Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 1. juni 2007 i sag 29.2006

A, HK v/ advokat Mette Østergård

mod

B og tandlæge T1 og tandlæge T2 v/advokat Torben Mauritzen

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand), advokat Linda Rudolph Greisen og chefkonsulent Simon Neergaard-Holm (begge DA) samt advokat Ane Kristine Lorentzen og juridisk konsulent Steven Vallik (begge LO). Endvidere har som særlig sagkyndigt medlem deltaget cand.jur. Sten Modvig og faglig sekretær Jeanette R. Hahnemann

Mellem klageren, elev A, født den 18. september 1985, og indklagede, B, blev den 12. februar 2004 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som klinikassistent med uddannelsesperiode fra den 16. februar 2004 til den 15. august 2008.

Klageren har ved sin organisation, HK/Danmark, ved klageskrift modtaget den 10. juli 2006 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at de indklagede, B, tandlæge T1 og tandlæge T2, tilpligtes in solidum og hver for sig at betale 119.177 kr. til klageren.

Indklagede har påstået frifindelse subsidiært mod betaling af et mindre beløb end påstået af klageren.

Sagen har været forhandlet i Tvistighedsnævnet den 25.april 2007.

Parterne har givet møde for nævnet og afgivet forklaring. Der er desuden afgivet forklaring af V.

Sagens omstændigheder

A blev i forbindelse med sin graviditet sygemeldt den 30. august 2004 og fødte den 20. oktober 2004. Barselsorloven udløb den 8.september 2005, hvorefter A afholdt 5 ugers ferie. Arbejdet skulle genoptages den 13. oktober 2005. Den 12. oktober underskrev parterne blanket om ophævelse af uddannelsesaftalen pr. 12. oktober 2005 efter gensidig aftale og med sidste lønningsdag den 12. januar 2006.

Klageren har under sagen gjort gældende, at aftalen om gensidig ophævelse af uddannelsesaftalen skal tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 33 eller § 36, og at klageren herefter har krav på godtgørelse i medfør af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, subsidiært i henhold til ligebehandlingsloven, og erstatning for mistet uddannelsesgode.

Der har under forhandlingen i Tvistighedsnævnet været enighed om i første række at tage stilling til spørgsmålet om gyldigheden af den gensidige ophævelse af uddannelsesaftalen den 12. oktober 2005.

Klageren har forklaret bl.a., at hun under sin barsel fik smerter i højre hånds langfinger og hånden begyndte at sove. Det blev undersøgt, og det viste sig, at hun led af karpaltunnelsyndrom. Hun blev opereret herfor i september 2005. Lægen mente, at hun kunne blive fuldt funktionsdygtig efter ca. 3 måneder. Hun oplyste klinikkens sekretær V om sine problemer med højre hånd i juli måned og fortalte senere, at hun måske ikke var helt arbejdsklar den 13. oktober 2005. Operationen i september gik godt, men hun havde stadig smerter i langfingeren og havde betændelse i syningen. Sekretæren havde nogle familiemedlemmer, der led af samme syndrom, og sekretæren fortalte, at der var en risiko for, at hun også kunne få problemer med venstre hånd. Det havde hun imidlertid ikke på det tidspunkt. En uges tid før den 13. oktober fik hun en sms fra sekretæren om, at hun skulle komme til møde med tandlægerne den 12.oktober. Hun fik ikke oplyst noget om formålet med mødet og heller ikke, at hun evt. kunne tage en bisidder med til mødet. Hun regnede med, at de skulle tale om arbejdsplanerne i forbindelse med hendes genoptagelse af arbejdet. På mødet var hun alene med T1 og T2. De talte først om løst og fast, men så sagde tandlægerne, at de var urolige for hendes hænder. Hun svarede, at hun godt kunne forstå, at det var lidt træls, og at hun måske ikke var helt klar til at starte før om 3 måneder. De talte stille og roligt sammen, men tandlægerne ledte samtalen hen mod spørgsmålet om evt. ophævelse af uddannelsesaftalen. Hun blev overrasket og ked af det og begyndte at græde. Det var som om der gik en sort klap ned for hende. Ophævelsesblanketten lå på en reol. Den var ikke udfyldt, men det blev den. Tandlægerne underskrev den først, og hun skrev også selv under. Hun fik at vide, at der blev sat kryds i rubrikken om ophævelse efter gensidig aftale, fordi de var enige. Hun følte bare, at hun skulle skrive under. Hun følte, at de nok ikke havde lyst, til at hun blev. Det var som et bagholdsangreb. Hun havde ikke selv nogen interesse i at ophæve uddannelsesaftalen og overvejede også, om hun skulle lade være. De talte om, hvad hun skulle beskæftige sig med efterfølgende og nævnte social- og sundhedsassistenuddannelsen, men selv var hun slet ikke i de tankebaner. Hun følte, at tandlægerne ville hjælpe hende. Hun græd, efter at hun havde skrevet under, og T2 gav hende et knus. Mødet varede ca. 20 minutter. Hun skulle ikke komme dagen efter. Det blev ikke drøftet, om hun evt. kunne varetage alternative opgaver. Aktuelt har hun det ikke godt med sine hænder. Hun blev i februar 2006 opereret i venstre hånd og er nu i medicinsk behandling. Da hun i sin tid underskrev uddannelsesaftalen var hun også alene med tandlægerne.

T2 og T1 har samstemmende forklaret bl.a., at de hørte om A’s håndproblemer første gang i juli 2005 i forbindelse med, at hun havde været til tandbehandling hos dem. A fortalte om sine problemer og bekymring. Sekretæren oplyste senere, efter at have talt med A, at der var arvæv i højre hånd og også problemer i venstre hånd. De overvejede om A kunne klare arbejdet som tandteknikker og indkaldte hende via en sms til møde den 12. oktober 2005 for at tale om situationen. Det blev angivet i sms’en, at de skulle tale om hendes fremtidsudsigter. De havde forinden drøftet spørgsmålet med skolen, der havde sendt dem en ophævelsesblanket. Dagsordenen for mødet var at høre nærmere om, hvordan A havde det, og hvad hun kunne med sine hænder. De forhørte sig om hendes tilstand og spurgte ind til hendes bekymringer. Der var en stille og rolig atmosfære under mødet. De spurgte A, om hun mente, at hun kunne klare instrumentarbejdet. Det tvivlede A på. De ville gerne hjælpe hende over i et andet arbejde, hvor der krævedes mindre finmotorik. A nævnte selv, at hun også havde problemer med venstre hånd. A blev ked af det, fordi hendes drøm om at blive klinikassistent brast. Men de følte også, at A begyndte at overveje de alternative muligheder positivt. De ønskede ikke i øvrigt at komme af med A, og det havde intet som helst med hendes graviditet og barsel at gøre. Ophævelsesblanketten lå ude i kontoret. De gav hende 3 måneders ekstra løn fordi hun ikke dagen efter skulle stå på gaden uden noget som helst, og de tilbød at deres sekretær, der er dygtig til den slags, kunne hjælpe hende i forhold til kommunen i forbindelse med forsøget på at finde andet arbejde. De havde overvejet alternative beskæftigelsesmuligheder på klinikken, men A havde ikke været der så længe og kunne f.eks. ikke sættes til at arbejde i receptionen. Desuden skulle A jo igennem uddannelseskravene. De bad ikke om lægeerklæringer, da de jo havde A’s egne oplysninger om problemerne med hænderne. De havde heller ikke overvejet, om A skulle have en bisidder, for de mente godt, at hun selv kunne overskue situationen. Mødet varede i ca. 50 minutter.

V har forklaret bl.a., at hun arbejder som sekretær hos indklagede. A fortalte om sine håndproblemer sidst på foråret 2005. Senere oplyste A efter en lægekontrol, at der var betændelse i såret, og at der også var problemer med venstre hånd. Det var en 3-4 uger før, A skulle begynde igen efter barselsorlov og ferie. Hun indkaldte A til mødet den 12. oktober 2005 via en sms, fordi sådan plejede de at kommunikere. Hun skrev noget i retning af, at de skulle tale om fremtiden. A var på det tidspunkt bekymret, fordi hun ikke følte sig klar til at starte. Hun mente ikke selv, at hun ville kunne klare at arbejde ved stolen. Efter mødet talte hun med A om A’s fremtidsmuligheder, og hun tilbød A at hjælpe hende i forhold til kommunen. Hun sørgede også for, at A blev sygemeldt. A sagde ikke noget om, at hun havde fortrudt ophævelsen, men hun var ked af det, for det var hendes store ønske at blive klinikassistent.

Klageren har vedrørende spørgsmålet om gyldigheden af aftalen om gensidig ophævelse af uddannelsesaftalen anført, at det alene var tandlægernes og på ingen måde A’s ønske at få aftalen ophævet. A vidste ikke, hvad mødet drejede sig om, og hun blev ikke opfordret til at medtage en bisidder uanset alvoren af det, der skulle drøftes. Parternes styrkeforhold var klart uligevægtigt til tandlægernes fordel. A skrev under, fordi hun var meget ked af det, og det hele kom bag på hende. Der gik en klap ned, og hun var rystet og kunne ikke tænke klart. Under disse omstændigheder kan A’s underskrift ikke påberåbes, og aftalen må tilsidesættes enten i medfør af aftalelovens § 33 eller § 36.

Indklagede har vedrørende spørgsmålet om gyldigheden af aftalen om gensidig ophævelse af uddannelsesaftalen anført, at selve indholdet af aftalen ikke kan kritiseres. A havde rent faktisk problemer med sine hænder, der hverken var bagatelagtige eller forbigående, og hun ville have haft voldsomme problemer med at komme igennem uddannelsen. Aftalen var derfor indholdsmæssigt nærmest uundgåelig. Mødeproceduren kan heller ikke kritiseres. Indkaldelsen til mødet skete på normal vis, og der var ikke noget usædvanligt i sammensætningen af mødedeltagerne. A var 20 år og kunne fuldt ud selv varetage sine interesser. Der var tale om en analyserende drøftelse, hvor A selv gav udtryk for bekymring om, hvorvidt hun kunne klare at fortsætte uddannelsen. Parterne nåede i fællesskab frem til en forståelse og enighed. Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte aftalen, hverken efter aftalelovens § 33 eller § 36.

Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat

4 medlemmer bemærker:

Efter en samlet vurdering af omstændighederne i forbindelse med såvel indkaldelsen til mødet den 12. oktober 2005 som forløbet af dette, finder vi, at klageren ikke har godtgjort et grundlag for, at aftalen ikke skulle kunne påberåbes af indklagede eller for, at aftalen skulle kunne tilsidesættes helt eller delvist, jf. aftalelovens §§ 33 og 36. Vi stemmer derfor for at tage indklagedes frifindelsespåstand til følge.

3 medlemmer bemærker:

Henset til, at klageren ikke var forberedt på temaet for mødet og skævheden i parternes styrkeforhold og den omstændighed, at klageren ikke fik nogen mulighed for at tænke sig om, finder vi, at det er urimeligt at gøre aftalen gældende, hvorfor denne bør tilsidesættes, jf. aftalelovens § 36.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at indklagede frifindes.

T h i b e s t e m m e s

De indklagede, B, tandlæge T1 og tandlæge T2, frifindes.

Hver part bærer sine egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene.