Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-582

Resumé

Klager klagede over en artikel i Politiken.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

Et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Sømændenes Forbund og Transportgruppen i 3F er organisationer, der repræsenterer arbejdstagere, ligesom Søfartsstyrelsen har frakendt rederiet [Ks far] & Co. retten til at sikkerhedscertificere sine skibe. Disse forhold gav Politiken anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for disses kommentarer og vurderinger af klager. Sådan som sagen foreligger oplyst, finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere den journalistiske research, herunder valg af kilder, der er grundlaget for artiklerne.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekt, jf. punkt A.1.

Pressenævnet lægger til grund, at Marstal-rederiet selv valgte at lukke sin ISM-afdeling. På denne baggrund finder nævnet, at Politiken har bragt korrekte oplysninger ved at skrive, at rederiet [Ks far] & Co. som det første danske rederi blev fradømt sit internationale sikkerhedscertifikat. Det forhold, at rederiet rettelig mistede retten til selv at tage ansvar for, at ISM-koden overholdes, kan ikke føre til et andet resultat.

Sådan som sagen foreligger oplyst, har nævnet ikke mulighed for at tage stilling til, hvordan skibsassistenten døde, og om ”arbejdet ombord ikke var forsvarligt”. Nævnet kan derfor ikke bedømme, om Politiken har bragt korrekte oplysninger, eller om avisen burde have berigtiget forholdet. Nævnet bemærker, at [K]s kommentar er medtaget ved udsagnet ”Der var tale om et dødsfald som følge af sygdom”.

Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.3.

Af artiklen ”Politiet efterforsker kapringen af Danica White” fremgik udsagnet ”gidselstagningen på Danica White blev en langtrukken affære på 83 dage, fordi rederiet [Ks far] & Co. nægtede at udlevere 8,3 millioner kroner”. Udsagnet fremstår som en oplysning om, at rederiet [Ks far] & Co., herunder klager, var årsag til gidselstagningens længde - hvorimod de øvrige påklagede udsagn fremstår som fagbevægelsen og Politikens vurderinger. Nævnet udtaler ikke kritik af Politiken for at offentliggøre vurderingerne, men bemærker dog, at det havde været hensigtsmæssigt at oplyse, at udsagnet ”hvilket egentlig skulle gøre det umuligt at drive rederi. Men han er fortsat alligevel ved hjælp af et andet rederi” dækkede over, at en del af driften var udliciteret.

Den nævnte oplysning kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for klager, og har derfor skullet efterprøves i særlig grad, først og fremmest ved forelæggelse for [K]. På baggrund af Politikens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at avisen forgæves forsøgte at kontakte klager og rederiet [Ks far] & Co. forud for artiklernes offentliggørelse. Det havde været hensigtsmæssigt, om Politiken havde forsøgt at komme i kontakt med klager i Djibouti, men nævnet finder ikke, at forholdet ikke i sig selv er tilstrækkelig til at udtale kritik. Under disse omstændigheder finder nævnet ikke anledning til at udtale kritik af Politiken for at offentliggøre oplysningen.

Pressenævnet finder, at Politiken heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.

[K] har klaget til Pressenævnet over tre artikler bragt i Politiken henholdsvis den 27. august og den 9. september 2007, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Politiken bragte en række artikler, der beskrev kapringen af det danske fragtskib Danica White. Skibet med danske besætningsmedlemmer blev kapret af somaliske pirater ud for den somaliske kyst. Efter knap tre måneder blev søfolkene frigivet mod udbetaling af en løsesum.

Politiken bragte den 27. august 2007 under overskriften ”Den usynlige skibsreder bag Danica White” følgende teaser på forsiden:

”Manden bag det kaprede ’Danica White’ er skibsreder [K], som i årtier har levet et diskret liv, som ikke har gjort ham kendt ret langt ud over søfartskredse. Her har han til gengæld et blakket ry og er efter et rekordstort antal arbejdsulykker blevet fradømt sit internationale sikkerhedscertifikat, hvilket egentlig skulle gøre det umuligt at drive rederi. Men han er fortsat alligevel ved hjælp af et andet rederi.”

Inde i avisen bragte Politiken et portræt under overskriften ”Den usynlige og tavse skibsreder” og underoverskriften ”I offentligheden er han stort set ukendt, men billedet af hans skib ’Danica White’ er blevet vist utallige gange i aviser og på tv i de seneste måneder. [K] er navnet på skibsrederen bag det kaprede og nu frigivne skib.”. Af portrættet fremgik bl.a. følgende:

””Det er modbydeligt, hvad der er sket med vores sømænd. Jeg synes, at ethvert initiativ for bedre sikkerhed er godt”, lød det fra [K] i fredags til gratisavisen 24timer i en af de sjældne udtalelser. Den var naturligvis møntet på kapringen af hans skib ’Danica White’, som var sluttet torsdag aften.

[K] – eller [K], som han retteligen hedder - er ikke nogen populær mand i fagbevægelsen. Han har ord for at køre sine søfolk hårdt og ry for at se stort på sikkerheden om bord på sine skibe. Og straks da kapringen af ’Danica White’ var sluttet, og søfolkene var fri, lød der da også trusler mod [K] og hans rederi, [Ks far] og Co., fra Sømændenes Forbund, der i dag er en del af 3F, om sagsanlæg. Det havde han kun denne kommentar til:

”Først vil vi finde ud af, hvorfor de vil sagsøge os. Men jeg vil sige, at 3F har været mere generende i deres adfærd, end de har været gavnlige i den her sag ” sagde [K] til 24timer og bekræftede indtrykket af ikke at være nogen stor fan af røde faner og fagforeninger.

Politiken henvendte sig fredag for at få [K] til at medvirke i denne portrætartikel, men fik ikke noget svar. Søndag eftermiddag opsøgte vi skibsrederens privatbolig på en herskabelig adresse i det centrale København. Gennem dørtelefonen fik vi besked om, at [K] var bortrejst og angivelig på vej til den afrikanske stat Djibouti for at modtage det frigivne skib og besætning, men i øvrigt fandt hustruen det ubehageligt at blive kontaktet på privatadressen af pressen.”

I myndighedernes søgelys

Er [K] ukendt i offentligheden, så er han kendt i Søfartsstyrelsen. I årevis har rederiet [Ks far] & Co. med 70 ansatte og 13 coastere, som i reglen har navne med ’Danica’ i, været i myndighedernes søgelys. Det er blevet udstedt en stribe påbud om at bringe sikkerhedsudstyret i orden og få udbedret tekniske fejl og mangler.

I marts i år blev det for meget for Søfartsstyrelsen, som frakendte rederiet det internationale sikkerhedscertifikat. Uden det er det nærmest umuligt at drive rederi. Det var første gang, det skete for et dansk rederi, og baggrunden var en rekordliste med 15 arbejdsulykker inden for halvandet år. I eftersommeren 2005 døde en ubefaren skibsassistent i Den Persiske Golf om bord på ’Danica Red’, da han arbejdede i maskinrummet i bagende varme. I en rapport konkluderede Søfartsstyrelsen, at arbejdet om bord ikke var forsvarligt, og at skibsassistenten ikke havde fået hvile nok. Skibsrederens udlægning af sagen er en helt anden.

”Der var tale om et dødsfald som følge af sygdom, og ikke en ulykke”, lød kommentaren fra [K] til Søfartsbladet Søfartens Ledere, som tidligere hed Navigatør Nyt.

Kaptajn afspadserede i fængsel

I slutningen af 2006 var det senere kaprede Danica White i konflikt med den amerikanske kystbevogtning, som kaptajn [A] ikke ville lade inspicere skibet. Kaptajnen endte fire måneder i et amerikansk fængsel.

”Da han blev løsladt, fik han besked om, at han ikke havde mere afspadsering til gode, fordi han havde brugt den på fængselsopholdet”, sagde informationschef Per Frederiksen fra Søfartens Ledere til Politiken. I maj i år stadfæstede Ankenævnet for Søfartsforhold i en kendelse, at [Ks far] & Co. fik frataget sit internationale sikkerhedscertifikat, men det stoppede ikke [K]. Han overlod driftsansvaret til et andet rederi - Erria – og sejlede videre i piratfyldt farvand ud for Somalias kyst.

”Fragtraterne i det område er virkelig høje, så derfor kunne arbejdsgiveren se frem til en økonomisk gevinst. Set i det lys må de bare til pengepungen” har faglig sekretær Morten Bach fra 3F sagt til Ritzau.

[K] beskrives i søfartskredse som en stædig rad, der er sikker på at have ret. Det er som nævnt sparsomt med oplysninger om [K], men i en kendelse fra Ankenævnet er der nogle få: [K] er uddannet skibsfører og overtog i 1974 efter faderens død den daglige ledelse af [Ks far], af [Ks far] & Co., der blev stiftet af hans far, [Ks far], i 1955. Rederiet har stort set altid sejlet med danske søfolk, men hører med en egenkapital på omkring en million kroner og et overskud på nogle få hundrede tusinde kroner ikke til sværvægterne i rederibranchen. En udvidet personrapport fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fylder 44 sider og afslører et væld af selskaber, som [K], den nærmeste familie og nogle få forretningsforbindelser er involveret i.”

I forlængelse af portrættet bragte Politiken en artikel under overskriften ”Politiet efterforsker kapringen af ’Danica White’”og underoverskriften ”’Danica White’ sejler for nedsat kraft og er tidligst fremme i morgen, hvor Rigspolitiet og krisepsykologer venter på kajen”. Af artiklen fremgik bl.a. følgende:

”Rigspolitiet er meget hemmelighedsfulde, men politiet vil gerne have lejlighed til at undersøge ’Danica White’. Der har været spekulationer om, hvad den danske coaster havde i lasten, da den i begyndelsen af juni blev kapret.

Gidseltagningen på ’Danica White’ blev langtrukken affære på 83 dage, fordi rederiet [Ks far] & Co. nægtede at udbetale 8,3 millioner kroner, som piraterne krævede i løsesum. Midt i dødvandet ringede piraterne på det direkte nummer til Lars Thuesen, chef for Udenrigsministeriets borgerservice, og lod kaptajnen på ’Danica White’ appellere til, at Udenrigsministeriet gik ind i affæren.”

Politiken bragte den 9. september 2007 en detaljeret beskrivelse af forløbet omkring kapringen fra start til slut under overskriften ”Piraterne fra Hobyo” og underoverskriften ”Fem danske søfolk tages som gidsler af somaliske pirater, der kræver otte millioner kroner i løsesum. Rederen har ingen penge. Den danske regering forhandler af princip hverken med terrorister eller pirater. Så hvad stiller man op? Man overvejer at sende en kommandogruppe af sted, men opgiver tanken. I stedet ringer man efter en, der kan forhandle for sig. Pengene finder man … et andet sted. Her er historien om kapringen af ’Danica White’”. Af artiklen fremgik bl.a. følgende:

”Kaos i København

I København hersker der umiddelbart efter kapringen en vis forvirring. Planen om at sende frømandskorpset af sted er lagt i skuffen, og Udenrigsministeriet er klar over, at der må en erfaren og professionel forhandler på banen, hvis gidseltagningen skal ende lykkeligt.

Opgaven kan ikke overlades til skibsreder [K], finder man hurtigt ud af. Myndighederne føler sig ikke trygge ved ham. Overhovedet ikke.

Rederiet [Ks far] & Co. har et blakket ry. Efter et utal af arbejdsulykker og brud på de internationale sikkerhedsregler har Søfartsstyrelsen netop frataget rederiet retten til at stå for driften og sikkerheden om bord på dets elleve skibe, som alle er små coastere. [K] forsøger at løse problemet ved at overdrage driftsansvaret til rederiet Erria, som på dette tidspunkt er i gang med at anskaffe nye sikkerhedscertifikater til skibene. ’Danica White’ skulle have haft sit ved ankomsten til Mombasa.

Men trods sit tvivlsomme generalieblad og sin slunkne pengepung er det alligevel [K], der i begyndelsen kommunikere med de somaliske skibskapere.

Piraterne har allerede om søndagen, dagen efter ankomsten til Hobyo, fortalt kaptajn [B], at de vil have 1,5 millioner dollar i løsesum, godt otte millioner kroner. Mandag får kaptajnen fat i [K] over satellittelefonen, og han siger til rederen, at han er nødt til at betale.

”Så mange penge har jeg fandeme ikke,” svarer [K].

Gennem kaptajnen lader piraterne skibsrederne vide, at de vil sætte skibet på grund, hvis han ikke betaler inden for de næste fem dage.

[K] tilbyder 275.000 dollars. Dem kan I få her og nu, meddeler han. Hvis bare han får skib og besætning. Piraterne slår sig bogstaveligt talt på lårene af grin over det tilbud. Det er tilsyneladende det sjoveste, de længe har hørt. Skibsrederen er ikke den fødte forhandler, og for de danske myndigheder gælder det om at holde ham under kontrol.

Politiet afhører skibsrederen og spørger ham blandt andet, om der er våben i lasten på ’Danica White’. [Ks far] & Co. er kendt for at være et rederi, der flittigt transporterer våben rundt i verden, også med ’Danica White’. Men ikke på denne tur forsikrer rederen, hvilket viser sig at være rigtigt.

Derefter mandsopdækker politiet [K]. Han installeres på et hotelværelse, som er proppet med telefoner, lytteudstyr og ivrige politifolk med høretelefoner. Her holder de i flere dage skibsrederen ”interneret”, mens de venter på, at piraterne skal henvende sig.

I mellemtiden arbejder Lars Thuesen og hans folk på en mere betryggende model. Udenrigsministeriet har fået anbefalet det internationale rådgivningsfirma Control Risks, som har hovedsæde i London, og som har folk der er eksperter i at forhandle med gidseltagere. Flere af dem har en fortid i den britiske efterretningstjeneste.

Der nedsættes en forhandler gruppe bestående af rederiet og dets to forsikringsselskaber, Skuld og Codan. Skuld repræsenterer også det, der hedder Danske Rederes Retsværn. Gruppen ringer på udenrigsministeriets opfordring til Control Risks, som i første omgang svarer, at kalenderen beklageligvis er fyldt op. Først efter pres fra Udenrigsministeriet påtager selskabet sig opgaven.

Udadtil er det stadig [K], der forhandler, fordi den danske regering, som sagt ikke forhandler med pirater.

Men bag [K] konstruerer man i dybeste hemmelighed en kompetent støttegruppe.

Den første ekspert fra Control Risks, chefen for deres afdeling til kidnapning og løsesummer, ankommer til København godt en uge efter kapringen og indlogerer sig på Hotel Skt. Petri. Han afløses i de kommende måneder på skift af to kolleger. Hver eftermiddag mødes eksperten med den øvrige forhandlergruppe, som i den første tid samles i Codans hovedkvarter på Gammel Kongevej.

Det er ikke alle, der synes, det er en god idé at forhandle med piraterne i Somalia.

Sømændenes Forbund, som kokken og de to ubefarne matroser på ’Danica White’ er medlemmer af, forlanger, at [Ks far] & Co. i en fart smækker penge på bordet. Faglig sekretær Morten Bach er ”chokeret over, at man vil sidde som kræmmere og forhandle om sømændenes liv”.”

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

[K] har anført, at Politiken burde have forholdt sig kritisk over for kilderne samt efterprøvet kildernes oplysninger. De oplysninger, avisen ikke var i stand til at angive med kildeangivelse, burde have været udeladt. Ved at anvende anonyme kilder kan læseren ikke vurdere kildernes særinteresser.

[K] har videre anført, at artiklerne indeholder en række ukorrekte og krænkende udsagn, som avisen burde have forelagt klager. Det er endvidere vanskeligt at skelne faktiske oplysninger fra avisens kommentarer. Til teaseren på forsiden ”Den usynlige skibsreder bag Danica White” har klager henvist til følgende udsagn:

- ”blakket ry” i søfartskredse. Søfartsstyrelsen og Sømændenes Forbund og Transportgruppen i 3F er ikke objektive karakterkilder. Forholdet mellem Søfartsstyrelsen og [Ks far] & Co. er anstrengt, efter at rederiet vandt en sag over styrelsen ved Sø- og Handelsretten. Søfartsstyrelsen senest har frakendt [Ks far] & Co. retten til at sikre, at skibene lever op til ISM-koden. 3F er ved at forberede et sagsanlæg mod rederiet, ligesom Sømændenes Forbund og Transportgruppen repræsenterer arbejdstagere og har fjendtlige holdninger over for arbejdsgivere. Avisen burde have inddraget flere kilder, da andre kilder ville have karakteriseret klager anderledes. Eksempelvis nævnt klagers tillidshverv, som branchen har tildelt ham.

- ”rekordstort antal arbejdsulykker”. Ifølge statistikker fra Ulykkeforsikringsforbundet ligger rederiet under gennemsnittet for ar­bejdsulykker på små skibe, som er den kategori, rederiet hører under.

- ”hvilket egentligt skulle gøre det umuligt at drive rederi”. Det er korrekt, at rederiet har mistet retten til at påtage sig ansvaret for, at skibene lever op til kravene i ISM-koden, som er et lovpligtigt kvalitetsstyringssystem. Rederiet er derfor nødt til at udlicitere funktionen, hvilket påfører klager en ekstra udgift, men påvirker ikke sikkerhedsniveauet ombord på skibene. [Ks far] & Co. står stadig for administration, reparation mv. af skibene, hvorfor udsagnet er ukorrekt.

Til artiklen ”Den usynlige og tavse skibsreder” har [K] navnlig anført, at følgende udsagn er ukorrekte og krænkende:

- At klager skulle være manden bag Danica White er ukorrekt. Klager ejer ca. 25 % af det partsrederi, der ejer Danica White. I forbindelse med kapringen har [K] sammen med sin kompagnon repræsenteret det bestyrende rederi [Ks far] & Co. i forhandlingsgruppen.

- ”ikke nogen populær mand i fagbevægelsen”. De fagforeninger, klager har indgået overenskomst med, har angiveligt en anden holdning end Sømændenes Forbund og Transportgruppen i 3F.

- ”bekræftede indtrykket af ikke at være nogen stor fan af røde faner og fagforeninger”. Politiken kan ikke udtale sig om klagers generelle holdning til fagforeninger alene på baggrund af udsagnet: ”Men jeg vil sige, at 3F har været mere generende i deres adfærd, end de har været gavnlige, i den her sag”.

- ”frakendte rederiet det internationale sikkerhedscertifikat”. Det var retten til selv at tage ansvar for, at ISM-koden er overholdt, der blev frakendt. Alle skibe er stadig udstyret med gyldige ”Safety equipment certificates”. Rederiet er heller ikke det første, der har mistet certifikatet, idet et mindre Marstal-rederi selv valgte at lukke deres ISM-afdeling efter pres fra Søfartsstyrelsen.

- Skibsassistenten døde ikke i maskinrummet, men fik et ildebefindende under arbejde på dækket og døde senere ombord på et ambulancefartøj. Efter offentliggørelse af artiklen har politiet indstillet efterforskningen, da der ikke var rimelig grund til at antage, at der er begået et strafbart forhold. Avisen burde have berigtiget forholdet.

- ”sejlede videre i piratfyldt farvand ud for Somalias kyst”. Skibet var 240 sømil fra Somalias kyst og overholdt til fulde Søfartsstyrelsens anbefalinger om sejlads i området, da Danica White blev kapret.

- ”Fragtraterne i det område er virkelig høje”. Danica White er på ”timecharter”, så rederen får samme hyre hver dag, uanset hvor skibet sejler.

Til artiklen ”Politiet efterforsker kapringen af Danica White” har klager navnlig anført følgende:

- ”Der har været spekulationer om, hvad den danske coaster havde i lasten”. To skibsassistenter oplyste, at skibet sejlede med våben, da de afmønstrede i maj (kapringen var i juni). De var således ikke på skibet, da det blev kapret og kendte ikke noget til lasten. Alligevel udlægger Politiken det, som om skibet sejlede med våben, da det blev kapret. Spekulationerne er således avisens egne på uoplyst grundlag.

- Afsnittet ”Gidseltagningen på ’Danica White’ blev en langtrukken affære på 83 dage, fordi rederiet [Ks far] & Co. nægtede at udbetale 8,3 millioner kroner…” er groft forsimplet. Avisen antager fejlagtigt, at et ord er et ord, når man forhandler med pirater. Endvidere efterlades læseren med det indtryk, at Udenrigsministeriet gik ind og overtog sagen. Lars Truesen fortalte kaptajnen, at de danske myndigheder ikke kunne hjælpe, da de ikke forhandler med gidseltagere.

Til artiklen ”Piraterne fra Hobyo” har [K] anført, at klager præsenteres som moralsk anløben og inkompetent. Klager har navnlig henvist til følgende udsagn:

- ”Rederiet [Ks far] & Co. har et blakket ry”. Rederiet har fået dårlig presseomtale det sidste halve år grundet sagen med Søfartsstyrelsen, men det er ikke det samme som at have et blakket ry. Rederiet har gennem klager således været repræsenteret i en række råd, nævn og udvalg.

- ”sit tvivlsomme generalieblad og sin slunkne pengepung”. [K] er ikke dømt for et strafbart forhold. Frakendelse af retten til selv at tage ansvar for, at ISM-koden er overholdt, er en administrativ afgørelse og anket til byretten. Udsagnet ”slunkne pengepung” er irrelevant og giver et krænkende og udokumenteret billede af klager.

- ”Opgaven kan ikke overlades til skibsreder… Myndighederne føler sig ikke trygge ved ham”. Hverken politiet eller Udenrigsministeriet, som klager har været i kontakt med, har over for [K] givet udtryk for mistillid.

- ”[K] tilbyder 275.000 dollars”. Et beløb på 275.000 dollars har ikke været nævnt.

- ”Skibsrederen er ikke den fødte forhandler, og for de danske myndigheder gælder det om at holde ham under kontrol”. Vurderingen er egnet til at nedsætte klagers agtelse og burde have været efterprøvet i særlig grad.

- ”Politiet afhører skibsrederen og spørger ham blandt andet, om der er våben i lasten… Men ikke på denne tur forsikrer rederen”. [K] blev spurgt, hvad lasten bestod af, og klager havde ikke brug for at ”forsikre” nogen om noget.

- Udsagnene ”mandsopdækker”, ”interneret” og ”en kompetent støttegruppe i dybeste hemmelighed konstrueres bag rederiet” efterlader fejlagtigt det indtryk, at klager ikke vil samarbejde med myndighederne, hvorfor disse overtager forhandlingerne i mistillid til rederiet.

[K] har afvist, at artiklernes beskyldninger er blevet forelagt ham. Han var i Djibouti fra 25. august til 7. september 2007, men Politiken burde have forsøgt at kontakte ham pr. e-mail. Klagers samlever oplyste den 25. august 2007, at klager ikke var hjemme, og hun foreslog avisen at kontakte rederiet [Ks far] & Co. den efterfølgende dag. Hun sagde ikke, at klager ikke ville tale med pressen.

Piraternes adfærd ændrede sig i takt med de danske mediers dækning af sagen, hvorfor rederiet løbende afslog at udtale sig om begivenhederne under forhandlingerne, da klager skønnede, at en udtalelse fra ham kunne have skadet søfolkenes sikkerhed. [K] udtalte sig i de tilfælde, hvor han kunne diskutere uden at sætte søfolkenes sikkerhed over styr.

[K] har endelig anført, at det er kritisabelt, at han ikke haft artiklen til gennemlæsning inden offentliggørelsen, ligesom andre af kilderne.

2.2. Politikens synspunkter

Politiken har anført, at avisen den 24. august 2007 ringede til rederiet og lagde en besked til [K] med henblik på, at han kunne give sin version af sagen til artiklerne om ”Den usynlige og tavse skibsreder”. Søndag den 26. august 2007 opsøgte Politiken firmaadressen, da man antog, at der kunne være folk på arbejde i weekenden i lyset af situationens alvor. Der var imidlertid ingen, der åbnede. Herefter opsøgte avisen klager på hans privatadresse, men fik af klagers samlever at vide, at klager ikke var hjemme og i øvrigt ikke ønskede at tale med pressen. Avisen var herefter henvist til at anvende andre kilder, herunder Ankenævnet for Søfartsforholds kendelse af 8. maj 2007, artikler fra Søfartens Ledere og 24timer. Politiken talte med kilder, der har kendskab til klager og forretningen.

I forbindelse med udarbejdelsen af artiklen ”Piraterne fra Hobyo” benyttedes som kilder personer, der var parter, eller som repræsenterede parter i sagen, pårørende, Udenrigsministeriet, politiet og kilder fra styringsgruppen bag forhandlingsprocessen. Avisen kontaktede to gange rederiet, senest 8. september 2007, for at forelægge klager de indsamlede oplysninger. Artiklen blev gennemlæst af centrale kilder inden trykning.

Artiklen indeholder ingen oplysninger om, at klager ikke ønskede at samarbejde med myndighederne. Når artiklen beskriver, at [K] blev ”mandsopdækket” og ”interneret” beskrives politiets arbejdsproces.

3. Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Jesper Rothe, Jan Kristensen, Kaare R. Skou og Bodil Mørkøv Ullerup.

Et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Sømændenes Forbund og Transportgruppen i 3F er organisationer, der repræsenterer arbejdstagere, ligesom Søfartsstyrelsen har frakendt rederiet [Ks far] & Co. retten til at sikkerhedscertificere sine skibe. Disse forhold gav Politiken anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for disses kommentarer og vurderinger af klager. Sådan som sagen foreligger oplyst, finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere den journalistiske research, herunder valg af kilder, der er grundlaget for artiklerne.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekt, jf. punkt A.1.

Pressenævnet lægger til grund, at Marstal-rederiet selv valgte at lukke sin ISM-afdeling. På denne baggrund finder nævnet, at Politiken har bragt korrekte oplysninger ved at skrive, at rederiet [Ks far] & Co. som det første danske rederi blev fradømt sit internationale sikkerhedscertifikat. Det forhold, at rederiet rettelig mistede retten til selv at tage ansvar for, at ISM-koden overholdes, kan ikke føre til et andet resultat.

Sådan som sagen foreligger oplyst, har nævnet ikke mulighed for at tage stilling til, hvordan skibsassistenten døde, og om ”arbejdet ombord ikke var forsvarligt”. Nævnet kan derfor ikke bedømme, om Politiken har bragt korrekte oplysninger, eller om avisen burde have berigtiget forholdet. Nævnet bemærker, at [K]s kommentar er medtaget ved udsagnet ”Der var tale om et dødsfald som følge af sygdom”.

Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.3.

Af artiklen ”Politiet efterforsker kapringen af Danica White” fremgik udsagnet ”gidselstagningen på Danica White blev en langtrukken affære på 83 dage, fordi rederiet [Ks far] & Co. nægtede at udlevere 8,3 millioner kroner”. Udsagnet fremstår som en oplysning om, at rederiet [Ks far] & Co., herunder klager, var årsag til gidselstagningens længde - hvorimod de øvrige påklagede udsagn fremstår som fagbevægelsen og Politikens vurderinger. Nævnet udtaler ikke kritik af Politiken for at offentliggøre vurderingerne, men bemærker dog, at det havde været hensigtsmæssigt at oplyse, at udsagnet ”hvilket egentlig skulle gøre det umuligt at drive rederi. Men han er fortsat alligevel ved hjælp af et andet rederi” dækkede over, at en del af driften var udliciteret.

Den nævnte oplysning kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for klager, og har derfor skullet efterprøves i særlig grad, først og fremmest ved forelæggelse for [K]. På baggrund af Politikens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at avisen forgæves forsøgte at kontakte klager og rederiet [Ks far] & Co. forud for artiklernes offentliggørelse. Det havde været hensigtsmæssigt, om Politiken havde forsøgt at komme i kontakt med klager i Djibouti, men nævnet finder ikke, at forholdet ikke i sig selv er tilstrækkelig til at udtale kritik. Under disse omstændigheder finder nævnet ikke anledning til at udtale kritik af Politiken for at offentliggøre oplysningen.

Pressenævnet finder, at Politiken heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.

Afgjort den 16. januar 2008.