Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Klageren klagede på vegne af sin datter, som også er datter af omtalte person i artiklen. Klageren anførte bl.a., at artiklen, der gennem et interview med omtalte persons bedste ven, beskrev dennes personlige problemer og selvmord, var krænkende og manglede respekt for privatlivets fred, og at bladet havde "udstillet" et ulykkeligt menneske, som ikke havde mulighed for at forsvare sig. Pressenævnet udtalte, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Selvmord bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig. Pressenævnet fandt, at der ikke forelå en klar almen interesse, der kunne begrunde en offentlig omtale af omtaltes selvmord, den meget detaljerede beskrivelse af omstændighederne i forbindelse hermed og af hans person i øvrigt. Nævnet fandt endvidere, at der ikke var knyttet nogen almen interesse til offentliggørelsen af billedet af afdøde. Nævnet fandt, at bladet ved offentliggørelsen af artiklen og det ledsagende billede af afdøde havde handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtalte sin kritik af bladet.
Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 30/2001

[K] har på vegne af sin datter [X] klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Fredericia Dagblad den 2. marts 2001, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af artiklen med overskriften "Peters bedste ven begik selvmord" fremgik det af brødteksten, at

" Peter Lindvig - ejer af "Lydsporet" - tænker stadig på sin bedste ven hver dag."

I artiklen hed det:

"Hver gang 50-årige Peter Lindvig låser sig ind i musikbutikken "Lydsporet" i Gothersgade, tænker han på sin bedste ven [Y].

- Jeg vil aldrig glemme [Y], for han var min bedste ven. I de år vi drev "Lydsporet" sammen, var jeg mere sammen med ham end med min kone.

[Y] begik selvmord i oktober 1997 og efterlod familie og venner i chok.

- Det var fuldstændig uvirkeligt, da jeg fik det at vide. Jeg blev straks ramt af dårlig samvittighed, og spørgsmålet om jeg kunne have gjort noget, nager mig stadig.

Peter Lindvig og [Y] drev i fællesskab "Lydsporet" i fem år og delte en passion for musik på vinyl. På lørdag sætter Peter Lindvig alle [Y]s 3000 plader til salg ved en privat plademesse i hans lejlighed.

Med plademessen tilføjer Peter Lindvig et nyt kapitel i historien om to mænds lange venskab, der endte så brat.

Livsnyder og musikelsker

- Han er den person jeg har stolet mest på, og han kunne være hudløs ærlig, når han havde begået en fejl, fortæller Peter Lindvig.

Venskabet begyndte på Skjoldborgvejens Skole i 1978, hvor de begge var lærere. Igennem flere år drømte de om at starte en pladebutik. I 1991 lukkede en brugtplade-forretning i Købmagergade, og så slog de to venner til.

- Jeg sagde det var nu eller aldrig, og vi lånte penge i banken og fandt lokalerne her i Gothersgade. Vi arbejdede stadig på skolen og drev butikken i vores fritid.

- Fra at være venner blev de to mænd også forretningspartnere, og det var ikke altid let med så forskellige temperamenter.

- [Y] var en stor livsnyder, der kunne charmere sig ind på alle, men der var ikke meget arbejde i ham. Og ind i mellem blev jeg også røvtræt af ham, når han ikke lavede noget.

I forbindelse med "Lydsporet" tog de to venner flere gange til England for at høre musik og købe plader.

- Vi var to halvfjollede skolelærere, der i London turede rundt til koncerter, på pubber og fik nogle forbindelser, så vi kunne købe spændende plader. Det er nogle af de bedste oplevelser, jeg har haft sammen med [Y].

Ledte efter vennen

I 1996 droppede [Y] imidlertid ud af "Lydsporet", og Peter Lindvig kvittede sit lærerjob for at koncentrere sig fuldstændig om butikken. I løbet af nogle måneder forsvandt den daglige forbindelse mellem de to venner, og pludselig hørte Peter, at [Y] var forsvundet.

- Jeg og nogle andre af hans venner tog ud for at lede efter ham. [Y] var lidt af en tøsedreng, og jeg var sikker på han aldrig ville begå selvmord.

Men 1. oktober 1997 blev [Y] fundet hængt ude i Hannerup Skov.

Trods chokket valgte Peter at fortsætte forretningen, og først i forbindelse med [Y]s begravelse, lukkede han butikken en enkelt dag.

- Jeg græd meget i begyndelsen, og da [Y] blev begravet, satte jeg et skilt uden for butikken, hvor der stod "Farvel Flere kom og lagde blomster ved skiltet.

I dag er Peter ikke bitter eller vred på sin bedste ven.

Savner stadig [Y]

- Selvfølgelig var det kryster-agtigt af ham at begå selvmord og lade os andre tilbage med problemerne. Men på en eller anden måde kan jeg godt forstå ham. Hans andet ægteskab var gået i stykker, og han havde problemer med alkohol. Og selv om han var et rodehoved med sit liv, så havde han også nogle moralbegreber. Jeg tror ikke, han kunne se sig selv som bums på havnepladsen, fortæller Peter Lindvig.

I dag driver han stadig "Lydsporet" alene, og på væggen i de små lokaler i Gothersgade hænger der et billede fra 1996 af de to venner.

- Jeg savner [Y], for han gav mig modspil, og jeg var som en storebror for ham. Han var tre år yngre end jeg, og jeg har tit reddet ham ud af problemer.

Venner og stamkunder kigger dagligt ind i Peters butik, hvor kaffemaskinen sørger for frisk bryg hele tiden. Tiden har ikke visket mindet af [Y] væk, men selvmordet har ændret Peters indstilling til livet på flere punkter.

- [Y]s selvmord har lært mig, at man ikke skal tage noget for givet eller planlægge sit liv langt ud i fremtiden. Det gælder om at leve her og nu."

Artiklen var ledsaget af et billede af Peter Lindvig og taget i deres pladebutik. Billedet havde følgende undertekst:

"Det var fuldstændig uvirkeligt, da jeg hørte [Y] havde begået selvmord. Og spørgsmålet om jeg kunne have gjort noget, nager mig stadig, fortæller Peter Lindvig (tv). I 1997 mistede han sin bedste ven [Y] (th)."

På samme side ovenover den påklagede artikel var trykt en artikel med overskriften "Unik pladesamling til salg". Artiklen omhandlede Peter Lindvigs salg af [Y]s pladesamling.

Klagers datter er datter af den i artiklen omtalte

Klageren har nærmere anført, at [Y]s selvmord og omstændighederne omkring hans person i den grad er beskrevet i detaljer. Den del af historien må absolut høre til inden for familiens rammer. Velvidende, at det skrevne er skrevet på baggrund af Peter Lindvigs udtalelser, så er indholdet dog journalistens og i sidste ende chefredaktørens ansvar. Klager mener således, at artiklen er krænkende og mangler respekt for privatlivets fred.

Klageren har i den forbindelse anført, at journalisten under overskriften " Peters bedste ven begik selvmord" skriver, at der var ikke meget arbejde i ham, at han var lidt af en tøsedreng, at han blev fundet hængt ude i Hannerup Skov, at det var krysteragtigt af ham at begå selvmord, at hans andet ægteskab var gået i stykker, at han havde problemer med alkohol, at han var et rodehovede, og at han var en bums på havnepladsen. Herudover offentliggøres oven i købet et foto af afdøde.

Klageren har anført, at disse oplysninger er så private, at det under ingen omstændigheder tilkommer bladet så udpenslende at "udstille" et ulykkeligt menneske, som ikke engang kan forsvare sig. Klager har i den forbindelse henvist til medieansvarslovens § 36, stk. 2, hvorefter anmodning om genmæle kan fremsættes af den, oplysningerne vedrører, eller efter dennes død af de nærmeste pårørende.

Klageren har endvidere anført, at pressens væsentligste opgave må være at forsyne borgerne med tilstrækkelig information og på værdig og etisk vis forvalte og viderebringe denne viden. Viden giver som bekendt magt, men til magt hører også ansvar. Klager er klar over, at pressen selv definerer ordet "etik", og således også hvor grænsen går, men grænsen er i den pågældende artikel absolut overskredet. Det kan hverken være ret eller rimeligt, at det skrevne ord og journalistens opfattelse af almen underholdning må koste, hvad det koste vil.

Klageren har herudover anført, at chefredaktøren på bladet over for hende har indrømmet, at artiklen "nok er lige på grænsen". Redaktøren oplyste samtidig, at han ikke havde set artiklen, inden den gik i trykken. Dette er en fadæse og absolut ikke til hans fordel, selv om det er en navngiven artikel. Der må være forskel på proceduren omkring de enkelte artikler afhængigt af emne og indhold. Dette må og skal journalisten vurdere. Journalisten har haft et "let offer" og har efterfølgende været blottet for enhver omtanke.

Klageren har til bladets oplysning, om at Peter Lindvig telefonisk skulle have kontaktet [Y]s anden kone, [Z], og gjort hende bekendt med interviewet med bladet, anført, at dette er usandt. Peter Lindvig kontaktede telefonisk den 2. marts 2001 efter bladets udgivelse [Z] for at fortælle, at " der kommer en artikel om pladesalget i avisen". Han oplyste hende ikke om, at interviewet omhandlede andet end pladesalget. Hun var altså ikke vidende om, at interviewet udmøntede sig i to artikler. Det er ikke sandt, når Peter Lindvig " efterfølgende kontaktede den nærmeste familie, nemlig [Z] og hendes nye mand, for at orientere om indholdet af artiklen og det forhold, at den ville blive bragt i Dagbladet om fredagen".

Klageren har yderligere anført, at den nærmeste familie, hvilket må være [Y]s enke, burde have haft forelagt artiklen, så hun og ikke Peter Lindvig kunne have vurderet den. Familie og især børn er trods alt nærmere og dermed betydelig mere følelsesmæssigt involveret end en tidligere kollega. Klageren bestrider bladets oplysning om, at journalisten dobbelt-checkede, at familien var indforstået med, at bladet bragte historien om [Y], idet ingen i familien er blevet kontaktet.

Klageren har herudover anført, at [Y]s selvmord ikke er tabu i familien og kredsen omkring denne, at Peter Lindvig ikke kan vide, hvordan klager og [Z] tackler den tragiske hændelse i forhold til sine børn, og hvor i sorgbearbejdningen de er, idet han ingen kontakt har med nogen af dem, og at familien er meget glade for, at også andre vil mindes Jan, men der er en forskel mellem at mindes ham i selskab med venner/kollegaer og at fremstille ham så hudløst for offentligheden. Det undrer derfor klager, at bladet over for nævnet har anført, at " det er ikke en artikel om familiefaderen [Y] eller ægtefællen [Y], men derimod alene Peter Lindvigs følelsesmæssige meget farvede fremstilling af vennen og kompagnonen fra pladeforretningen", idet det trods alt er ét og samme menneske, der er omtalt.

Klageren har afslutningsvis anført, at klager og blev skilt for mere end 15 år siden, men dette ændrer ikke på, at klager til evig tid er mor til [Y]s ældste barn, så datoen for skilsmisse må være uvedkommende. Det er ligeledes sagen uvedkommende, at [Y]s "to koner" og hans tre børn fortsat - som alle årene igennem - har et nært forhold til hinanden.

Bladet har oplyst, at samme dag, som bladet modtog nævnets brev om klagesagen, modtog klager et brev fra avisen, hvori chefredaktøren på avisens vegne undskyldte og beklagede situationen over for familien. Den indklagede historie tager udgangspunkt i Peter Lindvig, der til dagligt driver musikforretningen "Lydsporet".

Bladet har anført, at Peter Lindvig gav et meget nuanceret og ærligt portræt af sin ven og fortalte, hvilke følelser og tanker selvmordet havde vakt. Journalisten fik det klare indtryk, at selvmordet ikke var et tabu i [Y]s omgangskreds eller hos hans familie. Peter Lindvig fortalte journalisten, at [Y]s anden kone [Z] var blevet gjort bekendt med interviewet til bladet. Det blev for Peter Lindvig straks gjort klart, at interviewet ville udmønte sig i to artikler. En om selve plademessen samt en om, hvordan det er at miste sin bedste ven ved et selvmord. Den færdige artikel blev, inden den blev trykt, læst højt for Peter Lindvig over telefonen. Han havde ingen ændringer, udtrykte sin tilfredshed med artiklen og forsikrede journalisten om, at hverken afdødes familie eller venner ville blive stødt over den. Det har været magtpåliggende for journalisten at give et ærligt billede af [Y] og både nævne positive og negative træk. Det har på ingen måde været tanken at genere den afdødes familie eller sværte hans minde til. Hverken [Y]s første hustru, d.v.s klager, eller anden hustrus navn [Z] er nævnt noget sted i artiklen.

Bladet har herudover oplyst, at chefredaktøren ikke har set artiklen, inden den gik i trykken, da han ikke var på bladet de pågældende dage. Den redaktionssekretær, som redigerede Fredericia-siderne, sikrede sig helt i tråd med bladets normale procedure på chefredaktørens vegne, at journalisten dobbelt-checkede, at familien var indforstået med, at bladet bragte historien om [Y]. Det skete ved, at journalisten kontaktede Peter Lindvig, efter at historien var skrevet, læste den højt for ham i telefonen og på ny forsikrede sig om, at hverken den afdødes familie eller venner ville blive stødt over den.

Bladet har videre anført, at Peter Lindvig efterfølgende over for bladet har oplyst, at han fredag den 2. marts om morgenen blev kontaktet af journalisten, som i telefonen gengav, hvad hun havde skrevet i artiklen. Han havde ikke noget at udsætte på artiklen og kunne stå inde for indholdet. Efterfølgende kontaktede Peter Lindvig den nærmeste familie, nemlig [Z] og hendes nye mand, for at orientere om indholdet af artiklen og det forhold, at den ville blive bragt i bladet om fredagen. På det tidspunkt var det endnu muligt at foretage redaktionelle ændringer i artiklen, udelade afsnit eller for den sags skyld helt droppe artiklen om [Y]. Det blev der imidlertid ikke udtrykt ønske om, og den efterfølgende mandag snakkede Peter Lindvig med [Z] om avisartiklen, og "det havde været ok". De to drenge fra ægteskabet vidste besked med faderens selvmord.

Bladet har yderligere anført, at artiklen er Peter Lindvigs hudløst ærlige farvel til en ven og tidligere kompagnon. I artiklen giver han udtryk for, at han var mere sammen med end med sin egen familie, at han stadig savner [Y], og at han bebrejder sig selv, at han ikke opfattede signalerne fra [Y] og måske kunne have grebet ind. Det er et kærligt, varmt og til dels positivt portræt, som Peter Lindvig tegner af [Y]. Det er ikke en artikel om familiefaderen [Y] eller ægtefællen [Y], men derimod alene Peter Lindvigs følelsesmæssigt farvede fremstilling af vennen og kompagnonen fra pladeforretningen. Kun et sted i artiklen involveres andre. Der står ordret: "Hans andet ægteskab var gået i stykker", hvortil henvises til hans ægteskab med [Z]. Så vidt bladet er orienteret, blev klager skilt fra [Y] for mere end 15 år siden. Bladet er ikke enig i, at der ved de af klager anførte udsagn om [Y] tegnes et negativt billede af ham, idet også hans positive træk beskrives.

Bladet har herudover oplyst, at man som regel ikke omtaler selvmord, når bladet via politiets døgnrapport får kendskab til dem, medmindre de sker under omstændigheder, der berører offentligheden. Der er gået 3½ år, siden [Y] døde, og artiklen i bladet havde ikke til formål at "udstille" et ulykkeligt og forsvarsløst menneske, som klageren skriver, men at give et billede af, hvilke tanker og følelser som præger et menneske, når den person, man står så tæt, pludselig vælger at tage sit liv.

Bladet har afslutningsvis anført, at journalisten på intet tidspunkt har haft nogen grund til at betvivle sin kilde - Peter Lindvig. Han optrådte troværdigt over for hende både under interviewet, der foregik under fire øjne, og da bladet efterfølgende kontaktede ham. Derfor fandt journalisten det tilstrækkeligt i den givne situation, at Peter Lindvig gav sit ord på, at familien var underrettet om artiklen og dens indhold.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

Det fremgår endvidere, at selvmord ikke bør omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.

Pressenævnet finder, at der ikke foreligger en klar almen interesse, der kan begrunde en offentlig omtale af [Y]s selvmord, den meget detaljerede beskrivelse af omstændighederne i forbindelse hermed og af hans person i øvrigt. Nævnet finder endvidere, at der ikke er knyttet nogen almen interesse til offentliggørelsen af billedet af afdøde.

Nævnet finder, at bladet ved offentliggørelsen af artiklen og det ledsagende billede af afdøde har handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Henset til sagens karakter, til bladets forsøg på at sikre, at [Y]s familie var indforstået med indholdet af artiklen og til, at bladet - samme dag som nævnet modtog klagen - over for klager har beklaget situationen over for familien, finder nævnet ikke grundlag for at pålægge bladet at offentliggøre nævnets kendelse.

Afsagt den 15. august 2001.