Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-587

Resumé

2 foreninger klagede over 5 artikler i Nyhedsavisen.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

Efter de fra klagerne modtagne oplysninger, finder Pressenævnet tilstrækkelig grundlag for at tillægge klagerne partsstatus.

Pressenævnet bemærker, at anmodning om genmæle i massemedier skal fremsættes skriftligt til redaktøren af massemediet, jf. medieansvarsloven § 36, stk. 3. Et afslag på genmæle kan indbringes for Pressenævnet senest fire uger efter, at afslaget er kommet frem, jf. medieansvarsloven § 40, stk. 1. Da klagerne ikke ses at have anmodet Nyhedsavisen om at få bragt et genmæle, der opfylder lovens krav, behandles klagesagen alene vedrørende god presseskik.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Pressenævnet finder, at hjælpeorganisationers virksomhed og personerne bag disse har en sådan offentlig interesse, at der var belæg for at bringe artiklerne vedrørende samme og nævne [A] og [B] ved navn, og nævnet udtaler ikke kritik heraf.

Et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Der gælder efter omstændighederne en tilsvarende forpligtelse for mediet til at udvise særlig agtpågivenhed ved offentliggørelse af kommentarer og vurderinger, når disse indgår i nyhedsformidlingen af en sag. Pressenævnet lægger til grund, at Flemming Hansen tidligere har været kritisk over for klagerne, og at [I] er søster til [C]. Disse forhold gav Nyhedsavisen anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for Flemming Hansens og [I]s kommentarer. Sådan som sagen foreligger påklaget, finder nævnet imidlertid ikke, at god presseskik på dette punkt er tilsidesat.

Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt der er hold i beskyldningerne. Pressenævnet har ikke mulighed for at tage stilling til hvilken forklaring, der er den rigtige. Nævnet finder imidlertid, at artiklerne indeholder en række udsagn, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for klagerne, og som derfor har skullet efterprøves i særlig grad, først og fremmest ved forelæggelse for klagerne.

På baggrund af mailkorrespondancen mellem klagerne og Nyhedsavisen lægger Pressenævnet til grund, at klagerne navnlig ved Nyhedsavisens mail af 3. september 2007 blev gjort bekendt med, hvilke forhold avisen var kritisk over for. Klagernes kommentarer til artiklerne af 1. oktober 2007 fremgik af artiklen ”[K1]: Ondsindede løgne”, ligesom kommentarerne fremgik af artiklen den 2. oktober 2007. Nævnet finder, at det af artiklerne fremgår, at [K2] ikke har været involveret i forholdene omkring [C], men angiveligt i andre lignende tilfælde. Under disse omstændigheder giver offentliggørelsen af oplysningerne ikke anledning til kritik. Nævnet finder videre, at avisen ikke var forpligtet til at forelægge klagerne artiklerne i deres fulde ordlyd.

I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, er Nyhedsavisen berettiget til at beslutte hvilke oplysninger, man vil bringe i mediet. Pressenævnet finder, at Nyhedsavisen har handlet inden for redaktørens redigeringsret ved at beskære klagernes kommentarer, og nævnet udtaler ikke kritik heraf. Nævnet bemærker dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om avisen i større grad havde sikret en mere kvantitativ ligedeling af parternes synspunkter.

Pressenævnet finder videre, at klagerne må have været klar over, at Nyhedsavisen ville sætte deres kommentarer i sammenhæng med modpartens synspunkter, og nævnet finder ikke anledning til at kritisere Nyhedsavisen for at bringe lektor i strafferet, Anette Storgaards, bestyrelsesmedlem og formand i Bisiddernet, Flemming Hansens og Verner Christiansens samt borgmester Mikael Klitgaards vurderinger på baggrund af de offentliggjorte oplysninger.

Pressenævnet finder, at Nyhedsavisen heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.

[K1] og [K2] har ved henholdsvis formand [A] og formand [B] klaget til Pressenævnet over 5 artikler bragt i Nyhedsavisen henholdsvis den 1. og 2. oktober 2007, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagerne har endvidere anført, at de har krav på at få bragt et genmæle.

1. Sagsfremstilling

Nyhedsavisen bragte den 1. oktober 2007 en artikel under overskriften ”Svage danskere bliver narret af humanitære foreninger” og underoverskriften ”Foreningerne [K1] og [K2] beskyldes af tidligere klienter for at snyde svage mennesker for tusindvis af kroner. ”De er useriøse og utroværdige,” lyder kritikken. ”. Af artiklen fremgik følgende:

”De lover at hjælpe svage danskere, der er kommet i klemme i systemet. Men i virkeligheden narrer foreningerne [K1] og [K2] tusindvis af kroner fra godtroende mennesker. Det fortæller fire tidligere klienter hos foreningerne.Én af dem er den 55-årige retarderede [C]. Han blev gennem et halvt år nærmest holdt fanget i Sydsverige uden mulighed for at komme hjem eller kontakte sin familie, der ikke anede, hvor han befandt sig.Imens forsvandt 127.000 kroner fra hans konto, viser dokumenter, Nyhedsavisen har fået aktindsigt i. Ifølge [C] og hans værge endte pengene i lommen på [A], formand for [K1], der havde lokket [C] til at underskrive en fuldmagt, der gav adgang til hans konto.»[C] kan ikke selv finde ud af at hæve penge. Han ved ikke, hvordan en bank fungerer,« siger værgen, [I].Flere er snydtOgså de tidligere klienter [D], [E] og [F] er angiveligt blevet snydt.”De er nogle svindlere. De bilder folk ind, at de kan hjælpe, men i virkeligheden gør de ens sag værre. Og de snyder gerne klienterne for penge undervejs,” siger [D], der betalte foreningens bagmænd 15.000 kroner for at få udgivet en bog, der aldrig kom på gaden.Foruden [A] er foreningernes bagmænd [B] og svenskeren [G]. Foreningerne drives fra Nordjylland, og Nyhedsavisen erfarer, at man i Brønderslev Kommune har oplevet, at foreningerne angiveligt har snydt en ældre mand for penge og behandlet kommunalt ansatte groft. Borgmester Mikael Klitgaard (V) er da heller ikke overrasket over beskyldningerne:”De er uprofessionelle, useriøse og utroværdige. Folk bør holde sig langt væk fra de her foreninger,” siger han.Foreningerne afviser alle beskyldningerne. [C]s værge har nu politianmeldt sagen.”

Samme dag bragte avisen en artikel under overskriften ”[C] var fanget i Sverige, mens hans konto blev tømt” og underoverskriften ”Svindel – 55-årige retarderet. Han kan overhovedet ikke regne og aner ikke, hvordan man hæver penge i en bank. Ikke desto mindre forsvandt næsten 130.000 kroner fra hans konto, mens den humanitære forening [K1] holdt ham isoleret i Sverige fra sin familie. Meget tyder på, at foreningen har snydt ham og en række andre klienter for tusindvis af kroner. ” Af artiklen fremgik følgende:

”Det er allersidste udvej for de allersvageste mennesker. Det er her, de psykisk syge, de umyndiggjorte og de desperate trygler om hjælp, når der ikke er andet håb. Når kommunen har tvangsfjernet deres barn, skåret i deres bistandshjælp eller tvunget dem på plejehjem. [K1] præsenterer sig som de svages beskytter. På den såkaldte ”humanitære forenings” egen hjemmeside lover man at ”kæmpe for voksnes og ikke mindst pensionisters rettigheder”. Og målet er ”at oplyse om overgreb og uretfærdigheder i samfundet”.

Men sådan er virkeligheden langtfraBag det pæne ydre gemmer sig et skruppelløst foretagende, der systematisk narrer penge fra godtroende mennesker, fortæller fire tidligere klienter i [K1] og søsterforeningen [K2].Nyhedsavisen har fået aktindsigt i de fire personers sager og gransket personlige dokumenter, bankoplysninger og breve. Og undersøgelsen tegner et billede af to foreninger, hvis formål er at skrabe penge ind til bagmændene, [B], [A] og [G].- [K1] har således angiveligt stjålet tusindvis af kroner fra en retarderet mand. Forinden havde foreningen narret ham til at underskrive en fuldmagt, der gav adgang til hans bankkonto.- I mellemtiden holdt [K1] den retarderede mand skjult i Sverige uden mulighed for at tage hjem til Danmark. Han levede på et eksistensminimum og fik navneforandring, så hans familie ikke kunne kontakte ham.- [K2] har narret en enlig mor til at indbetale 15.000 kroner for en bogudgivelse, der aldrig blev til noget, selvom foreningen havde underskrevet en kontrakt.- [K2] har angiveligt stjålet inventar og møbler for en værdi af 20.000 kroner fra en familie samt narret dem til at arbejde gratis i foreningens genbrugsbutik gennem to år.”De skyer ingen midler for at snyde svage mennesker for deres penge,” siger [I], der er værge for én af de fire tidligere klienter. Lover jobDe fire personer har det tilfælles, at de alle er ekstremt socialt svage mennesker, der på forskellige måder er kommet i klemme i det offentlige system. Eksempelvis fordi de har fået tvangsfjernet et barn eller ikke kan få tildelt socialhjælp af kommunen.Én af dem er [C], en nu 55-årig retarderet mand fra Frederiksberg, der i sommeren 2005 suges ind i [K1].Kort forinden har han fået en beskyttet ældrebolig på Frederiksberg. Men det er intet imod, hvad [K1] lokker ham med: en ny og spændende tilværelse.”De ville give mig min helt egen lejlighed i Sverige. Og så sagde de, at jeg kunne blive student. Måske professor på universitetet. At jeg kunne få et rigtigt job,” siger [C], der i juni 2005 naivt skribler sin vaklende underskrift på en fuldmagt til [K1].En fuldmagt, der giver foreningen adgang til hans personlige papirer og bankkonto. Og dermed reelt hans liv.Kort efter forsvinder [C] ud i den blå luft. I breve til forældrene og Frederiksberg Kommune skriver [K1]s formand, [A], at ”[C] er taget på en lille ferie”, og ”ikke ønsker, at hans forældre skal kende til hans opholdssted”.”De sagde, at det var bedst sådan. At min familie ville udnytte mig og tage mine penge. De fik overbevist mig,” fortæller [C].Derfor aner familien ikke, at [C] i de følgende ni måneder bliver installeret i en lejlighed i Landskrona. Og derfor aner familien ikke, at hele [C]s opsparing i samme periode forsvinder bid for bid. Hæver sammenHvad der sker med [C]s penge, viser kontoudskrifter, som Nyhedsavisen har fået aktindsigt i.Fra maj 2005 til februar 2006 forsvinder over 127.000 kroner fra [C]s konti. Størstedelen hæves ad 11 omgange fra banken på Frederiksberg, resten forsvinder via netbank. Stort set hele hans førtidspension på 15.000 kroner om måneden forsvinder sporløst.Ifølge [C] skifter de mange kontanter hænder, når medlemmerne af [K1] tager ham med til København. Inden besøget i hans bank på Frederiksberg instruerer de ham grundigt i, hvordan man hæver. [C] aner nemlig ikke, hvordan en bank fungerer, og hans mor har indtil da administreret hans bankbog.”Du skal bare skrive under her på sedlen. Så går du hen til kassen og beder om pengene,” fortæller de.Og når [C] så har hævet beløbet, ofte mellem 8.000 og 20.000 kroner, overdrager han lydigt pengene til [A] eller [G], foreningens svenske medarbejder. Pengene lægger de i et plastiketui. Og derefter ned i [A]s håndtaske, fortæller [C].”Vi skal nok passe på dine penge, [C]. Du har jo ikke forstand på den slags,” siger foreningens bagmænd.Andre gange hæver foreningens medlemmer angiveligt selv pengene takket være fuldmagten. Og da der efter nytår 2006 bliver oprettet en svensk konto i [C]s navn, forsvinder pengene elektronisk via netbank. Noget [C] aldrig selv ville kunne finde ud af. I alt 10 gange bliver der overført penge fra [C]s konto. Hver gang til den samme konto i Swedbank, viser Nyhedsavisens research. Har tjent på [C]Præcis hvor [C]s penge ender, kan Nyhedsavisen ikke få oplyst.De banker, der har haft med [C]s pengetransaktioner at gøre, kender alle til sagen, men må ikke kommentere oplysningerne. Den slags er forbeholdt politiet.[K1] afviser over for Nyhedsavisen, at foreningen har taget [C]s penge. Hverken formand [A] eller [G] vil dog fremlægge dokumentation for, hvad de store beløb er gået til.Et simpelt regnestykke viser, at en stor del af pengene i hvert fald ikke er gået til [C] selv: huslejen for [C]s lejlighed på adressen Suellsgatan 4 i Landskrona måtte i 2006 maksimalt udgøre 3.900 danske kroner om måneden, oplyser den svenske lejeorganisation Hyresgästföreningen til Nyhedsavisen. Beløbet er inklusive vand og varme. Lægger man dertil en elregning på 100 kroner, hans lommepenge på kun 100 kroner om måneden samt udgifter til mad, velsagtens 3.000 kroner månedligt, er der altså langt op til de over 14.000 kroner, som forsvinder fra hans konto hver måned i perioden.Da [C] omsider indser, at han bliver snydt, kan han intet stille op. Han har ikke penge til en togbillet, og da [G] har fjernet telefonen i lejligheden, kan han heller ikke ringe til sin familie, der bliver mere og mere fortvivlet hjemme i Danmark.Frederiksberg Kommune vil ikke hjælpe familien. Gennem talrige breve til kommunen truer [A] med sagsanlæg og klager, hvis embedsfolkene udleverer [C]s adresse til familien.Nemmere bliver det ikke af, at [G] på [C]s vegne ansøger om et nyt navn. [H] kommer han til at hedde. Og [C] bliver nu helt usynlig for familien i sit svenske eksil, hvor de ensomme dage går med tv-kiggeri og gåture. Kan ikke regneFørst da søsteren efter mange måneders detektivarbejde får opsnuset hans bopæl med hjælp fra nogle svenske bekendte, finder de [C] på et gadehjørne i Landskrona. Og mareridtet kan slutte.”Det var en enorm lettelse. Det føles jo helt forkert, når der mangler én i familien,” siger søsteren, [I], der i ugerne efter [C]s hjemvenden finder ud af, at [C]s opsparing er væk.”Første gang, vi er i banken, står der otte kroner på hans konto. Jeg tænkte: 'Det var vist de penge!'”, husker [I].Hun er i dag værge for [C] og tager sig af hans pengesager. Og hun er ikke i tvivl om, at [K1] har tømt hans konto. Han kan nemlig slet ikke finde ud af at hæve selv. I en mentalundersøgelse fra 1999 får han diagnosen ”sinke”. Og det fremgår, at [C] ”overhovedet ikke kan regne, selv ikke de allermest almindelige regnearter”.”[C] forstår sig slet ikke på tal. Han aner ikke, hvordan en bank fungerer,” siger [I]. Og fastslår:”Han er ganske enkelt blevet bondefanget.”Bog udkom aldrigDét er [C] ikke ene om. [K2], søsterforening til [K1], har angiveligt i mindst to tilfælde haft snablen langt nede i klienters privatøkonomi. [D] fra Ballerup blev eksempelvis snydt for 15.000 kroner.Pengene betaler hun i 1995 til foreningens formand [B] for at få udgivet en bog om sit liv og erfaringer som klient i det offentlige system. Af kontrakten, som Nyhedsavisen har fået aktindsigt i, fremgår det tydeligt, at bogen skal udkomme i efteråret 1995, men den kommer aldrig på gaden, og trods flere henvendelser har [D] aldrig fået sine penge tilbage. I sit seneste svar kalder [B] hendes breve for ”en ulovlig form for afpresning”.Lignende numre kender [F] og hans mor [E] alt til. De fik stjålet inventar, møbler og køkkenredskaber for omkring 20.000 kroner af [K2], fortæller de. Inventaret havde de købt for deres egne penge og lånt ud til foreningens genbrugsbutik, som de bestyrede uden at få løn for det for til gengæld at få foreningens hjælp til en børnesag. Da de sagde jobbet op, forsvandt deres inventar sporløst, fortæller de. Har kappet båndDe fire har nu klippet alle bånd til de to foreninger. [C] har endda fået hemmelig adresse af frygt for at blive opsøgt af [B] og [A].I dag bor han i en beskyttet bolig på Frederiksberg, for [C] er en af samfundets svageste. En af dem, [K1] lover at hjælpe.Mødet med foreningen gjorde ham da også stærkere, fortæller han.”Jeg er blevet klogere. Jeg har lært, at man ikke skal stole på folk, man ikke kender. Det er det eneste gode ved al balladen. Selvom det stadig ærgrer mig, at de snød mig,” siger han fra sin plads midt i den grønstribede sofa.I hans lille hyggelige lejlighed står bøger og kaffekopper side om side med hans mange elskede tøjbamser.Én af dem var med ham i Landskrona. Baloo, hedder den. Pelsen er blød, smilet godmodigt og øjnene brune. De stirrer eftertænksomt, da [C] stille udbryder:”Nogle gange gør jeg nogle meget dumme ting.””

Samme dag bragte avisen en artikel under overskriften ”[K1]: ondsindede løgne”og underoverskriften ”Afviser - Der er ikke hold i beskyldningerne mod de to foreninger, hævder formand [A]”. Af artiklen fremgik følgende:

Beskyldningerne mod [K1] og [K2] er ondsindede løgne.Det siger formanden for [K1], [A], da Nyhedsavisen konfronterer hende med anklagerne fra fire tidligere klienter.”Vi er non profit organisationer, der forsøger at hjælpe svage mennesker. Vi har haft over 300 sager, og langt de fleste af vore klienter har været tilfredse. Så er der enkelte mennesker, der åbenbart har været utilfredse, og som opdigter disse ondsindede løgne. Det er sørgeligt,” siger [A], der afviser [C] og hans værges beskyldninger om, at han skulle være blevet holdt fanget i Landskrona.”Manden henvendte sig selv til os for at komme væk fra sin familie, der ifølge ham selv tog af hans pension. Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at hjælpe ham,” siger hun. Hjalp med økonomien[A] oplyser, at [G] ganske rigtigt hjalp [C] med at administrere hans økonomi, mens han var i Sverige. Men hun afviser, at foreningen har taget nogen af de 127.000 kroner, der forsvandt fra [C] konto, mens han var i foreningens varetægt.”[G] kan redegøre detaljeret for, hvad der er sket med [C]s penge. Der har blandt andet været udgifter til flytning, indskud til lejlighed, husleje, el, varme, telefon, mad, togbilletter, hjemmeservice samt køb af bøger og aviser,” siger hun.Da Nyhedsavisen kontakter [G] i Sverige, benægter hun først i det hele taget at kende [C]. Men da Nyhedsavisen oplyser, at hendes navn står på breve fra [K1], kan hun pludselig godt huske ham.”Men jeg vil ikke kommentere sagen. Hvis [C] føler sig snydt, må han jo melde sagen til politiet. Så kan vi tage sagen i retten,” svarer hun.Ifølge [A] er der heller ikke hold i beskyldningerne fra [E] og [F] eller [D].”I den første sag besluttede vedkommende selv at trække bogen tilbage, og eftersom vi havde brugt et hav af arbejdstimer på at researche på hendes historie, fik hun ikke de 15.000 kroner tilbage. Og de to andre personer skylder snarere os penge. De stjal varer fra butikken og efterlod en telefonregning på 2.800 kroner,” siger hun.Til dét svarer [D], at hun først trak bogen tilbage lang tid efter, at den ifølge kontrakten skulle være udkommet, og at hun netop gjorde det for at få sine penge igen. [E] og [F] afviser, at de har ringet privat eller stjålet fra butikken.”

Samme dag bragte Nyhedsavisen en artikel under overskriften ”Foreninger meldt til politiet” og underoverskriften ”Hvis beskyldningerne kan bevises, kan foreningens bagmænd dømmes for åger, mandatsvig eller bedrageri, vurderer ekspert.” Af artiklen fremgik følgende:

” Beskyldningerne mod [K1] og [K2] bliver nu en sag for lovens lange arm.[C]s søster og værge, [I], har nemlig meldt [C]s sag til Nordjyllands Politi.

Flere paragrafferHvis det kan bevises, at [K1] har fået en økonomisk gevinst ud af forholdet til [C], kan én af flere af straffelovens paragraffer om berigelseskriminalitet komme på tale i en eventuel straffesag. Foreningernes metoder ligner nemlig både mandatsvig, åger og bedrageri, vurderer Anette Storgaard, lektor i strafferet på Århus Universitet.

Svært at bevise”Hvis han er blevet narret til at give dem sine penge uden at få noget af tilsvarende værdi igen, er der tale om bedrageri. Hvis de har misbrugt fuldmagten til at hæve fra hans konto, kan de dømmes for mandatsvig. Og hvis de har udnyttet, at [C] er mentalt retarderet, er der tale om åger, da de i så fald har misbrugt hans manglende indsigt i økonomiske forhold,” forklarer Anette Storgaard.

Hun understreger, at det kan være svært at løfte bevisbyrden, da det er kompliceret at fastslå, om [C] har fået noget for sine penge.

Hverken familien [E og F] eller [D] har turdet melde deres sager til politiet, da [B] og [A] har truet med injuriesager og krav om erstatninger, hvis sagerne endte i retten.

Nyhedsavisen bragte den 2. oktober 2007 en artikel under overskriften ”Ny kritik af [K1]” og underoverskriften Hjælp? – ”De er nogle rigtigt ubehagelige mennesker,” lyder kritikken af folkene bag foreningerne [K1] og [K2] fra frivillige bisiddere”. Af artiklen fremgik følgende:

”De er måske ukendte for den brede befolkning. Men blandt folk, der beskæftiger sig med socialt udsatte mennesker, er foreningerne [K1] og [K2] berygtede.Det fortæller Flemming Hansen, bestyrelsesmedlem i paraplyorganisationen Bisiddernet. Organisationens medlemmer er private bisiddere, som tilbyder personlig eller juridisk støtte til folk, der er kommet i klemme i det offentlige system.”Vores opfattelse er, at de er nogle rigtigt ubehagelige mennesker at have med at gøre. I de 10 år, jeg har kendt til dem, har jeg hørt flere eksempler på, at de har opført sig uhæderligt. I flere af sagerne har de endda handlet direkte kriminelt, ligesom jeg har erfaret, at de både har truet og opført sig voldeligt,” siger Flemming Hansen.Franarret pengeFire tidligere klienter stod i går frem i Nyhedsavisen og beskyldte [K2] og [K1] for at have franarret dem tusindvis af kroner. De fire er alle socialt svage mennesker, som er kommet i klemme i det offentlige system og derfor er blevet lovet støtte af foreningerne.Men i stedet er de på forskellig vis blevet franarret tusindvis af kroner, fortæller de.”Jeg forstår ikke, hvordan man kan gøre den slags mod svage mennesker. Det er dybt uhæderligt. Jeg vil råde folk til at holde sig langt væk fra de to foreninger,” siger Flemming Hansen.De to foreninger er ikke med i Bisiddernet, og det ville de heller ikke komme, hvis de søgte om optagelse. Bisiddernets medlemmer skal nemlig tilslutte sig et etisk regelsæt, som skal sikre en høj troværdighed, fortæller Bisiddernets formand, Verner Christiansen:”Vi har nogle etiske krav til medlemmerne. Blandt andet fraråder vi, at der er penge mellem bisidderen og klienten, da det kan skabe tvivl om bisidderens reelle hensigter. Man skal være bisidder, fordi man vil hjælpe folk. Ikke fordi man vil tjene penge,” siger Verner Christiansen, der også fraråder, at bisiddere skal have fuldmagt over klienternes personlige papirer.De to foreninger tager 500 kroner for at hjælpe folk og kræver desuden, at klienterne betaler medlemskontingent.Foreningerne styres fra Nordjylland af [B] og [A], og dem kender man alt til i Brønderslev Kommune. Borgmester Mikael Klitgaard (V) kaldte dem således for ”useriøse og utroværdige” i gårsdagens Nyhedsavisen.[A] er blevet forelagt kritikken fra Flemming Hansen, men vil ikke kommentere den. Hun afviser dog, at foreningerne har snydt klienter for penge.”

Af Nyhedsavisens mail af 3. september 2007 til [A] og [B] fremgår det, at der er rettet henvendelse med en række meget detaljerede spørgsmål vedrørende driften af [K1] og [K2] samt den omtalte kritik omhandlende [C], [D], [E] og [F]. Herunder vedrørende [K1]s adgang til at hæve penge på [C]s konto.

Af [A] og [B]s mail af 4. september 2007 til Nyhedsavisen fremgik bl.a. følgende:

”Og som det er dig [Nyhedsavisens journalist] bekendt, udtaler vi os aldrig til pressen, bortset fra hvis det drejer sig om direkte radio- og tv-udsendelser, såfremt vi ønsker dette, samt i vore egne presseudtalelser.

Derfor har vi ingen kommentarer til de stillede spørgsmål, som bygger på bevislig løgn fra de fire personer – løgne, som har været fremme før, og som af os er klart tilbagevist.”

Af klagernes og Nyhedsavisens mailkorrespondance af 28.-29. september 2007 fremgik, at parterne havde omtalt borgmester Mikael Klitgaard og Flemming Hansen fra Bisiddernet, ligesom Nyhedsavisen konstaterer, at klagerne ikke har fremsendt dokumenter, der modbeviser beskyldningerne vedrørende [C]s økonomi. Klagerne blev i mailene forelagt artiklen ”[K1]: Ondsindede løgne”, der i det væsentlige er identisk med den offentliggjorte version.

Klagerne blev ved e-mail af 11. oktober 2007, kl. 11.39, klagevejledt af Pressenævnet. Det blev i den forbindelse oplyst, at krav om genmæle skal fremsættes til det medie, der har bragt de forkerte oplysninger. Samme dag kl. 11.21 præciserede klagerne, at de ønskede klagen over god presseskik behandlet af nævnet. Kl. 15.47 fremsendte klagerne en e-mail til Pressenævnet, hvoraf bl.a. følgende fremgik:

”Der er overtrædelser af 36 [genmæle] og § 34 [god presseskik] i medieansvarsloven, da vore foreninger og personer har lidt alvorlig skade af den negative omtale – og vi udbeder os retten til at udarbejde et dementi/genmæle efter eget ønske, som skal bringes på samme fordelagtige plads som svinerierne, der blev sat på forsiden den 1. oktober.”

2. Parternes synspunkter

2.1. [K1] og [K2]s synspunkter

[K1] og [K2] har oplyst, at begge foreninger er momsregistreret med bestyrelser og vedtægter.

[K1] og [K2] har anført, at det er sket en krænkelse af privatlivets fred, og at Nyhedsavisen har tilsidesat god presseskik ved ikke at udvise den fornødne kildekritik. Hverken over for Flemming Hansen, der i længere tid har chikaneret klagerne, eller over for søsteren [I], der udtaler sig, selvom hun ikke kender klagerne. Endvidere har journalisten haft en hemmelig dagsorden, hvilket ses ved, at han har skåret i kommentarerne fra [A].

[K1] og [K2] har videre anført, at de ikke er blevet forelagt de detaljerede oplysninger. Artiklerne er ikke blevet fremsendt i deres fulde ordlyd, og klagerne ville ikke kommentere noget på et ufuldstændigt grundlag. Klagerne har ikke fået forelagt kritikken fra borgmester Mikael Klitgaard og fra Flemming Hansen fra Bisiddernet.

Til de enkelte artikler har klagerne navnlig anført følgende:

”Svage danskere bliver narret af humanitære foreninger”:

- [K2] har ikke noget med det omtalte at gøre, da foreningen kun tager sig af ”børnesager”.

- Klagerne afviser at have ”narret” nogen.

- Klagerne afviser at have holdt [C] fanget. Han er selv flyttet til Sverige af egen vilje, ligesom det var hans eget ønske, at hans familie ikke skulle kende hans opholdssted.

- De 127.000 kroner er dels hævet af [C] og dennes mor, og dels attesteret til [A] som betaling af leveomkostninger.

- [E] og [F] skylder klagerne penge for en telefonregning.

- [D] ønskede selv bogens udarbejdelse stoppet.

- [B] er ikke ”bagmand”, men derimod formand for og næstformand for henholdsvis ”[K2]” og ”[K1]”. Klagerne har ikke ”snydt en ældre mand”.

”[C] var fanget i Sverige, mens hans konto blev tømt”:

- Det er kriminelle beskyldninger avisen kommer med, når det der skrives, at [C] skulle være holdt isoleret fra sin familie.

- ”Det er allersidste udvej”. Der findes andre foreninger, der påtager sig sådanne sager, men disse koster flere tusind kroner. Klagerne har oplyst, at man siden 1993 har haft ca. 300 sager, hvoraf de fleste er blevet løst til medlemmernes tilfredshed.

- De fire tidligere klienter fortæller, at klagerne ”systematisk narrer penge fra godtroende mennesker”. Udsagnene er injurierende og fremført af psykisk syge personer.

- ”således angiveligt stjålet”. Ordet angiveligt bekræfter, at journalisten ikke har dokumentation for påstanden.

- Klagerne afviser, at der har været inventar til en værdi af 20.000 kroner i butikken, ligesom medarbejderne arbejdede gratis i lighed med de andre frivillige.

- Udsagnet ”suget” er ukorrekt og manipuleret.

- [C] bad om hjælp til at finde en lejlighed, selvom klagerne rådede ham til at blive boende i lejlighed i København.

- Klagerne afviser at have en fuldmagt, der giver dem adgang til at hæve penge fra [C]s konto. De penge, der er hævet, er anvendt til hans leveomkostninger. Man har ”ikke tjent på [C]”, hvorimod [C]s mor angiveligt hævet penge på hans konto.

- [A] skrev et brev til [C]s forældre for at berolige dem. Da han er myndig, har forældrene ikke krav på at vide, hvor han befinder sig.

- Klagerne har afvist at udtale sig om [C]s forældrenes intentioner.

- Klagerne afviser at være pligtige til at dokumentere noget over for Nyhedsavisen.

- [A] afviser at have truet Frederiksberg Kommune i sine breve.

- [C] ønskede selv navneskiftet.

”[K1]: Ondsindede løgne”:

- [A] afviser at have anvendt ordet ”varetægt”.

- Det gentages, at [D] selv har trukket bogen tilbage.

”Foreninger meldt til politiet”:

- Der er ingen ”bagmænd”.

- Lektor i strafferet, Anette Storgaard, udtaler sig mod bedre vidende og upræcist på det ukorrekte grundlag, som journalisten har refereret.

- [C] har ikke betalt for klagernes hjælp.

- [B] og [A] har ikke truet med injuriesager.

”Ny kritik af [K1]”:

- Flemming Hansen har i flere år forfulgt klagerne over Internettet, og hans udtalelser er injurierende.

- Verner Christiansen, formand for Bisiddernet, udtaler sig uden at have kendskab til klagerne.

- Michael Klitgaard kender ikke til klagerne.

Klagerne har endelig anført, at medieansvarsloven § 36 er overtrådt.

2.2. Nyhedsavisens synspunkter

Nyhedsavisen har anført, at avisen fremlagde en lang række spørgsmål til [K2] i mail af 3. september 2007, hvilket klagerne afviste at besvare. Senere ændrede klagerne mening. [K2]/[K1] fik ved mail af 28. september 2007 forelagt de artikler, hvor citater fra organisationen indgik. Avisen har videre anført, klagerne fik forelagt essensen af kritikken fra borgmester Mikael Klitgaard og Flemming Hansen, Bisiddernet. Samme dag forlangte klagerne at få de fuldstændige artikler til gennemsyn, hvilket Nyhedsavisen afviste.

Nyhedsavisen har videre anført, at de tilrettede udtalelser efter organisationens ønske blev brugt i artiklen ”[K1]: Ondsindede løgne”, der blev bragt sammen med de øvrige artikler om [K2]/[K1].

3. Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Lene Sarup og Marianne Druedahl.

Efter de fra klagerne modtagne oplysninger, finder Pressenævnet tilstrækkelig grundlag for at tillægge klagerne partsstatus.

Pressenævnet bemærker, at anmodning om genmæle i massemedier skal fremsættes skriftligt til redaktøren af massemediet, jf. medieansvarsloven § 36, stk. 3. Et afslag på genmæle kan indbringes for Pressenævnet senest fire uger efter, at afslaget er kommet frem, jf. medieansvarsloven § 40, stk. 1. Da klagerne ikke ses at have anmodet Nyhedsavisen om at få bragt et genmæle, der opfylder lovens krav, behandles klagesagen alene vedrørende god presseskik.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Pressenævnet finder, at hjælpeorganisationers virksomhed og personerne bag disse har en sådan offentlig interesse, at der var belæg for at bringe artiklerne vedrørende samme og nævne [A] og [B] ved navn, og nævnet udtaler ikke kritik heraf.

Et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Der gælder efter omstændighederne en tilsvarende forpligtelse for mediet til at udvise særlig agtpågivenhed ved offentliggørelse af kommentarer og vurderinger, når disse indgår i nyhedsformidlingen af en sag. Pressenævnet lægger til grund, at Flemming Hansen tidligere har været kritisk over for klagerne, og at [I] er søster til [C]. Disse forhold gav Nyhedsavisen anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for Flemming Hansens og [I]s kommentarer. Sådan som sagen foreligger påklaget, finder nævnet imidlertid ikke, at god presseskik på dette punkt er tilsidesat.

Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt der er hold i beskyldningerne. Pressenævnet har ikke mulighed for at tage stilling til hvilken forklaring, der er den rigtige. Nævnet finder imidlertid, at artiklerne indeholder en række udsagn, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for klagerne, og som derfor har skullet efterprøves i særlig grad, først og fremmest ved forelæggelse for klagerne.

På baggrund af mailkorrespondancen mellem klagerne og Nyhedsavisen lægger Pressenævnet til grund, at klagerne navnlig ved Nyhedsavisens mail af 3. september 2007 blev gjort bekendt med, hvilke forhold avisen var kritisk over for. Klagernes kommentarer til artiklerne af 1. oktober 2007 fremgik af artiklen ”[K1]: Ondsindede løgne”, ligesom kommentarerne fremgik af artiklen den 2. oktober 2007. Nævnet finder, at det af artiklerne fremgår, at [K2] ikke har været involveret i forholdene omkring [C], men angiveligt i andre lignende tilfælde. Under disse omstændigheder giver offentliggørelsen af oplysningerne ikke anledning til kritik. Nævnet finder videre, at avisen ikke var forpligtet til at forelægge klagerne artiklerne i deres fulde ordlyd.

I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, er Nyhedsavisen berettiget til at beslutte hvilke oplysninger, man vil bringe i mediet. Pressenævnet finder, at Nyhedsavisen har handlet inden for redaktørens redigeringsret ved at beskære klagernes kommentarer, og nævnet udtaler ikke kritik heraf. Nævnet bemærker dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om avisen i større grad havde sikret en mere kvantitativ ligedeling af parternes synspunkter.

Pressenævnet finder videre, at klagerne må have været klar over, at Nyhedsavisen ville sætte deres kommentarer i sammenhæng med modpartens synspunkter, og nævnet finder ikke anledning til at kritisere Nyhedsavisen for at bringe lektor i strafferet, Anette Storgaards, bestyrelsesmedlem og formand i Bisiddernet, Flemming Hansens og Verner Christiansens samt borgmester Mikael Klitgaards vurderinger på baggrund af de offentliggjorte oplysninger.

Pressenævnet finder, at Nyhedsavisen heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.

Afgjort den 7. november 2007.