Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Domstolenes organisation m.v.

Kapitel 2   Domstolenes opgaver og kompetence

Kapitel 3   Politiet og anklagemyndigheden

Kapitel 4   Forsvarere

Kapitel 5   Advokater

Kapitel 6   Retssproget

Kapitel 7   Retsbøger

Kapitel 8   Retsledelse

Kapitel 9   Rettens rådslagninger og afgørelser

Kapitel 10   Offentlighed

Kapitel 11   Forkyndelser

Kapitel 12   Vidner

Kapitel 13   Syn og skøn

Kapitel 14   Almindelige bestemmelser

Kapitel 15   Parterne

Kapitel 16   Rettergangsfuldmægtige

Kapitel 17   Sagens anlæg

Kapitel 18   Sagens forberedelse i 1. instans

Kapitel 19   Sagens afgørelse

Kapitel 20   Sagsomkostninger

Kapitel 21   Fri proces

Kapitel 22   Behandling af inkassosager

Kapitel 23   Almindelige bestemmelser

Kapitel 24   Skiftesager

Kapitel 25   Sager om umyndiggørelse og lavværgemål

Kapitel 26   Sager om faderskab og fastsættelse af bidrag til børn

Kapitel 27   Sager om ægteskab eller forældremyndighed

Kapitel 28   Prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse

Kapitel 29   Prøvelse af adoption uden samtykke

Kapitel 30   Almindelige bestemmelser

Kapitel 31   Påtalen

Kapitel 32   Sigtede og dennes forsvar

Kapitel 33   Forurettedes stilling

Kapitel 34   Almindelige bestemmelser om efterforskning og afhøringer

Kapitel 35   Anholdelse og tilbageholdelse

Kapitel 36   Indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation, legemsindgreb og ransagning

Kapitel 37   Andre tvangsindgreb under efterforskning

Kapitel 38   Tiltalerejsning

Kapitel 39   Sagens behandling i retten

Kapitel 40   Sagsomkostninger

Kapitel 41   Udtalelser til offentligheden m.v.

Kapitel 42   Erstatning i anledning af kriminalretlig forfølgning

Kapitel 43   Appel og genoptagelse af civile sager

Kapitel 44   Appel og genoptagelse af kriminalsager

Kapitel 45   Fuldbyrdelse af domme i kriminalsager

Kapitel 46   Fogedmyndigheden

Kapitel 47   Tvangsfuldbyrdelse

Kapitel 48   Tvangssalg

Kapitel 49   Brugeligt pant

Kapitel 50   Arrest

Kapitel 51   Forbud

Kapitel 52   Bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v.

Kapitel 53   Appel

Kapitel 54   Retsforhør

Kapitel 55   Afgifter i borgerlige domssager i første instans

Kapitel 56   Afgifter for fogedforretninger og tvangssalg

Kapitel 57   Afgifter for appel

Kapitel 58   Almindelige bestemmelser om afgifter

Kapitel 59   Generelle bestemmelser om indførelse af afgift

Kapitel 60   Rådet for Grønlands Retsvæsen

Kapitel 61   Det Grønlandske Kriminalpræventive Råd

   

   

Den fulde tekst

Fremsat den 12. december 2007 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Retsplejelov for Grønland

AFSNIT I

DOMSMAGTEN M.V.

Kapitel 1

Domstolenes organisation m.v.

Organisation

Retterne

§ 1. De almindelige domstole er kredsretterne, Retten i Grønland, Grønlands Landsret og Højesteret.

§ 2. Grønland inddeles i 18 retskredse.

Stk. 2. Retskredsenes område fastsættes af justitsministeren, som kan foretage ændringer heri, medmindre ændringen betyder oprettelse eller nedlæggelse af en retskreds.

Stk. 3. Justitsministeriet udsender en fortegnelse over retskredsene med angivelse af området for hver af kredsene.

§ 3. Hver kredsret består af en eller flere kredsdommere, som efter indstilling af Dommerrådet udnævnes af Domstolsstyrelsen, jf. § 12. Samme person kan udnævnes som kredsdommer for flere kredsretter ad gangen. Ved afgørelsen heraf skal der, ud over sagsantallet, lægges betydelig vægt på, om kredsenes egenart og de trafikale forhold gør en sådan ordning forsvarlig.

Stk. 2. Består en kredsret fast eller midlertidigt af mere end en kredsdommer, træffer dommeren ved Retten i Grønland efter forhandling med de pågældende kredsdommere afgørelse om sagernes fordeling mellem dem.

§ 4. Domstolsstyrelsen fastsætter tingstederne for kredsretterne.

Stk. 2. Dommeren ved Retten i Grønland træffer bestemmelse om kontordagenes antal og kontortidens længde ved de enkelte kredsretter.

Stk. 3. Kredsretten kan beslutte, at retten skal sættes uden for det sædvanlige tingsted.

§ 5. Retten i Grønland består af en dommer, der udnævnes af kongen jf. § 13.

Stk. 2. Ved Retten i Grønland virker et antal fuldmægtige, jf. § 15.

Stk. 3. En fuldmægtig kan behandle sager, der hører under Retten i Grønland, i det omfang dommeren bestemmer det.

§ 6. Retten i Grønland har tingsted i Nuuk, men sættes i nødvendigt omfang også på kredsretternes tingsteder.

Stk. 2. Retten i Grønland kan beslutte at sætte retten uden for de sædvanlige tingsteder.

Stk. 3. Hovedforhandlinger foregår på det sted, hvor det af hensyn til bevisførelsen er mest hensigtsmæssigt.

Stk. 4. Parterne skal have lejlighed til at udtale sig, før der træffes afgørelse efter stk. 3.

§ 7. Grønlands Landsret består af en landsdommer, der udnævnes af kongen, jf. § 13.

Stk. 2. I sager, der er afgjort af Retten i Grønland som 1. instans, tiltrædes landsretten under hovedforhandlingen af yderligere to landsdommere fra Danmark, jf. § 14. Landsdommeren ved Grønlands Landsret, som er rettens formand, kan beslutte, at landsretten skal tiltrædes af to landsdommere også uden for hovedforhandlingen.

Stk. 3. Ved Grønlands Landsret virker et antal fuldmægtige, jf. § 15.

Stk. 4. En fuldmægtig kan behandle sager, der hører under landsretten, i det omfang landsdommeren bestemmer det.

§ 8. Grønlands Landsret har tingsted i Nuuk, men sættes i nødvendigt omfang også på kredsretternes tingsteder.

Stk. 2. § 6, stk. 2, 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse på landsretten.

§ 9. Ved kredsretterne og Retten i Grønland kan retssekretærer bemyndiges til at udføre foged-, notariel-, skifte- og registreringsforretninger samt faderskabssager. Retssekretærer kan ikke bemyndiges til at træffe afgørelse, hvis der fremsættes indsigelser eller modkrav. De kan dog bemyndiges til at træffe afgørelse efter §§ 603, 604, stk. 4 og 5, og 618, stk. 2.

Stk. 2. Bemyndigelse efter stk. 1 meddeles ved kredsretterne af vedkommende kredsdommer og ved Retten i Grønland af dommeren.

Dommerrådet

§ 10. Der oprettes et dommerråd, som

1) træffer afgørelse om ansættelse af kandidater til kredsdommerstillinger, jf. § 12, stk. 2.

2) afgiver indstilling til Domstolsstyrelsen om udnævnelse af kredsdommere, jf. § 12,

3) træffer afgørelse om tilladelse til kredsdommeres bierhverv, jf. § 25,

4) behandler og som domstol afgør sager vedrørende kredsdommere om uansøgt ændring af tjenestested, disciplinærforfølgning, suspension og afsked i overensstemmelse med reglerne i §§ 26-32.

Stk. 2. Indstillinger efter stk. 1, nr. 2, skal være begrundede. Der kan kun indstilles én ansøger til en ledig stilling. Det skal angives i indstillingen, hvis der har været uenighed om indstillingen, ligesom de enkelte medlemmers standpunkter skal fremgå.

§ 11. Dommerrådet består i de i § 10, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde af 5 medlemmer: landsdommeren ved Grønlands Landsret (formand), dommeren ved Retten i Grønland, en kredsdommer og to repræsentanter for offentligheden.

Stk. 2. Dommerrådet består i de i § 10, stk. 1, nr. 3 og 4, nævnte tilfælde af 3 medlemmer: landsdommeren ved Grønlands Landsret (formand), dommeren ved Retten i Grønland og en kredsdommer.

Stk. 3. Kredsdommeren, der ikke må være medlem af Folketinget, Grønlands Landsting eller en kommunalbestyrelse, beskikkes for 4 år af justitsministeren efter indstilling af Kredsdommerforeningen. Genbeskikkelse kan ikke finde sted.

Stk. 4. Der beskikkes en suppleant for kredsdommeren. Stk. 3, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse på beskikkelse af suppleanten.

Stk. 5. Offentlighedsrepræsentanterne og suppleanterne for disse er de samme personer, som efter § 13, stk. 3-7, er beskikket til Dommerudnævnelsesrådet i Danmark.

Dommere m.v.

§ 12. Kredsdommere skal være uberygtede og opfylde betingelserne for valgret til kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Endelig udnævnelse som kredsdommer kan først ske, når vedkommende efter ansættelse som kandidat til en kredsdommerstilling har gennemgået en særlig kredsdommeruddannelse. Domstolsstyrelsen fastsætter nærmere regler om uddannelsen, som forestås af dommeren ved Retten i Grønland.

Stk. 3. Domstolsstyrelsen kan i særlige tilfælde helt eller delvist fritage en person fra kravet om uddannelse efter stk. 2.

Stk. 4. Ved ansættelse af kandidater til kredsdommerstillinger og ved udnævnelse af kredsdommere skal der, ud over personlige og faglige kvalifikationer, lægges vægt på, om den pågældende har kendskab til de lokale forhold i retskredsen.

§ 13. Dommeren ved Retten i Grønland og landsdommeren ved Grønlands Landsret skal have bestået juridisk kandidateksamen.

Stk. 2. Udnævnelse som dommer ved Retten i Grønland og landsdommer ved Grønlands Landsret sker efter reglerne i §§ 42-43 d i den danske retsplejelov, jf. dog stk. 3-7.

Stk. 3. Ved behandling af sager om besættelse af stillingen som dommer ved Retten i Grønland eller som landsdommer ved Grønlands Landsret skal der i Dommerudnævnelsesrådet medvirke en advokat med bopæl i Grønland i stedet for den danske advokat og to repræsentanter for den grønlandske offentlighed i stedet for de danske offentlighedsrepræsentanter.

Stk. 4. Repræsentanterne for den grønlandske offentlighed beskikkes af justitsministeren efter indstilling fra henholdsvis Grønlands landsstyre og Kanukoka (De Grønlandske Kommuners Landsforening).

Stk. 5. Medlemmer af Folketinget, Grønlands Landsting og kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af Dommerudnævnelsesrådet.

Stk. 6. Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes for 4 år. Genbeskikkelse kan ikke finde sted.

Stk. 7. Der beskikkes en suppleant for hver offentlighedsrepræsentant. Stk. 4-5 og stk. 6, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse på beskikkelse af suppleanter.

§ 14. De landsdommere, som efter § 7, stk. 2, skal tiltræde Grønlands Landsret, skal være udnævnt som landsdommere i Danmark.

Stk. 2. Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret beskikker hver især efter ansøgning et passende antal af de i stk. 1 nævnte landsdommere. Landsretternes præsidenter fastsætter efter forhandling med de beskikkede landsdommere og med landsdommeren ved Grønlands Landsret sagernes fordeling mellem dem.

§ 15. Fuldmægtige ved Retten i Grønland og Grønlands Landsret skal have bestået juridisk kandidateksamen.

Stk. 2. Fuldmægtigene ansættes af Domstolsstyrelsen med rigets domstole som ansættelsesområde.

Stk. 3. Domstolsstyrelsen fastsætter regler for fuldmægtigenes uddannelse.

Midlertidig beskikkelse som dommer

§ 16. Midlertidig beskikkelse som kredsdommer kan meddeles af dommeren ved Retten i Grønland efter §§ 17-19.

Stk. 2. Som midlertidig kredsdommer kan beskikkes en udnævnt kredsdommer eller en fuldmægtig ved Retten i Grønland.

Stk. 3. Som midlertidig kredsdommer kan endvidere beskikkes en kandidat til en kredsdommerstilling, når den pågældende har gennemgået en grundlæggende del af den i § 12, stk. 2, omtalte uddannelse, eller når vedkommende er fritaget for denne uddannelse efter § 12, stk. 3. Domstolsstyrelsen fastsætter nærmere regler om, fra hvilket tidspunkt under uddannelsen en kandidat til en kredsdommerstilling kan beskikkes som midlertidig kredsdommer.

§ 17. Midlertidig beskikkelse som kredsdommer kan meddeles, når det er nødvendigt ved ledighed i en stilling eller ved en fast kredsdommers forfald.

Stk. 2. Når det skønnes nødvendigt af de grunde, der er nævnt i stk. 1, er enhver kredsdommer forpligtet til at modtage beskikkelse til midlertidigt at beklæde et andet embede foruden sit eget.

Stk. 3. En stilling som kredsdommer kan i intet tilfælde holdes midlertidigt besat i mere end 5 år.

Stk. 4. Den midlertidige beskikkelse bortfalder, når den ledige stilling besættes, eller forfaldsgrunden ophører med at bestå. Dommeren ved Retten i Grønland kan dog tilbagekalde beskikkelsen fra et tidligere tidspunkt.

§ 18. Midlertidig beskikkelse som yderligere kredsdommer ved en kredsret kan meddeles, når kredsrettens forhold tilsiger det, eller når uddannelsesmæssige hensyn taler for det.

Stk. 2. Beskikkelsen kan i intet tilfælde meddeles ud over et tidsrum af to år.

Stk. 3. Den midlertidige beskikkelse tilbagekaldes af dommeren ved Retten i Grønland.

§ 19. Hvis det er nødvendigt på grund af en kredsdommers inhabilitet, beskikker dommeren ved Retten i Grønland en sættedommer.

§ 20. Midlertidig beskikkelse som hjælpedommer kan meddeles af dommeren ved Retten i Grønland, når det er nødvendigt ved ledighed i en stilling eller ved en kredsdommers forfald, og det ikke har været muligt at beskikke en midlertidig kredsdommer efter § 16.

Stk. 2. Ved beskikkelse som hjælpedommer finder betingelserne i § 12, stk. 1 og 4, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Dommeren ved Retten i Grønland fastsætter efter stk. 4 og 5, hvilke sager en hjælpedommer kan behandle.

Stk. 4. Hjælpedommere kan navnlig meddeles beskikkelse til at behandle følgende sager:

1) Faderskabssager,

2) Skiftesager, og

3) Notarialforretninger.

Stk. 5. Hjælpedommere, der har gennemgået et undervisningsmodul om kriminalprocessuelle tvangsindgreb under den i § 12, stk. 2, omtalte kredsdommeruddannelse, kan endvidere meddeles beskikkelse til bl.a. at behandle følgende sager:

1) Spørgsmål om beskikkelse af en forsvarer, udenretlig rådgiver eller stedlig medhjælper efter reglerne i denne lovs kapitel 32,

2) Spørgsmål om bisidderbeskikkelse til forurettede efter § 333,

3) Spørgsmål om tilbageholdelse efter reglerne i denne lovs kapitel 35,

4) Spørgsmål om tvangsindgreb i meddelelseshemmeligheden, observation, legemsindgreb og ransagning efter reglerne i denne lovs kapitel 36, og

5) Spørgsmål om andre tvangsindgreb under efterforskning efter reglerne i denne lovs kapitel 37.

Stk. 6. Beskikkelse som hjælpedommer kan ske for indtil 1 år ad gangen. Genbeskikkelse kan ske. Ved den samme kredsret kan beskikkelse dog højst ske for 3 år i alt.

Stk. 7. Beskikkelsen som hjælpedommer bortfalder, når betingelserne for beskikkelse efter stk. 1 eller 2 ikke længere er til stede. Dommeren ved Retten i Grønland kan dog tilbagekalde beskikkelsen fra et tidligere tidspunkt.

§ 21. Midlertidig beskikkelse som dommer ved Retten i Grønland og som landsdommer ved Grønlands Landsret kan meddeles af Domstolsstyrelsen efter § 22 og af Højesterets præsident efter §§ 23-24.

Stk. 2. Den, der beskikkes til midlertidigt at beklæde en stilling som nævnt i stk. 1, skal være i besiddelse af samme kvalifikationer, som kræves for at kunne udnævnes som fast dommer i stillingen.

§ 22. Domstolsstyrelsen kan meddele midlertidig beskikkelse som dommer ved Retten i Grønland og som landsdommer ved Grønlands Landsret, når det er nødvendigt ved ledighed i stillingen eller ved den faste dommers forfald.

Stk. 2. Bortset fra tilfælde af forfald på grund af sygdom kan stillingen ikke holdes midlertidigt besat i mere end ét år.

Stk. 3. Hvis den midlertidige beskikkelse skyldes, at dommeren udfører et andet offentligt hverv, kan 1-årsfristen dog forlænges i op til et år ad gangen på betingelse af, at

1) ganske særlige grunde taler for det,

2) samtykke gives af Højesterets præsident, og

3) en udnævnt dommer midlertidigt beskikkes i stillingen.

Stk. 4. Forlængelser af 1-årsfristen kan dog højst ske for en samlet periode på 3 år.

Stk. 5. Midlertidig beskikkelse bortfalder, når den ledige stilling besættes, eller forfaldsgrunden ophører at bestå. Domstolsstyrelsen kan dog efter indstilling fra Højesterets præsident tilbagekalde beskikkelsen fra et tidligere tidspunkt.

§ 23. Højesterets præsident kan meddele midlertidig beskikkelse som yderligere dommer ved Retten i Grønland eller yderligere landsdommer ved Grønlands Landsret, når disse retters forhold tilsiger det.

Stk. 2. Beskikkelsen kan i intet tilfælde meddeles ud over et tidsrum af to år.

Stk. 3. Højesterets præsident træffer efter forhandling med henholdsvis dommeren ved Retten i Grønland og landsdommeren ved Grønlands Landsret bestemmelse om, hvilke forretninger der skal varetages af den midlertidigt beskikkede dommer.

Stk. 4. Den midlertidige beskikkelse tilbagekaldes af Højesterets præsident.

§ 24. Hvis det er nødvendigt på grund af, at dommeren ved Retten i Grønland eller landsdommeren ved Grønlands Landsret er inhabil, beskikker Højesterets præsident en sættedommer.

Dommeres bierhverv, disciplinærforfølgning og afsked m.v.

§ 25. En kredsdommer må kun med tilladelse fra Dommerrådet have fast indtægtsgivende beskæftigelse ved siden af hovedstillingen.

§ 26. En kredsdommer kan afskediges på grund af uegnethed eller sygdom, eller når vedkommende har gjort sig skyldig i et forhold, der gør den pågældende uværdig til den agtelse og tillid, som kredsdommerhvervet forudsætter.

Stk. 2. Afskedigelse kan endvidere ske i de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted.

Stk. 3. Dommeren ved Retten i Grønland rejser af egen drift spørgsmålet om afskedigelse efter stk. 1 og 2 for Domstolsstyrelsen.

Stk. 4. Sager efter stk. 1 og 2 indbringes af Domstolsstyrelsen for Dommerrådet.

§ 27. Uansøgt ændring af tjenestested kan alene ske i de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted.

Stk. 2. Fremsættes der indsigelse mod en varslet ændring af tjenestested, anmoder dommeren ved Retten i Grønland Domstolsstyrelsen om at indbringe sagen for Dommerrådet. Indsigelse skal fremsættes senest 14 dage, efter at den pågældende kredsdommer har fået varsel om det nye tjenestested.

§ 28. Klager over en kredsdommer kan af den, som har rimelig interesse heri, indgives til dommeren ved Retten i Grønland.

Stk. 2. Klage skal indgives senest 4 uger, efter at klageren er blevet bekendt med det forhold, som giver anledning til klagen.

Stk. 3. Dommeren ved Retten i Grønland kan afvise klager fra personer, der ikke har rimelig interesse i det forhold, som klagen angår, samt klager, der ikke er indgivet rettidigt, eller som på forhånd må skønnes åbenbart grundløse.

§ 29. Dommeren ved Retten i Grønland kan efter klage eller af egen drift meddele en advarsel til en kredsdommer, som har gjort sig skyldig i forsømmelse eller skødesløshed i embedsførelsen eller i øvrigt har udvist utilbørlig eller usømmelig adfærd.

Stk. 2. Såfremt sagen efter sin beskaffenhed findes uegnet til afgørelse efter stk. 1, anmoder dommeren ved Retten i Grønland Domstolsstyrelsen om at indbringe sagen for Dommerrådet.

§ 30. Sager, som efter §§ 26, stk. 4, 27, stk. 2, og 29, stk. 2, indbringes for Dommerrådet, forelægges af Domstolsstyrelsen. Den kredsdommer, som sagen angår, skal herefter have lejlighed til skriftligt at fremkomme med sine bemærkninger. Fremsætter kredsdommeren anmodning herom, eller gør sagens beskaffenhed det påkrævet, træffer Dommerrådet beslutning om mundtlig forhandling og træffer samtidigt bestemmelse om, hvorvidt denne skal foregå for lukkede døre. De nærmere bestemmelser om hovedforhandlingen træffes i øvrigt af Dommerrådets formand i overensstemmelse med de regler, der gælder for hovedforhandling af civile sager i 1. instans med de ændringer, der følger af forholdenes forskellighed. Bestrider kredsdommeren rigtigheden af det faktisk passerede, og finder Dommerrådet det nødvendigt, fastslås sagens sammenhæng efter reglerne om efterforskning i kriminalsager med de nødvendige ændringer.

Stk. 2. Fremsætter kredsdommeren anmodning herom, skal Dommerrådets formand beskikke den pågældende en advokat. Salær og godtgørelse for udlæg betales efter reglerne om fri proces.

§ 31. Sager ved Dommerrådet, som viser sig grundløse, afvises.

Stk. 2. Findes der ikke grundlag for afskedigelse, men er der dog tale om utilbørligt eller usømmeligt forhold, kan Dommerrådet udtale sin misbilligelse eller pålægge kredsdommeren en bøde.

Stk. 3. Dommerrådet træffer afgørelse ved dom, der afsiges i et offentligt retsmøde.

Stk. 4. Dommen kan af kredsdommeren eller Domstolsstyrelsen indbringes for Højesteret efter reglerne om anke af civile sager.

§ 32. Dommerrådet kan suspendere en kredsdommer, når der er rejst en kriminalsag mod den pågældende, eller når der i øvrigt skønnes at foreligge sådanne grunde, som efter § 26, stk. 1 kan medføre afskedigelse.

§ 33. For dommeren ved Retten i Grønland og landsdommeren ved Grønlands Landsret gælder med hensyn til bierhverv, disciplinærforfølgning, suspension og afskedigelse reglerne i §§ 47-50 i den danske retsplejelov.

Stk. 2. Indberetning om bierhverv indgives til Højesterets præsident, som udøver de beføjelser vedrørende bierhverv og den disciplinærmyndighed, der tilkommer retspræsidenter efter den danske retsplejelov.

Stk. 3. Klage over dommeren ved Retten i Grønland og landsdommeren ved Grønlands Landsret skal indgives til Højesterets præsident eller til Den Særlige Klageret senest 4 uger, efter at klageren er blevet bekendt med det forhold, som giver anledning til klagen.

§ 34. For fuldmægtige ved Retten i Grønland og Grønlands Landsret og for midlertidigt beskikkede dommere og landsdommere ved Retten i Grønland og Grønlands Landsret, der ikke er udnævnte dommere, gælder med hensyn til ændring af tjenestested, disciplinærforfølgning, suspension og afskedigelse §§ 54-55 i den danske retsplejelov.

Stk. 2. Landsdommeren ved Grønlands Landsret udøver den disciplinærmyndighed, som tilkommer retspræsidenter efter den danske retsplejelov.

Stk. 3. Klage over en fuldmægtig skal indgives til landsdommeren eller til Den Særlige Klageret senest 4 uger, efter at klageren er blevet bekendt med det forhold, som giver anledning til klagen.

Domsmænd

Almindelige bestemmelser

§ 35. For hver retskreds vælges for et tidsrum af 4 år regnet fra den 1. januar et antal personer, der må anses for at være egnede til at virke som domsmænd.

Stk. 2. Domsmændene ved kredsretterne vælges af kommunalbestyrelsen efter indstilling fra dommeren ved Retten i Grønland.

Stk. 3. Domsmændene ved Retten i Grønland og Grønlands Landsret vælges af Landstinget efter indstilling fra henholdsvis dommeren ved Retten i Grønland og landsdommeren.

Stk. 4. Landsdommeren kan bestemme, at en domsmand kan fungere uden for den retskreds, hvor denne er valgt.

§ 36. Til domsmand kan vælges enhver myndig og uberygtet person. Den pågældende må ikke fylde 70 år i den periode, som den pågældende skal vælges for, og må ikke være ude af stand til at fyldestgøre en domsmands pligter på grund af åndelig eller legemlig svaghed.

Stk. 2. Udelukkede fra at være domsmænd er landsstyremedlemmer, advokater, advokatfuldmægtige, autoriserede forsvarere, hjemmestyrets øverste personale, domstolenes, anklagemyndighedens, rigsombudsmandens, politiets og kriminalforsorgens personale samt kommunefogeder og folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige.

Stk. 3. Følgende kan begære sig fritaget fra at være domsmænd:

1) Landstingets medlemmer og dets tjenestemænd samt medlemmer af Folketinget,

2) tjenstgørende militærpersoner,

3) læger og jordemødre,

4) de, som er fyldt 60 år,

5) de, som på grund af deres helbredstilstand eller erhvervs- og familieforhold ikke uden fare for deres velfærd kan opfylde domsmandspligten, og

6) de, som har taget bopæl i en anden kreds end den, de er udtaget for.

§ 37. De personer, der vælges, underrettes skriftligt om valget og skal oplyses om muligheden for at gøre indsigelse herimod.

Stk. 2. Landsdommeren afgør, om en person opfylder betingelserne for at være domsmand og om en anmodning om fritagelse skal imødekommes. Afgørelserne kan ikke påklages.

§ 38. Antallet af domsmænd ved kredsretterne og Retten i Grønland fastsættes af dommeren ved Retten i Grønland. Antallet af domsmænd ved Grønlands Landsret fastsættes af landsdommeren. Antallet skal fastsættes således, at en domsmand må ventes at komme til at virke 4 gange årligt.

Stk. 2. For hver ret føres en domsmandsliste.

§ 39. Domstolsstyrelsen fastsætter regler om vederlag og anden godtgørelse til domsmænd.

Udtagelse af domsmænd til den enkelte sag

§ 40. Når en sag skal behandles under medvirken af domsmænd, udtager vedkommende retsformand det nødvendige antal personer anført øverst på domsmandslisten. Når man er nået listen til ende, sker udtagelsen på ny forfra.

Stk. 2. Når særlige grunde taler for det, herunder navnlig hensynet til en persons særlige kendskab til et bestemt retsforhold, kan der i civile sager gøres undtagelse fra stk. 1.

Stk. 3. Udtagelsen sker for en enkelt dag, således at de pågældende medvirker ved alle sager, der påbegyndes den pågældende dag, selv om sagen ikke kan afsluttes samme dag.

Stk. 4. De udtagne domsmænd og suppleanter indkaldes med mindst 3 dages varsel.

§ 41. En domsmand, som udebliver uden lovligt forfald, kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven. Rettens afgørelse herom træffes ved en beslutning, der skal begrundes og forkyndes for den pågældende. Godtgør domsmanden at have haft lovligt forfald, kan retten omgøre sin afgørelse.

Stk. 2. Rettens afgørelse efter stk. 1 træffes uden medvirken af domsmænd. Afgørelsen kan påkæres efter reglerne i §§ 566 og 577.

Domsmænds pligter og beføjelser

§ 42. Før behandlingen af sagen indledes, forelægger retsformanden domsmanden en erklæring til underskrift, hvori denne på ære og samvittighed lover at ville følge forhandlingerne i retten og dømme således, som denne finder ret og sandt efter loven og sagens beviser.

§ 43. Domsmænd virker med de samme beføjelser som dommere under hovedforhandlingen og de afgørelser, der træffes i forbindelse hermed.

Domsmænds medvirken

§ 44. I kriminalsager i 1. instans medvirker 2 domsmænd, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Domsmænd medvirker ikke i sager, hvor der, hvis tiltalte findes skyldig, ikke kan blive tale om en mere indgribende foranstaltning end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning.

Stk. 3. Skønner retten, at en sag efter stk. 2 er af særlig indgribende betydning for tiltalte, kan retten bestemme, at domsmænd skal medvirke.

§ 45. Ved ankebehandlingen af en kriminalsag, hvor der deltager 1 dommer, deltager 2 domsmænd. Medvirker der 3 dommere, deltager 3 domsmænd.

Stk. 2. Domsmænd medvirker i de ankesager, hvor der har medvirket domsmænd i 1. instans. Domsmænd medvirker endvidere i tilfælde, hvor retsformanden finder det hensigtsmæssigt på grund af sagens karakter.

§ 46. I civile sager i 1. instans medvirker 2 domsmænd, hvis en af parterne anmoder om det, eller retten bestemmer det.

Stk. 2. I civile ankesager, hvor der har medvirket domsmænd i 1. instans, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse. Medvirker der 3 dommere, deltager 2 domsmænd.

§ 47. Domsmænd deltager ikke i retsmøder uden for hovedforhandlingen eller i de afgørelser, der i øvrigt træffes under sagen, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Skal der ske bevisførelse forud for hovedforhandlingen ved den dømmende ret, deltager domsmænd heri.

Stk. 3. Opstår der uenighed mellem politimesteren og den dømte om forståelsen af en dom i en kriminalsag, deltager domsmændene i afgørelsen heraf, jf. § 595.

§ 48. Retten prøver af egen drift, om domsmænd skal medvirke. Er en hovedforhandling begyndt under medvirken af domsmænd, kan retten bestemme, at domsmænd fortsat skal medvirke, selv om sagen skulle have været behandlet uden domsmænds medvirken.

Inhabilitet

§ 49. Ingen må handle som dommer i en sag, når denne

1) selv er part i sagen eller er interesseret i dens udfald, eller, hvis det er en kriminalsag, er forurettet ved forbrydelsen,

2) er beslægtet eller besvogret med nogen af parterne (derunder sigtede eller tiltalte i en kriminalsag) i op- eller nedstigende linje eller i sidelinjen så nær som søskende eller er en af parternes eller sigtedes ægtefælle, samlever, værge, adoptiv- eller plejeforældre samt adoptiv- eller plejebarn,

3) er gift eller samlevende med eller beslægtet eller besvogret i op- eller nedstigende linje eller beslægtet i sidelinjen så nær som søskende med den forurettede i en kriminalsag,

4) har afgivet vidneforklaring i sagen eller har handlet som syns- og skønsmand, anklager, forsvarer, advokat eller rettergangsfuldmægtig, eller

5) har behandlet sagen i den underordnede ret som dommer eller domsmand.

§ 50. Ingen må deltage som dommer under hovedforhandlingen i en kriminalsag, hvis den pågældende vedrørende det forhold, som tiltalen angår, har truffet afgørelse om at tilbageholde den tiltalte efter § 359, stk. 2, eller om brevåbning og brevstandsning i medfør af § 384, stk. 3. Dette gælder dog ikke, hvis sagen behandles som tilståelsessag, eller sagen i øvrigt vedrørende det forhold, der har begrundet indgreb som nævnt i 1. pkt., ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.

Stk. 2. Afgørelse under hovedforhandlingen i en kriminalsag om tilbageholdelse i medfør af § 359, stk. 2, og om ophævelse af tilbageholdelse eller om brevåbning og brevstandsning i medfør af § 384, stk. 3, skal træffes af en dommer, der ikke deltager i hovedforhandlingen. Dette gælder dog ikke, hvis sagen behandles som tilståelsessag, eller sagen i øvrigt vedrørende det forhold, der har begrundet indgreb som nævnt i 1. pkt., ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.

Stk. 3. Den omstændighed, at dommeren, fordi flere embedsvirksomheder er forenede i dennes person, tidligere af den grund har haft med sagen at gøre, medfører ikke inhabilitet, når der ikke efter de foreliggende omstændigheder er grund til at antage, at denne har nogen særegen interesse i sagens udfald.

§ 51. Ingen må handle som dommer, når der i øvrigt foreligger omstændigheder, der er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.

§ 52. §§ 49-51 finder tilsvarende anvendelse for domsmænd og fuldmægtige ved retten.

Stk. 2. Når domsmænd medvirker, skal rettens formand, før behandlingen af sagen indledes, spørge disse, om der foreligger omstændigheder, der er til hinder for, at de medvirker som domsmænd.

§ 53. Spørgsmål om en dommers eller domsmands habilitet kan rejses af enhver af dommerne og af parterne.

Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 træffes ved en beslutning, der skal begrundes. Beklædes retten af flere dommere, er den dommer eller domsmand, om hvis habilitet, der er rejst spørgsmål, ikke udelukket fra at deltage i afgørelsen.

Stk. 3. En dommer, der skal vige sit sæde, er efter afgørelsen herom kun berettiget til at foretage sådanne handlinger i sagen, der ikke kan udsættes.

Kapitel 2

Domstolenes opgaver og kompetence

§ 54. Under domstolene hører:

1) Civile retssager.

2) Kriminalsager.

3) Skiftesager.

4) Sager om umyndiggørelse og lavværgemål.

5) Faderskabssager.

6) Ægteskabs- og forældremyndighedssager.

7) Sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

8) Sager om prøvelse af beslutning om adoption uden samtykke.

9) Sager om forbud, bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder, arrest, tvangssalg og prøvelse af fogedforretninger.

10) Registreringsvirksomhed (tinglysning).

11) Notarialforretninger.

12) Søforklaringer.

13) Udmeldelse af syns- og skønsmænd uden for retsplejen for så vidt den ikke kan foretages af rigsombudsmanden.

14) Optagelse af beviser, som ikke sker til brug for en verserende retssag.

15) Andre sager, som i medfør af lovgivningen er henlagt til domstolene.

Kredsretterne

§ 55. Kredsretterne er 1. instans for alle sager, der ikke ved lov, landstingslov eller landstingsforordning er henlagt til Retten i Grønland som 1. instans.

§ 56. Kredsdommeren skal henvise en sag til behandling ved Retten i Grønland, hvis

1) sagen angår særligt vanskelige faktiske eller retlige spørgsmål,

2) sagen er af principiel karakter, eller

3) sagen har særlig indgribende betydning for en part.

Stk. 2. Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for kri­minal­sager.

Stk. 3. Henvisning efter stk. 1 skal ske så tidligt som muligt og kan ikke ske, efter at hovedforhandlingen er begyndt.

Stk. 4. Afgørelse om henvisning efter stk. 1 træffes efter anmodning ved beslutning, der skal begrundes. Anmodning herom kan i civile sager fremsættes af hver af parterne og i kriminalsager af sigtede, politiet, forsvareren eller en udenretlig rådgiver.

Stk. 5. Dommeren ved Retten i Grønland kan nægte at modtage en henvist sag, der ikke opfylder betingelserne i stk. 1.

Stk. 6. Beslutninger efter stk. 1 og 5 kan indbringes for Grønlands Landsret af de parter m.v., der er nævnt i stk. 4.

Retten i Grønland

§ 57. Retten i Grønland behandler de sager, som ved lov, landstingslov eller landstingsforordning er henlagt til denne domstol som 1. instans.

Stk. 2. Retten i Grønland behandler endvidere de sager, som i medfør af § 56 er henvist fra kredsretterne til Retten i Grønland som 1. instans.

§ 58. Det påhviler dommeren ved Retten i Grønland at forestå uddannelsen af kredsdommerne og det øvrige personale ved kredsretterne og at vejlede kredsretterne i spørgsmål vedrørende retsudøvelsen.

Grønlands Landsret

§ 59. Grønlands Landsret behandler de sager, som er afgjort af en kredsret eller af Retten i Grønland som 1. instans, og som kan indbringes for landsretten som 2. instans efter reglerne i denne lov.

Højesteret

§ 60. Højesteret behandler de sager, som er afgjort af Grønlands Landsret som 2. instans, og som med Procesbevillingsnævnets tilladelse kan indbringes for Højesteret som 3. instans efter reglerne i denne lov.

Kapitel 3

Politiet og anklagemyndigheden

§ 61. Politiets opgave er at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter, samt at foretage, hvad der er nødvendigt for at forhindre forbrydelser og for at efterforske og forfølge sager herom. Politiet har endvidere til opgave at virke som anklagemyndighed.

Stk. 2. Med justitsministerens samtykke kan der pålægges politiet andre opgaver.

§ 62. Justitsministeren er politiets øverste foresatte og udøver sine beføjelser gennem rigspolitichefen og politimesteren.

Stk. 2. Politimesteren beskikker kommunefogeder og ansætter reservebetjente, der bistår politiet i udøvelsen af den stedlige politimyndighed. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 3. Justitsministeren kan tildele andre personer politimyndighed.

§ 63. Grønland udgør en politikreds, der ledes af politimesteren. Denne skal have bopæl i Grønland.

Stk. 2. I politimesterens fravær har en vicepolitimester, politiassessor eller en politifuldmægtig den øverste ledelse af politiet i politikredsen.

§ 64. For at kunne ansættes i politiets tjeneste skal de pågældende være uberygtede og vederhæftige.

Stk. 2. Politimesteren, vicepolitimesteren, politiassessorer og politifuldmægtige skal have bestået juridisk kandidateksamen.

Stk. 3. Ansættelse som politimester kræver i reglen, at den pågældende i mindst 3 år har varetaget en overordnet stilling inden for politiet eller anklagemyndigheden.

§ 65. De offentlige anklagere i Grønland er rigsadvokaten og politimesteren samt de personer, der er antaget til bistand for disse ved den retlige behandling af kriminalsager.

Stk. 2. De offentlige anklagere skal fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader, og derved ikke blot påse, at skyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.

Stk. 3. For så vidt angår politiets virksomhed som anklagemyndighed er politimesteren direkte underordnet rigsadvokaten.

Stk. 4. Rigsadvokaten fører tilsyn med politimesterens behandling af kriminalsager og behandler klager over afgørelser truffet af politimesteren vedrørende kriminalretlig forfølgning. Rigsadvokatens afgørelser i klagesager kan ikke påklages til justitsministeren. Rigsadvokaten kan fastsætte bestemmelser om politimesterens udførelse af opgaver vedrørende virksomheden som anklagemyndighed. Rigsadvokaten kan give politimesteren pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager, herunder om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse efterforskningen.

Stk. 5. Fristen for klager efter stk. 4 er 4 uger, efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses som undskyldelig.

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse på klager over afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Kapitel 4

Forsvarere

§ 66. Dommeren ved Retten i Grønland autoriserer et passende antal uberygtede og myndige personer over 18 år til at virke som forsvarere i kriminalsager.

Stk. 2. En autoriseret forsvarer har møderet for kredsretterne, Retten i Grønland og Grønlands Landsret. Autorisationen medfører pligt til at lade sig beskikke i kriminalsager ved disse

§ 67. Autorisation som forsvarer kan meddeles personer, som opfylder betingelserne i § 66, stk. 1, og har gennemgået en særlig forsvareruddannelse.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om forsvareruddannelsen, herunder regler om, at der, før uddannelsen er afsluttet, kan meddeles en person ret til foreløbigt at virke som forsvarer i et nærmere bestemt omfang. Forsvareruddannelsen administreres af dommeren ved Retten i Grønland.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorefter en person delvis kan fritages fra kravet om uddannelse efter stk. 1.

Stk. 4. For at beholde sin autorisation som forsvarer, skal den pågældende deltage i efteruddannelse for forsvarere. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om denne efteruddannelse, herunder regler om, at en person delvis kan fritages fra kravet om efteruddannelse.

§ 68. Autorisation som forsvarer tilbagekaldes af dommeren ved Retten i Grønland, når den, som autorisationen vedrører, ikke længere opfylder betingelserne for at opnå eller bevare autorisationen, eller når vedkommende under udøvelsen af hvervet som forsvarer eller i anden sammenhæng har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil udøve forsvarerhvervet på forsvarlig måde.

Stk. 2. Afgørelse om at tilbagekalde en autorisation som forsvarer træffes ved beslutning, der skal begrundes. Sagen behandles mundtligt, hvis den, som autorisationen vedrører, anmoder om det.

§ 69. Dommeren ved Retten i Grønland udsender én gang årligt en fortegnelse over de personer, som er meddelt autorisation som forsvarer. Ændringer til fortegnelsen, som følger af, at en autorisation er meddelt, tilbagekaldt eller på anden måde ophørt, udsendes straks.

§ 70. Justitsministeren kan udpege en offentlig landsforsvarer eller en privat landsforsvarer til at varetage opgaverne med uddannelse og rådgivning af forsvarere i Grønland.

§ 71. Dommeren ved Retten i Grønland udpeger et passende antal personer til at virke som hjælpeforsvarere.

Stk. 2. En hjælpeforsvarer kan undtagelsesvis virke i stedet for en autoriseret forsvarer, hvis

1) der ikke er mulighed for at få en autoriseret forsvarer til stede, og

2) det retsmøde eller det efterforskningsskridt, hvor forsvareren skal bistå en sigtet, må anses for uopsætteligt.

Stk. 3. En person, der skal afhøres som sigtet, skal, inden der tilkaldes en hjælpeforsvarer, have adgang til at rådføre sig med en autoriseret forsvarer eller en advokat.

Kapitel 5

Advokater

Beskikkelse som advokat m.v.

§ 72. Advokater beskikkes af justitsministeren efter reglerne i den danske retsplejelovs § 119, jf. § 121. Sager efter den danske retsplejelovs § 121, stk. 4, behandles af Retten i Grønland.

§ 73. Personer, der ikke har fået beskikkelse som advokat, og personer, der er udelukket fra at udøve advokatvirksomhed, eller hvis ret hertil er ophørt i medfør af denne lov, må ikke betegne sig som advokat. En advokat, der har deponeret sin beskikkelse i Justitsministeriet, må ikke betegne sig som advokat i forbindelse med forretningsforhold.

Stk. 2. Overtrædelse af stk. 1 kan medføre foranstaltninger efter kriminalloven.

Udøvelse af advokatvirksomhed

§ 74. Udøvelse af advokatvirksomhed kan ikke forenes med en juridisk stilling ved domstolene, anklagemyndigheden eller politiet.

Stk. 2. Udøvelse af advokatvirksomhed kan i øvrigt ikke forenes med nogen stilling i det offentliges tjeneste, medmindre justitsministeren i særlige tilfælde gør undtagelse herfra. Ved afgørelser om dispensation skal der navnlig lægges vægt på, at en advokat skal være uafhængig af det offentlige, således at der ikke kan opstå in­teres­se­kon­flik­ter mellem en offentlig ansættelse og den pågældendes udøvelse af advokatvirksomhed.

§ 75. En advokat skal i mindst 1 år enten have været i virksomhed som autoriseret fuldmægtig hos en advokat, der udøver advokatvirksomhed, eller som advokat have været ansat hos en anden advokat, der udøver advokatvirksomhed, for at kunne udøve advokatvirksomhed i fællesskab med en anden advokat, udøve enkeltmandsvirksomhed som advokat eller eje aktier eller anparter i et advokatselskab.

Stk. 2. Justitsministeren kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 1.

§ 76. Advokatvirksomhed må ud over i enkeltmandsvirksomhed eller i et fællesskab af advokater kun udøves af et advokatselskab, der drives i aktie-, anparts- eller kommanditaktieselskabsform (partnerselskabsform). Et advokatselskab må alene have til formål at drive advokatvirksomhed. Et advokatselskab, der alene ejes af advokater, og hvis eneste formål og aktivitet er at eje aktier eller anparter i et andet advokatselskab, kan dog eje aktier eller anparter i et advokatselskab. Et advokatselskab er pligtig og eneberettiget til i navnet at benytte ordene »ad­vo­kat­aktie­sel­skab«, »advokatanpartsselskab« eller »ad­vo­kat­kom­man­dit­aktie­sel­skab« eller deraf dannede forkortelser. Uanset 1. og 2. pkt. må foreninger, interesseorganisationer og lignende som mandatar udføre retssager for deres medlemmer inden for foreningens interesseområde.

Stk. 2. En advokat, der udøver virksomhed i et advokatselskab, eller en anden ansat i selskabet, der i medfør af stk. 3, nr. 2, ejer aktier eller anparter heri, hæfter personligt sammen med selskabet for ethvert krav, der er opstået som følge af vedkommendes bistand til en klient.

Stk. 3. Aktier eller anparter i et advokatselskab må, jf. dog stk. 8, kun ejes af:

1) advokater, der aktivt driver advokatvirksomhed i selskabet, i dets moderselskab eller dets datterselskab,

2) andre ansatte i selskabet, eller

3) et andet advokatselskab.

Stk. 4. De personer, der er nævnt i stk. 3, nr. 2, må alene tilsammen eje under en tiendedel af aktierne eller anparterne i selskabet. Det er ikke tilladt i selskabets vedtægter eller ved aktionæroverenskomst at fastsætte bestemmelser, der begrænser aktieselskabslovens bestemmelser om indløsning af aktier. Endvidere er det ikke tilladt i advokatselskaber at have forskellige aktie- eller anpartsklasser.

Stk. 5. De personer, der er nævnt i stk. 3, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, skal bestå en prøve i de regler, der er af særlig betydning for advokaterhvervet. Justitsministeren fastsætter nærmere regler herom. Advokatsamfundet forestår afholdelsen af prøven.

Stk. 6. Klager over de personer, der er nævnt i stk. 3, nr. 2, kan indbringes for Advokatnævnet i overensstemmelse med reglerne i §§ 93 og 94.

Stk. 7. Bestyrelsesmedlemmer, bortset fra medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, i et advokatselskab skal aktivt drive advokatvirksomhed i selskabet eller i dets moderselskab eller dets datterselskab. Medlemmer af direktionen i et advokatselskab skal aktivt drive advokatvirksomhed i selskabet.

Stk. 8. Justitsministeren fastsætter nærmere regler for udøvelse af advokatvirksomhed i selskabsform, herunder regler om omdannelse af et advokatselskab til andet formål og regler om afhændelse af aktier og anparter.

Stk. 9. Overtrædelse af stk. 1, 3, 4 og 7 kan medføre foranstaltninger efter kriminalloven.

Stk. 10. I forskrifter, der udstedes i medfør af stk. 5 og 8, kan det fastsættes, at overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne kan medføre foranstaltninger efter kriminalloven.

Stk. 11. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter reglerne i kriminallovens kapitel 5.

§ 77. En advokat er kun i de tilfælde, hvor loven indeholder særlige bestemmelser derom, forpligtet til at påtage sig udførelsen af en retssag.

§ 78. En advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Advokaten skal herunder udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klienternes tarv tilsiger. Sagerne skal fremmes med den nødvendige hurtighed.

Stk. 2. En advokat må ikke kræve højere vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.

Stk. 3. En advokat skal medvirke til, at en fuldmægtig, der er autoriseret hos advokaten, kan deltage i den teoretiske grunduddannelse, eksamen og praktiske prøve i retssagsbehandling, som er fastsat i medfør af den danske retsplejelovs § 119, stk. 2, nr. 5. Advokaten skal endvidere afholde udgifterne til den teoretiske grunduddannelse, eksamen og praktiske prøve i retssagsbehandling.

Stk. 4. En advokat må ikke uden for sin advokatvirksomhed i forretningsforhold eller i andre forhold af økonomisk art udvise en adfærd, der er uværdig for en advokat.

Stk. 5. Enhver advokat og advokatfuldmægtig skal løbende deltage i efteruddannelse af betydning for advokaterhvervet. En advokat skal afholde udgifterne hertil for en fuldmægtig, der er autoriseret hos advokaten. Justitsministeren fastsætter nærmere regler herom.

§ 79. Advokatsamfundet udarbejder regler om advokaters pligter med hensyn til behandlingen af betroede midler, sikkerhed mod økonomisk ansvar, som kan pådrages under udøvelsen af advokatvirksomhed, og meddelelse af alle fornødne regnskabsmæssige og økonomiske oplysninger til Advokatsamfundet samt regler om iværksættelse af de fornødne kontrolforanstaltninger. Reglerne skal godkendes af justitsministeren.

§ 80. §§ 77-79 gælder også for advokatselskaber.

Stk. 2. § 78, stk. 1, 2 og 4, samt § 79 gælder også for de ansatte i et advokatselskab, som ejer aktier eller anparter i advokatselskabet, jf. § 76, stk. 3, nr. 2.

§ 81. Kriminallovens §§ 48 og 49, § 50, stk. 1 og 3, og § 55 finder tilsvarende anvendelse på advokater samt deres autoriserede fuldmægtige, partnere, personale og andre, som i øvrigt beskæftiges i advokatvirksomheden.

Advokaters møderet for domstolene m.v.

§ 82. Enhver advokat med kontor i riget har møderet for kredsretterne, Retten i Grønland og Grønlands Landsret.

Stk. 2. En advokat kan give møde ved en anden advokat eller ved sin autoriserede fuldmægtig, i kriminalsager dog kun, hvis fuldmægtigen selv er autoriseret som forsvarer.

Stk. 3. En advokat kan under mundtlig forhandling ved enhver uberygtet person fremsætte og begrunde anmodning om sagens udsættelse på grund af forhold, hvorved advokaten selv hindres i at give møde.

Stk. 4. Uden for mundtlig forhandling i retssager kan en advokat endvidere give møde ved enhver uberygtet og myndig person, der er fyldt 18 år, med angivelse af lovligt forfald. Retten og modparten kan kræve bevis for det lovlige forfald.

Stk. 5. Under fogedforretninger kan advokater give møde ved enhver uberygtet person, der er fyldt 18 år, medmindre der i mødet skal behandles indsigelser eller modkrav, eller retten i øvrigt finder sådant møde uhensigtsmæssigt.

Beneficerede advokater

§ 83. Justitsministeren antager et passende antal advokater med kontor i Grønland til at påtage sig beskikkelse i civile sager og kriminalsager.

Stk. 2. Justitsministeren antager til samme formål et passende antal advokater med kontor andetsteds i riget.

Retshjælp

§ 84. Advokater med kontor i Grønland, der er antaget som beneficerede, skal yde retshjælp til personer, der opfylder de økonomiske betingelser, som fastsættes i medfør af § 254, stk. 3.

Stk. 2. Advokater, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ved anmeldelse til den myndighed, som justitsministeren bestemmer, påtage sig en tilsvarende forpligtelse.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om ydelse af retshjælp, herunder regler om omfanget af advokaternes forpligtelse, om, hvilke sagsområder retshjælpen skal omfatte, og om, hvem der skal være berettiget til retshjælp.

Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om vederlag til advokater for ydelse af retshjælp og om tilskud af statskassen til betaling af vederlaget. Det kan bestemmes, at den, der søger retshjælp, selv skal betale en del af vederlaget.

Stk. 5. Justitsministeren kan af statskassen yde tilskud til andre retshjælpsordninger.

Autoriserede advokatfuldmægtige

§ 85. Enhver advokat kan have en eller to autoriserede fuldmægtige, der skal have bestået dansk juridisk bachelor- og kandidateksamen.

Stk. 2. Autorisation meddeles af dommeren ved Retten i Grønland.

Stk. 3. Den danske retsplejelovs § 121, stk. 1-3, og stk. 4, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Træffer retten afgørelse om at afslå autorisation, skal det ske ved en beslutning, der skal begrundes. Sagen behandles i den civile retsplejes former og skal behandles mundtligt, hvis ansøgeren anmoder om det.

Ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed

§ 86. Retten til at udøve advokatvirksomhed bortfalder, såfremt vedkommende ikke længere opfylder betingelserne i den danske retsplejelovs § 119, stk. 2, nr. 1 (om myndighed) og nr. 2 (om solvens).

§ 87. Retten til at udøve advokatvirksomhed kan efter reglerne i kriminallovens § 165 frakendes under en kriminalsag, såfremt forholdet begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller gør den pågældende uværdig til den agtelse og tillid, der må kræves til udøvelse af advokatvirksomhed.

§ 88. Reglen i den danske retsplejelovs § 139 om frakendelse ved dom af retten til at udøve advokatvirksomhed som følge af sindssygdom eller betydelig forfalden gæld til det offentlige finder tilsvarende anvendelse. Sagen behandles af Retten i Grønland.

§ 89. Den, der under en retssag er udelukket fra at drive advokatvirksomhed, indtil sagen er endeligt afgjort, samt den, hvis ret hertil er bortfaldet eller frakendt i medfør af denne lov, skal tilbagelevere sin beskikkelse som advokat til Justitsministeriet.

Stk. 2. Når den pågældende på ny er berettiget til at udøve advokatvirksomhed, skal advokatbeskikkelsen udleveres efter anmodning.

Stk. 3. Er retten til at udøve advokatvirksomhed faldet bort som følge af konkurs efter bestemmelsen i § 86, kan justitsministeren, efter at konkursboet er afsluttet, afslå at udlevere beskikkelsen, såfremt der fortsat består anmeldte krav, som kan gøres gældende imod den pågældende.

§ 90. En advokat kan deponere sin beskikkelse i Justitsministeriet. Beskikkelsen kan kun udleveres på ny, såfremt advokaten opfylder betingelserne i den danske retsplejelovs §§ 119 og 121.

§ 91. For personer, der er udelukket fra at udøve advokatvirksomhed, eller hvis ret hertil er ophørt i medfør af §§ 86-88, gælder de regler, der er fastsat i medfør af § 79 om behandlingen af betroede midler. Advokatrådet fører tilsyn med reglernes overholdelse. Reglerne gælder, indtil Advokatrådet bestemmer, at de skal ophøre hermed, dog højst i 6 måneder fra udelukkelsen eller ophøret. Advokatrådet kan underrette den pågældendes klienter om udelukkelsen eller ophøret og om betydningen heraf.

Stk. 2. Overtrædelse af reglerne i stk. 1 kan medføre foranstaltninger efter kriminalloven.

Advokatsamfundet

§ 92. Den danske retsplejelovs § 143, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse for advokater i Grønland.

Stk. 2. For Advokatsamfundets forhold og virke gælder den danske retsplejelovs kapitel 15.

Salærklager

§ 93. Klager over vederlag, som en advokat, et advokatselskab eller en af de personer, der er nævnt i § 76, stk. 3, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, har forlangt for sit arbejde, kan af den, som har retlig interesse heri, indbringes for Advokatnævnet. Klagen behandles efter reglerne i den danske retsplejelovs § 146.

Stk. 2. Klagesagens parter kan ikke anlægge sag ved domstolene om spørgsmål, der omfattes af en klage fremsat i medfør af stk. 1, før klagesagen er endeligt afgjort ved Advokatnævnet.

Disciplinærsager

§ 94. Klager over, at en advokat, et advokatselskab eller en af de personer, der er nævnt i § 76, stk. 3, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, har tilsidesat pligter, der følger af denne lov eller af forskrifter fastsat i medfør af denne lov, kan indbringes for Advokatnævnet. Klagen behandles efter reglerne i den danske retsplejelovs §§ 147 c og 147 f, stk. 1.

Stk. 2. Klager skal indgives senest 1 år, efter at klageren er blevet bekendt med det forhold, som klagen vedrører. Advokatnævnet kan dog behandle en klage, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen findes rimeligt begrundet.

Stk. 3. Advokatnævnet kan afvise at behandle klager fra personer, der ikke har retlig interesse i det forhold, klagen angår, samt klager, der på forhånd må skønnes åbenbart grundløse.

Stk. 4. Advokatnævnet kan lade parter og vidner afhøre ved kredsretten på det sted, hvor de bor eller opholder sig.

Stk. 5. Bestemmelserne om domstolsprøvelse i den danske retsplejelovs §§ 147 d, 147 e og 147 f, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Sagerne behandles af Retten i Grønland.

AFSNIT II

FÆLLES BESTEMMELSER FOR ALLE RETSSAGER

Kapitel 6

Retssproget

§ 95. Retssproget er grønlandsk og dansk. Hvis ikke alle rettens medlemmer og sagens parter forstår det anvendte sprog, skal en tolk oversætte.

Stk. 2. §§ 49-51 om inhabilitet gælder også for tolke.

Stk. 3. Er det ikke er muligt at tilkalde tolkebistand til det berammede retsmøde eller vil tilkaldelse af tolk betyde en langvarig og uhensigtsmæssig udsættelse af sagen, kan et af rettens medlemmer dog oversætte.

Stk. 4. Oversætter en af de i stk. 3 nævnte personer, skal det skrives i retsbogen.

Stk. 5. En tolk kan medvirke under anvendelse af fjernkommunikation med billede, hvis det vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, at tolken møder samme sted som den, der skal tolkes for, og tolkning via fjernkommunikation med billede findes forsvarlig. Når der tolkes for en person, der deltager via fjernkommunikation, bør tolken befinde sig samme sted som den pågældende.

Kapitel 7

Retsbøger

§ 96. Justitsministeren fastsætter regler om, hvilke retsbøger der skal anvendes ved domstolene, og om deres autorisation, indretning og anvendelse. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om lydoptagelse af retsmøder.

Stk. 2. Retsformanden har ansvaret for, at retsbogen føres korrekt.

§ 97. Retsbogen skal indeholde oplysning om alle retshandlinger.

Stk. 2. I retsbogen angives:

1) tiden og stedet for retsmødet,

2) navnene på de personer, der fungerer som dommere, domsmænd, tolk og retssekretær,

3) sagens nummer med parternes navne,

4) navnene på de personer, der er til stede som parter og deres eventuelle procesfuldmægtiges navne,

5) i kriminalsager navnene på dem, der er til stede som anklager og som forsvarer, og

6) om retsmødet er offentligt eller ikke.

§ 98. Retsbogen skal indeholde parternes påstande, anmodninger og indsigelser. Hvis de fremgår af dokumenter, som indleveres til retten, er henvisning dertil tilstrækkelig. Retsbogen skal endvidere indeholde indsigelser, som fremsættes af vidner, syns- eller skønsmænd.

Stk. 2. Der optages et kort referat af sagens gang og af parters og vidners forklaringer om sagens faktiske omstændigheder.

Stk. 3. Rettens domme og afgørelser i øvrigt indføres fuldstændigt i retsbogen.

Stk. 4. Andre oplysninger skal kun skrives i retsbogen, hvis det er foreskrevet i loven.

Stk. 5. Retsbogen underskrives efter hvert retsmøde af retsformanden.

§ 99. Medmindre andet er fastsat, skal det, der er skrevet i retsbogen, kun oplæses og efter omstændighederne godkendes, når retsformanden af særlige grunde anser det for nødvendigt, enten af egen drift eller i civile sager efter anmodning fra en part, et vidne eller en syns- og skønsmand.

§ 100. Aktstykker og andre dokumenter, som fremlægges i retten, forsynes med en påtegning herom.

§ 101. Uden for de tilfælde, hvor der i denne lov er truffet særlig bestemmelse herom, kan parterne samt andre, som har retlig interesse deri – de sidstnævnte i kriminalsager dog først, når sagen er endt – forlange en udskrift af retsbøgerne samt af de øvrige fremlagte dokumenter, som beror hos retten.

Stk. 2. Hvis hensynet til statens sikkerhed eller forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt gør det betænkeligt at udlevere en udskrift efter stk. 1, kan udskrift – helt eller delvis – nægtes. Det samme gælder, hvis det må befrygtes, at udskriften vil blive benyttet på retsstridig måde. Retten afgør sagen ved beslutning, der skal begrundes.

Stk. 3. Udskrifter bør så vidt muligt leveres i løbet af en uge.

Stk. 4. Justitsministeren kan bestemme, at udskrifter i kriminalsager først skal kunne udleveres, efter at retten har indhentet en udtalelse fra politimesteren. Hvis politimesteren af de i stk. 2 angivne grunde modsætter sig, at der udleveres en udskrift, afgør retten sagen ved beslutning, der skal begrundes.

Stk. 5. Rettens beslutninger efter stk. 2 og 4 kan inden 6 uger indbringes for landsretten. Landsretten kan dog se bort fra overskridelser af denne frist på indtil 6 måneder, når særlige omstændigheder gør overskridelsen undskyldelig. I de i stk. 4, 2. pkt., nævnte tilfælde skal sagen af politimesteren indbringes for landsretten inden 3 dage, og udskrift må da ikke udleveres, før sagen er afgjort af landsretten.

Stk. 6. Den dømtes adgang til at få udskrift af den over vedkommende afsagte dom berøres ikke af bestemmelserne i denne paragraf.

§ 102. Personer, der er omfattet af § 145, stk. 1, 2 eller 4, kan i kriminalsager gennemse anklageskrifter på rettens kontor. Efter anmodning kan de samme personer endvidere på rettens kontor få udleveret kopi af et anklageskrift. Dokumenterne skal før gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår heraf. Justitsministeren fastsætter regler om, på hvilket tidspunkt gennemsyn eller udlevering kan ske.

Stk. 2. De hjælpebilag og rids over gerningsstedet, som er udarbejdet af anklagemyndigheden og forsvareren, kan udlånes til de i stk. 1 nævnte personer under hovedforhandlingen.

Stk. 3. I civile sager kan et eller flere af sagens dokumenter med parternes samtykke udlånes til de i stk. 1 nævnte personer under retsmøder. Udlån kan ikke ske i sager, der behandles efter denne lovs afsnit IV om særlige civile sager.

Stk. 4. De i stk. 1 nævnte personer kan på rettens kontor gennemse retsbogen, når den er renskrevet. Er retsmødet holdt eller forklaring afgivet helt eller delvis for lukkede døre, kan gennemsyn af retsbogen ikke ske, medmindre dørlukning alene er bestemt af hensyn til ro og orden i retslokalet. Der gives udskrift efter anmodning. Bestemmelsen finder ikke anvendelse i de sager, der behandles efter denne lovs afsnit IV om særlige civile sager.

Stk. 5. Såfremt der foreligger forhold som nævnt i § 101, stk. 2, kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden eller forsvareren eller af egen drift nægte gennemsyn eller udlevering efter stk. 1 og 4. Under hovedforhandlingen kan retten endvidere nægte udlån efter stk. 2, hvis dokumentets karakter, afgørende hensyn til sigtede, tiltalte eller vidner eller hensyn som nævnt i § 101, stk. 2, taler for det. § 101, stk. 4, finder herved tilsvarende anvendelse. Rettens afgørelser træffes ved beslutning, der skal begrundes.

Stk. 6. De i stk. 1-4 nævnte dokumenter og udskrifter må ikke være tilgængelige for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere og må kun bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde.

Stk. 7. Justitsministeren fastsætter regler om massemediers opbevaring af retsbogsudskrifter og af kopier af anklageskrifter.

Stk. 8. For overtrædelse af stk. 6 kan der idømmes bøde. I forskrifter, der er fastsat i medfør af stk. 7, kan det fastsættes, at der for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne kan idømmes bøde. Det kan endvidere fastsættes, at der ved overtrædelse begået af selskaber m.v. (juridiske personer) kan pålægges selskabet m.v. kriminalretligt ansvar efter reglerne i kriminallovens kapitel 5.

Kapitel 8

Retsledelse

§ 103. Retsformanden leder forhandlingen og bestemmer rækkefølgen af de enkelte dele af forhandlingen, medmindre loven indeholder anden forskrift herom. Ingen må tage ordet uden retsformandens tilladelse, og ordet kan fratages den, som ikke vil rette sig efter retsformandens ledelse. Retsformanden har ansvaret for så vidt muligt at fjerne alt, hvad der unødvendigt trækker forhandlingen i langdrag, og slutter forhandlingens enkelte dele, når det foreliggende emne anses for tilstrækkelig behandlet.

§ 104. Retsformanden har ansvaret for, at forhandlingen foregår med passende orden og værdighed og kan i den forbindelse irettesætte parter, vidner eller andre, når de anvender upassende udtalelser eller upassende personlige angreb. Fortsætter en part med dette trods irettesættelse, kan retsformanden fratage den pågældende ordet. Personer, der ved støjende eller anden upassende opførsel forstyrrer forhandlingerne eller udviser foragt for retten, kan udvises af retslokalet.

Stk. 2. Retten kan give en advarsel til den, der fornærmer retten eller nogen af dem, der møder i retten, forstyrrer forhandlingerne eller ikke retter sig efter retsformandens påbud eller udvise den pågældende fra retslokalet. Retten kan endvidere i sådanne tilfælde pålægge en bøde.

Kapitel 9

Rettens rådslagninger og afgørelser

§ 105. Domme og beslutninger vedtages ved afstemning efter forudgående rådslagning. Dette gælder dog ikke, hvis retten beklædes af en enkelt dommer, eller det drejer sig om beslutninger, som retsformanden kan træffe. Ved uenighed om dommens resultat kan de afvigende meninger forlanges tilført retsbogen. I kri­mi­nal­sager skal retsformanden gøre bemærkning om afstemningen til retsbogen, når tiltalte mod retsformandens stemme dømmes skyldig i et kriminelt forhold.

Stk. 2. Rettens rådslagninger og afstemninger må ikke overværes af tilhørere med undtagelse af retssekretæren. Dog kan retten i særlige tilfælde tillade andre at være til stede. Der er tavshedspligt med hensyn til oplysninger om rettens rådslagninger og afstemninger, jf. kriminallovens § 50.

Stk. 3. En dommer eller domsmand kan ikke deltage i afgørelsen af en sag, hvis den pågældende ikke har overværet de mundtlige forhandlinger i deres helhed.

§ 106. For enhver afgørelse skal der være stemmeflerhed. Er der ikke stemmeflerhed for afgørelsen, gør retsformandens stemme udslaget, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. I kriminalsager gælder med hensyn til skyldsspørgsmålet og sanktionsfastsættelsen ved stemmelighed det for den tiltalte gunstigste resultat. Er der flere end to forskellige meninger, hvoraf ingen er i flertal, regnes de for tiltalte ugunstigste stemmer sammen med de nærmeste mindre ugunstige, indtil der er stemmeflerhed.

§ 107. Rettens afgørelser træffes ved dom eller ved beslutning.

Stk. 2. Domme skal altid begrundes. Beslutninger skal begrundes i de tilfælde, hvor det er særlig bestemt.

§ 108. Stadfæstelse af en indanket dom kan ske enten i henhold til de grunde, der er anført i den indankede dom, eller i henhold til ny begrundelse.

Stk. 2. I landsrettens dom skal det altid anføres, ved hvilken ret den indankede dom er afsagt.

§ 109. Retten kan til enhver tid af egen drift eller efter anmodning berigtige skrivefejl i domme med hensyn til ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt fejl og forglemmelser, som kun vedrører afgørelsens form.

Stk. 2. Hvis der inden ankefristens udløb anmodes om det, kan retten berigtige den gengivelse af parternes mundtlige angivelser og ytringer, der er indeholdt i afgørelsen af en civil sag, eller den fremstilling af sagens faktiske sammenhæng, der er indeholdt i afgørelsen af en kriminalsag, hvis fremstillingen lider af fejl i form af forbigåelser, uklarheder eller modsigelser. Retten kan derimod ikke i øvrigt foretage forandringer hverken i begrundelsen eller resultatet. Parterne, og i kriminalsager også forsvareren, skal have lejlighed til at udtale sig, før der træffes afgørelse om sådanne berigtigelser. Retten træffer afgørelsen og underretter parterne, og i kriminalsager også forsvareren, efter de samme regler, som gælder for den oprindelige afgørelse.

Stk. 3. Den berigtigede afgørelse erstatter i alle henseender den oprindelige. Beslutningen vedrørende berigtigelse kan ikke kæres.

§ 110. Beslutninger kan omgøres, når nye oplysninger foreligger, samt når retten i øvrigt finder det hensigtsmæssigt.

Kapitel 10

Offentlighed

Mundtlighed

§ 111. Retssager behandles mundtligt. Skriftlig behandling anvendes kun i det omfang, det er særligt bestemt i denne lov.

Stk. 2. Når dokumenter skal oplæses, bestemmer retsformanden, hvem der skal foretage oplæsningen, medmindre andet er bestemt i loven.

Offentlighed

§ 112. Retsmøder er offentlige, medmindre andet er bestemt ved lov eller i medfør af lov.

Stk. 2. Domme afsiges altid i offentligt retsmøde.

§ 113. Retsformanden kan begrænse antallet af personer, der får adgang til et offentligt retsmøde, for at hindre at retslokalet overfyldes.

Stk. 2. Rettens formand kan nægte adgang til et offentligt retsmøde for personer,

1) som er under 15 år, eller

2) som befinder sig i en sådan tilstand, at vedkommendes tilstedeværelse ville stride imod rettens værdighed eller god orden.

Stk. 3. Retsformanden kan endvidere nægte adgang til et offentligt retsmøde for bestemte personer eller grupper af personer, hvis det skønnes nødvendigt for at opnå en sandfærdig forklaring af et vidne eller en part.

Dørlukning

§ 114. Retten kan bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre (dørlukning),

1) når hensynet til ro og orden i retslokalet kræver det,

2) når statens forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det, eller

3) når sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse, herunder når der skal afgives forklaring om erhvervshemmeligheder.

Stk. 2. I kriminalsager kan der endvidere træffes bestemmelse om dørlukning,

1) når en sigtet (tiltalt) er under 18 år,

2) når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, eller

3) når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages på afgørende måde at hindre sagens oplysning.

Stk. 3. Under hovedforhandlingen kan dørlukning i medfør af stk. 2, nr. 3, kun ske i 1. instans og kun, når det må forventes, at der senere rejses tiltale for samme forhold mod andre end de under sagen tiltalte, og ganske særlige hensyn gør det påkrævet, at dørene lukkes. Hovedforhandlingen gengives så udførligt i retsbogen, at offentligheden ved domsafsigelsen kan orienteres om hovedforhandlingens forløb, i det omfang formålet med dørlukningen tillader det.

Stk. 4. Der kan ikke træffes bestemmelse om dørlukning, hvis det er tilstrækkeligt at anvende reglerne om referat- eller navneforbud eller om udelukkelse af enkeltpersoner.

§ 115. I sager om overtrædelse af kriminallovens §§ 74, 77 og 80, stk. 2, lukkes dørene under den forurettedes forklaring, når den pågældende anmoder om det. Det samme gælder i sager om overtrædelse af kriminallovens § 79, jf. § 77.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse under afspilning eller anden forevisning af lyd- eller billedoptagelser, som gengiver forhold, der er rejst sigtelse eller tiltale for under sagen.

§ 116. Retten træffer afgørelse om dørlukning efter anmodning eller af egen drift.

Stk. 2. Dørlukning af hensyn til en sigtet (tiltalt) på 18 år eller derover, der er til stede, kan kun bestemmes efter anmodning fra den pågældende selv.

§ 117. Afgørelse om dørlukning efter § 114 træffes ved beslutning, der skal begrundes, efter at parterne og tilstedeværende personer, der er omfattet af § 145, stk. 1, 2 eller 4, har haft lejlighed til at udtale sig. Retten kan, især hvis afgørende hensyn til fremmede magter eller til sagens oplysning kræver det, ved beslutning, der skal begrundes, bestemme, at også forhandling om, hvorvidt dørene skal lukkes, skal foregå for lukkede døre.

Stk. 2. Beslutning om dørlukning efter stk. 1 kan afsiges i begyndelsen af retsmødet eller i løbet af dette og kan straks eller senere indskrænkes til en del af retsmødet. Beslutningen afsiges altid i et offentligt retsmøde.

§ 118. Offentlig gengivelse af, hvad der forhandles i retsmøder, der holdes for lukkede døre, er forbudt, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet.

§ 119. Retsformanden kan, når særlige grunde taler for det, give andre end dem, der har med sagen at gøre, tilladelse til at overvære et retsmøde, der afholdes for lukkede døre. De pågældende må ikke give meddelelse om forhandlingen til nogen, der ikke har haft adgang til mødet, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet.

Referatforbud

§ 120. Retten kan i kriminalsager forbyde offentlig gengivelse af forhandlingen (referatforbud),

1) når en sigtet (tiltalt) er under 18 år,

2) når offentlig gengivelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare,

3) når offentlig gengivelse kan skade sagens oplysning, eller

4) når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse.

§ 121. Retten træffer afgørelse om referatforbud efter anmodning eller af egen drift.

Stk. 2. Referatforbud af hensyn til en sigtet (tiltalt) på 18 år eller derover, der er til stede, kan kun bestemmes efter anmodning fra den pågældende selv.

§ 122. Afgørelse om referatforbud træffes ved beslutning, der skal begrundes, efter at parterne og tilstedeværende personer, der er omfattet af § 145, stk. 1, 2 eller 4, har haft lejlighed til at udtale sig. Beslutningen kan afsiges i begyndelsen af retsmødet eller i løbet af dette og kan straks eller senere indskrænkes til en del af retsmødet.

Stk. 2. Retten kan efter anmodning, herunder fra personer omfattet af § 145, stk. 1, 2 eller 4, eller af egen drift senere ophæve referatforbudet.

Navneforbud

§ 123. Retten kan i kriminalsager forbyde, at der sker offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres (navneforbud),

1) når offentlig gengivelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, eller

2) når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for unødvendig krænkelse.

Stk. 2. Retten kan under samme betingelse som i stk. 1, nr. 2, forbyde offentlig gengivelse af en juridisk persons navn, herunder binavn eller kaldenavn, og adresse.

Stk. 3. Retten skal ved afgørelsen om navneforbud tage hensyn til lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning. Det taler endvidere imod nedlæggelse af navneforbud, såfremt sigtede (tiltalte) har indtaget en stilling, som i forhold til offentligheden er særligt betroet.

Stk. 4. Navneforbudet kan udstrækkes til at gælde også under en eventuel anke af sagen, hvis anken omfatter bedømmelse af beviserne for tiltaltes skyld.

§ 124. Retten træffer afgørelse om navneforbud efter anmodning. Afgørelsen træffes ved beslutning, der skal begrundes, efter at parterne og tilstedeværende personer, der er omfattet af § 145, stk. 1, 2 eller 4, har haft lejlighed til at udtale sig. Afgørelsen kan træffes i et retsmøde, der afholdes alene med henblik på at tage stilling til en anmodning om navneforbud.

Stk. 2. Retten kan efter anmodning, herunder fra personer omfattet af § 145, stk. 1, 2 eller 4, eller af egen drift senere ophæve navneforbudet.

Stk. 3. Navneforbudet bortfalder senest ved afsigelsen af endelig dom.

Billed- og lydoptagelser

§ 125. Det er forbudt under retsmøder at optage eller transmittere billeder og lyd, medmindre retten undtagelsesvis tillader dette. Offentliggørelse af billeder og lyd, der er optaget i strid hermed, er forbudt. Retten kan i øvrigt på ethvert tidspunkt under sagen forbyde offentlig gengivelse af billeder og lyd, der er optaget under et retsmøde. Rettens afgørelse træffes ved beslutning, der skal begrundes.

Stk. 2. Personer, der afgiver forklaring under retsmødet, skal gøres bekendt med, at der optages billeder og lyd.

Stk. 3. Billedoptagelse i rettens bygninger er forbudt, medmindre retten giver tilladelse dertil. Stk. 1, 2.-4. pkt. finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Stk. 1 og 3 omfatter ikke de i §§ 128 og 163 omhandlede transmissioner, der sker som led i afviklingen af retsmøder.

Tegning

§ 126. Retten kan under særlige omstændigheder forbyde tegning under retsmøder eller offentliggørelse af tegninger fra et retsmøde. Afgørelsen træffes ved beslutning, der skal begrundes.

Overtrædelser

§ 127. For overtrædelse af §§ 118, 119, 2. pkt., 125, stk. 1, 1. og 2. pkt., samt stk. 3, eller af rettens forbud efter §§ 120, 125, stk. 1, 3. pkt., og 126 kan der idømmes bøde.

Stk. 2. For overtrædelse af et forbud efter § 123 kan der idømmes bøde, hvis den pågældende var bekendt med forbudet. Det samme gælder, hvis den pågældende vidste eller burde vide, at sagen verserede ved retten, eller at politiet efterforskede sagen, og den pågældende ikke havde forhørt sig hos politiet, anklagemyndigheden eller retten om, hvorvidt der var nedlagt navneforbud.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter reglerne i kriminallovens kapitel 5.

Fjernkommunikation

§ 128. Når retten i medfør af denne lov har bestemt, at en part eller en rettergangsfuldmægtig skal deltage i et retsmøde ved hjælp af fjernkommunikation, anses den pågældende som deltager i retsmødet på samme måde som ved personligt fremmøde i retten.

Stk. 2. Skal der afgives forklaring i retsmødet, må en part eller rettergangsfuldmægtig kun deltage via fjernkommunikation med billede i overensstemmelse med det i § 163 fastsatte.

Kapitel 11

Forkyndelser

§ 129. Meddelelser fra retten skal forkyndes, når det er bestemt ved lov.

Stk. 2. Meddelelser fra retten gives i øvrigt på den måde, som retsformanden bestemmer, medmindre loven bestemmer andet.

§ 130. En part i en civil sag kan give afkald på forkyndelse.

§ 131. I civile sager kan forkyndelse og anden underretning ske over for partens advokat eller anden rettergangsfuldmægtig.

Stk. 2. En part i en civil sag kan endvidere udpege en person, over for hvem forkyndelse kan ske efter reglerne i §§ 133-135. Reglen i § 135, stk. 5, finder dog kun anvendelse, hvis den pågældende har erklæret sig villig til at modtage forkyndelse.

§ 132. Når der i et retsmøde træffes beslutning om tidspunktet for et nyt møde eller for foretagelse af en retshandling, anses beslutningen for at være forkyndt for de personer, der er til stede.

Stk. 2. Beslutningen anses endvidere for at være forkyndt for personer, der har været lovligt indkaldt til mødet, men som enten er udeblevet eller uberettiget har forladt mødet, før beslutningen blev truffet. Retten skal dog give de pågældende meddelelse om beslutningen, hvis denne må antages at være af særlig interesse for dem.

§ 133. Forkyndelse kan ske i form af

1) stævningsmandsforkyndelse,

2) postforkyndelse eller

3) brevforkyndelse.

Stk. 2. Stævningsmandsforkyndelse sker ved, at en polititjenestemand, en kommunefoged eller en stævningsmand afleverer den skriftlige meddelelse til personen, som opfordres til på stedet at bekræfte modtagelsen ved sin underskrift.

Stk. 3. Postforkyndelse sker på samme måde som stævningsmandsforkyndelse, dog at postvæsenet forestår afleveringen.

Stk. 4. Brevforkyndelse sker ved, at den skriftlige meddelelse sendes til personen sammen med en anmodning om, at vedkommende underskriver og returnerer en vedlagt bekræftelse for modtagelsen. Forkyndelse anses herefter for sket den dag, modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er ingen modtagelsesdag anført, eller er den angivne modtagelsesdag senere end datoen i poststemplet for tilbagesendelsen, anses forkyndelse for sket på poststemplets dato.

§ 134. Brevforkyndelse kan kun ske over for adressaten personligt, jf. dog § 131.

§ 135. Stævningsmandsforkyndelse og postforkyndelse bør så vidt muligt ske over for adressaten personligt på vedkommendes bopæl, midlertidige opholdssted eller arbejdssted. Forkyndelse for adressaten personligt er dog gyldig, uanset hvor den sker. Den, som foretager forkyndelsen, anfører, hvornår forkyndelsen er sket.

Stk. 2. Træffes adressaten ikke, kan forkyndelse ske

1) på bopælen eller opholdsstedet for personer, der hører til husstanden, eller, hvis adressaten bor til leje i en andens bolig, for udlejeren eller dennes ægtefælle eller samlever, såfremt de pågældende træffes på bopælen eller opholdsstedet, eller

2) på adressatens arbejdssted over for arbejdsgiveren eller dennes repræsentant eller, for så vidt angår selvstændige erhvervsdrivende, på adressatens kontor, værksted eller forretningslokale over for personer, der er ansat i virksomheden,

3) for søfolks vedkommende på det skib, hvortil de hører, for en til skibet hørende person eller på rederiets kontor for rederen eller dennes repræsentant.

Stk. 3. Forkyndelse efter stk. 2 kan ikke ske for personer under 18 år.

Stk. 4. Sker forkyndelse ikke over for adressaten personligt, anføres det af den, som foretager forkyndelsen, hvor, hvornår og over for hvem forkyndelse er sket.

Stk. 5. Nægter en person, for hvem forkyndelse kan ske efter stk. 2, uden rimelig grund at modtage forkyndelse, eller undlader vedkommende at aflevere det, som den pågældende modtager ved forkyndelsen, til adressaten for forkyndelsen, selv om dette kunne være sket uden væsentlig udgift eller besvær, kan den pågældende pålægges at erstatte omkostninger, der er en følge heraf. Rettens afgørelse herom træffes ved beslutning, der skal begrundes.

§ 136. Har en person kendt bopæl eller opholdssted i den øvrige del af riget eller i udlandet, og kan forkyndelse ikke ske i Grønland efter § 133, stk. 1, nr. 1 og 2, sker forkyndelse ved brevforkyndelse eller på den måde, der er foreskrevet ved konvention eller ved vedkommende lands lov.

Stk. 2. Forkyndelse i udlandet iværksættes for kredsretternes vedkommende af Retten i Grønland.

§ 137. Kan en persons bopæl, opholdssted eller arbejdssted her i riget ikke oplyses, eller nægter eller undlader vedkommende fremmede myndighed at efterkomme en anmodning om forkyndelse efter § 136, kan forkyndelse foretages ved bekendtgørelse i Statstidende, Atuagagdliutit (AG/Grønlandsposten), anden skreven presse eller på anden af justitsministeren fastsat måde.

Stk. 2. Bekendtgørelsen skal indeholde et uddrag af meddelelsen og en bemærkning om, at meddelelsen kan fås ved henvendelse til retten. I bekendtgørelsen skal det endvidere anføres, hvorfor denne forkyndelsesform anvendes.

Stk. 3. Hvis personen har kendt bopæl uden for riget, skal meddelelsen også sendes til den pågældende med posten.

Stk. 4. Forkyndelse efter denne bestemmelse foretages for kredsretternes vedkommende af Retten i Grønland

§ 138. En forkyndelse er gyldig, selv om meddelelsen ikke kommer til adressatens kundskab.

Stk. 2. Er det dokument, der skal forkyndes, kommet adressaten i hænde, anses forkyndelse for sket, selv om forkyndelsen ikke er foretaget i overensstemmelse med §§ 133-135.

§ 139. Polititjenestemænd og kommunefogeder kan foretage forkyndelser uden særlig beskikkelse.

Stk. 2. Politimesteren beskikker i øvrigt for hver retskreds det nødvendige antal personer til som stævningsmand at foretage forkyndelser af retlige meddelelser. En forkyndelse er gyldig, selv om stævningsmanden har handlet uden for den retskreds, hvortil vedkommende er beskikket.

Stk. 3. Politiet eller retsformanden kan om nødvendigt bemyndige en dertil egnet person til som stævningsmand at foretage enkelte forkyndelser.

§ 140. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om forkyndelse, herunder regler om politiets medvirken til at fremskaffe de oplysninger, som er nødvendige for at foretage forkyndelse efter §§ 133-135 og regler om vederlaget til stævningsmænd. Sådanne vederlag afholdes af det offentlige.

Stk. 2. Polititjenestemænd har ikke krav på vederlag for forkyndelse i kriminalsager.

Kapitel 12

Vidner

§ 141. Enhver har pligt til at afgive forklaring som vidne i den retskreds, hvor vedkommende har bopæl.

Stk. 2. Retten kan pålægge en person, der har bopæl uden for retskredsen, at møde som vidne, hvis

1) det kan ske uden væsentlig ulempe eller omkostninger, eller

2) hvis det skønnes, at vidnets forklaring er af en sådan betydning for sagens afgørelse, og at sagen er af en sådan betydning, at det er rimeligt at pålægge vidnet at møde.

Stk. 3. Retten kan bestemme, at et vidne skal afgive forklaring ved hjælp af fjernkommunikation med billede, hvis det findes hensigtsmæssigt og forsvarligt. Vidnet indkaldes til at møde et nærmere angivet sted, jf. § 163.

Stk. 4. Retten kan bestemme, at et vidne skal afgive forklaring ved hjælp af fjernkommunikation uden billede, hvis det vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, at forklaringen afgives i retten eller ved hjælp af fjernkommunikation med billede, og afgivelse af forklaring via fjernkommunikation uden billede findes forsvarlig. Vidnet kan pålægges at være til rådighed for rettens etablering af fjernkommunikation på en nærmere angiven måde. Indkaldelsen af vidnet sker i øvrigt efter § 148.

Stk. 5. Kan vidnet ikke afgive forklaring i medfør af stk. 2-4, indkaldes vidnet til at afgive forklaring for kredsretten i den retskreds, hvor den pågældende har bopæl. Efter anmodning fra vidnet kan vidneforklaringen i stedet afgives for en anden kredsret. Afhøringen foretages af kredsdommeren uden medvirken af domsmænd. Der skal gives parterne underretning om tid og sted for afhøringen. Efter at afhøringen er gennemført, sendes der en udskrift af retsbogen om afhøringen til den ret, der har anmodet om afhøringen.

§ 142. Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, må ikke uden samtykke fra vedkommende myndighed pålægges at afgive vidneforklaring om forhold, som i det offentliges interesse er undergivet tavshedspligt. For medlemmer af Landstinget eller Folketinget kræves samtykke fra tingets formand og vedkommende landsstyremedlem eller minister.

Stk. 2. Nægtes samtykke, kan retten pålægge vedkommende myndighed over for retten at redegøre for grundene til nægtelsen, hvis det findes at være af afgørende betydning, at den pågældende afgiver forklaring. Finder retten herefter, at hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens oplysning, kan den bestemme, at vidneforklaring skal afgives. Dette gælder dog ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter.

§ 143. Præster i folkekirken eller andre trossamfund, kateketer, der har kirkelige opgaver, læger, forsvarere, advokater og rettergangsfuldmægtige kan ikke pålægges at afgive forklaring om det, som de i denne egenskab har fået kendskab til, medmindre den person, i hvis interesse de har tavshedspligt, giver sit samtykke.

Stk. 2. Retten kan pålægge læger, rettergangsfuldmægtige og advokater, bortset fra forsvarere i kriminalsager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen skønnes at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet gør dette berettiget. Pålægget kan i civile sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat eller rettergangsfuldmægtig har fået kendskab til i forbindelse med en retssag, som den pågældende har ført eller rådgivet om.

Stk. 3. Retten kan bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, som vidnet efter lovgivningen har tavshedspligt om, og hvis hemmeligholdelse er af væsentlig betydning.

Stk. 4. Stk. 1-3 gælder også for de pågældende personers medhjælpere.

§ 144. En parts nærmeste har ikke pligt til at afgive forklaring som vidne.

Stk. 2. Der er heller ikke pligt til at afgive forklaring, hvis forklaringen må antages at ville

1) udsætte vidnet selv for kriminalretlig forfølgning eller tab af velfærd eller

2) udsætte vidnets nærmeste for kriminalretlig forfølgning eller tab af velfærd eller

3) påføre vidnet selv eller dennes nærmeste anden væsentlig skade.

Stk. 3. I de i stk. 1 og stk. 2, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde kan retten dog pålægge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet gør dette berettiget.

§ 145. Redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et skrift, der er omfattet af § 1, nr. 1, i medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring om:

1) hvem der er kilde til en oplysning eller forfatter til en artikel, eller hvem der har optaget et fotografi eller frembragt en anden billedlig fremstilling. Sker der offentliggørelse, er det en forudsætning for vidnefritagelsen, at kilden, forfatteren, fotografen eller fremstilleren ikke er identificeret i det trykte skrift.

2) hvem et billede forestiller, eller hvem der er genstand for omtale, når de pågældende har fået tilsagn om anonymitet. Sker der offentliggørelse, gælder vidnefritagelsen, blot identiteten ikke fremgår af teksten.

Stk. 2. Redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et radio- eller fjernsynsforetagende, der er omfattet af § 1, nr. 2, i medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring om:

1) hvem der er kilde til en oplysning eller forfatter til et værk, eller hvem der har optaget et fotografi eller frembragt en anden billedlig fremstilling. Udsendes oplysningen, værket m.v., er det en forudsætning for vidnefritagelsen, at kilden, forfatteren, fotografen eller fremstilleren ikke er identificeret i udsendelsen.

2) identiteten af medvirkende, som har fået tilsagn om at medvirke uden at kunne identificeres. Udsendes en optagelse, er det en forudsætning for vidnefritagelsen, at de pågældende ikke er angivet ved navn, og at der er truffet rimelige forholdsregler for at skjule identiteten.

Stk. 3. Vidnefritagelse som nævnt i stk. 1 og 2 gælder også andre, der i kraft af deres tilknytning til skriftet eller dets fremstilling eller deres tilknytning til radio- og fjernsynsforetagendet eller til fremstillingen af vedkommende udsendelse har fået kendskab til kildens, forfatterens eller den medvirkendes identitet.

Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for de massemedier, der er omfattet af § 1, nr. 3, i medieansvarsloven.

§ 146. Angår sagen en lovovertrædelse, som er af alvorlig karakter, kan retten pålægge de i § 145 nævnte personer vidnepligt, såfremt vidneforklaringen må antages at have afgørende betydning for sagens opklaring, og hensynet til opklaringen klart overstiger massemediernes behov for at kunne beskytte deres kilder.

Stk. 2. Retten kan også pålægge de i § 145 nævnte personer vidnepligt, hvis sagen angår en overtrædelse af kriminallovens § 50, stk. 1 og 2. Dette gælder dog ikke, hvis det må antages, at forfatteren eller kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning.

§ 147. Retten vejleder vidner om indholdet af bestemmelserne i §§ 142-146, hvis omstændighederne giver grund til det.

Stk. 2. Afgiver et vidne forklaring i de i §§ 142-146 nævnte tilfælde, påser retten, at der tages særligt hensyn til vidnet eller til den, der har krav på hemmeligholdelse. Retten kan i den forbindelse bestemme, at dørene skal lukkes, mens der afgives forklaring, eller forbyde offentlig gengivelse af forklaringen.

§ 148. Indkaldelse til at møde som vidne udstedes, medmindre andet er bestemt, af den ret, hvor vidneforklaringen skal afgives. Indkaldelsen skal forkyndes for vidnet. Udsteder retten vidneindkaldelsen, sørger retten for, at indkaldelsen bliver forkyndt på grundlag af de oplysninger, som vedkommende part har givet. I kriminalsager indkaldes vidner af politiet.

Stk. 2. Indkaldelsen skal indeholde:

1) vidnets navn og adresse,

2) oplysning om formålet med indkaldelsen,

3) navnet på den ret, hvor vidneforklaringen skal afgives,

4) oplysning om tid og sted for retsmødet,

5) oplysning om det varsel, som vidnet har krav på, og

6) oplysning om virkningerne af udeblivelse.

Stk. 3. Varslet for vidneindkaldelse er en uge.

Stk. 4. Retten kan fastsætte et andet varsel eller pålægge vidnet at møde straks.

§ 149. Retten kan pålægge enhver, som er til stede i et retsmøde eller i umiddelbar nærhed af mødestedet, straks at afgive vidneforklaring. Det kan pålægges tilstedeværende vidner at møde på et nyt tidspunkt.

§ 150. Udebliver et vidne uden lovligt forfald eller uden i tide at have meldt sit forfald, eller nægter vidnet uden lovlig grund at besvare spørgsmål, kan retten:

1) pålægge vidnet en bøde,

2) lade politiet afhente vidnet,

3) pålægge vidnet at erstatte de udgifter, som vidnet har forårsaget, eller

4) pålægge vidnet en løbende bøde, i samme sag dog ikke for længere tidsrum end 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt.

Stk. 2. Afgørelse om anvendelse af tvangsmidler imod vidnet træffes af den ret, som vidnet er indkaldt til at afgive forklaring for. Afgørelsen, som træffes ved beslutning, der skal begrundes, kan omgøres af retten. Pålægger retten et fraværende vidne bøde eller erstatning, skal afgørelsen forkyndes for den pågældende. Anmodning om omgørelse af en sådan afgørelse skal fremsættes i det første retsmøde, som vidnet møder til, eller, hvis vidnet ikke senere møder, senest 14 dage, efter at afgørelsen er forkyndt for vidnet eller kommet til vedkommendes kundskab.

§ 151. Et vidne kan ikke undlade at møde i retten, fordi den pågældende mener at være berettiget til at nægte at afgive forklaring i sagen.

§ 152. Vidnet skal om fornødent genopfriske sin viden om sagen, inden vidnet møder i retten, f.eks. ved at læse regnskabsbøger, breve eller optegnelser eller ved at bese genstande, som den pågældende uden omkostninger eller ulempe har adgang til. Efterkommer vidnet ikke denne pligt, finder reglerne i § 150 tilsvarende anvendelse.

§ 153. Inden vidnet afhøres, sikrer retten sig vidnets identitet, og at intet er til hinder for, at vidnet afgiver forklaringen. Retten pålægger derefter alvorligt vidnet at tale sandt og gør vidnet bekendt med ansvaret for at afgive falsk forklaring.

§ 154. Hvert vidne afhøres for sig. Et vidne må ikke høre forklaringer fra andre vidner, syns- og skønsmænd eller parter, medmindre retten bestemmer andet.

§ 155. Vidnet afhøres først af den part, som har anmodet om, at vidnet bliver afhørt. Modparten har derefter adgang til at afhøre vidnet, hvorefter parten kan stille de spørgsmål til vidnet, som modafhøringen har givet anledning til. Retten kan tillade yderligere spørgsmål eller genoptagelse af afhøringen.

Stk. 2. Retten kan stille spørgsmål til vidnet. Retten kan overtage afhøringen, hvis parternes afhøring af vidnet sker på upassende måde eller på en måde, som strider mod bestemmelsen i § 156, stk. 1, eller omstændighederne i øvrigt gør det påkrævet.

Stk. 3. Retten bestemmer, hvordan og af hvem børn under 15 år skal afhøres. Den kan tilkalde en repræsentant for kommunalbestyrelsen eller en anden egnet person til at yde bistand under afhøringen. Retten kan yde den pågældende godtgørelse efter reglerne i § 160, stk. 1.

§ 156. Afhøringen skal ske på en sådan måde, at den er egnet til at fremkalde en tydelig og sand forklaring.

Stk. 2. Vidnet skal så vidt muligt have adgang til at udtale sig i sammenhæng. Det bør fremgå af forklaringen, om den støtter sig på vidnets egen iagttagelse.

Stk. 3. Retten afgør, om vidnet under afhøringen må benytte medbragte notater eller andre hjælpemidler.

§ 157. Bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed må kun foregå på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer. Spørgsmål om, hvorvidt vidnet er tiltalt eller tidligere straffet, stilles og besvares skriftligt. Kun retten og parterne får oplyst svaret.

Stk. 2. Stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse med hensyn til bevisførelse om den forurettedes tidligere seksuelle adfærd i sager om overtrædelse af kriminallovens § 77 og § 79, jf. § 77. En sådan bevisførelse kan kun tillades, hvis den skønnes at være af væsentlig betydning for sagen.

§ 158. Vidneforklaring under hovedforhandling refereres i retsbogen i det omfang, retten bestemmer. Retten bør herved tage hensyn til ønsker fra parter eller vidner og til, om referatet kan antages at få betydning under en ny prøvelse af sagen.

Stk. 2. I øvrigt refereres hovedindholdet af vidneforklaringen. De vigtigste udtalelser gengives så vidt muligt med vidnets egne ord.

§ 159. Uenighed om vidneførsel afgøres efter anmodning ved beslutning, der skal begrundes.

§ 160. Domstolsstyrelsen fastsætter regler om godtgørelse til vidner. Den godtgørelse, et vidne har krav på, eller, hvis den ikke kan beregnes nøjagtigt, et passende forskud skal tilbydes betalt samtidig med indkaldelsen.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om godtgørelse til personer, der efter indkaldelse har afgivet forklaring til politiet.

§ 161. Hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til opklaring af alvorlige forbrydelser taler for det, kan retten eller politiet pålægge en person, der er afhørt som vidne, tavshedspligt med hensyn til den pågældendes viden om sagen.

Stk. 2. Pålægget bortfalder, når sagen er afsluttet. Pålægget kan ophæves af retten eller politiet før dette tidspunkt. Politiets nægtelse af at ophæve et pålæg skal efter anmodning forelægges for retten. Den pågældende skal vejledes om adgangen til domstolsprøvelse.

Stk. 3. Der kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven for overtrædelse af et pålæg efter stk. 1.

§ 162. Reglerne i denne lov finder også anvendelse på vidneafhøringer, der gennemføres efter anmodning fra udenlandske myndigheder. En anmodning om at anvende en særlig form eller fremgangsmåde bør så vidt muligt imødekommes, medmindre dette vil være åbenbart uforeneligt med landets retsorden.

§ 163. Skal et vidne afhøres under anvendelse af fjernkommunikation med billede, indkaldes vidnet til at møde for

1) en ret,

2) en offentlig myndighed, der er bemyndiget til at stille kommunikationsmidler til rådighed, jf. stk. 2, eller

3) en fysisk eller juridisk person, der har autorisation efter stk. 3.

Stk. 2. Domstolsstyrelsen kan bemyndige en offentlig myndighed til at stille kommunikationsmidler til rådighed til brug for fjernkommunikation i retssager. Der kan i bemyndigelsen fastsættes vilkår for gennemførelsen af fjernkommunikationen. Domstolsstyrelsen kan tilbagekalde en bemyndigelse, hvis vilkårene overtrædes.

Stk. 3. Domstolsstyrelsen kan give en fysisk eller juridisk person autorisation til at stille kommunikationsmidler til rådighed til brug for fjernkommunikation med billede i retssager. Der kan i autorisationen fastsættes vilkår for gennemførelsen af fjernkommunikationen. Domstolsstyrelsen kan tilbagekalde en autorisation, hvis vilkårene overtrædes.

Stk. 4. Domstolsstyrelsen fastsætter nærmere regler om meddelelse og tilbagekaldelse af bemyndigelser, jf. stk. 2, og autorisationer, jf. stk. 3, og om fastsættelse af vilkår. Domstolsstyrelsen fastsætter regler om betaling for anvendelsen af kommunikationsmidlerne. Domstolsstyrelsen kan endvidere fastsætte regler om betaling af gebyr for behandling af en ansøgning om bemyndigelse eller autorisation.

Stk. 5. Retten kan tillade, at et vidne, som befinder sig i udlandet, afgiver forklaring via fjernkommunikation med billede, hvis forklaringen skønnes at kunne afgives under lige så betryggende former som en forklaring, der afgives efter stk. 1.

Kapitel 13

Syn og skøn

§ 164. Når der i en civil sag eller i en kriminalsag fremsættes anmodning om syn og skøn, og retten imødekommer anmodningen, udpeger retten en eller flere syns- eller skønsmænd.

§ 165. Kun personer, der er uberygtede, kan udpeges som syns- eller skønsmænd. Personer, der ville være udelukkede fra at handle som dommere i sagen, kan ikke udpeges som syns- eller skønsmænd.

§ 166. Enhver, der har pligt til at vidne, har også pligt til at lade sig udpege som syns- eller skønsmand.

§ 167. Enhver af parterne kan komme med forslag til retten om valget af syns- eller skønsmændene, men retten er ikke bundet til at følge forslagene. Før retten udpeger syns- eller skønsmænd, bør parterne have lejlighed til at udtale sig om de personer, som retten agter at udpege. Dette gælder dog ikke i kriminalsager, hvis omstændighederne ikke tillader det.

§ 168. I civile sager skal det i afgørelsen om at udpege syns- eller skønsmænd tydeligt angives, hvad der er genstanden for og formålet med syn og skøn.

Stk. 2. I kriminalsager foretages den besigtigelse, der er nødvendig til et syn eller skøn, i et retsmøde, medmindre retten bestemmer andet. Retten skal i afgørelsen om at udpege syns- eller skønsmænd eller under retsmødet oplyse syns- eller skønsmændene om, hvad der er genstanden for og formålet med syn og skøn, jf. stk. 1, samt andre retningslinjer, som måtte være nødvendige for at foretage syn og skøn. Skal syns- eller skønsmændene udarbejde en skriftlig erklæring, skal der i afgørelsen om syn og skøn eller i retsbogen angives bestemte spørgsmål, som syns- og skønsmændene skal svare på.

§ 169. Afgørelsen om at udpege syns- eller skønsmænd skal uden ophold forkyndes for de udpegede personer i overensstemmelse med de regler, der gælder for vidner.

Stk. 2. I civile sager skal syns- og skønsmændene orientere parterne om, hvornår og hvor der gennemføres syn og skøn, ligesom de også skal give parterne en genpart af den skriftlige erklæring, jf. § 170, eller dog give dem adgang til at gøre sig bekendt med den senest 3 dage, før den fremlægges i retten.

Stk. 3. Klage over syns- og skønsmænds fremgangsmåde fremsættes over for den ret, hvor syns- og skønserklæringen skal fremlægges, jf. § 170. Retten kan pålægge dem at omgøre eller fuldstændiggøre deres syn og skøn.

§ 170. Syns- og skønsmænd afgiver deres forklaring ved en skriftlig og underskrevet erklæring til retten. Retten kan pålægge syns- og skønsmændene at supplere den skriftlige erklæring med en mundtlig forklaring i retten. Hvis retten finder, at erklæringen er mangelfuld, kan retten også pålægge dem at omgøre eller fuldstændiggøre den i en yderligere skriftlig erklæring. Vedrører manglerne erklæringens udformning, bør retten give dem den nødvendige bistand til at afhjælpe manglerne. En sådan bistand kan også, når syns- og skønsmændene ønsker det, og omstændighederne i øvrigt taler for det, ydes inden det retsmøde, hvor syns- og skønserklæringen skal fremlægges. Retten skal da senest i dette retsmøde orientere parterne herom.

Stk. 2. I kriminalsager kan retten bestemme, at der ikke skal udarbejdes en skriftlig erklæring, hvis syns- eller skønsmændene skal afgive forklaring under hovedforhandlingen.

§ 171. Reglerne om vidner gælder i øvrigt for syns- og skønsmænd med de ændringer, der følger af forholdenes forskellighed. Syns- og skønsmænd har dog som udgangspunkt ret til at overvære afhøringen af andre syns- eller skønsmænd og af vidner, og retten kan pålægge dem at drøfte spørgsmål indbyrdes, før de svarer.

§ 172. At syn eller skøn har fundet sted udelukker ikke fornyet syn eller skøn vedrørende samme genstand foretaget af de samme personer eller, når retten finder det hensigtsmæssigt, af andre syns- og skønsmænd.

§ 173. Syns- og skønsmænd har krav på vederlag for at foretage syn og skøn og for at møde i retten samt godtgørelse for afholdte udlæg. Retten fastsætter størrelsen af vederlaget og godtgørelsen.

Stk. 2. Retten kan bestemme, at gennemførelse af syn og skøn forudsætter, at de, der anmoder om syn og skøn, stiller sikkerhed for syns- og skønsmændenes vederlag.

AFSNIT III

CIVILE SAGERS BEHANDLING

Kapitel 14

Almindelige bestemmelser

Forhandlingsprincippet m.v.

§ 174. En part kan ikke tilkendes mere, end parten har påstået, og der kan kun tages hensyn til anbringender, som parten har påberåbt sig, eller som ikke kan frafaldes.

Stk. 2. Der kan ikke iværksættes bevisførelse ud over, hvad parterne anmoder om, medmindre andet har særlig hjemmel.

§ 175. Er en parts påstand eller anbringender uklare eller ufuldstændige, kan retten stille opklarende spørgsmål til parten.

Stk. 2. Retten kan opfordre parten til at tilkendegive sin stilling til både retlige og faktiske spørgsmål, som synes at være af betydning for sagen.

Stk. 3. Retten kan opfordre parten til at føre bevis, hvis sagens faktiske omstændigheder ikke er tilstrækkeligt belyst.

§ 176. Undlader en part at udtale sig eller at føre bevis om faktiske spørgsmål, som er af betydning for sagen, eller er partens udtalelser uklare eller ufuldstændige, kan det ved bevisbedømmelsen tillægges virkning til fordel for modparten, såfremt parten er blevet opfordret til at udtale sig eller føre bevis af modparten eller retten.

Vejledning af parterne

§ 177. Retsformanden skal yde den vejledning, herunder om reglerne for appel, som er nødvendig for, at parten kan varetage sine interesser under sagen.

Stk. 2. Vejledningen må ikke have et sådant omfang eller udøves på en sådan måde, at rettens upartiskhed kan drages i tvivl.

Stk. 3. En part kan opfordres til at søge vejledning ved en retshjælp. Skønnes det, at en part har behov for mere omfattende bistand for at kunne varetage sine interesser, skal retten opfordre parten til at antage en rettergangsfuldmægtig, jf. § 198. Har parten behov for en juridisk rettergangsfuldmægtig, vejledes parten i forbindelse hermed om mulighederne for at søge fri proces.

Forlig

§ 178. Retten skal mægle forlig mellem parterne.

Stk. 2. Forligsmægling kan undlades, hvis det på forhånd må antages, at mæglingen vil være forgæves, eller mæglingen af praktiske grunde vanskeligt kan gennemføres.

Stk. 3. Forligsmægling bør foregå så tidligt som muligt, men kan i øvrigt ske på et hvilket som helst tidspunkt under sagen, jf. herved § 241.

Stk. 4. Hvis parterne indgår forlig, sluttes sagen med, at forliget skrives i retsbogen.

Stk. 5. Retten kan med parternes samtykke beslutte at lukke dørene under forligsmæglingen, hvis det må antages at forbedre muligheden for at opnå forlig.

Indkaldelse til retsmøder m.v.

§ 179. Parterne skal indkaldes til de retsmøder, som afholdes i sagen. Dette gælder dog ikke, hvis parten har givet afkald herpå, eller hvis udsættelse af retsmødet må antages at kunne medføre væsentlig forsinkelse af sagen.

Bevisførelse

§ 180. Bevisførelse, der skønnes at være uden betydning for sagen, kan ikke finde sted.

§ 181. Bevisførelsen skal finde sted under hovedforhandlingen. Retten kan undtagelsesvis bestemme, at bevisførelsen eller en del af denne skal foregå under forberedelsen af sagen.

§ 182. Parter og vidner afhøres af den part eller den parts rettergangsfuldmægtig, som har ønsket afhøringen foretaget. Om nødvendigt foretages afhøringen dog af retsformanden. Der kan stilles supplerende spørgsmål fra rettens eller parternes side.

§ 183. Retten kan tillade, at en skriftlig erklæring fra en part eller et vidne anvendes som bevis, hvis det skønnes unødvendigt, at den pågældende afgiver mundtlig forklaring for retten. Før retten træffer afgørelse efter 1. pkt. skal modparten have lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet.

Edition

§ 184. Retten kan efter begrundet anmodning fra en part pålægge modparten eller tredjemand at forevise eller udlevere dokumenter, der er undergivet vedkommendes rådighed, og som har betydning for sagen. Dette gælder dog ikke, hvis der derved vil fremkomme oplysninger om forhold, som vedkommende ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne. Før der træffes beslutning herom, skal der gives den, der har rådighed over dokumenterne, lejlighed til at udtale sig.

Stk. 2. Undlader en part uden lovlig grund at efterkomme et pålæg efter stk. 1, finder bestemmelsen i § 176 tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Undlader tredjemand uden lovlig grund at efterkomme et pålæg efter stk. 1, finder bestemmelsen i § 150 om vidnetvang tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Tredjemand kan kræve sine udgifter ved fremlæggelsen forudbetalt af parten.

Sammenlægning og adskillelse af krav m.v.

§ 185. Sagsøger kan fremsætte flere krav mod sagsøgte under én sag,

1) hvis alle kravene kan behandles efter samme processuelle regler,

2) for kredsretternes vedkommende, hvis kredsretten er saglig kompetent med hensyn til alle kravene, og værneting for et af kravene,

3) for Retten i Grønlands vedkommende, hvis retten er saglig kompetent med hensyn til et af kravene, og

4) hvis der er værneting for alle kravene i Grønland.

Stk. 2. Sagsøgte kan under sagen fremsætte modkrav med påstand om hel eller delvis frifindelse. Der kan gives selvstændig dom for modkravet, hvis der er værneting for det i Grønland, eller modkravet udspringer af samme retsforhold, som sagsøgerens krav støttes på.

Stk. 3. Om inddragelse af nye krav under sagen gælder tillige reglen i § 224.

Stk. 4. Er betingelserne for sammenlægning ikke opfyldt, henvises kravet om muligt til særskilt behandling ved rette domstol. Hvis betingelserne for sammenlægning kan anses for opfyldte ved en sådan anden domstol, kan retten i stedet henvise sagen i sin helhed hertil.

§ 186. Flere parter kan sagsøge eller sagsøges under én sag,

1) hvis alle kravene kan behandles efter samme processuelle regler,

2) for kredsretternes vedkommende, hvis kredsretten er saglig kompetent med hensyn til alle kravene, og værneting for et af kravene,

3) for Retten i Grønlands vedkommende, hvis retten er saglig kompetent med hensyn til et af kravene,

4) hvis der er værneting for alle kravene i Grønland, og

5) hvis ingen af parterne gør indsigelse, eller kravene har en sådan sammenhæng, at de uanset fremsatte indsigelser bør behandles under én sag.

§ 187. Hver af parterne kan inddrage krav mod tredjemand under sagen, hvis

1) der er værneting for kravet mod tredjemand i Grønland,

2) kravet kan behandles efter de samme processuelle regler som de øvrige krav, og

3) hverken de øvrige parter eller tredjemand gør indsigelse, eller kravet har en sådan sammenhæng med et af de øvrige krav, at kravet uanset fremsatte indsigelser bør behandles under sagen.

Stk. 2. Retten kan efter anmodning fra en af de oprindelige parter afvise et krav mod tredjemand, hvis kravet burde have været inddraget i sagen tidligere. Efter forberedelsens afslutning kan krav mod tredjemand kun inddrages med rettens samtykke.

§ 188. Er betingelserne i § 186, nr. 5, eller § 187, stk. 1, nr. 3, ikke opfyldt, træffer retten beslutning om særskilt behandling og afgørelse af kravene. Er retten ikke værneting for eller saglig kompetent med hensyn til et krav, henvises kravet dog til afgørelse ved den rette domstol.

§ 189. Tredjemand kan ved at indlevere stævning til retten indtræde som part i en sag i 1. instans, hvis,

1) der er værneting i Grønland for tredjemands krav,

2) tredjemand vil nedlægge selvstændig påstand med hensyn til sagens genstand, eller tredjemands krav har en sådan sammenhæng med det oprindelige krav, at det bør behandles under sagen, og

3) tredjemands indtræden ikke vil medføre væsentlige ulemper for de oprindelige parter.

Stk. 2. Retten kan efter anmodning fra en af de oprindelige parter afvise tredjemands krav, hvis indtræden i sagen burde være sket tidligere. Efter forberedelsens afslutning, kan indtræden kun ske med rettens samtykke.

Stk. 3. Har retten ikke saglig kompetence til at behandle tredjemands krav under en selvstændig sag, kan den henvise kravet til rette domstol.

§ 190. Retten kan bestemme, at flere sager, der er anlagt ved retten mellem samme eller forskellige parter, skal behandles sammen. Rettens afgørelse herom kan ikke indbringes for højere ret.

§ 191. Retten kan bestemme, at sagens behandling foreløbig skal begrænses til en del af det krav, som sagen angår, eller, hvor sagen omfatter flere krav eller spørgsmål, til et af disse.

Stk. 2. Retten kan træffe særskilt afgørelse om en del af det krav, som sagen angår. Omfatter sagen flere krav eller spørgsmål, kan retten træffe særskilt afgørelse om et af disse.

Tredjemands indtræden til støtte for en part

§ 192. Tredjemand, der har en retlig interesse i sagens udfald, kan indtræde i sagen til støtte for en af parterne.

Stk. 2. Anmodning om at indtræde i sagen indleveres skriftligt til retten eller fremsættes mundtligt i et retsmøde i sagen. Retten giver parterne meddelelse om anmodningen. Afgørelse af spørgsmål om indtræden træffes efter anmodning ved beslutning, der skal begrundes.

Stk. 3. Retten bestemmer, på hvilken måde den indtrædende skal have adgang til at udtale sig og føre bevis under sagen.

Stk. 4. Retten kan efter anmodning tillægge eller pålægge den indtrædende sagsomkostninger.

Kapitel 15

Parterne

§ 193. En part skal være myndig for at kunne møde og indlevere processkrifter.

Stk. 2. Værgen optræder på en umyndig parts vegne. Udøver forældrene værgemålet i forening, og udebliver den ene af forældrene til et retsmøde, optræder den forælder, som er mødt, på den umyndiges vegne under retsmødet.

Stk. 3. Værgen kan ikke uden den umyndiges samtykke anlægge en retssag, der angår formuerettigheder, som den umyndige har rådigheden over, eller en sag, der vedrører en aftale, som den umyndige gyldigt har indgået på egen hånd. Værgen for en umyndiggjort kan heller ikke uden den umyndiggjortes samtykke anlægge en retssag, der vedrører legemskrænkelse eller en freds- og ærekrænkelse, medmindre umyndiggørelsen skyldes sindssygdom eller åndssvaghed.

Stk. 4. Den, der er sat under lavværgemål, kan kun optræde sammen med sin lavværge.

Stk. 5. Såfremt der ikke findes en værge, eller værgen er forhindret, beskikker retten en særlig værge til at repræsentere den umyndige.

§ 194. Hvis nogen, som indgår i et nødvendigt procesfællesskab, udebliver i et retsmøde, mens andre, som indgår, giver møde, repræsenterer de, der møder, de udeblevne.

§ 195. Retten afviser af egen drift den, der viser sig ikke at have myndighed til at optræde som part under sagen.

Partsafhøring

§ 196. En part har ikke pligt, men ret til at afgive forklaring for retten.

Stk. 2. Falsk forklaring kan medføre foranstaltninger efter kriminalloven. Parten skal gøres bekendt med dette, før den pågældende afgiver forklaring.

Stk. 3. Retten kan efter anmodning fra modparten indkalde en part til at møde personligt med henblik på at afgive forklaring.

Stk. 4. En part, som af egen drift afgiver forklaring, har pligt til at besvare de yderligere spørgsmål, som modparten eller retten måtte stille.

Stk. 5. I øvrigt finder ved partsafhøring reglerne for afhøring af vidner i §§ 152, 153, 155-159 og 161-163 tilsvarende anvendelse.

Kapitel 16

Rettergangsfuldmægtige

§ 197. En part kan lade møde for sig og indlevere processkrifter ved enhver uberygtet og myndig person over 18 år.

Stk. 2. En rettergangsfuldmægtig, der ikke er advokat, skal kunne føre bevis for sin fuldmagt.

Stk. 3. Advokater afkræves i almindelighed ikke bevis for fuldmagten og kan forlange udsættelse til at fremskaffe denne.

Stk. 4. Retten afviser af egen drift personer, der ikke er berettiget til eller ikke har fuldmagt til at møde som rettergangsfuldmægtig. Det samme gælder for processkrifter, som er underskrevet af sådanne personer.

§ 198. Retten skal opfordre en part, der skønnes at have behov for bistand fra en rettergangsfuldmægtig for at kunne varetage sine interesser under sagen, til at antage en kvalificeret rettergangsfuldmægtig.

Stk. 2. Efterkommer parten ikke en opfordring efter stk. 1, og kan sagen herefter ikke behandles på forsvarlig måde, kan retten pålægge parten at antage en kvalificeret rettergangsfuldmægtig. Pålægget kan ikke indbringes for højere ret.

Stk. 3. Undlader parten at følge et pålæg efter stk. 2, anses parten for udeblevet fra senere retsmøder, ligesom processkrifter, der indleveres af parten, betragtes som ikke indleveret. Hvis særlige omstændigheder taler for det, kan retten dog i stedet beskikke parten en kvalificeret rettergangsfuldmægtig.

Stk. 4. For fastsættelse og afholdelse af omkostningerne til den beskikkede rettergangsfuldmægtig gælder samme regler som ved fri proces. Retten kan dog pålægge en part, der ikke opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, helt eller delvis at erstatte det offentlige udgifterne.

§ 199. § 198 gælder også i tilfælde, hvor parten har antaget en rettergangsfuldmægtig uden juridisk kandidateksamen, som ikke kan yde den nødvendige bistand.

§ 200. Rettergangsfuldmægtigens handlinger eller undladelser er, hvis de falder inden for bemyndigelsen, lige så bindende for parten, som var de foretaget af parten selv.

Stk. 2. En part er ikke afskåret fra selv at udtale sig under retsmøderne, selv om parten er repræsenteret af en rettergangsfuldmægtig.

Stk. 3. Retten kan opfordre en part, der møder ved en rettergangsfuldmægtig, til at møde personligt.

Kapitel 17

Sagens anlæg

Saglig kompetence

§ 201. Retten påser af egen drift, om den efter kapitel 2 har saglig kompetence til at behandle sagen.

Stk. 2. Er retten ikke saglig kompetent, henvises sagen om muligt til rette domstol. Retten i Grønland kan dog beslutte at færdigbehandle sagen, hvis kompetencespørgsmålet først rejses på et sent tidspunkt under sagens behandling.

Stk. 3. Kan henvisning ikke ske, afviser retten sagen ved dom.

§ 202. Parterne kan aftale, at en retssag, som hører under Retten i Grønland, skal behandles af kredsretten. Kredsretten kan dog uanset en sådan aftale henvise sagen til Retten i Grønland efter § 56.

Stedlig kompetence

Sagsøgtes bopæl eller opholdssted

§ 203. Retssager anlægges ved retten i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl, medmindre andet er bestemt ved lov. Har sagsøgte bopæl i flere retskredse, kan sagen anlægges ved ethvert af dem.

Stk. 2. Har sagsøgte ingen bopæl, kan sagen anlægges i den retskreds, hvor denne opholder sig.

Stk. 3. Har sagsøgte hverken bopæl eller kendt opholdssted, kan sagen anlægges i den retskreds, hvor sagsøgte sidst har haft bopæl eller opholdssted.

Erhvervsdrivende

§ 204. Sager mod personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed, kan, når sagen vedrører virksomheden, anlægges ved retten i den retskreds, hvorfra virksomheden udøves.

Fast ejendom

§ 205. Sager vedrørende rettigheder over fast ejendom kan anlægges ved retten i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende.

Kontraktforhold

§ 206. Sager om kontraktforhold kan anlægges ved retten i den retskreds, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke pengekrav, medmindre kravet er opstået under ophold i retskredsen under sådanne omstændigheder, at det skulle opfyldes, inden stedet forlades.

Forbrugeraftaler

§ 207. I sager om forbrugeraftaler, som ikke er indgået ved personlig henvendelse på den erhvervsdrivendes faste forretningssted, kan forbrugeren anlægge sag mod den erhvervsdrivende ved retten i den retskreds, hvor forbrugeren selv har bopæl.

Selskaber m.v.

§ 208. Sager mod selskaber, foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger, der kan optræde som part i retssager, anlægges ved retten i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger, eller, hvis et sådant ikke kan oplyses, ved retten i den retskreds, hvor et af bestyrelsens eller direktionens medlemmer har bopæl.

Stk. 2. Driver de i stk. 1 nævnte sammenslutninger erhvervsmæssig virksomhed i andre retskredse end den eller de, som følger af stk. 1, kan sagen også anlægges ved retten i den retskreds, hvorfra virksomheden udøves.

Stk. 3. Sager, der vedrører de i stk. 1 nævnte sammenslutninger, og som rejses af sammenslutningen mod de enkelte medlemmer eller opstår mellem disse, kan anlægges i de i stk. 1 og 2 nævnte retskredse.

Stk. 4. Sager om erstatning mod stiftere, bestyrelsesmedlemmer og direktører i de i stk. 1 nævnte sammenslutninger kan anlægges ved de i stk. 1 og 2 nævnte retskredse.

Kommuner

§ 209. Sager mod kommuner anlægges ved retten i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger.

Hjemmestyret og staten

§ 210. Sager mod hjemmestyret og staten anlægges ved retten i den retskreds, hvor den myndighed, som stævnes på hjemmestyrets eller statens vegne, har kontor.

Værnetingaftaler

§ 211. Parterne kan aftale, ved hvilken kredsret sagen skal anlægges.

Stk. 2. I sager om forbrugeraftaler er en forudgående aftale om værneting ikke bindende for forbrugeren.

Sagsøgte, der ikke har hjemting i Grønland

§ 212. Sager mod personer, selskaber, foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger, der ikke har hjemting i Grønland, kan anlægges i Grønland, hvis en ret efter bestemmelserne i §§ 204, 205, 206, 208, stk. 2, og 211 kan anses som værneting i sagen. I sager om forbrugeraftaler kan forbrugeren anlægge sag mod de i 1. pkt. nævnte personer og sammenslutninger ved sit eget hjemting, hvis der blev fremsat særligt tilbud eller foretaget reklamering i Grønland, før aftalen blev indgået, og forbrugeren har foretaget de dispositioner, der er nødvendige for at indgå aftalen, i Grønland.

Stk. 2. Kan ingen ret efter stk. 1 anses som værneting i sagen, kan sager vedrørende formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte personer anlægges ved retten på det sted, hvor de ved stævningens forkyndelse opholder sig.

Stk. 3. Sager vedrørende formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte personer og sammenslutninger kan endvidere, hvis der ikke er værneting efter reglen i stk. 1, anlægges ved retten på det sted, hvor den pågældende person eller sammenslutning på tidspunktet for sagens anlæg har gods, eller hvor det gods, kravet angår, befinder sig på tidspunktet for sagens anlæg. Afværges arrest i gods gennem sikkerhedsstillelse, betragtes sikkerhedsstillelsen som gods, der befinder sig på det sted, hvor skyldneren havde eller ville have haft værneting for arrestsagen.

Stadfæstelse af arrest i skib

§ 213. Sager om stadfæstelse af arrest i et skib og om det krav, der er gjort arrest for, kan anlægges ved retten på det sted, hvor der er værneting for en sag om kravet i medfør af §§ 201-212.

Henvisning til en anden kredsret

§ 214. Retten kan træffe bestemmelse om, at en sag, der er indbragt for retten, henvises til en anden ret, som efter de forudgående regler er lovligt værneting, når det på grund af vidners bopæl eller af anden grund skønnes hensigtsmæssigt.

Stk. 2. Når særlige grunde taler for det, kan Retten i Grønland bestemme, at sagen skal behandles ved en ret, der ikke er værneting efter de foranstående regler.

Stk. 3. Beslutning om overførsel efter stk. 1 træffes af den ret, hvor sagen er anlagt.

Stk. 4. Rettens afgørelser efter stk. 1 og 2 træffes ved beslutning, der skal begrundes.

Rettens vurdering af værnetinget

§ 215. Retten påser af egen drift, om sagen er indbragt for rette værneting. Fremsætter sagsøgte ikke indsigelse mod rettens kompetence inden forberedelsens slutning, jf. § 223, anses retten for rette værneting.

Stk. 2. Er sagen anlagt ved en ret, som ikke er rette værneting for sagen eller et af de rejste krav, henviser retten om muligt sagen eller kravet til afgørelse ved rette domstol. Afgørelse om henvisning træffes ved en beslutning, som skal begrundes. Kan sagen ikke henvises, afviser retten sagen ved dom.

Kapitel 18

Sagens forberedelse i 1. instans

Mundtlig og skriftlig forberedelse

§ 216. En sag kan forberedes mundtligt eller skriftligt. Ved mundtlig forberedelse indkaldes parterne til at møde i retten. Ved skriftlig forberedelse fastsættes en frist for parten til at indlevere et processkrift med genpart til retten.

Stk. 2. Skønner retten, at en part er ude af stand til at formulere sig skriftligt i sagen, skal sagen for denne parts vedkommende forberedes mundtligt.

Stk. 3. Retten kan tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager i et forberedende møde via fjernkommunikation, medmindre en sådan deltagelse er uhensigtsmæssig.

Stævning

§ 217. En sag anlægges ved at aflevere en stævning med en genpart til retten. Retten skriver på stævningen, hvilken dato den er modtaget.

Stk. 2. Stævningen skal indeholde:

1) parternes navne og adresser, herunder en adresse, hvortil meddelelser til sagsøgeren kan sendes og forkyndes,

2) sagsøgerens eventuelle telefonnummer og telefaxnummer,

3) navnet på den ret, hvor sagen anlægges,

4) sagsøgerens påstand,

5) en beskrivelse af baggrunden for sagsøgerens påstand, og

6) angivelse af de dokumenter og andre beviser, som sagsøgeren vil påberåbe sig.

Stk. 3. Dokumenter, som sagsøger vil påberåbe sig, skal vedlægges med en genpart, hvis sagsøger er i besiddelse af dem.

§ 218. Retten påser, at stævningen opfylder kravene i § 217. Er dette ikke tilfældet, eller er stævningen i øvrigt uklar eller mangelfuld, henvender retten sig til sagsøgeren og giver den pågældende en kortere frist til at udbedre manglerne. Retten vejleder i den forbindelse sagsøgeren efter § 177.

Stk. 2. Kan manglerne ikke udbedres, eller undlader sagsøger at gøre dette inden for den fastsatte frist, afviser retten sagen. Når retten meddeler, at sagen er afvist, skal retten samtidig vejlede sagsøgeren om muligheden for at anlægge sag på ny.

Forkyndelse af stævningen

§ 219. Retten sørger for, at stævningen bliver forkyndt for sagsøgte, jf. dog § 130. Samtidig med forkyndelsen skal der udleveres en vejledning om, hvad sagsøgte inden for en angiven frist skal foretage sig for at varetage sine interesser i sagen.

Svarskrift

§ 220. Et svarskrift fra sagsøgte skal indeholde:

1) sagsøgtes navn og adresse, herunder en adresse, hvor meddelelser kan sendes til og forkyndelse kan ske for sagsøgte,

2) sagsøgtes eventuelle telefonnummer og telefaxnummer,

3) sagsøgtes påstand, herunder eventuelle modkrav,

4) en beskrivelse af baggrunden for sagsøgtes påstand og

5) angivelse af de dokumenter og andre beviser, som sagsøgte vil påberåbe sig.

Stk. 2. Dokumenter, som sagsøgte vil påberåbe sig, skal vedlægges med en genpart, hvis sagsøgte er i besiddelse af dem.

Udeblivelsesdom

§ 221. Reagerer sagsøgte ikke inden for den fastsatte frist, eller udebliver sagsøgte fra et møde, den pågældende er indkaldt til, afsiger retten udeblivelsesdom i overensstemmelse med sagsøgerens påstand, i det omfang denne findes begrundet ved sagsfremstillingen og det, der i øvrigt er kommet frem. Dommen kan udfærdiges ved en påtegning på stævningen. Der kan kun afsiges udeblivelsesdom, hvis sagsøgte er blevet orienteret om denne mulighed. Når retten underretter sagsøgte om dommen, skal sagsøgte samtidig vejledes om muligheden for at få sagen genoptaget, jf. § 232.

Fortsat forberedelse

§ 222. Retten kan bestemme, at der skal afholdes flere forberedende retsmøder, eller at en part inden for en af retten fastsat frist skal aflevere et yderligere processkrift.

Stk. 2. Retten vejleder om retsvirkningerne af ikke at overholde fastsatte frister og af at udeblive fra retsmøder, som den pågældende er indkaldt til.

Forberedelsens afslutning

§ 223. Retten afgør, hvornår forberedelsen sluttes. Ved forberedelsens afslutning fastsættes tid og sted for hovedforhandlingen.

Stk. 2. Retten kan beslutte, at hovedforhandlingen skal foregå i forlængelse af et forberedende møde, hvis sagen findes tilstrækkeligt oplyst, og omstændighederne i øvrigt ikke taler imod det.

Stk. 3. Finder retten, at yderligere forberedelse er nødvendig, kan den bestemme, at forberedelsen skal genoptages.

Nye påstande, anbringender og beviser

§ 224. Efter at der er fastsat tid og sted for hovedforhandlingen, kan en part kun udvide sine påstande eller fremsætte nye anbringender eller beviser med rettens tilladelse. Mod modpartens protest kan sådan tilladelse kun gives, når

1) det må anses for undskyldeligt, at ændringen ikke er sket tidligere,

2) modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser uden udsættelse af hovedforhandlingen, eller

3) nægtelse af tilladelse vil kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for parten.

Udsættelse af sagsbehandlingen

§ 225. Sagen kan kun udsættes i det omfang, retten finder det nødvendigt.

Stk. 2. Retten skal dog udsætte en sag, hvis en part anmoder om, at advokatmyndighederne skal tage stilling til en advokats vederlag, eller hvis en forbruger anmoder om, at en sag indbringes for Grønlands Forbrugerklageudvalg.

Udeblivelse senere under forberedelsen

§ 226. Udebliver sagsøgte, som tidligere har svaret i sagen, fra et senere retsmøde, som vedkommende er indkaldt til, eller undlader sagsøgte at indlevere et yderligere processkrift i overensstemmelse med rettens bestemmelse, afsiger retten dom efter sagsøgerens påstand, i det omfang den er begrundet i sagsfremstillingen eller det, der i øvrigt er kommet frem. Der kan kun tages hensyn til de påstande og anbringender, som sagsøger har angivet i stævningen eller i et retsmøde, hvor sagsøgte var mødt, eller i et processkrift, som er forkyndt for sagsøgte.

§ 227. Udebliver sagsøger fra et retsmøde, som denne er indkaldt til, eller undlader sagsøgeren at indlevere et processkrift i overensstemmelse med rettens bestemmelse, afviser retten sagen. § 233, 2. pkt., finder dog tilsvarende anvendelse.

§ 228. Udebliver sagsøger og sagsøgte fra et møde, som de begge er indkaldt til, hæver retten sagen. Det samme gælder, hvis begge parter undlader at indlevere et processkrift i overensstemmelse med rettens bestemmelse.

§ 229. Udebliver en part fra et retsmøde, eller indleverer en part ikke et processkrift rettidigt, kan dette kun føre til afvisning eller udeblivelsesdom, hvis parten er blevet orienteret om denne mulighed.

§ 230. Hvis særlige omstændigheder taler for det, kan retten bestemme, at udeblivelse eller undladelse af at indlevere et processkrift ikke skal have virkning efter §§ 226-228. Sagen udsættes i så fald til fortsat behandling.

Stk. 2. Ved afgørelser efter stk. 1 skal der navnlig tages hensyn til, om udeblivelsen eller undladelsen må antages at skyldes lovligt forfald eller undskyldende omstændigheder i øvrigt, og om modparten ønsker sagen udsat.

Erkendelsesdom

§ 231. Meddeler sagsøgte, at der ikke er indsigelser mod sagsøgerens påstand, afsiger retten dom i overensstemmelse med sagsøgerens påstand.

Genoptagelse

§ 232. Den sagsøgte, der er dømt som udebleven eller uden at have svaret, kan kræve sagen genoptaget. Anmodningen skal fremsættes til retten senest 4 uger, efter at dommen er afsagt. Retten kan undtagelsesvis tillade genoptagelse af sagen, hvis anmodningen fremsættes senere, men senest 1 år efter at dommen er afsagt. Genoptagelsen kan betinges af, at sagsøgte betaler eller stiller sikkerhed for betalingen af de sagsomkostninger, der er pålagt. Anmodning om genoptagelse har samme opsættende virkning som anke.

Stk. 2. Genoptages sagen, afgør retten, hvordan sagen skal behandles.

Stk. 3. Udebliver den sagsøgte, der har krævet sagen genoptaget, eller indleverer vedkommende ikke skriftligt svar i sagen inden en fastsat frist, afvises genoptagelsen.

Ophævelse og afvisning

§ 233. Sagsøgeren kan hæve sagen, indtil der er nedlagt påstand under hovedforhandlingen. Har sagsøgte fremsat et modkrav i et retsmøde, hvor sagsøgeren var mødt, eller i et processkrift, der er forkyndt for sagsøgeren, fortsættes behandlingen af sagen dog efter anmodning fra sagsøgte til afgørelse af modkravet.

Kapitel 19

Sagens afgørelse

Hovedforhandling

§ 234. Indtil en part har nedlagt sin påstand under hovedforhandlingen, har udeblivelse samme virkning som under forberedelsen.

Stk. 2. § 223, stk. 3, om genoptagelse af forberedelsen og § 224 om adgangen til at fremsætte nye påstande, anbringender og beviser finder tilsvarende anvendelse under hovedforhandlingen.

§ 235. Retten kan beslutte, at en part inden hovedforhandlingen skal sende retten genpart af de udvekslede processkrifter og de dokumenter, der påberåbes under sagen. Hvis genparterne ikke indsendes rettidigt, finder reglerne om udeblivelse tilsvarende anvendelse.

§ 236. Hovedforhandlingen indledes med, at parterne nedlægger deres påstande, om nødvendigt med rettens bistand.

Stk. 2. Herefter giver retsformanden eller den part eller rettergangsfuldmægtig, som retsformanden anmoder om det, en kort fremstilling af sagen.

Stk. 3. Efter sagsfremstillingen følger bevisførelsen. Bevisførelse, der har fundet sted forud for hovedforhandlingen, dokumenteres ved oplæsning.

Stk. 4. Når bevisførelsen er afsluttet, har først sagsøger og derefter sagsøgte mulighed for at komme med afsluttende bemærkninger, før sagen optages til afgørelse.

§ 237. Rettens afgørelse i en civil sag træffes snarest muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse til dom skal retten tilkendegive, hvornår dommen vil blive afsagt. Domme og beslutninger skal afsiges senest 6 uger, efter at sagen er optaget til afgørelse. For sager, der behandles ved Grønlands Landsret, er fristen dog 3 måneder.

Stk. 2. Hvis særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan retten beslutte at fravige fristen i stk. 1. I beslutningen skal anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes. Beslutningen kan ikke kæres.

Stk. 3. Dommen afsiges ved, at domskonklusionen, efter at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde.

§ 238. Dommen skal indeholde parternes påstande og en fremstilling af sagen, herunder en gengivelse af parternes anbringender og i nødvendigt omfang af deres og vidners forklaringer, samt de faktiske og retlige omstændigheder, der er lagt vægt på ved sagens afgørelse.

Stk. 2. I domme, der afsiges i 1. instans, kan sagsfremstillingen begrænses til en kort angivelse af parternes anbringender, hvis der samtidig gives en udførlig begrundelse for afgørelsen. Det skal i givet fald fremgå af dommen, at den ikke indeholder en fuldstændig sagsfremstilling.

Stk. 3. Ankes en dom, der er affattet efter stk. 2, skal retten give en supplerende redegørelse for sagen. Redegørelsen indsendes til landsretten snarest muligt, efter at retten har fået meddelelse om anken. Samtidig sendes en genpart af redegørelsen til parterne.

§ 239. Retten kan tillade, at en part eller en rettergangsfuldmægtig deltager i hovedforhandlingen via fjernkommunikation, hvis sådan deltagelse af særlige grunde er hensigtsmæssig.

Stk. 2. Om parters og rettergangsfuldmægtiges deltagelse i hovedforhandlingen via fjernkommunikation gælder i øvrigt § 128.

§ 240. Grundlaget for rettens afgørelse er parternes påstande og anbringender samt de oplysninger, som er kommet frem ved bevisførelsen under hovedforhandlingen, eller som er dokumenteret ved oplæsning under hovedforhandlingen.

Tilkendegivelser

§ 241. Før en sag optages til dom, kan retten over for parterne komme med en mundtlig eller skriftlig tilkendegivelse, som indeholder et forslag til forlig af sagen. Tilkendegivelsen kan indeholde en forhåndstilkendegivelse fra retten om, hvad en eventuel afgørelse vil gå ud på, eller den kan indeholde et forligsforslag ud fra friere overvejelser. Det skal tydeligt fremgå, om tilkendegivelsen er af den ene eller anden karakter. Parterne kan få en kortere frist til at overveje, om der kan indgås forlig på grundlag af tilkendegivelsen. Er dette ikke tilfældet, optages sagen straks til dom.

Afgørelse på skriftligt grundlag

§ 242. Hvis særlige omstændigheder taler for det, kan retten undtagelsesvis bestemme, at en sag helt eller delvist skal afgøres på skriftligt grundlag. Beslutning herom forudsætter, at parterne er enige om det, og at hensynet til sagens behandling ikke taler imod en sådan fremgangsmåde. Grundlaget for afgørelsen er i denne si­tua­ti­on stævningen, svarskriftet og andre dokumenter, som er fremlagt under forberedelsen af sagen, samt det, der er skrevet i retsbogen.

Kapitel 20

Sagsomkostninger

§ 243. Udgifter til vidner afholdes af det offentlige med forbehold for at få dem erstattet af en part efter §§ 248-249. Dette gælder, uanset hvem der har anmodet om, at vidnet blev afhørt.

§ 244. Udgifter til syn og skøn kan efter rettens beslutning afholdes helt eller delvis af det offentlige, hvis den part, der anmoder om sådan bevisførelse, ikke kan betale omkostningerne uden at lide væsentlige afsavn. §§ 248-249 om det offentliges ret til refusion finder tilsvarende anvendelse.

§ 245. Har retten bestemt, at en part ikke skal afgive forklaring for retten på det sted, hvor parten bor eller opholder sig, og kan afhøringen ikke finde sted ved anvendelse af fjernkommunikation, kan retten beslutte, at udgifter til transport og overnatning m.v. for en part eller en rettergangsfuldmægtig, skal afholdes helt eller delvis af det offentlige, hvis parten ikke kan betale omkostningerne uden at lide væsentlige afsavn. §§ 248-249 om det offentliges ret til refusion finder tilsvarende anvendelse.

§ 246. Andre omkostninger ved at føre sagen afholdes af den part, der har iværksat det retsskridt, som omkostningen vedrører.

§ 247. Den part, som taber sagen, har pligt til at erstatte modparten dennes nødvendige eller rimeligt begrundede udgifter ved at føre sagen. Dette gælder dog ikke, hvis retten finder, at der er særlige grunde til at fravige dette udgangspunkt.

Stk. 2. Hvis hver af parterne delvis taber og delvis vinder sagen, skønner retten, om omkostningerne skal fordeles mellem parterne. En part kan dog pålægges at erstatte modparten sagens omkostninger, når modpartens påstand kun i mindre betydelig grad har afveget fra sagens resultat.

Stk. 3. Når en sag hæves, kan retten efter omstændighederne pålægge den ene part helt eller delvis at erstatte modparten dennes sagsomkostninger eller bestemme, at hver part bærer egne omkostninger.

Stk. 4. Når en sag afvises, betragtes den med hensyn til sagsomkostninger som tabt af sagsøgeren.

Stk. 5. Den omstændighed, at enkelte anbringender forkastes, eller enkelte beviser ikke anses at oplyse noget i sagen, medfører ikke i sig selv, at udgifterne hertil skal anses for unødvendige og dermed udelukkes fra erstatning.

Stk. 6. Har sagsøgte, efter at sagen er anlagt, tilbudt sagsøgeren, hvad denne har krav på, skal sagsøgeren erstatte sagsøgte udgifterne ved den efterfølgende del af sagen.

§ 248. Retten kan pålægge den part, der helt eller delvist har tabt sagen, at erstatte det offentlige udgifterne ved bevisførelse afholdt efter §§ 243-245. § 247, stk. 2-5, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Pålæg efter stk. 1 kan kun meddeles, hvis parten kan betale omkostningerne uden at lide væsentlige afsavn.

§ 249. Retten kan pålægge en part, som vinder sagen, at erstatte modparten og det offentlige de omkostninger, som skyldes, at sagen på grund af forhold, der kan bebrejdes den vindende part, har fået et større omfang end nødvendigt. § 248, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 250. Procesfæller hæfter solidarisk for sagsomkostninger. Dog kan retten, når omstændighederne taler for det, pålægge en enkelt eller enkelte af dem at betale visse dele af omkostningerne.

§ 251. Rettens afgørelse om sagsomkostninger og refusion heraf træffes i dommen eller ved særskilt beslutning, selv om der ikke er nedlagt påstand herom. Afgørelsen skal efter anmodning begrundes.

§ 252. En udlænding, der optræder som sagsøger, har efter anmodning fra sagsøgte eller det offentlige pligt til inden en af retten fastsat frist at stille sikkerhed for sagens omkostninger. Sikkerhedsstillelsen fastsættes efter rettens skøn over, hvad den pågældende kan blive pålagt at betale. Der kan ikke kræves sikkerhedsstillelse, hvis danske statsborgere i vedkommende fremmede stat er fritaget for sikkerhedsstillelse i samme situation. Stiller sagsøger ikke den forlangte sikkerhed, afvises sagen.

§ 253. Træffer foged- og skifteretten afgørelse om indsigelser eller modkrav, finder bestemmelserne i dette kapitel tilsvarende anvendelse.

Kapitel 21

Fri proces

§ 254. En person har efter ansøgning ret til fri proces, hvis

1) personen skønnes at have rimelig grund til at føre proces,

2) juridisk bistand må anses for nødvendig for at føre sagen, og

3) personen ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med at antage en juridisk uddannet rettergangsfuldmægtig i sagen.

Stk. 2. Fri proces omfatter alene de omkostninger ved sagen, der ikke er dækket af en retshjælpsforsikring eller en anden form for forsikring.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, hvornår betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 3, er opfyldt. Fastsatte indtægts- og beløbsgrænser reguleres hvert år pr. 1. januar, hvilket bekendtgøres.

Stk. 4. Fri proces i sager ved kredsretterne, Retten i Grønland og Grønlands Landsret meddeles af Rigsombudsmanden i Grønland, jf. dog § 257, stk. 5.

Stk. 5. Fri proces i sager ved Højesteret meddeles af justitsministeren, jf. dog § 257, stk. 5.

§ 255. Justitsministeren kan, når særlige grunde taler for det, efter ansøgning meddele fri proces, selv om betingelserne i § 254, stk. 1, ikke er opfyldt. Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation.

§ 256. Justitsministeren kan fastsætte regler om indholdet af en ansøgning om fri proces og om de oplysninger, som ansøgeren skal meddele. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at der skal anvendes en særlig blanket ved ansøgningen.

§ 257. Fri proces medfører for vedkommende part:

1) Beskikkelse af advokat eller anden jurist til at udføre sagen mod vederlag af det offentlige, jf. § 261.

2) Godtgørelse fra det offentlige for udgifter, som med føje er afholdt til foranstaltninger, der er iværksat af hensyn til sagens behandling eller oplysning.

3) Fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger.

4) Fritagelse for retsafgifter.

Stk. 2. Udgifter til transport og overnatning m.v. dækkes kun i det omfang, disse er godkendt af retten som nødvendige.

Stk. 3. Fri proces kan begrænses til kun at omfatte visse af de begunstigelser, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 4. Virkningerne af fri proces omfatter hele sagen i den pågældende instans, herunder den procedure, der er nødvendig for at få genoptaget sagen ved samme ret, samt fuldbyrdelse af afgørelsen. Virkningerne omfatter også de foranstaltninger, som af hensyn til forberedelsen af sagsanlægget med føje er foretaget inden meddelelse af fri proces.

Stk. 5. Virkningerne af fri proces omfatter også behandling af sagen i 2. eller 3. instans, hvis sagen er indbragt for højere ret af modparten, og den part, der har fri proces, helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans.

Stk. 6. Virkningerne af fri proces ophører ikke ved en parts død.

Stk. 7. Bevillingen kan tilbagekaldes, når de forudsætninger, under hvilke den er meddelt, viser sig ikke at være til stede eller at være bortfaldet. Når bevillingen tilbagekaldes, ophører virkningerne af fri proces.

§ 258. Modparten skal betale sagsomkostninger, som om parten ikke havde fri proces. Beløbet tilfalder det offentlige. Har den part, der har fri proces, selv afholdt udgifter i anledning af sagen, fordeler retten beløbet mellem det offentlige og parten.

§ 259. Retten kan pålægge en part, der har fri proces, helt eller delvis at erstatte det offentlige udgifterne ved den fri proces i det omfang, udgifterne ikke pålægges modparten, når partens forhold og omstændigheder i øvrigt taler for det.

§ 260. Beskikkelse af rettergangsfuldmægtig foretages af den ret, hvor sagen anlægges. I ankesager foretages beskikkelsen af den overordnede ret.

Stk. 2. Som rettergangsfuldmægtig beskikkes en advokat, der er antaget af retten efter § 83. Advokater, der ikke er antaget af retten, og jurister, der ikke er advokater, kan dog også beskikkes, hvis det findes forsvarligt, og den pågældende er villig til at lade sig beskikke.

Stk. 3. Anmoder parten om beskikkelse af en bestemt advokat eller jurist, kan retten betinge beskikkelsen af, at den pågældende helt eller delvis frafalder krav mod det offentlige for godtgørelse af udgifter til transport og overnatning m.v.

§ 261. Den beskikkede rettergangsfuldmægtig har krav på et passende salær samt godtgørelse for udlæg.

Stk. 2. Salær og godtgørelse fastsættes af den ret, som har beskikket rettergangsfuldmægtigen. Fastsættelse sker ved særskilt beslutning samtidig med sagens eller retshandlingens afslutning.

Stk. 3. Den beskikkede rettergangsfuldmægtig må ikke modtage salær eller godtgørelse ud over de beløb, der er fastsat af retten. Der kan dog træffes aftale mellem parten og rettergangsfuldmægtigen om, at parten skal betale udgifter til transport og overnatning m.v., der ikke dækkes af det offentlige.

§ 262. Ansøgning om fri proces i forbindelse med sagsanlæg ved danske domstole kan af personer med bopæl i Grønland indgives til Rigsombudsmanden i Grønland. Rigsombudsmanden videresender ansøgningen til den myndighed, som efter den danske retsplejelov har kompetence til at meddele fri proces i sagen.

Kapitel 22

Behandling af inkassosager

§ 263. Reglerne i dette kapitel anvendes på retssager om pengekrav, hvor sagsøger med henblik på tvangsfuldbyrdelse i stævningen angiver, at det ikke forventes, at sagsøgte har indsigelser mod kravet eller vil gøre modkrav gældende. Hvor ikke andet følger af disse bestemmelser, anvendes de almindelige regler om behandling af civile sager, herunder om tvangsfuldbyrdelse.

§ 264. Sag anlægges ved indlevering af stævning til en kredsret, hvor sagsøgte har værneting efter §§ 203, 204 eller 208, stk. 1 og 2.

§ 265. Stævningen forkyndes for sagsøgte. Samtidig med forkyndelsen skal der udleveres en svarskriftblanket og en vejledning om, hvad sagsøgte inden for en angiven frist skal foretage sig for at varetage sine interesser i sagen.

Stk. 2. Ved forkyndelsen tilsiges sagsøgte til at møde, i almindelighed personligt, i fogedretten, jf. § 604, stk. 3, og det pålægges sagsøgte at indlevere et svarskrift inden en af retten fastsat frist.

Stk. 3. Kan en fogedforretning afvises efter § 603, indkaldes sagsøgte ikke til at møde i fogedretten efter stk. 2, 1. pkt., ligesom fuldbyrdelse ikke sker efter § 266, stk. 2.

§ 266. Indleverer sagsøgte ikke inden fristens udløb svarskrift til retten, afsiger retten udeblivelsesdom i overensstemmelse med sagsøgerens påstand, i det omfang denne findes begrundet ved det, det der er anført i stævningen. Skønnes sagsøgte ude af stand til på fyldestgørende måde at formulere sig skriftligt i sagen, indkaldes sagsøgte til et mundtligt forberedende møde. § 230 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Afsiger retten udeblivelsesdom efter stk. 1 eller erkendelsesdom efter det i stk. 1, 2. pkt., nævnte mundtlige forberedende møde, sender retten en udskrift af dommen til parterne. Sagsøgers krav tvangsfuldbyrdes uden særskilt anmodning herom. Dommen kan fuldbyrdes straks, medmindre andet er bestemt i dommen.

Stk. 3. Afsiges ikke udeblivelses- eller erkendelsesdom, sker den videre behandling af sagen ved retten efter de almindelige regler om behandling af civile sager, og sagsøgtes mødepligt efter § 265, stk. 2, bortfalder.

§ 267. Ved fastlæggelse af rækkefølgen mellem flere udlæg efter § 614, stk. 3-6, sidestilles stævning, som fører til dom efter § 266, med en anmodning om tvangsfuldbyrdelse.

AFSNIT IV

SÆRLIGE CIVILE SAGERS BEHANDLING

Kapitel 23

Almindelige bestemmelser

§ 268. For behandlingen af de sager, der er omfattet af dette afsnit, gælder bestemmelserne om behandlingen af civile sager med de ændringer, der følger af reglerne i dette afsnit og sagernes forskellighed.

Kapitel 24

Skiftesager

§ 269. Skifte af konkursbo kan efter dommeren ved Retten i Grønlands bestemmelse henvises til behandling ved en dansk skifteret, hvis hensynet til sagens behandling taler for det. Inden oversendelsen registreres de af skyldnerens ejendele, der befinder sig i Grønland.

Stk. 2. Skifte af dødsbo kan, når hensynet til sagens behandling taler for det, efter dommeren ved Retten i Grønlands bestemmelse henvises til behandling ved en skifteret i Danmark. Inden oversendelsen registreres de af afdødes ejendele, der befinder sig i Grønland.

Stk. 3. Skifte mellem ægtefæller kan efter dommeren ved Retten i Grønlands bestemmelse henvises til behandling ved en dansk skifteret, hvis parterne ønsker det, eller hensynet til sagens behandling taler for det. Inden oversendelsen registreres de af ægtefællernes ejendele, der befinder sig i Grønland.

§ 270. Bevisførelse for skifteretten sker efter de regler, der gælder for behandling af civile sager.

Stk. 2. Skifteretten kan pålægge en lodtager i boet at møde op og afgive forklaring om spørgsmål af betydning for bobehandlingen. Reglerne om vidner finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 25

Sager om umyndiggørelse og lavværgemål

§ 271. Sager om umyndiggørelse og lavværgemål eller om ophævelse af disse behandles som civile sager. Anmodning kan fremsættes af den pågældende selv, af politimesteren samt af pågældendes ægtefælle eller samlever, slægtning i op- eller nedstigende linje eller første sidelinje.

Stk. 2. Stævning udarbejdes af kredsdommeren og forkyndes for den pågældende.

Stk. 3. Kredsdommeren beskikker en rettergangsfuldmægtig til at varetage indstævntes interesser under sagen. Rettergangsfuldmægtigen må ikke vælges blandt de i stk. 1 nævnte pårørende. Indstævnte tilsiges til retsmødet medmindre denne befinder sig i en sådan tilstand, at denne ikke vil være i stand til at forstå betydningen af spørgsmålet om umyndiggørelse.

Stk. 4. Afgørelse om umyndiggørelse eller lavværgemål træffes ved dom. Sagsomkostninger, herunder vederlag til en rettergangsfuldmægtig, betales af det offentlige. Når der er truffet afgørelse om umyndiggørelse eller om lavværgemål, beskikker kredsdommeren en værge eller en lavværge for den pågældende.

Kapitel 26

Sager om faderskab og fastsættelse af bidrag til børn

§ 272. Sagen kan anlægges her i riget, hvis

1) sagsøgte har bopæl eller ophold her, eller sagsøgtes dødsbo behandles her eller har været behandlet her, eller

2) moderen eller barnet har bopæl her.

Stk. 2. Stk. 1 kan fraviges ved overenskomst med fremmed stat.

§ 273. Sagen anlægges ved moderens hjemting.

Stk. 2. Har moderen ikke hjemting her i riget, anlægges sagen ved sagsøgtes hjemting.

Stk. 3. Kan intet andet værneting påvises, anlægges sagen ved barnets hjemting eller efter justitsministerens bestemmelse ved en anden ret.

Stk. 4. Såfremt en af parterne forlader retskredsen, før nogen af parterne har afgivet forklaring, kan sagen henvises til videre behandling ved den ret, der da ville være rette værneting. I øvrigt kan dommeren ved Retten i Grønland henvise sagen til behandling ved en anden ret, hvis dette må antages at forenkle eller fremskynde sagens behandling.

§ 274. Anerkendelse af faderskab kan ske enten i en skriftlig erklæring, som skal være afgivet ved personligt møde for politiet eller mundtligt ved personligt møde for kredsdommeren. I begge tilfælde noterer kredsdommeren anerkendelsen i retsbogen.

Stk. 2. I andre tilfælde behandles sagen som almindelig retssag.

§ 275. Kredsdommeren udarbejder stævning i sagen, fastlægger tid og sted for retsmødet og sørger for, at stævningen forkyndes for den eller de mulige fædre til barnet. Stævning kan undlades, når den pågældende møder i retten efter indkaldelse fra denne.

Stk. 2. Hvis der er særlig anledning til det, kan retten beskikke en rettergangsfuldmægtig for moderen eller sagsøgte.

§ 276. Parter og vidner har pligt til at møde og udtale sig om alle punkter af betydning for sagen. Reglerne om tvangsmidler over for vidner finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Parterne har pligt til at underkaste sig de undersøgelser, som efter rettens skøn er af betydning for sagens oplysning.

§ 277. I faderskabssager foregår retsmøderne for lukkede døre.

§ 278. Den ret, der sidst har afsagt dom i sagen, kan genoptage sagen til fornyet behandling, hvis en af parterne sandsynliggør, at dommen bygger på urigtige forudsætninger, og at nye oplysninger vil føre til en ændret afgørelse.

Stk. 2. Reglen finder tilsvarende anvendelse på den, som har anerkendt faderskabet.

Stk. 3. Anmodning om genoptagelse må af faderen eller en bidragspligtig fremsættes for retten senest 1 år, efter at han er blevet bekendt med de omstændigheder, som anmodningen støttes på, og senest 5 år efter barnets fødsel.

Stk. 4. Anke af en ellers upåankelig afgørelse eller genoptagelse efter udløbet af de i stk. 3 nævnte frister kan tillades af landsdommeren ved Grønlands Landsret, når særlige omstændigheder taler for det, og det må antages, at en fornyet behandling af sagen ikke vil medføre væsentlige ulemper for barnet.

§ 279. Bidrag til et barn fastsættes af retten, når det sker i forbindelse med dom til separation eller skilsmisse eller i forbindelse med bestemmelse om, hvem der skal have forældremyndigheden over børnene ved ophævelse af samlivet. I andre tilfælde fastsættes bidrag til et barn af kredsdommeren.

Stk. 2. Kredsdommeren kan til enhver tid ændre et bidrag efter anmodning fra den bidragsberettigede eller den bidragspligtige.

Kapitel 27

Sager om ægteskab eller forældremyndighed

§ 280. Efter reglerne i dette afsnit behandles

1) sager om separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab,

2) sager om ophør af fælles forældremyndighed,

3) sager om overførelse af forældremyndigheden fra moderen til faderen alene i tilfælde, hvor forældrene ikke har fælles forældremyndighed,

4) sager om afgørelser om forældremyndighed ved en indehavers død,

5) sager om ændring af aftale eller afgørelse om forældremyndighed,

6) sager om samværsret for den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden,

7) sager mellem ægtefæller om ændring eller anfægtelse af vilkår for separation, skilsmisse eller omstødelse eller anfægtelse af aftaler om fordeling af formuen, der er indgået med henblik på separation, skilsmisse eller omstødelse,

8) sager mellem ægtefæller til afgørelse af, om separation består eller er bortfaldet, og

9) sager til afgørelse af, om parterne er eller ikke er ægtefæller.

§ 281. Anlægger justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, eller ægtefællen i et tidligere ægteskab sag om omstødelse af et ægteskab, skal sagen anlægges mod begge ægtefæller. Sagen anlægges ved en ret, hvor en af ægtefællerne kan sagsøges efter § 284.

§ 282. Parterne kan optræde på egen hånd, selv om de er umyndige eller under lavværgemål. Er en part umyndiggjort på grund af sindssygdom eller mental retardering, optræder værgen dog på partens vegne. Værgen kan kun anlægge sag med kredsrettens samtykke.

§ 283. Det afgøres efter § 448 c i den danske retsplejelov, om en sag om ægteskab kan anlægges her i riget (Danmark og Grønland).

Stk. 2. Det afgøres efter § 448 f i den danske retsplejelov, om en sag om forældremyndighed kan anlægges her i riget (Danmark og Grønland).

§ 284. Sag anlægges ved sagsøgtes hjemting.

Stk. 2. Har sagsøgte ikke hjemting her i riget, anlægges sagen ved sagsøgerens hjemting.

Stk. 3. Har ingen af parterne hjemting her i riget, anlægges sagen ved den ret, som justitsministeren bestemmer.

§ 285. Afgørelse om ægtefællebidrag træffes i dommen i forbindelse med ægteskabssagen.

Stk. 2. Hvis ægtefællerne udskyder spørgsmålet om størrelsen af bidraget til senere afgørelse, og hvis der senere skal træffes afgørelse om ændring af bidragets størrelse, sker dette ved beslutning truffet af kredsdommeren.

§ 286. Omstændigheder, som er eller kunne være gjort gældende i en tidligere sag om ægteskab eller forældremyndighed, der er pådømt i realiteten, kan ikke benyttes som grundlag for at anlægge en ny sag.

§ 287. Retten kan bestemme, at en eller begge parter ikke må overvære den samtale med et barn, der skal finde sted efter myndighedslovens § 25. Inden sagen afgøres, skal parterne gøres bekendt med indholdet af samtalen, medmindre dette vil stride mod de hensyn, der har ført til udelukkelsen.

§ 288. Retsmøderne foregår for lukkede døre. Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af bestemmelsen kan medføre foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland.

§ 289. Ankefristen er 8 uger fra domsafsigelsen. Hvis en af parterne ikke har været til stede ved domsafsigelsen, kan fristen forlænges indtil 16 uger. Det gælder dog kun, hvis retten skønner, at naturhindringer kan forsinke forkyndelse af dommen eller iværksættelse af anken.

Stk. 2. Der kan ikke gives tilladelse til efter ankefristens udløb at anke en dom, der går ud på separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab, eller hvorved et ægteskab er kendt ikke bestående. Tilladelse kan dog meddeles til særskilt anke af vilkår, jf. stk. 3.

Stk. 3. Domme, der går ud på separation, skilsmisse eller omstødelse af et ægteskab, kan ankes særskilt for så vidt angår vilkårene eller enkelte af disse. Angår anken kun vilkårene, kan den ret, hvortil anke er sket, kun ændre dommens bestemmelse om separation, skilsmisse eller omstødelse, hvis anke herom er iværksat inden ankefristens udløb.

§ 290. Sag om ægteskab eller forældremyndighed kan ikke anlægges efter en parts død.

Stk. 2. Dør en af parterne, inden dommen afsiges, hæves sagen.

§ 291. Afvises en sag, der er anlagt inden udløbet af en frist for sagsanlæg, som er fastsat i lov om ægteskabets indgåelse eller opløsning, kan sagsøgeren, selv om fristen i mellemtiden er udløbet, anlægge sagen på ny indtil 1 måned efter det retsmøde, hvori sagen blev afvist.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis bevilling til separation eller skilsmisse nægtes, og sagen herefter indbringes for domstolene. Fristen for sagens indbringelse for domstolene regnes fra det tidspunkt, nægtelsen er meddelt den pågældende.

Kapitel 28

Prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse

§ 292. Den, der af en administrativ myndighed berøves sin frihed, eller den, der handler på den pågældendes vegne, kan kræve spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed eller om opretholdelsen af en tidligere iværksat frihedsberøvelse indbragt for retten til afgørelse. Dette gælder dog ikke frihedsberøvelse inden for kriminalretsplejen eller i henhold til lovgivningen om udlændinge.

Stk. 2. Det påhviler den myndighed, der beslutter frihedsberøvelsen, uden ophold og senest ved frihedsberøvelsens iværksættelse at vejlede om adgangen til at få sagen indbragt for retten.

Stk. 3. Fremsættes der anmodning om domstolsprøvelse, skal den myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, snarest og så vidt muligt senest 7 dage, efter at anmodningen er fremsat, forelægge sagen for kredsretten på det sted, hvor den pågældende opholder sig.

Stk. 4. Anmodning om domstolsprøvelse hindrer ikke iværksættelse eller opretholdelse af frihedsberøvelsen, medmindre retten bestemmer det.

Stk. 5. Er lovligheden af frihedsberøvelsen stadfæstet ved dom, kan retten afvise en anmodning om ny domstolsprøvelse, indtil der er forløbet 1 år, medmindre der i dommen er fastsat en kortere frist.

Stk. 6. Krav om erstatning fra det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse skal efter anmodning afgøres under sagen om frihedsberøvelsens lovlighed. Retten kan dog udskyde erstatningsspørgsmålet til senere behandling.

§ 293. Som sagens parter anses den frihedsberøvede, den, der handler på dennes vegne, og den myndighed, der har truffet afgørelse om frihedsberøvelse.

Stk. 2. Kredsdommeren skal beskikke en rettergangsfuldmægtig til at varetage den frihedsberøvedes interesser, medmindre den frihedsberøvede ikke ønsker det.

Stk. 3. Er frihedsberøvelsen iværksat, skal den frihedsberøvede bringes til stede i retten, hvis retten ønsker det. Fremsætter den frihedsberøvede selv ønske om at komme til stede, bør den pågældende i almindelighed bringes til stede, medmindre retten skønner, at dennes tilstand er til hinder for det, eller at det vil være forbundet med sådanne vanskeligheder, at det vil medføre en væsentlig udsættelse af sagen. I sådanne tilfælde kan det i dommen bestemmes, at sagen skal behandles på ny, når det bliver muligt at bringe den frihedsberøvede til stede.

Stk. 4. Efter at parterne har haft lejlighed til at udtale sig, og bevisførelsen er sluttet, afgør retten ved dom, om afgørelsen om frihedsberøvelsen skal stadfæstes eller ophæves.

Kapitel 29

Prøvelse af adoption uden samtykke

§ 294. Reglerne i dette kapitel anvendes i sager, som indbringes for retten efter adoptionslovens § 11.

§ 295. Sagen indbringes for retten på det sted, hvor den, der har anmodet om domstolsprøvelse af afgørelsen (klageren), har hjemting. Har klageren ikke hjemting her i riget, indbringes sagen for retten på det sted, hvor barnet har hjemting. Har hverken klageren eller barnet hjemting her i riget, indbringes sagen for den ret, som justitsministeren bestemmer.

Stk. 2. Sagen skal indbringes for retten senest 3 uger, efter at Rigsombudsmanden har modtaget anmodning om domstolsprøvelse. Rigsombudsmanden sender sagens akter til retten med oplysning om den beslutning, der forlanges prøvet, samt en kort redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes, og for de beviser, der kan have betydning for sagens afgørelse.

Stk. 3. Er anmodning om domstolsprøvelse modtaget efter udløbet af den i adoptionslovens § 11, stk. 1, nævnte frist, afviser retten sagen, medmindre overskridelsen er undskyldelig, eller særlige grunde i øvrigt taler for at behandle sagen. Afgørelsen træffes af kredsdommeren ved en beslutning, der skal begrundes. Der kan ikke gives tilladelse til at indbringe landsrettens afgørelse for Højesteret.

§ 296. Rigsombudsmanden og klageren anses som parter i sagen. Klageren optræder på egen hånd, selv om denne er umyndig eller under lavværgemål.

Stk. 2. Kredsdommeren beskikker en rettergangsfuldmægtig for klageren, medmindre denne ikke ønsker det.

Stk. 3. Kredsdommeren kan beskikke en værge for barnet, der i så fald indtræder som part i sagen.

§ 297. Når særlige omstændigheder taler for det, kan kredsdommeren bestemme, at klageren og eventuelt også rettergangsfuldmægtigen ikke må overvære bevisførelsen eller en del af denne. Klageren skal, inden sagen afgøres, gøres bekendt med indholdet af bevisførelsen, medmindre det vil stride mod de hensyn, der har ført til udelukkelsen.

§ 298. Retsmøderne foregår for lukkede døre.

Stk. 2. Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de personer, der er nævnt under sagen. Overtrædelse kan medføre foranstaltninger efter kriminalloven.

Stk. 3. Kender forældrene eller værgen ikke den, der søger adoption, må den adoptionssøgendes og vidners navne ikke gengives i udskrifter af retsbogen eller rettens afgørelser.

§ 299. Der kan ikke meddeles tilladelse til anke efter ankefristens udløb.

AFSNIT V

KRIMINALSAGERS BEHANDLING

Kapitel 30

Almindelige bestemmelser

Kriminalretsplejens område m.v.

§ 300. Kriminalsager behandles efter reglerne i dette afsnit, medmindre andet er særligt bestemt ved lov.

§ 301. Efter reglerne i dette afsnit behandles endvidere sager, hvor dette er særligt bestemt ved lov, landstingslov eller landstingsforordning, samt sager, hvor der nedlægges påstand om

1) særlige følger, der til fyldestgørelse for det offentlige er fastsat for overtrædelser af visse love, herunder bygningslovgivningen og skattelovgivningen,

2) ophævelse af en forening, eller

3) tab af arveret.

§ 302. Kriminalsager, som er undergivet privat påtale, behandles efter reglerne om civile sagers behandling.

Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte sager tilkommer retten til påtale den forurettede i sagen. Er denne umyndig finder reglerne om umyndiges processuelle stilling tilsvarende anvendelse. Når den forurettede er død, eller når en handling rettet mod en afdød er kriminel, tilkommer retten til privat påtale den afdødes ægtefælle, samlever, forældre, børn eller søskende.

Stk. 3. Den, der efter stk. 2 er påtaleberettiget, kan give afkald på denne ret. Dette gælder også, selv om sag herom er anlagt.

Værneting

§ 303. En kriminalsag kan indbringes for retten på det sted, hvor handlingen er begået.

Stk. 2. Består forbrydelsen af flere handlinger, eller foreligger der flere forbrydelser, som er foretaget i forskellige retskredse, kan sagen indbringes for retten på hvilket som helst af disse steder.

Stk. 3. Begås lovovertrædelsen uden for grønlandsk søterritorium ombord på et skib, kan sagen indbringes for retten på det sted, hvor skibet ved sin hjemkomst til Grønland først ankommer.

§ 304. Kriminalsager kan endvidere indbringes for retten på det sted, hvor sigtede bor eller opholder sig.

§ 305. Retten kan træffe afgørelse om, at en kriminalsag skal overflyttes til en anden ret, som efter §§ 303-304 er lovligt værneting, når det på grund af vidners bopæl eller af andre grunde skønnes hensigtsmæssigt.

Stk. 2. Når særlige grunde taler for det, kan Retten i Grønland bestemme, at sagen skal behandles ved en ret, der ikke er værneting efter de foranstående regler.

Stk. 3. Beslutning om overflytning efter stk. 1 træffes af den ret, ved hvilken forfølgningen er begyndt.

Stk. 4. Rettens afgørelser efter stk. 1 og 2 træffes ved beslutning, der skal begrundes.

§ 306. En sag kan anlægges eller henvises til forfølgning i Danmark efter kriminallovens § 7.

§ 307. Ved valget af værneting bør der navnlig tages hensyn til, hvor sagen bedst vil kunne opklares, og ved hvilken ret bevisførelsen, herunder navnlig afhøring af vidner, lettest vil kunne ske.

§ 308. §§ 303-307 finder med de ændringer, der følger af forholdenes forskellighed, tilsvarende anvendelse med hensyn til de i § 301 nævnte sager.

Sammenlægning og adskillelse af kriminalsager

§ 309. Skal forfølgning samtidig finde sted mod den samme sigtede for flere forbrydelser eller mod flere sigtede som medvirkende til én forbrydelse, skal dette ske under én sag, medmindre en samlet forfølgning skønnes uhensigtsmæssig.

§ 310. Retten kan efter anmodning eller af egen drift bestemme, at sager, der er sammenlagt efter § 309, skal adskilles.

Kapitel 31

Påtalen

§ 311. Retten til påtale af kriminalsager, der ikke i medfør af særlig hjemmel i lovgivningen er undergivet privat påtale, tilkommer politiet som anklagemyndighed.

Påtaleopgivelse

§ 312. Påtale i en sag kan helt eller delvis opgives, hvis

1) sigtelsen har vist sig grundløs,

2) videre forfølgning i øvrigt ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig, eller

3) sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den foranstaltning, som i givet fald kan forventes idømt.

Tiltalefrafald

§ 313. Tiltale i en sag kan helt eller delvis frafaldes, hvis

1) det på grund af det udviste forholds ringe betydning findes rimeligt at undlade tiltale,

2) kriminallovens §§ 6 eller 124 er anvendelig og ingen eller kun en ubetydelig foranstaltning kan ventes idømt,

3) sigtede var under 18 år på gerningstidspunktet, og tiltalefrafald ikke står i misforhold til gerningen og sagens omstændigheder i øvrigt,

4) sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den foranstaltning, som i givet fald kan forventes idømt, eller

5) dette følger af bestemmelser fastsat af rigsadvokaten eller justitsministeren.

Stk. 2. I andre tilfælde kan tiltale kun frafaldes, hvis der foreligger særligt formildende omstændigheder eller andre særlige forhold, og tiltale ikke kan anses for påkrævet af almene hensyn.

Stk. 3. Politiet kan frafalde tiltale efter stk. 1, mens tiltalefrafald efter stk. 2 besluttes af rigsadvokaten.

Underretning og omgørelse

§ 314. Ved påtaleopgivelse eller tiltalefrafald underrettes den sigtede og andre med rimelig interesse heri om afgørelsen.

Stk. 2. En afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i § 65.

Stk. 3. Ved tiltalefrafald i medfør af § 313, stk. 1, nr. 1-3 og 5, og stk. 2, kan sigtede endvidere anmode om at få sagen indbragt for retten. Anmodningen skal senest 4 uger, efter at der er givet meddelelse om afgørelsen, indgives til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen, og som herefter foranlediger sagen fremmet i overensstemmelse med kapitel 38 og 39. Samtidig afsluttes en eventuel klagesag efter stk. 2.

§ 315. En beslutning om at rejse tiltale eller en beslutning efter §§ 312-313 kan omgøres af rigsadvokaten eller justitsministeren. I tilfælde af påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, kan omgørelse dog kun finde sted, hvis der forkyndes en meddelelse herom for sigtede senest 3 måneder, efter at påtaleopgivelsen eller tiltalefrafaldet er blevet meddelt vedkommende, medmindre sigtedes forhold har hindret rettidig forkyndelse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om påtaleopgivelse, tiltalefrafald og tiltalerejsning, herunder om pligt til at forelægge sådanne sager for rigsadvokaten eller justitsministeren.

Offentlig forfølgning af private kriminalsager

§ 316. Hvis en handling, der indeholder en lovovertrædelse, som er undergivet privat påtale, også indeholder en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, kan politiet efter anmodning fra den private påtaleberettigede forfølge begge lovovertrædelser under ét.

Stk. 2. Den private part kan i det i stk. 1 nævnte tilfælde på ethvert trin af sagen standse den forfølgning, der er indledt efter anmodning fra den pågældende.

§ 317. Offentlig påtale af en lovovertrædelse, der er undergivet privat forfølgning, kan ske, hvis almene hensyn kræver det. Dette gælder dog ikke, hvis der er afsagt dom i en privat kriminalsag om overtrædelsen.

Stk. 2. Når offentlig forfølgning er indledt efter stk. 1, ophører den privates ret til at påtale. Standser politiet den begyndte forfølgning, kan den private påtale eller fortsætte sin påtale.

Efterfølgende opgivelse af forfølgning

§ 318. Forfølgning af en kriminalsag kan opgives, så længe der ikke er afsagt dom i sagen. Opgives forfølgning, efter at hovedforhandling er begyndt, afsiger retten frifindelsesdom. I andre tilfælde udsteder retten efter anmodning skriftlig erklæring om, at en begyndt forfølgning er opgivet.

Konfliktmægling

§ 319. Justitsministeren kan efter drøftelse med Grønlands Hjemmestyre iværksætte en forsøgsordning med konfliktmægling.

Kapitel 32

Sigtede og dennes forsvar

Retten til en forsvarer

§ 320. Den, der sigtes for en forbrydelse, er berettiget til selv at vælge en mødeberettiget forsvarer eller til at få en sådan beskikket af retten efter nedenstående regler.

Stk. 2. Politiet skal vejlede sigtede om muligheden for at få en forsvarer beskikket af retten. Det skal fremgå af politirapporten, at sigtede har modtaget korrekt vejledning. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om politiets vejledning af sigtede.

Stk. 3. Anmoder sigtede om det, eller giver sagen i øvrigt anledning til det, indbringer politiet spørgsmålet om beskikkelse af forsvarer for retten. Det samme gælder, hvis der i øvrigt er tvivl om, hvorvidt sigtede har det nødvendige forsvar.

Stk. 4. Retten underretter politiet og sigtede om beskikkelse af forsvarer og om afslag herpå.

Stk. 5. Retten afviser af egen drift at beskikke personer, der ikke har møderet som forsvarer.

Beskikkelse af forsvarer

§ 321. Retten skal beskikke en forsvarer for sigtede, hvis sigtede ikke selv har antaget en mødeberettiget forsvarer, som giver møde i sagen, og

1) der fremsættes anmodning om tilbageholdelse eller forholdsregler, der træder i stedet herfor, eller om opretholdelse af anholdelsen,

2) tiltale er rejst i en sag, hvor det, hvis tiltalte findes skyldig, må forventes, at der vil blive tale om en mere indgribende retsfølge end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning,

3) der, før tiltale er rejst, skal foretages bevisførelse til brug under hovedforhandlingen, medmindre tilkaldelse af en forsvarer betyder en udsættelse af retsmødet, som kan medføre, at beviset går tabt.

Stk. 2. Ud over de i stk. 1 nævnte tilfælde kan retten, både før og efter at tiltale er rejst, beskikke en forsvarer for sigtede, hvis det efter sagens karakter, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt må anses for ønskeligt.

Stk. 3. Finder retten efter stk. 1 og 2 ikke grundlag for at beskikke en forsvarer i sagen, kan afgørelsen indbringes for højere ret af sigtede og politiet.

§ 322. Ved kredsretterne beskikkes en autoriseret forsvarer.

Stk. 2. I sager af ganske særlig alvorlig karakter beskikker retten en advokat som forsvarer, hvis hensynet til forsvaret gør det påkrævet.

Stk. 3. Rettens afgørelser efter stk. 2 kan indbringes for højere ret af sigtede, dennes forsvarer, en efter § 327 beskikket udenretlig rådgiver og politiet.

§ 323. Ved Retten i Grønland og Grønlands Landsret beskikkes en advokat eller en autoriseret forsvarer, der har bestået juridisk kandidateksamen, som forsvarer.

Stk. 2. I sager, hvor hensynet til forsvaret ikke taler imod det, kan der beskikkes en autoriseret forsvarer, der ikke har bestået juridisk kandidateksamen.

Stk. 3. Rettens beskikkelse af en forsvarer, der ikke har bestået juridisk kandidateksamen, kan indbringes for højere ret af sigtede, dennes forsvarer og en efter § 327 beskikket udenretlig rådgiver.

§ 324. Ønsker sigtede en bestemt person beskikket som forsvarer, bør anmodningen så vidt muligt imødekommes.

Stk. 2. Beskikkelse af en bestemt person kan betinges af, at den pågældende helt eller delvist frafalder krav mod det offentlige for den del af vederlaget, som overstiger udgifterne til en af retten udpeget forsvarer, herunder udgifter til transport og overnatning m.v.

Udelukkelse af en forsvarer

§ 325. Retten kan nægte at beskikke en bestemt forsvarer eller på et hvilket som helst tidspunkt under sagen beslutte at tilbagekalde beskikkelsen, hvis forsvarerens medvirken ud fra retsplejemæssige hensyn til sagens korrekte behandling ikke kan anses som forsvarlig, eller der er påviselig risiko for, at den pågældende vil hindre eller modvirke sagens oplysning.

Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 kan indbringes for Den Særlige Klageret, jf. § 1 a i den danske retsplejelov, senest 2 uger, efter at afgørelsen er meddelt. Sagen behandles efter reglerne om kære med de ændringer, der følger af forholdenes forskellighed. Klagerettens afgørelse kan ikke appelleres.

§ 326. Retten kan afvise en forsvarer, som sigtede selv har valgt, hvis den pågældende ikke opfylder betingelserne for at blive beskikket som forsvarer i en sag, der er omfattet af § 322, stk. 2. Det samme gælder for en valgt forsvarer, der efter bestemmelsen i § 323 ikke ville kunne beskikkes i sagen.

Stk. 2. Retten kan på ethvert tidspunkt under sagen afvise en valgt forsvarer, hvis betingelserne for at nægte eller tilbagekalde en beskikkelse efter § 325, stk. 1, er opfyldt. Bestemmelsen i § 325, stk. 2, finder herved tilsvarende anvendelse.

Beskikkelse af udenretlig rådgiver

§ 327. Udenretlig rådgiver for en forsvarer, der ikke har bestået juridisk kandidateksamen, kan beskikkes i sager, hvor hensynet til forsvaret som følge af sagens alvor taler for det. Som udenretlig rådgiver beskikkes en advokat eller en autoriseret forsvarer, som har bestået juridisk kandidateksamen.

Stk. 2. Har en advokat kontor i den retskreds, hvor sagen skal behandles, kan der i de i stk. 1 nævnte tilfælde i stedet beskikkes en sådan advokat som forsvarer i sagen.

Stk. 3. Rettens afgørelse efter stk. 1 kan indbringes for højere ret af sigtede, dennes forsvarer og politiet.

Stk. 4. § 325 finder tilsvarende anvendelse på udenretlige rådgivere.

Beskikkelse af stedlig medhjælper

§ 328. En stedlig medhjælper for forsvareren kan beskikkes i tilfælde, hvor forsvarets funktioner uden for hovedforhandlingen skal udøves på et sted, hvor forsvareren ikke befinder sig. Som stedlig medhjælper beskikkes en person med møderet som forsvarer.

Stk. 2. § 325 finder tilsvarende anvendelse på stedlige medhjælpere.

Inhabilitet

§ 329. Ingen må handle som forsvarer i en sag, hvor denne

1) selv er forurettet ved forbrydelsen,

2) står i et sådant forhold til den forurettede, som ville udelukke en dommer fra at handle i sagen,

3) er indkaldt til at afgive forklaring som vidne, syns- eller skønsmand i sagen,

4) har handlet i sagen som anklager eller rettergangsfuldmægtig for den forurettede eller som politiembedsmand eller som dommer eller domsmand,

5) i en anden kriminalsag har været forsvarer for en sigtet, hvis interesser er i modstrid med den nu sigtedes,

6) er gift eller samlevende med eller beslægtet eller besvogret i op- eller nedstigende linje eller beslægtet i sidelinjen så nær som søskende med anklageren eller de i sagen forurettede.

Stk. 2. Er flere personer sigtet i samme sag, kan de kun have en fælles forsvarer, hvis de sigtedes interesser under sagen ikke er modstridende.

Stk. 3. Rettens afgørelser om de i stk. 1 nævnte personers habilitet kan af sigtede, den pågældende person og politiet indbringes for højere ret.

Misbrug af stillingen som forsvarer m.v.

§ 330. En person, der som forsvarer misbruger sin stilling til at modarbejde sagens oplysning, eller som tilsidesætter sine pligter som forsvarer, kan idømmes foranstaltninger efter kriminallovens kap. 11.

Vederlag for forsvareren m.v.

§ 331. En beskikket forsvarer, en beskikket udenretlig rådgiver for forsvareren og en beskikket stedlig medhjælper for forsvareren har krav på et passende salær samt godtgørelse for udlæg. Vederlaget fastsættes af retten ved sagens afslutning.

Stk. 2. Udgifter til transport og overnatning m.v. afholdes kun i medfør af beskikkelsen i det omfang, udgifterne er godkendt af retten som nødvendige.

Stk. 3. Udgifterne til forsvaret afholdes af det offentlige efter § 480.

Stk. 4. De i stk. 1 nævnte personer må ikke modtage salær eller godtgørelse ud over de beløb, der er fastsat af retten. Er krav mod det offentlige på udgifter til transport og overnatning m.v. helt eller delvist frafaldet efter § 324, stk. 2, kan der dog træffes aftale mellem sigtede og forsvareren om, at sigtede skal betale sådanne udgifter, der ikke dækkes af det offentlige.

§ 332. Vederlag til en valgt forsvarer er det offentlige uvedkommende.

Stk. 2. Når det efter omstændighederne findes rimeligt, at sigtede selv har valgt en forsvarer, kan retten tilkende denne et beløb, som ikke kan overstige, hvad der ville være tilkendt en forsvarer, som var beskikket af retten. Beløbet afholdes af det offentlige efter § 480.

Kapitel 33

Forurettedes stilling

Bistand til forurettede

§ 333. I sager om overtrædelse af kriminallovens § 37 med hensyn til vold eller trussel herom eller §§ 74, 77-81, 84, stk. 1, 86, stk. 1, jf. 12, 88-89, 90, stk. 3, 91-92 samt 112 beskikker retten efter anmodning fra den forurettede en bisidder til at støtte og vejlede den forurettede, medmindre lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter, eller bisidderbistand må anses for åbenbart unødvendig. Er den forurettede under 15, år har den forurettede krav på beskikkelse af bisidder, hvis sagen vedrører en overtrædelse af kriminallovens §§ 74 og 77-81.

Stk. 2. Politiet vejleder forurettede om adgangen til bisidderbeskikkelse. Det skal fremgå af sagen, at der er givet sådan vejledning.

Stk. 3. Politiet indbringer den forurettedes anmodning om beskikkelse for retten.

Stk. 4. Bisidderen har krav på et passende vederlag samt godtgørelse for udlæg. Udgifter til transport og overnatning m.v. afholdes kun, hvis udgifterne er godkendt af retten som nødvendige. Vederlaget fastsættes af retten ved sagens afslutning og afholdes af det offentlige.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om bisidderes opgaver og beføjelser.

Civile krav

§ 334. Retten kan under kriminalsagen tilkende den forurettede erstatning hos tiltalte for den skade, der er forvoldt ved forbrydelsen. Hvis den forurettede anmoder om det, skal politiet gøre kravet gældende under sagen. Hvis der ikke kan opnås forlig om erstatningen, skal erstatningsspørgsmålet afgøres under sagen, selv om tiltalte ikke findes skyldig i det forhold, som erstatningspåstanden vedrører. Afgørelsen om erstatning kan træffes før eller efter afgørelsen af skyldspørgsmålet.

Stk. 2. I særlige tilfælde, hvor erstatningskravet angår tingskade og rejser vanskelige retlige eller bevismæssige spørgsmål, kan retten dog, efter forgæves at have søgt at mægle forlig, nægte at træffe afgørelse om erstatningskravet under kriminalsagen. Rettens afgørelse herom træffes ved beslutning, der skal begrundes. Afgørelsen kan kæres til landsretten. Hvis et civilt erstatningskrav ikke er afgjort under behandlingen af kriminalsagen, kan den forurettede anlægge en civil sag efter reglerne i afsnit III.

Stk. 3. Der skal så vidt muligt udarbejdes en opgørelse af kravet og fremlægges do­ku­men­ta­tion herfor. Opgørelsen og dokumentationen forkyndes for tiltalte og indleveres til retten samtidig med anklageskriftet og bevisfortegnelsen, jf. §§ 441 og 443.

§ 335. Forurettedes civile krav mod gerningsmanden i anledning af en kriminalsag, der er undergivet privat påtale, forfølges på samme måde som kriminalsagen, jf. § 302.

Politiets vejledning om erstatning

§ 336. Politiet vejleder om adgangen til at gøre et civilt krav gældende under kriminalsagen, jf. § 334.

Stk. 2. Politiet vejleder desuden om adgangen til at ansøge om erstatning hos Erstatningsnævnet, jf. offererstatningslovens § 10, stk. 3.

Stk. 3. Det skal fremgå af sagen, at der er givet vejledning efter stk. 1 og 2.

Kapitel 34

Almindelige bestemmelser om efterforskning og afhøringer

Anmeldelser af lovovertrædelser

§ 337. Anmeldelser af lovovertrædelser indgives til politiet.

Stk. 2. Politiet afviser en anmeldelse, hvis der ikke findes grundlag for at indlede efterforskning.

Stk. 3. Afvises anmeldelsen, underrettes de, der må antages at have rimelig interesse heri. Afgørelsen kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i § 65.

Iværksættelse og indstilning af efterforskning

§ 338. Politiet indleder efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at der er begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale.

Stk. 2. Efterforskningen har til formål at klarlægge, om betingelserne for at idømme foranstaltninger efter kriminalloven er til stede, og at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens afgørelse samt forberede sagens behandling ved retten.

Stk. 3. Er der ikke grundlag for at fortsætte en påbegyndt efterforskning, kan beslutningen om at indstille efterforskningen træffes af politiet, hvis der ikke har været rejst sigtelse. Er sigtelse rejst, finder bestemmelserne §§ 312 og 313 anvendelse. § 337, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Politirapporter

§ 339. Politiet skriver snarest rapport om afhøringer og andre efterforskningsskridt, medmindre oplysning herom foreligger på anden måde.

Forsvarerens rettigheder

§ 340. Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med politiets materiale i sagen. I det omfang materialet uden ulempe kan kopieres, skal kopi sendes til forsvareren. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre.

Stk. 2. Forsvareren har adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede og ret til at stille yderligere spørgsmål. Efter anmodning skal forsvareren underrettes om tidspunktet for afhøringerne. Er den sigtede tilbageholdt, og er der truffet bestemmelse om isolation, jf. § 373, må den sigtede ikke afhøres, uden at forsvareren er til stede, medmindre både den sigtede og forsvareren giver samtykke hertil.

Stk. 3. Når en afhøring, en konfrontation, en fotoforevisning eller andet efterforskningsskridt af lignende betydning kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under hovedforhandlingen, skal politiet forinden underrette forsvareren, således at forsvareren kan få lejlighed til at være til stede. Forsvareren har adgang til at stille forslag med hensyn til gennemførelsen af det pågældende efterforskningsskridt. Forsvarerens bemærkninger herom skal noteres i politirapporten. Har forsvareren ikke mulighed for at komme til stede, eller er det ikke muligt at underrette forsvareren, kan der kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan udsættes, og forsvareren skal uden ophold underrettes om det foretagne.

Stk. 4. Hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det nødvendigt, kan reglerne i stk. 1 og 3 fraviges, eller politiet kan give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som er modtaget fra politiet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.

Uenighed om efterforskningen

§ 341. Retten træffer ved uenighed afgørelse om lovligheden af politiets efterforskningsskridt og om sigtedes og forsvarerens beføjelser, herunder om anmodninger fra forsvareren eller sigtede om foretagelsen af yderligere efterforskningsskridt. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der efter anmodning skal begrundes.

§ 342. Bliver retten bekendt med, at en foranstaltning, der er påbegyndt af politiet i medfør af denne lov, og som kræver rettens godkendelse, ikke er forelagt retten inden udløbet af den herfor fastsatte frist, træffer retten efter at have afkrævet politiet en redegørelse, afgørelse om, hvorvidt foranstaltningen skal opretholdes eller ophæves.

Retsmøder under efterforskningen

§ 343. Retsmøde afholdes, når der fremsættes anmodning om foranstaltninger, som kræver rettens medvirken.

Stk. 2. Retsmøde afholdes endvidere efter anmodning, når

1) det er nødvendigt for at sikre bevis, som det ellers må frygtes vil gå tabt, eller som ikke uden væsentlig ulempe eller forsinkelse vil kunne føres umiddelbart for den dømmende ret,

2) det må antages at være af betydning for efterforskningen,

3) det skønnes hensigtsmæssigt af hensyn til en offentlig interesse, eller

4) sigtede er tilbageholdt i isolation, og sikring af bevis vil kunne få betydning for spørgsmålet om ophævelse af isolationen.

§ 344. Sigtede underrettes så vidt muligt om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Dette gælder ikke retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens forudgående beslutning om foretagelse af tvangsindgreb efter kapitlerne 36 og 37 samt §§ 417-427. Er sigtede tilbageholdt, kan politiet undlade at bringe den pågældende til stede i retten, hvis det vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder.

Stk. 2. Retten kan efter anmodning bestemme, at der ikke skal gives sigtede underretning om, at der afholdes et retsmøde, eller at sigtede skal være udelukket fra at overvære et retsmøde helt eller delvis, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring undtagelsesvis gør det nødvendigt.

Stk. 3. Har sigtede været udelukket fra at overvære et retsmøde, skal retten, hvis sigtede er til stede, og ellers politiet snarest gøre sigtede bekendt med, hvad der er noteret i retsbogen. Hvis de særlige hensyn, som har begrundet udelukkelsen, fortsat er til stede, kan retten dog bestemme, at sigtede ikke skal gøres bekendt hermed, ligesom retten kan pålægge forsvareren ikke at oplyse sigtede om, hvad der er sket i retsmødet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.

Stk. 4. Retten kan pålægge sigtede at komme til et retsmøde. Er pålægget ikke givet i et tidligere retsmøde, meddeles det ved en skriftlig indkaldelse. Sigtede skal indkaldes med mindst aftens varsel. Retten kan dog fastsætte andet varsel eller pålægge sigtede at møde straks. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om sigtelsen. Udebliver sigtede, kan den pågældende anholdes efter § 352.

§ 345. Forsvareren skal underrettes om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Er det ikke muligt at underrette forsvareren, kan der kun afholdes retsmøder, som ikke kan udsættes. For så vidt angår de i § 344, stk. 1, 2. pkt., nævnte retsmøder kan reglen dog fraviges, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det nødvendigt. Afgørelsen træffes af retten efter anmodning fra politiet. Forsvareren må kun med rettens samtykke videregive oplysninger, der er modtaget i retsmøder, som sigtede har været udelukket fra at deltage i.

Stk. 2. Forsvareren er berettiget til at fremsætte bemærkninger og kort at få disse noteret i retsbogen. Retten bestemmer, på hvilket tidspunkt under retsmødet dette kan ske.

Afhøringer ved politiet

§ 346. Politiet kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring. Der må ikke anvendes tvang for at få nogen til at udtale sig. Enhver har dog pligt til efter anmodning at oplyse navn, adresse og fødselsdato til politiet. Nægtelse heraf kan medføre bøde.

Stk. 2. Det væsentlige indhold af de afgivne forklaringer noteres i rapporterne. Særligt vigtige dele af forklaringerne gengives så vidt muligt med den afhørtes egne ord.

Stk. 3. Der skal gives den afhørte mulighed for at gøre sig bekendt med gengivelsen af forklaringen. Den afhørtes eventuelle rettelser og tilføjelser medtages. Den afhørte skal tilbydes at underskrive rapporten, men skal gøres bekendt med, at der ikke er pligt til at gøre dette. Det skal af rapporten fremgå, at disse regler er iagttaget.

Stk. 4. Optagelse på bånd eller lignende af forklaringer må kun finde sted, når den afhørte er gjort bekendt med det.

§ 347. Inden politiet afhører en sigtet, skal vedkommende udtrykkeligt gøres bekendt med sigtelsen og med, at vedkommende ikke er forpligtet til at udtale sig. Det skal af rapporten fremgå, at disse regler er iagttaget.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilke tilfælde kommunen skal underrettes om og have adgang til at overvære afhøringen af sigtede under 18 år.

Stk. 3. Spørgsmål til en sigtet må ikke stilles således, at noget, der er benægtet eller ikke erkendt, forudsættes tilstået. Løfter, urigtige oplysninger eller trusler må ikke anvendes.

Stk. 4. Afhøringen må ikke forlænges alene for at opnå en tilståelse. Ved afhøringer, der ikke er ganske kortvarige, anføres i rapporten tidspunkterne for afhøringens begyndelse og afslutning.

Stk. 5. Sigtede må ikke spørge sin forsvarer eller andre til råds om den umiddelbare besvarelse af et stillet spørgsmål.

§ 348. Ved politiets afhøring af en person, der ikke er sigtet, finder bestemmelserne i §§ 147, stk. 1, 154 og 156, stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse.

Afhøringer i retten

§ 349. Ved afhøringer i retten finder §§ 346, stk. 2-4, og 347 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Ved afhøring af sigtede finder § 155, stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse.

Kapitel 35

Anholdelse og tilbageholdelse

Anholdelse

Anholdelsesbetingelser

§ 350. Politiet kan anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelse må anses for nødvendig for at hindre yderligere overtrædelser, for at sikre personens foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre personens kontakt med andre.

Stk. 2. Samme beføjelse har enhver, der træffer nogen under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale. Den anholdte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for anholdelsen.

Stk. 3. Ved opløb, hvor der udøves eller trues med vold på person eller gods, og hvor den eller de skyldige ikke med sikkerhed kan udpeges, kan politiet anholde enhver tilstedeværende, som kan mistænkes for deltagelse i ulovlighederne. Det samme gælder ved slagsmål, hvori flere personer har deltaget, hvis slagsmålet har haft drab eller betydelig legemsbeskadigelse til følge.

§ 351. Den, der med rimelig grund mistænkes for overtrædelse af vilkår, som er fastsat i en dom til tilsyn, behandling eller anbringelse eller i en afgørelse om prøveløsladelse, prøveudskrivning eller betinget benådning, kan anholdes af politiet, hvis det er nødvendigt på denne måde at sikre mistænktes foreløbige tilstedeværelse.

Stk. 2. Det samme gælder ved tilsidesættelse af forskrifter, der er meddelt i forbindelse med dom til særlige hjælpeforanstaltninger over for unge eller forholdsregler, der er fastsat i medfør af § 361.

§ 352. Udebliver sigtede trods lovlig indkaldelse, kan retten bestemme, at sigtede skal anholdes, hvis det i indkaldelsen eller under et retsmøde er tilkendegivet, at vedkommende skal møde personligt og i udeblivelsestilfælde må vente at blive anholdt.

Stk. 2. Tilbageholdelsen må ikke udstrækkes længere end nødvendigt og kan ikke overstige 24 timer.

§ 353. Anholdelse må ikke foretages, hvis frihedsberøvelse efter sagens art eller omstændighederne i øvrigt ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

§ 354. Intet landstingsmedlem kan anholdes eller underkastes anden frihedsberøvelse af nogen art uden Landstingets samtykke, medmindre medlemmet er grebet på fersk gerning.

Fremgangsmåden ved anholdelse

§ 355. Anholdelsen skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader.

Stk. 2. Politiet skal snarest muligt i et sprog, som den pågældende forstår, gøre den anholdte bekendt med sigtelsen og tidspunktet for anholdelsen. Det skal fremgå af rapporten, at denne regel er fulgt.

Stk. 3. Politiet kan under iagttagelse af §§ 403, stk. 3, 406 og 407 foretage besigtigelse og undersøgelse af den anholdtes legeme og tøj med henblik på at fratage vedkommende genstande, som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som i øvrigt kan medføre fare for den anholdte eller andre. Politiet kan tage sådanne effekter samt penge, der findes hos den anholdte, i bevaring.

Stk. 4. Under anholdelsen er den pågældende i øvrigt ikke undergivet andre indskrænkninger i sin frihed, end anholdelsens formål og ordenshensyn gør nødvendigt.

Stk. 5. Efter anmodning fra politiet kan beslutning om anholdelse træffes af retten.

Løsladelse

§ 356. Enhver, der anholdes, skal løslades, så snart begrundelsen for anholdelse ikke længere er til stede. Tidspunktet for løsladelsen skal fremgå af rapporten.

Fremstilling i retten

§ 357. Inden 24 timer efter anholdelsen skal den anholdte, der ikke forinden er løsladt, fremstilles i retten. Tidspunktet for anholdelsen og for fremstillingen i retten anføres i retsbogen.

Stk. 2. Hvis der i den retskreds, hvor sigtede opholder sig, ikke er nogen dommer, der kan afholde et retsmøde inden for 24 timer efter anholdelsen, skal den sigtede inden for fristen fremstilles for en anden kredsret under anvendelse af fjernkommunikation, jf. §§ 128 og 163. Kan et retsmøde ikke holdes inden for 24 timer efter anholdelsen, fordi den sigtede, når denne er pågrebet uden for det sted, hvor retten har sit sæde, ikke kan bringes til stede inden fristens udløb, skal den sigtede inden for fristen fremstilles for kredsretten under anvendelse af fjernkommunikation eller, hvis dette ikke er muligt, for en anden kredsret under anvendelse af fjernkommunikation, jf. §§ 128 og 163.

Stk. 3. Kan der ikke inden 24 timer holdes et retsmøde, som angivet i stk. 2 skal fremstilling ske snarest muligt og senest 24 timer, efter at hindringen for fremstillingen er bortfaldet. I retsbogen noteres oplysning om de forhold, der har hindret den rettidige fremstilling. Anholdelse kan dog ikke opretholdes ud over 24 timer fra dens iværksættelse, medmindre betingelserne for opretholdt anholdelse eller tilbageholdelse, jf. §§ 358, stk. 1, 359 og 360, efter politiets vurdering er til stede.

Opretholdt anholdelse

§ 358. Har anholdelse fundet sted for en lovovertrædelse, for hvilket tilbageholdelse ikke er udelukket, eller i medfør af § 351, og findes anholdte ikke at kunne løslades straks, kan retten, når den på grund af de foreliggende oplysningers utilstrækkelighed eller af anden grund ikke finder straks at kunne tage stilling til spørgsmålet om tilbageholdelse, beslutte, at sigtede foreløbig skal forblive anholdt. I beslutningen anføres de omstændigheder, der begrunder, at anholdelse opretholdes. Under den opretholdte anholdelse finder § 361, tilsvarende anvendelse. Sigtede skal have lejlighed til at angive eventuelle oplysninger, som denne ønsker tilvejebragt.

Stk. 2. Den, som har fået anholdelsen opretholdt, skal, hvis vedkommende ikke forinden er løsladt, på ny fremstilles i retten, der senest 3 gange 24 timer efter afslutningen af det første retsmøde træffer bestemmelse om, hvorvidt anholdte skal løslades eller tilbageholdes eller undergives forholdsregler efter § 361.

Tilbageholdelse

Betingelser for tilbageholdelse

§ 359. En sigtet kan tilbageholdes,

1) når der er begrundet mistanke om, at sigtede har begået

a) en grov lovovertrædelse, eller

b) en række ikke tidligere pådømte lovovertrædelser, der efter loven kan medføre anstaltsanbringelse, og

2) der samtidig

a) efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen,

b) efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at sigtede på fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den foran nævnte beskaffenhed, eller

c) efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre.

Stk. 2. En sigtet kan endvidere tilbageholdes, når der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at sigtede har begået en lovovertrædelse af en sådan særlig grovhed, at hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Stk. 3. Tilbageholdelse kan ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen kun kan ventes at ville medføre bøde, eller hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens karakter og grovhed og den foranstaltning, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig.

§ 360. Er der begrundet mistanke om, at en person har overtrådt vilkår, som er fastsat i en dom til tilsyn eller i en afgørelse om prøveløsladelse eller prøveudskrivning eller betinget benådning, kan personen tilbageholdes, hvis retten finder, at overtrædelsen er af en sådan karakter, at der er spørgsmål om anbringelse i egnet hjem, institution eller hospital eller indsættelse i anstalt.

Mindre indgribende forholdsregler

§ 361. Er betingelserne for tilbageholdelse til stede, men kan tilbageholdelsens formål opnås ved mindre indgribende forholdsregler, træffer retten med sigtedes samtykke afgørelse herom. Retten kan dog undtagelsesvis træffe afgørelse herom uden sigtedes samtykke.

Stk. 2. Retten kan som mindre indgribende forholdsregler træffe afgørelse om, at sigtede skal

1) undergive sig et nærmere fastsat tilsyn,

2) overholde særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, anvendelse af fritid og kontakt med bestemte personer,

3) tage ophold i egnet hjem eller institution,

4) undergive sig psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende, om nødvendigt på hospital eller særlig institution,

5) møde op hos politiet eller hos andre på nærmere angivne tidspunkter,

6) deponere pas eller andre legitimationspapirer hos politiet eller andre,

7) stille et af retten fastsat beløb til sikkerhed for sin tilstedeværelse ved retsmøde og ved fuldbyrdelsen af en eventuel dom,

8) overholde andre af retten fastsatte vilkår.

Stk. 3. Hvis sigtede unddrager sig møde i retten eller fuldbyrdelse af dommen, kan retten, efter at der så vidt muligt er givet dem, afgørelsen vedrører, lejlighed til at udtale sig, bestemme, at et beløb, der er stillet til sikkerhed, tilfalder statskassen. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes. Retten kan dog bestemme, at den forurettedes erstatningskrav kan dækkes af beløbet. Retten kan under særlige omstændigheder i indtil 6 måneder efter afgørelsen beslutte, at et beløb, der er tilfaldet statskassen, helt eller delvis skal tilbagebetales.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til personer, der er anbragt i institution eller hospital m.v. i medfør af stk. 2, nr. 3 eller 4, når der ikke i øvrigt er taget stilling hertil. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Sagens behandling i retten og sigtedes tilstedeværelse

§ 362. Retten afgør efter anmodning fra politiet, om sigtede skal tilbageholdes eller undergives forholdsregler, der træder i stedet herfor, jf. §§ 359-362. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes. Sigtede har krav på at få beskikket en forsvarer, jf. § 321, stk. 1, nr. 1.

Stk. 2. Sigtede skal afhøres i retten om sigtelsen og have lejlighed til at udtale sig, inden afgørelsen træffes, medmindre sigtede ikke er til stede i Grønland, eller retten finder, at fremstillingen af særlige grunde må anses for nytteløs eller skadelig for sigtede.

Stk. 3. Er beslutning truffet om tilbageholdelse eller forholdsregler, der træder i stedet herfor, uden at sigtede har haft lejlighed til at udtale sig i retten, jf. stk. 2, skal sigtede fremstilles i retten inden 24 timer, efter at sigtede er bragt her til landet, eller hindringen for sigtedes fremstilling er ophørt.

Stk. 4. Retten kan til enhver tid omgøre en beslutning om tilbageholdelse eller forholdsregler, der træder i stedet herfor.

Afgørelse om tilbageholdelse m.v.

§ 363. Træffer retten beslutning om tilbageholdelse eller forholdsregler, der træder i stedet herfor, skal retten anføre i denne, hvilke bestemmelser om tilbageholdelse retten har anvendt, og hvilke konkrete omstændigheder i sagen der har ført til afgørelsen.

Stk. 2. Er sigtede til stede i retsmødet, skal vedkommende straks gøres bekendt med indholdet af beslutningen, jf. stk. 1, og vejledes om sin adgang til at kære afgørelsen og om fristen for kære.

Stk. 3. Er sigtede ikke til stede i retsmødet, skal vedkommende snarest muligt have samme underretning og vejledning som efter stk. 2.

Stk. 4. Udskrift af en beslutning om tilbageholdelse udleveres efter anmodning snarest muligt til den pågældende.

Frist for tilbageholdelse m.v. og fristforlængelse

§ 364. Bortset fra tilfælde, hvor sigtede ikke er til stede i Grønland, fastsætter retten i beslutningen en frist for tilbageholdelsens eller forholdsreglens længde. Fristen skal være så kort som muligt og må ikke overstige 4 uger.

Stk. 2. Retten kan forlænge fristen, men højst med 4 uger ad gangen. Forlængelsen sker ved en beslutning, der skal begrundes, medmindre sigtede erklærer sig indforstået med forlængelsen.

Stk. 3. Fremstilling af en sigtet, der er tilbageholdt eller undergivet anden frihedsberøvende forholdsregel, kan dog undlades, når vedkommende giver afkald derpå, eller retten finder, at fremstillingen vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder.

Kære af fristforlængelse

§ 365. Kæres en beslutning om fristforlængelse, jf. § 364, stk. 2, hvorved tilbageholdelse eller anden frihedsberøvende forholdsregel udstrækkes ud over 3 måneder, skal kæremålet efter anmodning behandles mundtligt.

Stk. 2. Den højere ret kan beslutte, at den mundtlige behandling af kæremålet skal foregå ved anvendelse af fjernkommunikation, jf. § 163, når en sådan fremgangsmåde må anses for nødvendig for at undgå uforholdsmæssige vanskeligheder.

Stk. 3. Når kæremål én gang er blevet behandlet efter 1. eller 2. pkt., afgør den højere ret, om en senere anmodning om mundtlig behandling skal imødekommes. Bestemmelsen i § 364, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Ophør af tilbageholdelse m.v.

§ 366. Når betingelserne for tilbageholdelse eller forholdsregler, der træder i stedet herfor, ikke længere er til stede, skal tilbageholdelsen eller de nævnte forholdsregler ophæves, om nødvendigt ved rettens beslutning. Retten kan træffe beslutning herom uden anmodning. Rettens beslutning skal begrundes.

Stk. 2. Finder retten, at efterforskningen ikke gennemføres med tilstrækkelig hurtighed, og at fortsat tilbageholdelse eller anden forholdsregel ikke er rimelig, skal retten ophæve den. Retten kan træffe beslutning herom uden anmodning. Rettens beslutning skal begrundes.

Tilbageholdelse m.v. under hovedforhandlingen

§ 367. Når den frist, der er fastsat efter § 364, stk. 1 eller 2, udløber, efter at hovedforhandlingen er begyndt, fortsætter tilbageholdelsen eller forholdsregler, der træder i stedet herfor, uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen.

Stk. 2. Tiltalte kan efter udløbet af den før hovedforhandlingen fastsatte frist anmode retten om at ophæve tilbageholdelsen eller forholdsregler, der træder i stedet herfor, efter § 362, stk. 4, eller § 366, og retten skal i givet fald træffe afgørelse herom inden 7 dage. Hvis retten ikke imødekommer anmodningen, kan tiltalte tidligst 14 dage efter rettens afgørelse fremsætte en ny anmodning.

Stk. 3. Hvis der er spørgsmål om tilbageholdelse efter § 359, stk. 2, træffes afgørelsen om eventuel ophævelse af en dommer, som ikke deltager i hovedforhandlingen, jf. § 50, stk. 2, medmindre en af betingelserne i § 50, stk. 2, 2. pkt., er opfyldt. Tiltaltes anmodning kan efter rettens bestemmelse behandles på skriftligt grundlag, hvis afgørelsen træffes af en dommer, som ikke deltager i hovedforhandlingen.

Tilbageholdelse m.v. efter domsafsigelsen

§ 368. Beslutning om tilbageholdelse eller anden forholdsregel har kun virkning, indtil dommen er afsagt.

Stk. 2. Efter at dommen er afsagt, beslutter retten efter anmodning fra politiet, om tiltalte skal tilbageholdes, eller om der skal træffes forholdsregler, der træder i stedet herfor, under en eventuel anke eller indtil dommens iværksættelse. Finder retten ikke grundlag for tilbageholdelse eller forholdsregler, der træder i stedet herfor, kan retten dog efter politiets anmodning træffe beslutning om tilbageholdelse eller de nævnte forholdsregler, indtil højere ret har afgjort spørgsmålet herom. En beslutning som nævnt i 2. pkt. kan kun træffes, hvis tiltalte har været tilbageholdt, eller der har været truffet forholdsregler, der træder i stedet herfor, indtil dommen. §§ 359, 361, 362, 363 og 366 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Hvis dommen ankes, træffes senere beslutninger om tilbageholdelse eller forholdsregler, der træder i stedet herfor, af den højere ret. §§ 359, 361, 362, stk. 1 og 4, 363, 364, stk. 1 og 2, og 366 finder tilsvarende anvendelse.

§ 369. Intet landstingsmedlem kan tilbageholdes uden Landstingets samtykke, medmindre medlemmet er grebet på fersk gerning.

Anbringelse af tilbageholdte

§ 370. Tilbageholdte anbringes i en detention eller i en anstalt, medmindre retten har truffet beslutning om mindre indgribende forholdsregler efter § 361 eller anbringelse på en psykiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark efter § 371.

Stk. 2. Den tilbageholdte anbringes så vidt muligt på det sted, hvor kriminalsagen behandles.

Stk. 3. Anbringelse uden for en detention eller en anstalt kan ske af helbredsmæssige grunde.

Tilbageholdelse på en psykiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark

§ 371. Retten kan træffe afgørelse om, at en tilbageholdt skal anbringes på en psykiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark, når der er begrundet mistanke om, at den tilbageholdte har begået drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i kriminallovens § 98 nævnte art, voldtægt eller anden alvorlig seksualforbrydelse eller brandstiftelse eller forsøg på en af de nævnte forbrydelser, og når

1) der efter det om tilbageholdtes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at tilbageholdte på grund af psykisk abnormitet er uegnet til mindre indgribende forholdsregler efter § 361 eller anbringelse efter § 370, eller

2) der efter det om tilbageholdtes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at mindre indgribende forholdsregler efter § 361 eller anbringelse efter § 370 ikke giver den fornødne sikkerhed.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til personer, der er tilbageholdt på en psykiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark, når der ikke i øvrigt er taget stilling hertil. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Afgørelse om tilbageholdelse på en psykiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark

§ 372. Rettens afgørelse om anbringelse efter § 371 træffes ved særskilt beslutning herom. Træffer retten afgørelse om anbringelse efter § 371, skal retten i beslutningen anføre de konkrete omstændigheder, hvorpå det støttes, at betingelserne i § 371 er opfyldt.

Stk. 2. Retten fastsætter i beslutningen en frist for anbringelsens længde. Fristen skal være så kort som muligt og må ikke overstige den frist for tilbageholdelse, der er fastsat efter § 364, stk. 1 eller 2. §§ 363, stk. 2-4, 364, stk. 2 og 3, 365, 366 og 368 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Justitsministeren kan ved bekendtgørelse ophæve §§ 371-372.

Tilbageholdelse i isolation

§ 373. Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at en tilbageholdt skal udelukkes fra fællesskab med de øvrige indsatte (isolation), hvis

1) tilbageholdelsen er besluttet i medfør af § 359, stk. 1, nr. 2, litra c, og

2) der er bestemte grunde til at antage, at tilbageholdelsen i sig selv ikke er tilstrækkelig til at hindre den tilbageholdte i at vanskeliggøre forfølgningen i sagen, herunder ved gennem andre indsatte at påvirke medsigtede eller ved trusler eller på anden lignende måde at påvirke andre.

Proportionalitetskrav m.v. vedrørende isolation

§ 374. Isolation må kun iværksættes eller fortsættes, hvis

1) formålet hermed ikke kan tilgodeses ved mindre indgribende forholdsregler, herunder ved at anbringe den tilbageholdte et andet sted end bestemte andre indsatte eller på anden måde afskære den tilbageholdte fra samvær med sådanne indsatte eller ved at etablere brevkontrol, besøgskontrol eller besøgsforbud,

2) indgrebet, herunder den særlige belastning, som indgrebet kan medføre på grund af den tilbageholdtes unge alder, fysiske eller psykiske svagelighed eller personlige forhold i øvrigt, ikke står i misforhold til sagens karakter og grovhed og den foranstaltning, som kan ventes, hvis den tilbageholdte findes skyldig, og

3) efterforskningen gennemføres med den særlige hurtighed, som er nødvendig ved tilbageholdelse i isolation, herunder ved benyttelse af mulighederne for bevissikring efter § 343.

Maksimal varighed af isolation

§ 375. Isolation må ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 8 uger, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Hvis sigtelsen angår en særlig grov lovovertrædelse, og den tilbageholdte er fyldt 18 år, må isolation ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 3 måneder. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at en isolation udstrækkes ud over 3 måneder, hvis afgørende hensyn til forfølgningen gør fortsat isolation nødvendig, uanset den tid den tilbageholdte hidtil har været isoleret.

Afgørelse om isolation

§ 376. Rettens afgørelse om isolation træffes ved særskilt beslutning herom. Træffer retten bestemmelse om isolation, skal retten i beslutningen anføre de konkrete omstændigheder, hvorpå det støttes, at betingelserne i §§ 373-375 for isolation eller fortsat isolation er opfyldt.

Stk. 2. Ved rettens afgørelse om isolation finder reglerne i §§ 362, stk. 2-4, 363, 364, 366 og 368 i øvrigt tilsvarende anvendelse. Ved iværksættelse af isolation må den første frist for indgrebets længde dog ikke overstige 2 uger. Hvis den tilbageholdte er under 18 år, kan fristen for isolation højst forlænges med 2 uger ad gangen.

Kæremål om isolation

§ 377. Udstrækkes en isolation ud over 8 uger, skal kæremål herom efter anmodning behandles mundtligt. Stadfæstes afgørelsen om isolation, skal senere kæremål om fortsat isolation efter anmodning ligeledes behandles mundtligt, hvis isolationen ved den påkærede beslutning udstrækkes ud over 8 uger fra den seneste mundtlige behandling af kæremål om forlængelse af isolation. Hvis den højere ret finder, at behandling efter 1. eller 2. pkt. vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, kan den dog beslutte at behandle kæremålet således, at sigtede, forsvareren og politiet kan udtale sig under og overvære behandlingen af sagen ved anvendelse af fjernkommunikation, jf. § 163. I andre tilfælde end dem, der omfattet af 1. eller 2. pkt. afgør den højere ret, om en anmodning om mundtlig behandling skal imødekommes. Bestemmelsen i § 364, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Forholdene under tilbageholdelsen

§ 378. Den tilbageholdte må ikke holdes afsondret fra andre mennesker eller i øvrigt undergives indskrænkninger i videre omfang, end hensynet til opretholdelse af orden og sikkerhed på tilbageholdelsesstedet gør det nødvendigt.

Besøg og udgangstilladelse

§ 379. Politiet kan af hensyn til tilbageholdelsens formål modsætte sig, at den tilbageholdte modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol. Nægter politiet besøg, skal den tilbageholdte underrettes herom, medmindre retten af hensyn til efterforskningen bestemmer andet. Den tilbageholdte kan kræve, at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol forelægges retten til afgørelse. Den tilbageholdte har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.

Stk. 2. Institutionens ledelse kan med politiets samtykke give en tilbageholdt udgangstilladelse for et kortere tidsrum.

Brevkontrol

§ 380. Politiet kan gennemse breve til eller fra en tilbageholdt inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til skade for efterforskningen eller opretholdelse af orden og sikkerhed på tilbageholdelsesstedet. Tilbageholdes et brev, skal spørgsmålet, om hvorvidt tilbageholdelsen bør opretholdes, straks forelægges retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal afsenderen straks underrettes, medmindre retten af hensyn til efterforskningen træffer anden bestemmelse. En tilbageholdt har ret til ukontrolleret brevveksling med retten, forsvareren, justitsministeren, direktøren for kriminalforsorgen, Folketingets Ombudsmand og Landstingets Ombudsmand. Justitsministeren kan fastsætte regler om tilbageholdtes ret til at afsende lukkede breve til andre offentlige myndigheder eller enkeltpersoner.

Domstolskontrol med andre rettighedsbegrænsninger

§ 381. Såfremt politiet bestemmer, at der af hensyn til tilbageholdelsens formål skal foretages andre begrænsninger i en tilbageholdts rettigheder, kan den tilbageholdte forlange spørgsmålet om opretholdelsen af begrænsningerne forelagt retten til afgørelse.

Stk. 2. Klager over behandlingen under tilbageholdelsen kan indgives til retten.

Efterforskning mod tilbageholdte

§ 382. Hverken kriminalforsorgens personale, øvrige tilbageholdte eller frihedsberøvede eller andre, der ikke er polititjenestemænd, må benyttes til at efterforske mod tilbageholdte.

Administrative bestemmelser

§ 383. Justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, fastsætter nærmere regler om behandlingen af tilbageholdte, herunder for tilbageholdte, der er isoleret, og tilbageholdte, der er anbragt i politiets detentioner.

Kapitel 36

Indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation, legemsindgreb og ransagning

Indgreb i meddelelseshemmeligheden og observation

Brevåbning og brevstandsning

§ 384. Efter anmodning fra politiet kan retten ved en beslutning, der skal begrundes, bestemme, at breve og andre forsendelser skal overgives til politiet, som kan tilbageholde, åbne og gøre sig bekendt med indholdet heraf (brevåbning), hvis

1) der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt,

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og

3) efterforskningen angår en særlig grov lovovertrædelse eller børnepornografi.

Stk. 2. Politiet kan tage kopier af de forsendelser m.v., som er nævnt i stk. 1, i samme omfang som politiet er berettiget til at gøre sig bekendt med indholdet heraf.

Stk. 3. Efter anmodning fra politiet kan retten bestemme, at breve og andre forsendelser til eller fra sigtede skal overgives til politiet, som kan tilbageholde, åbne og gøre sig bekendt med indholdet heraf, hvis der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at der i forsendelsen findes genstande, som bør konfiskeres, eller som ved en forbrydelse er frataget nogen, som kan kræve dem tilbage. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes.

Stk. 4. Forsendelser, der har været tilbageholdt med henblik på brevåbning, jf. stk. 1, skal snarest muligt sendes videre til den angivne modtager. Ønsker politiet at standse den videre forsendelse, skal anmodning om brevstandsning indgives til retten inden 48 timer efter tilbageholdelsens iværksættelse. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse.

Telefonaflytning

§ 385. Efter anmodning fra politiet kan retten ved en beslutning, der skal begrundes, bestemme, at der skal gives politiet adgang til at aflytte telefonsamtaler eller anden tilsvarende telekommunikation (telefonaflytning) til og fra bestemte telefoner inden for et nærmere angivet tidsrum, hvis

1) der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser til eller fra en mistænkt,

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og

3) efterforskningen angår en særlig grov lovovertrædelse, fredskrænkelser eller børnepornografi.

Stk. 2. Politiet kan optage de samtaler m.v., som er nævnt i stk. 1, i samme omfang som politiet er berettiget til at gøre sig bekendt med indholdet heraf.

Teleoplysning

§ 386. Efter anmodning fra politiet kan retten ved en beslutning, der skal begrundes, bestemme, at politiet skal gives adgang til inden for et nærmere angivet tidsrum at indhente oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende kommunikationsapparater der sættes eller har været sat i forbindelse med en bestemt telefon eller andet kommunikationsapparat, selv om indehaveren af dette ikke har meddelt tilladelse hertil (teleoplysning), hvis

1) der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser til eller fra en mistænkt,

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og

3) efterforskningen angår en særlig grov lovovertrædelse, fredskrænkelser eller børnepornografi.

Udvidet teleoplysning

§ 387. Efter anmodning fra politiet kan retten ved en beslutning, der skal begrundes, bestemme, at politiet skal gives adgang til inden for et nærmere angivet tidsrum at indhente oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende kommunikationsapparater inden for et nærmere angivet område der sættes eller har været sat i forbindelse med andre telefoner eller kommunikationsapparater, selv om indehaveren af dette ikke har meddelt tilladelse hertil (udvidet teleoplysning), hvis

1) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og

2) efterforskningen angår en særlig grov lovovertrædelse, som har medført eller som kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier.

Rumaflytning

§ 388. Efter anmodning fra politiet kan retten ved en beslutning, der skal begrundes, bestemme, at politiet kan aflytte andre samtaler eller udtalelser, end de i § 385 nævnte ved hjælp af et apparat (rumaflytning), hvis

1) der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser til eller fra en mistænkt,

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og

3) efterforskningen angår en særlig grov lovovertrædelse, som har medført eller som kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier.

Stk. 2. Politiet kan optage de samtaler m.v., som er nævnt i stk. 1, i samme omfang som politiet er berettiget til at gøre sig bekendt med indholdet heraf.

Proportionalitetskrav m.v.

§ 389. Der må ikke foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden, hvis det efter indgrebets formål, sagens karakter og grovhed og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

§ 390. Telefonaflytning, anden aflytning, brevåbning og brevstandsning må ikke foretages med hensyn til den mistænktes forbindelse med personer, som efter reglerne i § 143 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne.

Rettens beslutning

§ 391. Retten anfører i sin beslutning de telefonnumre, lokaliteter, adressater eller forsendelser, som indgrebet angår. Endvidere anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Beslutningen kan til enhver tid omgøres.

Stk. 2. Retten fastsætter i beslutningen det tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages. Dette tidsrum skal være så kort som muligt og må ikke overstige 4 uger. Retten kan efter politiets anmodning forlænge tidsrummet, men højst med 4 uger ad gangen.

Stk. 3. Såfremt indgrebets formål ville forspildes, hvis rettens beslutning skulle afventes, kan politiet beslutte at foretage indgrebet. I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten beslutter, om indgrebet kan godkendes, samt om det kan opretholdes, og i bekræftende fald for hvilket tidsrum, jf. stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 2. Rettens beslutning skal begrundes. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal retten orientere Justitsministeriet herom.

Forsvarerbeskikkelse m.v.

§ 392. Inden retten afgør, om indgreb i meddelelseshemmeligheden kan ske, skal der beskikkes en forsvarer for den, som indgrebet vedrører, og forsvareren skal have lejlighed til at udtale sig.

Stk. 2. En forsvarer, som er beskikket efter stk. 1, skal underrettes om alle retsmøder i sagen og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt. Forsvareren er endvidere berettiget til at få udleveret en genpart af materialet. Finder politiet, at materialet er af særlig fortrolig karakter, og at genpart heraf derfor ikke bør udleveres, skal spørgsmålet herom efter anmodning fra forsvareren af politiet indbringes for retten til afgørelse. Forsvareren må ikke give de modtagne oplysninger videre til andre eller uden politiets samtykke sætte sig i forbindelse med den, som indgrebet retter sig imod. Den beskikkede forsvarer skal møde personligt.

Stk. 3. Retten kan bestemme, at den beskikkede forsvarer ikke senere under sagen kan virke som forsvarer for nogen sigtet.

Stk. 4. Angår efterforskningen en overtrædelse af kriminallovens kapitel 7 eller 8 behandles sagen af Retten i Grønland, og forsvareren beskikkes fra en særlig kreds af forsvarere, som er nævnt i 3. pkt. Rettens beslutning om, at forsvareren ikke skal beskikkes fra denne særlige kreds, kan påkæres til højere ret. Justitsministeren antager for Grønland en eller flere forsvarere, der kan beskikkes i de i 1. pkt. nævnte sager. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om de pågældende forsvareres vagtordninger, om vederlag for at stå til rådighed og om sikkerhedsmæssige spørgsmål, herunder om godkendelse af sekretærhjælp.

Bistand til politiet

§ 393. Postvirksomheder og udbydere af telenet og teletjenester skal bistå politiet med at gennemføre indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder ved at etablere aflytning af telefonsamtaler m.v., ved at give de i §§ 386 og 387 nævnte oplysninger samt ved at tilbageholde og udlevere forsendelser m.v.

Stk. 2. Uden for de i §§ 386 og 387 nævnte tilfælde kan retten efter anmodning fra politiet med samtykke fra indehaveren af en telefon eller andet kommunikationsapparat give de i stk. 1 nævnte selskaber m.v. pålæg om at oplyse, hvilke andre apparater der sættes i forbindelse med det pågældende apparat.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 150, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på den, som uden lovlig grund undlader at yde den bistand, som er nævnt i stk. 1, eller at efterkomme et pålæg, som er givet efter stk. 2.

Stk. 4. Udbydere af telenet og teletjenester skal foretage registrering og opbevaring i 1 år af oplysninger om teletrafik til brug for efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser. Justitsministeren fastsætter nærmere regler for denne registrering og opbevaring.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte regler om telenet- og teletjenesteudbyderes praktiske bistand til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Stk. 6. Overtrædelse af stk. 4, 1. pkt., kan medføre foranstaltninger efter kriminalloven. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter reglerne i kriminallovens kapitel 5.

Stk. 7. I forskrifter, der er fastsat i medfør af stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, kan det fastsættes, at overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne kan medføre foranstaltninger efter kriminalloven. Det kan endvidere fastsættes, at der ved overtrædelse begået af selskaber m.v. (juridiske personer) kan pålægges selskabet m.v. kriminalretligt ansvar efter reglerne i kriminallovens kapitel 5.

Stk. 8. Justitsministeren kan fastsætte regler om økonomisk godtgørelse for bistand til politiet til gennemførelse af indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Hastesikring af elektroniske data

§ 394. Som led i en efterforskning, hvor elektronisk bevismateriale kan være af betydning, kan politiet meddele udbydere af telenet eller teletjenester pålæg om at foretage hastesikring af elektroniske data, herunder trafikdata.

Stk. 2. Et pålæg om hastesikring i medfør af stk. 1 kan alene omfatte elektroniske data, som opbevares på det tidspunkt, hvor pålægget meddeles. I pålægget anføres, hvilke data der skal sikres, og i hvilket tidsrum de skal sikres (sikringsperioden). Pålægget skal afgrænses til alene at omfatte de data, der skønnes nødvendige for efterforskningen, og sikringsperioden skal være så kort som mulig og kan ikke overstige 90 dage. Et pålæg kan ikke forlænges.

Stk. 3. Det påhviler udbydere af telenet eller teletjenester som led i sikring efter stk. 1 uden ugrundet ophold at videregive trafikdata om andre telenet- eller teletjenesteudbydere, hvis net eller tjenester har været anvendt i forbindelse med den elektroniske kommunikation, som kan være af betydning for efterforskningen.

Stk. 4. Overtrædelse af stk. 1 og 3 kan medføre foranstaltninger efter kriminalloven. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter reglerne i kriminallovens kapitel 5.

Forsvarerens deltagelse i brevåbning m.m.

§ 395. Den forsvarer, der er beskikket efter § 392, kan forlange at overvære åbningen af breve og andre lukkede forsendelser. Dette gælder dog ikke, hvis åbningen ikke kan udsættes.

Underretning

§ 396. Efter afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden skal der gives underretning om indgrebet, jf. dog stk. 4. Har den person, til hvem underretning efter stk. 2 skal gives, været mistænkt i sagen, skal der også gives underretning herom og om, hvilken lovovertrædelse mistanken har angået.

Stk. 2. Underretningen gives

1) ved telefonaflytning og teleoplysning til indehaveren af den pågældende telefon,

2) ved rumaflytning til den, der har rådighed over det sted eller det lokale, hvor samtalen er afholdt eller udtalelsen fremsat, og

3) ved brevåbning og brevstandsning til afsenderen eller modtageren af forsendelsen.

Stk. 3. Underretningen gives af den ret, som har truffet afgørelse efter § 391. Underretningen gives snarest muligt, hvis politiet ikke senest 14 dage efter udløbet af det tidsrum, for hvilket indgrebet har været tilladt, har anmodet om undladelse af eller udsættelse med underretning, jf. stk. 4. Genpart af underretningen skal sendes til den forsvarer, der er beskikket efter § 392.

Stk. 4. Vil underretning som nævnt i stk. 1-3 være til skade for efterforskningen, eller taler omstændighederne i øvrigt imod underretning, kan retten efter anmodning fra politiet beslutte, at underretning skal undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum, der kan forlænges ved senere beslutning. Rettens beslutning skal begrundes. Den forsvarer, der er beskikket efter § 391, skal have lejlighed til at udtale sig, inden retten træffer afgørelse herom.

Stk. 5. Efter afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af udvidet teleoplysning skal der ikke gives underretning om indgrebet til indehaverne af de pågældende telefoner.

Tilfældighedsfund

§ 397. Får politiet ved et indgreb i meddelelseshemmeligheden oplysning om en lovovertrædelse, der ikke har dannet og efter § 384, stk. 1, nr. 3, § 385, stk. 1, nr. 3, § 386, nr. 3, § 387, nr. 2, eller § 388, stk. 1, nr. 3, heller ikke kunne danne grundlag for indgrebet, kan politiet anvende denne oplysning som led i efterforskningen af den pågældende lovovertrædelse, men ikke som bevis i retten vedrørende lovovertrædelsen.

Stk. 2. Retten kan ved en beslutning, der skal begrundes, bestemme, at stk. 1 ikke finder anvendelse, hvis

1) andre efterforskningsskridt ikke vil være egnede til at sikre bevis,

2) sagen angår en grov lovovertrædelse, og

3) retten i øvrigt finder det ubetænkeligt.

Tilintetgørelse

§ 398. Båndoptagelser, fotokopier eller anden gengivelse af det, der ved indgrebet er kommet til politiets kendskab, skal tilintetgøres, hvis der ikke rejses sigtelse mod nogen for den lovovertrædelse, der dannede grundlag for indgrebet, eller hvis påtale senere opgives. Politiet underretter den forsvarer, der er beskikket efter § 392, når materialet er tilintetgjort.

Stk. 2. Er materialet fortsat af efterforskningsmæssig betydning, kan tilintetgørelse undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum. Politiet indbringer spørgsmålet herom for retten. Inden retten træffer afgørelse herom, skal den forsvarer, der er beskikket efter § 392, have lejlighed til at udtale sig. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes. Bestemmelserne i 2. pkt. finder ikke anvendelse på materiale, der er tilvejebragt som led i efterforskning af overtrædelser af kriminallovens §§ 23-35.

Stk. 3. Er der i forbindelse med telefonaflytning, anden aflytning eller brevåbning foretaget indgreb i den mistænktes forbindelse med personer, som efter reglerne i § 143 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne, skal materiale om dette indgreb straks tilintetgøres. Dette gælder dog ikke, hvis materialet giver anledning til, at der rejses sigtelse mod den pågældende person, eller at hvervet som forsvarer bliver frataget den pågældende, jf. §§ 325-326.

Stk. 4. I øvrigt skal politiet tilintetgøre materiale, som tilvejebringes ved indgreb i meddelelseshemmeligheden, og som viser sig ikke at have efterforskningsmæssig betydning.

Observation

§ 399. Politiet kan foretage fotografering eller iagttagelse ved hjælp af kikkert eller andet apparat af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted (observation), hvis

1) indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, og

2) efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre anstaltsanbringelse.

Stk. 2. Observation som nævnt i stk. 1 ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat eller lignende apparat, må dog kun foretages, hvis efterforskningen vedrører en grov lovovertrædelse.

Stk. 3. Observation af personer, der befinder sig i en bolig eller andre husrum, ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat eller lignende apparat, eller ved hjælp af apparat, der anvendes i boligen eller husrummet, må dog kun foretages, hvis

1) der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen kan opnås ved indgrebet,

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og

3) efterforskningen angår en særlig grov lovovertrædelse, som har medført eller som kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier.

Stk. 4. Observation af et ikke frit tilgængeligt sted som nævnt i stk. 1-3, som den, der angiver at være forurettet ved lovovertrædelsen, har rådighed over, er ikke omfattet af reglerne i denne bestemmelse, hvis den pågældende meddeler skriftligt samtykke til observationen.

Stk. 5. Observation må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens karakter og grovhed og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 6. Reglerne i §§ 390, 391, 392, 396, stk. 1, 396, stk. 2, nr. 2, 396, stk. 3-4, 397 og 398 finder tilsvarende anvendelse på de i stk. 2 og 3 omhandlede tilfælde.

Dataaflæsning

§ 400. Aflæsning af ikke offentligt tilgængelige oplysninger i et informationssystem ved hjælp af programmer eller andet udstyr (dataaflæsning) kan foretages, hvis

1) der er bestemte grunde til at antage, at informationssystemet anvendes af en mistænkt i forbindelse med planlagt eller begået kriminalitet som nævnt i nr. 3,

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og

3) efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af kriminallovens kapitel 7 eller 8 eller § 65, stk. 1, § 66, 1. pkt., § 67, § 69, § 71 eller § 86 eller en forsætlig, grov overtrædelse af lov om euforiserende stoffer eller våbenloven.

Stk. 2. Indgreb som nævnt i stk. 1 må ikke foretages, hvis det efter indgrebets formål, sagens karakter og grovhed og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 3. Afgørelse om dataaflæsning træffes af retten ved beslutning, der skal begrundes. I beslutningen angives det informationssystem, som indgrebet angår. I øvrigt finder reglerne i § 391, stk. 1, 2. og 3. pkt., samt stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Efterfølgende underretning om et foretaget indgreb sker efter reglerne i § 396, stk. 1, 3 og 4. Underretningen gives til den, der har rådigheden over det informationssystem, der har været aflæst efter stk. 1. I øvrigt finder reglerne i §§ 390, 392, 397 og 398 tilsvarende anvendelse.

Legemsindgreb

Legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse

§ 401. Som led i efterforskningen kan politiet efter §§ 402 og 405-407 foretage legemsbesigtigelse af sigtede og andre ved besigtigelse af legemets ydre, optagelse af fotografier, aftryk og lignende af legemets ydre samt visitation af det tøj, som den pågældende er iført.

Stk. 2. Som led i efterforskningen kan der efter §§ 403-407 foretages legemsundersøgelse af sigtede og andre ved nærmere undersøgelse af legemet, herunder af dets hulrum, udtagelse af blodprøver eller andre tilsvarende prøver, røntgenundersøgelse og lignende.

Legemsbesigtigelse af sigtede

§ 402. Politiet kan, jf. dog stk. 2 og 3, kun foretage legemsbesigtigelse af en sigtet, hvis

1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og

2) indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.

Stk. 2. Optagelse af fingeraftryk og personfotografi med henblik på senere identifikation kan endvidere foretages, hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en grov lovovertrædelse.

Stk. 3. Legemsbesigtigelse af anholdte kan tillige foretages efter § 355, stk. 3.

Legemsundersøgelse af sigtede

§ 403. Legemsundersøgelse af en sigtet må kun foretages, hvis

1) der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en grov lovovertrædelse, og

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

Stk. 2. Blodprøve kan endvidere udtages, hvis der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, hvor indtagelse af spiritus, medicin eller euforiserende stoffer er et led i gerningsindholdet.

Stk. 3. Legemsundersøgelse må kun foretages under medvirken af sundhedspersonale, som tager stilling til, om gennemførelse af indgrebet er sundhedsfagligt forsvarligt under hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko samt den undersøgte persons tilstand.

§ 404. Afgørelse om legemsundersøgelse af en sigtet i form af sikring af prøver fra legemets ydre og udtagelse af blodprøver træffes af politiet.

Stk. 2. Afgørelse om andre legemsundersøgelser af en sigtet træffes af retten, jf. dog stk. 5, ved beslutning. I beslutningen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Beslutningen kan til enhver tid omgøres.

Stk. 3. Såfremt indgrebets formål ville forspildes, hvis rettens beslutning skulle afventes, kan politiet beslutte at foretage indgrebet. I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden 3 gange 24 timer forelægge sagen for retten, der afgør, om indgrebet kan godkendes. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes. Dette gælder dog ikke, såfremt der efter indgrebet meddeles skriftligt samtykke hertil.

Stk. 4. Inden retten træffer afgørelse efter stk. 2 eller stk. 3, 2. pkt., skal der være givet den, mod hvem indgrebet retter sig, adgang til at udtale sig. Forsvarer beskikkes, når sigtede anmoder herom. Sigtede skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse.

Stk. 5. Hvis den sigtede giver skriftligt samtykke til, at indgrebet foretages, kan beslutning om de former for legemsundersøgelse, der er nævnt i stk. 2, også træffes af politiet. Er der beskikket en forsvarer for sigtede, kræves også samtykke fra forsvareren.

Legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse af ikke sigtede

§ 405. Legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse af en person, der ikke er sigtet, er ikke omfattet af reglerne i dette kapitel, hvis den pågældende giver samtykke til indgrebet. Samtykket skal så vidt muligt være skriftligt. Gives der ikke samtykke, må der ikke foretages legemsundersøgelse eller legemsbesigtigelse, der kræver afklædning. Andre former for legemsbesigtigelse må foretages efter reglerne i stk. 2-4.

Stk. 2. Legemsbesigtigelse, der ikke kræver afklædning, herunder optagelse af fotografier, aftryk og lignende af legemet og visitation af tøj, kan foretages over for en person, der ikke er sigtet, hvis

1) efterforskningen vedrører en grov lovovertrædelse, og

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

Stk. 3. Afgørelse om legemsbesigtigelse efter stk. 2 træffes af retten ved en beslutning, der skal begrundes. Bestemmelserne i § 404, stk. 2, 2. og 3. pkt., samt stk. 3 og stk. 4, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse. I stedet for direkte gennemtvingelse kan de i § 150, stk. 1, nævnte tvangsmidler anvendes til gennemførelse af legemsbesigtigelsen.

Stk. 4. Under efterforskning på gerningsstedet umiddelbart, efter at der er begået en alvorlig voldsforbrydelse eller fremsat trussel herom samt i andre efterforskningssituationer, hvor der er begrundet mistanke om, at nogen tilstedeværende skjuler våben på sin person, kan politiet foretage visitation af tøjet hos alle personer, der træffes på stedet, med henblik på at finde våben.

Proportionalitetskrav

§ 406. Der må ikke foretages legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse, hvis det efter indgrebets formål, overtrædelsens karakter og grovhed og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Skånsomhedskrav

§ 407. Legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Et indgreb, der ellers kan føles krænkende for blufærdigheden, skal så vidt muligt foretages af personer af samme køn som den undersøgte eller af sundhedspersonale. Kræver et sådant indgreb afklædning, må det så vidt muligt kun overværes af personer af samme køn som den undersøgte eller af sundhedspersonale.

Opbevaring af personfotografier m.v.

§ 408. Politiet må ikke opbevare personfotografier med henblik på senere identifikation af personer, der ikke har været sigtet, eller som er frifundet, eller mod hvem påtale er opgivet.

Stk. 2. Politiet må opbevare andet materiale og andre oplysninger, der er tilvejebragt ved legemsindgreb mod personer, der har været sigtet.

Stk. 3. Oplysninger og materiale, der er tilvejebragt ved indgreb, som retten nægter at godkende i medfør af § 404, stk. 3, 2. pkt., eller som retten finder uhjemlede, skal straks tilintetgøres.

Ransagning

Ransagningsbegrebet

§ 409. Politiet kan efter reglerne i §§ 409-416 ransage

1) boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande og

2) andre genstande samt lokaliteter uden for husrum.

Stk. 2. Ransagning kan ske efter en eftersøgt ting eller ting, der kan være af betydning for en sags opklaring, eller som bør konfiskeres eller udleveres til den, som har fået frataget tingen ved forbrydelsen, eller efter en mistænkt eller dømt, som holder sig skjult.

Stk. 3. Undersøgelser af lokaliteter eller genstande, som er frit tilgængelige for politiet, er ikke omfattet af reglerne i §§ 409-416.

Stk. 4. Om undersøgelse af en persons legeme og visitation af det tøj, som den pågældende er iført, gælder reglerne i §§ 401-408. Om undersøgelse af breve, telegrammer og lignende under forsendelse gælder reglerne i §§ 384-398.

Ransagning hos mistænkte

§ 410. Ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som en mistænkt har rådighed over, må kun foretages, hvis

1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og

2) ransagningen må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.

Stk. 2. Ved ransagning af den i § 409, stk. 1, nr. 1, nævnte karakter kræves herudover, enten at sagen angår en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre anstaltsanbringelse, eller at der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan findes ved ransagningen.

Stk. 3. Hvis der under ransagningen hos en mistænkt findes skriftlige meddelelser eller lignende, som hidrører fra en person, der efter reglerne i § 143 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne i sagen, må der ikke foretages ransagning heraf. Det samme gælder materiale, som hidrører fra en person, der er omfattet af § 145, når materialet indeholder oplysninger, som den pågældende efter § 145 er fritaget for at afgive forklaring om som vidne.

Ransagning hos ikke mistænkte

§ 411. Ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, må, jf. dog stk. 2, kun foretages, hvis

1) efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre anstaltsanbringelse, og

2) der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan findes ved ransagningen.

Stk. 2. Ransagning må endvidere foretages, hvis den pågældende giver skriftligt samtykke til ransagningen, eller der i tilslutning til opdagelsen eller anmeldelsen af en forbrydelse gives samtykke af den pågældende.

Stk. 3. Hos personer, som efter reglerne i § 143 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne i sagen, er skriftlige meddelelser og lignende mellem den mistænkte og den pågældende person samt dennes notater og lignende vedrørende den mistænkte ikke genstand for ransagning. Hos personer, som er omfattet af § 145, er materiale, der indeholder oplysninger om forhold, som de pågældende efter § 145 er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen, ikke genstand for ransagning.

Afgørelse om ransagning

§ 412. Afgørelse om ransagning vedrørende de i § 409, stk. 1, nr. 2, nævnte genstande eller lokaliteter, som en mistænkt har rådighed over, træffes af politiet.

Stk. 2. Afgørelse om ransagning i andre tilfælde træffes ved rettens beslutning, jf. dog stk. 5 og 6. I beslutningen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Beslutningen kan til enhver tid omgøres.

Stk. 3. Såfremt undersøgelsens formål ville forspildes, hvis rettens beslutning skulle afventes, kan politiet beslutte at foretage ransagningen. Anmoder den, mod hvis husrum, lokaliteter eller genstande ransagningen retter sig, herom, skal politiet snarest muligt og senest inden 3 gange 24 timer forelægge sagen for retten, der afgør, om indgrebet kan godkendes. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes.

Stk. 4. Inden retten træffer afgørelse efter stk. 3, 2. pkt., skal der være givet den, mod hvis husrum, lokaliteter eller genstande ransagningen retter sig, adgang til at udtale sig. § 344, stk. 2-3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Hvis ransagningen er rettet imod husrum, lokaliteter eller genstande, som en mistænkt har rådighed over, og denne giver skriftligt samtykke til, at ransagningen foretages, kan beslutning om ransagning også træffes af politiet.

Stk. 6. Politiet kan dog uanset bestemmelsen i stk. 2 bestemme, at der i tilslutning til opdagelsen eller anmeldelsen af en forbrydelse skal foretages ransagning af gerningsstedet, hvis den person, der har rådighed over vedkommende husrum, lokalitet eller genstand, ikke er mistænkt, og det ikke er muligt straks at komme i kontakt med den pågældende. Den pågældende skal i så fald snarest muligt orienteres om ransagningen.

Proportionalitetskrav

§ 413. Der må ikke foretages ransagning, hvis det efter undersøgelsens formål, sagens karakter og grovhed og den krænkelse og ulempe, som undersøgelsen må antages at indebære, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Ved denne vurdering skal der også lægges vægt på, om ransagningen betyder ødelæggelse eller beskadigelse af ting.

Gennemførelse af ransagningen

§ 414. Ransagning skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader, herunder så vidt muligt uden at forårsage ødelæggelse eller beskadigelse, og uden at indgrebet på grund af tidspunktet for foretagelsen eller den måde, hvorunder det foretages, giver anledning til unødig opsigt.

Stk. 2. Hvis den person, som ransagningen foretages hos, eller i dennes fravær andre personer træffes til stede, skal de pågældende gøres bekendt med, at der foretages ransagning, og grundlaget herfor samt opfordres til at overvære ransagningen. Foretages ransagningen på grundlag af en beslutning truffet af retten, skal denne efter anmodning forevises. Foretages ransagningen efter § 412, stk. 3, skal politiet vejlede den pågældende om adgangen til at få spørgsmålet indbragt for retten. Personen, som ransagningen foretages hos, kan kræve, at et af den pågældende udpeget vidne er til stede under ransagningen, medmindre tidsmæssige eller efterforskningsmæssige grunde taler herimod. Såfremt ransagningens formål gør det nødvendigt, herunder hvis der lægges hindringer i vejen for ransagningens gennemførelse, kan politiet bestemme, at de personer, der træffes til stede, fjernes, mens ransagningen foregår.

Stk. 3. Træffes ingen til stede, når der foretages en ransagning hos nogen, tilkaldes så vidt muligt to personer, der bor sammen med den pågældende, eller to andre vidner til at overvære ransagningen.

Stk. 4. Hvis den person, som ransagningen foretages hos, ikke var til stede under ransagningen, underretter politiet den pågældende herom. Hvis ransagningen er foretaget efter § 412, stk. 3, vejleder politiet den pågældende om adgangen til at få spørgsmålet indbragt for retten. Underretning og eventuel vejledning kan gives ved, at politiet efterlader en skriftlig meddelelse på stedet.

Hemmelig ransagning

§ 415. Hvis det har afgørende betydning for efterforskningen, at ransagningen foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan retten, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af kriminallovens kapitel 7 eller 8 eller § 65, stk. 1, § 66, 1. pkt., § 67, § 68, stk. 1-2, § 69, § 71 eller § 86 eller en forsætlig grov overtrædelse af lov om euforiserende stoffer eller våbenloven, bestemme, at reglerne i § 414, stk. 2, 1.-4. pkt., stk. 3 og 4, fraviges. Dette gælder dog ikke for ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som nogen, der efter reglerne i § 143 er udelukket fra eller efter reglerne i § 145 er fritaget for at afgive forklaring som vidne i sagen, har rådighed over. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes.

Stk. 2. Reglerne i §§ 391, stk. 2 og 3, 392 og 396, finder anvendelse på de i stk. 1, 1. pkt., omhandlede tilfælde.

Stk. 3. Retten kan bestemme, at der inden for det tidsrum, der efter stk. 2 fastsættes i medfør af § 391, stk. 2, kan foretages gentagne ransagninger. Retten skal i den forbindelse fastsætte antallet af ransagninger. Hvis særlige grunde taler derfor, kan retten bestemme, at der kan foretages et ubestemt antal ransagninger.

Tilfældighedsfund

§ 416. Får politiet ved en ransagning oplysning om en lovovertrædelse, der ikke har dannet og efter reglerne i henholdsvis § 410, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, § 411, stk. 1, nr. 1, eller § 415, stk. 1, heller ikke kunne danne grundlag for indgrebet, kan politiet anvende denne oplysning som led i efterforskningen af den pågældende lovovertrædelse, men ikke som bevis i retten vedrørende lovovertrædelsen.

Stk. 2. Retten kan bestemme, at stk. 1 ikke finder anvendelse for oplysninger, som politiet har fået ved en ransagning foretaget i medfør af § 415, stk. 1, hvis

1) andre efterforskningsskridt ikke vil være egnede til at sikre bevis i sagen,

2) sagen angår en særlig grov lovovertrædelse, og

3) retten i øvrigt finder det ubetænkeligt.

Kapitel 37

Andre tvangsindgreb under efterforskning

Beslaglæggelse og edition

Beslaglæggelse

§ 417. Beslaglæggelse kan foretages

1) til sikring af bevismidler,

2) til sikring af det offentliges krav på konfiskation, bøde og sagsomkostninger,

3) til sikring af forurettedes krav på tilbagelevering eller erstatning, og

4) når tiltalte har unddraget sig sagens videre forfølgning.

Stk. 2. Genstande, som politiet tager i bevaring, som ingen har eller vedkender sig rådighed over, og hvorover ingen gør en ret gældende, er ikke omfattet af reglerne om beslaglæggelse.

Stk. 3. Om udlevering af breve og lignende under forsendelse samt om oplysning om forbindelse mellem telefoner m.v. gælder reglerne i §§ 384-398. En anholdt kan endvidere fratages genstande og penge efter § 355, stk. 3.

Beslaglæggelse hos mistænkte

§ 418. Genstande, som en mistænkt har rådighed over, kan beslaglægges, hvis

1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og

2) der er grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis eller bør konfiskeres, jf. dog stk. 2, eller ved lovovertrædelsen er frataget nogen, som kan kræve den tilbage.

Stk. 2. En mistænkts aktiver kan beslaglægges, såfremt

1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og

2) beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav på konfiskation efter kriminallovens §§ 166, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 4, 168, stk. 5, og 170, 2. pkt., bødekrav, krav på sagsomkostninger eller forurettedes krav på erstatning i sagen.

Stk. 3. Beslaglæggelse af en mistænkts hele formue eller en del af denne, herunder formue, som den mistænkte senere måtte erhverve, kan foretages, hvis der er rejst tiltale for en grov lovovertrædelse, og tiltalte har unddraget sig videre forfølgning i sagen.

Stk. 4. Skriftlige meddelelser eller lignende, som hidrører fra en person, der efter reglerne i § 143 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne i sagen, kan ikke beslaglægges hos en mistænkt. Det samme gælder materiale, som hidrører fra en person, der er omfattet af § 145, når materialet indeholder oplysninger, som den pågældende efter § 145 er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen.

Beslaglæggelse hos ikke mistænkte

§ 419. Genstande, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, kan beslaglægges som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved lovovertrædelsen er frataget nogen, som kan kræve den tilbage. Andre formuegoder, herunder penge, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, kan beslaglægges som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at disse formuegoder bør konfiskeres. § 161 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Hos personer, som efter reglerne i § 143 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne i sagen, kan skriftlige meddelelser mellem den mistænkte og den pågældende person samt dennes notater og lignende vedrørende den mistænkte ikke beslaglægges. Hos personer, som er omfattet af § 145, kan materiale, der indeholder oplysning om forhold, som de pågældende efter § 145 er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen, ikke beslaglægges.

Edition

§ 420. Som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, kan retten give en person, der ikke er mistænkt, pålæg om at forevise eller udlevere genstande (edition), hvis der er grund til at antage, at en genstand, som den pågældende har rådighed over, kan tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved lovovertrædelsen er frataget nogen, som kan kræve den tilbage.

Stk. 2. Er en genstand udleveret til politiet efter pålæg om edition, finder reglerne om beslaglæggelse efter § 419, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Er en genstand uden pålæg herom afleveret til politiet af de i stk. 1 nævnte grunde, finder § 423, stk. 5, anvendelse. Fremsættes der anmodning om udlevering, og imødekommer politiet ikke anmodningen, skal politiet snarest muligt og inden 3 gange 24 timer forelægge sagen for retten med anmodning om beslaglæggelse. § 422, stk. 3, 2. pkt., og stk. 5, 1. pkt., finder i så fald anvendelse.

Stk. 4. Der kan ikke gives pålæg om edition, hvis der derved vil komme oplysning frem om forhold, som den pågældende ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne, jf. §§ 142-145.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte regler om økonomisk godtgørelse i særlige tilfælde for opfyldelse af pålæg om edition.

Proportionalitetskrav m.v.

§ 421. Der må ikke foretages beslaglæggelse eller gives pålæg om edition, hvis indgrebet står i misforhold til sagens karakter og grovhed og det tab eller den ulempe, som indgrebet kan antages at medføre.

Stk. 2. Kan indgrebets formål opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder sikkerhedsstillelse, kan der indgås skriftlig aftale herom med den, som indgrebet retter sig imod.

Stk. 3. Ved beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges krav på konfiskation efter kriminallovens §§ 166, stk. 1, 1. pkt., 2. led, 166, stk. 1, 2. pkt., 166, stk. 4, 168, stk. 5, og 170, 2. pkt., bødekrav, krav på sagsomkostninger, eller forurettedes krav på erstatning finder reglerne i §§ 618-623 tilsvarende anvendelse.

Rettens afgørelse

§ 422. Afgørelse om beslaglæggelse og om pålæg om edition træffes af retten efter anmodning fra politiet. Anmodning om beslaglæggelse til sikring af erstatningskrav kan også fremsættes af forurettede.

Stk. 2. Afgørelsen træffes af retten, jf. dog stk. 7, ved beslutning. I beslutningen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Beslutningen kan til enhver tid omgøres.

Stk. 3. Såfremt indgrebets formål ville forspildes, hvis rettens beslutning skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om beslaglæggelse og om edition, jf. dog stk. 4. Anmoder den, som indgrebet retter sig imod om det, skal politiet snarest muligt og senest inden 3 gange 24 timer forelægge sagen for retten, der afgør, om indgrebet kan godkendes. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes.

Stk. 4. Beslaglæggelse efter § 418, stk. 3, kan kun ske efter rettens beslutning. Det samme gælder beslaglæggelse af trykte skrifter eller lyd- eller billedprogrammer omfattet af medieansvarsloven, i anledning af hvis indhold ansvar skal gøres gældende.

Stk. 5. Inden retten træffer afgørelse efter stk. 3, 2. pkt., skal der være givet den, som indgrebet retter sig imod, adgang til at udtale sig. § 344, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. Inden retten træffer afgørelse om pålæg om edition efter § 420, skal der være givet den, der har rådighed over genstanden, adgang til at udtale sig. § 344, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 7. Afgørelse om beslaglæggelse træffes af politiet, hvis den, som indgrebet retter sig imod, giver skriftligt samtykke til indgrebet.

Gennemførelse af beslaglæggelse og edition

§ 423. Politiet foretager beslaglæggelse. Foretages beslaglæggelse på grundlag af en beslutning truffet af retten, skal denne efter anmodning forevises for den, som indgrebet retter sig imod. Foretages beslaglæggelsen efter reglen i § 422, stk. 3, skal politiet vejlede den pågældende om adgangen til at få spørgsmålet indbragt for retten.

Stk. 2. Politiet sørger for, at en beslutning om edition opfyldes ved at henvende sig til den, som indgrebet retter sig imod. Rettens beslutning skal efter anmodning vises til den pågældende. Afviser den pågældende uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelsen i § 150, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Beslaglægges materiale hos personer, der er omfattet af § 145, kan den pågældende kræve, at det første gennemsyn af materialet skal foretages af retten. § 422, stk. 5, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse ved rettens gennemsyn. Indtil det første gennemsyn kan ske, opbevares materialet af politiet.

Stk. 4. Har retten besluttet beslaglæggelse af en formue eller en del af en formue, jf. § 418, stk. 3, skal politiet sørge for, at der beskikkes en værge til at bestyre den beslaglagte formue. Beslutningen forkyndes for tiltalte efter reglerne i § 137.

Stk. 5. Genstande, som kommer i politiets besiddelse som følge af beslaglæggelse eller pålæg om udlevering, skal snarest muligt optegnes og mærkes. Politiet skal efter anmodning udstede kvittering for modtagelsen.

Privates adgang til at foretage beslaglæggelse

§ 424. Enhver, der træffer nogen under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af en lovovertrædelse, har samme adgang til at foretage beslaglæggelse som politiet, jf. § 422, stk. 3. Det beslaglagte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for beslaglæggelsen. Politiet forelægger sagen for retten i overensstemmelse med § 422, stk. 3, 2. pkt., medmindre det beslaglagte inden udløbet af 3 gange 24 timer udleveres til den, som indgrebet er foretaget overfor, eller denne giver skriftligt samtykke til beslaglæggelse, jf. § 422, stk. 7.

Beslaglæggelsens retsvirkninger

§ 425. Beslaglæggelse efter §§ 418, stk. 1, og 419, stk. 1, 1. pkt., medfører, at der hverken ved aftale eller kreditorforfølgning kan foretages dispositioner over det beslaglagte, som er i strid med indgrebets formål.

Stk. 2. Beslaglæggelse efter §§ 418, stk. 2, og 419, stk. 1, 2. pkt., har, indtil der træffes afgørelse efter § 427, stk. 2-3, samme retsvirkning som arrest, jf. §§ 678-688.

Stk. 3. Beslaglæggelse efter § 418, stk. 3, medfører, at tiltalte er uberettiget til at råde over formuen. Kreditorforfølgning kan alene foretages med hensyn til krav mod tiltalte, som bestod, før beslutningen om beslaglæggelse blev truffet.

Ophør af beslaglæggelse

§ 426. Indtil sagen er afgjort, kan anmodning om hel eller delvis ophævelse af beslaglæggelse fremsættes over for retten af den, der har interesse heri. Rettens afgørelse træffes efter at de, som har interesse i afgørelsen, har haft adgang til at udtale sig. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes.

§ 427. Rådighedsberøvelse som følge af beslaglæggelse efter §§ 418, stk. 1, og 419, stk. 1, 1. pkt., bortfalder senest, når sagen er endeligt sluttet ved dom, påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, medmindre det beslaglagte konfiskeres. Er der uenighed om, hvem beslaglagte genstande skal udleveres til, kan retten efter anmodning træffe afgørelse herom. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes.

Stk. 2. Aktiver, der er beslaglagt efter § 418, stk. 2, eller § 419, stk. 1, 2. pkt., eller sikkerhed, der er stillet efter § 421, stk. 2, anvendes først til fyldestgørelse af forurettedes krav på erstatning, dernæst det offentliges krav på sagsomkostninger, dernæst krav på konfiskation efter kriminallovens §§ 166, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 4, 168, stk. 5, og 170, 2. pkt., og dernæst bødekrav. Retten kan undtagelsesvis træffe bestemmelse om en afvigende fyldestgørelsesrækkefølge.

Stk. 3. Afgørelse om anvendelse af beslaglagte aktiver til fyldestgørelse af de i stk. 2 nævnte krav træffes efter anmodning ved en beslutning, der skal begrundes. Det samme gælder, hvis der efterfølgende opstår spørgsmål med hensyn til beslutningens fortolkning. Afgørelsen har retsvirkning som udlæg foretaget af andre fogedmyndigheder end kredsretten, jf. § 614, stk. 4. Sluttes sagen ved påtaleopgivelse eller frifindelse, bortfalder beslaglæggelsen.

Stk. 4. Nægter retten at træffe afgørelse om et erstatningskrav under kriminalsagen, jf. § 334, stk. 2, kan retten i forbindelse hermed bestemme, at en beslaglæggelse til sikring af dette krav bevarer sin gyldighed, jf. § 425, stk. 2, indtil erstatningsspørgsmålet er afgjort, forudsat at der inden 4 uger anlægges en civil sag eller indgives ansøgning i henhold til lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Fastsættes der herefter et erstatningskrav, kan den ret, der har afsagt dom i kriminalsagen, efter anmodning af forurettede bestemme, at erstatningskravet helt eller delvis skal fyldestgøres af provenuet fra de beslaglagte aktiver, herunder at fyldestgørelse skal ske forud for det offentliges krav på kon­fiska­tion, bødekrav og sagsomkostninger. Denne afgørelse har retsvirkning som udlæg foretaget af andre fogedmyndigheder end kredsretten, jf. § 614, stk. 4. Sagen behandles i kriminalretsplejens former.

Stk. 5. Beslaglæggelse efter § 418, stk. 3, bortfalder, når tiltalte ikke længere unddrager sig forfølgning, medmindre der er bestemte grunde til at antage, at tiltalte på ny vil unddrage sig forfølgningen. Afgørelse om bortfald af beslaglæggelsen træffes af retten.

Fotoforevisning, konfrontation og efterlysning

Forevisning af fotografier af mistænkte

§ 428. Fotografier af en mistænkt må kun forevises for personer uden for politiet, hvis

1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og

2) indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.

Stk. 2. Afgørelse om forevisning af fotografier træffes af politiet.

Forevisning af fotografier af ikke mistænkte

§ 429. Fotografier af en person, der ikke er mistænkt, må kun forevises for personer uden for politiet efter reglerne i § 430 eller § 431.

§ 430. Fotografier af forurettede og andre vidner, der ikke har givet samtykke, så vidt muligt skriftligt, må kun forevises, hvis

1) efterforskningen angår en grov lovovertrædelse, og

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

Stk. 2. Retten træffer beslutning om forevisning af fotografier. I beslutningen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Beslutningen kan til enhver tid omgøres.

Stk. 3. Såfremt indgrebets formål ville forspildes, hvis rettens beslutning skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om at forevise fotografiet. Anmoder den, som indgrebet retter sig imod om det, skal politiet snarest muligt og senest inden 3 gange 24 timer forelægge sagen for retten, der afgør, om indgrebet kan godkendes. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes.

Stk. 4. Inden retten træffer afgørelse efter stk. 2 eller 3, skal der være givet den, som indgrebet retter sig imod, adgang til at udtale sig.

Forevisning af fotografier fra fototeket

§ 431. Fotografier, som opbevares af politiet med henblik på senere identifikation, jf. § 408, stk. 1, må uden for de tilfælde, der er omfattet af § 428 eller § 430, kun forevises, hvis efterforskningen angår en grov lovovertrædelse, og den fotograferede

1) inden for de seneste 5 år er fundet skyldig i en grov lovovertrædelse eller

2) inden for de seneste 10 år er fundet skyldig i en særlig grov lovovertrædelse.

Stk. 2. Afgørelse om forevisning af fotografier træffes af politiet.

Proportionalitetskrav m.v.

§ 432. Fotografier må ikke forevises efter reglerne i §§ 428-431, hvis det efter indgrebets formål, sagens karakter og grovhed og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved forevisning af fotografier.

Konfrontation

§ 433. En mistænkt må kun forevises for personer uden for politiet (direkte konfrontation), hvis

1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og

2) indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.

Stk. 2. En sigtet må dog kun forevises for personer uden for politiet i en konfrontationsparade, hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en grov lovovertrædelse.

Stk. 3. Forevisning af en mistænkt ved direkte konfrontation eller i en konfrontationsparade kan uden for de tilfælde, der er omfattet af stk. 1 og 2, ske, hvis den pågældende giver samtykke hertil. Samtykket skal så vidt muligt være skriftligt.

Stk. 4. Forevisning af en mistænkt ved direkte konfrontation eller i en konfrontationsparade må ikke ske, hvis det efter indgrebets formål, sagens karakter og grovhed og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 5. Afgørelser om forevisning af en mistænkt som nævnt i stk. 1-3 træffes af politiet.

Stk. 6. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved gennemførelse af konfrontationsparade.

Efterlysning

§ 434. Politiet må kun offentliggøre signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand, hvis

1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og

2) offentliggørelsen må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, herunder for fastlæggelsen af den pågældendes identitet, eller for at forebygge yderligere lovovertrædelse.

Stk. 2. Offentliggørelse af et fotografi af den formodede gerningsmand må kun finde sted, hvis der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en grov lovovertrædelse.

Stk. 3. Offentliggørelse som nævnt i stk. 1 og 2 må dog ikke foretages, hvis det efter indgrebets formål, sagens karakter og grovhed og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 4. Afgørelse om offentliggørelse som nævnt i stk. 1 og 2 træffes af politiet.

§ 435. Er der særlig bestyrket mistanke om, at en person, hvis identitet er politiet bekendt, har begået en grov lovovertrædelse, kan politiet efterlyse den pågældende gennem presse, radio, fjernsyn eller ved anden form for offentlig efterlysning, hvis dette må antages at være af afgørende betydning for at gennemføre forfølgningen eller for at forebygge yderligere lovovertrædelser af tilsvarende grovhed.

Stk. 2. Ved efterlysning som nævnt i stk. 1 kan der gives oplysninger om den kriminalitet, der er rejst sigtelse for, og om den sigtedes identitet, herunder navn, stilling og bopæl. Ved efterlysningen kan der også offentliggøres et fotografi af den pågældende.

Stk. 3. Efterlysning må ikke foretages, hvis det efter indgrebets formål, sagens karakter og grovhed og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 4. Afgørelse om efterlysning træffes af politiet.

Personundersøgelser

§ 436. Der skal tilvejebringes sådanne oplysninger om sigtedes personlige forhold, som må antages at være af betydning for afgørelsen af, hvilken foranstaltning der skal anvendes over for sigtede. En nærmere undersøgelse vedrørende sigtedes personlige forhold (personundersøgelse) skal i almindelighed foretages, når der kan blive spørgsmål om anvendelse af mere indgribende foranstaltninger end betinget anstaltsdom.

Stk. 2. Sigtede skal mentalundersøges, når dette findes at være af betydning for sagens afgørelse, og den ulempe eller de omkostninger, der er forbundet med undersøgelsen, ikke står i misforhold til sagens karakter og grovhed. Hvis sigtede er tilbageholdt eller ikke udtrykkeligt giver samtykke til undersøgelsen, kan denne kun finde sted efter rettens afgørelse. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes.

Stk. 3. Findes det nødvendigt, at sigtede indlægges til mentalundersøgelse på hospital i eller uden for Grønland eller anden tilsvarende institution, træffer retten beslutning herom. §§ 362-366 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Hvis sigtede ikke giver samtykker til, at der søges tilvejebragt oplysninger om sigtedes personlige forhold ved henvendelse til sigtedes familie eller andre privatpersoner, kan dette kun ske, hvis det er af væsentlig betydning for sagens afgørelse og efter rettens beslutning herom. Rettens beslutning skal begrundes.

Stk. 5. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om foretagelse af personundersøgelser.

Kapitel 38

Tiltalerejsning

Tiltale

§ 437. Tiltale rejses ved et af politiet udarbejdet og underskrevet anklageskrift.

Stk. 2. Anklageskriftet skal indeholde følgende:

1) navnet på den ret, hvor sagen anlægges,

2) tiltaltes navn, adresse og personnummer og

3) oplysning om det forhold, der rejses tiltale for.

Stk. 3. Oplysning efter stk. 2, nr. 3, skal omfatte følgende:

1) den regel, der påstås overtrådt,

2) forbrydelsens navn efter reglen,

3) hjemlen til at idømme foranstaltning,

4) en kort beskrivelse af det forhold, der rejses tiltale for, med en sådan angivelse af tid, sted, genstand, udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder, som må anses for nødvendige for en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse, og

5) omstændigheder, der vil blive påberåbt under sagen med hensyn til fastsættelse af foranstaltningen.

Stk. 4. Alternativ eller subsidiær tiltale er tilladt.

Stk. 5. Anklageskriftet må ikke indeholde en fortegnelse over beviser, der agtes ført, eller en redegørelse for retsspørgsmål.

§ 438. Anklageskriftet skal udarbejdes på eller oversættes til et sprog, som tiltalte forstår.

§ 439. Intet landstingsmedlem kan tiltales uden Landstingets samtykke, medmindre medlemmet er grebet på fersk gerning.

Stk. 2. For sine ytringer i Landstinget kan intet af dets medlemmer uden tingets samtykke drages til ansvar uden for samme.

Udenretlig bødevedtagelse og konfiskation

§ 440. Hvis politiet antager, at gerningen alene vil medføre bøde eller konfiskation, kan anklageskriftet sendes til sigtede med en påtegning om, at sigtede, hvis denne erkender sig skyldig og ønsker en sådan afgørelse, kan erklære sig rede til uden retsforfølgning inden for en passende frist at betale en i påtegningen fastsat bøde og eventuelt tillige acceptere konfiskation.

Stk. 2. Går sigtedes erklæring ud på, at denne ikke vil afgøre sagen på den anførte måde, eller hvis sigtede overhovedet ikke afgiver nogen erklæring, skal anklageskriftet med påtegnet bemærkning herom indleveres til retten.

Anklageskriftet

§ 441. Politiet indleverer anklageskriftet til retten. Ved indleveringen er sagen indledt ved retten.

Stk. 2. Samtidig med, at anklageskriftet indleveres til retten, sendes det til tiltalte. Anklageskriftet skal forkyndes sammen med indkaldelsen til hovedforhandling, og senest 1 uge før hovedforhandlingen skal finde sted.

Stk. 3. I påtrængende tilfælde kan retten fravige den i stk. 2 fastsatte frist, hvis det findes foreneligt med hensynet til tiltalte.

Ændring af anklageskrift

§ 442. Vil politiet inden hovedforhandlingen enten udvide tiltalen til andre kriminelle forhold end dem, der er angivet i anklageskriftet, eller berigtige angivelser i anklageskriftet, må dette ske ved at indlevere og forkynde et yderligere eller nyt anklageskrift.

Stk. 2. Under hovedforhandlingen kan tiltalen udvides til andre kriminelle forhold med rettens samtykke, når tiltalte samtykker, eller det forhold, der er spørgsmål om at inddrage, er begået under selve hovedforhandlingen.

Stk. 3. Udvidelsen sker efter rettens bestemmelse ved tilføjelse på anklageskriftet eller notering i retsbogen. Det samme gælder om berigtigelser, som politiet under hovedforhandlingen foretager i anklageskriftets angivelser.

Stk. 4. Hvis tiltalte ikke samtykker i udvidelse af tiltalen, må der rejses en ny sag mod den pågældende.

Bevisfortegnelse m.v.

§ 443. Samtidig med indleveringen af anklageskriftet indleveres til retten sagens dokumenter eller genpart heraf samt en fortegnelse over de vidner, der skal føres under sagen, og de bevismidler, der i øvrigt vil blive påberåbt.

Stk. 2. Bevisfortegnelsen skal udarbejdes på eller oversættes til et sprog, som tiltalte forstår.

§ 444. Er tiltalte repræsenteret ved forsvarer, sender politiet anklageskrift, bevisfortegnelse samt genpart af sagens dokumenter til forsvareren samtidig med fremsendelsen af disse dokumenter til retten. Hvis forsvareren først beskikkes af retten ved modtagelsen af anklageskriftet, sender retten genparter af anklageskrift, bevisfortegnelse samt sagens dokumenter til forsvareren.

Yderligere undersøgelser m.v.

§ 445. Tiltalte eller dennes forsvarer kan anmode politiet om at foretage yderligere undersøgelser eller fremskaffe beviser. Hvis politiet afslår at efterkomme en sådan anmodning helt eller delvis, og anmodningen er fremsat inden hovedforhandlingen, træffer retten særskilt afgørelse om spørgsmålet. Tilsvarende gælder, hvis forsvareren modsætter sig førelse af bevis, som politiet ønsker ført.

§ 446. Anmodning om, at der foretages yderligere undersøgelser eller fremskaffes beviser, bør så vidt muligt både fra politiets, fra tiltaltes og fra forsvarerens side fremsættes inden hovedforhandlingen og i så god tid, at der er rimelig tid til fremskaffelse af bevismidlet, herunder navnlig til at forkynde en indkaldelse for eventuelle vidner.

Stk. 2. Sker dette ikke, men er vidnet eller bevismidlet til stede, vil beviset dog altid kunne føres.

Stk. 3. Ønsker politiet eller tiltalte at føre beviser, som modparten ikke i rimelig tid før hovedforhandlingen har fået underretning om, afgør retten, om sagen skal udsættes. Sagen bør kun udsættes, hvis retten skønner, at førelsen af beviset giver modparten rimelig grund til at ønske yderligere bevismidler tilvejebragt, og at dette ikke kan ske, mens hovedforhandlingen finder sted.

Stk. 4. Kan beviset ikke føres på det tidspunkt, som hovedforhandlingen er fastsat til, afgør retten, om sagen skal udsættes eller afgøres, uden at beviset føres. Der skal ved vurderingen heraf navnlig tages hensyn til, om det må antages, at førelse af beviset vil kunne være af væsentlig betydning for sagens udfald.

Kapitel 39

Sagens behandling i retten

Forberedelse

§ 447. Retten kan, hvis der skønnes behov for det, indkalde til et særligt forberedende møde med henblik på at fastlægge parternes stilling til sagens faktiske og retlige omstændigheder, herunder hvilke omstændigheder der ikke bestrides, og hvilke der skal føres bevis for, samt hovedforhandlingens tilrettelæggelse. Retsmødet er ikke offentligt. § 466 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Under et forberedende møde efter stk. 1, kan der føres beviser i overensstemmelse med § 465, hvis tiltalte eller dennes forsvarer er til stede. Denne del af retsmødet er offentligt.

§ 448. Afgørelse om dørlukning, referatforbud, navneforbud og om, at tiltalte skal forlade retslokalet under afhøring af et vidne, kan træffes forud for hovedforhandlingen, hvis politiet, forsvareren eller et vidne anmoder om det.

§ 449. Retten indkalder politiet, tiltalte og forsvareren med angivelse af tid og sted for hovedforhandlingen.

Stk. 2. Retten beslutter, om vidner skal indkaldes til det første retsmøde i sagen.

Tiltaltes tilstedeværelse

§ 450. En tiltalt, som er på fri fod, er efter lovlig indkaldelse forpligtet til at møde personligt i retten.

Stk. 2. Er tiltalte frihedsberøvet, sørger politiet for, at tiltalte bringes til stede i retten.

§ 451. Tiltalte skal, medmindre andet er bestemt i loven, personligt være til stede i retten under hele hovedforhandlingen, indtil sagen er optaget til dom. Retsformanden kan dog, efter at tiltalte har afgivet forklaring, tillade, at tiltalte forlader retten.

§ 452. Udebliver tiltalte trods lovlig indkaldelse, kan retten bestemme, at tiltalte skal anholdes med henblik på fremstilling i retten.

Stk. 2. Udebliver tiltalte uden oplyst lovligt forfald, eller nægter tiltalte at afgive forklaring, kan retten i stedet behandle sagen, som om tiltalte havde tilstået, og afgøre sagen uden videre bevisførelse. Dette gælder dog kun, hvis der under sagen ikke er spørgsmål om anden foranstaltning end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse og erstatning, og sagen ikke er af særlig indgribende betydning for tiltalte. Dommen kan udfærdiges ved en påtegning på anklageskriftet.

Stk. 3. Er en tiltalt dømt som udebleven efter stk. 2, kan den pågældende anmode om, at få sagen genoptaget. Anmodningen skal fremsættes over for den ret, der har afsagt dommen, senest 14 dage, efter at domfældte har fået underretning om dommen. Nægtes genoptagelse, kan spørgsmålet indbringes for Den Særlige Klageret inden 4 uger efter rettens afgørelse herom.

Stk. 4. Udebliver domfældte under den nye hovedforhandling, hæver retten sagen, og den tidligere afsagte dom bliver stående ved magt.

§ 453. Udebliver tiltalte ved begyndelsen eller i løbet af hovedforhandlingen, uden at forholdet er omfattet af § 452, stk. 2, og kan den pågældende ikke straks bringes til stede, udsættes sagen, medmindre retten beslutter at fremme hovedforhandlingen helt eller delvis efter stk. 2 og 3.

Stk. 2. Er tiltalte udeblevet trods lovlig tilsigelse og uden oplyst lovligt forfald, kan retten bestemme, at der skal foretages afhøring af vidner og syns- og skønsmænd, der er mødt, hvis det er foreneligt med hensynet til tiltalte, og hvis udsættelse af afhøringen vil være til væsentlig ulempe for de mødte eller medføre væsentlig udsættelse af sagen. Er tiltalte repræsenteret ved forsvarer, kan der dog kun foretages afhøring, hvis forsvareren er mødt.

Stk. 3. En hovedforhandling kan gennemføres, og dom kan afsiges i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig,

1) når det skønnes, at der ikke bliver tale om andre følger end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning,

2) når tiltalte har givet samtykke til, at sagen behandles og afgøres i tiltaltes fravær,

3) når retten skønner, at behandling af sagen utvivlsomt vil føre til, at tiltalte frifindes,

4) når tiltalte efter at være mødt ved sagens begyndelse har forladt retten uden dennes tilladelse, eller

5) når tiltalte er undveget, efter at anklageskriftet er forkyndt.

Stk. 4. Er tiltalte repræsenteret ved en forsvarer, kan en sag kun fremmes efter stk. 3, hvis forsvareren er mødt. I det i stk. 3, nr. 1, omhandlede tilfælde kræves endvidere, at tiltalte ved indkaldelsen til hovedforhandlingen er gjort bekendt med, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår, herunder at der er nedlagt påstand om bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning.

Dømtes tilstedeværelse

§ 454. I sager om ændring af en idømt foranstaltning har den dømte ret til at være personligt til stede i retten under hele sagens behandling. Dette gælder dog ikke,

1) hvis der er enighed om indstillingen om foranstaltningsændringen,

2) hvis den dømtes personlige tilstedeværelse ikke er nødvendig, eller

3) hvis den dømte af andre årsager, herunder af helbredsmæssig karakter, må anses for ude af stand til at give møde for retten.

Stk. 2. I de i stk. 1, nr. 2 og 3, omhandlede tilfælde kan retten bestemme, at den dømtes deltagelse i retsmødet kan ske ved anvendelse af fjernkommunikation, jf. § 466.

Anklagers og forsvarers tilstedeværelse

§ 455. Anklageren skal være til stede under hele hovedforhandlingen, indtil sagen er optaget til dom. Er tiltalte repræsenteret ved forsvarer gælder dette også for denne.

Stk. 2. Udebliver anklageren enten ved hovedforhandlingens begyndelse eller i løbet af denne, udsættes sagen. Det samme gælder, når tiltalte er repræsenteret ved forsvarer og denne ikke møder, medmindre omstændighederne gør det muligt at beskikke en forsvarer, som straks kan udføre hvervet.

Afhøringer

§ 456. Den tiltalte, som møder eller fremstilles for retten, spørges først om navn, fødselsdato og bopæl samt andet, som findes nødvendigt for at sikre sig tiltaltes identitet.

Stk. 2. Efter at have gjort tiltalte bekendt med den tiltale, der er rejst, og med, at denne ikke er forpligtet til at udtale sig, spørger retten om tiltaltes stilling til tiltalen, og om tiltalte er villig til at udtale sig. I så fald udspørges tiltalte først af politiet om sagen og derefter af forsvareren. Yderligere spørgsmål kan stilles af politiet, forsvareren eller rettens medlemmer.

§ 457. Der må ikke anvendes tvang mod en tiltalt, der vægrer sig ved at svare. Hvis en sådan vægring kan medføre udsættelse af sagen eller vanskeliggøre forsvaret, skal retten gøre tiltalte opmærksom på dette.

Stk. 2. Tiltalte skal tiltales med ro og værdighed. Spørgsmålene skal være bestemte, tydelige og stillet på en sådan måde, at det står klart for tiltalte, hvad denne bekræfter eller benægter. §§ 346, stk. 2-4, og 347 finder tilsvarende anvendelse.

§ 458. Retten kan beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når der er særlig grund til at tro, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.

Stk. 2. Når tiltalte som følge af en beslutning efter stk. 1 eller i henhold til § 141, stk. 5, ikke har overværet afhøringen af et vidne eller en medtiltalt, skal tiltalte, når denne på ny er til stede i retssalen, have oplysning om, hvem der har afgivet forklaring i tiltaltes fravær. Tiltalte skal desuden oplyses om indholdet af den afgivne forklaring, for så vidt forklaringen angår tiltalte. Retten afgør, om gengivelsen af forklaringen skal ske før eller efter, at tiltalte selv har afgivet forklaring.

§ 459. Indkaldelse og afhøring af vidner sker i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel 12.

§ 460. Retten stiller spørgsmål til den, som afhøres, når som helst der i sandhedens tjeneste er grund til det.

§ 461. De forklaringer, der afgives under afhøringen, gengives i retsbogen på det sprog, som forklaringen er afgivet på. Dette kan dog fraviges, hvis det findes nødvendigt og forsvarligt. Forklaringen oplæses for den pågældende, som opfordres til at udtale sig om, hvorvidt forklaringen er gengivet korrekt. Forklaringen, således som den gengives i retsbogen, oversættes for de medlemmer af retten, som ikke forstår det sprog, den er afgivet på.

Stk. 2. Ved gengivelse af forklaringen i retsbogen bør det navnlig sikres, at den er tilstrækkelig udførlig, så landsretten, hvis dommen måtte blive anket, kan danne sig en opfattelse af, på hvilket grundlag afgørelsen er truffet.

§ 462. Efter hvert enkelt vidnes forklaring og efter ethvert andet bevis har tiltalte adgang til at afgive forklaring, hvis beviset giver anledning til det.

Bevisførelse

§ 463. Både politiet og tiltalte og dennes forsvarer har adgang til at føre bevis.

Stk. 2. Retten kan dog afskære bevisførelse, som skønnes uden betydning for sagen.

Stk. 3. Retten bør opfordre til, at der føres beviser, som skønnes at være af væsentlig betydning ved afgørelse af sagen, og bør navnlig være opmærksom på, at beviser, der må antages at være til fordel for tiltalte, bliver ført.

§ 464. Bevisførelsen skal finde sted under hovedforhandlingen. Ved afgørelsen af, om noget er bevist eller ikke, tages alene hensyn til de beviser, som er fremført under hovedforhandlingen, jf. dog §§ 465 og 466, stk. 2 og 3.

§ 465. Er bevisførelse under hovedforhandlingen forbundet med særlige vanskeligheder eller omkostninger, eller foreligger der i øvrigt ganske særlige grunde, kan retten beslutte, at bevisførelsen helt eller delvist skal foregå under forberedelsen af sagen, jf. § 447, stk. 2.

§ 466. Retten kan bestemme, at tiltalte skal deltage i retsmøder ved hjælp af fjernkommunikation med billede, hvis tiltaltes personlige tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig. Rettens afgørelse efter 1. pkt. omfatter i givet fald også forsvareren, der skal deltage i retsmødet på samme sted som tiltalte, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i stedet giver personligt møde i retten. Om tiltaltes og forsvarerens deltagelse i retsmødet gælder i øvrigt §§ 128 og 163.

Stk. 2. Er det ikke muligt at foretage afhøring af tiltalte ved hjælp af fjernkommunikation med billede, kan retten under samme betingelser som i stk. 1, 1. pkt., bestemme, at en tiltalt i stedet skal indkaldes til afhøring på det sted, hvor det findes mest hensigtsmæssigt.

Stk. 3. Om adgangen til at afhøre vidner ved anvendelse af fjernkommunikation og om adgangen til at pålægge vidner at afgive forklaring uden for den retskreds, hvor de bor, gælder § 141.

§ 467. Dokumenter, der påstås at have været genstand for eller at være frembragt ved lovovertrædelsen eller at have været brugt eller bestemt til dens udførelse, eller som yder umiddelbar oplysning om gerningen eller tiltaltes forhold til denne, skal oplæses, når bevisførelsen kræver det.

Stk. 2. Endvidere kan følgende dokumenter benyttes som bevismidler under hovedforhandlingen og skal da oplæses:

1) Notater i retsbøger om ransagninger, beslaglæggelser, besigtigelser og syns- og skønsforretninger, som er foretaget uden for hovedforhandlingen, samt erklæringer til retten fra syns- og skønsmændene.

2) Gengivelser i retsbøger af forklaringer, som tiltalte har afgivet under afhøring om sigtelsen, når

a) tiltalte nu nægter at afgive forklaring,

b) tiltaltes forklaring afviger fra den tidligere forklaring, eller

c) tiltalte er udeblevet, og hovedforhandlingen gennemføres efter § 453, stk. 3.

3) Gengivelser i retsbøger af forklaringer, som vidner og syns- og skønsmænd har afgivet, når

a) de pågældende er døde eller af anden grund ikke kan afhøres på ny,

b) de pågældende er afhørt ved en anden ret end den, der behandler sagen, jf. § 466, stk. 2,

c) de pågældende er afhørt, uden at tiltalte har været til stede, jf. § 453, stk. 2,

d) de pågældendes forklaring afviger fra den tidligere forklaring, eller

e) et vidne nu nægter at afgive forklaring, og tvangsmidler ikke bør anvendes eller forgæves er anvendt.

4) Tilførsler til retsbøger om forklaringer samt erklæringer afgivet af medlemmer af kongehuset, diplomater eller andre, der er fritaget for retsforfølgning, hvis de pågældende ikke møder i retten under hovedforhandlingen.

5) Erklæringer og vidnesbyrd, som er udstedt i medfør af offentligt hverv, herunder udskrifter af tiltaltes tidligere kriminelle domme.

Stk. 3. Uden for de i stk. 1 og 2 nævnte tilfælde kan dokumenter, som indeholder erklæringer eller vidnesbyrd, kun benyttes som bevismidler, hvis retten undtagelsesvis tillader det. Udenretslige erklæringer om tiltaltes tidligere vandel må under ingen omstændigheder benyttes.

§ 468. Oplæsning af gengivelser i retsbøger af forklaringer afgivet af tiltalte, vidner eller syns- og skønsmænd, fordi de nu givne forklaringer er i uoverensstemmelse med de tidligere afgivne, må kun finde sted, efter at der er givet den pågældende lejlighed til at udtale sig sammenhængende om det, afhøringen vedrører, og der er stillet de yderligere spørgsmål, som den pågældendes forklaring giver anledning til.

§ 469. Retten kan besigtige personer, genstande og lokaliteter, når det findes nødvendigt for sagens oplysning. Besigtigelsen skal overværes af de personer, der ellers skal være til stede under hovedforhandlingen.

Udsættelse af sagen før og under hovedforhandlingen

§ 470. Den, der ønsker udsættelse, skal snarest muligt underrette retten. Retten træffer herefter afgørelse om, hvorvidt sagen skal udsættes.

§ 471. Opstår der under hovedforhandlingen spørgsmål om bevisførelse, der vil kræve udsættelse af sagen, afgør retten under hensyntagen til den betydning, som beviset må antages at have, om sagen skal udsættes.

Hovedforhandlingen

§ 472. Hovedforhandlingen indledes med oplysning om, hvilken sag retten skal behandle. Derefter oplæses anklageskriftet, og tiltalte vejledes i overensstemmelse med § 456, stk. 2. Retten kan anmode anklageren om at gennemgå sagens hovedpunkter (forelæggelsen). Herefter følger bevisførelsen, jf. §§ 464-468.

Stk. 2. Efter at bevisførelsen er afsluttet, får først anklageren og dernæst forsvareren og tiltalte lejlighed til at udtale sig om bevisførelsens resultat samt om retsspørgsmålene i sagen (proceduren). Før sagen optages til dom, skal retsformanden udtrykkeligt spørge tiltalte, om denne har yderligere at tilføje.

§ 473. Hovedforhandlingen afsluttes ved rettens dom i sagen. Retten kan undtagelsesvis bestemme, at spørgsmålet, om tiltalte er skyldig, skal behandles og afgøres først.

Stk. 2. Med hensyn til rettens rådslagning om sagens afgørelse gælder bestemmelserne i kapitel 9.

§ 474. Rettens afgørelse træffes snarest muligt efter hovedforhandlingens afslutning. Når sagens optages til dom, tilkendegiver retten, hvornår dommen vil blive afsagt. Kan dommen ikke afsiges samme dag, skal dommen afsiges inden 2 uger.

Stk. 2. Hvis særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan retten beslutte at fravige fristen i stk. 1. I beslutningen skal retten anføre de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes.

Stk. 3. Dommen afsiges ved, at doms­kon­klu­sionen oplæses i et retsmøde. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, sender politiet en udskrift af dommen til tiltalte. Hvis sagen i medfør af § 453, stk. 3, er behandlet og afgjort i tiltaltes fravær, skal udskriften forkyndes for tiltalte.

Indenretlig bødevedtagelse

§ 475. Angår sagen en lovovertrædelse, for hvilken der alene skønnes at blive tale om idømmelse af bøde eller konfiskation, kan retten, når der ikke findes grund til at betvivle tiltaltes skyld, og politiet erklærer sig enig deri, give tiltalte adgang til at få sagen afgjort ved, at den pågældende vedtager at betale en bestemt bøde eller at acceptere konfiskation.

Stk. 2. Vedtager tiltalte den tilbudte afgørelse, noteres det i retsbogen. En sådan afgørelse har samme virkning som en dom.

Dommen

§ 476. Dommen skal enten domfælde eller frifinde tiltalte.

Stk. 2. Retten kan ikke domfælde for noget forhold, der ikke er omfattet af tiltalen.

Stk. 3. Derimod er retten ikke udelukket fra at henføre det forhold, der er rejst tiltale for, under en anden bestemmelse end den, anklagemyndigheden har påstået anvendt, ligesom retten kan fravige tiltalen med hensyn til de biomstændigheder (tid og sted m.v.), som er forbundet med lovovertrædelsen. Det gælder dog kun, hvis retten med sikkerhed skønner, at tiltalte også under forudsætning af sådan afvigelse fra tiltalen har haft tilstrækkelig adgang til at forsvare sig. Finder retten, at dette ikke er tilfældet, eller nærer den tvivl i så henseende, skal den, inden dens afvigende bedømmelse lægges til grund for domfældelsen, give parterne lejlighed til at udtale sig og efter omstændighederne udsætte sagen i det tidsrum, der er nødvendigt for at varetage forsvaret.

§ 477. Domfældes tiltalte, skal retten i begrundelsen for dommen angive

1) de omstændigheder, der anses som bevist, og som lægges til grund for domfældelsen,

2) den regel, der er overtrådt,

3) hjemlen til at idømme foranstaltning, og

4) de omstændigheder, som er tillagt betydning ved valg og udmåling af foranstaltning.

Stk. 2. Hvis tiltalte frifindes, skal retten i begrundelsen for dommen angive

1) de omstændigheder, som er en betingelse for domfældelse, og som anses at mangle eller ikke være bevist, eller

2) de omstændigheder, som udelukker kriminalretligt ansvar, og som anses at foreligge, samt

3) de lovbestemmelser, der er anvendt.

§ 478. Dommen skal udarbejdes på eller oversættes til et sprog, tiltalte forstår.

Vejledning om anke

§ 479. Tiltalte skal vejledes om adgangen til at anke dommen. Vejledningen gives ved dommens afsigelse, hvis tiltalte er til stede, og ellers ved den efterfølgende underretning om eller forkyndelse af dommen, jf. § 474, stk. 3. Det anføres i retsbogen, hvis vejledningen gives i et retsmøde, hvor tiltalte er til stede.

Stk. 2. En forsvarer, der har bistået tiltalte under sagens behandling i kredsretten, har pligt til at vejlede tiltalte om adgangen til at anke til Grønlands Landsret, jf. § 534, og til at bistå tiltalte hermed.

Kapitel 40

Sagsomkostninger

§ 480. I kriminalsager, der forfølges af det offentlige, afholdes omkostningerne ved sagens behandling og fuldbyrdelse af statskassen.

Stk. 2. Findes tiltalte skyldig, kan det dog, når særlige omstændigheder taler for det, bestemmes ved dommen, at tiltalte helt eller delvis skal erstatte det offentlige nødvendige omkostninger.

Kapitel 41

Udtalelser til offentligheden m.v.

§ 481. Ingen, som i embeds medfør er beskæftiget med en kriminalsag, må, så længe sagen ikke er afgjort eller bortfaldet, udtale sig uden for retten til offentligheden om skyldsspørgsmålet.

§ 482. Offentlig gengivelse af retsforhandlinger skal være objektiv og loyal.

Stk. 2. Den, som offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds mundtligt eller skriftligt, forsætligt eller ved grov uagtsomhed

1) giver væsentlig urigtig oplysning om en straffesag, der endnu ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet,

2) lægger hindringer i vejen for sagens oplysning eller,

3) så længe endelig dom i en straffesag ikke er afsagt, fremsætter udtalelser, der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommere eller domsmænd med hensyn til sagens afgørelse,

kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven.

§ 483. Hvis hensynet til fremmede magter gør det påkrævet, at der ikke offentligt sker omtale af et forhold, der efterforskes af politiet, kan politiet anmode retten om at bestemme, at offentlig omtale af sagen helt eller delvis er forbudt. Spørgsmålet behandles og beslutningen afsiges for lukkede døre. Rettens afgørelse træffes ved beslutning, der skal begrundes.

Stk. 2. Afgørelsen bortfalder, når der er rejst tiltale, eller tiltale er frafaldet. Vedrører sagen flere personer, kan afgørelsen dog opretholdes, indtil efterforskningen er afsluttet for alles vedkommende.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om, hvordan rettens afgørelser efter denne bestemmelse bekendtgøres for pressen.

Stk. 4. Overtrædelse af forbudet kan medføre foranstaltninger efter kriminalloven.

§ 484. Den, der i forbindelse med omtale af en sag om overtrædelse af kriminallovens regler om seksualforbrydelser eller i øvrigt med henblik på en sådan sag, offentliggør navn, stilling eller bopæl på den forurettede eller på anden måde offentliggør den pågældendes identitet, kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven.

Stk. 2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at politiet offentliggør den forurettedes identitet, når dette findes påkrævet af hensyn til sagens opklaring eller i øvrigt til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse. Ved forevisning af fotografier af forurettede finder §§ 430 og 432 dog anvendelse.

§ 485. Den, som i forbindelse med omtale af en kriminalsag eller i øvrigt med henblik på en sådan sag offentliggør en medvirkende domsmands navn, stilling eller bopæl eller på anden måde offentliggør den pågældendes identitet, kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven.

Kapitel 42

Erstatning i anledning af kriminalretlig forfølgning

§ 486. Den, der har været anholdt eller tilbageholdt som led i en kriminalretlig forfølgning, har krav på erstatning for den derved tilføjede skade, såfremt påtale opgives eller tiltalte frifindes. Erstatning ydes for økonomisk skade samt for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold.

Stk. 2. Selv om betingelserne for at yde erstatning efter stk. 1 ikke er opfyldt, kan der ydes erstatning, hvis den frihedsberøvelse, der har været anvendt under sagen, ikke står i rimeligt forhold til forfølgningens udfald, eller det af andre særlige grunde findes rimeligt.

Stk. 3. Erstatning kan nedsættes eller nægtes, hvis den sigtede selv har givet anledning til anholdelsen eller tilbageholdelsen.

§ 487. Der kan ydes en sigtet, der som led i en kriminalretlig forfølgning har været udsat for andre kriminalprocessuelle indgreb, erstatning efter reglerne i § 486.

§ 488. Har der over for en person, der ikke har været sigtet, været iværksat indgreb som led i en kriminalretlig forfølgning, kan der ydes erstatning, hvis det findes rimeligt.

§ 489. Der tilkommer den, der har været anstaltsanbragt eller været undergivet anden kriminalretlig foranstaltning, erstatning efter reglerne i § 486, hvis anke eller genoptagelse medfører bortfald af den idømte foranstaltning. I tilfælde af formildelse ydes der erstatning, hvis den retsfølge, der er fuldbyrdet, er mere indgribende end den, der idømmes efter anke eller genoptagelse.

Stk. 2. Erstatning kan nægtes eller nedsættes, hvis den dømte ved sin adfærd under sagen selv har givet anledning til domfældelsen.

§ 490. Politimesteren træffer afgørelse vedrørende krav om erstatning i medfør af §§ 486-489. Justitsministeren kan fastsætte, at nærmere angivne sager skal forelægges for rigsadvokaten eller justitsministeren til afgørelse. Krav fra en person, der har været sigtet, skal fremsættes senest 2 måneder efter meddelelse til sigtede om forfølgningens ophør eller efter afsigelse af en endelig dom. Har tiltalte ikke været til stede ved dommens afsigelse, beregnes fristen dog fra forkyndelsen, hvis dommen skal forkyndes. Krav fra andre skal fremsættes senest 2 måneder, efter at indgrebet er ophørt.

Stk. 2. Fremsættes kravet efter udløbet af den i stk. 1 nævnte frist, kan det behandles, hvis overskridelsen findes undskyldelig.

Stk. 3. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af politimesteren vedrørende krav om erstatning. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.

Stk. 4. Justitsministeren behandler klager over afgørelser vedrørende krav om erstatning truffet af rigsadvokaten som 1. instans.

Stk. 5. Fristen for klager over afgørelser vedrørende krav om erstatning er 4 uger, efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, hvis fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 3-5 finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og offentlighedsloven.

§ 491. Imødekommes erstatningskravet ikke ved en afgørelse truffet af rigsadvokaten i en klagesag eller af justitsministeren, kan den erstatningssøgende senest to måneder efter meddelelse om afslaget anmode om at få kravet indbragt for den ret, som har afgjort kriminalsagen. Sagen indbringes for retten af politimesteren. Har kriminalsagen ikke været afgjort af retten, indbringer politimesteren erstatningskravet for retten på det sted, hvor det kriminalprocessuelle indgreb er besluttet, eller for kredsretten ved den erstatningssøgendes hjemting.

Stk. 2. Efter anmodning fra erstatningssøgende skal der beskikkes en forsvarer for den pågældende.

Stk. 3. Erstatningssagen behandles i kriminalretsplejens former. Retten kan dog nægte at behandle et erstatningskrav, som fremsættes af nogen, der ikke har været sigtet, hvis kravet ikke på rimelig måde vil kunne behandles i kriminalretsplejens former. Det står herefter den forurettede frit for at fremsætte kravet efter reglerne for civile sager.

Stk. 4. Sagen behandles under medvirken af domsmænd, medmindre erstatningskravet er fremsat som følge af en sag vedrørende en lovovertrædelse, der ikke er eller skulle have været afgjort under medvirken af domsmænd.

§ 492. Erstatningskravet falder i arv efter de almindelige regler herom, dog således at krav på godtgørelse for en ikke-økonomisk skade falder i arv, når det er fremsat i overensstemmelse med reglerne i § 490.

§ 493. Erstatningskrav, der på grundlag af almindelige erstatningsregler rejses af sigtede, domfældte eller andre i anledning af kriminalretlig forfølgning, behandles efter anmodning efter reglerne i dette kapitel.

AFSNIT VI

APPEL OG GENOPTAGELSE

Kapitel 43

Appel og genoptagelse af civile sager

Anke

§ 494. Domme, der er afsagt af en kredsret eller af Retten i Grønland, kan ankes til Grønlands Landsret af en part, der ved dommen ikke har fået fuldt medhold i sin påstand. Anke kan ske til forandring, ophævelse eller hjemvisning.

Stk. 2. Anken kan omfatte afgørelser, der er truffet under sagen, medmindre andet er bestemt ved lov.

Stk. 3. En part kan give afkald på anke, efter at dommen er afsagt.

§ 495. Den, der er dømt som udebleven, kan kun anke dommen under påberåbelse af fejl ved sagsbehandlingen.

Stk. 2. Domme, hvorved retten afviser sagen, fordi den ikke er indbragt for rette domstol eller ikke er indbragt rettidigt for domstolen eller appelretten, kan kun indbringes for højere ret ved kære.

Stk. 3. Bestemmelser om sagsomkostninger kan kun indbringes særskilt for højere ret ved kære.

Ankefrist

§ 496. Ankefristen er 4 uger fra dommen er afsagt, jf. §§ 237 og 130.

Iværksættelse af anke m.v.

§ 497. Anke sker ved indlevering af en ankestævning med en genpart til landsretten inden ankefristens udløb.

Stk. 2. Ankestævningen skal indeholde:

1) angivelse af den dom, der ankes,

2) appellantens og indstævntes navn og adresse, herunder en adresse, hvor meddelelser kan sendes til og forkyndes for appellanten og indstævnte,

3) appellantens eventuelle telefonnummer og telefaxnummer,

4) appellantens påstand,

5) en beskrivelse af baggrunden for appellantens påstand, og

6) angivelse af de dokumenter og andre beviser, som appellanten vil påberåbe sig, og som ikke var påberåbt i foregående instans.

Stk. 3. Udskrift af den dom, der ankes, skal vedlægges ankestævningen. Endvidere vedlægges de dokumenter, der er nævnt i stk. 2, nr. 6, med en genpart, hvis appellanten er i besiddelse af dem.

Stk. 4. Appellanten har efter anmodning ret til at få den nødvendige bistand til at udarbejde ankestævning hos enhver ret i landet.

§ 498. Landsretten underretter den ret, der har afsagt dommen, om anken og anmoder om at få fremsendt sagens akter.

§ 499. Efter at ankestævning er forkyndt, kan appellanten ikke hæve sagen, hvis indstævnte rettidigt nedlægger en påstand, der lyder på andet end stadfæstelse af dommen, og indstævnte ønsker ankesagen behandlet.

For sen anke

§ 500. Anke, som sker efter ankefristens udløb, afvises af landsretten.

Stk. 2. Landsretten kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år, efter at dommen er afsagt. Giver landsretten tilladelse, skal ankestævning indleveres senest 4 uger, efter at parten har fået tilladelsen. Bestemmelserne i § 524 finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen af ansøgningen om tilladelse til anke efter ankefristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 526.

Opsættende virkning

§ 501. Anke, der sker inden ankefristens udløb, har opsættende virkning, medmindre andet er bestemt i loven, eller det bestemmes af den ret, hvis afgørelse ankes, eller af landsretten.

Mangelfuld ankestævning

§ 502. Opfylder ankestævningen ikke kravene i § 497, stk. 2, eller er den i øvrigt uklar eller mangelfuld, henvender landsretten sig til appellanten, som kan gives en kortere frist til at udbedre manglerne.

Stk. 2. Kan manglerne ikke udbedres, eller undlader appellanten at gøre dette inden for den fastsatte frist, afviser landsretten sagen.

Forberedelse af ankesagen

§ 503. Ankestævningen forkyndes for indstævnte sammen med en vejledning om, hvad denne inden for en fastsat frist skal foretage sig for at varetage sine interesser i sagen. Retten bestemmer samtidig, om svarskrift skal fremlægges i et retsmøde eller indleveres til retten.

Stk. 2. Møder eller svarer indstævnte ikke i sagen inden udløbet af den fastsatte frist, anses indstævnte for at have påstået dommen stadfæstet. Indstævnte skal i forbindelse med forkyndelsen af ankestævningen gøres bekendt med dette. Retten underretter appellanten, hvis svarskrift ikke er indleveret rettidigt.

§ 504. Et svarskrift fra indstævnte skal indeholde:

1) indstævntes navn og adresse, herunder en adresse, hvor meddelelser kan sendes til og forkyndelse kan ske for indstævnte,

2) indstævntes eventuelle telefonnummer og telefaxnummer,

3) indstævntes påstand,

4) en beskrivelse af baggrunden for indstævntes påstand, og

5) angivelse af de dokumenter og andre beviser, som indstævnte vil påberåbe sig, og som ikke var påberåbt i foregående instans.

Stk. 2. De dokumenter, der er nævnt i stk. 1, nr. 5, skal med en genpart vedlægges svarskriftet, hvis indstævnte er i besiddelse af dem.

§ 505. Landsretten bestemmer, om der skal afholdes flere retsmøder, eller om en part inden for en af retten fastsat frist skal indlevere et yderligere processkrift, eller om forberedelsen af anken skal sluttes, og sagen straks berammes til hovedforhandling.

Stk. 2. Landsretten kan bestemme, at hovedforhandlingen skal foregå i forlængelse af et forberedende møde, hvis parterne er enige om det, eller hvis sagen findes tilstrækkeligt oplyst og omstændighederne i øvrigt ikke taler imod det.

Nye påstande, anbringender og beviser

§ 506. Påstande og anbringender, som ikke har været gjort gældende i 1. instans, kan mod modpartens protest kun tages i betragtning med landsrettens tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, når

1) det må anses for undskyldeligt, at de pågældende påstande og anbringender ikke er fremsat tidligere,

2) modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser, eller

3) der er grund til at antage, at nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt tab for parten.

Stk. 2. Selv om modparten ikke protesterer, kan landsretten nægte fremsættelsen af påstande og anbringender, som ikke har været gjort gældende i 1. instans, og som ville gøre det nødvendigt for landsretten at tage stilling til forhold, der ikke har foreligget for den foregående instans.

Stk. 3. Når forberedelsen af ankesagen er afsluttet, og der er fastsat tid og sted for hovedforhandlingen, kan retten nægte at give tilladelse, selv om modparten ikke protesterer, hvis de nye påstande og anbringender burde have været fremsat tidligere under anken.

§ 507. Beviser kan føres, selv om de ikke har været ført i 1. instans.

Stk. 2. Hver part skal inden forberedelsens afslutning meddele modparten og retten, hvilke dokumenter og andre beviser parten ønsker at påberåbe sig. Beviser, som meddeles efter dette tidspunkt, kan kun føres med rettens tilladelse.

Udeblivelse

§ 508. Udebliver appellanten og indstævnte fra et retsmøde, som de begge er indkaldt til, hæver landsretten sagen. Det samme gælder, hvis parterne samtidig undlader at indlevere et processkrift i overensstemmelse med landsrettens bestemmelse.

§ 509. Udebliver appellanten fra et retsmøde, som denne er indkaldt til, eller undlader appellanten at indlevere et processkrift i overensstemmelse med landsrettens bestemmelse, afviser landsretten anken. Afvisning kan dog kun ske, hvis appellanten er orienteret om denne mulighed.

Stk. 2. Har indstævnte nedlagt anden påstand end stadfæstelse, fortsættes behandlingen af sagen dog efter indstævntes anmodning til afgørelse på grundlag af det foreliggende skriftlige materiale samt indstævntes bevisførelse og mundtlige indlæg. Udebliver appellanten under sagens forberedelse, kan landsretten dog efter anmodning fra indstævnte i stedet tillade, at sagen afgøres på grundlag af det foreliggende skriftlige materiale og et skriftligt indlæg fra indstævnte.

Stk. 3. Afholdes yderligere retsmøder i sagen, indkaldes også appellanten hertil.

Stk. 4. Har indstævnte udvidet sin påstand eller fremsat anbringender, der ikke var påberåbt i 1. instans, kan der ved afgørelse af sagen efter stk. 2 kun tages hensyn hertil, hvis påstanden er ændret eller anbringendet er fremsat i et retsmøde, hvor appellanten var mødt, eller i et processkrift, der er forkyndt for appellanten. Der kan endvidere kun føres beviser, som appellanten var underrettet om før det retsmøde, som den pågældende udeblev fra.

§ 510. Udebliver indstævnte fra et retsmøde, eller undlader indstævnte at indlevere et processkrift i overensstemmelse med landsrettens bestemmelse, fortsættes behandlingen af sagen til afgørelse på grundlag af det foreliggende skriftlige materiale samt appellantens bevisførelse og mundtlige indlæg. Udebliver indstævnte under forberedelsen af sagen, kan landsretten dog efter anmodning fra appellanten i stedet tillade, at sagen afgøres på grundlag af det skriftlige materiale og et skriftligt indlæg fra appellanten.

Stk. 2. Afholdes yderligere retsmøder i sagen, indkaldes også indstævnte hertil.

Stk. 3. Har appellanten udvidet sin påstand eller fremsat anbringender, der ikke var påberåbt i 1. instans, kan der ved afgørelse af sagen efter stk. 1 kun tages hensyn hertil, hvis påstanden er ændret eller anbringendet er fremsat i et retsmøde, hvor indstævnte var mødt, eller i et processkrift, der er forkyndt for indstævnte. Der kan endvidere kun føres beviser, som indstævnte var underrettet om før det retsmøde, som indstævnte udeblev fra.

§ 511. Udebliver en part fra et retsmøde, eller indleverer en part ikke et processkrift rettidigt, kan dette kun føre til afvisning eller udeblivelsesdom, hvis parten er blevet orienteret om denne mulighed.

§ 512. Landsretten kan bestemme, at udeblivelse eller undladelse af at indlevere et processkrift ikke skal have virkning efter §§ 508-510, navnlig hvor udeblivelsen eller undladelsen må antages at skyldes lovligt forfald eller undskyldende omstændigheder i øvrigt, eller hvor modparten ønsker sagen udsat.

§ 513. En rettidigt anlagt ankesag, der er hævet eller afvist, kan med landsrettens tilladelse på ny tages op til behandling, hvis appellanten anmoder om det senest 2 uger efter det retsmøde, hvor sagen blev hævet eller afvist.

Reglerne for ankesagens behandling i øvrigt

§ 514. I øvrigt finder reglerne om behandling af civile sager i kapitlerne 14-16 og 19-21 tilsvarende anvendelse ved landsretten.

Stk. 2. Landsretten kan dog bestemme, at parterne senest 14 dage inden hovedforhandlingen skal sende et bestemt antal genparter af de udvekslede processkrifter og de dokumenter eller dele heraf, der agtes påberåbt under hovedforhandlingen. Hvis genparterne ikke indsendes rettidigt, finder reglerne om udeblivelse tilsvarende anvendelse.

Anke til Højesteret

§ 515. Domme, der er afsagt af Grønlands Landsret, kan ikke ankes. Procesbevillingsnævnet, jf. kapitel 1 a i den danske retsplejelov, kan dog give tilladelse til anke til Højesteret, hvis sagen er af principiel karakter.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til anke efter stk. 1 skal senest 8 uger, efter at dommen er afsagt, indgives til landsdommeren, der afgiver en udtalelse om ansøgningen og videresender den til Procesbevillingsnævnet. Ansøgningen kan også indgives direkte til Procesbevillingsnævnet, der i så fald indhenter en udtalelse fra landsdommeren om sagen. Nævnet kan undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere end den nævnte frist, men senest 1 år, efter at dommen er afsagt.

§ 516. For ankesagens behandling ved Højesteret gælder i øvrigt reglerne i den danske retsplejelov med de ændringer, der følger af forholdenes forskellighed.

Kære

§ 517. Beslutninger, der er truffet af en kredsret eller af Retten i Grønland, kan kæres til Grønlands Landsret, medmindre andet er særligt bestemt ved lov.

Stk. 2. Kære kan iværksættes af enhver, som beslutningen indeholder en afgørelse overfor.

Stk. 3. Afgørelser om dørlukning kan også kæres af personer, der

1) er omfattet af § 145, og

2) har været til stede eller været repræsenteret ved en person som nævnt i nr. 1 fra samme massemedie i det retsmøde, hvor retten behandlede spørgsmålet.

Stk. 4. Delafgørelser efter § 191, stk. 2, kan først indbringes for landsretten i forbindelse med den endelige afgørelse i sagen, medmindre afgørelsen kan fuldbyrdes, eller landsretten giver tilladelse til at indbringe delafgørelsen særskilt. Ansøgning om sådan tilladelse indgives til landsretten inden udløbet af fristen efter § 518. Gives tilladelsen, indbringes sagen i overensstemmelse med § 519 for landsretten senest 4 uger, efter at parten har fået tilladelsen.

Stk. 5. Efter at der er afsagt dom i en sag, kan afgørelser, der er truffet under sagen, ikke kæres af en part.

Stk. 6. Landsretten kan ophæve en allerede iværksat kære, såfremt det spørgsmål, afgørelsen angår, kan inddrages under en senere anke af sagen.

Kærefrist

§ 518. Kærefristen er 2 uger fra den dag, afgørelsen er truffet.

Stk. 2. Er afgørelsen truffet, uden at kærende var til stede, og uden at vedkommende på forhånd har fået meddelelse om tidspunktet for afgørelsen, regnes fristen dog fra den dag, hvor meddelelsen om afgørelsen kan antages at være kommet frem til den pågældende.

Iværksættelse af kære

§ 519. Kære sker ved, at der til den ret, hvis afgørelse kæres, inden kærefristens udløb fremsættes mundtlig anmodning herom eller indleveres et kæreskrift med en genpart.

Stk. 2. Et kæreskrift skal indeholde den kærendes påstand og om nødvendigt en angivelse af baggrunden for den kærendes påstand. Fremsættes kæren mundtligt, noteres disse oplysninger i retsbogen.

Stk. 3. Hvis afgørelsen ikke omgøres, jf. § 110 eller § 150, stk. 2, sender retten straks kæresagen til landsretten. Det fremsendte materiale skal omfatte:

1) udskrift af retsbogen vedrørende den mundtligt fremsatte kære eller det indleverede kæreskrift,

2) udskrift af den afgørelse, der kæres, og

3) sagens akter i øvrigt i det omfang, de er af betydning for kæren.

Stk. 4. Retten kan vedlægge en erklæring om kæren.

Stk. 5. Kære kan støttes på nye anbringender og beviser.

For sen kære

§ 520. Kære, som sker efter kærefristens udløb, afvises af landsretten.

Stk. 2. Landsretten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter afgørelsen. Gives tilladelsen, skal kæren iværksættes senest 2 uger, efter at parten har fået tilladelsen. Bestemmelserne i § 524 finder tilsvarende anvendelse ved behandling af ansøgning om tilladelse til kære efter fristens udløb.

Opsættende virkning

§ 521. Kære har ikke opsættende virkning, medmindre andet er bestemt i loven, eller det bestemmes af den ret, hvis afgørelse kæres, eller af landsretten.

Kæresagens behandling i øvrigt

§ 522. Landsretten underretter parterne om, at kæresagen er modtaget, og om indholdet af rettens erklæring efter § 519, stk. 4.

§ 523. Parterne har adgang til at indsende skriftlige udtalelser til landsretten. Landsretten fastsætter en frist herfor, således at udtalelser, der modtages efter denne frist, kun tages i betragtning, hvis der endnu ikke er truffet afgørelse i sagen.

Stk. 2. Skønner retten, at en part er ude af stand til at formulere sig skriftligt i sagen, kan landsretten beslutte, at parten i stedet skal indkaldes til den ret, hvor det findes mest hensigtsmæssigt, for at afgive en mundtlig udtalelse.

Stk. 3. Landsretten kan indhente yderligere oplysninger eller erklæringer fra parterne eller fra den ret, der har truffet afgørelsen. Efter anmodning fra en part kan der herunder træffes beslutning om bevisførelse til brug for kæresagen.

§ 524. Landsretten træffer sin afgørelse på grundlag af det indkomne skriftlige materiale, herunder eventuelle retsbogsudskrifter af de parts- eller vidneforklaringer m.v., der måtte være afgivet til brug for kæresagen. Landsrettens afgørelse skal begrundes.

Stk. 2. Hvor særlige grunde taler for det, kan landsretten bestemme, at kæresagen skal behandles mundtligt.

§ 525. For sagens behandling gælder i øvrigt reglerne for anke med de ændringer, der følger af forholdenes forskellighed.

Kære til Højesteret

§ 526. Beslutninger, der træffes af Grønlands Landsret, kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet, jf. kapitel 1 a i den danske retsplejelov, kan dog give tilladelse til kære til Højesteret, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til kære efter stk. 1 skal indgives til landsdommeren senest 4 uger, efter at afgørelsen er truffet, jf. dog § 518, stk. 2. Landsdommeren afgiver en udtalelse om ansøgningen og videresender den til Procesbevillingsnævnet. Ansøgningen kan også indgives direkte til Procesbevillingsnævnet, der i så fald indhenter en udtalelse fra landsdommeren om sagen. Nævnet kan undtagelsesvist give tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere end den nævnte frist, men senest 6 måneder, efter at afgørelsen er truffet.

§ 527. For kæresagers behandling ved Højesteret gælder i øvrigt reglerne i den danske retsplejelov med de ændringer, der følger af forholdenes forskellighed.

Ekstraordinær appel til Grønlands Landsret

§ 528. Højesteret kan undtagelsesvis tillade, at domme, der er afsagt af en kredsret eller af Retten i Grønland, ankes til Grønlands Landsret efter udløbet af den i § 500, stk. 2, nævnte frist på 1 år, når

1) det må anses for overvejende sandsynligt, at sagen uden ansøgerens fejl har været urigtigt oplyst, og at sagen efter en anke vil få et væsentlig forskelligt resultat,

2) det må anses for givet, at ansøgeren kun ad denne vej vil kunne undgå eller oprette et for denne indgribende tab, og

3) omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for anke.

§ 529. Højesteret kan under de i § 528, stk. 1, nr. 1-3, nævnte betingelser undtagelsesvis tillade, at en beslutning, der er truffet af en kredsret eller af Retten i Grønland, påkæres til Grønlands Landsret efter udløbet af den i § 520, stk. 2, nævnte frist på 6 måneder.

Ekstraordinær appel til Højesteret

§ 530. Har Procesbevillingsnævnet efter § 515 meddelt afslag på anke til Højesteret af en af Grønlands Landsret afsagt dom, eller er fristen på 1 år efter § 515, stk. 2, 2. pkt., for indgivelse af sådan ansøgning udløbet, kan Højesteret under de i § 528, stk. 1, nr. 1-3, nævnte betingelser undtagelsesvis tillade, at dommen ankes til Højesteret.

§ 531. Har Procesbevillingsnævnet efter § 526 meddelt afslag på kære til Højesteret af en af Grønlands Landsret truffet beslutning, eller er fristen på 6 måneder efter § 526, stk. 2, 2. pkt., for indgivelse af sådan ansøgning udløbet, kan Højesteret under de i § 528, stk. 1, nr. 1-3, nævnte betingelser undtagelsesvis tillade, at beslutningen påkæres til Højesteret.

Ekstraordinær genoptagelse for Højesteret

§ 532. Højesteret kan undtagelsesvis tillade, at en af Højesteret afgjort sag genoptages, når de i § 528, stk. 1, nr. 1-3, nævnte betingelser er opfyldte.

Øvrige bestemmelser om ekstraordinær appel og genoptagelse

§ 533. Højesteret bestemmer, hvordan en ansøgning om tilladelse efter §§ 528-532 skal behandles, og om lovens almindelige regler skal fraviges ved den fornyede behandling af sagen.

Stk. 2. Når tilladelsen er givet, kan Højesteret eller den ret, der behandler sagen, efter anmodning bestemme, at virkningerne af den afsagte dom eller trufne beslutning skal stilles i bero. Sådan bestemmelse kan betinges af, at der stilles sikkerhed.

Stk. 3. Afkald på retten til ekstraordinær appel og genoptagelse er ikke bindende.

Kapitel 44

Appel og genoptagelse af kriminalsager

Anke

§ 534. Domme, der er afsagt af en kredsret eller Retten i Grønland, kan ankes til Grønlands Landsret af tiltalte eller af anklagemyndigheden. Tiltalte kan anke til egen fordel, mens anklagemyndigheden kan anke både til fordel og til skade for tiltalte.

Stk. 2. Anken kan omfatte den forudgående behandling og de afgørelser, der er truffet under sagen.

Stk. 3. Anklagemyndigheden eller tiltalte kan give afkald på anke, efter at dommen er afsagt.

Stk. 4. En iværksat anke kan frafaldes, så længe landsretten ikke har afsagt dom. Frafaldes anke, efter at hovedforhandling for landsretten er påbegyndt, skal landsretten alligevel foretage prøvelse efter § 548, stk. 2, nr. 1-3.

§ 535. Er tiltalte under 18 år, kan anke til fordel for tiltalte også iværksættes af forældremyndighedens indehaver.

Stk. 2. Er tiltalte afgået ved døden, men forinden idømt en frihedsberøvende foranstaltning, kan tiltaltes ægtefælle, samlever, slægtninge i op- eller nedstigende linje eller søskende anke på tiltaltes vegne. Anklagemyndigheden kan i dette tilfælde ligeledes anke til fordel for tiltalte.

Ankefrist

§ 536. Ankefristen er 14 dage fra den dag dommen er afsagt. Er forkyndelse af dommen påbudt, regnes fristen dog for tiltaltes vedkommende fra forkyndelsen.

Stk. 2. Er en dom anket, kan også modparten anke, når dette sker inden 14 dage, efter at modparten har fået meddelelse om anken.

§ 537. Anklagemyndigheden kan anke til fordel for tiltalte, selv om ankefristen er udløbet. Sådan anke hindres heller ikke ved, at tiltalte har givet afkald på anke.

Iværksættelse af anke m.v.

§ 538. Anke fra tiltaltes side sker ved en mundtlig eller skriftlig anmodning, der inden ankefristens udløb fremsættes over for den ret, der har truffet afgørelsen, eller over for politiet eller en kommunefoged.

Stk. 2. Skal dommen forkyndes, kan tiltalte anke ved en mundtlig anmodning over for den, som foretager forkyndelsen. Sker dette, noteres det i forkyndelsespåtegningen. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Ved modtagelsen af tiltaltes anke søges det oplyst, hvilken påstand tiltalte nedlægger for landsretten, herunder om påstanden vedrører bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.

Stk. 4. Er tiltaltes anke ikke fremsat over for anklagemyndigheden eller i et retsmøde, hvor anklagemyndigheden er repræsenteret, giver retten snarest muligt underretning til anklagemyndigheden om anken.

§ 539. Snarest muligt efter at have modtaget tiltaltes anke udarbejder anklagemyndigheden en ankemeddelelse, der søges forkyndt for tiltalte.

Stk. 2. Ankemeddelelsen skal indeholde:

1) angivelse af den indankede dom,

2) oplysning om tiltaltes anke og påstand for landsretten, herunder om påstanden omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld,

3) oplysning om, hvorvidt anklagemyndigheden anker dommen, og om anklagemyndighedens påstand for landsretten, herunder om påstanden omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, og

4) en meddelelse til tiltalte om, at tiltalte eller dennes forsvarer senere vil blive underrettet om tidspunktet for sagens behandling i landsretten.

Stk. 3. Ankemeddelelsen eller en genpart heraf skal være skrevet på et sprog, som tiltalte forstår.

Stk. 4. Anklagemyndigheden sender en genpart af ankemeddelelsen til landsretten og til den ret, der har truffet afgørelsen.

§ 540. Anke fra anklagemyndighedens side sker ved en ankemeddelelse, der forkyndes for tiltalte inden ankefristens udløb, jf. dog § 537. § 539, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Ankemeddelelsen skal indeholde:

1) angivelse af den indankede dom

2) oplysning om anklagemyndighedens anke og påstand for landsretten, herunder om påstanden omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, og

3) en meddelelse til tiltalte om, at tiltalte eller dennes forsvarer senere vil blive underrettet om tidspunktet for sagens behandling i landsretten.

Stk. 3. Ved forkyndelsen af ankemeddelelsen søges det så vidt muligt oplyst hos tiltalte, om denne anker dommen, og hvilken påstand tiltalte nedlægger for landsretten, herunder om påstanden omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld. Fremkommer der oplysninger herom, noteres de straks på ankemeddelelsen af den, som foretager forkyndelsen. I øvrigt gives der ved forkyndelsen vejledning om muligheden og fristen for anke efter § 596, stk. 2.

§ 541. Anker tiltalte en dom, som forinden er anket af anklagemyndigheden, og sker dette efter forkyndelsen af ankemeddelelsen, jf. § 540, udarbejder anklagemyndigheden snarest muligt et tillæg til ankemeddelelsen, der sendes til tiltalte. Tillægget skal indeholde oplysning om tiltaltes anke og påstand for landsretten, herunder om påstanden omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld. § 539, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

For sen anke

§ 542. Anke, som sker efter ankefristens udløb, afvises af landsretten, jf. dog § 537.

Stk. 2. Landsretten kan dog tillade anke, når

1) den, der anker, sandsynliggør, at den pågældende først senere er blevet bekendt med den omstændighed, som anken støttes på, eller

2) overskridelsen af fristen i øvrigt skyldes grunde, som ikke kan tilregnes den pågældende.

Stk. 3. I de i stk. 2 nævnte tilfælde skal anke iværksættes senest 14 dage, efter at den, der anker, er blevet bekendt med ankegrunden, eller efter at de omstændigheder, som har medført overskridelse af fristen, ikke længere er til stede. Ved ankens iværksættelse skal der oplyses om begrundelsen for overskridelsen af fristen.

Afvisning af anken i øvrigt

§ 543. Landsretten kan afvise tiltaltes anke, hvis ankemeddelelse som følge af tiltaltes forhold ikke på sædvanlig måde har kunnet forkyndes for denne.

Stk. 2. Landsretten kan efter tiltaltes anmodning beslutte at genoptage behandlingen af en anke, der er afvist efter stk. 1, hvis tiltalte godtgør, at den manglende adgang til sædvanlig forkyndelse skyldes forhold, der ikke kan tilregnes tiltalte. Tiltaltes anmodning herom skal fremsættes senest 14 dage, efter at landsretten har truffet afgørelse om at afvise anken. Dog finder § 542, stk. 2, tilsvarende anvendelse på anmodninger om genoptagelse, som modtages efter dette tidspunkt. Nægtes genoptagelse, kan spørgsmålet indbringes for Den Særlige Klageret efter reglerne om kære. Den Særlige Klagerets afgørelse er endelig og kan ikke ankes.

§ 544. Landsretten kan efter anmodning eller af egen drift afvise ankesagen helt eller delvist med den begrundelse,

1) at de frister eller fremgangsmåder, der er fastsat for anken, ikke er overholdt, eller

2) at den, der anker, ikke har ret til at anke.

Stk. 2. Hvis en frifindende dom er anket af anklagemyndigheden, kan landsretten efter anmodning eller af egen drift afvise ankesagen helt eller delvist med den begrundelse,

1) at sagen ikke er undergivet offentlig påtale,

2) at det forhold, der er rejst tiltale for, ikke er kriminelt, eller

3) at det kriminalretlige ansvar er bortfaldet ved forældelse.

Stk. 3. Afvisning efter stk. 1 og 2 sker, efter at der er givet den ankende adgang til at udtale sig mundtligt eller skriftligt. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes.

Opsættende virkning

§ 545. Hvis anke er sket inden udløbet af ankefristen, kan dommen ikke fuldbyrdes over den dømte, som anken vedrører.

Stk. 2. Er anke sket efter udløbet af ankefristen, jf. § 503, kan landsretten efter anmodning beslutte, at fuldbyrdelsen skal udsættes eller standses. Dette sker i hvert fald, hvis anke tillades efter § 542.

Opretholdelse af tvangsindgreb

§ 546. Har retten i 1. instans samtidig med domsafsigelsen truffet bestemmelse om fortsat tilbageholdelse af tiltalte eller om andre forholdsregler over for denne efter § 361, tager landsretten straks ved modtagelsen af sagen stilling til, om den trufne forholdsregel skal opretholdes under ankesagens behandling, jf. § 368, stk. 3. Beslutningen om dens opretholdelse kan til enhver tid ændres.

Omfanget af landsrettens prøvelse m.v.

§ 547. En anke antages at omfatte bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, medmindre andet fremgår af ankemeddelelsen.

§ 548. Omfatter anken bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, finder en fuldstændig ny behandling sted for landsretten.

Stk. 2. Uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde begrænses prøvelsen til det, som er omfattet af parternes påstande. Landsretten påser dog af egen drift,

1) om loven er urigtigt anvendt til skade for tiltalte,

2) om den idømte foranstaltning er uforholdsmæssigt indgribende,

3) om en væsentlig regel for sagens behandling, der har til formål at beskytte tiltalte, er tilsidesat med den virkning, at rigtigheden af en fældende dom må anses for tvivlsom,

4) om der ved bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld er begået en åbenbar fejl med den virkning, at rigtigheden af en fældende dom må anses for tvivlsom.

§ 549. Er en dom, der omfatter flere tiltalte eller flere lovovertrædelser begået af samme tiltalte, kun anket for en eller nogle tiltaltes eller lovovertrædelsers vedkommende, kan landsretten tage forhold, der er omfattet af ankesagen, i betragtning til fordel for vedkommende tiltalte også under den upåankede del af sagen.

§ 550. Har kun tiltalte anket, kan der ikke idømmes en mere indgribende foranstaltning end i 1. instans.

Sigtedes forsvar

§ 551. For sigtede og dennes forsvar gælder reglerne i kapitel 32.

Forurettedes stilling

§ 552. For forurettedes stilling gælder reglerne i kapitel 33.

Forberedelse af ankesagen

§ 553. Når ankemeddelelsen er forkyndt for tiltalte, indleverer anklagemyndigheden ankemeddelelsen til landsretten sammen med sagens dokumenter eller en genpart heraf samt en bevisfortegnelse over de vidner, der skal føres under sagen, og de bevismidler, der i øvrigt vil blive påberåbt.

Stk. 2. Bevisfortegnelsen eller en genpart heraf skal være skrevet på et sprog, som tiltalte forstår.

§ 554. Er tiltalte repræsenteret ved en forsvarer, sender politiet ankemeddelelsen, bevisfortegnelsen samt genpart af sagens dokumenter til forsvareren samtidig med fremsendelsen af disse dokumenter til landsretten. Hvis forsvareren først beskikkes af landsretten ved modtagelsen af ankemeddelelsen m.v., sender landsretten de pågældende dokumenter til forsvareren.

Parternes tilstedeværelse

§ 555. Tiltalte har ret til at deltage i retsmødet.

§ 556. I tilfælde, hvor kun tiltalte har anket, og hvor anken omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, kan landsretten afvise anken, hvis tiltalte på trods af forkyndt tilsigelse er udeblevet uden oplyst lovligt forfald, og sagen ikke med nytte findes at kunne behandles, uden at tiltalte er til stede.

Stk. 2. Landsretten kan endvidere afvise en anke som nævnt i stk. 1, hvis indkaldelsen af tiltalte som følge af tiltaltes forhold ikke på sædvanlig måde har kunnet forkyndes for denne.

Stk. 3. Landsretten kan efter tiltaltes anmodning beslutte at genoptage behandlingen af en anke, der er afvist efter stk. 1, hvis tiltalte godtgør, at udeblivelsen skyldes lovligt forfald, som det ikke på forhånd har været muligt for tiltalte at underrette landsretten om, eller at indkaldelsen ikke i rette tid er kommet til tiltaltes kundskab. § 543, stk. 2, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Landsretten kan efter tiltaltes anmodning beslutte at genoptage behandlingen af en anke, der er afvist efter stk. 2, såfremt tiltalte godtgør, at der ikke på sædvanlig måde har kunnet forkyndes for tiltalte på grund af forhold, som ikke kan tilregnes tiltalte. § 543, stk. 2, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 557. Hvis anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, kan sagen behandles, selv om tiltalte ikke møder.

Bevisførelse

§ 558. For afhøringer og anden bevisførelse ved landsretten finder §§ 456-469, tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Herudover kan gengivelser i retsbøger af forklaringer, der er afgivet af vidner og af syns- og skønsmænd under sagens behandling i 1. instans, anvendes som bevismiddel, hvis ingen af parterne inden hovedforhandlingen har anmodet om ny afhøring.

Ophævelse af dommen

§ 559. Tilsidesættelse eller forkert anvendelse af regler for sagens behandling medfører ikke ophævelse af en anket dom, medmindre det må antages, at overholdelse af den pågældende regel kunne have medført et andet udfald af sagen.

Stk. 2. Tilsidesættelse eller forkert anvendelse af regler for sagens behandling, som udelukkende er fastsat af hensyn til tiltalte, kan ikke føre til ændring af en anket dom til skade for tiltalte.

§ 560. Finder landsretten, at den ankede afgørelse skal ændres, men at betingelserne for, at landsretten kan afsige realitetsdom, ikke er til stede, ophæver landsretten dommen. Rammer ophævelsesgrunden også helt eller delvist den behandling, som ligger til grund for dommen, ophæver landsretten også helt eller delvist denne behandling. Landsretten hjemviser sagen til fornyet behandling i 1. instans. Det skal om nødvendigt fremgå af landsrettens dom, fra hvilket punkt den nye behandling skal begynde.

Stk. 2. Har landsretten hjemvist sagen, indbringer anklagemyndigheden, hvis denne ikke frafalder tiltale, snarest muligt på ny sagen for retten i 1. instans. Hvis retten i 1. instans finder det nødvendigt, kan den beslutte at genoptage behandlingen fra et tidligere punkt end angivet i landsrettens dom. Inden der afsiges ny dom, skal parterne have lejlighed til at udtale sig. Er det kun tiltalte, der har anket, kan der ikke idømmes en mere indgribende foranstaltning end ved den tidligere dom, medmindre betingelserne for genoptagelse efter § 580 er opfyldt.

Ankesagens behandling i øvrigt

§ 561. I øvrigt finder afsnit V om behandlingen af kriminalsager tilsvarende anvendelse ved landsretten med de ændringer, der er fastsat i dette kapitel, eller som følger af forholdenes forskellighed.

Vejledning om appel

§ 562. En forsvarer, der har bistået tiltalte under ankesagen, har pligt til at vejlede tiltalte, om denne bør søge om tilladelse til at anke til højere ret, jf. § 564, og at bistå tiltalte hermed.

Sagsomkostninger

§ 563. § 480 om afholdelse af omkostningerne ved sagens behandling finder tilsvarende anvendelse ved landsretten.

Stk. 2. Landsrettens prøvelse omfatter omkostningsafgørelser, der er truffet i 1. instans, i det omfang afgørelsen afhænger af ankesagens udfald eller er særligt inddraget under anken.

Anke til Højesteret

§ 564. Domme, der er afsagt af Grønlands Landsret, kan ikke ankes. Procesbevillingsnævnet, jf. kapitel 1 a i den danske retsplejelov, kan dog give tilladelse til anke til Højesteret, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler for det.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til anke skal senest 4 uger, efter at dommen er afsagt, indgives til landsdommeren, der afgiver en udtalelse om ansøgningen og videresender den til Procesbevillingsnævnet. Skal dommen forkyndes, regnes fristen dog for tiltaltes vedkommende fra forkyndelsen. Ansøgningen kan også indgives direkte til Procesbevillingsnævnet, der i så fald indhenter en udtalelse fra landsdommeren om sagen. Nævnet kan undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere end den nævnte frist, men senest 1 år, efter at dommen er afsagt.

Stk. 3. Sager om opløsning af politiske foreninger kan altid indbringes for Højesteret.

§ 565. For ankesagens behandling ved Højesteret gælder i øvrigt reglerne i den danske retsplejelov med de ændringer, der følger af forholdenes forskellighed.

Kære

§ 566. Beslutninger, der er truffet af en kredsret eller af Retten i Grønland, kan kæres til Grønlands Landsret, medmindre andet er særligt bestemt ved lov.

Stk. 2. Kære kan iværksættes af enhver, som beslutningen indeholder en afgørelse overfor. Herudover kan personer, der er omfattet af § 145, kære beslutninger om dørlukning, referatforbud og navneforbud. Beslutninger om dørlukning kan dog kun kæres, hvis den kærende har været til stede eller repræsenteret ved en person som nævnt i 2. pkt. fra samme massemedie i det retsmøde, hvor retten behandlede spørgsmålet.

Stk. 3. Beslutninger, der træffes under hovedforhandlingen eller dens forberedelse, kan ikke kæres, medmindre

1) kære har særlig hjemmel i loven,

2) afgørelsen går ud på, at sagen udsættes, afvises eller hæves,

3) afgørelsen angår tilbageholdelse eller forholdsregler, der træder i stedet derfor, beslaglæggelse, ransagning eller lignende tvangsindgreb,

4) afgørelsen pålægger sagsomkostninger eller rettergangsbøder,

5) afgørelsen er rettet mod nogen, der ikke er part i sagen,

6) afgørelsen ikke har nogen direkte sammenhæng med hovedforhandlingen, eller

7) afgørelsen angår et spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens behandling eller har vidtrækkende principiel betydning.

Stk. 4. Efter at der er afsagt dom i en sag, kan afgørelser, der er truffet under sagen, ikke kæres af en part.

Stk. 5. Landsretten kan ophæve en allerede iværksat kære, såfremt det spørgsmål, afgørelsen angår, kan inddrages under en senere anke af sagen.

Kærefrist

§ 567. Kærefristen er 14 dage fra den dag, afgørelsen er truffet.

Stk. 2. Er afgørelsen truffet, uden at kærende var til stede, og uden at vedkommende på forhånd har fået meddelelse om tidspunktet for afgørelsen, regnes fristen dog fra den dag, hvor meddelelse om afgørelsen kan antages at være kommet frem til den pågældende.

Iværksættelse af kære

§ 568. Kære sker ved, at der til den ret, hvis afgørelse kæres, inden kærefristens udløb fremsættes mundtlig anmodning herom eller indleveres et kæreskrift med en genpart.

Stk. 2. Et kæreskrift skal indeholde den kærendes påstand og om nødvendigt en angivelse af baggrunden for den kærendes påstand. Fremsættes kæren mundtligt, noteres disse oplysninger i retsbogen.

Stk. 3. Hvis afgørelsen ikke omgøres, jf. §§ 110 og 150, stk. 2, sender retten straks kæresagen til landsretten. Det fremsendte materiale skal omfatte:

1) udskrift af retsbogen vedrørende den mundtligt fremsatte kære eller det indleverede kæreskrift,

2) udskrift af den afgørelse, der kæres, og

3) sagens akter i øvrigt (eventuelt i kopi) i det omfang, de er af betydning for kæren.

Stk. 4. Retten kan vedlægge en erklæring om kæren.

§ 569. Kære fra sigtedes side kan også ske ved, at der inden kærefristens udløb fremsættes mundtlig anmodning herom eller indleveres et kæreskrift med en genpart til politiet eller en kommunefoged. § 568, stk. 2, 1. pkt., finder herved tilsvarende anvendelse. Fremsættes kæren mundtligt, udarbejdes et notat om modtagelsen med angivelse af kærendes påstand og om nødvendigt baggrunden for kærendes påstand. Efter modtagelsen sendes kæreskriftet eller det udarbejdede notat straks til den ret, der har truffet afgørelsen. § 568, stk. 3 og 4, finder herefter tilsvarende anvendelse.

For sen kære

§ 570. Kære, som sker efter kærefristens udløb, afvises af landsretten.

Stk. 2. Landsretten kan dog tillade kære, når betingelserne i § 542, stk. 2, er opfyldt. Bestemmelsen i § 542, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Opsættende virkning

§ 571. Kære har ikke opsættende virkning, medmindre andet er bestemt i loven, eller det bestemmes af den ret, hvis afgørelse kæres, eller af landsretten.

§ 572. Kære mod afgørelser, hvorefter der skal gives underretning om indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. § 396, eller om, at materiale, der er tilvejebragt ved et sådan indgreb, skal tilintetgøres, jf. § 398, har opsættende virkning.

Kæresagens behandling i øvrigt

§ 573. Landsretten giver parterne meddelelse om, at kæresagen er modtaget, og om indholdet af rettens erklæring efter § 568, stk. 4.

§ 574. Medmindre landsretten straks afviser kæremålet, har kæresagens parter adgang til at indsende skriftlige udtalelser til landsretten.

Stk. 2. Landsretten kan beslutte, at en sigtet eller en anden part i kæresagen, der skønnes ude af stand til at formulere sig skriftligt i sagen, skal indkaldes til den ret, hvor det findes mest hensigtsmæssigt, for at afgive en mundtlig udtalelse.

Stk. 3. Landsretten kan indhente yderligere oplysninger eller erklæringer fra kæresagens parter eller fra den ret, der har truffet afgørelsen. Landsretten kan herunder træffe beslutning om bevisførelse til brug for kæresagen.

§ 575. Landsretten træffer afgørelse på grundlag af det indkomne skriftlige materiale, herunder eventuelle retsbogsudskrifter af de parts- eller vidneforklaringer m.v., der måtte være afgivet til brug for kæresagen. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes.

Stk. 2. Hvor særlige grunde taler for det, kan landsretten bestemme, at sagen skal behandles mundtligt.

§ 576. For behandlingen af kæresagen gælder i øvrigt reglerne om anke med de ændringer, der følger af forholdenes forskellighed.

Kære til Højesteret

§ 577. Beslutninger, der er truffet af Grønlands Landsret, kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet, jf. kapitel 1 a i den danske retsplejelov, kan dog give tilladelse til kære til Højesteret, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler for det.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til kære efter stk. 1 skal senest 4 uger, efter at afgørelsen er truffet, indgives til landsdommeren, der afgiver en udtalelse om ansøgningen og videresender den til Procesbevillingsnævnet. Er afgørelsen truffet, uden at ansøgeren har været til stede, og uden at vedkommende på forhånd var underrettet om tidspunktet for afgørelsen, regnes fristen dog fra den dag, hvor meddelelse om afgørelsen kan antages at være kommet frem til den pågældende. Ansøgningen kan også indgives direkte til Procesbevillingsnævnet, der i så fald indhenter en udtalelse fra landsdommeren om sagen. Nævnet kan undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere end den nævnte frist, men senest 1 år efter afgørelsen.

§ 578. For kæresagens behandling ved Højesteret gælder i øvrigt reglerne i den danske retsplejelov med de ændringer, der følger af forholdenes forskellighed.

Genoptagelse

§ 579. Genoptagelse kan ikke finde sted, før mulighederne for anke er udtømte, eller før en rejst ankesag er afsluttet.

Stk. 2. At dommen er fuldbyrdet, er ikke til hinder for genoptagelse.

§ 580. En pådømt sag, hvor tiltalte er frifundet, kan genoptages efter anmodning fra anklagemyndigheden, når

1) tiltalte har afgivet en senere tilståelse, hvorefter det må antages, at tiltalte har begået forbrydelsen,

2) der er kommet andre beviser for dagen, hvorefter det må antages, at tiltalte har begået forbrydelsen,

3) et vidne eller en syns- eller skønsmand har afgivet falsk forklaring eller erklæring under sagen, og der efter omstændighederne er god grund til at antage, at dette har medvirket til frifindelsen,

4) falske eller forfalskede dokumenter har været benyttet under sagen, og der efter omstændighederne er god grund til at antage, at dette har medvirket til frifindelsen, eller

5) tiltalte eller personer, der i medfør af offentlig tjeneste eller hverv har medvirket ved sagens behandling, har udvist et kriminelt forhold med det formål at påvirke sagens udfald, og der efter omstændighederne er god grund til at antage, at dette har medvirket til frifindelsen.

§ 581. Påstås tiltalte at have gjort sig skyldig i en væsentlig større forbrydelse, end vedkommende er dømt for, kan genoptagelse finde sted efter anmodning fra anklagemyndigheden under samme betingelser som nævnt i § 580.

§ 582. Når retsforfølgning frafaldes, efter at tiltale er rejst, uden at der afsiges dom i sagen, kan tiltale kun rejses, når

1) betingelserne i § 580 er opfyldt,

2) nye beviser af vægt senere kommer for dagen, eller

3) betingelserne i § 315, stk. 1, er opfyldt.

§ 583. En pådømt sag, hvor tiltalte er fundet skyldig, kan genoptages efter anmodning fra domfældte eller anklagemyndigheden, når

1) der tilvejebringes nye oplysninger, som må antages at kunne have medført frifindelse eller anvendelse af en væsentlig mindre indgribende foranstaltning, hvis de havde foreligget under sagen,

2) der foreligger forhold som nævnt i § 580, nr. 3-5, og der efter omstændighederne er god grund til at antage, at dette kan have medvirket til domfældelsen, eller

3) der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder, der gør det overvejende sandsynligt, at beviserne for tiltaltes skyld ikke har været rigtigt bedømt.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 535 stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse for adgangen til at anmode om genoptagelse.

§ 584. Bliver retten eller anklagemyndigheden bekendt med omstændigheder, som må antages at give domfældte eller andre på domfældtes vegne anledning til at anmode om genoptagelse, bør retten eller anklagemyndigheden underrette den pågældende herom.

§ 585. Spørgsmålet om genoptagelse afgøres af Den Særlige Klageret, jf. § 1 a i den danske retsplejelov.

Stk. 2. Anmodning om genoptagelse sker ved en skriftlig ansøgning, der indgives til landsdommeren. Landsdommeren afgiver en udtalelse om anmodningen og videresender ansøgningen til Den Særlige Klageret. Ansøgningen kan også indgives direkte til Den Særlige Klageret, der i så fald indhenter en udtalelse fra landsdommeren om sagen.

Stk. 3. Ansøgningen skal angive den dom, der ønskes genoptaget, samt de omstændigheder, som anmodningen støttes på, og de beviser, som menes at burde medføre et andet udfald af sagen.

Stk. 4. Domfældte og de personer, der kan anmode om genoptagelse efter § 583, stk. 2, har efter anmodning ret til at få bistand til at udarbejde ansøgningen hos en hvilken som helst ret i landet eller hos politiet eller en kommunefoged.

§ 586. I tilfælde, der er omfattet af § 583, stk. 1, nr. 3, skal ansøgning om genoptagelse være fremsat senest 5 år, efter at dommen er afsagt. Har domfældte været frihedsberøvet som følge af dommen, kan ansøgning om genoptagelse dog altid fremsættes indtil 2 år efter løsladelsen.

§ 587. Ansøgning om genoptagelse medfører ikke udsættelse eller afbrydelse af dommens fuldbyrdelse, medmindre Den Særlige Klageret bestemmer det. Det samme gælder, når der er truffet beslutning om genoptagelse efter §§ 580-581. Er der truffet beslutning om genoptagelse efter § 583, skal fuldbyrdelsen udsættes eller afbrydes, hvis den domfældte anmoder om det.

§ 588. Den Særlige Klageret kan beslutte straks at afvise en anmodning om genoptagelse, når

1) fristen efter § 586 ikke er overholdt,

2) der ikke i ansøgningen er angivet en grund, som efter loven kan medføre genoptagelse, eller

3) de påberåbte omstændigheder eller beviser er åbenbart betydningsløse.

§ 589. Når genoptagelse ikke straks afvises efter § 588, underretter Den Særlige Klageret modparten om anmodningen, ligesom modparten i nødvendigt omfang gives lejlighed til at udtale sig skriftligt eller mundtligt.

Stk. 2. Den Særlige Klageret kan beslutte, at der skal indhentes yderligere oplysninger til brug for sagen. Bevisførelse – herunder afhøring af tiltalte eller domfældte og af eventuelle vidner – kan foregå ved Den Særlige Klageret eller ved den anden ret, hvor det findes mest hensigtsmæssigt. I øvrigt finder de almindelige regler for kriminalsagers efterforskning og oplysning tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Den Særlige Klageret kan beskikke en forsvarer til at bistå den tiltalte eller domfældte. Der skal altid beskikkes en forsvarer, hvis sagen behandles mundtligt.

§ 590. Den Særlige Klageret afgør ved en beslutning, der skal begrundes, om en anmodning om genoptagelse skal tages til følge. Tages anmodningen til følge, går beslutningen ud på, at en ny hovedforhandling skal finde sted.

Stk. 2. Er domfældte død, skal Den Særlige Klageret uden ny hovedforhandling enten forkaste anmodningen om genoptagelse eller afsige dom, hvorved den omhandlede dom ophæves.

§ 591. Den Særlige Klagerets afgørelser er endelige og kan ikke ankes.

§ 592. Den nye hovedforhandling foregår ved den ret, som tidligere har dømt i sagen. For behandlingen gælder de almindelige regler for sagens behandling i den pågældende instans.

Stk. 2. Ingen dommer eller domsmand, som tidligere har medvirket under sagen, må deltage ved den nye behandling.

Stk. 3. Er genoptagelse besluttet i medfør af § 583, må den nye dom ikke afvige fra den tidligere til skade for domfældte. Er genoptagelse besluttet i medfør af § 580 eller § 581, må afvigelse til skade for tiltalte eller domfældte kun ske for de punkters vedkommende, som er omfattet af genoptagelsesgrunden.

AFSNIT VII

FULDBYRDELSE AF DOMME I KRIMINALSAGER

Kapitel 45

Fuldbyrdelse af domme i kriminalsager

Iværksættelse af fuldbyrdelse m.v.

§ 593. Politiet sørger for at fuldbyrde domme i kriminalsager og vedtagne bøder eller konfiskation.

Stk. 2. Bøder og beløb, der er konfiskeret, samt sagsomkostninger, som det efter § 480, stk. 2, er pålagt den dømte at betale, kan inddrives ved udlæg og ved tilbageholdelse i løn og andre udbetalinger, jf. kapitel 46-48.

Stk. 3. Politiet yder efter anmodning den skadelidte bistand med opkrævning og inddrivelse af erstatning, der er tilkendt under en kriminalsag.

Tvangsbøder

§ 594. I domme, hvor nogen dømmes til at opfylde en forpligtelse over for det offentlige, kan retten som tvangsmiddel fastsætte en løbende bøde (tvangsbøde). Tvangsbøder inddrives efter samme regler som bøder, jf. § 593, stk. 2.

Stk. 2. Tvangsbøder tilfalder statskassen, medmindre andet er bestemt i den øvrige lovgivning.

Fortolkning af domme

§ 595. Opstår der uenighed mellem politiet og den dømte om, hvordan en dom skal fortolkes, jf. dog kriminallovens § 246, stk. 1, nr. 2, skal spørgsmålet efter anmodning fra den dømte indbringes for den ret, som har afsagt dom i 1. instans. Indbringelse af sagen for retten har ikke opsættende virkning, medmindre politiet eller retten bestemmer andet.

Stk. 2. Angår striden, hvorvidt den person, som politiet agter at fuldbyrde foranstaltningen overfor, er identisk med den dømte, skal sagen behandles i et offentligt retsmøde, hvor den pågældende er til stede. Afgørelsen træffes ved dom, der kan ankes efter reglerne i kapitel 44.

Stk. 3. I andre tilfælde bestemmer retten, om sagen skal behandles mundtligt, eller om den kan behandles skriftligt. Inden retten træffer afgørelse skal parterne have lejlighed til at udtale sig mundtligt eller skriftligt. Afgørelsen træffes ved beslutning, der begrundes. Beslutningen kan kæres efter reglerne i kapitel 44.

Fuldbyrdelsesfrist

§ 596. En kriminaldom kan ikke fuldbyrdes, før ankefristen er udløbet, eller den dømte og politiet har givet afkald på anke. En ankedom kan fuldbyrdes straks.

Stk. 2. Er den dømte tilbageholdt efter dommen, jf. § 368, skal dommen fuldbyrdes, så snart det kan konstateres, at dommen er endelig.

Stk. 3. Giver Grønlands Landsret tilladelse til anke af en kriminaldom efter ankefristens udløb, jf. § 542, bortfalder adgangen til at fuldbyrde dommen. Er fuldbyrdelsen iværksat, skal den afbrydes.

AFSNIT VIII

TVANGSFULDBYRDELSE

Kapitel 46

Fogedmyndigheden

§ 597. Kredsretten fuldbyrder civile pengekrav, jf. dog stk. 2, og står for tvangssalg af løsøre.

Stk. 2. Grønlands landsstyre beskikker et antal pantefogeder til at stå for inddrivelse af krav omfattet af § 598, stk. 2 og stk. 3.

Stk. 3. Politiet fuldbyrder bøder og kon­fiska­tions­krav samt andre krav end pengekrav, jf. §§ 628-633.

Stk. 4. Retten i Grønland behandler sager om arrest, forbud og brugeligt pant og står for tvangssalg af fast ejendom, registreret skib, registreret luftfartøj, fiskerirettigheder og værdipapirer, jf. § 2 i lov om værdipapirhandel.

Stk. 5. Politimesteren kan bemyndige andre personer end polititjenestemænd til at udføre fogedforretninger i henhold til stk. 3.

Kapitel 47

Tvangsfuldbyrdelse

Grundlaget for tvangsfuldbyrdelse

§ 598. Tvangsfuldbyrdelse kan ske på grundlag af

1) domme og beslutninger afsagt eller truffet af domstole eller af andre myndigheder i Grønland, hvis afgørelse efter lovgivningen kan tvangsfuldbyrdes,

2) forlig indgået for de under nr. 1 nævnte myndigheder samt forlig indgået under vilkårsforhandling i henhold til lov for Grønland om ægteskabs indgåelse og opløsning,

3) domme, kendelser og beslutninger afsagt eller truffet af domstole eller af andre myndigheder i den øvrige del af riget, hvis afgørelser kan tvangsfuldbyrdes der, og forlig indgået for de pågældende myndigheder,

4) pantebreve, for så vidt angår ejerpantebreve og skadesløsbreve dog kun, når gældens størrelse og forfaldstidens indtræden er erkendt af skyldneren eller klart fremgår af omstændighederne,

5) udenretlige skriftlige forlig om forfalden gæld, når det udtrykkeligt er bestemt i forliget, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse,

6) gældsbreve, der ikke er omfattet af nr. 5, når det udtrykkeligt er bestemt i dokumentet, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse,

7) veksler for så vidt angår vekselretlige krav og checks for så vidt angår regreskrav, og

8) retsafgørelser, der kan fuldbyrdes i den øvrige del af riget i henhold til traktater eller andre internationale forpligtelser.

Stk. 2. Tvangsfuldbyrdelse kan endvidere ske for følgende pengekrav:

1) krav på tilbagebetaling af lån eller renter af lån ydet af det offentlige mod sikkerhed i fast ejendom eller løsøre.

2) det offentliges krav på betaling af leje af husrum samt betaling af varme, el, vand og renovation.

3) skatter og afgifter til det offentlige i henhold til landstingslov eller landstingsforordning.

4) krav på betaling af underholdsbidrag, der er fastsat af en myndighed i Grønland.

5) bidragskrav, der er fastsat af statsforvaltningen i Danmark eller af Rigsombudsmanden på Færøerne.

6) skatte- og afgiftskrav, der kan tvangsfuldbyrdes i den øvrige del af riget.

7) erstatningsbeløb efter § 627.

8) krav opstået i medfør af afgørelser truffet af myndigheder uden for Grønland, hvis Grønlands Hjemmestyre efter gensidig overenskomst med en udenlandsk myndighed er forpligtet til at yde sådan bistand.

Stk. 3. Et pengekrav kan desuden tvangsfuldbyrdes, når dette for sagsområder, der hører under hjemmestyret, er fastsat ved landstingslov eller landstingsforordning.

Stk. 4. Udlæg kan endvidere ske for krav, som er stiftet i den øvrige del af riget, og som i henhold til den der gældende lovgivning er tillagt udpantningsret.

Stk. 5. Retten til tvangsfuldbyrdelse tilkommer også den, der har håndpant i en fordring.

Stk. 6. I de i stk. 1, nr. 4-7, nævnte tilfælde kan fuldbyrdelse foretages hos enhver, der ved sin underskrift på dokumentet har forpligtet sig som skyldner, selvskyldnerkautionist eller pantsætter.

§ 599. Domme kan fuldbyrdes, når ankefristen, jf. § 496, er udløbet, uden at anke har fundet sted, medmindre den ret, som har afsagt dommen, eller landsretten i en anket sag har bestemt andet. Søges anke af en dom tilladt efter ankefristens udløb, kan landsretten bestemme, at fuldbyrdelsen skal udsættes.

Stk. 2. Beslutninger kan fuldbyrdes straks, medmindre andet er bestemt i beslutningen.

Stk. 3. De forlig, der er nævnt i § 598, stk. 1, nr. 2, kan fuldbyrdes, når kravet er forfaldet, medmindre andet er bestemt i forliget.

Stk. 4. Fristen for fuldbyrdelse på grundlag af de i § 598, stk. 1, nr. 4-7, nævnte dokumenter er 14 dage efter den dag, da ydelsen kunne kræves betalt, medmindre andet er bestemt i dokumentet. Kortere fuldbyrdelsesfrist end 4 hverdage kan dog ikke aftales.

Stk. 5. Bestemmelser om forældremyndighed eller samværsret, der er truffet ved dom eller godkendt af retten eller af statsforvaltningen eller en rigsombudsmand kan fuldbyrdes straks, medmindre andet er bestemt i den afgørelse, som søges fuldbyrdet.

Stk. 6. For krav, som kan fuldbyrdes i medfør af § 598, stk. 2 eller 3, er fuldbyrdelsesfristen 7 dage efter underretning om fogedsagen, jf. § 604.

§ 600. Anmodning om tvangsfuldbyrdelse kan først indgives efter udløbet af de frister, der er nævnt i § 599. For krav omfattet af § 599, stk. 6, kan anmodning tidligst indgives dagen efter sidste rettidige indbetalingsdag.

Stk. 2. Fogeden kan dog bestemme, at et krav kan fuldbyrdes, selv om fristerne endnu ikke er udløbet, hvis skyldneren samtykker, eller det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentlig forringet. Det samme gælder, hvis en dom er anket. Hvis et krav fuldbyrdes, inden fuldbyrdelsesfristen er udløbet, skal det anføres i fogedbogen, hvorfor betingelserne herfor anses for opfyldt, medmindre skyldneren samtykker heri. Fuldbyrdelse kan betinges af forudgående sikkerhedsstillelse.

Fremgangsmåden

§ 601. Anmodning om tvangsfuldbyrdelse kan indgives til fogeden i en af følgende retskredse:

1) hvor skyldneren har hjemting, jf. §§ 203 og 208-210,

2) hvorfra skyldneren driver erhvervsmæssig virksomhed,

3) hvor der findes pant for det pengekrav, som der søges udlæg for,

4) hvor genstanden for fuldbyrdelse af andre krav end pengekrav findes.

Stk. 2. Er ingen foged kompetent efter stk. 1, eller er det under en tidligere forretning ikke lykkedes at opnå dækning for hele kravet, kan anmodning om fuldbyrdelse fremsættes over for fogeden i en retskreds, hvor skyldneren opholder sig eller træffes eller har aktiver. Skal der i anledning af anmodning om tvangsfuldbyrdelse foretages foranstaltninger hos en anden foged end den, hvortil anmodning er indgivet, fremsættes ny anmodning over for vedkommende foged.

Stk. 3. Anmodning kan fremsættes over for andre fogeder end angivet i stk. 1 og 2, hvis muligheden for fuldbyrdelse ellers vil blive væsentligt forringet.

Stk. 4. En anmodning om en tvangsfuldbyrdelse skal vedlægges de oplysninger, der er nødvendige for at behandle sagen. Anmoder et offentligt ejet boligselskab eller et realkreditinstitut om at få foretaget udlæg i fast ejendom i henhold til et pantebrev, kan kravet dokumenteres ved at fremlægge seneste, ubetalte opkrævning fra kreditor. Anmodningen om tvangsfuldbyrdelse skal indeholde oplysning om ejendommens B-nummer, beliggenhed og art. Fogeden kan fastsætte en frist til at tilvejebringe de krævede oplysninger og dokumenter.

Stk. 5. Fogeden kan foretage tvangsfuldbyrdelse uden for retskredsen, hvis særlige grunde taler derfor.

§ 602. Er fogeden ikke kompetent efter reglerne i § 601, stk. 1-3, eller foreligger der ikke tilstrækkeligt grundlag for tvangsfuldbyrdelse, eller mangler de i § 601, stk. 4, nævnte dokumenter og oplysninger, afviser fogeden anmodningen om tvangsfuldbyrdelse og underretter den, der har fremsat anmodningen.

Stk. 2. Fremgår det af det foreliggende, hvilken foged der er kompetent, kan sagen i stedet henvises til denne foged.

§ 603. En kreditor, der ikke har fået tilstrækkeligt udlæg til at dække sit pengekrav, kan først, når der er forløbet 6 måneder siden sidste forretning, på ny anmode om tvangsfuldbyrdelse med henblik på at foretage udlæg (udlægsforretning). Fogeden kan også i øvrigt afvise at foretage udlægsforretning hos en skyldner, hvis fogeden er bekendt med, at der inden for de sidste 6 måneder har været afholdt en forretning, hvor det ikke har været muligt at opnå dækning.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for krav omfattet af § 598, stk. 2 og 3. For øvrige krav gælder stk. 1 ikke, hvis der er rimelig grund til at antage, at skyldneren ejer aktiver, der kan foretages udlæg i, eller der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder, som gør det rimeligt at afholde udlægsforretning.

§ 604. Fogeden fastsætter tid og sted for fogedforretningen og underretter så vidt muligt skyldneren herom. Skal fogedsagen foretages uden for fogedens kontor, angives tid og sted så bestemt som foreneligt med tilrettelæggelsen af fogedens arbejde. Underretningen kan ske ved indkaldelse til fogedsagen, jf. stk. 3.

Stk. 2. Underretning kan undlades, hvis fogeden finder det ubetænkeligt at foretage fogedsagen uden forudgående meddelelse til skyldneren, eller hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet. I sidstnævnte tilfælde skal baggrunden for antagelsen anføres i fogedbogen, og fogeden kan betinge fuldbyrdelsen af forudgående sikkerhedsstillelse.

Stk. 3. Fogeden kan med et af denne fastsat varsel indkalde skyldneren til fogedsagen, hvis denne foretages i den retskreds, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra den pågældende driver erhvervsmæssig virksomhed. Det kan i indkaldelsen pålægges skyldneren at møde personligt. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om varslet og om virkningerne af udeblivelse.

Stk. 4. Udebliver skyldneren, uanset at lovlig indkaldelse er forkyndt for denne, uden anmeldt lovligt forfald, finder § 150 om vidnetvang tilsvarende anvendelse, jf. dog stk. 5. Det samme gælder, hvor skyldneren ikke møder personligt, selv om dette er pålagt. Fogeden kan i stedet søge fogedsagen gennemført samme dag eller dagen efter på skyldnerens bopæl eller forretningssted m.v.

Stk. 5. Anser fogeden det for overvejende sandsynligt, at der ikke under fogedsagen kan opnås hel eller delvis dækning af kravet, bør fogeden i almindelighed ikke træffe bestemmelse om, at lade politiet bringe skyldneren til stede (politifremstilling), jf. § 150, stk. 1, nr. 2. Det samme gælder, hvis en sådan foranstaltning ikke vil stå i rimeligt forhold til kravets størrelse.

Stk. 6. Er skyldneren en forening, et selskab eller lignende, kan foreningens eller selskabets direktør eller forretningsfører eller, hvis det er nødvendigt, et medlem af bestyrelsen indkaldes efter foranstående regler, hvis vedkommende har bopæl eller opholdssted i retskredsen, eller foreningen eller selskabet har hjemting i eller driver erhvervsmæssig virksomhed fra retskredsen.

Stk. 7. Finder fogeden det nødvendigt, at kreditor er til stede under fogedsagen, kan denne indkaldes til mødet. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om virkningerne af udeblivelse. Udebliver kreditor, kan fogeden afvise sagen.

Stk. 8. Fogeden kan lade et vidne overvære forretningen og bistå fogedretten med en eventuel vurdering. Vederlag til vidnet afholdes af statskassen efter regler, der fastsættes af Domstolsstyrelsen.

§ 605. Fogedsagen kan foretages, selv om skyldneren ikke møder op eller træffes. På fogedens kontor kan der dog kun foretages udlæg, hvis genstande for udlæg kan fastlægges med tilstrækkelig sikkerhed.

Stk. 2. Foretages fogedsagen, uden at skyldneren møder op eller træffes, opfordrer fogeden en ægtefælle, samlever eller andre personer over 18 år, som er til stede, og som må antages at have kendskab til skyldnerens forhold, til at varetage dennes interesser under fogedsagen.

Stk. 3. Finder fogeden det ønskeligt, at skyldneren er til stede, kan fogedsagen udsættes.

§ 606. Inden tvangsfuldbyrdelsen gennemføres, opfordrer fogeden skyldneren eller den, der varetager dennes interesser, til frivilligt at opfylde kravet.

Stk. 2. Kreditor kan ikke afvise afdrag på fordringen.

§ 607. Skyldneren skal give de oplysninger, som fogeden finder nødvendige for at gennemføre tvangsfuldbyrdelsen. Ved fuldbyrdelse af pengekrav skal skyldneren således give oplysning om sine og sin husstands økonomiske forhold. Fogeden skal pålægge skyldneren at tale sandhed og gøre denne bekendt med ansvaret efter kriminalloven for at afgive urigtig erklæring. Undlader skyldneren at give de krævede oplysninger, finder § 150 tilsvarende anvendelse. Beslutning herom træffes af Retten i Grønland, hvis denne er fogedmyndighed, og ellers af kredsretten.

Stk. 2. Skyldneren eller den, der varetager dennes interesser, jf. § 605, stk. 2, har ret til at vælge de aktiver, der skal foretages udlæg i. Udlæg kan dog altid foretages i kontante penge. Udlæg for krav, der er sikret ved pant, kan altid foretages i pantet. Skyldneren kan ikke forlange, at udlæg skal foretages i fast ejendom, behæftede aktiver, aktiver, hvis værdi er usikker, eller aktiver, som det er særlig vanskeligt at opbevare eller afhænde, hvis denne ejer andre og til udlæg bedre egnede aktiver, som der kan foretages udlæg i. I øvrigt bestemmer fogeden, hvilke aktiver der skal foretages udlæg i, og påser herunder, at udlægget så vidt muligt sker i de aktiver, skyldneren og dennes husstand bedst kan undvære.

Stk. 3. Fogeden kan undersøge skyldnerens husrum og gemmer samt dennes person, hvis sådan undersøgelse er nødvendig for at gennemføre tvangsfuldbyrdelsen. Pantefogeden må ikke uden bemyndigelse fra kredsretten undersøge skyldnerens person i forbindelse med udlæg. Pantefogeden kan søge en sådan bemyndigelse indhentet hos kredsretten såvel før som under udlægsforretningen. Fogeden kan anvende den magt, der er nødvendig for at gennemføre tvangsfuldbyrdelsen. Politiet yder efter anmodning andre fogedmyndigheder bistand hertil.

Stk. 4. Fogeden underretter parter, som ikke har været til stede under fogedsagen, om, hvad der er foregået.

Stk. 5. Fogeden skal yde den vejledning, som er nødvendig for, at den part, der ikke møder med advokat, kan varetage sine interesser.

§ 608. Fogeden kan udsætte fogedsagen, hvis

1) et retsforhold, hvis fastsættelse vil få indflydelse på fogedsagens udfald, er under behandling ved en ret eller en administrativ myndighed, eller

2) der foreligger andre særlige grunde.

Stk. 2. Findes det af hensyn til kreditors fyldestgørelse betænkeligt at udsætte fogedsagen, kan fogeden i stedet betinge udlæg af, at kreditor stiller sikkerhed, eller bestemme, at der ikke skal kunne iværksættes tvangssalg af aktiver, der er foretaget udlæg i, før en bestemt afgørelse er truffet, eller en frist er udløbet. En sådan frist kan eventuelt forlænges.

§ 609. Fremsætter en part eller en tredjemand indsigelse, som ikke umiddelbart kan afvises, mod politiets eller pantefogedens tvangsfuldbyrdelse, nægter fogeden at efterkomme anmodningen om tvangsfuldbyrdelse og indbringer sagen for kredsretten. Det samme gælder, hvis fogeden finder, at der hersker tvivl om grundlaget for tvangsfuldbyrdelsen, som gør det betænkeligt at foretage denne. Sagen skal også indbringes for kredsretten, selv om fogeden har afvist indsigelsen. Sagen behandles efter reglerne om civile sager, medmindre kredsretten beslutter at behandle fogedsagen efter reglerne i dette afsnit.

Stk. 2. Fremsættes der ved kredsretten eller Retten i Grønland indsigelser mod grundlaget for fuldbyrdelsen, og findes det efter den bevisførelse, der kan ske ved fogeden, jf. stk. 3 og 4, betænkeligt at foretage tvangsfuldbyrdelse, nægter fogeden at efterkomme kreditors anmodning.

Stk. 3. Indsigelser mod rigtigheden af domme og kendelser og indsigelser mod indenretlige forlig, som angår rettens virksomhed, kan ikke gøres gældende under tvangsfuldbyrdelsen.

Stk. 4. Indsigelser mod veksler og checks kan kun gøres gældende, hvis

1) den, der har fremsat anmodning om tvangsfuldbyrdelse, er enig heri,

2) indsigelsen angår selve vekslens eller checkens indretning og indhold eller andre betingelser i veksel- eller checkloven for at kunne gøre henholdsvis veksel- eller checkretten gældende,

3) indsigelsen går ud på, at skyldneren ved underskrivelsen var umyndig eller på grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller en lignende tilstand manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt, at underskriften er falsk, at vekslens eller checkens indhold er forfalsket efter underskrivelsen, eller at vekslen eller checken er underskrevet på skyldnerens vegne uden tilstrækkelig fuldmagt, eller

4) indsigelsen fremsættes af en forbruger og angår en veksel, der er benyttet i forbindelse med en forbrugeraftale, jf. § 1, stk. 2-4, i lov om visse forbrugeraftaler, eller en check, der er benyttet til at opnå kredit i forbindelse med en forbrugeraftale.

Stk. 5. Fogeden kan nægte en bevisførelse, som på grund af dens omfang eller beskaffenhed eller af andre særlige grunde bør ske under en almindelig civil sag.

Stk. 6. Fogedens afgørelse træffes efter anmodning ved en beslutning, som skal begrundes.

§ 610. Fogedsagen kan genoptages, når parterne er enige om det, eller når fogeden finder det påkrævet, navnlig fordi

1) skyldneren eller tredjemand anmoder om, at et udlæg må blive ophævet med den begrundelse, at det strider mod tredjemands ret,

2) udlægshaveren anmoder om, at der må blive truffet ny bestemmelse om udlevering, opbevaring eller administration af det udlagte, jf. §§ 614, stk. 2, nr. 4, og 618, stk. 2-4,

3) udlægshaveren kræver foretaget en udførlig registrering af de i § 616 nævnte aktiver eller en vurdering af det udlagte,

4) skyldneren ikke har været til stede under fogedsagen, og denne nu anmoder om adgang til at benytte sine rettigheder efter §§ 618, stk. 1, og 619-623, eller

5) skyldneren ønsker fastslået, at et udlæg er bortfaldet som følge af omstændigheder, der er indtruffet, efter at udlægget er foretaget, eller fordi grundlaget for tvangsfuldbyrdelsen ved dom er ophævet eller erklæret ugyldigt.

§ 611. Den, som har anmodet om tvangsfuldbyrdelse af en fordring eller et krav, som viser sig ikke at bestå, skal betale modparten erstatning for tab og godtgørelse for tort. Samme ansvar påhviler også kreditor, hvis fogeden i øvrigt har truffet foranstaltninger til tvangsfuldbyrdelse, uden at betingelserne herfor har været til stede, og dette kan bebrejdes kreditor. Har fogeden truffet bestemmelse om tvangsindgreb over for en part, uden at betingelserne herfor har været til stede, eller er fogedsagen ved en fejl sket hos en anden person end tilsigtet, har den pågældende krav på erstatning og godtgørelse fra fogeden i samme omfang som efter 1. pkt.

Stk. 2. Krav i medfør af stk. 1 skal fremsættes over for kredsretten senest 2 måneder efter det tidspunkt, da vedkommende blev i stand til at gøre kravet gældende. Kredsrettens afgørelse træffes ved beslutning, der skal begrundes. Kredsretten kan henskyde afgørelsen til Retten i Grønland, jf. § 56.

Stk. 3. Afgørelser efter stk. 2 kan kæres både af parterne og af Domstolsstyrelsen.

§ 612. Bestemmelserne om civile sager, herunder om henvisning, afvisning, tredjemænds ret til at indtræde i en sag, beskikkelse af advokat og rettergangsfuldmægtig samt sagsomkostninger, finder tilsvarende anvendelse i fogedsager, herunder ved behandling af fogedsager, hvor der fremsættes indsigelser eller modkrav.

Stk. 2. Der kan efter forhandling med justitsministeren ved landstingslov eller landstingsforordning fastsættes nødvendige supplerende bestemmelser om inddrivelse af fordringer inden for sagsområder, der hører under hjemmestyret.

Udlæg

§ 613. Pengekrav fuldbyrdes ved udlæg i en så stor del af skyldnerens formue, som efter fogedens skøn er nødvendig til dækning af kravet samt af omkostningerne ved forretningen og opbevaring af de aktiver, der er foretaget udlæg i, indtil auktionen.

Stk. 2. Anmodning om tvangsfuldbyrdelse kan begrænses til en del af kravet, medmindre fogeden finder, at en opdeling af kravet strider mod skyldnerens interesser.

Stk. 3. Fogeden vurderer det udlagte, hvis en af parterne forlanger det, eller fogeden finder vurdering påkrævet.

Stk. 4. Kræves der særlig sagkyndig bistand til vurderingen, bestemmer fogeden, hvem af parterne der foreløbigt eller endeligt skal betale omkostningerne ved vurderingen. Foretagelse af vurdering kan gøres betinget af, at der forinden stilles sikkerhed for omkostningerne.

Stk. 5. Fogeden optegner i fogedbogen de aktiver, som der foretages udlæg i. Foretages vurdering, angives vurderingssummen.

§ 614. Fogeden kan tvangsfuldbyrde pengekrav ved udlæg i skyldnerens formue, men ikke i fremtidige erhvervelser. Udlæg kan foretages, selv om aktiverne i forvejen er behæftede.

Stk. 2. Fogeden kan således

1) fratage skyldneren kontante penge og give dem til kreditor,

2) fratage skyldneren dennes tilgodehavender, herunder forfalden arbejdsløn, og overdrage dem til kreditor,

3) foretage udlæg i fast ejendom med henblik på tvangssalg,

4) foretage udlæg i løsøre og andre aktiver med henblik på tvangssalg og efter anmodning fratage skyldneren rådigheden over disse aktiver. Salget kan tidligst ske 4 uger efter udlægget.

Stk. 3. Rækkefølgen mellem flere udlæg i samme aktiv afgøres af tidspunktet for indgivelse af anmodning om udlæg, jf. dog stk. 4, medmindre fortrinsret i det udlagte for et eller flere af kravene bevirker en anden prioritetsorden. Anmodninger, der indkommer samme dag, stilles dog lige.

Stk. 4. Foretages udlæg i samme aktiv af andre fogedmyndigheder end kredsretten, regnes udlæggets plads i rækkefølgen efter tidspunktet for, hvornår udlægget er foretaget.

Stk. 5. Stk. 3 og 4 gælder ikke for udlæg i fast ejendom, registrerede skibe eller luftfartøjer samt fondsaktiver, jf. § 59, stk. 2, i lov om værdipapirhandel m.v.

Stk. 6. Udlæg i løsøre bortset fra registrerede skibe og luftfartøjer bortfalder et år, efter at det er foretaget, medmindre udlægshaveren forinden har forlangt tvangssalg afholdt eller har været forhindret i det ved anke, kære eller tredjemands ret. Udlægget bortfalder i så fald 8 uger efter forhindringens ophør. Det samme gælder udlæg i fondsaktiver, jf. § 59, stk. 2, i lov om værdipapirhandel m.v., og i tilgodehavender, hvis der for tilgodehavendet er udstedt omsætningsgældsbrev eller andet dokument, hvis særlige beskaffenhed medfører, at skyldneren ifølge tilgodehavendet ikke frigøres ved at betale til andre end ihændehaveren.

§ 615. Skyldneren er uberettiget til at råde over de aktiver, der er foretaget udlæg i på en måde, som kan være til skade for udlægshaveren. Fogeden gør skyldneren bekendt med udlæggets retsvirkninger, herunder at overtrædelse af 1. pkt. kan medføre kriminalretligt ansvar. Er skyldneren ikke til stede, kan dette ske enten ved skriftlig meddelelse eller mundtligt til den, der møder på skyldnerens vegne.

§ 616. Udlæg i fast ejendom omfatter, medmindre andet fremgår af anmodningen om tvangsfuldbyrdelse, også det løsøre, der hører til ejendommen, jf. pantelovens § 2. Optegnelse af de enkelte tilbehørsgenstande er kun nødvendig, hvis kreditor anmoder om det. Omfatter udlægget tilbehøret, indgår også aktiver af denne beskaffenhed, som senere tilføres ejendommen, under udlægget. 1.-3. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved udlæg i registreret skib eller luftfartøj.

§ 617. Tilgodehavender, der er knyttet til et omsætningsgældsbrev, overdrages til kreditor ved, at omsætningsgældsbrevet overgives til denne eller opbevares af fogeden. Ved andre tilgodehavender sker overdragelsen ved, at skyldneren ifølge tilgodehavendet underrettes om, at tilgodehavendet helt eller delvist skal betales til kreditor.

§ 618. Der må ikke foretages udlæg i aktiver, der skønnes at være nødvendige til at opretholde et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og dennes husstand. Skyldneren kan ikke gyldigt give samtykke til udlæg i disse aktiver.

Stk. 2. Ved udlæg i løsøre kan fogeden bestemme, at de aktiver, der er foretaget udlæg i, ikke må fratages skyldneren, så længe denne overholder en afdragsordning, der er fastsat af fogeden og tiltrådt af skyldneren. Afdragsordningens varighed kan ikke overstige 1 år, medmindre kreditor samtykker.

Stk. 3. Fogeden kan bestemme, at udlæg i fast ejendom, der tjener til bolig for skyldneren eller dennes husstand, ikke giver ret til at sætte ejendommen til tvangssalg, så længe skyldneren overholder en afdragsordning, der er fastsat af fogeden og tiltrådt af skyldneren.

Stk. 4. Stk. 2 og 3 gælder ikke ved udlæg på grundlag af pantebreve med pant i det pågældende aktiv.

§ 619. Udlæg kan ikke foretages i retten til ydelser, der ikke kan kræves betalt til andre end den berettigede personligt.

Stk. 2. Udlæg kan ikke foretages i krav på underholdsbidrag i henhold til lovgivningen om ægteskab og om børns retsstilling.

Stk. 3. Udlæg kan ikke foretages i krav på pension eller i krav på understøttelse eller anden hjælp fra det offentlige eller fra stiftelser eller andre velgørende institutioner, medmindre der er forløbet tre måneder fra den dag, beløbet kunne fordres udbetalt. Reglerne om fritagelse for retsforfølgning i anden lovgivning berøres ikke heraf.

Stk. 4. Udlæg kan ikke foretages i endnu ikke udbetalt løn eller andet vederlag for personligt arbejde, medmindre der er forløbet mere end 7 dage efter dagen for slutningen af den periode, i hvilken lønnen er indtjent, eller efter at vederlaget er optjent.

Stk. 5. Særskilt udlæg i krav på leje af fast ejendom kan ikke foretages, før kravet er forfaldent.

§ 620. Udlæg kan ikke foretages i erstatning for invaliditet eller tab af forsørger eller i godtgørelse i forbindelse hermed, hvis beløbet tilkommer skadelidte eller den, som har mistet en forsørger. Er beløbet udbetalt, kan udlæg dog ske, medmindre summen ved indsættelse på særskilt konto i bank eller sparekasse eller på anden måde er holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue. Tilsvarende gælder om renter og udbytte af kapitalen.

Stk. 2. I krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade, som ikke falder ind under stk. 1, kan udlæg først foretages, når beløbet er udbetalt.

Stk. 3. Udlæg kan ikke foretages i krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, medmindre der er forløbet 7 dage fra den dag, beløbet kunne kræves udbetalt.

Stk. 4. Udlæg kan dog foretages i de i stk. 1 og 2 nævnte beløb og krav, efter at kravet og dets størrelse er anerkendt eller fastslået af domstolene, hvis skyldneren under fogedsagen giver samtykke hertil, eller hvis skyldneren har stillet aktivet som pant for det krav, der gøres udlæg for.

§ 621. Udlæg kan ikke foretages i gaver, hvis giveren, da gaven blev givet, har bestemt, at der ikke kan foretages udlæg i gaven. Udlæg kan heller ikke foretages i ikke hævede renter eller udbytte af en sådan gave indtil 6 måneder efter forfaldsdagen.

Stk. 2. Udlæg kan ikke foretages i aktiver, som skyldneren i øvrigt har erhvervet på vilkår som nævnt i stk. 1, hvis erhvervelsen og vilkåret er led i en tilsvarende ordning for en flerhed af personer og hensynet til ordningens formål taler afgørende imod at tillade udlæg.

Stk. 3. Udlæg kan dog foretages i de i stk. 1 og 2 nævnte aktiver, hvis skyldneren har fri rådighed over dem, eller hvis der ikke er truffet rimelige foranstaltninger til at hindre skyldnerens råden.

Stk. 4. Vilkår om, at modtageren af en gave ikke kan råde over denne, antages at omfatte udelukkelse af udlæg, medmindre andet fremgår af omstændighederne.

§ 622. Udlæg kan ikke foretages i genstande, som har en særlig personlig betydning for skyldneren eller medlemmer af skyldnerens husstand, medmindre genstandene har en sådan værdi, at det ikke findes rimeligt at holde dem uden for fuldbyrdelsen af kreditors krav.

Stk. 2. Udlæg kan ikke foretages i hjælpemidler, som er nødvendige på grund af legemlige mangler eller sygdom.

§ 623. Udlæg kan ikke foretages i beløb, som forud er udbetalt til personer, der udfører offentlige hverv, vidner eller syns- og skønsmænd som godtgørelse for udgifter og ulempe ved udførelse af hvervet.

§ 624. Forældelse af et krav afbrydes ved at indgive anmodning om udlæg, hvis kreditor søger udlægsforretningen fremmet uden ugrundet ophold.

Tilbageholdelse i løn og andre udbetalinger

§ 625. Tvangsfuldbyrdelse af pengekrav ved tilbageholdelse i udbetaling af penge, der tilkommer skyldneren, kan ske for krav omfattet af § 598, stk. 2, nr. 1, 2, 4, 5 og 6, samt når dette for sagsområder, der hører under hjemmestyret, er fastsat ved landstingslov eller landstingsforordning. Tilbageholdelse kan finde sted i alle udbetalinger, herunder udbetaling af arbejdsløn og af tilgodehavende for salg af produkter. Tvangsfuldbyrdelse efter 1. pkt. kan ligeledes ske for bødekrav omfattet af kriminallovens § 128.

Stk. 2. Der kan i intet tilfælde ske tilbageholdelse af mere end en tredjedel af det, der tilkommer skyldneren, efter at kildeskat er fradraget. Ved afgørelse om tilbageholdelse i løn og andre udbetalinger skal der dog altid overlades skyldneren det nødvendige til dennes og husstandens underhold.

Stk. 3. Skal der foretages tilbageholdelse for flere krav, fordeles tilbageholdte beløb efter fogedens nærmere bestemmelse. Privates krav på underholdsbidrag skal først fyldestgøres. Ved fordelingen i øvrigt kan fogeden beslutte, at krav, der har afgørende betydning for skyldnerens eller skyldnerens husstands eksistensgrundlag, først og fremmest skal fyldestgøres.

Stk. 4. Om tilbageholdelse for og fyldestgørelse af grønlandske skatte- og afgiftskrav gælder bestemmelserne i den særlige lovgivning herom.

§ 626. Retten til at kræve underholdsbidrag inddrevet ved tilbageholdelse bortfalder, hvis anmodning herom eller om forskudsvis udbetaling af et bidrag efter de regler, der gælder herom, ikke fremsættes inden et år efter bidragets forfaldstid.

Stk. 2. Tilbageholdelse kan ikke ske for krav, der har været forfaldet i mere end 5 år.

§ 627. Den, der har modtaget pålæg om tilbageholdelse, er erstatningspligtig, hvis pålægget ikke efterkommes. Erstatningsbeløb kan inddrives efter reglerne i dette kapitel, jf. § 598, stk. 2, nr. 7.

Tvangsfuldbyrdelse af andet end pengekrav

§ 628. Skal den forpligtede fraflytte en fast ejendom eller give den berettigede en rådighed over denne, eller skal den forpligtede udlevere en bestemt genstand, gennemtvinger fogeden så vidt muligt umiddelbart, at pligten opfyldes ved at udsætte den forpligtede eller ved at fratage den forpligtede genstanden. Skal den forpligtede udstede eller underskrive et dokument, kan fogeden gøre dette med samme virkning, som var det udstedt eller underskrevet af den forpligtede selv.

§ 629. Er der pålagt nogen en anden ydelse end penge, og kan fogeden ikke gennemtvinge kravet efter § 628, indbringer fogeden sagen for kredsretten. Retten kan enten anslå den berettigedes interesse i opfyldelsen i penge eller tillade, at den berettigede udfører det, den forpligtede skal foretage, eller lader det udføre af andre.

Stk. 2. Det beløb, som ifølge rettens afgørelse efter stk. 1 tilkommer den berettigede, kan inddrives ved udlæg.

§ 630. Skal den forpligtede undlade noget, skal fogeden så vidt muligt hindre denne i at foretage overtrædelseshandlinger og tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med den berettigedes ret.

§ 631. Bestemmelser om forældremyndighed og udøvelse af samværsret kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse. Fogeden er ikke ved valget af fuldbyrdelsesmåden bundet af rekvirentens anmodning. Fuldbyrdelse kan ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare. I tvivlstilfælde kan fogeden udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en sagkyndig erklæring.

Stk. 2. Fogeden kan tilkalde en uvildig person, eventuelt en repræsentant for kommunen, til at varetage barnets tarv under sagen. Fogeden kan efter omstændighederne give en kortere udsættelse af tidspunktet for barnets udlevering eller samværsrettens udøvelse.

Stk. 3. Skal tvangsbøder anvendes, forelægges sagen for kredsretten, der fastsætter daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil barnet udleveres. Ved fuldbyrdelse af bestemmelser om udøvelse af samværsret kan dog fastsættes en enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om udøvelse af samværsret på et nærmere angivet tidspunkt ikke efterkommes.

Umiddelbare fogedforretninger

§ 632. Besiddelseskrav som nævnt i § 628 kan gennemtvinges af fogeden ved en umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, hvis den berettigede i fogedretten kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav mod den forpligtede.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når fogedens bistand er påkrævet til håndhævelse af forældremyndighed og værgemål samt til håndhævelse af det sociale udvalgs beslutninger vedrørende børns ophold. Fuldbyrdelse sker efter § 631.

§ 633. Fremsættes der indsigelser mod den berettigedes krav, og kan den berettigede ikke føre bevis for sin ret ved dokumentbevis eller partsforklaring, nægter fogeden at fremme anmodningen. Kan den berettigede sandsynliggøre sin ret, og findes det af hensyn til den berettigedes fyldestgørelse betænkeligt at nægte at fremme forretningen, kan fogeden gennemføre forretningen på betingelse af, at den berettigede stiller sikkerhed for den skade og ulempe, som herved kan påføres den forpligtede. Sikkerheden frigives, hvis der ikke inden en af fogeden fastsat frist anlægges sag eller iværksættes kære.

Stk. 2. Fogeden kan undtagelsesvis tillade anden bevisførelse end nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Fogeden kan nægte at imødekomme en anmodning om udsættelse af en lejer af det lejede, hvis lejeren eller lejerens husstand derved kommer til at stå uden bolig, og forholdene i øvrigt taler imod at gennemføre udsættelsen.

Kapitel 48

Tvangssalg

Almindelige bestemmelser

Grundlaget for tvangssalg

§ 634. Dette kapitel omhandler

1) tvangssalg på grundlag af udlæg efter § 614, stk. 2, nr. 3 og 4,

2) tvangssalg af håndpantsatte aktiver efter pantelovens § 5 a, og

3) salg af pantsatte aktiver fra et dødsbo eller et konkursbo.

Anmodningen om tvangssalg

§ 635. Anmodning om tvangssalg indgives til den foged, der skal forestå salget, jf. § 597, stk. 1 og 4, og § 601. Anmodningen skal være skriftlig og indeholde de oplysninger, som er nødvendige til sagens behandling, samt udskrift af udlægsforretningen. Der kan stilles forslag til salgsmåden. Er skyldner et selskab, vedlægges endvidere en tegningsudskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Tidspunkt for tvangssalg

§ 636. Fogeden påser, at salget ikke finder sted, før kærefristen for udlægget, jf. § 706, er udløbet. Fremlægges bevis for, at udlægsforretningen er kæret, stilles tvangssalget i bero på kæresagens behandling.

Stk. 2. Fogeden kan beslutte tvangssalg på et tidligere tidspunkt, hvis de udlagte effekter er udsatte for hurtig fordærvelse eller væsentlig værdiforringelse ved at henligge indtil kærefristens udløb.

Underretning

§ 637. Inden tvangssalget finder sted, underretter fogeden alle kendte rettighedshavere, hvis rettigheder eller forpligtelser med hensyn til aktivet må antages at blive berørt af salget.

Bekendtgørelse

§ 638. Fogeden træffer afgørelse om bekendtgørelse af tvangssalg i overensstemmelse med §§ 646, 647 og 660.

Omkostninger

§ 639. Omkostningerne ved tvangssalget påhviler rekvirenten. De afholdes endeligt – dog begrænset til et i tvangssalgsvilkårene oplyst maksimumsbeløb – af køberen ved tvangssalget uden for budsummen. Fogeden kan bestemme, at rekvirenten skal stille sikkerhed for omkostningerne samt sikkerhedens størrelse og art.

Salgsfremmende foranstaltninger

§ 640. Fogeden kan til enhver tid træffe beslutninger af salgsfremmende karakter. Tvangssalget sker til højeste bud.

Vilkårene for tvangssalget

§ 641. Fogeden sikrer sig, at budgivere er gjort bekendt med vilkårene for tvangssalget.

Bortfald af rettigheder

§ 642. Når et tvangssalg har fundet sted i overensstemmelse med dette kapitel bortfalder alle ukendte, uregistrerede rettigheder, der ikke er gjort gældende inden tvangssalget, bortset fra i tilfælde af vanhjemmel.

Stk. 2. Når en køber har opfyldt salgsvilkårene, bortfalder udækkede rettigheder over aktivet. Fogeden sørger for, at dette bliver noteret, hvis rettighederne er registreret.

Nedsættelse af den personlige fordring

§ 643. Gør en pant- eller udlægshaver, der ved tvangssalg har overtaget aktivet til en pris, som ikke gav fuld dækning, sit restkrav gældende som personlig fordring mod skyldneren eller andre, kan kredsretten nedsætte fordringen i det omfang, det ved senere salg af aktivet eller på anden måde godtgøres, at overtagelsessummen stod i misforhold til aktivets værdi på overtagelsestidspunktet. Sagen anlægges og behandles efter reglerne om behandling af civile sager.

Fordeling af tvangssalgssummen

§ 644. Snarest efter tvangssalget udarbejder fogeden et udkast til fordeling af tvangssalgssummen mellem samtlige interesserede. Udkastet udsendes med opfordring til at komme med eventuelle indsigelser inden en af fogeden fastsat frist. Fremkommer der ikke inden fristens udløb indsigelser mod udkastet, fordeles tvangssalgssummen i overensstemmelse hermed, efterhånden som den indkommer.

Stk. 2. Fremsættes der indsigelser inden fristens udløb, kan fogeden indkalde de interesserede til et møde. Fogeden afgør fordelingen af tvangssalgssummen ved en beslutning, som skal begrundes.

Indsigelser

§ 645. Under tvangssalgssagen kan de oprindelige parter ikke fremsætte indsigelser imod lovligheden af udlægsforretningen eller de retshandlinger, der ligger forud for denne.

Tvangssalg af løsøre

Bekendtgørelse

§ 646. Tvangssalg af løsøre skal bekendtgøres mindst 1 uge, før salget finder sted, ved skrivelse til panthaverne og andre kendte rettighedshavere samt annoncering i et af de mest udbredte stedlige blade og mindst én landsdækkende avis. I mangel af et egnet, stedligt blad, kan bekendtgørelse finde sted ved synlige opslag i kommunen. Skønner fogeden, at værdien af det pantsatte løsøre vil stå i misforhold til udgiften ved bekendtgørelse i den landsdækkende avis, kan kravet om bekendtgørelse dér dog fraviges.

Stk. 2. Er løsøret udsat for hurtig fordærvelse, væsentlig værdiforringelse eller er opbevaring forbundet med uforholdsmæssige omkostninger, kan fogeden foretage tvangssalg med kortere frister.

§ 647. Bekendtgørelsen skal indeholde tydelig og nøjagtig angivelse af tid og sted for afholdelse af tvangssalget, samt en almindelig betegnelse af de genstande, som skal bortsælges, med fremhævelse af de særlig værdifulde iblandt dem.

Tvangssalgsvilkår

§ 648. Den kreditor, der har anmodet om tvangssalg, udarbejder tvangssalgsvilkår, der bl.a. skal indeholde bestemmelser om salgsmåden, ansvar, købesummens betaling og eventuel mindstepris, og sender dem til fogeden til dennes godkendelse. Fogeden påser, at tvangssalgsvilkårene er rimelige i forhold til aktivets værdi og omsættelighed.

Skriftlig budgivning

§ 649. Ved skriftlig budgivning opfordrer fogeden skyldneren til at være til stede ved åbning af budene.

Offentlig auktion

§ 650. Ved offentlig auktion udbyder fogeden de enkelte genstande til salg. Skønner fogeden, at der kan opnås et væsentligt højere bud på en ny auktion, kan denne bestemme, at der skal afholdes en anden og sidste auktion.

Stk. 2. Skyldneren kan på auktionsmødet forlange ny auktion mod straks at stille sikkerhed for betalingen af de omkostninger, der er forbundet hermed, for så vidt de ikke måtte blive dækket ved et højere bud. Det samme kan enhver rettighedshaver, der ikke får fuld dækning ved budet.

Tvangssalg af fast ejendom, skib og luftfartøj

Vejledning af skyldner

§ 651. Fogeden skal sende skriftlig vejledning til skyldneren. Vejledningen skal indeholde oplysning om muligheden for beskikkelse af rettergangsfuldmægtig og om salg af ejendommen i frit salg. Skyldneren kan rette henvendelse til fogeden eller kredsretten for nærmere uddybning af vejledningen. Benyttes ejendommen til beboelse af skyldneren eller dennes familie, underretter fogeden kommunalbestyrelsen om anmodningen om tvangssalg.

Beskikkelse af rettergangsfuldmægtig

§ 652. Fogeden kan når som helst under tvangssalgssagen beskikke en rettergangsfuldmægtig for skyldneren. Hvis behovet for bistand af rettergangsfuldmægtig er begrundet i skyldnerens personlige forhold, kan udgifterne ved beskikkelsen efter fogedens nærmere bestemmelse helt eller delvis endeligt afholdes af statskassen. I andre tilfælde pålægger fogeden skyldneren eller, hvis tvangssalget gennemføres, køberen ved tvangssalget ud over budsummen at erstatte statskassen udgifterne. Om salær og godtgørelse til den beskikkede rettergangsfuldmægtig gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. kapitel 21.

Forberedende møde

§ 653. Fogeden skal som udgangspunkt indkalde skyldneren og samtlige berettigede til et forberedende møde til drøftelse af formen og vilkårene for salget af ejendommen. Ved uenighed træffer fogeden afgørelse om salgsformen. Fogeden påser, at der foreligger betryggende vurdering af ejendommen. Tidspunktet for eventuel auktion fastsættes så vidt muligt ved afslutningen af det forberedende møde.

Stk. 2. Sker der udsættelse på kommissionssalg eller underhåndssalg, jf. §§ 654 og 655, gøres de mødende bekendt med kommissionsperiodens udløb eller fristen for underhåndssalg og kan samtidig indkaldes til et beslutningsmøde, jf. § 656.

Kommissionssalg

§ 654. I særlige tilfælde kan fogeden træffe beslutning om kommissionssalg i en nærmere fastsat periode, herunder hvor længe en tilbudsgiver skal være bundet ved sit tilbud. Honoraret til kommissionæren fastsættes af fogeden. Det afholdes af skyldneren, eller hvis tvangssalg gennemføres, af køberen forlods af købesummen.

Underhåndssalg

§ 655. Fogeden kan i særlige tilfælde give skyldneren en frist på indtil 4 uger til at afværge tvangssalget. Når særlige omstændigheder taler for det, kan fogeden forlænge fristen.

Stk. 2. Fogeden kan udsætte tvangssalget, hvis skyldneren, den kreditor, der har anmodet om tvangssalg, eller en panthaver ønsker at fremskaffe tilbud på ejendommen.

Beslutningsmøde

§ 656. Under et beslutningsmøde kan fogeden enten acceptere de indkomne tilbud eller fastsætte tid og sted for en auktion. Fogeden kan ikke acceptere et tilbud, som skyldneren ikke vil acceptere, eller som ikke giver dækning til samtlige hæftelser.

Skyldnerens fraflytning

§ 657. Fogeden træffer beslutning om, hvornår skyldneren skal fraflytte ejendommen. Fogeden fastsætter den leje, skyldneren skal betale.

Stk. 2. Når der foreligger anmodning om tvangssalg, skal skyldneren og eventuelle brugere give interesserede købere adgang til at besigtige ejendommen.

Tilbehør til ejendommen

§ 658. Hvis rekvirentens anmodning om tvangssalg ikke omfatter det løsøre, der hører til ejendommen, eller kun en del heraf, skal underretningen efter § 637 indeholde oplysning herom og om pant- og udlægshaveres adgang til at kræve, at tvangssalget skal omfatte dette. En fortegnelse over tilbehøret skal overgives til fogeden og bekendtgøres sammen med tvangssalget af ejendommen.

Offentlig auktion

§ 659. Sker tvangssalget ved offentlig auktion, afholdes auktionen så vidt muligt på de af dommeren ved Retten i Grønland fastsatte vilkår, jf. § 668. Fogeden kan træffe beslutning om at fravige vilkårene i samråd med rekvirenten og under hensyntagen til at opnå det bedst mulige salgsresultat.

Bekendtgørelse af auktion

§ 660. Auktionen bekendtgøres efter fogedens nærmere bestemmelse. Bekendtgørelsen skal indeholde opfordring om at afgive skriftligt bud med mulighed for mundtligt overbud. Det skriftlige bud skal være fogeden i hænde senest sidste hverdag inden tvangssalget.

Tilbagekaldelse af anmodning om tvangssalg

§ 661. Den kreditor, der har anmodet om tvangssalg, skal tilbagekalde sin anmodning, hvis skyldneren inden tvangssalget betaler alle forfaldne krav, som er sikret ved kreditors pant i ejendommen, samt tvangssalgssagens omkostninger.

Uensartet behæftelse

§ 662. Er ejendommen og dens tilbehør uensartet behæftet, kan fogeden bestemme, at ejendommen ved et tvangssalg skal sælges samlet, eller at ejendommen skal sælges særskilt for så vidt angår de uensartet behæftede dele af pantet.

Stk. 2. Sker tvangssalget ved auktion, opråbes de uensartet behæftede dele af pantet først hver for sig og derefter samlet. Fogeden antager det højeste bud. Er det samlede bud højere eller lig med det bud, der fremkom ved særskilt opråb, antages det samlede bud.

Stk. 3. Sker tvangssalget samlet, fordeles tvangssalgssummen efter værdierne af de uensartet behæftede dele af pantet, som disse er fastsat gennem fogedens vurdering.

Forpligtelser vedrørende ejendommen

§ 663. Påhviler der ejendommen servitutter, brugsrettigheder, aftægts-, livrente- eller lignende forpligtelser, der påvirker ejendommens salgsværdi, kan fogeden træffe beslutning om, at ejendommen ved et tvangssalg skal sælges uden forpligtelse til at overtage byrden.

Stk. 2. Sker tvangssalget ved auktion, opråbes ejendommen først med forpligtelse til at overtage byrden. Fremkommer der ikke bud, der giver dækning til de forud prioriterede krav, opråbes ejendommen uden sådan forpligtelse.

Stk. 3. Sælges ejendommen uden den i stk. 1 nævnte byrde, skal denne kapitaliseres enten efter lovgivningens almindelige regler eller efter fogedens skøn.

Stk. 4. Den berettigede har ret til dækning af tvangssalgssummen forud for senere prioriterede i det omfang, den rækker til. Beløbet udredes af tvangssalgsprovenuet, jf. § 644, og forrentes med den til enhver tid gældende procesrente fra tvangssalgstidspunktet, og indtil betaling sker.

Accept af tilbud

§ 664. Fogeden afgør, om et tilbud kan accepteres.

Stk. 2. Fremkommer under et møde eller en tvangsauktion et tilbud, som fogeden vil acceptere, og ingen på mødet fremsætter indsigelse, kan accepten ikke senere anfægtes.

Stk. 3. Fremsættes der indsigelse mod et tilbud, har de mødende ret til inden 4 uger at komme med et bedre tilbud. Fremkommer der ikke bedre tilbud, kan fogedens stadfæstelse af accepten ikke senere anfægtes.

Nyt tvangssalg

§ 665. Fremkom der under tvangssalgsmødet eller tvangsauktionen ikke et tilbud, der giver dækning til samtlige hæftelser, eller kan et tilbud ikke accepteres af skyldneren, og har de berettigede ikke anmodet om at kunne komme med et bedre tilbud efter § 664, stk. 3, kan der inden 14 dage anmodes om, at der bliver afholdt et nyt tvangssalg i form af en offentlig auktion. Skyldneren eller panthaver, der anmoder om en sådan auktion, skal straks stille sikkerhed for omkostningerne herfor.

Stk. 2. Skønner fogeden, at et væsentligt højere bud kan opnås ved et nyt tvangssalg efter stk. 1, kan fogeden bestemme, at statskassen skal betale omkostningerne ved det nye tvangssalg.

Stk. 3. Tvangsauktionen efter stk. 1 bekendtgøres efter fogedens bestemmelse, jf. § 660.

Udstedelse af auktionsskøde

§ 666. Når tvangssalgskøber har opfyldt vilkårene, udsteder fogeden tvangssalgsskøde til køberen eller den, der har erhvervet retten hertil. Fogeden sørger for, at tvangssalgsskødet bliver registreret, jf. § 642. Efter registreringen sendes skødet til Skattedirektoratet.

Uenighed

§ 667. Opstår der i øvrigt uenighed i forbindelse med tvangssalget afgøres spørgsmålet af fogeden, der træffer afgørelse ved beslutning, der skal begrundes.

Standardvilkår

§ 668. Dommeren ved Retten i Grønland kan fastsætte standardvilkår for tvangssalg.

Skibe og luftfartøjer

§ 669. §§ 651-668 finder tilsvarende anvendelse ved tvangssalg af registrerede skibe og luftfartøjer samt fiskerirettigheder, der sælges i forbindelse med salg af skib.

Kapitel 49

Brugeligt pant

§ 670. Misligholder skyldneren betalingen, eller indtræder der anden væsentlig misligholdelse i henhold til et pantebrev i en fast ejendom, kan panthaveren ved fogedens foranstaltning overtage brugen af ejendommen med henblik på at få dækning for sit krav gennem indtægterne ved ejendommens drift.

Stk. 2. Støtter panthaveren ret på et ejerpantebrev eller et skadesløsbrev, skal gældens størrelse og forfaldstidens indtræden være erkendt af skyldneren eller klart fremgå af omstændighederne.

Stk. 3. Overtagelse til brugeligt pant som følge af betalingsmisligholdelse kan ikke ske, før der er forløbet 2 uger, efter at panthaver har givet pantsætter skriftlig meddelelse om, at ejendommen kan tages til brugelighed på grund af misligholdelsen.

§ 671. Det skal af panthaverens anmodning fremgå, om hele ejendommen og eventuelt også det i pantelovens § 2, stk. 2, nævnte tilbehør omfattes af anmodningen. Fogeden registrerer de aktiver, som overlades til panthaverens brug.

Stk. 2. Den panthaver, der anmoder om at tage ejendommen til brug, skal underrette de øvrige panthavere i ejendommen og den kommune, hvor ejendommen ligger, om sin overtagelse af brugen af ejendommen. Panthaveren sender senest 14 dage, efter at fogedforretningen er foretaget, til fogeden en fortegnelse over, hvem der har modtaget underretning.

Stk. 3. Med hensyn til sagernes behandling i øvrigt finder reglerne om tvangsfuldbyrdelse af andet end pengekrav i §§ 632 og 633 tilsvarende anvendelse. Pantsætteren skal underrettes om eller indkaldes til fogedforretningen vedrørende ejendommens overtagelse til brugelighed, medmindre fogeden undtagelsesvis finder, at afgørende hensyn tilsiger, at sagen behandles uden sådan meddelelse. Underretning eller tilsigelse af pantsætter sker normalt med et varsel på mindst 7 dage og skal forkyndes for pantsætter. Er der ikke givet pantsætter sådan meddelelse, skal panthaveren snarest muligt underrette pantsætter om forretningens foretagelse, jf. stk. 2, 2. pkt.

§ 672. Før forretningen fremmes, skal panthaver stille sikkerhed for de erstatningskrav, der kan følge af administrationen af pantet. Fogeden træffer afgørelse om sikkerhedens størrelse og art.

Stk. 2. Sikkerheden frigives af fogeden, når der er forløbet 8 uger, efter at fogeden eller skifteretten og de øvrige panthavere i ejendommen har modtaget regnskabet, jf. § 676, stk. 1, uden at der over for fogeden er fremsat krav om erstatning, eller når såvel skyldneren eller skifteretten som de øvrige panthavere samtykker heri. Fogedens afgørelse om erstatning træffes ved en beslutning, der skal begrundes.

Stk. 3. Fogeden kan betinge forretningens fremme af, at panthaver anviser en person, der besidder de nødvendige faglige kvalifikationer til at varetage den erhvervsmæssige drift af det pantsatte aktiv.

§ 673. Panthaveren kan ikke kræve sig indsat i besiddelsen af den del af en fast ejendom, som tjener til bolig for pantsætteren eller dennes husstand. Fogeden kan dog betinge pantsætterens eller dennes husstands ret til at forblive i en bolig af, at der til panthaveren betales et beløb, hvis størrelse og forfaldstid fastsættes af fogeden under hensyn til sædvanlige lejevilkår for tilsvarende boliger.

Stk. 2. For så vidt angår det i pantelovens § 2, stk. 2, omhandlede tilbehør finder §§ 618 og 622 tilsvarende anvendelse.

§ 674. Så længe panthaveren har en ejendom til brug, har panthaveren ret til at oppebære ejendommens indtægter. Panthaveren er berettiget til at afhænde det i pantelovens § 2, stk. 2, omhandlede tilbehør og foretage andre dispositioner vedrørende ejendommen i det omfang, dette kan anses for at være et led i en regelmæssig drift af ejendommen.

Stk. 2. Panthaveren har pligt til at holde ejendommen og dens tilbehør i forsvarlig stand og passende forsikret samt til at betale de ejendommen vedrørende skatter og afgifter, som forfalder, mens ejendommen er taget til brug. Panthaveren har pligt til at betale for ejendommens forsyning med el, gas, vand, varme og lignende, mens brugspanteforholdet består. Panthaver underretter inden 14 dage efter månedens udgang fogeden og pantsætter om resultatet af ejendommens drift i den forløbne måned.

Stk. 3. Er den pantsatte ejendom udlejet, indtræder brugspanthaveren, mens brugspanteforholdet består, i udlejerens rettigheder og pligter i henhold til lejelovgivningen.

Stk. 4. Så længe brugspanteforholdet består, har brugspanthaveren pligt til at efterkomme påbud vedrørende ejendommen fra det offentlige i samme omfang som ejeren af ejendommen.

§ 675. Brugspanthaverens ret til at have ejendommen til brug ophører, når pantsætterens misligholdelse bringes til ophør, når en panthaver med en bedre eller sideordnet prioritet anmoder om at tage ejendommen til brug, eller når det af pantsætteren eller en anden i ejendommen berettiget godtgøres, at brugspanthaveren tilsidesætter pligter efter § 674.

Stk. 2. Brugspanthaveren har ret til at betale forfaldne beløb til panthavere med bedre eller med sideordnet prioritet.

Stk. 3. Brugspanteforholdet bortfalder, når ejendommen tvangssælges eller ejeren erklæres konkurs, eller når ejerens dødsbo tages under offentlig behandling som gældsfragåelsesbo.

§ 676. Når brugspanteforholdet ophører eller bortfalder, skal brugspanthaveren snarest aflægge regnskab for sin administration af pantet over for fogeden, pantsætteren og samtlige panthavere i ejendommen. Bortfalder brugspanteforholdet som følge af en konkurs eller behandling af ejerens dødsbo som gældsfragåelsesbo, aflægges regnskabet til skifteretten. Regnskabet skal senest aflægges ved tvangssalg.

Stk. 2. Regnskabet skal indeholde oplysninger om alle indtægter og udgifter oppebåret og afholdt af brugspanthaveren. Udgifter, som ikke kan oplyses endeligt, kan kun medtages, såfremt deres art og omtrentlige størrelse oplyses ved regnskabsaflæggelse.

Stk. 3. Brugspanthaveren kan beregne sig et passende vederlag for eget og sine ansattes arbejde vedrørende driften af ejendommen.

Stk. 4. Ophører brugspanteforholdet ikke som følge af tvangsauktion, og udviser brugspanteregnskabet et overskud, skal panthaveren udbetale dette til pantsætteren eller dennes bo.

Stk. 5. Uenighed om regnskabet afgøres af fogeden ved en beslutning, der skal begrundes.

§ 677. §§ 670-676 gælder også for pantsatte fiskerirettigheder, registrerede skibe og luftfartøjer.

Kapitel 50

Arrest

§ 678. Fogeden kan foretage arrest til sikkerhed for pengekrav, når

1) der ikke kan foretages udlæg for kravet og

2) det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet.

Stk. 2. Arrest kan ikke foretages, når det må antages, at kravet ikke består.

Stk. 3. I luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, der tilhører fremmede stater, kan arrest kun foretages efter reglerne herom i anden lovgivning.

Stk. 4. Sager om arrest i skib med forbud mod skibets afsejling til sikring af et søretskrav behandles efter sølovens kapitel 4.

§ 679. Inden arrestforretning påbegyndes, eller arrest foretages, kan fogeden bestemme, at kreditor som betingelse for arrest skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved arresten. Fogeden bestemmer sikkerhedens art og størrelse.

§ 680. Arrest kan afværges eller ophæves, hvis skyldneren stiller en efter fogedens skøn tilstrækkelig sikkerhed for kreditors krav med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige omkostninger i forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende kravet.

§ 681. Anmodning om arrest indgives skriftligt til Retten i Grønland. Anmodningen skal indeholde oplysninger om de konkrete omstændigheder, som kreditor vil påberåbe sig, og om de oplysninger, der i øvrigt er nødvendige for sagens behandling. Anmodningen skal være ledsaget af de dokumenter, der påberåbes. Retten kan fastsætte frist til at tilvejebringe oplysninger og dokumenter.

Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder reglerne om tvangsfuldbyrdelse tilsvarende anvendelse med de ændringer, der følger af sagernes forskellighed.

§ 682. Fogeden erklærer de arresterede aktiver for belagt med arrest og vejleder skyldneren om arrestens retsvirkninger, herunder at råden over aktiverne i strid med kreditors ret kan medføre ansvar efter kriminalloven.

Stk. 2. Fogeden kan bestemme, at arresteret løsøre skal fratages skyldneren, når det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet. Løsøret opbevares på kreditors bekostning af fogeden eller af den, fogeden bemyndiger dertil. Ved arrest i kontante penge og omsætningsgældsbreve tages beløbet eller gældsbrevet i forvaring af fogeden. Ved arrest i tilgodehavender skal betaling ske til fogeden.

§ 683. Kreditor skal inden en uge efter arresten anlægge retssag om det krav, der er gjort arrest for, medmindre skyldneren under eller efter arrestforretningen frafalder forfølgning. Under denne sag skal kreditor endvidere nedlægge særskilt påstand om stadfæstelse af arresten.

Stk. 2. Verserer der retssag om det pågældende krav ved 1. instans, skal kreditor inden en uge efter arresten anlægge arrestsag ved samme ret.

Stk. 3. Er der afsagt dom i 1. instans i retssagen om det pågældende krav, anlægges arrestsagen ved den ret, der har afsagt dommen. Retten kan i tilfælde af anke udsætte arrestsagens behandling helt eller delvis.

Stk. 4. Skal retssag om det krav, der er gjort arrest for, anlægges ved en udenlandsk domstol, skal sagen anlægges inden to uger efter arresten. Inden for samme frist anlægges arrestsagen i Grønland.

Stk. 5. Verserer der retssag om det pågældende krav ved en udenlandsk domstol, hvis afgørelse må antages at få bindende virkning i Grønland, skal afgørelse af en sag anlagt efter stk. 1 udsættes, indtil der er truffet retskraftig afgørelse i den udenlandske sag. Retten kan dog straks afgøre spørgsmål om, hvorvidt arresten kan stadfæstes.

Stk. 6. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse, når arrest er afværget ved sikkerhedsstillelse.

§ 684. Kreditors forpligtelse til at anlægge retssag bortfalder, hvis skyldneren, efter at der er foretaget arrest, kommer under konkurs eller dør, og dødsboet tages under offentlig skiftebehandling uden gældsansvar for arvingerne.

Stk. 2. Kreditors sikkerhedsstillelse i anledning af arresten frigives, hvis der er forløbet 3 måneder, efter at arresten er foretaget, eller arrestsagen er ophævet, og der ikke fra boets side er anlagt retssag om erstatning.

§ 685. Under arrestsagen afgøres det, om arresten er lovligt foretaget. Skyldneren kan under arrestsagen fremsætte alle indsigelser vedrørende arrestens lovlighed. Behandles spørgsmålet om det pågældende krav særskilt, skal indsigelser mod kravets rigtighed dog fremsættes under denne sag.

§ 686. Arresten kan ophæves ved dommen i arrestsagen eller ved dommen vedrørende fordringen. Arresten bortfalder, når ankefristen er udløbet, medmindre anke er iværksat, eller andet er bestemt i dommen.

§ 687. Arresten kan kræves ophævet af fogeden, hvis kreditor undlader at anlægge arrestsag eller sag vedrørende kravet inden de i § 683 nævnte frister, eller hvis nogen af disse sager afvises eller hæves.

Stk. 2. Arresten kan ophæves helt eller delvis på grund af omstændigheder, som er indtruffet efter arrestens foretagelse.

Stk. 3. Forinden arresten ophæves, skal fogeden så vidt muligt give kreditor lejlighed til at udtale sig.

§ 688. Fogedens afgørelser træffes ved beslutning, der skal begrundes.

Kapitel 51

Forbud

§ 689. Retten i Grønland kan ved forbud pålægge private og repræsentanter for stat og kommune i disses egenskab af parter i private retsforhold at undlade handlinger, som strider mod den berettigedes ret.

Stk. 2. Fogeden kan i forbindelse med et forbud pålægge den, som forbudet retter sig imod (den forpligtede), at foretage enkeltstående handlinger for at sikre den ved forbudet pålagte undladelsespligt.

Stk. 3. Med hensyn til luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, der tilhører fremmede stater, kan forbud kun anvendes efter reglerne herom i anden lovgivning.

§ 690. Forbud kan nedlægges, hvis det godtgøres eller sandsynliggøres,

1) at de handlinger, der søges forbudt, strider mod den berettigedes ret,

2) at den forpligtede vil foretage de handlinger, som søges forbudt, og

3) at formålet vil forspildes, hvis den berettigede henvises til at gøre sin ret gældende ved almindelig rettergang.

§ 691. Forbud kan ikke nedlægges, når det skønnes, at lovens almindelige regler om kriminalretligt ansvar og erstatning og eventuelt en af den forpligtede tilbudt sikkerhed yder den berettigede tilstrækkeligt værn.

Stk. 2. Fogeden kan nægte at nedlægge forbud, hvis det vil påføre den forpligtede skade eller ulempe, der står i åbenbart misforhold til den berettigedes interesse i, at forbudet nedlægges.

§ 692. Fogeden kan bestemme, at den berettigede som betingelse for forbudets nedlæggelse skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres den forpligtede ved forbudet. Fogeden bestemmer sikkerhedens art og størrelse.

Stk. 2. Har fogeden stillet krav om sikkerhed, nedlægges forbudet først, når den forlangte sikkerhed er stillet. Fogeden giver parterne meddelelse om tidspunktet for forbudets nedlæggelse, såfremt dette tidspunkt ikke allerede er meddelt i et retsmøde, jf. § 132.

§ 693. Fogeden yder efter anmodning den berettigede bistand til at opretholde forbudet, herunder ved at hindre, at et forbud overtrædes, og ved at tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med forbudet.

Stk. 2. Fogeden kan beslaglægge genstande, såfremt de anvendes eller har været anvendt ved overtrædelse af forbudet, eller såfremt der er bestemte grunde til at antage, at de vil blive anvendt til sådant formål.

Stk. 3. Det beslaglagte opbevares på den berettigedes bekostning af fogeden eller af den, fogeden bemyndiger hertil.

Stk. 4. Fogeden kan betinge beslaglæggelse af, at den berettigede stiller sikkerhed for de i stk. 3 nævnte omkostninger. Beslaglæggelse kan endvidere betinges af, at en i medfør af § 692 fastsat sikkerhed forhøjes.

§ 694. Med hensyn til sagens behandling finder reglerne om tvangsfuldbyrdelse tilsvarende anvendelse med de ændringer, der følger af sagernes forskellighed.

§ 695. Fogeden kan afskære en bevisførelse, som findes uforenelig med hensynet til en hurtig behandling af sagen.

Stk. 2. Tilbagekalder den berettigede sin anmodning, eller gennemføres forbud ikke, eller ophæves et nedlagt forbud under fogedsagen, træffes efter anmodning bestemmelse om sagsomkostninger. Bestemmelserne i §§ 243-253 finder tilsvarende anvendelse.

§ 696. §§ 683-687 finder tilsvarende anvendelse. Retssag i Grønland anlægges dog ved Retten i Grønland, og fristen i § 683, stk. 1, for at anlægge retssag er 2 uger.

Stk. 2. Fogeden vejleder den forpligtede om retsvirkningerne af forbudet, herunder at overtrædelse af forbudet kan medføre kriminalretligt ansvar efter § 699, stk. 1.

§ 697. Ved dommen i forbudssagen eller ved dommen i en i medfør af § 699 anlagt sag træffes bestemmelse om, hvordan der skal forholdes med beslaglagte genstande. En sådan bestemmelse kan også træffes ved ophævelse af et forbud i medfør af § 696, jf. § 687. Ved afgørelsen kan det beslaglagte gives tilbage til den forpligtede, eller det kan konfiskeres. Sker der konfiskation, kan det konfiskerede efter anmodning anvendes til dækning af den berettigedes erstatningskrav.

§ 698. Fogedens afgørelser træffes ved beslutning, der skal begrundes.

§ 699. Den, der forsætligt overtræder et fogedforbud, kan under en af den berettigede anlagt sag idømmes bøde og i forbindelse hermed dømmes til at betale erstatning.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for den, der forsætligt yder den forpligtede bistand til at overtræde et fogedforbud.

Stk. 3. Spørgsmålet om idømmelse af bøde eller erstatning kan udsættes, indtil forbudssagen er afgjort.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter reglerne i kriminallovens kapitel 5.

§ 700. Reglerne om arrest anvendes, hvis der fremsættes anmodning om forbud mod et kravs udbetaling, et skibs afsejling eller en genstands flytning eller anden rådighedsudøvelse over genstanden, og formålet hermed er at opnå sikkerhed for fyldestgørelse af et pengekrav.

Kapitel 52

Bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v.

§ 701. Efter anmodning fra rettighedshaveren eller en anden, der er beføjet til at påtale en krænkelse af en immaterialret eller en overtrædelse som nævnt i stk. 2 (den, som har fremsat anmodning om sagen), kan Retten i Grønland træffe bestemmelse om, at der hos en anden (den, som sagen er rettet imod) skal foretages en undersøgelse med henblik på at sikre bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang, såfremt

1) det sandsynliggøres, at den, som sagen er rettet imod, som led i erhvervsvirksomhed eller i øvrigt i ikke ubetydeligt omfang har begået en krænkelse eller overtrædelse som nævnt i stk. 2, og

2) der er grund til at antage, at bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang kan findes i de lokaler, der ønskes undersøgt.

Stk. 2. Reglerne i dette kapitel finder anvendelse på bevissikring vedrørende

1) krænkelse af ophavsrettigheder eller beslægtede rettigheder, jf. ophavsretslovens §§ 2, 3, 45, 46, 48, 49 og 55, 3. pkt.,

2) overtrædelse af ophavsretslovens §§ 26, 2. og 3. pkt., samt §§ 51 og 52,

3) krænkelse af mønstre,

4) krænkelse af varemærker og fællesmærker,

5) krænkelse af virksomhedernes navne,

6) krænkelse af patenter og

7) overtrædelse af § 9 i landstingslov om forbrugerråd, markedsføring, mærkning, priser og forbrugerklageudvalg ved ulovlig produktefterligning.

Stk. 3. Undersøgelsen kan omfatte alt materiale, som må antages at være af betydning med henblik på at konstatere, om og i hvilket omfang krænkelser eller overtrædelser som nævnt i stk. 2 har fundet sted, herunder genstande bestemt for salg, maskiner og andet produktionsudstyr, bogføringsmateriale, fakturaer, ordresedler, reklamemateriale og andre dokumenter, oplysninger på edb-anlæg, edb-programmer og elektroniske lagringsmidler. Der kan dog ikke foretages undersøgelse med henblik på at konstatere, om produktionsprocesser eller maskiner og andet produktionsudstyr krænker patenter.

Stk. 4. Retten afslår helt eller delvis en anmodning om undersøgelse, hvis det må antages, at undersøgelsen vil påføre den, som sagen er rettet imod, skade eller ulempe, som står i misforhold til rettighedshaverens interesse i undersøgelsens gennemførelse.

Stk. 5. En undersøgelse må ikke omfatte materiale, der indeholder oplysninger om forhold, som den, som sagen er rettet imod, i medfør af § 142, § 143 eller § 145 ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne.

§ 702. Anmodningen om undersøgelse indgives til Retten i Grønland. Anmodningen skal være skriftlig og skal indeholde de oplysninger, som rekvirenten påberåber sig til støtte for anmodningen, samt de oplysninger, der i øvrigt er nødvendige for sagens behandling.

Stk. 2. Retten fastsætter tid og sted for forretningen og giver meddelelse herom til den, som har anmodet om sagen, og den, som sagen er rettet imod. Forudgående underretning af den, som sagen er rettet imod, kan undlades, såfremt underretning må antages at medføre risiko for, at genstande, dokumenter, oplysninger på edb-anlæg eller andet, som er omfattet af anmodningen om undersøgelse, fjernes, tilintetgøres eller ændres.

Stk. 3. Den, som sagen er rettet imod, skal, selv om denne ikke har modtaget forudgående underretning om forretningen, have adgang til at udtale sig, før retten træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen om undersøgelse skal tages til følge, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Forretningen kan foretages, selv om den, som sagen er rettet imod, ikke giver møde eller ikke træffes. I så fald opfordrer retten andre personer over 18 år, som er til stede, og som må antages at have kendskab til forholdene for den, som sagen er rettet imod, til at varetage dennes interesser under forretningen. Er den, som sagen retter sig imod, ikke forud blevet underrettet om forretningen, og træffes på stedet ingen, der kan varetage interesserne for den, som sagen er rettet imod, udsættes forretningen, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 5. Er den, som sagen er rettet imod, ikke forud blevet underrettet om forretningen, skal den, som sagen er rettet imod, eller den, der varetager dennes interesser, jf. stk. 4, have adgang til at tilkalde en advokat. Ønsker den, som sagen er rettet imod, eller dennes repræsentant at benytte sig af denne ret, udsættes forretningen, indtil advokaten er kommet til stede. Dette gælder dog ikke, såfremt en udsættelse af forretningen i dette øjemed vil medføre unødig forsinkelse eller en risiko som nævnt i stk. 2, 2. pkt.

Stk. 6. En afgørelse om gennemførelse af undersøgelse er betinget af, at den, som har fremsat anmodningen, stiller sikkerhed for den skade eller ulempe, som den, som sagen er rettet imod, kan blive påført, medmindre retten undtagelsesvis bestemmer andet. Retten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.

Stk. 7. Har den, som sagen er rettet imod, ikke været til stede under forretningen, giver retten uden unødigt ophold den, som sagen er rettet imod, underretning om, hvad der er passeret. Den, som sagen er rettet imod, kan i så fald inden 1 uge efter modtagelsen af underretningen kræve forretningen genoptaget. Materiale fra undersøgelsen kan ikke udleveres til den, der har fremsat anmodningen, før denne frist er udløbet. Kræver den, som sagen er rettet imod, sagen genoptaget, kan materialet først udleveres, når retten har truffet fornyet afgørelse i sagen.

Stk. 8. Rettens afgørelser træffes ved beslutning, der skal begrundes.

Stk. 9. Retten kan afskære en bevisførelse, som findes uforenelig med hensynet til forretningens fremme.

§ 703. En undersøgelse gennemføres ved rettens foranstaltning. I det omfang det må anses for nødvendigt med henblik på sikring af bevis, kan retten beslaglægge genstande eller dokumenter, ligesom retten eller den, retten bemyndiger hertil, kan tage fotografier, optage film samt fremstille kopier af dokumenter, oplysninger på edb-anlæg, edb-programmer og andet materiale.

Stk. 2. Retten kan udpege en eller flere uvildige sagkyndige til at bistå sig ved undersøgelsens gennemførelse.

Stk. 3. Den, som har fremsat anmodningen, eller dennes repræsentant har på de betingelser, retten måtte fastsætte, ret til at være til stede under undersøgelsen, men alene med henblik på at bistå retten med oplysninger, identifikation af produkter og lignende. Retten kan dog bestemme, at den, som har fremsat anmodningen, eller dennes repræsentant ikke må være til stede.

Stk. 4. I retsbogen gengiver retten i fornødent omfang de iagttagelser, der er gjort under undersøgelsen, ligesom retten udfærdiger en fortegnelse over beslaglagte genstande eller dokumenter og fremstillede kopier m.v. Materialet opbevares af retten eller den, retten bemyndiger hertil. I det omfang andet ikke bestemmes af retten, holdes materialet tilgængeligt for parterne, og retten kan i samme omfang udlevere materialet eller kopier heraf til parterne. Har en uvildig sagkyndig medvirket, skal denne inden for en af retten fastsat frist udfærdige en beskrivelse af undersøgelsen og dennes resultater. Retten sender en kopi af beskrivelsen til parterne.

Stk. 5. Udgifter ved sagkyndig bistand og opbevaring af beslaglagte genstande m.v. samt andre særlige udgifter ved forretningens gennemførelse afholdes foreløbig af den, som har fremsat anmodningen. Retten kan bestemme, at den, som har fremsat anmodningen, skal stille sikkerhed for udgifternes betaling.

Stk. 6. I det omfang det må anses for nødvendigt for at gennemføre undersøgelsen, kan retten skaffe sig adgang til lokaler og gemmer hos den, som sagen er rettet imod. Retten kan med henblik herpå anvende den nødvendige magt. Politiet yder efter anmodning retten bistand hertil.

§ 704. Den, som har fremsat anmodningen, skal inden 4 uger efter modtagelsen af rettens meddelelse om, at undersøgelsen er afsluttet, anlægge retssag vedrørende de krænkelser eller overtrædelser, som begrundede anmodningen om undersøgelse, medmindre den, som sagen er rettet imod, frafalder forfølgning. Retssag anlægges ved Retten i Grønland. Har den, som sagen er rettet imod, ikke frafaldet forfølgning, og anlægges retssag ikke rettidigt, skal retten og den, som har fremsat anmodningen, tilbagelevere beslaglagte genstande og dokumenter, fremstillede kopier og andet bevismateriale hidrørende fra undersøgelsen, og det under undersøgelsen fremkomne kan ikke anvendes som bevis for krænkelser eller overtrædelser.

Stk. 2. Ophæves en afgørelse om undersøgelse, efter at undersøgelsen er gennemført, gælder stk. 1, 3. pkt., tilsvarende.

Stk. 3. Viser det sig, at den påberåbte ret ikke består eller ikke kan gøres gældende af den, der har fremsat anmodningen, har den, som sagen er rettet imod, krav på erstatning for tab og tort. Det samme gælder, såfremt det ikke godtgøres, at den, som sagen er rettet imod, har gjort sig skyldig i krænkelser eller overtrædelser omfattet af anmodningen om undersøgelse.

Stk. 4. Krav om erstatning i medfør af stk. 3 kan gøres gældende som modkrav under en retssag anlagt af den, som har fremsat anmodningen, eller under et selvstændigt søgsmål. Anlægger den, som har fremsat anmodningen, ikke retssag i overensstemmelse med stk. 1, 1. pkt., skal et selvstændigt søgsmål om erstatning anlægges af den, som sagen er rettet imod, inden 3 måneder, efter at fristen for at anlægge søgsmål for den, som har fremsat anmodningen, er udløbet. Ophæves en afgørelse om undersøgelse efter sagens genoptagelse, jf. § 702, stk. 7, 2. pkt., eller under kære, kan der ved afgørelsen herom tillægges den, som sagen er rettet imod, erstatning efter stk. 3.

§ 705. Med hensyn til sagens behandling finder §§ 218, 604, stk. 7, 605, stk. 3, 607, stk. 5, og 606, stk. 1, nr. 1 og 2, tilsvarende anvendelse.

Kapitel 53

Appel

§ 706. Afgørelser om tvangsfuldbyrdelse truffet af kredsretterne og Retten i Grønland kan kæres til Grønlands Landsret i overensstemmelse med reglerne om kære i civile sager. Disse regler finder endvidere tilsvarende anvendelse for adgangen til at give tilladelse til at kære afgørelser truffet af Grønlands Landsret.

Stk. 2. Kære af afgørelser, der træffes i auk­tions­sager ved auktionens slutning, har opsættende virkning. Ved kære af afgørelser, der træffes inden auktionens slutning, kan en bestemmelse om opsættende virkning betinges af, at kærende stiller sikkerhed for omkostningerne ved afholdelse af nyt auktionsmøde.

Stk. 3. Fogedens ophævelse af en arrest eller et forbud kan ikke hindres i at træde i kraft ved kære.

AFSNIT IX

ANDRE BESTEMMELSER

Kapitel 54

Retsforhør

§ 707. Efter anmodning fra en offentlig myndighed kan der optages retsforhør til undersøgelse og oplysning af forhold af retlig betydning. Retsforhør afholdes af kredsdommeren uden medvirken af domsmænd.

AFSNIT X

RETSAFGIFT

Kapitel 55

Afgifter i borgerlige domssager i første instans

Borgerlige domssager

§ 708. For borgerlige domssager i første instans svares en afgift på 500 kr.

§ 709. Omfatter søgsmålet flere krav, som hører under § 708, svares én afgift, også hvor sagen anlægges af flere sagsøgere eller mod flere sagsøgte.

§ 710. Adcitationssøgsmål og interventionssøgsmål efter § 189 anses for selvstændige søgsmål. For indtræden i sager efter § 192 svares ingen afgift.

§ 711. Nedlægger sagsøgte påstand om selvstændig dom, betragtes denne påstand som et selvstændigt søgsmål.

Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvor sagsøgte i en sag om patentindgreb påstår patentet kendt ugyldigt.

§ 712. Afvises en sag, fordi retten ikke er kompetent, svares ikke ny afgift, såfremt sagen anlægges på ny inden 3 måneder efter afvisningen. Det samme gælder, hvis sagen hæves af samme grund, eller fordi begge parter udebliver. Fristen regnes i så fald fra den dag, hvortil sagen sidst har været berammet.

§ 713. Der svares ingen afgift af en sag, der genoptages. Det samme gælder en sag, som indbringes for retten på ny, efter at den har været udsat og oversendt til behandling ved Grønlands Forbrugerklageudvalg.

Stk. 2. Hæver sagsøgeren en sag, efter at den er oversendt til det i stk. 1, 2. pkt., nævnte udvalg, kan afgiften forlanges tilbagebetalt.

§ 714. Hjemvises en sag til ny behandling i underinstansen, svares ingen afgift for den fornyede behandling.

§ 715. Afgiftspligten indtræder:

1) for stævninger og andre processkrifter af afgiftspligtigt indhold: ved indleveringen,

2) for processkrifter af afgiftspligtigt indhold, der fremlægges i retten: ved fremlæggelsen,

3) for påstande af afgiftspligtigt indhold, der fremsættes mundtligt i retten: når de fremsættes.

§ 716. Afgiftsfri er sager om:

1) nægtelse af valgret til Folketinget, Landstinget og kommunalbestyrelser samt borgerråd i områder uden for den kommunale inddeling og bygdebestyrelser,

2) adoption,

3) ægteskab eller forældremyndighed,

4) faderskab,

5) værgemål,

6) prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse,

7) stadfæstelse af arrest eller forbud, for så vidt der er anlagt hovedsag.

§ 717. Afgift svares ikke af:

1) en statstjenestemand, der anlægger sag efter ordre,

2) en part, der har fri proces.

Stk. 2. Pålægges det modparten at betale sagens omkostninger, skal den pågældende i de stk. 1, nr. 1, nævnte tilfælde tilpligtes at svare afgift efter foranstående regler, medmindre særlige omstændigheder taler derimod. Afgiftspligten indtræder, når retten træffer sin afgørelse.

Bevisoptagelse m.v.

§ 718. For bevisoptagelse, herunder optagelse af syn og skøn, hvad enten bevisoptagelse skal ske i Grønland eller i udlandet, svares en afgift på 400 kr., medmindre den sker under eller til brug for en i Grønland anlagt retssag. Samme afgift svares for behandling af anmodninger efter voldgiftslovens §§ 3, 4 og 6.

Stk. 2. Søforklaringer er afgiftsfri.

§ 719. Reglerne i §§ 709-717 finder anvendelse med de fornødne lempelser.

Kapitel 56

Afgifter for fogedforretninger og tvangssalg

Fogedforretninger

§ 720. For følgende forretninger svares en afgift på 300 kr.:

1) udlæg,

2) arrest på gods,

3) udlæg efter § 27, stk. 3, i kreditkøbsloven, som kreditor anmoder om at få foretaget straks i tilslutning til tilbagetagelsesforretningen,

4) forretninger vedrørende fuldbyrdelse af domme, der ikke lyder på penge,

5) indsættelses- og udsættelsesforretninger uden sædvanligt eksekutionsgrundlag,

6) forretninger vedrørende nedlæggelse af forbud,

7) forretninger vedrørende bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v.

Stk. 2. Anmoder en kreditor samtidig om udlæg på grundlag af udpantningsret hos samme skyldner for flere krav, svares én afgift.

Stk. 3. Anmoder en kreditor om udlæg eller arrest for samme krav hos flere skyldnere, svares der afgift for hver skyldner. Dette gælder dog ikke, hvis skyldnerne er samlevende ægtefæller, eller hvor begæringen vedrører fast ejendom, som tilhører skyldnerne i forening.

Stk. 4. Afgiftspligten bortfalder, hvis fogedretten efter § 603, stk. 1, afviser at foretage udlægsforretning, eller hvis forretningen afvises efter konkurslovens §§ 16-16 a, 31, 171 og 207, stk. 1.

§ 721. Afgiftspligten indtræder for de i § 720 omhandlede forretninger, når der første gang over for fogeden fremsættes anmodning vedrørende kravet.

§ 722. For andre forretninger end udlæg på grundlag af udpantningsret svares ny afgift, når kreditor mere end 3 måneder, efter at afgiftspligt er indtrådt, fremsætter ny anmodning vedrørende kravet over for samme kredsret eller kredsretten i en anden retskreds.

§ 723. Afgiftsfri er fogedforretninger vedrørende:

1) bøder, konfiskerede værdier og sagsomkostninger i kriminalsager, der inddrives af det offentlige,

2) afgifter og sagsomkostninger, som det påhviler domstolene at indkræve,

3) krav tilkommende en part, der har fri proces,

4) krav tillagt en statstjenestemand under en af den pågældende efter ordre anlagt sag,

5) borgerlige krav fastsat under en offentlig kriminalsag,

6) forældremyndighed og samvær,

7) udstedelse af tvangssalgsskøde.

§ 724. Bestemmelserne i §§ 720-723 gælder ikke for fogedforretninger, der foretages af politiet eller pantefogeder, bortset fra ind- og udsættelsesforretninger, der foretages af politiet.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 720-723 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor fogedforretninger, der er foretaget af politiet eller pantefogeder, indbringes for kredsretten efter § 609, stk. 1.

Tvangssalg

§ 725. For tvangssalg, der afholdes af kredsretten, svares afgift efter reglerne i §§ 726-728.

§ 726. For behandling af en anmodning om afholdelse af tvangssalg over fast ejendom, registreret skib eller luftfartøj med tilhørende løsøre svares en afgift på 500 kr. Dog svares ikke afgift for anmodning om nyt tvangssalg i medfør af § 665, stk. 1.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for misligholdelsestvangssalg.

§ 727. For behandling af en anmodning om tvangssalg over aktier, gældsbreve og andre fordringer svares en afgift på 300 kr.

§ 728. Reglen i § 717, stk. 1, nr. 2, finder tilsvarende anvendelse på de i §§ 726, stk. 1, og 727 omhandlede afgifter, såfremt der er meddelt fri proces til tvangssalg.

Kapitel 57

Afgifter for appel

Anke

§ 729. For anke til landsret i den borgerlige retsplejes former svares en afgift på 750 kr. For anke til Højesteret svares en afgift på 1.500 kr.

§ 730. For anke i de i § 716, stk. 1, nr. 1-6, omhandlede sager svares ingen afgift.

Stk. 2. Reglerne i § 717 finder anvendelse ved anke, for så vidt angår stk. 1, nr. 2, dog kun såfremt parten har fri proces i ankesagen.

Kære

§ 731. For kære til landsret svares en afgift på 400 kr. og for kære til Højesteret en afgift på 750 kr.

§ 732. Afgiftsfri er kære iværksat af:

1) parter i en sag, der er fritaget for afgift i medfør af § 716, nr. 1-6,

2) parter, der er fritaget for afgift i medfør af § 717, stk. 1,

3) anklagemyndigheden og sigtede i offentlige straffesager,

4) beskikkede forsvarere og advokater vedrørende spørgsmålet om vederlag.

§ 733. Omgør vedkommende ret den påkærede beslutning, skal den erlagte kæreafgift tilbagebetales. Får den kærende helt eller delvis medhold ved kæremålets afgørelse, skal kæreafgiften ligeledes tilbagebetales.

Ny foretagelse og ekstraordinær anke

§ 734. For behandling af andragende om ny foretagelse af en sag eller om ekstraordinær anke af en dom i medfør af retsplejelovens §§ 528 og 532 svares en afgift på 1.500 kr. Afgift svares dog ikke, hvis parten har fri proces til at fremsætte andragende om genoptagelse. Afgiften tilbagebetales, såfremt andragendet tages til følge. For selve sagens fornyede foretagelse eller påanke svares ingen afgift.

Kapitel 58

Almindelige bestemmelser om afgifter

Afgifternes fastsættelse og indbetaling m.m.

§ 735. Retten i Grønland fastsætter og oppebærer afgiften. Politimesteren i Grønland fastsætter og oppebærer dog afgiften for ind- og udsættelsesforretninger, der foretages af politiet efter § 724, stk. 1.

§ 736. Afgiftspligten indtræder, medmindre andet er bestemt, når der fremsættes anmodning om retshandlingens foretagelse.

Stk. 2. Medmindre andet er bestemt, påhviler afgiftspligten den, der fremsætter anmodningen. Såfremt anmodningen er fremsat i henhold til fuldmagt, hæfter tillige den befuldmægtigede for afgiften, såfremt denne fastsættes ved anmodningens fremsættelse.

§ 737. Kan afgiften for en retshandling fastsættes ved fremsættelsen af anmodningen om at få foretaget retshandlingen, kan afgiften kræves betalt samtidig med, at anmodningen fremsættes. Betales afgiften ikke efter påkrav, kan retten fastsætte en frist for afgiftens betaling. Betales afgiften ikke inden fristens udløb, betragtes anmodningen som bortfaldet. I så fald bortfalder også afgiften.

Stk. 2. Kan afgiften ikke fastsættes ved fremsættelse af anmodningen, betales afgiften efter påkrav. Der kan ved fremsættelse af anmodningen kræves sikkerhed for afgiftens betaling, medmindre retten af egen drift skal udføre retshandlingen. Bestemmelserne i stk. 1, 2.-4. pkt., finder herved tilsvarende anvendelse.

§ 738. Afgifterne efter dette afsnit tilfalder statskassen.

Klage over afgiftsfastsættelsen

§ 739. Indsigelse fra en afgiftspligtig imod beregningen af en afgift sker ved klage til Retten i Grønland. Klagen skal indgives senest 6 uger, efter at den afgiftspligtige har fået kundskab om fastsættelsen.

Stk. 2. Retten i Grønland kan se bort fra overskridelser af klagefristen på 6 måneder, når særlige omstændigheder gør overskridelsen undskyldelig.

Stk. 3. Tages klagen til følge, omgøres afgiftsfastsættelsen i overensstemmelse hermed.

Stk. 4. Ændres afgiftsfastsættelsen ikke i henhold til stk. 3, træffes afgørelsen ved beslutning, der skal begrundes. Beslutningen træffes af Retten i Grønland.

Stk. 5. Retten kan efter sit eget skøn af egen drift indhente oplysninger eller erklæringer fra klageren. Beslutningen kan stadfæste afgiftsfastsættelsen eller ændre den til fordel eller til skade for den afgiftspligtige.

Stk. 6. Beslutningen kan inden to uger påkæres i den civile retsplejes former. Bestemmelsen i stk. 5 finder tilsvarende anvendelse.

§ 740. Retten i Grønland kan af egen drift ændre fastsættelsen til fordel for den afgiftspligtige.

Stk. 2. Bortset fra de i § 739, stk. 5 og 6, omhandlede tilfælde kan efterbetaling af for lavt fastsat afgift ikke kræves, når der er forløbet 6 uger, efter at den afgiftspligtige har fået kundskab om fastsættelsen.

Stk. 3. Efterbetaling kan dog kræves, hvor fastsættelsen hviler på urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende oplysninger fra den afgiftspligtige eller dennes befuldmægtigede. Ved klage over efterkrav finder reglerne i § 739 tilsvarende anvendelse.

Kapitel 59

Generelle bestemmelser om indførelse af afgift

§ 741. Justitsministeren er under forudsætning af gensidighed bemyndiget til at frafalde afgift for bevisoptagelse, for så vidt begæringen kommer fra en udenlandsk myndighed.

Stk. 2. I overenskomster med fremmede stater kan der optages bestemmelser om fritagelse for afgift efter bestemmelserne i dette afsnit.

AFSNIT XI

RÅD

Kapitel 60

Rådet for Grønlands Retsvæsen

§ 742. Der oprettes et råd, Rådet for Grønlands Retsvæsen, som skal varetage koordinationen mellem Grønlands Hjemmestyre og rigsmyndighederne om kriminal- og retsplejelovgivningen, herunder udvikle det lovgivningsmæssige grundlag herfor, iværksætte forskning i forbindelse hermed samt følge de enkelte retsmyndigheders funktion og uddannelsesbehov.

§ 743. Rådet for Grønlands Retsvæsen består af 13 medlemmer: landsdommeren i Grønland, dommeren ved Retten i Grønland, politimesteren i Grønland, lederen af kriminalforsorgen i Grønland, Kanukoka, en advokat, en forsvarer, en universitetslærer, to repræsentanter for Grønlands Hjemmestyre samt repræsentanter for Justitsministeriet, Domstolsstyrelsen og Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Stk. 2. Advokaten udpeges af justitsministeren efter indstilling fra Advokatrådet og forsvareren efter indstilling fra Forsvarerforeningen i Grønland. Universitetslæreren udpeges af justitsministeren.

Stk. 3. Justitsministeren og Grønlands Hjemmestyre udpeger i fællesskab en formand, som kan være en af rådets medlemmer, jf. stk. 1.

Stk. 4. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med Grønlands Hjemmestyre nærmere regler for rådets virksomhed, herunder om varetagelse af sekretariatsfunktionen for rådet.

Kapitel 61

Det Grønlandske Kriminalpræventive Råd

§ 744. Der oprettes et råd, Det Grønlandske Kriminalpræventive Råd, som inden for gældende lovgivning skal virke for forebyggelse af kriminalitet, herunder ved gennemførelse af sikkerhedsfremmende foranstaltninger, ved oplysningsvirksomhed og erfaringsudveksling og ved rådgivning af lokale SSPK-udvalg.

§ 745. Det Grønlandske Kriminalpræventive Råd sammensættes af 8 medlemmer bestående af repræsentanter for Politimesteren i Grønland, kriminalforsorgen i Grønland, Socialdirektoratet, Sundhedsdirektoratet, Kanukoka samt frivillige organisationer, arbejdsgiverorganisationer og lønmodtagerorganisationer i Grønland. Repræsentanterne for de frivillige organisationer samt arbejdsgiver- og løn­modtager­organi­sa­tionerne udpeges af justitsministeren efter indstilling fra henholdsvis Kulturdirektoratet, Grønlands Arbejdsgiverforening og Sulinermik Inuusutisarsiuteqartat Kattuffiat (SIK).

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med Grønlands Hjemmestyre nærmere regler for rådets virksomhed, herunder om valg af formand. Sekretariatsfunktionen for rådet varetages af Politimesteren i Grønland.

AFSNIT XII

IKRAFTTRÆDELSESBESTEMMELSER

§ 746. Loven træder i kraft den 1. januar 2010.

Stk. 2. §§ 742-745 træder dog i kraft den 1. juli 2008.

AFSNIT XIII

OVERGANGSBESTEMMELSER

§ 747. Personer, som hidtil har virket som kredsdommere, og som opfylder betingelserne i § 12, stk. 1, kan af dommeren ved Retten i Grønland beskikkes som midlertidige kredsdommere i indtil 3 år fra lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Den midlertidige beskikkelse bortfalder, når en fast kredsdommer udnævnes i stillingen efter § 12, eller en kredsdommerkandidat beskikkes i stillingen efter § 16, stk. 3. Dommeren ved Retten i Grønland kan dog tilbagekalde beskikkelsen fra et tidligere tidspunkt.

§ 748. Personer, som hidtil har virket som bisidder i kriminalsager, og som opfylder betingelserne i § 66, stk. 1, kan af dommeren ved Retten i Grønland meddeles en frist på 3 år fra lovens ikrafttræden til at gennemføre forsvareruddannelsen efter § 67, stk. 2. I denne periode gælder § 66, stk. 2, tilsvarende.

§ 749. Sager, der endnu ikke er indbragt for Grønlands Landsret på den tid, hvor loven træder i kraft og som i henhold til lov, landstingsforordning eller i henhold til regler udstedt i medfør af lov eller landstingsforordning er henlagt til behandling ved Grønlands Landsret i første instans, skal indbringes for Retten i Grønland til behandling i første instans.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1.
Indledning og baggrund 110
2.
Lovforslagets hovedpunkter 110
3.
Gældende ret 111
4.
Kommissionens overvejelser og forslag 112
5.
Justitsministeriets overvejelser 140
6.
Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser 148
7.
Høring 149

1. Indledning og baggrund

Formålet med lovforslaget er at gennemføre de forslag og anbefalinger, som Den Grønlandske Retsvæsenskommission (herefter kommissionen) har fremsat i betænkning nr. 1442/2004 om det grønlandske retsvæsen (herefter betænkningen). Lovforslaget skal derfor også ses i sammenhæng med det forslag til kriminallov for Grønland, der fremsættes samtidig med dette lovforslag.

Kommissionen blev nedsat i 1994 af Justitsministeriet og det grønlandske hjemmestyre med henblik på at gennemgå og revurdere hele det grønlandske retsvæsen. På dette grundlag skulle kommissionen fremsætte forslag til en revision af retsvæsenet i Grønland.

Baggrunden for nedsættelsen af kommissionen var navnlig, at det grønlandske samfund siden tilblivelsen af det gældende lovgrundlag for retsvæsenet har gennemgået en markant udvikling. Samfundsforholdene er blevet mere komplicerede bl.a. i takt med, at befolkningen i stigende grad er blevet koncentreret i byerne, og at der har været en intensiv udvikling af erhvervslivet. Bl.a. disse sociale forandringer har ført til, at forudsætningerne for retsvæsenets indretning har ændret sig væsentligt.

I kommissionens kommissorium blev det bl.a. anført, at overvejelserne om en nyordning på retsvæsenets område bør ske under hensyntagen til de særlige grønlandske forhold, herunder de traditioner, der er knyttet til det grønlandske retsvæsen og den grønlandske egenart.

Lovforslaget bygger på kommissionens udkast til en ny retsplejelov for Grønland med de anbefalinger, der knytter sig dertil.

Med lovforslaget er der lagt op til at gøre den grønlandske retsplejeordning mere tidssvarende og i stand til at imødekomme kravene fra det moderne grønlandske samfund.

For så vidt angår nærmere oplysninger om kommissionens nedsættelse, kommissorium, sammensætning og arbejdsform henvises der til betænkningens afsnit I, pkt. 2 og 3.

2. Lovforslagets hovedpunkter

Der er med dette forslag til en ny retsplejelov for Grønland lagt op til en gennemgribende opdatering af den grønlandske retsplejeordning, således at den tilnærmer sig reglerne i den danske retsplejelov. Reformen er udformet med en væsentlig hensyntagen til de særlige grønlandske forhold, herunder ved at den grønlandske kredsdommerordning fastholdes og styrkes bl.a. ved en formaliseret uddannelse.

Det foreslås bl.a. at lovfæste, at en række væsentlige retlige dokumenter skal oversættes til et sprog, som den pågældende kan forstå, og det forudsættes generelt, at der i stigende omfang skal ske oversættelse af retlige dokumenter til grønlandsk.

Med hensyn til inddelingen af retskredse foreslås det, at antallet af retskredse som hidtil fastsættes til 18, men således at kredsdommerne og til dels kreds­rets­sek­retærerne kan placeres på større faste kontorsteder, der er fælles for flere retskredse.

Kredsdommerne skal efter forslaget fortsat ikke være jurister, men det tilstræbes, at de som noget nyt ansættes på fuld tid. Der etableres en egentlig uddannelse af kredsdommerne, og det forudsættes, at også uddannelsen af domsmænd og retssekretærer samt den juridiske vejledning i forhold til kredsretterne styrkes.

Uddannelsen og vejledningen af kredsdommerne foreslås varetaget af en ny juridisk domstol i 1. instans, der tillige skal behandle juridisk komplicerede sager. Grønlands Landsret skal herefter alene behandle appelsager.

Det foreslås at oprette et »Dommerråd«, som bl.a. skal behandle sager om afskedigelse af kredsdommere og medvirke ved ansættelsen af disse.

Med lovforslaget bliver advokaters forhold og virksomhed i Grønland endvidere lovreguleret.

Inden for kriminalretsplejen foreslås der en væsentlig udbygning af de gældende regler, herunder reglerne om de kriminalprocessuelle tvangsindgreb.

Endvidere foreslås der i kriminalsager en styrkelse af forsvaret ved, at forsvarerens rolle præciseres og udstrækkes til også at gælde forud for tiltalerejsningen. Det foreslås i den forbindelse, at der indføres en forsvarerautorisation for personer, der har gennemgået en ny formaliseret forsvareruddannelse.

Retten får efter forslaget i alvorlige sager mulighed for at beskikke en advokat som udenretlig rådgiver for den ikke juridisk uddannede forsvarer, der møder i kredsretten, og i visse sager af meget alvorlig karakter skal advokater kunne beskikkes som forsvarere i kredsretssager. I tilknytning hertil forudsættes der indført en telefonrådgivning fra et advokatkontor, som autoriserede forsvarere kan benytte.

Der foreslås endvidere en hjemmel til at beskikke en bisidder for den forurettede i en kriminalsag.

På den civile retsplejes område foreslås der etableret en landsdækkende retshjælpsordning, der forudsættes forankret hos advokater med kontor i Grønland, som er antaget under beneficieordningen.

Der foreslås endvidere indført bestemmelser om anvendelsen af videokonferenceudstyr i retssagsbehandlingen.

Herudover foreslås der regler, der skal lette videregivelse og forkyndelse af retlige meddelelser og styrke behandlingen af civile sager. Det er tanken, at sagerne i videre omfang end efter den gældende ordning skal afgøres efter afholdelse af en hovedforhandling. Parterne skal så vidt muligt være til stede ved denne hovedforhandling, eventuelt ved hjælp af videokonferenceudstyr.

Kredsretterne overtager efter forslaget som udgangspunkt tvangsfuldbyrdelse i civile sager fra politiet.

Endelig foreslås der indført regler om retsafgift og om fri proces.

Med henblik på opfølgning af de foreslåede reformer oprettes der efter forslaget et Råd for Grønlands Retsvæsen, og med henblik på at styrke og koordinere den kriminalpræventive indsats oprettes Det Grønlandske Kriminalpræventive Råd.

3. Gældende ret

Den gældende retsplejelov for Grønland blev vedtaget som lov nr. 271 af 14. juli 1951 efter flere års reformovervejelser og ønsker om bl.a. at tilvejebringe én retsplejeordning gældende for samtlige borgere i Grønland.

Retsplejeloven er siden vedtagelsen blevet ændret adskillige gange. Siden den seneste bekendtgørelse af loven i 1984 er den således ændret i alt 7 gange. Om retsplejelovens tilblivelse og udvikling henvises der til betænkningens afsnit II, kapitel 2.

Den gældende retsplejeordning kan kort beskrives på følgende måde:

Domstolssystemet består af kredsretterne, der dækker hver sin retskreds svarende til de i alt 18 kommuner, og som appelinstanser Grønlands Landsret, Østre Landsret og Højesteret. Hvervet som kredsdommer varetages som deltidsbeskæftigelse og uden krav om særlige uddannelsesmæssige kvalifikationer. Som hovedregel pådømmes alle typer af sager i 1. instans af den lokale kredsret.

Retssprog i Grønland er grønlandsk og dansk. Begge sprog kan således anvendes af og ved domstolene.

Der findes kun et begrænset antal advokater i Grønland – hovedsagelig i Nuuk – og retsplejeloven indeholder ikke regler om advokaters virksomhed.

Som bisiddere (forsvarere) i kriminalsager ved kredsretterne anvendes næsten udelukkende lægfolk. Advokater optræder i reglen kun som bisiddere i kriminalsager, der ankes til Grønlands Landsret.

Både de civilprocessuelle og kriminalprocessuelle regler bygger på regler i den danske retsplejelov, men er betydeligt mindre detaljerede.

Der findes ikke noget formaliseret retshjælpsinstitut i Grønland, men der gælder en ordning baseret på landsdommerens forpligtelse til at vejlede kredsretterne. Der er heller ikke lovfæstede regler om fri proces.

Der opkræves i dag ikke retsafgifter i Grønland.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kapitel 3, afsnit VII, kapitel 1.1., 2.1., 3.1. og 4.1.-4.4., afsnit VIII, kapitel 2.1., 3.1., 4.2., 5.1., 6.1., 7.1., 8.1., 9.1., 10.1., 11.1. og 12.1., afsnit IX, kapitel 2.1., 3.1., 4.1., 5.2. og 6.1., afsnit X, kapitel 2.1., 3.2., 4.1., 5.2., 6.2.1.1., 6.3.1.2., 6.3.2.2., 6.3.3.2., 6.4.1., 6.5.2., 7.1.1., 7.2.1., 7.3.1., 7.4.1., 8.1.1., 8.2.1., 8.3.1., 8.4.1., 9.1.1., 9.2.1., 9.3.1., 10.2., 11.1., 12.2. og 13.1., afsnit XI, kapitel 1.1.-1.2., 2.1., 2.3. og 4.2., afsnit XVII, kapitel 1.1., 2., 3.1. og 4.1., samt for en beskrivelse af politiets organisation, personale og arbejdsopgaver til afsnit XVIII, kapitel 2.-4.

Der henvises endvidere til gennemgangen af kommissionens overvejelser og forslag nedenfor under pkt. 4, hvor gældende ret visse steder indgår i kommissionens analyse.

4. Kommissionens overvejelser og forslag

Nedenfor er kommissionens overvejelser og forslag på det retsplejemæssige område gennemgået med udgangspunkt i betænkningens resumébind.

4.1. Domstolenes organisation og personale

4.1.1. Indledning

Den grønlandske retsplejeordning er bl.a. kendetegnet ved, at domstolene i 1. instans, kredsretterne, er rene lægmandsdomstole. Denne ordning blev indført med retsplejelovens vedtagelse i 1951, og dengang som i dag hører hovedparten af alle sager under kredsretterne. Her træffes afgørelserne af den lokale kredsdommer som retsformand og to stedlige domsmænd, der ikke har juridisk eller anden speciel uddannelse.

Et af de helt centrale spørgsmål for kommissionen med hensyn til valget af en fremtidig retsplejeordning har været, om dommerne ved domstolene i 1. instans fortsat skal være ikke-jurister, eller om samtlige dommerstillinger skal besættes med jurister. I dette afsnit beskrives bl.a. overvejelserne herom, som har ført til, at kommissionen anbefaler at fastholde, at dommerne i kredsretterne ikke skal være jurister.

4.1.2. Historisk tilbageblik

I et historisk tilbageblik fremgår det, at disse overvejelser ikke er nye. Den nuværende retsplejelov har løbende været underkastet ændringer, men det grundlæggende ønske om, at retsafgørelserne træffes af lægdommere, har dog stedse været fastholdt.

Lov nr. 271 af 14. juni 1951 om rettens pleje i Grønland trådte i kraft den 1. december 1951 og har således været gældende i omkring et halvt århundrede.

Begrundelsen for, at Grønland fik sin egen retsplejelov, var et ønske om at få et system, der passede til et særdeles stort geografisk område med en lille og meget spredt befolkning. Ønsket var også, at alle borgere, danske som grønlandske, skulle ligestilles, og at alle skulle kunne forstå retshandlingerne sprogligt og indholdsmæssigt. Man oprettede derfor i alle kommuner en kredsret, hvor afgørelserne skulle træffes af personer, der tilhørte lokalsamfundet, dvs. af lægfolk.

Som det fremgår, er den gældende retsplejeordning kendetegnet ved et nærhedsprincip. Borgerne serviceres lokalt, og kredsdommerne rekrutteres blandt den stedlige befolkning. De tilhører således lokalsamfundet og kender sproget, kulturen og befolkningen i retskredsen. Derved sikres, hvad der betegnes som »det grønlandske element« i retsplejen. Dette er af stor betydning på grund af de sproglige, samfundsmæssige og kulturelle forskelle, der gør sig gældende ikke bare mellem Danmark og Grønland, men også mellem de forskellige egne i Grønland.

Som en del af det grønlandske domstolssystem oprettede man samtidig med kredsretsordningen Grønlands Landsret, der er en juridisk ledet domstol. Dette skete for at sikre en juridisk ankebehandling af kredsretternes afgørelser. Som et sikkerhedsnet under lægdommersystemet blev det desuden bestemt, at landsretten skulle fungere som 1. instans i visse tilfælde, idet landsretten bl.a. kunne overtage særligt komplicerede enkeltsager fra kredsretterne. Lederen af landsretten, landsdommeren, fik endvidere til opgave at yde juridisk støtte til kredsretterne i form af vejledning og bistand i spørgsmål vedrørende retsudøvelsen.

Denne pligt, som landsdommeren ifølge retsplejeloven har til at vejlede kredsretterne, har kredsdommerne i vid udstrækning benyttet sig af. Oprindelig var det hensigten, at vejledningen skulle være af generel karakter. Over årene dannede der sig imidlertid fast praksis for, at kredsretterne indhentede vejledning til brug i enkeltsager.

Der har ikke hidtil eksisteret nogen formel fremgangsmåde for vejledningen eller uddannelsen af nyansatte kredsdommere og sekretærer. De pågældende har typisk fået en kortere indføring i arbejdet fra det øvrige personale, hvorefter de har måttet søge viden gennem praktisk erfaring og den almindelige vejledning i øvrigt. Der har igennem alle årene været udtrykt ønske om yderligere uddannelse og vejledning fra både kredsdommernes og sekretærernes side.

I 1995 blev landsretten, på kommissionens initiativ, delt i en retssagsafdeling og en vejledningsafdeling. Formålet med opdelingen var dels at modvirke de betænkeligheder, som kan være forbundet med, at appelbehandlingen sker ved den samme instans, som forestår vejledningen, dels at styrke vejledningen og uddannelsen af kredsretternes personale.

Der er iværksat en lang række tiltag med det formål at styrke den faglige kunnen hos såvel kredsdommere som sekretærer, bl.a. i form af hyppigere besøgsrejser, kurser og skriftlig vejledning. Som et særligt tiltag har man endvidere gennemført et forsøg vedrørende uddannelse af kredsdommerne.

4.1.3. Den gældende retsplejeordning

Udover kredsretterne består den nugældende grønlandske retsplejeordning af appelinstanserne Grønlands Landsret og de danske domstole Østre Landsret og Højesteret.

Hovedparten af alle sager behandles som nævnt af kredsretterne i 1. instans. Dette gælder både for civile sager og kriminalsager. Visse sager er dog ifølge lovgivningen henlagt til Grønlands Landsret som 1. instans. Landstinget kan endvidere fastsætte sådanne regler for så vidt angår sagsområder, der hører under hjemmestyret. Derudover er der mulighed for, at landsdommeren kan lade Grønlands Landsret overtage en sag til behandling i 1. instans, hvis juridisk eller anden særlig indsigt skønnes at være af betydning ved sagens afgørelse.

En sag, som er afgjort af kredsretten, kan frit appelleres til Grønlands Landsret. En sag, som er afgjort af Grønlands Landsret i 1. instans, kan frit appelleres til Østre Landsret. Højesteret fungerer som 3. instans for afgørelser, der er truffet af Grønlands Landsret som 2. instans, og for afgørelser, der er truffet af Østre Landsret. Appel til Højesteret kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet i Danmark.

Kredsretterne dækker hver en retskreds, som svarer til kommunalinddelingen. I hver retskreds ligger en by, hvor kredsretten har fast sæde, og en eller flere bygder, hvor kredsretten sættes i forbindelse med de tjenesterejser, som foretages med jævne mellemrum.

Hver kredsret har en kredsdommer. I Nuuk er der dog 2 kredsdommere, og kredsdommeren i henholdsvis Aasiaat (Egedesminde) og Paamiut (Frederikshåb) er tillige udnævnt som kredsdommer for henholdsvis Kangaatsiaq og Ivittuut. De 18 retskredse er bemandet med 17 kredsdommere i alt. Alle sager ved kredsretten behandles af kredsdommeren som retsformand og to domsmænd.

Kredsdommerne beskikkes af landsdommeren ved Grønlands Landsret for 4 år ad gangen med mulighed for genbeskikkelse. Domsmændene vælges efter indstilling fra landsdommeren af kommunalbestyrelsen. Valget gælder tilsvarende for fire år ad gangen med mulighed for genvalg.

Hvervet som kredsdommer eller domsmand er et borgerligt ombud, som således ikke indebærer en egentlig ansættelse i retsvæsenet. Kredsdommerne og domsmændene har som følge heraf typisk hovederhverv andetsteds, og opholder sig primært i kredsretten i forbindelse med de berammede retsmøder. Der stilles ikke krav om særlige uddannelsesmæssige kvalifikationer, men alene krav om, at de skal være uberygtede og opfylde betingelserne for valgret til kommunalbestyrelsen, ligesom de normalt bør udpeges blandt befolkningen på det sted, hvor retten har sit sæde.

Ved hver kredsret er der ansat en eller flere kontoruddannede retssekretærer, hvis faste tilstedeværelse er forudsætningen for, at ordningen med kredsdommerhvervet som borgerligt ombud kan fungere. Kredsretssekretærerne har i praksis et meget stort ansvarsområde og varetager en lang række selvstændige opgaver.

Ved kredsretsordningens begyndelse var antallet af sager ganske beskedent. Man forventede derfor, at arbejdet som kredsdommer uden problemer kunne udføres som et borgerligt ombud ved siden af et andet job og til dels i fritiden. Arbejdsbyrden og kravene til kredsretterne har imidlertid ændret sig meget gennem årene, hvilket bl.a. har medført et stadig større behov for sekretærbistand samt et behov for at overveje, om jobbet som kredsdommer fortsat kan udføres som et borgerligt ombud ved siden af et andet job og til dels i fritiden.

Sagsmængden ved de grønlandske kredsretter varierer betydeligt, men er i alle tilfælde væsentligt lavere, end man kender det i Danmark. Dette er en naturlig følge af det lave befolkningstal i Grønland, hvortil kommer inddelingen af landet i 18 retskredse.

Afgørende for arbejdsmængden ved de enkelte kredsretter er ikke kun antallet og typen af sager. Af stor betydning er også antallet af bygder, som retskredsen omfatter, herunder disse bygders beliggenhed og de trafikale forhold, som gør sig gældende for tjenesterejser til stedet. Disse og andre særlige forhold medfører, at der ikke på baggrund af sagsstatistikkerne alene kan foretages en vurdering af personalebehovet mv. ved de grønlandske domstole, ligesom det heller ikke er muligt at foretage en direkte sammenligning med forholdene ved de danske domstole. Den begrænsede sagsmængde indebærer imidlertid, at der ved en række af de nuværende kredsretter ikke kan beskæftiges en kredsdommer på fuld tid.

Grønlands Landsret dækker ligesom Østre Landsret og Højesteret hele landet. Grønlands Landsret har fast sæde i Nuuk, men sættes i forbindelse med sine tjenesterejser overalt i landet. Østre Landsret og Højesteret har sæde i København. Østre Landsret sættes dog i Nuuk 1 gang årligt.

Grønlands Landsret ledes af en landsdommer, der skal være jurist og som udnævnes af kongen. Ved landsretten er der endvidere ansat et antal juridiske medarbejdere, som i landsdommerens sted kan udøve dennes funktioner. Sagerne ved landsretten behandles af landsdommeren eller en anden juridisk medarbejder som retsformand og to domsmænd. Landsrettens domsmænd vælges af Landstinget efter indstilling af landsdommeren på samme vilkår som domsmænd ved kredsretterne.

Retsvæsenet i Grønland og lovgivningen herom er et af de områder, der ikke efter den nugældende hjemmestyreordning kan overgå til Grønland. Det lovforberedende arbejde ligger i Justitsministeriet, ligesom lovgivningskompetencen fortsat ligger i Folketinget. Administrationen varetages af Domstolsstyrelsen.

4.1.4. Kommissionens vurdering af den gældende ordning

Både forud for og i forbindelse med kommissionens arbejde er der fra flere sider blevet fremsat kritik af det faglige niveau ved kredsretterne, herunder specielt af den læge kredsdommerordning. Kredsdommerne selv har som nævnt også ved gentagne lejligheder givet udtryk for, at de ønsker yderligere vejledning og uddannelse.

Den rejste kritik skal ses i lyset af, at det grønlandske samfund har været og fortsat er inde i en rivende udvikling, som bl.a. har ført til en omfattende og tiltagende kompliceret lovgivning. Udviklingen har betydet, at kredsretterne præsenteres for stadigt mere komplekse problemstillinger, der stiller øgede krav til dommernes faglige indsigt og kunnen.

På baggrund af bl.a. denne kritik iværksatte kommissionen en undersøgelse af brugernes oplevelse og forståelse af kredsretten og dens virksomhed. Rapporten »I kredsretten« af Helene Brochmann viser, at der er en fin samklang mellem befolkningen og kredsretten. Parternes holdning til kredsretten er positiv og præget af respekt. Sagerne behandles og afgøres på en måde, som er forståelig for parterne. Rapporten har dog også en del forslag til forbedringer, bl.a. af informationen til borgere, der kommer i kredsretten.

Det har endvidere været vanskeligt at finde og fastholde egnede personer som kredsdommere. Problemet har bl.a. bestået i, at de personer, man anså for egnede, ikke ønskede at påtage sig opgaven. Årsagerne til den store udskiftning blandt kredsdommere er mange. Det har været fremhævet, at det var vanskeligt at bestride opgaven ved siden af et andet job. Arbejdet har været følt for ansvarsfuldt, det har været dårligt lønnet, og der er ikke givet den fornødne støtte og oplæring inden en eventuel beskikkelse.

Tilsvarende rekrutterings- og fastholdelsesproblemer har gjort sig gældende for så vidt angår kredsretssekretærerne.

Rekrutteringen af jurister til Grønlands Landsret har ligeledes været vanskelig. Med en enkelt undtagelse har alle jurister i Grønlands Landsret hidtil været danskere. Det har været næsten umuligt at rekruttere blandt de få grønlandske jurister. Der er efterfølgende blevet uddannet grønlandske jurister, men deres antal er endnu begrænset, og der er ikke tegn på, at der inden for en kortere årrække vil blive flere – især ikke jurister, som også er fuldt grønlandsksprogede.

Til overvejelserne om, hvorvidt dommerne i 1. instans fremtidigt bør være lægfolk eller jurister, knytter sig imidlertid også det formelle spørgsmål, om en domstol i grundlovens eller Menneskerettighedskonventionens forstand kan bestå udelukkende af lægfolk. Kommissionen har til brug for behandlingen af dette spørgsmål indhentet udtalelser fra Justitsministeriet og Det Danske Center for Menneskerettigheder, og på baggrund af disse udtalelser er det kommissionens opfattelse, at hverken grundloven eller Menneskerettighedskonventionen stiller sig hindrende i vejen for en ordning med læge kredsdommere.

4.1.5. Kommissionens forslag

Kommissionen har gennemarbejdet og vurderet en række modeller for, hvordan den fremtidige ordning kan udformes.

De gode erfaringer med kredsdommerordningen har direkte sammenhæng med det nærhedsprincip, der hidtil har præget det grønlandske retsvæsen i form af retternes lokale tilstedeværelse og personalets særlige indsigt i stedlige og almene grønlandske forhold, herunder ikke mindst det grønlandske sprog.

Ved en ordning med jurister som dommere ved kredsretterne vil det ikke være muligt at bevare de nævnte naturlige fordele. Dette skyldes ikke mindst de sproglige problemer. Fordelene ved en juristbaseret ordning består således først og fremmest i opnåelsen af den faglige ekspertise, som en juridisk kandidateksamen indebærer.

Det foreslås, at domstolene i 1. instans – kredsretterne – fortsat skal være til stede lokalt, og at personalet, herunder kredsdommeren, skal rekrutteres blandt den stedlige befolkning. Der er imidlertid behov for en væsentlig faglig styrkelse af kredsretterne for at kunne imødekomme det moderne grønlandske samfunds behov.

Den faglige styrkelse skal ske ved, at kredsdommerne fremover skal gennemgå en særlig kredsdommeruddannelse, og at de herefter skal ansættes i faste stillinger. Ligeledes skal der fortsat ydes kredsretterne generel og konkret vejledning. Visse sager skal som hidtil behandles af en juridisk domstol som 1. instans.

Desuden skal kredsdommerne og retssekretærerne så vidt muligt sikres en højere løn og bedre lokaleforhold, der sikrer værdige rammer for retshandlingerne.

Den faglige styrkelse kan herudover søges sikret ved, at flere kredsdommere placeres sammen. Et flertal af kommissionens medlemmer lægger imidlertid samtidig vægt på, at kredsretterne fortsat skal være til stede lokalt, og at der så vidt muligt også fremover skal være en fast bosiddende kredsdommer i hver by.

Som følge af de faktiske forhold kan disse hensyn ikke i alle tilfælde forenes. Et flertal i kommissionen har på grundlag af en konkret afvejning af de enkelte områders og retskredses forhold udarbejdet et forslag til en fremtidig kredsretsstruktur, hvis væsentlige træk er, at samtlige 18 retskredse bevares, og at der i 11 af disse er en fast bosiddende kredsdommer.

Et mindretal i kommissionen (1 medlem) foreslår, at kredsretsstrukturen regionaliseres i form af en sammenlægning af retskredse. Formålet er at skabe så fleksibel en ordning som muligt for derigennem at sikre højere faglig kvalitet i kredsretternes afgørelser og bedre udnyttelse af ressourcerne.

Et andet mindretal i kommissionen (3 medlemmer) støtter flertallets model med de 18 retskredse. Dette mindretal mener imidlertid, at det ved gennemførelsen af kredsdommerordningen kan blive aktuelt at stile mod en form for regionalisering.

Kommissionens forslag om at fastansætte kredsdommerne medfører et særligt behov for at sikre kredsdommernes uafhængighed, jf. herved grundlovens og Menneskerettighedskonventionens bestemmelser. Det foreslås derfor, at kredsdommernes ansættelse gøres varig, og at der oprettes et Dommerråd, der fremover skal varetage en række opgaver omkring kredsdommernes ansættelse og afskedigelse mv.

I forbindelse med gennemførelsen af kommissionens forslag om en særlig kredsdommeruddannelse som forudsætning for fastansættelse mv. som kredsdommer skal der laves overgangsordninger med henblik på at sikre retsvæsenets funktion i en overgangsperiode ved at fastholde de nuværende kredsdommere.

For yderligere at højne kvaliteten i retsplejen foreslår kommissionen endvidere, at der oprettes en juridisk domstol i 1. instans (Retten i Grønland), som foruden retssagsbehandling for hele Grønland skal varetage vejledningen og uddannelsen af kredsdommere m.fl.

Sager, der hører under kredsretterne, skal efter en konkret vurdering kunne henvises af kredsretterne til Retten i Grønland som 1. instans. Med en selvstændig juridisk domstol i 1. instans vil det desuden være muligt at lade samtlige appelsager behandle ved Grønlands Landsret. Dette vil også medføre en yderligere selvstændiggørelse af det grønlandske retsvæsen, idet det ikke længere vil være nødvendigt at sende sager ud af landet.

Herved opnås den fordel, at grønlandske jurister kan ansættes i centrale stillinger ved såvel den juridiske domstol i 1. instans som ved Grønlands Landsret med mulighed for gradvist at overtage juriststillingerne i retsvæsenet og også herved mindske afhængigheden af udefra kommende juristers arbejdskraft.

De almindelige domstole vil herefter være: Kredsretterne, Retten i Grønland, Grønlands Landsret og Højesteret. Kredsretterne og Retten i Grønland skal i fællesskab varetage domstolenes funktioner i 1. instans, mens Grønlands Landsret udelukkende skal være 2. instans, og Højesteret skal som hidtil være 3. instans. Efter forslaget skal Østre Landsret således ikke længere indgå i den grønlandske retsplejeordning.

Retten i Grønland skal dække hele landet og betjenes af en juridisk dommer, der udnævnes af kongen efter samme regler, som gælder for udnævnelse af dommere i Danmark. Endvidere skal der virke et passende antal juridiske medarbejdere, som efter dom­mer­ens bestemmelse kan udøve dennes funktioner. Retten i Grønland skal have sæde i Nuuk, men skal i øvrigt kunne sættes der, hvor parter og vidner befinder sig.

Appeladgangen fra 1. til 2. instans skal som hidtil være fri, dvs. at der altid kan ankes fra kredsretterne og Retten i Grønland til Grønlands Landsret, mens appel til Højesteret som hidtil vil kræve tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Som hidtil skal domsmænd medvirke ved de grønlandske domstole, dog med visse ændringer. Kriminalsager ved kredsretterne, Retten i Grønland og Grønlands Landsret pådømmes under medvirken af domsmænd, medmindre det drejer sig om mindre sager. For civile sagers vedkommende foreslås domsmænd kun at skulle medvirke, hvis dommeren eller en af parterne ønsker det. Under appelbehandlingen af civile sager ved Grønlands Landsret skal der herefter kun medvirke domsmænd, hvis sådanne har deltaget i pådømmelsen i 1. instans.

Der henvises i øvrigt til betænkningen afsnit VI.

4.2. Rettergangsfuldmægtige, forsvaret, advokater og retshjælp

4.2.1. Rettergangsfuldmægtige (civile sager)

Efter retsplejeloven kan en hvilken som helst god person møde for enhver sagsøger og sagsøgt i en civil sag, hvis den mødende er fyldt 18 år og forsynet med tilstrækkelig skriftlig fuldmagt.

Kommissionen foreslår, at retten til at optræde som rettergangsfuldmægtig skal tilkomme enhver uberygtet og myndig person over 18 år. Baggrunden for forslaget om at opretholde den gældende ordning er bl.a., at der stadig ikke er almindelig adgang til professionel, juridisk bistand i de enkelte byer.

4.2.2. Forsvaret

Efter retsplejeloven kan enhver uberygtet og myndig person beskikkes som bisidder. Retten til at møde som bisidder tilkommer således alle.

På grønlandsk anvendes som i Danmark betegnelsen »forsvarer« om den person, som bistår den anklagede i en kriminalsag. På dansk derimod anvendes begrebet »bisidder«.

Som bisiddere i kriminalsager ved kredsretterne anvendes næsten udelukkende lægfolk, der som bibeskæftigelse stiller deres bistand til rådighed fra sag til sag. Bisidderne har ikke tidligere modtaget nogen juridisk undervisning, men har været overladt til at høste viden gennem praktisk erfaring. Derudover har de ikke været organiseret.

Advokater optræder i reglen kun som bisiddere i kriminalsager, der er anket til Grønlands Landsret, og i en del sager ved Nuuk kredsret. Også jurister, der har hovederhverv i hjemmestyrets og statens administrationer mv., optræder som bisiddere.

Ordningen med de læge bisiddere har været udsat for kritik i offentligheden – ikke mindst fra danske advokaters side. Kritikken har lydt på, at brugen af læge bisiddere er retssikkerhedsmæssigt uforsvarlig og i øvrigt i strid med Menneskerettighedskonventionens krav om et effektivt forsvar.

På baggrund af bl.a. denne kritik har kommissionen overvejet, om brugen af læge bisiddere fortsat skal være grundlag for forsvaret ved kredsretterne.

Ved vurderingen er der bl.a. lagt vægt på, at der ikke står grønlandske jurister til rådighed, som kan varetage de nuværende bisidderes opgaver. Hertil kommer, at de forholdsvis få advokater, som i dag praktiserer i Grønland, næsten alle har til huse i Nuuk, hvorfra de vanskeligt eller umuligt kan udføre det samlede antal lokale bisidderes funktioner. Desuden vil advokaterne normalt være uden de særlige kvalifikationer, som de læge bisiddere har ved at beherske det grønlandske sprog og ved at have indsigt med grønlandske lokale forhold.

Efter en samlet vurdering er det kommissionens opfattelse, at den fremtidige ordning for forsvaret i kriminalsager ved kredsretterne fortsat bør baseres på lokale bisiddere. Ordningen bør imidlertid styrkes væsentlig i faglig henseende. For at markere dette foreslås det, at betegnelsen »bisidder« skal erstattes af udtrykket »forsvarer« også på dansk. Ændringen skal understrege, at de pågældende personers opgave ikke alene er at yde den sigtede almindelig støtte og vejledning, men at udøve et reelt forsvar i henseende til såvel skyldspørgsmålet som foranstaltningsvalget.

Med henblik på en generel styrkelse af forsvaret foreslås det, at der indføres en autorisationsordning, som skal sikre, at kun lægpersoner med tilstrækkelige faglige kvalifikationer har møderet som forsvarer. Meddelelse af autorisation skal afhænge af den pågældendes deltagelse i en særlig forsvareruddannelse, som afsluttes med en bestået prøve. I efteråret 2000 gennemførte det første hold bisiddere uddannelsesforløbet med afsluttende eksamen.

For at styrke forsvaret i den enkelte sag er der endvidere på kommissionens initiativ indført en såkaldt »hotline-ordning« med et advokatkontor i Nuuk, hvortil de læge bisiddere på et hvilket som helst tidspunkt kan rette henvendelse med anmodning om vejledning i en konkret sag. Ordningen foreslås opretholdt i udbygget form, jf. straks nedenfor.

Kommissionen finder det imidlertid nødvendigt – også efter erfaringerne med det først gennemførte uddannelsesforsøg af bisiddere – at forsvaret snarest muligt styrkes yderligere ved, at der oprettes en stilling som enten offentlig eller privat landsforsvarer, der skal varetage hensynet til et effektivt forsvar, herunder forestå uddannelsen og rådgivningen af forsvarerne samt føre tilsyn med forsvarernes virksomhed. Ved en sådan ordning vil forsvaret blive tildelt en position, der bringer det på et fagligt niveau med anklagemyndigheden, hvor de lokale politifolk efter mangeårig praksis uddannes og rådgives af politimesterembedet. Landsforsvareren skal forestå uddannelsen af for­svar­erne med henblik på at opnå autorisation som for­svar­er og overtage hotline-ordningen som led i sin rådgivning af forsvarerne. Stillingen som landsforsvarer kan oprettes enten som et selvstændigt embede, eventuelt på åremål, eller som privat advokat tilknyttet et advokatkontor med de muligheder, det giver for faglig udvikling.

Ved siden af den læge, autoriserede forsvarer skal der i visse tilfælde kunne beskikkes en advokat eller anden jurist, som udenretligt skal rådgive forsvareren om sagens førelse, men som i øvrigt ikke skal møde i sagen. Forskellen til »hotline-ordningen« er, at juristen får tilsendt sagens akter, og at der skal være pligt til at konsultere juristen. Ansvaret for og beslutningerne om sagens førelse skal dog fortsat påhvile den læge, autoriserede forsvarer. Efter landsdommerens beslutning anvendes også denne ordning allerede i et vist omfang ved kredsretterne.

Endelig foreslås det, at forsvareren i enkelte ganske særligt alvorlige sager skal være en advokat eller anden jurist, også ved kredsretterne, f.eks. i en kompliceret drabssag.

Forsvarerordningen ved de juridiske domstole, dvs. Retten i Grønland og Grønlands Landsret, forudsættes som hidtil i det væsentlige at skulle baseres på advokater eller andre jurister.

4.2.3. Advokater

Ved retsplejelovens indførelse var advokater et ukendt fænomen i Grønland, og retsplejeloven indeholder derfor ikke regler om advokaters virksomhed. Advokaters forhold er heller ikke reguleret ved anden særlig lovgivning. Efter den danske retsplejelov er stillingsbetegnelsen »advokat« en beskyttet titel. Advokatbetegnelsen nyder således ikke beskyttelse i Grønland, og der gælder ikke formelle regler for god advokatskik mv.

Siden slutningen af 1960’erne, hvor den første danske advokat nedsatte sig i Grønland, er der gradvist kommet flere til.

Da den første advokat kom til Grønland, blev der mellem landsdommerembedet og den pågældende advokat indgået en »gentleman-agreement« om, at advokaten ikke gav møde ved kredsretterne, selv om der efter retsplejeloven var og er adgang hertil. Ved Nuuk Kredsret har der dog med tiden dannet sig praksis for, at advokaterne møder – oftest som rettergangsfuldmægtige i civile sager, men efterhånden også som bisiddere i kriminalsager.

Kommissionen foreslår, at der indføres samme regler for advokater og deres virksomhed som i Danmark, herunder at advokatordningen administreres af justitsministeren. Advokaterne i Grønland vil desuden indgå i Det Danske Advokatsamfund og de danske advokatmyndigheder og dermed blive underlagt samme regler for behandling af salærklager og disciplinærsager som de øvrige medlemmer.

Om advokaters møderet foreslås en ordning, hvorefter alle advokater i riget skal have fri adgang til at møde for de grønlandske domstole, men kun i særlige tilfælde skal kunne beskikkes ved kredsretterne.

For at sikre retternes mulighed for at kunne beskikke en advokat foreslås der så vidt muligt indført en beneficieordning i lighed med den danske, hvorefter justitsministeren efter ansøgning antager et passende antal advokater med kontor i Grønland til at påtage sig beskikkelse. Kun advokater, som er antaget under ordningen, skal have pligt til at lade sig beskikke. Beneficerede advokater vil have pligt til at yde retshjælp.

4.2.4. Retshjælp

Der findes ikke noget egentligt retshjælpsinstitut i Grønland. Ifølge retsplejeloven påhviler det dog »myndighederne« at vejlede sagsøgeren med hensyn til stævningens udfærdigelse, og kredsdommeren har pligt til at søge mangelfulde stævninger »fuldstændiggjort« og vejlede parterne om deres påstande, anbringender og mulige beviser.

Samfundsudviklingen og en tiltagende kompliceret lovgivning, ikke mindst inden for det offentligretlige område, har affødt et stort behov hos borgerne for at kunne søge vejledning i retlige spørgsmål.

Kommissionen foreslår, at beneficerede advokater efter retsplejeloven skal være pligtige til at yde ubemidlede borgere retshjælp.

Retshjælp skal efter forslaget alene tilbydes privatpersoner, der opfylder de økonomiske betingelser for fri proces efter de herom foreslåede regler.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VII.

4.3. Fællesbestemmelser for alle retssager mv.

4.3.1. Indledning

I den grønlandske retsplejelov findes en række regler, som gælder for domstolenes behandling af alle typer af retssager. Reglerne berører bl.a. spørgsmål om retssproget, retsbøger, retsledelse, offentlighed, forkyndelse og vidner, mundtlighed og bevisumiddelbarhed i retsplejen. Reglerne er indført ved retsplejeloven af 1951 og er ikke – eller kun i meget begrænset omfang – blevet ændret siden.

Kommissionen har i lyset heraf gennemgået gældende ret med henblik på at identificere de områder, hvor der efter kommissionens opfattelse er behov for en ajourføring.

4.3.2. Retssproget

Det fremgår af den nugældende retsplejelov, at retssproget i Grønland er grønlandsk og dansk, hvorfor begge sprog kan anvendes af og ved domstolene.

Bestemmelsen bygger på en erkendelse af, at Grønland – dengang som nu – er et dobbeltsproget samfund, og at man ikke har anset det for muligt at foretrække enten det grønlandske eller det danske sprog som retssprog. Disse forhold kan efter kommissionens vurdering ikke ventes at ændre sig markant i de kommende år.

På den baggrund må det efter kommissionens opfattelse også fremover være retsplejelovens udgangspunkt, at retssproget i Grønland er grønlandsk og dansk, og der stilles således ikke forslag om ændringer i retsplejelovens centrale bestemmelser om rets­sprog­et.

Det har været et grundlæggende synspunkt for kommissionen, at det sprog, der umiddelbart anvendes i retssagen er grønlandsk, hvis parterne er grønlandske, eller hvor dette ikke er umiddelbart opnåeligt da at sikre, at mulighederne for en så effektiv og betryggende oversættelse som muligt er til stede.

Indsatsen er koncentreret omkring iværksættelse af tiltag, der hurtigst muligt kan afhjælpe eventuelle problemer i relation til anvendelsen af grønlandsk sprog og på sigt bidrage til en endelig løsning. Det foreslås på denne baggrund, at oversættelse så vidt muligt skal ske ved en tolk. En sådan ordning forudsætter naturligvis, at der er den fornødne kvalificerede tolkebistand til rådighed for domstolen. Dette emne behandles nærmere i afsnit V, pkt. 5, i betænkningen.

4.3.3. Mundtlighed og bevisumiddelbarhed

Principperne om mundtlighed og bevisumiddelbarhed i retsplejen bør ifølge kommissionen iagttages i videst muligt omfang.

I Grønland er det som følge af de store afstande og vanskelige trafikale forhold ofte ikke muligt at bringe sagens parter og vidner til stede under samme retsmøde, så den samlede bevisførelse kan foregå umiddelbart for den dømmende ret.

Kommissionen har i den forbindelse overvejet mulighederne for at anvende videokonferenceudstyr i retsplejen og anbefalede i 1996 en forsøgsmæssig anvendelse af udstyret ved de grønlandske domstole. Landsdommeren har herefter foranlediget, at videokonferenceudstyr har været brugt i en række sager.

I retsplejeloven foreslås optaget en bestemmelse om, at retssager behandles mundtligt, og at skrift kun anvendes i det omfang, loven særligt bestemmer det.

På baggrund af de erfaringer, som er fremkommet under forsøgsordningen med anvendelse af videokonferenceudstyr, bør der indføres en udtrykkelig hjemmel i retsplejeloven til at bringe videokonferenceudstyr i anvendelse.

4.3.4. Offentlighed i retsplejen

Princippet om offentlighed i retsplejen anses for at være et af de væsentligste processuelle grundprincipper. Det fastslås således i retsplejeloven, at rettens møder er offentlige.

I lyset af de tilsvarende bestemmelser i den danske retsplejelov og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er det kommissionens opfattelse, at der bør gennemføres en ny og mere detaljeret udformning af retsplejelovens regler om offentlighed. Reglerne om dørlukning, navneforbud og referatforbud skal udformes således, at det i videre omfang end efter gældende ret angives, i hvilke tilfælde de forskellige begrænsninger i offentligheden kan komme på tale, ligesom der foreslås indført en proportionalitetsregel i retsplejeloven, hvorefter der ikke kan træffes bestemmelse om dørlukning, hvis referat- eller navneforbud må anses for tilstrækkelig.

Desuden foreslås retsplejeloven ændret for at forbedre massemediernes muligheder for at bringe korrekt og dækkende omtale af retssager.

4.3.5. Retsafgørelsernes form

Den grønlandske retsplejelov indeholder ikke bestemmelser, der omtaler eller mere generelt regulerer retsafgørelsernes form.

Det er kommissionens opfattelse, at der ved den fremtidige lovregulering bør ske en endelig fastlæggelse af retsafgørelsernes form og betegnelserne herfor, ligesom det af hensyn til det læge element i retsplejen generelt bør tilstræbes, at systemet omkring retsafgørelsernes form mv. fremtræder så klart og enkelt som muligt. Endvidere bør der indføres en begrundelsespligt for afgørelser i de tilfælde, hvor kendelsesformen anvendes i Danmark. Dette indebærer, at alle retsafgørelser herefter vil skulle træffes som domme eller beslutninger. Ordet »kendelse« er ikke indarbejdet i grønlandsk retspleje og medtages fortsat ikke i lovteksten. I stedet angives særskilt, hvilke beslutninger der skal begrundes. Der er herved lagt vægt på, at hensynet til at bevare et enkelt og overskueligt system taler for at bevare de velkendte termer, der herefter vil være: »Dom« og »beslutning« (med og uden begrundelse).

4.3.6. Retsbogen

Et vigtigt processuelt redskab for domstolenes afvikling af retsmøder er retsbogen, som skal indeholde en optegnelse af alle forhold af betydning, som retten har foretaget sig i den enkelte sag. Det foreslås derfor, at der indføres en regulering af disse forhold i retsplejeloven. Der bør indføres en lovfæstet adgang for sagens parter mv. til at forlange en udskrift af retsbogen samt af de dokumenter, der har været fremlagt i retten.

4.3.7. Forkyndelser

I kriminalsager foretages forkyndelser af politiet eller kommunefogederne og i civile sager af de af politimesteren beskikkede stævningsmænd, der som regel også er politifolk.

Fra retternes side har der gennem flere år været rejst kritik af forkyndelsestiden.

Kommissionen har herefter vurderet, hvorledes den praktiske ordning vedrørende forkyndelse kan effektiviseres og forbedres.

Ansvaret for beskikkelse af stævningsmænd bør fortsat påhvile politimesteren, og forkyndelse skal som hidtil ske ved politiet og kommunefogederne samt ved de af politimesteren beskikkede stævningsmænd, og det forventes, at politifolk også i fremtiden skal optræde som beskikkede stævningsmænd.

Kommissionen foreslår, at der indføres nye forkyndelsesformer, som kan lette presset på især stævningsmændene, at kravet om forkyndelse begrænses til de retlige meddelelser, hvor det er nødvendigt at kunne fastslå, at adressaten har fået meddelelsen på forskriftsmæssig måde, at retterne vejledes om i videst muligt omfang at gøre brug af forkyndelses- og meddelelsesformer, som ikke involverer politi og stævningsmænd, at eksisterende standardskrivelser underkastes en revision, at politifolk og stævningsmænd skal modtage nøjere instruktion om forkyndelseshvervets udførelse, at der i videre omfang skal føres kontrol med især stævningsmændenes arbejde, og at det overvejes, om der med henblik på at øge motivationen er grundlag for et noget større vederlag pr. forkyndelse eller forsøgt forkyndelse, end der ydes i dag.

4.3.8. Vidner

4.3.8.1. Vidnepligt – stedlig afgrænsning. Efter de gældende regler om vidner er udgangspunktet, at vidnepligten er stedligt afgrænset til den retskreds, hvor vidnet er bosiddende. Behandles sagen i en anden retskreds, afgives vidneforklaring derfor ved den stedlige kredsret i form af subsidiær afhøring, og kun undtagelsesvis pålægges det et vidne at møde for kredsretten i en fremmed retskreds for at afgive forklaring. Den særlige udformning af reglen om vidnepligt, som ikke genfindes i den danske retsplejelov, har en naturlig begrundelse i de geografiske forhold i Grønland.

Kommissionen har overvejet, om der fortsat er fornøden begrundelse for at opretholde den stedlige begrænsning i vidnepligten, eller om den – som det skete i Danmark i 1965 – kan ophæves og erstattes af en pligt til at give møde for alle domstole i landet.

Efter en samlet vurdering foreslås det, at det gældende princip om vidnepligtens stedlige begrænsning opretholdes, men at der samtidig sker en betydelig lempelse i betingelserne for at pålægge personer at afgive vidneforklaring for en kredsret i andre retskredse end den, hvor de pågældende er bosiddende, ligesom muligheden for at afhøre vidner under anvendelse af fjernkommunikation, dvs. typisk videokonferenceudstyr og telefon, foreslås lovfæstet.

4.3.8.2. Vidner – tilsigelse og afhøring. Vidner tilsiges af retsformanden, idet anklageren dog kan tilsige vidner i kriminalsager. Det er ligeledes udgangs­punkt­et, at vidner i civile sager afhøres af retsformanden. Dette står i modsætning til fremgangsmåden i Danmark, hvor vidner som hovedregel afhøres af den part, som har begæret vidnet ført.

Kommissionen foreslår, at retsformandens aktive indsats bør nedtones, og at det i langt højere grad bør være op til parterne selv at tage stilling til bevisførelsen og dermed hvilke vidner, der bør indkaldes. En sådan ændring findes ikke betænkelig, når der henses til, at retsformandens vejledningsforpligtelse over for parterne opretholdes.

Reglerne herom foreslås udformet med inspiration fra den danske retsplejelov, hvorefter det fortsat vil være retten, der indkalder vidner i sagen, men således at der ikke tilsigtes den helt samme indholdsmæssige prøvelse af vidnernes relevans for sagen, som er forudsat i forarbejderne til de gældende regler i den grønlandske retsplejelov.

Vidneafhøringen bør endvidere forestås af den part, som har begæret vidnet ført, og ikke af retsformanden. Retten vil dog kunne stille supplerende spørgsmål til vidnet.

4.3.9. Syn og skøn

Den grønlandske retsplejelov indeholder på nuværende tidspunkt ikke nogen regler, der specifikt regulerer spørgsmålet om anvendelsen af såkaldt »syn og skøn« i retsplejen. Med tiden har der imidlertid udviklet sig en praksis på området, som i meget vidt omfang er overensstemmende med de regler om syn og skøn, der er fastsat i den danske retsplejelov.

Det foreslås, at der indføres regler om »syn og skøn« inspireret af reglerne om syn og skøn i den danske retsplejelov.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VIII.

4.4. Civile sagers behandling

4.4.1. Indledning

Hovedparten af alle civile sager behandles af kredsretterne som 1. instans med en kredsdommer som retsformand.

Kommissionens vurdering af lovregler og praksis på dette område har navnlig haft retssikkerhedsmæssige forhold og nedbringelse af sagsbehandlingstiden for øje, og overvejelserne skal ses i lyset af forslaget om, at hovedparten af alle sager også i fremtiden skal henhøre under kredsretterne, hvor dommeren er en lokalt forankret person, der ikke er jurist. Proces­ord­ning­en foreslås ligeledes fortsat indrettet på selvmødere.

4.4.2. Procesregler

En række processuelle spørgsmål er slet ikke reguleret i den grønlandske retsplejelov. En ny grønlandsk retsplejelov bør i videst muligt omfang give parterne og deres eventuelle rettergangsfuldmægtige og dommerne svar på de processuelle retsspørgsmål, der kan opstå under sagernes behandling. Det vil være utilfredsstillende, hvis retslivets aktører fortsat i større omfang må henvises til at supplere med principper fra den danske retsplejelov. Kommissionen finder, at der er behov for at udbygge reglerne, og foreslår, at der som udgangspunkt indføres de samme regler som i Danmark.

4.4.2.1. Stævningen. En civil sag indledes med, at en stævning indsendes til vedkommende ret. For at hindre at der påbegyndes en sagsbehandling, som på grund af mangler ikke kan gennemføres, foreslås det, at der ved loven skal indføres udtrykkelige formkrav til stævningen.

4.4.2.2. Udeblivelse. I gældende ret kan en sag fremmes, selv om sagsøgeren udebliver, medmindre denne bør afhøres, eller der bør gives den pågældende lejlighed til at ændre påstanden, eller det af andre grunde findes betænkeligt at afgøre sagen på det foreliggende grundlag. Disse regler afviger fra den danske ordning, hvor sagen afvises, hvis sagsøgeren udebliver. De mere lempelige grønlandske regler er i henhold til retsplejelovens forarbejder begrundet i de store geografiske afstande og vanskelige trafikale forhold.

Kommissionen er enig i at disse hensyn bør tilgodeses, men finder ikke, at det bør ske ved reglerne om udeblivelse. Hensynet til parternes faktiske mulighed for at give møde findes i stedet at skulle varetages ved rettens tilrettelæggelse af sagen, således at der ikke sker indkaldelse med udeblivelsesvirkning til følge, hvis det på forhånd er klart, at parten af geografiske årsager – herunder også tidsmæssige eller økonomiske grunde – er afskåret fra at komme frem til de pågældende steder.

Herefter bør de nuværende regler skærpes, så de i hovedsagen svarer til reglerne efter den danske retsplejelov. Det foreslås således, at sagen skal afvises, hvis sagsøger udebliver fra retsmødet eller undlader at svare skriftligt i sagen inden for en af retten fastsat frist. I tilfælde af sagsøgtes udeblivelse fra retsmødet eller undladelse af at svare skriftligt i sagen skal der dømmes i overensstemmelse med sagsøgers påstand, for så vidt den findes begrundet i stævningen.

4.4.2.3. Sagens behandling ved retten. Udgangspunktet for sagens behandling efter den gældende ordning er, at parterne indkaldes til en hovedforhandling for en samlet ret, men sagerne bliver ikke altid afgjort efter afholdelse af en hovedforhandling.

Den overvejende del af parterne i civile sager ved kredsretterne er selvmødere. Om muligheden for at lade sig bistå af en rettergangsfuldmægtig henvises til betænkningens afsnit VII, kap. 1. I modsætning hertil er parterne i sager ved Grønlands Landsret som altovervejende hovedregel repræsenteret ved en advokat. Dette præger processen ved landsretten, som udspiller sig i lighed med den danske retsplejeordning. Kommissionens overvejelser om den fremtidige ordning er sket i lyset af forslaget om, at hovedparten af alle sager også i fremtiden skal henhøre under kredsretterne, hvor dommeren er en lokalt forankret person, der ikke er jurist.

Det er kommissionens opfattelse, at den nuværende praksis ved kredsretterne på visse punkter afspejler manglende overblik og utilstrækkelig styring af processen. En forbedring vil kunne opnås ved fastansættelse og faglig styrkelse af kredsdommerne.

Kommissionen foreslår, at retsplejeordningen også i fremtiden skal være indrettet på, at den overvejende del af parterne er selvmødere. Processen skal derfor tilrettelægges med henblik på at lette den almindelige borgers mulighed for at varetage sine interesser på egen hånd. Bl.a. skal parterne tilbydes den fornødne retlige vejledning og bistand.

Princippet om bevisumiddelbarhed skal også i de civile sager finde anvendelse i videst muligt omfang. Sagerne skal således søges afgjort efter afholdelse af en hovedforhandling, hvor begge parter er til stede, og hvor den samlede bevisførelse foregår. Det foreslås, at der indføres mulighed for brug af telefon, videokonferenceudstyr og andet teknisk udstyr i retsplejen.

For at undgå behandling af sager, som kunne være forligt, skal retten have pligt til at mægle forlig mellem parterne, medmindre dette på forhånd må anses for uigennemførligt eller formålsløst.

4.4.3. Inkassoproces

Den gældende grønlandske retsplejelov indeholder ikke regler om en særlig inkassoproces. I langt de fleste civile retssager ved kredsretterne bestrider sagsøgte ikke sagsøgerens påstand, og kommissionen foreslår derfor, at der indføres en enkel, billig og praktisk behandlingsform for disse sager. Ved udformningen af forslaget er der taget udgangspunkt i de hovedprincipper for en inkassoproces i Danmark, som er blevet foreslået i en betænkning afgivet af »Små­sags­ud­valg­et«.

Inkassoprocessen bør indledes med indgivelse af en stævning, hvori kreditor skal angive, at sagen ønskes behandlet efter reglerne om inkassosager. Sagsøgte/skyldneren kan ved at fremkomme med indsigelser mod sagsøgerens krav standse behandlingen af sagen efter inkassoprocessen. Gøres ikke rettidig indsigelse afsiges udeblivelsesdom, og fogedbehandling foretages umiddelbart. På denne måde opnås en sammenfletning af to sagsforløb til ét samtidig med, at det inden mødet hos fogeden er afklaret, om sagsøgte skylder sagsøger det påstævnede beløb.

4.4.4. Sagens omkostninger – retsafgifter

Efter den gældende ordning er det i almindelighed omkostningsfrit eller kun forbundet med begrænsede omkostninger for borgerne at være part i en civil retssag.

Dette skyldes især, at der ikke opkræves retsafgift eller anden form for brugerbetaling ved de grønlandske domstole, at procesmåden ikke fordrer professionel juridisk bistand, at der er mulighed for økonomisk bistand fra det offentlige i form af beskikkelse og fri proces, at det offentlige afholder samtlige udgifter til vidner, og at der ikke er omkostninger til rejser og ophold, idet parterne og disses rettergangsfuldmægtige ikke pålægges at give møde uden for det sted, hvor de pågældende opholder sig.

Kommissionen finder det af stor betydning, at borgernes adgang til at gøre brug af domstolene er reel og bl.a. ikke hindres af omkostninger til at føre sagen. I lyset heraf har kommissionen vurderet spørgsmålet om indførelse af retsafgifter.

Den foreslåede modernisering af retsvæsenet medfører øgede driftsudgifter, som det umiddelbart synes rigtigst, at navnlig ressourcestærke brugere af retsvæsenet (større erhvervsvirksomheder, offentlige myndigheder mv.) er med til at dække. En ordning med betaling af retsafgifter kan desuden medvirke til, at de grønlandske domstole ikke belastes med sager med en sagsgenstand af ringe værdi og desuden i nogen grad beskyttes mod urimelige sagsanlæg og oppustning af sagsgenstanden.

Mod indførelse af retsafgifter taler især, at navnlig økonomisk svagt stillede borgeres mulighed for at gøre brug af domstolene begrænses, og at der derfor kan opstå risiko for, at retsafgiften vil hindre sådanne borgere i at få gennemført i øvrigt velbegrundede krav ved domstolene. Denne risiko kan imødegås ved at udforme ordningen således, at økonomisk svagt stillede fritages for at betale retsafgift gennem de foreslåede regler om fri proces.

På denne baggrund finder kommissionen det rimeligt at indføre retsafgifter i civile sager og visse fogedsager (højst 1 pct. af sagsgenstandens værdi med en minimumsafgift på højst 500 kr.). Administrationen af retsafgifter bør varetages af Retten i Grønland.

4.4.5. Fri proces

Der er ikke i dag lovregler om fri proces, men Landsdommeren i Grønland kan ifølge praksis meddele fri proces.

Kommissionen foreslår, at adgangen til fri proces reguleres i retsplejeloven og udformes under hensyntagen til forslaget om samtidig at indføre retsafgifter, herunder ved kredsretterne. Kompetencen til at meddele fri proces foreslås overført til Rigs­om­buds­mand­en.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit IX.

4.5. Kriminalsagers behandling

4.5.1. Indledning

En stor del af de gældende bestemmelser om kriminalsagers behandling er uændrede i forhold til den grønlandske retsplejelov af 1951. Der har derfor været behov for en tilbundsgående gennemgang af området. Eksempelvis er en række processuelle spørgsmål ikke reguleret i den gældende retsplejelov. På disse områder hentes der i praksis inspiration i principper fra den danske retsplejelov.

Kommissionen finder den eksisterende ordning utilfredsstillende og foreslår, at en ny grønlandsk retsplejelov giver forsvarerne, anklagerne og dommerne svar på de processuelle retsspørgsmål, der kan opstå under sagernes behandling.

4.5.2. Påtalen

En af de væsentligste retssikkerhedsgarantier inden for kriminalretsplejen er det såkaldte objektivitetsprincip, som indebærer, at politi og anklagemyndighed er underlagt en pligt til at udføre efterforskning og påtale på en objektiv måde.

Et vigtigt element i objektivitetsprincippet er bl.a., at der ikke kan rejses tiltale i en sag, medmindre det fra anklagemyndighedens side skønnes, at tiltalerejsningen vil kunne føre til domfældelse.

Retsplejeloven indeholder en bestemmelse om påtalen i kriminalsager. Det fremgår heraf, at modstykket til tiltalerejsning er, at der træffes bestemmelse om »henlæggelse«. Dette begreb finder anvendelse på to vidt forskellige tilfældegrupper:

1) Sager, hvor politiet skønner, at sagen ikke vil kunne føre til domfældelse ved retten, og

2) sager, hvor politiet vurderer, at der er grundlag for domfældelse, men hvor der kan være andre grunde til ikke at rejse tiltale.

Kommissionen foreslår, at denne grundlæggende begrebsmæssige sondring bør komme til udtryk i udformningen af reglerne om påtalen.

Begrebet »påtaleopgivelse« foreslås indført i de sagstyper, hvor sigtelsen har vist sig grundløs, eller hvor videre forfølgning i øvrigt ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig. Desuden vil påtaleopgivelse kunne ske i tilfælde, hvor sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den foranstaltning, som i givet fald kan forventes idømt.

Adgang til at meddele »tiltalefrafald« foreslås i sager, hvor det på grundlag af den foretagne efterforskning skønnes, at sagen ved indbringelse for retten kan føre til domfældelse, men hvor andre omstændigheder kan tale for at undlade tiltalerejsning. Det vil være tilfældet, hvor det på grund af det udviste forholds ringe betydning findes rimeligt at undlade tiltale. Derudover skal der bl.a. være adgang til at frafalde tiltale i sager, hvor den sigtede var under 18 år på ger­nings­tids­punkt­et. Det vil dog være et krav, at tiltalefrafald ikke står i misforhold til gerningen og sagens omstændigheder i øvrigt.

Der foreslås endvidere indført ensartede regler om underretning om afgørelser om såvel påtaleopgivelse som tiltalefrafald. Efter forslaget skal meddelelse herom således gives til sigtede og andre med rimelig interesse heri, herunder eventuelle ofre, jf. afsnit XII, kap. 4. Endelig foreslås det, at der indføres adgang til domstolsprøvelse af tiltalefrafald.

4.5.3. Forsvaret i kriminalsager

Efter de gældende regler har enhver uberygtet og myndig person møderet som bisidder i kriminalsager. Det er som nævnt kommissionens opfattelse, at der for fremtiden bør stilles særlige krav for at kunne opnå møderet som forsvarer. Møderetten forbeholdes følgende:

1) Myndige og uberygtede personer med bopæl i Grønland, der er meddelt autorisation som forsvarer på baggrund af en særlig uddannelse for forsvarere – herunder jurister, der ikke er advokater, og

2) advokater med kontor i riget (Grønland, Danmark og Færøerne).

Kommissionens overvejelser og forslag om for­svar­er­ud­dan­nel­sen, autorisationsordningen og andre tiltag med henblik på at styrke forsvaret er beskrevet ovenfor i afsnit VII, hvor også spørgsmålet om forsvarerens rolle er behandlet.

4.5.3.1. Efter de gældende regler har den tiltalte krav på en bisidder, blot den pågældende fremsætter anmodning herom. Der foreslås indført en nedre grænse baseret på sagens alvor for, hvornår beskikkelse af forsvarer kan komme på tale. Retten til at få beskikket en forsvarer skal således afhænge af, om forsvarerens bistand må anses for nødvendig under hensyn til sagens karakter, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt.

4.5.3.2. Med henblik på at lette følgerne af de særlige geografiske og trafikale forhold foreslås det endvidere, at der indføres mulighed for at beskikke en stedlig medhjælper. Hvis forsvarets funktioner skal udøves uden for forsvarerens faste opholdssted, skal der således være mulighed for at beskikke en lokal og som forsvarer mødeberettiget person til at repræsentere forsvaret.

4.5.3.3. Varetagelsen af forsvarets opgaver skal sikres gennem forsvarerens rettigheder. Med henblik herpå foreslås de allerede gældende regler udbygget, så reguleringen gøres mere detaljeret, end det i dag er tilfældet. Som en meget væsentlig udvidelse i forhold til gældende ret foreslås det desuden, at forsvarerens rettigheder skal være gældende fra det tidspunkt, hvor der rejses sigtelse i sagen. I dag har forsvareren ikke rettigheder i sagen, før tiltale er rejst, medmindre der fremsættes anmodning om tilbageholdelse af sigtede.

4.5.4. Forurettedes processuelle stilling

Den forurettedes processuelle stilling i kri­mi­nalsagen foreslås styrket. Retsplejeloven indeholder med enkelte undtagelser ikke regler, der specifikt tager sigte på den forurettede i en kriminalsag.

Kommissionen finder retstilstanden utilfredsstillende og har i sine overvejelser inddraget de ordninger, der gælder i Danmark.

Efter forslaget påhviler det politiet at forfølge den forurettedes erstatningskrav for påført skade, hvis den forurettede anmoder om det. Retten kan desuden påkende erstatningsspørgsmålet, selv om tiltalte ikke pålægges kriminalretligt ansvar. Adgangen til at henskyde behandlingen af det civile krav til civilt søgsmål må efter kommissionens opfattelse opretholdes, men foreslås begrænset til tilfælde, hvor erstatningskravet vedrører materiel skade eller er af indviklet beskaffenhed, f.eks. på grund af erstatningsopgørelsen.

Det foreslås desuden, at der som i Danmark indføres en adgang for den forurettede til i visse kri­mi­nal­sager at få beskikket en bisidder, der kan yde støtte og vejledning samt hjælp af mere almen og praktisk karakter.

4.5.5. Generelt om efterforskning og tvangsindgreb

Drøftelserne om udformningen af nye bestemmelser på dette område har taget udgangspunkt i de gældende grønlandske og danske regler.

4.5.5.1. De kriminalprocessuelle tvangsindgreb er betegnelsen for en del af de midler, som politiet tager i anvendelse under efterforskningen. Det er midler, hvorved politiet påtvinger sigtede eller andre indgreb i deres private interessesfære for at skaffe eller sikre oplysninger i sagen eller for på anden måde at fremme forfølgningen og kriminalitetsbekæmpelsen. Der er derfor stærke og ofte modstående hensyn på dette område. Midlerne er bl.a. anholdelse og tilbageholdelse, indgreb i meddelelseshemmeligheden, legemsindgreb, beslaglæggelse, ransagning, optagelse og opbevaring af fingeraftryk, personfotografier og andet materiale.

Justitsministeriets Strafferetsplejeudvalg har i en række betænkninger gennemgået disse tvangsindgreb, og den danske retsplejelovs bestemmelser bygger herpå. Kommissionen finder, at de danske regler som udgangspunkt også vil være egnede i Grønland.

Strafferetsplejeudvalget har bl.a. udtalt, at der i retsplejeloven så vidt muligt bør opstilles et udtømmende katalog over de straffeprocessuelle tvangsindgreb, og at det bør være den overvejende hovedregel, at anvendelsen af straffeprocessuelle tvangsindgreb er forbudt, medmindre anvendelsen særlig er tilladt. Kommissionen kan tilslutte sig denne opfattelse.

4.5.5.2. Kriminalitetskrav. En række bestemmelser i den danske retsplejelov indeholder som betingelse for et straffeprocessuelt indgreb kriminalitetskrav, det vil sige krav om, at der skal foreligge en forbrydelse af en vis grovhed, f.eks. med en strafferamme på mindst 1 år og 6 måneder. Andre bestemmelser indeholder et krav om en strafferamme på mindst 6 år. Princippet er, at jo mere indgribende et indgreb er, jo strengere er kriminalitetskravet.

Både den gældende kriminallov og kommissionens forslag til ny kriminallov adskiller sig fra den danske straffelov ved, at der til de enkelte lovovertrædelser hverken er knyttet sanktionstype (f.eks. bøde, anstalt) eller strafferammer. Den grønlandske kriminalret er hovedsagelig baseret på et foranstaltningssystem.

Kommissionen foreslår, at de i nuværende praksis brugte retningslinier for kriminalitetskrav opretholdes. Der er ikke med det følgende tilsigtet nogen ændring, men alene en tydeliggørelse af gældende praksis.

De bestemmelser, som i den danske retsplejelov indeholder et krav om en strafferamme på mindst 1 år og 6 måneder, foreslås i de tilsvarende grønlandske retsplejelovsbestemmelser udformet således, at der skal være tale om en grov lovovertrædelse. Ved en »grov lovovertrædelse« skal forstås lovovertrædelser, hvor der konkret må forventes en foranstaltning, der efter sanktionsstigemodellen er strengere end bøde.

De bestemmelser, som i den danske retsplejelov indeholder et krav om en strafferamme på mindst 6 år, foreslås i de tilsvarende grønlandske retsplejelovsbestemmelser formuleret således, at der skal være tale om en lovovertrædelse »af en sådan særlig grovhed«, at det pågældende indgreb er nødvendigt, eller at der skal være tale om en »særlig grov« lovovertrædelse. Der er ikke tilsigtet nogen forskel på disse 2 formuleringer af kriteriet. Ved en »særlig grov« lovovertrædelse og en lovovertrædelse »af en sådan særlig grovhed«, at det pågældende indgreb er nødvendigt, skal som hovedregel forstås lovovertrædelser, hvor der konkret må forventes idømt ubetinget anstaltsanbringelse af en ikke ubetydelig varighed.

4.5.5.3. Ved ethvert kriminalprocessuelt tvangsindgreb antages der at gælde en proportionalitetsgrundsætning, dvs. at der ikke må være misforhold mellem på den ene side den skade og de forstyrrelser, som indgrebet forvolder hos dem, det rammer, og på den anden side sagens betydning og indgrebets nødvendighed. Det foreslås, at der for de enkelte indgreb bør være udtrykkelige bestemmelser om proportionalitet for at sikre, at dette hensyn kommer til at indgå i rettens afgørelse.

4.5.5.4. Ved siden af proportionalitets­grund­sæt­ning­en gælder en generel skånsomhedsgrundsætning, ifølge hvilken ethvert tvangsindgreb skal søges gennemført på en måde, der er så skånsom som muligt over for den eller dem, som rammes af indgrebet. Det foreslås, at denne grundsætning udtrykkeligt lovfæstes for så vidt angår anholdelse og tilbageholdelse og alle øvrige kriminalprocessuelle tvangsindgreb, hvor et skånsomhedskrav giver mening.

4.5.6. De enkelte indgreb

4.5.6.1. De få gældende regler om efterforskning og afhøringer foreslås opretholdt og udbygget svarende til den danske retsplejelovs regler.

4.5.6.2. De almindelige bestemmelser om anholdelse og tilbageholdelse svarer stort set til de danske regler og foreslås i det væsentlige videreført. Det foreslås dog at indføre en adgang for retten til at opretholde en anholdelse i indtil 3 x 24 timer, hvis anholdte ikke kan løslades straks, og retten på grund af de foreliggende oplysningers utilstrækkelighed eller af anden grund ikke straks kan tage stilling til spørgsmålet om tilbageholdelse.

Kommissionen foreslår, at hovedprincipperne for de tilbageholdtes forhold – i detention eller anstalt – reguleres i retsplejeloven på samme måde som i Danmark. Desuden skal retten have mulighed for at bestemme alternativ anbringelse af en tilbageholdt (tilbageholdelse i surrogat).

4.5.6.3. Den gældende retsplejelov indeholder ikke bestemmelser om isolation af tilbageholdte. Kommissionen foreslår, at de danske retssikkerhedsgarantier for isolerede tilbageholdte indføres i Grønland. Isolation af tilbageholdte af hensyn til efterforskningen skal i fremtiden alene kunne ske efter rettens forudgående kendelse, og betingelserne for tilbageholdelse i isolation og varigheden heraf skal lovfæstes.

4.5.6.4. Efter de nugældende regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden kan kredsdommeren på politiets begæring beslutte, at breve, telegrammer og andre forsendelser til eller fra en sigtet skal udleveres til retten. Kredsdommeren kan endvidere på politiets begæring tillade politiet at aflytte telefonsamtaler, pålægge Tele Greenland at meddele politiet teleoplysninger og tillade politiet anden aflytning end telefonaflytning.

Betingelserne for indgreb i meddelelseshemmeligheden foreslås skærpet. For så vidt angår telefonaflytning og teleoplysning foreslås kriminalitetskravet ændret fra den gældende opremsning af forbrydelser til et krav om, at efterforskningen angår en »særlig grov lovovertrædelse, fredskrænkelser eller børnepornografi«.

For så vidt angår anden aflytning end telefonaflytning f.eks. rumaflytning foreslås det, at efterforskningen skal angå en »særlig grov lovovertrædelse, som har medført eller som kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier«.

4.5.6.5. Den gældende retsplejelov har i modsætning til den danske retsplejelov ikke særskilte bestemmelser om legemsindgreb, og reglerne om ransagning har hidtil været anvendt. I praksis er der blevet skelet til de danske regler, hvorfor forslaget om at indføre regler om legemsindgreb svarende til reglerne i den danske retsplejelov ikke indebærer en væsentlig realitetsændring.

4.5.6.6. Efter de gældende regler kan ransagning, hvori den, hos hvem den skal iværksættes, ikke samtykker, som regel kun finde sted efter beslutning af kredsdommeren.

Kommissionen finder de gældende bestemmelser for lempelige og foreslår, at ransagningsbetingelserne og procedurereglerne strammes op svarende til de danske regler. Det indebærer bl.a., at ransagning hos mistænkte af boliger, andre husrum og aflåste genstande mv. alene kan ske, hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre anstaltsanbringelse, eller der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan findes ved ransagningen.

4.5.6.7. Efter de gældende regler kan der ske beslaglæggelse af ting, der antages at være af betydning som bevismidler, eller som bør konfiskeres, eller som ved en forbrydelse er frataget nogen, der kan kræve tingen tilbage.

Det foreslås, at beslaglæggelsesreglerne strammes op, således at de kommer til at svare til de tilsvarende danske regler. Beslaglæggelse skal herefter kunne ske i tre tilfældegrupper:

1) Til sikring af bevismidler, det offentliges krav på udbytte- eller genstandskonfiskation eller forurettedes krav på tilbagelevering af genstande.

2) Til sikring af det offentliges krav på værdikonfiskation eller bøde eller forurettedes krav på erstatning i sagen mv.

3) Når tiltalte har unddraget sig sagens videre forfølgning.

4.5.6.8. Edition er ikke omtalt i den gældende retsplejelov. Ved edition forstås udlevering til eller forevisning for retten af dokumenter og andre ting af betydning for gennemførelsen af en kriminalsag. I praksis er der blevet skelet til de danske regler, hvorfor forslaget om at indføre editionsregler svarende til den danske retsplejelovs ikke vil være en væsentlig realitetsændring.

4.5.6.9. Forevisning af personfotografier til personer uden for politiet vil ofte indgå som et væsentligt led i politiets efterforskning. Når et vidne i forbindelse med beskrivelsen af en mistænkt mener at kunne genkende vedkommende efter foto, kan politiet således forevise vidnet personfotografier med henblik på at fastlægge gerningsmandens identitet.

At få forevist sit billede for udenforstående i forbindelse med efterforskning af en lovovertrædelse er et væsentligt indgreb. Det foreslås derfor, at den pågældende tidligere skal være fundet skyldig i en lovovertrædelse af en vis kvalificeret karakter, der generelt kan berettige til den senere benyttelse af et billede af den pågældende til forevisning i forbindelse med efterforskning af kriminalitet. Er den pågældende derimod alene fundet skyldig i en lovovertrædelse, der ikke kan anses for grov, skal billedet ikke kunne forevises for personer uden for politiet, medmindre den pågældende konkret er mistænkt.

4.5.6.10. De gældende bestemmelser om personundersøgelser har i praksis vist sig tilfredsstillende. Hvis den sigtede skal mentalundersøges tager sagen imidlertid ofte lang tid. Kommissionen finder, at der bør indføres fristbestemmelser og procedureregler mv. svarende til dem, der gælder for tilbageholdelse.

4.5.7. Tiltalerejsningen

Herved forstås den del af kriminalsagens forløb, der strækker sig fra anklagemyndighedens indlevering af anklageskriftet, til hovedforhandlingen begynder.

4.5.7.1. Anklageskriftet indtager en meget central funktion i kriminalretsplejen og har særligt til formål at fastslå og beskrive grænserne for den rejste tiltale.

Med inspiration fra den danske retsplejelov foreslås det lovfæstet, at anklageskriftet skal indeholde oplysninger om den regel, der påstås overtrådt, og om forbrydelsens betegnelse, hvis en sådan er almindeligt anerkendt. Desuden skal anklageskriftet indeholde en kort beskrivelse af det forhold, der rejses tiltale for, hvilken hjemmel, der er til at idømme foranstaltning, samt oplysning om omstændigheder, der agtes påberåbt under sagen med hensyn til fastsættelse af foranstaltningen.

4.5.7.2. At den tiltalte har krav på et vist tidsrum mellem forkyndelsen af anklageskriftet og hovedforhandlingens begyndelse til forberedelse af sit forsvar fremgår ikke af gældende ret.

Det er kommissionens principielle opfattelse, at der knytter sig helt afgørende retssikkerhedsmæssige betænkeligheder til denne ordning, og det foreslås på den baggrund, at der fastsættes en frist på en uge som det korteste tidsrum imellem forkyndelsen af anklageskriftet og tilsigelsen til hovedforhandlingen og tidspunktet for hovedforhandlingen. Fristen kan i påtrængende tilfælde fraviges af retten, hvis det findes foreneligt med hensynet til tiltalte.

4.5.7.3. Spørgsmålet om adgangen for anklagemyndigheden til at udvide den rejste tiltale og foretage berigtigelse af angivelser i anklageskriftet er ikke lovreguleret.

Der foreslås derfor indført bestemmelser herom, der svarer til reglerne i den danske retsplejelov. Herefter vil udvidelse af tiltalen og berigtigelse af anklageskriftet før hovedforhandlingen kun kunne ske ved indlevering og forkyndelse af et nyt eller yderligere anklageskrift. En udvidelse af tiltalen under hovedforhandlingen til andre kriminelle forhold end de i anklageskriftet angivne vil efter forslaget kun kunne ske, hvis retten og tiltalte samtykker heri, eller hvis det nye forhold er begået under hovedforhandlingen. Hvis tiltalte ikke samtykker i udvidelsen af tiltalen, må der rejses en ny sag mod den pågældende vedrørende de nye forhold.

4.5.7.4. I betænkningens afsnit V er behandlet en række centrale spørgsmål vedrørende sproget og det særlige forhold, at det grønlandske samfund er dobbeltsproget. Det har for kommissionen været et grundlæggende synspunkt, at der i videst muligt omfang må stiles imod, at det anvendte sprog i retsvæsenet er grønlandsk, hvor det er nødvendigt, og – hvor dette ikke er umiddelbart opnåeligt – da at søge at sikre at mulighederne for, at en så effektiv og betryggende oversættelse som muligt er til stede. På denne baggrund finder kommissionen det naturligt at indføre en bestemmelse i retsplejeloven om, at anklageskrifter og bevisfortegnelser skal udfærdiges på eller oversættes til et sprog, som den tiltalte forstår.

4.5.8. Kriminalsagers behandling i retten

Kommissionen foreslår en mere detaljeret regulering af ordningen vedrørende kriminalsagers behandling i retten.

4.5.8.1. Svarende til bestemmelsen i den danske retsplejelov foreslås det, at der indføres mulighed for at afholde forberedende retsmøder i kriminalsager.

4.5.8.2. Bestemmelsen om, at tiltalte har pligt til at møde personligt for retten efter lovlig indkaldelse, foreslås opretholdt og suppleret med bestemmelser om, at såvel tiltalte som anklageren og forsvareren har pligt til at være personligt til stede i retten, indtil sagen er optaget til dom.

4.5.8.3. Selv om tiltalte er udeblevet, kan retten efter gældende ret foretage den bevisførelse, som ikke uden ulempe kan udsættes.

Med udgangspunkt i den danske retsplejelovs regler foreslås det, at retten skal udsætte sagen, hvis tiltalte udebliver ved begyndelsen eller i løbet af hovedforhandlingen, og den pågældende ikke straks kan bringes til stede. Som en undtagelse vil der dog kunne ske afhøring af vidner eller syns- og skønsmænd, hvis der foreligger udeblivelse fra tiltaltes side trods lovlig tilsigelse, og denne ikke har oplyst lovligt forfald. Det er en betingelse for denne adgang, at afhøringen findes forenelig med hensynet til tiltalte, og at en udsættelse af sagen vil være til væsentlig ulempe for de mødte eller medføre væsentlig udsættelse af sagen, f.eks. hvis et eller flere vidner er tilrejsende. Det er desuden en betingelse, at forsvareren er mødt, hvis tiltalte har en sådan.

Som hidtil vil retten i en række nærmere angivne tilfælde kunne træffe bestemmelse om, at hovedforhandlingen fremmes til dom i tiltaltes fravær.

4.5.8.4. Bevisførelsen. Den samlede bevisførelse foretages så vidt muligt under hovedforhandlingen, hvor tiltalte som absolut hovedregel er til stede. Fravigelser fra bevisumiddelbarhedsprincippet kommer kun på tale, hvis sagen omfatter et eller flere beviser, der vanskeligt kan føres på det sted, hvor hovedforhandlingen foregår.

Det foreslås lovfæstet, at bevisførelsen skal ske under hovedforhandlingen, og at retten ved afgørelsen af, om noget kan anses for bevist eller ikke, alene kan tage hensyn til de beviser, som er fremført under hovedforhandlingen. Bevisumiddelbarhedsprincippet vil herefter alene kunne fraviges, hvis der er særlig hjemmel hertil.

Kommissionen har endvidere overvejet betingelserne for at afholde videomøder og telefonmøder i kriminalsager. De generelle overvejelser herom er nærmere omtalt i betænkningen (jf. afsnit VIII, kap. 4). Det bemærkes, at tiltaltes personlige tilstedeværelse i retten normalt er af større betydning i kriminalsager end i civile sager. Deltagelse via en videoforbindelse kan ikke sidestilles med en personlig tilstedeværelse i retten, og deltagelse via fjernkommunikation i kriminalsager kan derfor ikke forventes at få samme udbredelse som i civile sager.

Efter forslaget skal en tiltalt aldrig kunne deltage telefonisk i et retsmøde. Det er væsentligt for retten at kunne se den tiltalte, ligesom det er væsentligt for den tiltalte at kunne se aktørerne i retten.

Derimod kan videomøder i en række tilfælde være et godt og realistisk alternativ til personligt fremmøde. Retten skal kunne bestemme, at tiltalte skal deltage i et retsmøde via fjernkommunikation med billede, hvis tiltaltes tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig.

Kommissionen foreslår, at adgangen til at benytte dokumenter som bevismidler lovreguleres på grundlag af de danske bestemmelser.

4.5.9. Ofre for forbrydelser

4.5.9.1. Indledning. I Grønland har forbryderen fået en særlig central placering i kriminalretsplejen i kraft af, at kriminalloven bygger på ideen om resocialisering gennem individuelt tilpassede foranstaltninger. Det er i de senere år ofte blevet kritiseret, at der alt for ensidigt fokuseres på gerningspersonen, og der har gentagne gange været fremsat ønsker om, at der blev gjort mere for dem, der rammes af de kriminelle handlinger. Disse ønsker er i tråd med den øgede interesse for ofrenes situation, der kan konstateres internationalt, herunder i De Forenede Nationer og i Europarådet.

Kommissionens synspunkt har været, at en særlig indsats ikke blot er et mål i sig selv, begrundet i ofrenes behov for hjælp, information og støtte, men tillige er af betydning for forståelsen af udformningen af den fremtidige foranstaltningspolitik. Befolkningens tillid til retssystemet søges styrket ved en øget indsats for kriminalitetens ofre, således at foranstaltninger over for gernings-manden ikke er det eneste svar på kriminalitet.

4.5.9.2. Den gældende ordning. Der sondres mellem forskellige typer af ofre for kriminalitet. Det er klart, at personer, der har været ude for livstruende eller psykisk stærkt forkrøblende kriminalitet (grov vold, voldtægt, incest mv.), har et særligt behov for hjælp, og at behovet er særlig stort i Grønland på grund af den store hyppighed af personfarlige forbrydelser. Men den største gruppe af ofre er de mennesker, der udsættes for ejendomsforbrydelser (tyveri, hærværk, brugstyveri mv.). Disse mennesker kan også have behov for støtte og hjælp.

Visse typer af skader som følge af kriminalitet kan i et vist omfang kompenseres ved hjælp af økonomisk godtgørelse. Det er økonomiske skader (tingskader, tabt arbejdsfortjeneste mv.), fysiske personskader, der måske kræver lægelig behandling, og psykiske skader, der lettes bedst gennem forskellige former for hjælp og støtte fra venner, familie, professionelle behandlere. Det samme gælder ikke skader på sociale relationer, dvs. de negative følgevirkninger, som en forbrydelse har for ofrets samkvem med andre mennesker, ikke mindst gerningsmanden. Sådanne skader antages at være særlig følelige i samfund som det grønlandske med en lille befolkning, der lever i små, tætte samfund, og hvor virkningerne af forbrydelsen kan forplante sig til familie, naboer og hele lokalsamfundet. Et godt eksempel på udbedring af skader på sociale relationer ved konfliktbearbejdning var sangkampen i det gamle grønlandske samfund. Her søgtes de indbyrdes relationer genoprettet i en direkte konfrontation mellem gerningsmand og offer og under overværelse af lokalsamfundet. I skarp kontrast hertil står ofrets tilbagetrukne rolle i den moderne retspleje. Med indførelsen af domstole efter vestligt mønster er ofret gledet næsten helt ud af billedet.

Der er efterhånden kommet en række generelle velfærdsydelser, som kan benyttes af ofre for kriminalitet. Disse ydelser antages dog primært at kunne afhjælpe økonomiske og helbredsmæssige skadevirkninger og kun i mindre grad de psykiske og sociale belastninger som følge af kriminaliteten. Mulighederne for at få støtte fra andre end venner og familie til at klare de psykiske problemer er meget begrænsede i Grønland og på det nærmeste ikke-eksisterende, hvad de sociale skader angår.

4.5.9.3. Kommissionens forslag. Retsmyndighederne bør fremover indtage en fremtrædende plads i indsatsen for ofre. Politifolk bør uddannes, så de har kendskab til, hvordan mennesker, der har været udsat for kriminalitet, reagerer. Ofret bør om nødvendigt kunne henvises til hjælp og støtte fra andre myndigheder og personer. Ofret bør have tilbud om en støtteperson (familiemedlem eller lignende) under afhøringer.

Den forurettede bør orienteres om sagens behandling og forløb ved visse markante processtadier: Ved tiltalerejsning, ved vedtagelse af bødeforelæg og ved berammelse af hovedforhandling. Hvis sagen henlægges, skal ofret orienteres, da ofret har klageadgang til Rigsadvokaten. Retten bør orientere ofret om tidspunktet for retsmødet og om sagens udfald.

Hvis ofret indkaldes som vidne, bør det kunne medtage en støtteperson også i retten. Under vidne­afhøring­en kan ofret udspørges om de skader, forbrydelsen har forvoldt, og her har forsvareren adgang til at krydsafhøre vidnet. Uden for disse tilfælde vil det være i strid med princippet om retfærdig rettergang (fair trial) at lade ofret komme med mundtlige eller skriftlige tilkendegivelser.

I visse kriminalsager vil retten efter kommissionens forslag kunne beskikke en bisidder for den forurettede. I sager om seksualforbrydelser begået mod børn under 15 år skal der beskikkes en sådan bisidder. Bisidderen kan være en medarbejder fra socialforvaltningen eller en person fra den offervagt, som kommissionen foreslår etableret.

Afhængigt af skadernes art vil de i større eller mindre omfang som nævnt kunne afhjælpes ved økonomisk erstatning eller godtgørelse. Kommissionen finder derfor, at eventuelle erstatnings-krav fra ofret mod gerningsmanden bør være retsmyndighedernes umiddelbare ansvar. Både politiet og retten skal efter forslaget medvirke til, at erstatningssagen får en fremtrædende plads på linje med kriminalsagen. Henskydning til en selvstændig civil sag vil herefter kun kunne ske i særlige tilfælde.

Det foreslås endvidere, at der søges etableret en offervagt i specielt de større kommuner, som skal kunne yde eller formidle akut hjælp til ofre – både psykisk støtte og praktisk hjælp. Modellen har været de svenske offerrådgivninger – der senere også er indført i Danmark – og kriseberedskabet i Narsaq. Offervagten foreslås etableret i et samarbejde mellem kriminalforsorg, politi, sundhedsvæsen og de sociale myndigheder. Der kan inddrages frivillige og så vidt muligt en psykolog i arbejdet. Det bør aftales lokalt, om koordinationen varetages af socialforvaltningen, sundhedsvæsenet eller kriminalforsorgen. På landsplan bør indsatsen koordineres af et centralt organ, eventuelt Det (foreslåede) Grønlandske Kriminalpræventive Råd. Indtil videre har Socialdirektoratet indvilget i at forestå den centrale koordination.

Lokalt bør offervagten kunne formidle efterfølgende hjælp og støtte, herunder tilskynde ofrene til at danne selvhjælpsgrupper, ligesom der kan etableres oprydningshold, der kan rykke ud med kort varsel og yde akut hjælp til folk, der har fået deres bolig ødelagt ved indbrud eller hærværk. Kommissionen har under kommissionsarbejdet finansieret et forsøgsprojekt med en offervagt i Narsaq kommune efter disse retningslinier. Forsøget blev vurderet positivt, selv om udnyttelsen var ringe. Projektet blev søgt videreført, men blev næsten ikke benyttet og er nu ophørt. Nogle af de støttefunktioner, som offervagten varetog, udføres i stedet af politi og socialvagt.

Der har været kritik af, at ofre – og deres pårørende – for grovere, personfarlig kriminalitet kan møde gerningsmanden i lokalsamfundet kort tid efter dommen. Kommissionen foreslår derfor, at sådanne anstaltsdømte i begyndelsen skal kunne anbringes i halvlukket regi og dermed ikke må forlade anstalten. Kommissionen foreslår desuden, at der så vidt muligt lokalt er personer, der tager ansvaret for at forebygge konflikter mellem lokalsamfundet og den løsladte.

Endelig foreslår kommissionen, at der i offentligt regi etableres mulighed for tilbud om et mæglingsmøde mellem den forurettede og den dømte inspireret af erfaringer fra de danske konfliktråd og fra andre vestlige lande, hvor mægling praktiseres.

4.5.10. Dommen

De gældende regler indeholder ikke bestemte frister for domsafsigelsen. Med inspiration fra den danske retsplejelov foreslås det, at rettens afgørelse skal træffes snarest muligt efter hovedforhandlingens afslutning, og at det ved sagens optagelse til dom skal tilkendegives, hvornår dommen afsiges. Det foreslås desuden, at domsafsigelsen skal finde sted inden for 2 uger fra tidspunktet for sagens optagelse til dom, hvis dommen ikke afsiges samme dag.

Hensynet til den tiltaltes retsstilling taler for, at rettens adgang til at fravige tiltalen undergives en nøjere regulering. Kommissionen foreslår således lovfæstet, at retten kan henføre det påtalte forhold under en anden bestemmelse end af anklagemyndigheden påstået, og at retten kan fravige tiltalen med hensyn til de biomstændigheder, som er forbundet med lovovertrædelsen. Det er dog en betingelse herfor, at retten med sikkerhed skønner, at tiltalte også under forudsætning af sådan afvigelse fra tiltalen har haft tilstrækkelig adgang til at forsvare sig.

De nugældende krav til begrundelsen i en fældende dom foreslås opretholdt, men suppleret af en bestemmelse om, at retten i dommen tillige skal angive de forhold, som er tillagt betydning ved foranstaltningsvalget. Baggrunden for forslaget er bl.a. et ønske om at øge præjudikatsværdien af dommene og at skabe kendskab til retspraksis på forskellige områder, herunder også at synliggøre sanktionsniveauet i krim­inal­sager.

Kravene til en frifindende dom skærpes, således at der i begrundelsen for dommen skal angives de omstændigheder, som er en betingelse for domfældelse, og som anses at mangle eller ikke er bevist. Desuden skal anføres de anvendte lovbestemmelser.

Der skal optages en udtrykkelig bestemmelse i retsplejeloven om, at dommen skal udfærdiges på eller oversættes til et sprog, som den tiltalte forstår.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit X og afsnit XII, kapitel 4.

4.6. Appel og genoptagelse. Fuldbyrdelse (fogedsager)

4.6.1. Appel og genoptagelse

4.6.1.1. Indledning

I det følgende gennemgås og vurderes retsplejelovens regler om appel og genoptagelse for civile sager og kriminalsager. Opmærksomheden henledes på kommissionens forslag til en ny retsplejeordning, hvorefter kredsretterne og Retten i Grønland i fællesskab skal varetage domstolenes funktioner i 1. instans, mens Grønlands Landsret udelukkende skal være 2. instans, og Højesteret som hidtil skal være 3. instans. Østre Landsret skal således ikke længere indgå som ankeinstans i den grønlandske retsplejeordning (jf. betænkningens afsnit VI, kap. 5).

4.6.1.2. Anke af domme i 1. instans

4.6.1.2.1. Ankefrister. Det foreslås, at de gældende frister for anke af domme fra kredsretterne eller Retten i Grønland til Grønlands Landsret opretholdes, således at fristen er 4 uger i civile sager og 14 dage i kriminalsager. Dette svarer til de danske frister for anke fra byret til landsret.

4.6.1.2.2. Udeblivelse i appelinstansen. Parternes udeblivelse i en civil sag er i dag ikke til hinder for sagens prøvelse eller fortsatte behandling ved landsretten, og der er adgang til genoptagelse, hvis sagen er fremmet, selv om parten er udeblevet.

Det foreslås, at reglerne for udeblivelse i civile sager skærpes, så de i hovedsagen svarer til reglerne efter den danske retsplejelov. Hensynet til parternes faktiske mulighed for at kunne deltage skal varetages gennem landsrettens tilrettelæggelse af sagens forløb, således at der ikke sker indkaldelse med udeblivelsesvirkning til følge, hvis det på forhånd er klart, at parten er afskåret fra at møde på det pågældende sted.

Der foreslås ligeledes indført en bestemmelse om, at indstævnte anses for at have påstået dommen stadfæstet, hvis vedkommende efter at have fået ankestævningen forkyndt ikke møder eller svarer rettidigt i sagen.

Kommissionen foreslår i kriminalsager indført en skelnen mellem ankesager, der henholdsvis omfatter og ikke omfatter beviserne for tiltaltes skyld. Omfatter anken ikke skyldspørgsmålet, skal sagen kunne fremmes, selv om tiltalte udebliver. Ved anker, der omfatter skyldspørgsmålet, foreslås det, at landsretten, hvis det kun er tiltalte, der har anket, skal kunne afvise anken, hvis tiltalte udebliver, og sagen ikke med føje skønnes at kunne fremmes i tiltaltes fravær.

4.6.1.2.3. Der foreslås indført detaljerede regler om genoptagelse af sager, i vidt omfang inspireret af den danske retsplejelov.

4.6.1.2.4. Kommissionen har endvidere foretaget en vurdering af, om der som hidtil bør gælde en fri adgang til anke af alle domme fra 1. til 2. instans, eller om der bør indføres en ankebegrænsning for domme i mindre sager. En sådan ordning har man i Danmark, hvor civile sager af en værdi på højst 10.000 kr. og straffesager med bøder på højst 3.000 kr. kun kan ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Kommissionen har imidlertid ikke fundet grundlag for at foreslå en tilsvarende ordning i Grønland, hvor langt de fleste af sådanne sager vil blive afgjort af kredsretterne, hvis domme efter kommissionens opfattelse altid bør kunne prøves ved en juridisk domstol. Henset til karakteren af de sager, som foreslås henlagt eller henvist til Retten i Grønland, finder kommissionen heller ikke, at en ankebegrænsning kan komme på tale i sager, der er behandlet af Retten i Grønland som 1. instans. Princippet om, at der fra 1. til 2. instans er fri appeladgang, foreslås derfor opretholdt, således at domme, der er afsagt af en kredsret eller Retten i Grønland, altid kan ankes til Grønlands Landsret.

4.6.1.3. Anke til Højesteret

Efter de gældende regler for appel til Højesteret kan domme i civile sager, der er afsagt af Grønlands Landsret eller Østre Landsret som 2. instans, ikke frit ankes til Højesteret, men Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse hertil, hvis sagen er af principiel karakter. Tilsvarende regler gælder for domme i kriminalsager, dog således at Procesbevillingsnævnet kan tillade anke til Højesteret, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor. Kriterierne svarer til de danske regler.

Kommissionen finder, at der som hidtil må kræves en særlig tilladelse for at kunne anke en dom fra 2. til 3. instans. Efter forslaget skal anketilladelse som hidtil meddeles af Procesbevillingsnævnet i Danmark efter de hidtil gældende kriterier.

4.6.1.4. Kæreadgang

Efter den gældende ordning er der som hovedregel ikke adgang til appel i form af kære af de beslutninger, der træffes af retten under sagens behandling. Det drejer sig f.eks. om beslutninger om dørlukning, om tilbageholdelse eller andre tvangsindgreb og afgørelser om vidneførsel eller optagelse af syn og skøn.

Der foreslås indført en tilsvarende adgang til kære som i Danmark, således at der fra kredsretterne og Retten i Grønland principielt er fri kæreadgang til Grønlands Landsret, medmindre andet er særligt bestemt i loven, mens der kun kan kæres fra Grønlands Landsret til Højesteret, hvis Procesbevillingsnævnet giver tilladelse hertil.

4.6.1.5. Fristoverskridelse

Det foreslås, at den fremtidige grønlandske ordning for anke og kære efter appelfristens udløb indrettes i overensstemmelse med den danske, lidt mere restriktive ordning.

4.6.1.6. Kontraanke mv.

Indstævnte er efter den gældende ordning i såvel civile sager som kriminalsager berettiget til at opretholde sin påstand for ankeinstansen, selv om den pågældende ikke ved kredsrettens dom har fået fuldt medhold heri, og selv om sagen alene er anket af modparten. Der gælder således hverken i civile sager eller i kriminalsager et krav om kontraanke for at kunne opretholde en tidligere nedlagt påstand, der ikke er blevet fulgt i den foregående instans.

Som tidligere nævnt foreslår kommissionen for de civile sager, at indstævnte skal anses for at have påstået dommen stadfæstet, hvis vedkommende efter at have fået ankestævningen forkyndt ikke møder eller svarer rettidigt i sagen med nedlæggelse af en anden påstand.

For kriminalsager foreslås det at indføre en ordning med kontraanke i lighed med den danske, således at også modparten skal anke sagen, hvis vedkommende ønsker at nedlægge en påstand om ændring af den indankede dom. Begrundelsen for forslaget er bl.a., at der efter kommissionens opfattelse må gælde samme princip om forbud mod »reformatio in pejus« (dvs. ændring til skade) som efter den danske retsplejelov. Dette princip betyder, at appelretten er afskåret fra at idømme en mere indgribende foranstaltning end i 1. instans, hvis det kun er tiltalte, der har anket sagen. Der må således kræves en rettidig anke til skade for tiltalte fra anklagemyndighedens side, hvis landsretten ved sin afgørelse skal kunne idømme en strengere foranstaltning end ved den indankede dom.

Fristen for kontraanke foreslås lige som den almindelige ankefrist i kriminalsager at skulle være 14 dage, der regnes fra den dag, hvor vedkommende part har fået meddelelse om modpartens anke af sagen. Dette svarer til den danske ordning på området.

4.6.1.7. Omfanget af landsrettens prøvelse

Lige som i Danmark vil appelrettens prøvelsesadgang i civile sager efter kommissionens forslag være afgrænset af de påstande, anbringender og beviser, som parterne har valgt at fremkomme med for landsretten.

Efter kommissionens opfattelse er der for kriminalsager behov for en afgrænsning af ankesagens omfang. Dette vil bl.a. ske i kraft af det ovenfor nævnte forslag om indførelse af et kontraankesystem, der også skal være forbundet med et forbud mod »reformatio in pejus«.

4.6.1.8. Bevisumiddelbarhed

Princippet om bevisumiddelbarhed bør også være gældende i 2. instans, således at sagerne som udgangspunkt søges afgjort efter afholdelse af en hovedforhandling, hvorunder den samlede bevisførelse sker direkte for den dømmende ret, jf. ovenfor (og betænkningens afsnit VIII, kap. 4).

4.6.2. Tvangsfuldbyrdelse (fogedret)

4.6.2.1. Indledning

Før den grønlandske retsplejelov trådte i kraft i 1951, fandtes der ikke nogen almindelig regel om inddrivelse af fordringer. Ved retsplejeloven i 1951 blev det bestemt, at politiet og kommunefogeden på begæring er pligtig at yde bistand ved inddrivelse af tilgodehavender på grundlag af de retlige dokumenter, der var nævnt samme sted. Man fandt det ikke praktisk muligt at pålægge kredsdommeren at medvirke direkte i tvangsfuldbyrdelsen. Det blev politiet, som varetog opgaven som inddrivelsesmyndighed. Sagerne skulle dog indbringes for kredsretten, hvis en af parterne eller tredjemand gjorde indsigelse.

Den økonomiske aktivitet i landet steg på alle områder, og der udviklede sig et privat næringsliv såvel som et privat lånemarked. Den stigende sagsmængde gjorde det svært for politiet at overkomme fogedopgaven, og de sparsomme regler gav ikke tilstrækkelig vejledning om de mange forskelligartede problemer. Man besluttede i 1992 at dele fogedvirksomheden mellem politiet og de kommunale pantefogeder.

4.6.2.2. Kompetence

Kommissionen har ikke fundet anledning til at foreslå ændringer i de kommunale pantefogeders funktion.

Efter kommissionens forslag bør fogedsager om inddrivelse af civile pengekrav imidlertid overføres fra politiet til kredsretterne, da disse sager ikke har tilknytning til normale politiopgaver. Civil tvangsfuldbyrdelse er efter sin karakter en judiciel funktion, som hører naturligt hjemme hos domstolene. Kredsretten får således til opgave både at fastslå et krav ved dom og efterfølgende fuldbyrde dommen. Dette vil endvidere muliggøre indførsel af en inkassoproces i Grønland, hvor de to opgaver slås sammen, jf. ovenfor (og betænkningens afsnit IX, kap. 3).

Ved tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav, navnlig ind- og udsættelsesforretninger vedrørende f.eks. lejemål, vil politiet alligevel ofte skulle være til stede for at sikre den fysiske magtanvendelse, der efter omstændighederne kan være nødvendig. Politiets varetagelse af disse opgaver har ikke i den almindelige offentlighed givet anledning til kritik, og kommissionen finder heller ikke, at en fortsat henlæggelse af opgaven til politiet kan give anledning til kritik.

Tvangsfuldbyrdelse af bøder og konfiskationskrav har naturlig sammenhæng med de egentlige politiopgaver, og praktiske hensyn taler derfor med stor vægt for, at politiet fortsat som fogedmyndighed skal kunne inddrive disse krav. Heller ikke denne ordning har givet anledning til kritik.

Kommissionen finder, at arrest og foged­forbuds­sag­er, sager om bevissikring (ved krænkelse af immaterielrettigheder mv.) og sager om brugeligt pant og tvangssalg (af fast ejendom, registreret skib, registreret luftfartøj, fiskerirettigheder og værdipapirer) har en sådan juridisk karakter, at fogedkompetencen i disse sager bør tillægges Retten i Grønland.

Tvangssalg af løsøre foreslår kommissionen overført fra politiet til kredsretterne. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at inddrivelse af civile pengekrav også foreslås overført fra politiet til kredsretterne. Kredsretterne har således foretaget det udlæg, som nu skal danne grundlag for tvangssalget. Kredsretterne findes endvidere velegnede til at overtage denne opgave, som bedst vil kunne forestås lokalt.

4.6.2.3. Tvangsfuldbyrdelsesgrundlagene

Tvangsfuldbyrdelsesgrundlagene fremgår af retsplejeloven. Med enkelte ajourføringer foreslås reglerne herom blot videreført.

4.6.2.4. Indsigelser under fogedsagen

Efter den gældende lov skal politiet eller pante­foged­en indbringe sagen for kredsretten, hvis en part eller en tredjemand fremsætter indsigelse mod tvangsfuldbyrdelsen, medmindre indsigelsen umiddelbart kan afvises. Bestemmelsen foreslås videreført for politiets og pantefogedens tvangsfuldbyrdelse med den ændring, at sagen skal indbringes for kredsretten, selv om den pågældende foged har fundet, at en indsigelse umiddelbart har kunnet afvises, da det må anses for rigtigst, at denne vurdering altid foretages af kredsretten. Også i øvrigt foreslås spørgsmålet om behandling af indsigelser under fogedsager nøjere reguleret.

4.6.2.5. Arrest

Ved arrest forstås et foreløbigt fogedretligt retsmiddel, hvorved det kan sikres, at aktiver ikke kan unddrages fra at tjene til kreditors fyldestgørelse, blot fordi kreditor på det pågældende tidspunkt ikke har mulighed for at få foretaget udlæg for sin fordring, fordi kreditor endnu ikke har eksekutionsfundament for sit krav. Der findes ingen udtrykkelige regler om dette i Grønland.

Kommissionen finder, at de danske arrestregler fungerer tilfredsstillende, og da der ikke på det område er forskelle mellem forholdene i Grønland og Danmark, foreslås de danske bestemmelser overført til den grønlandske retsplejelov.

4.6.2.6. Fogedforbud

Ved fogedforbud forstås et foreløbigt fogedretligt retsmiddel, hvorved fogeden kan pålægge en part at undlade handlinger, som strider mod rekvirentens ret. Det er ikke i dag muligt at nedlægge fogedforbud i Grønland.

Det grønlandske erhvervsliv anvender som i andre moderne samfund betydelige midler på produktudvikling, markedsføring mv., og har derfor bl.a. behov for at kunne hindre, at produkter fra konkurrenter, der krænker deres rettigheder, kommer på markedet. Kommissionen finder, at de danske fogedforbudsregler fungerer tilfredsstillende, og da der ikke er forskelle mellem forholdene i Grønland og Danmark her, foreslås de danske bestemmelser overført til den grønlandske retsplejelov.

4.6.2.7. Brugeligt pant

Ved brugeligt pant forstås, at en panthaver i fast ejendom, frem for fyldestgørelse ved udlæg med efterfølgende tvangsauktion, søger sig fyldestgjort i pantets brugsværdi. Overtagelsen sker normalt ved, at fogedretten indsætter panthaver i ejendommen, således at panthaver via overskud af driften kan få sit krav dækket. Der foreslås indført regler herom i Grønland.

4.6.2.8. Tvangssalg af fast ejendom og løsøre

For så vidt angår spørgsmålet om tvangssalg af fast ejendom og løsøre er der behov for at skabe faste og klare rammer, så loven giver svar på alle almindeligt forekommende spørgsmål, som kan opstå under gennemførelsen af et tvangssalg.

Kommissionen finder, at tvangssalg af fast ejendom, registrerede skibe, luftfartøjer og værdipapirer bør forestås af Retten i Grønland, og at tvangssalg af andet løsøre bør forestås af kredsretten.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit XI.

4.7. Behandling af tilbageholdte og detentionsanbragte

4.7.1. Detentioner

Forud for rettens behandling af en kriminalsag kan den tiltalte være anholdt og eventuelt tilbageholdt (varetægtsfængslet). Tilbageholdelse sker i lokale detentioner, der desuden anvendes til detentionsanbragte (berusere) og – for de bedste detentioners vedkommende – til kortvarig afsoning. Tilbageholdte kan desuden anbringes i en særlig afdeling bl.a. i anstalten i Nuuk.

Detentionerne er placeret i de 17 politidistrikter. Otte detentioner er opført i begyndelsen af 1990’erne og udstyret med tv-overvågning, kalde/samtaleanlæg og brandalarmeringsanlæg. De øvrige detentioner blev samtidig udstyret tilsvarende.

Der er desuden detentioner i en række mindre byer og bygder uden fast stationeret politipersonale. De bruges ikke særlig hyppigt. Der er ikke etableret elektronisk overvågning.

En undersøgelse i 1998 af behovet for detentioner i bygderne viste, at frihedsberøvede ofte anbringes under uhensigtsmæssige forhold og i lokaler, der ikke er egnede til formålet. Som følge af det meget lille behov syntes der ikke umiddelbart at være grund til at opføre egentlige detentionslokaler i bygderne, og politiet har herefter i samarbejde med kommunerne undersøgt, om eksisterende, egnede lokaler i bygderne kunne anvendes til frihedsberøvelse. Herefter har kommissionen ikke fundet behov for at opføre egentlige detentionslokaler i bygderne, men anbefaler, at frihedsberøvelse i bygderne begrænses mest muligt, og at f.eks. berusere i stedet anbringes på egen bopæl, eventuelt under opsyn af kommunefogeden. Hvis frihedsberøvelse ikke kan undgås, anbefales det, at frihedsberøvede anbringes i allerede eksisterende detentioner eller lokaler.

4.7.2. Tilsyn med og behandling af de anbragte

De fælles bestemmelser om tilsyn mv. for alle anbragte er optaget i »Politimesterens dagsbefaling om arrester og detentioner«. Denne indeholder bestemmelser om orden og sikkerhed, om personalets opgaver og om de anbragtes rettigheder og pligter. Der er herunder fastsat regler om visitation, aflåsning af celler og tilsynshyppighed, om foranstaltninger i anledning af sygdom og om klagevejledning. Kommissionen har ikke bemærkninger til de fælles bestemmelser.

Blandt de særlige regler for berusere fremhæves særligt hyppige tilsyn, at berusere skal udtages af detentionen, når grundlaget for anholdelsen ikke længere er til stede, og at tidspunktet for løsladelsen skal noteres i anholdelsesprotokollen. Det regelsæt, der gælder for afsonere i anstalt, gælder tillige for afsonere, der er anbragt i detentionerne, dog med de nødvendige modifikationer der følger af bygningsmæssige og personalemæssige forskelle mv. Kommissionen foreslår ikke ændringer heri.

Særligt om tilbageholdte fremhæves bestemmelserne i retsplejeloven (og fuldbyrdelsesbekendtgørelsen), hvorefter reglerne om anstaltsophold tillige finder anvendelse på tilbageholdte i det omfang, hensynet til sikring af tilbageholdelsens formål eller hensynet til opretholdelse af orden og sikkerhed gør det nødvendigt, og det er foreneligt med tilbageholdelsens formål. Kommissionen anbefaler, at Ledelsen af Kriminalforsorgen i Grønland i samarbejde med politimesteren udarbejder et særligt regelsæt for behandlingen af de tilbageholdte. Dette regelsæt skal tage udgangspunkt i kommissionens forslag til regler for behandlingen af dømte til anbringelse i anstalt. De fleste af disse regler kan umiddelbart overføres på tilbageholdte, mens der foreslås udarbejdet særlige regelsæt om adgangen til besøg, brevveksling, udgang og beskæftigelse.

4.7.3. Forsorgsarbejdet

Efter en udtrykkelig bestemmelse herom i kriminalloven varetager kriminalforsorgens tilsynsafdelinger det forsorgsmæssige arbejde med personer, som er anbragt i anstalt. Arbejdsopgaven antages i praksis tillige at omfatte tilbageholdte og dømte anbragt i detention. Efter aftale med politimesteren skal det stedlige politi straks orientere kriminalforsorgen om anholdelser og især tilbageholdelser.

Kommissionen anbefaler, at det med hjemmel i retsplejeloven pålægges kriminalforsorgen at udarbejde nærmere regler om den forsorgsmæssige bistand, der skal ydes til de tilbageholdte for at begrænse de erhvervsmæssige, sociale, og personlige ulemper, som følger af tilbageholdelsen. Kontakten bør ske snarest muligt og senest 1 uge efter anholdelsen. En sådan ordning er iværksat ved betænkningens afgivelse. Arbejdsopgaven omfatter såvel forberedelsen af den kommende sanktion som afhjælpning af personlige og sociale problemer.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit XVII.

4.8. Politiets virksomhed

4.8.1. Indledning

Det grønlandske politi er et enhedspoliti, dvs. det varetager såvel ordenspolitimæssige opgaver som efterforskning og anklagevirksomhed. Hovedparten af styrken er grønlændere. Det gælder også stationslederne i de 17 politidistrikter, som politikredsen er opdelt i. Politimesteren har (med en enkelt undtagelse) hidtil været dansk. Politikredsen er underordnet Justitsministeriet og i sin politimæssige virksomhed tilknyttet Rigspolitiet og med hensyn til anklagevirksomheden Rigsadvokaten. Politiet varetager en række opgaver, der ikke er af traditionel politimæssig karakter, herunder redningstjeneste og civile øvrighedsfunktioner. Fuldbyrdelse af anstaltsdomme sker under ansvar over for Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Kommissionen har udarbejdet en beskrivelse af politiets udvikling fra dets oprettelse i 1951 til kommissionens nedsættelse i 1994. På baggrund heraf og en gennemgang af politiets aktuelle forhold vurderes den nuværende organisation og virksomhed, og der fremsættes forslag til justeringer.

4.8.2. Den nuværende ordning

4.8.2.1. Historisk tilbageblik. Ved retsplejeloven for Grønland (1951) blev der oprettet et særligt grønlandsk politi med en politimester som leder af 5 politidistrikter (i Vestgrønland), der blev bemandet med 5 udlånte danske polititjenestemænd (overbetjente) (efter et par år forøget til 7). De eksisterende kommunefogeder, der af den daværende Landshøvding var beskikket til at varetage kommunale opgaver, fik ved retsplejeloven til opgave at bistå de danske betjente med politimæssige opgaver. Desuden fik hver overbetjent bistand af en dansktalende grønlandsk medarbejder, der dels skulle virke som tolk, dels af overbetjentene undervises og instrueres med henblik på ansættelse og funktion som »særlig underbetjent«. Der har således fra starten været fokus på oplæring og uddannelse af et grønlandsk politipersonale – en målsætning der aktuelt har resulteret i et grønlandsk politikorps, som er uddannet på niveau med det tilsvarende danske. I 1981 blev den første grønlandsk uddannede polititjenestemand udnævnt i en overordnet lederstilling ved politimesterembedet. Politimesteren og det juridiske personale ved politimesterembedet er fortsat dansk.

Efter retsplejeloven var politiets primære opgaver opretholdelse af ro og orden, efterforskning og anklagevirksomhed samt fuldbyrdelse af domme af enhver art. Fuldbyrdelse af civile domme – tvangsfuldbyrdelse – er med industrialiseringen og udviklingen i øvrigt af et moderne samfund blevet en belastende opgave for politiet. Anklagefunktionen, inddrivelse af bøder og fuldbyrdelse af anstaltsdomme påhviler ligeledes fortsat politiet, mens fuldbyrdelsen af kriminalretlige foranstaltninger i øvrigt blev overtaget af kriminalforsorgen i Grønland fra 1979.

På grund af de geografiske forhold er eftersøgninger og redningsforanstaltninger til lands og til vands væsentlige arbejdsopgaver, der skulle forestås af politiet, og som fortsat bliver det. Ved siden af traditionelle politimæssige opgaver af administrativ karakter, som udstedelse af pas, førerbeviser og spiritusbevillinger, blev politiet – fortrinsvis på grund af manglende alternative muligheder – pålagt en lang række øvrighedsopgaver og administrative opgaver, som for de flestes vedkommende ikke kendes i dansk politiarbejde. Det var bl.a. behandling af kommunale vedtægter, fredningsbestemmelser, fiskerispørgsmål og havnespørgsmål, tilsyn med skibe og motorkøretøjer og fiskeriinspektion. Herudover blev familieretlige myndighedsopgaver vedrørende faderskab, mægling og vilkårsforhandling i ægteskabssager og adoptionssager henlagt til politiet.

En del af de omtalte opgaver – men ikke alle – er efterhånden overført til mere relevante myndigheder, herunder i takt med, at hjemmestyret er blevet udbygget.

4.8.2.2. Organisation. Organisatorisk var politiet indtil 1965 underlagt Ministeriet for Grønland og landshøvdingen. Siden da har Grønland – som en selvstændig politikreds på linje med rigsfællesskabets øvrige politikredse – været underlagt justitsministeren, der som nævnt udøver sine beføjelser gennem henholdsvis Rigspolitiet og Rigsadvokaten.

I sammenligning med de øvrige politikredse indtager Grønland imidlertid en særstilling på en række områder i forhold til Justitsministeriet, Rigspolitiet og Rigsadvokaten.

På lovgivningsområdet bistår politimesteren Justitsministeriet i udarbejdelsen af nye danske love med virkning for Grønland (f.eks. den grønlandske færdselslov og våbenlov) og modtager lovinitiativer fra hjemmestyret til udtalelse, hvis de hører under Justitsministeriets fagområde.

Der er hyppig kontakt mellem Justitsministeriet, Rigspolitiet og politimesterembedet om bl.a. ressourcer, personale, lønninger og uddannelse. Rigspolitiets rejseafdeling og kriminalteknisk afdeling yder assistance i konkrete sager, og Rigspolitiets centrale register og analyseenheder bistår med registrerede oplysninger til brug ved efterforskning. Uddannelse og efteruddannelse sker i et samarbejde med politiskolen i Danmark, og teknologiudvikling i et samarbejde med Rigspolitiets dataafdeling.

Som anklagemyndighed er politiet efter retsplejeloven direkte underordnet Rigsadvokaten (og justitsministeren). Rigsadvokaten får løbende tilsendt politimesterens »anklageinstruks« og følger forelagte sager fra første orientering til afslutning.

Politiet i Grønland er som andre danske forvaltningsmyndigheder undergivet kontrol af Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden har foretaget inspektion af anstalter og detentioner. I fortsættelse heraf har der været iværksat regelsanering med hensyn til fuldbyrdelse af anstaltsdomme.

Politimesterembedet, der er beliggende i Nuuk, har en politimester som øverste chef, en vicepolitimester som stedfortræder, et antal politiassessorer og politifuldmægtige, 1 politiinspektør med et politisekretariat og 1 kontorleder med et kontorafsnit. Juristerne er ansvarlige for anklagevirksomheden og for kredsens juridiske sagsbehandling. De giver møde som anklagere i Grønlands Landsret. De yder desuden vejledning til politidistrikterne om bl.a. operativ og administrativ politimæssig virksomhed, behandling af kri­minal­sager og det at give møde i kredsretten. Juristerne behandler kriminalsager, der efter særlige regler skal forelægges før tiltalerejsning.

Politiinspektøren med politisekretariatet forestår den politifaglige ledelse i politiet. Det sker bl.a. gennem stationsledermeddelelser, der supplerer politimesterens dagsbefalinger.

Politidistrikterne er sammenfaldende med 16 af 18 kommuner i Grønland. Herudover har Kangerlussuaq status som et selvstændigt politidistrikt. Hvert af de 17 politidistrikter er forsynet med politistation, detentioner, køretøjer og kommunikationsmidler. Der er tale om et decentraliseret politi med en selvstændig stationsleder og samtidig et udbredt nærpoliti, integreret i lokalbefolkningen og med synlige aktiviteter. Distrikternes politipersonale varierer fra små enmandsdistrikter til store distrikter med Nuuk som det største distrikt. Kun Nuuk politidistrikt er døgnbetjent. De øvrige distrikter har rådighedsvagt uden for almindelig åbningstid.

Til betjening af bygderne anvendes 4 politikuttere. Uden for distrikternes politistationer findes kun detentioner og egentlige politilokaliteter ganske få steder. Kommunefogederne løser opgaverne fra bopælen, og det er ofte hertil berusere og uromagere bringes og her mistænkte tilbageholdes, indtil distriktets politi overtager sagen. Undersøgelsen af politiets arbejdsvilkår i Grønland viser, at kommunefogederne stort set ikke har hjælpemidler til rådighed, kun håndjern, knippel og kasket. Der er senere foretaget en række forbedringer med hensyn til kommunefogedernes forhold.

4.8.2.3. Eksistensen af kommunefogeder er nødvendiggjort af det forhold, at befolkningen fortsat lever spredt i et meget stort antal byer og bygder, som ligger i en sådan afstand fra distriktets politistation, at der er behov for selvstændig politimæssig betjening. Kommunefogeder og kommunefogedassistenter rekrutteres lokalt efter indstilling fra bygderådet. Deres primære opgave er at sikre ro og orden og føre kontrol med, at lovene overholdes. Retningslinjer for kommunefogedernes virksomhed er fastlagt i en instruks udarbejdet af politimesteren. Der er for nylig tilrettelagt regionale kommunefogeduddannelser, og kommunefogederne er udstyret med yderligere uniformsgenstande, hvoraf det fremgår, at de løser politimæssige opgaver.

Skibsbesætningerne består af 4 kutterførere og 17 kutterbesætningsmedlemmer. Kutterførerne, der skal være uddannede sætteskippere, ansættes af politimesteren. Med nye stålkuttere, hvoraf den ældste er anskaffet i 1989, er det målet at betjene hovedparten af landets politidistrikter.

4.8.2.4. Politiets arbejdsopgaver. Blandt arbejdsopgaverne fremhæves her sådanne, der er specielle for det grønlandske politi.

Den kriminalitetsforebyggende og tryghedsskabende virksomhed udføres især ved politiets tilstedeværelse blandt befolkningen, ved patruljering og ved et afpasset beredskab til at håndtere den kriminalitet, der måtte opstå. Da byerne er relativt små, og da der findes politi i stort set alle byer, er politiet meget synligt og har nærmest karakter af et udbredt nærpoliti. Beredskabsmæssigt har politistationen i Nuuk døgnåbent. I de øvrige distrikter er stationen bemandet mellem klokken 08.00-16.00, mens resten af døgnets timer dækkes af en vagtordning fra hjemmet. Vagthavende træffes telefonisk, når man ringer til det lokale politi. En vagtordning hos politimesterembedet varetages døgnets 24 timer af en jurist eller af en ledende polititjenestemand. Blandt mere målrettede opgaver kan nævnes politiets narkogruppe, der dels varetager narkoefterforskning på landsplan, dels bistår de øvrige distrikter med efterforskning i større narkosager. På færdselsområdet foretages sprit- og fartkontrol. Politiet skal i øvrigt også søge at hindre, at kriminalitet overhovedet opstår. Denne kriminalpræventive opgave varetages i samarbejde med andre lokale myndigheder, der også har til opgave at yde en forebyggende indsats.

Politiet udfører også eftersøgnings- og redningsopgaver, planlægning og gennemførelse af indsatsen ved katastrofesituationer og større politimæssige begivenheder under statsbesøg og lignende. Ansvaret for eftersøgnings- og redningstjenesten i Grønland er tredelt mellem Grønlands Kommando (Kangilinnguit/Grønnedal), der har ansvaret for søredningstjenesten af nødstedte skibe, Flyredningscentralen i Kangerlussuaq, der er ansvarlig for flyredningstjenesten af nødstedte luftfartøjer, og Politimesteren i Grønland, der er ansvarlig for landredningstjenesten, dvs. eftersøgnings- og redningsaktioner overalt til lands og i lokale farvandsområder. Til eftersøgningsopgaverne anvendes politikutterne, når det drejer sig om eftersøgning og redning i de indre farvande. Luftfartøjer chartres hos Grønlandsfly eller Air Alpha til brug ved eftersøgning over større områder. Søværnets helikopter eller fastvingede fly fra Kangerlussuaq og Narsarsuaq anvendes, når det er muligt. Endelig chartrer man lokale fiskefartøjer og turbåde, snescootere og hundeslæder.

Politiets opgaver med hensyn til kriminalitetsforfølgning omfatter anmeldelse og efterforskning af forbrydelser samt tiltalerejsning og retslig forfølgning. Langt de fleste politiopgaver klares af distriktet selv. Sker den kriminelle hændelse i en af distriktets bygder, afsendes politimandskab til bygden for at overtage sagen fra kommunefogeden. De indledende og uopsættelige skridt såsom anholdelse og sikring af gerningsstedet udføres af kommunefogeden efter retningslinjer for efterforskning og påtaleret, der er fastlagt i politimesterens anklageinstruks. På årlige inspektioner kontrolleres ved stikprøvevis gennemgang af distriktets kriminalsager, at legaliteten er i orden. Stationslederen er bemyndiget til at udfærdige bødeforlæg eller anklageskrift i sager om berigelseskriminalitet, når den uberettigede (tilsigtede) vinding ikke overstiger 5.000 kr., og i sager om vold, hvis der ikke er sket skade, eller hvis skaden kan karakteriseres som mindre, og der i øvrigt ikke er tale om gentagelse, således at frihedsberøvende foranstaltninger kan komme på tale. Afgørelse efter bestemte særlove som f.eks. færdselsloven, hundevedtægter, politivedtægter kan træffes af stationslederen. Bortset fra i landsretten er det distriktets polititjenestemænd, der møder som politianklagere i retten. Politifolkene får undervisning i anklagevirksomhed, både under grunduddannelsen og under efteruddannelse.

Fuldbyrdelsen af foranstaltninger påhviler fortsat i et vist omfang politiet. Som omtalt foreslår kommissionen, at ledelsen af kriminalforsorgens anstalter overtages af Ledelsen af Kriminalforsorgen i Grønland, der herefter forestår al fuldbyrdelse af for­anstalt­ning­er, bortset fra inddrivelse af bøder. Det vil fortsat være en arbejdskrævende opgave for politiet at varetage iværksættelse og senere ændringer af behandlings- og anbringelsesdomme mod psykisk syge kriminelle.

Fogedmyndigheden er efter retsplejeloven pålagt politiet og de kommunale pantefogeder og fordelt således, at pantefogeder tvangsfuldbyrder offentlige krav, mens politiet tvangsfuldbyrder civile krav og foretager ind- og udsættelsesforretninger. Herudover forestår politiet som nævnt bødeinddrivelser.

Andre politimæssige opgaver er administration af lovgivning om offentlige indsamlinger, om ind- og udførsel samt opbevaring og brug af våben (især aktuelt for de mange ekspeditioner over indlandsisen), udstedelse af pas og lovgivningen om kørekort og førerprøver. Desuden administrerer politiet tilladelser til offentlige arrangementer mv. i henhold til den af den enkelte kommunalbestyrelse udarbejdede politivedtægt. Hertil kommer bilinspektion, opdateringer og forespørgsler til centrale registre og administration af hittegods.

Som nævnt er politiet herudover pålagt en del privatretlige opgaver. Det drejer sig om sager om umyndiggørelse og lavværgemål, faderskabssager, ægteskabssager samt administration af erstatningsbeløb fastsat af erstatningsnævnet til ofre for forbrydelser.

4.8.3. Undersøgelser

4.8.3.1. Undersøgelse af befolkningens holdning til politiet. Undersøgelsen er forestået af Henrik Skydsbjerg, der på baggrund af resultaterne i undersøgelsen har udarbejdet rapporten »Befolkningen og politiet«, som er udgivet af kommissionen i november 1996.

Et repræsentativt udsnit af den grønlandske befolkning – et par tusind borgere – har besvaret en række spørgsmål om deres seneste kontakt med politiet og om, hvordan de som borgere har oplevet politiets måde at håndtere situationen på. I undersøgelsen tilkendegiver 81 pct. af borgerne tilfredshed med politiets generelle indsats. Imidlertid er der udsving på de enkelte områder, som undersøgelsen nærmere har beskæftiget sig med. Når borgerne selv retter henvendelse til politiet, er tilfredsheden størst på serviceområdet med 94 pct., men lav blandt ofre for forbrydelser, hvor kun 65 pct. var tilfredse med den behandling, de havde fået af politiet. I situationer, hvor det er politiet, der tager kontakt til borgeren, er tilfredsheden størst i fogedsager med 87 pct., mens kun 67 pct. er tilfredse med politiets håndtering af anholdelsessituationen. 21 pct. af de anholdte hævdede at have været udsat for politivold.

Om kriminalitet og tryghed i hverdagen tilkendegav 83 pct., at de aldrig eller næsten aldrig frygter vold i hjemmet, og 77 pct., at de aldrig eller næsten aldrig frygter vold uden for hjemmet. I de tilfælde, hvor borgeren beder om akut assistance, er 74 pct. tilfredse.

Om politiets prioritering af opgaverne mener lidt over halvdelen af de adspurgte, at politiet skal bruge mere tid på oplysning og undervisning. Lidt under halvdelen mener, at hashsager skal opprioriteres, mens næsten lige så mange mener, at politiet skal bruge mere tid på at tage sig af folk, når de har været udsat for kriminalitet.

4.8.3.2. Undersøgelse af politiets arbejdsvilkår. Økonom Claus Stensgård Jensen og socialrådgiver Gladys Kreutzmann har forestået undersøgelsen og udarbejdet rapporten »Politiets arbejdsvilkår«, der er publiceret i oktober 1998. Undersøgelsen omfatter politibetjente, reservebetjente, kommunefogeder og fratrådte politifolk. Undersøgelsen viser, at den ansatte ved politiet er glad for sin arbejdsplads og har et godt forhold til kollegerne. Arbejdet opfattes som selvstændigt og varieret. Ledelsen opleves som både loyal og kontrollerende. Der efterlyses imidlertid flere kurser og mere efteruddannelse, og især kommunefogederne efterlyser bedre arbejdslokaler, radioer og edb-udstyr mv. Arbejdsbelastningerne, herunder en ukontrollabel tjenestetid og mange voldsomme hændelser, er jævnt fordelt på alle typer af politidistrikter, store som små. Inden for nogle områder er der mere tilfredshed med arbejdet i mellemstore distrikter (fra 5 til 12 betjente).

Som begrundelser for (overvejelser om) at forlade tjenesten angives, at lønnen er for lav, at arbejdstiderne er for dårlige, og at mulighederne for efteruddannelse er utilfredsstillende. Desuden anføres det, at der er mange voldsomme hændelser, der kan påvirke privatlivet. Der peges i denne forbindelse på et udækket behov for bistand og støtte i forbindelse med sådanne hændelser.

Undersøgelsen afdækker et ønske om, at politiet udelukkende har politimæssige opgaver, og at civile sagsområder således overføres til andre myndigheder.

4.8.4. Politiklagenævn

Klager over politiets virksomhed har indtil 1. januar 2000 ikke været særskilt reguleret. Til brug for kommissionens overvejelser om behandlingen af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale udarbejdede politimesterembedet en opgørelse over samtlige skriftligt behandlede klager over politiet i årene 1992-1998. En fjerdedel af klagerne (15 af 60 sager) i 1992-1996 havde fået medhold af politimesteren, Rigsadvokaten eller Justitsministeriet (den almindelige klageadgang). I 1997 og 1998 behandlede politiet samlet 14 klager over politiets adfærd, 43 klager over politiets dispositioner og 17 anmeldelser af kriminelle forhold, begået af politiet i tjenesten.

Kommissionens overvejelser om et nyt og tids­svar­ende klagesystem tog på den ene side udgangspunkt i det gældende danske klagesystem. På den anden side var det ønsket at bevare en enstrenget og enkel ordning, der desuden måtte baseres på de muligheder, der er til stede i Grønland, og samtidig indebære nødvendigt kendskab til grønlandske forhold hos de medvirkende. Med disse krav forekom inddragelse af stats- eller Rigsadvokat både fjern og utilstrækkelig. Som følge af politikredsens særlige struktur og den jævnlige udskiftning af embedets indehaver indtager Politimesteren i Grønland en mere selvstændig holdning i forhold til politipersonalet end politimestre i Danmark. Hvis en grønlandsk »politimestermodel« blev kombineret med et politiklagenævn efter dansk model, ville det enstrengede system blive bevaret samtidig med, at det til betryggelse for offentligheden skulle overvåges af et uvildigt klagenævn, hvorved der som helhed skønnedes etableret et funktionsdygtigt og troværdigt klagesystem.

På denne baggrund er der oprettet et politiklagenævn for Grønland sammensat af en advokat, som praktiserer i Grønland, som formand og to lægmænd. Medlemmerne udpeges af Justitsministeriet efter indstilling fra henholdsvis Advokatrådet og Grønlands landsstyre. Nævnet skal løbende have tilsendt sagsakter i såvel adfærdsklager som kriminalsager mod politipersonale mv. Nævnet kan anmode politimesteren om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt samt tilkendegive over for politimesteren, hvordan sagen efter nævnets opfattelse skal behandles og afgøres. Uoverensstemmelser med politimesteren, herunder om dennes afgørelser i klagesager, kan af nævnet indbringes for Rigsadvokaten. Klager kan indgives både til politiet og til nævnet.

Det var kommissionens ønske, at en ny klageordning ikke skulle afvente færdiggørelse af kommissionens øvrige arbejde. Forslaget blev herefter gennemført som lov nr. 905 af 16. december 1998 om behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale i Grønland. Loven trådte i kraft den 1. januar 2000 og følges op af årlige beretninger fra Rigsadvokaten.

4.8.5. Vurdering af politiets struktur

Kommissionen sammenligner politiets nuværende organisation og virksomhed med et udbredt nærpoliti, hvor kontakten med befolkningen er endnu tættere end i Danmark på grund af landets geografi. Politiet i bysamfundene er synligt og som udgangspunkt med god føling med borgerne på grund af en tæt integration i lokalmiljøet. At dømme efter befolkningens holdning til det grønlandske politi viser Henrik Skydsbjergs undersøgelse, at ordningen er velfungerende. Der er således en overvejende positiv holdning til politiet. Ligeledes fremgår det af undersøgelsen om politiets arbejdsvilkår i Grønland, at holdningen til politiets struktur set fra medarbejderens side er overvejende positiv. Den væsentligste kritik rettes mod politiets ukontrollable tjeneste, som er meget udbredt på grund af opdelingen af politistyrken på 17 distrikter.

Med henblik på at imødegå denne ulempe har kommissionen overvejet at foreslå politistyrken samlet i f.eks. 3 regionale enheder på vestkysten og eventuelt 1 enhed på østkysten. Herved kunne man opnå en sådan koncentration af mandskab, at tjenesten kunne indrettes i kontrollabelt skifteholdsarbejde. En sådan regionalisering afvises imidlertid. Der må påregnes væsentlige rejse- og udetider i forbindelse med kriminalitetsforfølgning i de byer og bygder, som den regionale enhed betjener. Det anses for tvivlsomt, om sådanne øgede udetider vil være eftertragtede, og om øgede rejse- og udstationeringsudgifter vil opvejes af besparelser ved nedlæggelse af et antal distrikter. Hertil kommer, at der vil opstå ventetid med hensyn til politiets indsats og den politimæssige service.

Kommissionen finder, at der med det aktuelle antal politiforretninger og kriminallovsovertrædelser og et befolkningstal på ca. 1.500 er basis for at oprette yderligere et selvstændigt politidistrikt i Kangaatsiaq kommune, der hidtil har været betjent af 2 kommunefogeder og politiet i Aasiaat. En gennemførelse heraf forudsætter, at politistyrken kommer op på et højere antal polititjenestemænd, da styrken med det nuværende antal ikke tåler yderligere geografisk spredning.

4.8.6. Kommissionens forslag til ændringer

I sin virksomhed som anklagemyndighed er politimesteren efter retsplejeloven direkte underordnet Rigsadvokaten. Der er således ikke – som i Danmark – indskudt en regional statsadvokat mellem politimester og Rigsadvokat. Kommissionen finder den grønlandske ordning tilfredsstillende, men foreslår dog indført bestemmelser i retsplejeloven, hvorefter Rigsadvokaten skal føre tilsyn med Politimesteren i Grønlands behandling af kriminalsager svarende til statsadvokaternes tilsyn med politimestrenes behandling af straffesager. Desuden foreslås en ændring af den gældende bestemmelse om, at politimesterens beslutning om at rejse eller undlade tiltale ikke binder Rigsadvokaten eller justitsministeren. Der foreslås således indført udtrykkelige regler om påklage af politimesterens afgørelser til Rigsadvokaten, hvis afgørelser skal være endelige, hvilket indebærer en afskæring af klageadgang til justitsministeren (2-instansprincippet).

For at imødegå vanskeligheder med rekrutteringen til ledende juriststillinger inden for politiet, har Justitsministeriet fra sommeren 1998 iværksat en sommerassistanceordning for jurister.

Med henblik på at fastholde politipersonalet foreslår kommissionen en reduktion af ukontrollabel tjeneste og rådighedsvagter. Der satses på en forøgelse af politistyrken, således at den kommer op på 125 mand, hvorved presset på den enkelte medarbejder mindskes, og der åbnes mulighed for etablering af seniorstillinger for medarbejdere, der på grund af sygdom eller alder ikke længere er egnede til at deltage i skiftende tjeneste og rådighedstjeneste. Endvidere henstilles det, at der sker en forbedring af det nuværende lønniveau – der stort set svarer til det danske – ved at overføre de grønlandske polititjenestemænd til danske aftaler under de almindelige aftaleforhandlinger. Herved undgås flere års forsinkelse med justering af de grønlandske politifolks løn og klassificeringsforhold. For at fremme politiets arbejdsmiljø henstilles det, at stationer, der mangler så basale ting som rindende vand, istandsættes eller nybygges, og at den grønlandske politiuniform ændres til en mere praktisk og tidssvarende beklædning.

Der foreslås en målrettet indsats for at skaffe ansøgere, dels ved vedholdende oplysningsvirksomhed om politiets uddannelse, dels ved at fokusere mindre på fysikken og mere på ansøgerens sociale og faglige kvalifikationer med hensyn til politiopgaverne. Endvidere henstilles det, at uddannelsesaktiviteterne generelt fastholdes på det nuværende stade.

I et samarbejde med hjemmestyret og kommunerne er der iværksat en koordinering og styrkelse af myndighedernes indsats i bygderne. Bl.a. søges forbedrede muligheder for detentionsanbringelse ved brug af eksisterende faciliteter. Desuden anbefales det at identificere alle kommunefogedens opgaver, også sådanne som ligger uden for selve kommunefogedgerningen, og herefter vurdere, hvorvidt disse opgaver ud fra en samlet vurdering kan føre til, at der stilles kontorfaciliteter og eventuelt kommunikationsmidler til rådighed, eventuelt inden for bygderådets egen administration, i flere af de store bygder. Samtidig foreslås det at fastlægge alle opgaver, således at disse sammen med de politimæssige opgaver kan danne grundlag for en forbedret aflønningsform og dermed højere løn.

De fleste fogedforretninger og opgaver af privatretlig karakter foreslås som nævnt fjernet fra politiets virksomhed.

Det foreslås desuden, at den eksisterende adgang til at iværksætte afsoning af ubetalte bøder udnyttes i praksis.

Efter politiets vurdering er det ønskeligt med 5 politikuttere for at kunne betjene byer og bygder, når vejr og is tillader det, og for at kunne udføre eftersøgnings- og redningstjeneste i de indre grønlandske farvande. Kommissionen anbefaler derfor, at det tilstræbes at anskaffe yderligere 1 politikutter, hvis der måtte vise sig økonomisk mulighed herfor.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit XVIII.

4.9. Opfølgning på kommissionens forslag

4.9.1. Baggrund

Kommissionen har overvejet, om det er muligt og ønskeligt, at der foretages løbende undersøgelser af det grønlandske retsvæsens funktion efter gennemførelsen af kommissionens forslag om ny lovgivning og ændrede administrative strukturer.

Retsplejeloven af 1951 og kriminalloven af 1954 blev som bekendt udarbejdet på grundlag af undersøgelser og forslag, udarbejdet af henholdsvis Grønlandskommissionen af 1950 og Den juridiske ekspedition (1948-50). Lovgivningen blev desuden flere gange genstand for samfundsvidenskabelige undersøgelser, for kriminallovens vedkommende med baggrund i lovens bestemmelse om revision 5 år efter ikraftsættelsen. Med baggrund heri udtalte det daværende grønlandske lovudvalg sig om retsvæsenets virke og forberedte ændringer i lovgivningen til brug for politikerne. De positive erfaringer med dette samspil mellem samfundsforskning, administratorer og politikere, der fandt sted i perioden fra reformernes forberedelse til 1980’ernes begyndelse, har virket som inspiration for kommissionens forslag.

4.9.2. Kommissionens forslag

Kommissionen finder det ønskeligt at sikre en generel overvågning af den særlige lovgivning for Grønland, dels således at lovgivningen ikke forældes i forhold til kravene fra bl.a. internationale konventioner, dels således at der erhverves kendskab til lovenes funktion i praksis. Mens en generel overvågning af lovgivningen og selve det lovforberedende arbejde per definition hører til ressortministeriets arbejde, er det i dag ikke en selvfølge at der afsættes ressourcer til retssociologiske eller andre samfundsvidenskabelige undersøgelser af den særlige lovgivning for Grønland. Hertil kommer, at samfundsvidenskabelige undersøgelser af retsvæsenet alene næppe ville give mening eller helhed uden inddragelse af andre dele af samfundet, som nu er hjemmestyreanliggender, f.eks. socialvæsenet og sundhedsvæsenet.

Mere konkret henstilles det at sikre en viden om, hvorledes følgende forslag fungerer i praksis, således at der skaffes et grundlag for at rette eventuelle skævheder eller i øvrigt foretage ændringer.

For retsplejelovens vedkommende:

den iværksatte kredsdommeruddannelse

den iværksatte forsvareruddannelse

rekrutteringsforhold, herunder lønninger

samarbejdet mellem kredsret og den juridiske domstol i 1. instans

fordelingen af kompetence mellem kredsdommere og den juridiske domstol i 1. instans

Grønlands Landsret som ankeinstans

kredsretternes antal, placering og personalenormering

For kriminallovens vedkommende:

funktionen af de enkelte foranstaltninger

behovet for andre, nye foranstaltningstyper

For at sikre den fortsatte revision af den grønlandske kriminal- og retsplejelovgivning samt interessen for forskning i det grønlandske retsvæsen anbefales det, at der nedsættes et råd, Rådet for Grønlands Retsvæsen, bestående af repræsentanter for:

Justitsministeriet

Domstolsstyrelsen

Direktoratet for Kriminalforsorgen

Grønlands Hjemmestyre

Landsdommeren i Grønland

Dommeren ved Retten i Grønland

Politimesteren i Grønland

Lederen af kriminalforsorgen i Grønland

Kanukoka

samt en advokat

en forsvarer

en universitetslærer/forsker

Det anbefales, at hjemmestyret og rigsmyndighederne (Justitsministeriet) i fællesskab udpeger en formand i eller uden for kredsen af rådets medlemmer.

Kommissionen finder det væsentligt ved en lovfæstelse at skabe den nødvendige sikkerhed for, at der sker en fortsat faglig overvågning af retsvæsenets funktion i Grønland.

Opgaverne for rådet vil bl.a. være at udvikle lovgrundlag mv., tage initiativ til forskning som grundlag herfor, følge de enkelte retsmyndigheders funktion og uddannelsesbehov samt eventuelt afholde seminarer til brug for hjemmestyret om status inden for retsvæsenet.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit XIX.

4.10. Kommissionens forslag til råd og udvalg mv.

Som konsekvens af kommissionens reformforslag eller med henblik på opfølgning herpå foreslås der oprettet en række råd og udvalg mv. I skematisk form ser oversigten over disse således ud:

»RIGSORGANER«
NAVN
SAMMENSÆTNING
OPGAVER
REFERENCER
Rådet for Grønlands Retsvæsen
Repræsentanter for Justitsministeriet, Domstolsstyrelsen, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Grønlands Hjemmestyre, landsdommeren i Grønland, dommeren ved Retten i Grønland, politimesteren i Grønland, lederen af kriminalforsorgen i Grønland, Kanukoka samt en advokat, en forsvarer og en universitetslærer
Koordination mellem hjemmestyre og rigsmyndigheder, udvikling af lovgrundlag mv. og initiativtager til forskning som grundlag herfor, samt at følge de enkelte retsmyndigheders funktion og uddannelsesbehov
Betænkningens afsnit XIX og lovforslagets §§ 742-743
 
CENTRALT I GRØNLAND
NAVN
SAMMENSÆTNING
OPGAVER
REFERENCER
Dommerrådet
Landsdommeren, dommeren ved Retten i Grønland og en kredsdommer. I sager om udnævnelse mv. desuden to offentlighedsrepræsentanter
Ansætter »kredsdommer-kandidater«, afgiver indstilling til Domstolsstyrelsen om udnævnelse af kredsdommere, træffer afgørelse om tilladelse til kredsdommeres bierhverv, behandler disciplinærsager vedrørende kredsdommere
Betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.2. og 5.4.2.1. samt lovforslagets §§ 10-11
Det Grønlandske Kriminalpræventive Råd
Repræsentanter for politiet, kriminalforsorgen, Socialdirektoratet, Sundhedsdirektoratet, Kanukoka, brancheorganisationer, arbejdsgiverorganisationer og lønmodtagerorganisationer
Forum for erfaringsudveksling, produktion af informations- og undervisningsmateriale samt rådgivning af lokale SSPK-udvalg
Betænkningens afsnit XIII, kap. 3.1.3. og lovforslagets §§ 744-745
Det Centrale Kontaktudvalg for Retsvæsenet vedrørende Kriminal­sager
Landsdommeren, dommeren ved Retten i Grønland, politimesteren, lederen af kriminalforsorgen
Gensidig orientering om og drøftelse af administrative emner af interesse for det samlede retsvæsen
Betænkningens afsnit XVI, kap. 3.6.1.
Det Centrale Koordinationsudvalg vedrørende Kriminalforsorgen
Repræsentanter for Ledelsen af Kriminalforsorgen i Grønland, Socialdirektoratet, Sundhedsdirektoratet og eventuelt Kanukoka
Gensidig orientering om og drøftelse af spørgsmål af fælles interesse. Udarbejdelse af generelle planer for særlige grupper af klienter, f.eks. psykisk syge kriminelle.
Betænkningens afsnit XVI, kap. 3.6.2.
 
LOKALT I GRØNLAND
NAVN
SAMMENSÆTNING
OPGAVER
REFERENCER
Det Lokale Kontaktudvalg for Retsvæsenet vedrørende Kriminal­sager
Kredsdommer, stationsleder og kriminalforsorgsmedarbejder i den enkelte retskreds/politidistrikt (kan om nødvendigt indkalde socialforvaltningen)
Gensidig orientering om og drøftelse af administrative emner af interesse for det samlede retsvæsen
Betænkningens afsnit XVI, kap. 3.6.1.
Det Lokale Koordinationsudvalg vedrørende Kriminalforsorgen
Repræsentanter for kriminalforsorgen, socialvæsenet og sundhedsvæsenet i den enkelte kommune
Gensidig orientering om og drøftelse af spørgsmål af fælles interesse
Betænkningens afsnit XVI, kap. 3.6.2.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit XX.

5. Justitsministeriets overvejelser

5.1. Indledning

Den Grønlandske Retsvæsenskommission har udført et meget omfattende arbejde med henblik på at reformere den grønlandske retspleje.

Kommissionen har udført sit arbejde som et bredt sammensat organ, der har repræsenteret alle væsentlige interesser og en betydelig indsigt i grønlandske forhold. Den har i sit arbejde inddraget en lang række hensyn, så forslaget til et nyt retsplejesystem tilgodeser ønsket om at sikre en høj kvalitet i retssagsbehandlingen og fremstår afbalanceret i forhold til grønlandske interesser, hensynet til rigsfællesskabet som helhed og hensynet til internationale forpligtelser.

På den baggrund kan Justitsministeriet tilslutte sig kommissionens forslag og udkast til en ny retsplejelov for Grønland.

På enkelte områder har Justitsministeriet fundet anledning til at foreslå en vis tilpasning af kommissionens forslag og lovudkast.

Der henvises i den forbindelse til pkt. 5.2. nedenfor, hvor der er redegjort for Justitsministeriets overvejelser om en eventuel opdatering af kommissionens lovudkast i forhold til de ændringer, der er sket i den danske retsplejelov, siden kommissionen afsluttede sit arbejde.

Under pkt. 5.3. er der redegjort for Justitsministeriets overvejelser om en ny retskredsstruktur.

Under pkt. 5.4. er der redegjort for Justitsministeriets overvejelser om påtænkte administrative konsekvenser af lovforslaget.

Under pkt. 5.5. er gengivet Justitsministeriets øvrige overvejelser.

5.2. Ændringer i den danske retsplejelov siden kommissionen afsluttede sit arbejde

Kommissionen har i sit arbejde i vidt omfang foretaget en sammenligning i forhold til de gældende regler i den danske retsplejelov, og kommissionen har i overensstemmelse med sit kommissorium inddraget hensynet til, at Grønland lever op til de internationale forpligtelser, som gælder for riget.

Der er sket en række ændringer af den danske retsplejelov, siden kommissionen afsluttede sit arbejde, herunder ændringer som følge af internationale forpligtelser.

Blandt ændringerne i 2003 kan nævnes lov nr. 228 af 2. april 2003 om ændring af reglerne om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn, jf. betænkning nr. 1420/2002, hvorved bl.a. reglerne om anvendelse af videoafhøring af børn blev formaliseret. Endvidere skete der ved lov nr. 436 af 10. juni 2003 en række ændringer af den danske retsplejelovs regler om behandlingen af straffesager med henblik på bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet. F.eks. blev der indført en begrænset adgang for politiet til at anvende civile personer som agenter, ligesom reglerne om dørlukning, vidnebeskyttelse, forsvarerens aktindsigt og dataaflæsning blev ændret.

Blandt ændringerne af den danske retsplejelov i 2004 kan nævnes lov nr. 215 af 31. marts 2004 om offentlighed i retsplejen, der byggede på Retsplejerådets betænkning nr. 1427/2003. Endvidere skete der ved lov nr. 352 af 19. maj 2004 en række ændringer, der byggede på betænkning nr. 1417/2002 fra Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet og som bl.a. indførte en bestemmelse om såkaldt hastesikring af elektroniske data, der var nødvendig for, at Danmark kunne ratificere Europarådets konvention om IT-kriminalitet.

Fra 2005 kan bl.a. nævnes lov nr. 554 af 24. juni 2005, som havde til formål at justere reglerne om sagsomkostninger, retshjælp og fri proces. Endvidere kan nævnes lov nr. 558 af 24. juni 2005 om bl.a. forbedring af voldtægtsofres retsstilling. Endelig skete der ved lov nr. 1399 af 21. december 2005 bl.a. en ændring af bestemmelserne om Den Særlige Klageret, således at klageretten også i sager om klager over dommeres adfærd mv. skal bestå af samtlige fem medlemmer, dvs. som noget nyt også de to medlemmer, som ikke er dommere.

Blandt ændringerne af den danske retsplejelov i 2006 kan det nævnes, at der ved lov nr. 537 af 8. juni 2006 skete en ændring af reglerne om dommeres bibeskæftigelse. Endvidere skete der ved lov nr. 542 af 8. juni 2006 en række ændringer med henblik på at styrke indsatsen for at bekæmpe terrorisme. Endelig skete der ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 (Politi- og domstolsreform) gennemgribende ændringer af reguleringen af politiets og domstolenes forhold.

I 2007 blev den danske retsplejelov bl.a. ændret ved lov nr. 520 af 6. juni 2007, der ændrede reguleringen af advokaters forhold. Herved skete der bl.a. en ændring af reguleringen af Advokatsamfundet og en forenkling af klagesystemet.

Justitsministeriet har overvejet, om de anførte ændringer og øvrige ændringer af den danske retsplejelov, der er vedtaget, efter at kommissionen har afsluttet sit arbejde, bør indgå i forslaget til retsplejelov for Grønland – i givet fald med de nødvendige tilpasninger til de grønlandske forhold. Det bemærkes, at Politimesteren i Grønland i sit høringssvar over betænkningen har anført, at et forslag til en ny retsplejelov for Grønland bør ajourføres med de seneste ændringer i den danske retsplejelov.

Justitsministeriet finder, at der på nogle punkter kan være behov for at opdatere en kommende retsplejelov, der bygger på kommissionens forslag, således at der også kan tages hensyn til en række af de ændringer af den danske retsplejelov, der er sket efter afslutningen af kommissionens arbejde. Det er samtidig efter Justitsministeriets opfattelse væsentligt, at de nærmere overvejelser om en sådan opdatering, der omfatter de seneste års ændringer i den danske retsplejelov, sker i en sammenhæng, der bl.a. sikrer inddragelse af den nødvendige særlige indsigt i de grønlandske retsplejemæssige forhold.

Kommissionen har foreslået, at der nedsættes et permanent Råd for Grønlands Retsvæsen bl.a. for at fremme den fortsatte løbende revision af den grønlandske kriminal- og retsplejelovgivning. Det foreslås, at rådet sammensættes bredt af såvel grønlandske myndigheder som rigsmyndigheder mv. Justitsministeriet kan som anført nedenfor tilslutte sig, at der nedsættes et sådant råd.

Det vil efter Justitsministeriets opfattelse være mest hensigtsmæssigt at lade det nye råd gennemgå og overveje behovet for justeringer af retsplejeloven som følge af de seneste ændringer i den danske retsplejelov.

Nærværende forslag svarer derfor som udgangspunkt til det lovudkast, som kommissionen har udarbejdet efter at have inddraget de ændringer af den danske retsplejelov, der er vedtaget i perioden indtil sommeren 2002. Justitsministeriet har dog fundet, at der er behov for allerede i forbindelse med nærværende forslag til en ny retsplejelov for Grønland at foretage sådanne opdateringer, der navnlig er nødvendige for, at internationale forpligtelser, som Danmark har påtaget sig, og som er relevante for Grønland, kan udvides til også at gælde for Grønland.

Justitsministeriet har i den forbindelse fundet det hensigtsmæssigt at foretage en vis opdatering af kommissionens lovudkast som følge af lov nr. 352 af 19. maj 2004 med henblik på, at Danmarks forpligtelser efter Europarådets konvention om IT-kriminalitet kan udvides til også at gælde for Grønland for så vidt angår konventionens regler om hastesikring af elektroniske data. Formålet med i § 394 at indføre en bestemmelse om hastesikring er at sikre, at udbydere af telenet og teletjenester kan pålægges i en periode på op til 90 dage at opbevare allerede eksisterende oplysninger, som er i udbyderens besiddelse, med henblik på, at oplysningerne – hvis betingelserne herfor er opfyldt – på et senere tidspunkt kan udleveres til brug for efterforskningen af en forbrydelse. Herved mindskes risikoen for, at relevante oplysninger går tabt. Efter den foreslåede bestemmelse påhviler det endvidere udbydere af telenet og teletjenester som led i hastesikring uden ugrundet ophold at videregive trafikdata om andre udbydere, hvis net eller tjenester har været anvendt i forbindelse med den elektroniske kommunikation, som kan være af betydning for efterforskningen.

Der henvises i øvrigt til Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 1810-1816.

Det bemærkes endvidere, at der uden ændringer i § 33 i kommissionens lovudkast gennem henvisningen til den danske retsplejelovs §§ 47-50 vil ske en implementering af de regler om dommeres bibeskæftigelse, der blev indført ved lov nr. 537 af 8. juni 2006. Justitsministeriet har fundet det rigtigst, at der på dette punkt gælder de samme regler for dommeren ved Retten i Grønland og landsdommeren ved Grønlands Landsret som for de danske dommere. Domstolsstyrelsen har i øvrigt oplyst, at omfanget af bibeskæftigelse for Landsdommeren i Grønland gennem en længere årrække har været ganske begrænset.

Endelig er der foretaget de ændringer af kapitel 5 i kommissionens lovudkast om advokater, der er nødvendige som følge af lov nr. 520 af 6. juni 2007.

5.3. Retskredsstruktur

I overvejelserne om fastlæggelsen af den fremtidige retskredsstruktur for Grønland kan der inddrages en række hensyn, der til dels er modsatrettede. Det drejer sig navnlig om hensynet til det nærhedsprincip, der med en kredsret i hver by siden retsplejelovens vedtagelse i 1951 har spillet en stor rolle, hensynet til at kunne fastansætte kredsdommere på fuld tid, hensynet til at kunne skabe fagligt udviklende miljøer – både for kredsdommere og for kredsretternes øvrige personale – samt hensynet til at kunne rekruttere velkvalificeret personale og skabe muligheder for en hensigtsmæssig anvendelse af ressourcerne.

Disse hensyn ligger med varierende vægtning til grund for både kommissionens flertals og mindretallenes anbefalinger, jf. nærmere pkt. 4.1.5. ovenfor.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med anbefalingen fra kommissionens flertal, som bl.a. anfører, at der under hensyntagen til de geografiske, demografiske og trafikale forhold i Grønland er behov for at bevare de 18 grønlandske retskredse med tilhørende tingsteder – én for hver by – med henblik på at opretholde den lokale forankring af retsvæsenet.

For at imødegå de rekrutteringsvanskeligheder, som retsvæsenet i Grønland i en årrække har stået overfor, og for at kunne opnå en mere fleksibel ressourceudnyttelse og et bedre fagligt miljø for fuldtidsansatte kredsdommere og det øvrige kredsretspersonale foreslår Justitsministeriet samtidig, at der gennemføres en vis koncentrering af de personalemæssige ressourcer.

Samtidig med at samtlige retskredse og tingsteder bevares, foreslår Justitsministeriet således en ordning, hvor kredsdommere kan udnævnes til at være kredsdommer i flere retskredse, således at vedkommende kan placeres med et fast kontorsted i en af de større byer inden for de pågældende retskredse. Eksempelvis kan man forestille sig, at 3 kredsdommere udnævnes til alle at være kredsdommere i de samme retskredse med fælles fast kontorsted i en større by i en af retskredsene. Tilsvarende vil retssekretærerne i et vist omfang kunne placeres på et af disse fælles faste kontorsteder. Kredsdommere og retssekretærer vil herefter i fornødent omfang kunne foretage tjenesterejser til de retskredse, der ikke har et fælles fast kontorsted.

Denne ordning vil skabe bedre muligheder for, at sagsbehandlingen ved kredsretterne sker med høj kvalitet samt med stabile sagsbehandlingstider og med effektiv ressourceanvendelse. Kredsretterne bliver mindre sårbare over for vakancer, sygdom og ferie, og kredsdommere og i et vist omfang retssekretærer kan få mulighed for at arbejde i mere fagligt udviklende miljøer, og kredsdommerne kan endvidere fastansættes på fuld tid, idet der kan ske en hensigtsmæssig fordeling af de forskellige retskredses indkomne sager. Det må antages, at disse forhold vil gøre kredsdommerhvervene mere attraktive og dermed forbedre mulighederne for at rekruttere og fastholde velkvalificerede kredsdommere. Tilsvarende må antages at gælde for retssekretærerne. Samtidig opnås der væsentlige fordele i forbindelse med den praktiske uddannelse af kredsdommerkandidater, idet de i forbindelse med deres midlertidige beskikkelse under uddannelsesforløbet kan indgå i de faglige miljøer i stedet for at være midlertidigt beskikket som den eneste dommer i en retskreds.

I retskredse, hvor sagsantallet kan begrunde ansættelsen af mindst 2 kredsdommere, herunder navnlig i Nuuk, vil der ikke være grund til at beskikke kredsdommere for mere end denne retskreds, medmindre særlige forhold gør sig gældende. Omvendt kan der efter omstændighederne i særligt tyndt befolkede egne blive tale om at beskikke én enkelt dommer til at dække mere end én retskreds.

Som forudsat af kommissionen i betænkningens afsnit VI, kapitel 5.4. bør den nærmere gennemførelse af den beskrevne ordning foretages af Domstolsstyrelsen i tæt samarbejde med landsdommeren og efter høring af Kredsdommerforeningen og retssekretærernes forening.

Med udgangspunkt i de nuværende forhold har Domstolsstyrelsen som illustration peget på muligheden for at placere de fælles faste kontorsteder i Qaqortoq (som kunne dække retskredsene Nanortalik, Qaqortoq, Narsaq, Ivittuut og Paamiut), Nuuk (omfattende alene Nuuk retskreds), Sisimiut (som kunne dække retskredsene Maniitsoq, Sisimiut og Kangaatsiaq), Ilulissat (som kunne dække retskredsene Aasiaat, Qasigiannguit, Qeqertarsuaq, Ilulissat, Uummannaq, Upernavik og Qaanaaq) og Tasiilaq (som kunne dække Ammassalik retskreds og Illoqqortoormiut retskreds). Fordelingen af kredsdommerne på disse faste kontorsteder kunne eksempelvis ske således, at to kredsdommere placeres med udgangspunkt i Qaqortoq, fire kredsdommere med udgangspunkt i Nuuk, to kredsdommere med udgangspunkt i Sisimiut, tre kredsdommere med udgangspunkt i Ilulissat og en enkelt kredsdommer med udgangspunkt i Tasiilaq. Udover disse fælles faste kontorsteder kunne der efter omstændighederne være tale om fast bemanding i flere andre retskredse.

Der er som anført alene tale om en mulig placering af de fælles faste kontorsteder mv., idet den nærmere gennemførelse ikke lægges fast med lovforslaget, men som anført vil skulle foretages af Domstolsstyrelsen i tæt samarbejde med bl.a. landsdommeren.

Det foreslås, at det samlede antal kredsdommere ikke fastsættes i retsplejeloven, men fastsættes af Domstolsstyrelsen og tilpasses sagsbelastningen ved de enkelte faste kontorsteder i tæt dialog mellem Domstolsstyrelsen og Dommerrådet.

Det er forudsat, at inddelingen i retskredse vil svare til den nuværende kommunalinddeling, dog således at Pituffik (Thule Air Base), der ligger uden for kommunalinddelingen, lægges ind under Qaanaaq kredsret, og således, at andre områder uden for kommunalinddelingen (Nationalparken i Nordøstgrønland) lægges ind under Nuuk retskreds.

Grønlands Hjemmestyre har i sit høringssvar over et udkast til lovforslaget anført, at man har indhentet udtalelser om den foreslåede retskredsstruktur fra landsdommeren i Grønland, Kredsdommerforeningen og politimesteren i Grønland, og at disse myndigheder i dag mener, at en form for regionalisering af retskredsene vil være hensigtsmæssig. Hjemmestyret opfordrer på denne baggrund til, at retskredsstrukturen gen­over­vejes.

Den model for den fremtidige retskredsstruktur, som er beskrevet ovenfor, vil indebære en vis regionalisering af kredsretternes virksomhed, idet der lægges op til at samle de personalemæssige ressourcer m.v. i færre byer.

Justitsministeriet vil på den anførte baggrund anmode det foreslåede Råd for Grønlands Retsvæsen om som sin første opgave at overveje, om der i lyset af de modsatrettede hensyn, der gør sig gældende, er anledning til at gennemføre en yderligere regionalisering, som indebærer færre retskredse. Et nærmere konkretiseret forslag om at ændre retskredsstrukturen vil i givet fald blive forelagt for Grønlands Hjemmestyre med henblik på, at der herefter vil kunne fremsættes et lovforslag for Folketinget. Det bemærkes, at en sådan ændring af retskredsstrukturen således i givet fald næppe vil kunne træde i kraft allerede samtidig med dette lovforslag den 1. januar 2010.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kapitel 5.2.-5.4.

5.4. Påtænkte administrative konsekvenser af lovforslaget

5.4.1. Konsekvenser af lovforslaget i forhold til domstolenes forhold

5.4.1.1. Etablering af ny retsinstans – Retten i Grønland

Det foreslås, at der fremover skal være to juridiske domstole i Grønland, henholdsvis Grønlands Landsret og Retten i Grønland, begge med hovedsæde i Nuuk.

Landsretten i Grønland vil med lovforslaget få til opgave at behandle ankesager, hvoraf nogle i dag varetages af Østre Landsret. Samtidig overtager Retten i Grønland langt hovedparten af landsrettens nuværende opgaver.

Retten i Grønlands personalebehov og dermed også lokalebehov kommer således til stort set at svare til Landsretten i Grønlands behov i dag, mens Landsretten i Grønland på grund af de ændrede opgaver vil få væsentligt færre medarbejdere og derfor et væsentligt reduceret lokalebehov.

Landsretten i Grønland og vejledningsafdelingen har i dag lokaler i bygninger, som lejes hos Slots- og Ejendomsstyrelsen, og som også anvendes af Kredsretten i Nuuk. Administrationsafdelingen ligger adskilt fra landsretten i et særskilt lejemål.

Domstolsstyrelsen har oplyst, at styrelsen forventer, at Retten i Grønland skal have lokaler i den bygning, der i dag anvendes af Landsretten i Grønland og Kredsretten i Nuuk. Det er planen, at lokalerne skal udbygges, således at Administrationsafdelingen kan samles med Retten i Grønland og Kredsretten i Nuuk. I den forbindelse vil de lokaler, som Administrationsafdelingen i dag anvender, blive opsagt.

Domstolsstyrelsen forventer, at Landsretten i Grønland skal have lokaler i et andet (nyt) lejemål. Som det er sket i forbindelse med gennemførelsen af domstolsreformen, jf. lov nr. 538 af 8. juni 2006, vil Domstolsstyrelsen tage kontakt til Slots- og Ejendomsstyrelsen med henblik på at drøfte mulighederne for at leje eksisterende kontorbyggeri eller opføre en ny bygning til Landsretten i Grønland i Nuuk.

Landsrettens lokalemæssige behov vil således ikke blive søgt løst ved en yderligere udvidelse af de nuværende lokaler, da en samling af landsretten og Retten i Grønland i samme bygning ville kunne rejse tvivl om, hvorvidt der er den fornødne personelle og funktionelle uafhængighed mellem de to retter, som også anført af kommissionen i betænkningens afsnit VI, kapitel 7.4.2.1.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kapitel 7.4.2.1.

5.4.1.2. Anskaffelse af videokonferenceudstyr

Det foreslås, at der indføres mulighed for i den grønlandske retspleje at anvende fjernkommunikationsudstyr i form af videokonferenceudstyr i forbindelse med retsmøder, jf. også betænkningens afsnit VIII, kapitel 4.3. og 4.5.2.

I forbindelse med kommissionens overvejelser herom har der været gennemført forsøg med anvendelse af videokonferenceudstyr ved de grønlandske domstole. Erfaringerne hermed har været meget positive. Deltagerne i retsmøderne har følt sig trygge ved at anvende udstyret, og de pågældende har kunnet undgå de lange og tidskrævende rejser til retsmøderne, som ellers ofte er nødvendige i Grønland.

Forslaget har til formål at give retterne hjemmel til at anvende fjernkommunikationsudstyr i forbindelse med retssager under de nærmere angivne betingelser, der fremgår af bestemmelserne i forslaget til retsplejelovens §§ 128, 141 og 163.

I forbindelse med ikraftsættelsen af forslaget forventes den nuværende forsøgsordning med fjernkommunikationsudstyr at blive udbredt, således at der inden for en kort årrække bliver installeret fjernkommunikationsudstyr ved alle retterne i Grønland.

5.4.1.3. Uddannelse af kredsdommere

Det foreslås, at der først kan ske endelig udnævnelse af en person som kredsdommer, når den pågældende efter ansættelse som kredsdommerkandidat har gennemgået en særlig kredsdommeruddannelse. I særlige tilfælde vil Domstolsstyrelsen dog kunne fritage en person fra kravet om uddannelse.

De personer, der i dag beskikkes som kredsdommerne, er normalt lægpersoner, som ikke på forhånd har særligt kendskab til retsvæsnet. Behovet for en egentlig uddannelse af kredsdommerne er beskrevet nærmere i betænkningens afsnit VI, kapitel 5.4.2.1. og kapitel 6.1.

For at sikre, at det alene bliver personer, der har en nødvendig indsigt i retsvæsnets forhold, der udnævnes i stillinger som kredsdommere, er det nødvendigt at stille krav om, at de pågældende har gennemgået den påtænkte kredsdommeruddannelse, herunder bestået de prøver, der skal aflægges i forbindelse med uddannelsen.

Domstolsstyrelsen har oplyst, at Vejledningsafdelingen ved Grønlands Landsret i efteråret 2006 har udarbejdet et samlet kredsdommeruddannelsesprogram, som starter i 2007 og afsluttes med en prøve i 2010. Programmet giver mulighed for at tilbyde især de nuværende kredsdommere en samlet uddannelse, således at de i givet fald vil kunne udnævnes i stillingen som kredsdommer i forbindelse med, at de nye regler efter forslaget sættes i kraft i 2010. De første skridt mod sikre, at lovforslagets uddannelseskrav kan opfyldes, er således allerede taget.

Uddannelsesprogrammet kommer til at bestå af 7 kursusmoduler, fordelt på 2 moduler hvert af de 3 første år og et sidste modul i starten af 2010 i sammenhæng med en afsluttende prøve. De personer, der ikke består den afsluttende prøve, vil få mulighed for at gå op til en ny prøve 6 måneder senere efter et opsamlingskursus af 5 dages varighed.

5.4.1.4. Lønvilkår for kredsdommere

Efter den nuværende ordning er kredsdommerhvervet et borgerligt ombud, og de fleste kredsdommere har et andet arbejde ved siden af. Kredsdommerne modtager et vederlag for det konkrete arbejde, de har udført som kredsdommere, efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1030 af 13. december 2001 om afholdelse af udgifter i forbindelse med behandling af retssager i Grønland. Vederlaget, der dels er baseret på et fast årligt beløb, der er forskelligt fra kredsret til kredsret, dels et beløb pr. halve/hele dag, kredsdommerne er borte fra hjemmet, er sidst blevet forhøjet i 2002.

Som led i reformen foreslås det, at kredsdommerne fastansættes og forud for fastansættelsen gennemgår en kredsdommeruddannelse. Kredsdommerstillinger bliver fuldtidsstillinger. Det bliver således en forudsætning for de personer, der søger stillingerne som kredsdommere, at de er indstillet på at opgive deres nuværende erhverv og dermed eventuelt træde ud af et karriereforløb.

Det vil derfor være væsentligt for rekrutteringen til kredsdommerstillingerne, at der kan tilbydes attraktive løn- og ansættelsesforhold.

Forslaget om en reform af det grønlandske retsvæsen er blandt andet udtryk for et ønske om at sikre, at opgaverne bliver løst med en høj kvalitet med ensartede sagsbehandlingstider og effektiv ressourceanvendelse. Dette sikres først og fremmest ved at professionalisere arbejdet i kredsretterne.

Professionalisering forudsætter et udviklende fagligt miljø, og lønforholdene i stillingerne skal tillige have fastholdelsesmomenter indbygget, hvilket blandt andet kunne være mulighed for lønudvikling i stillingerne.

Aflønningen i kredsdommerstillingerne bør ligeledes ske under hensyntagen til lønniveauet i andre stillinger, der anerkendes som centrale offentlige stillinger, med henblik på at sikre kredsdommernes generelle anerkendelse i det grønlandske samfund.

Endelig bør aflønningen afpasses i forhold til de juridisk uddannede medarbejdere ved Retten i Grønland.

5.4.2. Konsekvenser af lovforslaget i forhold til advokater og forsvarere mv.

5.4.2.1. Hjemmel til udpegning af landsforsvarer m.v.

Med udgangspunkt i betænkningen foreslås det, at der indsættes en hjemmel for justitsministeren til at udpege en offentlig eller privat landsforsvarer til at varetage opgaverne med uddannelse og rådgivning af samt tilsyn med forsvarere i Grønland. Formålet hermed er at styrke rammerne omkring forsvarerne, at landsforsvareren kan bidrage ved udvælgelsen, uddannelsen og rådgivningen af de læge forsvarere og at etablere et passende tilsyn med kvaliteten af deres virksomhed.

Indtil en landsforsvarer er udpeget, forudsættes disse opgaver at blive varetaget af Retten i Grønland, jf. nedenfor om uddannelse af forsvarere.

Der henvises til betænkningens afsnit VII, kapitel 2.3.8.

Kommissionen har endvidere peget på, at der er behov for at sikre, at forsvarerne bliver samlet i en forening, hvor kontakten mellem forsvarerne og det advokatkontor, der på sigt vil kunne forestå forsvareruddannelsen, fremmes. Retsvæsenet har desuden et selvstændigt behov for, at forsvarerne er repræsenteret gennem en fælles forening, som kan være forsvarernes fælles talerør og samarbejdspartner i forhold til instanserne i retsvæsnet.

Med støtte fra blandt andre Grønlands Landsret blev der i 2000 oprettet en bisidderforening, som kunne bidrage til at skabe fastere rammer for bisidderne (forsvarerne).

Foreningen får til brug for sine aktiviteter støtte fra Grønlands Landsret ved, at retsvæsenet stiller telefoner, frankerings- og kopimaskiner til rådighed for en gruppe bisiddere, der i dag udfører arbejde for foreningen. Det foreslås, at denne ordning fortsætter.

Der henvises i den forbindelse til betænkningens afsnit VII, kapitel 2.3.11.

5.4.2.2. Uddannelse af forsvarere

Det foreslås, at personer, der beskikkes som forsvarere i kriminalsager, fremover skal være autoriserede af dommeren ved Retten i Grønland til at virke som forsvarere i kriminalsager i første instans.

Det foreslås endvidere, at autorisation alene skal kunne meddeles personer, der er uberygtede og myndige over 18 år, og som har gennemgået en særlig forsvareruddannelse, jf. nærmere forslaget til retsplejelovens kapitel 4.

Uddannelsen vil have til formål at sikre et fagligt mere kvalificeret forsvar for tiltalte i kriminalsager. I dag har tiltalte i en kriminalsag for det meste alene bistand fra en lægperson (bisidder), der ofte har begrænset erfaring med og indsigt i, hvordan kriminalsager behandles, herunder hvilke foranstaltninger (straf) den forbrydelse, der er rejst tiltale for, normalt bliver mødt med i praksis.

Domstolsstyrelsen har oplyst, at Vejledningsafdelingen ved Grønlands Landsret har udarbejdet et foreløbigt uddannelsesprogram for forsvarere, som kan igangsættes i løbet af kort tid. Uddannelsen kan således blive en forløber for den senere faste uddannelse, som kommende forsvarere skal gennemgå, og som skal varetages af landsforsvareren.

Som det gælder for kredsdommerne, er der således også for forsvarernes vedkommende iværksat tiltag, der skal sikre, at lovforslagets uddannelseskrav kan imødekommes.

Der henvises i øvrigt til afsnit VII, afsnit 2.3.3.

5.4.2.3. Bistand til forsvarere

Det foreslås, at den allerede etablerede hotline-ordning for bisiddere fortsætter med reformen.

Der er i dag etableret en hotline-ordning, hvor bisiddere har adgang til gratis at ringe til et advokatkontor i Nuuk og få råd og vejledning til, hvordan de skal håndtere en konkret sag. Advokatkontorets rådgivning sker alene på baggrund af telefonsamtalen, og advokaten har således ikke adgang til sagens akter i forbindelse med rådgivningen.

Hotline-ordningen bliver kun i begrænset omfang anvendt i dag. Det skyldes formentlig, at bisidderne kun har et begrænset kendskab til de vejledningsmuligheder, der findes, og bisiddernes manglende danskkundskaber kan også være en hindring for at anvende ordningen.

Med forslaget om at gennemføre en forsvareruddannelse og den udvidede støtte til forsvarerforeningen forventes det, at forsvarernes anvendelse af hotline-ordningen vil blive væsentligt udvidet.

Det foreslås derudover, at der skabes hjemmel til, at retten i alvorligere sager kan beskikke en advokat eller en forsvarer med juridisk kandidateksamen som udenretlig rådgiver for forsvareren.

Selv om bestemmelsen er ny, svarer den i et vist omfang til gældende praksis, hvor retten i enkelte alvorligere sager vælger at beskikke en advokat som rådgiver for bisidderen i den enkelte sag.

Det foreslås endelig, at der skal være mulighed for, at retten kan beskikke en stedlig medhjælper for forsvareren i de tilfælde, hvor forsvarets funktioner skal udøves uden for hovedforhandlingen på et sted, hvor forsvareren ikke befinder sig. Den stedlige medhjælper skal have møderet som forsvarer.

Forslaget har til formål at imødegå de begrænsninger, der følger af de særlige geografiske og trafikale forhold, der i visse tilfælde kan vanskeliggøre og fordyre udøvelsen af forsvarets funktioner uden for hovedforhandlingen. Den person, der beskikkes som medhjælper, skal i det hele handle på vegne – og under instruktion – af den egentlige forsvarer.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VII, kapitel 2.3.4., 2.3.5.3. og 2.3.6.

5.4.3. Konsekvenser af lovforslaget i forhold til politiets virksomhed

5.4.3.1. Politiets lokalisering og bygninger

Grønlands Politi varetager sine opgaver dels fra centralpolitistationen i Nuuk, dels fra 16 underlagte politidistrikter (herunder Nuuk politidistrikt).

Politiet råder over bygninger i Nuuk og i de omtalte politidistrikter. Rigspolitiet har i de seneste år anvendt relativt store beløb til forbedring af det bygningsmæssige niveau for de bygninger, som anvendes af Grønlands Politi. Politibygningernes tekniske niveau er blevet væsentligt forbedret, og bygningsniveauet svarer stort set til den standard, som kendes for politibygningernes standard i Danmark.

Grønlands Politis bygningsmasse er med virkning fra den 1. januar 2007 – som også er tilfældet for politiets bygninger i Danmark – overført til Finansministeriet, Slots- og Ejendomsstyrelsen (SEA-ordningen).

I forbindelse med overførelsen af bygningsmassen til SEA-ord­ning­en vil hver enkelt bygning blive gennemgået, og Slots- og Ejendomsstyrelsen, Rigspolitiet og Grønlands Politi vil i den forbindelse tage stilling til behovet for gennemførelse af nødvendige bygningsforbedringer.

5.4.3.2. Politistyrkens størrelse mv.

Kommissionen har anbefalet, at politistyrken i Grønland bør udgøre 125 mand.

Rigspolitiet har i den forbindelse oplyst, at Grønlands Politi ved årsskiftet 2007/08 forventes at råde over i størrelsesordenen 140 færdiguddannede polititjenestemænd. Rigspolitiet vil løbende sammen med Grønlands Politi vurdere behovet for polititjenestemænd i Grønland set i lyset af kriminalitetstal mv. Rigspolitiet vil ligeledes sammen med Grønlands Politi og den forhandlingsberettigede personaleorganisation drøfte løn- og andre aftaleforhold, herunder vederlæggelse for ukontrollabel tjeneste, rådighedsvagter mv.

Rigspolitiet har endvidere oplyst, at Grønlands Politi i samarbejde med Rigspolitiet vil overveje nødvendige tillæg med henblik på at fastholde og rekruttere medarbejdere med stor faglig kompetence.

I den forbindelse skal det nævnes, at kommunefogederne yder en stor støtte til løsning af politimæssige opgaver i de mindre tæt befolkede dele af landet. Rigspolitiet vil sammen med den forhandlingsberettigede part medvirke til at sikre kommunefogderne en passende løn for det udførte arbejde.

Der henvises til betænkningens afsnit XVIII, kapitel 6.

5.4.3.3. Politiets kutterflåde

Grønlands Politi råder i dag over 4 moderne og velvedligeholdte såkaldte politikuttere. Politikutterne anvendes dels til rednings- og eftersøgningsopgaver i de grønlandske farvande, dels til intern transport for ansatte i Grønlands Politi.

Kommissionen har anbefalet, at der anskaffes yderligere en politikutter bl.a. som følge af det stigende antal redningsoperationer, som i 2001 var nået op på 184.

Rigspolitiet har i den forbindelse oplyst, at antallet af redningsoperationer siden 2001 har været faldende, og i 2005 var der 109 redningsaktioner, hvor politiets kuttere blev anvendt.

Rigspolitiet har endvidere oplyst, at man på den nævnte baggrund ikke kan anbefale, at der afsættes meget betydelige midler både til anskaffelse og løbende drift af en yderligere politikutter. I den forbindelse må det også nævnes, at persontransporten af ansatte i Grønlands Politi i et stadigt stigende omfang sker ved anvendelse af det forbedrede flytransportnet.

Justitsministeriet kan på baggrund af Rigspolitiets oplysninger ikke tiltræde kommissionens anbefaling om, at der anskaffes en yderligere politikutter til Grønlands Politi.

Der henvises til betænkningens afsnit XVIII, kapitel 6.10.

5.4.4. Initiativer i forhold til ofre for forbrydelser

Det foreslås, at retten skal have mulighed for at beskikke en bisidder for den forurettede i sager om angreb på andres person, om frihed og om blufærdighed. Det foreslås endvidere, at retten skal beskikke en bisidder for den forurettede i sager om seksualforbrydelser begået mod børn under 15 år, hvis den forurettede ønsker det.

Baggrunden for forslaget er, at der i grønlandsk kriminalret traditionelt har været fokuseret kraftigt på gerningspersonen og på at resocialisere denne gennem individuelt tilpassede foranstaltninger. Derimod har der kun i mindre omfang været fokus på den forurettede.

Med forslaget er det hensigten at styrke forurettedes stilling i kriminalsager. Bisidderen vil f.eks. få til opgave at orientere den forurettede om, hvordan en kriminalsag forløber og være til stede under afhøringen af den forurettede hos politiet og under sagens behandling i retten.

Der henvises til betænkningens afsnit X, kapitel 5.3.

Kommissionen har foreslået, at der etableres en offervagt i hver kommune, som kan hjælpe ofre, der har været udsat for stærkt personligt belastende kriminalitet.

Justitsministeriet kan tiltræde, at offer­vagt­ord­ning­en gøres permanent i de større byer, og at ordningen bør etableres i et samarbejde mellem kriminalforsorgen, politiet, sundhedsvæsenet og de sociale myndigheder.

Det bemærkes, at kommissionen har forudsat, at offervagterne henlægges i Socialdirektoratets Grønlands Hjemmestyres) regi og koordineres og finansieres derfra. Der vil dog for kriminalforsorgen og politiet blive afsat de ressourcer, der er nødvendige for på disse områder at få offervagtordningen til at fungere.

Der henvises til betænkningens afsnit XII, kapitel 4.3.5.

5.4.5. Øget behov for tolkebistand

Kommissionen har i betænkningen i vid udstrækning fokuseret på vigtigheden af, at der i højere grad end hidtil bliver lagt vægt på de sproglige forudsætninger for de personer, der kommer i kontakt med retsvæsenet.

På den baggrund vil der inden for alle retsmyndigheder, men i forskelligt omfang, blive tale om et øget behov for tolkebistand.

Særligt på domstolenes område har kommissionen generelt peget på, at der er et væsentligt behov for at sikre, at der løbende sker både mundtlig og skriftlig oversættelse under forberedelsen af retssagerne og under afholdelsen af retsmøder, og at der også sker oversættelse af afgørelserne fra domstolene.

Der er i dag ansat 3 tolke ved landsretten, men denne tolketjeneste er ofte utilstrækkelig til at opfylde tolkebehovet i landsretten og ved kredsretterne, hvilket gør det nødvendigt at anvende eksterne tolke, der ofte har begrænset kendskab til sprogbrugen ved behandlingen af retssager.

I forbindelse med gennemførelsen af lovforslaget vil tolketjenesten ved Retten i Grønland og Grønlands Landsret blive udvidet til i alt 6 tolke, hvoraf én ansættes som cheftolk og får til opgave ud over selv at fungere som tolk at vejlede og oplære de øvrige tolke. Det vil desuden være en væsentlig opgave for cheftolken at medvirke til at udvikle et juridisk begrebsapparat på grønlandsk. Det er hensigten, at cheftolken skal være translatør eller have en anden lignende akademisk baggrund.

På politiets område vil kommissionens forslag ligeledes kræve ansættelse af flere tolke. Derudover vil forslaget forudsætte uddannelse af en række medarbejdere i Grønlands Politi. Det er vanskeligt endeligt at angive, hvor mange tolke politiet skal bruge i den anledning. Rigspolitiet og Grønlands Politi vil imidlertid sikre ansættelse af det nødvendige antal tolke.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit V, kapitel 6.

5.4.6. Nedsættelse af råd

Justitsministeriet er enig i, at der som foreslået af kommissionen bør nedsættes et Råd for Grønlands Retsvæsen.

Rådet skal virke for en generel opfølgning på den grønlandske rigslovgivning efter udmøntningen af lovforslagene om reform af det grønlandske retsvæsen, især med hensyn til retsplejeloven og kriminalloven. Det forudsættes i den forbindelse, at rådet løbende inddrages i væsentlige spørgsmål om, i hvilket omfang ændringer af straffeloven og den danske retsplejelov bør gennemføres i henholdsvis kriminalloven og retsplejeloven, herunder i første omgang med hensyn til de ændringer, som er foretaget siden kommissionen afsluttede sit arbejde, og som ikke indgår i de foreliggende forslag til en ny retsplejelov og en ny kriminallov for Grønland.

I forbindelse med at kredsdommerne fremover ansættes i faste stillinger og for at garantere kredsdommernes uafhængighed, foreslås det endvidere at nedsætte et dommerråd, der skal varetage en række opgaver i forbindelse med ansættelse og afskedigelse af kredsdommere. Dommerrådet får endvidere opgaver i disciplinærsager mv. over for kredsdommere og i sager om kredsdommeres bierhverv.

For at formalisere det landsdækkende kriminalitetsforebyggende samarbejde foreslås det endelig at nedsætte Det Grønlandske Kriminalpræventive Råd bestående af både offentlige repræsentanter og repræsentanter for brancheorganisationer, arbejdsgiverorganisationer og lønmodtagerorganisationer.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kapitel 5.4.1.2. og 5.4.2.1., afsnit XIII, kapitel 3.1.3., afsnit XIX, kapitel 3, afsnit XX, kapitel 2.-4., samt bemærkningerne til lovforslagets §§ 10-11, § 13, stk. 3-7, og § 742-745.

5.5. Øvrige overvejelser

5.5.1. Kommissionens forslag til ændring af lovgivning gældende i Danmark

Kommissionen fremkommer enkelte steder i betænkningen med forslag, der kræver en ændring af dansk lovgivning. Bl.a. foreslår et flertal af kommissionens medlemmer i betænkningens afsnit VI, kapitel 5.4.1.5., at landsdommeren i Grønland skal være tilforordnet Domstolsstyrelsens bestyrelse i spørgsmål vedrørende Grønland med henblik på at sikre indsigten i de grønlandske forhold og varetagelsen af de grønlandske domstoles interesser. En sådan ændring af Domstolsstyrelsens bestyrelses sammensætning vil kræve en ændring af lov om Domstolsstyrelsen.

Justitsministeriet finder ikke, at der er behov for at foretage en ændring af den nævnte karakter. Det bemærkes herved, at Domstolsstyrelsen i sit høringssvar over betænkningen har anført, at der bl.a. på baggrund af den hyppige kontakt mellem landsdommeren i Grønland og Domstolsstyrelsen om de aktuelle forhold, der løbende berører retterne i Grønland, efter en samlet vurdering ikke ses at være behov for en ændring af Domstolsstyrelsens bestyrelses sammensætning for at sikre bestyrelsen indsigt i de grønlandske forhold og sikre varetagelsen af de grønlandske retters interesser.

Der henvises i øvrigt til det fremsatte forslag til lov om ophævelse af retsplejelov og kriminallov for Grønland og om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med ikrafttræden af ny retsplejelov og kriminallov for Grønland.. Dette forslag indebærer bl.a., at grønlandske advokater får lettere adgang til at opnå møderet for de danske landsretter og Højesteret.

5.5.2. Retshjælpsordning ved beneficerede advokater

Kommissionen har foreslået, at de advokater, der efter egen ansøgning er antaget som beneficerede advokater, skal have pligt til at yde ubemidlede borgere retshjælp.

Advokatrådet har i sit høringssvar over betænkningen anført, at en sådan ordning kan indebære, at de relativt få advokater i Grønland i en række tilfælde kunne blive tvunget til at afvise ønsker om rådgivning med henvisning til de regler om interessekonflikter, der gælder for alle advokater. Endvidere vil flere af de grønlandske advokater efter Advokatrådets opfattelse formodentlig af forretningsmæssige grunde vige tilbage fra at yde retshjælp i sager, som vedrører potentielle fremtidige erhvervsklienter mv., idet markedet for juridisk rådgivning i Grønland er beskedent.

Justitsministeriet kan imidlertid tiltræde kommissionens forslag om en retshjælpsordning og finder, at de interessekonflikter, der måtte kunne opstå for en advokat, bør løses konkret ved, at advokaten undlader at yde retshjælp i den pågældende sag.

I det omfang der ikke måtte være tilstrækkeligt med advokater, der ansøger om at blive beneficerede og således tilslutter sig retshjælpsordningen, vil der som foreslået af kommissionen blive etableret en anden retshjælpsordning, jf. betænkningens afsnit VII, kapitel 4.5. I den sammenhæng vil der som hidtil kunne ske henvisning af konkrete retshjælpssager fra retshjælpsinstitutionen til de grønlandske advokater.

5.5.3. Retsafgifter

Justitsministeriet kan tiltræde kommissionens forslag om, at der bliver indført et retsafgiftssystem i den grønlandske retspleje. Retsafgiftssystemet foreslås dog udformet således, at det er i overensstemmelse med regeringens gebyrpolitik.

6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.

Med lovforslaget iværksættes en række initiativer med henblik på at tilvejebringe rammerne for et mere tidssvarende retssystem i Grønland. Initiativerne omfatter bl.a. uddannelse af kredsdommere, forsvarere, beskikkelse af bisiddere og retshjælp, oprettelse af et kriminalpræventivt råd, Rådet for Grønlands Retsvæsen og et dommerråd. Desuden omfatter initiativerne istandsættelse af visse politibygninger samt initiativer med henblik på at forbedre rekrutteringsmulighederne af kommunefogederne, indførsel af videokonferenceudstyr i kredsretterne og udvikling af retssproget ved øget brug af tolke. Lovforslaget medfører desuden etablering af Retten i Grønland.

Endvidere foreslås indført en retsafgift for behandling af civile sager. Provenuet for indførsel af retsafgifterne skønnes at udgøre i størrelsesordenen 3 mio. kr. årligt.

Merudgifterne forbundet med lovforslaget skønnes årligt at udgøre 24 mio. kr. Hertil kommer engangsudgifter på 28 mio. kr. Merudgifterne vil blive indbudgetteret på regeringens forslag til finanslov for 2008. Lovforslaget skønnes i øvrigt ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet af betydning.

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

 
Positive konsekvenser/
Mindreudgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Med lovforslaget foreslås indført en retsafgift for behandling af civile sager. Provenuet for indførsel af retsafgifterne skønnes at udgøre i størrelsesordenen 3 mio. kr. årligt.
Udgifterne forbundet med lovforslaget skønnes årligt at udgøre 24 mio. kr. Hertil kommer engangsudgifter på 28 mio. kr.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen af betydning
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

7. Høring.

Den Grønlandske Retsvæsenskommissions betænkning nr. 1442/2004 om det grønlandske retsvæsen har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Højesteret, præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Grønlands Landsret, Domstolsstyrelsen, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Politimesteren i Grønland, Grønlands Hjemmestyre, Institut for Menneskerettigheder, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Kredsdommerforeningen, Foreningen af Retssekretærer i Grønland, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Grønlands Politiforening, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Bisidderforeningen i Grønland, Dansk Retspolitisk Forening og Det Grønlandske Hus.

Herudover har et udkast til lovforslaget været i høring hos Grønlands Hjemmestyre.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

AFSNIT I

DOMSMAGTEN MV.

Kapitel 1

Domsmagtens organisation mv.

Organisation

Retterne

Til § 1

Efter bestemmelsen foreslås det, at de almindelige domstole er kredsretterne, Retten i Grønland, Grønlands Landsret og Højesteret. Kredsretterne og Retten i Grønland skal varetage domstolenes funktioner i 1. instans, mens Grønlands Landsret udelukkende skal varetage funktionerne i 2. instans og Højesteret funktionerne i 3. instans.

Bestemmelsen indebærer således, at Retten i Grønland oprettes som en ny juridisk domstol i 1. instans. Retten i Grønland skal – ud over uddannelse og vejledning af kredsretternes personale – behandle sager, der er henvist fra kredsretterne, og sager, der efter lovgivningen er henlagt til Retten i Grønland i 1. instans, jf. §§ 57-58. Grønlands Landsret skal således ikke længere behandle sager i 1. instans, og Østre Landsret vil derfor ikke længere som 2. instans skulle behandle ankesager derfra. Østre Landsret udgår dermed af den grønlandske retsplejeordning.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.1.

Til § 2

Efter bestemmelsen i stk. 1 inddeles Grønland – som efter den nugældende ordning – i 18 retskredse, hvis område fastsættes af justitsministeren ved en fortegnelse med angivelse af, hvilke geografiske områder der hører under de enkelte retskredse, jf. stk. 2 og 3.

Kommissionens forslag til en retskredsinddeling fremgår af betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.4.

Til § 3

Stk. 1, 1. og 2. pkt., svarer i et vist omfang til den nugældende bestemmelse i retsplejeloven for Grønland, kapitel 1, § 6, stk. 3. Efter bestemmelsen kan en kredsret således beklædes af en eller flere kredsdommere, ligesom en kredsdommer kan udnævnes for flere kredsretter ad gangen.

Forslaget indebærer imidlertid, at kompetencen til at udnævne kredsdommere ikke længere ligger hos landsdommeren, men i stedet overlades til Domstolsstyrelsen efter indstilling fra Dommerrådet, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 10 og 12.

Efter bestemmelsen i stk. 1, 3. pkt., skal der ved afgørelsen af spørgsmålet om udnævnelse af en kredsdommer for flere kredsretter, ud over sagsantallet, lægges betydelig vægt på, om kredsenes egenart og de trafikale forhold gør en sådan ordning forsvarlig. Der må dog også lægges vægt på mulighederne for at besætte stillingerne.

Dette vil have særlig betydning i forbindelse med, at der træffes beslutning om antallet og placeringen af kredsdommerne i tilknytning til udmøntningen af en ny retsplejelov og dermed indførelsen af en ny domstolsstruktur, men vil også skulle iagttages ved efterfølgende udnævnelser af kredsdommere.

Som anført i betænkningen afsnit VI, kap. 5.4. forudsættes det, at Domstolsstyrelsen i forbindelse med sine drøftelser med landsdommeren foretager høring af Kredsdommerforeningen og retssekretærernes forening, inden kommissionens forslag til en ny kredsretsstruktur gennemføres i praksis. Denne høringsfase vil også kunne medvirke til at sikre, at de lokale hensyn tilgodeses i forbindelse med implementeringen.

Efter bestemmelsen i stk. 2 træffer dommeren ved Retten i Grønland efter forhandling med de pågældende kredsdommere afgørelse om sagernes fordeling mellem flere kredsdommere ved samme kredsret.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.1.

Til § 4

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 overlades det til Domstolsstyrelsen at fastsætte tingstederne for kredsretterne. Det forudsættes dog, at kredsretterne foreløbigt skal have tingsted i de samme byer som i dag, jf. betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.1., om kredsretterne.

Kontordagenes antal og kontortidens længde ved de enkelte kredsretter fastsættes af dommeren ved Retten i Grønland, der i samarbejde med kredsretterne må antages at være nærmest til at vurdere forholdene ved de enkelte kredsretter, jf. stk. 2.

Efter bestemmelsen i stk. 3 kan kredsretten, ligesom efter den nugældende ordning, beslutte, at retten – ud over det faste tingsted – også skal sættes f.eks. i bygder inden for kredsrettens område.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.1.

Til § 5

Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, at Retten i Grønland består af en juridisk dommer, der – ligesom danske dommere – udnævnes af justitsministeren efter indstilling fra Dommerudnævnelsesrådet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 13.

Et antal dommerfuldmægtige skal gøre tjeneste ved Retten i Grønland, jf. stk. 2, og skal efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 behandle sager, der efter dommerens bestemmelse er passende i forhold til dommerfuldmægtigens faglige kvalifikationer og erfaring, jf. den tilsvarende bestemmelse i den danske retsplejelovs § 19, stk. 1, om fuldmægtige ved byretterne og Sø- og Handelsretten.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.1.

Til § 6

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 skal Retten i Grønland have tingsted i Nuuk, men retten kan bestemme, at retten skal sættes andre steder, jf. stk. 2. Ved hovedforhandling skal retten sættes dér, hvor det af hensyn til bevisførelsen er mest hensigtsmæssigt, f.eks. fordi parter og vidner opholder sig det pågældende sted, jf. stk. 3. Forinden retten træffer bestemmelse om at sætte retten et andet sted, skal parterne have lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet, jf. stk. 4.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.1.

Til § 7

Efter stk. 1 skal Grønlands Landsret bestå af en juridisk dommer, der – ligesom danske dommere – udnævnes af justitsministeren efter indstilling fra Dommerudnævnelsesrådet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 13.

Efter bestemmelsen i stk. 2 skal Grønlands Landsret under hovedforhandling af ankesager, som i 1. instans er behandlet af Retten i Grønland, tiltrædes af yderligere to landsdommere, som efter den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 2, beskikkes af præsidenten for den landsret i Danmark, hvor de pågældende landsdommere er udnævnt – henholdsvis præsidenten for Østre Landsret og præsidenten for Vestre Landsret.

Uden for hovedforhandlingen i disse sager kan den faste dommer imidlertid også beslutte, at landsretten skal tiltrædes af to landsdommere, jf. stk. 2, 2. pkt. Dette kan forekomme i tilfælde, hvor landsretten uden for hovedforhandling skal træffe afgørelse om forhold, der har væsentlig betydning for den senere hovedforhandling, f.eks. udmelde syn og skøn, eller om, at hovedforhandlingen skal begrænses til en del af det krav, sagen angår.

Et antal dommerfuldmægtige skal gøre tjeneste ved Grønlands Landsret, jf. stk. 3, og skal efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 behandle sager, der efter dommerens bestemmelse er passende i forhold til dommerfuldmægtigens faglige kvalifikationer og erfaring, jf. den danske retsplejelovs § 19, stk. 1, om fuldmægtige ved byretterne og Sø- og Handelsretten.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.1.

Til § 8

Det følger af stk. 1, at Grønlands Landsret skal have tingsted i Nuuk.

Henvisningen i stk. 2 til de foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 2 og 3, indebærer, at landsretten – ligesom efter den nugældende ordning – kan bestemme, at retten skal sættes andre steder, jf. § 6, stk. 2. Ved hovedforhandling skal retten sættes dér, hvor det af hensyn til bevisførelsen er mest hensigtsmæssigt, f.eks. fordi parter og vidner opholder sig det pågældende sted. Forinden landsretten træffer afgørelse om at sætte retten et andet sted, skal parterne imidlertid have lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.1.

Til § 9

Efter den foreslåede bestemmelse – der i vidt omfang svarer til bestemmelsen i den danske retsplejelovs § 19, stk. 3 og 4 – kan vedkommende kredsdommer eller dommer give retssekretærer ved kredsretterne og Retten i Grønland bemyndigelse til at udføre foged-, notariel-, skifte- og registreringsforretninger samt faderskabssager.

Retssekretærerne kan imidlertid som udgangspunkt ikke gives bemyndigelse til at træffe afgørelse, hvis der fremsættes indsigelser eller modkrav (dvs. i tilfælde af tvist), og retssekretæren må i sådanne tilfælde udsætte sagen, så den kan behandles af kreds­dom­mer­en eller, ved Retten i Grønland, af det juridiske personale.

I den foreslåede bestemmelse er der dog angivet en række sager af typisk mindre kompliceret karakter, hvori retssekretærerne også i tilfælde af indsigelser kan træffe afgørelse. Det drejer sig om adgangen til at afvise en ny anmodning om udlæg fra en kreditor, hvis der ikke er forløbet mere end 6 måneder siden kreditor sidst anmodede om at få foretaget et udlæg (jf. den foreslåede bestemmelse i § 603), adgangen til at lade en skyldner politifremstille i tilfælde af udeblivelse (jf. bestemmelserne i § 604, stk. 4 og 5) samt adgangen til ved udlæg i løsøre at bestemme, at det udlagte ikke må fratages skyldneren, så længe denne overholder en afdragsordning (jf. bestemmelsen i § 618, stk. 2).

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit XI, kap. 4.3.2.

Dommerrådet

Til § 10

Efter stk. 1 oprettes der et dommerråd, som skal træffe afgørelse om ansættelse af kandidater til kredsdommerstillinger (nr. 1), afgive indstilling til Domstolsstyrelsen om udnævnelse af kredsdommere (nr. 2), give tilladelse til kredsdommeres bierhverv (nr. 3) samt behandle og som domstol afgøre sager vedrørende kredsdommere om uansøgt ændring af tjenestested, disciplinærforfølgning, suspension og afsked (nr. 4).

Ved afgivelse af indstillinger til Domstolsstyrelsen om udnævnelse af kredsdommere skal Dommerrådet afgive en begrundet indstilling, hvoraf en eventuel uenighed blandt rådets medlemmer skal fremgå. Indstillingen må alene omfatte én ansøger, som Domstolsstyrelsen skal udnævne i stillingen som kredsdommer, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, jf. stk. 2.

Der henvises i øvrigt til betænkningen, afsnit XI, kap. 5.4.1.2. og kap. 5.4.2.1.1.

Til § 11

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 skal Dommerrådet ved rådets beslutninger om ansættelse af kandidater til kredsdommerstillinger og ved afgivelse af indstillinger til Domstolsstyrelsen om udnævnelse af kredsdommere, jf. den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 1, nr. 1 og 2, bestå af landsdommeren ved Grønlands Landsret som formand, dommeren ved Retten i Grønland samt en kredsdommer og to offentlighedsrepræsentanter.

Ved beslutninger om tilladelse til kredsdommeres bierhverv og ved domme vedrørende kredsdommeres uansøgte ændring af tjenestested, disciplinærforfølgning, suspension og afsked, jf. § 10, stk. 1, nr. 3 og 4, skal Dommerrådet alene bestå af landsdommeren ved Grønlands Landsret, dommeren ved Retten i Grønland og en kredsdommer, jf. stk. 2.

Efter bestemmelsen i stk. 3 beskikkes kredsdommere som medlem af Dommerrådet for 4 år af justitsministeren efter indstilling fra Kredsdommerforeningen, og genbeskikkelse af kredsdommeren kan ikke finde sted. Det følger af bestemmelsen, at visse stillinger er uforenelige med kredsdommerens hverv som medlem af Dommerrådet. Det gælder således hvervene som medlem af Folketinget, Grønlands Landsting eller en kommunalbestyrelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 skal der beskikkes en suppleant for kredsdommeren. Det følger af henvisningen til bestemmelsen i stk. 3, 1. pkt., at suppleanten skal være udnævnt kredsdommer, og at reglerne om beskikkelse af det ordinære kredsdommermedlem i øvrigt finder tilsvarende anvendelse på beskikkelse af suppleanten, idet denne dog har mulighed for genbeskikkelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 5 skal repræsentanterne for offentligheden – og deres suppleanter – i Dommerrådet være de samme personer, som efter de foreslåede bestemmelser i § 13, stk. 3-7, er beskikket som medlem af Dommerudnævnelsesrådet i Danmark.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit XI, kap. 5.4.1.2.

Dommere mv.

Til § 12

Efter bestemmelsen i stk. 1 skal en person for at kunne udnævnes til kredsdommer – ligesom efter den nugældende ordning – være uberygtet og opfylde betingelserne for valgret til en kommunalbestyrelse.

Endelig udnævnelse til kredsdommer er som noget nyt betinget af, at den pågældende – efter at være blevet ansat som kandidat til en kredsdommerstilling af Dommerrådet, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, og således at have fungeret som kredsdommer – har gennemgået en særlig kredsdommeruddannelse, jf. stk. 2. Gennemførelse af kredsdommeruddannelsen vil kræve, at den pågældende har gode forudsætninger for at tilegne sig teoretisk viden og er sproglig velfunderet på både grønlandsk og dansk.

Efter stk. 3 er det i særlige tilfælde muligt at fritage en person – helt eller delvist – fra kravet om en gennemført kredsdommeruddannelse. Som eksempel på tilfælde, hvor der kan være grundlag for at fritage en person helt eller delvist fra kravet om uddannelse, kan nævnes, at den pågældende har bestået juridisk kandidateksamen. Det vil i praksis formentlig følge af kravet om lokalkendskab i stk. 4, at det som udgangspunkt alene kommer på tale at udnævne en grønlandsksproget jurist som kredsdommer.

Bestemmelsen i stk. 4 fastslår, at Dommerrådet og Domstolsstyrelsen ved ansættelse af kandidater til kredsdommerstillinger og ved udnævnelse af kredsdommere ud over personlige og faglige kvalifikationer skal lægge vægt på, om den pågældende har det nødvendige kendskab til de lokale forhold i retskredsen. Nærhedsprincippet indebærer i denne sammenhæng, at det ved vurderingen af ansøgernes kvalifikationer med vægt skal indgå, hvorvidt en ansøger har det nødvendige lokalkendskab. I de tilfælde, hvor der er tale om en mulig udnævnelse for flere retskredse, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 3, stk. 1, 2. pkt., vil det naturligvis være ønskeligt, hvis en kandidat eller en kredsdommer har lokalt kendskab til begge eller alle retskredse. I det omfang dette ikke kan opnås, skal der lægges vægt på, at den pågældende er fortrolig med, at der er forskelle i de lokale kulturelle forhold, hvor variationsbredden kan være væsentlig større i de nordlige byer på vestkysten og i byerne på østkysten end indbyrdes i de sydlige byer på vestkysten.

En meget væsentlig personlig og faglig kvalifikation består i, at den pågældende både forstår, taler og skriver grønlandsk og dansk.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit XI, kap. 5.4.2.1.

Til § 13

Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, at dommeren ved Retten i Grønland og landsdommeren ved Grønlands Landsret skal have bestået juridisk kandidateksamen.

Henvisningen i stk. 2 til bestemmelserne i den danske retsplejelovs §§ 42-43 d indebærer, at udnævnelsen sker efter de samme regler som ved udnævnelsen af byretsdommere og landsdommere i Danmark. I den forbindelse skal der i Dommerudnævnelsesrådet dog – i stedet for de danske offentlighedsrepræsentanter – medvirke to repræsentanter for den grønlandske offentlighed, jf. stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den nugældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 2 a, stk. 2.

Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes af justitsministeren efter indstilling fra Grønlands landsstyre og Kanukoka (Kalaallit Nunaanni Kommuneqarfiit Kattuffiat, dvs. De Grønlandske Kommuners Landsforening), jf. stk. 4. Bestemmelsen svarer til den nugældende i retsplejelovens kapitel 1, § 2 a, stk. 3, 2. pkt..

Det følger af stk. 5, at visse stillinger er uforenelige med hvervet som medlem af Dommerudnævnelsesrådet. Det gælder således hvervene som medlem af Folketinget, Grønlands Landsting eller en kommunalbestyrelse.

Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes for 4 år uden mulighed for genbeskikkelse, jf. stk. 6.

Efter stk. 7 skal der beskikkes suppleanter for repræsentanterne for den grønlandske offentlighed i Dommerudnævnelsesrådet. Henvisningen til bestemmelserne i stk. 4-5 og stk. 6, 1. pkt., indebærer, at reglerne om beskikkelse af de ordinære offentlighedsrepræsentanter finder tilsvarende anvendelse for suppleanterne, idet suppleanterne dog har mulighed for genbeskikkelse. Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.2.1. om dommeren ved Retten i Grønland og kap. 5.4.2.2.3. om landsdommeren ved Grønlands Landsret.

Til § 14

Efter stk. 1 skal de tiltrædende landsdommere være udnævnt som landsdommere i Danmark.

De tiltrædende landsdommere beskikkes efter ansøgning af præsidenten for den landsret, ved hvilken de er udnævnt. Det forudsættes, at præsidenterne for Østre og Vestre Landsret i forening fastsætter antallet af tiltrædende landsdommere under hensyn til en hensigtsmæssig fordeling af arbejdsbyrden mellem landsdommerne, herunder den belastning, de enkelte landsretter vil være udsat for som følge af landsdommernes fravær fra deres normale tjenestested. Efter forhandling med de tiltrædende landsdommere og landsdommeren ved Grønlands Landsret fastsætter præsidenterne for Østre og Vestre Landsret endvidere sagernes fordeling mellem de enkelte tiltrædende landsdommere, jf. stk. 2.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.2.4.

Til § 15

Efter de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2 skal fuldmægtige ved Retten i Grønland og Grønlands Landsret – ligesom fuldmægtige ved danske domstole, jf. bestemmelsen i den danske retsplejelovs § 52, stk. 2 – have bestået den juridiske kandidateksamen og have rigets domstole som ansættelsesområde. Bestemmelserne svarer til de nugældende bestemmelser i retsplejelovens kapitel 1, § 2 f, stk. 1 og 2, med den ændring, der følger af, at Retten i Grønland oprettes.

Domstolsstyrelsen fastsætter – ligesom for fuldmægtige ved danske domstole, jf. bestemmelsen i den danske retsplejelovs § 19, stk. 2 – regler om uddannelsen for fuldmægtige ved Retten i Grønland og Grønlands Landsret, jf. stk. 3. Bestemmelsen svarer til den nugældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 2 f, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.2.2. om fuldmægtigene ved Retten i Grønland og kap. 5.4.2.2.5. om fuldmægtige ved Grønlands Landsret.

Midlertidig beskikkelse som dommer

Til § 16

Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, at midlertidig beskikkelse som kredsdommer meddeles af dommeren ved Retten i Grønland, jf. bestemmelserne i §§ 17-19. Bestemmelsen indebærer, at beskikkelsen ikke længere skal meddeles af landsdommeren ved Grønlands Landsret, jf. den nugældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 6, stk. 2.

Midlertidig beskikkelse som kredsdommer forudsætter, at den, der beskikkes, har tilsvarende kvalifikationer som en udnævnt kredsdommer. På den baggrund kan en udnævnt kredsdommer eller en fuldmægtig ved Retten i Grønland beskikkes som midlertidig kredsdommer, jf. stk. 2. Bestemmelsen indebærer, at der fortsat kan ske beskikkelse af en juridisk uddannet fuldmægtig, men som en konsekvens af, at Retten i Grønland oprettes, jf. den foreslåede § 1, og Grønlands Landsret dermed ikke længere skal behandle sager i 1. instans, vil der ikke som hidtil kunne ske beskikkelse af en fuldmægtig, der gør tjeneste ved Grønlands Landsret, jf. den nugældende bestemmelse i kapitel 1, § 6, stk. 2, 3. pkt.

Herudover kan en kredsdommerkandidat – bl.a. som grundlag for den praktiske tjeneste, der forudsættes at skulle indgå i kredsdommeruddannelsen – af dommeren ved Retten i Grønland opnå midlertidig beskikkelse som kredsdommer, når den pågældende efter bestemmelsen i den foreslåede § 12, stk. 2, har gennemført en grundlæggende del af kredsdommeruddannelsen eller efter bestemmelsen i § 12, stk. 3, er fritaget for uddannelseskravet, jf. stk. 3.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.1.1. om fremgangsmåden i forbindelse med uddannelse og udnævnelse af kredsdommere og kap. 5.4.3. om midlertidigt beskikkede kredsdommere.

Til § 17

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 kan midlertidig beskikkelse af en kredsdommer ligesom efter den nugældende ordning meddeles, når stillingen som kredsdommer ved den pågældende kredsret er ledig, eller ved den faste kredsdommers forfald.

For at sikre muligheden for at kunne beskikke en midlertidig kredsdommer i sådanne situationer, er enhver kredsdommer forpligtet til at modtage beskikkelse til midlertidigt at være kredsdommer ved en anden kredsret end sin egen, jf. stk. 2.

Stillingen som kredsdommer i en kredsret kan ikke holdes midlertidigt besat i mere end 5 år, jf. stk. 3, og den midlertidige beskikkelse bortfalder, når stillingen besættes, eller forfaldsgrunden ophører, men beskikkelsen kan dog af dommeren ved Retten i Grønland tilbagekaldes på et tidligere tidspunkt, jf. stk. 4.

Grønlands Hjemmestyre har i sit høringssvar over et udkast til lovforslaget opfordret til, at det overvejes at indføre en mulighed for forlængelse af midlertidige kredsdommeres funktionsperiode ud over den 3-års periode, som kommissionen har foreslået. Hjemmestyret har navnlig henvist til en udtalelse fra landsdommeren i Grønland, der har anført, at der i undtagelsestilfælde bør være adgang til at forlænge en midlertidig kredsdommers funktionsperiode. Landsdommeren har bl.a. anført, at kredsdommeruddannelsen ikke kan gennemføres løbende, at det kan vise sig vanskeligt at rekruttere et tilstrækkeligt antal personer til uddannelsen, og at det vil kunne være vanskeligt, selv om en person påbegynder uddannelsen, at nå at få den pågældende færdiguddannet, inden en midlertidig 3-årig beskikkelse udløber.

Justitsministeriet er enig med kommissionen i, at der svarende til, hvad der gælder efter den danske retsplejelov, bør gælde en fast tidsmæssig grænse for en midlertidig beskikkelse som kredsdommer. I lyset af høringssvaret fra Grønlands Hjemmestyre finder Justitsministeriet dog, at den periode, hvor en kredsdommerstilling kan holdes midlertidigt besat, bør forlænges til 5 år i stedet for 3 år som foreslået af kommissionen, jf. stk. 3. Det bemærkes, at det bør tilstræbes, at kredsdommeruddannelsen tilrettelægges med henblik på, at behovet for midlertidigt beskikkede kredsdommere begrænses mest muligt.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.3.

Til § 18

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at der – ligesom efter den nugældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 6, stk. 2 – midlertidigt kan beskikkes yderligere en kredsdommer, hvis arbejdsmængden ved en kredsret tilsiger det. Herudover foreslås det, at der af uddannelsesmæssige årsager midlertidigt skal kunne beskikkes yderligere en kredsdommer i en kredsret som led i den pågældende kredsdommerkandidats praktiske del af uddannelsen som kredsdommer.

Midlertidig beskikkelse som yderligere kredsdommer kan ikke meddeles udover et tidsrum af to år, og beskikkelsen tilbagekaldes – ligesom beskikkelser efter bestemmelsen i § 17 – af dommeren ved Retten i Grønland, jf. stk. 2 og 3.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.1.1. om fremgangsmåden i forbindelse med uddannelse og udnævnelse af kredsdommere og kap. 5.4.3. om midlertidigt beskikkede dommere.

Til § 19

Efter den foreslåede bestemmelse beskikker dommeren ved Retten i Grønland en sættedommer i tilfælde af, at en kredsdommer må vige sædet på grund af inhabilitet. Spørgsmål om inhabilitet i øvrigt afgøres efter bestemmelserne i §§ 49-51.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.3.

Til § 20

Bestemmelsen, der er ny, er indsat som en konsekvens af, at der efter lovforslaget i øvrigt stilles krav om, at faste kredsdommere skal have gennemført en kredsdommeruddannelse, jf. § 12, stk. 2, samt at midlertidigt beskikkede kredsdommere skal have gennemført en del af kredsdommeruddannelsen, jf. § 16, stk. 3. På grund af uddannelseskravene kan det frygtes, at navnlig kredsdommerstillingerne i de mindre byer i visse perioder vil være ubesatte. For i sådanne tilfælde at sikre, at visse mindre sager eller hastende sager alligevel kan blive behandlet, gives der i bestemmelsen hjemmel til, at dommeren ved Retten i Grønland kan beskikke såkaldte »hjælpedommere«.

For at understrege, at der så vidt muligt skal udnævnes faste dommere, der har gennemført kredsdommeruddannelsen eller subsidiært beskikkes midlertidige kredsdommere, der har gennemgået en del af uddannelsen, er det i bestemmelsens stk. 1 bestemt, at hjælpedommere kun kan beskikkes, når det er nødvendigt, fordi der ikke er en fast kredsdommer eller mulighed for at beskikke en midlertidig kredsdommer.

Af stk. 2 fremgår det, hvilke krav den pågældende som minimum skal opfylde. Henvisningen til § 12, stk. 1, indebærer, at vedkommende skal være uberygtet og opfylde betingelserne for valgret til kommunalbestyrelsen. Henvisningen til § 12, stk. 4, indebærer, at der ved beskikkelsen – ud over personlige og faglige kvalifikationer – skal lægges vægt på, om den pågældende har kendskab til de lokale forhold i retskredsen, jf. herom bemærkningerne til § 12, stk. 4. En meget væsentlig personlig og faglig kvalifikation består i, at den pågældende både forstår, taler og skriver grønlandsk og dansk. Det forudsættes, at der herudover vil blive lagt vægt på et eventuelt forudgående kendskab til retssystemet, eksempelvis som følge af tidligere funktion som kredsdommer, domsmand eller retssekretær.

Idet bestemmelsen bryder med udgangspunktet om, at kredsdommere fremover skal have gennemført en særlig uddannelse, forudsættes det som nævnt, at hjælpedommerne alene skal behandle mindre, ukomplicerede sager eller sager af hastende karakter. For at undgå, at hjælpedommerne anvendes i videre omfang end tilsigtet, fremgår det af stk. 3, at dommeren ved Retten i Grønland skal fastsætte, hvilke typer af sager hjælpedommeren skal behandle. Opregningen af sagstyper forudsættes at ske konkret ud fra en vurdering af behovet i den pågældende kredsret sammenholdt med hjælpedommerens kvalifikationer.

Stk. 4 angiver, hvilke sagstyper det navnlig kan komme på tale at beskikke hjælpedommeren til at behandle.

Stk. 5 indeholder en yderligere opregning af sagstyper. Henset til de pågældende kriminalprocessuelle tvangsindgrebs alvorlige karakter, kan der alene ske beskikkelse til at behandle sådanne, hvis den pågældende har gennemført den relevante del af kredsdommeruddannelsen. Efter bestemmelsen i stk. 5, nr. 3, (tilbageholdelse) kan hjælpedommere, der opfylder uddannelseskravet, tage stilling til spørgsmålet om tilbageholdelse. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 357, herunder navnlig stk. 2, om fremstilling under anvendelse af fjernkommunikation med billede. Som bestemmelsen i § 357, stk. 2, er formuleret, er det tilsigtet, at fremstilling for en hjælpedommer går forud for fremstillingen ved videokonferenceudstyr. Om de forskellige muligheder for fremstilling i grundlovsforhør og herunder prioritetsrækkefølgen henvises til § 357 med bemærkninger.

Som det fremgår af både stk. 4 og 5, er opregningen af sagstyper ikke udtømmende, men det forudsættes, at eventuelle yderligere sagstyper har samme karakter som de nævnte. Dette indebærer, at hjælpedommere ikke vil kunne beskikkes til at lede hovedforhandlinger som retsformand i hverken civile sager eller kriminalsager.

Af stk. 6, 1. og 2. pkt. fremgår det, at beskikkelsen kan ske i indtil 1 år ad gangen med mulighed for forlængelse. Af stk. 6, 3. pkt. fremgår det dog, at beskikkelsen ved den samme kredsret maksimalt kan ske for 3 år i alt, svarende til den periode en kredsdommerstilling kan holdes midlertidigt besat efter § 17, stk. 3. Bestemmelsen indebærer, at den samme person har mulighed for beskikkelse ved forskellige kredsretter i mere end 3 år. Bestemmelsen indebærer endvidere, at der kan ske flere såvel kortvarige som længerevarende beskikkelser ved den samme kredsret, herunder af forskellige personer, når blot disse beskikkelser tilsammen ikke overstiger 3 år.

Stk. 7 regulerer ophør af beskikkelsen. Bestemmelsen svarer i vidt omfang til § 17, stk. 4.

Til § 21

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 svarer til den nugældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 2 b, stk. 1, med den ændring, at Højesterets præsident får kompetencen til at meddele midlertidig beskikkelse i tilfælde af landsdommerens inhabilitet, eller hvis der som følge af en stor arbejdsmængde er et midlertidigt behov for en yderligere dommer ved embedet. Bestemmelsen er en konsekvens af, at Østre Landsret ikke længere skal indgå i den grønlandske retsplejeordning, jf. bemærkningerne til den foreslåede § 1.

Det foreslåede stk. 2 om kvalifikationskrav svarer til den nugældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 2 b, stk. 2, og der er ikke med den ændrede formulering tilsigtet nogen realitetsændring.

Ved bestemmelsen er der taget højde for, at Retten i Grønland foreslås oprettet.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.3.

Til § 22

Bestemmelsen svarer til den nugældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 2 c, med den ændring, at kompetencen til at give samtykke til forlængelse af den midlertidige beskikkelse ud over 1-årsfristen, jf. stk. 3, og til at give indstilling til Domstolsstyrelsen om tilbagekaldelse af en midlertidig beskikkelse, jf. stk. 5, foreslås tillagt Højesterets præsident, da Østre Landsret ikke længere skal indgå i den grønlandske retsplejeordning.

Ved bestemmelsen er der i øvrigt taget højde for, at Retten i Grønland foreslås oprettet.

Til § 23

Den foreslåede bestemmelse svarer til den nugældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 2 d, med den ændring, at Højesterets præsident foreslås tillagt kompetencen til at meddele og tilbagekalde en beskikkelse som yderligere dommer eller landsdommer samt – efter forhandling med den fastansatte dommer eller landsdommer – bestemme, hvilke forretninger der skal varetages af den midlertidigt beskikkede dommer eller landsdommer. Ændringen er en konsekvens af, at Østre Landsret ikke længere skal indgå i den grønlandske retsplejeordning.

Bestemmelsen er i øvrigt konsekvensændret som følge af, at Retten i Grønland foreslås oprettet.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.3.

Til § 24

Bestemmelsen svarer til den nugældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 2 e, med den ændring, at kompetencen til at beskikke en sættedommer i tilfælde af inhabilitet foreslås tillagt Højesterets præsident, da Østre Landsret ikke længere skal indgå i den grønlandske retsplejeordning.

Bestemmelsen er i øvrigt konsekvensændret som følge af, at Retten i Grønland foreslås oprettet.

Dommeres bierhverv, disciplinærforfølgning og afsked mv.

Til § 25

Efter den foreslåede bestemmelse skal en kredsdommer søge Dommerrådet om tilladelse til at have fast indtægtsgivende beskæftigelse ved siden af stillingen som kredsdommer. Ved afgørelsen skal Dommerrådet lægge vægt på, om bibeskæftigelsen af arbejdsmæssige eller habilitetsmæssige grunde er uforenelig med hvervet som kredsdommer.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.1.2.

Til § 26

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 kan en kredsdommer afskediges på grund af uegnethed. Det forudsættes i den forbindelse, at afskedigelse i sådanne tilfælde alene kommer på tale, hvor det på baggrund af åbenbare og gentagne fejl ved kreds­dom­mer­ens sagsbehandling må lægges til grund, at den pågældende er fagligt uegnet til at bestride stillingen som kredsdommer. Bevidst undladelse af at behandle verserende sager, som ikke skyldes stort sagspres, vil dog ligeledes kunne være omfattet af uegnethedsbegrebet.

Efter bestemmelsen kan en kredsdommer endvidere afskediges på grund af sygdom. Det forudsættes i den forbindelse, at der er tale om en længerevarende sygdom, men hvor lang sygdomsperiode, der skal være tale om for at afskedige en kredsdommer, må afgøres efter en konkret vurdering.

Efter bestemmelsen kan en kredsdommer – ligesom danske dommere efter bestemmelsen i den danske retsplejelovs § 49, stk. 6, jf. stk. 2 – endelig afskediges, hvis den pågældende har gjort sig skyldig i et forhold, der gør den pågældende uværdig til den agtelse og tillid, som stillingen som kredsdommer forudsætter.

Efter stk. 2 kan en kredsdommer – ligesom de juridiske dommere i Grønland og danske dommere efter bestemmelsen i grundlovens § 64 – afskediges, hvis der finder en omordning af domstolene sted.

Dommeren ved Retten i Grønland har daglig kontakt til kredsretterne og foreslås på den baggrund tillagt kompetencen til af egen drift at anmode Domstolsstyrelsen om at indbringe spørgsmålet om afskedigelse af en kredsdommer for Dommerrådet, jf. stk. 3 og 4.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.1.2.

Til § 27

Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, at en kredsdommer kan forflyttes i samme omfang som udnævnte juridiske dommere, jf. grundlovens § 64, 2. pkt., dvs. alene i de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted.

Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at sager om uansøgt ændring af tjenestested for kredsdommere i tilfælde af indsigelse skal forelægges for Dommerrådet, der vil skulle træffe afgørelse i 1. instans.

Der henvises til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.1.2.

Til § 28

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at ikke enhver person har adgang til at klage over en kredsdommer. Adgangen hertil tilkommer således alene personer, der har en rimelig interesse i det forhold, som klagen vedrører.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.1.2.

Til § 29

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 får dommeren ved Retten i Grønland – ligesom de danske retspræsidenter efter bestemmelsen i retsplejelovens § 48, stk. 1 – kompetence til af egen drift eller efter klage at give en kredsdommer en advarsel, hvis den pågældende har gjort sig skyldig i forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten eller i øvrigt har udvist utilbørlig eller usømmelig adfærd.

Hvis sagen er af mere kvalificeret karakter, kan dommeren i stedet for selv at behandle sagen vælge at anmode Domstolsstyrelsen om at indbringe sagen for Dommerrådet, jf. stk. 2.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.1.2.

Til § 30

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at sager om uansøgt afsked og sager om uansøgt ændring af tjenestested samt – i visse tilfælde – klager over kredsdommere skal forelægges af Domstolsstyrelsen for Dommerrådet til afgørelse. Dommerrådet skal træffe afgørelse som første instans og altså ikke som klageinstans. Reglerne for sagens behandling svarer i øvrigt stort set til reglerne for Den Særlige Klagerets behandling af sager vedrørende dommerfuldmægtige, jf. bestemmelserne i den danske retsplejelovs § 54 a, stk. 3 og § 55, jf. § 49, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.1.2.

Til § 31

Bestemmelsen i stk. 1 svarer i et vist omfang til bestemmelsen i den danske retsplejelovs § 49, stk. 5, om sager mod danske dommere. Efter bestemmelsen skal Dommerrådet afvise en sag mod en kredsdommer, hvis sagen viser sig at være grundløs.

Selv om en sag mod en dommer ikke giver grundlag for afskedigelse efter bestemmelsen i § 26, stk. 1, kan Dommerrådet dog pålægge kredsdommeren at betale en bøde, hvis der har været tale om et utilbørligt eller usømmeligt forhold, jf. stk. 2.

Dommerrådets afgørelse træffes ved dom, der af kredsdommeren eller Domstolsstyrelsen kan indbringes for Højesteret, jf. stk. 4 og 5.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.1.2.

Til § 32

Den foreslåede bestemmelse svarer i et vist omfang til bestemmelsen i den danske retsplejelovs § 50. Efter bestemmelsen kan en kredsdommer suspenderes, når der er rejst en kriminalsag mod den pågældende, eller hvis den pågældende i øvrigt har gjort sig skyldig i forhold, der gør vedkommende uværdig til den agtelse og tillid, som stillingen forudsætter, eller der er tale om uegnethed eller sygdom, jf. § 26, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.1.2.

Til § 33

Efter bestemmelsen i stk. 1 finder reglerne i den danske retsplejelovs §§ 47-50 om dommeres bierhverv, disciplinærforfølgning og afsked tilsvarende anvendelse for dommeren ved Retten i Grønland og landsdommeren ved Grønlands Landsret. Herefter gælder blandt andet de regler om dommeres bibeskæftigelse, som blev vedtaget ved lov nr. 537 af 8. juni 2006 på baggrund af betænkning nr. 1465/2005 fra udvalget om dommeres bibeskæftigelse, også for disse to stillinger.

Indberetninger om bierhverv skal indgives til Højesterets præsident, der samtidig udøver de beføjelser vedrørende bierhverv og disciplinærmyndighed, der i Danmark tilkommer retspræsidenterne, jf. stk. 2.

Klager over dommeren ved Retten i Grønland eller landsdommeren ved Grønlands Landsret skal inden for en frist på 4 uger indgives til Højesterets præsident eller – ligesom det er tilfældet for danske dommere – Den Særlige Klageret, jf. stk. 3.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.1.2.

Til § 34

Efter bestemmelsen i stk. 1 finder bestemmelserne i den danske retsplejelovs §§ 54-55 med hensyn til fuldmægtiges ændring af tjenestested, disciplinærforfølgning, suspension og afskedigelse tilsvarende anvendelse for fuldmægtige ved Retten i Grønland og Grønlands Landsret og for midlertidigt beskikkede dommere samt for dommere og landsdommere ved Retten i Grønland og Grønlands Landsret, der ikke er udnævnt.

Svarende til ordningen i Danmark, hvor retspræsidenterne udøver disciplinærmyndighed over fuldmægtige, foreslås disciplinærmyndigheden over fuldmægtige ved Retten i Grønland og Grønlands Landsret tillagt landsdommeren, jf. stk. 2.

Klager over fuldmægtige skal inden for en frist på 4 uger indgives til landsdommeren – eller ligesom i Danmark – til Den Særlige Klageret, jf. stk. 3.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.1.2.

Domsmænd

Almindelige bestemmelser

Til § 35

Den foreslåede bestemmelse indeholder en nærmere regulering af fremgangsmåden ved valg af domsmænd. Bestemmelsen svarer i det væsentlige til de nuværende bestemmelser i retsplejelovens kapitel 1, §§ 2, stk. 2, og 6 a. Det foreslås dog, at domsmændene ved den nye landsdækkende domstol (Retten i Grønland) ligesom domsmændene ved Grønlands Landsret, skal vælges af Landstinget. Domsmændene ved kredsretterne foreslås – som efter gældende ret – at skulle udpeges af den stedlige kommunalbestyrelse.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.3.

Til § 36

Bestemmelsen, der er ny, indeholder nærmere regler om betingelserne for at blive valgt som domsmand, om udelukkelse fra domsmandshvervet og om adgangen til at blive fritaget herfor. Bestemmelsen er udformet på baggrund af den danske retsplejelovs §§ 69-71.

Bestemmelsen i stk. 1 angiver kredsen af personer, som kan vælges som domsmand. Herefter kan enhver myndig og uberygtet person, som ikke fylder 70 år i den periode, som den pågældende påtænkes valgt for, vælges som domsmænd. Det er dog samtidig en betingelse, at vedkommende ikke er ude af stand til at fyldestgøre en domsmands pligter på grund af åndelig eller legemlig svaghed. Der stilles ikke krav om sproglige kundskaber, men da grønlandsk og dansk efter den foreslåede bestemmelse i § 95, stk. 1, 1. pkt., fortsat skal være sidestillede retssprog, vil det dog være hensigtsmæssigt, at domsmændene taler og forstår begge sprog.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indeholder en angivelse af personer, som er udelukkede fra at være domsmænd. Afgrænsningen er stort set sammenfaldende med den danske retsplejelovs § 70, idet det dog med hensyn til hjemmestyrets personale må anses for forsvarligt alene at udelukke det øverste personale fra domsmandshvervet, dvs. ansatte med ledelsesbeføjelser.

Endelig indeholder bestemmelsen i stk. 3 en angivelse af de personkategorier, som kan fritages for det borgerlige ombud som domsmand. Opregningen er stort set identisk med den danske retsplejelovs § 71.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.3.

Til § 37

Bestemmelsen i stk. 1, der er ny, svarer til dels til den danske retsplejelovs § 75 og har til formål at sikre, at personer, som vil kunne fritages for domsmandshvervet, oplyses om muligheden herfor og dermed gives mulighed for at begære sig fritaget.

Efter stk. 2, der ligeledes er nyt, og delvist svarer til den danske retsplejelovs § 76, træffer landsdommeren afgørelse om eventuel fritagelse. Afgørelsen kan ikke appelleres, men vil derimod kunne omgøres, f.eks. hvis der fremkommer nye oplysninger i sagen, i overensstemmelse med den almindelige omgørelsesadgang for beslutninger.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.3.

Til § 38

Efter bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., flyttes kompetencen til at træffe bestemmelse om antallet af domsmænd ved kredsretterne fra landsdommeren til dommeren ved Retten i Grønland. Fastsættelse af antallet af domsmænd ved kredsretterne bør ske efter forhandling med vedkommende kredsdommer. Antallet af domsmænd ved Retten i Grønland fastsættes også af dommeren ved dette embede. Som efter gældende ret fastsættes antallet af domsmænd ved Grønlands Landsret derimod af landsdommeren.

Med inspiration fra den danske retsplejelovs § 78, 2. pkt., foreslås i stk. 1, 2. pkt., endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter antallet af domsmænd skal fastsættes således, at en domsmand må forventes at komme til at virke 4 gange årligt. Reglen skal sikre, at domsmændene ved jævnlig deltagelse i retsarbejdet kan opnå en vis rutine og erfaring, og at arbejdet samtidig ikke får et omfang, som gør det vanskeligt foreneligt med hovedbeskæftigelsen.

Endelig følger det bestemmelsen i stk. 2, at der for hver ret skal føres en domsmandsliste til brug for udtagelse af domsmænd til den enkelte sag, jf. § 40.

Til § 39

Det foreslås, at der indsættes en bemyndigelse til Domstolsstyrelsen til at fastsætte regler om vederlag og anden godtgørelse til domsmænd, jf. herved i øvrigt den danske retsplejelovs § 87.

Udtagelse af domsmænd til den enkelte sag

Til § 40

Den foreslåede bestemmelse, som er ny, regulerer fremgangsmåden i forbindelse med udtagelsen af domsmænd til den enkelte sag. Udtagelsen varetages af retsformanden på grundlag af domsmandslisten. Som hovedregel følges domsmandslisten, således at domsmændene udtages blandt de personer, der står øverst på listen, jf. stk. 1. Når særlige grunde taler derfor, herunder navnlig hensynet til en persons særlige kendskab til et bestemt retsforhold, kan der dog i civile sager gøres undtagelse herfra, jf. bestemmelsen i stk. 2.

Bestemmelsen er i vidt omfang udformet på grundlag af den danske retsplejelovs § 88, jf. § 79 og § 89.

Til § 41

Efter bestemmelsen foreslås indført en adgang til at sanktionere domsmænds udeblivelse med foranstaltninger efter kriminalloven, jf. stk. 1.

Rettens afgørelse træffes af retsformanden uden medvirken af (fremmødte) domsmænd. Afgørelsen kan indbringes for højere ret efter de almindelige regler i §§ 566 og 577.

Bestemmelsen svarer i vidt omfang til den danske retsplejelovs § 85.

Domsmænds pligter og beføjelser

Til § 42

Efter den foreslåede bestemmelse, der er ny, skal en domsmand, før hovedforhandlingen begynder, af retsformanden forelægges en erklæring til underskrift. Heri skal domsmanden på ære og samvittighed love at ville følge forhandlingerne i retten og dømme således, som denne finder ret og sandt efter loven og sagens beviser.

Bestemmelsen svarer til ordningen i Danmark, jf. herved den danske retsplejelovs § 91, stk.1.

Til § 43

Efter bestemmelsen, der også er ny, virker domsmænd med de samme beføjelser som dommere under hovedforhandlingen og de afgørelser, der træffes i forbindelse hermed. Herved fastslås princippet om ligestilling mellem rettens medlemmer for så vidt angår sagens afgørelse. På en række punkter kan der dog være gjort undtagelse fra dette princip, f.eks. med hensyn til spørgsmålet om retsledelse og afgørelser, der træffes i forbindelse hermed. Undtagelser fra princippet om ligestilling forudsætter i det hele, at det er særskilt hjemlet i loven. Er der ikke fastsat andet i loven, skal rettens afgørelser således træffes af alle rettens medlemmer (inkl. domsmændene).

Bestemmelsen skal sammenholdes med den foreslåede bestemmelse i § 47 og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til den danske retsplejelovs § 91, stk. 2.

Domsmænds medvirken

Til § 44

Efter bestemmelsen i stk. 1 skal der i kriminalsager, der behandles i 1. instans (dvs. kredsretterne og Retten i Grønland) medvirke 2 domsmænd. Bestemmelsen svarer på dette punkt til gældende ret, jf. retsplejelovens kapitel 1, § 6 b.

Som undtagelse til hovedreglen om domsmænds medvirken foreslås i stk. 2 en bestemmelse, hvorefter domsmænd ikke medvirker i sager, hvor der, hvis tiltalte findes skyldig, ikke kan blive tale om en mere indgribende foranstaltning end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning. Afgrænsningen af disse mindre betydende sager svarer til forslaget til regler om udeblivelsesdomme i kriminalsager, jf. § 453, stk. 3, nr. 1.

Retten kan dog, jf. stk. 3, beslutte, at en sag, som efter stk. 2 skulle fremmes uden domsmænds medvirken, alligevel skal behandles med domsmænd. Det forudsætter, at sagen skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte. Det kan f.eks. være tilfældet som følge af sagens karakter, idet f.eks. også alvorligere tilfælde af vold i Grønland kan ses afgjort med en bøde. Det kan også være tilfældet i sager, hvor en domfældelse vil få vidtgående konsekvenser for den pågældende, f.eks. i form af afskedigelse. Endelig kan det bero på bødepåstandens størrelse, herunder i særlovssager mod juridiske personer.

Reglerne i stk. 2 og 3, der er nye, svarer til dels til den danske retsplejelovs § 686, stk. 2.

Der henvises til betænkningens afsnit VI, kap. 5.1.4.

Til § 45

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 skal der i kriminalankesager, hvor der deltager 1 dommer, dvs. i landsrettens ankebehandling af kredsretsdomme i kriminalsager, deltage 2 domsmænd. Medvirker der 3 dommere, hvilket er tilfældet ved anke af kriminaldomme fra Retten i Grønland, hvor landsretten sættes med 3 landsdommere, skal landsretten dog tiltrædes af 3 domsmænd.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 skal der medvirke domsmænd i de ankesager, hvor der har medvirket domsmænd i 1. instans. Endvidere følger det af bestemmelsen, at domsmænd skal medvirke i tilfælde, hvor retsformanden finder det hensigtsmæssigt på grund af sagens karakter. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor der er knyttet særlig offentlig interesse til ankesagen, eller hvor landsdommeren finder, at den endelige afgørelse af kriminalsagen bør finde sted under medvirken af det folkelige element, som domsmændene repræsenterer.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.1.

Til § 46

Efter bestemmelsen i stk. 1, der er ny, skal der fremover kun medvirke domsmænd i civile sager, hvis en af parterne anmoder om det, eller hvis retten af egen drift træffer bestemmelse herom. I alle andre tilfælde skal civile sager herefter alene behandles af kredsdommeren og uden domsmænds medvirken.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 regulerer domsmænds medvirken i civile ankesager. Det følger heraf, at der fremover også kun skal medvirke domsmænd i civile ankesager, hvis en af parterne anmoder om det, eller hvis retten af egen drift træffer bestemmelse herom. I ankesager, hvor der medvirker 3 dommere, dvs. ved landsrettens behandling af en civil ankesag fra Retten i Grønland, skal der deltage 2 domsmænd.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.1.

Til § 47

Den foreslåede bestemmelse, der er ny, indeholder en nærmere regulering af domsmænds medvirken i visse afgørelser. Det følger af stk. 1, at domsmænd ikke deltager i retsmøder uden for hovedforhandlingen, f.eks. forberedende retsmøder eller retsmøder vedrørende efterforskningsskridt i forbindelse med kriminalsager, eller i de afgørelser, der i øvrigt træffes under sagen. Bestemmelsen skal i øvrigt sammenholdes med den foreslåede bestemmelse i § 43 og bemærkningerne hertil.

Skal der ske bevisførelse forud for hovedforhandlingen ved den dømmende ret (altså ikke subsidiære afhøringer ved andre retter), skal der dog altid deltage domsmænd heri, jf. stk. 2.

Endelig foreslås i stk. 3 en bestemmelse, der relaterer sig til bestemmelsen i § 595 om fortolkning af kriminaldomme. Efter bestemmelsen, der svarer til den danske retsplejelovs § 91, stk. 2, 2. pkt., skal der deltage domsmænd i afgørelsen af forståelsen af en dom i en kriminalsag. Bestemmelsens ordlyd »domsmændene« sigter til, at det så vidt muligt bør være de samme domsmænd som dem, der har medvirket ved afsigelsen af den dom, hvorom der er opstået fortolkningstvist. Heraf følger også, at der kun skal medvirke domsmænd, hvis den omtvistede dom er afsagt under medvirken af domsmænd.

Til § 48

Efter den foreslåede bestemmelse, som er ny, skal retten af egen drift prøve, om domsmænd skal medvirke. Er en hovedforhandling begyndt under medvirken af domsmænd, kan retten bestemme, at domsmænd fortsat skal medvirke, selv om sagen skulle have været behandlet uden domsmænds medvirken. I den modsatte situation, dvs. hvor sagen er begyndt uden domsmænds medvirken, kan sagen derimod ikke fremmes, men må udsættes og starte forfra under medvirken af domsmænd.

Bestemmelsen svarer i hovedsagen til den danske retsplejelovs § 691, stk. 1.

Inhabilitet

Til § 49

Bestemmelsen indeholder en opregning af de tilfælde, hvor ingen må handle som dommer i en sag. Ordet »dommer« omfatter i denne sammenhæng samtlige medlemmer af retten, dvs. også domsmænd og dommerfuldmægtige. Som noget nyt er dette dog udtrykkeligt præciseret i § 52, stk. 1, jf. bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen er – med tilføjelsen af adoptiv- og plejeforældre samt adoptiv- og plejebørn i nr. 2 og en sproglig ajourføring – identisk med den gældende inhabilitetsbestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 10.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.3., hvor kommissionens generelle overvejelser vedrørende kredsdommeres habilitet er nærmere behandlet.

Til § 50

Bestemmelsen, der er ny, regulerer den situation, at den dommer, som beklæder retten under hovedforhandlingen i en kriminalsag, vedrørende det forhold, som tiltalen angår, tidligere har truffet afgørelse om at tilbageholde den tiltalte efter § 359, stk. 2, eller om brevåbning og brevstandsning i medfør af § 384, stk. 3. Som undtagelse hertil er dog fastsat, at inhabilitet ikke – af denne grund – foreligger i tilfælde, hvor sagen behandles som tilståelsessag, eller hvor sagen i øvrigt vedrørende det forhold, der har begrundet de nævnte efterforskningsindgreb, ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.

I stk. 2 foreslås indsat en bestemmelse om tilbageholdelse under hovedforhandlingen. Reglen tager sigte på de situationer, hvor hovedforhandlingen strækker sig over længere tid, og hvor tilbageholdelsesfristen derfor kan udløbe under hovedforhandlingen. I disse tilfælde følger det af bestemmelsen, at tilbageholdelsesafgørelsen skal træffes af en anden dommer end den, som er retsformand under hovedforhandlingen. Dette gælder dog ikke, hvis sagen behandles som tilståelsessag, eller sagen i øvrigt vedrørende det forhold, der har begrundet indgreb som nævnt i 1. pkt., ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.

Reglerne i stk. 1 og stk. 2 udspringer af den habilitetsmæssige betragtning, at de af bestemmelserne omfattede retsskridt i forbindelse med efterforskningen indebærer en så intensiv prøvelse af sagen fra dommerens side, en prøvelse, der i henseende til skyldsspørgsmålet nærmer sig det beviskrav, der må stilles for domfældelse, at dommeren ikke efterfølgende under hovedforhandlingen kan siges at opfylde kravet om upartiskhed (jf. Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 234).

Endelig følger det af stk. 3, at den omstændighed, at dommeren, fordi flere embedsvirksomheder er forenede i dennes person, tidligere af den grund har haft med sagen at gøre, ikke medfører inhabilitet, når der ikke efter de foreliggende omstændigheder er grund til at antage, at dommeren har nogen særegen interesse i sagens udfald.

Bestemmelserne svarer med enkelte ændringer til den danske retsplejelovs § 60, stk. 2 og 3, og stk. 7.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.1.4.

Til § 51

Bestemmelsen, der er ny, har – set i sammenhæng med de øvrige inhabilitetsregler – karakter af en opsamlings- eller suppleringsbestemmelse, og fastslår således, at ingen må handle som dommer, når der i øvrigt foreligger sådanne omstændigheder, at der med føje kan rejses tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.

Den foreslåede bestemmelse er affattet i overensstemmelse med den danske retsplejelovs § 61. Bestemmelsen vil kunne anvendes med hensyn til tilfælde af inhabilitet, som må sidestilles med – men som ikke omfattes af – de foreslåede regler i §§ 49 og 50. Det kan f.eks. dreje sig om et i forhold til § 49, nr. 2, fjernere slægtskab mellem dommeren og en af sagens parter, som konkret er lige så tæt som de slægtsforhold, som omfattes af § 49, eller om hjemvisning af sagen fra landsretten til kredsretten, hvor kredsdommeren tidligere har taget stilling til de forhold, der nu skal prøves igen.

I modsætning til de andre inhabilitetsbestemmelser giver den foreslåede bestemmelse plads til et vist skøn med hensyn til inhabilitetsspørgsmålet. Kommissionen finder ikke at kunne pege på særlige momenter, som bør indgå i dette skøn, men vil overlade det til den fremtidige retsanvendelse at fastlægge bestemmelsens anvendelsesområde. Kommissionen finder dog samtidig anledning til at understrege, at selv om bestemmelsen er enslydende med den danske retsplejelovs § 61, forudsættes det fremtidige anvendelsesområde selvstændigt fastlagt i lyset af de forhold, som gør sig gældende i Grønland.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.2.1.4.

Til § 52

Bestemmelsen i stk. 1, der er ny, præciserer, at §§ 49 og 51 finder tilsvarende anvendelse for domsmænd og fuldmægtige ved retten.

Efter stk. 2 skal retsformanden, inden behandlingen af sagen begynder, spørge domsmændene, om der foreligger omstændigheder, der er til hinder for, at de medvirker som domsmænd. Reglen skal sikre, at eventuelle inhabilitetsspørgsmål bliver afklaret, inden sagen indledes.

Til § 53

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 kan spørgsmål om en dommers eller domsmands habilitet rejses af enhver af dommerne, herunder domsmænd og dommerfuldmægtige, og af parterne. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 11, stk. 2.

Efter bestemmelsen i stk. 2 træffes afgørelsen om eventuel foreliggende inhabilitet ved en beslutning, der skal begrundes. Som efter gældende ret, jf. retsplejelovens kapitel 1, § 11, stk. 1, er den dommer eller domsmand, om hvis habilitet, der er rejst spørgsmål, ikke udelukket fra at deltage i afgørelsen.

Endelig følger det af stk. 3, at en dommer, som er fundet inhabil, kun kan foretage sådanne nødvendige handlinger i sagen, som ikke kan udsættes. Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 65.

Kapitel 2

Domstolenes opgaver og kompetence

Til § 54

Den foreslåede nye bestemmelse indeholder en opregning af de sager, som efter denne lov henlægges til domstolene. De opregnede sagsområder er overensstemmende med gældende ret.

Herudover følger det af bestemmelsen, at andre sagsområder vil kunne henlægges til domstolene, hvis det sker i medfør af anden (rigs-)lovgivning.

Kredsretterne

Til § 55

Efter bestemmelsen er kredsretterne 1. instans for alle sager, medmindre et givent sagsområde ved lov, landstingslov eller landstingsforordning er henlagt til Retten i Grønland som 1. instans. Bestemmelsen indebærer således, at der i såvel lovgivning under hjemmestyret som i rigslovgivning kan fastsættes regler om, at særlige sagstyper, herunder f.eks. sager af særlig principiel eller vanskelig karakter, skal behandles af Retten i Grønland som 1. instans.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.3.

Til § 56

Efter bestemmelsen i stk. 1 skal kredsdommeren henvise en sag til behandling ved Retten i Grønland, hvis sagen angår særligt vanskelige faktiske eller retlige spørgsmål, hvis sagen er af principiel karakter, eller hvis sagen har særlig indgribende betydning for en part. Med bestemmelsen er der tilsigtet en udvidelse af adgangen til at kunne henvise en sag til 1. instansbehandling ved Retten i Grønland i forhold til den gældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 15, stk. 1, hvor landsdommeren – efter indstilling fra kredsdommeren eller efter begæring fra en part – har adgang til at træffe beslutning om Grønlands Landsrets overtagelse af en sags behandling i 1. instans.

Med bestemmelsens formulering om, at kredsdommeren »skal« henvise en sag, er det ikke tilsigtet, at kredsdommeren ikke skal kunne foretage en konkret afvejning af, om sagen opfylder betingelserne for henvisning efter stk. 1, nr. 1-3. I kredsdommerens afvejning heraf skal bl.a. kunne indgå, om kredsdommeren selv vurderer, at vedkommende – på baggrund af sin uddannelse og erfaring – kan behandle sagen i kredsretten, hvorefter f.eks. en sags særligt vanskelige faktiske eller retlige spørgsmål ikke giver grundlag for henvisning til behandling ved Retten i Grønland efter stk. 1, nr. 1.

Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 1, er det med adgangen til henvisning af sager, der angår særligt vanskelige faktiske eller retlige spørgsmål tilsigtet, at der fortsat skal kunne ske henvisning af de sagstyper, som efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 15, stk. 1, kan henvises til behandling i Grønlands Landsret efter landsdommerens bestemmelse.

Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, er henvisningsadgangen udvidet i forhold til den gældende ordning til også at omfatte sager af principiel karakter. Hermed sigtes til sager, der angår et principielt retligt spørgsmål, f.eks. lovfortolkning, men også sager, hvis udfald vil være afgørende for en række andre personer, vil være principielle. Bestemmelsen angår i det hele taget sager, der må antages at blive retningsgivende i en række tilsvarende sager.

Bestemmelsen gælder også kriminalsager. Med adgangen til henvisning af disse sager er det tilsigtet, at navnlig sager, hvor der i forbindelse med sagen er tale om fortolkning af en lovbestemmelse, og hvor sagens udfald kan få betydning for andre sager, skal kunne henvises til behandling ved Retten i Grønland.

Endelig skal en sag efter forslagets stk. 1, nr. 3, henvises til behandling ved Retten i Grønland, hvis sagen har særlig indgribende betydning for en part. Efter stk. 2 gælder stk. 1, nr. 3, ikke for kriminalsager. Med denne henvisningsadgang sigtes til betydningen af sagen for parten i almindelighed som f.eks. tilfælde, hvor sagsgenstandens størrelse gør sagen særlig betydningsfuld for en part, eller hvor sagens udfald kan få afgørende betydning for en parts tilværelse som f.eks., hvor sagens resultat kan have bestemmende virkning for en parts adgang til (fortsat) at udøve sit erhverv.

Efter stk. 3 skal henvisning ske så tidligt som muligt og kan ikke ske efter hovedforhandlingens begyndelse. Kredsdommeren har pligt til at påse, om en sag er omfattet af henvisningsordningen og er forpligtet til at henvise sagen, hvis den opfylder betingelserne herfor.

Efter stk. 4 træffes afgørelsen om henvisning ved beslutning, der skal begrundes, hvis sagens parter anmoder herom. Det følger heraf, at spørgsmålet om henvisning også kan rejses af sagens parter, hvis kredsdommeren ikke af egen drift har taget stilling hertil.

Er der sket henvisning, uden at betingelserne herfor er opfyldt, kan sagen af dommeren ved Retten i Grønland tilbagesendes til kredsretten, jf. stk. 5. Det forudsættes i øvrigt, at der med tiden vil danne sig en praksis for henvisningsordningen, og at Retten i Grønland som led i sin generelle vejledningspligt over for kredsretterne løbende orienterer om denne praksis.

Beslutninger efter stk. 1 og 5 kan indbringes for Grønlands Landsret af sagens parter, jf. stk. 6.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.3.

Retten i Grønland

Til § 57

Bestemmelsen fastsætter den saglige kompetence for den juridiske domstol i 1. instans: Retten i Grønland. Efter bestemmelsen i stk. 1 behandler denne domstol således de sager, som ved lov, landstingslov eller landstingsforordning er henlagt hertil som 1. instans, samt de sager, der er henvist fra kredsretterne i medfør af § 56, jf. stk. 2.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.3.

Til § 58

Efter bestemmelsen har dommeren ved Retten i Grønland til opgave at forestå uddannelsen af kredsdommerne og det øvrige personale ved kredsretterne. Vejledningsforpligtelsen over for kredsretterne i spørgsmål vedrørende retsudøvelsen, som i dag varetages af Vejledningsafdelingen i Grønlands Landsret, skal efter bestemmelsen desuden påhvile dommeren ved Retten i Grønland.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.3. og – for så vidt angår uddannelse af domstolenes personale – til afsnit VI, kap. 6.

Grønlands Landsret

Til § 59

Bestemmelsen indebærer, at Grønlands Landsret skal virke som en ren appeldomstol for afgørelser truffet af kredsretterne eller Retten i Grønland og således ikke længere behandle visse sager i 1. instans eller varetage vejledningen af kredsretterne.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.3.

Højesteret

Til § 60

Efter bestemmelsen skal Højesteret fortsat være 3. instans for sager, der er afgjort af Grønlands Landsret. Appel til Højesteret som 3. instans vil – som efter gældende ret – fortsat kræve Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VI, kap. 5.4.1.1. og afsnit XI, kap. 1.3.2.

Kapitel 3

Politiet og anklagemyndigheden

Til § 61

Bestemmelsen svarer – med en sproglig modernisering – til den nugældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 17.

Bestemmelsen i 2. pkt. om, at politiet endvidere har til opgave at virke som anklagemyndighed er alene medtaget for at understrege, at dette indgår som en væsentlig del af politiets opgaver. Der er ikke herved tilsigtet nogen realitetsændringer.

Til § 62

Bestemmelsen svarer til den nugældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 18, stk. 1, 3 og 4.

Politiet i Grønland er ligesom de øvrige politikredse i Danmark en del af rigets politi, hvorfor den nugældende bestemmelse i kapitel 1, § 18, stk. 2 – om politiet i Grønland som et selvstændigt politikorps uden for rigets fælles politikorps – foreslås ophævet.

Herudover foreslås bestemmelsen i den hidtidige stk. 3 (som bliver stk. 2) ændret, således at politimesteren gives udtrykkelig hjemmel til at ansætte reservebetjente. Forskellen på kommunefogeder og reservebetjente er, at de sidstnævnte (fortsat) ikke har selvstændig politimyndighed.

Til § 63

Bestemmelsen svarer med en ændret formulering af stk. 2 (i lyset af den nuværende stillingsstruktur for det juridiske personale) til den nugældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 19. Der er ikke tilsigtet nogen realitetsændringer.

Til § 64

Bestemmelsen svarer med en ændret formulering af stk. 2, 1. pkt., til den nugældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 20.

Den nugældende bestemmelse i kapitel 1, § 20, stk. 2, 2. pkt., hvorefter en person, der ikke har bestået juridisk embedseksamen, i påtrængende tilfælde midlertidigt kan beskikkes som politimester, er betydningsløs i praksis og foreslås ophævet.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den nugældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 20, stk. 3, med den ændring, at forudgående beskæftigelse hos anklagemyndigheden sidestilles med ansættelse i politiet i relation til kravet om forudgående beskæftigelse.

Med den forslåede formulering vil der fortsat være mulighed for at ansætte en person som politimester i Grønland, uden at vedkommende i mindst 3 år har varetaget en overordnet stilling i politiet eller anklagemyndigheden. En forudsætning herfor vil være, at det på anden måde er godtgjort, at den pågældende er egnet til ansættelse som politimester.

Med bestemmelsen forudsættes det således, at Justitsministeriets hidtidige praksis med hensyn til ansættelse som politimester på Grønland opretholdes, og der er ikke med den ændrede formulering tilsigtet nogen realitetsændring.

Til § 65

Bestemmelsen i stk. 1 svarer i sit indhold til den nugældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 22, stk. 1. Dog er rigsadvokaten medtaget for at præcisere, at rigsadvokaten og personer, der er antaget til bistand for denne, giver møde i kriminalsager, der efter en 3. instansbevilling indbringes for Højesteret.

Efter bestemmelsen i stk. 2 skal de offentlige anklagere fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader, og derved ikke blot påse at skyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.

Bestemmelsen udtrykker det fundamentale objektivitetsprincip, hvorefter anklagemyndigheden (og herunder politiet i relation til efterforskningen) har pligt til også at tage enhver omstændighed, der tyder på en mistænkts uskyld, i betragtning. Princippet kan betragtes som en af de væsentligste retssikkerhedsgarantier inden for kriminalretsplejen og betyder i praksis, at politi og anklagemyndighed er underlagt en pligt til at udføre efterforskning og påtale på objektiv måde.

Objektivitetsprincippet indebærer bl.a., at der ikke rejses tiltale i en sag, medmindre det fra anklagemyndighedens side skønnes, at tiltalerejsningen vil føre til domfældelse.

Med hensyn til kravet om, at sagen skal fremmes med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader, bemærkes, at der ikke er fundet grundlag for en mere detaljeret lovregulering af dette spørgsmål, f.eks. i form af frister for efterforskningens varighed. Derimod er der særlig anledning til at fremhæve, at der for politiet består en pligt til at prioritere sagerne efter disses karakter. Der bør således reageres med overordentlig stor hurtighed over for alvorligere sager, f.eks. voldtægtssager, og det bør påses, at sagen under hele sagsforløbet fremmes med den fornødne hastighed. Dette grundlæggende krav gælder såvel i relation til politiets efterforskning, som med hensyn til politiets virksomhed som anklagemyndighed.

Om objektivitetsprincippet i relation til spørgsmålet om påtaleopgivelse og tiltalefrafald mv. henvises i øvrigt til betænkningens afsnit X, kap. 3.3

Bestemmelsen i stk. 3 svarer med enkelte sproglige ændringer til den nugældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 1, § 21, stk. 2. Bestemmelsen fastslår, at politimesteren i sin virksomhed som anklagemyndighed er direkte underordnet rigsadvokaten. Derved præciseres, at den almindelige struktur for anklagemyndigheden i Danmark – med en statsadvokat som mellemled mellem politimestrene og rigsadvokaten – fortsat ikke gælder i Grønland.

Bestemmelsen i stk. 4, 1. pkt., fastslår den almindelige hovedregel, hvorefter rigsadvokaten i kraft sit overordnelsesforhold er rekursmyndighed for afgørelser truffet af politimesteren i 1. instans og fører tilsyn med politimesterens virksomhed som anklagemyndighed. Bestemmelsen fastlægger ikke kredsen af klageberettigede, hvilket i stedet må afgøres efter de almindelige forvaltningsretlige regler.

Efter bestemmelsen i stk. 4, 2. pkt., begrænses – i overensstemmelse med princippet i den danske retsplejelovs § 99, stk. 3, 2. pkt., og § 101, stk. 2, 2. pkt. – den nuværende adgang til at påklage alle afgørelser truffet af politimesteren vedrørende behandling af kriminalsager til både rigsadvokaten og justitsministeren. Herved gennemføres en to-instans rekursbegrænsning for så vidt angår afgørelser vedrørende kriminalretlig forfølgning. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag er herefter endelig, medmindre justitsministeren benytter sin adgang til som overordnet tilsynsmyndighed at gribe ind i rigsadvokatens behandling af en konkret sag.

I bestemmelserne i stk. 4, 3. og 4. pkt., præciseres i overensstemmelse med over-/underordnelsesforholdet, at rigsadvokaten kan give politimesteren generelle og konkrete pålæg vedrørende virksomheden som anklagemyndighed.

Efter bestemmelsen i stk. 5 fastsættes fristen for at klage over afgørelser til 4 uger. Bestemmelsen gælder kun, hvor der er truffet en afgørelse. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Klagen skal være kommet frem til myndigheden inden fristens udløb.

Klagefristen er ikke absolut, idet klager, der modtages efter udløbet af 4-ugersfristen, skal behandles, hvis rigsadvokaten skønner, at fristoverskridelsen må anses for undskyldelig. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis afgørelsen vel er meddelt klageren, men denne på grund af bortrejse, sygdom eller lignende har været forhindret i at indgive klagen rettidigt.

Det bemærkes, at overskridelse af klagefristen ikke berører rigsadvokatens adgang til at omgøre politimesterens afgørelse i medfør af bestemmelsen i stk. 4, 4. pkt., om konkrete pålæg vedrørende virksomheden som anklagemyndighed.

Bestemmelsen i stk. 6 indebærer, at klager over aktindsigt efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven – i lighed med klager over afgørelser om kriminalretlig forfølgning – bliver omfattet af toinstansprincippet. Bestemmelsen betyder endvidere, at klagefristen på 4 uger i stk. 5 også gælder i forhold til klager over afgørelser om aktindsigt. Der er mulighed for at dispensere fra klagefristen som nævnt i stk. 5, 2. pkt.

Kapitel 4

Forsvarere

Til § 66

Bestemmelsen, som fastslår grundlaget for den fremtidige ordning for forsvareres møderet mv., indebærer en ændring i forhold til den gældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 5, § 23, stk. 1, 1. led, hvorefter retten til at møde som bisidder i kri­mi­nal­sager tilkommer enhver uberygtet og myndig person.

Efter stk. 1 foreslås det således, at dommeren ved Retten i Grønland autoriserer et passende antal uberygtede og myndige personer over 18 år til at virke som forsvarere i kriminalsager. Der stilles ikke krav om, at personer, der søger autorisation som forsvarer, skal være i besiddelse af bestemte forkundskaber, idet de relevante faglige forudsætninger foreslås sikret gennem den uddannelsesordning, som fremgår af den foreslåede § 67. De personer, der kan komme på tale som autoriserede forsvarere, tilhører herefter den samme personkreds, som de nuværende bisiddere i kriminalsager – det vil for den overvejende dels vedkommende sige lægfolk, der stiller deres bistand til rådighed for retsvæsenet, men som i reglen har hovederhverv andetsteds. Ligesom efter den gældende ordning vil kredsen af autoriserede forsvarere endvidere kunne omfatte jurister, der ikke er advokater, men f.eks. har ansættelse i den offentlige administration eller hos offentlige og private virksomheder mv. Advokater foreslås derimod ikke omfattet af autorisationsordningen. For deres ret til at møde som forsvarere og pligt til at lade sig beskikke gælder §§ 82 og 83.

Begrebet »uberygtede« forudsættes at omfatte både almindeligt omdømme (»redelighed«) og eventuel kriminalitet. Dommeren ved Retten i Grønland vil skulle vurdere, om en dom for kriminelt forhold har en sådan karakter eller aktualitet, at den er til hinder for at opnå autorisation som forsvarer.

Antallet og fordelingen af autorisationerne som forsvarer forudsættes fastlagt på en sådan måde, at der i hver retskreds står et efter sagsantallet passende antal lokale forsvarere til rådighed.

Efter stk. 2, 1. pkt., vil autorisationen give ret til at møde som forsvarer ved kredsretterne, Retten i Grønland og Grønlands Landsret – dvs. ved alle grønlandske domstole. Retten til at møde som forsvarer ved Højesteret vil derimod som hidtil afhænge af, om vedkommende efter den danske retsplejelovs regler har erhvervet en sådan møderet. Dette vil herefter alene kunne være tilfældet for advokater. Autorisationen medfører i henhold til stk. 2, 2. pkt., endvidere en pligt til at lade sig beskikke i kriminalsager ved de grønlandske domstole. Foruden beskikkelse som forsvarer omfatter dette en pligt til at lade sig beskikke som udenretlig rådgiver – hvilket dog kun er relevant for juristernes vedkommende, jf. § 327, stk. 1, 2. pkt. – og som stedlig medhjælper, jf. § 328. Det forudsættes, at domstolene administrerer beskikkelsesordningen under rimelig hensyntagen til de autoriserede forsvareres arbejdsmæssige og personlige forpligtelser i øvrigt.

For advokaters møderet som forsvarere gælder § 82. Advokater har således ret til at møde som forsvarere i medfør af advokatbeskikkelsen. Anderledes forholder det sig med advokatfuldmægtige, der ikke uden videre har ret til at møde som forsvarer, jf. herved § 82, stk. 2. Advokatfuldmægtige vil imidlertid kunne søge og – på linje med andre ansøgere – meddeles autorisation som forsvarer efter stk. 1. Advokatfuldmægtigen og dennes chef må indbyrdes tage stilling til, hvorvidt advokatfuldmægtigen på denne måde bør søge at opnå møderet i kriminalsager.

Advokaters pligt til at lade sig beskikke som forsvarere mv. i kriminalsager vil afhænge af, om vedkommende advokat er antaget under den ordning med beneficerede advokater, som foreslås indført, jf. § 83.

Domstolenes administration af beskikkelsesordningen forudsættes tilrettelagt på en sådan måde, at den sikrer en rimelig fordeling af sagerne mellem henholdsvis de autoriserede forsvarere og de beneficerede advokater, som står til rådighed. Dette skal dog ikke være til hinder for, der under hensyntagen til sigtedes ønsker eller i lyset af den enkelte forsvarers særlige kvalifikationer mv. kan beskikkes en forsvarer, der ikke står for tur efter den sædvanlige fordeling.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at møderetten som forsvarer fremtidigt kun vil tilkomme personer med autorisation og advokater.

Til § 67

Bestemmelsen, som er ny, fastslår, hvilke betingelser der skal gælde for at kunne opnå autorisation og dermed møderet som forsvarer.

I henhold til stk. 1 skal der foruden de i lovudkastets § 66, stk. 1, nævnte betingelser om uberygtethed, myndighed (herunder et alderskrav på 18 år), stilles krav om, at vedkommende har gennemgået en særlig forsvareruddannelse. Kravet om uddannelse gælder alle, som søger autorisation som forsvarer, herunder jurister. Formålet med kravet om uddannelse er at skabe sikkerhed for, at personer med møderet som forsvarer har de for hvervet nødvendige faglige forudsætninger.

Fastsættelsen af nærmere regler for indholdet og tilrettelæggelsen af forsvareruddannelsen foreslås efter stk. 2., 1. pkt., henlagt til justitsministeren. Uddannelsen skal udformes på en sådan måde, at de autoriserede forsvarere for den overvejende del af kri­mi­nal­sager­nes vedkommende sættes i stand til at udøve et effektivt forsvar i Menneskerettighedskonventionens forstand, ligesom forsvaret efter konventionens udviklede princip om »equality of arms« må kunne leve op til samme faglige kvalifikationer som de anklagere, der møder ved kredsretterne. For at sikre dette formål forudsættes det, at uddannelsen skal omfatte en eller flere prøver på den viden, som deltagerne skal have tilegnet sig for at kunne opnå autorisation som forsvarer.

Justitsministeren kan efter stk. 2, 1. pkt., endvidere fastsætte nærmere regler om, at der, forinden uddannelsen er tilendebragt, kan meddeles en person ret til foreløbigt at virke som forsvarer i et nærmere bestemt omfang. Forslaget har uddannelsesmæssige formål for øje, men tjener også til at undgå, at der opstår mangel på forsvarerbistand i de enkelte retskredse. Den foreløbige ret til at virke som forsvarer kan alene omfatte sager, som den pågældende person kan antages at være tilstrækkelig kvalificeret til at varetage.

Det foreslås efter forslagets stk. 2, 2. pkt., at forsvareruddannelsen skal administreres af Retten i Grønland. Efter forslaget skal uddannelse med henblik på at opnå autorisation som forsvarer, varetages af en landsforsvarer. Gennemføres forslaget med en offentlig landsforsvarer foreslås opgaverne med uddannelse af forsvarere udlagt til f.eks. et advokatkontor, mens der ved en ordning med en privat landsforsvarer foreslås, at der gives mulighed for at tilknytte eksterne personer eller institutioner, der vil kunne bistå med tilrettelæggelsen og gennemførelsen af undervisning af forsvarere. Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VII, kap. 2.3.8.

Efter stk. 3 foreslås justitsministeren at kunne fastsætte regler om delvis fritagelse for kravet om uddannelse efter stk. 1. Hensigten med dette er at skabe hjemmel for helt eller delvis at fritage enkeltpersoner fra deltagelse i den undervisning, der indgår i forsvareruddannelsen, men derimod ikke fra den eller de prøver, som uddannelsen omfatter. Fritagelsesmuligheden tager særligt sigte på de jurister, der måtte søge autorisation som forsvarer, (dvs. jurister, der ikke er advokater), men er dog også tænkt at kunne finde anvendelse på lægpersoner, der under den gældende ordning har opnået erfaring som bisiddere i kri­mi­nal­sager. Beslutning om fritagelse bør i alle tilfælde træffes i samråd med den pågældende person efter overvejelser om vedkommendes forudsætninger for at kunne gennemføre den eller de omhandlede prøver uden forinden at have deltaget i undervisningen.

For fungerende bisiddere i kriminalsager foreslås endvidere indført en ordning, hvorefter de med dommeren ved Retten i Grønlands godkendelse kan meddeles en frist på 3 år fra reformens ikrafttræden til at gennemføre forsvareruddannelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 748.

Efter stk. 4 foreslås det, at retten til at opretholde en meddelt autorisation som forsvarer skal være betinget af deltagelse i en efteruddannelse. Formålet med dette er at sikre forsvarernes fortsatte faglige udvikling. De nærmere regler for efteruddannelsen foreslås i henhold til 2. pkt. fastsat af justitsministeren, således at der også i henseende til efteruddannelsen kan fastsættes regler, hvorefter enkeltpersoner kan meddeles hel eller delvis fritagelse fra undervisningen, men derimod ikke fra den eller de prøver, som forudsættes at kunne indgå også i efteruddannelsen. Muligheden for fritagelse antages i relation til efteruddannelsen alene at komme på tale for jurister.

En vurdering af forsvareruddannelsen og dens forløb vil kunne indgå i det opfølgende arbejde, som skal varetages af det foreslåede »Rådet for Grønlands Retsvæsen«, jf. herved betænkningens afsnit XX, pkt. 2.

Til § 68

Bestemmelsen, som er ny, regulerer spørgsmålet om tilbagekaldelse af autorisationen og dermed møderetten som forsvarer.

Af stk. 1 fremgår det, at kompetencen til at tilbagekalde en autorisation som forsvarer foreslås henlagt til samme myndighed, som meddeler autorisation, og som i øvrigt forestår administrationen af ordningen, dvs. dommeren ved Retten i Grønland.

Det fremgår af stk. 1 endvidere, at autorisationen skal tilbagekaldes, hvis en person ikke længere opfylder betingelserne for at opnå eller bevare autorisationen – dvs. hvis personen ikke længere opfylder betingelserne om uberygtethed og myndighed, eller betingelserne om deltagelse i den obligatoriske efteruddannelse. Autorisationen skal også tilbagekaldes, hvis vedkommende under udøvelsen af hvervet som forsvarer eller i anden sammenhæng har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil kunne udøve forsvarerhvervet på forsvarlig måde. Som eksempler på forhold, der under hensyn hertil kan medføre tilbagekaldelse af autorisationen, kan nævnes, at forsvareren under udøvelsen af sit hverv – herunder også som udenretlig rådgiver eller stedlig medhjælper – groft eller gentagne gange har forbrudt sig mod reglerne for god forsvarerskik, f.eks. ved at have gjort sig skyldig i grov forsømmelse eller modvirkning af sagens opklaring mv. Uden for udøvelsen af forsvarerhvervet kan der bl.a. være tale om, at den pågældende har gjort sig skyldig i uredeligt eller kriminelt forhold inden for sit hovederhverv eller i sit privatliv. Der vil således kunne være et vist sammenfald mellem bestemmelsens 1. og 2. led, idet en situation som den sidstnævnte tillige må antages at kunne medføre, at den pågældende forsvarer ikke længere kan anses som uberygtet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 66, stk. 1.

Foruden at ophøre ved autorisationens tilbagekaldelse vil retten til at virke som forsvarer kunne frakendes under en kriminalsag. Dette vil kunne ske i tilfælde, hvor forsvareren står tiltalt for at have misbrugt sin stilling til at modarbejde sagens oplysning eller for at have tilsidesat de pligter, der i øvrigt påhviler forsvareren i henseende til sagens behørige behandling. Det vil også kunne ske, hvor forsvareren står tiltalt for overtrædelse af andre bestemmelser i kriminalloven eller anden lovgivning. I alle tilfælde er det en betingelse for frakendelse, at forsvareren har gjort sig skyldig i et forhold, som begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen som forsvarer, eller som gør den pågældende uværdig til den agtelse og tillid, der må kræves for udøvelsen af hvervet som forsvarer.

Det forudsættes, at retterne og politiet af egen drift retter henvendelse til dommeren ved Retten i Grønland, såfremt der foreligger omstændigheder, som kan medføre, at en forsvarer bør fratages sin autorisation. Dommeren ved Retten i Grønland forudsættes tilsvarende at reagere af egen drift, hvis denne i øvrigt får kendskab til forhold, som bør medføre tilbagekaldelse af autorisationen.

Det foreslås efter stk. 2, at afgørelse om at tilbagekalde en autorisation som forsvarer skal træffes ved en beslutning, der skal begrundes, og som kan kæres til landsretten. Der vil således være fri appeladgang til Grønlands Landsret, hvorimod yderligere appel til Højesteret i overensstemmelse med den generelle ordning vil afhænge af Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan meddeles, hvis sagen er af principiel karakter. Af retssikkerhedsmæssige hensyn foreslås det endvidere, at sager om tilbagekaldelse af autorisation som forsvarer skal behandles mundtligt, hvis den, som autorisationen vedrører, anmoder om det. Selv om sådan anmodning ikke fremkommer, vil dommeren altid kunne indkalde til et retsmøde, hvis der skønnes at være behov for det. Den foreslåede bestemmelse svarer i øvrigt til ordningen for meddelelse af afslag på autorisation som advokatfuldmægtig, jf. herved den foreslåede bestemmelse i § 85, stk. 3.

Til § 69

Bestemmelsen, som er ny, fastslår, at Retten i Grønland én gang årligt skal udsende en fortegnelse over de personer, der er meddelt autorisation som forsvarer. Endvidere skal dommeren straks udsende sådanne ændringer til fortegnelsen, som følger af, at en yderligere autorisation er meddelt, tilbagekaldt eller på anden måde ophørt, f.eks. som følge af, at en person har tilbageleveret autorisationen.

Det forudsættes, at Retten i Grønland med passende mellemrum foretager en undersøgelse af, om de personer, der står opført, fortsat har ret til at være autoriserede som forsvarere. I benægtende fald skal der tages skridt til at tilbagekalde autorisationen.

Listen forudsættes at skulle udsendes til samtlige retskredse og politidistrikter samt til politimesterembedet, så der til enhver tid er klarhed over, hvilke personer der aktuelt har ret til at møde som forsvarere. I tvivlstilfælde bør der rettes henvendelse til Retten i Grønland for at få bekræftet, hvorvidt en given person fortsat har ret til at virke som forsvarer.

Til § 70

Bestemmelsen bemyndiger justitsministeren til at udpege enten en offentlig landsforsvarer eller en privat landsforsvarer i Grønland.

Forslag om, at der skal udpeges en landsforsvarer har til formål at etablere et selvstændigt landsforsvarerembede, hvor opgaverne med uddannelse og rådgivning af forsvarerne samt tilsynet med forsvarernes virksomhed samles hos én person.

Den udpegede landsforsvarer skal varetage bl.a. uddannelse af forsvarere i Grønland med henblik på autorisation af forsvarere. Den pågældende skal endvidere rådgive forsvarerne såvel i generel henseende som i konkrete sager. I den forbindelse skal landsforsvareren kunne beskikkes som bistand for forsvarere i de tilfælde, hvor der skal beskikkes såvel en forsvarer som en advokat for sigtede/tiltalte. Endelig skal den pågældende selv kunne møde som forsvarer i ankesager i Landsretten i Grønland.

Der udpeges enten en offentlig eller en privat landsforsvarer. Udpeges en offentlig landsforsvarer er det hensigten, at der etableres et selvstændigt landsforsvarerembede i offentligt regi, hvor landsforsvareren udelukkende beskæftiger sig med de nævnte opgaver med bl.a. uddannelse og rådgivning af forsvarere. Ved udpegning af en privat landsforsvarer er det hensigten, at en advokat i Grønland varetager opgaverne. Den advokat, der udpeges som privat landsforsvarer, er som sådan offentlig engageret, men det er hensigten, at den private landsforsvarer også skal kunne varetage andre advokatopgaver i sit virke som advokat.

I forbindelse med justitsministerens udpegning af en offentlig eller en privat landsforsvarer skal justitsministeren indhente en udtalelse fra Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater og fra Grønlands Forsvarerforening samt Retten i Grønland.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VII, kap. 2.3.8.

Til § 71

Som udgangspunkt skal de forsvarere, der er autoriseret af dommeren ved Retten i Grønland i medfør af § 66, virke som forsvarere i kriminalsager.

Efter stk. 1 skal dommeren ved Retten i Grønland imidlertid udpege et passende antal personer til at virke som hjælpeforsvarere.

Det forudsættes, at personer, der udpeges som hjælpeforsvarere, har gennemgået et kursus i relevante emner, herunder navnlig reglerne om efterforskning og fremstilling i grundlovsforhør.

En hjælpeforsvarer kan efter stk. 2, nr. 1, kun tilkaldes til at virke i forbindelse med et efterforskningsskridt eller et retsmøde, hvis det ikke har været muligt for politiet at tilkalde en autoriseret forsvarer til at bistå sigtede i forbindelse med det pågældende efterforskningsskridt eller retsmøde.

Er det ikke muligt at tilkalde en forsvarer, som er autoriseret ved den pågældende retskreds, skal politiet eventuelt tilkalde en forsvarer, som er autoriseret i en anden retskreds i nærheden. Dette skal ske efter en afvejning af sagens alvor over for det besvær og de udgifter, der vil være forbundet med tilkaldelsen. Kun, hvis det efter denne vurdering ikke er muligt at skaffe en autoriseret forsvarer til stede, har politiet adgang til at tilkalde en hjælpeforsvarer til at bistå sigtede.

Adgangen til at tilkalde hjælpeforsvarere er tænkt kun at skulle anvendes undtagelsesvist i forbindelse med uopsættelige efterforskningsskridt, der er omfattet af § 340, stk. 3, eller uopsættelige retsmøder. Et retsmøde kan f.eks. være uopsætteligt af hensyn til fremstilling af en sigtet i grundlovsforhør inden udløbet af 24-timers fristen. Adgangen til at tilkalde en hjælpeforsvarer omfatter ikke hovedforhandling af kriminalsager.

Efter stk. 3 skal en person, som skal afhøres som sigtet – inden en hjælpeforsvarer tilkaldes – have lejlighed til at komme i kontakt med en udenretlig rådgiver med henblik på at få bistand med hensyn til, om den sigtede eventuelt skal nægte at udtale sig til politiet, indtil en autoriseret forsvarer kan komme til stede og bistå ham. Det kan enten være en autoriseret forsvarer eller en advokat, men det kan også være den person, der varetager hotline-ordningen.

Tilkaldes en hjælpeforsvarer, skal den pågældende så vidt muligt forud for deltagelsen i det pågældende efterforskningsskridt eller retsmøde søge rådgivning hos en udenretlig rådgiver, jf. § 327, mest nærliggende den person, der varetager hotline-ordningen.

Kapitel 5

Advokater

Ved lov nr. 520 af 6. juni 2007 er der foretaget en række ændringer af den danske retsplejelovs bestemmelser om advokatvirksomhed mv. Hovedparten af lovens bestemmelser træder i kraft den 1. januar 2008. I det omfang, der i dette kapitel er henvist til den danske retsplejelovs regler, skal det forstås som retstilstanden fra den 1. januar 2008.

Beskikkelse som advokat mv.

Til § 72

Det foreslås i 1. pkt., at beskikkelse som advokat skal meddeles af justitsministeren efter reglerne i den danske retsplejelovs § 119, som fastslår de almindelige betingelser for at kunne opnå beskikkelse, og § 121, som omhandler de grunde, der i øvrigt kan medføre afslag på beskikkelse.

Efter den danske retsplejelovs § 119, stk. 2, nr. 1, kan beskikkelse som advokat alene meddeles myndige personer, der ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7. Disse bestemmelser gælder ikke for Grønland, hvor de tilsvarende bestemmelser findes i myndighedslovens §§ 53-55 om lavværgemål, og § 2 om umyndiggørelse. Henvisningerne til værgemålsloven i den danske retsplejelov skal derfor for Grønlands vedkommende forstås som en henvisning til de anførte bestemmelser i den grønlandske myndighedslov, jf. herved anordning nr. 306 af 14. maj 1993 om ikrafttræden for Grønland af myndighedsloven, indtil værgemålsloven måtte blive sat i kraft for Grønland.

Efter den danske retsplejelovs § 119, stk. 5, fastsætter justitsministeren regler om den teoretiske grunduddannelse, eksamen i forhold af særlig betydning for advokaterhvervet samt prøve i retssagsbehandling, som kræves for at blive beskikket som advokat. Det overlades til justitsministeren efter samråd med advokaterne i Grønland og Det Danske Advokatsamfund at træffe beslutning om, hvordan disse eller tilsvarende regler om efteruddannelse kan indføres for Grønland, så princippet om ensartede faglige standarder mv. for rigets advokater kan opretholdes.

Efter bestemmelsens 2. pkt. foreslås det, at sager om prøvelse af afslag på advokatbeskikkelse, som efter den danske retsplejelovs § 121, stk. 4, behandles ved retten, for Grønlands vedkommende skal behandles af Retten i Grønland som 1. instans. Appelordningen for sådanne sager skal herefter være den samme som for andre sager, der afgøres af Retten i Grønland som 1. instans, jf. herved betænkningens afsnit VII, kap. 3.2.2.

Til § 73

Bestemmelsen svarer i hovedsagen til den danske retsplejelovs § 120 og hjemler ligesom denne en beskyttelse af betegnelsen »advokat«.

I stk. 1 er ordlyden i forhold til den danske retsplejelovs § 120, stk. 1, ændret således, at der ikke er forbud mod at benytte en betegnelse, der er egnet til forveksling med betegnelsen advokat. Baggrunden for denne ændring er dels, at der i Grønland ikke gælder og ikke foreslås at skulle gælde nogen eneret for advokater til at føre retssager for andre. Hertil kommer, at der ikke foreslås indført regler, hvorefter advokater gives særlige rettigheder i henseende til at kunne udbyde (annoncere med) juridisk rådgivningsvirksomhed i erhvervsmæssigt øjemed. Som beskrevet i betænkningens afsnit VII, kap. 3.1.1. og 3.2.5., er det således tilladt enhver ikke kun at nedsætte sig, men også at udbyde rådgivning af juridisk karakter. I lyset heraf er der ikke fundet grundlag for at kriminalisere brugen af betegnelser, der kan tænkes anvendt af personer, der lovligt driver og udbyder sådan virksomhed, uagtet sådanne betegnelser muligvis kan føre til misforståelser om, at den pågældende er at sidestille med en advokat. Ordet »advokat« må dog ikke indgå i betegnelsen, idet der i givet fald vil være tale om en overtrædelse af bestemmelsen.

Stk. 2 indeholder i forhold til den danske retsplejelovs § 120, stk. 2, den ændring, at der i stedet for hjemmel til straf i form af bøde mv. gives mulighed for at idømme foranstaltninger efter kriminalloven. De grønlandske domstole vil herefter alene være bundet af kriminallovens retningslinjer for udmåling af foranstaltninger mv. Sager efter bestemmelsen vil i medfør af de almindelige regler for saglig kompetence henhøre under kredsretterne, jf. betænkningens afsnit VII, kap. 3.2.2.

Udøvelse af advokatvirksomhed

Til § 74

Bestemmelsen er identisk med den danske retsplejelovs § 122, stk. 1 og 2.

Den danske retsplejelovs § 122, stk. 3, hvorefter justitsministeren kan tillade, at en advokat, der efter § 122, stk. 1 eller stk. 2, ikke kan udøve advokatvirksomhed, udfører en retssag, er udeladt som værende uden relevans efter de grønlandske regler for møderet.

Advokater i Grønland foreslås endvidere ikke at skulle kunne bemyndiges til at virke som anklagere, idet der ikke er fundet noget praktisk behov herfor.

Til § 75

Bestemmelsen er identisk med den danske retsplejelovs § 123.

Til § 76

Bestemmelsen er identisk med den danske retsplejelovs § 124, bortset fra, at den danske ordlyd vedrørende hjemmel til straf i § 124, stk. 9 og 10, er ændret til henvisninger til kriminalloven. De grønlandske domstole vil herefter alene være bundet af kriminallovens retningslinjer for udmåling af foranstaltninger mv.

I stk. 11 er endvidere indsat en hjemmel til at pålægge juridiske personer ansvar, idet forslaget ikke indeholder en generel bestemmelse om ansvar for juridiske personer svarende til den danske retsplejelovs § 1022.

Sager om overtrædelser af stk. 9-11 vil i medfør af de almindelige regler om saglig kompetence som udgangspunkt høre under kredsretterne, jf. herved betænkningens afsnit VII, kap. 3.2.2. Dette gælder dog ikke, hvis der eksempelvis er tale om sager mod aktieselskaber eller anpartsselskaber. Sådanne sager behandles efter bestemmelsen i § 57, stk. 1, af Retten i Grønland som 1. instans.

Til § 77

Bestemmelsen er identisk med den danske retsplejelovs § 125 og fastslår princippet om, at advokater ikke uden særlig hjemmel har pligt til at påtage sig førelsen af en retssag.

En sådan særlig hjemmel er skabt ved forslaget om at indføre en ordning med beneficerede advokater, jf. § 83, der foruden pligt til at påtage sig beskikkelse i civile sager og kriminalsager skal medføre en pligt til at yde retshjælp, jf. § 84. Denne pligt indtræder dog kun, hvis advokaten frivilligt ansøger om at blive omfattet af ordningen, jf. bemærkningerne til § 83.

Til § 78

Bestemmelsen, som er identisk med den danske retsplejelovs § 126, fastslår pligten til at udvise god advokatskik – herunder bl.a. pligten til ikke at kræve højere vederlag for sit arbejde, end der kan anses for rimeligt.

I betænkningens afsnit VII, kap. 3.2.6., hvortil der henvises, er omtalt eksempler på forhold, som efter advokaterne i Grønlands opfattelse kan medføre, at normerne for god advokatskik – herunder for så vidt angår honorarets størrelse – ikke i alle tilfælde kan være de samme i Grønland som i Danmark. Når bortses fra eventuelle mindre afvigelser, som skyldes et berettiget hensyn til de grønlandske forhold, forventes normerne for god advokatskik dog at skulle være identiske for Grønland og Danmark.

Til § 79

Bestemmelsen er identisk med den danske retsplejelovs § 127.

Advokatsamfundet har med hjemmel i den danske bestemmelse udarbejdet »Vedtægt om advokaters pligter med hensyn til behandlingen af betroede midler«, der er optrykt som bilag 2 til bekendtgørelse nr. 720 af 26. august 2002.

Advokatsamfundet har endvidere udarbejdet »Vedtægt for Det danske Advokatsamfund«, der er optrykt som bilag 2 til bekendtgørelse nr. 1064 af 26. oktober 2006.

Tilsvarende regler forudsættes udarbejdet for Grønland, jf. herved betænkningens afsnit VII, kap. 3.2.2., hvorefter det overlades til Advokatsamfundet og advokaterne i Grønland indbyrdes at drøfte, hvorledes det fornødne hensyn til de særlige grønlandske forhold kan varetages. Justitsministeren forudsættes ved sin godkendelse af reglerne at påse den fornødne iagttagelse af princippet om ensartede standarder for rigets samlede advokatstand.

Til § 80

Bestemmelsen, der svarer til den danske retsplejelovs § 127 a, fastslår, at der for advokatselskaber gælder samme regler som for advokater personligt, for så vidt angår pligten til at påtage sig udførelsen af en retssag og pligten til at udvise god advokatskik samt med hensyn til Advokatsamfundets udarbejdelse af regler om bl.a. behandlingen af betroede midler.

Efter stk. 2 gælder pligten til at udvise god advokatskik mv. også for de ansatte i et advokatselskab, som ejer aktier eller anparter i advokatselskabet, jf. § 76, stk. 3, nr. 2.

Til § 81

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 129, ifølge hvilken reglerne i straffelovens §§ 144, 150-152 og 155-157 om bl.a. modtagelse af bestikkelse, stillingsmisbrug, overskridelse af tavshedspligt, lydighedsnægtelse og forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten finder tilsvarende anvendelse på advokater samt deres autoriserede fuldmægtige, partnere, personale og andre, som i øvrigt beskæftiges i advokatvirksomheden.

Henvisningerne i den danske bestemmelse er ændret til de tilsvarende bestemmelser i kriminalloven. For udmålingen af foranstaltninger mv. gælder herefter alene de i kriminalloven fastsatte retningslinjer.

En tilsvarende bestemmelse om forsvarere – herunder advokater, der optræder som forsvarere – foreslås indført ved § 330, der svarer til den danske retsplejelovs § 739.

Bestemmelsen indeholder ikke – bortset fra udvidelse af personkredsen – en udvidelse af, hvad der er kriminaliseret. Domfældelse er således betinget af, at gerningsindholdet i kriminallovens bestemmelser i øvrigt er opfyldt.

Sager efter bestemmelsen vil som følge af de almindelige regler for saglig kompetence høre under kredsretterne, jf. herved betænkningens afsnit VII, kap. 3.2.2. Dette gælder dog ikke, hvis der eksempelvis er tale om sager mod aktieselskaber eller anpartsselskaber. Sådanne sager behandles efter bestemmelsen i § 57, stk. 1, af Retten i Grønland som 1. instans.

Advokaters møderet for domstolene mv.

Til § 82

Bestemmelsen indeholder reglerne om advokaters møderet for domstolene – herunder reglerne om advokaters ret til at give møde ved andre personer. Reguleringen omfatter alene advokaters møderet for de grønlandske domstole. Møderetten for de danske domstole – herunder Højesteret, der fortsat indgår som en del af det grønlandske domstolssystem – bestemmes af den danske retsplejelovs regler.

De foreslåede regler afviger i betydeligt omfang fra den danske ordning for advokaters møderet. Afvigelserne er begrundet i hensynet til de grønlandske forhold, hvorefter der ikke som ved den danske retsplejelovs § 131 er fundet grundlag for at tillægge advokater eneret til at føre retssager for andre. Om baggrunden herfor og om kommissionens overvejelser vedrørende advokaters møderet i øvrigt henvises til betænkningens afsnit VII, kap. 3.2.3.

Efter stk. 1 foreslås det, at advokater med kontor i riget – dvs. advokater med kontor i Grønland såvel som i Danmark og på Færøerne – skal have møderet for kredsretterne, Retten i Grønland og Grønlands Landsret – dvs. for alle grønlandske domstole. Dette svarer i det hele til den gældende ordning, hvorefter rigets advokater har fri møderet som rettergangsfuldmægtige og bisiddere på linje med alle andre uberygtede og myndige personer, jf. den gældende retsplejelovs kapitel 3, § 7, om civile sager, og kapitel 5, § 23, om kriminalsager.

Efter stk. 2 skal en advokat kunne give møde ved en anden mødeberettiget advokat eller ved sin autoriserede advokatfuldmægtig – i kriminalsager dog kun, hvis fuldmægtigen selv er autoriseret som forsvarer. Formålet med bestemmelsens sidste led er at sikre det nødvendige, effektive forsvar i kriminalsager.

Når bortses fra udvidelserne i stk. 3-5 gør bestemmelsen udtømmende op med spørgsmålet om en advokats ret til at give møde ved en anden person. I lyset af de særlige regler om møderet i Grønland er der således ikke fundet grundlag for at indføre yderligere bestemmelser svarende til reglerne i den danske retsplejelovs § 136, stk. 2-5. Det bemærkes i denne forbindelse, at en beskikkelse som rettergangsfuldmægtig eller forsvarer er personlig, hvorfor det i sådanne tilfælde følger af beskikkelsen, at advokaten skal give personligt fremmøde under hele sagen. Lader en beskikket advokat undtagelsesvis en anden advokat eller i civile sager sin autoriserede fuldmægtig møde for sig, kan dette dog efter omstændighederne accepteres, hvis den pågældende må anses for fuldt kvalificeret, (jf. herved § 6 i det af Justitsministeriet for Danmark udarbejdede cirkulære nr. 99 af 3. juni 1971 om »antagelse af offentlige forsvarere og advokater til at udføre sager for parter, der har fri proces« som ændret ved cirkulæreskrivelse af 8. juli 2002). I civile sager, hvor advokaten er antaget af parten selv, må det være op til parten at reagere, hvis advokaten i strid med det ved klientaftalen forudsatte lader sin autoriserede advokatfuldmægtig føre sagen. For kriminalsager, hvor sigtede selv har antaget en advokat som forsvarer, følger de nødvendige begrænsninger af møderetsreglerne, som i kombination med bestemmelsens stk. 1, 1. led, medfører, at advokaten kun kan give møde ved en anden advokat.

Stk. 3-5 svarer til den danske retsplejelovs § 136, stk. 6-8, og er medtaget ud fra princippet om, at der bør gælde ensartede regler, hvis der ikke foreligger grønlandske forhold, som tilsiger en afvigelse herfra.

Beneficerede advokater

Til § 83

Bestemmelsen hjemler indførelse af en beneficieordning, hvorefter advokater, som er antaget under ordningen, har pligt til at påtage sig beskikkelse ved domstolene i civile sager og kriminalsager. Bestemmelsen svarer til reglerne i den danske retsplejelovs §§ 333 og 733, stk. 1, 1. pkt. Efter den foreslåede bestemmelse i § 84 medfører antagelse under ordningen endvidere en pligt for advokater med kontor i Grønland til at yde retshjælp. Forslaget om at indføre en beneficieordning er omtalt i betænkningens afsnit VII, kap. 3.2.4.

Efter stk. 1 antager justitsministeren et passende antal advokater med kontor i Grønland til at påtage sig beskikkelse ved domstolene i civile sager og kriminalsager. Antagelse under ordningen skal være frivillig og afhænger således i alle tilfælde af advokatens ansøgning herom. Ansøgning forudsættes ligesom i Danmark at skulle ske efter opslag af ledige pladser under ordningen, således at det ønskede antal advokater herefter kan antages af justitsministeren blandt de af ansøgerne, som findes bedst kvalificerede.

Det overlades til justitsministeren efter samråd med domstolene i Grønland at tage stilling til, hvilket samlet antal beneficerede advokater der må anses for passende. Med det begrænsede antal advokater, som foreløbigt står til rådighed i Grønland, vil det dog indtil videre være ønskeligt, hvis de alle kan indgå i ordningen.

Antagelse under ordningen skal medføre pligt til at lade sig beskikke ved samtlige domstole, som indgår i den grønlandske domstolsordning – dvs. alle kredsretter, Retten i Grønland, Grønlands Landsret og Højesteret. For Højesterets vedkommende vil denne pligt dog alene være af betydning for advokater, som efter den danske retsplejelov har møderet for denne domstol.

Pligten skal endvidere omfatte samtlige former for beskikkelse – dvs. foruden beskikkelse som rettergangsfuldmægtig i civile sager og forsvarer i kriminalsager også som udenretlig rådgiver og stedlig medhjælper i kriminalsager, jf. herved betænkningens afsnit VII, kap. 2.2.

Det forudsættes, at domstolene i forbindelse med beskikkelser tager skyldigt hensyn til en rimelig fordeling af sagerne mellem de advokater, som er antaget under beneficieordningen. Dette skal dog ikke være til hinder for, at der under hensyn til sigtedes ønsker eller i lyset af den enkelte advokats særlige kvalifikationer mv. kan beskikkes en advokat, der ikke står for tur efter den sædvanlige fordeling.

Stk. 2 vedrører antagelse af et passende antal advokater med kontor andetsteds i riget til at indgå i beneficieordningen. Ordningen skal for sådanne advokater dog ikke omfatte pligten til at yde retshjælp, jf. herved ordlyden af den foreslåede bestemmelse i § 84, stk. 1. Bestemmelsen tager sigte på at sikre grundlaget for beskikkelse af advokat, navnlig i de tilfælde, hvor en sigtet, tiltalt eller domfældt person er anbragt i Danmark og har behov for stedlig bistand, jf. herved forslaget om beskikkelse af stedlig medhjælper for forsvaret, som dette er omtalt i betænkningens afsnit VII, kap. 2.2.3.6. og fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 328. Muligheden for at kunne beskikke en advokat i Danmark kan også være af betydning i de tilfælde, hvor samtlige advokater i Grønland måtte være forhindrede af f.eks. habilitetsmæssige grunde. I lyset af de faktiske forhold er ordningen alene tænkt at skulle omfatte et passende, mindre antal advokater i Danmark, hvorimod der ikke umiddelbart ses behov for inddragelse af advokater på Færøerne. Advokaternes nærmere antal kan fastsættes af justitsministeren efter samråd med domstolene i Grønland. Udnyttelse af ordningen antages at medføre, at der i Danmark etableres en kreds af advokater med indsigt i grønlandsk ret og grønlandske forhold i øvrigt.

Retshjælp

Til § 84

Som noget nyt foreslås det, at advokater med kontor i Grønland, som er antaget under beneficieordningen, skal være forpligtet til at yde retshjælp til personer, der opfylder de økonomiske betingelser for fri proces. Lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse med kommissionens forslag, der er beskrevet i betænkningens afsnit VII, kap. 4. Her fremgår det bl.a., at en række advokater i Grønland har givet udtryk for en vis tilbageholdenhed med hensyn til deres medvirken til etablering af en retshjælpsordning i advokatregi. Dette er navnlig begrundet i advokaternes betænkeligheder omkring ordningens virke i praksis. På den baggrund har kommissionen som anført i betænkningen overvejet alternative løsningsforslag til etablering af en retshjælpsordning i Grønland. Som nævnt er lovforslaget dog udformet i overensstemmelse med kommissionens forslag til en retshjælpsordning i advokatregi. Det forudsættes dog, at der i det omfang, det i perioder ikke er muligt at opnå en fungerende retshjælp i advokatregi, etableres en alternativ retshjælpsordning, jf. betænkningens afsnit VII, kap. 4.5. og de almindelige bemærkninger til lovforslaget, pkt. 5.5.2.

Henset til den økonomiske situation blandt den overvejende del af befolkningen forventes der ikke på kort sigt at være grundlag for udnyttelse af hjemlen i stk. 4, 2. pkt., til at fastsætte regler om den rådsøgendes betaling for retshjælpen.

Muligheden for efter stk. 5 at yde statslig støtte til andre retshjælpsordninger forventes bl.a. at kunne komme på tale i henseende til krisecentre og lignende, der har etableret ordninger med vejledning af retlig karakter. Som en betingelse for støtte må det kræves, at vejledningen udøves af personer, der kan antages at være i besiddelse af den fornødne faglige indsigt af retlig karakter.

Autoriserede advokatfuldmægtige

Til § 85

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 135, bortset fra, at kompetencen til at meddele autorisation foreslås henlagt til dommeren ved Retten i Grønland, og bortset fra henvisningen til den danske retsplejelovs § 135 a, stk. 1. Afslag på autorisation som advokatfuldmægtig skal træffes ved en beslutning, der frit kan indbringes for Grønlands Landsret. Af hensyn til ansøgerens retssikkerhed foreslås det, at sager om meddelelse af autorisation skal behandles mundtligt ved både Retten i Grønland og Grønlands Landsret, hvis ansøgeren anmoder om det. Dette forventes kun at komme på tale, hvis der viser sig at være problemer med meddelelse af autorisationen, således at sagen i andre tilfælde kan behandles skriftligt. Dommeren vil altid kunne indkalde til et retsmøde, hvis der skønnes at være behov for det.

Ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed

Til § 86

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 137.

Til § 87

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 138, idet dog henvisningerne til den danske straffelov er erstattet af en tilsvarende henvisning til kriminalloven.

Frakendelser, som finder sted i tilknytning til behandlingen af en kriminalsag, vil i medfør af de almindelige regler for saglig kompetence som altovervejende hovedregel blive afgjort ved kredsretten.

Til § 88

Bestemmelsen indebærer – med henvisningen til den danske retsplejelovs § 139 – at der kommer til at gælde de samme regler i Grønland for så vidt angår frakendelse ved dom af retten til at udøve advokatvirksomhed på grund af sindssygdom eller betydelig forfalden gæld til det offentlige. Sagernes behandling henlægges til Retten i Grønland som 1. instans, jf. herved betænkningens afsnit VII, kap. 3.2.2.

Til § 89

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 140.

Til § 90

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 141.

Til § 91

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 142, dog med den forskel at straffehjemlen i den danske bestemmelses stk. 2 er ændret til en henvisning til muligheden for at idømme foranstaltninger efter kriminalloven. For udmåling af foranstaltninger mv. gælder herefter alene de i kriminalloven fastsatte retningslinjer. Sager efter stk. 2 vil i medfør af de almindelige regler for saglig kompetence skulle behandles af kredsretterne.

Advokatsamfundet

Til § 92

Det foreslås, at bestemmelsen i den danske retsplejelovs § 143, stk. 1, om, at Det Danske Advokatsamfund udgøres af alle danske advokater, også skal gælde for advokater i Grønland. Tilsvarende skal reglerne i den danske retsplejelovs kapitel 15 om Advokatsamfundet og Advokatnævnet være gældende. Det forudsættes dog i denne forbindelse, at Advokatsamfundet ved varetagelsen af sine opgaver i relation til advokaterne i Grønland tager skyldigt hensyn til de grønlandske forhold. I betænkningens afsnit VII, kap. 3.2.6., er der redegjort for advokaterne i Grønlands opfattelse af, på hvilke områder der bl.a. kan gøre sig afvigende forhold gældende. Det overlades til Advokatsamfundet og advokaterne i Grønland indbyrdes at foretage de nærmere overvejelser af, hvorledes hensynet til grønlandske interesser og indsigten med grønlandske forhold kan sikres i forbindelse med medlemskabet og advokatmyndigheders behandling af sager vedrørende Grønland.

Salærklager

Til § 93

Bestemmelsen, som er udformet med baggrund i den danske retsplejelovs § 146, indebærer, at Advokatnævnet også kan behandle salærklager vedrørende advokater, advokatselskaber eller personer, der er nævnt i § 76, stk. 3, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab i Grønland. Der er på dette område ikke foretaget en ren henvisning til de danske regler, idet reglerne for salærklager kan have betydning for personer, der kan have vanskeligt ved at skaffe sig kendskab til indholdet af den danske retsplejelov.

I stk. 1 foreskrives det således, at klager over vederlag, som en advokat, et advokatselskab eller en af de personer, der er nævnt i § 76, stk. 3, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, har forlangt for sit arbejde af den, som har retlig interesse heri, kan indbringes for Advokatnævnet, og at klagen behandles efter reglerne i den danske retsplejelovs § 146.

Det forudsættes, at advokatmyndighederne i forbindelse med behandlingen af sager vedrørende Grønland tager skyldigt hensyn til de grønlandske forhold, som bl.a. i henseende til salærspørgsmål muligvis kan medføre forskelle til Danmark, jf. herved advokaterne i Grønlands udtalelser, som er gengivet i betænkningens afsnit VII, kap. 3.2.6.

Stk. 2 svarer til den danske retsplejelovs § 147 a, 1. pkt. Bestemmelsen er medtaget udtrykkeligt af hensyn til klagerne i Grønlands mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af bestemmelsen og af hensyn til anvendelsen af bestemmelsen ved de grønlandske domstole. Reglen i den danske retsplejelovs § 147 a, 2. pkt., hvorefter sagen først kan indbringes, når Advokatnævnet har truffet afgørelse, fremgår af lovtekniske grunde ikke direkte af stk. 2, men fremgår af ordene »endeligt afgjort«.

Sager om advokatsalær vil i medfør af de almindelige regler for saglig kompetence høre under kredsretterne.

Disciplinærsager

Til § 94

Bestemmelsen, som er udformet med baggrund i den danske retsplejelovs § 147 b, indebærer, at Advokatnævnet også kan behandle disciplinærsager vedrørende advokater, advokatselskaber eller en af de personer, der er nævnt i § 76, stk. 3, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab i Grønland.

Af stk. 1 fremgår det således, at klager over en advokats, et advokatselskabs eller en af de i § 76, stk. 3, nr. 2, nævnte personers tilsidesættelse af lovbundne pligter kan indbringes for Advokatnævnet, og at klagen behandles efter reglerne i den danske retsplejelovs §§ 147 c og 147 f, stk. 1.

Stk. 2 om fristen for klage og stk. 3 om afvisning af klager svarer til den danske retsplejelovs § 147 b, stk. 2 og 3. Bestemmelserne er medtaget udtrykkeligt af hensyn til klagerne i Grønlands mulighed for at gøre sig bekendt med deres indhold.

Stk. 4 svarer til den danske retsplejelovs § 147 b, stk. 4, idet afhøringerne dog for Grønlands vedkommende skal foretages ved kredsretterne. Den udtrykkelige medtagelse af bestemmelsen skyldes hensynet til disse domstoles kendskab til ordningen.

Ved stk. 5 indføres ved henvisning til den danske retsplejelovs §§ 147 d, 147 e og 147 f, stk. 2, samme muligheder og fremgangsmåder for domstolsprøvelse af Advokatnævnets afgørelser som i Danmark. Sagerne foreslås for Grønlands vedkommende at skulle behandles af Retten i Grønland som 1. instans, jf. herved betænkningens afsnit VII, kap. 3.2.2.

AFSNIT II

FÆLLES BESTEMMELSER FOR ALLE RETSSAGER

Kapitel 6

Retssproget

Til § 95

Bestemmelsen i stk. 1 fastslår, at retssproget er grønlandsk og dansk, og den svarer således til den gældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 2, § 1, stk. 1.

Til forskel fra den gældende bestemmelse i retsplejeloven foreslås dog, at det skal være lovens udgangspunkt, at oversættelse skal ske ved brug af tolk, hvis ikke alle rettens medlemmer og sagens parter forstår det anvendte sprog. Oversættelse ved et af rettens medlemmer skal således fremover så vidt muligt undgås. Med henblik på at sikre dette er det i det foreslåede stk. 3 fastsat, at oversættelse ved andre end en tolk kan ske, hvis det ikke er muligt at tilkalde tolkebistand til det berammede retsmøde, eller hvis tilkaldelse af tolk indebærer en langvarig og uhensigtsmæssig udsættelse af sagen. Det må bero på en konkret vurdering, om problemerne med at rekvirere en tolk er så store, at hensynet til at fremme sagen efter omstændighederne kan begrunde, at oversættelsen gennemføres på denne måde.

Endelig er det i det foreslåede stk. 4 fastsat, at i de tilfælde, hvor der sker oversættelse ved de i stk. 3 nævnte personer skal der tilføres retsbogen bemærkning herom. Reglen, der ligeledes fremgår af § 97, stk. 2, nr. 2, skal sikre, at der ikke efterfølgende kan rejses tvivl om, hvem der har forestået oversættelsesopgaven under sagen.

Stk. 2 fastslår, at reglerne om inhabilitet for dommere (og andre retsmedlemmer) i §§ 49-51 også gælder for tolke.

Stk. 5 regulerer anvendelsen af videomøde i forbindelse med tolkebistand.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VIII, kap. 3.2 og kap. 4.5.2.

Kapitel 7

Retsbøger

Til § 96

Efter stk. 1, der er ny, fastsætter justitsministeren regler om, hvilke retsbøger der skal anvendes ved domstolene, og om deres autorisation, indretning og anvendelse. Desuden giver bestemmelsen justitsministeren mulighed for at fastsætte regler om lydoptagelse af retsmøder.

Bestemmelsen i stk. 2, hvorefter retsformanden har ansvaret for, at retsbogen føres korrekt, svarer til den gældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 2, § 2, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VIII, kap. 7.2.

Til § 97

Den foreslåede bestemmelse indeholder en opregning af, hvad der skal noteres i retsbogen. Bestemmelsen, der – med en sproglig ajourføring – svarer til den nuværende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 2, § 3, suppleres på en række områder af regler, der specifikt angiver, at en given oplysning skal fremgå af retsbogen, herunder f.eks. den foreslåede bestemmelse i § 98.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VIII, kap. 7.2.

Til § 98

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at rets­bog­en skal indeholde parternes påstande, anmodninger og indsigelser, ligesom der skal optages en kort gengivelse af sagens gang og af parters og vidners forklaringer om sagens faktiske omstændigheder.

Bestemmelsen svarer stort set til den gældende bestemmelse i retsplejelovens kapitel 2, § 4, idet der i stk. 4 dog er indsat en opsamlingsbestemmelse om, at det i øvrigt beror på, om det er særligt foreskrevet i loven, at også andre oplysninger skal fremgå af rets­bog­en.

Den gældende bestemmelse i kapitel 2, § 4, stk. 3, om tilførsel af forklaringer til retsbogen i det sprog, de er afgivet i, er flyttet til § 461 i kapitlet om kri­mi­nal­sagers behandling.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit VIII, kap. 7.2.

Til § 99

Efter den foreslåede bestemmelse, der er ny, skal det, der er noteret i retsbogen – medmindre andet er fastsat – kun oplæses og efter omstændighederne godkendes, når retsformanden af særlige grunde anser det for nødvendigt, enten af egen drift eller i civile sager ifølge anmodning af en part, et vidne eller en syns- og skønsmand.

Bestemmelsen, der svarer til den danske retsplejelovs § 36, hænger nøje sammen med mundtlighedsprincippet i retsplejen, som indebærer, at alle dokumenter mv. som indgår i det bevismateriale, der forelægges for retten, skal oplæses (dokumenteres).

Til § 100

Bestemmelsen, der er ny, foreskriver, at aktstykker og andre dokumenter, som fremlægges i retten, skal forsynes med fremlæggelsespåtegning. Forslaget svarer til indholdet af den danske retsplejelovs § 38.

Til § 101

Bestemmelsen, der ikke findes i den gældende retsplejelov, indeholder nærmere regler om adgangen for sagens parter og andre med retlig interesse deri til at forlange en udskrift af retsbøgerne samt af de øvrige fremlagte dok