Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 3. december 2007 i sag 44.2007

A (TIB v/faglig medarbejder Per Nielsen)

mod

B v/C (Dansk Byggeri v/konsulent Mogens Rold Sørensen)

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand), advokat Linda Rudolph Greisen og juridisk konsulent Lise Bardenfleth (begge DA) samt advokat Ane Kristine Lorentzen og konsulent Gert Svendsen (begge LO). Endvidere deltog som særlig sagkyndigt medlem chefkonsulent Søren Hoffmann Sørensen og faglig medarbejder Jannie Andersen, TIB.

Mellem klageren, elev A, født den 2. maj 1988, og indklagede, B v/ C, blev den 12. januar 2006 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som tømrer med uddannelsesperiode fra den 9. januar 2006 til den 13. oktober 2006.

Klageren har ved sin organisation, Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark, ved klageskrift modtaget den 27. juli 2007 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 6.648,90 kr. til klageren. Beløbet svarer til løn under ferie i ugerne 26, 27 og 28 i 2006.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagen har været forhandlet i Tvistighedsnævnet den 7. november 2007.

Parterne har givet møde for nævnet.

Sagens omstændigheder

Klageren har gennemført uddannelsens grundforløb fra august 2005 til 6. januar 2006 på Københavns Tekniske Skole, og indgik herefter en kort uddannelsesaftale som beskrevet ovenfor. Parterne indgik en ny uddannelsesaftale, restlæreaftale, med virkning fra den 14.oktober 2006 og med afslutningsdato den 20. marts 2009. Indklagede har i uddannelsesperioden under restlæreaftalen betalt løn under ferie. Klageren ophævede ensidigt uddannelsesaftalen med virkning fra den 9. februar 2007.

Nærværende sag vedrører fortolkning af ferielovens § 9, der er sålydende:

»Elever med uddannelsesaftale efter lov om erhvervsuddannelser har ret til betalt ferie i 25 dage i det første og andet hele ferieår, efter at ansættelsesforholdet er begyndt. Arbejdsgiveren betaler løn under ferien, i det omfang eleven ikke har optjent ret til løn under ferie eller feriegodtgørelse.

Stk. 2. Er ansættelsesforholdet begyndt inden 1. juli i et ferieår, har eleven en tilsvarende ret til betalt ferie i 25 dage i dette ferieår.

Stk. 3. Er ansættelsesforholdet begyndt 1. juli eller senere i et ferieår, har eleven, i forbindelse med at virksomheden holder lukket under ferie i tiden mellem 1.oktober og 30. april, ret til 5 dages betalt ferie i dette ferieår.«

Arbejdsdirektoratet, Feriekontoret, skrev den 1. februar 2007 i en vejledende udtalelse til TIB bl.a.:

»Elevers ret til betalt ferie efter § 9 er ikke betinget af, at eleven har optjent ret til ferie på baggrund af beskæftigelse forud for ferieåret. Dette er en særlig gunstig fravigelse af ferielovens almindelige bestemmelser om optjening af ferie for en bestemt gruppe lønmodtagere, og som har den konsekvens, at den pålægger arbejdsgiveren en udgift udover, hvad arbejdsgiveren ellers ville have haft ved alle andre ansættelsesforhold.

Disse særlige, gunstige regler for elever og lærlinge går over 35 år tilbage i ferieloven, og før det var der lignende regler i lærlingeloven. Ordlyden af § 9 bærer præg af, at der har været tale om uddannelsesaftaler af en vis varighed, og bestemmelsen må fortolkes i overensstemmelse hermed.

Det er vores opfattelse, at det må forudsættes, at der er tale om ansættelsesforhold af en vis varighed, før man kan pålægge en arbejdsgiver at skulle betale ferie for en ansat elev, uden denne har optjent ret til betalt ferie.

Vi er klar over, at man ikke helt kan udelukke en omvendt virkning, således at arbejdsgiveren måske indgår uddannelsesaftaler af kortere varighed, for at undgå at betale feriepenge udover de almindelige gældende regler om optjening af ferie.

Imidlertid er der tale om, at elever, der ikke er omfattet af ferielovens § 9 som følge af, at uddannelsesaftalen er af kortere varighed, vil være omfattet af de almindelige regler om optjening af ferie, og derfor ikke stilles dårligere end andre lønmodtagere.«

Klageren har til støtte for sin påstand anført, at der ikke i ferieloven eller kommentarerne til denne er grundlag for, at elever med kort uddannelsesaftale er stillet ringere end elever med anden form for uddannelsesaftale.

Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at ferielovkontorets fortolkning af ferielovens § 9 er, at § 9 ikke er gældende ved korte uddannelser, og at den omstændighed, at der blev indgået en uddannelsesaftale vedrørende restlæreforholdet ikke kan bevirke, at indklagede med tilbagevirkende kraft skal betale løn under ferie afholdt under den korte uddannelsesaftale.

Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat

Af bemærkningerne til ferielovens § 9 (FT 1999-2000, Tillæg A, s. 4932) fremgår bl.a.:

»I § 9 beskrives de særlige, gunstige ferieregler, der gælder for elever, der har indgået en uddannelsesaftale efter lov om erhvervsuddannelser. En elev har en ubetinget ret til betalt ferie i første og andet hele ferieår efter, at elevforholdet begynder, ligesom eleven i et nærmere bestemt omfang har ret til betalt ferie, hvis eleven begynder ansættelsesforholdet i løbet af et ferieår.

Efter stk. 1 har en elev fortsat ret til 5 ugers betalt ferie både i første og andet hele ferieår efter, at eleven er påbegyndt et ansættelsesforhold hos arbejdsgiveren. Således vil en elev, som er begyndt sin uddannelse på en skole og fx har indgået aftale med en arbejdsgiver for de to sidste år af uddannelsen, være berettiget til 25 dages betalt ferie i både det første og andet hele ferieår efter, at eleven er begyndt hos arbejdsgiveren.

Ret til betalt ferie efter bestemmelsen opnås i henhold til uddannelsesaftalen som led i en erhvervsuddannelse. En elevs ret til betalt ferie er ikke betinget af, at eleven har optjent ret til ferie på baggrund af beskæftigelse forud for ferieåret. Dette er en fravigelse af lovens almindelige bestemmelser om optjening af betalt ferie, jf. § 7 i forslaget.«

4 medlemmer bemærker herefter:

A blev ansat den 9. januar 2006. Det første hele ferieår, efter at ansættelsesforholdet er begyndt, jf. ferielovens § 9, stk. 1, er således ferieåret 1. maj 2006 – 30. april 2007. A’s krav under denne sag vedrører ferie med løn i sommeren 2006.

Efter § 9, stk. 1, har A ret til betalt ferie i ferieåret 1. maj 2006 – 30. april 2007. Der er hverken efter ordlyden af bestemmelsen eller lovforslagets bemærkninger grundlag for at antage, at denne særlige ret til betalt ferie i det første hele ferieår efter at ansættelsesforholdet er begyndt, forudsætter at ansættelsesperioden omfatter hele ferieåret. Det fremgår således af lovforslagets bemærkninger til § 9, at retten til betalt ferie i første og andet hele ferieår er ubetinget. Det må endvidere ved fortolkningen af § 9 tillægges betydning, at uddannelsesaftaler efter prøvetiden kan ophæves efter aftale mellem parterne, jf. erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 1, og at der således ikke er sikkerhed for, at lange uddannelsesaftaler omfatter hele ferieåret. Vi stemmer derfor for at give klageren medhold i hans påstand.

3 medlemmer bemærker:

Af de grunde, der er anført af indklagede, og henset til Arbejdsdirektoratets udtalelse af 1. februar 2006, stemmer vi for at tage indklagedes frifindelsespåstand til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

T h i b e s t e m m e s

Indklagede, B v/ C, skal inden 14 dage til klageren, A, betale 6.648,90 kr.

Hver part bærer sine egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene.