Oversigt (indholdsfortegnelse)

Nr LSF 214

Forslag til Lov om støtte til naturbevaring, naturgenopretning, statslig skovtilplantning og friluftsliv

Fremsat af miljøministeren (Chr. Christensen)

den 18. februar 1988

Den fulde tekst

Kapitel 1

Lovens formål

§ 1. Lovens formål er at fremme bestræbelserne for

1) at bevare og pleje landskabelige og kulturhistoriske værdier,

2) at bevare eller forbedre betingelserne for det vilde plante- og

dyreliv,

3) at forøge skovarealet og

4) at forbedre mulighederne for befolkningens friluftsliv.

Kapitel 2

Ejendomserhvervelser, lån, tilskud m.v.

§ 2. Til opfyldelse af lovens formål fastsættes på de årlige

finanslove en beløbsramme, inden for hvilken miljøministeren kan

1) erhverve fast ejendom og afholde udgifter til driften, herunder

tilplantning,

2) yde lån til amtskommuner, kommuner eller almennyttige foreninger,

stiftelser, institutioner m.v. til erhvervelse af fast ejendom og

3) yde lån og tilskud til amtskommuner, kommuner, almennyttige

foreninger, stiftelser, institutioner m.v. samt private

ejendomsejere til bevaring, pleje og genopretning af naturområder

og til forbedring af mulighederne for friluftslivet.

Stk. 2. Miljøministeren kan sælge fast ejendom.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for

administrationen af stk. 1.

§ 3. Finansministeren fastsætter vilkårene for lån i henhold til §

2, stk. 1.

Stk. 2. Provenuet ved salg af fast ejendom tillægges årets bevilling.

Stk. 3. Miljøministeren kan efter forhandling med finansministeren

modtage gaver til opfyldelse af lovens formål.

Kapitel 3

Forkøbsret

§ 4. Miljøministeren kan bestemme, at ejendomme i landzone eller

sommerhusområde, der er særligt egnede til opfyldelse af lovens

formål, pålægges forkøbsret for staten.

Stk. 2. Ejeren af den pågældende ejendom underrettes om

forkøbsretten, der tinglyses på ejendommen.

Stk. 3. Forkøbsretten respekterer private forkøbsrettigheder og

køberettigheder, der er tinglyst før datoen for lovforslagets

fremsættelse, men går i øvrigt forud for andre rettigheder over

ejendommen, uanset hvornår de er stiftet.

§ 5. Forkøbsretten gælder ved enhver erhvervelse af ejendommen eller

dele af ejendommen. Forkøbsretten kommer dog ikke til anvendelse

1) når staten, en amtskommune eller en kommune erhverver ejendommen

til andre formål end denne lovs,

2) når ejendommen erhverves af en person ved arv, ved overtagelse

til hensidden i uskiftet bo eller ved deling af fælles bo, eller

3) når erhververen er den hidtidige ejers ægtefælle eller er

beslægtet eller besvogret med den hidtidige ejer i op- eller

nedstigende linie eller i dennes sidelinie så nær som søskende

eller deres børn.

§ 6. Reglerne i §§ 21-26 i lov om statens fremskaffelse af jord og

udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. finder tilsvarende

anvendelse, når der er pålagt forkøbsret efter § 4, idet

miljøministeren træder i stedet for landbrugsministeren.

Stk. 2. Fristen for at gøre forkøbsretten gældende fastsættes dog

til 8 uger i sager i medfør af denne lov.

Kapitel 4

Ekspropriation

§ 7. Miljøministeren kan ekspropriere en ejendom, hvis der kan

pålægges forkøbsret i medfør af § 4, når det er af væsentlig

betydning at råde over ejendommen for at gennemføre

foranstaltninger på grundlag af en planlægning til fremme af

lovens formål.

Kapitel 5

Rådgivende udvalg

§ 8. Miljøministeren nedsætter et udvalg, som er rådgivende for

ministeren i sager af større betydning efter loven.

Stk. 2. Finansministeriet, Landbrugsministeriet, Amtsrådsforeningen

i Danmark, Hovedstadsrådet, Kommunernes Landsforening, Danmarks

Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Naturfredningsrådet, De

danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger og

Tolvmandsforeningerne udpeger hver et medlem af udvalget.

Miljøministeren udpeger udvalgets formand og yderligere et antal

medlemmer fra Miljøministeriet.

Stk. 3. Miljøministeren fastsætter en forretningsorden for udvalget.

Kapitel 6

Myndigheder, erstatning m.v.

§ 9. Overlader miljøministeren sine beføjelser til at træffe

afgørelser efter loven eller efter bestemmelser fastsat efter

loven til en institution under ministeriet, kan ministeren

fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelserne,

herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for ministeren.

§ 10. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om erstatning for

de skader, der måtte opstå som følge af en aftalt offentlig

adgang til en privat ejendom.

Kapitel 7

Ikrafttræden m.v.

§ 11. Loven træder i kraft den 1. juli 1988.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 230 af 7. juni 1972 om erhvervelse

af fast ejendom til fritidsformål.

§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Det foreliggende lovforslag skal - sammen med de samtidig fremsatte

forslag til ændring af lov om naturfredning og forslag til

skovlov samt det af landbrugsministeren fremsatte forslag til lov

om ændring af lov om støtte til forbedring af strukturen og

effektiviteten i jordbruget (socio-strukturelle foranstaltninger)

og en kommende ændring af skovstøtteloven - ses i sammenhæng med

regeringens strategi for marginale jorder og den skovpolitiske

redegørelse, jf. nedenfor pkt. 2 og 4.

1. Den hidtidige administration af lov 230

Lov 230 af 7. juni 1972 om erhvervelse af fast ejendom til

fritidsformål har været i kraft i godt 15 år.

Gennem årene er der erhvervet godt 600 ejendomme med et samlet areal

på knap 15.000 ha. Den samlede udgift hertil har andraget ca. 325

mio. kr.

Den årlige bevilling, der på finansloven er afsat til realisering af

lov 230's formål, har de senere år andraget 27 mio. kr.

Det kan konstateres, at loven, inden for de bevillingsmæssige rammer

der har været til rådighed, har opfyldt sit formål: aktivt at

medvirke til, at befolkningen tilbydes mange vidt forskellige

natur- og friluftsoplevelser. Dette sigte bør videreføres.

Ved afgørelsen af, om et erhvervelsesforslag skulle gennemføres, har

det været lagt til grund, at erhvervelsen skulle have

hovedsagelig regional - gerne national - betydning for

befolkningens friluftsliv. Det vil sige, at det

befolkningsunderlag, der kunne drage nytte af en erhvervelse,

skulle være større end den enkelte bys eller kommunes.

Ved administrationen af loven har Miljøministeriet kunnet støtte sig

på rådgivende udtalelser fra Erhvervelsesudvalget, som rummer

repræsentanter for Finansministeriet. Landbrugsministeriet,

Amtsrådsforeningen i Danmark, Miljøministeriets departement samt

Planstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen. I november 1986

udvidedes udvalget med repræsentanter for Danmarks

Naturfredningsforening og Friluftsrådet.

I sager om erhvervelse af fast ejendom indhentes udtalelser fra

Statsskattedirektoratet om pris og øvrige handelsvilkår. Hvis

vilkårene falder inden for direktoratets skøn, kan erhvervelsen

gennemføres med Finansministeriets tilslutning.

Hvis der i Erhvervelsesudvalget ikke har været enighed om et

erhvervelsesforslag, er sagen af Finansministeriet krævet

forelagt for Finansudvalget.

Skov- og Naturstyrelsen (tidligere Fredningsstyrelsen) har varetaget

formandskabet for udvalget, i den periode hvor loven har været

administreret af Miljøministeriet.

Ved administrationen af loven har Miljøministeriet desuden støttet

sig på de regionale fredningsmyndigheders holdning til de enkelte

erhvervelsesforslag. Dette samarbejde forudsættes videreført og

udvidet for så vidt angår forslag om tilskud til større

naturbevarings- og genopretningsprojekter.

Rammerne for samarbejdet mellem de regionale fredningsmyndigheder og

Miljøministeriet om ejendomserhvervelser er efter en konference

herom mellem amtsrådene/Hovedstadsrådet og Miljøministeriet

fastlagt i et notat (»Middelfartpapiret«, juli 1986). Ifølge

dette notat drøftes forslag til erhvervelser mellem den regionale

fredningsmyndighed og det pågældende statsskovdistrikt for at få

erhvervelserne belyst så grundigt som muligt, herunder formålet

med erhvervelserne og hovedretningslinierne for den fremtidige

drift. Herefter sendes forslagene til Skov- og Naturstyrelsen.

Miljøministeriets ejendomme administreres af statsskovdistrikterne.

Overførsel af administrationen af en ejendom til en anden

myndighed, f.eks. et amtsråd/Hovedstadsrådet, herunder de

økonomiske byrder, der er forbundet hermed, vil kunne aftales med

bevarelse af ejendomsretten i Miljøministeriet. Det vil

formentlig i visse tilfælde være hensigtsmæssigt, at der aftales

en sådan overførsel. Det vil typisk dreje sig om enligtliggende

støttepunkter for friluftslivet og egentlige aktivitetsbetingede

projekter. Andre forhold kan gøre det hensigtsmæssigt, at arealer

forvaltes af en anden myndighed. En tilsvarende overførsel af

arealer fra andre myndigheder til Miljøministeriet kan ligeledes

komme på tale.

Selv om lov 230 rummer mulighed for ydelse af lån til

ejendomserhvervelser, har der ikke i nævneværdigt omfang været

ansøgt herom. Årsagen hertil har bl.a. været, at

forrentningsvilkårene ikke har været attraktive i forhold til det

private lånemarked, og - i de senere år - at aktiviteter

finansieret af lån ikke har været holdt uden for de regionale

myndigheders aktivitetsrammer.

Selv om lov 230 ligeledes rummer en ekspropriationsmulighed - samt

en mulighed for pålæggelse af forkøbsret - har denne

ekspropriationshjemmel aldrig været anvendt. Der er endvidere kun

i få tilfælde pålagt forkøbsret på ejendomme.

Miljøministeriets opkøb i medfør af loven foregår på markedsvilkår,

dvs. at ministeriet ofte er henvist til - med meget korte

frister- at købe ejendomme, der alligevel er udbudt til salg.

Dette har i enkelte tilfælde bevirket, at ministeriets muligheder

for at købe værdifulde ejendomme er forskertset.

Det har i visse tilfælde været vanskeligt på kort sigt at skabe en

sammenhæng i de erhvervelser, som har kunnet gennemføres på disse

betingelser. Det har derfor i Erhvervelsesudvalget været påpeget,

at opkøbsplanlægningen burde prioriteres højt med henblik på at

skabe større, sammenhængende naturområder. Miljøministeriet har

bl.a. på denne baggrund udarbejdet opkøbsplaner for »Sydskoven«

(Karlstrup - Karlslunde området) samt for et område i Nordjylland

ved »Vandplasken«, og flere er på vej. F.eks. har der været

samarbejde med de berørte myndigheder (herunder den regionale

myndighed) om opkøbsplanlægning for Samsø, Mols og Helgenæs.

Endvidere vil der på baggrund af driftsplanlægningen af

Miljøministeriets arealer kunne ske udpegning af arealer til

opkøb. En opkøbsplan for et område betyder dog ikke nødvendigvis,

at en erhvervelse i dette område går forud for en enligtliggende

ejendom. Hvilke ejendomme, der skal erhverves, vil afgøres ved

almindelig prioritering.

2. Arbejdet med en strategi for de marginale jorder, skovpolitik og

»grøn strategi«

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg afgav den 3. juni 1987

beretning om en samlet strategi på marginaljordsområdet.

Marginaljordsstrategien angiver, at følgende hovedmål bør være

bestemmende for de kommende års indsats: at bevare udyrkede eller

ekstensivt dyrkede arealer, at beskytte særligt miljøfølsomme

områder som vandløb, søer, naturarealer, ferske enge m.v. og at

afbøde konsekvenserne af marginaliseringen i tilfælde, hvor en

opgivelse af dyrkningen betragtes som uacceptabel af

landskabelige grunde eller af hensyn til lokalsamfundet.

Indsatsen skal navnlig sigte på at imødegå eller afbøde

marginaliseringen eller at fremme en ændret udnyttelse af

marginaljorderne gennem:

- ekstensivering eller anden miljøvenlig landbrugsproduktion,

- skovtilplantning eller

- opretholdelse eller genopretning som naturarealer.

Hertil kommer ønsket om udbygning af mulighederne for friluftslivet,

som er et hovedelement i Miljøministeriets »grønne strategi«, jf.

redegørelsen til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg af 2.

marts 1987 om naturbevaring og friluftsliv.

I december 1986 afgav Landbrugsministeriets skovpolitiske udvalg

betænkning om en fremtidig skovpolitik. På baggrund heraf samt på

baggrund af redegørelsen om de marginale jorder og de senere års

mange initiativer på skov- og naturområdet fremsendte regeringen

april 1987 sin skovpolitiske redegørelse til Folketinget. Heri

anføres, at af forsyningsmæssige, økonomiske,

beskæftigelsesmæssige, miljømæssige og friluftsmæssige årsager

skal skovtilplantningen forøges væsentligt. Tilplantningen skal

bl.a. ske ved offentlig skovtilplantning.

Hovedsigtet med det samtidigt fremsatte forslag til skovlov er at

bevare og værne de danske skove samt at forøge og forbedre både

træproduktionen og varetagelsen af miljø- og naturhensyn.

Skovloven skal således bl.a. medvirke til at øge skovarealet,

fremme det flersidige skovbrug og styrke rådgivning og

information om god skovdrift.

Ekstensivering

Som følge af den økonomiske og strukturelle udvikling inden for

landbrugserhvervet forventes der i de kommende år en stadig

ekstensivering af landbrugsdriften, eksempelvis ved at arealerne

braklægges eller udlægges med vedvarende græs. For at påvirke

udviklingen, således at denne ekstensivering sker på den

miljømæssigt mest fordelagtige måde, er det nødvendigt med

direkte eller indirekte økonomisk støtte, jf. også nedenfor

omtalen af ekstensiveringsordningen i EØF.

Skovtilplantning

Overalt i verden er offentlig skovdrift et anerkendt og udbredt

middel i den nationale skovpolitik. I Danmark udgør offentligt

ejede skove 39 pct. af det samlede skovareal. Baggrunden for

ønsket om offentligt ejede skove er, at der i driften af disse

bedre kan lægges vægt på at fremme en flersidig produktion af

såvel træ og træprodukter som miljø- og fritidsgoder, ligesom

samfundets målsætning normalt vil være en anden, og

tidshorisonten normalt længere end en privat ejers. De miljø- og

fritidsgoder, der er og ønskes frembragt i skovene, kan nemt

blive en så stor økonomisk belastning for den private ejer, at

det er oplagt at fremme dem gennem statsskovdrift, ligesom de

øvrige skovpolitiske mål mere direkte kan nås gennem statsdrift.

Ved statsdrift anlægges en samfundsmæssig ressourcebetragtning. Der

opbygges vedmassereserver med høj værdi med henblik på at afbøde

forsyningsmæssige krisesituationer, stabilisering af træmarkedet

etc., uden at den kortsigtede, privatøkonomiske side af sagen

bliver dominerende. Statsskovene kan endvidere i et samspil med

den private skovsektor sikre arbejdspladserne i følgeindustrierne

gennem f.eks. etablering af råtrælagre, merhugst når industrien

mangler træ osv. Herudover er statsskovene velegnede til at skabe

arbejdspladser i perioder med arbejdsløshed.

Både private og offentlige skove giver mulighed for produktion og

immaterielle goder. Forskellen mellem de to ejerformer ligger

især i muligheden for og pligten til at tilgodese de sidstnævnte

hensyn. Privatskovene forsøger, så langt som det økonomisk er

muligt, at tilgodese de immaterielle hensyn, mens de offentlige

skove skal tilgodese større arealer med løvskov, arealer med

danske træarter og i større grad bevare overmodne

bevoksninger/stævningsskove m.v. Samtidig vil de offentlige skove

lettere kunne stille faciliteter til rådighed for publikum. De

offentlige skove er åbne for almenhedens færdsel uden

begrænsninger, medens publikum i de private skove alene må færdes

på skovvejene i dagtimerne.

Den statslige skovtilplantning kan endvidere benyttes til

demonstration og vejledning for private, der ønsker at plante

skov.

Statslig erhvervelse og tilplantning udelukker ikke senere salg af

skove til private. I forbindelse med sådanne frasalg skal det dog

sikres, at der ikke sker en tilsidesættelse af de hensyn, der

nævnes i lovforslagets formålsparagraf.

Forinden en større skovtilplantning vil finde sted, skal der udpeges

skovtilplantningsområder. Dette vil ske i regionplanlægningen.

Retningslinierne for udpegningen af skovtilplantningsområderne

vil bl.a. blive fastlagt med hjemmel i skovloven samt de

forskellige planlove.

Skovtilplantning i et moderat tempo vil være at foretrække.

Herigennem sikres en sikker forsyning med det rette frø- og

plantemateriale, en jævn udvikling i behovet for arbejdskraft og

senere jævnt udbytte af træ og træprodukter. Den langsomme

skovtilplantning minimerer samtidig risikoen for

fejlinvesteringer.

En langsom skovtilplantning vil af sig selv medføre, at der opnås en

jævn fordeling af alle aldre i skoven. Herved undgås de store

monotone flader af ensaldrende skov. Et sådant varieret

skovbillede har oplevelsesmæssigt og naturmæssigt et stort

indhold. Samtidig vil det være muligt løbende at eksperimentere

med forskellige træarter for at opnå et blandet og varieret

skovbillede.

Miljøministeriet vil som et ideelt mål finde det ønskeligt, at det

danske skovareal fordobles fra de nuværende 12 pct. til ca. 25

pct. af landets areal i løbet af en »trægeneration«, dvs. over

det næste trekvarte århundrede. Dette vil med en ligeligt fordelt

indsats indebære en årlig tilplantning på op til 5.000 ha, medens

der for tiden tilplantes 1.000-1.500 ha. I de forannævnte

redegørelser peges på, at statens del af tilplantningen skal være

væsentlig, hvilket vil blive søgt opfyldt efter de kommende års

bevillingsmæssige muligheder.

Ved statslig skovtilplantning vil Skov- og Naturstyrelsen varetage

de hensyn, der er formålet med erhvervelsen af den pågældende

ejendom. Der vil dog ikke nødvendigvis skulle ske en fuldstændig

tilplantning af en ejendom, uanset om den er erhvervet med

tilplantning som hovedformål. Modsætningsvis kan der godt ske en

vis tilplantning af ejendomme, erhvervet med begrundelse i øvrige

friluftsmæssige forhold.

Uanset om der plantes nåleskov eller løvskov, skal der etableres

skovbryn, og i nåleskovene skal der endvidere indplantes løvtræer

af hensyn til stabilitet, publikum, dyreliv osv. I skovbrynene

vil der blive indplantet danske buske (med bær) og træarter.

Herved øges i særlig grad fuglenes og insekternes fødemuligheder.

En langsom skovtilplantning vil medføre, at det bliver muligt at

placere de åbne arealer med græs, marker, moser, heder m.v. på de

rette steder. Derved øges den landskabelige variation, som sammen

med de deraf følgende mange skovbryn giver mange levemuligheder

for dyr og fugle.

Den statslige skovplantning vil være et supplement til privat

skovtilplantning, hvortil støtte også vil være nødvendig. Der

henvises vedrørende ikke-statslig skovplantning til lov om støtte

til forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget, jf.

de indledende bemærkninger.

Opretholdelse af naturarealer

Opretholdelse af naturarealer tager særligt sigte på at bevare

ekstensivt dyrkede eller udyrkede arealer. Der er tale om ferske

enge, strandenge, overdrev samt heder, moser og andre, særligt

miljøfølsomme områder som vandløb, søer og agerlandets

småbiotoper. Det er karakteristisk for disse landskabstyper, at

de i takt med strukturændringerne i jordbruget arealmæssigt er

blevet stærkt reduceret.

De tilbageværende arealer er truet af bl.a. tilgroning. Såfremt de

nævnte landskabstyper skal bevares, forudsætter det, at der

foretages græsning eller høslæt. Disse driftsformer er imidlertid

mange steder ophørt eller i fare for at ophøre på grund af

manglende rentabilitet. Opretholdelse af f.eks. enge, overdrev og

heder vil derfor mange steder forudsætte, at der ydes tilskud til

driften af arealerne. Sådanne driftstilskud kan baseres på en

aftale mellem ejeren og en offentlig myndighed.

Det forudsættes, at der alene ydes tilskud til naturpleje på

private, ikke-fredede arealer, og at ejeren ikke samtidig

modtager støtte til drift af arealerne i medfør af f.eks. en

kommende ordning vedr. støtte til landbrugsdrift i miljøfølsomme

områder.

Det må på den anden side erkendes, at nogle naturområder vil fungere

bedst økologisk set, hvis de lades urørte. Det gælder områder som

klitter, klitheder, hedemoser, hedesøer, mange rørskove, krat,

sump ved søer og moser m.v., der stort set ikke bør plejes.

Naturgenopretning

I regeringens marginaljordsstrategi blev det foreslået, at en del af

de miljømæssige interesseområder, som er af ringe eller ingen

landbrugsmæssig betydning, genskabes som naturområder, f.eks.

søer eller andre vådområder, samt at en sådan naturgenopretning

skulle kunne realiseres gennem offentlige erhvervelser eller

tilskud til private.

Ønsket om at iværksætte naturgenopretning må ses i sammenhæng med,

at en lang række uudnyttede eller ekstensivt udnyttede arealer i

agerlandet, f.eks. moser, små og større lavvandede vådområder,

søer, vedvarende græsarealer uden for omdrift, småbiotoper og

overdrev er forsvundet. Der er samtidig sket en forringelse af

naturområderne, bl.a. fordi den ekstensive, landbrugsmæssige

udnyttelse i en række tilfælde er blevet opgivet. Arealtilstanden

forringes endvidere som følge af dræning, gødskning og sprøjtning.

Det er især de våde arealer, der er blevet stærkt reduceret

arealmæssigt. Der bør derfor gøres en særlig indsats for at

genskabe sådanne naturområder.

Det er hensigten i forskellige egne af landet at genskabe tørlagte

vådområder (søer, tidligere fjorde, vandløbsnære arealer og

lign.), som i dag er uden væsentlig landbrugsmæssig interesse.

Herved kan bevaringen af en lang række udryddelsestruede plante-

og dyrearter, landskabelig variation og udvidede muligheder for

friluftsliv fremmes, ligesom en række kulturhistoriske værdier

kan sikres.

Der kan efter lovforslaget ydes økonomisk støtte til

naturgenopretningsprojekter i privat, amtskommunalt eller

kommunalt regi.

Arealer, hvor den tidligere tilstand søges genskabt, bør det

offentlige kunne tilbyde at overtage. Gennemførelsen af

naturgenopretningsprojekter vil således ofte forudsætte statslige

arealerhvervelser.

Alle projekter bør gennemføres i et tæt samspil mellem de berørte

parter, så der opnås størst muligt medspil fra lodsejere og

lokale myndigheder. Der kan allerede i dag konstateres en stor

interesse herfor.

Friluftsliv

Udbygningen af muligheder for friluftslivet sker som nævnt også

gennem skovtilplantning. Herudover er der dog behov for at øge

offentlighedens adgangsmuligheder til naturen, at etablere

støttepunkter for friluftslivet, at skabe øget naturforståelse

samt at øge mulighederne for landbrugsturisme.

Offentlighedens adgang bør søges sikret, i forbindelse med at der af

naturhensyn indgås aftaler med lodsejere om drift og pleje af

arealer. Etablering af støttepunkter og gennemførelse af

informationsaktiviteter, som det kendes gennem lov 230, bør søges

udbygget. Dette gælder i særdeleshed, hvis det på grundlag af den

igangværende forsøgsordning besluttes at indføre naturparker i

Danmark, jf. beslutningsforslag B 68 (1985/86) herom.

Miljøministeriet fremmer en større forståelse for naturen gennem 14

naturskoler, hvor skoleelever tilbydes naturoplevelser på eller i

tilknytning til Miljøministeriets arealer. Det er ønskeligt, at

antallet af naturskoler øges, således at flere børn tilbydes

denne mulighed - også gerne flere gange i deres skoleforløb.

Endvidere forestår ministeriet i 1987-89 en forsøgsordning med

naturvejledning i Danmark. Under ordningen er der ansat 11

naturvejledere, som er placeret i spændende naturområder med en

rigdom af natur og kulturminder.

De 6 naturvejledere er ansat under Miljøministeriet, mens de 5 er

ansat med 70 pct. statsligt tilskud af amtsråd,

kommunalbestyrelser eller selvejende institutioner.

Naturvejledernes opgave er at fortælle de besøgende om naturen,

kulturminderne og jordbruget i de områder, de er tilknyttet, og

som de har et særligt godt kendskab til. Her gennemfører de en

lang række naturvejlederaktiviteter - spændende fra vandringer,

foredrag, udstillinger, brochurer og radioudsendelser til

naturdage for børn. Når den nuværende forsøgsordning nærmer sig

sin afslutning, vil der skulle tages stilling til en

fortsættelse. En naturvejlederordning vil kunne støttes i medfør

af lovforslaget.

Fremme af landbrugsturismen er ønskelig af hensyn til såvel

friluftslivet som nationaløkonomien og udfra målsætningen om at

opretholde en vis bosætning i landdistrikterne.

Sammenfatning

Der er således behov for hjemmel samt økonomiske virkemidler til at

gennemføre de nævnte aktiviteter, til at iværksætte en del

hastende enkeltindsatser på marginaljordsområdet samt til sikring

(opkøb) af større sammenhængende arealer med henblik på at

tilgodese økologiske, skovbrugsmæssige og friluftsmæssige hensyn.

Med det foreliggende lovforslag tilsigtes derfor udfra økologiske og

vedproduktionsmæssige hensyn en udvidelse af lov 230's saglige

område og virkemidler.

Samtidig ønskes lov 230's principper udvidet med henblik på en mere

effektiv varetagelse af initiativer på friluftslivets område,

f.eks. gennemførelsen i overensstemmelse med Miljøministeriets

»grønne strategi« af en naturformidling, som skaber større

naturforståelse.

3. Lovforslagets principper

Baggrund

Lovforslaget viderefører lov 230's hovedprincip: at der med

økonomiske virkemidler sigtes mod aktiv gennemførelse af lovens

formål. Der vil således fortsat kunne erhverves fast ejendom med

henblik på at bevare landskaber og tilvejebringe arealer til

feriecentre, campingpladser og almene rekreative formål.

Derimod forudsættes den foreslåede lov ikke anvendt til

fremskaffelse af arealer til sommerhusbebyggelse og kolonihaver,

selvom dette var omfattet af lov 230's formål. Dog vil ubebyggede

sommerhusområder kunne erhverves med henblik på etablering af

andre typer rekreative anlæg, såfremt en sådan konvertering kan

ske i overensstemmelse med planlægningen for området.

Med lovforslagets større antal virkemidler åbnes desuden mulighed

for at gennemføre en række andre initiativer til gavn for

friluftslivet, f.eks. skovtilplantning og de aktiviteter, der er

nævnt ovenfor.

Lovforslaget skal desuden ses i sammenhæng med den foreslåede

ændring af naturfredningsloven, der - gennem generelle

reguleringer - sigter mod opfyldelse af en del af de samme mål.

Dog foreslås nu, at naturfredningslovens beføjelser også kan

anvendes til naturgenopretning, ligesom de regionale myndigheder

foreslås pålagt en principiel plejepligt på egne arealer, der er

omfattet af lovens generelle beskyttelsesordning.

For at viderføre lov 230's aktive indsats på friluftsområdet taler

endvidere fortsat de mulige udenlandske ønsker om erhvervelse af

danske rekreative områder.

Der er imidlertid også behov for udvidelse af lov 230's saglige

område og dens virkemidler. Det foreliggende lovforslag tager

sigte på at dække disse behov.

Modernisering og forenkling

Samtidig med den nævnte modernisering tilsigtes en forenkling. Det

forudsættes således, at de generelle bevillingsregler muliggør

overførsel af et finansårs restbevilling til det næste. Endvidere

bemyndiges miljøministeren til at sælge erhvervet ejendom og til

efter forhandling med finansministeren at modtage gaver til

opfyldelse af lovens formål.

Endvidere foreslås det, at en del af bevillingen kan anvendes til

dækning af driftsudgifter på Miljøministeriets ejendomme. Dette

har været forudsat også i lov 230's funktionsperiode (jf. Akt 179

13/12 72 og senere finanslove), men der har været rejst tvivl om

ordningens rækkevidde. Med lovforslagets hjemmel aflastes

Finansudvalget således for behandling af enkeltsager vedr. midler

til drift af erhvervede ejendomme.

Udvidelsen af lovens virkemidler sker, ved at der gives hjemmel til

ydelse af lån og tilskud til bevaring, pleje og genopretning af

natur og til friluftsformål samt til afholdelse af driftsudgifter

på Miljøministeriets ejendomme. Det bemærkes, at der ikke efter

lovforslaget kan ydes støtte til ikke-statslig skovtilplantning.

Ved vurderingen af det hensigtsmæssige i at yde lån eller tilskud

vil Miljøministeriet lægge vægt på, at lån/støttemodtager kan

varetage opgaven på en bedre og samfundsøkonomisk billigere måde

end staten, eller at staten opnår fordele, som den ikke kunne

opnå på anden måde.

Ydelse til private af lån og tilskud til naturbevaring, -pleje og

-genopretning skal baseres på frivillige, privatretlige aftaler

mellem det offentlige eller almennyttige foreninger m.v. og

ejerne. Aftalerne skal være bindende for ejeren /brugeren og

fastlægge en bestemt driftsform for arealet samt normalt også

give offentligheden adgang hertil.

Bortset fra statslig skovtilplantning kan der ikke gives noget

entydigt svar på, hvilket af lovgivningens virkemidler, der skal

anvendes i en given situation. Der vil som hidtil være brug for

en afvejning i den konkrete sag af, hvorvidt man skal erhverve,

frede i medfør af naturfredningsloven, eller om man skal indgå

aftaler med lodsejerne.

Hvor der skal etableres støttepunkter for friluftslivet, er det

oftest nødvendigt at kunne udøve ejers rådighed over den

pågældende ejendom. Erhvervelse er her hensigtsmæssig, mens det,

hvor der er tale om at bevare et område som hidtil, typisk vil

være hensigtsmæssigt at anvende fredningsinstituttet.

Der er således en principiel arbejdsdeling mellem fredning og opkøb.

Nogle fredninger er dog ikke tidssvarende hvad angår f.eks.

bestemmelser om jagt eller pleje. Der kan derfor blive tale om

erhvervelse af fredede arealer, ligesom arronderingskøb med

henblik på rationel drift kan foretages med hjemmel i loven

uanset arealernes fredningsmæssige status.

Ved naturgenopretningsprojekter vil der ofte blive tale om, at flere

ejere ønskes inddraget, dog således at kun dele af deres

ejendomme er interessante for projektet. I sådanne situationer

kunne det komme på tale at gennemføre en jordfordelingssag. Dog

må det forventes, at der i medfør af den foreslåede lov i højere

grad end tidligere vil være behov for at erhverve

landbrugsejendomme. Dette vil ske under den forudsætning, at de

dele af landbrugsejendommene, som ikke er nødvendige til

erhvervelsesformålet, søges frasolgt til anden side, mod at det

indvundne salgsprovenu tillægges årets bevilling. Det vil ved

lovens administration blive tilstræbt alene at erhverve de

arealer, som er omfattet af lovens formål.

Som bebudet i marginaljordsstrategien er det hensigten at udbygge

lov om jordfordeling med henblik på en mere målrettet anvendelse.

Heri bør indgå en afklaring af arbejdsdelingen mellem dette

lovforslags virkemidler og jordfordelingens muligheder.

Det må forventes, at lovforslagets mulighed for pålæggelse af

forkøbsret og for ekspropriation navnlig vil blive benyttet i

tilfælde, hvor f.eks. gennemførelsen af et

naturgenopretningsprojekt forudsætter erhvervelse af et antal

ejendomme, men hvor enkelte ejendomme viser sig ikke at kunne

erhverves i fri handel. Det er uheldigt, hvis en enkelt eller få

ejere kan hindre gennemførelsen af hele projektet, når de øvrige

ejere har afhændet deres ejendom i fri handel.

Som nævnt i regeringens marginaljordsredegørelse og det tilhørende

notat er det endnu ikke afklaret, hvorledes

marginaljordsprojekter planlægges. Miljøministeriet finder, at

det eksisterende plansystem er tilstrækkeligt, og at spørgsmålet

vil være centralt i den sammenfattende fysiske planlægning i de

kommende år, blandt andet fordi det herigennem vil være muligt at

inddrage offentligheden og de regionale og lokale myndigheder.

Hvor der er tale om større områder til skovtilplantning, vil der

som nævnt være tale om, at de fremover udpeges i

regionplanlægningen.

Imidlertid foreligger der allerede nu en del hastende projekter, som

bør gennemføres, så snart der er økonomisk og praktisk mulighed

herfor. I disse situationer forudsættes det, at projektet

gennemføres i samarbejde med den regionale fredningsmyndighed og

eventuelt involverede kommunalbestyrelse(r).

Ved indgåelse af aftaler om bevaring, pleje og genopretning vil det

blive tilstræbt at sikre offentligheden adgang til de omhandlede

arealer. Det har været overvejet, om der - i lighed med den

ordning der findes for brand- og hærværksskader i de private

skove - burde etableres en ordning som forsikring mod de skader,

der måtte opstå på de arealer, hvortil offentligheden får adgang.

I forbindelse med arbejdet med de marginale jorder er det

tilkendegivet, at en sådan ordning anses for en nødvendighed. Det

foreslås derfor, at miljøministeren kan erstatte grundejere de

tab, som måtte opstå som følge af en aftalt færdselsret for

offentligheden. En lille del af bevillingen til lovens formål

forventes derfor at medgå hertil. Ekstraordinært store skader

forudsættes dækket ved særlig bevilling.

Det er endvidere i lovens formålsbestemmelse præciseret, at loven

også skal bruges til fremme af kulturhistoriske interesser. Det

sker ved, at der generelt vil indgå kulturhistoriske overvejelser

ved anvendelse af lovens virkemidler. Dertil kommer at loven vil

kunne anvendes til erhvervelse af fortidsminder, i tilfælde hvor

en offentlig ejendomsret over fortidsmindet er hensigtsmæssig,

fordi den almindelige beskyttelse i medfør af naturfredningsloven

ikke er tilstrækkelig til at sikre fortidsmindet. Ligeledes kan

loven anvendes til at erhverve eller indgå driftsaftaler for

arealer med grupper af fortidsminder ud fra såvel

beskyttelseshensyn som formidlingshensyn, herunder for at skabe

offentlig adgang til fortidsminderne. Som en konsekvens heraf er

det foreslået at ophæve naturfredningslovens bestemmelser i § 51

om erhvervelse af fortidsminder med disse formål for øje.

4. Forholdet til landbrugets socio-strukturelle ordninger

Lovforslagets intentioner på naturbevarings- og plejeområdet har

berøringsflader med de ordninger, der - gennem en revision af

Landbrugsministeriets forbedringslov - foreslås til udmøntning af

EØF's socio-strukturelle foranstaltninger i Danmark.

Foranstaltningerne indebærer bl.a., at der gives tilskud til

ekstensivering af korn- og oksekødproduktionen og tilskud til

jordbrugere, der inden for særligt udpegede »miljøfølsomme

områder« indgår aftaler med det offentlige om arealanvendelsen,

samt tilskud til skovtilplantning af arealer, herunder

ekstensiverede arealer.

Ekstensiveringen tænkes gennemført ved bl.a. braklægning med

mulighed for skovtilplantning. Udgangspunktet er, at hovedparten

af de ekstensiverede arealer senere igen skal kunne indgå som

produktive landbrugsjorder.

Ekstensiveringsstøtten er en landsdækkende landbrugsordning, der

tilsigter at nedbringe landbrugsproduktionen og samtidig forbedre

miljøet. Ordningen administreres af Landbrugsministeriet.

Støtten til drift i de miljøfølsomme områder har et direkte

naturbeskyttende sigte, men vil - i modsætning til den her

foreslåede lov - kun kunne udnyttes i de af de regionale

myndigheder særligt udpegede områder.

Med udgangspunkt i regeringens marginaljordsredegørelse,

Miljøministeriets »grønne strategi« samt vandmiljøhandlingsplanen

er målsætningen med ordningen at fremme sådanne ændringer i den

aktuelle landbrugsmæssige udnyttelse eller fastholde

driftsformer, som kan bidrage til øget beskyttelse og pleje af

strandenge, overdrev og ferske enge, vandløbs- og sønære arealer

samt andre områder, der i øvrigt er særligt følsomme for

almindelig landbrugsdrift.

Landbrugsministeriet og Miljøministeriet fastsætter de overordnede

kriterier for udpegningen af de miljøfølsomme områder. Herefter

udpeger og beskriver de regionale myndigheder områder svarende

til 2-4 pct. af de landbrugsmæssigt udnyttede arealer på basis af

regionplanlægningen og den relevante sektorplanlægning.

Områdeudpegningerne og programmerne for områdernes anvendelse

forelægges EF-Kommissionen til godkendelse, og den endelige

afgrænsning fastlægges herefter i medfør af loven om lands- og

regionplanlægning.

Med udgangspunkt heri tænkes for områderne udarbejdet

handlingsprogrammer, der rummer retningslinier for den drift, der

på grundlag af forvaltningskontrakter mellem ejerne og et

kommunalt råd skal gennemføres i områderne.

Retningslinier for administrationen af ordningen for de

miljøfølsomme områder, såvel som retningslinier for tilsvarende

forhold inden for rammerne af den her foreslåede lov, fastlægges

i et samarbejde mellem Landbrugsministeriet og Miljøministeriet.

Tilskud til privat skovtilplantning vil blive ydet dels som led i

opfølgningen af EØF's socio-strukturelle foranstaltninger, dels

ved at indføre en national tilplantningsstøtte. Som vilkår for

støtte til tilplantning vil blive stillet krav om

tilplantningsplan, fredskovspligt og overensstemmelse med

planlægningen i øvrigt.

5. Forholdet til andre støtteordninger

Den foreslåede lov har desuden berøringsflader til den ordning, der

siden 1984 har eksisteret i EØF, om fællesskabsaktioner på

miljøområdet, og til den ordning som Miljøministeriet i samråd

med Friluftsrådet administrerer vedrørende tilskud af

tipsmidlerne til ungdommens friluftsliv.

Ifølge Forordningen om fællesskabsaktioner på miljøområdet kan der

ydes finansiel støtte til projekter, der skal tilskynde til at

bevare eller genoprette stærkt truede biotoper, som beskytter

fuglearter, der er i fare, og som er af særlig betydning for

fællesskabet. Fællesskabet dækker højst 50 pct. af omkostningerne.

Der kan primært søges støtte til projekter, der ligger inden for de

områder, som er udpeget som EF-fuglebeskyttelsesområder. Det er

endvidere en vigtig forudsætning, at projekterne har karakter af

demonstrationsprojekter, hvorigennem der kan indhentes nye

erfaringer, som kan indgå i arbejdet med bevarelse eller

genopretning af stærkt truede biotoper. Der kan således søges

tilskud til naturpleje og -genopretning af bestemte arealer inden

for fuglebeskyttelsesområderne, der i langt de fleste tilfælde

også vil være »miljøfølsomme områder« i henhold til den nævnte

landbrugsmæssige ordning.

I medfør af ordningen om tilskud af tipsmidlerne til ungdommens

friluftsliv ydes der årligt inden for et beløb af knap 9 mio. kr.

(1987) tilskud til et større antal enkeltprojekter til gavn for

friluftslivet. Enkelte af disse projekter ville i princippet også

kunne opnå støtte i medfør af den foreslåede lov.

Det samtidig fremsatte forslag til skovlov indeholder bestemmelser

om, at der kan ydes tilskud til fremme af løvskov, herunder til

etablering af skovbryn af løvtræer og buske. Tilskud kan bl.a.

gives for at sikre, at bøge- og egearealet bevares eller forøges,

især i områder hvor bøgen eller egen er egnskarakteristiske.

Tilskudsordningen sigter bl.a. mod at varetage landskabelige

hensyn, hensyn til friluftslivet og hensyn til en værdifuld

træproduktion.

Miljøministeriet har et ansvar for, at administrationen af den her

foreslåede lov koordineres med administrationen af de øvrige

ordninger. Dette kan ske på basis af bl.a. drøftelserne i det

rådgivende udvalg, hvoraf Landbrugsministeriet og Friluftsrådet

er medlemmer.

6. Hørte myndigheder

Et udkast til lovforslaget samt bemærkninger hertil har i oktober

1987 været forelagt for følgende myndigheder og organisationer

m.v.:

Finansministeriet, Landbrugsministeriet, Indenrigsministeriet,

Justitsministeriet, Ministeriet for Skatter og Afgifter,

Økonomiministeriet, Kultur- og Kommunikationsministeriet,

Kirkeministeriet, Statsskattedirektoratet, Amtsrådsforeningen i

Danmark, Hovedstadsrådet, Kommunernes Landsforening, Danmarks

Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Naturfredningsrådet,

Overfredningsnævnets sekretariat, Fortidsminderådet,

udvalgsformand Holger Hansen, Dansk Skovforening, De samvirkende

danske Skovdyrkerforeninger, Tolvmandsforeningerne, De

samvirkende danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger,

Det danske Hedeselskab, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks

Sportsfiskerforbund, Dansk Botanisk Forening, Entomologisk

Forening, Dansk Zoologisk Konservatorforening, Dansk

Jagtforening, Landsjagtforeningen af 1923, Dansk

Strandjagtforening, Dansk Erhvervsgartnerforening, Dyrehandlernes

Brancheforening, Nordisk Herpetologisk Forening og Nordisk

Safariklub.

7. Økonomisk-administrative konsekvenser

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger ovenfor, har det

formål, loven dækker, berøringsflader til en række andre

ordningers økonomiske og administrative virkemidler, især til

EØF's socio-strukturelle ordninger på landbrugsområdet,

hvorigennem også en række miljømæssige interesser skal varetages.

I perioden 1988-1991 er der foreløbig afsat ca. 170 mio. kr. til

gennemførelse af lovens formål.

Dette aktivitetsniveau vil ikke medføre væsentligt forøgede

administrative udgifter, hverken i staten, hos de regionale

myndigheder eller i kommunerne.

Beløbet foreslås foreløbigt fordelt således på de enkelte finansår:

 

 Mio. kr.             1988   1989   1990   1991  

 Ressourcer i alt       31     45     45     50  

Anm. Loven forudsættes at træde i kraft den 1. juli 1988.

Der vil løbende inden for de årlige bevillinger blive prioriteret

mellem lovens enkelte områder efter behov og muligheder.

Bemærkninger til lovens enkelte bestemmelser

Til § 1

Lovens formålsparagraf bestemmer, at det med loven - ud over at

skabe forbedrede rammer og muligheder for friluftslivet, som det

hidtil har været tilfældet med lov 230 - skal tilstræbes at

bevare og pleje landets landskabelige og kulturhistoriske

værdier, at bevare eller forbedre betingelserne for det vilde

plante- og dyreliv samt at øge statsskovarealet. Det fremgår, at

der er tale om varetagelse af 4 sideordnede hensyn.

Lovens virkemidler forudsættes anvendt til naturbevaring, herunder

naturpleje, og til naturgenopretning til gavn for såvel flora og

fauna som de landskabelige værdier, til skovtilplantning samt til

opkøb af arealer til rekreative anlæg til gavn for friluftslivet.

Skovtilplantning er ønskelig udfra både produktionsmæssige og

naturbeskyttelseshensyn, ligesom skovene er værdifulde for

friluftslivet.

Til § 2

Paragraffen hjemler de økonomiske virkemidler, som er nødvendige for

at opfylde lovens formål. Som hidtil er det forudsat, at

miljøministeren kan erhverve ejendomme og yde lån til erhvervelse

af ejendomme. Udvidelsen i forhold til lov 230 sker med den

hjemmel, der nu skabes til at yde lån og tilskud til

naturbevaring, naturpleje og naturgenopretning og til

skovtilplantning samt til gavn for friluftslivet. Hertil kommer

muligheden for umiddelbart at anvende en del af bevillingen til

driften af ministeriets ejendomme.

Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, råder med sine 33

statsskovdistrikter over en velegnet organisation til at varetage

opgaven vedrørende statslige erhvervelser, der også i fremtiden

vil spille en betydelig rolle.

Den statslige skovtilplantning vil blive foretaget af

statsskovdistrikterne. Også naturgenopretningen m.v. på

Miljøministeriets arealer og aktiviteter inden for

friluftsområdet vil blive varetaget af distrikterne.

For naturbevarings-, -pleje og -genopretningsaktiviteterne, herunder

dem der på grundlag af aftaler skal gennemføres af ejendommenes

ejere, forudsættes det, at såvel ministeriet som de kommunale råd

- i første række de regionale myndigheder - kan være

kontrahenter, dvs. indgå aftalerne og formidle de nødvendige

tilskud. Herudover forudsættes almennyttige foreninger m.v.

(f.eks. Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening) på

baggrund af et tilskud hertil at kunne træffe aftaler med

lodsejere om sådanne opgaver. For så vidt angår store eller dyre

projekter eller store projekter med en enkelt eller få ejere kan

lån eller tilskud gives direkte af ministeriet til ejendommenes

ejere.

Store naturgenopretningsprojekter - f.eks. genskabelse af en tørlagt

sø - er dog en så omfattende ændring af naturtilstanden, at det

nødvendige areal formentlig må erhverves.

I situationer hvor mange, ofte mindre, arealer med forskellige ejere

skal indgå i et samlet projekt, vil det ofte være

hensigtsmæssigt, at amtsrådet/Hovedstadsrådet eller

kommunalbestyrelsen forhandler og indgår aftaler med ejerne samt

evt. gennemfører den forudsatte pleje/drift af arealerne. I de

tilfælde, hvor ejerne selv forestår arbejdet, har den aftalende

myndighed en vejledende og opfølgende (kontrollerende) funktion.

Aftaler om naturbevaring, -pleje og -genopretning vil blive

tidsbegrænsede, maksimalt 10 års løbetid, og de forudsættes for

Miljøministeriets regning tinglyst på ejendommene.

Når aftaleperioden udløber, må det søges sikret, at arealerne ikke

falder tilbage til en uønsket tilstand. Dette kan ske ved

indgåelse af et nyt kontraktsforhold. Hvis ejeren imidlertid ikke

ønsker dette, vil det ofte være ønskeligt at erhverve arealet.

Det vil derfor i en række tilfælde være hensigtsmæssigt, at der

ved indgåelse af den første aftale også aftales en forkøbsret for

staten til de pågældende arealer til en pris, som falder inden

for Statsskattedirektoratets værdiskøn på handelstidspunktet .

Som nævnt har det været afgørende for en ejendoms erhvervelse i

medfør af lov 230, at den skulle have hovedsagelig regional

betydning for friluftslivet, og at den skulle være i

overensstemmelse med den gældende planlægning for området. Disse

kriterier vil fortsat være gældende for erhvervelser.

Opkøbspolitikken vil blive koordineret med landbrugsministeriets

opkøb i medfør af udlånsloven.

For naturgenopretnings- og plejeprojekter er situationen en anden.

Også mindre projekter af mere lokal karakter kan have stor

betydning for miljøet og for det bynære friluftsliv. Sådanne

projekter vil oftest skulle forestås af den pågældende kommune

eller regionale myndighed eller en organisation med lokal

repræsentation. I sådanne tilfælde bør det overvejes, om det

statslige tilskud i medfør af loven bør være 100 pct. af

omkostningerne, eller om den lokale kontrahent bør afholde en del

af udgifterne.

§ 2, stk. 2, giver miljøministeren hjemmel til at afhænde fast

ejendom. Der vil typisk være tale om at afhænde de dele af en

ejendom - f.eks. landbrugsarealer - som er erhvervet i

forbindelse med en samlet handel, men som ikke er nødvendige til

opfyldelse af lovens formål. Salget vil ske i overensstemmelse

med proceduren foreskrevet i landbrugsloven, og med

jordlovsmyndighedernes medvirken. Salg af andre arealtyper vil

ske under forudsætning af, at der ikke derved sker en

tilsidesættelse af de hensyn, som loven tilsigter at varetage.

§ 2, stk. 3, bestemmer, at miljøministeren kan fastsætte nærmere

regler for brugen af lovens virkemidler, nævnt i stk. 1.

Til § 3

Som hidtil forudsættes det (jfr. § 3, stk. 1), at finansministeren

for de lån, der ydes, fastsætter de »tekniske« vilkår, dvs.

bestemmer forrentning og løbetid.

Stk. 2. bestemmer, at indtægter, der fremkommer ved salg af (dele

af) erhvervede ejendomme, også tillægges årets bevilling. Dette

skal ses i forlængelse af den hidtidige praksis, hvorefter

Miljøministeriet i medfør af finanslovene fra 1985 og fremefter

har haft mulighed for at tillægge indtægter ved salg af erhvervet

landbrugsjord til årets beviling.

Med henblik på varetagelse af de hensyn, der rummes i de tidligere

fremsatte forslag om dannelse af en natur- eller friluftsfond,

bestemmes det i stk. 3, at ministeren kan modtage gaver, som kan

anvendes til lovens formål. Herved sker der i øvrigt en

forenkling i forhold til i dag, hvor miljøministeren skal opnå

Finansudvalgets tilslutning til modtagelse af sådanne gaver.

Til §§ 4, 5 og 6

Forkøbsretinstituttet (§ 4) er kendt fra lov 230. I lovforslaget er

der sket en udvidelse, derved at der også hjemles mulighed for

umiddelbart at pålægge forkøbsret på (og i medfør af § 7

ekspropriere) landbrugsejendomme. Som hidtil forudsættes

landbrugsjord frasolgt efter reglerne i landbrugsloven, i de

tilfælde hvor sådanne arealer har måttet erhverves som led i en

samlet handel, men hvor jorderne ikke er nødvendige til

realiseringen af et projekt inden for lovens formål.

Endvidere er kravet i lov 230's § 4, stk. 3, om »en iværksat

planlægning« som grundlag for pålæggelse af »forkøbsret iøvrigt«

frafaldet. Dette skyldes, at arten af de ejendomme/arealer, der

ønskes erhvervet, er så varierende, at der ikke kan stilles

entydige krav til den bagvedliggende planlægning. I nogle

tilfælde, f.eks. ved større skovtilplantninger, er der tale om,

at de vil være medtaget i regionplanlægningen. I andre tilfælde,

f.eks. ved etablering af et støttepunkt for friluftslivet, kan

erhvervelsen være baseret på en lokalplan. I atter andre

tilfælde, bl.a. i forbindelse med realiseringen af

naturgenopretningsprojekter, kan der - jf.

marginaljordsredegørelsen og bemærkningerne ovenfor - ikke siges

noget entydigt om det planlægningsgrundlag, som måtte være

nødvendigt og tilstrækkeligt for pålæggelse af forkøbsret.

Det må dog forudsættes, at hvor der pålægges forkøbsret med henblik

på større opkøb eller opkøb af flere ejendomme til bestemte

formål, skal dette ske i overensstemmelse med den gældende

planlægning for området.

I lovforslaget er lov 230's krav i forbindelse med »pålæggelse af

forkøbsret iøvrigt« om en ejendoms/et areals »særlige egnethed«

derimod udvidet til at gælde pålæggelse af forkøbsret generelt.

§ 6 angiver med henvisning til bestemmelserne herom i udlånsloven

den procedure, der skal følges, når en ejendom med pålagt

forkøbsret agtes handlet.

Det er dog fundet nødvendigt, at der indrømmes miljøministeren en 8

uger frist, til afgørelse af hvorvidt forkøbsretten kan/skal

gøres gældende (§ 6, stk. 2), bl.a. fordi Statsskattedirektoratet

skal udtale sig, før handelen kan gennemføres. Det vil dog blive

vurderet, om denne frist vil kunne forkortes.

Til § 7

Lovforslagets ekspropriationsadgang svarer i sin udformning til lov

230's. Som nævnt har den aldrig været brugt.

Siden vedtagelsen af lov 230 er planlægningssystemet væsentligt

udbygget. Hvilket planlægningsgrundlag der må være til stede som

basis for ekspropriation, vil afhænge af den påtænkte

erhvervelses omfang og karakter. Ekspropriationsgrundlaget kan

f.eks. være en lokalplan. Det vil imidlertid ofte være

tilstrækkeligt, at det i region-, frednings- eller

kommuneplanlægningen er bestemt, at naturbevaring, -genopretning

eller friluftsaktiviteter kan finde sted på arealet. Endvidere

kan en af det rådgivende udvalg tiltrådt opkøbsplan eller plan

for naturbevaring eller -genopretning danne grundlag for

ekspropriation.

Det forventes, at ekspropriationsadgangen nødvendigvis må benyttes i

større omfang i fremtiden, f.eks. med henblik på at sikre

muligheden for gennemførelse af større

naturgenopretningsprojekter samt i visse tilfælde muligheden for

at etablere anlæg for friluftslivet. Dette gælder specielt i de

situationer, hvor det på grund af modstand fra en enkelt eller få

grundejere ikke er muligt at gennemføre et samlet projekt.

Til § 8

Miljøministeriet har ved administrationen af lov 230 støttet sig på

rådgivning fra det såkaldte Erhvervelsesudvalg.

I lovforslaget bestemmes, at miljøministeren rådgives af et udvalg,

hvis medlemskreds forudsættes at blive udvidet i forhold til det

nuværende Erhvervelsesudvalgs. Således tilbydes Kommunernes

Landsforening, Naturfredningsrådet, De danske Landboforeninger,

Danske Husmandsforeninger og Tolvmandsforeningerne sæde i

udvalget, jf. § 8, stk. 2. Det forudsættes, at Miljøministeriet

varetager formandskabet.

Hvis ministeren skønner det hensigtsmæssigt, kan der udskilles

underudvalg til behandling af specielle typer af sager.

Det er hensigten, at udvalget kun rådspørges i sager om større

ejendomserhvervelser, om større naturbevarings- og

genopretningsprojektforslag, om opkøbsplanforslag samt i sager om

forkøbsret og ekspropriation. Herudover rådgiver udvalget ved

starten af hvert finansår miljøministeren om den tilsigtede

overordnede fordeling af årets bevilling på de fire

anvendelseskategorier: erhvervelser med hovedsageligt

friluftsmæssigt sigte, naturbevaring, -pleje og -genopretning,

skovtilplantning (inkl. erhvervelser hertil) samt driftsudgifter

på Miljøministeriets ejendomme. Fordelingen kan dog justeres i

årets løb i takt med ændringer i de forudsatte bevillingsbehov.

Som anført i § 8, stk. 1, er udvalget rådgivende. Der vil næppe i

alle sager kunne opnås en enstemmig tilslutning fra udvalget.

Tidligere blev sådanne sager oftest forelagt Finansudvalget.

Denne praksis vil blive videreført for så vidt angår store eller

principielle sager.

§ 8, stk. 3, bestemmer, at miljøministeren fastsætter en

forretningsorden for det rådgivende udvalg, f.eks. med henblik på

nærmere at afgrænse arten og størrelsen af de sager, som ikke

skal behandles af udvalget.

Til § 9

Paragraffen giver miljøministeren en generel adgang til - i

forbindelse med delegation af kompetencen til en af ministeriets

styrelser (Skov- og Naturstyrelsen) - at bestemme, at afgørelser

truffet af styrelsen er endelige.

Til § 10

Som nævnt anses det at være hensigtsmæssigt, at de skader, der måtte

opstå som følge af en aftalt offentlig færdsel på en ejendom, kan

erstattes med hjemmel i loven. § 10 giver ministeren denne

mulighed, samtidig med at der gives mulighed for at fastsætte

nærmere regler for dækningens omfang. Den eksisterende ordning

for de private skove har aldrig medført krav om dækning af store

skader, mens der til dækning af mindre skader årligt medgår et

beløb af størrelsesordenen 300.000 kr.

Den her foreslåede ordning forventes at kunne dækkes inden for en

beløbsramme på 200.000 kr. årligt.

Til §§ 11 og 12

Loven træder i kraft den 1. juli 1988 (§ 11, stk. 1). Den gælder

ikke for Færøerne og Grønland (§ 12).

Da lovforslaget rummer de samme muligheder som lov 230, forudsættes

denne lov ophævet, jf. § 11, stk. 2.

Officielle noter

Ingen