Kapitel 1
Formål
§ 1. Lovens formål er at sikre lønmodtagere og arbejdsløse reelle
muligheder for at deltage i voksenundervisning i arbejdstiden med
henblik på
1) at øge den enkeltes selvtillid og kvalifikationer,
2) udvide demokratiet, herunder arbejdspladsdemokratiet,
3) at forstærke deltagernes muligheder for i fællesskab at forstå og
ændre deres livsvilkår og
4) at udjævne uddannelseskløften.
Kapitel 2
Deltagerkreds
§ 2. Lønmodtagere med et forudgående tilhørsforhold til
arbejdsmarkedet svarende til 5 års ATP-indbetalinger har ret til
frihed fra arbejde til deltagelse i voksenundervisning.
Stk. 2. Arbejdsministeren fastsætter efter forhandling med
Landsarbejdsnævnet regler for indregning af fuldtidsforsikredes
arbejdsløshedsperioder.
Stk. 3. Gennem kollektive aftaler kan friheden til uddannelse gøres
betinget af en forudgående tilknytning til arbejdspladsen på
højst 6 måneder.
§ 3. Arbejdsløse kan efter et samlet forudgående tilhørsforhold til
arbejdsmarkedet på 5 år efter eget ønske deltage i
voksenuddannelse.
Stk. 2. Landsarbejdsnævnet fastsætter nærmere regler herfor. Under
deltagelse i uddannelsesforløbet står den pågældende ikke til
rådighed for arbejdsmarkedet.
Kapitel 3
Fremgangsmåde for opnåelse af uddannelsesfrihed
§ 4. Ved ønske om frihed til uddannelse retter den ansatte
henvendelse til arbejdsgiveren og angiver perioden, i hvilken
friheden ønskes.
Stk. 2. Arbejdsgiveren kan udsætte den ansattes påbegyndelse af
frihedsperioden. Ved frihed af 5 dages varighed eller derunder
kan påbegyndelsen af frihedsperioden udsættes med højst 1 måned
fra varslingstidspunktet. Ved frihed af over 5 dages varighed kan
påbegyndelsen udsættes højst 2 måneder fra varslingstidspunktet.
Stk. 3. I tilfælde, hvor frihed til uddannelse indebærer særlige
vanskeligheder for virksomhedens eller institutionens
arbejdsgang, kan påbegyndelsen udsættes yderligere efter aftale
mellem arbejdsgiveren og den ansattes faglige organisation.
Stk. 4. I tilfælde, hvor ikke alle anmodninger om frihed til
uddannelse kan imødekommes samtidig under henvisning til stk. 3,
skal ansatte med kortest uddannelse først have frihed, dernæst
ansatte med ubekvemme arbejdstider.
Kapitel 4
Rettigheder og pligter m.v. under uddannelsesfrihed
§ 5. Ansatte har ret til at vende tilbage til samme arbejde efter
uddannelsesfriheden.
Stk. 2. Den ansatte har ret til at vende tilbage til sit arbejde før
udløbet af den meddelte orlovsperiode. Meddelelse herom skal
indgives til arbejdsgiveren med mindst 1 måneds varsel.
§ 6. Frihed til uddannelse betragtes som orlov. De sociale ordninger
og andre rettigheder videreføres og opretholdes, som hvis den
ansatte ikke havde haft frihed til uddannelse.
§ 7. Gennem kollektive aftaler fastsættes regler for ansættelse af
ny arbejdskraft eller undladelse af afskedigelser som følge af
ansattes anvendelse af frihed til uddannelse.
§ 8. En arbejdsgiver må ikke afskedige en ansat, fordi denne har
fremsat krav om udnyttelse af retten til frihed til uddannelse
eller har udnyttet denne frihed.
§ 9. Lovens bestemmelser kan ikke fraviges til ugunst for
lønmodtageren.
Kapitel 5
Tvister
§ 10. Tvister vedrørende bestemmelserne i § 2 og §§ 4-9 afgøres ved
normal fagretlig behandling.
Kapitel 6
Ikrafttræden
§ 11. Loven træder i kraft den 1. april 1988.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Viden er magt.
Demokratiet må til stadighed læres og prøves. Forslagene om betalt
frihed til uddannelse giver tid og betaling, så især
korttidsuddannede får reelle muligheder for at kunne uddanne sig.
Den viden og handlekraft, som følger af deltagelse i
undervisning, vil være til gavn for den enkelte deltager, men
også for helheden. Lønmodtagere og arbejdsløse vil gennem nye
kundskaber og mere almen viden kunne deltage med større styrke i
demokratiet. Dermed vil demokratiet blive udvidet både når det
drejer sig om stærkere brugerindflydelse og borgerdeltagelse i
(lokal)politiske forhold, og når det drejer sig om de ansattes
muligheder for indflydelse i virksomhederne.
Lovforslagene om betalt frihed til uddannelse og ret til frihed til
uddannelse sigter mod at give lønmodtagere og arbejdsløse
muligheder for at udvikle uddannelsestilbud, som kan løfte
arbejdspladsdemokratiet. Sammen med lønmodtagerkapital forvaltet
af de ansatte i virksomhederne - altså økonomisk demokrati - vil
BFU kunne sætte fart i den proces, som fører til, at de ansatte
selv kommer til at lede virksomhederne. Dermed bliver BFU et
vigtigt element i opbygningen af selvforvaltning i virksomhederne
i samfundet som helhed.
Viden er magt. Ved, at de korttidsuddannede selv skaffer sig mere
almen viden og flere kundskaber, deles magten, og demokratiet
udvides. Betalt frihed til uddannelse vil gøre uddannelseskløften
mindre.
Danmarks udfordringer
Danmark står over for en stor udfordring, når det gælder om at
bevare og udbygge velfærden.
Virksomhederne er tvunget til omstilling og fornyelse, når det
gælder om at bevare konkurrenceevnen på verdensmarkedsvilkår. Og
virksomhederne står over for store udfordringer, når det gælder
om at tage hensyn til arbejdsmiljø, ydre miljø og
ressourceforbrug.
Disse forandringer kræver ny ledelse og organisation, ny teknologi
samt udvidede kvalifikationer hos de ansatte.
Hvis danske virksomheder skal kunne leve op til disse udfordringer,
er det helt nødvendigt, at de ansatte deltager i gennemførelsen
af de nødvendige forandringer. Forslagene om betalt frihed til
uddannelse sigter på at give lønmodtagere og arbejdsløse bedre
muligheder for at skaffe sig især almene forudsætninger for at
deltage i denne proces.
SF vil følge lovforslagene om betalt frihed til uddannelse op med
forslag om en kraftig udvidelse af arbejdsmarkedsuddannelserne,
så lønmodtagere og arbejdsløse også får mulighed for at efter- og
videreuddanne sig inden for de erhvervskompetencegivende
uddannelser.
Uddannelsesskævhederne
Det skønnes, at der i dag er omkring 800.000 lønmodtagere og
arbejdsløse, som alene har 7 års skolegang, og omkring 1,2 mio.
med under 12 års kompetencegivende uddannelse.
Uddannelsesressourcerne er skævt fordelt. F.eks. koster det over
600.000 kr. at uddanne en læge eller en civilingeniør. En præst
koster 300.000 kr. og en folkeskolelærer godt 100.000 kr. I
gennemsnit ofres der omkring 10.000 kr. i kursusudgifter pr.
deltager på specialarbejderkurserne.
Især de korttidsuddannede har høj arbejdsløshedsprocent, lav løn og
ofte de ringeste muligheder for at deltage i udøvelsen af
demokrati på alle samfundsområder. Når både virksomheder og det
offentlige afsætter penge til at efter- og videreuddanne
medarbejdere, er det typiske, at medarbejdere med en i forvejen
lang uddannelse får en uforholdsmæssig stor andel af de afsatte
ressourcer. Når topfunktionæren får 30 timers efteruddannelse,
får den ikkefaglærte 1 time.
Der er således ikke i dag indbygget mekanismer i det offentlige
eller arbejdspladsfinansierede uddannelsessystem, som mindsker
uddannelseskløften. Tværtimod. Kun lovgivning kan rette op på den
skævhed.
ILO-konventionen
Konvention nr. 140 og henstilling nr. 148 om betalt frihed til
uddannelse fra ILO - Den Internationale Arbejdsorganisation - har
både Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark
stemt for vedtagelsen af den 24. juni 1974. I konventionen tales
bl.a. om, at der skal ydes »betalt frihed til uddannelse med
henblik på: a) oplæring på ethvert niveau, b) almen, social eller
samfundsrettet uddannelse, c) uddannelse i
fagforeningsvirksomhed.« De foreliggende lovforslag kan således
ses som en dansk udfyldning af ILO-konvention nr. 140 fra 1974.
Det skal i denne forbindelse anføres, at der er gennemført
BFU-ordninger i adskillige andre vesteuropæiske lande, bl.a.
Frankrig, Italien, Vesttyskland, Sverige og Holland.
Undervisningens tilrettelæggelse
Undervisningen skal tilrettelægges ud fra deltagernes
forudsætninger, erfaringer og ønsker. I øvrigt sikrer forslagene
om ret til frihed til uddannelse to vigtige ting: For det første,
at lønmodtagerne får endnu en frihedsrettighed, nemlig retten til
at vælge uddannelse, uden at arbejdsgiveren kan blande sig i
dette, idet lovforslaget om ret til frihed til uddannelse
samtidig sikrer, at lønmodtageren kan vende tilbage til
arbejdspladsen efter endt uddannelse. For det andet sikrer
lovforslagene om betalt frihed til uddannelse, at lønmodtageren
frit kan vælge mellem en enorm mængde af vidt forskellige
uddannelsestilbud.
Imidlertid vil det være nødvendigt bl.a. inden for
enkeltfagskurserne at eksperimentere med undervisningens form og
indhold, så førnævnte hensyn bliver taget. Det vil samtidig være
vigtigt at styrke den voksenpædagogiske forskning. Eksamen må
også tilrettelægges således, at den passer til den valgte
undervisningstilrettelæggelse.
Oplysningsforbund, daghøjskoler og folkehøjskoler har delvise
erfaringer med de voksne korttidsuddannede, som står mest
fremmede over for videreuddannelse. Her vil det være nødvendigt
at sætte en udvikling i gang. (Specialarbejderforbundet er så
småt begyndt at give tilskud, hvis dets medlemmer ønsker at gå på
kursus på de folkehøjskoler, som forbundet har samarbejdsaftale
med). Disse udbydere af undervisningen vil have en helt naturlig
interesse i lokalt at tage kontakt med brugerne og deres
organisationer for at udvikle kurser, der i særlig grad
tilgodeser deltagernes behov.
De kollektive kurser har den styrke, at det er arrangøren selv, der
fastlægger undervisningens form, indhold og målsætning og tillige
ansætter læreren. Her vil der om ønsket være mulighed for at
finde lærere fra egne rækker. Således ligger de kollektive kurser
i forlængelse af de stærkeste traditioner inden for dansk
folkeoplysning.
Det må ved følgelovgivning sikres, at der er børnepasningsmuligheder
for deltagerne.
Nogle danske erfaringer
AOF har i efteråret 1987 udsendt en rapport, »Betalt frihed til
uddannelse - hvorfor, hvordan?», hvori en række BFU-forsøg
finansieret af LO's forretningsudvalg evalueres.
Af rapporten fremgår bl.a., at »motivationen til at tilmelde sig
undervisning ofte er afhængig af, om man kan gå sammen med
arbejdskammerater, om man kan tilmelde sig »samlet«, om man har
haft personlig kontakt til opsøgerne og/eller
tillidsrepræsentanterne . . . Opsøgerne skal være (aner)kendte
personer i forhold til målgruppem . . . Opslag eller
tilmeldingslister er altså generelt ikke nok . . .
Virksomhedsbesøg og andre ekskursioner fremhæves af flere
deltagere som nogle af de mest lærerige og spændende oplevelser .
. . Deltagerne lægger stor vægt på, at de følger undervisningen
sammen med arbejdskammeraterne . . . Undervisningen skal baseres
på samtalen . . . Ligeværdighed bliver nøgleordet i
undervisningsformen . . . Følelser, oplevelser og engagement skal
være omdrejningspunkter i undervisningsindholdet. Undervisningen
skal kunne anvendes til at erkende og udvide muligheder i
deltagernes hele livssituation'.
Beskæftigelseseffekten
Der er i dag omkring 250.000 arbejdsløse. Det skønnes, at forslaget
har en beskæftigelseseffekt på 50 pct. Således vil 10.000
helårsdeltagere blive erstattet af 5.000 arbejdsløse, som får
arbejde.
De to lovforslag om betalt frihed til uddannelse sigter også på at
give arbejdsløse bedre uddannelsesmuligheder uden dog at
fastholde nogen i arbejdsløshed. Men indtil nu er der hverken
gennemført et systemskifte eller tilrettelagt en økonomisk
politik på lønmodtagernes betingelser, som afskaffer
arbejdsløsheden. Derfor må arbejdsløse have mulighed for at
foretage sig noget aktivt og meningsfuldt sammen med andre
mennesker frem for at blive bundet til isolation.
Tidligere forslag
SF har tre gange tidligere fremsat beslutningsforslag om betalt
frihed til uddannelse i arbejdstiden (se Folketingstidende
1981-82, forhandlingerne sp. 2324 og 4365 og tillæg A sp. 3153,
Folketingstidende 1982-83, forhandlingerne sp. 8946 og 10565 og
tillæg A sp. 3769, og Folketingstidende 1983-84 (2. samling),
forhandlingerne sp. 2736 og 4524 og tillæg A sp. 3887). Hver gang
har der været tale om forslag, som både har rummet retten til
frihed og løngodtgørelse.
De foreliggende forslag er todelte. Denne form er valgt for at skabe
klarhed. Samtidig bygger især forslaget om ret til frihed til
uddannelse på Socialdemokratiets lovforslag L 124, fremsat den
18. januar 1985 (se Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne
sp. 6057 og 7670 og tillæg A sp. 3555). SF finder, at det
socialdemokratiske forslag, der giver lønmodtagere flere
frihedsrettigheder, var et udmærket forslag, hvorfor store dele
uændret er indarbejdet i de foreliggende forslag.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Det er et formål med dette lovforslag, at lønmodtagere skal kunne
opnå frihed til uddannelse uafhængigt af arbejdsgiverens syn på
nytten af den pågældende uddannelse. Med loven i hånden kan
lønmodtagerne frigøre sig fra det forhold, at arbejdsgiverne i
dag kan afgøre, i hvilket omfang og i hvilke uddannelsesforløb
lønmodtagerne kan deltage.
Til § 2
Til stk. 1
Det må bl.a. gennem finanslovbevillinger sikres, at der er midler
til løngodtgørelse på arbejdsmarkedsuddannelserne og aflønning af
voksenlærlinge svarende til det omfang, som ønskes for
udbygningen af den erhvervsrettede efter- og videreuddannelse for
voksne. I mange tilfælde yder arbejdsgiveren løn under den
ansattes deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelserne. Denne mulighed
skal fortsat bestå. Erhvervsuddannelserne og
arbejdsmarkedsuddannelserne skal udbygges, så kapaciteten svarer
til behovet for uddannelsespladser.
Ud over ovennævnte uddannelser vil undervisningen bl.a. kunne
omfatte følgende: Deltagelse i undervisning tilrettelagt af
folkelige organisationer og foreninger samt politiske og faglige
organisationer, hvilken ofte vil være af kortere varighed.
Desuden vil BFU (betalt frihed til uddannelse) kunne bruges til
deltagelse i undervisning på daghøjskoler, forberedelseskurser,
højskoler og kollektive kurser samt til studie- og
erhvervskompetencegivende uddannelser, der ofte vil være af
længere varighed.
På baggrund af ATP-registreringen afgrænses personkredsen, der kan
omfattes af frihed til uddannelse.
Ved at bruge eksisterende ordninger vil administrationen af loven om
frihed til uddannelse blive enkel.
De 5 års ATP-indbetalinger og udregning af arbejdsløshedsperioder
knyttes til det tidsrum, hvori den enkelte lønmodtager har været
på eller til rådighed for arbejdsmarkedet, uafhængigt af den
daglige arbejdstid.
Til stk. 2
Arbejdsministeren fastsætter efter drøftelse med Landsarbejdsnævnet
regler for indregning af fuldtidsforsikredes
arbejdsløshedsperioder, således at arbejdsløshedsperioder indgår
med samme vægt med hensyn til ret til frihed til uddannelse som
tilsvarende beskæftigelsesprioder.
Til § 3
Arbejdsløses muligheder for deltagelse i undervisning i henhold til
BFU-lovgivningen skal fastlægges endeligt i lov om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. Arbejdsløse
skal kunne deltage i samme undervisning som beskæftigede, der
benytter deres frihedsret med eller uden lønkompensation, uden at
den arbejdsløse skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og
samtidig med, at den arbejdsløse fortsat oppebærer sin
understøttelse. Deltaglse skal fortsat betragtes som en »død«
periode i forhold til tidsbestemmelsesregler i
arbejdsløshedslovgivningen.
Unge, der tidligt er kommet ud på arbejdsmarkedet, vil have mulighed
for at benytte tilbudet om frihed til uddannelse i
ungdomsperioden, men for at undgå ulige økonomiske vilkår i
forhold til unge, som modtager statens uddannelsesstøtte, skal
der fastsættes en maksimal grænse på 3 år for, hvor længe en
arbejdsløs kan modtage arbejdsløshedsunderstøttelse, mens
vedkommende anvender uddannelsesretten.
Til § 4
Lønmodtageren retter henvendelse til arbejdsgiveren og angiver, i
hvilken periode frihed til uddannelse ønskes. Denne henvendelse
skal ved kortere kurser af en varighed på 5 arbejdsdage eller
mindre ske senest 1 måned før uddannelsesfrihed ønskes. For
kurser og uddannelser af en varighed på mere end 5 arbejdsdage
skal ønske om påbegyndelse af frihed til uddannelse ske senest 2
måneder før uddannelsen påbegyndes.
Til stk. 4
Kun undtagelsesvis kan der foregå prioritering mellem en virksomheds
ansatte. Ansøgninger om uddannelsesfrihed afgøres konkret.
Førsteprioritet har deltagere med den korteste
uddannelsesbaggrund. Står ansøgere lige med hensyn til varigheden
af deres uddannelse, vil personer med en ikkekompetencegivende
uddannelse have fortrinsret frem for personer med en ajourført
studie- og erhvervskompetencegivende uddannelsesbaggrund. Ved
yderligere prioritering skal der tages hensyn til personer med de
mest ubekvemme arbejdstider og dem, der ved et samlet skøn har
svært ved at deltage i uddannelsesorlov.
Prioriteringen efter ovennævnte retningslinjer foregår i
virksomhedens eller institutionens samarbejdsudvalg. Hvis et
sådant ikke eksisterer, da i et samarbejde mellem ledelsen og
tillidsrepræsentanten.
Til § 5
Såfremt det arbejde, som uddannelsesdeltagerne tidligere havde, er
ændret eller fjernet, skal den pågældende have mulighed for at
vende tilbage til samme arbejdsplads og sikres et tilsvarende
arbejde.
Til § 6
Med sociale ordninger og andre rettigheder menes anciennitet,
opsigelsesvarsler og tidligere erhvervede rettigheder på
arbejdspladsen. Den pågældende må ikke stilles ringere, når
vedkommende vender tilbage til sin arbejdsplads, end tilfældet
var, da uddannelsesorloven blev påbegyndt.
Til § 8
Lønmodtageren skal have fuld tryghed til at benytte sin
uddannelsesfrihed inden for rammerne af denne lov. Ligeledes må
det ikke være forbundet med utryghed at tilkendegive ønske om at
benytte retten til frihed til uddannelse.
Afskediges en ansat i strid med denne regel, skal arbejdsgiveren
betale en godtgørelse. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til
lønmodtagerens ansættelsestid, opsigelsesvarsel, muligheder for
at finde nyt arbejde og sagens omstændigheder i øvrigt. Tvister
afgøres af Afskedigelsesnævnet.
Til § 9
Forbedringer for lønmodtageren i forhold til loven kan aftales via
overenskomsterne.