Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr LSF 87

Forslag til Lov om international fuldbyrdelse af straf m.v.

Fremsat af Justitsministeren

Den fulde tekst

Kapitel 1

Indledende bestemmelser

§ 1. Efter reglerne i denne lov kan udenlandske afgørelser om straf

m.v. fuldbyrdes her i landet og danske afgørelser om straf m.v.

fuldbyrdes i udlandet.

Stk. 2. Med hensyn til afgørelser, der er omfattet af lov om

samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående

fuldbyrdelse af straf m.v., skal den hidtidige lov dog fortsat

anvendes i forhold til disse lande.

Kapitel 2

Konventionen om overførelse af domfældte

§ 2. Afgørelser, som er omfattet af konventionen om overførelse af

domfældte, jfr. bilag 1 til denne lov, kan fuldbyrdes efter

konventionens regler.

Stk. 2. Afgørelse om samtykke efter konventionens art. 3, stk. 1,

litra f, træffes af justitsministeren.

§ 3. Begrebet »statsborger« i konventionens art. 3, stk. 1, litra a,

og stk. 3, bestemmes for Danmarks vedkommende som personer, som

har dansk indfødsret, eller som har fast bopæl her i riget.

Stk. 2. Fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark sker efter

reglerne i konventionens art. 11 om omsætning af straffen.

Afgørelsen om omsætning træffes ved dom.

Stk. 3. Justitsministeren kan, hvis det ellers ikke vil være muligt

at få en domfældt overført hertil, bestemme, at fuldbyrdelse af

den udenlandske afgørelse skal ske efter reglerne i konventionens

art. 10 om fortsat fuldbyrdelse. Der skal ske tilpasning af

sanktionen i overensstemmelse med art. 10, stk. 2. Afgørelsen om

tilpasning træffes ved dom.

Kapitel 3

Den europæiske konvention om straffedommes internationale

retsvirkninger

§ 4. Afgørelser, som er omfattet af den europæiske konvention om

straffedommes internationale retsvirkninger, jfr. bilag 2 til

denne lov, kan fuldbyrdes efter reglerne i konventionens afsnit

II, jfr. afsnit I.

§ 5. Retsplejelovens regler om udenretlig vedtagelse af bøde eller

konfiskation finder tilsvarende anvendelse ved fuldbyrdelse af

udenlandske afgørelser om bøde eller konfiskation, jfr.

konventionens art. 37.

Stk. 2. Afgørelse i henhold til konventionens art. 39, stk. 2,

træffes ved kendelse.

Stk. 3. Der kan ikke her i landet fastsættes forvandlingsstraf for en

udenlandsk bøde, jfr. konventionens art. 48.

Kapitel 4

Fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af udenlandske

afgørelser i Danmark efter kapitel 2-3

§ 6. Sager, som skal afgøres af en domstol her i landet, indbringes

af anklagemyndigheden for byretten på det sted, hvor den

pågældende bor. Har den pågældende ikke bopæl her i landet,

bestemmer justitsministeren, hvilken byret der skal behandle

sagen.

§ 7. I det omfang den pågældende konvention og denne lov ikke

indeholder modstående regler, gælder retsplejelovens regler om

straffesagers behandling for retten.

Stk. 2. Behandlingen af sager, der ikke er omfattet af art. 25, stk.

1, eller art. 26, stk. 1, i den europæiske konvention om

straffedommes internationale retsvirkninger, sker uden

udfærdigelse af anklageskrift og uden medvirken af domsmænd.

Stk. 3. Der beskikkes en forsvarer for den sigtede. Angår sagen

fuldbyrdelse af en udenlandsk bøde eller en sanktion som anført i

bilag III til konventionen om straffedommes internationale

retsvirkninger, beskikkes forsvarer dog kun, såfremt den

pågældende fremsætter begæring herom.

§ 8. Angår sagen fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse om

frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter, kan retten med henblik på at sikre den

pågældendes tilstedeværelse og muligheden for, at straffen

umiddelbart kan fuldbyrdes, træffe bestemmelse om, at den

pågældende skal varetægtsfængsles.

Kapitel 5

Almindelige bestemmelser

§ 9. Justitsministeren kan på grundlag af en overenskomst med en

anden stat, der kan indeholde fravigelser fra den pågældende

konvention, jfr. dog § 11, fastsætte, at lovens kapitler 2 og 4

eller 3-4 også skal anvendes i forholdet mellem Danmark og denne

stat.

§ 10. Gælder der i forhold til en anden stat ikke nogen af de i

kapitel 2-3 nævnte konventioner eller af de i § 9 nævnte

overenskomster, kan justitsministeren, når humanitære eller andre

særlige hensyn taler derfor, bestemme, at straf m.v., som er

pålagt i den anden stat, kan fuldbyrdes her i landet.

Stk. 2. Fuldbyrdelsen skal ske efter danske regler og må ikke medføre

skærpelse af domfældtes strafferetlige situation.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter i forbindelse med de i stk. 1

nævnte afgørelser, i hvilket omfang bestemmelserne i denne lovs

kapitler 2 og 4 eller 3-4 og de heri nævnte konventioner skal

fraviges, jfr. dog § 11.

Stk. 4. I nødvendigt omfang kan justitsministeren i forbindelse med

en aftale som nævnt i stk. 1 indgå på, at der på tilsvarende

betingelser kan ske fuldbyrdelse i en anden stat af straf m.v.,

der er fastsat her i landet vedrørende personer, der er

hjemmehørende i den anden stat.

§ 11. Kan fuldbyrdelse i de i §§ 9-10 nævnte tilfælde ikke ske efter

bestemmelserne i kapitel 5 i den europæiske konvention om

straffedommes internationale retsvirkninger eller efter reglerne

om omsætning af retsfølgen i art. 11 i konventionen om overførsel

af domfældte, skal reglerne om tilpasning af sanktionen i art. 10,

stk. 2, i den sidstnævnte konvention dog anvendes. Afgørelsen om

tilpasning træffes ved dom.

§ 12. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om vejledning af

udenlandske domfældte om mulighederne for fuldbyrdelse af straf

m.v. i hjemlandet.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte yderligere bestemmelser til

gennemførelse af de i kapitel 2-3 nævnte konventioner, de i § 9

nævnte overenskomster samt reglerne i denne lov.

Kapitel 6

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 13. Loven træder i kraft den 1. juli 1986.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 522 af 23. december 1970 om

fuldbyrdelse af europæiske straffedomme.

§ 14. Bestemmelserne i kapitel 2 finder anvendelse, selv om den

pågældende afgørelse er truffet, før konventionen om overførelse

af domfældte er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende

fremmede stat.

Stk. 2. Kapitel 3 finder kun anvendelse på afgørelser, der er truffet

efter, at den europæiske konvention om straffedommes

internationale retsvirkninger er trådt i kraft mellem Danmark og

vedkommende fremmede stat. Justitsministeren kan dog på grundlag

af overenskomst med vedkommende stat bestemme, at bestemmelserne

også skal anvendes på tidligere afgørelser.

§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse

landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller

grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 202

Kapitel 1

Indledende bestemmelser

§ 1. Efter reglerne i denne lov kan udenlandske afgørelser om straf

m.v. fuldbyrdes her i landet og danske afgørelser om straf m.v.

fuldbyrdes i udlandet.

Stk. 2. Med hensyn til afgørelser, der er omfattet af lov om

samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående

fuldbyrdelse af straf m.v. skal den hidtidige lov dog fortsat

anvendes i forhold til disse lande.

Kapitel 2

Konventionen om overførelse af domfældte

§ 2. Afgørelser, som er omfattet af konventionen om overførelse af

domfældte, jfr. bilag 1 til denne lov, kan fuldbyrdes efter

konventionens regler.

Stk. 2. Afgørelse om samtykke efter konventionens art. 3, stk. 1,

litra f, træffes af justitsministeren.

§ 3. Begrebet »statsborger« i konventionens art. 3, stk. 1, litra a,

og stk. 3, bestemmes for Danmarks vedkommende som personer, som

har dansk indfødsret, eller som har fast bopæl her i riget.

Stk. 2. Fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark sker efter

reglerne i konventionens art. 11 om omsætning af straffen.

Afgørelsen om omsætning træffes ved dom.

Stk. 3. Justitsministeren kan, hvis det ellers ikke vil være muligt

at få en domfældt overført hertil, bestemme, at fuldbyrdelse af

den udenlandske afgørelse skal ske efter reglerne i konventionens

art. 10 om fortsat fuldbyrdelse. Afgørelse om tilpasning af

straffen, jfr. art. 10, stk. 2, træffes ved dom.

Kapitel 3

Den europæiske konvention om straffedommes internationale

retsvirkninger

§ 4. Afgørelser, som er omfattet af den europæiske konvention om

straffedommes internationale retsvirkninger, jfr. bilag 2 til

denne lov, kan fuldbyrdes efter reglerne i konventionens afsnit

II, jfr. afsnit I.

§ 5. Retsplejelovens regler om udenretlig vedtagelse af bøde eller

konfiskation finder tilsvarende anvendelse ved fuldbyrdelse af

udenlandske afgørelser om bøde eller konfiskation, jfr.

konventionens art. 37.

Stk. 2. Afgørelse i henhold til konventionens art. 39, stk. 2,

træffes ved kendelse.

Stk. 3. Der kan ikke her i landet fastsættes forvandlingsstraf for en

udenlandsk bøde, jfr. konventionens art. 48.

Kapitel 4

Fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af udenlandske

afgørelser i Danmark efter kapitel 2-3

§ 6. Sager, som skal afgøres af en domstol her i landet, indbringes

af anklagemyndigheden for byretten på det sted, hvor den

pågældende bor. Har den pågældende ikke bopæl her i landet,

bestemmer justitsministeren, hvilken byret der skal behandle

sagen.

§ 7. I det omfang den pågældende konvention og denne lov ikke

indeholder modstående regler, gælder retsplejelovens regler om

straffesagers behandling for retten.

Stk. 2. Behandlingen af sager, der ikke er omfattet af art. 25, stk.

1, eller art. 26, stk. 1, i den europæiske konvention om

straffedommes internationale retsvirkninger, sker uden

udfærdigelse af anklageskrift og uden medvirken af domsmænd.

Stk. 3. Der beskikkes en forsvarer for den sigtede. Angår sagen

fuldbyrdelse af en udenlandsk bøde eller en sanktion som anført i

bilag III til konventionen om straffedommes internationale

retsvirkninger, beskikkes forsvarer dog kun, såfremt den

pågældende fremsætter begæring herom.

§ 8. Angår sagen fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse om

frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter, kan retten med henblik på et sikre den

pågældendes tilstedeværelse og muligheden for, at straffen

umiddelbart kan fuldbyrdes, træffe bestemmelse om, at den

pågældende skal varetægtsfængsles.

Kapitel 5

Almindelige bestemmelser

§ 9. Justitsministeren kan på grundlag af en overenskomst med en

anden stat, der kan indeholde fravigelser fra den pågældende

konvention, fastsætte, at lovens kapitler 2 og 4 eller 3-4 også

skal anvendes i forholdet mellem Danmark og denne stat.

§ 10. Gælder der i forhold til en anden stat ikke nogen af de i

kapitel 2-3 nævnte konventioner eller af de i § 9 nævnte

overenskomster, kan justitsministeren, når humanitære eller andre

særlige hensyn taler derfor, bestemme, at straf m.v., som er

pålagt i den anden stat, kan fuldbyrdes her i landet.

Stk. 2. Fuldbyrdelsen skal ske efter danske regler og må ikke medføre

skærpelse af domfældtes strafferetlige situation.

Stk. 3. I nødvendigt omfang kan justitsministeren i forbindelse med

en aftale som nævnt i stk. 1 indgå på, at der på tilsvarende

betingelser kan ske fuldbyrdelse i en anden stat af straf m.v.,

der er fastsat her i landet vedrørende personer, der er

hjemmehørende i den anden stat.

§ 11. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om vejledning af

udenlandske domfældte om mulighederne for fuldbyrdelse af straf

m.v. i hjemlandet.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte yderligere bestemmelser til

gennemførelse af de i kapitel 2-3 nævnte konventioner, de i § 9

nævnte overenskomster samt reglerne i denne lov.

Kapitel 6

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 12. Loven træder i kraft den 1. juli 1986.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 522 af 23. december 1970 om

fuldbyrdelse af europæiske straffedomme.

§ 13. Bestemmelserne i kapitel 2 finder anvendelse, selv om den

pågældende afgørelse er truffet, før konventionen om overførelse

af domfældte er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende

fremmede stat.

Stk. 2. Kapitel 3 finder kun anvendelse på afgørelser, der er truffet

efter, at den europæiske konvention om straffedommes

internationale retsvirkninger er trådt i kraft mellem Danmark og

vedkommende fremmede stat. Justitsministeren kan dog på grundlag

af overenskomst med vedkommende stat bestemme, at bestemmelserne

også skal anvendes på tidligere afgørelser.

§ 14. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse

landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller

grønlandske forhold tilsiger.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Den foreslåede lov tilsigter først og fremmest at forbedre

mulighederne for at få dømte danskere overført til afsoning her i

landet.

Lovændringen (reglerne i lovens kapitel 2 og 4) vil gøre det muligt

for Danmark at ratificere den konvention om overførelse af

domfældte, som er undertegnet af Danmark den 21. marts 1983. Der

vil nedenfor under pkt. 3 blive redegjort nærmere for

hovedlinierne i konventionen, der er optaget som bilag 1 til den

foreslåede lov. Denne konvention er allerede ratificeret ikke blot

af en række europæiske lande, men også af USA og Canada, og den må

således forventes at blive et effektivt humanitært instrument.

Om international fuldbyrdelse af straf m.v. findes der allerede

regler i den europæiske konvention om straffedommes internationale

retsvirkninger. Denne konvention - der er optaget som bilag 2 til

lovforslaget - er ratificeret af Danmark og gennemført i dansk ret

ved lov nr. 522 af 23. december 1970 om fuldbyrdelse af europæiske

straffedomme (bilag 3 til lovforslaget). Det er fundet

hensigtsmæssigt at samle reglerne om international

straffuldbyrdelse i en lov, og reglerne i 1970-loven er derfor med

redaktionelle ændringer indarbejdet i det foreliggende lovforslag

(kapitel 3 og 4).

Om nordisk straffuldbyrdelse findes regler i lov nr. 214 af 31. maj

1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående

fuldbyrdelse af straf m.v. Denne lov er fællesnordisk og har

derfor ikke kunnet indarbejdes i det foreliggende lovforslag. Den

særlige nordiske lov opretholdes ved lovforslaget.

Lovforslaget giver endvidere justitsministeren mulighed for at indgå

bilaterale aftaler om overførelse af strafafsonere, ligesom

muligheden for i enkeltsager at gennemføre international

straffuldbyrdelse opretholdes.

2. Gældende regler om international straffuldbyrdelse

2.1. Afsoning i et fremmed land kan af flere grunde give problemer:

Sproglige vanskeligheder kan føre til, at den pågældende føler sig

isoleret og være en hindring for den pågældendes deltagelse i

undervisning m.v. Den omstændighed, at straffen udstås et sted,

hvor den dømtes pårørende i almindelighed ikke har mulighed for at

besøge ham, vil også medføre en særlig psykisk belastning for den

pågældende. Bl.a. disse omstændigheder samt det forhold, at der i

praksis kun, hvis den dømte afsoner sin straf i hjemlandet, kan

ydes den pågældende bistand med fremskaffelse af arbejde og bolig

samt gives anden støtte i den første tid efter løsladelsen, vil i

væsentligt omfang modvirke den dømtes resocialisering. De anførte

humane og resocialiseringsmæssige hensyn vil naturligvis gøre sig

gældende med endnu større styrke, hvor der er tale om langvarige

frihedsstraffe.

Behovet for et tæt internationalt samarbejde på det strafferetlige

område skal også ses i sammenhæng med, at forbrydelser som følge

af den voksende samfærdsel mellem staterne i dag oftere begås af

personer, som ikke har bopæl i det land, hvor forbrydelsen begås.

Dette forhold afspejles - set fra et dansk synspunkt - på den ene

side i det forhold, at et ikke ubetydeligt antal strafafsonere i

danske fængsler ikke har bopæl her i landet, og på den anden side

i det ikke helt ubetydelige antal danske statsborgere, der sidder

fængslet i udlandet.

2.2. Imellem de nordiske lande er der allerede ved en fælles nordisk

lovgivning, for Danmarks vedkommende lov nr. 214 af 31. maj 1963

om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående

fuldbyrdelse af straf, givet regler om fuldbyrdelse af bøder og

frihedsstraffe pålagt i et andet nordisk land. Der henvises om

denne lovgivning til Folketingstidende 1962/63, sp. 1122-25,

1284-95, 2596-98, 3554, 5392-94, Tillæg A, sp. 325-344, Tillæg B,

sp. 353-356 og sp. 831-32.

Den nordiske ordning bygger på det princip, at der i det land, hvor

afsoning skal ske, foretages en automatisk omsætning til en straf

af samme størrelse som den, der er pålagt i det andet nodiske

land. Denne ordning skal naturligvis ses i sammenhæng med det nære

strafferetlige samarbejde, som der i mange år har været mellem de

nordiske lande, bl.a. som følge af arbejdet i Nordisk

Strafferetskomite, og som i et vist omfang har medført ensartede

regler, f.eks. om varetægtsfradrag, prøveløsladelse m.v. Den

nordiske ordning er indskrænket til alene at omfatte de egentlige

straffe, det vil for Danmarks vedkommende sige bøde, hæfte og

fængselsstraf. Med hensyn til strafferetlige særforanstaltninger,

jfr. for Danmarks vedkommende straffelovens §§ 68-70, gælder der

derimod fortsat så store forskelle mellem de nordiske landes

sanktionssystemer, at en fælles nordisk fuldbyrdelsesordning ikke

har kunnet gennemføres. Som nævnt nedenfor holdes afgørelser, der

allerede er omfattet af den nordiske lovgivning, uden for den

ordning som omfattes af den foreslåede lov, jfr. lovforslagets §

1, stk. 2, der opretholder den særlige nordiske ordning.

Lovforslagets ordning vil derimod blive gældende også i forholdet

mellem de nordiske lande med hensyn til særforanstaltninger m.v.

2.3. Ved lov nr. 522 af 23. december 1970 om fuldbyrdelse af

europæiske straffedomme blev der fastsat bestemmelser, som

muliggjorde en dansk ratifikation af den europæiske konvention om

straffedommes internationale retsvirkninger, der indeholder regler

om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme vedrørende en række

forskellige strafferetlige sanktioner, herunder bødestraffe. Loven

og konventionen åbner mulighed for - og i et vist omfang pligt til

- at fuldbyrde dels straffe, der er pålagt personer, som er dømt i

udlandet, og som fortsat opholder sig i domslandet, dels straffe,

hvis fuldbyrdelse den pågældende har unddraget sig ved udrejse,

eventuelt ved flugt.

Den europæiske konvention om straffedommes internationale

retsvirkninger har i praksis ikke kunnet indfri de forventninger,

som man bl.a. fra dansk side havde til konventionen, da den blev

åbnet for undertegnelse. Det skyldes navnlig, at konventionen

foruden af Danmark kun er tiltrådt af Norge, Sverige, Cypern,

Tyrkiet og Østrig. I forholdet mellem Sverige, Norge og Danmark

har konventionen som tidligere nævnt kun yderst begrænset

betydning, og i forhold til de andre lande, som har ratificeret

konventionen, har der kun været ganske få sager.

Selv om konventionen og loven fra 1970 ikke har fået nogen større

praktisk betydning, er der på den anden side ikke grundlag for at

antage, at disse regler ikke i fremtiden vil kunne komme til at

spille en større rolle, efterhånden som flere lande tilslutter sig

konventionen. Reglerne i loven af 1970 er derfor med enkelte

redaktionelle ændringer medtaget i det foreliggende lovforslag

(navnlig i kapitel 3 og 4).

3. Konventionen om overførelse af domfældte

3.1. I erkendelse af den ringe betydning, som konventionen om

straffedommes internationale retsvirkninger har fået, besluttede

de europæiske justitsministre på deres 11. konference den 21.-22.

juni 1978 i København, at man skulle undersøge mulighederne for at

udarbejde en simpel procedure for overførelse af strafafsonere

mellem Europarådets medlemsstater eller mellem disse og

ikke-medlemsstater. Dette arbejde under Europarådet, hvori Danmark

har deltaget aktivt sammen med en række andre europarådsstater

samt Canada og USA, er resulteret i konventionen om overførelse af

dømte personer, som blev åbnet for undertegnelse den 21. marts

1983. Danmark har undertegnet konventionen på åbningsdagen og

herved tilkendegivet, at Danmark vil ratificere konventionen.

Konventionen om overførelse af domfældte er indtil nu ratificeret af

Frankrig, Spanien, Sverige, England, USA og Canada og foruden af

Danmark undertegnet af Østrig, Belgien, Cypern, Vesttyskland,

Grækenland, Italien, Liechtenstein, Luxembourg, Holland, Norge,

Portugal og Schweiz.

Den ny konvention træder ikke i stedet for, men supplerer den

europæiske konvention fra 1970 om straffedommes internationale

retsvirkninger.

Hvor den ældre konvention opstiller en indgående regulering, fungerer

den ny konvention i hovedsagen som en ramme for staternes aftale i

de enkelte sager om overførelse af domfældte.

3.2. Den nye konvention adskiller sig navnlig fra 1970-konventionen

på følgende punkter:

a. Med henblik på at muliggøre en hurtig overførelse af udenlandske

strafafsonere fastsætter den ny konvention en simplere

overførelsesprocedure, som i praksis vil være mindre byrdefuld og

mindre forpligtende end den, som er fastsat i den europæiske

konvention om straffedommes internationale retsvirkninger.

b. Overførelse til strafafsoning er efter den nye konvention i alle

tilfælde betinget af den dømte persons samtykke. Dette er samtidig

baggrunden for, at man har kunnet opstille en enkel procedure.

c. En anmodning om overførelse af strafafsoningen kan fremsættes ikke

alene af den stat, som har afsagt straffedommen (domslandet), men

også af den stat, i hvilken den dømte er statsborger

(fuldbyrdelseslandet), som således vil få mulighed for at få

overført sine egne statsborgere til afsoning i egne anstalter og

dermed lette resocialiseringen af disse.

d. Konventionen begrænser sig til at fastsætte proceduren for

overførelser. Den indeholder således ikke nogen forpligtelse for

de kontraherende stater til at give samtykke, når der er fremsat

en anmodning om overførelse. Af samme grund indeholder

konventionen i modsætning til den europæiske konvention om

straffedommes internationale retsvirkninger ikke bestemmelser om,

i hvilke tilfælde samtykke kan nægtes eller bestemmelser om, at

den anmodede stat skal oplyse sine grunde til eventuelt at nægte

samtykke til en overførelse.

e. Konventionen skal kunne tiltrædes også af stater udenfor

Europarådet, idet der dog, hvis der er tale om andre stater end

dem, der har deltaget i udarbejdelsen af konventionen (USA og

Canada), kræves en beslutning herom med særlig majoritet af

Europarådets ministerkomite.

3.3. Konventionen om overførelse af domfældte består af 25 artikler.

Artikel 1 og 2 indeholder definitioner og grundlæggende principper.

I artikel 3 fastsættes som betingelser for en overførelse efter

konventionen, at den dømte er »statsborger« i fuldbyrdelseslandet,

at dommen er endelig, og at den dømte på tidspunktet for

modtagelsen af anmodningen om overførelse mangler at afsone mindst

6 måneder af straffen (eller at straffen er tidsubestemt). I

undtagelsestilfælde kan de kontraherende stater acceptere

overførelse, selv om den resterende straf er mindre end 6 måneder.

Endvidere kræves det, at den dømte eller eventuelt den pågældendes

retlige stedfortræder (værge) har givet samtykke til overførelsen,

at den handling eller undladelse som den pågældende er straffet

for, også er strafbar i fuldbyrdelseslandet, og at både domslandet

og fuldbyrdelseslandet samtykker i overførelsen. Enhver af

konventionsstaterne kan i øvrigt når som helst ved en erklæring

til rådets generalsekretær definere, hvad den som

fuldbyrdelsesstat forstår ved udtrykket »statsborgere« efter

konventionen, jfr. nærmere bemærkningerne til lovforslagets § 3,

stk. 1.

I artikel 4 findes der nogle bestemmelser om, hvilke oplysninger

konventionsstaterne er forpligtet til at give den dømte og

hinanden i forbindelse med en anmodning om en overførelse. Det

fastslås således bl.a., at en domfældt, i forhold til hvem

konventionen kan finde anvendelse, skal underrettes af domslandet

om indholdet af konventionen (jfr. herved bestemmelsen i

lovforslagets § 11, stk. 1).

Den dømte skal holdes orienteret om, hvilke skridt såvel domslandet

som fuldbyrdelseslandet måtte tage i forbindelse med overførelsen,

og om enhver beslutning, som træffes af en af de to stater på

baggrund af en anmodning om overførelse.

I artikel 5 og 6 er der bestemmelser om, hvilke former for

dokumentation parterne er pligtige at udveksle i forbindelse med

en anmodning om overførelse. I artikel 7 understreges det, at den

dømte persons samtykke skal være frivilligt, og samtidigt

fastsættes der bestemmelser om muligheden for at få bekræftet

dette.

I artikel 8 og 9 findes bestemmelser om retsvirkningerne af en

overførelse, herunder om forpligtelsen for fuldbyrdelseslandet til

enten at omsætte straffen ved en ny dom eller administrativ

afgørelse til en sanktion i overensstemmelse med

fuldbyrdelseslandets lovgivning eller til umiddelbart at fortsætte

fuldbyrdelsen af straffen.

I artikel 10 og 11 redegøres nærmere for reglerne for de alternative

fuldbyrdelsesmetoder fortsat fuldbyrdelse - (artikel 10) og

omsætning af retsfølgen (artikel 11). Disse regler er indgående

omtalt nedenfor i bemærkningerne til lovforslagets § 3, stk. 2-3.

Artikel 12 og 13 fastsætter bestemmelser om, under hvilke betingelser

domslandet og fuldbyrdelseslandet kan træffe bestemmelser om bl.a.

benådning og genoptagelse af straffesagen.

I artikel 14 og 15 findes bestemmelser om fuldbyrdelsens afslutning,

og i artikel 16 om de kontraherende staters pligt til at tillade

transit af personer i forbindelse med overførelse efter denne

konvention. Endelig indeholder artikel 17-25 regler bl.a. om

spørgsmålet om sprog og omkostninger ved overførelser samt de

formelle bestemmelser om undertegnelse og ikrafttræden af

konventionen.

4. Lovforslagets udformning.

Dette lovforslag skal som nævnt muliggøre en dansk ratifikation af

konventionen om overførelse af dømte personer (lovens kapitler 2

og 4). Ved udformningen af lovforslaget har justitsministeriet som

nævnt under punkt 2 fundet det hensigtsmæssigt at indarbejde lov

nr. 522 af 23. december 1970 om fuldbyrdelse af europæiske

straffedomme (lovens kapitler 3-4), således at der herefter -

bortset fra den særlige nordiske ordning - findes en fælles lov om

betingelserne for fuldbyrdelse af udenlandske straffedomme efter

henholdsvis den europæiske konvention om straffedommes

internationale retsvirkninger og den ny konvention om overførelse

af dømte personer. Der tilsigtes ikke herved nogen ændringer -

bortset fra redaktionelle - af lov nr. 522 af 23. december 1970 om

fuldbyrdelse af europæiske straffedomme.

Samtidig har man i en moderniseret form overført reglerne i den

gældende lov, hvorefter regeringen kan indgå bilaterale aftaler

med andre stater om overførelse af straffuldbyrdelse

(lovforslagets § 9), og hvorefter der også kan træffes bestemmelse

om international straffuldbyrdelse i enkeltsager, hvor der ikke

foreligger nogen generel aftale med den pågældende fremmede stat

(lovforslagets § 10).

Ved udarbejdelsen af loven om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme

valgte man i sin tid i stedet for at omskrive konventionsteksten

til en dansk lov at gøre en generel henvisning i lovteksten til

konventionens regler, der samtidig blev medtaget som bilag til

loven. Konventionsteksten fik på denne måde samme gyldighed som

den egentlige lovtekst.

Justitsministeriet har fundet det hensigtsmæssigt på tilsvarende måde

at udforme det foreliggende lovforslag som en henvisning til de to

konventioner, således at loven i øvrigt kun indeholder de

bestemmelser, som konventionerne forudsætter fastsat i de enkelte

lande, f.eks. om proceduren ved overførelser. En forudsætning for,

at man har kunnet anvende denne enkle metode har været, at de to

konventioner i alt væsentligt må siges at være udformet så klart,

at de svarer til de krav, der må opstilles til en strafferetlig

lovtekst. De fordele, der kunne opnås ved en omskrivning af

konventionens regler, ville derfor være begrænsede.

Om det nærmere indhold af de foreslåede nye lovbestemmelser henvises

til bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.

5. Justitsministeriet har indhentet udtalelser over lovforslaget fra

præsidenterne for østre og vestre landsret, præsidenterne for

Københavns byret og for retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den

Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten,

rigspolitichefen, politidirektøren i København, Foreningen af

politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Dansk

kriminalpolitiforening, Dansk politiforbund, Advokatrådet samt

udenrigsministeriet.

6. Lovforslaget skønnes ikke at medføre væsentlige administrative

eller økonomiske konsekvenser for det offentlige.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Til § 1

Det fremgår af bestemmelsen i § 1, stk. 1, at den foreslåede nye lovs

regler gælder såvel når det drejer sig om fuldbyrdelse her i

landet og udenlandske afgørelser om straf m.v., som når det drejer

sig om fuldbyrdelse af tilsvarende danske afgørelser i udlandet.

Som det fremgår af stk. 2 skal lov nr. 214 af 31. maj 1963 om

samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående

fuldbyrdelse af straf fortsat gælde i forhold til de andre

nordiske lande. Der henvises herved til det, som er anført i de

almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.

Til kapitel 2

Dette kapitel indeholder sammen med sagsbehandlingsreglerne i kapitel

4 de bestemmelser, som er nødvendige for at muliggøre en dansk

ratifikation af konventionen om overførelse af domfældte.

Til § 2

Stk. 1 fastsætter, at konventionen om overførelse af domfældte efter

lovens vedtagelse vil kunne anvendes dels til fuldbyrdelse i

udlandet af danske afgørelser om frihedsstraf, dels og i praksis

formentlig navnlig til fuldbyrdelse i Danmark af udenlandske

frihedsstraffe m.v.

I stk. 2 er det fastsat, at det er justitsministeren, der træffer

afgørelse om samtykke efter konventionens artikel 3, stk. 1, litra

f, om samtykke til overførelsen fra domslandet, henholdsvis

fuldbyrdelseslandet.

Til § 3

Til stk. 1

Efter konventionens artikel 3, stk. 4, er en af betingelserne for, at

en person kan overføres efter konventionen, at den pågældende er

»statsborger« i fuldbyrdelseslandet. Efter artikel 3, stk. 4, kan

enhver af de kontraherende stater når som helst ved en erklæring

til Europarådets generalsekretær definere, hvad den for sit

vedkommende i denne konvention forstår ved udtrykket

»statsborger«.

Efter justitsministeriets opfattelse taler humanitære og

resocialiseringsmæssige hensyn afgørende for, at ikke alene danske

statsborgere, men også personer, som er fast bosiddende her i

landet, bør kunne overføres til (fortsat) afsoning i Danmark.

På denne baggrund bestemmes det i lovforslagets § 3, stk. 1, at

begrebet statsborger for Danmarks vedkommende bestemmes som

personer, som har dansk indfødsret, eller som har fast bopæl her i

riget (også omfattende Færøerne og Grønland).

I forbindelse med ratifikationen af konventionen vil Danmark i

henhold til konventionens artikel 3, pkt. 4, afgive erklæring i

overensstemmelse hermed.

Til stk. 2-3

Konventionen om overførelse af domfældte anviser - fordi man ikke

kunne nå til enighed om en fælles ordning - to forskellige

muligheder for at fuldbyrde en udenlandsk dom efter konventionen.

Den ene mulighed er omtalt i konventionens artikel 10. Efter denne

regel kan de kompetente myndigheder i fuldbyrdelseslandet vælge at

fortsætte fuldbyrdelsen af retsfølgen øjeblikkeligt eller, hvis

retsfølgen på grund af sin karakter eller varighed er uforenelig

med fuldbyrdelseslandets lovgivning, eller hvis denne stats

lovgivning kræver det, gennem en domstolsafgørelse eller

administrativ afgørelse tilpasse sanktionen til den straf eller

foranstaltning, som er foreskrevet af dens egen lovgivning for en

lignende lovovertrædelse. Efter denne fremgangsmåde er det således

den i udlandet pålagte sanktion som - eventuelt efter en

tilpasning, altså en »oversættelse« til fuldbyrdelseslandets

regler - overtages til fuldbyrdelse, og der er i princippet ingen

mulighed for at formilde den domfældtes stilling - bortset fra

adgangen til at give benådning m.v.

Den anden mulighed for de kompetente myndigheder i

fuldbyrdelseslandet er omtalt i konventionens artikel 11. Efter

denne regel skal fuldbyrdelseslandet gennem en domstolsafgørelse

eller administrativ afgørelse omsætte straffen m.v. til en straf

m.v. der er pålagt af fuldbyrdelseslandet efter dettes lovgivning

og strafudmålingspraksis for den pågældende overtrædelse. Efter

denne fremgangsmåde erstattes den i udlandet pålagte straf m.v.

altså med en ny straf m.v. pålagt i fuldbyrdelsesstaten, således

at det er denne nye sanktion, der skal fuldbyrdes. Ifølge

konventionens artikel 11, er den kompetente myndighed i

fuldbyrdelseslandet ved omsætning af retsfølgen bundet af

bedømmelsen af sagens faktiske omstændigheder, og

fuldbyrdelsesstaten må ikke omsætte en sanktion, som indebærer

frihedsberøvelse, til en sanktion, som indebærer bøde. Endvidere

skal myndigheden fratrække hele den periode, i hvilken den

domfældte har været frihedsberøvet. Den domfældtes strafferetlige

situation må ikke blive forværret - men der er på den anden side i

modsætning til, hvad der gælder ved fortsat fuldbyrdelse, intet

til hinder for at formilde den domfældtes stilling, f.eks. ved at

udmåle en kortere straf end i domslandet. Samtidig er den

pågældende myndighed ikke bundet af den minimumsstraf, som efter

fuldbyrdelseslandets lovgivning kan være foreskrevet for den eller

de begåede lovovertrædelser.

Ifølge konventionens artikel 3, stk. 3, kan en stat ved meddelelse

til Europrådets generalsekretær erklære, at den vil udelukke en af

de to nævnte fuldbyrdelsesmåder.

Det er justitsministeriets opfattelse, at reglerne om omsætning af

straffen i konventionens artikel 11 i almindelighed vil være mest

hensigtsmæssige, når det drejer sig om at fuldbyrde udenlandske

straffedomme i Danmark. Disse regler giver jo mulighed for at

tilpasse strafudmålingen til det strafniveau, som gælder i

Danmark, og som ligger under strafudmålingsniveauet i visse andre

lande, ikke mindst visse lande uden for Europa, som vil kunne

tiltræde den nye konvention. En tilsvarende fremgangsmåde er da

også foreskrevet i 1970-konventionen og i loven fra 1970 om

fuldbyrdelse af europæiske straffedomme.

Efter justitsministeriets opfattelse vil det imidlertid på den anden

side ikke være hensigtsmæssigt på forhånd helt at udelukke

muligheden af at benytte reglerne om fortsat fuldbyrdelse. Man må

nemlig være opmærksom på, at nogle stater vil gøre det til en

forudsætning for overførelse af danskere til strafafsoning i

Danmark, at reglerne om fortsat fuldbyrdelse bliver anvendt.

Frankrig har således ved ratifikationen af konventionen i

overensstemmelse med konventionens artikel 3, pkt. 3, erklæret, at

man ikke ville samtykke i overførelse af strafafsonere fra

Frankrig til en stat, som anvender reglerne om omsætning af

straffen. Hvis Danmark således på forhånd afskærer sig fra

muligheden for i sådanne tilfælde at anvende reglerne om fortsat

fuldbyrdelse, ville man samtidig i strid med reglernes humanitære

formål - afskære sig fra at få danskere overført til afsoning i

Danmark fra sådanne stater. I stedet bør uheldige virkninger af

reglerne om fortsat straffuldbyrdelse søges imødegået gennem

reglerne om benådning m.v.

I overensstemmelse med det anførte er det i lovforslagets § 3, stk.

2, bestemt, at fuldbyrdelse efter den nye konvention af en

udenlandsk afgørelse sker efter reglerne om omsætning af straffen

ifølge den udenlandske dom i konventionens artikel 11, og at

afgørelsen træffes ved dom.

I § 3, stk. 3, er det endvidere fastsat, at justitsministeren, hvis

det ellers ikke vil være muligt at få en domfældt overført hertil,

kan bestemme, at fuldbyrdelse af en udenlandsk dom skal ske efter

bestemmelserne i konventionens artikel 10 om fortsat fuldbyrdelse.

Om anvendelsesområdet for denne bestemmelse henvises til det, som

er anført ovenfor. Afgørelsen om tilpasning af straffen efter

artikel 10, stk. 2, træffes ved dom.

Til kapitel 3

Dette kapitel indeholder - sammen med sagsbehandlingsreglerne i

kapitel 4 - de bestemmelser, som gennemfører konventionen fra 1970

om straffedommes internationale retsvirkninger, der er optaget som

bilag 2 til den foreslåede lov. Disse bestemmelser svarer med

redaktionelle ændringer til de gældende bestemmelser i lov nr. 522

af 23. december 1970 om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme.

Til § 4

Bestemmelsen svarer til § 1, stk. 1, i loven fra 1970.

Til § 5

Reglen i stk. 1 svarer til § 4, stk. 1, i loven fra 1970. Det er

fundet overflødigt at gentage reglen i den gældende lovs § 4, stk.

2, om politimesterens stedlige kompetence i forbindelse med

bødeforelæg m.v. til gennemførelse af udenlandske bødeafgørelser

m.v. Bestemmelserne i stk. 2 og stk. 3 svarer til lovens § 3, stk.

3, henholdsvis § 5.

Til kapitel 4

Dette kapitel indeholder fælles regler om behandlingen af sager om

fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark efter kapitel

2-3. Reglerne svarer i alt væsentligt til de gældende bestemmelser

i loven fra 1970 om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme, som

efter justitsministeriets opfattelse også er egnede i forbindelse

med sager efter den nye konvention.

Til §§ 6-7

Bestemmelserne svarer til § 2, henholdsvis § 3, stk. 1-2 og 4, i

loven fra 1970.

I § 7, stk. 3, har man fundet det hensigtsmæssigt at give mere

udførlige regler om forsvarerbeskikkelse i sager om fuldbyrdelse

af udenlandske afgørelser om straf m.v. i Danmark. Det bør nemlig

efter justitsministeriets opfattelse være obligatorisk med

forsvarerbeskikkelse i alle sager om fuldbyrdelse af straf m.v.,

som er idømt i udlandet, bortset fra sager om fuldbyrdelse af

bøder og lignende. I overensstemmelse hermed er det i 1. pkt.

foreskrevet, at der altid skal beskikkes en forsvarer for den

sigtede. Reglen i 2. pkt. begrænser dog denne regel med hensyn til

sager om fuldbyrdelse af bøder m.v., således at beskikkelse i

sådanne sager kun sker, såfremt den pågældende begærer

forsvarerbeskikkelse.

Til § 8

I § 8 er der medtaget en regel om varetægtsfængsling. Reglen

supplerer bestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 1, og

retsplejelovens øvrige bestemmelser om betingelserne for og

fremgangsmåden ved varetægtsfængsling finder således anvendelse

også i sager, hvor varetægtsfængsling sker på grundlag af den

foreslåede nye regel i § 8.

I langt de fleste tilfælde vil behovet for at varetægtsfængsle

domfældte, som overføres til Danmark til (fortsat) strafafsoning,

kunne tilgodeses gennem de almindelige regler i retsplejelovens §

762, stk. 1, der bl.a. giver adgang til varetægtsfængsling i

tilfælde, hvor der er grund til at antage, at den pågældende vil

unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen.

Det er imidlertid en betingelse for varetægtsfængsling efter § 762,

stk. 1, at den pågældende lovovertrædelse efter dansk ret kan

medføre straf af fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Der

kan, når det drejer sig om danskere, der i udlandet afsoner

frihedsstraffe, tænkes tilfælde, hvor dette strafferammekriterium

ikke vil være opfyldt, og hvor der derfor ikke er hjemmel til

varetægtsfængsling, indtil sagen er afgjort af vedkommende danske

domstol, eller indtil straffen kan fuldbyrdes. I sådanne tilfælde

vil det kunne udelukke en ud fra humanitære hensyn ønskelig

overførelse af den pågældende til forsat strafudståelse i Danmark,

såfremt den pågældende skal sættes på fri fod umiddelbart ved

ankomsten til Danmark. På denne baggrund har justitsministeriet

fundet, at de humanitære hensyn alt i alt bedst varetages ved at

medtage den foreslåede fængslingshjemmel i loven. Reglen vil

naturligvis også kunne få betydning i visse transittilfælde, jfr.

konventionen om overførelse af domfældte, artikel 16, og

konventionen om straffedommes internationale retsvirkninger,

artikel 13.

Til kapitel 5

Kapitlet indeholder almindelige bestemmelser.

Til §§ 9-10

Bestemmelserne svarer med enkelte ændringer, der primært tilsigter en

klargøring og præcisering, til § 7 og § 8, stk. 2, i den gældende

lov fra 1970.

§ 9 omhandler bilaterale aftaler med andre stater og giver

forudsætningsvis regeringen bemyndigelse til at indgå sådanne

aftaler. Aftaler skal være bygget over reglerne enten i den nye

konvention om overførelse af domfældte eller i 1970-konventionen

om straffedommes internationale retsvirkninger.

I forhold til den gældende regel i 1970-lovens § 7 er der medtaget

den ændring, at overenskomsten med den fremmede stat kan indeholde

fravigelser fra den pågældende konvention. Baggrunden herfor er,

at der efter omstændighederne vil kunne blive behov for at indgå

aftaler med lande, hvis retssystemer og andre forhold adskiller

sig væsentligt fra de lande, som er tilsluttet f.eks. den nye

konvention om overførelse af domfældte. Skal man tilgodese

humanitære hensyn til at få danskere overført til afsoning i

Danmark, vil det derfor kunne blive nødvendigt at acceptere visse

fravigelser fra de eksisterende konvetionstekster, og det vil i en

given situation kunne virke meget uheldigt, såfremt man på forhånd

var afskåret herfra. Uheldige virkninger af sådanne fravigelser må

i givet fald imødegås gennem reglerne om benådning m.v.

Til § 10

Bestemmelsen vedrører aftaler om overførelse i enkeltsager og svarer

til den gældende regel i § 8, stk. 2, i loven fra 1970. Om

begrundelsen for muligheden for at fravige principperne i de

gældende konventioner henvises til det, som er anført til

lovforslagets § 9.

Til § 11

Stk. 1 indeholder en regel om, at justitsministeren skal fastsætte

regler om vejledning af udenlandske domfældte om deres mulighed

for at få fuldbyrdet straffen i hjemlandet.

Stk. 2 giver justitsministeren mulighed for at fastsætte

gennemførelsesbestemmelser.

Til kapitel 6

Kapitlet indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Til § 12

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1986.

Til § 13

Bestemmelsen indeholder overgangsregler.

Til § 14

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om lovens gyldighed på Færøerne og

i Grønland.

Bilag 1

Konvention om overførelse af domfældte

Medlemsstaterne af Europarådet og andre stater, som har undertegnet

denne konvention, og som

- i betragtning af, at Europarådets mål er at opnå større enighed

mellem rådets medlemmer;

- ønsker yderligere at udvikle det internationale samarbejde på

strafferettens område;

- anser, at sådant samarbejde skal øge retssikkerheden og dømte

personers resocialisering;

- i betragtning af, at disse opgaver kræver, at udlændinge, som

berøves friheden som følge af, at de har begået en forbrydelse,

bør have mulighed for at udstå retsfølgerne i deres eget samfund,

og som

- i betragtning af, at dette mål bedst kan opnås ved at overføre

disse til deres hjemlande,

er blevet enige om følgende:

Artikel 1

Definitioner

I den konvention forstås ved:

a) »retsfølge«: enhver straf eller anden foranstaltning, som er

fastsat af en domstol, og som indebærer frihedsberøvelse i

begrænset eller ubegrænset tid, pålagt på grund af en strafbar

handling;

b) »dom«: en afgørelse eller beslutning af en domstol, som

indebærer, at en retsfølge idømmes;

c) »domslandet«: den stat, i hvilken en person, som kan blive eller

er blevet overført, er idømt en retsfølge;

d) »fuldbyrdelseslandet«: den stat, til hvilken den dømte kan blive

eller er blevet overført for at udstå retsfølgen.

Artikel 2

Almindelige principper

1. De kontraherende stater påtager sig i størst muligt omfang

indbyrdes at samarbejde med hensyn til overførelse af dømte

personer i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention.

2. En person, som er dømt i en kontraherende stat kan overføres til

en anden kontraherende stat i overensstemmelse med bestemmelserne

i denne konvention for at udstå den retsfølge, som den pågældende

er idømt. I forbindelse hermed kan den pågældende til domslandet

eller fuldbyrdelseslandet udtrykke sit ønske om at blive overført

efter bestemmelserne i denne konvention.

3. Anmodningen om overførelse kan fremsættes af enten domslandet

eller fuldbyrdelseslandet.

Artikel 3

Betingelser for overførelse

1. En dømt person kan kun under følgende betingelser overføres efter

denne konvention:

a) hvis den pågældende er statsborger i fuldbyrdelseslandet;

b) hvis dommen er retskraftig;

c) hvis den dømte på tidspunktet for modtagelsen af anmodningen om

overførelse fortsat mangler at udstå mindst 6 måneder af

retsfølgen, eller hvis retsfølgen er tidsubestemt;

d) hvis samtykket til overførelse er givet af den dømte eller, hvis

en af de to stater af hensyn til den pågældendes alder, fysiske

eller mentale tilstand anser det for nødvendigt, af den dømte

persons retlige stedfortræder;

e) hvis den handling eller undladelse, som har foranlediget

retsfølgen, er en forbrydelse efter fuldbyrdelseslandets lov eller

ville have været en forbrydelse, hvis den var begået på

fuldbyrdelsesstatens eget område; og

f) hvis domslandet og fuldbyrdelseslandet samtykker i overførelsen.

2. I særlige tilfælde kan de kontraherende parter samtykke i en

overførelse selv om den tid, som den dømte person mangler at

udstå, er kortere end anført i punkt 1.c.

3. Enhver af kontraherende stater kan ved deponering af sit

ratifikations-,accept-, godkendelses- eller tilslutningsdokument

ved en meddelelse til Europarådets generalsekretær angive, at den

har til hensigt at undlade at anvende en af de i artikel 9, stk.

1, litra a og b, anførte procedurer i forhold til andre

kontraherende stater.

4. Enhver af de kontraherende stater kan når som helst ved en

erklæring til Europarådets generalsekretær definere, hvad den for

sit vedkommende i denne konvention forstår ved udtrykket

»statsborger«.

Artikel 4

Forpligtelse til at tilvejebringe oplysninger

1. Enhver dømt person, som denne konvention kan finde anvendelse på,

skal af domslandet underrettes om konventionens indhold.

2. Hvis den dømte over for domslandet har givet udtryk for ønske om

at blive overført efter denne konvention, skal denne stat

underrette fuldbyrdelseslandet herom så snart som muligt efter, at

dommen er blevet retskraftig.

3. Oplysningerne skal omfatte

a) den dømtes navn samt hans fødselsdato og fødested;

b) den dømtes adresse, hvis sådan findes, i fuldbyrdelseslandet;

c) en meddelelse om de gerninger, for hvilke retsfølgen er idømt;

d) retsfølgens art og længde samt tidspunktet for fuldbyrdelsens

påbegyndelse.

4. Hvis den dømte overfor fuldbyrdelseslandet har givet udtryk for

ønske om overførelse, skal domslandet på begæring videregive de i

pkt. 3 angivne oplysninger til denne stat.

5. Den dømte skal skriftligt underrettes om enhver foranstaltning,

som træffes af domslandet eller fuldbyrdelseslandet efter de

foranstående punkter, samt om enhver beslutning som tages af en af

de to stater i forbindelse med en anmodning om overførelse.

Artikel 5

Anmodninger og svar

1. Anmodninger om overførelse samt svar herpå skal være skriftlige.

2. Anmodninger skal af justitsministeriet i den begærende stat

fremsendes til justitsministeriet i den anmodede stat. Svar skal

formidles ad samme vej.

3. Enhver af de kontraherende stater kan ved en erklæring til

Europarådets generalsekretær tilkendegive, at den ønsker at

benytte en anden fremgangsmåde ved videregivelse af oplysninger.

4. Den anmodede stat skal straks underrette den anmodende stat om sin

beslutning om, hvorvidt den samtykker i anmodningen om

overførelse.

Artikel 6

Dokumenter, der skal vedlægges

1. Fuldbyrdelseslandet skal på begæring af domslandet forsyne dette

med følgende:

a) et dokument eller en erklæring, som viser, at den dømte person er

statsborger i denne stat;

b) en kopi af fuldbyrdelseslandets relevante lov, som viser, at de

handlinger eller undladelser, der har givet anledning til den

pålagte retsfølge i domslandet, udgør en lovovertrædelse efter

fuldbyrdelseslandets lovgivning eller ville udgøre en

lovovertrædelse, hvis de var begået på dets område;

c) en erklæring indeholdende de i art. 9, pkt. 2, nævnte oplysninger.

2. Hvis en anmodning om overførelse er fremsat, skal domslandet

fremskaffe følgende dokumenter til fuldbyrdelseslandet, medmindre

en af staterne allerede har tilkendegivet, at den ikke vil give

samtykke til overførelsen:

a) en bekræftet genpart af dommen og den lov, som denne er afsagt på

grundlag af;

b) en udtalelse om, hvor stor en del af straffen, som allerede er

udstået, herunder oplysninger om eventuel varetægtsfængsling før

dommen, strafafkortning samt andre oplysninger af betydning for

dommens fuldbyrdelse;

c) en erklæring indeholdende samtykket til overførelsen som omtalt i

art. 3, pkt. 1, litra d;

d) når det skønnes hensigtsmæssigt eventuelle medicinske eller

sociale rapporter om den dømte person, oplysninger om hans

behandling i domslandet samt enhver anbefaling vedrørende

pågældendes videre behandling i fuldbyrdelseslandet.

3. Enhver af staterne kan anmode om at blive forsynet med de i 1.

eller 2. pkt. nævnte dokumenter og erklæringer, før den fremsætter

anmodning om overførelse eller træffer beslutning om, hvorvidt

samtykke skal gives til overførelse.

Artikel 7

Samtykke og bekræftelse heraf

1. Domslandet skal sikre sig, at den person, som anmodes om at give

samtykke til overførelsen i overensstemmelse med artikel 3, pkt.

1, litra d, gør dette frivilligt og med fuld viden om

retsvirkningerne heraf. Fremgangsmåden ved afgivelsen af samtykke

fastsættes i domslandets lovgivning.

2. Domslandet skal give fuldbyrdelseslandet mulighed for gennem en

konsul eller anden repræsentant udpeget efter aftale med

fuldbyrdelseslandet at få bekræftet, at samtykket er afgivet i

overensstemmelse med betingelserne i pkt. 1.

Artikel 8

Virkningen af overførelse for domslandet

1. Fuldbyrdelseslandets myndigheders overtagelse af den dømte person

skal have den virkning, at fuldbyrdelsen af retsfølgen suspenderes

i domslandet.

2. Domslandet må ikke længere fuldbyrde retsfølgen, hvis

fuldbyrdelseslandet anser udståelsen af retsfølgen for at være

afsluttet.

Artikel 9

Virkningen af overførelse for fuldbyrdelseslandet

1. De kompetente myndigheder i fuldbyrdelseslandet skal:

a) fortsætte fuldbyrdelsen af retsfølgen øjeblikkeligt eller gennem

en domstolsafgørelse eller administrativ afgørelse under de i

artikel 10 anførte betingelser, eller

b) gennem en domstolsafgørelse eller administrativ afgørelse omsætte

retsfølgen til en afgørelse truffet af denne stat og således

erstatte den i domslandet pålagte sanktion med en sanktion efter

fuldbyrdelseslandets lov for samme overtrædelse under de i artikel

11 anførte betingelser.

2. Fuldbyrdelseslandet skal på begæring forud for overførelsen af den

dømte person underrette domslandet om, hvilke af disse

fremgangsmåder det vil følge.

3. Fuldbyrdelsen af retsfølgen skal ske efter fuldbyrdelseslandets

lovgivning, og kun denne stat er kompetent til at træffe alle

påkrævede afgørelser.

4. Enhver af de kontraherende stater, som i følge sin nationale

lovgivning ikke kan benytte en af de i pkt. 1 angivne

fremgangsmåder i forbindelse med fuldbyrdelse af foranstaltninger,

der i en anden kontraherende stat er blevet pålagt personer, som

på grund af deres mentale tilstand ikke strafferetligt er anset

som ansvarlig for lovovertrædelsen, og som er indstillet på at

modtage sådanne personer til videre behandling, kan gennem en

erklæring til Europarådets generalsekretær tilkendegive, hvilken

fremgangsmåde den ønsker at følge i disse tilfælde.

Artikel 10

Fortsat fuldbyrdelse

1. I tilfælde af fortsat fuldbyrdelse skal fuldbyrdelseslandet være

bundet af retsfølgens retlige karakter og varighed, således som

den er bestemt af domslandet.

2. Hvis retsfølgen imidlertid på grund af sin karakter eller varighed

er uforenelig med fuldbyrdelseslandets lovgivning, eller hvis

denne stats lovgivning kræver det, kan staten gennem en

domstolsafgørelse eller administrativ afgørelse tilpasse

sanktionen til den straf eller foranstaltning, som er foreskrevet

af dens egen lovgivning for en lignende overtrædelse. Hvad angår

retsfølgens karakter, skal straffen eller foranstaltningen i

videst muligt omfang svare til retsfølgen, som skal fuldbyrdes.

Den må ikke med hensyn til sin karakter eller varighed skærpe den

i domslandet pålagte sanktion, og den må ikke overstige

maximumstraffen i fuldbyrdelseslandets lovgivning.

Artikel 11

Omsætning af retsfølgen

1. Ved omsætning af retsfølgen finder den i fuldbyrdelseslandets lov

foreskrevne fremgangsmåde anvendelse. Ved omsætning af retsfølgen

gælder, at den kompetente myndighed:

a) er bundet af bedømmelsen af sagens faktiske omstændigheder,

således som disse direkte eller indirekte fremgår af den i

domslandet afsagte dom;

b) ikke må omsætte en sanktion, som indebærer frihedsberøvelse, til

en bødestraf;

c) skal fratrække hele den periode, i hvilken den dømte person har

været frihedsberøvet; og

d) ikke må forværre den dømte persons strafferetlige stilling, og at

den ikke er bundet af den minimumsstraf, som efter

fuldbyrdelseslandets lovgivning kan være foreskrevet for den eller

de begåede lovovertrædelser.

2. Hvis omsætningen finder sted efter den dømte persons overførelse,

skal fuldbyrdelseslandet enten varetægtsfængsle denne person eller

på anden måde sikre hans tilstedeværelse i fuldbyrdelseslandet,

mens udfaldet af omsætningsproceduren afventes.

Artikel 12

Benådning, amnesti og formildelse af retsfølgen

Hver stat kan meddele benådning, amnesti eller formildelse af

retsfølgen i overensstemmelse med sin forfatning eller anden

lovgivning

Artikel 13

Fornyet prøvelse af dommen

Domslandet alene har retten til at træffe afgørelse i forbindelse med

en begæring om fornyet prøvelse af dommen.

Artikel 14

Fuldbyrdelsens ophør

Fuldbyrdelseslandet skal afslutte fuldbyrdelsen af retsfølgen, så

snart det af domslandet underettes om en beslutning eller

foranstaltning, som indebærer, at retsfølgen ikke længere kan

fuldbyrdes.

Artikel 15

Oplysninger om fuldbyrdelsen

Fuldbyrdelseslandet skal forsyne domslandet med oplysninger

vedrørende fuldbyrdelsen af retsfølgen:

a) når det anser fuldbyrdelsen af retsfølgen for at være afsluttet;

b) hvis den dømte person er flygtet, før fuldbyrdelsen af retsfølgen

er afsluttet;

c) hvis domslandet anmoder om en særlig redegørelse.

Artikel 16

Gennemrejse

En kontraherende stat skal i overensstemmelse med sin lovgivning

imødekomme en anmodning om tilladelse til gennemrejse for en dømt

person gennem sit territorium, såfremt anmodningen er fremsat af

en anden kontraherende stat, og denne stat har aftalt overførelsen

af personen til eller fra sit territorium med en anden

kontraherende stat eller med en tredie stat.

2. En kontraherende stat kan afslå at give tilladelse til

gennemrejse:

a) hvis den dømte person er en af dens statsborgere, eller

b) hvis lovovertrædelsen, for hvilken retsfølgen blev pålagt, ikke er

en lovovertrædelse efter dens egen lovgivning.

3. Anmodninger om tilladelse til gennemrejse og svar herpå formidles

på samme måde som omtalt i art. 5, pkt. 2 og 3.

4. En kontraherende stat kan imødekomme en anmodning fra en

trediestat om tilladelse for en dømt person til at rejse gennem

dets territorium, hvis denne stat har aftalt overførelsen til

eller fra sit territorium med en anden kontraherende stat.

5. Den kontraherende stat, som er blevet anmodet om at tillade

gennemrejse, kan kun holde den dømte person varetægtsfængslet i

det tidsrum, som medgår til rejsen gennem dets territorium.

6. Den kontraherende stat, som er blevet anmodet om gennemrejse, kan

opfordres til at give tilsagn om, at den dømte person ikke vil

blive anklaget eller bortset fra hvad der er anført i foregående

punkt, varetægtsfængslet eller på anden måde udsat for

begrænsninger i sin frihed på gennemrejsestatens territorium på

grund af en lovovertrædelse eller en retsfølge, som er henholdsvis

begået eller pålagt forud for hans afrejse fra domslandets

territorium.

7. Anmodning om tilladelse til gennemrejse er ikke påkrævet, hvis

transport sker med fly over en kontraherende stats territorium, og

hvis ingen landing er påregnet. Hver kontraherende stat kan

imidlertid ved en erklæring til Europarådets generalsekretær på

tidspunktet for undertegnelsen eller ved deponeringen af

ratifikations-, accept-, godkendelses- eller

tiltrædelsesdokumentet forlange, at den underrettes om enhver

sådan gennemrejse over dens territorium.

Artikel 17

Sprog og omkostninger

1. Oplysninger efter art. 4, pkt. 2-4, skal affattes på sproget i den

kontraherende stat, til hvilken de er rettet, eller på et af

Europarådets officielle sprog.

2. Med forbehold af bestemmelserne i pkt. 3 kræves ingen oversættelse

af anmodninger om overførelse eller bilag hertil.

3. Enhver kontraherende stat kan på tidspunktet for undertegnelse

eller deponering af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller

tiltrædelsesdokumentet ved en erklæring til Europarådets

generalsekretær kræve, at anmodninger om overførelse og bilag

hertil skal være ledsaget af en oversættelse til dens eget sprog

eller til et af Europarådets officielle sprog eller til det af

disse sprog, som den angiver. Den kan ved denne lejlighed erklære

sig villig til at acceptere oversættelser til ethvert andet sprog

udover det eller de officielle sprog i Europarådet.

4. Med undtagelse af, hvad der er bestemt i art. 6, pkt. 2, litra a,

behøver dokumenter, som fremsendes i overensstemmelse med denne

konvention, ikke at være bekræftet.

5. Omkostninger, som pådrages ved anvendelsen af denne konvention,

skal bæres af fuldbyrdelseslandet, undtagen hvor omkostningerne

udelukkende er pådraget på domslandets territorium.

Artikel 18

Undertegnelse og ikrafttræden

1. Denne konvention er åben for undertegnelse af Europarådets

medlemsstater samt ikke-medlemsstater, som har deltaget i dens

udarbejdelse. Den kan ratificeres, accepteres eller godkendes.

Ratifikations-, accept- eller godkendelsesdokumentet skal

deponeres hos Europarådets generalsekretær.

2. Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, som

følger udløbet af en periode på tre måneder efter den dag, hvor

tre medlemsstater i Europarådet har givet sit samtykke til at være

bundet af konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i

punkt 1.

3. For en signatarstat, som senere erklærer sig villig til at være

bundet af konventionen, træder den ikraft den første dag i den

måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter den

dag, hvor ratifikations-, accept- eller godkendelsesdokumentet

blev deponeret.

Artikel 19

Ikke-medlemsstaters tiltrædelse

1. Efter denne konventions ikrafttræden kan Europarådets

ministerkomite, efter at have konsulteret de kontraherende stater,

opfordre enhver stat, som ikke er medlem af rådet, og som ikke er

nævnt i artikel 18, til at tiltræde konventionen ved en beslutning

truffet med en sådan majoritet som anført i artikel 20, litra d, i

Europarådets traktat og med enstemmig tilslutning fra de

kontraherende staters repræsentanter, som har ret til at være

repræsenteret i komiteen.

2. For en tiltrædende stat træder konventionen i kraft på den første

dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder

efter den dag, hvor tiltrædelsesdokumentet blev deponeret hos

Europarådets generalsekretær.

Artikel 20

Territorial anvendelse

1. Hver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller deponering af

ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokument

nærmere angive, på hvilket eller hvilke territorier denne

konvention skal finde anvendelse.

2. Enhver stat kan på et senere tidspunkt gennem en erklæring til

Europarådets generalsekretær udstrække anvendelsen af denne

konvention til ethvert andet område angivet i erklæringen. For et

sådant område træder konventionen i kraft den første dag i den

måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter den

dag, hvor generalsekretæren modtog erklæringen.

3. En erklæring afgivet i overensstemmelse med de to foregående

punkter kan for så vidt angår områder angivet i erklæringen

tilbagekaldes gennem en underretning til generalsekretæren.

Tilbagekaldelsen får virkning den første dag i den måned, som

følger udløbet af en periode på tre måneder efter den dag, hvor

generalsekretæren modtog underretningen.

Artikel 21

Tidsmæssig anvendelse

Denne konvention skal finde anvendelse på fuldbyrdelse af retsfølger

pålagt såvel før som efter dens ikrafttræden.

Artikel 22

Forholdet til andre konventioner og overenskomster

1. Denne konvention får ikke indflydelse på de rettigheder og

forpligtelser, som følger af udleveringsaftaler og andre aftaler

om internationalt samarbejde i strafferetlige anliggender, der

muliggør overførelse af fængslede personer i konfrontations- eller

vidneøjemed.

2. Hvis to eller flere kontraherende stater allerede har indgået en

overenskomst eller aftale om overførelse af dømte personer eller

på anden måde har reguleret dette forhold mellem sig eller gør det

i fremtiden, skal de være berettiget til at anvende denne

overenskomst eller aftale eller at regulere dette forhold i stedet

for at anvende nærværende konvention

3. Nærværende konvention får ikke indflydelse på den ret, som

tilkommer kontraherende stater efter den europæiske konvention om

straffedommes internationale retsvirkninger, til at indgå bi- og

multilaterale overenskomster med hverandre for så vidt angår

emner, der omhandles i nævnte konvention, (at supplere dens

bestemmelser eller lette anvendelsen af dens principper).

Artikel 23

Venskabelig løsning

Europarådets komite for strafferetlige spørgsmål skal holdes

underrettet om denne konventions anvendelse og skal efter behov

medvirke til en venskabelig løsning af enhver vanskelighed, som

måtte opstå ved dens anvendelse.

Artikel 24

Opsigelse

1. En kontraherende stat kan til enhver tid opsige denne konvention

gennem en underretning til Europarådets generalsekretær.

2. Opsigelsen får virkning fra den første dag i den måned, som følger

udløbet af en periode på tre måneder efter den dag, hvor

generalsekretæren modtog underretningen.

3. Nærværende konvention skal imidlertid fortsat anvendes på

fuldbyrdelsen af retsfølger for personer, som er blevet overført i

overensstemmelse med konventionens bestemmelser før den dag, hvor

en opsigelse får virkning.

Artikel 25

Underretninger

Europarådets generalsekretær skal underrette Europarådets

medlemsstater samt ikke-medlemsstater, som har deltaget i

udarbejdelsen af denne konvention, samt enhver stat, som har

tiltrådt denne konvention om:

a. enhver undertegnelse;

b. enhver deponering af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller

tiltrædelsesdokumenter;

c. enhver ikrafttrædelsesdag for denne konvention i overensstemmelse

med art. 18, pkt. 2 og 3, 19, pkt. 2 og 20, pkt. 2 og 3;

d. enhver anden handling, erklæring, underretning eller meddelelse

med tilknytning til denne konvention.

Udfærdiget i Strasbourg den 21. marts 1983 på engelsk og fransk, som

begge har samme gyldighed, i et eksemplar, som skal opbevares i

Europarådets arkiv. Europarådets generalsekretær skal fremsende

bekræftende genparter til hvert af Europarådets medlemsstater, til

ikke-medlemsstater, som har deltaget i udarbejdelsen af denne

konvention, samt til enhver stat, som er blevet tilbudt at

tiltræde den.

Convention on the transfer of sentenced persons

The member States of the Council af Europe and the other States,

signatory hereto,

Considering that the aim of the Council of Europe is to achieve a

greater unity between its Members;

Desirous of further developing international co-operation in the

field of criminal law;

Considering that such co-operation should further the ends of justice

and the social rehabilitation of sentenced persons;

Considering that these objectives require that foreigners who are

deprived of their liberty as a result of their commission of a

criminal offence should be given the opportunity to serve their

sentences within their own society; and

Considering that this aim can best be achieved by having them

transferred to their own countries,

Have agreed as follows:

Article 1

Definitions

For the purposes of this Convention:

a. »sentence« means any punishment or measure involving deprivation

of liberty ordered by a court for a limited or unlimited period of

time on account of a criminal offence;

b. »judgment« means a decision or order of a court imposing a

sentence;

c. »sentencing State« means the State in which the sentence was

imposed on the person who may be, or has been, transferred;

d. »administering State« means the State to which the sentenced

person may be, or has been, transferred in order to serve his

sentence.

Article 2

General principles

1. The Parties undertake to afford each other the widest measure of

co-operation in respect of the transfer of sentenced persons in

accordance with the provisions of this Convention.

2. A person sentenced in the territory of a Party may be transferred

to the territory of another Party, in accordance with the

provisions of this Convention, in order to serve the sentence

imposed on him. To that end, he may express his interest to the

sentencing State or to the administering State in being

transferred under this Convention.

3. Transfer may be requested by either the sentencing State or the

administering State.

Article 3

Conditions for transfer

1. A sentenced person may be transferred under this Convention only

on the following conditions:

a. if that person is a national of the administering State;

b. if the judgment is final;

c. if, at the time of receipt of the request for transfer, the

sentenced person still has at least six months of the sentence to

serve or if the sentence is indeterminate;

d. if the transfer is consented to by the sentenced person or, where

in view of his age or his physicl or mental condition one of the

two States considers it necesary, by the sentenced person's legal

representative;

e. if the acts or omissions on account of which the sentence has been

imposed constitute a criminal offence according to the law of the

administering State or would constitute a criminal offence if

committed on its territory; and

f. if the sentencing and administering States agree to the transfer.

2. In exceptional cases, Parties may agree to a transfer even if the

time to be served by the sentenced person is less than that

specified in paragraph 1.c.

3. Any State may, at the time of signature or when depositing its

instruments of ratification, acceptance, approval or accession, by

a declaration addressed to the Secretary General of the Council of

Europe, indicate that it intends to exclude the application of one

of the procedures provided in Article 9.1. a and b in its

relations with other Parties.

4. Any State may, at any time, by a declaration addressed to the

Secretary General of the Council of Europe, define, as far as it

is concerned, the term ¹¹national' for the purposes of this

Convention.

Article 4

Obligation to furnish information

1. Any sentenced person to whom this Convention may apply shall be

informed by the sentencing State of the substance of this

Convention.

2. If the sentenced person has expressed an interest to the

sentencing State in being transferred under this Convention, that

State shall so inform the administering State as soon as

practicable after the judgment becomes final.

3. The information shall include:

a. the name, date and place of birth of the sentenced person;

b. his address, if any, in the administering State;

c. a statement of the facts upon which the sentence was based;

d. the nature, duration and date of commencement of the sentence.

4. If the sentenced person has expressed his interest to the

administering State, the sentencing State shall, on request,

communicate to that State the information referred to in paragraph

3 above.

5. The sentenced person shall be informed, in writing, of any action

taken by the sentencing State or the administering State under the

preceding paragraph, as well as of any decision taken by either

State on a request for transfer.

Article 5

Requests and replies

1. Requests for transfer and replies shall be made in writing.

2. Requests shall be addressed by the Ministry of Justice of the

requesting State to the Ministry of Justice of the requested

State. Replies shall be communicated through the same channels.

3. Any Party may, by a declaration addressed to the Secretary General

of the Council of Europa, indicate that it will use other channels

of communication.

4. The requested State shall promptly inform the requesting State of

its decision whether or not to agree to the requested transfer.

Article 6

Supporting documents

1. The administering State, if requested by the sentencing State,

shall furnish it with:

a. a document or statement indicating that the sentenced person is a

national of that State;

b. a copy of the relevant law of the administering State which

provides that the acts or omissions on account of which the

sentence has been imposed in the sentencing State constitute a

criminal offence according to the law of the administering State,

or would constitute a criminal offence if committed on its

territory;

c. a statement containing the information mentioned in Article 9.2.

2. If a transfer is requested, the sentencing State shall provide the

following documents to the administering State, unless either

State has already indicated that it will not agree to the

transfer:

a. a certified copy of the judgment and the law on which it is based;

b. a statement indicating how much of the sentence has already been

served, including informatin on any pre-trial detention,

remission, and any other factor relevant to the enforcement of the

sentence;

c. a declaration containing the consent to the transfer as referred

to in Article 3.1 d; and

d. whenever appropriate, any medical or social reports on the

sentenced person, information about his treatment in the

sentencing State, and any recommendation for his further treatment

in the administering State,.

3. Either State may ask to be provided with any of the documents or

statements referred to in paragraphs 1 or 2 above before making a

request for transfer or taking a decision on whether or not to

agree to the transfer.

Article 7

Consent and its verification

1. The sentencing State shall ensure that the person required to give

consent to the transfer in accordance with Article 3.1. d does so

voluntarily and with full knowledge of the legal consequences

thereof. The procedure for giving such consent shall be governed

by the law of the sentencing State.

2. The sentencing State shall afford an opportunity to the

administering State to verify, through a consul or other official

agreed upon with the administering State, that the consent is

given in accordance with the conditions set out in paragraph 1

above.

Article 8

Effect of transfer for sentencing State

1. The taking into charge of the sentenced person by the authorities

of the administering State shall have the effect of suspending the

enforcement of the sentence in the sentencing State.

2. The sentencing State may no longer enforce the sentence if the

administering State considers enforcement of the sentence to have

been completed.

Article 9

Effect of transfer for administering State

1. The competent authorities of the administering State shall:

a. continue the enforcement of the sentence immediately or through a

court or administrative order, under the conditions set out in

Article 10, or

b. convert the sentence, through a judicial or administrative

procedure, into a decision of that State, thereby substituting for

the sanction imposed in the sentencing State a sanction prescribed

by the law of the administering State for the same offence, under

the conditions set out in Article 11.

2. The administering State, if requested, shall inform the sentencing

State before the transfer of the sentenced person as to which of

these procedure it will follow.

3. The enforcement of the sentence shall be governed by the law of

the administering State and that State alone shall be competent to

take all appropriate decisions.

4. Any State which, according to its national law, cannot avail

itself of one of the procedures referred to in paragraph 1 to

enforce measures imposed in the territory of another Party on

persons who for resaons of mental condition have been held not

criminally responsible for the commission of the offence, and

which is prepared to receive such persons for further treatment

may, by way of a declaration addressed to the Secretary General of

the Council of Europe, indicate the procedures it will follow in

such cases.

Article 10

Continued enforcement

1. In the case of continued enforcement, the administering State

shall be bound by the legal nature and duration of the sentence as

determined by the sentencing State.

2. If, however, the sentence is by its nature or duration

incompatible with the law of the administering State, or its law

so requires, that State may, by a court or administrative order,

adapt the sanction to the punishment or measure prescribed by its

own law for a similar offence. As to its nature, the punishment or

measure shall, as far as possible, correspond with that imposed by

the sentence to be enforced. It shall not aggravate, by its nature

or duration, the sanction imposed in the sentencing State, nor

exceed the maximum prescribed by the law of the administering

State.

Article 11

Conversion of sentence

1. In the case of conversion of sentence, the procedures provided for

by the law of the administering State apply. When converting the

sentence, the competent authority:

a. shall be bound by the findings as to the facts insofar as they

appear explicitly or implicitly from the judgment imposed in the

sentencing State;

b. may not convert a sanction involving deprivation of liberty to a

pecuniary sanction;

c. shall deduct the full period of deprivation of liberty served by

the sentenced person; and

d. shall not aggravate the penal position of the sentenced person,

and shall not be bound by any minimum which the law of the

administering State may provide for the offence or offences

committed.

2. If the conversion procedure takes place after the transfer of the

sentenced person, the administering State shall keep that person

in custody or otherwise ensure his presence in the administering

State pending the outcome of that procedure.

Article 12

Pardon, amnesty, commutation

Each Party may grant pardon, amnesty or commutation of the sentence

in accordance with its Constitution or other laws.

Article 13

Review of judgment

The sentencing State alone shall have the right to decide on any

application for review of the judgment.

Article 14

Termination of enforcement

The administering State shall terminate enforcement of the sentence

as soon as it is informed by the sentencing State of any decision

or measure as a result of which the sentence ceases to be

enforceable.

Article 15

Information on enforcement

The administering State shall provide information to the sentencing

State concerning the enforcement of the sentence:

a. when it considers enforcement of the sentence to have been

completed;

b. if the sentenced person has escaped from custody before

enforcement of the sentence has been completed; or

c. if the sentencing State request a special report.

Article 16

Transit

1. A Party shall, in accordance with its law, grant a request for

transit of a sentenced person through its territory if such a

request is made by another Party and that State has agreed with

another Party or with a third State to the transfer of that person

to or from its territory.

2. A Party may refuse to grant transit:

a. if the sentenced person is one of its nationals, or

b. if the offence for which the sentence was imposed is not an

offence under its own law.

3. Requests for transit and replies shall be communicated through the

channels referred to in the provisions of Article 5.2 and 3.

4. A Party may grant a request for transit of a sentenced person

through its territory made by a third State if that State has

agreed with another Party to the transfer to or from its

territory.

5. The Party requested to grant transit may hold the sentenced person

in custody only for such time as transit through its territory

requires.

6. The Party requested to grant transit may be asked to give an

assurance that the sentenced person will not be prosecuted, or,

except as provided in the preceding paragraph, detained, or

otherwise subjected to any restriction of his liberty in the

territory of the transit State for any offence committed or

sentence imposed prior to his departure from the territory of the

sentencing State.

7. No request for transit shall be required if transport is by air

over the territory of a Party and no landing there is scheduled.

However, each State may, by a declaration addressed to the

Secretary General of the Council of Europe at the time of

signature or of deposit of its instrument of ratification,

acceptance, approval or accession, require that it be notified of

any such transit over its territory.

Article 17

Language and costs

1. Information under Article 4, paragraphs 2 to 4, shall be furnished

in the language of the Party to which it is addressed or in one of

the official languages of the Concil of Europe.

2. Subject to paragraph 3 below, no translation of requests for

transfer or of supporting documents shall be required.

3. Any State may, at the time of signature or when depositing its

instrument of ratification, acceptance, approval or accession, by

a declaration addressed to the Secretary General of the Council of

Europe, require that requests for transfer and supporting

documents be accompanied by a translation into its own language or

into one of the official languages of the Council of Europe or

into such one of these languages as it shall indicate. It may on

that occasion declare its readiness to accept translations in any

other language in addition to the official language or languages

of the Council of Europe.

4. Exept as provided in Article 6.2. a, documents transmitted in

application of this Convention need not be certified.

5. Any costs incurred in the application of this Convention shall be

borne by the administering State, except costs incurred

exclusively in the territory of the sentencing State.

Article 18

Signature and entry into force

1. This Convention shall be open for signature by the member States

of the Council of Europe and non-member States which have

participated in its elaboration. It is subject to ratification,

acceptance or approval. Instruments of ratification, acceptance or

approval shall be deposited with the Secretary General of the

Council of Europe.

2. This Convention shall enter into force on the first day of the

month following the expiration of a period of three months after

the date on which three member States of the Council of Europe

have expressed their consent to be bound by the Covention in

accordance with the provisions of paragraph 1.

3. In respect of any signatory State which subsequently expresses its

consent to be bound by it, the Convention shall enter into force

on the first day of the month following the expiration of a period

of three months after the date of the deposit of the instrument of

ratification, acceptance or approval.

Article 19

Accession by non-member States

1. After the entry into force of this Convention, the Committee of

Ministers of the Council of Europe, after consulting the

Contracting States, may invite any State not a member of the

Council and not mentioned in Article 18.1 to accede to this

Convention, by a decision taken by the majority provided for in

Article 20.d of the Statute of the Council of Europe and by the

unanimous vote of the representatives of the Contracting States

entitled to sit on the Committee.

2. In respect of any acceding State, the Convention shall enter into

force on the first day of the month following the expiration of a

period of three months after the date of deposit of the instrument

of accession with the Secretary General of the Council of Europe.

Article 20

Territorial application

1. Any State may at the time of signature or when depositing its

instrument of ratification, acceptance, approval or accesssion,

specify the territory or territories to which this Convention

shall apply.

2. Any State may at any later date, by declaration addressed to the

Secretary General of the Council of Europe, extend the application

of this Convention to any other territory specified in the

declaration. In respect of such territory the Convention shall

enter into force on the first day of the month following the

expiration of a period of three months after the date of receipt

of such declaration by the Secretary General.

3. Any declaration made under the two preceding paragraphs may, in

respect of any territory specified in such declaration, be

withdrawn by a notification addressed to the Secretary General.

The withdrawal shall become effective on the first day of the

month following the expiration of a period of three months after

the date of receipt of such notification by the Secretary General.

Article 21

Temporal application

This Convention shall be applicable to the enforcement of sentences

imposed either before or after its entry into force.

Article 22

Relationship to other conventions and agreements

1. This Convention does not affect the rights and undertakings

derived from extradition treaties and other treaties on

international co-operation in criminal matters providing for the

transfer of detained persons for purposes of confrontation or

testimony.

2. If two or more Parties have already concluded an agreement or

treaty on the transfer of sentenced persons or otherwise have

established their relations in this matter, or should they in

future do so, they shall be entitled to apply that agreement or

treaty or to regulate those relations accordingly, in lieu of the

present Convention.

3. The present Covention does not affect the right of States party to

the European Convention on the International Validity of Criminal

Judgments to conclude bilateral or multilateral agreements with

one another on matters dealt with in that Convention in order to

supplement its provisions or facilitate the application of the

principles embodied in it.

4. If a request for transfer falls within the scope of both the

present Convention and the European Convention on the

International Validity of Criminal Judgments or another agreement

or treaty on the transfer of sentenced persons, the requesting

State shall, when making the request, indicate on the basis of

which instruments it is made.

Article 23

Friendly settlement

The European Committee on Crime Problems of the Council of Europe

shall be kept informed regarding the application of this

Convention and shall do whatever is necessary to facilitate a

friendly settlement of any difficulty which may arise out of its

application.

Article 24

Denunciation

1. Any Party may at any time denounce this Covention by means of a

notification addressed to the Secretary General of the Council of

Europe.

2. Such denuciation shall become effective on the first day of the

month following the expiration of a period of three months after

the date of receipt of the notification by the Secretary General.

3. The present Convention shall, however, continue to apply to the

enforcement of sentences of persons who have been transferred in

conformity with the provisions of the Convention before the date

on which such a denunciation takes effect.

Article 25

Notifications

The Secretary general of the Council of Europe shall notify the

member States of the Council of Europe, the non-member States

which have participated in the elaboration of this Convention and

any State which has acceded to this Convention of:

a. any signature;

b. the deposit of any instrument of ratification, acceptance,

approval or accession;

c. any date of entry into force of this Convention in accordance with

Article 18.2 and 3, 19.2 and 20.2 and 3;

d. any other act, declaration, notification or communication

relating to this Convention.

In witness whereof the undersigned, being duly authorised thereto,

have signed this Convention.

Done at Strasbourg, this 21st day of march 1983, in English and

French, both texts being equally authentic, in a single copy which

shall be deposited in the archives of the Council of Europe. The

Secretary General of the Council of Europe shall transmit

certified copies to each member State of the Council of Europe, to

the non-member States which have participated in the elaboration

of this Convention, and to any State invited to accede to it.

Bilag 2

Bilag til lov om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme.

Eruopæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger.

Indledning.

Undertegnede medlemsstater af Det europæiske Råd er

i betragtning af, at bekæmpelse af kriminalitet, der i stigende grad

er ved at blive et internationalt problem, kræver anvendelse af

moderne og effektive metoder på internationalt plan,

overbevist om nødvendigheden af at følge en fælles kriminalpolitik,

der tager sigte på at beskytte samfundet,

i erkendelse af nødvendigheden af at respektere menneskets værdighed

og fremme lovovertræderes resocialisering,

i betragtning af, at Det europæiske Råd har til formål at

tilvejebringe større enhed mellem sine medlemmer, blevet enige om

følgende:

Afsnit I

Definitioner.

Artikel 1

I denne konvention

a) betyder »europæisk straffedom« enhver endelig afgørelse truffet af

en kriminalret i en kontraherende stat efter en forfølgning i

strafferetsplejens former,

b) omfatter »lovovertrædelse« foruden handlinger, der omfattes af

straffelovgivningen, sådanne, der behandles efter de retsregler,

der er opregnet i bilag II til denne konvention, forudsat at den

pågældende person, hvor disse bestemmelser henlægger afgørelsen

til en administrativ myndighed, har mulighed for at få sagen

prøvet af en domstol,

c( betyder »domfældelse« pålæggelse af en sanktion,

d) betyder »sanktion« enhver straf eller anden foranstaltning, der i

anledning af en lovovertrædelse udtrykkeligt er pålagt en person i

en europæisk straffedom eller i en »ordonnance penale«,

e) betyder »rettighedsfortabelse« enhver varig eller tidsbegrænset

fortabelse af rettigheder, ethvert forbud eller tab af retsevne,

f) betyder »udeblivelsesdom« enhver afgørelse, der betragtes som

sådan i medfør af artikel 21, stk. 2,

g) betyder »ordonnance penale« en af de i bilag III til denne

konvention opregnede afgørelser, der er truffet i en anden

kontraherende stat.

Afsnit II

Fuldbyrdelse af europæiske straffedomme.

Kapitel 1

Almindelige betingelser for fuldbyrdelse.

Artikel 2

Dette afsnit finder anvendelse på:

a) Sanktioner, der bedfører frihedsberøvelse,

b) bøder eller konfiskation,

c) rettighedsfortabelser.

Artikel 3

1. En kontraherende stat er i de tilfælde og under de betingelser,

der er fastsat i denne konvention, kompetent til at fuldbyrde en i

en anden kontraherende stat idømt sanktion, som er eksigibel i den

sidstnævnte stat.

2. Denne kompetence kan kun udøves, efter at den anden kontraherende

stat har anmodet om fuldbyrdelse.

Artikel 4

1. En sanktion kan ikke fuldbyrdes af en anden kontraherende stat,

medmindre den handling, for hvilken sanktionen er idømt, i medfør

af denne stats lovgivning ville have været en lovovertrædelse,

såfremt den var begået inden for dens eget territorium, og

lovovertræderen havde kunnet idømmes straf, hvis han havde begået

handlingen der.

2. Såfremt domfældelsen angår to eller flere lovovertrædelser, hvoraf

nogle ikke opfylder de i stk. 1 fastsatte betingelser, skal den

dømmende stat angive, hvilken del af sanktionen der vedrører de

lovovertrædelser, som opfylder disse betingelser.

Artikel 5

Den dømmende stat kan kun anmode en anden kontraherende stat om at

fuldbyrde sanktionen, såfremt en eller flere af følgende

betingelser er opfyldt:

a) såfremt domfældte er fast bosiddende i den anden stat,

b) såfremt det må antages, at sanktionens fuldbyrdelse i den anden

stat vil forbedre mulighederne for domfældtes resocialisering,

c) såfremt sanktionen, hvor denne medfører frihedsberøvelse, ville

kunne fuldbyrdes i fortsættelse af en anden sanktion, der medfører

frihedsberøvelse, og som domfældte afsoner eller skal afsone i den

anden stat,

d) såfremt den anden stat er domfældtes oprindelige hjemland og har

erklæret sig villig til at påtage sig ansvaret for sanktionens

fuldbyrdelse,

e) såfremt den dømmende stat ikke finder, at den selv kan fuldbyrde

sanktionen, end ikke ved at gøre brug af udlevering, og den anden

stat er i stand hertil.

Artikel 6

Fuldbyrdelse, der er begæret i overensstemmelse med de foregående

bestemmelser, kan alene afslås helt eller delvis i følgende

tilfælde:

a) såfremt fuldbyrdelsen ville stride mod den anmodede stats

grundlægggende retsprincipper;

b) såfremt den anmodede stat anser den pådømte lovovertrædelse for at

være af politisk karakter eller for at være en rent militær

lovovertrædelse;

c) såfremt den anmodede stat finder, at der er vægtige grunde til at

antage, at domfældelsen er begrundet i eller skærpet under hensyn

til race, religion, nationalitet eller politisk overbevisning;

d) såfremt fuldbyrdelsen ville stride mod den anmodede stats

internationale forpligtelser;

e) såfremt den pågældende handling allerede er genstand for

retsforfølgning i den anmodede stat, eller såfremt den anmodede

stat beslutter at indlede retsforfølgning for den samme handling;

f) såfremt de kompetente myndigheder i den anmodede stat har

besluttet at undlade retsforfølgning eller at indstille en

allerede påbegyndt retsforfølgning vedrørende den samme handling;

g) såfremt handlingen er begået uden for den begærende stats

territorium;

h) såfremt den anmodede stat ikke er i stand til at fuldbyrde

sanktionen;

i) såfremt begæringen er begrundet i artikel 5, e), og ingen af de

øvrige betingelser, der er nævnt i denne artikel, er opfyldt;

j) såfremt den anmodede stat finder, at den begærende stat selv er i

stand til at fuldbyrde sanktionen;

k) såfremt der på grund af domfældtes alder på det tidspunkt, da

lovovertrædelsen blev begået, ikke ville kunne rejses tiltale mod

ham i den anmodede stat;

l) såfremt den pålagte sanktion efter lovgivningen i den anmodede

stat ikke længere kan fuldbyrdes på grund af forældelse;

m) såfremt og i det omfang domfældelsen medfører en

rettighedsfortabelse.

Artikel 7

En anmodning om fuldbyrdelse kan ikke fremmes, såfremt fuldbyrdelsen

ville stride mod de principper, der er anerkendt i denne

konventions afsnit III, kapitel 1.

b) Virkningerne af overførelse af fuldbyrdelsen.

Artikel 8

Ved anvendelsen af artikel 6, litra 1, og det i bilag I, c), til

denne konvention omhandlede forbehold betragtes enhver handling,

som afbryder eller udsætter en forældelse, og som gyldigt er

foretaget af den dømmende stats myndigheder, som havende samme

virkning med hensyn til forældelsens beregning i den anmodede stat

efter denne stats lovgivning.

Artikel 9

1. En domfældt, der er blevet fængslet i den begærende stat og er

blevet overført til den anmodede stat med henblik på fuldbyrdelse,

kan ikke sigtes, tiltales, domfældes eller fængsles med henblik på

fuldbyrdelse af en straf eller sikkerhedsforanstlatning eller i

øvrigt underkastes nogen anden begrænsning i sin personlige frihed

for nogen anden forud for overførelsen begået lovovertrædelse end

den, der ligger til grund for den dom, der skal fuldbyrdes,

undtagen i følgende tilfælde:

a) Når den stat, der har overført ham, giver sit samtykke. En

anmodning om samtykke. En anmodning om samtykke skal fremsættes,

vedlagt alle fornødne dokumenter samt en udskrift af enhver

forklaring, som måtte være afgivet af domfældte vedrørende den

pågældende lovovertrædelse. Samtykke skal gives, når den

lovovertrædelse, med hensyn til hvilken anmodningen fremsættes, i

sig selv ville give adgang til udlevering i henhold til den stats

lovgivning, der brgærer fuldbyrdelse, eller når udlevering kun

ville være udelukket på grund af straffens størrelse.

b) Såfremt domfældte ikke, uanset at han har haft mulighed herfor,

har forladt den stat, hvortil han er overført, inden for 45 dage

efter sin endelige løsladelse, eller såfremt han er vendt tilbage

til den nævnte stats territorium efter at have forladt det.

2. Den stat, der er anmodet om at fuldbyrde dommen, kan dog træffe

enhver foranstaltning, der er nødvendig for at fjerne den

pågældende fra sit territorium, eller som efter dens lovgivning er

nødvendig for at afbryde en forældelse, herunder retsforfølgning

uden den pågældendes tilstedeværelse.

Artikel 10

1. Fuldbyrdelsen skal ske i henhold til den anmodede stats

lovgivning, og alene denne stat er kompetent til at træffe alle

vedkommende afgørelser, herunder vedrørende prøveløsladelse.

2. Kun den begærende stat har ret til at træffe afgørelse i sager

vedrørende ansøgning om en fornyet prøvelse af dommen.

3. Begge stater kan udøve retten til amnesti eller benådning.

Artikel 11

1. Når den dømmende stat har fremsat begæring om fuldbyrdelse, kan

den ikke længere selv indlede fuldbyrdelsen af en sanktion, som er

genstand for denne anmodning. Den dømmende stat kan dog indlede

fuldbyrdelsen af en sanktion, der medfører frihedsberøvelse, når

domfældte allerede er taget i forvaring inden for denne stats

territorium på tidspunktet for begæringens fremsættelse.

2. Retten til fuldbyrdelse skal atter tilkomme den begærende stat:

a) såfremt den trækker sin anmodning tilbage, før den anmodede stat

har meddelt den, at den agter at fremme begæringen,

b) såfremt den anmodede stat meddeler afslag på at fremme begæringen,

c) såfremt den anmodede stat udtrykkeligt giver afkald på sin ret til

fuldbyrdelse. Sådant afkald er kun muligt, såfremt begge de

pågældende stater er enige herom, eller såfremt fuldbyrdelse ikke

længere er mulig i den anmodede stat. I det sidstnævnte tilfælde

er det anmodede land forpligtet til at give afkald, såfremt den

begærende stat anmoder herom.

Artikel 12

1. De kompetente myndigheder i den anmodede stat skal standse

fuldbyrdelsen, så snart de får kendskab til en benådning, amnesti

eller ansøgning om en fornyet prøvelse af dommen eller til nogen

anden afgørelse, der bevirker, at sanktionen ikke længere er

eksgibel. Det samme gælder med hensyn til fuldbyrdelsen af en

bødestraf, når domfældte har betalt bøden til den kompetente

myndighed i den begærende stat.

2. Den begærende stat skal straks underrette den anmodede stat om

enhver afgørelse eller proceshandling, der er truffet eller

foretaget inden for dens territorium, og som bevirker bortfald af

retten til fuldbyrdelse i medfør af stk. 1.

c) Forskellige bestemmelser

Artikel 13

1. Transit gennem en kontraherende stats territorium af en

frihedsberøvet, som skal overføres til en tredje kontraherende

stat i medfør af denne konvention, skal tillades på anmodning af

den stat, hvor den pågældende er frihedsberøvet. Transitstaten kan

stille krav om tilsendelse af ethvert vedkommende dokument, før

den træffer afgørelse vedrørende anmodningen. Den person, der skal

overføres, skal forblive varetægtsfængslet på transitstatens

territorium, medmindre den stat, hvorfra han overføres, anmoder om

hans frigivelse.

2. Med undtagelse af de tilfælde, hvor anmodningen om overførelse

sker i henhold til artikel 34, kan enhver kontraherende stat nægte

at give tilladelse til transit

a) af en af de i artikel 6, b) og c), anførte grunde,

b) hvis den pågældende er en af dens egne statsborgere.

3. Såfremt der benyttes lufttransport, gælder følgende bestemmelser:

a) Hvis det ikke ermeningen, at landing skal finde sted, kan den

stat, hvorfra den pågældende skal overføres, meddele den stat,

hvis territorium skal overflyves, at den pågældende overføres i

henhold til denne konvention. I tilfælde af uforudset landing har

denne meddelelse virkning som en begæring om foreløbig anholdelse

i henhold til artikel 32, stk. 2, og der skal fremsættes en formel

begæring om transit.

b) Hvis det er meningen, at landing skal finde sted, skal der

fremsættes en formel begæring om transit.

Artikel 14

De kontraherende stater kan ikke gøre krav på refusion indbyrdes af

udgifter, der er en følge af denne konventions anvendelse.

Kapitel 2

Begæringer om fuldbyrdelse.

Artikel 15

1. Alle anmodninger, der er omhandlet i denne konvention, skal

fremsættes skriftligt. De skal tillige med alle meddelelser, som

er nødvendige ved anvendelsen af denne konvention, fremsendes

enten af justitsministeriet i den begærende stat til

justitsministeriet i den anmodede stat eller, såfremt de

pågældende kontraherende stater træffer aftale herom, direkte af

myndighederne i den begærende stat til myndighederne i den

anmodede stat; de skal tilbagesendes gennem de samme myndigheder.

2. I hastende sager kan begæringer og meddelelser sendes gennem den

internationale kriminalpolitiorganisation (INTERPOL).

3. Enhver kontraherende stat kan ved at afgive en erklæring til Det

europæiske Råds generalsekretær angive, at den agter at anvende

andre regler med hensyn til de i stk. 1 omhandlede meddelelser.

Artikel 16

Anmodningen om fuldbyrdelse skal være ledsaget af en original eller

en bekræftet afskrift af den afgørelse, hvis fuldbyrdelse begæres,

samt af alle andre nødvendige papirer. Straffesagens akter eller

en del af disse skal, i original eller bekræftet genpart, sendes

til den anmodede stat, såfremt denne stiller krav herom. Den

kompetente myndighed i den begærende stat skal bekræfte, at

sanktionen er eksigibel.

Artikel 17

Såfremt den anmodede stat finder, at de af den begærende stat

tilvejebragte oplysninger er utilstrækkelige til, at den kan

anvende denne konvention, kan den anmode om de fornødne

supplerende oplysninger. Den kan fastsætte en tidsfrist for

modtagelsen af disse.

Artikel 18

1. Myndighederne i den anmodede stat skal uden forsinkelse underrette

myndighederne i den begærende stat om foranstaltninger, der er

iværksat i anledning af anmodningen om fuldbyrdelse.

2. Myndighederne i den anmodede stat skal i givet fald til

myndighederne i den begærende stat fremsende et dokument, der

bekræfter, at sanktionen er fuldbyrdet.

Artikel 19

1. Der kan ikke kræves oversættelse af anmodninger eller bilag

hertil, jfr. dog stk. 2.

2. Enhver kontraherende stat kan ved at afgive en erklæring til Det

europæiske Råds generalsekretær i forbindelse med undertegnelsen

eller med deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesdokument forbeholde sig ret til at kræve, at

anmodninger og bilag hertil skal være ledsaget af en oversættelse

til dens reget sprog eller til et af Det europæiske Råds

officielle sprog eller til et bestemt af disse sprog. De øvrige

kontraherende stater kan påberåbe sig gensidighed.

3. Denne artikel berører ikke bestemmelser om oversættelse af

begæringer og bilag hertil, der måtte være indeholdt i

overenskomster eller ordninger, som er gældende eller bliver

indgået mellem to eller flere kontraherende stater.

Artikel 20

Bevismateriale og dokumenter, som fremsendes i medfør af denne

konvention, behøver ikke at legaliseres.

Kapitel 3

Udeblivelsesdomme og »ordonnances penales«.

Artikel 21

1. Medmindre andet er fastsat i denne konvention, er fuldbyrdelse af

udeblivelsesdomme og »ordonnances penales« undergivet samme regler

som fuldbyrdelse af andre domme.

Bortset fra bestemmelsen i stk. 2 betyder en udeblivelsesdom i denne

konventions forstand enhver dom, der afsiges af en domstol i en

kontraherende stat efter en forfølgning i strafferetsplejens

former, hvor domfældte ikke har givet personligt møde under

domsforhandlingen.

3. Uden at det berører bestemmelserne i artiklerne 25, stk. 2, 26,

stk. 2, og 29, betragtes følgende som domme, hvor tiltalte har

givet møde:

a) Enhver udeblivelsesdom og enhver »ordonnance penale«, som er

statfæstet eller afsagt i den dømmende stat efter, at domfældte

har gjort indsigelse.

b) Enhver udeblivelsesdom afsagt af en appelinstans, forudsat at den

i første instans afsagte dom er appelleret af domfaældte.

Artikel 22

Enhver udeblivelsesdom og enhver »ordonnance penale«, som endnu ikke

har været genstand for appel eller indsigelse, kan, så sanrt den

er afsagt, fremsendes til den anmodede stat med henblik på

underretningaf den pågældende og eventuelt fuldbyrdelse.

Artikel 23

1. Såfremt den anmodede stat finder grundlag for at fremme en

anmodning om fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom eller en

»ordonnance penale«, skal den drage omsorg for, at domfældte

bliver personligt underrettet af den afgørelse, der er truffet i

den begærende stat.

2. I underretningen til domfældte skal der også gives oplysning om:

a) at en anmodning om fuldbyrdelse er fremsat i henhold til denne

konvention,

b) at det eneste anvendelige retsmiddel heroverfor er en indsigelse i

henhold til bestemmelserne i denne konventions artikel 24,

c) at indsigelsen skal afgives til den myndighed, som oplyses over

for ham, at indsigelsen for at blive behandlet skal være i

overensstemmelse med betingelserne i artikel 24 i denne

konvention, og at domfældte kan anmode om at få sagen behandlet af

myndighederne i den dømmende stat,

d) at dommen, såfremt der ikke fremsættes indsigelse inden udløbet af

den fastsatte tidsfrist, fuldt ud i forhold til denne konvention

vil blive anset for afsagt efter, at tiltalte har givet møde.

3. En genpart af underretningen skal uden ophold sendes til den

myndighed, der har anmodet om fuldbyrdelse.

Artikel 24

1. Efter at underretning er sket i overensstemmelse med artikel 23,

er det eneste anvendelige retsmiddel for domfældte en indsigelse.

En sådan indsigelse skal efter domfældtes valg behandles enten af

den kompetente domstol i den begærende stat eller af den

kompetente domstol i den anmodede stat. Såfremt domfældte ikke gør

brug af sin adgang til at vælge, skal indsigelsen behandles af den

kompetente domstol i den anmodede stat.

2. I de i stk. 1 omhandlede tilfælde skal indsigelsen behandles,

såfremt den er indgivet til den kompetente myndighed i den

anmodede stat inden for en frist af 30 dage fra den dag, hvor

underretningen blev givet. Denne frist skal beregnes efter de

pågældende lovregler i den anmodede stat. Den kompetente myndighed

i denne stat skal uden ophold underrette den myndighed, der har

fremsat begæringen om fuldbyrdelse.

Artikel 25

1. Såfremt indsigelsen behandles i den begærende stat, skal domfældte

tilsiges til at møde i denne stat ved sagens nye domsforhandling.

Tilsigelse til at møde skal forkyndes personligt mindst 21 dage

før den nye domsforhandling. Denne frist kan afkortes med

domfældtes samtykke. Den nye domsforhandling skal ske for den

domstol, der er kompetent i den begærende stat, og i

overensstemmelse med denne stats retsplejeregler.

2. Såfremt domfældte undlader at give personligt møde eller ikke er

repræsenteret i overensstemmelse med den begærende stats

lovgivning, skal retten erklære indsigelsen ugyldig, og dens

afgørelse skal meddeles til den kompetente myndighed i den

anmodede stat. Den samme fremgangsmåde skal følges, hvis retten

bestemmer, at indsigelsen ikke kan behandles. I begge tilfælde

anses i alle forhold vedrørende denne konvention

udeblivelsesdommen eller den pågældende »ordonnance penale« for

udfærdiget efter, at tiltalte har givet møde.

3. Såfremt domfældte giver personligt møde eller er repræsenteret i

overensstemmelse med den begærende stats lovgivning, og

indsigelsen optages til behandling, skal anmodningen om

fuldbyrdelse anses for bortfaldet.

Artikel 26

1. Såfremt indsigelsen behandles i den anmodede stat, skal domfældte

tilsiges til at møde i denne stat ved sagens nye domsforhandling.

Tilsigelse til at møde skal forkyndes personligt mindst 21 dage

før den nye domsforhandling. Denne frist kan afkortes med

domfældtes samtykke. Den nye domsforhandling skal ske for den

domstol, der er kompetent i den anmodede stat, og i

overensstemmelse med denne stats retsplejeregler.

2. Såfremt domfældte undlader at give personligt møde eller ikke er

repræsenteret i overensstemmelse med den anmodede stats

lovgivning, skal retten erklære indsigelsen ugyldig. I dette

tilfælde, og hvor retten bestemmer, at indsigelsen ikke kan

behandles, skal i alle forhold vedrørende denne konvention

udeblivelsesdommen eller den pågældende »ordonnance penale« anses

for udfærdiget efter, at tiltalte har givet møde.

3. Såfremt domfældte giver personligt møde eller er repræsenteret i

overensstemmelse med den anmodede stats lovgivning, og indsigelsen

optages til behandling, skal handlingen bedømmes, som om den var

begået i denne stat. Spørgsmålet om straffeforfølgningens ophør på

grund af forældelse skal dog aldrig kunne behandles. Den i den

begærende stat afsagte dom skal anses for bortfaldet.

4. Ethvert skridt med henblik på retsforfølgning eller forudgående

undersøgelse, der er foretaget i den dømmende stat i

overensstemmelse med dens love og administrative forskrifter, har

samme gyldighed i den anmodede stat, som om det var foretaget af

denne stats myndigheder, forudsat at denne ligestilling ikke giver

sådanne skridt større beviskraft, end de har i den begærende stat.

Artikel 27

Med henblik på indgivelse af en indsigelse og under den senere

retssag har den, der er dømt ved en udeblivelsesdom eller gennem

en »ordonnance penale«, ret til juridisk bistand i de tilfælde og

på de betingelser, der er fastsat i lovgivningen i den anmodede

stat og, i givet fald, i den begærende stat.

Artikel 28

De retslige afgørelser, der træffes i medfør af artikel 26, stk. 3,

samt deres fuldbyrdelse sker alene på grundlag af lovgivningen i

den anmodede stat.

Artikel 29

Såfremt den, der er dømt ved en udeblivelsesdom eller gennem en

»ordonnance penale« ikke indgiver nogen indsigelse, skal

afgørelsen i alle forhold vedrørende denne konvention anses for

udfærdiget efter, at tiltalte har givet møde.

Artikel 30

De enkelte landes interne lovgivning finder anvendelse med hensyn til

oprejsning, hvor domfældte af grunde, han ikke er herre over, har

undladt at overholde de i artiklerne 24-26 fastsatte tidsfrister

eller at give personligt møde under den domsforhandling, der

berammes til den nye behandling af sagen.

Kapitel 4

Foreløbige foranstaltninger.

Artikel 31

Såfremt domfældte er til stede i den begærende stat, efter at der er

modtaget meddelelse om, at denne stats begæring om fuldbyrdelse af

en dom, der medfører frihedsberøvelse, er imødekommet, kan denne

stat, såfremt den anser det for nødvendigt for at sikre dommens

fuldbyrdelse, anholde og fælgsle ham med henblik på hans

overførelse i henhold til bestemmelserne i artikel 43.

Artikel 32

1. Når den begærende stat har anmodet om fuldbyrdelse, kan den

anmodede stat anholde og fælgsle domfældte:

a) såfremt den anmodede stats lovgivning hjemler varetægtsfængsling

for en sådan lovovertrædelse og

b) der er fare for flugt eller - hvor det drejer sig om en

udeblivelsesdom - fare for svækkelse af bevis.

2. Når den begærende stat tilkendegiver, at den agter at fremsætte

begæring om fuldbyrdelse, kan den anmodede stat på den begærende

stats anmodning anholde og fængsle domfældte, forudsat at de stk.

1, a) og b), indeholdte betingelser er opfyldt. Den nævnte

anmodning skal oplyse om den lovovertrædelse, der ligger til grund

for dommen, og tidspunktet og stedet, hvor den blev begået, samt

indeholde en så nøjagtig beskrivelse af domfældte som muligt. Den

skal ligeledes indeholde en kort redegørelse for de faktiske

omstændigheder, som dommen hviler på.

Artikel 33

1. For varetægtsopholdet gælder reglerne i den anmodede stats

lovgivning; denne stats lovgivning er også afgørende med hensyn

til betingelserne for hans løsladelse.

2. Den varetægtsfængslede skal under alle omstændigheder løslades:

a) efter forløbet af en tid, der svarer til længden af den

frihedsberøvelse, der er fastsat i dommen,

b) såfremt han er anholdt og fælgslet i henhold til artikel 32, stk.

2, og den anmodede stat ikke inden 18 dage fra datoen for

anholdelsen har modtaget anmodningen tillige med de i artikel 16

nævnte dokumenter.

Artikel 34

1. En person, der er varetægtsfængslet i den anmodede stat i medfør

af artikel 32, og som tilsiges til at møde for den kompetente

domstol i den begærende stat i henhold til artikel 25 som følge af

den indsigelse, han har indgivet, skal med henblik herpå overføres

til den begærende stats territorium.

2. Den pågældnede skal efter overførelsen ikke holdes i forvaring af

den begærende stat, såfremt den i artikel 33, stk. 2a), indeholdte

betingelse er opfyldt, eller såfremt den begærende stat ikke

anmoder om fuldbyrdelse af en ny straffedom. Den pågældende skal

straks sendes tilbage til den anmodede stat, medmindre han er

løsladt.

Artikel 35

1. En person, der er tilsagt til at møde for den kompetente domstol i

den begærende stat, som følge af en indsigelse, han har indgivet,

kan ikke sigtes, tiltales, domfældes eller fængsles med henblik på

fuldbyrdelsen af en straf eller sikkerhedsforanstaltning eller i

øvrigt underkastes nogen anden begrænsning i sin personlige frihed

på grund af en handling eller lovovertrædelse, som har fundet

sted, før han forlod den anmodede stats territorium, og som ikke

er nævnt i tilsigelsen, medmindre han udtrykkeligt giver

skriftligt samtykke hertil. I det i artikel 34, stk. 1, omhandlede

tilfælde skal der fremsendes en genpart af hans erklæring om

samtykke til den stat, hvorfra han er overført.

2. De i stk. 1 nævnte virkninger ophører, når den tilsagte person,

uanset at han har haft mulighed herfor, ikke har forladt den

begærende stats territorium inden for et tidsrum af 15 dage fra

datoen for den afgørelse, der træffes efter den domsforhandling,

hvortil han var tilsagt, eller såfremt han uden at være indstævnet

på ny vender tilbage til dette territorium efter at have forladt

det.

Artikel 36

1. Såfremt den begærende stat har begæret fuldbyrdelse af

konfiskation af genstande, kan den anmodede stat midlertidigt

beslaglægge disse, forudsat at dens egen lovgivning hjemler adgang

til beslaglæggelse under tilsvarende omstændigheder.

2. Beslaglæggelse skal gennemføres i overensstemmelse med den

anmodede stats lovgivning, som også er afgørende med hensyn til

betingelserne for ophævelse af beslaglæggelsen.

Kapitel 5

Fuldbyrdelse af sanktioner.

a) Almindelige bestemmelser.

Artikel 37

En sanktion idømt i den begærende stat kan ikke fuldbyrdes i den

anmodede stat, medmindre der foreligger en domstolsafgørelse i den

sidstnævnte stat. Enhver kontraherende stat kan dog bemyndige

andre myndigheder til at træffe sådanne afgørelser, såfremt den

sanktion, der skal fuldbyrdes, kun er en bøde eller konfiskation,

og såfremt disse afgørelser kan indankes for domstolene.

Artikel 38

Sagen skal indbringes for retten eller for den i henhold til artikel

37 udpegede myndighed, såfremt den anmodede stat finder grundlag

for at fremme anmodningen om fuldbyrdelse.

Artikel 39

1. Før en domstol træffer afgørelse vedrørende en anmodning om

fuldbyrdelse, skal der gives domfældte lejlighed til at fremsætte

sine synspunkter. På begæring skal domfældte have lejlighed til at

udtale sig enten ved hjælp af en retsanmodning eller personligt

for retten. En udtrykkelig begæring om lejlighed til personligt at

udtale sig skal imødekommes.

2. Retten kan dog træffe beslutning vedrørende imødekommelsen af

anmodningen om fuldbyrdelse, uden at en domfældt, der har anmodet

om lejlighed til personligt at udtale sig, er til stede, såfremt

han er frihedsberøvet i den begærende stat. I disse tilfælde skal

afgørelsen om omsætningen af sanktionen i henhold til artikel 44

udsættes, indtil domfældte efter at være overført til den anmodede

stat har haft lejlighed til at give møde for retten.

Artikel 40

1. Den domstol eller myndighed i henhold til artikel 37, der

behandler sagen, skal forevisse sig om:

a) at den sanktion, hvis fuldbyrdelse begæres, er idømt ved en

europæisk straffedom,

b) at betingelserne i artikel 4 er opfyldt,

c) at den i artikel 6, a), fastsatte betingelse ikke er opfyldt eller

ikke bør udelukke fuldbyrdelse,

d) at fuldbyrdelse ikke er udelukket i medfør af artikel 7,

e) at betingelserne i dette afsnit kapitel 3, såfremt det drejer sig

om en udeblivelsesdom eller en »ordonnance penale«, er opfyldt.

2. Enhver kontraherende stat kan pålægge retten eller den i henhold

til artikel 37 udpegede myndighed at undersøge andre i denne

konvention fastsatte betingelser for fuldbyrdelse.

Artikel 41

Der skal være mulighed for appel af de retslige afgørelser, som efter

dette kapitel træffes om fuldbyrdelse, samt af de afgørelser, der

træffes efter påanke af den i artikel 37 omhandlede administrative

myndigheds afgørelse.

Artikel 42

Den anmodede stat er bundet af resultaterne med hensyn til sagens

faktiske omstændigheder i det omfang, hvori de er anført i

afgørelsen, eller i det omfang denne forudsætningsvis bygger på

dem.

b) Bestemmelser sprcielt vedrørende fuldbyrdelse af sanktioner, der

medfører frihedsberøvelse.

Artikel 43

I tilfælde, hvor domfældte er frihedsberøvet i den begærende stat,

skal han, medmindre denne stats lovgivning bestemmer andet,

overføres til den anmodede stat, så snart den begærende stat har

modtaget underretning om, at begæringen om fuldbyrdelse er

imødekommet.

Artikel 44

1. Såfremt begæringen om fuldbyrdelse imødekommes, skal retten i

stedet for den frihedsberøvende sanktion, der er idømt i den

begærende stat, fastsætte en i dens egen lovgivning for den samme

lovovertrædelse hjemlet sanktion. Med forbehold af de i stk. 2

fastsatte begrænsninger kan denne sanktion være af en anden art

eller længde end den, der er idømt i den begærende stat. Såfremt

den sidstnævnte sanktion ligger under den mindstestraf, der kan

idømmes i henhold til den anmodede stats lovgivning, er retten

ikke bundet af denne mindstestraf, men skal idømme en sanktion,

der svarer til den, der er idømt i den begærende stat.

2. Ved sanktionens fastsættelse må retten ikke forværre domfældtes

strafferetlige situation, således som den følger af den i den

begærende stat trufne afgørelse.

3. Enhver del af den i den begærende stat idømte sanktion og enhver

foreløbig frihedsberøvelse, der er udstået af domfældte efter

dommens afsigelse, skal fratrækkes fuldt ud. Det samme gælder med

hensyn til ethvert tidsrum, i hvilket domfældte har været

undergivet varetægtfængsling i den begærende stat før

domfældelsen, for så vidt dette følger af denne stats lovgivning.

4. Enhver kontraherende stat kan når som helst hos Det europæiske

Råds generalsekretær deponere en erklæring, som giver den ret til

i medfør af denne konvention at fuldbyrde en frihedsberøvende

sanktion af samme art som den, der er idømt i den begærende stat,

selv om denne sanktions længde overstiger det maksimum, der er

fastsat i dens nationale lovgivning for en sanktion af samme art.

Denne regel finder dog kun anvendelse i tilfælde, hvor den

pågældende stats nationale lovgivning hjemler adgang til for den

samme lovovertrædelse at idømme en sanktion af mindst samme længde

som den, der er idømt i den begærende stat, men som er af

strengere art. Den i henhold til denne bestemmelse idømte sanktion

kan, såfremt dens længde og formål kræver det, afsønes i en

kriminalanstalt, der er bestemt for fuldbyrdelse af sanktioner af

anden art.

c) Bestemmelser, der specielt vedrører fuldbyrdelse af bødestraffe og

konfiskation.

Artikel 45

1. Såfremt begæringen om fuldbyrdelse af en bødestraf eller

konfiskation af et pengebeløb imødekommes, skal retten eller den i

henhold til artikel 37 udpegede myndighed omsætte det pågældende

beløb til den anmodede stats møntenhed efter den gældende

vekselkurs på det tidspunkt, da afgørelsen træffes. Den skal

således fastsætte bødebeløbet eller det beløb, der skal

konfiskeres, men kan dog ikke overskride det maksimumsbeløb, der

er fastsat i dens egen lovgivning for samme lovovertrædelse, eller

- såfremt der ikke er fastsat noget maksimumsbeløb - det højeste

beløb, som normalt pålægges i den anmodede stat for en tilsvarende

lovovertrædelse.

Retten eller den i henhold til artikel 37 udpegede myndighed kan dog

opretholde bødestraf eller konfiskation indtil det i den begærende

stat pålagte bødebeløb eller konfiskationsbeløb, hvor en sådan

sanktion ikke er hjemlet i den anmodede stats lovgivning for den

samme lovovertrædelse, men denne lovgivning giver mulighed for

pålæggelse af strengere sanktioner. Det samme gælder, såfremt den

i den begærende stat pålagte sanktion overstiger det

maksimumsbeløb, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning for

den samme lovovertrædelse, men hvor denne lovgivning giver

mulighed for pålæggelse af strengere sanktioner.

3. Enhver lempelse med hensyn til tidspunktet for betalingen eller

afdragsvis betaling, der er indrømmet i den begærende stat, skal

respekteres af den anmodede stat.

Artikel 46

1. Såfremt begæringen om fuldbyrdelse angår konfiskation af en

bestemt genstand, kan retten eller den i henhold til artikel 37

udpegede myndighed kun kræve konfiskation af den pågældende

genstand, for så vidt en sådan konfiskation er hjemlet i den

anmodede stats lovgivning for den samme lovovertrædelse.

2. Retten eller den i henhold til artikel 37 udpegede myndighed kan

dog opretholde den i den begærende stat fastsatte konfiskation,

hvor denne sanktion ikke er hjemlet i den anmodede stats

lovgivning for den samme lovovertrædelse, men denne lovgivning

giver mulighed for idømmelse af strengere sanktioner.

Artikel 47

1. Procenuet af bøder og konfiskation skal indbetales til statskassen

i den anmodede stat med respekt af tredjemands rettigheder.

2. Konfiskerede genstande, der repræsenterer en særlig interesse, kan

tilbagesnedes til den begærende stat efter dennes anmodning.

Artikel 48

Såfremt en bøde ikke kan inddrives, kan retten i den anmodede stat

idømme en forvandlingsstraf, der medfører frihedsberøvelse, for så

vidt begge staters lovgivning indeholder hjemmel hertil i sådanne

tilfælde, medmindre den begærende stat udtrykkeligt har begrænset

sin anmodning til alene at gælde inddrivelse af bøden. Såfremt

retten beslutter at pålægge en forvandlingsstraf, der medfører

frihedsberøvelse, gælder følgende regler:

a) Såfremt forvandling af en bødestraf til en straf, der medfører

frihedsberøvelse, allerede er foreskrevet enten i den i den

begærende stat afsagte dom, eller direkte i denne stats

lovgivning, skal retten i den anmodede stat fastsætte denne

sanktions art og længde i henhold til de i dens egen lovgivning

fastsatte regler. Såfremt den frihedsberøvende sanktion, der

allerede er fastsat i den begærende stat, ligger under den

mindstestraf, der kan idømmes i henhold til den anmodede stats

lovgivning, er retten ikke bundet af denne mindstestraf, men skal

idømme en sanktion, der svarer til den i den begærende stat

pålagte sanktion. Ved sanktionens fastsættelse må retten ikke

forværre domfældtes strafferetlige situation, således som den

følger af den i den begærende stat trufne afgørelse.

b) I alle andre tilfælde skal retten i den anmodede stat omsætte

bøden i overensstemmelse med dens egen lovgivning og under

iagttagelse af de i den begærende stats lovgivning foreskrevne

rammer.

d) Bestemmelser, der specielt vedrører fuldbyrdelse af

rettighedsfortabelse.

Artikel 49

1. Når der er anmodet om fuldbyrdelse af en rettighedsfortabelse, kan

en sådan retsfølge, der er idømt i den begærende stat, kun

gennemføres i den anmodede stat, såfremt den sidstnævnte stats

lovgivning indeholder hjemmel til rettighedsfortabelse for den

pågældende lovovertrædelse.

2. Den domstol, der behandler sagen, skal vurdere, om det er

hensigtsmæssigt at fuldbyrde rettighedsfortabelsen inden for dens

egen stats territorium.

Artikel 50

1. Såfremt retten bestemmer fuldbyrdelse af rettighedsfortabelsen,

skal den fastsætte varigheden haraf inden for de af dens egen

lovgivning fastsatte rammer, men uden at overskride de grænser,

der er fastsat i den i den begærende stat afsagte dom.

2. Retten kan begrænse rettighedsfortabelsen til kun at omfatte en

dela f de rettigheder, hvis varige eller tidsbegrænsede fortabelse

er bestemt.

Artikel 51

Artikel 11 finder ikke anvendelse på rettighedsfortabelser.

Artikel 52

Den anmodede stat er berettiget til at lade domfældte generhverve de

rettigheder, der er frakendt ham i henhold til en afgørelse

truffet i medfør af dette kapitel.

Afsnit III

Europæiske straffedommes internationale retskraft.

Kapitel 1

Ne bis in idem.

Artikel 53

1. En person, over for hvem en europæisk straffedom er afsagt, kan

ikke i en anden kontraherende stat gøres til genstand for

retsforfølgning, domfældelse eller fuldbyrdelse af en sanktion for

den samme handling:

a) såfremt han blev frikendt;

b) såfremt den idømte sanktion:

1) er blevet fuldbyrdet fuldt ud eller er under fuldbyrdelse eller

2) har været genstand for benådning eller amnesti, for så vidt angår

hele sanktionen eller den del af den, der ikke er fuldbyrdet,

eller

3) ikke længere kan fuldbyrdes på grund af forældelse;

c) såfremt lovovertræderen er fundet skyldig, uden at der er fastsat

nogen sanktion.

2. En kontraherende stat er dog ikke, medmindre den selv har begæret

retsforfølgningen, forpligtet til at anerkende ne bis in

idem-virkningen, såfremt den pådømte handling enten var rettet

imod en person med offentlig stilling eller en institution eller

andet, der er af offentlig karakter i denne stat, eller såfremt

domfældte selv havde en offentlig stilling i denne stat.

3. Yderligere er ingen kontraherende stat, i hvilken handlingen er

begået eller anses for begået i henhold til den pågældende stats

lovgivning, forpligtet til at anerkende ne bis in idem-virkningen,

medmindre den pågældende stat selv har begæret retsforfølgning.

Artikel 54

Såfremt der rejses ny sag mod en person, som i en anden kontraherende

stat er dømt for den samme handling, skal ethvert tidsrum af

frihedsberøvelse, der er udstået i forbindelse med fuldbyrdelse af

dommen, fradrages i den sanktion, der måtte blive pålagt.

Artikel 55

Bestemmelserne i dette kapitel forhindrer ikke anvendelse af

videregående nationale bestemmelser vedrørende den ne bis in

idem-virkning, der knyttes til udenlandske straffedomme.

Kapitel 2

Mulighed for at tage tidligere straffedomme i betragtning.

Artikel 56

Enhver kontraherende stat skal gennemføre de

lovgivningsforanstaltninger, som den anser for egnede for at gøre

det muligt for dens domstole ved afsigelse af en dom at tage

enhver europæisk straffedom, der tidligere, efter at tiltalte har

givet møde, er afsagt for en anden lovovertrædelse, i betragtning

med henblik på at tillægge denne dom alle eller nogle af de

virkninger, som dens lovgivning tillægger domme afsagt inden for

dens eget territorium. Den afgør, under hvilke betingelser den

europæiske dom skal tages i betragtning.

Artikel 57

Enhver kontraherende stat skal gennemføre de

lovgivningsforanstaltninger, som den anser for egnede for at gøre

det muligt at tage enhver europæisk straffedom, der er afsagt,

efter at tiltalte har givet møde, i betragtning, således at en

rettighedsfortabelse, der efter dens lovgivning er knyttet til

domme afsagt inden for den eget territorium, kan komme helt eller

delvis til anvendelse. Den afgør, under hvilke betingelser den

europæiske dom skal tages i betragtning.

Afsnit IV

Afsluttende bestemmelser

ARtikel 58

1. Denne konvention er åben for undertegnelse af de af Det europæiske

Råds medlemsstater, der er repræsenteret i Ministerkommiteen. Den

skal ratificeres eller godkendes. Ratifikations- eller

godkendelsesdokumenterne skal deponeres hos Det europæiske Råds

generalsekretær.

2. Konventionen træder i kraft 3 måneder efter datoen for

deponeringen af det tredje ratifikations- eller

godkendelsesdokument.

3. For en signatarstat, der senere ratificerer eller godkender

konventionen, træder denne i kraft 3 måneder efter datoen for

deponeringen af den ratifikations- eller godkendelsesdokument.

Artikel 59

1. Efter denne konventions ikrafttræden kan Det europæiske Råds

ministerkomite opfordre enhver ikke-medlemsstat til at tiltræde

konventionen, forudsat at bestemmelsen om en sådan opfordring

træffes med enstemmig tilslutning af de medlemmer af rådet, som

har ratificeret konventionen.

2. En sådan tiltrædelse sker ved deponering af et

tiltrædelsesdokument hos Det europæiske Råds generalsekretær og

får virkning 3 måneder efter datoen for deponeringen af dette.

Artikel 60

1. Enhver kontraherende stat kan ved undertegnelsen af denne

konvention eller ved deponering af sit ratifikations-,

godkendelses- eller tiltrædelsesdokument angive, på hvilket eller

hvilke territorier denne konvention finder anvendelse.

2. Enhver kontraherende stat kan ved deponeringen af sit

ratifikations-, godkendelses eller tiltrædelsesdokument eller på

et hvilket som helst senere tidspunkt ved at afgive en erklæring

til Det europæiske Råds generalsekretær tilkendegive, at den

udstrækker denne konvention til et eller flere andre territorier,

der er anført i erklæringen, og for hvis internationale

forbindelser den er ansvarlig, eller på hvis vegne den er

bemyndiget til at indgå forpligtelser.

3. Enhver erklæring, der er afgivet i medfør af stk. 2, kan, for så

vidt angår ethvert i erklæringen anført territorium, trækkes

tilbage efter de i denne konventions artikel 66 fastsatte regler.

Artikel 61

1. Enhver kontraherende stat kan ved undertegnelsen af denne

konvention eller ved deponeringen af sit ratifikations-,

godkendelses- eller tiltrædelsesdokument tilkendegive, at den

tager et eller flere af de i bilag I til konventionen angivne

forbehold.

2. Enhver kontraherende stat kan helt eller delvis tilbagekalde et

forbehold, som den har taget i medfør af stk. 1, ved til Det

europæiske Råds generalsekretær at afgive en erklæring, der får

virkning fra datoen for dens modtagelse.

3. En kontraherende stat, der har taget forbehold med hensyn til en

bestemmelse i denne konvention, kan ikke gøre krav på, at en anden

kontraherende stat anvender denne bestemmelse. Såfremt der er tale

om et delvis eller betinget forbehold, kan den førstnævnte stat

dog gøre krav på, at bestemmelsen anvendes i det omfang, hvori den

selv har accepteret den.

Artikel 62

1. Enhver kontraherende stat kan når som helt ved at afgive en

erklæring til Det europæiske råds generalsekretær angive de

lovbestemmelser, der skal optages i bilag II eller bilag III til

denne konvention.

2. Det europæiske Råds generalsekretær skal underrettes om enhver

ændring i de i bilag II eller bilag III anførte nationale

bestemmelser, såfremt en sådan ændring gør oplysningerne i disse

bilag urigtige.

3. Enhver ændring, der sker i bilag II eller bilag III i medfør af

stk. 1 og 2, får virkning i den enkelte kontraherende stat 1 måned

efter, at Det europæiske Råds generalsekretær har givet

underretning om dem.

Artikel 63

1. Enhver kontrahrende stat skal med henblik på denne konventions

anvendelse samtidig med deponeringen af sit ratifikations-,

godkendelses- eller tiltrædelsesdokument meddele Det eurpoæiske

Råds generalsekretær de fornødne oplysninger om de sanktioner, der

anvendes i den pågældende stat, og om, hvorlede de fuldbyrdes.

2. Det europæiske Råds generalsekretær skal ligeledes underrettes om

enhver senere ændring, der gør de i medfør af stk. 1 meddelte

oplysninger urigtige.

Artikel 64

1. Denne konvention berører hverken de rettigheder og forpligtelser,

der følger af udleveringstraktater og internationale,

multilaterale konventioner vedrørende særlige forhold, eller

bestemmelser vedrørende forhold, der omhandles i denne konvention,

og som indeholdes i andre konventioner, der er i kraft mellem

kontraherende stater.

2. De kontraherende stater kan kun afslutte bilaterale eller

multilaterale overenskomster med hinanden vedrørende de i denne

konvention omhandlede forhold med henblik på at supplere dennes

bestemmelser eller lette anvendelsen af de deri indeholdte

principper.

3. Såfremt to eller flere kontraherende stater imidlertid allerede

har reguleret deres indbyrdes forhold på dette område på grundlag

af ensartet lovgivning eller ved en særlig ordning, eller skulle

de i fremtiden gøre dette, er de berettiget til at regulere deres

indbyrdes forhold på dette grundlag uden hensyntagen til

bestemmelserne i denne konvention.

4. Kontraherende stater, der ophører med at anvende denne konventions

bestemmelser på deres indbyrdes forhold, skal underrette Det

europæiske Råds generalsekretær herom.

Artikel 65

Den europæiske kriminalkomite skal holdes underrettet om denne

konventions anvendelse og skal efter behov medvirke til en

fredelig løsning af enhver vanskelighed, der måtte opstå i

forbindelse med dens virke.

Artikel 66

1. Denne konvention gælder uden tidsbegrænsning.

2. Enhver kontraherende stat kan for sit eget vedkommende opsige

denne konvention ved en meddelelse til Det europæiske Råds

generalsekretær.

3. Opsigelsen træder i kraft 6 måneder efter datoen for

generalsekretærens modtagelse af meddelelsen.

Artikel 67

Det europiiske Råds generalsekretær skal underrette de af rådets

medlemsstater, der er repræsenteret i Ministerkommiteen, og enhver

stat, som har tiltrådt denne konvention om:

a) enhver undertegnelse,

b) enhver deponering af et ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesdokument,

c) enhver ikrafttræden af denne konvention i medfør af artikel 58,

d) enhver erklæring modtaget i henhold tila rkitel 19, stk. 2,

e) enhver erklæring modtaget i henhold til artikel 44, stk. 4,

f) enhver erklæring modtaget i henhold til artikel 60,

g) ethvert forbehold taget i medfør af bestemmelserne i artikel 61,

stk. 1, samt tilbagkaldelse af et sådant forbehold,

h) enhver erklæring modtaget i henhold til artikel 62, stk. 1, samt

enhver senere meddelelse modtaget i henhold til samme artikels

stk. 2,

i) enhver oplysning modtaget i henhold til artikel 63, stk. 1, samt

enhver senere meddelelse modtaget i henhold til samme artikels

stk. 2,

j) enhver meddelelse om bilaterale eller multilaterale overenskomster

afsluttet i henhold til artikel 64, stk. 2, eller om ensartet

lovgivning indført i henhold til artikel 64, stk. 3,

k) enhver meddelelse modtaget i henhold til artikel 66 samt datoen

for opsigelsens ikrafttræden.

Artikel 68

Denne konvention samt de erklæringer og meddelelser, der afgives i

henhold hertil, finder kun anvendelse på fuldbyrdelse af

afgørelser, der er truffet efter, at konventionen er trådt i kraft

mellem de pågældende kontraherende stater.

Til bekræftelse heraf har undertegnede dertil behørigt bemyndigede

undertegnet denne konvention.

Udfærdiget i Haag den 28. maj 1970 med engelsk og gransk tekst, som

begge har samme gyldighed, i et eksemplar, som skal opbevares i

Det europæiske Råds arkiv. Det europæiske Råds generalsekretær

skal fremsende begræftede genparter til de stater, som undertegner

eller tiltræder konventionen.

Bilag I

Enhver kontraherende stat kan ved afgivelse af en erklæring

tilkendegive, at den forbeholder sig:

a) at afslå fuldbyrdelse, såfremt den finder, at domfældelsen

vedrører en fiskal eller religiøs lovovertrædelse,

b) at afslå fuldbyrdelse af en sanktion for en handling, som ifølge

den anmodede stats lovgivning alene kunne have været behandlet af

en administrativ myndighed,

c) at afslå fuldbyrdelse af en europæisk straffedom, som

myndighederne i den begærende stat afsagde på et tidspunkt, da

retsforfølgning af den ved dommen pådømte lovovertrædelse efter

dens egen lovgivning ville have været udelukket på grund af

forældelse,

d) at afslå fuldbyrdelse af udelivelsesdomme og »ordonnances penales«

eller blot af en af disse typer af afgørelser,

e) at nægte anvendelse af bestemmelserne i artikel 8 i tilfælde, hvor

den pågældende stat ifølge sin nationale lovgivning har kompetence

til at forfølge handlingen, og i disse tilfælde kun betragte

handlinger, der er foretaget i den begærende stat, og som der

afbryder eller udsætter en forældelse, som om de var foretaget i

den pågældende stat selv,

f) kun at godkende afsnit III, for så vidt angår et af dets to

kapitler.

Bilag II

Fortegnelse over lovovertrædelser, der falder uden for

straffelovgivningen.

Følgende lovovertrædelser skal ligestilles med lovovertrædelser efter

straffelovgivningen:

- i Frankrig:

enhver ulovlig adfærd, der sanktioneres med en »contravention de

grande voirie«

- i Den tyske Forbundsrepublik:

Enhver ulovlig adfærd, der behandles efter reglerne i lov om

overtrædelse af ordensforskrifter (Gesetz ueber

Ordnungswidrigkeiten) af 24. maj 1968 (BGBL 1968, I 481).

i Italien:

Enhver ulovlig adfærd, der er omfattet af lov nr. 317 af 3. marts

1967.

Bilag III

Fortegnelse over »ordonnances penales«.

Østrig

Strafverfuegung (lov om strafferetspleje §§ 460-62).

Danmark

Bødeforlæg eller udenretlig bødevedtagelse, (retsplejelovens ? 931).

Frankrig

1. Amende de Composition (lov om strafferetspleje §§ 524-528,

sammenholdt med §§ R42-R50).

2. Ordonnance penale, der kun anvendes i departementerne Bas-Rhin,

Haut-Rhin og Moselle.

Den tyske Forbundsrepublik

1. Strafbefehl (lov om strafferetspleje §§ 407-412).

2. Strafverfuegung (lov om strafferetspleje § 413).

3. Bussgeldbescheid (§§ 65-66 i lov af 24. maj 1968 - BGBL 1968 I,

481).

Italien

1. Decreto penale (lov om strafferetspleje §§ 506-510).

2. Decreto penale i fiskale sager (lov nr. 4 af 7. januar 1929).

3. Decreto penale i navigationssager (navigationslovens §§

1242-1243).

4. Afgørelse truffet i henhold til lov nr. 317 af 3. marts 1967.

Luxembourg

1. Ordonnance penale (lov af 31. juli 1924 om ordningen af

»ordonannces penales«).

2. Ordonnance penale (§ 16 i værdselsloven af 14. februar 1955).

Norge

1. Forelegg (lov om strafferetspleje §§ 287-290).

2. Forenklet forelegg (§ 31B i færdslesloven af 18. juni 1965).

Sverige

1. Straffførelæggende (retsplejelovens kap. 48).

2. Førelæggende av ordningsbot (retsplejelovens kap. 48).

Schweiz

1. Strafbefehl (Aargau, Basel (land), Basel (by), Schaffhausen,

Schwyz, Uri, Zug, Zuerich).

Ordonnance penale (Fribourg, Valais).

2. Strafantrag (Unterwalden le Bas).

3. Strafbescheid (St. Gallen).

4. Strafmandat (Bern, Graubuenden, Solothrun, Unterwalden le Haut).

5. Strafverfuegung (Appelzell Ausser-Rhoden, Glarus, Schaffhausen,

Thurgau).

6. Abwandlungserkenntnis (Lucerne).

7. Bussenentscheid (Appelzell Inner-Rhoden).

8. Ordonnance de condamnation (Vaud).

9. Ordonnance de repression (Neuchatel).

10. Mandat de repression (Neuchatel).

11. Prononce prefectoral (Vaud).

12. Prononce de contravention (Valais).

13. Decreto di accusa (Ticino).

Tyrkiet

Ceza Kararnamesi (lov om strafferetspleje §§ 386-391) samt alle andre

afgørelser, hvorved administrative myndigheder pålægger

sanktioner.

Conventionens tekst på engelsk ikke medtaget her

Bilag 3

Justitsmin. j.nr. L.A. 1968.631/3-1.

Lov nr. 522 af 23. december 1970.

Lov om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme.

VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og

Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Soormarn, Ditmarsken,

Lauenborg og Oldenborg, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende

lov:

§ 1. Afgørelser, som er omfattet af den europæiske konvention om

straffedommes internationale retsvirkninger, jfr. bilaget til

denne lov, kan fuldbyrdes efter reglerne i konventionens afsnit

II, jfr. afsnit I, og bestemmelserne i denne lov.

Stk. 2. Med hensyn til afgørelser, der er omfattet af lov om

samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående

fuldbyrdelse af straf m.v., skal den hidtidige lov dog fortsat

anvendes i forhold til disse lande.

§ 2. Sager, som skal afgøres af en domstol her i landet, indbringes

af anklagemyndigheden for underretten på det sted, hvor den

pågældende bor. Har han ikke bopæl her i landet, bestemmer

justitsministeren, hvilken underret der skal behandle sagen.

§ 3. I det omfang konventionen ikke indeholder modstående regler,

gælder retsplejelovens regler om straffesagers behandling for

retten.

Stk. 2. En sigtet, der begærer det, har altid krav på at få en

forsvarer beskikket.

Stk. 3. Afgørelse i henhold til konventionens art. 39, stk. 2,

træffes ved kendelse.

Stk. 4. Behandlingen af sager, der ikke omfattes af konventionens

artikler 25, stk. 1, eller 26, stk. 1, sker uden udfærdigelse af

anklageskrift og uden medvirken af domsmænd.

§ 4. Retsplejelovens regler om udenretlig vedtagelse af bøde eller

konfiskation finder tilsvarende anvendelse ved fuldbyrdelse af

udenlandske afgørelser om bøde eller konfiskation, jfr.

konventionens art. 37.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 2 anvendes tilsvarende ved afgørelsen af,

hvilken politimester der skal behandle sagen.

§ 5. Der kan ikke her i landet fastsættes forvandlingsstraf for en

udenlandsk bøde, jfr. konventionens art. 48.

§ 6. Justitsministeren kan fastsætte yderligere bestemmelser om

konventionens gennemførelse.

§ 7. Justitsministeren kan på grundlag af gensidighed bestemme, at

loven også skal anvendes i forholdet mellem Danmark og en stat,

der ikke har tiltrådt konventionen.

§ 8. Loven finder kun anvendelse på fuldbyrdelse af afgørelser, der

er truffet efter, at konventionen er trådt i kraft mellem Danmark

og vedkommende fremmede stat. Justitsministeren kan dog på

grundlag af aftale med vedkommende stat bestemme, at loven også

skal anvendes på tidligere afgørelser.

Stk. 2. I øvrigt kan justitsministeren, hvis ganske særlige forhold

taler derfor, på grundlag af en aftale med en anden stat, der kan

indeholde fravigelser fra konventionen, bestemme, at sanktioner,

der er fastsat i den anden stat, men ikke er omfattet af

konventionen, kan fuldbyrdes her i landet. Fuldbyrdelsen skal ske

efter danske regler og må ikke medføre en skærpelse af domfældtes

strafferetlige situation. I nødvendigt omfang kan

justitsministeren i forbindelse med en sådan aftale indgå på, at

der på tilsvarende betingelser kan ske fuldbyrdelse i den anden

stat af sanktioner, der er fastsat her i landet vedrørende

personer, der er hjemmehørende i den anden stat.

§ 9. Loven træder i kraft den 1. januar 1971.

§ 10. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl.

anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,

som landsdelenes særlige forhold tilsiger.

Givet i Jagthuset, Trend skov, den 23. december 1970.

Under Vor Kongelige Hånd og Segl.

FREDERIK R.

/Knud Thestrup.

Officielle noter

INGEN