Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Cirkulæreskrivelse om lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler

 

1. Indledning

Folketinget vedtog den 1. juni 2001 justitsministerens forslag til lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler og by- og boligministerens lovforslag om ændring af lov om leje af erhvervslokaler m.v., lov om leje og lov om leje af almene boliger (ophævelse af lejeforhold som følge af overtrædelse af lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler).

Formålet med lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler er at sikre, at der mere effektivt kan gribes ind over for de såkaldte hashklubber og anden form for organiseret, kriminel virksomhed, der er knyttet til bestemte lokaler, og som er egnet til at medføre ulempe og utryghed hos omkringboende.

Ændringerne af lejelovgivningen tilvejebringer som et supplement hertil en særlig hjemmel til at ophæve et lejeforhold i de tilfælde, hvor politiet har nedlagt et forbud, og lejeren eller en anden person straffes for at have modtaget besøgende i lokalerne.

Lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler giver politiet mulighed for administrativt at træffe beslutning om, at det er forbudt at modtage besøgende eller opholde sig som besøgende i bestemte lokaler, når visse nærmere angivne betingelser er opfyldt, jf. lovens § 1, stk. 1.

Et forbud meddeles af politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor lokalet er beliggende. Det forudsættes, at politiet af egen drift løbende vurderer, om der er grundlag for at udstede forbud i medfør af loven.

I det følgende redegøres der for, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at nedlægge et forbud (punkt 2), forbudets virkning (punkt 3), forbudets tidsmæssige udstrækning (punkt 4), domstolsprøvelse og administrativ rekurs (punkt 5), behandlingen af sager om nedlæggelse af forbud (punkt 6), overtrædelse af forbud (punkt 7) og ikrafttræden (punkt 8).

2. Betingelserne for at nedlægge et forbud

I lovens § 1, stk. 1, angives de betingelser, der skal være opfyldt, for at politiet kan udstede et forbud.

Den strafbare virksomhed, der begrunder forbudet, skal helt eller delvis foregå i "bestemte lokaler".

Lokalets eller lokalernes størrelse, art, ejerforhold m.v. er uden betydning for, om der kan nedlægges et forbud. Bestemmelsen finder således anvendelse, uanset om den strafbare virksomhed foregår i lejede eller ejede lokaler, og uanset om der er tale om beboelsesrum eller erhvervslokaler, kælderlokaler eller andet.

Det er endvidere en betingelse, at den virksomhed, der begrunder forbudet, foregår på en måde, "der systematisk indebærer strafbare handlinger". Det er ikke en forudsætning, at nogen er blevet straffet for handlinger begået som led i den pågældende strafbare virksomhed, eller at nogen senere straffes herfor, men det skal kunne godtgøres, at der foregår en virksomhed, som systematisk indebærer strafbare handlinger.

Det vil formentlig i praksis navnlig bero på de oplysninger, som tilvejebringes gennem politiets almindelige patruljering og efterforskning mv., om den pågældende virksomhed kan godtgøres systematisk at indebære "strafbare handlinger". Der vil f.eks. kunne være tale om, at der ved gentagne lejligheder er rejst sigtelser mod personer på stedet eller sket beslaglæggelser af bl.a. euforiserende stoffer.

I udtrykket "systematisk" ligger, at enkeltstående eller rent lejlighedsvise strafbare handlinger ikke vil kunne begrunde et forbud. Den pågældende virksomhed skal således foregå med en vis hyppighed og regelmæssighed. Det må endvidere kræves, at kriminaliteten har et ikke ubetydeligt omfang, således at virksomheden - uden nødvendigvis at være erhvervsmæssig - fremtræder som et væsentligt formål med anvendelsen af lokalerne udover en eventuel beboelse eller anden lovlig anvendelse.

Der vil ikke kunne nedlægges forbud alene på grundlag af, at en snæver gruppe af personer med tilknytning til hinanden anvender lokalet til bl.a. at ryge hash sammen, eller fordi der i enkelte tilfælde f.eks. overdrages hash i et bestemt lokale, jf. også ordet "virksomhed".

For at der kan nedlægges et forbud, skal den pågældende virksomhed endvidere foregå på en måde, "der er egnet til at medføre ulempe eller utryghed hos omkringboende". Ved vurderingen heraf skal der især lægges vægt på, om den virksomhed, der foregår i lokalerne, fremmer en adfærd, som reelt er egnet til at præge det pågældende nærmiljø på en måde, der typisk skaber utryghed hos omkringboende og fremmer en generel forråelse af nærmiljøet.

Hvis virksomheden ikke vil være egnet til at medføre ulempe eller utryghed hos omkringboende, vil der ikke kunne nedlægges forbud. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis virksomheden foregår i en afsides beliggende ejendom. Det samme gælder, hvis den situation undtagelsesvis foreligger, at der uden nogen sammenhæng med den systematiske strafbare virksomhed tillige foregår andre - lovlige - former for virksomhed i lokalerne, som helt dominerer den samlede benyttelse på en sådan måde, at den strafbare virksomhed allerede af den grund ikke kan antages at være egnet til at fremme en forråelse af nærmiljøet.

Ved vurderingen af, om der skal nedlægges et forbud efter loven, skal der foretages en objektiveret bedømmelse af, om den ulovlige virksomhed, der foregår i lokalerne, er egnet til at medføre ulempe og utryghed hos omkringboende. Det er således ikke nødvendigt, at naboer eller andre konkret har tilkendegivet, at virksomheden medfører ulempe eller utryghed, men virksomheden skal være "egnet" til at medføre de nævnte gener.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres, at denne betingelse normalt vil være opfyldt, hvis der i lokalerne drives organiseret hashsalg eller salg af narkotika, eller hvis der drives mere omfattende og organiseret rufferivirksomhed eller utilladt hasardspil, som på lignende måde væsentligt fremmer et nærmiljø præget af kriminalitet, misbrug og/eller voldelig adfærd.

Det ligger i øvrigt i ordningen, at der alene kan nedlægges forbud, hvis et sådant forbud direkte vil imødegå den pågældende virksomhed. Den virksomhed, der indebærer de strafbare handlinger, skal således være knyttet til modtagelsen af kunder/besøgende i lokalerne, sådan som det er tilfældet med de ovenfor nævnte aktiviteter. Et forbud mod besøgende kan derfor f.eks. ikke anvendes over for en erhvervsvirksomhed som følge af, at virksomheden overtræder visse miljømæssige bestemmelser for produktionen, uanset om de strafbare handlinger er egnede til at medføre utryghed i nærmiljøet.

Det er endelig en betingelse for at nedlægge forbud efter loven, at den, der råder over lokalerne, forinden har modtaget en advarsel, jf. nedenfor under pkt. 6.

3. Forbudets virkning

Et forbud indebærer efter lovens § 1, stk. 2, at det er forbudt at modtage besøgende eller at opholde sig som besøgende i eller i umiddelbar nærhed af de pågældende lokaler. Et forbud gælder således både den, der modtager besøgende i lokalerne, og den, der opholder sig som besøgende i lokalerne.

Et forbud mod at modtage besøgende omfatter ikke kun den, der råder over lokalerne, men også den, der "åbner døren" eller på anden vis har ansvaret for lokalerne eller adgangen hertil.

Med udtrykket "opholde sig" sigtes der til enhver fysisk tilstedeværelse i eller i umiddelbar nærhed af de pågældende lokaler. Der er altså udover et opholdsforbud tillige tale om et adgangsforbud, idet den blotte tilstedeværelse i eller i umiddelbar nærhed af lokalerne vil indebære en overtrædelse af forbudet, uanset om opholdet er ganske kortvarigt, og uanset om den besøgende har til hensigt at begå strafbare handlinger, f.eks. køb af hash.

Et forbud gælder som nævnt ikke blot i selve lokalerne, men også i umiddelbar nærhed af lokalerne. Herved vil også trappe- og udendørsarealer og andre lokaliteter - f.eks. en garage eller et udhus - der ligger i forlængelse af lokalerne og hører sammen med disse, være omfattet af et forbud.

Et forbud retter sig kun mod "besøgende". Forbudet omfatter således navnlig ikke personer, der har fast bopæl i lokalerne, eller som råder over lokalerne uden at bo der. Et forbud omfatter endvidere ikke personer, der som f.eks. en vagtlæge, en håndværker eller et postbud indfinder sig med henblik på udøvelse af lovligt erhverv. Forbudet omfatter heller ikke andre beboere i en etageejendom, som nødvendigvis må passere tæt forbi lokalerne for at komme til deres egen bopæl, eller besøgende til disse beboere.

I tilfælde, hvor det er en forening, der råder over lokalerne, skal derimod foreningens medlemmer betragtes som besøgende.

Lovens § 1, stk. 3, indeholder herudover en begrænsning i bestemmelsens anvendelsesområde, idet forbudet ikke omfatter besøg af beboerens nærmeste pårørende. Undtagelsen fra forbudet vedrører alene besøg af personer, som er nærmeste pårørende til personer med fast bopæl i lokalerne. Undtagelsen gælder således f.eks. ikke i erhvervslejemål. Ved "nærmeste pårørende" forstås navnlig slægtninge i lige linie, søskende, adoptivbørn og plejebørn. Også en fast kæreste anses som nærmeste pårørende.

Efter § 1, stk. 4, omfatter et forbud endvidere ikke personer, som modtages eller opholder sig i lokalerne alene for at deltage i en forsamling med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed, hvis lokalerne også forud for, at forbudet blev nedlagt, anvendtes til en sådan forsamlingsvirksomhed.

Undtagelsen gælder kun, hvor den politiske eller anden meningsbefordrende forsamlingsvirksomhed også er foregået i lokalerne, før der blev nedlagt et forbud. I sådanne tilfælde vil forbudet - af hensyn til forsamlingsfriheden - ikke omfatte personer, der er modtaget eller opholder sig i lokalerne udelukkende med henblik på deltagelse i den pågældende forsamlingsvirksomhed.

Undtagelsen vil formentlig navnlig kunne tænkes at have praktisk betydning i de tilfælde, hvor der i lokalerne måtte være foregået en forsamlingsvirksomhed, som er uden tilknytning til de ulovlige aktiviteter, der er baggrunden for forbudet. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor lokalerne i aften- eller nattetimerne har fungeret som ulovlig spilleklub og i dagtimerne er stillet til rådighed for en forening eller kreds af personer, der jævnligt forsamles for at drøfte politiske eller andre samfundsmæssige anliggender. Det er derimod som anført i bemærkningerne til lovforslaget vanskeligt at forestille sig, at der i lokaler, hvori der er udøvet systematiske strafbare handlinger, f.eks. i form af en hashklub, samtidig er foregået politisk eller anden meningsbefordrende forsamlingsvirksomhed. Det forhold, at en hashklub måtte kalde sig en politisk klub, vil således naturligvis ikke i sig selv indebære, at det kan lægges til grund, at der reelt er tale om en forsamlingsvirksomhed med et meningsbefordrende øjemed.

Undtagelsen i stk. 4 omfatter kun den nævnte forsamlingsvirksomhed. Andre lovlige aktiviteter, som måtte være foregået i lokalerne, f.eks. fælles spisning, bordtennis eller computerspil, vil ikke være undtaget fra et forbud. Noget andet er, at i tilfælde, hvor der er tale om f.eks. en egentlig computercafé, vil en strafbar virksomhed, som eventuelt måtte foregå i de omhandlede lokaler, formentlig ofte ikke have en sådan karakter, at den vil opfylde lovens betingelser om, at den strafbare virksomhed skal være egnet til at medføre ulempe og utryghed hos omkringboende.

Hvorvidt der er tale om en situation, som er omfattet af bestemmelsen i § 1, stk. 4, vil bero på en konkret bevismæssig vurdering.

Det forudsættes, at politiet i forbindelse med, at man som led i den almindelige sagsoplysning indhenter det fornødne oplysningsgrundlag om forholdene i de pågældende lokaler, hvor en advarsel og et forbud efter loven kan komme på tale - hvor der er anledning til det - også søger oplyst, hvilken forsamlingsvirksomhed der eventuelt måtte foregå i lokalerne, således at der så vidt muligt er klarhed over spørgsmålet på forhånd.

4. Forbudets tidsmæssige udstrækning

Efter lovens § 2, stk. 1, gælder et forbud i 3 måneder og kan forlænges med indtil 3 måneder ad gangen. 3-måneders perioden løber fra den dag, forbudet træder i kraft. Et forbud kan tidligst træde i kraft, når det er bekendtgjort, jf. lovens § 2, stk. 2.

Forlænges et forbud, skal de almindelige forvaltningsprocessuelle regler (partsbeføjelser mv., jf. nærmere nedenfor pkt. 6) iagttages på ny, og forlængelse af et forbud skal ligeledes bekendtgøres ved (fortsat) skiltning og meddelelse i den lokale presse i overensstemmelse med lovens § 2, stk. 2.

Der er ikke i loven fastsat en øvre grænse for, hvor længe et forbud kan udstrækkes. Forlængelse af forbudet forudsætter imidlertid, at forholdene giver grund til at antage, at den strafbare aktivitet ellers vil blive genoptaget.

Et forbud kan til enhver tid tilbagekaldes inden 3-måneders periodens udløb, hvis der ikke længere er grundlag for forbudet. At den kriminelle aktivitet ophører som følge af, at der er nedlagt forbud mod besøgende i lokalerne, er ikke i sig selv nok til at tilbagekalde et forbud. Den, der råder over lokalerne, må sandsynliggøre, at der er taget initiativ til at benytte lokalerne til andre (lovlige) formål. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis lokalerne indrettes til anden lovlig virksomhed, og eventuelt overvågningsudstyr eller lignende indretninger nedtages. Forbudet vil normalt også kunne ophæves, hvis rådigheden over lokalerne reelt overgår til f.eks. en ny lejer, der ikke har tilknytning til den pågældende kriminelle aktivitet.

5. Domstolsprøvelse og administrativ rekurs

Efter lovens § 3, stk. 1, kan den, der råder over lokalerne, kræve, at afgørelser om nedlæggelse af forbud indbringes for domstolene af den myndighed, der har truffet afgørelsen. En anmodning herom kan fremsættes ved meddelelsen om forbudet eller senere. Efter § 3, stk. 2, skal en anmodning om domstolsprøvelse dog være modtaget hos den myndighed, der har truffet afgørelsen, senest 4 uger efter, at forbudet - eventuelt efter en eller flere forlængelser - er ophørt.

Anmoder den, der råder over lokalerne, rettidigt om domstolsprøvelse, skal sagen anlægges ved den stedlige byret i strafferetsplejens former efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81, jf. herved stk. 2, 2. pkt. Det indebærer, at den pågældende myndighed (politimesteren eller politidirektøren) har bevisbyrden for de faktiske forhold, der er en forudsætning for forbudets berettigelse.

Overskrides den anførte frist, kan sagen ikke længere kræves indbragt ved den pågældende myndigheds foranstaltning efter lovens § 3. Den, der råder over lokalerne, vil dog selv kunne indbringe spørgsmålet om lovligheden af forbudet efter grundlovens § 63, ligesom domstolene vil kunne prøve et forbuds berettigelse under en eventuel straffesag om overtrædelse af forbudet.

Den særlige adgang til domstolsprøvelse efter § 3 vedrører kun den, der råder over lokalerne. Andre personer, der som følge af forbudet ikke må opholde sig i eller i umiddelbar nærhed af lokalerne, kan ikke kræve forbudet indbragt for retten efter disse regler. Tilsvarende gælder for en eventuel udlejer, fremlejer, panthaver eller andre, der måtte have en (økonomisk) interesse i lokalerne, medmindre de pågældende overtager rådigheden over lokalerne f.eks. som følge af en ejers/lejers fraflytning.

Politiets forudgående advarsel kan ikke kræves indbragt for retten efter lovens § 3.

En anmodning om domstolsprøvelse har ikke opsættende virkning, medmindre retten ved kendelse bestemmer andet, jf. herved § 3, stk. 3. Et forbud skal således efterleves fra den dag, hvor det er blevet tilkendegivet ved skiltning og meddelelse i den lokale presse, eller eventuelt fra den senere dag, som politiet har fastsat som tidspunktet for ikrafttrædelsen.

Adgangen til domstolsprøvelse afskærer ikke den pågældende fra almindelig administrativ rekurs vedrørende politimesterens (politidirektørens) afgørelser. Klage sker til Justitsministeriet og har ikke opsættende virkning. Der gælder ingen tidsfrister for klage til Justitsministeriet, og en klage vil kunne indgives både af den, der råder over lokalerne, og af eventuelle andre klageberettigede, jf. nedenfor pkt. 6. Klage vil endvidere kunne indgives over såvel forbudet som den forudgående advarsel.

Adgangen til domstolsprøvelse efter § 3 er ikke betinget af, at den administrative rekurs til Justitsministeriet er udnyttet.

Ved meddelelse om et forbud til den, der råder over lokalerne, skal den pågældende efter lovens § 3, stk. 1, 2. pkt., vejledes om adgangen til domstolsprøvelse og om fristen herfor. Endvidere gælder de almindelige regler om klagevejledning, jf. nærmere nedenfor pkt. 6.

6. Behandlingen af sager om nedlæggelse af forbud

Sager om nedlæggelse af forbud vil være omfattet af de almindelige forvaltningsprocesuelle regler i forvaltningsloven. Både selve forbudet og den forudgående advarsel, jf. lovens § 1, stk. 1, er således afgørelser i forvaltningslovens forstand. Det betyder i forhold til den, der er part i sagen, at forvaltningslovens almindelige regler om partsaktindsigt, partshøring, begrundelse og klagevejledning finder anvendelse.

Den, der råder over det pågældende lokale, vil være part i en sag om nedlæggelse af forbud. Hvorvidt andre må anses for at have partsstatus i forhold til en forbudssag vil afhænge af, om den pågældende har en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald.

Det vil i den forbindelse i almindelighed kunne lægges til grund, at personer, hvis tilknytning til et lokale udelukkende består i at være besøgende, ikke kan anses for parter. Heller ikke omkringboende personer vil i almindelighed kunne anses for parter under politiets forbudssag, medmindre der i forhold til den enkelte beboer foreligger konkrete omstændigheder, der indebærer, at vedkommende har en væsentlig og individuel interesse i sagen.

Som anført følger det af lovens § 1, stk. 1, at et forbud alene kan nedlægges, hvis politiet forinden har advaret den, der råder over lokalerne (ejeren, andelshaveren eller, hvis virksomheden foregår i lejede lokaler, lejeren eller fremlejetageren). Er det en forening eller anden juridisk person, der f.eks. står som lejer, gives advarslen til den, der er beføjet til at repræsentere foreningen.

Fremgangsmåden vil normalt være den, at politiet retter henvendelse til den person, det overvejes at give en advarsel om forbud. Den pågældende skal gøres bekendt med sagen og have mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger, inden der tages endelig stilling til, om advarslen skal gives.

Hvis der træffes afgørelse om at give en advarsel, kan advarslen meddeles enten mundtligt eller skriftligt. Meddeles en advarsel mundtligt, skal oplysninger om advarslen (herunder om at der er givet begrundelse og klagevejledning) i fornødent omfang noteres på sagen. Normalt bør der imidlertid udarbejdes en skriftlig advarsel, som eventuelt kan udleveres på stedet, og som bl.a. indeholder en begrundelse og en klagevejledning.

En advarsel anses i øvrigt for givet, når den er kommet frem til adressaten, f.eks. er lagt i postkassen.

Det skal fremgå af advarslen, at et forbud efter loven vil blive nedlagt, hvis lokalerne fortsat anvendes på en sådan måde, at lovens betingelser for at nedlægge et forbud er opfyldt. Der skal ikke i advarslen gives den, der råder over lokalerne, en egentlig frist til lovliggørelse af forholdene.

Et forbud vil derfor også kunne nedlægges selv ganske kort tid efter en meddelt advarsel. Der skal dog naturligvis i praksis gives den, der råder over de pågældende lokaler, og som har modtaget en advarsel, en reel mulighed for at træffe foranstaltninger til at få ændret benyttelsen af de pågældende lokaler, sådan at et forbud kan undgås.

Træffer den, der råder over lokalerne, ikke foranstaltninger med henblik på at efterleve advarslen, og er betingelserne således fortsat til stede, kan der nedlægges et forbud.

En eventuel klage til Justitsministeriet over, at der er givet en advarsel, har ikke opsættende virkning. Der kan således, hvis virksomheden ikke bringes til ophør, og betingelserne er til stede, nedlægges et forbud, uanset om der verserer en klagesag vedrørende advarslen.

Forinden der træffes afgørelse om at nedlægge et forbud, skal der foretages fornyet partshøring. Der vil i den forbindelse efter omstændighederne kunne følges samme fremgangsmåde som beskrevet ovenfor vedrørende meddelelse af advarsel, således at forbudet eventuelt meddeles på stedet (umiddelbart efter partshøringen) overfor den, der råder over lokalerne, jf. herved lovens § 2, stk. 2.

Oplysninger i forbudssager vil efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 15 og efter § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 15, kunne undtages fra partsaktindsigt og partshøring i det omfang, partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter findes at burde vige for afgørende hensyn til bl.a. offentlige interesser. Det vil f.eks. kunne være nødvendigt af hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, jf. § 15, stk. 1, nr. 3. Det beror på en konkret vurdering, om sådanne hensyn kan begrunde, at oplysninger tilbageholdes for en part i sagen.

Ved afgørelsen om nedlæggelse af forbud gælder i øvrigt som anført de almindelige forvaltningsretlige regler om bl.a. begrundelse og vejledning om klageadgang til Justitsministeriet. Meddelelsen om forbudet til den, der råder over lokalerne, skal endvidere efter lovens § 3, stk. 1, 2. pkt., indeholde oplysning om adgangen til domstolsprøvelse og om fristen herfor, jf. ovenfor pkt. 5.

Ud over meddelelsen om forbudet til den, der råder over lokalerne, følger det af lovens § 2, stk. 2, at forbudet skal bekendtgøres af politiet ved skiltning og ved meddelelse i den lokale presse. Forbudet kan tidligst træde i kraft, når sådan bekendtgørelse er sket. Fjernelse af den opsatte skiltning vil efter omstændighederne kunne straffes efter politivedtægten (normalpolitivedtægtens § 34, stk. 4) eller efter bestemmelsen i straffelovens § 126. Skiltningen skal opsættes uden for de pågældende lokaler efter nærmere aftale med ejeren eller på nærmeste offentlige vej.

Det skal af skiltningen og meddelelsen i den lokale presse fremgå, at forbudet er nedlagt i medfør af lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler, og at overtrædelse af forbudet vil kunne straffes med fængsel indtil 4 måneder. Det forudsættes, at meddelelse herom kan ske ved gengivelse - eventuelt med mindre skrifttype - af lovens §§ 1 og 4, stk. 1.

I bemærkningerne til lovforslaget er det anført, at politiet endvidere underretter udlejeren - og ved fremlejemål tillige lejeren - om forbudet (og eventuelle forlængelser), hvis den pågældende virksomhed foregår i lejede lokaler.

Ophæves et forbud inden 3 måneders periodens udløb, bør de pågældende tilsvarende underrettes herom. Det forudsættes i bemærkningerne til loven, at politiet endvidere bekendtgør en sådan ophævelse i den lokale presse.

7. Overtrædelse af forbud

Efter lovens § 4, stk. 1, straffes overtrædelse af et forbud med bøde. I gentagelsestilfælde kan straffen stige til fængsel i indtil 4 måneder. Overtræder en person på ny et forbud, efter at have været straffet herfor, bør straffen efter de almindelige bemærkninger til lovforslaget normalt udmåles til fængsel.

Også uagtsomme overtrædelser kan straffes, jf. herved straffelovens § 19.

Det følger af de almindelige regler om tilregnelse (forsæt og uagtsomhed) og medvirken, at den, der råder over lokalerne, efter omstændighederne vil kunne straffes, selvom det ikke er vedkommende selv, der har modtaget besøgende i lokalet.

Skulle det forekomme, at der træffes besøgende i lokalerne under sådanne omstændigheder, at tilregnelseskravet (forsæt eller uagtsomhed) ikke skønnes at være opfyldt, vil de antrufne personer kunne gøres opmærksomme på, at der er nedlagt forbud, således at tilregnelseskravet vil være opfyldt, hvis de pågældende personer på ny indfinder sig i lokalet.

Der kan efter lovens § 4, stk. 2, pålægges juridiske personer strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Bestemmelsen vil navnlig have betydning, hvis f.eks. en forening står som ejer eller lejer af lokalerne. Ved modtagelse af besøgende i strid med et nedlagt forbud vil der i så fald efter omstændighederne kunne blive tale om straf både for foreningen som sådan og for den person, der har givet besøgende adgang til lokalerne.

Efter den samtidige lovændring i lejelovgivningen er det nu en ophævelsesgrund i lejeforholdet, hvis lejeren eller andre straffes for at have modtaget besøgende i strid med politiets forbud. Det er i øvrigt samtidig præciseret i lejelovgivningen, at udlejerens generelle pligt til at holde god orden i en udlejningsejendom indebærer, at lejemål om fornødent skal ophæves, når der er mulighed herfor.

På den baggrund er der i § 4, stk. 3, fastsat bestemmelse om, at politiet underretter udlejeren, hvis nogen straffes for at have modtaget besøgende i strid med et forbud som nævnt i § 1. Bestemmelsen omfatter ikke tilfælde, hvor kun en besøgende straffes.

Det forudsættes, at politiet som led i underretning af udlejeren tilsender denne en udskrift af dom- og retsbogen i straffesagen eller af en eventuel bødevedtagelse i sagen. Underretningen om, at der er pålagt straf, sker med henblik på, at udlejeren kan efterleve sin forpligtelse til at sørge for god orden i ejendommen og i den forbindelse om fornødent ophæve lejemålet.

Lovens § 4, stk. 3, forudsætter derimod ikke, at udlejeren skal have tilsendt politirapporter m.v., idet dette materiale efter omstændighederne kan have betydning for den videre efterforskning af andre lovovertrædelser, der har tilknytning til det pågældende lokale.

8. Ikrafttræden

Lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler og lov om ændring af lov om leje af erhvervslokaler m.v., lov om leje og lov om leje af almene boliger (ophævelse af lejeforhold som følge af overtrædelse af lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler) træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler blev bekendtgjort i Lovtidende den 8. juni 2001 som lov nr. 471 af 7. juni 2001.

Lov om ændring af lov om leje af erhvervslokaler m.v., lov om leje og lov om leje af almene boliger blev bekendtgjort i Lovtidende den 8. juni 2001 som lov nr. 447 af 7. juni 2001.

Lovene er således trådt i kraft den 9. juni 2001.

Med venlig hilsen

Justitsministeriet, den 22. juni 2001

Lars Findsen