhed kan der ved fotokopiering eller lignende fremstilles eksemplarer af udgivne værker, samt ved optagelse foretages eksemplarfremstilling af værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. De nævnte eksemplarer må kun udnyttes inden for undervisningsvirksomhed, som omfattes af den i § 50 forudsatte aftale.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 om optagelse gælder ikke for filmværker, som indgår i biografernes almindelige repertoire af spillefilm, medmindre der ved udsendelsen i fjernsyn kun er benyttet mindre dele af værket.

Stk. 3. Lærere og elever må som led i undervisningsvirksomhed foretage optagelser af deres egne fremførelser af værker. Optagelserne må ikke udnyttes på anden måde.

Eksemplarfremstilling inden for erhvervsvirksomhed mv.

§ 14. Offentlige eller private institutioner, organisationer og erhvervsvirksomheder kan til intern brug i deres virksomhed ved fotokopiering eller lignende fremstille eksemplarer af fagmæssige artikler i aviser, tidsskrifter og samleværker, af korte afsnit af andre udgivne værker af fagmæssig art samt af illustrationer, som er gengivet i tilslutning til teksten, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Sådanne eksemplarer må kun udnyttes inden for virksomhed, som omfattes af den i § 50 forudsatte aftale.

Eksemplarfremstilling på sygehuse mv.

§ 15. Sygehuse, plejehjem, fængsler og andre døgninstitutioner inden for social- og sundhedsområdet, kriminalforsorgen og lignende må til kortvarig brug for institutionens beboere m.fl. foretage optagelser af værker, der udsendes i radio eller fjernsyn. Sådanne optagelser må kun udnyttes inden for den pågældende institution.

Eksemplarfremstilling på arkiver, biblioteker og museer

§ 16. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler, hvorefter arkiver, biblioteker og museer på nærmere fastsatte vilkår kan fremstille enkelte eksemplarer af værker til brug i deres virksomhed. Sker eksemplarfremstillingen i form af lyd- og billedoptagelse eller i digital form, må eksemplarerne ikke uden ophavsmandens samtykke udlånes eller på anden måde gøres tilgængelige for almenheden uden for arkivet, biblioteket eller museet.

Eksemplarfremstilling til syns- og hørehandicappede

§ 17. Af udgivne litterære eller musikalske værker må der fremstilles eksemplarer i blindeskrift. Eksemplarer af sådanne værker må endvidere affotograferes til brug ved undervisningen på skoler for døve og talelidende. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om, at bestemmelsen i 1. pkt. kan udvides til også at omfatte andre former for eksemplarfremstilling.

Stk. 2. Af udgivne litterære værker må der ved lydoptagelse fremstilles eksemplarer med henblik på udlån til blinde, svagtseende, ordblinde, læsehandicappede og andre, som er ude af stand til at læse almindelige bøger, når det ikke sker i erhvervsøjemed. Ophavsmanden har krav på vederlag.

Stk. 3. Statslige eller kommunale institutioner og andre sociale eller almennyttige institutioner kan til brug for syns- og hørehandicappede ved lyd- eller billedoptagelse fremstille eksemplarer af værker, der udsendes i radio eller fjernsyn, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Sådanne optagelser må kun udnyttes inden for virksomhed, som omfattes af den i § 50 forudsatte aftale.

Fremstilling af antologier til brug i undervisningsvirksomhed mv.

§ 18. Mindre dele af litterære værker og musikværker eller sådanne værker af ringe omfang må til brug i undervisningsvirksomhed gengives i samleværker, sammenstillet af bidrag fra et større antal ophavsmænd, når 5 år er forløbet efter det år, da værket blev udgivet. I tilslutning til teksten kan også kunstværker og værker af beskrivende art, jf. § 1, stk. 2, gengives, når 5 år er forløbet efter det år, da værket blev offentliggjort. Ophavsmanden har krav på vederlag.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på værker, der er udarbejdet til brug i undervisningsvirksomhed.

Stk. 3. Enkelte udgivne sangtekster må gengives i sanghæfter til brug for deltagerne i et møde. Der må dog ikke fremstilles mere end 300 eksemplarer af hvert sanghæfte.

Spredning af eksemplarer

§ 19. Når et eksemplar af et værk med ophavsmandens samtykke er solgt eller på anden måde overdraget til andre, må eksemplaret spredes videre.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er det ikke tilladt uden ophavsmandens samtykke til almenheden at sprede eksemplarer af værker gennem udlejning. Dette gælder dog ikke for bygningsværker og brugskunst.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er det ikke tilladt uden ophavsmandens samtykke til almenheden at sprede eksemplarer af filmværker og eksemplarer af edb-programmer i digitaliseret form gennem udlån.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 medfører ingen indskrænkning i retten til at modtage afgift mv. efter lov om biblioteksafgift.

Visning af eksemplarer

§ 20. Når et værk er udgivet, eller når et eksemplar af et kunstværk af ophavsmanden er overdraget til andre, må de udgivne eller overdragne eksemplarer vises offentligt.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for visning af eksemplarer af kunstværker i fjernsyn eller film. Det samme gælder for visning af eksemplarer af litterære eller musikalske værker, hvis værkets indhold derved gøres tilgængeligt for almenheden.

Offentlig fremførelse

§ 21. Et udgivet værk, som ikke er et sceneværk eller et filmværk, må fremføres offentligt

1) ved lejligheder, hvor tilhørerne eller tilskuerne har adgang uden betaling, hvis fremførelsen ikke er det væsentlige ved den pågældende foranstaltning, og hvis denne ikke finder sted i erhvervsøjemed, og

2) når fremførelsen sker til brug ved gudstjeneste eller undervisning.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder ikke for fremførelse i radio eller fjernsyn.

Citat

§ 22. Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.

Gengivelse af kunstværker mv.

§ 23. Offentliggjorte kunstværker og værker af beskrivende art, jf. § 1, stk. 2, må gengives i kritiske eller videnskabelige fremstillinger i tilslutning til teksten, når det sker i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.

Stk. 2. Offentliggjorte kunstværker må gengives ved omtale af dagsbegivenheder i aviser og tidsskrifter, når det sker i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet. Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på værker, der er frembragt med henblik på gengivelse i aviser eller tidsskrifter.

Stk. 3. Udgivne kunstværker eller eksemplarer af kunstværker, der af ophavsmanden er overdraget til andre, må gengives i aviser, tidsskrifter, film og fjernsyn, når gengivelsen er af underordnet betydning i den pågældende sammenhæng.

§ 24. Kunstværker, der indgår i en samling, eller som udstilles eller udbydes til salg, må gengives i kataloger over samlingen og i meddelelser om udstilling eller salg.

Stk. 2. Kunstværker må afbildes, når de er varigt anbragt på eller ved en for almenheden tilgængelig plads eller vej. Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt kunstværket er hovedmotivet, og gengivelsen udnyttes erhvervsmæssigt.

Stk. 3. Bygninger må frit afbildes.

Reportage af dagsbegivenheder

§ 25. Når fremførelse eller visning af et værk indgår i en dagsbegivenhed, og denne gengives i film, radio eller fjernsyn, må værket medtages i det omfang, det sker som et naturligt led i gengivelsen af dagsbegivenheden.

Offentlige forhandlinger, aktindsigt mv.

§ 26. Forhandlinger i Folketinget, kommunalbestyrelserne og andre valgte offentlige myndigheder, i retssager samt på offentlige møder, som afholdes til drøftelse af almene spørgsmål, må gengives uden ophavsmandens samtykke. Ophavsmanden har dog eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg.

§ 27. Når eksemplarer af værker beskyttet efter denne lov er indgået til en forvaltningsmyndighed i forbindelse med dens virksomhed, er ophavsretten ikke til hinder for, at andre forlanger aktindsigt i eksemplarer af værker, herunder forlanger afskrift eller kopi, i overensstemmelse med lovgivningens bestemmelser herom. Det samme gælder for værker, som er frembragt inden for den pågældende forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Ophavsretten er ikke til hinder for, at arkivalier, der er afleveret til et offentligt arkiv, gøres tilgængelige for almenheden i overensstemmelse med arkivlovgivningens bestemmelser herom. Der må dog ikke udleveres afskrifter eller fremstilles kopier af private arkivalier.

Stk. 3. Retten til videre udnyttelse af værker, hvortil der i henhold til stk. 1 eller 2 er givet adgang, eller hvoraf der er udleveret afskrifter eller kopier, afhænger af de i øvrigt gældende regler.

§ 28. Det er tilladt at gengive værker i forbindelse med retssager og sager i administrative nævn og lignende i det omfang, som betinges af formålet. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Ændring af bygninger og brugsgenstande

§ 29. Bygninger kan ændres af ejeren uden ophavsmandens samtykke, når det sker af tekniske grunde eller af hensyn til deres praktiske anvendelighed.

Stk. 2. Brugsgenstande kan ændres af ejeren uden ophavsmandens samtykke.

Særlige bestemmelser om radio og fjernsyn

§ 30. Danmarks Radio, TV 2 samt Færøernes Radio (Utvarp Føroya), Færøernes Fjernsyn (Sjonvarp Føroya) og Grønlands Radio (Kalaallit Nunaata Radioa) kan i radio eller fjernsyn udsende udgivne værker, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder ikke for sceneværker og filmværker.

Stk. 2. Ophavsmanden kan over for radio- eller fjernsynsforetagendet nedlægge forbud mod værkets udsendelse i henhold til stk. 1.

Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 skal finde tilsvarende anvendelse på aftaler, der er indgået af andre radio- og fjernsynsforetagender.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når ophavsmanden til et kunstværk har overdraget et eller flere eksemplarer til andre.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., finder ikke anvendelse på udsendelser i radio og fjernsyn via satellit, medmindre der samtidig af det pågældende radio- eller fjernsynsforetagende foretages udsendelse over et jordsendenet.

§ 31. Radio- og fjernsynsforetagender må til brug i deres udsendelser optage værker på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive dem, under forudsætning af, at de har ret til at udsende de pågældende værker. Retten til at gøre således optagne værker tilgængelige for almenheden afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om vilkårene for at foretage sådanne optagelser og om brugen og opbevaringen af disse.

§ 32. Diskussionsudsendelser i radio og fjernsyn, hvorunder almene spørgsmål drøftes, må gengives uden ophavsmandens samtykke. Ophavsmanden har dog eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg.

§ 33. Værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, må optages på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive dem, og opbevares i Statens Mediesamling, såfremt udsendelsen er af dokumentarisk værdi. Mediesamlingen må fremstille enkelte eksemplarer af udsendelserne i sikkerheds- og beskyttelsesøjemed samt til forskningsformål. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte, at bestemmelsen i stk. 1 skal finde tilsvarende anvendelse på andre offentlige arkiver.

§ 34. Radio- og fjernsynsforetagender kan efter anmodning udlevere optagelser af radio- og fjernsynsudsendelser til personer og institutioner, der har medvirket i de pågældende udsendelser, eller som anser sig for krænket gennem omtale i en bestemt udsendelse eller gennem offentlig omtale af den pågældende udsendelse. Optagelser, der er udleveret i henhold til 1. pkt., må kun benyttes til intern brug.

§ 35. Værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, må fordeles over kabelanlæg og videreudsendes til almenheden ved hjælp af radioanlæg, når dette sker uden ændringer og samtidig med, at udsendelsen finder sted.

Stk. 2. Ophavsmanden har krav på vederlag. Dette gælder dog ikke, når radio- eller fjernsynsudsendelser modtages ved hjælp af egen fællesantenne og fordeles over kabelanlæg, som ikke omfatter mere end 25 tilslutninger i en bygning eller i en gruppe af nærliggende bygninger.

Stk. 3. Vederlagskravet kan kun gøres gældende af en af kulturministeren godkendt fællesorganisation, som omfatter ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder radio- og fjernsynsforetagender og fotografer, hvis værker, præstationer, frembringelser og billeder anvendes i radio- og fjernsynsudsendelser i Danmark.

Stk. 4. Vederlagskravet påhviler ejeren af anlægget. Er det vederlag, som ejeren skal betale, fastsat som et beløb pr. tilslutning, er brugeren af den enkelte tilslutning pligtig at betale ejeren et beløb, som svarer dertil.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på udsendelser i radio og fjernsyn, som foretages via kommunikationssatellitter, medmindre der samtidig sker direkte udsendelse til almenheden, samt på udsendelser som sker i kodet form.

Særlige bestemmelser om edb-programmer mv.

§ 36. Den, der har ret til at benytte et edb-program, må

1) fremstille sådanne eksemplarer af programmet og foretage sådanne ændringer i programmet, som er nødvendige for, at erhververen kan benytte det efter dets formål, herunder foretage rettelse af fejl,

2) fremstille et sikkerhedseksemplar af programmet, for så vidt det er nødvendigt for benyttelsen af det, og

3) besigtige, undersøge eller afprøve edb-programmet for at fastslå, hvilke ideer og principper der ligger til grund for de enkelte elementer i programmet, hvis dette sker i forbindelse med sådan indlæsning, visning på skærm, kørsel, overførsel, lagring eller lignende af programmet, som vedkommende er berettiget til at udføre.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på andre værker i digitaliseret form, hvis anvendelse styres af et edb-program. Det er dog ikke tilladt at foretage ændringer i værkerne.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 2 og 3, kan ikke fraviges ved aftale.

§ 37. Eksemplarfremstilling af et edb-programs kode og oversættelse af kodens form er tilladt, når dette er en forudsætning for at skaffe de oplysninger, der er nødvendige for at tilvejebringe interoperabilitet mellem et selvstændigt udviklet edb-program og andre edbprogrammer, såfremt

1) handlingerne udføres af licenshaveren eller af en anden person, der har ret til at benytte et eksemplar af et edb-program, eller på disses vegne af en person, der har tilladelse hertil,

2) de oplysninger, der er nødvendige for at tilvejebringe interoperabilitet, ikke tidligere har været let og hurtigt tilgængelige for de i nr. 1 nævnte personer, og

3) handlingerne er begrænset til de dele af det oprindelige edb-program, der er nødvendige for at opnå interoperabilitet.

Stk. 2. De oplysninger, der er indhentet i forbindelse med anvendelsen af stk. 1 må ikke

1) benyttes til andre formål end at gøre det selvstændigt udviklede edb-program interoperabelt,

2) videregives til tredjemand, undtagen når dette er nødvendigt for at gøre det selvstændigt udviklede edb-program interoperabelt, eller

3) benyttes til udvikling, fremstilling eller markedsføring af et edb-program, der i sin udtryksform i vid udstrækning svarer til det oprindelige, eller til nogen anden handling, som krænker ophavsretten.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan ikke fraviges ved aftale.

Vederlag for erhvervsmæssigt videresalg af kunstværker

§ 38. Ved erhvervsmæssigt videresalg af eksemplarer af kunstværker har ophavsmanden ret til et vederlag på 5 pct. af salgsprisen, ekskl. moms.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke fotografiske værker og bygningsværker. Værker af brugskunst er ikke omfattet, hvis de er fremstillet i flere identiske eksemplarer.

Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlagets beregning, herunder bestemmelser om mindstebeløb for den salgspris, som skal medføre ret til vederlag.

Stk. 4. Retten til vederlag består indtil ophavsrettens udløb, jf. § 63. Retten er personlig og uoverdragelig. Efter ophavsmandens død falder retten dog i arv til ophavsmandens ægtefælle og livsarvinger. Efterlader ophavsmanden sig ikke ægtefælle eller livsarvinger, tilfalder vederlagsretten den organisation, som er nævnt i stk. 5.

Stk. 5. Retten til vederlag kan kun gøres gældende af en organisation, som er godkendt af kulturministeren. Organisationen forestår opkrævningen og foretager udlodningen til de berettigede. Den berettigedes krav mod organisationen består, indtil 3 år er forløbet fra udgangen af det år, i hvilket videresalget fandt sted. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav fra den berettigede.

Stk. 6. Ved erhvervsmæssigt videresalg som nævnt i stk. 1, er sælgeren forpligtet til at fremsende en årlig opgørelse over salget af kunstværker, attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor, til den organisation, som er nævnt i stk. 5.

Vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug

§ 39. Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller videobånd eller andre indretninger, hvorpå lyd eller billeder kan optages, skal betale vederlag til ophavsmændene til de i stk. 2 nævnte værker.

Stk. 2. Vederlaget skal betales for bånd mv., der er egnet til fremstilling af eksemplarer til privat brug, og kun for værker, som er udsendt i radio eller fjernsyn, eller som er udgivet på fonogram, film, videogram eller lignende.

Stk. 3. Administrationen og kontrollen, herunder opkrævningen, udøves af en fællesorganisation, som repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af grammofonplader mv. og fotografer, og som af kulturministeren er godkendt hertil. Ministeren kan forlange at få meddelt alle oplysninger om opkrævningen, forvaltningen og fordelingen af vederlaget.

Stk. 4. Organisationen fastsætter retningslinier for udbetalingen af vederlaget til de berettigede, så fordelingen i videst muligt omfang sker i overensstemmelse med den kopiering, som finder sted. En tredjedel af det årlige beløb til udbetaling skal dog anvendes til støtte af formål, der er fælles for ophavsmændene m.fl. inden for de grupper, som repræsenteres af organisationen, jf. stk. 3.

§ 40. Vederlaget udgør for 1993 pr. minut spilletid for lydbånd 0,045 kr. og for videobånd 0,0625 kr. Vederlaget reguleres årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

§ 41. Virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller videobånd, skal anmeldes hos fællesorganisationen.

Stk. 2. Organisationen udsteder et bevis for anmeldelsen.

Stk. 3. Anmeldte virksomheder er berettigede til, uden at vederlaget er berigtiget, at indføre eller fra anden anmeldt virksomhed at modtage lyd- eller videobånd, der er vederlagspligtige efter § 39.

§ 42. Vederlagsperioden er måneden.

Stk. 2. Anmeldte virksomheder skal opgøre det vederlagspligtige antal lyd- og videobånd, der i perioden er udleveret fra virksomheden, samt disses spilletid.

Stk. 3. Anmeldte virksomheder, der udtager lyd- eller videobånd til brug i virksomheden, skal medregne forbruget til udleveringen efter stk. 2.

Stk. 4. Opgørelsen specificeres efter retningslinier, som fastsættes af kulturministeren efter forhandling med fællesorganisationen. Kulturministeren kan endvidere efter forhandling med fællesorganisationen fastsætte retningslinier for kontrol med den i 1. pkt. nævnte opgørelse.

§ 43. I det vederlagspligtige antal, opgjort efter § 42, stk. 2, fradrages:

1) Antallet af lyd- og videobånd, der er udleveret til en anden anmeldt virksomhed efter § 41, stk. 3.

2) Antallet af lyd- og videobånd, der er udført.

3) Antallet af lyd- og videobånd, der vil blive anvendt til professionelle formål, herunder undervisningsformål.

4) Antallet af lyd- og videobånd, der vil blive anvendt til fremstilling af optagelser til brug for syns- og hørehandicappede.

5) Antallet af lyd- eller videobånd, der vil blive anvendt til særlige formål, som af kulturministeren er undtaget fra vederlaget.

Stk. 2. Kulturministeren kan efter forhandling med fællesorganisationen fastsætte retningslinier for kontrol med fradrag efter stk. 1.

§ 44. Vederlaget tilbagebetales ved

1) erhvervsmæssig udførsel af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd,

2) anvendelse af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd til eksemplarfremstilling, som ikke omfattes af bestemmelsen i § 12,

3) anvendelse af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd til fremstilling af optagelser, som anvendes af syns- eller hørehandicappede, eller

4) anvendelse af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd til særlige formål, som af kulturministeren er undtaget fra vederlaget.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter efter forhandling med fællesorganisationen de nærmere retningslinier for vederlagsgodtgørelse efter stk. 1.

§ 45. Anmeldte virksomheder skal føre regnskab over fremstilling, indførsel og udlevering mv. af vederlagspligtige lyd- og videobånd.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter efter forhandling med fællesorganisationen de nærmere retningslinier for de anmeldte virksomheders regnskabsførelse, herunder udstedelse af fakturaer mv.

Stk. 3. Anmeldte virksomheder skal opbevare regnskabsmateriale i 5 år efter regnskabsårets udløb.

§ 46. Anmeldte virksomheder skal efter udløbet af hver vederlagsperiode og senest ved udgangen af den følgende måned til fællesorganisationen angive mængden af udleverede lyd- og videokassettebånd og disses spilletid, jf. §§ 42 og 43. Virksomheden skal senest samtidig med angivelsen indbetale vederlaget til organisationen. Angivelsen skal underskrives af virksomhedens ledelse.

Fælles bestemmelser om tvangslicens

§ 47. Kan der ikke opnås enighed om størrelsen af vederlag i henhold til § 17, stk. 2, § 18, stk. 1, § 35, § 51, stk. 2, og § 68, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for et af kulturministeren nedsat nævn, Ophavsretslicensnævnet. Nævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Kulturministeren fastsætter de nærmere regler for nævnets virksomhed.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning af vederlag i henhold § 17, stk. 2, § 18, stk. 1, § 35 og § 68.

Stk. 3. Såfremt brugeren af et værk i henhold til § 35 eller § 68 ikke betaler det vederlag, der er fastsat ved parternes aftale eller ved Ophavsretslicensnævnets afgørelse, kan det ved dom fastslås, at den pågældende værksudnyttelse kun kan foretages med ophavsmandens samtykke, indtil betaling er sket.

§ 48. Nægter et radio- eller fjernsynsforetagende uden rimelig grund at give samtykke til, at dets udsendelser samtidig og uden ændringer fordeles over kabelanlæg, eller tilbydes en sådan fordeling på urimelige vilkår, kan Ophavsretslicensnævnet på begæring meddele den fornødne tilladelse og fastsætte nærmere vilkår herfor. Afgørelse om fastsættelse af vederlag kan dog, for så vidt angår udsendelser, som omfattes af § 35, stk. 1, kun træffes på grundlag af krav fremsat af foretagendet gennem den i § 35, stk. 3, nævnte fællesorganisation. Bestemmelserne i § 35, stk. 4, og § 49 finder tilsvarende anvendelse på de i 2. pkt. nævnte vederlagskrav.

Stk. 2. Nægter et radio- eller fjernsynsforetagende efter § 69 at give samtykke til, at foretagendets radio- eller fjernsynsudsendelser optages på en måde, som er omhandlet i § 13, stk. 1, 2. led, eller § 17, stk. 3, eller kan der ikke opnås enighed om vilkårene for en sådan optagelse, kan Ophavsretslicensnævnet på begæring af hver af parterne meddele den fornødne tilladelse og fastsætte nærmere vilkår herfor.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 finder kun anvendelse, hvis en organisation af ophavsmænd har indgået en aftale, som omfattes af § 50, jf. § 13, stk. 1, 2. led, eller § 17, stk. 3. Bestemmelsen i § 49 finder tilsvarende anvendelse.

§ 49. Vederlagskrav i henhold til § 17, stk. 2, § 18, stk. 1, § 35 og § 68 forældes efter 3 år fra udgangen af det år, i hvilket værksudnyttelsen fandt sted.

Stk. 2. Såfremt vederlagskravet gøres gældende af en organisation, gælder bestemmelsen i stk. 1 også for ophavsmandens krav mod organisationen.

Stk. 3. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav.

Fælles bestemmelser om aftalelicens

§ 50. Aftalelicens efter §§ 13, 14, § 17, stk. 3, og § 30 kan påberåbes af brugere, der har indgået en aftale om den pågældende værksudnyttelse med en organisation, som omfatter en væsentlig del af danske ophavsmænd til en bestemt art af værker. Aftalelicensen giver brugeren ret til at udnytte andre værker af samme art, selv om ophavsmændene til disse værker ikke repræsenteres af organisationen.

Stk. 2. Aftalelicensen giver kun brugeren ret til at benytte de ikke-repræsenterede ophavsmænds værker på den måde og på de vilkår, som følger af den indgåede aftale med organisationen og af de i stk. 1 nævnte bestemmelser.

§ 51. For værksudnyttelse i henhold til §§ 13, 14, § 17, stk. 3, og § 30 skal de regler, som organisationen har fastsat med hensyn til fordelingen af vederlag mellem de af organisationen repræsenterede ophavsmænd, finde tilsvarende anvendelse over for ikke-repræsenterede ophavsmænd.

Stk. 2. Ikke-repræsenterede ophavsmænd kan gøre krav på individuelt vederlag, selv om en sådan ret hverken fremgår af aftalen med brugeren eller af organisationens vederlagsregler. Størrelsen af det individuelle vederlag kan fastsættes efter bestemmelsen i § 47, stk. 1. Vederlagskravet kan kun rettes mod organisationen.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 49 finder tilsvarende anvendelse på vederlagskrav i henhold til de i stk. 1 og 2 nævnte bestemmelser.

§ 52. Hvis forhandlinger om indgåelse af aftaler, som nævnt i § 13, stk. 1, § 14 og § 17, stk. 3, ikke fører til noget resultat, kan hver af parterne kræve mægling.

Stk. 2. Krav om mægling rettes til kulturministeren. Kravet kan fremsættes, når en af parterne har afbrudt forhandlingerne eller afvist et ønske om forhandlinger, eller når forhandlingerne ikke synes at ville føre til noget resultat.

Stk. 3. Mæglingen foretages af en forligsmand, der udpeges af kulturministeren. Forligsforhandlingerne skal baseres på parternes eventuelle løsningsforslag. Forligsmanden kan foreslå parterne at lade tvisten afgøre ved voldgift og kan medvirke ved udpegningen af voldgiftsmænd.

Stk. 4. Forligsmanden kan fremsætte forslag til tvistens løsning og kan kræve, at et sådant forslag forelægges parternes kompetente organer til vedtagelse eller forkastelse inden en af forligsmanden fastsat frist. Forligsmanden underretter kulturministeren om mæglingens udfald.

Stk. 5. Forligsmanden kan bestemme, at aftaler skal forblive i kraft, selv om aftaleperioden er udløbet eller vil udløbe under forhandlingerne. Aftalen kan dog ikke forlænges i mere end to uger efter, at parterne har taget stilling til et endeligt mæglingsforslag eller forslag til voldgiftsbehandling, eller efter at forligsmanden har meddelt, at der ikke er basis for at fremsætte sådanne forslag.

Stk. 6. Den, der er eller har været forligsmand, må ikke ubeføjet røbe eller udnytte, hvad denne har fået kendskab til som forligsmand.

Kapitel 3

Ophavsrettens overgang til andre

Almindelige bestemmelser

§ 53. Ophavsmanden kan med de begrænsninger, der følger af §§ 3 og 38, helt eller delvis overdrage sine rettigheder efter denne lov.

Stk. 2. Overdragelse af eksemplarer indbefatter ikke overdragelse af ophavsretten.

Stk. 3. Har ophavsmanden overdraget en ret til at udnytte værket på en bestemt måde eller ved bestemte midler, giver overdragelsen ikke erhververen ret til at udnytte værket på andre måder eller ved andre midler.

Stk. 4. Bestemmelserne i §§ 54-59 om overdragelse af ophavsret kan fraviges ved aftale mellem parterne, medmindre andet er fastsat i de enkelte bestemmelser.

§ 54. Erhververen har pligt til at udnytte værket. Ophavsmanden kan hæve aftalen, hvis erhververen ikke har udnyttet værket inden en rimelig tid eller senest inden 5 år efter det tidspunkt, hvor aftalen er opfyldt fra ophavsmandens side.

§ 55. Hvis aftalen ikke udtrykkeligt specificerer enkelte udnyttelsesformer, som omfattes af overdragelsen, kan ophavsmanden med rimeligt varsel opsige overdragelsen af rettighederne til de uspecificerede udnyttelsesformer, der ikke er iværksat af erhververen inden 3 år er forløbet fra det tidspunkt, hvor aftalen er opfyldt fra ophavsmandens side.

Ændringer og videreoverdragelse

§ 56. Overdragelse af ophavsret giver ikke erhververen ret til at ændre værket, medmindre ændringen er sædvanlig eller åbenbart forudsat.

Stk. 2. Overdragelse af ophavsret giver ikke erhververen ret til at videreoverdrage ophavsretten, medmindre videreoverdragelsen er sædvanlig eller åbenbart forudsat. Overdrageren vedbliver at være ansvarlig for, at aftalen med ophavsmanden bliver opfyldt.

Afregning og kontrol

§ 57. Hvis ophavsmandens vederlag afhænger af erhververens omsætning, salgstal eller lignende, kan ophavsmanden kræve, at der sker afregning mindst en gang om året. Ophavsmanden kan ligeledes kræve, at afregningen ledsages af fyldestgørende oplysninger om de forhold, der har ligget til grund for vederlagsberegningen.

Stk. 2. Ophavsmanden kan kræve, at erhververens regnskaber, bogføring og lagerbeholdning samt attestationer fra den, som har udnyttet værket, ved den årlige afregning efter stk. 1 stilles til rådighed for en af ophavsmanden udpeget statsautoriseret eller registreret revisor. Revisoren må oplyse ophavsmanden om den foretagne afregnings rigtighed og om eventuelle uregelmæssigheder. Revisoren har i øvrigt tavshedspligt om alle andre forhold, som denne bliver bekendt med ved gennemgangen.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan ikke fraviges til skade for ophavsmanden.

Særlige bestemmelser om aftaler om indspilning af film

§ 58. En aftale om at medvirke ved indspilningen af en film indebærer, at ophavsmanden ikke kan modsætte sig, at

1) der fremstilles eksemplarer af filmen,

2) eksemplarer af filmen spredes til almenheden,

3) filmen fremføres offentligt, eller

4) filmen forsynes med tekster eller tale på et andet sprog.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på

1) allerede eksisterende værker,

2) drejebøger, dialoger og musikværker, som er frembragt med henblik på fremstillingen af filmen, eller

3) filmens hovedinstruktør.

Særlige bestemmelser om edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold

§ 59. Ophavsretten til et edb-program, der er frembragt af en arbejdstager under udførelsen af dennes arbejde eller efter arbejdsgiverens anvisninger, overgår til arbejdsgiveren.

Bestilte portrætbilleder

§ 60. Ophavsmanden kan ikke udøve sine rettigheder til et bestilt portrætbillede uden samtykke fra bestilleren.

Arv og kreditorforfølgning

§ 61. Ved ophavsmandens død finder arvelovgivningens almindelige regler anvendelse på ophavsretten.

Stk. 2. Ved testamente kan ophavsmanden med bindende virkning også for ægtefælle og livsarvinger give forskrifter om udøvelse af ophavsretten eller overlade det til en anden at give sådanne forskrifter.

§ 62. Ophavsmandens ret til at råde over sit værk kan ikke gøres til genstand for kreditorforfølgning, hverken hos ophavsmanden eller hos nogen, til hvem retten er overgået ifølge ægteskab eller arv.

Stk. 2. Kreditorforfølgning i eksemplarer af værket kan heller ikke foretages hos ophavsmanden selv eller hos nogen, til hvem eksemplarer er overgået ifølge ægteskab eller arv, hvis forfølgningen retter sig mod

1) manuskripter,

2) stokke, plader, forme eller lignende, hvorved et kunstværk kan udføres, eller

3) eksemplarer af kunstværker, som ikke er udstillet, udbudt til salg eller på anden måde godkendt til offentliggørelse.

Kapitel 4

Ophavsrettens gyldighedstid

§ 63. Ophavsretten til et værk varer, indtil 70 år er forløbet efter ophavsmandens dødsår eller for de i § 6 omhandlede værker efter længstlevendes dødsår. For filmværker varer ophavsretten dog, indtil 70 år er forløbet efter dødsåret for den længstlevende af følgende personer:

1) den ledende instruktør,

2) drejebogsforfatteren,

3) dialogforfatteren og

4) komponisten til musik, som er specielt frembragt til brug i filmværket.

Stk. 2. Når et værk er offentliggjort uden angivelse af ophavsmandens navn, alment kendte pseudonym eller mærke, varer ophavsretten, indtil 70 år er forløbet efter udgangen af det år, da værket blev offentliggjort. Består værket af flere dele, bind, hæfter, numre eller serier, gælder der en særskilt beskyttelsestid for hver enkelt del.

Stk. 3. Hvis ophavsmanden i løbet af det nævnte tidsrum bliver angivet i overensstemmelse med § 7, eller hvis det bliver oplyst, at han er død, før værket blev offentliggjort, regnes gyldighedstiden efter stk. 1.

Stk. 4. For værker, som ikke er offentliggjort, og hvis ophavsmand ikke er kendt, varer ophavsretten i 70 år efter udgangen af det år, hvor værket blev skabt.

§ 64. Når et værk ikke tidligere har været udgivet, har den, som for første gang lovligt offentliggør eller udgiver værket efter udløbet af den ophavsretlige beskyttelse, rettigheder til værket svarende til de økonomiske rettigheder, der i loven er tillagt den, der frembringer et litterært eller kunstnerisk værk. Beskyttelsen varer, indtil 25 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor offentliggørelsen eller udgivelsen fandt sted.

Kapitel 5

Andre rettigheder

Udøvende kunstnere

§ 65. En udøvende kunstners fremførelse af et litterært eller kunstnerisk værk må ikke uden kunstnerens samtykke

1) optages på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive den, eller

2) gøres tilgængelig for almenheden.

Stk. 2. Er fremførelsen optaget som anført i stk. 1, nr. 1, må den ikke uden den udøvende kunstners samtykke overføres til anden indretning, der kan gengive den, eller gøres tilgængelig for almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da fremførelsen fandt sted. Hvis en optagelse af en fremførelse udgives eller offentliggøres inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter hvilket tidspunkt der er det første.

Stk. 3. En aftale mellem en udøvende kunstner og en filmproducent om at medvirke ved indspilningen af en film indebærer, at den udøvende kunstner, i mangel af modstående aftale, formodes at have overdraget sin ret til udlejning af filmen til producenten.

Stk. 4. Bestemmelserne i § 2, stk. 3, §§ 3 og 11, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 12, stk. 3, nr. 1, og § 12, stk. 4, §§ 13, 15 og 16, § 17, stk. 3, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 21, 22, 25, 27, 28, 31 og 33-35, § 36, stk. 2, §§ 39-46, 47, 49-52, 53-57 samt §§ 61-62 finder tilsvarende anvendelse på udøvende kunstneres fremførelser og optagelser heraf. Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun anvendelse på en optagelse efter stk. 1 og 2, når denne for første gang er solgt eller på anden måde overdraget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 5. Uanset bestemmelserne i stk. 1 kan Det Kongelige Teater lade teatrets festforestillinger eller forestillinger i anledning af officielle besøg udsende af Danmarks Radio eller TV 2 i radio eller fjernsyn.

Fremstillere af lydoptagelser

§ 66. Lydoptagelser må ikke uden fremstillerens samtykke eftergøres eller gøres tilgængelige for almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da optagelsen fandt sted. Hvis en lydoptagelse udgives eller offentliggøres inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter hvilket tidspunkt der er det første. Som eftergørelse betragtes også det forhold, at en optagelse overføres fra en optagelse til en anden.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 2, stk. 3, § 11, stk. 2, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 12, stk. 3, nr. 1, og § 12, stk. 4, §§ 13, 15 og 16, § 17, stk. 3, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 21, 22, 25, 27, 28, 31, 33, 34, § 35, stk. 1, § 36, stk. 2, §§ 39-46, 47 samt §§ 49-52 finder tilsvarende anvendelse på lydoptagelser. Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun anvendelse på en optagelse efter stk. 1, når denne for første gang er solgt eller på anden måde overdraget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Fremstillere af billedoptagelser

§ 67. Billedoptagelser må ikke uden fremstillerens samtykke eftergøres eller gøres tilgængelige for almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da optagelsen fandt sted. Hvis en billedoptagelse udgives eller offentliggøres inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter hvilket tidspunkt der er det første. Som eftergørelse betragtes også det forhold, at en optagelse overføres fra en optagelse til en anden.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 2, stk. 3, § 11, stk. 2, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 12, stk. 3, nr. 2, og § 12, stk. 4, §§ 13, 15 og 16, § 17, stk. 3, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 22, 25, 27, 28 og 31-34, § 35, stk. 1, § 36, stk. 2, §§ 47, 49-52 og 58 finder tilsvarende anvendelse på billedoptagelser. Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun anvendelse på en optagelse efter stk. 1, når denne for første gang er solgt eller på anden måde overdraget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Vederlag for brug af lydoptagelser i radio og fjernsyn mv.

§ 68. Uanset bestemmelserne i § 65, stk. 2, og § 66, stk. 1, må udgivne lydoptagelser anvendes til radio- og fjernsynsudsendelse og til andre offentlige fremførelser.

Stk. 2. De udøvende kunstnere og fremstillerne af lydoptagelser har krav på vederlag. Vederlagskravet kan kun gøres gældende gennem en af kulturministeren godkendt fællesorganisation, som omfatter såvel udøvende kunstnere som fremstillere af lydoptagelser.

Radio- og fjernsynsforetagender

§ 69. En radio- eller fjernsynsudsendelse må ikke uden radio- eller fjernsynsforetagendets samtykke udsendes af andre eller på anden måde fremføres offentligt. Udsendelsen må heller ikke uden samtykke affotograferes eller optages på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive den.

Stk. 2. Er en udsendelse affotograferet eller optaget som anført i stk. 1, må den ikke uden foretagendets samtykke overføres til anden indretning, der kan gengive den, eller spredes til almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da udsendelsen fandt sted.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 11, stk. 2, § 12, stk. 1 og 2, nr. 4, § 15, § 19, stk. 1 og 2, §§ 21, 22 og 25, § 27, stk. 1 og 3, samt §§ 28, 31, 32, 33 og § 36, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på radio- og fjernsynsudsendelser. Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun anvendelse på de i stk. 2 nævnte udsendelser, når disse for første gang er solgt eller på anden måde overdraget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Fremstillere af fotografiske billeder

§ 70. Den, som fremstiller et fotografisk billede (fotografen), har eneret til at råde over billedet ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Retten til et fotografisk billede varer, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da billedet blev fremstillet.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 2, stk. 2 og 3, §§ 3, 7, 9 og 11, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, §§ 13-16, § 17, stk. 3, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 20, 21 og 23, § 24, stk. 1 og 2, §§ 25, 27, 28, 30, 31, 33-35, § 36, stk. 2, §§ 39-46, 47, 49-52, 53-58 samt §§ 60-62 finder tilsvarende anvendelse på fotografiske billeder. Er et fotografisk billede genstand for ophavsret efter § 1, kan denne også gøres gældende.

Fremstillere af kataloger mv.

§ 71. Kataloger, tabeller og lignende arbejder, der sammenstiller et større antal oplysninger, må ikke eftergøres uden samtykke fra den, som har fremstillet dem, før 10 år er forløbet efter udgangen af det år, da arbejdet blev offentliggjort. Beskyttelsen ophører dog senest, når 15 år er forløbet efter udgangen af det år, da arbejdet blev fremstillet.

Stk. 2. Er arbejder af den nævnte art eller dele deraf genstand for ophavsret eller anden beskyttelse, kan denne også gøres gældende.

Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 6-9, § 11, stk. 2, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, §§ 13-17, § 18, stk. 1 og 2, § 20, stk. 1, §§ 22, 27, 28, 30-35, § 36, stk. 2, §§ 47 og 49-52 finder tilsvarende anvendelse på kataloger mv.

Pressemeddelelser

§ 72. Pressemeddelelser, som efter aftale leveres fra udenlandske nyhedsbureauer eller fra korrespondenter i udlandet, må ikke uden modtagerens samtykke gøres tilgængelige for almenheden gennem presse, radio eller på anden lignende måde før 12 timer efter, at de er blevet offentliggjort i Danmark.

Kapitel 6

Forskellige bestemmelser

Titelbeskyttelse mv.

§ 73. Et litterært eller kunstnerisk værk må ikke gøres tilgængeligt for almenheden under en titel, et pseudonym eller et mærke, som er egnet til at fremkalde forveksling med et tidligere offentliggjort værk eller dets ophavsmand.

Stk. 2. Har offentliggørelsen af det tidligere offentliggjorte værk fundet sted mindre end 3 måneder forud for en udgivelse af det andet værk, finder bestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse, medmindre forveksling må antages at være tilsigtet.

Signering af kunstværker

§ 74. På et kunstværk må kunstnerens navn eller mærke ikke anbringes af andre end kunstneren selv, medmindre denne har givet sit samtykke hertil.

Stk. 2. Kunstnerens navn eller mærke må ikke i noget tilfælde påføres et eftergjort eksemplar, således at det kan forveksles med originalen.

Ideelle rettigheder efter ophavsrettens udløb

§ 75. Selv om ophavsretten er udløbet, må et litterært eller kunstnerisk værk ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden i strid med § 3, stk. 1 og 2, hvis kulturelle interesser herved krænkes.

Kapitel 7

Retshåndhævelse

Straf

§ 76. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt

1) overtræder § 2 eller § 3,

2) overtræder §§ 65, 66, 67, 69, 70 eller 71,

3) overtræder § 11, stk. 2, § 60 eller §§ 72-75,

4) undlader at fremsende opgørelse efter § 38, stk. 6,

5) undlader at lade sig anmelde eller undlader at meddele oplysninger til fællesorganisationen efter § 41, stk. 1, og § 46, 1. pkt., eller undlader at føre eller opbevare regnskaber i henhold til § 45, eller

6) overtræder forskrifter, der er givet efter § 61, stk. 2.

Stk. 2. Er en forsætlig overtrædelse af de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte bestemmelser begået ved erhvervsmæssigt at fremstille eller blandt almenheden sprede eksemplarer af værker eller frembringelser, der beskyttes efter §§ 65-71, kan straffen under særligt skærpende omstændigheder stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år. Særligt skærpende omstændigheder anses navnlig at foreligge, hvis overtrædelsen vedrører et betydeligt antal eksemplarer, eller hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en betydelig vinding.

§ 77. Når eksemplarer af værker eller frembringelser, der beskyttes efter §§ 65-71, er fremstillet uden for Danmark under sådanne omstændigheder, at en tilsvarende fremstilling i Danmark ville være i strid med loven, straffes med bøde den, som forsætligt eller groft uagtsomt indfører sådanne eksemplarer med henblik på at gøre dem tilgængelige for almenheden.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 76, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på forsætlige overtrædelser af bestemmelsen i stk. 1.

§ 78. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt omsætter eller i kommercielt øjemed besidder midler, hvis eneste formål er at lette ulovlig fjernelse eller omgåelse af tekniske indretninger, som måtte være anvendt til at beskytte et edb-program.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på andre værker i digitaliseret form.

§ 79. I forskrifter, der udstedes efter § 16, § 31, stk. 2, § 42, stk. 4, § 43, stk. 2, § 44, stk. 2, § 45, stk. 2, og § 47, stk. 2, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

§ 80. Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Påtale

§ 81. Overtrædelser, som omfattes af § 76, stk. 1, § 77, stk. 1, eller § 79, påtales af den forurettede.

Stk. 2. Efter ophavsmandens død kan overtrædelser af § 3 og af de i medfør af § 61, stk. 2, givne forskrifter endvidere påtales af ophavsmandens ægtefælle, slægtning i ret op- eller nedstigende linie eller søskende.

Stk. 3. Efter ophavsmandens død kan overtrædelser af §§ 3 og 73-74 endvidere påtales af det offentlige. Ved overtrædelser af § 3 kan offentlig påtale dog kun finde sted, når kulturelle interesser må anses for krænket ved overtrædelsen.

Stk. 4. Overtrædelser af §§ 75 og 78 påtales af det offentlige.

§ 82. Overtrædelser, som omfattes af § 76, stk. 2, eller § 77, stk. 2, påtales af det offentlige, når den forurettede begærer det.

Stk. 2. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelser i denne lov sker i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.

Erstatning og godtgørelse

§ 83. Den, som forsætligt eller uagtsomt overtræder en af de i §§ 76 og 77 nævnte bestemmelser, har pligt til at udrede rimeligt vederlag for udnyttelsen samt erstatning for den yderligere skade, som overtrædelsen måtte have medført.

Stk. 2. Selv om overtrædelsen er begået i god tro, kan der tilkendes den forurettede vederlag og erstatning efter bestemmelsen i stk. 1, i det omfang det skønnes rimeligt. Vederlaget og erstatningen kan dog ikke overstige den ved overtrædelsen indvundne fortjeneste.

Stk. 3. En ophavsmand, fotograf eller udøvende kunstner, hvis ret er krænket ved retsstridigt forhold, har krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Inddragelse mv.

§ 84. Når eksemplarer af værker eller frembringelser, der beskyttes efter §§ 65-71, er fremstillet, indført eller gjort tilgængelige for almenheden i Danmark i strid med denne lov eller med forskrifter givet efter § 61, stk. 2, kan det ved dom bestemmes, at eksemplarerne skal inddrages til fordel for den forurettede eller overdrages til ham mod et vederlag, der ikke overstiger fremstillingsomkostningerne.

Stk. 2. I stedet for inddragelse eller overdragelse kan det bestemmes, at eksemplarerne helt eller delvis skal tilintetgøres eller på anden måde gøres uanvendelige til ulovlig brug. Hvis det under hensyn til eksemplarernes kunstneriske eller økonomiske værdi eller omstændighederne i øvrigt skønnes rimeligt, kan retten tillade, at de fremstillede eksemplarer gøres tilgængelige for almenheden mod erstatning og godtgørelse til den forurettede.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på tryksatser, klicheer, forme og andet, som kan tjene til ulovlig fremstilling eller brug af værket eller frembringelsen.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 kan ikke bringes i anvendelse over for den, som i god tro har erhvervet eksemplarer til privat brug.

Stk. 5. Bygninger kan ikke kræves inddraget eller tilintetgjort i medfør af stk. 1 og 2.

Kapitel 8

Lovens anvendelsesområde

Ophavsret

§ 85. Lovens bestemmelser om ophavsret gælder for

1) værker af danske statsborgere eller personer, der er bosat i Danmark,

2) værker, som er udgivet første gang i Danmark, eller som er udgivet første gang samtidig i Danmark og i et andet land,

3) filmværker, hvis producent har sit hovedsæde eller er bosat i Danmark,

4) bygningsværker, som er beliggende i Danmark, og

5) kunstværker, som er indføjet i bygninger eller anlæg i Danmark.

Stk. 2. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 2, anses samtidig udgivelse at have fundet sted, såfremt værket efter udgivelse i et andet land inden 30 dage udgives i Danmark.

Stk. 3. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 3, anses, når andet ikke er oplyst, den som producent, hvis navn på sædvanlig måde er angivet på filmen.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 38 gælder for værker af personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 64 gælder for offentliggørelser eller udgivelser, som er foretaget af

1) personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller

2) selskaber, der har hovedsæde i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 6. Bestemmelserne i §§ 73-75 gælder for ethvert værk.

Andre rettigheder

§ 86. Bestemmelserne i §§ 65, 66 og 68 gælder for fremførelser og lydoptagelser, som har fundet sted i Danmark.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 65 og 66 om optagelse og eftergørelse gælder dog for alle lydoptagelser.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 67 gælder for billedoptagelser, der har fundet sted i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 69 gælder for

1) radio- og fjernsynsudsendelser, som har fundet sted i Danmark, og

2) radio- og fjernsynsforetagender, der har hovedsæde i Danmark.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 70 finder anvendelse på

1) fotografier fremstillet af personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og

2) fotografier, som er indføjet i bygninger eller anlæg i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 6. Bestemmelsen i § 71 gælder for kataloger mv., som er fremstillet af

1) personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller

2) selskaber, der har hovedsæde i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 7. Bestemmelserne i stk. 6 finder tilsvarende anvendelse på pressemeddelelser, som nævnt i § 72.

Særlige bestemmelser om radio- og fjernsynsudsendelser via satellit

§ 87. Radio- og fjernsynsudsendelser via satellit anses for at finde sted i Danmark, hvis de programbærende signaler, som er bestemt til modtagning af almenheden, under et radio- eller fjernsynsforetagendes kontrol og ansvar her i landet indføres i en ubrudt sendekæde, der leder til satellitten og ned mod Jorden.

Stk. 2. Udsendelser via satellit anses også for at finde sted i Danmark, hvis indførelsen i sendekæden sker i et land, som ikke er medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og som ikke har det beskyttelsesniveau, der er fastlagt i kapitel II af Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel, i følgende tilfælde:

1) Hvis de programbærende signaler sendes til satellitten fra en uplink-station her i landet. Rettigheder efter §§ 2, 64 og 65-73 kan da gøres gældende over for den, som driver stationen.

2) Hvis der ikke benyttes en uplink-station i en EØS-medlemsstat, og et radio- eller fjernsynsforetagende, der har sit hovedsæde her i landet, har foranlediget indførelsen i sendekæden. Rettigheder efter §§ 2, 64 og 65-73 kan da gøres gældende over for foretagendet.

Lovens anvendelse i forhold til andre lande mv.

§ 88. Under forudsætning af gensidighed kan ved kgl. anordning anvendelsen af lovens bestemmelser udvides i forhold til andre lande.

Stk. 2. Endvidere kan loven ved kgl. anordning gøres anvendelig på værker, som først er udgivet af mellemfolkelige organisationer, samt på ikke-udgivne værker, som sådanne organisationer har ret til at udgive.

Kapitel 9

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 89. Loven træder i kraft den 30. juni 1995.

Stk. 2. Samtidig ophæves

1) lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker, jf. lovbekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1994,

2) lov om retten til fotografiske billeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 715 af 8. september 1993, og

3) administrative forskrifter, der er udstedt i medfør af de i nr. 1 og 2 nævnte love.

Stk. 3. Forslag til revision af lovens §§ 39-46 fremsættes for Folketinget i folketingsåret 1995-96.

§ 90. Loven gælder også for værker og frembringelser mv., som er frembragt før lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Eksemplarer, som lovligt er fremstillet før lovens ikrafttræden, kan spredes til almenheden og vises offentligt. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder ikke for udlejning og for udlån af filmværker og edb-programmer i digitaliseret form, jf. § 19, stk. 2 og 3.

§ 91. Bestemmelserne i §§ 54, 55, 56 og 58 finder ikke anvendelse på aftaler, der er indgået før den 30. juni 1995.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 65, stk. 3, finder også anvendelse på aftaler, der er indgået før den 30. juni 1995.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 30, stk. 5, og § 87, stk. 2, finder ikke anvendelse på aftaler, som er indgået før den 1. januar 1995, førend den 1. januar 2000.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 59 gælder ikke for edb-programmer, der er frembragt før den 1. januar 1993.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 70 finder ikke anvendelse på fotografiske billeder, der er fremstillet før den 1. januar 1970.

§ 92. De i henhold til ældre lovgivning givne særlige privilegier og forbud forbliver i kraft.

§ 93. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning.

Lovforslaget er i hovedsagen en genfremsættelse af det forslag til lov om ophavsret (L 197), som blev fremsat den 9. februar 1994, men ikke blev færdigbehandlet i forrige samling. (Se FT 1993-94 sp. 6307 og 7058, A sp. 6725).

Hovedformålet med forslaget er at tilvejebringe en samlet ny og systematisk moderniseret ophavsretslovgivning. Dette indebærer bl.a., at fotografiloven inkorporeres i ophavsretsloven, og at der tages højde for de seneste års udvikling inden for EF (nu: EU).

Loven om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker (ophavsretsloven) og loven om retten til fotografiske billeder (fotografiloven) er fra 1961. I perioden 1973-1994 er der gennemført adskillige ændringer i de 2 love. Om indholdet af disse ændringer og deres forarbejder henvises til bilag 6.

Ophavsretsloven i dens nugældende skikkelse findes i lovbekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1994, der er optrykt som bilag 1.

Fotografiloven i dens nugældende skikkelse findes i lovbekendtgørelse nr. 715 af 8. september 1993, der er optrykt som bilag 2.

2. Ophavsretten - dens udvikling og betydning i samfundet.

2.1. Ophavsret.

Ophavsretten er den del af retssystemet, som har at gøre med rettigheder over litteratur og kunst.

Praktisk fastslår retsreglerne, at kunstnerne skal have en samtykkeret med hensyn til udnyttelsen af de værker, de har skabt. Uden en sådan af lovgivningsmagten indrømmet beskyttelse ville kunstnerne være retsløse, så snart de af dem skabte værker var kommet til omverdenens kendskab i en form (manuskripter, partiturer, billeder mv.), som kan udnyttes til reproduktion, spredning af eksemplarer, offentlig fremførelse, udsendelse i radio eller fjernsyn, alt eventuelt til stor gavn og gevinst for brugerne, uden at ophavsmanden af værket får en krone.

Det er derfor karakteristisk, at ophavsrettens udvikling i tiden altid har været nøje forbundet med de til enhver tid eksisterende tekniske udnyttelsesmuligheder. Den retlige regulering af ophavsmandens stilling er altid blevet udløst af de tekniske muligheder for en masseudnyttelse af værker. Dette er tilfældet, hvad enten man tænker på gengivelsen i mange eksemplarer af litterære værker i kraft af bogtrykkets udvikling eller på tilkomsten i nyere tid af medier som fonogrammet, filmen, radio og fjernsyn, fotokopiering, video osv.

På denne baggrund har behovet for beskyttelse af den kunstneriske produktion også bredt sig fra ophavsrettens kerneområde, som er de såkaldt »skabende« kunstneres stilling, til beskyttelsen af forskellige former for formidlende indsats. Dels den, som består i de »udøvende« kunstneres arbejde, dels den, som ligger i »producentens« rolle, f.eks. pladeproducentens eller radiofoniens teknisk betonede indsats. Også selve værksbegrebet er blevet udvidet, idet der er blevet inddraget arbejder, som man har fundet det rigtigt at sidestille med de velkendte former for værker, f.eks. edb-programmer og databaser.

I kraft af sammenhængen mellem nye tekniske muligheder og et hertil afpasset sæt af ophavsretlige regler tjener disse regler i dag som det juridiske grundlag for omsætningen af milliardbeløb, f.eks. i handelen med rettigheder vedrørende udsendelse i radio og fjernsyn, grammofonplader, edb-programmer og video - og i en nær fremtid også digital lagring og levering af alle typer af værker og kunstneriske præstationer i digital form.

2.2. Ophavsretten og samfundsmæssige brugerhensyn.

Den ophavsretlige regulering har samfundsmæssigt to sider.

Den ene side er, at ophavsmænds og andres individuelle rettigheder ønskes tilgodeset. Dette begrundes gerne med, at det er i samfundets interesse at have et sæt regler, der sikrer kunstnerne vederlag for deres indsats, fordi dette på afgørende vis giver de kreative kræfter tilskyndelse til ny produktion og ny udbredelse af værker.

Den anden side er, at der også er hensyn at tage til »brugerne«. Det er også i samfundets interesse, at der ikke opstilles et så stærkt værn omkring eneretten, at dette vanskeliggør eller umuliggør enhver disposition fra anden side over en gang skabte og udbredte værker. Derfor må man i ophavsretten søge at indkredse de tilfælde, hvor andre uden nævneværdig skade for rettighedshaverne på forskellig måde frit bør kunne tilegne sig eller nyttiggøre frugten af deres arbejde og, for så vidt dette ikke er tilfældet, anvise løsningsmuligheder med hensyn til den praktiske rettighedsklarering.

Lovgivningen om ophavsret skal således i lyset af den til enhver tid pågående tekniske udvikling søge at finde balancen mellem eneretten og undtagelserne fra denne.

2.3. Ophavsrettens internationale karakter.

Ophavsretten har et stærkt internationalt præg.

Efter historisk at have haft sit udspring i nationale territorialt givne bogtrykkerprivilegier og lignende - ofte også af et vist censurmæssigt tilsnit - som eventuelt ved bilaterale aftaler kunne udvides til nabolande, har ophavsretten siden 1886 været reguleret gennem en række multilaterale konventioner.

Disse konventioner forpligter i betydeligt omfang Danmark til at anvende den danske ophavsretslovs bestemmelser også på værker og præstationer med oprindelse i andre lande, som har tiltrådt de samme konventioner. Samtidig stilles der i konventionerne minimumskrav med hensyn til beskyttelsen, som medlemslandene er forpligtet til at respektere.

Den vigtigste konvention er Bernerkonventionen af 1886. Konventionen regulerer beskyttelsen af litterære og kunstneriske værker, dvs. den beskyttelse, som findes i lovforslagets kapitel 1 og 2. Denne konvention er i lyset af den teknologiske udvikling siden 1886 blevet revideret gennemsnitligt hvert 20. år. Den seneste reviderede version er fra 1971 og blev tiltrådt af Danmark i 1979. Konventionen er tiltrådt af 109 stater, heriblandt alle EU-lande, Japan, USA og senest også Den Russiske Føderation. Blandt andet på baggrund af udviklingen på det digitale område forventes Bernerkonventionen suppleret med en ny protokol i løbet af 1995-96 inden for rammerne af WIPO (Verdensorganisationen for intellektuel ejendomsret).

En anden vigtig multilateral konvention er Romkonventionen af 1961 om beskyttelse af udøvende kunstnere, fonogramfremstillere og radio- og fjernsynsforetagender, som vedrører de rettigheder, der omfattes af lovforslagets kapitel 5.

Denne konvention er for tiden tiltrådt af 44 lande, deriblandt Norden, stort set alle EU-lande, Japan, men ikke USA.

Også på dette område forventes der i løbet af 1995-96 vedtaget en ny international regulering inden for rammerne af WIPO.

Det skal endelig nævnes, at forpligtelserne efter de to konventioner indgår som en integreret del af den såkaldte TRIPS-aftale inden for GATT (Aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder).

3. De væsentligste punkter i lovforslaget.

Indholdsmæssigt er de centrale punkter i lovforslaget følgende:

- Fotografiloven ophæves, og beskyttelsen af fotografier inkorporeres i ophavsretsloven. Dette indebærer en styrkelse af fotografernes retsbeskyttelse.

- Det nordiske aftalelicenssystem udbygges og forenkles. Hertil kommer nye bestemmelser om aftalelicens for fotokopiering inden for erhvervsvirksomhed mv., for optagelse af radio- og tv-udsendelser til brug i undervisning samt for optagelse af udsendelser til brug for syns- og hørehandicappede.

- Adgangen til at fremstille eksemplarer til privat brug præciseres, således at den - på linie med, hvad der gælder i de andre nordiske lande - kun skal gælde for fysiske personer og ikke tillige for juridiske personer.

- Der gives fri adgang til udnyttelse af radio- og tv-udsendelser i form af tidsforskudt brug på sygehuse, i plejehjem, fængsler og lignende.

- Billedkunstnernes retlige stilling styrkes.

- Der skabes principiel ligestilling med hensyn til beskyttelse mellem udøvende og skabende kunstnere.

- Der indføres nye regler om beskyttelse for fremstillere af lyd- og billedoptagelser.

4. Forberedelsen af lovforslaget.

Lovforslaget bygger på 7 delbetænkninger og 1 slutbetænkning afgivet af Ophavsretsudvalget i perioden 1981-1990. Det drejer sig om følgende:

»Licenskonstruktioner og fotokopiering« (bet. nr. 912/1981).

»Båndafgifter - sanktioner - påtale« (bet. nr. 944/1982).

»Beskyttelse af kunstneriske præstationer« (bet. nr. 962/1982).

»Film- og videogramspørgsmål« (bet. nr. 1000/1984).

»Ophavsretligt biblioteksvederlag« (bet. nr. 1038/1985).

»Billedret« (bet. nr. 1063/1986).

»Ophavsret og EDB« (bet. nr. 1064/1986).

»Revision af ophavsretslovgivningen« (bet. nr. 1197/1990).

På basis af disse betænkninger udarbejdede Kulturministeriet i maj 1992 et samlet departementalt lovudkast, som var genstand for en omfattende høring af institutioner og organisationer i perioden maj - oktober 1992.

Det departementale lovudkast var baseret på indgående forhandlinger med departementerne i de andre nordiske lande, hvor der i vid udstrækning forelå betænkninger svarende til det danske udvalgsarbejde.

Den i 1961 gennemførte lovgivning og senere ændringer er stort set gennemført på grundlag af nordisk enighed. Efter ministeriets opfattelse er det vigtigt at opretholde denne retsenhed, dels fordi den har praktisk betydning for den kulturelle udveksling i Norden, dels fordi den kan blive afgørende for, om der kan findes forståelse for særlige nordiske løsninger i det stedfindende stadig bredere europæiske samarbejde på ophavsrettens område.

De ca. 120 svar, som ministeriet modtog som resultat af høringen, afspejles i bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser. Endvidere er der i indledningsafsnit til bemærkningerne vedrørende de enkelte kapitler i lovforslaget redegjort for de væsentligste ændringer og systematiske nydannelser.

5. Udviklingen inden for EU.

Der er i lovforslaget taget hensyn til udviklingen inden for EU. Det drejer sig om tre direktiver, som skal gennemføres i dansk lovgivning:

- Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (herefter: »udlejnings- og udlånsdirektivet«), der findes som bilag 3.

- Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel (herefter: »satellit- og kabeldirektivet«), der findes som bilag 4.

- Rådets direktiv 93/98/EØF af 29. oktober 1993 om harmonisering af beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder (herefter: »beskyttelsestidsdirektivet«), der findes som bilag 5.

Udlejnings- og udlånsdirektivet.

Udlejnings- og udlånsdirektivet skulle have været gennemført i dansk lovgivning senest den 1. juli 1994 (art. 15). Dog er der for enkelte bestemmelser senere gennemførelsesfrister.

Blandt andet skal der gives ophavsmænd og udøvende kunstnere en uoverdragelig ret til vederlag i forbindelse med udlejning af fonogrammer og originale eksemplarer af en film eller kopier heraf (art. 4). Denne særlige ret til vederlag skal først være gennemført i national lovgivning den 1. juli 1997 (art. 13, stk. 8).

Bestemmelsen bør efter ministeriets vurdering ikke indarbejdes i ophavsretsloven på nuværende tidspunkt, jf. nærmere de indledende bemærkninger til lovforslagets kapitel 5.

Satellit- og kabeldirektivet.

Gennemførelsesfristen for satellit- og kabeldirektivet er den 1. januar 1995 (art. 14). Også i dette direktiv er der dog senere frister for gennemførelsen af enkelte bestemmelser.

Lovbestemte licensordninger for kabelspredning, som var gældende pr. 31. juli 1991, skal således først være afskaffet den 1. januar 1998 (art. 8, stk. 2). Dette har særlig betydning for Danmark på grund af den bestående tvangslicensordning i ophavsretslovens § 22 a og fotografilovens § 11 a.

Heller ikke denne bestemmelse bør efter ministeriets vurdering indarbejdes i ophavsretsloven nu, jf. nærmere bemærkningerne til lovforslagets § 35, stk. 5.

Beskyttelsestidsdirektivet.

Beskyttelsestidsdirektivet skal være gennemført i dansk lovgivning senest den 1. juli 1995 (art. 11, stk. 1).

Direktivet indebærer en forlængelse af beskyttelsestiden fra 50 til 70 år efter ophavsmandens død og »genoplivning« af udløbne rettigheder, jf. nærmere de indledende bemærkninger til lovforslagets kap. 4.

Forslag til databasedirektiv.

Europakommissionen forelagde den 15. april 1992 et forslag til Rådsdirektiv om retlig beskyttelse af databaser. Da den endelige udformning af bestemmelserne fortsat langt fra er afklaret, vil det ikke have noget formål at prøve på at tage højde for dette kommende direktiv i lovforslaget.

6. Lovgivningssituationen i de nordiske lande.

I Finland har regeringen den 4. november 1994 forelagt Rigsdagen et lovforslag, der modsvarer nærværende lovforslags kapitel 2, inkorporerer fotografiloven og gennemfører udlejnings- og udlånsdirektivet og satellit- og kabeldirektivet i finsk ret. Et lovforslag til gennemførelse af beskyttelsestidsdirektivet er under forberedelse.

Den norske regering har den 16. december 1994 forelagt Stortinget et lovforslag, som svarer til det finske. Dog inkorporerer lovforslaget ikke fotografiloven, idet dette punkt indgår i et lovforslag om gennemførelse af beskyttelsestidsdirektivet, som er ved at blive udarbejdet.

For Sveriges vedkommende blev ændringer af ophavsretlovens kapitel 2 gennemført i 1993 (SFS 1993:1007), og fotografiloven blev inkorporeret pr. 1. juli 1994 (SFS 1994:190). Et lovforslag til gennemførelse i svensk ret af udlejnings- og udlånsdirektivet og satellit- og kabeldirektivet behandles i øjeblikket af Rigsdagen. Et lovforslag til gennemførelse af beskyttelsestidsdirektivet er på vej.

7. Den digitale udvikling.

Den nye digitale teknologi indebærer en revolution med hensyn til mulighederne for at håndtere tekst, lyd og billede, også for så vidt angår ophavsretligt beskyttet materiale.

Teknologien indebærer, at store mængder af information kan komprimeres og lagres på meget lille plads. Komprimeringen medfører, at mulighederne øges dramatisk for hurtigt at overføre den lagrede information via tråd (f.eks. telefonnettet eller andre kabelforbindelser, herunder i glasfiberkabler) eller trådløst (over jordbaserede sendere eller satellit). Endelig kan den lagrede information overføres og kopieres uden noget kvalitetstab.

Hverken nationalt eller internationalt indeholder den gældende ophavsretlige regulering med en enkelt undtagelse bestemmelser, der særligt vedrører digitalteknologien. Undtagelsen er edb-programmer, hvor der i 1991 blev vedtaget et EF-direktiv, som blev gennemført i Danmark i 1992.

På baggrund af de meget betydelige økonomiske og samfundsmæssige interesser, som knytter sig til digitalteknologien, pågår der for øjeblikket navnlig i USA, Japan og inden for EU omfattende undersøgelser, som også omfatter de rettighedsmæssige aspekter på såvel nationalt som internationalt plan. I USA er der i juli 1994 publiceret en foreløbig rapport under titlen »Intellectual Property and the National Information Infrastructure«. Endvidere forhandles der som nævnt for øjeblikket inden for EU om udformningen af et direktiv om beskyttelse af databaser.

Det forventes, at resultaterne af de mange nationale og internationale undersøgelser vil komme til at indgå i det igangværende arbejde inden for WIPO vedrørende en særlig protokol til Bernerkonventionen mv., som antagelig vil blive bragt til afslutning i løbet af 1995-96.

I Danmark afgav et af statsministeren nedsat udvalg i oktober 1994 rapporten »Info-samfundet år 2000«, der er et oplæg til en national indsats inden for de muligheder, som den nyeste udvikling af informationsteknologien indebærer. I rapporten foreslås det bl.a., at der af kulturministeren skal nedsættes et udvalg med henblik på en undersøgelse af særlige spørgsmål, herunder ophavsretlige, inden for bibliotekssektoren.

Det i februar 1994 fremsatte lovforslag (L 197) indeholdt et enkelt forslag af betydning for det digitale område. Forslaget gik ud på, at det forbud mod eksemplarfremstilling til privat brug, som i dag gælder for kopiering af edb-programmer i maskinlæsbar form, skulle udvides til at gælde for ethvert værk, herunder også databaser, i digitaliseret form. Samtidig blev det foreslået - i lighed med, hvad der gælder for edb-programmer - at den, der har erhvervet ret til at benytte et digitaliseret værk, skulle have en vis begrænset ret til en sådan eksemplarfremstilling, som er nødvendig for, at erhververen kan benytte værket efter dets formål.

Forslaget var begrundet i, at den digitale teknologi indebærer nye tekniske muligheder for fiksering, transmission, videregivelse, reproduktion og præsentation af tekst, billeder og lyd. Dette gælder ikke mindst med hensyn til mulighederne for hurtig reproduktion uden kvalitetstab af alt beskyttet materiale, som foreligger i digital form.

Forslaget fik i almindelighed en positiv modtagelse, selv om det såvel under udvalgsbehandlingen som under forhandlinger, ministeriet har haft i løbet af efteråret med repræsentanter for bl.a. bibliotekerne og rettighedshaverne, blev kritiseret for i enkelte henseender at være for vidtgående.

På baggrund af de fremførte synspunkter er forslaget til § 12, stk. 2, nr. 4, i lovforslaget udformet på en sådan måde, at forbudet mod kopiering til privat brug kun skal gælde for digital kopiering af eksemplarer af værker i digitaliseret form.

I forbindelse med det i februar 1994 fremsatte lovforslag har Dansk Forfatterforening og Dansk Journalistforbund fremsat ønske om, at aftalelicensordningerne i forslaget til §§ 13 og 14 om eksemplarfremstilling ved fotokopiering inden for undervisningsvirksomhed og erhvervsvirksomhed mv. burde udvides til også at gælde for elektronisk eksemplarfremstilling.

Den Danske Forlæggerforening og Danske Dagblades Forening har taget afstand fra dette forslag, idet foreningerne finder, at stærke grunde taler for, at elektronisk kopiering i de nævnte situationer bør være undergivet en ubegrænset eneret.

Kulturministeriet må være enig i, at den omfattende lagring af et meget stort antal beskyttede værker, som må forventes at ville finde sted i forbindelse med oparbejdelsen af databaser af forskellig art, meget vel vil kunne tale for at overveje at gennemføre visse aftalelicensbestemmelser på området.

Ministeriet finder imidlertid ikke, at der på nuværende tidspunkt foreligger et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fremlægge forslag af denne art. Ministeriet lægger herved navnlig vægt på, at den faktiske situation, herunder spørgsmålet om mulige aftaleparter, forekommer uafklaret, samt at der som nævnt på visse områder nu er iværksat særlige undersøgelser.

I betragtning af områdets internationale karakter må det endelig være af afgørende vigtighed at afvente udfaldet af de igangværende internationale overvejelser, herunder ikke mindst forhandlingerne indenfor EU og WIPO.

8. Forslag fra forberedelsesfasen, som ikke er medtaget i lovforslaget.

Ophavsretsudvalget har behandlet en række forslag og emner, som ikke er medtaget i lovforslaget. Det drejer sig om følgende:

Ophavsretten i ansættelsesforhold.

Der stilles ikke forslag om en generel bestemmelse om ophavsret i ansættelsesforhold.

Ophavsretsudvalget har behandlet spørgsmålet i betænkningen »Revision af ophavsretslovgivningen«. Et flertal foreslår en bestemmelse, hvorefter ophavsretten i faste ansættelsesforhold skal anses for overdraget til arbejdsgiveren i det omfang, som er nødvendigt for dennes sædvanlige virksomhed. Mindretallet foreslår en bestemmelse, hvorefter ophavsretten til værker, der er frembragt som led i et ansættelsesforhold, overgår til arbejdsgiveren, hvis andet ikke er aftalt.

På baggrund af, at en generel lovregulering om ophavsret i ansættelsesforhold vil have grundlæggende konsekvenser for bestående aftaler og kollektive overenskomster på arbejdsmarkedet, hvor der i almindelighed eksisterer en tradition for, at der kan træffes aftaler på et frit grundlag, er der ikke i lovforslaget medtaget bestemmelser af den nævnte karakter. Det samme gælder efter det for ministeriet oplyste for de lovforslag, som er fremlagt i de andre nordiske lande. Blandt de ledende EU-lande er det kun Storbritannien, der - baseret på en særlig angelsaksisk retstradition - har lovbestemmelser om en begrænset overgang af ophavsret i visse ansættelsesforhold. I de øvrige ledende EU-lande er spørgsmålet ikke lovreguleret.

Forvaltningsorganisationernes forhold.

Lovforslaget indeholder ingen generelle bestemmelser om de ophavsretlige forvaltningsorganisationer (KODA, Copy-Dan mv.).

Spørgsmålet om sådanne organisationers forhold er taget op til behandling inden for bl.a. EU og WIPO. Det vil på denne baggrund senere blive overvejet, om der bør gennemføres nye regler på dette område.

Udstillingsvederlag.

Der stilles ikke forslag om et ophavsretligt udstillingsvederlag.

Ophavsretsudvalget har stillet forslag om en sådan ordning i betænkningen »Billedret«.

Kulturministeriet finder, at udstillingsvederlag ikke bør have karakter af et ophavsretligt krav, men snarere bør reguleres som en offentlig kulturstøtteordning. Et sådant statsligt udstillingsvederlag har i en vis udstrækning allerede eksisteret i nogle år for en række udstillingssteder og er senest fornyet ved ministeriets cirkulære nr. 147 af 22. august 1991.

Adgangsret.

Der stilles ikke forslag om adgangsret.

Ophavsretsudvalget har i betænkningen »Billedret« foreslået, at besidderen af et eksemplar af et litterært eller kunstnerisk værk i visse tilfælde skal give ophavsmanden adgang til eksemplaret.

Ministeriet finder ikke, at der i praksis har vist sig behov for en sådan adgangsret, der efter ministeriets opfattelse indebærer et unødvendigt indgreb i ejendomsretten og i privatsfæren.

Biblioteksafgift.

Der stilles ikke forslag om et ophavsretligt biblioteksvederlag.

Dette var i 1985 blevet foreslået af et flertal i Ophavsretsudvalget i betænkningen »Ophavsretligt biblioteksvederlag«. Ved lov nr. 354 af 6. juni 1991 om biblioteksafgift blev der imidlertid gennemført en ny ordning for denne afgift, der har karakter af en kulturel støtteordning.

På denne baggrund finder Kulturministeriet, at der ikke er grundlag for at tage spørgsmålet om et ophavsretligt biblioteksvederlag op til fornyet overvejelse.

Under høringen over det departementale lovudkast fremkom der endvidere et forslag, som skal omtales:

Beskyttelse af teaterforestillinger.

Under høringen har der af Det kgl. Teater og Danske Teaterlederes Fællesråd været fremsat ønske om, at der bør indsættes en bestemmelse i ophavsretsloven, som indebærer, at teatre - i lighed med radiofonier og fremstillere af grammofonplader mv. - får en ophavsretlig beskyttelse af deres forestillinger for derved at kunne hindre, at forestillingerne bliver optaget på lyd- og videobånd samt udsendt i radio og fjernsyn.

Et tilsvarende forslag har været drøftet i Ophavsretsudvalget, jf. betænkningen »Beskyttelse af kunstneriske præstationer«. Udvalget satte imidlertid spørgsmålstegn ved, om der i sammenligning med f.eks. fonogramproducenter består et tilsvarende beskyttelsesbehov for teaterproducenter. Udvalget har bl.a. henvist til, at et teater i almindelighed vil have mulighed for at modsætte sig, at teaterforestillingen optages på bånd, film eller lignende, idet man kan nægte optagehold, lydteknikere og filmfotografer adgang til forestillingen. Udvalget kunne på denne baggrund ikke gå ind for en særlig beskyttelse af teaterforestillinger.

Kulturministeriet kan tilslutte sig de af Ophavsretsudvalget fremførte synspunkter. På denne baggrund samt under hensyn til, at man heller ikke i de øvrige nordiske lande har ønsket at fremlægge forslag af denne art, indeholder lovforslaget ikke særlige bestemmelser om en særlig producentbeskyttelse vedrørende teaterforestillinger.

9. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.

Lovforslaget medfører ikke direkte økonomiske eller personalemæssige konsekvenser for staten, amtskommunerne eller kommunerne. De indirekte økonomiske, herunder erhvervsøkonomiske, konsekvenser, som måtte følge af aftaler, som indgås på grundlag af ophavsretslovgivningen, og omfanget af den brug af beskyttede værker, som sådanne aftaler måtte lede til, kan der efter sagens natur ikke gives nogen oplysning om.

10. Indholdsfortegnelse.

En oversigt over lovforslaget er medtaget som bilag 7.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Til § 1

Til stk. 1

Efter den gældende ophavsretslovs § 1, stk. 1, har den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, ophavsret til værket. I bestemmelsen opregnes herefter på en ikke udtømmende måde forskellige kategorier af beskyttede værker. Værksbeskyttelsen gælder uanset et værks nærmere fremtrædelsesform. Værker i digital form, herunder også samlinger af ubeskyttede data, kan således også være omfattet af beskyttelsen efter stk. 1, under forudsætning af, at frembringelsen har karakter af et værk, dvs. at frembringelsen er resultatet af en egen selvstændigt skabende intellektuel indsats fra ophavsmandens side. Den nærmere bedømmelse af, om sidstnævnte krav er opfyldt i det enkelte tilfælde, henhører under domstolene.

Fotografiske billeder nyder ikke beskyttelse efter den gældende ophavsretslov, jf. § 10, stk. 2, men beskyttes efter en særlig lov om retten til fotografiske billeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 715 af 8. september 1993.

Forslaget til stk. 1 medfører to ændringer i forhold til den gældende bestemmelse:

- Udtrykket »beskrivende fremstilling« foreslås ændret til »faglitterær fremstilling«. Formålet er at adskille de faglitterære fremstillinger fra de i § 1, stk. 2, nævnte værker af beskrivende art. Udtrykket »beskrivende fremstilling« i den gældende lovs § 1, stk. 1, dækker faglitterære fremstillinger. Forslaget er af redaktionel karakter.

- Udtrykket »fotografisk værk« foreslås nævnt blandt de opregnede værkskategorier. Herved inkorporeres fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven.

Den gældende ordning for beskyttelsen af fotografier har i en årrække været genstand for kritik. Kritikken har bl.a. gået på, at beskyttelsestiden, der i dag varer i indtil 25 år efter fremstillingen af det fotografiske billede, er for kort, og at der mangler en beskyttelse mod efterligning. Fotografilovens beskyttelse gælder kun for stort set identiske eksemplarer. Endvidere har man anført, at beskyttelsen efter fotografiloven udelukkende gælder for den, der fremstiller et fotografisk billede, dvs. fotografen, som betjener kameraet, mens selvstændigt skabende indsats i forbindelse med fotografiets tilblivelse er uden beskyttelse. Det anføres, at beskyttelsen af kunstneriske fotografier generelt må anses for utilfredsstillende, og at lovgivningen principielt bør anerkende ophavsretsbeskyttelse for fotografier, som udtryk for en kunstnerisk skabende indsats.

Et flertal i Ophavsretsudvalget har på denne baggrund i betænkning nr. 1063/1986 stillet forslag om at inkorporere fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven. Forslaget indebærer, at fotografiske billeder, der opfylder de almindelige krav til at kunne anses som værker, beskyttes som fotografiske værker efter ophavsretslovens § 1. Samtidig skal alle fotografiske billeder efter udvalgets forslag beskyttes efter lovens kap. 5 om nærtstående rettigheder, uanset om de har værkshøjde eller ej.

Et mindretal i Ophavsretsudvalget finder, at der ikke er behov for at inkorporere fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven. Mindretallet begrunder sin holdning med de praktiske afgrænsningsproblemer, der følger af en sondring mellem fotografier med og uden værkshøjde. Mindretallet finder derfor, at den gældende ordning, hvor fotografiske billeder generelt beskyttes i henhold til en særlig lov, bør opretholdes.

Udvalgsflertallets forslag har under høringen fået støtte fra bl.a. Samrådet for Ophavsret, Sammenslutningen af Scenografer, Instruktører og Filmarbejdere, Dansk Forfatterforening, Danske Billedautorer samt Dansk Journalistforbund (herunder Pressefotografforbundet), medens bl.a. Den Danske Forlæggerforening, Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening, Danske Dagblades Forening samt Danmarks Radio og TV 2 ønsker at opretholde fotografibeskyttelsen i en særlig lov.

Spørgsmålet om den fremtidige beskyttelse af fotografiske billeder har været drøftet med de andre nordiske lande. Den nordiske holdning til udvalgsflertallets forslag har været positiv, og det må forventes, at der også i de andre lande vil blive fremmet forslag om at inkorporere fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven. Dette svarer til, hvad der allerede er gældende ret i Island.

På denne baggrund foreslår Kulturministeriet, at fotografiloven ophæves, jf. lovforslagets § 89, og at fotografiske billeder i fremtiden beskyttes efter ophavsretsloven i overensstemmelse med udvalgsflertallets forslag.

Med hensyn til de af bl.a. udvalgsmindretallet anførte praktiske afgrænsningsproblemer finder ministeriet, at sådanne problemer kan undgås ved at give beskyttelsen af fotografiske billeder efter lovforslagets § 70 samme indhold som beskyttelsen af fotografiske værker efter lovforslagets § 1. Der synes ikke i almindelighed at være nogen grund til at give særlige regler for fotografier uden værkshøjde. Det foreslås derfor, at de bestemmelser, der gælder for fotografiske værker principielt finder tilsvarende anvendelse på fotografier uden værkshøjde, jf. nærmere bemærkningerne til § 70.

Der vil herefter i hovedsagen kun være to forskelle mellem de to former for beskyttelse:

- Fotografiske værker beskyttes i 70 år efter ophavsmandens død, jf. lovforslagets § 63, mens andre fotografier beskyttes i 50 år efter fremstillingen af det fotografiske billede, jf. lovforslagets § 70.

- Ophavsmanden til et fotografisk værk er den eller de personer, der yder en selvstændigt skabende eller kreativ indsats i forbindelse med fotografiets tilblivelse. Beskyttelsen efter § 70 om fotografiske billeder gælder kun for den, der fremstiller det fotografiske billede, hvilket svarer til den gældende fotografilov.

For at kunne anses som et fotografisk værk efter lovforslagets § 1, stk. 1, skal fotografiet være resultatet af en selvstændigt skabende indsats. Indholdet af det ophavsretlige værkshøjdekrav må for fotografier - som på andre områder inden for ophavsretten - fastlægges i retspraksis. De elementer, der kan have betydning for bedømmelsen kan bl.a. være komposition, beskæring, motivvalg, perspektiv, billedvinkel, skarphedsdybde og lyssætning. Det afgørende er, at der foreligger en selvstændigt skabende eller kreativ indsats på grundlag af flere valgmuligheder.

Efter almindelige ophavsretsprincipper udstrækker den ophavsretlige beskyttelse af et fotografi sig ikke til fotografiets motiv. Der kan således fx ikke hævdes nogen eneret til at fotografere en bestemt bygning. Ophavsmanden nyder derimod beskyttelse mod, at andre efterligner et fotografi ved at genbruge beskyttede elementer i fotografiet.

Ophavsmanden efter forslaget til § 1 er den eller de personer, der yder en sådan selvstændigt skabende eller kreativ indsats i forbindelse med fotografiets frembringelse, at det kvalificerer til ophavsretlig beskyttelse. Er det fx kompositionen og lyssætningen, der udløser beskyttelsen efter § 1, er det den eller de ansvarlige for dette, der anses for ophavsmænd.

Systematisk henregnes fotografiske værker til kunstværker, ligesom værker af billedkunst, bygningskunst og brugskunst.

Dette indebærer bl.a., at fotografiske værker efter lovforslaget får en beskyttelse svarende til de øvrige kunstværker, herunder en beskyttelsestid på 70 år, ligesom de undtagelsesbestemmelser i lovens kap. 2, som gælder for kunstværker, også finder anvendelse på fotografiske værker og billeder, jf. herved også lovforslagets § 70, stk. 3.

Til stk. 2 og 3

Forslaget til stk. 2 og 3 svarer til den gældende ophavsretslovs § 1, stk. 2 og 3, som senest affattet ved lovændringerne i 1989 og 1992.

Til § 2

Til stk. 1 og 2

Forslaget til stk. 1 og 2, svarer til den gældende lovs § 2, stk. 1 og 2, hvorefter ophavsmanden som hovedregel har en eneret til at råde over sit værk ved at fremstille eksemplarer af værket eller ved at gøre det tilgængeligt for almenheden. Det bemærkes, at udtrykkene »fremstille eksemplarer« og »gøre tilgængeligt for almenheden« gælder uanset hvilken teknik, der anvendes ved eksemplarfremstillingen eller tilgængeliggørelsen. De to udtryk omfatter således også eksemplarfremstilling og eksemplarspredning i digital form samt offentlig visning eller fremførelse, herunder udsendelse i radio eller fjernsyn, i digitaliseret form.

Til stk. 3

Efter den gældende lovs § 2, stk. 3, 1. pkt., gøres værket tilgængeligt for almenheden, når det fremføres offentligt, eller når eksemplarer af det udbydes til salg, leje, lån eller på anden måde spredes til almenheden, eller eksemplarer af værket vises offentligt.

Retten til offentlig visning af eksemplarer af et værk gælder såvel direkte visning som indirekte visning, fx visning på skærm. Visningsretten har i almindelighed kun betydning i tilfælde, hvor et værks udseende er det centrale element ved værket, som tilfældet fx er ved kunstværker og fotografier. Visningsretten omfatter imidlertid også tilfælde, hvor andre typer af værker fx litterære værker gengives som stillbillede på en billedskærm.

Er der derimod tale om en afspilning eller anden sammenhængende skærmgengivelse af et værk eller dele heraf, vil en sådan gengivelse ikke være omfattet af bestemmelser om offentlig visning af eksemplarer, men af bestemmelserne om offentlig fremførelse. Som eksempel kan nævnes afspilning af billederne i et filmværk.

Forslaget til § 2, stk. 3, medfører to ændringer i forhold til den gældende bestemmelse:

- Det foreslås at dele bestemmelsen op i numre, således at der skabes en adskillelse mellem de tre grundbeføjelser, som omfattes af begrebet »tilgængeliggørelse for almenheden«, dvs. eksemplarspredning til almenheden (nr. 1), offentlig eksemplarvisning (nr. 2) og offentlig værksfremførelse (nr. 3). Ændringen er af redaktionel karakter.

- Det foreslås at tilføje ordene »herunder udsendes i fjernsyn« i stk. 3, nr. 2, om offentlig visning og »herunder udsendes i radio eller fjernsyn« i stk. 3, nr. 3, om offentlig fremførelse. Formålet er at præcisere, at ophavsmandens eneret til offentlig visning og fremførelse også omfatter udsendelse af værket i radio og tv.

På baggrund af den internationale udvikling på området, herunder navnlig EF-direktivet om satellit- og kabel, finder Kulturministeriet, at der er anledning til særligt at nævne udtrykket »udsendes i radio eller fjernsyn« som en del af begrebet »offentlig fremførelse« i lovforslagets § 2, stk. 3, nr. 3, samt udtrykket »udsendes i fjernsyn« som en del af begrebet »offentlig visning« i stk. 3, nr. 2.

Omfattet af udtrykket »udsendes i radio eller fjernsyn« er enhver radio- eller tv-programvirksomhed, der foregår trådløst eller via tråd, uanset den anvendte sendeteknik. Da udtrykket »udsendes i radio eller fjernsyn« er en del af det overordnede begreb »tilgængeliggørelse for almenheden« i lovens § 2, stk. 1, forudsættes det, at transmissionen sker til almenheden. Transmissioner, der ikke retter sig mod almenheden, falder uden for udsendelsesbegrebet. Dette indebærer bl.a., at lukkede teletransporter, herunder transmissioner mellem to radiofonier som led i fx intern programudveksling, ikke omfattes af de nævnte bestemmelser.

Udsendelser, som fx via telefonnettet eller trådløst sker på begæring af en modtager, omfattes ikke af udtrykket »udsendes i radio eller fjernsyn«, men må bedømmes efter lovens almindelige bestemmelser om offentlig fremførelse. Det følger heraf blandt andet, at de særlige bestemmelser i lovforslagets § 30 om aftalelicens for radiofoniers udsendelsesvirksomhed ikke finder anvendelse på udsendelsesvirksomhed, som sker på begæring af en modtager.

Udtrykket »udsendes i radio eller fjernsyn« omfatter herefter enhver transmission, herunder også i digital form, af beskyttede værker til almenheden, der foretages

- over det konventionelle radio- eller tv-jordsendenet (såkaldte terrestriske sendinger),

- over rundspredende satellitter (såkaldte tv-satellitter, direkte sendende satellitter eller DBS-satellitter),

- over kommunikationssatellitter (såkaldte FSS-satellitter, »fixed satellite services«, der oprindelig var forbeholdt udveksling af tjenesteydelser inden for telekommunikationssektoren), og

- gennem kabelanlæg (herunder fællesantenneanlæg).

Det er uden betydning, om der er tale om førstegangsudsendelse eller videreudsendelse via radio- eller kabelanlæg.

Er et radio- eller tv-signal kodet, er der kun tale om en udsendelse i radio eller fjernsyn, såfremt dekodere er gjort tilgængelige for almenheden af det udsendende radio- eller tv-foretagende eller med dettes samtykke, jf. art. 1, stk. 2, litra c, i satellit- og kabeldirektivet.

Det forudsættes, at udsendelsen i radio eller fjernsyn sker i en ubrudt transmissionskæde. Sker der en afbrydelse i transmissionskæden, finder udsendelsen først sted ved det punkt, hvorfra signalfremføringen til almenheden foregår i en ubrudt sendekæde, jf. art. 1, stk. 2, litra b, i direktivet.

Rettigheder til udsendelse af et værk i radio eller fjernsyn skal som efter gældende ret alene erhverves i det land, hvor udsendelseshandlingen finder sted, jf. art. 1, stk. 2, litra b, i det ovennævnte direktiv. Selve modtagningen af et udsendt signal og forholdene i andre lande end udsendelseslandet er uden ophavsretlig betydning. Dette udelukker ikke, at der ved vederlagsfastsættelsen i forbindelse med indgåelsen af aftaler i sendelandet kan tages hensyn til det reelle eller potentielle antal lyttere og seere, som måtte nyde fordel af udsendelsen.

Det bemærkes, at lovforslagets § 2, stk. 3, ikke har konsekvenser for begrebsanvendelsen i anden lovgivning, herunder lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Udtrykket »udsendes i radio eller fjernsyn« har ikke alene betydning for ophavsmandens eneret efter lovforslagets § 2 men også konsekvenser for en række undtagelsesbestemmelser i lovforslaget, hvor dette udtryk eller delvis tilsvarende udtryk er anvendt.

Tilsvarende gælder det, at den i § 2 foretagne begrebsfastlæggelse har betydning for forslagene til en række grundlæggende nye bestemmelser i kap. 5 om beskyttelse af såkaldte nærtstående rettigheder, hvor udtrykket »gøre tilgængelig for almenheden« anvendes. Der henvises til lovforslagets §§ 65-67 og §§ 69-70.

Til stk. 4

Forslaget til stk. 4 om fremførelse i erhvervsvirksomheder svarer med en redaktionel ændring til bestemmelsen i den gældende ophavsretslovs § 2, stk. 3, 2. pkt.

Til § 3

Forslaget til § 3 om ophavsmandens ideelle rettigheder (droit moral) svarer til den gældende lovs § 3.

Det følger af inkorporeringen af fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven, at fotografiske værker også omfattes af droit moral-beskyttelsen efter forslaget til § 3.

Til § 4

Forslaget til § 4 om bearbejdelser mv. svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 4 i den gældende lov.

I forhold til den gældende bestemmelse er udtrykket »originalværket« i stk. 1 erstattet af »det oprindelige værk«. Dette skyldes, at originalitetsbetegnelsen kan give anledning til misforståelse, idet der ikke stilles andre værkshøjdekrav til de af § 4 omfattede værker end til andre værker. Som konsekvens af denne ændring foreslås udtrykket »det benyttede værk« i den gældende lovs § 4, stk. 2, erstattet af »det oprindelige værk«.

Tilføjelsen af ordene »på anden måde« og »herunder« har udelukkende karakter af sproglige præciseringer.

Til § 5

Forslaget til § 5 om samleværker svarer til § 5 i den gældende lov.

Til § 6

Forslaget til § 6 om fællesværker svarer til § 6 i den gældende lov.

Til § 7

Forslaget til § 7 svarer til § 7 i den gældende lov. Den gældende lovs § 7, stk. 2, hvorefter anonyme og pseudonyme ophavsmænd kan opgive deres anonymitet ved anmeldelse til Kulturministeriet, er ikke medtaget i lovforslaget, da bestemmelsen ikke har været anvendt i praksis.

Forslaget til § 7, stk. 1, svarer endvidere i hovedsagen til § 3 i den gældende fotografilov, hvorefter dog også et »firma« kan anses som fotograf. Som konsekvens af den foreslåede inkorporering af fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven foreslås denne særregel ikke overført til ophavsretsloven.

Til § 8

Forslaget til § 8, stk. 1 og 2, om offentliggørelse og udgivelse svarer med en enkelt sproglig ændring i stk. 2 til § 8 i den gældende ophavsretslov. § 8, stk. 1, om offentliggørelse svarer endvidere indholdsmæssigt til § 4 i den gældende fotografilov.

Til § 9

Forslaget til § 9 om offentlige aktstykker svarer til § 9 i den gældende lov, således som den blev affattet ved lovændringen i 1989. Med den foreslåede inkorporering af fotografier i ophavsretsloven vil fotografiske værker og billeder være omfattet af bestemmelsen i § 9, stk. 2, om retsstillingen for selvstændige bidrag til offentlige aktstykker mv., som indholdsmæssigt svarer til den gældende fotografilovs § 9 b.

Til § 10

Forslaget til § 10 om forholdet til anden lovgivning svarer til § 10, stk. 1 og 3, i den gældende lov.

Den hidtidige bestemmelse i ophavsretslovens § 10, stk. 2, hvorefter fotografier udelukkes fra ophavsretlig beskyttelse, er udgået som konsekvens af, at fotografiloven foreslås ophævet, og at fotografier i fremtiden foreslås beskyttet efter ophavsretsloven, jf. lovforslagets §§ 1 og 70.

Kulturministeriet har overvejet, om der i forslaget til § 10 burde optages en kollisionsbestemmelse vedr. brugsmodeller, jf. lov nr. 130 af 26. februar 1992 om brugsmodeller mv., således at beskyttelse efter denne lov ikke skulle udelukke ophavsret. Beskyttelsens genstand ved brugsmodeller er imidlertid - ligesom ved opfindelser, jf. patentloven - ikke en genstands konkrete udformning, men dens tekniske egenskaber. Der vil derfor kun sjældent kunne ske overlapning mellem brugsmodelloven og ophavsretsloven. Ministeriet finder på denne baggrund, at en sådan lovbestemmelse er overflødig. Patentdirektoratet har under høringen tilsluttet sig denne opfattelse.

Til kapitel 2

Lovforslagets kap. 2 indeholder bestemmelser om indskrænkninger i ophavsretten. I forhold til den gældende lov er der tale om en forenkling og modernisering. Herudover gennemføres en række nye bestemmelser, som omtales nærmere nedenfor. Det skal bemærkes, at der under de nordiske forhandlinger har været enighed om udformningen og rækkefølgen af en væsentlig del af de foreslåede bestemmelser i kap. 2.

Forslaget til § 12 indebærer, at adgangen til at fremstille eksemplarer til privat brug præciseres til kun at gælde for fysiske personer og ikke tillige for juridiske personer. Forslaget er baseret på en indstilling fra Ophavsretsudvalget og svarer til den gældende retstilstand i Finland, Sverige og Norge.

Forslaget til § 14 om aftalelicens for fotokopiering i offentlige og private institutioner, organisationer og erhvervsvirksomheder er ny. Hovedformålet med bestemmelsen er at tilvejebringe mulighed for et sikkert retsgrundlag for fotokopieringen inden for de nævnte institutioner, også når det gælder kopiering af udenlandsk materiale.

Forslagene til § 13 og § 17 indeholder nye aftalelicensordninger. Der foreslås indført aftalelicenser for radio- og tv-optagelser til undervisningsbrug (§ 13) og for radio- og tv-optagelser til brug for syns- og hørehandicappede (§ 17). Mens aftalelicensen i forslagets § 13 erstatter en tvangslicens i den gældende ophavsretslovs § 17, er området for aftalelicensen i forslagets § 17 nyt. Formålet med bestemmelsen er at tilgodese et særligt behov hos syns- og hørehandicappede for at kunne foretage optagelser af radio- og tv-udsendelser.

En anden vanskeligt stillet gruppe tilgodeses i lovforslagets § 15. Det gælder beboere m.fl. på sygehuse, i plejehjem, fængsler o.lign., som på grund af ujævne døgnrytmer eller institutionsrutiner mv. ofte er afskåret fra at følge radio- og fjernsynsprogrammer på det tidspunkt, de udsendes. Forslaget til § 15 indeholder en mulighed for at foretage optagelser af værker, der udsendes i radio eller fjernsyn med henblik på tidsforskudt anvendelse for institutionens beboere m.fl. Udnyttelsen af værker efter forslaget til § 15 er fri.

Bestemmelsen i lovforslagets § 19 om spredning af eksemplarer indeholder ændringer af såvel systematisk som indholdsmæssig karakter. I forhold til den gældende ophavsretslov udskilles visningsretten til en særlig bestemmelse, jf. forslagets § 20. Endvidere foreslås det i § 19, stk. 1, at betingelserne for en fri adgang til viderespredning ændres fra et udgivelses- til et salgskriterium, således at alle værkseksemplarer som hovedregel frit må spredes videre, når de er solgt eller på anden måde overdraget til andre. I forslaget til § 19, stk. 2 og 3, er der givet visse undtagelser fra denne hovedregel for så vidt angår udlejning og udlån. Undtagelsesbestemmelserne indeholder en række ændringer, som er nødvendige for at opfylde bestemmelserne i EF-direktivet om udlejnings- og udlånsrettigheder mv. Der henvises til bemærkningerne til § 19.

Som led i den generelle styrkelse af billedkunstnernes retlige stilling foreslås adgangen til efter den gældende lovs § 14, stk. 2, at gengive kunstværker mod vederlag i alment oplysende fremstillinger ophævet og erstattet af en eneret, jf. lovforslagets § 23. På samme måde foreslås den gældende tvangslicens for erhvervsmæssig gengivelse af kunstværker, der er anbragt på offentlige pladser mv., erstattet af en eneret, jf. forslagets § 24, stk. 2.

Forslaget til kap. 2 indeholder herudover nogle forslag af mindre vidtrækkende karakter. Der henvises herom bl.a. til § 16 (eksemplarfremstilling på arkiver, biblioteker og museer), § 18 (fremstilling af antologier mv.), § 21 (offentlig fremførelse), § 27 (kollisionsregel i forhold til arkivlovgivningen), § 30 (aftalelicens for radio og fjernsyn) og § 33 (opbevaring af optagelser af radio- og tv-udsendelser).

Endelig er der foretaget en væsentlig lovteknisk forenkling af bestemmelserne om aftalelicens og tvangslicens.

For så vidt angår de i lovforslaget indeholdte tvangslicensbestemmelser er der givet fælles bestemmelser herom i forslagets §§ 47-49.

For så vidt angår aftalelicensordninger gælder det efter forslaget, at det nærmere område for aftalicensens anvendelse defineres i de enkelte aftalelicensbestemmelser. De mere generelle betingelser for og virkninger af aftalelicensens anvendelse er samlet indeholdt i lovforslagets §§ 50 og 51, som har karakter af fællesregler for samtlige de i lovforslaget indeholdte aftalelicensbestemmelser.

Det skal endelig nævnes, at bestemmelsen i lovforslagets § 52 som noget nyt indfører en mulighed for mægling i forbindelse med forhandlinger om indgåelse af aftaler i forbindelse med visse aftalelicensbestemmelser.

Til § 11

Til stk. 1

Forslaget til stk. 1, hvorefter undtagelsesbestemmelserne i lovens kap. 2 ikke gør indskrænkninger i ophavsmandens droit moral-beskyttelse, udover hvad der følger af lovforslagets § 29 om ændring af bygninger og brugsgenstande, svarer til § 26, stk. 1, i den gældende lov.

I overensstemmelse med forslag i Ophavsretsudvalgets betænkning nr. 1197/1990 foreslås det, at disse generelle betingelser for brug af værker i henhold til en undtagelsesbestemmelse i lovens kap. 2 placeres forrest i kapitlet i stedet for - som i den gældende lov - sidst i kap. 2.

Til stk. 2

Forslaget til stk. 2 om respekt for ophavsmandens ideelle rettigheder også i tilfælde, hvor der kan ske brug af beskyttede værker efter undtagelsesbestemmelser i lovens kap. 2 svarer med følgende ændringer til § 26, stk. 2 og 3, i den gældende lov:

- Udtrykket »gengivelsen« i den gældende lovs § 26, stk. 3, og ordet »gengives« i § 26, stk. 2, foreslås erstattet med henholdsvis »brug« og »anvendes«. Disse forslag, der i praksis svarer til gældende ret i Finland og Sverige, har til formål at præcisere, at en vis adgang til at ændre værket ikke alene gælder i forbindelse med de bestemmelser i kap. 2, som vedrører gengivelse, men også bl.a. bestemmelser om eksemplarfremstilling til privat brug, jf. lovforslagets § 12.

- Udtrykket »formålet« (med gengivelsen) i den gældende lovs § 26, stk. 3, foreslås erstattet af »den tilladte« (brug). Ændringen er alene en sproglig præcisering af, at formålet med en handling i henhold til kap. 2 ikke er et afgørende tilknytningsmoment.

Forslaget til § 11, stk. 2, 2. pkt., om kildeangivelse svarer til § 26, stk. 2, i den gældende lov.

Til § 12

Til stk. 1

Efter den gældende lovs § 11, stk. 1, må der af et offentliggjort værk fremstilles enkelte eksemplarer til privat brug, men de må ikke udnyttes på anden måde. Den gældende fotografilovs § 5 indeholder en tilsvarende bestemmelse, hvori der dog ikke stilles krav om, at fotografiet skal være offentliggjort.

Forslaget til § 12, stk. 1, medfører følgende ændringer i forhold til de gældende bestemmelser i ophavsretsloven og fotografiloven:

- Bestemmelsen foreslås indsnævret til kun at omfatte fysiske personer ved at indføje ordene »enhver« og »sin private brug«. Juridiske personer vil herefter være udelukkede fra at fremstille eksemplarer til privat brug.

- Det præciseres, at bestemmelsen også omfatter benyttelse af fremmed medhjælp, jf. ordene »eller lade fremstille«.

- Bestemmelsen om, at eksemplarerne ikke må udnyttes på anden måde, er udskilt i et særskilt punktum, stk. 1, 2. pkt.

- Som følge af inkorporeringen af fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven omfatter bestemmelsen også fotografier.

Forslaget til § 12, stk. 1, er baseret på en flertalsindstilling fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 912/1981 og betænkning nr. 1063/1986. Udvalgsflertallet begrunder forslaget med, at sådan som den gældende ophavsretslovs § 11 i praksis er blevet fortolket, har den ført til en kopiering af et omfang, som er langt større end oprindelig forudsat, samt at dette indebærer væsentlige skadevirkninger for rettighedshaverne.

Et mindretal i udvalget finder ikke, at der er behov for at indskrænke den gældende lovs § 11, under henvisning til at bestemmelsen allerede i dag sætter tilstrækkeligt snævre grænser for den fri kopiering til privat brug. Det anføres, at flertalsforslaget vil resultere i kriminalisering af en fotokopiering, som er naturlig og uundværlig i et moderne samfund.

Flertalsforslaget har under høringen fået støtte bl.a. fra Copy-Dan, Samrådet for Ophavsret og Den Danske Forlæggerforening, medens bl.a. Forbrugerrådet, Danmarks Radio, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Industrirådet, Amtsrådsforeningen og Finansrådet finder, at juridiske personer fortsat bør være omfattet af adgangen til privatkopiering.

Kulturministeriet kan tilslutte sig forslaget fra flertallet i Ophavsretsudvalget. På nordisk plan har der også været enighed om, at privatkopieringsbestemmelsen kun bør gælde for fysiske personer.

Forslaget til stk. 1 indebærer, at juridiske personer - herunder erhvervsvirksomheder, offentlige myndigheder, undervisningsinstitutioner, forskningsinstitutioner mv. - udelukkes fra under henvisning til privatbrugsbestemmelsen at fremstille et større antal eksemplarer til almen intern brug. Forslaget skal ses på baggrund af, at de nævnte juridiske personers kopieringsbehov stort set allerede i vid udstrækning må anses for dækket ved kopieringsaftaler med ophavsmændene.

Det følger endvidere af de i lovforslagets §§ 13-14 foreslåede aftalelicensbestemmelser, at der vil være mulighed for, at sådanne kopieringsaftaler indgået med danske rettighedshaverorganisationer også kan få virkning i forhold til rettighedshavere, som ikke repræsenteres af de pågældende organisationer. Hermed skabes der sikkerhed for, at institutionerne mv. kan få tilgodeset deres behov for eksemplarfremstilling af beskyttede værker. Dette gælder også for så vidt angår materiale fra udlandet, som er beskyttet i Danmark som følge af Danmarks internationale forpligtelser efter Bernerkonventionen.

Fysiske personer må fortsat fremstille kopier til eget brug eller til brug inden for familie- og omgangskredsen (privatsfæren), uanset om det er i forsknings- eller studieøjemed, om formålet er underholdning eller hobby-aktiviteter, eller om kopieringen sker for at dække andre behov. Medlemmer af lukkede klubber, studiekredse o.lign., der har et privat præg, vil ligeledes kunne fremstille kopier til sig selv og andre medlemmer af kredsen.

Afgørende for om en eksemplarfremstilling kan anses for omfattet af adgangen til at fremstille eksemplarer til privat brug efter forslaget til § 12, stk. 1, er, at der eksisterer et personligt bånd mellem eksemplarfremstilleren selv og den person, fremstilleren evt. videregiver en kopi til.

Under høringen har bl.a. Den Danske Forlæggerforening og Copy-Dan fremført, at adgangen til privat eksemplarfremstilling burde være begrænset til den egentlige privatsfære, dvs. at kopiering i undervisningsinstitutioner og virksomheder mv. alene burde kunne ske inden for rammerne af aftalelicensbestemmelserne i lovforslagets §§ 13-14. Det er anført, at den gældende § 11 er blevet brugt som legitimation for en omfattende kopiering i undervisningsinstitutioner, virksomheder mv., og at den har stillet sig hindrende for en fotokopieringsaftale, der omfatter universiteterne og de højere læreanstalter.

Kulturministeriet har overvejet de af rettighedshaverorganisationerne fremførte synspunkter, men finder - i lighed med holdningen i de øvrige nordiske lande - ikke, at der er påvist et tilstrækkeligt behov for en yderligere indskrænkning i adgangen til privat eksemplarfremstilling end den, der følger af, at bestemmelsen alene vil omfatte fysiske personer.

Personer, der er ansat i virksomheder mv., vil herefter kunne kopiere tidsskriftartikler og andet til sig selv og til brug i deres sagsbehandling samt til brug for enkelte kolleger. Den ansatte må derimod ikke fremstille et større antal kopier til almindelig cirkulation eller spredning blandt virksomhedens medarbejdere.

På samme måde vil en lærer kunne fremstille eksemplarer til sin egen undervisningsforberedelse samt til enkelte interesserede elever. Derimod er det ikke tilladt at fremstille eksemplarer til uddeling blandt eleverne i en hel skoleklasse under et eller lade de enkelte elever selv forestå en sådan kopiering. Selvstændigt erhvervsdrivende, såsom læger og advokater, kan kopiere til deres personlige og faglige brug samt til brug for kolleger, hvor der foreligger en personlig tilknytning mellem eksemplarfremstilleren og den til hvem kopien videregives.

I lighed med gældende ret foreslås det i stk. 1, at der kun må fremstilles eksemplarer til privat brug af værker, der er offentliggjort. Et værk anses for offentliggjort, når det lovligt er gjort tilgængeligt for almenheden, jf. lovens § 8, stk. 1.

Fra rettighedshaverside er det foreslået, at udtrykket »enkelte eksemplarer« holdes inden for mere præcise og snævre rammer, evt. ved at det tilladte kopiantal fikseres.

Kulturministeriet finder ikke, at det antal kopier, der lovligt må fremstilles i henhold til § 12 bør fikseres. Heller ikke Ophavsretsudvalget eller de andre nordiske udvalg har stillet forslag herom. Det i bestemmelsen anvendte udtryk, »enkelte eksemplarer«, må anses for tilpas fleksibelt til at dække de forskellige værksarter, der er tale om. Hvor mange kopier der må fremstilles uden aftale med rettighedshaverne af en given type værker må bero på en konkret bedømmelse af værkets karakter, herunder graden af værkets sårbarhed over for kopiering.

Efter motiverne til den gældende ophavsretslovs § 11 er det tilladt efter bestilling at lade andre fremstille eksemplarer til privat brug. Der kan fx være tale om, at man lader et bibliotek fremstille en kopi af en tidsskriftartikel, eller at man på en reproduktionsanstalt får fremstillet en kopi af et bestemt værk. Det foreslås, at dette udtrykkeligt skal fremgå af lovteksten, jf. ordene »eller lade fremstille« i forslaget til § 12, stk. 1.

Det bemærkes, at det - ligesom efter den gældende lov - er bestilleren, der efter en forudgående, individuel anmodning skal have taget initiativ til kopieringen, ligesom bestemmelsens krav om privat brug skal bedømmes efter bestillerens forhold. Eksemplarfremstillingen falder uden for rammerne af forslagets § 12, stk. 1, såfremt benyttelsen af en udenforstående fx sker efter dennes annoncering, eller hvis den udenforstående på anden måde har fremkaldt bestillingen. Det er imidlertid ikke efter forslaget til § 12, stk. 1, en forudsætning for at lade andre foretage kopieringen, at bestilleren selv er i besiddelse af det eksemplar, der danner grundlag for eksemplarfremstillingen.

Forslaget til § 12, stk. 1, 2. pkt., hvorefter de til privat brug fremstillede eksemplarer ikke må udnyttes på anden måde, svarer til den gældende lovs § 11, stk. 1. At de eksemplarer, der fremstilles til privat brug, ikke må udnyttes på anden måde, betyder bl.a., at en kopi ikke må spredes uden for den private kreds, og at en kopi ikke må bruges ved offentlig fremførelse. Fx må en privatkopi af et fonogram ikke benyttes ved musikfremførelse i restauranter o.lign., ligesom der ikke må anvendes fotokopierede noder ved koncerter, der har karakter af en offentlig fremførelse.

Det bemærkes, at lovforslagets § 12, stk. 2, i en række tilfælde forbyder eksemplarfremstilling til privat brug efter stk. 1, ligesom forslaget til § 12, stk. 3, indeholder en række undtagelser fra adgangen til at benytte fremmed medhjælp, jf. bemærkningerne nedenfor til disse bestemmelser. Om brug af teknisk kopieringsudstyr, der stilles til rådighed for almenheden, henvises til bemærkningerne til stk. 4.

Til stk. 2

Forslaget til § 12, stk. 2, nr. 1-3, svarer med en enkelt redaktionel ændring til § 11, stk. 2, i den gældende ophavsretslov, således som bestemmelsen blev affattet ved lovændringen i 1989. Den redaktionelle ændring består i, at ordet »maskinlæsbar« i § 12, stk. 2, nr. 3, om forbud mod kopiering til privat brug af edbprogrammer er erstattet med ordet »digitaliseret«, som er mere i overensstemmelse med nu anvendt terminologi.

Forslaget til § 12, stk. 2, nr. 4, om forbud mod privatbrugskopiering af andre værker end edb-programmer i digital form er nyt.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger har Dansk Forfatterforening og Dansk Journalistforbund stillet forslag om, at forbudet i den gældende lovs § 11, stk. 2, nr. 3, mod eksemplarfremstilling til privat brug af edb-programmer udvides til at gælde for alle typer af værker i digitaliseret form.

Efter Kulturministeriets opfattelse indebærer den nye digitale teknologi så betydelige og aktuelle muligheder for hurtig reproduktion i høj kvalitet også af andre typer af værker end edb-programmer, at det forekommer velbegrundet at udvide den gældende bestemmelse om forbud mod at kopiere edb-programmer til privat brug til at omfatte alle typer af værker i digitaliseret form. I overensstemmelse hermed foreslås det i § 12, stk. 2, nr. 4, at der skal gælde et generelt forbud mod i digital form at fremstille eksemplarer til privat brug, når eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af værket i digitaliseret form.

Det i februar 1994 fremlagte lovforslag indeholdt i § 12, stk. 2, nr. 3, et mere vidtgående kopieringsforbud, der også omfattede kopiering fra digital til analog form og omvendt. Under lovbehandlingen blev det fra flere sider anført, at kopieringsforbudet ikke burde ramme fx udprintning af tekster fra en digital base og indscanning af værker i en sådan.

I overensstemmelse med de fremførte synspunkter er forslaget til § 12, stk. 2, nr. 4, i nærværende lovforslag udformet således, at kopieringsforbudet kun rammer kopiering fra digital til digital form.

Forslaget til stk. 2, nr. 4, skal i øvrigt ses i sammenhæng med lovforslagets § 36, stk. 2, hvor der - i lighed med hvad der gælder for edb-programmer - gives den, der har ret til at benytte et værk i digitaliseret form, en vis begrænset ret til en sådan eksemplarfremstilling, som er nødvendig for, at erhververen kan benytte værket efter dets formål.

Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1063/1986 foreslået en bestemmelse, hvorefter det ikke skulle være tilladt at fremstille et eksemplar til privat brug af et filmværk, hvis det sker direkte fra et eksemplar, som her i landet alene er beregnet til offentlig fremførelse. Der er især tænkt på biograffilm, som normalt alene befinder sig i biografernes operatørrum eller i tv-selskabernes tekniske afviklingsrum. Spørgsmålet har været drøftet under de nordiske forhandlinger. Der har her været enighed om, at der ikke synes at være påvist et tilstrækkeligt behov for en særregel om kopiering af sådanne biograffilm. Kulturministeriet finder på denne baggrund ikke, at udvalgets forslag bør fremmes.

Til stk. 3

Forslaget til stk. 3, nr. 3 og 4, om forbud mod at benytte fremmed medhjælp ved fremstilling af eksemplarer af værker af brugskunst og kunstværker svarer til den gældende lovs § 11, stk. 3.

Som noget nyt foreslås det i stk. 3, nr. 1 og 2, at forbudet mod benyttelse af fremmed medhjælp udvides til også at omfatte musikværker og filmværker. Begrebet musikværker omfatter såvel noder som fonogrammer.

Forslaget er baseret på en flertalsindstilling fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1063/1986. Udvalgsflertallets begrundelse er, at det er særdeles enkelt og billigt at kopiere musik- og filmværker, når de foreligger som fonogrammer eller videogrammer, ligesom en kopi ikke adskiller sig nævneværdigt fra originalen. Det forekommer derfor uacceptabelt i forhold til ophavsmændenes interesser, såfremt udenforstående i større omfang kan fremstille eksemplarer efter bestilling til andres private brug.

Et mindretal i Ophavsretsudvalget har ikke kunnet støtte et forbud mod benyttelse af fremmed medhjælp med hensyn til musik- og filmværker.

Statens Bibliotekstjeneste, Statsbiblioteket og Forbrugerrådet har taget afstand fra forslaget vedrørende fremmed medhjælp, medens Samrådet for Ophavsret, Dansk Komponistforening og IFPI Danmark har støttet forslaget.

Et forbud mod benyttelse af fremmed medhjælp med hensyn til musik- og filmværker er allerede gældende i Finland og Sverige. På baggrund af de nordiske drøftelser må det også forventes, at Island og Norge vil gennemføre tilsvarende bestemmelser.

Forbudet mod benyttelse af fremmed medhjælp gælder kun for udenforståendes fremstilling af eksemplarer til en bestillers private brug. Det vil fortsat være tilladt at lade andre inden for ens privatsfære, dvs. familie- og omgangskredsen, fremstille eksemplarer til privat brug af musik- og filmværker mv.

Med hensyn til spørgsmålet om radio- og tv-foretagenders udlevering af radio- og tv-udsendelser efter anmodning henvises til den særlige bestemmelse i lovforslagets § 34.

Til stk. 4

Bestemmelsen i lovforslagets § 12, stk. 4, om brug af kopieringsautomater er ny.

Forslaget indebærer, at det for så vidt angår privatkopiering af musikværker og filmværker ikke vil være tilladt at anvende teknisk udstyr, der er stillet til rådighed for almenheden på biblioteker, i forretningslokaler eller andre offentligt tilgængelige lokaler. Bestemmelsen berører ikke kopiering af litterære værker.

Baggrunden for bestemmelsen er de i stk. 3, nr. 1 og 2, foreslåede forbud mod benyttelse af fremmed medhjælp ved eksemplarfremstilling af musikværker og filmværker. Disse forbud ville kunne omgås ved, at brugeren selv fremstillede de ønskede eksemplarer på fx en fotokopieringsmaskine, der er stillet til rådighed på et bibliotek, i en kopieringsbutik el.lign., i stedet for at lade personalet disse steder fremstille eksemplarerne. Den sårbarhed over for kopiering, der kendetegner musik- og filmværker, og som ligger bag det foreslåede forbud mod benyttelse af fremmed medhjælp, taler efter Kulturministeriets opfattelse for, at brugeren ikke selv skal kunne fremstille eksemplarer til privat brug af disse værksarter, blot fordi det sker på kopieringsautomater, der lige så vel kunne betjenes af butiks- eller bibliotekspersonalet, hvorved der ville have foreligget benyttelse af fremmed medhjælp.

Flertallet i Ophavsretsudvalget har været af den samme opfattelse, men har ikke i betænkning nr. 1063/1986 stillet forslag om at regulere spørgsmålet i selve loven. Kulturministeriet finder det rimeligt, at spørgsmålet reguleres ved en udtrykkelig lovbestemmelse.

Forslaget har fået tilslutning fra IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører, Foreningen af Filmudlejere i Danmark og NCB, medens Statsbiblioteket og Statens Bibliotekstjeneste har udtrykt stærke betænkeligheder ved forslaget.

Bestemmelsen i lovforslagets § 12, stk. 4, omfatter alle former for teknisk kopieringsudstyr, der kan benyttes til at fremstille eksemplarer til privat brug. Der vil i praksis især være tale om fotokopieringsmaskiner, videobåndoptagere samt kassettebåndoptagere og andre indretninger ved hjælp af hvilke lyd kan overføres, herunder i digital form.

Det afgørende kriterium efter stk. 4 er, om det tekniske udstyr er stillet til rådighed for almenheden på et offentligt tilgængeligt sted. Heri ligger, at alle og enhver har adgang til kopieringsfaciliteterne, det være sig i offentlige institutioner eller privatejede forretninger, uanset om ejeren af udstyret opkræver betaling for anvendelsen eller ej. Omfattet er således fx fotokopieringsmaskiner, som stilles til rådighed for publikum på biblioteker, museer og andre offentlige institutioner. Omfattet er ligeledes det kopieringsudstyr, som stilles til rådighed for kunderne i stormagasiner, boghandeler, kopieringsbutikker og andre privatejede forretningslokaler.

Derimod er kopieringsautomater, der stilles til rådighed for en bestemt, snæver kreds af personer, ikke omfattet af stk. 4. Dette gælder fx fotokopieringsmaskiner, som en arbejdsgiver har stillet til rådighed for de ansatte, eller som en undervisningsinstitution har stillet til rådighed for de studerende.

Bestemmelsen i § 12, stk. 4, omfatter kun tilfælde, hvor det er brugeren selv, der betjener det tekniske udstyr. Betjenes det offentligt tilgængelige kopieringsudstyr ikke af brugeren selv, men af en ansat på biblioteket mv. på bestilling af brugeren, omfattes forholdet ikke af stk. 4, men af bestemmelsen i stk. 3 om fremmed medhjælp.

Forslaget til stk. 4 vil i praksis betyde, at det ikke er tilladt at fotokopiere noder eller at foretage båndoptagelse af musik- eller filmværker, hvis kopieringen foregår på offentligt tilgængeligt kopieringsudstyr. Bestemmelsen har ikke konsekvenser for andre værksarter, herunder litterære værker, hvor der heller ikke efter forslaget til stk. 3 gælder noget generelt forbud mod benyttelse af fremmed medhjælp.

Forbudet mod kopiering ved hjælp af kopieringsautomater rejser visse spørgsmål om ansvar og kontrolforanstaltninger. Efter ministeriets opfattelse vil det antagelig være tilstrækkeligt for automatejeren - for at undgå et ophavsretligt ansvar - at denne i form af fx skiltning på eller ved automaten på en hensigtsmæssig måde har gjort brugerne opmærksom på de i henhold til ophavsretslovgivningen gældende indskrænkninger i adgangen til at fremstille eksemplarer af beskyttede værker, samt at der er ført en vis kontrol hermed.

Til § 13

Til stk. 1

Forslaget til stk. 1, 1. led, om fotokopiering til brug i undervisningsvirksomhed svarer til den gældende ophavsretslov § 15 a og fotografilovens § 5 a.

Forslaget til stk. 1, 2. led, er nyt og indebærer en aftalelicens for optagelse af radio- og fjernsynsudsendelser til brug i undervisningsvirksomhed, som erstatter den gældende tvangslicensordning i ophavsretslovens § 17 og fotografilovens § 7 a.

Med hensyn til forslaget til stk. 1, 1. led, om fotokopiering til brug i undervisningsvirksomhed er der foretaget to redaktionelle ændringer i forhold til den gældende ophavsretslovs § 15 a og fotografilovens § 5 a:

- Udtrykket »i undervisningsvirksomhed« er erstattet af »til brug i undervisningsvirksomhed«. Formålet er at præcisere, at der i den forudsatte aftale mellem rettighedshaverne og undervisningsinstitutionerne kan gives adgang til ikke alene fremstilling af eksemplarer men også spredning af sådanne eksemplarer mellem forskellige undervisningsinstitutioner. De nærmere vilkår for en sådan evt. distributionsvirksomhed afhænger af den indgåede aftale.

- Udtrykket »ad reprografisk vej« er erstattet af »ved fotokopiering eller lignende«. Ændringen er alene af sproglig karakter. Udtrykket »reprografi« dækker efter gældende ret ikke alene fotokopiering, men også andre former for ikke-forlagsmæssige metoder til reproduktion af trykte tekster o.lign., fx duplikering og offset-trykning.

Udtrykket »fotokopiering« dækker også den situation, at et kopieringsapparat er forsynet med en hukommelse, således at kopieringen sker fra analog form, fx en bogside, til en digital hukommelse i maskinen, fra hvilken teksten siden kommer tilbage i analog form. Det forudsættes herved, at der er tale om en sammenhængende proces. Lagres materialet i maskinen med henblik på en fremtidig kopiering omfattes forholdet ikke af udtrykket »fotokopiering«. Med hensyn til spørgsmålet, om aftalelicensbestemmelsen i § 13 bør udvides til også at omfatte en kopiering af den sidstnævnte karakter henvises til de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

For så vidt angår forslaget til stk. 1, 2. led, om optagelser af radio- og fjernsynsudsendelser til brug i undervisningsvirksomhed har dette område hidtil været reguleret ved en tvangslicensordning i ophavsretslovens § 17 og fotografilovens § 11 a. Efter de gældende bestemmelser må der inden for undervisningsvirksomhed ved lyd- og billedoptagelse fremstilles eksemplarer af værker, som udsendes i radio eller fjernsyn. Ophavsmanden har krav på vederlag, når der foretages optagelse af værker, der gengives i andre udsendelser end undervisningsudsendelser. Vederlagskravet kan kun gøres gældende gennem en af kulturministeren godkendt fælles forhandlings- og opkrævningsinstitution (Copy-Dan, § 17-kopier). Optagelsesadgangen gælder ikke for filmværker, som indgår i biografernes almindelige repertoire af spillefilm, medmindre der ved udsendelsen i fjernsyn kun er benyttet mindre dele af værket. I medfør af de gældende lovbestemmelser er der udstedt en bekendtgørelse nr. 152 af 6. april 1979 (som ændret ved bekendtgørelse nr. 687 af 11. oktober 1990) om opbevaring og benyttelse af optagelser af radio-og fjernsynsudsendelser, som er foretaget inden for undervisningsvirksomhed. Efter bekendtgørelsen gælder det bl.a., at optagelserne skal gøres ubrugbare senest 4 år efter udsendelsen af det program, der er optaget.

Forslaget om en aftalelicens for optagelser til undervisningsbrug er i hovedsagen baseret på et forslag fra et flertal i Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1000/1984 og betænkning nr. 1197/1990.

Forslaget er fra udvalgsflertallets side begrundet med, at man anser det for tvivlsomt, om den gældende tvangslicensbestemmelse er forenelig med Bernerkonventionens art. 9, stk. 2, om adgangen til at fastsætte undtagelser fra eneretten til reproduktion, ligesom den eksisterende ordning efter flertallets opfattelse indebærer en mulighed for konkurrenceforvridning i forhold til salg af forlagsproduceret av-materiale til undervisningsinstitutionerne. Udvalgsflertallet finder i øvrigt, at det er unødvendigt med en tvangslicens på dette område, idet de fornødne organisatoriske forudsætninger for en aftalelicensordning synes at være til stede.

Et mindretal i udvalget går ind for, at der gennemføres en regel om fri optagelse af radio- og fjernsynsudsendelser til midlertidig brug. Med hensyn til en længerevarende brug af optagelser mener en del af mindretallet, at praktiske grunde taler for en tvangslicens. En anden del af mindretallet er enig med flertallet i, at der bør indføres en aftalelicens, der bør kombineres med en »sikkerhedsventil«, således at spørgsmål om vederlag og brugsvilkår skal kunne indbringes for det i lovforslagets § 47 omhandlede nævn, hvis der ikke mellem parterne kan opnås enighed om den for aftalelicensen nødvendige aftale.

Blandt høringsinstanserne har meningerne vedr. rettighedskonstruktionen på dette område været delte. Rettighedshaverorganisationerne, herunder Copy-Dan, Den Danske Forlæggerforening, IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark har støttet udvalgsflertallets forslag om at ændre bestemmelsen til en aftalelicens, medens bl.a. Danmarks Radio, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og Danmarks Lærerforening har vendt sig imod forslaget.

Spørgsmålet om den fremtidige ordning for lyd- og billedoptagelser i undervisningsvirksomhed har været drøftet med de andre nordiske lande. Under disse drøftelser har det vist sig, at der er nordisk enighed om at gennemføre en aftalelicens på dette område, hvilket allerede er sket i Finland og Sverige.

I lighed med flertallet i Ophavsretsudvalget og med den forventede udvikling i de andre nordiske lande må Kulturministeriet være af den opfattelse, at den eksisterende tvangslicens bør ændres til en aftalelicensordning. Det må efter ministeriets opfattelse være afgørende, at det på dette område nu synes at være praktisk muligt at indføre et aftalelicenssystem. Dette skyldes dels den organisering, der har fundet sted på rettighedshaversiden, dels at undervisningsinstitutionerne i mange tilfælde har mulighed for at indgå aftaler fra centralt hold. Den hidtidige praksis har også vist, at såvel rettighedshaverne som brugerne har været interesserede i at indgå aftaler om denne form for udnyttelse. Mellem Copy-Dan og undervisningsinstitutionerne er der således indgået en række aftaler, som i praksis har sat tvangslicensen ud af spillet. Det må efter Kulturministeriets opfattelse også tillægges betydning, at der i lovforslagets § 52 foreslås et mæglingsinstitut til løsning af tvister på bl.a. det her omhandlede område.

Kulturministeriet foreslår på denne baggrund, at den eksisterende tvangslicens for optagelser fra radio og fjernsyn i den gældende lovs § 17 erstattes af en aftalelicensordning.

Anvendelsesområdet for forslaget til § 13, stk. 1, 2. led, er fastlagt ved udtrykket »til brug i undervisningsvirksomhed«. Dette svarer til anvendelsesområdet for den hidtidige tvangslicensbestemmelse i den gældende lovs § 17.

Udtrykket »til brug i undervisningsvirksomhed« omfatter enhver form for offentlig eller privat kundskabsformidling, der finder sted i organiseret form, herunder højskoler, undervisning efter folkeoplysningsloven, pædagogisk virksomhed inden for børne- og ungdomsinstitutioner, videreuddannelse, som foranstaltes af arbejdspladser eller af faglige sammenslutninger, korrespondanceundervisning og amtscentralerne for undervisningsmidler.

Uden for begrebet »til brug i undervisningsvirksomhed« falder enkeltarrangementer af underholdende eller alment orienterende karakter, som i forhold til deltagerne ikke kan siges at have karakter af nogen egentlig kursus- eller undervisningsvirksomhed. Det samme gælder forskellige former for privat undervisningsvirksomhed, som det ikke vil være naturligt at sidestille med de uddannelsestilbud, som findes inden for den offentlige uddannelsessektor, herunder fx en danseskole.

Bestemmelsen indebærer ikke alene en indskrænkning i ophavsmandens eneret efter lovforslagets § 2 til at fremstille eksemplarer af værker, der udsendes i radio eller fjernsyn, men som nævnt også en vis indskrænkning i eneretten til at sprede sådanne eksemplarer til andre undervisningsinstitutioner. Dette svarer til den gældende ophavsretslovs § 17, der i en vis udstrækning er blevet praktiseret således, at optagelserne er foretaget af amtscentralerne for undervisningsmidler, som har distribueret kopier af optagelserne til andre undervisningsinstitutioner.

Den foreslåede aftalelicensordning muliggør, at parterne i deres aftale nærmere kan fastlægge, hvilke undervisningsinstitutioner der skal være omfattet af en aftale. Parterne kan imidlertid ikke ved aftale udvide bestemmelsens anvendelsesområde med aftalelicensvirkning, ud over hvad der følger af lovforslagets § 13.

Kulturministeriet har overvejet spørgsmålet, om bestemmelsens anvendelsesområde bør udvides til også at omfatte bibliotekers formidling af radio- og tv-udsendelser til ikke-institutionaliseret undervisning o.lign. I lighed med flertallet i Ophavsretsudvalget og de andre nordiske lande finder Kulturministeriet ikke grundlag for en sådan udvidelse. Ministeriet har herved lagt vægt på, at begrebet »undervisningsvirksomhed« i lovforslaget er bredt defineret, og at en yderligere udvidelse næppe vil have konventionsmæssig dækning i Bernerkonventionen.

Med hensyn til spørgsmålet om syns- og hørehandicappedes muligheder for at foretage optagelser fra radio eller fjernsyn henvises til lovforslagets § 17.

Med hensyn til forståelsen af udtrykket »udsendes i radio eller fjernsyn« henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 3.

Forslaget til stk. 1, 2. led, om aftalelicens for optagelser til undervisningsbrug indeholder ligesom den gældende lovs § 17 ikke nogen begrænsning med hensyn til den anvendte optagelsesteknik og omfatter således også digitale optagelser.

Den foreslåede aftalelicensordning vedrører umiddelbart kun ophavsmændenes rettigheder efter lovens kap. 1. For så vidt angår udøvende kunstnere og fremstillere af lyd- og billedoptagelser følger det af henvisningsbestemmelserne i lovforslagets § 65, stk. 4, § 66, stk. 2, og § 67, stk. 2, at aftalelicensen finder tilsvarende anvendelse for disse rettighedsgrupper.

Forslaget til § 13, stk. 1, 2. led, giver kun mulighed for direkte optagelser af selve udsendelserne og kopiering af sådanne optagelser. Forslaget indeholder ikke mulighed for kopiering og spredning af radiofoniernes masterbånd, eller af udgivne fonogrammer el.lign.

Til stk. 2

Forslaget til stk. 2, hvorefter bestemmelsen i stk. 1 ikke gælder for filmværker, som indgår i biografernes almindelige repertoire af spillefilm, medmindre der ved udsendelsen i fjernsyn kun er benyttet mindre dele af værket, svarer til den gældende lovs § 17, stk. 4.

Til stk. 3

Bestemmelsen i lovforslagets § 13, stk. 3, er ny og hjemler en begrænset adgang til direkte optagelser inden for undervisningssektoren. Lærere og elever får en mulighed for som led i undervisningsvirksomhed at foretage optagelser af deres egne fremførelser af værker. Optagelserne må ikke anvendes til andre formål.

Det danske ophavsretsudvalg har ikke behandlet spørgsmålet. Det norske og svenske udvalg har imidlertid i NOU 1988:22 og SOU 1988:31 stillet forslag om en bestemmelse af den foreslåede karakter. En sådan bestemmelse er allerede gældende ret i Finland og Sverige og forventes tillige gennemført i Norge.

Det norske udvalg har som begrundelse for forslaget anført, at der i praksis som led i undervisningen foretages direkte optagelser af egne fremførelser. Behovet er aktualiseret af undervisningsfag med særlig kreativt indhold, hvor det særligt er meningen, at en »egen produktion« skal finde sted fra elevernes side.

På denne baggrund finder Kulturministeriet det naturligt, at der i lovforslagets § 13, stk. 3, medtages en bestemmelse af den nævnte karakter. Anvendelsesområdet for bestemmelsen svarer til anvendelsesområdet for § 13, stk. 1, jf. udtrykket »undervisningsvirksomhed«. Forslaget til stk. 3 indeholder ikke nogen begrænsning med hensyn til den anvendte optagelsesteknik og omfatter således også digitale optagelser.

Til § 14

Bestemmelsen i lovforslagets § 14 er ny. Der er tale om en aftalelicensbestemmelse, som giver offentlige eller private institutioner, organisationer og erhvervsvirksomheder adgang til ved fotokopiering el.lign. til intern brug i deres virksomhed at fremstille eksemplarer af fagmæssige artikler i aviser, tidsskrifter og samleværker, af korte afsnit af andre udgivne værker af fagmæssig art samt af illustrationer, som er gengivet i tilslutning til teksten. Bestemmelsens opbygning svarer til de foreslåede aftalelicensbestemmelser i lovforslagets § 13.

Forslaget til § 14 skal ses i sammenhæng med den foreslåede indsnævring af adgangen til privatkopiering i lovforslagets § 12, hvorefter kun fysiske personer vil kunne fremstille eksemplarer af beskyttede værker til privat brug. Dette indebærer, at juridiske personer, herunder offentlige institutioner og private erhvervsvirksomheder, ikke længere som sådanne vil have adgang til kopiering til intern brug. Sådanne institutioner mv. har ikke desto mindre et behov for at kunne fremstille eksemplarer til brug for institutionens virksomhed, dvs. hvad man har kaldt institutionaliseret eller halv-privat eksemplarfremstilling. Det gælder fx fotokopiering til brug i institutionens bibliotek og daglige kopiaviser eller presseoversigter.

På undervisningsområdet blev ophavsretlige spørgsmål af en tilsvarende karakter løst i 1985 ved gennemførelsen af en aftalelicensbestemmelse i ophavsretslovens § 15 a, der svarer til lovforslagets § 13, stk. 1, 1. led. Den foreslåede aftalelicens i § 14 skal ses i forlængelse af den i 1985 gennemførte aftalelicensordning på undervisningsområdet.

Forslaget er baseret på en flertalsindstilling fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 912/1981 og skal ses på baggrund af den udvikling i de reprografiske reproduktionsmetoder, herunder især fotokopieringsteknikken, der har fundet sted siden gennemførelsen af den gældende lovgivning i 1961. Den nye teknik har gjort det muligt for offentlige myndigheder, erhvervsvirksomheder, biblioteker, undervisningsinstitutioner mv. at fremstille eksemplarer af beskyttede værker på en måde og i et omfang, som hidtil kun har været kendt i forbindelse med forlagsmæssig virksomhed.

I forbindelse med høringen har rettighedshaverorganisationerne samt Den Danske Forlæggerforening støttet udvalgsflertallets forslag, medens bl.a. Forbrugerrådet, Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening, Amtsrådsforeningen, Finansrådet, Danmarks Radio og TV 2 har været imod.

Kulturministeriet finder, i lighed med flertallet i Ophavsretsudvalget, at en aftalelicensordning repræsenterer en smidig form for regulering af behovet for den institutionaliserede eksemplarfremstilling. Ministeriet har herved lagt vægt på, at der på rettighedshaversiden er skabt en organisatorisk platform for en aftalelicensløsning, idet langt størsteparten af de nationale ophavsmænd m.fl., der har rettigheder involveret i forbindelse med fotokopiering, er organiseret i Copy-Dan, Pressekopier. Copy-Dan, Pressekopier, indgik i 1990 aftaler med i alt ca. 35 enkeltvirksomheder mv. Endvidere finder ministeriet, at der på såvel det offentlige som det private område i vid udstrækning findes fællesorganisationer, som vil være i stand til at indgå aftaler centralt på vegne af en række repræsenterede institutioner, virksomheder osv., herunder fx arbejdsgiverforeninger og fagforbund.

Kulturministeriet må på denne baggrund være af den opfattelse, at der, som forholdene har udviklet sig både på bruger-og rettighedshaverside, foreligger de nødvendige organisatoriske og praktiske forudsætninger for en aftalelicens.

Skulle forhandlinger mellem de involverede parter ikke føre til noget resultat, er der i lovforslagets § 52 stillet forslag om en mulighed for mægling. Der henvises herom til bemærkningerne til § 52.

Spørgsmålet om gennemførelse af en aftalelicensordning for fotokopiering i erhvervsvirksomheder mv. har været drøftet med de andre nordiske lande. Finland og Island har allerede i gældende lovgivning aftalelicensbestemmelser, der omfatter fotokopiering i erhvervsvirksomheder mv. Norge forventes ligeledes at gennemføre en bestemmelse svarende til lovforslagets § 14. I Sverige har man indtil videre ikke ønsket at gennemføre tilsvarende bestemmelser. Efter de for Kulturministeriet foreliggende oplysninger dækker de i Sverige indgåede aftaler imidlertid kun institutionskopiering af beskyttede artikler mv., som er frembragt af organiserede svenske rettighedshavere, ikke materiale, som er frembragt af uorganiserede - herunder også udenlandske - rettighedshavere.

Udtrykket »offentlige eller private institutioner, organisationer og erhvervsvirksomheder« skal forstås i vid betydning. Enhver form for statslig og kommunal administration er således omfattet. Det samme gælder offentlige erhvervsvirksomheder og offentlige eller private sammenslutninger, organisationer og foreninger, herunder fagforeninger, samt kirkelige og andre religiøse organisationer og institutioner, herunder menighedsråd. Omfattet er ligeledes den administrative virksomhed inden for radiofonier, undervisningsinstitutioner, arkiver, biblioteker og museer.

Med hensyn til forståelsen af udtrykket »fotokopiering eller lignende« henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 13. Under høringen har der bl.a. fra Dansk Journalistforbund været fremsat ønske om, at bestemmelsen i § 14 også skulle omfatte elektronisk kopiering. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Retten til kopiering efter forslaget til § 14 omfatter:

- Fagmæssige artikler i aviser, tidsskrifter og samleværker.

- Korte afsnit af andre udgivne værker af fagmæssig art.

- Illustrationer, som er gengivet i tilslutning til teksten.

Ved fagmæssige artikler i aviser, tidsskrifter og samleværker forstås artikler, som har relation til det område, den konkrete bruger beskæftiger sig med, uanset om der er tale om artikler af faglitterær eller skønlitterær karakter. Det fagmæssige omfatter ikke blot tekniske og videnskabelige værker, men også bl.a. nyhedsstof, politiske artikler og alment oplysende fremstillinger. Værker af rent underholdende karakter, som ikke har forbindelse til den enkelte brugers virksomhed, falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Ved »samleværker« forstås værker, der er en sammenstilling af værker eller dele af værker i henhold til lovforslagets § 5.

Når det ikke drejer sig om artikler i aviser, tidsskrifter eller samleværker, men om selvstændige værker, herunder især forlagsudgivne bøger, må der af disse kun kopieres korte afsnit. Bestemmelsen giver ikke adgang til kopiering af hele hånd- eller lærebøger mv., men kun afsnit heraf i et omfang, der svarer til den tilladte kopiering af fagmæssige artikler i aviser mv. Det forudsættes, at værkerne skal være udgivne, for at der kan ske kopiering med hjemmel i bestemmelsen. Med hensyn til forståelsen af udtrykket »udgivelse« henvises til lovforslagets § 8, stk. 2.

De tekster, der kan kopieres i medfør af forslagets § 14, er i visse tilfælde illustrerede, fx med diagrammer, kort, tegninger eller fotografier. Det vil derfor være naturligt, at sådanne illustrationer kan medtages ved kopieringen. Det forudsættes, at illustrationen er gengivet i tilslutning til teksten. Udtrykket »i tilslutning til teksten« svarer til det i den gældende ophavsretslovs § 14, stk. 2, anvendte, jf. herved lovforslagets § 23, stk. 1.

De nærmere rammer for brugerens anvendelse af de eksemplarer, der med aftalelicensvirkning kan fremstilles med hjemmel i forslagets § 14, kan fastlægges i aftalen med rettighedshaverne.

Efter bestemmelsen i forslagets § 14, 2. pkt., må de fremstillede eksemplarer kun udnyttes inden for virksomhed, som omfattes af den i § 50 forudsatte aftale.

Med hensyn til de fælles bestemmelser om aftalelicens, herunder mægling, henvises til lovforslagets §§ 50-52.

Til § 15

Bestemmelsen i lovforslagets § 15 er ny. Forslaget indebærer, at sygehuse, plejehjem, fængsler og andre døgninstitutioner inden for social- og sundhedsområdet og kriminalforsorgen til kortvarig brug for institutionens beboere m.fl. må foretage optagelser af værker, der udsendes i radio eller fjernsyn.

Formålet med forslaget til § 15 er, at beboere mv. på bl.a. sociale døgninstitutioner, der på grund af alder, ujævne døgnrytmer, eller bestemte institutionsrutiner ofte vil være afskåret fra at følge især fjernsynsprogrammerne på det tidspunkt, de udsendes, får mulighed for ved tidsforskudt optagelse at kunne følge de pågældende programmer. Mange institutioner råder i dag over udstyr til optagelse af radio og fjernsynsprogrammer, og det må antages, at stadig flere institutioner i årene fremover får rådighed over det fornødne udstyr, bl.a. på baggrund af det forøgede antal tv-kanaler.

Forslaget skal ses på baggrund af lovforslagets § 12, hvorefter juridiske personer ikke må fremstille eksemplarer til privat brug. Forslaget til § 15 giver således en særlig hjemmel for, at den juridiske person som sådan, dvs. sygehuset, plejehjemmet osv., får mulighed for at foretage eksemplarfremstillingen.

I visse tilfælde kan en institution efter anmodning fra institutionens beboere foretage optagelserne med hjemmel i reglerne om benyttelse af fremmed medhjælp, jf. lovforslagets § 12. Denne mulighed vil imidlertid ofte ikke være tilstrækkelig til at imødekomme de aktuelle behov, hvor det kan findes hensigtsmæssigt at foretage optagelserne under et uden forudgående bestilling fra enkelte beboere.

Spørgsmålet om en bestemmelse af den foreslåede karakter er behandlet i Ophavsretsudvalgets betænkning nr. 1197/1990. Et flertal i udvalget foreslår at konstruere bestemmelsen som en aftalelicens, medens et mindretal finder det rimeligst at etablere den foreslåede ordning som en fri udnyttelse.

Med hensyn til rettighedskonstruktionen støtter bl.a. Copy-Dan, Statens Musikråd og NCB flertalsforslaget, medens Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Danmarks Radio og IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark foretrækker en bestemmelse om fri udnyttelse.

Tilsvarende forslag er behandlet af udvalgene i Finland, Norge og Sverige. De finske og norske udvalg har foreslået en bestemmelse om fri udnyttelse, medens det svenske udvalg har foreslået en aftalelicens på området.

Under drøftelserne med de andre nordiske lande har der været enighed om, at der er et klart behov for en særbestemmelse på dette område, og at bestemmelsen bør udformes som fri udnyttelse. Sverige har i foråret 1993 gennemført en sådan bestemmelse. Begrundelsen for en fri udnyttelse er, at optagelse af fjernsynsudsendelser mv. med henblik på tidsforskudt anvendelse udgør en så begrænset værksudnyttelse, at det findes rimeligt at give en adgang til benyttelse uden aftaler eller vederlag til rettighedshaverne. Samtidig vil de praktiske vanskeligheder i forbindelse med aftaleforhandling samt opkrævning og fordeling af vederlag på et område som det her omhandlede efter Kulturministeriets opfattelse ikke stå i noget rimeligt forhold til størrelsen af de vederlag, der ville kunne blive udbetalt til ophavsmændene.

På denne baggrund finder Kulturministeriet, at forslaget til § 15 i overensstemmelse med tilsvarende forslag i de andre nordiske lande bør udformes som en bestemmelse om fri udnyttelse.

Den konventionsmæssige hjemmel for bestemmelsen er Bernerkonventionens art. 9, stk. 2, der tillader begrænsninger i ophavsmandens reproduktionsret under forudsætning af, at en sådan reproduktion ikke på skadelig måde påvirker den normale udnyttelse af værket og ikke på urimelig måde gør indgreb i ophavsmandens legitime interesser.

Ud over de i bestemmelsen nævnte eksempler - sygehuse, plejehjem og fængsler - er det afgørende for, om bestemmelsen kan finde anvendelse, at der er tale om institutioner, hvor beboerne m.fl. som hovedregel befinder sig både nat og dag, fx asylcentre. Det er uden betydning, om der er tale om private eller offentlige institutioner. Private sygehuse vil fx være omfattet af kopieringsadgangen.

Uden for forslaget til § 15 falder institutioner for værnepligtige o.lign. For så vidt angår disse institutioner har det været overvejet, om sådanne tjenestesteder burde være omfattet af bestemmelsen. Forsvarsministeriet har oplyst, at der er et stort behov for tidsforskudt anvendelse af tv-programmer for forsvarets personel uden for landets grænser, herunder for danske FN-styrker og -observatører. Rettighedshavernes organisationer har i Ophavsretsudvalget tilkendegivet, at man stiller sig åben over for en frivillig aftaleordning på dette område i lighed med den ordning, der i en årrække har eksisteret for kopiering og distribution af tv-udsendelser til skibe i den danske handelsflåde. Kulturministeriet finder på denne baggrund ikke, at der er behov for at inddrage det nævnte område i forslaget til § 15.

Forslaget til § 15 indebærer en adgang til at foretage optagelser af værker, der udsendes i radio eller fjernsyn. Heri ligger alene en indskrænkning i ophavsmandens eneret til eksemplarfremstilling efter lovforslagets § 2. Institutionens adgang til at anvende optagelserne til fremførelse eller udsendelse af disse ved hjælp af kabelanlæg følger de samme regler som gælder for institutionens adgang til at fremføre udsendelserne på det tidspunkt, hvor den direkte udsendelse finder sted.

Med »kortvarig brug« menes den brug, der er behov for i de konkrete situationer på grund af ujævne døgnrytmer el.lign. på institutionen. Optagelserne må ikke opbevares ud over, hvad formålet tilsiger, hvilket højst kan være nogle få dage.

Bestemmelsen omfatter værker, der udsendes i radio eller fjernsyn. Med hensyn til forståelsen af udtrykket »udsendes i radio eller fjernsyn« henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 3. Det bemærkes, at bestemmelsen ikke muliggør kopiering af fx videofilm, grammofonplader eller andet, som ikke er udsendt i radio eller tv.

Det forudsættes, at de på institutionen foretagne optagelser kun må udnyttes af institutionen selv, jf. forslaget til § 15, 2. pkt.

Forslaget til § 15 indeholder ikke nogen begrænsning med hensyn til den anvendte optagelsesteknik og omfatter således også digitale optagelser.

Til § 16

Efter den gældende ophavsretslovs § 12 kan det ved kgl. anordning tillades arkiver, biblioteker og museer på nærmere i anordningen fastsatte betingelser til brug i deres virksomhed at fremstille eksemplarer af værker ved fotografering. En tilsvarende bestemmelse findes i fotografilovens § 6.

I henhold til ophavsretslovens § 12 og fotografilovens § 6 er der i anordning nr. 272 af 21. juli 1962 fastsat nærmere regler om arkivers, bibliotekers og museers adgang til at fremstille eksemplarer af litterære og kunstneriske værker mv. ved fotografering.

Efter den nævnte anordning må arkiver, biblioteker og museer fremstille fotografiske kopier af materiale i deres samlinger i beskyttelsesøjemed mv. (§ 2). Af artikler i tidsskrifter mv. samt af kortere afsnit af bøger og andre udgivne skrifter må institutionerne endvidere fremstille fotografiske kopier med henblik på benyttelse i forsknings- eller studieøjemed (§ 3). Institutionerne må ved fotografisk kopiering komplettere defekte værker, såfremt en genanskaffelse af værket ikke er mulig (§ 4). Universitetsbiblioteker og hovedbiblioteker for et vist fagområde må fremstille fotografiske gengivelser af udgivne værker, som findes i institutionens samlinger, og som ikke kan erhverves i boghandelen eller fra udgiveren eller forlæggeren (§ 5).

Forslaget til § 16 medfører en udvidelse af de nævnte institutioners kopieringsadgang til ikke alene at omfatte fotokopiering o.lign., men også kopiering ved lyd- og billedoptagelse. Bestemmelsen i lovforslagets § 16 giver således kulturministeren hjemmel til administrativt at fastsætte nærmere regler, hvorefter arkiver, biblioteker og museer på nærmere fastsatte vilkår kan fremstille enkelte eksemplarer af værker til brug i deres virksomhed. Sker eksemplarfremstillingen på anden måde end ved mikrofilming eller fotokopiering el.lign., må eksemplarerne efter forslaget til § 16, 2. pkt., ikke uden ophavsmandens samtykke udlånes eller på anden måde gøres tilgængelige for almenheden uden for arkivet, biblioteket eller museet.

Forslaget til § 16 er baseret på Ophavsretsudvalgets betænkning nr. 1197/1990. Udvalget begrunder forslaget med den tekniske udvikling i samfundet siden den gældende lovgivnings gennemførelse i 1961. Fotografering er i dag en teknisk utilstrækkelig metode til bevaring af mange arkivalier mv. Væsentlige dele af den kulturelle og samfundsmæssige information, der har relevans for arkiverne, bibliotekerne og museerne (ABM-institutionerne), findes i dag ikke på trykt materiale, men på fonogrammer (grammofonplader, lydbånd o.lign.), videogrammer og medier til elektronisk lagring af data, herunder databaser. Kopiering heraf i beskyttelsesøjemed mv. kan ikke ske ved fotografering. Udvalget finder det derfor nødvendigt, at der skabes hjemmel for, at en sådan kopiering også kan ske ved hjælp af andre tekniske hjælpemidler end fotografering. I modsat fald vil vigtigt historisk materiale kunne gå tabt for eftertiden.

Efter Ophavsretsudvalgets opfattelse knytter der sig ikke rettighedsmæssige betænkeligheder til en kopiering på dette område, når den alene sker med henblik på opbevaring for eftertiden. Derimod gør hensynet til rettighedshavernes interesser sig gældende, når de fremstillede kopier udlånes af biblioteker eller på anden måde gøres tilgængelige for almenheden. Da lyd- og billedoptagelser er sårbare medier, som giver mulighed for ukontrollabel kopiering, finder udvalget ikke, at man bør tillade udlån til almenheden af kopier, som er fremstillet på anden måde end ved fotokopiering o.lign.

Udvalget foreslår endvidere, at fotokopieringsadgangen til forsknings- og studieformål begrænses, så den kun omfatter fotokopiering fra den pågældende institutions egne samlinger. For interurban formidling (dvs. formidling gennem et andet bibliotek) af fotokopierede tidsskriftartikler mv. foreslår udvalget en aftalelicens.

Forslaget om, at den gældende lovs § 12 udvides til også at omfatte lyd-og billedoptagelse mv. har fået støtte fra bl.a. Statsbiblioteket, Statens Bibliotekstjeneste, Det kgl. Bibliotek, Forskningsbiblioteksrådet og IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark.

Kulturministeriet kan i almindelighed tilslutte sig Ophavsretsudvalgets forslag. Hvad særligt angår udvalgets forslag om en aftalelicens vedrørende interurban formidling af fotokopier har dette forslag været drøftet med de andre nordiske lande. Resultatet er, at det ikke kan forventes, at der i disse lande fremlægges forslag om en aftalelicens på dette område.

Kulturministeriet finder på denne baggrund ikke, at en sådan aftalelicensordning bør gennemføres. Ministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at kopieringen i forbindelse med interurban formidling af fotokopier spreder sig over en sådan mangfoldighed af tidsskrifter og værker, at den reelle udnyttelse af det enkelte værk er yderst beskeden. Den nuværende ordning bør derfor opretholdes, således at biblioteker mv., der vil formidle kopier af beskyttede værker fra andre institutioner, fortsat i visse tilfælde må gøre dette uden samtykke fra ophavsmændene.

Inden for den institution, hvor kopieringen finder sted, må kopierne anvendes af enkeltpersoner i overensstemmelse med institutionens formål, herunder også bruges til nødvendig skærmgengivelse og -afspilning.

Med hensyn til udtrykket »fotokopiering eller lignende« henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 13.

Da de af forslaget til § 16 omfattede institutioner kan være i den situation, at man fx efter et biblioteks overføring af dele af dets samlinger til digital form ikke længere råder over det overførte materiale i en form, som er egnet til fotokopiering, er forslaget til § 16, 2. pkt., udformet på en sådan måde, at det også i sådanne situationer skal være muligt at stille papirkopier til rådighed for institutionens brugere.

I den bekendtgørelse, der udstedes med hjemmel i lovforslagets § 16 bør det præciseres, at kopieringsadgangen ikke omfatter edb-programmer i maskinlæsbar form, idet spørgsmålet om kopiering af edbprogrammer udtømmende er reguleret i lovforslagets §§ 36 og 37. Det samme gælder kopiering af radio- og tv-udsendelser, hvor der er givet særlige regler om arkivering mv. i lovforslagets § 33.

Bestemmelsen i § 16 udelukker ikke, at der med hjemmel i andre bestemmelser i lovforslaget kan finde eksemplarfremstilling sted på de af § 16 omfattede ABM-institutioner. Et bibliotek kan fx i visse tilfælde benyttes som fremmed medhjælp ved eksemplarfremstilling til privat brug i medfør af lovforslagets § 12. Institutionerne vil også være omfattede af den i lovforslagets § 14 nævnte aftalelicens vedrørende eksemplarfremstilling til intern brug i en institutions administration.

Til § 17

Til stk. 1

Forslaget til § 17, stk. 1, svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 18, stk. 1, i den gældende lov. Bestemmelsen giver adgang til dels at fremstille eksemplarer i blindeskrift af udgivne litterære og musikalske værker, dels at affotografere eksemplarer af udgivne litterære eller musikalske værker til brug ved undervisningen på skoler for døve og talelidende. I begge tilfælde er der tale om fri udnyttelse, dvs. at ophavsmanden ikke har nogen forbuds- eller vederlagsret.

Fonden for Aktive Blinde og Danmarks Blindebibliotek har under høringen fremført, at udtrykket »fremstille eksemplarer i blindeskrift« stiller sig hindrende for blindes adgang til at anvende beskyttede litterære eller musikalske værker ved brug af ny teknologi. Det anføres, at fremstillingsprocessen af blindeskrift ikke længere er entydig. Den traditionelle proces, hvor blindeskriften produceres på papir på et særligt produktionssted, er i vid udstrækning blevet erstattet af fremstilling af maskinlæsbare eksemplarer, der er udgivet på diskette, trukket fra en ekstern database eller foreligger som følge af en elektronisk kopiering. Den maskinlæsbare tekst konverteres herefter til maskinlæsbar blindeskrift, som fx udskrives på den blindes egen printer eller læses som blindeskrift på et braille-display. Det oplyses endvidere, at alt blindeskriftmateriale, som er fremstillet på Danmarks Blindebibliotek, tillige foreligger i maskinlæsbar form, og at »det elektroniske blindebibliotek« er under udvikling. På denne baggrund foreslår Fonden for Aktive Blinde, at ordlyden af stk. 1 ændres til »fremstille eksemplarer til blindeskrift og syntetisk tale«, således at bestemmelsen også kommer til at omfatte fremstilling af maskinlæsbar blindeskrift samt fremstilling af maskinlæsbar tekst med henblik på konvertering til blindeskrift eller til syntetisk oplæsning til brug for blinde, som ikke er i stand til at læse blindeskrift.

Kulturministeriet er enig i, at der kan være behov for, at der tilvejebringes mulighed for, at blinde og andre synshandicappede kan foretage eksemplarfremstilling ved anvendelse af anden teknik end traditionel blindeskrift. Kulturministeriet finder imidlertid ikke, at der er behov for en direkte lovregulering af dette spørgsmål, som blandt andet af konventionsmæssige grunde mere smidigt synes at kunne reguleres i administrativt fastsatte regler. Det foreslås derfor, at der gives kulturministeren en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om andre former for eksemplarfremstilling end i blindeskrift. Forslaget til stk. 1, 2. pkt., er udformet i overensstemmelse hermed.

Til stk. 2

Forslaget til stk. 2 svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 18, stk. 2, i den gældende lov som ændret i 1985. Bestemmelsen giver adgang til at fremstille lydbøger og lydaviser af udgivne litterære værker med henblik på udlån til blinde, svagtseende og andre synshandicappede, som er ude af stand til at læse almindelige bøger, når fremstillingen ikke sker i erhvervsøjemed. Ophavsmanden har krav på vederlag, jf. stk. 2, 2. pkt.

Et flertal i Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1197/1990 foreslået, at hele området for eksemplarfremstilling til syns- og hørehandicappede, bortset fra adgangen til at fremstille eksemplarer i blindeskrift, ændres til en aftalelicens.

Et mindretal i udvalget, bestående af biblioteksvæsenets og Danmarks Radios repræsentanter, har tilsluttet sig den foreslåede aftalelicensmodel under forudsætning af, at den suppleres med en bestemmelse om tvungen voldgift i tilfælde, hvor der ikke kan opnås enighed om en aftale. Formålet hermed er at undgå, at man i længere tid kan blokere for informationsforsyningen for en befolkningsgruppe, som ikke på anden måde kan få adgang til de pågældende værker.

En lang række organisationer mv. har under høringen vendt sig mod den af udvalget foreslåede aftalelicens. Dette gælder Døvefilm Video, Københavns Kommune, Forbrugerrådet, Danmarks Blindebibliotek, Dansk Blindesamfund og Kommunernes Landsforening.

Efter Kulturministeriets opfattelse må det tillægges afgørende betydning, at der for de handicappede er meget væsentlige interesser forbundet med muligheden for at få adgang til beskyttede værker. Rettighedshavernes væsentligste interesse må efter ministeriets opfattelse antages at ligge i kontrollen med og sikkerheden for, at værksudnyttelsen på dette område alene retter sig mod de bestemte befolkningsgrupper, der har særlige behov for lydbogseksemplarer o.lign., og ikke åbner mulighed for, at værkerne gøres tilgængelige for publikum i almindelighed.

Spørgsmålet har været drøftet med de andre nordiske lande. Under drøftelserne har det vist sig, at der ikke i de andre lande kan forventes fremlagt forslag om aftalelicens på det område, der omfattes af den gældende lovs § 18.

Kulturministeriet må på denne baggrund være af den opfattelse, at den eksisterende ordning med fri udnyttelse og tvangslicens bør opretholdes. Forslaget til § 17, stk. 2, er udformet i overensstemmelse hermed.

Ligesom den gældende lovs § 18, stk. 2, indeholder forslaget til stk. 2 ikke nogen begrænsning med hensyn til den anvendte optageteknik og omfatter således også digitale optagelser.

Kommunernes Landsforening og Danmarks Blindebibliotek har under høringen fremført, at bestemmelsen i stk. 2 også bør give adgang til at udsende lydaviser over telefonnettet. I lighed med Ophavsretsudvalget finder ministeriet, at et sådant forslag vil indebære en risiko for uberettiget udnyttelse, idet adgangen til aflytning af lydaviser over telefonnettet principielt står åben for alle. Kulturministeriet finder på denne baggrund ikke, at der i forslaget til § 17 bør gives mulighed for en sådan udnyttelse.

Til stk. 3

Forslaget til stk. 3 om aftalelicens for lyd- eller billedoptagelse til brug for syns- og hørehandicappede af værker, der udsendes i radio eller fjernsyn, er ny. Aftalelicensen er opbygget efter samme principper som lovforslagets §§ 13-14.

Forslaget bygger på en indstilling fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1197/1990 på baggrund af synspunkter fremført bl.a. af institutionen Døvefilm Video.

Flere høringsinstanser, herunder Det centrale Handicapråd, Fonden for Aktive Blinde og Danmarks Blindebibliotek har støttet forslaget.

Efter den gældende ophavsretslovs § 18, der er videreført i forlagets § 17, stk. 1 og 2, er der givet adgang til at fremstille lydbøger mv. til brug for syns- og hørehandicappede. Kulturministeriet finder, at der herudover, som påpeget af Ophavsretsudvalget, kan konstateres et behov for, at der til fordel for syns- og hørehandicappede gives en særlig adgang til at foretage optagelser af radio- og tv-udsendelser.

På baggrund af Danmarks internationale konventionsforpligtelser finder Kulturministeriet det mest hensigtsmæssigt, at dette spørgsmål søges løst ved en aftalelicensordning. Forslaget til § 17, stk. 3, er udformet i overensstemmelse hermed. En tilsvarende bestemmelse er gennemført i Norge i 1988.

Aftalelicensordningen i forslaget til § 17, stk. 3, forudsætter, at der indgås aftale mellem brugerne og en organisation, der repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd til den eller de pågældende værksarter. Aftalelicensen giver institutionen ret til at udnytte andre værker af samme art, selv om ophavsmændene til disse værker ikke repræsenteres af organisationen.

Med sigte på at lette muligheden for, at en aftale vil blive indgået, er der i lovforslagets § 52 givet mulighed for, at hver af parterne kan kræve mægling. Der henvises nærmere til bemærkningerne til § 52.

Omfattet af forslaget til § 17, stk. 3, er statslige eller kommunale institutioner og andre sociale eller almennyttige institutioner. Virksomheder, der bygger på et kommercielt grundlag, omfattes ikke af bestemmelsen.

I aftalen mellem institutionen og rettighedshaverorganisationer kan der, inden for rammerne af § 17, stk. 3, fastsættes nærmere grænser for institutionens brug af optagelserne. Det kan herunder aftales, hvilke handicapgrupper der skal have adgang til de foretagne optagelser, forudsat at der er tale om »syns- eller hørehandicappede«. Dette udtryk omfatter blinde, svagtseende, døve, talelidende, ordblinde, læsehandicappede og andre, som på grund af særlige fysiske eller psykiske forhold er ude af stand til at tilegne sig værkerne på sædvanlig måde. Endvidere kan det aftales, hvilke typer udsendelser der må optages. For værker, der udsendes i fjernsyn, vil det eksempelvis kunne aftales, at der kun må fremstilles eksemplarer af værker, der er særligt egnede til at imødekomme behovet hos de hørehandicappede. Det kan fx være tilfældet for udsendelser, der af tv-foretagendet særlig er tekstet for hørehandicappede, og udsendelser, der efterfølgende bearbejdes i form af indsættelse af tegnsprog og/eller undertekster.

Med hensyn til udtrykket »udsendes i radio eller fjernsyn« henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 3.

Forslaget til stk. 3 indeholder ikke nogen begrænsning med hensyn til den anvendte optagelsesteknik og omfatter således også digitale optagelser.

Til § 18

Til stk. 1 og 2

Efter den gældende lovs § 16 er det tilladt i samleværker til brug ved gudstjeneste eller undervisning, sammenstillet af bidrag fra et større antal ophavsmænd, at optage mindre dele af litterære værker og musikværker eller sådanne værker af ringe omfang, når 5 år er forløbet efter udgangen af det år, da værket blev udgivet. Det samme gælder for kunstværker og for de i lovens § 1, stk. 2, angivne værker, såfremt gengivelsen sker i tilslutning til teksten. Værker, der er udarbejdet til brug ved undervisning, må ikke gengives i et samleværk med samme formål. Ophavsmanden har efter lovens § 16, stk. 2, krav på vederlag. Efter fotografilovens § 7, stk. 2, gælder en tilsvarende regel vedr. gengivelse af fotografier i værker bestemt til brug ved undervisning.

I forhold til den gældende antologiregel medfører forslaget til § 18, stk. 1, at samleværker til brug ved gudstjeneste udgår af bestemmelsen. Der er endvidere foretaget visse redaktionelle ændringer, herunder en omstrukturering af bestemmelsen, ligesom udtrykket »gengives« er anvendt i stedet for ordet »optage« i den gældende lovs § 16, stk. 1, 1. pkt.

Forslaget om at gudstjenester skal udgå af antologireglen er baseret på Ophavsretsudvalgets betænkning nr. 1197/1990. Udvalget begrunder sit forslag med, at der ved gudstjenester i vid udstrækning benyttes antologier, herunder navnlig salmebøger, og at den gældende regel i realiteten betyder en væsentlig svækkelse af retsstillingen for de ophavsmænd, hvis værker er særligt frembragt med henblik på brug ved gudstjeneste. Den gældende bestemmelse indebærer bl.a., at ophavsmænd til salmer o.lign. ikke har mulighed for at modsætte sig, at deres værker optages i en given salmebog.

Dansk Forfatterforening har under høringen støttet forslaget om, at gudstjenester holdes uden for antologireglen, idet man dog har anført, at antologibestemmelsen som helhed burde udgå af loven. Kirkeministeriet har ikke haft indvendinger mod at undtage salmer og andre værker til brug ved gudstjeneste fra bestemmelsen.

Kulturministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag om at lade samleværker til brug ved gudstjeneste udgå af antologireglen, således at der fremtidigt skal indhentes samtykke til enhver brug af værker i gudstjenesteantologier. Samtidig må Kulturministeriet være enig med Ophavsretsudvalget i, at der fortsat synes at være et vist behov for en antologiregel på undervisningsområdet. Skadevirkningen i forhold til ophavsmændene må antages at være beskeden. I øvrigt er egentlige undervisningsbøger fortsat holdt uden for bestemmelsen, således at gengivelse af bidrag fra en undervisningsbog i en undervisningsantologi forudsætter samtykke fra ophavsmanden. Endvidere vil det efter forslaget til § 18, stk. 1, fortsat kun være mindre dele af de litterære værker eller musikværkerne, der må bruges, selvom værker af ringe omfang - typisk sangtekster, digte o.lign. - må bruges i deres helhed.

Ophavsretsudvalget har herudover foreslået, at musikværker generelt undtages fra antologireglen. Dette ville især have betydning for noder. Udvalgets begrundelse er, at det i de få tilfælde, hvor ikke alene sangteksterne, men også tilhørende noder ønskes trykt, normalt vil være muligt at finde frem til rettighedshaverne ved hjælp af den internationale registrering af værker og rettighedshavere, som findes på musikområdet.

Dansk Musikforlæggerforening har under høringen gjort gældende, at det efterhånden er almindeligt, at noder ønskes trykt i undervisningsantologier, fx i skolesangbøger. Musikforlæggerforeningen giver samtidig udtryk for, at det kan være forbundet med stort besvær både at opspore rettighedshaverne og i givet fald at erhverve rettighederne til den ønskede brug. Foreningen finder derfor, at musikværker fortsat bør være omfattede af antologireglen.

På denne baggrund finder Kulturministeriet ikke, at der er påvist tilstrækkelig grund til at undtage musikværker fra bestemmelsen. Ministeriet lægger herved vægt på, at adgangen til brug af noder mv. i undervisningsantologier har karakter af en ganske begrænset værksudnyttelse.

Med hensyn til forståelsen af udtrykket »samleværker« henvises til lovforslagets § 5.

Forslaget til § 18, stk. 1 og stk. 2, tager - ligesom den gældende lovs § 16 - først og fremmest sigte på løse bøger og lignende værker, som gøres tilgængelige i trykt form. Men også andre typer af samleværker kan fremstilles med støtte af bestemmelsen, fx digitaliserede multimediaværker, som gøres tilgængelige på en skærm i et undervisningslokale.

Med hensyn til forståelsen af udtrykket »til brug i undervisningsvirksomhed« henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 13.

Udtrykket »kunstværker« i forslagets § 18, stk. 1, 2. pkt., omfatter efter den i § 1 foreslåede inkorporering af fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven også fotografiske værker.

Bestemmelserne i lovforslagets § 18, stk. 1 og 2, svarer til, hvad der i foråret 1993 er gennemført i Sverige, og som også forventes gennemført i Norge og Finland.

Til stk. 3

Efter den gældende lovs § 19, stk. 2, kan enkelte udgivne sangtekster frit gengives i mindre sanghæfter, der er fremstillet alene til brug for deltagerne i et bestemt møde eller en serie møder. Bestemmelsen er en særlig dansk foreteelse. Der findes ikke tilsvarende bestemmelser i de andre nordiske landes ophavsretslove.

I forhold til den gældende bestemmelse medfører forslaget til § 18, stk. 3, dels at antallet af sanghæfter, der må fremstilles, begrænses til 300, dels at kravet om, at hæfterne skal være fremstillet til brug ved »en serie møder« udgår. Herudover er der foretaget nogle redaktionelle ændringer.

Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1197/1990 foreslået den gældende bestemmelse i ophavsretslovens § 19, stk. 2, begrænset, således at der kun må gengives 3 sangtekster i hvert hæfte, og at der kun må fremstilles 300 sanghæfter, samt at disse endelig skal være fremstillet til brug for deltagerne i et bestemt møde.

Udvalgets forslag har under høringen fået en blandet modtagelse. Det kgl. Teater og Danske Teaterlederes Fællesråd finder, at bestemmelsen i den gældende ophavsretslov § 19, stk. 2, bør opretholdes. KODA kan tilslutte sig udvalgsforslaget, såfremt bestemmelsen bør opretholdes, medens Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer og Dansk Forfatterforening finder, at bestemmelsen helt bør udgå.

Kulturministeriet har på denne baggrund overvejet, om bestemmelsen helt bør udgå af loven. Ministeriet finder dog ikke, at dette bør være tilfældet. Bestemmelsen løser et vist praktisk behov for at kunne omdele sangtekster under omstændigheder, hvor eksemplarfremstillingen ikke kan anses for privatkopiering efter lovforslagets § 12, og hvor der samtidig er tale om en så begrænset værksudnyttelse, at det ville forekomme mindre rimeligt, hvis der skulle indhentes samtykke fra eller betales vederlag til ophavsmændene. Som eksempler kan nævnes brug af sangtekster i sanghæfter o.lign. i forbindelse med folkelige møder, begravelser og generalforsamlinger.

Kulturministeriet må være enig med Ophavsretsudvalget i, at den gældende bestemmelse kan give anledning til en så bred fortolkning, at den kan påberåbes i tilfælde, hvor der foretages en omfattende, systematiseret eksemplarfremstilling, der ligger uden for bestemmelsens forudsætninger. Det foreslås derfor, at der på to punkter indføjes begrænsninger i bestemmelsens anvendelsesområde:

- Antallet af sanghæfter, der må fremstilles i medfør af bestemmelsen, begrænses til 300. Er det nødvendigt at fremstille mere end 300 sanghæfter, antager arrangementet en så omfattende karakter, at det forekommer rimeligt, at eksemplarfremstillingen kun kan finde sted med ophavsmandens samtykke.

- Den gældende regel om, at sanghæfterne også kan fremstilles til brug for deltagerne i en serie møder ophæves. Begrundelsen er, at værksudnyttelsen kan blive ganske omfattende, såfremt man med hjemmel i denne bestemmelse kan trykke sanghæfter til større, landsdækkende mødeserier. I sådanne tilfælde bør der indhentes samtykke fra ophavsmændene.

Derimod finder Kulturministeriet ikke anledning til som foreslået af Ophavsretsudvalget at foretage en begrænsning af det tilladte antal sangtekster til tre. Kulturministeriet finder, at udtrykket i den gældende bestemmelse, »enkelte udgivne sangtekster« er tilstrækkeligt til at forhindre, at bestemmelsen giver mulighed for fremstilling af egentlige sangbøger.

Den gældende lov indeholder i § 19, stk. 1, en bestemmelse om, at det er tilladt at gengive sangtekster i koncertprogrammer o.lign. Det kgl. Teater og Danske Teaterlederes Fællesråd finder, at denne bestemmelse bør opretholdes.

Under de nordiske drøftelser har der været enighed om, at bestemmelsen om koncertprogrammer bør udgå af de nordiske ophavsretslove. Dette er allerede gennemført i Sverige.

Efter Kulturministeriets opfattelse vil det i de fleste tilfælde ikke være forbundet med større vanskeligheder for koncertarrangører at få kontakt til ophavsmændene til sangtekster, der ønskes optrykt i koncertprogrammer o.lign. Arrangører af koncerter mv. må normalt tage kontakt til KODA for at få den fornødne tilladelse til fremførelse af musikværkerne. KODA vil i tvivlstilfælde ofte kunne oplyse, hvordan man får kontakt til den eller de pågældende ophavsmænd.

I overensstemmelse hermed indeholder lovforlaget ingen bestemmelse om koncertprogrammer svarende til den gældende lovs § 19, stk. 1.

Til § 19

Til stk. 1

Efter den gældende lovs § 2 har ophavsmanden en eneret til enhver spredning af eksemplarer af værket til almenheden, det være sig i form af salg, udlejning, udlån eller på anden måde. Efter den gældende lovs § 23, stk. 1, 1. pkt., bortfalder denne eneret for så vidt angår litterære og musikalske værker, når værket er blevet udgivet. Udgivne værkseksemplarer må frit spredes videre eller fremvises offentligt.

For eksemplarer af edb-programmer gælder der efter den gældende lovs § 23, stk. 1, 2. pkt., særlige regler. Eksemplarer af edb-programmer må frit spredes videre, når eksemplaret med ophavsmandens samtykke er solgt eller på anden måde overdraget til andre.

Efter den gældende lovs § 23, stk. 3, 1. pkt., kan eksemplarer af et filmværk frit spredes videre, når filmværket er udgivet i form af salg til almenheden.

Efter den gældende lovs § 25, stk. 1, 1. pkt., kan et kunstværk frit spredes videre og fremvises offentligt, når ophavsmanden har overdraget et eller flere eksemplarer af kunstværket til andre, eller værket er blevet udgivet.

Forslaget til § 19, stk. 1, medfører en række principielle ændringer i forhold til de nævnte bestemmelser.

- Forslaget til § 19, stk. 1, vedrører alle værkskategorier, mens bestemmelsen i den gældende lovs § 23, stk. 1 og 3, alene omfatter litterære og musikalske værker samt filmværker, hvortil kommer § 25 om kunstværker.

- Visningsretten udskilles af bestemmelsen og overføres til lovforslagets § 20.

- Kriteriet for den fri viderespredningsret foreslås ændret fra et udgivelses- til et salgskriterium.

De foreslåede systematiske og indholdsmæssige ændringer er dels baserede på forslag fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1197/1990, dels en følge af EF-direktivet om udlejning og udlån.

Efter dette direktivs art. 1, stk. 2, skal der indføres en generel eneret til udlejning og udlån af bl.a. ophavsretligt beskyttede værker. Udlejnings- og udlånsrettigheder i forbindelse med bygninger og brugskunst er efter art. 2, stk. 3, ikke omfattet af direktivet.

De foreslåede ændringer har været drøftet med de andre nordiske lande, som har tilkendegivet, at de - på baggrund af nationale udvalgsforslag og udviklingen indenfor EU - er indstillede på at gennemføre stort set tilsvarende ændringer.

Under høringen har forslagene fået støtte fra IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark.

Forskellen mellem et udgivelseskriterium og et salgskriterium som betingelse for en fri viderespredningsret er i hovedsagen, at viderespredningsretten efter salgskriteriet ikke forudsætter, at værket er blevet udgivet, dvs. med ophavsmandens samtykke er bragt i handelen el.lign. i overensstemmelse med lovforslagets § 8, stk. 2. Den foreslåede kombination af salgs- og udgivelseskriteriet indebærer, at den frie ret til viderespredning ikke indtræder, når værkseksemplaret er udgivet i form af udlån eller udlejning, fx videoforretningers udlejning af videofilm. Retten til fri viderespredning skal kun indtræde, såfremt der sker en endelig overgang af ejendomsretten til et værkseksemplar, det være sig ved salg, gave el.lign.

Ved udtrykket »overdraget« i forslaget til stk. 1 forstås - ud over salg - gave og lignende former for endelige overdragelser af ejendomsretten til det pågældende eksemplar. Udlån og udlejning omfattes ikke af udtrykket »overdraget« og udløser således ikke nogen fri viderespredningsret.

Med den foreslåede generelle inkorporering af fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven finder den frie viderespredningsret i forslaget til stk. 1 også anvendelse på fotografiske værker.

Med hensyn til undtagelser fra den frie viderespredningsret efter stk. 1 henvises til bemærkningerne nedenfor til stk. 2-4. For så vidt angår udlån til almenheden indebærer bestemmelsen i stk. 1 blandt andet, at det med de begrænsninger, som følger af stk. 3 og 4, frit er tilladt at foretage udlån fra biblioteker, som betjener forskning og undervisning.

Til stk. 2 og 3

Forslaget til stk. 2 og 3 svarer i vidt omfang til § 23, stk. 2 og 3, i den gældende lov. Efter § 23, stk. 2, nr. 2, er det ikke tilladt uden ophavsmandens samtykke til almenheden at sprede eksemplarer af edb-programmer gennem udlejning eller - hvis programmet foreligger i maskinlæsbar form - gennem udlån. Eksemplarer af filmværker må endvidere efter § 23, stk. 3, ikke spredes gennem udlån eller udlejning. Endelig må eksemplarer af musikværker efter § 23, stk. 2, nr. 1, ikke udlejes uden ophavsmandens samtykke.

Forslaget til § 19, stk. 2 og 3, indebærer følgende ændringer i forhold til den gældende lov:

- Bestemmelserne om udlejning og udlån udskilles i to selvstændige stykker.

- Udlejning af andre litterære værker end edb-programmer dvs. navnlig bøger må ikke finde sted uden ophavsmandens samtykke.

- Udlejning af kunstværker forudsætter ligeledes ophavsmandens samtykke.

Forslaget til § 19, stk. 2 og 3, er - ligesom forslaget til § 19, stk. 1, - ud over at være baseret på forslag fra Ophavsretsudvalget fremsat med henblik på gennemførelse af EF-direktivet om udlejning og udlån.

IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark har under høringen gjort opmærksom på problemet med såkaldt maskeret udlejning og har foreslået, at det i bemærkningerne præciseres, at ligestillet med udlejning bør være enhver form for overdragelse, hvor det må antages at være parternes hensigt, at overdrageren skal have produktet retur efter en kortvarig brugsperiode, for hvilken der sker betaling. Kulturministeriet finder ikke, at der er behov for en sådan præcisering. Forholdet må efter ministeriets opfattelse anses for omfattet af de almindeligt gældende grundsætninger om omgåelse.

Den gældende lovs § 23, stk. 2 og 3, vedrørende udlån af eksemplarer af filmværker og edb-programmer i maskinlæsbar form er videreført i forslaget til § 19, stk. 3.

Under høringen har det fra Amtsrådsforeningen og fra bibliotekerne været fremført, at offentlige biblioteker i begrænset omfang burde have mulighed for udlån af edb-programmer i maskinlæsbar form, fx i tilfælde, hvor programmet udgør en del af et litterært værk og udlånes sammen med dette. Ministeriet finder imidlertid, at de hensyn, der ligger bag den gældende lovs forbud mod udlån af edb-programmer i maskinlæsbar form - dvs. navnlig disse værkers sårbarhed over for kopiering og muligheden for piratkopiering af udgivne edb-programmer mv. - tilsiger, at forbudet mod udlån bør opretholdes.

Til stk. 4

Forslaget til stk. 4 om forholdet til biblioteksafgiftsloven har - som tilladt efter udlejnings- og udlånsdirektivets art. 5 - karakter af en særlig begrænsning af den frie viderespredningsret efter stk. 1 baseret på almene kulturelle hensyn.

Til § 20

Til stk. 1

Efter den gældende lovs § 23, stk. 1, kan udgivne eksemplarer af litterære og musikalske værker frit vises offentligt. Efter lovens § 25, stk. 1, gælder det samme for kunstværker, når ophavsmanden har overdraget et eller flere eksemplarer til andre, eller når kunstværker er blevet udgivet. I den gældende fotografilovs § 10, stk. 1, findes en tilsvarende bestemmelse.

Forslaget til § 20, stk. 1, medfører, at bestemmelserne om visning samles i en paragraf, fælles for alle værksarter. Med hensyn til begrundelsen herfor henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 19 om spredning. Forslaget bygger på en indstilling fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1197/1990.

Til stk. 2

Forslaget til stk. 2, 1. pkt., hvorefter adgangen til eksemplarvisning af kunstværker ikke gælder for visning i fjernsyn eller film, svarer til den gældende lovs § 25, stk. 1, 1. pkt. in fine.

Forslaget i stk. 2, 2. pkt., om visning af eksemplarer af litterære og musikalske værker i fjernsyn eller på film er baseret på et forslag fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1197/1990. Forslaget indebærer, at den frie visningsret efter § 20, stk. 1, ikke skal gælde for visning af litterære tekster eller en nodeside i fjernsyn fx i tekst-tv, eller på film, hvis visningen sker på en sådan måde, at værkets indhold gøres tilgængeligt for publikum.

Forslaget var ikke medtaget i det i februar 1994 fremlagte lovforslag. Efter fornyet overvejelse finder ministeriet det imidlertid mest korrekt, at visning af en tekstside i fjernsyn betragtes som en offentlig visning af et eksemplar af et litterært værk. Ministeriet må ligeledes være enig med udvalget i, at en sådan visning i fjernsyn eller på film bør kræve samtykke fra ophavsmanden og ikke være undergivet den frie ret til offentlig visning af eksemplarer, som følger af forslaget til § 20, stk. 1.

Med hensyn til den nærmere forståelse af udtrykkene »offentlig visning« af eksemplarer og »offentlig fremførelse« henvises til bemærkningerne til § 2, stk. 3.

Til § 21

Til stk. 1

Forslaget til § 21, stk. 1, viderefører med nogle redaktionelle ændringer den gældende lovs § 20, litra a, b og c, om fri offentlig fremførelse ved gudstjeneste, undervisning og ved visse gratisforanstaltninger.

Forslaget til § 21, stk. 1, viderefører ikke bestemmelsen i den gældende lovs § 20, litra d, hvorefter udgivne værker, der ikke er scene- eller filmværker, frit kan fremføres offentligt ved lejligheder, hvor den, der udfører værket, eller - ved udførelse af flere - alle de medvirkende gør det vederlagsfrit, og fremførelsen sker i velgørende, folkeoplysende eller andet almennyttigt øjemed.

I betænkning nr. 1197/1990 har Ophavsretsudvalget sat spørgsmålstegn ved det rimelige i, at man pålægger ophavsmænd mv. at stille deres værker gratis til rådighed, mens fx personer, der medvirker ved de pågældende foranstaltninger på et mere praktisk plan, modtager betaling for deres ydelser. Efter udvalgets opfattelse bør bidrag til foranstaltninger af den i bestemmelsen omhandlede art være baseret på frivillighed. Udvalget nævner i denne forbindelse, at der blandt de skabende og udøvende kunstnere er tradition for at stille sig velvilligt over for medvirken ved velgørende arrangementer. Udvalget finder derfor, at bestemmelsen i den gældende lovs § 20, litra d, bør udgå af loven.

Forslaget har under høringen fået en blandet modtagelse. KODA kan tilslutte sig forslaget, medens Kommunernes Landsforening giver udtryk for den modsatte opfattelse og bl.a. peger på, at bestemmelsen antagelig har en vis praktisk og økonomisk betydning for en række foreninger mv.

Kulturministeriet kan i almindelighed tiltræde de af udvalget anførte synspunkter. Det foreslås derfor, at bestemmelsen i den gældende lovs § 20, litra d, ophæves.

Forslaget til stk. 1, nr. 1, svarer til den gældende lovs § 20, litra c, bortset fra redaktionelle ændringer. Bestemmelsen giver adgang til fri offentlig fremførelse af udgivne værker, der ikke er scene- eller filmværker, ved lejligheder, hvor tilhørerne eller tilskuerne har adgang uden betaling, for så vidt fremførelsen af sådanne værker ikke er det væsentlige ved det pågældende arrangement, og denne ikke finder sted i erhvervsøjemed.

I lighed med Ophavsretsudvalget finder Kulturministeriet, at der fortsat er et vist behov for en regel af denne karakter. De omfattede værksfremførelser, fx fællessang ved møder o.lign., har en så tilfældig og uvæsentlig karakter, at det ikke forekommer rimeligt, hvis arrangørerne skulle indhente samtykke til værksudnyttelsen fra ophavsmændene.

Forslaget til § 21, stk. 1, nr. 2, viderefører de gældende bestemmelser i ophavsretslovens § 20, litra a og b, hvorefter et udgivet værk, der ikke er et sceneværk eller filmværk, kan fremføres offentligt ved gudstjeneste eller undervisning.

For så vidt angår undervisning svarer forslaget til § 21, stk. 1, nr. 2, til Ophavsretsudvalgets indstilling i betænkning nr. 1197/1990.

For så vidt angår gudstjenester har udvalget foreslået, at bestemmelsen herom skal udgå af loven.

Udvalgets forslag har under høringen fået støtte fra KODA, Statens Musikråd samt Dansk Komponistforening, Danske Populærautorer og Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer. Kirkeministeriet har udtrykt betænkelighed ved udvalgets forslag om at afskaffe undtagelsesbestemmelsen om gudstjenester. Kirkeministeriet peger på, at antallet af gudstjenester udgør mindst 100.000 årligt, og at en betalingsordning med KODA på den baggrund vil indebære et betydeligt administrativt arbejde for de lokale kirkelige myndigheder. Fra Kirkeministeriets side forudses det, at en pligt til at betale KODA-vederlag for fremførelse af beskyttet musik vil påvirke salme- og melodivalget ved gudstjenester, hvilket man finder principielt uheldigt.

Bestemmelsen i den gældende ophavsretslovs § 20, litra b, om fri fremførelse ved undervisning er begrundet i, at rettighedsmæssige forhold ikke bør kunne få indflydelse på, hvilke værker der bruges ved undervisningen. Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset. Ved klasselokaleundervisning kan fremførelse af værker normalt ikke antages at være offentlig i ophavsretslovens forstand. Bestemmelsen har derfor primært betydning i tilfælde, hvor undervisningen retter sig mod flere skoleklasser ad gangen, eller der er tale om offentlige forelæsninger eller lignende.

Forslaget til stk. 1 omfatter - bortset fra filmværker og sceneværker - offentlig fremførelse af ethvert værk, som er udgivet, uanset værkets tekniske fremtrædelsesform. Værker lagret i digital form vil således kunne fremføres offentligt, fx ved afspilning af lyden på en CD-plade eller billederne på et videogram eller ved overføring af lyd eller billeder fra en database.

Bestemmelsen i den gældende ophavsretslovs § 20, litra a, om fri fremførelse ved gudstjeneste er i hovedsagen begrundet i de samme hensyn som ved undervisning.

På denne baggrund finder Kulturministeriet, at der fortsat bør være en almindelig adgang til fri offentlig fremførelse ved gudstjeneste og undervisning.

Forholdene vedrørende rettighedsklareringen er efter Kulturministeriets opfattelse anderledes, når det gælder undervisning og gudstjeneste gennem radio eller fjernsyn. Ministeriet finder det ikke rimeligt, at der ikke betales vederlag til ophavsmændene for undervisning og gudstjenester i radio eller fjernsyn. En rettighedsklarering vil her uden praktiske vanskeligheder kunne foretages på grundlag af den for radiofoniernes udsendelsesvirksomhed gældende aftalelicensordning, jf. lovforslagets § 30.

Kulturministeriet finder på denne baggrund, at undervisning og gudstjeneste gennem radio eller fjernsyn ikke bør være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 21, stk. 1. Bestemmelsen i forslaget til stk. 2, er udformet i overensstemmelse hermed.

Med hensyn til forståelsen af udtrykket »undervisning« henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 13.

Udtrykket »gudstjeneste« omfatter ikke alene religionsudøvelse inden for Folkekirken, men også i andre trossamfund, hvor der i en tilsvarende organiseret form sker religiøse handlinger i overensstemmelse med trossamfundets ritualer. Andre former for kirkelige møder og samvær falder uden for gudstjeneste-begrebet. Fremførelse af beskyttede værker vil dog i disse tilfælde normalt falde ind under bestemmelsen om fri gengivelse i stk. 1, nr. 1. Kirkekoncerter o.lign. er heller ikke at anse som gudstjenester efter stk. 1, nr. 2. Sådanne koncerter vil heller ikke være omfattet af stk. 1, nr. 1, da musikfremførelsen er det væsentlige ved den pågældende foranstaltning. I sådanne tilfælde må der således indhentes tilladelse fra KODA til musikfremførelsen.

Til stk. 2

Efter den gældende lovs § 20 er gudstjenester og undervisning i radio og fjernsyn omfattet af retten til fri offentlig fremførelse. Efter Kulturministeriets opfattelse er denne retstilstand mindre rimelig i betragtning af radiofoniernes almindelige mulighed for en aftalelicensmæssig rettighedsclearing i lovforslagets § 30. Det foreslås derfor i stk. 2, at bestemmelsen i § 21, stk. 1, nr. 2, om fri adgang til offentlig fremførelse ved undervisning eller gudstjeneste ikke skal gælde, når der er tale om udsendelse i radio eller tv.

Til § 22

Forslaget til § 22 om citatret svarer til den gældende lovs § 14, stk. 1, hvorefter det af et offentliggjort værk er tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.

I betænkning nr. 1197/1990 har Ophavsretsudvalget anført en række eksempler på, hvor grænsen mellem lovligt og ulovligt citat må antages at ligge fx i forbindelse med brug af citater i reklamesammenhæng. På baggrund af de stedfundne overvejelser har et flertal i udvalget stillet forslag om en ændring i citatreglen. Hvor det af den gældende bestemmelse fremgår, at det er tilladt at citere »i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet«, foreslår udvalgsflertallet formuleringen »i overensstemmelse med god skik, dog kun i det omfang, som formålet nødvendiggør«. Forslaget har til formål at foretage en opstramning af fortolkningen af bestemmelsen, således at det præciseres, at kun begrænsede udsnit af værker typisk vil kunne anvendes som citat uden samtykke fra ophavsmanden.

Et mindretal i udvalget finder det ikke hensigtsmæssigt at ændre formuleringen af den gældende citatregel, bl.a. fordi en sådan ændring efter mindretallets opfattelse vil kunne give anledning til usikkerhed og tvivl på området.

Flertallets forslag er blandt høringsinstanserne blevet støttet af bl.a. Dansk Komponistforening, Dansk Journalistforbund, Sammenslutningen af Scenografer, Instruktører og Filmarbejdere, Samrådet for Ophavsret og KODA, medens Danmarks Radio og Den Danske Forlæggerforening ikke kan tilslutte sig forslaget. IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark samt Advokatrådet har under høringen anmodet Kulturministeriet om i lovmotiverne at tilkendegive, hvor grænserne for bestemmelsens anvendelsesområde bør ligge.

Kulturministeriet er enig i de synspunkter, der er fremført af udvalgets mindretal og finder således ikke, at de afgrænsningsproblemer, der ligger i citatreglen, kan løses ved en ændret formulering af lovbestemmelsen. Ministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at citatreglen er en retlig standard, som nødvendigvis må være generelt formuleret, og som under alle omstændigheder kan medføre afgrænsningsproblemer. Den nærmere fastlæggelse af, hvad der kan anses som lovligt citat, bør efter ministeriets opfattelse være overladt til domstolene. Retsudviklingen bør kunne forløbe uforstyrret over en længere årrække, således at domstolene på en smidig måde vil kunne tage hensyn til den tekniske og samfundsmæssige udvikling.

Under de nordiske drøftelser har det vist sig, at der ikke i de andre nordiske lande er planer om at ændre ordlyden af citatreglen.

På denne baggrund finder Kulturministeriet, at det vil være uhensigtsmæssigt gennem en ændring af bestemmelsens ordlyd eller i form af nye lovmotiver at gribe ind i den løbende retsudvikling på området. I overensstemmelse hermed stilles der ikke forslag om ændringer i citatreglen.

Forslaget til § 22 omfatter ethvert offentliggjort værk. For kunstværker og værker af beskrivende art, dvs. kort og tegninger mv., jf. § 1, stk. 2, har bestemmelsen i almindelighed ikke praktisk betydning, da sådanne værker ikke kan citeres i form af gengivelse af uddrag af værkerne. Bestemmelsen om »kunstcitat« i lovforslagets § 23, stk. 1, giver imidlertid mulighed for gengivelse af disse værker i et nærmere bestemt omfang.

I betænkning nr. 1063/1986 og betænkning nr. 1197/1990 har Ophavsretsudvalget udførligt drøftet spørgsmålet om »citat« af enkeltbilleder fra film, herunder tv-udsendelser. Som eksempel nævnes affotografering af et enkeltbillede fra tv-skærmen med henblik på gengivelse i et dagblad i forbindelse med omtale af den begivenhed, der var genstand for den pågældende tv-udsendelse.

Den almindelige citatregel i lovforslagets § 22 finder anvendelse på gengivelse af uddrag af film i form af levende billeder, eksempelvis når klip fra en spillefilm vises i tv. Et andet spørgsmål er, om også enkeltbilleder (stillbilleder) fra film kan citeres med hjemmel i lovforslagets § 22. Der har i Ophavsretsudvalget været delte meninger om dette spørgsmål.

Ud fra den betragtning, at udnyttelsen af enkeltbilleder fra en film svarer til den normale udnyttelse af fotografier, finder Kulturministeriet, at en anvendelse af den generelle citatregel på enkeltbilleder i realiteten ville gøre den ophavsretlige beskyttelse af enkeltbilleder illusorisk. Som ved kunstværker og værker af beskrivende art efter § 1, stk. 2, ville et sådant standpunkt stemme dårligt overens med den almindeligt accepterede forudsætning om, at citatreglen kun giver adgang til at gengive uddrag af værker.

Kulturministeriet må på denne baggrund være af den opfattelse, at enkeltbilleder fra film og andre fotografier ikke bør kunne citeres med hjemmel i forslaget til § 22 om citatret.

Til § 23

Til stk. 1

Efter den gældende lovs § 14, stk. 2, er det tilladt, med de samme begrænsninger som i den almindelige citatregel, i kritiske og videnskabelige eller alment oplysende fremstillinger i tilslutning til teksten at gengive offentliggjorte kunstværker og værker som de i § 1, stk. 2, angivne, dvs. kort, tegninger samt andre værker af beskrivende art. Efter lovens § 14, stk. 2, 2. pkt., har ophavsmanden krav på vederlag, hvis to eller flere af hans værker gengives i en alment oplysende fremstilling.

Forslaget til stk. 1 om såkaldt kunstcitat medfører, at alment oplysende fremstillinger udgår af bestemmelsen. Herudover foreslås bestemmelsen omstruktureret, bl.a. således at citatbetingelserne om »god skik« og »det omfang, som betinges af formålet« indgår i lovteksten.

Et flertal i Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1197/1990 foreslået, at den gældende tvangslicens i ophavsretslovens § 14, stk. 2, 2. pkt., udvides til også at gælde, såfremt blot et værk af den samme ophavsmand gengives i en alment oplysende fremstilling. Et mindretal kan ikke tilslutte sig forslaget om, at der indføres vederlagspligt ved ethvert »citat« af kunstværker i alment oplysende fremstillinger.

Under høringen har forslaget til § 23, stk. 1, om at alment oplysende fremstillinger skal udgå af bestemmelsen, fået støtte hos Danske Billedautorer og Dansk Filmfotograf Forbund. Danmarks Radio, Den Danske Forlæggerforening, Danske Dagblades Forening samt Foreningen af Danske Kunstmuseer har udtalt sig imod, at alment oplysende værker udgår af bestemmelsen. Der henvises navnlig til, at en eneret på dette område vil medføre, at udgivelsen af værker af den nævnte art vanskeliggøres, eller at gengivelse af kunstværker i sådanne værker helt udelades.

Kulturministeriet finder, at den gældende bestemmelse om henholdsvis fri udnyttelse og tvangslicens vedrørende alment oplysende fremstillinger bør ændres til en eneret. Forslaget skal ses som led i ministeriets fortsatte generelle bestræbelser på at styrke billedkunstnernes retsbeskyttelse. Hertil kommer, at der med oprettelsen af organisationen Danske Billedautorer må forventes at være gode muligheder for, at brugerne kan erhverve de nødvendige rettigheder centralt.

Under de nordiske drøftelser har der været enighed om, at der bør gælde en eneret til »citat« af kunstværker i alment oplysende fremstillinger. Et forslag af denne karakter er allerede gennemført i Sverige.

Med hensyn til gengivelse af kunstværker i kritiske eller videnskabelige fremstillinger finder ministeriet, at en uhindret adgang til at illustrere sådanne fremstillinger i almindelighed har en vis betydning for den almindelige samfundsdebat. Bestemmelsen herom i den gældende lov foreslås derfor videreført.

Ligesom efter gældende ret er der knyttet to betingelser til den lovlige gengivelse i kritiske eller videnskabelige fremstillinger:

- Gengivelsen skal ske i tilslutning til teksten.

- Gengivelsen af kunstværkerne mv. skal ske i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.

Sidstnævnte betingelse svarer til de almindelige citatbetingelser i lovforslagets § 22. Det skal dog bemærkes, at udtrykket »omfang« - i modsætning til det tilsvarende udtryk i lovforslagets § 22 - ikke sigter til, i hvilket omfang det enkelte værk må gengives. Da de af lovforslagets § 23, stk. 1, omfattede værker i almindelighed kun kan gengives i deres helhed, sigter udtrykket »omfang« i § 23, stk. 1, til antallet af de kunstværker mv., der lovligt må gengives med hjemmel i bestemmelsen.

Udtrykket »fremstillinger« dækker ikke blot skriftlige, men også mundtlige og audiovisuelle fremstillinger, herunder fremstillinger i digital form.

I den gældende fotografilovs § 7, stk. 1, findes en bestemmelse, der i det væsentlige svarer til den gældende ophavsretslovs § 14, stk. 2. Med den foreslåede inkorporering af fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven, jf. lovforslagets § 1, omfattes fotografiske værker af udtrykket kunstværker. Forslaget til § 23, stk. 1, gælder således også for gengivelse af fotografiske værker i kritiske eller videnskabelige fremstillinger. Bestemmelsen omfatter også gengivelse af enkeltbilleder fra film mv., jf. bemærkningerne til lovforslagets § 22.

Til stk. 2

Efter den gældende lovs § 15 kan offentliggjorte kunstværker afbildes i aviser og tidsskrifter ved omtale af dagsbegivenheder. Efter bestemmelsens 2. pkt. gælder dette dog ikke værker, der er frembragt med henblik på gengivelse i aviser og tidsskrifter.

Forslaget til stk. 2 medfører, at de almindelige citatbetingelser, der indgår i lovforslagets §§ 22 og 23, stk. 1, ligeledes knyttes til bestemmelsen i stk. 2 om gengivelse af kunstværker ved omtale af dagsbegivenheder i aviser mv., dvs. at gengivelsen skal ske »i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet«. Herudover er bestemmelsen kun ændret redaktionelt. Således foreslås udtrykket »gengives« anvendt i stedet for »afbildes« i den gældende lovs § 15. Forslaget til stk. 2 er ikke begrænset til nogen bestemt gengivelsesteknik. - Digitale publikationer vil således også være omfattet af bestemmelsen i stk. 2.

Forslaget, der bygger på en indstilling fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1197/1990, har været drøftet med de andre nordiske lande, hvor der har været enighed om en sådan indskrænkning i bestemmelsens anvendelsesområde.

Med kravet om at gengivelse af kunstværker i aviser og tidsskrifter efter stk. 2 kun kan ske i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet, forudsættes det, at gengivelse af kunstværker alene må ske i det omfang, som er nødvendigt til at belyse dagsbegivenheden. Dette indebærer, at der skal være en sammenhæng mellem det pågældende værk eller dettes ophavsmand og den dagsbegivenhed, der er genstand for omtale, samt at gengivelsen skal være begrænset til det antal kunstværker, som er nødvendigt til belysning af dagsbegivenheden.

Med den foreslåede inkorporering af fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven omfattes fotografiske værker af udtrykket kunstværker og dermed af forslaget til § 23, stk. 2. Dette indebærer bl.a., at adgangen til at gengive fotografier med hjemmel i § 23, stk. 2, 1. pkt., efter stk. 2, 2. pkt., ikke gælder for pressefotografier og andre fotografier, der er frembragt med henblik på gengivelse i aviser eller tidsskrifter.

Den gældende fotografilov indeholder i § 7, stk. 3, en bestemmelse, der i det væsentlige svarer til den gældende ophavsretslovs § 15, 1. pkt. Efter fotografiloven har fotografen dog i alle tilfælde krav på vederlag ved gengivelse af offentliggjorte fotografiske billeder i dagblade i forbindelse med redegørelser for begivenheder af almindelig interesse.

Et mindretal i Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1063/1986 foreslået at videreføre denne særlige tvangslicens for fotografier.

Udvalgets flertal har foreslået at ophæve bestemmelsen og lade den hidtidige bestemmelse i ophavsretslovens § 15 (lovforslagets § 23, stk. 2) have virkning også for fotografier. Udvalgsflertallet anfører bl.a., at hovedparten af de fotografier, der anvendes i dagspressen, hidrører fra fastansatte fotografer eller tilknyttede freelancere samt fra fotobureauer, der efter aftale leverer såvel inden- som udenlandske fotografier til pressen. I disse tilfælde er der direkte kontakt mellem avisen og rettighedshaveren, hvorfor det i almindelighed vil være praktisk muligt at indhente samtykke til fotografiers benyttelse i dagspressen. Det er således efter flertallets opfattelse kun i et mindre antal tilfælde, at den gældende tvangslicensbestemmelse i fotografilovens § 7, stk. 3, har reel betydning. Flertallet peger tillige på, at rettighedshaverne på grund af tvangslicensen er udelukkede fra at kunne kræve forhøjet vederlag for særligt attraktive fotografier.

Udvalgsflertallets holdning har fået støtte hos Dansk Journalistforbund og Danske Billedautorer, medens Danske Dagblades Forening vender sig mod indskrænkningen af den gældende ophavsretslovs § 15 og ophævelsen af tvangslicensbestemmelsen i fotografilovens § 7, stk. 3. Der henvises til, at de tidsmæssige vilkår for produktion af dagblade bevirker, at det ofte ikke er praktisk muligt at indhente forudgående samtykke.

Kulturministeriet kan tilslutte sig de af flertallet i Ophavsretsudvalget fremførte synspunkter.

Forslaget til stk. 2 indebærer et videre anvendelsesområde end fotografilovens § 7, stk. 3, derved at det ikke kun er dagblade, men generelt aviser og tidsskrifter, som omfattes af bestemmelsen i § 23, stk. 2.

Pressefotografier er ikke omfattet af forslaget til § 23, stk. 2, jf. bestemmelsens 2. pkt., hvorefter stk. 2, 1. pkt., ikke finder anvendelse på værker, der er frembragt med henblik på aviser eller tidsskrifter. Dette vil efter Kulturministeriets opfattelse næppe volde praktiske vanskeligheder, da rettighedshaverne til denne type fotografier normalt er andre aviser eller tidsskrifter, fotobureauer eller freelancere, som det er muligt at komme i kontakt med med henblik på en aftale om udnyttelse af fotografiet.

Fotografier er desuden omfattet af lovforslagets § 23, stk. 3, om gengivelser af underordnet betydning. Denne bestemmelse foreslås som omtalt nedenfor udvidet i forhold til gældende ret, således at også gengivelse i aviser og tidsskrifter omfattes. Forslaget til § 23, stk. 3, vil således dække en række tilfælde, som hidtil har været hjemlet i fotografilovens § 7, stk. 3, jf. nærmere bemærkningerne til § 23, stk. 3.

Kulturministeriet finder det på denne baggrund rigtigst ikke at videreføre tvangslicensen i fotografilovens § 7, stk. 3, men at lade fotografier generelt være omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 23, stk. 2 og 3, om gengivelse af kunstværker. Forslaget til stk. 2 er udformet i overensstemmelse hermed.

Forbudet mod anvendelse bl.a. af pressefotografier i § 23, stk. 2, 2. pkt., finder også anvendelse på enkeltbilleder affotograferet fra tv-skærm, når billederne er producerede til en nyheds- eller aktualitetsudsendelse. I modsat fald ville den trykte presse kunne hente sine pressefotografier ved affotografering fra tv-skærme. Som anført i forbindelse med spørgsmålet om hvorvidt enkeltbilleder (stillbilleder) fra film kan citeres med hjemmel i lovforslagets § 22, gælder det tilsvarende i denne situation, at beskyttelsen af de nævnte fotografier ville blive illusorisk, dersom enkeltbilledet med hjemmel i kunstcitatreglen kunne affotograferes fra tv-skærm.

Under høringen har Danmarks Radio og TV 2 anført, at også radiofonier bør være omfattet af lovforslagets § 23, stk. 2. Det anføres, at offentliggjorte fotografier bør kunne gengives i fjernsyn ved omtale af dagsbegivenheder i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet. Da aviser og tidsskrifter efter lovforslagets § 23, stk. 2, har denne adgang, finder man det urimeligt og på grænsen af konkurrenceforvridning, dersom tv ikke sidestilles med de trykte medier.

Kulturministeriet kan ikke tilslutte sig radiofoniernes forslag. Ministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at der for radiofonier findes en særlig regel om reportage af dagsbegivenheder i lovforslagets § 25. Inkorporeringen af fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven vil i øvrigt betyde, at de almindelige aftalelicensbestemmelser for erhvervelse af udsendelsesrettigheder i lovforslagets § 30 også vil kunne finde anvendelse på aftaler om brug af fotografier.

Til stk. 3

Efter den gældende ophavsretslovs § 25, stk. 1, 2. pkt., må eksemplarer af kunstværker, som af ophavsmanden er overdraget til andre, og udgivne kunstværker medtages ved indspilning og visning af en film eller et fjernsynsprogram, når gengivelsen af kunstværket er af underordnet betydning for filmens eller fjernsynsprogrammets indhold.

Forslaget til stk. 3 medfører den ændring i forhold til den gældende bestemmelse, at anvendelsesområdet udvides til også at omfatte gengivelse i aviser og tidsskrifter. Herudover er der kun foretaget redaktionelle ændringer.

Forslaget til stk. 3 er baseret på Ophavsretsudvalgets betænkning nr. 1197/1990. Udvalget begrunder forslaget med, at det ikke blot ved optagelse af film og fjernsyn, men også ved optagelse af fx pressefotos til den trykte presse kan være vanskeligt at undgå, at beskyttede kunstværker kommer med på optagelserne. Eksempelvis vil det være vanskeligt at undgå gengivelser af fx malerier og plakater i private hjem og kontorer som tilfældig baggrund for fotografier af en person i forbindelse med et interview. Den foreslåede udvidelse til aviser og tidsskrifter giver mulighed for, at kunstværkerne også i den trykte presse kan gengives uden samtykke fra ophavsmanden. Forslaget giver ikke adgang til at foretage selvstændige gengivelser af kunstværker, men alene at tilvejebringe en mulighed for mere tilfældige gengivelser i de trykte medier svarende til den hidtil gældende adgang til gengivelse i film og fjernsynsprogrammer.

Kulturministeriet er af den opfattelse, at den af Ophavsretsudvalget foreslåede udvidelse imødekommer et praktisk behov, som ikke kan antages at have større rettighedsmæssig betydning.

Fotografiske værker omfattes af udtrykket kunstværker i stk. 3 som følge af den foreslåede inkorporering af fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven, jf. lovforslagets § 1. I lighed med, hvad der er anført i bemærkningerne til lovforslagets § 23, stk. 1 og 2, finder Kulturministeriet ikke, at der er grund til at gennemføre særregler for fotografiske værker.

Forslaget til stk. 3 er ligesom stk. 1 og 2 ikke begrænset til nogen bestemt gengivelsesteknik og dækker således også gengivelse i digital form.

Til § 24

Til stk. 1

Forslaget til stk. 1 om gengivelse af kunstværker i kataloger mv. svarer til § 25, stk. 2, 1. pkt., i den gældende ophavsretslov, idet der kun foreslås enkelte ændringer af redaktionel karakter. I lighed med forslaget til § 23 omfatter bestemmelsen også fotografier, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1 vedr. inkorporering af fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven.

Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1197/1990 givet udtryk for, at der efter udvalgets opfattelse fortsat er behov for en undtagelsesbestemmelse af denne karakter. Udvalget har imidlertid samtidig understreget, at katalogbestemmelsen ikke bør finde anvendelse i ethvert tilfælde, hvor man ønsker at publicere trykt materiale i forbindelse med udstillinger mv.

Udvalgets synspunkter har under høringen fået støtte af Danske Billedautorer, medens Foreningen af Danske Kunstmuseer og Generaldirektoratet for P & T har udtalt sig kritisk. Kulturministeriet kan ud fra et generelt ønske om at styrke billedkunstnernes retsbeskyttelse tilslutte sig Ophavsretsudvalgets synspunkter.

Hovedformålet med bestemmelsen er at sikre informationsadgangen omkring kunstudstillinger og omsætning af kunstværker. Informationsmateriale, der fremstilles med hjemmel i forslaget til § 24, stk. 1, fx kataloger eller plakater, bør derfor kun produceres i et oplag, der svarer til opfyldelse af dette formål. Fremstilling af eksemplarer med henblik på almindeligt salg, som ligger uden for informationsformålet, er ikke omfattet af bestemmelsen.

Ved udtrykket »kataloger« forstås udstillingskataloger, som indeholder de efter forholdene fornødne fortegnelser over kunstsamlingens eller -udstillingens indhold. Der skal være tale om en publikation, som udgives og sælges eller foræres bort i forbindelse med udstillingen. Kataloger, der mere har karakter af egentlige kunstbøger, hvor artikelstof og illustrationer indtager en mere dominerende plads end det egentlige katalogstof, omfattes ikke af bestemmelsen. Gengivelse af kunstværker i sådanne publikationer vil dog efter omstændighederne kunne ske på grundlag af lovforslagets § 23, stk. 1, såfremt publikationen har karakter af en kritisk eller videnskabelig fremstilling.

Ved »meddelelser om udstilling eller salg« forstås navnlig annoncer og omtale i aviser, tidsskrifter o.lign. om forestående salg eller udstillinger samt plakater, der har til formål at reklamere for en forestående eller igangværende udstilling mv. I disse tilfælde bør der for arrangøren være adgang til at reklamere for foranstaltningen, herunder i form af gengivelse af et eller flere af de udstillede kunstværker. Tilsvarende gælder for auktionskataloger o.lign. Bestemmelsen giver derimod ikke adgang til at gengive kunstværker som illustration til fx en artikel i et kunsttidsskrift, blot fordi værket er eller vil blive genstand for udstilling eller salg.

Under de nordiske drøftelser har der været enighed om de nævnte præciseringer af kunstkatalogreglens anvendelsesområde.

Forslaget til stk. 1 er ikke begrænset til nogen bestemt gengivelsesteknik og vil således også dække digitale publikationer, fx interaktiv information om indholdet af en kunstudstilling eller et katalog, som er fremstillet på lignende måde.

Til stk. 2

Efter den gældende lovs § 25, stk. 2, 2. pkt., kan kunstværker afbildes, når de er varigt anbragt på eller ved en for offentligheden tilgængelig plads eller vej, men er kunstværket hovedmotivet, og udnyttes gengivelsen erhvervsmæssigt, har ophavsmanden krav på vederlag, medmindre det drejer sig om afbildning i aviser.

Forslaget til stk. 2 medfører, at den gældende tvangslicens for erhvervsmæssig udnyttelse af de omfattede kunstværker erstattes af en eneret. Dette betyder også, at den hidtidige bestemmelse om fri afbildning i aviser ændres til en eneret. Herudover er der foretaget enkelte ændringer af redaktionel karakter.

Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1197/1990 foreslået, at der tillægges ophavsmanden en eneret til gengivelse af et kunstværk i alle tilfælde, hvor kunstværket er hovedmotivet i gengivelsen, uden at der samtidig stilles krav om, at gengivelsen udnyttes erhvervsmæssigt. Endvidere har udvalget foreslået, at den gældende undtagelse om afbildning i aviser udgår af bestemmelsen.

Kulturministeriet finder, at den af Ophavsretsudvalget foreslåede bestemmelse, hvorefter der skal gælde en eneret, såfremt kunstværket er hovedmotivet, vil kunne være byrdefuld for brugerne. Ministeriet finder, at den af udvalget foreslåede eneret vil medføre, at ophavsmandens samtykke i en del tilfælde også vil være påkrævet ved gengivelser af ikke-erhvervsmæssig karakter af statuer, skulpturer o.lign. på offentlige pladser mv. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at lovforslagets § 12 om eksemplarfremstilling til privat brug giver en vis adgang til for privatpersoner at fotografere eller tegne disse kunstværker, også selv om de er hovedmotivet.

Kulturministeriet kan tiltræde Ophavsretsudvalgets forslag om, at en erhvervsmæssig udnyttelse bør være betinget af ophavsmandens samtykke og ikke kun - som tilfældet er efter gældende ret - udløse et vederlagskrav til ophavsmanden. Det foreslås derfor i stk. 2 at der for erhvervsmæssige gengivelser, hvor kunstværket er hovedmotivet, skal gælde en eneret.

For ikke-erhvervsmæssige gengivelser foreslås den gældende bestemmelse om fri udnyttelse opretholdt, dvs. at der hverken forudsættes samtykke fra ophavsmanden eller betaling af vederlag for sådanne gengivelser. Dette gælder også, selv om kunstværket er hovedmotivet.

I overensstemmelse med Ophavsretsudvalget foreslås det endvidere, at den gældende regel om fri gengivelse i aviser, der må betragtes som en erhvervsmæssig udnyttelse, ikke videreføres. Kulturministeriet finder, at bestemmelserne i lovforslagets § 23, stk. 2 og 3, må antages at give tilstrækkelige muligheder for gengivelse af kunstværker i aviser og tidsskrifter.

Under de nordiske drøftelser har der været enighed om den foreslåede ordning, hvorefter ophavsmanden skal have en eneret i tilfælde, hvor kunstværket er hovedmotivet og gengivelsen udnyttes erhvervsmæssigt.

Til stk. 3

Forslaget til stk. 3, hvorefter bygninger frit må afbildes, svarer til § 25, stk. 3, i den gældende lov. Udtrykket bygninger omfatter ikke alene huse mv., men også broer, skibe og lignende konstruktioner.

Danske Reklamebureauers Brancheforening har under høringen foreslået, at bestemmelsen udvides til også at omfatte brugskunst, under henvisning til at det er en urimelig økonomisk belastning for reklamebranchen at identificere en eventuel ophavsmand til en brugsgenstand, som indgår i dagligdagen og derfor ofte benyttes i reklamer.

Kulturministeriet finder, at privatkopieringsreglen i lovforslagets § 12, og forslaget til § 23, stk. 3, hvorefter kunstværker må gengives, når gengivelsen af værket er af underordnet betydning, repræsenterer en rimelig afbalancering af de modstående interesser, når det gælder udnyttelse af brugskunst. I overensstemmelse hermed foreslås der ikke i stk. 3 en udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde af den nævnte art.

Til § 25

Forslaget til § 25 om reportage af dagsbegivenheder i film, radio eller fjernsyn svarer med en redaktionel ændring til § 21 i den gældende ophavsretslov og § 8 i fotografiloven, der er formuleret i nær overensstemmelse med Bernerkonventionens art. 10 bis, stk. 2. Ordene »eller ved overføring ved hjælp af kabelanlæg« i den hidtidige bestemmelse er udgået, da kabeloverføring dækkes af udtrykket udsendelse i radio eller fjernsyn. Der henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 3.

Et flertal i Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1197/1990 foreslået en stramning af bestemmelsens anvendelsesområde i form af en betingelse om, at gengivelsen alene skulle kunne ske i det omfang, som betinges af formålet. Udvalgets mindretal finder ikke, at der er påvist noget behov for en sådan stramning af bestemmelsen.

Kulturministeriet kan ikke tilslutte sig udvalgsflertallets forslag. Den foreslåede ændring vil efter ministeriets opfattelse ikke harmonere med international praksis og bestemmelserne i Bernerkonventionen. Der har heller ikke under de nordiske forhandlinger været tilslutning til en sådan ændring.

På denne baggrund foreslås det at bevare det nuværende kriterium, hvorefter værket kun må medtages i det omfang, det sker som et naturligt led i gengivelsen af dagsbegivenheden.

Danmarks Radio og TV 2 har under høringen fremsat ønske om, at bestemmelsens anvendelsesområde præciseres. Det anføres, at reportagereglen i sin nuværende udformning har givet anledning til tvivl, bl.a. med hensyn til radiofoniernes mulighed for genudsendelse af en reportage og distribution af reportageprogrammer i videogramform.

Kulturministeriet må principielt være af den opfattelse, at den nærmere afgrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde bør være overladt til domstolene. I overensstemmelse med den konventionsmæssige baggrund for bestemmelsen må det efter ministeriets opfattelse være afgørende, at gengivelsen af værker, som ved et tilfælde kommer med i en reportage, skal have et accessorisk præg i forhold til den dagsbegivenhed, man ønsker at dække, samt at gengivelsen ikke må gå ud over, hvad det informative formål med reportagen tilsiger. Bestemmelsen giver således fx ikke mulighed for at indføje gamle reportageoptagelser i en reportage om en aktuel dagsbegivenhed. Derimod er der intet til hinder for at anvende bestemmelsen som grundlag for genudsendelse af gamle reportageudsendelser i uændret form.

Til § 26

Forslaget til § 26 om gengivelse af Folketingets forhandlinger mv. svarer med nogle redaktionelle ændringer til § 24 i den gældende lov.

Den hidtidige bestemmelse i lovens § 24, stk. 2, om diskussionsudsendelser i radio og fjernsyn er af systematiske grunde flyttet til afsnittet om særlige bestemmelser om radio og fjernsyn, jf. lovforslagets § 32.

Til § 27

Til stk. 1

Forslaget til stk. 1, hvorefter ophavsretten ikke er til hinder for aktindsigt efter offentlighedslovgivningen, svarer til § 24 a, stk. 1, i den gældende ophavsretslov og § 9 a, stk. 1, i fotografiloven, således som disse bestemmelser blev gennemført i 1985 og ændret i 1989. I forhold til de gældende bestemmelser er det præciseret, at den i stk. 1, 1. pkt., omtalte lovgivning er offentlighedslovgivningen, dvs. de bestemmelser i offentlighedsloven og forvaltningsloven, der giver hjemmel til aktindsigt. Omfattet af forslaget til stk. 1 er også den aktindsigt, der gives med hjemmel i reglerne om meroffentlighed.

Til stk. 2

Bestemmelsen i lovforslagets stk. 2 er ny. Efter forslaget til stk. 2 er ophavsretten ikke til hinder for, at arkivalier, der er afleveret til et offentligt arkiv, gøres tilgængelige for almenheden i overensstemmelse med arkivlovgivningens bestemmelser herom. Der må dog ikke udleveres afskrifter eller fremstilles kopier af private arkivalier.

Baggrunden for forslaget til stk. 2 er lov nr. 337 af 14. maj 1992 om offentlige arkiver mv., der indeholder en række bestemmelser om tilgængelighed af arkivalier. Dette rejser - i lighed med offentlighedslovgivningens bestemmelser om aktindsigt - spørgsmålet, om en sådan tilgængeliggørelse kan ske uden hensyn til bestemmelserne i ophavsretsloven.

Bestemmelserne om tilgængelighed af offentlige arkivalier findes i arkivlovens kap. 5. Efter lovens § 20 er arkivenheder, der hidrører fra offentlige myndigheder, tilgængelige for enhver, når de er 30 år gamle. I lovens §§ 21-24 er der fastsat bestemmelser, som kan medføre en kortere eller længere tilgængelighedsfrist. Efter lovens § 26 kan kulturministeren fastsætte regler om tilgængelighed vedrørende offentlige arkivalier, der er afleveret til kommunale arkiver.

For private arkivalier - dvs. arkivalier, som hidrører fra enkeltpersoner, foreninger, organisationer mv. - træffes der ved afleveringen aftale mellem den afleverende part og det modtagende arkiv. Efter hidtidig praksis gælder der i sådanne tilfælde for hovedparten af private personarkiver en 80 års tilgængelighedsfrist og for private institutioners, foreningers mv. arkiver en 50 års frist.

Arkivadgang vil normalt foregå ved gennemsyn på arkivets læsesal, udlån til en læsesal på et andet arkiv eller bibliotek, der af Rigsarkivet er godkendt hertil, eller ved kopiering af arkivalierne.

I en del tilfælde vil offentlige arkivalier have karakter af litterære eller kunstneriske værker, der er beskyttede efter ophavsretsloven. Dette gælder både materiale, som fx privatpersoner indsender til en offentlig myndighed, og materiale, som er udarbejdet af myndigheden selv, og som ikke falder ind under lovforslagets § 9 om offentlige aktstykker. Den ophavsretlige beskyttelse varer som hovedregel, indtil 70 år er forløbet efter ophavsmandens dødsår, jf. lovforslagets § 63.

Med hensyn til den nærmere forståelse af udtrykkene »offentlige arkivalier«, »private arkivalier« og et »offentligt arkiv« henvises til arkivloven og forarbejderne hertil. Det bemærkes, at radio- og tv-udsendelser efter forarbejderne til arkivloven ikke omfattes af arkivlovens bestemmelser og således heller ikke af bestemmelserne om arkivadgang.

Arkivadgang indebærer, at arkivalierne gøres tilgængelige for almenheden, hvilket omfattes af ophavsmandens enerettigheder efter ophavsretslovens § 2. Da undtagelsesbestemmelserne i lovforslagets kap. 2 i en del tilfælde ikke giver hjemmel til arkivadgang, bl.a. fordi der ofte er tale om ikke-offentliggjorte værker, finder Kulturministeriet, at der bør gennemføres en ny undtagelsesbestemmelse, som medfører, at ophavsretten ikke er til hinder for arkivadgang efter arkivlovgivningen. De rettighedsmæssige interesser, som er involveret i en sådan tilgængeliggørelse af materialer, der er udarbejdet af eller indgået til offentlige myndigheder, må antages at være minimale.

Tilsvarende overvejelser førte i 1985 til gennemførelse af en særlig kollisionsregel om forholdet mellem ophavsretsloven og aktindsigt efter offentlighedslovgivningen, jf. lovforslagets § 27, stk. 1.

Det kgl. Bibliotek og Rigsarkivet har under høringen gjort opmærksom på, at der er behov for en tilsvarende kollisionsregel for private arkivalier. De to institutioner har fremhævet, at der i praksis med hensyn til tilgængeliggørelse af private arkivalier skelnes mellem gennemsyn og offentlig benyttelse af arkiverne. Adgang til gennemsyn af private arkivalier, der nyder ophavsretlig beskyttelse, sker under personligt ansvar for brugeren for, at ophavsretten ikke krænkes gennem offentliggørelse af materialet uden ophavsmandens tilladelse. Denne praksis har ifølge det oplyste ikke givet anledning til problemer. Såfremt der stilles krav om, at gennemsyn af private arkivalier, hvori der måtte findes ophavsretligt beskyttede dokumenter, i hvert enkelt tilfælde forudsætter samtykke fra ophavsmændene eller deres arvinger, vil administrationen af benyttelsen af sådanne arkivalier efter de to institutioners opfattelse blive vanskeliggjort til skade for den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning.

På denne baggrund kan ministeriet tilslutte sig, at der gennemføres en kollisionsregel også for private arkivalier, der er afleveret til et offentligt arkiv. Ministeriet finder imidlertid, at hensynet til ophavsmændenes rettighedsmæssige interesser må føre til, at kollisionsreglen for private arkivalier får en mere begrænset rækkevidde end den tilsvarende regel for offentlige arkivalier.

Tilgængelighed af private arkivalier giver ikke anledning til tvivl i forhold til den ophavsretlige beskyttelse, når den afleverende part er indehaver af ophavsretten til de pågældende arkivalier. Dette er imidlertid ikke tilfældet, hvis et privatarkiv rummer materiale frembragt af en anden person. Som eksempler kan nævnes en forfatters private breve og ikke-offentliggjorte manuskripter, der afleveres til fx Rigsarkivet af adressaten eller dennes efterladte, men hvor det er forfatteren eller dennes arvinger, som har ophavsretten.

Kulturministeriet finder, at sådanne værker, der ikke tidligere har været offentliggjort, og som ophavsmanden kan have ønsket skulle behandles fortroligt, kun bør kunne gøres tilgængelige for almenheden i form af gennemsyn af de pågældende arkivalier på de offentlige arkivers læsesale mv. Hensynet til ophavsmændene tilsiger, at der ikke gives mulighed for uden samtykke fra rettighedshaverne at udlevere afskrifter eller fremstille kopier af sådanne arkivalier. Gennemsyn af private arkivalier, der er afleveret til offentlige arkiver, udgør efter ministeriets opfattelse et så begrænset indgreb i ophavsmændenes rettighedsmæssige interesser, at der ikke knytter sig afgørende betænkeligheder til gennemførelse af en sådan begrænset kollisionsregel vedrørende private arkivalier. Ministeriet har i den forbindelse især lagt vægt på, at tilgængelighedsreglerne i arkivlovgivningen og arkivmyndighedernes praksis for så vidt angår private arkivalier i sig selv giver en begrænset adgang til de pågældende arkivalier.

Til stk. 3

Forslaget til stk. 3 om retten til videre udnyttelse af værker, hvortil der er givet adgang efter stk. 1 og 2, svarer til den gældende ophavsretslovs § 24 a, stk. 2, og fotografilovens § 9 a, stk. 2, om aktindsigt efter offentlighedsloven. Som følge af den foreslåede nye bestemmelse i stk. 2 om tilgængelighed af arkivalier er der i forslaget til stk. 3 indføjet en henvisning til stk. 2, således at også retten til videre udnyttelse af værker, hvortil der efter forslagets § 27, stk. 2, er givet arkivadgang mv., afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Det bemærkes, at bestemmelserne i stk. 2 og 3 om afbildning af kunstværker og bygninger også omfatter afbildning, som måtte ske ved hjælp af digital teknik.

Til § 28

Bestemmelsen i lovforslagets § 28 er ny. Bestemmelsen giver adgang til uden samtykke fra ophavsmanden og uden vederlag at gengive værker i forbindelse med behandlingen af retssager og sager i administrative nævn og lignende i det omfang, som betinges af formålet. En tilsvarende bestemmelse findes i den gældende fotografilovs § 13, hvorefter fotografiske billeder frit kan benyttes i retsplejens og den offentlige sikkerheds interesse.

Forslaget til § 28 bygger på et forslag fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1197/1990. Udvalgets forslag er begrænset til gengivelse som led i bevisførelsen under retssager.

Efter Kulturministeriets opfattelse har der i praksis vist sig at være et vist behov for en bestemmelse af den foreslåede karakter. Det må således antages, at der i dag foregår en ganske betydelig kopiering i forbindelse med rets- og nævnssager. Denne kopiering er ikke i alle tilfælde tilladt efter den gældende ophavsretslovgivning. Formålet med forslaget til § 28 er at legalisere denne kopiering, som i forhold til ophavsmændenes interesser har karakter af en begrænset værksudnyttelse.

Bestemmelsen må ses i sammenhæng med andre bestemmelser i ophavsretslovgivningen, som tilgodeser almene retshåndhævelseshensyn. Efter lovforslagets § 9 falder offentlige aktstykker, herunder retsafgørelser mv., uden for den ophavsretlige beskyttelse. Efter lovforslagets § 26 må forhandlinger i retssager mv. frit gengives. De hensyn, der ligger bag de nævnte bestemmelser, synes også at tilsige, at der indføres en undtagelse fra ophavsretsbeskyttelsen, når det gælder brug af værker i forbindelse med sager for domstolene, administrative nævn o.lign.

Den konventionsmæssige hjemmel for forslaget er Bernerkonventionens art. 9, stk. 2, der tillader begrænsninger i ophavsmandens reproduktionsret under forudsætning af, at en sådan reproduktion ikke på skadelig måde påvirker den normale udnyttelse af værket og ikke på urimelig måde gør indgreb i ophavsmandens legitime interesser.

Omfattet af bestemmelsen er gengivelse af værker i forbindelse med sager, der behandles af domstolene eller i administrative nævn o.lign. Det forudsættes, at de pågældende administrative organer er offentlige. Råd og nævn, der gennem lovgivningsmagten har fået tillagt kompetence til at træffe bindende afgørelser, omfattes ligeledes af forslaget til § 28.

Dansk Arbejdsgiverforening har under høringen anført, at bestemmelsen tillige burde omfatte offentlige og private råd, voldgifter o.lign., når disse er nedsat med det formål at træffe afgørelser af retlig karakter.

Kulturministeriet kan ikke tilslutte sig Arbejdsgiverforeningens forslag. Den foreslåede bestemmelse skal som nævnt ses i forlængelse af lovforslagets §§ 9 og 26, som alene omfatter offentlige myndigheder o.lign. Ministeriet finder ikke, at en afgørelse fra et privat råd med hensyn til sin normerende karakter kan sidestilles med en offentlig retsafgørelse. Formålet med forslaget til § 28 kan derfor ikke begrunde den foreslåede udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde i forhold til anvendelsesområdet for bestemmelserne i lovforslagets §§ 9 og 26.

Adgangen til at gengive værkerne gælder ikke alene under selve doms- eller nævnsbehandlingen. Værksudnyttelse i forbindelse med sagsbehandling af forberedende karakter omfattes også af bestemmelsen. Det gælder fx politiets efterforskningsarbejde og advokaters sagsforberedelse med hensyn til bl.a. udveksling af processkrifter, hvor der ofte som bilag anvendes fotokopier indeholdende ophavsretligt beskyttet materiale. Bestemmelsen giver endvidere adgang til at optage de pågældende værker i dommen, nævnsafgørelsen mv.

Forslaget til § 28 indeholder en generel begrænsning i adgangen til værksudnyttelse. Det er efter ordlyden en betingelse, at gengivelsen kun sker i det omfang, som betinges af formålet. Heraf følger, at det kun er tilladt at bruge værkerne i form af kopiering mv. i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til sagens forberedelse mv. Udtrykket »betinges af formålet« svarer til det bl.a. i lovforslagets § 22 om citat anvendte udtryk.

Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler, jf. § 28, 2. pkt. Dette svarer til, hvad der efter lovforslagets § 27, stk. 3, gælder for aktindsigt og arkivadgang.

På linie med indstillingen fra Ophavsretsudvalget har Kulturministeriet ikke fundet det påkrævet i forslaget til § 28 at videreføre den i fotografilovens § 13 gældende bestemmelse om brug af fotografier i den offentlige sikkerheds interesse.

Til § 29

Forslaget til § 29 om ejerens adgang til at ændre bygninger og brugsgenstande svarer til § 13 i den gældende ophavsretslov. Den hidtidige bestemmelse er dog udskilt i to stykker vedrørende henholdsvis bygninger og brugsgenstande.

Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1063/1986 foreslået bestemmelsen suppleret med en høringspligt ved ændring af bygninger i offentligt eje. Efter forslaget skal ejeren af en bygning i offentligt eje, forinden der iværksættes væsentlige ombygnings- eller tilbygningsforanstaltninger, der afgørende forandrer bygningers arkitektoniske beskaffenhed, give ophavsmanden en rimelig frist til at udtale sig herom.

Akademirådet og Danske Arkitekters Landsforbund har under høringen støttet udvalgsforslaget og ser gerne, at bestemmelsen får et bredere sigte end bygninger i offentligt eje.

Frederiksberg Kommune har givet udtryk for, at forslaget vil indebære, at byggesagsbehandlingen besværliggøres i ikke ubetydelig grad. Det vil ofte være usikkert, hvem der skal høres, hvilket dels vil betyde et større arbejde med at finde frem til de ofte mange personer, der har deltaget i det skabende arbejde ved byggeriets opførelse, dels vil tvinge en kommune til at imødekomme mulige indsigelser fra potentielle ophavsmænd.

Udvalgsforslaget har været genstand for drøftelse med de andre nordiske lande. Resultatet er, at der ikke kan forventes fremlagt forslag af den her omhandlede karakter i de andre lande.

På denne baggrund finder Kulturministeriet ikke at burde stille forslag om en høringspligt ved ændring af bygninger i offentligt eje. Ministeriet har i denne forbindelse lagt vægt på, at en sådan høringspligt må frygtes at bureaukratisere byggesagsbehandlingen i et omfang, som ikke står mål med de ideelle interesser, der for ophavsmændene kan være forbundet med en sådan indsigelsesret. Hertil kommer de vanskeligheder af praktisk art, som en gennemførelse af forslaget vil indebære. Ministeriet skal endelig pege på, at der gennem lovgivningen om bygningsfredning allerede er givet en vis beskyttelse af bygninger, der ud fra bl.a. en arkitektonisk synsvinkel må anses for bevaringsværdige.

I overensstemmelse hermed er der ikke i forslaget til § 29 medtaget noget forslag om høringspligt ved bygningsændringer.

Til § 30

Til stk. 1

Efter den gældende lovs § 22, stk. 1, kan der foretages udsendelse af udgivne værker i radio og fjernsyn på grundlag af en aftalelicens. Aftalelicensen gælder for aftaler, der er indgået mellem på den ene side Danmarks Radio, TV 2 eller radiofonierne på Færøerne og i Grønland og på den anden side en organisation, som omfatter en væsentlig del af danske ophavsmænd til en bestemt art af værker. Aftalelicensen indebærer, at radiofonien mod ydelse af vederlag må udsende udgivne værker af tilsvarende art af ophavsmænd, som ikke repræsenteres af den aftalesluttende organisation, herunder udenlandske rettighedshavere. Kan radiofonierne og ophavsmanden ikke blive enige om vederlagets størrelse, kan spørgsmålet indbringes for det i lovens § 54 omhandlede nævn. Bestemmelsen gælder ikke for sceneværker og heller ikke for andre værker, hvis ophavsmanden har nedlagt forbud mod værkets udsendelse. Efter fotografilovens § 9 gælder der for udsendelse af fotografier i radio og fjernsyn en tvangslicens, dvs. at fotografier må udsendes uden samtykke mod vederlag.

Forslaget til stk. 1 medfører følgende ændringer i forhold til de gældende bestemmelser:

- Forslaget er udformet i overensstemmelse med lovforslagets øvrige aftalelicensbestemmelser, således at ikke-repræsenterede ophavsmænd ikke blot har krav på vederlag, men at radiofonierne generelt kun må benytte de ikke-repræsenterede ophavsmænds værker på den måde og på de vilkår, som følger af de med organisationerne indgåede aftaler.

- Ud over sceneværker foreslås det også at undtage filmværker fra bestemmelsen.

- Fotografier vil i fremtiden være omfattet af aftalelicensen og ikke som i dag efter fotografilovens § 9 af en tvangslicens.

Forslaget til stk. 1 er baseret på Ophavsretsudvalgets betænkning nr. 1197/1990. Udvalget har foreslået, at der i bestemmelsen om radiofoniernes erhvervelse af udsendelsesrettigheder henvises til de nye fælles bestemmelser om aftalelicens, jf. lovforslagets §§ 50 og 51.

Udvalget har endvidere foreslået at erstatte udtrykket »sceneværker« med »dramatiske værker«, således at også radiospil falder uden for bestemmelsen.

Et flertal i udvalget foreslår herudover at undtage filmværker fra bestemmelsen. Forslaget begrundes med, at den gældende bestemmelse i praksis aldrig har været anvendt på filmværker, navnlig spillefilm, og at rettigheder til filmværker normalt forhandles individuelt på grund af rettighedshavernes betydelige økonomiske interesser i at kunne gennemføre et nærmere planlagt udnyttelsesforløb i form af bl.a. biografforevisning, tv-udsendelse og videodistribution.

Et flertal i udvalget har endelig i betænkning nr. 1063/1986 foreslået at ophæve den gældende tvangslicensbestemmelse i fotografilovens § 9, således at ophavsmænd til fotografier omfattes af den almindelige aftalelicensbestemmelse for radio og fjernsyn i ophavsretsloven. Et mindretal har taget afstand fra dette forslag og peger bl.a. på risikoen for, at radiofonier i en situation uden en aftale er udelukkede fra at bruge fotografier i tv.

Sammenslutningen af Scenografer, Instruktører og Filmarbejdere har under høringen støttet forslaget om, at filmværker undtages fra aftalelicensen. Forslaget om at visning af fotografier i tv bliver omfattet af ophavsretslovens generelle aftalelicensordning for radiofonier har fået støtte fra Danske Billedautorer og Samrådet for Ophavsret. Danmarks Radio finder, at der fortsat bør gælde en tvangslicens for radiofoniers erhvervelse af udsendelsesrettigheder til fotografier. Det anføres bl.a., at der må næres en frygt for, at en aftalelicensordning for fotografier ikke vil kunne bringes til at fungere, idet det vil være umuligt at finde en organisation, som kan siges at repræsentere en væsentlig del af rettighedshaverne på området.

Kulturministeriet kan tilslutte sig Ophavsretsudvalgets forslag om, at aftalelicensen for radiofoniers erhvervelse af udsendelsesrettigheder i almindelighed underlægges samme betingelser som lovens andre aftalelicensbestemmelser. Det foreslås derfor at ændre bestemmelsen, således at der henvises til fællesreglen om aftalelicens i lovforslagets § 50.

Forslaget har under de nordiske drøftelser fået tilslutning fra de andre nordiske lande.

Ministeriet kan tillige tiltræde udvalgsflertallets forslag om at undtage filmværker fra aftalelicensbestemmelsen. En undtagelse for filmværker er i øvrigt også nødvendig som følge af art. 3, stk. 3, i satellit- og kabeldirektivet. Filmværker er allerede i dag undtaget fra aftalelicensbestemmelsen i Finland, Island og Sverige. Det forventes, at en tilsvarende ordning vil blive gennemført i Norge.

Ministeriet kan endelig tilslutte sig forslaget fra Ophavsretsudvalgets flertal om, at fotografier skal være omfattet af aftalelicensen, ikke af en tvangslicens. Dette må efter ministeriets opfattelse anses for rimeligt under hensyn til udviklingen på organisationsområdet samt i øvrigt en naturlig konsekvens af den foreslåede generelle inkorporering af fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven. Via henvisningen i lovforslagets § 70, stk. 3, vil også fotografiske billeder blive omfattet af denne ændring.

Ministeriet finder derimod ikke, at udtrykket »sceneværker«, som foreslået af Ophavsretsudvalget bør erstattes med »dramatiske værker«. For så vidt angår radiospil må det antages, at denne værkstype allerede efter gældende ret er omfattet af udtrykket »sceneværker«.

Hvad angår udtrykket »i radio eller fjernsyn udsende« svarer dette til udtrykket »udsendes i radio eller fjernsyn«, i lovforslagets § 2, stk. 3. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Det bemærkes, at aftalelicensen i lovforslagets § 30, stk. 1, kun finder anvendelse i det omfang ikke andre bestemmelser i kap. 2 giver mulighed for en fri adgang til brug af værker i radio og tv. Det gælder fx lovforslagets § 25 om reportage af dagsbegivenheder.

Til stk. 2

Forslaget til stk. 2, hvorefter ophavsmanden over for radio-eller fjernsynsforetagendet kan nedlægge forbud mod værkets udsendelse i henhold til stk. 1, svarer til den gældende lovs § 22, stk. 1, 2. pkt. Forslaget opfylder endvidere de krav, som stilles i art. 3, stk. 2, i satellit- og kabeldirektivet.

Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1197/1990 foreslået at supplere den gældende bestemmelse med en såkaldt karensperiode på 6 måneder. Forslaget går ud på, at et forbud ikke skal være bindende for radio- eller fjernsynsforetagendet, før end 6 måneder er gået, efter at forbudet kom frem. Udvalget begrunder forslaget med, at en enkelt rettighedshaver efter gældende ret kan bremse en stor og kostbar produktion ved umiddelbart inden den planlagte udsendelse at nedlægge et forbud med øjeblikkelig virkning. Den foreslåede tidsfrist giver radiofonien tid til evt. at erstatte det pågældende værk med et andet.

Samrådet for Ophavsret og KODA har taget afstand fra udvalgets forslag. Forslaget har heller ikke vundet tilslutning under de nordiske drøftelser i forbindelse med lovrevisionen.

Kulturministeriet kan ikke tiltræde udvalgsforslaget om en karensperiode. Der ses ikke at være påvist problemer i praksis med den nuværende retstilstand, hvorefter et forbud har øjeblikkelig virkning. Det synes endvidere kun sjældent at forekomme, at ophavsmænd ønsker at nedlægge forbud mod udsendelse i radio eller fjernsyn af deres værker.

Det er efter forslaget til stk. 2 en forudsætning for et forbuds bindende virkning, at dette nedlægges personligt og individuelt over for radiofonien af ophavsmanden med angivelse af værkets titel mv. At forbudet skal nedlægges personligt og individuelt indebærer, at forbud ikke med retsvirkning kan nedlægges af forlag, organisationer el.lign., medmindre disse af ophavsmændene er blevet bemyndiget hertil. Om dette er tilfældet, afhænger af lovgivningens almindelige regler om fuldmagt. Generelle tilkendegivelser om, at man ikke ønsker sit værk brugt i radio eller fjernsyn, eller påtrykte klausuler i bøger mv. med samme indhold bør efter ministeriets opfattelse ikke have virkning som forbud efter forslaget til stk. 2.

Til stk. 3

Forslaget til stk. 3, der giver kulturministeren en administrativ bemyndigelse til at udstrække aftalelicensen efter stk. 1 og 2 til også at gælde for andre end de i stk. 1 nævnte radio- og fjernsynsforetagender, svarer til den gældende ophavsretslovs § 22, stk. 1, 3. pkt., der blev gennemført ved lovændringen i 1989.

Til stk. 4

Forslaget til stk. 4 svarer til den gældende lovs § 22, stk. 2. Efter stk. 4 sidestilles for så vidt angår anvendelsesområdet for aftalelicensen i § 30 overdragelse af et eller flere eksemplarer af et kunstværk til andre med udgivelse af et kunstværk.

Til stk. 5

Forslaget til stk. 5 er nyt. Forslaget indebærer, at bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., ikke finder anvendelse på udsendelse i radio eller fjernsyn via satellit, medmindre der samtidig af det pågældende radio- eller fjernsynsforetagende foretages udsendelse over et jordsendenet.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er satellit- og kabeldirektivet. Dette direktiv indeholder i art. 2, stk. 2, en række forudsætninger for, at aftalelicensordninger kan anvendes på satellitradio og -tv. En af disse forudsætninger er, at tilgængeliggørelsen for almenheden via satellit foregår samtidig med en jordbaseret udsendelse fra det samme radio- og tv-selskab. De øvrige forudsætninger - bortset fra kravet om at filmværker ikke kan være omfattet af en aftalelicensordning, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 30, stk. 1 - er allerede opfyldt i den gældende lovs § 22 og lovforslagets § 30.

Til § 31

Forslaget til § 31 om radio- og fjernsynsforetagenders såkaldt efemære optagelser svarer med enkelte redaktionelle ændringer til den gældende ophavsretslovs § 22, stk. 3 og 4, hvorefter radio- og fjernsynsforetagender til midlertidig brug i deres udsendelser må optage værker på bånd mv. under forudsætning af, at de har ret til at udsende de pågældende værker. Bestemmelsen er af redaktionelle grunde udskilt fra den gældende lovs § 22, stk. 1 og 2, og placeret i en selvstændig paragraf. Den eneste ændring i forhold til de gældende regler er, at karakteren af de administrative forskrifter, som ministeren kan udstede efter forslaget til stk. 2, ikke - som efter den gældende lovs § 22, stk. 4, - skal være en kgl. anordning, men en bekendtgørelse.

Forslaget til § 31 omfatter også fotografiske værker som følge af forslaget om at inkorporere fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven, jf. lovforslagets § 1. I den gældende fotografilovs § 11 findes der bestemmelser svarende til ophavsretslovens § 22, stk. 3 og 4. Bestemmelsen i § 31 skal ses i sammenhæng med forslaget til § 33 om arkivering af radio- og fjernsynsudsendelser. Der henvises herom nærmere til bemærkningerne til § 33.

Bemyndigelsen til efter den gældende bestemmelse at udstede en kgl. anordning om vilkårene mv. for at foretage optagelser er ikke blevet udnyttet. Et flertal i Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1197/1990 givet udtryk for, at der burde fastsættes sådanne regler bl.a. for at præcisere tidsfristen for opbevaring af optagelserne. Udvalget anfører bl.a., at tilkomsten af nye landsdækkende og lokale radio- og fjernsynsforetagender gør det påkrævet med en klar og utvetydig fastlæggelse af betingelserne for at foretage efemære optagelser, i overensstemmelse med Bernerkonventionens art. 11 bis, stk. 3, 2. pkt. Efter denne bestemmelse skal optagelserne bl.a. være foretaget med foretagendets »egne hjælpemidler og til brug for dets egne udsendelser«. Udvalgsflertallet finder endvidere, at der i sådanne nye administrative forskrifter bør fastsættes rimeligt korte tidsfrister for opbevaring.

Udvalgsflertallets forslag har fået støtte hos NCB, som endvidere har foreslået, at der i selve lovteksten skal fastsættes vilkår for brugen mv. af de efemære optagelser, herunder en tidsbegrænsning for opbevaringen på 30 dage efter at den første udsendelse har fundet sted. Det anføres, at retten til at foretage efemære optagelser udgør en indskrænkning i ophavsmandens eneret til fremstilling af eksemplarer, og at omfanget af denne indskrænkning bør fremgå af klare lovregler. Danmarks Radio og TV 2 har anført, at efemære optagelser under alle omstændigheder bør kunne opbevares, så længe radiofonien har ret til genudsendelse af den pågældende udsendelse, og der i øvrigt er aftalt honoreringsvilkår for genudsendelsen.

Kulturministeriet har overvejet de fremførte synspunkter, som også har været drøftet med de andre nordiske lande.

Under den gældende retstilstand er spørgsmålet om radiofoniernes adgang til at foretage optagelser til udsendelsesbrug i vid udstrækning blevet reguleret ved aftaler med rettighedshaverne. Fx følger det af indgåede genudsendelsesaftaler, at programmerne må opbevares, sålænge de må genudsendes. På denne baggrund samt under hensyn til dårlige erfaringer i udlandet, hvor der er fastsat administrative forskrifter på dette område, finder Kulturministeriet ikke, at der på nuværende tidspunkt kan konstateres noget påtrængende behov for administrativt fastsatte regler. Da det under hensyn til udviklingen på medieområdet ikke kan udelukkes, at der i fremtiden kan vise sig at være behov for sådanne regler, finder ministeriet det imidlertid begrundet, at der i loven fortsat gives kulturministeren mulighed for i overensstemmelse med Bernerkonventionen at fastsætte regler af den nævnte karakter. Forslaget til § 31, stk. 2, er udformet i overensstemmelse hermed.

Til § 32

Forslaget til § 32 om gengivelse af diskussionsudsendelser i radio og fjernsyn svarer til den gældende lovs § 24, stk. 2, som alene foreslås flyttet til afsnittet om særlige bestemmelser om radio og fjernsyn.

Statsbiblioteket har under høringen foreslået, at bestemmelsen udvides til også at omfatte nyheds- og aktualitetsudsendelser.

Forslaget til § 32 skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 26 om ret til fri gengivelse af forhandlinger i Folketinget, på offentlige møder mv., som viderefører den gældende lovs § 24, stk. 1. Baggrunden for bestemmelsen er den særlige offentlige interesse i, at de nævnte forhandlinger mv. finder videst mulig udbredelse. Efter forslaget til § 32 må også diskussionsudsendelser i radio og fjernsyn om almene spørgsmål gengives uden ophavsmandens samtykke. Det er naturligt at sidestille sådanne diskussionsudsendelser med offentlige møder. Da nyheds- og aktualitetsudsendelser i vid udstrækning indeholder beskyttet programstof og ikke naturligt lader sig sidestille med offentlige møder, finder Kulturministeriet ikke, at der foreligger en tilstrækkelig begrundelse for som foreslået af Statsbiblioteket at udvide bestemmelsen til også at omfatte nyheds- og aktualitetsudsendelser. Forslaget til § 32 er udformet i overensstemmelse hermed.

Til § 33

Bestemmelsen i lovforslagets § 33 er ny. Forslaget til § 33, stk. 1, indebærer, at værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, må optages på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive dem, og opbevares i Statens Mediesamling, såfremt udsendelsen er af dokumentarisk værdi. Mediesamlingen må fremstille enkelte eksemplarer af udsendelserne i sikkerheds- og beskyttelsesøjemed samt til forskningsformål. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Efter forslaget til § 33, stk. 2, kan kulturministeren fastsætte, at bestemmelsen i stk. 1 skal finde tilsvarende anvendelse på andre offentlige arkiver.

Forslaget er baseret på et af Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1197/1990 fremlagt forslag. Udvalget har herudover foreslået, at de pågældende arkiver skal godkendes af kulturministeren, som også skal kunne fastsætte nærmere regler for arkivernes indretning og drift mv.

Udvalget begrunder sit forslag med, at radio og fjernsyn i nutiden spiller en vigtig rolle i samfundslivet som formidler af informationer, synspunkter og kultur, og at der derfor er betydelige interesser knyttet til at kunne bevare optagelser af udsendelserne for eftertiden. Der henvises til tidligere overvejelser om radio- og tv-arkivering og om tilgængelighed af de således arkiverede udsendelser, navnlig betænkning nr. 785/1976, Bevarelse mv. af radio- og tv-udsendelser, og Mediekommisionens betænkning nr. 1029/1985 om dansk mediepolitik. I begge betænkninger anbefales en bevaringsordning for radio- og tv-udsendelser.

I en rapport fra en af Kulturministeriet i 1986 nedsat arbejdsgruppe er det foreslået, at man som en midlertidig ordning erhverver lyd- og billedoptagelser af radio- og tv-udsendelser med henblik på placering i arkiver, indtil der etableres en permanent ordning, eller der måtte blive indgået særlige aftaler med ophavsmændene om brug af det opbevarede materiale. På grundlag af denne rapport oprettedes i 1987 Statens Mediearkiv (nu Statens Mediesamling) i Statsbiblioteket i Århus. Mediesamlingen opbevarer bl.a. en stor del af udsendelserne fra Danmarks Radio, TV 2 og de lokale radio- og fjernsynsforetagender. De rettighedsmæssige spørgsmål i forbindelse med opbevaringen og benyttelsen af udsendelserne er midlertidigt løst ved aftale mellem Statens Mediesamling og ophavsmændene repræsenteret af Samrådet for Ophavsret.

Under høringen har forslaget til § 33, stk. 1, fået tilslutning fra Statsbiblioteket, Advokatrådet og Kommunernes Landsforening. Statsbiblioteket ser imidlertid gerne, at arkivmaterialet kan gøres tilgængeligt for alle, hvis formål er at opnå forskningsmæssig relevant viden. Kommunernes Landsforening lægger i sit høringssvar tillige vægt på, at alle offentlige arkiver, herunder også kommunale arkiver, bør være omfattede af bestemmelsen.

Kulturministeriet kan på denne baggrund tiltræde forslaget om, at der skabes et ophavsretligt grundlag for arkivering af radio- og tv-udsendelser. Ministeriet finder imidlertid ikke, at der som foreslået af Ophavsretsudvalget er behov for en egentlig godkendelsesordning for de pågældende arkiver. Ministeriet finder endvidere, at den af udvalget foreslåede bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for arkivernes indretning og drift mv. er uhensigtsmæssig inden for rammerne af den ophavsretlige lovgivning. Disse forhold, der ikke har ophavsretlig karakter, reguleres bedst af den myndighed, der har det overordnede ansvar for det pågældende arkiv.

Forslaget til § 33 svarer til den svenske ophavsretslovs § 22 c, der blev gennemført i 1978 i forbindelse med en generel ordning for arkivering af radio- og tv-udsendelser. Ophavsretsudvalget i Finland har foreslået en tilsvarende bestemmelse.

Det konventionsmæssige grundlag for forslaget er Bernerkonventionens art. 9, stk. 2. Efter denne bestemmelse er det tilladt at foretage reproduktion af beskyttede værker i visse særlige tilfælde, under forudsætning af, at en sådan reproduktion ikke på skadelig måde påvirker den normale udnyttelse af værket og ikke på urimelig måde gør indgreb i ophavsmandens legitime interesser.

Efter forslaget til § 33, stk. 1, 1. pkt., må værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, optages på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive dem, og opbevares i Statens Mediesamling, såfremt udsendelsen er af dokumentarisk værdi. Med hensyn til forståelsen af udtrykket »udsendes i radio eller fjernsyn« henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 3. Der foreslås ingen geografiske begrænsninger, dvs. at den ophavsretlige bestemmelse ikke udelukker arkivering af optagelser af udenlandske udsendelser, som kan modtages i Danmark. Den foreslåede bestemmelse regulerer ikke, hvem der må foretage optagelserne med henblik på arkiveringen. Optagelserne kan således foretages af Mediesamlingen selv, eller samlingen kan få optagelserne stillet til rådighed af radio- eller fjernsynsforetagenderne eller andre.

Det er efter forslaget en forudsætning for optagelsen og opbevaringen, at udsendelsen er af »dokumentarisk værdi«. Omfattet er herefter ikke alene nyheds- og aktualitetsudsendelser og diskussionsudsendelser, men også andre udsendelser med kulturelt, politisk eller økonomisk stof, der kan tillægges historisk relevans. Underholdningsudsendelser, tv-spil, hørespil og koncertoptagelser er også dækket af udtrykket dokumentarisk værdi. Derimod er udsendelser af biograffilm, grammofonmusik og andet stof, der eksisterer uafhængigt af radio- eller tv-mediet, og som evt. har været genstand for en selvstændig udgivelse, ikke omfattet af bestemmelsen.

Efter forslaget til § 33, stk. 1, 2. pkt., må arkivet fremstille enkelte eksemplarer af udsendelserne i sikkerheds- og beskyttelsesøjemed og til forskningsformål.

Udtrykket »enkelte eksemplarer« indebærer, at der kun må fremstilles så mange kopier af optagelserne, som er nødvendige til varetagelse af de nævnte hensyn.

De opbevarede udsendelser må efter forslaget kopieres »i sikkerheds- og beskyttelsesøjemed«. Det er således tilladt for Mediesamlingen at tage en sikkerhedskopi af en optagelse af en udsendelse. Herved mindskes risikoen for, at udsendelsen går tabt, såfremt den oprindelige optagelse skulle bortkomme el.lign. Det er endvidere tilladt at kopiere udsendelserne i beskyttelsesøjemed, herunder at overføre optagelsen til et andet bånd- eller videoformat el.lign., såfremt den oprindelige optagelse er af en sådan ringe holdbarhed, at den ikke på forsvarlig vis kan opbevares i Mediesamlingen. Det samme gælder, hvis optagelsen foreligger på et medium eller i et format, som ikke er anvendeligt på samlingens afspilnings- eller kopieringsapparatur.

Med udtrykket »forskningsformål« menes ikke alene, at udsendelserne stilles til rådighed for den videnskabelige forskning, herunder medieforskning, men også anden forskning. Omfattet er primært forskere og studerende fra universiteter og andre højere læreanstalter. Journalister fra dagspressen eller de elektroniske medier har imidlertid også adgang til research i de opbevarede udsendelser, såfremt formålet er at opnå forskningsmæssig relevant viden med henblik på artikler i pressen mv. Bestemmelsen vil tillige kunne anvendes af andre, der har en dokumenteret forskningsmæssig interesse.

De fremstillede eksemplarer kan stilles til rådighed for forskerne enten i form af gennemsyn og afspilning på stedet eller ved udlån af kopier. Mediesamlingen har pligt til at oplyse forskerne om de rettighedsmæssige begrænsninger i deres brug af udsendelserne.

Efter forslaget til § 33, stk. 1, 3. pkt., afhænger retten til videre udnyttelse af de i øvrigt gældende regler. Bestemmelsen, der bl.a. også findes i arkivbestemmelserne i lovforslagets § 27, stk. 3, indebærer, at udnyttelse af de opbevarede udsendelser ud over, hvad der er fastsat i § 33, stk. 1, 1. og 2. pkt., forudsætter samtykke fra rettighedshaverne, medmindre udnyttelsen er hjemlet i en anden undtagelsesbestemmelse i lovforslagets kap. 2. Der kan herved især peges på lovforslagets § 22 om citat og § 32 om gengivelse af diskussionsudsendelser.

Lovforslagets § 33, stk. 1, vedrører alene Statens Mediesamling. Ministeriet finder det indtil videre rigtigst at bygge videre på den ekspertise og de administrative erfaringer vedrørende bevaring af radio- og tv-udsendelser, der er oparbejdet inden for denne statslige samlings rammer. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at det på et tidspunkt kan vise sig hensigtsmæssigt også at give andre offentlige arkiver tilsvarende muligheder for opbevaring mv. af radio- og tv-udsendelser. Det kunne fx være tilfældet for så vidt angår de enkelte radio- og tv-foretagenders interne arkivtjenester. Det foreslås derfor i § 33, stk. 2, at der gives kulturministeren en bemyndigelse til at fastsætte, at bestemmelsen i stk. 1 også kan finde anvendelse på andre offentlige arkiver end Statens Mediesamling.

Til § 34

Bestemmelsen i lovforslagets § 34 er ny. Forslaget indebærer, at radio- og fjernsynsforetagender efter anmodning kan udlevere optagelser af radio- og fjernsynsudsendelser til personer og institutioner, der har medvirket i de pågældende udsendelser, eller som anser sig for krænket gennem omtale i en bestemt udsendelse eller gennem offentlig omtale af den pågældende udsendelse.

Danmarks Radio har i en årrække haft en fast praksis med hensyn til udlevering af optagelser af radio- og fjernsynsudsendelser i henhold til § 11 om eksemplarfremstilling til privat brug i den gældende ophavsretslov. Efter denne praksis udleveres båndkopier efter anmodning i tilfælde, hvor en person måtte føle sig krænket gennem omtale i en udsendelse eller gennem offentlig omtale af en udsendelse, samt i andre tilfælde, hvor en person har en særlig interesse i at få en kopi, fx som medvirkende eller bidragyder i øvrigt. Det forekommer også, at juridiske personer får udleveret båndkopier med hjemmel i adgangen til at benytte fremmed medhjælp efter den gældende lovs § 11.

Forslaget til § 34 er udtryk for en kodificering af denne praksis. Forslaget er dog ikke begrænset til Danmarks Radio, men gælder for alle radio- og fjernsynsforetagender, herunder TV 2 og de lokale radio- og tv-stationer.

Forslaget skal ses i sammenhæng med bestemmelserne i lovforslagets § 12, stk. 3, nr. 3 og 4, hvorefter det ikke er tilladt at benytte fremmed medhjælp ved eksemplarfremstilling til privat brug af musikværker og filmværker. De foreslåede nye bestemmelser i § 12, stk. 3, om forbud mod at benytte fremmed medhjælp vil indebære, at den efter gældende ret tilladte adgang til at udlevere radio- og fjernsynsudsendelser efter anmodning ikke vil kunne opretholdes.

Forslaget til § 34 er i overensstemmelse med Ophavsretsudvalgets overvejelser i betænkning nr. 1063/1986 og har under høringen fået støtte fra bl.a. Advokatrådet. I modsætning til udvalget, der ville indfortolke udleveringsadgangen i de foreslåede bestemmelser i § 12, finder Kulturministeriet det under hensyn til den offentlige interesse omkring udsendelser i radio og fjernsyn naturligt, at spørgsmålet reguleres ved en udtrykkelig lovbestemmelse.

Det konventionsmæssige grundlag for forslaget er Bernerkonventionens art. 9, stk. 2, om tilladte indskrænkninger i reproduktionsretten, der ikke strider mod en normal udnyttelse af et værk og ophavsmandens økonomiske interesser.

Juridiske personer er også omfattet af udleveringsadgangen efter forslaget til § 34. Det er således tilladt radio- og fjernsynsforetagender at udlevere båndkopier efter anmodning fra fx virksomheder, der i en radio- og tv-udsendelse har været genstand for en særlig reportage el.lign.

Forslaget til § 34 indebærer en ophavsretlig adgang - ikke nogen pligt - for radio- og fjernsynsforetagendet til at udlevere en optagelse af en udsendelse.

Det er en forudsætning for udlevering af en optagelse, at det pågældende radio- eller fjernsynsprogram har været genstand for udsendelse.

Til § 35

Forslaget til § 35 om viderespredning af radio- og fjernsynsudsendelser i kabelanlæg svarer - bortset fra bestemmelsen i stk. 5 - til de gældende bestemmelser i ophavsretslovens § 22 a og fotografilovens § 11 a, således som disse blev gennemført i 1985 og justeret i 1989.

Forældelsesreglen i den gældende lovs § 22 a, stk. 5, er overført til den generelt formulerede forældelsesregel i lovforslagets § 49. Kulturministerens hjemmel til at fastsætte nærmere regler om vederlagsopkrævningen, jf. stk. 4, 3. pkt., i ophavsretslovens § 22 a og fotografilovens § 11 a, er overført til den generelt formulerede bestemmelse i lovforslagets § 47, stk. 2.

Bestemmelsen i forslaget til § 35, stk. 5, er ny. Efter stk. 5 finder bestemmelsen i stk. 1 om samtidig og uændret viderespredning af radio- og tv-udsendelser i kabelanlæg mv. ikke anvendelse på udsendelser i radio og fjernsyn, som foretages via kommunikationssatellitter, medmindre der samtidig sker direkte udsendelse til almenheden, samt på udsendelser, som sker i kodet form.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er satellit- og kabeldirektivet. Efter dette direktivs art. 8, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at viderespredning pr. kabel af radio- og tv-udsendelser fra andre medlemsstater på deres territorium sker under overholdelse af gældende bestemmelser vedrørende ophavsret og beslægtede rettigheder, og at en sådan viderespredning finder sted på grundlag af individuelle eller kollektive kontraktsmæssige aftaler mellem indehavere af ophavsret eller beslægtede rettigheder og kabeldistributørerne. Direktivet skal i almindelighed være gennemført i national lovgivning senest den 1. januar 1995. Det fremgår dog af direktivets art. 8, stk. 2, at medlemsstaterne uanset bestemmelsen i art. 8, stk. 1, indtil den 31. december 1997 kan opretholde lovbestemte licensordninger, som var gældende pr. 31. december 1991, eller som det udtrykkeligt ved lov var muligt at indføre pr. denne dato.

Kulturministeriet har på denne baggrund overvejet, om den gældende lovbestemte licensordning efter ophavsretslovens § 22 a bør opretholdes indtil 31. december 1997, eller om den i direktivet indeholdte aftalelicenslignende ordning bør gennemføres allerede pr. 1. januar 1995.

Da den i direktivet indeholdte aftalebaserede ordning på en række punkter indeholder forskellige løsningsmuligheder, finder ministeriet det mest hensigtsmæssigt indtil videre at opretholde den gældende tvangslicensordning efter ophavsretslovens § 22 a og benytte den mellemliggende tid til en nærmere undersøgelse af, på hvilken måde den fremtidige ordning skal tilrettelægges.

Det fremgår af bemærkningerne til den gældende ophavsretslovs § 22 a, at bestemmelsen ikke finder anvendelse for så vidt angår programmer, der alene distribueres ved hjælp af kommunikationssatellitter, medmindre der samtidig sker direkte udsendelse til almenheden. Bestemmelsen finder heller ikke anvendelse på programmer, som udsendes i kodet form.

Forståelsen af udtrykket »udsendes i radio og fjernsyn« er i nærværende forslag nærmere fastlagt i bemærkningerne til § 2. Da det i § 2 anførte afviger fra den forståelse af udtrykket »udsendelse i radio og fjernsyn«, som ligger til grund for licensordningen i den gældende lovs § 22 a, finder ministeriet det rigtigst, at det i selve lovteksten præciseres, at den lovbestemte licensordning efter lovforslagets § 35, stk. 1, ikke finder anvendelse på udsendelser i radio og fjernsyn, som sker i kodet form, og udsendelser som foretages via kommunikationssatellitter, medmindre der samtidig sker direkte udsendelse til almenheden. Forslaget til § 35, stk. 5, er udformet i overensstemmelse hermed.

Til § 36

Forslaget til § 36, stk. 1, om eksemplarfremstilling af edb-programmer svarer, med enkelte redaktionelle ændringer, til bestemmelsen i den gældende lovs § 11 a, der blev gennemført i 1989 og ændret i 1992. De redaktionelle ændringer består i, at bestemmelserne i den gældende lovs § 11 a, stk. 1-3, af systematiske grunde foreslås samlet i et enkelt stykke, jf. forslagets stk. 1, nr. 1-3. Bestemmelserne om ufravigelighed er som følge heraf samlet i forslaget til stk. 3.

Forslaget til § 36, stk. 2, er nyt. Som nævnt i bemærkningerne til § 12, stk. 2, finder Kulturministeriet, at der bør gennemføres et generelt forbud mod eksemplarfremstilling til privat brug i digital form, når eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af værket i digitaliseret form. Hidtil har et sådant forbud efter den gældende lovs § 11, stk. 2, nr. 3, kun eksisteret for litterære værker i form af edb-programmer. Efter denne bestemmelse er det ikke tilladt at fremstille eksemplarer til privat brug af edb-programmer i maskinlæsbar form.

Forslaget til stk. 2 har principielt til formål at give den, der har ret til at benytte et værk i digitaliseret form, en vis begrænset ret til eksemplarfremstilling mv. svarende til, hvad der i dag gælder for edb-programmer.

På baggrund af synspunkter fremkommet under lovbehandlingen i foråret 1994 er forslaget til stk. 2 justeret på følgende punkter i forhold til det i februar 1994 fremlagte forslag:

- Ved henvisning til § 36, stk. 1, nr. 2, gives der som noget nyt en mulighed for, at den, der har ret til at udnytte et værk i digitaliseret form, også kan fremstille et sikkerhedseksemplar, for så vidt det er nødvendigt for benyttelsen.

- Det bestemmes, at retten til efter § 36, stk. 1, nr. 1, at fremstille tekniske brugskopier ikke - som tilfældet er med edb-programmer - skal give adgang til at foretage nogen ændring i digitaliserede værkseksemplarer, jf. forslaget til § 36, stk. 2, 2. pkt.

- Retten til eksemplarfremstilling efter forslaget til stk. 2 begrænses til at gælde for digitaliserede værker, hvis anvendelse styres af et edb-program. Kun i sådanne tilfælde synes der at være behov for en vis nødvendig teknisk brugs- og sikkerhedskopiering.

Til § 37

Forslaget til § 37 om eksemplarfremstilling af edbprogrammer svarer til den gældende lovs § 11 b, der blev gennemført i 1989 og ændret i 1992 som følge af det inden for EF vedtagne direktiv nr. 91/250 af 14. maj 1991 om retlig beskyttelse af edb-programmer.

Til § 38

Forslaget til § 38 om retten til følgeretsvederlag ved erhvervsmæssigt videresalg af eksemplarer af kunstværker svarer til den gældende ophavsretslovs § 25 a, der blev gennemført i 1989.

Efter gældende ret omfatter følgeretsordningen ikke fotografier. På baggrund af inkorporeringen af fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven har Kulturministeriet overvejet, om fotografier bør være omfattet af følgeretsordningen. Danske Billedautorer og Dansk Journalistforbund har under høringen tilkendegivet, at dette bør være tilfældet. Der henvises til, at fotografiske værker i en vis udstrækning sælges på udenlandske og danske kunstauktioner, samt at der i praksis ikke vil opstå afgrænsningsproblemer mellem fotografiske værker og andre fotografier, idet der efter gældende ret ikke svares følgeretsvederlag ved en salgspris på under 2000 kr.

Kulturministeriet må principielt være enig i de fremførte synspunkter, men finder det dog rigtigst, at den i 1989 gennemførte ordning får mulighed for i nogle år at fungere uændret i praksis, før det overvejes at inddrage nye værkskategorier under ordningen. I overensstemmelse hermed foreslås det udtrykkeligt at undtage fotografiske værker fra følgeretten ved at indføje ordene »fotografiske værker« i forslaget til stk. 2, 1. pkt.

I øvrigt finder Kulturministeriet, at følgeretsordningen må siges at have fungeret tilfredsstillende i praksis. Det opkrævede vederlagsprovenu har været noget større end oprindelig forventet. I andet halvår af 1990 udgjorde de opkrævede vederlag således ca. 1,7 mio. kr., for salgsåret 1991 ca. 3,1 mio. kr. og for salgsåret 1992 ca. 2,3 mio. kr.

På denne baggrund finder Kulturministeriet ikke, at der er anledning til på nuværende tidspunkt at foretage ændringer i følgeretsordningen. Det foreslås derfor at ophæve revisionsfristbestemmelsen (folketingsåret 1993-94) i § 2, stk. 3, i ændringslov nr. 378 af 7. juni 1989, jf. lovforslagets § 89, stk. 2, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

Til §§ 39-46

Forslaget til §§ 39-46, der vedrører den såkaldte blankbåndsafgift for optagelser til privat brug, svarer til ophavsretslovens §§ 26 a-26 h og fotografilovens § 14 a, der blev gennemført ved lov nr. 338 af 14. maj 1992 om ændring af ophavsretsloven og fotografiloven (Vederlagsordning for uindspillede bånd). Ændringsloven trådte i kraft den 1. januar 1993.

I forhold til de i 1992 gennemførte lovbestemmelser er der - bortset fra forslaget til § 42, stk. 4, og § 43, stk. 1, nr. 3, jf. bemærkningerne nedenfor - kun foretaget enkelte ændringer af redaktionel karakter. På grundlag af drøftelser med de andre nordiske lande om lovsystematikken finder Kulturministeriet, at bestemmelserne om blankbåndsvederlag mest hensigtsmæssigt placeres i lovens kap. 2 og ikke, som efter de i foråret 1992 vedtagne bestemmelser, i et særligt kap. 2 a. Denne systematik svarer også til Ophavsretsudvalgets forslag i betænkning nr. 1197/1990.

Copy-Dan, Båndkopi, der er godkendt af kulturministeren som den fællesorganisation, der i henhold til ophavsretslovens § 26 a, stk. 3, administrerer vederlagsordningen, har under høringen påpeget, at der ikke i den gældende lov er tilstrækkelig hjemmel til at kontrollere, at det vederlag, som de virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller videobånd mv., skal betale, rent faktisk betales. Copy-Dan, Båndkopi, foreslår derfor, at det i loven fastsættes, at virksomheder, der er anmeldt til fællesorganisationen i medfør af lovens § 26 c, stk. 1, pålægges en pligt til på opfordring af fællesorganisationen at meddele organisationen alle oplysninger af betydning for kontrollen med beregningen af vederlaget, samt en pligt til at lade fællesorganisationen aflægge besøg - herunder uanmeldt besøg - i virksomheden med henblik på kontrol af varebeholdninger, regnskabsmateriale mv. Endvidere foreslås det, at den, der erhvervsmæssigt sælger lyd- eller videobånd mv., tillige skal have pligt til på begæring af fællesorganisationen at meddele organisationen oplysninger om, fra hvilken virksomhed eller person båndene er erhvervet. Disse synspunkter har fået støtte af BAO (Båndimportørers og -producenters Afgifts-Organisation).

Kulturministeriet kan i almindelighed tilslutte sig, at der i forbindelse med den generelle lovrevision skabes forbedrede muligheder for at kontrollere, at det i loven fastsatte vederlag rent faktisk betales. Ministeriet finder imidlertid, at sådanne kontrolmuligheder ikke bør tilvejebringes ved indsættelse af kontrolbestemmelser i selve loven, men mere hensigtsmæssigt kan gennemføres ved en ændring af en af de eksisterende bemyndigelser til kulturministeren vedrørende fastsættelse af administrative regler.

For så vidt angår forslaget om udvidet oplysningspligt for de anmeldte virksomheder samt mulighed for kontrolbesøg finder ministeriet, at den foreslåede forbedring af kontrolmulighederne bør gennemføres ved indsættelse af en bestemmelse svarende til den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i lovens § 26 e, stk. 2, hvorefter kulturministeren efter forhandling med fællesorganisationen kan fastsætte retningslinier for kontrol med fradrag efter lovens § 26 e, stk. 1. De omhandlede fradrag vedrører bl.a. bånd, der er udleveret til andre anmeldte virksomheder, og bånd, der ikke vil blive anvendt til privat kopiering samt bånd, der vil blive anvendt til fremstilling af optagelser til brug for syns- og hørehandicappede. I bekendtgørelse nr. 1229 af 21. december 1992 om vederlagsordningen for uindspillede bånd i henhold til ophavsretsloven mv. er det med hjemmel i lovens § 26 e, stk. 2, bl.a. fastsat, at anmeldte virksomheder på begæring af en af Copy-Dan, Båndkopi, valgt statsautoriseret revisor har pligt til at afgive nærmere oplysninger om udlevering af lyd- og videobånd, der fratrækkes i det vederlagspligtige antal bånd i overensstemmelse med ophavsretslovens § 26 e, stk. 1. Det er endvidere fastsat i bekendtgørelsens § 3, stk. 2, at den valgte revisor har ret til at gennemgå varebeholdninger, forretningsbøger, regnskabsbilag og andet regnskabsmateriale i forbindelse med kontrollen af fradrag i det vederlagspligtige antal bånd.

Det foreslås på denne baggrund i lovforslagets § 42, stk. 4, 2. pkt., at den gældende bemyndigelsesbestemmelse i lovens § 26 d, stk. 4, hvorefter ministeren kan fastsætte retningslinier vedrørende anmeldte virksomheders opgørelse af det vederlagspligtige antal lyd- og videobånd, der i vederlagsperioden er udleveret fra virksomheden, suppleres med en bestemmelse om, at ministeren også kan fastsætte retningslinier for kontrol med den nævnte opgørelse. Bestemmelsen vil herefter i princippet svare til bemyndigelsen i den gældende lovs § 26 e, stk. 2, hvorefter ministeren kan fastsætte retningslinier om kontrol med fradrag efter lovens § 26 e, stk. 1.

For så vidt angår forslaget fra Copy-Dan om muligheden for aflæggelse af kontrolbesøg er det ministeriets hensigt i forbindelse med den planlagte udarbejdelse af nye administrative forskrifter i medfør af ophavsretsloven, jf. lovforslagets § 89, at fastsætte, at der som led i kontrollen med såvel opgørelsen af det vederlagspligtige antal lyd- og videobånd mv. som fradrag efter lovens § 26 e, stk. 1, skabes hjemmel for, at en af fællesorganisationen valgt statsautoriseret revisor har adgang til anmeldte besøg på virksomhederne i forbindelse med kontrollen. Ministeriet er betænkelig ved forslaget om muligheden for uanmeldte besøg og finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er dokumenteret et tilstrækkeligt behov for gennemførelse af kontrolforanstaltninger af en så indgribende karakter.

Kulturministeriet kan heller ikke tilslutte sig forslaget om, at den, der erhvervsmæssigt sælger lyd- eller videobånd mv., skal have pligt til på begæring af fællesorganisationen at meddele organisationen oplysninger om, fra hvilken virksomhed eller person båndene er erhvervet. Forslaget er efter ministeriets opfattelse ikke i overensstemmelse med det principielle udgangspunkt, der ligger bag vederlagsordningens konstruktion. Efter den gældende lovs § 26 a, stk. 1, påhviler vederlagspligten den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller videobånd mv. Det forekommer på denne baggrund ikke rimeligt som foreslået af Copy-Dan, Båndkopi, at pålægge bl.a. detailleddet en oplysningspligt over for fællesorganisationen. I overensstemmelse hermed indeholder lovforslaget ikke forslag af den nævnte karakter.

Ud over forslaget til § 42, stk. 4, er der i § 43, stk. 1, nr. 3, foreslået en mindre ændring i forhold til den gældende lovs § 26 e, stk. 1, nr. 3. Efter denne bestemmelse fradrages i det vederlagspligtige antal lyd- og videobånd antallet af lyd- og videobånd, som ikke omfattes af bestemmelsen om kopiering til privat brug i den gældende lovs § 11 (lovforslagets § 12). Med det i lovforslagets § 12, stk. 2, nr. 4, foreslåede forbud mod kopiering til privat brug af værker i digitaliseret form vil formuleringen af den gældende lovs § 26 e, stk. 1, nr. 3, kunne lede til den misforståelse, at der ikke skal betales båndvederlag for digitale bånd, som anvendes til privat overspilning i strid med forslaget til § 12, stk. 2, nr. 4. Det foreslås derfor i forslaget til § 43, stk. 1, nr. 3, at den gældende bestemmelse i § 26 e, stk. 1, nr. 3, omformuleres, således at det mere direkte kommer til at fremgå, at man med bestemmelsen efter dens motiver har tilsigtet at undtage lyd- og videobånd, som anvendes til professionelle formål, herunder undervisning, fra vederlagspligten.

Til § 47

Til stk. 1

Forslaget til stk. 1 svarer med enkelte redaktionelle ændringer til den gældende ophavsretslovs § 54, stk. 1. En tilsvarende bestemmelse findes i fotografilovens § 16.

Forslaget viderefører det lovmæssige grundlag for Tvangslicensnævnet, der blev nedsat i 1962. De administrative regler for nævnets virksomhed er fastsat i bekendtgørelse nr. 260 af 14. juli 1962. Nævnet træffer afgørelse om størrelsen af vederlag i henhold til lovens tvangslicensbestemmelser, såfremt brugeren og ophavsmanden ikke kan blive enige herom.

Det foreslås, at nævnets navn ændres til Ophavsretslicensnævnet. Nævnet har allerede i dag kompetence til at træffe afgørelse i visse sager, der ikke vedrører tvangslicens. Det gælder fx fastsættelse af individuelle vederlag til ophavsmænd, som ikke omfattes af aftaler, der efter loven er tillagt aftalelicensvirkning. Efter lovforslaget udstrækkes nævnets kompetence til ikke alene at omfatte flere aftalelicensbestemmelser, men også fastsættelse af vilkår mv. vedrørende optagelse af radio- og fjernsynsudsendelser til undervisningsbrug og optagelse til brug for syns- og hørehandicappede, jf. forslaget til § 48, stk. 2. På denne baggrund finder Kulturministeriet, at Ophavsretslicensnævnet er en bredere og mere dækkende betegnelse for nævnets virksomhed end Tvangslicensnævnet.

Efter forslaget til stk. 1 kan Ophavsretslicensnævnet træffe afgørelse om vederlagets størrelse i følgende tilfælde:

- Fremstilling af lydbøger og lydaviser med henblik på udlån til synshandicappede, jf. lovforslagets § 17, stk. 2.

- Brug af værker i undervisningsantologier, jf. lovforslagets § 18, stk. 1.

- Viderefordeling i kabelanlæg af værker, der udsendes i radio eller fjernsyn, jf. lovforslagets § 35.

- Visse individuelle vederlagskrav i henhold til aftalelicensbestemmelserne, jf. lovforslagets § 51, stk. 2.

- Vederlag for brug af lydoptagelser i radio og fjernsyn mv., jf. lovforslagets § 68.

Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1197/1990 stillet forslag om, at Ophavsretslicensnævnet også skal have kompetence til at fastsætte generelle tariffer. En sådan tarif, som gælder for alle, der foretager en værksudnyttelse på grundlag af en tvangslicens, skal efter udvalgsforslaget fastsættes efter påstand fra en af parterne. Efter de gældende regler kan nævnet alene træffe afgørelser, som binder parterne i en konkret sag.

Som begrundelse har udvalget anført, at det er forekommet, at praktisk taget identiske sager er indbragt for nævnet til afgørelse. Udvalget nævner i den forbindelse sager vedr. viderespredning i kabelanlæg og vederlag for brug af lydoptagelser i radio og fjernsyn mv. jf. lovforslagets § 35 og § 68. Specielt på det sidstnævnte område har der de senere år været forelagt nævnet en del sager mellem Gramex og lokalradioer om fastsættelse af lokalradioernes dækningsområde.

Udvalgsforslaget har under høringen fået støtte fra Gramex og Copy-Dan. Fællesforeningen af Danske Antennelaug/foreninger har taget afstand fra forslaget med henvisning til, at det vil indebære en adgang til at fastsætte vederlag over for brugere, der ikke har været inddraget i forhandlingerne med fx Gramex eller Copy-Dan, og som ikke har været indvarslet under nævnsbehandlingen.

Kulturministeriet kan ikke tilslutte sig udvalgets forslag. Ministeriet finder ikke, at de gældende regler har voldt problemer i praksis. Selv om nævnet har truffet en del afgørelser i sager mellem Gramex og lokalradioerne, har langt hovedparten af dem ikke været identiske. Disse sager kunne således næppe være undgået, såfremt nævnet havde haft kompetence til at fastsætte en generel tarif på lokalradioområdet. Ministeriet finder - i lighed med Fællesforeningen af Danske Antennelaug/foreninger - det betænkeligt at tillægge en kendelse virkning over for brugere, der ikke har været inddraget under sagen. Der kan for enkelte brugere gøre sig særlige forhold gældende, som nævnet ikke ville kunne tage højde for ved fastsættelse af en generel tarif. Ophavsretslicensnævnet bør efter ministeriets opfattelse i overensstemmelse med almindelige retsplejeprincipper have mulighed for at vurdere sådanne sager særskilt og herunder evt. gøre undtagelser fra principper, som er fastlagt i tidligere kendelser.

I overensstemmelse hermed indeholder lovforslaget ikke forslag om, at Ophavsretslicensnævnet skal have kompetence til at fastsætte generelle tariffer.

Til stk. 2

Forslaget til stk. 2 er nyt. Forslaget giver kulturministeren en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om opkrævning af vederlag efter lovforslagets § 17, stk. 2, § 18, stk. 1, § 35 og § 68.

En bemyndigelsesbestemmelse af den foreslåede karakter har hidtil kun været gældende for så vidt angår viderespredning af radio- og fjernsynsudsendelser i kabelanlæg, jf. den gældende ophavsretslovs § 22 a, stk. 4, 3. pkt. Den nævnte bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 892 af 20. december 1990 om opkrævning af vederlag i henhold til ophavsretslovens § 22 a mv. for programspredning over radio- og kabelanlæg.

Forslaget er baseret på en indstilling fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1197/1990. Udvalget foreslår, at der pålægges brugeren en pligt til at give ophavsmanden meddelelse om den værksudnyttelse, der har fundet sted på grundlag af en tvangslicensbestemmelse, herunder mulighed for i visse tilfælde at kunne give meddelelse med frigørende virkning til en af kulturministeren godkendt rettighedshaverorganisation.

Som begrundelse har udvalget anført, at en bruger, når det gælder værksudnyttelser i henhold til en tvangslicensbestemmelse, ikke bør kunne forholde sig passiv og afvente, at rettighedshaveren bliver opmærksom på udnyttelsen og rejser et vederlagskrav. Efter udvalgets opfattelse bør det ikke bero på tilfældigheder, om rettighedshaveren får det vederlag, som loven giver ham krav på.

Forslaget har under høringen fået tilslutning fra Gramex, Advokatrådet og Copy-Dan, som har understreget, at brugerens oplysningspligt må omfatte pligt til at give specificerede oplysninger om værksudnyttelsens karakter og omfang og om brugerens identitet mv., således at rettighedshaveren eller forvaltningsorganisationen har de fornødne oplysninger til vederlagsberegning og evt. intern fordeling af vederlaget. Copy-Dan foreslår i den forbindelse en generel hjemmel til at fastsætte nærmere regler om vederlagsopkrævningen i lighed med den gældende ophavsretslovs § 22 a, stk. 4, 3. pkt., der blev gennemført ved lovrevisionen i 1989. IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark har i forlængelse heraf anført, at vilkårene for offentlig fremførelse af fonogrammer, herunder afgivelse af oplysninger om organisationsforhold, dækningsområde og programflade bør fastlægges i en bekendtgørelse, hvis overtrædelse kan medføre straf og afbrydelse af brugerens virksomhed.

Kulturministeriet kan principielt tilslutte sig Ophavsretsudvalgets synspunkter om en oplysningspligt. Ministeriet finder det rimeligt, at der på områder, der er omfattet af en tvangslicens, pålægges brugeren en pligt til at give meddelelse om stedfundne værksudnyttelser. Bestemmelser af den nævnte karakter findes som nævnt allerede i dag på kabelspredningsområdet. Lignende bestemmelser er gennemført på følgeretsområdet, hvor der i 1989 i lovens § 25 a, stk. 6, blev fastsat en oplysningspligt i form af en pligt til at fremsende en årlig opgørelse over salget af kunstværker, for hvilke der skal svares følgeretsvederlag.

Ministeriet finder det på denne baggrund rimeligt, at der gives kulturministeren en bemyndigelse til administrativt at fastsætte bestemmelser om en generel oplysningspligt mv., når værker udnyttes efter en tvangslicensbestemmelse i loven. Reglerne bør fastsættes administrativt, ikke som foreslået af Ophavsretsudvalget i selve lovteksten. I administrative regler kan der mere smidigt tages hensyn til særlige forhold, der måtte gøre sig gældende på de enkelte udnyttelsesområder. Forslaget til stk. 2 er udformet i overensstemmelse hermed.

Omfanget af en evt. oplysningspligt på de enkelte udnyttelsesområder bør efter Kulturministeriets opfattelse være begrænset til oplysninger om

- den stedfundne værksudnyttelse,

- brugerens identitet og adresse, hvorved rettighedshaveren sættes i stand til at gøre sit vederlagskrav gældende, og

- værksudnyttelsens karakter og omfang, hvorved rettighedshaveren sættes i stand til at foretage en vederlagsberegning.

Endvidere bør der fastsættes tidsfrister for brugerens afgivelse af de fornødne oplysninger. Såfremt der er tale om en værksudnyttelse, der administreres af en forvaltningsorganisation, skal oplysningerne gives til denne. I andre tilfælde skal oplysningerne gives til den pågældende ophavsmand. I den forbindelse bør det, som foreslået af Ophavsretsudvalget, overvejes at fastsætte en regel om, at oplysningerne med frigørende virkning kan gives til en af kulturministeren godkendt rettighedshaverorganisation, i tilfælde hvor brugeren ikke kan finde frem til ophavsmanden.

Derimod finder ministeriet ikke, som anført af IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark, at de nærmere vilkår for offentlig fremførelse af fonogrammer bør fastlægges i en bekendtgørelse. Ministeriet må være af den opfattelse, at sådanne vilkår mest hensigtsmæssigt baseres på aftale mellem parterne, subsidiært at Ophavsretslicensnævnet tager stilling hertil.

Endelig bør der i bekendtgørelsen fastsættes sanktioner for manglende iagttagelse af oplysningspligten, jf. lovforslagets § 79, der giver hjemmel til at fastsætte bødestraf for overtrædelse af bestemmelser i de fastsatte administrative forskrifter.

Til stk. 3

Forslaget til stk. 3 er nyt. Forslaget indebærer, at såfremt brugeren af et værk i henhold til tvangslicensbestemmelserne i § 35 eller § 68 ikke betaler det vederlag, der er fastsat ved parternes aftale eller ved Ophavsretslicensnævnets afgørelse, kan det ved dom fastslås, at den pågældende værksudnyttelse kun kan foretages med ophavsmandens samtykke, indtil betaling sker.

Forslaget er baseret på en indstilling fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1197/1990.

Som begrundelse for forslaget har udvalget anført, at det - år det gælder tvangslicenser - er en forudsætning for, at rettighedshaverne faktisk får det vederlag, de efter loven er berettigede til, at brugeren kan og vil betale. Hvis brugeren konsekvent modsætter sig betaling af vederlag eller mangler midler hertil, stiller tvangslicensen rettighedshaveren i en vanskelig situation. Rettighedshaveren er afskåret fra over for brugeren at nedlægge forbud mod videre udnyttelse og kan alene gøre et vederlagskrav gældende. Hvis brugeren ikke ønsker at betale vederlaget, kan betalingen udskydes i lang tid, fx ved at udnytte alle muligheder for at rejse indsigelse mod kravets berettigelse, beregningsformen osv.

Tvister om vederlagets størrelse kan indbringes for Ophavsretslicensnævnet. En afgørelse fra nævnet kan imidlertid ikke umiddelbart anvendes som grundlag for en tvangsmæssig inddrivelse af vederlaget. En sådan inddrivelse forudsætter, at der er afsagt dom om vederlagskravets eksistens og størrelse. Når nævnets afgørelse foreligger, kan rettighedshaveren derfor være nødsaget til at anlægge en inkassosag, førend inddrivelsen kan påbegyndes. Undlader brugeren at betale vederlag, som følger af dommen i en inkassosag, må fuldbyrdelsen ske gennem en udlægsforretning og tvangsrealisering af skyldnerens aktiver. I praksis sker det ofte, at man må opgive retsforfølgning, fordi den økonomiske risiko for rekvirenten ikke står mål med fordringens størrelse.

Ophavsretsudvalget foreslår derfor, at der indføres en adgang for rettighedshaverne til under visse omstændigheder at nedlægge forbud mod en fortsat værksudnyttelse. Udvalgets forslag omfatter alle tilfælde, hvor der efter loven er givet en tvangslicensordning.

Udvalgets forslag har under høringen fået tilslutning fra Copy-Dan, Gramex og Advokatrådet. Gramex og Advokatrådet samt IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark finder endvidere, at fortsat værksudnyttelse uden betaling burde kunne forbydes af fogedretten på begæring af rettighedshaveren uden sædvanligt eksekutionsgrundlag.

Kulturministeriet kan principielt tilslutte sig Ophavsretsudvalgets synspunkter, herunder at tvangslicensen alene bør kunne ændres til en eneret ved dom. Lovens tvangslicensbestemmelser skal efter ministeriets opfattelse generelt ses på baggrund af, at der på visse områder gør sig en særlig samfundsmæssig interesse gældende i henseende til, at en værksudnyttelse efter loven skal kunne ske uden ophavsmændenes samtykke. En suspension af en tvangslicens bør derfor kun kunne ske efter en judiciel kontrol af, at betingelserne for en sådan suspension er til stede.

Ministeriet har overvejet, om den af udvalget foreslåede ordning bør omfatte alle lovens tvangslicensbestemmelser, eller om den bør begrænses til enkelte af disse bestemmelser. Resultatet er, at ministeriet finder det rigtigst kun at gennemføre den af Ophavsretsudvalget foreslåede ordning på områder, hvor der er tale om en kontinuerlig værksudnyttelse, dvs. ved samtidig og uændret viderespredning af værker i kabelanlæg og anvendelse af lydoptagelser i radio og fjernsyn mv.

For så vidt angår de øvrige tvangslicensbestemmelser - fx fremstilling af lydbøger i medfør af lovforslagets § 17, stk. 2, eller brug af værker i undervisningsantologier efter lovforslagets § 18, stk. 1 - ses der efter ministeriets opfattelse ikke at være konstateret et tilstrækkeligt behov for at gennemføre en ordning, der indebærer, at en tvangslicens ved dom konverteres til en eneret.

I overensstemmelse hermed foreslås det i § 47, stk. 3, at såfremt brugeren af et værk i henhold til tvangslicensbestemmelserne i lovforslagets §§ 35 og 68 ikke betaler det vederlag, der er fastsat ved parternes aftale eller ved Ophavsretslicensnævnets afgørelse, kan det ved dom fastslås, at den pågældende værksudnyttelse kun kan foretages med ophavsmandens samtykke, indtil betaling sker.

Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke nogen regulering af betalingsterminer og frister. Sådanne spørgsmål må afgøres på grundlag af parternes aftale, Ophavsretslicensnævnets kendelse o.lign. Når betaling ikke har fundet sted efter sidste rettidige betalingsfrist, bør der efter omstændighederne kunne afsiges dom om ændring af tvangslicensen til en eneret. Retsvirkningen af en dom, som suspenderer en tvangslicens, vil efter forslaget til stk. 3 ophøre, når brugeren betaler det skyldige vederlag.

Til § 48

Til stk. 1

Forslaget til stk. 1 om Ophavsretslicensnævnets kompetence i sager om samtidig og uændret viderespredning i kabelanlæg af værker, der udsendes i radio eller fjernsyn, svarer til § 54, stk. 2, i den gældende lov, således som bestemmelsen blev affattet ved lov nr. 1103 af 21. december 1994.

Til stk. 2 og 3

Forslagene til stk. 2 og 3 er nye. Bestemmelserne vedrører radiofoniernes såkaldte signalrettigheder efter lovforslagets § 69 i forhold til de i lovforslagets § 13, stk. 1, 2. led, og § 17, stk. 3, foreslåede aftalelicenser om optagelse af radio- og tv-udsendelser til brug henholdsvis inden for undervisningsvirksomhed og til brug for syns- og hørehandicappede.

Ophavsretsudvalgets flertal har i betænkning nr. 1197/1990 foreslået, at radiofonierne på linie med ophavsmændene og udøvende kunstnere mv. skal være omfattet af de aftalelicenser, der vedrører brug af radio- og tv-udsendelser. Dette ville indebære, at når en bruger havde indgået en aftale med en organisation, som omfatter en væsentlig del af danske radio- og tv-foretagender, ville radiofonier, der ikke repræsenteres af organisationen, herunder udenlandske radiofonier, blive bundet af de i aftalen fastsatte vilkår, jf. lovforslagets § 50, stk. 1.

Et mindretal i udvalget, bestående af Danmarks Radios repræsentanter, finder, at radiofonierne ikke bør omfattes af aftalelicensordninger. Mindretallet anfører, at de nødvendige aftaler uden vanskeligheder vil kunne træffes med de enkelte radio- eller tv-foretagender eller med disses organisationer. Dette synspunkt er under høringen fastholdt af Danmarks Radio, TV 2 og UBOD. Danmarks Radio og UBOD har endvidere anført, at forslaget til § 48, stk. 2, synes at stride mod Den europæiske Overenskomst om Beskyttelse af Fjernsynsudsendelser af 1960, der ikke ses at give adgang til sådanne undtagelser fra eneretten, når det gælder optagelser af radiofoniernes udsendelser.

Kulturministeriet kan delvis tilslutte sig det af udvalgsmindretallet anførte. I sammenligning med andre rettighedsgrupper er antallet af relevante radiofonier så begrænset, at det ikke vil være forbundet med større problemer at få kontakt til radiofonierne med henblik på at opnå disses samtykke til udnyttelsen.

På denne baggrund finder ministeriet, at eventuelle problemer i forbindelse med klarering af radiofoniernes signalrettigheder på de nævnte områder - undervisningsoptagelser og optagelser til brug for syns- og hørehandicappede - bør søges løst ved gennemførelse af en ordning svarende til den, der i dag efter ophavsretslovens § 54, stk. 2, gælder med hensyn til radiofoniernes rettigheder til samtidig og uændret kabelviderespredning af radio- og tv-udsendelser, jf. lovforslagets § 48, stk. 1.

Med hensyn til forholdet til Den europæiske Overenskomst finder ministeriet, at denne overenskomst giver fornødent grundlag for forslagene til § 48, stk. 2 og 3. Det følger af overenskomstens art. 1, stk. 1, litra d, at radiofonierne har en eneret til optagelse af deres udsendelser. En undtagelse følger af art. 3, stk. 1, litra c, der åbner mulighed for i national lovgivning at gennemføre en undtagelse fra eneretten, når en optagelse eller gengivelse af en optagelse tjener undervisningsformål.

Med hensyn til anvendelsen af forslaget til § 48, stk. 2, i forhold til bestemmelsen i § 17, stk. 3, om optagelse til fordel for syns- og hørehandicappede bemærkes, at det inden for den internationale ophavsret er et almindeligt anerkendt princip, at visse indskrænkninger af mindre betydning kan gennemføres i national lovgivning uden udtrykkelig støtte i internationale aftaler. Dette gælder ikke mindst indskrænkninger, som er begrundet i særlige sociale hensyn.

På denne baggrund foreslås det i stk. 2, at såfremt et radio- eller fjernsynsforetagende efter § 69 nægter at give samtykke til, at foretagendets radio- eller fjernsynsudsendelser optages på en måde, som er nævnt i lovforslagets § 13, stk. 1, 2. led, eller § 17, stk. 3, kan Ophavsretslicensnævnet på begæring af hver af parterne meddele den fornødne tilladelse og fastsætte nærmere vilkår herfor.

Efter forslaget til stk. 3 finder bestemmelsen i stk. 2 kun anvendelse, hvis en organisation af ophavsmænd har indgået en aftale, som omfattes af lovforslagets § 50, jf. §§ 13 eller 17. Efter stk. 3, 2. pkt., skal bestemmelsen i lovforslagets § 49 om en forældelsesfrist på 3 år finde tilsvarende anvendelse.

Til § 49

Bestemmelsen i lovforslagets § 49 er ny. Forslaget indeholder en generel forældelsesfrist på 3 år for vederlagskrav i henhold til lovens tvangslicensbestemmelser, dvs. lovforslagets § 17, stk. 2, § 18, stk. 1, § 35 og § 68. Forældelsesfristen på 3 år gælder efter forslaget til § 49, stk. 2, også for ophavsmandens krav mod en organisation, der gør vederlagskravet gældende. Forældelsen afbrydes efter stk. 3 ved skriftligt påkrav.

På grund af henvisningen i lovforslagets § 51, stk. 3, gælder bestemmelsen også for vederlagskrav i henhold til lovens aftalelicensbestemmelser, jf. nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse. For så vidt angår forældelse af krav på følgeretsvederlag henvises til lovforslagets § 38, stk. 5.

En 3-årig forældelsesfrist gælder allerede i dag med hensyn til den generelle licensordning for kabelviderespredning i den gældende ophavsretslovs § 22 a, stk. 5. Af lovmotiverne fra 1985 fremgår det bl.a., at en længere forældelsesfrist vil skabe betydelige administrative afregningsproblemer for forvaltningsorganisationen. Endelig er forslaget til § 49 i overensstemmelse med satellit- og kabeldirektivet, som i art. 9, stk. 2, foreskriver en forældelsesregel på mindst 3 år.

Forslaget til § 49 er baseret på et forslag fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1197/1990. Gramex og Copy-Dan har under høringen støttet forslaget.

Kulturministeriet kan tilslutte sig Ophavsretsudvalgets forslag, som der ligeledes har været enighed om på nordisk plan. Ministeriet har navnlig lagt vægt på, at organisationerne ved en 3-årig forældelsesfrist undgår at skulle hensætte beløb til dækning af uanmeldte krav fra ophavsmænd i en længere årrække.

IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark har under høringen anført, at forslaget til § 49 også burde indeholde en henvisning til lovforslagets § 39 vedrørende vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug.

Kulturministeriet kan ikke være enig i de fremførte synspunkter under hensyn til, at blankbåndsvederlaget - i modsætning til lovens tvangslicensordninger - opkræves, uden at der er nogen direkte tilknytning til en konkret værksudnyttelse.

Forældelsen afbrydes efter forslaget til stk. 3 ved skriftligt påkrav, hvorefter der begynder at løbe en ny 3-årig frist.

Til § 50

Forslaget til §§ 50 og 51 samler de regler, som er fælles for lovens aftalelicensbestemmelser.

Forslaget om lovsystematisk at samle disse regler i et afsnit er baseret på Ophavsretsudvalgets betænkning nr. 1197/1990. Udvalgets forslag er begrundet i praktiske hensyn. De gældende aftalelicensbestemmelser i ophavsretslovens §§ 15 a og 22 er vanskeligt tilgængelige på grund af deres sproglige formulering. Hertil kommer, at der i lovforslagets §§ 13-14 og § 17, stk. 3, er stillet forslag om aftalelicens på tre nye områder. Forslaget til §§ 50 og 51 har til formål at undgå, at enslydende regler optræder for mange gange i loven.

Under høringen har bl.a. Samrådet for Ophavsret, IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark samt Sammenslutningen af Scenografer, Instruktører og Filmarbejdere støttet udvalgets forslag. Forslaget har endvidere fået tilslutning fra de øvrige nordiske lande. I Sverige er ændringen allerede gennemført i foråret 1993.

Forslaget til § 50, stk. 1, indeholder kerneelementerne med hensyn til aftalelicensvirkningen af kollektive aftaler på de områder, hvor en sådan ordning er eller vil blive gennemført, jf. lovforslagets §§ 13-14, § 17, stk. 3, og § 30. Aftalelicensvirkningen forudsætter, at brugeren har indgået en aftale om den pågældende værksudnyttelse med en rettighedshaverorganisation, som repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd. Virkningen af aftalelicensen er, at brugeren må udnytte andre værker af samme art, selv om ophavsmændene til disse værker står uden for organisationen og således ikke repræsenteres af denne. Ikke-repræsenterede ophavsmænd kan eventuelt nedlægge forbud mod brug af deres værker. En sådan forbudsret vil fremgå af den pågældende aftalelicensbestemmelse, jf. forslaget til § 30, stk. 2.

Efter forslaget til § 50, stk. 2, giver en aftalelicensordning kun brugeren ret til at benytte værker på den måde og på de vilkår, der følger af aftalen. Endvidere indeholder de enkelte aftalelicensbestemmelser i §§ 13-14, § 17, stk. 3, og § 30 nærmere regler om det efter loven generelt tilladte område for aftalelicenser. En aftalelicens kan ikke anvendes uden for de områder, der er fastlagt i de enkelte aftalelicensbestemmelser, dvs. at aftaler, der rækker ud over det i loven nærmere beskrevne aftalelicensområde, ikke har nogen virkning i forhold til udenforstående ophavsmænd, herunder udenlandske rettighedshavere.

De i forslaget til § 50, stk. 2, fastsatte bestemmelser finder som noget nyt også anvendelse på aftalelicensen i den gældende lovs § 22 om radio- og fjernsynsforetagenders erhvervelse af udsendelsesrettigheder, jf. lovforslagets § 30. Efter den gældende aftalelicensordning i § 22 har ikke-repræsenterede ophavsmænd udelukkende krav på vederlag, som i givet fald kan fastsættes af Tvangslicensnævnet. Under de nordiske drøftelser har der været enighed om, at generelle aftalelicensregler og principper også bør gælde for rettighedserhvervelse på radio/tv-området.

Til § 51

Til stk. 1

Forslaget til stk. 1 svarer i hovedsagen til aftalelicensbestemmelsen i den gældende ophavsretslovs § 15 a om fotokopiering til undervisningsbrug. Som noget nyt foreslås det, at reglen også skal gælde i forhold til de nye aftalelicenser i lovforslaget, dvs. forslaget til § 13 om optagelser til brug i undervisning, forslaget til § 14 om erhvervsvirksomheders fotokopiering og forslaget til § 17, stk. 3, om syns- og hørehandicappede.

Efter forslaget til stk. 1 gælder det, at den aftaleindgående organisations regler om den interne vederlagsfordeling skal finde tilsvarende anvendelse over for ikke-repræsenterede ophavsmænd. Denne for aftalelicensen centrale regel indebærer, at organisationen ikke må diskriminere ophavsmænd, der står uden for organisationen. Forslaget til stk. 1 er baseret på Ophavsretsudvalgets betænkning nr. 1197/1990.

Til stk. 2

Forslaget til stk. 2, der bygger på Ophavsretsudvalgets betænkning nr. 1197/1990, viderefører den gældende aftalelicensbestemmelse i ophavsretslovens § 15 a, stk. 3. Efter forslaget har ikke-repræsenterede ophavsmænd under alle omstændigheder krav på individuelt vederlag, dvs. også i tilfælde, hvor organisationen har fastsat regler om kollektiv anvendelse af midler, som er opkrævet kollektivt på vegne af de efter loven individuelt berettigede rettighedshavere.

Kan ophavsmanden ikke blive enig med forvaltningsorganisationen om størrelsen af det individuelle vederlag kan spørgsmålet indbringes for Ophavsretslicensnævnet, jf. lovforslagets § 47, stk. 1.

Efter forslaget til stk. 2, 3. pkt., kan vederlagskravet alene rettes mod organisationen. Baggrunden for forslaget er, at det både for brugeren og ophavsmanden er mest praktisk, at den aftalesluttende organisation påtager sig at afregne til ikke-repræsenterede ophavsmænd og dermed friholder brugeren for vederlagskrav fra disse.

Til stk. 3

Forslaget til stk. 3 indeholder en henvisning til bestemmelsen i lovforslagets § 49 om forældelse, som skal finde tilsvarende anvendelse på vederlagskrav i henhold til aftalelicensbestemmelserne i §§ 13-14, § 17, stk. 3, og § 30. Forslaget indebærer, at de individuelle vederlagskrav, som ikke-repræsenterede ophavsmænd kan rejse i medfør af lovforslagets § 51, stk. 2, forældes 3 år efter den skete værksudnyttelse.

Til § 52

Bestemmelsen i lovforslagets § 52 om mægling ved aftalelicens er ny. Bestemmelsen indebærer, at såfremt forhandlinger om indgåelse af sådanne aftaler, som omhandles i aftalelicensbestemmelserne i lovforslagets §§ 13-14 og § 17, stk. 3, ikke fører til noget resultat, kan hver af parterne kræve mægling. Mæglingen skal efter forslaget til stk. 3 foretages af en forligsmand, der udpeges af kulturministeren. Forligsmanden kan bl.a. fremsætte forslag til tvistens løsning og forlænge evt. eksisterende aftaler i en kortere periode.

Forslaget bygger på en indstilling fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1197/1990. Udvalgets indstilling svarer i store træk til den svenske lov fra 1980 om mægling i visse ophavsretstvister og til reglerne om mægling inden for den kollektive arbejdsret, jf. lov om mægling i arbejdsstridigheder (lovbekendtgørelse nr. 559 af 21. december 1971).

Som begrundelse har udvalget anført, at der på visse områder kan være betydelige samfundsmæssige interesser forbundet med, at der indgås kollektive aftaler om de udnyttelsesformer, der omfattes af en aftalelicens. En manglende aftale er ensbetydende med, at ophavsmændene har en eneret, som giver mulighed for at blokere den pågældende værksudnyttelse. Udvalget har på denne baggrund overvejet, hvilke muligheder der er for at sikre, at en aftale kommer i stand. I valget mellem tvungen voldgift og mægling går udvalget ind for den sidstnævnte mulighed som en mindre indgribende løsning. Udvalget henviser til, at erfaringerne fra den kollektive arbejdsret viser, at mægling er et hensigtsmæssigt instrument til løsning af interessekonflikter. Gennem mægling kan det sikres, at forhandlingerne kommer i gang, og at de forløber på en rimelig måde. Mæglingsinstituttet kan ikke forhindre, at parterne i visse tilfælde iværksætter konflikter, dvs. at der ikke indgås aftale, men med regler om aftaleforlængelse mv. er der efter udvalgets opfattelse grund til at antage, at sådanne skridt kun vil blive taget i få tilfælde.

Udvalgets flertal foreslår, at mæglingsinstituttet kun skal finde anvendelse på aftalelicensområder, hvor der i praksis har vist sig at kunne opstå problemer med at få en aftale i stand. Mæglingsreglerne foreslås af flertallet herefter indført vedrørende aftalelicensen for optagelse af radio- og fjernsynsudsendelser til brug i undervisningsvirksomhed, jf. lovforslagets § 13, stk. 1, 2. led, og eksemplarfremstilling til syns- og hørehandicappede, jf. lovforslagets § 17, stk. 3.

Et mindretal finder, at der også på andre aftalelicensområder vil kunne opstå problemer med hensyn til at få en aftale i stand. Mindretallet foreslår derfor, at der også skal være mulighed for mægling efter aftalelicensbestemmelserne i lovforslagets § 13, stk. 1, 1. led, § 14 og § 30.

Copy-Dan har under høringen frarådet indføjelsen af mæglingsregler i ophavsretsloven. Copy-Dan henviser bl.a. til, at de foreslåede regler har et uhensigtsmæssigt indhold, og at der savnes afgørende argumenter for, at behovet for en lovreguleret mægling er større for de i lovforslagets § 13, stk. 1, 2. led, og § 17, stk. 3, omhandlede aftalelicenser end for de øvrige aftalelicensbestemmelser.

Kulturministeriet kan tilslutte sig Ophavsretsudvalgets generelle overvejelser om indførelse af et ophavsretligt mæglingsinstitut i forbindelse med aftaler, hvis indgåelse vil udløse en aftalelicens.

Hvad angår spørgsmålet om, på hvilke aftalelicensområder mægling skal kunne iværksættes, kan ministeriet tilslutte sig udvalgsflertallets forslag om, at aftalelicenserne i lovforslagets § 13, stk. 1, 2. led, og § 17, stk. 3, om optagelse af radio- og tv-udsendelser inden for undervisningsvirksomhed og eksemplarfremstilling til syns- og hørehandicappede bør være omfattet af den foreslåede bestemmelse om mægling.

Ministeriet kan imidlertid også tiltræde udvalgsmindretallets forslag om, at der også bør være mulighed for mægling på andre aftalelicensområder. Det gælder lovforslagets § 13, stk. 1, 1. led, om fotokopiering inden for undervisningsvirksomhed og § 14 om fotokopiering inden for erhvervsvirksomhed mv. Ministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at der siden aftalelicensens gennemførelse i 1985 har været ført langvarige forhandlinger mellem på den ene side Copy-Dan og på den anden side offentlige myndigheder med ansvar for undervisningsinstitionerne, og at der på en række områder endnu ikke er indgået dækkende aftaler. Desuden findes der i såvel Norge som Sverige allerede i dag en lovreguleret mulighed for mægling i forbindelse med fotokopiering inden for undervisningsvirksomhed.

For så vidt angår lovforslagets § 14 er ministeriet af den opfattelse, at erfaringerne på undervisningsområdet kunne tale for, at der allerede ved gennemførelsen af en aftalelicens for fotokopiering i erhvervsvirksomheder mv. etableres mulighed for anvendelse af et mæglingsinstitut.

Kulturministeriet kan derimod ikke tilslutte sig udvalgsmindretallets forslag om mægling i forbindelse med aftalelicensen for radiofoniernes erhvervelse af udsendelsesrettigheder, jf. lovforslagets § 30. Denne aftalelicens har fungeret siden 1961, uden at der i denne periode har vist sig behov for mægling el.lign. Parterne har i alle tilfælde selv kunnet forhandle sig frem til en løsning.

På denne baggrund foreslås det at indføre mulighed for mægling med hensyn til aftalelicensbestemmelserne i lovforslagets §§ 13 og 14 samt § 17, stk. 3.

Krav om mægling skal efter forslaget til § 52, stk. 2, fremsættes overfor kulturministeren. Mægling skal kunne iværksættes dels i situationer, hvor der under løbende forhandlinger savnes konkrete fremskridt, dels i tilfælde, hvor en forhandlingsberettiget part vægrer sig ved at indlede forhandlinger. Det er således ikke nogen betingelse, at forhandlingerne skal være erklæret for brudt sammen el.lign., for at en af parterne kan kræve mægling.

Forligsmanden, som i henhold til forslagets § 52, stk. 3, udpeges af kulturministeren, skal være uafhængig af den konkrete sags parter og må ikke have personlige interesser i udfaldet af den konkrete forhandling. Forligsmanden skal basere forhandlingerne på de løsningsforslag, som parterne måtte have fremlagt, jf. stk. 3, 2. pkt. Sådanne løsningsforslag vil også kunne suppleres med forslag til løsning af konkrete problemer, som ikke tidligere har været fremsat af parterne, jf. stk. 4, 1. pkt. Endvidere vil forligsmanden kunne foreslå parterne at lade tvister afgøre ved voldgift, jf. stk. 3, 3. pkt.

Forligsmandens særlige kompetence ligger i, at han i medfør af forslagets § 52, stk. 5, kan forlænge gyldighedsperioden for eksisterende aftaler, således at en igangværende forhandling ikke forstyrres af, at en aftale udløber. Herved sikres det, at der først kan iværksættes konflikt, når forhandlingsmulighederne er udtømt. Forligsmanden kan i henhold til stk. 4, 1. pkt., kræve, at mæglingsforslag bliver forelagt parternes kompetente organer til vedtagelse eller forkastelse inden en af ham nærmere fastsat frist.

Forligsmandens kompetence til at forlænge aftaler ophører to uger efter, at begge parter har taget stilling til et endeligt mæglingsforslag eller et forslag om voldgiftsbehandling, jf. stk. 5, 2. pkt. Den ophører endvidere to uger efter, at forligsmanden har meddelt, at der ikke er basis for at fremsætte sådanne forslag.

Skønner forligsmanden, at der ikke er basis for at fremsætte et mæglingsforslag, eller hvis parterne forkaster et fremsat forslag, påhviler det forligsmanden at underrette kulturministeren herom, jf. forslagets § 52, stk. 4, 2. pkt.

Den, der er eller har været forligsmand, må efter forslaget til § 52, stk. 6, ikke ubeføjet røbe eller udnytte, hvad han har fået kendskab til som forligsmand.

Til kapitel 3

I lovforslagets kap. 3 reguleres ophavsrettens overgang til andre. Grundbestemmelserne om overdragelse af ophavsret i den gældende ophavsretslov videreføres stort set uændrede i lovforslagets kap. 3. Det gælder navnlig forslaget til § 53, stk. 1, der fastslår ophavsrettens overdragelighed, og forslaget til § 53, stk. 2, hvorefter overdragelse af eksemplarer ikke indbefatter overdragelse af ophavsretten. Hertil kommer den såkaldte specialitetsgrundsætning i forslaget til § 53, stk. 3, og forslaget til § 56, hvorefter overdragelse af ophavsret ikke giver erhververen ret til at ændre eller videreoverdrage værket, medmindre ændringen eller videreoverdragelsen er sædvanlig eller åbenbart forudsat. Specialitetsgrundsætningen i § 53, stk. 3, indebærer, at når ophavsmanden har overdraget en anden sin ret til at udnytte værket på en bestemt måde eller ved bestemte midler, giver overdragelsen ikke erhververen ret til at udnytte værket på andre måder eller ved andre midler.

Forslaget til kap. 3 indebærer i øvrigt en modernisering og forenkling af de gældende bestemmelser. Det foreslås således, at de særlige bestemmelser om forlagsaftaler udgår af loven og erstattes af nye generelt formulerede bestemmelser, der vedrører alle aftaletyper, fx. også filmatiseringsaftaler. Det drejer sig bl.a. om forslaget til § 57 vedrørende afregning og kontrol, og forslaget til § 54, der fastlægger under hvilke betingelser ophavsmanden kan hæve en aftale om overdragelse af ophavsret, som ikke er udnyttet af erhververen.

Bestemmelsen i lovforslagets § 55, der har karakter af et supplement til specialitetsgrundsætningen i forslaget til § 53, stk. 3, bygger på et forslag fra Ophavsretsudvalget. Bestemmelsen fastslår, efter hvilke principper ophavsmanden kan opsige overdragelsen af udnyttelsesformer, der ikke er udtrykkeligt specificerede i en aftale, og som ikke er udnyttet af erhververen. Formålet med såvel § 54 som § 55 er at hindre, at erhververen blokerer for udnyttelsesformer uden selv at iværksætte dem.

Herudover har Ophavsretudvalget - som et yderligere supplement til specialitetsgrundsætningen - foreslået en særlig fortolknings- og bevisbyrderegel. Udvalgsforslaget indebærer, at såfremt der er tvivl om omfanget af en overdragelse af ophavsret, og den omtvistede udnyttelsesform ikke er udtrykkeligt nævnt i aftalen, anses retten hertil ikke for overdraget, medmindre erhververen godtgør, at overdragelsen var tilsigtet af parterne.

Under høringen har forslaget om en bevisbyrderegel af den nævnte karakter mødt kritik fra bl.a. Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Danmarks Radio, Den Danske Forlæggerforening, Danske Dagblades Forening, Dansk Dataforening, Det kgl. Teater og Danske Teaterlederes Fællesråd. Det anføres bl.a., at der ikke er påvist noget behov for at fravige dansk rets almindelige fortolknings- og bevisbyrderegler.

Kulturministeriet er enig i de under høringen anførte synspunkter. Ministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at grundbestemmelserne i kap. 3 og tilbagefaldsrettighederne i §§ 54 og 55 må antages at være tilstrækkelige til at skabe det af udvalget ønskede incitament til, at parterne formulerer kontrakter klart og udførligt.

Ophavsretsudvalget har endvidere stillet forslag om, at bestemmelserne om overdragelse i kap. 3 ikke grundlæggende skal kunne fraviges til skade for ophavsmanden.

Under høringen har Sammenslutningen af Scenografer, Instruktører og Filmarbejdere, Dansk Forfatterforening, Dansk Komponistforening, Danske Populær Autorer og Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer støttet udvalgets forslag, medens Den Danske Forlæggerforening, IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmsproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark, Det kgl. Teater og Danske Teaterlederes Fællesråd finder, at det almindelige princip om aftalefrihed ved overdragelse af ophavsrettigheder bør fastholdes.

Efter Kulturministeriets opfattelse er der ikke påvist et tilstrækkeligt behov for at fravige det i dansk ret almindeligt gældende princip om aftalefrihed, når det gælder overdragelse af ophavsret. I overensstemmelse hermed opretholdes i lovforslaget et udgangspunkt om aftalefrihed mellem parterne.

Overskrifterne »Særlige bestemmelser om aftaler om indspilning af film« og »Særlige bestemmelser om edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold« til lovforslagets §§ 58 og 59 er delvis nye. Overskrifterne markerer, at de nævnte bestemmelser indebærer en fravigelse af visse af de almindelige bestemmelser i lovens kap. 3 om ophavsrettens overgang til andre.

Dette gælder fx forslaget til § 58, hvorefter filmproducenten, når intet andet er aftalt, er legitimeret til at råde over filmen ved eksemplarfremstilling, spredning, offentlig fremførelse samt eftersynkronisering og tekstning. Filmformodningsreglen i § 58, der indebærer en vis ret for en filmproducent til at foretage ændringer, fx ved tekstning, indebærer også en fravigelse af bestemmelsen i lovforslagets § 56, hvorefter overdragelse af ophavsret ikke giver erhververen ret til at ændre værket, medmindre andet er aftalt.

Forslaget til § 59, hvorefter ophavsretten til et edbprogram, der er frembragt af en arbejdstager under udførelsen af dennes arbejde eller efter arbejdsgiverens anvisninger, når intet andet er aftalt, overgår til arbejdsgiveren, indebærer en fravigelse af specialitetsgrundsætningen i § 53, stk. 3, og tilbagefaldsretten i § 55.

Endelig er der som led i ophævelsen af fotografiloven foreslået en ny bestemmelse i § 60 vedrørende bestilte portrætbilleder.

Til § 53

Til stk. 1

Efter den gældende lovs § 27, stk. 1, 1. pkt., kan ophavsmanden med den begrænsning, der følger af lovens § 3, helt eller delvis overdrage sin ret til at råde over værket.

Forslaget til stk. 1 medfører den ændring i forhold til den gældende bestemmelse, at udtrykket »sin ret til at råde over værket« ændres til »sine rettigheder efter denne lov«. Ændringen, der er af redaktionel karakter, bygger på et forslag fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1197/1990.

Forslaget til stk. 1 indeholder endvidere - ud over en henvisning til forslagets § 3 om droit moral - en henvisning til lovforslagets § 38, hvorefter retten til følgeretsvederlag udgør en begrænsning i det almindelige princip om ophavsrettens overdragelighed. Henvisningen har alene præciserende karakter, idet det allerede følger af bestemmelsen i lovforslagets § 38, stk. 4, at retten til følgeretsvederlag er personlig og uoverdragelig.

Til stk. 2

Forslaget til stk. 2 om overdragelse af eksemplarer svarer til § 27, stk. 1, 2. pkt., i den gældende lov.

Til stk. 3

Forslaget til stk. 3 vedrørende den ovenfor nævnte specialitetsgrundsætning svarer med en redaktionel ændring til den gældende lovs § 27, stk. 1, 3. pkt. Ændringen indebærer, at udtrykket »gøre værket tilgængeligt for almenheden« erstattes med ordene »udnytte værket«. Formålet med ændringen er at præcisere, at bestemmelsen også gælder ved aftaler om eksemplarfremstilling.

Til stk. 4

Efter forslaget til stk. 4 kan bestemmelserne i lovforslagets §§ 54-59 om overdragelse af ophavsret fraviges ved aftale mellem parterne, medmindre andet er fastsat i de enkelte bestemmelser. Dette udgangspunkt om fravigelighed svarer til gældende ret, jf. ophavsretslovens § 27, stk. 2.

Et flertal i Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1197/1990 foreslået det modsatte udgangspunkt, således at bestemmelserne om overdragelse ikke skulle kunne fraviges ved aftale, medmindre andet er fastsat. Udvalgsflertallets forslag vedrører alle bestemmelser i kap. 3 og begrundes med, at der på ophavsrettens område i en del tilfælde kan være behov for i aftalerelationer at beskytte ophavsmændene.

Et mindretal i udvalget finder ikke, at der bør gennemføres nye ufravigelige regler om overdragelse af ophavsrettigheder. Mindretallet anfører, at ophavsretsområdet fortsat bør hvile på princippet om aftalefrihed. En begrænsning af aftalefriheden bør alene komme på tale, såfremt der kan påvises et reelt beskyttelsesbehov, som ikke er tilstrækkeligt tilgodeset gennem aftalelovens regler, herunder domstolenes mulighed for efter aftalelovens § 36 at tilsidesætte urimelige aftaler.

Dansk Forfatterforening, Dansk Komponistforening og Sammenslutningen af Scenografer, Instruktører og Filmarbejdere har under høringen støttet forslaget om at ændre udgangspunktet, således at bestemmelserne om overdragelse ikke kan fraviges ved aftale, medmindre andet er fastsat. Som begrundelse anføres, at et udgangspunkt om aftalefrihed forudsætter, at aftaleparterne organisatorisk er lige stærke, hvilket efter de nævnte organisationers opfattelse ikke er tilfældet i dag.

Den Danske Forlæggerforening, Danske Reklamebureauers Brancheforening, Det kgl. Teater, Danske Teaterlederes Fællesråd samt IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark har under høringen støttet forslaget om fastholdelse af det almindelige princip om aftalefrihed.

Spørgsmålet om fravigelighed af lovens bestemmelser om overdragelse har været drøftet med de andre nordiske lande. Der har her ikke været tilslutning til det danske udvalgsflertals forslag om, at overdragelsesbestemmelserne som udgangspunkt skal være ufravigelige. Der er heller ikke stillet forslag herom fra de andre nordiske revisionsudvalg.

På denne baggrund finder Kulturministeriet ikke, at der foreligger et tilstrækkeligt grundlag for - som foreslået af Ophavsretsudvalget - at fravige det i dansk formueret almindeligt gældende princip om aftalefrihed. Ministeriet lægger herved vægt på, at der i aftaleloven findes de fornødne bestemmelser til beskyttelse af en svagere part, samt at ophavsmændenes beskyttelsesbehov i aftalerelationer allerede i vid udstrækning er særligt tilgodeset ved bestemmelserne om overdragelse af ophavsrettigheder i lovforslagets §§ 53-57.

Kulturministeriet foreslår derfor, at den gældende lovs udgangspunkt, hvorefter bestemmelserne om overdragelse af ophavsret i §§ 54-59 kan fraviges ved aftale mellem parterne, opretholdes. Den eneste undtagelse herfra er forslaget til § 57 om afregning og kontrol, jf. nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 54

Bestemmelsen i lovforslagets § 54 er ny. Forslaget indebærer dels en almindelig pligt for erhververen til at udnytte værket dels en tilbagefaldsret for ophavsmanden, hvorefter aftalen kan hæves, hvis erhververen ikke har udnyttet værket inden en rimelig tid eller senest inden 5 år fra det tidspunkt, hvor aftalen er opfyldt fra ophavsmandens side. Bestemmelsen kan fraviges ved aftale, jf. lovforslagets § 53, stk. 4.

Forslaget er baseret på en indstilling fra et flertal i Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1197/1990. Udvalgsflertallets forslag er bl.a. begrundet i et ønske om at ophæve de detaljerede regler for de forskellige aftaletyper og erstatte dem med få, generelle regler om overdragelse af ophavsrettigheder. Endvidere er flertallet af den opfattelse, at en erhverver ikke bør kunne blokere for en række udnyttelsesformer i tilfælde, hvor han ikke selv inden for en rimelig tid har iværksat en udnyttelse af værket. Udvalgsforslaget forudsætter en udnyttelsespligt for erhververen.

Et mindretal finder, at den af udvalgsflertallet foreslåede bestemmelse påfører erhververen en uacceptabel risiko ved at give ophavsmanden en ret til at hæve en aftale, når værket ikke udnyttes. Endvidere finder mindretallet, at den foreslåede udnyttelsesfrist på 5 år er for kort.

Under høringen har Dansk Musikforlæggerforening, Den Danske Forlæggerforening og Dansk Industri vendt sig mod udvalgsflertallets forslag, idet man foretrækker særlige regler for de enkelte aftaletyper. Andre høringsinstanser har støttet forslaget, men går ind for en kortere udnyttelsesfrist. Dette gælder Dansk Forfatterforening (2 år), Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer (2 år), Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (1 år), Fællesrådet for Udøvende Kunstnere (3 år) og Statens Musikråd, som også fremhæver, at 5-års fristen er for lang for så vidt angår samtidsmusik. Forslaget har endvidere under forudsætning af fravigelighed fået støtte af Dansk Arbejdsgiverforening og Danmarks Radio, medens Sammenslutningen af Scenografer, Instruktører og Filmarbejdere foretrækkker en ufravigelig regel.

Kulturministeriet kan tiltræde udvalgsflertallets forslag, idet ministeriet dog som nævnt ikke finder, at bestemmelsen bør være ufravigelig.

Efter ministeriets opfattelse kan de af bl.a. udvalgets mindretal fremførte betænkeligheder ikke tillægges samme vægt, når bestemmelsen efter lovforslaget gøres fravigelig. Parterne vil således frit kunne aftale enten, at fristen skal være kortere eller længere, eller at der ikke i deres indbyrdes aftaleforhold skal gælde nogen udnyttelsesfrist. Den foreslåede bestemmelse viderefører i en vis udstrækning allerede gældende bestemmelser. For så vidt angår musikforlagsaftaler er der fx efter den gældende ophavsretslovs § 36 en udnyttelsesfrist på 4 år, efter hvilket tidspunkt ophavsmanden kan hæve aftalen. Ministeriet finder i øvrigt, at en bestemmelse af den foreslåede karakter må anses for rimelig i betragtning af den stærke interesse en ophavsmand normalt må antages at have i, at et værk udnyttes så hurtigt som muligt. Den af udvalgsflertallet foreslåede maksimumsfrist på 5 år må derfor efter ministeriets opfattelse anses for rimelig. Kulturministeriet finder det ligeledes naturligt, at udvalgets forudsætning om en udnyttelsespligt for erhververen kommer til at fremgå af selve lovteksten. I overensstemmelse hermed indeholder forslaget til § 54, 1. pkt., en almindelig pligt for erhververen til at udnytte værket.

Tilbagefaldsretten i forslagets § 54 består i en adgang for ophavsmanden til at hæve aftalen, hvis erhververen ikke har udnyttet værket inden for en rimelig tid eller senest 5 år efter, at ophavsmanden har opfyldt aftalen. I overensstemmelse med Ophavsretsudvalgets forslag indebærer en hæveadgang i almindelighed, at ophavsmanden uden varsel kan trække sine rettigheder tilbage. Hvad der skal forstås ved udtrykket »rimelig tid« må afgøres konkret under hensyn til karakteren af det enkelte værk og den relevante udnyttelsesform. En vis vejledning vil efter ministeriets opfattelse kunne hentes i de udnyttelsesfrister, som findes i den gældende ophavsretslov, hvor der for offentlige fremførelser er en frist på 3 år (§ 32), for almindelige forlagsaftaler 2 år (§ 36), for musikforlagsaftaler 4 år (§ 36) og for filmatiseringsaftaler 5 år (§ 41).

Har ophavsmanden i løbet af kontraktforholdet givet afkald på at gøre sin tilbagefaldsret gældende, fx i forbindelse med en genforhandling af kontrakten, løber der en ny frist, medmindre andet er aftalt.

En aftale om, at der ikke skal gælde nogen udnyttelsesfrist, eller at fristen skal vare i en betragtelig årrække, vil evt. kunne tilsidesættes i henhold til aftalelovens § 36 om urimelige aftaler.

Forslaget til § 54 regulerer alene spørgsmålet om ophavsmandens tilbagefaldsret. Bestemmelsen udelukker ikke, at erhververens manglende udnyttelse af værket kan indebære en misligholdelse af kontrakten, som giver ophavsmanden et krav på erstatning og/eller adgang til at hæve kontrakten. Om en sådan misligholdelse og erstatningspligt mv. foreligger, må afgøres efter kontraktrettens almindelige regler.

Forslaget til § 54 gentager ikke de i dag gældende regler om, at ophavsmanden kan beholde allerede oppebåret honorar i tilfælde af ophævelse på grund af erhververens manglende opfyldelse af udnyttelsespligten, jf. den gældende ophavsretslovs § 36, stk. 2. Et sådant forskudshonorar kan typisk opfattes som et vederlag for erhververens fortrinsret til at udnytte værket. Det vil derfor normalt være klart, at ophavsmanden er berettiget til at beholde det modtagne honorar. I lighed med flertallet i Ophavsretsudvalget finder Kulturministeriet ikke nogen grund til at videreføre den gældende bestemmelse i § 36, stk. 2.

Forslaget til § 54 finder kun anvendelse på aftaler, der indgås efter lovens ikrafttræden, jf. overgangsbestemmelsen i lovforslagets § 91, stk. 1.

Til § 55

Bestemmelsen i lovforslagets § 55 er ny. Efter forslaget kan ophavsmanden med rimeligt varsel opsige en overdragelse af rettighederne til udnyttelsesformer, der ikke udtrykkeligt er specificerede i aftalen, når 3 år er forløbet efter det tidspunkt, hvor aftalen er opfyldt fra hans side, og erhververen ikke forinden har iværksat disse udnyttelsesformer. Bestemmelsen kan fraviges ved aftale, jf. forslaget til § 53, stk. 4.

Forslaget til § 55 skal ses i sammenhæng med forslaget til § 54, hvorefter ophavsmanden har en generel tilbagefaldsret ved erhververens manglende udnyttelse af værket.

Den foreslåede bestemmelse bygger på et forslag fra flertallet i Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1197/1990. Flertallet begrunder forslaget med, at det er vigtigt, at en erhverver ikke kan blokere for uspecificerede udnyttelsesformer uden selv at iværksætte dem. Efter udvalgsforslaget skal bestemmelsen være ufravigelig.

Et mindretal i udvalget har vendt sig imod forslaget om, at bestemmelsen skal være ufravigelig. Efter mindretallets opfattelse har flertalsforslaget i øvrigt et indhold, der gør det vanskeligt at forudse, hvorledes bestemmelsen vil virke i praksis.

Flertalsforslaget om en tilbagefaldsret med hensyn til uspecificerede udnyttelsesformer har fået tilslutning fra bl.a. Fællesrådet for Udøvende Kunstnere og Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer, der imidlertid har foreslået opsigelsesfristen nedsat til henholdsvis 1 og 2 år. Endvidere har Sammenslutningen af Scenografer, Instruktører og Filmarbejdere støttet forslaget om at gøre bestemmelsen ufravigelig, medens Danmarks Radio finder, at den bør være fravigelig.

Den danske Forlæggerforening, Dansk Musikforlæggerforening og Dansk Industri har generelt udtalt sig mod forslaget.

Kulturministeriet kan tiltræde udvalgsflertallets synspunkter, idet ministeriet dog finder, at forslaget bør suppleres med et varslingskrav i selve lovteksten. For så vidt angår spørgsmålet om ufravigelighed henvises til bemærkningerne til forslagets § 53, stk. 4.

Forslaget til § 55 finder kun anvendelse, såfremt overdragelsen omfatter udnyttelsesformer, der ikke udtrykkeligt er specificerede i en aftale. En udnyttelsesform anses ikke for udtrykkeligt specificeret i aftalen, hvis udnyttelsesformen fremgår af generelle, abstrakte afgrænsninger. Bestemmelsen vil således naturligt finde anvendelse på aftaler, der blot indeholder en henvisning til, at »alle rettigheder«, »den fulde og uindskrænkede overdragelige ophavsret« eller »enhver ret til mangfoldiggørelse og udgivelse i enhver teknik« er overdraget.

Foreligger der en konkretiseret beskrivelse af den eller de udnyttelsesformer, som omfattes af overdragelsen, finder bestemmelsen ikke anvendelse. Dette gælder fx, hvis den overdragne udnyttelsesform beskrives som »retten til at udgive i bogform«, »retten til udsendelse i radio og tv« eller »retten til at filmatisere«.

Såfremt en aftale specificerer visse udnyttelsesrettigheder, men tillige indeholder mere generelle formuleringer, finder reglen ligeledes anvendelse, men i så fald alene med hensyn til de ikke specificerede udnyttelsesformer.

Forslaget til § 55 giver ophavsmanden ret til at opsige overdragelsen af de uspecificerede rettigheder, som erhververen ikke har udnyttet inden 3 år, efter at aftalen er opfyldt af ophavsmanden fx ved aflevering af et manuskript til en forlægger el.lign.

Tilbagefaldsretten efter § 55 er betinget af, at ophavsmanden giver erhververen et »rimeligt varsel«. Heri ligger, at erhververen efter ophavsmandens meddelelse skal have rimelig tid til at iværksætte en efter aftalen mulig værksudnyttelse og således opfylde sin udnyttelsespligt. Værket skal ikke nødvendigvis i dette tidsrum være udgivet el.lign. Efter ministeriets opfattelse må det efter omstændighederne anses for tilstrækkeligt, at erhververen træffer rimelige forberedelser til værksudnyttelsen og fremmer denne uden unødig forsinkelse. Det vil fx kunne være tilfældet ved produktion af større tv-serier og ved opførelse af bygningsværker. Bestemmelsen har til formål at mindske erhververens risiko for et formuetab, som vil kunne opstå, hvis ophavsmanden uden varsel kunne opsige en rettighedsoverdragelse, som erhververen havde påregnet at gøre brug af og evt. satset på økonomisk.

Ophavsmandens varsling skal afgives enten op til 3-års fristens udløb eller efter dette tidspunkt. Bestemmelsen kan ikke anses for opfyldt, hvis ophavsmanden allerede ved kontraktens indgåelse eller i begyndelsen af kontraktens løbeperiode giver erhververen varsel om, at han vil benytte sig af sin ret til opsigelse. Har erhververen uagtet ophavsmandens meddelelse og varsling ikke udnyttet værket, kan ophavsmanden gøre tilbagefaldsretten gældende i medfør af forslaget til § 55.

Der er ikke i forslaget til § 55 taget stilling til, hvorledes ophavsmanden kan udnytte de tilbagefaldne rettigheder. Den tilbagefaldne udnyttelsesret kan efter omstændighederne efter konkurrenceretlige grundsætninger være begrænset i forhold til erhververens interesser. Forslaget til § 55 har heller ikke konsekvenser for dansk rets almindelige regler om misligholdelse af kontrakter.

Til § 56

Til stk. 1

Efter den gældende ophavsretslovs § 28, stk. 1, giver overdragelse af ophavsret ikke erhververen ret til at ændre værket, når ikke andet er aftalt. Forslaget til § 56, stk. 1, medfører den ændring, at værket ikke må ændres »medmindre ændringen er sædvanlig eller åbenbart forudsat«. Bestemmelsen kan fraviges ved aftale, jf. lovforslagets § 53, stk. 4.

Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1197/1990 foreslået, at det i loven præciseres, at overdragelse af ophavsret ikke giver erhververen ret til at ændre værket i større omfang, end hvad der er sædvanligt eller åbenbart forudsat ved udnyttelsen af den overdragne ret. Udvalgsforslaget indebærer, at udgangspunktet vedrørende erhververens ændringsret vendes i forhold til den gældende bestemmelse. Bestemmelsen er i udvalgsforslaget ufravigelig.

Som begrundelse for forslaget anfører udvalget, at det ved mange former for overdragelse af udnyttelsesretten til et værk vil stå klart, at erhververen må være berettiget til at foretage større eller mindre ændringer af værket. Aftaler om overdragelse af retten til at filmatisere en roman vil fx typisk indebære, at romanen må bearbejdes i form af en drejebog. På samme måde må forlæggeren til et skønlitterært værk have adgang til at rette oplagte sprogfejl i et manuskript uden udtrykkeligt samtykke fra forfatteren. I ansættelsesforhold må det ligeledes antages, at artikler til en avis kan undergives visse ændringer uden journalistens udtrykkelige samtykke.

Forslaget til stk. 1 har under høringen fået støtte fra bl.a. IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark, som dog finder, at bestemmelsen bør være fravigelig. Statens Musikråd har givet udtryk for samme opfattelse, men finder at bestemmelsen bør være ufravigelig. Dansk Forfatterforening har under høringen generelt udtalt sig mod forslaget.

Kulturministeriet kan i hovedsagen tilslutte sig de af Ophavsretsudvalget fremførte synspunkter. I modsætning til udvalgsforslaget foreslås det dog at bevare udgangspunktet i den gældende bestemmelse, dvs. at erhververen ikke må ændre værket, medmindre ændringen er sædvanlig eller åbenbart forudsat. Endvidere finder ministeriet, at man bør fastholde princippet om fravigelighed. Der henvises herom til bemærkningerne i det indledende afsnit til kap. 3 og til bemærkningerne til forslaget til § 53, stk. 4.

Formålet med forslaget til stk. 1 er at lovfæste den hidtidige praksis, hvorefter man har indfortolket en stiltiende aftale om, at erhververen i begrænset omfang kan ændre værket. Om erhververen herefter uden samtykke må ændre værket, vil bl.a. afhænge af værkets art og de tekniske forhold ved udnyttelsen. Ved værker af en mere teknisk karakter såsom edb-programmer, vil det ofte ligge klart, at erhververen må foretage en vis tilpasning, jf. herved bestemmelsen i lovforslagets § 36, stk. 1, om den retmæssige erhververs adgang til at ændre et edb-program. Ved værker af en mere kunstnerisk beskaffenhed bør det derimod efter ministeriets opfattelse normalt være udelukket at ændre værket. Bestemmelsen giver således fx ikke filmproducenten adgang til i forbindelse med en filmatisering af en roman at ændre dennes grundtræk, medmindre forfatteren giver samtykke hertil, ligesom en forlægger heller ikke med hjemmel i bestemmelsen må ændre handlingen eller andre karakteristika i en roman.

Det bemærkes, at forslaget til stk. 1 ikke gør noget indgreb i ophavsmandens ret til efter forslaget til § 3 at modsætte sig ændringer, der er krænkende for hans kunstneriske anseelse eller egenart.

Til stk. 2

Efter den gældende ophavsretslovs § 28, stk. 2, må ophavsretten ikke overdrages videre uden samtykke, medmindre den indgår i en forretning eller forretningsafdeling og overdrages sammen med denne. Overdrageren vedbliver efter stk. 2, 2. pkt., at være ansvarlig for, at aftalen med ophavsmanden bliver opfyldt.

Forslaget til stk. 2 medfører, at udgangspunktet om forbud mod videreoverdragelse bevares, men at videreoverdragelse kan ske, hvis denne er »sædvanlig eller åbenbart forudsat«. Formuleringen svarer til den i forslaget til § 56, stk. 1, anvendte. Bestemmelsen kan efter lovforslagets § 53, stk. 4, fraviges ved aftale.

Et flertal i Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1197/1990 foreslået, at den gældende bestemmelse i ophavsretslovens § 28, stk. 2, ikke videreføres. Flertallet begrunder forslaget med, at adskillige moderne udnyttelsesformer i praksis forudsætter, at erhververen er i stand til at videreoverdrage rettighederne til andre. Efter flertallets opfattelse er bestemmelsen næppe blevet respekteret i det praktiske retsliv. Flertallet finder derfor, at spørgsmålet om adgang til videreoverdragelse bør løses i de enkelte kontrakter og i øvrigt afgøres efter dansk rets almindelige regler om overdragelse af rettigheder og forpligtelser i henhold til gensidigt bebyrdende retshandler.

Et mindretal i udvalget finder, at det fortsat er påkrævet at sikre ophavsmændene mod videreoverdragelse, og at denne beskyttelse bør udvides til også at omfatte tilfælde af virksomhedsoverdragelse. Mindretallet foreslår derfor, at bestemmelsen formuleres således, at der til enhver videreoverdragelse kræves samtykke fra ophavsmanden. Dansk Komponistforening og Sammenslutningen af Scenografer, Instruktører og Filmarbejdere har under høringen støttet mindretalsforslaget. Det anføres bl.a., at ophavsmanden ofte vil have svært ved at overskue omfanget af en overdragelse i relation til de almindeligt gældende regler om overdragelse af rettigheder og forpligtelser i henhold til gensidigt bebyrdende retshandler.

Kulturministeriet kan tiltræde synspunkterne fra udvalgets mindretal og høringsinstanserne og finder, at der fortsat bør være en lovbestemmelse om videreoverdragelse af ophavsretten. Bestemmelsen bør imidlertid udformes på en sådan måde, at den stemmer bedre overens med de faktiske forhold.

På denne baggrund foreslås det i stk. 2, at overdragelse af ophavsret ikke skal give erhververen nogen ret til at videreoverdrage ophavsretten, medmindre videreoverdragelsen er sædvanlig eller åbenbart forudsat.

Forslaget indebærer, at det hidtidige udgangspunkt bevares, dvs. at erhververen ikke må videreoverdrage ophavsretten uden samtykke fra ophavsmanden. Undtaget herfra er kun situationer, hvor erhververens adgang til videreoverdragelse er sædvanlig eller åbenbart forudsat i forbindelse med aftalen om rettighedsoverdragelse.

Omfattet af den foreslåede videreoverdragelsesret vil efter ministeriets opfattelse normalt også være tilfælde, hvor erhververens ophavsret indgår i en forretning eller en forretningsafdeling (fx et bogforlag) og overdrages sammen med denne, jf. ordlyden af den gældende bestemmelse i lovens § 28, stk. 2.

Forslaget til stk. 2, 2. pkt., hvorefter overdrageren vedbliver at være ansvarlig for, at aftalen med ophavsmanden bliver opfyldt, svarer til bestemmelsen i den gældende lovs § 28, stk. 2, 2. pkt.

Til § 57

Efter forslaget til § 57 kan ophavsmanden, hvis hans vederlag er royalty-baseret el.lign., kræve, at der sker afregning mindst en gang om året. Ophavsmanden kan ligeledes kræve visse oplysninger og en vis kontrol af aftaleerhververens regnskaber mv.

Forslaget viderefører delvis reglerne i den gældende ophavsretslovs § 37 om forlagsaftaler. Forslaget til § 57 er dog generelt formuleret og gælder således ikke alene for forlagsaftaler, men for alle aftaler om overdragelse af ophavsret, herunder også kollektivaftaler, som træffes på grundlag af aftalelicensbestemmelser.

Forslaget bygger på en indstilling fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1197/1990. Efter udvalgets opfattelse er forslaget udtryk for en lovfæstelse af, hvad der hidtil har været gældende i kraft af almindelige retsgrundsætninger.

Udvalgsforslaget har fået tilslutning fra bl.a. Den Danske Forlæggerforening, Sammenslutningen af Scenografer, Instruktører og Filmarbejdere samt IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark.

Kulturministeriet kan tiltræde, at der kan være behov for udtrykkelige og ufravigelige lovbestemmelser om ophavsmandens krav på afregning og kontrol.

Forslaget til § 57, stk. 1, stiller visse nærmere krav til afregningen. Denne skal finde sted en gang årligt (1. pkt.), og være ledsaget af fyldestgørende oplysninger om de forhold, der har ligget til grund for vederlagsberegningen (2. pkt.). Ved fyldestgørende oplysninger forstås de oplysninger vedrørende salgstal, priser o.lign., som efter aftalen danner grundlag for beregning af vederlaget.

Bestemmelsen i forslaget til § 57, stk. 2, forudsættes kun anvendt i særlige tilfælde, hvor ophavsmanden har grund til at formode, at der forekommer uregelmæssigheder i erhververens afregning og/eller vederlagsberegning. Den af ophavsmanden udpegede revisor kan efter forslaget kun kræve dokumentation for forhold, som vedrører ophavsmandens egen afregning, og som er fornødne for at kontrollere denne afregning.

Efter forslaget til § 57, stk. 3, kan bestemmelserne i stk. 1 og 2 om afregning og kontrol ikke fraviges til skade for ophavsmanden. Dette svarer til gældende ret med hensyn til forlagsaftaler i ophavsretslovens § 37, jf. også den gældende lovs § 27, stk. 2, sidste led.

Til § 58

Efter den gældende ophavsretslovs § 42, som ændret i 1973, omfatter overdragelse af ret til indspilning af et litterært eller kunstnerisk værk på film ret til ved hjælp af filmen at gøre værket tilgængeligt for almenheden samt ret til at forsyne filmen med tekster eller tale på et andet sprog. Efter lovens stk. 2 omfattes musikværker ikke af bestemmelsen. Efter motiverne til § 42 indebærer bestemmelsen, at filmproducenten erhverver rettighederne til offentlig fremførelse af filmen, herunder i biografer og i fjernsynet, samt ret til at fremstille og sprede de hertil nødvendige eksemplarer. Derimod har der hersket tvivl om, hvorvidt bestemmelsen omfatter spredning af filmen ved videoudlejning o.lign.

Den gældende formodningsregel i § 42 skal ses i sammenhæng med lovens § 58, stk. 5, hvorefter § 42 ikke finder anvendelse på filmværker, der som hjemland har et andet Bernerunionsland, som har tiltrådt konventionens Paris-akt af 1971. For sådanne filmværker gælder i stedet § 6 i kgl. anordning nr. 452 af 18. juni 1990 om anvendelsen af ophavsretsloven i forhold til andre lande mv. Efter anordningens § 6 indebærer aftaler om at medvirke ved indspilning af filmværker, at ophavsmændene, såfremt andet ikke følger af aftalen, ikke kan modsætte sig, at eksemplarer af værket fremstilles eller spredes til almenheden, at værket fremføres offentligt, eller at værkets tekst indtales eller på anden måde gengives på et andet sprog.

Baggrunden for den gældende bestemmelse i § 42 om filmatiseringsaftaler er Bernerkonventionens art. 14 bis, der blev gennemført ved Stockholm-revisionen i 1967. Efter denne bestemmelse gælder det bl.a., at ophavsmænd, der har ydet bidrag til fremstillingen af et filmværk, ikke kan modsætte sig filmværkets reproduktion, spredning, offentlige fremførelse mv., eller at filmværket forsynes med undertekster eller eftersynkroniseres. Bestemmelsen kan fraviges ved aftale. Bestemmelsen omfatter ikke ophavsmænd til allerede eksisterende værker, fx litterære eller dramatiske forlæg, som måtte være genstand for en filmatisering. De enkelte unionslande kan endvidere bestemme, at bestemmelsen ikke skal finde anvendelse på ophavsmænd til drejebøger, dialoger og musikværker, som er frembragt med henblik på fremstillingen af filmværket, og heller ikke på filmværkets hovedinstruktør.

Lovforslagets § 58 medfører følgende ændringer i forhold til formodningsreglen i den gældende lovs § 42:

- Det præciseres, at bestemmelsen - ud over offentlig fremførelse samt tekstning og eftersynkronisering - tillige omfatter enhver form for eksemplarfremstilling og spredning af en film.

- Den personkreds, som omfattes af formodningsreglen, indsnævres, idet bestemmelsen ikke skal finde anvendelse på aftaler om filmatisering af allerede eksisterende værker, på drejebøger, dialoger og musikværker, som er frembragt med henblik på fremstillingen af filmen, eller på filmens hovedinstruktør.

Herudover er der kun foreslået ændringer af redaktionel og sproglig karakter.

Den foreslåede bestemmelse er udformet i nær overensstemmelse med Bernerkonventionens art. 14 bis. Herved overflødiggøres de hidtidige særregler i ophavsretslovens § 58, stk. 5, for filmværker fra andre Bernerunionslande.

Ophavsretsudvalget har behandlet formodningsreglen om filmaftaler i betænkning nr. 1000/1984 og betænkning nr. 1197/1990. Udvalgets overvejelser i den førstnævnte betænkning førte ikke til ændringsforslag. I betænkning nr. 1197/1990 har et flertal i udvalget stillet forslag om en formodningsregel stort set svarende til lovforslagets § 58.

Baggrunden for udvalgsforslaget er, at man finder det utilfredsstillende, at danske film efter gældende ret undergives en anderledes regulering end udenlandske film, ikke mindst fordi Bernerkonventionens regler afspejler den fremherskende internationale tendens på området. Desuden finder man, at de gældende reglers struktur gør dem vanskeligt tilgængelige.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvilke udnyttelsesrettigheder formodningsreglen skal omfatte, finder udvalget, at det i lyset af den aftalestruktur, som er slået igennem på filmområdet, er mindre betænkeligt at gennemføre en mere generel affattelse af formodningsreglen i overensstemmelse med Bernerkonventionens art. 14 bis.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke ophavsmænd og værker der skal omfattes af formodningsreglen, sætter udvalget spørgsmålstegn ved, om der er behov for et så bredt anvendelsesområde for formodningsreglen, som den har i sin nuværende affattelse, herunder særlig i relation til allerede eksisterende værker. Lovgivningen bør efter udvalgets opfattelse snarere tilskynde parterne til at indgå aftaler end at gøre disse overflødige.

Et mindretal i Ophavsretsudvalget kan tiltræde udvalgsflertallets forslag om at ændre bestemmelsen, således at den kan anvendes på alle film, uanset hjemland, og at den bringes i nær overensstemmelse med Bernerkonventionens art. 14 bis. Mindretallet finder imidlertid ikke, at der foreligger afgørende begrundelser for at undtage andet end allerede eksisterende værker og musikværker, der er frembragt med henblik på filmværket, fra formodningsreglen.

Danmarks Radio og IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark har under høringen lagt vægt på, at ophavsmanden til drejebøger, dialoger og filmens hovedinstruktør ikke bør undtages fra formodningsreglen, ligesom formodningsreglen bør omfatte udøvende kunstnere.

Sammenslutningen af Danske Filminstruktører, Sammenslutningen af Scenografer, Instruktører og Filmarbejdere og Samrådet for Ophavsret har støttet udvalgsflertallets forslag, specielt i relation til undtagelsen af filmens hovedinstruktør, drejebøger, dialoger mv. I øvrigt har udvalgsflertallets forslag fået tilslutning fra Danske Dramatikeres Forbund, Dansk Komponistforening, Danske Populær Autorer og Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer samt Fællesrådet for Udøvende Kunstnere.

Kulturministeriet kan tiltræde forslaget fra Ophavsretsudvalgets flertal af de af flertallet anførte grunde. Forslaget til § 58 er herefter principielt udformet i overensstemmelse med Bernerkonventionens art. 14 bis og må følgelig fortolkes i lyset af denne konventionsbestemmelse.

Forslaget til § 58 omfatter aftaler om indspilning af film. Herved forstås enhver film-, tv- og videogramproduktion.

Den, der via formodningsreglen erhverver rettighederne, er filmproducenten, dvs. den samme, som er tillagt en særlig ny producentbeskyttelse for billedoptagelser efter lovforslagets § 67, jf. nærmere bemærkningerne nedenfor til denne bestemmelse.

Formodningsreglen indebærer kun, at filmproducenten over for omverdenen antages at være legitimeret til at råde over de pågældende rettigheder. Det står således parterne frit for at aftale royalty-ordninger el.lign. som modydelse for rettighedsoverdragelsen. Formodningsreglen kan sættes ud af kraft ved aftale, jf. lovforslagets § 53, stk. 4.

Forslagets § 58, stk. 1, indebærer, at ophavsmanden ikke kan modsætte sig følgende former for udnyttelse af en film fra filmproducentens side:

- Eksemplarfremstilling, uanset på hvilken måde og i hvilket omfang dette sker (nr. 1).

- Eksemplarspredning, herunder ikke alene spredning af eksemplarer af filmen med henblik på offentlig forevisning, men også spredning i form af videogramdistribution, udlejning af videofilm osv. (nr. 2).

- Offentlig fremførelse, herunder fremførelse i biografer og udsendelse i fjernsyn (nr. 3).

- Eftersynkronisering og tekstning, (nr. 4).

Efter forslaget til § 58, stk. 2, nr. 1, finder formodningsreglen ikke anvendelse på allerede eksisterende værker. Undtagelsen indebærer fx, at forfatteren til en roman, der filmatiseres, ikke omfattes af formodningsreglen. Filmproducenten må således altid ved særlig aftale med rettighedshavere til eksisterende værker erhverve de for filmens udnyttelse nødvendige rettigheder.

Efter bestemmelserne i § 58, stk. 2, nr. 2 og 3, finder formodningsreglen heller ikke anvendelse på drejebøger, dialoger og musikværker, som er frembragt med henblik på filmen, eller på filmens hovedinstruktør.

De grupper af ophavsmænd, som herefter normalt vil være omfattet af formodningsreglen, er bl.a. instruktørassistenter, producere, scenografer, filmfotografer og filmklippere. Med hensyn til udøvende kunstnere henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 65, stk. 3.

Til § 59

Forslaget til § 59 om edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold svarer til § 42 b i den gældende ophavsretslov, som senest affattet ved ændringslovene af 1989 og 1992.

Til § 60

Bestemmelsen i lovforslagets § 60 er ny. Efter forslaget til § 60 kan ophavsmanden ikke udøve sine rettigheder til et bestilt portrætbillede uden samtykke fra bestilleren.

Efter den gældende fotografilovs § 12 tilkommer retten til et fotografisk billede, der er udført efter bestilling, bestilleren, medmindre andet er aftalt. Fotografen kan dog på sædvanlig måde udstille billedet i reklameøjemed, såfremt bestilleren ikke forbyder det. Efter fotografilovens § 12, stk. 2, kan bestilleren, selv om retten til et bestilt fotografisk portræt tilkommer fotografen, lade portrættet gengive i aviser, tidsskrifter eller skrifter med biografisk indhold, hvis fotografen ikke har taget særligt forbehold.

Et flertal i Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1063/1986 stillet forslag om at overføre særreglen i fotografilovens § 12 til ophavsretsloven i en ændret skikkelse. Efter udvalgsforslaget skal ophavsretten til fotografiet tilkomme ophavsmanden, men bestilleren skal have ret til at benytte det fotografiske værk i det omfang, dette er aftalt eller forudsat ved bestillingen. Efter udvalgets forslag kan bestilleren af et fotografisk portræt tillige lade portrættet gengive i aviser, tidsskrifter eller skrifter med biografisk indhold, medmindre andet er aftalt.

Udvalgsflertallet har anført, at den gældende bestemmelse i fotografilovens § 12 er atypisk i ophavsretslovgivningen, hvor udgangspunktet er, at ophavsretten til et bestilt værk tilkommer ophavsmanden, medmindre bestilleren ved aftale har sikret sig rettighederne. Endvidere kan den gældende bestemmelse efter flertallets opfattelse føre til urimelige resultater i tilfælde, hvor et fotografi af bestilleren benyttes i en anden sammenhæng eller på en anden måde end oprindeligt forudsat.

Et mindretal i udvalget finder, at den gældende fotografilovs § 12 har fungeret tilfredsstillende siden 1961, og at bestemmelsen derfor bør opretholdes uændret.

Flertalsforslaget har fået støtte fra bl.a. Sammenslutningen af Scenografer, Instruktører og Filmarbejdere, medens Danske Reklamebureauers Brancheforening, Den Danske Forlæggerforening, Danske Dagblades Forening, Handelskammeret og Dansk Industri finder, at den gældende bestillingsregel i fotografiloven bør opretholdes.

Endvidere har Danske Billedautorer og Dansk Journalistforbund vendt sig mod forslaget, såfremt ophævelsen af særreglen i fotografiloven kombineres med en bestemmelse om, at ophavsmandens udøvelse af sine rettigheder til et bestilt portrætbillede betinges af bestillerens samtykke.

Ophavsretsudvalget i Sverige har stillet forslag om at ophæve særreglen om bestilling af fotografiske billeder og i stedet lade fotografier være omfattet af den generelle bestemmelse i den gældende svenske ophavsretslovs § 27, stk. 2, 2. pkt., hvorefter ophavsmanden ikke må udøve sine rettigheder til et bestilt portrætbillede uden samtykke fra bestilleren eller dennes efterladte.

Spørgsmålet om den ophavsretlige regulering af bestilte fotografier og portrætbilleder har været drøftet med de andre nordiske lande. Der har her vist sig at være overvejende sympati for det svenske udvalgsforslag.

Kulturministeriet finder på denne baggrund, at bestemmelsen i den gældende fotografilovs § 12 om retten til bestilte fotografier ikke bør videreføres i ophavsretsloven. Ministeriet kan tiltræde det danske udvalgsflertals synspunkt om, at den gældende særregel ikke alene strider mod de almindelige principper inden for ophavsretslovgivningen om bestillingsforhold, men også konkret kan føre til urimelige resultater.

Ministeriet finder på den anden side ikke, at det af udvalgsflertallet stillede forslag om retten til bestilte fotografier bør gennemføres. Det skyldes for det første, at udvalgsforslaget kun vedrører bestillerens forhold og ikke det for bestilleren ofte vigtige spørgsmål om, i hvilket omfang ophavsmanden må udnytte værket uden bestillerens samtykke. For det andet er ministeriet af den opfattelse, at den foreslåede inkorporering af fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven naturligt må have som konsekvens, at de hidtidige særregler om fotografiske billeder ikke videreføres. De særlige hensyn, som kan anføres til fordel for bestilleren af portrætter, er af generel karakter og gælder ikke kun i relation til fotografier. Bestilleren af et portrætbillede kan almindeligvis have en beskyttelsesværdig interesse i, at den, der har udført bestillingsarbejdet, ikke udnytter dette til anden side. En sådan forudsætning vil imidlertid kun sjældent komme til udtryk i aftaler mellem bestilleren og ophavsmanden, bl.a. fordi bestilleren af et portrætbillede ofte er en privatperson, der ikke er bekendt med de ophavsretlige regler.

Der foreslås på denne baggrund en generelt formuleret bestemmelse, som har til formål at give bestilleren af et portrætbillede en beskyttelse imod, at ophavsmanden uden bestillerens samtykke udnytter billedet til anden side. Forslaget til § 60 er udformet med forbillede i de gældende bestemmelser i den svenske og den finske ophavsretslovs § 27, stk. 2, 2. pkt.

Ministeriet har i forbindelse med udformingen af en sådan generel bestemmelse om bestilte portrætbilleder særligt overvejet den tidsmæssige udstrækning af beskyttelsen. Efter de svenske og finske bestemmelser gælder det, at disse ikke alene finder anvendelse for så vidt angår bestilleren, men efter dennes død også for bestillerens ægtefælle og livsarvinger. I det foreløbige, departementale udkast fra maj 1992 var bestemmelsen om bestilte portrætbilleder foreslået formuleret på samme måde. Efter fornyede overvejelser finder ministeriet imidlertid, at der næppe er behov for en så vidtrækkende bestemmelse. Det foreslås derfor, at det alene er nødvendigt for ophavsmanden at indhente samtykke fra bestilleren. Efter bestillerens død kan ophavsmanden frit udøve sine rettigheder til portrættet.

I modsætning til den gældende fotografilovs § 12 er det efter forslaget til § 60 ikke bestilleren, men ophavsmanden, der er indehaver af rettighederne.

Omfattet af den foreslåede bestemmelse er portrætbilleder, hvad enten der er tale om fotografiske billeder, malerier, tegninger el.lign.

Bestemmelsen i § 60 forudsætter, at der foreligger et bestillingsforhold, dvs. at portrætbilledet er udført efter en forudgående bestilling. Bestilleren er ikke nødvendigvis identisk med den portrætterede. Det er imidlertid efter forslaget til § 60 under alle omstændigheder bestilleren, der skal give samtykke til, at ophavsmanden udøver sine rettigheder til et bestilt portrætbillede. Bestemmelsen i § 60 berører ikke den beskyttelse af den portrætterede person, som måtte følge af anden lovgivning.

Det har under høringen været foreslået, at ophavsmandens udøvelse af sine rettigheder til et bestilt portrætbillede bør være betinget af samtykke fra den portrætterede. Kulturministeriet finder imidlertid, at et krav om, at der ikke alene skal indhentes samtykke fra bestilleren, men også fra den portrætterede, vil være for vidtgående. Dertil kommer, at spørgsmålet om hvorvidt den portrætterede person skal give samtykke efter ministeriets opfattelse ikke hører naturligt hjemme i ophavsretsloven. Såfremt der måtte være ønske herom fra den portrætterede, kan et sådant krav om samtykke i givet fald indarbejdes i bestillingsaftalen.

Det bemærkes, at forslaget til § 60 kun vedrører spørgsmålet om udøvelsen af ophavsmandens rettigheder. Spørgsmålet om rettighedernes indhold og om undtagelser herfra følger af de almindelige bestemmelser i lovens kap. 1 og 2.

Selv om ophavsmanden ikke må udøve sine rettigheder til et bestilt portrætbillede uden samtykke fra bestilleren, er han berettiget til at påtale andres krænkelse af rettighederne til billedet og kræve idømmelse af straf efter forslaget til § 76, stk. 1, nr. 1, eller, for fotografiske billeders vedkommende, stk. 1, nr. 2. Ophavsmanden kan endvidere efter omstændighederne kræve erstatning mv. i overensstemmelse med bestemmelsen i forslaget til § 83.

Udnytter ophavsmanden eller tredjemand det bestilte portrætbillede i strid med forslaget til § 60, kan bestilleren påtale overtrædelsen og kræve idømmelse af straf efter bestemmelsen i forslaget til § 76, stk. 1, nr. 3.

Til § 61

Forslaget til § 61 om ophavsrettens overgang ved arv svarer til § 30 i den gældende lov.

Til § 62

Forslaget til § 62 om kreditorforfølgning svarer til § 31 i den gældende lov som affattet ved lovændringen i 1989.

Til kapitel 4

Lovforslagets kapitel 4 vedrører ophavsrettens gyldighedstid.

De i dette kapitel foreslåede ændringer fremsættes til opfyldelse af Rådets direktiv 93/98/EØF om harmonisering af beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder, (beskyttelsestidsdirektivet), som skal være gennemført i national lovgivning inden den 1. juli 1995.

Efter direktivet skal beskyttelsestiden for værker udvides med 20 år til at vare indtil 70 år efter ophavsmandens død i stedet for 50 år, som er reglen i dag. Der skal indsættes en særlig regel for filmværker og værker, der består af flere dele, bind, numre, hæfter eller serier. Endvidere skal der indsættes en udtrykkelig bestemmelse, som hindrer, at beskyttelsen principielt kan være ubegrænset, når et værk ikke er offentliggjort. Endelig skal der indsættes en ny bestemmelse om beskyttelse af ikke tidligere udgivne værker, hvis almindelige ophavsretlige beskyttelse er udløbet, de såkaldte »posthume« værker.

For de nærtstående rettigheder foreskrives en beskyttelsestid på 50 år. Dette svarer til, hvad der siden 1985 har været gældende efter den danske ophavsretslov. Direktivet indeholder imidlertid nogle mere teknisk prægede ændringer med hensyn til beskyttelsesfristens starttidspunkt. Disse ændringer er indarbejdet i bestemmelserne i lovforslagets kap. 5 (§ 65, stk. 2, § 66, stk. 1, og § 67) om nærtstående rettigheder. Direktivet indebærer »genoplivning« af rettigheder til værker, hvis beskyttelse efter de gældende regler er udløbet. Der henvises herom til bestemmelsen i forslaget til § 90 og bemærkningerne hertil.

Herudover er der i lovforslagets § 64 indarbejdet en ny bestemmelse om beskyttelse for den, der første gang udgiver eller offentliggør et ikke tidligere udgivet værk efter udløbet af den ophavsretlige beskyttelse. Forslaget har til formål at opfylde beskyttelsestidsdirektivets art. 4.

De foreslåede bestemmelser har i efteråret 1994 været udsendt til høring og forhandlet med repræsentanter for ministerierne i de andre nordiske lande.

Til § 63

Til stk. 1

Forslaget til § 63, stk. 1, 1. pkt., har til formål at opfylde art. 1, stk. 1, i beskyttelsestidsdirektivet.

Efter den gældende lovs § 43 varer ophavsretten, indtil 50 år er forløbet efter ophavsmandens dødsår.

Efter direktivets art. 1, stk. 1, skal ophavsretten til litterære eller kunstneriske værker gælde i ophavsmandens levetid og i 70 år efter dennes død, uanset på hvilket tidspunkt værket lovligt blev gjort tilgængeligt for offentligheden.

På denne baggrund foreslås det, at der i forslaget til § 63, stk. 1, 1. pkt., indføjes 70 år.

Forslaget til § 63, stk. 1, 2. pkt., er nyt og har til formål at opfylde art. 2, stk. 2, i direktivet.

Efter den gældende lovs § 43 varer ophavsretten, indtil 50 år er forløbet efter ophavsmandens dødsår, eller for de i § 6 omhandlede værker efter den længstlevendes dødsår.

Efter direktivets art. 2, stk. 2, skal ophavsretten for filmværker vare, indtil 70 år er forløbet efter dødsåret for den længstlevende af følgende personer: den ledende instruktør, drejebogsforfatteren, dialogforfatteren og komponisten til musik, som er specielt frembragt til brug i filmværker.

Efter kontinental og nordisk retstradition tilkommer ophavsretten til et filmværk samtlige de mange ophavsmænd, som medvirker ved frembringelsen af filmværket. Beskyttelsestiden beregnes efter den længstlevende filmophavsmands død.

Efter angelsaksisk ret tilkommer ophavsretten til et filmværk principielt producenten, og beskyttelsen beregnes ikke fra død, men fra tidspunktet for filmværkets frembringelse eller frigivelse til offentligheden.

Med direktivets art. 2, stk. 2, harmoniseres de 2 retssystemer. Det sker på den måde, at beskyttelsestiden for et filmværk i fremtiden skal beregnes fra en filmophavsmands død, men antallet af filmophavsmænd, der skal tages i betragtning, reduceres til de ovennævnte 4 grupper.

På denne baggrund foreslås det, at der i § 63, stk. 1, indføjes et 2. pkt., som opregner de fire kategorier af ophavsmænd, som efter direktivet er afgørende for beregning af beskyttelsestiden. I det omfang der inden for de 4 grupper måtte være tale om flere personer, fx flere dialogforfattere eller filmmusikkomponister, skal dødstidspunkterne for de flere ophavsmænd inden for den enkelte gruppe tages i betragtning ved beregningen af beskyttelsestid. Det bemærkes, at begrænsningen til de 4 kategorier af ophavsmænd kun har betydning for beskyttelsestidens beregning for et givet filmværk. Ophavsretten til et filmværk tilkommer fortsat samtlige de ophavsmænd, som har ydet en skabende indsats i forbindelse med filmens frembringelse.

Til stk. 2 og 3.

Forslaget til § 63, stk. 2, 1. pkt., har til formål at opfylde art. 1, stk. 3, 1. pkt., i beskyttelsestidsdirektivet.

Efter den gældende lovs § 44, stk. 1, 1. pkt., varer ophavsretten til værker, der er offentliggjort uden angivelse af ophavsmandens navn, alment kendte pseudonym eller mærke, 50 år fra værkets offentliggørelse.

Efter direktivets art. 1, stk. 3, 1. pkt., skal ophavsretten til sådanne værker vare indtil 70 år.

På dennne baggrund foreslås det, at der i § 63, stk. 2, 1. pkt., indføjes 70 år.

Forslaget til § 63, stk. 2, 2. pkt., har til formål at opfylde art. 1, stk. 5, i beskyttelsestidsdirektivet.

Efter den gældende lovs § 44, stk. 1, 2. pkt., varer ophavsretten til værker, der består af flere dele, som efter deres indhold hører sammen, 50 år efter udgangen af det år, da den sidste del udkom. Består værket af flere dele, som efter deres indhold ikke hører sammen, beregnes beskyttelsestiden efter § 44, stk. 1, 1. pkt.

Efter direktivets art. 1, stk. 5, skal der for værker, som udgives i bind, dele, hæfter, numre eller serier, gælde en særskilt beskyttelsestid for hvert enkelt element.

På den baggrund foreslås det i § 63, stk. 2, 2. pkt., at der for værker, som består af flere dele, bind, hæfter, numre eller serier, skal gælde en særskilt beskyttelsestid for hver enkelt del. Det giver med den i direktivet vedtagne foreslåede udformning af reglen ingen mening at sondre mellem dele, som efter deres indhold hører sammen og dele, som ikke hører sammen, da retsvirkningen, forudsat at direktivets betingelser i øvrigt er opfyldt, vil være den samme. Bestemmelsen i § 63, stk. 3, om, at gyldighedstiden regnes fra ophavsmandens død, hvis ophavsmanden bliver angivet i overensstemmelse med § 7, eller hvis det bliver oplyst, at han er død, svarer til den gældende lovs § 44, stk. 2.

Til stk. 4.

Forslaget til § 63, stk. 4, er nyt og har til formål at opfylde art. 1, stk. 6, i beskyttelsestidsdirektivet.

Efter gældende dansk ret er beskyttelsen for anonyme og pseudonyme værker, hvor ophavsmanden er ukendt, principielt ubegrænset, så længe værket ikke er offentliggjort.

Efter direktivets art. 1, stk. 6, skal beskyttelsestiden for sådanne værker udløbe 70 år efter udgangen af det år, hvor værket blev skabt, dvs. at der efter direktivet ikke for noget værk skal gælde en evigvarende beskyttelse.

På denne baggrund foreslås det i § 63, stk. 4, at ophavsretten for værker, som ikke er offentliggjort, og hvis ophavsmand ikke er kendt, skal vare i 70 år efter udgangen af det år, hvor værket blev skabt.

Til § 64.

Forslaget til § 64 er nyt og har til formål at opfylde beskyttelsestidsdirektivets art. 4.

Efter gældende dansk ret gives der ingen beskyttelse, for så vidt angår de økonomiske rettigheder til et værk, når beskyttelsen for værket er udløbet efter bestemmelserne i den gældende lovs §§ 43 og 44.

Efter direktivets art. 4 skal der tilkomme enhver, som efter udløbet af den ophavsretlige beskyttelse for første gang lovligt udgiver eller lovligt offentliggør et ikke tidligere udgivet værk, en beskyttelse svarende til ophavsmandens økonomiske rettigheder. Beskyttelsestiden er 25 år fra tidspunktet for værkets første lovlige udgivelse eller første lovlige offentliggørelse.

Formålet med bestemmelsen er at skabe et incitament og økonomisk grundlag for udgivelse af nyopdagede ældre værker, hvor den ophavsretlige beskyttelsestid er udløbet, som tilfældet eksempelvis var for nogle år siden i Odense, hvor man fandt en ukendt Mozart symfoni.

Retten tilkommer enhver, som udgiver eller offentliggør et værk, som ikke tidligere har været udgivet. Der stilles således ikke krav om, at rettighedshaveren yder en skabende indsats.

Efter direktivet skal udgivelsen eller offentliggørelsen være lovlig. Dette indebærer bl.a., at den der uberettiget har et værk i sin besiddelse, fx ved tyveri eller lign., ikke vil være omfattet af bestemmelsen.

Beskyttelsen efter forslaget til § 64 omfatter alle typer af værker, som opfylder kravene til beskyttelse efter lovforslagets § 1, forudsat at den ophavsretlige beskyttelse er udløbet. Efter forarbejderne til direktivets art. 4 omfatter udtrykket »efter udløbet af den ophavsretlige beskyttelse« også værker, som af historiske grunde aldrig har været genstand for ophavsretlig beskyttelse, men hvor ophavsmanden har været død i mere end 70 år.

På den baggrund foreslås det i § 64, at der tillægges den, som efter udløbet af den ophavsretlige beskyttelse for første gang offentliggør eller udgiver et værk, rettigheder til værket svarende til de økonomiske rettigheder, der i loven er tillagt den, der frembringer et litterært eller kunstnerisk værk. Dette indebærer, at alle bestemmelser i loven om værker, der efter deres natur kan finde anvendelse på de ovennævnte publikationer, skal gælde til fordel for den, der for første gang publicerer et værk i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse. Dette gælder dog ikke lovens bestemmelser om ideelle rettigheder. Beskyttelsen varer, indtil 25 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor offentliggørelsen eller udgivelsen fandt sted.

Med hensyn til forståelsen af udtrykkene »offentliggørelse« og »udgivelse« henvises til lovforslagets § 8.

Til kapitel 5

I ophavsretslovens kap. 5 reguleres beskyttelsen af de såkaldte nærtstående rettigheder. Det drejer sig om beskyttelsen af udøvende kunstnere, pladeproducenter, filmproducenter, radio- og fjernsynsforetagender og fremstillere af kataloger o.lign. Beskyttelsen af disse rettigheder er efter den gældende lov ikke så omfattende som den ophavsretlige beskyttelse efter lovens kap. 1. De nærtstående rettighedshavere er i hovedsagen indrømmet rettigheder medhensyn til eksemplarfremstilling og kun i begrænset omfang rettigheder med hensyn til tilgængeliggørelse for almenheden.

Forslaget til kap. 5 indebærer, at der principielt tilvejebringes en beskyttelsesmæssig ligestilling mellem skabende og udøvende kunstnere, således at de rettigheder, der tillægges udøvende kunstnere mv., kommer til at svare til de rettigheder, der efter lovens kap. 1 er tillagt ophavsmændene.

Som noget nyt foreslås i § 67 en særlig producentbeskyttelse for fremstillere af billedoptagelser. Forslaget fremsættes til opfyldelse af art. 7 og 9 i EF-direktivet om udlejnings- og udlånsrettigheder, der i almindelighed skal være gennemført i national lovgivning inden den 1. juli 1994.

Det skal nævnes, at direktivet i art. 4 indeholder en bestemmelse om, at ophavsmænd og udøvende kunstnere, der overfører eller overdrager retten til at udleje et fonogram, en original film eller en kopi af en film til en producent af fonogrammer eller film, bevarer en ret til at oppebære et rimeligt vederlag for udlejningen. Efter direktivets art. 13, stk. 8, skal det uoverdragelige vederlag først være gennemført den 1. juli 1997. Da det vil være af praktisk betydning, at der så vidt muligt tilvejebringes ensartede nordiske løsninger på området, finder ministeriet det rigtigst at udskyde gennemførelsen af det uoverdragelige vederlagskrav, således at der bliver tid til nærmere nordiske forhandlinger om, hvorledes ordningen skal tilrettelægges.

Medens en gennemførelse af det uoverdragelige vederlagskrav kan udskydes til den 1. juli 1997, kræver direktivets art. 2, stk. 5, at der pr. 1. juli 1994 gennemføres en formodningsregel, der indebærer, at en udøvende kunstner, som medvirker i en film, antages at have overdraget sine udlejningsrettigheder til producenten, medmindre andet er aftalt. Art. 2, stk. 5, foreslås gennemført i dansk ret ved forslaget til § 65, stk. 3. Der henvises til bemærkningerne nedenfor til denne bestemmelse.

Efter udlejnings- og udlånsdirektivets art. 9, stk. 2, skal der i relation til udøvende kunstnere, fremstillere af lydoptagelser og billedoptagelser gælde en ret til fri viderespredning af deres optagelser. I modsætning til de for ophavsmændene i den gældende lovs § 23, jf. lovforslagets § 19, indeholdte spredningsbestemmelser, som giver en ret til fri viderespredning, uanset hvor et salg eller en overdragelse har fundet sted, gælder den frie viderespredningsret efter art. 9, stk. 2, kun for optagelser, der første gang er solgt eller overdraget inden for Fællesskabet, hvormed sidestilles EØS-landene. Det foreslås derfor i lovforslagets § 65, stk. 4, § 66, stk. 2, og § 67, at den frie viderespredningsret i relation til de nævnte kap. 5-rettighedshavere begrænses til at gælde for optagelser, der første gang er solgt eller på anden måde overdraget inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Til § 65

Til stk. 1 og 2

Efter den gældende lovs § 45, stk. 1, må en udøvende kunstners fremførelse af et litterært eller kunstnerisk værk ikke uden kunstnerens samtykke

- optages på grammofonplade, lydbånd, film eller anden indretning, der kan gengive den,

- udsendes i lydradio eller fjernsyn eller

- på anden måde ved samtidig overføring ad teknisk vej gøres offentlig tilgængelig for en anden kreds end den, for hvilken kunstneren direkte optræder.

En optagelse af en fremførelse må efter lovens § 45, stk. 2, ikke overføres til anden indretning, der kan gengive den, eller udsendes i radio eller fjernsyn, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da fremførelsen fandt sted.

Forslagene til stk. 1 og 2 medfører følgende ændringer:

- De udøvende kunstnere får en generel eneret til at gøre deres fremførelser tilgængelige for almenheden. Dette svarer til den beskyttelse, der efter § 2 er tillagt ophavsmændene. Efter den gældende lov har en udøvende kunstner kun eneret med hensyn til udsendelse i radio eller fjernsyn og samtidig overføring til et andet publikum.

- De udøvende kunstnere får efter forslaget til stk. 2 en eneret til at gøre foretagne lyd- eller billedoptagelser af deres fremførelser tilgængelige for almenheden. De udøvende kunstnere har i dag kun en beskyttelse mod, at optagelserne udsendes i radio eller fjernsyn, jf. den gældende lovs § 45, stk. 2, 2. led.

De praktiske konsekvenser af forslagene til stk. 1 og 2 vil være, at beskyttelsen af de udøvende kunstnere styrkes i relation til

- offentliggørelsesretten, idet de udøvende kunstnere på linie med ophavsmændene vil få en ret til at bestemme om og på hvilke vilkår, deres fremførelser første gang gøres tilgængelige for almenheden, og

- retten til spredning af eksemplarer, idet de udøvende kunstnere på linie med ophavsmændene vil få en eneret til at sprede eksemplarer af foretagne lyd- eller billedoptagelser til almenheden.

Forslagene til stk. 1 og 2 er hovedsagelig baseret på en flertalsindstilling fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 962/1982.

Udvalgsflertallets forslag skal ses på baggrund af den teknologiske udvikling i relation til bl.a. videogrammer, tv-satellitter og kabel-tv. Den ny teknologi indebærer fordele for kunstnerne på grund af en øget mulighed for udbredelse af deres produkter, men påvirker samtidig kunstnernes arbejdssituation ved at mindske behovet for direkte fremførelser. Det er derfor nødvendigt, at der findes en retsbeskyttelse, som gør det muligt at kontrollere, hvordan fremførelser og navnlig optagelser heraf udnyttes. Hertil kommer, at den teknologiske udvikling har medført forbedrede kopieringsteknikker, som bevirker, at kvaliteten af en kopi ofte er på højde med den originale optagelse.

Udvalgets flertal foreslår på denne baggrund, at beskyttelsen af de udøvende kunstnere styrkes på tre punkter:

- Gennemførelse af en præstationsbeskyttelse, således at det ikke længere skal være en forudsætning for beskyttelsen, at den udøvende kunstner fremfører et litterært eller kunstnerisk værk. Betydningen heraf er, at beskyttelsen af udøvende kunstnere udvides til også at omfatte fx mimikere og cirkus- og varieteartister.

- En udvidelse af de udøvende kunstneres beskyttelse til en eneret til at gøre den kunstneriske præstation tilgængelig for almenheden. En sådan eneret svarer til ophavsmændenes enerettigheder efter lovens § 2, stk. 1.

- Gennemførelse af en særlig plagiat-beskyttelse i form af et forbud mod såkaldte sound alikes, hvorefter optagelser af en fremførelse ikke uden kunstnerens samtykke må efterlignes eller markedsføres på en sådan måde, at der er nærliggende fare for, at det købende publikum forveksler optagelserne.

Hovedformålet med udvalgsflertallets forslag om en præstationsbeskyttelse er at inddrage cirkus- og varieteartister m.fl. i beskyttelsen. En mulighed herfor er hjemlet i Romkonventionens art. 9. Udvalgsflertallet erkender, at der kan opstå afgrænsningsspørgsmål i forhold til de mere sports- og idrætsprægede præstationer. Som eksempler nævnes gymnastik og kunstskøjteløb, herunder isdans. Flertallet vil trække grænsen for beskyttelsen ved, om en præstation indgår i en konkurrencesituation eller i en opvisning, således at kun de idrætspræstationer, hvor det æstetiske moment spiller en afgørende rolle for helhedsoplevelsen, skal nyde beskyttelse.

Danmarks Radios repræsentanter i udvalget har generelt taget afstand fra flertallets forslag. Danmarks Radio finder, at en præstationsbeskyttelse vil medføre vanskelige afgrænsningsspørgsmål, og at der ikke foreligger noget reelt beskyttelsesbehov. Det frarådes ligeledes at gennemføre den foreslåede udvidelse af beskyttelsens indhold, idet denne udvidelse går ud over, hvad der hidtil har været almindeligt anerkendt internationalt. Det understreges, at den gældende lovgivning har fungeret tilfredsstillende og derfor kun bør ændres, hvis stærke grunde taler for det. Endelig lægges der vægt på, at forslagene ikke gennemføres, medmindre der er nordisk enighed. Under høringen har Danmarks Radio fastholdt sin afstandtagen fra flertallets forslag.

Fællesrådet for Udøvende Kunstnere og Dansk Artistforbund samt IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark støtter forslaget om en præstationsbeskyttelse. Dansk Idræts-Forbund har udtrykt forståelse for betænkelighederne ved at indføre en beskyttelse af idrætspræstationer mv. Den foreslåede styrkelse af de udøvende kunstneres retsstilling har fået tilslutning fra Kassetteudvalget (nu Samrådet for Ophavsret) og fra IFPI Danmark m.fl. Det kgl. Teater og Danske Teaterlederes Fællesråd gør opmærksom på, at den foreslåede styrkelse af de udøvende kunstneres rettigheder vil kunne medføre en kollision med nationalscenens forpligtelser.

Statens Musikråd udtaler støtte til forslaget om en særlig plagiat-beskyttelse.

Kulturministeriet kan ikke tilslutte sig udvalgsflertallets forslag om at udvide kredsen af beskyttede til også at omfatte personer, der ikke fremfører et litterært eller kunstnerisk værk. Ministeriet lægger herved vægt på, at en sådan udvidelse dels vil komme til at omfatte grupper, som næppe har samme beskyttelsesbehov som udøvende kunstnere, dels at udvidelsen vil indebære betydelige afgrænsningsproblemer. Så vidt det er Kulturministeriet bekendt, er der ikke i noget andet land gennemført en generel præstationsbeskyttelse af udøvende kunstnere. En særlig dansk ordning vil kunne give anledning til praktiske problemer. I udenlandske kontrakter om præstationer, der udføres i et andet Romkonventionsland, vil der næppe blive taget højde for, at visse personer, der ikke nyder retsbeskyttelse i hjemlandet, omfattes af den danske lovgivning.

Spørgsmålet om en præstationsbeskyttelse har været drøftet med de andre nordiske lande. Blandt de nordiske ophavsretsudvalg har kun det danske udvalg stillet forslag om at udvide den beskyttede personkreds. De andre nordiske lande har udtrykt tvivl om det danske udvalgsforslag om præstationsbeskyttelse, som efter deres opfattelse ville medføre vanskelige afgrænsningsspørgsmål.

På denne baggrund finder Kulturministeriet, at den gældende retstilstand, hvorefter beskyttelsen udelukkende omfatter udøvende kunstnere, som fremfører et litterært eller kunstnerisk værk, bør opretholdes. Forslaget til § 65, stk. 1, er udformet i overensstemmelse hermed.

Det bemærkes, at de frembringelser, der ligger bag mimikeres, cirkusartisters og varieteartisters præstationer, i visse tilfælde kan nyde beskyttelse som værker efter lovforslagets § 1. I hvilket omfang dette er tilfældet, må afgøres af domstolene. Improvisationer kan principielt også anses for værker i lovens forstand.

Under høringen har spørgsmålet været rejst, om indlæsere af lydbøger til brug for blinde og andre læsehandicappede kan betragtes som udøvende kunstnere efter lovforslagets § 65, stk. 1. Ministeriet finder, at spørgsmålet må afgøres efter de samme principper som gælder for anden oplæsning. Den form for oplæsning, hvor der sker en kunstnerisk fortolkning af teksten, vil under alle omstændigheder være beskyttet. Det bør imidlertid heller ikke være udelukket at beskytte den indsats, som ligger bag en tilsyneladende neutral oplæsning af et litterært værk, hvis der er sket en løbende stillingtagen til tekstens muligheder og de kunstneriske virkemidler.

Når det gælder beskyttelsens indhold, kan Kulturministeriet tiltræde forslaget fra Ophavsretsudvalgets flertal om, at udøvende kunstnere bør have en eneret til at gøre deres fremførelser tilgængelige for almenheden.

Kulturministeriet kan ikke tilslutte sig udvalgsflertallets forslag om en vis plagiatbeskyttelse for udøvende kunstnere for så vidt angår såkaldte sound alikes. Ministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at en sådan beskyttelse ikke er alment accepteret internationalt, samt at beskyttelse mod sound alikes vil medføre praktiske problemer i relation til, hvornår der foreligger et plagiat efter forslaget. I tilfælde, hvor fonogramindspilninger markedsføres på en måde, som indebærer en forvekslingsfare med optagelser af andre udøvende kunstneres fremførelser, vil forholdet kunne være omfattet af markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik. Forslaget om en særlig plagiatbeskyttelse har heller ikke fået støtte under forhandlingerne med de øvrige nordiske lande.

Forslaget til § 65, stk. 2, har herudover til formål at opfylde art. 3, stk. 1, i beskyttelsestidsdirektivet.

Efter den gældende lovs § 45, stk. 2, har udøvende kunstnere beskyttelse i 50 år efter, at en fremførelse har fundet sted. Efter direktivet art. 3, stk. 1, skal beskyttelsestiden for de udøvende kunstnere beregnes fra fremførelsesdatoen, eller hvis en optagelse af en fremførelse udgives eller offentliggøres inden for 50 år efter fremførelsen, fra første lovlige udgivelse eller første lovlige offentliggørelse, alt efter hvilken dato der er den første.

På den baggrund foreslås det i § 65, stk. 2, at varigheden af beskyttelsen beregnes fra fremførelsen. Hvis en optagelse af en fremførelse udgives eller offentliggøres inden for 50 år efter fremførelsen, skal beskyttelsen dog beregnes fra første udgivelse eller offentliggørelse, alt efter hvilket tidspunkt der er det første.

Under høringen har Fællesrådet for Udøvende Kunstnere anført, at der er behov for særlige regler om beskyttelse af fremførelser, som først udgives langt senere end tidspunktet for fremførelsen/optagelsen. Fællesrådet peger på, at der efter at det er blevet muligt ad digitalteknisk vej at rense og reparere gamle lydoptagelser, i ikke ringe udstrækning forekommer udgivelse af ældre indspilninger af historisk interesse. Sådanne udgivelser bør efter Fællesrådets opfattelse være undergivet ophavsretlig beskyttelse. Det foreslås derfor, at varigheden af beskyttelsen efter forslaget til stk. 2 udformes på en sådan måde, at beskyttelsen som udgangspunkt udløber 50 år efter fremførelsen, men at der - såfremt en udgivelse finder sted inden udløbet af 50-års fristen - skal løbe en ny 50-årig beskyttelse fra udgivelsestidspunktet.

Med den foreslåede nye udformning af forslaget til § 65, stk. 2, som skyldes EF-direktivet om beskyttelsestid, er de af Fællesrådet fremsatte ønsker delvis imødekommet. Beskyttelsestiden for ældre optagelser, som måtte være blevet moderniseret ved hjælp af ny teknik, vil - såfremt optagelserne ikke tidligere har været udgivet eller offentligjort - løbe fra den første udgivelse eller offentliggørelse inden for beskyttelsesfristen, ikke fra det tidspunkt fremførelsen fandt sted. Er der derimod tale om offentliggørelse eller udgivelse af nye tekniske udgaver af tidligere offentliggjorte eller udgivne optagelser, vil der ikke for den nye tekniske udgave løbe nogen ny beskyttelsesperiode.

Fællesrådet for Udøvende Kunstnere har endvidere fremsat ønske om, at affotografering af en udøvende kunstners fremførelse skal forudsætte samtykke. Fællesrådet har anført, at et sådant forbud mod affotografering allerede gælder i forhold til radiofoniernes signalret, jf. den gældende lovs § 48, stk. 1. Kulturministeriet finder ikke, at de særlige hensyn, som ligger bag forbudet mod affotografering af tv-udsendelser, kan siges at gøre sig gældende for så vidt angår udøvende kunstneres fremførelser. Et krav om samtykke til fotografering af en udøvende kunstners fremførelse ville i praksis beskytte under et sekund af en fremførelse. En sådan beskyttelse vil efter ministeriets opfattelse være for vidtgående. Det må i øvrigt antages at følge af almindelige grundsætninger, at anvendelse af en persons billede i reklamesammenhæng forudsætter den pågældende persons tilladelse.

Med hensyn til forståelsen af udtrykket »gøres tilgængelig for almenheden« henvises til lovforslagets § 2, stk. 3.

De udøvende kunstneres rettigheder efter stk. 1 og 2 er undergivet visse indskrænkninger. Der henvises herom til bemærkningerne til stk. 4 og 5. Herudover henvises til lovforslagets § 68 om vederlag for brug af lydoptagelser i radio og fjernsyn mv., der også har karakter af en indskrænkning i kunstnernes enerettigheder.

Til stk. 3

Bestemmelsen i forslaget til stk. 3 er ny. Efter forslaget indebærer en aftale mellem en udøvende kunstner og en filmproducent om at medvirke ved indspilningen af en film, at den udøvende kunstner, i mangel af modstående aftale, formodes at have overdraget sin ret til udlejning af filmen til producenten.

Forslaget har til formål at gennemføre art. 2, stk. 5, i EF-direktivet om udlejnings- og udlånsrettigheder. Efter denne artikel gælder det, at når udøvende kunstnere individuelt eller kollektivt har indgået en kontrakt om produktion af en film med en filmproducent, formodes den udøvende kunstner, der omfattes af kontrakten, medmindre andet er aftalt, at have overdraget sine udlejningsrettigheder. Medens forslaget til § 58 om aftaler om indspilning af film er en legitimationsregel, indebærer forslaget til stk. 3 en egentlig overgang af materielle rettigheder. Forslaget vedrører alene udlejning. Om ministeriets overvejelser for så vidt angår en mere generel formodningsregel henvises til bemærkningerne til stk. 4.

Til stk. 4

Den konventionsmæssige hjemmel for indskrænkninger i eneretten til udøvende kunstneres fremførelser er Romkonventionens art. 15. Efter denne bestemmelse kan der foreskrives samme indskrænkninger i beskyttelsen af udøvende kunstnere, som lovgivningen har fastsat med hensyn til beskyttelsen af ophavsretten til litterære og kunstneriske værker.

I lighed med den gældende lovs § 45, stk. 3, henvises der i forslaget til stk. 4 til en række bestemmelser i lovens kap. 1-3, som skal finde tilsvarende anvendelse på udøvende kunstneres fremførelser og optagelser heraf. Henvisningerne i forslaget til stk. 4 er baseret på et princip om, at der for udøvende kunstneres fremførelser som udgangspunkt skal gælde samme regler som for musikværker. Musikværker er den værkskategori, der er det mest typiske sammenligningsgrundlag for udøvende kunstneres fremførelser. Da ikke alle bestemmelser, der gælder for musikværker, er relevante for udøvende kunstneres fremførelser, finder ministeriet det rigtigst, at det udtrykkeligt af lovteksten fremgår, hvilke bestemmelser, der skal finde tilsvarende anvendelse på udøvende kunstneres fremførelser.

Efter forslaget til stk. 4 indebærer henvisningen til

- § 2, stk. 3, at definitionen af begrebet »tilgængeliggørelse for almenheden« også skal finde anvendelse på udøvende kunstneres fremførelser.

- § 3, at udøvende kunstnere, ligesom efter gældende ret, har en droit moral-beskyttelse af deres fremførelser. Udøvende kunstnere omfattes derimod ikke af lovforslagets § 75, der udvider droit moral-beskyttelsen til også at gælde efter ophavsrettens udløb.

- § 11, at den udøvende kunstners droit moral skal respekteres, når fremførelsen bruges i henhold til en bestemmelse i kap. 2, dvs. at brugeren har en vis kildeangivelsespligt, og at fremførelsen ikke må ændres i videre udstrækning, end den tilladte brug kræver.

- § 12, stk. 1, at der må fremstilles eksemplarer til privat brug af såvel den umiddelbare fremførelse som optagelser af fremførelsen. Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 12, stk. 2, nr. 4, at der ikke til privat brug må fremstilles eksemplarer i digital form af udøvende kunstneres fremførelser eller optagelser heraf, som foreligger i digitaliseret form. Der henvises til de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 12, stk. 2.

- § 12, stk. 3, nr. 1, at der ikke må benyttes fremmed medhjælp til eksemplarfremstilling til privat brug af udøvende kunstneres fremførelser og optagelser heraf.

- § 12, stk. 4, at forbudet mod brug af kopieringsautomater også gælder for optagelser af udøvende kunstneres fremførelser.

- § 13, at udøvende kunstnere omfattes af aftalelicensen i stk. 1, 2. led, vedrørende båndoptagelse af radio- og tv-programmer til brug i undervisningsvirksomhed. Henvisningen svarer til den i den gældende lovs § 17 fastsatte tvangslicens.

- § 15, at sygehuse mv. også får hjemmel til ved lyd- eller billedoptagelse at fremstille eksemplarer af udøvende kunstneres fremførelser, der udsendes i radio eller fjernsyn, med henblik på tidsforskudt brug af optagelserne.

- § 16, at adgangen for arkiver, biblioteker og museer til i visse tilfælde at foretage eksemplarfremstilling af lyd- eller billedoptagelser også gælder i forhold til udøvende kunstneres fremførelser.

- § 17, stk. 3, at syns- og hørehandicappede får adgang til at fremstille eksemplarer af udøvende kunstneres fremførelser, der udsendes i radio eller fjernsyn, såfremt betingelserne for aftalelicens efter lovforslagets § 50 er opfyldt.

- § 18, stk. 1 og 2, at optagelser af udøvende kunstneres fremførelser er omfattet af bestemmelserne vedrørende fremstilling af antologier mv. til undervisningsbrug.

- § 19, stk. 1, at når et eksemplar af en fremførelse med den udøvende kunstners samtykke er solgt el.lign., må eksemplaret som udgangspunkt videresælges, udlejes, udlånes og på anden måde spredes videre til almenheden. Det bemærkes, at dette efter forslaget til § 65, stk. 4, 2. pkt., kun gælder for optagelser af en udøvende kunstners fremførelser, når disse første gang er solgt eller på anden måde overdraget af den udøvende kunstner eller med dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Der henvises herom nærmere til bemærkningerne i det indledende afsnit til kap. 5.

- § 19, stk. 2, at et eksemplar af en fremførelse, uanset bestemmelsen i § 19, stk. 1, ikke må spredes til almenheden gennem udlejning. Herved indføres som noget nyt en egentlig udlejningsret for udøvende kunstnere. Derimod henvises der ikke i stk. 4 til § 19, stk. 3. En udøvende kunstner har således ikke nogen eneret, når det gælder udlån til almenheden af film eller andre optagelser, hvori en udøvende kunstners fremførelse indgår.

- § 21, stk. 1, nr. 1, at udgivne optagelser af en udøvende kunstners fremførelse må fremføres offentligt ved visse særlige lejligheder, bl.a. under betingelse af, at fremførelsen ikke finder sted i erhvervsøjemed. Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 21, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, at udgivne optagelser af en udøvende kunstners fremførelse må fremføres offentligt til brug ved gudstjeneste eller undervisning, medmindre fremførelsen sker i radio eller fjernsyn (hvor tvangslicensen i lovforslagets § 68 finder anvendelse). Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 22, at citatretten også omfatter fremførelser, der er offentliggjort, samt optagelser heraf. Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 25, at når en udøvende kunstners fremførelse eller en optagelse heraf indgår i en dagsbegivenhed, som gengives i radio eller fjernsyn mv., må fremførelsen i et vist omfang medtages i en sådan gengivelse. Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 27, at udøvende kunstneres rettigheder ikke er til hinder for aktindsigt efter offentlighedslovgivningen eller arkivadgang efter arkivlovgivningen. Henvisningen svarer for så vidt angår aktindsigt til gældende ret.

- § 28, at udøvende kunstneres rettigheder ikke er til hinder for brug af fremførelser ved retssager o.lign.

- § 31, at radio- og fjernsynsforetagenders ret til at foretage såkaldt efemære optagelser også gælder i forhold til udøvende kunstneres fremførelser, som foretagendet har ret til at udsende. Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 33, at udøvende kunstneres fremførelser, som udsendes i radio eller fjernsyn, under visse forudsætninger kan optages på lyd- eller billedbånd el.lign. med henblik på opbevaring i arkiver.

- § 34, at radio- og fjernsynsforetagenders adgang til efter anmodning at udlevere optagelser af radio- og tv-udsendelser også gælder i forhold til de udøvende kunstneres rettigheder.

- § 35, at udøvende kunstnere omfattes af den generelle licensordning for kabelviderespredning af radio- og tv-programmer, der blev gennemført i 1985. Vederlagskravet kan kun gøres gældende af en godkendt fællesorganisation (Copy-Dan, Kabel-tv). Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 36, stk. 2, at det også i forhold til udøvende kunstnere skal være tilladt for en erhverver at foretage en begrænset eksemplarfremstilling mv. af fremførelser, som foreligger i digitaliseret form.

- §§ 39-46, at udøvende kunstnere omfattes af den i 1992 gennemførte blankbåndsvederlagsordning. Henvisningen svarer til gældende ret.

- §§ 47 og 49-52, at de fælles bestemmelser for henholdsvis tvangslicens og aftalelicens - bortset fra § 48 som alene vedrører radiofonier - også finder anvendelse på fremførelser, som omfattes af de tvangs- og aftalelicenser i lovforslagets kap. 2 og § 68, der vedrører udøvende kunstnere.

- §§ 53-57, at udøvende kunstnere omfattes af de generelle bestemmelser om rettighedsoverdragelse. Dette svarer principielt til den gældende lovs § 45, stk. 3. Lovforslaget indebærer dog en vis udvidelse af de generelle bestemmelser om rettighedsoverdragelse, især med hensyn til tilbagefaldsret (§§ 54-55) samt afregning og kontrol (§ 57). Forhandlingsmæssigt står udøvende kunstnere normalt i samme situation som ophavsmænd. Kulturministeriet finder det derfor rimeligt, at de nye bestemmelser også skal gælde for udøvende kunstnere.

- §§ 61-62, at udøvende kunstnere omfattes af de generelle bestemmelser om arv og kreditorforfølgning.

Som nævnt er der i forslaget til stk. 4 ikke henvist til samtlige bestemmelser i lovforslagets kap. 1-3, der gælder for musikværker.

For så vidt angår lovforslagets kap. 1 har det ingen praktisk betydning at gøre de øvrige bestemmelser i kapitlet anvendelige på udøvende kunstnere.

For så vidt angår kap. 2 har bestemmelserne i § 14, § 17, stk. 1 og 2, § 18, stk. 3, og § 20 ingen praktisk betydning for udøvende kunstneres fremførelser, da bestemmelserne vedrører enten eksemplarfremstilling ved fotokopiering el.lign. eller visning af eksemplarer. Lovforslagets § 30 finder heller ikke anvendelse på udøvende kunstneres fremførelser, da den i § 30 hjemlede aftalelicens for udsendelse i radio eller fjernsyn for udøvende kunstneres vedkommende erstattes af den i § 68 hjemlede tvangslicens.

Et flertal i Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1197/1990 foreslået, at formodningsreglen vedrørende filmaftaler ikke bør gælde for udøvende kunstnere. Et mindretal i udvalget mener, at formodningsreglen bør gøres anvendelig på udøvende kunstnere.

I det foreløbige departementale lovudkast af maj 1992 foreslog Kulturministeriet at sidestille skuespillere, musikere bag filmmusikken mv. med de andre medvirkende kunstnere i en film. Forslaget var begrundet i, at der med forslaget til § 65 som noget nyt tillægges udøvende kunstnere en spredningsret, og at de således vil have enerettigheder med hensyn til spredningen af en film, medmindre der foreligger en klar aftale med filmproducenten. Ministeriet fandt på denne baggrund, at udøvende kunstnere burde være omfattet af en bestemmelse svarende til formodningsreglen i lovforslagets § 58, stk. 1.

Under høringen har forslaget, om at udøvende kunstnere generelt skal være omfattet af en formodningsregel, fået støtte fra Danmarks Radio og Producenterne samt IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark. Fællesrådet for Udøvende Kunstnere og Samrådet for Ophavsret kan ikke tilslutte sig forslaget. Fællesrådet har bl.a. anført, at udøvende kunstnere siden 1961 har haft eneret med hensyn til eksemplarfremstilling, ligesom tv-udsendelse af billedoptagelser af udøvende kunstneres præstationer siden 1985 har forudsat samtykke fra de involverede kunstnere. Det fremhæves, at disse enerettigheder aldrig har været inddraget under formodningsreglen i den gældende lovs § 42, og at dette ikke har givet anledning til vanskeligheder. Det nævnes videre, at den udvidelse af de udøvende kunstneres rettigheder for så vidt angår offentlig fremførelse, som er indeholdt i lovforslaget, heller ikke kan begrunde, at der indføres en formodningsregel i filmproducentens favør. Endelig gøres der opmærksom på, at de eksisterende overenskomster og standardkontrakter for udøvende kunstnere på filmområdet er udformet på grundlag af den eksisterende retstilstand, og at en ændring af denne gennem indførelse af en generel formodningsregel på afgørende og urimelig måde vil svække de udøvende kunstneres stilling i forhold til filmproducenterne i henhold til disse kontrakter.

Kulturministeriet har på denne baggrund på ny overvejet spørgsmålet og finder, efter at spørgsmålet også har været drøftet med de øvrige nordiske lande, at der ikke på nuværende tidspunkt foreligger noget klart behov for generelt at lade formodningsreglen i lovforslagets § 58, stk. 1, vedrørende aftaler om indspilning af film finde tilsvarende anvendelse på udøvende kunstneres fremførelser, der er udført med henblik på filmen. Ministeriet finder det herefter rigtigst at afvente udviklingen indenfor EU og andre internationale sammenhænge, inden der tages stilling til spørgsmålet om en eventuel indførelse af en sådan generel formodningsregel.

Med hensyn til den særlige formodningsregel vedrørende udøvende kunstneres udlejningsrettigheder henvises til forslagets § 65, stk. 3.

Til stk. 5

Forslaget til stk. 5 om udsendelse af Det kgl. Teaters festforestillinger mv. svarer med enkelte redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 45, stk. 4.

Et flertal i Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 962/1982 foreslået, at bestemmelsen udgår. Et mindretal, bestående af Danmarks Radios repræsentanter, mener, at det er nødvendigt at opretholde bestemmelsen. Samme holdning er under høringen tilkendegivet af Det kgl. Teater. Fællesrådet for Udøvende Kunstnere gør opmærksom på, at der ingen saglige grunde er til at opretholde denne særregel.

Kulturministeriet finder principielt, at klarering af rettighederne til tv-transmissioner af festforestillinger mv. bør ske ved aftaler, og at dette også bør gælde for de involverede udøvende kunstnere. Sådanne aftaler er imidlertid - bortset fra en enkelt rettighedshavergruppe - endnu ikke indgået. Ministeriet finder på den baggrund, at bestemmelsen indtil videre bør opretholdes.

Bestemmelsen skal i øvrigt ses i sammenhæng med teaterlovens § 2, stk. 3, som affattet ved lov nr. 897 af 21. december 1991 om ændring af teaterloven (Det Kongelige Teater og Kapel):

» Stk. 3. Det Kongelige Teater har til opgave at skabe mulighed for, at nationalscenens produktioner kan gøres tilgængelige for et bredt publikum gennem udsendelse i radio og tv samt ved salg af optagelser. Teatret skal endvidere bidrage til, at denne mulighed udnyttes på bedst mulig måde.«

Det er ministeriets forventning, at denne bestemmelse i teaterloven, der ikke vedrører spørgsmålet om rettighedserhvervelse, vil føre til, at der indgås relevante aftaler, der overflødiggør bestemmelsen i § 65, stk. 5.

Det har under høringen været foreslået, at bestemmelsen burde præciseres til alene at vedrøre direkte transmission fra forestillingerne. Ministeriet finder imidlertid under henvisning til hovedreglen i lovforslagets § 65, stk. 1, og dennes anvendelsesområde siden den i 1985 gennemførte lovændring, at der - så længe særreglen om tv-udsendelse af Det kgl. Teaters festforestillinger opretholdes - bør være mulighed for såvel direkte transmission som for optagelse med henblik på efterfølgende udsendelse.

Det bemærkes, at bestemmelsen foreslås udvidet til også at omfatte udsendelse af Det kgl. Teaters festforestillinger, der foretages af TV 2.

Til § 66

Til stk. 1

Efter den gældende lovs § 46, stk. 1, 1. pkt., må grammofonplader og andre indretninger, på hvilke lyd er overført, ikke uden fremstillerens samtykke eftergøres, førend 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da lydoverførelsen fandt sted. Som eftergørelse betragtes efter § 46, stk. 1, 2. pkt., også det forhold, at optagelsen overføres fra en sådan indretning til en anden.

Forslaget til stk. 1 indebærer, at den gældende eftergørelsesbeskyttelse suppleres med en eneret til at gøre lydoptagelser tilgængelige for almenheden. Herudover er der kun foretaget redaktionelle ændringer.

Forslaget bygger på en indstilling fra et flertal i Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 962/1982. Om baggrunden for forslaget, der ligger på linie med, hvad der foreslås for så vidt angår udøvende kunstnere, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 65, stk. 1 og 2.

Beskyttelsen efter forslaget til § 66, stk. 1, gælder for fremstilleren af en lydoptagelse, dvs. der er tale om en producentbeskyttelse, hvor rettighederne opstår direkte hos den person eller, som det normalt er tilfældet, hos det selskab eller foretagende, som har iværksat lydoptagelsen. Det er uden betydning, hvad lydoptagelsens indhold er. Fremstillerens beskyttelse er således den samme, om det, der optages, er fx fremførelsen af et musikværk, lydeffekter eller dyrestemmer.

Det gælder generelt, at såfremt en lydoptagelse gengiver beskyttede værker, fremførelser mv., kan fonogramproducenten ikke råde over lydoptagelsen på en måde, som strider imod ophavsmændenes, de udøvende kunstneres mv. rettigheder til det optagne.

Forslaget til stk. 1 omfatter også radiofoniers optagelser. Ligesom efter gældende ret omfatter stk. 1 også lydsiden af en film.

Formuleringen af den gældende ophavsretslovs § 46 har på et enkelt punkt givet anledning til tvivl. Det drejer sig om beregningen af beskyttelsestiden. Efter den nuværende formulering beregnes den 50-årige beskyttelsestid fra udgangen af det år, »da lydoverførelsen fandt sted«. Denne formulering synes ikke på tilstrækkelig klar måde at vise, at kopiering af en allerede foretagen lydoptagelse ikke udløser en ny beskyttelse eller en udskydelse af beskyttelsestidens begyndelsestidspunkt. For at præcisere, at beskyttelsens genstand udelukkende er den originære eller primære lydoptagelse, og at lydoverførsel fra et fonogram til et andet ikke udløser beskyttelse, foreslås den nævnte formulering erstattet med ordene »da optagelsen fandt sted«. Forslaget til § 66, stk. 1, har herudover til formål at opfylde art. 3, stk. 2, i beskyttelsestidsdirektivet.

Efter den gældende lovs § 46, stk. 1, 1. pkt., har lydproducenter som nævnt beskyttelse i 50 år efter, at en optagelse har fundet sted.

Efter direktivets art. 3, stk. 2, beregnes beskyttelsestiden for fonogramfremstilleres rettigheder fra optagelsen eller, hvis fonogrammet udgives eller offentliggøres lovligt inden for 50 år efter optagelsen, fra første lovlige udgivelse eller første lovlige offentliggørelse, alt efter hvilken dato der er den første.

På den baggrund foreslås det i § 66, stk. 1, at varigheden af beskyttelsen beregnes fra optagelsen. Hvis en lydoptagelse udgives eller offentliggøres inden for 50 år efter fremførelsen, skal beskyttelsen dog beregnes fra første udgivelse eller offentliggørelse, alt efter hvilket tidspunkt der er det første.

Med hensyn til indskrænkninger i lydfremstillerens enerettigheder henvises til bemærkningerne nedenfor til stk. 2 og til § 68.

Til stk. 2

Forslaget til stk. 2 regulerer de indskrænkninger mv., der skal gælde i beskyttelsen af fremstillere af lydoptagelser efter stk. 1. Forslaget til stk. 2 indeholder herefter en række henvisninger til bestemmelser i lovforslagets kap. 1 og 2, som skal finde tilsvarende anvendelse på lydoptagelser.

Henvisningerne i forslaget til stk. 2 er - ligesom for udøvende kunstnere efter forslaget til § 65, stk. 4 - udtryk for, at der for fremstillere af lydoptagelser som udgangspunkt skal gælde samme regler som for musikværker. Om baggrunden herfor samt om konsekvenserne af henvisningerne til de enkelte bestemmelser henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 65, stk. 4, om udøvende kunstnere.

I forslaget til stk. 2 er der som nævnt ikke henvist til samtlige bestemmelser i lovforslagets kap. 1-3, som gælder for musikværker.

I lighed med hvad der gælder for de udøvende kunstnere har det ingen praktisk betydning at henvise til de øvrige bestemmelser i lovforslagets kap. 1.

De øvrige bestemmelser i kap. 2, der ligeledes gælder for musikværker - § 30 og § 35, stk. 2 - finder efter forslaget til § 66, stk. 2, ikke anvendelse på lydoptagelser.

Den manglende henvisning til § 30 skyldes, at fonogramproducenter - på linie med udøvende kunstnere - ikke er omfattet af aftalelicensen vedrørende udsendelse i radio og fjernsyn, men derimod af den særlige tvangslicens i lovforslagets § 68 om brug af lydoptagelser i radio og fjernsyn mv., jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Den manglende henvisning til § 35, stk. 2, indebærer, at retten til vederlag for kabelviderespredning af tv-programmer ikke gælder for fremstillere af lydoptagelser. Dette svarer til gældende ret. I forbindelse med lovforslaget i 1984-85, der førte til vedtagelsen af den gældende lovs § 22 a, blev det foreslået (som en ny bestemmelse i lovens § 47 a), at fonogramproducenter skulle omfattes af vederlagsretten. Forslaget til § 47 a bortfaldt imidlertid under folketingsbehandlingen.

Om baggrunden for forslaget til § 66, stk. 2, 2. pkt., om betingelserne for fri viderespredning af optagelser, henvises til bemærkningerne i det indledende afsnit til kap. 5.

I modsætning til § 65, stk. 4, henvises der i forslaget til § 66, stk. 2, hverken til § 3 eller til lovforslagets kap. 3. Den manglende henvisning til § 3 om droit moral skyldes, at § 66 er en producentbeskyttelse. Den manglende henvisning til kap. 3 om ophavsrettens overgang skyldes, at en producent efter § 66 typisk er et selskab eller en anden juridisk person, der ikke har de samme beskyttelsesbehov i relation til rettighedsoverdragelser, som gør sig gældende for ophavsmænd og udøvende kunstnere. Spørgsmål om overgang af retten til lydoptagelser skal derfor, når det gælder producenter af lydoptagelser, bedømmes efter lovgivningens almindelige regler vedrørende formuerettigheder.

Til § 67

Til stk. 1

Bestemmelsen i lovforslagets § 67 er ny. Forslaget indebærer en producentbeskyttelse af billedoptagelser. Ved film og andre indretninger, på hvilke levende billeder er overført i stk. 1 forstås kinematografiske eller audiovisuelle værker eller levende billeder, uanset om de er ledsaget af lyd eller ej.

Den foreslåede producentbeskyttelse skal ses på baggrund af bestemmelser i EF-direktivet om udlejnings- og udlånsrettigheder.

Efter direktivets art. 1, stk. 1, skal medlemsstaterne indføre en generel eneret for så vidt angår udlejning og udlån af orginalværker og eksemplarer af ophavsretligt beskyttede værker mv.

Eneretten til at tillade eller forbyde udlejning tilkommer efter direktivets art. 2, stk. 1, 4. pkt., producenten af den første optagelse af en film for så vidt angår den originale film eller kopier heraf. Det fremgår videre af bestemmelsen, at der i direktivet ved film forstås filmværker, audiovisuelle værker og levende billeder, uanset om de er ledsaget af lyd.

Efter direktivets art. 7, stk. 1, 3. pkt., skal medlemsstaterne foreskrive, at producenter af den første optagelse af en film har eneret til at tillade eller forbyde direkte eller indirekte reproduktion af den originale film eller eksemplarer deraf.

Endelig skal medlemsstaterne efter art. 9, stk. 1, 3. pkt., give producenter af den første optagelse af en film for så vidt angår den originale film eller eksemplarer deraf en eneret til at gøre disse genstande tilgængelige for almenheden ved salg eller på anden måde.

De i direktivet om udlejnings- og udlånsrettigheder indeholdte bestemmelser vedrørende beskyttelse af billedoptagelser svarer til, hvad et mindretal i Ophavsretsudvalget har foreslået i betænkning nr. 1000/1984.

De enerettigheder, som tillægges producenten af billedoptagelser efter forslaget til stk. 1, svarer til enerettighederne efter lovforslagets § 66, stk. 1, om producenter af lydoptagelser. Der henvises til bemærkningerne til § 66, stk. 1.

Enkeltbilleder i film, videogrammer mv. beskyttes ikke efter § 67, men efter lovforslagets § 1 og § 70 om henholdsvis fotografiske værker og fotografiske billeder, jf. bemærkningerne til disse bestemmelser.

Det er uden betydning, hvad billedoptagelsens indhold er. Beskyttelsen gælder, hvad enten der er tale om et videogram indeholdende et beskyttet filmværk, videooptagelser af naturen, idrætsbegivenheder mv. eller amatørvideogrammer. Producenten kan imidlertid ikke råde over optagelsen på en måde, som strider imod ophavsretten til gengivne beskyttede værker eller imod de rettigheder, som udøvende kunstnere måtte have til de på optagelsen gengivne fremførelser. Kopiering af en allerede foretagen billedoptagelse udløser ikke nogen selvstændig beskyttelse.

Fjernsynsforetagender er omfattet af beskyttelsen med hensyn til optagelser af tv-programmer, som radiofonien selv har foretaget.

Efter art. 3, stk. 3, i EF-direktivet om beskyttelsestid skal beskyttelsen beregnes fra optagelsen. Hvis en billedoptagelse lovligt udgives eller offentliggøres inden for 50 år efter optagelsen, skal beskyttelsen imidlertid beregnes fra første lovlige udgivelse eller første lovlige offentliggørelse.

På den baggrund foreslås det i § 67, stk. 1, at varigheden af beskyttelsen beregnes fra optagelsen. Hvis en billedoptagelse udgives eller offentliggøres inden for 50 år efter optagelsen, skal beskyttelsen dog beregnes fra første udgivelse eller offentliggørelse, alt efter hvilket tidspunkt der er det første.

Med hensyn til indskrænkninger i billedproducentens enerettigheder henvises til bemærkningerne til stk. 2.

Til stk. 2

Forslaget til stk. 2 regulerer de indskrænkninger mv., der skal gælde i beskyttelsen af fremstillere af billedoptagelser efter stk. 1. Forslaget til stk. 2 indeholder herefter en række henvisninger til lovforslagets kap. 1 og 2, som skal finde tilsvarende anvendelse på billedoptagelser.

I lovforslagets § 66, stk. 2, om lydoptagelser er musikværker brugt som udgangspunkt for anvendelsen af indskrænkningsbestemmelser i lovens kap. 1 og 2. På samme måde foreslås det i § 67, stk. 2, om billedoptagelser at anvende filmværker som udgangspunkt for henvisninger til kap. 1 og 2. Begrundelsen er, at filmværker og billedoptagelser må anses for at have samme beskyttelsesbehov, ligesom det ofte er den samme, der er rettighedshaver, nemlig filmproducenten.

Med hensyn til konsekvensen af henvisningen til lovforslagets § 2, stk. 3, henvises til bemærkningerne til § 65, stk. 4, og § 66, stk. 2, om henholdsvis udøvende kunstnere og fremstillere af lydoptagelser.

Efter forslaget til stk. 2 indebærer henvisningen til

- § 11, stk. 2, at kildeangivelsespligten også retter sig mod fremstilleren af billedoptagelsen. Ligesom fonogramproducenter har videogramproducenter mv. ingen selvstændig droit moral-beskyttelse, hvorfor § 11, stk. 1, ikke får betydning på dette område.

- § 12, stk. 1, at der må fremstilles eksemplarer til privat brug af billedoptagelser.

- § 12, stk. 2, nr. 4, at der ikke til privat brug må fremstilles eksemplarer i digitial form af billedoptagelser efter stk. 1, som foreligger i digitaliseret form. Der henvises til de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 12, stk. 2.

- § 12, stk. 3, nr. 2, at det ikke er tilladt at bruge fremmed medhjælp ved eksemplarfremstilling af billedoptagelser.

- § 12, stk. 4, at forbudet mod brug af kopieringsautomater også gælder for billedoptagelser.

- § 13, at producenter af billedoptagelser omfattes af aftalelicensen i stk. 1, 2. led, for båndoptagelse af radio- og tv-programmer til brug i undervisningsvirksomhed, medmindre der er tale om en billedoptagelse indeholdende biograffilm som nævnt i § 13, stk. 2.

- § 15, at hjemlen for sygehuse mv. til at optage tv-programmer med henblik på tidsforskudt brug også finder anvendelse på billedoptagelser, der udsendes i tv.

- § 16, at arkiver, biblioteker og museer i visse tilfælde må fremstille eksemplarer af billedoptagelser.

- § 17, stk. 3, at syns- og hørehandicappede kan fremstille eksemplarer af billedoptagelser, der udsendes i fjernsyn, såfremt betingelserne for aftalelicens efter lovforslagets § 50 er opfyldt.

- § 18, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, at billedoptagelser er omfattet af bestemmelserne vedrørende fremstilling af antologier mv. til undervisningsbrug.

- § 19, stk. 1, at retten til fri viderespredning som udgangspunkt også gælder for billedoptagelser. Det bemærkes, at dette efter forslaget til § 67, stk. 2, 2. pkt., kun gælder for billedoptagelser, når disse første gang er solgt eller på anden måde overdraget af billedproducenten eller med dennes tilladelse inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Der henvises herom nærmere til bemærkningerne i det indledende afsnit til kap. 5.

- § 19, stk. 2, at producenten af billedoptagelser efter salg o.lign. af de enkelte eksemplarer kan forbyde, at optagelsen udlejes til almenheden. Derimod henvises der ikke i stk. 2 til § 19, stk. 3. Fremstillere af billedoptagelser har derfor ikke nogen eneret, når det gælder udlån til almenheden af deres optagelser.

- § 22, at citatretten også omfatter offentliggjorte billedoptagelser.

- § 25, at bestemmelsen om reportage af dagsbegivenheder indbefatter gengivelse af billedoptagelser.

- §§ 27 og 28, at retten til billedoptagelser ikke er til hinder for brug i forbindelse med aktindsigt, tilgængelighed af offentlige arkivalier eller brug i forbindelse med retssager o.lign.

- § 31, at radiofoniers adgang til at foretage efemære optagelser også gælder i relation til billedoptagelser, som radiofonien har ret til at udsende.

- § 32, at retten til billedoptagelser ikke er til hinder for gengivelse af diskussionsudsendelser.

- § 33, at billedoptagelser, som udsendes i fjernsyn, under visse forudsætninger kan optages med henblik på opbevaring i billedarkiver.

- § 34, at radiofoniernes adgang til i visse tilfælde at udlevere optagelser af tv-udsendelser også gælder i forhold til producenten af billedoptagelser.

- § 35, stk. 1, at billedproducentens rettigheder ikke er til hinder for kabelviderespredning af tv-programmer.

- § 36, stk. 2, at der også for billedoptagelser skal gælde en vis begrænset ret for en erhverver til at fremstille eksemplarer mv. af billedgengivelser i digitaliseret form.

- §§ 47 og 49-52, at de fælles bestemmelser om henholdsvis tvangs- og aftalelicens - bortset fra § 48 som alene vedrører radiofonier - også finder anvendelse på producenter af billedoptagelser. Med hensyn til aftalelicens er kun lovforslagets § 13, stk. 1, 2. led, om båndoptagelse i undervisningsvirksomhed og § 17, stk. 3, om syns- og hørehandicappedes adgang til optagelse af tv-udsendelser relevante. Aftalelicensen for producenter af billedoptagelser forudsætter, at en organisation, der repræsenterer en væsentlig del af danske billedfremstillere, har sluttet aftale med de pågældende brugergrupper.

Forslaget til stk. 2 indeholder - i lighed med forslaget til § 66, stk. 2, om lydoptagelser - ikke en henvisning til forslagets § 3 om droit moral eller de øvrige bestemmelser i kap. 1, som ligeledes finder anvendelse på filmværker. Om baggrunden herfor henvises til bemærkningerne til § 66, stk. 2.

Efter forslaget til § 67, stk. 2, omfattes producenter af billedoptagelser ikke af vederlagsreglen i lovforslagets § 35, stk. 2, om kabelviderespredning af tv-udsendelser. Det bemærkes, at filmproducenter i deres egenskab af rettighedshavere til det underliggende filmværk, i det omfang de har fået sådanne rettigheder overdraget, kan være omfattet af vederlagskravet i § 35, stk. 2.

De øvrige bestemmelser i lovforslagets kap. 2, der ligeledes gælder for filmværker - § 14 og § 20 - har ingen praktisk relevans for fremstillere af billedoptagelser, da de pågældende bestemmelser udelukkende handler om henholdsvis eksemplarfremstilling ved fotokopiering el.lign. og visning af eksemplarer.

Lovforslagets kap. 3 om ophavsrettens overgang til andre foreslås ikke anvendt på billedoptagelser, bortset fra bestemmelsen i forslagets § 58, som indeholder en formodningsregel, der gælder for enhver film.

Det bemærkes, at den i 1992 gennemførte vederlagsordning for uindspillede bånd efter sin ordlyd alene gælder for ophavsmænd til visse værker, jf. forslaget til § 39, stk. 1. Ved henvisninger i den gældende lovs § 45, stk. 3, og § 46, stk. 2, er bestemmelserne om vederlagsordningen endvidere gjort anvendelige for så vidt angår udøvende kunstnere og fremstillere af fonogrammer. Vederlagsordningen vedrører således ikke umiddelbart fremstillere af billedoptagelser. Disse kan imidlertid være berettigede til andele af vederlaget i medfør af afledte rettigheder, som de kan have erhvervet enten ved udtrykkelig eller stiltiende aftale med ophavsmændene eller i kraft af de almindelige grundsætninger om overgang af ophavsretten i ansættelsesforhold.

Til § 68

Til stk. 1

Efter den gældende ophavsretslovs § 47 har fremstillere af lydoptagelser og udøvende kunstnere krav på vederlag, når grammofonplader eller andre indretninger, på hvilke lyd er overført, anvendes til lydradio- eller fjernsynsudsendelse eller i erhvervsmæssigt øjemed bruges ved andre offentlige fremførelser.

Forslaget til stk. 1 medfører følgende ændringer:

- Bestemmelsen får karakter af en indskrænkning i forhold til de enerettigheder vedrørende tilgængeliggørelse for almenheden, der efter lovforslagets §§ 65 og 66 er tillagt henholdsvis udøvende kunstnere og fremstillere af lydoptagelser. Den gældende bestemmelse i ophavsretslovens § 47, stk. 1, har karakter af en selvstændig ret til vederlag.

- Bestemmelsen omfatter kun udgivne lydoptagelser.

- Bestemmelsen omfatter alle former for andre offentlige fremførelser, herunder også fremførelse i ikke-erhvervsmæssigt øjemed.

Forslaget til stk. 1 er baseret på et forslag fra et flertal i Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 962/1982.

Ved »udgivne lydoptagelser« forstås cd'er, lp'er o.lign., der i et større antal har været bragt på markedet med henblik på salg til almenheden, jf. bestemmelsen i lovforslagets § 8, stk. 2. Den gældende lovs § 47 gælder for alle lydoptagelser. Ikke-udgivne lydoptagelser er omfattet af de foreslåede nye rettigheder i lovforslagets §§ 65 og 66.

Den gældende lovs § 47 dækker i overensstemmelse med Romkonventionens art. 12 alene direkte anvendelse af grammofonplader mv. Efter art. 8, stk. 2, i udlejnings- og udlånsdirektivet skal der også gælde et vederlagskrav, selv om brugen af lydoptagelserne ikke sker direkte. I overensstemmelse hermed omfatter udtrykket »andre offentlige fremførelser« i forslaget til stk. 1 ikke alene fremførelser direkte fra lydoptagelser, men også fremførelser af radio- eller tv-udsendelser indeholdende lydoptagelser.

Ud over forslaget om at indsnævre licensordningens anvendelsesområde til alene at omfatte udgivne lydoptagelser har et flertal i Ophavsretsudvalget foreslået, at brug af lydoptagelser ved musikdramatiske fremførelser skulle være undtaget fra bestemmelsen. Konsekvensen ville være, at sådanne fremførelser ville blive underlagt de foreslåede nye enerettigheder i §§ 65 og 66. Som eksempel på brug af lydoptagelser ved opførelse af musikdramatiske værker nævner udvalget, at en ballet danses til musik, der afspilles fra et fonogram i stedet for levende musikfremførelse.

Under høringen har udvalgsflertallets forslag fået støtte fra Gramex og Fællesrådet for Udøvende Kunstnere.

Kulturministeriet kan ikke tiltræde udvalgsforslaget. Ministeriet finder, at det må være tilstrækkeligt at indsnævre bestemmelsens anvendelsesområde til udgivne lydoptagelser. Det forekommer ikke hensigtsmæssigt at skelne mellem forskellige former for brug af de udgivne lydoptagelser. Det bemærkes, at lydoptagelser, der bruges ved fx balletopførelser, ofte vil være foretaget af det pågældende teater selv. Da sådanne optagelser ikke har været genstand for udgivelse, omfattes fremførelsen allerede af denne grund ikke af forslaget til § 68.

I overensstemmelse hermed indeholder forslaget til stk. 1 om vederlag for brug af lydoptagelser i radio og fjernsyn mv. ikke nogen undtagelse for så vidt angår fremførelser af musikdramatisk karakter.

Vederlagsordningen efter forslaget til stk. 1 har med hensyn til genstanden for beskyttelsen (lydoptagelser) samme anvendelsesområde som forslaget til § 66, stk. 1. Lydsiden af en film omfattes således også af vederlagsretten i stk. 1. Udsendelse af musikvideoer i radio og tv forudsætter derfor efter forslaget til stk. 1 ligesom efter gældende ret, at der betales vederlag.

Om vederlagskravet og forvaltningen heraf henvises til forslaget til § 68, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Til stk. 2

Efter forslaget til stk. 2 har de udøvende kunstnere og fremstillerne af lydoptagelser krav på vederlag. Vederlagskravet kan efter stk. 2, 2. pkt, kun gøres gældende gennem en af kulturministeren godkendt fællesorganisation, som omfatter såvel udøvende kunstnere som fremstillere af lydoptagelser. Dette svarer i hovedsagen til bestemmelsen i den gældende lovs § 47, stk. 1.

Et mindretal i Ophavsretsudvalget, bestående af repræsentanter fra Kassetteudvalget (nu Samrådet for Ophavsret), har i betænkning nr. 962/1982 foreslået, at tvangslicensordningen i den gældende lovs § 47 ændres til en aftalelicens. Mindretallet henviser bl.a. til den gældende lovs § 22, der indeholder en aftalelicens for radio- og tv-udsendelse af litterære og kunstneriske værker.

Et flertal i udvalget finder det betænkeligt at gennemføre en aftalelicensbestemmelse på dette område. Flertallet henviser til, at en omdannelse af lovens § 47 til en aftalelicens vil medføre, at de udøvende kunstnere og fonogramproducenterne får mulighed for at hindre offentlig fremførelse af deres fremførelser mv., herunder nedlægge et kollektivt forbud mod fx radioudsendelse. Dette forekommer flertallet betænkeligt i betragtning af, at en blokade fra disse rettighedsgruppers side vil være mere følelig for radiofonier end en tilsvarende blokade fra ophavsmændenes side, hvor der eksisterer et stort repertoire af frie værker. Der eksisterer ikke et tilsvarende repertoire af frie lydindspilninger.

Under høringen har forslaget om aftalelicens fået støtte fra Kassetteudvalget (nu Samrådet for Ophavsret), Gramex og Fællesrådet for Udøvende Kunstnere. Gramex finder, at alene en aftalelicens vil sikre de berettigede et sådant »rimeligt vederlag«, som er omtalt i Romkonventionens art. 12. Endelig finder Gramex, at der bør gælde en ubegrænset eneret for så vidt angår digitale radioudsendelser. Danmarks Radio finder ikke, at der bør gives særlige regler for sådanne udsendelser.

Kulturministeriet kan tiltræde udvalgsflertallets indstilling om, at den gældende generelle licensordning på dette område bør bevares. Ministeriet finder, at den eksisterende ordning, hvor vederlagets størrelse i tilfælde af uenighed kan fastsættes af Tvangslicensnævnet (Ophavsretslicensnævnet), repræsenterer en i forhold til begge parter rimelig afbalanceret løsning.

På denne baggrund samt efter drøftelse med de andre nordiske lande må ministeriet være af den opfattelse, at bestemmelsen i den gældende lovs § 47 på nuværende tidspunkt ikke bør omdannes til en aftalelicens, men bevares som en tvangslicens.

For så vidt angår spørgsmålet om digitale radioudsendelser skal Kulturministeriet bemærke, at denne tekniske udsendelsesform endnu ikke synes særlig udbredt. Der synes derfor på nuværende tidspunkt ikke at foreligge noget behov for særlige bestemmelser herom. Ministeriet finder det derfor mest hensigtsmæssigt at afvente den internationale udvikling, inden der tages stilling til spørgsmålet om en eventuel ubegrænset eneret for så vidt angår digital udsendelsesvirksomhed.

De i lovforslagets §§ 47 og 49 foreslåede fælles bestemmelser om tvangslicens finder også anvendelse for så vidt angår vederlagskravet efter § 68, stk. 2, jf. henvisningerne i de nævnte bestemmelser til § 68.

Efter forslaget til stk. 2, 2. pkt., kan vederlagskravet kun gøres gældende gennem en af kulturministeren godkendt fællesorganisation, som omfatter såvel udøvende kunstnere som fremstillere af lydoptagelser. Denne fællesorganisation er i dag Gramex, der blev stiftet i 1963 med henblik på forvaltning af rettighederne efter den gældende lovs § 47. Efter Gramex' driftsregulativ skal indtægterne deles ligeligt mellem de to rettighedsgrupper.

Da Gramex-ordningen synes at have fungeret tilfredsstillende i praksis, finder Kulturministeriet ikke, at det er nødvendigt at opretholde den hidtidige bestemmelse om, at de udøvende kunstneres vederlagskrav også kan gøres gældende gennem lydfremstilleren. Bestemmelsen i den gældende lovs § 47, stk. 1, 3. pkt., er derfor ikke gentaget i forslaget til § 68, stk. 2.

Det samme gælder for bestemmelsen i den gældende lovs § 47, stk. 1, 2. pkt., hvorefter udøvende kunstnere, som har samvirket ved fremførelsen, kun kan gøre vederlagskravet gældende i fællesskab.

Forslaget til § 68 har karakter af en indskrænkning af de rettigheder, der efter forslaget til §§ 65, stk. 2, og 66, stk. 1, er tillagt udøvende kunstnere og fremstillere af lydoptagelser. Det følger heraf, at henvisningerne i §§ 65 og 66 også finder anvendelse ved brug af lydoptagelser i radio og fjernsyn mv. i medfør af forslaget til § 68. Eksempelvis gælder det som følge af henvisningen i forslaget til § 65, stk. 4, til § 3, at reglerne om droit moral (kildeangivelse mv.) også skal respekteres, når der er tale om brug af lydoptagelser i radio og fjernsyn mv.

Til § 69

Til stk. 1 og 2

Efter den gældende lovs § 48, stk. 1, må en lydradio- eller fjernsynsudsendelse ikke uden radio- eller fjernsynsforetagendets samtykke udsendes af andre. Den må ej heller uden sådant samtykke affotograferes eller optages på grammofonplade, bånd, film eller anden indretning, ved hjælp af hvilken den kan gengives, eller i erhvervsøjemed gøres tilgængelig for almenheden. Efter § 48, stk. 2, gælder der en 50-årig beskyttelse mod kopiering af udsendelser, der er blevet affotograferet eller optaget som anført i stk. 1. Beskyttelsestiden blev i 1985 udvidet fra 25 til 50 år.

Forslaget til § 69, stk. 1 og 2, der har karakter af en producentbeskyttelse (signalretsbeskyttelse) til fordel for radiofonierne, indebærer følgende ændringer:

- Udtrykket »gøres tilgængelig for almenheden« i den gældende § 48, stk. 1, ændres i forslaget til § 69, stk. 1, til »fremføres offentligt«. Heri ligger ingen realitetsændring, da den gældende bestemmelse ikke omfatter eksemplarspredning eller visning af eksemplarer, men kun offentlig fremførelse.

- Ordene »i erhvervsøjemed« i den gældende lovs § 48, stk. 1, udgår, således at radiofonier efter forslaget til § 69, stk. 1, også får en eneret til offentlig fremførelse af radio- og tv-udsendelser, der ikke sker i erhvervsøjemed.

- I forhold til den gældende lovs § 48, stk. 2, tilføjes det, at optagne eller affotograferede udsendelser ikke uden radiofoniernes samtykke må »gøres tilgængelige for almenheden«. Tilføjelsen indebærer, at radiofonierne får en selvstændig eneret til spredning af optagelser af deres udsendelser ud over de rettigheder til programindholdet, som de måtte have erhvervet i kraft af aftale eller ansættelsesforhold.

De nævnte ændringsforslag er baseret på forslag fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 962/1982.

Under høringen har Fællesforeningen af Danske Antennelaug/foreninger foreslået, at bestemmelsen om radiofoniernes signalbeskyttelse skal udgå af loven. Sammenslutningen af Scenografer, Instruktører og Filmarbejdere er af den opfattelse, at der ikke bør ske en udvidelse af radio- og fjernsynsforetagendernes beskyttelse i forhold til den gældende lovs § 48. Danmarks Radio og UBOD finder, at det udtrykkeligt bør fremgå af bestemmelsen, at radiofonierne har en eneret til spredning til almenheden af eksemplarer af deres udsendelser på linie med den beskyttelse, der i §§ 65-67 foreslås for så vidt angår udøvende kunstnere og producenter af lyd- og billedoptagelser.

Kulturministeriet er enig i de af Ophavsretsudvalget stillede forslag, idet bemærkes, at forslaget om en eneret for radiofonierne til at sprede optagelser af deres udsendelser til almenheden tillige fremsættes til opfyldelse af art. 9, stk. 1, i EF's udlejnings- og udlånsdirektiv.

Udtrykket »radio- og fjernsynsforetagender« omfatter foretagender, der foranstalter udsendelse i radio eller fjernsyn. Med hensyn til forståelsen af udtrykket »udsendelse i radio og fjernsyn« henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 3. Det skal bemærkes, at det er en forudsætning, at der er tale om en førstegangsudsendelse. Foretagender der alene foretager en samtidig og uændret viderefordeling af programmer, herunder fællesantenneanlæg, nyder således ikke efter forslaget til stk. 1 og 2 nogen signalretsbeskyttelse for deres videreudsendelsesvirksomhed. Dette er i overenstemmelse med udlejnings- og udlånsdirektivets art. 6, stk. 3, hvorefter et kabelselskab ikke har de i direktivets art. 6, stk. 2, nævnte optagelsesrettigheder, hvis det blot foretager viderespredning pr. kabel af radio-eller fjernsynsselskabers udsendelser.

Til stk. 3

Forslaget til stk. 3 indeholder en henvisning til de bestemmelser i lovforslagets kap. 1 og 2, der skal finde tilsvarende anvendelse på producentbeskyttelsen af radio- og fjernsynsudsendelser efter § 69, stk. 1 og 2. I lighed med producentbeskyttelsen af lyd- og billedoptagelser efter §§ 66 og 67 har ministeriet ikke fundet, at der bør henvises til bestemmelserne i lovforslagets kap. 3 om rettens overgang til andre.

Som efter den gældende lovs § 48, stk. 3, er det for så vidt angår indskrænkninger i beskyttelsen kun de bestemmelser i lovforslagets kap. 2, der giver mulighed for optagelse mv. samt kopiering af de foretagne optagelser, som har relevans for § 69-beskyttelsen.

Efter forslaget til stk. 3 indebærer henvisningen til

- § 11, stk. 2, at brugerens kildeangivelsespligt også gælder radiofonier, når disses udsendelser anvendes i medfør af lovens kap. 2.

- § 12, stk. 1, at der må foretages optagelser til privat brug af radio- og fjernsynsudsendelser. Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 12, stk. 2, nr. 4, at der ikke til privat brug må fremstilles eksemplarer i digital form af radio- og fjernsynsudsendelser, som foreligger i digitaliseret form.

- § 15, at adgangen for sygehuse mv. til at optage radio- og tv-udsendelser med henblik på tidsforskudt brug også gælder i forhold til radiofoniernes signalret. Med hensyn til forholdet til Den Europæiske Overenskomst om beskyttelse af fjernsynsudsendelser henvises til bemærkningerne til § 48, stk. 2.

- § 19, stk. 1, at når en optagelse af en radio- eller fjernsynsudsendelse er solgt el. lign., må eksemplaret som udgangspunkt videresælges, udlejes, udlånes eller på anden måde spredes videre til almenheden. Dette gælder dog efter forslaget til § 69, stk. 3, 2. pkt., kun for optagelser, der første gang er solgt eller på anden måde overdraget inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Der henvises herom til bemærkningerne i det indledende afsnit til kap. 5.

- § 19, stk. 2, at en optagelse af en radio- eller fjernsynsudsendelse, uanset bestemmelsen i § 19, stk. 1, ikke må spredes til almenheden ved udlejning. Herved indføres som noget nyt en egentlig udlejningsret for radiofonierne. Derimod tilkommer der ikke radiofonierne nogen eneret til udlån af deres optagelser til almenheden.

- § 21, at radiofonierne ikke kan modsætte sig, at radio- og tv-udsendelser fremføres offentligt ved visse gratisforanstaltninger, der ikke finder sted i erhvervsøjemed, samt ved gudstjeneste og undervisning. Det bemærkes, at kravet om »udgivelse« i lovforslagets § 21, stk. 1 og 2, ikke gælder i forhold til de her omhandlede udsendelser. Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 22, at citatretten også gælder i relation til beskyttelsen af radio- og fjernsynsudsendelser. Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 25, at reglen om reportage af dagsbegivenheder også gælder for gengivelse af radio- og fjernsynsudsendelser. Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 27, stk. 1 og 3, at bestemmelserne om aktindsigt også finder anvendelse på radio- og fjernsynsudsendelser. Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 28, at det tillige er tilladt at bruge radio- og tv-udsendelser i forbindelse med retssager mv.

- § 31, at adgangen til at foretage efemære optagelser også gælder i relation til andre radiofoniers signalret efter § 69. Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 32, at adgangen til at gengive diskussionsudsendelser i radio og fjernsyn tillige omfatter radiofoniernes rettigheder efter § 69.

- § 33, at radiofoniernes rettigheder ikke er til hinder for den i bestemmelsen hjemlede adgang til arkivering af radio- og tv-udsendelser.

- § 36, stk. 2, at der også i forhold til radiofoniernes signalretsbeskyttelse vil være en vis begrænset adgang til eksemplarfremstilling mv. af udsendelser i digitaliseret form. Om udsendelser i kodet form henvises til bemærkningerne til § 2, stk. 3.

Det bemærkes, at den i 1992 gennemførte vederlagsordning for uindspillede bånd, som videreføres i lovforslaget, efter sin ordlyd alene gælder for ophavsmænd til visse værker, jf. forslaget til § 39, stk. 1. Ved henvisninger i den gældende lovs § 45, stk. 3, og § 46, stk. 2, er bestemmelserne om vederlagsordningen endvidere gjort anvendelige for så vidt angår udøvende kunstnere og fremstillere af fonogrammer. Vederlagsordningen vedrører således ikke umiddelbart radio- og fjernsynsforetagender. Disse kan imidlertid være berettigede til andele af vederlaget i medfør af afledte rettigheder, som de kan have erhvervet enten ved udtrykkelig eller stiltiende aftale med ophavsmændene eller i kraft af de almindelige grundsætninger om overgang af ophavsretten i ansættelsesforhold.

Det bemærkes, at der i lovforslagets § 48 er givet særlige bestemmelser for tilfælde, hvor en radiofoni nægter at give samtykke efter forslaget til § 69. Der henvises herom til bemærkningerne til § 48.

Til § 70

Til stk. 1

Bestemmelserne i lovforslagets § 70 er som helhed nye.

Efter den gældende fotografilovs § 1, stk. 1, har den, som fremstiller et fotografisk billede, eneret til gennem fotografi, tryk, tegning eller anden fremgangsmåde at fremstille eksemplarer af billedet og til at vise det offentligt. Efter lovens § 1, stk. 2, anses som fotografiske billeder også billeder, der er fremstillet på en med fotografering ligeartet måde. Efter fotografilovens § 1, stk. 3, benævnes fremstilleren i loven som fotografen.

I forhold til den gældende fotografilov medfører forslaget til stk. 1 en udvidelse af fotografens eneret svarende til de rettigheder, der tilkommer ophavsmænd til beskyttede værker efter lovforslagets § 2, stk. 1.

Forslaget er baseret på en flertalsindstilling fra Ophavsretsudvalget i betænkning nr. 1063/1986. Udvalgsflertallet foreslår, at der i lovens kap. 5 indføjes en retsbeskyttelse af fotografiske billeder, der principielt svarer til den i lovforslagets § 1 foreslåede beskyttelse af kunstneriske fotografier, som efter udvalgsflertallets opfattelse bør nyde beskyttelse som værker i ophavsretslovens forstand. Forslaget skal derfor ses på baggrund af udvalgets forslag om generelt at inkorporere fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven. Om udvalgsmindretallets holdning, høringsudtalelser mv. henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 1.

Beskyttelsen efter forslaget til stk. 1 gælder for den, som »fremstiller et fotografisk billede (fotografen)». Herved forstås den person, der betjener kameraet. Indsats i forbindelse med motivopstilling, mørkekammerarbejde osv. medfører ikke beskyttelse efter forslaget til stk. 1 men kan efter omstændighederne kvalificere til beskyttelse efter lovforslagets § 1.

Beskyttelsens genstand er et »fotografisk billede«. Herved forstås - i lighed med gældende ret - billeder, der er blevet til ved lysbølgers indvirken på lysfølsomme materialer. Det forudsættes ikke, at billedet er fremstillet ved egentlig fotografering. Billeder, der er kommet til udtryk gennem en analog fremgangsmåde, sidestilles med fotografiske billeder, jf. Bernerkonventionens art. 2, stk. 1. Nogen udtrykkelig bestemmelse herom findes ikke påkrævet.

Enkeltbilleder i film, videogrammer og tv-programmer o.lign. nyder - i lighed med gældende ret - beskyttelse som fotografiske billeder.

Er et fotografi en gengivelse af et ophavsretligt beskyttet værk, fx et maleri, afhænger udnyttelsen af fotografiet ikke alene af fotografens rettigheder, men også af ophavsretten til maleriet.

Til stk. 2

Et flertal i Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1063/1986 foreslået, at fotografiske billeder beskyttes i en periode på 50 år efter fremstillingen. Der er tale om en fordobling af beskyttelsestiden i forhold til den gældende beskyttelse på 25 år efter fotografilovens § 15, som svarer til mindstekravet i Bernerkonventionens art. 7, stk. 4.

Et mindretal i Ophavsretsudvalget har ønsket at bevare den gældende fotografilov. I øvrigt har der som omtalt i bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 1, blandt høringsinstanserne været delte meninger om, hvorvidt fotografibeskyttelsen skal inkorporeres i ophavsretsloven.

Kulturministeriet kan tiltræde forslaget fra Ophavsretsudvalgets flertal. Forslaget til stk. 2 om en beskyttelsesperiode på 50 år svarer til beskyttelsestiden for udøvende kunstnere, lydfremstillere, billedfremstillere og radiofonier, jf. lovforslagets §§ 65, 66, 67 og 69. En 50-årig fotografibeskyttelse er endvidere i overensstemmelse med den internationale tendens på området. Under drøftelserne med de øvrige nordiske lande har der været enighed om en 50-årig beskyttelse af fotografiske billeder.

Til stk. 3

Forslaget til stk. 3 regulerer de indskrænkninger mv., der skal gælde i beskyttelsen af fotografiske billeder efter stk. 1. Forslaget til stk. 3 indeholder således en række henvisninger til bestemmelser i lovforslagets kap. 1-3, der indebærer, at der for fotografiske billeder som udgangspunkt skal gælde samme regler som for kunstværker, herunder fotografiske værker.

Efter forslaget til stk. 3 indebærer henvisningen til

- § 2, stk. 2 og 3, at fastlæggelsen af begreberne »fremstilling af eksemplarer« og »tilgængeliggørelse for almenheden«, som er anvendt i § 70, stk. 1, også skal finde anvendelse på et fotografisk billede.

- § 3, at fotografer, ligesom efter gældende ret, har en droit moral-beskyttelse. Fotografer omfattes derimod ikke af lovforslagets § 75, der udvider droit moral-beskyttelsen til også at gælde efter ophavsrettens udløb.

- § 7, at formodningen om ophavsrettens indehaver også finder anvendelse på fotografer. Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 9, at bestemmelsen om offentlige aktstykker mv. også finder anvendelse på fotografiske billeder. Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 11, at fotografens droit moral skal respekteres, når det fotografiske billede bruges i henhold til en bestemmelse i kap. 2, dvs. at brugeren har en vis kildeangivelsespligt, og at fotografiet ikke må ændres i videre udstrækning, end den tilladte brug kræver.

- § 12, stk. 1, at der må fremstilles eksemplarer til privat brug af det fotografiske billede. Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 12, stk. 2, nr. 4, at der ikke til privat brug må fremstilles eksemplarer i digital form af fotografiske billeder, som foreligger i digitaliseret form. Der henvises til de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 12, stk. 2.

- § 13, at fotografer omfattes af aftalelicensen i § 13, stk. 1, 1. led, vedrørende fotokopiering til brug i undervisningsvirksomhed.

- § 14, at fotografer omfattes af aftalelicensen vedrørende fotokopiering i erhvervsvirksomhed mv.

- § 15, at hjemlen for sygehuse mv. til at optage tv-programmer med henblik på tidsforskudt brug også finder anvendelse på fotografiske billeder, der udsendes i tv.

- § 16, at arkiver, biblioteker og museer i visse tilfælde må fremstille eksemplarer af fotografiske billeder.

- § 17, stk. 3, at syns- og hørehandicappede får adgang til at fremstille eksemplarer af fotografiske billeder, der udsendes i radio eller fjernsyn, såfremt betingelserne for aftalelicens efter lovforslagets § 50 er opfyldt.

- § 18, stk. 1 og 2, at fotografiske billeder er omfattet af bestemmelserne vedrørende fremstilling af antologier mv. til undervisningsbrug.

- § 19, stk. 1, at retten til fri viderespredning som udgangspunkt også gælder for fotografiske billeder.

- § 19, stk. 2, at et eksemplar af et fotografisk billede, uanset bestemmelsen i § 19, stk. 1, ikke må spredes til almenheden gennem udlejning. Herved indføres som noget nyt en egentlig udlejningsret for fotografer.

- § 20, at når et fotografisk billede er udgivet eller med fotografens samtykke solgt el.lign., må eksemplaret vises offentligt, medmindre visningen sker i fjernsyn eller film.

- § 21, at udgivne fotografier må fremføres offentligt i visse forbindelser, dog ikke i erhvervsøjemed eller i radio eller fjernsyn.

- § 23, at den såkaldte kunstcitatregel også omfatter fotografiske billeder.

- § 24, stk. 1 og 2, at den såkaldte kunstkatalogregel også omfatter fotografiske billeder.

- § 25, at bestemmelsen om reportage af dagsbegivenheder indbefatter gengivelse af fotografiske billeder.

- §§ 27 og 28, at retten til fotografiske billeder ikke er til hinder for aktindsigt, tilgængelighed af offentlige arkivalier eller brug i forbindelse med retssager o.lign.

- § 30, at radiofonierne kan udsende udgivne fotografiske billeder i fjernsyn, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt.

- § 31, at radio- og fjernsynsforetagenders ret til at foretage såkaldt efemære optagelser også gælder i forhold til fotografiske billeder, som foretagendet har ret til at udsende.

- § 33, at fotografiske billeder, som udsendes i fjernsyn, under visse forudsætninger kan optages med henblik på opbevaring i billedarkiver.

- § 34, at radiofoniernes adgang til i visse tilfælde at udlevere optagelser af tv-udsendelser også omfatter fotografiske billeder.

- § 35, at fotografer omfattes af den generelle licensordning for kabelviderespredning af radio- og tv-programmer.

- § 36, stk. 2, at der også i forhold til fotografer skal gælde en vis begrænset ret til at fremstille eksemplarer af fotografiske billeder i digitaliseret form.

- §§ 39-46, at fotografer omfattes af den i 1992 gennemførte blankbåndsvederlagsordning. Henvisningen svarer til gældende ret.

- §§ 47 og 49-52, at de fælles bestemmelser for henholdsvis tvangslicens og aftalelicens - bortset fra § 48 som alene vedrører radiofonier - også finder anvendelse på fotografiske billeder, som omfattes af de tvangs- og aftalelicenser i lovforslagets kap. 2, der vedrører kunstværker.

- §§ 53-58, at fotografiske billeder omfattes af de generelle bestemmelser om rettighedsoverdragelse, herunder filmformodningsreglen i § 58.

- § 60, at fotografen ikke kan udøve sine rettigheder til et bestilt portrætbillede uden samtykke fra bestilleren.

- §§ 61-62, at fotografer omfattes af de generelle bestemmelser om arv og kreditorforfølgning.

En konsekvens af henvisningen til lovens § 2 er, at fotografiske billeder principielt får en beskyttelse mod efterligning og gengivelse i ændret skikkelse, hvilket ikke er tilfældet i henhold til den gældende fotografilov.

Som nævnt er der i forslaget til stk. 3 ikke henvist til samtlige bestemmelser i lovforslagets kap. 1-3, der gælder for kunstværker.

Med hensyn til fotografiske billeder har det ingen relevans at henvise til de øvrige bestemmelser i kap. 1 samt § 12, stk. 2, nr. 2, og § 12, stk. 3, nr. 4, vedrørende særlige undtagelser til privatkopieringsbestemmelsen i forslagets § 12, stk. 1.

Den manglende henvisning til forslagets § 22 skyldes, at en adgang til citat af et fotografisk billede ville gøre beskyttelsen efter § 70, stk. 1, illusorisk.

For så vidt angår forslagets § 38 om følgeret, fremgår det direkte af stk. 2, at retten til vederlag efter stk. 1 ikke omfatter fotografiske værker. Fotografiske billeder bør således heller ikke være omfattet af bestemmelsen.

Til § 71

Forslaget til § 71 om beskyttelse af kataloger mv. svarer i hovedsagen til § 49 i den gældende lov, således som bestemmelsen blev affattet ved lovændringen i 1989. I forhold til de gældende regler foreslås følgende ændringer:

- I stk. 1, 1. pkt., foreslås det, at beskyttelsesperioden skal løbe fra udgangen af det år, da arbejdet blev offentliggjort, ikke som efter den gældende lovs § 49 det år, hvor arbejdet blev udgivet. Bestemmelsen i § 49 har sin rod i en tid, hvor de af bestemmelsen beskyttede sammenstillinger af et større antal oplysninger blev stillet til rådighed for almenheden ved udgivelse af eksemplarer i skriftlig form. Da sådanne sammenstillinger i nutidens samfund i stadig stigende grad oparbejdes i databaser, som stilles til rådighed for almenheden i form af on-line forbindelse, uden at der sker nogen udgivelse af eksemplarer, forekommer det naturligt at erstatte udgivelseskriteriet i § 49 med et offentliggørelseskriterium.

- I stk. 1 er der endvidere tilføjet et nyt 2. pkt. om beskyttelsestiden. Har et katalog mv. ikke været udgivet, er der efter ordlyden af stk. 1 i den gældende lov ingen beskyttelsesfrist. I lighed med, hvad der blev gennemført i Finland i 1991, foreslås det, at beskyttelsestiden senest skal udløbe 15 år efter udgangen af det år, da arbejdet blev fremstillet.

- Henvisningerne i stk. 3 til bestemmelser i lovforslagets kap. 1 og 2 indebærer, at der for kataloger mv. som udgangspunkt skal gælde samme indskrænkninger mv., som gælder for litterære værker. Baggrunden er, at kataloger mv. i deres udtryksform som regel kan sammenlignes med litterære værker, herunder især de i lovens § 1, stk. 2, nævnte værker af beskrivende art.

Herudover er der foretaget nogle redaktionelle ændringer. Bl.a. er udtrykket »frembragt« i stk. 1 erstattet med »fremstillet«, hvilket svarer til de øvrige bestemmelser i lovforslagets kap. 5. Det bemærkes, at den originære rettighedshaver til et katalog mv. ikke nødvendigvis er en fysisk person, men også kan være en juridisk person fx den virksomhed, der har stået for sammenstillingen af oplysninger til brug i kataloget mv.

Efter forslaget til stk. 3 indebærer henvisningen til

- § 6, at bestemmelsen om fællesværker også finder anvendelse på kataloger mv. Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 7, at formodningen om ophavsrettens indehaver også finder anvendelse på fremstillere af kataloger mv. Henvisningen svarer til gældende ret.

- § 8, at definitionerne af begreberne »offentliggjort« og »udgivet« også gælder i forhold til kataloger mv.

- § 9, at bestemmelsen om offentlige aktstykker mv. også finder anvendelse på kataloger mv.

- § 11, stk. 2, at brugerens kildeangivelsespligt også gælder i forhold til fremstillere af kataloger mv., når kataloger mv. anvendes i henhold til lovens kap. 2.

- § 12, stk. 1, at der må fremstilles eksemplarer til privat brug af kataloger mv.

- § 12, stk. 2, nr. 4, at der ikke til privat brug må fremstilles eksemplarer i digital form af kataloger mv., som foreligger i digitaliseret form. Der henvises til de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 12, stk. 2.

- § 13, at fremstillere af kataloger mv. omfattes af aftalelicensen i stk. 1, 1. led, vedrørende fotokopiering til brug i undervisningsvirksomhed.

- § 14, at fremstillere af kataloger mv. omfattes af aftalelicensen vedrørende fotokopiering i erhvervsvirksomhed mv.

- § 15, at hjemlen for sygehuse mv. til at optage radio- og tv-programmer med henblik på tidsforskudt brug også finder anvendelse på kataloger mv., der udsendes i radio eller tv.

- § 16, at arkiver, biblioteker og museer i visse tilfælde må fremstille eksemplarer af kataloger mv.

- § 17, at bestemmelserne om eksemplarfremstilling til syns- og hørehandicappede også finder anvendelse på kataloger mv.

- § 18, stk. 1 og 2, at kataloger mv. er omfattet af bestemmelserne vedrørende fremstilling af antologier mv. til undervisningsbrug.

- § 20, stk. 1, at når et katalog mv. er udgivet eller med fremstillerens samtykke er solgt el.lign., må eksemplaret vises offentligt.

- § 22, at citatretten også omfatter offentliggjorte kataloger mv.

- §§ 27 og 28, at retten til kataloger mv. ikke er til hinder for aktindsigt, tilgængelighed af offentlige arkivalier eller brug i forbindelse med retssager o.lign.

- § 30, at radiofonierne kan udsende udgivne kataloger mv. i fjernsyn, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt.

- § 31, at radio- og fjernsynsforetagenders ret til at foretage såkaldt efemære optagelser også gælder i forhold til kataloger mv., som foretagendet har ret til at udsende.

- § 32, at beskyttelsen af kataloger ikke er til hinder for gengivelse inden for rammerne af diskussionsudsendelser om almene spørgsmål i radio og fjernsyn.

- § 33, at kataloger mv., som udsendes i fjernsynet, under visse forudsætninger kan optages med henblik på opbevaring i billedarkiver.

- § 34, at radiofoniernes adgang til i visse tilfælde at udlevere optagelser af tv-udsendelser også omfatter kataloger mv.

- § 35, at fremstillere af kataloger mv. omfattes af den generelle licensordning for kabelviderespredning af radio- og tv-programmer.

- § 36, stk. 2, at der også i forhold til kataloger mv. skal gælde en vis begrænset ret til at fremstille eksemplarer mv. af kataloger mv. i digitaliseret form.

- §§ 47 og 49-52, at de fælles bestemmelser for henholdsvis tvangslicens og aftalelicens - bortset fra § 48 som alene vedrører radiofonier - også finder anvendelse på kataloger mv., som omfattes af de tvangs- og aftalelicenser i lovforslagets kap. 2, der vedrører litterære værker.

Som nævnt er der ikke i forslaget til stk. 3 henvist til samtlige bestemmelser i lovforslagets kap. 1 og 2, der gælder for litterære værker.

Den manglende henvisning til § 3 og § 11, stk. 1, om ideelle rettigheder skyldes, at fremstillere af kataloger som nævnt ofte er en juridisk person.

De manglende henvisninger til § 21 om offentlig fremførelse i visse forbindelser og § 25 om reportage af dagsbegivenheder skyldes, at det ikke er praktisk relevant at gøre disse anvendelige på kataloger mv.

På linie med bestemmelserne i lovforslagets §§ 66, 67 og 69 finder ministeriet det ikke påkrævet at henvise til lovforslagets kap. 3 om ophavsrettens overgang til andre. En sådan henvisning findes heller ikke i gældende ret.

Til § 72

Forslaget til § 72 om beskyttelse af udenlandske pressemeddelelser svarer med nogle redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 50.

Til kapitel 6

I forslaget til kap. 6 reguleres forskellige bestemmelser om bl.a. titelbeskyttelse, signering af kunstværker og ideelle rettigheder efter ophavsrettens udløb.

Som konsekvens af den foreslåede inkorporering af fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven omfatter bestemmelserne også fotografiske værker. Da det næppe har praktisk betydning at tale om titelbeskyttelse og signering af fotografiske billeder, er bestemmelserne i kap. 6 ikke ved henvisning i lovforslagets § 70 gjort anvendelige på fotografiske billeder.

Til § 73

Forslaget til § 73, der indeholder en titelbeskyttelse mv. af litterære og kunstneriske værker, svarer med en redaktionel ændring til den gældende ophavsretslovs § 51.

Til § 74

Forslaget til § 74 om signering af kunstværker er en uændret videreførelse af den gældende ophavsretslovs § 52.

Til § 75

Forslaget til § 75 indebærer, at ophavsmandens ideelle rettigheder efter forslagets § 3, stk. 1 og 2, også gælder efter ophavsrettens udløb, hvis kulturelle interesser herved krænkes. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 53, stk. 1.

Fællesrådet for Udøvende Kunstnere har ytret ønske om en beskyttelse af udøvende kunstneres ideelle rettigheder, selv om beskyttelsestiden er udløbet, og for optagelser fra før 1961. Der peges bl.a. på en stigende tendens til at anvende klip fra gamle film eller pladeudgivelser som led i kommercielle film-, fjernsyns- eller radioreklamer.

Kulturministeriet finder ikke, at der er påvist et tilstrækkeligt behov for en beskyttelse af udøvende kunstneres ideelle rettigheder efter beskyttelsestidens udløb. I overensstemmelse hermed foreslås det ikke, at udøvende kunstnere omfattes af bestemmelsen i forslaget til § 75.

Efter den gældende ophavsretslovs § 53, stk. 2, skal Kulturministeriet efter anmodning afgive en erklæring om, hvorvidt en benyttelse af et værk skønnes at være i strid med de i stk. 1 angivne regler eller at indebære en overtrædelse af lovens § 3, der vil kunne medføre offentlig påtale.

Bestemmelsen foreslås ikke videreført. Begrundelsen er, at det efter ministeriets opfattelse ikke længere kan anses for nødvendigt eller hensigtsmæssigt at afgive autoritative erklæringer i spørgsmål, hvis afgørelse i sidste ende principielt henhører under domstolene. Hertil kommer, at afgivelse af sådanne erklæringer ikke efter ministeriets opfattelse kan anses for en naturlig ministeriel opgave.

Overtrædelser af § 75 påtales af det offentlige, jf. forslaget til § 81, stk. 4.

Til kapitel 7

Lovforslagets kap. 7 indeholder bestemmelser om retshåndhævelse, dvs. bestemmelser om bl.a. straf, påtale, erstatning og godtgørelse. Lovforslaget er i hovedsagen en videreførelse af gældende ret.

Forslaget til § 83 vedrørende erstatning og godtgørelse indeholder dog indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen indebærer, at en forurettet efter § 76 eller § 77 har krav - ikke blot på erstatning og godtgørelse - men også på rimeligt vederlag for den stedfundne udnyttelse af værket eller frembringelsen mv. Ændringen tilsigter at bringe ophavsretsloven på linie med tilsvarende erstatningsbestemmelser i den øvrige immaterialretslovgivning.

Herudover indeholder forslaget til kap. 7 en række forenklinger af systematisk karakter. Bl.a. er bestemmelserne sammenskrevet til få generelle regler, der indholdsmæssigt er inddelt i afsnit, som markeres med særlige overskrifter.

Til § 76

Forslaget til § 76 om straf for krænkelse af ophavsretten mv. viderefører med visse redaktionelle ændringer §§ 55 og 55 a i den gældende ophavsretslov som affattet ved lovændringen i 1985, jf. tilsvarende fotografilovens § 17, stk. 1. Sammenlægningen af §§ 55 og 55 a til en paragraf indebærer ingen realitetsændringer. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, omfatter dog som noget nyt også billedoptagelser og fotografiske billeder, jf. lovforslagets §§ 67 og 70.

Henvisningerne i forslaget til stk. 1, nr. 2, til de enkelte bestemmelser i lovforslagets kap. 5 om nærtstående rettigheder omfatter bestemmelserne i deres helhed. Fx for udøvende kunstnere og fotografer, jf. forslaget til §§ 65 og 70, er krænkelser fx af deres ideelle rettigheder efter lovens § 3 således omfattet af § 76, stk. 1, nr. 2. Det samme gælder henvisningerne i §§ 65 og 70 til bestemmelserne i lovforslagets kap. 3, herunder § 56 om ændringer og videreoverdragelse og § 61, stk. 2, om testamentariske forskrifter. Dette svarer til de gældende bestemmelser i ophavsretslovens § 55 a, nr. 4 og 5.

Ved ændringsloven i 1985 blev der i ophavsretslovens § 55, stk. 1, nr. 3, indført et særligt strafsanktioneret forbud mod eksemplarspredning af lyd- eller billedoptagelser, der krænker udøvende kunstneres, fonogramproducenters og radiofoniers rettigheder efter loven. En tilsvarende bestemmelse findes i den gældende fotografilovs § 17, stk. 1, nr. 3. Med de foreslåede selvstændige spredningsrettigheder for disse rettighedsgrupper i lovforslagets §§ 65, 66, 67, 69 og 70 bliver de nævnte særlige forbudsbestemmelser overflødige, idet spredning af ulovlige eksemplarer vil være omfattet af den i § 76, stk. 1, nr. 2, foreslåede almindelige sanktionsbestemmelse.

I forslaget til § 76, stk. 1, nr. 3, er der tilføjet en henvisning til lovforslagets § 60 om bestilte portrætbilleder. Henvisningen indebærer, at ophavsmanden til et bestilt portrætbillede kan ifalde bødestraf, såfremt han udøver sine rettigheder til portrætbilledet uden samtykke fra bestilleren.

Efter den gældende lovs § 55 a, nr. 2, er bødestraf for undladelse af at fremsende en årlig opgørelse over salg af kunstværker, der giver ret til et følgeretsvederlag, betinget af, at man tilsigter at unddrage sig vederlagspligten.

Fællesrådet for Udøvende Kunstnere har foreslået, at den rene undladelse af at indsende attesterede opgørelser over salget af kunstværker efter lovforslagets § 38, stk. 6, bør være tilstrækkeligt til, at sælgeren af kunstværket pådrager sig strafansvar. Kulturministeriet kan tilslutte sig forslaget. Forslaget til § 76, stk. 1, nr. 4, er udformet i overensstemmelse hermed. Den foreslåede bestemmelse svarer herefter til bestemmelsen i nr. 5 om vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug.

Forslaget til § 76, stk. 1, nr. 5, svarer med enkelte redaktionelle ændringer til bestemmelsen i ophavsretslovens § 55 a, nr. 3, der blev gennemført ved lovændringen i maj 1992 vedrørende blankbåndsvederlag.

I betænkning nr. 1197/1990 har Ophavsretsudvalget foreslået, at der gennemføres en særlig bestemmelse om, at overtrædelse af lovforslagets § 47, stk. 3, skal være sanktioneret med straf. Efter § 47, stk. 3, kan det ved dom fastslås, at såfremt brugeren af et værk mv. i henhold til en tvangslicensbestemmelse ikke betaler det vederlag, der er fastsat ved parternes aftale eller ved Ophavsretslicensnævnets afgørelse, kan den pågældende værksudnyttelse kun foretages med ophavsmandens samtykke, indtil betaling er sket. Bestemmelsen indebærer med andre ord, at en tvangslicens ved dom kan transformeres til en eneret. Brugerens manglende respekt af en sådan suspensionsdom indebærer derfor en krænkelse af rettighedshaverens eneret. Sådanne krænkelser omfattes af lovforslagets § 76, stk. 1, nr. 1 og 2. Kulturministeriet finder det på denne baggrund ikke nødvendigt med en udtrykkelig henvisning i § 76 til lovforslagets § 47, stk. 3.

Der er ikke i forslaget til § 76 fastsat særlige strafsanktioner for en forligsmands eventuelle brud på tavshedspligten efter lovforslagets § 52, stk. 6, om mægling ved aftaler, som omfattes af visse aftalelicensbestemmelser. Brud på tavshedspligten vil kunne straffes i medfør af straffelovens §§ 152 b og 152 c.

Til § 77

Forslaget til § 77 vedrørende import af ulovlige eksemplarer svarer med visse redaktionelle ændringer til den gældende ophavsretslovs § 55 b som affattet ved lovændringen i 1985, jf. tilsvarende fotografilovens § 17, stk. 2. I forhold til den gældende bestemmelse bruges udtrykket at gøre eksemplarer »tilgængelige for almenheden« i stedet for »sprede blandt almenheden«. Med hensyn til forståelsen af udtrykket »gøre tilgængelig for almenheden« henvises til forslagets § 2, stk. 3.

Endvidere er det i forslaget til § 77, stk. 1, præciseret, at straf for overtrædelse af bestemmelsen forudsætter, at de subjektive betingelser om forsæt eller grov uagtsomhed er opfyldt.

Forslaget til § 77, stk. 2, om straf for forsætlige og erhvervsmæssige overtrædelser under særligt skærpende omstændigheder svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 55 b, stk. 2.

UBVA, Brancheforeningen Kontor & Data samt IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark har under høringen stillet forslag om gennemførelse af en generel importret, der ikke er begrænset til indførsel af eksemplarer med henblik på tilgængeliggørelse for almenheden.

Da spørgsmålet om indførelse af en generel importret for øjeblikket er under overvejelse inden for EU og WIPO finder ministeriet ikke, at der på nuværende tidspunkt bør fremlægges forslag af den nævnte karakter.

Til § 78

Forslaget til § 78 om straf af bøde for forsætlig eller groft uagtsom omsætning mv. af midler, hvis formål er at lette ulovlig fjernelse af tekniske indretninger, som måtte være anvendt til at beskytte et edb-program, svarer til den gældende ophavsretslovs § 55 g, som affattet ved lovændringen i 1992. Da de hensyn, der gør sig gældende med hensyn til beskyttelse af edb-programmer, med samme styrke taler for at beskytte andre værker i digital form, fx et elektronisk leksikon, foreslås bestemmelsen i stk. 1 om edb-programmer i stk. 2 udvidet til også at omfatte andre værker i digitaliseret form.

Til § 79

Forslaget til § 79 om hjemmel til bødestraf i administrative forskrifter svarer til den gældende ophavsretslovs § 55 c og fotografilovens § 17, stk. 3.

Til § 80

Forslaget til § 80, som indeholder den i lovgivningen almindelige bestemmelse om juridiske personers bødeansvar, svarer med enkelte ændringer til den gældende ophavsretslovs § 55 d og fotografilovens § 17, stk. 4. Bl.a. nævnes staten udtrykkeligt, hvorved bestemmelsen er bragt i overensstemmelse med bl.a. § 53, stk. 3, i medieansvarsloven af 6. juni 1991.

Til § 81

Forslaget til § 81, hvorefter overtrædelser af lovens bestemmelser som hovedregel påtales af den forurettede, svarer med en enkelt ændring til den gældende ophavsretslovs § 55 e, jf. tilsvarende fotografilovens § 17, stk. 6.

Ændringen går ud på, at det i § 81 udtrykkeligt bestemmes, at overtrædelser, som omfattes af lovforslagets § 79 om fastsættelse af bødestraf i administrative forskrifter, skal være undergivet privat påtale. Den gældende ophavsretslovs § 55 e indeholder ikke en specifik bestemmelse om påtaleretten ved overtrædelse af bestemmelser i sådanne forskrifter.

Det kan i visse tilfælde give anledning til tvivl, hvem der må anses for forurettet og dermed påtaleberettiget efter forslaget til § 81, stk. 1. Det er fx tilfældet ved overtrædelser af de i loven indeholdte bestemmelser om anmeldelses- og oplysningspligt, jf. forslaget til § 38, stk. 6 (følgeret) og § 41, stk. 1 (blankbåndsordningen). I tilfælde, hvor der skal foretages indberetning eller afgives oplysninger til en organisation, der af kulturministeren er godkendt til at forestå vederlagsopkrævningen, må det efter ministeriets opfattelse være naturligt at anse fællesorganisationen for påtaleberettiget.

Til § 82

Forslaget til § 82 om betinget offentlig påtale ved overtrædelser, der har forsætlig erhvervsmæssig karakter, jf. § 76, stk. 2, eller § 77, stk. 2, svarer til den gældende ophavsretslovs § 55 f som affattet ved lovændringen i 1985.

Forslaget til § 82, stk. 2, indebærer, at ransagning kan ske i sager om overtrædelse af bestemmelser i ophavsretsloven i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf. Bestemmelsen skal ses på baggrund af ændringer af retsplejeloven i 1992 og 1993, hvorefter bl.a. »politisager« ikke længere er et i loven anvendt begreb.

Til § 83

Til stk. 1

Efter den gældende lovs § 56, stk. 1, 1. pkt., kan tab, som er forvoldt ved en af de i lovens §§ 55, 55 a eller 55 b nævnte overtrædelser, kræves erstattet efter de almindelige erstatningsregler. En tilsvarende bestemmelse findes i fotografilovens § 18, stk. 1, 1. pkt. Efter disse bestemmelser har den forurettede i princippet kun krav på at få dækket sine dokumenterede tab ved overtrædelsen.

Forslaget til § 83, stk. 1, indebærer, at ordene »efter de almindelige erstatningsregler« i de gældende bestemmelser erstattes med ordene »rimeligt vederlag for udnyttelsen samt erstatning for den yderligere skade, som overtrædelsen måtte have medført«.

Advokatrådet har under høringen anført, at erstatningsreglerne i den gældende ophavsretslovgivning bør ændres. Det anføres, at de gældende bestemmelser har vist sig uhensigtsmæssige og utilstrækkelige i sager om piratkopiering. Der peges bl.a. på problemer i forbindelse med beviset for det tab, som rettighedshaveren har lidt ved overtrædelsen.

Kulturministeriet kan tiltræde, at den gældende erstatningsregel i ophavsretslovens § 56, stk. 1, næppe er hensigtsmæssig. Det vil ofte være vanskeligt at dokumentere de tab, der er lidt ved en ophavsretskrænkelse. Det samme gælder ved krænkelse af andre immaterialrettigheder. I domstolenes praksis forekommer det således ofte, at erstatning fastsættes skønsmæssigt. Der har ligeledes været eksempler på, at domstolene har beregnet erstatningen som summen af ophavsmandens sædvanlige honorar og hans øvrige tab som følge af ophavsretskrænkelsen.

Ministeriet finder på denne baggrund, at erstatningsreglen i ophavsretsloven bør bringes i overensstemmelse med den praksis, der har udviklet sig, og erstatningsreglerne inden for den øvrige immaterialretslovgivning. Forslaget til stk. 1 er udformet i overensstemmelse hermed.

Forslaget har fået tilslutning fra Samrådet for Ophavsret, KODA, Patentdirektoratet samt IFPI Danmark, Foreningen af Danske Spillefilmproducenter, Foreningen af Danske Videogramdistributører og Foreningen af Filmudlejere i Danmark.

Ved udformningen af stk. 1 er der taget udgangspunkt i patentlovens § 58, stk. 1, der bestemmer følgende: »Den, som forsætligt eller uagtsomt begår patentindgreb, er pligtig at udrede rimeligt vederlag for udnyttelsen af opfindelsen samt erstatning for den yderligere skade, som indgrebet måtte have medført«. Tilsvarende bestemmelser findes i § 43, stk. 1, i varemærkeloven af 6. juni 1991 og i § 40 i brugsmodelloven af 26. februar 1992.

Ved udtrykket »rimeligt vederlag for udnyttelsen« i forslaget til stk. 1 forstås det vederlag eller honorar, som rettighedshaveren ville have haft krav på, såfremt den pågældende udnyttelse var sket retmæssigt, dvs. efter aftale med rettighedshaveren. Eksisterer der ikke noget sædvanligt honorar el.lign. for den pågældende udnyttelse, må vederlaget fastsættes skønsmæssigt.

Ud over et rimeligt vederlag skal der udredes »erstatning for den yderligere skade, som overtrædelsen måtte have medført«. Herved forstås tab, som den forurettede har lidt ved overtrædelsen, herunder fx afsætningstab og tab som følge af markedsforstyrrelser. Ikke-økonomiske skader kan ikke kræves dækket i medfør af forslaget til stk. 1, men omfattes af forslaget til § 83, stk. 3.

En tilsvarende bestemmelse er allerede gældende ret i Finland og Sverige.

Til stk. 2

Forslaget til stk. 2 om overtrædelser begået i god tro svarer med visse redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 56, stk. 2, jf. tilsvarende fotografilovens § 18, stk. 2. Som konsekvens af den foreslåede ændring af stk. 1, omhandler stk. 2 ikke kun erstatning, men også rimeligt vederlag for udnyttelsen. Tilsvarende bestemmelser findes i bl.a. patentlovens § 58, stk. 2, og varemærkelovens § 43, stk. 2. I overensstemmelse med den gældende lovs § 56, stk. 2, 2. pkt., kan summen af vederlaget og erstatningen ikke overstige den ved overtrædelsen indvundne fortjeneste.

Til stk. 3

Forslaget til stk. 3 om godtgørelse for ikke-økonomisk skade svarer indholdsmæssigt til den gældende lovs § 56, stk. 1, 2. pkt., således som bestemmelsen blev affattet ved lovændringen i 1985. I forhold til den gældende bestemmelse omfatter forslaget til stk. 3 dog ikke udelukkende ophavsmænd og udøvende kunstnere, men også fotografer, jf. forslaget til § 70. Fotografer har allerede efter den gældende fotografilovs § 18, stk. 1, 2. pkt., krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Til § 84

Forslaget til § 84 om inddragelse, overdragelse og tilintetgørelse af ulovlige værkseksemplarer mv. svarer til § 57 i den gældende ophavsretslov og § 19 i fotografiloven.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på midler til omgåelse eller fjernelse af kopispærringer i edb-programmer, jf. lovforslagets § 78.

Brancheforeningen Kontor & Data har anført, at de i lovforslaget indeholdte retsmidler er utilstrækkelige til at imødekomme krænkelser af softwareproducenternes rettigheder og finder på denne baggrund, at bestemmelsen i lovforslagets § 84 bør udvides, således at inddragelsen mv. af eksemplarerne tillige kan ske under en fogedforretning uden kald og varsel.

Kulturministeriet må være af den opfattelse, at den foreslåede ændring vil have karakter af et for vidtgående indgreb i privatsfæren. Spørgsmålet har været drøftet med de øvrige nordiske lande, som har tilkendegivet, at der ikke påtænkes nogen udvidelse af de tilsvarende bestemmelser i den nationale lovgivning. På denne baggrund stilles der ikke forslag om en udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde.

Til kapitel 8

Til § 85

Forslaget til § 85 om det umiddelbare anvendelsesområde for lovens bestemmelser om ophavsret viderefører den gældende ophavsretslovs § 58 og fotografilovens § 20, stk. 1.

Forslaget til § 85, stk. 1-4, svarer med enkelte redaktionelle ændringer til de gældende bestemmelser. Fotografiske værker vil som følge af den foreslåede generelle inkorporering af fotografibeskyttelsen i ophavsretsloven omfattes af bestemmelserne i stk. 1, nr. 1,2 og 5, samt stk. 2. Om fotografiske billeder, jf. forslaget til § 70, henvises til lovforslagets § 86, stk. 5.

Bestemmelsen i den gældende lovs § 58, stk. 5, om filmværker, der efter Bernerkonventionen har et andet land end Danmark som hjemland, foreslås ikke videreført. Med den foreslåede ændring af formodningsreglen i lovforslagets § 58 bringes bestemmelsen i nær overensstemmelse med Bernerkonventionens art. 14 bis. Der er herefter ikke nogen grund til at opretholde særregler for filmværker fra andre Bernerunionslande.

Forslaget til § 85, stk. 5, er nyt og vedrører spørgsmålet, på hvilke udgivelser den i § 64 foreslåede nye bestemmelse om udgivelse og offentliggørelse af ubeskyttede ikke publicerede værker skal finde anvendelse. Beskyttelsestidsdirektivet indeholder ikke direkte bestemmelser herom, ligesom en beskyttelse af sådanne publikationer heller ikke er omfattet af Bernerkonventionen eller andre internationale konventioner på området.

På denne baggrund må Kulturministeriet finde det naturligt, at beskyttelsen for de nævnte værker efter forslaget til § 64 gøres direkte anvendelig i forhold til publikationer, der er foretaget af personer, der er statsborgere eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde samt for selskaber med hovedsæde inden for samme område. Dette indebærer, at publikationer, som den nævnte personkreds måtte foretage, vil være beskyttet i Danmark efter den nye bestemmelse i § 64, uanset hvor publikationen er foretaget. Ministeriet har herved også taget udgangspunkt i den af EU-domstolen afsagte dom i den såkaldte Phil Collins-sag, som udelukker diskrimination på grundlag af statsborgerskab.

Forslaget til § 85, stk. 6, indebærer, at bestemmelserne i lovforslagets §§ 73-75 om titelbeskyttelse mv., signering af kunstværker samt ideelle rettigheder efter ophavsrettens udløb gælder for ethvert værk uanset oprindelsesland. I forhold til den gældende ophavsretslovs § 58, stk. 6, indebærer forslaget til stk. 6, at bestemmelsen ikke længere kun omfatter værker, som omfattes af § 1. Bestemmelsen finder således også anvendelse på værker, som omfattes af §§ 4 eller 5 om henholdsvis bearbejdelser mv. og samleværker. Tilsvarende bestemmelser findes i den norske ophavsretslovs § 57 og den svenske ophavsretslovs § 60.

Til § 86

Forslaget til § 86 om anvendelsesområdet for bestemmelserne i lovens kap. 5 om nærtstående rettigheder viderefører den gældende lovs § 59. Forslaget medfører dog en række ændringer af dels redaktionel, dels indholdsmæssig karakter.

Hovedreglen efter den gældende lovs § 59, stk. 1, er, at beskyttelsen gælder for udøvende kunstneres fremførelser, lydoptagelser samt radio- og fjernsynsudsendelser, som har fundet sted i Danmark. Beskyttelsen mod eftergørelse af lydoptagelser i den gældende lovs § 46 gælder dog for enhver lydoptagelse. Vederlagskrav efter den gældende lovs § 17, stk. 2, og §§ 26 a-h gælder kun for lydoptagelser, som har fundet sted i Danmark.

Efter den gældende lovs § 59, stk. 2, gælder beskyttelsen af kataloger mv. og pressemeddelelser, jf. lovens §§ 49 og 50, kun for danske statsborgere, personer, der er bosat i Danmark, samt for selskaber, der har dansk bestyrelse og sæde i Danmark. Endvidere gælder katalogbeskyttelsen for frembringelser, som først er udgivet i Danmark.

Til stk. 1

Forslaget til stk. 1 indebærer, at det gældende territorialitetskriterium, hvorefter beskyttelsen alene gælder for fremførelser og lydoptagelser, der har fundet sted i Danmark, videreføres.

Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 962/1982 overvejet, om de tilknytningsmomenter, der efter gældende ret anvendes for så vidt angår nærtstående rettigheder, bør ændres.

Udvalget finder det utilfredsstillende, at en dansk udøvende kunstner ikke er beskyttet i Danmark, når en fremførelse har fundet sted i et land, der ikke er tilsluttet Romkonventionen. Udvalget peger på, at det i vore dages internationaliserede samfund ofte kan være tilfældigt, i hvilket land fx en musikoptagelse finder sted. Udvalget foreslår derfor, at beskyttelsen af udøvende kunstnere udvides til også at omfatte danske statsborgere og personer, der er bosat i Danmark, uanset hvor fremførelsen har fundet sted.

En lignende udvidelse af tilknytningsmomentet blev gennemført i Sverige i 1986.

Kulturministeriet har forståelse for Ophavsretsudvalgets synspunkter. Det kan virke urimeligt, at danske musikere, skuespillere, dansere osv. ikke nyder beskyttelse i Danmark, blot fordi deres fremførelse har fundet sted - og evt. er optaget - i et fremmed land, der ikke er tilsluttet Romkonventionen.

Ministeriet må imidlertid også nære betænkeligheder ved Ophavsretsudvalgets forslag. Baggrunden herfor er EF-traktatens art. 6 om forbud mod diskrimination på grundlag af nationalitet. Efter en i 1993 afsagt dom fra EF-domstolen i den såkaldte Phil Collins-sag må det antages, at den af udvalget foreslåede udvidelse af beskyttelsen ikke alene vil komme danske udøvende kunstnere til gode, men også udøvende kunstnere fra alle øvrige EU-medlemsstater. Ministeriet finder derfor, at den af Ophavsretsudvalget foreslåede udvidelse vil kunne have vidtgående konsekvenser af økonomisk karakter, og at man derfor indtil videre bør fastholde det gældende territoritorialitetskriterium. Forslaget til stk. 1 er udformet i overensstemmelse hermed.

Til stk. 2

Forslaget til stk. 2 svarer for så vidt angår § 66 om producentbeskyttelse mod eftergørelse af lydoptagelser til den gældende lovs § 59, stk. 1, 2. pkt. Denne bestemmelse er begrundet i et generelt ønske om i forhold til grammofonpladeproducenter at modvirke piratoverspilninger af deres plader, uanset hvor indspilningen har fundet sted. I forbindelse med forberedelsen af lovforslaget har der såvel fra pladeproducenterne som de udøvende kunstneres organisationer været fremsat ønske om, at det for pladeproducenter generelt gældende forbud mod piratmæssig eftergørelse af grammofonplader også burde gælde for optagelser, der piratmæssigt foretages af udøvende kunstneres fremførelser. Der tænkes navnlig på de såkaldte bootleg-optagelser, hvor man fx under en koncertfremførelse skjult optager en udøvende kunstners fremførelse.

Kulturministeriet finder, at forslaget er velbegrundet og ligger i naturlig forlængelse af den siden 1961 gældende bestemmelse i § 59, stk. 1, 2. pkt., om producentbeskyttelse mod piratmæssig eftergørelse af grammofonplader.

Det foreslås derfor i stk. 2 som noget nyt, at der også skal gælde et generelt forbud mod piratmæssig optagelse af udøvende kunstneres fremførelser, som efter forslaget til § 65 i Danmark ville være ulovlige, uanset hvor kunstnerens fremførelse har fundet sted.

Til stk. 3

Forslaget til stk. 3 vedrører den nye producentbeskyttelse af billedoptagelser efter forslagets § 67.

Denne nye beskyttelse er indtil videre kun reguleret internationalt i EF's udlejnings- og udlånsdirektiv. Da direktivet ikke indeholder særlige krav med hensyn til tilknytningsmomenter for beskyttelsen EU-landene imellem, finder ministeriet det naturligt at anvende det samme tilknytningsmoment for den nye billedproducentbeskyttelse, som Danmark traditionelt har anvendt for beskyttelsen af producenter af lydoptagelser, dvs. et optagelseskriterium.

Det foreslås derfor, at producentbeskyttelsen efter § 67 for billedoptagelser skal gælde for optagelser, der er foretaget i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Til stk. 4

Forslaget til stk. 4 vedrører beskyttelsen af radio- og fjernsynsudsendelser efter forslagets § 69. Efter den gældende lovs § 59, stk. 1, gælder beskyttelsen for lydradio- og fjernsynsudsendelser kun for udsendelser, der har fundet sted i Danmark.

Ophavsretsudvalget har i betænkning nr. 1197/1990 anført, at de senere års satellitudvikling nødvendiggør en udvidelse af tilknytningsmomenterne i forhold til gældende ret. I dag afhænger radiofoniernes beskyttelse af, om udsendelsen har fundet sted i Danmark eller i et andet land, der er tilsluttet Romkonventionen eller Den Europæiske Overenskomst om beskyttelse af fjernsynsudsendelser. Med den moderne satellitteknik er det imidlertid kun et teknisk spørgsmål, hvor udsendelsen finder sted, dvs. i hvilket land opsendelsen af signaler til satellitten foregår. Udvalget foreslår på den baggrund at udnytte muligheden efter Romkonventionen til at indføre et alternativt tilknytningsmoment, således at beskyttelsen også skal gælde for radiofonier, der har deres hovedsæde i Danmark eller i et andet konventionsland.

Kulturministeriet kan tilslutte sig Ophavsretsudvalgets forslag. Tilknytningsmomenterne vil herefter svare til hovedreglerne i Romkonventionens art. 6, stk. 1, litra a, og Den Europæiske Overenskomst om beskyttelse af fjernsynsudsendelser, jf. art. 1. Ved lovændringen i Sverige 1986 blev tilknytningsmomentet udvidet for radiofonier på lignende måde. Forslaget til stk. 4 er udformet i overensstemmelse hermed.

Til stk. 5

Forslaget til stk. 5 vedrører beskyttelsen efter § 70 af fotografiske billeder, dvs. simple fotografier, der ikke nyder beskyttelse som værker efter lovforslagets § 1.

På baggrund af at Danmark med inkorporeringen af fotografiske værker i ophavsretslovens § 1 efter lovforslaget opfylder forpligtelserne efter Bernerkonventionens art 2, stk. 1, jf. art 7, stk. 4, gennem en egentlig værksbeskyttelse på 70 år efter at ophavsmanden til et fotografisk værk er død, finder Kulturministeriet det naturligt at anvende nogle mere enkle tilknytningskriterier for beskyttelsen af simple fotografier, end tilfældet har været under den gældende særlige fotografilov. Efter denne lovs § 20 gælder beskyttelsen i 25 år efter at et billede er blevet fremstillet, jf. lovens § 15, for alle fotografiske billeder, der

1) er fremstillet af danske statsborgere eller personer, der er bosat i Danmark,

2) er udgivet første gang i Danmark, eller som efter at være udgivet første gang i et andet land udgives i Danmark inden for 30 dage efter den første udgivelse,

3) er indføjet i bygninger eller anlæg i Danmark.

Kulturministeriet finder på baggrund af det ovenfor anførte, at pkt. 2) i den hidtidige regulering af tilknytningskriterier i fotografiloven bør udgå, samt at pkt. 1) på baggrund af den inden for EU afsagte såkaldte Phil Collins-dom bør udstrækkes til umiddelbart at gælde ikke alene for danske statsborgere mv., men også for statsborgere og personer, der er bosat i andre lande inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Forslaget til stk. 5 er udformet i overensstemmelse hermed.

Til stk. 6

Forslaget til stk. 6 vedrører beskyttelsen af kataloger og andre arbejder, der sammenstiller et større antal oplysninger, jf. lovforslagets § 71. Efter den gældende lovs § 59, stk. 2, gælder den særlig katalogbeskyttelse mv. til fordel for danske statsborgere og personer, der er bosat i Danmark samt til fordel for selskaber, der har dansk bestyrelse og sæde i Danmark. Endvidere gælder beskyttelsen for § 49 frembringelser, som først er udgivet i Danmark.

På baggrund af den såkaldte Phil Collins-dom inden for EU, som udelukker diskrimination på grundlag af nationalitet, samt under hensyn til de igangværende overvejelser for så vidt angår et EU-direktiv om blandt andet en såkaldt sui generis beskyttelse for databaser, som minder om den danske katalogbeskyttelse, finder Kulturministeriet, at tilknytningskriterierne for beskyttelsen af kataloger mv. bør justeres og forenkles.

Det foreslås derfor, at katalogbeskyttelsen efter § 71 kun skal gælde umiddelbart for kataloger mv., der er fremstillet af personer, som er statsborgere eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt for selskaber, som har hovedsæde inden for dette område.

Til stk. 7

Forslaget til stk. 7 vedrører beskyttelsen af pressemeddelelser efter forslagets § 72.

Forslaget indebærer, at de kriterier, der er nævnt i lovforslagets § 86, stk. 6, om anvendelsesområdet for katalogreglen, også gælder for pressemeddelelser.

Til § 87

Formålet med den foreslåede § 87 er at gennemføre en bestemmelse i satellit- og kabeldirektivet vedrørende visse satellitudsendelser i dansk lovgivning.

Værker mv. gøres tilgængelige for almenheden gennem udsendelse i radio og fjernsyn her i landet, når udsendelsen finder sted i en ubrudt transmissionskæde, der begynder i Danmark, jf. lovforslagets § 2, stk. 3.

Det foreslåede stk. 1 gentager denne almindelige regel, for så vidt angår udsendelse via satellit.

Satellit- og kabeldirektivet forpligter imidlertid Danmark til at gøre undtagelse fra denne hovedregel, således at Danmark for satellitudsendelsers vedkommende i yderligere to tilfælde skal betragtes som sendeland, selv om programmet indføres i den ubrudte sendekæde i et andet land.

Det følger af direktivets art. 1, stk. 2, litra d, at Danmark skal anses for sendeland, hvis transmissionskæden begynder i et land uden for EU, hvor der gælder et lavere beskyttelsesniveau med hensyn til udsendelser end foreskrevet i direktivet, dels hvis der foretages uplink til satellitten i Danmark, dels hvis der ikke foretages uplink i noget EU-land, men det pågældende radio- eller fjernsynsforetagende har sit hovedsæde i Danmark. Med EU-lande sidestilles de øvrige lande inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Det foreslåede stk. 2 gennemfører denne bestemmelse i dansk ret. Dette indebærer, at indehavere af rettigheder efter lovforslagets § 2 (ophavsmænds rettigheder), § 64 (udgiverens rettigheder over de såkaldte posthumt udgivne værker), §§ 65-72 (udøvende kunstneres, fonogramproducenters m.fl.s rettigheder, jf. kapitel 5) og § 73 (titelbeskyttelse mv.) kan gøres gældende over for den, der driver den benyttede danske uplinkstation, respektive vedkommende danske radio- eller fjernsynsforetagende.

Det bemærkes, at bestemmelsen i forslaget til § 87, stk. 2, efter forslaget til § 91, stk. 3, ikke finder anvendelse på aftaler indgået før den 1. januar 1995, før end den 1. januar 2000. Der henvises til bemærkningerne til § 91, stk. 3.

Til § 88

Forslaget til § 88 svarer med enkelte redaktionelle ændringer til den gældende ophavsretslovs § 60 og fotografilovens § 20, stk. 2 og 3.

Forslaget indeholder en hjemmel til at udvide anvendelsen af lovens bestemmelser i forhold til andre lande mv. ud over den umiddelbare anvendelse, der følger af lovforslagets §§ 85 og 86. Hjemlen er i dag udnyttet ved kgl. anordning nr. 452 af 18. juni 1990 om anvendelsen af ophavsretsloven og fotografiloven i forhold til andre lande mv., hvorefter de to love som hovedregel finder anvendelse i forhold til lande, der er tilsluttet de internationale konventioner på ophavsrettens område, herunder især Bernerkonventionen, Verdenskonventionen om Ophavsret og Romkonventionen.

Til kapitel 9

Til § 89

Efter forslaget til § 89 skal den nye ophavsretslov træde i kraft den 30. juni 1995. Dette skal bl.a. ses på baggrund af, at bestemmelserne i EF-direktivet om udlejning og udlån på dette tidspunkt som udgangspunkt skal være gennemført i dansk lovgivning.

Med ikrafttræden den 30. juni 1995 gives der samtidig lejlighed til, at de nye administrative forskrifter, der kan udstedes i medfør af loven, kan udarbejdes og træde i kraft samtidig med loven. Der foreslås på den baggrund i § 89, stk. 2, nr. 3, en udtrykkelig bestemmelse om, at de bekendtgørelser mv., der er fastsat i medfør af den gældende lovgivning, ophæves samtidig med lovens ikrafttræden.

Følgende bekendtgørelser og anordninger skal herefter, i det omfang lovforslaget giver bemyndigelse hertil, erstattes af nye administrative forskrifter:

- Anordning nr. 452 af 18. juni 1990 om anvendelsen af ophavsretsloven og fotografiloven i forhold til andre lande mv.

- Bekendtgørelse nr. 892 af 20. december 1990 om opkrævning af vederlag i henhold til ophavsretslovens § 22 a mv. for programspredning over radio- og kabelanlæg.

- Bekendtgørelse nr. 440 af 8. juni 1990 om beregning af følgeretsvederlag i henhold til ophavsretsloven.

- Bekendtgørelse nr. 152 af 6. april 1979 om opbevaring og benyttelse af optagelser af radio- og fjernsynsudsendelser, som er foretaget inden for undervisningsvirksomhed (som ændret ved bekendtgørelse nr. 687 af 11. oktober 1990).

- Anordning nr. 272 af 21. juli 1962 om arkivers, bibliotekers og museers adgang til at fremstille eksemplarer af litterære og kunstneriske værker mv. ved fotografering.

- Bekendtgørelse nr. 260 af 14. juli 1962 om fastsættelse af vederlag ved benyttelse af beskyttede litterære og kunstneriske værker samt fotografiske billeder.

Med ophævelsen af den gældende ophavsretslov og fotografilov ophæves samtidig de overgangsbestemmelser mv., der er gennemført i de forskellige ændringslove til hovedlovene. I det omfang sådanne overgangsregler fortsat kan tillægges betydning, er de optaget i overgangsbestemmelserne i lovforslagets §§ 90-91.

Ophævelsen omfatter også revisionsfristbestemmelsen om følgeret i § 2, stk. 3, i ændringslov nr. 378 af 7. juni 1989, jf. herved bemærkningerne til forslagets § 38.

Revisionsfristbestemmelsen i forslaget til stk. 3 svarer til bestemmelsen i § 3, stk. 2, i lov nr. 338 af 14. maj 1992 om ændring af ophavsretsloven og fotografiloven (Vederlagsordning for uindspillede bånd).

For så vidt angår Færøerne og Grønland henvises nærmere til bemærkningerne til forslagets § 93.

Til § 90

Til stk. 1

Forslaget til § 90, stk. 1, har til formål at opfylde art. 10, stk. 2, i beskyttelsestidsdirektivet. Art. 10, stk. 2, vedrører spørgsmålet, i hvilken udstrækning direktivets forlængede beskyttelsestid på 70 år skal anvendes på værker og andre frembringelser, som er kommet til eksistens før direktivets ikrafttræden den 1. juli 1995.

Den gældende lovs § 61, stk. 1, er baseret på det princip, at loven også gælder for værker og andre frembringelser, som allerede er genstand for beskyttelse efter ældre love. Det betyder, at EU-direktivets 70-årige beskyttelsestid efter den gældende lov kun ville komme til at gælde for værker, frembragt før den 1. juli 1995, såfremt beskyttelsestiden for de pågældende værker ikke er udløbet efter den hidtil gældende danske beskyttelsestid på 50 år efter ophavsmandens død.

Efter art. 10, stk. 2, i direktivet skal beskyttelsestiden på 70 år efter død anvendes i forhold til alle værker, som den 1. juli 1995 er beskyttet i mindst en medlemsstat. Da Tyskland har en beskyttelsestid på 70 år og efter den af EU-domstolen den 20. oktober 1993 afsagte dom i den såkaldte Phil Collins-sag må antages ikke længere at kunne anvende det inden for Bernerkonventionen anerkendte princip om afkortning af beskyttelsestid i forhold til værker af statsborgere fra andre EU-lande med en beskyttelsestid på 50 år, vil der i Tyskland pr. 1. juli 1995 eksistere en 70 årig beskyttelse for alle værker frembragt af en EU-statsborger.

Konsekvensen er, at der i alle EU-lande efter direktivets art. 10, stk. 2, senest den 1. juli 1995 i national lovgivning skal gives beskyttelse for ethvert værk af en EU-statsborger i tilfælde, hvor der ikke er forløbet mere end 70 år efter udgangen af det år, hvor ophavsmanden er død. Alle EU-lande vil således eksempelvis pr. 1. juli 1995 være forpligtet til at genoplive beskyttelsen for værker af Carl Nielsen og Kaj Munk, selv om beskyttelsen for Carl Nielsen efter den gældende danske 50-årige beskyttelse er udløbet ved udgangen af 1981 og for Kaj Munks vedkommende vil udløbe pr. 1. januar 1995.

På denne baggrund foreslås det i forslaget til § 90, stk. 1, at lovens bestemmelser, herunder også bestemmelserne i lovforslagets § 63 om en beskyttelsestid på 70 år efter ophavsmandens død, kommer til anvendelse på værker, som er frembragt før lovens ikrafttræden, uanset om beskyttelsen måtte være udløbet efter den hidtil gældende lovgivning. Det bemærkes, at dette ikke vil indebære, at der efter dansk lovgivning skal gives en beskyttelse på 70 år efter ophavsmandens død for værker med oprindelse i et land uden for EU. For så vidt angår sådanne værker, følger det af direktivets art. 7, stk. 1, at det inden for Bernerkonventionen anerkendte princip om afkortning af beskyttelsestiden for værker ud over 50 år fra ophavsmandens død skal anvendes.

For andre frembringelser end værker, dvs. for beskyttelsen af udøvende kunstnere, producenter af lydoptagelser og billedoptagelser samt radio- og fjernsynsforetagender, fastlægges beskyttelsestiden med et andet begyndelsestidspunkt end en persons dødsår. For de nævnte såkaldte nærtstående rettigheder løber beskyttelsestiden fra det tidspunkt, hvor en optagelse er foretaget (optagelseskriteriet), eller en fremførelse har fundet sted.

I 1985 blev beskyttelsestiden i Danmark for de nærtstående rettigheder forlænget fra 25 år til 50 år efter, at en optagelse var foretaget. I overensstemmelse med den gældende lovs § 61, blev det bestemt, at den nye 50 års frist kun skulle gælde for optagelser foretaget før den 1. juli 1985, dvs. før beskyttelsestidsforlængelsen, såfremt den hidtidige beskyttelsestid på 25 år ikke var udløbet den 1. juli 1985.

Det i dansk ret hidtil anvendte princip, at man ved gennemførelse af forlængelse af beskyttelsestider ikke genopliver rettigheder, der er udløbet efter hidtil gældende lov, betyder i praksis, at der ikke efter gældende dansk lov gives nogen beskyttelse for:

- Udøvende kunstneres fremførelser, som er udført før den 1. oktober 1961,

- Producentfremstilling af lydoptagelser, som er fremstillet før den 1. januar 1959,

- Radio- og fjernsynsudsendelser, som har fundet sted før den 1. oktober 1961.

I modsætning til den gældende danske retstradition indebærer beskyttelsestidsdirektivet, at der i medlemslandene pr. 1. juli 1995 skal ske genoplivning af rettigheder, som er frembragt før direktivets gennemførelse, uanset om sådanne rettigheder måtte være udløbet efter de hidtil i medlemslandene gældende beskyttelsesfrister. Efter direktivets art. 10, stk. 2, er det afgørende kriterium for spørgsmålet om genoplivning, om der i en medlemsstat pr. den 1. juli 1995 findes beskyttelse for en given optagelse, som er foretaget før denne dato. Er dette tilfældet, skal direktivets beskyttelsestid på 50 år efter, at optagelsen er foretaget, finde anvendelse i alle medlemslande, uanset om beskyttelsestiden i de enkelte lande efter de der hidtil gældende regler måtte være udløbet.

Efter det for ministeriet oplyste må det antages, at der i Storbritannien efter den britiske Copyright Act af 1988 vil eksistere en 50-årig beskyttelse for fremførelser og optagelser fra tiden før den 1. juli 1995. Efter direktivets art. 10, stk. 2, vil det herefter være nødvendigt, at der i dansk lovgivning pr. 1. juli 1995 gennemføres en genoplivning af rettigheder til ældre indspilninger og fremførelser. Genoplivningen skal efter direktivets art. 3 række 50 år tilbage i tiden. Dette gælder, uanset at der som nævnt efter den gældende ophavsretslov ikke gives nogen beskyttelse for indspilninger og fremførelser fra tiden før 1959 - 1961.

I overensstemmelse hermed er forslaget til § 90, stk. 1, udformet således, at der for fremførelser, indspilninger og radio- eller fjernsynsudsendelser, der er foretaget før den 30. juni 1995, kommer til at gælde en beskyttelsestid på 50 år efter udgangen af det år, hvor den pågældende optagelse eller radio- eller fjernsynsudsendelse har fundet sted.

Tilsvarende vil den i lovforslagets § 64 gennemførte nye beskyttelse for den, som offentliggør eller udgiver ikke udgivne værker efter udløbet af den ophavsretlige beskyttelsestid, efter forslaget til § 90, stk. 1, få virkning på udgivelser og offentliggørelser fra tiden før den 30. juni 1995 i 25 år efter udgangen af det år, hvori den pågældende udgivelse eller offentliggørelse er sket.

Med hensyn til den tidsmæssige beskyttelse af ældre fotografiske billeder henvises til forslaget til § 91, stk. 5, og bemærkningerne hertil.

Til stk. 2

Forslaget til stk. 2 svarer med visse redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 61, stk. 2. Bestemmelsen, der er en undtagelse fra stk. 1, indebærer, at eksemplarer, som lovligt er fremstillet før lovens ikrafttræden, kan spredes til almenheden og vises offentligt. Efter stk. 2, 2. pkt., gælder dette dog ikke for udlejning og for udlån af filmværker og edb-programmer i maskinlæsbar form, jf. forslagets § 19, stk. 2 og 3.

Princippet om fortsat sprednings- og visningsret af lovlige eksemplarer er begrundet i, at hvis eksemplarerne på fremstillingstidspunktet frit måtte spredes til almenheden eller vises offentligt, bør brugeren fortsat have mulighed for at bruge eksemplarerne på disse måder, selv om der ved en senere lovændring er sket en indskrænkning i adgangen hertil.

Forslaget til stk. 2 har især betydning, når det gælder de nye spredningsrettigheder til fordel for udøvende kunstnere, fremstillere af lydoptagelser og fremstillere af fotografiske billeder, jf. lovforslagets §§ 65, 66 og 70. Bestemmelsen indebærer, at eksemplarer af udøvende kunstneres fremførelser, lydoptagelser og fotografiske billeder, der er lovligt fremstillet før lovens ikrafttræden kan spredes til almenheden. Dette gælder dog ikke for udlejning og for ophavsmændenes vedkommende heller ikke for udlån af filmværker og edb-programmer i maskinlæsbar form, jf. § 19, stk. 2 og 3.

Med hensyn til aftaler indgået før den 30. juni 1995 henvises til forslaget til § 91 og bemærkningerne hertil.

Til § 91

Til stk. 1

Forslaget til stk. 1 indeholder en overgangsregel vedr. aftaler om overdragelse af ophavsrettigheder, hvorefter de fravigelige bestemmelser i lovforslagets §§ 54, 55, 56 og 58 om overdragelse af ophavsrettigheder ikke finder anvendelse på aftaler, der er indgået før lovens ikrafttræden den 30. juni 1995. Sådanne aftaler må bedømmes efter de regler, der gjaldt ved aftalens indgåelse.

En tilsvarende overgangsregel findes ikke i den gældende ophavsretslov. Det er dog almindeligt antaget, at princippet også har været gældende under den nuværende ophavsretslov, hvilket er kommet til udtryk i Højesterets dom af 22. januar 1974 (Ugeskrift for Retsvæsen 1974, s. 167) i en sag mellem forfatteren Soya og Danmarks Radio. Højesteret fastslog, at formodningsreglen i den gældende ophavsretslovs § 42 (jf. lovforslagets § 58) om filmatiseringsaftaler ikke fandt anvendelse på en aftale, der var indgået før den gældende lovs ikrafttræden den 1. oktober 1961.

Kulturministeriet finder det mest hensigtsmæssigt, at princippet kommer til udtryk i selve loven, navnlig under henvisning til, at lovforslagets kap. 3 indeholder en række nye aftalebestemmelser med betydning for det praktiske retsliv. Også Finland og Sverige har udtrykkelige overgangsregler om aftaler om overdragelse af ophavsrettigheder.

De ovennævnte aftaleregler i lovforslagets kap. 3 afviger på en række punkter fra de hidtil gældende. Det drejer sig fx om forslagene til §§ 54 og 55 om tilbagefaldsret og § 58 om aftaler om indspilning af film. Lovforslaget viderefører heller ikke den gældende lovs detaljerede bestemmelser om forlagsaftaler. I disse tilfælde må omfanget af den aftalte rettighedsoverdragelse bedømmes efter de retsregler, der var gældende på tidspunktet for aftalens indgåelse. Det betyder bl.a., at de udnyttelsesfrister, der er nævnt i lovforslagets §§ 54 og 55 kun finder anvendelse på aftaler, der indgås efter lovens ikrafttræden den 30. juni 1995.

For så vidt angår den ufravigelige bestemmelse i forslagets § 57 om afregning og kontrol finder hovedreglen i forslaget til § 90, stk. 1, derimod anvendelse. Det samme gælder bestemmelserne i forslagets §§ 61 og 62 om arv og kreditorforfølgning.

Forslaget til § 91, stk. 1, gælder ikke alene for aftaler med ophavsmænd, men også for aftaler med udøvende kunstnere og fotografer, jf. forslaget til § 65, stk. 4, og § 70, stk. 3, hvor der er henvist til de fleste af de i § 91, stk. 1, nævnte bestemmelser om aftaler om rettighedsoverdragelse.

Til stk. 2

Efter lovforslagets § 65, stk. 3, indebærer en aftale mellem en udøvende kunstner og en filmproducent om at medvirke ved indspilningen af en film, at den udøvende kunstner, i mangel af modstående aftale, formodes at have overdraget sin ret til udlejning af filmen til producenten.

Som nævnt i bemærkningerne til stk. 1 finder en sådan formodningsregel normalt ikke anvendelse på aftaler, der er indgået før lovens ikrafttræden.

Udøvende kunstnere har efter den gældende lov ikke nogen rettigheder med hensyn til eksemplarspredning. Der har derfor ikke været nogen anledning til at træffe aftale om en overdragelse af spredningsretten. På denne baggrund foreslås det i overensstemmelse med art. 13, stk. 3, i udlejnings- og udlånsdirektivet, at formodningsreglen i § 65, stk. 3, også skal gælde for aftaler, der er indgået før lovens ikrafttræden.

Til stk. 3

I lovforslagets § 30, stk. 5, bestemmes det som noget nyt, at den aftalelicensordning, der gælder for radiofoniers rettighedsclearing, ikke finder anvendelse på udsendelser i radio og fjernsyn via satellit, medmindre der samtidig af det pågældende radio- eller fjernsynsforetagende foretages udsendelse over et jordsendenet. Endvidere er der i lovforslagets § 87 foreslået særlige nye bestemmelser for satellitudsendelser, der sker fra et land med et lavere beskyttelsesniveau end EF's satellit- og kabeldirektiv.

Da radiofonierne kan behøve tid til at indrette deres kontraktsforhold efter de nævnte nye bestemmelser, foreslås det i overensstemmelse med direktivets art. 7, stk. 2, at de nye bestemmelser for så vidt angår kontrakter, der er gældende før den 1. januar 1995, først skal finde anvendelse efter den 1. januar 2000.

Til stk. 4

Forslaget til stk. 2, hvorefter bestemmelsen i lovforslagets § 59 om edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold ikke gælder for edb-programmer, der er frembragt før den 1. januar 1993, svarer til gældende ret som affattet ved lovændringen i 1992.

Til stk. 5

Efter forslaget til § 70, stk. 2, forlænges beskyttelsestiden for fotografiske billeder, der ikke er værker, fra 25 år til 50 år efter udgangen af det år, hvor billedet blev fremstillet. Som nævnt i bemærkningerne til forslaget til § 90, stk. 1, indebærer EU's beskyttelsestidsdirektiv, at nye forlængede beskyttelsesfrister inden for direktivets anvendelsesområde under visse betingelser også skal finde anvendelse på ældre frembringelser, for hvilke beskyttelsestiden er udløbet efter de hidtil gældende regler, dvs. at der skal foretages genoplivning af rettigheder.

Da direktivet ikke omfatter fotografiske billeder (såkaldt simple fotografier), der ikke opfylder kravene til at være et værk, og da det vil kunne være forbundet med store praktiske vanskeligheder at opspore rettighedshaverne til sådanne fotrografier 50 år tilbage i tiden, finder Kulturministeriet ikke, at direktivets system med genoplivning af rettigheder bør finde anvendelse på simple fotografier.

Det foreslås derfor i stk. 5, at den nye beskyttelsestid på 50 år for simple fotografier ikke skal finde anvendelse for fotografier, for hvilke den hidtil efter fotografiloven gældende beskyttelsestid på 25 år er udløbet, dvs. at beskyttelsen efter lovforslagets § 70 ikke skal gælde for fotografiske billeder, der er fremstillet før den 1. januar 1970.

Til § 92

Forslaget til § 92, hvorefter de i henhold til ældre lovgivning givne særlige privilegier og forbud forbliver i kraft, svarer til den gældende ophavsretslovs § 62.

Til § 93

Da en del af de i lovforslaget indeholdte forslag vil kunne siges evt. at have konsekvenser på områder, der er dækket af hjemmestyreordningerne på Færøerne og i Grønland, finder Kulturministeriet det rigtigst, at en ikrafttræden på Færøerne og i Grønland først bør ske efter forhandlinger med de færøske og grønlandske hjemmestyremyndigheder. De i 1985, 1989 og 1992 gennemførte ændringslove til ophavsretsloven og fotografiloven har indeholdt samme ikrafttrædelsesforbehold. Disse ændringslove er endnu ikke sat i kraft hverken på Færøerne eller i Grønland.

I overensstemmelse hermed foreslås det i § 93, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at den ved kgl. anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Dette indebærer, at ophavsretsloven af 1961 og visse senere lovændringer indtil videre fortsat er i kraft på Færøerne og i Grønland.

Kulturmin. 2.afd. 4.kt. j.nr. 94:001.1/8100-7

1) Jf. nu § 36 i aftaleloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 600 af 8. september 1986.

2) Lov om radiospredning er ophævet ved lov nr. 421 af 15. juni 1973 om radio- og fjernsynsvirksomhed.

3) Vedrørende § 45, stk. 2, § 46, stk. 1, og § 48, stk. 2.

4) Loven trådte i kraft den 10. juni 1989.

5) Denne lovbekendtgørelses § 25 a, § 55 a, nr. 2, og § 58, stk. 4.

6) Denne lovbekendtgørelses § 9.

7) Denne lovbekendtgørelses § 25 a.

8) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv af 14. maj 1991 om retlig beskyttelse af edb-programmer (91/250/EØF), EF-Tidende 1991 L 122, s. 42.

1) Loven trådte i kraft den 10. juni 1989.

Bilag 1

Kulturministeriets lovbekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1994

Bekendtgørelse af

lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker

Herved bekendtgøres lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker, jf. lovbekendtgørelse nr. 714 af 8. september 1993, med de ændringer, der følger af lov nr. 449 af 30. juni 1993, § 8, og lov nr. 1103 af 21. december 1994

Kapitel 1

Ophavsrettens genstand og indhold

§ 1. Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller beskrivende fremstilling, som musikværk eller sceneværk, som filmværk, som værk af billedkunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det er kommet til udtryk på anden måde.

Stk. 2. Kort samt tegninger og andre i grafisk eller plastisk form udførte værker af beskrivende art henregnes til litterære værker.

Stk. 3. Værker i form af edb-programmer henregnes til litterære værker.

§ 2. Ophavsretten medfører, med de i denne lov angivne indskrænkninger, eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden, i oprindelig eller ændret skikkelse, i oversættelse, omarbejdelse i anden litteratur- eller kunstart eller i anden teknik.

Stk. 2. Som fremstilling af eksemplarer anses også det forhold, at værket overføres på indretninger, som kan gengive det.

Stk. 3. Værket gøres tilgængeligt for almenheden, når det fremføres offentligt, eller når eksemplarer af det udbydes til salg, leje eller lån eller på anden måde spredes til almenheden eller vises offentligt. Som offentlig fremførelse anses også fremførelse i en erhvervsvirksomhed, der finder sted for en større kreds, som ellers måtte anses som ikke-offentlig.

§ 3. Ophavsmanden har krav på at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, såvel på eksemplarer af værket som når dette gøres tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Værket må ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart.

Stk. 3. Sin ret efter denne paragraf kan ophavsmanden ikke frafalde, medmindre det gælder en efter art og omfang afgrænset brug af værket.

§ 4. Den, som oversætter, omarbejder eller bearbejder et værk eller overfører det til en anden litteratur- eller kunstart, har ophavsret til værket i denne skikkelse, men han kan ikke råde over det på en måde, som strider mod ophavsretten til originalværket.

Stk. 2. Ophavsretten til et nyt og selvstændigt værk, som er frembragt gennem fri benyttelse af et andet, er ikke afhængig af ophavsretten til det benyttede værk.

§ 5. Den, som ved at sammenstille værker eller dele af værker frembringer et litterært eller kunstnerisk samleværk, har ophavsret til dette, men hans ret gør ingen indskrænkning i ophavsretten til de enkelte værker.

§ 6. Har et værk to eller flere ophavsmænd, uden at de enkeltes bidrag kan udskilles som selvstændige værker, har de ophavsret til værket i fællesskab. Enhver af dem kan dog påtale retskrænkelser.

§ 7. Som ophavsmand anses, når ikke andet er oplyst, den, hvis navn eller alment kendte pseudonym eller mærke på sædvanlig måde er påført eksemplarer af værket eller opgives, når det gøres tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Er et værk udgivet, uden at ophavsmanden er angivet i overensstemmelse med stk. 1, kan udgiveren, hvis han er nævnt, og ellers forlæggeren handle på ophavsmandens vegne, indtil denne bliver angivet på et nyt oplag eller ved anmeldelse til Kulturministeriet.

§ 8. Et værk anses for offentliggjort, når det lovligt er gjort tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Det anses for udgivet, når eksemplarer af værket med ophavsmandens samtykke er bragt i handelen eller på anden måde spredt blandt almenheden.

§ 9. Love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker er ikke genstand for ophavsret.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for værker, der fremtræder som selvstændige bidrag i de i stk. 1 nævnte aktstykker. Sådanne værker må dog gengives i forbindelse med aktstykket. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler.

§ 10. Beskyttelse efter lov om mønstre udelukker ikke ophavsret.

Stk. 2. Fotografier nyder ikke beskyttelse efter denne lov, men beskyttes efter reglerne i lov om retten til fotografiske billeder.

Stk. 3. Halvlederprodukters udformning (topografi) nyder ikke beskyttelse efter denne lov, men beskyttes efter reglerne i lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi).

Kapitel 2

Indskrænkninger i ophavsretten

§ 11. Af et offentliggjort værk må enkelte eksemplarer fremstilles til privat brug, men de må ikke udnyttes på anden måde.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at

1) opføre et bygningsværk,

2) fremstille et eksemplar af et kunstværk ved afstøbning, ved aftryk fra original plade eller stok eller på nogen anden måde, som indebærer, at eksemplaret kan opfattes som en original, eller

3) fremstille eksemplarer af edb-programmer i maskinlæsbar form.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at benytte fremmed medhjælp ved eksemplarfremstillingen, når der er tale om

1) værker af brugskunst eller

2) kunstværker, dersom eksemplarfremstillingen har form af en kunstnerisk gengivelse.

§ 11 a. Den, der retmæssigt har erhvervet et edb-program, må fremstille sådanne eksemplarer af programmet og foretage sådanne ændringer i programmet, som er nødvendige for, at erhververen kan benytte det efter dets formål, herunder foretage rettelse af fejl.

Stk. 2. Den, der har ret til at benytte et edb-program, må fremstille et sikkerhedseksemplar af programmet, for så vidt det er nødvendigt for benyttelsen af det. Bestemmelsen i 1. pkt. kan ikke fraviges ved aftale.

Stk. 3. Den, der har ret til at benytte et edb-program, må besigtige, undersøge eller afprøve edb-programmet for at fastslå, hvilke ideer og principper der ligger til grund for de enkelte elementer i programmet, hvis dette sker i forbindelse med sådan indlæsning, visning på skærm, kørsel, overførsel, lagring eller lignende af programmet, som vedkommende er berettiget til at udføre. Bestemmelsen i 1. pkt. kan ikke fraviges ved aftale.

§ 11 b. Eksemplarfremstilling af et edb-programs kode og oversættelse af kodens form er tilladt, når dette er en forudsætning for at skaffe de oplysninger, der er nødvendige for at tilvejebringe interoperabilitet mellem et selvstændigt udviklet edb-program og andre edb-programmer, såfremt

1) handlingerne udføres af licenshaveren eller af en anden person, der har ret til at benytte et eksemplar af et edb-program, eller på disses vegne af en person, der har tilladelse hertil,

2) de oplysninger, der er nødvendige for at tilvejebringe interoperabilitet, ikke tidligere har været let og hurtigt tilgængelige for de i nr. 1 nævnte personer og

3) handlingerne er begrænset til de dele af det oprindelige edb-program, der er nødvendige for at opnå interoperabilitet.

Stk. 2. De oplysninger, der er indhentet i forbindelse med anvendelse af stk. 1, må ikke

1) benyttes til andre formål end at gøre det selvstændigt udviklede edb-program interoperabelt,

2) videregives til tredjemand, undtagen når dette er nødvendigt for at gøre det selvstændigt udviklede edb-program interoperabelt, eller

3) benyttes til udvikling, fremstilling eller markedsføring af et edb-program, der i sin udtryksform i vid udstrækning svarer til det oprindelige, eller til nogen anden handling, som krænker ophavsretten.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan ikke fraviges ved aftale.

§ 12. Det kan ved kgl. anordning tillades arkiver, biblioteker og museer på nærmere i anordningen fastsatte betingelser til brug i deres virksomhed at fremstille eksemplarer af værker ved fotografering.

§ 13. Bygninger kan ejeren uden samtykke af ophavsmanden ændre af tekniske grunde eller af hensyn til deres praktiske anvendelighed. Brugsgenstande kan ændres af ejeren uden ophavsmandens samtykke.

§ 14. Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.

Stk. 2. Med samme begrænsninger er det tilladt i kritiske og videnskabelige eller alment oplysende fremstillinger i tilslutning til teksten at gengive tidligere offentliggjorte kunstværker eller værker som de i § 1, stk. 2, angivne. Gengives i en alment oplysende fremstilling to eller flere værker af samme ophavsmand, har denne krav på vederlag.

§ 15. Offentliggjorte kunstværker kan afbildes i aviser og tidsskrifter ved omtale af dagsbegivenheder. Dette gælder dog ikke værker, der er frembragt med henblik på gengivelse i aviser og tidsskrifter.

§ 15 a. Har en skole eller anden undervisningsinstitution i medfør af aftale med en organisation, som omfatter en væsentlig del af danske ophavsmænd til en bestemt art af værker, ret til i undervisningsvirksomhed at fremstille eksemplarer af udgivne værker ad reprografisk vej, må institutionen på tilsvarende måde og på vilkår svarende til de i aftalen fastsatte fremstille og lade fremstille eksemplarer af udgivne værker af samme art, der ikke omfattes af aftalen. Sådanne eksemplarer må kun udnyttes inden for undervisningsvirksomhed, som omfattes af aftalen.

Stk. 2. Hvad der af organisationen måtte være bestemt om fordelingen af vederlag for den af stk. 1 omfattede fremstilling af eksemplarer mellem de ophavsmænd, som repræsenteres af organisationen, skal finde tilsvarende anvendelse over for ophavsmænd, der ikke repræsenteres af organisationen.

Stk. 3. Hvis hverken en aftale af den i stk. 1 omtalte art eller de i stk. 2 nævnte af organisationen fastsatte bestemmelser giver organisationens medlemmer ret til en sådan individuel afregning, at aftalen eller bestemmelserne kan lægges til grund ved afregning med ophavsmænd, der står uden for organisationen, kan disse dog vælge at gøre krav på individuelt vederlag. Om nødvendigt fastsættes vederlaget efter reglerne i § 54. Sådanne vederlagskrav kan kun rettes mod organisationen og forældes efter 3 år fra udløbet af det år, i hvilket eksemplarfremstillingen har fundet sted. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav.

§ 16. I samleværker til brug ved gudstjeneste eller undervisning, sammenstillet af bidrag fra et større antal ophavsmænd, er det tilladt at optage mindre dele af litterære værker og musikværker eller sådanne værker af ringe omfang, når 5 år er forløbet efter udløbet af det år, da værket blev udgivet. I tilslutning til teksten kan også kunstværker og de i § 1, stk. 2, angivne værker gengives, når 5 år er forløbet efter det år, da de blev offentliggjort. Værker, der er udarbejdet til brug ved undervisning, må ikke uden samtykke af ophavsmanden gengives i et samleværk med samme formål.

Stk. 2. Ophavsmanden har krav på vederlag.

§ 17. Inden for undervisningsvirksomhed må der ved lyd- eller billedoptagelse fremstilles eksemplarer af værker, som udsendes i radio eller fjernsyn. Sådanne eksemplarer må kun benyttes i undervisningsvirksomhed. Kulturministeren kan fastsætte regler om opbevaringen og benyttelsen af de foretagne optagelser.

Stk. 2. Ophavsmanden har krav på vederlag, når der foretages optagelse af værker, der gengives i andre udsendelser end undervisningsudsendelser.

Stk. 3. Vederlagskravet kan kun gøres gældende gennem en af kulturministeren godkendt fælles forhandlings- og opkrævningsinstitution, som repræsenterer de ophavsmænd, udøvende kunstnere og fremstillere af grammofonplader, hvis værker og præstationer indgår i de i stk. 2 nævnte radio- eller fjernsynsudsendelser. Ved godkendelsen skal det påses, at institutionen ifølge sine vedtægter er forpligtet til at varetage rettigheder i medfør af bestemmelsen i stk. 2 for enhver ophavsmand, der godtgør at have krav på vederlag efter den nævnte bestemmelse.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for filmværker, som indgår i biografernes almindelige repertoire af spillefilm, medmindre der ved udsendelsen i fjernsyn kun er benyttet mindre dele af værket.

§ 18. Af udgivne litterære eller musikalske værker må fremstilles eksemplarer i blindeskrift, ligesom eksemplarer af værkerne må affotograferes til brug ved undervisningen på skoler for døve og talelidende.

Stk. 2. Med henblik på udlån til blinde, svagtseende, ordblinde, læsehandicappede og andre, som er ude af stand til at læse almindelige bøger, er det tilladt ved lydoptagelse at fremstille eksemplarer af udgivne litterære værker, når det ikke sker i erhvervsøjemed. For sådan optagelse har ophavsmanden krav på vederlag.

§ 19. Når et musikalsk værk fremføres med en tekst, der er udgivet, er det tilladt til brug for tilhørerne at gengive teksten i koncertprogrammer og lign. Forfatteren har krav på vederlag, hvis der af programmet fremstilles mere end 300 eksemplarer.

Stk. 2. Enkelte udgivne sangtekster kan frit gengives i mindre sanghæfter, der er fremstillet alene til brug for deltagerne i et bestemt møde eller en serie møder.

§ 20. Et udgivet værk, som ikke er et sceneværk eller filmværk, kan fremføres offentligt i følgende tilfælde:

a. ved gudstjeneste;

b. ved undervisning;

c. ved lejligheder, hvor tilhørere eller tilskuere har adgang uden betaling, for så vidt fremførelsen af værker som de her omhandlede ikke er det væsentlige ved den pågældende foranstaltning og denne ikke finder sted i erhvervsøjemed;

d. ved lejligheder, hvor den, der udfører værket, eller - ved udførelse af flere - alle de medvirkende gør det vederlagsfrit og fremførelsen sker i velgørende, folkeoplysende eller andet almennyttigt øjemed.

§ 21. Når fremførelse eller fremvisning af et værk indgår i en dagsbegivenhed og denne gengives på film, i radio, fjernsyn eller ved overføring ved hjælp af kabelanlæg, kan værket medtages i det omfang, det sker som et naturligt led i gengivelsen af dagsbegivenheden.

§ 22. Har Danmarks Radio, TV 2 eller radiofonierne på Færøerne og i Grønland i medfør af aftale med en organisation, som omfatter en væsentlig del af danske ophavsmænd til en bestemt art af værker, ret til at udsende de af organisationen repræsenterede værker, må radiofonien mod ydelse af vederlag tillige udsende udgivne værker af tilsvarende art af ophavsmænd, som ikke repræsenteres af organisationen. Denne bestemmelse gælder ikke for sceneværker og heller ikke for andre værker, hvis ophavsmanden har nedlagt forbud mod værkets udsendelse. Kulturministeren kan fastsætte, at bestemmelsen skal finde tilsvarende anvendelse på aftaler truffet af andre radio- eller fjernsynsforetagender.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når ophavsmanden til et kunstværk har overdraget et eller flere eksemplarer af værket til andre.

Stk. 3. Radio- eller fjernsynsforetagender kan til brug i deres udsendelser optage værker på bånd, film eller andre indretninger, der kan gengive dem, under forudsætning af, at de har ret til at udsende de pågældende værker. Retten til at gøre således optagne værker tilgængelige for almenheden afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Stk. 4. Ved kgl. anordning kan der gives nærmere forskrifter om vilkårene for at foretage sådanne optagelser og om brugen og opbevaringen af disse.

§ 22 a. Værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, må fordeles over kabelanlæg og videreudsendes til almenheden ved hjælp af radioanlæg, når dette sker uden ændringer og samtidig med, at udsendelsen finder sted.

Stk. 2. Ophavsmanden har krav på vederlag. Dette gælder dog ikke, når radio- eller fjernsynsudsendelser modtages ved hjælp af egen fællesantenne og fordeles over kabelanlæg, som ikke omfatter mere end 25 tilslutninger i en bygning eller i en gruppe af nærtliggende bygninger.

Stk. 3. Vederlagskravet kan kun gøres gældende af en af kulturministeren godkendt fællesorganisation, som omfatter ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder radio- eller fjernsynsforetagender og fotografer, hvis værker, præstationer, frembringelser og billeder anvendes i radio- eller fjernsynsudsendelser i Danmark.

Stk. 4. Vederlagskravet påhviler ejeren af anlægget. Er det vederlag, som ejeren skal betale, fastsat som et beløb pr. tilslutning, er brugeren af den enkelte tilslutning pligtig at betale ejeren et beløb, som svarer dertil. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlagsopkrævningen.

Stk. 5. Fællesorganisationens vederlagskrav forældes efter 3 år fra udløbet af det år, i hvilket udnyttelsen fandt sted. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav fra fællesorganisationen. Ophavsmandens krav mod fællesorganisationen forældes efter 3 år fra udløbet af det år, i hvilket udnyttelsen fandt sted. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav fra rettighedshaveren.

§ 23. Når et litterært eller musikalsk værk er udgivet, kan de udgivne eksemplarer spredes videre eller fremvises offentligt. Et eksemplar af et edb-program må dog spredes videre til almenheden, når eksemplaret med ophavsmandens samtykke er solgt eller på anden måde overdraget til andre.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er det ik-ke tilladt uden ophavsmandens samtykke til almenheden at sprede

1) eksemplarer af musikværker gennem udlejning eller

2) eksemplarer af edb-programmer gennem udlejning eller, hvis programmet foreligger i maskinlæsbar form, gennem udlån.

Stk. 3. Når et filmværk er udgivet i form af salg til almenheden, kan de eksemplarer, som er omfattet af udgivelsen, spredes videre. Dog må de ikke uden ophavsmandens samtykke spredes til almenheden gennem udlån eller udlejning.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 medfører ingen indskrænkning i forfatternes ret til vederlag for det offentlige udlån af bøger, som sker gennem bibliotekerne, jf. lov om biblioteksafgift.

§ 24. Forhandlinger i Folketinget, kommunalbestyrelserne og andre valgte offentlige myndigheder, i retssager og på offentlige møder, som afholdes til drøftelse af almene spørgsmål, kan gengives uden ophavsmandens samtykke. Ophavsmanden har dog eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder også for diskussionsudsendelser i radio og fjernsyn, hvorunder almene spørgsmål drøftes.

§ 24 a. Når eksemplarer af værker beskyttet efter denne lov er indgået til en forvaltningsmyndighed i forbindelse med dens virksomhed, er ophavsretten ikke til hinder for, at andre forlanger aktindsigt i eksemplarer af værker, herunder forlanger afskrift eller kopi, i overensstemmelse med lovgivningens bestemmelser herom. Det samme gælder for værker, som er frembragt inden for den pågældende forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Retten til videre udnyttelse af værker, hvortil der i henhold til stk. 1 er givet adgang, eller hvoraf der er udleveret afskrifter eller kopier, afhænger af de i øvrigt gældende regler.

§ 25. Når ophavsmanden har overdraget et eller flere eksemplarer af et kunstværk til andre, eller værket er blevet udgivet, må de overdragne eller udgivne eksemplarer spredes videre, og værket må vises offentligt på anden måde end i fjernsyn eller ved visning af film, jf. dog § 25 a. Værket må dog medtages ved indspilning og visning af film eller fjernsynsprogram, når gengivelsen af det er af underordnet betydning for filmens eller fjernsynsprogrammets indhold.

Stk. 2. Kunstværker, som indgår i en samling, eller som udstilles eller udbydes til salg, kan afbildes i kataloger over samlingen og i meddelelser om udstilling eller salg. Kunstværker kan også afbildes, når de er varigt anbragt på eller ved en for offentligheden tilgængelig plads eller vej, men er kunstværket hovedmotivet, og udnyttes gengivelsen erhvervsmæssigt, har ophavsmanden krav på vederlag, medmindre det drejer sig om afbildning i aviser.

Stk. 3. Bygninger kan frit afbildes.

§ 25 a. Ved erhvervsmæssigt videresalg af eksemplarer af kunstværker har ophavsmanden ret til et vederlag på 5 pct. af salgsprisen ekskl. moms.

Stk. 2. Retten til vederlag omfatter ikke bygningsværker. Værker af brugskunst er ikke omfattet, hvis de er fremstillet i flere identiske eksemplarer.

Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlagets beregning, herunder bestemmelser om mindstebeløb for den salgspris, som skal medføre ret til vederlag.

Stk. 4. Retten til vederlag består indtil ophavsrettens udløb, jf. §§ 43 og 44. Retten er personlig og uoverdragelig. Efter ophavsmandens død falder retten dog i arv til ophavsmandens ægtefælle og livsarvinger. Efterlader ophavsmanden sig ikke ægtefælle eller livsarvinger, tilfalder vederlagsretten den organisation, som er nævnt i stk. 5.

Stk. 5. Retten til vederlag kan kun gøres gældende af en organisation, som er godkendt af kulturministeren. Organisationen forestår opkrævningen og foretager udlodningen til de berettigede. Den berettigedes krav mod organisationen består, indtil 3 år er forløbet fra udgangen af det år, i hvilket videresalget fandt sted. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav fra den berettigede.

Stk. 6. Ved erhvervsmæssigt videresalg som nævnt i stk. 1 er sælgeren forpligtet til at fremsende en årlig opgørelse over salget af kunstværker, attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor, til den organisation, som er nævnt i stk. 5.

§ 26. Bestemmelserne i dette kapitel gør ikke indskrænkninger i ophavsmandens ret i henhold til § 3 ud over, hvad der følger af § 13.

Stk. 2. Når et værk gengives offentligt i henhold til dette kapitel, skal kilden angives i overensstemmelse med, hvad god skik kræver.

Stk. 3. Værket må ikke uden ophavsmandens samtykke ændres i videre udstrækning, end formålet med gengivelsen kræver.

Kapitel 2 a

Vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug

§ 26 a. Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller videobånd eller andre indretninger, hvorpå lyd eller billeder kan optages, skal betale vederlag til ophavsmændene til de i stk. 2 nævnte værker.

Stk. 2. Vederlaget skal betales for bånd m.v., der er egnet til fremstilling af eksemplarer til privat brug, og kun for værker, som er udsendt i radio eller fjernsyn, eller som er udgivet på fonogram, film, videogram eller lignende.

Stk. 3. Administrationen og kontrollen, herunder opkrævningen, udøves af en fællesorganisation, som repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af grammofonplader m.v. og fotografer, og som af kulturministeren er godkendt hertil. Ministeren kan forlange at få meddelt alle oplysninger om opkrævningen, forvaltningen og fordelingen af vederlaget.

Stk. 4. Organisationen fastsætter retningslinjer for udbetalingen af vederlaget til de berettigede, så fordelingen i videst muligt omfang sker i overensstemmelse med den kopiering, som finder sted. En tredjedel af det årlige beløb til udbetaling skal dog anvendes til støtte af formål, der er fælles for ophavsmændene m.fl. inden for de grupper, som repræsenteres af organisationen, jf. stk. 3.

§ 26 b. Vederlaget udgør for 1993 pr. minut spilletid for lydbånd 0,045 kr. og for videobånd 0,0625 kr. Vederlaget, der reguleres pr. 1. januar, jf. lov om en satsreguleringsprocent, opreguleres pr. 1. januar 1994 med 4,7 pct.

§ 26 c. Virksomheder, der erhvervmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller videobånd, skal anmeldes hos fællesorganisationen.

Stk. 2. Organisationen udsteder et bevis for anmeldelsen.

Stk. 3. Anmeldte virksomheder er berettiget til, uden at vederlaget er berigtiget, at indføre eller fra anden anmeldt virksomhed at modtage lyd- eller videobånd, der er vederlagspligtige efter § 26 a.

§ 26 d. Vederlagsperioden er måneden.

Stk. 2. Anmeldte virksomheder skal opgøre det vederlagspligtige antal lyd- og videobånd, der i perioden er udleveret fra virksomheden, samt disses spilletid.

Stk. 3. Anmeldte virksomheder, der udtager lyd- eller videobånd til brug i virksomheden, skal medregne forbruget til udleveringen efter stk. 2.

Stk. 4. Opgørelsen specificeres efter retningslinjer, som fastsættes af kulturministeren efter forhandling med fællesorganisationen.

§ 26 e. I det vederlagspligtige antal opgjort efter § 26 d, stk. 2, fradrages:

1) Antallet af lyd- og videobånd, der er udleveret til en anden anmeldt virksomhed efter § 26 c, stk. 3.

2) Antallet af lyd- og videobånd, der er udført.

3) Antallet af lyd- og videobånd, der vil blive anvendt til eksemplarfremstilling, som ikke omfattes af bestemmelsen i § 11.

4) Antallet af lyd- og videobånd, der vil blive anvendt til fremstilling af optagelser til brug for syns- og hørehandicappede.

5) Antallet af lyd- eller videobånd, der vil blive anvendt til særlige formål, som af kulturministeren er undtaget fra vederlaget.

Stk. 2. Kulturministeren kan efter forhandling med fællesorganisationen fastsætte retningslinjer for kontrol med fradrag efter stk. 1.

§ 26 f. Ved erhvervsmæssig udførsel af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd, anvendelse af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd til eksemplarfremstilling, som ikke omfattes af bestemmelsen i § 11, til fremstilling af optagelser, som anvendes af syns- eller hørehandicappede eller til særlige formål, som af kulturministeren er undtaget fra vederlaget, tilbagebetales vederlaget.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter efter forhandling med fællesorganisationen de nærmere retningslinjer for vederlagsgodtgørelse efter stk. 1.

§ 26 g. Anmeldte virksomheder skal føre regnskab over fremstilling, indførsel og udlevering m.v. af vederlagspligtige lyd- og videobånd.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter efter for-handling med fællesorganisationen de nærmere retningslinjer for de anmeldte virksomheders regnskabsførelse, herunder udstedelse af fakturaer m.v.

Stk. 3. Anmeldte virksomheder skal opbevare regnskabsmateriale i 5 år efter regnskabsårets udløb.

§ 26 h. Anmeldte virksomheder skal efter udløbet af hver vederlagsperiode og senest ved udgangen af den følgende måned til fællesorganisationen angive mængden af udleverede lyd- og videokassettebånd og disses spilletid, jf. §§ 26 d og 26 e. Virksomheden skal senest samtidig med angivelsen indbetale vederlaget til organisationen. Angivelsen skal underskrives af virksomhedens ledelse.

Kapitel 3

Ophavsrettens overgang til andre

Almindelige bestemmelser

§ 27. Ophavsmanden kan med den begrænsning, der følger af § 3, helt eller delvis overdrage sin ret til at råde over værket. Overdragelse af eksemplarer indbefatter ikke overdragelse af ophavsretten. Har ophavsmanden overdraget en anden ret til at gøre værket tilgængeligt for almenheden på en bestemt måde eller ved bestemte midler, giver overdragelsen ikke erhververen ret til at gøre det på andre måder eller ved andre midler.

Stk. 2. Om overdragelse af ophavsret i visse særlige henseender er der givet regler i §§ 32-42; disse bestemmelser kan fraviges ved aftale mellem parterne, for så vidt angår § 37 dog ikke til skade for ophavsmanden.

§ 28. Når ikke andet er aftalt, giver overdragelse af ophavsret ikke erhververen ret til at ændre værket.

Stk. 2. Retten må heller ikke overdrages videre uden samtykke, medmindre den indgår i en forretning eller en forretningsafdeling og overdrages sammen med denne. Overdrageren vedbliver at være ansvarlig for, at aftalen med ophavsmanden bliver opfyldt.

§ 29. (Ophævet)1)

§ 30. Ved ophavsmandens død finder arvelovgivningens almindelige regler anvendelse på ophavsretten.

Stk. 2. Ved testamente kan ophavsmanden med bindende virkning også for ægtefælle og livsarvinger give forskrifter om udøvelse af ophavsretten eller overlade det til en anden at give sådanne forskrifter.

§ 31. Ophavsmandens ret til at råde over sit værk kan ikke være genstand for kreditorforfølgning, hverken hos ham selv eller hos nogen, til hvem den er overgået ifølge ægteskab eller arv.

Stk. 2. Kreditorforfølgning i eksemplarer af værket kan heller ikke foretages hos ophavsmanden selv eller hos nogen, til hvem eksemplarer er overgået ifølge ægteskab eller arv, hvis forfølgningen retter sig mod

1) manuskripter,

2) stokke, plader, forme eller lignende, hvorved et kunstværk kan udføres, eller

3) eksemplarer af kunstværker, som ikke er udstillet, udbudt til salg eller på anden måde godkendt til offentliggørelse.

Ret til offentlig fremførelse

§ 32. Har ophavsmanden overdraget retten til at fremføre et værk for almenheden, skal overdragelsen gælde for en tid af 3 år og ikke medføre eneret. Såfremt eneret er aftalt, kan ophavsmanden desuagtet selv fremføre værket eller overlade retten dertil til andre, hvis retten ikke er blevet benyttet i 3 på hinanden følgende år.

Stk. 2. Disse bestemmelser finder ikke anvendelse på filmværker.

Forlagsaftaler

§ 33. Ved en forlagsaftale overdrager ophavsmanden til forlæggeren en ret til gennem tryk eller lignende fremgangsmåde at mangfoldiggøre og udgive et litterært eller kunstnerisk værk.

Stk. 2. Ejendomsretten til det manuskript eller andet eksemplar af værket, efter hvilket det skal gengives, forbliver hos ophavsmanden.

§ 34. Forlæggeren har ret til at udgive et oplag, som ikke må overstige 2.000 eksemplarer af et litterært værk, 1.000 af et musikværk og 200 af et kunstværk.

Stk. 2. Ved oplag forstås de eksemplarer, som forlæggeren lader fremstille på en gang.

§ 35. Forlæggeren er pligtig at udgive værket inden en rimelig tid og sørge for dets spredning i den udstrækning, hvori afsætningsforholdene og omstændighederne i øvrigt gør det muligt.

§ 36. Er værket ikke udgivet inden 2 år eller for musikværkers vedkommende inden 4 år efter, at ophavsmanden har leveret fuldstændigt manuskript eller andet eksemplar, som skal mangfoldiggøres, kan han hæve aftalen, uanset om han efter dansk rets almindelige regler måtte være berettiget hertil. Er et oplag udsolgt, og har forlæggeren ret til at udgive et nyt oplag, gælder det samme, hvis forlæggeren ikke har udgivet det nye oplag senest 1 år efter at ophavsmanden har fremsat krav herom.

Stk. 2. Er ophavsmanden berettiget til at hæve aftalen på grund af manglende eller mangelfuld udgivelse, kan han beholde allerede oppebåret honorar, uanset om han har krav på erstatning.

§ 37. Forlæggeren er pligtig at sende ophavsmanden skriftlig opgørelse fra trykkeriet eller den, som ellers mangfoldiggør værket, over antallet af fremstillede eksemplarer.

Stk. 2. Har ophavsmanden krav på honorar beregnet efter salget eller udlejningen i et regnskabsår, skal forlæggeren senest 9 måneder efter regnskabsårets udløb tilstille ophavsmanden en redegørelse for salget eller anden benyttelse i årets løb og for restbeholdningen ved årets udgang.

Stk. 3. Efter fristens udløb kan ophavsmanden altid kræve opgivelse af restbeholdningen ved regnskabsårets udgang.

§ 38. Hvis et nyt oplag sættes i arbejde mere end 1 år efter, at det foregående blev udgivet, skal forlæggeren give ophavsmanden adgang til at foretage ændringer, som ikke volder uforholdsmæssige omkostninger eller forandrer værkets karakter.

§ 39. Før det eller de aftalte oplag er udsolgt, kan ophavsmanden ikke selv udgive værket eller lade det udgive i den form eller på den måde, som aftalen angiver.

Stk. 2. Når 15 år er gået efter udløbet af det år, da udgivelsen af et litterært værk påbegyndtes, har ophavsmanden dog ret til at medtage det i en udgave af sine samlede eller udvalgte værker.

§ 40. Bestemmelserne om forlagsaftaler gælder ikke bidrag til aviser og tidsskrifter.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 35-36 gælder ikke bidrag til samleværker.

Aftaler om filmatisering

§ 41. Når aftale er indgået om et litterært værks eller et musikværks benyttelse til fremstilling af et til offentlig forevisning beregnet filmværk, er den, der har erhvervet retten til at bruge værket på denne måde, pligtig inden en rimelig tid at indspille filmværket og sørge for, at det gøres tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Er filmværket ikke indspillet 5 år efter, at ophavsmanden har udført, hvad der ifølge aftalen påhviler ham, kan han hæve aftalen, uanset om han efter dansk rets almindelige regler måtte være berettiget hertil.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 36, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 42. Overdragelse af ret til indspilning af et litterært eller kunstnerisk værk på film omfatter ret til ved hjælp af filmen at gøre værket tilgængeligt for almenheden samt ret til at forsyne filmen med tekster eller tale på andet sprog.

Stk. 2. Musikværker omfattes ikke af denne bestemmelse.

Særlige bestemmelser om edb-programmer

§ 42 a. (Ophævet).

§ 42 b. Ophavsretten til et edb-program, der er frembragt af en arbejdstager under udførelsen af dennes arbejde eller efter arbejdsgiverens anvisninger, overgår til arbejdsgiveren, medmindre andet er aftalt.

Kapitel 4

Ophavsrettens gyldighedstid

§ 43. Ophavsretten varer, indtil 50 år er forløbet efter ophavsmandens dødsår eller for de i § 6 omhandlede værker efter den længstlevendes dødsår.

§ 44. Når et værk er offentliggjort uden angivelse af ophavsmandens navn, alment kendte pseudonym eller mærke, varer ophavsretten, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da værket blev offentliggjort. Består værket af flere dele, som efter deres indhold hører sammen, varer ophavsretten i 50 år efter udgangen af det år, da den sidste del udkom.

Stk. 2. Hvis ophavsmanden i løbet af det nævnte tidsrum bliver angivet i overensstemmelse med § 7, eller hvis det bliver oplyst, at han er død, før værket blev offentliggjort, regnes gyldighedstiden efter § 43.

Kapitel 5

Andre rettigheder

§ 45. En udøvende kunstners fremførelse af et litterært eller kunstnerisk værk må ikke uden kunstnerens samtykke

a) optages på grammofonplade, lydbånd, film eller anden indretning, der kan gengive den;

b) udsendes i lydradio eller fjernsyn;

c) på anden måde ved samtidig overføring ad teknisk vej gøres offentligt tilgængelig for en anden kreds end den, for hvilken kunstneren direkte optræder.

Stk. 2. Er fremførelsen optaget som anført i stk. 1, punkt a), må den ikke uden kunstnerens samtykke overføres til anden indretning, der kan gengive den, eller udsendes i lydradio eller fjernsyn førend 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da fremførelsen fandt sted.

Stk. 3. På optagelser, udsendelser og overføringer som nævnt i stk. 1 og stk. 2 finder bestemmelserne i § 3, § 11, stk. 1, § 14, stk. 1, §§ 17, 20 og 21, § 22, stk. 3 og 4, § 22 a, § 24 a, §§ 26 a-26 h, samt §§ 27-31 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 1 b) kan Det Kongelige Teater lade teatrets festforestillinger eller forestillinger i anledning af officielle besøg udsende af Danmarks Radio i lydradio og fjernsyn.

§ 46. Grammofonplader og andre indretninger, på hvilke lyd er overført, må ikke uden fremstillerens samtykke eftergøres, førend 50 år er gået efter udgangen af det år, da lydoverførelsen fandt sted. Som eftergørelse betragtes også det forhold, at optagelsen overføres fra en sådan indretning til en anden.

Stk. 2. Reglerne i § 11, stk. 1, § 14, stk. 1, §§ 17 og 21, § 22, stk. 3 og 4, § 24 a samt §§ 26 a-26 h, finder tilsvarende anvendelse.

§ 47. Når grammofonplader eller andre indretninger, på hvilke lyd er overført, inden for det i § 46 nævnte tidsrum anvendes til lydradio- eller fjernsynsudsendelse eller i erhvervsmæssigt øjemed bruges ved andre offentlige fremførelser, har såvel fremstilleren som de udøvende kunstnere, hvis fremførelser gengives, krav på vederlag. Har to eller flere kunstnere samvirket ved fremførelsen, kan de kun i fællesskab gøre vederlagskravet gældende. De udøvende kunstneres ret kan kun gøres gældende gennem fremstilleren eller gennem et af kulturministeren godkendt fællesorgan for fremstillerne og de udøvende kunstnere.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 14, stk. 1, og §§ 20 og 21 finder tilsvarende anvendelse. Med hensyn til de udøvende kunstneres ret gælder §§ 27-31 tilsvarende.

Stk. 3. Bestemmelserne i denne paragraf gælder ikke for lydfilm.

§ 48. En lydradio- eller fjernsynsudsendelse må ikke uden radio- eller fjernsynsforetagendets samtykke udsendes af andre. Den må ej heller uden sådant samtykke affotograferes eller optages på grammofonplade, bånd, film eller anden indretning, ved hjælp af hvilken den kan gengives, eller i erhvervsøjemed gøres tilgængelig for almenheden.

Stk. 2. Er en udsendelse affotograferet eller optaget som i stk. 1 anført, må den ikke uden foretagendets samtykke overføres til en anden indretning, der kan gengive den, førend 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da udsendelsen fandt sted.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 11, stk. 1, § 14, stk. 1, § 17, stk. 1 og 4, §§ 20 og 21, § 22, stk. 3 og 4, samt § 24 a, finder tilsvarende anvendelse.

§ 49. Kataloger, tabeller og lignende arbejder, der sammenstiller et større antal oplysninger, må ikke eftergøres uden samtykke af den, som har frembragt dem, før 10 år er gået efter det år, da arbejdet blev udgivet.

Stk. 2. Er arbejder af den nævnte art eller de-le deraf genstand for ophavsret eller anden beskyttelse, kan denne også gøres gældende.

Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 9, 11, stk. 1, 14, 15 a, 17 og 24 a finder tilsvarende anvendelse.

§ 50. Pressemeddelelser, som efter aftale leveres fra udenlandske nyhedsbureauer eller fra korrespondenter i udlandet, må ikke uden erhververens samtykke gøres tilgængelige for almenheden gennem presse, radio eller på anden lignende måde før 12 timer efter, at de er blevet offentliggjort her i riget.

Kapitel 6

Forskellige bestemmelser

§ 51. Et litterært eller kunstnerisk værk må ikke gøres tilgængeligt for almenheden under en titel, et pseudonym eller et mærke, som er egnet til at fremkalde forveksling med et tidligere offentliggjort værk eller dets ophavsmand.

Stk. 2. Har offentliggørelsen af det sidstnævnte værk fundet sted mindre end 3 måneder forud for en udgivelse af det andet værk, finder bestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse, medmindre forveksling må antages at være tilsigtet.

§ 52. På et kunstværk må kunstnerens navn eller mærke ikke anbringes af andre end ham selv, medmindre han har givet sit samtykke hertil.

Stk. 2. Kunstnerens navn eller mærke må ikke i noget tilfælde påføres et eftergjort eksemplar, således at det kan forveksles med originalen.

§ 53. Selv om ophavsretten er udløbet, må et litterært eller kunstnerisk værk ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden i strid med § 3, stk. 1 og 2, hvis kulturelle interesser herved krænkes.

Stk. 2. Kulturministeriet afgiver efter anmodning erklæring om, hvorvidt en benyttelse af et værk skønnes at være i strid med de i stk. 1 angivne regler eller at indebære en overtrædelse af § 3, der vil kunne medføre offentlig påtale, jf. § 55 e, stk. 3.

§ 54. Såfremt der ikke kan opnås enighed om størrelsen af vederlag i henhold til §§ 14, 15 a, stk. 3, 16, 17, 18, 19, 22, 22 a, 25 og 47, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for et af kulturministeren nedsat særligt nævn. Nævnet har den endelige administrative afgørelse. Ministeren fastsætter de nærmere regler for nævnets virksomhed.

Stk. 2. Nægter et radio- eller fjernsynsforetagende uden rimelig grund at give samtykke til, at dets udsendelser samtidig og uden ændringer fordeles over kabelanlæg, eller tilbydes en sådan fordeling på urimelige vilkår, kan det i stk. 1 omtalte nævn på begæring meddele den fornødne tilladelse og fastsætte nærmere vilkår herfor. Afgørelse om fastsættelse af vederlag kan dog, for så vidt angår udsendelser, som omfattes af § 22 a, kun træffes på grundlag af krav fremsat af foretagendet gennem den i § 22 a, stk. 3, nævnte fællesorganisation. Bestemmelserne i § 22 a, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse på de i 2. pkt. nævnte vederlagskrav.

Kapitel 7

Retshåndhævelse

§ 55. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt

1) krænker en andens eneret til et litterært eller kunstnerisk værk ved at råde over det på en måde som nævnt i § 2,

2) overtræder § 45, stk. 1, litra a, § 45, stk. 2, § 46, stk. 1, § 48, stk. 1, 2. pkt., § 48, stk. 2, eller § 49, stk. 1, eller

3) udbyder til salg eller på anden måde blandt almenheden spreder lyd- eller billedoptagelser, der krænker andres rettigheder efter § 45, stk. 1, litra a, § 45, stk. 2, § 46, stk. 1, § 48, stk. 1, 2. pkt., eller § 48, stk. 2.

Stk. 2. Er en forsætlig overtrædelse af de i stk. 1 nævnte bestemmelser begået ved erhvervsmæssigt at fremstille eller blandt almenheden sprede eksemplarer af litterære eller kunstneriske værker eller af arbejder eller frembringelser, der beskyttes efter §§ 45-49, kan straffen under særlig skærpende omstændigheder stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år. Særlig skærpende omstændigheder anses navnlig at foreligge, hvis overtrædelsen vedrører et betydeligt antal eksemplarer, eller hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en betydelig vinding.

§ 55 a. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt

1) overtræder § 3, stk. 1 og 2, § 26, stk. 2 og 3, § 28, stk. 1, § 39, stk. 1, § 45, stk. 1, litra b og c,§ 48, stk. 1, 1. pkt., eller §§ 50-53,

2) unddrager sig vederlagspligten ved at undlade at fremsende opgørelse efter § 25 a, stk. 6,

3) undlader at lade sig anmelde eller undlader at meddele oplysninger til fællesorganisationen efter §§ 26 c, stk. 1, og 26 h, 1. pkt. Det samme gælder den, som undlader at føre eller opbevare regnskaber i henhold til § 26 g.

4) overtræder forskrifter givet efter § 30, stk. 2, eller efter § 45, stk. 3, jf. § 30, stk. 2, eller

5) overtræder § 45, stk. 3, jf. §§ 3 og 28, stk. 1.

§ 55 b. Når eksemplarer af værker eller af arbejder og frembringelser, der beskyttes efter §§ 45-49, er fremstillet uden for riget under sådanne omstændigheder, at en tilsvarende fremstilling her i riget ville være i strid med loven, straffes med bøde den, som indfører sådanne eksemplarer med henblik på at sprede disse blandt almenheden. På samme måde straffes den, der indfører sådanne eksemplarer med henblik på offentlig forevisning eller fremførelse.

Stk. 2. Er en overtrædelse af stk. 1, 1. pkt., be-gået erhvervsmæssigt og under særlig skærpende omstændigheder, jf. § 55, stk. 2, 2. pkt., kan straffen stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år.

§ 55 c. I forskrifter, der udfærdiges efter § 17, stk. 1, 3. pkt., § 22 a, stk. 4, 3. pkt., § 26 d, stk. 4, § 26 e, stk. 2, § 26 f, stk. 2, og § 26 g, stk. 2, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

§ 55 d. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.

§ 55 e. Overtrædelser, som omfattes af § 55, stk. 1, § 55 a eller § 55 b, stk. 1, påtales af den forurettede. Efter ophavsmandens død kan overtrædelser af § 3 og af de i medfør af § 30, stk. 2, eller § 45, stk. 3, jf. § 30, stk. 2, givne for-skrifter foruden af den, der som arving indtræder i ophavsmandens rettigheder, påtales af op-ophavsmandens ægtefælle, slægtning i ret op- el-ler nedstigende linie eller søskende.

Stk. 2. Overtrædelse af § 53 påtales af det of-fentlige.

Stk. 3. Efter ophavsmandens død kan endvidere overtrædelser af §§ 3 og 51-52 påtales af det offentlige. Ved overtrædelser af § 3 kan offentlig påtale dog kun finde sted, når kulturelle interesser må anses for krænket ved overtrædelsen.

§ 55 f. Overtrædelser, som omfattes af § 55, stk. 2, eller § 55 b, stk. 2, påtales af det offentlige, når den forurettede begærer dette.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte sager behandles som politisager. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitler 72 og 73 kan anvendes i samme omfangsom i statsadvokatsager.

§ 55 g. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt omsætter eller i kommercielt øjemed besidder midler, hvis eneste formål er at lette ulovlig fjernelse eller omgåelse aftek-niske indretninger, som måtte være anvendt til at beskytte et edb-program. Overtrædelser af 1. pkt. påtales af det offentlige.

56. Tab, som er forvoldt ved en af de i §§ 55,55 a og 55 b nævnte overtrædelser, kan kræves erstattet efter de almindelige erstatningsregler. Den, der har krænket en ophavsmands eller ud-øvende kunstners ret ved retsstridigt forhold, skal dømmes til at betale den forurettede en godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Stk. 2. For så vidt det skønnes rimeligt, kan der tilkendes den forurettede erstatning, selv om overtrædelsen er begået i god tro. I dette til-fælde kan erstatningen dog ikke overstige den ved overtrædelsen indvundne fortjeneste.

§ 57. Det kan ved dom bestemmes, at eksemplarer af værker eller af de i kapitel 5 omhandlede frembringelser, som er fremstillet, indført eller gjort tilgængelige for almenheden her i riget i strid med denne lov eller med forskrift meddelt i henhold til § 30, stk. 2, skal inddragestil fordel for den forurettede eller overdrages tilham mod et vederlag, der ikke overstiger fremstillingsomkostningerne. Det samme gælder tryksatser, klicheer, forme og andet, som kan tjene til ulovlig fremstilling eller brug af værket eller frembringelsen.

Stk. 2. I stedet for inddragning eller overdragelse kan det bestemmes, at genstandene helt eller delvis skal tilintetgøres eller på anden må-de gøres utjenlige til ulovlig brug. Hvis det under hensyn til eksemplarernes kunstneriske eller økonomiske værdi eller omstændighederne i øvrigt skønnes rimeligt, kan retten tillade, at de fremstillede eksemplarer gøres tilgængelige for almenheden mod erstatning og godtgørelse til den forurettede.

Stk. 3. Bestemmelserne i denne paragraf kan ikke bringes i anvendelse over for den, som i god tro har erhvervet eksemplarer til privat brug.

Stk. 4. Inddragelse eller tilintetgørelse af bygninger kan ikke kræves.

Kapitel 8

Lovens rækkevidde

§ 58. Lovens bestemmelser om ophavsret gælder for:

1) værker af danske statsborgere eller personer, der er bosat i Danmark,

2) værker, som er udgivet første gang i Dan-mark, eller som er udgivet første gang samti-dig i Danmark og i et andet land, og

3) filmværker, hvis producent har sit hovedsæ-de eller er bosat i Danmark,

4) bygningsværker, beliggende i Danmark,

5) kunstværker, der er indføjet i bygninger eller anlæg i Danmark.

Stk. 2. Ved anvendelse af stk. 1, nr. 2, anses samtidig udgivelse at have fundet sted, såfremt værket efter udgivelse i et andet land inden 30 dage udgives i Danmark.

Stk. 3. Ved anvendelse af stk. 1, nr. 3, anses, når andet ikke er oplyst, den som producent, hvis navn på sædvanlig måde er angivet på filmen.

Stk. 4. Bestemmelserne i § 25 a gælder for værker af danske statsborgere og personer, der er bosat i Danmark.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 42 finder ikke anvendelse på filmværker, der efter den reviderede Bernerkonvention til beskyttelse af litterære og kunstneriske værker af 24. juli 1971 har som hjemland et andet til Bernerunionen hørende land end Danmark, som har tiltrådt konventionen af 1971. Særlige bestemmelser om aftaler vedrørende medvirken ved indspilning af sådanne filmværker kan gives ved kgl. anordning.

Stk. 6. Bestemmelserne i §§ 51-53 finder dog anvendelse på ethvert værk, som omfattes af § 1.

§ 59. Bestemmelserne i § 45 og §§ 47 og 48 gælder for fremførelser og lydoptagelser samt lydradio- og fjernsynsudsendelser, som finder sted i Danmark. Bestemmelsen i § 46 finder anvendelse på enhver lydoptagelse. Retten til ve-derlag efter § 46, stk. 2, jf. § 17, stk. 2, og §§ 26a-26 h, gælder dog kun for lydoptagelser, som finder sted i Danmark.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 49 og 50 gælder til fordel for danske statsborgere, personer, der er bosat i Danmark, samt til fordel for selskaber, der har dansk bestyrelse og sæde i Danmark. Endvidere gælder § 49 frembringelser, som først er udgivet i Danmark.

§ 60. Under forudsætning af gensidighed kanved kgl. anordning rækkevidden af lovens bestemmelser udvides i forhold til andre stater.

Stk. 2. Ved kgl. anordning kan loven endvidere gøres anvendelig på værker, som først er udgivet af mellemfolkelige organisationer, samt på ikke udgivne værker, som sådanne organisationer har ret til at udgive.

§ 61. Loven gælder også værker og andre frembringelser, som allerede er genstand for ophavsret efter ældre love.

Stk. 2. Eksemplarer, som er lovligt fremstilletfør lovens ikrafttræden, kan fremdeles vises offentligt og spredes til almenheden, idet dog bestemmelsen i § 23 om udlejning af musikværker og om udlån og udlejning af edb-programmermå iagttages.

Stk. 3. Beskyttelsen mod eftergørelse af en lydoptagelse, som er fremstillet før lovens ikrafttræden, og som ville være beskyttet efter ældre lov, skal uanset den i § 46 angivne tidsfrist ikke kunne udløbe tidligere end 1. oktober 1966.

§ 62. De i henhold til ældre lovgivning givne særlige privilegier og forbud forbliver i kraft.

§ 63. Denne lov træder i kraft 1. oktober 1961.

Stk. 2. Lov om forfatterret og kunstnerret nr. 149 af 26. april 1933 ophæves. I lov nr. 215 af 11. juni 1959 om radiospredning ophæves § 11, stk. 2. I samme lovs § 15, stk. 3, ændres komma efter ordet »sådanne« til: »og«, og ordene »samt om erhvervsmæssig udnyttelse af det i Grønland rundkastede stof« udgår.2) Henvisninger i andre love til tidligere love om forfatterret og kunstnerret skal gælde de tilsvarende bestemmelser i denne lov.

§ 64. (Ophævet) Lov nr. 174 af 21. marts 1973 (vedrørende § 8, stk. 2, § 19, § 21, § 22, stk. 2, § 25, stk. 1, § 42, stk. 1, § 58 og § 59, stk. 2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1973. Lov nr. 250 af 12. juni 1975 (ophævelse af § 29) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 1975. Lov nr. 240 af 8. juni 1977 (vedrørende § 17, § 48, stk. 3, § 49, stk. 3, § 54, stk. 1, og § 59, stk. 1)indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1977.

Stk. 2. (Ophævet) Lov nr. 177 af 28. april 1982, lov nr. 697 af 21.december 1982 og lov nr. 293 af 6. juni 1984 (al-le vedrørende den ophævede revisionsfrist i § 64) indeholder ingen ikrafttrædelsesbestemmelser. Lov nr. 274 af 6. juni 1985 (vedrørende § 15 a,§ 18, stk. 2, § 22 a, § 23, § 24 a, §§ 45, 46 og 48,§ 49, stk. 3, § 54, §§ 55-55 f, § 56, stk. 1, og § 61,stk. 2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1985.

Stk. 2. Lovens § 1, nr. 7,3) finder kun anvendelse, hvis den hidtidige beskyttelsestid på 25 år ikke er udløbet inden den 1. juli 1985.

Stk. 3. Forslag til revision af loven fremsættes for folketinget i folketingsåret 1988-89.

Stk. 4. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som særlige færøske el-ler grønlandske forhold tilsiger. Lov nr. 378 af 7. juni 1989 (vedrørende § 1, stk. 2, § 9, § 10, stk. 3, § 11, stk. 2 og 3, § 11 a, § 22, stk. 1, § 22 a, stk. 4, § 23, § 24 a, stk. 1, § 25,stk. 1, § 25 a, § 31, stk. 2, §§ 42 a-42 b, § 45, stk. 2,§ 49, stk. 1 og 3, § 53, stk. 2, § 54, stk. 2, § 55 a, nr.2, § 55 c, § 56, stk. 1, § 58, stk. 4, og § 61, stk. 2)indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende,4) § 1, nr. 11, 19 og 22,5) dog først den 1. juli 1990.

Stk. 2. § 1, nr. 2,6) finder også anvendelse på værker og andre frembringelser, som er frembragt før lovens ikrafttræden. Eksemplarer, som lovligt er fremstillet før dette tidspunkt, kan dog fortsat vises offentligt og spredes til al-menheden.

Stk. 3. Kulturministeren fremsætter i folketingsåret 1993-94 forslag til revision af denne lovs § 1, nr. 11,7) om indførelse af en afgift på 5 pct. ved erhvervsmæssigt videresalg af kunstværker.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt el-ler delvis i kraft for Færøerne og Grønland medde afvigelser, som særlige færøske eller grøn-landske forhold tilsiger. Lov nr. 338 af 14. maj 1992 (vedrørende §§ 26a-26 h, § 45, stk. 3, § 46, stk. 2, § 55 a, nr. 3, § 55 cog § 59, stk. 1, 3. pkt.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.:

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1993.

Stk. 2. Forslag til revision af loven fremsættes for Folketinget i folketingsåret 1995-96.

Stk. 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Lov nr. 1010 af 19. december 19928) (vedrørende § 11 a, § 11 b, § 23, stk. 1, 2. pkt., § 23, stk. 2, nr. 2, § 42 a, § 42 b og § 55 g) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1993.

Stk. 2. Loven finder også anvendelse på edb-programmer, som er frembragt før lovens ikrafttræden, men berører ikke handlinger, somer udført, eller rettigheder, som er erhvervet, førdette tidspunkt.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne eller Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt el-ler delvis i kraft for Færøerne og Grønland medde afvigelser, som de særlige færøske eller grøn-landske forhold tilsiger. Lov nr. 449 af 30. juni 1993 (vedrørende § 26 b, 2. pkt.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 14

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1994. Lov nr. 1103 af 21. december 1994 (vedrøren-de § 54, stk. 2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.:

§ 2

Loven træder i kraft den 31. december 1994.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt el-ler delvis i kraft for Færøerne og Grønland medde afvigelser, som særlige færøske eller grøn-landske forhold tilsiger.

Kulturministeriet, den 21. december 1994

JYTTE HILDEN

/ K. Groos

Bilag 2

Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 715 af 8. september 1993

Bekendtgørelse af lov om retten til fotografiske billeder

Herved bekendtgøres lov om retten til fotografiske billeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 454 af 23. juni 1989, med de ændringer, som følger af lov nr. 338 af 14. maj 1992.

§ 1. Den som fremstiller et fotografisk billede, har med de i denne lov angivne indskrænkninger eneret til gennem fotografi, tryk, tegning eller anden fremgangsmåde at fremstille eksemplarer af billedet og til at vise det offentligt.

Stk. 2. Som fotografiske billeder anses også billeder, der er fremstillet på en med fotografering ligeartet måde.

Stk. 3. Fremstilleren benævnes i denne lov fotografen.

§ 2. Fotografen har ret til at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, såvel på eksemplarer af billedet, som når det vises offentligt.

Stk. 2. Han har også krav på, at billedet ikke ændres eller vises offentligt på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for hans anseelse som fotograf.

§ 3. Som fotograf anses, når ikke andet er oplyst, den, hvis navn, firma eller alment kendte signatur på sædvanlig måde er påført eksemplarer af billedet eller angives, når billedet vises offentligt.

§ 4. Et fotografisk billede anses for offentliggjort, når det lovligt er udgivet, udstillet offentligt eller på anden måde gjort tilgængeligt for almenheden.

§ 5. Af et fotografisk billede må enkelte eksemplarer fremstilles til privat brug, men det må ikke udnyttes på anden måde.

§ 5 a. Har en skole eller anden undervisningsinstitution i medfør af aftale med en organisation, som omfatter en væsentlig del af danske fotografer, ret til i undervisningsvirksomhed at fremstille eksemplarer af udgivne fotografiske billeder, må institutionen på tilsvarende måde og på vilkår svarende til de i aftalen fastsatte fremstille og lade vilkår svarende til de i aftalen fastsatte fremstille og lade fremstille eksemplarer af udgivne fotografiske billeder, der ikke omfattes af aftalen. Sådanne eksemplarer må kun udnyttes inden for undervisningsvirksomhed, som omfattes af aftalen.

Stk. 2. Hvad der af organisationen måtte være bestemt om fordelingen af vederlag for den af stk. 1 omfattede fremstilling af eksemplarer mellem de fotografer, som repræsenteres af organisationen, skal finde tilsvarende anvendelse over for fotografer, der ikke repræsenteres af organisationen.

Stk. 3. Hvis hverken en aftale af den i stk. 1 omtalte art eller i stk. 2 nævnte af organisationen fastsatte bestemmelser giver organisationens medlemmer ret til en sådan individuel afregning, at aftalen eller bestemmelserne kan lægges til grund ved afregning med fotografer, der står uden for organisationen, kan disse vælge at gøre krav på individuelt vederlag. Om nødvendigt fastsættes vederlaget efter reglerne i § 16. Sådanne vederlagskrav kan kun rettes mod organisationen og forældes efter 3 år fra udløbet af det år, i hvilket eksemplarfremstillingen har fundet sted. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav.

§ 6. Efter nærmere regler, der fastsættes ved kgl. anordning, kan arkiver, biblioteker og museer til brug i deres virksomhed fremstille eksemplarer af fotografiske billeder.

§ 7. I kritiske, videnskabelige og alment oplysende fremstillinger er det tilladt i tilslutning til teksten at gengive offentliggjorte fotografiske billeder, når det sker i overensstemmelse med god skik og kun enkelte billeder af samme fotograf medtages. Sker gengivelsen i en alment oplysende fremstilling, har fotografen krav på vederlag.

Stk. 2. I værker bestemt til brug ved undervisning kan offentliggjorte fotografiske billeder mod vederlag gengives i tilslutning til teksten.

Stk. 3. Offentliggjorte fotografiske billeder kan endvidere mod vederlag gengives i dagblade i forbindelse med redegørelser for begivenheder af almindelig interesse.

§ 7 a. Inden for undervisningsvirksomhed må der ved billedoptagelse fremstilles eksemplarer af fotografiske billeder, som gengives i fjernsyn. Sådanne eksemplarer må kun benyttes i undervisningsvirksomhed. Kulturministeren kan fastsætte regler om opbevaringen og benyttelsen af de foretagne optagelser.

Stk. 2. Fotografen har krav på vederlag, når der sker optagelse af fotografiske billeder, der gengives i andre udsendelser end undervisningsudsendelser.

Stk. 3. Vederlagskravet kan kun gøres gældende gennem en af kulturministeren godkendt forhandlings- og opkrævningsinstitution, som repræsenterer de fotografer, hvis fotografiske billeder gengives i de i stk. 2 nævnte udsendelser. Ved godkendelsen skal det påses, at institutionen ifølge sine vedtægter er forpligtet til at varetage rettigheder i medfør af bestemmelsen i stk. 2 for enhver, som godtgør at have krav på vederlag efter den nævnte bestemmelse.

§ 8. Når fotografiske billeder vises som led i en dagsbegivenhed eller forekommer tilfældigt som baggrund for denne, må de medtages ved gengivelse af dagsbegivenheden på film, i fjernsyn eller ved overføring ved hjælp af kabelanlæg i det omfang, det sker som et naturligt led i gengivelsen af dagsbegivenheden.

§ 9. Danmarks Radio og TV 2 må i sine fjernsynsudsendelser vise offentliggjorte fotografiske billeder, medmindre fotografen har nedlagt forbud herimod. Fotografen har krav på vederlag. Kulturministeren kan fastsætte, at bestemmelsen også skal gælde for andre fjernsynsforetagender.

Stk. 2. Bestemmelsen gælder ikke forevisning af film.

§ 9 a. Når fotografiske billeder beskyttet efter denne lov er indgået til en forvaltningsmyndighed i forbindelse med dens virksomhed, er beskyttelsen ikke til hinder for, at andre forlanger aktindsigt i billederne, herunder forlanger kopi, i overensstemmelse med lovgivningens bestemmelser herom. Det samme gælder for fotografiske billeder, som er fremstillet inden for den pågældende forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Retten til videre udnyttelse af fotografiske billeder, hvortil der i henhold til stk. 1 er givet adgang, eller hvoraf der er udleveret kopier, afhænger af de i øvrigt gældende regler.

§ 9 b. Fotografiske billeder, der fremtræder som selvstændige bidrag i de i ophavsretslovens § 9, stk. 1, nævnte offentlige aktstykker, må gengives i forbindelse med aktstykket. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler.

§ 10. Når fotografen har overdraget et eller flere eksemplarer af et fotografisk billede til andre, eller når billedet er udgivet, må overdragne eller udgivne eksemplarer udstilles offentligt.

Stk. 2. Et offentliggjort fotografisk billede kan også på anden måde vises offentligt, når det sker i forbindelse med undervisning. Det kan ligeledes fremvises offentligt i forbindelse med foredrag, såfremt adgangen er fri og foredraget ikke tjener erhvervsøjemed, eller såfremt det afholdes udelukkende i velgørende, folkeoplysende eller andet almennyttigt øjemed.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 2 gælder ikke film.

§ 11. Har et fjernsynsforetagende ret til at udsende et fotografisk billede, må det tillige optage billedet på film eller lignende til brug i egne udsendelser. Retten til at vise et således optaget billede afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Stk. 2. Ved kongelig anordning kan der gives nærmere forskrifter om vilkårene for at foretage sådanne optagelser samt for brugen og opbevaringen af disse.

§ 11 a. Fotografiske billeder, som udsendes i fjernsyn, må fordeles over kabelanlæg og videresendes til almenheden ved hjælp af radioanlæg, når dette sker uden ændringer og samtidig med, at udsendelsen finder sted.

Stk. 2. Fotografen har krav på vederlag. Dette gælder dog ikke, når radio- eller fjernsynsudsendelser modtages ved hjælp af egen fællesantenne og fordeles over kabelanlæg, som ikke omfatter mere end 25 tilslutninger i en bygning eller i en gruppe af nærtliggende bygninger.

Stk. 3. Vederlagskravet kan kun gøres gældende af en af kulturministeren godkendt fællesorganisation, som omfatter ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder radio- eller fjernsynsforetagender og fotografer, hvis værker, præstationer, frembringelser og billeder anvendes i radio- eller fjernsynsudsendelser i Danmark.

Stk. 4. Vederlagskravet påhviler ejeren af anlægget. Er det vederlag, som ejeren skal betale, fastsat som et beløb pr. tilslutning, er brugeren af den enkelte tilslutning pligtig at betale ejeren et beløb, som svarer dertil. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlagsopkrævningen.

Stk. 5. Fællesorganisationens vederlagskrav forældes efter 3 år fra udløbet af det år, i hvilket udnyttelsen fandt sted. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav fra fællesorganisationen. Fotografens krav mod fællesorganisationen forældes efter 3 år fra udløbet af det år, i hvilket udnyttelsen fandt sted. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav fra rettighedshaveren.

§ 12. Retten til et fotografisk billede, der er udført efter bestilling, tilkommer bestilleren, medmindre andet er aftalt. Fotografen kan dog på sædvanlig måde udstille billedet i reklameøjemed, såfremt bestilleren ikke forbyder det.

Stk. 2. Selv om retten til et efter bestilling udført fotografisk portræt ifølge aftale tilkommer fotografen, kan bestilleren lade portrættet gengive i aviser, tidsskrifter eller skrifter med biografisk indhold, såfremt fotografen ikke har taget særligt forbehold heroverfor.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 medfører ikke indskrænkninger i fotografens ret i henhold til § 2.

§ 13. Fotografiske billeder kan frit benyttes i retsplejens og den offentlige sikkerheds interesse.

§ 14. Når et fotografisk billede gengives offentligt uden fotografens samtykke i henhold til §§ 6-10, skal kilden angives i overensstemmelse med, hvad god skik kræver.

§ 14 a. Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører videobånd eller andre indretninger, hvorpå billeder kan optages, skal betale vederlag til fotograferne af de nævnte billeder. Vederlaget skal betales for bånd m.v., der er egnet til fremstilling af eksemplarer til privat brug, og kun for fotografier, som er udsendt i fjernsyn, eller som er udgivet på film, videogram eller lignende.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 26 a-26 h og § 55 a, nr. 3, i lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker finder tilsvarende anvendelse.

§ 15. Retten til det fotografiske billede varer, indtil 25 år er forløbet efter udgangen af det år, da billedet blev fremstillet.

§ 16. Såfremt der ikke opnås enighed om størrelsen af vederlag i henhold til §§ 5 a, stk. 3, 7, 7 a, 9 og 11 a, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for et af kulturministeren nedsat nævn. Nævnet har den endelige administrative afgørelse. Ministeren fastsætter de nærmere regler for nævnets virksomhed.

§ 17. Med bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte i indtil 3 måneder straffes den, der

1) fremstiller eksemplarer af et fotografisk billede eller viser det offentligt og derved krænker en andens eneret hertil,

2) overtræder § 2 eller § 14,

3) udbyder til salg eller på anden måde blandt almenheden spreder eksemplarer af fotografiske billeder, der er fremstillet i strid med loven.

Stk. 2. Når fotografiske billeder er fremstillet uden for riget under sådanne omstændigheder, at en tilsvarende fremstilling her i riget ville være i strid med loven, straffes med bøde den, som indfører sådanne eksemplarer med henblik på at sprede disse blandt almenheden. På samme måde straffes den, der indfører sådanne eksemplarer med henblik på offentlig forevisning.

Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges efter § 7 a, stk. 1, 3. pkt., og § 11 a, stk. 4, 3. pkt., kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 4. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.

Stk. 5. Foranstående straffebestemmelser omfatter ikke uagtsomt forhold, medmindre uagtsomheden er grov.

Stk. 6. Overtrædelserne påtales af den forurettede.

§ 18. Tab, som er forvoldt ved en af de i § 17 nævnte overtrædelser, kan kræves erstattet efter almindelige erstatningsregler. Den, der har krænket en fotografs eller bestillers ret ved retsstridigt forhold, skal dømmes til at betale den forurettede en godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Stk. 2. For så vidt det skønnes rimeligt, kan der tilkendes den forurettede erstatning, selv om overtrædelsen er begået i god tro. I dette tilfælde kan erstatningen dog ikke overstige den ved overtrædelsen indvundne fortjeneste.

§ 19. Det kan ved dom bestemmes, at eksemplarer af et fotografisk billede, der er fremstillet, indført eller gjort tilgængelige for almenheden i strid med denne lov, skal inddrages til fordel for den forurettede eller overdrages til ham mod et vederlag, der ikke overstiger fremstillingsomkostningerne. Det samme gælder plader, klicheer og andet, som kan tjene til ulovlig fremstilling af fotografiet.

Stk. 2. I stedet for inddragning eller overdragelse kan det bestemmes, at genstandene helt eller delvis skal tilintetgøres eller på anden måde gøres utjenlige til ulovlig brug. Hvis det under hensyn til eksemplarernes kunstneriske eller økonomiske værdi eller omstændighederne i øvrigt skønnes rimeligt, kan retten tillade, at de fremstillede eksemplarer gøres tilgængelige for almenheden mod erstatning og godtgørelse til den forurettede.

Stk. 3. Bestemmelserne i denne paragraf kan ikke anvendes over for den, som i god tro har erhvervet fotografier til privat brug.

§ 20. Loven gælder for fotografiske billeder, der

1) er fremstillet af danske statsborgere eller personer, der er bosat i Danmark,

2) er udgivet første gang i Danmark, eller som efter at være udgivet første gang i et andet land udgives i Danmark inden for 30 dage efter den første udgivelse,

3) er indføjet i bygninger eller anlæg i Danmark.

Stk. 2. Under forudsætning af gensidighed kan rækkevidden af lovens bestemmelser udvides i forhold til andre stater ved kgl. anordning.

Stk. 3. Ved kgl. anordning kan loven tillige gøres anvendelig på fotografiske billeder, der først er udgivet af mellemfolkelige organisationer, samt på ikke udgivne billeder, som sådanne organisationer har ret til at udgive.

§ 21. Loven gælder også fotografiske billeder, som ville kunne opnå beskyttelse efter den hidtil gældende lovgivning.

Stk. 2. Aviser og tidsskrifter kan, hvis ikke andet er aftalt, på ny benytte fotografiske billeder, som de inden lovens ikrafttræden har erhvervet retten til at gengive.

§ 22. Denne lov træder i kraft 1. oktober 1961. Lov nr. 131 af 13. maj 1911 om eneret til fotografiske arbejder ophæves.

§ 23. (Ophævet) Lov nr. 175 af 21. marts 1973 (vedrørende § 8 og § 20, stk. 1) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1973. Lov nr. 239 af 8. juni 1977 (vedrørende § 7 a og § 16) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1977.

Stk. 2. (Ophævet) Lov nr. 178 af 28. april 1982, lov nr. 698 af 21. december 1982 og lov nr. 294 af 6. juni 1984 (alle vedrørende den ophævede revisionsfrist i § 23) indeholder ingen ikrafttrædelsesbestemmelser. Lov nr. 275 af 6. juni 1985 (vedrørende § 5 a, § 9 a, § 11 a, § 16, § 17, stk. 2 og 3, og § 18, stk. 1) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1985.

Stk. 2. Forslag til revision af loven fremsættes for folketinget i folketingsåret 1988-89.

Stk. 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Lov nr. 379 af 7. juni 1989 (vedrørende § 9, stk. 1, § 9 a, stk. 1, § 9 b, § 11 a, stk. 4, og § 17, stk. 3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.:

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.1)

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Lov nr. 338 af 14. maj 1992 (vedrørende § 14 a) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse m.v.:

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1993.

Stk. 2. Forslag til revision af loven fremsættes for Folketinget i folketingsåret 1995-96.

Stk. 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Kulturministeriet, den 8. september 1993

JYTTE HILDEN

/ Maria Rørbye Rønn

Bilag 3

Rådets Direktiv 92/100/EØF

af 19. november 1992

Bilag 4

Rådets Direktiv 93/83/EØF

af 27. september 1993

Bilag 5

Rådets Direktiv 93/98/EØF

af 29. oktober 1993

Bilag 6

Ophavsretsloven og fotografiloven 1961-1994

Ophavsretsloven (lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker) og fotografiloven (lov om retten til fotografiske billeder) er fra 1961. Siden 1973 er der gennemført adskillige ændringer.

De to love er i deres nugældende skikkelse samlet i lovbekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1994 (ophavsretsloven) og lovbekendtgørelse nr. 715 af 8. september 1993 (fotografiloven), jf. lovforslagets bilag 1 og 2.

Dette bilag indeholder en oversigt over de stedfundne ændringer samt henvisninger til Folketingstidende.

1. Lov nr. 158 af 31. maj 1961 om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker.

Lov nr. 157 af 31. maj 1961 om retten til fotografiske billeder.

Hovedlovene.

(FT 1959-60 sp. 2201, 2541, A sp. 2657/2789, B sp. 1673; FT 1960-61, 2. saml., sp. 31, 105, 3342, 3797, A sp. 17/39, B sp. 625, 901, C sp. 473/491).

2. Lov nr. 174 af 21. marts 1973 om ændring af lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker.

Lov nr. 175 af 21. marts 1973 om ændring af lov om retten til fotografiske billeder.

Ændringerne tog sigte på at muliggøre Danmarks ratifikation af Bernerkonventionen som revideret i 1971.

(FT 1972-73 sp. 2071, 2323, 4263, 4559, A sp. 2715/2721, B sp. 705, C sp. 1167/1169).

3. Lov nr. 250 af 12. juni 1975 om ændring af borgerlig straffelov, aftaleloven m.v. (Bekæmpelse af skadelig økonomisk virksomhed m.v.) § 4, nr. 6.

Loven ophævede ophavsretslovens § 29 om tilsidesættelse af visse aftaler.

(FT 1974-75, 2. saml., sp. 90, 583, 5665, 5888, A. sp. 779, B. sp. 537, C sp. 429).

4. Lov nr. 240 af 8. juni 1977 om ændring af ophavsretsloven.

Lov nr. 239 af 8. juni 1977 om ændring af fotografiloven.

Lovene indeholdt nye bestemmelser om skolers adgang til at foretage optagelser til undervisningsbrug.

(FT 1976-77, 2. saml., sp. 510, 1916, 4790, 4993, A sp. 2719/2743, B sp. 551, C sp. 307/309).

5. Lov nr. 177 af 28. april 1982 om ændring af ophavsretsloven.

Lov nr. 178 af 28. april 1982 om ændring af fotografiloven.

Lovene udskød en speciel revisionsfrist fastsat i 1977.

(FT 1981-82, 2. saml., sp. 1600, 2304/2309, 4681, 5080, A sp. 2253/2259, B sp. 481, C sp. 187/189).

6. Lov nr. 697 af 21. december 1982 om ændring af ophavsretsloven.

Lov nr. 698 af 21. december 1982 om ændring af fotografiloven.

Lovene udskød den specielle revisionsfrist fastsat i 1977.

(FT 1982-83 sp. 1036, 1249, 3302, 3579, A sp. 855/859, B sp. 763, C sp. 135/137).

7. Lov nr. 293 af 6. juni 1984 om ændring af ophavsretsloven.

Lov nr. 294 af 6. juni 1984 om ændring af fotografiloven.

Lovene ophævede den specielle revisionsfrist fastsat i 1977.

(FT 1983-84, 2. saml., sp. 1895, 2636, 6841, 6981, A sp. 2145/2151, B sp. 541, C sp. 505/507).

8. Lov nr. 274 af 6. juni 1985 om ændring af ophavsretsloven.

Lov nr. 275 af 6. juni 1985 om ændring af fotografiloven.

I ophavsretsloven drejede det sig om følgende:

- Gennemførelse af en aftalelicens for fotokopiering i undervisningsvirksomhed (§ 15 a).

- Gennemførelse af en generel licensordning for samtidig og uændret viderespredning af radio- og fjernsynsudsendelser over kabelanlæg (§ 22 a).

- Krav om samtykke fra ophavsmanden ved udlejning af musikværker (§ 23).

- Regulering af forholdet mellem ophavsretsloven og offentlighedsloven (§ 24 a).

- Forlængelse af beskyttelsestiden for udøvende kunstnere, grammofonpladeproducenter samt radio- og fjernsynsforetagender fra 25 til 50 år (§§ 45, 46 og 48).

- Skærpede sanktioner i forbindelse med piratkopiering (§§ 55 og 55 a - 55 f).

I fotografiloven blev der foretaget parallelle ændringer.

(FT 1984-85 sp. 3874/3877, 4289/4300, 10103, 10164/10167, A sp. 1979/2037, B sp. 1377, 1537, C sp. 427/433).

9. Lov nr. 378 af 7. juni 1989 om ændring af ophavsretsloven.

Lov nr. 379 af 7. juni 1989 om ændring af fotografiloven.

I ophavsretsloven drejede det sig om følgende:

- Præcisering af, at lovens bestemmelser om beskyttelse af litterære værker også skal finde anvendelse på edb-programmer (§ 1).

- Ændring vedrørende offentlige aktstykker (§ 9).

- Forbud mod at fremstille eksemplarer til privat brug af edb-programmer i maskinlæsbar form samt nye bestemmelser om ret til at fremstille reserve- og sikkerhedseksemplarer mv. (§ 11 a, § 42 a).

- Justering af den i 1985 gennemførte licensordning for kabelspredning af radio- og fjernsynsudsendelser.

- Ændring vedrørende spredning af eksemplarer af edb-programmer og filmværker (§ 23).

- Indførelse af en ophavsretlig afgift på 5 pct. ved erhvervsmæssigt videresalg af kunstværker (§ 25 a).

- Særlig bestemmelse om edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold (§ 42 b).

I fotografiloven blev der foretaget parallelle ændringer.

(FT 1988-89 sp. 3352/3355, 4463, 9882, 10452/10458, A sp. 3197/3249, B sp. 1405, 1901, C sp. 1085/1091).

10. Lov nr. 338 af 14. maj 1992 om ændring af ophavsretsloven og fotografiloven. (Vederlagsordning for uindspillede bånd).

(FT 1991-92 sp. 292, 1486, 9674, 9817, A sp. 721, B sp. 1169, C sp. 883).

11. Lov nr. 1010 af 19. december 1992 om ændring af ophavsretsloven. (Edb-programmer).

Ændringerne var et supplement til de i 1989 gennemførte ændringer om edb-programmer som følge af EF's Rådsdirektiv 91/250/EØF af 14. maj 1991 om retlig beskyttelse af edb-programmer.

(FT 1992-93 sp. 957, 1261, 3383, 3732, A sp. 1945, B sp. 149, 273, C sp. 161).

12. Lov nr. 449 af 30. juni 1993 om ændring af forskellige lovbestemmelser vedrørende regulering af overførsler m.v. (Ændrede reguleringsbestemmelser). § 8.

Loven justerede satsreguleringen af vederlaget for uindspillede bånd i ophavsretslovens § 26 b.

(FT 1992-93 sp. 9358, 10259, 11528, 12024, A sp. 10327, B sp. 3121, 3357, C sp. 1865).

13. Lov nr. 1103 af 21. december 1994 om ændring af ophavsretsloven. Loven justerede Tvangslicensnævnets kompetence vedrørende kabelspredning af udsendelser (§ 54, stk. 2).

(FT 1994-95 s. 257, 415, 1439, 1542, A s. 291, B s. 38).

Forslag til lov om ophavsret (L 197, fremsat den 9. februar 1994).

(FT 1993-94, sp. 6307, 7058, A. sp. 6725).

Bilag 7

Indholdsfortegnelse

Lovforslaget

Kapitel 1. Ophavsrettens genstand og indhold (§§ 1-10)

Kapitel 2. Indskrænkninger i ophavsretten (§§ 11-52)

Kapitel 3. Ophavsrettens overgang til andre (§§ 53-62)

Kapitel 4. Ophavsrettens gyldighedstid (§§ 63-64)

Kapitel 5. Andre rettigheder (§§ 65-72)

Kapitel 6. Forskellige bestemmelser (§§ 73-75)

Kapitel 7. Retshåndhævelse (§§ 76-84)

Kapitel 8. Lovens anvendelsesområde (§§ 85-88)

Kapitel 9. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser (§§ 89-93)

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

2. Ophavsretten - dens udvikling og betydning i samfundet

3. De væsentligste punkter i lovforslaget

4. Forberedelsen af lovforslaget

5. Udviklingen inden for EU

6. Lovgivningssituationen i de nordiske lande

7. Den digitale udvikling

8. Forslag fra forberedelsesfasen, som ikke er medtaget i lovforslaget

9. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Kapitel 1. Ophavsrettens genstand og indhold

Beskyttede værker (§ 1)

Beskyttelsens indhold (§§ 2-3)

Bearbejdelser (§ 4)

Samleværker (§ 5)

Fællesværker (§ 6)

Formodning om ophavsrettens indehaver mv. (§ 7)

Offentliggørelse og udgivelse (§ 8)

Offentlige aktstykker (§ 9)

Forholdet til beskyttelse efter anden lovgivning (§ 10)

Kapitel 2. Indskrænkninger i ophavsretten

Indledning

Almindelige bestemmelser (§ 11)

Eksemplarfremstilling til privat brug (§ 12)

Eksemplarfremstilling inden for undervisningsvirksomhed (§ 13)

Eksemplarfremstilling inden for erhvervsvirksomhed mv. (§ 14)

Eksemplarfremstilling på sygehuse mv. (§ 15)

Eksemplarfremstilling på arkiver, biblioteker og museer (§ 16)

Eksemplarfremstilling til syns- og hørehandicappede (§ 17)

Fremstilling af antologier til brug i undervisningsvirksomhed mv. (§ 18)

Spredning af eksemplarer (§ 19)

Visning af eksemplarer (§ 20)

Offentlig fremførelse (§ 21)

Citat (§ 22)

Gengivelse af kunstværker mv. (§§ 23-24)

Reportage af dagsbegivenheder (§ 25)

Offentlige forhandlinger, aktindsigt mv. (§§ 26-28)

Ændring af bygninger og brugsgenstande (§ 29)

Særlige bestemmelser om radio og fjernsyn (§§ 30-35)

Særlige bestemmelser om edb-programmer mv.(§§ 36-37)

Vederlag for erhvervsmæssigt videresalg af kunstværker (§ 38)

Vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug (§§ 39-46)

Fælles bestemmelser om tvangslicens (§§ 47-49)

Fælles bestemmelser om aftalelicens (§§ 50-52)

Kapitel 3. Ophavsrettens overgang til andre

Indledning

Almindelige bestemmelser (§§ 53-55)

Ændringer og videreoverdragelse (§ 56)

Afregning og kontrol (§ 57)

Særlige bestemmelser om aftaler om indspilning af film (§ 58)

Særlige bestemmelser om edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold (§ 59)

Bestilte portrætbilleder (§ 60)

Arv og kreditorforfølgning (§§ 61-62)

Kapitel 4. Ophavsrettens gyldighedstid

Indledning

(§§ 63-64)

Kapitel 5. Andre rettigheder

Indledning

Udøvende kunstnere (§ 65)

Fremstillere af lydoptagelser (§ 66)

Fremstillere af billedoptagelser (§ 67)

Vederlag for brug af lydoptagelser i radio og fjernsyn mv. (§ 68)

Radio- og fjernsynsforetagender (§ 69)

Fremstillere af fotografiske billeder (§ 70)

Fremstillere af kataloger mv. (§ 71)

Pressemeddelelser (§ 72)

Kapitel 6. Forskellige bestemmelser

Indledning

Titelbeskyttelse mv. (§ 73)

Signering af kunstværker (§ 74)

Ideelle rettigheder efter ophavsrettens udløb (§ 75)

Kapitel 7. Retshåndhævelse

Indledning

Straf (§§ 76-80)

Påtale (§§ 81-82)

Erstatning og godtgørelse (§ 83)

Inddragelse mv. (§ 84)

Kapitel 8. Lovens anvendelsesområde

Ophavsret (§ 85)

Andre rettigheder (§ 86)

Særlige bestemmelser om radio- og fjernsynsudsendelser via satellit (§ 87)

Lovens anvendelse i forhold til andre lande mv. (§ 88)

Kapitel 9. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

(§§ 89-93)

Bilag til lovforslaget

1. Bekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1994 af lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker

2. Bekendtgørelse nr. 715 af 8. september 1993 af lov om retten til fotografiske billeder

3. Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret

4. Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel

5. Rådets direktiv 93/98/EØF af 29. oktober 1993 om harmonisering af beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder

6. Ophavsretsloven og fotografiloven 1961-1994

7. Indholdsfortegnelse

Efter 2. behandling den 30. maj 1995

Kapitel 1

Ophavsrettens genstand og indhold

Beskyttede værker

§ 1. Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller faglitterær fremstilling, som musikværk eller sceneværk, som filmværk eller fotografisk værk, som værk af billedkunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det er kommet til udtryk på anden måde.

Stk. 2. Kort samt tegninger og andre i grafisk eller plastisk form udførte værker af beskrivende art henregnes til litterære værker.

Stk. 3. Værker i form af edb-programmer henregnes til litterære værker.

Beskyttelsens indhold

§ 2. Ophavsretten medfører, med de i denne lov angivne indskrænkninger, eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden i oprindelig eller ændret skikkelse, i oversættelse, omarbejdelse i anden litteratur- eller kunstart eller i anden teknik.

Stk. 2. Som fremstilling af eksemplarer anses også det forhold, at værket overføres på indretninger, som kan gengive det.

Stk. 3. Værket gøres tilgængeligt for almenheden, når

1) eksemplarer af værket udbydes til salg, udlejning eller udlån eller på anden måde spredes til almenheden,

2) eksemplarer af værket vises offentligt, herunder udsendes i fjernsyn, eller

3) værket fremføres offentligt, herunder udsendes i radio eller fjernsyn.

Stk. 4. Som offentlig fremførelse efter stk. 3, nr. 3, anses også fremførelse i en erhvervsvirksomhed, der finder sted for en større kreds, som ellers måtte anses som ikkeoffentlig.

§ 3. Ophavsmanden har krav på at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, såvel på eksemplarer af værket som når dette gøres tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Værket må ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart.

Stk. 3. Sin ret efter denne paragraf kan ophavsmanden ikke frafalde, medmindre det gælder en efter art og omfang afgrænset brug af værket.

Bearbejdelser

§ 4. Den, som oversætter, omarbejder eller på anden måde bearbejder et værk, herunder overfører det til en anden litteratur- eller kunstart, har ophavsret til værket i denne skikkelse, men kan ikke råde over det på en måde, som strider mod ophavsretten til det oprindelige værk.

Stk. 2. Ophavsretten til et nyt og selvstændigt værk, som er frembragt gennem fri benyttelse af et andet, er ikke afhængig af ophavsretten til det oprindelige værk.

Samleværker

§ 5. Den, som ved at sammenstille værker eller dele af værker frembringer et litterært eller kunstnerisk samleværk, har ophavsret til dette, men retten gør ingen indskrænkning i ophavsretten til de enkelte værker.

Fællesværker

§ 6. Har et værk to eller flere ophavsmænd, uden at de enkeltes bidrag kan udskilles som selvstændige værker, har de ophavsret til værket i fællesskab. Enhver af dem kan dog påtale retskrænkelser.

Formodning om ophavsrettens indehaver m.v.

§ 7. Som ophavsmand anses, når ikke andet er oplyst, den, hvis navn eller alment kendte pseudonym eller mærke på sædvanlig måde er påført eksemplarer af værket eller opgives, når det gøres tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Er et værk udgivet, uden at ophavsmanden er angivet i overensstemmelse med stk. 1, kan udgiveren, hvis denne er nævnt, og ellers forlæggeren handle på ophavsmandens vegne, indtil denne bliver angivet på et nyt oplag.

Offentliggørelse og udgivelse

§ 8. Et værk anses for offentliggjort, når det lovligt er gjort tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Et værk anses for udgivet, når eksemplarer af værket med ophavsmandens samtykke er bragt i handelen eller på anden måde spredt blandt almenheden.

Offentlige aktstykker

§ 9. Love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker er ikke genstand for ophavsret.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for værker, der fremtræder som selvstændige bidrag i de i stk. 1 nævnte aktstykker. Sådanne værker må dog gengives i forbindelse med aktstykket. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Forholdet til beskyttelse efter anden lovgivning

§ 10. Beskyttelse efter lov om mønstre udelukker ikke ophavsret.

Stk. 2. Halvlederprodukters udformning (topografi) nyder ikke beskyttelse efter denne lov, men beskyttes efter reglerne i lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi).

Kapitel 2

Indskrænkninger i ophavsretten

Almindelige bestemmelser

§ 11. Bestemmelserne i dette kapitel gør ikke indskrænkninger i ophavsmandens ret i henhold til § 3 ud over, hvad der følger af § 29.

Stk. 2. Når et værk anvendes i henhold til dette kapitel, må værket ikke ændres i videre udstrækning, end den tilladte brug kræver. Gengives værket offentligt, skal kilden angives i overensstemmelse med, hvad god skik kræver.

Eksemplarfremstilling til privat brug

§ 12. Af et offentliggjort værk må enhver fremstille eller lade fremstille enkelte eksemplarer til sin private brug. Sådanne eksemplarer må ikke udnyttes på anden måde.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at

1) opføre et bygningsværk,

2) fremstille et eksemplar af et kunstværk ved afstøbning, ved aftryk fra original plade eller stok eller på nogen anden måde, som indebærer, at eksemplaret kan opfattes som en original,

3) fremstille eksemplarer af edb-programmer i digitaliseret form eller

4) fremstille eksemplarer i digital form af andre værker, når eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af værket i digitaliseret form.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at benytte fremmed medhjælp ved eksemplarfremstillingen, når der er tale om

1) musikværker,

2) filmværker,

3) værker af brugskunst eller

4) kunstværker, såfremt eksemplarfremstillingen har form af en kunstnerisk gengivelse.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke brugeren ret til ved eksemplarfremstilling af musikværker og filmværker at anvende teknisk udstyr, der er stillet til rådighed for almenheden på biblioteker, i forretningslokaler eller på andre offentligt tilgængelige steder.

Eksemplarfremstilling inden for undervisningsvirksomhed

§ 13. Til brug i undervisningsvirksomhed kan der ved fotokopiering eller lignende fremstilles eksemplarer af udgivne værker samt ved optagelse foretages eksemplarfremstilling af værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. De nævnte eksemplarer må kun udnyttes inden for undervisningsvirksomhed, som omfattes af den i § 50 forudsatte aftale.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 om optagelse gælder ikke for filmværker, som indgår i biografernes almindelige repertoire af spillefilm, medmindre der ved udsendelsen i fjernsyn kun er benyttet mindre dele af værket.

Stk. 3. Lærere og elever må som led i undervisningsvirksomhed foretage optagelser af deres egne fremførelser af værker. Optagelserne må ikke udnyttes på anden måde.

Eksemplarfremstilling inden for erhvervsvirksomhed m.v.

§ 14. Offentlige eller private institutioner, organisationer og erhvervsvirksomheder kan til intern brug i deres virksomhed ved fotokopiering eller lignende fremstille eller lade fremstille eksemplarer af fagmæssige artikler i aviser, tidsskrifter og samleværker, af korte afsnit af andre udgivne værker af fagmæssig art samt af illustrationer, som er gengivet i tilslutning til teksten, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Sådanne eksemplarer må kun udnyttes inden for virksomhed, som omfattes af den i § 50 forudsatte aftale.

Eksemplarfremstilling på sygehuse m.v.

§ 15. Sygehuse, plejehjem, fængsler og andre døgninstitutioner inden for social- og sundhedsområdet, kriminalforsorgen og lignende må til kortvarig brug for institutionens beboere m.fl. foretage optagelser af værker, der udsendes i radio eller fjernsyn. Sådanne optagelser må kun udnyttes inden for den pågældende institution.

Eksemplarfremstilling på arkiver, biblioteker og museer

§ 16. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler, hvorefter arkiver, biblioteker og museer på nærmere fastsatte vilkår kan fremstille enkelte eksemplarer af værker til brug i deres virksomhed. Sker eksemplarfremstillingen i form af lyd- og billedoptagelse eller i digital form, må eksemplarerne ikke uden ophavsmandens samtykke udlånes eller på anden måde gøres tilgængelige for almenheden uden for arkivet, biblioteket eller museet.

Eksemplarfremstilling til syns- og hørehandicappede

§ 17. Af udgivne litterære eller musikalske værker må der fremstilles eksemplarer i blindeskrift. Eksemplarer af sådanne værker må endvidere affotograferes til brug ved undervisningen på skoler for døve og talelidende. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om, at bestemmelsen i 1. pkt. kan udvides til også at omfatte andre former for eksemplarfremstilling.

Stk. 2. Af udgivne litterære værker må der, når det ikke sker i erhvervsøjemed, ved lydoptagelse fremstilles eksemplarer med henblik på udlån til blinde, svagtseende, ordblinde, læsehandicappede og andre, som er ude af stand til at læse almindelige bøger. Ophavsmanden har krav på vederlag.

Stk. 3. Statslige eller kommunale institutioner og andre sociale eller almennyttige institutioner kan til brug for syns- og hørehandicappede ved lyd- eller billedoptagelse fremstille eksemplarer af værker, der udsendes i radio eller fjernsyn, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Sådanne optagelser må kun udnyttes inden for virksomhed, som omfattes af den i § 50 forudsatte aftale.

Fremstilling af antologier til brug i undervisningsvirksomhed m.v.

§ 18. Mindre dele af litterære værker og musikværker eller sådanne værker af ringe omfang må til brug i undervisningsvirksomhed gengives i samleværker sammenstillet af bidrag fra et større antal ophavsmænd, når 5 år er forløbet efter det år, da værket blev udgivet. I tilslutning til teksten kan også kunstværker og værker af beskrivende art, jf. § 1, stk. 2, gengives, når 5 år er forløbet efter det år, da værket blev offentliggjort. Ophavsmanden har krav på vederlag.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på værker, der er udarbejdet til brug i undervisningsvirksomhed.

Stk. 3. Enkelte udgivne sangtekster må gengives i sanghæfter til brug for deltagerne i et møde. Der må dog ikke fremstilles mere end 300 eksemplarer af hvert sanghæfte.

Spredning af eksemplarer

§ 19. Når et eksemplar af et værk med ophavsmandens samtykke er solgt eller på anden måde overdraget til andre, må eksemplaret spredes videre.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er det ikke tilladt uden ophavsmandens samtykke til almenheden at sprede eksemplarer af værker gennem udlejning. Dette gælder dog ikke for bygningsværker og brugskunst.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er det ikke tilladt uden ophavsmandens samtykke til almenheden at sprede eksemplarer af filmværker og eksemplarer af edb-programmer i digitaliseret form gennem udlån. Dette gælder dog ikke, når et eksemplar af et edb-program i digitaliseret form udgør en del af et litterært værk og udlånes sammen med dette.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 medfører ingen indskrænkning i retten til at modtage afgift m.v. efter lov om biblioteksafgift.

Visning af eksemplarer

§ 20. Når et værk er udgivet, eller når et eksemplar af et kunstværk af ophavsmanden er overdraget til andre, må de udgivne eller overdragne eksemplarer vises offentligt.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for visning af eksemplarer af kunstværker i fjernsyn eller film. Det samme gælder for visning af eksemplarer af litterære eller musikalske værker, hvis værkets indhold derved gøres tilgængeligt for almenheden.

Offentlig fremførelse

§ 21. Et udgivet værk, som ikke er et sceneværk eller et filmværk, må fremføres offentligt

1) ved lejligheder, hvor tilhørerne eller tilskuerne har adgang uden betaling, hvis fremførelsen ikke er det væsentlige ved den pågældende foranstaltning, og hvis denne ikke finder sted i erhvervsøjemed, og

2) når fremførelsen sker til brug ved gudstjeneste eller undervisning.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder ikke for fremførelse i radio eller fjernsyn.

Stk. 3. Udgivne eksemplarer af filmværker, musikværker og værker i digital form kan stilles til rådighed for enkeltpersoner på offentlige biblioteker til personligt gennemsyn eller studium på stedet ved hjælp af teknisk udstyr. Eksemplarfremstilling er ikke tilladt.

Citat

§ 22. Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.

Gengivelse af kunstværker m.v.

§ 23. Offentliggjorte kunstværker og værker af beskrivende art, jf. § 1, stk. 2, må gengives i kritiske eller videnskabelige fremstillinger i tilslutning til teksten, når det sker i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.

Stk. 2. Offentliggjorte kunstværker må gengives ved omtale af dagsbegivenheder i aviser og tidsskrifter, når det sker i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet. Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på værker, der er frembragt med henblik på gengivelse i aviser eller tidsskrifter.

Stk. 3. Udgivne kunstværker eller eksemplarer af kunstværker, der af ophavsmanden er overdraget til andre, må gengives i aviser, tidsskrifter, film og fjernsyn, når gengivelsen er af underordnet betydning i den pågældende sammenhæng.

§ 24. Kunstværker, der indgår i en samling, eller som udstilles eller udbydes til salg, må gengives i kataloger over samlingen og i meddelelser om udstilling eller salg.

Stk. 2. Kunstværker må afbildes, når de er varigt anbragt på eller ved en for almenheden tilgængelig plads eller vej. Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt kunstværket er hovedmotivet og gengivelsen udnyttes erhvervsmæssigt.

Stk. 3. Bygninger må frit afbildes.

Reportage af dagsbegivenheder

§ 25. Når fremførelse eller visning af et værk indgår i en dagsbegivenhed og denne gengives i film, radio eller fjernsyn, må værket medtages i det omfang, det sker som et naturligt led i gengivelsen af dagsbegivenheden.

Offentlige forhandlinger, aktindsigt m.v.

§ 26. Forhandlinger i Folketinget, kommunalbestyrelserne og andre valgte offentlige myndigheder, i retssager samt på offentlige møder, som afholdes til drøftelse af almene spørgsmål, må gengives uden ophavsmandens samtykke. Ophavsmanden har dog eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg.

§ 27. Når eksemplarer af værker beskyttet efter denne lov er indgået til en forvaltningsmyndighed i forbindelse med dens virksomhed, er ophavsretten ikke til hinder for, at andre forlanger aktindsigt i eksemplarer af værker, herunder forlanger afskrift eller kopi, i overensstemmelse med lovgivningens bestemmelser herom. Det samme gælder for værker, som er frembragt inden for den pågældende forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Ophavsretten er ikke til hinder for, at arkivalier, der er afleveret til et offentligt arkiv, gøres tilgængelige for almenheden i overensstemmelse med arkivlovgivningens bestemmelser herom. Der må dog ikke udleveres afskrifter eller fremstilles kopier af private arkivalier.

Stk. 3. Retten til videre udnyttelse af værker, hvortil der i henhold til stk. 1 eller 2 er givet adgang, eller hvoraf der er udleveret afskrifter eller kopier, afhænger af de i øvrigt gældende regler.

§ 28. Det er tilladt at gengive værker i forbindelse med retssager og sager i administrative nævn og lignende i det omfang, som betinges af formålet. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Ændring af bygninger og brugsgenstande

§ 29. Bygninger kan ændres af ejeren uden ophavsmandens samtykke, når det sker af tekniske grunde eller af hensyn til deres praktiske anvendelighed.

Stk. 2. Brugsgenstande kan ændres af ejeren uden ophavsmandens samtykke.

Særlige bestemmelser om radio og fjernsyn

§ 30. Danmarks Radio, TV 2 samt Færøernes Radio (Utvarp Føroya), Færøernes Fjernsyn (Sjonvarp Føroya) og Grønlands Radio (Kalaallit Nunaata Radioa) kan i radio eller fjernsyn udsende udgivne værker, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder ikke for sceneværker og filmværker.

Stk. 2. Ophavsmanden kan over for radio- eller fjernsynsforetagendet nedlægge forbud mod værkets udsendelse i henhold til stk. 1.

Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 skal finde tilsvarende anvendelse på aftaler, der er indgået af andre radio- og fjernsynsforetagender.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når ophavsmanden til et kunstværk har overdraget et eller flere eksemplarer til andre.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., finder ikke anvendelse på udsendelser i radio og fjernsyn via satellit, medmindre der samtidig af det pågældende radio- eller fjernsynsforetagende foretages udsendelse over et jordsendenet.

§ 31. Radio- og fjernsynsforetagender må til brug i deres udsendelser optage værker på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive dem, under forudsætning af, at de har ret til at udsende de pågældende værker. Retten til at gøre således optagne værker tilgængelige for almenheden afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om vilkårene for at foretage sådanne optagelser og om brugen og opbevaringen af disse.

§ 32. Diskussionsudsendelser i radio og fjernsyn, hvorunder almene spørgsmål drøftes, må gengives uden ophavsmandens samtykke. Ophavsmanden har dog eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg.

§ 33. Værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, må optages på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive dem, og opbevares i Statens Mediesamling, såfremt udsendelsen er af dokumentarisk værdi. Mediesamlingen må fremstille enkelte eksemplarer af udsendelserne i sikkerheds- og beskyttelsesøjemed samt til forskningsformål. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte, at bestemmelsen i stk. 1 skal finde tilsvarende anvendelse på andre offentlige arkiver.

§ 34. Radio- og fjernsynsforetagender kan efter anmodning udlevere optagelser af radio- og fjernsynsudsendelser til personer og institutioner, der har medvirket i de pågældende udsendelser, eller som anser sig for krænket gennem omtale i en bestemt udsendelse eller gennem offentlig omtale af den pågældende udsendelse. Optagelser, der er udleveret i henhold til 1. pkt., må kun benyttes til intern brug.

§ 35. Værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, må fordeles over kabelanlæg og videreudsendes til almenheden ved hjælp af radioanlæg, når dette sker uden ændringer og samtidig med, at udsendelsen finder sted.

Stk. 2. Ophavsmanden har krav på vederlag. Dette gælder dog ikke, når radio- eller fjernsynsudsendelser modtages ved hjælp af egen fællesantenne og fordeles over kabelanlæg, som ikke omfatter mere end 25 tilslutninger i en bygning eller i en gruppe af nærliggende bygninger.

Stk. 3. Vederlagskravet kan kun gøres gældende af en af kulturministeren godkendt fællesorganisation, som omfatter ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder radio- og fjernsynsforetagender og fotografer, hvis værker, præstationer, frembringelser og billeder anvendes i radio- og fjernsynsudsendelser i Danmark.

Stk. 4. Vederlagskravet påhviler ejeren af anlægget. Er det vederlag, som ejeren skal betale, fastsat som et beløb pr. tilslutning, er brugeren af den enkelte tilslutning pligtig at betale ejeren et beløb, som svarer dertil.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på udsendelser i radio og fjernsyn, som foretages via kommunikationssatellitter, medmindre der samtidig sker direkte udsendelse til almenheden, samt på udsendelser, som sker i kodet form.

Særlige bestemmelser om edb-programmer m.v.

§ 36. Den, der har ret til at benytte et edb-program, må

1) fremstille sådanne eksemplarer af programmet og foretage sådanne ændringer i programmet, som er nødvendige for, at erhververen kan benytte det efter dets formål, herunder foretage rettelse af fejl,

2) fremstille et sikkerhedseksemplar af programmet, for så vidt det er nødvendigt for benyttelsen af det, og

3) besigtige, undersøge eller afprøve edb-programmet for at fastslå, hvilke ideer og principper der ligger til grund for de enkelte elementer i programmet, hvis dette sker i forbindelse med sådan indlæsning, visning på skærm, kørsel, overførsel, lagring eller lignende af programmet, som vedkommende er berettiget til at udføre.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på andre værker i digitaliseret form, hvis anvendelse styres af et edb-program. Det er dog ikke tilladt at foretage ændringer i værkerne.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 2 og 3, kan ikke fraviges ved aftale.

§ 37. Eksemplarfremstilling af et edb-programs kode og oversættelse af kodens form er tilladt, når dette er en forudsætning for at skaffe de oplysninger, der er nødvendige for at tilvejebringe interoperabilitet mellem et selvstændigt udviklet edb-program og andre edbprogrammer, såfremt

1) handlingerne udføres af licenshaveren eller af en anden person, der har ret til at benytte et eksemplar af et edb-program, eller på disses vegne af en person, der har tilladelse hertil,

2) de oplysninger, der er nødvendige for at tilvejebringe interoperabilitet, ikke tidligere har været let og hurtigt tilgængelige for de i nr. 1 nævnte personer, og

3) handlingerne er begrænset til de dele af det oprindelige edb-program, der er nødvendige for at opnå interoperabilitet.

Stk. 2. De oplysninger, der er indhentet i forbindelse med anvendelsen af stk. 1, må ikke

1) benyttes til andre formål end at gøre det selvstændigt udviklede edb-program interoperabelt,

2) videregives til tredjemand, undtagen når dette er nødvendigt for at gøre det selvstændigt udviklede edb-program interoperabelt, eller

3) benyttes til udvikling, fremstilling eller markedsføring af et edb-program, der i sin udtryksform i vid udstrækning svarer til det oprindelige, eller til nogen anden handling, som krænker ophavsretten.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan ikke fraviges ved aftale.

Vederlag for erhvervsmæssigt videresalg af kunstværker

§ 38. Ved erhvervsmæssigt videresalg af eksemplarer af kunstværker har ophavsmanden ret til et vederlag på 5 pct. af salgsprisen ekskl. moms.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke bygningsværker. Værker af brugskunst er ikke omfattet, hvis de er fremstillet i flere identiske eksemplarer.

Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlagets beregning, herunder bestemmelser om mindstebeløb for den salgspris, som skal medføre ret til vederlag.

Stk. 4. Retten til vederlag består indtil ophavsrettens udløb, jf. § 63. Retten er personlig og uoverdragelig. Efter ophavsmandens død falder retten dog i arv til ophavsmandens ægtefælle og livsarvinger. Efterlader ophavsmanden sig ikke ægtefælle eller livsarvinger, tilfalder vederlagsretten den organisation, som er nævnt i stk. 5.

Stk. 5. Retten til vederlag kan kun gøres gældende af en organisation, som er godkendt af kulturministeren. Organisationen forestår opkrævningen og foretager udlodningen til de berettigede. Den berettigedes krav mod organisationen består, indtil 3 år er forløbet fra udgangen af det år, i hvilket videresalget fandt sted. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav fra den berettigede.

Stk. 6. Ved erhvervsmæssigt videresalg som nævnt i stk. 1 er sælgeren forpligtet til at fremsende en årlig opgørelse over salget af kunstværker attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor til den organisation, som er nævnt i stk. 5.

Vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug

§ 39. Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller videobånd eller andre indretninger, hvorpå lyd eller billeder kan optages, skal betale vederlag til ophavsmændene til de i stk. 2 nævnte værker.

Stk. 2. Vederlaget skal betales for bånd m.v., der er egnet til fremstilling af eksemplarer til privat brug, og kun for værker, som er udsendt i radio eller fjernsyn, eller som er udgivet på fonogram, film, videogram eller lignende.

Stk. 3. Administrationen og kontrollen, herunder opkrævningen, udøves af en fællesorganisation, som repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af grammofonplader m.v. og fotografer, og som af kulturministeren er godkendt hertil. Ministeren kan forlange at få meddelt alle oplysninger om opkrævningen, forvaltningen og fordelingen af vederlaget.

Stk. 4. Organisationen fastsætter retningslinjer for udbetalingen af vederlaget til de berettigede, så fordelingen i videst muligt omfang sker i overensstemmelse med den kopiering, som finder sted. En tredjedel af det årlige beløb til udbetaling skal dog anvendes til støtte af formål, der er fælles for ophavsmændene m.fl. inden for de grupper, som repræsenteres af organisationen, jf. stk. 3.

§ 40. Vederlaget udgør for 1993 pr. minut spilletid for lydbånd 0,045 kr. og for videobånd 0,0625 kr. Vederlaget reguleres årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

§ 41. Virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller videobånd, skal anmeldes hos fællesorganisationen.

Stk. 2. Organisationen udsteder et bevis for anmeldelsen.

Stk. 3. Anmeldte virksomheder er berettigede til, uden at vederlaget er berigtiget, at indføre eller fra anden anmeldt virksomhed at modtage lyd- eller videobånd, der er vederlagspligtige efter § 39.

§ 42. Vederlagsperioden er måneden.

Stk. 2. Anmeldte virksomheder skal opgøre det vederlagspligtige antal lyd- og videobånd, der i perioden er udleveret fra virksomheden, samt disses spilletid.

Stk. 3. Anmeldte virksomheder, der udtager lyd- eller videobånd til brug i virksomheden, skal medregne forbruget til udleveringen efter stk. 2.

Stk. 4. Opgørelsen specificeres efter retningslinjer, som fastsættes af kulturministeren efter forhandling med fællesorganisationen. Kulturministeren kan endvidere efter forhandling med fællesorganisationen fastsætte retningslinjer for kontrol med den i 1. pkt. nævnte opgørelse.

§ 43. I det vederlagspligtige antal opgjort efter § 42, stk. 2, fradrages:

1) Antallet af lyd- og videobånd, der er udleveret til en anden anmeldt virksomhed efter § 41, stk. 3.

2) Antallet af lyd- og videobånd, der er udført.

3) Antallet af lyd- og videobånd, der vil blive anvendt til professionelle formål, herunder undervisningsformål.

4) Antallet af lyd- og videobånd, der vil blive anvendt til fremstilling af optagelser til brug for syns- og hørehandicappede.

5) Antallet af lyd- eller videobånd, der vil blive anvendt til særlige formål, som af kulturministeren er undtaget fra vederlaget.

Stk. 2. Kulturministeren kan efter forhandling med fællesorganisationen fastsætte retningslinjer for kontrol med fradrag efter stk. 1.

§ 44. Vederlaget tilbagebetales ved

1) erhvervsmæssig udførsel af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd,

2) anvendelse af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd til professionelle formål, herunder undervisning,

3) anvendelse af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd til fremstilling af optagelser, som anvendes af syns- eller hørehandicappede, eller

4) anvendelse af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd til særlige formål, som af kulturministeren er undtaget fra vederlaget.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter efter forhandling med fællesorganisationen de nærmere retningslinjer for vederlagsgodtgørelse efter stk. 1.

§ 45. Anmeldte virksomheder skal føre regnskab over fremstilling, indførsel og udlevering m.v. af vederlagspligtige lyd- og videobånd.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter efter forhandling med fællesorganisationen de nærmere retningslinjer for de anmeldte virksomheders regnskabsførelse, herunder udstedelse af fakturaer m.v.

Stk. 3. Anmeldte virksomheder skal opbevare regnskabsmateriale i 5 år efter regnskabsårets udløb.

§ 46. Anmeldte virksomheder skal efter udløbet af hver vederlagsperiode og senest ved udgangen af den følgende måned til fællesorganisationen angive mængden af udleverede lyd- og videokassettebånd og disses spilletid, jf. §§ 42 og 43. Virksomheden skal senest samtidig med angivelsen indbetale vederlaget til organisationen. Angivelsen skal underskrives af virksomhedens ledelse.

Fælles bestemmelser om tvangslicens

§ 47. Kan der ikke opnås enighed om størrelsen af vederlag i henhold til § 17, stk. 2, § 18, stk. 1, § 35, § 51, stk. 2, og § 68, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for et af kulturministeren nedsat nævn, Ophavsretslicensnævnet. Nævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Kulturministeren fastsætter de nærmere regler for nævnets virksomhed.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning af vederlag i henhold til § 17, stk. 2, § 18, stk. 1, § 35 og § 68.

Stk. 3. Såfremt brugeren af et værk i henhold til § 35 eller § 68 ikke betaler det vederlag, der er fastsat ved parternes aftale eller ved Ophavsretslicensnævnets afgørelse, kan det ved dom fastslås, at den pågældende værksudnyttelse kun kan foretages med ophavsmandens samtykke, indtil betaling er sket.

§ 48. Nægter et radio- eller fjernsynsforetagende uden rimelig grund at give samtykke til, at dets udsendelser samtidig og uden ændringer fordeles over kabelanlæg, eller tilbydes en sådan fordeling på urimelige vilkår, kan Ophavsretslicensnævnet på begæring meddele den fornødne tilladelse og fastsætte nærmere vilkår herfor. Afgørelse om fastsættelse af vederlag kan dog, for så vidt angår udsendelser, som omfattes af § 35, stk. 1, kun træffes på grundlag af krav fremsat af foretagendet gennem den i § 35, stk. 3, nævnte fællesorganisation. Bestemmelserne i § 35, stk. 4, og § 49 finder tilsvarende anvendelse på de i 2. pkt. nævnte vederlagskrav.

Stk. 2. Nægter et radio- eller fjernsynsforetagende efter § 69 at give samtykke til, at foretagendets radio- eller fjernsynsudsendelser optages på en måde, som er omhandlet i § 13, stk. 1, 1. pkt., 2. led, eller § 17, stk. 3, eller kan der ikke opnås enighed om vilkårene for en sådan optagelse, kan Ophavsretslicensnævnet på begæring af hver af parterne meddele den fornødne tilladelse og fastsætte nærmere vilkår herfor.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 finder kun anvendelse, hvis en organisation af ophavsmænd har indgået en aftale, som omfattes af § 50, jf. § 13, stk. 1, 1. pkt., 2. led, eller § 17, stk. 3. Bestemmelsen i § 49 finder tilsvarende anvendelse.

§ 49. Vederlagskrav i henhold til § 17, stk. 2, § 18, stk. 1, § 35 og § 68 forældes efter 3 år fra udgangen af det år, i hvilket værksudnyttelsen fandt sted.

Stk. 2. Såfremt vederlagskravet gøres gældende af en organisation, gælder bestemmelsen i stk. 1 også for ophavsmandens krav mod organisationen.

Stk. 3. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav.

Fælles bestemmelser om aftalelicens

§ 50. Aftalelicens efter §§ 13 og 14, § 17, stk. 3, og § 30 kan påberåbes af brugere, der har indgået en aftale om den pågældende værksudnyttelse med en organisation, som omfatter en væsentlig del af danske ophavsmænd til en bestemt art af værker. Aftalelicensen giver brugeren ret til at udnytte andre værker af samme art, selv om ophavsmændene til disse værker ikke repræsenteres af organisationen.

Stk. 2. Aftalelicensen giver kun brugeren ret til at benytte de ikkerepræsenterede ophavsmænds værker på den måde og på de vilkår, som følger af den indgåede aftale med organisationen og af de i stk. 1 nævnte bestemmelser.

§ 51. For værksudnyttelse i henhold til §§ 13 og 14, § 17, stk. 3, og § 30 skal de regler, som organisationen har fastsat med hensyn til fordelingen af vederlag mellem de af organisationen repræsenterede ophavsmænd, finde tilsvarende anvendelse over for ikkerepræsenterede ophavsmænd.

Stk. 2. Ikkerepræsenterede ophavsmænd kan gøre krav på individuelt vederlag, selv om en sådan ret hverken fremgår af aftalen med brugeren eller af organisationens vederlagsregler. Størrelsen af det individuelle vederlag kan fastsættes efter bestemmelsen i § 47, stk. 1. Vederlagskravet kan kun rettes mod organisationen.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 49 finder tilsvarende anvendelse på vederlagskrav i henhold til de i stk. 1 og 2 nævnte bestemmelser.

§ 52. Hvis forhandlinger om indgåelse af aftaler som nævnt i § 13, stk. 1, § 14 og § 17, stk. 3, ikke fører til noget resultat, kan hver af parterne kræve mægling.

Stk. 2. Krav om mægling rettes til kulturministeren. Kravet kan fremsættes, når en af parterne har afbrudt forhandlingerne eller afvist et ønske om forhandlinger, eller når forhandlingerne ikke synes at ville føre til noget resultat.

Stk. 3. Mæglingen foretages af en forligsmand, der udpeges af kulturministeren. Forligsforhandlingerne skal baseres på parternes eventuelle løsningsforslag. Forligsmanden kan foreslå parterne at lade tvisten afgøre ved voldgift og kan medvirke ved udpegningen af voldgiftsmænd.

Stk. 4. Forligsmanden kan fremsætte forslag til tvistens løsning og kan kræve, at et sådant forslag forelægges parternes kompetente organer til vedtagelse eller forkastelse inden en af forligsmanden fastsat frist. Forligsmanden underretter kulturministeren om mæglingens udfald.

Stk. 5. Forligsmanden kan bestemme, at aftaler skal forblive i kraft, selv om aftaleperioden er udløbet eller vil udløbe under forhandlingerne. Aftalen kan dog ikke forlænges i mere end to uger efter, at parterne har taget stilling til et endeligt mæglingsforslag eller forslag til voldgiftsbehandling, eller efter at forligsmanden har meddelt, at der ikke er basis for at fremsætte sådanne forslag.

Stk. 6. Den, der er eller har været forligsmand, må ikke ubeføjet røbe eller udnytte, hvad denne har fået kendskab til som forligsmand.

Kapitel 3

Ophavsrettens overgang til andre

Almindelige bestemmelser

§ 53. Ophavsmanden kan med de begrænsninger, der følger af §§ 3 og 38, helt eller delvis overdrage sine rettigheder efter denne lov.

Stk. 2. Overdragelse af eksemplarer indbefatter ikke overdragelse af ophavsretten.

Stk. 3. Har ophavsmanden overdraget en ret til at udnytte værket på en bestemt måde eller ved bestemte midler, giver overdragelsen ikke erhververen ret til at udnytte værket på andre måder eller ved andre midler.

Stk. 4. Bestemmelserne i §§ 54-59 om overdragelse af ophavsret kan fraviges ved aftale mellem parterne, medmindre andet er fastsat i de enkelte bestemmelser.

§ 54. Erhververen har pligt til at udnytte værket. Ophavsmanden kan hæve aftalen, hvis erhververen ikke har udnyttet værket inden en rimelig tid eller senest inden 5 år efter det tidspunkt, hvor aftalen er opfyldt fra ophavsmandens side.

§ 55. Hvis aftalen ikke udtrykkeligt specificerer enkelte udnyttelsesformer, som omfattes af overdragelsen, kan ophavsmanden med rimeligt varsel opsige overdragelsen af rettighederne til de uspecificerede udnyttelsesformer, der ikke er iværksat af erhververen, inden 3 år er forløbet fra det tidspunkt, hvor aftalen er opfyldt fra ophavsmandens side.

Ændringer og videreoverdragelse

§ 56. Overdragelse af ophavsret giver ikke erhververen ret til at ændre værket, medmindre ændringen er sædvanlig eller åbenbart forudsat.

Stk. 2. Overdragelse af ophavsret giver ikke erhververen ret til at videreoverdrage ophavsretten, medmindre videreoverdragelsen er sædvanlig eller åbenbart forudsat. Overdrageren vedbliver at være ansvarlig for, at aftalen med ophavsmanden bliver opfyldt.

Afregning og kontrol

§ 57. Hvis ophavsmandens vederlag afhænger af erhververens omsætning, salgstal eller lignende, kan ophavsmanden kræve, at der sker afregning mindst en gang om året. Ophavsmanden kan ligeledes kræve, at afregningen ledsages af fyldestgørende oplysninger om de forhold, der har ligget til grund for vederlagsberegningen.

Stk. 2. Ophavsmanden kan kræve, at erhververens regnskaber, bogføring og lagerbeholdning samt attestationer fra den, som har udnyttet værket, ved den årlige afregning efter stk. 1 stilles til rådighed for en af ophavsmanden udpeget statsautoriseret eller registreret revisor. Revisoren må oplyse ophavsmanden om den foretagne afregnings rigtighed og om eventuelle uregelmæssigheder. Revisoren har i øvrigt tavshedspligt om alle andre forhold, som denne bliver bekendt med ved gennemgangen.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan ikke fraviges til skade for ophavsmanden.

Særlige bestemmelser om aftaler om indspilning af film

§ 58. En aftale om at medvirke ved indspilningen af en film indebærer, at ophavsmanden ikke kan modsætte sig, at

1) der fremstilles eksemplarer af filmen,

2) eksemplarer af filmen spredes til almenheden,

3) filmen fremføres offentligt eller

4) filmen forsynes med tekster eller tale på et andet sprog.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på

1) allerede eksisterende værker,

2) drejebøger, dialoger og musikværker, som er frembragt med henblik på fremstillingen af filmen, eller

3) filmens hovedinstruktør.

Særlige bestemmelser om edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold

§ 59. Ophavsretten til et edb-program, der er frembragt af en arbejdstager under udførelsen af dennes arbejde eller efter arbejdsgiverens anvisninger, overgår til arbejdsgiveren.

Bestilte portrætbilleder

§ 60. Ophavsmanden kan ikke udøve sine rettigheder til et bestilt portrætbillede uden samtykke fra bestilleren.

Arv og kreditorforfølgning

§ 61. Ved ophavsmandens død finder arvelovgivningens almindelige regler anvendelse på ophavsretten.

Stk. 2. Ved testamente kan ophavsmanden med bindende virkning også for ægtefælle og livsarvinger give forskrifter om udøvelse af ophavsretten eller overlade det til en anden at give sådanne forskrifter.

§ 62. Ophavsmandens ret til at råde over sit værk kan ikke gøres til genstand for kreditorforfølgning hverken hos ophavsmanden eller hos nogen, til hvem retten er overgået ifølge ægteskab eller arv.

Stk. 2. Kreditorforfølgning i eksemplarer af værket kan heller ikke foretages hos ophavsmanden selv eller hos nogen, til hvem eksemplarer er overgået ifølge ægteskab eller arv, hvis forfølgningen retter sig mod

1) manuskripter,

2) stokke, plader, forme eller lignende, hvorved et kunstværk kan udføres, eller

3) eksemplarer af kunstværker, som ikke er udstillet, udbudt til salg eller på anden måde godkendt til offentliggørelse.

Kapitel 4

Ophavsrettens gyldighedstid

§ 63. Ophavsretten til et værk varer, indtil 70 år er forløbet efter ophavsmandens dødsår eller for de i § 6 omhandlede værker efter længstlevendes dødsår. For filmværker varer ophavsretten dog, indtil 70 år er forløbet efter dødsåret for den længstlevende af følgende personer:

1) Den ledende instruktør,

2) drejebogsforfatteren,

3) dialogforfatteren og

4) komponisten til musik, som er specielt frembragt til brug i filmværket.

Stk. 2. Når et værk er offentliggjort uden angivelse af ophavsmandens navn, alment kendte pseudonym eller mærke, varer ophavsretten, indtil 70 år er forløbet efter udgangen af det år, da værket blev offentliggjort. Består værket af flere dele, bind, hæfter, numre eller serier, gælder der en særskilt beskyttelsestid for hver enkelt del.

Stk. 3. Hvis ophavsmanden i løbet af det nævnte tidsrum bliver angivet i overensstemmelse med § 7, eller hvis det bliver oplyst, at han er død, før værket blev offentliggjort, regnes gyldighedstiden efter stk. 1.

Stk. 4. For værker, som ikke er offentliggjort, og hvis ophavsmand ikke er kendt, varer ophavsretten i 70 år efter udgangen af det år, hvor værket blev skabt.

§ 64. Når et værk ikke tidligere har været udgivet, har den, som for første gang lovligt offentliggør eller udgiver værket efter udløbet af den ophavsretlige beskyttelse, rettigheder til værket svarende til de økonomiske rettigheder, der i loven er tillagt den, der frembringer et litterært eller kunstnerisk værk. Beskyttelsen varer, indtil 25 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor offentliggørelsen eller udgivelsen fandt sted.

Kapitel 5

Andre rettigheder

Udøvende kunstnere

§ 65. En udøvende kunstners fremførelse af et litterært eller kunstnerisk værk må ikke uden kunstnerens samtykke

1) optages på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive den, eller

2) gøres tilgængelig for almenheden.

Stk. 2. Er fremførelsen optaget som anført i stk. 1, nr. 1, må den ikke uden den udøvende kunstners samtykke overføres til anden indretning, der kan gengive den, eller gøres tilgængelig for almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da fremførelsen fandt sted. Hvis en optagelse af en fremførelse udgives eller offentliggøres inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter hvilket tidspunkt der er det første.

Stk. 3. En aftale mellem en udøvende kunstner og en filmproducent om at medvirke ved indspilningen af en film indebærer, at den udøvende kunstner i mangel af modstående aftale formodes at have overdraget sin ret til udlejning af filmen til producenten.

Stk. 4. Bestemmelserne i § 2, stk. 3, §§ 3 og 11, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 12, stk. 3, nr. 1, og § 12, stk. 4, §§ 13, 15 og 16, § 17, stk. 3, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 21, 22, 25, 27, 28, 31 og 33-35, § 36, stk. 2, §§ 39-47, 49-57 samt §§ 61 og 62 finder tilsvarende anvendelse på udøvende kunstneres fremførelser og optagelser heraf. Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun anvendelse på en optagelse efter stk. 1 og 2, når denne for første gang er solgt eller på anden måde overdraget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 5. Uanset bestemmelserne i stk. 1 kan Det Kongelige Teater lade teatrets festforestillinger eller forestillinger i anledning af officielle besøg udsende af Danmarks Radio eller TV 2 i radio eller fjernsyn.

Fremstillere af lydoptagelser

§ 66. Lydoptagelser må ikke uden fremstillerens samtykke eftergøres eller gøres tilgængelige for almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da optagelsen fandt sted. Hvis en lydoptagelse udgives eller offentliggøres inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter hvilket tidspunkt der er det første. Som eftergørelse betragtes også det forhold, at en optagelse overføres fra en optagelse til en anden.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 2, stk. 3, § 11, stk. 2, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 12, stk. 3, nr. 1, § 12, stk. 4, §§ 13, 15 og 16, § 17, stk. 3, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 21, 22, 25, 27, 28, 31, 33, 34, § 35, stk. 1, § 36, stk. 2, §§ 39-47 samt §§ 49-52 finder tilsvarende anvendelse på lydoptagelser. Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun anvendelse på en optagelse efter stk. 1, når denne for første gang er solgt eller på anden måde overdraget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Fremstillere af billedoptagelser

§ 67. Billedoptagelser må ikke uden fremstillerens samtykke eftergøres eller gøres tilgængelige for almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da optagelsen fandt sted. Hvis en billedoptagelse udgives eller offentliggøres inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter hvilket tidspunkt der er det første. Som eftergørelse betragtes også det forhold, at en optagelse overføres fra en optagelse til en anden.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 2, stk. 3, § 11, stk. 2, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 12, stk. 3, nr. 2, § 12, stk. 4, §§ 13, 15 og 16, § 17, stk. 3, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, § 21, stk. 3, §§ 22, 25, 27, 28 og 31-34, § 35, stk. 1, § 36, stk. 2, § 47 samt §§ 49-52 finder tilsvarende anvendelse på billedoptagelser. Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun anvendelse på en optagelse efter stk. 1, når denne for første gang er solgt eller på anden måde overdraget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Vederlag for brug af lydoptagelser i radio og fjernsyn m.v.

§ 68. Uanset bestemmelserne i § 65, stk. 2, og § 66, stk. 1, må udgivne lydoptagelser anvendes til radio- og fjernsynsudsendelse og til andre offentlige fremførelser.

Stk. 2. De udøvende kunstnere og fremstillerne af lydoptagelser har krav på vederlag. Vederlagskravet kan kun gøres gældende gennem en af kulturministeren godkendt fællesorganisation, som omfatter såvel udøvende kunstnere som fremstillere af lydoptagelser.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke for udsendelse i fjernsyn og andre offentlige fremførelser af filmværker, såfremt lyd og billede udsendes eller fremføres samtidigt.

Radio- og fjernsynsforetagender

§ 69. En radio- eller fjernsynsudsendelse må ikke uden radio- eller fjernsynsforetagendets samtykke udsendes af andre eller på anden måde fremføres offentligt. Udsendelsen må heller ikke uden samtykke affotograferes eller optages på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive den.

Stk. 2. Er en udsendelse affotograferet eller optaget som anført i stk. 1, må den ikke uden foretagendets samtykke overføres til anden indretning, der kan gengive den, eller spredes til almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da udsendelsen fandt sted.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 11, stk. 2, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 15, § 19, stk. 1 og 2, §§ 21, 22 og 25, § 27, stk. 1 og 3, §§ 28, 31, 32, 33 og § 36, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på radio- og fjernsynsudsendelser. Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun anvendelse på de i stk. 2 nævnte udsendelser, når disse for første gang er solgt eller på anden måde overdraget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Fremstillere af fotografiske billeder

§ 70. Den, som fremstiller et fotografisk billede (fotografen), har eneret til at råde over billedet ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Retten til et fotografisk billede varer, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da billedet blev fremstillet.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 2, stk. 2 og 3, §§ 3, 7, 9 og 11, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, §§ 13-16, § 17, stk. 3, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 20, 21 og 23, § 24, stk. 1 og 2, §§ 25, 27, 28, 30, 31, 33-35, § 36, stk. 2, §§ 39-47, 49-58 og §§ 60-62 finder tilsvarende anvendelse på fotografiske billeder. Er et fotografisk billede genstand for ophavsret efter § 1, kan denne også gøres gældende.

Fremstillere af kataloger m.v.

§ 71. Kataloger, tabeller og lignende arbejder, der sammenstiller et større antal oplysninger, må ikke eftergøres uden samtykke fra den, som har fremstillet dem, før 10 år er forløbet efter udgangen af det år, da arbejdet blev offentliggjort. Beskyttelsen ophører dog senest, når 15 år er forløbet efter udgangen af det år, da arbejdet blev fremstillet.

Stk. 2. Er arbejder af den nævnte art eller dele deraf genstand for ophavsret eller anden beskyttelse, kan denne også gøres gældende.

Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 6-9, § 11, stk. 2, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, §§ 13-17, § 18, stk. 1 og 2, §§ 22, 27, 28, 30-35, § 36, stk. 2, §§ 47 og 49-52 finder tilsvarende anvendelse på kataloger m.v.

Pressemeddelelser

§ 72. Pressemeddelelser, som efter aftale leveres fra udenlandske nyhedsbureauer eller fra korrespondenter i udlandet, må ikke uden modtagerens samtykke gøres tilgængelige for almenheden gennem presse, radio eller på anden lignende måde før 12 timer efter, at de er blevet offentliggjort i Danmark.

Kapitel 6

Forskellige bestemmelser

Titelbeskyttelse m.v.

§ 73. Et litterært eller kunstnerisk værk må ikke gøres tilgængeligt for almenheden under en titel, et pseudonym eller et mærke, som er egnet til at fremkalde forveksling med et tidligere offentliggjort værk eller dets ophavsmand.

Stk. 2. Har offentliggørelsen af det tidligere offentliggjorte værk fundet sted mindre end 3 måneder forud for en udgivelse af det andet værk, finder bestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse, medmindre forveksling må antages at være tilsigtet.

Signering af kunstværker

§ 74. På et kunstværk må kunstnerens navn eller mærke ikke anbringes af andre end kunstneren selv, medmindre denne har givet sit samtykke hertil.

Stk. 2. Kunstnerens navn eller mærke må ikke i noget tilfælde påføres et eftergjort eksemplar, således at det kan forveksles med originalen.

Ideelle rettigheder efter ophavsrettens udløb

§ 75. Selv om ophavsretten er udløbet, må et litterært eller kunstnerisk værk ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden i strid med § 3, stk. 1 og 2, hvis kulturelle interesser herved krænkes.

Kapitel 7

Retshåndhævelse

Straf

§ 76. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt

1) overtræder § 2 eller § 3,

2) overtræder §§ 65, 66, 67, 69, 70 eller 71,

3) overtræder § 11, stk. 2, § 60 eller §§ 72-75,

4) undlader at fremsende opgørelse efter § 38, stk. 6,

5) undlader at lade sig anmelde eller undlader at meddele oplysninger til fællesorganisationen efter § 41, stk. 1, og § 46, 1. pkt., eller undlader at føre eller opbevare regnskaber i henhold til § 45 eller

6) overtræder forskrifter, der er givet efter § 61, stk. 2.

Stk. 2. Er en forsætlig overtrædelse af de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte bestemmelser begået ved erhvervsmæssigt at fremstille eller blandt almenheden sprede eksemplarer af værker eller frembringelser, der beskyttes efter §§ 65-71, kan straffen under særlig skærpende omstændigheder stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år. Særlig skærpende omstændigheder anses navnlig for at foreligge, hvis overtrædelsen vedrører et betydeligt antal eksemplarer, eller hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en betydelig vinding.

§ 77. Når eksemplarer af værker eller frembringelser, der beskyttes efter §§ 65-71, er fremstillet uden for Danmark under sådanne omstændigheder, at en tilsvarende fremstilling i Danmark ville være i strid med loven, straffes med bøde den, som forsætligt eller groft uagtsomt indfører sådanne eksemplarer med henblik på at gøre dem tilgængelige for almenheden.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 76, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på forsætlige overtrædelser af bestemmelsen i stk. 1.

§ 78. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt omsætter eller i kommercielt øjemed besidder midler, hvis eneste formål er at lette ulovlig fjernelse eller omgåelse af tekniske indretninger, som måtte være anvendt til at beskytte et edb-program.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på andre værker i digitaliseret form.

§ 79. I forskrifter, der udstedes efter § 16, § 31, stk. 2, § 42, stk. 4, § 43, stk. 2, § 44, stk. 2, § 45, stk. 2, og § 47, stk. 2, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

§ 80. Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Påtale

§ 81. Overtrædelser, som omfattes af § 76, stk. 1, § 77, stk. 1, eller § 79, påtales af den forurettede.

Stk. 2. Efter ophavsmandens død kan overtrædelser af § 3 og af de i medfør af § 61, stk. 2, givne forskrifter endvidere påtales af ophavsmandens ægtefælle, slægtning i ret op- eller nedstigende linje eller søskende.

Stk. 3. Efter ophavsmandens død kan overtrædelser af §§ 3 og 73-74 endvidere påtales af det offentlige. Ved overtrædelser af § 3 kan offentlig påtale dog kun finde sted, når kulturelle interesser må anses for krænket ved overtrædelsen.

Stk. 4. Overtrædelser af §§ 75 og 78 påtales af det offentlige.

§ 82. Overtrædelser, som omfattes af § 76, stk. 2, eller § 77, stk. 2, påtales af det offentlige, når den forurettede begærer det.

Stk. 2. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelser i denne lov sker i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.

Erstatning og godtgørelse

§ 83. Den, som forsætligt eller uagtsomt overtræder en af de i §§ 76 og 77 nævnte bestemmelser, har pligt til at udrede rimeligt vederlag for udnyttelsen samt erstatning for den yderligere skade, som overtrædelsen måtte have medført.

Stk. 2. Selv om overtrædelsen er begået i god tro, kan der tilkendes den forurettede vederlag og erstatning efter bestemmelsen i stk. 1, i det omfang det skønnes rimeligt. Vederlaget og erstatningen kan dog ikke overstige den ved overtrædelsen indvundne fortjeneste.

Stk. 3. En ophavsmand, fotograf eller udøvende kunstner, hvis ret er krænket ved retsstridigt forhold, har krav på godtgørelse for ikkeøkonomisk skade.

Inddragelse m.v.

§ 84. Når eksemplarer af værker eller frembringelser, der beskyttes efter §§ 65-71, er fremstillet, indført eller gjort tilgængelige for almenheden i Danmark i strid med denne lov eller med forskrifter givet efter § 61, stk. 2, kan det ved dom bestemmes, at eksemplarerne skal inddrages til fordel for den forurettede eller overdrages til ham mod et vederlag, der ikke overstiger fremstillingsomkostningerne.

Stk. 2. I stedet for inddragelse eller overdragelse kan det bestemmes, at eksemplarerne helt eller delvis skal tilintetgøres eller på anden måde gøres uanvendelige til ulovlig brug. Hvis det under hensyn til eksemplarernes kunstneriske eller økonomiske værdi eller omstændighederne i øvrigt skønnes rimeligt, kan retten tillade, at de fremstillede eksemplarer gøres tilgængelige for almenheden mod erstatning og godtgørelse til den forurettede.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på tryksatser, klicheer, forme og andet, som kan tjene til ulovlig fremstilling eller brug af værket eller frembringelsen.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 kan ikke bringes i anvendelse over for den, som i god tro har erhvervet eksemplarer til privat brug.

Stk. 5. Bygninger kan ikke kræves inddraget eller tilintetgjort i medfør af stk. 1 og 2.

Kapitel 8

Lovens anvendelsesområde

Ophavsret

§ 85. Lovens bestemmelser om ophavsret gælder for

1) værker af danske statsborgere eller personer, der er bosat i Danmark,

2) værker, som er udgivet første gang i Danmark, eller som er udgivet første gang samtidig i Danmark og i et andet land,

3) filmværker, hvis producent har sit hovedsæde eller er bosat i Danmark,

4) bygningsværker, som er beliggende i Danmark, og

5) kunstværker, som er indføjet i bygninger eller anlæg i Danmark.

Stk. 2. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 2, anses samtidig udgivelse at have fundet sted, såfremt værket efter udgivelse i et andet land inden 30 dage udgives i Danmark.

Stk. 3. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 3, anses, når andet ikke er oplyst, den som producent, hvis navn på sædvanlig måde er angivet på filmen.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 38 gælder for værker af personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 64 gælder for offentliggørelser eller udgivelser, som er foretaget af

1) personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller

2) selskaber, der har hovedsæde i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 6. Bestemmelserne i §§ 73-75 gælder for ethvert værk.

Andre rettigheder

§ 86. Bestemmelserne i §§ 65, 66 og 68 gælder for fremførelser og lydoptagelser, som har fundet sted i Danmark.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 65 og 66 om optagelse og eftergørelse gælder dog for alle lydoptagelser.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 67 gælder for billedoptagelser, der har fundet sted i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 69 gælder for

1) radio- og fjernsynsudsendelser, som har fundet sted i Danmark, og

2) radio- og fjernsynsforetagender, der har hovedsæde i Danmark.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 70 finder anvendelse på

1) fotografier fremstillet af personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og

2) fotografier, som er indføjet i bygninger eller anlæg i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 6. Bestemmelsen i § 71 gælder for kataloger m.v., som er fremstillet af

1) personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller

2) selskaber, der har hovedsæde i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 7. Bestemmelserne i stk. 6 finder tilsvarende anvendelse på pressemeddelelser som nævnt i § 72.

Særlige bestemmelser om radio- og fjernsynsudsendelser via satellit

§ 87. Radio- og fjernsynsudsendelser via satellit anses for at finde sted i Danmark, hvis de programbærende signaler, som er bestemt til modtagning af almenheden, under et radio- eller fjernsynsforetagendes kontrol og ansvar her i landet indføres i en ubrudt sendekæde, der leder til satellitten og ned mod Jorden.

Stk. 2. Udsendelser via satellit anses også for at finde sted i Danmark, hvis indførelsen i sendekæden sker i et land, som ikke er medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og som ikke har det beskyttelsesniveau, der er fastlagt i kapitel II i Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel, i følgende tilfælde:

1) Hvis de programbærende signaler sendes til satellitten fra en uplinkstation her i landet. Rettigheder efter §§ 2, 64 og 65-73 kan da gøres gældende over for den, som driver stationen.

2) Hvis der ikke benyttes en uplinkstation i en EØS-medlemsstat, og et radio- eller fjernsynsforetagende, der har sit hovedsæde her i landet, har foranlediget indførelsen i sendekæden. Rettigheder efter §§ 2, 64 og 65-73 kan da gøres gældende over for foretagendet.

Lovens anvendelse i forhold til andre lande m.v.

§ 88. Under forudsætning af gensidighed kan ved kgl. anordning anvendelsen af lovens bestemmelser udvides i forhold til andre lande.

Stk. 2. Endvidere kan loven ved kgl. anordning gøres anvendelig på værker, som først er udgivet af mellemfolkelige organisationer, samt på ikkeudgivne værker, som sådanne organisationer har ret til at udgive.

Kapitel 9

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 89. Loven træder i kraft den 1. juli 1995.

Stk. 2. Samtidig ophæves

1) lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker, jf. lovbekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1994, og

2) lov om retten til fotografiske billeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 715 af 8. september 1993.

Stk. 3. Regler, der er udstedt efter de hidtidige love, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt efter denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 4. Forslag til revision af lovens §§ 39-46 fremsættes for Folketinget i folketingsåret 1995-96.

§ 90. Loven gælder også for værker og frembringelser m.v., som er frembragt før lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Loven gælder ikke for udnyttelseshandlinger, der er afsluttet, eller rettigheder, der er erhvervet før lovens ikrafttræden. Eksemplarer af værker eller frembringelser m.v. kan fortsat spredes til almenheden og vises offentligt, hvis de lovligt er fremstillet på et tidspunkt, da en sådan spredning eller visning var tilladt. Bestemmelserne i § 19, stk. 2 og 3, skal dog altid finde anvendelse på udlejning og udlån, som foretages efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Er der før lovens ikrafttræden påbegyndt en eksemplarfremstilling eller foretaget væsentlige forberedelser til at fremstille eksemplarer af værker eller frembringelser m.v., som ikke var beskyttet efter de hidtil gældende bestemmelser, kan eksemplarfremstilling i nødvendig og sædvanlig udstrækning afsluttes inden for de planlagte rammer, dog senest den 1. januar år 2000. Eksemplarer, som fremstilles på grundlag af bestemmelsen i 1. pkt., kan spredes til almenheden og vises offentligt. Bestemmelsen i stk. 2, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Indgår værker og frembringelser m.v. i en optagelse, der er foretaget med henblik på udsendelse i radio og fjernsyn, og som er fremstillet på et tidspunkt, hvor de nævnte værker og frembringelser ikke var beskyttet, eller som er fremstillet i henhold til stk. 3, kan sådanne optagelser fortsat anvendes til udsendelse i radio og fjernsyn indtil den 1. januar år 2000. Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på offentlig fremførelse af filmoptagelser.

Stk. 5. Hvis beskyttelsestiden for et værk eller en frembringelse m.v. ved anvendelse af de nye bestemmelser bliver kortere, end den ville have været efter de hidtil gældende bestemmelser, anvendes de hidtil gældende bestemmelser. Bestemmelsen i § 63, stk. 4, skal dog altid finde anvendelse.

§ 91. Bestemmelserne i §§ 54, 55, 56 og 58 finder ikke anvendelse på aftaler, der er indgået før den 1. juli 1995.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 65, stk. 3, finder også anvendelse på aftaler, der er indgået før den 1. juli 1995.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 30, stk. 5, og § 87, stk. 2, finder ikke anvendelse på aftaler, som er indgået før den 1. januar 1995, førend den 1. januar 2000.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 59 gælder ikke for edb-programmer, der er frembragt før den 1. januar 1993.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 70 finder ikke anvendelse på fotografiske billeder, der er fremstillet før den 1. januar 1970.

§ 92. De i henhold til ældre lovgivning givne særlige privilegier og forbud forbliver i kraft.

§ 93. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Officielle noter

(* 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 92/100/EØF, EF-Tidende 1992 L 346, s. 61, direktiv 93/83/EØF, EF-Tidende 1993 L 248, s. 15, og direktiv 93/98/EØF, EF-Tidende 1993 L 290, s. 9.