Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr LSF 194

Forslag til Skovlov

Fremsat af miljøministeren

den 28. januar 1988

Den fulde tekst

Kapitel 1

Formål

§ 1. Lovens formål er

1) at bevare og værne de danske skove,

2) at forbedre skovbrugets stabilitet, ejendomsstruktur og

produktivitet,

3) at medvirke til at forøge skovarealet, og

4) at styrke rådgivning og information om god skovdrift.

Stk. 2. Ved lovens administration skal der lægges vægt på at sikre,

at skovene dyrkes med henblik på både at forøge og forbedre

træproduktionen og varetage landskabelige, naturhistoriske,

kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til

friluftslivet.

§ 2. I offentligt ejede skove skal landskabelige, naturhistoriske,

kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til

friluftslivet tillægges særlig vægt.

Stk. 2. I statsskovene skal der desuden lægges vægt på

udviklingsopgaver og forsøgsvirksomhed.

Kapitel 2

Fredskov

§ 3. Følgende arealer er fredskovspligtige:

1) Skove, der tilhører staten, kommunerne eller folkekirken, jf. dog

stk. 4.

2) Skove, der i tingbogen er noteret som fredskovspligtige.

3) Skove, der er pålagt fredskovspligt ved tinglyste deklarationer.

4) Skove på mindst 2 1/2 ha, der er oprettet ved Hedeselskabets

medvirken (fredskovsplantager).

5) Skove, der fandtes i 1805, i de sønderjyske landsdele i 1784, jf.

dog stk. 5.

6) Skove, der den 14. maj 1935 tilhørte en offentlig stiftelse.

7) Skove, der har hørt til de tidligere majorater.

8) Egekrat.

Stk. 2. Reglen i stk. 1, nr. 4, gælder uanset omfanget af tildelt

statstilskud og uanset deklarationens bestemmelse om betinget

fredskovspligt.

Stk. 3. Utilplantede arealer, der hører til fredskov, jf. stk. 1, er

fredskovspligtige.

Stk. 4. Skove, der i forbindelse med en jordfordeling midlertidigt

tilhører staten, og som ved erhvervelsen ikke er

fredskovspligtige, er ikke omfattet af reglen i stk. 1, nr. 1.

Stk. 5. Arealer i de sønderjyske landsdele, der af en tidligere ejer

er ryddet inden den 15. juni 1920, er ikke omfattet af reglen i

stk. 1, nr. 5.

§ 4. Fredskovspligtige arealer skal anvendes til skovbrugsformål og

dyrkes efter reglerne i kapitel 3.

Stk. 2. Fredskovspligtige arealer skal holdes bevokset med træer, der

danner, eller som inden for et rimeligt tidsrum vil danne sluttet

skov af højstammede træer.

Stk. 3. Fredskovspligtige arealer kan holdes utilplantede, når det er

nødvendigt for skovdriften. De kan desuden holdes utilplantede

eller i anden særlig drift efter reglerne i kapitel 2 og 3.

§ 5. Inden et skovareal overgår til anden anvendelse, skal ejeren

godtgøre over for miljøministeren, at det ikke er

fredskovspligtigt efter § 3 og ikke omfattet af reglen i § 23,

stk. 1.

§ 6. Fredskovspligt er bindende for ejere og indehavere af

rettigheder over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er

stiftet.

§ 7. Miljøministeren kan beslutte, om et areal er fredskovspligtigt

efter reglerne i § 3.

Stk. 2. Ministeren kan beslutte, at skovstykker, der arronderer

fredskov, og som er af væsentlig betydning for driften heraf, er

fredskovspligtige.

Stk. 3. Ministeren underretter ejere, visse brugere m.v. om

beslutninger efter stk. 1 og 2 og drager omsorg for, at

fredskovspligten bliver noteret i tingbogen og i matriklen.

§ 8. Med miljøministerens godkendelse kan en ejer lægge

fredskovspligt på et areal, der findes egnet til skovdrift.

Fredskovspligten pålægges ved en fredskovsdeklaration, der

indeholder bestemmelser, som sikrer, at arealet inden for en

rimelig tid opfylder lovens regler. Deklarationen oprettes og

tinglyses for ejerens regning.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at der stilles sikkerhed for

arealets tilplantning.

§ 9. Miljøministeren kan tillade, at fredskovspligten ophæves på et

areal, der ikke er egnet til skovdrift, eller som ønskes anvendt

til andet.

Stk. 2. Ministeren kan tillade, at et fredskovspligtigt areal

midlertidigt anvendes til andet end skovdrift.

§ 10. På fredskovspligtigt areal må der ikke opføres bygninger,

etableres anlæg eller gennemføres terrænændringer, medmindre det

er nødvendigt for skovdriften.

§ 11. Samlede fredskovsstrækninger må ikke udstykkes.

§ 12. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade,

at reglerne i § 10 og § 11 fraviges.

§ 13. Som vilkår for tilladelser efter § 9 og § 12 kan

miljøministeren bestemme, at der lægges fredskovspligt på et andet

areal (vederlagsareal) efter reglerne i § 8.

Stk. 2. Ministeren bestemmer vederlagsarealets størrelse.

Vederlagsareal på under 10 ha skal normalt grænse op til fredskov.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlagsareal.

Kapitel 3

God skovdrift

§ 14. Ved god skovdrift tilstræbes en stor og værdifuld træproduktion

ud fra de hensyn, der er nævnt i § 1, stk. 2. God skovdrift

indebærer blandt andet:

1) Arealet skal snarest tilplantes med egnet plantemateriale, hvis

selvforyngelse eller tilsåning ikke anvendes.

2) Den nye bevoksning skal plejes sådan, at væksten sikres.

3) Under bevoksningens udvikling til højstammede træer skal der

gennemføres udtyndinger af hensyn til skovens sundhed, produktion

og stabilitet.

4) Foryngelseshugst må ikke finde sted, før bevoksningen er

hugstmoden.

5) Foryngelseshugst skal udføres under hensyntagen til opbygning af

en stabil og varieret skov.

6) Af hensyn til skovens sundhed skal salgsprodukterne fjernes

snarest.

7) Skovdriften skal tilrettelægges, så dyrkningsgrundlaget

vedligeholdes eller forbedres.

Stk. 2. Der må dyrkes juletræer og pyntegrønt i kort omdrift på op

til 10 pct. af skovens areal.

Stk. 3. Bjergfyr kan anvendes, indtil vækstbetingelserne er

tilstrækkeligt gode til dyrkning af højstammede træer.

§ 15. Hvis de hensyn, der er nævnt i § 1, stk. 2, taler derfor, kan

miljøministeren efter aftale med ejeren oprette en deklaration,

hvorved enkelte træer eller grupper af træer i en skov bevares.

Deklarationen tinglyses på ejendommen.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at deklarationen oprettes og

tinglyses for ejerens regning.

§ 16. Egekrat skal bevares.

Stk. 2. På fredskovspligtigt areal skal ydre skovbryn af løvtræer og

buske bevares.

Stk. 3. Søer, vandløb, moser, heder, strandenge eller strandsumpe,

der hører til fredskov, og som ikke er omfattet af reglerne i

naturfredningslovens kapitel V, må ikke dyrkes, afvandes,

tilplantes eller på anden måde ændres.

Stk. 4. Marker, enge og klitter, der hører til fredskov, er ikke

omfattet af reglerne i § 14, så længe anvendelsen ikke ændres.

Stk. 5. Der må ikke være dyrehold på træbevoksede arealer i fredskov.

Stk. 6. Der må ikke henkastes affald i fredskov.

§ 17. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade,

at reglerne i § 14 og § 16 fraviges.

Kapitel 4

Fremme af løvskov m.m.

§ 18. Miljøministeren kan yde statstilskud til fremme af løvskov,

herunder til etablering af skovbryn af løvtræer og buske. Tilskud

kan blandt andet gives for at sikre, at bøge- og egearealet

bevares eller forøges, især i områder hvor bøgen eller egen er

egnskarakteristisk.

Stk. 2. Tilskud kan ydes til

1) tilplantning, tilsåning eller selvforyngelse af fredskovspligtige

arealer,

2) frembringelse af egnede frø eller planter af løvtræarter, og

3) forsknings- eller udviklingsopgaver til fremme af

løvskovsdyrkning.

Stk. 3. Midlerne til tilskud afsættes på hvert års finanslov. Beløb,

der er bevilget men ikke anvendt i et finansår, overføres til det

følgende finansår.

§ 19. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om

tilskudsordningens gennemførelse og administration. Der kan

herunder fastsættes regler om, hvilke oplysninger en ansøgning om

tilskud skal indeholde og om, at ansøgning skal indgives på et

særligt skema.

§ 20. Miljøministeren kan indgå aftale med ejeren om at overtage

driften af særlige bevoksninger i skoven eller af hele skoven.

Kapitel 5

Ejerskifte m.m.

§ 21. En ny ejer af en skov eller et fredskovspligtigt areal skal

senest 3 måneder efter ejerskiftet regnet fra overtagelsesdagen

give miljøministeren besked derom.

Stk. 2. Ministeren skal oplyse den nye ejer om lovens regler og om de

statsanerkendte konsulentorganisationer på skovbrugsområdet.

§ 22. Overdrageren af en skov må ikke forbeholde sig træer på roden.

§ 23. Skov på mindst 2 1/2 ha, der ikke er fredskovspligtig, skal i

de første 10 år efter et ejerskifte regnet fra overtagelsesdagen

drives efter reglerne i § 14.

Stk. 2. Hvis særlige grunde taler derfor, kan ministeren tillade, at

reglen i stk. 1 fraviges.

§ 24. Miljøministeren kan beslutte eller fastsætte regler om, at der

i de første 10 år efter et ejerskifte regnet fra overtagelsesdagen

kun på nærmere angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst i

skoven. Reglerne kan begrænses til kun at gælde for særlige

områder.

Stk. 2. For fredskov, der ejes af et aktieselskab, et anpartsselskab,

et andelsselskab eller lignende, kan ministeren beslutte eller

fastsætte regler om, at der i en periode på indtil 10 år kun på

nærmere angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst.

§ 25. Til fremme af god skovdrift i skov, der er delt mellem flere

ejere, søger miljøministeren i samarbejde med de statsanerkendte

konsulentorganisationer på skovbrugsområdet at formidle

sammenlægning eller samdrift af skovparceller.

Kapitel 6

Kortlægning og planlægning

§ 26. Miljøministeren kan foranledige, at der gennemføres kortlægning

af forhold, der har betydning for lovens administration.

§ 27. Miljøministeren kan fastsætte regler, hvorefter amtsrådet, i

hovedstadsområdet Hovedstadsrådet, som led i regionplanlægningen

udformer retningslinier til varetagelse af de formål og hensyn,

der er nævnt i § 1.

Kapitel 7

Andre bestemmelser

§ 28. Miljøministeren påser, at loven og regler, der er udstedt efter

loven, overholdes.

Stk. 2. Ministeren påser, at påbud efterkommes, og at vilkår, der er

fastsat i tilladelser, overholdes.

§ 29. En tilladelse, der er meddelt efter loven eller efter regler,

der er udstedt efter loven, bortfalder, hvis den ikke er udnyttet

senest 3 år efter, den er meddelt.

§ 30. Det påhviler ejeren at berigtige et ulovligt forhold på

ejendommen. Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen,

påhviler pligten tillige brugeren.

§ 31. Ejeren eller brugeren af en ejendom, hvorpå der er skov eller

fredskovspligtigt areal, skal efter anmodning fra miljøministeren

give de oplysninger om forholdene på ejendommen, herunder om

økonomiske og regnskabsmæssige forhold, der har betydning for

lovens administration.

§ 32. Miljøministeren kan give påbud om at berigtige forholdet, når

der konstateres overtrædelse af loven eller af regler, der er

udstedt efter loven.

Stk. 2. Hvis ejeren eller brugeren ikke driver skoven i

overensstemmelse med reglerne i § 14, kan ministeren give påbud

om, hvordan arbejdet skal gennemføres, herunder om hvilke træarter

og dyrkningsmetoder der skal anvendes. Påbuddet kan desuden

indeholde bestemmelse om tidsfølgen for arbejdets gennemførelse.

Stk. 3. Ministeren kan lade et påbud tinglyse. Når forholdet er

berigtiget, skal ministeren lade påbuddet aflyse.

§ 33. Hvis ejeren eller brugeren ikke efterkommer et påbud om at

berigtige et ulovligt forhold, kan det ved dom pålægges den

pågældende inden en fastsat frist, og under tvang af fortløbende

bøder, at berigtige forholdet.

Stk. 2. Når et påbud, der er meddelt ved dom, ikke efterkommes

rettidigt, og inddrivelse af tvangsbøder ikke antages at føre til,

at påbuddet efterkommes, kan miljøministeren for ejerens regning

foretage det nødvendige for at berigtige forholdet.

§ 34. Hvis undladelse af at efterkomme et påbud efter § 32 er af

særlig alvorlig karakter, kan det ved dom bestemmes,

1) at der i et nærmere fastsat tidsrum kun må foretages hugst, efter

at statsskovdistriktet har udpeget de træer, der må fældes, eller

2) at skoven for ejerens regning tages i drift af statsskovdistriktet

i et nærmere fastsat tidsrum.

Stk. 2. Til dækning af udgifterne til de foranstaltninger, der er

nævnt i stk. 1, nr. 2, er der pante- og fortrinsret i ejendommen

som for ejendomsskatter.

§ 35. Miljøministeren kan bestemme, at tilskud efter § 18 eller efter

regler, der er udstedt efter § 19, helt eller delvist skal

tilbagebetales, eller at tilsagn om tilskud helt eller delvist

bortfalder, hvis

1) ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller

fortiet oplysninger af betydning for afgørelsen,

2) vilkår, der er fastsat for at yde tilskuddet, ikke opfyldes, eller

3) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med ansøgningen.

Kapitel 8

Myndigheder

§ 36. Hvis miljøministeren henlægger sine beføjelser efter loven til

Skov- og Naturstyrelsen, statsskovdistrikter eller andre

institutioner under Miljøministeriet, kan ministeren fastsætte

regler om adgangen til at klage over disse myndigheders

afgørelser, herunder at disse myndigheder har den endelige

administrative afgørelse.

§ 37. Skov- og Naturstyrelsen yder faglig bistand til miljøministeren

og andre myndigheder i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål, der

har betydning for lovens administration.

Stk. 2. Skov- og Naturstyrelsen iværksætter forsknings- og

udviklingsarbejder, der støtter de formål og hensyn, som er nævnt

i § 1.

Stk. 3. Skov- og Naturstyrelsen udøver vejlednings- og

informationsvirksomhed om skove og skovbrugserhvervet over for

andre myndigheder og private.

Stk. 4. Skov- og Naturstyrelsen drager omsorg for, at der mindst

hvert 10. år udarbejdes en landsdækkende skovstatistik.

§ 38. Statsskovdistriktet skal, hvis ejeren anmoder om det, afgive en

erklæring om skovens tilstand, herunder om der er forhold, som kan

begrunde et påbud efter § 32, stk. 1 eller stk. 2.

Statsskovdistriktet skal afgive erklæringen senest 8 uger efter,

at anmodningen er modtaget.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at der skal betales

gebyr for erklæringen.

§ 39. Til kontrol med overholdelse af loven og af regler, der er

udstedt efter loven, kan statsskovdistriktet besigtige ejendomme,

hvorpå der er skov eller fredskovspligtigt areal. Besigtigelsen

kan gennemføres uden retskendelse men mod legitimation og efter

forudgående meddelelse til ejeren eller brugeren.

Kapitel 9

Klage

§ 40. Afgørelser i henhold til loven eller til regler, der er udstedt

efter loven, kan påklages af

1) den, som afgørelsen retter sig til,

2) den, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen.

§ 41. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den

pågældende.

Stk. 2. Tilladelse efter § 9, § 12, § 17 eller § 23, stk. 2, må ikke

udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Stk. 3. Klage over en tilladelse efter § 9, § 12, § 17 eller § 23,

stk. 2, har opsættende virkning, indtil klagemyndigheden har

truffet afgørelse eller bestemmer andet.

Stk. 4. Klage over et påbud har opsættende virkning, indtil

klagemyndigheden har truffet afgørelse eller bestemmer andet.

Kapitel 10

Skovnævnet

§ 42. Miljøministeren nedsætter et sagkyndigt skovnævn, der rådgiver

ministeren i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål vedrørende skove.

Stk. 2. Nævnets formand udnævnes af ministeren.

Stk. 3. Nævnet består af 11 medlemmer udover formanden. 8 medlemmer

udnævnes af ministeren efter indstilling fra Landbrugsministeriet,

Dansk Skovforening (2 medlemmer), De Danske Skovdyrkerforeninger,

Hedeselskabet, Danmarks Naturfredningsforening,

Naturfredningsrådet og Friluftsrådet. 3 medlemmer udnævnes af

ministeren som repræsentanter for det skovbrugsvidenskabelige

område, Skov- og Naturstyrelsen og statsskovdistrikterne.

Stk. 4. Udnævnelserne gælder for 4 år.

§ 43. Skovnævnet har følgende opgaver:

1) Nævnet drøfter på eget initiativ spørgsmål, det finder af

betydning for skovene, og udtaler sig herom til miljøministeren.

2) Nævnet afgiver udtalelse til brug for de regler, ministeren

udarbejder med hjemmel i loven.

3) Nævnet udtaler sig om de spørgsmål, ministeren forelægger.

4) Nævnet afgiver udtalelse til brug for retningslinier for

administration af loven, herunder vejledninger som ministeren

udarbejder til opfølgning af loven.

5) Nævnet afgiver udtalelse til brug for afgørelse i de sager, der i

medfør af regler efter § 36 er påklaget til ministeren, jf. dog

stk. 2.

6) Nævnet kan afgive redegørelse til ministeren om udviklingen inden

for skovbrugsområdet og om de ændringer, nævnet finder ønskelige.

Stk. 2. Ministeren fastsætter en forretningsorden for nævnet. Der kan

heri fastsættes regler om, at visse nærmere bestemte sager, som er

påklaget til ministeren, ikke skal forelægges for nævnet.

Kapitel 11

Straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 44. Med bøde straffes den, der

1) overtræder § 5, § 10, § 16, § 21, stk. 1, eller § 22,

2) tilsidesætter vilkår, der er knyttet til en tilladelse efter § 9,

§ 12, § 17, § 23, stk. 2, eller § 24,

3) undlader at efterkomme en beslutning efter § 24 om, at der kun på

nærmere angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst,

4) undlader at give oplysninger efter § 31 eller

5) undlader at efterkomme et påbud efter § 32, stk. 1 eller 2.

Stk. 2. I regler, der er udstedt efter loven, kan der fastsættes

straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år.

§ 45. For overtrædelser, der er begået af et aktieselskab, et

anpartsselskab, et andelsselskab eller lignende, kan der pålægges

virksomheden bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune

eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes

styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab

bødeansvar.

§ 46. Loven træder i kraft den 1. juli 1988.

Stk. 2. Følgende lovbestemmelser ophæves:

1) Lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 4. maj 1979.

2) § 3 i lov om udstykning og sammenlægning m.m. af faste ejendomme,

jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 1977.

Stk. 3. Denne lovs § 21, stk. 1, ophæves efter miljøministerens

bestemmelse.

§ 47. Tilladelser og vilkår for tilladelser, der er meddelt efter den

tidligere lovgivning, bevarer deres gyldighed. Tilladelser

bortfalder dog, hvis de ikke er udnyttet senest den 1. juli 1991.

Stk. 2. Bygninger, anlæg, lystskove, dyrehaver og andre indretninger

fra før den 14. maj 1935, der ikke opfylder lovens regler, kan

bevares, så længe anvendelsen ikke ændres.

Stk. 3. Tinglyste deklarationer, der er oprettet af ejeren for at

frede enkelte træer eller partier af en skov af hensyn til

bevaring af naturskønheden, bevarer deres gyldighed, medmindre

miljøministeren bestemmer andet.

Stk. 4. Fredskove, der har et større juletræs- og pyntegrøntareal i

kort omdrift end nævnt i § 14, stk. 2, skal senest den 1. juli

1998 opfylde denne bestemmelse.

§ 48. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

1. Indledning

Folketinget har flere gange inden for de senere år drøftet emner af

betydning for skovpolitikken.

I folketingsåret 1981/82 fremsatte Det radikale Venstre således et

forslag til folketingsbeslutning om sikring af bøgeskov og anden

løvskov (beslutningsforslag B 61 i folketingsåret 1981/82).

Førstebehandlingen er gengivet i Folketingstidende 1981/82, spalte

7878 ff. Forslaget kom ikke til afstemning og blev i uændret form

genfremsat i det følgende folketingsår (beslutningsforslag B62 i

folketingsåret 1982/83). Førstebehandlingen er gengivet i

Folketingstidende 1982/83, spalte 7824 ff. Heller ikke dette

forslag kom til afstemning.

Debatten om disse to beslutningsforslag førte til, at miljøministeren

i 1983 fremlagde en redegørelse om bøgens fremtid for

Folketinget. I redegørelsen pegedes der på forskellige

virkemidler til bevaring af bøgen, og der redegjordes for fordele

og ulemper ved dem. Redegørelsen førte ikke til politiske

beslutninger.

I folketingsåret 1985/86 fremsatte Socialistisk Folkeparti et forslag

til folketingsbeslutning om en ny skovlov (beslutningsforslag B115

i folketingsåret 1985/86). Førstebehandlingen er gengivet i

Folketingstidende 1985/86, spalte 9281 ff. Forslaget kom ikke til

afstemning.

I det følgende folketingsår fremsatte Socialistisk Folkeparti påny

et forslag til folketingsbeslutning om en ny skovlov

(beslutningsforslag B39 i folketingsåret 1986/87). Med enkelte

ændringer var dette forslag identisk med det tidligere.

Førstebehandlingen er gengivet i Folketingstidende 1986/87, spalte

3854 ff. Forslaget kom ikke til afstemning.

Miljøministeren har den 14. maj 1986 givet Folketingets miljø- og

planlægningsudvalg »tilsagn om, at skovloven vil blive revideret i

folketingsåret 1987/88 med det hovedsigte at præcisere balancen

mellem skovenes økonomiske afkast (vedproduktionen) og den

rekreative udnyttelse. Ved revisionen er det hensigten at

modernisere og effektivisere skovtilsynet bl.a. således, at der

sikres en øget vedproduktion under hensyntagen til Danmarks

nuværende underskud i træproduktionen. En sådan indsats vil kunne

iværksættes, uden at balancen mellem vedproduktion og skovenes

rekreative udnyttelse forrykkes«.

Endelig har landbrugsministeren den 30. maj 1987 fremlagt en

skovpolitisk redegørelse. Se nærmere herom i afsnit 6.

Til forberedelse af lovforslaget nedsatte Miljøministeriet et

kontaktudvalg vedrørende revision af skovloven. I kontaktudvalget

var flg. organisationer m.v. repræsenteret: Dansk Skovforening,

De Danske Skovdyrkerforeninger, Hedeselskabet, Danmarks

Naturfredningsforening, Friluftsrådet, De Danske Landboforeninger,

Centralforeningen af Tolvmandsforeninger og Større Landbrugere i

Danmark, Danske Husmandsforeninger, Foreningen Danske

Træindustrier, Specialarbejderforbundet i Danmark, Danske

Skovteknikeres Landsforening, Danske Forstkandidaters Forening,

Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening,

Naturfredningsrådet, Skovbrugsinstituttet ved Den Kongelige

Veterinær- og Landbohøjskole, Statens Forstlige Forsøgsvæsen,

Finansministeriet (Budgetdepartementet og

Administrationsdepartementet), Landbrugsministeriet,

Planstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen og Miljøministeriet.

Lovforslaget har desuden været sendt til udtalelse hos

Energiministeriet, Forsvarsministeriet, Indenrigsministeriet,

Industriministeriet, Justitsministeriet, Kirkeministeriet,

Ministeriet for Offentlige Arbejder, Ministeriet for Skatter og

Afgifter, Undervisningsministeriet, Økonomiministeriet, Danmarks

Geologiske Undersøgelse, Levnedsmiddelstyrelsen, Miljøstyrelsen,

Hovedstadsrådet, Stiftelsen Sorø Akademi, Skovteknisk Institut,

Skovhistorisk Selskab, Dansk Jagtforening, Landsjagtforeningen af

1923, Forbrugerrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,

Industrirådet, Majoratsforeningen og Dansk Botanisk Forening.

2. Skovlovgivningen gennem tiderne

Fra oldtiden og frem gennem tiderne blev det danske skovareal stadig

mindre. Skovene blev borthugget som led i bosættelsen for at

skaffe plads til boliger og agerjord og for at give befolkningen

brændsel og materiale til husholdning, husbygning, industri, skibe

m.v.

I slutningen af 1700-tallet var skovarealet således reduceret til

nogle få procent af landet. Samtidig var skovene i hovedsagen

forhuggede og i meget ringe dyrkningstilstand. Omfattende

husdyrhold i skovene havde en ødelæggende virkning på

foryngelserne. Der var igennem lang tid mangel på træprodukter, og

landet blev afhængig af udlandet, især af staterne langs

Østersøkysten, som følge af nødvendige, omfattende træimporter.

Med en række forordninger om skovenes forhold m.v. søgte staten at

vende denne udvikling. Forordningerne af 20. oktober 1670, 31.

august 1680, 29. december 1681, 13. september 1687, 21. januar

1710, 26. januar 1733 og 18. april 1781 fik dog alle trods pompøse

formålserklæringer kun en beskeden indflydelse.

Det var først skovforordningen af 27. september 1805, der medførte,

at udviklingen vendte. I henhold til denne forordning skulle

»overskov«, der var ejet i fællesskab af flere ejere, udskiftes.

Forordningen forbød desuden rydning af »overskov«, krævede den

indhegnet og fredet mod den ødelæggende kreaturgræsning og mod

høslæt og begrænsede købernes adgang til at hugge i skoven i 10

år efter købet. Endelig etablerede forordningen et forstligt

tilsyn med de private skove.

1805-forordningen var i nogen grad inspireret af en forordning af 2.

juli 1784 for Hertugdømmerne, som man havde gode erfaringer med.

Denne indeholder tillige en bestemmelse om, at skovtilsynet skal

være særligt intensivt og aktivt for små private skove.

Med »overskov« menes i 1805-forordningen træarter, der kan udvikle

sig til højstammet skov, dvs. dem der i dag betegnes

»skovtræarterne«.

1805-forordningen blev fulgt op af en række foranstaltninger. Således

forestod staten en række skovtilplantningsopgaver på heder og på

sandflugtsplagede arealer. Skovdriften blev forbedret, bl.a. ved

at staten opkøbte en del godsskove og satte dem i stand for

derefter at bortsælge dem igen. Der blev etableret undervisning af

forstkandidater og skovfogeder. Man oprettede »Statens Forstlige

Forsøgsvæsen«, der først var en del af statens skovadministration,

men som sidenhen blev en selvstændig institution under

Landbrugsministeriet.

I 1885 blev der indført en ordning med Hedeselskabet om statstilskud

til tilplantning på hederne. Med ordningen blev der i de

efterfølgende ca. 80 år tilplantet et par tusinde (større) private

plantager, især i Midt- og Vestjylland.

Med lov nr. 111 af 1. marts 1919 blev der indført en ordning om

statstilskud til aflønning af småskovsforeningernes

skovbrugskonsulenter. Disse foreninger blev dannet af ejere af

mindre skove for at opnå det nødvendige økonomiske grundlag for at

få forstlig bistand. Der er sidenhen dannet 15

skovdyrkerforeninger, der dækker det meste af landet.

Landbrugsministeriet nedsatte i 1920 en skovlovskommission, der afgav

betænkning i 1929. Der blev herefter fremsat et forslag til en

skovlov i rigsdagssamlingen 1933/34, som med visse ændringer blev

vedtaget i 1935 og trådte i kraft den 14. maj 1935.

1805-forordningen blev dog ikke ophævet. I 1949 blev skovloven

ændret med det sigte at bringe noteringen af fredskov i tingbogen

til ende, hvilket dog ikke lykkedes fuldt ud. I 1984 gennemførtes

en harmonisering på håndhævelsesområdet med en række andre af

Miljøministeriets love.

1805-forordningen, 1935-loven og den øvrige skovbrugsmæssige

udvikling i landet har tilsammen bevirket, at skovarealet er

forøget mere end 4 gange på ca. 180 år. Samtidig er

træproduktionen forøget og forbedret, ligesom skovenes

miljømæssige betydning tillægges stadig større vægt.

3. Skovbruget i Danmark

3.1. Skovarealet

Skovene, der helt overvejende er kulturskove, dækker ca. 12 pct. af

landets areal, svarende til knap 500.000 ha. Af skovarealet er

omkring en trediedel i offentlig eje og to trediedele i privat

eje. Ca. 270.000 ha består af nåletræbevoksninger med gran som

dominerende træart. Af løvtræsarealet på 137.000 ha udgør bøg

godt halvdelen. De ubevoksede arealer i skovene, f.eks. heder,

enge, søer, vandløb og lignende, udgør næsten 100.000 ha, og

vigtige naturinteresser er knyttet til disse arealer, hvoraf godt

halvdelen ligger i statsskovene.

Størstedelen af den forøgelse af skovarealet, der er sket i dette

århundrede, består af tilplantning med nåletræ, især rødgran.

Løvtræsarealet har i den samme periode været nogenlunde konstant.

Der er imidlertid sket visse forskydninger mellem de enkelte

løvtræarter, således at bøgearealet er gået noget tilbage samtidig

med, at især ege- og askearealet er blevet større. På grund af

metodiske vanskeligheder med at sammenligne de 6 skovtællinger,

der er udarbejdet i dette århundrede, kan det ikke lade sig gøre

at opgøre disse forskydninger eksakt. Der regnes imidlertid med,

at bøgearealet er formindsket med 15-25 pct., og at de øvrige

løvtræarter er forøget med et tilsvarende areal.

3.2. Strukturforholdene

Det danske skovbrug er karakteriseret ved et meget stort antal små

ejendomme. Omkring 25.000 af landets ca. 26.000 skovejendomme er

mindre end 50 ha. Disse ejendomme, der har en gennemsnitsstørrelse

på kun 4,5 ha, udgør ca. en fjerdedel af landets skovareal.

3.3. Træforsyning m.v.

Hugsten i Danmark svinger en del fra år til år, dels på grund af

stormfald, dels på grund af markedsmæssige forhold. Hugsten udgør

normalt godt 2 mill m3 pr. år, hvoraf ca. en fjerdedel er hugst i

statsskovene. Den samlede hugst udgør dog kun ca. en trediedel af

det danske forbrug af træ, og en stor del af forbruget må derfor

dækkes ved import. Der er i overvejende grad tale om import af

forarbejdet træ, herunder papir, og importværdien overstiger 10

mia. kr. om året.

Pyntegrønt og navnlig juletræer produceres ikke kun i skov men også

på agerjord. Statistisk er det vanskeligt at fordele produktionen

på de to jordbrugsformer. Det må dog antages, at pyntegrønt i det

store og hele produceres i skov, mens juletræerne er mere ligeligt

fordelt på skov- og landbrugsarealer. Produktionen varierer en del

år for år. Der produceres i størrelsesordenen 23.000 t klippegrønt

og 3 mill. stk. juletræer. Størstedelen af begge produktkategorier

eksporteres.

3.4. Skovbruget i samfundsøkonomien

Produktionsværdien i skovbruget udgør mere end 1 mia. kr. årligt, og

i den primære sektor og forarbejdningssektoren tilsammen er

værdien ca. 20 mia. kr., som dog i et vist omfang også omfatter

videreforarbejdning af importeret træ.

Det primære skovbrug beskæftiger ca. 5.000 personer. Skovbruget

danner grundlag for størstedelen af beskæftigelsen for ca. 30.000

personer i den øvrige skovsektor, den træforarbejdende industri

m.m. Skovbruget kan være velegnet for beskæftigelsesarbejde, og

har flere gange været benyttet dertil i arbejdsløshedssituationer.

Skovbrugets forbrug af rå- og hjælpestoffer fra andre sektorer er

lille sammenlignet med landbrugets og industriens. Det betyder, at

skovbruget ikke er særligt afhængig af leverancer udefra. Endelig

giver skovene en række miljømæssige fordele. Det gælder både

varetagelse af landskabelige, kulturhistoriske, naturhistoriske og

miljøbeskyttende hensyn og hensyn til friluftslivet.

3.5. Myndigheder og institutioner m.v.

Administrationen af statsskovene og skovlovgivningen forestås af

Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet. Skov- og

Naturstyrelsen er således landets største skovbrugsinstitution.

Styrelsen varetager på en lang række områder opgaver af generel

betydning for det samlede danske skovbrug.

Administrationen af skovstøtteloven og af skovbrugets

konsulentordninger forestås af Landbrugsministeriet, herunder af

Jordbrugsdirektoratet. Skovstøtteloven hjemler støtte til

produktions-, beskæftigelses- og miljøfremmende foranstaltninger i

private skove, der er mindre end 50 ha. I finansåret 1987 er der

afsat ca. 14 mill. kr. til skovstøtte. Støtten udbetales i den

rækkefølge, ansøgningerne modtages i Jordbrugsdirektoratet, og

uden en skovbrugs- eller miljøfaglig prioritering.

Landbrugsministeriets støtte til konsulentordningerne går dels til

Dansk Skovforening, dels til De Danske Skovdyrkerforeninger. Som

led i konsulentordningen ved Dansk Skovforening udarbejdes der

driftsplaner for private skovejendomme, og der gennemføres

generelle driftsøkonomiske, edb-mæssige, regnskabsmæssige og

ledelsesmæssige vejledningsopgaver. Der findes 15 lokale

skovdyrkerforeninger, der dækker hele landet med undtagelse af

Vestjylland. I finansåret 1987 er der afsat ca. 3 mill. kr. til

skovbrugets konsulentordninger.

Landbrugsministeriet overfører desuden årligt et beløb til

Hedeselskabet til billiggørelse af selskabets konsulent- og

vejledningstjeneste på skovområdet. I finansåret 1987 er der afsat

ca. 6,5 mill. kr. dertil. I maj 1987 har Finansudvalget godkendt,

at indsatsen på det samlede konsulentområde styrkes yderligere.

Det forslag om en tilskudsordning til løvskov, som er en del af

lovforslaget, skal administreres af Skov- og Naturstyrelsen som en

integreret del af den samlede skovlovsadministation (dvs. som et

vigtigt middel til opfyldelse af mål i loven) og som et supplement

til Landbrugsministeriets ordninger.

Skovskolen og Statens Forstlige Forsøgsvæsen er begge institutioner

under Landbrugsministeriet. Ved Skovskolen undervises ufaglærte og

faglærte skovarbejdere samt skovteknikere. Skolen afholder desuden

kurser for andre, herunder for skovbrugsstuderende og skovejere.

Statens Forstlige Forsøgsvæsen gennemfører forskning på

skovdyrkningsområdet og af befolkningens anvendelse af skovene til

friluftsliv. En betydelig del af forsøgene gennemføres i

statsskovene.

Målet med forsøgsvæsenets forskningsarbejde er at klarlægge forhold,

som har betydning for skovenes udvikling, stabilitet og produktion

under forskellige naturgivne forhold i Danmark. Ved de ofte

langvarige forsøg med forskellige former for etablering af

bevoksninger, skovbehandling, valg af træarter og racer m.v.

bidrager forsøgsvæsenet til at løse biologiske, tekniske,

økonomiske og samfundsmæssige problemer med relation til

skovbruget.

Hovedparten af forsøgsvæsenets aktiviteter er knyttet til ca. 500

forsøgsarealer. Hertil kommer laboratorieundersøgelser vedrørende

jordbundsforhold, plantefysiologiske forhold og skovtræernes

sygdomme.

Forsøgsvæsenet har samarbejdsrelationer til bl.a.

Skovbrugsinstituttet, Zoologisk Institut, Arboretet og andre

institutter på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, til

Miljøstyrelsens Luftforureningslaboratorium, Hedeselskabet og

Skov- og Naturstyrelsen.

I Undervisningsministeriets regi forskes i skovbrugsspørgsmål bl.a.

ved Skovbrugsinstituttet under Den Kgl. Veterinær- og

Landbohøjskole, hvor der desuden uddannes forstkandidater. Ved

Arboretet under Landbohøjskolen forskes i skovbrugsgenetik,

dendrologi (dvs. læren om træer og buske) og skovhistorie.

Endelig udfører de 2 teknologiske institutter og Skovteknisk Institut

(ATV) udviklingsopgaver på skovbrugsområdet.

3.6. Udviklingsperspektiver i skovbruget

Dansk skovbrug er inde i en hastig udvikling, der forventes fortsat i

de kommende årtier. Der er således stadig mulighed for at øge

mængden og kvaliteten af træproduktionen.

Forøgelse af træproduktionen sker ikke blot som følge af en forøgelse

af skovarealet ved tilplantning af marginaljord. Der kan også

høstes betydelige gevinster ved f.eks. skovtræforædling, bedre

skovdyrkning samt øget udnyttelse af råtræet.

Skovenes betydning for de miljømæssige forhold forventes også fortsat

forøget, dels som følge af et større skovareal, dels på grund af

den større variation og stabilitet i skovene, der kan opnås som

følge af god skovdrift.

Der består usikkerhed om eventuelle skader på danske bevoksninger som

følge af forøget luftforurening. Skov- og Naturstyrelsens

overvågningsaktiviteter på dette område søges fortsat i de

kommende år med øget intensitet.

4. Statsskovbrugets opgaver

Det er af væsentlig samfundsmæssig betydning, at skovenes produktion

er flersidig og omfatter såvel træ og træprodukter som en bred

vifte af miljø- og fritidsgoder. Derfor, og fordi produktionstiden

i skovene overstiger det enkelte menneskes levetid, er offentlig

skovdrift overalt i verden et anerkendt og udbredt middel i den

nationale skovpolitik. I EF-landene udgør de offentligt ejede

skove med tilhørende ubevoksede arealer store andele af det

samlede skovareal: I Grækenland 93 pct., i Irland 78 pct., i

Vesttyskland 56 pct., i Holland 48 pct., i Luxembourg 46 pct., i

Storbritannien 43 pct., i Belgien 42 pct., i Italien 40 pct., i

Danmark 39 pct., i Spanien 34 pct., i Frankrig 26 pct. og i

Portugal 24 pct.

De miljø- og friluftsinteresser, der knytter sig til skovene, kan

være en belastning for ejerne, hvilket medfører, at det kan være

ønskeligt at tilgodese disse interesser gennem statsdrift.

Endelig må der peges på, at der gennem et statsligt skovbrugsapparat

hurtigere og mere direkte kan nås skovpolitiske mål.

4.1. Langsigtede produktionsformål

Staten anlægger i sin drift af skovene en samfundsmæssig

ressourcebetragtning. Man opbygger vedmassereserver med en høj

værdi til indsats i forsyningsmæssige krisesituationer, hvilket

kan lade sig gøre, da man ikke er underlagt privatøkonomiske

forretnings- og likviditetshensyn.

Staten kan lettere end private forfølge langsigtede produktionsmål på

bekostning af kortsigtede. Statsskovene har bl.a. fungeret som

»træbank« under de to verdenskrige, og gør det stadig med

mellemrum, f.eks. gennem hugststop og etablering af trælagre i

forbindelse med stormfald. Staten har i de sidste 100-200 år

forestået store tilplantninger på heden med det primære formål at

øge træproduktionen og de indenlandske træressourcer og herudover

at øge beskæftigelsen i tider med stor arbejdsløshed. Der har

oftest været tale om nyttiggørelse af magre hedejorder og

lignende, der dyrkningsmæssigt er meget ringere end nutidens

marginaljorder.

4.2. Miljø- og fritidsgoder

I statsskovene er en del arealer fredet efter naturfredningsloven.

Derudover har Statsskovbruget administrativt fredet mange arealer

af landskabelige og videnskabelige grunde. Lyngheder og -bakker,

grupper af enebuske, enge, moser, strandvolde, trægrupper, særlige

løvtræbevoksninger m.v. bevares. Løvtræbevoksningers levetid

forlænges, og der stiles mod en vedvarende forøgelse af

løvtræarealet, ikke mindst i Vestjylland.

Jagten i statsskovene drives ud fra reservatsynspunkter, dvs. at der

tilstræbes en afbalanceret opretholdelse af det naturlige dyreliv.

Statsplantager er undertiden anlagt med naturbeskyttelses- og

naturgenopretningsformål, der rækker ud over den enkelte ejendoms

areal. Det gælder f.eks. klitplantagerne i Vestjylland,

Nordsjælland og på Bornholm, der sikrer de bagvedliggende

landbrugsarealer mod sandflugt. Det samme gælder de jyske

hedeplantager, der langsomt men sikkert forvandler disse karske

områder til en rig og varieret skovnatur. Tilplantningerne har

betydet, at den tusindårige udpining af de magre hedejorder er

ophørt, og at jordens frugtbarhed nu igen langsomt opbygges,

hvorved plantagerne bliver til skov.

I statsskovene kan befolkningen færdes døgnet rundt, og statsskovene

har en meget lang tradition for at tilgodese forskellige former

for friluftsliv - fra den fredfyldte oplevelse af skovensomheden

til de bynære skoves stærkere udbygning med anlæg af forskellig

art. Der er ligefrem rejst skove med det formål at tilgodese

behovet for friluftsliv, bl.a. Vestskoven ved København.

4.3. Samspil med den private skovsektor

I et lille skovbrugsområde som det danske er tilstedeværelsen af et

velfungerende offentligt skovbrug et stabiliserende element for

hele sektoren, og Statsskovbruget har ofte bevist sin nødvendighed

for sektorens fortsatte trivsel og udvikling.

Den statslige skovadministration er en både igangsættende og

stabiliserende faktor for sektorens forsknings- og

udviklingsaktiviteter i et omfang, som private

skovbrugsvirksomheder ikke kan magte.

Det er Skov- og Naturstyrelsens mål gennem stadig forbedring af den

statslige skovforvaltning og gennem statslig skovtilplantning at

sikre den fortsatte varetagelse af de nævnte materielle og

immaterielle mål med statsskovene og at sikre den gunstige

vekselvirkning mellem offentlig og privat aktivitet i

skovsektoren.

5. Skovene og friluftslivet

Næsten al friluftsliv her i landet foregår enten i skoven eller ved

stranden. Man regner med, at disse to naturtyper er nogenlunde

lige væsentlige for befolkningens friluftsliv.

Skovene tiltrækker en betydelig større andel af den voksne befolkning

end biblioteker, sportspladser, kunstudstillinger, teatre,

voksenundervisning og koncertsale.

Der er en betydelig variation i omfanget og karakteren af skovenes

anvendelse til friluftsliv, både fra skov til skov, fra den ene

person til den anden, fra det ene tidspunkt til det andet, og

inden for det enkelte skovområde.

Undersøgelser af befolkningens ønsker til skovenes og det åbne lands

udformning har bl.a. klarlagt, at det, folk ønsker af oplevelser,

når de færdes i skovene, især er stilhed og varierende

naturoplevelser. Der tages afstand fra larmende udfoldelser som

bil- og knallertkørsel, brug af transistorradioer og lignende.

Befolkningen værdsætter skov af enhver art. Men visse skovtyper

foretrækkes mere end andre. Således foretrækkes i nogen grad

løvskov fremfor nåleskov og bøgeskov fremfor anden løvskov; men

forskellige former for nåleskov og anden løvskov vurderes også

højt. Behovet for publikumsfaciliteter i form af borde, bænke,

affaldskurve og lignende er behersket, idet der dog er en

betydelig variation i ønskerne til skovenes udformning fra person

til person og fra område til område.

6. Regeringens skovpolitiske redegørelse

Regeringens skovpolitik har især fire hovedmål:

- at sikre en øget produktion i skovbruget og træindustrien og mindre

afhængighed af import,

- at sikre eksistensen af en privat skovsektor med lønsomme

virksomheder,

- at øge skovenes miljømæssige og friluftsmæssige værdier og

- at forbedre ressourceudnyttelsen og forøge rentabiliteten.

Forøgelsen af træproduktionen søges gennemført på tre måder, nemlig

ved bedre udnyttelse af de eksisterende skove, opelskning af nye

skove og anvendelse af et bedre plantemateriale.

Samtidig med, at træproduktionen ønskes forøget, vil regeringen

fortsat søge at integrere hensynet til miljø og friluftsliv i

skovdriften. Dette skal bl.a. ske ved rådgivning og information og

ved at udforme støtteordninger på en sådan måde, at det flersidige

skovbrug fremmes.

Bedre udnyttelse af eksisterende skove vil bl.a. ske ved at samordne

de eksisterende konsulentordninger inden for skovbruget, således

at der laves en enstrenget ordning med ensartede regler. Ordningen

vil blive udformet sådan, at den nuværende 50 ha-grænse

bortfalder.

Samtidig sigter regeringen mod at lette mulighederne for tilplantning

af landbrugspligtig jord ved lempelser og justeringer i

landbrugsloven og jordfordelingsloven.

Et væsentligt element i regeringens skovpolitiske redegørelse er

endelig, at der bør etableres en mere tæt koordination mellem de

forskellige forsknings- og uddannelsesinstitutioner på

skovbrugsområdet.

7. Hovedtræk i lovforslaget

I lovforslaget er indarbejdet regler fra skovloven (lovbekendtgørelse

nr. 231 af 4. maj 1979 som ændret ved § 10 i lov nr. 250 af 23.

maj 1984) og udstykningslovens § 3 (lovbekendtgørelse nr. 6 af 7.

januar 1977). Forslaget indeholder dog en række nye principper i

forhold til disse regler, ligesom der i stor udstrækning er

gennemført en sproglig og retsteknisk modernisering.

Der har i årenes løb udviklet sig en righoldig praksis ved

administrationen af den gældende lov. Denne praksis er beskrevet

i bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Den nævnte praksis er i vidt omfang opstået ved fortolkning af

enkelte nøglebestemmelser i den gældende lov. I lovforslaget er

den formuleret i visse regler.

Lovforslaget er i det store og hele udtryk for en videreførsel af

linien i 1935-loven, uden at der på væsentlige områder er tale om

hverken lempelser eller skærpelser. Lovforslaget betoner dog i

højere grad end den gældende lov de miljømæssige forhold ved

skovene.

I det efterfølgende er kort angivet hovedindholdet af lovforslagets

enkelte kapitler:

I Kapitel 1 er der som noget nyt angivet en formålsbestemmelse, hvori

det præciseres, at skovene har både en produktionsmæssig og en

miljømæssig funktion. I Statsskovbruget skal der lægges særlig

vægt på udvikling og gennemførelse af en god og miljøvenlig

skovdrift, der kan danne forbillede.

Kapitel 2 beskriver fredskovspligtige arealer, dvs. de arealer som

primært er reguleret ved loven. Endvidere indeholder kapitlet

bestemmelser om fredskovspligtens indhold, om de undtagelser, der

kan gøres herfra og om byggeri og udstykning.

I Kapitel 3 er der som noget nyt præciseret rammerne for god

skovdrift, der sammen med fredskovsbegrebet er et bærende element

i lovforslaget.

Desuden legaliseres adgangen til at dyrke juletræer og pyntegrønt i

kort omdrift.

Reglerne i Kapitel 4 tilsigter ved tilskud at fremme og forøge

løvtræsarealerne, især bøg og eg.

Kapitel 5 beskriver situationen ved ejerskifte. For så vidt angår det

særlige 10 årige-tilsyn med skove, der har været handlet, er der

sket den ændring, at ordningen er sat i bero, men kan sættes i

kraft igen, hvis der bliver behov derfor. Samtidig er ordningen

udvidet til også at omfatte skove i selskabseje, uanset

tidspunktet for ejerskifte.

I Kapitel 6 er der fastsat regler om skovenes inddragelse i den

fysiske planlægning.

Kapitel 7 omhandler myndighederne i henhold til loven og angiver

bl.a., hvilke pligter myndighederne har som formidler af viden om

skovdrift.

Ifølge Kapitel 8 skal der nedsættes et skovnævn, der afløser det

nuværende Statens Skovnævn.

Reglerne i Kapitel 9 omhandler de pligter, skovejerne har, og de

administrative sanktionsmuligheder, myndighederne har.

Kapitel 10 indeholder straffe-, ikrafttrædelses- og

overgangsbestemmelser.

8. Den gældende skovlov

Flere af bestemmelserne i den gældende skovlov fra 1935 fandtes også

i skovforordningen fra 1805. Skovlovgivningen er således en meget

gammel del af landskabsforvaltningen. Dette er medvirkende til,

at mange af de danske skove er af høj kvalitet, både hvad angår

træproduktion og miljømæssige forhold.

Den gældende skovlov varetager både landskabelige og

produktionsmæssige hensyn. Dens regler tilsigter, at landets

skovareal ikke formindskes.

Skovarealet fastholdes ved, at størstedelen af skovene er pålagt

fredskovspligt.

Fredskovspligt er en arealreservation til skovdrift. Begrebet var

ikke nævnt i 1805-forordningen, men det blev benyttet allerede i

forbindelse med udskiftningerne og matrikuleringen i slutningen af

1700-tallet. Fredskovsbegrebet har betydet, at landets skovareal i

de sidste par hundrede år er forøget fra 2-3 pct. til nu ca. 12

pct.

Loven bestemmer, at fredskovspligtig grund skal drives på en måde, så

der dannes sluttet skov af højstammede træer.

Denne bestemmelse tjener flere formål. Højstammede træer er velegnede

til træindustriel udnyttelse pga. deres dimensioner, og da de kun

har få knaster. En skov af højstammede træer udgør tillige

befolkningens billede af, hvorledes en skov skal se ud. Poeter har

kaldt dette billede for »skovenes søjlehal«. Endelig er en skov

med højstammede træer en biotop, der indeholder levesteder for en

række dyre- og plantearter, der ikke kan trives andre steder. Det

er grunden til, at der i skov er flere arter end i andre af

landets mere betydende biotoper.

Loven indeholder tillige en række detaljerede regler om

fredskovskonstatering, som ikke er gentaget i lovforslaget.

Derimod er loven meget ordknap hvad angår de forskellige bestemmelser

om f.eks. forbud mod byggeri i fredskov. Der er dog i årenes løb

udviklet en righoldig praksis, som har været grundlag for

udformningen af visse af lovforslagets regler, navnlig i kapitel

2.

9. Konsekvenser for anden lovgivning

Lovforslaget har kun en enkelt direkte konsekvens for anden

lovgivning, nemlig at § 3 i udstykningsloven ophæves. Denne regel,

der omhandler udstykning af samlede fredskovsstrækninger, er

indarbejdet i lovforslaget.

Ved lovens administration vil regler efter en række andre love også

komme i betragtning. Det gælder f.eks. landbrugsloven,

skovstøtteloven, forbedringsloven, majoratsloven, zoneloven,

råstofloven, naturfredningsloven, lands- og regionplanlovene,

kommuneplanloven og ekspropriationsprocesloven. Forholdet til

disse og andre love er beskrevet i bemærkningerne til visse af

lovforslagets enkelte besteomelser.

10. Administrative og økonomiske konsekvenser af lovforslaget

10.1. Administration af den gældende lov

10.1.1. Skov- og Naturstyrelsen

Ifølge Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 844 af 11. december 1986

om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og

Naturstyrelsen varetager denne styrelse administrationen af

skovloven. Tilsynet med de private skove er ved bekendtgørelse nr.

57 af 20. februar 1978 henlagt til 31 statsskovdistrikter.

På centralt hold i Skov- og Naturstyrelsen er der beskæftiget ca. 4

1/2 medarbejdere med administrationen af loven.

På statsskovdistrikterne er der beskæftiget, hvad der svarer til ca.

10 medarbejdere - regnet på heltidsbasis - med tilsynet med de

private skove og forberedelse af de skovlovssager, der afgøres af

Skov- og Naturstyrelsen. Miljøministeriets departement er

klagemyndighed over de afgørelser, der træffes af Skov- og

Naturstyrelsen. Antallet af klager i skovlovssager er dog

beskedent. Det antages, at der i departementet er beskæftiget,

hvad der svarer til ca. 1/2 medarbejder hermed.

Der er således ialt beskæftiget ca. 15 personer med administrationen

af skovloven.

10.1.2. Andre myndigheder

Der er ikke andre myndigheder, der har opgaver med administrationen

af skovloven, bortset fra Statens Skovnævn, der er et

skovbrugsfagligt sammensat organ.

10.2. Administrative konsekvenser af lovforslaget

I forbindelse med Skovog Naturstyrelsens oprettelse er der ved en

strukturændring og omlægning af de eksisterende ressourcer

oprettet et skovdyrkningskontor. Kontorets opgaver er

administration af skovloven, varetagelse af opgaver om

skovdyrkning, herunder at styrke forsknings- og udviklingsopgaver,

skovdyrkning i U-lande samt overvågning af skovenes

sundhedstilstand.

Med oprettelsen af skovdyrkningskontoret søger Skov- og

Naturstyrelsen at forbedre og koordinere indsatsen for en større

og mere værdifuld træproduktion og et godt miljø i skovene, både i

Miljøministeriets skove, i andre offentlige skove og i de private

skove.

En gennemførelse af lovforslaget vil medføre øgede opgaver for Skov-

og Naturstyrelsen. Der vil desuden - i mindre omfang - blive visse

opgaver på planlægningsområdet til amtsrådene og Hovedstadsrådet.

10.2.1. Skov- og Naturstyrelsen

De nye opgaver som følge af lovforslaget er:

1) Arbejde i forbindelse med lovens ikrafttræden.

2) Notering af fredskovspligt i tingbog og matrikel.

3) Almindelig administration af nye bestemmelser i loven.

4) Tilskudsordning til fremme af løvskov.

5) Pleje af særlige bevoksninger i private skove.

6) Skovstatistik.

Ad 1. Arbejdet i forbindelse med lovens ikrafttræden omfatter

udarbejdelse af bekendtgørelser, cirkulærer, instrukser,

vejledninger m.v. Lovforslaget indeholder visse bestemmelser,

hvorefter miljøministeren kan fastsætte nærmere regler. Det

forberedende arbejde i den forbindelse forventes udført i Skov- og

Naturstyrelsen.

Derudover skal der udarbejdes en ny tilsynsinstruks for

statsskovdistrikterne og en ny bemyndigelsesbekendtgørelse, der

henlægger visse af opgaverne til distrikterne.

Det skønnes, at 2 medarbejdere vil blive beskæftiget i 2 år hermed.

Ad 2. Notering af fredskovspligt i tingbog og matrikel er en

engangsopgave.

Noteringen af fredskovspligten er søgt gennemført flere gange.

Arbejdet er imidlertid ikke afsluttet, da den gældende lovs regler

herfor er så komplicerede, at det har vist sig at være for

ressourcekrævende.

Med lovforslaget forudsættes, at notering af fredskovspligten

afsluttes på relativ kort tid. Dette vil medføre lettelser og

især større klarhed for arealforvaltningen, både i den offentlige

og i den private sektor.

Skov- og Naturstyrelsens og statsskovdistrikternes arkiver er det

væsentligste grundlag for gennemførelse af denne opgave.

Det skønnes, at der medgår 4 medarbejdere i 3 år til afslutning af

noteringen af fredskovspligten i tingbog og matrikel. Disse vil

blive beskæftiget såvel i styrelsen som på distrikterne. Før

projektet sættes i gang, vil der blive gennemført et pilotprojekt.

Ved dette pilotprojekt skal personale- og ressourcebehovet for det

samlede projekt afklares.

Som opfølgning af dette arbejde og til brug for den almindelige

sagsbehandling, ajourføring m.v. skal samtlige tilsynsførende

statsskovdistrikter tilknyttes Matrikeldirektoratets edb-matrikel.

Ad 3. Den almindelige administration af loven omfatter, foruden som

hidtil konkrete sager, dels en styrkelse af rådgivning og

information om skovdyrkning, dels en løbende ajourføring af

fredskovsnoteringerne. Dette arbejde er en opprioritering af

nuværende opgaver med tilsynet med de private skove. Opgaverne

skal fortsat løses i samarbejde med de statsanerkendte

konsulentorganisationer på skovbrugsområdet.

Det antages, at en vedtagelse af lovforslaget vil medføre flere

enkeltsager, især i forbindelse med varetagelsen af de

miljømæssige hensyn i skovene. I Skov- og Naturstyrelsen og på

statsskovdistrikterne skønnes disse opgaver, regnet på

heltidsbasis, at beskæftige 3 ekstra medarbejdere.

Rådgivning og information samt forsøgs- og udviklingsopgaver om

skovdyrknings- og miljøforhold i skove medfører bl.a.:

- Udarbejdelse af informationsmateriale.

- Vejledning til skovejere om generelle spørgsmål om skovdyrkning,

herunder om de statsanerkendte konsulentorganisationer,

støtteordninger m.v.

- Samarbejde med forskningsinstitutioner og skovdistrikter m.fl. om

skovbrugsmæssige forsøgs- og udviklingsopgaver.

- Medvirken ved formulering af mål for landets skovbrugsforskning og

-udvikling.

- Vejledning for amtskommunernes og Hovedstadsrådets

regionplanlægning på skovbrugsområdet.

Disse opgaver skønnes at beskæftige 1 medarbejder i Skov- og

Naturstyrelsen, især til informationsvirksomhed, og 4

medarbejdere, regnet på heltidsbasis, på statsskovdistrikterne.

Ad 4. Tilskudsordningen til fremme af løvskov er ny. Der forventes at

blive behov for tilskud til etablering af op til 1.000-1.200 ha om

året, dog med store variationer år for år som følge af bøgens og

egens ujævne frøsætning og svingningerne på træmarkedet.

Opgaverne består i forhåndstilsagn baseret på oplysning om

eksisterende, ældede bevoksningers art og alder og vurdering af

arealernes egnethed til løvtræ, tilsyn med bevoksningernes

etablering og opvækst, indgåelse af aftaler med ejere om

dyrkningen af bøgedriftsklassen, udbetaling af støttebeløb m.v.

Der vil også kunne gives tilskud til foranstaltninger, der indirekte

virker til fremme af løvskoven.

Det skønnes, at ordningen i alt vil beskæftige 3 medarbejdere i Skov-

og Naturstyrelsen og på statsskovdistrikterne, regnet på

heltidsbasis.

Det bemærkes, at dette skøn alene vedrører administrationen af

tilskud til fremme af løvskov, jf. bemærkninger til lovforslagets

§ 18 og 19.

Ad 5. Plejeordningen forventes ikke at kræve yderligere personale af

væsentligt omfang.

Ad 6. I lovforslaget bemyndiges miljøministeren til at lade en

skovstatistik udarbejde med mindre end 10 års mellemrum.

Miljøministeriet har nedsat et skovstatistiknævn, der skal

udarbejde retningslinier for fremtidig produktion af statistik om

skove. Det forventes, at det vil være nødvendigt at udarbejde en

sådan statistik ca. hvert 5. år, bl.a. for at følge

tilskudsordningens virkninger. Det forventes at ske som rekvireret

arbejde uden for Skov- og Naturstyrelsen.

10.2.2. Amtskommuner og Hovedstadsrådet

Amtskommunerne og Hovedstadsrådet vil ikke blive berørt

ressourcemæssigt af lovforslaget. Forslagets regler om planlægning

er forudsat at blive en integreret del af regionplanlægningen,

ikke en udvidelse deraf.

10.2.3. Sammenfatning

Alt i alt har lovforslaget følgende konsekvenser for statens

personalebehov:

  

                                     Overgangs-       1993 og  

                                     perioden         derefter  

                           1988      1989-92 pr. år   pr. år  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Almindelig administration ..   0          2                2  

 Lovopfølgende arbejde ......   1          2 (2 år)         0  

 Fredskovskonstatering ......   1          4 (3 år)         0  

 Information m.v. ...........   0          6                6  

 Tilskudsordning ............   0          3                3  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Staten ialt ................   2         17               11  

10.3. Udgifter som følge af lovforslaget

10.3.1. Beregningsgrundlaget

Ved opgørelse af udgifterne er som beregningsgrundlag anvendt 250.000

kr. pr. årsværk, hvilket inkluderer såvel løn som øvrige

administrationsudgifter.

Derudover er der foretaget et udgiftsskøn for visse særskilte

opgaver.

10.3.2. Miljøministeriet

Udgifterne fordeler sig på 4 hovedområder:

- Forøgelse af medarbejderstaben, publikationer, forsknings- og

udviklingsprojekter m.v.

- Tilkobling til Matrikeldirektoratets edb-matrikel.

- Tilskud til fremme af løvskov.

- Udarbejdelse af skovstatistik med op til 10 års mellemrum.

Information, forskning, udvikling m.v. beløb sig i 1986 til ca. 2

mill. kr.

Koblingen til Matrikeldirektoratets edb-matrikel påregnes at kunne

ske via det edb-terminalsystem, der er ved at blive etableret på

samtlige statsskovdistrikter. Der vil således i denne sammenhæng

alene være tale om merudgifter i forbindelse med en

abonnementsordning med direktoratet og i forbindelse med

datatransmission.

Tilskuddet til løvtræsordningen kan som nævnt variere en del år for

år som følge af natur- og markedsforhold. Af denne grund foreslås

ordningen etableret med ret til akkumuleret overførsel af midler,

der ikke er brugt i et finansår. Ordningen tænkes først sat i

kraft i 1989, sådan at den nærmere udformning kan gennemarbejdes

med skovnævnets medvirken i løbet af 1988.

10.3.3. Finansiering

Samlet medfører lovforslaget følgende merudgifter for staten:

  

                               1988    1989-92 mill.  1993-  

                                       kr. pr. år  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Sagsbehandling, information,  

 forskning, udvikling ..........  0,00       5,00         5,00  

 Tilkobling til edb-matrikel ...  3,00       3,00         2,00  

 Plejeordning ..................             1,00         2,00  

 Tilskudsordning ...............            15,00        15,00  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Staten ialt ...................  3,00      24,00        24,00  

Merudgifterne er indbudgetteret på forslag til finanslov for 1988 med

tilhørende budgetoverslagsår.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1 om formål

Til § 1

Ad stk. 1

Den gældende skovlov indeholder ikke nogen formålsbestemmelse. Man

kan dog af forskellige bestemmelser i loven og af lovens

forarbejder udlede, at den skal varetage både produktionsmæssige

og miljømæssige, især landskabelige, hensyn.

Skovloven har ikke blot været en forudsætning for, at træproduktionen

er forøget og forbedret, men også, at skovene har kunnet tilgodese

miljømæssige hensyn, såsom landskabelige, naturhistoriske,

kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til

friluftslivet.

Lovforslaget tilsigter at videreføre denne linie ved at formulere et

egentligt formål med loven. De enkelte elementer i

formålsbestemmelsen er ikke indordnet i en prioriteret rækkefølge.

For det første tilkendegives, at man ønsker at bevare og værne de

danske skove. Dette sker i erkendelse af den store flersidige

betydning, skovene har. Forslaget sigter mod at forstærke lovens

indflydelse på skovdriften, både hvad angår træproduktionen og de

miljømæssige hensyn.

Det er væsentligt, at der i formålsbestemmelsen desuden lægges vægt

på skovnaturens langsigtede stabilitet. Det sker i lovforslaget

ved at fastlægge fredskovsbegrebet som en arealreservation til

skovbrugsformål og ved at foreskrive, at fredskovsarealer skal

benyttes til god skovdrift.

Lovforslaget sigter endvidere mod at forbedre strukturen i

skovbrugserhvervet. Det søges gennemført på flere måder f.eks.

ved at påvirke arronderingen og ejendomsstrukturen positivt og ved

at præcisere Skov- og Naturstyrelsens opgaver på det

skovbrugsfaglige område.

Velfungerende skovbrugsejendomme, både i den offentlige og i den

private sektor, er en væsentlig forudsætning for, at skovene

fortsat kan udbygges til flersidig gavn for træproduktionen og for

udvikling af skovenes miljømæssige værdier.

Det er endvidere hensigten, at en ny lov kan medvirke til at forøge

skovarealet. Der er ikke egentlige tilplantningsbestemmelser i

forslaget, men ved hjælp af regler om fysisk planlægning for

skovbrugsforhold, jf. forslagets § 26 og § 27, kan skovloven i

samspil med en målrettet administration af anden lovgivning, bl.a.

landbrugsloven, forbedringsloven og planlægningslovene, danne

baggrund for en egentlig tilplantningspolitik.

Opelskning af ny skov tjener flere formål. På længere sigt kan

landets afhængighed af import af træ og træprodukter bringes ned,

samtidig med at den indenlandske træforarbejdende industri kan

styrkes. Med en noget kortere tidshorisont kan tilplantning

medvirke til en række miljømæssige forbedringer inden for de

områder, der iøvrigt er nævnt i bemærkningerne til denne

bestemmelse.

Det er klart, at behovet for ny skov bør afbalanceres med de øvrige

behov, der kan tilgodeses ved samfundets arealforvaltning.

Det er hensigten med loven, at det statslige tilsyn med de private

skove skal styrkes kvalitativt. Det skal bl.a. ske ved i højere

grad end i dag at rådgive og informere om god skovdrift, både de

produktionsmæssige og de miljømæssige forhold.

Lovforslaget vedrører især fredskovspligtige arealer. I bl.a.

kapitel 5 er der dog regler, der også vedrører

ikke-fredskovspligtige arealer.

I de tilfælde, hvor lovforslaget benytter ordet »skov« er der tale om

fredskovspligtige arealer samt om visse andre arealer, der også er

træbevokset.

Som udgangspunkt er skove arealer, der er bevokset med træarter, der

kan udvikle en højstammet vækst. Der kan være tale om

hjemmehørende træarter som bøg, eg eller ask, eller om indførte

som ær, rødgran, skovfyr eller juletræ- og pyntegrøntarterne.

Der vil dog i reglen også være et krav til arealets størrelse og

udstrækning for, at et træbevokset areal kan betegnes som skov.

Mindre arealer danner i mange tilfælde ikke basis for skov med

tilstrækkelig beskyttelse mod vind og udtørring, hvilket medfører,

at højstammede træer ikke udvikles, og at den flora og fauna, der

hører hjemme i skove, ikke indfinder sig. Denne situation vil i

mange tilfælde foreligge, hvis skoven er mindre end 0,5 ha, eller

hvis den er meget smal, ned til 20 m bred. I sådanne tilfælde kan

der desuden være tekniske problemer med at udnytte træet.

Ad stk. 2

Det understreges, at formålsbestemmelsen lægger op til en flersidig

udnyttelse af skovene, hvor både de materielle og de immaterielle

hensyn tilgodeses.

Vægtningen af disse forskellige hensyn i forhold til hinanden er ikke

den samme overalt, men afhænger af de lokale behov,

dyrkningsmuligheder m.v.

Skovdyrkningen skal sigte på at forøge træproduktionen og forbedre

dyrkningsgrundlaget. Bl.a. skal en øget selvforsyningsgrad med

træprodukter søges opnået. Siden omkring år 1900 er

træproduktionen pr. arealenhed forøget med ca. 1 pct. om året.

Det skyldes tildels, at der ved anlæg af nye bevoksninger er

anvendt et stadigt højere ydende plantemateriale, og at dyrkningen

af de etablerede bevoksninger er forbedret. Det skyldes dog også,

at skovene er blevet mere sluttede - mere beskyttede - siden

indfredningen af dem i forrige århundrede. Herved er skovklimaet

blevet bedre, og grundlaget for en sikker og varieret skovdrift er

blevet mere frodigt.

Landskabelige hensyn stiller bl.a. krav til skovenes ydre og indre

rumlige opbygning, dvs. stabile skovbryn og beskyttelse af heder,

moser m.v. i skovene.

Naturhistoriske hensyn kan f.eks. være sikring af gode levesteder

for plante- og dyrelivet og fastholdelse og forbedring af

skovklimaet samt af et varieret bevoksningsbillede med forskellige

træarter af forskellige aldre - i visse tilfælde etageret i de

samme bevoksninger.

De kulturhistoriske hensyn er knyttet til bevaring af fortidsminder i

skovene samt enkelttræer eller bevoksninger af særlig interesse.

Med miljøbeskyttende hensyn tænkes f.eks. på forhold som beskyttelse

af skovklimaet, beskyttelse af grundvand mod f.eks.

nitratforurening og på dæmpning af sandflugt og jordfygning.

Med hensyn til friluftslivet tænkes dels på publikums

opholdsmuligheder i skovene, dels på oplevelsesmulighederne.

Til § 2

Ad Stk. 1

Forslaget om, at offentligt ejede skove skal tillægge landskabelige,

naturhistoriske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt

hensyn til friluftslivet særlig vægt, er nyt, men svarer til de

opgaver, mange offentlige skovejere hidtil har påtaget sig.

Med offentligt ejede skove menes skove, der ejes af staten,

kommunerne, både primær- og amtskommunerne, og folkekirken.

Statsskovene er i første række dem, der hører til Statsskovbruget

under Miljøministeriet.

Der lægges med bestemmelsen ikke op til, at hensynet til udnyttelse

af træproduktionen tilsidesættes i de offentlige skove. Det er

væsentligt for hele det danske skovbrug og for træindustrien, at

der fortsat gennemføres en betydelig erhvervsmæssig aktivitet i

statsskovene.

Varetagelse af miljømæssige hensyn formindsker driftsresultatet

betragteligt. For Statsskovbrugets vedkommende er det opgjort til

60 - 70 mill. kr. om året. En mindre del af disse omkostninger er

direkte udgifter til publikumsfaciliteter m.v. Den største del er

indirekte omkostninger i form af manglende indtjening som følge

af, at økonomisk set mindre interessante bevoksninger, der f.eks.

kan være bevokset med løvtræ i lang omdrift, opretholdes i stort

omfang, og at løvskovsarealet til stadighed udvides. Hertil

kommer, at Statsskovbruget har betydelige omkostninger ved drift

og pleje af udyrkede arealer, der udgør ca. 1/3 af det samlede

areal.

En del kommuner har gennem tiderne opkøbt skove til glæde for

frilufts- eller turistlivet. Det gælder f.eks. en række af de

østjyske kommuneskove, hvor kommuner har gjort en indsats for at

bevare løvskove.

Skove under folkekirken udgøres ofte af mindre skove, især løvskove.

Med tilknytningen til kirkemiljøet kan de kulturhistorisk set

være værdifulde, og da skovdriften i nogle tilfælde har været

ekstensiv, er de visse steder i landet også naturhistorisk set

værdifulde.

Ad Stk. 2

Ifølge stk. 2 skal der lægges vægt på udviklingsopgaver og

forsøgsvirksomhed i Statsskovbruget. Det skal fortsat ske i

samarbejde med andre myndigheders aktiviteter på området. Dette

foregår allerede i dag, idet en betragtelig del af de

skovbrugsmæssige forsøgs- og forskningsaktiviteter gennemføres på

Statsskovbrugets arealer. Det drejer sig blandt andet om

bedømmelse af træarters vækstforhold, skovbehandling, forbedring

af skovteknikken, undersøgelse af luftforureningens betydning for

trævækst og vildtbiologiske studier. Disse aktiviteter er også

medvirkende til, at driftsresultatet forringes i Statsskovbruget.

Statsskovbruget har siden 1982 haft økologiske retningslinier for

driften af statsskovene. Heraf fremgår, at der på mange måder kan

tages hensyn til jorden og vandet, til bevoksningernes

sammensætning og til naturarealer i skovene.

Der gødskes eller kalkes kun i særlige tilfælde, såsom grundgødskning

i svagtproducerende nåleskov, erstatningsgødskning i

pyntegrøntbevoksninger etc. Ligeledes begrænses anvendelse af

herbicider, insekticider, fungicider m.v. til et minimum.

Ved flisning skal mest mulig af blad- og nålemassen samt små grene

blive liggende på jordbunden, idet disse ved forrådnelse giver et

væsentligt bidrag til næringsstofhusholdningen og humuslagets

opbygning. Meget gamle humuslag (mor, tørv) kan være af stor

videnskabelig interesse og bør i en del tilfælde ikke forstyrres.

Ved valg af kulturteknik bør jordbearbejdning derfor begrænses på

sådanne jorder.

Større renafdrifter ved søer og og andre vådområder bør undgås.

Gødskning bør undgås i nærheden af alle former for naturarealer.

Brugen af tunge skovmaskiner søges begrænset.

Sædvanligvis tilsigter skovdriften et varieret og stabilt skovbryn

mod det åbne land.

Særlig på let jord bør sammenskubning eller afbrænding af kvas

undgås, idet disse aktiviteter kan være medvirkende til en kraftig

frigørelse af kvælstof.

Gamle nåletræer (skovfyr, østrigsk fyr, lærk m.v.) kan bevares som

enkelttræer, hvor de ikke volder skade eller udgør en fare.

Sædvanligvis søges selvforyngelse i bøg gennemført. Indblanding af

længelevende nåletræer i foryngelserne er ønskelig.

Smålokaliteter, der er velegnede voksesteder for ask, lind og andre

danske løvtræer, bør udnyttes til disse træarter, evt. som holme

eller indblanding. Hvor naturlig undervækst under lystræer ikke

indfinder sig, underplantes med danske løvfældende arter.

Enkelttræer og grupper af træer, især af eg, bevares til høj

levealder, evt. så længe de er levedygtige. Specielt skånes

redetræer, randtræer, træer langs veje og lignende.

Ellesumpe opretholdes, evt. ved stævning.

Åbne vandarealer bevares åbne, oprenses og friholdes for forurening.

Vandløb holdes gerne beskyggede.

Blødbundsarealer, der indgår i skovdriften, søges fortsat dyrket

sådan, at de bedst muligt tjener den omgivende skovbevoksning men

uden intensive afvandings- eller

tilplantningsforanstaltninger. Vådbundsarealer i uplejet eller

ekstensivt plejet tilstand skal fortsat dyrkes på den måde.

Vådbundsarealer, der henligger i lysåben tilstand, bør opretholdes

i denne tilstand.

Åbne arealer med spredt træ- og buskvækst (overdrev) holdes i denne

tilstand, om nødvendigt ved holmevise plantninger eller ved

stedvise rydninger.

Til kapitel 2 om fredskovspligt

Til § 3

Den gældende lovs regler om, hvilke skove der er fredskovspligtige,

findes i § 1, der i 6 punkter opregner de fredskovspligtige

skove.

I. Skove, der ved lovens ikrafttræden den 14. maj 1935 tilhørte

staten, kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser.

II. Skove i de sønderjyske landsdele, som fandtes på tidspunktet for

udstedelsen af skov- og jagtforordningen af 2. juli 1784.

III. Skove i den øvrige del af landet, som fandtes på tidspunktet for

udstedelse af forordning af 27. september 1805 om skovenes

udskiftning, vedligeholdelse og fredning i Kongeriget Danmark.

IV. Skove, der af hovedgårdsejere blev unddraget bondebrug i henhold

til udskiftningsforordningen af 8. juni 1787.

V. Skove, der er pålagt fredskovspligt ved tinglyste deklarationer.

VI. Skovstykker, der ved lovens ikrafttræden lå omgivet af eller

dannede forbindelse mellem skove, der er nævnt under II, III, IV

eller V, eller som udfyldte indskæringer i yderkanten af sådanne

skove.

Forslaget til § 3 bygger i al væsentligt på den gældende lovs § 1,

men der er dog tale om såvel en præcisering som en udvidelse af

denne.

De fredskovspligtige arealer skal som hovedregel holdes træbevoksede

og dyrkes i overensstemmelse med principperne for god skovdrift,

jf. kapitel 3.

Det bemærkes, at arealer, hvorpå fredskovspligten er ophævet efter

den tidligere eller nugældende lovgivning, fortsat er fritaget for

fredskovspligt, selv om de efter ordlyden falder ind under et

eller flere af punkterne, og selv om de fortsat bærer skov, jf. §

47, stk. 1.

Det tilføjes, at selvom skøde på en skovbevokset ejendom tidligere i

overensstemmelse med den gældende lovs § 1, jf. § 10, stk. 3, har

fået påtegning om, at der ikke findes fredskov på ejendommen, er

skoven alligevel fredskovspligtig, hvis den er omfattet af

bestemmelserne i lovforslagets § 3. En »negativ« skødepåtegning er

nemlig ikke at sammenligne med en tilladelse som nævnt i § 47,

stk. 1.

Ad Stk. 1

Ad nr. 1. Ifølge den gældende lovs § 1, I, er de offentligt ejede

skove fredskove, hvis de ved lovens ikrafttræden i 1935 tilhørte

staten, kommuner, kirker, præsteembeder eller offentlige

stiftelser. Der foreslås en ajourføring, så sådanne skove, bortset

fra dem, der ejes af offentlige stiftelser, jf. nr. 6, er

fredskove, uanset hvornår de er erhvervet. Det gælder således også

skove, som erhverves i fremtiden, bortset fra de tilfælde der er

nævnt i stk. 4.

Ved skove, der tilhører staten, tænkes ikke blot på Statsskovbrugets

skove (under Miljøministeriet), men også på skove, der ejes af

andre ministerier.

Ved kommuner forstås både amts- og primærkommuner.

Ved skove, der tilhører folkekirken, er der tænkt på de skove, der

hører til folkekirkens institutioner, herunder skove som

menighedsrådene bestyrer.

Ad nr. 2. Bestemmelsen omfatter for det første ejendomme, hvor et

skøde i medfør af den gældende lovs § 10, stk. 3, har fået

påtegning om fredskovspligt, der herefter er noteret i tingbogen.

Bestemmelsen omfatter også ejendommene, hvor fredskovspligt i

forbindelse med en udstykning er blevet noteret i tingbogen på

grundlag af en udtalelse fra skovmyndighederne.

Desuden er ejendomme, der tidligere var vurderet med såkaldt

»skovskyldshartkorn«, noteret i tingbogen som fredskovspligtige,

jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 43 af 20. februar 1969 om bortfald af

hartkorn og matrikelskyld.

Endelig dækker bestemmelsen skove, for hvilke fredskovspligten er

konstateret efter de detaljerede regler i skovlovens afsnit C og

derefter noteret som fredskov i tingbogen.

I alle tilfælde er ejendommene dog som hovedregel fredskovspligtige i

medfør af en eller flere af de øvrige bestemmelser i den gældende

lovs § 1 (eller lovforslagets § 3).

Ad nr. 3. Forslaget svarer til den gældende lovs § 1, III. Det

omhandler både de deklarationer, der er tinglyst i medfør af den

tidligere lovgivning og de deklarationer, der fremover oprettes i

medfør af forslagets § 8.

Der er tre hovedtyper af fredskovsdeklarationer:

I. Deklarationer, der ubetinget pålægger arealet fredskovspligt.

II. Deklarationer, der betinget af statstilskud til tilplantningen

(og evt. også af bevoksningens egnethed som fredskov) pålægger

arealet fredskovspligt.

III. Tjenestestedsdeklarationer.

Ad I. Disse deklarationer er i dag de mest almindelige. De anvendes

især ved pålæggelse af fredskovspligt som vilkår for dispensation

fra skovloven (vederlagsarealer) eller for ophævelse af

landbrugspligt. De omfatter normalt kun mindre arealer, der ofte

ligger i tilknytning til anden fredskov.

Ad II. Disse deklarationer er de såkaldte

»Hedeselskabs-deklarationer«, der omfatter næsten alle større

private plantageområder i Jylland.

I 1885 blev der indført en ordning, hvorefter staten kunne yde

tilskud til at oprette plantager ved Hedeselskabets medvirken på

betingelse af, at ejeren ved en tinglyst deklaration erklærede sig

villig til at pålægge plantagen fredskovspligt, også kaldet

»A-plantager«.

I de ældste deklarationer blev fredskovspligten ikke alene betinget

af, at der blev ydet statstilskud til tilplantningen af større

samlede arealer men også af, at arealet af skovmyndighederne blev

erklæret for egnet til at blive bevaret som fredskov. I nyere

deklarationer af denne art (fra ca. 1940 og frem til begyndelsen

af 1960'erne) har betingelsen alene været, at det

tilplantningsareal, hvortil der blev ydet statstilskud, var

sammenhængende og større end 2 1/2 ha.

I den sidste snes år er der ikke oprettet

»Hedeselskabs-deklarationer«.

For en stor del af »Hedeselskabs-deklarationerne« er der i årenes løb

tinglyst påtegning om endelig fredskovspligt, når betingelserne

herfor har været opfyldt, enten for hele det oprindelige

deklarationsareal eller for en (tilpas stor) del heraf. Men der

resterer dog en del deklarationer, hvor der endnu ikke er taget

stilling til omfanget af endelig fredskovspligt, jf. nr. 4. Med

hensyn til deklarationsarealer, der er tilplantet uden

statstilskud, henvises til stk. 2.

Ad III. Tjenestestedsdeklarationer er ikke benyttet til at pålægge et

areal fredskovspligt efter den gældende lovs § 4, men ejerne har

hermed anerkendt, at arealet på et andet grundlag allerede er

undergivet fredskovspligt. Nemlig ved, at det er udlagt som

tjenestejord til en person, der er ansat i skoven, og af den

ansatte anvendes til landbrug.

Disse deklarationer blev udarbejdet som følge af vedtagelsen af lov

nr. 240 af 7. juni 1952 om visse landbrugsejendommes brug og

overgang til selveje, hvorefter en række landbrugsejendomme under

godserne blev undergivet særlige bestemmelser om brug, overgang

til selveje m.m. Ifølge denne lov blev skovtjenestesteder undtaget

fra bestemmelserne, hvis fredskovspligten blev anerkendt af

ejeren. Samtidig blev landbrugspligten ophævet og i en række

tilfælde blev der foretaget samnotering med skovejendommen.

Mange af disse arealer er senere tilplantet og udgør nu en del af en

skov.

Ad nr. 4. Bestemmelsen omhandler alene de såkaldte »A-Plantager«, se

bemærkninger til nr. 3, Ad II.

Der er en anden type plantager, der er anlagt ved Hedeselskabets

medvirken og i et vist omfang med statstilskud, kaldet

»B-Plantager«. Disse er ikke pålagt hverken betinget eller endelig

fredskovspligt, er altså ikke fredskovsplantager, hvorfor de ikke

er omfattet af bestemmelsen.

Fredskovspligten er kun gældende for plantagernes bevoksede del samt

utilplantede arealer, der er en integreret del heraf, jf. stk. 3.

Kommende tilplantninger på deklarationsarealet, som kan

karakteriseres som skov og ikke blot som juletræskultur, vil blive

fredskovspligtige, selv om der ikke er ydet statstilskud. Se

iøvrigt stk. 2.

Ad nr. 5. Forslaget svarer i det store og hele til den gældende lovs

§ 1, II, A og B.

Efter bestemmelsen fastlægges fredskovspligt for en stor del af de

private skove på grundlag af, om der var skov eller træarter, som

kan udvikles til højstammede bevoksninger, i 1805, eller - for de

sønderjyske landsdeles vedkommende - i 1784. I de pågældende år

trådte de forordninger om skove, der er nævnt i de indledende

bemærkninger til § 3, i kraft.

De sønderjyske landsdele er de landområder, der ved fredstraktaten i

Versailles af 28. juni 1919 blev overdraget til Danmark, jf. lov

nr. 351 af 9. juli 1920 om indlemmelse af de sønderjyske landsdele

i kongeriget.

Det kunne overvejes at opgive forbindelsen mellem fredskovspligten og

de gamle forordninger. Det skyldes bl.a., at det tilgængelige

kortmateriale ofte ikke viser forholdene for netop årene 1784 og

1805.

Det foreslås imidlertid at fastholde disse årstal først og fremmest

af de grunde, der er nævnt i indledningen til bemærkninger til §

4, stk. 1.

Ad nr. 6. Forslaget er identisk med den tilsvarende bestemmelse i den

gældende lovs § 1, I, om skove, der ved lovens ikrafttræden, det

vil sige 14. maj 1935, tilhørte offentlige stiftelser.

Ved offentlige stiftelser forstås, ligesom efter den gældende lov,

stiftelser, der er under offentligt tilsyn, og hvis midler ifølge

fundatsen skal komme en større, ubestemt kreds af personer til

gode. Sådanne skove har i det store og hele ikke været handlet, og

der forekommer derfor ikke skødepåtegninger til afgørelse af

fredskovsforholdene.

Ad nr. 7. Bestemmelsen er en lovteknisk præcisering af den gældende

lovs § 1, II, B, b. Denne omhandler skove, der er anlagt på de

fæstebondejorder, som godsejeren unddrog fra bondebrug i henhold

til udskiftningsforordningen af 1787 og skovforordningen af 1805.

I henhold til disse regler kunne hovedgårdsejere unddrage

fæstebondejord fra bønderne på betingelse af, at arealerne blev

tilplantet.

De majorater, der blev frigjort i henhold til majoratsloven

(lovbekendtgørelse nr. 638 af 16. september 1986), var alle

hovedgårde. Der var tale om de såkaldte len (grevskaber og

baronier), stamhuse og fideikommisser, som omfatter en væsentlig

del af de gamle, private godsskove.

Det antages, at en stor del af de gamle, private godsskove er

fredskovspligtige ifølge den gældende lovs § 1, II, B, b.

Ad nr. 8. Mange jyske egekrat og andre naturskove er

fredskovspligtige ifølge retspraksis, men det fremgår ikke klart

af loven.

Der er i mange tilfælde knyttet naturvidenskabelige og/eller

landskabelige interesser til disse naturskove, jf. bemærkninger

til lovforslagets § 16, stk. 1.

Bestemmelsen omfatter, i modsætning til den gældende lov, egekrat

uden hensyn til deres alder.

De øvrige typer af naturskove, f.eks. bøgepur og klippeløkker vil

oftest være fredskovspligtige efter reglen i nr. 5.

Ad Stk. 2

Se bemærkningerne til stk. 1, nr. 3, ad II, og til nr. 4.

Ad Stk. 3

Bestemmelsen svarer delvis til den gældende lovs § 6, stk. 5. Den

tilsigter at bevare de ikke-træbevoksede arealer, der som en del

af skoven udgør en landskabsmæssig naturlig sammenhæng med den

egentlige skovbevoksning. Som eksempel på sådanne arealer kan

nævnes heder, moser og strandenge uanset størrelsen heraf, jf.

forslaget til § 16, stk. 3, og bemærkninger dertil.

Bestemmelsen gælder desuden for (tidligere) tjenestejorder, samt for

klitter, marker og enge, der udgør en del af skovejendommen.

Veje, brandbælter og andre ubevoksede arealer, der er nødvendige for

skovdriften, er også omfattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen gælder kun for arealer, der ligger på samme ejendom som

skoven.

Ad Stk. 4

Når Jordbrugsdirektoratet under Landbrugsministeriet opkøber arealer

i forbindelse med en jordfordeling, sker det med henblik på

snarlig videresalg til private, jf. lov nr. 129 af 28. april 1955

om jordfordeling mellem landejendomme (med senere ændringer). De

skove, der i sådanne tilfælde opkøbes, forbliver altså ikke i

statsligt eje, hvorfor de foreslås undtaget fra reglen i stk. 1,

nr. 1, for at undgå, at fredskovspligten kan virke hindrende for

jordfordelingens gennemførelse.

Ad stk. 5

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 2, stk. 1.

Til § 4

Ad Stk. 1

Fredskovsbegrebet, der er et bærende element i lovforslaget, har i

næsten 200 år været et særdeles stærkt redskab i

landskabsforvaltningen, som har sikret bevaring og udvidelse af de

danske skove.

Det har været overvejet, om dette redskab yderligere kunne styrkes

ved et forslag om, at al skov er fredskov. Dette ville i

realiteten være at opgive fredskovsbegrebet.

Det antages, at den respekt, som i årenes løb har stået om begrebet,

netop skyldes, at der findes både skov, der er fredskovspligtig,

og skov, der ikke er fredskovspligtig.

Det formodes, at omkring 85 pct. af landets skove i dag er

fredskovspligtige.

Ved forslaget opretholdes fredskovsbegrebet, og det præciseres, at

fredskovspligt er en arealreservation, der er fastsat ved lov.

Heraf følger blandt andet, at fredskovspligten ikke viger for

modstridende bestemmelser i den fysiske planlægning i medfør af

lands- og regionplanlovene, kommuneplanloven eller andre love med

planlægningsbestemmelser.

Visse arealer er undergivet både fredskovspligt efter skovloven og

landbrugspligt efter landbrugsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 424

af 1. juli 1986. Ifølge landbrugslovens § 7a skal

landbrugspligtige jorder udnyttes på forsvarlig jordbrugsmæssig

måde. Med visse undtagelser anses skovbrug ikke som

jordbrugsmæssig udnyttelse. Landbrugsloven er dog ikke til hinder

for, at skovarealer, der fandtes før lovens ikrafttræden den 21.

april 1967, fortsat drives som skov. Landbrugspligtige skove, der

også er fredskove, skal drives efter skovlovens

dyrkningsbestemmelser. Sådanne skove er dog også omfattet af

landbrugslovens regler om hovederhverv, bopælspligt,

uddannelseskrav, sammenlægning, forpagtning m.v. I enkelte

tilfælde, f.eks. i jordfordelingssager, kan det være en fordel, at

sådanne skove er undergivet samme reguleringer som

landbrugsarealer. I den overvejende del af sager, hvor arealer

både er landbrugs- og fredskovspligtige, kan dobbeltadministration

forekomme. Blandt andet Skovpolitisk Udvalg har påpeget dette.

Landbrugsloven indeholder visse begrænsninger for, at

landbrugspligtig jord fremover indtages til (fred)skov. Ejeren af

en landbrugsejendom kan tilplante indtil 25 pct., dog højst 25 ha,

af den del af ejendommen, der ikke var tilplantet inden den 1.

august 1973. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om

yderligere skovtilplantning. Disse regler tilsigter alene en

regulering af en egentlig skovtilplantning. Juletrækulturer på

landbrugspligtig jord er ikke omfattet af reglerne, idet sådanne

bevoksninger kan dyrkes som en landbrugsafgrøde.

Det præciseres, at fredskovspligtige arealer skal dyrkes efter

retningslinierne for god skovdrift.

Ad Stk. 2

Bestemmelsen er central i lovforslaget.

At fredskovspligtig grund skal holdes bevokset med højstammede træer

medfører først og fremmest, at der herved produceres træ af den

bedst mulige kvalitet til industriel udnyttelse. Det gælder såvel

træ til finer, møbler, husbyggeri, skibsbyggeri m.v., som til

papir og spånplader. Dette indebærer, at den bedste lønsomhed ved

dyrkning af skovtræer i reglen sker ved højskovsdrift. Blandt

andre fordele ved højstammet skov er, at sådan skov kan have

betydelige landskabelige og naturhistoriske kvaliteter. Der tænkes

her ikke blot på de »nationale« højstammede løvskove, men også på

andre skovtyper.

Forslaget er forenklet i forhold til den gældende lovs § 6, stk. 1.

Heri er det desuden anført, at der skal være træer af en sådan art

og beskaffenhed samt i et sådant antal, at den beskrevne

bevoksningstilstand udvikles i skovene. Dette er nu indeholdt i

lovforslagets § 14.

Da hverken juletræer eller energiskov danner højstammede træer

indenfor et rimeligt tidsrum, idet de som led i dyrkningen

afhugges forinden, er sådanne kulturer ikke tilladt i fredskov

efter den gældende skovlov. Lovforslaget legaliserer dyrkning af

juletræer, se § 14, stk. 2.

Ad stk. 3

Blandt de arealer, der er omfattet af bestemmelsens første led, kan

f.eks. nævnes veje, brandbælter, skovplanteskoler og vildtagre.

Til § 5

Bestemmelsen er ny.

Der er eksempler på, at skov er ryddet, uden at det forinden er

klarlagt, om der var tale om et fredskovspligtigt areal eller ej.

Med reglen fastslås, at spørgsmålet om fredskovspligt skal være

afklaret forinden.

Forslaget skal sammenholdes med § 23. Dette indebærer, at selv om

ejeren godtgør, at skoven ikke er fredskovspligtig, må den ikke

uden tilladelse overgå til anden anvendelse i 10 års-perioden

efter et ejerskifte, jf. § 23.

Til § 6

Den foreslåede fortrinsstilling for fredskovspligt i forhold til

andre rettigheder er nødvendig til sikring mod, at

fredskovspligten udslettes i tilfælde af tvangsauktion. En

tilsvarende bestemmelse i den gældende lovs § 3 omfatter kun de

fredskove, der fandtes ved lovens ikrafttræden. Derudover findes i

lovens § 4, stk. 1, en bestemmelse, hvorefter pålæggelse af

fredskovspligt ved deklaration forudsætter panthavernes samtykke.

Normalt kan pålæggelse af fredskovspligt ikke bringe pantesikkerheden

i fare, men kravet om panthaversamtykke medfører, at alle

pantebreve i en ejendom skal forsynes med tinglyste

respektpåtegninger, når der lægges fredskovspligt på et areal,

f.eks. et vederlagsareal for ophævelse af fredskovspligt et andet

sted. Den foreslåede bestemmelse vil forenkle administrationen.

Der findes tilsvarende bestemmelser i § 10 i lov om by- og landzoner

(lovbekendtgørelse nr. 446 af 3. oktober 1985) og i § 10 i lov om

råstoffer (lovbekendtgørelse nr. 531 af 10. oktober 1984).

Fredskovspligt er med denne regel ikke til hinder for ekspropriation.

Ekspropriationen som sådan tilsidesætter dog heller ikke

fredskovspligten.

Til § 7

Ad Stk. 1

Forslaget træder i stedet for reglerne i den gældende lovs §§ 24 - 33

om fredskovskonstatering.

Forenklingen indebærer, at der administrativt kan træffes afgørelser

om fredskovspligt uden iagttagelse af de komplicerede regler i den

gældende lov om fremlægning, indvarsling m.m.

Da skovloven blev vedtaget i 1935, var det hensigten, at al

fredskovspligt i løbet af ca. 50 år skulle fremgå af tingbogen.

Skødepåtegningsordningen i den gældende lovs § 10, stk. 3, skulle

medvirke hertil. Dette mål er dog ikke nået, selv om en

betydelig del af fredskovene er noteret efter denne bestemmelse.

Efter en lovændring i 1949 blev den retskredsvise

fredskovskonstatering indledt for at fremskynde processen, men i

midten af 1960'erne blev arbejdet indstillet, da det var for

ressourcekrævende. Arbejdet var da afsluttet i kun ca. en

trediedel af landet ved udstedelse af bekendtgørelser om

skødepåtegningsordningens bortfald i de pågældende retskredse, der

iøvrigt ikke hører til de skovrigeste.

Forholdet er senere kompliceret af, at der i 1970'erne blev

foretaget en del omlægninger af retskredsene, så det i dag kan

kræve betydelige arkivstudier for at fastlægge, hvor ordningen

gælder.

Den foreslåede bestemmelse lægger op til, at skovmyndighederne

snarest får afsluttet gennemgang og notering af de

fredskovspligtige arealer (det, der i den gældende lov omtales som

fredskovskonstatering). Dette kan bl.a. lade sig gøre ved hjælp af

den nyetablerede edb-matrikel i Matrikeldirektoratet.

En afgørelse af, at et areal er fredskovspligtigt, må naturligvis

baseres på de kriterier, der er nævnt i § 3. I overensstemmelse

med den administrative struktur, som lovforslaget lægger op til,

skal afgørelsen træffes af Skov- og Naturstyrelsen på grundlag af

en indstilling fra et statsskovdistrikt. Hvis ejeren anser

afgørelsen for at være forkert - og evt. sidder inde med

materiale, der viser, at arealet ikke er fredskovspligtigt - kan

der, som ved tilsvarende administrative afgørelser, klages til

miljøministeren. I sidste ende kan sagen om nødvendigt indbringes

for domstolene.

Ad Stk. 2

Bestemmelsen skal sammenholdes med den gældende lovs § 1, IV, men er

i et vist omfang vidererækkende.

Forslaget har flere formål. Dels at undgå visse tvivlstilfælde, der

kan optræde i forbindelse med afgrænsning af fredskovspligt i en

skov, der indeholder skovstykker, som efter reglerne i § 3, stk.

1, ikke er fredskovspligtige. Dels at undgå forskellige nabogener

og gener for den »egentlige« fredskov, som kan opstå, hvis en

ikke-fredskovspligtig del af en skov ryddes uden hensyn til den

øvrige del.

Bestemmelsen er ikke begrænset til kun at angå skovstykker, der

findes ved lovens ikrafttræden. Den vil endvidere finde anvendelse

på skovstykker, der anlægges i fremtiden.

Med arronderer, der er et skovbrugsfagligt udtryk, menes enhver form

for udvidelse af en skov, der medfører, at skovens yderkant bliver

mere afrundet. Længden af skovens yderkant formindskes altså i

forhold til arealet, når arronderingen forbedres.

For at bestemmelsen kan finde anvendelse, må den

ikke-fredskovspligtige del tydeligt skulle udgøre en del af skoven

som topografisk enhed. Der kan altså ikke være tale om at pålægge

f.eks. ikke-fredskovspligtige juletræsarealer fredskovspligt, før

de har nået en betydelig højde, 10 m eller mere. Juletræer anses

derfor fortsat som en landbrugsafgrøde.

Det er ikke nogen betingelse, at disse skovstykker ligger på samme

ejendom som den »egentlige« fredskov.

Reglen vil blive administreret efter retningslinier, der udarbejdes

efter forhandling med Skovnævnet, jf. § 43, stk. 1, nr. 4.

Ad Stk. 3

Efter gennemgang og afgørelse af fredskovspligt påhviler det

skovmyndighederne til oplysning for både nuværende og kommende

skovejere at få foretaget notering herom i tingbogen og i

matriklen.

At visse brugere m.v. skal underrettes om afgørelsen skal ses i lyset

af deres mulighed for at udnytte deres klageret. De brugere, der

tænkes på, er sådanne, som har en egentlig personlig og/eller

økonomisk interesse i spørgsmålet, om skoven er fredskovspligtig,

eller ej. Det kan f.eks. være en forpagter, mens f.eks. en

jagtlejer ikke er omfattet af bestemmelsen.

Til § 8

Bestemmelsen afløser den gældende lovs § 4, stk. 1, men er dog mere

detaljeret end denne.

For at nye fredskove bedst muligt kan komme til at tilgodese kravene

i kapitel 3 om god skovdrift, kan der i deklarationen fastsættes

bestemmelser om arealets tilplantning, træartsvalg, kulturmetoder,

løvtræbælter og lignende.

For at et areal kan være egnet til at blive pålagt fredskovspligt,

skal bl.a. følgende kriterier tillægges vægt: bonitet,

arealstørrelse, arrondering, nærhed til anden fredskov,

landskabelig virkning, miljø- og grundvandsbeskyttelse, hensyn til

friluftslivet, naturgenopretning m.v.

Der er i en række amtskommuner og kommuner redegjort for disse

forhold i regionplanlægningen og kommuneplanlægningen. Det vil

være skovlovsmyndighedernes opgave at administrere reglen i

overensstemmelse med denne planlægning.

Bestemmelsen gælder ikke kun tilfælde, hvor en ejer af egen drift

lægger fredskovspligt på et areal. Den gælder tilsvarende i

tilfælde, hvor der af skovmyndighederne stilles krav om et

vederlagsareal, jf. forslagets § 13, og tilfælde, hvor der i

overensstemmelse med den sammenfattende fysiske planlægning kan

etableres nye fredskove, jf. kapitel 6.

Reglen kan bl.a. anvendes i forbindelse med skovtilplantning på

marginaljord.

Fredskovsdeklarationen skal have Skov- og Naturstyrelsen som

påtaleberettiget. Det kan - ligesom efter den gældende praksis -

bestemmes i tilladelsen, at fredskovsdeklarationen skal indeholde

et kort, der er udarbejdet af en landinspektør, og som viser

beliggenheden af det fredskovspligtige areal. Hvis

deklarationsarealet er en del af et matr. nr., kan det desuden

bestemmes, at grænserne for det fredskovspligtige areal, markeres

af en landinspektør.

Pålæggelse af fredskovspligt er en offentligretlig servitut, der ikke

kræver samtykke fra kommunalbestyrelsen efter kommuneplanlovens §

36.

Hvis arealet er landbrugspligtigt, skal tilplantning og pålæggelse af

fredskovspligt tillige ske inden for de rammer, der er fastsat i

landbrugsloven.

Bestemmelsen i stk. 2 om sikkerhedsstillelse er en fast praksis, der

hermed foreslås lovfæstet. Den tilsigter at skabe sikkerhed for,

at arealer, der indtages til fredskov, inden for en rimelig tid

kommer i skovdrift.

Til § 9

Stk. 1 afløser den gældende lovs § 5, der taler om at »fritage for

fredskovspligt«. I administrationen har man imidlertid altid

benyttet udtrykket »ophæve fredskovspligt«, der hermed foreslås

som lovens udtryk.

Ifølge praksis ophæver man så at sige aldrig fredskovspligten på

enklaver i skov. Begrundelsen er, at hvis enklaver er undtaget

fra fredskovspligt og derfor frit kan ryddes, kan det blive meget

generende for den resterende del af skoven.

Årsagerne til ansøgninger om ophævelse af fredskovspligt er

mangeartede. Der kan f.eks. være tale om landbrugsmæssig

dyrkning, byggeri, forskellige offentlige anlæg m.m.

Hvor vækstforholdene er ringest, kan det være formålstjenligt at

ophæve fredskovspligten på mindre plantager, der ligger uden

sammenhæng med anden fredskov. Den gældende lov giver ved § 5, a),

mulighed for, at fredskovspligten ophæves, hvis skovens dårlige

form, ringe størrelse eller naturforholdene kan begrunde det.

Denne bestemmelse har dog sjældent været benyttet. Det er

hensigten at styrke adgangen til at opgive fredskove, der ikke

opfylder nævneværdige formål. Der vil i sådanne tilfælde normalt

ikke blive stillet krav om vederlagsareal.

I mange tilfælde er der dog tale om nåletræsplantager, der ved

konvertering til løvtræ (f.eks. eg) kan bidrage til

naturgenopretning i de pågældende egne. I sådanne tilfælde kan

tilskud efter reglerne i kapitel 4 komme på tale.

Stk. 2 afløser den gældende lovs § 7, stk. 2, om suspension af

fredskovspligten. Ansøgninger herom kan have forskellige formål,

som f.eks. anlæg af dyrehaver og lystskove.

Både ved ophævelse af fredskovspligt efter stk. 1 og ved suspension

af fredskovspligt efter stk. 2 foretages der en afvejning af

væsentligheden af den påtænkte ikke-skovdriftsmæssige anvendelse

og hensynet til at fortsætte skovdriften, herunder hensynet til de

miljømæssige forhold.

Samtidig skal den afvejning, der er gennemført i den sammenfattende

fysiske planlægning, det vil sige region- og kommuneplanlægningen,

tilgodeses.

Ved ophævelse eller suspension af fredskovspligt vil der i reglen

blive stillet vilkår for tilladelsen. Ved ophævelse og i en række

tilfælde ved suspension af fredskovspligt kan der stilles krav om

vederlagsareal, se § 13 og bemærkninger dertil. Ved suspension af

fredskovspligt vil der også blive stillet vilkår om arealernes

gentilplantning ved periodens ophør, ligesom der kan stilles krav

om sikkerhedsstillelse.

Til § 10

I den gældende lov findes ikke en regel, der udtrykkeligt svarer til

denne bestemmelse. Der er hidtil indfortolket et forbud mod

bygninger m.v. i den gældende lovs § 6, stk. 1, hvorefter

skovgrunden skal holdes bevokset med højstammede træer. Heraf

følger, at der ikke må være bygninger og anlæg på grunden udover

dem, der er nødvendige for skovdriften.

For at være driftsmæssigt nødvendige skal bygninger tjene skovdriften

og ikke f.eks. jagt eller landbrugsmæssige formål.

For at en beboelsesbygning kan være nødvendig, skal den bebos af en

person, der ejer skoven eller har sin hovedbeskæftigelse i skoven.

På grund af skovenes forskelligartethed kan der ikke angives en

bestemt arealstørrelse, der gør et beboelseshus nødvendigt.

Normalt forudsætter det et bevokset areal på mindst 100 ha. Hvis

vækstforholdene er ringe, vil den nødvendige mindste

arealstørrelse være større end 100 ha.

I skove, hvor der bruges traktor, kan en mindre garage være en

nødvendig driftsbygning. I skove over ca. 50 ha kan maskinhuse

være nødvendige.

Blandt de anlæg, som omfattes af forbuddet, kan nævnes veje,

lossepladser, affaldsdepoter, luftledninger og rørledninger,

hvorimod skydeplatforme, foderhuse, læsseramper og lignende anses

for at være anlæg, der er nødvendige for skovdriften.

Det er fast praksis, at landbrugsbygninger på kombinerede land- og

skovbrugsejendomme skal placeres på den del af ejendommen, der

ikke er fredskovspligtig. Opførelse af landbrugsbygninger i

fredskov kan derfor kun ske med tilladelse efter reglen i § 12.

Ligeledes kræver fritidsanlæg tilladelse efter denne regel.

Det bemærkes, at opførelse af bygninger i landzone normalt også

kræver tilladelse efter by- og landzoneloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 446 af 3. oktober 1985.

Det foreslåede forbud mod terrænændringer, der f.eks. kan omfatte

råstofindvinding, er begrundet i kulturhistoriske,

naturhistoriske, dyrkningsmæssige og landskabelige hensyn.

Til § 11

Bestemmelsen afløser udstykningslovens § 3, jf. lovbekendtgørelse nr.

6 af 6. januar 1977. Ifølge denne bestemmelse må »samlede

fredskovstrækninger« ikke udstykkes i mindre lodder end 50 ha.

Bestemmelsen sigter på at bevare skovarealet på ejendomme, der - for

så vidt angår skovarealet - er så store, at der er baggrund for

erhvervsmæssig skovdrift.

Begrundelsen for ikke at indlægge nogen fast arealgrænse i loven er,

at man derved opnår muligheden for en smidigere administration.

Herefter vil det være op til den kommende administration af loven

i hvert enkelt tilfælde at skønne, hvorvidt en ansøgning om

udstykning af fredskov kan imødekommes. Dette skøn kan variere

over tid og sted, afhængigt af om der - f.eks. under hensyntagen

til den skovteknologiske udvikling - er grundlag for

erhvervsmæssig skovdrift.

Ved udstykning af mindre parceller, som f.eks. nedlagte

skovtjenestesteder med tilhørende haver, anlægges der dog andre

betragtninger, bl.a. om parcellen er beliggende i skovens udkant,

har adgang til en offentligt tilgængelig vej m.v. Desuden er det

afgørende i sådanne sager, at et skovtjenestehus ikke på længere

sigt forventes at blive nødvendigt for driften af den pågældende

skov. I disse tilfælde gives »udstykningstilladelsen« som regel

ved at ophæve fredskovspligten, jf. lovforslagets § 9, stk. 1.

Der kan dispenseres fra reglen efter § 12. Der sigtes med disse

regler mod en mere smidig administration af udstykningssager

vedrørende erhvervsmæssige skovejendomme for at undgå

uhensigtsmæssige resultater af en skarp arealgrænse. Ved

administrationen af reglen og af dispensationer efter § 12 vil der

i de konkrete sager blive lagt vægt på at opretholde og forbedre

strukturen både af større og mindre skovbrug.

Ved »samlede fredskovsstrækninger« har man navnlig tænkt på

sammenhængende fredskovsarealer til forskel fra isoleret

beliggende fredskovsarealer. Grænsen mellem sammenhængende

skovarealer og isoleret beliggende skovarealer er dog ikke skarp.

Ved bedømmelsen af, om der er tale om en samlet

fredskovsstrækning, kan mange forskellige forhold være af

betydning udover afstanden.

Reglerne om udstykning gælder også for omdeling og skelforandring,

jf. udstykningslovens § 18.

Til § 12

Der henvises til bemærkningerne til § 10, § 11 og § 13.

Til § 13

Det har gennem tiderne været fast praksis, at fredskovspligt kun

blev ophævet mod udlæggelse af et kompenserende vederlagsareal,

medmindre der er tale om et areal af ubetydelig størrelse.

Suspension af fredskovspligt betinges efter praksis normalt også af

et vederlagsareal, hvis enten den midlertidige anvendelse af

skoven varigt forringer arealets egnethed til skovdrift, eller den

strækker sig over mere end 10 år.

Ordet »vederlagsareal« nævnes ikke i den gældende lov. I

administrationen har man imidlertid altid brugt det, hvorfor det

nu foreslås som lovens udtryk.

Den praksis, der hermed foreslås lovfæstet, har været et værn for

landets fredskove. Opfyldelse af kravet om vederlagsareal er i

mange tilfælde forbundet med besvær og omkostninger. Derfor

afholder det givetvis mange fra at overveje at anvende fredskov

til andet end skovdrift, idet det er almindeligt kendt, at det

kræver udlæggelse af vederlagsareal.

Normalt kræves der et vederlagsareal, som er 10-15 pct. større end

arealet, hvorpå fredskovspligten ønskes ophævet. Dette har hidtil

også været den overvejende hovedregel i sager, der angår mindre

arealer. Af mange årsager kan der være grund til fremover at lempe

denne praksis noget for mindre arealers vedkommende. Bl.a. står

det administrative besvær og omkostningerne i disse sager - både

hos myndigheder og private - ofte ikke mål med den beskedne

stigning i skovarealet, der opnås. Der er også grund til at opgive

kravet om vederlagsareal, når fredskovspligten ophæves, fordi

arealet ikke er egnet til skovdrift.

Kravet om vederlagsareal fremsættes normalt også som kompensation for

et ubevokset fredskovsareal, f.eks. et tidligere tjenestehus med

have, der ønskes udstykket og frasolgt. I disse tilfælde kræves

der normalt et vederlagsareal, der er mindst dobbelt så stort som

det udstykkede areal.

Det afhænger af de konkrete omstændigheder om en tilladelse efter §

12 betinges af et vederlagsareal.

I ældre praksis tillod man næsten aldrig, at bevoksede arealer

anvendtes som vederlagsarealer. Synspunktet var det, at landets

skovareal sædvanligvis formindskes, når fredskovspligten bliver

ophævet, og at denne formindskelse ikke bliver kompenseret,

medmindre der sker en nyplantning.

Der skete i 1960'erne et mindre skred i retning af at godkende

bevoksede vederlagsarealer.

Normalt skal et bevokset vederlagsareal ifølge den gældende praksis

dog være ca. dobbelt så stort som et ubevokset.

Om betingelserne for at lægge fredskovspligt på et areal henvises til

§ 8 og bemærkninger dertil.

Forslaget giver mulighed for, at der fastsættes nærmere regler om

vederlagsareal. Der kan bl.a. fastsættes regler om

vederlagsarealets størrelse, om at et vederlagsareal på længere

sigt kan yde en træproduktion, der er mindst lige så stor som

produktionen på det areal, hvorpå fredskovspligten ophæves eller

suspenderes, eller at der ikke kræves vederlagsareal for ophævelse

af fredskovspligt på små, uvæsentlige skovstykker.

Forslaget er ikke til hinder for, at der etableres en »puljeordning«,

dvs. en ordning, der tilsigter at etablere større skovstykker med

flere, mindre vederlagsarealer. Udover de skovbrugsmæssige fordele

ved at etablere en puljeordning kan det tænkes, at ordningen kan

være en lettelse for de ejere, der tilpligtes at udlægge

vederlagsarealer, og som måske ikke selv råder over passende jord

hertil.

I visse tilfælde vil det ikke være praktisk at udnytte muligheden for

en puljeordning. I så fald kan fritliggende vederlagsarealer, der

er mindre end 10 ha, accepteres under forudsætning af, at de

tilplantes med overvejende løvskov.

Reglen forhindrer ikke, at der også kan stilles andre vilkår for

tilladelser efter § 9 og § 12.

Til kapitel 3 om god skovdrift

I dette kapitel præciseres rammerne for god skovdrift. Det er

væsentligt, at god skovdrift reflekterer såvel de lokale forhold

som den skovbrugsfaglige viden og kunnen, der til enhver tid gør

sig gældende i landets skovbrugserhverv. Dansk skovbrug er på

flere områder langt fremme, også på internationalt plan, og det er

vigtigt, at skovloven medvirker til at fastholde denne position.

Det er centralt for skovdyrkningen, at der knyttes nær forbindelse

mellem de skovbrugsfaglige forsknings- og udviklingsinstitutioner

og det praktiske arbejde i skovene.

Skovbrugsforskningen er koncentreret om en række institutioner.

For det første forskes der i skovbrugets primære produktion, dvs.

trævæksten i skovene og de andre goder, herunder de miljømæssige

forbedringer bredt betragtet, der kommer deraf. De centrale

institutioner på dette område er Skovbrugsinstituttet ved Den Kgl.

Veterinær- og Landbohøjskole under Undervisningsministeriet samt

Statens Forstlige Forsøgsvæsen under Landbrugsministeriet. På det

skovbrugsgenetiske område er Landbohøjskolens Arboret en central

institution.

For det andet sker der et udviklingsarbejde omkring den sekundære

produktion, dvs. udnyttelsen af træprodukterne fra skovene. Her

deltager Skovbrugsinstituttet, Skovteknisk Institut (ATV) og

Skovskolen under Landbrugsministeriet.

For det tredie arbejdes der med forbedring af den tertiære produktion

i skovbruget, dvs. træprodukternes videreforarbejdning. Udover

Skovbrugsinstituttet og Skovskolen er de to teknologiske

institutter aktive på dette område.

På alle tre niveauer af skovbrugsmæssig forskning gennemføres tillige

aktiviteter med henblik på samarbejde med udviklingslandene. Den

nationale skovbrugsforskning og -udvikling har således også et

perspektiv udover landets grænser.

Det er et væsentligt sigte med lovforslaget, at denne aktivitet, der

er fordelt på forskellige institutioner, fastholder og udbygger

forbindelsen til skovdyrkningen i offentlige og private skove.

Det gøres på flere måder, bl.a. ved at understrege, at Skov- og

Naturstyrelsen har en opgave som igangsætter for det samlede

skovbrugserhverv i forbindelse med udviklings- og

forsøgsvirksomhed, og ved at styrelsen desuden har en opgave med

formidling af oplysninger om skovbrugsforhold. Endvidere bør

styrelsen fortsat medvirke til, at de øvrige formidlende

institutioner i skovbruget kan styrke deres mulighed for at

opfylde deres opgaver. Der tænkes bl.a. på Skovskolens og

Skovteknisk Instituts udadvendte kursus- og

undervisningsvirksomhed samt på skovdyrkerforeningernes, Dansk

Skovforenings og Hedeselskabets aktiviteter.

Til § 14

Reglerne i forslaget til § 14 er de elementære

skovdyrkningsbestemmelser. De er ikke, som det kendes fra enkelte

andre lande, særligt detaljerede. De angiver visse overordnede

principper for god skovdrift. Af denne grund er en overtrædelse af

bestemmelserne ikke direkte strafsanktioneret, jf. § 44.

Tilsidesættelse af reglerne om god skovdrift kan medføre påbud i

henhold til § 32. Overtrædes påbuddet, kan der ved dom pålægges

bøder, hugstbegrænsninger eller overtagelse af driften.

Ad Stk. 1

Bestemmelsen er ny. Som udgangspunkt gælder den kun i fredskov, jf. §

3. Om anvendelsen i ikkefredskov, se dog § 23.

Ad nr. 1. Der skal ske tilplantning, hvis selvforyngelse ikke

anvendes.

Grundlæggende for bestemmelsen er, at plantematerialet, der benyttes

til frembringelse af ny bevoksning, en »kultur«, i det mindste

skal være et godt alternativ til selvforyngelse.

Ved tilplantning fordeles unge træer jævnt over arealet sådan, at der

kan udvikles højstammet skov. Der skal plantes, hvis

selvforyngelse ikke fremkommer eller ikke er af tilstrækkelig god

kvalitet.

Når en bevoksning forynges, skal det vurderes, om den eksisterende

bevoksning er af en sådan art og beskaffenhed, at selvforyngelse

er en forstlig tilfredstillende måde at etablere en ny bevoksning

på.

Såning kan også benyttes til at frembringe en kultur. Ofte vil såning

»i marken« dog indebære en ringere udnyttelse af frømaterialet,

end hvis planterne bliver fremelsket i en planteskole.

Der lægges med denne bestemmelse ikke op til, at selvforyngelse skal

foretrækkes. Arbejdet med genetisk forædling af plantemateriale

til skovbrugsformål er omfattende, og der bør lægges vægt på at

drage nytte heraf.

Der henvises i øvrigt til reglerne i Landbrugsministeriets

bekendtgørelse nr. 150 af 31. marts 1981 om handel med forstligt

formeringsmateriale, jf. lov nr. 534 af 13. december 1972 om

handel med frø, såsæd, læggekartofler og planter. I henhold til

denne skal frø og planter til skovbruget for de væsentligste arter

være godkendt til forstlige formål. Bekendtgørelsen fastsætter

desuden reglerne for »kåring« af frøavlsbevoksninger og

frøplantager til brug for skovbrugets planteforsyning.

Hertil kommer, at planternes friskhed ved plantningen og kvaliteten

af den forudgående jordbearbejdning er af stor betydning.

Ad nr. 2. Bestemmelsen søger at sikre, at bevoksninger kommer vel

igennem kultur- og småplantestadiet på kortest mulig tid. Det

kræver ofte renholdelse af kulturerne, normalt ad mekanisk vej. I

visse tilfælde kan kemisk ukrudtsbekæmpelse komme på tale. Der

kan også være tale om beskyttelse af kulturplanterne mod angreb

af svampe, insekter eller højerestående dyr.

Ad nr. 3. For de fleste bevoksninger med en normal

bevoksningshistorie er tynding af betydning for udviklingen i

mellemaldrende og sene udviklingsstadier. Det gælder både

spørgsmålet om at koncentrere bevoksningens samlede tilvækst på et

rimeligt antal enkelttræer og at sikre bevoksningernes stabilitet

og sundhed. Reglen fastslår således, at tyndinger normalt skal

gennemføres en eller flere gange i en bevoksnings liv.

Tyndingsarbejdets praktiske gennemførelse er også vigtig, herunder

ikke mindst anvendelse af skovmaskiner. Vejledningsarbejdet må

lægge særlig vægt på tyndingsmetoder, der skåner de blivende

træer mod barkafskrabninger og rodskader og skovjorden mod

sammentrykning (traktose).

Tyndingsfrie bevoksningstyper kan i enkelte tilfælde være relevante,

også i fredskov. Det gælder f.eks., hvor marginaljord tilplantes,

og hvor sigtet med den første tilplantning blot er at udvikle et

skovklima indenfor rimelig tid.

Ad nr. 4. Ifølge bestemmelsen må foryngelseshugster af bevoksninger

ikke finde sted, før den kan betegnes som moden, hvilket i

granbevoksninger vil sige ganske betydeligt senere, end man

normalt høster juletræer.

Hugstmodenhed kan ikke præciseres til en eksakt alder for givne

bevoksningstyper. Som rettesnor kan sættes, at hugstmodenhed

indtræffer, før bevoksningen går i opløsning og omkring det

tidspunkt, hvor den kvantitative tilvækst stagnerer.

Foryngelsestidspunktet for den enkelte bevoksning afhænger tillige af

dens placering i forhold til nabobevoksningerne, den pågældende

bevoksnings betydning af immateriel art m.m.

Foryngelseshugst af en bevoksning kan strække sig over en årrække,

idet skovklimaet fra den gamle bevoksning udnyttes til at fremme

udviklingen af den nye bevoksning, f.eks. ved selvforyngelse eller

ved skærm- og randforyngelser.

Ad nr. 5. Der tænkes især på hensynet til opbygning af en skov, der

bedst muligt værner bevoksningerne mod vind og udtørring.

Renafdrift, stormfald og skader i en bevoksning kan i mange tilfælde

forringe omkringstående bevoksninger. Det er medvirkende til, at

det er meget væsentligt med et helhedssyn og en langsigtet

planlægning af skovdriften.

Denne regel lægger bl.a. op til, at der foretages planlægning af

skovdriften, dvs. især af foryngelseshugsterne. Driftsplanlægning

gennemføres med 10-15 års mellemrum for næsten alle offentlige

skove og for en meget stor del af de større private skove.

Lovforslaget lægger op til, at denne aktivitet styrkes også for

mindre private skove og sådan, at de langsigtede hensyn i

skovdriften, herunder de økonomiske, og hensynet til stabilitet og

variation i den rumlige opbygning af skovene sikres.

Som vilkår for tilladelser eller i forbindelse med påbud i henhold

til loven kan der stilles krav om, at der udarbejdes en plan for

skovens drift, som tinglyses på ejendommen.

Ad nr. 6. Da skovenes salgsprodukter ved langvarig henliggen i skoven

kan give anledning til opformering af skadevoldende insekter m.v.,

skal de fjernes snarest efter oparbejdning. Undladelse heraf kan

mindske salgsprodukternes værdi og i visse tilfælde påføre

nabobevoksninger sygdomme.

I modsætning hertil kan grene, kviste og andre trædele, der ikke

sælges, efterlades i skoven. De kan gennem forrådnelse give et

værdifuldt bidrag til jordbundsopbygningen, mikroklimaet m.v.

Ad nr. 7. Med bestemmelsen tænkes både på de produktionsmæssige og på

de økologiske og andre miljømæssige forhold ved skovdyrkningen.

Ad Stk. 2

Bestemmelsen om juletræer og pyntegrønt i kort omdrift er ny. Drift

af juletræer og pyntegrønt på en sådan måde, at bevoksningerne

ryddes - måske gang på gang - før de blot tilnærmelsesvist udgør

højstammet skov, er ikke tilladt efter den gældende lov.

Administrationen har imidlertid accepteret, at juletræer og

pyntegrønt i kort omdrift i stigende omfang er indgået i

skovdriften. Begrundelsen herfor har været, at en sådan drift

økonomisk set ofte har været betydeligt mere fordelagtig end

traditionel vedproduktion. Denne driftsform har derfor medvirket

til at holde økonomien sammen i mange skovejendomme, hvilket også

har betydning for varetagelse af måske tabsgivende miljøhensyn i

privatskove. Produktionsværdien af juletræer og pyntegrønt udgør

mere end 300 mill. kr. om året, og begge produktioner er

arbejdskraftintensive og beskæftigelsesfremmende.

Skovdyrkningsmæssigt kan denne drift i visse tilfælde være en fordel.

Med deres betydeligt kortere omdriftstid kan en sådan kultur

benyttes til at bryde et bevoksningsbillede, der er ensaldrende

for at fordele de vedproducerende bevoksninger på flere

aldersklasser.

Ud fra landskabelige hensyn må denne driftsform anses for mere

hjemmehørende i skovene end i det åbne land.

Almindelig dyrkning af pyntegrønt i lang omdrift udvikler højstammede

træer og er derfor umiddelbart tilladt.

På denne baggrund foreslås dyrkning af juletræer og pyntegrønt i kort

omdrift tilladt på op til 10 pct. af skovens areal. Det tilsigtes

med denne meget enkle regel, at det ikke skal være nødvendigt med

registreringer og omfattende kontrolforanstaltninger og deraf

følgende belastning for private og myndigheder.

For de ejendomme, der ved lovens ikrafttræden dyrker mere end 10 pct.

af arealet med juletræer og pyntegrønt i kort omdrift, gælder en

overgangsordning, jf. § 47, stk. 4.

Ad Stk. 3

Bestemmelsen om benyttelse af bjergfyr svarer stort set til den

gældende lovs § 6, stk. 3.

Til § 15

Reglen afløser den gældende lovs § 4, stk. 2. Der foreslås dog den

ændring, at der kan gennemføres fredninger, hvor også andre end

landskabelige hensyn taler derfor, og at det er skovmyndighederne

og ikke ejeren, der opretter deklarationen. Der er altså tale om

en offentligretlig servitut, der ikke kræver samtykke fra

kommunalbestyrelsen efter kommuneplanlovens § 36.

Den hidtil gældende regel har været benyttet af skovejere i mange

tilfælde - ikke alene til at frede enkelte grupper af træer, men

også til at gennemføre fredninger for endog ret store skovarealer,

især med løvtrædominans. Interessen for sådanne skovfredninger har

formodentlig været vigende i de senere år, dels fordi

begrænsningerne i ejerens handlefrihed ikke er fulgt op af

økonomiske kompensationer, dels fordi fredningerne ikke er fulgt

op med en tilstrækkelig pleje.

Med disse skovfredninger kan skovejere medvirke til at bevare og

beskytte miljøet i skovene på måder, der ikke ganske er i

overensstemmelse med § 14, stk. 1.

Reglen skal ses som et supplement til fredninger efter

naturfredningsloven.

Til § 16

Ad Stk. 1

Reglen om fredning af egekrat er ny.

Den gældende skovlov er ikke til hinder for, at fredskovspligtigt

egekrat konverteres til andre træarter. Sådanne konverteringer

forekommer, selv om der ikke er indlysende økonomiske eller

miljømæssige fordele forbundet dermed.

Egekrat findes navnlig i Midt- og Vestjylland. Egekrat består af

vintereg, stilkeg og krydsninger derimellem, og har en

karakteristisk bundflora. Det er en biotop, der hørte til

tidligere tiders hedebrug. Mange egekrat er således opdelt i måske

meget smalle parceller, der med års mellemrum har været benyttet

til gærdselshugst af de enkelte brug.

Jordbunden i egekrat er i mange tilfælde blevet forholdsvis udpint.

Indblæsning af gødning fra omkringliggende landbrugsarealer kan

derfor forrykke næringsstofbalancen i egekrat sådan, at den

naturlige tilstand vanskeligt kan bevares.

Egekrat skal med den foreslåede bestemmelse fortsat gennemhugges med

års mellemrum. Ejeren kan søge arbejdet gennemført ved en

plejeaftale, f.eks. med statsskovdistriktet i henhold til

lovforslagets § 20.

Reglen er ikke til hinder for, at egekrat ved naturlig vækst vokser

op til egentlig højstammet egeskov. Andre træarter kan indfinde

sig heri, f.eks. birk eller i visse tilfælde lind o.a.

Reglen bør følges op af en registrering af egekrat og evt. andre

naturskove samt en plan for deres pleje (herunder stævning) og

beskyttelse. Flere amtskommuner har allerede taget denne opgave

op.

Det kan også være af interesse at opretholde tilstanden i f.eks.

bøgepur, ellekrat eller klippeløkker. Det kan ske efter reglerne i

§§ 9, stk. 2, og 20, eller ved fredning efter naturfredningsloven.

Ad Stk. 2

Reglen er ny.

Skovbryn er karakteriseret ved en stor variation i arter af urter,

buske og løvtræer - i mange tilfælde småtræer af egnstypiske

arter - og er dermed normalt let at adskille fra den bagved

liggende produktionsbevoksning, som typisk består af en eller

nogle få træarter. I skovbrynet kan buske og træer ofte have meget

forskellig alder, mens produktionsbevoksningen bagved i reglen er

ensaldrende.

Reglen omfatter hele skovbrynet, det vil sige såvel træerne som de

buske, der hører til randzonen mellem skoven og arealet udenfor.

Bevaringen sker ved, at brynet plejes med henblik på opnåelse af høj

stabilitet. Det medfører, at der skal gentilplantes med nye

løvtræer og buske, når de ældre går til eller fældes, medmindre

der sker selvforyngelse.

Det er af betydning for skovdyrkningen, at et stabilt og robust

skovbryn af løvtræer og buske bevares. Skovbryn har en vis

betydning som forebyggelse mod stormfald. Det forudsætter dog, at

der gennemføres en aktiv hugst i bevoksningerne bagved. Stabile

skovbryn medvirker til at mindske vind og træk - forhold, der kan

forringe både træproduktionen og miljøet.

Skovbrynet er også den del af skoven, der opleves af mange som den

visuelt betydningsfulde del af landskabet, det er. Endvidere er

skovbryn væsentlige for dyre- og plantelivet, og bl.a. af denne

grund er disse bevoksningselementer naturhistorisk værdifulde og

interessante for friluftslivet.

Reglen omfatter kun skovbryn af løvtræer og buske, der findes ved

skovenes ydergrænser. Løvtræbælter i skovene - det gælder ikke

mindst i plantager på tørre egne - har også betydning for skovenes

rumlige opbygning, men reglen omfatter ikke disse.

Reglen er ikke til hinder for, at skove udvides ved tilplantning uden

for skovbrynet, hvorved der kan skabes et nyt skovbryn, der

herefter bliver omfattet af reglen.

Ad Stk. 3

Den foreslåede regel er en udvidelse af den gældende lovs § 6, stk.

5, hvorefter ejeren har ret til at bevare de klit- og hedearealer,

enge, moser, strandbredder og lignende, der hører til fredskov,

medmindre de tilplantes.

Med den foreslåede regel fredes søer, vandløb, moser, heder,

strandenge og strandsumpe, når de nævnte naturtypers areal er

mindre end de nedre arealgrænser, der er gældende efter

naturfredningslovens §§ 43 ff. De naturtyper, der her er tale om,

er fredskovspligtige, hvis de hører til fredskove i henhold til

forslagets § 3, stk. 3.

Reglen omfatter kun sådanne naturtyper, der er naturligt

forekommende. Hvis lignende arealer ønskes kunstigt anlagt, skal

der forinden indhentes tilladelse efter § 9, stk. 2.

Ad stk. 4

Bestemmelsen er indeholdt i den gældende lovs § 6, stk. 5.

Ad Stk. 5

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 17, men er dog en

udvidelse, idet enhver form for dyrehold, bl.a. hjortefarme, er

omfattet af lovforslaget. Bestemmelsen forekommer allerede i

1805-forordningen som en del af bestræbelserne på at adskille

landbruget fra skovbruget. Begrundelsen er, at husdyr og andre

tætte bestande af dyr kan skade nye bevoksninger og - i sværere

tilfælde - tillige ældre træer.

Forbuddet mod dyrehold gælder ikke alene de husdyr, der findes i

dansk landbrug, såsom kvæg, heste, svin og får, men også

dyrearter, der i det fremmede er husdyr, uden de hidtil har været

anvendt som sådan herhjemme, såsom æsler, muldyr, lamaer m.v.

Ad Stk. 6

Bestemmelsen omfatter den tilfældige, uorganiserede hensmiden af

overflødige genstande. Egentlige lossepladser, affaldsdepoter og

lignende er anlæg, der omfattes af reglen i § 10.

Bestemmelsen skal sammenholdes med naturfredningslovens § 63, stk. 1,

hvorefter der ikke uden ejerens tilladelse må henkastes eller

anbringes affald eller lignende på fremmed ejendom.

Forslaget gælder - i modsætning til naturfredningsloven - henkastning

af affald på både fremmed og egen ejendom.

Til § 17

»Særlige grunde« kan være meget forskelligartede. Der kan ved

dispensation fra § 14 stk. 1, være tale om hensyn til en eller

flere af de forskellige miljømæssige eller forsøgsmæssige opgaver

for skovbruget, jf. § 1.

Der kan også være tale om opbygning af ny skov på marginaljord, hvor

de dyrkningsmæssige og økonomiske forudsætninger i første

generationbevoksninger kan være mere beskedne end sædvanligt.

»Særlige grunde« ved dispensation fra § 14, stk. 2, kan f.eks. være

tilfælde, hvor navnlig mindre skovejendomme ikke giver baggrund

for en rationel drift af juletræs- og pyntegrøntarealer med de

begrænsninger, der følger af reglen.

»Særlige grunde« ved dispensation fra § 16 kan f.eks. være tilfælde,

hvor udsætning af dyrearter kan have betydning for skovdriften.

Det kan gælde yngre (nåletræ-)bevoksninger, hvor husdyr kan være

af betydning for bekæmpelse af ukrudt.

Til kapitel 4 om fremme af løvskov m.m.

Til §§ 18-19

Bestemmelsen er ny.

Ifølge den gældende skovlovs § 6, stk. 2, skal skovtilsynet påse, at

løvskoven ikke forsvinder. Hvis det dog alligevel er ved at ske,

og der ikke kan opnås en mindelig ordning med ejeren, skal

skovtilsynet indstille til Statens Skovnævn, at der rejses sag

efter naturfredningsloven om fredning af løvskoven. Reglen, som

nærmest har karakter af en hensigtserklæring, har næsten aldrig

været benyttet.

Baggrunden for at indføre en støtteordning til fremme af løvskov er,

at løvskovarealet i Danmark siden ca. 1930 har været i

tilbagegang.

Tilbagegangen har været knyttet til de gunstige vækstlokaliteter i de

østlige landsdele, hvor løvskoven førhen har været helt

dominerende og trods alt fortsat udgør størstedelen af skovenes

bevoksning.

I disse landsdele er ca. en trediedel af bøgearealet forsvundet i

perioden. Det er en markant udvikling, fordi det må ses i lyset

af, at perioden kun svarer til halvdelen af bøgetræers normale

levetid. Det vil med andre ord sige, at på mere end halvdelen af

de arealer, hvor bøg er fældet, er den erstattet af andre

træarter.

Siden 1950 er denne udvikling delvis modvirket af, at andre løvtræer

har vundet terræn i et omfang, der svarer til ca. halvdelen af det

bøgeareal, der er forsvundet i perioden.

I de nordlige og vestlige landsdele har navnlig egen vundet større

udbredelse i den samme periode, men løvtræet er stadig ret

sporadisk forekommende i disse landsdeles nåleskov. Samtidig er

der i stort omfang plantet ny nåleskov her, således at løvtræet i

dag syner langt mindre end før.

På landsplan er det samlede løvskovareal siden ca. 1930 blevet

reduceret med 7-8 pct. i absolut mål og med ca. 20 pct. i relativt

mål. Denne udvikling har ledt til bekymring for løvskovens fremtid

på langt sigt.

Der foreslås med lovforslaget en ordning om tilskud til fremme af

løvskov for at sikre en række samfundsmæssige goder, der ikke i

tilstrækkelig grad vil blive beskyttet, hvis skovdriften alene

skal baseres på rent privatøkonomiske hensyn.

Løvskovens samfundsmæssige betydning kan samles under 2

hovedoverskrifter:

- løvskovens betydning for den fremtidige produktion af træ og

træprodukter, herunder for selvforsyning og beskæftigelse, og

- løvskovens ikke-materielle betydning, dvs. løvskovens betydning for

friluftslivet og for naturhusholdningen.

Med hensyn til løvskovens betydning for produktionen af træ og

træprodukter kan nævnes.:

Internationale konsekvensanalyser for forsyningsmulighederne i de

næste 30-40 år inden for forskellige træproduktgrupper, der

selvsagt skal tages med betydeligt forbehold, viser bl.a., at der

i fremtiden vil ske en stigende efterspørgsel efter løvtræet, set

i relation til nåletræet. Det skyldes dels, at løvtræveddets

særlige egenskaber vil blive mere efterspurgt, dels at udbuddet af

løvtræved fra især den tredie verdens lande forventes at blive

mindre.

Under danske klimaforhold kan plantning af løvtræ fremfor nåletræ

næppe alene forsvares ud fra træforsyningsmæssige hensyn, da der

er tale om virkninger på så langt sigt, at prognosegrundlaget er

for usikkert. Det væsentligste argument for at tage overordnet

stilling til det fremtidige produktudbud fra skovbruget er ønsket

om at sikre alsidighed i sammensætningen af den indenlandske

træproduktion på meget langt sigt. Og skal den sikres, skal det

gøres nu.

Den værditilvækst, der finder sted ved forædling af råtræet, består

af merværdi og det arbejdskraftforbrug, der medgår ved

forarbejdningen. Værditilvæksten ved forarbejdning af løvtræ er

betydeligt større end ved forarbejdning af nåletræ. Det gælder

uanset, om måleenheden er produktionsværdi, valutabidrag eller den

beskæftigelse, der er knyttet til forarbejdningen. Det er således

beregnet, at bøgens (løvtræets) samfundsmæssige

beskæftigelsesmængde i dag er mindst halvanden gang større end

granens pr. enhed råtræ. Samfundet har derfor en produktionsmæssig

interesse i at opretholde løvskovbruget.

Med hensyn til løvskovens særlige betydning for friluftslivet kan

nævnes:

Befolkningen foretrækker løvskov fremfor nåleskov, og især

foretrækkes bøgen, vor nationaltræart. Ikke mindst anses løvtræer

og buske i skovbryn for at være værdifulde, landskabeligt set.

Undersøgelser viser da også, at løvskoven - og især den ældre - er

mere indbydende for friluftsmæssige aktiviteter end nåleskoven.

Der er flere oplevelsesmuligheder i en (ældre) løvskov end i en

nåleskov. Og miljøet i en løvskov opfattes sædvanligvis mere

tiltrækkende og indbydende end i en nåleskov. Imidlertid har

friluftslivet også ønsker om variation i skovene. Det gælder ikke

alene et ønske om forskellige bevoksningsaldre, men også om

forskellige træarter, herunder både løv- og nåletræbevoksninger i

skovene. En sådan variation er ikke blot til glæde for

friluftslivet, men også for f.eks. dyre- og plantelivet i skovene.

Den landskabelige virkning giver løvskoven - måske især bøgeskoven -

en kulturhistorisk betydning for vort land. De karakteristiske,

velarronderede skovbryn med de bagved værende høje, slanke

løvtræer (søjlehaller), der stedvist strækker sig helt ud mod sund

og bælt, er en betydningsfuld del af det danske landskab, som

giver især bøgen sin nationale betydning.

Desuden skal det bemærkes, at der i gammel løvskov, hvor der gennem

tiderne næsten ikke eller måske slet ikke har været foretaget

dybgående jordbehandling, ofte er bevaret en relativ stor mængde

jordfaste fortidsminder, f.eks. gravhøje, højryggede agre m.v. Og

da sådanne gamle bevoksninger ofte er forholdsvis åbne, er

fortidsminderne både meget synlige og let tilgængelige.

Endelig skal følgende nævnes med hensyn til løvskovens særlige

betydning for naturhusholdningen:

Det er ofte påpeget, at løvskoven tit er mere artsrig end nåleskoven,

og at løvskoven er et værdifuldt levested for mange dyre- og

plantearter. F.eks. vil en ældre løvtræbevoksning kunne have

omkring 3 gange så mange fugleindivider som en ældre

nåletræbevoksning.

Det er dog af væsentlig betydning, hvordan løvskoven ser ud. Yngre

løvskov vil sjældent være mere økologisk værdifuld end granskov.

Det er den ældre, lysåbne løvskov, der især har de mange dyre- og

plantearter.

Og her må nævnes, at helt gamle bevoksninger med træer, der er ved at

gå i forfald, har en særlig naturvidenskabelig betydning. I

hullerne i disse træer holder dyr til, der ikke kan leve andre

steder, f.eks. hulrugende fugle, flagermus og mange sjældne

insekter.

Med en løvskovstøtteordning som den, der foreslås i lovforslaget,

beskyttes disse træer ikke direkte, men ordningen sigter mod, at

der fortsat ved etablering af unge bevoksninger vil komme gamle

træer. En egentlig beskyttelse af disse må enten ske ved at indgå

en plejeaftale med ejeren efter § 20 i lovforslaget eller ved at

frede efter naturfredningsloven.

Løvskovbrynene har en særlig betydning for dyre- og plantelivet. Som

biotop betragtet er løvskovbryn nogle af de mest artsrige i

landet, og der findes dyre- og plantearter, der er særegne her.

For grundvandet kan der påvises visse fordele ved løvskov, idet der

ofte siver lidt mere vand ned fra løvskov end fra nåleskov, bl.a.

fordi løvskoven ikke transpirerer i den kølige del af året, sådan

som den stedsegrønne nåleskov gør det.

Disse ikke sammenlignelige forhold udgør de fleste af løvskovenes

samfundsmæssige værdier, som gør, at samfundet bør sikre, at

løvskoven til stadighed vil have en tilpas indplacering i det

samlede danske skovbrugsbillede. Problemet er, at ikke alle de

nævnte samfundsmæssige værdier giver økonomisk afkast til

skovejeren.

Den foreslåede tilskudsordning er formuleret på baggrund af danske

undersøgelser. De viser bl.a., at tilskud til etableringen af nye

løvskovbevoksninger vil give samfundet det bedste resultat på

lang sigt af den investering, som samfundet under alle

omstændigheder må foretage i en ordning til fremme af løvskov.

Som en foreløbig målsætning for tilskudsordningen sættes, at

løvtræarealet når op på det niveau, det havde i 1923, da der var

mest i nyere tid, ca. 150.000 ha. Af dette areal udgjorde

løvskovarealet i privatskovene ca. 120.000 ha. Med

tilskudsordningen sigtes med andre ord mod, at løvskovarealet i

private skove forøges over en årrække fra de nuværende ca. 106.000

ha til ca. 120.000 ha.

Der er tale om at bevare eller forøge det samlede løvskovareal med

sunde, produktive bevoksninger i alle aldersklasser, hvor

betydningen for friluftslivet og naturhusholdningen fortsat kan

øges, hvor den råtræforarbejdende industri til stadighed kan

forvente træ af høj kvalitet, og hvor der til stadighed vil være

mulighed for yderligere at beskytte eller frede særlige

løvtræbevoksninger, hvor specifikke hensyn til friluftslivet eller

naturhusholdningen skal tages.

Der vil formodentlig være en positiv effekt over hele landet men med

visse regionale forskelle. I den sydøstlige del af landet, hvor

især rødgran har vist sig at være ustabil, forventes der at komme

stor interesse for støtte til navnlig bøgekultivering, men også

til anlæg af ege- og askebevoksninger. I den vestlige og centrale

del af Jylland forventes der at komme en del interesse for anlæg

af egebevoksninger og stabiliserende og landskabsforskønnende

skovbryn.

Der sigtes mod, at ca. halvdelen af etableringen af

løvtræbevoksninger skal være bøg, ca. en fjerdedel eg og resten

andre løvtræarter.

Tilskudsordningen sigter især på at fremme bøg, eg og ask, men også

mindre udbredte hjemmehørende træarter som lind, navr, avnbøg og

spidsløn, og eventuelt elm, ær, birk og poppel.

For at nå den målsætning, der er nævnt, er det nødvendigt, at der i

gennemsnit etableres 1.000-1.200 ha løvtræbevoksninger om året i

de private skove. Dette er lidt mere end en fordobling af den

etablering af nye løvskovbevoksninger, der fremgik af

skovstatistikken i 1976. Der skal fastholdes en rolig

udviklingstakt. Det skyldes bl.a., at det er væsentligt, at

planteskolesektoren er i stand til at forsyne skovene med en

tilstrækkelig mængde planter af tilpas kvalitet.

Fra en skovbrugsfaglig synsvinkel er det vigtigt, at en støtteordning

for løvtræ formuleres sådan, at den virker med og ikke imod de

sædvanlige naturmæssige og markedsmæssige forudsætninger og

mekanismer, der styrer dispositionerne i skovdriften. Hermed

tænkes bl.a. på påvirkning af prisdannelsen for f.eks.

skovplanter, ødelæggelse af omkostningsbevidstheden ved

kulturanlæg, forvridning af de dyrkningsfaglige rutiner osv. Det

er desuden væsentligt, at en støtteordning til ny løvskov ikke

fratager de private ejere initiativ og dermed lyst til at dyrke

løvskov. En modvillig indstilling fra skovejere og

-administratorer kan ikke undgå at give et væsentligt tilbageslag

for befolkningens natur- og friluftsmæssige interesser i de

private skove. En vellykket naturpolitik for skovenes vedkommende

må derfor nødvendigvis baseres på et samarbejde med ejerne af

dette landskabs- og naturelement. En støtteordning skal derfor -

udover tilskud til ny skov - rumme støtte til sikring af frø og

planter, samt støtte til forskning i og udvikling af

løvskovdyrkningen.

En støtteordning for etablering af nye bevoksninger af løvtræ vil

være et direkte instrument til at få en mere jævn

aldersklassefordeling, der er nødvendig for at bevare løvskoven på

længere sigt. Ordningen forventes ikke at medføre en kraftigere

afvikling af de ældre bevoksninger. Det skyldes, at de økonomiske

ressourcer, der findes i disse bevoksninger, ofte er så

betydningsfulde for de enkelte ejere, at ganske andre forhold,

herunder generationsskifte m.v., er bestemmende for deres

eventuelle afvikling.

Ordningen vil blive administreret sådan, at den hviler på en

frivillighed fra ejerens side. Det vil sige, at ejeren skal

tilskyndes til at søge om midler til løvtrædyrkning, fordi han med

et tilskud anser løvtræ for at være fordelagtig. Den eneste

forudsætning er, at arealet er fredskovspligtigt.

Støttebeløb kan alene ydes til etablering af løvtræarter, der på

stedet er i stand til at udvikle højstammede bevoksninger, og som

iøvrigt opfylder lovforslagets krav om god skovdrift. Ved

etablering og retablering af løvskovbryn ydes desuden støtte til

buske.

Som udgangspunkt skal der ydes et tilskudsbeløb pr. arealenhed uanset

bonitet, udstrækning m.v. Satserne vil formodentlig variere mellem

ca. 5.000 kr. og ca. 15.000 kr. pr. ha afhængigt af løvtræart,

kulturmetodik, beliggenhed og eventuelt andre forhold. I tilfælde

af misligholdelse giver § 35 mulighed for, at staten kan kræve

beløbet tilbagebetalt.

I tilfælde, hvor der gives tilskud til etablering af ydre

løvskovbryn, vil disse blive omfattet af bevaringsreglen i

lovforslagets § 16, stk. 2.

Støtte vil alene blive ydet til genplantninger i eksisterende

fredskove. Støtte til andre former for tilplantning på private

arealer vil blive ydet med hjemmel i Landbrugsministeriets

lovgivning.

Det vil blive en betingelse for ydelse af støttebeløb til skovejere,

at plantematerialet, med mindre der er tale om selvforyngelse

eller brug af egne planter, opfylder kravene til forstligt

formeringsmateriale, jf. Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr.

150 af 31. marts 1981 om handel med forstligt formeringsmateriale

(udstedt efter lov nr. 534 af 13. december 1972 om handel med frø,

såsæd, læggekartofler og planter).

Forudsætningen for, at løvtræskove kan bevares som væsentlige

produktions- og landskabselementer, er, at der frembringes en

tilpas mængde planter af rimelig kvalitet. Heri ligger f.eks.

at statsskovene fortsat bevarer, fornyer og beskytter bevoksninger,

der kan afgive et godt frømateriale,

at tilsvarende bevoksninger bevares, fornyes og beskyttes i private

skove,

at opformeringsanlæg især i form af frøproduktionsarealer,

frøplantager eller vegetativ formering opprioriteres, og

at der fortsat lægges vægt på forsyningen fra gode og velafprøvede

frøkilder.

Der vil efter den foreslåede løvskovstøtteordning også blive ydet

støtte til foranstaltninger, der indirekte virker for fremme af

løvskov. Det drejer sig dels om leverancer eller produktion af

frø- og/eller plantemateriale af løvtræarter, dvs. til frøimport-,

frøforarbejdnings- og planteskolevirksomheder, dels om forsknings-

og udviklingsvirksomhed til gavn for løvskovdyrkningen.

Når ordningen har været i kraft i ca. 10 år, forudsættes dens

virkninger vurderet i relation til målsætningen og i relation til

de samfundsmæssige nyttevirkninger iøvrigt. Hvis det viser sig, at

ordningen ikke fungerer tilfredsstillende, vil den blive justeret.

De regler, der fastsættes efter § 19, om tilskud til de 3 formål, der

er nævnt i § 18, stk. 2, vil i vidt omfang basere sig på de

betragtninger, der er nævnt ovenfor.

Om eventuel tilbagebetaling af tilskud henvises til § 35.

Til § 20

Bestemmelsen er ny. Der er tale om en opfølgning af bl.a. den

handlingsplan, miljøministeren i marts 1987 har fremlagt om

marginaljorderne. Heri er nævnt, at det offentlige kan træffe

aftaler med private ejere om at give tilskud til eller overtage

driften af arealer med særlig miljømæssig interesse.

Da bestemmelsen anfører, at en sådan overtagelse af driften sker ved

aftale mellem ejeren og skovmyndigheden, kan der i visse tilfælde

være tale om at yde ejeren økonomisk kompensation derfor.

Amtskommuner og kommuner kan på tilsvarende vis indgå plejeaftaler

med private indenfor rammerne af lov om kommunernes styrelse.

Handlingsplanerne for marginaljorderne lægger bl.a. op til, at

denne indsats styrkes i fremtiden.

Til Kapitel 5 om ejerskifte m.m.

Til § 21

Stk. 1 skal sammenholdes med den gældende lovs § 10, stk. 1, 1. pkt.,

og stk. 3. Ifølge § 10, stk. 1, 1. pkt. skal ethvert køb af skov

straks meddeles til skovtilsynet. Ifølge stk. 3 skal skøder på

ejendomme uden for byerne indeholde en sælgererklæring om,

hvorvidt der findes skov eller fredskovspligtig grund på

ejendommen. I bekræftende fald skal skødet - før det anmeldes til

tinglysning - påtegnes af skovtilsynet om, hvorvidt og hvilke

arealer der er fredskov.

Ved hjælp af skødepåtegningsordningen er der siden 1935 noteret

meget fredskov i tingbogen. Ordningen er imidlertid en væsentlig

belastning for både private og myndigheder i forbindelse med

berigtigelse af ejendomshandler. Hertil kommer, at den

teknologiske udvikling ved oprettelsen af edb-matriklen og

udviklingen af Bygge og Bolig Registeret (BBR) - og som følge

heraf af kommunernes ejendomsregistre - på lidt længere sigt

forventes at give statsskovdistrikterne og andre myndigheder

væsentlig lettere adgang til ejeroplysninger. For skovoplysninger

forudsætter det dog, at noteringen af fredskovspligt i tingbog og

matrikel tilendebringes, jf. forslagets § 7, stk. 1, og

bemærkninger dertil.

På denne baggrund foreslås skødepåtegningsordningen ikke gentaget i

lovforslaget.

Forslag til § 21 omfatter - i modsætning til den gældende lovs § 10 -

enhver form for ejerskifte, men ikke hensidden i uskiftet bo.

Ejerskiftemeddelelsen skal gives til det stedlige statsskovdistrikt,

ligesom det er distriktet, der skal yde vejledning og rådgivning.

Det er hensigten, at bestemmelsen ophæves, når tingbogen og

matriklen er bragt i orden med hensyn til notering af

fredskovspligt, samt at en ordning, hvorefter skovmyndighederne

automatisk modtager meddelelse om ejerskifte, er iværksat, jf. §

46, stk. 3.

Meddelelsen om ejerskifte kan være den nye ejers første forbindelse

med skovmyndighederne. Og den nye ejer vil i visse tilfælde være

uden nøjere kendskab til reglerne og mulighederne for skovdrift.

Det er derfor væsentligt, som foreslået i stk. 2, at

skovmyndighederne allerede på dette stadium har en forpligtelse

til at kontakte ejeren med henblik på at formidle den information,

der måtte være nødvendig, herunder om de statsanerkendte

konsulentorganisationers virksomhed.

Af sådanne konsulentorganisationer findes der 3: De Danske

Skovdyrkerforeninger, Hedeselskabet og Dansk Skovforening.

Til § 22

Ligesom § 21 omfatter denne regel enhver form for ejerskifte. Reglen

fandtes allerede i 1805-forordningen og i § 10, stk. 1, i den

gældende lov. Bestemmelsen sikrer, at overdragerens hugst i

forbindelse med f.eks. en handel ikke udgør en del af købesummen.

Til § 23

Bestemmelsen er ny og skal sammenholdes med § 24 og bemærkninger

dertil. Endvidere skal den ses som en afløser for den gældende

lovs § 11, stk. 1, om 10-årige hugstbegrænsninger efter køb af

såvel fredskov som anden skov.

Ifølge lovforslaget er fredskovspligtige skove altid, dvs. uanset

tidspunktet for det seneste ejerskifte, undergivet reglerne i

kapitel 3 om god skovdrift.

Af de grunde, som har ligget bag den gældende lovs § 11, stk. 1,

nemlig at sikre mod overdreven hugst i forbindelse med en handel

for at tilvejebringe en del af købesummen, foreslås det, at skove

over 2 1/2 ha, der ikke er fredskovspligtige, drives efter

reglerne om god skovdrift i en 10-års-periode efter et ejerskifte.

Med ejerskifte menes ikke blot erhvervelse ved køb men også ved

mageskifte, arv og gave.

Reglen finder kun anvendelse, når der er tale om egentlig skov.

Større sammenhængende juletræ- eller pyntegrøntarealer på

landbrugspligtig jord, der endnu ikke er udviklet til sluttede

skovbevoksninger, betragtes som landbrugsafgrøder og er således

ikke omfattet af reglen.

Til § 24

Bestemmelsen i stk. 1 angår både fredskov og ikke-fredskov.

Den gældende lovs bestemmelse om det såkaldte »10-årige tilsyn efter

ejerskifte« eller »hugstattestordningen« findes i skovlovens § 11,

stk. 1, men reglen fandtes allerede i skovforordningen af 1805.

Den har tidligere haft en væsentlig betydning for skovenes

bevarelse, fordi risikoen for overdreven hugst kan vise sig at

være størst i de første år af en ny skovejers ejertid.

Den gældende bestemmelse omfatter erhvervelse ved køb, herunder

mageskifte. Erhvervelser ved arv og gave blev ikke medtaget under

bestemmelsen i skovloven fra 1935.

Domspraksis har vist, at der er en glidende overgang mellem på den

ene side køb og på den anden side arv og gave. Herved er den

gældende bestemmelse blevet retsteknisk uskarp. Derfor foreslås

det, at bestemmelsen gælder enhver form for ejerskifte.

Ved erhvervsmæssig hugst er der tænkt på hugst til salg eller til

industriel udnyttelse.

Med bestemmelsen sættes hugstattestordningen i bero. Såfremt der

konstateres en udvikling i retning af »skovslagtning«, kan den dog

sættes i kraft igen, evt. alene for visse områder eller enkelte

ejendomme.

Denne ændring skal ses i lyset af lovforslagets intentioner om, at

skovmyndighederne i fremtiden skal lægge mere vægt på rådgivning

om god skovdrift. Der er som hidtil hjemmel til at forlange, at de

kultur- og bevoksningsarbejder, begrænsninger i hugsten m.m., som

god skovdrift kræver, udføres både på de arealer, hvor hugsten

skal foregå, og i skoven i øvrigt.

Hugstattester kan opdeles i årlige etaper fordelt på udspecificerede

bevoksninger.

En regel svarende til stk. 2 findes ikke i den gældende lov. Skove,

der ejes af selskaber, er, bortset fra selskabets erhvervelse af

skoven, ikke omfattet af stk. 1. Ændring af selskabets ejerforhold

er ikke retlig set et ejerskifte.

Til § 25

Den gældende lovs § 20 giver mulighed for, at der for skove, der er

delt mellem flere ejere, kan oprettes et skovlag, når en række

forudsætninger er opfyldt. Det var hensigten med reglen, at et

skovlag skulle kunne styrke de samlede skovdyrkningsmæssige

aktiviteter i disse skove, og desuden modvirke nabogener, der kan

være meget uheldige for skovdriften.

Problemerne med delte skove er særligt udtalte ved de såkaldte

»parcelskove«. Parcelskove kan være delt i mange parceller, f.eks.

i striber, der kan være ned til 10 - 20 m brede. I sådanne

tilfælde kan det være overordentlig vanskeligt at drive den

enkelte parcel uafhængigt af naboparcellerne.

Den gældende lovs regel om skovlag er imidlertid kun benyttet en

enkelt gang, og dette skovlag er senere igen nedlagt.

Problemerne omkring parcelskove og andre skove, der er delt mellem

flere ejere, er komplicerede, fordi en meget stor del af disse

ejendomme er landbrugsnoterede og dermed undergivet

landbrugslovgivningens regler om sammenlægning, samdrift m.v.

Med den foreslåede bestemmelse lægges der op til, at

skovmyndighederne i samarbejde med konsulentorganisationerne kan

udarbejde forslag til sammenlægning eller samdrift af

skovparceller. Forslagene kan bl.a. gå ud på, hvordan regler i

landbrugsloven, jordfordelingsloven m.v. kan benyttes til at

forbedre bedriftsstrukturen udfra skovbrugsmæssige forudsætninger

i delte skove.

Til kapitel 6 om kortlægning og planlægning

Til §§ 26-27

Bestemmelserne er nye i skovloven. Der er bestemmelser om fysisk

planlægning i andre af Miljøministeriets love end de egentlige

planlove, f.eks. §§ 35-39 i naturfredningsloven, §§ 10-17 i

vandforsyningsloven, og §§ 61-64 i miljøbeskyttelsesloven.

Hensigten med bestemmelserne er at styrke samarbejdet mellem den

statslige skovadministration og de kommunale myndigheder. Desuden

afgrænser de generelt planlægningen i forholdet til skovloven.

Bestemmelserne skal ses i sammenhæng med § 7, stk. 1, nr. 6, i lands-

og regionplanloven, § 2, stk. 1, nr. 7, i regionplanloven for

Hovedstadsområdet, samt § 3, stk. 2, nr. 8, i kommuneplanloven,

hvorefter den fysiske planlægning blandt andet skal fastlægge

størrelsen og beliggenheden af arealer, der er forbeholdt

jordbrugserhvervene. Det fremgår af bemærkningerne til disse love,

at skovbrug i denne forbindelse er »jordbrug«.

Det følger heraf, at en planlægning i tilknytning til skovlovens

gennemførelse skal ske i sammenhæng med den planlægning, der

gennemføres i medfør af landbrugslovens § 3a, og som forudsættes i

forbindelse med de planlagte initiativer som opfølgning af

forbedringsloven og skovstøtteloven vedrørende forøget

skovtilplantning. Planlægning i tilknytning til skovene vil derfor

ske i et samarbejde med bl. a. Landbrugsministeriet.

Der lægges op til, at den fysiske planlægning for skovbruget bliver

sammenfattende som led i regionplanlægningen for den samlede

arealanvendelse. Der er altså ikke tale om, at fysisk planlægning

for skovbrugsforhold skal være en selvstændig sektorplanlægning.

Begrundelsen er, at en erhvervsmæssig planlægning, f.eks. for

skovbruget, inddrager mange forhold, ikke blot miljømæssige og

produktionsmæssige, men også lokalsamfundets erhvervs- og

befolkningsstruktur og økonomi.

Reglerne i kapitel 2 om bl.a. pålæggelse, ophævelse og suspension af

fredskovspligt tilsidesættes ikke af fysisk planlægning.

Flere amtskommuner har allerede inddraget skovbrugsforhold i

regionplanlægningen, f.eks. ved udpegning af områder, hvor der

ønskes mere skov, og områder, der ønskes friholdt for skov.

Sådanne områdeudpegninger har betydning for mulighederne for at

pålægge fredskovspligt efter skovloven.

Også en del kommuner har i kommuneplanen medtaget retningslinier for

opbygning af bynære skove, især begrundet i hensynet til behovet

for friluftsliv.

Til kapitel 7 om andre bestemmelser

Til § 28

Forslaget svarer, med visse redaktionelle ændringer, til den gældende

lovs § 21, som bestemmelsen er affattet i § 10 i lov nr. 250 af

23. maj 1984 (Håndhævelsesloven).

I forhold til den gældende bestemmelse er følgende bestemmelser ikke

indeholdt i forslaget:

1) Bestemmelsen om, at ministeren skal søge et ulovligt forhold

lovliggjort.

2) Bestemmelsen om tilsynsinstruks og -kredse.

3) Bestemmelsen om, at kommunalbestyrelser skal foretage indberetning

om ulovlige forhold.

Disse regler følger af almindelige forvaltningsretlige regler,

sammenholdt med bestemmelserne i kapitel 8.

Til § 29

Bestemmelsen er ny men findes tilsvarende i en række andre

arealanvendelseslove, f.eks. råstofloven og naturfredningsloven.

Der henvises i øvrigt til bemærkninger til § 47, stk. 1.

Til § 30

Bestemmelsen svarer til § 21 a, stk. 1, i den gældende lov, således

som affattet ved § 10, nr. 2, i lov nr. 250 af 23. maj 1984

(Håndhævelsesloven).

Til § 31

Forslaget er nyt. For at kunne foretage en tilstrækkelig vurdering af

forskellige forhold ved administrationen af loven er det påkrævet,

at myndighederne har adgang til relevante oplysninger om

ejendommen.

Bestemmelsen vil navnlig få betydning, hvor man undersøger konkrete

forhold om en enkelt ejendom. Den kan også være grundlag for at

tilvejebringe oplysninger til brug for den skovstatistik, som

Skov- og Naturstyrelsen skal drage omsorg for at få udarbejdet

med års mellemrum, jf. lovforslagets § 37, stk. 4.

Med hensyn til kravet om, at der også er pligt til at give

oplysninger om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, bemærkes,

at det i mange tilfælde er en enkel måde at få dokumenteret, om

reglerne er overholdt. Men det har også i vid udstrækning

betydning for, hvilke eventuelle indgreb der bør foretages.

Bestemmelsen skal sammenholdes med forvaltningslovens § 27 om

tavshedspligt og straffelovens § 152 om straf for at bryde

tavshedspligten. Oplysninger om personlige og økonomiske forhold

er i medfør heraf tavshedsbelagte.

Til § 32

Ad Stk. 1

Forslaget fastslår myndighedernes mulighed for efter sædvanlig

forvaltningsretlig praksis at kunne gribe ind, hvis man i den

almindelige administration bliver opmærksom på forhold, der er i

strid med loven eller med regler, der er fastsat med hjemmel i

loven.

Ad Stk. 2

Bestemmelsen afløser den gældende lovs § 9, stk. 2. Den skal ses i

sammenhæng med, at en overtrædelse af lovforslagets § 14 ikke er

direkte sanktioneret ved straf.

Stk. 2 adskiller sig fra stk. 1 ved, at den giver hjemmel til at

påbyde i detaljer, hvordan et manglende arbejde skal gennemføres

for at leve op til reglerne om god skovdrift. Desuden kan en for

kraftig hugst stoppes.

De situationer, der kan give anledning til et sådant påbud, er

mangeartede. Der kan ikke fastsættes entydige, landsdækkende og

generelle regler for, hvornår en given bevoksning ikke (længere)

drives efter principperne for god skovdrift. Som udgangspunkt er

der tale om undladelser, der umuliggør eller i udtalt grad

forsinker eller vanskeliggør, at den bevoksningstilstand, der er

beskrevet i § 4, stk. 2, opnås.

En ejer af fredskov kan således ikke med henvisning til skovens

immaterielle goder undlade at lade fredskoven være bevokset med

træer, der danner eller kan danne sluttet skov, medmindre arealet

er omfattet af § 4, stk. 3, af § 16, stk. 1-4, eller der er givet

tilladelse efter loven.

I helt ekstreme tilfælde kan der være tale om egentlig vanrøgt eller

forhugning.

Visse eksempler på situationer, hvor det kan komme på tale at gribe

ind med et påbud, kan dog nævnes:

1) Kulturer eller selvforyngelser etableres med plantemateriale, der

ikke anses for forstligt forsvarligt. Der kan være tale om arter

eller herkomster, der ikke er tilladt eller ikke udvikler sig på

den pågældende egn, om planter der er for små, for ringe eller på

anden måde for skadede til at kunne klare sig, eller - i tilfælde

af selvforyngelse - om plantemateriale, der udpræget er meget

ringere end det, der kan tilføres udefra. De unge planter skal

dække are- alet jævnt og i et tilstrækkeligt omfang, så der inden

for et rimeligt tidsrum dannes sluttet skov af højstammede træer.

2) Kulturer eller selvforyngelser beskyttes ikke i nødvendigt omfang

mod anden vegetation, svampe- og andre sygdomme eller skadedyr.

3) I en række tilfælde er bortrydning af uønsket trævegetation eller

- især i forbindelse med selvforyngelse - udhugning i selve

kulturtræarten nødvendig for at opnå en levedygtig, blivende

bevoksning.

4) Gennemhugning af bevoksninger kan være så svag eller så udtalt

manglende, at bevoksningens stabilitet svækkes betragteligt. Ved

en for kraftig gennemhugning kan skovbunden gro til i græs,

hvilket forringer de efterfølgende dyrkningsmuligheder.

5) Alt for tidlige eller alt for sene foryngelseshugster kan medføre,

at skovdriften ikke kan opfylde kravet i § 4 om, at der skal

udvikles højstammede træer.

6) Hensynet til opbygning af en stabil og varieret skov medfører, at

såvel foryngelseshugsternes enkelte størrelse, som deres samlede

andel af skoven bør afbalanceres.

7) Nødvendige afvandingssystemer skal etableres og vedligeholdes.

8) Skovprodukter må ikke henligge i skoven i så lang tid, at de giver

baggrund for opformering af insekter, svampe eller andet, der kan

skade de levende, blivende bevoksninger.

Afgørelsen af, om der i et givet tilfælde er tale om, at en

bevoksning ikke drives efter principperne for god skovdrift, eller

ligefrem vanrøgtes eller forhugges, beror primært på en

skovbrugsfaglig vurdering. I vurderingen skal der tages hensyn til

generelle forhold, f.eks. om der for nyligt har været betydelige

stormfald eller tørkeskader, om der er udtalte nabogener, eller om

den konkrete forseelse må anses for at være af begrænset

rækkevidde.

Konstateres et eller flere af de nævnte forhold eller andre, som

strider mod princippet om god skovdrift, vil det i første omgang

give anledning til, at ejeren bliver vejledt af det stedlige

statsskovdistrikt om, hvordan skoven kan »bringes på fode igen«.

Hvis dette ikke giver resultat, kan der blive tale om at meddele

påbud efter lovforslagets § 32.

Et påbud kan f.eks. indeholde følgende:

1) Arealet skal forberedes til plantning, det skal tilplantes, der

skal anvendes planter af en særlig art og beskaffenhed, arealet

skal indhegnes og evt. afvandes, alt sammen med nærmere angivne

metoder og materialer.

2) Kulturerne skal efterbedres og plejes med nærmere angivne metoder

og materialer.

3) Bevoksningen skal plejes på nærmere angiven måde.

4) Der skal gennemføres tyndinger efter nærmere forskrifter, eller

tynding kan kræves undladt i et nærmere fastsat antal år.

5) Visse bevoksninger skal ryddes og gentilplantes. Andre

bevoksninger skal opretholdes i et nærmere fastsat antal år.

6) Foryngelseshugster skal gennemføres efter en nærmere fastsat

plan, herunder kan der fastsættes et maksimum for størrelsen af

den enkelte foryngelseshugst.

7) Nærmere angivne afvandingsopgaver skal gennemføres.

8) Henliggende træeffekter skal fjernes.

9) Affald skal fjernes.

Der kan fastsættes tidsfrister vedrørende alle de nævnte forhold.

Ad Stk. 3

Bestemmelsen svarer til § 21 a, stk. 4, i den gældende lov, således

som affattet ved § 10, nr. 2, i lov nr. 250 af 23. maj 1984

(Håndhævelsesloven).

Til § 33

Bestemmelsen svarer til § 21 a, stk. 2 og 3 i den gældende lov,

således som affattet ved § 10, nr. 2, i lov nr. 250 af 23. maj

1984 (Håndhævelsesloven).

Til § 34

Forslaget svarer til den gældende lovs § 15. Bestemmelsen i stk. 1,

nr. 1, har kun sjældent være anvendt, mens nr. 2, har været

benyttet i langt videre omfang.

Der er i adskillige tilfælde givet dom for, at skoven kan tages under

offentlig administration. Det er dog meget sjældent, at

skovlovmyndighederne efter dommens afsigelse har benyttet sig af

muligheden. I langt de fleste tilfælde sørger ejeren for at bringe

skoven i lovlig stand, hvorefter der naturligvis ikke er grund

til, at skovlovmyndighederne går ind i driften.

Bestemmelsen i stk. 2 er ændret i forhold til den gældende lov.

Ifølge denne kan ejeren nemlig indskrænke hæftelsen til selve

skovgrunden, hvis han lader den selvstændigt matrikulere. Denne

udstykningsadgang foreslås ikke gentaget, da den kan være i

afgørende modstrid med visse andre hensyn, både i denne lov og

f.eks. i landbrugsloven.

Til § 35

Bestemmelsen er ny, men findes tilsvarende i andre love, der

indeholder regler om statstilskud til private.

Bedømmelsen af, om et tilskud helt eller delvist skal tilbagebetales,

eller om et tilsagn helt eller delvist bortfalder, skal bero på en

skovbrugsfaglig vurdering foretaget af Skov- og Naturstyrelsen

eller statsskovdistrikterne på samme måde, som det oprindelige

projekt blev vurderet, jf. § 19 og bemærkninger dertil.

Til kapitel 8 om myndigheder

Til § 36

Bestemmelsen er ny.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, agtes

administrationen af loven henlagt til Skov- og Naturstyrelsen og

statsskovdistrikterne.

Den egentlige lovadministration tænkes som hidtil at skulle ske i

Skov- og Naturstyrelsen. Det opsøgende og vejledende

tilsynsarbejde skal som hidtil foretages af de

statsskovdistrikter, der har opgaver med administrationen af

skovloven. Der kan endvidere blive tale om at delegere andre

administrative opgaver i medfør af loven til distrikterne.

I dag fremgår Skov- og Naturstyrelsens opgaver på skovlovsområdet af

§§ 14 - 16 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 84 af 11.

december 1986 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og

Naturstyrelsen.

Statsskovdistrikternes opgaver fremgår tildels af visse bestemmelser

i selve den gældende lov, f.eks. § 11 og § 17. Derudover er der

givet nogle retningslinier i Instruks af 18. oktober 1978 for

tilsynet med de private skove. Landet er opdelt i 31

skovtilsynskredse, hvilket fremgår af Miljøministeriets

bekendtgørelse nr. 57 af 20. februar 1978 om landets inddeling i

skovtilsynskredse. Endelig er der i et vist omfang delegeret

opgaver til distrikterne ved Skovstyrelsens (nu Skov- og

Naturstyrelsen) cirkulæreskrivelse af 12. marts 1980 om

bemyndigelse til distrikterne til selvstændigt at træffe visse

afgørelser m.v.

Bemyndigelsen til at begrænse klageadgangen tænkes først og fremmest

anvendt i de sager, hvor distrikterne træffer afgørelse i 1.

instans, sådan at der kun kan klages til Skov- og Naturstyrelsen.

Om Skovnævnets medvirken i sager, der er påklaget til ministeren,

henvises til § 43.

Til § 37

Ad stk. 1-3

Bestemmelserne er nye. De forudsætter, at Skov- og Naturstyrelsen

centralt og decentralt råder over personale, der samlet udgør et

videncenter inden for de emneområder, der har med skove og

arealforvaltning at gøre. Det drejer sig ikke blot om

forstuddannede på akademisk og teknisk niveau, men også om

juridiske, økonomiske, biologiske og andre uddannelser, herunder

medarbejdere med træning i formidling.

Skov- og Naturstyrelsens faglige bistand til andre myndigheder kan

vedrøre forskelligartede spørgsmål som skovdyrkning, skovøkologi,

skovenes sundhedstilstand, forsyning med skovfrø og -planter,

skovstatistik, skovplanlægning, skovhistorie, skovbrugsmæssige

uddannelser, skovenes betydning for friluftslivet, naturskoler og

anden informationsvirksomhed, arbejds- og arbejdsmiljøforhold i

skovbruget, skovlovgivning og internationalt samarbejde på

skovområdet m.m. Den faglige bistand kan også angå en række

tilgrænsende områder inden for biologi, økonomi, arealforvaltning

m.v.

Der kan være tale om både generelle spørgsmål og om forhold omkring

enkeltejendomme.

Skov- og Naturstyrelsens medvirken er i en række tilfælde

formaliseret, bl.a. i Skovskolerådet, Den Forstlige

Forsøgskommission og institutrådet for Skovteknisk Institut.

Skov- og Naturstyrelsen har løbende gennemført forsknings-,

udviklings- og undersøgelsesprojekter, f.eks. den landsomfattende

skovregistrering, skovtelemålingsprojektet,

edb-planlægningsprogrammet for skovejendomme (SRPLAN),

maskinudvikling, gødskningsprojektet, flisningsprojektet samt

undersøgelser af den luftbårne forurenings virkning på skov.

Denne virksomhed vil som hidtil blive koordineret med

Landbrugsministeriets og Undervisningsministeriets institutioner

på området samt de statsanerkendte konsulentorganisationer.

Vejlednings- og informationsvirksomhed overfor andre myndigheder og

private vil blive opprioriteret som følge af oprettelsen af Skov-

og Naturstyrelsen pr. 1. januar 1987. Det drejer sig bl.a. om

vejledning i skovdyrkning, økologi, landskabshistorie og fysisk

planlægning. Informationsvirksomheden kan gennemføres ved hjælp

af pjecer, artikler, foredrag osv.

Naturformidlingen er i de senere år opprioriteret gennem

ekskursioner, naturskolerne, naturvejlederordningen og

enkeltstående aktiviteter som f.eks. »Skolen i skoven, skoven i

skolen«, »Plant et træ«, og ikke mindst »Vandreture i

statsskovene«. Flere af disse aktiviteter gennemføres i samarbejde

med andre, f.eks. kommunerne, Dansk Skovforening, Dansk Røde Kors

og skolerne. Der findes i 1987 ca. 10 naturskoler på

Miljøministeriets arealer, og det planlægges at tre- eller

firdoble antallet.

Disse dele af styrelsens virksomhed skal ses som led i den generelle

opprioritering af naturformidlingen, der forestår i Skov- og

Naturstyrelsen.

Opprioriteringen vil ske omkring de to hovedområder, styrelsen skal

arbejde med: God skovdrift og en samlet, effektiv naturpolitik.

Styrelsen kan gennem det samarbejde, der som nævnt allerede er

etableret til mange sider, få til opgave at medvirke til at

formulere mål for den skovbrugsmæssige udvikling, set i relation

til en samlet naturpolitik. På det mere praktiske plan kan

styrelsens rolle være at formidle denne målsætning til forsknings-

og udviklingsorganisationer på området og at sørge for, at

målsætningen og den opnåede viden formidles, bl.a. til skovejerne,

skovgæsterne og træindustrien.

Dette arbejde vil blive gennemført i samarbejde med de øvrige

institutioner og organisationer på skovbrugsområdet, herunder de

statsanerkendte konsulentorganisationer.

Ad Stk. 4

Reglen, hvorefter Skov- og Naturstyrelsen skal drage omsorg for, at

der udarbejdes en landsdækkende skovstatistik, er også ny.

Skovstatistik - f.eks. skovtællinger - har hidtil været udarbejdet

med meget stærkt varierende tidsintervaller.

I forrige århundrede baseredes skovstatistiske opgørelser bl.a. på de

såkaldte »amtmandsindberetninger«, der fra tid til anden

redegjorde for forholdene i landet. I dette århundrede har Det

Statistiske Departement, senere Danmarks Statistik, stået for

arbejdet. Der er således udarbejdet »skovtællinger« i 1907, 1923,

1931, 1951, 1965 og 1976. Der er imidlertid så væsentlige

forskelle mellem de enkelte tællinger, både med hensyn til indhold

og udarbejdelse, at sammenligninger kan være vanskelige.

Ved at fastlægge, at der skal udarbejdes en skovstatistik mindst

hvert 10. år, søges usikkerhedsfaktoren med de ujævne

tidsintervaller begrænset.

Det er hensigten, at skovstatistikken bl.a. skal udnyttes til at

følge løvtræsarealets - herunder bøgearealets - udvikling, f.eks.

om hvordan udviklingen forløber i forskellige ejendoms- og

ejerkategorier.

Miljøministeren har nedsat et skovstatistiknævn, som har til opgave

at udarbejde et forslag til metodisk grundlag for fremtidige

skovstatistiske opgørelser. Disse skal bl.a. give en oversigt over

skovarealet, dets opdeling i træarts-, alders- og

produktionsklasser, skovejendommenes størrelse og ejerforhold,

skovproduktionen samt anvendelsen af de udyrkede arealer, alt

sammen fordelt på amtskommuner.

Hensigten hermed er således bl.a. at bringe skovstatistikken ind i

baner, så de sammenligningsvanskeligheder, der tildels præger

tidligere skovtællinger, kan undgås i fremtiden.

Skovstatistiknævnet skal bl.a. fremkomme med en indstilling om, hvem

der i fremtiden skal udarbejde skovtællingerne.

Det er hensigten at søge udarbejdet en skovstatistik snarest muligt

efter lovens ikrafttræden.

Den seneste skovtælling er som nævnt udført i 1976.

Skov- og Naturstyrelsen gennemfører desuden en overvågning af

skovenes sundhedstilstand.

Til § 38

Bestemmelsen skal sammenholdes med den gældende lovs § 10, stk. 2,

der fastsætter, at en køber kan få en erklæring om skovens

tilstand inden købets afslutning.

Ifølge forslaget er det på den aktuelle ejers initiativ, at

erklæringen skal afgives. Man antager, at anmodning herom især

vil blive fremsat i forbindelse med et nært forestående

ejerskifte.

Ifølge Instruks af 18. oktober 1978 for tilsynet med de private skove

må erklæringen først udstedes, efter at distriktet har foretaget

en besigtigelse af skoven.

Der er ikke konkrete planer om at udnytte adgangen til at fastsætte

gebyr. I første omfang vil man følge arten og antallet af

henvendelser om erklæringer om skoves tilstand. I givet fald skal

gebyret dække omkostningerne for statsskovdistriktet ved at

besigtige skoven og udarbejde erklæringen.

Til § 39

Selv om der ikke i den gældende lov findes bestemmelser herom,

antages det, at statsskovdistriktet har ret til - evt. mod ejerens

vilje - at besigtige en skovejendom. Det fremgår af

tilsynsinstruksens pkt. 5 - og i øvrigt også af den tidligere

tilsynsinstruks fra 1935.

Til Kapitel 9 om klage

Til §§ 40-41

Bestemmelserne er nye men findes tilsvarende i en række andre nyere

love.

Til Kapitel 10 om Skovnævnet

Til §§ 42-43

Den gældende lovs § 22 fastsætter, at der nedsættes et Statens

Skovnævn, hvis medlemmer repræsenterer skovbrugserhvervet, dvs. de

centrale skovmyndigheder, Hedeselskabet, Dansk Skovforening og De

Danske Skovdyrkerforeninger.

Det er især beføjelser om behandling af enkeltsager, der ifølge

skovloven er henlagt til Skovnævnet. Disse beføjelser har i dag

mindre eller ingen - praktisk betydning i forhold til tidligere.

Til gengæld har nævnet i stigende omfang fået en generel rådgivende

funktion i skovbrugsfaglige spørgsmål, hvilket ikke var forudsat i

loven. Det foreslås at lovfæste denne praksis ved at ændre

Skovnævnets opgaver og sammensætning.

Derudover har skovnævnet som opgave at udøve det skovkyndige skøn

efter § 5 i majoratsloven (lensafløsningsloven), jf.

lovbekendtgørelse nr. 638 af 16. september 1986.

På baggrund af den ændrede opgavebeskrivelse og sammensætning er det

i forslag til lov om ændring af majoratsloven, der fremsættes

samtidig hermed, foreslået, at Skovnævnet heller ikke fremover

skal inddrages i behandlingen af disse konkrete enkeltsager.

Skovnævnets fremtidige opgaver bliver bl.a. i samarbejde med Skov- og

Naturstyrelsen at udarbejde udkast til regler og vejledninger

inden for lovens rammer. Der kan være tale om bekendtgørelser,

cirkulærer, vejledninger og om forskelligt oplysende materiale.

Skovnævnet får tillige til opgave at udtale sig om større og

væsentligere sager og om generelle administrative spørgsmål, der

er af betydning for lovens administration.

Nævnet vil blive sammensat af medlemmer med skovbrugsfaglig

ekspertise og anden ekspertise af betydning for vurdering af

forskellige spørgsmål i relation til skovene, herunder

skovbrugsvidenskabelige, naturfredningsmæssige og friluftsmæssige

spørgsmål.

Det vil blive fastsat i forretningsordenen, at Skov- og

Naturstyrelsen varetager sekretariatsfunktionen for Skovnævnet. Og

det vil blive angivet, hvilke klagesager, især mindre sager uden

særlig principiel betydning, som ikke nødvendigvis skal forelægges

for nævnet, før der træffes afgørelser.

Til kapitel 11 om straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser

Til § 44

Det er givet, at overgreb mod navnlig fredskov ikke kan hindres alene

med straffebestemmelser. Det vil tillige medføre meget kortvarige

løsninger. For at opnå mere langsigtede virkninger skal der i

højere grad lægges vægt på vejledning og oplysende virksomhed.

Det lægges der også op til med lovforslaget. På den anden side er

det nødvendigt for at sikre gennnemførelse af lovens formål og

efterlevelse af de enkelte bestemmelser, at overtrædelser kan

sanktioneres med straf, navnlig i grovere tilfælde.

Som nævnt i bemærkningerne til § 32, stk. 2, er overtrædelse af en af

de væsentligste bestemmelser i loven, nemlig § 14 om god

skovdrift, ikke direkte sanktioneret ved straf. Dette hænger bl.a.

sammen med, at man vanskeligt kan formulere regler for, hvornår en

bevoksning ikke (længere) drives efter principperne for god

skovdrift. Da der er et betydeligt moment af skøn i bedømmelsen

heraf, foreslås det, at der i disse tilfælde kun kan straffes,

hvis et påbud efter § 32, stk. 2, ikke efterkommes. Der henvises

tillige til §§ 33 og 34.

Reglen i stk. 3 om 5 års forældelsesfrist er en fravigelse fra den

almindelige regel i straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, om 2 års

forældelsesfrist. Den findes tilsvarende i den gældende lovs § 12,

stk. 2. Den særlige forældelsesfrist blev indført i 1967 i

forbindelse med forskellige ændringer af både straffelovens og

speciallovgivningens regler om forældelse m.m. Begrundelsen for

den er, at mange skovlovsovertrædelser først kommer til

skovlovsmyndighedernes kendskab mere end 2 år efter, at de er

begået.

5 års-fristen foreslås af retstekniske grunde at skulle gælde for

samtlige de overtrædelser, der er beskrevet i stk. 1.

I visse tilfælde kan der blive tale om konfiskation efter

straffelovens §§ 75-77.

Til § 45

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i den gældende lov. Men

forslaget svarer til bestemmelser i anden nyere lovgivning.

Til § 46

Ad Stk. 1

Efter lovens vedtagelse skal der fastsættes en del administrative

regler og udarbejdes en del vejledningsmateriale.

Det drejer sig f.eks. om vejledninger om god skovdrift, regler om

vederlagsareal og regler om tilskudsordningen.

En hurtig ikrafttræden anses dog - uanset dette - for at være

nødvendig pga. af den ganske vist beskedne udvidelse af

fredskovsbegrebet, som er indeholdt i lovforslaget.

Ad Stk. 2

Foruden skovloven fra 1935 foreslås ophævelse af udstykningslovens §

3, der er indeholdt i lovforslagets § 11.

Ad Stk. 3

Der henvises til bemærkninger til § 21.

Til § 47

Disse overgangsbestemmelser sikrer en vis kontinuitet i

retstilstanden i tiden efter lovens ikrafttræden.

Specielt om tidsbegrænsningen i stk. 1 bemærkes, at bestemmelsen er

ny. Den svarer til lovforslagets § 29.

Bestemmelsen medfører bl.a., at arealer, hvorpå fredskovspligten er

ophævet efter den tidligere eller nugældende lovgivning, fortsat

ikke er fredskovspligtige, selv om de efter ordlyden falder ind

under en eller flere af punkterne i § 3, stk. 1, og selvom de

fortsat bærer skov.

Det tilføjes, at ophævelse af fredskovspligt i følge sagens natur

ikke er en tilladelse, som ejeren kan udnytte eller lade være.

Denne specielle form for tilladelser kan derfor ikke blive

omfattet af tidsbegrænsningen.

Vedr. stk. 2 bemærkes, at man hidtil har anset bygninger og anlæg fra

før den gældende lovs ikrafttræden for lovlige, selv om de var

opført uden egentlig tilladelse.

Bestemmelsen omfatter f.eks. også fredskovspligtige lystskove og

dyrehaver, der eksisterede ved 1935-lovens ikrafttræden.

Stk. 3 er en opretholdelse af de deklarationer, der er oprettet i

medfør af den gældende lovs § 4, stk. 2.

Ministeren kan bestemme, at deklarationen aflyses, f.eks. hvis det

bliver nødvendigt i forbindelse med en fredning efter

naturfredningsloven.

Til § 48

De bestemmelser, der ophæves, jf. § 46, stk. 2, gælder ikke for

Færøerne og Grønland.

Det bemærkes, at der på Færøerne er oprettet et mindre antal

plantager.

Officielle noter

Ingen