Den fulde tekst

Fremsat den 12. marts 2008 af miljøministeren (Troels Lund Poulsen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love 1)

(Implementering af miljøansvarsdirektivet)

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1757 af 22. december 2006, foretages følgende ændringer:

1. I fodnote 1 til lovens titel ændres » (EU-Tidende 2003 nr. L 37, side 24) og« til: » (EU-Tidende 2003 nr. L 37, side 24)«, og efter »L 345, side 106)« indsættes: »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«.

2. I § 21 udgår »forårsager eller«.

3. I § 64 b, stk. 1, indsættes efter »under henvisning til«: »§ 73 e, stk. 2, eller«.

4. § 71 affattes således:

»§ 71. Den, som er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening eller overhængende fare for væsentlig forurening straks underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter af situationen. Dette gælder også i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 2. Den, som er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening eller overhængende fare for væsentlig forurening straks forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v. eller afværge den overhængende fare for forurening.«

5. Efter § 73 indsættes:

»Kapitel 9 a

Miljøskade

§ 73 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.

§ 73 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.

Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. I sager om anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer og gødning, herunder husdyrgødning, og om anvendelse af pesticider eller biocider anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der som led i erhvervsmæssige aktiviteter har brugt disse produkter, medmindre brugeren kan godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med forskrifterne for brug, og at brugeren ikke har udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse med brugen.

Stk. 4. Hvis brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager, omfattet af stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der erhvervsmæssigt har produceret eller importeret de affaldsstoffer, den husdyrgødning eller den anden gødning end husdyrgødning, de pesticider eller biocider, der er brugt.

Stk. 5. Stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis producenten eller importøren kan godtgøre, at den skadelige virkning af en forurening som følge af anvendelse af affaldsstoffer eller husdyrgødning ikke følger af fejl ved produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen eller importen.

§ 73 c. Den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge den overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for en miljøskade skal straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 73 f.

§ 73 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at den

1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,

2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarliges egne aktiviteter, eller

3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges uforsvarlige adfærd.

Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.

Stk. 3. Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for producenten og importøren, som nævnt i § 73 b, stk. 4 og 5.

§ 73 e. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden forurening.

Stk. 2. Påbud kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en forurening. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af den forurenede ejendom.

Stk. 3. Hvis den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren.

Stk. 4. Påbud efter stk. 3 er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en forurening.

§ 73 f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom.

Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at der foreligger forhold, som nævnt i § 73 d, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3. § 73 d, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at der foreligger forhold, som nævnt i § 73 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til afgørelse med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.

§ 73 g. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 73 f kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.

§ 73 h. Tilsynsmyndigheden sender afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden offentliggør afgørelsen.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.

Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.

§ 73 i. På anmodning fra en klageberettiget efter § 98, stk. 1-2, og § 100 skal tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter § 73 f eller § 73 g.

Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«

6. I § 76, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 1. pkt. og § 100, stk. 2 og 3, ændres »kapitel 3, 4 og 5« til: »kapitel 3-5 og 9 a«.

7. I § 91, stk. 1, 2. pkt. ændres » kapitel 4-6 og 8« to steder til: » kapitel 4-6, 8 og 9 a«.

8. I § 101, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.: »For afgørelser meddelt efter kapitel 9 a er fristen dog 12 måneder.«

9. I § 110, stk. 1, nr. 7, indsættes efter »som nævnt i §§ 21, 71«: », stk. 1,«.

10. I § 110, stk. 1, nr. 15, ændres »efterkommes, eller« til: » efterkommes,«.

11. I § 110, stk. 1, nr. 16 ændres » jf. § 9 c.« til: » jf. § 9 c,«.

12. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 17 og 18:

»17) undlader at søge en overhængende fare for forurening afværget eller hindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v., jf. § 71, stk. 2, eller

18) undlader at iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger over for en overhængende fare for en miljøskade, eller ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade, jf. § 73 c.«

§ 2

I lov om forurenet jord, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 22. marts 2007, som ændret senest ved § 10, nr. 1, i lov nr. 1587 af 20. december 2006, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »L 182, side 1)«: »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«.

2. I § 21, stk. 1, ændres »kapitel 5« til: »lovens kapitel 4 a eller 5, eller kapitel 3 i miljøskadeloven«.

3. Efter § 38 indsættes:

»Kapitel 4 a

Miljøskade

§ 38 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.

§ 38 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.

Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. I sager om anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer og gødning, herunder husdyrgødning, og om anvendelse af pesticider eller biocider anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der som led i erhvervsmæssige aktiviteter har brugt disse produkter, medmindre brugeren kan godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med forskrifterne for brug, og at brugeren ikke har udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse med brugen.

Stk. 4. Hvis brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager, omfattet af stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der erhvervsmæssigt har produceret eller importeret de affaldsstoffer, den husdyrgødning eller den anden gødning end husdyrgødning, de pesticider eller biocider, der er brugt.

Stk. 5. Stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis producenten eller importøren kan godtgøre, at den skadelige virkning af en forurening som følge af anvendelse af affaldsstoffer eller husdyrgødning ikke følger af fejl ved produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen eller importen.

Stk. 6. Ved påbudsmyndigheden forstås miljømyndigheden som fastsat i § 39.

§ 38 c. Den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge den overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for miljøskaden skal straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.

Stk. 2. Påbudsmyndigheden påser, at pligterne opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 38 f.

§ 38 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderlige miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at den

1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,

2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarliges egne aktiviteter, eller

3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges uforsvarlige adfærd.

Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at faren skyldes forhold, som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.

Stk. 3. Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for producenten og importøren, som nævnt i § 38 b, stk. 4 og 5.

§ 38 e. Påbudsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en jordforurening. Hvis en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade kan henføres til flere forurenere, finder § 43 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Påbud kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren, har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en jordforurening. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retableringer af den forurenede ejendom.

Stk. 3. Hvis den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan påbudsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren.

Stk. 4. Påbud efter stk. 3 er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en jordforurening.

§ 38 f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer påbudsmyndigheden afgørelse herom.

Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at der foreligger forhold, som nævnt i § 38 d, stk. 1, nr. 1-3. § 38 d, stk. 3 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at der foreligger forhold, som nævnt i § 38 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet skal forelægge et udkast til afgørelse med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.

§ 38 g. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer påbudsmyndigheden afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 38 f kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.

§ 38 h. Påbudsmyndigheden sender afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.

Stk. 2. Påbudsmyndigheden offentliggør afgørelsen.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.

Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.

§ 38 i. På anmodning fra en klageberettiget efter § 82 og 83 skal påbudsmyndigheden træffe afgørelse efter § 38 f eller § 38 g.

Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 3. Påbudsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.

§ 38 j. Hvis den ansvarlige ikke kan identificeres eller ikke har betalingsevne, kan der meddeles påbud efter kapitel 5.«

4. Overskriften til kapitel 5 affattes således:

»Kapitel 5

Andre forureninger end miljøskader

Påbud til forurenere m.v.«

5. I § 54, stk. 1, ændres »personer og myndigheder, jf. § 82« til: »personer, organisationer og myndigheder, jf. §§ 82 og 83«.

6. I § 54, stk. 1, indsættes som 3. pkt. :

»Afgørelser skal dog alene meddeles de foreninger og organisationer, der er nævnt i § 83, stk. 2 og 3, når de har anmodet miljøministeren om at modtage underretning om afgørelserne, jf. § 56 a, stk. 2.«

7. Efter § 56 indsættes:

»§ 56 a. Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af miljø og natur som hovedformål, kan underrette kommunalbestyrelsen, regionsrådet og miljøministeren om, hvilke bestemte typer af afgørelser efter kapitel 4 a foreningen ønsker underretning om, jf. § 54, stk. 1, og § 83, stk. 1. Foreningen skal samtidig fremsende vedtægter, der dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og at dens hovedformål er beskyttelse af miljøet. Tilsvarende gælder lokale foreninger og organisationer, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser.

Stk. 2. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan underrette miljøministeren om, hvilke bestemte typer af afgørelser efter kapitel 4 a foreningen eller organisationen ønsker underretning om, jf. § 54, stk. 1, hvorefter miljøministeren inden 14 dage underretter vedkommende kommunalbestyrelse eller regionsråd. Tilsvarende gælder landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser.

Stk. 3. Lokale afdelinger af landsdækkende foreninger og organisationer er ikke omfattet af bestemmelserne i stk. 1 og 2.«

8. I § 75, stk. 1, 2. pkt., ændres »kapitel 5« til: »lovens kapitel 4 a eller 5, eller kapitel 3 i miljøskadeloven«.

9. I § 77, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »afgørelser efter«: »kapitel 4 a,«

10. Efter § 82 indsættes:

»§ 83. Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan påklage afgørelser, som foreningen eller organisationen har ønsket underretning om, jf. § 56 a, stk. 1. Lokale foreninger og organisationer, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, kan påklage afgørelser, som foreningen eller organisationen har ønsket underretning om, jf. § 56 a, stk. 1, når afgørelsen berører sådanne interesser, og klagen har til formål at varetage natur- og miljøbeskyttelse.

Stk. 2. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan påklage afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 4 a.

Stk. 3. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige rekreative interesser, kan påklage afgørelse efter bestemmelserne i kapitel 4 a, når afgørelsen berører sådanne interesser, og klagen har til formål at varetage natur- og miljøbeskyttelse.

Stk. 4. Lokale afdelinger af landsdækkende foreninger og organisationer er ikke omfattet af bestemmelserne i stk. 1-3.

Stk. 5. Miljøklagenævnet kan til efterprøvelse af klageberettigelsen forlange, at foreningen eller organisationen fremsender vedtægterne.«

11. I § 88, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:

»3) undlader at træffe foranstaltninger, som nævnt i § 38 c.«

Nr. 3-15 bliver herefter nr. 4-16.

§ 3

I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 47 af 7. januar 2008, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel ændres » (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7-50) samt« til: » (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7-50),«, og efter »L 255, side 164-167)« indsættes: »samt dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«.

2. § 2, stk. 1, affattes således:

»Loven omfatter følgende:

1) Danske skibe og skibe, der befinder sig på dansk søterritorium.

2) Danske luftfartøjer og luftfartøjer, der befinder sig på eller over dansk søterritorium.

3) Danske platforme og platforme, der befinder sig på dansk søterritorium eller på dansk kontinentalsokkelområde.

4) Danske rørledninger til transport af kulbrinter og hjælpestoffer og rørledninger til transport af kulbrinter og hjælpestoffer på dansk søterritorium eller på dansk kontinentalsokkelområde.

5) Udenlandske skibe, der befinder sig i de eksklusive økonomiske zoner, i det omfang det er foreneligt med international ret.

6) Udenlandske skibe, der befinder sig uden for de eksklusive økonomiske zoner, i det omfang det er foreneligt med international ret.«

3. Overskriften til kapitel 11 affattes således:

»Kapitel 11

Beredskab m.v.«

4. Efter § 34 indsættes:

»§ 34 a. I tilfælde af olie- eller kemikalieforurening af havet fra platforme eller rørledninger påhviler det ejeren eller den, der er ansvarlig for driften af platformen eller rørledningen, straks at påbegynde bekæmpelse af forureningen, medmindre den ansvarlige for driften er forpligtet hertil efter § 47 c.

Stk. 2. Miljøministeren kan meddele påbud om, hvilke bekæmpelsesforanstaltninger ejeren eller den, der er ansvarlig for driften af platformen eller rørledningen, skal iværksætte.

Stk. 3. Miljøministeren kan meddele påbud eller fastsætte regler om beredskabet, herunder om hvilket mandskab eller materiel ejeren eller den, der er ansvarlig for driften af platformen eller rørledningen, skal have til rådighed i tilfælde af uheld på anlægget.«

5. § 38 ophæves.

6. § 39, stk. 1, affattes således:

»Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af internationale aftaler, fastsætte regler om indberetning og tilvejebringelse af oplysninger fra myndigheder og fysiske eller juridiske personer til brug for vurdering af forhold, der reguleres efter denne lov.«

7. I § 39, stk. 2, ændres »skibet eller platformen« til: »skibet, luftfartøjet, rørledningen eller platformen«.

8. I § 44, stk. 1 og 2, indsættes efter »skibets«: », luftfartøjets, rørledningens«.

9. I § 44, stk. 1, indsættes efter »ejere«: », jf. dog § 47 f og § 47 g.«

10. I § 44, stk. 3, indsættes efter »et skib«: », et luftfartøj, en rørledning«.

11. Efter § 47 indsættes:

»Kapitel 14 a

Miljøskade

§ 47 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.

§ 47 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den ansvarlige for driften af et skib, et luftfartøj, en platform eller en rørledning, i det omfang der er tale om en erhvervsmæssig aktivitet.

Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade som nævnt i § 47 c, stk. 1-3, forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er sket.

Stk. 3. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder som nævnt i § 47 c, stk. 4, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.

§ 47 c. Hvis en tilførsel, som stammer fra udøvelsen af erhvervsmæssige aktiviteter nævnt i stk. 2, nr. 1-3, til havet eller luften af stoffer, materialer og mikroorganismer eller støj og vibrationer, forårsager en overhængende fare for en miljøskade, skal den ansvarlige for driften straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger. Hvis miljøskaden er indtrådt, skal den ansvarlige for driften straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse miljøskadens omfang og forhindre yderligere miljøskade. Det samme gælder, hvis en tilførsel, som stammer fra udøvelsen af erhvervsmæssig aktivitet nævnt i stk. 2, nr. 4, til havet eller luften af farligt eller forurenende gods, eller en tilførsel, som stammer fra udøvelsen af erhvervsmæssig aktivitet nævnt i stk. 2, nr. 5, til havet eller luften af farlige stoffer og produkter, plantebeskyttelsesmidler eller biocidholdige produkter forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Ved bekæmpelse af olie- og kemikalieforureninger gælder § 34 for så vidt angår havet og de kystnære dele af søterritoriet og § 35 for så vidt angår kyststrækninger og havne.

Stk. 2. Følgende erhvervsmæssige aktiviteter er omfattet af stk. 1:

1) Dumpning af optaget havbundsmateriale.

2) Bortskaffelse eller nyttiggørelse af affald.

3) Grænseoverskridende transport af affald, som kræver tilladelse eller er forbudt.

4) Transport ad indre vandveje, hav eller luft af farligt eller forurenende gods.

5) Håndtering af farlige stoffer og produkter, plantebeskyttelsesmidler og biocidholdige produkter.

Stk. 3. Pligten efter stk. 1 gælder endvidere, hvis en hvilken som helst anden tilførsel til havet af stoffer og materialer, som kan påvirke søterritoriet, forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 4. Pligten efter stk. 1 gælder også, hvis andre erhvervsmæssige aktiviteter end dem, der er omfattet af stk. 1 og 3, forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder som fastlagt i §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven, og miljøskaden eller den overhængende fare for en miljøskade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.

Stk. 5. Pligterne efter stk. 1, 3 og 4 gælder, selvom der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 47 h.

Stk. 6. Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne efter stk. 1, 3 og 4 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 47 h.

§ 47 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 47 b, stk. 2, kan godtgøre, at miljøskaden

1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,

2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarlige for driftens egne aktiviteter, eller

3) er forvoldt ved en tilførsel eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.

Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 47 b, stk. 2, kan godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.

§ 47 e. Miljøministeren kan påbyde den ansvarlige for driften at give de oplysninger, der har betydning for vurderingen af, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage prøveudtagning, analyser og målinger af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge hændelsesforløbet samt omfanget og virkningerne af en tilførsel eller anden påvirkning.

§ 47 f. Forsvarsministerens udgifter til bekæmpelsesforanstaltninger efter § 34, jf. § 47 c, skal betales af den ansvarlige for driften af skibet. Hvis den ansvarlige for driften ikke kan identificeres eller ikke har betalingsevne, påhviler det skibets ejer at betale udgifterne efter § 44.

Stk. 2. Forsvarsministeren skal pålægge den ansvarlige for driften af skibet at stille sikkerhed over for ministeren for udgifter nævnt i stk. 1 og kan bestemme, at skibet skal tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet.

Stk. 3. Forsvarsministeren kan, indtil den ansvarlige for driften af skibet har stillet sikkerhed efter stk. 2, pålægge ejeren af skibet at stille sikkerhed over for ministeren for udgifter nævnt i stk. 1 og bestemme, at skibet skal tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet.

§ 47 g. Kommunalbestyrelsens og miljøministerens udgifter til bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger efter § 35, jf. § 47 c, og regler udstedt i medfør af § 36 skal betales af den ansvarlige for driften. Hvis den ansvarlige for driften ikke kan identificeres eller ikke har betalingsevne, påhviler det ejeren at betale udgifterne efter § 44.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om sikkerhedsstillelse for udgifter nævnt i stk. 1.

§ 47 h. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 47 c, stk. 1, 3 eller 4, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer miljøministeren afgørelse herom.

Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 47 c, stk. 1 eller 3, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 47 d, stk. 1, nr. 1-3.

Stk. 3. Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 47 c, stk. 1 eller 3, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 47 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.

Stk. 4. Miljøministeren offentliggør afgørelsen.

Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.

§ 47 i. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer miljøministeren afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 47 h kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.

§ 47 j. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.

§ 47 k. På anmodning fra en klageberettiget efter § 52 skal miljøministeren træffe afgørelse efter § 47 h eller § 47 i.

Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 3. Miljøministeren kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«

12. I § 49, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, § 50, stk. 1, nr. 2, og i § 52, stk. 1, indsættes efter »§ 26«: », kapitel 14 a«.

13. I § 51, stk. 1, indsættes som nr. 3:

»3) Afgørelser efter kapitel 14 a.«

14. I § 51, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Dog finder § 105, stk. 2, 2. pkt., i lov om miljøbeskyttelse tilsvarende anvendelse ved Miljøklagenævnets behandling af klagesager efter § 47 e, § 47 h og § 47 j, stk. 3.«

15. I § 59, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 31, stk. 1 og 2,«: »§ 47 c,«.

16. § 59, stk. 1, nr. 4, affattes således:

»4) undlader at efterkomme et forbud eller påbud efter § 43, stk. 1-3, forbud efter § 43 a, stk. 1 og 2, eller påbud efter § 34 a, stk. 2 og 3, eller § 47 e,«

17. I § 59, stk. 1, nr. 8, indsættes efter »§ 44, stk. 3«: », eller § 47 f, stk. 2 og 3«.

18. I § 61, stk. 1, indsættes efter » 33,«: » 34 a, stk. 3,« og efter » og 47,« indsættes: » § 47 g, stk. 2,«.

19. I § 63 a, stk. 1, 1. pkt., udgår »og § 38, stk. 1-3«.

§ 4

I lov om vandforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 71 af 17. januar 2007, som ændret ved § 1 i lov nr. 1151 af 17. december 2003, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel ændres » (EF-Tidende 1998 nr. L330, side 32) samt« til: » (EF-Tidende 1998 nr. L330, side 32),«, og efter »L 327, side 1)« indsættes: »samt dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«.

2. Overskriften til kapitel 11 affattes således:

»Kapitel 11

Tilsyn«

3. I § 66, stk. 1, indsættes efter » forhold«: » , medmindre andet følger af kapitel 11 a«.

4. § 67, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 67. Kommunalbestyrelsen og miljøministeren kan påbyde den ansvarlige for driften som nævnt i § 68 a, stk. 2 eller 3, at give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for vandforsyningen eller for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af vandmiljøet eller naturen.

Stk. 2. Hvis påbud efter stk. 1 alene vedrører oplysninger, som har betydning for vandforsyningen, eller den ansvarlige for driften ikke kan identificeres, kan påbuddet rettes til ejeren af et vandforsyningsanlæg.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

5. Efter § 67 indsættes:

»Kapitel 11 a

Miljøskade

§ 68. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.

§ 68 a. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.

Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som følge af en vandindvinding, bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden som led i en erhvervsmæssig aktivitet, forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er sket.

Stk. 3. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder som fastlagt i §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er omfattet af stk. 2, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.

§ 68 b. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade straks underrette kommunalbestyrelsen om alle relevante aspekter ved situationen.

Stk. 2. Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen påser, at pligterne efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 68 e.

§ 68 c. Hvis det skal undersøges, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, kan påbud efter § 67 meddeles, uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over ejendommen, hvor der er påvist en påvirkning af vandmiljøet eller naturen. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af ejendommen.

Stk. 2. Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan kommunalbestyrelsen meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser gennemføres ved den ansvarlige for driften. Påbuddet er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over ejendommen.

§ 68 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 68 a, stk. 2, kan godtgøre, at miljøskaden

1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,

2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarlige for driftens egne aktiviteter, eller

3) er forvoldt ved en begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.

Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 68 a, stk. 2, kan godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.

§ 68 e. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 68 a, stk. 2 eller 3, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom.

Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 68 a, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 68 d, stk. 1, nr. 1-3.

Stk. 3. Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 68 a, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 68 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.

§ 68 f. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 68 e kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.

§ 68 g. Kommunalbestyrelsen sender afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.

Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.

§ 68 h. På anmodning fra en klageberettiget efter § 80 skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 68 e eller § 68 f.

Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.

Kapitel 11 b

Meddelelse om boringers beliggenhed m.v.«

6. I § 71 b, § 78, stk. 7, og § 84, stk. 1, nr. 8, ændres »67, stk. 2« til: »§ 67, stk. 4«.

7. § 80 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

»Stk. 4. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som deres hovedformål, kan påklage afgørelser efter § 67, hvis påbuddet er meddelt med henblik på kommunalbestyrelsens afgørelse af, om der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, samt afgørelser efter § 68 e og § 68 h.

Stk. 5. Miljøklagenævnet kan til efterprøvelse af klageberettigelsen forlange, at foreningen eller organisationen, jf. stk. 4, fremsender vedtægterne.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 6.

8. I § 84, stk. 1, nr. 5, indsættes efter »§ 69, stk. 1 og 3,«: »eller at give underretning eller træffe foranstaltninger som nævnt i § 68 b,«.

§ 5

I lov nr. 1572 af 20. december 2006 om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter » L 284, side 1)«: »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«.

2. § 52 affattes således:

»§ 52. Den, som er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening eller overhængende fare for væsentlig forurening straks underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter af situationen. Dette gælder også i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 2. Den, som er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening eller overhængende fare for væsentlig forurening straks afværge den overhængende fare for forurening eller forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v.«

3. Efter § 54 indsættes:

»Kapitel 5 a

Miljøskade

§ 54 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.

§ 54 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.

Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. I sager om anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer og husdyrgødning anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der som led i erhvervsmæssige aktiviteter har brugt disse produkter, medmindre brugeren kan godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med forskrifterne for brug, og brugeren ikke har udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse med brugen.

Stk. 4. Hvis brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager omfattet af stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der erhvervsmæssigt har produceret eller importeret de affaldsstoffer eller den husdyrgødning, der er brugt.

Stk. 5. Stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis producenten eller importøren kan godtgøre, at den skadelige virkning af en forurening som følge af anvendelse af affaldsstoffer eller husdyrgødning ikke følger af fejl ved produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen eller importen.

§ 54 c. Den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge den overhængende fare for miljøskade. Den ansvarlige for en miljøskade skal straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 54 f.

§ 54 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at den

1) er forvoldt af tredjemand og indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,

2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den pågældendes egne aktiviteter, eller

3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at de kan sidestilles med en tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.

Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.

Stk. 3. Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for producenten og importøren, som nævnt i § 54 b, stk. 4 og 5.

§ 54 e. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden forurening.

Stk. 2. Påbud kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en forurening. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af den forurenede ejendom.

Stk. 3. Hvis den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren.

Stk. 4. Påbud efter stk. 3 er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en forurening.

§ 54 f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom.

Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 54 d, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3. § 54 d, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 54 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at tilsynsmyndigheden skal forelægge et udkast til afgørelse med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.

§ 54 g. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 54 f kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.

§ 54 h. Tilsynsmyndigheden sender afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden offentliggør afgørelsen.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.

Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.

§ 54 i. På anmodning fra en klageberettiget efter § 84, stk. 1 og 2, og §§ 86 og 87 skal tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter § 54 f eller § 54 g.

Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«

4. I §§ 61 og 62, og i § 87, stk. 1 og 2, indsættes efter » kapitel 3«: » , 4 og 5 a«.

5. I § 80, stk. 1, stk. 2 og stk. 3, ændres: »§ 39 eller § 42« til: »§§ 39, 42 eller 54 e«.

6. I § 85, stk. 1 og 2, indsættes efter » kapitel 3«: » og 4«.

7. I § 90, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum: » For afgørelser meddelt efter kapitel 5 a er fristen dog 12 måneder.«

8. I § 91, stk. 1, nr. 4, ændres » § 52« til: » § 52, stk. 1«.

9. I § 91, stk. 1, indsættes efter nr. 8 som nye numre:

»9) undlader at søge en overhængende fare for forurening afværget eller forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v. efter § 52, stk. 2,

10) undlader at iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger over for en overhængende fare for en miljøskade, eller ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse en miljøskades omfang samt forhindre yderligere miljøskade, jf. § 54 c,«

Nr. 9–11 bliver herefter 11-13.

§ 6

I lov om miljø og genteknologi, jf. lovbekendtgørelse nr. 811 af 21. juni 2007, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel indsættes som 2. pkt.:

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56).«

2. Efter § 25 indsættes:

»Kapitel 3 a

Miljøskade

§ 25 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.

§ 25 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.

Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. I sager om anvendelse af en genmodificeret organisme anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der som led i erhvervsmæssige aktiviteter har brugt disse produkter, medmindre brugeren kan godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med forskrifterne for brug, og at den pågældende ikke har udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse med brugen.

Stk. 4. Hvis brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager omfattet af stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der erhvervsmæssigt har produceret eller importeret den genmodificerede organisme, der er brugt.

§ 25 c. Den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade skal straks underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter ved situationen.

Stk. 2. Den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge den overhængende fare for miljøskade. Den ansvarlige for en miljøskade skal straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 25 f.

§ 25 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at den

1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,

2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den pågældendes egne aktiviteter, eller

3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.

Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.

Stk. 3. Stk. 1, nr. 3 gælder ikke for producenten og importøren som nævnt i § 25 b, stk. 4.

§ 25 e. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren, at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning.

Stk. 2. Påbud kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en påvirkning. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af den berørte ejendom.

Stk. 3. Hvis den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren.

Stk. 4. Påbud efter stk. 3 er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en påvirkning.

§ 25 f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom.

Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 25 d, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3. § 25 d, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 25 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.

Stk. 4. Tilsynsmyndigheden offentliggør afgørelsen.

Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse.

§ 25 g. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 25 f kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.

§ 25 h. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.

§ 25 i. På anmodning fra en klageberettiget efter § 30, stk. 4, nr. 2-6, skal tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter § 25 f eller § 25 g.

Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«

3. I § 30 indsættes som stk. 4 og 5:

»Stk. 4. Afgørelser efter kapitel 3 a kan påklages af

1) afgørelsens adressat,

2) enhver, der har en væsentlig, individuel interesse i sagen,

3) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål,

4) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser,

5) lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, og

6) lokale foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Stk. 5. Miljøklagenævnet kan kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved at indsende vedtægter eller på anden måde.«

4. I § 31, stk. 3, indsættes efter » § 10«: » og afgørelser efter kapitel 3 a«.

5. I § 34, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »efter § 8«: » og kapitel 3 a«.

6. I § 36, stk. 1, indsættes efter nr. 6 som nyt nummer:

»7) undlader at give underretning eller iværksætte foranstaltninger eller tiltag, som nævnt i § 25 c,«

Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 8 og 9.

§ 7

I lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 749 af 21. juni 2007, foretages følgende ændringer:

1. I f odnoten til lovens titel ændres »(EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), og« til: »(EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36),«, og efter »(EU-Tidende 2002 nr. L 284, side 1)« indsættes: » og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«.

2. I § 74, stk. 1, indsættes efter »forhold«: » , medmindre andet følger af kapitel 11 a«.

3. Efter § 76 indsættes:

»Kapitel 11 a

Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder

§ 77. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.

§ 77 a. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.

Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.

§ 77 b. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade straks underrette tilsynsmyndigheden, jf. § 73, stk. 1 og 2, om alle relevante aspekter ved situationen.

Stk. 2. Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden påser, at pligten efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 77 e.

§ 77 c. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller miljøet.

§ 77 d. Påbud efter § 77 c kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller miljøet. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af ejendommen.

Stk. 2. Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften. Påbuddet er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over ejendommen.

§ 77 e. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.

§ 77 f. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 77 e kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.

§ 77 g. I sager, hvor kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed, sender tilsynsmyndigheden afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.

Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.

§ 77 h. På anmodning fra en klageberettiget efter § 86, stk. 1, nr. 4-6, og stk. 2, skal tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter § 77 e eller § 77 f.

Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«

4. I § 78, stk. 4, ændres »og § 65, stk. 1,« til: »§ 65, stk. 1, og kapitel 11 a«.

5. I § 86 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Afgørelser efter kapitel 11 a kan påklages af

1) enhver, som har en individuel, væsentlig interesse i sagen, og

2) de personer, organisationer m.v., der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2 og 5-7.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

6. I § 86, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes efter » nr. 6 og 7«: » , jf. stk. 2, nr. 2,«.

7. I § 87 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Klage over afgørelser efter kapitel 11 a har opsættende virkning, medmindre Naturklagenævnet beslutter andet.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

8. I § 89, stk. 1, nr. 6, ændres »eller § 75, stk. 2,« til: », § 75, stk. 2, § 77 c eller § 77 d«.

9. I § 89, stk. 1, indsættes efter nr. 7 som nyt nummer:

»8) undlader at give underretning eller træffe foranstaltninger som nævnt i § 77 b,«

Nr. 8-10 bliver herefter nr. 9-11.

§ 8

I lov nr. 453 af 9. juni 2004 om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 793 af 21. juni 2007, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel ændres »(EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), og« til: »(EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36),«, og efter »(EU-Tidende 2002 nr. L 284, side 1)« indsættes: » og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«.

2. § 55 affattes således:

»§ 55. Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af et fredskovspligtigt areal at berigtige et ulovligt forhold, medmindre andet følger af kapitel 8 a.«

3. Efter § 59 indsættes:

»Kapitel 8 a

Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder

§ 59 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.

§ 59 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.

Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.

§ 59 c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade straks underrette miljøministeren om alle relevante aspekter ved situationen.

Stk. 2. Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.

Stk. 3. Miljøministeren påser, at pligterne efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 59 f.

§ 59 d. Miljøministeren kan påbyde den ansvarlige for driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller miljøet.

§ 59 e. Påbud efter § 59 d kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist påvirkning af naturen eller miljøet. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af ejendommen.

Stk. 2. Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan miljøministeren meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften. Påbuddet er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over ejendommen.

§ 59 f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer miljøministeren afgørelse herom.

Stk. 2. Miljøministeren offentliggør afgørelsen.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.

§ 59 g. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer miljøministeren afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 59 f kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.

§ 59 h. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.

§ 59 i. På anmodning fra en klageberettiget efter § 62, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 1 og 2, skal miljøministeren træffe afgørelse efter § 59 f eller § 59 g.

Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 3. Ministeren kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«

4. I § 60, stk. 1, ændres »38 og 39 og § 51, stk. 2 og 3,« til: »§§ 38 og 39, § 51, stk. 2 og 3, og kapitel 8 a«.

5. I § 62, indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Afgørelser, der er truffet efter denne lovs kapitel 8 a, kan påklages af

1) de personer m.v., som er nævnt i stk. 1, og

2) de foreninger og organisationer, der er nævnt i stk. 2, nr. 2-4.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

6. I § 62, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter » stk. 2, nr. 2 og 3,«: » , og stk. 3, nr. 2,«.

7. I § 63, stk. 4, ændres »§ 6 eller § 38« til: »§ 6, § 38 eller kapitel 8 a«.

8. I § 65, stk. 1, nr. 7, ændres »§ 51, stk. 2 eller 3.« til: »51, stk. 2 eller 3, eller § 59 d, eller«.

9. I § 65, stk. 1, indsættes som nr. 8:

»8) undlader at give underretning eller træffe foranstaltninger som nævnt i § 59 c.«

§ 9

I lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 747 af 21. juni 2007, foretages følgende ændringer:

1. Som fodnote til lovens titel indsættes:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56).«

2. I § 48, stk. 1, indsættes efter »forhold«: » , medmindre andet følger af kapitel 8 a«.

3. Efter § 53 indsættes:

»Kapitel 8 a

Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder

§ 53 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.

§ 53 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.

Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.

§ 53 c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade straks underrette miljøministeren om alle relevante aspekter ved situationen.

Stk. 2. Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.

Stk. 3. Miljøministeren påser, at pligterne efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 53 f.

§ 53 d. Miljøministeren kan påbyde den ansvarlige for driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller miljøet.

§ 53 e. Påbud efter § 53 d kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller miljøet. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af ejendommen.

Stk. 2. Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan miljøministeren meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften. Påbuddet er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over ejendommen.

§ 53 f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer miljøministeren afgørelse herom.

Stk. 2. Miljøministeren offentliggør afgørelsen.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.

§ 53 g. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer miljøministeren afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 53 f kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.

§ 53 h. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.

§ 53 i. På anmodning fra en klageberettiget efter § 53 j, stk. 1, nr. 2-5, skal miljøministeren træffe afgørelse efter § 53 f eller § 53 g.

Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 3. Ministeren kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.

§ 53 j. Afgørelser efter dette kapitel kan påklages til Naturklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.

Stk. 2. Klagen indgives skriftligt til miljøministeren. Ministeren videresender klagen til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, de er indgået i sagen.

Stk. 3. Klage har opsættende virkning, medmindre Naturklagenævnet beslutter andet.

Stk. 4. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe afgørelse i klage efter loven, når klagen skønnes ikke at indeholde spørgsmål af væsentlig interesse i forhold til lovens formål.

Stk. 5. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 53 k. Afgørelser efter dette kapitel kan påklages af

1) adressaten for afgørelsen,

2) enhver, som har en væsentlig, individuel interesse i sagen,

3) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,

4) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og

5) lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål.

Stk. 2. Ved klage efter stk. 1, nr. 3 og 4, kan Naturklagenævnet kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved at indsende vedtægter eller på anden måde.«

4. I § 54, stk. 1, udgår »eller« i nr. 7, og i nr. 8 indsættes efter »ulovligt forhold«: », eller«.

5. I § 54, stk. 1, indsættes som nr. 9:

»9) undlader at give underretning eller træffe foranstaltninger som nævnt i § 53 c.«

§ 10

I lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken, jf. lovbekendtgørelse nr. 792 af 21. juni 2007, foretages følgende ændringer:

1. Som fodnote til lovens titel indsættes:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56).«

2. Efter § 37 indsættes:

»Kapitel 9 a

Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder

§ 37 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.

§ 37 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.

Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.

§ 37 c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade straks underrette kommunalbestyrelsen om alle relevante aspekter ved situationen.

Stk. 2. Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen påser, at pligterne efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 37 f.

§ 37 d. Kommunalbestyrelsen kan påbyde den ansvarlige for driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes fore egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller miljøet.

§ 37 e. Påbud efter § 37 d kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller miljøet. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af ejendommen.

Stk. 2. Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan kommunalbestyrelsen meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften. Påbuddet er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over ejendommen.

§ 37 f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.

§ 37 g. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 37 f kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.

§ 37 h. Kommunalbestyrelsen sender afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.

Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.

§ 37 i. På anmodning fra en klageberettiget efter § 44, stk. 4, nr. 2-5, skal kommunalbestyrelsen på anmodning fra den klageberettigede træffe afgørelse efter § 37 f eller § 37 g.

Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«

3. § 41, stk. 1, affattes således:

»Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold, medmindre andet følger af kapitel 9 a.«

4. I § 44 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter kapitel 9 a kan påklages til Naturklagenævnet af

1) adressaten for afgørelsen,

2) enhver, som har en væsentlig, individuel interesse i sagen,

3) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,

4) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres vedtægter varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og

5) lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål.«

Stk. 4-9 bliver herefter stk. 5-10.

5. I § 44, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres » jf. stk. 6« til: » jf. stk. 7«.

6. I § 44, stk. 8, der bliver stk. 9, ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 2-4«.

7. Efter § 44 indsættes:

»§ 44 a. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe afgørelse i klage efter loven, når klagen skønnes ikke at indeholde spørgsmål af væsentlig interesse i forhold til lovens formål.

Stk. 2. Ved klage efter § 44, stk. 4, nr. 3 og 4, kan Naturklagenævnet kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter eller på anden måde.

Stk. 3. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«

8. I § 50, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nye numre:

»2) undlader at give underretning eller træffe foranstaltninger som nævnt i § 37 c,

3) undlader at efterkomme påbud efter § 37 d eller § 37 e«

Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 4 og 5.

9. I § 50, stk. 4, ændres » stk. 1, nr. 1 og 2,« til: » stk. 1, nr. 1-4,«.

§ 11

I lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 789 af 21. juni 2007, foretages følgende ændringer:

1. Som fodnote til lovens titel indsættes:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56).«

2. Efter § 59 indsættes:

»§ 59 a. Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold, medmindre andet følger af kapitel 11 a.«

3. Efter § 60 indsættes:

»Kapitel 11 a

Miljøskade

§ 60 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.

§ 60 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.

Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, der er forårsaget i forbindelse med erhvervsmæssig anlæggelse eller drift af opstemningsanlæg, jf. § 48, forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er sket.

Stk. 3. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder som fastlagt i §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er omfattet af stk. 2, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.

§ 60 c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade straks underrette vandløbsmyndigheden om alle relevante aspekter ved situationen.

Stk. 2. Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.

Stk. 3. Vandløbsmyndigheden påser, at pligterne efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 60 g.

§ 60 d. Vandløbsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller miljøet.

§ 60 e. Påbud efter § 60 d kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller miljøet. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af ejendommen.

Stk. 2. Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan vandløbsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften. Påbuddet er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over ejendommen.

§ 60 f. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 60 b, stk. 2, kan godtgøre, at miljøskaden

1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,

2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, og ikke skyldes den pågældendes egne aktiviteter, eller

3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.

Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 60 b, stk. 2, kan godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.

§ 60 g. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 60 b, stk. 2 eller 3, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer vandløbsmyndigheden afgørelse herom.

Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 60 b, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 60 f, stk. 1.

Stk. 3. Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 60 b, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 60 f, stk. 1, nr. 1 eller 2.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at vandløbsmyndigheden skal forelægge et udkast til afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.

§ 60 h. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer vandløbsmyndigheden afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 60 g kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.

§ 60 i. Vandløbsmyndigheden sender afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.

Stk. 2. Vandløbsmyndigheden offentliggør afgørelsen.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.

Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.

§ 60 j. På anmodning fra en klageberettiget efter § 84, stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, skal vandløbsmyndigheden træffe afgørelse efter § 60 g eller § 60 h.

Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 3. Vandløbsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«

4. I § 80, stk. 1, 1. pkt., ændres »jf. dog stk. 2« til: »jf. dog § 80 a«.

5. § 80, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

6. Efter § 80 indsættes:

»§ 80 a. Afgørelser vedrørende regulativer for offentlige vandløb, jf. kapitel 5, og afgørelser efter kapitel 11 a kan påklages til Naturklagenævnet. § 80, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Klage har opsættende virkning, medmindre Naturklagenævnet beslutter andet.

Stk. 3. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe afgørelse i klage, når klagen skønnes ikke at indeholde spørgsmål af væsentlig interesse i forhold til lovens formål.

Stk. 4. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«

7. I § 84, stk. 2, ændres » kan påklages af« til: »vedrørende regulativer for offentlige vandløb kan desuden påklages af«.

8. I § 84 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Afgørelser efter kapitel 11 a kan påklages af

1) de personer m.v., der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, og

2) de foreninger og organisationer, der er nævnt i stk. 2.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

9. I § 84, stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes efter » stk. 2, nr. 2 og 3,«: » jf. stk. 3, nr. 2,«.

10. I § 85, stk. 1, indsættes efter nr. 5 som nyt nummer:

»6) undlader at give underretning eller træffe foranstaltninger som nævnt i § 60 c, eller«

Nr. 6 bliver herefter nr. 7.

§ 12

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 21. juni 2007, foretages følgende ændringer:

1. Som fodnote til lovens titel indsættes:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF (EU-Tidende 2006 nr. L 102, side 15).«

2. I § 15 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Afgørelser efter kapitel 7 a kan påklages af de personer, organisationer m.v., der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 4-7.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

3. I § 15, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes efter » nr. 5 og 6«: » , jf. stk. 2, nr. 1,«.

4. I § 26, stk. 1, indsættes efter »23 og 24«: »og kapitel 7 a«.

5. I § 26 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Afgørelser efter kapitel 7 a kan påklages af den kreds af klageberettigede, som er nævnt i stk. 1, nr. 1, 4-6 og 9.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

6. I § 26 a, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »nr. 5 og 6,«: »jf. stk. 2,«.

7. I § 33, stk. 1, indsættes efter »forhold«: » , medmindre andet følger af kapitel 7 a«.

8. Efter § 33 indsættes:

»Kapitel 7 a

Miljøskade

§ 33 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.

§ 33 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.

Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, der er forårsaget i forbindelse med håndtering af indvindingsaffald, forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er sket.

Stk. 3. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder som fastlagt i §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er omfattet af stk. 2, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.

§ 33 c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade straks underrette tilsynsmyndigheden, jf. § 31, stk. 1 og 2, om alle relevante aspekter ved situationen.

Stk. 2. Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 33 g.

§ 33 d. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller miljøet.

§ 33 e. Påbud efter § 33 d kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom eller det indvindingsmateriel, hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller miljøet. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af ejendommen eller indvindingsmateriellet.

Stk. 2. Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen eller indvindingsmateriellet, kan tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen eller indvindingsmateriellet, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften. Påbuddet er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over ejendommen eller indvindingsmateriellet.

§ 33 f. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan godtgøre, at miljøskaden

1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,

2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den pågældendes egne aktiviteter, eller

3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.

Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.

§ 33 g. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af aktiviteter som nævnt i § 33 b, stk. 2 eller 3, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom.

Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en miljøskade forårsaget af aktiviteter som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 33 f, stk. 1.

Stk. 3. Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af aktiviteter som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 33 f, stk. 1, nr. 1 eller 2.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.

§ 33 h. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 33 g kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.

§ 33 i. I sager, hvor kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed, sender kommunalbestyrelsen afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.

Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.

§ 33 j. Hvis en klageberettiget efter § 15, stk. 2, og § 26 a, stk. 3, har formodning om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, skal tilsynsmyndigheden på anmodning fra den klageberettigede træffe afgørelse efter § 33 g eller § 33 h.

Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«

9. I § 44, stk. 1, indsættes som nr. 5:

»5) undlader at give underretning eller træffe foranstaltninger som nævnt i § 33 c.«

§ 13

I lov om fiskeri og fiskeopdræt, jf. lovbekendtgørelse nr. 372 af 26. april 2006, som ændret senest ved lov nr. 317 af 31. marts 2007, foretages følgende ændringer:

1. Som fodnote til lovens titel indsættes:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56).«

2. Efter § 10 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 3 a

Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder

§ 10 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.

§ 10 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.

Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.

§ 10 c. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om forebyggelse og anmeldelse af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder i forbindelse med udøvelse af erhvervsmæssige fiskeriaktiviteter til gennemførelse af direktiv om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, herunder om

1) underretnings- og oplysningspligt for den ansvarlige for driften i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade,

2) meddelelse af påbud til den ansvarlige for driften om indsendelse af oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, herunder påbud om at foretage undersøgelser, analyser af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningerne af en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade og

3) klage over afgørelser, herunder om klageberettigede.«

§ 14

I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 538 af 15. juni 2004, som ændret senest ved § 45 i lov nr. 523 af 6. juni 2007, foretages følgende ændringer:

1. § 206, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

2. I § 206 indsættes som stk. 4 og 5:

»Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at stk. 2 ikke finder anvendelse på en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, der er omfattet af havmiljølovens § 47 c.

Stk. 5. Denne lovs kapitel 9 finder anvendelse på situationer nævnt i stk. 2-4.«

§ 15

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2008, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg.

Stk. 3. Miljøministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 3, nr. 5.

Stk. 4. Regler fastsat i medfør af § 8, stk. 3, og § 9, stk. 5, i lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg for så vidt angår fare for forurening af havmiljøet forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af lov om beskyttelse af havmiljøet.

§ 16

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. § 3 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. § 2 og § 14 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse:
1.
1.1.
1.2.
1.2.1.
1.2.2.
1.2.3.
1.2.4.
1.2.5.
1.2.6.
1.2.7.
1.3.
1.3.1.
1.3.2.
1.3.3.
1.3.4.
1.3.5.
1.3.6.
1.3.7.
1.3.8.
1.3.9.
1.3.10.
1.3.11.
1.3.12.
1.3.13.
Lovforslagets baggrund og forhistorie
Ændringer i forhold til de tidligere fremsatte lovforslag
Høring i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 11. april 2007
Valg af lovmodel
Lovforslagenes kompleksitet, herunder de mange ansvarsformer
Producent/importøransvaret og ansvar for udviklingsskader
Handlepligter og delafgørelser
Opretholdelse af det eksisterende grundejer/brugeransvar på naturområdet som et subsidiært ansvar
Vejledning om miljøskadebegrebet
Kun skader på arter og naturområder, der er beskyttet under habitat- og fuglebeskyttelsesdirektivet, kan være miljøskader
Generel introduktion til lovforslagene til gennemførelse af miljøansvarsdirektivet
Formålet med miljøansvarsdirektivet
Gennemførelse i dansk lovgivning
Systematikken i lovforslagene og sagsgangen
Hvad er en miljøskade?
Hvem er ansvarlig?
Hvad skal den ansvarlige umiddelbart gøre?
Hvilke typer af ansvar gælder?
Sikkerhedsstillelse
Tidsmæssig afgrænsning
Hvem er myndighed?
Hvem kan rejse en sag, og hvem kan klage?
Forebyggende foranstaltninger
Afhjælpende foranstaltninger
2.
2.1.
2.2.
2.3.
2.4.
2.5.
2.6.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskade og overhængende fare for miljøskade
Overordnet beskrivelse af direktivets hovedindhold
Miljøskade og overhængende fare for miljøskade
Den ansvarliges umiddelbare handlepligter
Den ansvarliges forpligtelse til at bære omkostningerne
Finansiel sikkerhedsstillelse
Den ansvarlige og ansvarsgrundlaget
2.6.1.
2.6.1.1.
2.6.1.2.
2.6.1.3.
2.6.2.
2.7.
2.8.
2.9.
2.10.
Det ubetingede ansvar
Undtagelser fra det ubetingede ansvar - tredjemands ansvar og ufravigelige instrukser
Muligheder for at lempe det ubetingede ansvar
Mulighed for at fordele det ubetingede ansvar
Det skyldbaserede ansvar
Forebyggende foranstaltninger
Afhjælpende foranstaltninger
Anmodning om foranstaltninger og klageprocedure
Kompetent myndighed
3.
Systematikken i de to lovforslag
4.
Lovforslagets hovedindhold
4.1.
Modellen for gennemførelse af miljøansvarsdirektivet
4.2.
Ansvarsgrundlaget
4.3.
Gennemførelse af direktivets undtagelser
4.4.
Den tidsmæssige afgrænsning for lovens anvendelse
4.5.
Anvendelse af artikel 8, stk. 3 – tredjemandsansvar og ufravigelige offentlige instrukser
4.6.
Anvendelse af artikel 8, stk. 4, litra a og b - lempelse af det ubetingede ansvar i forbindelse med udtrykkeligt tilladte udledninger/begivenheder og udviklingsskader
4.7.
Producent/importør ansvar
4.8.
Den ansvarliges umiddelbare handlepligter
4.9.
4.10.
Finansiel sikkerhedsstillelse
Anmodning om foranstaltninger og klageadgang
4.11.
Myndighedssystemet
4.12.
Indhentelse af bindende udtalelse
4.13.
Vejledning af myndigheder, virksomheder og interesseorganisationer og bekendtgørelse om miljøskadebegrebet
4.14.
Overvågningsudvalg
   
5.
Nærmere beskrivelse af ændringerne i de enkelte love
5.1.
5.1.1.
Love på Miljøministeriets område
Miljøbeskyttelsesloven
5.1.1.1
Ændring af ansvarsgrundlaget
5.1.1.2.
Producent/importør ansvar
5.1.2.
Jordforureningsloven
5.1.3.
Havmiljøloven
5.1.4.
Vandforsyningsloven
5.1.5.
Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug
5.1.6.
Miljø og genteknologiloven
5.1.7.
Naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt- og vildtforvaltningsloven og Tøndermarskloven
5.1.8.
Vandløbsloven
5.1.9.
Råstofloven
5.2.
Konsekvensændringer i anden lovgivning
5.2.1.
Søloven
5.2.2.
Lov om visse havanlæg
5.2.3
Lov om fiskeri og fiskeopdræt
5.2.4
Havneloven og lov om kystbeskyttelse
5.3
Forholdet til retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter
   
6
De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
   
7.
De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
   
8.
De miljømæssige konsekvenser
   
9.
Administrative konsekvenser for borgere
   
10.
Forholdet til EU-retten
   
11.
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
   
12.
Vurdering af konsekvenser af lovforslaget
   

1. Lovforslagets baggrund og forhistorie

Lovforslaget sigter mod at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004, nr. L 143 s. 56), herefter miljøansvarsdirektivet, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF (EU-Tidende 2006, nr. L 102, side 15).

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte forslag til lov om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskade (Miljøskadeloven), som skal bidrage til at gennemføre miljøansvarsdirektivet.

Miljøansvarsdirektivet indeholder en fælles ramme for forebyggelse og afhjælpning af miljøskader og overhængende fare for miljøskade, herunder særligt i forhold til Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle, Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper og vilde dyr og planter og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger.

Lovforslaget gennemfører regler om, hvem der ifølge en offentligretlig regulering har ansvaret for at anmelde, forebygge, afværge og afhjælpe miljøskader eller overhængende fare for miljøskader. Lovforslaget fastsætter desuden regler om berørtes og andres mulighed for at anmode myndigheden om at foretage foranstaltninger, regler om klageprocedure, og om hvem der er den kompetente myndighed.

Lovforslaget gennemfører disse regler i lov om miljøbeskyttelse, lov om forurenet jord, lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om vandforsyning m.v., lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, lov om miljø og genteknologi, lov om naturbeskyttelse, lov om skove, lov om jagt og vildtforvaltning, lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken, lov om vandløb og lov om råstoffer. Endvidere ændres søloven for at opnå en klar afgrænsning mellem anvendelsen af miljøansvarsdirektivets ansvarsregler og anvendelsen af sølovens ansvarsregler. En række bestemmelser ophæves desuden i havanlægsloven, der hermed vil være fuldstændig ophævet.

Herudover indebærer gennemførelsen af direktivet ændringer i fiskeriloven, som er indeholdt i dette lovforslag, og i havneloven og i lov om kystbeskyttelse. Forslag til lov om ændring af havneloven og lov om kystbeskyttelse blev fremsat den 15. november 2006 (L 77) og vedtaget af Folketinget den 22. maj 2007, jf. lov nr. 548 af 6. juni 2007.

Udarbejdelsen af lovforslagene har taget udgangspunkt i lovforslagene L 175 og L 176, som blev fremsat den 1. marts 2007 (folketingssamlingen 2006-07) og ministerens forslag til ændring af forslagene, oversendt til Miljø- og planlægningsudvalget i maj 2007 (bilag 12, folketingsåret 2006-07). Forslagene svarer således på væsentlige punkter til de tidligere fremsatte lovforslag. Der er dog sket en gennemgribende sproglig bearbejdning af de oprindelige lovforslag, og høringen i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg har givet anledning til en række ændringer og initiativer.

Der henvises til afsnit 1.1.

1.1. Ændringer i forhold til de tidligere fremsatte lovforslag

Som opfølgning på høringen i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg og til imødegåelse af væsentlige dele af kritikken gav miljøministeren tilsagn om at iværksætte en række initiativer, ligesom ministeren fremsatte en lang række ændringsforslag, som nu er indarbejdet i forhold til de tidligere fremsatte L 175 og L 176. Der henvises til ministerens tilkendegivelse af 30. april 2007 (L 175, bilag 6 og 10, folketingsåret 2006-07), ministerens fremsendte ændringsforslag (L 175 – bilag 12, folketingsåret 2006-07) samt miljøministerens brev af 22. maj 2007 til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg (L 175 – bilag 15, folketingsåret 2006-07).

Ændringerne indebærer, at

kommunalbestyrelsen (og regionsrådet) i en periode fra lovens ikrafttræden skal forelægge udkast til afgørelser om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade med henblik på at indhente en bindende udtalelse herom fra miljøministeren (i praksis et miljøcenter). Ordningen har til formål at sikre, at der tages afsæt i den eksisterende viden og samtidig etableres et løbende samarbejde mellem kommunerne og staten (miljøcentrene), således at kommunerne (og regionsrådene) opbygger en kompetence til at vurdere, om der foreligger en miljøskade eller ej. Herudover sikres det, at miljøcenteret er enig i den afgørelse, som miljøcenteret skal bygge videre på, når miljøcenteret udsteder påbud om undersøgelser eller afhjælpning efter miljøskadeloven. Den beskrevne »konsultationsordning« vil blive taget op til vurdering i andet halvår 2009 og skal senest ophøre, når det tilstrækkelige regelgrundlag i bekendtgørelsesform foreligger.

en bekendtgørelse om, hvornår der er tale om miljøskader eller overhængende fare herfor, som udstedes, når der er opsamlet tilstrækkelige erfaringer. For de områder, hvor der ikke til den tid foreligger den fornødne praksis, vil bekendtgørelsen løbende efterfølgende blive revideret og forbedret i takt med, at erfaringsgrundlaget udvides. Bekendtgørelsen skal afløse den ovenfor beskrevne »konsultationsordning«, når det tilstrækkelige regelgrundlag i bekendtgørelsesform foreligger. Bekendtgørelsen vil blive udstedt, når der efter 2-3 år er opsamlet tilstrækkelige erfaringer, medmindre den ovennævnte vurdering af »konsultationsordningen« i andet halvår af 2009 viser, at der er grundlag herfor på et tidligere tidspunkt.

sagsbehandlingstiden gøres kortere ved, at klageadgangen over tilsynsmyndighedernes (typisk kommunens) afgørelse af, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade udskydes. Afgørelsen kan fortsat påklages, men først senere i sagsbehandlingen, dvs. i forbindelse med en påklage over en afgørelse, der træffes efter miljøskadeloven.

Initiativerne består i, at

der etableres en række rådgivnings- og vejledningstiltag over for de myndigheder, virksomheder og interesseorganisationer, som skal have med reglerne at gøre:

et online informationssystem som løbende opdateres med oplysninger om den praksis, der udvikler sig i Danmark og andre sammenlignelige medlemslande og

en vejledning om arbejdet med at vurdere miljøskadebegrebet.

der fra lovenes ikrafttræden etableres et overvågningsudvalg med interesseorganisationer og myndigheder mv., der skal sikre løbende, uafhængig overvågning af reglerne.

Samlet set vurderes dette at lette den samlede sagsbehandling og sagsgang væsentligt.

Til forskel fra de tidligere fremsatte lovforslag foreslås der ikke længere en samling og ensartning af ansvarsreglerne for miljøskader og små skader i miljøbeskyttelsesloven og den gældende jordforureningslov. Herved undgås det at ændre gældende, velkendte regler om ansvar for »hverdagens skader«.

En yderligere forenkling er også, at der nu ikke længere i selve lovteksten er bestemmelser, der henviser til de gældende regler i lovgivningen på naturområdet om grundejeransvaret som subsidiært ansvarsgrundlag. Det vurderes ikke som retligt nødvendigt, og spørgsmålet omtales således nu alene i lovbemærkningerne.

Det foreslås endelig, at lempelsen for udviklingsskader i vandforsyningsloven fjernes. Efter en fornyet vurdering ses der ikke noget særskilt behov herfor. Dette skyldes, at vandforsyningsloven som udgangspunkt stiller krav om en udtrykkelig tilladelse for indvinding af grundvand og overfladevand, samt at lovens regler om, hvornår en tilladelse ikke er fornøden til bortledning af grundvand er så detaljerede (bortset fra de nødretslignende regler om skade på bestående vej– og jernbaneanlæg), at de kan sidestilles med en tilladelse. Det findes således tilstrækkeligt at lempe for udtrykkeligt tilladte udledninger/begivenheder. Fjernelsen af lempelsen for udviklingsskader indebærer en forenkling i forhold til antal af ansvarsformer i lovforslagene.

Herudover er de almindelige bemærkninger blevet gennemskrevet og forbedret, så de indeholder en pædagogisk fremstilling af reglernes indhold og opbygning. Endelig er lovforslagene blevet gennemgået med henblik på at indarbejde tekniske justeringer, evt. forenklinger og andre forbedringer, samt ensretning af bestemmelser/sprogbrug m.v., som har vist sig hensigtsmæssige.

De tilknyttede lovændringer, der var indeholdt i det oprindelige L 175, og som ikke havde noget med gennemførelsen af miljøansvarsdirektivet at gøre, er desuden blevet fjernet og flyttet over i lovforslag L 4 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love (Strafskærpelse m.v.), som nu er vedtaget. Lovforslagene vedrører således nu nogle få ændringer, som ikke direkte er affødt af miljøansvarsdirektivet, men som omhandler ansvar/pligter i forbindelse med skader på miljø og natur, ligesom der i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug rettes op på en fejl i klagebestemmelserne.

1.2. Høring i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 11. april 2007

Den 11. april afholdt Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg en åben høring om de to lovforslag - daværende L 175 og L 176 fremsat den 1. marts 2007 -, hvor professor, dr. jur. Ellen Margrethe Basse (EMB), advokat, lic.jur. Mogens Moe (MM), og professor, dr. jur. Peter Pagh (PP) var indbudt til at kommentere lovforslagene. Kommentarerne var stærkt kritiske. Nedenfor gennemgås og kommenteres de væsentligste elementer af denne kritik. Der henvises desuden til udskriften af høringen (L 175 – bilag 11, folketingsåret 2006-07) og til ministeren svar på spørgsmål 4-6 ad L 175 og L 176, folketingsåret 2006-07.

1.2.1. Valg af lovmodel

Det blev anført, at de fremsatte lovforslag ikke kunne ændres og forbedres i tilstrækkeligt omfang, og at der derfor burde tilvejebringes en helt ny strategi for implementeringen og dermed et eller flere nye lovforslag, herunder eksempelvis en model, hvor direktivet inkorporeres med forholdsvis få bestemmelser og direktivet som bilag. En anden model kunne være at gennemføre direktivet ved en omskrivning af direktivets regler i én lov, hvilket ville give meget store pædagogiske fordele, større overskuelighed og færre fortolkningsproblemer.

Der blev herunder peget på den model, der er anvendt i lov om erstatningsansvar for miljøskader, der dog skulle suppleres med en pligt for myndighederne til at gøre ansvaret gældende og adgang for NGO`er til at stille krav herom.

For så vidt angår miljøskadeerstatningsloven (lov nr. 225 af 6. april 1994 om erstatning for miljøskade) bemærkes, at denne vedrører det civilretlige erstatningsansvar som følge af miljøskade, dvs. at det regulerer privates adgang til at kræve erstatning for personskade, tab af forsørger, tingsskade og andet formuetab som følge af forureningsskader. De foreliggende lovforslag indebærer derimod en offentligretlig regulering af ansvaret for og forpligtelserne til forebyggelse og afhjælpning i tilfælde af miljøskade eller overhængende fare for miljøskade forårsaget af erhvervsmæssige aktiviteter. Udgangspunktet her er derfor ikke et erstatningsansvar, men en handlepligt for de virksomheder m.v., som er ansvarlige for miljøskaden eller den overhængende fare for en miljøskade.

På et enkelt punkt ligner miljøansvarsdirektivet og miljøskadeerstatningsloven hinanden, nemlig ved begge at indeholde et bilag over aktiviteter, der er undergivet et ubetinget ansvar. Miljøskadeerstatningslovens bilag opregner de virksomhedstyper, der er omfattet af loven, mens miljøansvarsdirektivets bilag III opregner de aktiviteter og påvirkninger, der på forskellig vis er reguleret af EU-regler og som vurderes at indebære særlige risici for natur og miljø, og derfor er undergivet et ubetinget ansvar for miljøskade eller overhængende fare herfor. Der ses dog store problemer ved blot at gengive direktivets bilag III, idet virksomheder og myndigheder ikke umiddelbart vil kunne se, hvilke aktiviteter der er omfattet. Det ville kræve, at den enkelte virksomhed eller myndighed skulle fortolke de enkelte direktiver for at finde ud af, om vedkommende er omfattet af reglerne. Det bemærkes, at det heller ikke vil være enkelt og let overskueligt at genfinde de EU-rettede regler. Reglerne er ofte gennemført ved at vedtage nye regler, men andre gange er det blot konstateret, at der allerede var tilsvarende, i visse tilfælde strengere regler, der eventuelt blot skulle ændres i begrænset omfang.

En inkorporering af direktivet med få bestemmelser og direktivet som bilag er meget sjældent anvendt på miljø- og naturområdet og i udgangspunktet kun, hvor direktiver kun eller helt overvejende fastlægger pligter for staten og/eller andre offentlige myndigheder. Miljøansvarsdirektivet er ikke en sådan type direktiv. Modellen ville medføre behov for en hel del supplerende bestemmelser, idet for det første visse bestemmelser i direktivet efterlader uklarheder, for det andet skal der foretages en række valg, hvor direktivet giver valgfrihed og for det tredje skal der tages stilling til gældende, strengere regler m.v. Modellen vurderes derfor som uegnet i dette tilfælde.

I valget af lovmodel (et lovforslag eller to lovforslag) til gennemførelse af miljøansvarsdirektivet er der taget udgangspunkt i, hvordan tilsynsmyndighederne anvender den eksisterende lovgivning. Der er således i forskelligt omfang i forvejen regler med forpligtelser for den ansvarlige til at handle, når der er sket noget, og regler, som sikrer håndhævelsen. Dette indebærer, at der tages udgangspunkt i de love, som i dag regulerer de forskellige relevante områder af miljøreguleringen, og som tilsynsmyndigheden i dag konkret anvender i sin håndhævelse.

En sag om en skade vil f.eks. starte ved, at tilsynsmyndigheden modtager en anmeldelse fra den ansvarlige for driften selv eller naboer m.v., eller ved, at myndigheden selv opdager det i forbindelse med tilsyn. Det vil ofte ikke være klart for hverken den ansvarlige for driften eller naboer m.v. (og i mange tilfælde formentlig heller ikke for tilsynsmyndigheden uden yderligere oplysninger og undersøgelser), om der er tale om en miljøskade eller en mindre skade. De eksisterende love og de eksisterende tilsynsmyndigheder er derfor et naturligt afsæt for de nye regler om miljøansvar.

Hertil kommer, at de gældende love i visse tilfælde i forvejen indeholder regler om underretningsforpligtelser og krav om genopretning af miljøet eller i hvert fald krav om at berigtige ulovlige forhold. Endelig vil langt de fleste sager også fremover forblive reguleret af de gældende love, da der forventes relativt få tilfælde af miljøskader eller overhængende fare for miljøskade (5-15 sager årligt).

Ved at anvende en to-lovs-model opnås en mere tydelig stillingtagen til, i hvilke tilfælde de eksisterende og hvornår de nye regler gælder. Anvendes en en-lovs-model, hvor ændringerne følger af, at man vedtager en ny lov, som gælder for disse skader, lader man det i langt højere grad være op til myndigheder og virksomheder at være opmærksomme på, at de skal tage stilling til, om den ene eller anden lov skal finde anvendelse, når skader skal anmeldes, der skal meddeles påbud etc.

Derfor er der i hver enkelt af de eksisterende, relevante love indarbejdet forslag til lovændringer, der indeholder et særskilt kapitel af begrænset længde om de særlige regler, der gælder, når der indtræder en overhængende fare for miljøskade, eller der forårsages en egentlig miljøskade. Det er således fortsat vurderingen, at den valgte model med ændringer af den eksisterende regulering i et lovforslag (tidligere L 175) og den nødvendige nye regulering i et andet (tidligere L 176) er den mest hensigtsmæssige.

1.2.2. Lovforslagenes kompleksitet, herunder de mange ansvarsformer

Der var kritik af, at lovforslagene fremstår som meget komplekse, idet de er meget omfattende og svært tilgængelige, ligesom der er mange forskellige ansvarsformer, herunder mange varianter af det ubetingede ansvar for forureningsskader.

De almindelige bemærkninger er blevet gennemskrevet og forbedret, så de indeholder en pædagogisk fremstilling af reglernes indhold og opbygning. Der henvises til afsnit 3-4.12. Derudover er lovforslagene blevet gennemgået med henblik på at indarbejde tekniske justeringer, evt. forenklinger og andre forbedringer, samt ensretning af bestemmelser/sprogbrug m.v., som har vist sig hensigtsmæssige.

For at forenkle lovforslagene er ensartningen af ansvaret for landbaserede forureningsskader (miljøskader og mindre skader) blevet opgivet. Fordelen er, at der ikke indføres nye regler for hverdagens skader. Da ændringerne af de velkendte regler for de små skader ikke har ophæng i direktivet, er de ikke nødvendige for implementering af direktivet.

En yderligere forenkling er også, at der nu ikke længere i selve lovteksten er bestemmelser, der henviser til de gældende regler i lovgivningen på naturområdet om grundejeransvaret som subsidiært ansvarsgrundlag. Det vurderes ikke som retligt nødvendigt, og spørgsmålet omtales således nu alene i lovbemærkningerne.

Det foreslås desuden, at lempelsen for udviklingsskader i vandforsyningsloven fjernes. Dette skyldes, at vandforsyningsloven som udgangspunkt stiller krav om en udtrykkelig tilladelse for indvinding af grundvand og overfladevand, samt at lovens regler om, hvornår en tilladelse ikke er fornøden til bortledning af grundvand er så detaljerede (bortset fra de nødretslignende regler om skade på bestående vej- og jernbaneanlæg), at de kan sidestilles med en tilladelse. Det findes således tilstrækkeligt at lempe for udtrykkeligt tilladte udledninger/begivenheder. Fjernelsen af lempelsen for udviklingsskader indebærer en forenkling i forhold til antallet af ansvarsformer i lovforslagene.

Der er derudover besluttet en række tiltag, som skal sikre vejledning og rådgivning af de involverede myndigheder, virksomheder og interesseorganisationer. Det er foreslået at etablere en ordning i en overgangsperiode, hvor kommunalbestyrelsen (eller regionsrådet, hvor denne er tilsynsmyndighed) skal indhente en bindende udtalelse fra miljøcentret, inden den træffer afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Desuden etableres der fra lovenes ikrafttræden et overvågningsudvalg med interesseorganisationer og myndigheder mv., der skal sikre en løbende overvågning af reglerne.

1.2.3. Producent/importør ansvaret og ansvar for udviklingsskader

Der blev rejst spørgsmål ved, om producentansvaret var foreneligt med miljøansvarsdirektivet, og om det er muligt at håndhæve påbud overfor udenlandske producenter.

Det fremgår af direktivets artikel 9, at direktivet ikke berører nationale lovbestemmelser om omkostningsfordeling i tilfælde af flere skadevoldere, navnlig ikke med hensyn til fordelingen af ansvaret mellem producenten og brugeren af produktet. Bestemmelsen kom ind i direktivet på bl.a. dansk foranledning. Direktivets artikel 9 er ikke fuldstændig klar, men fastslår, at direktivet ikke berører den nationale fordeling af »ansvaret« mellem producenten og brugeren af et produkt. På denne baggrund vurderes det fortsat, at Miljøministeriets fortolkning af direktivet ligger inden for rammerne af det råderum, der er i direktivet. Det kan dog ikke udelukkes, at EF-Domstolen vil kunne komme til et andet resultat.

Der er ikke i dag regler på miljøområdet, som giver hjemmel til at påbyde en producent at genoprette tilstanden i miljøet, hvis en erhvervsmæssig brugers anvendelse af et produkt har forårsaget en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Brugeren har dog heller ikke i dag et ubetinget ansvar, idet jordforureningsloven ikke omfatter jord påvirket af jordbrugsmæssig spredning af slam, gødning, pesticider m.v.

Ligesom under forhandlingerne om direktivforslaget er det fortsat holdningen, at det vil kunne ramme brugeren uforholdsmæssigt hårdt, hvis denne skal bære et ubetinget ansvar for forureninger eller skader, der opstår som en følge af f.eks. fejl ved produktet eller som en udviklingsskade. Om baggrunden for, på hvilke områder der foreslås indført et producentansvar henvises til afsnit 5.1.1.2.

Det er korrekt, at der er et håndhævelsesproblem i forhold til udenlandske producenter, dvs. producenter, der ikke har adresse i Danmark.

Det folkeretlige udgangspunkt i forhold til jurisdiktion er, at der er tale om krænkelse af andre landes suverænitet, hvis der udstedes regler i Danmark med virkning for personer/virksomheder i andre lande. Det beror dog på en konkret vurdering af »tilknytningen« til Danmark – og af eksisterende internationale aftaler, om det ud fra folkeretten er lovligt at give hjemmel i den danske lovgivning til at udstede et påbud til en udenlandsk bosiddende producent. Det vil imidlertid som udgangspunkt ikke være muligt at håndhæve et sådant påbud over for en producent, der hverken bor eller driver forretning i Danmark, hverken i form af en handlepligt eller et pengekrav. I sådanne tilfælde vil det være den pågældende danske importør, der ifalder ansvaret og pligten til at efterkomme et påbud. Den danske importør må enten i forbindelse med kontraktindgåelsen om importen sikre sig i forhold til omfanget af sit ansvar eller efterfølgende anvende civilretlige midler til at lade producenten bære sin del af ansvaret. Dette forhold er nu beskrevet i bemærkningerne til bestemmelserne om producent/importøransvar i miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven, lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug og i lov om miljø og genteknologi.

Et ubetinget ansvar, der indebærer et ansvar for udviklingsskader, blev endvidere kritiseret for at være for vidtgående, uanset om der er tale om producent/importøransvar eller ansvaret for den, der erhvervsmæssigt driver den aktivitet, som forårsager en miljøskade. Der blev bl.a. henvist til, at miljømyndighederne herefter kan definere aktiviteter, som hidtil har været accepterede, som miljømæssigt uforsvarlige og de derved opståede forhold i miljøet som skader. Hidtil har man ikke haft den form for tilbagevirkende kraft, som begrebet »udviklingsskader« vil få.

Udviklingsskader er kendetegnet ved, at der er tale om eksempelvis en forurening eller en overhængende fare herfor, som ikke ansås for at ville forårsage en sådan skade/fare ifølge den tekniske og videnskabelige viden på tidspunktet for aktiviteten.

Direktivet har som udgangspunkt, at der er ansvar, uanset om udledningen, aktiviteten eller anvendelsen af et produkt ikke ansås at ville forårsage miljøskader ifølge den videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, hvor aktiviteten fandt sted. Direktivet giver dog i artikel 8, stk. 4, litra b, mulighed for at friholde for ansvar i en sådan situation.

Der findes også i dag regler om ansvar for udviklingsskader. Jordforureningsloven indeholder således ingen undtagelser for udviklingsskader, og ansvaret er ikke afhængigt af, at betingelserne for at ifalde et erstatningsretligt ansvar er opfyldt.

Også lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet indeholder et erstatningsansvar for udviklingsskader. Der er her tale om et produktansvar. Reglerne er en fravigelse af reglerne i produktansvarsloven, som betinger retten til erstatning af, at skaden skyldes en defekt ved produktet. Hvis en producent efter produktansvarsreglerne kan bevise, at det ikke var muligt at opdage defekten på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, hvor produktet blev bragt i omsætning (udviklingsskade), er han ansvarsfri. I forhold til produktansvarsreglerne, er der i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsområdet forbedrede muligheder for at opnå erstatning, idet retten til erstatning ikke knyttes til defektbegrebet, men i stedet til en rimelighedsvurdering af, om bivirkningerne går ud over, hvad patienten bør tåle (jf. § 43, stk. 1, 1. pkt.), at der ikke gælder nogen undtagelse for udviklingsskader (jf. § 43, stk. 1, 2. pkt.), og at kravene til bevis for årsagssammenhæng mellem lægemiddel og skade er blevet lempet (jf. § 44).

Ud fra risikoanvejningssynspunkter findes den, der driver den erhvervsmæssige aktivitet og som dermed har den økonomiske interesse heri, nærmest til at bære risikoen for, om der indtræffer en skade. Hertil kommer, at en lempelse af ansvaret, så der er ansvarsfrihed ved udviklingsskader i væsentligt omfang vil vanskeliggøre administrationen af de offentligretlige påbudsregler. En lempelse vil heller ikke være i overensstemmelse med de hidtidige politiske retningslinjer i forbindelse med miljøansvarsdirektivet.

På denne baggrund er producent- og importøransvaret og ansvaret for udviklingsskader for visse producenter og udledninger m.v. fastholdt i forslaget.

1.2.4. Handlepligter og delafgørelser

Der blev rejst kritik af, at det er nødvendigt at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade, og at skadevolderen har ansvar for skaden, før sagen behandles. Generelt er der for mange delafgørelser, der hver især kan påklages med deraf følgende opsættende virkning.

Derudover blev der rejst spørgsmål ved, om lovforslagene er i overensstemmelse med direktivet, fordi operatøren (den ansvarlige forurener/skadevolder ifølge direktivets ordlyd) efter forslaget ikke har nogen handlepligt, når denne er ansvarsfri som følge af de foreslåede lempelser af ansvaret. Det blev således påpeget, at det alene fulgte af direktivet, at operatøren i sådanne tilfælde »ikke er forpligtet til at bære/ikke bærer omkostningerne« (artikel 8, stk. 3 og 4), hvorfor myndigheden i disse situationer må dække omkostningerne. Det forekom således tvivlsomt, om det er i overensstemmelse med direktivet, at miljøskader ikke skal behandles efter miljøskadeloven, hvis forurener/skadevolder ikke er ansvarlig eller ikke er betalingsdygtig.

Lovforslaget indeholder i samtlige berørte love på miljø- og naturområdet regler om skadevolderens pligt til at anmelde skader og gribe ind overfor truende situationer og skader straks med henblik på at forebygge, at der sker en miljøskade, og at miljøskader forværres, og at afhjælpe indtrufne miljøskader, uanset der endnu ikke er truffet udtrykkelig afgørelse om, hvorvidt det er en miljøskade eller ej. I forhold til det tidligere fremsatte lovforslag er disse regler nu yderligere ensartet i overensstemmelse med direktivets ordlyd og trukket frem i lovforslaget, så de fremstår tydeligere.

Det bemærkes i øvrigt, at det såvel efter de gældende som de kommende regler på f.eks. miljøbeskyttelseslovens område kan bestemmes, at en klage ikke skal have opsættende virkning, hvis der foreligger særlige grunde hertil, f.eks. hvor meget alvorlig forurening eller risiko herfor foreligger.

Miljøansvarsdirektivet indeholder krav om, at den kompetente myndighed træffer afgørelse om, hvem der er ansvarlig for en miljøskade, og at den kompetente myndigheds afgørelse kan påklages, ligesom myndigheden skal have mulighed for at stille en lang række krav til oplysning af sagen og til at forebygge og afhjælpe, herunder krav om, at de afhjælpende foranstaltninger skal tiltrædes af myndigheden. Uanset valg af lovmodel, vil det derfor være nødvendigt, at den ansvarliges pligter præciseres i en eller flere afgørelser.

Derudover foreslås det at forenkle sagsgangen ved at udskyde klageadgangen over tilsynsmyndighedernes (typisk kommunens) afgørelse af, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Afgørelsen kan fortsat påklages, men først senere i sagsbehandlingen, dvs. i forbindelse med en klage over en afgørelse, der træffes efter miljøskadeloven.

Om den foreslåede implementering i forhold til direktivteksten bemærkes følgende: Direktivets bestemmelser om handlepligter og den kompetente myndigheds mulighed for (men ikke pligt til) selv at afhjælpe i artikel 5 og 6 set i sammenhæng med lempelserne af ansvaret i artikel 8, stk. 3 og 4, er uklare. Denne uklarhed giver et råderum for fortolkning af direktivet. Det vurderes, at den fortolkning, der ligger til grund for de foreslåede regler, ligger inden for rammerne af det råderum, der er i direktivet. Det kan dog ikke udelukkes, at EF-Domstolen vil kunne nå frem til et andet resultat.

Det bemærkes i øvrigt, at Kommissionens oprindelig forslag til miljøansvarsdirektivet ganske vist indeholdt bestemmelser om, at medlemsstaterne skulle forebygge og afhjælpe de miljøskader, der ikke blev håndteret af de ansvarlige for den erhvervsmæssige aktivitet, som forårsagede miljøskaden eller den overhængende fare herfor. Et stort flertal af medlemslandene modsatte sig imidlertid dette subsidiære offentlige ansvar for miljøskaderne og den overhængende fare herfor, og bestemmelserne herom udgik derfor i det vedtagne direktiv.

1.2.5. Karakteren af det eksisterende grundejer- og brugeransvar på naturområdet, som opretholdes som et subsidiært ansvar

Der blev rejst spørgsmålstegn ved, om det eksisterende grundejer- og brugeransvar, der opretholdes som et subsidiært ansvar i lovgivningen på naturområdet, kan beskrives som et ubetinget grundejeransvar, således som det er sket i lovforslagene L 175 og L 176.

Efter den gældende lovgivning på naturområdet, bortset fra vandløbsloven, er der i dag bestemmelser om, at det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger at berigtige et ulovligt forhold. Det antages i praksis, at det samme gælder efter vandløbsloven, og lovforslaget indeholder derfor en kodificering af denne antagelse.

Det vurderes imidlertid ikke som retligt nødvendigt, at der indføres bestemmelser, som udtrykkeligt henviser til reglerne om grundejer/brugeransvaret i de gældende love på naturområdet som subsidiært ansvarsgrundlag. Dette vil gælde også uanset udtrykkelige bestemmelser herom. På denne baggrund er disse udtrykkelige henvisninger taget ud af lovforslaget.

1.2.6. Vejledning om miljøskadebegrebet

Der blev peget på, at der mangler vejledning i forslagets forarbejder om, hvad der vil udgøre en miljøskade, særligt i forhold til overfladevand og beskyttede arter og naturtyper.

Der vil blive udarbejdet en vejledning om arbejdet med miljøskadebegrebet. Der vil desuden blive oprettet et online informationssystem, som løbende opdateres med oplysninger om den praksis, der udvikler sig i Danmark og andre sammenlignelige medlemslande. Vejledning og online informationssystem vil foreligge ved lovforslagenes ikrafttræden. Derudover vil der blive udstedt en bekendtgørelse om, hvornår der er tale om miljøskader. Denne bekendtgørelse udstedes, når der er opsamlet tilstrækkelige erfaringer, og den vil løbende blive revideret i takt med at erfaringsgrundlaget udvides.

1.2.7. Kun skader på arter og naturområder, der er beskyttet under habitat- og fuglebeskyttelsesdirektivet kan være miljøskader

Det blev under høringen ligeledes problematiseret, at kun beskyttede arter og naturtyper, der er beskyttet under habitat- eller fuglebeskyttelsesdirektivet, er omfattet.

Dette forslag til regulering fastholdes. En udvidelse af beskyttelsen af arter og naturområder til også at omfatte arter og områder, der alene er beskyttet af dansk ret (f.eks. fredede områder eller § 3-områder uden for Natura 2000-områder), vil gøre den i forvejen komplicerede afgørelse af, hvornår der foreligger en miljøskade på en beskyttet naturtype, yderligere kompliceret. For Natura 2000-områderne vil der fra ultimo 2009 foreligge Natura 2000-planer, der bl.a. fastlægger gunstig bevaringsstatus for områderne og arterne, som skal danne grundlag for vurderingen af, om der er tale om en miljøskade i direktivets forstand. Men sådanne planer – og dermed statusfastlæggelse – vil ikke foreligge for andre områder og arter. Der vil således ikke være nogen målestok for, om en aktivitet har medført en væsentlig negativ påvirkning af bestræbelserne for at opnå god bevaringsstatus.

1.3. Generel introduktion til lovforslagene til gennemførelse af miljøansvarsdirektivet

Med dette afsnit gives et overblik over hovedproblemstillingerne og hovedprincipperne i de to lovforslags regler om miljøansvar. Lovforslagene er lovteknisk tæt forbundne, og introduktionen gennemgår derfor de to lovforslag under ét af hensyn til den samlede forståelse af systematikken. Gennemgangen trækker hovedlinierne op. For en detaljeret gennemgang af direktivet og lovforslagene henvises til bemærkningernes afsnit 2-5 nedenfor og til bemærkningerne til forslag til miljøskadeloven.

1.3.1. Formålet med miljøansvarsdirektivet

Miljøansvarsdirektivets formål er at forebygge og afhjælpe fremtidige større, dvs. væsentlige/betydelige skader på jord, vand og beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder (miljøskader). Miljøansvarsdirektivet går på tværs af den hidtidige regulering af miljø og natur i EU, idet den sikrer harmoniserede regler om ansvar i tilfælde af, at der sker en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på jord, vand og beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder.

Det grundlæggende princip er, at den, der er ansvarlig for erhvervsmæssige aktiviteter, der indebærer en risiko for miljø eller natur, også skal være ansvarlig for miljøskader eller overhængende fare for miljøskader på miljø og natur som følge af disse erhvervsmæssige aktiviteter. Den ansvarlige skal forebygge en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og hvis miljøskaden er sket, skal den ansvarlige afhjælpe skaden og afholde alle omkostninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet).

1.3.2. Gennemførelse i dansk lovgivning

Miljøansvarsdirektivet gennemføres i dansk lov med dette lovforslag og forslag til miljøskadeloven. Herudover vil der skulle udstedes enkelte bekendtgørelser.

Lovforslaget ændrer 15 love, som bliver berørt af direktivet. Den ansvarlige for en miljøskade eller overhængende fare herfor defineres som den ansvarlige for driften, dvs. den ansvarlige for driften af den erhvervsmæssige aktivitet, der har forårsaget miljøskaden eller den overhængende fare herfor.

Lovforslaget indeholder regler om, hvad den ansvarlige for driften er umiddelbart forpligtet til frem til det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder har truffet afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Lovforslaget giver de kompetente myndigheder hjemmel til at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller overhængende fare for miljøskade og hvem der er ansvarlig på hvilket ansvarsgrundlag. Lovforslaget indeholder desuden regler om klageadgang og om muligheden for at rejse en sag om, hvorvidt der er en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade eller ej.

Forslag til miljøskadeloven definerer, hvad en miljøskade og en overhængende fare for en miljøskade er, og indeholder også ligesom dette lovforslag visse regler om, hvad den ansvarlige for driften er umiddelbart forpligtet til efter det tidspunkt i en sag, hvor der er truffet afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller overhængende fare herfor. Forslag til miljøskadeloven indeholder desuden regler om påbud om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskader og overhængende fare for miljøskader– og om klageadgang og mulighederne for at kræve, at myndighederne træffer foranstaltninger. Der er tale om en ny lov, som regulerer sagen fra det tidspunkt, hvor det er afgjort, at der er en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og hvem der er den rette ansvarlige. Denne lov skal altså kun gælde for disse sager.

1.3.3. Systematikken i lovforslagene og sagsgangen

Når der opstår en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade skal den ansvarlige for driften underrette den relevante tilsynsmyndighed og afværge den overhængende fare eller forhindre yderligere skade. Den relevante tilsynsmyndighed er den tilsynsmyndighed, der allerede i dag er ansvarlig for håndhævelse af den lov, som gælder for forureningen eller for en anden negativ påvirkning – typisk kommunen. Tilsynsmyndigheden skal herefter afgøre, om forureningen eller den anden negative påvirkning er så alvorlig, at den udgør en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Hvis tilsynsmyndigheden vurderer, at der kan være tale om en overhængende fare for miljøskade eller en miljøskade, skal tilsynsmyndigheden i en periode indhente en bindende udtalelse fra det statslige miljøcenter.

Hvis der ikke er tale om en overhængende fare for miljøskade eller en miljøskade, behandler tilsynsmyndigheden sagen efter de eksisterende regler.

Hvis der er tale om en overhængende fare for miljøskade eller en miljøskade, overgår sagen til det statslige miljøcenter og den videre sagsbehandling foregår efter miljøskadeloven. Det er det statslige miljøcenter, som fører tilsyn med, at den ansvarlige for driften opfylder sine umiddelbare handlepligter efter miljøskadeloven og som skal udstede påbud om bl.a. forebyggende og afhjælpende foranstaltninger efter denne lov. Miljøcentret giver i den forbindelse påbud om sikkerhedsstillelse, om evt. yderligere undersøgelser, om evt. forebyggende foranstaltninger, om forslag til afhjælpning og påbud om de afhjælpende foranstaltninger, der skal træffes.

1.3.4. Hvad er en miljøskade?

En miljøskade er en betydelig skade på bestemte beskyttede naturressourcer forårsaget af erhvervsmæssige aktiviteter.

En skade er en negativ ændring af en naturressources tilstand, som er konkret og målelig, fx en forurening fra en virksomheds udslip af miljøskadelige stoffer i et vandløb eller fra en lækage i en gylletank. Udgangspunktet for en vurdering af, om der er sket en miljøskade på en beskyttet naturressource er den tilstand, som naturressourcen befandt sig i på det tidspunkt skaden skete – og ikke en formodet upåvirket (uforurenet) tilstand.

Hvilke naturressourcer der er beskyttet, og at skaden skal være betydelig, følger af definitionen på miljøskaderne:

a) en skade på arter og internationale naturbeskyttelsesområder, der er beskyttet af habitat- og fuglebeskyttelsesdirektiverne, og som medfører en betydelig negativ påvirkning af indsatsen for at opnå eller opretholde gunstig bevaringsstatus,

b) en skade på vandmiljøet, som medfører en betydelig negativ påvirkning af de pågældende vandforekomsters økologiske, kemiske eller kvantitative tilstande eller økologiske potentiale, eller

c) en skade på jord, det vil sige en jordforurening, der medfører en betydelig risiko for, at menneskers sundhed påvirkes negativt.

Hvad betyder »en betydelig negativ påvirkning«?

Hvad betyder det, at skaderne skal medføre en betydelig negativ påvirkning? Der kan peges på, at betydeligt/betydende ikke blot retter sig mod omfanget af en påvirkning eller risiko, men i lige så høj grad mod karakteren heraf. Spørgsmålet om, hvorvidt en påvirkning eller risiko er »betydelig«, afgøres af et samspil mellem påvirkningernes styrke eller karakter og i den sammenhæng følsomheden af den pågældende naturressource, påvirkningens omfang, dvs. størrelsen af det påvirkede område eller antallet af individer, samt et tidsaspekt, herunder om skaden genoprettes naturligt inden for et kort(ere) tidsrum.

Samtidig må det med udgangspunkt i proportionalitetsprincippet lægges til grund, at den betydelige skade eller risiko skal have en sådan karakter, et omfang og en almen interesse for andre end den eller de umiddelbart berørte, at den står i et rimeligt forhold til direktivets krav til de kompetente myndigheders håndtering af miljøskaderne, herunder ikke mindst kravene til supplerende og kompenserende foranstaltninger ved afhjælpning af skader på beskyttede arter og naturtyper og på vandmiljøet.

Der henvises til bemærkningernes afsnit 2.2. nedenfor, og forslag til miljøskadelovens bemærkninger, afsnit 1.2.1.

1.3.5. Hvem er ansvarlig?

De nye regler gælder kun en miljøskade og overhængende fare for en miljøskade i forbindelse med erhvervsmæssig aktivitet, f.eks. fra industri, værksteder, sø-, luft-, og landtransport eller landbrug, uanset om aktiviteten er privat eller offentlig.

Det er i udgangspunktet den, der driver den virksomhed eller det anlæg, som en overhængende fare for miljøskade eller en miljøskade stammer fra, som er ansvarlig for skaden – dvs. den ansvarlige for driften. Der kan være tale om såvel forurenende erhvervsmæssige aktiviteter, som andre erhvervsmæssige aktiviteter, såsom f.eks. skovfældning eller oprensning af vandløb.

Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.2. og afsnit 5 nedenfor.

Ansvaret er imidlertid delt mellem på den ene side den for driften ansvarlige i sin egenskab af at være bruger af et produkt og på den anden side en producent eller importør af produktet på udvalgte områder:

Hvis der er tale om anvendelse af handelsgødning til jordbrugsmæssige formål, anvendelse af genmodificerede organismer (GMO´er), pesticider eller biocider er producenten eller importøren den ansvarlige, hvis skaden er sket som følge af fejl i produktet, eller hvis der er tale om en udviklingsskade. En udviklingsskade er kendetegnet ved, at forureningen indtræder, selv om man ifølge den tekniske og videnskabelige viden på tidspunktet for aktiviteten ikke anså aktiviteten for at ville forårsage en skade. Man kan sige, at der er tale om en skade, som følger af en ikke-erkendt fare, som heller ikke burde have været erkendt. Brugeren skal dog kunne godtgøre, at produktet er håndteret forsvarligt og i overensstemmelse med forskrifterne.

Også producenten eller importøren af affaldsstoffer (f.eks. slam) og husdyrgødning, der bruges til jordbrugsformål, er ansvarlig, forudsat skaden er sket som følge af fejl ved produktet. På disse områder vil ingen kunne gøres ansvarlig for såkaldte »udviklingsskader«.

Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.7. nedenfor.

1.3.6. Hvad skal den ansvarlige umiddelbart gøre?

Umiddelbart efter, at en miljøskade er sket eller en overhængende fare for en miljøskade er indtrådt, skal den ansvarlige for driften træffe alle de praktisk gennemførlige tiltag til at afværge den overhængende fare eller begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade. Det skal ske på eget initiativ, også selvom tilsynsmyndigheden endnu ikke har taget stilling til, om der er tale om en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade.

Den ansvarlige for driften har også pligt til straks at underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter af situationen i tilfælde af en overhængende fare for en miljøskade eller en allerede indtrådt miljøskade. Dette skal også ske på eget initiativ.

Der henvises til bemærkningernes afsnit 2.3 og 4.8. nedenfor

1.3.7. Hvilke typer af ansvar gælder?

Alt afhængig af hvilken lov på miljø- og naturområdet, som miljøskaden eller den overhængende fare for en miljøskade er omfattet af, kan der være tale om forskellige former for ansvar. Dette skyldes, at direktivet fastlægger

et ubetinget ansvar for en lang række erhvervsaktiviteter, som er anført i bilag III til direktivet (omfatter størstedelen af forureninger, anvendelse af genmodificerede organismer (GMO’er), vandopstemning og vandindvinding), og

et skyldbaseret ansvar for alle andre erhvervsaktiviteter, der forårsager en skade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder.

Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.2. nedenfor.

Love, der kun indeholder det ubetingede ansvar

Lovforslaget fastlægger det ubetingede ansvar for erhvervsmæssige aktiviteter omfattet af miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven, af miljø og genteknologiloven og af husdyrgodkendelsesloven.

Det ubetingede ansvar indebærer, at den ansvarlige for driften er ansvarlig for at forebygge og afhjælpe en miljøskade og betale alle omkostninger i den forbindelse, også selvom han/hun ikke har handlet uforsvarligt, og uanset om aktiviteten var tilladt og alene forårsager en tilladt påvirkning, fx en tilladt forurening. Dette indebærer altså også et ansvar for fx uheld.

Miljøbeskyttelsesloven, miljø og genteknologiloven og husdyrgodkendelsesloven indeholder også et ubetinget producent/importør ansvar. Der henvises generelt til bemærkningernes afsnit 4.2. og til bemærkningernes afsnit 4.7., 5.1.1.2. og 5.1.5 og 5.1.6. for så vidt angår producent/importør ansvaret nedenfor

Love der kun indeholder det skyldbaserede ansvar

Der gennemføres et skyldbaseret ansvar for miljøskader og overhængende fare for miljøskader på beskyttede arter og internationale beskyttelsesområder forårsaget af andre erhvervsmæssige aktiviteter, dvs. alle andre aktiviteter end dem, der er omfattet af direktivets bilag III. Det er typisk aktiviteter, som er ikke-forurenende. Eksempler er skovning, redeplyndring eller oprensning af vandløb. Et skyldbaseret ansvar indebærer, at den ansvarlige for driften skal have udvist uforsvarlig adfærd – dvs. fejl eller forsømmelser.

Det skyldbaserede ansvar gennemføres i naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt- og vildtforvaltningsloven og Tøndermarskloven.

Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.2. og 5.1.7 nedenfor.

Love, der indeholder både et ubetinget og et skyldbaseret ansvar

I havmiljøloven, vandforsyningsloven, vandløbsloven og i råstofloven gennemføres såvel det ubetingede ansvar som det skyldbaserede ansvar. I disse love vil der altså være regler om både ubetinget ansvar og skyldbaseret ansvar for forskellige erhvervsmæssige aktiviteter.

Det ubetingede ansvar gælder i vandforsyningsloven for vandindvinding, bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden, i vandløbsloven for vandopstemning og i råstofloven for håndtering af indvindingsaffald. I havmiljøloven indføres det ubetingede ansvar for forureninger og overhængende fare herfor i forbindelse med en række aktiviteter, herunder for olie- og kemikalieforurening, klapning, spildevandsudledninger, affaldshåndtering m.v.

Det skyldbaserede ansvar gælder i samtlige disse love, som nævnt, for alle andre erhvervsaktiviteter, der forårsager miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter eller internationale beskyttelsesområder.

Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.2., 5.1.3., 5.1.4., 5.1.8. og 5.1.9 nedenfor.

Undtagelser fra det ubetingede ansvar - ufravigelige forskrifter og tredjemands ansvar

Den ansvarlige for driften er ikke ansvarlig, hvis han/hun kan dokumentere, at miljøskaden eller den overhængende fare for miljøskade er sket som følge af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed (medmindre forskrifterne følger af et påbud i forbindelse med den ansvarlige for driftens egne aktiviteter, dvs. hændelser, som driftsherren selv var ansvarlig for). Et eksempel på en ufravigelig offentlig instruks kunne være, hvis en kommune har givet en virksomhed påbud om, at nogle tønder med farlige stoffer skal stå et bestemt sted på fabrikken, og det bestemte sted er i nærheden af en maskine, der sender gnister mod tønderne, som eksploderer.

Hvis den, der driver den virksomhed eller det anlæg, som miljøskaden eller den overhængende fare herfor stammer fra, kan dokumentere, at miljøskaden eller den overhængende fare, er forårsaget af tredjemand (f.eks. hærværk) og er sket på trods af passende sikkerhedsforanstaltninger, så er den pågældende ikke ansvarlig.

Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.5. nedenfor.

Lempelse af det ubetingede ansvar - udtrykkelige tilladelser

Hvis der sker en forurening eller indtræder en overhængende fare herfor, som den ansvarlige for driften har en udtrykkelig tilladelse til, så lempes det ubetingede ansvar. Dvs. at driftsherren ikke er ansvarlig, medmindre denne har udvist uforsvarlig adfærd. Det gælder for miljøbeskyttelsesloven, husdyrgodkendelsesloven, havmiljøloven, råstofloven (for håndtering af indvindingsaffald), vandforsyningsloven (for vandindvinding) og vandløbsloven (for opstemning af vand). Det er en forudsætning, at der er tale om en udtrykkelig tilladelse.

Producent/importør ansvaret er dog ikke lempet på denne måde.

Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.6. nedenfor.

Subsidiært ansvar

På nogle områder, for eksempel på naturområdet, er der i dag et ubetinget ansvar for ikke-miljøskader for grundejere og brugere. Det kan opfattes som mere vidtgående end ansvaret for miljøskader, fordi eksempelvis grundejer/bruger ikke nødvendigvis selv er ansvarlig for driften og dermed forurener/skadevolder. Det kan f.eks. være en tidligere ejer.

Hvor der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, men hvor en ansvarlig driftsherre ifølge de nye regler om miljøskade ikke kan identificeres eller ikke har betalingsevne, har grundejeren/brugeren fortsat sit ansvar som efter de gældende regler. Dette ansvar bliver altså opretholdt som subsidiært. Dette ansvar går ikke videre end tidligere. Der er ikke tale om, at der skal forebygges eller afhjælpes efter reglerne i forslag til miljøskadeloven.

Der henvises til bemærkningernes afsnit 5.1.7., 5.1.8. og 5.1.9. nedenfor.

1.3.8. Sikkerhedsstillelse

Når det er afgjort, at der er en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, skal det statslige miljøcenter - parallelt med at sagsbehandlingen begynder - kræve, at den ansvarlige driftsherre, stiller økonomisk sikkerhed for opfyldelse af sine forpligtelser til at undersøge, forebygge eller afhjælpe skaden og til at dække miljøcenterets udgifter til sagsbehandling.

Der henvises til bemærkningerne til forslag til miljøskadeloven, afsnit 2 og § 19.

1.3.9. Tidsmæssig afgrænsning

Lovforslagene gælder kun for fremtidige miljøskader eller overhængende fare for miljøskader, dvs. forureninger eller anden negativ påvirkning som følge af en udledning eller en begivenhed, som finder sted efter den 1. juli 2008, hvor lovforslagene foreslås at træde i kraft. Det gælder dog ikke, hvis miljøskaden eller den overhængende fare for en miljøskade sker efter denne dato, men stammer fra en udledning eller begivenhed, som fandt sted og blev afsluttet inden den dato.

Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.4. nedenfor

1.3.10. Hvem er myndighed?

Som kompetente myndigheder i dette lovforslag foreslås de eksisterende tilsyns- og godkendelsesmyndigheder – det vil primært være kommunerne, henholdsvis Miljøministeriets statslige miljøcentre.

Hvis kommunen eller regionen er tilsynsmyndighed, skal den lave et udkast til en afgørelse, hvis den mener, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. På dette grundlag indhentes en bindende udtalelse fra miljøministeren (i praksis et miljøcenter), som skal sikre, at der er enighed om vurderingen. Denne ordning, der evt. også kan angå vurderingen af, hvem der er ansvarlig driftsherre, skal fungere i en periode, indtil der er udstedt nærmere regler om miljøskader.

Herefter foregår sagens videre behandling efter miljøskadeloven. Miljøministeriets statslige miljøcentre vil blive dem, der behandler miljøskadesagerne efter reglerne i forslag til miljøskadeloven. Det vil sige, at det bliver det statslige miljøcenter, der giver påbud om undersøgelse, forebyggende og afhjælpende foranstaltninger i forhold til en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.

Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.11. nedenfor.

1.3.11. Hvem kan rejse en sag, og hvem kan klage?

Alle klageberettigede, dvs. personer eller virksomheder, der er berørt eller kan blive berørt af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, kan rejse en sag, og det samme kan visse miljø- og naturorganisationer. Det vil sige, at de kan kræve, at tilsynsmyndigheden efter dette lovforslag afgør, om der er indtrådt en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven og giver påbud om, at den ansvarlige skal afgive oplysninger og foretage undersøgelser for at se, om der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, samt at det statslige miljøcenter giver påbud om undersøgelser, forebyggelse eller afhjælpning efter forslag til miljøskadeloven.

Med visse undtagelser har de samme personer, virksomheder og organisationer mulighed for at klage over afgørelser i miljøskadesager efter dette lovforslag og forslag til miljøskadeloven. Klagen afgøres af Miljøklagenævnet eller Naturklagenævnet.

Klage over tilsynsmyndighedens afgørelse efter dette lovforslag om, at der er en overhængende fare for miljøskade eller en miljøskade og om, hvem der er ansvarlig for driften, kan dog først påklages som led i en klage over en af det statslige miljøcenters afgørelser efter miljøskadeloven. Dette indebærer konkret, at der først kan klages over de nævnte afgørelser i forbindelse med påklage over f.eks. afgørelse om sikkerhedsstillelse, påbud om supplerende undersøgelser eller om at fremlægge forslag til forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger, som træffes efter miljøskadeloven.

Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.10. nedenfor og til bemærkningerne til forslag til miljøskadeloven, afsnit 2.5.2.

1.3.12. Forebyggende foranstaltninger

Når det er afgjort, at der er tale om en overhængende fare for en miljøskade, skal den ansvarlige iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, som det statslige miljøcenter påbyder efter reglerne i forslag til miljøskadeloven. Den ansvarlige skal betale omkostningerne herved, herunder også omkostninger for sagsbehandlingen efter miljøskadeloven.

De forebyggende foranstaltninger er de foranstaltninger, som er nødvendige for at hindre, enten at en overhængende fare for en miljøskade faktisk resulterer i en miljøskade, eller at en miljøskade forværres.

Det betyder, at det i visse tilfælde vil være tilstrækkeligt at forhindre en forurening i at sprede sig. Det vil ikke altid være nødvendigt at føre naturen tilbage til den hidtidige tilstand.

I det omfang der efter de forebyggende foranstaltninger fortsat er en restforurening eller anden negativ påvirkning, er det efter lovforslaget sådan, at hvis der kan påbydes mere vidtgående foranstaltninger i forhold til en sådan restforurening eller anden negativ påvirkning efter den lov, fx miljøbeskyttelsesloven, hvorefter det er afgjort, at der var tale om en overhængende fare for en miljøskade, så skal disse foranstaltninger også påbydes gennemført.

Der henvises til bemærkningerne til forslag til miljøskadeloven, afsnit 2.3.2.

1.3.13. Afhjælpende foranstaltninger

Når det er afgjort, at der er tale om en miljøskade, skal den ansvarlige undersøge og afhjælpe skaden. Hvordan det skal ske, afhænger af, om det er en skade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder, på vand eller jord.

Ved miljøskade på jord skal den ansvarlige fjerne forureningen, genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende afhjælpende foranstaltninger, svarende til hvad en forurener er forpligtet til efter jordforureningsloven i dag.

Ved miljøskader på vandmiljø, beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder er hovedsigtet, at naturressourcerne og udnyttelsesmulighederne genoprettes, det vil sige føres tilbage til eller hen mod den hidtidige tilstand. Genopretning skal ske ved hjælp af primære foranstaltninger. Det kan være ved, at den skadelige påvirkning, f.eks. en opstemning eller en forurening fjernes, eller at der genplantes træer for at fremskynde retablering af et skovområde. Supplerende foranstaltninger skal gennemføres, hvis naturressourcen ikke kan genoprettes til hidtidig tilstand ved hjælp af de primære foranstaltninger. De skal med andre ord supplere de primære foranstaltninger, så samfundet samlet set råder over naturressourcer og udnyttelsesmuligheder svarende til, hvad man havde, før miljøskaden skete. Det kan være ved at etablere eller forbedre andre naturressourcer af samme art, enten på stedet eller et andet sted.

Derudover skal der kompenseres for det midlertidige tab ved kompenserende foranstaltninger. Disse foranstaltninger skal kompensere samfundet for det tab af naturressourcer og udnyttelsesmuligheder, der sker i perioden fra en miljøskade er indtrådt, til naturressourcerne/udnyttelsesmulighederne er genoprettet. Det kan ske ved etablering eller forbedring af naturressourcer af samme eller sammenlignelig art på den skadede lokalitet eller et andet sted. Det kan ikke ske gennem økonomisk kompensation til borgere.

Der skal anvendes særlige vurderingsmetoder til brug for afgørelsen af hvilke afhjælpende foranstaltninger, der skal iværksættes. Afgørelsen sker således ved hjælp af såkaldte ækvivalensvurderinger. Ækvivalensvurderinger er en måde at omsætte naturressourcer og deres udnyttelsesmuligheder til enheder, der kan sammenlignes, så det kan beregnes, hvordan man erstatter tabte ressourcer med nye.

Hvis det ikke er muligt at anvende en ækvivalensvurderingsmetode, skal det statslige miljøcenter pege på en anden metode til at fastlægge de supplerende og kompenserende foranstaltninger.

Der henvises til bemærkningerne til forslag til miljøskadeloven, afsnit 1.2.3. og 2.4.

2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader

2.1 Overordnet beskrivelse af direktivets hovedindhold

Overordnet tilsigter miljøansvarsdirektivet at skabe en fælles ramme for forebyggelse og afhjælpning af miljøskader. Lovforslaget bidrager til håndhævelsen af de væsentligste EU-regler på miljøområdet, herunder særligt habitat-, fuglebeskyttelses- og vandrammedirektiverne. Formålet med direktivet er at sikre, at miljøskader på beskyttede arter og habitater, på vandmiljøet og på jorden, forebygges og afhjælpes. Direktivet er et minimumsdirektiv og hindrer således ikke det enkelte EU-land i at fastsætte strengere regler.

Det helt grundlæggende princip i direktivet er, at den ansvarlige for en erhvervsmæssig aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, skal forebygge, at en miljøskade indtræder, eller afhjælpe miljøskaden, og afholde alle omkostninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet). Det fremgår af direktivets betragtninger, at forebyggelse og afhjælpning af miljøskader bør ske ud fra princippet om, at forureneren betaler.

Direktivet omfatter ikke skader forårsaget af aktiviteter, der ikke er erhvervsmæssige, ligesom det heller ikke omfatter person- og tingsskader m.v. eller skader, som forårsages af diffus forurening, hvor det ikke er muligt at fastslå sammenhængen mellem skaden og den enkelte forureners/skadevolders handlinger eller undladelser. Direktivet indeholder tillige nogle tidsmæssige begrænsninger, herunder at ansvaret kun omfatter fremtidige skader, som der kan rejses krav over for i indtil 30 år efter, at emissionen eller begivenheden, der førte til skaden, fandt sted.

Direktivets ansvarsregler fastlægger et ubetinget ansvar på grundlag af en offentligretlig regulering for erhvervsmæssige udledninger og begivenheder opregnet på bilag III til direktivet, som forårsager en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade på jord, vand og beskyttede arter og naturtyper og et skyldbaseret ansvar (culpaansvar) for enhver anden erhvervsmæssig aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og naturtyper.

Direktivet fastlægger en række umiddelbare handlepligter for den ansvarlige. Den ansvarlige skal hurtigst muligt anmelde til myndighederne, hvis der opstår en overhængende fare for en miljøskade, eller der er indtrådt en miljøskade, og skal underrette om alle relevante aspekter ved situationen, ligesom den ansvarlige straks skal iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan afværge den overhængende fare for en miljøskade eller begrænse miljøskadens omfang samt forhindre yderligere miljøskade.

Direktivet fastlægger desuden, at den kompetente myndighed skal fastslå, hvem der er ansvarlig, skal vurdere skadens betydning og afgøre, hvilke afhjælpende foranstaltninger der bør træffes. Myndigheden skal desuden kunne påbyde den ansvarlige at tilvejebringe oplysninger og data, ligesom forslag til afhjælpende foranstaltninger skal forelægges for myndigheden til godkendelse. Pligten til at afhjælpe en indtrådt miljøskade, herunder hvilke afhjælpende foranstaltninger der skal træffes, skal således basere sig på en afgørelse, meddelt af den kompetente myndighed.

Der er tale om et ansvar efter en offentligretlig regulering, dvs. at det kan meddeles ved påbud.

Direktivet indeholder en række undtagelser, herunder som følge af force majeure og på områder, der er omfattet af en række konventioner på havområdet og det nukleare/radioaktive område.

Direktivet indeholder desuden en forpligtelse for medlemslandene til at anspore aktørerne på markedet for finansiel sikkerhed til at udvikle løsninger, så erhvervsvirksomhederne kan forsikre sig eller på anden måde ved bankgaranti eller pulje- og fondsordninger få afdækket risikoen for at ifalde skadesansvaret og for forpligtelsen til at bære de omkostninger, som følger af direktivets regler om forebyggelse og afhjælpning.

Direktivet indeholder ikke en subsidiær forpligtelse for medlemsstaterne til at afhjælpe miljøskader i de tilfælde, hvor den ansvarlige ikke kan identificeres eller ikke kan betale.

I afsnit 2.2-2.8 uddybes de centrale elementer i direktivet.

2.2. Miljøskade og overhængende fare for miljøskade

Direktivet stiller krav om, at en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af erhvervsmæssige aktiviteter forebygges og afhjælpes af den ansvarlige eller for dennes regning.

En miljøskade er i direktivet defineret som a) skade på arter og naturtyper beskyttet af habitat- og fuglebeskyttelsesdirektiverne, som medfører en betydelig negativ påvirkning af indsatsen for at opnå eller opretholde gunstig bevaringsstatus, b) skade på vandmiljøet, som medfører en betydelig negativ påvirkning af de pågældende vandressourcers økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller økologiske potentiale, og c) skade på jord, det vil sige en jordforurening, der medfører en betydelig risiko for, at menneskers sundhed påvirkes negativt.

Udgangspunktet for en vurdering af, om der er sket en miljøskade på en beskyttet naturressource er den tilstand, som ressourcen befandt sig i på det tidspunkt, skaden skete – og ikke en formodet upåvirket (uforurenet) tilstand. Hvorvidt der foreligger en betydelig negativ påvirkning og dermed en miljøskade skal altid vurderes konkret. Det er ikke enhver skade eller risiko, der vil udgøre en miljøskade, men alene en skade, hvis konsekvenser indebærer en betydelig påvirkning eller risiko.

Der kan peges på, at betydeligt/betydende ikke blot retter sig mod omfanget af en påvirkning eller risiko, men i lige så høj grad mod karakteren heraf.

Samtidig må det med udgangspunkt i proportionalitetsprincippet lægges til grund, at den betydelige skade eller risiko skal have en sådan karakter, et omfang og en almen interesse for andre end den eller de umiddelbart berørte, at den står i et rimeligt forhold til direktivets krav til de kompetente myndigheders håndtering af miljøskaderne, herunder ikke mindst kravene til supplerende og kompenserende foranstaltninger ved afhjælpning af skader på beskyttede arter og naturtyper og på vandmiljøet.

Miljøskadebegrebet er fastlagt i forslaget til lov om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (miljøskadeloven), som er fremsat samtidigt med dette lovforslag. Der henvises til bemærkningerne til miljøskadeloven afsnit 1.2.1. og 2.2. samt bemærkningerne til miljøskadelovens §§ 7-11.

2.3. Den ansvarliges umiddelbare handlepligter

Direktivet stiller krav om, at hvis en miljøskade endnu ikke er indtrådt, men der er overhængende fare for en sådan skade, skal den ansvarlige omgående træffe de nødvendige forebyggende foranstaltninger. Direktivet fastlægger ikke nærmere, hvad disse forebyggende foranstaltninger kan bestå i.

Direktivet indeholder endvidere regler om den ansvarliges forpligtelse til at underrette den kompetente myndighed om alle relevante aspekter af situationen.

Direktivet indeholder desuden krav til, hvordan en indtruffet miljøskade skal afhjælpes efter direktivets bilag II. Også her har den ansvarlige nogle umiddelbare handleforpligtelser – dels underretning af den kompetente myndighed om alle relevante aspekter af situationen, dels at træffe enhver praktisk gennemførlig foranstaltning for at begrænse miljøskaden og forhindre yderligere skaden.

2.4. Den ansvarliges forpligtelse til at bære omkostningerne

Den ansvarlige er forpligtet til at bære omkostningerne forbundet med de forebyggende og afhjælpende foranstaltninger, herunder til myndighedens sagsbehandling og til at stille sikkerhed for myndighedens omkostninger. Direktivet indeholder dog ingen forpligtelse til at være forsikret eller lignende.

Direktivet indeholder ikke en subsidiær forpligtelse for medlemsstaterne til at afhjælpe forureninger eller anden negativ påvirkning i de tilfælde, hvor den ansvarlige ikke kan identificeres eller ikke kan betale.

2.5. Finansiel sikkerhedsstillelse

Miljøansvarsdirektivet stiller krav om, at medlemsstaterne skal »anspore« aktørerne på markedet for finansiel sikkerhed til at udvikle løsninger, så erhvervsvirksomhederne kan forsikre sig eller på anden måde ved bankgaranti eller pulje- og fondsordninger få afdækket det skadesansvar og de betalingsforpligtelser, som følger af direktivets regler. Det overordnede hensyn bag reglen er at sikre den efter direktivet ansvarliges muligheder for at opnå finansiel dækning for de forpligtelser til at bære omkostninger i forbindelse med forebyggelse og afhjælpning, som den ansvarlige ifølge direktivets regler kan ifalde – dvs. en finansiel afdækning af risikoen for at ifalde ansvaret.

Ifølge direktivet skal Kommissionen i 2010 aflægge rapport om direktivets effektivitet og tilgængeligheden af forsikring og andre former for finansiel sikkerhedsstillelse. I lyset af denne rapport skal Kommissionen evt. fremsætte forslag med henblik på et system med harmoniseret obligatorisk finansiel sikkerhedsstillelse.

2.6. Den ansvarlige og ansvarsgrundlaget

2.6.1. Det ubetingede ansvar

Det fremgår af direktivet, at forebyggelse og afhjælpning bør ske ud fra princippet om, at forureneren betaler. Den ansvarlige forurener eller anden skadevolder anses i udgangspunktet for at være den, der i erhvervsmæssigt øjemed driver eller drev den virksomhed eller anvender eller anvendte det anlæg, hvorfra miljøskaden eller den overhængende fare for miljøskaden hidrører. For at motivere den ansvarlige til at træffe foranstaltninger og udvikle fremgangsmåder, der kan minimere risikoen for miljøskader eller overhængende fare for en miljøskade og dermed risikoen for økonomisk ansvar, stiller direktivet krav om, at den ansvarlige, hvis erhvervsmæssige aktivitet(er) har forvoldt miljøskade eller fremkaldt overhængende fare for sådan skade, skal holdes økonomisk ansvarlig for afhjælpningen.

Der er i udgangspunktet et ubetinget ansvar for miljøskade og overhængende fare for miljøskade på jord, vand og beskyttede arter og naturtyper, der opstår som følge af de erhvervsmæssige aktiviteter, der fremgår af direktivets bilag III. Det drejer sig primært om forurenende, erhvervsmæssige aktiviteter som drift af IPPC-virksomheder og virksomheder, der transporterer, nyttiggør eller bortskaffer affald, om udledninger til vandmiljøet, om fremstilling, håndtering og anvendelse af farlige kemikalier, pesticider og biocider, om fremstilling, håndtering og anvendelse af genmodificerede organismer (GMO´er) og om indvinding og opstemning af vand. IPPC-virksomheder er i det væsentlige de i-mærkede virksomheder ifølge godkendelsesbekendtgørelsen.

Dette ubetingede ansvar indebærer, at den ansvarlige for erhvervsaktiviteten skal forebygge og afhjælpe en miljøskade og betale alle omkostninger i den forbindelse, selvom den ansvarlige ikke har udvist uforsvarlig adfærd (fejl eller forsømmelse). Dette indebærer f.eks. et ansvar for uheld. Det forhold, at ansvaret er ubetinget, indebærer også, at ansvaret ifaldes uanset om aktiviteten var tilladt og alene forårsagede en tilladt påvirkning, f.eks. en tilladt forurening.

2.6.1.1. Undtagelser fra det ubetingede ansvar - tredjemands ansvar og ufravigelige instrukser

Dette ubetingede ansvar omfatter dog ikke – jf. artikel 8, stk. 3 - ansvar for hændelser, som a) er forårsaget af tredjemand og fandt sted på trods af, at den ansvarlige for erhvervsaktiviteten havde truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller b) indtræder som følge af, at den ansvarlige følger et ufravigeligt påbud eller instruks fra en offentlig myndighed, medmindre påbud eller instruks er en følge af en emission eller hændelse, der skyldes virksomheden. Om denne fortolkning af direktivet henvises til afsnit 1.2.4. ovenfor. Som eksempel på en ufravigelig offentlig forskrift kan nævnes, at tilsynsmyndigheden pålægger en virksomhed at opbevare oplag af kemiske stoffer i nærmere beskrevne tønder samlet og umiddelbart ved siden af en maskine, der udstanser metalelementer. Som følge af oplagets indhold, udformning og placering, der indebærer stor varmeudvikling og udsættelse for sporadiske gnister fra maskinen, eksploderer oplaget og forårsager en brand. De miljøskader eller den overhængende fare for miljøskader, der forårsages i en sådan sammenhæng, skal virksomheden ikke være ansvarlig for.

2.6.1.2. Muligheder for at lempe det ubetingede ansvar

Medlemsstaterne kan beslutte, at der ikke skal være et ubetinget ansvar for miljøskade og overhængende fare for miljøskade som følge af spredning af kommunalt spildevandslam til landbrugsformål. I forhold til direktivets bestemmelser vil en sådan beslutning indebære, at der herefter som følge af spredning af kommunalt spildevandsslam alene ville være ansvar for miljøskade eller overhængende fare for miljøskade på beskyttede arter og naturtyper som følge af den ansvarliges uforsvarlige adfærd.

Herudover er det muligt, jf. artikel 8, stk. 4, litra a, at lempe det ubetingede ansvar, så der ikke er ansvar i de tilfælde, hvor den ansvarlige kan godtgøre, at der ikke foreligger uforsvarlig adfærd (omvendt bevisbyrde), og at miljøskaden er sket, uanset at den hændelse, der har forvoldt miljøskaden, er i fuld overensstemmelse med en udtrykkelig tilladelse. Om denne fortolkning af direktivet henvises til afsnit 1.2.4. ovenfor.

Det følger af bestemmelsen, at der skal være tale om en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse.

Som eksempel kan nævnes, at en kommunal myndighed har givet tilladelse til en udledning direkte til et vandområde inden for et vist tåleniveau. Kravene i udledningstilladelsen fastsættes på baggrund af en vurdering af, hvilke vand- og stofmængder og stofkoncentrationer der skal overholdes for at tilgodese det mål, der er fastsat for vandområdet. Efterfølgende viser det sig, at den tilladte udledning alligevel giver anledning til skade af vandmiljøet. Den pågældende virksomhed kan godtgøre, at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd, at tilladelsen er udtrykkelig og at den er overholdt. Virksomheden kan ikke gøres ansvarlig for den skadelige påvirkning af vandmiljøet.

Det er desuden muligt, jf. artikel 8, stk. 4, litra b, at lempe det ubetingede ansvar for miljøskader sådan, at der ikke er ansvar i de tilfælde, hvor den ansvarlige kan godtgøre, at der ikke foreligger fejl eller forsømmelser (omvendt bevisbyrde), og at skaden er sket som følge af udledninger eller aktiviteter (herunder anvendelse af produkter), som ikke ansås for at ville forårsage miljøskader ifølge den tekniske og videnskabelige viden på det tidspunkt, hvor udledningen eller aktiviteten fandt sted (udviklingsskader). Den omvendte bevisbyrde, som er et krav efter direktivet, betyder, at det er den ansvarlige forurener/skadevolder, der skal godtgøre, at miljøskaden eller den overhængende fare herfor ikke skyldtes uforsvarlig adfærd. Et eksempel på en udviklingsskade kunne være, at et jordforbedringsmiddel, der indeholder kemiske stoffer, anvendes på landbrugsjord. Der sker en udvaskning til et nærtliggende vandløb, hvor det viser sig at have muterende effekt, som påvirker den økologiske balance i vandløbet, hvor en beskyttet fiskeart (f.eks. snæblen eller flodlampretten) lever, med det resultat, at der indtræder en miljøskade i form af, at bestanden uddør eller beskæres betragteligt. Jordforbedringsmidlet ansås ikke for at have en sådan muterende (økotoksologisk) effekt på det tidspunkt, hvor aktiviteten fandt sted.

2.6.1.3. Mulighed for at fordele det ubetingede ansvar

Det fremgår af direktivets artikel 9, at direktivet ikke berører nationale lovbestemmelser om omkostningsfordeling i tilfælde af flere skadevoldere, navnlig ikke med hensyn til fordelingen af ansvaret mellem producenten og brugeren af produktet. Dette muliggør nationale regler, hvorefter eksempelvis den, der anvender et produkt, f.eks. et pesticid, »alene« bærer et ubetinget ansvar for skader som følge af håndteringen af produktet, mens producenten eller importøren bærer et ubetinget ansvar for skader som følge af udviklingsskader og for fejl ved produktet. Om denne fortolkning af direktivet henvises til afsnit 1.2.3. ovenfor.

Som eksempel kan nævnes, at en miljøskade opstår som følge af, at brugeren vælter en åben beholder med 100 l koncentreret pesticid ved en bræmme til et relativt stillestående vandløb. Bræmme og vandløb forurenes med den konsekvens, at alt levende i vandløbet dør på en 100 m lang strækning – ansvaret for miljøskaden er brugerens. Modsat - et pesticid spredes i fuld overensstemmelse med anvendelsesforskrifterne, men som følge af en fejl (defekt) ved produktet dør alle redebyggende fugle i læhegnene langs det sprøjtede areal alligevel. Eller - de redebyggende fugle i læhegnene langs med det sprøjtede areal dør, selvom man ikke ifølge den tekniske eller videnskabelige viden på tidspunktet for spredningen af pesticidet anså aktiviteten for at ville forårsage en miljøskade (udviklingsskade) – ansvaret er i begge tilfælde producentens eller importørens.

2.6.2. Det skyldbaserede ansvar

Det ubetingede ansvar for bilag III-aktiviteterne er suppleret af et ansvar for miljøskader og overhængende fare for miljøskade på beskyttede arter og naturtyper, som er en følge af fejl og forsømmelser i forbindelse med alle andre erhvervsmæssige aktiviteter. Dette ansvar omfatter for eksempel ikke-forurenende erhvervsmæssige aktiviteter som (for vidtgående) oprensning af vandløb, (for hård) skovning eller fiskeri (med ulovlige fangstredskaber), men også visse typer af forurening f.eks. i form af støj, vibrationer eller termiske påvirkninger fra for eksempel ikke-IPPC virksomheder og udledning til andre naturressourcer end vand af kemiske stoffer og produkter, der ikke skal klassificeres som farlige.

2.7. Forebyggende foranstaltninger

Miljøansvarsdirektivet stiller krav om, at den ansvarlige omgående skal træffe de nødvendige forebyggende foranstaltninger, hvis en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade er indtrådt eller forøges. Det følger af direktivet, at der ved forebyggende foranstaltninger skal forstås foranstaltninger, der træffes, når en begivenhed, handling eller undladelse har medført en overhængende fare for en miljøskade med henblik på at forebygge eller minimere dem pågældende skade, men direktivet indeholder ikke derudover nærmere krav til, hvad disse forebyggende foranstaltninger kan eller skal bestå i.

De forebyggende foranstaltninger er de foranstaltninger, som er nødvendige for at hindre, enten at en overhængende fare for en miljøskade faktisk resulterer i en miljøskade, eller at en miljøskade forværres. Det betyder, at det i visse tilfælde vil være tilstrækkeligt at forhindre en forurening i at sprede sig. Det vil ikke altid være nødvendigt at føre naturen tilbage til den hidtidige tilstand.

Der henvises til bemærkningerne til forslag til miljøskadeloven, afsnit 1.2.2 og 2.3.

2.8. Afhjælpende foranstaltninger

Miljøansvarsdirektivet stiller krav om, at den ansvarlige skal træffe afhjælpende foranstaltninger, når der er indtrådt en miljøskade. Disse afhjælpende foranstaltninger defineres som enhver foranstaltning eller kombination af foranstaltninger, herunder foreløbige foranstaltninger, der vil tjene til at genoprette naturressourcernes hidtidige tilstand. Direktivet indeholder endvidere regler om, at den kompetente myndighed kan påbyde eller give instrukser om, hvilke afhjælpende foranstaltninger den ansvarlige skal træffe, og om, at myndigheden kan vælge selv at foretage afhjælpende foranstaltninger.

Direktivet indeholder i denne sammenhæng et krav om, at den ansvarlige skal udarbejde forslag til og gennemføre undersøgelse og afhjælpning af miljøskaden med henblik på at genoprette naturressourcerne og deres udnyttelsesmuligheder til hidtidig tilstand i overensstemmelse med direktivets bilag II. Direktivets bilag II fastlægger en fælles ramme for afhjælpende foranstaltninger, som skal sikre, at de mest hensigtsmæssige foranstaltninger vælges for at genoprette og tilbageføre lokaliteten til hidtidig tilstand. Bilaget indeholder et regime for afhjælpning af skader på vand og beskyttede arter og naturtyper og et andet regime for afhjælpning af skader på jord.

Ved miljøskade på jord skal den ansvarlige fjerne forureningen, genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende afhjælpende foranstaltninger, svarende til hvad en forurener er forpligtet til efter jordforureningsloven i dag.

Ved miljøskader på vandmiljø, beskyttede arter og naturtyper er hovedsigtet, at naturressourcerne og udnyttelsesmulighederne genoprettes, det vil sige føres tilbage til eller hen mod dens hidtidige tilstand. Genopretning skal ske ved hjælp af primære foranstaltninger. Det kan være ved, at den skadelige påvirkning, f.eks. en opstemning eller en forurening fjernes, eller at der genplantes træer for at fremskynde retablering af et skovområde. Supplerende foranstaltninger skal gennemføres, hvis naturressourcen ikke kan genoprettes til hidtidig tilstand ved hjælp af de primære foranstaltninger. De skal med andre ord supplere de primære foranstaltninger, så samfundet samlet set råder over naturressourcer og udnyttelsesmuligheder svarende til, hvad man havde, før miljøskaden skete. Det kan være ved at etablere eller forbedre andre naturressourcer af samme art, enten på stedet eller et andet sted.

Derudover skal der kompenseres for det midlertidige tab ved kompenserende foranstaltninger. Disse foranstaltninger skal kompensere samfundet for det tab af naturressourcer og udnyttelsesmuligheder, der sker i perioden fra en miljøskade er indtrådt, til naturressourcerne/udnyttelsesmulighederne er genoprettet. Det kan ske ved etablering eller forbedring af naturressourcer af samme eller sammenlignelig art på den skadede lokalitet eller et andet sted. Det kan ikke ske gennem økonomisk kompensation til borgere.

Afgørelsen af, hvad de supplerende og kompenserende foranstaltninger skal være, sker ved hjælp af såkaldte ækvivalensvurderinger. Ækvivalensvurderinger er en måde at omsætte naturressourcer og deres udnyttelsesmuligheder til enheder, der kan sammenlignes, så det kan beregnes, hvordan man erstatter tabte ressourcer med nye.

Hvis det ikke er muligt at anvende en ækvivalensvurderingsmetode, skal det statslige miljøcenter pege på en anden metode til at fastlægge de supplerende og kompenserende foranstaltninger.

Der henvises til bemærkningerne til forslag til miljøskadeloven, afsnit 1.2.3. og 2.4.

2.9. Anmodning om foranstaltninger og klageprocedure

Direktivet indeholder krav til de nationale myndigheders kompetencer som f.eks. hjemmel til at meddele påbud om undersøgelser og om forebyggende og afhjælpende foranstaltninger og ret til at foretage selvhjælpshandlinger. Der er i den sammenhæng krav til de kompetente myndigheders sagsbehandling, som f.eks. krav om høring.

Efter direktivet skal det under visse betingelser være muligt at rejse en sag for de kompetente myndigheder og at få prøvet de kompetente myndigheders afgørelser i forbindelse med behandlingen af sager om miljøskader eller overhængende fare for miljøskade. Ret til at rejse en sag og til prøvelse af de kompetente myndigheders afgørelser ved klage eller søgsmål tillægges efter direktivet ikke alene de, der er umiddelbart berørt af en miljøskade eller fare for en miljøskade, men også miljø- og naturorganisationer.

2.10. Kompetent myndighed

Direktivet stiller krav om, at der udpeges en kompetent myndighed til at fastslå, hvem der er den ansvarlige for miljøskaden eller den overhængende fare for en sådan miljøskade, og hvilken type af ansvarsgrundlag, der er tale om. I dette øjemed har den kompetente myndighed beføjelse til at påbyde den ansvarlige at foretage sin egen vurdering af skadens betydning og tilvejebringe alle nødvendige oplysninger og data.

Direktivet stiller også krav om, at der udpeges en kompetent myndighed til at afgøre, hvilke afhjælpende foranstaltninger der bør træffes. Disse regler fremgår af miljøskadeloven.

3. Systematikken i de to lovforslag

Miljøansvarsdirektivet foreslås som nævnt gennemført ved to lovforslag – dette forslag til lov om ændring af miljøbeskyttelsesloven og forskellige andre love og det samtidigt fremsatte forslag til en ny lov om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskader – også kaldet miljøskadeloven.

Dette lovforslag indsætter i en lang række love på miljø- og naturområdet reglerne om, hvem der er den ansvarlige for en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade forårsaget af erhvervsmæssige aktiviteter og på hvilket ansvarsgrundlag, og om den ansvarliges umiddelbare handlepligter, dvs. anmelde-, oplysnings- og forebyggelses/afværgepligter. Lovforslaget indeholder desuden regler om, hvem der kan anmode myndighederne om at træffe foranstaltninger, klageprocedure og om, hvem der er den kompetente myndighed. Disse love regulerer en sag om en mulig miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade indtil det tidspunkt i sagen, hvor de eksisterende tilsynsmyndigheder træffer afgørelse om, hvorvidt der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare herfor, som skal behandles efter miljøskadeloven. Forud for afgørelsen om, at der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, skal tilsynsmyndigheden (typisk en kommune) i en overgangsperiode indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren (miljøcentret).

Når der efter dette lovforslag er truffet afgørelse om, hvem der er ansvarlig og på hvilket ansvarsgrundlag, og at der er tale om en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade, skal sagens videre behandling vedrørende afhjælpningen af miljøskaden eller forebyggelsen af den overhængende fare for en sådan miljøskade ske efter miljøskadeloven.

Fiskeriloven foreslås ligeledes ændret, så miljøansvarsdirektivet gennemføres på fiskerområdet. Ændringerne til fiskeriloven er også indeholdt i dette lovforslag og består i en bemyndigelse for fødevareministeren til at udfærdige de nødvendige regler i en bekendtgørelse. Når der er truffet afgørelse efter disse regler, sker sagens videre behandling i forhold til afhjælpning af en miljøskade og forebyggelse af en overhængende fare for en sådan miljøskade efter miljøskadeloven. Der foreslås endvidere ændringer i søloven med henblik på at afgrænse lovens anvendelsesområde i forhold til havmiljøloven, ligesom der foreslås en ophævelse af de fortsat gældende, resterende bestemmelser i lov om visse havanlæg. Havanlægsloven vil herefter være fuldstændigt ophævet. Disse lovændringer er indeholdt i dette lovforslag.

Desuden vil det blive indskrevet i beredskabsplaner vedrørende veterinære forhold, at de veterinære myndigheder skal underrette Miljøministeriets vildtkonsulenter i sager om syge dyr, der kan smitte vildt. Herefter regulerer vildtforvaltningsloven den indledende behandling af sagen. I tilfælde af, at der ifølge vildtforvaltningsloven træffes afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, skal den videre sagsbehandling ske efter miljøskadeloven.

Forslaget til lov om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskader(miljøskadeloven) indeholder en række definitioner, herunder til afgrænsning af miljøskadebegrebet og om undtagelser fra lovens anvendelsesområde, regler om påbud om oplysninger, undersøgelser, forebyggende og afhjælpende foranstaltninger, den ansvarliges umiddelbare handlepligter ved evt. forværring af en skade eller en overhængende fare for en skade, krav om sikkerhedsstillelse og betaling af sagsbehandlingsgebyr. Lovforslaget indeholder desuden – ligesom dette lovforslag - regler om, hvem der kan anmode myndighederne om at træffe foranstaltninger, klageprocedure og om, hvem der er den kompetente myndighed.

Om baggrunden for at vælge at gennemføre miljøansvarsdirektivet i to lovforslag henvises til afsnit 1.2. ovenfor.

Valget af miljøministeren (i praksis de statslige miljøcentre) som den kompetente myndighed efter miljøskadeloven begrundes med, at der jo forventes relativt få sager med miljøskader eller overhængende fare for miljøskade om året. Det vurderes derfor, at en vis centralisering af de faglige kompetencer er nødvendig for at sikre en kontinuerlig opbygning og udnyttelse af faglig viden og erfaring. Dertil kommer, at afgørelserne af, hvordan miljøskaderne skal undersøges, forebygges og afhjælpes vil blive vanskelige, fordi der skal anvendes bestemte vurderings- og værdisætningsmetoder. Disse afgørelser kræver derfor særlige faglige forudsætninger, og der er i denne sammenhæng lagt vægt på de statslige miljøcentres lokalkendskab og særlige faglige forudsætninger gennem deres arbejde med vand- og Natura 2000-planerne.

Endelig indeholder valget af de statslige miljøcentre fordele i forhold til arbejdet med at registrere, samle og afrapportere data til Kommissionen og i forhold til eventuelle samarbejder med andre EU-landes myndigheder om grænseoverskridende miljøskader.

Da der på den baggrund alligevel skal ske et myndighedsskift undervejs i sagsbehandlingen vedrørende miljøskader og for at undgå at »tynge« de generelle love på miljø- og naturområdet med mange særregler om miljøskaders behandling, idet der netop forventes så relativt få sager, er det valgt at lave en separat lov om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskader.

4. Lovforslagets hovedindhold

4.1. Modellen for gennemførelse af miljøansvarsdirektivet

Strategien for gennemførelsen er for det første en tekstnær implementering, hvor centrale begreber implementeres i overensstemmelse med direktivets ordlyd. Det drejer sig blandt andet om de centrale begreber »miljøskade« og »afhjælpende foranstaltninger«.

For det andet fastholdes det danske beskyttelsesniveau, og mere vidtgående danske regler opretholdes, da der er tale om et minimumsdirektiv. Det drejer sig primært om jordforureningsloven, som indeholder et ubetinget forureneransvar for alle jordforureninger og dermed krav om afhjælpning af alle jordforureninger, der kan indebære en aktuel/fremtidig risiko for mennesker og naturressourcer. Det drejer sig også om grundejer- og brugeransvaret efter lovgivningen på naturområdet, ejeransvaret efter havmiljøloven, og særregler om andre ansvarlige på jordforureningslovens område (f.eks. olietankejere og senere erhververe af virksomheder, hvortil der er meddelt påbud), der alle bibeholdes som et subsidiært ansvar, når den ansvarlige efter direktivet ikke kan identificeres eller ikke har betalingsevne.

Direktivets muligheder for at lempe og justere det ubetingede ansvar anvendes, hvor det er hensigtsmæssigt ud fra en samfundsinteresse eller en rimelighedsbetragtning, herunder at »udtrykkeligt tilladte aktiviteter« undtages fra den strenge ansvar efter direktivet, og at der indføres et producent/importør ansvar på udvalgte områder med udgangspunkt i det danske EU-forhandlingsmandat, som der i Folketinget var bred opbakning til.

4.2. Ansvarsgrundlaget

I miljøbeskyttelsesloven indføres direktivets krav i artikel 3, stk. 1, litra a om fastlæggelse af et ubetinget ansvar således, at der er et ubetinget ansvar for en miljøskade på vand, beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder og jord og en overhængende fare for en sådan miljøskade som følge af alle erhvervsmæssige, forurenende udledninger og aktiviteter, og ikke kun dem, der er omfattet af miljøansvarsdirektivets bilag III. Miljøansvarsdirektivets bilag III omfatter ikke alle forureninger af jord, vand, luft og andre naturressourcer, men en endog meget stor del af disse.

En kortlægning af disse ikke-omfattede forureninger viser, at det først og fremmest drejer sig om støj, vibrationer, termiske påvirkninger fra virksomheder, der ikke er omfattet af IPPC- og affaldsdirektivernes krav om tilladelse eller registrering og udledning til andre naturressourcer end vand af kemiske stoffer og produkter, der ikke er klassificeret som farlige.

Miljøministeriet har ikke data, der kan belyse forekomsten af (varige) skader og dermed mulige miljøskader efter sådanne ikke-omfattede forureninger. Denne mangel på data er en konsekvens af, at hovedparten af disse forureninger er karakteriseret ved, at ophører forureningen, ophører de negative konsekvenser af forureningen for naturressourcerne også relativt hurtigt. Eksempelvis kan fugle, når en belastende støj ophører, vende tilbage til et område, der tidligere var belastet. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan være større, mere »fatale« skader som følge af denne type forurening - det kendte eksempel er Københavns Zoologiske Haves tapir, der døde af stress som følge af støj fra lydprøverne til open air-opera i et nærliggende haveanlæg, Søndermarken - lyd over en vis decibelgrænse er efter miljøbeskyttelsesloven støj, uanset hvor dejlig den i øvrigt er. Der kunne ske en tilsvarende negativ påvirkning af beskyttede arter af ikke-bilag III forureninger som fx støj eller vibrationer fra havneaktiviteter. Det er dog Miljøministeriets vurdering, at denne type af forureninger kun meget sjældent vil kunne forårsage en overhængende fare for miljøskade eller en miljøskade.

Der vil således efter forslaget til ændring af miljøbeskyttelsesloven være samme ansvarsgrundlag – det ubetingede ansvar –, uanset om forureningen er omfattet af direktivets bilag III. Overimplementeringen ligger i denne skærpelse af ansvarsgrundlaget også for ikke bilag III-forureninger.

Den gældende miljøbeskyttelseslov fastlægger pligten til at forebygge, undersøge og/eller afhjælpe skader som følge af den forurening af naturressourcer, som ikke er omfattet af jordforureningsloven. Loven omfatter forurening i form af stoffer og præparater, visse mikroorganismer, affald, støj, vibrationer og termiske påvirkninger, men ikke fx lys og elektromagnetisk stråling. Efter miljøbeskyttelsesloven kan der meddeles påbud om forebyggelse og undersøgelse af forurening på grundlag af et (tilsvarende) ubetinget ansvar, men påbud om afhjælpning af forureningen kan i dag alene meddeles, hvor forureningen er ulovlig og skyldes den ansvarliges fejl eller forsømmelser. Vurderingen af »skyld« i forbindelse med erhvervsmæssige aktiviteter er meget streng i retspraksis.

Forslaget indebærer dermed en skærpelse af det eksisterende ansvarsgrundlag for meddelelse af påbud efter miljøbeskyttelsesloven om afhjælpende foranstaltninger over for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade som følge af alle erhvervsmæssige aktiviteter. Det vurderes dog, at den reelle betydning af den foreslåede skærpelse vil være lille i praksis. Om producentansvar henvises til afsnit 4.7. nedenfor.

I jordforureningsloven gælder der allerede i dag et ubetinget forureneransvar som nævnt i artikel 3, stk. 1, litra a, for alle forureninger af eller igennem jord i form af stoffer og/eller præparater forårsaget af erhvervsmæssige aktiviteter. Påbud om undersøgelse, forebyggelse og/eller afhjælpning af skader som følge af sådan forurening meddeles på grundlag af dette ubetingede forureneransvar. Dermed kan eventuelle påbud om foranstaltninger over for skaden allerede i dag meddeles på grundlag af det ubetingede forureneransvar efter denne lov. Om producentansvar henvises til afsnit 4.7. nedenfor.

I havmiljøloven indføres det ubetingede ansvar, jf. artikel 3, stk. 1, litra a, for aktiviteter, der medfører en miljøskade eller en overhængende fare for en sådan skade på vand, beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder og jord i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets bilag III - det vil sige kun for de erhvervsmæssige aktiviteter, som er omfattet af bilag III. I overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b, fastlægges desuden et ansvar for uforsvarlig adfærd udvist i forbindelse med alle andre erhvervsmæssige aktiviteter end dem, der er omfattet af bilag III. Der er tale om andre påvirkninger, fx støj, vibrationer, invasive arter (medmindre disse kan kategoriseres som farligt/forurenende gods) og luftformige emissioner, der ikke påvirker havet. Dette ansvar gælder kun for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forvoldt på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder.

I havmiljøloven opretholdes det eksisterende ejeransvar efter § 44 i det omfang, den ansvarlige efter direktivet ikke kan findes eller ikke har betalingsevne. Det ansvar, som ejeren ifalder efter § 44, svarer til det eksisterende ansvar - omfanget af ansvaret efter § 44 ændres ikke.

I vandforsyningsloven indføres der i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra a sammenholdt med bilag III, punkt 6 et ubetinget ansvar der, ved erhvervsmæssig vandindvinding, bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden, forårsager en overhængende fare for en miljøskade eller en miljøskade på jord, vand og beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder. Der indføres tillige i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b et ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forårsaget ved uforsvarlig adfærd på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder i forbindelse med alle andre erhvervsmæssige aktiviteter, dvs. aktiviteter der ikke er omfattet af bilag III, og som er omfattet af loven. I loven opretholdes det ubetingede ejeransvar efter § 66 for ejeren af et privat alment vandforsyningsanlæg i det omfang, den ansvarlige efter direktivet ikke kan findes eller ikke har betalingsevne. Det ansvar, som ejeren ifalder efter § 66, svarer til det eksisterende ansvar - omfanget af ansvaret efter § 66 ændres ikke.

I husdyrgodkendelsesloven indføres der i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, sammenholdt med bilag III, punkt 1, et ubetinget ansvar for miljøskade og overhængende fare for miljøskade forårsaget på vand og beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder ved erhvervsmæssige aktiviteter i forbindelse med godkendelsespligtige husdyrhold.

Husdyrgodkendelsesloven omfatter alene de husdyrbrug, der er eller bliver miljøgodkendt efter denne lov. Husdyrbrug, der er miljøgodkendt efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, er omfattet af miljøbeskyttelsesloven indtil det tidspunkt, hvor der søges om ændring af godkendelsen, eller godkendelsen bliver revurderet. Ændringer og revurderinger af disse godkendelser vil ske efter reglerne i husdyrgodkendelsesloven, og de pågældende husdyrbrug vil herefter være omfattet af husdyrgodkendelsesloven. Husdyrbrug, der ikke skal miljøgodkendes, er fortsat omfattet af miljøbeskyttelsesloven. Da husdyrgodkendelsesloven indeholder krav til husdyrbrug, som ikke er omfattet af IPPC-direktivet, er der tale om en overimplementering i forhold til direktivets bilag III, hvilket indebærer, at husdyrbrug, der ikke er omfattet af IPPC-direktivet, også omfattes af det ubetingede ansvar. Derudover foreslås der i husdyrgodkendelsesloven et producentansvar for anvendelse af husdyrgødning og affald (slam) til jordbrugsformål: for affaldets vedkommende for så vidt der i miljøgodkendelsen er fastsat vilkår herom.

I lov om miljø og genteknologi indføres der i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, sammenholdt med bilag III, pkt. 10 og 11, et ubetinget ansvar for erhvervsmæssig fremstilling, håndtering og anvendelse m.v. af genmodificerede organismer, der forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på jord, vand eller beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder. Ansvaret deles mellem bruger og producent/importør, således at ansvaret falder tilbage på producenten/importøren, hvis brugeren kan godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med forskrifterne, og at den pågældende ikke har udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse med brugen (producentansvar).

I naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt- og vildtforvaltningsloven og Tøndermarskloven indføres der i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b, et ansvar for en miljøskade eller overhængende fare for miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder, der skyldes uforsvarlig adfærd i forbindelse med alle de erhvervsmæssige aktiviteter, som ikke er omfattet af bilag III og ikke er forurenende. Som eksempler kan nævnes opdyrkning af vedvarende græsarealer i et internationalt naturbeskyttelsesområde, som indebærer en miljøskade på naturtypen eller på de beskyttede dyre- og plantearter, som området er udpeget for, (for hård) skovning, der skader beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder, og redeplyndring.

På naturområdet opretholdes det eksisterende ansvar for grundejer og bruger efter lovgivningen (naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt- og vildtforvaltningsloven, Tøndermarskloven og råstofloven). Efter vandløbsloven antages det i praksis, at der gælder en tilsvarende bestemmelse, og denne antagelse foreslås lovfæstet Dette ansvar kan i visse sammenhænge betragtes som mere vidtgående end ansvaret efter direktivet, da ejeren/brugeren af grunden ikke nødvendigvis er identisk med den ansvarlige for skaden. Grundejeransvaret opretholdes i de situationer, hvor den ansvarlige skadevolder ikke kan identificeres eller ikke har betalingsevne. For så vidt angår manglende betalingsevne hos den ansvarlige skadevolder er praksis i dag dog, at der kun gives påbud til den aktuelle grundejer, hvis den insolvente skadevolder er enten tidligere ejer eller tidligere bruger af ejendommen og har anrettet skaden i sin tid som ejer/bruger. Dette subsidiære ansvar for en miljøskade vil alene indebære pligt til genopretning efter de nugældende regler. Det vil sige, at der i disse tilfælde ikke vil blive stillet krav om afhjælpning efter direktivets regler, f.eks. om kompenserende foranstaltninger. Det eksisterende ansvar ændres dermed ikke.

I vandløbsloven indføres der i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, sammenholdt med bilag III, punkt 6, et ubetinget ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en sådan skade på vand, beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder og jord forårsaget af erhvervsmæssigt anlæg og erhvervsmæssig drift af opstemningsanlæg. Der indføres tillige i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b, et ansvar for miljøskader og overhængende fare for miljøskade forårsaget ved uforsvarlig adfærd på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder i forbindelse med alle andre erhvervsmæssige aktiviteter, dvs. aktiviteter der ikke er omfattet af bilag III, og som er omfattet af loven. Som eksempel kan nævnes (for hård) oprensning af vandløb.

I råstofloven indføres der i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, sammenholdt med bilag III, pkt. 13, et ubetinget ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forvoldt på jord, vand og beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder ved erhvervsmæssig håndtering af indvindingsaffald. Der indføres tillige i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b, et ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder, der er forårsaget ved uforsvarlig adfærd i forbindelse med alle andre erhvervsmæssige aktiviteter, dvs. aktiviteter der ikke er omfattet af bilag III, og som er omfattet af loven. Det bemærkes, at forurening i øvrigt i forbindelse med råstofindvinding er omfattet af miljøbeskyttelsesloven. For så vidt angår fiskeriloven henvises til afsnit 5.2.3. nedenfor.

4.3. Gennemførelse af direktivets undtagelser

Direktivets bestemmelser om, at reglerne ikke finder anvendelse på nuklear/radioaktiv stråling, og en række internationale konventioner under FN´s Søfartsorganisation (IMO), forudsat disse er trådt i kraft internationalt og i det pågældende medlemsland, gennemføres.

Direktivets regler om, at det heller ikke finder anvendelse på diffus forurening, hvor det ikke er muligt at fastslå en sammenhæng mellem miljøskadens og den enkelte forureners/skadevolders handlinger eller undladelser, krig, borgerlige uroligheder, naturbegivenheder af usædvanlig, uundgåelig og uafværgelig karakter art, og aktiviteter, der hovedsageligt tjener det nationale forsvar eller den internationale sikkerhed, gennemføres ligeledes.

Disse undtagelser er fastlagt i miljøskadeloven. Der henvises til bemærkningerne til § 4 i forslag til miljøskadeloven.

4.4. Den tidsmæssige afgrænsning for lovens anvendelse

Ifølge miljøansvarsdirektivet skulle lovgivningen til gennemførelse af direktivet senest træde i kraft den 30. april 2007.

Ikrafttrædelsen foreslås dog nu fastsat til den 1. juli 2008 for at sikre den nødvendige tid til Folketingets behandling af lovforslagene og til udarbejdelse af en række initiativer, herunder en skærpet rågivnings- og vejledningsindsats, som eksperthøringen den 11. april 2007 gav anledning til. Samme ikrafttrædelsestidspunkt foreslås for miljøskadeloven.

I overensstemmelse med direktivet foreslås det, at loven ikke finder anvendelse på en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forvoldt ved en emission eller begivenhed, som finder sted inden den 1. juli 2008, og at loven heller ikke finder anvendelse på skader forvoldt ved en emission eller begivenhed, som finder sted efter den 1. juli 2008, når den følger af en bestemt aktivitet, som fandt sted og blev afsluttet inden denne dato.

Disse regler er gennemført i miljøskadeloven. Der henvises til bemærkningerne til § 60 i miljøskadeloven

4.5. Anvendelse af artikel 8, stk. 3 – tredjemandsansvar og ufravigelige offentlige instrukser

Direktivets regel om, at hvis den ansvarlige forurener/skadevolder kan godtgøre, at en miljøskade eller en overhængende fare for en sådan miljøskade er forårsaget af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, gennemføres. Forureneren/skadevolderen er dermed ikke forpligtet til at bære omkostninger i den forbindelse.

Det foreslås ligeledes i overensstemmelse med direktivet, at den ansvarlige forurener/skadevolder ikke skal bære omkostningerne i forbindelse med en miljøskade eller en overhængende fare for en sådan miljøskade, når forureneren/skadevolderen kan godtgøre, at forureningen eller anden negativ påvirkning er en følge af overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser over for emissioner eller hændelser, som forureneren eller skadevolder selv var ansvarlig for. Der henvises til afsnit 2.6.1.1, ovenfor, hvor følgende eksempel på ufravigelige forskrifter fremgår: Tilsynsmyndigheden pålægger en virksomhed at opbevare oplag af kemiske stoffer i nærmere beskrevne tønder samlet og umiddelbart ved siden af en maskine, der udstanser metalelementer. Som følge af oplagets indhold, udformning og placering, der indebærer stor varmeudvikling og udsættelse for sporadiske gnister fra maskinen, eksploderer oplaget og forårsager en brand. De miljøskader eller den overhængende fare for miljøskader, der forårsages i en sådan sammenhæng, vil virksomheden ikke være ansvarlig for.

4.6. Anvendelse af artikel. 8, stk. 4, litra a og b – lempelse af det ubetingede ansvar i forbindelse med udtrykkeligt tilladte udledninger eller begivenheder og udviklingsskader

Det ubetingede ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade gennemføres som nævnt i afsnit 4.2. ovenfor, i miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven for alle erhvervsmæssige, forurenende aktiviteter, i havmiljøloven for de erhvervsmæssige aktiviteter, omfattet af direktivets bilag III, i vandforsyningsloven for erhvervsmæssig vandindvinding (direktivets bilag III, punkt 6), i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug for alle aktiviteter i forbindelse med godkendelsespligtige husdyrhold, i lov om miljø og genteknologi for fremstilling, håndtering og anvendelse m.v. af genmodificerede organismer (direktivets bilag III, punkt 10 og 11), i vandløbsloven for erhvervsmæssig anlæg og erhvervsmæssig drift af opstemningsanlæg (direktivets bilag III, punkt 6) og i råstofloven for håndtering af indvindingsaffald (direktivets bilag III punkt 13).

Det foreslås i miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven, havmiljøloven, vandforsyningsloven, husdyrgodkendelsesloven, miljø- og genteknologiloven, vandløbsloven og i råstofloven, at det ubetingede miljøansvar udformes sådan, at der er ansvar, medmindre den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade godtgør, at forureningen eller anden negativ påvirkning er en (del af) en udtrykkelig tilladt udledning eller begivenhed eller forvoldt af tredjemand, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd jf. direktivets artikel 8, stk. 4, litra a. Den udtrykkelige tilladelse kan være givet som en konkret tilladelse eller fremgå direkte af lovgivningen på miljø- og naturområdet – den skal blot kunne siges at være udtrykkelig. Den ansvarlige har dog fortsat et ubetinget ansvar for miljøskader og overhængende fare for miljøskade, der ikke kan henføres til de anførte lempelsesgrunde, f.eks. uheld.

Dette princip indebærer dog ikke en lempelse af de gældende regler om det ubetingede ansvar efter jordforureningsloven, der ikke indeholder en udtrykkelig undtagelse for ansvar for jordforureninger, der er en følge af udtrykkeligt tilladte udledninger eller begivenheder. Dette betyder, at medfører en jordforurening ikke en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade, vil den ansvarlige således fortsat have et ubetinget ansvar for jordforureningen efter de gældende regler. Det betyder også, at hvor en tilladt jordforurening indebærer en miljøskade, som forureneren ikke kan påbydes at undersøge og afhjælpe efter miljøskadereglerne, da kan forureneren principielt blive påbudt at undersøge og afhjælpe forureningen efter jordforureningslovens påbudsbestemmelser.

I udgangspunktet indebærer forslaget til implementering ikke herudover lempelser af det ubetingede ansvar. Det foreslås således ikke generelt at anvende lempelsesmuligheden i artikel 8, stk. 4, litra b, – udviklingsskader. Det betyder, at den ansvarlige for driften af den pågældende erhvervsmæssige aktivitet bærer et ubetinget ansvar for udviklingsskader, medmindre der indføres særlige regler om fordeling af det ubetingede ansvar mellem brugeren (den ansvarlige for driften) og producenten/importøren. Se afsnit 4.7. nedenfor herom. Der gøres opmærksom på, at de gældende regler i jordforureningsloven heller ikke undtager for udviklingsskader.

4.7. Producent/importør ansvar

Det fremgår af direktivets artikel 9, at direktivet ikke berører nationale lovbestemmelser om omkostningsfordeling i tilfælde af flere skadevoldere, navnlig ikke med hensyn til fordelingen af ansvaret mellem producenten og brugeren af produktet.

Det foreslås, at producenten eller importøren bærer et ubetinget ansvar for en forurening eller overhængende fare herfor ved erhvervsmæssig anvendelse af pesticider, biocider, genmodificerede organismer og handelsgødning til jordbrugsformål, hvis denne forurening eller overhængende fare herfor er indtrådt som følge af udviklingsskader eller som følge af fejl i produktet. Udviklingsskader er kendetegnet ved, at der er tale om en forurening eller overhængende fare herfor, som ikke ansås for at ville forårsage en sådan skade/fare ifølge den tekniske og videnskabelige viden på tidspunktet for aktiviteten. Det kan ramme de enkelte brugere uforholdsmæssigt hårdt, hvis de - selvom anvendelsen beviseligt er sket efter forskrifterne for produktet – alligevel holdes ubetinget ansvarlige for skader, som produktet forårsager.

Det foreslås ligeledes, at producenten eller importøren bærer et ubetinget ansvar for en skade eller en overhængende fare herfor ved erhvervsmæssig anvendelse af affaldsstoffer (slam) og husdyrgødning til jordbrugsformål, hvis denne skade eller fare herfor er sket som følge af fejl ved produktet. Ansvaret omfatter således på disse områder ikke udviklingsskader. Forslaget medfører, at der på dette område ikke er nogen, der er ansvarlig for udviklingsskader. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at et ubetinget producent-/importøransvar for udviklingsskader på dette område ikke kan udelukkes at kunne påvirke den ønskede samfundsmæssigt nyttige genanvendelse negativt, med øget forbrænding eller deponering til følge. Der er i denne forbindelse lagt vægt på, at de danske krav til kvaliteten af slam er restriktive, og det anses derfor for nær usandsynligt, at en forskriftsmæssig anvendelse kan medføre skader. For husdyrgødning udformes det ubetingede ansvar for producenten (eller importøren) sådan, at denne fortsat er ansvarlig, hvis husdyrgødningen indeholder væsentlige mængder af stoffer eller organismer, som er tilført husdyrgødningen (fejl ved produktet).

Der er tale om en deling af ansvaret mellem producenten/importøren og brugeren.

Producenten (eller importøren) bærer et ubetinget ansvar som nævnt ovenfor og dette ubetingede ansvar ifaldes, uanset om brugerens ubetingede ansvar på det konkrete område er lempet, fordi der kan siges at foreligge en udtrykkelig tilladelse, som beskrevet under afsnit 4.6. Lempelsen af brugerens ansvar, såfremt der er tale om en udtrykkelig tilladt udledning eller begivenhed slår således ikke igennem over for producenten (eller importøren). Producentens eller importørens ubetingede ansvar er i denne sammenhæng en skærpelse af gældende ret. Der kan fremover gives et påbud direkte til producenten eller importøren om forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger.

Brugeren skal i denne sammenhæng kunne godtgøre, at produktet er håndteret i overensstemmelse med de fastsatte forskrifter m.v. og at denne ikke har udvist uforsvarlig adfærd. Brugeren har dog fortsat et ubetinget ansvar for forureninger eller anden negativ påvirkning, der ikke kan henføres til de anførte lempelsesgrunde, f.eks. uheld. For genmodificerede organismer gælder reguleringen alene miljøskader og overhængende fare herfor.

Der henvises til afsnit 5.1.1.2. og 5.1.5 og 5.1.6. nedenfor.

I forhold til udenlandsk bosiddende producenter, dvs. producenter, der ikke har adresse i Danmark, vil tilsynsmyndigheden i Danmark som udgangspunkt ikke kunne håndhæve et påbud over for vedkommende. I sådanne tilfælde vil påbuddet skulle rettes mod den danske importør. Den danske importør må enten i forbindelse med kontraktindgåelse om importen sikre sig i forhold til omfanget af sit ansvar eller efterfølgende anvende civilretlige midler til at få producenten til at bære sin del af ansvaret. Der henvises til afsnit 1.2.3. ovenfor.

4.8. Den ansvarliges umiddelbare handlepligter

Den ansvarlige har som tidligere nævnt nogle umiddelbare handlepligter ifølge miljøansvarsdirektivet. Den ansvarlige har pligt til at underrette om alle relevante aspekter af situationen, når der indtræder en overhængende fare for miljøskade eller en miljøskade. Derudover har den ansvarlige pligt til at iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge den overhængende fare for en miljøskade eller iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade.

Den ansvarlige skal således så hurtigt som mulig underrette den kompetente myndighed om alle relevante aspekter af situationen i tilfælde af en overhængende fare for en miljøskade eller en allerede indtrådt miljøskade. Disse bestemmelser er gennemført i alle lovene på miljø- og naturområdet og gælder efter lovforslaget uanset type af ansvarsgrundlag og umiddelbart uden forudgående påbud herom – i modsætning til den ansvarliges pligt til at give nødvendige oplysninger til brug for vurdering af sagen. Der er tale om en gennemførelse af direktivets artikel 5, stk. 2, og artikel 6, stk. 1.

Den ansvarliges pligt til at iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge den overhængende fare for en miljøskade eller iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade gennemføres på tilsvarende vis i alle lovene på miljø- og naturområdet og disse bestemmelser gælder uanset type af ansvarsgrundlag og umiddelbart uden forudgående påbud herom. Der er tale om en gennemførelse af direktivets artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1.

Den relevante tilsynsmyndighed efter de generelle love (typisk kommunalbestyrelsen) skal føre tilsyn med, at de umiddelbare handlepligter opfyldes på et tidspunkt, hvor tilsynsmyndigheden endnu ikke har truffet afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.

4.9. Finansiel sikkerhedsstillelse

Der eksisterer i dag forskellige ordninger inden for finansiel sikkerhedsstillelse på såvel miljøområdet, som inden for andre områder. På miljøområdet kan særligt nævnes den lovpligtige forsikringsordning for villaolietanke på jordforureningslovens område, den lovpligtige fond/pulje-ordning, der dækker autoophuggeres forpligtelser efter påbud til fjernelse af affaldsoplag på miljøbeskyttelseslovens område, og den lovpligtige finansielle sikkerhedsstillelse, som dækker forpligtelserne for virksomheder, der markedsfører elektrisk og elektronisk udstyr til at sikre behandling af elektronikskrot.

Ordningerne er alle kendetegnet ved kun at finde anvendelse på enkelte områder og efter særlige regler. Der findes ingen generelle regler om lovpligtige forsikringer på miljø- og naturområdet.

Med lovforslaget stilles der ikke forslag om obligatoriske ordninger for finansiel sikkerhedsstillelse. Det gøres dermed frivilligt for den ansvarlige, hvordan denne ønsker at dække risikoen for at ifalde betalingsforpligtelser efter lovforslaget. Når det statistiske datagrundlag for beregning og udvikling af passende produkter vurderes at være til stede, må det på det grundlag vurderes, hvorvidt der er behov for at fastsætte nærmere regler herfor.

Revisionsfirmaet KPMG har på Miljøstyrelsens anmodning udarbejdet en rapport om »Finansiel sikkerhedsstillelse til dækning af operatørens betalingsforpligtelser efter miljøansvarsdirektivet« for at kunne vurdere behovet for tiltag til at leve op til direktivets forpligtelse til at anspore aktørerne på markedet for finansiel sikkerhed til at udvikle løsninger, så erhvervsvirksomhederne kan forsikre sig eller på anden måde ved bankgaranti eller pulje- og fondsordninger få afdækket risikoen for at ifalde det skadesansvar og de betalingsforpligtelser, som følger af direktivets regler.

I denne rapport anbefaler KPMG, at forpligtelsen til at anspore markedet løftes ved, at lade markedet for finansiel sikkerhedsstillelse udvikle sig i takt med, at det nødvendige statistiske grundlag (en registrering af data om antal omfattede skader, type og størrelse) tilvejebringes, og at det herefter på dette grundlag vurderes, om og i hvilket omfang, der er behov for at indføre finansiel sikkerhedsstillelse.

Der har ligeledes været kontakt til Forsikring & Pension i forbindelse med overvejelserne om, hvorvidt det kan lade sig gøre på nuværende tidspunkt at indføre regler om finansiel sikkerhedsstillelse. Forsikring & Pension har i den forbindelse påpeget, at tilvejebringelse af det rette statistiske registreringsgrundlag vil give det finansielle marked grundlag for at foretage sådanne beregninger af risiko og konsekvens, at det er muligt at fastsætte en pris, der afspejler den faktiske risiko, og ikke har sådanne sikkerhedstillæg, at præmierne bliver prohibitive og for at kunne udvikle et passende produkt.

Ifølge Forsikring & Pension vil finansiel sikkerhedsstillelse ikke fuldt ud være tilgængelig, når de første skader, som omfattes af direktivet, indtræder. Dette er dog altid et problem, når nye ordninger/regelsæt indføres. De eksisterende miljøforsikringer vil i de fleste tilfælde dække i et omfang, der svarer til operatørens forpligtelser efter gældende ret i dag. De vil ikke dække forpligtelserne efter miljøansvarsdirektivet til at træffe supplerende og kompenserende afhjælpende foranstaltninger.

Regeringen har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, som følger implementeringen af direktivet, med henblik på at vurdere mulighederne for finansiel sikkerhedsstillelse når det statistiske grundlag er til stede og inden for en rimelig tidshorisont i forhold til direktivets ikrafttræden. Arbejdsgruppen forventes at bestå af Økonomi- og Erhvervsministeriet (formand), Dansk Industri, Dansk Landbrug, fiskerierhvervet, KL, Forsikring & Pension og de berørte ministerier.

4.10. Anmodning om foranstaltninger og klageadgang

I overensstemmelse med direktivets krav herom, gives den klageberettigede personkreds mulighed for at anmode myndigheden om at træffe en afgørelse om, hvorvidt en forurening eller anden negativ påvirkning eller en fare for en forurening eller anden negativ påvirkning udgør en overhængende fare for en miljøskade eller en miljøskade.

Ligeledes i overensstemmelse med direktivets krav kan afgørelse efter lovforslaget påklages. Klageadgangen over afgørelser efter dette lovforslag om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade og om, hvem der er ansvarlig, udskydes dog for at nedbringe den samlede sagsbehandlingstid. Der kan fortsat klages over de nævnte afgørelser, men påklage kan først ske i forbindelse med, at der klages over en afgørelse, der træffes efter miljøskadeloven. Påklage af de nævnte afgørelser kan derfor f.eks. ske i forbindelse med en afgørelse om sikkerhedsstillelse, undersøgelse eller afhjælpning, som træffes efter miljøskadeloven.

Det foreslås, at afgørelsen, når den vedrører lovgivning på naturområdet, kan påklages til Naturklagenævnet, og at afgørelser, der vedrører miljøområdet, kan påklages til Miljøklagenævnet.

4.11. Myndighedssystemet

Miljøansvarsdirektivet foreslås som nævnt gennemført ved to lovforslag – det foreliggende forslag til lov om ændring af miljøbeskyttelsesloven og forskellige andre love og et forslag til en ny lov om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskader – også kaldet miljøskadeloven.

Den kompetente myndighed foreslås at blive de eksisterende tilsyns- og godkendelsesmyndigheder efter de generelle love. Det vil typisk sige kommunalbestyrelsen (miljøbeskyttelsesloven, vandforsyningsloven, størstedelen af naturbeskyttelsesloven, Tøndermarskloven, vandløbsloven, råstofloven, for så vidt angår råstofindvinding på land, og husdyrgodkendelsesloven) og i visse tilfælde Skov- og Naturstyrelsen (skovloven og jagt- og vildtforvaltningsloven) By- og Landskabsstyrelsen (råstofloven for så vidt angår råstofindvinding på havet), Miljøstyrelsen (miljø- og genteknologiloven), By- og Landskabsstyrelsen og Miljøstyrelsen (havmiljøloven), Miljøministeriets statslige miljøcentre (visse dele af naturbeskyttelsesloven, miljøbeskyttelsesloven i forhold til visse erhvervsmæssige aktiviteter) og regionsrådet (miljøbeskyttelsesloven for så vidt angår jord i råstofgrave).

Tilsynsmyndigheden skal således efter lovforslaget træffe afgørelse om, hvem der er ansvarlig og på hvilket ansvarsgrundlag. Ved anvendelse af miljøskadelovens definition af miljøskadebegrebet skal tilsynsmyndigheden efter de generelle love også træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. I den forbindelse skal der indhentes en bindende udtalelse fra det statslige miljøcenter, se afsnit 4.12 nedenfor.

Når der efter en af lovene omfattet af dette lovforslag er truffet afgørelse om, hvem der er ansvarlig og på hvilket grundlag, og at der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare for en sådan skade på baggrund af definitionen af begrebet miljøskade i miljøskadeloven, skal sagens videre behandling vedrørende afhjælpningen af en miljøskade eller forebyggelsen af en overhængende fare for en sådan miljøskade ske efter miljøskadeloven.

Den kompetente myndighed efter miljøskadeloven foreslås at blive miljøministeren (i praksis de statslige miljøcentre). Det er således de statslige miljøcentre, som skal meddele påbud om hvilke forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger, der skal iværksættes.

4.12. Indhentelse af bindende udtalelse

Tilsynsmyndigheden efter de generelle love vil typisk være kommunerne, og i disse tilfælde etableres der i en overgangsperiode - som en hjælp til kommunerne - en ordning, hvor kommunalbestyrelsen skal forelægge udkast til afgørelser om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade med henblik på at indhente en bindende udtalelse herom fra miljøministeren (i praksis et miljøcenter). Samme ordning indføres i sager, hvor regionsrådet er tilsynsmyndighed. Ordningen skal også gælde i sager, der rejses af klageberettigede. Indhentelse af udtalelse vil kun komme på tale i de tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden vurderer, at der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Ordningen har til formål at sikre et løbende samarbejde mellem kommunerne (og regionerne) og staten (miljøcentrene). Den beskrevne »konsultationsordning« vil blive taget op til vurdering i andet halvår 2009 og skal senest ophøre, når det tilstrækkelige regelgrundlag i bekendtgørelsesform foreligger, jf. afsnit 4.13. nedenfor. Herefter er det kommunalbestyrelsen og regionsrådet (hvor disse er tilsynsmyndighed efter lovgivningen), der alene tager stilling til, om der foreligger en overhængende fare for miljøskade eller en miljøskade.

4.13. Vejledning af myndigheder, virksomheder og interesseorganisationer og bekendtgørelse om miljøskadebegrebet

Der etableres en række vejlednings- og rådgivningstiltag overfor de myndigheder, virksomheder og interesseorganisationer, der skal have med reglerne at gøre. Med virkning fra lovenes ikrafttræden etableres et online informationssystem, som løbende opdateres med oplysninger om den praksis, der udvikler sig i Danmark og andre sammenlignelige medlemslande. Der udarbejdes tillige en vejledning om arbejdet med at vurdere skadesbegrebet, som også vil foreligge ved lovenes ikrafttræden. Vejledningen skal indeholde retningslinier for afgrænsningen af skadesbegrebet, med angivelse af eksempler og praktiske råd.

Der vil desuden blive udstedt en bekendtgørelse, når der er opsamlet tilstrækkelige erfaringer med afgrænsningen af miljøskadebegrebet. Bekendtgørelsen skal med hjemmel i miljøskadelovens § 18 fastsætte mere præcise regler om kriterierne for, hvornår der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og vil blive revideret løbende i takt med, at erfaringsgrundlaget udvides. Bekendtgørelsen vil blive udstedt, når der efter 2-3 år er opsamlet tilstrækkelige erfaringer, medmindre den i afsnit 4.12 nævnte vurdering af »konsultationsordningen« i andet halvår af 2009 viser, at der er grundlag herfor på et tidligere tidspunkt.

4.14. Overvågningsudvalg

Der etableres fra lovenes ikrafttræden den 1. juli 2008 et overvågningsudvalg med centrale interesseorganisationer og myndigheder m.v., der dels skal indsamle erfaringer med lovene, dels rådgive om evt. forbedringer i reglerne. Forud for etablering af udvalget skal der udarbejdes et kommissorium, der nærmere fastsætter udvalgets formål, arbejdsbetingelser og sammensætning.

5. Nærmere beskrivelse af ændringerne i de enkelte love

5.1. Love på Miljøministeriets område

5.1.1. Miljøbeskyttelsesloven

5.1.1.1. Ændring af ansvarsgrundlaget

Efter den gældende miljøbeskyttelseslov kan der meddeles forureneren påbud om at undersøge eller afhjælpe skader som følge af den forurening af naturressourcer, som ikke er omfattet af jordforureningsloven. Efter miljøbeskyttelsesloven kan der meddeles påbud om undersøgelse af forurening på grundlag af et ubetinget ansvar, men påbud om afhjælpning af forureningen kan alene meddeles, hvor forureningen er ulovlig og skyldes den ansvarliges fejl eller forsømmelser. Vurderingen af, hvornår der foreligger fejl eller forsømmelser, er meget streng i retspraksis.

Efter forslaget skal der fremover gælde et ubetinget forureneransvar for en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade som følge af alle erhvervsmæssige forurenende udledninger og aktiviteter (og offentlige, som kan sidestilles hermed) og ikke kun dem, der er omfattet af miljøansvarsdirektivets bilag III. Dette bilag omfatter ikke alle forureninger af jord, vand, luft og andre naturressourcer, men en endog meget stor del af disse. Der henvises herom til afsnit 4.2 ovenfor.

Det ubetingede ansvar lempes dog i tilfælde, hvor den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade godtgør, at miljøskaden er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller at miljøskaden skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, jf. direktivets artikel 8, stk. 3, litra a og b. Forskrifterne skal være fastsat af en offentlig myndighed, og lempelsen gælder ikke, hvis forskriften skyldes den ansvarliges egne aktiviteter. Det ubetingede ansvar lempes også i tilfælde, hvor den ansvarlige for en miljøskade godtgør, at miljøskaden er en (del af en) udtrykkelig tilladt udledning eller begivenhed, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd jf. direktivets artikel 8, stk. 4, litra a. Den udtrykkelige tilladelse kan være givet som en konkret tilladelse eller fremgå direkte af lovgivningen på miljø- og naturområdet – den skal blot kunne siges at være udtrykkelig. Den ansvarlige har fortsat et ubetinget ansvar for en miljøskade og en overhængende fare for en miljøskade, der ikke kan henføres til de anførte lempelsesgrunde, f.eks. uheld.

Lempelserne indebærer ikke en lempelse af de gældende regler om det ubetingede ansvar for undersøgelser af forureninger. Disse regler indeholder ikke udtrykkelige undtagelser for ansvar for forureninger, der er en følge af udtrykkeligt tilladte udledninger eller begivenheder, tredjemandsskader m.v. Dette betyder, at medfører en forurening ikke en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, vil den ansvarlige således fortsat efter de gældende regler kunne få påbud på ubetinget ansvarsgrundlag om undersøgelser, mens påbud om genopretning vil forudsætte, at der foreligger en ulovlighed og skyldes den ansvarliges fejl eller forsømmelser. Tilsvarende gælder, hvor f.eks. en tilladt forurening indebærer en miljøskade, som forureneren ikke kan påbydes at undersøge og afhjælpe efter miljøskadereglerne.

5.1.1.2. Producent/importør ansvar

Der foreslås med lovforslaget som nævnt under afsnit 4.7 indført en deling af det ubetingede ansvar for forureninger ved erhvervsmæssig (eller offentlig) anvendelse af pesticider, biocider og handelsgødning til jordbrugsformål. Ansvaret deles i udgangspunktet mellem producenterne eller importørerne og brugerne. Producenten eller importøren bærer et ubetinget ansvar, hvis forureningen eller den overhængende fare herfor er en udviklingsskade (skaden eller den overhængende fare herfor skyldes en aktivitet, som ifølge den tekniske og videnskabelige viden på tidspunktet for aktiviteten ikke ansås for at ville forårsage en skade) eller som følge af en fejl i produktet og brugeren kan godtgøre, at dennes anvendelse beviseligt er sket efter forskrifterne for produktet. Hvis miljøskaden er sket som følge af brugerens uforsvarlige adfærd i forbindelse med håndteringen af produkterne (fx en håndtering i strid med forskrifterne, brugsvejledningen eller lignende), bærer brugeren ansvaret.

Et producent-/importøransvar og dermed muligheden for at friholde brugeren af visse produkter for ansvar, hvis der sker skader ved en korrekt anvendelse af produktet, var et væsentligt element i mandatet til forhandling af miljøansvarsdirektivet. Det foreslåede producent-/importøransvar er udformet på baggrund heraf.

Baggrunden for delingen af ansvaret er, at forårsages der en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade ved korrekt anvendelse af et produkt, som ifølge den tekniske og videnskabelige viden på tidspunktet for aktiviteten ikke ansås for at ville forårsage skade (udviklingsskader), bør ansvaret for en sådan skade eller fare bæres af producenten. Producenten (eller importøren) er nærmest til at bære risikoen for udviklingsskader og fejl ved produktet i forhold til de særlige produkter, som dette ansvar er fastlagt for. De produkttyper, der er foreslået et producent/importør ansvar for, er karakteriseret ved, at de som led i deres anvendelse skal spredes i miljøet, modsat f.eks. industrikemikalier. Dette forhold øger brugerens »sårbarhed« overfor, at produkternes kvalitet er i orden og som forudsat ikke er skadelige for miljøet, når de anvendes forskriftsmæssigt. Viser det sig, at produktet faktisk er skadeligt, kan brugeren uforvarende komme til at forårsage ganske omfattende og vidt spredt skade på miljøet ved sin anvendelse af produktet. Her anses producenten eller importøren for at være den nærmeste til at bære ansvaret for, hvad denne sender på markedet. Det drejer sig i forhold til miljøbeskyttelsesloven om pesticider, biocider og handelsgødning til jordbrugsformål.

Det foreslås ligeledes, at producenten eller importøren bærer et ubetinget ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare herfor ved erhvervsmæssig (eller offentlig) anvendelse af affaldsstoffer og husdyrgødning til jordbrugsformål, hvis miljøskaden eller den overhængende fare herfor er sket som følge af fejl ved produktet. Ansvaret omfatter således ikke en miljøskade eller en overhængende fare herfor, som er en udviklingsskade. Forslaget medfører, at der på dette område ikke er nogen, der er ansvarlig for udviklingsskader. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke kan udelukkes, at et producent-/importøransvar for udviklingsskader på dette område kan indebære en væsentlig negativ effekt på den ønskede samfundsmæssigt nyttige genanvendelse med øget forbrænding eller deponering til følge. Der er lagt vægt på, at de danske krav til kvaliteten af affald er restriktive, og det anses derfor for nær usandsynligt, at en forskriftsmæssig anvendelse kan medføre skader. For husdyrgødning udformes det ubetingede ansvar for producenten/ importøren sådan, at denne er ansvarlig, hvis husdyrgødningen indeholder væsentlige mængder af stoffer eller organismer, som er tilført husdyrgødningen, og som ikke hidrører fra husdyrenes urin og fækalier (fejl ved produktet).

Producent-/importøransvaret indebærer en lempelse af det ubetingede ansvar for brugeren. Baggrunden for lempelsen er som nævnt ovenfor, at det kan ramme den enkelte bruger uforholdsmæssigt hårdt, hvis brugeren – selvom anvendelsen beviseligt er sket efter forskrifterne for produktet – alligevel holdes ubetinget ansvarlige for miljøskader eller overhængende fare herfor, som produktet forårsager. Brugeren skal for at undgå ansvaret kunne godtgøre, at produktet er håndteret i overensstemmelse med de fastsatte forskrifter m.v.

Producenten/importøren bærer det ubetingede ansvar, uanset om brugerens ubetingede ansvar på det konkrete område er lempet, fordi der kan siges at foreligge en udtrykkelig tilladelse, som beskrevet under afsnit 4.6 ovenfor. Lempelsen af brugerens ansvar slår således ikke igennem over for producenten/importøren.

Producentens eller importørens ubetingede ansvar er i denne sammenhæng en skærpelse af gældende ret. Der kan fremover gives et påbud direkte til producenten eller importøren om forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger.

I forhold til udenlandske producenter, dvs. producenter, der ikke har adresse i Danmark, er det folkeretlige udgangspunkt i forhold til jurisdiktion, at der er tale om krænkelse af andre landes suverænitet, hvis der udstedes regler i Danmark med virkning for personer/virksomheder i andre lande. Det beror dog på en konkret vurdering af »tilknytningen« til Danmark – og af eksisterende internationale aftaler, om det ud fra folkeretten er lovligt at give hjemmel i den danske lovgivning til at udstede et påbud til en udenlandsk bosiddende producent. Det vil imidlertid som udgangspunkt ikke være muligt at håndhæve et sådant påbud over for en producent, der hverken bor eller driver forretning i Danmark, hverken i form af en handlepligt eller et pengekrav. I sådanne tilfælde vil det være den pågældende danske importør, der ifalder ansvaret og pligten til at efterkomme et påbud. Den danske importør må enten i forbindelse med kontraktindgåelsen om importen sikre sig i forhold til omfanget af sit ansvar eller efterfølgende anvende civilretlige midler til at lade producenten bære sin del af ansvaret.

5.1.2. Jordforureningsloven

I den gældende jordforureningslov er der i dag et ubetinget forureneransvar for al erhvervsmæssig og offentlig aktivitet suppleret af en bestemmelse om ansvaret for andre forureninger. Anvendelse af denne bestemmelse forudsætter, at forureneren har handlet uforsvarligt, eller at situationen er omfattet af strengere ansvarsregler, for eksempel færdselsloven. På dette ansvarsgrundlag meddeles påbud om undersøgelse og afhjælpende foranstaltninger.

Efter forslaget skal der også gælde et ubetinget ansvar for en jordforurening, der, som følge af erhvervsmæssig aktivitet, herunder en offentligt aktivitet, der kan sidestilles hermed, forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.

Det ubetingede ansvar lempes dog i tilfælde, hvor den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade godtgør, at miljøskaden er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller at miljøskaden skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, jf. direktivets artikel 8, stk. 3, litra a og b. Forskrifterne skal være fastsat af en offentlig myndighed, og lempelsen gælder ikke, hvis forskriften skyldes den ansvarliges egne aktiviteter. Det ubetingede ansvar lempes også i tilfælde, hvor den ansvarlige for en miljøskade godtgør, at miljøskaden er en (del af en) udtrykkelig tilladt udledning eller begivenhed, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd jf. direktivets artikel 8, stk. 4, litra a. Den udtrykkelige tilladelse kan være givet som en konkret tilladelse eller fremgå direkte af lovgivningen på miljø- og naturområdet – den skal blot kunne siges at være udtrykkelig. Den ansvarlige har fortsat et ubetinget ansvar for en miljøskade og en overhængende fare for en miljøskade, der ikke kan henføres til de anførte lempelsesgrunde, f.eks. uheld.

Lempelserne indebærer ikke en lempelse af de gældende regler om det ubetingede ansvar efter jordforureningsloven, der ikke indeholder en udtrykkelig undtagelse for ansvar for jordforureninger, der er en følge af udtrykkeligt tilladte udledninger eller begivenheder. Dette betyder, at medfører en jordforurening ikke en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, vil den ansvarlige således fortsat kunne ifalde et ubetinget ansvar for jordforureningen efter de gældende regler. Det betyder også, at hvor en tilladt jordforurening indebærer en miljøskade, som forureneren ikke kan påbydes at undersøge og afhjælpe efter miljøskadereglerne, da kan forureneren principielt blive påbudt at undersøge og afhjælpe forureningen efter jordforureningslovens påbudsbestemmelser.

Der foreslås med lovforslaget som nævnt under afsnit 4.7 indført en deling af det ubetingede ansvar for jordforureninger i sager om erhvervsmæssig (eller offentlig) anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer og gødning, herunder husdyrgødning og om anvendelse af pesticider eller biocider.

Der henvises til afsnit 5.1.1.2 ovenfor.

5.1.3. Havmiljøloven

Det bemærkes, at der er forskel på direktivets ubetingede ansvar og det objektive erstatningsansvar, der gælder i havmiljøloven i dag. Den gældende havmiljølov opererer alene med et objektivt erstatningsansvar for beredskabs- og bekæmpelsesudgifter i forbindelse med udtømning eller udledning eller fare herfor, som er i strid med loven, eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller omfattet af lovens § 58, mens direktivets ansvar også omfatter pligt for den ansvarlige til at forebygge/bekæmpe en overhængende fare for en miljøskade eller en miljøskade og afhjælpe en opstået miljøskade ved at bringe de skadede naturressourcer tilbage til hidtidig tilstand og bære omkostningerne herved.

De forhold, der i dag er underlagt objektivt erstatningsansvar i havmiljøloven, vil fortsat have dette ansvarsgrundlag, men i tilfælde af en overhængende fare for miljøskade eller en miljøskade i miljøansvarsdirektivets forstand vil det være direktivets ubetingede ansvar, der gælder, herunder med dets krav om afhjælpning af de skadede naturressourcer. Er der ikke tale om en overhængende fare for miljøskade eller en miljøskade, vil havmiljølovens almindelige regler, herunder § 44, fortsat gælde. Ansvaret efter § 44 indtræder kun, hvis påvirkningen er i strid med loven eller tilhørende bekendtgørelser eller er omfattet af § 58 (om ulykker m.v.).

For de forhold, der i dag ikke er underlagt et objektivt erstatningsansvar i havmiljøloven, fx faste stoffer i bulk (transport af lastede varer, der ikke er i container) indføres – i tilfælde af en miljøskade – det ubetingede ansvar i det omfang, som direktivet foreskriver, dvs. også pligt til at afhjælpe skaden.

Det ubetingede ansvar for miljøskader lempes dog i de tilfælde, hvor den ansvarlige kan godtgøre, at der er tale om en udtrykkelig tilladt udledning eller begivenhed og at den ansvarlige ikke har udvist uforsvarlig adfærd. Den ansvarlige har dog fortsat et ubetinget ansvar for miljøskader og overhængende fare for miljøskader, der ikke kan henføres til de anførte lempelsesgrunde, fx uheld.

For så vidt angår andre påvirkninger, f.eks. støj, vibrationer, invasive arter (medmindre disse kan kategoriseres som farligt/forurenende gods) og luftformige emissioner (der ikke dumper ned i havet), fastlægges et skyldbaseret ansvar i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b, som regulerer alle andre erhvervsmæssige aktiviteter end de, der er omfattet af bilag III. Dette ansvar gælder kun for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder.

Det ubetingede ansvar for aktiviteter, der er omfattet af direktivets bilag III, rækker ud til 12 sømil for så vidt angår skader på vandmiljøet. Det vil sige, at sker der en forureningshændelse uden for de 12 sømil (søterritoriet), der medfører en miljøskade på vandmiljøet inden for søterritoriet, så ifaldes det nævnte ansvar. Det ubetingede ansvar for aktiviteter, der er omfattet af direktivets bilag III for så vidt angår skader på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder, ifaldes, hvis der forårsages en miljøskade på et Natura-2000 område eller beskyttede arter, der befinder sig på søterritoriet eller i den eksklusive økonomiske zone.

Det skyldbaserede ansvar for alle andre erhvervsmæssige aktiviteter end bilag III-aktiviteter, der forårsager en miljøskade eller overhængende fare herfor på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder ifaldes, hvis der ved uforsvarlig adfærd forårsages en miljøskade på et Natura-2000 område eller beskyttede arter, der befinder sig på søterritoriet eller i den eksklusive økonomiske zone.

Miljøansvarsdirektivets operatørbegreb gennemføres som »den ansvarlige for driften« af et skib, luftfartøj, en platform eller en rørledning. Begrebet svarer til miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet, eller som, hvis dette fremgår af national lovgivning, har fået overdraget afgørende økonomisk beslutningsmyndighed med hensyn til den tekniske drift af aktiviteten, herunder indehaveren af en tilladelse til eller godkendelse af en sådan aktivitet eller den person, der registrerer eller anmelder en sådan aktivitet.

»Den ansvarlige for driften« antages for skibes vedkommende at være rederen, medmindre særlige forhold gør sig gældende. For platforme og rørledningers vedkommende er det normalt brugeren, hvilket er sammenfaldende med havmiljølovens anvendelse af samme begreb. Hvis flere kan anses for brugere efter havmiljøloven, må tvivlen afgøres i overensstemmelse med direktivets operatørbegreb.

Det foreslås desuden at udvide havmiljølovens anvendelsesområde, fordi miljøansvarsdirektivet også omfatter en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forvoldt ved forurening eller anden negativ påvirkning fra rørledninger.

Ændringen af anvendelsesområdet er endvidere nødvendig for at kunne overføre visse opretholdte miljø- og beredskabsbestemmelser vedrørende bl.a. rørledninger i lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg.

5.1.4. Vandforsyningsloven

Der gælder efter direktivet i udgangspunktet et ubetinget ansvar for vandindvinding. Vandindvinding er en aktivitet på direktivets bilag III i det omfang, der er tale om en erhvervsmæssig aktivitet.

Størstedelen af vandindvindingen (i hvert tilfælde målt i antal m3) i Danmark må antages at have karakter af erhvervsmæssig aktivitet i miljøansvarsdirektivets forstand, herunder også den offentlige, almene vandforsyning.

Der er ikke i den gældende vandforsyningslov hjemmel til at meddele påbud om afhjælpende foranstaltninger over for skader på naturressourcer, hvor skaden er opstået som følge af vandindvinding, men alene hjemmel til at påbyde, at ulovlige aktiviteter, f.eks. vandindvinding udover det tilladte, skal ophøre. Dette skal ses i sammenhæng med, at enhver vandindvinding medfører større eller mindre miljøpåvirkning. Alle indvindingstilladelser er derfor som udgangspunkt et udtryk for en afvejning af, hvor meget naturen og miljøet kan og skal tåle i forhold til behovet for vand.

Samtidig påhviler der en meget stor del af dem, der er ansvarlig for denne indvinding, en forsyningsforpligtelse. Kun meget få af indvinderne – der rækker fra det lille almene vandværk, over landbruget (markvanding) til den store isfabrik og de meget store almene vandforsyninger - vil i øvrigt have en tilstrækkelig viden til at kunne forudse og dermed undgå miljøskader som følge af en tilladt indvinding, idet en skade af en sådan intensitet typisk først vil vise sig lang tid efter, at indvindingen er foretaget.

På den baggrund gennemføres det ubetingede ansvar for erhvervsmæssig vandindvinding. Den vandindvinding, som det offentlige forestår, anses også for at være erhvervsmæssig. Ansvaret lempes dog efter direktivets artikel 8, stk. 4, litra a, således at der ikke vil være ansvar i de tilfælde, hvor den ansvarlige kan godtgøre, at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd, og at indvindingen er i overensstemmelse med en udtrykkelig tilladelse. En indvindingstilladelse vil typisk være tilstrækkelig præcis til at opfylde kravet til at være en udtrykkelig tilladelse i direktivets forstand. Den ansvarlige har dog fortsat et ubetinget ansvar for miljøskader og overhængende fare for miljøskader, der ikke kan henføres til de anførte lempelsesgrunde, f.eks. uheld.

Der er tale om en udvidelse af vandforsyningslovens område, som hidtil ikke har rummet bestemmelser om ansvar for (miljø)skader.

Herudover fastlægges i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b, et skyldbaseret ansvar for miljøskader eller overhængende fare for miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder, der forårsages ved uforsvarlig adfærd i forbindelse med udøvelse af andre erhvervsmæssige aktiviteter end vandindvinding, bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden, der er omfattet af loven.

Lovforslaget indeholder en række forpligtelser om anmeldelse, forebyggelse og afværgelse, som ifølge direktivet skal rettes mod »operatøren« - den ansvarlige for aktiviteten. I lovforslaget er den ansvarlige for aktiviteten ejeren af et vandindvindingsanlæg eller den ansvarlige for driften af indvindingen eller for bortledning af grundvand eller anden grundvandssænkning. .

5.1.5. Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug

Husdyrgodkendelseslovens regler om forurening er en videreførelse af de regler, der hidtil har været gældende for husdyrbrug efter miljøbeskyttelsesloven. Udgangspunktet er, at husdyrbrug er en forurenende virksomhed på lige fod med virksomheder omfattet af miljøbeskyttelsesloven.

Loven gælder alene for husdyrbrug, der er miljøgodkendt efter lovens kapitel 3. Husdyrbrug, der er miljøgodkendt efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, samt mindre husdyrbrug, som ikke skal miljøgodkendes efter lovens kapitel 3, er fortsat omfattet af miljøbeskyttelsesloven. De tilfælde, hvor eksisterende husdyrbrug udvides eller på anden måde ændres, eller hvis en eksisterende godkendelse skal revurderes, skal behandles efter reglerne i husdyrgodkendelsesloven, og disse brug bliver herefter omfattet af reglerne i denne lov.

Med lovforslaget foreslås der et ubetinget ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade (på både beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder, vand og jord), som er forårsaget af erhvervsmæssige aktiviteter i forbindelse med husdyrbrug. Husdyrbrug er i loven defineret som: ejendom, hvorpå der er et dyrehold af mere end 3 dyreenheder, dyreholdet med tilhørende stalde og lignende, gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg samt øvrig fast konstruktioner og tilhørende arealer.

Det ubetingede ansvar foreslås lempet herunder i de tilfælde, hvor den ansvarlige kan godtgøre, at forureningen er i overensstemmelse med en udtrykkelig tilladelse og den ansvarlige kan godtgøre, at den pågældende ikke har udvist uforsvarlig adfærd. Den ansvarlige har dog fortsat et ubetinget ansvar for miljøskader eller overhængende fare for miljøskader, der ikke kan henføres til de foreslåede lempelsesgrunde, f.eks. uheld. Om disse lempelser, se foran afsnit 4.6.

Der foreslås indført et ubetinget producent-/importøransvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, opstået ved erhvervsmæssig anvendelse af affald eller husdyrgødning til jordbrugsformål. Om producent/importøransvaret se foran afsnit 5.1.1.2.

5.1.6. Miljø- og genteknologiloven

Der gennemføres et ubetinget ansvar for fremstilling, håndtering, anvendelse mv. af genmodificerede organismer (GMO´er), idet sådanne aktiviteter er omfattet af miljøansvarsdirektivets bilag III, punkt 10 og 11.

Det ubetingede ansvar foreslås lempet som beskrevet i afsnit 4.6.

Der foreslås med lovforslaget desuden indført et ubetinget producent-/importøransvar for en en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, opstået i forbindelse med erhvervsmæssig anvendelse af GMO´er. Producenten eller importøren bærer det ubetingede ansvar, hvis miljøskaden eller den overhængende fare for en miljøskade er indtrådt som følge af udviklingsskader (skaden skyldes en aktivitet, som ikke ifølge den tekniske og videnskabelige viden på tidspunktet for aktiviteten ansås for at ville forårsage skade) eller som følge af en fejl i produktet. Hvis miljøskaden eller den overhængende fare herfor er indtrådt som følge af brugerens håndtering af produkterne i strid med forskrifterne, brugsvejledningen e. lign., bærer brugeren ansvaret. Brugeren skal for at undgå ansvaret kunne godtgøre, at produktet er håndteret i overensstemmelse med de fastsatte forskrifter m.v., og at denne ikke har udvist uforsvarlig adfærd.

Producent/importøransvaret indebærer dermed en lempelse af det i udgangspunktet ubetingede ansvar efter direktivet for brugeren.

Baggrunden for forslaget er, at forårsages der skader ved korrekt anvendelse af et produkt som følge af produktets egenskaber, bør ansvaret for en sådan skade bæres af producenten eller importøren. Det kan ramme den enkelte bruger uforholdsmæssigt hårdt, hvis brugeren – selvom anvendelsen beviseligt er sket efter forskrifterne for produktet – alligevel holdes ubetinget ansvarlig for skader, som produktet forårsager. De produkttyper, herunder de genmodificerede organismer, der er foreslået et producent/importør ansvar for, er karakteriseret ved, at de som led i deres anvendelse skal spredes i miljøet, modsat f.eks. industrikemikalier. Dette forhold øger brugerens »sårbarhed« overfor, at produkternes kvalitet er i orden og som forudsat ikke er skadelige for miljøet, når de anvendes forskriftsmæssigt. Viser det sig, at produktet faktisk er skadeligt, kan brugeren uforvarende komme til at forårsage ganske omfattende og vidt spredt skade på miljøet ved sin anvendelse af produktet. Her anses producenten eller importøren for at være den nærmeste til at bære ansvaret for, hvad denne sender på markedet.

Producentens eller importørens ubetingede ansvar er i denne sammenhæng en skærpelse af gældende ret. Der kan fremover gives et påbud direkte til producenten eller importøren om forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger i forhold til miljøskader eller overhængende fare herfor. Sådanne påbud gives efter miljøskadeloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 5.1.1.2. ovenfor.

5.1.7. Naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt- og vildtforvaltningsloven og Tøndermarskloven

Med lovforslaget gennemføres et skyldbaseret ansvar for miljøskader og overhængende fare for miljøskader på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder, der er forårsaget af alle andre erhvervsmæssige aktiviteter end dem, der er forurenende. Som eksempler på sådanne aktiviteter kan nævnes opdyrkning af vedvarende græsarealer i et internationalt naturbeskyttelsesområde, som indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på naturtypen eller på de beskyttede dyre- og plantearter, som området er udpeget for, eller (for hård) skovning, der skader beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder og redeplyndring.

Med lovforslaget ændres dermed reglerne om den ansvarlige og ansvarsgrundlaget i sager om miljøskade og overhængende fare for miljøskade i disse love på naturområdet. Efter de gældende bestemmelser påhviler det ejeren eller brugeren af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold. Dette gælder også i de situationer, hvor det ulovlige forhold er forårsaget af andre end ejer/bruger af ejendommen. I den forstand kan man tale om et ubetinget grundejeransvar for berigtigelse af ulovlige forhold. Forslaget vil i de situationer, hvor den ansvarlige for en overhængende fare for miljøskade eller en miljøskade (operatøren) er en anden end ejendommens ejer eller bruger, flytte ansvaret for at berigtige et ulovligt forhold, der skyldes uforsvarlig adfærd, fra grundejer/bruger til den ansvarlige efter direktivet – det vil sige den ansvarlige for driften af den pågældende aktivitet.

En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade efter disse love er alene en skade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder, og ansvaret er et almindeligt skyldbaseret ansvar. Det påhviler tilsynsmyndigheden at påvise, at miljøskaden eller den overhængende fare herfor er sket som følge af uforsvarlig adfærd fra den ansvarlige for driftens side.

5.1.8. Vandløbsloven

For miljøskade og overhængende fare herfor, der opstår i forbindelse med erhvervsmæssigt anlæg og erhvervsmæssig drift af opstemningsanlæg, som er omfattet af miljøansvarsdirektivets bilag III, pkt. 6, gennemføres direktivets ubetingede ansvar. Dette ansvar lempes i de tilfælde, hvor den ansvarlige for driften kan påvise, at der er tale om en påvirkning, der var udtrykkeligt tilladt, at den ansvarlige for driften har handlet inden for rammerne af den meddelte opstemningstilladelse, eller at skaden er forvoldt af tredjemand, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd fra dennes side. Den ansvarlige har dog fortsat et ubetinget ansvar for miljøskader og overhængende fare for miljøskader, der ikke kan henføres til de anførte lempelsesgrunde, f.eks. uheld. Skadesbegrebet omfatter udover skade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder tillige skade på vand og jord.

For størstedelen af de aktiviteter, der er omfattet af de gældende bestemmelser i vandløbsloven, er reglerne om den ansvarlige og ansvarsgrundlaget i sager om miljøskader og overhængende fare herfor som nævnt under punkt 5.1.7., jf. ovenfor. Som eksempel på en aktivitet, der pålægges det skyldbaserede ansvar i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b, kan nævnes for hård oprensning af et vandløb.

5.1.9. Råstofloven

For miljøskade og overhængende fare herfor, der opstår i forbindelse med erhvervsmæssig håndtering af indvindingsaffald, som er omfattet af miljøansvarsdirektivets bilag III, pkt. 13, gennemføres et ubetinget ansvar, som dog lempes i de tilfælde, hvor den ansvarlige for driften kan påvise, at der er tale om en udtrykkeligt tilladt påvirkning, at der er handlet inden for rammerne af den meddelte indvindingstilladelse, eller at skaden er forvoldt af tredjemand, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd. Den ansvarlige har dog fortsat et ubetinget ansvar for miljøskader og overhængende fare for miljøskader, der ikke kan henføres til de anførte lempelsesgrunde, f.eks. uheld. Skadesbegrebet omfatter udover skade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder tillige skade på vand og jord.

For størstedelen af de aktiviteter, der er omfattet af de gældende bestemmelser i råstofloven, er reglerne om den ansvarlige og ansvarsgrundlaget i sager om miljøskader og overhængende fare for miljøskade som nævnt under punkt 5.1.7., jf. ovenfor.

5.2. Konsekvensændringer i anden lovgivning

5.2.1. Søloven

Som udgangspunkt undtager miljøansvarsdirektivet hændelser og begivenheder, der er omfattet af en række internationale konventioner på havområdet, herunder 1992-ansvarskonventionen og 1992-fondskonventionen samt HNS – og Bunkerskonventionen med fremtidige ændringer. En forudsætning for denne undtagelse er imidlertid, at disse konventioner skal være trådt i kraft internationalt og i det pågældende medlemsland. 1992-ansvarskonventionen og 1992-fondskonventionen er trådt i kraft og er ratificeret af og gennemført i Danmark i sølovens kapitel 10 (§ 191 ff.) De materielle regler til gennemførelse af Bunkerskonventionen og HNS-konventionen er gennemført i sølovens kapitel 9 a og 11, men ikrafttrædelsen af disse regler afventer den danske ratifikation af de to konventioner, og at de træder i kraft internationalt. Bunkerskonventionens internationale ikrafttræden er nært forestående, idet konventionen træder i kraft den 21. november 2008. Den danske ratifikation af konventionen afventer blot det Europæiske Fællesskabs godkendelse i medfør af Parallelaftalen af 19. oktober 2005 mellem Danmark og Det Europæiske Fællesskab om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Tidspunktet for HNS-konventionens internationale ikrafttræden er fortsat ukendt.

Igennem en lang årrække har forureningsuheld med bunkersolie fra andre skibe end olielastskibe dog været omfattet af det objektive ansvar, der gælder ved forurening af tung eller svært nedbrydelig olie, der udflyder eller udtømmes fra olietanksskibe, jf. i dag sølovens § 191 sammenholdt med § 206.

For forureningsskader, der måtte være omfattet af miljøansvarsdirektivet, gælder, at så længe Bunkerskonventionen og HNS-konventionen ikke finder anvendelse skal miljøansvarsdirektivets regler gælde.

Som et konkret eksempel kan angives, at hvis der ved en kollision eller grundstødning med et ikke-tankskib sker en udflydning af bunkersolier og der sker en miljøskade i miljøansvarsdirektivets forstand, skal miljøansvarsdirektivets regler finde anvendelse for miljøskaden, herunder de særlige krav om afhjælpning. Visse skader påført af olietankskibe vil være omfattet af HNS-konventionen, i det omfang disse skader ikke falder ind under skadesbegrebet i 1992-ansvarskonventionen, idet HNS-konventionens skadesbegreb er bredere end 1992-ansvarskonventionens. Som eksempel kunne nævnes skader, der opstår i forbindelse med tankskibe med f.eks. let olie eller i forbindelse med eksplosioner, som forårsager en miljøskade i miljøansvarsdirektivets forstand. I den periode, hvor HNS-konventionen ikke er trådt i kraft, skal miljøansvarsdirektivets regler finde anvendelse for dette område.

Ændringen af sølovens § 206 skal sikre, at økonomi- og erhvervsministeren får en hjemmel til at udstede regler om anvendelsen af miljøansvarsdirektivets ansvarsregler set i forhold til sølovens ansvarsregler, således at miljøansvarsdirektivets ansvarsregler anvendes i de tilfælde, hvor udflydning eller udtømning af olie fra andre skibe end olielastskibe forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade i direktivets forstand.

Der indarbejdes på den baggrund en bemyndigelsesbestemmelse til økonomi- og erhvervsministeren i sølovens § 206, hvorefter ministeren kan udstede en bekendtgørelse, der bestemmer, at § 47 c i havmiljøloven, der gennemfører miljøansvarsdirektivets ansvarsregler, finder anvendelse i stedet for sølovens § 206, stk. 2, i tilfælde af miljøskade eller overhængende fare for miljøskade i direktivets forstand. Det er hensigten, at denne bekendtgørelse skal ophæves, når Bunkerskonventionens og HNS-konventionens regler om ansvar skal finde anvendelse. Dette er helt i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivet.

Retten til ansvarsbegrænsning efter konventionen om begrænsning af ansvaret for søretlige krav gælder også, hvor ansvaret afgøres efter direktivet, jf. sølovens § 206, stk. 5. Denne præcisering er også i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 3.

5.2.2. Lov om visse havanlæg

I forbindelse med ikrafttræden af lov nr. 1424 af 21. december 2005 om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter (offshoresikkerhedslov) sikredes det, at § 8, stk. 1-3, § 9, stk. 2, 4 og 5, §§ 12 og 13 og § 21, stk. 1, nr. 4 i lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg blev opretholdt for så vidt angår fare for forurening af havmiljøet. Dette fremgår af § 74, stk. 1, i offshoresikkerhedsloven.

Med lovforslagets ændring af havmiljøloven til at omfatte en række bestemmelser om miljø- og beredskabsforhold bliver de nævnte bestemmelser i havanlægsloven overflødige og foreslås derfor ophævet. Herefter vil lov om visse havanlæg være fuldstændig ophævet.

5.2.3 Fiskeriloven

Forslag til ændring af fiskeriloven er indeholdt i dette lovforslag og består i en bemyndigelse for fødevareministeren til at udfærdige de nødvendige regler om miljøskade eller overhængende fare herfor på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder i en bekendtgørelse. Reglerne agtes udarbejdet – med de nødvendige modifikationer – nogenlunde som de regler, der efter lovforslaget foreslås for ændring af naturbeskyttelsesloven. Dette indebærer bl.a. regler, der bemyndiger en myndighed under Miljøministeriet til – på baggrund af de oplysninger, der er tilvejebragt under Fødevareministeriets behandling af sagen - at træffe afgørelse om, hvorvidt en konstateret påvirkning af naturen eller miljøet er en miljøskade eller udgør en overhængende fare for en miljøskade, samt om, hvem der i givet fald er ansvarlig herfor. Der agtes indført klageadgang til Naturklagenævnet.

5.2.4 Havneloven og lov om kystbeskyttelse

Forslag til lov om ændring af havneloven og lov om kystbeskyttelse blev fremsat den 15. november 2006 (L 77) og vedtaget af Folketinget den 22. maj 2007, jf. lov nr. 548 af 6. juni 2007.

5.3. Forholdet til lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

Med lovforslaget nyaffattes og tilføjes en række oplysningspligter i visse af de love, som lovforslaget berører. Det bemærkes, at lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter finder anvendelse sideløbende med de i lovforslaget ændrede love, således at blandt andet § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor der foreligger en »konkret mistanke«.

I de tilfælde, hvor § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter finder anvendelse, vil oplysningspligterne ophøre med at gælde. Det vil være tilfældet, når myndigheden har en konkret mistanke om et strafbart forhold, også selv om forholdet endnu ikke er meldt til politiet, eller der ikke er truffet beslutning herom. Dette kan fx være tilfældet, hvor den tilsynsmyndighed, der har truffet afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, har en konkret mistanke om et strafbart forhold, men endnu ikke har overgivet sagen til politiet. Ovennævnte gælder dog ikke, hvis de pågældende oplysninger ikke kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Der henvises endvidere til Miljøstyrelsens vejledning nr. 7 om anvendelse af retssikkerhedsloven på miljøområdet.

Hvis myndigheden vurderer, at den er inden for § 10’s område, skal myndigheden vejlede den mistænkte om, at denne ikke er forpligtet til at afgive oplysninger.

I miljøbeskyttelsesloven indsættes med lovforslaget mulighed for påbud om tilvejebringelse af oplysninger, som har betydning for en vurdering af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, jf. lovforslagets § 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 e). Tilsvarende bestemmelse indsættes i jordforureningsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 3 (forslag til ny § 38 e), husdyrgodkendelsesloven, jf. lovforslagets § 5, nr. 3 (forslag til ny § 54 e) og lov om miljø og genteknologi, jf. lovforslagets § 6, nr. 2 (forslag til ny § 25 e).

I havmiljøloven indsættes med lovforslaget en bestemmelse om, at den ansvarlige for driften efter anmodning fra tilsynsmyndigheden skal give alle oplysninger til brug for vurderingen af, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller overhængende fare herfor, jf. lovforslagets § 3, nr. 8 (forslag til ny § 41 d).

Havmiljølovens § 39 foreslås samtidig ændret, så der gives miljøministeren hjemmel til bl.a. at udstede regler om indberetning og tilvejebringelse af oplysninger fra myndigheder og visse personer til brug for vurdering af forhold, der reguleres efter loven. I den forbindelse foreslås den gældende havmiljølovs § 38 om indberetningspligt ophævet, og hjemlen i 39 udnyttet til at udstede regler svarende til § 38 og miljøansvarsdirektivets indberetningsforpligtelser. § 38 fastslår, hvem der er ansvarlig for indberetning ved fx udtømning i strid med loven, force majeure-situationer, kollision, grundstødning, eller hvis der af andre grunde er fare for udtømning o.a. Efter bestemmelsen er personerne omfattet af indberetningspligten samtidig pålagt en oplysningspligt af hensyn til bekæmpelsesarbejdet.

Med den foreslåede ændring af vandforsyningslovens § 67 præciseres det, at der kan gives påbud efter bestemmelsen på ubetinget grundlag vedrørende alle de oplysninger, der har betydning for vandindvindingen, herunder også til vurderingen af, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade som følge af vandindvinding, bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden, samt at klarlægge årsagen til og virkningerne af en miljøskade, en mulig miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.

I lovene på naturområdet (dvs. naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt- og vildforvaltningsloven, Tøndermarskloven, vandløbsloven og råstofloven) indføres der mulighed for at meddele påbud om oplysninger, undersøgelser m.v. til bedømmelse af, om sagen er omfattet af miljøskadeloven, jf. bl.a. lovforslagets § 7, nr. 3 (forslag til ny § 77 c i naturbeskyttelsesloven).

På miljøbeskyttelseslovens område kan myndigheden selv fremskaffe oplysningerne på den ansvarliges regning efter miljøbeskyttelsesloven § 70 a og § 70 b, hvis den ansvarlige ikke frivilligt afgiver oplysningerne. På havmiljølovens område findes en tilsvarende hjemmel i havmiljølovens § 45 a, i vandforsyningsloven i § 65, stk. 5, og i husdyrgodkendelsesloven i §§ 50 og 51.

I lovgivningen på naturområdet og i lov om miljø- og genteknologi findes ikke en adgang til, at myndigheden kan fremskaffe oplysningerne på den ansvarliges regning svarende til miljøbeskyttelsesloven §§ 70 a og 70 b. Hvis påbud på naturområdet om at oplyse sagen ikke efterkommes på grund af, at der foreligger forhold omfattet af bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 10, må myndighederne selv skaffe sig oplysningerne. Det må antages, at det afgøres efter almindelige erstatningsretlige synspunkter, om myndigheden kan forlange omkostningerne hertil refunderet af den ansvarlige.

6. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Det antages, at der med gennemførelsen af miljøansvarsdirektivet ligger en ekstra opgave hos kommunerne med at screene påbudssager for, om der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, i alt i ca. 200 tilfælde om året. Det vurderes, at det vil være enkelt at træffe afgørelsen i det store flertal af sagerne.

Det reelle antal af sager, som ender med en afgørelse af, at der er tale om en miljøskade, vil skønsmæssigt udgøre ml. 5-15 sager årligt. Dette antal af sager dækker over såvel forureningsskader på land og på havet, skader som følge af anvendelse mv. af genmodificerede organismer, skader som følge af vandindvinding eller vandopdæmning og andre skader på beskyttede arter og naturtyper. Ikke alle miljøskader vil være forårsaget af aktiviteter, der er undergivet et kommunalt tilsyn.

I en overgangsperiode skal kommunalbestyrelserne (og regionsrådene, hvor de er tilsynsmyndighed) indhente en bindende udtalelse fra de statslige miljøcentre, inden de træffer afgørelse om, at der er tale om en miljøskade eller overhængende fare herfor. De statslige miljøcentre vil i denne forbindelse kunne bidrage med deres faglige ekspertise opnået i forbindelse med arbejdet med vand- og Natura 2000-planerne.

Der vil desuden blive udarbejdet en vejledning om arbejdet med skadesbegrebet, som vil foreligge ved lovforslagenes ikrafttræden. Foreligger der ikke en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, skal sagen behandles efter de øvrige bestemmelser i den relevante generelle lov, og afgørelsen om, at der ikke foreligger en miljøskade eller overhængende fare herfor vil således ligge implicit i sagens videre behandling efter den pågældende relevante generelle lov.

Desuden skønnes der at være et mindre tidsforbrug på at kommentere på de afgørelser om skader eller overhængende fare, der påklages. Det forventes, at ca. 10-20 % af afgørelserne vil blive påklaget. Det forhold, at afgørelserne efter dette forslag om, at der er tale om en miljøskade eller overhængende fare herfor først kan påklages i forbindelse med en klage af en afgørelse efter miljøskadeloven skønnes ikke at betyde noget for antallet af klager, eller omfanget af behovet for at kommentere dem.

Kommunerne vil dog i forhold hertil ikke længere skulle behandle de store komplicerede sager om forurening eller anden negativ påvirkning, idet de efter lovforslaget og forslaget til miljøskadeloven vil overgå til de statslige miljøcentre som miljøskader.

Lovforslaget forventes at medføre et svagt stigende antal påbudssager for tilsynsmyndighederne - primært kommunerne - på såvel miljø- som naturområdet pga. den udvidede mulighed for at udstede påbud på et ubetinget ansvarsgrundlag.

Samlet set skønnes dette at medføre en merudgift på 0,3 millioner kr. for kommunerne.

Regionsrådene skal vurdere, om overhængende fare eller skete forureninger i råstofgrave indebærer en overhængende fare for miljøskade eller en miljøskade i et begrænset antal tilfælde. Hertil kommer et begrænset tidsmæssigt merforbrug på at kommentere afgørelser om de pågældende skader, i det omfang disse påklages. Omvendt skal regionerne ikke forestå den videre sagsbehandling af en sag, efter der er truffet afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade eller en miljøskade, idet disse behandles af miljøministeren efter miljøskadeloven. Det skønnes umiddelbart, at udgifter og besparelser for regionsrådene i denne sammenhæng stort set vil udligne hinanden.

På det statslige niveau forventes lovforslaget generelt at medføre lidt flere klagesager pga. den udvidede klageadgang i lovforslaget, herunder muligheden for at klage til Miljøklagenævnet og Naturklagenævnet over manglende behandling af en sag som en sag om en miljøskade.

I forhold til havmiljøloven vil der i et begrænset omfang være meromkostninger for de statslige miljøcentre under Miljøministeriet i forbindelse med håndtering af relevante indberetninger fra Forsvarsministeriet om olie- og kemikalieforurening af havet afhængig af den nærmere aftale om indberetningernes form og indhold samt sagsbehandlingsomkostninger i forbindelse hermed.

7. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

For andre landbaserede forureninger end forureninger, omfattet af jordforureningsloven, sker der en skærpelse af ansvarsgrundlaget (ubetinget ansvar). Dermed øges forurenerens umiddelbare handlepligter og muligheden for at udstede påbud om afhjælpning til forurenere i de få tilfælde, hvor der opstår en miljøskade eller fare herfor, som ikke er omfattet af jordforureningsloven. Afhjælpningskravene er ligeledes øgede i forhold til gældende ret, når der er tale om miljøskader eller fare herfor.

På havmiljølovens område vurderes omkostningerne ved afværgeforpligtelsen efter de foreslåede regler og påbud om undersøgelser at kunne blive noget større end efter de nugældende regler, idet kravene til afværgeforanstaltninger og undersøgelser især for så vidt angår miljøskader og overhængende fare for miljøskader på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder er mere vidtgående.

På vandforsyningslovens område foreslås ansvarsgrundlaget lempet således, at enhver erhvervsmæssig eller offentlig indvinding, bortledning eller anden sænkning af grundvandsstanden, som foretages i overensstemmelse med en udtrykkelig tilladelse, ikke medfører et ubetinget ansvar. For at pådrage sig et ansvar for at bære omkostninger til forebyggelse og afhjælpning af en miljøskade i et sådant tilfælde, skal der udvises uforsvarlig adfærd. Det forudses på den baggrund derfor ikke, at lovforslaget medfører store økonomiske konsekvenser.

På vandløbslovens og råstoflovens område foreslås ansvarsgrundlaget lempet således, at enhver erhvervsmæssig anlæggelse og drift af opstemningsanlæg hhv. håndtering af indvindingsaffald, som foretages i overensstemmelse med en udtrykkelig tilladelse, ikke medfører et ubetinget ansvar. For at pådrage sig et ansvar for at bære omkostninger til forebyggelse og afhjælpning af en miljøskade i et sådant tilfælde, skal der udvises uforsvarlig adfærd. Det forudses derfor, at lovforslaget ikke har nævneværdige økonomiske konsekvenser.

På naturområdet i øvrigt, dvs. naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt- og vildtforvaltningsloven og Tøndermarskloven, forudsætter ansvar for miljøskade, at der udvises uforsvarlig adfærd. Det forudses derfor, at lovforslaget ikke har nævneværdige økonomiske konsekvenser. Det samme gælder for fiskeriloven.

Producenterne/importørerne vil på udvalgte områder blive pålagt omkostningerne til undersøgelser og afhjælpende foranstaltninger, såfremt der er tale om en miljøskade, hvor ansvaret fordeles mellem brugere og producenter/importører. Samlet set vil der dog ikke være tale om større omkostninger, men en anden fordeling, idet de erhvervsmæssige og offentlige brugere tidligere har afholdt disse omkostninger.

Herudover vil erhvervslivet have udgifter til ændring af eventuelle (frivillige) forsikringer eller lignende ordninger.

De administrative konsekvenser for erhvervslivet af lovforslaget består i en omstillingsbyrde som følge af behovet for at sætte sig ind i dette nye regelsæt og vurdere behovet for omlægning af eventuelle frivillige forsikringer.

Producent-/importøransvaret vil kunne håndhæves over for danske producenter, mens det som udgangspunkt ikke er tilfældet i forhold til udenlandske producenter, som ikke har adresse i Danmark. I de situationer, hvor der er tale om en udenlandsk bosiddende producent, vil denne forskel i producentens ansvar alt efter om denne har adresse i Danmark eller i udlandet, forventes at blive udlignet, idet den danske importør, som i første omgang ifalder producent/importøransvaret, hvis der er tale om en producent med adresse i udlandet, vil kunne sikre sig over for denne udenlandsk bosiddende producent enten ved kontraktindgåelsen eller efterfølgende tage civilretlige skridt mod denne.

Samlet set vurderes lovforslaget at medføre begrænsede økonomiske konsekvenser for danske virksomheder. Denne vurdering bygger foruden ovennævnte gennemgang af økonomiske og administrative konsekvenser på en forventning om et begrænset antal sager med reelle miljøskader, samt at implementering af miljøansvarsdirektivet forventes at være neutralt over for virksomhedernes konkurrenceevne i EU.

8. De miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget sammen med lov om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (miljøskadeloven) vurderes at få positiv effekt på beskyttelsesniveauet i Danmark.

Lovforslaget vil få en betydelig generelt præventiv effekt, idet lovforslaget forventes at øge virksomhedernes incitamenter til forebyggelse. Det vil i sidste ende kunne forhindre eller begrænse tab af naturressourcer.

Ændringerne i søloven og ophævelsen af de tilbageværende bestemmelser i lov om visse havanlæg indeholder ikke herudover miljømæssige konsekvenser.

9. Administrative konsekvenser for borgerne

Der er ingen administrative konsekvenser for borgere.

10. Forholdet til EU-retten

Formålet med lovforslaget er at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (miljøansvarsdirektivet), (EF-Tidende, nr. L 143 af 30/04/2004 s. 0056 - 0075), inklusive dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF (EU-Tidende 2006, nr. L 102, s. 15-33).

Miljøansvarsdirektivet skaber en fælles ramme for forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, herunder særligt i forhold til Rådets direktiv 79/409/EØF af 2.april 1979 om beskyttelse af vilde fugle, Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper og vilde dyr og planter og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger.

Lovforslaget, herunder reglerne om fastlæggelse af et producent/importør ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på udvalgte områder berører ikke Rådets direktiv 85/347/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (produktansvarsdirektivet), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/34.

Efter produktansvarsdirektivet pålægges producenten et objektivt ansvar for skade, der forårsages ved en defekt ved hans produkt. Ved skade forstås efter direktivet personskade samt tingsskade, hvis den beskadigede genstand er beregnet til ikke-erhvervsmæssig benyttelse. Det er en betingelse, at produktet, som forårsager skaden, er produceret eller sat i omsætning af producenten.

Producentansvaret, som pålægges efter dette lovforslag på udvalgte områder, er et ubetinget ansvar for fejl ved produktet for så vidt angår erhvervsmæssig anvendelse af husdyrgødning og anvendelse af affaldsstoffer til jordbrugsmæssigt formål og et ubetinget ansvar for fejl ved produktet og udviklingsskader for så vidt angår erhvervsmæssig anvendelse af pesticider, biocider, handelsgødning og genmodificerede organismer. Producentansvaret meddeles på baggrund af et offentligretligt påbud og pålægger producenten (eller importøren) at forebygge en overhængende fare for en skade eller afhjælpe en allerede indtrådt skade, der er forvoldt i forbindelse med brugerens forskriftsmæssige og erhvervsmæssige anvendelse af de nævnte produkter, som beskrevet ovenfor. De afhjælpende foranstaltninger over for indtrådte skader på jord, vandmiljøet eller beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder kan alene bestå i miljøforbedringer og ikke i en økonomisk kompensation over for borgerne. Lovforslaget medfører således ikke en adgang til at kræve dækning for skade, som er omfattet af bestemmelserne i produktansvarsdirektivet.

Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter er markedsføringsdirektiver. De indeholder harmoniserede krav til producenter og myndigheder om vurdering og godkendelse af konkrete produkter som betingelse for, at produkterne kan markedsføres og anvendes i EU. Rådets direktiv 86/278/EØF af 12. juni 1986 om beskyttelse af miljøet, navnlig jorden, i forbindelse med anvendelse i landbruget af slam fra rensningsanlæg fastsætter regler for anvendelse i landbruget af slam fra rensningsanlæg, herunder regler om hvilke oplysninger, som producenter af slam fra rensningsanlæg skal meddele brugerne. Rådets direktiv 90/219/EØF af 23. april 1990 om indesluttet anvendelse af genetisk modificerede organismer indeholder regler om indesluttet anvendelse af disse organismer med henblik på beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet, herunder regler om godkendelse af indesluttet anvendelse. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og om ophævelse af Rådets direktiv 90/220/EØF indeholder regler om udsætning i miljøet af genmodificerede organismer og markedsføring af genmodificerede organismer, der udgør eller indgår i produkter, herunder regler om godkendelse af udsætning og markedsføring. Direktiverne vedrører således ikke regulering af spørgsmål om ansvar for forebyggelse af overhængende fare for eller afhjælpning af miljøskader, der hidrører fra produkterne. Direktiverne er dermed ikke til hinder for forslaget om at fordele ansvaret for afhjælpning m.v. af miljøskader efter miljøansvarsdirektivet mellem brugeren og producenten af biocider, pesticider og slam.

Der henvises til afsnit 4.7, 5.1.1.2 og 5.1.8 ovenfor, hvor der redegøres nærmere for baggrunden for og omfanget af producent/importør ansvaret ifølge dette lovforslag.

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Sammen med forslaget til en ny miljøskadelov har lovforslaget været sendt i høring til:

Advokatrådet, Affald Danmark, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Akademikernes Centraladministration, Akademirådet, Altinex Oil, Amternes Vadehavssamarbejde, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdstilsynet, Asfaltindustrien, Batteriforeningen, Benzinforhandlernes Fælles Repræsentation, Beredskabsstyrelsen, Beskæftigelsesministeriet, Bilfærgernes Rederiforening, Biologforbundet, Boligselskabernes Landsforening, Branchearbejdsmiljørådet Jord til Bord, Brancheforeningen SPT, Brancheforeningen for Genanvendelse af Organiske Restprodukter til Jordbrugsformål, Bryggeriforeningen, Byggesocietet, Campingrådet, Centralforeningen af autoreparatører i Danmark, Centralorganisationen af industriansatte i Danmark CO-industri, CO-industri, Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering, Coop Danmark, DAKOFA (Dansk Komité for Affald) Danmarks Apotekerforening, Danmarks Cykle Union, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks Idrætsforbund, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Statistik, Danmarks Turistråd, Danmarks Vindmølleforening, Danish Cable Protection Company, Dansk Akustisk Selskab, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk Akvakultur, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Autogenbrug, Dansk Botanisk Forening, Dansk Byggeri, Dansk Byplanlaboratorium, Dansk Cyklistforbund, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Energi Brancheforening, Dansk Entomologisk Forening, Dansk ErhvervsFremme, Dansk Fritidsfiskerforbund, Dansk Fritidsfiskeriforbund, Dansk Galvanisør Union, Dansk Gartneri, Dansk Gasteknisk Center, Dansk Handel og Service (DHS), Dansk Industri, Dansk Kano og Kajak Forbund, Dansk Land- og Strandjagt, Dansk Landbrug, Dansk Metal, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Pelsdyravlerforening, Dansk Planteværn, Dansk Rideforbund, Dansk Sejlunion, Dansk Skovforening, Dansk Skytte Union, Dansk Sportsdykkerforbund, Dansk Standard, Dansk Textil og Beklædning, Dansk Transport og Logistik, Dansk Vandrelaug, Danske Fjernvarmeværkers forening, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Danske Havne, Danske Landskabsarkitekter, Danske Læskedrikfabrikanter, Danske Maritime, Danske Mejeriers Fællesorganisation, Danske Regioner, DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening), DASU (Dansk Automobil Sports Union), DBL (Institute for Health Research and Development), De Danske Skytteforeninger, De Samvirkende Købmænd, DELTA, Den Danske Dyrlægeforening, Den danske Landinspektørforening, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, Det Norske Veritas, DNV, Det Økologiske Råd, Det Økologiske Råd & Selskab, Direktoratet for FødevareErhverv, DONG, DTC, Dyrenes Beskyttelse, Erhvervs- og Boligstyrelsen, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Elfor, Elsam, Emballageindustrien, Embedslægeforeningen, Energi E2, ENERGINET.DK, Energistyrelsen, Entomologisk Fagudvalg, Eurofins, Farvandsvæsenet, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Finansministeriet, Finansrådet, FMK-sekretariatet, Forbrugerrådet, Forbrugerstyrelsen, FORCE Technology, Foreningen af Amternes Tekniske Chefer (FATCH), Foreningen af Bioteknologiske Industrier i Danmark, Foreningen af Byplanlæggere (FAB), Foreningen af danske biologer, Foreningen af Danske Brøndborere, Foreningen af Danske Grus- og Stenindustrier, Foreningen af Danske Jordbrugskalkværker, Foreningen af Danske Kraftvarmeværker, Foreningen af Danske Privathavne, Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (Flid), Foreningen af Miljøakkrediterede Miljøcertifikatorer, Foreningen af miljømedarbejdere i kommunerne, Foreningen af Naturfredningsformænd i Danmark, Foreningen af politimestre i Danmark, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af Vandværker i Danmark, Foreningen Bæredygtige Byer og Bygninger, Foreningen for Danmarks Fiskemel og Fiskeolieindustri, Foreningen for danske ral- og sandsugere, Foreningen Regnskovsgruppen Nepenthes, Forsikring & Pension, Forsvarskommandoen, Forsvarsministeriet, Forsvarets Bygningstjeneste, Forskningscenter Skov og Land, Freja Ejendomme A/S, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Fødevarestyrelsen, Genanvendelse af Organiske Restprodukter til Jordbrugsformål (BGORJ), Genvindingsindustrien, GEUS, Grafisk arbejdsgiverforening, Green Network, Greenpeace Danmark, GrænseRegion Syd, Grøn Livsstil, Grønne Familier, GTS (Godkendt Teknologisk Service), Hjortespring Miljø, HORESTA, Hess Denmark ApS, HTS-A Arbejdsgiver- og Erhvervsorganisationen, HTSI Erhvervsorganisationen, HUR, Håndværksrådet, IMOKA, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Ingeniørforeningen i Danmark, International Transport Danmark, Jordbrugets Bedriftssundhedstjeneste, Justitsministeriet, Kalk- og Teglværksforeningen, Kirkeministeriet, KL, Kolonihaveforbundet, Kommunale Tjenestemænd og overenskomstansatte (KTO), Kommunekemi, Konkurrencestyrelsen, Kort- og Matrikelstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Kulturministeriet, Kyst, Land & Fjord, Kystdirektoratet, Københavns Havn, Landbrugets Rådgivningscenter, Landbrugsrådet, Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen af Landsbysamfund, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, Landsforeningen Levende Hav, Landsforeningen Praktisk Økologi, , LO (Landsorganisationen i Danmark), Lægemiddelindustriforeningen, Metal Søfart, Maskinmestrenes Forening, Mejeriforeningen, Miljøcenter Fyn/Trekantsområdet, Miljøcenter Horsens, Miljøcenter Nordjylland, Miljøcenter Vendsyssel, Miljøcenter Vest, Miljøcenter Vestjylland, Miljøcenter Viborg, Miljøcenter Østjylland, Miljøklagenævnet, Miljølaboratoriet Storkøbenhavn, Miljøsamarbejde mellem Ærøskøbing og Marstal Kommuner, Miljøsamarbejde Sønderjylland Nord, Miljøsamarbejde Vest, Miljøsamarbejdet i Frederiksborg Amt – Midt, Miljøsamarbejdet i Frederiksborg Amt – Vest, Miljøsamarbejdet i Frederiksborg Amt – Øst, Miljøsamarbejdet mellem Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Søllerød Kommuner, Miljøsamarbejdet Trekant-Vest, MINA (Miljø- og Naturmedarbejdere i Amterne), Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling, MKL Sammenslutningen, Mærsk Olie & Gas A/S, Natur og Ungdom, Naturklagenævnet, NOAH, Nordisk konservatorforbund, Novo Nordisk, NSOC Danmark, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Organisationen Danske Museer, Parcelhusejernes Landsorganisation, Plantedirektoratet, Plastindustrien i Danmark, Rederiforeningen af 1895, Rederiet A. P. Møller, Realkreditrådet, Rederiforeningen for mindre skibe, RenoSam, Returbat, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, ROVESTA Miljø, RUC (Roskilde Universitetscenter), Rådet for Større Badesikkerhed, Sammenslutningen af Danske Småøer, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Samvirkende Danske Turistforeninger, SBS Byfornyelse s.m.b.a., Skatteministeriet, Skov & Landskab, Skovdyrkerne, SMOK (Sønderjyllands Modtageordning for Olie og Kemikalieaffald), Spildevandsteknisk Forening, Stats og Kommunalt Ansattes Forhandlingsfællesskab (SKAF), Statsansattes Kartel, Statsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Sydjysk Miljøfællesskab, Søfartens Ledere – Dansk Navigatørforening, Søfartsstyrelsen, Sønderborg Områdets Miljøcenter, Teknologirådet, Teknologisk Institut, ToldSkat, Transport- og Energiministeriet, Udenrigsministeriet, Undervisningsministeriet, Uniscrap, VEMS (VestEgnensMiljøSamarbejder), Verdensnaturfonden, Vestsønderjyllands Miljøsamarbejde, Økologisk Landsforening, Økonomi- og Erhvervsministeriet, 3F (Fagligt Fælles Forbund), 92-gruppen for bæredygtig udvikling.

12. Sammenfattende skema

 
Positive
Konsekvenser/mindreudgifter
Negative
konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Kommuner og regioner: Ingen
Staten: Ingen
Kommuner og regioner: Ingen
Staten: Meget begrænsede
Administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Kommuner:
Regioner: Ingen
Staten: Ingen
Kommuner: 0,3
Regioner: Ingen
Staten: Begrænsede
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Begrænsede
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Meget begrænsede
Miljømæssige konsekvenser
Ja
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Formålet med lovforslaget er at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (miljøansvarsdirektivet), (EF-Tidende, nr. L 143 af 30/04/2004 s. 0056 - 0075), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF (EU-Tidende 2006, nr. L 102, side 15).

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

(Lov om miljøbeskyttelse)

Til nr. 1

I noten til lovens titel indsættes en tilføjelse til note 1 vedrørende implementeringen af miljøansvarsdirektivet.

Til nr. 2

Der gælder en pligt til at anmelde forureninger, som hidrører fra forhold eller indretninger, som man er ansvarlig for, jf. den foreslåede nye affattelse af § 71, stk. 1. For at undgå, at flere bestemmelser fastlægger samme pligt, ophæves denne del af § 21. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til nr. 4 vedrørende § 71.

Til nr. 3

Tilføjelsen i § 64 b er indsat således, at der fastlægges et hæftelsesansvar for eventuelle krav på erstatning som følge af skader på ejendom, der opstår på grund af gennemførelse af foranstaltninger. Hermed kan ejeren eller brugeren af ejendommen gøre et erstatningskrav gældende over for miljømyndigheden, når der ikke kan opnås enighed om erstatningsfastsættelse, eller når skadevolderen ikke kan dække erstatningskravet.

Til nr. 4

Den foreslåede nye affattelse af § 71 er til dels en følge af miljøansvarsdirektivet, men indebærer derudover en vis, men i praksis meget begrænset, udvidelse af anmeldepligten samt en lovfæstelse af den hidtidigt forudsatte pligt til i tilfælde af væsentlig forurening eller overhængende fare for væsentlig forurening straks at forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v. eller afværge faren for forurening.

Til stk. 1:

Den foreslåede nye affattelse af § 71 vil indeholde en pligt til at anmelde, som hidtil har fulgt af bestemmelsen i den gældende miljøbeskyttelseslovs § 21, 1. led. Denne bestemmelse er foreslået ophævet, jf. ovenfor under bemærkningerne til nr. 2 vedrørende § 21.

Hidtil har der i medfør af § 21, 1. led, været en anmeldepligt for alle, der forårsagede en jordforurening – men ikke andre forureninger, og i medfør af § 71 en anmeldepligt ved overhængende fare for væsentlig forurening eller væsentlig forurening, uanset om forureningen var en jordforurening eller ej, men alene hvis forureningen eller den overhængende fare for forurening skyldes driftsforstyrrelser eller uheld.

Forslagets stk. 1 fastlægger en pligt til at anmelde i alle tilfælde, hvor der opstår overhængende fare for væsentlig forurening eller væsentlig forurening, herunder overhængende fare for en miljøskade eller en miljøskade.

Det findes mest hensigtsmæssigt at udvide anmeldepligten, så den gælder for alle tilfælde af væsentlig forurening og overhængende fare for væsentlig forurening. Dermed behøver anmelderen ikke i situationen at overveje, hvorvidt der nu er anmeldepligt eller ej. Det bemærkes i den sammenhæng, at de hidtidige reglers sondring mellem typer af forurening, og hvorledes en forurening eller en overhængende fare for en forurening er opstået, næppe har haft afgørende betydning for anmeldelse af forurening og overhængende fare for forurening i praksis.

Forhold og indretninger, som nævnt i bestemmelsen, skal således forstås som omfattende ethvert forhold eller indretning, som kan give anledning til forurening. Bestemmelsen gælder således såvel i forhold til erhvervsmæssig og offentlig virksomhed, anlæg m.v. som i forhold til aktiviteter og anlæg, der er helt private, f.eks. forhold som vedrører private boliger.

Pligten til at anmelde en forurening eller en overhængende fare for en forurening er ubetinget og påhviler den, der er ansvarlig for den indretning, det anlæg, den aktivitet m.v. som forureningsfaren eller forureningen hidrører fra, uanset hvordan forureningsfaren eller forureningen er opstået eller sket. Pligten gælder således også, hvor faren eller forureningen er forårsaget af en tredjemand f.eks. ved hærværk mod en olie- eller kemikalietank eller er en følge af force majeure-lignende forhold som f.eks. et meget voldsomt stormvejr.

I forhold til den gældende § 71, stk. 1, foreslås væsentlighedsbegrebet ikke ændret. Udgangspunktet i forhold til vurderingen af, om der er tale om væsentlig forurening er som hovedregel, at forureningen ikke vil blive anset som væsentlig, hvis den er i overensstemmelse med foreliggende emissionsnormer, og der i øvrigt ikke er grund til at formode, at denne tilladte forurening giver anledning til ikke forudsete problemer.

Det følger af bestemmelsen, at anmeldepligten ikke alene indebærer en pligt til at underrette tilsynsmyndigheden om, at der er opstået en overhængende fare for en forurening eller er sket en forurening, men også en pligt til at give tilsynsmyndigheden alle relevante oplysninger om den opståede situation, sådan at tilsynsmyndigheden hurtigt kan danne sig et indtryk af situationen, herunder situationens alvor. De oplysninger, der er pligt til at give, omfatter de oplysninger anmelderen allerede råder over, og ikke oplysninger, der kun kan tilvejebringes efter forudgående udgiftskrævende undersøgelser m.v.

Denne pligt til at give alle relevante oplysninger om en opstået overhængende fare for forurening eller en sket forurening fremgår ikke udtrykkeligt af de hidtil gældende regler om anmeldelse i lovens § 21 og 71, stk. 1. En anmeldelse forudsætter imidlertid i sig selv, at der gives et vis minimum af relevante oplysninger for overhovedet at kunne karakteriseres som en anmeldelse. Dertil kommer, at det følger af den hidtil gældende bestemmelse i lovens § 72, stk. 1, 1. pkt., at den, der er ansvarlig for virksomhed, der kan give anledning til forurening, efter tilsynsmyndighedens anmodning skal give alle oplysninger, som har betydning for vurderingen af forureningen og for eventuelle forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger.

Pligten til at anmelde forureningen eller den overhængende fare for forurening til tilsynsmyndigheden gælder som hidtil, uanset om faren afværges, eller der straks sker en fuldstændig oprensning efter forureningen, da myndigheden skal have mulighed for at vurdere, om forureningen eller den overhængende fare for en forurening indebærer, at anlæg, arbejdsprocesser m.v. bør ændres for at undgå nye tilfælde af forurening eller overhængende fare for forurening.

Det følger endvidere af miljøansvarsdirektivet, at alle miljøskader og overhængende fare for miljøskader skal anmeldes. I de situationer, hvor en overhængende fare for en forurening er opstået eller en forurening sket, er der sjældent grundlag eller mulighed for at vurdere, hvorvidt den overhængende fare for en forurening eller forureningen indebærer eller ville kunne indebære en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Der er derfor med den foreslåede bestemmelse indført en anmeldepligt ved al væsentlig forurening eller overhængende fare for forurening, herunder miljøskade, således at en sådan vurdering ikke vil være nødvendig på det tidspunkt, hvor der skal anmeldes.

Med den foreslåede udformning af anmeldepligten sikres hermed tillige gennemførelsen af miljøansvarsdirektivets art. 5, stk. 2, og art. 6, stk. 1.

Til stk. 2:

Den foreslåede bestemmelse pålægger den ansvarlige for det forhold eller den indretning, der har givet anledning til forurening eller overhængende fare for forurening en pligt til at afværge den overhængende fare henholdsvis forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v.

Forhold og indretninger, som nævnt i bestemmelsen, skal forstås som beskrevet i bemærkningerne til stk. 1.

Pligten gælder i forhold til al overhængende fare for forurening og pågående udledning af forurenende stoffer, forudsat væsentlighedskriteriet er opfyldt, se herom bemærkningerne til stk. 1.

Pligten til at afværge en overhængende fare for en forurening henholdsvis forhindre yderligere forurening er ubetinget og påhviler den, der er ansvarlig for den indretning, det anlæg, den aktivitet m.v., som forureningen eller forureningsfaren hidrører fra, uanset hvordan forureningen eller faren er opstået eller sket. Pligten gælder således også, hvor faren eller forureningen er forårsaget af en tredjemand (der ikke selv griber ind) eller er en følge af force majeure-lignende forhold, som f.eks. et meget voldsomt stormvejr.

Pligten efter stk. 2 til at afværge en overhængende fare for en forurening henholdsvis forhindre at yderligere forurening tilføres miljøet, er begrænset, således at den alene indebærer en forpligtelse til at gøre, hvad der er øjeblikkeligt påkrævet, og samtidigt umiddelbart er praktisk muligt i forhold til at afværge faren eller forhindre yderligere forurening.

Som et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde kan peges på den situation, hvor en olietank er væltet eller er ved at vælte, sådan at olie kan løbe ud af tanken. Den ansvarlige for olietanken vil i det tilfælde have pligt til at rejse tanken op eller forhindre, at tanken vælter. Et tilsvarende eksempel er, hvor et rør springer læk. Den ansvarlige for røret har i den situation pligt til straks at søge lækagen tætnet eller få stillet en beholder under lækagen.

Er yderligere foranstaltninger/tiltag nødvendige for at forebygge forurening eller yderligere forurening må tilsynsmyndigheden meddele påbud herom efter de gældende påbudsregler i denne lov (miljøbeskyttelsesloven) og i jordforureningsloven, medmindre forureningen indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, da der i sådanne tilfælde fremover vil gælde særlige vidtgående handleforpligtelser, jf. den foreslåede § 73 c. Det samme gælder i øvrigt i forhold til at afhjælpe en sket forurening, hvor en øjeblikkelig indsats kan være påkrævet for f.eks. at undgå, at forureningen spreder sig og forværrer påvirkningen af omgivelserne væsentligt. Det bemærkes i den sammenhæng, at sådanne påbud om forebyggelse eller afhjælpning af forurening kan meddeles som såkaldte straks-påbud, hvor dette er nødvendigt af hensyn til miljøet, f.eks. for at forhindre yderligere spredning af forurening i sårbare omgivelser. At påbuddene meddeles som straks-påbud indebærer, at de meddeles uden forudgående varsel, og at klage over påbuddene ikke tillægges opsættende virkning.

En pligt til at afværge overhængende fare for væsentlig forurening og forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v. har hidtil været forudsat i miljøbeskyttelseslovens § 71, stk. 2, og må da også antages at have fulgt af lovens forbud mod forurening af vand, jord og undergrund sammenholdt med kravet om genopretning af ulovlige forhold, jf. lovens hidtidige § 69, stk. 1, nr. 2. Det skal dog bemærkes, at en undladelse af at afværge som forudsat i den gældende bestemmelse i lovens § 71, stk. 2, ikke er strafbar, hvilket vil være tilfældet i forhold til den foreslåede § 71, stk. 2, jf. den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 12 (om § 110, stk. 1, nr. 17).

Til nr. 5

Der foreslås et nyt kapitel i miljøbeskyttelsesloven, kapitel 9 a.

Kapitlet indeholder de særlige bestemmelser, der skal gælde, når en forurening, som ikke er en jordforurening, indebærer eller kan indebære en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Bestemmelserne definerer en miljøskade, overhængende fare for en miljøskade samt, hvem der kan anses som ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Derudover indeholder kapitlet bestemmelser om oplysnings- og undersøgelsespligt, iværksættelse af forebyggende og skadesbegrænsende foranstaltninger samt tilsynsmyndighedens pligt til at vurdere og afgøre, om en forurening indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Tilsvarende bestemmelser som de foreslåede bestemmelser om en miljøskade og en overhængende fare for en miljøskade i kapitel 9 a findes i de øvrige love på natur- og miljøområdet, herunder jordforureningsloven, som er omfattet af dette lovforslag.

Bestemmelserne i kapitel 9 a og de tilsvarende bestemmelser i de øvrige love på natur- og miljøområdet skal som beskrevet i de almindelige bemærkninger sikre, at alle de negative påvirkninger af natur og miljø, som indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, identificeres og behandles i overensstemmelse med de særlige krav til sagernes behandling, som følger af miljøansvarsdirektivet. Dvs. indebærer forureningen en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, behandles denne efter miljøskadeloven. Indebærer forureningen ikke en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, anvendes de hidtil gældende regler.

Til § 73 a

§ 73 a fastlægger hvad der skal forstås ved en miljøskade og en overhængende fare for en miljøskade. Der henvises til forslag til miljøskadelovens §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Til § 73 b

Det foreslås, at de danske miljøansvarsregler i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, alene skal gælde for en miljøskade og en overhængende fare for en miljøskade forvoldt ved erhvervsmæssige aktiviteter. En erhvervsmæssig aktivitet skal forstås som defineret i miljøskadelovens § 5, stk. 2. Som redegjort for i bemærkningerne til denne bestemmelse omfatter disse erhvervsmæssige aktiviteter alle private erhvervsmæssige aktiviteter og de offentlige aktiviteter, der kan sidestilles hermed. Aktiviteter, der er led i det offentliges myndighedsudøvelse er således ikke omfattet. Lidt firkantet kan det beskrives således, at de erhvervsmæssige aktiviteter, der er omfattet af denne bestemmelse, udgør en meget stor delmængde af de aktiviteter m.v., der drives i erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed.

Ansvaret for forureninger, der hidrører fra erhvervsmæssige aktiviteter og som indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, er efter forslaget ubetinget, og påhviler den ansvarlige for driften af den erhvervsmæssige aktivitet i lighed med hvad der gælder for ansvaret efter jordforureningsloven for så vidt angår jordforureninger, der er forårsaget ved virksomhed, der drives i offentligt eller erhvervsmæssigt øjemed.

Begrebet »den ansvarlige for driften«, jf. stk. 1, svarer til miljøansvarsdirektivets definition i artikel 2, stk. 6, af »operatør«, som er den fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet. Det er ikke indeholdt i bestemmelsens formulering, at der skal gennemføres ansvarsgennembrud.

Udgangspunktet er således, at den ansvarlige for driften anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, jf. stk. 2. Der gælder således et ubetinget ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, der er forårsaget ved forureninger, der hidrører fra driften af den erhvervsmæssige aktivitet.

Dette udgangspunkt er dog fraveget i sager om miljøskader eller overhængende fare for miljøskader som følge af anvendelse af gødning og affaldsstoffer til jordbrugsformål og anvendelse af pesticider og biocider, hvor ansvaret for en miljøskade og en overhængende fare for en miljøskade er fordelt mellem dem, der bruger disse produkter, og dem der producerer eller importerer produkterne, jf. stk. 3, 4 og 5.

Med anvendelse af gødning og affaldsstoffer til jordbrugsformål forstås i denne sammenhæng enhver anvendelse af gødning og affaldsstoffer som gødning (vækstfremmende og -styrkende) eller som jordforbedrende middel, uanset om denne anvendelse finder sted i jordbrugserhvervene landbrug, skovbrug og gartnerier, eller andetsteds, f.eks. ved drift af forlystelsesparker, golfbaner eller fodboldstadioner. Det er i overensstemmelse med fortolkningen af, hvad det indebærer at anvende til jordbrugsformål i bekendtgørelse om anvendelse af affald til jordbrugsformål (slambekendtgørelsen).

Brugerne har ansvaret for den forskriftsmæssige brug af produkterne. Producenterne og importørerne har ansvaret i øvrigt, det vil sige for fejl ved produktet, og for så vidt angår anden gødning end husdyrgødning, pesticider og biocider tillige for udviklingsskader, dvs. skader der er sket som følge af udledninger eller aktiviteter (herunder brug af produkter), som ikke ansås for at ville forårsage miljøskader ifølge den tekniske og videnskabelige viden på det tidspunkt, hvor udledningen eller aktiviteten fandt sted.

Producent-/importøransvaret er subsidiært. Dette indebærer, at udgangspunktet fortsat er, at det er den, der bruger disse produkter, der anses som den ansvarlige og dermed rette adressat for afgørelser efter dette kapitel. Kun hvis brugeren kan godtgøre, at produktet m.v. er anvendt i overensstemmelse med forskrifterne herfor, og at der ikke i øvrigt er udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse hermed, kan producenten eller importøren anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade og dermed rette adressat for afgørelser efter dette kapitel. Ved forskrifterne skal i denne bestemmelse både forstås den gældende regulering, f.eks. bekendtgørelsen om anvendelse af jordbrugsformål og brugsvejledninger, producentanvisninger og lignende.

Med bestemmelserne indføres således et offentligretligt producent-/importøransvar for skader som følge af fejl ved produktet eller udviklingsskader. Om baggrunden henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.7.

Efter forslaget i stk. 4 fastlægges et ubetinget producent-/importøransvar for fejl ved produktet eller udviklingsskader ved forskriftsmæssig anvendelse af affaldsstoffer, husdyrgødning, anden gødning end husdyrgødning, pesticider eller biocider.

Producent-/importøransvaret for anden gødning end husdyrgødning, pesticider eller biocider omfatter såvel fejl i produktet som udviklingsskader, dvs. skader, der er sket som følge af udledninger eller aktiviteter (herunder brug af produkter), som ikke ansås for at ville forårsage forurening ifølge den tekniske og videnskabelige viden på det tidspunkt, hvor udledningen eller aktiviteten fandt sted.

For så vidt angår anvendelse af affaldsstoffer til jordbrugsformål er producent-/importøransvaret med stk. 5 foreslået udformet således, at producenten eller importøren ikke er ansvarlig for en udviklingsskade, såfremt producenten/importøren kan godt gøre, at den skadelige virkning af en forurening som følge af anvendelse af affaldsstoffer ikke følger af fejl ved produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen eller importen. Ved en fejl ved produktet forstås de tilfælde, hvor affaldsproduktet ikke har opfyldt de fastsatte kvalitetskrav, jf. § 7 i bekendtgørelsen om anvendelse af affald til jordbrugsformål, hvorefter affaldet skal overholde de fastsatte grænseværdier for en række stoffer og ikke må indeholde væsentlige mængder af andre miljøskadelige stoffer.

For så vidt angår anvendelse af husdyrgødning til jordbrugsformål er producent-/importøransvaret med stk. 5 foreslået udformet således, at producenten eller importøren ikke er ansvarlig for en udviklingsskade, såfremt producenten/importøren kan godt gøre, at den skadelige virkning af en forurening som følge af anvendelse af husdyrgødning ikke følger af fejl ved produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen eller importen. Ved en fejl ved produktet forstås de tilfælde, hvor husdyrgødningen har indeholdt væsentlige mængder af stoffer eller organismer, der ikke hidrører direkte fra husdyrenes urin og fækalier, men som er tilført husdyrgødningen. Producent-/importøransvaret vil gælde, uanset hvordan disse fremmede elementer er tilført den leverede gødning.

Ansvaret for udviklingsskader, jf. ovenfor, gælder således kun for anden gødning end husdyrgødning, pesticider og biocider.

Der indføres et tilsvarende ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade for producenter og importører af genetisk modificerede organismer, se lovforslagets § 6.

Baggrunden for at fordele ansvaret mellem producent/importør og bruger og derved lempe brugerens ansvar er, at det vurderes som meget bebyrdende i forhold til brugeren at lade denne bære et ubetinget ansvar også for skader som følge af fejl ved disse produkter eller for så vidt angår pesticider, biocider og handelsgødning også disse produkters særlige egenskaber i øvrigt. Brugeren ville i så fald i disse tilfælde være henvist til at anlægge et civilretligt søgsmål med krav om erstatning for afholdte udgifter til opfyldelse af de offentligretlige påbud om undersøgelser og vurdering af og afhjælpende foranstaltninger over for forureningen efter denne lov eller miljøskadeloven.

Det bemærkes, at producenternes og importørernes ansvar på enkelte områder er skærpet i forhold til det ubetingede ansvar, der gælder for de erhvervsmæssige og offentlige forurenere i øvrigt. Den lempelse af det ubetingede ansvar, der følger af § 73 d, stk. 1, nr. 3, for udtrykkeligt tilladte emissioner og begivenheder, vil således ikke finde anvendelse i forhold til producenten eller importøren af pesticider, biocider og anden gødning end husdyrgødning.

Som eksempel på en forurening, hvor et producent-/importøransvar for anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer eller husdyrgødning kunne gøres gældende, kan nævnes en landmands udspredning af spildevandsslam, hvor udspredningen af slammet forårsager en miljøskade som følge af, at spildevandsslammet indeholdt ikke tilladte stoffer (som ikke var deklareret).

I forhold til udenlandske producenter, dvs. producenter, der ikke har adresse i Danmark, er det folkeretlige udgangspunkt i forhold til jurisdiktion, at der er tale om krænkelse af andre landes suverænitet, hvis der udstedes regler i Danmark med virkning for personer/virksomheder i andre lande. Det beror dog på en konkret vurdering af »tilknytningen« til Danmark – og af eksisterende internationale aftaler, om det ud fra folkeretten er lovligt at give hjemmel i den danske lovgivning til at udstede et påbud til en udenlandsk bosiddende producent. Det vil imidlertid som udgangspunkt ikke være muligt at håndhæve et sådant påbud over for en producent, der hverken bor eller driver forretning i Danmark, hverken i form af en handlepligt eller et pengekrav. I sådanne tilfælde vil det være den pågældende danske importør, der ifalder ansvaret og pligten til at efterkomme et påbud. Den danske importør må enten i forbindelse med kontraktindgåelsen om importen sikre sig i forhold til omfanget af sit ansvar eller efterfølgende anvende civilretlige midler til at lade producenten bære sin del af ansvaret.

Til § 73 c

Med bestemmelserne i § 73 c foreslås mere vidtgående umiddelbare handleforpligtelser for den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, jf. den foreslående § 71, stk. 2. Denne foreslåede pligt til straks at forebygge en overhængende fare for en miljøskade samt begrænse og hindre yderligere miljøskade skal sikre en fuldstændig gennemførelse af miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 2, litra a.

Der fastlægges således en pligt for den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, jf. den foreslåede § 73 c, stk. 1, til straks at iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at afværge en overhængende fare for en miljøskade samt, hvis skaden er indtrådt, straks at iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag til at begrænse og hindre yderligere miljøskade.

Disse forpligtelser for den ansvarlige til straks og uden forudgående påbud herom at forebygge eller begrænse og hindre yderligere miljøskade rækker videre end de forpligtelser til at afværge overhængende fare for forurening og hindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v., som følger af den foreslåede § 71, stk. 2. Det vil således ikke nødvendigvis være tilstrækkeligt at hindre forurening eller yderligere forurening, men derimod tillige nødvendigt hurtigt at begrænse konsekvenserne af en sket forurening, f.eks. hindre en forurenings spredning. Disse handlepligter kan således indebære, at den ansvarlige skal fjerne en sket forurening, f.eks. ved bortgravning, hurtigst muligt. Da handlepligterne kan være væsentligt mere vidtgående end, hvad der følger af gældende dansk ret, jf. den foreslåede § 71, stk. 2, er det i § 73 d foreslået at udnytte de muligheder for at lempe ansvaret for og dermed handlepligterne i forhold til miljøskader og overhængende fare herfor som følger af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og stk. 4, litra a.

Det bemærkes, at handlepligterne og håndhævelsen af dem forudsætter, at det umiddelbart er muligt for den ansvarlige at konstatere, at en sket forurening indebærer, at der er indtrådt en miljøskade eller at en overhængende fare herfor er opstået. Er dette ikke tilfældet håndteres forureningen efter lovens øvrige regler.

Disse handlepligter håndhæves af tilsynsmyndigheden efter denne lov. Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er truffet afgørelse efter miljøskadeloven eller der træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag efter miljøskadeloven.

Til § 73 d

Med bestemmelsen i § 73 d gennemføres direktivets artikel 8, stk. 3, litra a og b,og artikel 8, stk. 4, litra a om lempelser af direktivets ubetingede ansvar for miljøskader og overhængende fare herfor.

Det bestemmes således i stk. 1, at er der indtrådt en miljøskade, har den ansvarlige for miljøskaden ikke pligt til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige kan godtgøre (omvendt bevisbyrde), at miljøskaden er forvoldt af tredjemand, og skaden er indtrådt til trods for, at der er truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at miljøskaden er opstået som følge af, at man har overholdt en ufravigelig forskrift, herunder et påbud. Undtagelsen gælder dog ikke, hvis påbudet eller forskriften skyldes vedkommendes egne aktiviteter.

Såfremt den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at en indtrådt miljøskade er forvoldt ved en forurening eller begivenhed, der er udtrykkeligt tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse, eller med regler, der er så detaljerede, at de kan sidestilles med en sådan tilladelse, gælder pligten til at begrænse skaden efter stk. 1 heller ikke.

Det er ikke alle tilladelser/godkendelser, der kan opfylde direktivets krav om, at en emission eller begivenhed skal være udtrykkeligt tilladt. Det er Miljøministeriets vurdering, at »en udtrykkelig tilladelse« vil være en tilladelse, hvor der er taget stilling til mængden og karakteren af udledningen, herunder (hvor relevant) i hvilket tidsrum, den kan udledes (f.eks. samlet mængde af stof udledt over måned eller et år og max. koncentrationer af stoffet i udledningen) – og hvordan og til hvilken ressource udledning kan ske. Det kan for eksempel dreje sig om, fra hvilket udledningspunkt der må udledes spildevand i forhold til et overfladevandsområde, eller antal ha. landbrugsjord, der skal udspredes over eller lignende.

Som altovervejende udgangspunkt vil en miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 opfylde disse krav for så vidt angår de aktiviteter/udledninger, godkendelsen omfatter, forudsat at virksomheden i ansøgningen har leveret de relevante oplysninger. En spildevandstilladelse vil også som altovervejende udgangspunkt opfylde kravene til en udtrykkelig tilladelse. Det er ligeledes miljøministeriets vurdering, at f.eks. anvendelse af spildevandsslam til jordbrugsformål og anvendelse af såvel husdyrgødning som handelsgødning er tilstrækkeligt regulerede områder til, at disse regler vil være omfattet af nr. 3.

Med bestemmelsen i stk. 2 gennemføres direktivets artikel 8, stk. 3, litra a og b, om lempelser fra direktivets ubetingede ansvar for forebyggelse af en overhængende fare for en miljøskade.

Foreligger der en overhængende fare for, at en miljøskade indtræffer, har den ansvarlige for den overhængende fare således ikke pligt til at forebygge den, såfremt den ansvarlige kan godtgøre, at faren er forvoldt af tredjemand, og at faren er indtrådt til trods for, at man har overholdt en ufravigelig forskrift, herunder et påbud. Undtagelsen gælder dog ikke, hvis påbuddet eller forskriften skyldes den ansvarliges egne aktiviteter.

Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade, der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den enkelte sag afgøres ud fra en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger.

Det fremgår af stk. 3, at en producent eller importør ikke kan påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig tilladt emission eller begivenhed. Hermed fastholdes, at der gælder et fuldt ubetinget ansvar i disse situationer.

Til § 73 e

Tilsynsmyndigheden kan meddele den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren påbud om for egen regning at give oplysninger, foretage undersøgelser m.v., som er nødvendige for bedømmelsen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor som fastlagt i miljøskadelovens §§ 7-11, som skal behandles efter miljøskadeloven. Påbuddet kan påklages til Miljøklagenævnet.

Efter forslaget i stk. 2 kan påbud også udstedes, selv om den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren ikke har rådighed over den ejendom, som er berørt af forureningen og hvor eventuelle undersøgelse m.v. skal gennemføres. Bestemmelsen er nødvendig, fordi det ikke altid er sådan, at den, der er ansvarlig for den aktivitet, der har medført forureningen, også har rådighed over den forurenede ejendom. I disse tilfælde skal der i påbudet fastsættes pligt til retablering af ejendommen, efter at undersøgelserne m.v. er afsluttet.

Efter forslaget i stk. 3 kan tilsynsmyndigheden meddele påbud til den, der har rådighed over ejendommen om pligt til at tåle, at den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren efterkommer tilsynsmyndighedens påbud om undersøgelser mv. af forureningen og dens konsekvenser.

Det kan ikke udelukkes, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor gennemførelse af undersøgelser m.v. vil udgøre en ekspropriation i grundlovens § 73’s forstand. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 skal forstås med den begrænsning, at der ikke vil kunne meddeles påbud, hvor påbuddene vil udgøre en ekspropriation.

Til § 73 f

Det følger af bestemmelsen, at tilsynsmyndigheden i de tilfælde, hvor en forurening indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, skal træffe udtrykkelig afgørelse herom, når miljøskaden eller den overhængende fare herfor skal behandles efter miljøskadeloven. Der skal således ikke træffes afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis der ikke er en adressat for afgørelsen, dvs. i de tilfælde, hvor det ikke kan fastslås fra hvilke erhvervsmæssige aktiviteter, forureningen hidrører, eller hvem der er den ansvarlige for driften af disse aktiviteter og dermed for miljøskaden eller den overhængende fare herfor. Der gælder dog en undtagelse herfra for så vidt angår miljøskader, der påvirker eller kan forventes at påvirke et andet EU-land, se herom den foreslåede § 73 g.

Indebærer forureningen en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af erhvervsmæssige aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden den ansvarlige for skaden eller den overhængende fare herfor, en afgørelse herom. Af denne afgørelse følger, at sagen overdrages til miljøministeren (der forventes at delegere denne kompetence til Miljøministeriets lokale miljøcentre) og behandles efter bestemmelserne i miljøskadeloven.

Det skal dog fremhæves, at det følger af bestemmelserne i stk. 2 og 3, at der ikke kan træffes afgørelse om, at forureningen indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 73 d, stk. 1, nr. 1-3, henholdsvis § 73 d, stk. 1, nr. 1 og 2. Om disse ansvarsfrihedsgrunde henvises der til bemærkningerne til § 73 d ovenfor.

Det fremgår heraf, at den ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver ansvarsfri, og at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens videre behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en af de ovenfor beskrevne ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse, skal sagen derfor ikke overdrages til miljøministeren (der forventes at delegere disse kompetencer til Miljøministeriets lokale miljøcentre) til fortsat behandling efter miljøskadeloven. Den eventuelt fortsatte behandling af sagen vil herefter ske efter de hidtil gældende regler.

Det bemærkes, at producenter og importører af anden gødning end husdyrgødning til jordbrugsformål, pesticider eller biocider vil være ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, uanset forhold som nævnt i § 73 d, stk. 1, nr. 3.

Det bemærkes endvidere, at det ofte vil være en forudsætning for, at tilsynsmyndigheden kan træffe afgørelse om, hvorvidt en forurening indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, at det er undersøgt, hvordan og hvornår forureningen er forårsaget, og hvad forureningens konsekvenser er for den eller de berørte naturressourcer.

Indebærer forureningen ikke en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, der skal behandles efter miljøskadeloven, håndteres forureningen efter lovens øvrige regler.

Det foreslås med stk. 4, at miljøministeren får hjemmel til at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsens afgørelse om, at der foreligger en sag, der skal behandles efter miljøskadeloven, skal forelægges for miljøministeren (som forventes at delegere denne kompetence til Miljøministeriets miljøcentre) til udtalelse, og at denne udtalelse er bindende. Indhentelse af udtalelse vil således kun komme på tale i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Udtalelsen skal forholde sig til, hvorvidt aktiviteten indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, der skal behandles efter miljøskadeloven, herunder hvem der anses for at være den ansvarlige herfor. Bestemmelsen imødekommer et behov for bistand til kommunerne på et kompliceret, nyt sagsområde, hvor der endnu ikke er indvundet erfaringer.

Den beskrevne »konsultationsordning« vil blive taget op til vurdering i andet halvår 2009 og skal senest ophøre, når det tilstrækkelige regelgrundlag i bekendtgørelsesform foreligger, jf. afsnit 4.13. i de almindelige bemærkninger. I den forbindelse vil hjemlen i § 18 i forslag til miljøskadelov blive anvendt til at fastsætte mere præcise regler om kriterierne for, hvornår der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor. Herefter er det kommunalbestyrelsen og regionsrådet (hvor de er tilsynsmyndighed), der alene tager stilling til, om der foreligger en overhængende fare for en miljøskade eller en miljøskade.

Det foreslås desuden, at der bliver hjemmel til at fastsætte regler om udskydelse af klageadgangen over den bindende udtalelse som en parallel til udskydelsen af klageadgangen over kommunalbestyrelsens afgørelse i § 73 h, stk. 4.

Til § 73 g

Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at den medlemsstat, hvori en miljøskade har sit udspring, skal give tilstrækkelig information til de medlemsstater, som miljøskaden påvirker eller kan forventes at påvirke.

Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om, at der er sket en miljøskade og om skadens karakter m.v., tilgår miljøministeren, følger det af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, at der foreligger en miljøskade i de tilfælde, hvor miljøskaden påvirker eller kan forventes at påvirke en anden medlemsstat. Dette gælder i de situationer, hvor der efter lovforslagets bestemmelser ikke i øvrigt ville blive truffet en afgørelse herom, jf. § 73 f, dvs. hvor der ikke er eller kan findes en ansvarlig for miljøskaden, og sagen dermed ikke skal behandles efter miljøskadeloven. Dette vil være tilfældet, når den ansvarlige kan godtgøre, at ansvaret er lempet, eller eksempelvis når den ansvarlige er gået konkurs. Bestemmelsen gælder kun i de tilfælde, hvor der foreligger en miljøskade og ikke blot en overhængende fare herfor.

Med den foreslåede § 73 h sikres endvidere, at afgørelsen og det materiale, der har indgået i vurderingen af sagen, tilgår miljøministeren med henblik på, at ministeren underretter det pågældende EU-land.

Til § 73 h

Det følger af stk. 1, at når der er truffet afgørelse om, at en forurening indebærer en miljøskade eller en overhængende fare herfor, som skal behandles efter reglerne i miljøskadeloven, sendes afgørelsen og det materiale, der ligger til grund for afgørelsen, til miljøministeren (de lokale miljøcentre under Miljøministeriet), så det kan anvendes i den videre behandling af sagen. Fremsendelsen skal ske samtidig med, at tilsynsmyndigheden underretter den ansvarlige for miljøskaden eller den overhængende fare for en miljøskade.

Når der træffes afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade, er det en afgørelse, som kan påklages til Miljøklagenævnet efter lovens kapitel 11. Tilsynsmyndigheden skal offentliggøre afgørelser om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor, som skal behandles efter miljøskadeloven, jf. den foreslåede stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om offentliggørelsen, herunder f.eks. om hvor og hvordan der skal annonceres, hvis der viser sig behov herfor, jf. den foreslåede stk. 3. Det følger af den gældende lovs § 93, at klagefristen regnes fra offentliggørelsen, hvorfor den offentlige annoncering bør ske samtidig med, at afgørelsen meddeles sagens part(er).

Forslaget i stk. 4 skal sikre, at sagsbehandlingen ikke unødigt forsinkes som følge af en opdeling af sagsbehandlingen i to delafgørelser. Det foreslås, at afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade først skal kunne påklages som led i en klage over et påbud efter miljøskadeloven. Hermed sikres, at miljøcenteret ikke skal afvente resultatet af en klagesagsbehandling, førend sagen tages op til behandling efter miljøskadeloven. Det fastsættes samtidig, at klagefristen løber i samme tidsrum som klagen over afgørelsen efter miljøskadeloven, og at klagen skal indgives til miljøcenteret.

Til § 73 i

Klageberettigede i forhold til afgørelser om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor har ret til at anmode tilsynsmyndigheden om at træffe afgørelse om, hvorvidt en forurening eller en overhængende fare for en forurening indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Bestemmelsen indebærer, at der i de tilfælde, hvor forureningen eller den overhængende fare herfor ikke indebærer, at der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare herfor, skal træffes en eksplicit afgørelse herom. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 12.

Om hvem der berettiget til at klage, se de foreslåede ændringer af lovens § 76 og § 100 (nr. 6) og bemærkningerne hertil.

Når tilsynsmyndigheden modtager en anmodning, som beskrevet i stk. 1, har tilsynsmyndigheden pligt til at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.

Afgørelsen skal træffes efter § 73 f eller § 73 g. Bestemmelsen i § 73 h finder også anvendelse i disse sager.

Anmodning til tilsynsmyndigheden om at træffe afgørelse om, hvorvidt en forurening eller en overhængende fare for en forurening udgør en miljøskade eller en overhængende fare herfor skal, jf. stk. 2, være ledsaget af tilstrækkelige oplysninger om forureningen eller faren herfor. Har tilsynsmyndigheden allerede implicit truffet afgørelse og altså tidligere vurderet, at der ikke forelå en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, jf. bemærkningerne ovenfor til § 73 f, stk. 1, indebærer bestemmelsen, at der skal træffes en eksplicit afgørelse herom, herunder om genoptagelse af sagen, hvis de ledsagede oplysninger giver grundlag herfor i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler.

Anmodningen skal ledsages af oplysninger, som er tilstrækkelige til, at tilsynsmyndigheden kan vurdere, hvorvidt den beskrevne forurening eller overhængende fare for forurening kan udgøre en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Der er således ikke tale om et krav om, at klageberettigede skal tilvejebringe alle de oplysninger, der måtte være nødvendige for at tilsynsmyndigheden kan træffe afgørelse efter bestemmelsen. Kravet om, at en anmodning om afgørelse skal ledsages af oplysninger, skal alene sikre, at tilsynsmyndigheden ikke skal behandle uforholdsmæssigt mange anmodninger, idet der er krav om, at anmodningen i en vis grad skal underbygges, jf. stk. 2. Selvom en anmodning ikke er underbygget, kan det (efter tilsynsmyndighedens skøn) være relevant at føre tilsyn for at sikre, at der ikke sker eller er sket en miljøskade eller for at vurdere, om der er tale om en overhængende fare eller fare for en miljøskade.

Er anmodningen ikke ledsaget af relevante oplysninger, har tilsynsmyndigheden ikke pligt til at træffe afgørelse, jf. stk. 3. Afgørelse om, at anmodningen ikke er ledsaget af relevante oplysninger kan påklages til Miljøklagenævnet.

Til nr. 6

Der er tale om en konsekvensændring af § 76, stk. 1 og 2, som betyder, at lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål og tilsvarende landsdækkende foreninger og organisationer, kan underrette kommunalbestyrelsen og miljøministeren om, at der ønskes underretning om afgørelser om påbud om at tilvejebringe oplysninger til brug for en afgørelse af, om der er en miljøskade eller en overhængende fare herfor, efter § 73 e, stk. 1 og afgørelserne om, hvorvidt der en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, efter § 73 f og § 73 g. Det samme gælder foreninger og organisationer, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser. Dette betyder samtidig, at de lokale foreninger og organisationer, som er omfattet af bestemmelsen, vil kunne klage over disse afgørelser.

Med ændringen af § 100, stk. 2 og 3, foreslås tilsvarende en udvidelse af klageadgangen for landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, således at også de kan klage over afgørelserne § 73 e, stk. 1, § 73 f og § 73 g. Det samme gælder under visse betingelser landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige rekreative interesser.

Forslaget skal bidrage til gennemførelse af miljøansvarsdirektivets artikel 13.

Til nr. 7

Af den nye affattelse af bestemmelsen følger, at miljøministerens (Miljøministeriets lokale miljøcentre) afgørelser efter kapitel 9 a vil kunne påklages i lighed med hvad, der gælder for ministerens (centrenes) afgørelser efter bl.a. lovens kapitel 5.

Forslaget skal bidrage til gennemførelse af miljøansvarsdirektivets artikel 13.

Til nr. 8

Da afgørelserne efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 9 a er komplekse, findes det rimeligt at ændre søgsmålsfristen i miljøbeskyttelsesloven, således at søgsmålsfristen er 12 måneder for afgørelser efter kapitel 9 a.

Til nr. 9

I strafbestemmelsen er tilføjet § 71, stk. 1. Dette indebærer, at strafansvaret for at undlade efterkommelse af bestemmelsen er bøde eller fængsel i op til 2 år.

Til nr. 10 og 11

Der er tale om lovtekniske ændringer.

Til nr. 12

I gældende ret er undladelse af at søge en forurening eller en overhængende fare for en forurening effektivt afværget eller forebygget ikke strafbart. Da det er vigtigt, at forurening afværges eller forebygges så hurtigt som muligt, er det i bestemmelsen foreslået, at denne undladelse strafbelægges på samme måde som undladelse af at opfylde pligten til at forebygge eller begrænse en miljøskade strafbelægges.

Til § 2

(Lov om forurenet jord)

Til nr. 1

I noten til lovens titel indsættes en tilføjelse til note 1 vedrørende implementeringen af miljøansvarsdirektivet.

Til nr. 2

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at jordforureninger, der indebærer en miljøskade eller en overhængende herfor, fremover vil skulle behandles efter miljøskadeloven.

Til nr. 3

Der foreslås et nyt kapitel i jordforureningsloven, kapitel 4 a.

Kapitlet indeholder de særlige bestemmelser, der skal gælde, når en jordforurening, indebærer eller kan indebære en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Bestemmelserne definerer en miljøskade, overhængende fare for en miljøskade samt, hvem der kan anses som ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Derudover indeholder kapitlet bestemmelser om oplysnings- og undersøgelsespligt, iværksættelse af forebyggende og skadesbegrænsende foranstaltninger samt påbudsmyndighedens pligt til at vurdere og afgøre, om en forurening indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Tilsvarende bestemmelser som de foreslåede bestemmelser om en miljøskade og en overhængende fare for en miljøskade i kapitel 4 a findes i de øvrige love på natur- og miljøområdet, herunder miljøbeskyttelsesloven, som er omfattet af dette lovforslag.

Bestemmelserne i kapitel 4 a og de tilsvarende bestemmelser i de øvrige love på natur- og miljøområdet skal som beskrevet i de almindelige bemærkninger sikre, at alle de negative påvirkninger af natur og miljø, som indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, identificeres og behandles i overensstemmelse med de særlige krav til sagernes behandling, som følger af miljøansvarsdirektivet. Dvs. indebærer jordforureningen en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, behandles denne efter miljøskadeloven. Indebærer jordforureningen ikke en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, anvendes de hidtil gældende regler.

Til § 38 a

§ 38 a fastlægger, hvad der skal forstås ved en miljøskade og en overhængende fare for en miljøskade. Der henvises til forslag til miljøskadelovens §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Til § 38 b

Det foreslås, at de danske miljøansvarsregler i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, alene skal gælde for en miljøskade og en overhængende fare for en miljøskade forvoldt ved erhvervsmæssige aktiviteter. En erhvervsmæssig aktivitet skal forstås som defineret i miljøskadelovens § 5, stk. 2. Som redegjort for i bemærkningerne til denne bestemmelse omfatter disse erhvervsmæssige aktiviteter alle private erhvervsmæssige aktiviteter og de offentlige aktiviteter, der kan sidestilles hermed. Aktiviteter, der er led i det offentliges myndighedsudøvelse er således ikke omfattet. Lidt firkantet kan det beskrives således, at disse erhvervsmæssige aktiviteter udgør en meget stor delmængde af de aktiviteter m.v., der drives i erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed.

Ansvaret for jordforureninger, der hidrører fra erhvervsmæssige aktiviteter og som indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade er efter forslaget ubetinget, og påhviler den ansvarlige for driften af den erhvervsmæssige aktivitet i lighed med, hvad der allerede gælder efter jordforureningsloven, for så vidt angår aktiviteter, der drives i erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed.

Begrebet »den ansvarlige for driften«, jf. stk. 1, svarer til miljøansvarsdirektivets definition i artikel 2, stk. 6, af »operatør«, som er den fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet. Det er ikke indeholdt i bestemmelsens formulering, at der skal gennemføres ansvarsgennembrud.

Udgangspunktet er således, at den ansvarlige for driften anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, jf. stk. 2. Der gælder således et ubetinget ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, der er forårsaget ved jordforureninger, der hidrører fra driften af den erhvervsmæssige aktivitet.

Dette udgangspunkt er dog fraveget i sager om miljøskader eller overhængende fare for miljøskader som følge af anvendelse af gødning og affaldsstoffer til jordbrugsformål og anvendelse af pesticider og biocider, hvor det ubetingede ansvar for en miljøskade og en overhængende fare for en miljøskade er fordelt mellem dem, der bruger disse produkter, og dem der producerer eller importerer produkterne, jf. stk. 3, 4 og 5.

Med anvendelse af gødning og affaldsstoffer til jordbrugsformål forstås i denne sammenhæng enhver anvendelse af gødning og affaldsstoffer som gødning (vækstfremmende og styrkende) eller som jordforbedrende middel, uanset om denne anvendelse finder sted i jordbrugserhvervene landbrug, skovbrug og gartnerier, eller andetsteds, f.eks. ved drift af forlystelsesparker, golfbaner eller fodboldstadioner. Det er i overensstemmelse med fortolkningen af, hvad det indebærer at anvende til jordbrugsformål i bekendtgørelse om anvendelse af affald til jordbrugsformål (slambekendtgørelsen).

I denne sammenhæng bemærkes, at jordforureningsloven ikke finder anvendelse på jordforureninger, der er forårsaget ved jordbrugsmæssig spredning af slam, gødning og pesticider m.v.. Det skal fremhæves, at »jordbrugsmæssig spredning« ikke er synonymt med »jordbrugsformål« som beskrevet ovenfor. Jordbrugsmæssig spredning udgør en delmængde af anvendelsen til jordbrugsformål, i det jordbrugsmæssig spredning alene omfatter jordbrugserhvervenes – landbrugs, skovbrugs, gartneriers m.v. - anvendelse af slam, gødning, pesticider m.v. til jordbrugsformål, og ikke anden erhvervsmæssig eller offentlig anvendelse af produkterne til jordbrugsformål. I det omfang jordbrugsmæssig spredning af disse produkter skulle give anledning til en jordforurening, skal denne således behandles efter miljøbeskyttelsesloven.

Brugerne har ansvaret for den forskriftsmæssige brug af produkterne. Producenterne og importørerne har ansvaret i øvrigt, det vil sige for fejl ved produktet, og for så vidt angår anden gødning end husdyrgødning, pesticider og biocider tillige for udviklingsskader, dvs. skader der er sket som følge af udledninger eller aktiviteter (herunder brug af produkter), som ikke ansås for at ville forårsage miljøskader ifølge den tekniske og videnskabelige viden på det tidspunkt, hvor udledningen eller aktiviteten fandt sted.

Producent-/importøransvaret er subsidiært. Dette indebærer, at udgangspunktet fortsat er, at det er den, der bruger disse produkter, der anses som den ansvarlige og dermed rette adressat for afgørelser efter dette kapitel. Kun hvis brugeren kan godtgøre, at produktet m.v. er anvendt i overensstemmelse med forskrifterne herfor, og at der ikke i øvrigt er udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse hermed, kan producenten eller importøren anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade og dermed rette adressat for afgørelser efter dette kapitel. Ved forskrifterne skal i denne bestemmelse både forstås den gældende regulering, f.eks. bekendtgørelsen om anvendelse af jordbrugsformål og brugsvejledninger, producentanvisninger og lignende.

Med bestemmelserne indføres således et offentligretligt producent-/importøransvar for skader som følge af fejl ved produktet eller udviklingsskader. Om baggrunden henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.7.

Efter forslaget i stk. 4 fastlægges et ubetinget producent-/importøransvar for fejl ved produktet eller udviklingsskader ved forskriftsmæssig anvendelse af affaldsstoffer, husdyrgødning, anden gødning end husdyrgødning, pesticider eller biocider.

Producent-/importøransvaret for anden gødning end husdyrgødning, pesticider eller biocider omfatter såvel fejl i produktet som udviklingsskader, dvs. skader, der er sket som følge af udledninger eller aktiviteter (herunder brug af produkter), som ikke ansås for at ville forårsage forurening ifølge den tekniske og videnskabelige viden på det tidspunkt, hvor udledningen eller aktiviteten fandt sted.

For så vidt angår anvendelse af affaldsstoffer til jordbrugsformål er producent-/importøransvaret med stk. 5 foreslået udformet således, at producenten eller importøren ikke er ansvarlig for en udviklingsskade, såfremt producenten/importøren kan godt gøre, at den skadelige virkning af en forurening som følge af anvendelse af affaldsstoffer ikke følger af fejl ved produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen eller importen. Ved en fejl ved produktet forstås de tilfælde, hvor affaldsproduktet ikke har opfyldt de fastsatte kvalitetskrav, jf. § 7 i bekendtgørelsen om anvendelse af affald til jordbrugsformål, hvorefter affaldet skal overholde de fastsatte grænseværdier for en række stoffer og ikke må indeholde væsentlige mængder af andre miljøskadelige stoffer.

For så vidt angår anvendelse af husdyrgødning til jordbrugsformål er producent-/importøransvaret med stk. 5 foreslået udformet således, at producenten eller importøren ikke er ansvarlig for en udviklingsskade, såfremt producenten/importøren kan godt gøre, at den skadelige virkning af en forurening som følge af anvendelse af husdyrgødning ikke følger af fejl ved produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen eller importen. Ved en fejl ved produktet forstås de tilfælde, hvor husdyrgødningen har indeholdt væsentlige mængder af stoffer eller organismer, der ikke hidrører direkte fra husdyrenes urin og fækalier, men som er tilført husdyrgødningen. Producent-/importøransvaret vil gælde, uanset hvordan disse fremmede elementer er tilført den leverede gødning.

Ansvaret for udviklingsskader, jf. ovenfor, gælder således kun for anden gødning end husdyrgødning, pesticider og biocider.

Der indføres et tilsvarende ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade for producenter og importører af genetisk modificerede organismer, se lovforslagets § 6.

Baggrunden for at fordele ansvaret mellem producent/importør og bruger og derved lempe brugerens ansvar er, at det vurderes som meget bebyrdende i forhold til brugeren at lade denne bære et ubetinget ansvar også for skader som følge af fejl ved disse produkter eller for så vidt angår pesticider, biocider og handelsgødning også disse produkters særlige egenskaber i øvrigt. Brugeren ville i så fald i disse tilfælde være henvist til at anlægge et civilretligt søgsmål med krav om erstatning for afholdte udgifter til opfyldelse af de offentligretlige påbud om undersøgelser og vurdering af og afhjælpende foranstaltninger over for forureningen efter denne lov eller miljøskadeloven.

Det bemærkes, at producenternes og importørernes ansvar på enkelte områder er skærpet i forhold til det ubetingede ansvar, der gælder for de erhvervsmæssige og offentlige forurenere i øvrigt. Den lempelse af det ubetingede ansvar, der følger af § 38 d, stk. 1, nr. 3, for udtrykkeligt tilladte emissioner og begivenheder, vil således ikke finde anvendelse i forhold til producenten eller importøren af pesticider, biocider og anden gødning end husdyrgødning.

Som eksempel på en forurening, hvor et producent-/importøransvar for anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer eller husdyrgødning kunne gøres gældende, kan nævnes et fodboldstadions eller en golfklubs udspredning af anden gødning end husdyrgødning, hvor udspredningen af gødningen forårsager en miljøskade som følge af, at gødningen indeholdt ikke tilladte stoffer (som ikke var deklareret).

I forhold til udenlandske producenter, dvs. producenter, der ikke har adresse i Danmark, er det folkeretlige udgangspunkt i forhold til jurisdiktion, at der er tale om krænkelse af andre landes suverænitet, hvis der udstedes regler i Danmark med virkning for personer/virksomheder i andre lande. Det beror dog på en konkret vurdering af »tilknytningen« til Danmark – og af eksisterende internationale aftaler, om det ud fra folkeretten er lovligt at give hjemmel i den danske lovgivning til at udstede et påbud til en udenlandsk bosiddende producent. Det vil imidlertid som udgangspunkt ikke være muligt at håndhæve et sådant påbud over for en producent, der hverken bor eller driver forretning i Danmark, hverken i form af en handlepligt eller et pengekrav. I sådanne tilfælde vil det være den pågældende danske importør, der ifalder ansvaret og pligten til at efterkomme et påbud. Den danske importør må enten i forbindelse med kontraktindgåelsen om importen sikre sig i forhold til omfanget af sit ansvar eller efterfølgende anvende civilretlige midler til at lade producenten bære sin del af ansvaret.

Til § 38 c

Med bestemmelserne foreslås mere vidtgående umiddelbare handleforpligtelser for den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, end hvad der følger af den foreslåede nye § 71, stk. 2. i miljøbeskyttelsesloven, jf. § 1, nr. 4, som også gælder for jordforureninger. Denne foreslåede pligt til straks at forebygge en overhængende fare for en miljøskade samt begrænse og hindre yderligere miljøskade skal sikre en fuldstændig gennemførelse af miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 2, litra a.

Der fastlægges således en pligt for den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, jf. den foreslåede § 38 c, stk. 1, til straks at iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at afværge en overhængende fare for en miljøskade samt, hvis skaden er indtrådt, straks at iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag til at begrænse og hindre yderligere miljøskade.

Disse forpligtelser for den ansvarlige til straks og uden forudgående påbud herom at forebygge eller begrænse og hindre yderligere miljøskade rækker som ovenfor nævnt videre end de forpligtelser til at afværge overhængende fare for (jord)forurening og hindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v., som følger af den foreslåede nye § 71, stk. 2 i miljøbeskyttelsesloven. Det vil således ikke nødvendigvis være tilstrækkeligt at hindre jordforurening eller yderligere jordforurening, men derimod tillige nødvendigt hurtigt at begrænse konsekvenserne af en sket jordforurening, f.eks. hindre en jordforurenings spredning. Disse handlepligter kan således indebære, at den ansvarlige skal fjerne en sket jordforurening, f.eks. ved bortgravning, hurtigst muligt. Da handlepligterne således kan være væsentligt mere vidtgående end, hvad der følger af gældende dansk ret, er det i § 38 d foreslået at udnytte de muligheder for at lempe ansvaret for og dermed handlepligterne i forhold til miljøskader og overhængende fare herfor som følger af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og stk. 4, litra a.

Det bemærkes, at handlepligterne og håndhævelsen af dem forudsætter, at det umiddelbart er muligt for den ansvarlige at konstatere, at en sket jordforurening indebærer, at der er indtrådt en miljøskade eller at en overhængende fare herfor er opstået. Er dette ikke tilfældet håndteres jordforureningen efter lovens øvrige regler.

Disse handlepligter håndhæves af påbudsmyndigheden efter denne lov. Påbudsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er truffet afgørelse efter miljøskadeloven eller der træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag efter miljøskadeloven.

Til § 38 d

Med bestemmelsen gennemføres direktivets artikel 8, stk. 3, litra a og b og artikel 8, stk. 4, litra a om lempelser af direktivets ubetingede ansvar for miljøskader og overhængende fare herfor.

Det bestemmes således i stk. 1, at er der indtrådt en miljøskade, har den ansvarlige for miljøskaden ikke pligt til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige kan godtgøre (omvendt bevisbyrde), at miljøskaden er forvoldt af tredjemand, og skaden er indtrådt til trods for, at der er truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at miljøskaden er opstået som følge af, at man har overholdt en ufravigelig forskrift, herunder et påbud. Undtagelsen gælder dog ikke, hvis påbudet eller forskriften skyldes vedkommendes egne aktiviteter.

Såfremt den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at en indtrådt miljøskade er forvoldt ved en forurening eller begivenhed, der er udtrykkeligt tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse, eller med regler, der er så detaljerede, at de kan sidestilles med en sådan tilladelse, gælder pligten til at begrænse skaden efter stk. 1 heller ikke.

Det er ikke alle tilladelser/godkendelser, der kan opfylde direktivets krav om, at en emission eller begivenhed skal være udtrykkeligt tilladt. Det er Miljøministeriets vurdering, at »en udtrykkelig tilladelse« vil være en tilladelse, hvor der er taget stilling til mængden og karakteren af udledningen, herunder (hvor relevant) i hvilket tidsrum, den kan udledes (f.eks. samlet mængde af stof udledt over måned eller et år og max. koncentrationer af stoffet i udledningen) – og hvordan og til hvilken ressource udledning kan ske. Det kan for eksempel dreje sig om, fra hvilket udledningspunkt der må udledes spildevand i forhold til et overfladevandsområde, eller antal ha. landbrugsjord, der skal udspredes over eller lignende.

Som altovervejende udgangspunkt vil en miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 opfylde disse krav for så vidt angår de aktiviteter/udledninger, godkendelsen omfatter, forudsat at virksomheden i ansøgningen har leveret de relevante oplysninger. En spildevandstilladelse vil også som altovervejende udgangspunkt opfylde kravene til en udtrykkelig tilladelse. Det er ligeledes miljøministeriets vurdering, at f.eks. anvendelse af spildevandsslam til jordbrugsformål og anvendelse af såvel husdyrgødning som handelsgødning, er tilstrækkeligt regulerede områder til, at disse regler vil være omfattet af nr. 3.

Med bestemmelsen i stk. 2 gennemføres direktivets artikel 8, stk. 3, litra a og b, om lempelser fra direktivets ubetingede ansvar for forebyggelse af en overhængende fare for en miljøskade.

Foreligger der en overhængende fare for, at en miljøskade indtræffer, har den ansvarlige for den overhængende fare således ikke pligt til at forebygge den, såfremt den ansvarlige kan godtgøre, at faren er forvoldt af tredjemand, og at faren er indtrådt til trods for, at man har overholdt en ufravigelig forskrift, herunder et påbud. Undtagelsen gælder dog ikke, hvis påbuddet eller forskriften skyldes den ansvarliges egne aktiviteter.

Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den ansvarlige for driften skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den enkelte sag afgøres ud fra en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger.

Det fremgår af stk. 3, at en producent af anden gødning end husdyrgødning, biocider eller pesticider ikke kan påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig tilladt emission eller begivenhed. Hermed fastholdes, at der gælder et fuldt ubetinget ansvar i disse situationer.

Til § 38 e

Påbudsmyndigheden kan meddele den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren påbud om for egen regning, at give oplysninger, foretage undersøgelser m.v., som er nødvendige for bedømmelsen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor som fastlagt i miljøskadelovens §§ 7-11, som skal behandles efter miljøskadeloven. Påbuddet kan påklages til Miljøklagenævnet.

Efter forslaget i stk. 2 kan påbud også udstedes, selv om den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren ikke har rådighed over den ejendom, som er berørt af forureningen og hvor eventuelle undersøgelse m.v. skal gennemføres. Bestemmelsen er nødvendig, fordi det ikke altid er sådan at den, der er ansvarlig for den aktivitet, der har medført forureningen, også har rådighed over den forurenede ejendom. I disse tilfælde skal der i påbudet fastsættes pligt til retablering af ejendommen efter, at undersøgelserne m.v. er afsluttet.

Efter forslaget i stk. 3 kan tilsynsmyndigheden meddele påbud til den, der har rådighed over ejendommen om pligt til at tåle, at den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren efterkommer tilsynsmyndighedens påbud om undersøgelser mv. af forureningen og dens konsekvenser.

Der kan ikke udelukkes, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor gennemførelse af undersøgelser m.v. vil udgøre en ekspropriation i grundlovens § 73’s forstand. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 skal forstås med den begrænsning, at der ikke vil kunne meddeles påbud, hvor påbuddene vil udgøre en ekspropriation.

Til § 38 f

Det følger af bestemmelsen, at påbudsmyndigheden i de tilfælde, hvor en jordforurening indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, skal træffe udtrykkelig afgørelse herom, når denne miljøskade eller en overhængende fare herfor skal behandles efter miljøskadeloven. Der skal således ikke træffes afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis der ikke er en adressat for afgørelsen, dvs. i de tilfælde, hvor det ikke kan fastslås fra hvilke erhvervsmæssige aktiviteter, forureningen hidrører, eller hvem der er den ansvarlige for driften af disse aktiviteter og dermed for miljøskaden eller den overhængende fare herfor. Der gælder dog en undtagelse herfra, for så vidt angår miljøskader, der påvirker eller kan forventes at påvirke et andet EU-land, se herom den foreslåede § 38 g og bemærkningerne hertil.

Indebærer jordforureningen en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af erhvervsmæssige aktiviteter, meddeler påbudsmyndigheden den ansvarlige for skaden eller den overhængende fare herfor, en afgørelse herom. Af denne afgørelse følger, at sagen overdrages til miljøministeren (der forventes at delegere denne kompetence til Miljøministeriets lokale miljøcentre) og behandles efter bestemmelserne i miljøskadeloven. Det skal dog fremhæves, at det af bestemmelserne i stk. 2 og 3 følger, at der ikke kan træffes afgørelse om, at jordforureningen indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 38 d, stk. 1, nr. 1-3 eller § 38 d, stk. 1, nr. 1 og 2. Om disse ansvarsfrihedsgrunde henvises der til bemærkningerne til § 38 d ovenfor.

Det fremgår heraf, at der heller ikke i alle tilfælde, hvor det er fastslået fra hvilken eller hvilke erhvervsmæssige aktiviteter, en jordforurening hidrører, hvem der er ansvarlig for driften af disse aktiviteter, eventuelt producent eller importør, og at forureningen indebærer en miljøskade eller en overhængende fare herfor, træffes afgørelse om jordforureningens videre behandling efter miljøskadeloven. Hvor en af de ovenfor beskrevne ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse, skal sagen derfor ikke overdrages til miljøministeren (der forventes at delegere denne kompetence til Miljøministeriets miljøcentre) til fortsat behandling efter miljøskadeloven. Den eventuelt fortsatte behandling af sagen vil herefter ske efter de hidtil gældende regler.

Det bemærkes, at producenter og importører af anden gødning end husdyrgødning, pesticider eller biocider vil være ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, uanset forhold som nævnt i § 38 d, stk. 1, nr. 3.

Det bemærkes endvidere, at det ofte vil være en forudsætning for, at påbudsmyndigheden kan træffe afgørelse om, hvorvidt en jordforurening indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, at det er undersøgt, hvordan og hvornår jordforureningen er forårsaget, og hvad jordforureningens konsekvenser er for den eller de berørte naturressourcer.

Indebærer jordforureningen ikke en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, der skal behandles efter miljøskadeloven, håndteres jordforureningen efter lovens øvrige regler.

Vedrørende konsultationsordningen som foreslået i stk. 4 henvises til bemærkningerne ovenfor til § 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 f, stk. 4 i miljøbeskyttelsesloven).

Til § 38 g

Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at den medlemsstat, hvori en miljøskade har sit udspring, skal give tilstrækkelig information til de medlemsstater, hvor miljøskaden påvirker eller kan forventes at påvirke.

Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om, at der er sket en miljøskade og om skadens karakter m.v., tilgår miljøministeren, følger det af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen eller regionsrådet som påbudsmyndighed skal træffe afgørelse om, at der foreligger en miljøskade i de tilfælde, hvor miljøskaden påvirker eller kan forventes at påvirke en anden medlemsstat. Dette gælder i de situationer, hvor der efter lovforslagets bestemmelser ikke i øvrigt ville blive truffet en beslutning herom., jf. § 38 f. Det vil sige hvor der ikke er eller kan findes en ansvarlig for miljøskaden, og sagen dermed ikke skal behandles efter miljøskadeloven. Dette vil være tilfældet, når den ansvarlige kan godtgøre, at ansvaret er lempet, eller eksempelvis når den ansvarlige er gået konkurs. Bestemmelsen gælder kun i de tilfælde, hvor der foreligger en miljøskade og ikke blot en overhængende fare herfor.

Med den foreslåede § 38 h sikres endvidere, at afgørelsen og det materiale, der har indgået i vurderingen af sagen, tilgår miljøministeren med henblik på, at ministeren underretter det pågældende EU-land.

Til § 38 h

Det følger af stk. 1, at når der er truffet afgørelse om, at en jordforurening indebærer en miljøskade eller en overhængende fare herfor, som skal behandles efter reglerne i miljøskadeloven, sendes afgørelsen og det materiale, der ligger til grund for afgørelsen, til miljøministeren (de lokale miljøcentre under Miljøministeriet), så det kan anvendes i den videre behandling af sagen. Fremsendelsen skal ske samtidig med, at påbudsmyndigheden underretter den ansvarlige for miljøskaden eller den overhængende fare for en miljøskade.

Når der træffes afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade, er det en afgørelse, som kan påklages til Miljøklagenævnet efter lovens kapitel 11.

Påbudsmyndigheden skal offentliggøre afgørelser om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor, som skal behandles efter miljøskadeloven, jf. den foreslåede stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om offentliggørelsen, herunder f.eks. om hvor og hvordan der skal annonceres, hvis der viser sig behov herfor, jf. den foreslåede stk. 3. Det følger af den gældende lovs § 93, at klagefristen regnes fra offentliggørelsen, hvorfor den offentlige annoncering bør ske samtidig med, at afgørelsen meddeles sagens part(er).

Forslaget i stk. 4 skal sikre, at sagsbehandlingen ikke unødigt forsinkes som følge af en opdeling af sagsbehandlingen i to delafgørelser. Det foreslås, at afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade først skal kunne påklages som led i en klage over et påbud efter miljøskadeloven. Hermed sikres, at miljøministeren (Miljøministeriets lokale miljøcentre) ikke skal afvente resultatet af en klagesagsbehandling, førend sagen tages op til behandling efter miljøskadeloven. Det fastsættes samtidig, at klagefristen løber i samme tidsrum som klagen over afgørelsen efter miljøskadeloven, og at klagen skal indgives til miljøministeren (Miljøministeriets lokale miljøcentre).

Til § 38 i

Klageberettigede i forhold til afgørelser om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor har ret til at anmode påbudsmyndigheden om at træffe afgørelse om, hvorvidt en jordforurening eller en overhængende fare for jordforurening indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Bestemmelsen indebærer, at der i de tilfælde, hvor jordforureningen eller den overhængende fare herfor ikke indebærer, at der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare herfor, skal træffes eksplicit afgørelse herom. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 12.

Om hvem der berettiget til at klage, se forslaget til en ny § 56 a (nr. 7) og § 83 (nr. 9) og bemærkningerne hertil.

Når påbudsmyndigheden modtager en anmodning, som beskrevet i stk. 1, har myndigheden pligt til at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.

Afgørelsen skal træffes efter § 38 f eller § 38 g. Bestemmelsen i § 38 h finder også anvendelse i disse sager.

Anmodning til påbudsmyndigheden om at træffe afgørelse om, hvorvidt en jordforurening eller en overhængende fare for jordforurening udgør en miljøskade eller en overhængende fare herfor skal, jf. stk. 2, være ledsaget af tilstrækkelige oplysninger om forureningen eller faren herfor. Har påbudsmyndigheden allerede implicit truffet afgørelse, jf. bemærkningerne ovenfor til § 38 f, stk. 1, indebærer bestemmelsen, at der skal træffes en eksplicit afgørelse, herunder om genoptagelse, hvis de ledsagede oplysninger giver grundlag herfor i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler.

Anmodningen skal ledsages af oplysninger, som er tilstrækkelige til, at påbudsmyndigheden kan vurdere, hvorvidt den beskrevne jordforurening eller overhængende fare for jordforurening kan udgøre en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Der er således ikke tale om et krav om, at klageberettigede skal tilvejebringe alle de oplysninger, der måtte være nødvendige for at påbudsmyndigheden kan træffe afgørelse efter bestemmelsen. Kravet om, at en anmodning om afgørelse skal ledsages af oplysninger, skal alene sikre, at påbudsmyndigheden ikke skal behandle uforholdsmæssigt mange anmodninger, idet der er krav om, at anmodningen i en vis grad skal underbygges, jf. stk. 3. Selvom en anmodning ikke er underbygget, kan det (efter myndighedens skøn) være relevant at føre tilsyn for at sikre, at der ikke sker eller er sket en miljøskade eller for at vurdere, om der er tale om en overhængende fare eller fare for en miljøskade.

Er anmodningen ikke ledsaget af relevante oplysninger, har påbudsmyndigheden ikke pligt til at træffe afgørelse. Afgørelse om, at anmodningen ikke er ledsaget af relevante oplysninger kan påklages til Miljøklagenævnet.

Til § 38 j

Der foreslås med lovforslaget ingen ændringer i omfanget og karakteren af de foranstaltninger, der kan påbydes i forhold til gældende ret og praksis efter jordforureningsloven. Der vil derfor fortsat kunne meddeles påbud efter reglerne i kapitel 5, hvis den ansvarlige enten ikke kan identificeres eller ikke har betalingsevne, og der derfor ikke kan meddeles påbud efter miljøskadereglerne.

Til nr. 4

Der er tale om lovtekniske ændringer.

Til nr. 5

Der er tale om en konsekvensændring som følge af de nye bestemmelser i § 56 a, stk. 2 og § 83, stk. 2 og 3.

Til nr. 6

Der er tale om en konsekvensændring som følge af de nye bestemmelser i § 56 a, stk. 2 og § 83, stk. 2 og 3.

Til nr. 7

Der foreslås en ny bestemmelse, der indebærer at lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan underrette kommunalbestyrelsen, regionsrådet og miljøministeren om, at der ønskes underretning om afgørelser om påbud om at tilvejebringe oplysninger til brug for en afgørelse af, om der er en miljøskade eller en overhængende fare herfor, efter § 38 e, stk. 1 og afgørelserne om, hvorvidt der en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, efter § 38 f og § 38 g. Dette betyder, at foreninger og organisationer, som er omfattet af bestemmelsen, vil kunne klage over disse afgørelser.

Bestemmelsen indebærer, at foreninger og organisationer, som er nævnt i bestemmelsen, er klageberettigede, jf. nedenfor vedrørende forslaget til en ny § 83.

Forslaget skal bidrage til gennemførelse af miljøansvarsdirektivets artikel 13.

Til nr. 8

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at visse jordforureninger fremover skal behandles efter miljøskadeloven.

Til nr. 9

Der er tale om en konsekvensændring som følge af kapitel 4 a.

Til nr. 10

Med den nye § 83 gives lokale og landsdækkende foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, klageadgang, således at de kan klage over afgørelser efter § 38 e, stk.1, § 38 f og § 38 g.

Til nr. 11

Da det er vigtigt, at en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade afværges eller forebygges så hurtigt som muligt, er det i bestemmelsen foreslået, at denne undladelse bliver strafbar.

Til § 3

(Lov om beskyttelse af havmiljøet)

Til nr. 1

I noten til lovens titel indsættes en tilføjelse vedrørende implementeringen af miljøansvarsdirektivet.

Til nr. 2

Med den foreslåede ændring af § 2, stk. 1, udvides havmiljølovens anvendelsesområde til også at omfatte rørledninger til transport af kulbrinter og hjælpestoffer.

Rørledninger til transport af kulbrinter og hjælpestoffer (herefter blot omtalt som »rørledninger«) foreslås herefter omfattet af havmiljølovens anvendelsesområde, hvorefter der tilsigtes at forebygge og begrænse forurening og anden negativ påvirkning af natur og miljø, herunder særligt havmiljøet, fra aktiviteter, der kan

1) bringe menneskets sundhed i fare,

2) skade natur- og kulturværdier på og i havet, herunder havbunden,

3) være til gene for den retmæssige udnyttelse af havet, eller

4) forringe rekreative værdier eller aktiviteter, jf. havmiljølovens § 1.

Det foreslås at udvide havmiljølovens anvendelsesområde, fordi miljøansvarsdirektivet også omfatter en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forvoldt ved forurening eller andre negative påvirkninger fra rørledninger.

Ændringen af anvendelsesområdet er endvidere nødvendig for at kunne overføre visse opretholdte miljø- og beredskabsbestemmelser vedrørende bl.a. rørledninger i lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg. Havanlægsloven administreres af klima- og energiministeren. Havanlægsloven blev, med undtagelse af miljø- og beredskabsbestemmelserne, afløst af lov nr. 1424 af 21. december 2005 om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter (offshoresikkerhedsloven), som trådte i kraft den 1. juli 2006, jf. bemærkninger til § 3, nr. 4.

På Klima- og Energiministeriets område findes også lovgivning, der regulerer rørledninger og offshore anlæg. Det drejer sig om offshoresikkerhedsloven, kontinentalsokkelloven og undergrundsloven. Offshoresikkerhedsloven indeholder ikke regulering af miljømæssige forhold, men alene af sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold. Undergrundsloven og kontinentalsokkelloven indeholder regulering af miljømæssige forhold i forbindelse med meddelelse af tilladelser og godkendelser til etablering, ændring eller demontering af offshoreanlæg og rørledninger, herunder fastsættelse af vilkår hermed. Håndtering af forurening i forbindelse med etablering, kommissionering, drift og demontering af offshoreanlæg og rørledninger reguleres efter havmiljøloven. Udledningssiden reguleres ligeledes af havmiljøloven.

Havmiljølovens begreb »platforme« er bredere end offshoresikkerhedslovens begreb »offshoreanlæg«. I bemærkningerne til § 2 i 1993-loven, jf. Folketingstidende 92/93 side 7314, står der: »Ved platforme tænkes primært på boreplatforme, men også andre havanlæg, som fx vindmølleanlæg på havet, er omfattet af havmiljølovens regler.« Ved platforme forstås udover selve boreplatformen f.eks. også andre anlæg, der anvendes i forbindelse med efterforskning og produktion af kulbrinter, herunder f.eks. lagrings- og lastningsindretninger.

Til nr. 3 og 4

Den forslåede § 34 a er ny.

Det foreslås, at havmiljøloven fremover også skal regulere beredskabet for så vidt angår olie- og kemikalieforurening, der stammer fra platforme og rørledninger, jf. bemærkningerne ovenfor.

Den foreslåede § 34 a er en modifikation til havmiljølovens § 34, der fastslår, at det er forsvarsministeren, der i samarbejde med redningsberedskabet og andre myndigheder, som ministeren bemyndiger dertil, forestår bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet og de kystnære dele af søterritoriet.

Det foreslås således i kapitlet om beredskab, at ejeren eller den for driften ansvarlige for platformen eller rørledningen straks (uopholdeligt) skal påbegynde bekæmpelsen af en forurening.

Denne pligt er ikke ny for hverken ejerne eller den for driften ansvarlige for platformene eller rørledningerne, idet disse allerede i dag er forpligtet til straks at sørge for bekæmpelse af en forurening, jf. § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 395 af 17. juni 1984 om beredskab i tilfælde af forurening af havet fra visse havanlæg.

Kan platformen ikke selv magte bekæmpelse af en forurening fra platformen, har beredskabet mulighed for at trække på forsvarets bekæmpelseskapaciteter gennem den samarbejdsaftale, som er indgået mellem forsvaret og ejerne/operatøren af platformene. Miljøministeren, der er tilsynsmyndighed for så vidt angår platformene, kan endvidere anvende de indgrebsmuligheder, som følger af havmiljølovens kapitler om indgreb og tilsyn.

Bestemmelsen er subsidiær i forhold til den foreslåede afværgebestemmelse i § 47 c vedrørende miljøskader eller overhængende fare for miljøskader. Heraf følger, at § 34 a kun finder anvendelse i det omfang, at afværgeforanstaltningerne ikke er omfattet af § 47 c eller af § 47 d. Bestemmelsen er således ikke direkte affødt af miljøansvarsdirektivet, men omhandler afværgeforpligtelser i tilfælde af olie- eller kemikalieforurening, når der ikke er tale om miljøskader eller farer herfor.

Til nr. 5-7 (§ 38 og § 39)

Den gældende § 38 fastslår, hvem der er ansvarlig for indberetning i hvilke situationer. Der skal således ske indberetning, når der sker udtømning i strid med loven eller i force majeure-situationer, ved kollision eller grundstødning, eller såfremt der af andre grunde er fare for udtømning og andet

Indberetningspligten gælder også, hvor et væsentligt spild af olie eller andre skadelige stoffer iagttages fra et luftfartøj.

Ligeledes skal havnebestyrelsen foretage indberetning, såfremt der er fare for, at olie eller skadelige flydende stoffer, der er blevet udtømt i havnen, vil kunne forurene havet.

Endelig er de personer, der er omfattet af indberetningspligten, samtidig pålagt en oplysningspligt af hensyn til bekæmpelsesarbejdet.

Indberetningsforpligtelserne og deres omfang skal ses i sammenhæng med især lovens beredskabsbestemmelser og skal sikre en så hurtig og effektiv bekæmpelsesindsats som muligt, således at evt. skadevirkninger begrænses mest muligt. Indberetningerne sker til forsvarsministeren og for platformenes vedkommende til miljøministeren.

Det foreslås, at § 38 ophæves, og at miljøministeren, jf. nr. 6, i stedet får bemyndigelse til at udstede en bekendtgørelse om indberetningspligt, der vil indeholde bestemmelser dels svarende til den gældende bekendtgørelse på området, dels svarende til lovens § 38. Der vil i bekendtgørelsen blive fastsat regler om straf for manglende indberetning. Det er planen, at en opdateret bekendtgørelse skal træde i kraft samtidig med ikrafttræden af dette lovforslag. Det kan dog ikke helt udelukkes, at der af forskellige årsager kan ske forsinkelse. Det foreslås derfor, jf. lovforslagets § 16, stk. 2, at miljøministeren fastsætter tidspunktet for ophævelse af § 38. Det vil ske samtidig med udstedelse af ny bekendtgørelse og efter forhandling med forsvarsministeren.

Den gældende § 39 er en bemyndigelsesbestemmelse, der giver miljøministeren hjemmel til at fastsætte regler om den i § 38 nævnte indberetningspligt og om indberetning af anden forurening af havet end den, der omfattes af disse bestemmelser. MARPOL 73/78 konventionen indeholder detaljerede regler om indberetning. Hjemlen er udnyttet, jf. bekendtgørelse om indberetning i henhold til lov om beskyttelse af havmiljøet (bekendtgørelse nr. 771 af 24. oktober 1998).

Miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 2, og artikel 6, stk. 1, indeholder indberetningspligter for den ansvarlige for driften af en erhvervsmæssig aktivitet i tilfælde af, at der er en overhængende fare for, at en miljøskade vil indtræffe og i tilfælde, hvor en miljøskade allerede er indtruffet.

Bemyndigelsesbestemmelsen i § 39 foreslås ændret, så der gives miljøministeren hjemmel til at udstede regler om indberetning og tilvejebringelse af oplysninger fra myndigheder og visse personer til brug for vurdering af forhold, der reguleres efter loven.

Samtidig foreslås § 38 ophævet, idet det er mere operativt at have alle indberetningsforpligtelserne samlet i en bekendtgørelse.

Det er hensigten, at den forslåede bemyndigelsesbestemmelse umiddelbart skal udnyttes til at udstede en bekendtgørelse med regler svarende til den gældende § 38, regler udstedt i medfør af den gældende § 39 og miljøansvarsdirektivets indberetningsforpligtelser.

Med den forslåede bemyndigelsesbestemmelse er det endvidere hensigten, at indberetninger i uændret omfang skal ske til Forsvarsministeriet, også i situationer hvor der er tale om miljøskader eller overhængende fare herfor. Forsvaret sørger herefter for at viderebringe relevante indberetninger til miljøministeren, i praksis de statslige miljøcentre. Det er ikke hensigten, at Forsvarsministeriet skal foretage en miljøfaglig vurdering af forureningen m.v. Det er Miljøministeriet, (de statslige miljøcentre), der efterfølgende foretager en miljøfaglig vurdering og på baggrund heraf afgør, om der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare herfor.

Til nr. 8 og 10

Der foreslås indført et objektivt ansvar for dækning af statens udgifter til beredskabs- og bekæmpelsesomkostninger som følge af en forurening af havet eller fare herfor fra en rørledning og luftfartøj. Dette svarer til, hvad der gælder for skibe og platforme i dag. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den gældende § 44.

Som en konsekvens heraf bemyndiges miljøministeren til at kunne fastsætte nærmere regler om de i § 44, stk. 1, nævnte udgifter til beredskabs- eller bekæmpelsesomkostninger, som rørledningens eller luftfartøjets ejere skal afholde.

Til nr. 9

Omkostninger i forbindelse med bekæmpelse af miljøskader eller overhængende fare herfor skal i henhold til den foreslåede § 47 f og § 47 g betales af den ansvarlige for driften. Det vil som udgangspunkt sige rederen, hvis der f.eks. er tale om skibe. Bestemmelsen i § 44 er subsidiær i forhold til den foreslåede § 47 f og § 47 g. Det vil sige, at § 44 kun finder anvendelse i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis den ansvarlige herfor ikke kan identificeres eller ikke har betalingsevne. Der henvises til bemærkningerne til nr. 11 (§ 47 f og § 47 g) nedenfor.

Til nr. 11

Der foreslås et nyt kapitel i havmiljøloven, kapitel 14 a.

Kapitlet indeholder de særlige bestemmelser, der skal gælde, når en aktivitet indebærer eller kan indebære en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Bestemmelserne definerer miljøskade, overhængende fare for miljøskade samt, hvem der kan anses som ansvarlig for driften af en erhvervsmæssig aktivitet og for en miljøskade eller en overhængende fare for miljøskade. Derudover indeholder kapitlet bestemmelser om oplysnings- og undersøgelsespligt, iværksættelse af forebyggende og skadesbegrænsende foranstaltninger samt tilsynsmyndighedens pligt til at vurdere og afgøre, om en forurening indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Tilsvarende bestemmelser som de foreslåede bestemmelser om miljøskade og overhængende fare for miljøskade i kapitel 14 a findes i de øvrige love på natur- og miljøområdet.

Bestemmelserne i kapitel 14 a og de tilsvarende bestemmelser i de øvrige love på natur- og miljøområdet skal som beskrevet i de almindelige bemærkninger sikre, at alle de negative påvirkninger af natur og miljø, som indebærer miljøskade eller overhængende fare for miljøskade, identificeres og behandles i overensstemmelse med de særlige krav til sagernes behandling, som følger af miljøansvarsdirektivet. Det vil sige, at hvis aktiviteten indebærer miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og der er en ansvarlig herfor, behandles denne efter miljøskadeloven. Indebærer aktiviteten ikke en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, anvendes de hidtil gældende regler, fx § 43 og § 44.

Til § 47 a

§ 47 a fastlægger hvad der skal forstås ved en miljøskade og en overhængende fare for en miljøskade. Der henvises til forslag til miljøskadelovens §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Miljøansvarsreglerne gælder for miljøskader på søterritoriet, også selvom skaden er en følge af en tilførsel uden for søterritoriet. Miljøskader på beskyttede arter og internationale beskyttelsesområder er dog også omfattet af miljøansvarsreglerne, hvis skaden er indtruffet i de eksklusive økonomiske zoner. Med hensyn til begrebet »tilførsel« henvises til bemærkningerne til § 47 c.

Til § 47 b

Bestemmelsen i stk. 1 definerer, hvem der skal anses som den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan give anledning til en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Begrebet svarer til miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet, eller som, såfremt dette fremgår af national lovgivning, har fået overdraget afgørende økonomisk beslutningsmyndighed med hensyn til den tekniske drift af aktiviteten, herunder indehaveren af en tilladelse til eller en godkendelse af en sådan aktivitet eller den person, der registrerer eller anmelder en sådan aktivitet, jf. direktivets artikel 2, stk. 6. Det er ikke indeholdt i bestemmelsens formulering, at der skal gennemføres ansvarsgennembrud.

Operatørbegrebet er ikke nødvendigvis sammenfaldende med havmiljølovens anvendelse af begreberne »ejere, førere og brugere«, der stammer fra MARPOL 73/78 konventionen. »Den ansvarlige for driften« antages for skibes vedkommende at være rederen, medmindre særlige forhold gør sig gældende. For platforme og rørledningers vedkommende er det normalt brugeren, hvilket er sammenfaldende med havmiljølovens anvendelse af samme begreb. Hvis flere kan anses for brugere efter havmiljøloven, må tvivlen afgøres i overensstemmelse med direktivets operatørbegreb.

Miljøansvarsreglerne gælder i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, alene for erhvervsmæssige aktiviteter, således som disse er defineret i miljøskadelovens § 5, stk. 2. Dette medfører, at sejlads med lystfartøjer falder uden for anvendelsesområdet for miljøansvarsreglerne, medmindre et lystfartøj benyttes som led i en erhvervsmæssig aktivitet. Et eksempel kunne være miljøskader eller overhængende fare herfor forvoldt af et udlejet lystfartøj. Begrebet »erhvervsmæssige aktiviteter« er nærmere fastlagt i bemærkningerne til § 5, stk. 2, i miljøskadeloven og svarer til direktivets artikel 2, stk. 7.

I bestemmelsens stk. 2 og 3 defineres, hvem der skal anses for ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade og på hvilket ansvarsgrundlag. I overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra a og b, fastlægges hhv. et ubetinget ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade omfattet af § 47 c, stk. 1-3, jf. bemærkningerne nedenfor til § 47 c, stk. 1 -3, og et skyldbaseret ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade omfattet af § 47 c, stk. 4, jf. ligeledes bemærkningerne nedenfor til § 47 c, stk. 4. Internationale naturbeskyttelsesområder er områder, der af miljøministeren i medfør af miljømålsloven er udpeget som sådanne, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj 2007 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Til § 47 c

Med bestemmelsen sker der en direktivkonform gennemførelse af artikel 3, jf. bilag III, samt artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, litra a, på havmiljølovens område, og § 47 c, stk. 2 og 3, skal fortolkes i overensstemmelse med direktivets bilag III.

Med bestemmelsen gennemføres endvidere miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, litra a, således, at der fastlægges en pligt for den ansvarlige for driften af et skib, luftfartøj, en platform eller rørledning til straks at iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at afværge en overhængende fare for en miljøskade samt, hvis skaden er indtrådt straks at iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag til at begrænse og hindre yderligere miljøskade, jf. bestemmelsens stk. 1. Direktivets lempelsesmuligheder i artikel 8, stk. 3, og artikel 8, stk. 4, litra a, er udnyttet og gennemført i den foreslåede § 47 c. Det er den ansvarlige, der skal godtgøre, at de anførte lempelsesgrunde er til stede. Den ansvarlige har fortsat et ubetinget ansvar for miljøskader eller overhængende fare herfor, der ikke kan henføres til de anførte lempelsesgrunde, fx uheld.

Som følge af implementeringen af miljøansvarsdirektivet i havmiljøloven foreslås der indført et nyt begreb, nemlig »tilførsel«. Begrebet »tilførsel« til havet eller luften er valgt, fordi miljøansvarsdirektivets regler om forebyggelse og afhjælpning af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade finder anvendelse på skader forvoldt ved flere påvirkninger end, hvad der i dag er omfattet af havmiljølovens definitioner på udtømning, dumpning og afbrænding, jf. lovens § 4. Begrebet »tilførsel« rummer således udover udtømning, udledning, udflydning og bortskaffelse m.v. en hvilken som helst påvirkning, der er omfattet af og stammer fra udøvelsen af de erhvervsmæssige aktiviteter, der er omfattet af direktivets bilag III.

Tilførsel til havet eller luften rummer udover stoffer og materialer også (mikro)organismer. Organismer udtømmes primært via ballastvand, som det p.t. er lovligt at udtømme. Udtømmes der organismer, der forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og områder, vil den ansvarlige kunne blive gjort økonomisk ansvarlig for de foranstaltninger, der skal iværksættes efter lovforslagets § 3 nr. 11 (§ 47 c).

Genmodificerede organismer (gmo’er) er ikke omfattet af havmiljølovens regler, men behandles særskilt i lov om miljø og genteknologi, jf. lovforslagets § 6.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 pålægger den ansvarlige for driften en ubetinget pligt til at afværge en overhængende fare for miljøskade og begrænse en miljøskades omfang, herunder også forhindre yderligere miljøskade.

Den foreslåede bestemmelse vedrører afværgeforanstaltninger i forbindelse med miljøskader eller overhængende fare for miljøskader på vandmiljøet, beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder og jord, som forårsages ved tilførsler til havet og luften af såvel stoffer, materialer, mikroorganismer som af støj og vibrationer, og som stammer fra de erhvervsmæssige aktiviteter, der, jf. bestemmelsens stk. 2, er omfattet af direktivets bilag III, pkt. 2, 7, 8 og 12.

Den foreslåede bestemmelse er principal i forhold til havmiljølovens øvrige relevante bestemmelser, herunder den foreslåede § 34 a. Der henvises også til bemærkningerne til lovforslagets § 3 nr. 4. Dette gælder dog ikke for bekæmpelsesforanstaltninger i forbindelse med olie- og kemikalieforurening fra skibe i medfør af § 34 eller bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger efter § 35.

Det er således fortsat forsvarsministeren, der forestår enhver form for bekæmpelse af olie – og kemikalieforurening af havet og de kystnære dele af søterritoriet, der stammer fra udledning eller udtømning fra skibe. Kommunalbestyrelsen forestår bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havne og sanering af kyststrækninger.

Skibets fører har dog under alle omstændigheder, i overensstemmelse med almindelige regler og uanset § 34, ret og pligt til at beskytte skibets sikkerhed og træffe beslutning herom, herunder at begrænse en forureningsskade ved at iværksætte de nødvendige afværgeforanstaltninger uden at skulle afvente en myndighedsafgørelse først. Skibets egne afværgeforanstaltninger kan fx være, at eventuelle huller i skibet lukkes ved hjælp af dykkere, tanke tømmes for olie inden bjærgning, og/eller skibet bjærges.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fastlægges det nærmere hvilke erhvervsmæssige aktiviteter, der er underlagt direktivets ubetingede ansvar for afværgeforanstaltninger i forbindelse med miljøskade eller overhængende fare for miljøskade efter stk. 1.

Det ubetingede ansvar relaterer sig til bestemte påvirkninger fra bestemte aktiviteter og ikke til virksomheden som helhed.

Bestemmelsens stk. 2, nr. 1, (dumpning af optaget havbundsmateriale) og nr. 2 (bortskaffelse eller nyttiggørelse af affald) gennemfører punkt 2 i direktivets bilag III. Punkt 2 vedrører således affaldsoperationer, herunder indsamling, transport, nyttiggørelse og bortskaffelse af affald og farligt affald, herunder tilsyn med disse operationer og efterbehandling af deponeringsanlæg, for hvilke der kræves tilladelse eller registrering i medfør af Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald og Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald.

Som eksempler på, hvad der er omfattet af stk. 1, nr. 1 og 2, kan udover dumpning nævnes ikke-grænseoverskridende transport af affald og afbrænding af affald på havet.

Bestemmelsen omfatter ikke nyttiggørelse/bortskaffelse af affald, som er produceret af skibet, luftfartøjet eller platformen selv.

Bestemmelsens stk. 2, nr. 3, (grænseoverskridende transport af affald) er en gennemførelse af punkt 12 i direktivets bilag III. Punkt 12 vedrører grænseoverskridende affald inden for, til og fra Den Europæiske Union, som kræver tilladelse eller er forbudt i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab, (nu Rådets forordning 1013/2006 efter den 12. juli 2007).

Omfattet er f.eks. alle grænseoverskridende transporter af affald til bortskaffelse, som enten er forbudt eller kræver tilladelse. Omfattet er også visse grænseoverskridende transporter af affald til nyttiggørelse.

Bestemmelsens stk. 2, nr. 4, (transport af farligt eller forurenende gods) er en gennemførelse af punkt 8 i direktivets bilag III.

Punkt 8 vedrører transport ad vej, jernbane, indre vandveje, hav eller luft af farligt eller forurenende gods som defineret i bilag A til Rådets direktiv 94/55/EF af 21. november 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om transport af farligt gods ad vej eller i bilaget til Rådets direktiv 96/49/EF af 23. juli 1996 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om jernbanebefordring af farligt gods elle som defineret i Rådets direktiv 93/75/EØF af 13. september 1993 om mindstekrav til skibe, som er på vej til eller fra Fællesskabets søhavne med farligt eller forurenende gods.

Omfattet heraf er f.eks. udledninger af stoffer eller (mikro)organismer i forbindelse med transport af farligt eller forurenende gods, som f.eks., olie, stoffer og materialer i emballeret form, containere m.v. (hvis farligt eller forurenende), faste stoffer i bulk (hvis farligt eller forurenende) og flydende stoffer i bulk (hvis farlig eller forurenende).

Det er godsets farlige egenskab, der er relevant. Begrebet gods skal således forstås bredere end i normal sprogbrug, således vil gods, der er om bord på skibet, men, som er beregnet til brug for skibets egen drift, også være omfattet af begrebet gods i bestemmelsen, i det omfang det blot er defineret som farligt eller forurenende gods i de ovennævnte direktiver. Hvordan disse direktiver i øvrigt regulerer godset, er underordnet i denne sammenhæng.

Bestemmelsens stk. 2, nr. 5, (håndtering af farlige stoffer og præparater, plantebeskyttelsesmidler og biocidholdige produkter) er en gennemførelse af punkt 7 på bilag III.

Under punkt 7 hører fremstilling, anvendelse, oplagring, forarbejdning, deponering, udledning i miljøet og transport inden for virksomheden af

farlige stoffer, som defineret i artikel 2, stk. 2, i Rådets direktiv 67/548/EØF af 27. juni 1967 om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer,

farlige præparater som defineret i artikel 2, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/45/EF af 31. maj 1999 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater,

plantebeskyttelsesmidler som defineret i artikel 2, nr. 1, i rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og

biocidholdige produkter som defineret i artikel 2, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter.

Omfattet af dette punkt er tilførsel af stofferne, præparaterne eller til hav eller luft f.eks. i forbindelse med transport eller anden håndtering af disse om bord på skibet, platformen eller luftfartøjet.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 fastlægger, at den ubetingede afværgepligt efter stk. 1 også gælder, hvis der er tale om, at en hvilken som helst anden tilførsel end nævnt i stk. 1 af stoffer eller materialer til havet fra skibe, platforme, rørledninger eller luftfartøjer forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på vand eller beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder. Med bestemmelsen implementeres direktivets bilag III, pkt. 3, 4 og 5.

Omfattet af stk. 3 er en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på vand indenfor søterritoriet forårsaget af en tilførsel til havet af stoffer og materialer, som kræver godkendelse, tilladelse eller registrering efter vandrammedirektivet samt udledninger omfattet af direktiverne 76/464/EØF af 4. maj 1976 om forurening, der er forårsaget af udledning af visse farlige stoffer i fællesskabets vandmiljø og 80/68/EØF af 17. december 1979 om beskyttelses af grundvandet mod forurening forårsaget af visse farlige stoffer. Punkt 5 (vandrammedirektivet) omfatter udledning eller injektion af forurenende stoffer i overfladevand eller grundvand, der kræver tilladelse, godkendelse eller registrering i medfør af direktiv 2000/60/EF. Omfattet af punkt 5 er endvidere tilførsel uden for søterritoriet, f.eks. fra en platform, til havet af stoffer og materialer, som kræver godkendelse, tilladelse eller registrering efter vandrammedirektivet, og som forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturtyper uden for søterritoriet.

Omfattet af stk. 3 er f.eks. tilførsler til havet af ufarlige stoffer og blandinger heraf.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 fastlægger, at afværgeforpligtelsen for miljøskader eller overhængende fare herfor, der udgår fra alle andre påvirkninger fra erhvervsmæssige aktiviteter end omfattet af stk. 2 og 3 fra skibe, fly, rørledninger eller platforme alene skal bedømmes ud fra et skyldbaseret ansvar. Der er endvidere kun tale om et skyldbaseret ansvar for miljøskade eller overhængende fare herfor på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder, jf. også miljøansvarsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra b. Omfattet er f.eks. påvirkninger i form af støj, vibrationer, invasive arter (medmindre disse kan kategoriseres som farligt/forurenende gods) og luftformige emissioner (der ikke falder ned i havet) fra andre erhvervsmæssige aktiviteter end de i § 47 c, stk. 2, nævnte.

Det skyldbaserede ansvar er ikke begrænset til miljøskader på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder inden for søterritoriet, men kan række ud i den eksklusive økonomiske zone, idet beskyttede arter og internationale beskyttelsesområder også forefindes uden for søterritoriet.

»Andre erhvervsmæssige aktiviteter« kan for eksempel være en hurtigfærge, hvor støjen fra den skræmmer sæler bort fra deres reservat.

»Andre erhvervsmæssige aktiviteter« skal kunne rummes inden for havmiljølovens anvendelsesområde. Fiskeri er ikke reguleret i havmiljøloven.

Efter forslaget i stk. 6 skal tilsynsmyndigheden føre tilsyn med, at den umiddelbare handlepligt efter stk. 1 opfyldes på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er truffet afgørelse efter miljøskadeloven eller der træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag efter miljøskadeloven.

Til § 47 d

Med bestemmelsen i stk. 1 gennemføres direktivets artikel 8, stk. 3, litra a og b, og artikel 8, stk. 4, litra a, om lempelser fra direktivets ubetingede ansvar på et offentligretligt grundlag for afhjælpning af miljøskader på havmiljølovens område.

Er der indtrådt en miljøskade, har den ansvarlige for driften således ikke pligt til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige for driften kan godtgøre (omvendt bevisbyrde), at miljøskaden er forvoldt af tredjemand og skaden er indtrådt til trods for, at der er truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at miljøskaden er opstået som følge af, at man har overholdt en ufravigelig forskrift, herunder et påbud. Undtagelsen gælder dog ikke, hvis påbudet eller forskriften skyldes vedkommendes egne aktiviteter.

Såfremt den ansvarlige for driften kan godtgøre, at en indtrådt miljøskade er forvoldt ved en tilførsel eller begivenhed, der er udtrykkeligt tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelser, eller med regler, der er så deltaljerede, at de kan sidestilles med en sådan tilladelse, gælder afværgepligten efter § 47 c, stk. 1-3, heller ikke. En i lovgivningen tilladt udtømning sidestilles med den foreslåede bestemmelse med en udtrykkelig tilladt udledning. Som et eksempel herpå kan nævnes, at skibe i medfør af bekendtgørelse nr. 485 af 15. juni 1999 under opfyldelse af en række nærmere bestemte betingelser gerne må udtømme olie svarende til 15 ppm (15 liter olie per en million liter vand) i den eksklusive økonomiske zone. En sådan udtømning vil i havmiljøloven skulle betragtes som udtrykkelig tilladt, og vil fritage den ansvarlige for at bære omkostningerne ved afværgeforanstaltningerne, såfremt tilførslen til havet medfører en miljøskade. Den ansvarlige har dog fortsat et ubetinget ansvar for miljøskader og overhængende fare for miljøskade, der ikke kan henføres til den anførte lempelsesgrund, fx uheld.

Med bestemmelsen i stk. 2 gennemføres direktivets artikel 8, stk. 3, litra a og b, om lempelser fra direktivets ubetingede ansvar for forebyggelse af en overhængende fare for en miljøskade.

Foreligger der en overhængende fare for, at en miljøskade indtræffer, har den ansvarlige for driften således ikke pligt til at forebygge den, såfremt den ansvarlige for driften kan godtgøre, at faren er forvoldt af tredjemand, og at faren er indtrådt til trods for, at der er truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at miljøskaden er opstået til trods for at man har overholdt en ufravigelig forskrift, herunder et påbud. Undtagelsen gælder dog ikke, hvis påbudet eller forskriften skyldes vedkommendes egen uforsvarlige adfærd.

Er der indtrådt en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og den ansvarlige for driften kan godtgøre, at han ikke er pligtig at foretage afværgeforanstaltninger i henhold til § 47 d, består adgangen og pligten for forsvarsministeren, jf. § 34, og for kommunalbestyrelsen, jf. § 35, til at foretage beredskabs- og bekæmpelsesforanstaltninger uændret efter bestemmelserne i bl.a. kapitel 11, ligesom ansvaret for beredskabs- og bekæmpelsesomkostningerne skal bedømmes ud fra havmiljølovens § 44. Uanset § 47 d består der også fortsat en forpligtelse for den ansvarlige for driften til at foretage akut umiddelbar afværge i overensstemmelse med almindelige regler uden at skulle afvente en myndighedsafgørelse først. Skibes egne afværgeforanstaltninger kan fx være, at eventuelle huller i skibet lukkes ved hjælp af dykkere, tanke tømmes for olie inden bjærgning og/eller skibet bjærges.

Til § 47 e

Med den forslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 5, stk. 3, litra a, og artikel 6, stk. 2, litra a, vedrørende myndighedens ret til at kræve oplysninger fra den ansvarlige for driften til brug for vurderingen af, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, der skal behandles efter lov om miljøskade. Med den foreslåede bestemmelse kan miljøministeren på ubetinget grundlag påbyde den ansvarlige for driften at fremkomme med alle de nødvendige oplysninger til brug for ministerens vurdering af, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor. Den ansvarlige for driften de erhvervsmæssige aktiviteter kan herunder påbydes for egen regning at udtage prøver, foretage analyser og undersøgelser m.v., jf. 2. pkt.

Adgangen til at udstede påbud skal administreres i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige principper og grundsætninger, herunder proportionalitetsprincippet. Myndigheden skal således f.eks. være opmærksom på, at der skal være proportionalitet mellem omfanget og udgiften til den påbudte foranstaltning og omfanget og arten af den miljøskade eller overhængende fare herfor, der konkret tilsigtes forebygget eller afhjulpet.

Tilsynsmyndighedens påbud efter bestemmelsen kan påklages til Miljøklagenævnet.

Om forholdet til § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb, se de almindelige bemærkninger punkt 3.1.10.

Til § 47 f

Bestemmelsen vedrører alene skibe.

Når der indtræder forurening af havet fra et skib med olie eller kemikalier, vil forsvaret oftest umiddelbart efter forureningens indtræden indhente sikkerhedsstillelse efter havmiljølovens § 44 for forsvarets udgifter til beredskabs- og bekæmpelsestiltag. Anmodningen om sikkerhedsstillelse vil – i overensstemmelse med § 44 – blive givet til den registrerede ejer af skibet. En sådan anmodning om sikkerhedsstillelse vil som udgangspunkt blive givet i tiden inden stillingtagen til, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor. Som udgangspunkt vil forsvaret derfor ofte have en sikkerhedsstillelse med hjemmel i havmiljølovens § 44, som er stillet af den registrerede ejer. Når det fastlægges, at der er tale om en miljøskade, vil en sådan sikkerhedsstillelse skulle stilles efter reglerne i de foreslåede bestemmelser § 47 f, stk. 2 og 3, jf. nedenfor, hvor kravet rettes mod den ansvarlige for driften af skibet og med mulighed for at kræve sikkerhedsstillelse af den registrerede ejer, indtil sikkerhed bliver stillet af den ansvarlige for driften af skibet.

Når den registrerede ejer har stillet sikkerhed efter havmiljølovens § 44, og der efterfølgende viser sig at foreligge en miljøskade eller en overhængende fare herfor, vil den registrerede ejer fortsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 3, jf. nedenfor, skulle stille denne sikkerhed, indtil det er fastslået, om den ansvarlige for driften af skibet kan identificeres og stille den fornødne sikkerhed. Hvem der er den ansvarlige for driften, dvs. reder, vil f.eks. fremgå af skibets ISM certifikat. Går det forurenende skib i havn, kan der endvidere ofte i en forureningssag foretages arrest i skibet (tilbageholdelse af skibet) i medfør af sølovens kapitel 4 og tages søpant i skibet, jf. sølovens §§ 51 ff., hvilket også vil frembringe reder. Skulle det mod forventning vise sig umuligt at identificere den ansvarlige for driften eller kan denne ikke stille sikkerhed, vil kravet om sikkerhedsstillelse skulle fastholdes i forhold til den registrerede ejer i medfør af § 44. En forsikring, herunder en erklæring fra et anerkendt søforsikringsselskab (P&I-klub, dvs. et »letter of guarantee«, der betyder, at forsikringsselskabet vil stille garanti for skader), vil normalt anses for at udgøre en tilstrækkelig sikkerhed.

Med henblik på at minimere ulemperne for den registrerede ejer i de tilfælde, hvor der er krævet sikkerhedsstillelse efter § 44, men det efterfølgende viser sig, at der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade og at kravet om sikkerhedsstillelse derfor skal rejses efter reglerne i den foreslåede § 47 f, stk. 2 og 3, vil miljøcentrene bestræbe sig på at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller overhængende fare herfor snarest muligt.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 fastlægges, at udgifter, i forbindelse med afværgelse af en miljøskade eller en overhængende fare herfor i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets regler, primært skal afholdes af den ansvarlige for driften af skibet.

Kan den ansvarlige for driften af skibet imidlertid ikke identificeres, eller har vedkommende ikke betalingsevne, foreslås det, at ejeren i det omfang, der ikke er identitet mellem den ansvarlige og ejeren, skal betale udgifterne i overensstemmelse med reglerne i § 44.

Den subsidiære betalingsforpligtelse for ejeren indtræder fra det tidspunkt, hvor forsvarsministerens bestræbelser på at lokalisere den ansvarlige for driftens opholdssted har vist sig frugtesløse, eller det har vist sig, at den ansvarlige ikke har betalingsevne.

Med hensyn til identifikationskravet skal forsvarsministeren i den forbindelse have udfoldet rimelige anstrengelser for at efterspore den ansvarliges opholdssted. Med hensyn til den ansvarliges betalingsevne kan kravet gøres gældende overfor ejeren, når det kan konstateres, at betaling helt eller delvist ikke kan opnås hos den ansvarlige for driften.

Forældelsesfristen regnes i overensstemmelse med de almindelige forældelsesregler fra det tidligste tidspunkt, til hvilken fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt.

I forhold til ejeren regnes forældelsesfristen enten fra det tidspunkt, hvor det har vist sig, at forsvarsministeren ikke har kunnet lokalisere opholdsstedet for den ansvarlige for driften eller, hvor det har vist sig, at den ansvarlige ikke har betalingsevne. Med hensyn til identifikationskravet skal forsvarsministeren i den forbindelse have udfoldet rimelige anstrengelser for at efterspore den ansvarliges opholdssted, og forældelsesfristen løber således fra det tidspunkt, hvor det kan konstateres, at undersøgelserne af opholdsstedet har været frugtesløse. Med hensyn til betalingstidspunktet regnes forældelsesfristen fra det tidspunkt, hvor det er godtgjort, at den ansvarlige for driften mangler betalingsevne.

For så vidt angår forældelse i forhold til den ansvarlige for driften finder reglerne i miljøskadelovens § 48 anvendelse.

Det objektive ansvar for rimelige bekæmpelsesomkostninger, der påhviler ejeren i medfør af § 44 indtræder kun, hvis udtømningen eller udledningen er i strid med loven eller tilhørende bekendtgørelser eller er omfattet af § 58 (om ulykker m.v.). For så vidt angår ansvar for bekæmpelsesomkostningerne har også ejeren ret til at begrænse sit ansvar efter sølovens kapitel 9.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2 gennemføres direktivets artikel 8, stk. 2, om sikkerhedsstillelse for omkostningerne til afværgelse af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.

Den ansvarlige for driften skal stille sikkerhed over for forsvarsministeren for omkostningerne til bekæmpelsesforanstaltninger og forsvarsministeren kan bestemme, at skibet skal tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet. Bestemmelsen svarer til § 44, stk. 3, dog med den forskel, at kravet om sikkerhedsstillelse skal fremsættes.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 3 gives der forsvarsministeren mulighed for at kræve sikkerhedsstillelse for udgifter til bekæmpelsesforanstaltninger i forbindelse med en miljøskade eller en overhængende fare herfor over for den registrerede ejer og for at bestemme, at skibet skal tilbageholdes, indtil ejer har stillet sikkerhed. Dette kan ske, indtil den ansvarlige for driften af skibet stiller sikkerhed efter bestemmelsen i stk. 2., jf. bemærkningerne ovenfor til bestemmelsen.

Til § 47 g

Med den foreslåede bestemmelse fastlægges i stk. 1, at udgifter i forbindelse med afværgelse af en miljøskade eller en overhængende fare herfor i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets regler, primært skal afholdes af den ansvarlige for driften af et skib, et luftfartøj, en platform eller en rørledning.

Kommunalbestyrelsens udgifter til bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger i forbindelse med olie- og kemikalieforurening af kyststrækninger og havne efter § 35, jf. § 47 c, skal betales af den ansvarlige for et skib, et luftfartøj, en rørledning eller en platform. Kravet på betaling vil kunne gøres gældende af miljøministeren som følge af regler udstedt i medfør af § 36 om refusion af kommunalbestyrelsens udgifter til bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger efter § 35.

Kan den ansvarlige for driften af skibet m.v. imidlertid ikke identificeres, eller har vedkommende ikke betalingsevne, foreslås det, at ejeren i det omfang, der ikke er identitet mellem den ansvarlige og ejeren, skal betale udgifterne i overensstemmelse med reglerne i § 44. Med hensyn til subsidiær hæftelse og forældelse henvises til bemærkningerne ovenfor til § 47 f.

Med bestemmelsen i stk. 2 gennemføres direktivets artikel 8, stk. 2, om krav om sikkerhedsstillelse for omkostningerne til afværgelse af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.

Med bestemmelsen gives miljøministeren således hjemmel til at udstede regler om, at den ansvarlige for driften skal stille sikkerhed over for kommunalbestyrelsen eller miljøministeren for omkostningerne til bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger.

Til § 47 h

Det følger af bestemmelsen, at miljøministeren i de tilfælde, hvor der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, skal træffe udtrykkelig afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven og hvem der er ansvarlig herfor. Hvis ikke der er tale om en miljøskade, eller der ikke er en adressat for afgørelsen behandles sagen efter lovens øvrige regler og afgørelsen om, at der ikke foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade vil således ligge implicit i sagens videre behandling. Der gælder dog en undtagelse herfra for så vidt angår miljøskader, der påvirker eller kan forventes at påvirke et andet EU-land, se herom den foreslåede § 47 i.

Miljøministerens afgørelse kan påklages til miljøklagenævnet i medfør af § 51.

Miljøministerens beføjelser efter bestemmelsen forventes delegeret til de statslige miljøcentre under Miljøministeriet.

Med bestemmelsen i stk. 2 fastlægges, at der ikke kan træffes afgørelse efter stk. 1, såfremt den ansvarlige for driften kan godtgøre, at miljøskaden eller den overhængende fare er forvoldt under de nærmere angivet omstændigheder i § 47 d. Der henvises til bemærkningerne til § 47 d ovenfor.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 5, at miljøministeren får bemyndigelse til at udstede en bekendtgørelse om de nærmere regler for offentliggørelsen af afgørelser om miljøskader eller overhængende fare herfor.

Vedrørende udskydelse af klageadgangen som foreslået i stk. 7 henvises til bemærkningerne ovenfor til § 1, nr. 6 (forslag til ny § 73 h, stk. 2, i miljøbeskyttelsesloven).

Til § 47 i

Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at i tilfælde af en miljøskade, der påvirker eller kan forventes at påvirke andre medlemsstater, påhviler det den medlemsstat, på hvis område skaden har sit udspring, at give tilstrækkelig information herom til de potentielt berørte medlemsstater.

Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om, at der er sket en skade, og om skadens karakter m.v. tilgår miljøministeren, følger det af bestemmelsen, at den kompetente myndighed skal træffe afgørelse om, at der foreligger en miljøskade i de tilfælde, hvor miljøskaden påvirker eller kan forventes at påvirke et andet land. Dette gælder i de situationer, hvor der efter lovforslagets almindelige ordning ikke ville blive truffet en beslutning herom, dvs. hvor der ikke er en ansvarlig for miljøskaden, eller der foreligger forhold som nævnt i § 47 d, stk. 1, nr. 1-3, og sagen dermed ikke skal behandles efter miljøskadeloven. Bestemmelsen gælder kun i de tilfælde, hvor der foreligger en miljøskade og ikke blot en overhængende fare herfor.

Det forudsættes, at miljøministeren underretter det pågældende EU-land.

Til § 47 j

Forslaget skal sikre, at sagsbehandlingen ikke unødigt forsinkes som følge af en opdeling af sagsbehandlingen i to delafgørelser. Det foreslås, at afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade først skal kunne påklages som led i en klage over et påbud efter miljøskadeloven. Hermed sikres, at miljøcenteret ikke skal afvente resultatet af en klagesagsbehandling, førend sagen tages op til behandling efter miljøskadeloven. Det fastsættes samtidig, at klagefristen løber i samme tidsrum som klagen over afgørelsen efter miljøskadeloven, og at klagen skal indgives til miljøcenteret.

Til § 47 k

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 12, stk. 1, om anmodning om foranstaltninger.

Når miljøministeren modtager en anmodning fra klageberettigede efter § 52, har ministeren pligt til at træffe afgørelse om, hvorvidt der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven og hvem der er ansvarlig herfor, jf. dog neden for.

Anmodning til miljøministeren om at træffe afgørelse om, hvorvidt en tilførsel eller påvirkning eller en overhængende fare for tilførsel eller påvirkning udgør en miljøskade skal være ledsaget af relevante oplysninger om påvirkningen eller faren herfor, jf. stk. 2.

Er anmodningen ikke ledsaget af relevante oplysninger, har ministeren ikke pligt til at træffe afgørelse.

Kravet om, at en anmodning efter § 47 k skal ledsages af oplysninger, skal sikre, at ministeren ikke skal behandle uforholdsmæssigt mange anmodninger, herunder grundløse anmodninger. Selv om en anmodning ikke er underbygget, kan det (efter miljøministerens skøn) dog være relevant at føre tilsyn for at sikre, at der ikke sker eller er sket en miljøskade eller for at vurdere, om der er tale om en overhængende fare herfor. Afgørelse om, at der ikke foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven samt om at anmodningen ikke er ledsaget af tilstrækkelig relevante oplysninger, kan påklages til Miljøklagenævnet.

Bestemmelserne i §§ 47 h-47 j finder også anvendelse i disse sager.

Miljøministerens beføjelser efter bestemmelsen forventes delegeret til de statslige miljøcentre under Miljøministeriet.

Til nr. 12

Det foreslås, at såvel landsdækkende som lokale foreninger og organisationer kan meddele miljøministeren, at de ønsker underretning om afgørelser efter kapitel 14 a om miljøskade, at klage over afgørelser vedrørende miljøskade skal indgives til miljøministeren i lighed med klage over andre afgørelser efter havmiljøloven og at afgørelser efter kapitel 14 a om miljøskade kan påklages af den kreds af personer, organisationer eller myndigheder, som er omfattet af havmiljølovens § 52.

Til nr. 13 og 14

Afgørelser efter kapitel 14 a om miljøskade skal kunne påklages til Miljøklagenævnet.

Til nr. 15 og 17

De forslåede ændringer af § 59 fastsætter straf for overtrædelse af den foreslåede afværgebestemmelse i § 41 b, af de foreslåede påbudsbestemmelser i § 34 a, stk. 2 og 3, og § 41 d samt af den forslåede bestemmelse om adgang til at tilbageholde et skib i § 41 e, stk. 2 og 3.

Til nr. 16

Der foreslås hjemmel til at kunne fastsætte straf for overtrædelse af regler udstedt i medfør af den foreslåede § 34 a, stk. 3, jf. ovenfor under nr. 4.

Til nr. 18

Der foreslås hjemmel til at kunne fastsætte straf for overtrædelse af regler udstedt i medfør af den foreslåede § 47 g, stk. 2, jf. bemærkningerne hertil ovenfor under nr. 8.

Til nr. 19

Der er tale om en lovteknisk konsekvens af, at § 38 ophæves, jf. bemærkningerne til nr. 5-7 ovenfor.

Til § 4

(Lov om vandforsyning)

Til nr. 1

I noten til lovens titel indsættes en tilføjelse vedrørende implementeringen af miljøansvarsdirektivet.

Til nr. 2

Forslaget er af redaktionel og lovteknisk karakter.

Til nr. 3

Der henvises til bemærkningerne nedenfor til lovforslagets § 7, nr. 2 (ændring af naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1).

Til nr. 4

Med den forslåede ændring af § 67 gennemføres miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 3, litra a, og artikel 6, stk. 2, litra a, om oplysningspligter i bestemmelsens stk. 1. Efter den foreslåede bestemmelse kan der gives påbud efter bestemmelsen på ubetinget grundlag vedrørende alle de oplysninger, der har betydning for vandindvindingen herunder også til vurderingen af, hvorvidt der foreligger en miljøskade, eller overhængende fare for en miljøskade som følge af vandindvinding, bortledning af grundvand, anden sænkning af grundvandsstanden. Med den foreslåede bestemmelse gives der desuden kommunalbestyrelsen og miljøministeren hjemmel til på ubetinget grundlag, at påbyde de undersøgelser, analyser mv., som er nødvendige for at klarlægge årsagssammenhængen, omfanget og virkningerne af en stedfunden påvirkning af vandmiljøet eller naturen. Undersøgelserne mv. skal foretages for den ansvarliges egen regning. Det bemærkes, at bestemmelsen kan anvendes såvel i tilfælde af en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade som i tilfælde, hvor det har betydning for vandforsyningen generelt.

Vandindvinding kan medføre for lav vandføring i vandløb og vådområder og medføre biologisk konsekvens for vandområderne. Vandindvinding kan endvidere medføre uønskede ændringer i kvaliteten af grundvandet. Basisanalysen, som udarbejdes efter miljømålslovens § 6, vil ofte blive udgangspunktet for at vurdere, hvorvidt der er indtrådt en miljøskade eller en overhængende fare herfor.

Adgangen til at udstede påbud skal administreres i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretslige principper og grundsætninger, herunder proportionalitetsprincippet. Kommunalbestyrelsen skal således være opmærksom på, at der skal være sammenhæng mellem omfanget og udgiften til den påbudte undersøgelse og omfanget og arten af miljøskaden eller den overhængende fare herfor. Hvis undersøgelsen af miljøproblemet eller risikoen kan foretages lige godt ved flere metoder, skal den billigste vælges.

Påbudet skal rettes til den ansvarlige for driften af 1) vandindvindingen, 2) for bortledning af grundvand, eller 3) anden sænkning af grundvandsstanden 4) for andre aktiviteter, der kan give anledning til en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder. I forbindelse med vandforsyning vil der som hovedregel være sammenfald mellem ejeren af vandforsyningsanlægget og den ansvarlige for driften af vandindvindingen.

Det følger af bestemmelsen i stk. 2, at påbud om oplysninger til brug for vurderingen af, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som hovedregel skal rettes mod den ansvarlige for driften, men subsidiært kan påbud rettes mod ejeren af et vandforsyningsanlæg, hvis den ansvarlige ikke kan identificeres. Der vil i langt de fleste tilfælde være lighed mellem ejer og den ansvarlige.

Til nr. 5

Der foreslås et nyt kapitel i vandforsyningsloven, kapitel 11 a.

Kapitlet indeholder de særlige bestemmelser, der skal gælde, når en skade på natur og miljø indebærer eller kan indebære en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Bestemmelserne definerer miljøskade, overhængende fare for miljøskade samt, hvem der kan anses som ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for miljøskade. Derudover indeholder kapitlet bestemmelser om oplysnings- og undersøgelsespligt, iværksættelse af forebyggende og skadesbegrænsende foranstaltninger samt tilsynsmyndighedens pligt til at vurdere og afgøre, om en skade på natur og miljø indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Tilsvarende bestemmelser som de foreslåede bestemmelser om miljøskade og overhængende fare for miljøskade i kapitel 11 a findes i de øvrige love på natur- og miljøområdet herunder jordforureningsloven, som er omfattet af dette lovforslag.

Bestemmelserne i kapitel 11 a og de tilsvarende bestemmelser i de øvrige love på natur- og miljøområdet skal som beskrevet i de almindelige bemærkninger sikre, at alle de negative påvirkninger af natur og miljø, som indebærer miljøskade eller overhængende fare for miljøskade, identificeres og behandles i overensstemmelse med de særlige krav til sagernes behandling, som følger af miljøansvarsdirektivet. Det vil sige, at hvis aktiviteten indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, behandles denne efter miljøskadeloven. Indebærer aktiviteten ikke en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, anvendes de hidtil gældende regler.

Det bemærkes, at den skade, der evt. måtte opstå ved at grundvandsstanden stiger, fordi indvindingen af vand ophører, ikke er omfattet af miljøansvarsdirektivet.

Det foreslås desuden af lovtekniske grunde, at de nugældende §§ 69-71 b samles i et nyt kapitel 11 b.

Til § 68

§ 68 fastlægger hvad der skal forstås ved en miljøskade og en overhængende fare for en miljøskade. Der henvises til forslag til miljøskadelovens §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Til § 68 a

Bestemmelsen i stk. 1 definerer, hvem der skal anses som den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan give anledning til en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Begrebet svarer til miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet, eller som, såfremt dette fremgår af national lovgivning, har fået overdraget afgørende økonomisk beslutningsmyndighed med hensyn til den tekniske drift af aktiviteten, herunder indehaveren af en tilladelse til eller en godkendelse af en sådan aktivitet eller den person, der registrerer eller anmelder en sådan aktivitet, jf. direktivets artikel 2, stk. 6. Det er ikke indeholdt i bestemmelsens formulering, at der skal gennemføres ansvarsgennembrud.

I bestemmelsens stk. 2 og 3 defineres, hvem der skal anses for ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade og på hvilket ansvarsgrundlag. I overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra a og b, fastlægges et ubetinget ansvar for miljøskader eller en overhængende fare for en miljøskade for aktiviteter nævnt i stk. 2 og et skyldbaseret ansvar for miljøskader eller en overhængende fare for en miljøskade for aktiviteter nævnt i stk. 3.

Til § 68 b

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 gennemføres miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 2, og artikel 6, stk. 1, om underretningspligt og artikel 5, stk. 1, om afværgepligt. Den ansvarlige for driften af et vandforsyningsanlæg eller den ansvarlige for driften af vandindvindingen eller for bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden, bortledning af grundvand og/eller anden sænkning af grundvandsstanden, pålægges en ubetinget pligt til at underrette om alle relevante aspekter af situationen vedrørende en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade til kommunalbestyrelsen. Der skal være tale om en erhvervsmæssig aktivitet.

Bestemmelsen i stk. 1 fastlægger pligten for den ansvarlige for driften til straks at underrette tilsynsmyndigheden, dvs. enten kommunalbestyrelsen eller miljøministeren, om alle relevante aspekter ved situationen i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare herfor. Efter stk. 2 skal den ansvarlige for driften straks søge følgerne af en miljøskade afværget eller begrænset og træffe nødvendige forebyggende foranstaltninger, når der er overhængende fare for, at en miljøskade vil indtræde. Bestemmelsen fastlægger ikke en almindelig forebyggelsespligt. Almindelige ikke-lovbestemte og i øvrigt gældende forsigtigheds- og forebyggelsesprincipper gælder dog fortsat. Men de særlige regler om miljøskade, herunder miljøskadelovens bestemmelser med beføjelser for myndighederne til at påbyde afhjælpende, supplerende og kompenserende foranstaltninger m.v., aktiveres først i tilfælde af overhængende fare for en miljøskade.

Efter forslaget i stk. 3 skal kommunalbestyrelsen føre tilsyn med, at den umiddelbare handlepligt efter stk. 1 og 2 opfyldes på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er truffet afgørelse efter miljøskadeloven eller der træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag efter miljøskadeloven.

Til § 68 c

Bestemmelsen indeholder hjemmel til at meddele påbud til den ansvarlige, der ikke har rådighed over den ejendom, hvor miljøskaden eller den overhængende fare for en miljøskade er indtrådt. Der er i dag en tilsvarende hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 83 a og jordforureningslovens § 44. Bestemmelsen tager sigte på eksempelvis tilfælde, hvor den ansvarlige har solgt ejendommen eller opsagt et lejemål, eller miljøskaden eller den overhængende fare for en miljøskade har bredt sig til naboarealer.

Efter stk. 2 kan påbud kan påbud efter stk. 1 udstedes, selv om den ansvarlige ikke har rådighed over den ejendom, hvor skaden er sket. Bestemmelsen er nødvendig, fordi det ikke altid er ejeren, der er ansvarlig for den aktivitet, der har medført skaden. I disse tilfælde kan tilsynsmyndigheden meddele påbud til den, der har rådighed over ejendommen, om pligt til at tåle, at den ansvarlige efterkommer kommunalbestyrelsens påbud om undersøgelser til dokumentation af skaden, og der skal i påbuddet fastsættes en pligt til at retablere ejendommen, efter at undersøgelserne mv. er afsluttet. Påbuddet har uden tinglysning bindende virkning over den, der til enhver tid har rådighed over ejendommen, fx en ny ejer.

Adgangen til at udstede påbud skal administreres i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretslige principper og grundsætninger, herunder proportionalitetsprincippet.

Til § 68 d

Med bestemmelsen i stk. 1 gennemføres direktivets artikel 8, stk. 3, litra a og b og artikel 8, stk. 4, litra a, om lempelser fra direktivets ubetingede ansvar på et offentligretligt grundlag for afhjælpning af indtrådte miljøskader indenfor lovens område.

Er der indtrådt en miljøskade, har den ansvarlige for driften således ikke pligt til at begrænse miljøskadens omfang samt forhindre yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige for driften kan godtgøre (omvendt bevisbyrde), at miljøskaden er forvoldt af tredjemand og skaden er indtrådt til trods for, at der er truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at miljøskaden er opstået som følge af at den ansvarlige har overholdt en ufravigelig forskrift, herunder et påbud. Undtagelsen gælder dog ikke, hvis påbuddet eller forskriften skyldes vedkommendes egne aktiviteter. Eksempler på passende sikkerhedsforanstaltninger kunne være, at anlægget er forsvarligt aflåst.

Såfremt den ansvarlige kan godtgøre, at miljøskaden er forvoldt ved en begivenhed, der er udtrykkeligt tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelser, eller med regler, der er så deltaljerede, at de kan sidestilles med en sådan tilladelse, gælder afværgepligten efter § 68 c heller ikke. Som eksempel kan nævnes, at en kommunal myndighed har givet tilladelse til vandindvinding til et alment vandværk. I tilladelsen anføres en årlig indvindingsmængde. Efterfølgende viser det sig, at den tilladte indvinding påvirker vandområdet sådan, at der opstår en (ikke-forventet) miljøskade på vandområdet. Skadevolderen kan ikke gøres ansvarlig, hvis denne godtgør, at den skadevoldende indvinding var tilladt, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd. Den ansvarlige har dog fortsat et ubetinget ansvar for miljøskader eller overhængende fare herfor, der ikke kan henføres til den nævnte lempelsesgrund (den udtrykkelige tilladelse), fx uheld. Som et eksempel på regler, der er så detaljerede, at de kan sidestilles med en tilladelse, kan nævnes lovens § 26, stk. 2, 1. pkt., der fastsætter, i hvilke tilfælde tilladelse til bortledning af grundvand ikke er nødvendig.

Med bestemmelsen i stk. 2 gennemføres direktivets artikel 8, stk. 3, litra a og b, om lempelser fra direktivets ubetingede ansvar på et offentligretligt grundlag for forebyggelse af overhængende fare for en miljøskade på lovens område.

Til § 68 e

Hvis kommunalbestyrelsen skønner, at den indtrufne skade eller den overhængende fare for en skade er af en karakter, så den opfylder betingelserne for at kunne betegnes som en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og der er den fornødne årsagssammenhæng mellem den udførte aktivitet og skaden, hhv. den overhængende fare for en skade og der er en adressat for afgørelsen træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom, og sagens videre behandling sker efter reglerne i miljøskadeloven. Der gælder dog en undtagelse herfra for så vidt angår miljøskader, der påvirker eller kan forventes at påvirke et andet EU-land, se herom den foreslåede § 68 f.

Med bestemmelsen i stk. 2 og 3 fastlægges, at der ikke kan træffes afgørelse efter stk. 1, såfremt den ansvarlige kan godtgøre, at miljøskaden eller den overhængende fare er forvoldt under de nærmere angivet omstændigheder i § 68 e. Der henvises til bemærkningerne til § 68 e ovenfor.

Godtgøres dette af den ansvarlige for erhvervsmæssig indvinding, bortledning eller anden sænkning af grundvandsstanden, træffes der ikke afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade, jf. dog § 68 f.

Vedrørende konsultationsordningen som foreslået i stk. 4 henvises til bemærkningerne ovenfor til § 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 f, stk. 4 i miljøbeskyttelsesloven).

Til § 68 f

Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at i tilfælde af en miljøskade, der påvirker eller kan forventes at påvirke andre medlemsstater, påhviler det den medlemsstat, på hvis område skaden har sit udspring, at give tilstrækkelig information herom til de potentielt berørte medlemsstater.

Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om, at der er sket en miljøskade, og om skadens karakter m.v. tilgår miljøministeren, følger det af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, at der foreligger en miljøskade i de tilfælde, hvor miljøskaden påvirker eller kan forventes at påvirke et andet land. Dette gælder i de situationer, hvor der efter lovforslagets almindelige ordning ikke ville blive truffet en beslutning herom, dvs. hvor der ikke er en ansvarlig for miljøskaden, eller der foreligger forhold som nævnt i § 68 d, stk. 1, nr. 1-3, og sagen dermed ikke skal behandles efter miljøskadeloven. Bestemmelsen gælder kun i de tilfælde, hvor der foreligger en miljøskade og ikke blot en overhængende fare herfor.

Med den foreslåede § 68 g sikres endvidere, at afgørelsen og det materiale, der har indgået i vurderingen af sagen, tilgår miljøministeren med henblik på, at ministeren underretter det pågældende EU-land.

Til § 68 g

Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at når der er truffet afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter reglerne i miljøskadeloven, sendes afgørelsen og det materiale, der ligger til grund for afgørelsen, til miljøministeren, så det kan anvendes i den videre behandling af sagen. Fremsendelsen skal ske samtidig med, at kommunalbestyrelsen underretter den ansvarlige.

Når der træffes afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, er det en afgørelse, som kan påklages til Miljøklagenævnet i medfør af § 80. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 7, (forslag til ny § 80, stk. 4-6), idet der foreslås ændringer i kredsen af klageberettigede i konsekvens af implementeringen af miljøansvarsdirektivets artikel 12.

Ministerens beføjelser efter bestemmelsen forventes delegeret til de statslige miljøcentre under Miljøministeriet.

Med bestemmelsen i stk. 7 sikres det, at kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen, om, at der foreligger en miljøskade eller overhængende fare herfor, som skal behandles efter miljøskadeloven, så de klageberettigede kan benytte sig af deres klageadgang.

Med bestemmelsen i stk. 8 bemyndiges ministeren til at fastsætte regler om, hvordan offentliggørelsen skal foretages, herunder f.eks. om hvor og hvordan der skal annonceres, hvis der viser sig behov herfor

Vedrørende udskydelse af klageadgangen som foreslået i stk. 2 henvises til bemærkningerne nedenfor til § 7, nr. 3 (forslag til ny § 77 g, stk. 2, i naturbeskyttelsesloven).

Til § 68 h

Med bestemmelsen gennemføres miljøansvarsdirektivets artikel 12. Klageberettigede, jf. lovens § 80 i forhold til afgørelser om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor, har ret til at anmode kommunalbestyrelsen om at træffe afgørelse om, hvorvidt en indvinding, bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandet har forårsaget eller udgør en miljøskade eller en overhængende fare herfor. Kommunalbestyrelsen har pligt til at træffe afgørelse herom.

Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Er en anmodning ikke ledsaget af relevante oplysninger, har kommunalbestyrelsen ikke pligt til at træffe afgørelse. Kravet om, at en anmodning om afgørelse skal være ledsaget af oplysninger og data, skal sikre, at kommunalbestyrelsen ikke skal behandle uforholdsmæssigt mange anmodninger, idet der er krav om, at anmodningen underbygges. Selv om en anmodning ikke underbygges, kan det efter kommunalbestyrelsens skøn være relevant at føre tilsyn for at sikre, at der ikke sker eller er sket en miljøskade eller for at vurdere, om der er tale om en overhængende fare herfor.

Er anmodningen ikke ledsaget af relevante oplysninger, har tilsynsmyndigheden ikke pligt til at træffe afgørelse. Afgørelse om, at anmodningen ikke er ledsaget af relevante oplysninger kan påklages til Miljøklagenævnet.

Bestemmelserne i §§ 68 e-68 g finder også anvendelse i disse sager.

Til nr. 6

Der er tale om lovtekniske konsekvensændringer som følge af den foreslåede nye affattelse af § 67.

Til nr. 7

Med forslaget til § 80, stk. 4-6, gennemføres miljøansvarsdirektivets artikel 13, jf. artikel 2, hvorefter landsdækkende organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, bliver klageberettigede i forhold til afgørelser efter § 68 f og § 68 i samt påbud efter § 67 om at meddele oplysninger, foretage undersøgelser m.v. med henblik på kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 68 f

Herudover tilsigtes der med nyaffattelsen af bestemmelsen i § 80 ingen ændringer i forhold til den gældende bestemmelse.

Til nr. 8

Der er tale om en konsekvensændring til straffebestemmelsen, idet manglende efterkommelse af pligten i § 68 b bliver strafbelagt.

Til § 5

(Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug)

Husdyrloven omfatter alene de husdyrbrug, der er eller bliver tilladt eller miljøgodkendt efter denne lov, se afsnit 5.1.5.

Til nr. 1

Da lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører miljøansvarsdirektivet, indsættes en oplysning herom i noten til lovens titel.

Til nr. 2

Den foreslåede nye affattelse af § 52 er enslydende med den foreslåede affattelse af miljøbeskyttelseslovens § 71. Den foreslåede nye affattelse af § 52 er til dels en følge af miljøansvarsdirektivet, men indebærer derudover en vis, men i praksis meget begrænset, udvidelse af den gældende anmeldepligt samt en lovfæstelse af den hidtidigt forudsatte pligt til i tilfælde af væsentlig forurening eller overhængende fare for væsentlig forurening straks at forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v. eller afværge faren for forurening.

Til stk. 1

Hidtil har der i medfør af § 52 alene været en anmeldepligt ved overhængende fare for væsentlig forurening eller væsentlig forurening hvis forureningen eller den overhængende fare for forurening skyldes driftsforstyrrelser eller uheld.

Det findes mest hensigtsmæssigt at udvide anmeldepligten, så den gælder for alle tilfælde af væsentlig forurening og overhængende fare for væsentlig forurening. Dermed behøver anmelderen ikke i situationen at overveje, hvorvidt der nu er anmeldepligt eller ej. Det bemærkes i den sammenhæng, at de hidtidige reglers sondring mellem hvorledes en forurening eller en overhængende fare for forurening er opstået, næppe har haft afgørende betydning for anmeldelse af forurening og overhængende fare for forurening i praksis.

Forhold og indretninger, som nævnt i bestemmelsen, skal forstås som omfattende ethvert forhold eller indretning, som kan give anledning til forurening.

Pligten til at anmelde en forurening eller en overhængende fare for forurening er ubetinget og påhviler den, der er ansvarlig for den indretning, det anlæg, den aktivitet m.v., som forureningen eller forureningsfaren hidrører fra, uanset hvordan forureningen eller faren er opstået eller sket. Pligten gælder således også, hvor faren eller forureningen er forårsaget af en tredjemand f.eks. ved hærværk eller er en følge af force majeure-lignende forhold som f.eks. et meget voldsomt stormvejr.

I forhold til den gældende § 52, stk. 1 foreslås væsentlighedsbegrebet ikke ændret. Udgangspunktet i forhold til vurderingen af, om der er tale om væsentlig forurening, er som hovedregel, at forurening ikke vil blive anset som væsentlig, hvis den er i overensstemmelse med foreliggende emissionsnormer, og der i øvrigt ikke er grund til at formode, at denne lovlige forurening giver anledning til ikke forudsete problemer.

Det følger af bestemmelsen, at anmeldepligten ikke alene indebærer en pligt til at underrette tilsynsmyndigheden om, at der er opstået en overhængende fare for forurening eller er sket en forurening, men også en pligt til at give tilsynsmyndigheden alle relevante oplysninger om den opståede situation, sådan at tilsynsmyndigheden hurtigt kan danne sig et indtryk af situationen, herunder situationens alvor. De oplysninger, der er pligt til at give, omfatter de oplysninger, anmelderen allerede råder over, og ikke oplysninger, der kun kan tilvejebringes efter forudgående udgiftskrævende undersøgelser m.v.

Denne pligt til at give alle relevante oplysninger om en opstået overhængende fare for forurening eller en sket forurening fremgår ikke udtrykkeligt af de hidtil gældende regler om underretning i lovens § 52,stk. 1. En anmeldelse forudsætter imidlertid i sig selv, at der gives et vis minimum af relevante oplysninger for overhovedet at kunne karakteriseres som en anmeldelse. Dertil kommer, at det følger af den hidtil gældende bestemmelse i lovens § 53, stk. 1, 1. pkt., at den, der er ansvarlig for virksomhed, der kan give anledning til forurening, efter tilsynsmyndighedens anmodning skal give alle oplysninger, som har betydning for vurdering af forurening og for eventuelle forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger.

Pligten til at anmelde forureningen eller den overhængende fare for forurening til tilsynsmyndigheden gælder som hidtil, uanset om faren afværges, eller der straks sker en fuldstændig oprensning efter forureningen, da myndigheden skal have mulighed for at vurdere, bl.a. om forureningen eller den overhængende fare for forurening indebærer, at anlæg, arbejdsprocesser m.v. bør ændres for at undgå nye tilfælde af forurening eller overhængende fare for forurening.

Det følger endvidere af miljøansvarsdirektivet, at alle miljøskader og overhængende fare for miljøskader skal anmeldes. I de situationer, hvor en overhængende fare for forurening er opstået eller en forurening sket, er der sjældent grundlag eller mulighed for at vurdere, hvorvidt den overhængende fare for forurening eller forureningen indebærer eller ville kunne indebære en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Der er derfor med den foreslåede bestemmelse indført en underretningspligt ved al væsentlig forurening eller overhængende fare for forurening, herunder miljøskade, således at en sådan vurdering ikke vil være nødvendig på det tidspunkt, hvor der skal anmeldes.

Med den foreslåede udformning af underretningspligten sikres hermed tillige gennemførelsen af miljøansvarsdirektivets art. 5, stk. 2, og art. 6, stk. 1.

Til stk. 2:

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 pålægger den ansvarlige for det forhold eller den indretning, der har givet anledning til forurening eller overhængende fare for forurening en pligt til at afværge den overhængende fare henholdsvis forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v.

Forhold og indretninger, som nævnt i bestemmelsen, skal forstås som beskrevet i bemærkningerne til stk. 1.

Pligten gælder i forhold til al overhængende fare for forurening og pågående udledning af forurenende stoffer, forudsat væsentlighedskriteriet er opfyldt, se herom bemærkningerne til stk. 1.

Pligten til at afværge en overhængende fare for forurening henholdsvis forhindre yderligere forurening er ubetinget og påhviler den, der er ansvarlig for den indretning, det anlæg, den aktivitet m.v., som forureningen eller forureningsfaren hidrører fra, uanset hvordan forureningen eller faren er opstået eller sket. Pligten gælder således også, hvor faren eller forureningen er forårsaget af en tredjemand (der ikke selv griber ind) eller er en følge af force majeure-lignende forhold som f.eks. et meget voldsomt stormvejr.

Pligten efter stk. 2 til at afværge en overhængende fare for forurening henholdsvis forhindre at yderligere forurening tilføres miljøet, er begrænset, således at den alene indebærer en forpligtelse til at gøre, hvad der er øjeblikkeligt påkrævet og samtidigt umiddelbart er praktisk muligt i forhold til at afværge faren eller forhindre yderligere forurening.

Er yderligere foranstaltninger/tiltag nødvendige for at forebygge forurening eller yderligere forurening må tilsynsmyndigheden meddele påbud herom efter de gældende påbudsregler i denne lov, medmindre forureningen indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for miljøskade, da der i sådanne tilfælde fremover vil gælde særlige vidtgående handleforpligtelser, jf. den foreslåede § 54 c. Det samme gælder i øvrigt i forhold til at afhjælpe en sket forurening, hvor en øjeblikkelig indsats kan være påkrævet for f.eks. at undgå, at forureningen spreder sig og forværrer påvirkningen af omgivelserne væsentligt. Det bemærkes i den sammenhæng, at sådanne påbud om forebyggelse eller afhjælpning af forurening kan meddeles som såkaldte straks-påbud, hvor dette er nødvendigt af hensyn til miljøet, f.eks. for at forhindre yderligere spredning af forurening i sårbare omgivelser. At påbuddene meddeles som straks-påbud indebærer, at de meddeles uden forudgående varsel, og at klage over påbuddene ikke tillægges opsættende virkning.

En pligt til at afværge overhængende fare for væsentlig forurening og forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v. har hidtil været forudsat i lovens § 52, stk. 2. Det skal dog bemærkes, at en undladelse af at afværge som forudsat i den gældende bestemmelse i lovens § 52, stk. 2. ikke er strafbar, hvilket vil være tilfældet i forhold til den foreslåede § 52, stk. 2, jf. den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, nr. 5 (om § 91 stk. 1, nr. 9).

Til nr. 3

Der foreslås et nyt kapitel i husdyrloven, kapitel 5 a.

Kapitlet indeholder de særlige bestemmelser, der skal gælde, når en forurening, omfattet af loven, indebærer eller kan indebære en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Bestemmelserne definerer miljøskade, overhængende fare for miljøskade samt hvem, der kan anses som ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for miljøskade. Derudover indeholder kapitlet bestemmelser om oplysnings- og undersøgelsespligt, iværksættelse af forebyggende og skadesbegrænsende foranstaltninger samt tilsynsmyndighedens pligt til at vurdere og afgøre, om en forurening indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Tilsvarende bestemmelser som de foreslåede bestemmelser om miljøskade og overhængende fare for miljøskade i kapitel 5 a findes i de øvrige love på natur- og miljøområdet, herunder jordforureningsloven, som er omfattet af dette lovforslag.

Bestemmelserne i kapitel 5 a og de tilsvarende bestemmelser i de øvrige love på natur- og miljøområdet skal som beskrevet i de almindelige bemærkninger sikre, at alle de negative påvirkninger af natur og miljø, som indebærer miljøskade eller overhængende fare for miljøskade, identificeres og behandles i overensstemmelse med de særlige krav til sagernes behandling, som følger af miljøansvarsdirektivet. Dvs. indebærer forureningen en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, behandles denne efter miljøskadeloven. Indebærer forureningen ikke en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, anvendes de hidtil gældende regler.

Til § 54 a

Bestemmelsen fastlægger, hvad der skal forstås ved en miljøskade og en overhængende fare for en miljøskade. Der henvises til forslag til miljøskadelovens §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Til § 54 b

Bestemmelsen i stk. 1 definerer, hvem der skal anses som den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan give anledning til en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Begrebet svarer til miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet. Det er ikke indeholdt i bestemmelsens formulering, at der skal gennemføres ansvarsgennembrud.

Om begrebet »erhvervsmæssig« henvises til miljøskadelovens § 5, stk. 2 og bemærkningerne hertil.

Forslaget i stk. 2 fastsætter, at der som udgangspunkt er tale om et ubetinget ansvar for miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade forårsaget af aktiviteter omfattet af husdyrloven, jf. direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, idet der dog – som efter miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven - ikke opereres med direktivets liste over aktiviteter med ubetinget ansvar. Enhver forurenende aktivitet, omfattet af husdyrloven, som medfører en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, er således omfattet af det ubetingede ansvar.

Efter forslaget i stk. 4 og stk. 5 indføres et producentansvar på et offentligretligt grundlag for skader, som anvendelse af produkterne affaldsstoffer og husdyrgødning til jordbrugsformål forårsager, for affaldsstoffernes vedkommende for så vidt der i miljøgodkendelsen er fastsat vilkår herom (ellers anvendes miljøbeskyttelsesloven og evt. jordforureningsloven). Producentansvaret omfatter alene skader som følge af fejl ved produktet. Om baggrunden henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.1.1.2.

Producentansvaret er subsidiært. Dette indebærer, at udgangspunktet fortsat, jf. stk. 3, er, at det er den erhvervsmæssige virksomhed, som bruger disse produkter, der anses som den ansvarlige og dermed rette adressat for afgørelser efter dette kapitel.

Kan brugeren imidlertid godtgøre, at produktet er anvendt i overensstemmelse med forskrifterne herfor, og at der ikke i øvrigt er udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse hermed, kan producenten eller importøren under visse betingelser anses som den ansvarlige og dermed rette adressat for afgørelser efter dette kapitel.

For så vidt angår anvendelse af affaldsstoffer til jordbrugsformål er producent-/importøransvaret med stk. 4 og stk. 5 foreslået udformet således, at producenten eller importøren ikke er ansvarlig for en udviklingsskade, såfremt producenten/importøren kan godt gøre, at den skadelige virkning af en forurening som følge af anvendelse af affaldsstoffer ikke følger af fejl ved produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen eller importen. Ved en fejl ved produktet forstås her, at affaldsproduktet ikke har opfyldt de fastsatte kvalitetskrav, jf. § 7 i bekendtgørelsen om anvendelse af affald til jordbrugsformål, hvorefter affaldet skal overholde de fastsatte grænseværdier for en række stoffer og ikke må indeholde væsentlige mængder af andre miljøskadelige stoffer.

For så vidt angår anvendelse af husdyrgødning til jordbrugsformål er producent-/importøransvaret med stk. 4 og stk. 5 foreslået udformet således, at producenten eller importøren ikke er ansvarlig for en udviklingsskade, såfremt producenten/importøren kan godt gøre, at den skadelige virkning af en forurening som følge af anvendelse af husdyrgødning ikke følger af fejl ved produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen eller importen. Ved en fejl ved produktet forstås her, at husdyrgødningen har indeholdt væsentlige mængder af stoffer eller organismer, der ikke hidrører direkte fra husdyrenes urin og fækalier, men som er tilført husdyrgødningen. Producent-/importøransvaret vil gælde, uanset hvordan disse fremmede elementer er tilført den leverede gødning.

Ansvaret efter § 54 b, inkl. producentansvaret gælder alene for de husdyrbrug, der er reguleret efter husdyrloven, jf. de indledende bemærkninger til § 5 ovenfor. For andre husdyrbrug gælder reglerne i miljøbeskyttelsesloven.

I forhold til udenlandsk bosiddende producenter, dvs. producenter, der hverken bor eller driver forretning i Danmark, kan tilsynsmyndigheden i Danmark ikke håndhæve et påbud overfor vedkommende, hverken i form af et handlekrav eller pengekrav. I tilfælde af at der er tale om en udenlandsk bosiddende producent vil det være den pågældende danske importør, der ifalder ansvaret og pligten til at efterkomme påbuddet. Den danske importør må enten i forbindelse med kontraktindgåelsen om importen sikre sig i forhold til omfanget af sit ansvar eller efterfølgende anvende civilretlige midler til at lade producenten bære sin del af ansvaret.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne foran til § 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 b i miljøbeskyttelsesloven), idet producent/importøransvaret for affaldsstoffer og husdyrgødning til jordbrugsformål er det samme som efter miljøbeskyttelsesloven. Anvendelse af handelsgødning, biocider og pesticider er ikke reguleret af husdyrloven, hvorfor der ikke fastsættes regler svarende til de foreslåede i miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven.

Til § 54 c

Forslaget gennemfører miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, om den ansvarliges pligt til at forebygge en overhængende fare for en miljøskade, forårsaget af erhvervsmæssige aktiviteter inden for husdyrlovens område, og artikel 6, stk. 1, litra a om pligten til at begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.

Bestemmelsen i stk. 1 fastlægger den ansvarliges pligt til straks og uden forudgående påbud at iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at afværge en overhængende fare for en miljøskade samt, hvis skaden er indtrådt, straks at iværksætte ethver praktisk gennemførligt tiltag til at begrænse og hindre yderligere miljøskade. Bestemmelsen rækker videre end de forpligtelser, der følger af den foreslåede nye § 52, stk. 2 (lovforslagets § 5, nr. 2).

Da handlepligterne kan være væsentligt mere vidtgående end hvad, der følger af gældende ret, jf. den foreslåede § 52, stk. 2, er det i § 54 d foreslået at udnytte de muligheder for at lempe ansvaret og dermed handlepligterne, som findes i miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og stk. 4, litra a.

Det bemærkes, at handlepligterne og håndhævelsen heraf forudsætter, at det umiddelbart er muligt for den ansvarlige at konstatere, at en sket forurening indebærer, at der er indtrådt en miljøskade, eller at en overhængende fare for en miljøskade er opstået. Er dette ikke tilfældet, håndteres forureningen efter lovens øvrige regler.

Efter forslaget i stk. 2 skal tilsynsmyndigheden føre tilsyn med, at den umiddelbare handlepligt efter stk. 1 opfyldes på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er truffet afgørelse efter miljøskadeloven eller der træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag efter miljøskadeloven.

Til § 54 d

Med forslaget lempes under visse betingelser i overensstemmelse med direktivets artikel 8, stk. 3 og stk. 4, litra a, pligten til efter § 54 c, stk. 2, at iværksætte forebyggende og afværgende foranstaltninger.

Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at pligten til at træffe afværgende foranstaltninger ikke gælder, hvis den ansvarlige for en miljøskade kan godtgøre, at miljøskaden 1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) er en følge af overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser over for forurening, som skyldes den ansvarliges egne aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en udledning eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.

For så vidt angår undtagelsen nævnt i stk. 1, nr. 3 bemærkes, at denne ansvarsfrihedsgrund er muliggjort i direktivets artikel 8, stk. 4, litra a. Det er ikke alle tilladelser/godkendelser, der kan leve op til direktivets ordlyd. Det vurderes, at »en udtrykkelig tilladelse« vil være en tilladelse, hvor der er taget stilling til mængden og karakteren af udledningen, herunder (hvor relevant) i hvilket tidsrum, den kan udledes (f.eks. samlet mængde af stof udledt over måned eller et år og max. koncentrationer af stoffet i udledningen) – og hvordan og til hvilken ressource, udledning kan ske.

Som altovervejende udgangspunkt vil en miljøgodkendelse efter husdyrlovens kapitel 3 opfylde disse krav for så vidt angår de emissioner/begivenheder godkendelsen omfatter, forudsat at virksomheden i ansøgningen har leveret de relevante oplysninger.

Af stk. 2, følger, at pligten til at træffe forebyggende foranstaltninger ikke gælder, hvis den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at den overhængende fare for en miljøskade enten er forårsaget af en tredjemand eller er en følge af ufravigelige forskrifter (nr. 1 og 2 ovenfor). Den ansvarlige kan således ikke påberåbe sig, at emissionen eller begivenheden var i overensstemmelse med en udtrykkelig tilladelse, når der er tale om pligten til at træffe forebyggende foranstaltninger. Dette følger af direktivets artikel 8, stk. 4, litra a.

For alle ansvarsfrihedsgrunde gælder, at det er den ansvarlige, der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvordan den omvendte bevisbyrde skal løftes må i den enkelte sag ske ud fra en konkret vurdering af samspillet mellem sagens oplysninger. Det påhviler dog under alle omstændigheder den ansvarlige for driften at oplyse sagen bedst muligt ved at give oplysninger om hændelsesforløbet og ved hjælp af f.eks. journaler, regnskabsoplysninger, egenkontrol og lignende.

Det fremgår af stk. 3, at en producent eller importør ikke kan påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig tilladt emission eller begivenhed. Hermed fastholdes, at der gælder et ubetinget ansvar i disse situationer.

Til § 54 e

Tilsynsmyndigheden kan meddele den ansvarlige for driften, brugeren, producenten eller importøren påbud om for egen regning at give oplysninger, foretage undersøgelser m.v., som er nødvendige for bedømmelsen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor som fastlagt i miljøskadelovens §§ 7-11, som skal behandles efter miljøskadeloven. Påbuddet kan påklages til Miljøklagenævnet.

Efter forslaget i stk. 2 kan påbud også udstedes, selv om den ansvarlige for driften, brugeren, producenten eller importøren ikke har rådighed over den ejendom, som er berørt af forureningen, og hvor eventuelle undersøgelse m.v. skal gennemføres. Bestemmelsen er nødvendig, fordi det ikke altid er sådan, at den, der er ansvarlig for den aktivitet, der har medført forureningen, også har rådighed over den forurenede ejendom. I disse tilfælde skal der i påbudet fastsættes pligt til reetablering af ejendommen, efter at undersøgelserne m.v. er afsluttet.

Efter forslaget i stk. 3 kan tilsynsmyndigheden meddele påbud til den, der har rådighed over ejendommen om pligt til at tåle, at den ansvarlige for driften, brugeren, producenten eller importøren efterkommer tilsynsmyndighedens påbud om undersøgelser mv. af forureningen og dens konsekvenser.

Påbud efter stk. 3 er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en forurening, jf. stk. 4.

Det kan ikke udelukkes, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor gennemførelse af undersøgelser m.v. vil udgøre en ekspropriation i grundlovens § 73’s forstand. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 skal forstås med den begrænsning, at der ikke vil kunne meddeles påbud, hvor påbuddene vil udgøre en ekspropriation.

Til § 54 f

Det følger af bestemmelsen, at tilsynsmyndigheden i de tilfælde, hvor en forurening indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, skal træffe udtrykkelig afgørelse herom, når denne miljøskade eller overhængende fare herfor skal behandles efter miljøskadeloven. Der skal således ikke træffes afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis der ikke er en adressat for afgørelsen, dvs. i de tilfælde, hvor det ikke kan fastslås, fra hvilke erhvervsmæssige aktiviteter forureningen hidrører, eller hvem der er den ansvarlige for driften af disse aktiviteter og dermed for miljøskaden eller den overhængende fare herfor.

Der gælder dog en undtagelse herfra for så vidt angår miljøskader, der påvirker eller kan forventes at påvirke et andet EU-land, se herom den foreslåede § 54 g.

Efter stk. 2 og 3 kan der ikke træffes afgørelse hvis den ansvarlige kan godtgøre, at ansvarsfrihedsgrundene i § 54 d, stk. 1 eller 2, foreligger, jf. bemærkningerne ovenfor til disse bestemmelser. Den eventuelt fortsatte behandling af sagen vil i så fald ske efter de hidtil gældende regler.

Efter stk. 4 kan producenten eller importøren heller ikke i denne situation påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig tilladt emission eller begivenhed.

Det bemærkes, at det ofte vil være en forudsætning for, at tilsynsmyndigheden kan træffe afgørelse om, hvorvidt en forurening indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, at det er undersøgt, hvordan og hvornår forureningen er forårsaget og hvad forureningens konsekvenser er for den eller de berørte naturressourcer. Hvis tilsynsmyndigheden ikke finder, at der er tale om en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, behandles sagen efter de almindelige tilsyns- og håndhævelsesbestemmelser i loven. Heri ligger implicit, at der ikke foreligger en miljøskade eller overhængende fare herfor. Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 54 i, hvorefter en klageberettiget under visse omstændigheder kan kræve, at der træffes afgørelse.

Det foreslås med stk. 5, at miljøministeren får hjemmel til at fastsætte regler om, at tilsynsmyndighedens afgørelse om, at der foreligger en sag, der skal behandles efter miljøskadeloven, i en midlertidig periode skal forelægges for miljøministeren (som forventes at delegere denne kompetence til Miljøministeriets miljøcentre). Det foreslås desuden, at der bliver hjemmel til at udskyde klage over den bindende udtalelse som en parallel til, at klage over tilsynsmyndighedens afgørelse af spørgsmålet udskydes. Der henvises herom til bemærkningerne til § 1, nr. 5, om den foreslåede nye § 73 f, stk. 4.

Til § 54 g

Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at i tilfælde af en miljøskade, der påvirker eller kan forventes at påvirke andre medlemsstater, påhviler det den medlemsstat, på hvis område skaden har sit udspring, at give tilstrækkelig information herom til de potentielt berørte medlemsstater.

Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om, at der er sket en miljøskade, og om skadens karakter m.v. tilgår miljøministeren, følger det af bestemmelsen, at tilsynsmyndigheden skal træffe afgørelse om, at der foreligger en miljøskade i de tilfælde, hvor miljøskaden påvirker eller kan forventes at påvirke et andet EU-land. Dette gælder i de situationer, hvor der efter lovforslagets almindelige ordning ikke ville blive truffet en afgørelse herom, jf. § 54 f, dvs. hvor der ikke er en ansvarlig for miljøskaden, fx. fordi der foreligger forhold som nævnt i 54 d, stk. 1, nr. 1-3, eller den ansvarlige ikke kan findes, og sagen dermed ikke skal behandles efter miljøskadeloven. Bestemmelsen gælder kun i de tilfælde, hvor der foreligger en miljøskade og ikke blot en overhængende fare herfor.

Med den foreslåede § 54 h sikres, at afgørelsen og det materiale, der har indgået i vurderingen af sagen, tilgår miljøministeren med henblik på, at ministeren underretter det pågældende EU-land.

Til § 54 h

Det følger af stk. 1, at når der er truffet afgørelse om, at en forurening indebærer en miljøskade eller en overhængende fare herfor, som skal behandles efter reglerne i miljøskadeloven, sendes afgørelsen og det materiale, der ligger til grund for afgørelsen, til miljøministeren (de lokale miljøcentre under Miljøministeriet), så det kan anvendes i den videre behandling af sagen. Fremsendelsen skal ske samtidig med, at tilsynsmyndigheden underretter den ansvarlige for miljøskaden eller den overhængende fare for miljøskade.

Når der træffes afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade, er det en afgørelse, som kan påklages til Miljøklagenævnet efter lovens kapitel 7.

For at sikre, at den brede kreds af klageberettigede bliver underrettet om tilsynsmyndighedens afgørelse, foreslås det, at afgørelserne skal offentliggøres.

Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om offentliggørelsen, herunder f.eks. om hvor og hvordan der skal annonceres, hvis der viser sig behov herfor.

Vedrørende udskydelse af klageadgang som foreslået i stk. 4, henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 h, stk. 4 i miljøbeskyttelsesloven).

Til § 54 i

Der henvises til bemærkningerne ovenfor til § 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 i, i miljøbeskyttelsesloven). Om hvem der er klageberettiget, se ændringerne til § 87 (ændring nr. 4)

Til nr. 4

Der er tale om en konsekvensændring af §§ 61 og 62, som betyder, at lokale og landsdækkende foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål og tilsvarende landsdækkende foreninger og organisationer, kan underrette kommunalbestyrelsen og miljøministeren om, at der ønskes underretning om afgørelser efter kapitel 5 a. Det samme gælder foreninger og organisationer, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser. Dette betyder samtidig, at de lokale foreninger og organisationer, som er omfattet af bestemmelsen, vil kunne klage over disse afgørelser.

Med ændringerne af § 87, stk. 1 og 2, foreslås tilsvarende en udvidelse af klageadgangen for landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, således at også de kan klage over afgørelserne efter kapitel 5 a. Det samme gælder under visse betingelser landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige rekreative interesser.

Forslaget skal bidrage til gennemførelse af miljøansvarsdirektivets artikel 13.

Der rettes samtidig op på en fejl i de gældende regler, således at de nævnte foreninger ikke alene kan bede om underretning om afgørelser efter kapitel 3 om tilladelser og godkendelser, men også kapitel 4 om påbud, forbud og revurdering, ligesom de bliver klageberettigede i forhold til disse afgørelser.

Til nr. 5

Det foreslås, at klage over påbud om at give oplysninger eller foretage undersøgelser med henblik på at vurdere, om der foreligger en miljøskade eller en fare for en miljøskade, jf. den foreslåede nye § 54 e, tillægges opsættende virkning. Dette gælder dog ikke, jf. stk. 2, hvis kommunalbestyrelsen har bestemt, at påbud skal efterkommes straks, medmindre Miljøklagenævnet bestemmer andet. Efter stk. 3 kan Miljøklagenævnet ligeledes beslutte, at klage skal have opsættende virkning, selv om kommunalbestyrelsen har besluttet, at dette ikke skulle være tilfældet.

Dette gælder i forvejen for påbud efter lovens § 39 og § 42.

Til nr. 6

Der rettes op på en fejl i de gældende regler, således at Danmarks Fiskeriforening og Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark kan påklage afgørelser om de spørgsmål, der nævnes i bestemmelsen - ikke alene efter kapitel 3 om tilladelser og godkendelser, men også kapitel 4 om påbud, forbud og revurdering.

Til nr. 7

Da afgørelserne efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 5 a er komplekse, findes det ligesom efter miljøbeskyttelsesloven rimeligt at ændre søgsmålsfristen, således at den er 12 måneder for afgørelser efter kapitel 5 a.

Til nr. 8 og 9

Den foreslåede ændring i nr. 8 er alene en konsekvensændring. I lighed med hvad der foreslås efter miljøbeskyttelsesloven gøres det med forslaget i nr. 9 strafbart at undlade straks at afværge en overhængende fare for forurening eller forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v. efter forslagets § 52, stk. 2. Med forslaget gøres det endvidere strafbart at undlade at træffe foranstaltninger og tiltag som krævet i § 54 c.

Til § 6

(Lov om miljø og genteknologi)

Til nr. 1

Da lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører miljøansvarsdirektivet, indsættes en oplysning herom i noten til lovens titel.

Til nr. 2

Der foreslås et nyt kapitel i lov om miljø og genteknologi, kapitel 3 a.

Kapitlet indeholder de særlige bestemmelser, der skal gælde, når en skade, omfattet af loven, indebærer eller kan indebære en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Bestemmelserne definerer miljøskade, overhængende fare for miljøskade samt hvem, der kan anses som ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for miljøskade. Derudover indeholder kapitlet bestemmelser om oplysnings- og undersøgelsespligt, iværksættelse af forebyggende og skadesbegrænsende foranstaltninger samt tilsynsmyndighedens pligt til at vurdere og afgøre, om en skade indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Tilsvarende bestemmelser som de foreslåede bestemmelser om miljøskade og overhængende fare for miljøskade i kapitel 3 a findes i de øvrige love på natur- og miljøområdet, herunder jordforureningsloven, som er omfattet af dette lovforslag.

Bestemmelserne i kapitel 3 a og de tilsvarende bestemmelser i de øvrige love på natur- og miljøområdet skal som beskrevet i de almindelige bemærkninger sikre, at alle de negative påvirkninger af natur og miljø, som indebærer miljøskade eller overhængende fare for miljøskade, identificeres og behandles i overensstemmelse med de særlige krav til sagernes behandling, som følger af miljøansvarsdirektivet. Dvs. indebærer en skade en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, behandles denne efter miljøskadeloven. Indebærer den ikke en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, anvendes de hidtil gældende regler.

Til § 25 a

Bestemmelsen fastlægger området for reglerne i kapitel 3 a om miljøansvar. Der henvises til forslag til miljøskadelovens §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Til § 25 b

I hovedsagen gives tilladelse til tre former for anvendelse af genmodificerede organismer (udover forskning i laboratorier) efter lov om miljø og genteknologi. I forbindelse med afgørelser om godkendelser meddeler godkendelsesmyndigheden, hvilke vilkår godkendelsen er givet på. Det er så den virksomhed eller person, som udnytter afgørelsen, der er ansvarlig for overholdelsen af vilkårene, og myndighederne fører tilsyn med, om disse vilkår overholdes.

For produktion, hvor der anvendes genetisk modificerede organismer (GMO’er), vil der i almindelighed være tale om relativt store virksomheder, der anvender genmodificerede mikroorganismer til produktion af medicinske produkter eller enzymer.

Ved udsætning i ethvert andet øjemed end markedsføring (forsøgsudsætninger) kan der både være tale om små biotech-virksomheder eller større virksomheder – fx inden for produktion af frø.

I forbindelse med egentlig markedsføring af GMO’er eller produkter, hvori disse indgår, meddeles afgørelse på EU-niveau. Der er ikke nogle danske firmaer endnu, der har fået sådanne markedsføringsgodkendelser.

Produktion, transport, anvendelse m.v. af genetisk modificerede organismer er en aktivitet, som er nævnt i miljøansvarsdirektivets bilag III, pkt. 10 og 11. Det indebærer som udgangspunkt, at ansvar for en miljøskade (på både beskyttede arter/internationale naturbeskyttelsesområder, vand og jord) forårsaget af denne aktivitet er et ubetinget ansvar, jf. direktivets artikel 3, stk. 1, litra a.

Bestemmelsen i stk. 1 definerer, hvem der skal anses som den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan give anledning til en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Begrebet svarer til miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet. Det er ikke indeholdt i bestemmelsens formulering, at der skal gennemføres ansvarsgennembrud.

Forslaget i stk. 2 fastsætter, at der som udgangspunkt er tale om et ubetinget ansvar for miljøskade eller overhængende fare for miljøskade forårsaget af GMO’er, jf. direktivets artikel 3, stk. 1, litra a. Bestemmelsen kan f.eks. omfatte den, der transporterer GMO’er, eller foretager prøveudsætning af GMO’er.

Med forslaget i stk. 4 indføres et producentansvar på et offentligretligt grundlag for skader som følge af fejl ved produktet eller udviklingsskader, dvs. skader som følge af produktet, uanset om producenten kunne påvise, at produktet ikke ansås at ville forårsage en skade ifølge den videnskabelige og tekniske viden på det pågældende tidspunkt. Om baggrunden henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.1.1.2.

Producentansvaret er subsidiært. Dette indebærer, at udgangspunktet fortsat er, at det er den erhvervsmæssige virksomhed, som bruger disse produkter (jf. forslagets stk. 3), der anses som den ansvarlige og dermed rette adressat for afgørelser efter dette kapitel.

Kan brugeren imidlertid godtgøre, at produktet er anvendt i overensstemmelse med forskrifterne herfor, og at der ikke i øvrigt er udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse hermed, kan producenten eller importøren under visse betingelser anses som den ansvarlige og dermed rette adressat for afgørelser efter dette kapitel.

I forhold til udenlandsk bosiddende producenter, dvs. producenter, der ikke har adresse i Danmark, vil tilsynsmyndigheden i Danmark ikke kunne håndhæve et påbud overfor vedkommende. I sådanne tilfælde vil påbud skulle rettes mod den danske importør. Den danske importør må enten i forbindelse med kontraktindgåelsen om importen sikre sig i forhold til omfanget af sit ansvar eller efterfølgende anvende civilretlige midler til at lade producenten bære sin del af ansvaret.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne foran til § 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 b i miljøbeskyttelsesloven) og for producentansvaret særligt til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.7 og bemærkningerne vedrørende miljøbeskyttelseslovens § 73 b.

Til § 25 c

Forslaget gennemfører miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1 og 2, om den ansvarliges pligt til at forebygge og underrette tilsynsmyndigheden om en overhængende fare for en miljøskade, forårsaget af erhvervsmæssige aktiviteter inden for genteknologilovens område, og artikel 6, stk. 1, om øjeblikkelig underretning af miljøministeren i tilfælde af, at der er opstået en miljøskade, og om begrænsning af skadens omfang.

Bestemmelsen i stk. 1 fastlægger den ansvarliges pligt til straks at underrette miljøministeren om alle relevante aspekter ved situationen i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare herfor. Efter stk. 2 skal den ansvarlige straks søge følgerne af en miljøskade afværget eller begrænset og træffe nødvendige forebyggende foranstaltninger, når der er overhængende fare for, at en miljøskade vil indtræde. Bestemmelserne skal ses i sammenhæng med lovens § 24, stk. 2, der indeholder en antagelse om en almindelig pligt til forebyggelse af uheld i forbindelse med håndtering af GMO’er.

Efter forslaget i stk. 3 skal miljøministeren føre tilsyn med, at den umiddelbare handlepligt efter stk. 1 og 2 opfyldes på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er truffet afgørelse efter miljøskadeloven eller der træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag efter miljøskadeloven.

Til § 25 d

Med forslaget lempes under visse betingelser i overensstemmelse med direktivets artikel 8, stk. 3, litra a og b, og stk. 4, litra a, pligten til efter § 25 c, stk. 2, at iværksætte forebyggende og afværgende foranstaltninger.

Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at pligten til at træffe afværgende foranstaltninger ikke gælder, hvis den ansvarlige for en miljøskade kan godtgøre, at miljøskaden 1) er forårsaget af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) er en følge af overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser over for negativ påvirkning som skyldes den ansvarliges egne aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en udledning eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.

Af stk. 2 følger, at pligten til at træffe forebyggende foranstaltninger ikke gælder, hvis den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at den overhængende fare for en miljøskade enten er forårsaget af en tredjemand eller er en følge af ufravigelige forskrifter (nr. 1 og 2 ovenfor).

For alle ansvarsfrihedsgrunde gælder, at det er den ansvarlige, der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvordan den omvendte bevisbyrde skal løftes må i den enkelte sag ske ud fra en konkret vurdering af samspillet mellem sagens oplysninger. Det påhviler dog under alle omstændigheder den ansvarlige at oplyse sagen bedst muligt ved at give oplysninger om hændelsesforløbet og ved hjælp af f.eks. journaler, regnskabsoplysninger, egenkontrol og lignende.

Det fremgår af stk. 3, at en producent eller importør ikke kan påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig tilladt aktivitet som lempelsesgrund. Hermed fastholdes, at der gælder et ubetinget ansvar i disse situationer.

Til § 25 e

Tilsynsmyndigheden kan meddele den ansvarlige for driften, brugeren, producenten eller importøren påbud om at give oplysninger, for egen regning at foretage undersøgelser m.v., som er nødvendige for bedømmelsen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor som fastlagt i miljøskadelovens §§ 7-11, som skal behandles efter miljøskadeloven. Påbuddet kan påklages til Miljøklagenævnet.

Efter forslaget i stk. 2 kan påbud også udstedes, selv om den ansvarlige for driften, eller brugeren, producenten eller importøren ikke har rådighed over den ejendom, som er berørt, og hvor eventuelle undersøgelse m.v. skal gennemføres. Bestemmelsen er nødvendig, fordi det ikke altid er sådan at den, der er ansvarlig for den aktivitet, der har medført skaden, også har rådighed over ejendommen. I disse tilfælde skal der i påbudet fastsættes pligt til retablering af ejendommen efter, at undersøgelserne m.v. er afsluttet.

Efter forslaget i stk. 3 kan tilsynsmyndigheden meddele påbud til den, der har rådighed over ejendommen om pligt til at tåle, at den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren efterkommer tilsynsmyndighedens påbud om undersøgelser mv. af skaden og dens konsekvenser.

Der kan ikke udelukkes, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor gennemførelse af undersøgelser m.v. vil udgøre en ekspropriation i grundlovens § 73’s forstand. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 skal forstås med den begrænsning, at der ikke vil kunne meddeles påbud, hvor påbuddene vil udgøre en ekspropriation.

Til § 25 f

Hvis tilsynsmyndigheden skønner, at den indtrufne skade eller den overhængende fare for en skade er af en karakter, så den opfylder betingelserne for at kunne betegnes som en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og der er den fornødne årsagssammenhæng mellem den udførte aktivitet og skaden, hhv. den overhængende fare for en skade, og der er en adressat for afgørelsen træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, og sagens videre behandling sker efter reglerne i miljøskadeloven. Der gælder dog en undtagelse herfra for så vidt angår miljøskader, der påvirker eller kan forventes at påvirke et andet EU-land, se herom den foreslåede § 25 g.

Efter stk. 2 og 3 kan en sådan afgørelse dog ikke træffes, hvis den ansvarlige kan godtgøre, at lempelsesgrundene i § 25 d, stk. 1, 2 eller 3, foreligger, jf. bemærkningerne ovenfor til disse bestemmelser. Producenten eller importøren kan heller ikke i denne situation påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig tilladt aktivitet.

Hvis tilsynsmyndigheden ikke finder, at der er tale om en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, behandles sagen efter de almindelige tilsyns- og håndhævelsesbestemmelser i loven. Heri ligger implicit, at der ikke foreligger en miljøskade eller overhængende fare herfor. Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 25 i, hvorefter en klageberettiget under visse omstændigheder kan kræve, at der træffes afgørelse.

For at sikre, at den brede kreds af klageberettigede bliver underrettet om tilsynsmyndighedens afgørelse, foreslås det med stk. 4, at afgørelserne skal offentliggøres. Miljøministeren kan efter stk. 5 fastsætte nærmere regler om offentliggørelsen, herunder f.eks. om hvor og hvordan der skal annonceres, hvis der viser sig behov herfor, eller at offentliggørelse kan ske på en hjemmeside.

Til § 25 g

Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at i tilfælde af en miljøskade, der påvirker eller kan forventes at påvirke andre medlemsstater, påhviler det den medlemsstat, på hvis område skaden har sit udspring, at give tilstrækkelig information herom til de potentielt berørte medlemsstater.

Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om, at der er sket en miljøskade, og om skadens karakter tilgår miljøministeren, følger det af bestemmelsen, at den kompetente myndighed skal træffe afgørelse om, at der foreligger en miljøskade i de tilfælde, hvor miljøskaden påvirker eller kan forventes at påvirke et andet land. Dette gælder i de situationer, hvor der efter lovforslagets almindelige ordning ikke ville blive truffet en beslutning herom, dvs. hvor der ikke er en ansvarlig for miljøskaden, eller der foreligger forhold som nævnt i § 25 f, stk. 2, nr. 1-3, og skaden dermed ikke skal behandles efter miljøskadeloven. Bestemmelsen gælder kun i de tilfælde, hvor der foreligger en miljøskade og ikke blot en overhængende fare herfor

Det forudsættes, at miljøministeren underretter det pågældende EU-land.

Til § 25 h

Forslaget om udskydelse af klageretten skal sikre, at sagsbehandlingen ikke unødigt forsinkes som følge af en opdeling af sagsbehandlingen i to delafgørelser. Det foreslås, at tilsynsmyndighedens afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade først skal kunne påklages som led i en klage over et påbud efter miljøskadeloven. Hermed sikres, at miljøcenteret ikke skal afvente resultatet af en klagesagsbehandling, førend sagen tages op til behandling efter miljøskadeloven. Det fastsættes samtidig, at klagefristen løber i samme tidsrum som klagen over afgørelsen efter miljøskadeloven, og at klagen skal indgives til miljøcenteret.

Til § 25 i

Der henvises til bemærkningerne ovenfor til § 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 i, i miljøbeskyttelsesloven).

Til nr. 3

Forslaget fastlægger kredsen af klageberettigede i en sag om miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 13 sammenholdt med artikel 12. De foreninger og organisationer, der foreslås som klageberettigede, svarer til dem, der i 2000 i forbindelse med implementeringen af Århus-konventionen (Konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet af 25. juni 1998) fik klageret i en række love på natur- og miljøområdet.

Til nr. 4

Bestemmelsen fastsætter, at klage har opsættende virkning, medmindre Miljøklagenævnet beslutter andet.

Til nr. 5

Forslaget fastsætter i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 13, at afgørelser efter kapitel 3 a kan påklages til Miljøklagenævnet.

Til nr. 6

Med forslaget gøres det strafbart at undlade at give underretning eller træffe foranstaltninger eller tiltag som krævet i forslag til ny § 25 c.

Til § 7

(Lov om naturbeskyttelse)

Til nr. 1

Bestemmelsen fastlægger, at lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører miljøansvarsdirektivet, og at dette fremover vil fremgå af fodnote til lovens titel.

Til nr. 2

Forslaget er en konsekvens af forslagene i nr. 3 (forslag til nyt kapitel 11 a). Henvisningen til reglerne om ansvar for en miljøskade indebærer, at ejer/bruger ikke i den periode, hvor det ikke er afklaret, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, der skal behandles efter miljøskadeloven, kan blive mødt med påbud om genopretning efter reglerne i naturbeskyttelsesloven.

Hvis den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade enten ikke kan findes eller ikke er betalingsdygtig, vil de regler, som gælder i dag, være gældende, nemlig en ubetinget pligt for ejeren eller brugeren af en ejendom til at berigtige ulovlige forhold. Der vil dog ikke være tale om så omfattende afhjælpning, som miljøskadeloven kræver, men kun genopretning til lovlig tilstand.

Efter administrativ praksis stilles der ikke i dag krav om genopretning til lovlig tilstand eller betaling herfor af grundejer eller bruger, hvor det beviseligt er en fremmed, der er trængt ind på ejendommen og har foretaget den ulovlige ændring af tilstanden. Derimod rejser tilsynsmyndigheden sager, hvor det er den tidligere ejer, eller hvor det er en entreprenør antaget af ejeren eller brugeren, som har foretaget den aktivitet, der har ført til den ulovlige tilstand. Hvis den skadegørende handling finder sted i ejers eller brugers interesse, findes derfor ejer eller bruger nærmest til at bære omkostninger til genopretning af en ulovlig tilstand. Bestemmelsen har kun selvstændig betydning i tilfælde af, at der ikke er sammenfald mellem den ansvarlige og ejer/bruger.

Til nr. 3

Der foreslås et nyt kapitel i naturbeskyttelsesloven, kapitel 11 a.

Kapitlet indeholder de særlige bestemmelser, der skal gælde, når en skade på natur og miljø indebærer eller kan indebære en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Bestemmelserne definerer miljøskade, overhængende fare for miljøskade samt, hvem der kan anses som ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for miljøskade. Derudover indeholder kapitlet bestemmelser om oplysnings- og undersøgelsespligt, iværksættelse af forebyggende og skadesbegrænsende foranstaltninger samt tilsynsmyndighedens pligt til at vurdere og afgøre, om en skade på natur og miljø indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Tilsvarende bestemmelser som de foreslåede bestemmelser om miljøskade og overhængende fare for miljøskade i kapitel 11 a findes i de øvrige love på natur- og miljøområdet herunder jordforureningsloven, som er omfattet af dette lovforslag.

Bestemmelserne i kapitel 11 a og de tilsvarende bestemmelser i de øvrige love på natur- og miljøområdet skal som beskrevet i de almindelige bemærkninger sikre, at alle de negative påvirkninger af natur og miljø, som indebærer miljøskade eller overhængende fare for miljøskade, identificeres og behandles i overensstemmelse med de særlige krav til sagernes behandling, som følger af miljøansvarsdirektivet. Det vil sige, at hvis aktiviteten indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, behandles denne efter miljøskadeloven. Indebærer aktiviteten ikke en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, anvendes de hidtil gældende regler.

Efter naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1, påhviler det ejeren eller brugeren af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold på arealet. Dette gælder også i de situationer, hvor det ulovlige forhold er forårsaget af andre end ejer/bruger af ejendommen. I den forstand kan man tale om et ubetinget grundejeransvar for berigtigelse af ulovlige forhold efter naturbeskyttelsesloven.

Forslaget flytter ansvaret for at berigtige et ulovligt forhold, der skyldes uforsvarlig adfærd, dvs. fejl eller forsømmelse, fra grundejer/bruger til den, der er ansvarlig for en miljøskade eller overhængende fare herfor. Forslaget har kun selvstændig betydning, når den ansvarlige er en anden end ejendommens ejer eller bruger.

Ansvaret for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder er et almindeligt skyldbaseret ansvar. Det påhviler tilsynsmyndigheden, dvs. enten kommunalbestyrelsen eller miljøministeren (miljøcentret) at godtgøre, at miljøskaden eller den overhængende fare for en miljøskade er sket som følge af fejl eller forsømmelse fra den ansvarliges side.

Til § 77

Bestemmelsen fastlægger området for reglerne i kapitel 11 a om miljøansvar. Der henvises til forslag til miljøskadelovens §§ 7, 10, 11 og bemærkningerne hertil. Hvis en mulig miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade på en beskyttet art eller et internationalt naturbeskyttelsesområde er forårsaget fx af en forurening, skal sagen efter lex specialis-princippet behandles efter reglerne i den relevante særlov, dvs. miljøbeskyttelsesloven, husdyrloven eller jordforureningsloven. Det indebærer, at der er tale om et ubetinget ansvar (med de mulige lempelsesgrunde), og at evt. oplysningspåbud og tålepåbud samt afgørelse om sagens videre behandling efter miljøskadeloven sker efter reglerne i den relevante lov.

Til § 77 a

Bestemmelsen i stk. 1 definerer, hvem der skal anses som den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan give anledning til en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder. Begrebet svarer til miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet, eller som, såfremt dette fremgår af national lovgivning, har fået overdraget afgørende økonomisk beslutningsmyndighed med hensyn til den tekniske drift af aktiviteten, herunder indehaveren af en tilladelse til eller en godkendelse af en sådan aktivitet eller den person, der registrerer eller anmelder en sådan aktivitet, jf. direktivets artikel 2, stk. 6. Det er ikke indeholdt i bestemmelsens formulering, at der skal gennemføres ansvarsgennembrud.

I stk. 2 defineres, hvem der skal anses som ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder og på hvilket ansvarsgrundlag. I overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b, fastlægges skyldbaseret ansvar for denne type af miljøskade. Det vil sige, det påhviler myndighederne at godtgøre, at der foreligger et ansvar.

Som et eksempel på, at en anden end grundejeren udfører aktiviteter på en ejendom kan nævnes en maskinstation, der på entreprenørbasis udfører arbejde på en landbrugsejendom. Det er opfattelsen, at den ansvarlige for en miljøskade i denne situation vil være landmanden, uanset om skaden er forvoldt af entreprenøren. Landmanden må således sikre sig i sit forhold til maskinstationen.

Til § 77 b

Forslaget gennemfører miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, om den ansvarliges pligt til at forebygge og underrette tilsynsmyndigheden om en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder forårsaget af erhvervsmæssige aktiviteter inden for naturbeskyttelseslovens område og artikel 6, stk. 1, om øjeblikkelig underretning af tilsynsmyndigheden i tilfælde af, at der er opstået en miljøskade, og om begrænsning af skadens omfang.

Bestemmelsen i stk. 1 fastlægger den ansvarliges pligt til straks at underrette tilsynsmyndigheden, dvs. enten kommunalbestyrelsen eller miljøministeren, om alle relevante aspekter ved situationen i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare herfor. Efter stk. 2 skal den ansvarlige straks søge følgerne af en miljøskade afværget eller begrænset og træffe nødvendige forebyggende foranstaltninger, når der er overhængende fare for, at en miljøskade vil indtræde. Bestemmelsen fastlægger ikke en almindelig forebyggelsespligt. Almindelige ikke-lovbestemte og i øvrigt gældende forsigtigheds- og forebyggelsesprincipper gælder dog fortsat. Men de særlige regler om miljøskade, herunder miljøskadelovens bestemmelser med beføjelser for myndighederne til at påbyde afhjælpende, supplerende og kompenserende foranstaltninger m.v., aktiveres først i tilfælde af overhængende fare for en miljøskade.

Efter forslaget i stk. 3 skal tilsynsmyndigheden føre tilsyn med, at den umiddelbare handlepligt efter stk. 1 og 2 opfyldes på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er truffet afgørelse efter miljøskadeloven eller der træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag efter miljøskadeloven.

Til § 77 c

Efter forslaget kan tilsynsmyndigheden, dvs. enten kommunalbestyrelsen eller miljøministeren (miljøcentret), meddele den ansvarlige for driften påbud om for egen regning at give oplysninger, foretage målinger m.v., som er nødvendige for bedømmelsen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor. Det forudsættes, at tilsynsmyndigheden ved administration af denne bestemmelse vil være tilbageholdende med at kræve omkostningskrævende undersøgelser mv., hvis der ikke foreligger en vis grad af sandsynlighed for, at der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade som defineret i miljøskadeloven. Bestemmelsen skal i lighed med de øvrige bestemmelser administreres i overensstemmelse med det ulovbestemte princip om proportionalitet i forvaltningens beslutninger.

Påbuddet kan påklages til Naturklagenævnet, jf. nr. 6 (forslag til ny § 86, stk. 2).

Til § 77 d

Efter forslaget kan påbud efter § 77 c udstedes, selv om den ansvarlige ikke har rådighed over den ejendom, hvor skaden er sket. Bestemmelsen er nødvendig, fordi det ikke altid er ejeren, der er ansvarlig for den aktivitet, der har medført skaden. I disse tilfælde kan tilsynsmyndigheden meddele påbud til den, der har rådighed over ejendommen, om pligt til at tåle, at den ansvarlige efterkommer tilsynsmyndighedens påbud om undersøgelser til dokumentation af skaden, og der skal i påbuddet fastsættes en pligt til at retablere ejendommen, efter at undersøgelserne mv. er afsluttet. Påbuddet har uden tinglysning bindende virkning over den, der til enhver tid har rådighed over ejendommen, fx en ny ejer.

Ejendommens ejer vil normalt være interesseret i, at den ansvarlige får adgang til ejendommen med disse formål for at begrænse skaden på ejendommen, og udgangspunktet er således, at ejeren frivilligt medvirker til undersøgelse af skaden og dokumentation af den, hvor ejeren ikke selv er den ansvarlige.

Undersøgelserne vil normalt kun føre til et begrænset indgreb i ejerens eller andre rettighedshaveres rådighed over ejendommen, og påbud vil derfor kunne gennemføres erstatningsfrit.

Til § 77 e

Hvis tilsynsmyndigheden skønner, at det foreliggende forhold er af en karakter, så det opfylder betingelserne for at kunne betegnes som en miljøskade eller en overhængende fare herfor, jf. miljøskadelovens §§ 7, 10, 11, og der er den fornødne årsagssammenhæng mellem den udførte aktivitet og skaden, hhv. den overhængende fare for en skade, jf. miljøansvarsdirektivets artikel 4, stk. 5, og der er en adressat for afgørelsen træffer myndigheden afgørelse herom. Der gælder dog en undtagelse herfra for så vidt angår miljøskader, der påvirker eller kan forventes at påvirke et andet EU-land, se herom den foreslåede § 77 f. Hvis kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed, skal den dog først indhente en bindende udtalelse herom fra miljøministeren (miljøcentret), jf. forslag til stk. 2. Kommunalbestyrelsen overgiver sagen til miljøministeren (miljøcentret) til videre behandling efter reglerne i miljøskadeloven.

Hvis tilsynsmyndigheden ikke finder, at der er tale om en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, behandles sagen efter de almindelige tilsyns- og håndhævelsesbestemmelser i loven. Heri ligger implicit, at der ikke foreligger en miljøskade eller overhængende fare herfor. Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 77 f, hvorefter en klageberettiget under visse omstændigheder kan kræve, at der træffes afgørelse.

Vedrørende konsultationsordningen som foreslået i stk. 2 henvises til bemærkningerne ovenfor til § 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 f, stk. 4 i miljøbeskyttelsesloven).

Til § 77 f

Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at i tilfælde af en miljøskade, der påvirker eller kan forventes at påvirke andre medlemsstater, påhviler det den medlemsstat, på hvis område skaden har sit udspring, at give tilstrækkelig information herom til de potentielt berørte medlemsstater.

Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om, at der er sket en miljøskade, og om skadens karakter m.v. tilgår miljøministeren, følger det af bestemmelsen, at den kompetente myndighed skal træffe afgørelse om, at der foreligger en miljøskade i de tilfælde, hvor miljøskaden påvirker eller kan forventes at påvirke et andet EU-land. Dette gælder i de situationer, hvor der efter lovforslagets almindelige ordning ikke ville blive truffet en beslutning herom, dvs. hvor der ikke er en ansvarlig for miljøskaden, og sagen dermed ikke skal behandles efter miljøskadeloven. Bestemmelsen gælder kun i de tilfælde, hvor der foreligger en miljøskade og ikke blot en overhængende fare herfor

Med den foreslåede § 77 g sikres, at afgørelsen og det materiale, der har indgået i vurderingen af sagen, tilgår miljøministeren med henblik på, at ministeren underretter det pågældende EU-land.

Til § 77 g

Forslaget om udskydelse af klageretten skal sikre, at sagsbehandlingen ikke unødigt forsinkes som følge af en opdeling af sagsbehandlingen i to delafgørelser. Det foreslås, at afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade først skal kunne påklages som led i en klage over et påbud efter miljøskadeloven. Hermed sikres, at miljøcenteret ikke skal afvente resultatet af en klagesagsbehandling, førend sagen kan tages op til behandling efter miljøskadeloven. Det fastsættes samtidig, at klagefristen løber i samme tidsrum som klagen over afgørelsen efter miljøskadeloven, og at klagen skal indgives til miljøcenteret. For at sikre, at den brede kreds af klageberettigede bliver underrettet om tilsynsmyndighedens afgørelse, foreslås det, at afgørelserne skal offentliggøres. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om offentliggørelsen, herunder f.eks. om hvor og hvordan der skal annonceres, hvis der viser sig behov herfor, eller at offentliggørelse kan ske på en hjemmeside.

Til § 77 h

Forslaget gennemfører miljøansvarsdirektivets artikel 12, som fastlægger, at myndighederne har pligt til at træffe passende foranstaltninger, når visse fysiske personer, organisationer m.v. henvender sig med relevante oplysninger og data om en evt. miljøskade eller en overhængende fare herfor. Forslaget skal sammenholdes med forslaget i § 7, nr. 6, der fastlægger kredsen af klageberettigede i en sag om en miljøskade, jf. bemærkningerne hertil.

Med bestemmelsen om, at en anmodning skal være ledsaget af relevante oplysninger og data m.v. sikres, at anmodningen skal være underbygget, før tilsynsmyndigheden skal iværksætte en sagsbehandling efter disse regler. Er anmodningen ikke ledsaget af relevante oplysninger, har tilsynsmyndigheden ikke pligt til at træffe afgørelse. Afgørelse om, at anmodningen ikke er ledsaget af relevante oplysninger kan påklages til Naturklagenævnet.

Bestemmelserne i §§ 77 e-77 g finder anvendelse i disse sager.

Til nr. 4

Forslaget indebærer, at påbud og afgørelser efter kapitel 11 a kan påklages til Naturklagenævnet i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 13. Forslaget skal sammenholdes med forslag til ny § 77 e, stk. 4, om udskydelse af klageadgangen.

Til nr. 5-7

Forslagene fastlægger kredsen af klageberettigede i en sag om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 13 sammenholdt med artikel 12. Kredsen er ikke helt den samme som i andre sager efter naturbeskyttelsesloven, idet også enhver, som har en væsentlig, individuel interesse i sagen, foreslås som klageberettiget.

De foreninger og organisationer, der foreslås som klageberettigede, svarer til dem, der i 2000 i forbindelse med implementeringen af Århus-konventionen (Konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet af 25. juni 1998) fik klageret i en række love på natur- og miljøområdet.

Offentlige myndigheder foreslås, modsat naturbeskyttelsesloven i øvrigt, ikke generelt som klageberettigede i sager om miljøansvar. I det omfang en miljøskadesag rejses mod en offentlig myndighed som den ansvarlige for skaden, vil myndigheden – som havende en individuel, væsentlig interesse i sagen – være klageberettiget på lige fod med private ansvarlige.

Desuden foreslås det, at klage over afgørelser efter kapitel 11 a har opsættende virkning, medmindre Naturklagenævnet beslutter andet.

Til nr. 8 og 9

Med forslagene gøres det strafbart at undlade at efterkomme påbud efter § 77 c eller undlade at give underretning eller træffe foranstaltninger som krævet efter § 77 b, stk. 1 og 2.

Til § 8

(Lov om skove)

Til nr. 1

Bestemmelsen fastlægger, at lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører miljøansvarsdirektivet, og at dette fremover vil fremgå af fodnote til lovens titel.

Til nr. 2

Bestemmelsen nyformuleres af lovtekniske grunde. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne foran til lovforslagets § 7, nr. 2 (forslag til ændring af naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1).

Til nr. 3

Der henvises til de indledende bemærkninger til lovforslagets § 7, nr. 3 (forslag til nyt kapitel 11 a i naturbeskyttelsesloven).

Til § 59 a

Bestemmelsen fastlægger området for reglerne i kapitel 8 a om miljøansvar. Der henvises til forslag til miljøskadelovens §§ 7, 10, 11 og bemærkningerne hertil.

Til §§ 59 b-59 i

Der henvises til bemærkningerne foran til § 7, nr. 3 (forslag til nye §§ 77 a-77 h i naturbeskyttelsesloven), som indeholder tilsvarende forslag. Det bemærkes, at miljøministeren er tilsynsmyndighed i alle sager efter skovloven. Den foreslåede § 59 f indeholder derfor ikke en bestemmelse om indhentelse af bindende udtalelse.

Til nr. 4

Forslaget indebærer, at påbud og afgørelser efter kapitel 8 a kan påklages til Naturklagenævnet i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 13. Forslaget skal sammenholdes med forslag til ny § 59 f, stk. 4, om udskydelse af klageadgangen.

Til nr. 5 og 6

Forslaget fastlægger tillige med bestemmelsen i § 62, stk. 1, kredsen af klageberettigede i en sag om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 13 sammenholdt med artikel 12. De foreninger og organisationer, der foreslås som klageberettigede, svarer til dem, der i 2000 i forbindelse med implementeringen af Århus-konventionen (Konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet af 25. juni 1998) fik klageret i en række love på natur- og miljøområdet.

Til nr. 7

Forslaget indebærer, at klage har opsættende virkning, medmindre Naturklagenævnet beslutter andet.

Til nr. 8 og 9

Med forslagene gøres det strafbart at undlade efterkomme påbud efter § 59 d og at give underretning eller træffe foranstaltninger efter § 58 c.

Til § 9

(Lov om jagt og vildtforvaltning)

Til nr. 1

Bestemmelsen fastlægger, at lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører miljøansvarsdirektivet, og at dette fremover vil fremgå af fodnote til lovens titel.

Til nr. 2

Der henvises til bemærkningerne foran til lovforslagets § 7, nr. 2 (forslag til ændring af naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1).

Til nr. 3

Der henvises til de indledende bemærkninger til lovforslagets § 7, nr. 3 (forslag til nyt kapitel 11 a i naturbeskyttelsesloven).

Til § 53 a

Bestemmelsen fastlægger området for reglerne i kapitel 8 a om miljøansvar. Der henvises til forslag til miljøskadelovens §§ 7, 10, 11 og bemærkningerne hertil.

Til §§ 53 b-54 i

Der henvises til bemærkningerne foran til § 7, nr. 3 (forslag til nye §§ 77 a-77 h i naturbeskyttelsesloven), som indeholder tilsvarende forslag. Det bemærkes, at miljøministeren er tilsynsmyndighed i alle sager efter jagt- og vildtforvaltningsloven. Den foreslåede § 53 f indeholder derfor ikke en bestemmelse om indhentelse af bindende udtalelse.

Til §§ 53 j og 53kj

Forslagene indebærer, at påbud og afgørelser efter kapitel 8 a kan påklages til Naturklagenævnet i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 13. Forslagene skal sammenholdes med forslag til ny § 53 h om udskydelse af klageadgang.

Forslagene fastlægger i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 13 sammenholdt med artikel 12, at en sag om en miljøskade kan påklages til Naturklagenævnet, og kredsen af klageberettigede. De foreninger og organisationer, der foreslås som klageberettigede, svarer til dem, der i 2000 i forbindelse med implementeringen af Århus-konventionen (Konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet af 25. juni 1998) fik klageret i en række love på naturområdet.

Forslagene svarer til retstilstanden i øvrige love, hvor Naturklagenævnet er klagemyndighed.

Til nr. 4 og 5

Med forslagene gøres det strafbart at undlade at give underretning eller træffe foranstaltninger som krævet efter § 53 c.

Til § 10

(Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken)

Til nr. 1

Bestemmelsen fastlægger, at lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører miljøansvarsdirektivet, og at dette fremover vil fremgå af fodnote til lovens titel.

Til nr. 2

Der henvises til de indledende bemærkninger til lovforslagets § 7, nr. 3 (forslag til nyt kapitel 11 a i naturbeskyttelsesloven).

Til § 37 a

Bestemmelsen fastlægger området for reglerne i kapitel 9 a om miljøansvar. Der henvises til forslag til miljøskadelovens §§ 7, 10, 11 og bemærkningerne hertil.

Til §§ 37 b-37 i

Der henvises til bemærkningerne foran til § 7, nr. 3 (forslag til nye §§ 77 a-77 h i naturbeskyttelsesloven), som indeholder tilsvarende forslag med de forskelle, der følger af, at kun kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed efter Tøndermarskloven.

Til nr. 3

Bestemmelsen nyformuleres af lovtekniske grunde. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne foran til lovforslagets § 7, nr. 2 (forslag til ændring af naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1).

Til nr. 4

Forslagene indebærer, at påbud og afgørelser efter kapitel 9 a kan påklages til Naturklagenævnet i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 13. Forslaget skal sammenholdes med forslag til ny § 37 f, stk. 4.

Forslagene fastlægger i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 13 sammenholdt med artikel 12, at en sag om en miljøskade kan påklages til Naturklagenævnet, og kredsen af klageberettigede. De foreninger og organisationer, der foreslås som klageberettigede, svarer til dem, der i 2000 i forbindelse med implementeringen af Århus-konventionen (Konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet af 25. juni 1998) fik klageret i en række love på natur- og miljøområdet.

Til nr. 5 og 6

Forslagene er af rent redaktionel karakter.

Til nr. 7

Det foreslås, at der skal være formandskompetence i mindre betydende sager, at Naturklagenævnet kan kræve dokumentation for visse organisationers klageberettigelse, og at Naturklagenævnets afgørelser er endelige. Dette svarer til retstilstanden i øvrige love, hvor Naturklagenævnet er klagemyndighed.

Til nr. 8

Med forslaget gøres det strafbart at undlade at efterkomme et påbud efter §§ 37 d og 37 e eller at undlade at give underretning eller træffe foranstaltninger som krævet efter § 37 c, stk. 1 og 2.

Til nr. 9

Forslaget indebærer, at strafansvaret for de overtrædelser, der er nævnt ovenfor i nr. 8, forældes efter 5 år i lighed med de fleste øvrige overtrædelser af Tøndermarskloven.

Til § 11

(Lov om vandløb)

Til nr. 1

Bestemmelsen fastlægger, at lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører miljøansvarsdirektivet, og at dette fremover vil fremgå af fodnote til lovens titel.

Til nr. 2

Vandløbsloven indeholder ikke en udtrykkelig bestemmelse om, hvem der har ansvar for at berigtige ulovlige forhold. Det antages i praksis, at pligten påhviler ejeren eller brugeren af den ejendom, hvor vandløbet m.v., jf. lovens § 2, er beliggende. Dette gælder også i de situationer, hvor det ulovlige forhold er forårsaget af andre end ejer/bruger af ejendommen. I den forstand kan man tale om et ubetinget grundejeransvar for berigtigelse af ulovlige forhold efter vandløbsloven. Forslaget lovfæster denne antagelse. En sådan bestemmelse findes i størstedelen af lovgivningen på naturområdet.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne foran til lovforslagets § 7, nr. 2, og de indledende bemærkninger til § 7, nr. 3.

Til nr. 3

Der henvises til de indledende bemærkninger til lovforslagets § 7, nr. 3 (forslag til nyt kapitel 11 a i naturbeskyttelsesloven).

Til § 60 a

Bestemmelsen fastlægger området for reglerne i kapitel 11 a om miljøansvar. Der henvises til forslag til miljøskadelovens §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Til § 60 b

Bestemmelsen i stk. 1 definerer, hvem der skal anses som den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan give anledning til en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade Begrebet svarer til miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet, eller som, såfremt dette fremgår af national lovgivning, har fået overdraget afgørende økonomisk beslutningsmyndighed med hensyn til den tekniske drift af aktiviteten, herunder indehaveren af en tilladelse til eller en godkendelse af en sådan aktivitet eller den person, der registrerer eller anmelder en sådan aktivitet, jf. direktivets artikel 2, stk. 6. Det er ikke indeholdt i bestemmelsens formulering, at der skal gennemføres ansvarsgennembrud.

Bestemmelsen i stk. 2 definerer, hvem der er ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade i forbindelse med etablering og drift af opstemningsanlæg, som er en aktivitet omfattet af miljøansvarsdirektivets bilag III, pkt. 6, og på hvilket ansvarsgrundlag. Ansvaret er i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, som udgangspunkt ubetinget. En opstemning er en dæmning i et vandløb, som hæver vandspejlet opstrøms opstemningen. Den anvendes f.eks. til vandforsyning af dambrug eller til drift af turbiner og møllehjul.

I stk. 3 defineres, hvem der for så vidt angår andre aktiviteter end drift og vedligeholdelse af opstemninger skal anses som ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder og på hvilket ansvarsgrundlag. I overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b, fastlægges et skyldbaseret ansvar for denne type af miljøskade. Det vil sige, at det påhviler myndighederne at godtgøre, om der foreligger et ansvar.

Til §§ 60 c-60 e

Der henvises til bemærkningerne til § 7, nr. 3 (forslag til nye §§ 77 b-77 d i naturbeskyttelsesloven), som indeholder tilsvarende bestemmelser med de forskelle, der følger af, at kun vandløbsmyndigheden er tilsynsmyndighed efter vandløbsloven.

Til § 60 f

Med forslaget lempes under visse betingelser i overensstemmelse med direktivets artikel 8, stk. 3 og stk. 4, litra, pligten til efter § 60 c, stk. 2, at iværksætte forebyggende og afværgende foranstaltninger.

Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at pligten til at træffe afværgende foranstaltninger ikke gælder, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at miljøskaden 1) er forårsaget af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) er en følge af overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser over for forurening eller anden negativ påvirkning, som følge af den ansvarliges aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en udledning eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.

Af stk. 2 følger, at pligten til at træffe forebyggende foranstaltninger ikke gælder, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at den overhængende fare for en miljøskade enten er forårsaget af en tredjemand eller er en følge af ufravigelige forskrifter (nr. 1 og 2 ovenfor).

For alle ansvarsfrihedsgrunde i gælder, at det er den ansvarlige for driften, der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvordan den omvendte bevisbyrde skal løftes må i den enkelte sag ske ud fra en konkret vurdering af samspillet mellem sagens oplysninger. Det påhviler dog under alle omstændigheder den ansvarlige for driften at oplyse sagen bedst muligt ved at give oplysninger om hændelsesforløbet og ved hjælp af f.eks. journaler, regnskabsoplysninger, egenkontrol og lignende.

Til § 60 g

Hvis vandløbsmyndigheden skønner, at den indtrufne skade eller den overhængende fare for en skade er af en karakter, så den opfylder betingelserne for at kunne betegnes som en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og der er den fornødne årsagssammenhæng mellem den udførte aktivitet skaden, hhv. den overhængende fare for en skade, jf. miljøansvarsdirektivets artikel 54, stk. 5, og der er en adressat for afgørelsen træffer myndigheden afgørelse herom. Der gælder dog en undtagelse herfra for så vidt angår miljøskader, der påvirker eller kan forventes at påvirke et andet EU-land, se herom den foreslåede § 60 h. Afgørelse om miljøskade mv. for andre aktiviteter end anlæg og drift af stemmeværker forudsætter, at vandløbsmyndigheden kan påvise, at der foreligger fejl eller forsømmelse hos den ansvarlige.

Efter stk. 3-4 kan der ikke træffes afgørelse i forbindelse med anlæg og drift af stemmeværker, hvis den ansvarlige kan godtgøre, at lempelsesgrundene i § 60 f foreligger, jf. bemærkningerne ovenfor til disse bestemmelser.

Vedrørende konsultationsordningen som foreslået i stk. 4 henvises til bemærkningerne ovenfor til § 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 f, stk. 4 i miljøbeskyttelsesloven).

Til § 60 h

Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at i tilfælde af en miljøskade, der påvirker eller kan forventes at påvirke andre medlemsstater, påhviler det den medlemsstat, på hvis område skaden har sit udspring, at give tilstrækkelig information herom til de potentielt berørte medlemsstater.

Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om, at der er sket en miljøskade, og om skadens karakter m.v. tilgår miljøministeren, følger det af bestemmelsen, at vandløbsmyndigheden skal træffe afgørelse om, at der foreligger en miljøskade i de tilfælde, hvor miljøskaden påvirker eller kan forventes at påvirke et andet EU-land. Dette gælder også de situationer, hvor der efter lovforslagets almindelige ordning ikke ville blive truffet en beslutning herom, dvs. hvor der ikke er en ansvarlig for miljøskaden, eller der foreligger forhold som nævnt i § 6o f, stk. 1, nr. 1 -3, og sagen dermed ikke skal behandles efter miljøskadeloven. Bestemmelsen gælder kun i de tilfælde, hvor der foreligger en miljøskade og ikke blot en overhængende fare herfor.

Med den foreslåede § 60 i sikres, at afgørelsen og det materiale, der har indgået i vurderingen af sagen, tilgår miljøministeren med henblik på, at ministeren underretter det pågældende EU-land.

Til § 60 i

Hvis vandløbsmyndigheden skønner, at det foreliggende forhold er af en karakter, så det opfylder betingelserne for at kunne betegnes som en miljøskade eller en overhængende fare herfor, og der er den fornødne årsagssammenhæng mellem den udførte aktivitet og skaden, hhv den overhængende fare for en skade, jf. miljøansvarsdirektivets artikel 4, stk. 5, træffer myndigheden afgørelse herom.

For at sikre, at den brede kreds af klageberettigede, bliver underrettet om tilsynsmyndighedens afgørelse, foreslås det, at afgørelserne skal offentliggøres. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om offentliggørelsen, herunder f.eks. om hvor og hvordan der skal annonceres, hvis der viser sig behov herfor, eller at offentliggørelse kan ske på en hjemmeside.

Hvis vandløbsmyndigheden ikke finder, at der er tale om en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, behandles sagen efter de almindelige tilsyns- og håndhævelsesbestemmelser i loven. Heri ligger implicit, at der ikke foreligger en miljøskade eller overhængende fare herfor.

Vedrørende udskydelse af klageadgangen som foreslået i stk. 4 henvises til bemærkningerne ovenfor til § 7, nr. 3 (forslag til ny § 77 g, stk. 2, i naturbeskyttelsesloven).

Til § 60 j

Der henvises til bemærkningerne ovenfor til § 7, nr. 3 (forslag til ny § 77 h i naturbeskyttelsesloven), som indeholder tilsvarende bestemmelser.

Til nr. 4 og 5

Forslagene er af lovteknisk karakter som konsekvens af lovforslagets § 11, nr. 6 (forslag til ny § 80 a). Herved samles reglerne om klage til miljøministeren i § 80 og om klage til Naturklagenævnet i § 80 a.

Til nr. 6

Forslaget fastlægger i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 13 sammenholdt med artikel 12, at en sag om en miljøskade kan påklages til Naturklagenævnet.

Desuden foreslås det, at klage har opsættende virkning, at der er formandskompetence i mindre betydende sager, og at Naturklagenævnets afgørelser er endelige. Dette svarer til retstilstanden i øvrige love, hvor Naturklagenævnet er klagemyndighed.

Til nr. 7

Forslaget er af lovteknisk og redaktionel karakter.

Til nr. 8 og 9

Forslagene fastlægger i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 13 sammenholdt med artikel 12 kredsen af klageberettigede i sager om miljøskader. De foreninger og organisationer, der foreslås som klageberettigede, svarer til dem, der i 2000 i forbindelse med implementeringen af Århus-konventionen (Konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet af 25. juni 1998) fik klageret i en række love på naturområdet.

Til nr. 10

Med forslaget gøres det strafbart at undlade at give underretning eller træffe foranstaltninger som krævet efter § 60 c.

Til § 12

(Lov om råstoffer)

Til nr. 1

Bestemmelsen fastlægger, at lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører miljøansvarsdirektivet og mineaffaldsdirektivet, og at dette fremover vil fremgå af fodnote til lovens titel.

Til nr. 2-6

Forslagene fastlægger i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 13 sammenholdt med artikel 12 kredsen af klageberettigede i en sag om en miljøskade i forbindelse med råstofindvinding hhv. på land og på havet. De foreninger og organisationer, der foreslås som klageberettigede, svarer til dem, der i 2000 i forbindelse med implementeringen af Århus-konventionen (Konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet af 25. juni 1998) fik klageret i en række love på naturområdet.

Forslagene skal sammenholdes med forslag i nr. 9 til ny § 33 g, stk. 7, om udskydelse af klageadgangen.

Til nr. 7

Der henvises til bemærkningerne foran til lovforslagets § 7, nr. 2 (forslag til ændring af naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1).

Til nr. 8

Der henvises til de indledende bemærkninger til lovforslagets § 7, nr. 3 (forslag til nyt kapitel 11 a i naturbeskyttelsesloven).

Til § 33 a

Bestemmelsen fastlægger området for reglerne i kapitel 7 a om miljøansvar. Der henvises til forslag til miljøskadelovens §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Til § 33 b

Bestemmelsen i stk. 1 definerer, hvem der skal anses som den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan give anledning til en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder. Begrebet svarer til miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet, eller som, såfremt dette fremgår af national lovgivning, har fået overdraget afgørende økonomisk beslutningsmyndighed med hensyn til den tekniske drift af aktiviteten, herunder indehaveren af en tilladelse til eller en godkendelse af en sådan aktivitet eller den person, der registrerer eller anmelder en sådan aktivitet, jf. direktivets artikel 2, stk. 6. Det er ikke indeholdt i bestemmelsens formulering, at der skal gennemføres ansvarsgennembrud.

Bestemmelsen i stk. 2 definerer, hvem der er ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade i forbindelse med håndtering af indvindingsaffald, som er en aktivitet nævnt i miljøansvarsdirektivets bilag III, pkt. 13, og på hvilket ansvarsgrundlag. Ansvaret er i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, som udgangspunkt ubetinget.

I stk. 3 defineres, hvem der for så vidt angår andre aktiviteter end håndtering af indvindingsaffald skal anses som ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder og på hvilket ansvarsgrundlag. I overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b, fastlægges et skyldbaseret ansvar for denne type af miljøskade. Det vil sige, at det påhviler myndighederne at godtgøre, om der foreligger et ansvar.

Til § 33 c-33 e

Der henvises til bemærkningerne foran til § 7, nr. 3 (forslag til nye §§ 77 b-77 d i naturbeskyttelsesloven), som indeholder tilsvarende bestemmelser, idet dog den foreslåede § 33 e omfatter både den, der har rådighed over en ejendom, og den, der har rådighed over indvindingsmateriel.

Til § 33 f

Med forslaget lempes under visse betingelser i overensstemmelse med direktivets artikel 8, stk. 3 og stk. 4, litra, pligten til efter § 33 c, stk. 2, at iværksætte forebyggende og afværgende foranstaltninger.

Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at pligten til at træffe afværgende foranstaltninger ikke gælder, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at miljøskaden 1) er forårsaget af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) er en følge af overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser over for forurening eller anden negativ påvirkning, som følge af den ansvarliges aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en udledning eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.

For så vidt angår undtagelsen nævnt i stk. 1, nr. 3 bemærkes, at denne lempelsesmulighed er fastsat i direktivets artikel 8, stk. 4, litra a. Det er ikke alle tilladelser/godkendelser, der kan leve op til direktivets ordlyd.

Som altovervejende udgangspunkt vil indvindingstilladelse efter råstofloven - til råstofindvinding såvel på land som på havet - opfylde kravene for så vidt angår de aktiviteter, tilladelsen omfatter, forudsat at virksomheden i ansøgningen har leveret de relevante oplysninger.

Af stk. 2 følger, at pligten til at træffe forebyggende foranstaltninger ikke gælder, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at den overhængende fare for en miljøskade enten er forårsaget af en tredjemand eller er en følge af ufravigelige forskrifter (nr. 1 og 2 ovenfor).

For alle ansvarsfrihedsgrunde gælder, at det er den ansvarlige for driften, der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvordan den omvendte bevisbyrde skal løftes må i den enkelte sag ske ud fra en konkret vurdering af samspillet mellem sagens oplysninger. Det påhviler dog under alle omstændigheder den ansvarlige for driften at oplyse sagen bedst muligt ved at give oplysninger om hændelsesforløbet og ved hjælp af f.eks. journaler, regnskabsoplysninger, egenkontrol og lignende.

Til § 33 g

Hvis tilsynsmyndigheden skønner, at den indtrufne skade eller den overhængende fare for en skade er af en karakter, så den opfylder betingelserne for at kunne betegnes som en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og der er den fornødne årsagssammenhæng mellem den udførte aktivitet og skaden, hhv. den overhængende fare for en skade, jf. miljøansvarsdirektivets artikel 4, stk. 5, og der er en adressat for afgørelsen træffer myndigheden afgørelse herom. Afgørelse om miljøskade mv. for andre aktiviteter end håndtering af indvindingsaffald forudsætter, at tilsynsmyndigheden kan påvise, at der foreligger fejl eller forsømmelse hos den ansvarlige. Der gælder dog en undtagelse herfra for så vidt angår miljøskader, der påvirker eller kan forventes at påvirke et andet EU-land, se herom den foreslåede § 33 h.

Hvis kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed, skal den dog først indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren (miljøcentret), jf. forslag til stk. 5. Kommunalbestyrelsen overgiver sagen til miljøministeren (miljøcentret) til videre behandling efter reglerne i miljøskadeloven.

Efter stk. 3 kan der ikke træffes afgørelse i forbindelse med anlæg og drift stemmeværker, hvis den ansvarlige kan godtgøre, at lempelsesgrundene i § 33 f foreligger, jf. bemærkningerne ovenfor til disse bestemmelser.

Hvis tilsynsmyndigheden ikke finder, at der er tale om en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, behandles sagen efter de almindelige tilsyns- og håndhævelsesbestemmelser i loven. Heri ligger implicit, at der ikke foreligger en miljøskade eller overhængende fare herfor. Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 33 h, hvorefter en klageberettiget under visse omstændigheder kan kræve, at der træffes afgørelse.

Vedrørende konsultationsordningen som foreslået i stk. 4 til henvises til bemærkningerne ovenfor til § 1, nr. 6 (forslag til ny § 73 f, stk. 4, i miljøbeskyttelsesloven).

Til § 33 h

Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at i tilfælde af en miljøskade, der påvirker eller kan forventes at påvirke andre medlemsstater, påhviler det den medlemsstat, på hvis område skaden har sit udspring, at give tilstrækkelig information herom til de potentielt berørte medlemsstater.

Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om, at der er sket en miljøskade, og om skadens karakter m.v. tilgår miljøministeren, følger det af bestemmelsen, at den kompetente myndighed skal træffe afgørelse om, at der foreligger en miljøskade i de tilfælde, hvor miljøskaden påvirker eller kan forventes at påvirke et andet EU-land. Dette gælder også de situationer, hvor der efter lovforslagets almindelige ordning ikke ville blive truffet en beslutning herom, dvs. hvor der ikke er en ansvarlig for miljøskaden, eller der foreligger forhold som nævnt i § 33 f, stk. 1, nr. 1-3, og sagen dermed ikke skal behandles efter miljøskadeloven. Bestemmelsen gælder kun i de tilfælde, hvor der foreligger en miljøskade og ikke blot en overhængende fare herfor.

Med den foreslåede § 33 i sikres, at afgørelsen og det materiale, der har indgået i vurderingen af sagen, tilgår miljøministeren med henblik på, at ministeren underretter det pågældende EU-land.

Til § 33 i

Hvis tilsynsmyndigheden skønner, at det foreliggende forhold er af en karakter, så det opfylder betingelserne for at kunne betegnes som en miljøskade eller en overhængende fare herfor, og der er den fornødne årsagssammenhæng mellem den udførte aktivitet og skaden, hhv. den overhængende fare for en skade, jf. miljøansvarsdirektivets artikel 4, stk. 5, træffer myndigheden afgørelse herom.

Hvis tilsynsmyndigheden ikke finder, at der er tale om en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, behandles sagen efter de almindelige tilsyns- og håndhævelsesbestemmelser i loven. Heri ligger implicit, at der ikke foreligger en miljøskade eller overhængende fare herfor.

For at sikre, at den brede kreds af klageberettigede, bliver underrettet om tilsynsmyndighedens afgørelse, foreslås det, at afgørelserne skal offentliggøres. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om offentliggørelsen, herunder f.eks. om hvor og hvordan der skal annonceres, hvis der viser sig behov herfor, eller at offentliggørelse kan ske på en hjemmeside.

Vedrørende udskydelse af klageadgangen som foreslået i stk. 4 henvises til bemærkningerne til § 7, nr. 3 (forslag til ny § 77 g, stk. 4, i naturbeskyttelsesloven).

Til § 33 j

Der henvises til bemærkningerne ovenfor til § 7, nr. 3 (forslag til ny § 77 h i naturbeskyttelsesloven).

Til nr. 9

Med forslaget gøres det strafbart at undlade at give underretning eller træffe foranstaltninger som krævet efter § 33 c.

Til § 13

(Lov om fiskeri)

Til nr. 1

Bestemmelsen fastlægger, at lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører miljøansvarsdirektivet, og at dette fremover vil fremgå af fodnote til lovens titel.

Til nr. 2.Til kapitel 3 a

Efter forslaget indsættes et nyt kapitel i fiskeriloven, som indeholder bestemmelser om gennemførelse af miljøansvarsdirektivet.

Til § 10 a

Bestemmelsen fastlægger området for reglerne om miljøansvar i kapitel 3 a. Der henvises til forslag til miljøskadelovens §§ 7, 10, 11 og bemærkningerne hertil.

Til § 10 b

Bestemmelsen i stk. 1 definerer, hvem der skal anses som den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan give anledning til en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder. Begrebet svarer til miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet, eller som, såfremt dette fremgår af national lovgivning, har fået overdraget afgørende økonomisk beslutningsmyndighed med hensyn til den tekniske drift af aktiviteten, herunder indehaveren af en tilladelse til eller en godkendelse af en sådan aktivitet eller den person, der registrerer eller anmelder en sådan aktivitet, jf. direktivets artikel 2, stk. 6. Det er ikke indeholdt i bestemmelsens formulering, at der skal gennemføres ansvarsgennembrud.

I stk. 2 defineres, hvem der skal anses som ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder og på hvilket ansvarsgrundlag. I overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b, fastlægges skyldbaseret ansvar for denne type af miljøskade. Det vil sige, det påhviler myndighederne at godtgøre, at der foreligger et ansvar.

Til § 10 c

Efter den foreslåede bestemmelse bemyndiges ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri til at fastsætte regler om, at anmeldelser, oplysninger m.v., der efter miljøansvarsdirektivet skal indgives til danske myndigheder af skadevoldere eller andre anmeldere i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade i forbindelse med erhvervsmæssigt fiskeri og opdræt på havet. Reglerne vil med visse tilpasninger som udgangspunkt blive fastsat svarende til de forslåede bestemmelser om ændring af naturbeskyttelsesloven, jf. lovforslaget § 7, nr. 3. Det er hensigten at fastsætte regler om, at sådanne anmeldelser, oplysninger mv. skal indgives til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Herved opretholdes den indgang til myndighederne, som de pågældende borgere i forvejen benytter.

Efter den foreslåede bestemmelse vil ministeren endvidere få bemyndigelse til at fastsætte regler om, at der kan meddeles påbud til den ansvarlige om at indgive oplysninger, som har betydning for, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.

Det er tillige hensigten, at reglerne skal indeholde mulighed for at meddele påbud om, at den ansvarlige skal foretage undersøgelser mv. med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningerne af en indtrådt eller mulig skade.

Endelig indeholder forslaget hjemmel til at fastsætte regler om klage over afgørelser, herunder om kredsen af klageberettigede. Det er hensigten, at det bl.a. vil blive fastsat, at afgørelser på området kan indbringes for Naturklagenævnet af personer, organisationer m.v., som anført foran i lovforslagets § 7 om ændring af naturbeskyttelsesloven, herunder om udskydelse af klageadgangen.

I fiskerilovens § 110, stk. 2, er der hjemmel til, at fødevareministeren kan bemyndige offentlige myndigheder uden for Fødevareministeriet til at udøve beføjelser efter loven. Bestemmelsen vil med den foreslåede lovændring også omfatte miljøansvar på fiskeriområdet.

Med hjemmel i denne bestemmelse agtes fastsat regler, der bemyndiger en myndighed under Miljøministeriet til – på baggrund af de oplysninger, der er tilvejebragt under Fødevareministeriets behandling af sagen - at træffe afgørelse om, hvorvidt en konstateret skade er en miljøskade eller udgør en overhængende fare for en miljøskade, samt om, hvem der i givet fald er ansvarlig herfor.

Formålet med delegationen af beføjelser til Miljøministeriet er at sikre, at afgørelser i de formentlig relativt få sager om miljøskader eller om overhængende fare for miljøskader i forbindelse med erhvervsmæssige fiskeriaktiviteter mest hensigtsmæssigt behandles i Miljøministeriets regi, som - i modsætning til Fødevareministeriets fiskerimyndigheder - har ekspertise mht. at identificere mv. miljøskader.

Dette er baggrunden for, at det er hensigten, at en delegation af de nævnte beføjelser til en myndighed under Miljøministeriet udformes således, at ministeren ikke har instruktions -, tilsyns-, eller kontrolbeføjelser i relation til den myndighed, hvortil beføjelserne delegeres, ligesom der ikke forudsættes adgang til at indbringe afgørelser ifølge en delegation for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Det er hensigten, at Fødevareministeriet skal varetage den første kontakt til borgeren og indhente de nødvendige oplysninger. I den forbindelse kan det blive nødvendigt at udstede påbud til formodede skadevoldere om afgivelse af oplysninger m.v. I reglerne vil det således skulle fastsættes, hvilke typer af oplysninger der skal indgives som forudsætning for, at en sag kan videregives til de myndigheder, der bemyndiges til at foretage den videre sagsbehandling og træffe afgørelse.

Det forudsættes, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri tillige skal kunne give påbud om indsendelse af oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade mv. I denne forbindelse er det også hensigten, at ministeriet skal kunne give påbud om at foretage undersøgelser, analyser mv. med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningerne af en indtrådt eller mulig skade.

Der forudsættes i øvrigt et nært samarbejde mellem Fødevareministeriet og Miljøministeriet om tekniske, faglige forhold m.v. i forbindelse med udarbejdelse og administration af reglerne.

Modellen for administrationen af miljøskadeområdet i relation til erhvervsmæssige fiskeriaktiviteter vil dermed få karakter af en »postkassemodel«, hvor Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri modtager anmeldelser mv. om miljøskader eller mulige miljøskader på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder. Herved vil fiskere m.fl. få den fordel, at det er fiskerimyndighederne, som de i forvejen har berøring med, der skal modtage de første henvendelser i denne type sager.

Til § 14

(Søloven)

Til nr. 1 og 2

Hændelser i forbindelse med søgående skibe, for hvilke der er regler om ansvar eller erstatning i en række konventioner, nævnt i bilag IV til miljøansvarsdirektivet, er i medfør af direktivets artikel 4, stk. 2, undtaget fra direktivets anvendelsesområde. Det gælder i den udstrækning, at disse konventioner er trådt i kraft internationalt og er ratificeret af og implementeret i medlemslandet. De opregnede konventioner har derfor kun prioritet forud for miljøansvarsdirektivet i den udstrækning, de er trådt i kraft på det tidspunkt, hvor hændelsen finder sted.

I bilag IV indgår:

Olieansvarskonventionen (også benævnt CLC-konventionen): Den internationale konvention af 27. november 1992 om det privatretlige ansvar for skader ved olieforurening.

IOPC-konventionen: Den internationale konvention af 27. november 1992 om oprettelse af en international fond for erstatning af skader ved olieforurening (IOPC-fonden).

Bunkerskonventionen: Den internationale konvention af 23. marts 2001 om civilretligt ansvar for forureningsskader forårsaget af bunkersolie.

HNS-konventionen: Den internationale konvention af 3. maj 1996 om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer.

CRTD-konventionen: Konventionen af 10. oktober 1989 om det privatretlige ansvar for skader opstået under transport af farligt gods ad vej, jernbane og indre vandveje.

Olieansvarskonventionerne er trådt i kraft og gennemført i sølovens kapitel 10 (§§ 191 ff). Skader forårsaget af tung olie, der udflyder eller udtømmes fra olielastskibe (både lastolie og bunkersolie), er således undtaget fra direktivets anvendelsesområde, idet disse skader er omfattet af det særlige ansvarsregime i søloven, hvor der blandt andet stilles krav om tvungen forsikring og gennem den internationale olieskadeerstatningsfond er særligt gode betingelser for skadelidte til at få dækket selv meget store tab.

Bunkerskonventionens internationale ikrafttræden er nært forestående, idet konventionen træder i kraft den 21. november 2008. Den danske ratifikation af konventionen afventer blot det Europæiske Fællesskabs godkendelse i medfør af Parallelaftalen af 19. oktober 2005 mellem Danmark og Det Europæiske Fællesskab om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Tidspunktet for HNS-konventionens internationale ikrafttræden er fortsat ukendt.

De gældende regler i søloven omfatter imidlertid allerede ansvar for skader forvoldt af bunkersolie, idet sølovens § 191 i medfør af § 206 er udvidet til også at omfatte tung olie, herunder bunkersolie, der udflyder eller udtømmes fra andre skibe end olielastskibe. Derfor er der behov for at regulere samspillet mellem søloven og den nye lov om gennemførelse af miljøansvarsdirektivet.

I den periode, hvor HNS- og Bunkerskonventionerne ikke er trådt i kraft, skal miljøansvarsdirektivet gælde på dette område og ikke de særlige regler i sølovens kapitel 10. Ændringen af sølovens § 206 skal sikre, at økonomi- og erhvervsministeren får en hjemmel til at udstede regler om anvendelsen af miljøansvarsdirektivets ansvarsregler set i forhold til sølovens ansvarsregler, således at direktivets ansvarsregler anvendes i de tilfælde, hvor udflydning eller udtømning af olie fra andre skibe end olielastskibe forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade i direktivets forstand. Der indarbejdes på den baggrund en bemyndigelsesbestemmelse til økonomi- og erhvervsministeren i sølovens § 206, hvorefter ministeren kan udstede en bekendtgørelse, der bestemmer, at § 47 c i havmiljøloven, der gennemfører miljøansvarsdirektivets ansvarsregler, finder anvendelse i stedet for sølovens § 206, stk. 2, i tilfælde af miljøskade eller overhængende fare for miljøskade i direktivets forstand. Reglerne vil blive tilpasset i forbindelse med en dansk ratifikation og international ikrafttrædelse af Bunkerskonventionen og HNS-Konventionen, dvs. samtidig med økonomi- og erhvervsministeren ikraftsættelse af reglerne herom i lov nr. 599 af 24. juni 2005 om ændring af søloven. Helt i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivet vil en konsekvens heraf være, at sølovens ansvarsregler skal finde anvendelse, dvs. ansvarsreglerne i sølovens kapitel 9 a (om ansvar for skade forvoldt af bunkersolie) og kapitel 11 (om ansvar for skade opstået i forbindelse med søtransport af farlige og forurenende stoffer efter reglerne i HNS-konventionen), jf. sølovens § 206, stk. 3.

Miljøansvarsdirektivets artikel 4, stk. 3, bestemmer, at direktivet ikke berører operatørens ret til at begrænse sit ansvar i overensstemmelse med national gennemførelseslovgivning til konventionen om begrænsning af ansvaret for søretlige krav fra 1976, herunder enhver fremtidig ændring af konventionen (Globalbegrænsningskonventionen). Denne konvention med den seneste ændring af konventionen er gennemført i dansk ret i kapitel 9 i søloven.

Der skal på den baggrund ske en teknisk tilpasning af sølovens § 206 i lyset af det nye stk. 4, hvorefter det sikres, at reglerne om ansvarsbegrænsning efter sølovens kapitel 9 fortsat gælder for de tilfælde, der er omfattet af sølovens § 206, stk. 2 – 4. Denne tekniske tilpasning sker ved ændringen af § 206, stk. 2 og indsættelsen af § 206, stk. 5. Dermed opretholdes retstilstanden med hensyn til ansvarsbegrænsning for disse situationer.

Danmark er ikke og vil ikke blive part til CRTD-konventionen, idet Danmark ingen indre vandveje har, som anvendes til den type transport.

Til § 15

Til stk. 1

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2008.

Til stk. 2.

Lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg blev ophævet med ikrafttræden af lov nr. 1424 af 21. december 2005 om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter (offshoresikkerhedslov), idet dog § 8, stk. 1-3, § 9, stk. 2, 4 og 5, §§ 12 og 13 og § 21, stk. 1, nr. 4, blev opretholdt for så vidt angår fare for forurening af havmiljøet, jf. § 74, stk. 1, i offshoresikkerhedsloven.

Med lovforslagets ændring af havmiljøloven til bl.a. at omfatte en række bestemmelser om miljø- og beredskabsforhold, bliver de ikraftholdte bestemmelser i havanlægsloven overflødige og foreslås derfor ophævet. Herefter vil lov om visse havanlæg være fuldstændig ophævet.

Til stk. 3.

Havmiljølovens § 38 vil blive ophævet ved den kommende bekendtgørelse om indberetning om udtømning og dumpning mv. Bekendtgørelsen vil blive udarbejdet i samarbejde med Forsvaret.

Til stk. 4.

Forslaget skal sikre, at de omhandlede regler gælder, indtil disse ophæves eller der udstedes nye regler i medfør af havmiljøloven.

Til § 16

Bestemmelsen vedrører den territoriale gyldighed af lovforslaget.

Det foreslås i stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, da hovedparten af de love, der ændres med dette lovforslag ikke gælder for Færøerne og Grønland. Det sikres dog i stk. 2, at ændringerne i havmiljøloven ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. Med stk. 3 sikres det, at ændringerne i jordforureningsloven og søloven ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
     
   
§ 1
     
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet), (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1), som ændret senest ved Rådets forordning 807/2003/EF af 14. april 2003, (EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), dele af Rådets direktiv nr. 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet), (EF-Tidende 1985 nr. L 175, side 40), som senest ændret ved Rådets og Europa-Parlamentets direktiv nr. 2003/35/EF af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF og 96/61/EF for så vidt angår offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse, (EU-Tidende 2003 nr. L 156, side 17),
 
1. I fodnote 1 til lovens titel ændres »(EU-Tidende 2003 nr. L 37, side 24) og« til: »(EU-Tidende nr. L 37, side 24)«, og efter »L 345, side 106)« indsættes: »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«.
Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 om ændring af direktiv 75/442/EØF om affald, (EF-Tidende 1991 nr. L 78, side 32), Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget, (EF-Tidende 1991 nr. L 375, side 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1882/2003/EF af 29. september 2003, (EU-Tidende 2003 nr. L 284, side 1), dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet), (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1882/2003/EF af 29. september 2003, (EU-Tidende 2003 nr. L 284, side 1), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald, (EF-Tidende 1994 nr. L 365, side 10), Rådets direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening, (EF-Tidende 1996 nr. L 257, side 26),
   
Rådets direktiv 96/82/EF af 9. december 1996 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer, (EF-Tidende 1997 nr. L 10, side 13), Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald, (EF-Tidende 1999 nr. L 182, side 1), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF af 18. september 2000 om udrangerede køretøjer, (EF-Tidende 2000, nr. L 269, side 34), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (vandrammedirektivet), (EF-Tidende 2000 nr. L 327, side 1), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF af 27. januar 2003 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE), (EU-Tidende 2003 nr. L 37, side 24) og direktiv 2003/108/EF af 8. december 2003 om ændring af direktiv 2002/96/EF om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE), (EU-Tidende 2003 nr. L 345, side 106)
   
     
§ 21. Ejere og brugere af fast ejendom skal straks underrette tilsynsmyndigheden, hvis de forårsager eller konstaterer forurening af ejendommens jord eller undergrund.
 
2. I § 21 udgår »forårsager eller«.
     
§ 64 b. Når andre end miljømyndighederne, ved udførelse af foranstaltninger under henvisning til § 83 a, stk. 1, har forvoldt skade på anden mands ejendom, kan ejeren eller brugeren af ejendommen gøre erstatningskrav gældende over for miljømyndigheden, når der ikke kan opnås enighed om erstatningsfastsættelse, eller når skadevolderen ikke kan dække erstatningskravet.
Stk. 2. ….
 
3. I § 64 b, stk. 1, indsættes efter »under henvisning til«: »§ 73 e, stk. 2, eller«.
     
§ 71. Den, der er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal straks underrette tilsynsmyndigheden, såfremt driftsforstyrrelser eller uheld medfører væsentlig forurening eller indebærer fare herfor.
Stk. 2. Underretning efter stk. 1 bevirker ingen indskrænkning i den ansvarliges pligt til at søge følgerne af driftsforstyrrelsen eller uheldet effektivt afværget eller forebygget, ligesom det ikke fritager for forpligtelsen til at genoprette den hidtidige tilstand.
 
4. § 71 affattes således:
»§ 71. Den, som er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening eller overhængende fare for væsentlig forurening straks underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter af situationen. Dette gælder også i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.
Stk. 2. Den, som er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening eller overhængende fare for væsentlig forurening straks forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v. eller afværge den overhængende fare for forurening.«
     
   
5. Efter § 73 indsættes:
»Kapitel 9 a
Miljøskade
§ 73 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.
     
   
§ 73 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2. Ved den ansvarlige en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.
   
Stk. 3. I sager om anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer og gødning, herunder husdyrgødning, og om anvendelse af pesticider eller biocider anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der som led i erhvervsmæssige aktiviteter har brugt disse produkter, medmindre brugeren kan godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med forskrifterne for brug, og at brugeren ikke har udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse med brugen.
   
Stk. 4. Hvis brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager, omfattet af stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der erhvervsmæssigt har produceret eller importeret de affaldsstoffer, den husdyrgødning eller den anden gødning end husdyrgødning, de pesticider eller biocider, der er brugt.
   
Stk. 5. Stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis producenten eller importøren kan godtgøre, at den skadelige virkning af en forurening som følge af anvendelse af affaldsstoffer eller husdyrgødning ikke følger af fejl ved produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen eller importen.
     
   
§ 73 c. Den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge den overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for en miljøskade skal straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.
   
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 73 f.
     
   
§ 73 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at den
   
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
   
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarliges egne aktiviteter, eller
   
3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges uforsvarlige adfærd.
   
Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
   
Stk. 3. Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for producenten og importøren som nævnt i § 73 b, stk. 4 og 5.
     
   
§ 73 e. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden forurening.
   
Stk. 2. Påbud kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en forurening. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af den forurenede ejendom.
   
Stk. 3. Hvis den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren.
   
Stk. 4. Påbud efter stk. 3 er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en forurening.
     
   
§ 73 f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom.
   
Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at der foreligger forhold, som nævnt i § 73 d, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3. § 73 d, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
   
Stk. 3. Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at der foreligger forhold, som nævnt i § 73 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.
   
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til afgørelse med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
     
   
§ 73 g. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 73 f kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
     
   
§ 73 h. Tilsynsmyndigheden sender afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.
   
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden offentliggør afgørelsen.
   
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.
   
Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
     
   
§ 73 i. På anmodning fra en klageberettiget efter § 98, stk. 1-2, og § 100 skal tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter § 73 f eller § 73 g.
   
Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.
   
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«
     
   
6. I § 76, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., og § 100, stk. 2 og 3, ændres »kapitel 3, 4 og 5« til: »kapitel 3-5 og 9 a«.
     
§ 76. Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af miljø og natur som hovedformål, kan underrette kommunalbestyrelsen og miljøministeren om, hvilke bestemte typer af afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 3, 4 og 5 foreningen ønsker underretning om, jf. § 74, stk. 1, og § 100, stk. 1. Foreningen skal samtidig fremsende vedtægter, der dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og at dens hovedformål er beskyttelse af miljøet. Tilsvarende gælder lokale foreninger og organisationer, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser.
   
Stk. 2. Landsdækkende foreninger og organisationer, der har beskyttelse af miljø og natur som hovedformål, kan underrette miljøministeren om, hvilke bestemte typer af afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 3, 4 og 5 foreningen ønsker underretning om, jf. § 74, stk. 1, hvorefter ministeren inden 14 dage underretter vedkommende kommunalbestyrelse. Tilsvarende gælder landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser.
   
Stk. 3. ….
   
     
§ 100. Stk. 1. ….
   
Stk. 2. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan påklage afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 3, 4 og 5.
   
Stk. 3. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige rekreative interesser kan påklage afgørelse efter kapitel 3, 4 og 5, når afgørelsen berører sådanne interesser, og klagen har til formål at varetage natur- og miljøinteresser.
   
Stk. 4 og 5. ….
   
     
§ 91. Medmindre andet fremgår af lovens bestemmelser, jf. dog § 92, kan kommunalbestyrelsens afgørelser og beslutninger efter loven eller regler, der er fastsat med hjemmel i loven, påklages til Miljøklagenævnet. Tilsvarende gælder for afgørelser truffet af miljøministeren efter lovens kapitel 4-6 og 8 og afgørelser truffet i medfør af §§ 25 eller 82 samt afgørelser efter §§ 70 a, 70 b og 72, når disse afgørelser vedrører sager efter lovens kapitel 4-6 og 8 og afgørelser truffet i medfør af §§ 25 eller 82.
Stk. 2. ….
 
7. I § 91, stk. 1, 2. pkt. ændres »kapitel 4-6 og 8« to steder til: »kapitel 4-6, 8 og 9 a«.
     
§ 101. Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter loven eller de regler, der fastsættes i medfør af loven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen eller beslutningen er meddelt. Er afgørelsen eller beslutningen offentlig bekendtgjort, regnes søgsmålsfristen dog altid fra bekendtgørelsen.
Stk. 2. ….
 
8. I § 101, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.: »For afgørelser meddelt efter kapitel 9 a er fristen dog 12 måneder.«
     
§ 110. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
1)-6) ….
7) undlader at meddele oplysninger efter § 37 a, stk. 2, eller at meddele oplysninger eller at afgive prøver efter § 72 eller at give underretning som nævnt i §§ 21, 71 og 72 a,
8)-14) ….
15) hindrer i strid med § 41 e, stk. 3, at vilkår eller påbud efter § 34, stk. 2, eller § 41 kan efterkommes, eller
16) indtægtsfører pant, som ikke er indløst, uden at betingelserne herfor er opfyldte, jf. § 9 c.
 
9. I § 110, stk. 1, nr. 7, indsættes efter som nævnt i § 21, § 71: », stk. 1, «.
10. I § 110, stk. 1, nr. 15, ændres »efterkommes, eller« til: »efterkommes«.
11. I § 110, stk. 1, nr. 16 ændres »jf. § 9 c.« til: »jf. § 9 c,«.
12. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 17 og 18:
»17) undlader at søge en overhængende fare for forurening afværget eller hindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v., jf. § 71, stk. 2, eller
18) undlader at iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger overfor en overhængende fare for en miljøskade, eller ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade, jf. § 73 c.«
     
   
§ 2
     
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv af 26. april 1999 om deponering af affald (EF-Tidende 1999 nr. L 182, side 1).
 
1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »L 182, side 1)«: »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56).«
     
§ 21. Regionsrådet underretter ejeren og den, over for hvem der kan meddeles påbud, jf. kapitel 5, før regionsrådet udfører undersøgelser eller iværksætter afværgeforanstaltninger.
 
2. I § 21, stk. 1, ændres »kapitel 5« til: »lovens kapitel 4 a eller 5, eller kapitel 3 i miljøskadeloven«.
Stk. 2 og 3. ….
 
3. Efter § 38 indsættes:
»Kapitel 4 a
Miljøskade
§ 38 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.
     
   
§ 38 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
   
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.
   
Stk. 3. I sager om anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer og gødning, herunder husdyrgødning, og om anvendelse af pesticider eller biocider anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der som led i erhvervsmæssige aktiviteter har brugt disse produkter, medmindre brugeren kan godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med forskrifterne for brug, og at brugeren ikke har udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse med brugen.
   
Stk. 4. Hvis brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager, omfattet af stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der erhvervsmæssigt har produceret eller importeret de affaldsstoffer, den husdyrgødning eller den anden gødning end husdyrgødning, de pesticider eller biocider, der er brugt.
   
Stk. 5. Stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis producenten eller importøren kan godtgøre, at den skadelige virkning af en forurening som følge af anvendelse af affaldsstoffer eller husdyrgødning ikke følger af fejl ved produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen eller importen.
   
Stk. 6. Ved påbudsmyndigheden forstås miljømyndigheden som fastsat i § 39.
     
   
§ 38 c. Den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge den overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for miljøskaden skal straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.
   
Stk. 2. Påbudsmyndigheden påser, at pligterne opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 38 f.
     
   
§ 38 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderlige miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at den
   
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
   
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarliges egne aktiviteter, eller
   
3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges uforsvarlige adfærd.
   
Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at faren skyldes forhold, som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
   
Stk. 3. Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for producenten og importøren som nævnt i § 38 b, stk. 4 og 5.
     
   
§ 38 e. Påbudsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren, at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en jordforurening. Hvis en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade kan henføres til flere forurenere, finder § 43 tilsvarende anvendelse.
   
Stk. 2. Påbud kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren, har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en jordforurening. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retableringer af den forurenede ejendom.
   
Stk. 3. Hvis den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan påbudsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren.
   
Stk. 4. Påbud efter stk. 3 er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en jordforurening.
     
   
§ 38 f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer påbudsmyndigheden afgørelse herom.
   
Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at der foreligger forhold, som nævnt i § 38 d, stk. 1, nr. 1-3. § 38 d, stk. 3 finder tilsvarende anvendelse.
   
Stk. 3. Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at der foreligger forhold, som nævnt i § 38 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.
   
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet skal forelægge et udkast til afgørelse med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
     
   
§ 38 g. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer påbudsmyndigheden afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 38 f kan træffes afgørelse om hvem, der er ansvarlig for miljøskaden.
     
   
§ 38 h. Påbudsmyndigheden sender afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.
   
Stk. 2. Påbudsmyndigheden offentliggør afgørelsen.
   
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.
   
Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
     
   
§ 38 i. På anmodning fra en klageberettiget efter § 82 og 83 skal påbudsmyndigheden træffe afgørelse efter § 38 f eller § 38 g.
   
Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.
   
Stk. 3. Påbudsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.
     
   
§ 38 j. Hvis den ansvarlige ikke kan identificeres eller ikke har betalingsevne, kan der meddeles påbud efter kapitel 5.«
     
Kapitel 5
Påbud til forurenere m.v.
 
4.Overskriften til kapitel 5 affattes således:
»Kapitel 5
Andre forureninger end miljøskader
Påbud til forurenere m.v.«
     
§ 54. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til adressaten. Afgørelser, der kan påklages, meddeles tillige klageberettigede personer og myndigheder, jf. § 82, og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling.
 
5. I § 54, stk. 1, ændres »personer og myndigheder, jf. § 82« til: »personer, organisationer og myndigheder, jf. §§ 82 og 83«.
     
Stk. 2 og 3. ….
§ 54. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til adressaten. Afgørelser, der kan påklages, meddeles tillige klageberettigede personer og myndigheder, jf. § 82., og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling.
Stk. 2 og 3. ….
 
6. I § 54, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Afgørelser skal dog alene meddeles de landsdækkende foreninger og organisationer, der er nævnt i § 83, stk. 2 og 3, når de har anmodet miljøministeren om at modtage underretning om afgørelserne, jf. § 56 a, stk. 2.«
     
   
7. Efter § 56 indsættes:
»§ 56 a. Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af miljø og natur som hovedformål, kan underrette kommunalbestyrelsen, regionsrådet og miljøministeren om, hvilke bestemte typer af afgørelser efter kapitel 4 a foreningen ønsker underretning om, jf. § 54, stk. 1, og § 83, stk. 1. Foreningen skal samtidig fremsende vedtægter, der dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og at dens hovedformål er beskyttelse af miljøet. Tilsvarende gælder lokale foreninger og organisationer, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser.
   
Stk. 2. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan underrette miljøministeren om, hvilke bestemte typer af afgørelser efter kapitel 4 a foreningen eller organisationen ønsker underretning om, jf. § 54, stk. 1, hvorefter miljøministeren inden 14 dage underretter vedkommende kommunalbestyrelse eller regionsråd. Tilsvarende gælder landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser.
   
Stk. 3. Lokale afdelinger af landsdækkende foreninger og organisationer er ikke omfattet af bestemmelserne i stk. 1 og 2.«
     
§ 75. Ved fastsættelsen af erstatning for ekspropriation, jf. § 22, eller ved aftale om opkøb, jf. §§ 22 og 34, kan den, over for hvem ekspropriationen gennemføres, kræve, at ejendommens værdi skal beregnes uden hensyn til den værdinedsættelse, der skyldes forureningsfare fra den forurenede ejendom, hvis den pågældende var i god tro ved erhvervelsen af ejendommen. Er eller kunne ejeren være adressat for et påbud efter kapitel 5, beregnes ejendommens værdi dog under hensyn til forureningen.
Stk. 2. ….
 
8. I § 75, stk. 1, 2. pkt. ændres »kapitel 5« til: »lovens kapitel 4 a eller 5, eller kapitel 3 i miljøskadeloven«.
     
§ 77. Følgende afgørelser kan påklages til det miljøklagenævn, der er nedsat i henhold til lov om miljøbeskyttelse:
 
9. I § 77, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »afgørelser efter«: »kapitel 4 a,«.
1) …
   
2) Miljøministerens afgørelser efter § 39, stk. 2, § 72, § 73, stk. 2, 2. pkt., § 73 a og § 73 b.
   
Stk. 2, 3 og 4.
   
     
   
10. Efter § 82 indsættes:
»§ 83. Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan påklage afgørelser, som foreningen eller organisationen har ønsket underretning om, jf. § 56 a, stk. 1. Lokale foreninger og organisationer, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, kan påklage afgørelser, som foreningen eller organisationen har ønsket underretning om, jf. § 56 a, stk. 1, når afgørelsen berører sådanne interesser, og klagen har til formål at varetage natur- og miljøbeskyttelse.
   
Stk. 2. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan påklage afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 4 a.
   
Stk. 3. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige rekreative interesser, kan påklage afgørelse efter bestemmelserne i kapitel 4 a, når afgørelsen berører sådanne interesser, og klagen har til formål at varetage natur- og miljøbeskyttelse.
   
Stk. 4. Lokale afdelinger af landsdækkende foreninger og organisationer er ikke omfattet af bestemmelserne i stk. 1-3.
   
Stk. 5. Miljøklagenævnet kan til efterprøvelse af klageberettigelsen forlange, at foreningen eller organisationen fremsender vedtægterne.«
     
§ 88. Med mindre højre straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning straffes med bøde den, der
1) og 2) ....
3) påbegynder opgravning, flytning og anvendelse uden anmeldelse efter § 50, stk. 2,
 
11. I § 88, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3) undlader at træffe foranstaltninger som nævnt i § 38 c.«
Nr. 3-15 bliver herefter nr. 4-16.
4) i strid med § 8, stk. 1 eller 2, eller § 50, stk. 5, ændrer anvendelse eller påbegynder arbejder, der er henholdsvis ansøgt om tilladelse til og anmeldt,
   
5) uden tilladelse opgraver eller håndterer jord i strid med kommunalbestyrelsens meddelelser efter § 50, stk. 6,
   
6) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse eller dispensation efter loven,
   
7) overtræder § 9, stk. 2, § 12,§ 49, § 50, stk. 1, eller § 52,
   
8) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i forbindelse med en anmodning efter §§ 29 og 33 eller en anmeldelse efter § 50, stk. 2,
   
9) undlader at standse arbejdet som nævnt i § 71 ved konstateret forurening,
   
10) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at afgive oplysninger som nævnt i § 72,
   
11) overtræder § 70, stk. 4, og § 72 a, stk. 2 og 3,
   
12) overtræder § 72 b, stk. 1-4,
   
13) modvirker adgang til ejendommen i strid med § 57,
   
14) undlader at efterkomme krav i en afgørelse efter § 73 b eller fjerner eller ændrer udstyr, som tilsynsmyndigheden har anbragt i medfør af en afgørelse efter § 73 a eller § 73 b, eller
   
15) forsætligt borttager, forvansker eller beskadiger afmærkninger, som foretages i forbindelse med arbejder efter loven.
   
     
   
§ 3
     
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF af 27. juni 2002 om oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet og om ophævelse af Rådets direktiv 93/75/EØF (EF-Tidende 2002 nr. L 208, side 10-27) og dele af Rådets direktiv 92/43/EF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet) (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7) samt Rådets rammeafgørelse 2004 af 12. juli 2005 om skærpelse af de strafferetlige rammer med henblik på håndhævelse af lovgivningen til bekæmpelse af forurening fra skibe (EU-Tidende 2005 nr. L 255, side 164-167).
 
1. I fodnoten til lovens titel ændres »(EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7-50) samt« til: »(EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7-50),«, og efter »L 255, side 164-167)« indsættes: »samt dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«.
     
§ 2. Loven omfatter følgende skibe, luftfartøjer og platforme:
 
2.§ 2, stk. 1, affattes således:
»Loven omfatter følgende:
1) danske skibe og skibe, der befinder sig på dansk søterritorium,
 
1) Danske skibe og skibe, der befinder sig på dansk søterritorium.
2) danske luftfartøjer og luftfartøjer, der befinder sig på eller over dansk søterritorium,
 
2) Danske luftfartøjer og luftfartøjer, der befinder sig på eller over dansk søterritorium.
3) danske platforme og platforme, der befinder sig på dansk søterritorium eller på dansk kontinentalsokkelområde,
 
3) Danske platforme og platforme, der befinder sig på dansk søterritorium eller på dansk kontinentalsokkelområde.
4) udenlandske skibe, der befinder sig i de eksklusive økonomiske zoner, i det omfang det er foreneligt med international ret, og
 
4) Danske rørledninger til transport af kulbrinter og hjælpestoffer og rørledninger til transport af kulbrinter og hjælpestoffer på dansk søterritorium eller på dansk kontinentalsokkelområde.
5) udenlandske skibe, der befinder sig uden for de eksklusive økonomiske zoner, i det omfang det er foreneligt med international ret.
 
5) Udenlandske skibe, der befinder sig i de eksklusive økonomiske zoner, i det omfang det er foreneligt med international ret.
   
6) Udenlandske skibe, der befinder sig uden for de eksklusive økonomiske zoner, i det omfang det er foreneligt med international ret.«
     
Kapitel 11
Beredskab
 
3.Overskriften til kapitel 11 affattes således:
»Kapitel 11
Beredskab m.v.«
     
   
4. Efter § 34 indsættes:
   
»§ 34 a. I tilfælde af olie- eller kemikalieforurening af havet fra platforme eller rørledninger påhviler det ejeren eller den, der er ansvarlig for driften af platformen eller rørledningen, straks at påbegynde bekæmpelse af forureningen, medmindre den ansvarlige for driften er forpligtet hertil efter § 47 c.
   
Stk. 2. Miljøministeren kan meddele påbud om, hvilke bekæmpelsesforanstaltninger ejeren eller den, der er ansvarlig for driften af platformen eller rørledningen, skal iværksætte.
   
Stk. 3. Miljøministeren kan meddele påbud eller fastsætte regler om beredskabet, herunder om hvilket mandskab eller materiel ejeren eller den, der er ansvarlig for driften af platformen eller rørledningen, skal have til rådighed i tilfælde af uheld på anlægget.«
     
§ 38. Ejere, brugere og førere af samt lodser på skibe skal straks indberette til forsvarsministeren, såfremt der sker udtømning eller dumpning, som er i strid med loven eller omfattes af § 58. Endvidere skal der straks ske indberetning ved enhver form for kollision eller grundstødning, eller såfremt der af andre grunde er fare for udtømning. For så vidt angår ejere og brugere af og lodser på platforme samt den for platformen ansvarlige, skal indberetning, jf. 1. og 2. pkt., ske til miljøministeren.
 
5.§ 38 ophæves.
Stk. 2. De i stk. 1, 1. pkt., nævnte personer samt førere af luftfartøjer skal straks indberette til forsvarsministeren, såfremt der fra skibet eller luftfartøjet iagttages væsentlige spild af olie eller skadelige flydende stoffer. For så vidt angår de i stk. 1, sidste pkt., nævnte personer, skal indberetningen ske til miljøministeren.
   
Stk. 3. Havnebestyrelsen skal straks indberette til forsvarsministeren, såfremt der i havnen iagttages væsentligt spild af olie eller skadelige flydende stoffer og der er fare for forurening af havet.
   
Stk. 4. I de i stk. 1-3 nævnte tilfælde skal de nævnte personer efter anmodning give miljøministeren eller forsvarsministeren eller den myndighed, ministeren bemyndiger dertil, alle oplysninger, som har betydning for iværksættelse af foranstaltninger for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.
   
     
§ 39. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af internationale aftaler, fastsætte nærmere regler om den i § 38 nævnte indberetning og om indberetning af anden forurening af havet end den, der omfattes af § 38.
 
6. § 39, stk. 1, affattes således:
»Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af internationale aftaler, fastsætte regler om indberetning og tilvejebringelse af oplysninger fra myndigheder og fysiske eller juridiske personer til brug for vurdering af forhold, der reguleres efter denne lov.«
     
Stk. 2. I regler udstedt i medfør af stk. 1 kan det bestemmes, at der skal ske indberetning til de i henhold til internationale aftaler kompetente udenlandske myndigheder, såfremt skibet eller platformen befinder sig i de eksklusive zoner eller uden for dansk søterritorium i øvrigt.
 
7. I § 39, stk. 2, ændres »skibet eller platformen« til: »skibet, luftfartøjet, rørledningen eller platformen«.
     
§ 44. Såfremt der er sket eller er fare for udtømning eller udledning, som er i strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller omfattet af § 58, og dette medfører udgifter til beredskabs- eller bekæmpelsesomkostninger, skal sådanne udgifter for alle rimelige forholdsregler bæres af skibets eller platformens ejere.
 
8. I § 44, stk. 1 og 2, indsættes efter »skibets«: », luftfartøjets, rørledningens«.
9. I § 44, stk. 1, indsættes efter »ejere«: », jf. dog § 47 f og § 47 g.«
10. I § 44, stk. 3, indsættes efter »et skib«: », et luftfartøj, en rørledning«.
Stk. 2. Forsvarsministeren henholdsvis miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte udgifter til beredskabs- og bekæmpelsesforanstaltninger, som skibets eller platformens ejere skal afholde.
   
Stk. 3. Forsvarsministeren henholdsvis miljøministeren kan pålægge ejeren af et skib eller en platform at stille sikkerhed for de i stk. 1 nævnte udgifter og bestemme, at skibet eller platformen skal tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet.
   
     
   
11. Efter § 47 indsættes:
»Kapitel 14 a
Miljøskade
§ 47 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.
     
   
47 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den ansvarlige for driften af et skib, et luftfartøj, en platform eller en rørledning, i det omfang der er tale om en erhvervsmæssig aktivitet.
   
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade som nævnt i § 47 c, stk. 1-3, forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er sket.
   
Stk. 3. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder som nævnt i § 47 c, stk. 4, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
     
   
§ 47 c. Hvis en tilførsel, som stammer fra udøvelsen af erhvervsmæssige aktiviteter nævnt i stk. 2, nr. 1-3, til havet eller luften af stoffer, materialer og mikroorganismer eller støj og vibrationer, forårsager en overhængende fare for en miljøskade, skal den ansvarlige for driften straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger. Hvis miljøskaden er indtrådt, skal den ansvarlige for driften straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse miljøskadens omfang og forhindre yderligere miljøskade. Det samme gælder, hvis en tilførsel, som stammer fra udøvelsen af erhvervsmæssig aktivitet nævnt i stk. 2, nr. 4, til havet eller luften af farligt eller forurenende gods, eller en tilførsel, som stammer fra udøvelsen af erhvervsmæssig aktivitet nævnt i stk. 2, nr. 5, til havet eller luften af farlige stoffer og produkter, plantebeskyttelsesmidler eller biocidholdige produkter forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Ved bekæmpelse af olie- og kemikalieforureninger gælder § 34 for så vidt angår havet og de kystnære dele af søterritoriet og § 35 for så vidt angår kyststrækninger og havne.
   
Stk. 2. Følgende erhvervsmæssige aktiviteter er omfattet af stk. 1:
   
1) Dumpning af optaget havbundsmateriale.
2) Bortskaffelse eller nyttiggørelse af affald.
3) Grænseoverskridende transport af affald, som kræver tilladelse eller er forbudt.
4) Transport ad indre vandveje, hav eller luft af farligt eller forurenende gods.
5) Håndtering af farlige stoffer og produkter, plantebeskyttelsesmidler og biocidholdige produkter.
   
Stk. 3. Pligten efter stk. 1 gælder endvidere, hvis en hvilken som helst anden tilførsel til havet af stoffer og materialer, som kan påvirke søterritoriet, forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.
   
Stk. 4. Pligten efter stk. 1 gælder også, hvis andre erhvervsmæssige aktiviteter end dem, der er af omfattet af stk. 1 og 3, forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder som fastlagt i §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven, og miljøskaden eller den overhængende fare for en miljøskade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
   
Stk. 5. Pligterne efter stk. 1, 3 og 4 gælder, selvom der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 47 h.
   
Stk. 6. Tilsynsmyndigheden påser, at pligten efter stk. 1, 3 og 4 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 47 h.
     
   
§ 47 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 47 b, stk. 2, kan godtgøre, at miljøskaden
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
   
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarlige for driftens egne aktiviteter, eller
   
3) er forvoldt ved en tilførsel eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
   
Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 47 b, stk. 2, kan godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
     
   
§ 47 e. Miljøministeren kan påbyde den ansvarlige for driften at give de oplysninger, der har betydning for vurderingen af, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage prøveudtagning, analyser og målinger af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge hændelsesforløbet samt omfanget og virkningerne af en tilførsel eller anden påvirkning.
     
   
§ 47 f. Forsvarsministerens udgifter til bekæmpelsesforanstaltninger efter § 34, jf. § 47 c, skal betales af den ansvarlige for driften af skibet. Hvis den ansvarlige for driften ikke kan identificeres eller ikke har betalingsevne, påhviler det skibets ejer at betale udgifterne efter reglen i § 44.
   
Stk. 2. Forsvarsministeren skal pålægge den ansvarlige for driften af skibet at stille sikkerhed over for ministeren for udgifter nævnt i stk. 1 og kan bestemme, at skibet skal tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet.
   
Stk. 3. Forsvarsministeren kan, indtil den ansvarlige for driften af skibet har stillet sikkerhed efter stk. 2, pålægge ejeren af skibet at stille sikkerhed over for ministeren for udgifter nævnt i stk. 1 og bestemme, at skibet skal tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet.
     
   
§ 47 g. Kommunalbestyrelsens og miljøministerens udgifter til bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger efter § 35, jf. § 47 c, og regler udstedt i medfør af § 36 skal betales af den ansvarlige for driften. Hvis den ansvarlige for driften ikke kan identificeres eller ikke har betalingsevne, påhviler det ejeren at betale udgifterne efter § 44.
   
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om sikkerhedsstillelse for udgifter nævnt i stk. 1.
     
   
§ 47 h. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 47 c, stk. 1, 3 eller 4, som skal behandles efter reglerne i miljøskadeloven, træffer miljøministeren afgørelse herom.
   
Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 47 c, stk. 1 eller 3, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 47 d, stk. 1, nr. 1-3.
   
Stk. 3. Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 47 c, stk. 1 eller 3, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 47 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.
   
Stk. 4. Miljøministeren offentliggør afgørelsen.
   
Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.
     
   
§ 47 i. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer miljøministeren afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 47 h kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
     
   
§ 47 j. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
     
   
§ 47 k. På anmodning fra en klageberettiget efter § 52 skal miljøministeren træffe afgørelse efter § 47 h eller § 47 i.
   
Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.
   
Stk. 3. Miljøministeren kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«
     
§ 49. Stk. 1 og 2. ….
Stk. 3. Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan meddele miljøministeren, at de ønsker underretning om afgørelser efter § 26 eller i medfør af regler, der er fastsat med hjemmel i § 33, stk. 2, jf. § 52, stk. 2. En lokal forening eller organisation skal samtidig fremsende vedtægter, der dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og at dens hovedformål er beskyttelse af natur og miljø. Tilsvarende gælder lokale foreninger og organisationer, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser.
 
12. I § 49, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, § 50, stk. 1, nr. 2, og i § 52, stk. 1, indsættes efter »§ 26«: », kapitel 14 a«.
Stk. 4. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan meddele ministeren, at foreningen eller organisationen ønsker underretning om afgørelser efter § 26 eller i medfør af regler, der er fastsat med hjemmel i § 33, stk. 2.
   
Stk. 5 og 6. ….
   
     
§ 50. Afgørelser, der kan påklages, skal oplyse datoen for klagefristens udløb og i øvrigt indeholde oplysning om
   
     
1) ….
   
2) at klage over afgørelser, der er truffet i medfør af § 26 eller i henhold til regler, der er fastsat med hjemmel i § 33, stk. 2, skal indgives til miljøministeren, mens klager over afgørelser, der er truffet i medfør af § 43 og § 43 a, skal indgives til det i medfør af lov om sikkerhed til søs nedsatte Ankenævn for Søfartsforhold, og
   
3) ….
   
     
§ 52. Afgørelser efter § 26 samt afgørelser truffet i medfør af regler, der er fastsat med hjemmel i § 33, stk. 2, kan påklages af
   
1)-9) ….
   
     
§ 51. Følgende afgørelser kan påklages til det miljøklagenævn, der er nedsat i henhold til lov om miljøbeskyttelse:
 
13. I § 51, stk. 1, indsættes som nr. 3:
»3) Afgørelser efter kapitel 14 a.«
     
1) og 2) ….
Stk. 2. § 102, § 104, stk. 1 og 2, § 105, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., § 106, stk. 1-3, og § 109 i lov om miljøbeskyttelse finder tilsvarende anvendelse ved Miljøklagenævnets behandling af sager efter stk. 1.
 
14. I § 51, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Dog finder § 105, stk. 2, 2. pkt., i lov om miljøbeskyttelse tilsvarende anvendelse ved Miljøklagenævnets behandling af klagesager efter § 47 e, § 47 h og § 47 j, stk. 3.«
     
§ 59. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
1) overtræder § 11, stk. 1 og 2, § 13, § 20, stk. 1, § 21, § 22, stk. 1, § 23, stk. 1, § 25, § 31, stk. 1 og 2, § 53, stk. 1, og § 54, stk. 1,
2) og 3) ….
4) undlader at efterkomme et forbud eller påbud efter § 43, stk. 1-3, eller forbud efter § 43 a, stk. 1 og 2,
5 – 7) ….
 
15. I § 59, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 31, stk. 1 og 2,«: »§ 47 c,«.
16.§ 59, stk. 1, nr. 4, affattes således:
»4) undlader at efterkomme et forbud eller påbud efter § 43, stk. 1-3, forbud efter § 43 a, stk. 1 og 2, eller påbud efter § 34 a, stk. 2 og 3, eller § 47 e,«.
8) modvirker tilbageholdelse efter § 44, stk. 3.
 
17. I § 59, stk. 1, nr. 8, indsættes efter »§ 44, stk. 3«: », eller § 47 f, stk. 2 og 3«.
     
§ 61. I regler, der udstedes i henhold til § 11, stk. 3, §§ 14 og 17-19, § 20, stk. 2 og 3, § 23, stk. 2, §§ 24, 28 og 30, § 31, stk. 4, §§ 32, 33, 39-41 og 47, § 55, stk. 2, § 55 a og § 58 a, kan der fastsættes straf af bøde. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i § 59, stk. 3. For overtrædelser begået af udenlandske skibe kan det dog alene fastsættes, at straffen kan stige til fængsel i 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i § 59, stk. 4.
 
18.I § 61, stk. 1, indsættes efter »33,”: » 34 a, stk. 3,« og efter »og 47,« indsættes: »§ 47 g, stk., 2,«.
     
§ 63 a. Forsvarsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan i sager om overtrædelser af § 11, stk. 1 eller 2, og § 38, stk. 1-3 eller af regler udstedt i medfør af § 11, stk. 3, eller § 39, stk. 1, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist at betale en i bødeforelægget angivet bøde. Fristen kan efter anmodning forlænges af forsvarsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil. På samme måde kan krav om konfiskation, herunder værdikonfiskation, afgøres uden retssag.
 
19. I § 63 a, stk. 1, 1. pkt., udgår»og § 38, stk. 1-3«.
Stk. 2-4. ….
   
     
   
§ 4
     
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF af 27. juni 2002 om oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet og om ophævelse af Rådets direktiv 93/75/EØF (EF-Tidende 2002 nr. L 208, side 10-27) og dele af Rådets direktiv 92/43/EF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet) (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7) samt Rådets rammeafgørelse 2004 af 12. juli 2005 om skærpelse af de strafferetlige rammer med henblik på håndhævelse af lovgivningen til bekæmpelse af forurening fra skibe (EU-Tidende 2005 nr. L 255, side 164-167).
 
1. I fodnoten til lovens titel ændres »(EF-Tidende 1998 nr. L330, side 32) samt« til: »(EF-Tidende 1998 nr. L330, side 32),« , og efter »L 327, side 1)« indsættes: »samt dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«.
     
   
2.Overskriften til kapitel 11 affattes således:
     
Kapitel 11
Forskellige bestemmelser
§ 66. Det påhviler den til enhver tid værende ejer af et privat alment vandforsyningsanlæg at berigtige et ulovligt forhold.
Stk. 2. ….
 
»Kapitel 11
Tilsyn«.
3. I § 66, stk. 1, indsættes efter »forhold«:», medmindre andet følger af kapitel 11 a«.
     
§ 67. Ejeren af vandforsyningsanlæg skal efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller miljøministeren give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for vandforsyningen.
 
4.§ 67, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 55. Kommunalbestyrelsen og miljøministeren kan påbyde den ansvarlige for driften som nævnt i § 68 a, stk. 2 eller 3, at give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for vandforsyningen eller for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af vandmiljøet eller naturen.
Stk. 2. I tilfælde, hvor § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter finder anvendelse, kan tilsynsmyndigheden udføre nødvendige undersøgelser for den ansvarliges regning til belysning af forhold, som denne ellers er eller kunne være pålagt at afgive oplysninger om.
 
Stk. 2. Hvis påbud efter stk. 1 alene vedrører oplysninger, som har betydning for vandforsyningen, eller den ansvarlige for driften ikke kan identificeres, kan påbuddet rettes til ejeren af et vandforsyningsanlæg.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
     
   
5. Efter § 67 indsættes:
»Kapitel 11 a
Miljøskade
§ 68. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.«
     
   
§ 68 a. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
   
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som følge af en vandindvinding, bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden som led i en erhvervsmæssig aktivitet, forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er sket.
   
Stk. 3. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder som fastlagt i §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er omfattet af stk. 2, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.«
     
   
§ 68 b. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade straks underrette kommunalbestyrelsen om alle relevante aspekter ved situationen.
   
Stk. 2. Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.
   
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen påser, at pligterne efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 68 e.
     
   
§ 68 c. Hvis det skal undersøges, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, kan påbud efter § 67 meddeles, uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over ejendommen eller lokaliteten, hvor der er påvist en påvirkning af vandmiljøet eller naturen. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af ejendommen.
   
Stk. 2. Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan kommunalbestyrelsen meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser gennemføres ved den ansvarlige for driften. Påbuddet er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over ejendommen.
     
   
§ 68 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 68 a, stk. 2, kan godtgøre, at miljøskaden
   
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
   
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarlige for driftens egne aktiviteter, eller
   
3) er forvoldt ved en begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
   
Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 68 a, stk. 2, kan godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
     
   
§ 68 e. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 68 a, stk. 2 eller 3, som skal behandles efter reglerne i miljøskadeloven, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom.
   
Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 68 a, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 68 d, stk. 1, nr. 1-3.
   
Stk. 3. Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 68 a, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 68 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.
   
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
     
   
§ 68 f. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 68 e kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
     
   
§ 68 g. Kommunalbestyrelsen sender afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.
   
Stk.2. Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen.
   
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.
   
Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
     
   
§ 68 h. På anmodning fra en klageberettiget efter § 80 skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 68 e eller § 68 f.
   
Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.
   
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.
Kapitel 11 b
Meddelelse om boringers beliggenhed m.v.«
     
§ 71 b. Der er udpantningsret for udgifter, som myndigheden har krav på at få dækket efter § 65, stk. 4 og 5, og § 67, stk. 2.
 
6. I § 71 b, § 78, stk. 7, og § 84, stk. 1, nr. 8, ændres »67, stk. 2« til: »§ 67, stk. 4«.
     
§ 78.Stk. 1-6. ….
   
Stk. 7. Klage over afgørelser efter § 65, stk. 5, og § 67, stk. 2, har opsættende virkning, medmindre Miljøklagenævnet bestemmer andet.
   
     
§ 84. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
   
1) – 7) ….
   
8) undlader at efterkomme krav i en afgørelse efter § 65, stk. 5, eller fjerner eller ændrer udstyr, som tilsynsmyndigheden har anbragt i medfør af en afgørelse efter § 65, stk. 5, eller § 67, stk. 2.
   
     
§ 80.Stk. 1-3. ….
Stk. 4. Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan påklage miljøministerens afgørelser.
 
7.§ 80 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:
»Stk. 4. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som deres hovedformål, kan påklage afgørelser efter § 67, hvis påbuddet er meddelt med henblik på kommunalbestyrelsens afgørelse af, om der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, samt afgørelser efter § 68 e og § 68 h.
   
Stk.5. Miljøklagenævnet kan til efterprøvelse af klageberettigelsen forlange, at foreningen eller organisationen, jf. stk. 4, fremsender vedtægterne.«
   
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
     
§ 84. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
1)– 4) ….
5) undlader at meddele oplysninger efter § 58, stk. 3, § 67 eller § 69, stk. 1 og 3,
6) – 8) ….
 
8. I § 84, stk. 1, nr. 5, indsættes efter »§ 69, stk. 1 og 3,«: »eller at give underretning eller træffe foranstaltninger som nævnt i § 68 b,«.
     
   
§ 5
     
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv nr. 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet) (EF-Tidende 1985 nr. L 175, side 40), som senest ændret ved Rådets og Europa-Parlamentets direktiv nr. 2003/35/EF af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF og 96/61/EF, for så vidt angår offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse (EU-Tidende 2003 nr. L 156, side 17), dele af Rådets direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening, (EF-Tidende 1996 nr. L 257, side 26), dele af Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet) (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1), som senest ændret ved Rådets forordning 807/2003/EF af 14. april 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet) (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1882/2003/EF af 29. september 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 284, side 1), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (Vandrammedirektivet) (EF-Tidende 2000 nr. L 327, side 1), dele af Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (EF-Tidende 1991 nr. L 375, side 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1882/2003/EF af 29. september 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 284, side 1).
 
1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »L 284, side 1)”: »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«.
     
§ 52. Den, der er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal straks underrette tilsynsmyndigheden, såfremt driftsforstyrrelser eller uheld medfører væsentlig forurening eller indebærer fare herfor.
Stk. 2. Underretning efter stk. 1 bevirker ingen indskrænkning i den ansvarliges pligt til at søge følgerne af driftsforstyrrelsen eller uheldet effektivt afværget eller forebygget, ligesom det ikke fritager for forpligtelsen til at genoprette den hidtidige tilstand.
 
2. § 52 affattes således:
»§ 52. Den, som er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening eller overhængende fare for væsentlig forurening straks underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter af situationen. Dette gælder også i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.
Stk. 2. Den, som er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening eller overhængende fare for væsentlig forurening straks afværge den overhængende fare for forurening eller forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v.«
     
   
3. Efter § 54 indsættes:
»Kapitel 5 a
Miljøskade
§ 54 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.
     
   
§ 54 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
   
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.
   
Stk. 3. I sager om anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer og husdyrgødning anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der som led i erhvervsmæssige aktiviteter har brugt disse produkter, medmindre brugeren kan godtgøre, både at brugen var i overensstemmelse med forskrifterne for brug, og brugeren ikke har udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse med brugen.
   
Stk. 4. Hvis brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager omfattet af stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der erhvervsmæssigt har produceret eller importeret de affaldsstoffer eller den husdyrgødning, der er brugt
   
Stk. 5. Stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis producenten eller importøren kan godtgøre, at den skadelige virkning af en forurening som følge anvendelse af affaldsstoffer eller husdyrgødning ikke følger af fejl ved produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen eller importen.
     
   
§ 54 c. Den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge den overhængende fare for miljøskade. Den ansvarlige for en miljøskade skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.
   
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 54 f.
     
   
§ 54 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at miljøskaden
   
1) er forvoldt af tredjemand og indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
   
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den pågældendes egne aktiviteter, eller
   
3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der fuldt ud var tilladt i medfør af og udtrykkeligt i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at de kan sidestilles med en tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
   
Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
   
Stk. 3. Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for producenten og importøren som nævnt i § 54 b, stk. 4.
     
   
§ 54 e. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren, at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden forurening.
   
Stk. 2. Påbud kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en forurening. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retableringer af den forurenede ejendom.
   
Stk. 3. Hvis den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren.
   
Stk. 4. Påbud efter stk. 3 er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en forurening.
     
   
§ 54 f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter reglerne i miljøskadeloven, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom.
   
Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 54 d, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3. § 54 d, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
   
Stk. 3. Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 54 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.
   
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at tilsynsmyndigheden skal forelægge et udkast til afgørelse med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
     
   
§ 54 g. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 54 f kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
     
   
§ 54 h. Tilsynsmyndigheden sender afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.
   
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden offentliggør afgørelsen.
   
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.
   
Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
     
   
§ 54 i. På anmodning fra en klageberettiget efter § 84, stk. 1 og 2, og §§ 86 og 87 skal tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter § 54 f eller § 54 g.
   
Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade.
   
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«
     
§ 61. Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af miljø og natur som hovedformål, kan underrette kommunalbestyrelsen om, at de ønsker underretning om bestemte typer ad afgørelser truffet med hjemmel i bestemmelserne i kapitel 3. Foreningen skal samtidig fremsende vedtægter, der dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og at dens hovedformål er beskyttelse af miljø og natur. Tilsvarende gælder lokale foreninger og organisationer, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser.
 
4. I §§ 61 og 62 og i § 87, stk. 1 og 2, indsættes efter »kapitel 3”: », 4 og 5 a«.
     
§ 62. Landsdækkende foreninger og organisationer, der har beskyttelse af miljø og natur som hovedformål, kan underrette miljøministeren om, at de ønsker underretning om bestemte typer ad afgørelser truffet med hjemmel i bestemmelserne i kapitel 3, hvorefter ministeren inden 14 dage underretter vedkommende kommunalbestyrelse. Tilsvarende gælder landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser.
   
     
§ 85. Danmarks Fiskeriforening kan påklage kommunalbestyrelsens og miljøministerens afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 3, for så vidt angår spørgsmål om forurening af vandløb, søer eller havet.
 
5. I § 85, stk. 1 og 2, indsættes efter »kapitel 3”: »og 4«.
Stk. 2. Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark kan påklage kommunalbestyrelsens og miljøministerens afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 3, for så vidt angår spørgsmål om forurening af vandløb, søer eller havet.
   
     
§ 90. Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter loven eller de regler, de fastsattes i medfør af loven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen eller beslutningen er meddelt. Er afgørelsen eller beslutningen offentligt bekendtgjort, regnes søgsmålsfristen fra bekendtgørelsen.
 
6. I § 90, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum: »For afgørelser meddelt efter kapitel 5 a er fristen dog 12 måneder.”
     
§ 91. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
 
7. I § 91, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 52« til: »§ 52, stk. 1«.
     
1)– 3) ….
4) undlader at give underretning som nævnt i § 52 eller at eller at meddele oplysninger eller at afgive prøver efter § 53,
5) undlader at indgive anmeldelse, der er foreskrevet i regler udfærdiget i medfør af § 5, stk. 3, og § 17, stk. 3, 2. pkt.,
6) modvirker myndighedernes adgang til ejendomme eller lokaliteter i strid med § 71,
7) forsætligt borttager, forvansker eller beskadiger afmærkninger, som foretages i forbindelse med arbejder og undersøgelser efter loven,
 
8. I § 91, stk. 1, indsættes efter nr. 8 som nye numre:
»9) undlader at søge en overhængende fare for forurening afværget eller forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v. efter § 52, stk. 2,
10) undlader at iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger over for en overhængende fare for en miljøskade eller ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse en miljøskades omfang samt forhindre yderligere miljøskade, jf. § 54 c,«
Nr. 9–11 bliver herefter 11-13.
8) undlader at efterkomme krav i en afgørelse efter § 51 eller fjerner eller ændrer udstyr, som tilsynsmyndigheden har anbragt i medfør af en afgørelse efter § 50 eller § 51,
   
9) overtræder bestemmelser fastsat i De Europæiske Fællesskabers forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. § 75, stk. 1,
   
10) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i forbindelse med behandlingen af sager efter denne lov eller
   
11) undlader at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller klageinstansens afgørelse om at etablere sikkerhedsstillelse efter § 37.
   
     
   
§ 6
1. I fodnoten til lovens titel indsættes som 2. pkt.:
»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56).«
     
   
2. Efter § 25 indsættes:
»Kapitel 3 a
Miljøskade
§ 25 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.
     
   
§ 25 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
   
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.
   
Stk. 3. I sager om anvendelse af en genmodificeret organisme anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der som led i erhvervsmæssige aktiviteter har brugt disse produkter, medmindre brugeren kan godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med forskrifterne for brug, og at den pågældende ikke har udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse med brugen.
   
Stk. 4. Hvis brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager omfattet af stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der erhvervsmæssigt har produceret eller importeret den genmodificerede organisme, der er brugt.
     
   
§ 25 c. Den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade skal straks underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter ved situationen.
   
Stk. 2. Den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge den overhængende fare for miljøskade. Den ansvarlige for en miljøskade skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.
   
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 25 f.
     
   
§ 25 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at den
   
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
   
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den pågældendes egne aktiviteter, eller
   
3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
   
Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
   
Stk. 3. Stk. 1, nr. 3 gælder ikke for producenten og importøren som nævnt i § 25 b, stk. 4.
     
   
§ 25 e. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren, at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften, brugeren, producenten eller importøren kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning.
   
Stk. 2. Påbud kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en påvirkning. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retableringer af de berørte ejendom.
   
Stk. 3. Hvis den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren.
   
Stk. 4. Påbud efter stk. 3 er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en påvirkning.
     
   
§ 25 f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom.
   
Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 25 d, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3. § 25 d, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
   
Stk. 3. Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 25 d, nr. 1 eller 2.
   
Stk. 4. Tilsynsmyndigheden offentliggør afgørelsen.
   
Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse.
     
   
§ 25 g. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 25 f kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
     
   
§ 25 h. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
     
   
§ 25 i. På anmodning fra en klageberettiget efter § 30, stk. 4, nr. 2-6, skal tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter § 25 f eller § 25 g.
   
Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.
   
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«
     
§ 30. Afgørelser i henhold til denne lov og regler fastsat med hjemmel i loven kan påklages af
1) afgørelsens adressat,
2) enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald, og
3) berørte kommunalbestyrelser.
Stk. 1 og 2. ….
 
3. I § 30 indsættes som stk. 4 og 5:
»Stk. 4. Afgørelser efter kapitel 3 a kan påklages af
1) afgørelsens adressat,
2) enhver, der har en væsentlig, individuel interesse i sagen,
3) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål,
   
4) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres vedtægter har til formål at varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser,
5) lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, og
6) lokale foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
   
Stk. 5. Miljøklagenævnet kan kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved at indsende vedtægter eller på anden måde.«
     
§ 31.Stk. 1 og 2. ….
Stk. 3. Klage over en meddelt godkendelse efter § 10 har opsættende virkning, indtil klagemyndighedens afgørelse foreligger, eller klagemyndigheden bestemmer andet.
Stk. 4-8. ….
 
5. I § 31, stk. 3, indsættes efter »§ 10«: »og afgørelser efter kapitel 3 a«.
     
§ 34. Afgørelser efter § 8 truffet af miljøministeren og vilkår fastsat i medfør af regler udstedt i medfør af § 7, stk. 3, til sikring af det ydre miljø i Beskæftigelsesministeriets afgørelser om klassifikation af laboratorier, laboratorieområder og anlæg til storskalforsøg kan påklages til det miljøklagenævn, der er nedsat i henhold til lov om miljøbeskyttelse. § 102, § 104, stk. 1 og 2, § 105, stk. 1 og 2, 1. pkt., § 106, stk. 1-3, og § 109 i lov om miljøbeskyttelse finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2-4. ….
 
6. I § 34, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »efter § 8«: », og kapitel 3 a«.
     
§ 36. Med mindre højre straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
1) – 6) ....
7) hindrer udførelsen af selvhjælpshandlinger efter §§ 22, stk. 1, nr. 3, og 23 eller retten efter 29 eller
8) ved uforsvarlig omgang med genetiske modificerede organismer forvolder skade på miljø, natur eller sundhed eller fremkalder fare herfor.
 
7. I § 36, stk. 1, indsættes efter nr. 6 som nyt nummer:
»7) undlader at give underretning eller iværksætte foranstaltninger eller tiltag, som nævnt i § 25 c,«.
Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 8 og 9.
     
   
§ 7
     
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv nr. 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet) (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1), som senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 807/2003 af 14. april 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet) (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 af 29. september 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 284, side 1).
 
1. I fodnoten til lovens titel ændres« (EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), og« til: (EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36),”, og efter »(EU-Tidende 2002 nr. L 284, side 1)« indsættes: »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«.
     
§ 74. Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold.
 
2. I § 74, stk. 1, indsættes efter »forhold«: », medmindre andet følger af kapitel 11 a«.
     
   
3. Efter § 76 indsættes:
»Kapitel 11 a
Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder
§ 77. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.
     
   
§ 77 a. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
   
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
     
   
§ 77 b. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade straks underrette tilsynsmyndigheden, jf. § 73, stk. 1 og 2, om alle relevante aspekter ved situationen.
   
Stk. 2. Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.
   
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden påser, at pligten efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 77 e.
     
   
§ 77 c. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller miljøet.
     
   
§ 77 d. Påbud efter § 77 c kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller miljøet. Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften.
     
   
§ 77 e. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter reglerne i miljøskadeloven, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom.
   
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
     
   
§ 77 f. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 77 e kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
     
   
§ 77 g. I sager, hvor kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed, sender tilsynsmyndigheden afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.
   
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen.
   
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.
   
Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
     
   
§ 77 h. På anmodning fra en klageberettiget efter § 86, stk. 1, nr. 4-6, og stk. 2, skal tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter § 77 e eller § 77 f.
   
Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.
   
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«
     
§ 78.Stk. 1-3. ….
Stk. 4. Miljøministerens afgørelser efter § 9, § 11, stk. 1 og 2, § 27, stk. 1 og 2, § 53, stk. 1, 2 og 4, og § 65, stk. 1, kan påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel. Andre afgørelser efter loven kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog § 60, stk. 4.
Stk. 5-6. ….
 
4. I § 78, stk. 4, ændres »og § 65, stk. 1,« til: »§ 65, stk. 1, og kapitel 11 a«.
     
§ 86. Klageberettiget er
1)- 7) …..
Stk. 2. Ved klage efter stk. 1, nr. 6 og 7, kan Naturklagenævnet kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter eller på anden måde.
 
5.I § 86 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Afgørelser efter kapitel 11 a kan påklages af
2) enhver, som har en individuel, væsentlig interesse i sagen, og
2) de personer, organisationer m.v., der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2 og 5-7.”
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
     
   
6. I § 86, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes efter »nr. 6 og 7”: », jf. stk. 2, nr. 2,«.
     
§ 87. Stk. 1-3. ….
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om underretning af de klageberettigede.
 
7. I § 87 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Klage over afgørelser efter kapitel 11 a har opsættende virkning, medmindre Naturklagenævnet beslutter andet.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
     
§ 89. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
1)-5) ....
6) undlader at efterkomme forbud eller påbud efter § 11, stk. 1, § 23, stk. 8, § 24, stk. 5, § 26, stk. 3, § 27, stk. 1 og 2, § 34, stk. 1, § 53, stk. 2, § 73, stk. 5, eller § 75, stk. 2,
7) ….
 
8. I § 89, stk. 1, nr. 6, ændres »eller § 75, stk. 2,« til: », § 75, stk. 2, § 77 c eller § 77 d«.
9. I § 89, stk. 1, indsættes efter nr. 7 som nyt nummer:
»8) undlader at give underretning eller træffe foranstaltninger som nævnt i § 77 b,«.
Nr. 8-10 bliver herefter nr. 9-11.
8) undlader at efterkomme forbud og påbud, der er udstedt efter regler fastsat i medfør af loven,
9) handler i strid med en fredningsbestemmelse, en fredningskendelse eller en overenskomst om fredning indgået for fredningsnævn eller tilsidesætter forskrifter, der er udstedt i medfør heraf,
10) tilsidesætter vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse efter loven eller regler udstedt efter loven.
   
     
   
§ 8
     
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv nr. 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet) (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1), som senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 807/2003 af 14. april 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet) (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 af 29. september 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 284, side 1).
 
1. I fodnoten til lovens titel ændres« (EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), og« til: »(EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36),«, og efter »(EU-Tidende 2002 nr. L 284, side 1)« indsættes: »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«.
     
§ 55. Det påhviler ejeren af et fredskovspligtigt areal at lovliggøre et ulovligt forhold på arealet. Består forholdet i ulovlig brug af arealet, påhviler pligten tillige brugeren.
 
2.§ 55 affattes således:
»§ 55. Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af et fredskovspligtigt areal at berigtige et ulovligt forhold, medmindre andet følger af kapitel 8 a.«
     
   
3. Efter § 59 indsættes:
»Kapitel 8 a
Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder
§ 59 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade i overensstemmelse med §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.
     
   
§ 59 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
   
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
     
   
§ 59 c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade straks underrette miljøministeren om alle relevante aspekter ved situationen.
   
Stk. 2. Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.
   
Stk. 3. Miljøministeren påser, at pligten efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 59 f.
     
   
§ 59 d. Miljøministeren kan påbyde den ansvarlige for driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller miljøet.
     
   
§ 59 e. Påbud efter § 59 d kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist påvirkning af naturen eller miljøet. Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan miljøministeren meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften.
     
   
§ 59 f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter reglerne i miljøskadeloven, træffer miljøministeren afgørelse herom.
   
Stk. 2. Miljøministeren offentliggør afgørelsen.
   
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.
     
   
§ 59 g. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer miljøministeren afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 59 f kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
     
   
§ 59 h. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
     
   
§ 59 i. På anmodning fra en klageberettiget efter § 62, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 1 og 2, miljøministeren træffe afgørelse efter § 59 f eller § 59 g.
   
Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.
   
Stk. 3. Ministeren kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«
     
§ 60. Afgørelser efter §§ 4 og 6, § 7, stk. 2, § 13, § 15, stk. 2, § 17, stk. 3, §§ 19-21, 38 og 39 og § 51, stk. 2 og 3, der er truffet af miljøministeren eller efter bemyndigelse fra denne, § jf. § 43, kan påklages til Naturklagenævnet.
Stk. 2-3. ….
 
4. I § 60, stk. 1, ændres »38 og 39 og § 51, stk. 2 og 3,« til: »§§ 38 og 39, § 51, stk. 2 og 3, og kapitel 8 a«.
     
§ 62.Stk. 1-2. ….
Stk. 3. Ved klage efter stk. 2, nr. 2 og 3, kan Naturklagenævnet kræve, at foreningerne eller organisationerne m.v. dokumenterer deres klageberettigelse ved at indsende vedtægter eller på anden måde.
Stk. 4. De foreninger og organisationer, der er nævnt i stk. 2, skal underrettes skriftligt om de afgørelser, der er nævnt i stk. 2, hvis de anmoder om det.
 
5. I § 62, indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Afgørelser, der er truffet efter denne lovs kapitel 8 a, kan påklages af
1) de personer m.v., som er nævnt i stk. 1, og
2) de foreninger og organisationer, der er nævnt i stk. 2, nr. 2-4.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
6. I § 62, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »stk. 2, nr. 1 og 2,«: », og stk. 3, nr. 2,«.
     
§ 63.Stk. 1-3. ….
Stk. 4. Klage over en afgørelse efter § 6 eller § 38 har opsættende virkning, indtil klagemyndigheden har truffet afgørelse eller bestemmer andet.
Stk. 5-7. ….
 
7. I § 63, stk. 4, ændres »§ 6 eller § 38« til: »§ 6, § 38 eller kapitel 8 a«.
     
§ 65. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
1)-6) ....
7) undlader at efterkomme et påbud efter § 51, stk. 2 eller 3.
 
8. I § 65, stk. 1, nr. 7, ændres »§ 51, stk. 2 eller 3.« til: »51, stk. 2 eller 3, eller § 59 d, eller«.
9. I § 65, stk. 1, indsættes som nr. 8:
»8) undlader at give underretning eller træffe foranstaltninger som nævnt i § 59 c.«
     
   
§ 9
1. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56).«
     
§ 48. Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold.
Stk. 2 og 3. ….
 
2. I § 48, stk. 1, indsættes efter »forhold«: », medmindre andet følger af kapitel 8 a«.
     
   
3. Efter § 53 indsættes:
»Kapitel 8 a
Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder
§ 53 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.
     
   
§ 53 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
   
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
     
   
§ 53 c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade straks underrette miljøministeren om alle relevante aspekter ved situationen.
   
Stk. 2. Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.
   
Stk. 3. Miljøministeren påser, at pligten efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 53 f.
     
   
§ 53 d. Miljøministeren kan påbyde den ansvarlige for driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller miljøet.
     
   
§ 53 e. Påbud efter § 53 d kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller miljøet. Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan miljøministeren meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften.
     
   
§ 53 f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter reglerne i miljøskadeloven, træffer miljøministeren afgørelse herom.
   
Stk. 2. Miljøministeren offentliggør afgørelsen.
   
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.
     
   
§ 53 g. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer miljøministeren afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 53 f kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
     
   
§ 53 h. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
     
   
§ 53 i. Hvis en klageberettiget efter § 53 j, stk. 1, nr. 2-5, har formodning om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, skal tilsynsmyndigheden på anmodning fra den klageberettigede træffe afgørelse efter § 53 f eller § 53 g.
   
Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.
   
Stk. 3. Ministeren kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.
     
   
§ 53 j. Afgørelser efter dette kapitel kan påklages til Naturklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.
   
Stk. 2. Klagen indgives skriftligt til miljøministeren. Ministeren videresender klagen til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, de er indgået i sagen.
   
Stk. 3. Klage har opsættende virkning, medmindre Naturklagenævnet beslutter andet.
   
Stk. 4. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe afgørelse i klage efter loven, når klagen skønnes ikke at indeholde spørgsmål af væsentlig interesse i forhold til lovens formål.
   
Stk. 5. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
     
   
§ 53 k. Afgørelser efter dette kapitel kan påklages af
   
1) adressaten for afgørelsen,
   
2) enhver, som har en væsentlig, individuel interesse i sagen,
   
3) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
   
4) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
   
5) lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål.
   
Stk. 2. Ved klage efter stk. 1, nr. 3 og 4, kan Naturklagenævnet kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved at indsende vedtægter eller på anden måde.«
     
   
4. I § 54, stk. 1, udgår i nr. 7 »eller«, og i nr. 8 indsættes efter »ulovligt forhold«: », eller«.
     
§ 54. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
1)-6) ….
7) tilsidesætter vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven, eller
8) undlader at efterkomme forbud eller påbud, der er udstedt efter loven eller efter regler fastsat i medfør af loven, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold.
 
5. I § 54, stk. 1, indsættes som nr. 9:
»9) undlader at give underretning eller træffe foranstaltninger som nævnt i § 53 c.«
     
   
§ 10
1. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56).«
     
   
2. Efter § 37 indsættes:
»Kapitel 9 a
Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder
§ 37 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.
     
   
§ 37 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
   
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
     
   
§ 37 c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade straks underrette kommunalbestyrelsen om alle relevante aspekter ved situationen.
   
Stk. 2. Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.
   
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen påser, at pligterne efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 37 f.
     
   
§ 37 d. Kommunalbestyrelsen kan påbyde den ansvarlige for driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller miljøet.
     
   
§ 37 e. Påbud efter § 37 d kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller miljøet. Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan kommunalbestyrelsen meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften.
     
   
§ 37 f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter reglerne i miljøskadeloven, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom.
   
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
     
   
§ 37 g. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 37 f kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
     
   
§ 37 h. Kommunalbestyrelsen sender afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.
   
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen.
   
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.
   
Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
     
   
§ 37 i. På anmodning fra en klageberettiget efter § 44, stk. 4, nr. 2-5, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 37 f eller § 37 g.
   
Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.
   
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«
     
§ 41. Den til enhver tid værende ejer af en ejendom er forpligtet til at berigtige forhold i strid med loven. Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen, påhviler pligten tillige brugeren.
 
3. § 41, stk. 1, affattes således:
»Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold, medmindre andet følger af kapitel 9 a.«
     
§ 44.Stk. 1-3. ….
Stk. 4. Kommunalbestyrelsens øvrige afgørelser efter loven kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal skriftligt underrette de klageberettigede om afgørelser, der kan påklages efter stk. 2, herunder offentlige myndigheder der må antages at have interesse i sagen. Der skal dog kun gives skriftlig underretning til de i stk. 2, nr. 6, nævnte foreninger og organisationer, såfremt de har anmodet kommunalbestyrelsen herom. Underretning af de personer mv., som er omfattet af stk. 2, nr. 4, kan finde sted ved offentlig annoncering, jf. stk. 6.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre alle afgørelser, der kan påklages efter stk. 2, medmindre de er af underordnet betydning.
Stk. 7. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
 
4. I § 44 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter kapitel 9 a kan påklages til Naturklagenævnet af
1) adressaten for afgørelsen,
2) enhver, som har en væsentlig, individuel interesse i sagen,
3) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
4) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres vedtægter varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
5) lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål.«
Stk. 4-9 bliver herefter stk. 5-10.
5. I § 44, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »jf. stk. 6« til: »jf. stk. 7«.
6. I § 44, stk. 8, der bliver stk. 9, ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 2-4«.
Stk. 8. Klager efter stk. 2 og 3 indgives skriftligt til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen videresender klagen til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
   
Stk. 9. Tilladelser må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. Rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede afgørelse, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.
   
     
   
7. Efter § 44 indsættes:
   
»§ 44 a. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe afgørelse i klage efter loven, når klagen skønnes ikke at indeholde spørgsmål af væsentlig interesse i forhold til lovens formål.
   
Stk. 2. Ved klage efter § 44, stk. 4, nr. 3 og 4, kan Naturklagenævnet kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter eller på anden måde.
   
Stk. 3. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«
     
§ 50. Med bøde straffes den, der
1) ….
2) tilsidesætter vilkår for en tilladelse eller godkendelse efter loven eller regler fastsat efter loven eller
3) undlader at efterkomme et påbud om at berigtige et ulovligt forhold.
Stk. 2 og 3. ….
 
8. I § 50, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nye numre:
»2) undlader at give underretning eller træffe foranstaltninger som nævnt i § 37 c,
3) undlader at efterkomme påbud efter § 37 d eller § 37 e,«.
Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 4 og 5.
Stk. 4. Forældelsesfristen for strafansvar for overtrædelse som nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, er 5 år.
 
9. I § 50, stk. 4, ændres »stk. 1, nr. 1 og 2,« til: » stk. 1, nr. 1-4,«.
     
   
§ 11
1. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56).«
     
   
2. Efter § 59 indsættes:
»§ 59 a. Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold, medmindre andet følger af kapitel 11 a.«
     
   
3. Efter § 60 indsættes:
»Kapitel 11 a
Miljøskade
§ 60 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.
     
   
§ 60 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
   
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, der er forårsaget i forbindelse med erhvervsmæssig anlæggelse eller drift af opstemningsanlæg, jf. § 48, forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er sket.
   
Stk. 3. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder som fastlagt i §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er omfattet af stk. 2, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
     
   
§ 60 c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade straks underrette vandløbsmyndigheden om alle relevante aspekter ved situationen.
   
Stk. 2. Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.
   
Stk. 3. Vandløbsmyndigheden påser, at pligterne efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 60 g.
     
   
§ 60 d. Vandløbsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller miljøet.
     
   
§ 60 e. Påbud efter § 60 d kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller miljøet. Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan vandløbsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften.
     
   
§ 60 f. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 60 b, stk. 2, kan godtgøre, at miljøskaden
   
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, og ikke skyldes den pågældendes egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
   
Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 60 b, stk. 2, kan godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
     
   
§ 60 g. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 60 b, stk. 2 eller 3, som skal behandles efter reglerne i miljøskadeloven, træffer vandløbsmyndigheden afgørelse herom.
   
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 60 b, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 60 f, stk. 1.
   
Stk. 3. Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 60 b, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 60 f, stk. 1, nr. 1 eller 2.
   
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at vandløbsmyndigheden skal forelægge et udkast til afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
     
   
§ 60 h. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer vandløbsmyndigheden afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 60 g kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
     
   
§ 60 i. Vandløbsmyndigheden sender afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.
   
Stk. 2. Vandløbsmyndigheden offentliggør afgørelsen.
   
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.
   
Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
     
   
§ 60 j. På anmodning fra en klageberettiget efter § 84, stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, skal vandløbsmyndigheden træffe afgørelse efter § 60 g eller § 60 h.
   
Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.
   
Stk. 3. Vandløbsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«
     
§ 80. Vandløbsmyndighedens afgørelser, bortset fra afgørelser om erstatning og andre økonomiske spørgsmål, kan påklages til miljøministeren, jf. dog stk. 2. Afgørelser efter § 54 a kan dog ikke påklages.
Stk. 2. Vandløbsmyndighedens afgørelser vedrørende regulativer for offentlige vandløb, jf. § 12, kan påklages til Naturklagenævnet. Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan miljøministeren fastsætte regler om, at vandløbsmyndighedens afgørelser i nærmere angivne grupper af sager om private vandløb ikke skal kunne påklages til anden administrativ myndighed.
 
4. I § 80, stk. 1, 1. pkt., ændres »jf. dog stk. 2« til: »jf. dog § 80 a«.
5.§ 80, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
     
   
6. Efter § 80 indsættes:
»§ 80 a. Afgørelser vedrørende regulativer for offentlige vandløb, jf. kapitel 5, og afgørelser efter kapitel 11 a kan påklages til Naturklagenævnet. § 80, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
   
Stk. 2. Klage har opsættende virkning, medmindre Naturklagenævnet beslutter andet.
   
Stk. 3. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe afgørelse i klage, når klagen skønnes ikke at indeholde spørgsmål af væsentlig interesse i forhold til lovens formål.
   
Stk. 4. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«
     
§ 84.Stk. 1. ….
Stk. 2. Afgørelser efter kapitel 5 kan påklages af
1) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
2) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø, og
3) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Stk. 3. Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund kan påklage visse større sager efter kapitlerne 6, 7 og 8 efter miljøministerens nærmere bestemmelse.
 
7. I § 84, stk. 2, ændres » kan påklages af« til: »vedrørende regulativer for offentlige vandløb kan desuden påklages af«.
8. I § 84 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Afgørelser efter kapitel 11 a kan påklages af
1) de personer m.v., der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, og
2) de foreninger og organisationer, der er nævnt i stk. 2.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
Stk. 4. Ved klage efter stk. 2, nr. 2 og 3, kan Naturklagenævnet kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter eller på anden måde.
 
9. I § 84, stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes efter »stk. 2, nr. 2 og 3,”: »jf. stk. 3, nr. 2,«.
     
§ 85. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
1)-5) ….
6) forsætligt borttager, forvansker eller beskadiger afmærkninger, som foretages i forbindelse med arbejder og undersøgelser efter § 61.
Stk. 2 og 3. ….
 
10. I § 85, stk. 1, indsættes efter nr. 5 som nyt nummer:
»6) undlader at give underretning eller træffe foranstaltninger som nævnt i § 60 c, eller«.
Nr. 6 bliver herefter nr. 7.
§ 12
1. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF (EU-Tidende 2006 nr. L 102, side 15).«
     
   
2. I § 15 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Afgørelser efter kapitel 7 a kan påklages af de personer, organisationer m.v., der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 4-7.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
3. I § 15, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes efter »nr. 5 og 6”: », jf. stk. 2, nr. 1,«.
     
§ 26. Afgørelser truffet efter lovens §§ 19, 20, 23 og 24 af miljøministeren eller afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af lovens § 19, stk. 3, § 23, stk. 2, og § 24, stk. 3, kan påklages til Naturklagenævnet.
Stk. 2 og 3. ….
 
4. I § 26, stk. 1, indsættes efter »23 og 24«: »og kapitel 7 a«.
     
§ 26 a. Klageberettiget er
Stk. 1- 2. ….
Stk. 3. Ved klage efter stk. 1, nr. 4 og 5, kan Naturklagenævnet kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter eller på anden måde.
 
5. I § 26 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Afgørelser efter kapitel 7 a kan påklages af den kreds af klageberettigede, som er nævnt i stk. 1, nr. 1, 4-6 og 9.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
6. I § 26 a, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »nr. 4 og 5,«: »jf. stk. 2,«.
     
§ 33. Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom eller indvindingsmateriel at berigtige et ulovligt forhold.
 
7. I § 33, stk. 1, indsættes efter »forhold«: », medmindre andet følger af kapitel 7 a«.
   
8. Efter § 33 indsættes:
»Kapitel 7 a
Miljøskade
§ 33 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.
     
   
§ 33 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
   
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, der er forårsaget i forbindelse med håndtering af indvindingsaffald, forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er sket.
   
Stk. 3. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder som fastlagt i §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er omfattet af stk. 2, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
     
   
§ 33 c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade straks underrette tilsynsmyndigheden, jf. § 31, stk. 1 og 2, om alle relevante aspekter ved situationen.
   
Stk. 2. Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade
   
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 33 g.
     
   
§ 33 d. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller miljøet.
     
   
§ 33 e. Påbud efter § 33 d kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom eller det indvindingsmateriel, hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller miljøet. Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen eller indvindingsmateriellet, kan tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen eller indvindingsmateriellet, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften.
     
   
§ 33 f. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan godtgøre, at miljøskaden
   
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
   
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den pågældendes egne aktiviteter, eller
   
3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
   
Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
     
   
§ 33 g. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af aktiviteter som nævnt i § 33 b, stk. 2 eller 3, som skal behandles efter reglerne i miljøskadeloven, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom.
   
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en miljøskade forårsaget af aktiviteter som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 33 f, stk. 1.
   
Stk. 3. Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af aktiviteter som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 33 f, stk. 1, nr. 1 eller 2.
   
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
     
   
§ 33 h. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 33 g kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
     
   
§ 33 i. I sager, hvor kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed, sender kommunalbestyrelsen afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.
   
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen.
   
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.
   
Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
     
   
§ 33 j. På anmodning fra en klageberettiget efter § 15, stk. 2, og § 26 a, stk. 3, skal tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter § 33 g eller § 33 h.
   
Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.
   
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.«
     
§ 44. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
1)-4) ….
 
9. I § 44, stk. 1, indsættes som nr. 5:
»5) undlader at give underretning eller træffe foranstaltninger som nævnt i § 33 c.«
     
   
§ 13
1. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56).«
     
   
2. Efter § 10 indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel 3 a
Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder
§ 10 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.
     
   
§ 10 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
   
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
     
   
§ 10 c. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om forebyggelse og anmeldelse af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder i forbindelse med udøvelse af erhvervsmæssige fiskeriaktiviteter til gennemførelse af direktiv om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, herunder om
   
1) underretnings- og oplysningspligt for den ansvarlige for driften i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade,
   
2) meddelelse af påbud til den ansvarlige for driften om indsendelse af oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, herunder påbud om at foretage undersøgelser, analyser af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningerne af en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade og
   
3) klage over afgørelser, herunder om klageberettigede.«
     
§ 206. Stk. 1. ….
Stk. 2. Endvidere finder bestemmelserne i §§ 191 og 192 tilsvarende anvendelse i alle tilfælde, hvor der her i riget eller i eksklusive økonomiske zoner, er opstået forureningsskade som nævnt i § 191, stk. 2, som udtømmes eller udflyder fra andet skib end nævnt i § 191, stk. 3, eller hvor der er truffet forholdsregler for at afværge eller begrænse sådan skade uden hensyn til, hvor de nævnte forholdsregler er truffet. Ejeren har i disse tilfælde ret til at begrænse ansvaret efter reglerne i kapitel 9.
 
§ 14
1.§ 206, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
2. I § 206 indsættes som stk. 4 og 5:
»Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at stk. 2 ikke finder anvendelse på en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, der er omfattet af havmiljølovens § 41 b.
Stk. 5. Denne lovs kapitel 9 finder anvendelse på situationer nævnt i stk. 2-4.«
     
   
§ 15
     
   
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2008, jf. dog stk. 3.
   
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg.
   
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 3, nr. 5.
   
Stk. 4. Regler fastsat i medfør af § 8, stk. 3, og § 9, stk. 5, i lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg for så vidt angår fare for forurening af havmiljøet forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af lov om beskyttelse af havmiljøet.
     
   
§ 16
     
   
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
   
Stk. 2. § 3 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.
   
Stk. 3. § 2 og § 14 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.


Bilag 2

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2004/35/EF

af 21. april 2004

om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, som ændret ved artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21 af 15. marts 2006

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, 1)under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, 2)efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251, 3)på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 10. marts 2004, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Fællesskabet rummer mange forurenede arealer, hvilket indebærer betydelige sundhedsrisici, og desuden er tab af biodiversitet markant accelereret i de seneste årtier. Gribes der ikke ind, vil det i fremtiden kunne resultere i yderlige jordforurening og tab af biodiversitet. Forebyggelse og afhjælpning af miljøskader i videst mulig udstrækning bidrager til at opfylde Fællesskabets miljøpolitiske mål og principper som fastsat i traktaten. Lokale forhold bør tages i betragtning, når der træffes beslutning om, hvordan miljøskader kan afhjælpes.

(2) Forebyggelse og afhjælpning af miljøskader bør ske ud fra princippet om, at forureneren betaler, som fastsat i traktaten, og i overensstemmelse med princippet om bæredygtig udvikling. For at motivere operatørerne til at træffe foranstaltninger og udvikle fremgangsmåder, der kan minimere risikoen for miljøskader og dermed risikoen for økonomisk ansvar, bør det grundlæggende princip i dette direktiv derfor være, at en operatør, hvis aktiviteter har forvoldt miljøskade eller fremkaldt overhængende fare for sådan skade, vil blive holdt økonomisk ansvarlig herfor.

(3) Målet for dette direktiv, nemlig at skabe en fælles ramme for forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, der er forbundet med rimelige omkostninger for samfundet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan på grund af direktivets omfang og dets virkninger for så vidt angår andre fællesskabsretsakter — nemlig Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle, 4)Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter 5)og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger. 6)Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(4) Miljøskade omfatter også skade forårsaget af luftbårne elementer, for så vidt de forårsager skader på vand, jord eller beskyttede arter eller naturtyper.

(5) De begreber, der er nødvendige til korrekt fortolkning og anvendelse af den ordning, der fastlægges i dette direktiv, bør defineres, især med hensyn til miljøskade. For begreber, der stammer fra anden relevant fællesskabslovgivning, bør definitionen være den samme, så der kan benyttes fælles kriterier og sikres ensartet anvendelse.

(6) Beskyttede arter og naturtyper kan også defineres ved en henvisning til arter og naturtyper, der er beskyttet efter national lovgivning om naturbeskyttelse. Der bør dog tages hensyn til særlige situationer, hvor fællesskabslovgivning eller tilsvarende national lovgivning giver mulighed for visse undtagelser, hvad miljøbeskyttelsesniveauet angår.

(7) Med henblik på vurdering af skader på jord som defineret i dette direktiv er det hensigtsmæssigt, at der anvendes risikovurderingsprocedurer til at fastslå, i hvilket omfang det er sandsynligt, at menneskers sundhed påvirkes negativt.

(8) Med hensyn til miljøskader bør dette direktiv finde anvendelse på erhvervsmæssige aktiviteter, som udgør en risiko for menneskers sundhed eller miljøet. Disse aktiviteter bør i princippet identificeres på grundlag af den relevante fællesskabslovgivning, som opstiller forskrifter for aktiviteter eller fremgangsmåder, der anses for at indebære en aktuel eller potentiel risiko for menneskers sundhed eller miljøet.

(9) Med hensyn til skader på beskyttede arter og naturtyper bør dette direktiv også finde anvendelse på enhver erhvervsmæssig aktivitet, som ikke allerede efter fællesskabslovgivningen direkte eller indirekte er identificeret som aktivitet, der indebærer en faktisk eller potentiel risiko for menneskers sundhed eller miljøet. I sådanne tilfælde bør operatøren kun kunne drages til ansvar i henhold til dette direktiv, når han har handlet forsætligt eller uagtsomt.

(10) Der bør tages udtrykkeligt hensyn til Euratom-traktaten og relevante internationale konventioner samt til fællesskabslovgivning, der indeholder strengere og mere omfattende bestemmelser for udøvelse af aktiviteter, der er omfattet af dette direktiv. Dette direktiv, som ikke indeholder supplerende lovvalgsregler i forbindelse med fastsættelsen af de kompetente myndigheders beføjelser, berører ikke reglerne om domstolenes internationale kompetence, som bl.a. fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 44/ 2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. 7)Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på aktiviteter, som hovedsageligt tjener det nationale forsvar eller den internationale sikkerhed.

(11) Dette direktiv tager sigte på at forebygge og afhjælpe miljøskader og berører ikke retten til erstatning for traditionelle skader i henhold til relevante internationale aftaler om civilretligt erstatningsansvar.

(12) Mange medlemsstater er parter i internationale aftaler om civilretligt erstatningsansvar på specifikke områder. Disse medlemsstater bør kunne fortsætte hermed efter dette direktivs ikrafttræden, og andre medlemsstater bør ikke fortabe deres ret til at tiltræde disse aftaler.

(13) Ikke alle former for miljøskade kan afhjælpes gennem en ansvarsordning. For at en sådan ordning kan være effektiv, må der være en eller flere identificerbare forurenere, skaden bør være konkret og målelig, og der bør kunne fastslås en årsagssammenhæng mellem skaden og den eller de identificerede forurenere. Regler om erstatningsansvar er derfor ikke et egnet redskab, hvis det drejer sig om forurening af omfattende og diffus art, hvor det ikke er muligt at påvise sammenhængen mellem negative miljøvirkninger og bestemte aktørers handlinger eller undladelser.

(14) Dette direktiv finder ikke anvendelse på personskade, skade på privat ejendom eller økonomiske tab og berører ikke rettigheder med hensyn til sådanne skader.

(15) Da forebyggelse og afhjælpning af miljøskader direkte bidrager til gennemførelsen af Fællesskabets miljøpolitik, bør de offentlige myndigheder sikre, at den ordning, der indføres med dette direktiv, gennemføres og håndhæves korrekt.

(16) Genopretning af miljøet bør ske på en effektiv måde, der sikrer, at de pågældende genopretningsmål opfyldes. Der bør med henblik herpå opstilles fælles regler, og den kompetente myndighed bør overvåge, at de følges.

(17) Der bør træffes passende forholdsregler med henblik på situationer, hvor den kompetente myndighed som følge af flere tilfælde af miljøskader ikke kan sikre, at alle de nødvendige afhjælpende foranstaltninger træffes samtidig. I sådanne tilfælde bør den kompetente myndighed have beføjelse til at afgøre, hvilken miljøskade der først skal afhjælpes.

(18) Ifølge princippet om, at forureneren betaler, skal en operatør, der forvolder miljøskade eller fremkalder overhængende fare for sådan skade, i princippet bære omkostningerne ved de nødvendige forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger. Hvis en kompetent myndighed enten selv eller gennem en tredjemand træffer foranstaltninger i stedet for en operatør, bør myndigheden sikre, at de omkostninger, den afholder i denne forbindelse, dækkes af operatøren. Det er endvidere passende, at operatørerne i sidste ende bærer omkostningerne ved vurderingen af miljøskader eller i givet fald ved vurderingen af en overhængende fare for, at sådanne skader indtræder.

(19) Medlemsstaterne kan foretage en skønsmæssig beregning af administrative omkostninger, retshåndhævelsesomkostninger og andre generelle omkostninger, der skal dækkes.

(20) Det bør ikke kræves, at en operatør skal bære omkostningerne ved forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger, der træffes i henhold til dette direktiv i situationer, hvor den pågældende skade eller den overhængende fare herfor skyldes begivenheder, som operatøren ikke er herre over. Medlemsstaterne kan tillade, at operatører, der ikke har handlet forsætligt eller uagtsomt, ikke skal bære omkostningerne ved afhjælpende foranstaltninger i situationer, hvor den pågældende skade skyldes emissioner eller begivenheder, der udtrykkeligt er godkendt, eller risikoen for skade ikke kunne være kendt, da begivenheden eller emissionen fandt sted.

(21) Operatørerne bør bære omkostningerne ved forebyggelsesforanstaltninger, hvis de under alle omstændigheder skulle have truffet disse foranstaltninger for at efterkomme de love og administrative bestemmelser, herunder eventuelle tilladelser eller godkendelser, deres aktiviteter er underlagt.

(22) Medlemsstaterne kan fastlægge nationale regler for omkostningsfordeling i tilfælde af flere skadevoldere. Medlemsstaterne kan især tage hensyn til den specifikke situation for brugeren af et produkt, som ikke nødvendigvis skal anses for at være ansvarlig for miljøskader på samme betingelser som producenten. I disse tilfælde bør ansvarsfordelingen fastlægges i overensstemmelse med national lovgivning.

(23) De kompetente myndigheder bør være berettigede til at få omkostningerne ved forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger dækket af operatøren i et rimeligt tidsrum efter gennemførelsen af foranstaltningerne.

(24) Det er nødvendigt at sikre, at der er adgang til effektive gennemførelses- og håndhævelsesmidler, samtidig med at det sikres, at de pågældende operatørers og andre berørte parters retmæssige interesser tilgodeses på passende måde. De kompetente myndigheder bør forestå specifikke opgaver, der kræver passende administrative skønsbeføjelser, dvs. pligt til at vurdere skadens omfang og tage stilling til, hvilke afhjælpende foranstaltninger der bør træffes.

(25) Personer, der berøres eller vil kunne blive berørt af miljøskader, bør have ret til at anmode den kompetente myndighed om at træffe foranstaltninger. Miljøbeskyttelse er imidlertid en diffus interesse, som enkeltpersoner ikke altid vil eller kan varetage. Ikke-statslige organisationer, der arbejder for at fremme miljøbeskyttelse, bør derfor også have mulighed for på hensigtsmæssig måde at bidrage til en effektiv gennemførelse af dette direktiv.

(26) De berørte fysiske eller juridiske personer bør have adgang til prøvelse af den kompetente myndigheds afgørelser, handlinger eller undladelser.

(27) Medlemsstaterne bør træffe foranstaltninger til at tilskynde operatørerne til at tegne passende forsikringer eller sørge for andre former for finansiel sikkerhed og til at udvikle instrumenter og markeder for finansiel sikkerhed for at sikre sig effektiv dækning for finansielle forpligtelser i henhold til dette direktiv.

(28) Hvis en miljøskade påvirker eller kan forventes at påvirke flere medlemsstater, bør disse medlemsstater samarbejde for at sikre passende og effektive foranstaltninger til forebyggelse eller afhjælpning heraf. Medlemsstaterne kan søge at få dækket omkostninger til forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger.

(29) Dette direktiv bør ikke være til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller vedtager strengere bestemmelser om forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, og heller ikke være til hinder for, at medlemsstaterne vedtager passende foranstaltninger vedrørende situationer, hvor dobbelt dækning af omkostningerne kan forekomme som følge af, at en kompetent myndighed efter dette direktiv og en person, hvis ejendom er berørt af en miljøskade, træffer foranstaltninger samtidigt.

(30) Skader, der er forvoldt inden udløbet af fristen for dette direktivs gennemførelse, bør ikke være omfattet af direktivets bestemmelser.

(31) Medlemsstaterne bør aflægge rapport til Kommissionen om erfaringerne med anvendelsen af dette direktiv, så Kommissionen, på grundlag heraf og under hensyn til konsekvenserne for bæredygtig udvikling og fremtidige farer for miljøet, kan tage stilling til, om direktivet bør ændres —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Formål

Formålet med dette direktiv er at opstille rammebestemmelser om miljøansvar, der bygger på princippet om, at forureneren betaler, med henblik på at forebygge og afhjælpe miljøskader.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1. »miljøskade«:

a) skade på beskyttede arter og naturtyper, dvs. en skade, som medfører en betydelig negativ påvirkning af indsatsen for at opnå eller opretholde en gunstig bevaringsstatus for sådanne naturtyper og arter. Påvirkningens omfang vurderes i forhold til den hidtidige tilstand under hensyn til kriterierne i bilag I.Skade på beskyttede arter og naturtyper omfatter ikke tidligere identificerede skadelige virkninger, der skyldes en operatørs handling, som de pågældende myndigheder udtrykkeligt har godkendt efter gennemførelsesbestemmelserne til artikel 6, stk. 3 og 4, eller artikel 16 i direktiv 92/43/EØF eller artikel 9 i direktiv 79/409/EØF eller i tilfælde af naturtyper og arter, der ikke er omfattet af fællesskabslovgivningen, i henhold til tilsvarende bestemmelser i den nationale lovgivning om naturbeskyttelse

b) skade på vandmiljøet, dvs. en skade, som medfører en betydelig negativ påvirkning af de pågældende vandressourcers økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller økologiske potentiale som defineret i direktiv 2000/60/EF, med undtagelse af negative virkninger, der er omfattet af artikel 4, stk. 7, i nævnte direktiv

c) skade på jord, dvs. en jordforurening, der medfører en betydelig risiko for, at menneskers sundhed påvirkes negativt som følge af en direkte eller indirekte tilførsel af stoffer, præparater, organismer eller mikroorganismer til jord eller undergrund

2. »skade«: en negativ målelig ændring i en naturressource eller målelig forringelse af en naturressources udnyttelsesmuligheder, som er indtrådt direkte eller indirekte

3. »beskyttede arter og naturtyper«:

a) de arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller opført i bilag II og IV til direktiv 92/43/EØF

b) de naturtyper for arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller opført i bilag II til direktiv 92/43/EØF, og de naturtyper, der er opført i bilag I til direktiv 92/43/EØF, og ynglepladser eller rastepladser for de arter, der er opført i bilag IV til direktiv 92/43/EØF, og

c) hvis en medlemsstat træffer afgørelse herom, enhver naturtype eller art, der ikke er opført i disse bilag, og som medlemsstaterne udpeger til tilsvarende formål som dem, der er fastlagt i disse to direktiver

4. »bevaringsstatus«:

a) for en naturtype: resultatet af alle de forhold, der indvirker på en naturtype og på de karakteristiske arter, som lever dér, og som på langt sigt kan påvirke dens naturlige udbredelse, struktur og funktion samt de karakteristiske arters overlevelse på langt sigt inden for medlemsstaternes område i Europa, hvor traktaten finder anvendelse, eller inden for en medlemsstats område eller inden for naturtypens naturlige udbredelsesområde.Bevaringsstatus for en naturtype anses for at være »gunstig«, når:– dens naturlige udbredelsesområde og de områder, som den dækker inden for dette udbredelsesområde, er stabile eller forøges– den særlige struktur og de særlige funktioner, som er nødvendige for dens opretholdelse på lang sigt, er til stede og sandsynligvis fortsat vil være til stede i en overskuelig fremtid, og– bevaringsstatus for dens karakteristiske arter er gunstig som defineret i litra b)

b) for en art: resultatet af alle de forhold, der indvirker på arten, og som på langt sigt kan få indflydelse på bestandens udbredelse og talrighed inden for medlemsstaternes område i Europa, hvor traktaten finder anvendelse, eller inden for en medlemsstats område eller inden for artens naturlige udbredelsesområde.Bevaringsstatus for en art anses for »gunstig«, når:– data vedrørende bestandsudvikling for den pågældende art viser, at den opretholder sig selv på langt sigt som en levedygtig bestanddel af dens naturlige levesteder– artens naturlige udbredelsesområde hverken er i tilbagegang eller der er sandsynlighed for, at det vil blive mindsket i en overskuelig fremtid, og– der er og sandsynligvis fortsat vil være tilstrækkeligt omfattende levesteder til, at bestanden kan bevares på langt sigt

5. »vand«: alle vandressourcer, der er omfattet af direktiv 2000/60/EF

6. »operatør« en fysisk eller juridisk, privatretlig eller offentligretlig person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet, eller som, såfremt dette fremgår af national lovgivning, har fået overdraget afgørende økonomisk beslutningsmyndighed med hensyn til den tekniske drift af aktiviteten, herunder indehaveren af en tilladelse til eller godkendelse af en sådan aktivitet eller den person, der registrerer eller anmelder en sådan aktivitet

7. »erhvervsmæssig aktivitet«: enhver aktivitet, der udføres i forbindelse med en økonomisk aktivitet, en forretning eller en virksomhed, uanset om denne er privat eller offentlig eller udføres med eller uden økonomisk gevinst for øje

8. »emission«: en udledning i miljøet, forårsaget af menneskelige aktiviteter, af stoffer, præparater, organismer eller mikroorganismer

9. »overhængende fare for skade«: tilstrækkelig sandsynlighed for, at en miljøskade vil indtræde i nær fremtid

10. »forebyggende foranstaltninger«: foranstaltninger, der træffes, når en begivenhed, handling eller undladelse har medført overhængende fare for miljøskade, med henblik på at forebygge eller minimere den pågældende skade

11. »afhjælpende foranstaltninger«: enhver foranstaltning eller kombination af foranstaltninger, herunder afbødende eller foreløbige foranstaltninger, der tjener til at genoprette, genskabe eller erstatte skadede naturressourcer og/eller udnyttelsesmuligheder eller til at tilvejebringe tilsvarende alternativer til disse naturressourcer og/eller udnyttelsesmuligheder, jf. bilag II

12. »naturressource«: beskyttede arter og naturtyper, vand og jord

13. »udnyttelsesmuligheder« og »naturressources udnyttelsesmuligheder«: en naturressources funktioner til gavn for en anden naturressource eller for offentligheden

14. »hidtidig tilstand«: den tilstand, naturressourcerne og disses udnyttelsesmuligheder ville have befundet sig i på det tidspunkt, hvor skaden indtræffer, hvis miljøskaden ikke var indtruffet; den hidtidige tilstand bedømmes på grundlag af de bedste foreliggende oplysninger

15. »retablering, herunder naturlig retablering«: for så vidt angår skader på vand, beskyttede arter og naturtyper, tilbageførelse af skadede naturressourcer og/eller udnyttelsesmuligheder til deres hidtidige tilstand og for så vidt angår skade på jord fjernelse af enhver betydelig risiko for at påvirke menneskers sundhed negativt

16. »omkostninger«: omkostninger, som er nødvendige for en korrekt og effektiv gennemførelse af dette direktiv, herunder omkostningerne til vurdering af miljøskader, en overhængende fare for, at sådanne skader indtræder, alternative foranstaltninger samt administrative og juridiske omkostninger, håndhævelsesomkostninger, omkostninger ved dataindsamling og andre generelle omkostninger samt omkostninger ved overvågning og tilsyn.

Artikel 3

Anvendelsesområde

1. Dette direktiv finder anvendelse på:

a) miljøskader, der forvoldes ved udøvelsen af enhver af de erhvervsmæssige aktiviteter, der er opført i bilag III, samt på overhængende fare for sådanne skader som følge af de nævnte aktiviteter

b) skader på beskyttede arter og naturtyper, der forvoldes ved udøvelsen af enhver anden erhvervsmæssig aktivitet end dem, der er anført i bilag III, samt på overhængende fare for sådanne skader som følge af de nævnte aktiviteter, når operatøren har handlet forsætligt eller uagtsomt.

2. Dette direktiv finder anvendelse med forbehold af strengere bestemmelser i fællesskabslovgivningen om udøvelsen af aktiviteter, der er omfattet af dette direktiv, og med forbehold af fællesskabslovgivning, der indeholder regler om kompetencekonflikter.

3. Med forbehold af relevant national lovgivning giver dette direktiv ikke private ret til erstatning som følge af miljøskade eller overhængende fare for sådan skade.

Artikel 4

Undtagelser

1. Dette direktiv dækker ikke miljøskade eller overhængende fare for sådan skade forvoldt ved:

a) væbnede konflikter, fjendtligheder, borgerkrig og oprør

b) en naturbegivenhed af usædvanlig, uundgåelig og uafværgelig art.

2. Dette direktiv finder ikke anvendelse på miljøskader eller overhængende fare for sådanne skader forårsaget ved uheld, for hvilke reglerne om ansvar eller erstatning falder ind under anvendelsesområdet for enhver af de internationale konventioner, der er opført i bilag IV, herunder alle fremtidige ændringer af disse konventioner, som gælder i den pågældende medlemsstat.

3. Dette direktiv berører ikke operatørens ret til at begrænse sit ansvar i overensstemmelse med national gennemførelseslovgivning til konventionen om begrænsning af ansvaret for søretlige krav fra 1976, herunder enhver fremtidig ændring af konventionen, eller Strasbourg-konventionen fra 1988 om begrænsning af ansvar for sejlads ad indre vandveje, herunder enhver fremtidig ændring heraf.

4. Dette direktiv finder ikke anvendelse på nukleare risici eller miljøskader eller overhængende fare for sådanne skader forårsaget ved aktiviteter omfattet af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab eller forårsaget af en hændelse eller aktivitet, for hvilke reglerne om ansvar eller erstatning falder ind under anvendelsesområdet for et af de internationale instrumenter, der er opført i bilag V, herunder enhver fremtidig ændring af disse instrumenter.

5. Dette direktiv finder kun anvendelse på miljøskader eller overhængende fare for sådanne skader forvoldt af forurening af diffus art, hvor det er muligt at fastslå årsagssammenhængen mellem skaden og en operatørs aktiviteter.

6. Dette direktiv finder ikke anvendelse på aktiviteter, som hovedsagelig tjener det nationale forsvar eller den internationale sikkerhed, eller aktiviteter, som udelukkende tjener til at beskytte mod naturkatastrofer.

Artikel 5

Forebyggende foranstaltninger

1. Såfremt en miljøskade endnu ikke er indtrådt, men der er overhængende fare for en sådan skade, skal operatøren omgående træffe de nødvendige forebyggende foranstaltninger.

2. Medlemsstaterne sørger for, at en operatør forpligtes til så hurtigt som muligt at underrette den kompetente myndighed om alle relevante aspekter af situationen, hvis dette er hensigtsmæssigt, og under alle omstændigheder hvis den overhængende fare for miljøskade ikke afværges på trods af de forebyggende foranstaltninger, operatøren har truffet.

3. Den kompetente myndighed kan til enhver tid:

a) kræve, at operatøren forelægger oplysninger om enhver overhængende fare for miljøskade eller om mistanke om en sådan overhængende fare

b) kræve, at operatøren træffer de nødvendige forebyggende foranstaltninger

c) give operatøren instrukser, der skal følges, om de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der skal træffes, eller

d) selv træffe de nødvendige forebyggende foranstaltninger.

4. Den kompetente myndighed skal kræve, at operatøren træffer forebyggende foranstaltninger. Hvis operatøren ikke opfylder forpligtelserne i henhold til stk. 1 eller stk. 3, litra b) eller c), ikke kan identificeres eller ikke kan pålægges at afholde omkostningerne i henhold til dette direktiv, kan den kompetente myndighed selv træffe disse foranstaltninger.

Artikel 6

Afhjælpende foranstaltninger

1. Er der indtrådt en miljøskade, skal operatøren straks underrette den kompetente myndighed om alle relevante aspekter ved situationen og træffe

a) enhver praktisk gennemførlig foranstaltning til øjeblikkeligt at kontrollere, indeslutte, fjerne eller på anden måde håndtere de pågældende forurenende stoffer og/eller enhver anden skadelig påvirkning for at begrænse og forhindre yderligere miljøskade og negativ virkning på menneskers sundhed eller yderligere forringelse af udnyttelsesmulighederne, og

b) de nødvendige afhjælpende foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 7.

2. Den kompetente myndighed kan til enhver tid:

a) kræve, at operatøren forelægger supplerende oplysninger om indtrufne skader

b) træffe, kræve, at operatøren træffer, eller give operatøren instrukser om enhver praktisk gennemførlig foranstaltning til øjeblikkeligt at kontrollere, indeslutte, fjerne eller på anden måde håndtere de pågældende forurenende stoffer og/eller enhver anden skadelig påvirkning for at begrænse og forhindre yderligere miljøskade og negativ virkning på menneskers sundhed eller yderligere forringelse af udnyttelsesmulighederne

c) kræve, at operatøren træffer de nødvendige afhjælpende foranstaltninger

d) give operatøren instrukser, der skal følges, vedrørende de nødvendige afhjælpende foranstaltninger, der skal træffes, eller

e) selv træffe de nødvendige afhjælpende foranstaltninger.

3. Den kompetente myndighed skal kræve, at operatøren træffer afhjælpende foranstaltninger. Hvis operatøren ikke opfylder forpligtelserne i henhold til stk. 1 eller stk. 2, litra b), c) eller d), ikke kan identificeres eller ikke kan pålægges at afholde omkostningerne i henhold til dette direktiv, kan den kompetente myndighed som en sidste udvej selv træffe disse foranstaltninger.

Artikel 7

Fastlæggelse af afhjælpende foranstaltninger

1. Operatørerne skal fastlægge potentielle afhjælpende foranstaltninger i overensstemmelse med bilag II og forelægge dem for den kompetente myndighed til godkendelse, medmindre den kompetente myndighed har truffet foranstaltninger i henhold til artikel 6, stk. 2, litra e), og stk. 3.

2. Den kompetente myndighed afgør, hvilke afhjælpende foranstaltninger der skal gennemføres i overensstemmelse med bilag II og i givet fald i samarbejde med den relevante operatør.

3. Er der indtrådt flere miljøskader på en sådan måde, at den kompetente myndighed ikke kan sikre, at de nødvendige afhjælpende foranstaltninger træffes samtidigt, har den kompetente myndighed beføjelse til at afgøre, hvilken miljøskade der skal afhjælpes først.Den kompetente myndighed skal ved denne afgørelse bl.a. tage hensyn til de berørte miljøskaders art, udbredelse og alvor samt mulighederne for naturlig retablering. Der skal også tages hensyn til risikoen for menneskers sundhed.

4. Den kompetente myndighed opfordrer de i artikel 12, stk. 1, nævnte personer og under alle omstændigheder de personer, på hvis ejendom der skal gennemføres afhjælpende foranstaltninger, til at fremsætte deres bemærkninger, som den kompetente myndighed tager i betragtning.

Artikel 8

Omkostninger til forebyggelse og afhjælpning

1. Operatøren bærer omkostningerne ved de forebyggende og afhjælpende foranstaltninger, der udføres i henhold til dette direktiv.

2. Med forbehold af stk. 3 og 4 sørger den kompetente myndighed bl.a. for, at de omkostninger, den har afholdt som følge af forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger i medfør af dette direktiv, dækkes af den operatør, som har forvoldt den pågældende skade eller fremkaldt overhængende fare, bl.a. gennem sikkerhed i ejendom eller andre passende garantier.Den kompetente myndighed kan imidlertid beslutte ikke at søge at få dækket alle omkostningerne, hvis udgifterne i forbindelse hermed vil være større end den sum, der kan dækkes, eller hvis operatøren ikke kan identificeres.

3. En operatør er ikke forpligtet til at bære omkostningerne ved forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger, der træffes i medfør af dette direktiv, hvis han kan bevise, at miljøskaden eller den overhængende fare for sådan skade

a) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller

b) skyldes overholdelse af påbud eller instrukser udstedt af en offentlig myndighed med undtagelse af påbud eller instrukser som følge af en emission eller hændelse, der skyldes operatørens egne aktiviteter.

I sådanne tilfælde træffer medlemsstaterne hensigtsmæssige foranstaltninger, således at operatøren kan få dækket de afholdte omkostninger.

4. Medlemsstaterne kan tillade, at en operatør ikke bærer omkostningerne i forbindelse med afhjælpende foranstaltninger, der træffes i medfør af dette direktiv, hvis operatøren kan påvise, at han ikke har handlet forsætligt eller uagtsomt, og at miljøskaden er forvoldt ved

a) en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse, der fremgår af eller er udstedt i henhold til gældende nationale love og bestemmelser, som gennemfører den af Fællesskabet vedtagne lovgivning, der er nævnt i bilag III, således som den fandt anvendelse på tidspunktet for emissionen eller begivenheden

b) en emission eller aktivitet eller enhver form for anvendelse af et produkt i forbindelse med en aktivitet, som operatøren kan påvise ikke ansås for at ville forårsage miljøskader ifølge den videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, hvor emissionen eller aktiviteten fandt sted.

5. Foranstaltninger, der træffes af den kompetente myndighed i medfør af artikel 5, stk. 3 og 4, og artikel 6, stk. 2 og 3, indskrænker ikke den berørte operatørs ansvar efter dette direktiv eller anvendelsen af traktatens artikel 87 og 88.

Artikel 9

Omkostningsfordeling i tilfælde af flere skadevoldere

Dette direktiv berører ikke nationale lovbestemmelser om omkostningsfordeling i tilfælde af flere skadevoldere, navnlig ikke med hensyn til fordelingen af ansvaret mellem producenten og brugeren af produktet.

Artikel 10

Tidsfrist for dækning af omkostninger

Den kompetente myndighed kan indlede procedurer til at få dækket omkostningerne ved gennemførelsen af foranstaltninger truffet i henhold til dette direktiv mod den operatør, eller i givet fald den tredjemand, som har forvoldt skaden eller fremkaldt den overhængende fare for skade, inden fem år fra den dato, hvor foranstaltningerne er afsluttet, eller hvor den ansvarlige operatør eller tredjemand er blevet identificeret, idet den seneste af disse datoer lægges til grund.

Artikel 11

Kompetent myndighed

1. Medlemsstaterne udpeger en eller flere kompetente myndigheder, der har ansvaret for at udføre de i dette direktiv omhandlede opgaver.

2. Det påhviler den kompetente myndighed at fastslå, hvilken operatør der har forvoldt skaden eller fremkaldt den overhængende fare for skade, at vurdere skadens betydning og afgøre, hvilke afhjælpende foranstaltninger der bør træffes i overensstemmelse med bilag II. I dette øjemed har den kompetente myndighed beføjelse til at påbyde den berørte operatør at foretage sin egen vurdering og tilvejebringe alle nødvendige oplysninger og data.

3. Medlemsstaterne sørger for, at den kompetente myndighed kan bemyndige tredjemænd til at udføre de nødvendige forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger eller kræve, at de træffer de pågældende foranstaltninger.

4. Enhver afgørelse, der træffes i henhold til dette direktiv, og som pålægger forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger, skal angive de nøjagtige grunde hertil. Den berørte operatør underrettes straks om en sådan afgørelse og underrettes samtidig om, hvilke retsmidler operatøren kan anvende efter de gældende love i den pågældende medlemsstat, og om fristerne for anvendelsen af disse retsmidler.

Artikel 12

Anmodning om foranstaltninger

1. Fysiske eller juridiske personer

a) som berøres eller kan forventes at blive berørt af en miljøskade

b) som har en tilstrækkelig interesse involveret i beslutningsprocessen på miljøområdet for så vidt angår skaden, eller

c) som hævder, at en rettighed er krænket, hvis en medlemsstats administrative regler stiller krav herom

har adgang til at meddele den kompetente myndighed bemærkninger vedrørende miljøskader eller overhængende fare herfor, som de har kendskab til, og til at kræve, at den kompetente myndighed træffer foranstaltninger efter dette direktiv.

Medlemsstaterne fastsætter, hvad der forstås ved tilstrækkelig interesse og krænkelse af en rettighed.

Med henblik herpå anses den interesse, som en hvilken som helst ikke-statslig organisation, der arbejder for at fremme miljøbeskyttelse, og som opfylder alle krav efter national ret, måtte have, for tilstrækkelig i relation til litra b). Sådanne organisationer anses også for at have rettigheder, der kan krænkes i relation til litra c).

2. En anmodning om foranstaltninger ledsages af de relevante oplysninger og data til støtte for bemærkninger, der meddeles om sådanne miljøskader.

3. Hvis anmodningen om foranstaltninger og de ledsagende bemærkninger viser, at det er sandsynligt, at der foreligger miljøskade, tager den kompetente myndighed sådanne bemærkninger og anmodninger i betragtning. Under disse omstændigheder giver den kompetente myndighed den berørte operatør lejlighed til at udtale sig om anmodningen om foranstaltninger og de ledsagende bemærkninger.

4. Den kompetente myndighed underretter hurtigst muligt og under alle omstændigheder i overen