Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 5. maj 2004 i sag 02.2004

Elev A mod virksomhed B

Dansk Metal for elev A

(Faglig sekretær C)

mod

Virksomhed B

(advokat D)

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand), advokat Tine B. Skyum og konsulent Pernille Knudsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) og konsulent Ane K. Lorentzen og konsulent Astrid Dahl (begge Landsorganisationen i Danmark) Endvidere har som særlig sagkyndig deltaget chefkonsulent Svend-Aage Kromann, DI og sekretær Keld Larsen, Dansk Metal.

Mellem klageren, elev A, født den 30. september 1983, og indklagede, virksomhed B, blev den 1. februar 2001 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som automekaniker med uddannelsesperiode fra den 8. januar 2001 til den 7. juli 2004.

Klageren har ved sin organisation, Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift modtaget den 14. januar 2004 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 100.000 kr. til klageren.

Indklagede har påstået frifindelse.

Parterne, indklagede ved administrerende direktør E, har givet personligt møde for nævnet og afgivet forklaring.

Der er desuden afgivet forklaring af tillidsmand F, driftsleder G og værkfører H.

Sagens omstændigheder:

Det fremgår af et referat af et møde i samarbejds- og sikkerhedsudvalget hos indklagede den 29. august 2001, at man drøftede spørgsmålet, om medarbejdere måtte bære øreringe i arbejdstiden. Referatet slutter med følgende bemærkning fra administrerende direktør D:

“Beslutningen om at ørenringe og synlige piercinger hos medarbejderne ikke længere kan accepteres fastholdt.

I en personalemeddelelse fra direktionen vedrørende mødet i samarbejds- og sikkerhedsudvalget af 29. august 2001 hedder det:

“Ledelsen har truffet beslutning om at det ikke længere kan accepteres at medarbejdere bærer ørenringe og synlige piercinger i arbejdstiden.

Dette vil efterfølgende blive indarbejdet i medarbejderhåndbogen.”

Denne personalemeddelelse blev sat op på opslagstavler i virksomheden.

Der blev efterfølgende i tilknytning til lønsedler vedlagt et ark papir med overskriften “Sidste nyt i SCA august 2001, hvorpå det nederst under overskriften “Personalemeddelelse” hedder:

“Der er desværre grund til at gentage, at det er vigtigt at vi ikke støder visse af vore kunder - vi beder derfor om at man i arbejdstiden ikke benytter synlige piercinger og ørenringe, samt eksperimenterende frisurer og underlige hårfarver.”

Den 10. juli 2003 skrev administrerende direktør E således til klageren, A:

“Du har trods utallige opfordringer fra driftsleder G nægtet at fjerne dine øreringe.

Du har ved din ansættelse i selskabet fået indskærpet, at firmaet ikke tolerer øreringe i arbejdstiden, ligesom at det er meddelt ud via sikkerhed og samarbejdsudvalget i firmaet.

Du har dags dato overfor værkfører H nægtet at fjerne dine øreringe, selvom denne har gjort dig opmærksom på at alternativt var en bortvisning.

Vi har derfor dags dato besluttet at bortvise dig med øjeblikkelig virkning…”

Klageren, A, har forklaret bl.a., at han under sit skoleophold fik isat ørestikker den 16. juni 2003. Han startede på ny på arbejdspladsen primo juli 2003. Han har ikke set referatet fra mødet i samarbejds- og sikkerhedsudvalget eller personalemeddelelsen af 29. august 2003, men personalemeddelelsen kan godt have været sat op, selvom han ikke har bemærket den. Han har derimod modtaget et eksemplar af den seddel med personalemeddelelse, der blev vedlagt lønsedlen. Han har ikke set nogen personalehåndbog, og han var ikke klar over, at virksomheden havde en personalehåndbog.

Da han mødte med ørestikkerne i begyndelsen af juli 2003, var han klar over, at det ikke var velset, men han troede ikke, at det ville gå så vidt som til, at han blev bortvist. Værkfører H sagde til ham, at han ikke måtte gå med dem. Derefter talte han med driftsleder G, der henviste ham til direktør E. Han aftalte med E, at han kunne gå med ørestikkerne, indtil såret var lægt. Det ville tage ca. 3 uger fra det tidspunkt, hvor de var isat. E sagde, at de skulle ud så hurtigt som muligt.

Den 8. juli 2003 blev det foreslået ham at tage plaster uden på ørestikkerne, men det mente han ikke, at der var grund til, da plastrene er tre gange så store som stikkerne.

Den 9. juli 2003 sagde G til ham, at han ikke længere kunne acceptere, at han havde ørestikkerne i. G sagde også, at det egentligt var latterligt, og at han bare skulle sørge for, at de var pillet ud, når han vendte tilbage fra ferie. Han havde sidste arbejdsdag før ferien den 10. juli 2003. G sagde, at hvis E sagde noget, skulle han bare henvise til G. Klageren mener, at det var G han kunne holde sig til vedrørende dette spørgsmål.

Den 10. juli 2003 sagde værkfører H til ham, at E ikke ville tolerere ørestikkerne, så hvis han ikke ville acceptere dette, måtte han forlade arbejdspladsen. Han svarede at, det måtte han så. Han nævnte i den forbindelse den aftale, han havde med G.

Der er ingen af lederne, der over for ham har begrundet forbudet mod ørestikker. Han har fra kolleger hørt, at det skulle være af hensyn til kundekontakten. Han havde kun kundekontakt et par gange om dagen.

Efter bortvisningen gik han hjemme tre måneder. derefter fik han en ny læreplads og bliver udlært den 7. juli 2004.

Administrerende direktør E har forklaret bl.a., at baggrunden for forbudet mod øreringe mv. var den omstændighed, at de i 2000 eller 2001 var ved at miste en meget stor kunde, fordi en medarbejder derfra ikke kunne acceptere, at en mekaniker, hun havde haft kontakt med, havde haft hestehale og øreringe. Firmaets politik vedrørende disse spørgsmål er klart og tydeligt blevet kommunikeret til alle ansatte, herunder i personalehåndbogen fra 2002.

Da A kom op på hans kontor i starten af juli 2003, var han godt klar over, at han ikke måtte gå med ørestikkerne på arbejde. A forklarede, at sårene endnu ikke var lægt. Han accepterede, at A kunne gå med ørestikkerne nogle dage endnu.

Da A mandag den 7. juli 2003 stadig havde ørestikkerne i, sagde han til ham, at han ikke havde overholdt aftalen. A svarede, at han skulle bruge et par dage endnu. Den 9. juli 2003 sagde han til A, at hvis ikke ørestikkerne var ude den næste dag, ville han blive bortvist. Den 10. juli 2003 bad han tillidsmand F sige til A, at han skulle tage ørestikkerne ud, idet han ellers ville blive bortvist. F kom tilbage og sagde, at A ikke ville tage ørestikkerne ud. Han svarede, godt, så bliver han bortvist. Han kontaktede værkfører H, der talte med A og bortviste ham.

Nogen blandt det kvindelige kontorpersonale, der ikke har kundekontakt, går sikkert med ørestikker.

Tillidsmand F har forklaret bl.a., at virksomhedens politik var, at man ikke måtte bære ørering eller ørestikker. Han hørte, at A var vendt tilbage fra skoleophold med ørestikker. Han talte den 9. juli med G og nævnte problemet. G sagde, at der var fod på det, for A ville ikke have dem på, når han vendte tilbage efter ferie. Den 10. juli 2003 sagde direktør E til ham, at han skulle sige til A, at A enten skulle tage stikkerne ud eller dække dem med plaster. Gjorde han ikke det, ville han blive bortvist. Han kontaktede A og refererede Es besked. A svarede, at det ville være mere skæmmende, hvis han tog plaster på. Derpå meddelte han E, at A hverken ville tage ørestikkerne ud eller dække dem til med plaster, og at de fulgte den aftale, som han den 9. juli havde indgået med G. E svarede, at det var ham, der bestemte, og at det så måtte koste, hvad det ville.

Han mener, at forbudet mod øreringe først er blevet optaget i personalehåndbogen for nylig. personalemeddelelsen har været sat op på opslagstavlen, og de ansatte har fået den særlige meddelelse med lønsedlerne.

Driftsleder G har forklaret bl.a., at han straks i starten af juli 2003 reagerede over for A og bad ham fjerne ørestikkerne. A var opmærksom på forbudet, men bad om tilladelse til, at de kunne blive siddende. Han henviste A til direktør E, og A fortalte bagefter, at han havde fået lov til at have dem siddende nogle dage endnu, muligt ugen ud. Da A mandag den 7. juli mødte op med ørestikkerne i påtalte han det, men A fik en ny forlængelse hos E. Det var til og med den 9. juli 2003. Han var selv bortrejst fra og med den 10. juli 2003, men dagen før, den 9. juli, havde han en samtale med tillidsmand F. Han mente selv, at A skulle gå på ferie den 9. ved arbejdstids ophør, så han kan godt have sagt til F, at der ikke var noget problem, for efter hans opfattelse var den allersidste frist for As tilladelse til at gå med ørestikker på arbejdet den 9. juli kl. 16 ved arbejdstids ophør.

Der er ingen på arbejdspladsen, der kan have været i tvivl om forbudet mod at gå med øreringe.

Værkfører H har forklaret bl.a., at E den 10. juli 2003 bad ham sige til A, at han enten skulle tage ørestikkerne ud eller dække dem med plaster. Hvis han ikke gjorde det ene eller det andet, ville han blive bortvist. Han gik ned til A og gav ham beskeden. A ville ikke acceptere nogen af mulighederne, og derefter bad han A forlade arbejdspladsen.

Forbudet var almindeligt kendt og også medtaget i personalehåndbogen.

Klageren har til støtte for sin påstand anført, at forbudet mod at gå med øreringe var urimeligt og i øvrigt ikke omfattede alle ansatte. På baggrund af den seddel, der blev vedlagt lønsedlerne, kan det desuden ikke lægges til grund, at der var udstedt forbud som hævdet af indklagede, idet der alene var tale om en henstilling. Det må yderligere lægges til grund, at A indgik aftale med G, hvorefter han kunne gå med ørestikkerne indtil han skulle på ferie, men ikke efter sin ferie. Bortvisningen var derfor uberettiget. Det bemærkes i den forbindelse, at indklagede har udvist passivitet, da problemet efter indklagedes opfattelse var til stede allerede fra begyndelsen af juli 2003.

Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at indklagede er berettiget til at fastsætte regler for de ansattes beklædning og fremtrædelsesform. Det saglige motiv hertil var en klage fra en kunde. Forbudet har været klart og tydeligt kommunikeret til alle ansatte. Klageren overtrådte forbudet ved at møde på arbejde med ørestikker i begyndelsen af juli 2003. Der blev straks grebet ind fra ledelsens side. Klageren fik lov til at gå med ørestikkerne endnu nogle dage, ugen ud. Mandag den 7. juli fik han en ny påtale og sidste frist til den 9. juli. Den 9. juli indskærpede E, at det nu var slut, og at alternativet var en bortvisning. Den 10. juli fik A af to gange et ultimatum, men valgte selv at holde fast i sin egen opfattelse. As opførsel var provokerende og uacceptabel og bortvisningen var klart berettiget. Der foreligger ikke passivitet, da indklagede straks skred ind den 10. juli, da den sidste frist, den 9. juli, var overskredet af klageren.

Hvis Nævnet finder, at bortvisningen var uberettiget skal indklagede alligevel frifindes, idet klageren ikke er blevet forsinket i sin uddannelse og ikke har lidt noget tab, der kan kræves erstattet.

Tvistighedsnævnets bemærkninger:

4 medlemmer af nævnet udtaler:

Vi finder, at indklagedes forbud mod at værkstedspersonalet bærer øreringe herunder ørestikker i arbejdstiden, er rimeligt begrundet i virksomhedens drift. Det må lægges til grund, at det i hvert fald den 9. juli 2003 blev gjort klart for A, at han nu ikke længere måtte bære ørestikker i arbejdstiden, og at han ville blive bortvist, hvis han ikke rettede sig efter dette. Den 10. juli 2003, hvor A fortsat havde ørestikker på i arbejdstiden, blev A af to gange - af tillidsmanden og værkføreren - gjort klart, at han enten skulle tage ørestikkerne ud eller tildække dem med plaster og at alternativet hertil var bortvisning. A ville ikke acceptere nogen af disse muligheder. Under disse omstændigheder findes A klart at have misligholdt lydighedspligten, og indklagedes bortvisning var derfor berettiget. Vi stemmer således for at tage indklagedes frifindelsespåstand til følge.

3 medlemmer af nævnet udtaler:

Vi finder det ikke med sikkerhed godtgjort, at indklagedes forbud mod øreringe mv. var sagligt og nødvendigt begrundet i virksomhedens forhold. Det er endvidere uklart, hvor længe indklagedes dispensation for reglen i relation til A strakte sig. Under disse omstændigheder har indklagede ikke godtgjort, at bortvisningen af A var berettiget. Efter stemmefordelingen har vi ikke anledning til at vurdere størrelsen af klagerens erstatningskrav.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

T h i b e s t e m m e s :

Indklagede, virksomhed B, frifindes.

Hver part bærer sine egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene.