Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr LSF 171

Forslag til Lov om ændring af lov om forsikringsaftaler

Fremsat af Lenger (SF) Agerschou (SF) Birthe Hansen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF)

den 15. januar 1987

Den fulde tekst

§ 1

I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 24.

oktober 1986, foretages følgende ændring:

I § 3 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Ved indgåelse af aftaler efter denne lov kan der ikke af

selskabet fordres, registreres eller gøres brug af oplysninger om

race, religion og hudfarve, om politiske, seksuelle og strafbare

forhold og om misbrug af nydelsesmidler eller lignende.

Oplysninger om helbredsforhold kan kun fordres, registreres eller

lægges til grund for så vidt angår faktisk konstaterede og

diagnosticerede sygdomme.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

Anledningen til lovforslagets fremsættelse er, at enkelte

forsikringsselskaber har anlagt eller har bebudet at ville anlægge

en praksis, der strider mod grundlæggende etiske holdninger,

solidaritetsprincippet i forsikringssystemet samt vitale

samfundsinteresser i bestræbelserne på at bekæmpe spredningen af

den uhelbredelige sygdom AIDS.

Gennem nogen tid har det ikke været muligt for personer med sygdommen

i udbrud at tegne livsforsikringer; men branchens hidtil største

selskab har nu bebudet at ville udvide denne praksis til også at

omfatte personer, som er SMITTET med sygdommen, selv om de på

ingen måde er syge, og selv om ingen ved, om de nogen sinde

bliver det.

Forslagsstillerne ønsker at skride ind over for denne praksis, fordi

det må frygtes, at andre selskaber vil blive tvunget til at følge

samme praksis af hensyn til konkurrencen på forsikringsmarkedet.

Argumentet for den nye praksis er, at risikoen for, at

antistofpositive personer får den egentlige sygdom, nu skønnes at

være højere, end man skønnede tidligere. Man antog for bare et års

tid siden, at risikoen var 5-10 pct., hvorimod man nu antager, at

risikoen er 20-30 pct. eller endnu højere. Ræsonnementet er

imidlertid forkert, fordi de nye tal bygger på en længere

observationstid, og netop observationstiden tog forskerne

forbehold over for i de tidligere skøn. Dertil kommer, at de

forskere, som har udtalt frygt for, at alle smittede får

sygdommen, klogeligt har undladt at sætte tidsgrænser på, men har

talt om, at alle smittede måske får sygdommen På ET ELLER ANDET

TIDSPUNKT. Der er derfor intet som helst nyt under solen i

forsikringsræsonnementet, for alle livsforsikringer bygger jo på

den forudsætning, at dødsrisikoen stiger, jo længere tid der går,

og venter man længe nok, ender den med at blive på 100 pct.

ETISKE OVERVEJELSER

Den praksis, som forsikringsselskabet Baltica nu har bebudet, strider

mod grundlæggende etiske holdninger, fordi den tvinger eller

opfordrer forsikringstageren til at afgive urigtige oplysninger,

og fordi den indebærer, at selskabet indhenter og registrerer så

følsomme oplysninger, at man efter forslagsstillernes mening

bevæger sig ud over grænserne for, hvad der kan tillades under

hensyn til individets personlige integritet. Forslagsstillerne

ønsker derfor at sætte grænser for, hvor stort et tab af personlig

integritet og selvrespekt den enkelte må acceptere at bære som

pris for at få en livsforsikring.

I takt med de øgede teknologiske muligheder vil vi få stadig bedre

muligheder for at ansætte værdien af et liv målt i restlevetid og

omregnet til kroner og øre. Men forslagsstillerne finder det

uetisk at anvende disse muligheder i et forsøg på at fingere en

millimeter'retfærdighed' i form af så præcise målinger og

værdiansættelser som muligt. Derfor må der sættes grænser, og det

må præciseres, at andre hensyn vejer tungere.

Det foreslås derfor, at der sættes grænser for, hvilke typer af

oplysninger selskabet må indhente, registrere eller lægge til

grund for dermed at opnå denne præcisering. Eventuelt forhøjede

præmier som følge af, at flere af selskabernes fortsikringstagere

dør af sygdommen AIDS, må herefter bygge på kriterier, der ligger

ud over, hvad der foreslås i lovforslaget. Det vil formentlig i

praksis sige, at den eventuelt øgede risiko for, at en bestemt

forsikringsbegivenhed fører til en udgift for selskabet, må bæres

af selskabet og eventuelt gennem generelt højere præmier.

SOLIDARITETSPRINCIPPET

En forsikringsaftale antages sædvanligvis at være en aftale, hvorved

forsikringsselskabet overtager risikoen for en uvis begivenheds

indtræden mod et vederlag (en præmie), der kan beregnes

statistisk. Men en forsikringsaftale bygger også på et

solidaritetsprincip, idet hver enkelt forsikringstager gennem

størrelsen af sin præmie bidrager til at skabe grundlag for

selskabets samlede forpligtelser.

Solidaritetsprincippet i forsikringsaftalerne er derfor helt på linje

med store dele af dansk lovgivning, og forsikringssystemet ville

bryde sammen, såfremt hver enkelt forsikringstager kun skulle

betale for sin egen belastning af systemet. I så fald ville der

jo ikke være nogen grund til at tegne nogen forsikring.

Undtagelsen fra dette princip er forsikringsselskabernes brug af

højere præmier i bestemte situationer og forbehold over for

forsikringsbegivenheder, der indtræffer på en nærmere angivet

måde; men trods denne undtagelse er solidaritetsprincippet dog

bevaret.

Forsikringsselskabet Baltica har imidlertid direkte BEGRUNDET sin

nye praksis med, at det ville være urimeligt, om andre

forsikringstagere skulle bidrage til at dække risikoen for de

gruppers vedkommende, som selskaberne mener har en højere risiko

for at dø. Baltica er derfor på direkte kollisionskurs med selve

princippet i det danske forsikringssystem. Konsekvensen vil være,

at vi vil få stadig mere specificerede forsikringsbetingelser og

præmier, og at stadig flere grupper vil være i fare for at falde

uden for forsikringstagernes kreds.

Tidligere har der været problemer for mennesker, som har været på

antabus, eller som har gennemgået LSD-»behandling« i begyndelsen

af 1960erne. Store grupper af fysisk handicappede har ikke kunnet

bruge forsikringssystemet. De næste grupper kunne være

asbestarbejdere, bestemte trafikanter, personer med stressede job

(f.eks. journalister, skuespillere og politikere), arbejdsløse med

psykiske problemer, storforbrugere af kaffe, tobaksrygere,

tidligere KZ-fanger, overvægtige personer m.fl.

Det virker ganske vist umiddelbart beroligende, at kun et enkelt

selskab foreløbig har bevæget sig ind på denne tvivlsomme vej; men

i praksis vil de øvrige selskaber ikke i længden have noget andet

valg end at følge med, i særdeleshed ikke fordi det er landets

hidtil største selskab, der er gået i spidsen. Hvis de øvrige

selskaber ikke på et eller andet tidspunkt følger med, vil der

nemlig opstå en konkurrenceforvridning: Baltica vil kunne nedsætte

sin præmie, fordi selskabet kun forsikrer de gode liv, mens de

mindre gode liv udgør en stigende andel af forsikringstagerne hos

andre selskaber med øgede præmier og mindre konkurrencedygtighed

som konsekvens.

Dermed vil ikke kun et enkelt selskab, men hele branchen bryde med

solidaritetsprincippet.

Lovforslaget regulerer, inden for hvilke grænser og med hvilke midler

denne konkurrence må finde sted, og lovforslaget adskiller sig

derfor på ingen måde fra tilsvarende reguleringer i megen anden

dansk lovgivning.

SUNDHEDSPOLITISKE OVERVEJELSER

De danske sundhedsmyndigheder har balanceret på listefødder i deres

overvejelser om, hvordan sygdommen AIDS bedst muligt begrænses.

I modsætning til Sverige og snart Norge har vi i Danmark undgået

ethvert element af tvang, fordi vi har ment, at smitten bedst

bekæmpes ved frivillighed, oplysning og motivation. Vi har derfor

indført muligheden for en anonym antistoftest for det store

flertal af befolkningen. Sundhedspersonale opfordrer personer, som

henvender sig, til at overveje, om de er indstillet på at modtage

besked om et eventuelt positivt prøveresultat, og opfordrer dem

til at overveje sagen på ny, hvis de er i tvivl om deres egne

reaktioner. Formålet med den danske AIDS-strategi er at motivere

flest muligt til at optræde ansvarligt. Elementer af tvang ville

have som konsekvens, at man måske fik kontakt med enkelte, man

ellers ikke ville få kontakt med, men tabet ville være langt

større i form af personer, som ville undlade den frivillige

henvendelse.

Hvis et positivt fund får juridiske konsekvenser, f.eks. i form af

senere forsikringsugyldighed eller manglende mulighed for at tegne

en livsforsikring, vil det modvirke tilbøjeligheden til at

underkaste sig en frivillig test. Et krav om tvungen test, hvad

enten det kommer fra offentlige myndigheder eller fra et

forsikringsselskab, vil modvirke den officielle danske

AIDS-strategi og de gode sundhedsmæssige resultater, vi har

opnået.

Med Balticas bebudede praksis vil der være personer, som af den ene

eller den anden grund vil blive tvunget til at lade foretage en

AIDS-test, de ellers ikke ville have foretaget, og de modtager

derfor en viden, som de ikke har ønsket at modtage, og som kan

påføre dem alvorlige psykiske problemer.

Den nye praksis i forsikringsverdenen strider derfor fundamentalt med

de danske sundhedsmyndigheders bestræbelser på at bekæmpe

sygdommen AIDS. Den vil i stedet forøge det irrationelle element i

den enkeltes adfærd og dermed øge risikoen for spredning.

Allerede af denne grund bør der sættes grænser for

forsikringsselskabernes adfærd. Selskaberne kan frigøre sig for

deres forpligtelser eller undlade at påtage sig forpligtelser, der

involverer dem i mindre gode liv; men hverken Folketinget eller

sundhedsmyndighederne kan nøjes med at koncentrere sig om de gode

liv. Vitale samfundsmæssige interesser taler derfor for et indgreb

over for forsikringsselskaberne.

BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE BESTEMMELSER

Lovforslaget opregner en række forhold, som forsikringsselskaberne

hverken må kræve at få oplysninger om, registrere eller medtage i

bedømmelsen af forsikringstageren. Det drejer sig om race,

religion, hudfarve, politiske forhold, seksuelle forhold,

strafbare forhold samt om misbrug af nydelsesmidler eller

lignende. Desuden må helbredsmæssige forhold kun inddrages, når

der er tale om faktisk konstaterede og diagnosticerede sygdomme.

Afgrænsningen af lovforslaget er derfor analog med de afgrænsninger,

som sædvanligvis gælder i dansk lovgivning, f.eks. i lov om

private registre. Der er dog i udformningen taget hensyn til, at

forsikringsselskaberne kan have brug for nogle oplysninger om

helbredsforhold, f.eks. om faktisk konstaterede sygdomme.

Derimod indebærer forslaget, at selskabet hverken må kræve,

registrere eller tage hensyn til helbredsoplysninger, der bygger

på rent teoretiske spekulationer. En person, som bærer en arvelig

sygdom, skal ikke hos sit forsikringsselskab udsættes for

matematiske beregninger om chancen for at opleve sin næste runde

fødselsdag. En person, der har været på antabus, og som på ny er

velfungerende, skal ikke risikere at blive udsat for en nominel

beregning af sin egen dødsrisiko. En person, der er

antistofpositiv, og som altså er sund og rask, skal hverken

risikere afvisning eller vurdering i kroner, øre og restlevetid.

En bløder, der i forvejen er i selskabernes søgelys, skal ikke

udsættes for at blive vejet og fundet for let, fordi

blødersygdommen nu også får AIDS-klokken til at ringe. En bløders

samlever skal ikke risikere at skulle stå til regnskab for sit

privatliv og sin (mikroskopiske) risiko for at være smittet, hvis

hun vil tegne en forsikring. En bøsse skal ikke risikere

automatisk at blive udpeget som muligt AIDS-offer, i bedste fald

med forhøjet præmie, i værste fald som sat uden for det gode

selskab, de gode liv.

Lovforslaget forbyder selskaberne såvel at spørge om som at

registrere eller tage hensyn til, om forsikringstageren har få

eller mange seksuelle kontakter, om forsikringstageren udøver sit

seksualliv på den ene eller den anden måde, og om vedkommende

tilhører en religiøs sekt, der forbyder vedkommende at modtage

donorblod.

Lovforslaget afgrænser selskabernes mulighed for at inddrage

helbredsoplysninger på den måde, at de kun må kræve, registrere

og tage hensyn til faktisk konstaterede sygdomme, hvorimod det

forbydes at inddrage helbredsforhold, som bygger på rene

spekulationer og formodninger.

Forslagsstillerne har overvejet at foretage den yderligere

afgrænsning, at selskaberne heller ikke må tage hensyn til

sygdomme, som forsikringstageren har haft, men som han eller hun

er erklæret helbredt for. Dette er i første omgang undladt, men

såfremt der måtte være politisk stemning herfor, er

forslagsstillerne villige til at medtage dette forhold. Argumentet

herfor ville i givet fald være, at når man er erklæret rask, bør

man ikke risikere at blive behandlet som et dårligt liv på grund

af sin tidligere sygdom. Man må i så fald være kvalificeret til at

indgå i den kollektive risiko igen, uanset om sygdommen var af en

sådan karakter, at den ud fra gængse spekulationer og formodninger

nedsætter forsikringstagerens restlevetid. Denne del af forslaget

fremlægges i stedet til Folketingets overvejelse.

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

Forslagsstillerne ønsker med forslaget at forebygge de alvorlige

sundhedsmæssige og etiske konsekvenser af de seneste tendenser på

forsikringsmarkedet og dermed også at hindre den

konkurrenceforvridning og det brud på solidaritetsprincippet, som

der er lagt op til.

Forslagsstillerne ønsker imidlertid allerede på nuværende tidspunkt

at understrege, at såfremt der med det indgreb, som foreslås her,

ikke opnås de ønskede virkninger, vil man overveje et mere direkte

indgreb, som lægger en afgift på alle livsforsikringer, således at

provenuet anvendes til at nedbringe udgiften til at sikre

forsikringsmuligheder for dem, der traditionelt opfattes som

mindre gode liv.

Officielle noter

Ingen