Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Punktafgiftsvejledning 2007-3

Del F Energi og kuldioxid

 

F.1 Mineralolieprodukter

Forord

Energiafgift af mineralolieprodukter fremgår af lov om afgift af mineralolieprodukter mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 3. april 2006 (mineralolieafgiftsloven) med senere ændringer, se nedenstående oversigt.

Der skal også betales CO2-afgift af de fleste mineralolieprodukter, se F.5 .

Der kan endvidere blive tale om at betale svovlafgift af mineralolieprodukter, hvis svovlindholdet overstiger 0,05 pct. Reglerne herom fremgår af G.11 .

Med virkning fra 1. januar 1993 blev reglerne om afgift af visse af mineralolieprodukterne tilpasset EU''s regler for harmoniserede varer. Rådets direktiver 92/12, 92/81 og 92/82 er derfor gældende for hovedparten af mineralolieprodukterne. Der gælder særlige bestemmelser for disse varer, jf. bl.a. A.9 .

Direktiverne 92/81 og 92/82 er ophævet pr. 31. december 2003. I stedet gælder Rådets direktiv 2003/96 af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet.   

I medfør af bl.a. mineralolieafgiftslovens godtgørelsesbestemmelser er der udstedt bekendtgørelse nr. 985 af 18. oktober 2005 om dokumentation for afgiftsgodtgørelse for olie og gas anvendt til landbrugsaktiviteter og rutekørsel, benzin anvendt til sejlads og sikkerhedsstillelse og lister vedrørende EU-handel (Dokumentationsbekendtgørelsen), som der refereres til i de tilfælde, hvor den finder anvendelse.

Bekendtgørelse nr. 983 af 18. oktober 2005 om farvning af gas og dieselolie og petroleum er trådt i kraft den 1. november 2005. Farvningen af olieprodukter jf. den tidligere bekendtgørelse skete med virkning fra 1. november 2003. Se F.1.  Bilag 2 .

I meddelelse, der er offentliggjort på  SKM2003.159.TSS , er der flere oplysninger om administrationen af ordningen med farvning af gas- og dieselolie og petroleum. Der skal anvendes farvede olieprodukter til opvarmning, i motordrevne driftsmidler, der bruges til landbrugsformål mv., og i fiskerfartøjer. Det er olieselskaberne, der farver olien, inden den udleveres til forbrug. De berørte virksomheder og brancher er nærmere orienteret om ordningen. 

Mineralolieafgiftsloven er tidligere ændret, så den indeholder bestemmelser om administration af ordningen med farvning af gas- og dieselolie og petroleum.

Ved lov 1391 af 20. december 2004 blev der som fodnote til lovens titel indsat følgende: Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EU-Tidende 2003, nr. L 283, s.51) samt dele af direktiv 2003/17/EF af 3. marts 2003 (EU-Tidende 2003, nr. L 076, s.10) om ændring af direktiv 98/70/EF af 13. oktober 1998 om kvaliteten af benzin og dieselolie.

Lovændringer mv.

Der er de senere år sket nedenfor nævnte følgende lovændringer mv. I parantes er for de senere love angivet eventuelle ikrafttrædelsesbekendtgørelser, der er knyttet til den enkelte ændringslov.

Lov nr. Dato Ændring

858

24.09.1996 Lovbekendtgørelse

1214

27.12.1996

Ophævelse af afgiftsfritagelse for benzin til landbrugsformål mv.

444

10.06.1997 Justering af rumvarmeafgiften

450

10.06.1997 Afgiftsdifferentiering af benzinafgiften efter benzenindhold mv.

1098

29.12.1997 Klagestrukturen

1107

29.12.1997 Afgift af karburatorvæske

435

26.06.1998 Afgift af motorbrændstof til landbrug tilbagebetales

437

26.06.1998 Afgiftsforhøjelse

701

28.09.1998 Lovbekendtgørelse

325

28.05.1999 Afgiftsreguleringer

380

02.06.1999 Myndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse

390

02.06.1999 Kraftvarmeværker

960

20.12.1999 Forhøjelse af dieselafgiften

963

20.12.1999 Regler om tilbagebetaling af afgiften

165

15.03.2000 Opkrævningsloven

1029

22.11.2000 Afskaffelse af hæftestraf

1297

20.12.2000 Afgiftsforhøjelse mv. (§1, nr. 2, 3, 5 og 6 trådte i kraft ved bek. nr. 881 af 10. oktober 2001)
393 06.06.2002 Ændringer af kraftvarmebeskatning, lettelser til erhvervslivet mv.
395 06.06.2002 Ophævelse af afgiften på smøreolier, hydralikolier og lign. og godtgørelse af genvundne benzindampe mv.

962

02.12.2003

Justering som følge af ændring af toldloven

462 09.06.2004 Gennemførelse af Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 og forenklinger af energiafgifterne (§ 1, nr. 19 og 21, § 2, nr. 2,3,4,5,6 og nr. 21, § 3, nr. 2,3,5 og 19, § 4, nr. 3,4 og 17 og § 5, nr. 2,3,4 og 14 er trådt i kraft ved bek. nr. 807 af 12. juli 2004),  (§1, nr. 21 - proceslistens pkt. 37 - er trådt i kraft ved bek. nr. 372 af 25.5.2005, jf. endvidere bek. nr. 709 af 5. juli 2005), (§ 3, nr. 4 er trådt i kraft ved bek. nr. 708 af 5. juli 2005)
1391 20.12.2004  Nedsættelse af visse afgifter mm. 
325 18.05.2005 Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse 
428  06.06.2005  Kommunalreformen konsekvensændringer
1416  21.12.2005 Afgiftsnedsættelse på overskudsvarme (bekendtgørelse nr. 33 af 15.01.2007)  
1417  21.12.2005  Afgiftslempelser på fjernvarme mv., mikrokraftvarme og justeringer af forbrugsregistrering mv. 
297 03.04.2006 Lovbekendtgørelse 

 

F.1.1 Afgiftspligtigt vareområde og afgiftens størrelse

§ 1, stk. 1

Følgende mineralolieprodukter mv. er omfattet af afgiftspligten , se punkterne 1-16 i nedenstående oversigt. Oversigten indeholder endvidere  afgiftssatserne.

Tidligere afgiftssatser

Tidligere afgiftssatser, se F.1 Bilag .

Afgiftssatser

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 skete der visse forenklinger samt justeringer af afgiftssatserne i CO2-afgiftsloven og energiafgiftslovene.

Der er i hovedtræk tale om følgende satsændringer mv.:

  • CO2-afgiftssatserne nedsættes med 10 pct.
  • Den hidtidige afgiftsgodtgørelse for momsregistrerede virksomheder på 10 pct. af CO2-afgiften af energi til let proces ophæves.
  • Energiafgiftssatserne hæves med et beløb, som svarer til det, som CO2-afgiften nedsættes med.

 

  Vare Ved dagtemperatur Ved 15 grader Celsius
1. Gas- og dieselolie, der anvendes som motorbrændstof 278,7 øre/ l

277,1 øre/l

2. Anden gas- og dieselolie 185,7 øre/l 184,6 øre/l
3. Let dieselolie (svovlindhold højst 0,05 pct.) 268,7 øre/l 267,1 øre/l
4. Svovlfattig dieselolie (svovlindhold højst 0,005 pct.) 250,7 øre/l 249,2 øre/l
5. Svovlfri diesel (svovlindhold højst 0,001 pct.) i perioden fra 1. januar 2005 til 31. december 2008 248,7 øre/l 247,2 øre/l
5.  Svolvfri diesel (svovlindhold højst 0,001 pct.) fra 1. januar 2009 250,7 øre/l 249,2 øre/l 
6. Fuelolie 209,2 øre/kg -
7. Fyringstjære 188,8 øre/kg -
8. Petroleum, der anvendes som motorbrændstof 278,7 øre/l 277,1 øre/l
9. Anden petroleum 185,7 øre/l 184,6 øre/l
10. Blyholdig benzin (blyindhold over 0,013 g pr. l) 450,0 øre/l 446,3 øre/l
11. Blyfri benzin (blyindhold højst 0,013 g pr. l) 385,0 øre/l 381,9 øre/l
12. Blyholdig benzin (blyindhold over 0,013 g pr. l) udleveret fra tankstationer udstyret med dampretur 447,0 øre/l 443,4 øre/l
13. Blyfri benzin (blyindhold højst 0,013 g pr. l) udleveret fra tankstationer udstyret med dampretur 382,0 øre/l 378,9 øre/l
14. Autogas (LPG) 174,6 øre/l -
15. Anden flaskegas (LPG), der anvendes som motorbrændstof  321,0 øre/kg -
16. Anden flaskegas (LPG) og gas (bortset fra LPG), der fremkommer ved raffinereing af mineralsk olie (raffinaderigas) 237,9 øre/kg -
17. Karburatorvæske 407,0 øre/l 403,6 øre/l

Dagtemperatur

For varer, hvor afgiftssatsen er anført i liter, betales afgiften her i landet ud fra varens rumfang ved dagtemperatur, jf. lovens § 1, stk. 4. Satserne ved dagtemperatur fremgår af skemaet ovenfor.

Loven indeholder som anført i oversigterne endvidere afgiftssats ved 15o C. Dette følger af EU-bestemmelserne. Disse satser, som er EU-referencesatser, svarer til dagtemperatursatserne ud fra den danske gennemsnitstemperatur på 8o C. Referencesatserne ved 15o C kan umiddelbart sammenlignes med satserne i andre EU-lande.

Forskellige mineralolieprodukter skal holdes adskilt. Det er produktets sammensætning på udleveringstidspunktet, der er afgørende for, hvilken sats der skal anvendes.

Svovlfri benzin

Afgiften på svovlfri benzin, som har et indhold på højst 0,001 pct. svovl, nedsættes med 4 øre/l i perioden fra 1. januar 2005 til 31. december 2008.

Anden gas- og dieselolie (nr. 2)

Produktet er afgiftsmærket, se nærmere F.1 Bilag 2 . 

Karburatorvæske
(nr. 17)

Afgiftspligtige varer under punkt 17 omfatter karburatorvæske af enhver art. Karburatorvæske anvendes oftest som tilsætningsmiddel til benzin eller med henblik på at øge motorbrændstoffets endelige rumfang.

Smøreolie

Ved  lov nr. 395 af 06. juni 2002, lov om ændring af lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv. blev afgiften af smøreolier, hydraulikolier o.l. ophævet med virkning fra 1. december 2001. Afgiften blev berostillet ved SKM2002.1.TSS af 3. januar 2002, se  F.1.9 .

Afgiften er blevet ophævet i sin helhed, dvs. at afgiften af samtlige produkter omfattet af bestemmelsen er ophævet. Det drejer sig om smøreolier mv. under toldtariffens position 27.10, 34.03.19 og 99, hydraulikolier under position 38.19 samt andre olier, der konkurrerer hermed.

Der er på visse betingelser mulighed for at få tilbagebetaling af smøreolieafgiften mv., se  cirkulære nr. 80 af 15. juli 2002 (TSS2002.23). Ved krav om tilbagebetaling af afgiften vil dansk rets almindelige regler om tilbagebetaling finde anvendelse for de virksomheder, der har indbetalt afgiften. Spørgsmålet om andre berettigede afgøres efter almindelige erstatningsretlige grundsætninger.

Ved SKM2002.533.TSS blev det præciseret, at cirkulæret udelukkende regulerer adgangen til tilbagebetaling for de virksomheder mv., der har indbetalt afgiften til told- og skatteforvaltningen.

Benzenindhold
§ 1, stk. 2

Bestemmelsen om nedsættelse af afgiften på benzin på baggrund af benzenindholdet er ophørt ved ikrafttrædelsen af den nye bestemmelse vedr. afgiftsrabat til benzinstationer, som opfylder visse skærpede miljømæssige krav, jf nedenunder.

I perioden 1. januar 2000 til og med 11. oktober 2001 har nedsættelsen udgjort 2 øre/l, hvis benzenindholdet var mindre end 1 pct. pr. l. Hvis indholdet af benzen var lig med 1 pct. eller derover, anvendtes den normale afgiftssats.

Afgiftsrabat til benzin-
stationer, som opfyldte visse skærpede miljø-
mæssige krav
§ 1, stk. 2

Ved lov nr. 1297 af 20. december 2000 skete en ændring af § 1, stk. 2. Ændringen trådte i kraft 12. oktober 2001 ved bekendtgørelse nr. 881 af 10. oktober 2001, om ikrafttræden af lov om ændring af lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv. og andre afgiftslove, og gjaldt til og med 31. december 2004.

Lovændringen indeholdt en afgiftsdifferentiering, så afgiften på benzin, som udleveres fra benzinstationer, blev nedsat med 3 øre/l fra det tidspunkt, hvor tilsynsmyndigheden fik meddelelse om, at indretningen og driften af den pågældende benzinstation opfyldte de skærpede krav til indretning og drift af benzinstationer, jf. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 555 af den 9. juni 2001, om forebyggelse af jord- og grundvandsforurening fra benzin- og dieselsalgsanlæg.

Afgiftsdifferentieringen gjaldt dog ikke for benzinstationer, der var etableret efter den 30. september 2001, hvis benzinstationen samtidig var placeret mindre end 20 km fra Danmarks landfaste grænse til Tyskland.

Varmefremstilling
§ 1, stk. 3, 1. punktum

Af andre kulbrintebrændstoffer, undtagen tørv og afgiftspligtige varer, der er nævnt i § 1, stk. 1, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv. og i § 1 i lov om afgift af naturgas og bygas, der er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes som brændsel til opvarmning, betales der afgift efter den sats, der gælder for tilsvarende brændsel til opvarmning. Bestemmelsen omfatter i praksis alle øvrige flydende mineralolieprodukter, der anvendes eller er bestemt til at anvendes til fremstilling af varme.

Det gælder også for varer, hvoraf der almindeligvis ikke betales afgift, fx specielle olieprodukter til industrielle formål mv. - herunder produkter til kemisk rensning, og produkter der bruges som fortyndere ved fremstilling af maling, lakker, træbeskyttelsesmidler.

Afgiftspligtig er endvidere genbrugsolie/spildolie, fx brugt motorolie, gearkasseolie, skæreolie eller spild- eller slopolie fra skibe. Varerne er afgiftspligtige, uanset om de er indsamlet her i landet eller modtages fra udlandet. Disse produkter anvendes almindeligvis i stedet for fuelolie.

Varer henhørende under position 2713, 2714 og 2715 i EU's kombinerede nomenklatur, som anvendes eller er bestemt til at anvendes til fremstilling af varme, og faste brændsler, som fx jordoliekoks, er omfattet af afgiftspligten efter lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv., se F.2.

Naturgas er omfattet af afgiftspligten efter lov om afgift af naturgas og bygas, se F.4.    

Bestemmelserne gælder for hele energibeskatningsdirektivets område. Ud over de afgiftspligtige produkter, der er nævnt i energiafgiftslovene, er der afgift på alle andre kulbrintebrændstoffer, bortset fra tørv, der er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes som brændsel til opvarmning.

Motorbrændstof
§ 1, stk. 3, 2. punktum

Af andre varer end de afgiftspligtige varer, der er nævnt i § 1, stk. 1, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv. og i § 1 i lov om afgift af naturgas og bygas, der er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes som motorbrændstof eller som tilsætnings- og fyldstof i motorbrændstof, betales der afgift efter den sats, der gælder for tilsvarende motorbrændstof.

Bestemmelsen omfatter i praksis alle varer, der anvendes eller er bestemt til at anvendes som motorbrændstof. Det gælder også vegetabilske olier, fx rapsolie og animalske olier.

Hvis det er diesel, der erstattes, betales således afgift efter § 1, stk. 1, nr. 4 (svovlfattig diesel). Dvs. hvis virksomheden kan godtgøre, at svovlindholdet for svovlfattig dieselolie (svovlindhold højst 0,005 pct.) er opfyldt, kan denne afgiftssats benyttes. Ellers beskattes varen efter satsen for "gas- og dieselolie, der anvendes som motorbrændstof".

Der skal endvidere betales CO2-afgift svarende til afgiften af det brændstof, der erstattes.

Biobrændstoffer

I afgiftsmæssig sammenhæng forstås ved biobrændstoffer flydende eller gasformige brændstoffer, fremstillet på grundlag af biomasse, der anvendes som motorbrændstof. Biomassen er den bionedbrydelige del af produkter, affald og rester fra landbrug (herunder vegetabilsk og animalske stoffer), skovbrug og tilknyttede industrier samt den bionedbrydelige del af affald fra industri og husholdninger.

Aktuelt er bioethanol, der produceres på sukker- og stivelsesholdige afgrøder som sukkerrør, sukkerroer, majs, hvede mm. og biodiesel, der produceres på olieholdige frø som rapsfrø, solsikkefrø mm. langt de mest udbredte biobrændstoffer. I det meste af den bestående bilpark, kan der iblandes henholdsvis benzin og diesel små mængder biobrændstof fx op til 5 pct.

Der betales mineralolieafgift af biobrændstoffer anvendt som motorbrændstof, herunder fx også som brændstof i stationære motorer i kraftvarmeværker. Biobrændstoffet er fritaget for CO2-afgift.

Naturgas, der anvendes som motorbrændstof, er omfattet af afgiftspligten efter lov om afgift naturgas og bygas, se F.4 .

Additiver mv.

På samme måde skal der efter denne bestemmelse betales afgift af alle tilsætningsstoffer og additiver - i det omfang de anvendes eller er bestemt til at anvendes som motorbrændstof.

Afgiftens størrelse er afhængig af afgiften på det motorbrændstof, som produktet tilsættes.

Der skal også betales afgift af mere utraditionelt motorbrændstof, fx ethanol eller sprit, der anvendes til fx speedway motorcykler. Afgiftens størrelse er afhængig af det motorbrændstof, som produktet umiddelbart erstatter.

Motorer i kraftvarmeværker
§ 1, stk. 3, 3. pkt.

Indtil 1. januar 2006:

Af varer, der anvendes til varmefremstilling på stationære motorer i kraftvarmeværker, betales der afgift efter den sats, der gælder for tilsvarende fyringsolier, når der skal betales afgift efter lov om afgift af elektricitet af hele elproduktionen.

Det forudsættes dermed, at der betales afgift af hele den producerede mængde elektricitet.

I praksis gælder bestemmelsen for olie, der anvendes i motordrevne kraftvarmeanlæg med en elproduktionskapacitet på 150 kW og derover.

For anlæg med en kapacitet på under 150 kW gælder bestemmelsen kun, hvis anlægget er registreret efter elafgiftslovens § 2, stk. 2, eller hele elproduktionen afsættes til et registreret elselskab, hvor den herefter indgår i elselskabets almindelige afgiftspligtige leverancer.

I andre tilfælde skal der betales afgift af olien efter motorbrændstofsatsen for den pågældende olie.

Fra 1. janaur 2006:

§ 1, stk. 3, 3. pkt. er ændret ved lov nr. 1417 af 21. december 2005. Der skal herefter betales afgift efter satsen for fyringsolie af hele forbruget af olie til at fremstille elektricitet og varme på stationære motorer i kraftvarmeværker. 

Se i øvrigt F.3 . (Elektricitet)

Forgasningsgas, biogas
§ 1, stk. 3, 4. pkt.

Forgasningsgas og restprodukter herfra, som er produceret på basis af biomasse, samt biogas er fritaget for afgift, når de nævnte varer anvendes til elektricitets- eller varmefremstilling på stationære motorer og kedler.

Ved forgasningsgas forstås gas produceret på basis af biomasse, fx halm og træflis.

Med restprodukter menes de produkter, der er til rest fra forgasningsprocessen. Restprodukterne må højst udgøre 5 pct. af det samlede energiindhold.

Ved biogas forstås gas, der fremkommer ved en gæringsproces i organisk materiale.

Ved anden form for motordrift end ved nævnte el- og varmefremstilling skal der betales afgift af biogas og forgasningsgas.

Blandinger
§ 1, stk. 5

Af blandinger af afgiftspligtige varer eller af disse produkter og andre varer, betales der afgift af hele blandingen efter satsen for den vare, der har den højeste afgiftssats efter mineralolieafgiftsloven, hvis blandingen er anvendelig til fremstilling af varme eller som motorbrændstof.

Fx er en blanding af rapsolie og dieselolie, der tilsættes rapsolien som denatureringsmiddel, afgiftspligtig i sin helhed.

Der betales dog ikke yderligere afgift af blyfri benzin, der efter afgiftsberigtigelsen blandes med afgiftsberigtiget blyholdig benzin.

Skatterådet har afgjort, jf. SKM2006.728.SR at biobrændsler bliver afgiftspligtige efter mineralolieafgiftsloven når de sammenblandes med afgiftspligtige olieprodukter inden indfyring i en kedel.

Spildolie fra skibe
§ 1, stk. 6

For spildolie iblandet vand, som indsamles fra skibe, og som anvendes eller er bestemt til at anvendes til fremstilling af varme, skal der ved betaling af energiafgift tages hensyn til vandindhold i olien. Energiafgiften udgør følgende procentdel af afgiftssatsen for fuelolie:

Vandindhold Procentdel af afgiften
65 pct. og derover 35 pct.
mindst 30 pct. og under 65 pct. 70 pct.
mindst 5 pct. og under 30 pct. 95 pct.
under 5 pct. 100 pct.

De nærmere regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde spildolie er beskrevet i F.1.3.3.

§ 1, stk. 7

Afgiftspligtige varer må ikke uden told- og skatteforvaltningens tilladelse blandes, sælges eller anvendes til andet formål, end det, som produkterne er afgiftsberigtiget som, jf. dog stk. 5, 2. punkt om blyfri og blyholdig benzin.

Dampretur § 1, stk. 9

For benzin, der udleveres fra en registreret oplagshaver til benzinstationer, hvor der er installeret udstyr til genindvinding af dampe ved benzinpåfyldning af motorkøretøjer (dampretur), anvendes en afgiftssats, der er 3 øre pr. l lavere end for benzin udleveret fra benzinstationer uden dampretur, jf. § 1, stk. 1, nr. 11 og 12.

De nærmere regler for leverancer af benzin til nedsat afgift er beskrevet i F.1.7.2 .

Emballageafgift

Af mineralolieprodukter i emballager (pakninger) under 20 liter skal der desuden betales emballageafgift, se G.1.

§ 3, stk. 2

For at blive registreret efter bestemmelsen skal virksomheden råde over en lagerkapacitet på mindst 1000 m3. I tilfælde, hvor flere virksomheder har lejet sig ind på samme lagerplads, hæftes der forholdsmæssigt for afgiften udfra, hvor stor en andel af lagerpladsen den enkelte virksomhed råder over. Hæftelsen deles forholdsmæssigt mellem dem, der på tidspunktet for tvisten i praksis råder over lagerkapaciteten, dvs. mellem dem, der på pågældende tidspunkt har varer på lagerpladsen.

F.1.2 Registrering af virksomheder

Efter mineralolieafgiftsloven er registrering opdelt i følgende 4 afgiftsområder:

  1. Afgift af gas- og dieselolie, fuelolie, fyringstjære og petroleum.
  2. Afgift af benzin.
  3. Afgift af gas (LPG).
  4. Afgift af karburatorvæske.

Virksomheder, der registreres efter afgiftsområderne 1, 2 og 3, skal også registreres efter CO2-afgiftsloven, se F.5 , og svovlafgiftsloven, se G.11 . For afgiftsområde 2 (benzin) skal der dog kun ske registrering efter svovlafgiftsloven, hvis benzinen har et indhold af svovl på over 0,05 pct.

Ved anmeldelse til registrering bruges særlige blanketter. For afgiftsområderne 1, 2 og 3 bruges blanket nr. 23.027 . Denne blanket omfatter tillige registrering for CO2-afgift. For afgiftsområdet 4 bruges blanket nr. 23.025 .  Blanketterne kan hentes på http://www.webreg.dk/ eller fås ved henvendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

En registrering efter et af de nævnte afgiftsområder omfatter kun det pågældende afgiftsområde. Dvs. at virksomheder, der fx anmelder sig til registrering efter afgiftsområde 2 (benzin), ikke vil blive om fattet af registreringen for de øvrige afgiftsområder i mineralolieafgiftsloven.

Se i øvrigt de generelle regler om registrering i A.5 .

F.1.2.1 Oplagshavere og farvningsvirksomheder

Skal registreres
§ 3, stk. 1

Virksomheder, der udvinder eller fremstiller afgiftspligtige varer skal anmelde sig til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som oplagshavere.

Virksomheder, der foretager blandinger af olieprodukter eller blandinger af olieprodukter med andre varer med henblik på fremstilling af afgiftspligtige varer, skal også registreres som oplagshavere.

§ 3, stk. 12

Virksomheder, der af miljømyndighederne er godkendt til at indsamle og forarbejde spildolie med henblik på genbrug, skal anmelde sig til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som oplagshaver.

Kan registreres
§ 3, stk. 2

Andre virksomheder, der afsætter, oplagrer eller forbruger afgiftspligtige varer, og som råder over lagerplads med en kapacitet på mindst 1.000 m3, kan anmelde sig til registrering, men sådanne virksomheder har ikke pligt til at være registreret.

Virksomheder, der afsætter karburatorvæske kan anmelde sig til registrering, når virksomheden har et årligt salg af de nævnte varer på mindst 100.000 l.

Told- og skatteforvaltningen kan i særlige tilfælde fravige kapacitetskravet for virksomheder, der afsætter autogas til videresalg.

Til lagerkapaciteten medregnes udover importlagre mv. også virksomhedernes lokale depoter. Detailsalgsanlæg (fx tankstationer) kan ikke medregnes til lagerkapaciteten og må ikke bruges til opbevaring af ubeskattede varer.

Virksomheder, der har opbevaringsanlæg (depoter), Virksomheden skal for hvert depot give oplysning om depotets beliggenhed, lagerkapacitet mv. Virksomheden skal anmelde sig til registrering hos Erhvervs-og Selskabsstyrelsen.

Forbrugsregistrering for varme og registrering for mellemhandel af varme

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der sket en ændring af registreringsbestemmelserne, som gør det muligt for større energiforbrugere - på visse betingelser - at blive registreret for forbrug af gas, el og varme. Endvidere kan varmeleverandører - på visse betingelser - blive registreret for mellemhandel af varme.

Betingelser for forbrugsregistrering af varme: Se F.4.2 .

Betingelser for registrering for mellemhandel af varme: Se F.4.2 .

Ikrafttræden mv.:

Bestemmelserne er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Ordningerne om forbrugsregistrering for varme og mellemhandel af varme er nærmere beskrevet i følgende 2 nyhedsbreve:

1) Nyhedsbrev af juli 2004  (Energiafgifter - Forbrugsregistrering for gas, el og varme (nettoafregning af afgift) og mellemhandlerregistrering for varme).

2) Nyhedsbrev af september 2004 (Energiafgifter - Forbrugsregistrering - Opgørelse af nettoafgift af gas, el og varme og opgørelse af afgiftsindholdet i varme).  

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

Ved lov nr. 1417 af 21. december 2005 er der pr. 1. januar 2006 sket enkelte justreringer og en udvidelse af ordningen om forbrugsregistrering for gas, el og varme.

Der er i hovedtræk tale om følgendende justeringer mv. af ordningen:

1. "Afregningsmålerprincippet" er ændret til et "virksomhedsprincip":

Forbrugsregistrering - Justeringer mv. pr. 1. januar 2006

Efter de hidtil gældende regler er det det årlige forbrug pr. afregningsmåler for varme på 4.000 GJ og godtgørelsens størrelse på 90 pct. af den samlede energi- og CO2-afgiftsbelastning, der er afgørende for, om en virksomhed kan forbrugsregistreres.

"Afregningsmålerprincippet" er blevet ændret til et "virksomhedsprincip", dvs. at de hidtidige krav til forbrugets størrelse og godtgørelsens størrelse for at blive forbrugsregistreret er ændret fra at gælde for hver afregningsmåler til at gælde inden for samme lokalitet. Det betyder bl.a., at en virksomhed, der indenfor samme lokalitet har 2 eller flere afregningsmålere, kan få alle målere omfattet af én forbrugsregistrering, hvormed det er det samlede forbrug inden for lokaliteten og ikke hver enkelt måler, der er afgørende for registreringen. Der er samtidig tale om en administrativ forenkling.  

Ved lokalitet forstås virksomhedens geografiske forretningssted. Har virksomheden flere forretningssteder (flere geografiske lokaliteter) - er det forbruget ved de enkelte lokaliteter, der er afgørende for, om den enkelte lokalitet kan blive omfattet af en forbrugsregistrering.

-----

Justeringerne mv. er nærmere beskrevet i  Nyhedsbrev af december 2005 (Forbrugsregistrering for gas, el og varme - justeringer mv. af afgiftsreglerne).

Nyhedsbrevet indeholder endvidere et afsnit, hvori der er redegjort nærmere om identifikation af afregningsmålere herunder brug af målestedsidentifikation/aftagenummer (EAN-nummer) for afregningsmålere, der er omfattet af en forbrugsregistrering.

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

§ 3, stk. 10

Oplagshavere kan fremstille, modtage og oplægge afgiftspligtige varer, der er omfattet af virksomhedens registrering, uden at afgiften er betalt. Tilsvarende kan de levere afgiftspligtige varer uden afgift til virksomheder i andre EU-lande og til andre oplagshavere her i landet.

§ 4 A.

Virksomheder, der ikke er registreret som oplagshaver, og som både afsætter ufarvet og farvet gas- og dieselolie samt petroleum og gas, kan registreres som farvningsvirksomhed hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Det er en betingelse, at virksomheden afsætter mindst 500.000 l gas- og dieselolie samt petroleum årligt, og at denne afsætning ikke sker fra stationære detailsalgsanlæg.

§ 4 A, stk. 2

Farvningsvirksomheder er berettiget til med henblik på videresalg at få tilført og oplagre ufarvet gas- og dieselolie samt petroleum, hvor der kun er betalt lav afgift, dog jf. reglerne i § 4, stk. 3 om varemodtagere. Ved videresalg af ufarvede produkter skal differencen mellem lav og høj afgift indbetales til SKAT. Tilsvarende gælder, når farvet gas- eller dieselolie samt petroleum videresælges til anvendelse som motorbrændstof.

§ 4 A, stk. 3

Til de registrerede farvningsvirksomheder udstedes et bevis for registreringen.

§ 4 A, stk. 4

Selvstændige transportører, som på tankvogne transporterer gas- og dieselolie eller petroleum på vegne af registrerede oplaghavere og registrerede farvningsvirksomheder, der har opnået tilladelse til farvning ved godkendt farvningsudstyr på tankvogne, kan foretage farvning og mærkning af gas- og dieselolie på vegne af den registrerede oplagshaver eller farvningsvirksomhed ved overgang til forbrug.

Den registrerede oplagshaver eller den registrerede farvningsvirksomhed hæfter for SKATs krav, som opstår i forbindelse med transporten eller varens overgang til forbrug i umiddelbar tilslutning til transportens afslutning. Lovens bestemmelser om regnskab og kontrol finder sammen med regnskabs- og kontrolbestemmelser, der fastsættes som følge af farvningsordningen, anvendelse på den selvstændige transportør.

Se flere oplysninger om oliefarvningsordningen i afsnit F.1. Bilag 2 .

Godkendelse
§ 5, stk. 1

Forinden registrering skal virksomhedens produktionsanlæg samt tanke og andre anlæg til indpumpning, behandling, opbevaring, udlevering mv. af afgiftspligtige varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, godkendes af told- og skatteforvaltningen.

Godkendelsen af tankene er betinget af, at der for hver enkelt tank er en pejletabel, eller at der på anden tilfredsstillende måde er mulighed for at opgøre indholdet af den enkelte tank. Der kræves ikke en egentlig opmåling af tankene i forbindelse med godkendelsen. Hvis opgørelsen sker ved anvendelse af pejletabel, skal tabellen findes på det enkelte anlæg, depot mv. Sker opgørelsen på anden måde, skal der foreligge en procedurebeskrivelse på det enkelte anlæg, depot mv.

Hvis oplagshaveren vil foretage ændringer i godkendte anlæg, skal ændringerne forinden anmeldes for og godkendes af told- og skatteforvaltningen.

Told- og skatteforvaltningen skal have let og risikofri adgang til at foretage pejlinger mv. af tanke, der anvendes til opbevaring af afgiftspligtige varer. Told- og skatteforvaltningen skal endvidere have adgang til plantegning over virksomhedens installationer mv. samt tegninger over virksomhedens produktionsanlæg, rørledninger mv.

§ 5, stk. 3

Godkendelse af anlæggene og registrering kan tilbagekaldes, hvis anlæggene anvendes eller ændres på en sådan måde, at SKATs kontrol ikke kan udføres på rimelig og betryggende måde.

§ 5, stk. 4

Detailsalgsanlæg (fx benzinstationer) kan ikke godkendes til opbevaring af ubeskattede produkter.

Sikkerhedsstillelse
§ 3, stk. 11

Oplagshavere skal stille sikkerhed for betaling af afgift af ubeskattede olieprodukter undtagen karburatorvæske, hvis virksomheden leverer ubeskattede varer til andre oplagshavere her i landet eller i andre EU-lande eller udfører varer til tredjelande via et andet EU-land.

Sikkerhedsstillelsen er mindst 10.000 kr. og den skal være gyldig i alle EU-lande.

Der skal ikke stilles sikkerhed, hvis virksomheden kun leverer

  • beskattede varer
  • ubeskattede varer til 3. lande ved direkte udførsel her fra landet
  • ubeskattede varer til virksomheder her i landet med bevilling til ubeskattet indkøb.
Se i øvrigt A.6 . Der henvises endvidere til bekendtgørelse nr. 985 af 18. oktober 2005

F.1.2.2 Varemodtagere

§ 4, stk. 2

Virksomheder, der køber afgiftspligtige varer i andre EU-lande, kan anmelde sig til registrering hos Erhversv- og Selskabsstyrelsen som varemodtagere.

§ 4, stk. 1

Virksomheder og institutioner mv., der ikke er registreret som oplagshavere eller varemodtagere samt privatpersoner skal anmelde hvert køb af varer i EU til SKAT, inden transporten af varerne påbegyndes, og stille sikkerhed for skyldige afgifter, medmindre der er tale om fjernsalg, se i øvrigt A.5.4 , A.5.5 og A.9.2.2 .

§ 4, stk. 3

Registrerede varemodtagere er berettiget til at få tilført afgiftspligtige varer under suspension af afgiften uden forhåndsanmeldelse til told- og skatteforvaltningen fra andre EU-lande.


§ 13, stk. 2

Virksomheder, der køber afgiftspligtige varer i lande uden for EU, skal anmelde sig til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som varemodtagere.

Registrerede varemodtagere kan hverken oplægge eller afsende varer, uden at afgiften er betalt.

F.1.2.3 Fjernsalg

§ 4, stk. 5

Virksomheder i andre EU-lande, der har fjernsalg af afgiftspligtige varer under punkt 1-15 i Danmark, skal registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og stille sikkerhed for skyldige afgifter. Hvis virksomheden ikke har filial e.l. her i landet, skal den registreres ved en person, der er bosiddende her i landet, eller ved en virksomhed, der har forretningssted her i landet, og stille sikkerhed for skyldige afgifter.

§ 4, stk. 7

Virksomheder her i landet, der har fjernsalg af disse varer til andre EU-lande, skal anmelde sin virksomhed til  og til afgiftsmyndigheden i varernes bestemmelsesland, herunder stille sikkerhed for skyldige afgifter hos denne myndighed.

Se i øvrigt A.5.5 .

F.1.2.4 EU-handel med visse mineralolieprodukter

Virksomheder, der ikke i forvejen er registreret efter mineralolieafgiftsloven, og som foretager EU-handel med visse mineralolieprodukter, der ikke er nævnt i oversigten over afgiftspligtige varer, jf. lovens § 1, stk. 1, skal af administrative årsager anmelde sig til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for denne EU-handel.

Det drejer sig hovedsagelig om produkter, der anvendes til andet formål end motordrift eller opvarmning, fx som opløsningsmiddel, og som der almindeligvis ikke betales afgift af. Det er varer under følgende toldtarifpositioner:

2707.10-30 benzen, toluen og xylen
2707.50 solvent naphta mv.
2710.11.11-25 special benzin, mineralsk terpentin mv., dog kun bulk-varer
2710.11.70-90 letbenzin mv.
2710.19.29 tændvæske mv., dog kun bulk-varer
2901.10 ethan, butan mv.
2902.20-44 benzen, toluen og xylen (kemisk ren)

Virksomheder, der foretager EU-handel med disse varer, skal anvende ledsagedokument ved varernes forsendelse, se A.15.5 .

F.1.3 Opgørelse af den afgiftspligtige mængde

§§ 6 og 7

Virksomheder, der er registreret som oplagshaver, skal foretage opgørelse af den afgiftspligtige mængde for hver afgiftsperiode, dvs. kalendermåneden. Om de generelle regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde, se A.7 .

Der gælder følgende supplerende regler for oplagshavere, der er registreret efter mineralolieafgiftsloven:

Den afgiftspligtige mængde skal opgøres særskilt for de forskellige afgiftspligtige vareområder, som er omfattet af virksomhedens registrering.

Opgørelsen af afgift af mineralolieprodukter mv. kan ske efter én af to metoder, nemlig udleveringsmetoden eller forbrugsmetoden.

Forbrugsregistrerede virksomheder og registrerede mellemhandlere af varme

Ordningen om forbrugsregistrering for varme og mellemhandel af varme trådte i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Regler om opgørelse af den afgiftspligtige mængde (nettoafgift) for forbrugsregistrerede virksomheder og den afgiftspligtige mængde for mellemhandlere af varme er beskrevet i nyhedsbrev af september 2004 (Energiafgifter - Forbrugsregistrering - Opgørelse af nettoafgift af gas, el og varme og opgørelse af afgiftsindholdet i varme).  

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

 

F.1.3.1 Udleveringsmetoden

§ 7, stk. 1

Metoden gælder for virksomheder, som hovedsagelig sælger afgiftspligtige varer.

Den afgiftspligtige mængde for en måned skal opgøres som den mængde afgiftspligtige varer, der er udleveret fra virksomhedens godkendte anlæg.

Ved opgørelsen medregnes varer, der er fremstillet af virksomheden, og ubeskattede varer, som er tilført virksomheden fra udlandet, fra andre registrerede virksomheder samt fra ikke-registrerede virksomheder, som har bevilling fra told- og skatteforvaltningen til at foretage sådanne leverancer mod godtgørelse af afgift.

Opgørelsen skal omfatte enhver udlevering i månedens løb af afgiftspligtige varer, herunder udlevering til egne salgsanlæg for detailsalg af motorbrændstoffer og fyringsolie mv.

Det gælder, uanset om udleveringen sker for virksomhedens egen regning eller for anden regning, og uanset om varerne er endeligt solgt eller leveret i konsignation eller på anden måde. Varer, der udleveres uden betaling, skal også medregnes.

Med udlevering sidestilles som hovedregel fakturering, så den afgiftspligtige mængde er de i måneden fakturerede afgiftspligtige varer. Det er en forudsætning, at faktureringen sker umiddelbart efter leverancen, i praksis 1-2 dage efter.

Eget forbrug

Virksomhedens forbrug af egne varer sidestilles med udlevering.

Det gælder fx varer, som virksomheden har anvendt som motorbrændstof, til opvarmning mv., til de i momslovens § 42, stk. 1, nævnte formål (indehaverens privatforbrug, opvarmning af funktionærboliger mv.) og varer anvendt til formål, som ikke vedrører omsætningen af momspligtige varer og ydelser.

§ 7, stk. 8

Hvis afgiftspligtige varer, der ikke udleveres uden afgift efter § 8, stk. 1, se F.1.4 , udleveres til andre oplagringsanlæg end de for modtageren normale, kan told- og skatteforvaltningen bestemme, at udleveringen finder sted, når varerne modtages i de normale oplagringsanlæg.

Denne bestemmelse finder fx anvendelse i tilfælde af, at en virksomhed inden en afgiftsforhøjelse hos en registreret oplagshaver indkøber store mængder olieprodukter, som derfor ikke leveres til virksomhedens egne anlæg, men evt. opbevares midlertidigt hos leverandøren. I dette tilfælde kan told- og skatteforvaltningen bestemme, at udleveringen fra den registrerede virksomhed og dermed tidspunktet for afgiftsberigtigelsen, dvs. tidspunktet for fastsættelse af afgiftens størrelse, først anses for at være sket, når olien fysisk leveres til virksomhedens egne anlæg.

§ 8

I den afgiftspligtige mængde fradrages mineralolieprodukter mv., der er udleveret uden afgift efter bestemmelserne omtalt i F.1.4 og F.1.5 .

§ 8, stk. 1, nr. 6 - dampretur

Ved anvendelse af dampretursystemer er det muligt at genindvinde benzindampe, som opstår i forbindelse med udlevering/tankning af benzin. For at undgå dobbeltbeskatning, kan registrerede oplagshavere få et fradrag på 0,14 pct. af den afgiftspligtige mængde benzin, der gennemløber et dampretursystem.

Det er en betingelse for fradrag i den afgiftspligtige mængde, at dampretursystemet opfylder kravene i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1670 af 14. december 2006 om begrænsning af udslip af dampe ved oplagring og distribution af benzin. Kravene i Miljøministeriets bekendtgørelse om begrænsning af udslip af dampe ved oplagring og distribution af benzin anses også for opfyldt, hvis der i overensstemmelse med bekendtgørelsen er givet dispensation til en registreret oplagshaver.

---

Efter hidtidig administrativ praksis kan virksomheder, der benytter udleveringsmetoden ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde, indtil videre fradrage mængden af afgiftspligtige varer, som virksomheden har anvendt til formål, hvor der kan ske fradrag af afgiften efter lovens § 11. Det gælder fx olie, der er anvendt til procesformål, jf. lovens § 11, stk. 5. Se i øvrigt godtgørelsesreglerne i F.6 .

F.1.3.2 Forbrugsmetoden

§ 7, stk. 2

Metoden gælder for virksomheder, som ikke eller kun i uvæsentligt omfang sælger afgiftspligtige varer.

Den afgiftspligtige mængde for en måned skal opgøres som den mængde ubeskattede varer, der er tilført virksomhedens godkendte anlæg reguleret for lagerforskydning i månedens løb.

Den afgiftspligtige mængde opgøres således:

Opmålt beholdning ved månedens begyndelse
+ Modtaget fra udlandet
+ Indkøb her i landet af ubeskattede varer
- Afgiftsfri udlevering efter reglerne herom
- Opmålt beholdning ved månedens slutning.

Ved opgørelsen medregnes enhver tilgang i afgiftsperioden af varer, som ubeskattet er tilført virksomheden fra udlandet, fra andre registrerede virksomheder og fra ikke-registrerede virksomheder, der har bevilling fra told- og skatteforvaltningen til at foretage sådanne leverancer mod godtgørelse af afgift.

§ 8

I den afgiftspligtige mængde fradrages mineralolieprodukter mv., der er udleveret uden afgift efter bestemmelserne omtalt i F.1.4 og F.1.5 .

§ 8, stk. 2

Ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde kan virksomheden endvidere fradrage mængden af afgiftspligtige varer, som virksomheden har anvendt til formål, hvor der kan ske fradrag af afgiften efter lovens § 11. Det gælder fx olie, der er anvendt til procesformål, jf. lovens § 11, stk. 5. Se i øvrigt godtgørelsesreglerne i F.6 .

F.1.3.3 Spildolie fra skibe

For spildolie, hvor afgiften er afhængig af vandindholdet i olien, se F.1.1, gælder der følgende særlige regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde:

Forarbejdnings- virksomheder

Hvis der i virksomheden sker en løbende ensartet forarbejdning af spildolie, hvor der kun er tale om meget små udsving i vandindholdet, kan opgørelsen af vandindhold ske på grundlag af en analyse af den forarbejdede spildolie ved hvert kvartals begyndelse.

Resultatet af analysen kan herefter lægges til grund for opgørelsen af afgiften af den udleverede mængde spildolie for de 3 afgiftsperioder i kvartalet.

Hvis der derimod er tale om betydelige udsving i vandindholdet i den forarbejdede spildolie, skal der foretages en analyse af vandindholdet for hvert parti forarbejdet olie, der tilføres virksomhedens beholdning af forarbejdet spildolie.

Hvis virksomheden oplagrer hvert parti forarbejdet olie adskilt fra anden olie, skal opgørelsen af den afgiftspligtige mængde ske på grundlag af det faktiske vandindhold i det pågældende parti olie.

Oplagres olien sammen med andre forarbejdede spildolier, skal opgørelsen af spildolieafgiften ske efter en gennemsnitsberegning, se nedenfor om Lagerbalancesystemet.

Andre virksomheder

Afgiften skal enten opgøres på grundlag af vandindholdet i det enkelte parti spildolie eller efter en gennemsnitsberegning.

Leverandørens fakturerede vandindhold kan normalt lægges til grund for afgiftsopgørelsen. Det forudsætter dog, at der er tale om 2 uafhængige virksomheder, og at vandindholdet har betydning for prisfastsættelsen for olien.

Lagerbalancesystem

Virksomheden kan vælge at beregne vandindholdet i spildolien efter et lagerbalancesystem. Lagerbalancesystemet kan benyttes fra begyndelsen af en af giftsperiode og skal gælde for en periode på mindst 2 år.

For spildolie, der tilføres lageret, opgøres vandindholdet efter sælgerens måling eller sælgerens lagerbalancesystem (den registrerede leverandørs fakturerede vandindhold). Det samme gælder, hvis varerne modtages fra udlandet. Hvis varerne forarbejdes, opgøres vandindholdet som nævnt under afsnittet Forarbejdningsvirksomheder.

For varer, der fraføres lageret, beregnes vandindholdet ved at gange det opgjorte aktuelle vandindhold med mængden af spildolie, der fraføres.

Hver gang der er tilført lageret spildolie, skal der ske en ny opgørelse af det samlede lager og det samlede vandindhold i spildolien.

Eksempel
En virksomhed har ved begyndelsen af en afgiftsperiode et lager på 1.000 kg spildolie med et vandindhold på 45 pct. Virksomheden får tilført 500 kg olie med et vandindhold på 50 pct. og frafører/ forbruger i perioden 800 kg olie.

Lager primo 1.000 kg x 45 pct. = 450 kg vand
Tilført lager 500 kg x 50 pct. = 250 kg vand
Samlet lager 1.000 kg + 500 kg = 1.500 kg
Samlet vandindhold 450 kg + 250 kg = 700 kg vand
Vandindhold i pct. 700 kg / 1.500 kg = 46,7 pct.
Fraført lager 800 kg à 46,7 pct. vand  
Beregning af afgift:    
Energiafgift: 800 kg x 1,95 kr. x 70 pct. = 1.092 kr.
CO2-afgift 800 kg x 0,32 kr. x 70 pct. = 179 kr.

F.1.3.4 Varemodtagere

§ 7, stk. 3

Virksomheder, der er registreret som varemodtagere, skal efter udløbet af hver måned og senest den 15. i følgende måned angive mængden af varer, som virksomheden har modtaget i månedens løb, se A.7.2 .

Spildolie fra skibe

Afgiften skal opgøres på grundlag af vandindholdet i det enkelte parti spildolie. Leverandørens fakturerede vandindhold kan normalt lægges til grund for afgiftsopgørelsen. Det forudsætter dog, at der er tale om to uafhængige virksomheder, og at vandindholdet har betydning for prisfastsættelsen for olien.

F.1.4 Afgiftsfri udlevering

§ 8, stk. 1

Oplagshavere kan ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde foretage fradrag for følgende:

  1. varer, der tilføres en anden registreret oplagshaver,
  2. varer, der tilføres en virksomhed, der i andre EU-lande er berettiget til at få dem tilført under suspension af afgiften,
  3. varer, der udføres til steder uden for EU,
  4. varer, der er fritaget for afgift efter § 9, se F.1.5 , og
  5. varer, der hos virksomheden eller under transport til og fra virksomheden er gået tabt som følge af varernes art eller ved brand, lækage e.l.

Reglerne for punkterne 1, 2, 3 og 5 fremgår af A.7.1.2 . For så vidt angår punkt 2 fremgår reglerne for brug af ledsagedokument af A.15.5 .

Udførsel § 31

Ifølge lovens § 31 sidestilles med steder uden for EU med hensyn til lovens bestemmelser Færøerne og Grønland samt Københavns Frihavn. Østre Landsret fandt ved dom af 9. november 2001, at mineralolier leveret med henblik på forbrug i Københavns Frihavn ikke befinder sig under en suspensionsordning, og således ikke er fritaget for mineralolieafgift, jf. SKM2001.655.ØLR . Forbrug af mineralolier i Københavns Frihavn er dermed ligestillet med almindeligt forbrug af mineralolier her i landet. Dommen var en stadfæstelse af Landsskatterettens kendelse af af 22. december 1999.

F.1.5 Afgiftsfritagelser

Der fremgår følgende regler for afgiftsfritagelse i lovens § 9:

Benzin § 9, stk. 1, nr. 1

Oplagshavere kan levere afgiftspligtig benzin uden afgift til anden teknisk brug end motordrift. Virksomheder, der anvender benzin til teknisk brug, skal have en bevilling hertil udstedt af told- og skatteforvaltningen.

F.1.5.1 Luftfartøjer

§ 9, stk. 1, nr. 2

Flybrændstoffet Jet A 1
Oplagshavere kan afgiftfrit levere brændstoffet om bord i luftfartøjer. I andre tilfælde kan oplagshavere levere brændstoffet til indehavere af en bevilling til afgiftsfritagelse. Af bevillingen skal det fremgå, at tanken er godkendt til formålet.

Flybrændstoffet Avgas
Oplagshavere kan afgiftfrit levere brændstoffet om bord i luftfartøjer. I andre tilfælde kan oplagshavere levere brændstoffet til indehavere af en bevilling til afgiftsgodtgørelse. Både mellemhandlere og slutbrugere kan få bevilling til afgiftsgodtgørelse.

Benzin til ultralette fly mm.
Slutbrugere kan en gang årligt få godtgjort afgiften under følgende betingelser: Kvitteringer/fakturaer skal anvendes som dokumentation ved ansøgning om godtgørelse af afgiften. Der skal føres logbog over påfyldninger med oplysninger om dato for flyvning, strækning og pilotens navn. Logbogen skal forevises ved ansøgning om godtgørelse af afgiften. Kvitteringer og logbog skal opbevares 5 år efter, at afgiften er godtgjort.

Afgiftsfritagelsen og afgiftsgodtgørelsen af motorbrændstof, der anvendes i luftfartøjer omfatter ikke motorbrændstof, der anvendes til drift af motorspil mv. til opdrift af svævefly mm.

F.1.5.2 Skibe

§ 9, stk. 1, nr. 3

Oplagshavere kan levere afgiftspligtige varer uden afgift til brug om bord på skibe i udenrigsfart, herunder udenlandske fiskerfartøjer, dog bortset fra lystfartøjer.

Der skal fremlægges dokumentation for den afgiftsfri leverance som ved udførsel af varer til udlandet, se A.7.1.2.3 .

Se F.1.5.3 om udenlandske fiskerfartøjer, der fisker i dansk farvand.

Periodisk udførselsangivelse

Registrerede virksomheder kan endvidere efter ansøgning opnå told- og skatteforvaltningens tilladelse til at afgive en periodisk (månedlig) udførselsangivelse, der omhandler flere bunkringer.

Virksomheder, der har opnået en sådan tilladelse, skal foruden den periodiske udførselsangivelse - for den enkelte bunkring kunne fremlægge en erklæring fra skibets fører, styrmand eller maskinchef om, at olien er modtaget om bord.

Erklæring

Erklæringen skal mindst indeholde oplysning om

  • leverandørens navn og adresse
  • skibets navn og hjemsted
  • leveringssted og dato
  • skibets udenlandske bestemmelsessted
  • varens art og mængde
  • skibets kvittering (skibsfører mfl.)

Erklæringen kan evt. afgives på en kopi af den udstedte faktura eller følgeseddel.

Hvis indladningen af varerne ikke sker, mens skibet ligger ved kaj, men under skibets forbisejling eller henliggen på reden, kan erklæringen om modtagelse om bord gives af skibets mægler.

Der skal endvidere kunne fremlægges dokumentation for salget i form af ordre, bankafregning e.l.

Hvis olien leveres til rederier for direkte at blive leveret til bestemte skibe i udenrigsfart, skal leverandøren fremlægge erklæring fra rederiet om, at leverancen er bestemt til udførsel med et nærmere angivet skib. Erklæringen skal afgives af en dertil bemyndiget repræsentant for rederiet.

Landsskatteretten har den 16. september 2005 truffet afgørelse i en sag om afgiftsfritagelse af olie til udenrigs brug. Kendelsen er offentliggjort i SKM2005.397.LSR . Et selskab blev anset for moms- og afgiftspligtig af bunkerolieleverancer til et skib, idet betingelserne for afgiftsfritagelse ikke var opfyldt. Selskabet ansås ikke for at have godtgjort, at der var levereret olie til brug om bord i det pågældende skib. Olien blev leveret til skibets lasttank.

AN7722_1.GIFVestre Landsret har jf. SKM2007.394.VLR truffet afgørelse i en sag om en registreret oplagshaver, der på bestilling af et bunkringsselskab i løbet af et halvt år 5 gange leverede betydelige mængder olier til et skib, der tilhørte et tredje selskab. Olien skulle anvendes som motorbrændstof til skibet i udenrigsfart og skulle derfor være afgiftsfritaget jf. mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 1, nr. 3. AN7722_2.GIF  

AN7722_1.GIFOlien blev imidlertid efter leveringen oppumpet fra skibet og videresolgt som brændselsolie eller dieselolie til private forbrugere. AN7722_2.GIF

AN7722_1.GIFBunkringsselskabet var også registreret som oplagshaver, men da olien blev leveret til skibet, kunne olieleverancerne ikke anses for tilført en anden registreret oplagshaver, jf. mineralolieafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1. Landsretten bemærkede, at der efter ordlyden af mineralolieafgiftslovens § 2, § 3, stk. 3, § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, nr. 1 samt bemærkningerne til § 2 må regnes med oliens fysiske flytning, når talen er om overgang til forbrug, udlevering fra en oplagshavers godkendte anlæg eller dette, at olien tilføres en anden registreret oplagshaver. AN7722_2.GIF

AN7722_1.GIFLandsretten fandt, at det påhvilede den registrerede oplagshaver at opgøre den afgiftspligtige mængde, som i afgiftsperioden er udleveret fra virksomhedens godkendte anlæg, jf. mineralolieafgiftslovens § 7, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 1, og selskabet har derfor måttet påse, at betingelserne for afgiftsfritagelse var til stede ved de omhandlede leverancer. AN7722_2.GIF

AN7722_1.GIFDen registrerede oplagshaver har - til trods for selskabets normale praksis - ikke foretaget nogen form for undersøgelse eller kontrol af rederen eller det skib, der skulle leveres til, med henblik på at påse, at der var forsvarligt grundlag for om at der kunne leveres afgiftsfrit mod en erklæring fra skibets fører, styrmand eller maskinchef, således som nævnt i punktafgiftsvejledningen. I hvert fald under disse omstændigheder, hvor den registrerede oplagshaver udelukkende for forladt sig på, at bunkringsselskabet havde foretaget nærmere undersøgelse vedrørende modtageren, må den registrerede oplagshaver bære risikoen for, at betingelserne for afgiftsfri udlevering ikke var til stede. AN7722_2.GIF

F.1.5.3 Fiskerfartøjer

9, stk. 1, nr. 3

Oplagshavere kan levere afgiftspligtige varer uden afgift til brug om bord i fiskerfartøjer med en bruttotonnage på 5 ton og derover eller en bruttoregistertonnage på 5 ton og derover.

Af administrative og kontrolmæssige hensyn er den afgiftsfri udlevering gjort betinget af, at fartøjet er omfattet af en fritagelsesbevilling til at modtage olie mv. uden afgift.

Udenlandske fiskerfartøjer, der har aktiviteter med fiskeri i dansk farvand, skal momsregistreres og omfattes også af betingelsen om fritagelsesbevilling til at modtage olie mv. uden afgift.

Leverandøren må sikre sig, at ejeren af fartøjet har en sådan bevilling. Hvis leverandøren ikke kan få dokumenteret bevillingsforholdet, kan SKAT give oplysning herom.

Udstedte salgsfakturaer eller bilag hertil over leverancer til fiskerfartøjer skal bl.a. oplyse om fiskerfartøjets nr. og navn.

Flaskegas, der leveres fra en registreret oplagshaver til brug om bord i fiskerfartøjer til anvendelse til opvarmning af fx styrehus og kabys, kan også leveres afgiftsfrit.

Indkøbsforeninger e.l.

Det tillades, at direkte leverancer af olie fra registrerede oplagshavere til fiskerfartøjer med en bruttotonnage på 5 ton og derover eller en bruttoregistertonnage på 5 ton og derover, som faktureres til en indkøbsforening e.l., kan ske uden afgift.

Udstedte fakturaer eller bilag hertil til indkøbsforeningen e.l. skal indeholde samme oplysninger, som når oplagshaveren både leverer og fakturerer olien direkte til bevillingshaveren.

Andre leverancer af afgiftspligtige varer, som faktureres til en indkøbsforening e.l., skal ske i beskattet stand.

Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen/godtgørelsen, at der anvendes farvede olieprodukter i fiskerfartøjer. Se nærmere i F.1 Bilag 2 .

F.1.5.4 Diplomater

§ 9, stk. 1, nr. 4

Afgiftspligtige varer kan leveres uden afgift til diplomater og internationale organisationer som anført i A.7.1.2.5 .

Herudover gælder der for oplagshavere af benzin og olieprodukter en særlig ordning, så afgiften af benzin og olie, som diplomater m.fl. køber hos oplagshavernes benzinstationer, kan godtgøres oplagshaverne.

Ordningen fungerer på den måde, at diplomater mfl. afleverer en særlig check eller et særligt kreditkort til tankstationen. Den enkelte oplagshaver registrerer månedsvis salget og udfærdiger for hver ambassade mv. en fortegnelse over det samlede kvantum benzin og olie, der er leveret i månedens løb. Opkrævningen til ambassaden skal derfor ikke indeholde afgift.

Fortegnelsen skal påtegnes af ambassaden bl.a. med anmodning om, at godtgørelsesbeløbet udbetales til oplagshaveren. Fortegnelserne for den enkelte ambassade føres på en særskilt specifikation og sendes efter månedens udløb til told- og skatteforvaltningen, hvor oplagshaveren er hjemmehørende.

Fjernvarme

Fjernvarme fremstillet på basis af olie kan ikke leveres uden afgift til diplomater mv. Derimod kan diplomatiske repræsentationer, udsendte konsulater og her repræsenterede internationale organisationers kontorer få godtgjort den indirekte olieafgiftsbelastning på den leverede fjernvarme.

Godtgørelsen omfatter ikke leverancer til det til repræsentationen knyttede personales private for brug, men kun forbrug vedr. repræsentationschefens bolig.

Repræsentationer mv. kan efter ansøgning til told- og skatteforvaltningen få godtgjort olieafgift (og CO2-afgift og svovlafgift) af olie. Ved ansøgning bruges en særlig anmodningsblanket ( 23.006 ), der kan fås hos told- og skatteforvaltningen.

F.1.5.5 Elfremstilling

§ 9, stk. 2

Der ydes afgiftsfrihed for mineralolieprodukter , der anvendes til fremstilling af elektricitet, når der skal betales elafgift efter elafgiftsloven af den fremstillede elektricitet.

Der gælder forskellige regler for fordelingen af energiforbruget mellem elproduktion og varmeproduktion i centrale kraftvarmeværker (værker omfattet af bilaget til mineralolieafgiftsloven) og i decentrale kraftvarmeværker, herunder industrielle kraftvarmeværker. De nærmere regler herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 2.

Reglerne for fordeling af brændsel mellem el- og varmefremstilling i mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 2 er parallelle med reglerne i kulafgiftslovens § 7, stk. 1 og naturgasafgiftslovens § 8, stk. 2. Tilsvarende gælder for CO2-afgiften af det anvendte brændsel, jf. CO2-afgiftslovens 7, stk. 1.

Centrale kraftvarmeværker

Reglerne for centrale kraftvarmeværker er senest ændret ved , der trådte i kraft den 1. juli 1999. Ændringerne ved lov nr. 390 blev gennemført for at sikre hjemmel til fritagelse af brændsel til elproduktion efter elliberaliseringen.

Den 20. august 1998 blev der - på baggrund af den dagældende lovgivning - udstedt et TSS cirkulære 1998-20 (Cirkulære nr. 148 af 20. august 1998) om centrale kraftvarmeværkers opgørelse og fordeling af brændselsforbrug. I cirkulæret skete bl.a. en præcisering af placeringen af kraftvarmefordelen i afgiftsmæssig henseende. Endvidere blev der i cirkulæret angivet en udfyldende fortolkning om afgiftsbetalingen i en situation, hvor den producerede elektricitet blev afsat til udefra givne priser, - bl.a. om muligheden for at anvende et referenceværk.

Cirkulærets ordlyd er gengivet i F.2.5.

Landsretten - centrale kraftvarmeværker - kraftvarmefordelen

Vestre Landsret afsagde den 7. marts 2002, jf. SKM2002.335.VLR , dom i en sag vedrørende den afgiftsmæssige betydning af de centrale kraftvarmeværkers deling af kraftvarmefordelen mellem el- og varmesiden og lovligheden af cirkulære nr. 148 af 20. august 1998, der præciserer fortolkningen af afgiftsreglerne i relation til spørgsmålet om kraftvarmefordelen. Landsretsdommen blev indbragt for Højesteret. Der henvises i øvrigt til F.2.5 . 

Højesteret - centrale kraftvarmeværker - kraftvarmefordelen

Højesteret afsagde den 19. februar 2004, jf. SKM2004.144.HR , dom i ovennævnte sag vedrørende de centrale kraftvarmeværkers deling af kraftvarmefordelen. Der henvises i øvrigt til F.2.5 .

Decentrale og industrielle kraftvarmeværker

Da brændselsfordelingsreglerne i mineralolieafgiftslovens § 9, stk 2 som nævnt ovenfor er parallelle med naturgasafgiftslovens § 8, stk. 2 henvises der til beskrivelsen af reglerne, herunder ændringen af reglerne ved nr. lov 393 af 6. juni 2002, i afsnittet om naturgas, se F.4.5.

Afgiftslempelse på fjernvarme

 

"Stk. 4. Momsregistrerede varmeproducenter, der leverer varme uden samtidig produktion af elektricitet til de kollektive fjernvarmenet, og som har kraftvarmekapacitet efter stk. 5, eller som den 1. oktober 2005 havde kraftvarmekapacitet efter stk. 5, samt værker omfattet af bilaget til lov om afgift af mineralolieprodukter m.v. kan få tilbagebetalt en del af afgiften af forbrug af afgiftspligtige varer anvendt til fremstilling af varme leveret til de samme kollektive fjernvarmenet, som kraftvarmekapaciteten vedrører. Den del af afgiften, der overstiger 45 kr. pr. GJ fjernvarme ab værk, tilbagebetales. Såfremt der ved fremstillingen af fjernvarme anvendes både afgiftspligtige varer efter denne lov og andre brændsler eller energikilder, nedsættes de 45 kr. pr. GJ fjernvarme forholdsmæssigt. Hvis virksomheden producerer både el og varme samtidig, er perioden for opgørelse af afgiften efter 1. og 2. pkt. døgnet. Ved samtidig produktion af elektricitet og varme kan reglerne i 1.-3. pkt. kun anvendes, hvis opgørelsesproceduren er godkendt af told- og skatteforvaltningen. Tilbagebetaling sker efter reglerne i stk. 3."

"Stk. 5. Virksomheden har kraftvarmekapacitet, hvis 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året kan dækkes af kraftvarmeenheden. Mindst 25 pct. af produktionen af elektricitet og varme i kraftvarmeenheden skal udgøres af elektricitet. Dette skal kunne dokumenteres på forlangende over for told- og skatteforvaltningen."

Bestemmelserne (afgiftslempelsen) skal godkendes af Europa-Kommissionen efter statsstøttereglerne. Skatteministeren sætter loven/lempelsen i kraft, når statsstøttegodkendelsen er modtaget, dog tidligst den 1. juli 2006. Der vil være sammenfald mellem ikrafttrædelsestidspunktet og virkningstidspunktet for lempelsen.

SKATs Hovedcenter vil udarbejde nærmere information mv. om lempelsen. Der vil endvidere blive udarbejdet nærmere regler om opgørelsesprocedurer, jf. stk. 4, næstsidste pkt. 

F.1.5.6 Andre afgiftsfritagelser

Indførsel § 9, stk. 7

Der er afgiftsfrihed for mineralolieprodukter, der indføres eller modtages fra andre EU-lande i samme omfang som efter momslovens § 36, stk. 1, nr. 1-3, dvs. bl.a. når der er toldfrihed ved midlertidig indførsel eller toldfrihed for proviant mv. i skibe og fly, anden afgiftsfrihed efter EUs regler herom, eller ved forsendelse af en værdi under 80 kr.

§ 9, stk. 8

Der er endvidere afgiftsfrihed for varer, der midlertidigt indføres eller modtages fra andre EU-lande til de i toldlovens § 5, nr. 3, nævnte formål, dvs. materiel til NATO mv.

Privat indførsel § 9, stk. 7

Ved privates indførsel af olieprodukter er der afgiftsfrihed for olieprodukter, der medbringes fra udlandet til brug i køretøjets normale brændstoftank og reservedunk.

Se SKM2003.237.LSR om indførsel af 180 liter fyringsolie og 33 kg gas, erhvervet i Tyskland. Landsskatteretten fandt, at varerne ikke var omfattet af afgiftsfriheden i toldbekendtgørelsens § 116.

§ 13, stk. 3

Der skal heller ikke betales afgift af brændstoffet i erhvervskøretøjers og specialcontaineres standardtanke.

Definitionen på standardtanke er følgende:

"Tanke, der af konstruktøren er indbygget i alle transportmidler af samme type som det pågældende transportmiddel, og hvis permanente anbringelse muliggør direkte brug af brændstoffet som drivmiddel både for køretøjet og eventuelt for køleanlæg under transporten. Gastanke, der er påmonteret transportmidler konstrueret med henblik på direkte brug af gas som brændstof, samt tanke, der er påmoneret andre anlæg på transportmidlet, anses ligeledes for at være standardtanke.

Tanke, der af konstruktøren er indbygget i alle beholdere af samme type som den pågældende beholder, og hvis permanente anbringelse muliggør direkte brug af brændstoffet som drivmiddel under transporten for de køleanlæg eller andre anlæg, som de særlige beholdere er udstyret med. Ved "særlige beholdere" forstås enhver beholder udstyret med specielt indrettet apparatur til kølesystemer, iltningssystemer, varmeisolationssystemer eller andre systemer."

F.1.6 Afgiftsgodtgørelse

F.1.6.1 Ikke-registrerede virksomheder

§ 10

Virksomheder, der ikke er registreret efter mineralolieafgiftsloven som oplagshaver, kan få bevilling til godtgørelse af afgift for leverancer af olie mv. som nævnt i  F.1.4 ., jf. § 8, stk. 1, nr. 1 - 4.

Der kan ikke gives bevilling til en virksomhed, når den pågældende virksomhed og en registreret oplagshaver, som virksomheden direkte eller indirekte får leveret afgiftspligtige varer fra, er indbyrdes forbundne virksomheder.

Som indbyrdes forbundne virksomheder anses virksomheder, hvor samme ejerkreds direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af kapitalen i hver virksomhed eller direkte eller indirekte råder over mere end 50 pct. af den eventuel stemmeværdi i hver virksomhed. Ejere, som nævnt i aktieavancebeskatningsloven, anses ved bedømmelsen af ejerkredsen for én og samme person.

En udstedt bevilling bortfalder, hvis der efterfølgende kommer til at foreligge en situation med indbyrdes forbundne virksomheder.

Når registrerede oplagshavere køber olie mv. uden afgift af virksomheder med bevilling, jf. ovenfor, skal leverandøren udstede en faktura, hvoraf det bl.a. skal fremgå, at varerne er leveret uden afgift.

Registrerede oplagshavere skal medregne sådanne leverancer i regnskabet over tilgang af olie mv. uden afgift.

F.1.6.2 Momsregistrerede virksomheder

§ 11

Reglerne for godtgørelse af energiafgiften af mineralolieprodukter, som momsregistrerede virksomheder anvender til procesformål, fremgår af afsnittet om godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift se F.6 .

F.1.6.3 Anden godtgørelse

§ 9, stk. 4 (bliver stk. 6)

Virksomheder kan opnå godtgørelse af afgift (og evt. CO2-afgift - se nærmere i F.5 ) af olie mv., af følgende varer:

  1. varer, der anvendes til jernbane- og færgedrift og til erhvervsmæssig sejlads med andre skibe og fartøjer end dem, der kan købe olie mv. afgiftsfrit, bortset fra lystfartøjer. Se i øvrigt nedenfor.
  2. varer, der anvendes som motorbrændstof ved afprøvning af motorer til skibe i forbindelse med fremstilling af disse motorer. Der ydes dermed ikke godtgørelse ved afprøvning af brugte motorer eller evt. reparation.

Fiskerfartøjer

Fiskerfartøjer, som ikke kan få leveret olie afgiftsfrit efter § 9, stk. 1, nr. 3, se F.1.5.3. , kan efter nr. 1 i stedet få godtgjort afgiften af olieprodukter, der leveres til brug ved erhvervsmæssig sejlads. Dette gælder også udenlandske fiskerfartøjer, der fisker i dansk farvand og som registreres efter momsloven.

Flaskegas, der leveres til brug om bord i fiskerfartøjer til anvendelse til opvarmning af fx styrehus og kabys, kan anses for omfattet af reglerne om godtgørelse af energiafgift af mineralolieprodukter, der anvendes til erhvervsmæssig sejlads med fiskerfartøjer, jf. lovens § 9, stk. 4.

Færgedrift mv.

Efter nr. 1 ydes der således godtgørelse af afgift af olie, der bl.a. bruges som brændstof til drift af jernbaner og færger, dvs. at trafikselskaber mv. kan opnå afgiftsgodtgørelse, også selv om virksomheden ikke har fradragsret for momsen af den indkøbte olie.

Det er en generel betingelse for afgiftsfritagelse, at varerne skal anvendes til brug ved sejlads.

Det samme gælder for motorbrændstof til erhvervsmæssig sejlads med andre fartøjer end de i § 9, stk. 1, nr. 3, nævnte.

Der gives således bl.a. godtgørelse af olieafgift ved sejlads med lystfiskere, som rent momsmæssigt betragtes som momsfri personbefordring (erhvervsmæssig). Da der er tale om en momsfri aktivitet, og virksomheden derfor ikke er momsregistreret for sejladsen, gives der i dette tilfælde ikke godtgørelse af CO2-afgiften af olien.

Landsskatteretten har den 5. december 2002, jf. SKM2003.46.LSR , afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af CO2-afgift til en virksomhed med aktiviteten boat-charter m/fører med passagerer til lystfiskerture. Landsskatteretten fandt, at virksomheden var berettiget til godtgørelse efter CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, idet bestemmelsen i CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, hvorefter det er en betingelse for tilbagebetaling af afgiften, at virksomheden er momsregistreret, ikke kan anses for at være i overensstemmelse med EU-rettens bestemmelser om medlemsstaternes obligatoriske fritagelsesregler. Kendelsen er fuldt op med udstedelse af  TSS-cirkulære 2004-15 om genoptagelse af sager og om ændring af praksis for perioden 1. april 1995 til og med den 31. december 2003. Fra den 1. januar 2004 anses betingelsen i kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 4, nr. 1, om registrering efter merværdiafgiftsloven for at være i overensstemmelse med artikel 14 i Rådet direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003. (CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4 er nu flyttet til § 7, stk. 5)

Godtgørelsesordningen er tilrettelagt efter samme princip, som gælder for momsregistrerede virksomheders fradrag for købsmoms af virksomhedens køb af varer og ydelser til brug for virksomheden.

Dette indebærer, at virksomheder, der ønsker at få godtgørelse af afgift af olie og gas til færgedrift mv., og som ikke allerede er momsregistrerede, registreres hos told- og skatteforvaltningen. Se også reglerne for godtgørelse af afgift af olie til rutekørsel i F.6.11 .

Uddybningsfartøjer

Ved SKM2001.393.TSS har Told- og Skattestyrelsen meddelt, at der ikke er afgiftsfrihed efter mineralolieafgiftslovens § 9 for fartøjer, der er specielt indrettet til uddybningsopgaver, fx uddybning af sejlrender, havne og havneindløb, idet selve uddybningsaktiviteten anses for en så væsentlig funktion, at der ikke er grundlag for at karakterisere denne som en sideaktivitet, uanset om uddybningsfartøjer er indrettet med et lastrum, så fartøjet selv kan transportere bundmateriale, der er suget/gravet op.

Envidere anses forbrug af olie ved losning af bundmaterialer, der er suget/gravet op, at knytte sig så tæt til uddybningsaktiviteten, at denne aktivitet også ikke er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 9.

Der vil dog altid kunne opnås afgiftsfrihed for olie, der anvendes i forbindelse med sejlads med sådanne fartøjer. Det gælder både sejlads til arbejdsstedet, sejlads under arbejdet og sejlads fra arbejdsstedet.

Ved kendelse af 4. marts 2005, jf. SKM2005.191.LSR har Landsskatteretten truffet afgørelse vedrørende entreprenørarbejde til søs. Et rederi var ikke berettiget til godtgørelse af olie- og CO2-afgift vedrørende brændstof forbrugt i graveredskaber og vandpumpe ombord på et skib. Rederiet har indbragt afgørelsen for domstolene.

Jernbanedrift

Afgiftsgodtgørelse efter nr. 1 for olie til jernbanedrift omfatter alene energiafgiften - men ikke CO2-afgiften.

Benzin til fiskerfartøjer mv.

Afgiftsgodtgørelse efter nr. 1 omfatter også afgift af benzin, der bruges i fartøjer ved erhvervsmæssig fiskeri eller i fartøjer til anden erhvervsmæssig sejlads bortset fra lystfartøjer.

De nærmere regler herfor fremgår af §§ 6 og 7 i bekendtgørelse nr 985 af 18. oktober 2005. Det er en betingelse for godtgørelse, at det årlige forbrug af benzin udgør mindst 200 liter. Der kræves bevilling for at opnå afgiftsgodtgørelse.

Virksomheden skal kunne dokumentere, at benzinen er anvendt til godtgørelsesberettigede formål. Dokumentationen skal ske ved at opgøre forbruget af benzin, der er anvendt til hvert enkelt fartøj. Regnskabet skal indeholde oplysninger om start- og sluttidspunkt for sejladsen og enten registrering af drifttimetællers udvisende eller registrering af drifttimer pr. dag, fartøjet har været anvendt. Dato og tidspunkt for påfyldning af benzin og mængde skal fremgå af regnskabet.

Regnskabet over forbruget opgøres som den mængde benzin, der er påfyldt fartøjet i virksomhedens afgiftsperiode efter momsloven. Virksomheden får beløbet udbetalt ved at indsende en anmodning til SKAT ( blanket 23.004 ).

Told- og skatteforvaltningen kan inddrage bevillingen ved misbrug.

Rutekørsel § 9, stk. 5 (bliver stk. 7)

Der ydes godtgørelse af afgift af svovlfri og -fattig diesel og LPG-gas, der anvendes i personmotorkøretøjer, der med tilladelse efter lov om buskørsel anvendes til rutekørsel eller efter Rådets forordning nr. 684/92 af 16. marts 1992 om fælles regler for international personbefordring med bus anvendes til rutekørsel efter regler fastsat af skatteministeren. Reglerne herom er beskrevet i F.6.11 .

§ 9, stk. 9 (bliver stk. 11)

I særlige tilfælde kan varer omfattet af § 9, stk. 4, leveres uden afgift fra en registreret oplagshaver. Det forudsætter, at der er tale om leverancer af olie, som der ifølge lovgivningen kan opnås afgiftsfrihed for, både for så vidt angår olieafgift og CO2-afgift.

Der er bl.a. på særlige betingelser givet tilladelse til afgiftsfri leverancer af brændstof til visse færger i indenrigsfart.

F.1.7 Regnskab

F.1.7.1 Generelt

§§ 14 og 15

Foruden de regnskabs- og faktureringsregler, der fremgår af A.10 , gælder følgende:

Registrerede virksomheder skal føre et regnskab , der kan danne grundlag for opgørelsen af den afgiftspligtige mængde særskilt for de forskellige vareområder i mineralolieafgiftsloven. Det gælder også spildolie fra skibe for hver kategori af vandindhold, og benzin for hver kategori af benzenindhold.

Fremstillings-virksomheder

Registrerede oplagshavere, der udvinder eller fremstiller varer, skal tillige føre regnskab over tilgangen af varer, som anvendes til varefremstilling, samt over udlevering, forbrug og svind i virksomheden af de fremstillede varer.

Endvidere skal fremstillingsvirksomhederne føre regnskab over tilgang, udlevering og forbrug af afgiftspligtige varer, som ikke er fremstillet af virksomheden.

Andre oplagshavere

Andre oplagshavere skal føre regnskab over tilgang, udlevering og forbrug i virksomheden.

Regnskabet over udlevering skal også omfatte den afgiftsfri udlevering.

Regnskabet skal føres på en sådan måde, at afgiftsskylden til SKAT kan gøres op ved udløbet af hver afgiftsperiode. Endvidere skal udleveringen til hver enkelt modtager af ubeskattede varer fremgå af regnskabet, så virksomheden efter anmodning fra told- og skatteforvaltningen kan give oplysning herom.

Depoter

Regnskabet over afgiftspligtige varer skal føres i hovedvirksomheden. Det skal fremgå af regnskabet, hvilket depot de enkelte posteringer vedrører. Fakturaudstedelsen kan foretages enten af hovedvirksomheden eller af det enkelte depot.

Depotet skal periodisk - og i det mindste ved månedens slutning - underrette hovedvirksomheden om til- og afgangen, herunder om forbruget af afgiftspligtige varer. Oplysningerne til hovedvirksomheden om udstedte fakturaer kan gives elektronisk.

For virksomheder, der anvender forbrugsmetoden ved opgørelsen af den afgiftspligtig mængde, skal regnskabet indeholde oplysning om de opmålte beholdninger ved månedens slutning på hvert depot.

Beholdning og svind

Beholdningen af ubeskattede afgiftspligtige olieprodukter skal opmåles ved udgangen af hvert kalenderår. For benzin skal beholdningen dog opmåles ved udgangen af hvert kvartal. Beholdningen, der specificeres i de forskellige olieprodukter eller benzinkvaliteter, skal fremgå af virksomhedens interne regnskab.

Den regnskabsmæssige beholdning opgøres således:

Beholdning primo
+ tilgang i kvartalets løb
- afgiftsfri udlevering
- afgiftspligtig udlevering =
regnskabsmæssig beholdning ultimo.

Difference imellem den opmålte beholdning og den regnskabsmæssige beholdning skal vises i regnskabet. I tilfælde af en unormal stor difference skal told- og skatteforvaltningen underrettes.

Faktura

Fakturaer, følgesedler e.l. skal - foruden oplysning om vareart mv., se A.10.1 - indeholde oplysning om følgende:

  • afgiftens størrelse ved dagtemperatur
  • svovlindholdet for let diesel
  • svovlindholdet for svovlfattig diesel
  • svovlindholdet for svovlfri diesel
  • vandindholdet for spildolie fra skibe
  • benzenindholdet for benzin.

Oplysningspligt § 12, stk. 10

Virksomheder, der leverer varme, skal mindst en gang årligt give oplysning om afgiftens størrelse til brug for momsregistrerede virksomheder, der evt. kan få godtgjort afgiften, se F.6 .

Mellemhandlere mv. § 14, stk. 4

Virksomheder, som køber varer, der er afgiftsberigtiget efter satserne for Anden gas- og dieselolie (punkt 2) og Anden petroleum (punkt 9) skal føre regnskab over tilgang og udlevering af sådanne varer til andre erhvervsdrivende.

§ 14, stk. 7

Ikke-registrerede leverandører skal, hvis modtageren er en momsregistreret virksomhed, på forlangende udstede en faktura med de samme oplysninger som fakturaer, der udstedes af oplagshavere.

Virksomheder, som leverer varer iblandet biobrændstoffer til anvendelse som motorbrændstof, skal udstede faktura, hvor mængden af biobrændstoffer er angivet.

EU-Handel § 14, stk. 8

For afgiftspligtige varer omfattet af Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet , der sendes mellem EU-landene eller gennem EU-lande til ikke-EU-lande, skal afsenderen udstede et ledsagedokument i overensstemmelse med bestemmelserne herom. Se i øvrigt A.15.5 .

§ 15

Der skal endvidere udarbejdes lister over køb af ubeskattede varer i andre EU-lande, jf. A.10.2 .

F.1.7.2 Dampretur

Benzindampe

Ved anvendelse af dampretursystemer er det muligt at genindvinde benzindampe, som opstår i forbindelse med tankning. Se nærmere F.1.3.1.

Regnskab

Oplagshavere skal føre regnskab over mængden af leveret benzin for hver benzinstation mv., der er berettiget til at få leveret benzin til nedsat afgift.

Virksomheden skal herefter for hver måned foretage en opgørelse af den afgiftspligtige mængde af blyholdig og blyfri benzin leveret henholdsvis til benzinstationer uden dampretur og benzinstationer med dampretur.

Hver benzinstation med dampretur skal føre regnskab over tilgang og udlevering af varer, der er afgiftsberigtiget med nedsat afgift.

Oplagshaveren (leverandøren) skal sikre sig, at benzinstationen er berettiget til at få leveret benzin til nedsat afgift.

Betingelser

For at være berettiget til at få leveret benzin til nedsat afgift skal benzinstationen overfor kommunen anmelde, at dampretur er installeret i overensstemmelse med Miljøministeriets bekendtgørelse om begrænsning af udslip af dampe ved benzinpåfyldning af motorkøretøjer.

Kommunen kvitterer for modtagelsen af anmeldelsen over for benzinstationen. Den nedsatte afgift har virkning fra den dag, hvor kommunen har kvitteret for modtagelsen af anmeldelsen. Benzin, der fra og med denne dato leveres til benzinstationer med dampretur, kan herefter ske til nedsat afgift.

Samtlige benzinstandere og lignende benzindistributionsenheder på benzinstationen skal være udstyret med dampretur, for at benzinstationen er berettiget til nedsat afgift.

Leverandøren skal forinden levering til nedsat afgift være i besiddelse af et eksemplar af benzinstationens anmeldelse (evt. kopi) om installering af dampretur forsynet med kommunens kvittering.

Den nedsatte afgift omfatter også benzin udleveret fra virksomheder med eget tankanlæg udstyret med dampretur. De nævnte regler for anmeldelse mv. gælder også for sådanne anlæg.

F.1.8 Kontrol

Reglerne for kontrol (§§ 22-24) fremgår af A.12 .

Oliefarvning

Fyringsolie må ikke påfyldes motorkøretøjers brændstoftanke. Fyringsolien er afgiftsmærket med et gult og et blåt farvestof, der tilsammen farver fyringsolien grøn. Se nærmere om oliefarvningsordningen under F.1 Bilag 2 .  

Tankstationer

Den 1. juli 2001 trådte bekendtgørelse nr. 585 af 21. juni 2001 om tankstationers salg af visse olieprodukter i kraft. Bekendtgørelsen erstatter bekendtgørelse nr. 987 af 1. november 2000. Bekendtgørelsen regulerer tankstationers salg af fyringsolie og petroleum, hvoraf der er betalt afgift efter satsen for de pågældende produkter til fyringsformål. Formålet med bekendtgørelsens regler er at sikre overholdelse af den fortsat gældende regel om, at fyringsolie og petroleum ikke må påfyldes motorkøretøjers brændstoftanke.

Reglerne indebærer bl.a., at tankstationen skal betjene standeren med fyringsolie, og at der skal sælges mindst 200 liter fyringsolie eller petroleum ad gangen.

Ved landsretsdom af 11. september 2002, offentliggjort på SKM2002.465.ØLR (TfS 2002, 888), blev bekendtgørelse nr. 987 af 1. november 2000's krav om salgsform og salgsmængde underkendt, da de pågældende foranstaltninger ikke kunne karakteriseres som nødvendige til lovens gennemførelse. Bekendtgørelsen er ophævet ved bekendtgørelse nr. 985 af 18. oktober 2005.

F.1.9 Øvrige bestemmelser

Afregning mv.

Ved SKM2002.1.TSS af 3. januar 2002 blev opkrævningen af smøreolieafgiften berostillet, idet afgiften efter EF-domstolens dom af 10. juni 1999 "Brathens AB v. Riksskatteverket" må anses for ikke at være i overensstemmelse med mineraloliedirektivet. Berostillelsen vedrører samtlige produkter omfattet af den nuværende afgift på smøreolier, hydraulikolier o.l. efter mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 16. Berostillelsen har virkning for afgift, der angives og indbetales for afgiftsperioden december 2001 og fremefter. 

Reglerne for afregning af afgift (§§ 16, 18 og 19) og hæftelse (§ 28) fremgår af A.11 . Ved angivelse og betaling af afgift anvendes en angivelses- og indbetalingsblanket, blanket nr. 23.010 (benzin og karburatorvæske) og 23.009 (øvrige mineralolieprodukter) for oplagshavere og blanket nr. Y-923A (benzin og karburatorvæske) og Y-904A (øvrige mineralolieprodukter) for varemodtagere.

Straffebestemmelser mv.

Reglerne vedr. straffebestemmelser (§§ 25), se A.13 , og klagevejledning se A.14 .

§ 29, stk. 1

Hvis varer overdrages, erhverves eller anvendes til et andet formål end det, som der er betalt afgift efter, kan told- og skatteforvaltningen kræve, at virksomheden betaler den korrekte afgift. Der kan foretages skønsmæssig ansættelse af det skyldige beløb.

§ 29, stk. 2

Hvis olie, der efter § 9 er fritaget for afgift, anvendes til andet formål end det, hvortil den er bestemt, kan told- og skatteforvaltningen inddrage virksomhedens adgang (bevilling) til at indkøbe afgiftsfri olie. Det gælder fx for fiskerfartøjer på 5 BT og derover, der anvender afgiftsfri olie til andre formål end til brug om bord i fiskerfartøjer, at der kan ske bevillingsinddragelse .

F.1 Bilag 1 Tidligere afgiftssatser

Tidligere afgiftssatser

Afgiftssatserne (ved dagtemperatur) har inden for de seneste år tidligere udgjort:

Gas og dieselolie, der anvendes som motorbrændstof

Periode Sats
1.1.1996-31.12.1996 202 øre/l
1.1.1997-31.5.1999 212 øre/l
1.6.1999-31.12.1999 235 øre/l
1.1.2000-31.3.2001 258 øre/l
1.4.2001-31.12.2004 276 øre/l

Anden gas og dieselolie

Periode Sats
1.1.1993-30.6.1998 149 øre/l
1.7.1998-31.12.1999 170 øre/l
1.1.2000-31.12.2000 173 øre/l
1.1.2001-31.12.2001 178 øre/l
1.1.2002-31.12.2004 183 øre/l

Ultralet diesel/ pr. 1.6.1999 Særlig ultralet diesel

Periode Sats
1.1.1996-31.12.1996 192 øre/l 
1.1.1997-31.5.1999 202 øre/l 
1.6.1999-31.12.1999 216 øre/l 
1.1.2000-31.12.2000 239 øre/l 

Let dieselolie

Periode Sats
1.1.1996-31.12.1996 192 øre/l
1.1.1997-31.5.1999 202 øre/l
1.6.1999-31.12.1999 225 øre/l
1.1.2000-31.3.2001 248 øre/l
1.4.2001-31.12.2004 266 øre/l

Svovlfattig dieselolie (svovlindhold højst 0,005 pct.)

Periode Sats
1.6.1999-31.12.1999 207 øre/l
1.1.2000-31.3.2001 230 øre/l
1.4.2001-31.12.2004 248 øre/l

Fuelolie

Periode  Sats
1.1.1993-30.6.1998 166 øre/kg*
1.7.1998-31.12.1999 191 øre/kg*
1.1.2000-31.12.2000 195 øre/kg*
1.1.2001-31.12.2001  200 øre/kg
1.1.2002-31.12.2004 206 øre/kg

Fyringstjære

Periode  Sats
1.1.1993-30.6.1998 150 øre/kg*
1.7.1998-31.12.1999 173 øre/kg*
1.1.2000-31.12.2000 176 øre/kg*
1.1.2001-31.12.2001 181 øre/kg
1.1.2002-31.12.2004 186 øre/kg

Petroleum, der anvendes som motorbrændstof

Periode Sats
1.1.1996-31.12.1996 202 øre/l
1.1.1997-31.5.1999 212 øre/l
1.6.1999-31.12.1999 235 øre/l
1.1.2000-31.3.2001 258 øre/l
1.4.2001-31.12.2004 276 øre/l

Anden petroleum

Periode Sats
1.1.1993-30.6.1998 149 øre/l
1.7.1998-31.12.1999 170 øre/l
1.1.2000-31.12.2000 173 øre/l
1.1.2001-31.12.2001 178 øre/l
1.1.2002-31.12.2004 183 øre/l

Blyholdig benzin

Periode Sats
1.1.1996-31.12.1996 392 øre/l
1.1.1997-31.12.1997 397 øre/l
1.1.1998-31.12.1998 402 øre/l
1.1.1999-31.12.1999 442 øre/l
1.1.2000-31.12.2000 452 øre/l
1.1.2001-31.12.2001 462 øre/l 
1.1.2002-31.12.2004 472 øre/l

Blyfri benzin (blyindhold højst 0,013 g pr. l)

Periode Sats
1.1.1996-31.12.1996 327 øre/l
1.1.1997-31.12.1997 332 øre/l
1.1.1998-31.12.1998 337 øre/l
1.1.1999-31.12.1999 377 øre/l
1.1.2000-31.12.2000 387 øre/l
1.1.2001-31.12.2001 397 øre/l
1.1.2002-31.12.2004 407 øre/l

Blyholdig benzin fra benzinstationer udstyret med dampretur

Periode Sats
1.1.1996-31.12.1996 389 øre/l
1.1.1997-31.12.1997 394 øre/l
1.1.1998-31.12.1998 399 øre/l
1.1.1999-31.12.1999 439 øre/l
1.1.2000-31.12.1999 449 øre/l
1.1.2001-31.12.2001 459 øre/l
1.1.2002-31.12.2004 469 øre/l

Blyfri benzin fra benzinstationer udstyret med dampretur

Periode Sats
1.1.1996-31.12.1996 324 øre/l
1.1.1997-31.12.1997 329 øre/l
1.1.1998-31.12.1998 334 øre/l
1.1.1999-31.12.1999 374 øre/l
1.1.2000-31.12.2000 384 øre/l
1.1.2001-31.12.2001 394 øre/l

1.1.2002-31.12.2004

404 øre/l

Autogas (LPG)

Periode Sats
1.1.1996-31.12.1996 136 øre/l
1.1.1997-31.5.1999 143 øre/l
1.6.1999-31.12.1999 145 øre/l
1.1.2000-31.3.2001 161 øre/l
1.4.2002-31.12.2004 173 øre/l

Flaskegas (LPG), der anvendes som motorbrændstof

Periode Sats
1.6.1997-31.5.1999 259 øre/kg*
1.6.1999-31.12.1999 263 øre/kg*
1.1.2000-31.3.2001 293 øre/kg*
1.4.2001-31.12.2004 318 øre/l

Anden flaskegas (LPG) og raffinaderigas

Periode Sats
1.1.1993-30.6.1998 200 øre/kg*
1.7.1998-31.12.1999 218 øre/kg*
1.1.2000-31.12.2000 222 øre/kg*
1.1.2001-31.12.2001 228 øre/kg
1.1.2002-31.12.2004 235 øre/kg

Smøreolier, hydraulikolier o.l.

Periode Sats
1.8.1993-30.6.1998 178 øre/l
1.7.1998-31.12.1999 201 øre/l
1.1.2000-31.12.2000 204 øre/l
1.1.2001-31.12.2001 209 øre/l

Karburatorvæske

Periode Sats
1.2.1998-31.12.1998 337 øre/l
1.1.1999-31.12.1999 377 øre/l
1.1.2000-31.12.2000 387 øre/l
1.1.2001-31.12.2001 397 øre/l

1.1.2002-31.12.2004

407 øre/l

Afgiftssatsen for de med * markerede satser har i versionen gældende fra oktober 2001 været angivet som en afgiftssats pr. liter. Afgiftssatsen skulle retteligt være pr. kg, jf. SKM2002.220.TSS . De her viste satser er de korrekte.

F.1 Bilag 2 Farvning af gas- og dieselolier og petroleum (afgiftsmærkning)

Momsregistrede virksomheder

Farvning af gas- og dieselolier og petroleum 

Der skal anvendes farvede olieprodukter til:

  • fyringsformål, dvs. til fremstilling af varme, hvor der er betalt afgift efter fyringsoliesatsen
  • landbrugsformål, dvs. motorbrændstof i motordrevne driftsmidler som fx traktorer, mejetærskere mv., der helt eller delvist anvendes til jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, dambrug eller pelsdyravl, hvor der er betalt afgift efter motorbrændstofsatsen
  • fiskerfartøjer af enhver art. Der må dog anvendes farvede olieprodukter i andre fartøjer end fiskerfartøjer, bortset fra lystfartøjer.

Der må ikke anvendes farvede olieprodukter i registrerede motorkøretøjer, dvs. busser, person-, vare- og lastvogne, samt i entreprenørmateriel, stationære motorer, kølemotorer mv.

Ordningen med afgiftsmærkning/oliefarvning ændrer ikke ved reglerne for godtgørelse af olie- og kuldioxidafgift. Det er olieselskaberne, der farver olien, inden den udleveres til forbrug. Det fremgår af fakturaen, at olien er farvet.

Farvede og ufarvede olieprodukter må ikke sammenblandes. Det samme tankanlæg kan derfor ikke bruges til opbevaring af olie til fyringsformål, fiskeri eller landbrugsformål og andre formål, fx registerede motorkøretøjer.

Det er EU, der ved Europa Kommissionens beslutning af 13. juli 2001 har besluttet, at der skal ske afgiftsmærkning af gas- og dieselolier og petroleum. Reglerne kan ses i bekendtgørelse nr. 983 af 18. oktober 2005 og beslutning 2001/574EF .

Landbrugsvirksomheder mv.

Farvede olieprodukter må ikke bruges til andre formål end landbrugsformål. Hvis samme traktor mv. bruges både til landbrugsformål og til andre formål fx snerydning for kommunen, kan der anvendes farvet olie i traktoren hele tiden. Hvis en traktor mv. kun bruges til andre formål end egentligt landbrugsarbejde, skal der anvendes ufarvet olie. 

Der kan kun gives godtgørelse af energiafgiften, hvis der bruges farvede olieprodukter som motorbrændstof til drift af fx traktorer og arbejds- og motorredskaber, der anvendes til landbrugsformål. Udover egentligt markarbejde omfatter godtgørelsen også transport med traktorer af egne produkter til og fra landbrugsvirksomheden mv., fx transport af egne roer til sukkerfabrikken.

Hvis det samme tankanlæg anvendes til opbevaring af olieprodukter til både fyringsformål og landbrugsformål, skal olieproduktet indkøbes med motorbrændstofafgift. Hvis olieproduktet herefter bruges til ikke-godtgørelsesberettiget fyringsformål, fx privat fyringsformål, kan forskellen mellem energiafgiften af motorbrændstof og energiafgiften af fyringsolie godtgøres.

Maskinstationer, entreprenører mv.

Makinstationer, entreprenører mv., som udfører mark- og skovarbejde for landbrugsvirksomheder mv., skal bruge farvede olieprodukter i de maskiner, der helt eller delvist bruges til dette arbejde.

Hvis det samme driftsmiddel bruges til både landbrugsformål og andet arbejde end egentligt landbrugsarbejde, fx entreprenørarbejde mv., kan der bruges farvede olieprodukter i driftsmidlet hele tiden. Hvis et driftsmiddel kun bruges til andet arbejde end egentligt landbrugsarbejde, skal der bruges ufarvet olie.

Der kan kun gives godtgørelse af energiafgiften, hvis der bruges farvede olieprodukter som motorbrændstof til drift af fx traktorer, arbejds- og motorredskaber, der bruges i forbindelse med landbrugsformål mm. Godtgørelsen omfatter ikke transport af varer til og fra landbrugsvirksomheden mv. (vognmandsvirksomhed). Som landbrugsarbejde anses dog transport af produkter fra marken til landbrugsvirksomheden eller modsat.

Der kan ikke opnås godtgørelse ved fx entreprenørarbejder for landbrugsvirksomheder mv. Ved enpreprenørarbejder forstås dræning, snerydning, udgravning af gylletank mv.

Fiskerfartøjer

Der skal bruges farvede olieprodukter i alle former for fiskerfartøjer. Der må også anvendes farvede olieprodukter i alle andre fartøjer end fiskerfartøjer, bortset fra lystfartøjer.

Der må ikke anvendes farvede olieprodukter som motorbrændstof i virksomhedens motorkøretøjer.

Øvrige momsregistrerede virksomheder

Der må ikke anvendes farvede olieprodukter som motorbrændstof i virksomheden fx olie til drift af busser, personbiler, vare- og lastvogne, traktorer, entreprenørmaskiner, stationære motorer eller kølemotorer.

Farvede olieprodukter må kun bruges til fremstilling af varme i virksomheden.

Regnskab

Hvis der udelukkende bruges ufarvede olieprodukter til fx drift af last- og varevogne, skal der ikke føres et andet end det sædvanlige regnskab.

Hvis der udelukkende bruges farvede olieprodukter til landbrugsvirksomhed (godtgørelsesberettigede formål), skal der ikke føres særskilt forbrugsregnskab over denne olie.

Hvis der kun bruges farvede olieprodukter til fyringsformål, skal der heller ikke føres særskilt regnskab over den farvede olie. Bruges olien både til procesformål og til rumvarme, skal reglerne for fordeling af energiforbrug mellem de nævnte formål dog anvendes.

Hvis der anvendes farvede olieprodukter til både godtgørelsesberettigede og ikke-godtgørelsesberettigede formål, skal der enten føres et særskilt forbrugsregnskab, eller der skal ske en forholdsmæssig fordeling på basis af den omsætning, hvortil der ikke fås godtgørelse af energiafgifterne, og den samlede omsætning.

Hvis der anvendes en omsætningsfordeling til opgørelse af det godtgørelsesberettigede brændstofforbrug, skal der føres et regnskab over omsætningen, sådan at det er muligt at foretage en fordeling af omsætningen i aktiviteter, der kan gives godtgørelse for, og andre aktiviteter.

Ved samlet fakturering af en arbejdsopgave, der både omfatter aktiviteter, der ydes godtgørelse for, og aktiviteter, der ikke ydes godtgørelse for, skal de enkelte aktiviteter specificeres i fakturaen.

Kontrol

Told- og skatteforvaltningen har ret til at foretage kontrol i virksomheder, der søger om godtgørelse af energiafgifterne. Told- og skatteforvaltningens anvisning om opbevaring mv. af farvede olieprodukter skal efterkommes og på forlangende skal det oplyses, hvad olieprodukterne er brugt til.

Told- og skatteforvaltningen er berettiget til at udtage prøver af både ufarvede og farvede oliebeholdninger. Told- og skatteforvaltningen er også berettiget til at udtage prøver af brændstofindholdet i registrerede motorkøretøjers tanke og i andre motorer, hvor der ikke må bruges farvet olie.

Ved uberettiget brug af farvet olie kan Told- og skatteforvaltningen stille krav om, at tanken tømmes og renses, inden den igen kan bruges til opbevaring af ufarvede olieprodukter.

Virksomheder, der er registreret som oplagshaver eller farvningsvirksomhed efter mineralolieafgiftsloven, og til selvstændige transportører

Ifølge bekendtgørelse nr. 983 af 18. oktober 2005 om farvning af gas- og dieselolier og petroleum, skal der ske farvning af gas- og dieselolier og petroleum, der anvendes til eller er bestemt til anvendelse ved fremstilling af varme her i landet, som motorbrændstof i motordrevne driftsmidler, der helt eller delvis anvendes til virksomhed omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, eller som motorbrændstof i fiskerfartøjer, jf. mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 1, nr. 3, og stk. 4, nr. 1.

Bestemmelserne om indretning og godkendelse af udstyr til farvning mv. er udarbejdet i samarbejde med oliebranchen.

Uanset bestemmelserne om levering af farvede olieprodukter til fyringsformål er det tilladt at levere ufarvede olieprodukter til opvarmningsformål fx tørløbsleverancer, hvis der betales afgift som for gas- og dieselolier, der anvendes som motorbrændstof.

Farvningspræparatet må hverken helt eller delvis fjernes. Blanding af farvede olieprodukter med anden olie eller andre varer er ikke tilladt.

Hvis der ved en fejl bliver leveret farvede olieprodukter i stedet for ufarvede, skal der ske ombytning, idet farvede olieprodukter ikke må anvendes til andre formål end de, der er nævnt i bekendtgørelsen.

Farvningspræparat

Olieprodukterne skal farves med en blanding af et mærkestof og et farvestof. Mærkestoffet og farvestoffet tilsammen benævnes farvningspræparatet. Doseringen skal ske i forholdet 1 del farvningspræparat og 10.000 dele olieprodukt. Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning tillade, at der anvendes en anden dosering.

Farvningspræparatet skal bestå af følgende produkter opløst i et opløsningsmiddel med højt flammepunkt således, at doseringen giver de anførte mængder af stofferne for hver liter leveret olie:

  • 0,0065 gram N-Ethyl-N-[2-(1-isobutoxyethoxy)ethyl]-4-(phenylazo)anilin (Solvent Yellow 124), og
  • 1,4-bisN-diakylaminoathraquinon blandingsprodukt med alkylgrupperne 2-ethyl-hexyl, 3-(2-ethylhexyloxy)propyl og 3-methoxypropyl (speciel version af C.1 . Solvent Blue 79 med CAS 90170-70-0) i en mængde, der giver samme farveintensitet målt spektrofotomestrisk ved 640 - 650 nm som 0,0050 g/l 1,4-N-bis (butylamino)anthraquinom ( C.1 . Solvent Blue 35).

Virksomheden køber farvningspræparatet uden SKATs medvirken direkte hos producent eller forhandler. Yderligere oplysninger om, hvor farvningspræparatet kan købes kan fås hos toldlaboratoriet FORCE Technology i Brøndby.

Farvningspræparatet skal doseres således, at det til enhver tid indeholder en korrekt koncentration af mærke- og farvestoffer indenfor en nøjagtighed på +/- 10 pct.

Godkendte tankanlæg

Farvning må kun udføres i anlæg, der er godkendt til opbevaring af afgiftspligtig olie og petroleum på rafinaderi eller depot, eller på udleveringsrampe til tankvogn, jf. mineralolieafgiftslovens § 5, eller ved injektion af farvestoffet ved udlevering fra virksomhedens godkendte anlæg, herunder fra tankvogne.

Farvningstilladelse

Virksomheder, der er registreret som oplagshavere efter mineralolieafgiftsloven, og som afsætter olie, kan opnå tilladelse til farvning af olie.

Farvningsvirksomheder, der er registreret efter mineralolieafgiftslovens § 4 A, kan også opnå tilladelse til farvning af olie.

Virksomheder, der ønsker at foretage farvning i tankanlæg til opbevaring af afgiftspligtige olier og petroleum på raffinaderi eller depot eller på udleveringsrampe til tankvogn, og hvor anlægget er godkendt af told- og skatteforvaltningen jf. mineralolieafgiftslovens § 5, skal indsende en ansøgning om tilladelse til farvning, til det punktafgiftscentret, hvor virksomheden er registreret. Ansøgningsskemaet har blanket nr. 23.030 .

Virksomheden skal i ansøgningen oplyse, hvilket inspektionsorgan, der er indgået aftale med. For øjeblikket har SKAT godkendt FORCE Technology, Park Allé 345, 2605 Brøndby, og DOMS Metrology, Formervangen 28, 2600 Glostrup, som inspektionsorganer, der kan benyttes.

Virksomheder, der foretager farvning ved injektion fra tankvogne, kan først få tilladelse til denne farvningsmetode, efter at farvningsanlægget er modelgodkendt.

Der skal også søges om farvningstilladelse, hvis virksomheden udelukkende farver olieprodukter i farvningsanlæg monteret i forbindelse med volumenmåleanlæg (injektionsanlæg) på tankvogne. Volumenmåleanlægget skal være modelgodkendt.

Producenter af farvningsanlæg m.fl. og virksomheder, der er registreret som oplagshaver, og farvningsvirksomheder, kan opnå modelgodkendelse af producerede eller importerede anlæg, men kun virksomheder, der er registreret som oplaghavere og farvningsvirksomheder, kan opnå farvningstilladelse.

Selvstændige transportører, som med tankvogne transporterer gas- og dieselolier og petroleum på vegne af registrerede oplagshavere og registrerede farvningsvirksomheder, der har opnået tilladelse til farvning, kan ved brug af godkendt farvningsudstyr monteret i tankvogne farve olieprodukterne ved overgang til forbrug af olieprodukter på vegne af den registrerede oplagshaver eller farvningsvirksomhed.

Det er den registrerede oplagshaver eller farvningsvirksomhed, der entrerer med en sådan selvstændig transportør, der via et fuldmagtsforhold orienterer transportøren om ordningen og administrerer transportørens godkendelse af farvningsudstyr mv. Afregning af afgiften sker også gennem den registrerede oplagshaver eller farvningsvirksomhed. Den registrerede oplagshaver eller farvningsvirksomhed hæfter for krav, der opstår i forbindelse med transporten eller varens overgang til forbrug i umiddelbar tilslutning til transportens afslutning jf. mineralolieafgiftslovens § 4 A, stk. 4.

Modelgodkendelse af farvningsanlæg (tankvognsfarvning)

Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning modelgodkende farvningsanlæg på tankvogne. Bestemmelserne, herunder de nærmere betingelser for modelgodkendelsen og modelprøvningen af farvningsanlægget, fremgår af fremgår af bilag 1 til bekendtgørelse nr. 983 af 18. oktober 2005.

Godkendelsen af farvningsanlægget indebærer, at samtlige farvningsanlæg, som hos virksomheden er opbygget efter samme tekniske koncept som det farvningsanlæg, der er opnået modelgodkendelse for, vil være omfattet af denne godkendelse.

Farvningsanlæg, hvortil der kan opnås modelgodkendelse, består af:

  • doseringsenheden eller injektionsenheden, som bestemmer den mængde farvestof, som skal tilsættes,
  • beholder, hvor farvestoffet opbevares,
  • styresystem, som sikrer korrekt farvetilsætning,

samt installationsvejledningen, hvoraf det fremgår, hvorledes enheden integreres i tankvognen.

Farvningsanlæg beregnet til brug på tankvogne tilhørende vognmænd, der udfører leverance og eventuelt også farvning for virksomhedens regning af risiko, kan også være omfattet af oplagshavers eller farvningsvirksomhedens modelgodkendelse.

Ansøgningen skal indeholde eller vedlægges en teknisk beskrivelse/konstruktionstegning af det samlede farvningsanlæg, herunder af anlæggets styresystem, samt en beskrivelse af det sikkerhedssystem, der er monteret for at hindre uautoriserede indgreb.

Anlægget skal være omfattet af et styresystem, der sikrer, at der altid er overensstemmelse mellem det faktisk leverede olieprodukt, det registrerede olieprodukt og det på udleveringsdokumentet anførte olieprodukt (farvet eller ufarvet). Farvedoseringen skal foretages således, at det ikke er muligt at skylle eller dræne farvebeholderen uden speciel adgang, jf. bestemmelserne om at kun en anden ansvarlig medarbejder end den, der forestår udleveringen af olieprodukter fra tankvognen, har adgang til farvningsanlæggets styresystem. For at sikre korrekt farvning skal farvningsanlæggets opbygning sikre, at doseringen udføres med luftfri farvningspræparat.

Ansøgningen indsendes til told- og skatteforvaltningen. Told- og skatteforvaltningen oversender ansøgningen til FORCE Technology, der af SKAT er bemyndiget til at modelgodkende farvningsanlæg.

Inspektion

Hvert anlæg skal før ibrugtagning førstegangsinspiceres. Inspektion og reinspektion skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i  bilag 2 i bekendtgørelse nr. 983 af 18. oktober 2005.

SKAT har bemyndiget og godkendt FORCE Technology, Park Allé 345, 2605 Brøndby, og DOMS Metrology, Formervangen 28, 2600 Glostrup, som inspektionsorganer, der kan benyttes.

Farvningsanlæg - integreret i tankvogne i henhold til installationsvejledningen - skal førstegangsinspiceres af et inspektionsorgan. Bestemmelserne i bekendtgørelsens bilag 2 om forskellige system- og påvirkningstests skal gennemføres, og der skal udtages prøver af farvede olieprodukter, jf. bestemmelserne om prøveudtagning.

Godkendelse af det enkelte farvningsanlæg bortfalder, hvis der ikke foretages reinspektion af injektionsanlægget med samme tidsinterval, som er gældende for verifikation af volumenmåleanlæg.

Hvis der ikke foretages reinspektion af et farvningsanlæg, eller hvis farvningsanlægget ikke længere er indrettet i overensstemmelse med modelgodkendelsen, må farvningsanlægget ikke benyttes til farvning af olieprodukter.

Ændringer i et farvningsanlæg, der er omfattet af modelgodkendelsen, indebærer endvidere, at modelgodkendelsen bortfalder for det pågældende farvningsanlæg, og der skal derfor på ny søges om en godkendelse eller tillæg til den oprindelige modelgodkendelsesattest.

Prøveudtagning af olieprodukter

Farvningsanlæg beregnet til montering i forbindelse med volumenmåleanlæg i tankvogne

Ved førstegangsinspektion og reinspektion skal der udtages prøver af farvede olieprodukter.

Prøverne skal udtages af en mængde svarende til anlæggets godkendte mindste farvede udmåling (MFU) farvet olie leveret til tom tank. Der udtages to prøver ved hver prøveudtagning. Den ene prøve bruges til analyse, den anden prøve gemmes til eventuel senere kontrolanalyse. Desuden udtages en prøve af den ufarvede olie.

Hvis analysen viser, at det farvede olieprodukt ikke overholder bekendtgørelsens bestemmelser, skal det pågældende farvningsanlæg tages ud af drift. Det samme gælder, hvis der ved reinspektionen viser sig at være fejl ved anlægget. Farvningsanlægget må først anvendes igen, når der er foretaget den nødvendige reparation af farvningsanlægget. Den nødvendige reparation skal bl.a. være dokumenteret ved analyse af farvede olieprodukter.

Farvning på anden måde end tankvognsfarvning

Virksomheder, der farver olieprodukter på anden måde end ved injektion fra tankvogne, er også omfattet af reglerne om prøveudtagning.

Virksomheden skal indgå en aftale med et inspektionsorgan, der uanmeldt skal udtage og analyserer stikprøver af farvede olieprodukter 2 gange om året.

Virksomheden skal derudover have en procedure for egenkontrol. I forbindelse med inspektionsorganets stikprøvekontrol skal der foretages en kontrol af, om virksomhedens egenkontrolprocedure findes og følges.

Hvis analyser viser, at det farvede olieprodukt ikke overholder bekendtgørelsens bestemmelser, skal det pågældende farvningsanlæg tages ud af drift. Det samme gælder, hvis der ved reinspektionen viser sig at være fejl ved anlægget. Farvningsanlægget må først anvendes igen, når der er foretaget den nødvendilge reparation af farvningsanlægget. Den nødvendlige reparation skal bl.a. være dokumenteret ved en analyse af farvede olieprodukter.

Underretning af SKAT

Told- og skatteforvaltningen skal underrettes, hvis de udtagne prøver ikke opfylder kravene til nøjagtighed. Der skal gives en redegørelse for de forhold, der er årsag til fravigelsen af kravet om nøjagtighed, og en erklæring om, at forholdet nu er bragt i orden. 

Indretning af farvningsanlæg

Generelt

Målere og måleanlæg til udmåling af gas- og dieselolier og petroleum er omfattet af Sikkerhedsstyrelsens bestemmelser til sikring af, at den udmålte mængde er korrekt. Dette gælder også, når der monteres farvningsanlæg i forbindelse med måleanlægget.

Farvningsanlægget må ikke bevirke, at måleanlægget måler forkert. For visse konstruktioner af måleanlæg hhv. farvningsanlæg vil dette nødvendiggøre, at typegodkendelsen for måleanlægget skal ændres. For andre konstruktioner vil dette ikke være nødvendigt. Flere oplysninger kan fås hos Sikkerhedsstyrelsen.

Tankvognsfarvning

Påbygning af farvningsanlæg i forbindelse med volumenmåleanlæg skal opfylde bekendtgørelsens krav og ske i overensstemmelse med Sikkerhedsstyrelsens og DANAKs gældende krav til typegodkendelse og verifikation af volumen-væskemåler-/anlæg, herunder måletekniske direktiver og måletekniske meddelelser.

Farvningsanlægget skal i tilknytning hertil være omfattet af et styresystem, der sikrer, at der altid er overensstemmelse mellem det faktisk leverede olieprodukt, det registrerede olieprodukt og det på udleveringsdokumentet anførte olieprodukt, så der kun kan udleveres farvet eller ufarvet produkt med korrekt farvedosering og med korrekt regnskabsregistrering.

Forinden hver udlevering skal der ske en manuel eller antomatisk aktivering (et valg) af, om der skal udleveres farvede eller ufarvede olieprodukter.

Kun en anden ansvarlig medarbejder end den, der forestår udleveringen af olieprodukter fra tankvognen har adgang til farvningsanlæggets styresystem.

Told- og skatteforvaltningen kan fastsætte bestemmelser om plombering.

Farvebeholderen skal være forsyndet med en kobling, som hindrer utilsigtet påfyldning af andre produkter end farvningspræparatet.

Der skal etableres en skylleprocedure, hvis både farvede og ufarvede olieprodukter leveres via samme udleveringssystem. Der må kun skylles farvede olieprodukter til beholdere med farvede produkter og ufarvede olieprodukter til beholdere med ufarvede produkter eller skylles til tom tank. Ufarvede olieprodukter må højst indeholde 3 pct. farvet olieprodukt, uden at olien betragtes som et farvet olieprodukt. Se nærmere under afsnittet levering af farvede og ufarvede olieprodukter fra tankvogn via samme udleveringssystem.

Udlevering af farvet olie fra farvningsanlæg skal ske i mængder på mindst 200 liter ad gangen.

Farvning på anden måde end tankvognsfarvning

Ved farvning på anden måde end tankvognsfarvning skal farvningen ske på en sådan måde, at der ikke efter farvningen kan ske sammenblanding med ufarvet olie. Tilsætning af farvningspræparatet skal endvidere ske på en sådan måde, at der kun sker sammenblanding inden for de fastsatte grænser, fx ved at farvningspræparatet pumpes ind i olien ved injektion på rampeanlæg, overpumpning til farvningstanken, eller ved at blandingen bringes i cirkulation ved ompumpning eller lignende.

Virksomheden er omfattet af reglerne om indgåelse af aftale med et inspektionsorgan om prøveudtagning og analyse.

Levering af farvede og ufarvede olieprodukter fra tankvogn via samme udleveringssystem (skyllesystem)

Virksomheden kan levere både farvede og ufarvede olieprodukter påfyldt samme tankvogns forskellige tankrum eller ved injektion ved udlevering fra godkendte farvningsanlæg monteret i tankvogne, uden at der er separate leveringssystemer.

Det er en forudsætning herfor, at virksomheden etablerer en hensigtsmæssig procedure, herunde en skylleprocedure eller et system, der sikrer, at levering af sammenblandet farvet og ufarvet olie er minimal, idet et ufarvet olieprodukt højst må indeholde 3 pct. farvet olieprodukt, uden at det betragtes som et farvet olieprodukt

Der må kun skylles farvede olieprodukter til beholdere med farvede olieprodukter og ufarvede olieprodukter til beholdere med ufarvede produkter eller skylles til tom tank.

Ved brug af skyllesystemet skal der udarbejdes en detaljeret beskrivelse samt betjeningsvejledning til systemet.

Der er fastsat særlige regnskabsregler i forbindelse med skylning.

Opbevaring af farvet olie mv.

Anlæg, tanke mv., der anvendes til opbevaring af farvet olie, må ikke anvendes til opbevaring af andre varer. Forinden overgang til opbevaring af andre varer skal tankene og rørføring (slanger) mv. tømmes for farvet olie og om nødvendigt renses. Et ufarvet olieprodukt må højst indeholde 3 pct. farvet olieprodukt.

Regnskabsbestemmelser

Virksomheder, der har tilladelse til at foretage farvning af olie, skal føre regnskab over tilgang, udlevering og forbrug af farvet olie i virksomheden. Virksomheden skal endvidere føre regnskab over tilgang og forbrug af farvningspræparatet.

Ved farvning på anden måde end ved injektion skal regnskabet føres for hvert enkelt farvningsanlæg mv. med angivelse af dato og mængde for farvningen.

Virksomheden skal påføre udleveringsdokumenter, fakturaer mv., oplysning om, at der er tale om et farvet olieprodukt.

Hvis der sker farvning fra tankvogn, skal udleveringsdokumentet eller fakturaen endvidere indeholde oplysninger, der kan identificere det farvningsanlæg, der er anvendt ved farvningen. En påtegning på udleveringsdokumentet/fakturaen, der identificerer køretøjet, vil være tilstrækkeligt, fx anførsel af registreringsnummer eller selskabets entydige vognnummer.

Virksomhedens regnskab skal være tilrettelagt på en sådan måde, at virksomhedens forbrug af farvningspræparat, mængden af udleverede olieprodukter og mængden af farvede olieprodukter kan opgøres for hvert farvningsanlæg mv.

Opgørelse og afstemning af forbruget af præparatet med mængden af farvede olieprodukter for hvert farvningsanlæg skal foretages ved udgangen af hver måned. For tankvognsfarvning kan opgørelsen dog i stedet for finde sted i forbindelse med den påfyldning af koncentratbeholderen, der ligger nærmest udgangen af måneden. Viser opgørelsen væsentlige uoverensstemmelser, skal virksomheden omgående give told- og skatteforvaltningen meddelelse herom. Der skal gives en redegørelse for de forhold, der var årsag til fravigelsen af kravet om nøjagtighed, og en erklæring om, at forholdet nu er bragt i orden.

Ved anden farvning end tankvognsfarvning kan virksomheden dog vælge at føre regnskabet samlet for det depot, hvor der farves, i stedet for at føre et regnskab for hvert enkelt farvningsanlæg. Opgørelsen over forbrug af farvningspræparatet og fremstillet mængde farvede olieprodukter samt afstemningen heraf foretages ved udgangen af hver måned. Viser opgørelserne væsentlige uoverensstemmelser, skal virksomheden omgående give told- og skatteforvaltningen meddelelse herom.

Adgangen til at føre et samlet regnskab for hvert depot er betinget af, at virksomheden indgår en aftale med et inspektionsorgan, der uanmeldt for hvert farvningsanlæg skal udtage stikprøver af farvede olieprodukter 2 gange årligt.

Virksomheder, der både leverer farvede og ufarvede olieprodukter påfyldt samme tankvogns forskellige tankrum eller ved injektion ved udlevering fra godkendte farvningsanlæg monteret i tankvogne og eventuelt med levering via samme slange, skal for hver tankvogn føre regnskab over tilgang og udlevering af farvede og ufarvede olieprodukter. Regnskabet skal tilrettelægges således, at der ved skift fra levering fra farvede/ufarvede olieprodukter og omvendt sker registrering af skylning.

Regnskabet føres i virksomhedens almindelige forretningsregnskab. Hvis regnskabet ikke kan indpasses i forretningsregnskabet, føres et specielt regnskab, der skal afstemmes til forretningsregnskabets registreringer.

Regnskabsmaterialet herunder også laboratoriers løbende kontrolrapporter over farvede olieprodukter og farvningsudstyr skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets udløb. Det samme gælder resultater af virksomhedens egenkontrol.

Kontrol

Told- og skatteforvaltningen har ret til at foretage kontrol i virksomheden. Virksomheden skal efterkomme told- og skatteforvaltningens anvisning vedrørende opbevaring og lignende af farvede olieprodukter og skal på forlangende give enhver oplysning om oliens anvendelse.

Told- og skatteforvaltningen er berettiget til at udtage prøver af virksomhedens beholdning af olie. Prøver af farvningspræparatet samt af olieprodukter skal på told- og skatteforvaltningens anmodning indsendes til told- og skatteforvaltningen.

Andre bestemmelser

Told- og skatteforvaltningen kan tilbagekalde virksomhedens tilladelse til farvning, hvis anlæggene anvendes eller indrettes på en sådan måde, at anlæggene ikke opfylder de stillede krav til nøjagtighed, anlæggets indretning mv., eller at told- og skatteforvaltningens kontrol ikke kan udføres på en rimelig måde.

Alle omkostninger forbundet med godkendelse, montering, kontrol og drift af farvningsanlæg mv. samt indkøb af farvningspræparatet påhviler virksomheden.

 

 

F.2 Kul og affaldsvarme

Forord

Energiafgift af kul mv. fremgår af lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 1068 af 30. oktober 2006 (kulafgiftsloven) med senere ændringer, se nedenstående oversigt. Der skal også betales kuldioxidafgift af de fleste kulprodukter, se F.5 .

Der skal endvidere betales svovlafgift af kul mv., hvis indholdet af svovl overstiger 0,05 pct., se G.11 .

For affald, der bruges til fremstilling af affaldsbaseret varme, skal der betales affaldsafgift , se G.3 . Der kan derudover blive tale om betaling af svovlafgift se G.11.

Lovændringer mv.

Der er inden for de senere år sket følgende lovændringer mv. I parantes for de senere love er angivet eventuelle ikrafttrædelsesbekendtgørelser, der er knyttet til den enkelte ændringslov:

Lov nr. Dato Ændring

886

03.10.1996 Lovbekendtgørelse

444

10.06.1997 Justering af rumvarmeafgiften mv.

1098

29.12.1997 Klagestrukturen

437

26.06.1998 Afgiftsforhøjelse og afgift af varme produceret ved affaldsforbrænding mv.

702

28.09.1998 Lovbekendtgørelse

380

02.06.1999 Myndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse

390

02.06.1999 Kraftvarmeværker

945

20.12.1999 Forlængelse af den midlertidige lempelse for gasbaseret decentral kraftvarme og justering af reglerne for afgift af affaldsvarme

963

20.12.1999 Afgiftsgodtgørelse for landbrug mv.

165

15.03.2000 Opkrævningsloven
1029 22.11.2000 Afskaffelse af hæftestraf

393

06.06.2002 Ændringer af kraftvarmebeskatning, lettelser til erhvervslivet mv.
462 09.06.2004 Gennemførelse af Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 og forenklinger af energiafgifterne (§ 1, nr. 19 og 21, § 2, nr. 2,3,4,5,6 og 21, § 3, nr. 2,3,5,19, § 4, 3,4 17 og § 5, nr. 2,3,4, og 14 er trådt i kraft ved bek. 807 af 12.7.2004), (§ 1, nr. 21 - proceslistens pkt. 37 - er trådt i kraft ved bek. 372 af 25.5.2005, jf. endvidere bek. nr. 709 af 5. juli 2005), (§ 3, nr. 4 er trådt i kraft ved bek. nr. 708 af 5. juli 2005)
325 18.05.2005  Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse 
428 06.06.2005 Kommunalreformen konsekvensændringer
1416  21.12.2005  Afgiftsnedsættelse på overskudsvarme (bekendtgørelse nr. 33 af 15. januar 2007) 
1417  21.12.2005  Afgiftslempelser på fjernvarme mv., mikrokraftvarme og justeringer af forbrugsregistrering mv.  
512  07.06.2006  Forbrænding af fiberfraktioner, der stammer fra afgasning og separering af husdyrgødning ( bekendtgørelse nr. 35 af 17. januar 2007)
1068 30.10.2006  Lovbekendtgørelse 

F.2.1 Afgiftspligtigt vareområde

Afgiftspligt
§ 1, stk. 1

Følgende varer omfattes af afgiftspligten :

  1. Stenkul (inkl. stenkulsbriketter), koks, cinders og koksgrus.   
  2. Jordoliekoks.
  3. Brunkulsbriketter og brunkul.
  4. Tallolie, trætjære, trætjæreolie, vegetabilsk beg og andre varer udvundet af saften fra træ, som anvendes eller er bestemt til at anvendes til fremstilling af varme.
  5. Andre varer henhørende under position 2713, 2714 og 2715 i EU´s kombinerede nomenklatur (bitumen), som anvendes eller er bestemt til at anvendes til fremstilling af varme
  6. Varme produceret ved forbrænding af affald, hvoraf der skal betales affaldsafgift efter bestemmelserne i affalds- og råstofafgiftsloven. Varme produceret ved forbrænding af fiberfraktioner fra husdyrgødning er dog også omfattet af afgiftspligten, selvom fiberfraktioner, der fremkommer efter afgasning og separering af husdyrgødning, er fritaget for affaldsafgift. Bestemmelsen om varme fra fiberfraktioner, der blev indsat ved lov nr. 512 af 7. juni 2006, er trådt i kraft den 1. februar 2007 med virkning fra den 1. april 2006, jf. bekendtgørelse nr. 35 af 17. januar 2007. Se også G.3.5.12 . 

Vareområdet i de første fem punkter er fremover benævnt kul mv., medens varer omfattet af sidste punkt benævnes affaldsvarme. Afgift af affaldsvarme blev indført med virkning fra den 1. januar 1999.

Jordoliekoks

Jordoliekoks er et restprodukt fra raffinering af råolie og fremstilles ved, at den resterende del af olien efter den egentlige raffinering opvarmes til ca. 500o C, hvorefter de faste bestanddele udskæres. Jordoliekoks markedsføres under flere forskellige benævnelser, fx energikoks, kokssingles, industrikoks og petroleumskoks.

Til tekniske formål

Forædlede kulprodukter mv., der udelukkende anvendes til tekniske formål (fx opkulningsmidler, der tilsættes støbejern i en smelteproces, og stenkul, der anvendes i rensefiltre i vandværker mv.), er fritaget for afgift. Det er herved en forudsætning, at de pågældende produkter ikke kun anvendes som erstatning for almindelige afgiftspligtige varer.

F.2.2 Afgiftens størrelse

I det følgende redegøres for afgiftssatsen :

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 skete der visse forenklinger samt justeringer af afgiftssatserne i CO2-afgiftsloven og energiafgiftslovene.

Der er i hovedtræk tale om følgende satsændringer mv.:

  • CO2-afgiftssatserne nedsættes med 10 pct.
  • Den hidtidige afgiftsgodtgørelse for momsregistrerede virksomheder på 10 pct. af CO2-afgiften af energi til let proces ophæves.
  • Energiafgiftssatserne hæves med et beløb, som svarer til det, som CO2-afgiften nedsættes med.

Der er samtidg sket den ændring, at satserne i loven nu er anført med 1 decimal.

Efter brændværdi § 1, stk. 2, nr. 1

Energiafgiften for kul mv. udgør 51,9 kr. pr. GJ, hvis virksomheden vælger at betale afgift efter brændværdi. CO2-afgiften betales altid efter vægt, se F.5 .

Efter vægt § 1, stk. 4

Hvis virksomheden ikke foretager opgørelse af den faktiske brændværdi i kul mv., betales afgiften efter vægt.

Energiafgift efter vægt:

 

Satserne fremgår af skemaet nedenfor.

  Vare             ;         

Sats

1. Stenkul (inkl. stenkulsbriketter), koks, cinders og koksgrus

1.449,2 kr./t

2. Jordoliekoks

1.707,3 kr./t

3. Brunkulsbriketter og brunkul

1.047,8 kr./t

4. Talolie, trætjære, trætjæreolie, vegetabilsk beg o.l.

1.990,0 kr./t

5. Bitumen med et vandindhold på mindst 27 pct.

1.482,4 kr./t

6. Bitumen med et vandindhold på mindre end 27 pct.

1.951,1 kr./t

Da koks nævnt under punkt 1 i et vist omfang sælges i hl, tillades det virksomheder, der fakturerer koks i hl, at beregne og anføre afgiften med anvendelse af en beregningsteknisk afgiftssats. Denne sats er beregnet efter et gennemsnit, hvor 1 hl svarer til 50 kg = 0,05 ton.

Virksomhedens valg mellem betaling af afgift efter brændværdi eller efter vægt gælder for en periode på mindst ét år, jf. § 1, stk. 6.

Affaldsvarme
§ 1, stk. 2, nr. 2

Afgiften af affaldsvarme, jf. § 1, stk. 1, nr. 6, udgør 12,90 kr. pr. GJ. Der betales ikke CO2-afgift af affaldsvarme.

Hvis virksomheden ikke måler den faktiske mængde varme, der produceres ved forbrænding af affald, betales afgiften efter vægten af det affald, der er medgået til produktion af varme.

Afgiften er for følgende former for affald pr. ton:

Træaffald

170 kr.

Andet affald

110 kr.

Virksomhedens valg mellem betaling af afgift efter energiindhold eller efter vægt af affaldet gælder for en periode på mindst ét år, jf. § 1, stk. 6.

Tidligere afgiftssatser

Tidligere afgiftssatser, se F.2 Bilag 1 .

F.2.3 Registrering af virksomheder

Virksomheder skal eller kan registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som oplagshaver eller som varemodtager efter nedenstående regler, se i øvrigt de generelle regler om registrering i A.5 .

Der er ikke krav om registrering af virksomheder i andre EU-lande, der har fjernsalg af kul mv. til en privat køber i Danmark, se A.5.4 . Dette indebærer, at afgiften af kul mv. påhviler køber.

En person, der drev virksomhed med forretningssted i Tyskland, er af Landsskatteretten anset for at være afgifts- og momspligtig her i landet af koksleverancer til private danske forbrugere, jf.  SKM2002.357.LSR , idet virksomheden i alt væsentlig har været beliggende og udøvet her i landet.

Ved anmeldelse til registrering bruges blanket  nr. 23.007 . Blanketten omfatter tillige registrering for CO2-afgift af kul.  Blanketten kan hentes på http://www.webreg.dk/ eller fås ved henvendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

F.2.3.1 Oplagshavere

Skal registreres
§ 2, stk. 1

Virksomheder, der udvinder eller fremstiller afgiftspligtige varer eller affaldsvarme, skal anmelde sig til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som oplagshavere.

Virksomheder der registreres som affaldsvarmeproducent, er ikke omfattet af registreringen for de øvrige vareområder i loven.

Kan registreres
§ 2, stk. 2

Virksomheder der afsætter, oplagrer eller forbruger afgiftspligtige varer (varer omfattet af punkterne 1-5, se F.2.1 ), og som råder over lagerplads med en kapacitet på mindst 1.000 tons, kan anmelde sig til registrering, men sådanne virksomheder har ikke pligt til at være registreret.

Til lagerkapaciteten medregnes udover importlagre mv. også virksomhedernes lokale depoter, mens detailsalgssteder ikke kan medregnes.

Virksomheder, der har opbevaringsanlæg (depoter), Virksomheden skal for hvert depot give oplysning om depotets beliggenhed, lagerkapacitet mv. Virksomheden skal anmelde sig til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Forbrugsregistrering for varme og registrering for mellemhandel af varme

 Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der sket en ændring af registreringsbestemmelserne, som gør det muligt for større energiforbrugere - på visse betingelser - at blive registreret for forbrug af gas, el og varme. Endvidere kan varmeleverandører - på visse betingelser - blive registreret for mellemhandel af varme.

Betingelser for forbrugsregistrering af varme: Se F.4.2 .

 

Betingelser for registrering for mellemhandel af varme: Se F.4.2 .

 

Ikrafttræden mv.:

Bestemmelserne er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Ordningerne om forbrugsregistrering for varme og mellemhandel af varme er nærmere beskrevet i følgende 2 nyhedsbreve:

1) Nyhedsbrev af juli 2004  (Energiafgifter - Forbrugsregistrering for gas, el og varme (nettoafregning af afgift) og mellemhandlerregistrering for varme).

2) Nyhedsbrev af september 2004 (Energiafgifter - Forbrugsregistrering - Opgørelse af nettoafgift af gas, el og varme og opgørelse af afgiftsindholdet i varme).  

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

 

Forbrugsregistrering - Justeringer mv. pr. 1. januar 2006

Efter de hidtil gældende regler er det det årlige forbrug pr. afregningsmåler for varme på 4.000 GJ og godtgørelsens størrelse på 90 pct. af den samlede energi- og CO2-afgiftsbelastning, der er afgørende for, om en virksomhed kan forbrugsregistreres.

"Afregningsmålerprincippet" er blevet ændret til et "virksomhedsprincip", dvs. at de hidtidige krav til forbrugets størrelse og godtgørelsens størrelse for at blive forbrugsregistreret er ændret fra at gælde for hver afregningsmåler til at gælde inden for samme lokalitet. Det betyder bl.a., at en virksomhed, der indenfor samme lokalitet har 2 eller flere afregningsmålere, kan få alle målere omfattet af én forbrugsregistrering, hvormed det er det samlede forbrug inden for lokaliteten og ikke hver enkelt måler, der er afgørende for registreringen. Der er samtidig tale om en administrativ forenkling.  

Ved lokalitet forstås virksomhedens geografiske forretningssted. Har virksomheden flere forretningssteder (flere geografiske lokaliteter) - er det forbruget ved de enkelte lokaliteter, der er afgørende for, om den enkelte lokalitet kan blive omfattet af en forbrugsregistrering.

-----

Justeringerne mv. er nærmere beskrevet i  Nyhedsbrev af december 2005 (Forbrugsregistrering for gas, el og varme - justeringer mv. af afgiftsreglerne).

Nyhedsbrevet indeholder endvidere et afsnit, hvori der er redegjort nærmere om identifikation af afregningsmålere herunder brug af målestedsidentifikation/aftagenummer (EAN-nummer) for afregningsmålere, der er omfattet af en forbrugsregistrering.

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

 

§ 2, stk. 2

For at blive registreret efter bestemmelsen skal virksomheden råde over en lagerkapacitet på mindst 1000 tons. I tilfælde, hvor flere virksomheder har lejet sig ind på samme lagerplads, hæftes der forholdsmæssigt for afgiften udfra, hvor stor en andel af lagerpladsen den enkelte virksomhed råder over. Hæftelsen deles forholdsmæssigt mellem dem, der på tidspunktet for tvisten i praksis råder over lagerkapaciteten, dvs. mellem dem, der på pågældende tidspunkt har varer på lagerpladsen.

Afgiftsfri indkøb § 3

Registrerede oplagshavere er berettiget til, uden at afgiften er betalt, at købe afgiftspligtige varer fra udlandet og fra andre registrerede oplagshavere.

F.2.3.2 Varemodtagere

§ 10 a, stk. 1

Virksomheder, der modtager varer fra udlandet, og som ikke er registreret som oplagshaver, skal registreres som varemodtager, se A.5.3 .

F.2.4 Opgørelse af den afgiftspligtige mængde

Afgiftsperiode, § 4

Virksomheden skal foretage opgørelse af den afgiftspligtige mængde for hver måned (kalendermåned), dvs. den mængde, som virksomheden skal betale energiafgift af.

Den afgiftspligtige mængde skal opgøres særskilt for de forskellige afgiftspligtige vareområder.

Registrerede oplagshavere kan benytte én af to metoder, nemlig udleveringsmetoden eller forbrugsmetoden.

Forbrugsregistrerede virksomheder og registrerede mellemhandlere af varme

Ordningen om forbrugsregistrering for varme og mellemhandel af varme trådte i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Regler om opgørelse af den afgiftspligtige mængde (nettoafgift) for forbrugsregistrerede virksomheder og den afgiftspligtige mængde for mellemhandlere af varme er beskrevet i nyhedsbrev af september 2004 (Energiafgifter - Forbrugsregistrering - Opgørelse af nettoafgift af gas, el og varme og opgørelse af afgiftsindholdet i varme).  

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

F.2.4.1 Udleveringsmetoden - kul mv.

§ 5, stk. 1

Metoden gælder for registrerede oplagshavere, som hovedsagelig sælger afgiftspligtige varer.

Den afgiftspligtige mængde for en måned skal opgøres som den mængde afgiftspligtige varer, der er udleveret fra virksomhedens anlæg.

Med udlevering sidestilles som hovedregel fakturering, så den afgiftspligtige mængde er de i måneden fakturerede afgiftspligtige varer. Det er en forudsætning, at faktureringen sker umiddelbart efter leverancen, i praksis 1-2 dage efter.

Ved opgørelsen medregnes varer, der er udvundet eller fremstillet af virksomheden, og ubeskattede varer, som er tilført virksomheden fra udlandet, fra andre registrerede virksomheder samt fra ikke-registrerede virksomheder, som har bevilling fra told- og skatteforvaltningen til at foretage sådanne leverancer mod godtgørelse af kulafgift.

Opgørelsen skal omfatte enhver udlevering i månedens løb af afgiftspligtige varer.

Det gælder, uanset om udleveringen sker for virksomhedens egen regning eller for anden regning, og uanset om varerne er endeligt solgt eller leveret i konsignation eller på anden måde. Varer, der udleveres uden betaling, skal også medregnes.

§ 5, stk. 7

Hvis afgiftspligtige varer, der ikke udleveres uden afgift efter § 6, stk. 1, udleveres til andre oplagringsanlæg end de for modtageren normale, kan told- og skatteforvaltningen bestemme, at udleveringen finder sted, når varerne modtages i de normale oplagringsanlæg.

§ 6

I den afgiftspligtige mængde fradrages kul mv., der er udleveret uden afgift efter bestemmelserne i F.2.5 .

Denne bestemmelse finder fx anvendelse i tilfælde af, at en virksomhed inden en afgiftsforhøjelse hos en registreret oplagshaver indkøber store mængder kul mv., som derfor ikke leveres til virksomhedens egne anlæg, men evt. opbevares midlertidigt hos leverandøren. I dette tilfælde kan told- og skatteforvaltningen bestemme, at udleveringen fra den registrerede virksomhed og dermed tidspunktet for afgiftsberigtigelsen, dvs. tidspunktet for fastsættelse af afgiftens størrelse, først anses for at være sket, når kullene fysisk leveres til virksomhedens egne anlæg.

Eget forbrug

I opgørelsen skal endvidere medtages virksomhedens eget forbrug af kul mv. Det gælder fx kul, der er anvendt til fremstilling af varme til rumvarmeformål i virksomheden og kul mv., der er anvendt til de i momslovens § 42, stk. 1, nævnte formål (indehaverens privatforbrug, opvarmning af funktionærboliger mv.). Endvidere medregnes kul mv., der er anvendt til formål, der ikke vedrører omsætningen af varer og momspligtige ydelser.

Ved opgørelsen af den afgiftspligtige mængde kan virksomheden fradrage mængden af afgiftspligtige varer, som virksomheden har anvendt til formål, hvor der kan ske fradrag af afgiften efter lovens § 8. Det gælder fx kul mv., der er anvendt til procesformål, jf. lovens § 8, stk. 4. Se i øvrigt godtgørelsesreglerne i F.6 .

F.2.4.2 Forbrugsmetoden - kul mv.

Forbrug § 5, stk. 2

Metoden gælder for registrerede oplagshavere, som ikke eller kun i uvæsentligt omfang sælger afgiftspligtige varer.

Den afgiftspligtige mængde for en måned skal opgøres som den mængde afgiftspligtige kul mv., der er forbrugt i virksomheden med tillæg af eventuel udlevering fra virksomheden.

I den afgiftspligtige mængde fradrages kul mv., der er udleveret uden afgift eller anvendt til elfremstilling efter bestemmelsen i F.2.5 .

Til den afgiftspligtige mængde skal endvidere medregnes kul mv., der er anvendt til de i momslovens § 42, stk. 1, nævnte formål (indehaverens privatforbrug, opvarmning af funktionærboliger mv.). Endvidere medregnes kul mv., der er anvendt til formål, der ikke vedrører omsætningen af varer og momspligtige ydelser.

§ 6, stk. 2.

Ved opgørelsen af den afgiftspligtige mængde kan virksomheden fradrage mængden af afgiftspligtige varer, som virksomheden har anvendt til formål, hvor der kan ske fradrag af afgiften efter lovens § 8. Det gælder fx kul, der er anvendt til procesformål, jf. lovens § 8, stk. 4. Se i øvrigt godtgørelsesreglerne i F.6 .

F.2.4.3 Opgørelse af den afgiftspligtige mængde efter brændværdi - kul mv.

Brændværdi
§ 5, stk. 4 og 5

Registrerede oplagshavere, der vælger at betale afgift efter brændværdien, skal opgøre den afgiftspligtige mængde særskilt for hver varekategori og på dette grundlag beregne brændværdien i GJ i de afgiftspligtige varer, der er udleveret eller forbrugt i virksomheden.  

Brændværdien i GJ kan enten opgøres ved udtagning af prøver i hver enkelt udlevering fra eller udtagning til forbrug i virksomheden, eller efter en gennemsnitsberegning, se afsnittet om lagerbalancesystem. Brændværdien kan således opgøres samtidig med opgørelse af svovlindholdet i kul mv.  

Leverandørens fakturerede brændværdi kan normalt lægges til grund for opgørelsen. Det forudsætter dog, at der er tale om to uafhængige virksomheder, og at brændværdien har betydning for prisfastsættelsen for varerne.

Lagerbalancesystem

Brændværdien i GJ skal som hovedregel opgøres for hvert enkelt parti kul mv., der udleveres fra eller forbruges i virksomheden.  

Virksomheden kan imidlertid vælge at beregne brændværdien efter et lagerbalancesystem. Lagerbalancesystemet kan benyttes fra begyndelsen af en afgiftsperiode og skal gælde for en periode på mindst 1 år.  

Virksomheden skal først foretage en måling af brændværdien i GJ pr. ton for hver varekategori samt mængden af hver varekategori i lagerbeholdningen ved begyndelsen af en afgiftsperiode.

Herefter beregnes den samlede brændværdi i lageret i GJ.  

For kul mv., der tilføres lageret, opgøres den samlede brændværdi i GJ efter måling eller efter sælgerens lagerbalancesystem (den registrerede leverandørs fakturerede brændværdi). Det samme gælder, hvis varerne modtages fra udlandet.  

For varer, der fraføres lageret, beregnes brændværdien ved at gange den opgjorte aktuelle brændværdi i GJ pr. ton med mængden af kul mv., der fraføres lageret.  

Den beregnede brændværdi af lageret reduceres med de mængder, der fraføres lageret enten opgjort efter dette lagerbalancesystem eller efter måling.  

Hver gang der tilføres lageret kul mv., skal der ske en ny opgørelse af det samlede lager og den samlede brændværdi i GJ.  

Eksempel
Nedenstående illustrerer metoden for opgørelse af afgift efter brændværdi:

En virksomhed har ved begyndelsen af en afgiftsperiode et lager på 10 t kul med en brændværdi på 20 GJ/t. Virksomheden får tilført 5 t kul med en brændværdi på 35 GJ/t og frafører/forbruger i perioden 8 t kul.

Brændværdi i lager primo 10 t x 20 GJ/t = 200 GJ
Brændværdi i kul tilført lager 5 t x 35 GJ/t = 175 GJ
Samlet lager 10 t + 5 t = 15 t
Samlet brændværdi 200 GJ + 175 GJ = 375 GJ
Brændværdi pr. ton 375 GJ : 15 t = 25 GJ/t
Brændværdi i kul fraført lager 8 t à 25 GJ/t = 200 GJ
Beregning af afgift    
Energiafgift 200 GJ x 51,90 kr./GJ = 10.380 kr.
CO2-afgift (pr. ton) 8 t x 217,80 kr./t = 1.742,40 kr.

F.2.4.4 Opgørelse af den afgiftspligtige mængde - affaldsvarme

§ 1, stk. 5

Virksomheder, der ikke måler den producerede mængde varme kan opgøre den afgiftspligtige mængde på grundlag af den forbrændte mængde affald. Der skal ske separat opgørelse af træaffald og andet affald.  

§ 5, stk. 3

Hvis virksomheden vælger at opgøre den afgiftspligtige mængde på grundlag af den fremstillede mængde varme, skal der ske opgørelse af den fremstillede mængde varme i GJ. Opgørelsen sker ved måling, som skal foretages i umiddelbar tilknytning til affaldsforbrændingsanlægget.  

I tilfælde, hvor det af tekniske grunde ikke er muligt at foretage måling af den producerede mængde varme i umiddelbar tilknytning til affaldsforbrændingsanlægget, kan det accepteres, at målingen foretages senere. Der skal dog ske måling senest på det tidspunkt, hvor varmen forlader produktionsanlæggets afgrænsede geografiske område. Dette afgøres i det enkelte tilfælde efter en konkret vurdering. Hvis virksomheden tillige anvender affaldsvarmen til rumvarme i virksomheden, skal der endvidere ske opgørelse af eget forbrug af varme.

Kun varmeproduktion

For virksomheder og anlæg, der udelukkende producerer varme ved hjælp af forbrænding af affald, opgøres den afgiftspligtige mængde varme, som den mængde varme i GJ, der leveres ab værk.   

Affald og andre brændsler

For virksomheder og anlæg, der også benytter andre brændsler end affald, opgøres den afgiftspligtige mængde efter fradrag for energiindholdet i de andre brændsler. Disse virksomheder skal derfor først opgøre mængden af varme som leverancen af varme ab værk. Herfra trækkes summen af energiindholdet i de andre brændsler ganget med varmevirkningsgraden for hvert af disse brændsler.

El- og varmeproduktion

Virksomheder og anlæg, der producerer både varme og elektricitet, skal opgøre den afgiftspligtige mængde varme på samme måde som ovenfor, men der kan kun fradrages energiindhold i andre brændsler i det omfang, disse brændsler ikke er medgået til produktionen af elektricitet.  

Disse virksomheder skal først opgøre mængden af varme som leverancen af varme ab værk. Herfra fratrækkes summen af energiindholdet i eventuelle andre brændsler ganget med varmevirkningsgraden for hvert af disse brændsler og ganget med forholdet mellem på den ene side energiindholdet i varmen og på den anden side summen af energiindholdet i varmen og energiindholdet i elekticiteten.   

Varmevirkningsgraden udgør for gas 0,9, for olie 0,85 og for andre brændsler 0,8.

Energiindhold

Energiindholdet i brændsler er følgende:

Spildolie 40,4 MJ/kg
Fyringstjære 36,4 MJ/kg
Gas- og dieseloie 35,9 MJ/l
Petroleum 34,8 MJ/l
Fuelolie 40,4 MJ/kg
LPG 46,0 MJ/kg
Raffinaderigas 52,0 MJ/kg
Stenkul 25,2 GJ/t
Koks 28,9 GJ/t
Jordoliekoks 31,4 GJ/t
Brunkulsbriketter og brunkul 18,3 GJ/t
Benzin 32,9 MJ/l
Halm 14,5 MJ/kg
Træaffald 14,7 MJ/kg
Andet affald 9,4 MJ/kg
Naturgas 39,6 MJ/Nm3
Biogas 19,7 MJ/Nm3
Forgasningsgas 4,0 MJ/Nm3

MJ = megajoule
GJ = gigajoule
Nm3 = normal kubikmeter

Eksempler
Virksomheden kan ved beregning af den mængde varme, der skal betales afgift af, benytte følgende eksempler:

  • En virksomhed producerer varme ved anvendelse af både gasolie og affald. Virksomheden benytter 1.000 l gasolie udover affald til at producere 100 GJ varme. Den afgiftspligtige mængde beregnes således: 100 GJ - (35,9 MJ/l x 1.000 liter x 0,85) = 69,5 GJ.
  • En virksomhed producerer både varme og elektricitet ved anvendelse af såvel gasolie som affald. Der produceres 100 GJ varme, og virksomheden benytter udover affald 1.000 l gasolie. Andelen af brændsler, der ikke er medgået til produktionen af elektricitet, beregnes som følger: Varmeandel = energiindhold i varme / (energiindhold i varme + energiindhold i elektricitet). Virksomheden har beregnet sin varmeandel til 0,3. Den afgiftspligtige mængde beregnes herefter således: 100 GJ - (35,9 MJ/l x 1.000 liter x 0,85 x 0,3) = 90,8 GJ.

F.2.4.5 Registrerede varemodtagere

§ 10 a, stk. 2

Virksomheder, der er registreret som varemodtagere, skal efter udløbet af hver måned og senest den 15. i følgende måned angive mængden af varer, som virksomheden har modtaget i månedens løb, se A.7.2 .

F.2.5 Afgiftsfri udlevering - mv.

§ 6

Oplagshavere kan ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde foretage fradrag for følgende:

  1. Varer, der tilføres en anden registreret oplagshaver, dog med undtagelse af affaldsvarme.
  2. Varer, der leveres til udlandet.
  3. Varer, der fritages for afgift efter § 7.

Reglerne for punkt 1 og 2 fremgår af A.7.1.2 .

Elfremstilling § 7, stk. 1

Der ydes afgiftsfrihed for kul mv., der anvendes til fremstilling af elektricitet, når der skal betales elafgift af den fremstillede elektricitet efter elafgiftsloven.

Der gælder forskellige regler for fordelingen af energiforbruget mellem elproduktion og varmeproduktion i centrale kraftvarmeværker (værker omfattet af bilaget til kulafgiftsloven) og i decentrale kraftvarmeværker, herunder industrielle kraftvarmeværker. De nærmere regler herom fremgår af kulafgiftslovens § 7, stk. 1.

Reglerne for fordeling af brændsel mellem el- og varmefremstilling i kulafgiftslovens § 7, stk. 1 er parallelle med reglerne i mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 2 og naturgasafgiftslovens § 8, stk. 2. Tilsvarende gælder for CO2-afgiften af det anvendte brændsel, jf. CO2-afgiftslovens § 7, stk. 1.

Centrale kraftvarmeværker

Reglerne for centrale kraftvarmeværker er senest ændret ved lov nr. 390 af 2. juni 1999, der trådte i kraft den 1. juli 1999. Ændringerne ved lov nr. 390 blev gennemført for at sikre hjemmel til fritagelse af brændsel til elproduktion efter elliberaliseringen.

Den 20. august 1998 blev der - på baggrund af den dagældende lovgivning - udstedt et TSS cirkulære 1998-20 (Cirkulære nr. 148 af 20. august 1998) om centrale kraftvarmeværkers opgørelse og fordeling af brændselsforbrug. I cirkulæret skete bl.a. en præcisering af placeringen af kraftvarmefordelen i afgiftsmæssig henseende. Endvidere blev der i cirkulæret angivet en udfyldende fortolkning om afgiftsbetalingen i en situation, hvor den producerede elektricitet blev afsat til udefra givne priser, - bl.a. om muligheden for at anvende et referenceværk.

Cirkulærets ordlyd er gengivet nedenfor:

"Det er konstateret, at centrale kraftvarmeværkers opgørelse af mængden af brændsel, der anvendes til fremstilling af elektricitet, og som der kan opnås afgiftsfritagelse for, ikke sker ensartet og i overensstemmelse med i afgiftslovgivningen og i visse tilfælde heller ikke med forudsætningerne for denne lovgivning.

I den anledning skal reglerne for afgiftsberegning præciseres i nærværende cirkulære.

Reglerne for centrale kraftvarmeværker, der er defineret i bilaget til mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven og naturgasafgiftsloven, fremgår af:

- § 9, stk. 2, 1. og 2. punktum i lov om energiafgift af mineralolieprodukter, jf. lovbekendtgørelse nr. 858 af 24. september 1996, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 444 af 10. juni 1997 og senest ved § 1 i lov nr. 437 af 26. juni 1998.

- § 7, stk. 1, 1. og 2. punktum i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 3. oktober 1996, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 444 af 10. juni 1997 og senest ved § 5 i lov nr. 437 af 26. juni 1998 .

- § 8, stk. 2, 1. og 2. punktum i lov om afgift af naturgas og bygas, jf. lovbekendtgørelse nr. 887 af 3. oktober 1996, som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 444 af 10. juni 1997 og senest ved § 2 i lov nr. 437 af 26. juni 1998.

- § 34, stk. 1 i lov om afgift af svovl, jf. lov nr. 421 af 14. juni 1995 (svovlafgiftsloven), som ændret bl.a. ved § 5 i lov nr. 444 af 10. juni 1997 og senest ved § 7 i lov nr. 437 af 26. juni 1998.

Bestemmelserne, der er ens i de nævnte afgiftslove, er sålydende:

1. punktum:

"Fritaget for afgift er endvidere varer, der anvendes til fremstilling af elektricitet i kraftværker og kraftvarmeværker, der er registreret efter denne lov, når der skal betales afgift efter lov om afgift af elektricitet."

2. punktum:

"Kraftværker og kraftvarmeværker omfattet af bilaget til denne lov skal ikke betale afgift af den del af det samlede forbrug af afgiftspligtige varer, der medgår til produktionen af elektricitet, og som indregnes i elektricitetsprisen."

Centrale kraftvarmeværker kan således bruge afgiftspligtigt brændsel uden at skulle betale afgift hvis:

1. Brændslerne medgår til fremstilling af elektricitet, og

2. Forbruget af brændslerne indregnes i elpriserne.

Dette indebærer, at hvis den del af forbruget af brændsel, der kan opgøres som medgået til produktion af elektricitet er større end den del af forbruget af brændslet, der er indregnet i elprisen, vil afgiftsfritagelsen alene omfatte den del af forbruget af brændslet, der er indregnet i elprisen.

Endvidere gælder det, at hvis den del af forbruget af brændsel, der kan opgøres som medgået til produktion af elektricitet, er mindre end den del af brændslet, der er indregnet i elprisen, vil afgiftsfritagelsen alene omfatte den del af forbruget af brændsel, der er medgået til produktion af elektricitet.

Reglerne i § 7, stk. 1, nr. 2 og 3 i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, jf. lovbekendtgørelse nr.856 af 24. september 1996 (CO2-afgiftsloven), som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. nr. 1220 af 27. december 1996 og senest ved § 6 i lov nr. 437 af 26. juni 1998, er parallelle med ovennævnte bestemmelser.

1.1.Kraft- og kraftvarmeværker omfattet af bilag til ovennævnte afgiftslove

Følgende kraftværker og kraftvarmeværker er omfattet af bilaget:

H. C. Ørstedsværket

Svanemølleværket

Amagerværket

Avedøreværket

Kyndbyværket

Asnæsværket

Stigsnæsværket

Masnedøværket

Fynsværket

Enstedværket, inkl. Blok 3

Vestkraft, Esbjerg- og Herningværkerne

Midtkraft, Studstrup- og Århusværkerne

Randersværket

Nordjyllandsværket

Vendsysselværket

Skærbækværket

Østkraft, Rønneværket

2. Afgiftsmæssig fordeling af brændselsforbrug for værker, der indregner forbrug af brændsel i elprisen

Fordelingen af brændselsforbrug mellem el- og varmefremstilling skal ske efter følgende retningslinier for værker, der indregner forbrug af brændsel i elprisen:

2.1. Opgørelse af brændselsforbrug til varmefremstilling, samt indregning af kraftvarmefordelen ved opgørelse af brændselsforbruget

De centrale kraftvarmeværker er fritaget for at betale afgift af den del af det samlede forbrug af afgiftspligtigt brændsel, der medgår til produktion af elektricitet, og som indregnes i elprisen ifølge værkernes kalkulationer, der anmeldes overfor ElprisUdvalget. Afgiftsreglerne giver dog højst mulighed for fritagelse for den del af forbruget af brændsel, der netto er indregnet i elprisen.

Dette indebærer, at kraftvarmeværker ikke kan opnå afgiftsfrihed for forbruget af brændsel, der tilfaktureres varmesiden.

Der skal derfor betales afgift af brændsel, som et driftsfællesskab tilfakturerer et kraftvarmeværk som anvendt til fremstilling af varme, samt af en evt. andel af den såkaldte kraftvarmefordel, der beregnes som forskellen mellem brændselsmængden, som et driftsfællesskab får betaling for, og den brændselsmængde, der skulle have været anvendt, hvis den leverede varme havde været fremstillet på et almindeligt varmeværk.

2.1.1. Eksempel, hvori indgår en andel af kraftvarmefordelen i opgørelsen

Hvis driftsfællesskabet f.eks. får betaling for 30 brændselsenergienheder anvendt til varmefremstilling og kraftvarmefordelen beregnes til 70 brændsels

energienheder, hvoraf kraftvarmeværket får betaling for halvdelen fra varmeforsyningen, vil i alt 65 (30 + 35) brændselsenergienheder ikke kunne indregnes i elprisen med mulighed for afgiftsfritagelse.

Der skal dermed betales afgift af de nævnte 65 brændselsenergienheder. Det resterende forbrug af brændsel er fritaget for afgift under forudsætning af, at det rent faktisk er indregnet i elprisen, og at der mindst er medgået dette forbrug af brændsel til produktion af elektricitet.

2.2. Direkte metode til opgørelse af brændselsforbrug til varme

Som udgangspunkt skal den del af brændslet, hvoraf der skal betales afgift opgøres som den samlede mængde brændsel fratrukket den mængde, der er indregnet i elprisen (indirekte metode), jf. punkt 2.1. ovenfor.

Hvis hele brændselsforbruget indregnes i el- og varmeprisen, kan beregningen af den del af brændselsforbruget, hvoraf der skal betales afgift, dog ske direkte som den del, der tilfaktureres varmeforsyningen.

Kraftvarmeværker, der opfylder dette, kan dermed beregne afgiften på baggrund af brændsel, der er indregnet i varmeprisen. Det er dog en betingelse, at der ved denne beregning ikke vil blive betalt mindre i afgift, end hvis afgiften var beregnet efter den indirekte metode.

3. Særligt for værker, der ikke direkte kan anvende afgiftslovgivningens bestemmelser for afgiftsfritagelse

Værker - omfattet af bilaget over centrale kraftvarmeværker - der ikke direkte kan anvende afgiftslovgivningens bestemmelser for afgiftsfritagelse, f.eks. fordi elektriciteten sælges til udefra givne priser uafhængigt af værkets omkostninger ved fremstillingen af elektriciteten, eller den foretagne fordeling af brændslet til henholdsvis elfremstilling og varmefremstilling ikke har nogen betydning for hverken elprisen eller varmeprisen, kan opnå afgiftsfritagelse efter samme principper som værker nævnt under punkt 2.

Der skal herved henses til det brændselsforbrug, som må antages at være forbrugt af et tilsvarende værk omfattet af punkt 2. Et tilsvarende værk kan enten være et konkret referenceværk eller et stipuleret referenceværk.

Ved bedømmelsen af, om der er tale om et tilsvarende værk, indgår bl.a. forhold som virkningsgrad for fremstilling af el, værkets alder og udbygningstakt for kraftvarmeproduktion herunder kraftvarmenettet. Endvidere indgår kontraktmæssige forhold for både el- og varmeproduktionen.

Anvendelse af et konkret referenceværk eller stipuleret referenceværk som afgiftsgrundlag skal godkendes af værkets told- og skatteregion. Godkendelsen gælder for et kalenderår ad gangen.

Godkendelse til at anvende et konkret referenceværk meddeles under forudsætning af, at referenceværket foretager fordelingen af brændselsforbruget efter reglerne i cirkulærets punkt 2.

4. Afgift af svovl

Brændselsmængden, der skal lægges til grund for betaling af svovlafgift, er den samme brændselsmængde, hvoraf der skal betales energiafgift og CO2-afgift.

Udgangspunktet er dermed også her det faktiske brændselsforbrug ved det enkelte kraftvarmeværk. Det er således det faktiske svovlindhold i de anvendte brændsler ved det enkelte værk, som er afgørende for betalingen af svovlafgift.

Det er ikke tilladt at overføre uudnyttede bundfradrag mellem de enkelte værker i et driftsfællesskab, eller på anden måde at udligne betaling af svovlafgift mellem værkerne i fællesskabet.

5. Ikrafttræden mv.

Retningslinierne i cirkulærets punkt 2 og 3 har virkning for den afgiftsperiode, som begynder den 1. september 1998."

Landsretten - centrale kraftvarmeværker - kraftvarmefordelen

Vestre Landsret afsagde den 7. marts 2002, jf. SKM2002.335.VLR , dom i en sag vedrørende spørgsmålet om den afgiftsmæssige betydning af de centrale kraftvarmeværkers deling af kraftvarmefordelen mellem el- og varmesiden og lovligheden af cirkulære nr. 148 af 20. august 1998, der præciserer fortolkningen af afgiftsreglerne i relation til spørgsmålet om kraftvarmefordelen.

Landsretten udtalte, at der med hjemmel i kulafgiftslovens § 7, stk. 1, 2. punkt, og de tilsvarende bestemmelser i anden afgiftslovgivning kun kunne give sagsøgeren afgiftsfritagelse for den del af det samlede brændselsforbrug, som sagsøgeren efter egne kalkulationer havde indregnet i elprisen. Da der i sagsøgerens kalkulationer, som indeholdt en deling af kraftvarmefordelen, og som var indberettet til Elprisudvalget, var henført brændselsomkostninger til varmesiden, som lå ud over merbrændselsforbruget, og da disse brændselsomkostninger herefter ikke kunne henregnes til elsiden og indgå i elprisen, havde told- og skatteregionen haft det fornødne grundlag for at opkræve yderligere afgift som sket.

Landsretten udtalte endvidere, at allerede fordi ministeriets praksis efter gennemførelsen af cirkulære nr. 148 af 20. august 1998 havde haft hjemmel i de respektive afgiftslove, kunne sagsøgerens anbringender om, at der var etableret en for myndighederne bindende administrativ praksis og i anden række en egentlig retssædvane ikke føre til et andet resultat. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Landsretsdommen blev indbragt for Højesteret.

Højesteret -  centrale kraftvarmeværker - kraftvarmefordelen

Højesteret afsagde den 19. februar 2004, jf. SKM2004.144.HR , dom i ovennævnte sag vedrørerende de centrale kraftvarmeværkers deling af kraftvarmefordelen.

Højesteret udtalte, at efter kulafgiftslovens § 7, stk. 1, skal kraftvarmeværker omfattet af bilaget til loven (de centrale kraftvarmeværker), ikke betale afgift af den del af det samlede brændselsforbrug, der medgår til produktionen af elektricitet, og som indregnes i elektricitetsprisen. I den affattelse, der var gældende i september 1998, indeholdt bestemmelsen ikke nærmere regler om, hvilken del af brændselsforbruget der anses som indregnet i elektricitetsprisen. Som anført af landsretten har bestemmelsen til formål at sikre, at der ikke sker en dobbeltbeskatning af det brændsel, der anvendes til elproduktion.

Højesteret bemærkede videre, at det af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at de kalkulationer, som kraftvarmeværkerne anvender ved fordelingen af brændselsforbruget på el- og varmeproduktionen, og som danner grundlag for prisfastsættelsen, også skal anvendes ved beregningen af afgiftsfritagelsen for elproduktionen og ved afgiften på varmeproduktionen.

Efter en gennemgang af sagens faktuelle forhold fandt Højesteret, at delingen af kraftvarmefordelen indebærer, at ikke kun merbrændselsforbruget, men også en brændselsmængde, der modsvarer halvdelen af kraftvarmefordelen, henføres til og betales af varmesiden med den virkning, at denne brændselsmængde ikke længere henføres til elsiden og indregnes i elpriserne. Det kan i den forbindelse ikke tillægges betydning, om den halve kraftvarmefordel i anmeldelserne til Elprisudvalget er indeholdt i posten "Brændsel til fjernvarme", eller om den er udskilt i en selvstændig post.

Ved en sådan fordeling af det samlede brændselsforbrug sker der ikke en dobbeltbeskatning af nogen del af elproduktionen, idet kun den del af brændselsmængden, der henføres til varmeproduktionen, pålægges kulafgift. Det er herved uden betydning, at det samlede provenu af kul- og elafgifter ved den skete deling af kraftvarmefordelen forøges, selvom kraftvarmeværkets totale brændselsforbrug er uændret.

Højesteret tiltrådte herefter, at told- og skatteregionen har haft hjemmel og grundlag for at opkræve yderligere afgift for september 1998 som sket, og stadfæstede derfor dommen.

Landsretten afsagde den 22. september 2006 dom i en sag, jf. SKM2006.735.VLR , om et centralt kraftvarmeværk, der solgte den fremstillede el til en forud aftalt pris, der var uafhængig af værkets omkostninger ved elfremstillingen. ToldSkat havde truffet afgørelse om, at værkets opgørelse og betaling af afgift skulle ske på baggrund af et stipuleret værk i henhold til punkt 3 i Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 148 af 20. august 1998 om centrale kraftvarmeværkers opgørelse og fordeling af brændselsforbrug. Ifølge ToldSkats afgørelse skulle det stipulerede referenceværk baseres på en række nærmere angivne virkningsgrader og på, at der skulle ske en ligedeling af kraftvarmefordelen mellem el- og varmesiden.

Der var efter et afholdt syn og skøn opnået enighed om, at der ved opstillingen af et stipuleret referenceværk skulle anvendes en varmevirkningsgrad ved kombineret produktion på 236 pct. og en elvirkningsgrad på 31 pct. Sagen angik herefter, hvorvidt der skulle ske en deling af kraftvarmefordelen, samt hvilken varmevirkningsgrad for et varmeværk, der skulle anvendes.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at prisen for el fra Randersværket på noget tidspunkt var blevet kalkuleret på baggrund af værkets omkostninger ved elproduktionen, og betingelsen "indregnet i elprisen" i kulafgiftslovens § 7, stk. 1, var derfor ikke opfyldt. Landsretten anførte, at der ikke i forarbejderne til lov nr. 418 af 14. juni 1995 er konkrete holdepunkter for en udvidende fortolkning af kulafgiftslovens § 7, stk. 1, 2. punktum, således at værker, der ved loven er blevet nævnt i bilaget, kan opnå afgiftsfritagelse, selv om den producerede el afsættes til en pris, der er uafhængig af de omkostninger, der er forbundet med fremstillingen. Efter bevisførelsen, og da de tilsvarende regler i kuldioxidafgiftsloven og svovlafgiftsloven skal forstås på samme måde som kulafgiftslovens § 7, stk. 1, kunne sagsøgeren herefter alene støtte sit krav om afgiftsfritagelse på cirkulære nr. 148 af 20. august 1998, pkt. 3, jf. pkt. 2.

Med hensyn til cirkulærets pkt. 3 anfører landsretten, at det er forudsat, at et værk, der er omfattet af pkt. 3, ligestilles med et tilsvarende - konkret eller stipuleret - værk, der er omfattet af pkt. 2, og at det af hensyn hertil ikke i det foreliggende tilfælde er afgørende for spørgsmålet om deling af kraftvarmefordelen, at der ikke var foretaget nogen faktisk deling mellem el- og varmesiden. Efter bevisførelsen lagde landsretten til grund, at det blandt de centrale kraftvarmeværker er sædvanligt, at hele kraftvarmefordelen i en periode på 10 - 12 år tilskrives varmedelen, hvorefter fordelen deles mellem el- og varmesiden. Da værket den 1. september 1998 havde været i drift i mere end 16 år, er deling af kraftvarmefordelen ud fra cirkulærets intension et sagligt kriterium. Herefter, og da der ikke er holdepunkter for at antage, at deling af kraftvarmefordelen i øvrigt strider mod formålet med reglerne om afgiftsfritagelse, var der ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes anvendelse af dette kriterium.

Ud fra en samlet bedømmelse fastsatte landsretten varmevirkningsgraden for varmeværket til 91.

Decentrale og industrielle kraftvarmeværker

Da brændselsfordelingsreglerne i kulafgiftslovens § 7, stk. 1 som nævnt er parallelle med naturgasafgiftslovens § 8, stk. 2 henvises der til beskrivelsen af reglerne, herunder ændringen af reglerne ved lov nr. 393 af 6. juni 2002, i afsnittet om naturgas, se F.4.5 . 

Afgiftslempelse på fjernvarme

"Stk. 3. Momsregistrerede varmeproducenter, der leverer varme uden samtidig produktion af elektricitet til de kollektive fjernvarmenet, og som har kraftvarmekapacitet efter stk. 4, eller som den 1. oktober 2005 havde kraftvarmekapacitet efter stk. 4, samt værker omfattet af bilaget til lov om afgift af mineralolieprodukter m.v. kan få tilbagebetalt en del af afgiften af forbrug af afgiftspligtige varer anvendt til fremstilling af varme leveret til de samme kollektive fjernvarmenet, som kraftvarmekapaciteten vedrører. Den del af afgiften, der overstiger 45 kr. pr. GJ fjernvarme ab værk, tilbagebetales. Såfremt der ved fremstillingen af fjernvarme anvendes både afgiftspligtige varer efter denne lov og andre brændsler eller energikilder, nedsættes de 45 kr. pr. GJ fjernvarme forholdsmæssigt. Hvis virksomheden producerer både el og varme samtidig, er perioden for opgørelse af afgiften efter 1. og 2. pkt. døgnet. Ved samtidig produktion af elektricitet og varme kan reglerne i 1.-3. pkt. kun anvendes, hvis opgørelsesproceduren er godkendt af told- og skatteforvaltningen. Tilbagebetaling sker efter reglerne i stk. 2."

"Stk. 4. Virksomheden har kraftvarmekapacitet, hvis 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året kan dækkes af kraftvarmeenheden. Mindst 25 pct. af produktionen af elektricitet og varme i kraftvarmeenheden skal udgøres af elektricitet. Dette skal kunne dokumenteres på forlangende over for told- og skatteforvaltningen."

Bestemmelserne (afgiftslempelsen) skal godkendes af Europa-Kommissionen efter statsstøttereglerne. Skatteministeren sætter loven/lempelsen i kraft, når statsstøttegodkendelsen er modtaget, dog tidligst den 1. juli 2006. Der vil være sammenfald mellem ikrafttrædelsestidspunktet og virkningstidspunktet for lempelsen.   

SKATs Hovedcenter vil udarbejde nærmere information mv. om lempelsen. Der vil endvidere blive udarbejdet nærmere regler om opgørelsesprocedurer, jf. stk. 3, næstsidste pkt. 

§ 7 a

Der sker endvidere afgiftsfritagelse, når en oplagshaver leverer varer til de i toldlovens § 4 omhandlede diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner mv. samt de dertil knyttede personer.

 

F.2.6 Afgiftsgodtgørelse

Reglerne om godtgørelse af afgift fremgår af F.2.6.1 - F.2.6.3.

F.2.6.1 Ikke-registrerede virksomheder

§ 7, stk. 3

Modtagere af varme eller damp produceret ved affaldsforbrænding kan opnå afgiftsgodtgørelse af den andel af varmen, der anvendes til fremstilling af elektricitet, når der betales elafgift af den fremstillede elektricitet efter elafgiftsloven. Andelen beregnes som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i den elektricitet, der er fremstillet i perioden, og på den anden side summen af energiindholdet i den elektricitet og varme, der er fremstillet i perioden.

§ 7, stk. 5

Virksomheder, der ikke er registreret efter kulafgiftsloven, kan få bevilling til godtgørelse af energiafgift på kul mv., som leveres til udlandet og til centrale kraftværker og kraftvarmeværker, samt til andre virksomheder, der er registreret efter kulafgiftsloven som oplagshavere. Det gælder dog ikke for affaldsvarme.

Der kan ikke gives bevilling til en virksomhed, når den pågældende virksomhed og en registreret oplagshaver, som virksomheden direkte eller indirekte får leveret afgiftspligtige varer fra, er indbyrdes forbundne virksomheder.

Som indbyrdes forbundne virksomheder anses virksomheder, hvor samme ejerkreds direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af kapitalen i hver virksomhed eller direkte eller indirekte råder over mere end 50 pct. af den eventuel stemmeværdi i hver virksomhed. Ejere, som nævnt i aktieavancebeskatningsloven, anses ved bedømmelsen af ejerkredsen for én og samme person.

En udstedt bevilling bortfalder, hvis der efterfølgende kommer til at foreligge en situation med indbyrdes forbundne virksomheder.

Når registrerede oplagshavere køber kul mv. uden afgift af virksomheder med bevilling, jf. ovenfor, skal leverandøren udstede en faktura, hvoraf det bl.a. skal fremgå, at varerne er leveret uden afgift.

Virksomhederne skal medregne sådanne leverancer i regnskabet over tilgang af kul mv. uden afgift.

F.2.6.2 Momsregistrerede virksomheder

§ 8

Reglerne for godtgørelse af energiafgift af kul mv., som momsregistrerede virksomheder anvender til procesformål, fremgår af afsnittet om godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift, se F.6 .

F.2.6.3 Andre godtgørelser

§ 7, stk. 4

Virksomheder kan opnå godtgørelse af energiafgift (og CO2-afgift) af kul mv., der anvendes til  jernbanedrift og dampskibsfart, bortset fra lystfartøjer.

F.2.7 Regnskab

§ 11

Foruden de regnskabs- og faktureringsregler, der fremgår af A.10 , gælder der følgende regler for regnskab :

Registrerede affaldsforbrændingsanlæg, der afregner afgiften på grundlag af den fremstillede mængde varme, skal på fakturaen anføre mængden af varme i GJ, afgiftssatsen pr. GJ og den samlede afgift. Hvis den fremstillede varme er baseret på afbrænding af både affald og andet brændsel, skal afgiften fremgå særskilt for hver brændselstype.

§ 11, stk. 3

Hvis udleveringen af varer finder sted fra andre end registrerede virksomheder, skal leverandøren på forlangende udstede en faktura med samme indhold, som fra en registreret virksomhed, hvis modtageren er en momsregistreret virksomhed.

Oplysningspligt § 9, stk. 9

Virksomheder, der leverer varme, skal mindst en gang årligt give oplysning om afgiftens størrelse til brug for momsregistrerede virksomheder, der evt. kan få godtgjort afgiften, se F.6 .

§ 5, stk. 4 og 5

Affaldsforbrændingsanlæg og virksomheder, der opgør energiafgiften efter brændværdi, skal endvidere kunne konstatere eller verificere brændværdien for affald eller for hver varekategori. Dette skal på forlangende kunne dokumenteres over for told- og skatteforvaltningen.

Affaldsforbrændingsanlæg, der betaler afgift efter affaldets art, skal føre regnskab over indkøb og forbrug af affald for hver kategori af affald.

Depoter

Der stilles særlige krav til regnskabsførelse for registrerede virksomheder, der har opbevaringsanlæg (depoter), som ligger i flere af SKATs samarbejder.

Regnskabet over afgiftspligtig kul mv. skal føres i hovedvirksomheden. Det skal fremgå af regnskabet, hvilket depot de enkelte posteringer vedrører. Fakturaudskrivningen kan foretages enten af hovedvirksomheden eller af det enkelte depot.

Depotet skal periodisk - og i det mindste ved månedens slutning - underrette hovedvirksomheden om til- og afgangen, herunder om forbruget af afgiftspligtige varer. Hvis depotet selv udskriver fakturaer, skal kopier af fakturaerne sendes til hovedvirksomheden. Oplysningerne til hovedvirksomheden om udstedte fakturaer kan gives elektronisk.

F.2.8 Øvrige bestemmelser

Afregning mv.

Reglerne for afregning af afgift, hæftelse, eftergivelse og henstand (§§ 10, 10 a, 12, 23 og 25 b) fremgår af A.11 .

Ved angivelse og afregning af afgift anvendes en angivelses- og indbetalingsblanket, blanket nr. 23.012 for oplagshavere og blanket nr. Y-910A for varemodtagere.

Kontrol mv.

Reglerne for kontrol (§§ 17 - 19), efterbetalinger og skønsmæssige ansættelser (§ 12, jf. § 5, stk. 2 i opkrævningsloven og §15 ), se A.12 , straffebestemmelser (§§ 20 og 21), se A.13 , og klagevejledning se A.14 .

§ 24, stk. 1

Hvis kul mv., der efter § 7, stk. 1, er fritaget for afgift, anvendes til andet formål end det, hvortil varerne er bestemt, kan told- og skatteforvaltningen foretage bevillingsinddragelse , d.v.s. inddrage virksomhedens adgang til at indkøbe afgiftsfri kul mv. samt afkræve virksomheden afgift af de nævnte varer.

F.2 Bilag Tidligere afgiftssatser

Tidligere afgiftssatser

Afgiftssatserne har inden for de seneste år tidligere udgjort:

Afgift efter brændværdi

Periode  Sats
1.1.1998-31.12.1998 41,30 kr. pr. GJ
1.1.1999-31.12.1999 45,00 kr. pr. GJ
1.1.2000-31.12.2000 47,00 kr. pr. GJ
1.1.2001-31.12.2001 49,00 kr. pr. GJ
1.1.2002-31.12.2004 51,00 kr. pr. GJ

Stenkul (inkl stenkulsbriketter), koks, cinders og koksgrus

Periode Sats
1.1.1996-31.12.1996    860 kr. pr. ton
1.1.1997-31.12.1997    950 kr. pr. ton
1.1.1998-31.12.1998 1.150 kr. pr. ton
1.1.1999-31.12.1999 1.250 kr. pr. ton
1.1.2000-31.12.2000 1.300 kr. pr. ton
1.1.2001-31.12.2001  1.350 kr. pr. ton
1.1.2002-31.12.2004 1.425 kr. pr. ton

Jordoliekoks

Periode Sats
1.1.1996-31.12.1996 1.000 kr. pr. ton
1.1.1997-31.12.1997 1.155 kr. pr. ton
1.1.1998-31.12.1998 1.350 kr. pr. ton
1.1.1999-31.12.1999 1.475 kr. pr. ton
1.1.2000-31.12.2000 1.550 kr. pr. ton
1.1.2001-31.12.2001 1.625 kr. pr. ton
1.1.2002-31.12.2004 1.675 kr. pr. ton

Brunkulsbriketter og brunkul

Periode Sats
1.1.1996-31.12.1996   635 kr. pr. ton
1.1.1997-31.12.1997   700 kr. pr. ton
1.1.1998-31.12.1998   840 kr. pr. ton
1.1.1999-31.12.1999   910 kr. pr. ton
1.1.2000-31.12.2000   950 kr. pr. ton
1.1.2001-31.12.2001   990 kr. pr. ton
1.1.2002-31.12.2004 1.030 kr. pr. ton

Talolie, trætjære, trætjæreolie, vegetabilsk beg o.l.

Periode Sats
1.1.1995-31.12.1997 1.570 kr. pr. ton
1.1.1998-31.12.1998 1.615 kr. pr. ton
1.1.1999-31.12.1999 1.760 kr. pr. ton
1.1.2000-31.12.2000 1.840 kr. pr. ton
1.1.2001-31.12.2001 1.920 kr. pr. ton
1.1.2002-31.12.2004 1.990 kr. pr. ton

Bitumen med et vandindhold på mindre end 27 pct.

Periode Sats
1.1.1995-31.12.1997 1.510 kr. pr. ton
1.1.1998-31.12.1998 1.555 kr. pr. ton
1.1.1999-31.12.1999 1.690 kr. pr. ton
1.1.2000-31.12.2000 1.770 kr. pr. ton
1.1.2001-31.12.2001 1.840 kr. pr. ton
1.1.2002-31.12.2004 1.920 kr. pr. ton

Affald mv.

  1999 2000  2001 

 2002-2004

Afgift af den producerede
mængde varme i GJ
4,90 kr. 7,60 kr.    10,20 kr. 12,90 kr.
Træaffald pr. ton 65,00 kr. 100,00kr.   135,00 kr. 170 kr.
Andet affald pr. ton 45,00 kr. 70,00 kr.   90,00 kr.  110 kr.

F.3 Elektricitet

Forord

Energiafgift af el fremgår af lov om afgift af elektricitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 421 af 3. maj 2006 (elafgiftsloven) med senere ændringer, se nedenstående oversigt. Der skal også betales CO2-afgift af elektricitet, se F.5 .

Lovændring - lov nr. 389

Ved lov nr. 389 af 2. juni 1999 er der som led i elreformen sket visse ændringer af elafgiftsloven. Ved loven blev der indført et bidrag til distribution af elektricitet (eldistributionsbidrag), som trådte i kraft den 1. juli 1999.

Derudover skete der som følge af elliberaliseringen bl.a. ændring af elafgiftslovens definering af afgiftspligtige virksomheder (§ 3), jf. F.3.4 , og regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde (§ 7), jf. F.3.5 . Nedenfor er gengivet de nævnte nye lovbestemmelser:

"§ 3. Afgiften svares af

  1. den, der leverer elektrictitet til forbrug her i landet, og
  2. den, der til eget forbrug fremstiller elektricitet.

Stk. 2. Ved den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, jf. stk. 1, nr. 1, forstås i denne lov:
1) Netvirksomheder med bevilling efter § 19 i lov om elforsyning.
2) Transmissionsvirksomheder med bevilling efter § 19 i lov om elforsyning, der afsætter afgiftspligtig elektricitet til en endelig forbruger direkte fra virksomhedens transmissionsnet.

§ 7. Netvirksomheder og transmissionsvirksomheder omfattet af § 3, stk. 1, nr. 1, skal måle forbruget af elektricitet hos de forbrugere, der er tilsluttet virksomhedens net, samt eget forbrug af elektricitet. Virksomheden skal føre et regnskab over det nævnte forbrug samt over mængden af elektricitet, der leveres og distribueres for andre registrerede virksomheder, som kan danne grundlag for opgørelsen af de afgiftspligtige elmængder, det i hver afgiftsperiode opkrævede afgiftsbeløb og for kontrollen af afgiftsbetalingen.

Stk. 2. Afgiftspligtige omfattet af § 3, stk.1, nr. 2, skal måle og føre regnskab over fremstillingen, afsætningen og eget forbrug af elektricitet, der kan danne grundlag for opgørelsen af det i hver afgiftsperiode opkrævede afgiftsbeløb og for kontrollen af afgiftsbetalingen.

Stk. 3. De afgiftspligtige skal opbevare regnskabsmateriale i 5 år efter regnskabsårets udløb.

Stk. 4. De statslige told- og skattemyndigheder fastsætter de nærmere regler for de afgiftspligtiges regnskabsførelse og for indretning af teknisk måleudtyr og montering af dette hos afgiftspligtige omfattet af § 3, stk. 1, nr. 2.

Stk. 5. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for opkrævning og afregning af afgifter af elektricitet."

Lovændringen indebærer endvidere, at lovens § 9a, der omfatter den såkaldte varemodtagerbestemmelse for virksomheder, der har indgået aftale om køb af elektricitet i udlandet, jf. F.3.4.2 , ophæves. Denne ændring er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 673 af 23. juni 2004 om ikrafttræden af dele af lov nr. 389 af 2. juni 1999. 

Derudover er der sket visse konsekvensændringer som følge af de nævnte ændringer.

Ovennævnte ændringer var ikke trådt i kraft ved redaktionens ophør. De ændrede regler herom er derfor ikke omtalt under de enkelte delafsnit i vejledningen.

Lovændring - lov nr. 462

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der sket enkelte ændringer af elafgiftslovens registreringsbestemmelser. Det gælder bl.a. elafgiftslovens § 3, stk. 2 og § 4, stk. 2, der er trådt i kraft den 1. juli 2004. 

Elvarmeafgift

Reglerne om elvarmeafgift findes i bekendtgørelse nr. 456 af 10. juli 1986 om afgiftsberigtigelse af elektricitet til opvarmning af helårsboliger.

Særlig svovlafgift af el

For leverancer og forbrug af el indtil 31. december 1999 skulle der endvidere betales en særlig svovlafgift af el. Reglerne herom fremgår af lovbekendtgørelse nr. 78 af 8. februar 2006 om afgift af svovl. Fra 1. januar 2000 er varer, der er brugt til fremstilling af el i kraftværker og kraftvarmeværker, omfattet af svovlafgiftslovens almindelige regler. Disse fremgår af G.11 .

Lovændringer mv.

Der er de senere år sket følgende lovændringer mv.:

Lov nr. Dato Ændring

885

03.10.1996 Lovbekendtgørelse

1211

27.12.1996 Elsparebidrag

444

10.06.1997 Justering af rumvarmeafgiften

445

10.06.1997 Afgiftspligtige mængder kan fortsat opgøres efter forfaldsdatoen

1098

29.12.1997 Klagestrukturen

437

26.06.1998 Solcelleanlæg undtaget fra afgiftspligten og afgiftsforhøjelser

689

17.09.1998 Lovbekendtgørelse

380

02.06.1999 Myndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse

389

02.09.1999 Indførelse af eldistributionsbidrag mv. (§ 1, nr. 5,7 og 12 og § 3 er trådt i kraft ved bek. 807 af 12.7.2004)

963

20.12.1999 Afgiftsgodtgørelse vedrørende landbrug

165

15.03.2000 Opkrævningsloven
1029 22.11.2000 Afskaffelse af hæftestraf
462 09.06.2004 Gennemførelse af Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 og forenklinger af energiafgifterne (§ 1, nr. 19 og 21, § 2, nr. 2,3,4,5,6 og 21, § 3, nr. 2,3,5,19, § 4, 3,4 17 og § 5, nr. 2,3,4, og 14 er trådt i kraft ved bek. 807 af 12.7.2004), (§ 1, nr. 21 - proceslistens pkt. 37 - er trådt i kraft ved bek. nr. 372 af 25.5.2005, jf. endvidere bek. nr. 709 af 5. juli 2005), (§ 3, nr. 4 er trådt i kraft ved bek. nr. 708 af 5. juli 2005)
1391 20.12.2004 § 3, ændring af elvarmesats (trådt i kraft ved bek. nr. 941 af 12.10.2005)  
325 18.05.2005 Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse 
428 06.06.2005  Kommunalreformen konsekvensændringer 
1416  21.12.2005  Afgiftsnedsættelse på overskudsvarme (bekendtgørelse nr. 33 af 15.01.2007) 
1417  21.12.2005  Afgiftslempelser på fjernvarme mv., mikrokraftvarme og justeringer af forbrugsregistrering 
421 03.05.2006  Lovbekendtgørelse 

 

 

F.3.1 Afgiftspligtigt vareområde

§ 1

Afgiftspligten omfatter el, der forbruges her i landet.

Undtagelser
§ 2, stk. 1

Undtaget fra afgiftspligten er el, som

  • Fremstilles på produktionsanlæg, hvis kapacitet er mindre end 150 kW.
  • Fremstilles og forbruges i tog, skibe, luftfartøjer eller andre transportmidler.
  • Fremstilles ved vindkraft, vandkraft, biogas eller anden vedvarende energi, og som forbruges af producenten.
  • Fremstilles på nødstrømsanlæg i tilfælde, hvor den normale elforsyning svigter.
  • Fremstilles på solcelleanlæg med en installeret effekt på højst 6 kW pr. husstand, og som er tilsluttet elinstallationen i boliger eller i anden ikke-erhvervsmæssig benyttet bebyggelse.

Solcelle-el

Ved anden ikke-erhvervsmæssig benyttet bebyggelse forstås i det foreliggende tilfælde børneinstitutioner, skoler o.l. For så vidt angår institutioner, skoler o.l. sidestilles 100 m2 bebygget institutionsareal med 1 husstand.

Det er en forudsætning for afgiftsfriheden, at elselskabet afregner solcelleproduceret el fra elproducenten og leveret el til elproducenten til samme pris pr. kWh, og at der ikke er tilsluttet elinstallationen anden form for elproduktionsanlæg.

 

Anlæg lig med eller
over 150 kW

El, som fremstilles på produktionsanlæg med en kapacitet på 150 kW eller derover, er omfattet af afgiftspligten, selv om hele anlæggets kapacitet kun udnyttes lejlighedsvis.

Ved et produktionsanlægs kapacitet forstås det antal kW, som anlægget maksimalt kan yde vedvarende til drift af installationer, hvortil der kræves det omhandlede antal kW.

Anlæg mindre end 150 kW
§ 2, stk. 2

Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning bestemme, at el, der fremstilles på anlæg med en kapacitet på mellem 50 kW og 150 kW, og som har en årlig produktion på mere end 50.000 kWh, eller på stationære anlæg med en kontinuerlig fremstilling af el, er afgiftspligtig. Afgiftspligten er betinget af, at den fremstillede el er helt eller delvis godtgørelsesberettiget efter reglerne for godtgørelse af elafgift, se F.6 .

Bestemmelsen tager sigte på momsregistrerede virksomheder med anlæg til at fremstille el udelukkende til eget brug, fx grusgrave med eget elproduktionsanlæg.

Endvidere tager bestemmelsen sigte på virksomheder med et kraftvarmeanlæg med en kontinuerlig produktion af el - uden at der stilles krav til anlæggets kapacitet. I begge tilfælde er det som anført ovenfor en betingelse, at den producerede el er helt eller delvis godtgørelsesberettiget efter reglerne for godtgørelse af elafgift.

Den afgiftsmæssige behandling af landbrugsdiesel, der anvendes til produktion af el og varme i minikraftvarmeanlæg er præciseret i SKM2005.475.SKAT .

F.3.1.1 Kendelser fra Landsskatteretten

Stationære anlæg og kontinuerlig fremstilling

Landsskatteretten har den 21. marts 2001 afsagt kendelse i en sag vedrørende et grusværk med 3 dieselmotordrevne el-generatorer med en elproduktionskapacitet på henholdsvis 64, 38 og 80 kW, som ikke er forbundne, jf. SKM2001.598.LSR .

Sagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt den fremstillede elektricitet på de pågældende elproduktionsanlæg opfylder betingelserne i elafgiftslovens § 2, stk. 2, for at blive omfattet af afgiftspligten - og dermed hvorvidt grusværket kan opnå afgiftsgodtgørelse for den forbrugte olie til elproduktion.

Der er tale om anlæg monteret i trailere på hjul. Virksomheden har bl.a. overfor Landsskatteretten anført, at anlæggene aldrig er flyttet og heller ikke er opbygget med henblik herpå. At anlæggene står på hjul skyldes alene, at de er monteret i billigt indkøbte containere.

Kendelse: Retten fandt, at virksomheden er berettiget til at være registreret efter elafgiftsloven - og som følge deraf også efter CO2-afgiftsloven - som elproducent.

Retten har herved fundet, at anlæggene må anses for stationære, samt at der foreligger en kontinuerlig fremstilling af el. Det er tillagt vægt, at de pågældende anlæg ikke uden afholdelse af væsentlige omkostninger kan flyttes, samt at disse udgør den eneste tilgængelige energikilde og således anvendes i et omfang, der produktionsmæssigt er behov herfor.

Det fremgår endvidere af kendelsen, at retten finder, at elafgiftsloven ikke indeholder hjemmel til at opgøre elproduktionskapaciteten på grundlag af den samlede kapacitet af virksomhedens enkelte anlæg (lovens § 2, stk. 1, litra a).

F.3.2 Afgiftens størrelse

Afgiftssatser

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 skete der visse forenklinger samt justeringer af afgiftssatserne i energiafgiftslovene og CO2-afgiftsloven.

Der er tale om følgende satsændringer mv.:

  • CO2-afgiftssatserne nedsættes med 10 pct.
  • Den hidtidige afgiftsgodtgørelse for momsregistrerede virksomheder på 10 pct. af CO2-afgiften af energi til let proces ophæves.
  • Energiafgiftssatserne hæves med et beløb, som svarer til det, som CO2-afgiften nedsættes med.

Der gælder følgende energiafgiftssatser for elektricitet

Forbrug af elektricitet, der overstiger 4.000 kWh årligt i

helårsboliger, der opvarmes ved elektricitet 51,1 øre pr. kWh

Afgiften består af

  1. en energiafgift på 46,5 øre pr. kWh, 
  2. et elsparebidrag på 0,6 øre pr. kWh og
  3. et eldistributionsbidrag på 4 øre pr. kWh.

Forbrug af anden elektricitet 57,6 øre pr. kWh

Afgiften består af

  1. en energiafgift på 53 øre pr. kWh, 
  2. et elsparebidrag på 0,6 øre pr. kWh og
  3. et eldistributionsbidrag på 4 øre pr. kWh.

Der betales derudover CO2-afgift af elektricitet med 9 øre pr. kWh, jf. F.5 .

Lov nr. 1417

Ved lov nr. 1417 af 21. december 2005 er der sket en justering af afgiftssatserne for elektricitet. Energiafgiften forhøjes med 0,1 øre pr. kWh, medens CO2-afgiften sættes ned med 0,4 øre pr. kWh.

Samtidig ophæves nedenstående bestemmelser om nedsat afgift af elektricitet, der anvendes til at fremstille varme i varmepumper. Værkerne vil i stedet kunne anvende de nye bestemmelser om afgiftslempelse på fjernvarme, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 17 og 18, se F.3.8.1 .

Skatteministeren sætter loven/ændringerne i kraft, når der foreligger en godkendelse fra Europa-Kommissionen, dog tidligst den 1. juli 2006.

SKATs hovedcenter vil udarbejde nærmere information om ændringerne af afgiftssatserne mv. 

Fremstilling af varme i varmepumper

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der sket en nedsættelse af afgiften af el, der anvendes til at fremstille  varme i varmepumper. De pågældende bestemmelser i lov nr. 462 (elafgiftslovens 6, stk. 3 og elafgiftslovens § 6, stk. 4) er gengivet nedenfor.  

Elafgiftslovens § 6, stk. 3: "Af elektricitet fremstillet af varmeværket selv, der anvendes til fremstilling af varme i varmepumper i varmeværker, som leverer varme til de kollektive fjernvarmenet, betales afgift efter stk. 1." Dvs., at der skal betales afgift efter elvarmesatsen.

Elafgiftslovens § 6, stk. 4: "Af elektricitet fremstillet af varmeværket selv, der anvendes til fremstilling af varme i varmepumper i varmeværker, som leverer varme til de kollektive fjernvarmenet, betales i perioden fra 1. juli 2004 til 1. januar 2005 i alt en afgift på 43,1 øre pr. kWh, som består af   

  1. en energiafgift på 38,5 øre pr. kWh, 
  2. et elsparebidrag på 0,6 øre pr. kWh og
  3. et eldistributionsbidrag på 4 øre pr. kWh.   

Bestemmelserne i § 6, stk. 3 og stk. 4 trådte i kraft den 1. august 2005 med virkning fra den 1. juli 2004, jf.  bekendtgørelse nr. 708 af 5. juli 2005.

Ved § 3 i lov nr. 1391 af 20. december 2004 skete en nedsættelse af afgiftssatserne i elafgiftslovens § 6, stk. 4 med en øre i forhold til de satser, som blev vedtaget ved lov nr. 462. Denne ændring trådte i kraft den 15. oktober 2005 med virkning fra den 1. juli 2004, jf. bekendtgørelse nr. 941 af 12. oktober 2005.    

Elafgiftslovens § 6, stk. 4 er gengivet nedenfor med de endeligt gældende afgiftssatser:

"Elafgiftslovens § 6, stk. 4: "Af elektricitet fremstillet af varmeværket selv, der anvendes til fremstilling af varme i varmepumper i varmeværker, som leverer varme til de kollektive fjernvarmenet, betales i perioden fra 1. juli 2004 til 1. januar 2005 i alt en afgift på 42,1 øre pr. kWh, som består af   

  1. en energiafgift på 37,5 øre pr. kWh, 
  2. et elsparebidrag på 0,6 øre pr. kWh og
  3. et eldistributionsbidrag på 4 øre pr. kWh."   

Tidligere afgiftssatser 

Tidligere afgiftssatser, se  F.3 Bilag .

Løbende leverancer - afgiftsforhøjelser

For løbende leverancer, for hvilke afregningsperioden starter før og slutter efter en satsændring, anvendes de forhøjede satser på så stor en del af leverancen, som perioden fra datoen for satsforhøjelsen til afregningsperiodens slutning udgør i forhold til hele afregningsperioden.

Told- og skatteforvaltningen kan tillade, at der foretages afrunding af den brøkdel af leverancen, hvorefter fordelingen skal foretages.

F.3.3 Afgiftspligtige virksomheder

Afgiften svares af

§ 3, stk. 1, nr. 1

Den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet.

Ved den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, forstås den, der driver bevillingspligtig virksomhed omfattet af § 19, § 20, stk. 2, eller § 21 a i elforsyningsloven, jf. elafgiftslovens § 3, stk. 2. 

Grundlæggende er der tale om de virksomheder, der driver elforsyningsnettet og varetager "transporten" af elektricitet til forbrugeren, og som er ansvarlig for måling af aftag fra elforsyningsnettet. Disse virksomheder er ofte benævnt "netvirksomheder".

§ 3, stk. 1, nr. 2

Den, der til eget brug fremstiller elektricitet, fx industrivirksomheder, grusgrave og omrejsende tivolier med et elproduktionsanlæg, der fremstiller elektricitet til eget forbrug, når der skal betales afgift af den fremstillede elektricitet. Sådanne virksomheder er efterfølgende benævnt Elproducenter.

§ 4, stk. 2

Den, der uden at være omfattet af § 3, stk. 1, nr. 1 (elselskaber), leverer elektricitet til forbrug her i landet, dvs. elproducerende anlæg, som leverer el direkte til forbrug uden om transmissions- og distributionsnettet.

F.3.3.1 Domme

Landsretten har den 1. april 1998 afsagt dom i en sag vedrørende spørgsmålet om den afgiftsmæssige stilling efter elafgiftsloven for et mobilt nedknusningsanlæg, der er forsynet med en dieselgenerator.

Om anlægget er nærmere oplyst, at det har en bredde, højde og længde på henholdsvis 3 m, 4 m og 13,98 m og er forsynet med larvebånd. Anlægget, der anvendes til knusning af beton til grus, består af et knuseri og et transportbånd, der fører det knuste materiale fra knuseren. Knuseriet og transportbåndet drives af elmotorer, der forsynes med strøm fra en dieselgenerator. Denne har en kapacitet på 330 kW og er placeret i en kasse på 3 m x 1,5 m x 2,1 m, der er monteret på nedknusningsanlægget. Anlægget er forsynet med 380 V og 220 V eludtag. Nedknusningsanlægget kan flyttes ved hjælp af larvebånd eller ved hjælp af en blokvogn. Anlæggets elproduktion er på årsbasis opgjort til ca. 250.000 kWh.

Sagsøgeren gjorde under sagens behandling bl.a. gældende, at der er tale om et industrielt kraftværk - og ikke i afgiftsmæssig henseende en entreprenørmaskine, og at den olie, der medgår til fremstilling af elektricitet, ikke kan sidestilles med motorbrændstof. Elstikkene benyttes bl.a. til et svejseværk, når anlæget repareres, og til belysningen i forbindelse med anlæggets drift. Endvidere blev det oplyst, at der ikke findes andre maskiner end den omhandlede med sådanne eludtag, og at en almindelig gravemaskine ikke har eludtag med en spænding på over 24 V.

Dom

Landsretten fandt, at der efter ordlyden af elafgiftslovens § 3, stk. 2, sammenholdt med lovens §§ 1 og 2a, skal svares afgift af den producerede elektricitet. Dette indebærer, at der er tale om et registreringspligtigt elproduktionsanlæg, jf. elafgiftslovens § 4.

Told- og Skattestyrelsens bemærkninger

Styrelsen finder, at ovennævnte dom fastslår, at andre virksomheder med lignende mobile elproduktionsanlæg, vil være omfattet af afgiftspligten efter elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2, under forudsætning af, at elproduktionsanlægget har en selvstændig opbygning og funktion, og dermed kan sidestilles med et almindeligt stationært dieseldrevet elproduktionsanlæg. Udover, at elproduktionsanlægget uden væsentlige problemer kan afmonteres og fungere som et stationært anlæg, skal anlægget have udtag til 220/380 volt.

Transformerstationer

Der henvises til F.6.4.6 om transformerstationers elforbrug.

F.3.3.2 Andet

Skatteministeriets departement har den 9. februar 1998 bl.a. skrevet således i relation til den afgiftsmæssige stilling for virksomheder, fx en supermarkedskæde, der har etableret et internt forsyningsselskab:

"Efter elafgiftsloven påhviler afgiftspligten den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet. Afgiftspligtige skal registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder.

Det er Departementets opfattelse, at det forhold, at et selskab eller en virksomhed indgår aftale med f.eks. butikker i samme koncern om levering af elektricitet, og at selskabet tager sig af fakturaer fra elforsyningsselskaberne vedrørende leverancer til butikkerne, ikke gør selskabet til en elleverandør efter elafgiftsloven. Der er reelt tale om, at en storforbruger har besluttet at koordinere forhold vedrørende fakturaer og betaling i et særligt selskab."

F.3.4 Registrering af virksomheder

§ 4

Virksomheder nævnt i F.3.3 , skal anmelde sig til registrering, se i øvrigt de generelle regler for registrering i A.5 .

Virksomheder, der registreres efter elafgiftsloven, skal også registreres efter CO2-afgiftsloven.
Ved anmeldelse til registrering anvendes blanket nr. 23.013 , Blanketten omfatter tillige registrering for CO2-afgift af elektricitet.  Blanketten kan hentes på http://www.webreg.dk/ eller fås ved henvendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Forbrugsregistrering for elektricitet og varme og registrering for mellemhandel af varme

 Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der sket en ændring af registreringsbestemmelserne, som gør det muligt for større energiforbrugere - på visse betingelser - at blive registreret for forbrug af gas, el og varme. Endvidere kan varmeleverandører - på visse betingelser - blive registreret for mellemhandel af varme.

Betingelser for forbrugsregistrering for elektricitet:

Som en betingelse for forbrugsregistrering skal virksomhedens årlige forbrug af el målt pr. afregningsmåler være over 100.000 kWh og godtgørelsen af energi- og CO2-afgift af el skal samlet set udgøre mindst 90 pct. af afgiften efter elafgiftsloven og CO2-afgiftsloven.

 

Endvidere skal elektriciteten leveres direkte af en virksomhed, der er registreret efter elafgiftsloven hos told- og skatteforvaltningen som leverandør af el. Ved en leverandør af el forstås en distributionsvirksomhed eller transmissionsvirksomhed, som "transporterer" elektriciteten frem til forbrugeren, og som er ansvarlig for aflæsning af afregningsmåleren hos forbrugeren.

 

Betingelser for forbrugsregistrering af varme: Se F.4.2 .

 

Betingelser for registrering for mellemhandel af varme: Se F.4.2 . 

 

Ikrafttræden mv.: 

Bestemmelserne er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Ordningerne om forbrugsregistrering for varme og mellemhandel af varme er nærmere beskrevet i følgende 2 nyhedsbreve:

1) Nyhedsbrev af juli 2004  (Energiafgifter - Forbrugsregistrering for gas, el og varme (nettoafregning af afgift) og mellemhandlerregistrering for varme).

2) Nyhedsbrev af september 2004 (Energiafgifter - Forbrugsregistrering - Opgørelse af nettoafgift af gas, el og varme og opgørelse af afgiftsindholdet i varme).  

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

 

Forbrugsregistrering - Justeringer mv. pr. 1 januar 2006

Ved lov nr. 1417 af 21. december 2005 er der pr. 1 januar 2006 sket enkelte justeringer og en udvidelse af ordningen om forbrugsregistrering for gas, el og varme.

Efter de hidtil gældende regler er det det årlige forbrug pr. afregningsmåler (El: 100.000 kWh) og (Varme: 4.000 GJ) og godtgørelsens størrelse på 90 pct. af den samlede energi- og CO2-afgiftsbelastning, der er afgørende for, om en virksomhed kan forbrugsregistreres.

"Afregningsmålerprincippet" er blevet ændret til et "virksomhedsprincip", dvs. at de hidtidige krav til forbrugets størrelse og godtgørelsens størrelse for at blive forbrugsregistreret er ændret fra at gælde for hver afregningsmåler til at gælde inden for samme lokalitet. Det betyder bl.a., at en virksomhed, der indenfor samme lokalitet har 2 eller flere afregningsmålere, kan få alle målere omfattet af én forbrugsregistrering, hvormed det er det samlede forbrug inden for lokaliteten og ikke hver enkelt måler, der er afgørende for registreringen. Der er samtidig tale om en administrativ forenkling.  

Ved lokalitet forstås virksomhedens geografiske forretningssted. Har virksomheden flere forretningssteder (flere geografiske lokaliteter) - er det forbruget ved de enkelte lokaliteter, der er afgørende for, om den enkelte lokalitet kan blive omfattet af en forbrugsregistrering.

-----

Justeringerne mv. er nærmere beskrevet i  Nyhedsbrev af december 2005 (Forbrugsregistrering for gas, el og varme - justeringer mv. af afgiftsreglerne).

Nyhedsbrevet indeholder endvidere et afsnit, hvori der er redegjort nærmere om identifikation af afregningsmålere herunder brug af målestedsidentifikation/aftagenummer (EAN-nummer) for afregningsmålere, der er omfattet af en forbrugsregistrering.

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

F.3.5 Opgørelse af den afgiftspligtige mængde

§ 8, stk. 1

Registrerede oplagshavere skal opgøre den afgiftspligtige mængde for hver afgiftsperiode (kalendermåned) , dvs. den mængde, som virksomheden skal betale elafgift (og CO2-afgift) af.

Den afgiftspligtige mængde skal opgøres særskilt for leverancer af el til opvarmning af helårsboliger og anden el.

Forbrugsregistrerede virksomheder og registrerede mellemhandlere af varme

Ordningen om forbrugsregistrering for elektricitet og varme og mellemhandel af varme trådte i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Regler om opgørelse af den afgiftspligtige mængde (nettoafgift) for forbrugsregistrerede virksomheder og den afgiftspligtige mængde for mellemhandlere af varme er beskrevet i nyhedsbrev af september 2004 (Energiafgifter - Forbrugsregistrering - Opgørelse af nettoafgift af gas, el og varme og opgørelse af afgiftsindholdet i varme).  

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

Fradrag

I den afgiftspligtige mængde fradrages el, der er leveret uden afgift, se F.3.7 .

Eget forbrug

Ved opgørelsen skal medregnes el, der er anvendt til de i momslovens § 42, stk. 1, nævnte formål (el til funktionærboliger, indehaverens privatforbrug mv.), samt til afsætning af ydelser, der ikke giver adgang til godtgørelse af elafgift efter elafgiftslovens § 11, fx forlystelser. Endvidere medregnes el, der ikke vedrører omsætningen af varer og momspligtige ydelser.

Ved opgørelsen af den afgiftspligtige mængde kan virksomheden fradrage mængden af afgiftspligtige varer, som virksomheden har anvendt til formål, hvor der kan ske fradrag af afgiften efter lovens § 11. Det gælder fx el, der er anvendt til procesformål, jf. lovens § 11, stk. 1 og 4. Der kan dog ikke ske fradrag for el, der anvendes til formål omfattet af bilaget til elafgiftsloven, jf. lovens § 11, stk. 2. Se i øvrigt godtgørelsesreglerne i F.6 .

F.3.5.1 Elselskaber

§ 8, stk. 2

Virksomhedens afgiftspligtige leverancer i en måned omfatter de leverancer, for hvilke der i den pågældende måned er udstedt fakturaer, herunder acontoopkrævninger.

Dette indebærer, at alle fakturaer og acontoopkrævninger, der udstedes i en måned, skal medtages ved opgørelsen af de afgiftspligtige leverancer for den samme måned.

En eventuel forfaldsdato eller dato for sidste rettidige betaling kan ikke lægges til grund for opgørelsen af de afgiftspligtige leverancer.

Fakturadatoen skal dermed anvendes både ved opgørelse af momstilsvaret og den afgiftspligtige mængde el i relation til elselskabets afregning af elafgift og CO2-afgift.

I de følgende afsnit er reglerne for opgørelse af den afgiftspligtige mængde el beskrevet på grundlag af en række af de faktureringsmetoder, som elselskaberne almindeligvis anvender over for elkunder. Reglerne anvendes i øvrigt også ved opgørelse af momstilsvaret.

Månedsafregnende elkunder

Reglerne for opgørelse af den afgiftspligtige mængde el ved månedsafregnende elkunder , hvor der sker en slutafregning for hver måned, kan vises ved følgende eksempel:

En leverance i januar, for hvilken der udstedes en faktura i februar, skal medregnes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde el for februar - hvor fristen for angivelse og betaling af afgifterne til told- og skatteforvaltningen er den 15. marts.

Acontoopkrævninger for hver enkelt acontoperiode

For udstedte acontoopkrævninger , som sendes enkeltvis til elkunder for hver acontoperiode, gælder der de samme opgørelsesregler som nævnt oven for ved månedsafregnende elkunder.

Det betyder, at en acontoopkrævning, der udstedes i fx marts omfattende en 3 måneders acontoperiode (februar, marts og april), skal medregnes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde el for marts.

Betaling via PBS

Ved betaling for leverancer af el via BetalingsService (PBS) anvender elselskaberne almindeligvis følgende 2 hovedsystemer:

  1. Elkunden får tilsendt fakturaer - acontoopkrævninger for hver acontoperiode og en årsafregning (slutafregning) - fra elselskabet og en betalingsoversigt fra PBS.
  2. Elkunden får tilsendt en slutafregning fra elselskabet og en betalingsoversigt fra PBS for slutafregningen - mens den løbende acontoopkrævning for hver acontoperiode sker via PBS.

Ad 1

Hvis elselskabet både udsteder acontoopkrævninger for hver acontoperiode og en slutafregning - hvoraf det fremgår, at betaling vil ske via PBS - er det fakturadatoen på de udstedte acontoopkrævninger og slutafregningen, der skal anvendes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde el.

Datoen på betalingsoversigten fra PBS er dermed uden betydning i dette tilfælde.

Ad 2

Hvis elselskabet udsteder en slutafregning, er det fakturadatoen på slutafregningen, der skal anvendes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde el. Det samme gælder i de tilfælde, hvor slutafregningen er slået sammen med første acontorate for det nye afregningsår.

For de øvrige acontorater anvendes betalingsoversigten fra PBS som faktura under forudsætning af, at betalingsoversigten indeholder de samme oplysninger, som kræves for en faktura. Det forudsættes endvidere, at hver fakturering/transaktion på en betalingsoversigt skal forsynes med en udstedelsesdato (fakturadato).

Denne dato skal også lægges til grund af momsregistrerede elkunder for, hvornår acontoopkrævningen må medregnes ved opgørelse af fradragsberettiget elafgift (og CO2-afgift).

En tidligere administrativ praksis med at bruge betalingsoversigtens datering (den 1. i måneden) som fakturadato ophørte med virkning fra den 1. december 1999.

Samlet udsendelse af acontoopkrævninger

Elselskaber, der udsender alle indbetalingskort samlet for alle acontoperioder i afregningsåret skal som hovedregel medtage alle acontoopkrævningerne ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde el i den afgiftsperiode, hvori den samlede udsendelse af indbetalingskortene sker.

Hovedreglen kan dog fraviges, således at elselskabet kan forsyne indbetalingskortene med hver sin fakturadato, der herefter kan anvendes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde el. Fakturadatoen skal ligge forud for en forfaldsdato og sidste rettidige indbetalingsdag. Det præciseres, at elselskabet ikke må anvende en forfaldsdato eller anden dato end fakturadatoen ved opgørelsen.

Det er en betingelse, at det klart fremgår af indbetalingskortene, hvornår momsregistrerede elkunder må medregne acontoopkrævningen ved opgørelse af fradragsberettiget elafgift (og CO2-afgift). Der skal være fuldstændigt sammenfald mellem de to tidspunkter.

F.3.5.2 Opgørelse på grundlag af leverancer fra kraftværker

§ 8, stk. 3

Elselskaber, der årligt afsætter mindre end 100 GWh, kan efter ansøgning til told- og skatteforvaltningen få tilladelse til at opgøre de afgiftspligtige leverancer på grundlag af de fakturerede leverancer af el fra kraftværker mv.

Virksomheder, der opgør de afgiftspligtige leverancer på grundlag af de tilfakturerede leverancer fra kraftværker mv., kan foretage et fradrag i disse leverancer på 4  pct. for ledningstab.

Tilladelsen gives på betingelse af, at endelig afregning af elafgiften over for told- og skatteforvaltningen finder sted mindst én gang om året ved opgørelse og afregning af de faktiske leverancer på grundlag af en aflæsning af forbruget hos samtlige forbrugere.

F.3.5.3 Elproducenter

Elproducenter skal opgøre den afgiftspligtige mængde på grundlag af et produktionsregnskab over den mængde el, som virksomheden har produceret til forbrug i månedens løb.

I den afgiftspligtige mængde fradrages eget forbrug af el, der er godtgørelsesberettiget efter lovens § 11, se F.3.5 og F.6.

F.3.6 Elvarmeafgift

Elafgiftsloven indeholder i § 6, stk. 1, nr. 1 en nedsat afgiftssats, som finder anvendelse ved forbrug af elektricitet, der overstiger 4.000 kWh årligt i helårsboliger, der opvarmes ved elektricitet. De nærmere regler om anvendelse af den særlige lavere afgiftssats for elvarme findes i bek. nr. 456 af 10. juli 1986 om afgiftsberigtigelse af elektricitet til opvarmning af helårsboliger udstedt i medfør af lovens § 6, stk. 2.

Bek. §1

Den særlige elvarmesats kan anvendes for el, der leveres til boligenheder, som er registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR) som elopvarmet helårsbolig.

Den særlige elvarmesats kan kun anvendes over for boligenheder og ikke for fx fjernvarmeværker, der installerer en eldrevet varmepumpe, selv om varmepumpen producerer varme til boligopvarmning i konkurrence med andre opvarmningssystemer, herunder eldrevne parcelhusvarmepumper.

Sommerhuse

Elvarmesatsen kan også anvendes for leverancer til sommerhuse (registreret i BBR som sommerhus), som ejeren lovligt kan anvende til helårsbeboelse efter de almindelige regler herom i Planlovens § 40 og 41. Den fremsendte BBR-instruks fra Kort- og Matrikelstyrelsen foreskriver, at der skal ske ændring af anvendelseskoden for sommerhuse, hvor ejeren får dispensation til helårsbeboelse, uanset hvilken dispensation kommunen anvender. Hvis et sommerhus ændrer status i BBR-registret til at være en helårsbolig, kan den særlige sats for elvarme anvendes.

Registrering af elinstallationer

Boligens elinstallation skal være registreret hos elselskabet som anvendt til opvarmning.

Bek. § 2

Elselskabet registrerer elvarmeinstallationen efter anmodning fra den, der hæfter for betaling af leverancen. Kommunen skal attestere, at installationen er i en bolig, der er registreret i BBR som elopvarmet helårsbolig, eller i et sommerhus,som ejeren lovligt anvender til helårsbeboelse, jf. ovenfor.

Der anmodes om registrering i et skema, der er optrykt som bilag til bekendtgørelsen, eller i en skrivelse, der indeholder samme oplysninger som skemaet. Skemaet er udformet sådan, at der anmodes både om registrering hos elselskabet og i BBR.

Bek. § 3, stk. 2

Elselskabet skal over for kommunen entydigt identificere den eller de boliger, der ønskes registreret. Elselskabet skal samtidig oplyse, hvor meget el, der er leveret til installationen i de seneste 12 måneder.

Elvarmesatsens anvendelse

Elvarmesatsen anvendes for forbrug af el, der overstiger 4.000 kWh årligt pr. boligenhed. Satsen anvendes også for el, som bruges i erhvervslokaler, der har installation (elmåler) fælles med en elopvarmet helårsbolig. Dette gælder fx en helårsbolig, hvorfra der også drives et erhverv.

Satsen kan anvendes fra det tidspunkt, hvor elselskabet har registreret installationen, jf. bek. § 5.

Elselskabet kan dog afregne efter elvarmesatsen fra det tidspunkt, hvor anmodning om registrering modtages, eller fra det tidspunkt, hvor elinstallatøren oplyser selskabet om, at der i boligen er installeret elvarme. Det er herved en betingelse, at boligen registreres som elopvarmet bolig i BBR inden 2 måneder.

Opgørelse af elvarmeleverancer

Kun den del af elforbruget i registrerede boliger, som overstiger 4.000 kWh årligt, kan afgiftsberigtiges efter elvarmesatsen, jf. bek. § 1, stk. 2.

Hvis afregningsperioden er en anden end året, reguleres forbrugsgrænsen på 4.000 kWh forholdsmæssigt så meget, som afregningsperioden udgør af året, jf. bek. § 6.

Den del af leverancen, der i disse tilfælde kan afgiftsberigtiges efter den særlige elvarmesats, opgøres ved fra den samlede leverance at fradrage et antal kWh, der pr. dag udgør 4.000 kWh : 365 eller pr. måned 4.000 kWh : 12.

Opgørelsesmetoden skal også anvendes for løbende leverancer til en boligenhed, hvis elinstallation registreres eller slettes fra registrering hos elselskabet, eller når der inden udgangen af en ordinær årsafregningsperiode endeligt afregnes med en elvarmeforbruger, fx ved ejerskifte.

Underretning af elvarmeforbrugere

Ifølge bek. § 8, stk. 2, skal elselskaberne mindst en gang årligt gøre elvarmeforbrugerne opmærksom på

  • at de straks skal underrette elselskabet, hvis betingelsen for registreringen i BBR som elopvarmet helårsbolig ikke længere er til stede, og
  • at de kan pådrage sig strafansvar, hvis de undlader at underrette elselskabet herom.

F.3.7 Afgiftsfri udlevering

Oplagshavere kan ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde fradrage følgende:

  1. el, der leveres til virksomheder, der erhvervsmæssigt afsætter elektricitet, og som er registreret efter § 4, jf. § 5, pkt. a,
  2. el, der leveres til virksomheder, der er registreret efter § 4, stk. 3-5  
  3. el, der leveres til udlandet, jf. § 5, pkt. c,
  4. el, der leveres til diplomater og internationale institutioner, jf. § 11b, stk 1.

Punkt 2 er indsat ved lov nr. 462 af 9. juni 2004. Bestemmelsen er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.  

Reglerne vedrørende punkt 1, 2 og 3 fremgår af A.7.1.2 .

Diplomater § 11 b, stk. 1

Af praktiske hensyn administreres ordningen med fritagelse for el, der leveres til diplomater mv., som en godtgørelsesordning. Det betyder, at bestemmelsen ikke direkte berører elselskabernes opkrævning af elafgift mv.

Repræsentationer mv. kan efter ansøgning til told- og skatteforvaltningen få godtgjort elafgift (og CO2-afgift). Ved ansøgning bruges en særlig anmodningsblanket (23.006), der kan fås hos SKAT.

F.3.8 Afgiftsgodtgørelse

F.3.8.1 Momsregistrerede virksomheder

§ 11

Reglerne for godtgørelse af elafgift, som momsregistrerede virksomheder anvender til procesformål, fremgår af afsnittet om godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift. F.6 .

Der kan dog ikke opnås godtgørelse af elafgift til visse aktiviteter, selv om forbruget vedrører virksomhedens omsætning af momspligtige ydelser. Disse aktiviteter fremgår af bilaget til elafgiftsloven. Det er fx advokater, arkitekter og forlystelsesvirksomheder, se nærmere herom i F.6 .

Særlig svovlafgift af el

El var indtil udgangen af 1999 pålagt en særlig svovlafgift af el. Momsregistrerede virksomheder har ikke haft adgang til fradrag af denne afgift.

§ 11, stk. 14

Virksomheder, som producerer elektricitet, og som er berettiget til at tilbagebetaling af afgift af elektricitet, kan foruden tilbagebetaling efter § 11, stk. 1, få tilbagebetalt 1 øre pr. kWh af den del af virksomhedens forbrug af elektricitet, der medgår direkte til fremstilling af elektricitet sam til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet.

Afgiftslempelse på fjernvarme

 

"Stk. 17. Momsregistrerede varmeproducenter, der leverer varme uden samtidig produktion af elektricitet til de kollektive fjernvarmenet, og som har kraftvarmekapacitet efter stk. 18, eller som den 1. oktober 2005 havde kraftvarmekapacitet efter stk. 18, samt værker omfattet af bilaget til lov om afgift af mineralolieprodukter m.v. kan få tilbagebetalt en del af afgiften af forbrug af afgiftspligtige varer anvendt til fremstilling af varme leveret til de samme kollektive fjernvarmenet, som kraftvarmekapaciteten vedrører. Den del af afgiften, der overstiger 45 kr. pr. GJ fjernvarme ab værk eller 16,2 øre pr. kWh fjernvarme ab værk, tilbagebetales. Såfremt der ved fremstillingen af fjernvarme anvendes både afgiftspligtig elektricitet efter denne lov og andre brændsler eller energikilder, nedsættes de 45 kr. pr. GJ fjernvarme eller 16,2 øre pr. kWh fjernvarme forholdsmæssigt. Hvis virksomheden producerer både el og varme samtidig, er perioden for opgørelse af afgiften efter 1. og 2. pkt. døgnet. Ved samtidig produktion af elektricitet og varme kan reglerne i 1.-3. pkt. kun anvendes, hvis opgørelsesproceduren er godkendt af told- og skatteforvaltningen."

"Stk. 18. Virksomheden har kraftvarmekapacitet, hvis 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året kan dækkes af kraftvarmeenheden. Mindst 25 pct. af produktionen af elektricitet og varme i kraftvarmeenheden skal udgøres af elektricitet. Dette skal kunne dokumenteres på forlangende over for told- og skatteforvaltningen."

Bestemmelserne (afgiftslempelsen) skal godkendes af Europa-Kommissionen efter statsstøttereglerne. Skatteministeren sætter loven/lempelsen i kraft, når statsstøttegodkendelsen er modtaget, dog tidligst den 1. juli 2006. Der vil være sammenfald mellem ikrafttrædelsestidspunktet og virkningstidspunktet for lempelsen.

For varme fremstillet af elektricitet vil afgiftslempelsen kun gælde 4 år fra ikrafttrædelsestidspunktet.     

SKATs Hovedcenter vil udarbejde nærmere information mv. om lempelsen. Der vil endvidere blive udarbejdet nærmere regler om opgørelsesprocedurer, jf. stk. 17, sidste pkt.

F.3.8.2 Andre godtgørelser

§ 11 b, stk. 2

Virksomheder kan opnå godtgørelse af energiafgift (og CO2-afgift) af el mv., der anvendes til kørestrøm, der anvendes af rutebiler og eltog til personbefordring.

Med hensyn til rutebiler omfatter godtgørelsen kun afgift af elektricitet, der direkte er anvendt i forbindelse med driften af trafikmidlet, men ikke afgift af energi forbrugt til opvarmning, fx forvarmning af busser vha. el. Reglerne herom er beskrevet i F.6.11 .

Godtgørelse af afgift af elektricitet, der anvendes af eltog til godstransport er omfattet af godtgørelsesreglerne for momsregistrerede virksomheder i lovens § 11, se F.6.4.1 og F.6.7.

Godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til drift af eltog er beskrevet i F.5.5 .

F.3.9 Regnskab

§ 7

Foruden de regnskabs - og faktureringsregler, der fremgår af A.10 , gælder følgende:

Elafgiften skal kunne opgøres særskilt for leverancer til opvarmning af helårsboliger og anden el.

Faktura

Fakturaer behøver ikke at være nummereret fortløbende, hvis de i stedet er forsynet med et forbrugsnummer.

Som fakturadato vil kunne antages den dato, da forbrugerens måler er aflæst.

Fakturaen skal indeholde oplysning om, at eldistributionsbidraget udgør 4 øre pr. kWh.

Endvidere skal fakturaen oplyse om leveringsperiodens længde og leverancens omfang i kWh.

§ 11 a, stk. 8

Elselskaber skal mindst én gang om året give momsregistrerede elkunder oplysning om afgiftens størrelse, særskilt for elafgift og CO2-afgift.

Reglerne om fakturering mv. gælder også for virksomheder, der er frivilligt registreret efter momsloven for levering af el i forbindelse med udlejning af fast ejendom, hvis disse virksomheder viderefakturerer elforbruget til de enkelte lejere mv.

F.3.10 Øvrige bestemmelser

Afregning mv.
§ 8

Reglerne for afregning af afgift fremgår af A.11 . Ved angivelse og betaling af afgift anvendes en angivelses- og indbetalingsblanket, blanket nr. 23.011 for både oplagshavere og varemodtagere.

Kontrol mv.

Reglerne for kontrol (§§ 12 og 13), efterbetalinger og skønsmæssige ansættelser, se A.12 , straffebestemmelser (§§ 15 og 16), se A.13 , og klagevejledning se A.14 .

Elvarme

Ifølge § 10 i bek. om afgiftsberigtigelse af elektricitet til opvarmning af helårsboliger straffes med bøde endvidere den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for beregning af den særlige elvarmeafgift, jf. bek. § 10, stk. 1, punkt a.

Elforsyningsselskaber kan også straffes, jf. § 10, stk. 1, punkt b, hvis de forsætligt eller groft uagtsomt

  • undlader at registrere boliger, der opfylder betingelserne for at få leveret el til den særlige elvarmeafgift, jf. bek. § 2, stk. 1.
  • undlader på fakturaen at give oplysning om, hvor stor en del af leverancen der er afgiftsberigtiget efter henholdsvis den særlige elvarmesats og satsen for anden el, jf. bek. § 8, stk. 1.
  • undlader at gøre elvarmeforbrugeren opmærksom på bestemmelsen om at give besked til forsyningsselskabet, hvis betingelserne for at anvende elvarmesatsen ikke længere er til stede, jf. bek. § 8, stk. 2.
Endvidere kan elvarmeforbrugere straffes, jf. § 10, stk. 1, punkt c, hvis de undlader at give elforsyningsselskabet meddelelse, hvis betingelsen for registreringen i BBR som elopvarmet helårsbolig ikke længere er til stede, jf. § 4.

F.3 Bilag Tidligere afgiftssatser

Tidligere afgiftssatser

Afgiftssatserne har inden for de seneste år tidligere udgjort:

Periode

Forbrug af el, der
overstiger 4.000 kWh
årligt i helårsboliger, 
der opvarmes ved el. 

Anden el           ;    

01.01.1996-31.12.1996  

32,5 øre pr. kWh

36,0 øre pr. kWh

01.01.1997-31.12.1997

36,5 øre pr. kWh

40,0 øre pr. kWh

01.01.1998-31.12.1998

40,1 øre pr. kWh

46,6 øre pr. kWh

01.01.1999-30.06.1999

41,6 øre pr. kWh

48,1 øre pr. kWh

01.07.1999-31.12.1999

45,6 øre pr. kWh

52,1 øre pr. kWh

01.01.2000-31.12.2000

47,1 øre pr. kWh

53,6 øre pr. kWh

01.01.2001-31.12.2001 48,6 øre pr. kWh 55,1 øre pr. kWh
1.1.2002-31.12.2004 50,1 øre pr. kWh 56,6 øre pr. kWh

Særlig svovlafgift

Særlig svovlafgift af elektricitet , jf. svovlafgiftslovens § 34, stk. 4, har tidligere udgjort:


Periode

Sats
01.01.1996-31.12.1996 0,9 øre pr. kWh
01.01.1997-31.12.1997 0,9 øre pr. kWh
01.01.1998-31.12.1998 0,9 øre pr. kWh
01.01.1999-31.12.1999 *) 1,3 øre pr. kWh

*) Fra 1. januar 2000 er varer til fremstilling af elektricitet omfattet af svovlafgiftslovens almindelige regler, se G.11.1.

F.4 Naturgas og bygas

Forord

Energiafgift af naturgas og bygas fremgår af lov om afgift af naturgas og bygas, jf. lovbekendtgørelse nr. 298 af 3. april 2006 (naturgasafgiftsloven) med senere ændringer, se nedenstående oversigt.

Der skal også betales kuldioxidafgift af naturgas og bygas, se F.5 .

Endvidere er naturgas og bygas omfattet af afgiftspligten efter lov om afgift af svovl. Svovlindholdet i naturgas og bygas er imidlertid som regel så lavt, dvs. under 0,05 pct., at der ikke bliver tale om at betale svovlafgift af naturgas og bygas. Reglerne herom fremgår af G.11 .

Afgiften af naturgas og bygas blev indført pr. 1. januar 1996 som et led i den grønne afgiftspakke fra juni 1995.

Lovændringer mv.

Der er inden for de senere år sket følgende lovændringer mv. I parantes for de senere love er angivet eventuelle ikrafttrædelsesbekendtgørelser, der er knyttet til den enkelte ændringslov:

Lov nr. Dato Ændring

419

14.06.1995 Lov om afgift af naturgas og bygas

1101

20.12.1995 Tilbagebetaling af afgift for spegepølseproduktion og trætørrestuer

1102

20.12.1995 Afgiftstekniske ændringer mv.

887

03.10.1996 Lovbekendtgørelse

443

10.06.1997 Afgiftsforhøjelser mv.

444

10.06.1997 Justering af rumvarmeafgiften mv.

450

10.06.1997 Afgiftsændring

1098

29.12.1997 Klagestrukturen

435

26.06.1998 Afgiftsgodtgørelse for landbrug

437

26.06.1998 Afgiftsforhøjelser mv.

1028

23.12.1998 Forlængelse af den midlertidige lempelse for gasbaseret decentral kraftvarme

325

28.05.1999 Afgiftsforhøjelser

380

02.06.1999 Myndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse

390

02.06.1999 Kraftvarmeværker

945

20.12.1999 Forlængelse af den midlertidige lempelse for gasbaseret decentral kraftvarme og justering af reglerne for afgift af affaldsvarme

960

20.12.1999 Afgiftsforhøjelse

963

20.12.1999 Tilbagebetaling af afgift af rumvarme for landbrug

165

15.03.2000 Opkrævningsloven

1029

22.11.2000 Afskaffelse af hæftestraf

1289

20.12.2000 Afvikling af skyggeafgiften på naturgas og forlængelse af overgangsordningen for bygas mv.
1297 20.12.2000 Afgiftsforhøjelse
393 06.06.2002 Ændringer af kraftvarmebeskatning, lettelser til erhvervslivet mv.
964 03.12.3003 Bekendtgørelse om ikrafttræden af dele af lov nr. 1289 af 20. december 2000
462 09.06.2004 Gennemførelse af energibeskatningsdirektiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 og forenklinger af energiafgifterne (§ 1, nr. 19 og 21, § 2, nr. 2,3,4,5,6 og 21, § 3, nr. 2,3,5,19, § 4, 3,4 17 og § 5, nr. 2,3,4, og 14 er trådt i kraft ved bek. 807 af 12.7.2004), (§ 1, nr. 21 - proceslistens pkt. 37 - er trådt i kraft ved bek. 372 af 25.5.2005, jf. endvidere bek. nr. 709 af 5. juli 2005), (§ 3, nr. 4 er trådt i kraft ved bek. nr. 708 af 5. juli 2005)
325  18.05.2005  Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse 
428 06.06.2005  Kommunalreformen konsekvensændringer
1416  21.12.2005  Afgiftsnedsættelse på overskudsvarme (bekendtgørelse nr. 33 af 15.01.2007) 
1417  21.12.2005  Afgiftslempelser på fjernvarme mv., mikrokraftvarme og justeringer af forbrugsregistrering mv.  
298  03.04.2006  Lovbekendtgørelse

F.4.1 Afgiftspligtigt vareområde og afgiftens størrelse

§ 1

Naturgas og bygas, der forbruges her i landet er omfattet af afgiftspligten .

Satser

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 skete der visse forenklinger samt justeringer af afgiftssatserne i CO2-afgiftsloven og energiafgiftslovene. Der var i hovedtræk tale om følgende satsændringer mv.:

  • CO2-afgiftssatserne nedsættes med 10 pct.
  • Den hidtidige afgiftsgodtgørelse for momsregistrerede virksomheder på 10 pct. af CO2-afgiften af energi til let proces ophæves.
  • Energiafgiftssatserne hæves med et beløb, som svarer til det, som CO2-afgiften nedsættes med.

Der er samtidig sket den ændring, at satserne i loven nu er anført med 1 decimal.

Satserne fremgår af skemaerne nedenfor. Satserne er angivet pr. normal m3 (Nm3) med en nedre brændværdi på 39,6 megajoule (MJ).  

Afgift af naturgas:

Vare Sats
Naturgas, der anvendes til andet
end som motorbrændstof
204,2 øre/normal m3 (Nm3)
Naturgas, der anvendes
eller er bestemt til anvendelse som motorbrændstof
284,2 øre/normal m3 (Nm3)

Afgift af bygas, der udleveres fra eller forbruges i særlige bygasnet, der var etableret og i brug 1. januar 1997 og registreret, jf. lovens § 3:

Vare Sats
Bygas, der udleveres fra eller
forbruges i særlige bygasnet
204,2 øre/normal m3 (Nm3)

I praksis omfatter bestemmelsen om bygas leverancer af bygas, som afsættes i København, Frederiksberg og enkelte omegnskommuner, samt bygas i Aalborg, Svendborg og Kolding, som beskrevet i bemærkningerne til L 217 (forslag til lov om ændring af lov om afgift af naturgas og bygas (afgiftsforhøjelser mv.), der blev fremsat den 8. april 1997, og som blev gennemført ved lov nr. 443 af 10. juni 1997. 

§ 1, stk. 3, 2. pkt.

Indtil 1. januar 2006:

Af gas, der anvendes til varmefremstilling på stationære motorer i kraftvarmeværker, udgør afgiften 204,2 øre pr. Nm3 gas. Af gas, der anvendes til at fremstille elektricitet, hvoraf der ikke betales afgift efter elafgiftsloven, skal der betales afgift efter satsen for motorbrændstof (284,4 øre pr. Nm3). 

Fra 1. januar 2006:

§ 1, stk. 4

Ved en lavere eller højere brændværdi end den nævnte foretages en forholdsmæssig regulering af afgifterne.

Gasselskabet kan i stedet for regulering af afgifterne vælge at regulere/korrigere den leverede/fakturerede mængde gas til brændværdien på 39,6 MJ pr. Nm3.

Gasselskabet skal kunne redegøre for foretagne reguleringer/korrektioner.

Omregning fra øvre til nedre brændværdi

Baggrunden for ændringen er, at EU-landene i forbindelse med markedsåbningen for gas har besluttet at anvende en fælles enhed, der er fastsat til 1 kWh baseret på øvre brændværdi. Ifølge gasbranchen er gasforbrug siden den fulde markedsåbning i Danmark den 1. januar 2004 blevet opgjort og meddelt markedets gasaktører (gasselskaber mv.) i kWh på grundlag af gassens øvre brændværdi. 

I gasafgiftsloven (og CO2-afgiftsloven) anvendes nedre brændværdi (39,6 MJ pr. normal m3) som grundlag for beregning af afgiften. Gasselskaberne anvender også nedre brændværdi ved fakturering af gasleverancen til slutbrugerne, men i alle andre sammenhænge anvender gasselskaberne øvre brændværdi.  

Faktoren på 12,157 er den øvre brændværdi på naturgas udtrykt i kWh/m3n - på samme måde som 39,6 er den nedre brændværdi på naturgas udtrykt i MJ/m3n. Den nedre brændværdi kan også udtrykkes som 11 kWh/m3n.

Eksempel på gasselskabernes anvendelse af faktoren til bestemmelse af afregningskubikmeter:

Korrigeret forbrug aflæst på måler: 3.219 m3

Brændværdi for gasleverancer i den pågældende måned er: 12,181 kWhø /m3n.

Antallet af afregningskubikmeter beregnes således til: 3.219 m3 * (12,181/12,157) = 3.225 m3

Det er det beregnede og fakturerede antal afregningskubikmeter (3.225 m3 ifølge eksemplet), der skal anvendes ved opgørelse/beregning af afgift efter gasafgiftsloven (og CO2-afgiftsloven). Dette gælder for alle gasafgiftsregistrerede virksomheder.

Løbende leverancer - afgiftsforhøjelser

Hvis afregningsperioden starter før og slutter efter en satsændring, bruges de forhøjede satser på så stor en del af leverancen, som perioden fra datoen for satsforhøjelsen til afregningsperiodens slutning udgør i forhold til hele afregningsperioden.

Told- og skatteforvaltningen kan tillade, at der foretages afrunding af den brøkdel af leverancen, hvorefter fordelingen skal foretages.

Tidligere afgiftsatser

Tidligere afgiftssatser, se F.4 Bilag .

F.4.2 Registrering af virksomheder

Virksomheder skal registreres som oplagshaver efter nedenstående regler, se i øvrigt de generelle regler om registrering i A.5 . Virksomheder, der registreres efter naturgasafgiftsloven, skal også registreres efter CO2-afgiftsloven, se F.5 .

Ved anmeldelse til registrering bruges blanket nr. 23.020 . Registreringsanmeldelsen omfatter tillige registrering for CO2-afgift. Blanketten kan hentes på http://www.webreg.dk/ eller fås ved henvendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

§ 3, stk. 1

Virksomheder, der indvinder, fremstiller eller leverer afgiftspligtig gas, samt kraftværker og kraftvarmeværker, der er omfattet af bilaget til loven og som anvender naturgas, skal anmelde sig til registrering hos .

Centrale kraftværker og kraftvarmeværker omfattet af bilaget til loven er følgende:

  • H. C. Ørstedsværket
  • Svanemølleværket
  • Amagerværket
  • Avedøreværket
  • Kyndbyværket
  • Asnæsværket
  • Stigsnæsværket
  • Masnedøværket
  • Fynsværket
  • Enstedværket, inkl. Blok 3
  • Vestkraft, Esbjerg- og Herningværkerne
  • Midtkraft, Studstrup- og Ârhusværkerne
  • Randersværket
  • Nordjyllandsværket
  • Vendsysselværket
  • Skærbækværket
  • Østkraft, Rønneværket

§ 3, stk. 2

Ved virksomheder, der leverer afgiftspligtig gas, jf. § 3, stk. 1, forstås distributionsselskaber og transmissionsselskaber, der driver bevillingspligtig virksomhed omfattet af § 10 i lov om naturgasforsyning, samt selskaber, der driver særlige bygasnet.

§ 4

Registrerede virksomheder har ret til at modtage gas uden afgift fra andre registrerede virksomheder og fra udlandet.

Varemodtagere

Der er ingen registreringsbestemmelse for varemodtagere.

Der er endvidere ikke krav om registrering af virksomheder i andre EU-lande, der har fjernsalg af naturgas og bygas til en privat køber i Danmark. Men ikke-registrerede modtagere af afgiftspligtig gas fra udlandet skal betale afgift ved modtagelsen af gassen, jf. § 13, stk. 1.

Forbrugsregistrering for gas og varme og registrering for mellemhandel af varme

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der sket en ændring af registreringsbestemmelserne, som gør det muligt for større energiforbrugere - på visse betingelser - at blive registreret for forbrug af gas, el og varme. Endvidere kan varmeleverandører - på visse betingelser - blive registreret for mellemhandel af varme.

Betingelser for forbrugsregistrering for gas:

1. Forbrugs- og godtgørelsesgrænser

Som en betingelse for forbrugsregistrering skal virksomhedens årlige forbrug af gas målt pr. afregningsmåler være over 75.000 m3 og godtgørelsen af energi- og CO2-afgift af gas skal samlet set udgøre mindst 90 pct. af afgiften efter gasafgiftsloven og CO2-afgiftsloven.

Endvidere skal gassen leveres direkte af en virksomhed, der er registreret efter gasafgiftsloven hos told- og skatteforvaltningen som leverandør af gas. Ved en leverandør af gas forstås en distributionsvirksomhed eller transmissionsvirksomhed, som transporterer gassen frem til forbrugeren, og som er ansvarlig for aflæsning af afregningsmåleren hos forbrugeren.

2. Restancer:

Virksomheden må ikke være i restance med skatter og afgifter på tidspunktet for ansøgning om registrering.

Betingelser for forbrugsregistrering for varme:

1. Forbrugs- og godtgørelsesgrænser

Som en betingelse for forbrugsregistrering skal virksomhedens årlige forbrug af varme målt pr. afregningsmåler være over 4.000 GJ og godtgørelsen af energi- og CO2-afgift skal samlet set udgøre mindst 90 pct. af energiafgiften og CO2-afgiften, der er indeholdt i varmeleverancen.

Endvidere skal varmen leveres direkte af et afgiftsregistreret centralt kraftvarmeværk eller af en varmeleverandør, der er registreret hos told- og skatteforvaltningen for mellemhandel af varme.

Ved et centralt kraftvarmeværk forstås de værker, der er omfattet af bilaget til bl.a. mineralolieafgiftsloven, fx Fynsværket og Nordjyllandsværket.

Ved en mellemhandler af varme forstås en virksomhed, der transporterer varme fra et centralt kraftvarmeværk til en forbrugsregistreret virksomhed.

2. Restancer:

Virksomheden må ikke være i restance med skatter og afgifter på tidspunktet for ansøgning om registrering.

 

Betingelser for registrering for mellemhandel af varme: 

1. Leveringsgrænser:

Det er en betingelse for at blive registreret som mellemhandler af varme, at virksomheden transporterer varme leveret direkte fra et afgiftsregistreret centralt kraftvarmeværk, og at mindst 50 pct. af varmen transporteres til virksomheder, der er forbrugsregistreret for varme.

Mellemhandleren skal ved anmeldelse til registrering kunne dokumentere overfor SKAT, at mindst 50 pct. af varmen i de seneste 12 måneder er transporteret til virksomheder, der er forbrugsregistreret for varme - eller kunne sandsynliggøre, at den indenfor de kommende 12 måneder leverer mindst 50 pct. af varmen til virksomheder, der er forbrugsregistreret for varme. Ved opgørelsen anvendes mellemhandlerens egne målinger af varme leveret til virksomhederne. 

2. Sikkerhedsstillelse:

Mellemhandlere af varme skal stille sikkerhed overfor told- og skatteforvaltningen for afgiften af den varme, som transporteres til andre forbrugere end virksomheder, der er forbrugsregistret for varme. Sikkerhedens størrelse fastsættes efter reglerne i lov om opkrævning af skatter og afgifter (opkrævningsloven).

3. Restancer:

Virksomheden må ikke være i restance med skatter og afgifter på tidspunktet for ansøgning om registrering.

Ikrafttræden mv.: 

Bestemmelserne er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Ordningerne om forbrugsregistrering for varme og mellemhandel af varme er nærmere beskrevet i følgende 2 nyhedsbreve:

1) Nyhedsbrev af juli 2004  (Energiafgifter - Forbrugsregistrering for gas, el og varme (nettoafregning af afgift) og mellemhandlerregistrering for varme).

2) Nyhedsbrev af september 2004 (Energiafgifter - Forbrugsregistrering - Opgørelse af nettoafgift af gas, el og varme og opgørelse af afgiftsindholdet i varme).  

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

Forbrugsregistrering - Justeringer mv. pr. 1. januar 2006

 

Der er i hovedtræk tale om følgendende justeringer mv. af ordningen:

1. "Afregningsmålerprincippet" er ændret til et "virksomhedsprincip":

Efter de hidtil gældende regler er det det årlige forbrug pr. afregningsmåler (Gas: 75.000 m3) og (Varme: 4.000 GJ), og godtgørelsens størrelse på 90 pct. af den samlede energi- og CO2-afgiftsbelastning, der er afgørende for, om en virksomhed kan forbrugsregistreres.

"Afregningsmålerprincippet" er blevet ændret til et "virksomhedsprincip", dvs. at de hidtidige krav til forbrugets størrelse og godtgørelsens størrelse for at blive forbrugsregistreret er ændret fra at gælde for hver afregningsmåler til at gælde inden for samme lokalitet. Det betyder bl.a., at en virksomhed, der indenfor samme lokalitet har 2 eller flere afregningsmålere, kan få alle målere omfattet af én forbrugsregistrering, hvormed det er det samlede forbrug inden for lokaliteten og ikke hver enkelt måler, der er afgørende for registreringen. Der er samtidig tale om en administrativ forenkling.  

Ved lokalitet forstås virksomhedens geografiske forretningssted. Har virksomheden flere forretningssteder (flere geografiske lokaliteter) - er det forbruget ved de enkelte lokaliteter, der er afgørende for, om den enkelte lokalitet kan blive omfattet af en forbrugsregistrering.

   

2. Adgangen til forbrugsregistrering for varme er udvidet til også at omfatte virksomheder, der aftager varme fra et decentralt/industrielt gasfyret kraftvarmeværk, der registreres efter gasafgiftsloven, jf. punkt 3 nedenfor:

Betingelserne mv. for forbrugsregistrering for varme fra decentrale og industrielle kraftvarmeværker er de samme som for øvrige forbrugsreregistrerede virksomheder.

 

3. Decentrale/industrielle gasfyrede kraftvarmeværker, der overvejende leverer varme til virksomheder, som er omfattet af punkt 2 ovenfor, kan registreres efter gasafgiftsloven:

1. Leveringsgrænser:

Det er en betingelse for at blive registreret efter gasafgiftsloven, at mindst 50 pct. af varmen leveres til virksomheder, der er forbrugsregistreret for varme.

Værket skal ved anmeldelse til registrering kunne dokumentere over for SKAT, at mindst 50 pct. af varmen i de seneste 12 måneder er transporteret til virksomheder, der er forbrugsregistreret for varme, eller kunne sandsynliggøre, at det inden for de kommende 12 måneder leverer mindst 50 pct. af varmen til virksomheder, der er forbrugsregistreret for varme.  

2. Sikkerhedsstillelse:

Værket skal stille sikkerhed over for SKAT for afgiften indeholdt i den varme, som leveres til andre forbrugere end virksomheder, der er forbrugsregistret for varme. Sikkerhedens størrelse fastsættes efter reglerne i lov om opkrævning af skatter og afgifter (opkrævningsloven).

3. Restancer:

Værket må ikke være i restance med skatter og afgifter, når den ansøger om registrering.

------

Justeringerne og udvidelsen er nærmere beskrevet i  Nyhedsbrev af december 2005 (Forbrugsregistrering for gas, el og varme - justeringer mv. af afgiftsreglerne).

Nyhedsbrevet indeholder endvidere et afsnit, hvori der er redegjort nærmere om identifikation af afregningsmålere herunder brug af målestedsidentifikation/aftagenummer (EAN-nummer) for afregningsmålere, der er omfattet af en forbrugsregistrering.

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

 

F.4.3 Opgørelse af den afgiftspligtige mængde

§§ 5 og 6

Registrerede virksomheder skal foretage opgørelse af den afgiftspligtige mængde for hver afgiftsperiode, dvs. kalendermåned.

Der gælder følgende supplerende regler for virksomheder, der er registreret efter naturgasafgiftsloven:

Den afgiftspligtige mængde skal opgøres særskilt for naturgas og bygas bestemt til motordrift og bestemt til anden anvendelse.

I den afgiftspligtige mængde fradrages naturgas og bygas, der er udleveret uden afgift efter bestemmelserne i F.4.4 .

Forbrugsregistrerede virksomheder og registrerede mellemhandlere af varme

Ordningen om forbrugsregistrering for gas og varme og mellemhandel af varme trådte i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Regler om opgørelse af den afgiftspligtige mængde (nettoafgift) for forbrugsregistrerede virksomheder og den afgiftspligtige mængde for mellemhandlere af varme er beskrevet i nyhedsbrev af september 2004 (Energiafgifter - Forbrugsregistrering - Opgørelse af nettoafgift af gas, el og varme og opgørelse af afgiftsindholdet i varme).  

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

Eget forbrug § 6, stk. 1

Til den afgiftspligtige mængde skal endvidere medregnes virksomhedens eget forbrug af naturgas og bygas, herunder gas der er anvendt til de i momslovens § 42, stk. 1, nævnte formål (indehaverens privatforbrug, opvarmning af funktionærboliger mv.). Endvidere medregnes afgiftspligtige varer, der er anvendt til formål, der ikke vedrører omsætningen af varer og momspligtige ydelser.

Ved opgørelsen af den afgiftspligtige mængde kan virksomheden fradrage mængden af afgiftspligtige varer, som virksomheden har anvendt til formål, hvor der kan ske fradrag af afgiften efter lovens § 10. Det gælder fx naturgas, der er anvendt til procesformål, jf. lovens § 10, stk. 5. Se i øvrigt godtgørelsesreglerne i F.6 .

Endelig skal naturgas og bygas, der er anvendt til motorbrændstof i virksomheden, medregnes i den afgiftspligtige mængde.

F.4.3.1 Forsyningsselskaber

Virksomhedens afgiftspligtige leverancer i en måned omfatter de leverancer, for hvilke der i den pågældende måned er udstedt fakturaer, herunder acontoopkrævninger.

Dette indebærer, at alle fakturaer og acontoopkrævninger, der udstedes i en måned, skal medtages ved opgørelsen af de afgiftspligtige leverancer for den samme måned.

En eventuel forfaldsdato eller dato for sidste rettidige betaling kan ikke lægges til grund for opgørelsen af de afgiftspligtige leverancer.

Fakturadatoen skal dermed anvendes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde gas i relation til gasselskabets afregning af gasafgift og CO2-afgift.

I de følgende afsnit er reglerne for opgørelse af den afgiftspligtige mængde gas beskrevet på grundlag af en række af de faktureringsmetoder, som forsyningsselskaber almindeligvis anvender over for kunder. Reglerne anvendes i øvrigt også ved opgørelse af momstilsvaret; dette fremgår af Momsvejledningen .

Månedsafregnende kunder

Reglerne for opgørelse af den afgiftspligtige mængde ved månedsafregnende kunder, hvor der sker en slutafregning for hver måned, kan vises ved følgende eksempel:

En leverance i januar, for hvilken der udstedes en faktura i februar, skal medregnes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde for februar, hvor fristen for angivelse og betaling af afgifterne til told- og skatteforvaltningen er den 15. marts.

Acontoopkrævninger for hver enkelt acontoperiode

For udstedte acontoopkrævninger, som sendes enkeltvis til kunder for hver acontoperiode, gælder der de samme opgørelsesregler som nævnt oven for ved månedsafregnende kunder.

Det betyder, at en acontoopkrævning, der udstedes i fx marts omfattende en 3 måneders acontoperiode (februar, marts og april), skal medregnes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde for marts.

Betaling via PBS

Ved betaling for leverancer via BetalingsService (PBS) anvender forsyningsselskaberne almindeligvis følgende 2 hovedsystemer:

  1. Kunden får tilsendt fakturaer - acontoopkrævninger for hver acontoperiode og en årsafregning (slutafregning) - fra selskabet og en betalingsoversigt fra PBS.
  2. Kunden får tilsendt en slutafregning fra selskabet og en betalingsoversigt fra PBS for slutafregningen - mens den løbende acontoopkrævning for hver acontoperiode sker via PBS.

Ad 1

Hvis selskabet både udsteder acontoopkrævninger for hver acontoperiode og en slutafregning - hvoraf det fremgår, at betaling vil ske via PBS - er det fakturadatoen på de udstedte acontoopkrævninger og slutafregningen, der skal anvendes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

Datoen på betalingsoversigten fra PBS er dermed uden betydning i dette tilfælde.

Ad 2

Hvis selskabet udsteder en slutafregning, er det fakturadatoen på slutafregningen, der skal anvendes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde. Det samme gælder i de tilfælde, hvor slutafregningen er slået sammen med første acontorate for det nye afregningsår.

For de øvrige acontorater anvendes betalingsoversigten fra PBS som faktura under forudsætning af, at betalingsoversigten indeholder de samme oplysninger, som kræves for en faktura. Det forudsætter endvidere, at hver fakturering/transaktion på en betalingsoversigt skal forsynes med en særskilt udstedelsesdato (fakturadato).

Denne dato skal også lægges til grund af momsregistrerede kunder for, hvornår acontoopkrævningen må medregnes ved opgørelse af fradragsberettiget energiafgift (og CO2-afgift).

En tidligere administrativ praksis med at bruge betalingsoversigtens datering (den 1. i måneden) som fakturadato ophørte med virkning fra den 1. december 1999.

Samlet udsendelse af acontoopkrævninger

Forsyningsselskaber, der udsender alle indbetalingskort samlet for alle acontoperioder i afregningsåret, skal som hovedregel medtage alle acontoopkrævningerne ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde i den afgiftsperiode, hvori den samlede udsendelse af indbetalingskortene sker.

Hovedreglen kan dog fraviges, så selskabet kan forsyne indbetalingskortene med hver sin fakturadato, der herefter kan anvendes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde. Fakturadatoen skal ligge forud for en forfaldsdato og sidste rettidige indbetalingsdag. Det præciseres, at selskabet ikke må anvende en forfaldsdato eller anden dato end fakturadatoen ved opgørelsen.

Det er en betingelse, at det klart fremgår af indbetalingskortene, hvornår momsregistrerede gaskunder må medregne acontoopkrævningen ved opgørelse af fradragsberettiget energiafgift (og CO2-afgift). Der skal være fuldstændigt sammenfald mellem de to tidspunkter.

F.4.3.2 Bundfradrag

Ifølge lov nr. 443 af 10. juni 1997 har de regionale naturgasselskaber ret til et fradrag i afgiftsbetalingen.

Ordningen om bundfradraget havde første gang virkning for den afgiftsperiode, der begyndte den 1. september 1998. Ordningen gælder til den 31. december 2000.

Ifølge loven kan nedenstående selskaber for hver afgiftsperiode indtil videre fradrage 1/12 af følgende beløb i mio kr.:

 

1998

1999

2000

Hovedstadsregionens Naturgas I/S

644

648

651

Naturgas Sjælland I/S

200

201

202

Naturgas Fyn I/S 

106

106 

108 

Naturgas Syd I/S 

366

369 

372 

Naturgas Midt-Nord I/S 

372 

342 

324 

Fradraget foretages i afgiften (energiafgiften) af den afgiftspligtige mængde for hver afgiftsperiode, dvs. i energiafgiften af den gas, som naturgasselskabet skal angive og betale afgift af. Hvis bundfradraget er større end energiafgiften for den pågældende afgiftsperiode, og der dermed opstår et uudnyttet bundfradrag, kan dette udnyttes i andre afgiftsperioder indenfor samme kalenderår.

Reduktion

Bundfradraget reduceres forholdsmæssigt i perioden 1. september 1998 - 31. december 2000, hvis selskabets opgørelse af mængden af gas købt fra DONG Naturgas A/S (tidligere Dansk Naturgas A/S) på betingelser fastsat i aftale af 4. juni 1987 imellem DONG Naturgas og de regionale naturgasselskaber i et kalenderår er mindre end følgende i mio. Nm3:
 

Hovedstadsregionens Naturgas I/S 797
Naturgas Sjælland I/S 282
Naturgas Fyn I/S 226
Naturgas Syd I/S 646
Naturgas Midt-Nord I/S 667

Med hensyn til hvilke mængder, der er omfattet af 4. juni-aftalen, bemærkes, at alene leverancer fra DONG Naturgas er omfattet af aftalen. I øjeblikket er DONG Naturgas eneste leverandør af naturgas til de regionale gasselskaber. En del af leverancerne fra DONG Naturgas er omfattet af 4. juni-aftalen og en anden del ikke. Så længe 4. juni-aftalen løber, vil de mængder, der er omfattet af aftalen, være den samlede leverance fra DONG Naturgas - dog højst de i loven anførte mængder.

Selskabet skal dermed foretage en årlig opgørelse af det faktiske køb af naturgas hos DONG Naturgas omfattet af 4. juni-aftalen.

Eksempler på beregning af den pct., hvormed bundfradraget skal reduceres, hvis det faktiske køb af gas hos DONG Naturgas omfattet af 4. juni-aftalen er mindre end den lovbestemte minimumsmængde for køb af gas hos DONG Naturgas:

Eksempel 1 (helår) 

Lovbestemt minimumsmængde 200 mio. Nm3
÷ Faktisk køb af gas omfattet af 4. juni-aftalen 190 mio. Nm3
   
Forskel 10 mio. Nm3

Beregning af reduktion: 10 mio. Nm3/200 mio. Nm3 x 100 = 5 pct.

Bundfradraget for det pågældende kalenderår skal herefter reduceres med 5 pct.

Hvis naturgasselskabets beregning viser, at der skal foretages en reduktion af bundfradraget, skal dette ske i forbindelse med afgiftsangivelsen for december måned på følgende måde:

Eksempel 2 - helår (eksemplet illustrerer den situation, hvor reduktionen er mindre end det månedlige bundfradrag):

Årligt bundfradrag:

240 mio kr.

Månedligt bundfradrag: 240 mio. kr./12 =

20 mio kr.

Reduktion af bundfradrag:

5 pct.

   
Bundfradrag for december måned:

20 mio kr.

÷ bundfradrag: 5 pct. af 240 mio. kr. =

12 mio kr.

Reduceret bundfradrag for december:

8 mio kr.

Det beregnede bundfradrag på 8 mio. kr. fradrages herefter på sædvanlig måde i feltet "Bundfradrag i alt" på afgiftsangivelsen (blanket nr. 23.022).

Eksempel 3 - helår (Eksemplet illustrerer den situation, hvor reduktionen er større end månedligt bundfradrag):

Årligt bundfradrag:

240 mio kr.

Månedligt bundfradrag:

20 mio kr.

Reduktion af bundfradrag:

10 pct.

   
Bundfradrag for december måned:

20 mio kr.

÷ bundfradrag: 10 pct. af 240 mio. kr.

24 mio kr.

 

- 4 mio kr.

Det beregnede negative bundfradrag på 4 mio. kr. anføres i feltet "Bundfradrag i alt" i afgiftsangivelsen med plus som fortegn. Beløbet skal dermed tillægges det beregnede afgiftstilsvar i alt.

Hvis mængden af faktisk køb af gas omfattet af 4. juni-aftalen overstiger den lovbestemte minimumsmængde, skal der ikke ske nogen reduktion af bundfradraget.

F.4.4 Afgiftsfri udlevering

§ 7

 Stk. 1: Registrerede virksomheder kan ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde foretage fradrag for:

  • naturgas og bygas eller varme fremstillet af gas, der leveres til en anden registreret virksomhed efter § 4,
  • naturgas og bygas, der leveres til udlandet,
  • naturgas og bygas, der fritages for afgift efter § 8.

Reglerne for punkterne 1 og 2 fremgår af A.7.1.2 .

Stk. 2: Den mængde gas, der er anvendt til fremstilling af varme leveret til en anden registreret virksomhed, beregnes forholdsmæssigt.

--

Bestemmelsen "eller varme fremstillet af gas" og "stk. 2" er indsat ved lov nr. 462 af 9. juni 2004. Bestemmelserne er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.   

F.4.5 Afgiftsfritagelse

§ 8, stk. 1

Der er fritagelse for afgift for en registreret virksomheds leverancer af

  • gas til anden teknisk brug end motorbrændstof,
  • naturgas og bygas, der leveres til diplomater og internationale institutioner,
  • gas til brug om bord på skibe i udenrigsfart og fiskerfartøjer med en bruttotonnage på 5 t og derover eller en bruttoregistertonnage på 5 t og derover, dog bortset fra lystfartøjer.

Diplomater § 8, stk. 1, nr. 2

Af praktiske hensyn administreres ordningen med fritagelse for afgift af naturgas og bygas, der leveres til diplomater og internationale institutioner, som en godtgørelsesordning. Det betyder, at bestemmelsen ikke direkte berører gasselskabernes opkrævning af afgift.

Repræsentationer mv. kan efter ansøgning til told- og skatteforvaltningen få godtgjort gasafgiften. Ved ansøgning bruges en særlig anmodningsblanket ( 23.006 ), der kan fås hos told- og skatteforvaltningen.

Fritagelsen for afgift gælder også for fjernvarme fremstillet på basis af naturgas. Diplomatiske repræsentationer, konsulater og her repræsenterede internationale organisationers kontorer kan således få godtgjort den indirekte naturgasafgiftsbelastning på den leverede fjernvarme på samme måde som leverancer af naturgas.

Godtgørelsen omfatter ikke leverancer til det til repræsentationen knyttede personales private forbrug, men kun forbrug vedr. repræsentationschefens bolig.

Elfremstilling og kraftvarme § 8, stk. 2

Der ydes afgiftsfrihed for naturgas, der anvendes til fremstilling af elektricitet, når der skal betales elafgift af den fremstillede elektricitet efter elafgiftsloven.

Hvis der ikke betales elafgift af den fremstillede elektricitet, skal der i stedet betales afgift af den anvendte naturgas til elfremstilling efter motorbrændstofsatsen, som fra 1. januar 2005 er 284,2 øre pr. Nm3.

Der gælder forskellige regler for fordeling af energiforbruget mellem elproduktion og varmeproduktion i centrale kraftvarmeværker (værker omfattet af bilaget til naturgasafgiftsloven) og i decentrale kraftvarmeværker, herunder industrielle kraftvarmeværker. De nærmere regler herom fremgår af naturgasafgiftslovens § 8, stk. 2.

Reglerne for fordeling af brændsel mellem el- og varmefremstilling i naturgasafgiftslovens § 8, stk. 2, mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 2 og kulafgiftslovens § 7, stk. 1 er parallelle. Tilsvarende gælder for CO2-afgiften af det anvendte brændsel, jf. CO2-afgiftslovens § 7, stk. 1.

Centrale kraftvarmeværker

Reglerne for centrale kraftvarmeværker er senest ændret ved lov nr. 390 af 2. juni 1999, der trådte i kraft den 1. juli 1999. Ændringerne ved lov nr. 390 blev gennemført for at sikre hjemmel til fritagelse af brændsel til elproduktion efter elliberaliseringen.

Den 20. august 1998 blev der - på baggrund af den dagældende lovgivning - udstedt et TSS cirkulære 1998-20 (Cirkulære nr. 148 af 20. august 1998) om centrale kraftvarmeværkers opgørelse og fordeling af brændselsforbrug. I cirkulæret skete bl.a. en præcisering af placeringen af kraftvarmefordelen i afgiftsmæssig henseende. Endvidere blev der i cirkulæret angivet en udfyldende fortolkning om afgiftsbetalingen i en situation, hvor den producerede elektricitet blev afsat til udefra givne priser, - bl.a. om muligheden for at anvende et referenceværk.

Cirkulærets ordlyd er gengivet i F.2.5.

Landsretten - centrale kraftvarmeværker - kraftvarmefordelen

Vestre Landsret afsagde den 7. marts 2002, jf. SKM2002.335.VLR , dom i en sag vedrørende den afgiftsmæssige betydning af de centrale kraftvarmeværkers deling af kraftvarmefordelen mellem el- og varmesiden og lovligheden af cirkulære nr. 148 af 20. august 1998, der præciserer fortolkningen af afgiftsreglerne i relation til spørgsmålet om kraftvarmefordelen. Landsretsdommen blev indbragt for Højesteret. Der henvises i øvrigt til F.2.5 . 

Højesteret - centrale kraftvarmeværker - kraftvarmefordelen

Højesteret afsagde den 19. februar 2004, jf. SKM2004.144.HR , dom i ovennævnte sag vedrørende de centrale kraftvarmeværkers deling af kraftvarmefordelen. Der henvises i øvrigt til F.2.5 .

Decentrale og industrielle kraftvarmeværker

Naturgasafgiftsloven (§ 8, stk. 2), mineralolieafgiftsloven (§ 9, stk. 2) og kulafgiftslovens (§ 7, stk. 1) har fra 1. januar 1996 indeholdt 2 metoder til fordeling af brændsel mellem el- og varmefremstilling i decentrale og industrielle kraftvarmeværker.

Pro rata-regel

Den ene metode omfatter en pro-rata-fordeling, hvorefter forbruget af brændsel til elfremstilling beregnes som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i den fremstillede el og på den anden side summen af energiindholdet i den fremstillede el og den fremstillede mængde varme.

Elvirkningsgrad 0,90

Med den anden metode kan de decentrale og industrielle kraftvarmeværker beregne den andel af det samlede forbrug af brændsel, som er medgået til fremstilling af el, som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i den fremstillede el divideret med 0,9 og på den anden side det totale energiindhold i de indfyrede brændsler.

Lov 393 - Kraftvarme

Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 (ændret kraftvarmebeskatning, lettelser til erhvervslivet m.m.) skete der med virkning fra 1. juli 2002 en ændring af reglerne i naturgasafgiftslovens § 8, stk. 2, mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 2 og kulafgiftslovens § 7, stk. 1 om afgiftsfritagelse for brændsel til elfremstilling i decentrale og industrielle kraftvarmeværker.

Der blev herved indført nedenstående 2 metoder til fordeling af brændsel mellem el- og varmefremstilling baseret på varmevirkningsgrad 1,25 og elvirkningsgrad 0,65.  

Varmevirkningsgrad 1,25

Værker, der anvender denne metode, skal beregne den andel, der er medgået til fremstilling af el, som det samlede forbrug af afgiftspligtige varer fratrukket en brøk, hvor tælleren består af varmen produceret på kraftvarmeanlægget, og hvor nævneren består af tallet 1,25.

Udtrykt på en anden måde skal der for hver GJ varme, der fremstilles i kraftvarmeanlægget - dvs. varme der fremstilles ved samproduktion af el og varme - betales afgift af 0,8 GJ brændsel. Denne metode kaldes også varmevirkningsgradsmetoden, v=1,25 (1/0,8=1,25).

Bestemmelsen indebærer, at der betales afgift af en brændselsmængde, der svarer til varmeproduktionen på værket delt med 1,25.

Værker, der anvender denne metode, kan dog højst opnå afgiftsfrihed for brændsel svarende til elproduktionen divideret med 0,35. Udtrykt på en anden måde kan der for hver kWh produceret el højst opnås afgiftsfrihed for en brændselsmængde på 2,857 kWh brændsel.

Elvirkningsgrad 0,65 

Værker, der anvender denne metode, skal beregne fritagelsen som en brøk, hvor tælleren består af energiindholdet i den fremstillede mængde el divideret med 0,65, og hvor nævneren består af det totale energiindhold i de indfyrede brændsler. Metoden kaldes også elvirkningsgradsmetoden, e = 0,65.

Udtrykt på en anden måde, kan der for hver kWh el, der fremstilles i kraftvarmeanlægget, opnås afgiftsfrihed for en brændselsmængde på 1,538 kWh brændsel.

Bestemmelsen indebærer, at der betales afgift af hele brændselsforbruget reduceret med en brændselsmængde, der svarer til den fremstillede mængde el delt med 0,65.

Samtidig med indførelsen af denne metode bortfaldt den daværende regel i gasafgiftslovens § 31, stk. 5, hvorefter værkerne kunne anvende den fordeling, der følger af kontrakten indgået mellem gasleverandøren og værket. 

Valg af metode

Kraftvarmeværkerne skal for hvert kalenderår vælge en af de i alt 4 opgørelsesmetoder, som skal anvendes ved fordeling af brændselsforbruget for et helt kalenderår.

Der er dermed kun mulighed for at skifte metode pr. 1. januar. Der kan således ikke længere skiftes mellem opgørelsesmetoderne i løbet af kalenderåret.

For perioden fra 1. juli 2002 og til 31. december 2002 kunne værkerne vælge en af metoderne, der skulle anvendes resten af 2002.

Afgiftsfri leverancer af naturgas

Naturgasafgiftslovens § 8, stk. 2, giver mulighed for afgiftsfri leverancer af naturgas til elfremstilling fra et gasselskab registreret efter naturgasafgiftsloven til andre kraftvarmeværker end de, der er omfattet af bilaget til naturgasafgiftsloven. Bestemmelser indebærer, at naturgasselskabers leverancer af naturgas til decentrale og industrielle kraftvarmeværker til varmefremstilling skal ske med afgift.

Ordningen forudsætter, at der er indgået en nærmere aftale om administrationen af ordningen mellem naturgasselskabet og kraftvarmeværket.

Der skal være dokumentation for opgørelsesgrundlaget og for den foretagne opgørelse/fordeling af brændsel mellem el- og varmefremstilling hos både naturgasselskabet og hos kraftvarmeværket.

LSR-kendelse - decentralt kraftvarmeværk - hjælpedampkedel

Landsskatteretten har den 24. marts 2006 afsagt kendelse i en sag om afgift af naturgas anvendt til stilstandsvarme i hjælpedampkedel i forbindelse med produktion af elektricitet. Kendelsen er offentliggjort i SKM2006.298.LSR . Landsskatteretten fastslog, at kraftvarmeværket var berettiget til godtgørelse af energiafgifterne vedrørende energiforbruget anvendt til stilstandsvarme i forbindelse med produktion af elektricitet. Ved beregningen af den andel af det samlede forbrug af afgiftspligtig gas i hjælpedampkedlen, som er medgået til fremstilling af elektricitet, skal selskabet anvende en pro rata fordeling, jfr. gasafgiftslovens § 8, stk. 2 og kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 1, nr. 2.

Afgiftslempelse på fjernvarme

 

"Stk. 4. Momsregistrerede varmeproducenter, der leverer varme uden samtidig produktion af elektricitet til de kollektive fjernvarmenet, og som har kraftvarmekapacitet efter stk. 5, eller som den 1. oktober 2005 havde kraftvarmekapacitet efter stk. 5, samt værker omfattet af bilaget til lov om afgift af mineraloliepodukter m.v. kan få tilbagebetalt en del af afgiften af forbrug af afgiftspligtige varer anvendt til fremstilling af varme leveret til de samme kollektive fjernvarmenet, som kraftvarmekapaciteten vedrører. Den del af afgiften, der overstiger 45 kr. pr. GJ fjernvarme ab værk, tilbagebetales. Såfremt der ved fremstillingen af fjernvarme anvendes både afgiftspligtige varer efter denne lov og andre brændsler eller energikilder, nedsættes de 45 kr. pr. GJ fjernvarme forholdsmæssigt. Hvis virksomheden producerer både el og varme samtidig, er perioden for opgørelse af afgiften efter 1. og 2. pkt. døgnet. Ved samtidig produktion af elektricitet og varme kan reglerne i 1.-3. pkt. kun anvendes, hvis opgørelsesproceduren er godkendt af told- og skatteforvaltningen. Tilbagebetaling sker efter reglerne i stk. 3."

"Stk. 5. Virksomheden har kraftvarmekapacitet, hvis 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året kan dækkes af kraftvarmeenheden. Mindst 25 pct. af produktionen af elektricitet og varme i kraftvarmeenheden skal udgøres af elektricitet. Dette skal kunne dokumenteres på forlangende over for told- og skatteforvaltningen."

Bestemmelserne (afgiftslempelsen) skal godkendes af Europa-Kommissionen efter statsstøttereglerne. Skatteministeren sætter loven/lempelsen i kraft, når statsstøttegodkendelsen er modtaget, dog tidligst den 1. juli 2006. Der vil være sammenfald mellem ikrafttrædelsestidspunktet og virkningstidspunktet for lempelsen.   

SKATs Hovedcenter vil udarbejde nærmere information mv. om lempelsen. Der vil endvidere blive udarbejdet nærmere regler om opgørelsesprocedurer, jf. stk. 4, næstsidste pkt. 

Godtgørelse § 8, stk. 4 (bliver stk. 6) 

Afgiften godtgøres af

  • varer, der anvendes til jernbane- og færgedrift og til erhvervsmæssig sejlads med andre fartøjer end de i stk. 1, nr. 3, nævnte bortset fra lystfartøjer, og
  • varer, der anvendes som motorbrændstof ved afprøvning af motorer til skibe i forbindelse med fremstilling af disse motorer.

Indførsel i brændstoftanke § 13, stk. 2

Der skal ikke betales afgift af gas, der medbringes fra udlandet til brug i køretøjets og specialcontaineres normale brændstoftank som brændstof eller drivmiddel for køleanlæg o.l. under transporten.

F.4.6 Afgiftsgodtgørelse

Momsregistrerede
virksomheder
§ 11

Reglerne for godtgørelse af energiafgift af naturgas og bygas, som momsregistrerede virksomheder anvender til procesformål, fremgår af afsnittet om godtgørelse af energiafgift og CO2-afgift, se F.6 .

Rutekørsel
§ 9, stk. 1

Der ydes endvidere godtgørelse af afgift (og CO2-afgift) af gas, der anvendes i personmotorkøretøjer, der med tilladelse efter lov om buskørsel anvendes til rutekørsel. Reglerne for afgiftsgodtgørelse er de samme som for svovlfattig diesel, der anvendes til rutekørsel. Disse regler er beskrevet i F.6.11 .

F.4.7 Regnskab

§ 14

Foruden de regnskabs- og faktureringsregler, der fremgår af A.10 , gælder følgende:

Registrerede virksomheder skal føre et regnskab , der kan danne grundlag for opgørelsen af den afgiftspligtige mængde særskilt for de forskellige afgiftssater for naturgas og bygas.

Centrale kraftvarmeværker skal derudover kunne redegøre for fordelingen af gasforbruget til henholdsvis elfremstilling og varmefremstilling.

Faktura

Fakturaer skal foruden oplysning om vareart mv. oplyse om leveringsstedet og den leverede mængde i kubikmeter.

Hvis udleveringen finder sted fra andre end registrerede virksomheder, skal leverandøren på forlangende udstede en faktura med samme indhold, som fra en registreret virksomhed, hvis modtageren er en momsregistreret virksomhed.

Oplysningspligt § 12, stk. 8

Virksomheder, der leverer naturgas og varme skal mindst en gang årligt give oplysning om afgiftens størrelse til brug for momsregistrerede virksomheder, der evt. kan få godtgjort afgiften, se F.6 .

F.4.8 Øvrige bestemmelser

Afregning
§§ 15 og 17

Reglerne for afregning af afgift fremgår af A.11 . Ved angivelse og betaling af afgift anvendes en angivelses- og indbetalingsblanket, blanket nr. 23.022.

Kontrol mv.

Reglerne for kontrol (§§ 19 - 20), efterbetalinger og skønsmæssige ansættelser, se A.12 , straffebestemmelser (§§ 21 - 22), se A.13 , og klagevejledning se A.14 .

§ 28, stk. 1

Den, der overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender gas, hvoraf der ikke er betalt den afgift, der skulle være betalt, fx hvis naturgas afgiftsberigtiget som "Gas til anden anvendelse" sælges eller anvendes som motorbrændstof, kan told- og skatteforvaltningen kræve, at virksomheden betaler den korrekte afgift.

§ 28, stk. 3

Hvis gas, der efter § 8 er fritaget for afgift, anvendes til andet formål end det, hvortil den er bestemt, kan told- og skatteforvaltningen foretage bevillingsinddragelse , d.v.s. inddrage virksomhedens adgang til at indkøbe afgiftsfri gas.

F.4 Bilag Tidligere afgiftssatser

Tidligere afgiftssatser

Afgiftssatserne har inden for de seneste år tidligere udgjort:

Til anvendelse som motorbrændstof

Periode

Sats

1.1.1996-31.5.1999

231 øre pr. Nm3

1.6.1999-31.12.1999

236 øre pr. Nm3

1.1.2000-31.3.2001                      262 øre pr. Nm3
1.4.2002-31.12.2004

282 øre pr. Nm3

Til anden anvendelse

Periode

Sats

1.1.1996-30.6.1998

1 øre pr. Nm3

1.7.1998-31.8.1998

25 øre pr. Nm3

1.9.1998-31.12.1999

147 øre pr. Nm3

1.1.2000-31.12.2000

160 øre pr. Nm3

1.1.2001-31.12.2001               ;         196 øre pr. Nm3
1.1.2002-31.12.2004

202 øre pr. Nm3

Til varmefremstilling på H.C. Ørstedsværket og Svanemølleværket

Periode

Sats

1.9.1998-31.12.1999

53 øre pr. Nm3

1.1.2000-31.12.2000 *)

66 øre pr. Nm3

*) Fra 1.1.2001 gælder samme sats som for Til anden anvendelse.

Bygas

Periode Sats
1.9.1998-31.12.1999 25 øre pr. Nm3
1.1.2000-31.12.2000 38 øre pr. Nm3
1.1.2001-31.12.2001 68 øre pr. Nm3
1.1.2002-31.12.2002 99 øre pr. Nm3
1.1.2003-31.12.2003 125 øre pr. Nm3
1.1.2004-31.12.2004 150 øre pr. Nm
1.1.2005-31.12.2005 177,2 øre pr. Nm3

F.5 Kuldioxid

Forord

Afgift af kuldioxid (CO2-afgift) fremgår af lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, jf. lovbekendtgørelse nr. 889 af 17. august 2006 (CO2-afgiftsloven). CO2-afgiften blev indført i 1992 med det formål at nedbringe udledningen af CO2 til luften. Afgiftens størrelse blev fastsat efter de forskellige energiprodukters udledning af kuldioxid til luften således, at afgiften pr. enhed energi svarede til 100 kr. pr. ton udledt CO2

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der sket en nedsættelse af afgiftsbelastningen til 90 kr. pr. ton udledt CO2. Energiafgifterne hæves samtidig med et beløb, som svarer til det, som CO2-afgiften nedsættes med. Afgiftsjusteringerne har virkning fra 1. januar 2005.  

Ved lov 1391 af 20. december 2004 blev der som fodnote til lovens titel indsat følgende: Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EU-tidende 2003, nr. L 283 s 51) samt dele af direktiv 2003/30/EF af 8. maj 2003 om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport (EU-Tidende 2003, nr. L 123, s 42). 

Der skal også betales energiafgift af de energiprodukter, hvoraf der skal betales CO2-afgift. Der henvises til kapitlerne om de enkelte energiafgifter.

Der kan endvidere blive tale om at betale svovlafgift af de pågældende energiprodukter, hvis svovlindholdet overstiger 0,05 pct. Reglerne herom fremgår af G.11 .

Lovændringer
mv.

Der er inden for de senere år sket følgende lovændringer mv. I parantes for de senere love er angivet eventuelle ikrafttrædelsesbekendtgørelser, der er knyttet til den enkelte ændringslov:

Lov nr. Dato Ændring

856

24.09.1996 Lovbekendtgørelse

1220

27.12.1996 Lempelse af raffinaderiers betaling af afgift, lempelse for vækstlys mv.

444

10.06.1997 Justering af rumvarmeafgiften mv.

1098

29.12.1997 Klagestrukturen

435

26.06.1998 Ændringer vedrørende afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

437

26.06.1998 Ændringer vedrørende afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

643

27.08.1998 Lovbekendtgørelse

325

28.05.1999 Ændringer vedrørende afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

380

02.06.1999 Myndigheders adgang til til privat ejendom uden retskendelse

389

02.06.1999 Indførelse af eldistrubutionsbidrag mv. (§ 1, nr. 5, 7 og 12 og § 3 er trådt i kraft ved bek 807 af 12.7.2004)

963

20.12.1999 Ændringer vedrørende afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

165

15.03.2000 Opkrævningsloven

1029

22.11.2000 Afskaffelse af hæftestraf
1297 20.12.2000 Ændringer vedrørende afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse
393 06.06.2002 Ændringer af kraftvarmebeskatning, lettelser til erhvervslivet mv.
462 09.06.2004 Gennemførelse af Rådets Direktiv 2003/96/EF af 27.10.2003 og forenklinger af energiafgifterne (§ 1, nr. 19 og 21, § 2, nr. 2,3,4,5,6 og 21, § 3, nr. 2,3,5,19, § 4, 3,4 17 og § 5, nr. 2,3,4, og 14 er trådt i kraft ved bek. 807 af 12.7.2004), (§ 1, nr. 21 - proceslistens pkt. 37 - er trådt i kraft ved bek. nr. 372 af 25.5.2005, jf. endvidere bek. nr. 709 af 5. juli 2005), (§ 3, nr. 4 er trådt i kraft ved bek. nr. 708 af 5. juli 2005)
 464  09.06.2004 Tilpasning af CO2-afgiften for det CO2-kvoteomfattede brændselsforbrug
1391  20.12.2004  Nedsættelse af visse afgifter mm 
325 18.05.2005  Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse 
428 06.06.2005 Kommunalreformen konsekvensændringer
1416  21.12.2005 

Afgiftsnedsættelse på overskudsvarme 

1417 21.12.2005  Afgiftslempelser på fjernvarme mv., mikrokraftvarme og justeringer af forbrugsregistrering mv. 
520  7.6.2006  Afgiftslempelse for el til fremstilling af varme til formål omfattet af proceslistens punkt 1-14
889  17.08.2006 Lovbekendtgørelse 

F.5.1 Afgiftspligtigt vareområde og afgiftens størrelse

I det følgende gennemgås, hvad der er afgiftspligtigt vareområde  samt afgiftens størrelse .

§ 1

Afgiftspligten omfatter varer, der er afgiftspligtige efter

  • lov om energiafgift af mineralolieprodukter, se F.1 ,
  • lov om afgift af stenkul, brunkul og koks, se F.2 ,
  • lov om af afgift af elektricitet, se F.3 , og
  • lov om afgift af naturgas og bygas, se F.4 .

§ 2

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 skete der visse forenklinger samt justeringer af afgiftssatserne i CO2-afgiftsloven og energiafgiftslovene. Ændringerne trådte i kraft den 1. januar 2005.

Der var i hovedtræk tale om følgende satsændringer mv.:

  • CO2-afgiftssatserne nedsættes med 10 pct.
  • Den hidtidige afgiftsgodtgørelse for momsregistrerede virksomheder på 10 pct. af CO2-afgiften af energi til let proces ophæves.
  • Energiafgiftssatserne hæves med et beløb, som svarer til det, som CO2-afgiften nedsættes med.

Der er samtidig sket den ændring, at satserne i loven nu er anført med 1 decimal.

Satserne fremgår af skemaet nedenfor.

  Vare Sats 
1. Gas- og dieselolie 24,3 øre/l
2. Fuelolie 28,8 øre/kg
3. Fyringstjære 25,2 øre/kg
4. Petroleum 24,3 øre/l
5.

Stenkul (inkl. stenkulsbriketter) koks, cinders og koksgrus

217,8 kr./t
6. Jordoliekoks 290,7 kr./t
7. Brunkulsbriketter og brunkul 160,2 kr./t
8. Elektricitet 9,0 øre/kWh *)
9. Autogas (LPG) 14,4 øre/l
10. Anden flaskegas (LPG) 27,0 øre/kg
11.

Gas (bortset fra LPG), der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie (raffinaderigas)

26,1 øre/kg
12. Naturgas og bygas med en nedre brændværdi på 39,6 megajoule (MJ) pr. normal m3 (Nm3)

19,8  øre/Nm3

 13.  Andre varer henhørende under position 2713, 2714 eller 2715 i EU´s kombinerede nomenklatur    

a)med et vandindhold på mindst 27 pct. 

b) med et vandindhold på mindre end 27 pct.

 

201,6 kr./t 

279,9 kr./t  

 14.  Benzin 22 øre/l

Der betales ikke CO2-afgift af tallolie, trætjære, trætjæreolie, vegetabilsk beg og andre varer udvundet af saften fra træ, som anvendes eller er bestemt til at anvendes til fremstilling af varme, selv om de pågældende produkter er omfattet af afgiftspligten efter kulafgiftsloven, jf. § 1, stk. 1. nr. 2.

Endvidere betales der ikke CO2-afgift af karburatorvæske samt af affaldsvarme.

Lov nr. 1417

*)

Skatteministeren sætter loven/ændringerne i kraft på et senere tidspunkt. Dette var ikke sket ved redaktionens slutning.  

§ 2, stk. 2

For gas- og dieselolie og petroleum, hvor afgiftssatsen er angivet i liter, betales afgiften her i landet ud fra varens rumfang ved dagtemperatur. CO2-afgiftsloven indeholder endvidere en afgiftssats ved 15 grader C, som er en EU-referencesats, der svarer til dagtemperatursatserne ud fra den danske gennemsnitstemperatur på 8 grader C. Satsen for gas- og dieselolie og petroleum er 24,3 øre pr. l. For benzin er satsen ved 15 grader C 21,8 øre pr. l.

For naturgas og bygas foretages en forholdsmæssig regulering af afgiften ved en lavere eller højere brændværdi end 39,6 MJ/Nm3.

Blandinger
§ 2, stk. 3

Af blandinger af afgiftspligtige varer eller af disse produkter og andre varer, betales der afgift af hele blandingen efter satsen for den vare, der har den højeste afgiftssats efter loven, hvis blandingen er anvendelig til fremstilling af varme eller som motorbrændstof. Der skal ikke betales afgift af andelen af biobrændstoffer, som anvendes som motorbrændstof.

Spildolie
§ 2, stk. 4

For spildolie iblandet vand, som indsamles fra skibe, og som anvendes eller er bestemt til at anvendes til fremstilling af varme, skal der ved betaling af CO2-afgift tages hensyn til vandindhold i olien.

Afgiften udgør følgende procentdel af afgiftssatsen for fuelolie:

Vandindhold: Pct.-del af afgiften:
65 pct. og derover 35 pct.
mindst 30 pct. og under 65 pct. 70 pct.
mindst 5 pct. og under 30 pct. 95 pct.
under 5 pct. 100 pct.

Omregning fra øvre til nedre brændværdi

Tidligere afgiftssatser

Tidligere afgiftssatser, se Bilag

F.5.2 Registrering af virksomheder

§ 3

Der skal ske registrering af følgende virksomheder efter CO2-afgiftsloven:

  • Virksomheder, der registreres efter mineralolieafgiftsloven.
  • Virksomheder, der registreres efter kulafgiftsloven.
  • Virksomheder, der registreres efter elafgiftsloven.
  • Virksomheder, der registreres efter naturgasafgiftsloven.

Der henvises til registreringsbestemmelserne i de tilhørende energiafgiftslove, se F.1 (mineralolieprodukter), F.2 (kul), F.3 (elektricitet) og F.4 .(naturgas og bygas).

Ved anmeldelse til registrering bruges den registreringsanmeldelsesblanket, som anvendes til registrering for den tilhørende energiafgift. Blanketten kan fås hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

§ 11

Der gælder tilsvarende bestemmelser for varemodtagere og fjernsalg som for de tilhørende energiafgiftslove, se F.1 (mineralolieprodukter), F.2 (kul), F.3 (elektricitet) og F.4 (naturgas og bygas).

F.5.3 Opgørelse af den afgiftspligtige mængde

§§ 4 og 5

Virksomheder skal foretage opgørelse af den afgiftspligtige mængde for hver måned (kalendermåned), dvs. den mængde, som virksomheden skal betale afgift af.

Den afgiftspligtige mængde skal opgøres særskilt for de forskellige vareområder. Opgørelse af den afgiftspligtige mængde skal ske efter reglerne i de tilhørende energiafgiftslove, se F.1 (mineralolieprodukter), F.2 (kul), F.3 (elektricitet) og F.4 (naturgas og bygas).

Eget forbrug § 5, stk. 2

Bortset fra elselskabers eget forbrug af elektricitet, der direkte er medgået til fremstilling og distribution af elektricitet, kan der ikke ske fradrag for virksomhedernes eget forbrug ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

Der henvises til F.6.4.6 om transformerstationers elforbrug.

Eget forbrug § 13, stk. 3

Registrerede virksomheder skal ikke betale afgift af den del af eget forbrug, for hvilken der ydes tilbagebetaling efter reglerne om godtgørelse af CO2-afgift eller tilskud efter lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug. Der henvises til godtgørelsesreglerne i F.6 og tilskudsreglerne i F.8 .

§ 6

I den afgiftspligtige mængde fradrages energiprodukter, der er udleveret uden afgift, se F.5.4 .

F.5.4 Afgiftsfri udlevering

§ 6, stk. 1

Registrerede virksomheder kan ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde  fradrage følgende:

  1. energiprodukter, der leveres til en anden virksomhed, der registreret efter mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven, elafgiftsloven eller naturgasafgiftsloven for fremstilling, oplægning og afsætning mv. af samme energiprodukt.
  2. energiprodukter, der leveres til udlandet,
  3. energiprodukter, der er fritaget for afgift efter § 7.

Reglerne vedrørende punkt 1 og 2 fremgår af A.7.1.2 .

§ 6, stk. 2

Registrerede virksomheder, der opgør den afgiftspligtige mængde olie eller gas efter forbrugsmetoden, jf. mineralolieafgiftsloven, se F.1.3.2 , kan yderligere fradrage den mængde olie eller gas, der er gået tabt ved brand, lækage e.l.

F.5.5 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Der fremgår følgende regler for afgiftsfritagelse og - godtgørelse i lovens § 7:

Skibe og luftfartøjer
§ 7, stk. 1, nr. 1

Registrerede virksomheder kan levere varer, der er afgiftspligtige efter § 2, stk. 1, nr. 1-4 og 9-11, uden afgift til brug om bord i skibe i udenrigsfart, fiskerfartøjer med en bruttotonnage på 5 ton og derover eller en bruttoregistertonnage på 5 ton og derover, se F.1.5.2 , og i luftfartøjer, se F.1.5.1 .

Diplomater
§ 7, stk. 1, nr. 4

Afgiftspligtige varer kan leveres uden afgift til diplomater og internationale organisationer som anført i A.7.1.2.5 .

Ordningen med fritagelse for CO2-afgift af energiprodukter til diplomater og internationale organisationer administreres på samme måde som for den tilhørende energiafgift. Reglerne herom fremgår af A.7.1.2.5 .

Derudover henvises til F.1.5.4 om særlige regler for olie, som diplomater mv. køber på tankstationer, og for fjernvarme, der leveres til diplomater mv.

Fremstilling af
elektricitet
§ 7, stk. 1, nr. 2 og 3

Der ydes afgiftsfrihed for CO2-afgift af olieprodukter, kul og naturgas, der anvendes til fremstilling af elektricitet, når der skal betales elafgift af den fremstillede elektricitet efter elafgiftsloven.

Der gælder forskellige regler for fordeling af energiforbruget mellem elproduktion og varmeproduktion i centrale kraftvarmeværker (værker omfatter af bilaget til bl.a. mineralolieafgiftsloven) og i decentrale og industrielle kraftværker. Reglerne herom fremgår af

  • mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 2, se F.1.5.5  
  • kulafgiftslovens § 7, stk. 1, se  F.2.5 , og 
  • naturgasafgiftslovens § 8, se F.4.5 .

Dampskibsfart og
jernbanedrift
§ 7, stk. 1, nr. 4

Der ydes afgiftsfrihed for CO2-afgift af stenkul, brunkul og koks mv., der anvendes til dampskibsfart og jernbanedrift.

Elektricitet
§ 7, stk. 2

Fritaget for afgift er elektricitet, der er undtaget fra afgiftspligten efter elafgiftslovens § 2.

§ 7, stk. 3

Fritaget for CO2-afgift er et energiprodukt omfattet af § 2, stk. 1, der direkte medgår til produktion af et tilsvarende energiprodukt. Det gælder dog ikke forbrug af mineralolieprodukter, der anvendes som motorbrændstof.

§ 7, stk. 4

Fritaget for afgift er biobrændstoffer, der anvendes som motorbrændstof. Biobrændstoffer er flydende eller gasformige brændstoffer, der anvendes som motorbrændstof, fremstillet på grund af biomasse.

§ 7, stk. 5, nr. 1

Momsregistrerede virksomheder kan opnå godtgørelse af hele CO2-afgiften af mineralolie- og kulprodukter (varer omfattet af afgiftspligten efter lovens § 2, stk. 1. nr. 1-7 og 9-13), der anvendes til følgende formål:

  • til sejlads med andre skibe og fartøjer end dem, der er berettiget til at få leveret de pågældende produkter afgiftsfrit, bortset fra lystfartøjer. Der ydes derimod ikke godtgørelse af CO2-afgift af gas- og dieselolie, der anvendes ved sejlads med lystfiskere, idet denne ydelse momsmæssigt betragtes som momsfri personbefordring.
  • på anden måde end som motorbrændstof eller brændstof til fremstilling af varme
  • til fremstilling af elektricitet, som ikke er fritaget for CO2-afgift efter § 7, stk. 2.

Færgedrift
§ 7, stk. 5, nr. 2

Der ydes godtgørelse af hele CO2-afgiften af mineralolieprodukter (varer omfattet af afgiftspligten efter lovens § 2, stk. 1, nr. 1-4 og 9-11), der anvendes til færgedrift. De nærmere regler fremgår af F.1.6.3 .

Rutekørsel
§ 7, stk. 5. nr. 3

Der ydes godtgørelse af hele CO2-afgiften af svovlfri og -fattig dieselolie, LPG-gas og elektricitet, der anvendes i personmotorkøretøjer, der med tilladelse efter lov om buskørsel anvendes til rutekørsel. De nærmere regler fremgår af F.6.11 .

El til elfremstilling § 7, stk. 5, nr. 4

Der ydes godtgørelse for CO2-afgiften af el anvendt direkte til elfremstilling i elselskaber, jf. § 5, stk. 2. 

Benzin
§ 7, stk. 5, nr. 5

Der ydes godtgørelse af hele CO2-afgiften for benzin - § 2, stk. 1, nr. 14 - i det omfang der ydes tilbagebetaling efter lov om energiafgifter af mineralolieprodukter mv. for disse varer.

Afgiftslempelse på fjernvarme

 

"Stk. 7. Momsregistrerede varmeproducenter, der leverer varme uden samtidig produktion af elektricitet til de kollektive fjernvarmenet, og som har kraftvarmekapacitet efter stk. 8, eller som den 1. oktober 2005 havde kraftvarmekapacitet efter stk. 8, samt værker omfattet af bilaget til lov om afgift af mineralolieprodukter m.v. kan få tilbagebetalt en del af afgiften af forbrug af afgiftspligtige varer anvendt til fremstilling af varme leveret til de samme kollektive fjernvarmenet, som kraftvarmekapaciteten vedrører. Den del af afgiften, der overstiger 5 kr. pr. GJ fjernvarme ab værk eller 1,8 øre pr. kWh fjernvarme ab værk, tilbagebetales. Såfremt der ved fremstillingen af fjernvarme anvendes både afgiftspligtige varer efter denne lov og andre brændsler eller energikilder, nedsættes de 5 kr. pr. GJ fjernvarme eller 1,8 øre pr. kWh fjernvarme forholdsmæssigt. Hvis virksomheden producerer både el og varme samtidig, er perioden for opgørelse af afgiften efter 1. og 2. pkt. døgnet. Ved samtidig produktion af elektricitet og varme kan reglerne i 1.-3. pkt. kun anvendes, hvis opgørelsesproceduren er godkendt af told- og skatteforvaltningen."

"Stk. 8. Virksomheden har kraftvarmekapacitet, hvis 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året kan dækkes af kraftvarmeenheden. Mindst 25 pct. af produktionen af elektricitet og varme i kraftvarmeenheden skal udgøres af elektricitet. Dette skal kunne dokumenteres på forlangende over for told- og skatteforvaltningen."

Bestemmelserne (afgiftslempelsen) skal godkendes af Europa-Kommissionen efter statsstøttereglerne. Skatteministeren sætter loven/lempelsen i kraft, når statsstøttegodkendelsen er modtaget, dog tidligst den 1. juli 2006. Der vil være sammenfald mellem ikrafttrædelsestidspunktet og virkningstidspunktet for lempelsen.

For varme fremstillet af elektriciet vil afgiftslempelsen kun gælde 4 år fra ikrafttrædelsestidspunktet.        

SKATs Hovedcenter vil udarbejde nærmere information mv. om lempelsen. Der vil endvidere blive udarbejdet nærmere regler om opgørelsesprocedurer, jf. stk. 7, sidste pkt.

Jernbanedrift
§ 9, stk. 19

Bestemmelsen blev ophævet ved lov nr. 462 af 9. juni 2004, som trådte i kraft den 1. januar 2005.

Indtil 1. januar 2005 blev der ydet godtgørelse af CO2-afgift af energi, der vedrører personbefordring med jernbane. Godtgørelsen blev ydet efter reglerne for let proces. 

Godtgørelse iøvrigt

Se F.5.6 om afgiftsgodtgørelsesregler iøvrigt.

 

F.5.6 Afgiftsgodtgørelse

F.5.6.1 Ikke-registrerede virksomheder

§ 8

Virksomheder, der ikke er registreret efter mineralolieafgiftsloven eller kulafgiftsloven, kan få bevilling til godtgørelse af CO2-afgift af olie og kul mv., som leveres til:

  • virksomheder, der er registreret efter mineralolieafgiftsloven eller kulafgiftsloven for fremstilling, afsætning mv. af samme varer, herunder kraftværker og kraftvarmeværker, der er registreret efter de nævnte love
  • brug i luftfartøjer
  • brug om bord på skibe i udenrigsfart og fiskerfartøjer på 5 BT og derover eller 5 BRT og derover, dog bortset fra lystfartøjer
  • diplomater og internationale organisationer.

Der kan ikke gives bevilling til en virksomhed, når den pågældende virksomhed og en registreret oplagshaver, som virksomheden direkte eller indirekte får leveret afgiftspligtige varer fra, er indbyrdes forbundne virksomheder.

Som indbyrdes forbundne virksomheder anses virksomheder, hvor samme ejerkreds direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af kapitalen i hver virksomhed eller direkte eller indirekte råder over mere end 50 pct. af den eventuel stemmeværdi i hver virksomhed. Ejere som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 3, anses ved bedømmelsen af ejerkredsen for én og samme person.

En udstedt bevilling bortfalder, hvis der efterfølgende kommer til at foreligge en situation med indbyrdes forbundne virksomheder.

Når registrerede oplagshavere køber olie og kul mv. uden CO2-afgift af virksomheder med bevilling, jf. ovenfor, skal leverandøren udstede en faktura hvoraf det bl.a. skal fremgå, at varerne er leveret uden CO2-afgift.

Registrerede oplagshavere skal medregne sådanne leverancer i regnskabet over tilgang af olie og kul mv. uden afgift.

F.5.6.2 Afgiftsgodtgørelse - momsregistrerede virksomheder

Momsregistrerede
virksomheder
§ 9

Reglerne for godtgørelse af CO2-afgift af energiprodukter, som momsregistrerede virksomheder anvender i forbindelse med let proces og tung proces fremgår af afsnittet om godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift, se F.6 . 

Fra 1. janaur 2005 ydes der ikke godtgørelse af CO2-afgift til let proces, jf. lov nr. 462 af 9. juni 2004. 

Ingen godtgørelse
af CO2-afgift

Der ydes ikke godtgørelse af CO2-afgift af olieprodukter, der anvendes som motorbrændstof ved afprøvning af motorer til skibe i forbindelse med fremstilling af disse motorer, hvor der ydes godtgørelse af olieafgiften.

Oplysningspligt
§ 10, stk. 5

Virksomheder, der leverer elektricitet, gas, naturgas, bygas og varme, skal mindst en gang årligt give oplysning om CO2-afgiftens størrelse til brug for momsregistrerede virksomheder, der evt. kan få godtgjort afgiften, se F.6 .

F.5.7 Regnskab

§ 12

De generelle regler for regnskab for registrerede virksomheder fremgår af A.10 .

Der gælder derudover de samme regnskabsregler for CO2-afgift som for de tilhørende energiafgifter af de samme energiprodukter, jf. mineralolieafgiftsloven, se F.1 , kulafgiftsloven, se F.2 , elafgiftsloven, se F.3 og naturgasafgiftsloven, se F.4 .

F.5.8 Øvrige bestemmelser

§ 7, stk. 5

Bestemmelserne i mineraloliefgiftslovens § 9, stk. 6-9 finder tilsvarende anvendelse for CO2-afgiften. Se F.1.5.6 og F.1.6.3 .

§ 12, stk. 2

Virksomheder, som leverer varer iblandet biobrændstoffer til anvendelse som motorbrændstof, skal på fakturaen angive mængden af biobrændstoffer.

Afregning mv.
§ 13 og § 18

Reglerne for afregning af afgift (§ 13) og hæftelse (§ 18) følger reglerne for de tilhørende energiafgifter og fremgår af A.11 . Ved angivelse anvendes en angivelses- og indbetalingsblanket. For mineralolieprodukter er det blanket nr. 24.008. For kul mv. er det blanket nr. 24.016.

For elektricitet er angivelsen fælles for energiafgiften og CO2-afgiften, nemlig blanket nr. 23.011. Dette gælder også for naturgas og bygas, hvor det er blanket nr. 23.022.

Der findes endvidere en særlig angivelses- og indbetalingsblanket for CO2-tilskudsvirksomheder, blanket nr. 24.003, som er beskrevet nærmere i F.8 .

Kontrol mv.

Reglerne for kontrol (§ 14), efterbetalinger og skønsmæssige ansættelser, se A.12 , straffebestemmelser (§§ 15 - 16), se A.13 , og klagevejledning (§§ 17 - 17a), se A.14 .

§ 19, stk. 1

Hvis energi, der er fritaget for afgift efter § 7, stk. 1, nr. 1 (leverancer af olie til brug om bord i skibe i udenrigsfart, fiskerfartøjer med en bruttotonnage (BT) på 5 t og derover eller en bruttoregistertonnage (BRT) på 5 t og derover, samt i luftfartøjer), anvendes til andet formål end det, hvortil den er bestemt, kan SKAT inddrage virksomhedens adgang til at indkøbe energiproduktet afgiftsfrit (d.v.s. foretage bevillingsinddragelse ).

F.5 Bilag Tidligere afgiftssatser

Afgiftssatserne har tidligere udgjort:

  Vare Sats til og med 31. december 2004
1. Gas- og dieselolie 27 øre/l
2. Fuelolie 32 øre/kg
3. Fyringstjære 28 øre/kg
4. Petroleum 27 øre/l
5. Stenkul (inkl. stenkulsbriketter) koks, cinders og koksgrus 242 kr./t
6. Jordoliekoks 323 kr./t
7. Brunkulsbriketter og brunkul 178 kr./t
8. Elektricitet 10 øre/kWh
9. Autogas (LPG) 16 øre/l
10. Anden flaskegas (LPG) 30 øre/kg
11. Gas (bortset fra LPG), der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie (raffinaderigas) 29 øre/kg
12. Naturgas og bygas med en nedre brændværdi på 39,6 megajoule (MJ) pr. normal m3 (Nm3) 22 øre/Nm3
 13. Andre varer henhørende under position 2713, 2714 eller 2715 i EU´s kombinerede nomenklatur    

a)med et vandindhold på mindst 27 pct. 

b) med et vandindhold på mindre end 27 pct.

 

 

224 kr./t          

311 kr./t

For gas- og dieselolie og petroleum, hvor afgiftssatsen er angivet i liter, betales afgiften her i landet ud fra varens rumfang ved dagtemperatur. CO2-afgiftsloven indeholder endvidere en afgiftssats ved 15 grader Celsius, som er en EU-referencesats, der svarer til dagtemperatursatserne ud fra den danske gennemsnitstemperatur på 8 grader Celsius. Satsen for begge produkter udgjorde til og med 31. december 2004 26,8 øre pr. l .

F.6 Godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift

Kapitlet indeholder reglerne for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift.

Ved godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift forstås i denne forbindelse godtgørelse efter følgende love:

Godtgørelsesreglerne i mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven, elafgiftsloven og naturgasafgiftsloven er stort set parallelle. Hvor dette er tilfældet vil der ske en gennemgang af reglerne med henvisning til de pågældende lovbestemmelser i de 4 energiafgiftslove.

I de tilfælde hvor reglerne er forskellige, vil der ske en gennemgang af reglerne for den enkelte afgiftslov.

For andre afgiftsregler end godtgørelsesregler henvises til kapitlerne om de enkelte afgiftslove, se

  • mineralolieprodukter, F.1  
  • kul og affaldsvarme, F.2  
  • elektricitet, F.3  
  • naturgas og bygas, F.4
  • kuldioxid, F.5

I medfør af mineralolieafgiftsloven er der udstedt bekendtgørelse nr. 985 af 18. oktober 2005 om dokumentation for afgiftsgodtgørelse for olie og gas anvendt til landbrugsaktiviteter og rutekørsel, benzin anvendt til sejlads og sikkerhedsstillelse og lister over EU-handel. (Dokumentationsbekendtgørelsen) Der refereres til bekendtgørelsen i de tilfælde, hvor den finder anvendelse.

I medfør af mineralolieafgiftsloven er der udstedt bekendtgørelse nr. 983 af 18. oktober 2005 om farvning af gas- og dieselolie og petroleum (afgiftsmærkning). Reglerne herom er beskrevet i F.1 bilag 2 .

I medfør af CO2-afgiftsloven er der udstedt bekendtgørelse nr. 688 af 19. august 2002 om opgørelse af CO2-afgift af elektricitet til vækstlys, hvortil der refereres i de tilfælde, hvor den finder anvendelse. Reglerne herom er beskrevet i F.6.5.5 .

F.6.1 Generelt om godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift

Reglerne for momsregistrerede virksomheders godtgørelse af energiafgifter fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, kulafgiftslovens § 8, elafgiftslovens § 11, og naturgasafgiftslovens § 10. Reglerne for godtgørelse af CO2-afgift fremgår af CO2-afgiftslovens § 9.

Nedenfor foretages med henvisning til de relevante lovbestemmelser en kort gennemgang af de væsentligste elementer i reglerne for momsregistrerede virksomheders adgang til godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift.

F.6.1.1 Hovedregel

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1, elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1: Udgangspunktet er, at momsregistrerede virksomheder kan opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der forbruges i virksomheden.

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 2, elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk.1, nr. 2: Udgangspunktet er her, at momsregistrerede virksomheder kan opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der er medgået til fremstilling af varme, damp mv., der er forbrugt i virksomheden, og som er leveret særskilt til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller en anden momsregistreret varmeleverandør.

I F.6.2 er beskrevet nogle situationer, hvor energien ikke kan anses som forbrugt af virksomheden, hvorfor der ikke er adgang til afgiftsgodtgørelse.

I SKAT-meddelelsen SKM2006.211.SKAT præciseres, at energiafgiftslovene ikke hjemler adgang til at foretage en aftalebaseret allokering af varme.

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 2, 1. punktum, elafgiftslovens § 11, stk. 16, 1. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 1. punktum: Godtgørelse af energiafgifter ydes som hovedregel i samme omfang, som virksomhederne har fradragsret for købsmomsen af energiprodukter og varme.

Rumvarme og varmt vand

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum: Med disse bestemmelser sker der en begrænsning i adgangen til afgiftsgodtgørelse i forhold til ovennævnte, idet der ikke ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme og varmt vand.

Bestemmelserne indebærer som anført ovenfor bl.a., at virksomheder, der fremstiller varme, damp mv., fx fjernvarmeværker og kraftvarmeværker, ikke kan opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes til fremstilling af varme mv., der leveres fra virksomheden.

Elafgiftslovens § 11, stk. 3: Denne bestemmelse indeholder tilsvarende som de øvrige energiafgiftslove en begrænsning i adgangen til afgiftsgodtgørelse for elektricitet, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand samt forbrug af elektricitet i el-radiatorer, strålevarmanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden.

Reglerne om rumvarme og varmt vand er nærmere beskrevet i F.6.3 .

Procesenergi

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, elafgiftslovens § 11, stk. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5: Med disse bestemmelser sker der en modifikation af ovennævnte bestemmelser om rumvarme og varmt vand, idet bestemmelsen - på nærmere anførte betingelser - giver adgang til afgiftsgodtgørelse for varer, varme og varmt vand, der anvendes som procesenergi i forbindelse med varefremstilling.

Reglerne om godtgørelse af energiafgifter er nærmere beskrevet i F.6.4 (procesenergi - Energiafgifter).

CO2-afgift

CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1: I medfør af denne bestemmelse ydes der ikke godtgørelse af CO2-afgift.

CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2: Med denne bestemmelse, ydes der delvis godtgørelse af CO2-afgiften for procesenergi, der anvendes til formål, som er omfattet bilaget/proceslisten til CO2-afgiftsloven (tung proces).

CO2-afgiftslovens § 9, stk. 9: Med denne bestemmelse ydes der delvis godtgørelse af CO2-afgift af el, der anvendes som vækstlys i væksthuse. I vejledningen omtales dette forbrug også som tung proces.

Reglerne om godtgørelse af CO2-afgift er nærmere beskrevet i F.6.5 (procesenergi - CO2-afgift).

Bilag til elafgiftsloven

Elafgiftslovens § 11, stk. 2: I medfør af denne bestemmelse er der optrykt et bilag, der indeholder en liste over virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til godtgørelse af elafgift.

De nærmere regler i relation bilaget er beskrevet i F.6.6 .

Eldistributionsbidrag

Elafgiftslovens § 11, stk. 1 og 15: Af disse bestemmelser fremgår reglerne for godtgørelse af eldistributionsbidrag.

De nærmere regler om godtgørelse af eldistributionsbidrag er beskrevet i F.6.7 .

Motorbrændstof

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 2. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 2. punktum: Der ydes som hovedregel ikke godtgørelse af energiafgiften og CO2-afgift af olie, LPG-gas og naturgas, der anvendes som motorbrændstof, jf. dog mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, hvorefter der ydes afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes ved mark- og skovarbejde o.l., dvs. ved aktiviteter indenfor jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl.

Naturgas - afprøvning af motorer


Derudover er der en undtagelse i naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 3. punktum, hvorefter der ydes afgiftsgodtgørelse for gas, der anvendes som motorbrændstof ved afprøvningen af gasmotorer i forbindelse med produktionen af disse.

Reglerne om motorbrændstof er nærmere beskrevet i F.6.10 .

Anden godtgørelse

Endelig giver afgiftslovene adgang til afgiftsgodtgørelse for forbrug i visse andre tilfælde.

Det gælder fx adgangen til afgiftsgodtgørelse for visse olieprodukter til rutekørsel, jf. mineraloliefgiftslovens § 9, stk. 5 og CO2-afgiftslovens § 7, stk. 5, nr. 3.

Reglerne herom er nærmere beskrevet i F.6.11 .

F.6.1.2 Kort historisk beskrivelse

Folketinget vedtog i 1995 en række love (grønne afgifter), der tog sigte på at forbedre miljøet ved bl.a. at tilskynde virksomhederne at spare på forbruget af energi og bruge mere miljøvenlige energiprodukter.

Disse regler, som trådte i kraft den 1. januar 1996, betød bl.a., at godtgørelse af energiafgift af energi til rumvarme og varmt vand blev reduceret - for helt at falde bort pr. 1. januar 1998.

Der skete også betydelige ændringer i CO2-afgiftsloven, bl.a. en opdeling af procesenergi i let proces og tung proces.

Nedenstående skema indeholder en oversigt over momsregistrerede virksomheders adgang til afgiftsgodtgørelse i pct. for perioden fra 1. januar 1996 og indtil 1. januar 2005:

Afgift for

 Proces-formål1) 

 Rumvarme/ varmt vand
  1996 1997 1998 1999

2000- 2004 3)

1996 1997

1998-2004 

Olie, elektricitet2), kul og LPG-gas 100 100 100 100 100 70 35 0
Naturgas og bygas 100 100 100 100 100 0 0 0
CO2-afgift - let proces 50 40 30 20 10 0 0 0
CO2-afgift - tung proces 95 90 85 80 75 0 0 0

Noter:

  1. Motorbrændstof, der anvendes ved mark- og skovarbejde o.l., betragtes som procesformål, se F.6.10.2 .
  2. Der er kun 75 pct. fradrag for eldistributionsbidraget, der blev indført pr. 1. juli 1999. Se F.6.7 .
  3. Gælder for årene 2000, 2001, 2002, 2003 og 2004.

F.6.1.3 Lovændringer efter 1. januar 1996

I nedenstående oversigt er nævnt de love, hvor der er sket ændringer i godtgørelsesreglerne efter 1. januar 1996:

  • Lov nr. 1220 af 27. december 1996 (Lempelse af raffinaderiers betaling af afgift, lempelse for vækstlys mv.)
  • Lov nr. 444 af 10. juni 1997 (Justering af rumvarmeafgiften)
  • Lov nr. 389 af 2. juni 1999 (eldistributionsbidrag mv.)
  • Lov nr. 963 af 20. december 1999 (Ændring af proceslisten og afgift af rumvarme)
  • Lov nr. 393 af 6. juni 2002 (Ændret kraftvarmebeskatning, lettelser til erhvervslivet m.m.)
  • Lov nr. 462 af 9. juni 2004 (Gennemførelse af Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 og forenklinger af energiafgifterne)
  • Lov nr. 464 af 9. juni 2004 (Tilpasninger af CO2-afgiften for det CO2-kvoteomfattede energiforbrug)
  • Lov nr. 1391 af 20. december 2004 (Nedsættelse af visse afgifter på virksomheders ressourceforbrug m.v.)
  • Lov nr. 1416 af 21. december 2005 (Lavere partikeludslip fra nye dieselbiler, afgiftsnedsættelse på overskudsvarme ....)
  • Lov nr. 1417 af 21. december 2005 (Afgiftslempelser på fjernvarme m.v. som led i udmøntning af finanslovsaftalen 2006, afgiftslempelse ...) 

Lov nr. 462

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 skete der bl.a. en forenkling af administrationen for momsregistrerede virksomheder, der bruger energi til lette procesformål. Ændringerne trådte i kraft den 1. januar 2005.

Der er i hovedræk tale om følgende ændringer:

  • CO2-afgiftssatserne nedsættes med 10 pct.
  • Den hidtidige afgiftsgodtgørelse for momsregistrerede virksomheder på 10 pct. af CO2-afgiften af energi til lette procesformål ophæves.
  • Energiafgiftssatserne hæves med et beløb, som svarer til det, som CO2-afgiften nedsættes med.

Adgangen til godtgørelse af energiafgifter til procesformål er ikke ændret.

Godtgørelse af CO2-afgift for energi til tung proces nedsættes fra 75 pct. af CO2-afgiften til 13/18, svarende til 72,22 pct. af CO2-afgiften. Denne ændring har kun betydning for virksomheder med energiforbrug til tung proces.

Selv om godtgørelsesandelen nedsættes, så er virksomhedernes betaling af CO2-afgift den samme.

Oversigt over godtgørelsesprocenter for CO2-afgift:

CO2-afgift - procesformål Godtgørelse indtil 1. januar 2005  Godtgørelse pr. 1. januar 2005   
Let proces 10 pct. 0 pct.
Tung proces 75 pct. 13/18

For virksomheder, der har en procesaftale eller promsaftale om energieffektivisering med Energistyrelsen, ændres satsen for tilskud til CO2-afgift fra 22 pct. af CO2-afgiften til 11/45 af CO2-afgiften.

Tilskuddet for energiforbrug, der er omfattet af rumvarmeaftaler, er uændret 22 pct. af energi- og CO2-afgiften.

Lov nr. 464

 Der er ved lov nr. 464 af 9. juni 2004 sket en tilpasning af CO2-afgiftsloven - som følge af indførelse af en CO2-kvoteordning, der omfatter visse, almindeligvis større momsregistrerede virksomheder, jf. lov nr. 493 af 9. juni 2004 om CO2-kvoter.

Ændringerne i CO2-afgiftsloven for de kvoteomfattede virksomheder er indsat som ny § 9a i CO2-afgiftsloven.

Ændringerne skal godkendes af Europa-Kommissionen. Skatteministeren udsteder en ikrafttrædelsesbekendtgørelse, når der foreligger en godkendelse. Dette var ikke sket ved redaktionens slutning. Ændringerne har virkning fra 1. januar 2005.

Ændringerne er nærmere beskrevet i følgende nyhedsbrev:

Nyhedsbrev af november 2004  (CO2-afgift - tilpasning af CO2-afgiftsloven til CO2-kvoteordningen).

Ændringerne vil blive indarbejdet i  F.6.5.10 i forbindelse med en senere ajourføring af Punktafgiftsvejledningen, når ændringerne er trådt i kraft. 

lov nr. 1391

Der er ved lov nr. 1391 af 20. december 2004 bl.a. sket en justering af CO2-afgiftslovens § 9a, stk. 1, der blev indsat ved lov nr. 464 af 9. juni 2004 (se ovenfor), således at virksomheder med et kraftvarmeværk/kedelcentral, der er udlagt som en selvstændig juridisk person/enhed, på visse betingelser kan opnå fuld godtgørelse af CO2-afgiften af forbruget af damp/varme, der leveres direkte fra den CO2-kvoteomfattede produktionsenhed (kraftvarmeværket/kedelcentralen).

Ændringen skal godkendes af Europa-Kommissionen. Skatteministeren udsteder en ikrafttrædelsesbekendtgørelse, når der foreligger en godkendelse. Dette var ikke sket ved redaktionens slutning. Ændringen har virkning fra 1. januar 2005.

Ændringen er nærmere beskrevet i følgende nyhedsbrev:

Nyhedsbrev af december 2004 (CO2-afgift - ændring i relation til CO2-kvoteordningen).    

Ændringerne vil blive indarbejdet i  F.6.5.10 i forbindelse med en senere ajourføring af Punktafgiftsvejledningen, når ændringerne er trådt i kraft. 

Lov nr. 1417

  • Energiafgiften af elektricitet forhøjes med 0,1 øre pr. kWh  
  • CO2-afgiften af elektricitet nedsættes med 0,4 øre pr. kWh
  • Godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til tung proces ændres fra 13/18 til 61/86
  • Godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til vækstlys ændres fra 75 pct. til 61/86
  • Tilskud til CO2-afgift af elektricitet omfattet af en procesaftale og promsaftale ændres fra 11/45 til 11/43.

Skatteministeren sætter loven/ændringerne i kraft, når der foreligger en godkendelse fra Europa-Kommissionen, dog tidligst den 1. juli 2006. Der vil være sammenfald mellem ikrafttrædelsestidspunktet og virkningstidspunktet for ændringerne.

F.6.1.4 Afgiftssatser og godtgørelsessatser

 

 

Afgiftssatser

 Nedenstående oversigt viser  afgiftssatser  gældende fra 1. januar 2005

Energiprodukt Enhed

Energiafgift

CO2-afgift

Gas- og dieselolie, der anvendes som motorbrændstof

øre/l 278,7 24,3
Anden gas- og dieselolie øre/l 185,7 24,3
Let dieselolie (svovlindhold højst 0,05 pct.)  øre/l 268,7 24,3
Svovlfattig dieselolie (svovlindhold højst 0,005 pct.)  øre/l 250,7  24,3
Svovlfri diesel (svovlindhold højst 0,001 pct.) i perioden 1. januar 2005 til 31. december 2008 øre/l  248,7   24,3
Svovlfri diesel (svovlindhold højst 0,001 pct.) fra 1. januar 2009 øre/l  250,7   24,3
Fuelolie øre/kg 209,2 28,8
Fyringstjære øre/kg 188,8 25,2
Petroleum, der anvendes som motorbrændstof øre/l 278,7 24,3
Anden petroleum øre/l 185,7 24,3
       
Autogas (LPG) øre/l 174,6 14,4
Flaskegas (LPG), der anvendes som motorbrændstof øre/kg 321,0 27,0
Anden flaskegas (LPG) øre/kg 237,9 27,0
Raffinaderigas øre/kg 237,9 26,1
       
Kulprodukter efter brændværdi kr./Gj 51,90 1)
Stenkul, koks, cinders og koksgrus kr./ton 1.449,20 217,80
Jordoliekoks kr./ton 1.707,30 290,70
Brunkulsbriketter og brunkul kr./ton 1.047,80 160,20
Affaldsbaseret varme kr./Gj 12,90 -
       
El til opvarmning (helårsboliger) 2) øre/kWh 51,1 9,0
Anden el 2) øre/kWh 57,6 9,0
       
Naturgas øre/Nm3 204,2 19,8
Bygas øre/Nm3

204,2 

19,8
Naturgas, der anvendes som motorbrændstof øre/Nm3 284,2 19,8

Noter:

  1. CO2-afgift beregnes pr. ton efter satsen for de pågældende kulprodukter.
  2. Inkl. elsparebidrag (0,6 øre pr. kWh) og eldistributionsbidrag (4 øre pr. kWh).

Oversigten over afgiftssatser er ikke helt udtømmende. En udtømmende oversigt findes i kapitlerne for de enkelte afgiftslove, se 

  • mineralolieprodukter, F.1.1
  • kul og affaldsvarme, F.2.2
  • elektricitet, F.3.2
  • naturgas og bygas, F.4.1
  • kuldioxid, F.5.1

Tidligere

afgiftssatser

Tidligere afgiftssatser, se

  • mineralolieprodukter,  F.1 Bilag 1
  • kul og affaldsvarme,  F.2 Bilag  
  • elektricitet, F.3 Bilag
  • naturgas og bygas,  F.4 Bilag
  • kuldioxid, F.5 Bilag  

Godtgørelsessatser

Nedenstående oversigt viser i hovedtræk godtgørelsessatserne gældende fra 1. januar 2005

 Afgift

Procesformål (let proces) 

Procesformål(tung proces) 

Rumvarme/varmt vand 

Energiafgift af olie, petroleum, LPG-gas og raffinaderigas 

 100 pct. 1)

 100 pct.

0 pct. 

Energiafgift af kulprodukter og affaldsvarme 

 100 pct.

 100 pct.

0 pct. 

Energiafgift af elektricitet 

 100 pct. 2) 3)

 100 pct. 2) 3)

0 pct. 

Energiafgift af naturgas og bygas 

 100 pct. 1)

 100 pct.

0 pct. 

CO2-afgift 

 0 pct.

 13/18 4) 5)

0 pct. 

Noter:

1. Motorbrændstof, der anvendes ved mark- og skovarbejde o.l., betragtes som procesformål, se F.6.10.2 .

2. Der ydes ikke afgiftsgodtgørelse for elforbrug til ydelser omfattet af bilaget til elafgiftsloven, se F.6.6 .

3. Godtgørelse af eldistributionsbidraget på 4 øre pr. kWh er 75 pct., dvs. godtgørelsen er 3 øre pr. kWh. Virksomheder med et samlet årligt forbrug på over 15 mio kWh kan få 100 pct. godtgørelse af eldistributionsbidraget for forbrug af elektricitet, der overstiger 15 mio kWh. Se F.6.7 .

4. Godtgørelsen på 13/18 svarer til 72,22 pct.

5. Godtgørelse af elektricitet til vækstlys, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 9, er 75 pct., se F.6.5.5 . 

Tidligere

godtgørelsessatser

Tidligere godtgørelsessatser, se F.6.1.2 .

F.6.2 Ingen godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift

F.6.2.1 Energi ej forbrugt i virksomheden

Som anført under F.6.1 er det en betingelse, at energiprodukterne eller fjernvarmen skal forbruges i virksomheden, for at der kan ydes afgiftsgodtgørelse. Der er dermed tale om et såkaldt forbrugskriterium.

Virksomhederne har dermed ikke adgang til afgiftsgodtgørelse i de tilfælde, hvor forbrugskriteriet ikke er opfyldt, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1 og 2, elafgiftslovens § 11, stk. 1. nr. 1 og 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1 og 2. Det gælder fx:

  • Varer indkøbt med henblik på videresalg (fx virksomheder, der driver mellemhandel med olie eller kul, hvoraf der er betalt afgift).
  • Varer der anvendes til formål, der ikke vedrører virksomhedens omsætning af momspligtige varer/ydelser, til funktionærboliger, til indehaverens og personalets privatforbrug.
  • Varer og varme, der anvendes af lejere i forbindelse med udlejning af fast ejendom, Se F.6.2.2 .

Derudover kan virksomheder, der fremstiller varme, damp mv., fx fjernvarmeværker og kraftvarmeværker, ikke opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes til fremstilling af varme mv., jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum, samt elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Meddelelse om gadebelysning

Told- og Skattestyrelsen har den 12. juni 2001 på baggrund af en forespørgsel udsendt en meddelelse, SKM2001.215.TSS , om den godtgørelsesmæssige stilling for afgift af elektricitet i relation til serviceydelsesvirksomheder, der varetager belysning af gader, p-pladser mv.

Der var tale om en serviceydelsesvirksomhed, som en kommune havde etableret med henblik på at varetage belysningsopgaver indenfor kommunen. Belysningsopgaven har tidligere været varetaget af det kommunale belysningsvæsen/elforsyningsselskab.

Serviceydelsesvirksomheden havde påtaget sig at levere belysning til kommunen mod betaling af et samlet vederlag, hvori der, blandt andre internt opgjorte kalkulationselementer såsom omkostninger ved administration, vedligeholdelse, renovering og overvågning af anlægget, indgår selskabets udgifter til indkøb af elektricitet, der forbruges i lysarmaturerne.

Det påhvilede endvidere serviceydelsesvirksomheden at drive og vedligeholde vejbelysningsanlægget på en sådan måde, at de til enhver tid gældende regler om krav til vejbelysning og vejbelysningsanlæg opfyldes, og på en sådan måde, at der sikres kommunens borgere en tilfredsstillende, hensigtsmæssig, forsvarlig og omkostningseffektiv vejbelysning. Vejbelysningsanlæg på private fællesveje drives og vedligeholdes som øvrige belysningsanlæg.

Det er styrelsens opfattelse, at serviceydelsesvirksomheden ikke opfylder betingelsen om, at elektriciteten skal være forbrugt i virksomheden, for at opnå afgiftsgodtgørelse, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1. Tilsvarende kan serviceydelsesvirksomheden ikke opnå afgiftsgodtgørelse efter CO2-afgiftsloven, jf. denne lovs § 9, stk. 1, jf. stk. 4.

Baggrunden for denne opfattelse er bl.a., at man må se på, hvem der drager nytte af den anvendte energi, som i dette tilfælde er borgere, virksomheder mfl. i en by og ikke serviceydelsesvirksomheden, der har forpligtet sig til at varetage en opgave med belysning af gader, p-pladser mv. i byen. Dette kom i øvrigt klart til udtryk i aftalen mellem kommunen og selskabet.

Det ændrer efter styrelsens opfattelse heller ikke på forholdet, at udgiften til elforbruget afholdes af serviceydelsesvirksomheden i forhold til "elforsyningsvirksomheden". I det konkrete tilfælde var der fra kommunens side tale om en omkostningsdækning for elforbruget til gadebelysning mv. overfor serviceydelsesvirksomheden.

Endvidere er der ved direkte sammenligning mellem en serviceydelsesvirksomhed, der varetager gadebelysning mv. i en by, og fx et hotel, hvor der betales moms af vederlaget for udlejningen af lokalet, og hvor udlejer efter hidtidig praksis har adgang til afgiftsgodtgørelse for elforbruget til belysning af de udlejede lokaler, den forskel, at forbruget af elektricitet sker inden for de "fysiske" rammer af den virksomhed, der er omfattet af momsregistreringen - i modsætning til serviceydelsesvirksomheden, hvor forbruget af elektricitet til gadebelysning mv. ligger udenfor den momsregistrerede virksomheds rammer.

Se endvidere F.6.2.3 om Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2002, jf. SKM2002.171.LSR .

Landsskatteretten - gadebelysning

Landsskatteretten har den 19. juni 2002, jf. SKM2002.492.LSR , afsagt kendelse om, at et serviceselskab, der varetager kommunal gadebelysning mv., ikke er berettiget til afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der indkøbes af selskabet og som i henhold til indgået aftale med en kommune anvendes til belysning af offentlige gader mv. , idet serviceselskabet ikke kan anses at forbruge den afgiftspligtige elektricitet. Se endvidere  - Meddelelse om gadebelysning - ovenfor.

Serviceselskabet indbragte afgørelsen for domstolene.

Landsretten - gadebelysning 

Landsretten har den 18. februar 2004, jf. SKM2004.109.VLR , afsagt dom i ovennævnte sag vedr. forbrug af elektricitet til gadebelysning mv. Ifølge dommen er det pågældende serviceselskab ikke berettiget til afgiftsgodtgørelse for elforbruget i vejbelysningsanlægget. 

Landsretten udtalte, at som elektricitetsafgiftsloven er udformet, må der ved en virksomheds forbrug af afgiftspligtig elektricitet i lovens § 11, stk. 1, nr. 1, forstås det forbrug, der foregår som led i en produktionsproces i virksomheden - eksempelvis til drift af maskiner, produktionsanlæg, belysning i virksomheden eller lignende - og det må kræves, at elektriciteten kan anses som forbrugt af virksomheden til dette formål.

Landsretten fandt ikke, at indkøb og anvendelse af elektricitet til driften af vejbelysningsanlægget i kommunen kunne sidestilles med en sådan produktionsproces, som må forudsættes i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og serviceselskabet kunne ikke som virksomhed i denne sammenhæng siges at forbruge elektriciteten til procesformål. Landsretten lagde herved vægt på, at kommunens borgere måtte anses som de egentlige forbrugere af elektriciteten til brug for vejbelysningen. Det er anført i dommen, at allerede af denne grund tog Landsretten Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Serviceselskabet indbragte landsretsdommen for Højesteret.

Højesteret - Gadebelysning

Højesteret har den 16. september 2005 afsagt dom, jf. SKM2005.394.HR , i den konkrete sag, der tidligere har været behandlet af Landsskatteretten og Vestre Landsret.

Sagens forhold samt Højesterets begrundelse og resultat fremgår kort nedenfor:

En kommune havde overdraget sit vejbelysningsanlæg til et af kommunen ejet selskab, der havde videreoverdraget anlægget til et datterselskab. Sidstnævnte selskab skulle herefter drive og vedligeholde vejbelysningen i kommunen mod betaling.

Spørgsmålet i sagen var, om selskabet var berettiget til afgiftsgodtgørelse efter elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, for den elektricitet, som var indkøbt til brug for driften af vejbelysningen i perioden 1. januar 2000 til 30. juni 2002.

Højesteret udtalte, at selskabet først blev momsregistreret med virkning fra den 1. januar 2001 og ikke betalte energiafgifter i 2000. Herefter var selskabet ikke berettiget til at få tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift, som angik elforbrug før 1. januar 2001.

For så vidt angår perioden efter den 1. januar 2001, hvor selskabet blev momsregistreret, udtalte Højesteret, at det følger af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens dagældende § 9, stk. 4, nr. 3, at virksomheder kan få delvist tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Højesteret fandt, at der ikke i bestemmelsernes ordlyd, forarbejder eller formål er holdepunkter for at begrænse retten til tilbagebetaling til elforbrug, der foregår som led i en særligt kvalificeret produktionsproces. Ved produktion af belysning anvendes elektricitet, der forbruges som led i produktionen, og sådant elforbrug kan berettige til tilbagebetaling af el- og kuldioxidafgift i medfør af de nævnte bestemmelser, såfremt de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Højesteret lagde til grund, at selskabet efter aftale med kommunen leverede vejbelysning til kommunen under forbrug af elektricitet på virksomhedens eget anlæg, og under disse omstændigheder måtte den elektricitet, som selskabet anvendte ved driften af vejbelysningsanlægget, anses for en af virksomheden forbrugt afgiftspligtig elektricitet.

Højesteret anførte videre, at det var uden betydning, at kommunen efter offentligretlige regler som vejmyndighed er forpligtet til at sikre vejbelysning, og at det ligeledes var uden betydning, om der ved beregning af vederlag for levering af vejbelysning er sket overvæltning af afgifterne på aftageren.

Højesteret fandt således, at selskabet havde krav på tilbagebetaling af afgifter for perioden efter 1. januar 2001, og hjemviste sagen til fornyet behandling ved afgiftsmyndighederne med henblik på opgørelse af tilbagebetalingskravet for perioden 1. januar 2001 til 30. juni 2002 med tillæg af renter.

Højesteretsdommen ændrer den udmeldte praksis, der er indeholdt i Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 12. juni 2001, offentliggjort i SKM2001.215.TSS , Landsskatterettens kendelse af 19. juni 2002, offentliggjort i SKM2002.492.LSR , og Landsrettens dom af 18. februar 2004, offentliggjort i SKM2004.109.VLR .

Med hensyn til dommens rækkevidde er det SKATs opfattelse, at det ikke nødvendigvis er en betingelse, at der er sket en overdragelse af ejendomsretten - som det er tilfældet i Højesteretssagen.

Det er dog SKATs opfattelse, at det er en afgørende betingelse, at virksomheden, der varetager driften af et vejbelysningsanlæg, skal have et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold og dermed være forretningsmæssigt begrundet. Virksomheden skal samtidig være driftsmæssig ansvarlig og have fuld råderet over vejbelysningsanlægget - og kunne foretage egne dispositioner fx i forhold til personale, driftsmidler mv.

Driften af vejbelysningsanlægget skal ske for den pågældende virksomheds egen regning og risiko med det formål at få et økonomisk udbytte. Det gælder fx også i forhold til prisen på elektricitet, som virksomheden køber til drift af vejbelysningsanlægget til fremstilling af lys.

Det er SKATs opfattelse, at fx et leasingforhold, der baserer sig på/opfylder ovennævnte konditoner, kan sidestilles med det tilfælde, som Højesteret tog stilling til ved dommen af 16. september 2005. Det beror dog på en konkret vurdering/analyse af forholdene i det enkelte tilfælde.

Det er samtidig SKATs opfattelse, at en serviceaftale, der er indgået med en ejer af et vejbelysningsanlæg, - som alene omfatter vedligeholdelsen af vejbelysningsanlægget, fx opsyn med og reparation af anlægget, som udgangspunkt ikke er af et omfang mv., hvor den pågældende virksomhed kan siges at være driftsmæssig ansvarlig - ligesom det må antages, at virksomheden ikke med en sådan serviceaftale kan siges at løbe en reel økonomisk risiko i forhold til driften af vejbelysningsanlægget i sin helhed.

SKAT-meddelelsen om ændring af praksis og genoptagelse af sager er offentliggjort i SKM2006.137.SKAT .

Skatterådet har, jf. SKM2006.804.SR truffet afgørelse om, at en virksomhed, der udlejer materiel til musikfestivaler mv., fx kontor- og salgsvogne inkl. forbrug af elektricitet, der er produceret på udlejers el-produktionsanlæg, ikke opfylder betingelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, for at få tilbagebetalt afgiften af elforbruget i det pågældende materiel.

Skatterådet har, jf. SKM2007.218.SR truffet afgørelse om, at en virksomhed er berettiget til godtgørelse af elafgift ved levering af gadelys til en kommune i henhold til en kontrakt herom indgået mellem virksomheden og kommunen. Ifølge den indgående værkslejekontrakt og aftale om levering af gadelys omfatter det driftsmateriel, driftsinventar og udstyr, der indgår under kontrakten, alle de i kommunen værende gadebelysningsanlæg med alt teknisk udstyr af enhver art, som er nødvendigt til udøvelse af de omhandlede aktiviteter.

Den elektricitet, der anvendes til gadebelysningen, blev anset for forbrugt af virksomheden, uanset forbruget af elektricitet sker på et anlæg lejet af kommunen, og er derfor omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

AN7722_1.GIF

AN7722_1.GIFSkatterådet har, jf. SKM2007.352.SR truffet afgørelse om, at et selskab er berettiget til godtgørelse af elafgift ved levering af gadelys til en kommune. Selskabet er ifølge en aftale med kommunen forpligtet til at drive, vedligeholde og levere vejbelysning til kommunen. Selskabet anses for at have et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold og være forretningsmæssigt begrundet, selv om selskabet, ifølge sagens oplysninger, kun leverer gadebelysning til den kommune, der er eneaktionær i selskabet. AN7722_2.GIF

  AN7722_1.GIFUd fra en samlet vurdering af sagen er der tale om et driftsforhold, hvor den elektricitet, der anvendes til gadebelysning, anses for at være forbrugt af selskabet. Selskabet er derfor berettiget til godtgørelse af elafgift med undtagelse af 1 øre pr. kWh ved levering af gadelys til kommunen, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og stk. 16, 1. pkt. AN7722_2.GIF

 

F.6.2.2 Udlejningsvirksomhed

Udlejere af fast ejendom kan ikke opnå afgiftsgodtgørelse for fx elektricitet og varme, der forbruges af lejerne, se SKM2001.610.LSR .

Udlejere, der som led i udlejningen også leverer fx elektricitet, har derimod adgang til at viderefakturere afgiftsbelastningen af elforbrug hos lejeren. Det er herefter lejerens godtgørelsesmæssige stilling, der er afgørende for, hvorvidt der kan ydes afgiftsgodtgørelse for elforbruget. Udlejeren kan være frivillig registreret efter momsloven. Registreringen kan omfatte levering af fx elektricitet. Dog kan feriehoteller, feriecentre o.l. i lighed med hoteller, moteller mv. opnå godtgørelse af energiafgift af elektricitet til procesformål, der er forbrugt i forbindelse med den momspligtige udlejning af værelser, lejligheder mv. Der kan ikke opnås godtgørelse af CO2-afgift. Det er uden betydning, om der opkræves særskilt betaling for elforbruget, eller om betaling for elektricitet indgår i lejen.

F.6.2.3 Afgørelser - udlejningsvirksomhed

Virksomheder, der er frivilligt registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom, kan ikke få godtgjort afgift af elektricitet og varme (og vand), som lejerne har forbrugt. Dette gælder også, hvor huslejen indeholder betaling for elektricitet og varme.

Reklamelæskure og reklamesøjler

Landsskatteretten har ved kendelse af 11. marts 2002 truffet afgørelse om, at en virksomhed, der opstillede læskærme ved busholdepladser, reklamesøjler o.l., og som afholdt alle omkostninger til opsætning og drift mod at få retten til at udleje reklamepladsen på det opstillede udstyr, blev anset for at drive udlejningsvirksomhed og ikke reklame eller bureauvirksomhed. Retten fandt, at virksomheden måtte anses som forbruger af selve reklamebelysningen, idet der i overvejende grad var tale om korttidsudlejning af reklamepladserne. Retten henviste i den forbindelse til den nedenfor refererede afgørelse om idrætshaller m.v. fra 1988. Retten fandt endvidere, at virksomheden måtte anses som forbruger af funktionsbelysningen i det opstillede byudstyr, idet retten lagde vægt på, at, forbruget sker i det af selskabet opstillede udstyr, at det alene er selskabet, der bestemmer omfanget af belysningen, og at belysningen ikke efter det foreliggende erstattede anden kommunal belysning. Se SKM2002.171.LSR . Se endvidere F.6.6.2 om afgørelsen.


Idrætshaller, forsamlingshuse mv.

I 1988 resolverede den daværende skatteminister, at idrætshaller, svømmehaller, udstillingshaller og udstillingscentre samt forsamlingshuse og medborgerhuse, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom, kan få godtgjort afgifterne af olie, el, gas og kul, som anvendes til belysning, opvarmning mv.

Bemærk, at adgangen til afgiftsgodtgørelse kun omfatter de formål, der er omfattet af den generelle adgang til afgiftsgodtgørelse. Dvs., at der med de nugældende regler ikke længere ydes afgiftsgodtgørelse for energi til rumvarme og varmt vand

Om godtgørelse af vandafgift se G.5.6.2.

Campingpladser og lystbådehavne

Campingpladser og lystbådehavne kan ikke opnå afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der leveres til forbrug i campingvogne, lystbåde mv.

Dette gælder uanset, om der kræves særskilt betaling for den forbrugte elektricitet, eller om betaling for elektricitet indgår som en del af betalingen for overnatning på campingpladsen/leje af bådplads.

For så vidt angår dokumentationen for opgørelsen af den elektricitet, der er leveret til brug i campingvognen eller båden, se F.6.8.2 .

Ved levering af elektricitet til forbrug i fx campingvogne og hytter, som er campingpladsens eget driftsmiddel, og som anvendes til udlejningsformål, kan der dog ydes godtgørelse af elafgiften som procesformål. Elektricitet, der anvendes til fremstilling af rumvarme og varmt vand til forbrug i egne driftsmidler, er dog ikke godtgørelsesberettiget, se F.6.3 .

Elektricitet, der forbruges i køkken- og badefaciliteter mv., og til belysning mv. af campingpladsen/lystbådehavnens fællesarealer er godtgørelsesberettiget efter reglerne for let proces, medmindre der er tale om elektricitet, der anvendes til fremstilling rumvarme/varmt vand.

Udlejningsejendomme - fællesarealer og -faciliteter


Uanset forbruget vedrører arealer og faciliteter, hvortil lejerne i de pågældende ejendomme har adgang, kan det ikke dermed antages, at disse er forbrugerne i energiafgiftslovenes forstand.

Den afgiftspligtige energi må derimod anses for anvendt som en integreret del af den momspligtige udlejningsvirksomhed, som ikke kan afgrænses til alene at være de lokaliteter, hvorfra administrationen af udlejningen foregår, men tillige må omfatte selve de udlejede ejendomme.

Det lægges til grund, at de omhandlede afgifter alene vedrører energiforbrug på fællesarealer og til fællesfaciliteter i de af selskabet ejede udlejningsejendomme, som er frivillig momsregistreret, og at ingen del af dette energiforbrug er viderefaktureret til lejerne. Sagen vedrører således ikke forbrug i lokaliteter, hvor der er tillagt den enkelte lejer en eksklusiv brugsret.

Selskabet er herefter berettiget til godtgørelse for de omhandlede afgifter i medfør af bl.a. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, i det omfang tilbagebetalingsadgang ikke er udelukket efter rumvarmereglerne i bl.a. elafgiftslovens § 11, stk. 3. Kendelsen er offentliggjort i SKM2004.500.LSR .

F.6.2.4 Karburatorvæske

§ 11, stk. 2, sidste punktum

Momsregistrerede virksomheder har ikke adgang til fradrag for afgift af karburatorvæske, der er afgiftspligtige efter mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 17 (karburatorvæske).

F.6.2.5 Finansiel virksomhed med kunder uden for EU

Ved SKM2001.552.TSS har Told- og Skattestyrelsen udsendt meddelelse om muligheden for tilbagebetaling af elafgift mv. for virksomheder med forsikrings- og finansielle aktiviteter i relation til udenlandske kunder uden for EU.

Virksomheder, der er anmeldelses- og regnskabspligtige efter momsbekendtgørelsens § 31, er ikke af den grund omfattet af momslovens og momsbekendtgørelsens regler om registreringspligt og kan derfor ikke anses for momsregistrerede virksomheder i momslovens forstand. Virksomheder, der alene er omfattet af anmeldelses- og regnskabspligten i momsbekendtgørelsens § 31, er ligeledes ikke omfattet af momslovens bestemmelser om fradragsret, jf. endvidere elafgiftslovens § 11, stk. 16, men derimod alene af momslovens bestemmelser om momsgodtgørelse.

Det er derfor styrelsens opfattelse, at virksomheder, der udøver forsikrings- og genforsikringsvirksomhed og finansielle aktiviteter i relation til udenlandske kunder uden for EU, ikke er berettiget til godtgørelse af afgift af elektricitet i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 1 for elektricitet, der forbruges i forbindelse med den pågældende aktivitet, uanset at virksomheden kan få godtgørelse af moms i relation til de nævnte aktiviteter, jf. momslovens § 45, stk. 4.

F.6.3 Rumvarme og varmt vand

Som anført under F.6.1 skelnes der i godtgørelsesmæssig henseende mellem varme og varer anvendt til rumvarme/varmt vand på den ene side - og varme og varer anvendt til procesformål på den anden side.

Hvis samme anlæg/ledningsnet forsyner virksomheden med både rumvarme/varmt vand og procesenergi, skal forbruget deles præcist op. Hovedreglen er, at - for at opnå godtgørelse - skal der ske måling af den energi, der anvendes til procesformål.

De nærmere regler for fordeling af energiforbrug fremgår af F.6.8 .

Hvis der i en virksomhed udelukkende skal ske fordeling af energiforbrug mellem privat og erhvervsmæssig anvendelse, kan fordelingen ske skønsmæssigt, dvs. uden konkret måling. Den skønsmæssige fordeling kan tage udgangspunkt i de standardsatser, som ligningsmyndighederne anvender ved skatteansættelsen af privatforbrug, se F.6.8.7 .

F.6.3.1 Hvad forstås ved rumvarme og varmt vand

Rumvarme

Ved rumvarme forstås energi, der bruges til at opvarme virksomhedens lokaler til fx

  • produktion
  • lager
  • salg
  • kontorer
  • hotelværelser og serveringslokaler.

Varmt vand

Ved varmt vand forstås i denne forbindelse vand, der bruges til fx

  • rengøring af lokaler og produktionsanlæg
  • bad
  • opvask
  • vask af hænder.

F.6.3.2 Energiafgifter - rumvarme og varmt vand

Ved energiafgifter forstås i denne forbindelse afgift efter mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven, elafgiftsloven og naturgasafgiftsloven.

Efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, ydes der ikke godtgørelse af energiafgift på varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, rumvarme og varmt vand, jf. dog stk. 5.

Bestemmelserne i kulafgiftsloven (§ 8, stk. 3, 1. punktum) og naturgasafgiftsloven (§ 10, stk. 4, 1. punktum) er parallelle med mineralolieafgiftslovens.

Bestemmelserne gælder som anført både for rumvarme og varmt vand, som virksomheden selv producerer, og for leverancer af varme og varmt vand fra fjernvarmeværker mv.

Efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, ydes der heller ikke godtgørelse for afgift af elektricitet, som forbruges i vandvarmere og varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden. Undtaget er dog forbrug af elektricitet i rumvarmeaggregater, der midlertidigt placeres i et lokale for at dække et kortvarigt rumvarmebehov.

Afgiftsgodtgørelsen for energi til rumvarme og varmt vand blev aftrappet i perioden 1. januar 1996 til 1. januar 1998, hvor godtgørelsen bortfaldt helt, se F.6.1.2 .

Naturgas og bygas

For naturgas og bygas, der blev afgiftspligtig fra 1. januar 1996, har der ikke på tilsvarende måde som for andre afgiftspligtige brændsler været en aftrapning i adgangen til afgiftsgodtgørelse for rumvarme og varmt vand, se F.6.1.2 .

Naturgas, der anvendes til fremstilling af varme har i øvrigt indtil 1. januar 2001 været pålagt en lavere energiafgift end fx olie.

Afgiftsforskellen har almindeligvis ikke udmøntet sig i lavere priser for naturgas, der anvendes til fremstilling af rumvarme og varmt vand, da gasselskaberne har måttet sælge naturgas - beregnet til fremstilling af rumvarme og varmt vand - til en pris, som om der var "fuld" afgift på gassen svarende til afgiften på olien. Denne afgiftsforskel mellem den faktiske afgift og afgiften, hvis naturgas havde været belagt med fuld energiafgift, har været benævnt som "skyggeafgift". Overfor momsregistrerede virksomheder har skyggeafgiften også været benævnt som et "rumvarmetillæg".

F.6.3.3 CO2-afgift - rumvarme og varmt vand

Der ydes ikke godtgørelse af CO2-afgift af energiforbrug til rumvarme og varmt vand, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1.

Godtgørelse for CO2-afgift til nævnte formål bortfaldt den 1. januar 1996.

 

F.6.3.4 Afgørelser - Afgrænsning mellem rumvarme/varmt vand og procesenergi

Der henvises til F.6.4.6 og F.6.4.7 .

F.6.4 Procesenergi - energiafgifter

Ved energiafgifter forstås i denne forbindelse afgift efter mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven, elafgiftsloven og naturgasafgiftsloven.

Hvis samme anlæg/ledningsnet forsyner virksomheden med både rumvarme/varmt vand og procesenergi, skal forbruget deles præcist op. Hovedreglen er, at - for at opnå godtgørelse - skal der ske måling af den energi, der bruges til procesformål .

De nærmere regler for fordeling af energiforbrug fremgår af F.6.8 .

Hvis der i en virksomhed udelukkende skal ske fordeling af energiforbrug mellem privat og erhvervsmæssig anvendelse, kan fordelingen ske skønsmæssigt, dvs. uden konkret måling. Den skønsmæssige fordeling kan tage udgangspunkt i de standardsatser, som ligningsmyndighederne anvender ved skatteansættelsen af privatforbrug, se F.6.8.7 .

Virksomhederne har adgang til fuld (100 pct.) godtgørelse af energiafgifter af varer, varme og varmt vand, der anvendes til procesformål (procesenergi).

F.6.4.1 Forbrug af elektricitet

Virksomheders forbrug af elektricitet til fx

  • drift af maskiner, produktionsanlæg og edb-udstyr,
  • belysning og
  • pumper og blæsere i forbindelse med ventilation i virksomhedens lokaler

kan anses for procesenergi, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Efter elafgiftslovens § 11, stk. 3 ydes der derimod ikke afgiftsgodtgørelse for elektricitet, som forbruges i vandvarmere og varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden. Undtaget er dog forbrug af elektricitet i rumvarmeaggregater, der midlertidigt placeres i et lokale for at dække et kortvarigt rumvarmebehov.

§ 11, stk. 3 - Lov 462

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 skete følgende ændringer af elafgiftslovens § 11, stk. 3: 

1) Det er præciseret, at varmeproducenter ikke kan få godtgjort afgiften af el, der anvendes i varmepumper mv. til at fremstille varme, der leveres fra virksomheden. Ændringen er trådt i kraft den 1. juli 2004. Ændringen skal ses i sammenhæng med en lempelse af afgiften for egen produktion af el, som et varmeværk anvender til at fremstille varme i varmepumper, se F.3.2 .

2) Begrebet "fast installeret" er udgået af bestemmelsen. § 11, stk. 3 er i stedet suppleret med en bestemmelse, hvorefter der er afgiftsgodtgørelse for forbrug af el i elvarmeaggregater, der midlertidigt placeres i et lokale for at dække et kortvarigt rumvarmebehov. Ændringen er trådt i kraft den 1. juli 2004.

I forbindelse med vurderingen af, om et rumvarmebehov er kortvarigt eller mere permanent, kan der bl.a. ses på, om der er tale om et elforbrug til supplerende rumvarme i meget kolde perioder, hvor et eksisterende varmeforsyningsnet ikke kan dække behovet for rumvarme, eller om der foretages opvarmning af lokaler, hvor der almindeligvis ikke er behov for varme. Opvarmning af lokaler, hvor der et grundlæggende varmebehov, fx hotelværelser og hytter, kan ikke anses for kortvarigt, uanset om lokalet kun opvarmes i udlejningsperioden, fx et par dage ad gangen.


§ 11, stk 4 - modifikation

I § 11, stk. 4, sker der en modifikation af bestemmelserne i § 11, stk. 3, vedrørende rumvarme og varmt vand, idet § 11, stk. 4 - på nærmere anførte betingelser - giver adgang til afgiftsgodtgørelse for varer, varme og varmt vand, der anvendes som procesenergi i forbindelse med varefremstilling, se F.6.4.4 .

Derudover ydes der ikke afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der anvendes ved afsætning af visse momspligtige ydelser, der er nævnt i bilaget i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 2, se F.6.6 .

Elvarmeafgift

Virksomheder, som drives fra erhvervslokaler, der har elmåleren fælles med en elopvarmet helårsbolig, skal ved beregning af godtgørelsen af elafgift, bruge den særlige elvarmesats. Der henvises til F.3.5 .

F.6.4.2 Andet energiforbrug end elektricitet

Den godtgørelsesmæssige stilling for andet energiforbrug (energi omfattet af mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven og naturgasafgiftsloven) afhænger i nogen grad af, om forbruget sker uden forbindelse med rum, se F.6.4.3 , eller i forbindelse med rum, se F.6.4.4 .

Der ydes dog, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, afgiftsgodtgørelse for varer, der som vare indgår som en del af en anden vare. Det er en forudsætning, at den herved fremstillede vare ikke i sig selv er afgiftspligtig efter en af de nævnte afgiftslove, herunder at der ikke er tale om en vare, som anvendes eller kan anvendes til fyringsformål eller som motorbrændstof.

F.6.4.3 Forbrug af varme og varer uden forbindelse med rum

Der ydes almindeligvis afgiftsgodtgørelse for forbrug af varer og varme til procesformål, når forbruget ikke sker i tilknytning til rum, - idet forbrug af varer og varme til procesformål i en virksomhed, der ikke sker i forbindelse med rum, ikke er omfattet af bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum.

Momsregistrerede virksomheder kan opnå afgiftsgodtgørelse for sådant forbrug efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1.

Derimod vil forbrug af varmt vand eksempelvis til rengøring o.l. af maskiner, produktionsudstyr mv. være omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum - også selv om forbruget af varmt vand ikke sker i forbindelse med rum.

F.6.4.4 Forbrug af varme og varer i forbindelse med rum

Som anført under F.6.3  ydes der ikke afgiftsgodtgørelse for varer og varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, rumvarme og varmt vand, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum.

I mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, sker der en modifikation af ovennævnte bestemmelse om rumvarme og varmt vand, idet bestemmelsen - på nærmere anførte betingelser - giver adgang til afgiftsgodtgørelse for varer, varme og varmt vand, der anvendes som procesenergi i forbindelse med varefremstilling.

Der kan dog altid jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 2. punktum , kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 2. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 2. punktum, ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varer, der bruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, hvis højst 10 pct. af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning,

Bestemmelsen, der blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997, tager sigte på forbrug af varme og varer i lukkede procesanlæg, som ikke opfylder nedennævnte bestemmelse for procesenergi om temperaturstigning på mindst 10 grader C i forhold til det omgivende rum, og hvor der kun er tale om en mindre varmeafgivelse.

Procesformål, se nedenfor

Følgende forbrug af varme og varer, kan anses for procesformål:

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 1:

Vask mv. af varer bestemt for afsætning

Varme og varmt vand, der anvendes ved fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen enten vaskes, renses eller rengøres i eller med særlige anlæg, fx varmt vand til skoldning af dyrekroppe på slagterier.

Denne bestemmelse findes tilsvarende i elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 1.

Afgiften godtgøres, uanset at processen også bidrager til opvarmning af lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9 .

Temperaturstigninger på mindst 10 grader C

Varme og varmt vand, der anvendes ved fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som udsættes for temperaturstigninger i forhold til det omgivende rum på mindst 10 grader C, såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering i særlige anlæg. Afgiften godtgøres, uanset at processen også bidrager til opvarmning af lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9 .

Den tilsvarende bestemmelse findes ikke i elafgiftsloven, da elektricitet forbrugt i maskiner og anlæg som udgangspunkt anses for procesenergi, medmindre der er tale om forbrug af elektricitet i elvandvarmere, elradiatorer e.l.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 2, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 2:

Lokaler opvarmet til mindst 45 grader C

Opvarmning af særlige rum med en driftstemperatur på mindst 45 grader C ved fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen udsættes for temperaturændringer såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering.

Udover driftstemperaturen på mindst 45 grader C består afgrænsningen til almindelig rumvarme i, at rummet skal være specielt indrettet til forarbejdning af varer.

Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9 .

Malekabiner

Opvarmning af malekabiner. Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9 .

Malekabinen skal være et lukket rum. Dette gælder også for kabiner, der er utraditionelle p.g.a. størrelsen af det emne, der skal males/lakeres, fx maling af skorstene og vindmølletårne. Kabinen skal være indrettet med udsugning og anlægget skal være godkendt efter miljøreglerne.

Der må alene foregå sprøjtning med maling eller lak og efterfølgende tørring i malekabinen. Endvidere kan der ske forudgående afdækning i forbindelse med maling eller lakering. Derimod må der ikke foregå fx slibning eller samling af emner i kabinen. Undervognsbehandling (sprøjtepåføring af rustbeskyttelsesmiddel) er heller ikke omfattet af malekabine-bestemmelsen, jf. SKM2001.343.TSS .

Se endvidere F.6.4.6 . Varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler.

Lokaler til lagring af oste

Opvarmning af lokaler specielt indrettet til lagring af oste, når lagringen er en integreret del af ostningsprocessen. Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9 .

Lokaler til lagring af spegepølser

Opvarmning af lokaler specielt indrettet til lagring af spegepølser, når lagringen er en integreret del af spegepølseproduktionen. Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9 .

Lokaler til tørring af træ

Opvarmning af lokaler specielt indrettet til tørring af træ (trætørrestuer). Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9 .

Lukkede procesrum

Opvarmning af specielt indrettede lukkede procesrum kan anses for procesenergi på følgende betingelser:

  • Opvarmningen skal bidrage aktivt til, at varen ændrer karakter under opholdet i lokalet.
  • Opvarmningen er udelukkende et led i forarbejdningen/fremstillingen af varer.
  • Under forarbejdningen må der kun lejlighedsvis opholde sig personer i lokalet - i forbindelse med fyldning og tømning samt ved kortvarig inspektion af processen.

Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9 .

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 3, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3:

Proceslisten - tung proces

Varme og varmt vand, der bruges i de anvendelser, fx væksthusgartnerier, der er nævnt i listen over tunge processer, se F.6.5 jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9 .

Opvarmning af staldbygninger

Varme og varmt vand, der bruges i landbrugets staldbygninger, jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, Se F.6.9 .

Ved lov nr. 963 af 20. december 1999, der trådte i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002 og som har virkning fra 1. januar 2000, skete der en udvidelse af begrebet "opvarmning af staldbygninger", så forbruget af rumvarme i visse lokaler i tilknytning til staldbygningen kan anses for procesenergi.

Bestemmelsen er indsat som 2. og 3. punktum i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 3, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, jf. nedenfor.

Omfattet af godtgørelsen af varme og varmt vand brugt i staldbygninger er også kontorlokaler og andre lokaler i staldbygninger, som indgår i driften, eller hvorfra driften styres og planlægges, hvis forsyningen med varme sker fra samme net som forsyningen til staldbygningen.

Det er dog en forudsætning, at selve staldområdet er opvarmet. Opvarmning af kontorlokaler i uopvarmede staldbygninger er dermed ikke godtgørelsesberettiget.

Udover lokaler, hvor fx selve fodringen styres, kan der være tale om forrum til selve staldarealet, hvor der sker omklædning og vask af hænder mv., samt gangarealer mellem forskellige dele af staldene.

AN7722_1.GIFOpvarmning af lokaler, der anvendes til opdræt af forsøgsdyr, er ikke omfattet af adgangen til afgiftsgodtgørelse, jf. SKM2007.159.LSR . AN7722_2.GIF

Der kan derudover ikke ydes afgiftsgodtgørelse for rumvarme og varmt vand, som anvendes i værksteder, maskinhuse, medarbejderboliger, folkestuer, baderum mv.

Yderligere om bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.4.5 .

Cirkulation af rengøringsvæsker

Der ydes afgiftsgodtgørelse for varmt vand, der anvendes til rengøring eller sterilisering af tanke og lukkede produktionsanlæg, hvor rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW, jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9 .

Rengøring i sådanne anlæg benævnes også som CIP-rengøring. CIP-rengøring indebærer, at den samme rengøringsvæske kan sendes gennem tank- og rørsystemerne flere gange (cirkuleres).

Rengøring mv. af slagterier

Der ydes afgiftsgodtgørelse for varmt vand, der anvendes af slagterier til rengøring eller sterilisering af produktionsudstyr og produktionslokaler i de lokaler, hvor selve slagtningen og grovparteringen finder sted, for fjerkræ dog kun varmt vand forbrugt inden partering, samt forbruget af varmt vand i tilstødende produktionslokaler, hvis der er fælles varmtvandsnet, og der ikke fremstilles udskæringer beregnet til detailsalg, jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9 .

Se F.6.4.6   (TfS 2000, 643) om produktionsudstyr. Ved grovpartering forstås for svin og lam mv. partering i halve kroppe, for kvæg mv. partering til og med fjerdinger.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 5, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 3 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 5:

Rengøring af genbrugsemballage

Der ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varmt vand, der anvendes til rengøring af genbrugsemballage, der anvendes ved transport eller salg af varer. De emballagetyper, der typisk er tale om, er kødkasser, fiskekasser, brødkasser m.m., der anvendes ved vareudveksling mellem virksomheder. Denne regel gælder også, selv om indtil 25 pct. af genbrugsemballagen (kasserne) bruges internt i virksomheden, dvs. til andre formål end transport eller salg af varer. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

Se iøvrigt F.6.4.6 om SKM2001.147.LSR , hvorefter containere ikke kunne anses som genbrugsemballage.

Vask mv. af tekstiler

Der ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varmt vand, der anvendes til vask eller rens af tekstiler og efterbehandling i forbindelse hermed i form af tørring, rulning m.m.

Denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 6, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 6, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 6:

Rumvarme i jernstøberier

Bestemmelsen indebærer, at opvarmning af lokaler, hvor der foretages smeltning af jern og stål, som omfattet af nr. 30 i listen over tunge processer, og lokaler, hvor det flydende metal anvendes (udstøbes), kan anses for procesenergi.

Hvor dette forbrug af varme ikke kan adskilles fra det øvrige forbrug af varme, kan der dog højst ydes godtgørelse for 30 pct. af det samlede forbrug af energi til opvarmning i forbindelse med forarbejdningen af jern og stål.

Det er en forudsætning for godtgørelse, at der smeltes mindst 10 t jern eller stål om dagen.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, og den har haft virkning fra 1. januar 2000.

Yderligere om bestemmelsens ikrafttræden, se F.6.4.5 .

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 7, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 7, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 5 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 7:

Hærdning af glasfiberemner

Bestemmelsen indebærer, at varme, der anvendes til opvarmning af lokaler, hvori der foretages hærdning af emner fremstillet af armeret hærdeplast, og som ikke er omfattet af godtgørelsesreglerne for lukkede procesrum, kan anses for procesenergi.

Armeringen kan eksempelvis bestå af glasfibre, kulfibre, træ, eller forskellige naturfibre samt af plastskum.

Der kan dog højst ydes godtgørelse for 1/3 af det samlede forbrug af varme i sådanne lokaler.

Det er en betingelse, for den udvidede adgang til afgiftsgodtgørelse, at anvendelsen sker i virksomheder, som har en industriel fremstilling af varer af armeret hærdeplast, eksempelvis skibe, vindmøllevinger og forskellige beholdere. Der kan ikke ydes godtgørelse til virksomheder, der som led i fremstillingen af andre produkter lejlighedsvist har en produktion af armeret hærdeplast.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, og den har haft virkning fra 1. januar 2000.

Yderligere om bestemmelsens ikrafttræden, se F.6.4.5 .

Opvarmning - opførelse og renovering af bygninger

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 8, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 8, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 6 og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 8:

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der indsat følgende bestemmelse i ovennævnte energiafgiftslove: "Afgiften af varme og varer, der udelukkende forbruges til udtørring af bygningsmaterialer eller opretholdelse af den for byggearbejdet fornødne temperatur under byggeperioden i forbindelse med opførelse og renovering af bygninger." Bestemmelsen er trådt i kraft den 1. juli 2004.

Efter bestemmelsens ordlyd omfatter adgangen til afgiftsgodtgørelse udelukkende opvarmning i forbindelse med opførelse eller renovering af bygninger, hvilket vil sige den midlertidige opvarmning, der sker i selve byggeperioden, og som er nødvendige for at producere bygningen. Det er endvidere en forudsætning, at opvarmningen udelukkende har dette formål. Når bygningen eller den del heraf, som opvarmningen rettes imod, fremtræder som færdig, ophører byggeperioden og dermed også retten til afgiftsgodtgørelse. Dette medfører for eksempel, at afgiften af energi til udtørring af vægge må anses som godtgørelsesberettiget, også selv om loft og betongulv er lagt og vinduer og døre isat. Bygningen vil i lovens forstand fremstå som færdig, når væggene er tørre. Det samme gælder, såfremt udtørringen vedrører en etageadskillelse.

Lægning af træ- eller klinkegulve og opsætning af loftsbeklædning og skillevægge, malerarbejde, epoxybelægning og lignende vil typisk foregå efter rummets konstruktion. Såfremt sådanne arbejdsopgaver foregår, før rummet er færdigt, vil energiforbruget dog være at anse som godtgørelsesberettiget, når processen ligger inden for rammerne af en sædvanlig arbejdstilrettelæggelse.

Der er tale om en præcisering af retstilstanden på området, som kom til udtryk i et TSS-cirkulære nr. 2002-16 af 17. maj 2002, se  F.6.4.6. - "Udtørring af bygninger".      

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 14, kulafgiftslovens § 8, stk. 13, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 14:

Støttebrændsel i affaldsforbrændings-anlæg mv., der leverer varme

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 14, er sålydende:

"Uanset stk. 4 kan der dog altid ydes tilbagebetaling for forbruget af afgiftspligtige varer og varme, der overstiger en beregnet mængde, når mindst 25 pct. af den indfyrede energi hidrører fra andet end afgiftspligtige brændsler eller afgiftspligtig elektricitet. Denne mængde beregnes for hvert afgiftspligtigt brændsel som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i det afgiftspligtige brændsel og på den anden side det totale energiindhold i de indfyrede mængder ganget med den leverede mængde varme divideret med 0,7 og omregnet til liter henholdsvis kilogram efter de i § 9, stk. 2, anførte værdier for energiindhold. Hvis virksomheden ikke nærmere kan dokumentere energiindholdet i de afgiftspligtige brændsler, anvendes de i § 9, stk. 2, anførte værdier. Kun varer, hvis energiindhold utvivlsomt overstiger 9,4 MJ/kg, medregnes, hvis energiindholdet i de indfyrede brændsler opgøres på grundlag af de i § 9, stk. 2, anførte værdier."

Bestemmelsen indebærer følgende:

  1. Den nytttiggjorte mængde varme skal måles.
  2. Ved brug af standardvirkningsgraden på 0,7 beregnes et teoretisk bruttoenergiforbrug.
  3. Der indføres et loft over afgiftsbetalingen svarende til det afgiftspligtige brændsels andel af den indfyrede energi.
  4. Energiindholdet i affald opgøres detaljeret af virksomheden, eller ved anvendelse af en standard på 9,4 MJ/kg. Affald med et energiindhold på under 9,4 MJ/kg sættes dog til 0 MJ/kg, hvis der anvendes standardberegning for energiindholdet i affaldet.
Eksempel:
Nyttiggjort varme 700 GJ
Teoretisk bruttoenergiforbrug (700/0,7) = 1000 GJ
Indfyret affald 1000 GJ
Indfyret olie 1000 GJ
Beregnet mængde (1000/2000 x 700/0,7) = 500 GJ
Forskel (1000-500) GJ = 500 GJ
Godtgørelsesberettiget mængde i liter:(500 GJ/35,9) = 13.928 l

Der kan i det pågældende tilfælde opnås afgiftsgodtgørelse for halvdelen af olieforbruget.

Bestemmelserne i kulafgiftslovens § 8, stk. 13, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 14 er parallelle med mineralolieafgiftslovens.

Bestemmelsen retter sig til virksomheder, der udover afgiftspligtige varer, fx olie eller naturgas, også anvender et ikke-afgiftspligtigt brændsel, som fx affald som brændsel ved varmefremstilling. Omfattet er fx dermed affaldsforbrændingsanlæg, der leverer varme, og som anvender afgiftspligtig støttebrændsel ved forbrændingen/varmefremstillingen.

F.6.4.5 Lovændringer

Lov nr. 444 10. juni 1997

Ved lov nr. 444 af 10. juni 1997 skete visse justeringer af rumvarmeafgiften. Derudover skete en ændring af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 1, hvorefter hotellers, restaurationerne forbrug af gas mv. til fremstilling og tilberedning af varer på komfurer eller kogeplader blev godtgørelsesberettiget som procesenergi. Der skete dermed en godtgørelsesmæssig ligestilling mellem forbrug af gas og elektricitet.

Lov nr. 963 af 20. december 1999

Ved lov nr. 963 af 20. december 1999 skete en lempelse af reglerne for afgiftsgodtgørelse for opvarmning af kontorlokaler mv. i forbindelse med staldbygninger, opvarmning af lokaler, hvori der sker smeltning af jern eller stål, og opvarmning af lokaler, hvori der sker støbning og hærdning af fiberarmeret plast.

Ændringerne er nærmere beskrevet i F.6.4.4 .

Ændringerne er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002 - med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2000.

Lov nr. 462 af 9. juni 2004

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 blev der indsat en bestemmelse om afgiftsgodtgørelse for det midlertidige energiforbrug til opvarmning i forbindelse med opførelse og renovering af bygninger.

Bestemmelsen er nærmere beskrevet i F.6.4.4 .

Bestemmelsen er trådt i kraft den 1. juli 2004.

F.6.4.6 Domme og kendelser

Nedenfor er omtalt visse afgørelser i relation til afgrænsningen mellem rumvarme/varmt vand og procesenergi:

Containere

Landsskatteretten har den 13. december 2000 afsagt en kendelse, hvorefter containere ikke kunne anses som genbrugsemballage efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 5, og der derfor ikke kunne ske godtgørelse af afgift for energiforbruget ved anvendelse af højtryksrensere til rengøring af containerne. Retten lagde vægt på, at det af forarbejderne fremgår, at bestemmelsen har til formål at sikre konkurrencemæssig ligestilling mellem genbrugsemballage og engangsemballage, og at de omhandlede containere ikke kunne antages at være i konkurrence med varer, der alene anvendes én gang, hvorfor en afgiftsgodtgørelse ikke fandtes at være i overensstemmelse med lovens formål, ligesom retten lagde vægt på, at denne fortolkning  ikke kunne anses at stride mod bestemmelsens ordlyd, jf. SKM2001.147.LSR .

Slagterier

Landsskatteretten har den 15. juni 2000 afsagt kendelse i en sag om naturgasbaseret opvarmning af vand til rengøring af et slagteris lokaler og transportkasser til intern anvendelse (TfS 2000, 643).

Kendelse: Tilbagebetalingsberettiget er afgift af varmt vand til rengøring af både slagtehus og opskæringslokaler, hvis der er fælles varmvandsnet og der ikke fremstilles udskæringer til detailsalg. Tilbagebetalingsberettiget er afgift af varmt vand til rengøring af genbrugsemballage anvendt i produktionsprocessen.

Retten fandt, at "tilstødende produktionslokaler" i naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, alene er en procesteknisk afgrænsning, og at det ikke er et krav, at lokalerne fysisk støder op til hinanden. Retten lagde vægt på lovens ordlyd og dens forarbejder, hvoraf det bl.a. fremgår: "Af administrative grunde foreslås forbruget af varmt vand i opskæringslokaler, som forsynes med varmt vand fra samme net som selve slagtehuset, også friholdt for energiafgift. For at undgå konkurrenceforvridning er friholdelsen af opskæringsafdelingerne foreslået betinget af, at der ikke foregår opskæringer til detailsalg." Retten godkendte tilbagebetaling for følgende produktionslokaler: frysetunnel, udligningskølerum, tarm- og plucksrum, pluckskøletunnel, opskæringslokaler og udbeningslokaler.

Retten fandt, at "produktionsudstyr" i gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3 omfatter slagteriers transportkasser til intern anvendelse, mens "genbrugsemballage" i naturafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 5, ikke kan anses for udformet m.h.p. slagteriers interne anvendelse af genbrugsemballage. Retten lagde herved vægt på, at slagterier er selvstændigt omfattet af tilbagebetalingsadgangen i gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, og at slagteprocessen ikke kan foregå uden brug af kasser.

Pumpestationer

Landsskatteretten har den 10. september 1999 afsagt kendelse i en sag om elbaseret opvarmning af pumpestationer (TfS 1999, 902).

Kendelse: Det omhandlede elforbrug anses for medgået til rumopvarmning i relation til elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Retten lagde til grund, at de i sagen omhandlede installationer (elradiatorer og -temporatorer) er placeret i lukkede rum, samt at den forbrugte elektricitet er anvendt til opretholdelse af et maksimalt temperaturniveau i pumpestationerne på 4 grader C, så det deri placerede tekniske udstyr frostsikres.

Retten har endvidere udtalt, at uanset at det efter det oplyste om temperaturniveau og anvendelse af lokaliteterne kan lægges til grund, at rumopvarmningen alene er betinget af produktionstekniske forhold, er der ikke hjemmel i elafgiftsloven til godtgørelse af afgiften.

Landsskatteretten har den 3. december 1999 afsagt kendelse i en lignende sag vedr. pumpestationer.

Retten fandt også her, at forbruget af elektricitet til opvarmning af pumpestationer må anses for medgået til rumopvarmning/varmt vand.

Udtørring af bygninger

Ved Landsskatterettens kendelse af 16. december 1999 (TfS 2000, 431) fik en byggeentreprenør i forbindelse med nybyggeri og byggerenovering tilkendt godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk.1, af energi anvendt til drift af varmekanoner i forbindelse med byggeri.

Varmekanonerne anvendtes til at tørre cement, træ eller andre materialer for at bevare de optimale egenskaber ved de anvendte materialer eller fordi en hurtig tørring var en forudsætning for, at byggearbejdet kunne ske som en kontinuerlig proces. Varmekanonerne anvendtes til udtørring i færdige lokaler, lokaler, som var delvist færdiggjorte (interimslukkede), men hvor der eksempelvis manglede isætning af døre og vinduer og endelig lokaler uden tag og færdige ydervægge, hvor tildækning var sket med presenning.

Landsskatterettens flertal lagde vægt på, at de omhandlede varmekanoner udelukkende var anvendt til udtørring af byggematerialer i forbindelse med byggeprocessen, og at det fandtes bedst stemmende med de til lovforslaget fremsatte bemærkninger, at varmeanvendelsen ikke anses for omfattet af begrebet rumopvarmning.

Landsskatterettens mindretal (retsformanden) afgav dissens i sagen, idet han fandt, at energiforbruget måtte anses for medgået til rumopvarmning. Retsformanden fandt, at den i sagen omhandlede brug af varmekanoner måtte anses for foregået i en sådan lokalitet, der i mineralolieafgiftslovens forstand må karakteriseres som rum. Han lagde herved vægt på, at der hverken i loven eller i bemærkningerne hertil er en nærmere definition af selve begrebet rum, og at begrebet rum må opfattes i dets videste tekniske forstand udfra formuleringen af bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, og stk. 5, nr. 1-3.

Ved Landsskatterettens kendelse af 28. juli 2000 fik en virksomhed i forbindelse med opførelse af en ejendom tilkendt godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, og CO2-afgiftlovens § 9, stk. 1, af afgiften på energi anvendt til drift af varmekanoner til opvarmning af bygningens facade i forbindelse med udførelse af pudsarbejde på facader, og til drift af varmekanoner og permanente radiatoranlæg til opvarmning af bygningens indre i forbindelse med udtørring af pudslag/anhydritgulv og opvarmning af bygningen i forbindelse med udførelse af gulv- og vægspartlingsopgaver samt malerarbejde i rummene. Til opvarmningen af bygningens indre havde der endvidere været brugt midlertidige elvarmeovne.

Retten lagde vægt på, at det omhandlede energiforbrug i varmekanoner og radiatoranlæg udelukkende har været anvendt i byggeperioden og til udtørring af byggematerialer samt opretholdelse af den for byggearbejdet fornødne temperatur. Under henvisning til den ovenfor gengivne kendelse TfS 2000.431 fandt retten, at varmeanvendelsen ikke er omfattet af begrebet rumopvarmning.

Som følge af kendelserne af 16. december 1999 og 28. juli 2000 udstedte Told- og Skattestyrelsen cirkulære nr. 2002-16 af 17. maj 2002  om tilbagebetaling af olie- gas-, kul- el- og CO2-afgift ved brug i byggeperioden af varmekanoner og permanente radiatoranlæg udelukkende til udtørring af byggematerialer samt til opretholdelse af den for byggearbejdet fornødne temperatur.

Cirkulæret fastsætter endvidere retsvirkningerne af den ændrede retsstilling ved Landsskatterettens underkendelse af ToldSkats praksis.

På grundlag af ovennævnte Landsskatteretskendelser må følgende situationer herefter anses som forbrug til procesformål efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1: Situationer, hvor opvarmning med varmekanoner og permanente radiatoranlæg udelukkende har det isolerede produktionstekniske formål at udtørre byggematerialer eller opretholde den for byggearbejdet fornødne temperatur under byggeperioden i forbindelse med opførelse eller renovering af ejendomme.

Den ændrede praksis vedrører således udelukkende opvarmning i forbindelse med opførelse og renovering af bygninger, dvs. den midlertidige opvarmning, der sker i selve byggeperioden, og som er nødvendig for at "producere" rummet, og kun hvis opvarmningen udelukkende har dette formål.

Den kortvarige opvarmning, der sker som led i den specielle arbejdsproces med at konstruere et rum, adskiller sig også fra den opvarmning, der er sket i landsskatteretskendelsen refereret i TfS 1999, nr. 902, ved at den opvarmning, der er omhandlet i denne kendelse, er af mere permanent karakter, og mere svarer til den opvarmning, der sker i private hjem, idet opvarmningen i private hjem også sker for at holde bygninger, inventar og installationer frostfri m.v.

Bygge- og renoveringsperioden afgrænses til det tidspunkt, hvor rummet fremtræder som færdigt, dvs. hvor det egentlige bygge- og konstruktionsarbejde står færdigt.

Det vil sige, at fx udtørring af vægge må anses som forbrug til procesformål, også selvom loft og betongulv er lagt og vinduer og døre isat. Rummet vil her fremstå som færdigt, når væggene er tørre. På samme måde vil en etageadskillelse være at anse som procesforbrug.

Lægning af træ- eller klinkegulve og opsætning af loftsbeklædning og skillevægge, malerarbejde, epoxybelægning og lignende vil typisk foregå efter rummets konstruktion. Hvis sådanne arbejder foregår, førend rummet er færdigt, vil det dog være at anse som procesforbrug, hvis det ligger indenfor rammerne af en sædvanlig arbejdstilrettelæggelse.

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 blev der indsat en bestemmelse herom i de pågældende energiafgiftslove, se F.6.4.4 .

Opvarmning af springrum på tyrestation

En kvægavlsforening blev ikke anset for berettiget til godtgørelse af olieafgift- og kuldioxidafgift af olie til opvarmning af laboratorium og springrum. Kendelsen, der er afsagt af Landsskatteretten den 15. marts 2002, er offentliggjort i SKM2002.373.LSR og TfS 2002.734.

Landsskatteretten fandt ikke, at opvarmningen af de omhandlede lokaler kan anses som varme anvendt til fremstilling af varer, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, og 2. Retten lagde vægt på, at opvarmningen af de omhandlede rum ikke er direkte forbundet med fremstillingen eller forarbejdningen af varerne, og kun er af betydning for, hvor længe det til produktionen anvendte opvarmede udstyr i lokalerne kan bevare den nødvendige temperatur.

Retten fandt endvidere ikke, at opvarmningen af springrummet kan sidestilles med rumopvarmning i en staldbygning, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3. Retten har herved lagt vægt på, at staldbygninger må forstås som bygninger, hvori dyrene opholder sig i længere perioder med henblik på bl.a. fodring mv. Landsskatteretten fandt ikke, at springrummet var egnet til en sådan benyttelse og fandt derfor, at rummet ikke kan karakteriseres som en staldbygning.

Varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler

En virksomhed, der udførte undervognsbehandling, blev ikke anset for berettiget til godtgørelse af olieafgift og kuldioxidafgift af olieforbrug til varme og varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler. Kendelsen, der er afsagt af Landsskatteretten den 22. april 2002, er offentliggjort i SKM2002.365.LSR og TfS 2002, 687.

Virksomheden anvendte olie til følgende formål:

  • Hedtvandsrenser, der anvendes til rengøring af biler inden undervognsbehandling. Hedtvandsrenseren var stationær og leverede 80 grader varmt vand.
  • Varmekalorifere til opvarmning af værkstedet.
  • Tørreanlæg i form af båse, hvor varm luft fra riste i gulvet blæses på bilerne inden den endelige undervogsnbehandling. Båsene var delvist adskilt af et maskinskab. Der var ikke opsat målere til anlægget. 

Landsskatteretten udtalte, at der i henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, ikke kan ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme eller varmt vand, medmindre der er tale om procesformål som defineret i stk. 5. Dog ydes der tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der forbruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, hvis højst 10 procent af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning.

Landsskatteretten fandt, at det i sagen omhandlede energiforbrug som udgangspunkt er omfattet af bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens 11, stk. 4. Henset til, at hverken vask med hedtvandsrenser eller den efterfølgende tørring foregår i særligt indrettede rum eller med særlige anlæg, fandt Landsskatteretten videre, at bestemmelserne i lovens § 11, stk. 4, 2. pkt. og § 11, stk. 5, nr. 1, og nr. 2, ikke fandt anvendelse.

Østre Landsret har den 18. marts 2005 truffet afgørelse i en lignende sag. Dommen er offentliggjort i SKM2005.149.ØLR . Retten fandt, at rustbeskyttelseskabiner er rum og ikke særlige anlæg i lovens forstand. Der var ikke - bl.a. henset til den meget detaljerede opregning af undtagelserne til kravet om betaling af energiafgift af rumopvarmning - grundlag for at fortolke mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, analogt, sådan at rustbeskyttelseskabiner sidestilles med "malekabiner". Rustbeskyttelseskabiner kan heller ikke karakteriseres som "lignende særligt indrettede rum, hvor opvarmning udelukkende er et led i forarbejdningen, der ændrer varens karakter, og hvor der under forarbejdningen kun lejlighedsvis opholder sig personer i lokalet", jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2.

Vestre Landsret har den 23. august 2005 truffet afgørelse i en sag om, hvorvidt et rustbeskyttelsesværksted havde krav på godtgørelse af mineralolieafgift samt andre energiafgifter i henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 eller nr. 2, samt de tilsvarende bestemmelser i kulafgiftsloven, gasafgiftsloven og kuldioxidafgiftsloven. Dommen er offentliggjort i SKM2005.377.VLR . Landsretten gav Skatteministeriet ret i, at det - selv om rustbeskyttelsen ubestridt er en vare - ikke er rustbeskyttelsen, men bilen, som vaskes med varmt vand, tørres og opvarmes inden den skal rustbeskyttes. Landsretten fandt derfor ikke, at olieforbruget er omfattet af de detaljeret formulerede undtagelsesbestemmelser i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 eller nr. 2, hvorfor afgiften af olieforbruget ikke kan kræves tilbagebetalt. Landsretten fandt videre, at de til vask af bilerne anvendte hedtvandsrensere efter bevisførelsen ikke kan anses for særlige anlæg i henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1. Endelig udtalte landsretten, at lokalet, hvor bilerne tørres og opvarmes, ikke kan anses for et særligt rum i henhold til § 11, stk. 5, nr. 2, idet det måtte lægges til grund, at lokalet er afskærmet af et forhæng, der ikke slutter tæt, og som i øvrigt har en begrænset isoleringsevne.

AN7722_1.GIFDommen blev indbragt for Højesteret, der den 11. april 2007 gav Skatteministeriet ret i at energiafgifter vedrørende energiforbruget til opvarmning af biler i forbindelse med rustbeskyttelsesanlæg ikke kan tilbagebetales. Dommen er offentliggjort i SKM2007.262.HR . Højesteret udtalte, at det efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. pkt., er hovedreglen, at der ikke ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af rumvarme. Undtagelserne fra denne hovedregel er nøje opregnet i § 11, stk. 5, nr. 1 - 7. Henset til bestemmelsernes ordlyd og sammenhæng samt forarbejderne finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at fortolke undtagelsesbestemmelserne i § 11, stk. 5, nr. 1 og 2, udvidende. AN7722_2.GIF

AN7722_1.GIFTre dommere stemte for at stadfæste landsrettens dom med følgende begrundelse: AN7722_2.GIF

AN7722_1.GIFEfter § 11, stk. 5, nr. 1 og 2, er det en betingelse for afgiftsgodtgørelse, at energiforbruget skal være anvendt "til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som led i forarbejdningen" udsættes for nærmere angivne påvirkninger. Efter vores opfattelse må rustbeskyttelsesmidlet anses for den vare, som afsættes. Det energiforbrug selskabet ønsker afgiftsgodtgørelse for, er anvendt til opvarmning af bilerne forud for påføringen af rustbeskyttelsesmidlet. Energiforbruget er derfor ikke anvendt til fremstilling/forarbejdning af varen. Allerede af denne grund finder vi, at betingelserne for afgiftsgodtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 eller 2, ikke er opfyldt, og at betingelserne efter kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 4, nr. 1, dermed heller ikke er opfyldt. AN7722_2.GIF

AN7722_1.GIFTo dommerne stemte for at stadfæste landsrettens dom med følgende begrundelse: AN7722_2.GIF

AN7722_1.GIFLeveringen af rustbeskyttelsesmidlet og påføringen af midlet, der forudsætter opvarmning af bilerne, betragtes som et integreret hele, der må anses for varen i den forstand, dette udtryk er anvendt i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 og 2. Energiforbruget er derfor anvendt til fremstilling/forarbejdning af varen. Efter skønsmandens besvarelse af spørgsmål 1 og 3 må det lægges til grund, at varmekabinen var adskilt fra klargøringsafdelingen med et løsthængende forhæng af kunststof, der ikke var tætsluttende med loft, gulv og ydervægge. Under disse omstændigheder fandtes, at varmekabinen ikke opfyldte de krav, der efter ordlyden og forarbejderne til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, må stilles for at anse den for et særligt rum. Varmekabinen kan heller ikke anses for et særligt anlæg omfattet af § 11, stk. 5, nr. 1. Henset til baggrunden for medtagelsen af malekabiner i den detaljerede opregning i § 11, stk. 5, nr. 2, 2. led, fandtes, at varmekabinen ikke kan sidestilles med malekabiner. Selskabet har herefter ikke krav på tilbagebetaling af afgifter efter mineralolieafgiftsloven og dermed heller ikke efter kuldioxidafgiftsloven. AN7722_2.GIF

Udlejning af stilladser og varmekanoner, udtørring af bygninger, overvæltning af afgift

Landsretten har den 28. juni 2002 afsagt dom i en sag om et selskab, der drev virksomhed ved udlejning af stilladser og varmekanoner og som deltog i en entreprise udbudt af Slots- og Ejendomsstyrelsen om renovering af en ejendom. Landsretten fandt, at selskabet ikke var berettiget til godtgørelse for olie- og CO2-afgift, idet afgiften var overvæltet på Slots- og Ejendomsstyrelsen. Selskabet havde derfor ikke noget godtgørelsesberettiget krav. Dommen er offentliggjort på SKM2002.362.ØLR (TfS 2002, 676).

Det fremgik af entreprisens udbudsmateriale, at der i forbindelse med opvarmning og udtørring skulle etableres 4 varmekanoner med tilhørende olietanke. Endvidere skulle der på buegangene etableres 3 aflukkede partier til opvarmning med elvarmeblæsere. Ydelsen skulle omfatte opstilling, omrigninger og nedtagning af materiel mv. samt levering af brændstof.

I tilbuddet skulle være indregnet alle ydelser i forbindelse med opvarmning i en samlet periode på 3 mdr. Der skulle i tilbudet indregnes et brændstofforbrug på 15.000 l olie. Der skulle også være indregnet det nødvendige mandtimeforbrug, serviceeftersyn, slangeflytninger mv. for opnåelse af kontinuerlig opvarmning i den angivne periode. Varmekanonerne skulle være forsynet med termostatstyring.

Under byggearbejdet blev det hurtigt klart, at den til entreprisen medgående olie ville overstige den mængde, der var stipuleret i udbudsmaterialet med flere hundrede procent. Selskabet aftalte derfor en fast pris på brændstof med Slots- og Ejendomsstyrelsen til gældende dagspris tillagt 5,3 pct.

Olien blev leveret fra Hydro Texaco A/S til forbrugstanke ved byggeplandsen. Faktureringen er sket fra Hydro Texaco A/S til Murer Laugets Hejseværker A/S, der har viderefaktureret til selskabet. Selskabet har faktureret - opgjort på månedsbasis - til Slots- og Ejendomsstyrelsen, med oplysninger om bruttopriser pr. liter brændstof uden angivelse af energi- og CO2-afgift.

I henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kan momsregistrerede virksomheder som hovedregel få tilbagebetalt afgiften af de i virksomheden forbrugte afgiftspligtige varer. Endvidere kan der i henhold til CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, ske tilbagebetaling af 10 pct. af afgiften for det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter § 11, i mineralolieafgiftsloven.

Landsretten bemærkede, at den af selskabet leverede opvarmning udelukkende er sket i forbindelse med opvarmning og udtørring af hvælv og terrassekonstruktion på ejendommen og i forbindelse med opvarmning af byggepladsen i perioder, hvor udetemperaturen har ligget under +5 grader. Det lægges til grund, at opvarmningen alene har fundet sted i selve byggeperioden og udelukkende har haft til formål at opretholde den for byggearbejdet fornødne temperatur.

Da selskabet imidlertid har overvæltet afgifterne på Slots- og Ejendomsstyrelsen, finder landsretten ikke, at sagsøger har afholdt udgift til energiafgifter, der kan føre til godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1 og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1. Selskabet findes herefter ikke at have noget krav på godtgørelse.

Import og opdræt af akvariefisk til engrossalg

Landsskatteretten har den 13. november 2002, jf. SKM2002.642.LSR , afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af mineralolie- og CO2-afgift af olieforbrug anvendt til varme og varmt vand til brug i akvarier. Virksomhedens forbrug blev ikke anset for rumopvarmning og varmt vand i staldbygninger. Forbruget var omfattet af bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4. og der kunne således ikke ydes tilbagebetaling af afgiften.

Fremstilling af betonelementer 

Landsskatteretten har den 20. september 2002, jf. SKM2003.31.LSR , afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og kuldioxidafgift af et selskabs energiforbrug ved opvarmning i forbindelse med hærdning af betonelementer. Forholdet er nærmere beskrevet under F.6.4.7 .

Varmeblæsere

Landsskatteretten har den 17. december 2002, jf. SKM2003.55.LSR , afsagt kendelse om godtgørelse for energiafgifter for forbrug af elektricitet. Efter kendelsen kunne der ikke ydes godtgørelse for energiafgifter for forbrug af elektricitet til 4 blæsere med indbygget varmefunktion, som var opsat over en port mellem et lagerlokale og et produktionslokale.

Opvarmning af lagerlokaler, hvor der opbevares vin og chokolade

Landsskatteretten har den 5. marts 2003, jf. SKM2003.172.LSR , afsagt kendelse om fradrag for mineralolie- og kuldioxidafgifter ved forbrug til rumvarme/varmt vand til at holde en bestemt temperatur i forbindelse med en transportvirksomheds oplagring af varer. Landsskatteretten fandt, at mineralolie til opvarmning af lagerlokaler med henblik på at sikre, at der ikke sker beskadigelse af de opbevarede varer, må anses som forbrug til rumvarme som omhandlet i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4. Der kan derfor ikke ydes tilbagebetaling af afgiften.

Mejerier - rengøring af osteforme

Landskatteretten har den 9. december 2003, jf. SKM2004.131.LSR , afsagt kendelse i en sag om anvendelse af varmt vand til rengøring af osteforme/ostekopper.

Det fremgår, at anvendelse af ostekopper har 3 primære formål, - nemlig at give osten den ønskede form, at styre temperaturforløbet, så den ønskede biologiske syrning forløber, samt at afdræne valle, så den ønskede tørstofprocent opnås. Kopperne anvendes internt på mejerierne i forbindelse med produktionen af ost og forlader således ikke mejerierne. Kopperne genbruges løbende og bliver i denne forbindelse rengjort i en såkaldt koppevasker, der er et aflangt anlæg, hvor kopperne føres gennem kabinen, mens der sprøjtes varmt vand på både kopper og kabinevægge. Vaskeanlægget er under indførsel og fraførsel af kopper åbent i begge ender. Det varme vand til rengøringen var fremstillet på basis olie og naturgas.

Landsskatteretten fandt, at de relevante bestemmelser for vurderingen af det omhandlede energiforbrug er mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3.

Landsskatteretten fandt med baggrund i det fremlagte materiale, at anvendelsen af varmt vand i anlægget til rengøring mv. af ostekopperne ikke er omfattet af de nævnte bestemmelser, idet det omhandlede anlæg ikke kunne karakteriseres som en tank eller et lukket produktionsanlæg, hvori rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW, da der hverken var tale om et lukket anlæg eller et anlæg, hvori produktionen af ost foregår. Selskabets forbrug af varmt vand var derfor ikke godtgørelsesberettiget.

Mejerier - rengøring af hylder, rammer mv. i vaskeanlæg og osteforme via CIP-rengøring

Landskatteretten har den 17. november 2003, jf. SKM2004.132.LSR , afsagt kendelse i en sag om anvendelse af varmt vand til rengøring af osteforme, hylder, rammer og lign.

Det fremgår, at rengøringen af ovennævnte emner foregår i særskilte vaskeanlæg. Endvidere, at der foregår rengøring af osteforme i et kombineret rengørings- og forpresseanlæg. Det varme vand til rengøringen var fremstillet på basis af olie og naturgas.

Landsskatteretten fandt, at de relevante bestemmelser for vurderingen af det omhandlede energiforbrug er mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3.

Landsskatteretten fandt endvidere med baggrund i det fremlagte materiale, at anvendelsen af varmt vand i særskilte vaskeanlæg til rengøring mv. af hylder og rammer ikke er omfattet af de nævnte bestemmelser, idet det omhandlede anlæg ikke kunne karakteriseres som en tank eller et lukket produktionsanlæg, hvori rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW, da der hverken var tale om et lukket anlæg eller et anlæg, hvori produktionen af ost foregår, men derimod tale om særlige anlæg, hvor rengøring af procesudstyr finder sted. Dette forbrug af varmt vand var derfor ikke godtgørelsesberettiget.

Derimod fandt retten, at forbrug af varmt vand til rengøring af osteforme, der sker i et kombineret rengørings- og forpresseanlæg er godtgørelsesberettiget efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, idet rengøringen her sker i selve produktionsanlægget.

Fremstilling af minkfoder

Landsretten har den 7. december 2004, jf. SKM2005.11.VLR afsagt dom i en sag om tilbagebetaling af afgift af olie anvendt til optøning af råvarer. Optøningen foretages ved hjælp af kalorifere varmeblæsere. Energiforbruget blev anset for omfattet af reglerne om rumvarme.

Det var uden betydning for fortolkningen af, om en virksomhed er omfattet af bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, om rumvarme, om virksomheden kan drage nytte af opvarmningen. Det afgørende for, om afgiften skulle tilbagebetales var, om processen opfyldte betingelserne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4., 2. punktum, eller § 11, stk. 5. Parterne var enige om at det ikke var tilfældet. Bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, er en undtagelse fra mineralolieafgiftslovens § 1. Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, er en ikke udtømmende modifikation til rumvarmebestemmelsen. Afgiften kunne derfor ikke tilbagebetales.

Højesteret har den 4. juli 2006 stadfæstet landsrettens dom, jf. SKM2006.480.HR . 

Transformerstationer

Landsskatteretten har den 8. oktober 2003, jf. SKM2004.47.LSR afsagt kendelse i en sag om et eldistributionsselskabs elforbrug i elvandvarmere, fast installerede radiatorer og elvarmeblæsere i transformerstationer. Landsskatteretten anså det pågældende elforbrug for omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 3, og elforbruget var derfor ikke godtgørelsesberettiget. Kendelsen blev indbragt for domstolene.

Landsskatteretten har den 22. september 2004, jf. SKM2005.44.LSR afsagt kendelse i en sag om et selskabs elforbrug til elvandvarmere, fast installerede radiatorer og elvarmeblæsere i transformerstationer. Landsskatteretten fandt, at der ikke ikke var den fornødne hjemmel i elafgiftsloven til at anse det i sagen omhandlede eget forbrug af elektricitet i transformerstationer for afgiftspligtigt. Skatteministeriet har indbragt kendelsen for domstolene.

Vestre Landsret har taget stilling til spørgsmålet om elforbrug i transformerstationer. Retten fandt, at el-forbruget til el-radiatorer, elvarmeblæsere og el-vandvarmere i transformerstationer ikke skal anses for afgiftspligtigt efter elafgiftslovens § 8, stk. 2. Forbruget blev anset for kuldioxid- og svovlafgiftspligtigt. Dommen er offentliggjort i SKM2006.37.VLR . Der henvises til F.3.3.1 og F.5.3.

SKAT har udsendt en meddelelse om genoptagelse og praksisændring, jf. SKM2007.61.SKAT .

Vestre Landsret fastslår, at elforsyningsselskabets eget forbrug af afgiftspligtig el i egne transformerstationer til formål omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 3, fx forbrug af el i elradiatorer, elvarmeblæsere og elvandvarmere, ikke er særskilt omfattet af elafgiftslovens § 8, stk. 2, hvilket indebærer, at sagsøgeren ikke skal betale fuld afgift efter elafgiftsloven af dette elforbrug.

Det er SKATs opfattelse, at omfanget af dommen er forbrug til formål omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 3, der direkte knytter sig til driften af den afgiftspligtige virksomhed efter elafgiftsloven. I det konkrete tilfælde vil det sige forbrug i virksomheder, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1 og stk. 2 (elnetvirksomheder og eltransmissionsvirksomheder, der driver bevillingspligtig virksomhed omfattet af § 19, § 20, stk. 2 eller § 21 a i lov om elforsyning).

Det er SKATs opfattelse, at dommen også har betydning for forbrug af el til opvarmning mv. af administrationslokaler, lagerlokaler og værkstedsanlæg, der anvendes af den afgiftsregistrerede virksomhed til formål, der knytter sig direkte til den bevillingspligtige, afgiftsregistrerede virksomhed (ydelser i relation til net-/transmissionsvirksomhedens leverancer af el).

SKATs øvrige bemærkninger mv. til dommen:

Ad elafgiftsloven

Landsretten har ifølge dommen taget sagsøgerens anerkendelsespåstand til følge, der har følgende ordlyd: " Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort gældende, at der ikke i elafgiftsloven er hjemmel til at pålægge sagsøgeren afgift, bortset fra 1 øre pr. kW/h siden ikrafttrædelsen af lov nr. 389 af 2. juni 1999. Sagsøgeren har herved henvist til, at elafgiftslovens § 8, stk. 2, alene henviser til § 11, stk. 1, 2 og 14, men ikke til stk. 3, og at sagsøgeren ubestridt opfylder betingelserne for tilbagebetaling i stk. 1 og 2."

Det er SKATs opfattelse, at det forhold, at det afgiftsregistrerede elselskabs forbrug af el til opvarmning af transformerstationer er omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 1 som et tilbagebetalingsberettiget elforbrug, indebærer, at den elafgiftsregistrerede virksomhed - på linje med andet elforbrug til driftsformål - skal betale 1 øre pr. kWh i eldistributionsbidrag af elforbrug til opvarmingsformål mv.

Ad kuldioxidafgiftsloven

Landsretten har taget konkret stilling til, at energi til opvarmning af transformerstationer ikke kan anses for direkte anvendt til elfremstilling - heller ikke selv om opvarmningen sker for at undgå fugtskader mv. Det skal dermed - efter de gældende regler - betales 9 øre pr. kWh i kuldioxidafgift af dette forbrug.

Ad svovlafgiftsloven

Landsretten har konkluderet, at når forbrug af el til opvarmning af transformerstationer ikke er fritaget for afgift efter kuldioxidafgiftslovens § 5, stk. 2, kan elselskabet ikke fritages for betaling af særlig svovlafgift af el. Det bemærkes, at bestemmelsen om betaling af særlig svovlafgift af el, jf. svovlafgiftslovens § 34, stk. 4, ophørte ved udgangen af 1999."

Frysehus

Landsskatteretten har den 2. december 2004, jf. SKM2005.27.LSR afsagt kendelse i en sag om et selskab, der drev køle/frysevirksomhed. Selskabet var berettiget til godtgørelse af olieafgift af fyringsolie anvendt i strålevarmeanlæg til opvarmning af vægge i frysehuse, idet forholdet ikke ansås for omfattet af reglerne om rumvarme.

Anvendelsen af stålevarmeanlægget er sket udelukkende med henblik på at foretage opvarmning af væggene til fryserummene, for derved at hindre ødelæggelse af disse som følge af kondens. Rumtemperaturen i gangene til fryserummene blev ikke påvirket af energiforbruget. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at den anvendte energi ikke ansås for medgået til opvarmning af rum.

Gadebelysning

Højesteret har den 16. september 2005 afsagt dom, jf. SKM2005.394.HR , i en sag vedrørende godtgørelse af afgift af elforbrug til gadebelysning. Der henvises nærmere til F.6.2.1.

Landsskatteretten har den 3. maj 2006 jf. SKM2006.352.LSR afsagt kendelse i en sag om et slagteri, der anvendte elektricitet til drift af en pumpe i et køleanlæg, der anvendes til nedkøling af svinekroppe. Varmen fra køleanlægget blev anvendt til forvarmning af brugsvand, som slagteriet har anvendt til ikke-godtgørelsesberettigede formål. Retten har anset forbruget af el til drift af køleanlægget som proces og dermed omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 1. Retten fandt samtidig, at fremstillingen af varmt vand i anlægget ikke indebærer, at elforbruget er omfattet af lovens § 11, stk. 3, idet anlæggets primære funktion må tillægges afgørende vægt.

Retten fandt endvidere, at der er tale om nyttiggjort varme fra henholdsvis grisekroppene og elektricitetsforbruget i pumpen. Endvidere er det lagt til grund, at nyttiggørelsen ikke har medført et øget forbrug af elektricitet i køleanlægget.

Under disse omstændigheder fandt retten, at slagteriet er berettiget til at opgøre nedsættelsen af tilbagebetalingen efter elafgiftslovens § 11, stk. 9 - nu stk. 10. Retten har anført, at der efter bestemmelsens ordlyd ikke er grundlag for at begrænse dens anvendelsesområde, således at den ikke omfatter et tilfælde, som det omhandlede, hvor den nyttiggjorte varme delvis er fremstillet på grundlag af andet, der dog ikke kan karakteriseres som ikke-afgiftspligtige brændsler. 

Landsskatteretten har den 28. februar 2006, jf. SKM2006.366.LSR afsagt kendelse i en sag, hvor et varmeværk producerede varme på to kedellinjer, dels en biobrændselsfyret (halmfyringsanlæg), dels en oliefyret. Det blev lagt til grund, at den i sagen omhandlede olie udelukkende blev anvendt til fremstilling af varme. Olien blev anvendt i det fyringsanlæg, hvor der udelukkende blev anvendt olie som energikilde. Der var således ikke tale om samtidig indfyring af olie og biobrændsel.

I medfør af olieafgiftslovens § 11, stk. 4, er virksomheden herefter som udgangspunkt ikke berettiget til tilbagebetaling af afgiften af den forbrugte olie. I henhold til olieafgiftslovens § 11, stk. 13 (dagældende), kan der dog ydes tilbagebetaling for forbruget af afgiftspligtige varer, der overstiger en beregnet mængde, når mindst 25 % af den indfyrede energi hidrører fra andet end afgiftspligtige brændsler.

Landsskatteretten fandt, at virksomheden ikke er berettiget til at anvende olieafgiftslovens § 11, stk. 13, vedrørende det omhandlede olieforbrug. Retten har herved fundet, at vurderingen af, om de i bestemmelsen angivne betingelser er opfyldt, skal foretages på grundlag af forbrug indfyret i det enkelte anlæg.

Landsskatteretten har den 19. januar 2007, jf. SKM2007.159.LSR , afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie-, gas- og CO2-afgift af energiforbrug, der er medgået til fremstilling af varme og varmt vand til brug i lokaler, der blev anvendt til opdræt af forsøgsdyr til laboratorieforsøg.

Det pågældende selskab har som hovedaktivitet avl af dyr til laboratorieforsøg med henblik på videresalg til aftagere over hele Europa. Landsskatteretten fandt, at forbruget er omfattet af bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4. Der kunne således ikke ydes tilbagebetaling af afgiften.

AN7722_1.GIFSagen er indbragt for Vestre Landsret. AN7722_2.GIF

 

F.6.4.7 Andre afgørelser - Afgrænsning mellem rumvarme/varmt vand og procesenergi

Nedenfor følger et uddrag af afgørelser i relation til afgrænsningen mellem procesenergi og rumvarme/varmt vand:

Nedkøling/klimaanlæg

Energi, der bruges til nedkøling, kan anses for anvendt til procesformål, uanset at nedkølingen sker af hensyn til de ansattes eller kundernes komfort (fx klimaanlæg).

Evt. varme, der fremstilles eller forbruges ved drift af klimaanlæg, er dog omfattet af rumvarmereglerne.

Lønforarbejdning

Der har været rejst spørgsmål om den godtgørelsesmæssige stilling i relation til farveriers forarbejdning/ farvning af uld mv., når dette sker i lønarbejde, hvorved det ikke er farveriet, der ejer ulden.

Baggrunden for spørgsmålet er følgende bestemmelse i afgiftslovgivningen: "Varme og varer, der anvendes til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen vaskes ...".

Det er fastslået, at det ikke har været hensigten at udelukke virksomheder, der foretager lønforarbejdning af varer, fra at opnå afgiftsgodtgørelse.

Den afgørende grænse går således ikke på, om varen, der forarbejdes, ejes af forarbejderen eller ej, men om der er tale om forarbejdning som led i fremstillingen af en vare, der afsættes til endeligt forbrug.

Fremstilling af betonelementer

En betonelementfabrik anvender varme og damp til opvarmning af materialer til fremstilling af betonelementer, og varme til direkte opvarmning ved hærdning af betonelementerne.

Afgørelse: Ovennævnte forbrug er anset for procesenergi. Afgiftslovgivningens bestemmelse for procesenergi om opvarmning af en vare, der er under forarbejdning, til mindst 10 grader C over temperaturen i det omgivende rum, er dermed anset for opfyldt.

Opvarmningen sker enten ved direkte strålevarme på betonelementet eller ved indbyggede varmtvandsrør i selve formen, hvor betonelementet støbes.

Landsskatteretten har den 20. september 2002, jf. SKM2003.31.LSR , afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og kuldioxidafgift af et selskabs energiforbrug ved opvarmning i forbindelse med hærdning af betonelementer, hvor der blev anvendt  kaloriferer ved opvarmningen.

Retten fandt, at den varme, der blæses fra kaloriferer placeret i en støbehal over de udstøbte elementer, er rumvarme omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. pkt. Retten fandt imidlertid, at det må antages at betonen udsættes for en temperaturstigning i forhold til det omgivende rum på mindst 10 grader C ved opvarmningen, hvorfor forholdet er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 og dermed også af kuldioxidafgiftslovens § 9.

Retten fandt således, at selskabet er berettiget til godtgørelse af olie- og kuldioxidafgift af selskabets forbrug af varme i forbindelse med hærdningen af betonelementer. 

Retten har efterfølgende i den konkrete sag præciseret, at under forudsætning af, at opvarmning i forbindelse med hærdningsprocessen, der foregår i en såkaldt klargøringshal, er identisk med forholdene i støbehallen, gælder kendelsen efter rettens opfattelse også for klargøringshallen.

Hvis der derimod sker en generel opvarmning af selve fabrikslokalerne, fx ved kaloriferer, hvor luften ikke - som anført i Landsskatterettens kendelse - blæses over de udstøbte betonelementer, skal energien behandles efter reglerne for rumvarme.

Elektriske apparater

Der har været rejst spørgsmål om den godtgørelsesmæssige stilling for elektricitet, der anvendes til drift af el-apparater og hårde hvidevarer (fx almindelige vaskemaskiner og opvaskemaskiner mv.).

Afgørelse: Nævnte apparater er ikke omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 3, og elforbruget anses derfor som procesenergi. Dette gælder også for den elektricitet, der anvendes til opvarmning af vand ved hjælp af et varmelegeme, der er monteret i selve apparatet/ maskinen.

Visse vaskerianlæg mv. kan være monteret/sammenbygget med en elbaseret vandvarmer, der ikke er en integreret del af apparatet/maskinen. Elektricitet, der forbruges i sådanne selvstændige vandvarmere, er omfattet af rumvarmereglerne, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Frysehuse

Et frysehus anvender varme til opvarmning af gulvkonstruktionen.

Afgørelse: Opvarmning af gulve i frysehuse er anset for energi til procesformål, da opvarmningen udelukkende sker for at forhindre permafrost i jorden under frysehusene - og ikke i forbindelse med opvarmning af rum.

Hoteller mv.

Energiforbrug til opvarmning og varmt vand i hoteller, feriecentre mv. opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi og er derfor omfattet af rumvarmereglerne. Det gælder både forbruget i værelser, lejligheder og fællesrum. Det er uden betydning, om lejer afkræves særskilt betaling for forbrug af varme og varmt vand.

Portsluser

Opvarmning af indgangspartier i fx forretninger og portsluser til lagerlokaler med luftvarme (varmekanon/varmetæppe) eller anden varmekilde opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi og er derfor omfattet af rumvarmereglerne, se endvidere F.6.4.6.

Renrum

En virksomhed, der fremstiller medicinsk udstyr, anvender varme til opvarmning af ventilationsluft i renrum, hvor der fremstilles medicinsk udstyr mv.

Afgørelse: Opvarmning af renrum opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi. Den anvendte varme er derfor omfattet af rumvarmereglerne uanset det arbejdsmiljøbetingede krav til et stort luftskifte i virksomhedens produktionslokaler.

Opvarmning af varmt vand i en svømmehal

Energiforbrug til opvarmning af varmt vand i en svømmehal opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi og er derfor omfattet af rumvarmereglerne.

F.6.5 Procesenergi - CO2-afgift

Ved opgørelse af kuldioxidafgift , som en momsregistreret virksomhed kan opnå godtgørelse for, skelnes der mellem forbrug af energi i virksomheden til såkaldt

  • let proces, dvs. procesformål, der er godtgørelsesberettiget efter mineralolieafgiftslovens § 11, kulafgiftslovens § 8, elafgiftslovens § 11 og naturgasafgiftslovens § 10.  
  • tung proces, dvs. procesformål, der er omfattet af bilaget til CO2-afgiftsloven (proceslisten). 

Hvis det samme anlæg/ledningsnet forsyner virksomheden med både rumvarme/varmt vand og procesenergi, skal forbruget deles præcist op. Hovedreglen er, at der skal ske måling af den energi, der anvendes til procesformål. Hvis energien derudover anvendes til både let proces og tung proces, skal der ske måling af energien til tung proces, se F.6.8 .

Ved lov nr. 464 af 9. juni 2004 er der sket en tilpasning af CO2-afgiftsloven for virksomheder, der er omfattet af CO2-kvoteordningen, jf. lov nr. 493 af 9. juni 2004 om CO2-kvoter. Ændringerne indebærer, at virksomheder med tilladelse til at udlede CO2 (kvotevirksomheder) kan få fuld godtgørelse af CO2-afgift (fuld afgiftsfrihed) for kvotereguleret brændselsforbrug, der anvendes til produktionsprocesser (procesformål) i virksomheden. Se F.6.5.10 - hvor der bl.a. henvises til 2 nyhedsbreve om ændringerne. 

F.6.5.1 Let proces

Regel indtil 1. januar 2005

Ifølge § 9, stk. 1, jf. stk. 4, kan momsregistrerede virksomheder få godtgjort 10 pct. af CO2-afgiften af det energiforbrug, der er fuldt godtgørelsesberettiget efter energiafgiftslovene, dvs. energi, der er godtgørelsesberettiget efter mineralolieafgiftslovens § 11, kulafgiftslovens § 8, elafgiftslovens 11 og naturgasafgiftslovens § 10.

Godtgørelse af CO2-afgift af energiforbrug til let proces er blevet aftrappet fra 50 pct. til 10 pct. i perioden 1. januar 1996 og frem til år 2000. Godtgørelsen har herefter udgjort 10 pct. indtil 1. januar 2005, se F.6.1.2 .

Regel fra 1. januar 2005

Ifølge § 9, stk. 1, ydes der ikke godtgørelse for CO2-afgift, jf. dog stk. 2 (Energiforbrug omfattet af bilaget/ proceslisten til CO2-afgiftsloven - tung proces).

Ophævelsen af godtgørelsen for CO2-afgift af energiforbrug til let proces er sket ved lov nr. 462 af 9. juni 2004, som trådte i kraft den 1. januar 2005. Der er tale om en forenklet administration for momsregistrerede virksomheder, der bruger energi til lette procesformål.

Forenklingen er sket ved, at CO2-afgiften på energiprodukter er nedsat - svarende til godtgørelsen på 10 pct. af CO2-afgift af energi til let proces. Samtidig med afgiftsnedsættelsen er godtgørelsen på 10 pct. af CO2-afgiften til let proces ophævet. Til gengæld er energiafgiftssatserne på de samme energiprodukter forhøjet med et beløb, som svarer til det, som CO2-afgiften er nedsat med. Da der fortsat - med undtagelsen af eldistribututionsbidraget - er adgang til fuld godtgørelse af energiafgifter til procesformål, er der tale om en udgiftsneutral omlægning for virksomhederne. Omlægningen er også neutral for øvrige forbrugere af energi.   

F.6.5.2 Tung proces

Ifølge § 9, stk. 2 kan momsregistrerede virksomheder opnå forhøjet godtgørelse (13/18) af CO2-afgiften af det energiforbrug, der anvendes til de processer, der er beskrevet i et bilag til CO2-afgiftsloven. Bilaget (proceslisten) indeholder efter tilføjelsen af 2 nye punkter (36 og 37) , som er sket ved lov nr. 462 af 9. juni 2004, i alt 37 punkter, se F.6.5.3 .

Der gives ikke godtgørelse for tung proces af CO2-afgiften af benzin.

Godtgørelse af CO2-afgift af energiforbrug til tung proces er blevet aftrappet fra 95 pct. til 75 pct. i perioden 1. januar 1996 og frem til år 2000. Godtgørelsen har herefter udgjort 75 pct. indtil 1. januar 2005, se F.6.1.2 .

Nedsættelsen af godtgørelsen fra 75 pct. til 13/18, svarende til 72,22 pct., er en følge af omlægningen/forenklingen for momsregistrerede virksomheder, der er sket ved lov nr. 462 af 9. juni 2004, se F.6.1.3. hvor ændringerne er beskrevet i en lidt større sammenhæng.

Betingelser:

Lovens § 9, stk. 2, indeholder en række betingelser mv. for at opnå forhøjet godtgørelse af CO2-afgiften:

Direkte anvendelse

Den forhøjede godtgørelse omfatter kun energiforbrug , der anvendes direkte i forbindelse med de nævnte processer i listen. Der ydes således ikke forhøjet godtgørelse af andet energiforbrug i virksomheden.

Forbrug af elektricitet

Der ydes som hovedregel ikke forhøjet godtgørelse for forbrug af elektricitet ved anvendelser nævnt under punkterne 1-14 i bilaget. Undtagelser fra hovedreglen fremgår direkte af det enkelte punkt i bilaget.

Ventilation

Ventilation i forbindelse med punkterne 1-14 anses som hovedregel for let proces. Undtagelser fra hovedreglen fremgår direkte af det enkelte punkt i bilaget

Derimod er ventilation i forbindelse med punkterne 15-37 omfattet af den forhøjede godtgørelse af CO2-afgift.

Krav til produktionens størrelse

For punkterne 2-37 i bilaget er godtgørelse som tung proces betinget af en årlig produktion af varer omfattet af proceslisten på mindst 10 tons.

Fradrag i godtgørelsen - Minimumsafgift

Godtgørelse for tung proces ydes efter fradrag af EU's minimumsafgift på fuelolie og gas- og dieselolie, der anvendes til varmefremstilling, herunder dampproduktion, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2, 4., 5. og 6. punktum.

Virksomheder med aktiviteter omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. punktum, fx væksthusgartnerier, er ikke omfattet af reglerne om fradrag i godtgørelsen i relation minimumsafgiften. Det betyder bl.a., at der ikke skal betales minimumsafgift af olie, der bruges til opvarmning af væksthuse. Det samme gælder for væksthusgartnerier, som får leveret fjernvarme, der er fremstillet på basis af fuelolie.

Fuelolie

Fradraget i godtgørelsen udgør 3 øre pr. kg fuelolie. Som følge af energibeskatningsdirektivet 2003/96/EF af 27. oktober 2003 blev minimumssatsen for fuelolie opjusteret pr. 1. juli 2004. For virksomheder, der ikke har indgået aftale med Energistyrelsen om at gennemføre energieffektiviseringer, er fradraget i tilbagebetalingen af kuldioxidafgiften herefter 3,175 øre pr. kg fuelolie.

Hvis en varmeleverandør har brugt fuelolie, skal varmeleverandøren oplyse om størrelsen af minimumsafgiften på den forbrugte olie.

Fradraget for minimumsafgift har i perioden 1. januar 1996 og frem til år 2000 udgjort følgende for fuelolie, jf. § 3, stk. 6 i lov nr. 417 af 14. juni 1995:

1996 9,4 øre pr. kg 94 kr. pr. ton
1997 7,8 øre pr. kg 78 kr. pr. ton
1998 6,2 øre pr. kg 62 kr. pr. ton
1999 4,6 øre pr. kg 46 kr. pr. ton

2000 

3,0 øre pr. kg 30 kr. pr. ton

I perioden 1. januar 1996 og frem til 30. september 1997 kunne betalt svovlafgift modregnes i forhold til minimumsafgiften. Denne adgang bortfaldt ved lov nr. 1220 af 27. december 1996, hvor der i stedet blev indført et forhøjet bundfradrag for svovlafgift på fuelolie, se G.11.4.8 .

Gas- og dieselolie

For gas- og dieselolie har i perioden 1996, 1997 og 1998 skullet ske et fradrag i godtgørelsen af CO2-afgift.

Fra 1. januar 1999 har den ikke-godtgørelsesberettigede CO2-afgift (virksomhedernes betaling af CO2-afgift) været større end minimumsafgiften. Der har således ikke fra denne dato skullet ske fradrag for gas- og dieselolie, selv om olien anvendes i forbindelse med tung proces.

Fradraget for minimumsafgift har i perioden 1. januar 1996 og frem til 31. december 1998 udgjort følgende for gas- og dieselolie, jf. § 3, stk. 6, i lov nr. 417 af 14. juni 1995:

1996 3,7 øre pr. liter 37 kr. pr. 1.000 liter
1997 2,3 øre pr. liter 23 kr. pr. 1.000 liter
1998 1,0 øre pr. liter 10 kr. pr. 1.000 liter

Som følge af energibeskatningsdirektivet 2003/96/EF af 27. oktober 2003 blev minimussatsen for gas- og dieselolier opjusteret pr. 1. juli 2004. For virksomheder, der ikke har indgået aftale med Energistyrelsen om at gennemføre energieffektiviseringer er fradraget i tilbagebetalingen af kuldioxidafgiften herefter 0,7 øre pr. liter gas- og dieselolie.

F.6.5.3 Proceslisten

Nedennævnte indeholder en præcis gengivelse af ordlyden i proceslisten for det enkelte punkt. Der er derudover knyttet enkelte bemærkninger til visse af punkterne:

Punkt 1.

"Der anvendes til opvarmning af væksthuse med et overdækket areal på mindst 200 m2 i gartneriet og vækstlys i disse, dog bortset fra væksthuse, hvorfra der foregår detailsalg."

Punkt 2.

"Der anvendes direkte ved inddampning og tørring af vandopløst natriumklorid."

Punkt 3.

"Der anvendes direkte ved fremstilling af mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. Den særlige tilbagebetaling omfatter både elektricitet og brændsler. Forbruget af varme, varmt vand og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstillingen af varme eller varmt vand, og som anvendes i lokaler, hvori ovennævnte produkter fremstilles, er endvidere omfattet af den forhøjede tilbagebetaling. Tilbagebetalingen ydes dog højst for 0,1 kWh elektricitet og 2 MJ brændsel pr. kg ostepulver med et tørstofindhold på mindst 90 pct., højst 0,7 kWh elektricitet og 14 MJ brændsel pr. kg vallebaserede mælkeprodukter samt kaseiner og kaseinater med et tørstofindhold på mindst 90 pct. og højst 0,35 kWh elektricitet og 7 MJ brændsel pr. kg af andre fremstillede mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct." Bestemmelsen, der har haft virkning fra 1. januar 2000, blev indsat  ved lov nr. 963 af 20. december 1999 som erstatning for følgende bestemmelse:

"Der anvendes direkte ved pasteurisering, sterilisering, inddampning, homogenisering, koncentrering og tørring af mælk og mælkebaserede produkter med henblik på fremstilling af mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. Elektricitet anvendt direkte til opvarmning og tørring samt til drift af særlige anlæg, hvorved der som led i forarbejdningsprocessen sker en koncentration i form af f.eks. ultrafiltrering, er dog også omfattet. Koncentrering med henblik på fremstilling af de nævnte mælkebaserede produkter er omfattet, uanset om de foregår i virksomheden, som fremstiller disse produkter, eller i andre virksomheder."

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov nr. 963:

Der blev ved lovændringen tilstræbt en simplere og billigere administration samt enklere måling for virksomhederne.

Efter de dagældende regler kunne virksomheder, som fremstiller mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. (tørmælk, ostepulver mv.), opnå godtgørelse efter reglerne for tung proces af forbruget af brændsler. Derimod var kun en mindre del af forbruget af elektricitet omfattet af reglerne for tung proces.

Med lovændringene kan der ydes forhøjet godtgørelse (tung proces) for både brændsler og elektricitet, der er anvendt direkte til fremstillingen af produkterne.

Derudover kan der ydes forhøjet godtgørelse af rumvarme og varmt vand, som anvendes i de lokaler, hvor selve fremstillingen finder sted. Forbrug af brændsler og elektricitet til øvrige formål i virksomheden er derimod ikke omfattet af den tunge proces.

Den forhøjede godtgørelse er begrænset til et maksimalt forbrug af elektricitet og brændsler pr. kilo af de fremstillede mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. Den resterende del af det omfattede energiforbrug kan godtgøres efter reglerne for let proces.

Energiforbrug omfattet af den tunge proces fremgår af nedenstående skema:

  Maksimal tung proces pr. kilo færdigvare Maksimal tung proces pr. kilo færdigvare
Færdigt produkt tørstofindhold mindst 90 pct. Elektricitet Brændsler
Ostepulver 0,1 kWh 7 MJ
Kaseiner og kaseinater 0,7 kWh 14 MJ
Vallebaserede mælkeprodukter 0,7 kWh 14 MJ
Andre mælkebaserede produkter 0,35 kWh 7 MJ

Det bemærkes endvidere, at den ny bestemmelse ikke - som den hidtidige - giver adgang til, at virksomheder, der koncentrerer mælk med henblik på fremstilling af tørmælk, men ikke i sig selv fremstiller den færdige tørmælk, kan opnå forhøjet godtgørelse af CO2-afgift. Sådanne virksomheder kan med den nye bestemmelse kun opnå afgiftsgodtgørelse efter reglerne for let proces.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6 .

Punkt 4.

"Der anvendes direkte ved fremstilling af foderstoffer, fodertilsætning, herunder foderfosfat, og foderblandinger samt tørring og inddampning af vinasse, mask, roepiller o.l. varer bestemt til dyrefoder. Dette gælder dog ikke forbrug til tørring af korn og frø. Til fremstillingen af varmebehandlet og pilleteret foderstof ydes dog særlig tilbagebetaling for et forbrug af elektricitet på op til 15 kWh pr. t færdigt foderstof."

Sidste punktum i bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, § 1, nr. 4.

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov nr. 963:

Efter de dagældende regler ydedes der ikke godtgørelse efter reglerne for tung proces af CO2-afgift af elektricitet anvendt til fremstilling af foderstoffer.

Med lovændringen kan der ydes forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet, der anvendes til fremstilling af varmebehandlet og pilleteret foderstof. Baggrunden for ændringen er bl.a., at der som et led i salmonellabekæmpelsen sker varmebehandling af foderstofferne.

Det er en forudsætning for at opnå forhøjet godtgørelse for afgiften af elektricitet, at foderstofferne både varmebehandles og pilleteres.

Det er dog ikke et krav, at elektriciteten anvendes til selve varmebehandlingen eller pilleteringen, men den forhøjede godtgørelse kan kun opnås af den virksomhed, som foretager den afsluttende pilletering af varmebehandlet foderstof.

Der kan ikke ydes forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til fremstilling af andre varer end varmebehandlet og pilleteret foderstof, uanset at proceslistens pkt. 4 også omfatter anvendelsen af brændsler til fremstilling af andre varer.

Til den tunge proces kan højst henregnes op til 15 kWh pr. ton færdigt foderstof. Hvis det faktiske forbrug er mindre end 15 kWh, kan der alene ydes forhøjet godtgørelse for det faktiske forbrug.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6 .

Punkt 5.

"Der anvendes direkte ved fremstilling af mel, pulver og pellets af kød eller slagteaffald, uegnet til menneskeføde, henhørende under position 2301.10 i EU''s kombinerede nomenklatur bortset fra fedtegrever egnet til menneskeføde."

Punkt 6.

"Der anvendes direkte ved fremstilling af grøntmel, grøntpiller og andet kunsttørret grønt. Til fremstillingen af pilleteret grøntfoder ydes dog særlig tilbagebetaling for et forbrug af elektricitet på op til 15 kWh pr. t færdigt foderstof."

Sidste punktum i bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, § 1, nr. 5.

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov nr. 963:

Efter de dagældende regler ydedes der ikke godtgørelse efter reglerne for tung proces af CO2-afgift af elektricitet anvendt til fremstilling af grøntmel, grøntpiller og andet kunsttørret grønt.

Med lovændringen kan der ydes forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet, som anvendes til fremstilling af pilleteret grøntfoder. Der kan ikke ydes forhøjet godtgørelse af afgiften af elektricitet, som anvendes til fremstillingen af andre varer omfattet af proceslistens pkt. 6.

Det er dog ikke et krav, at elektriciteten anvendes til pilleteringen, men den forhøjede godtgørelse kan kun opnås af den virksomhed, som foretager den afsluttende pilletering.

Til den tunge proces kan henregnes op til 15 kWh pr. ton færdigt foderstof. Hvis det faktiske forbrug er mindre end 15 kWh, kan der alene ydes tung proces for det faktiske forbrug.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6 .

Punkt 7.

"Der anvendes direkte til fremstilling af pectinstoffer, pectinater og pectater samt planteslimer og gelateringsmidler, også modificerede, udvundet af vegetabilske stoffer henhørende under position 1302. 20 til og med position 1302.39 i EU's kombinerede nomenklatur og modificeret stivelse henhørende under position 3505 i EU's kombinerede nomenklatur samt direkte ved fremstilling af emulgatorer bestemt til fødevarefremstilling eller til teknisk brug på basis af vegetabilske eller animalske fedt- og oliestoffer."

Punkt 8.

"Der anvendes direkte ved destillering af alkohol og i kombination hermed fremstilling af gær, herunder efterfølgende tørring af gær."

Punkt 9.

"Der anvendes direkte ved tørring eller inddampning af papir- eller papmasse eller andre stoffer eller produkter opløst i eller iblandet vand med et tørstofindhold på højst 40 pct. før tørring og et tørstofindhold på mindst 90 pct. efter tørring."

Punkt 10.

"Der anvendes direkte ved fremstilling af glas."

Punkt 11.

"Der anvendes direkte ved fremstilling af

  1. slaggeuld, stenuld o.l. mineralsk uld, ekspanderet vermiculit, ekspanderet ler, skumslagger o.l. ekspanderede mineralske stoffer, blandinger og varer af varmeisolerende, lydisolerende eller lydabsorberende mineralske stoffer henhørende under position 6806 i EU's kombinerede nomenklatur,
  2. glasfibre, herunder glasuld, henhørende under position 7019 i EU's kombinerede nomenklatur,
  3. spånplader, træfiberplader og krydsfiner mv. henhørende under position 4410, 4411 og 4412 i EU's kombinerede nomenklatur og preskorkplader eller
  4. plader eller blokke af ekspanderet polystyren.

Elektricitet anvendt ved fremstilling af de under litra a, b, c og d nævnte varer er dog også omfattet, i det omfang elektriciteten udelukkende anvendes til opvarmning og varmholdelse af disse produkter samt mellemprodukter hertil i fremstillingsprocessen eller anvendes til ventilation af lokaler, hvori disse processer foregår."

Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002, § 4, nr. 3, er efter sidste pkt. (2.pkt.) indsat følgende ny bestemmelse: "Ud over de i 2. pkt. nævnte anvendelser ydes der endvidere tilbagebetaling for elektricitet anvendt direkte til fremstilling af slaggeuld, stenuld o.l. mineralsk uld samt de under litra b nævnte varer for et forbrug på op til 150 kWh pr. t isoleringsmateriale."

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov 393:

Efter de hidtidige regler ydes der forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet anvendt ved fremstilling af de under litra a, b, c og d nævnte varer i det omfang elektriciteten udelukkende anvendes til opvarmning og varmholdelse af disse produkter samt mellemprodukter hertil i fremstillingsprocessen eller anvendes til ventilation af lokaler, hvori disse processer foregår.

Med lovændringen ydes der - udover de i 2. pkt. nævnte anvendelser - endvidere forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet anvendt direkte til fremstilling af slaggeuld, stenuld o.l. mineralsk uld, samt til de under litra b nævnte varer (glasfibre, herunder glasuld, henhørende under position 7019 i EU´s kombinerede nomenklatur) - for et forbrug på op til 150 kWh elektricitet pr. ton isoleringsmateriale.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6 .

Punkt 12.

"Der anvendes direkte til keramisk brænding samt forudgående tørring af varer bestemt hertil."

Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002, § 4, nr. 4, er bestemmelsen udvidet til også at omfatte fremstilling af porebton. Bestemmelsen har herefter fået følgende ordlyd: "Der anvendes direkte til keramisk brænding samt forudgående tørring af varer bestemt hertil samt til fremstilling af porebeton."

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov 393:

Efter de hidtidige regler ydes der forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af brændsler anvendt direkte til keramisk brænding samt forudgående tørring af varer bestemt hertil, hvilket indbefatter brændsler anvendt til fremstilling af teglsten.

Med lovændringen sker en udvidelse af vareområdet i punkt 12 med porebeton, hvorefter fremstilling af porebeton bliver omfattet af adgangen til forhøjet godtgørelse af CO2-afgift på samme måde som teglsten.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6 .

Punkt 13.

"Der anvendes direkte til opvarmning, inddampning, tørring eller brænding af kalk, kridt, kridtsten, marmor og andre calciumcarbonatprodukter, flint, gips, moler, bentonit og andre lerarter, ferrosulfat, kobbersulfat og calciumoxid samt gødningsstoffer med et tørstofindhold på mindst 90 pct., heraf mindst 5 pct. fosfat efter tørring. Elektricitet anvendt direkte til fremstilling af calciumcarbonatprodukter dog alene i form af opvarmning og tørring samt til drift af særlige anlæg, hvorved der som led i forarbejdningsprocessen sker en koncentration af calciumcarbonatprodukterne samt afgiftspligtige varer bortset fra elektricitet til opvarmning af gipspladehærdelokaler, er dog også omfattet."

Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002, § 4, nr. 5, er efter sidste pkt. (2.pkt.) indsat følgende ny bestemmelse: "Desuden omfattes elektricitet anvendt direkte ved produktion af moler og bentonit for den del af forbruget, der ikke overstiger 60 kWh pr. t færdigt materiale."

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov nr. 393:

Efter de hidtidige regler ydes der forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af varer, undtaget elektricitet, der anvendes direkte til opvarmning, tørring mv. af blandt andet moler og betonitprodukter.

Med lovændringen ydes der endvidere forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet anvendt direkte ved produktion af moler og betonit for den del af forbruget, der ikke overstiger 60 kWh elektricitet pr. ton færdigmateriale.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6 .

Punkt 14.

"Der anvendes direkte ved fremstilling af vegetabilske olier, sukkerstoffer og proteiner på baggrund af olieholdige frø, nødder og frugter. Videreforarbejdning af vegetabilsk olie til teknisk eller kemisk brug er også omfattet. Forbrug af elektricitet ved ekstraktion eller presning af olie fra frugter og nødder mv. samt ved ekstraktion eller presning af proteinstoffer fra den oliefrie kage er omfattet."

Punkt 15.

"Der anvendes direkte til fremstilling af K-sorbat."

Punkt 16.

Der anvendes direkte ved fremstilling af fiskeolie samt fiskemel henhørende under position 2301.20 i EU's kombinerede nomenklatur på baggrund af fisk og krebsdyr, bløddyr eller andre hvirvelløse vanddyr samt affald heraf. Dette gælder dog ikke forbrug af elektricitet til fremstilling af fiskemel, efter at fiskeolien og limvand er blevet udskilt fra pressekagen, og efter at fiskeolien er blevet separeret fra solubles i produktionsprocessen. Det gælder heller ikke forbrug af elektricitet til videreforædling af fiskeolien, efter at denne er blevet separeret fra solubles."

Punkt 17.

"Der anvendes direkte ved fremstilling af rør- og roesukker henhørende under position 1701 i EU's kombinerede nomenklatur på baggrund af sukkerroer og sukkerrør."

Punkt 18.

"Der anvendes direkte ved fremstilling af stivelse henhørende under position 1108 i EU''s kombinerede nomenklatur, hvis tørstofindholdet er på mindst 80 pct."

Punkt 19.

"Der anvendes direkte til tørring og brænding af malt."

Punkt 20.

"Der anvendes direkte til frysning af vand til is henhørende under position 2201 i EU's kombinerede nomenklatur. Det er en forudsætning, at mindst 75 pct. af den fremstillede is afsættes til uafhængige aftagere. Uafhængige aftagere er andre virksomheder end dem, som er forbundet med den pågældende virksomhed, ved at samme ejere direkte eller indirekte ejer 90 pct. eller mere af kapitalen i hver virksomhed eller direkte eller indirekte råder over 90 pct. eller mere af en eventuel stemmeværdi i hver virksomhed. Ejere som nævnt i personskattelovens § 19 a, stk. 3, anses for én og samme person."

Punkt 21.

"Der anvendes direkte til fremstilling af papir og pap på basis af retur- og affaldspapir og pap eller pulp heraf eller cellulose samt anvendes til formaling af calciumcarbonatprodukter til pulver med en diameter på højst 3 my, i det omfang pulveret er bestemt til at anvendes til fremstilling af papir. Dette gælder dog ikke afgiftspligtige varer, der anvendes til efterbehandling af papir eller pap, herunder efterfølgende fremstilling af papir og pap eller andre papir- og papprodukter på basis af færdigfremstillet papir, bortset fra coatning eller glitning. Elektricitet anvendt til fremstilling af papir og pap i andre former end ruller eller ark er dog ikke omfattet, når papiret eller pappet har andre former end æggebakker. Afgiftspligtige varer anvendt direkte til fremstilling af æggebakker af andre materialer er også omfattet."

Punkt 22.

"Der anvendes direkte til fremstilling af cellulose eller pulp af retur- og affaldspapir og pap."

Punkt 23.

"Der anvendes direkte ved fremstilling af hydrogen, argon, inaktive gasser, nitrogen, dinitrogenmonoxyd, ozon og oxygen, herunder påfyldning af disse gasser i trykbeholdere, i det omfang gasserne anvendes i virksomhedens produktion i stedet for indkøbte gasser eller gasserne afsættes."

Punkt 24.

"Der anvendes direkte ved fremstilling af mineralske eller kemiske gødningsstoffer henhørende under kapitel 31 i EU's nomenklatur samt anvendes direkte ved fremstilling af kaliumnitrat og magnesiumsulfat henhørende under henholdsvis position 2834.21 og position 2833.21 i EU's kombinerede nomenklatur samt direkte ved fremstilling af salpetersyre, svovlsyre og fosforsyre, uanset om disse finder anvendelse ved gødningsfremstilling."

Punkt 25.

"Der anvendes direkte ved fremstilling af vitaminer henhørende under position 2936 i EU's kombinerede nomenklatur."

Punkt 26.

"Der anvendes direkte ved fremstilling af enzymer henhørende under position 3507 i EU's kombinerede nomenklatur."

Punkt 27.

"Der anvendes direkte ved fremstilling af hormoner og andre steroider, der hovedsageligt anvendes som hormoner, henhørende under position 2937 i EU's kombinerede nomenklatur."

Punkt 28.

"Der anvendes direkte ved raffinering og destillering af mineralolieprodukter samt stenkulstjære og andre mineraltjærer samt produkter udvundet heraf."

Punkt 29.

"Der anvendes direkte til fremstilling af cement."

Punkt 30.

"Der anvendes direkte til smeltning af metaller og glas og varmholdelse af smeltede metaller og glas samt direkte til fremstilling af valsede eller kontinuert støbte slabs og knipler samt til videreforarbejdning af slabs og knipler ved varmvalsning til plader, tråd, stænger o.l. varer af jern og stål, ikke yderligere forarbejdet ved f.eks. sandblæsning mv., til metalvarmebehandlingsanlæg og til ventilation af lokaler, hvor smeltet metal og glas forarbejdes. Alene opvarmning af glas til over 300 grader samt varmholdelse af glas, der har været opvarmet herover i fremstillingsprocessen, betragtes som smeltning af glas samt varmholdelse af smeltet glas."

Punkt 31.

Der anvendes direkte ved fremstilling af kemiske stoffer og produkter, når mindst 75 pct. finder anvendelse ved fremstilling af varer henhørende under position 3808 i EU's kombinerede nomenklatur."

Punkt 32.

"Der anvendes direkte ved fremstilling af regenereret plastic i form af pellets, pulver eller granulat på baggrund af plastikaffald mv. eller direkte ved fremstilling af gummipulver på baggrund af brugte dæk (gummiaffald)."

Punkt 33.

"Elektricitet anvendt ved fremstilling af de under punkt 1-16 nævnte varer, i det omfang elektriciteten anvendes i inddampningsanlæg, hvor mindst 40 pct. af væsken fordampes ved en temperatur på under 90 pct. af væskens kogepunkt under normalt tryk, dog højst 4 kWh pr. tons bortdampet væske."

Punkt 34.

"Der anvendes direkte til blanding mv. af forskellige gummiarter med henblik på fremstilling af ubearbejdede plader, bånd eller batch af ikke vulkaniserede gummiblandinger, samt fremstilling af kalandrerede transportgummibånd på basis heraf ikke yderligere forarbejdet end vulkaniseret."

Ved lov nr. 963 af 20. december 1999, § 1, nr. 6, er "blanding" ændret til "blanding mv.

Punkt 35.

"Der anvendes direkte til fremstilling af syntetiske organiske pigmenter og fremstilling af præparater i forbindelse hermed."

Punkt 36.

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004, § 1, nr. 21, er som et helt nyt punkt 36 indsat følgende bestemmelse: "Der anvendes direkte til fremstilling af katalysatorer under position 38.15 i EU´s kombinerede nomenklatur. For elektricitet ydes dog højst tilbagebetaling i følgende omfang: Op til 4.000 kWh pr. ton produceret ammoniakkatalysator, op til 2.000 kWh pr. ton produceret røgrensningskatalysator, op til 2.500 kWh pr. ton produceret olie- og gasrensningskatalysator og op til 1.500 kWh pr. ton produceret øvrig katalysator.

Tilbagebetaling af afgift af afgiftspligtige varer efter dette nummer udelukker tilbagebetaling efter andre numre i dette bilag.

Energiforbrug til at fremstille katalysatorer har hidtil været omfattet af op til 6 forskellige punkter i proceslisten.

Nærmere om bestemmelsens ikrafttræden fremgår af F.6.5.6 .

Punk 37.

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004, § 1, nr. 21, er som et helt nyt punkt 37 indsat følgende bestemmelse: "Der anvendes direkte til fremstilling af aminosyrer ved en aerob fermenteringsproces, dog højst 2 kWh elektricitet pr. kg aminosyrer."

Følgende afsnit er et uddrag af lovbemærkningerne (ændringsforslag) til bestemmelsen: "Der er en ny virksomhed, der vil få fordel af ændringen. Virksomheden planlægger at producere lysin, der er en aminosyre. Produktionen foregår ved en aerob fermenteringsproces, hvorved fremkommer især aminosyren lysin, men også i en vis udstrækning andre aminosyrer. Produktionen af aminosyren lysin opgøres som  målestandard, der benævnes lysin 98,5 pct. HCL, men også de andre aminosyrer, der fremkommer i kombination med lysin, er omfattet af fradraget på 2 kWh el pr. kg aminosyre." 

Nærmere om bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6 . 

Retningslinier for optagelse på proceslisten

Udgangspunktet for, at en produktionsproces kan komme i betragtning til at blive optaget på proceslisten er, at produktionsprocessen er energiintensiv. Energiintensiteten vurderes ved at betragte den økonomiske belastning af en virksomhed og/eller branche som følge af CO2-afgiften. Denne vurdering foretages på baggrund af virkningen af en CO2-afgift på 50 kr. pr. ton. Den samlede belastning af en CO2-afgift på 50 kr. pr. ton skal således udgøre mindst 3 pct. af værditilvæksten i en relevant produktionsenhed og mindst 1 pct. af omsætningen.

F.6.5.4 Afgrænsning af tung proces

Ved afgrænsningen mellem tung proces og let proces skal der tages udgangspunkt i beskrivelsen af det enkelte punkt i proceslisten.

Fremstilling af andre produkter end dem, der er omfattet af proceslisten, er ikke omfattet af reglerne for tung proces.

I nogle punkter i proceslisten er det stort set hele energiforbruget i produktionsforløbet fra råvare til færdigvare, der er omfattet af den tunge proces - medens det i andre punkter kun er en delproces, der er omfattet af den tunge proces.

Afgrænsningen af en tung proces kan illustreres ved fremstilling af cement (punkt 29 i proceslisten). Dette punkt er kendetegnet ved, at en stor del af energiforbruget ved cementfremstillingen er omfattet af den tunge proces:

Cementfremstillingen baserer sig på kridt. Kridtet føres med elektrisk drevne transportbånd til et slæmmeri. Det opslæmmede kridt føres videre efter blanding med blandt andet opslæmmet sand til lagertanke, hvorfra det indføres i cementovne. I cementovnene sker der tørring af blandingen, derefter en kalcinering, og til sidst en brænding/sintring.

De fremstillede cementklinker køles med luft og tilføres et lager, hvorefter der kan ske en formaling af klinkerne. Cementpulveret blæses herefter til udleveringssiloer.

Energiforbruget fra kridtgrav til udleveringssilo er omfattet af procesbeskrivelsen, altså inklusive de forskellige hjælpeprocesser under cementfremstillingen, intern transport, forarbejdning af cement og råvarer hertil. Derimod kan udleveringen herunder pakning fra silo indeholdende cement ikke anses for tung proces. Den tunge fremstilling slutter, når produktet tilføres lager, altså før emballering og udlevering.

Evt. forbrug af motorbrændstof i forbindelse med tung proces er omfattet af de almindelige regler for motorbrændstof. Forbrug af motorbrændstof er derfor ikke godtgørelsesberettiget efter reglerne for tung proces.

Indirekte energiforbrug

Energiforbrug, der anvendes indirekte i fremstillingen, anses for en let proces. Som eksempler på indirekte processer kan nævnes energiforbruget i tilknyttede værksteder, garager, salgslokaler, lagerlokaler, administrationsbygninger, udviklings- og forskningslokaler samt energiforbrug ved vedligeholdelse og opførelse af anlæg mv.

Rensningsanlæg

Energiforbrug i et rensningsanlæg, der fungerer i direkte tilknytning til det anlæg, hvor den egentlige fremstilling af varer sker, kan anses for en del af den tunge proces. Dette gælder rensning af røg fra ovne eller kedler, som normalt er integreret i produktionsprocessen.

Hvis rensningen er adskilt geografisk eller tidsmæssigt fra produktionsprocessen, er der ikke tale om en integreret del af processen. Dette gælder fx. rensning af spildevand, herunder forskellige processer i forbindelse med spildevandsrensning.

Bagatelgrænse ved tung proces

Nedennævnte indeholder et uddrag af skatteministerens svar af 19. maj 1995 til Skatteudvalget på en henvendelse fra Cheminova af 2. maj 1995, L 209 - bilag 20:

"I de lokaler eller områder, hvor de tunge processer foregår, vil der ofte være et mindre energiforbrug, der ikke direkte har med produktionen at gøre. Det kan være almindeligt orienteringslys, brug af elektricitet til værktøj ved reparation, radio til underholdning af medarbejderne, kaffemaskiner mv. Dette energiforbrug er strengt taget ikke "direkte" og burde strengt taget med under let proces. Jeg går imidlertid ud fra, at der overfor et sådant forbrug i den praktiske administration udvises almindelig konduite, så der ikke gøres særskilte forsøg på at udskille et sådant forbrug. Det er dog en forudsætning herfor, at der klart er tale om ubetydeligt forbrug, hvor der i givet fald ville være uforholdsmæssigt store omkostninger til måling og adskillelse. Jeg har ikke fundet det hensigtsmæssigt direkte at lovgive om, hvornår der er tale om ubetydeligt forbrug, da man da skulle foretage måling, hvorefter der ikke var vundet noget administrativt. Det er også klart, at hvis dette "frynse" forbrug i forvejen bliver målt, f.eks. fordi det er tilsluttet et andet elektrisk kredsløb end det kredsløb, der forsyner den tunge proces, skal der ikke gøres forsøg på at udskille forbruget fra det lette energiforbrug. Selvsagt vil bevidste omgåelser heller ikke blive accepteret. Jeg vil finde det rimeligt, at man tillader sådant "frynse" forbrug med under tung proces, hvis virksomheden umiddelbart kan sandsynliggøre, at der er tale om under 1-2 pct. af det samlede energiforbrug i de pågældende energiforsyningsnet. Givet usikkerheden ved sådanne summariske kalkulationer vil alene energiforbrug godt under 1 pct. i praksis kunne komme med i "slipstrømmen". Hvis virksomheden selv er i tvivl om, hvorvidt omfanget er under 1-2 pct. på grund af usikkerhed mv., er det et godt tegn på, at der måske ikke alene er tale om et "frynse" forbrug, men om et forbrug af et sådant omfang, at der bør ske udskillelse til let sats."

Som anført gælder der på de nævnte betingelser en bagatelgrænse for energiforbrug i relation til adskillelsen mellem tung og let procesforbrug. Forbrug af elektricitet i relation til lokaler, hvori der ikke foregår nogen tung proces, fx administrationslokaler og lagerlokaler er ikke omfattet af bagatelgrænsen.

F.6.5.5 Væksthusgartnerier - vækstlys

Væksthusgartnerier er omfattet af punkt 1 i proceslisten, og som tung proces betragtes opvarmning af væksthuse med et overdækket areal på mindst 200 m2 i gartnerier og vækstlys i disse, dog bortset fra væksthuse, hvorfra der foregår detailsalg.

Som tung proces betragtes også sekundær opvarmning ved hjælp af flaskegas eller naturgas, hvorfra gartneren udnytter CO2-indholdet i røggassen i forbindelse med planteproduktionen. Det er en forudsætning for godtgørelse efter reglerne for tung proces, at den fremstillede varme samtidig bidrager aktivt til opvarmning af væksthuse og dermed erstatter varme fra den primære opvarmningsform, som fx kan være fjernvarme eller olie- eller kulbaseret varme.

Lovgrundlag mv.

El til vækstlys blev omfattet af adgangen til forhøjet godtgørelse af CO2-afgift (75 pct.) den 1. oktober 1997 - med virkning fra 1. oktober 1996, jf. lov nr. 1220 af 27. december 1996. I opgørelsen indgår bl.a. de enkelte planters behov for lys og den faktiske daglige indstråling. 

Ved lov nr. 963 af 20. december 1999 blev der indsat en mere forenklet metode til at opgøre el til vækstlys. Lov nr. 963 er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002 - med virkning fra 1. januar 2000.

Der er herefter 2 motoder til at opgøre el til vækstlys.

Metode 1: Metoden er baseret på en opgørelse på baggrund af de enkelte planters behov for lys og den faktiske daglige indstråling.

Metode 2: Metoden er baseret på en opgørelse på baggrund af det faktiske elforbrug i væksthusgartneriet.

Reglerne herom fremgår af CO2-afgiftslovens § 9, stk. 9-16.

Med hjemmel i § 9, stk. 14, er der udstedt en bekendtgørelse om opgørelse af elektricitet til vækstlys (bekendtgørelse nr. 688 af 19. august 2002, der erstatter bekendtgørelse nr. 754 af 24. september 1997).

Metode 1 kan være mest fordelagtig for nogle væksthusgartnere, mens metode 2 kan være mest fordelagtig for andre.

Valg af metode

Det er op til den enkelte væksthusgartner at vælge, hvilken metode man ønsker at bruge. Når der er valgt metode, gælder den imidlertid for et kalenderår ad gangen.

Gartnere, der indtil ikrafttrædelsen af lov nr. 963 i 2002 har brugt den gamle metode, kan dog skifte til den ny metode, sådan at skiftet kommer til at gælde for hele 2002.

Gartnere, der driver flere væksthusgartnerier, som ligger på forskellige adresser, kan vælge mellem opgørelsesmetoderne for hvert enkelt væksthusgartneri.

Afgiftsperioden

Afgiftsperioden er den samme periode, for hvilken der foretages opgørelse af godtgørelsesberettigede energiafgifter og CO2-afgift. Hvis gartneriet har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter eller har måneden som momsperiode, er afgiftsperioden dermed måneden. For øvrige gartnerier er afgiftsperioden - afhængig af momsperioden - enten kvartalet eller halvåret.

METODE 1

Klassificering af planter

Væksthuskulturer kan opdeles i lysplanter, skyggeplanter og mellemgruppen fakultative planter. Derudover kan planter opdeles i kortdagsplanter, som blomstrer ved en daglig belysning på under 14 timer, og langdagsplanter/dagneutrale planter.

Bekendtgørelsen indeholder et bilag, hvor samtlige væksthuskulturer er fordelt på disse grupper.

Endvidere indeholder § 1, stk. 4, i bekendtgørelsen en bestemmelse om, at planter, som ikke er nævnt i listen, kan placeres i en af grupperne efter plantetype og lysbehov med dokumentation fra Danmarks Jordbrugs-Forskning, Forskningscenter Ârslev, Kirstinebjergvej 10, 5792 Ârslev, og efter aftale med SKAT.

Naturlig indstråling

Den anden faktor, der skal tages hensyn til ved opgørelsen af den godtgørelsesberettigede CO2-afgift, er antallet af timer, hvor effekten af det faktiske daglige sollys udgør mindst et antal Watt pr. kvadratmeter (W/m2).

Den faktiske naturlige indstråling opgøres på baggrund af Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) timemålinger af den globale stråling, jf. bekendtgørelsens § 3.

For de forskellige egne af landet gælder følgende målinger:

Amter/kommuner Målestation
Købenshavns Kommune

Ledreborg 

(Målestation Ledreborg blev nedlagt i begyndelsen af 2003 - og erstattet af Målestation Køge/Herfølge)

Frederiksberg Kommune  
Københavns Amt  
Roskilde Amt  
Vestsjællands Amt  
Storstrøms Amt  
Bornholms Kommune  
   
Fyns Amt Årslev
Sønderjyllands Amt  
Ribe Amt  
Vejle Amt  
   
Ringkøbing Amt Ødum
Århus Amt  
Viborg Amt  
Nordjyllands Amt  

Hvis en af de nævnte målestationer har været helt eller delvis ude af drift i en afgiftsperiode, fastsættes den globale indstråling som et simpelt gennemsnit af data for indstråling for de to øvrige målestationer.

Dansk Erhvervsgartnerforening (DEG) optrykker i erhvervsgartnernes ugeblad Gartner Tidende en vækstlyskvote for hver plantekategori for hver af de nævnte målestationer i den pågældende opgørelsesperiode. Vækstlyskvoten udtrykker det antal kWh pr. m2 for de forskellige plantekategorier, som der kan opnås forhøjet godtgørelse (tung proces) for i en måned.

Vækstlyskvoten er udtryk for det maksimale godtgørelsesberettigede forbrug af el til tung proces pr. m2 med fradrag for den naturlige indstråling. Der kan blive tale om at anvende delkvoter i tilfælde af kulturskifte eller perioder med udyrkede arealer. Oplysninger om delkvoter fås hos DEG.

Dokumentation for naturlig indstråling

Dokumentation for beregningen af den naturlige indstråling skal på forlangende forevises SKAT. Dokumentationen kan evt. bestå i den beregning af vækstlyskvoten, som DEG offentliggør, så den enkelte gartner ikke selv skal abonnere på oplysningerne fra DMI.

Gartnere kan imidlertid også selvstændigt indhente oplysningerne fra DMI.

Den forhøjede godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til vækstlys kan således opgøres enten ud fra oplysninger om naturlig indstråling fra DMI eller ud fra oplysninger om vækstlyskvote fra DEG.

Skematisk beskrivelse

Ordningen kan beskrives i skemaform som følger:

§ 9 Plantetype Kortdagsplanter

Maksimal godtgørelsesberettiget elforbrug omfattet af tung proces:
Andre planter

Maksimal godtgørelsesberettiget elforbrug omfattet af tung proces:
Fradrag for naturlig indstråling, når den udgør:
stk. 10 Lysplanter 650 Wh/m2 pr. døgn 900 Wh/m2 pr. døgn*) Mindst 75 W/m2: Antal timer x 50 W/m2*)
stk. 11 Skyggeplanter 260 Wh/m2 pr. døgn 360 Wh/m2 pr. døgn Mindst 30 W/m2: Antal timer x 20 W/m2
stk. 12 Andre planter 390 Wh/m2 pr. døgn 540 Wh/m2 pr. døgn Mindst 45 W/m2: Antal timer x 30 W/m2

For det antal kWh, der efter ovenstående skema betragtes som tung proces, ydes der godtgørelse med 75 pct. af CO2-afgiften. Det bemærkes, at godtgørelsen har udgjort 75 pct. siden bestemmelsens ikrafttræden.

For det resterende forbrug af elektricitet i væksthuset ydes der godtgørelse efter reglerne for let proces, medmindre der er tale om rumvarme/varmt vand.

Hvis det faktisk målte elforbrug til vækstlys er mindre end det maksimale godtgørelsesberettigede forbrug, er det kun det målte elforbrug, der betragtes som tung proces. Der kan ikke ske overførsel til efterfølgende perioder.

Virksomheder, der har tilsagn fra Energistyrelsen om tilskud til CO2-afgift (aftalevirksomheder), se F.8 , kan få tilskud til CO2-afgift af el til vækstlys efter de almindelige regler for tilskud til CO2-afgift.

Måling af elforbrug og opgørelse af vækstlysareal

Den samlede mængde elektricitet til vækstlys skal opgøres for hver opgørelsesperiode ved hjælp af målere. Hvis der er flere væksthuse beliggende inden for samme geografiske område, kan der ske en samlet opgørelse af den målte elektricitet til vækstlys.

Der kan ske måling af enten den samlede mængde elektricitet til vækstlys eller den samlede mængde el til andet forbrug end til vækstlys.

Måling kan ske ved elmåler eller driftstimetæller.

Driftstimetællere skal indbygges i elanlægget for hver selvstændig afbrydelig vækstlysgruppe. Elforbrug opgøres som antal driftstimer gange med gruppens installerede effekt.

Der skal endvidere ske opgørelse af vækstlysarealet, dvs. det dyrkede areal med vækstlys (nettoareal). Det tillades, at gartnere opgør det dyrkede areal ved hjælp af ugentlige optællinger, som herefter danner grundlag for beregning af en gennemsnitlig arealanvendelse i afgiftsperioden. Den ugentlige optælling skal foretages på samme ugedag. Gartnerens valg af ugedag til den ugentlige optælling gælder for mindst 1 år.

Dokumentationen for opgørelsen af el til vækstlys og vækstlysareal skal fremvises på forlangende overfor SKAT.

Regnskab mv.

Der skal løbende føres regnskab over de væksthusarealer med vækstlys, der anvendes. Enhver udvidelse eller begrænsning af arealer i opgørelsesperioden skal straks registreres med anførsel af tidspunkt for ændringen. Regnskabet opdeles for hver planteart og opdelt efter godtgørelseskategori.

Der skal føres regnskab over den samlede mængde forbrugte el i gartneriet. Det skal kunne dokumenteres overfor SKAT, hvorledes den forbrugte mængde el til vækstlys er opgjort.

Måling af el til vækstlys skal foretages og registreres for hver opgørelsesperiode.

Oplysninger om vækstlyskvoter mv. indhentet hos DEG og oplysninger om naturlig indstråling indhentet fra DMI indgår som en del af virksomhedens regnskabsmateriale.

Der skal på fakturaer mv. være oplysning om plantearter med betegnelse som nævnt i bilaget til bekendtgørelsen.

Regnskabet kan føres i det almindelige forretningsregnskab. Kan dette ikke indpasses i forretningsregnskabet, skal der føres et specielt regnskab, der skal afstemmes med forretningsregnskabet.

I øvrigt gælder de almindelige regler for regnskab mv., jf. F.6.16 .

METODE 2 

Gartnerier med vækstlys kan medregne 85 pct. af elforbruget til vækstlys, - dog skal der altid mindst medregnes 20 kWh pr. m2 væksthusareal for hvert kalenderår til andre formål i gartneriet, svarende til et forbrug på 1,67 kWh pr. m2 væksthusareal pr. måned. Bestemmelserne indebærer, at der kan foretages en acontoopgørelse for hver afgiftsperiode - og på det grundlag få den forhøjede godtgørelse af CO2-afgift til vækstlys udbetalt a conto. Ved udgangen af kalenderåret skal der foretages en årsopgørelse. Viser det sig ved årsopgørelsen, at der er brugt mere eller mindre end beregnet ved acontoopgørelserne, skal dette rettes ved at korrigere på den førstkommende opgørelse af CO2-afgift af el til vækstlys.

Elforbrug i gartneriet 

Eksempler på elforbrug, der kan medregnes som elforbrug i gartneriet:

El til drift af pumper, drift af et kraftvarmeanlæg, ventilation, almindelig lys, køling o.l.

For at medregne el til drift af varmecentral og drift af kraftvarmeanlæg skal den producerede varme bruges i gartneriet. Dvs., at der skal være en naturlig sammenhæng mellem elforbruget ved varmefremstillingen og forbruget af varme i gartneriet. Der kan herved ses bort fra, at en mindre del af den producerede varme bruges til at opvarme en privatbolig.

Hvis der leveres varme til andre end gartneriet, fx til et andet gartneri eller et lokalt varmeforsyningsselskab, skal elforbruget i varmecentralen/kraftvarmeanlægget nedsættes forholdsmæssigt svarende til forholdet mellem den totale varmeproduktion og varme leveret til anden anvendelse end i gartneriet. Den beregnede andel af elforbruget trækkes fra gartneriets samlede elforbrug.

Ikke-elforbrug i gartneriet 

Eksempler på elforbrug, der ikke kan medregnes:

  • Elforbrug i en privatbolig
     
  • Elforbrug i fx elradiatorer og varmepumper til varmefremstilling og elforbrug i elvandvarmere til fremstilling af varmt vand
     
  • Elforbrug til andre former for erhverv mv. og aktiviteter, der ikke knytter sig direkte til gartneriet. Det gælder fx elforbrug i en landbrugsvirksomhed - der drives sammen med gartneriet
     
  • Elforbrug i en varmecentral eller i et kraftvarmeanlæg organiseret i en anden juridisk enhed end gartneriet. Det gælder fx også, hvis to eller flere gartnere sammen har etableret et kraftvarmeanlæg i fx et aktie- eller et anpartsselskab. Det er uden betydning, at hele varmeproduktionen leveres til de pågældende gartnere.

Væksthusarealet 

 

Væksthusarealet er det glasoverdækkede areal (bruttoarealet), dvs. det samlede areal i gartneriet, der er overdækket med glas. Til arealet medregnes fx også glasoverdækkede mellemgange mellem væksthuse samt væksthuse, der helt eller delvis bruges som pakkerum, lagerrum mv.

Hele væksthusarealet skal medregnes - også selv om kun en del af arealet bliver brugt. Væksthusarealet efter denne metode er dermed ikke det samme areal som vækstlysarealet efter metode 1.

Væksthusarealet efter den ny metode vil dermed som hovedregel kun ændre sig, hvis der bygges, købes eller lejes nye væksthuse - eller modsat, hvis der nedrives, sælges eller udlejes væksthuse.

Ved opgørelse af væksthusarealet er det brugsretten til væksthusarealet, der afgør, om det er ejeren eller brugeren, der skal medregne arealet. Brugsretten skal dokumenteres ved lejekontrakt e.l. Det forudsættes desuden, at der er sammenhæng mellem brugsret og elforbrug hos lejeren - og dermed muligheden for at få godtgjort afgift af elforbruget.

Opgørelse af vækstlys

Opgørelsen skal baseres på mængden af det tilfakturerede elforbrug i opgørelsesperioden.

Hvis gartneriet fx får faktureret el en gang om måneden (månedsafregning) og bruger måneden som opgørelsesperiode, er det elforbruget i opgørelsesperioden ifølge fakturaen, der skal bruges ved opgørelsen. Tilsvarende princip om sammenhæng mellem elforbrug og opgørelsesperioder gælder også i øvrige tilfælde.

Elforbrug, der ikke kan medregnes som elforbrug i gartneriet, fx elforbrug i privatbolig, trækkes fra den tilfakturerede mængde el.

Resultatet af beregningen bruges herefter ved opgørelse af elforbrug til vækstlys.

Regnskab 

Gartneriet skal føre regnskab over elforbruget og væksthusarealet. Enhver ændring af væksthusarealet skal fremgå af regnskabet.

Opgørelsen af elforbrug mv. og arealer skal kunne dokumenteres overfor SKAT.

Regnskabet kan føres i det almindelige forretningsregnskab. Kan dette ikke indpasse i forretningsregnskabet, skal Der føres et specielt regnskab, der skal afstemmes med forretningsregnskabet.I øvrigt gælder de almindelige regler for regnskab mv., jf. F.6.16 .

F.6.5.6 Lovændringer

Lov nr. 963

Ved lov nr. 963 af 20. december 1999 er der sket visse ændringer af proceslisten. Loven er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002. Ændringerne har virkning fra 1. januar 2000. Ændringerne i proceslisten er nærmere beskrevet i F.6.5.3 .

Rent praktisk betyder det, at virksomheden kan opnå afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2000.

Lov nr. 393

Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 er der sket en udvidelse af adgangen til at opnå forhøjet godtgørelse af CO2-afgift for punkterne 11, 12 og 13 i proceslisten. Loven er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 36 af 22. januar 2003. Ændringerne har virkning fra 1. juli 2002. Ændringerne i proceslisten er nævnt under de pågældende punkter i F.6.5.3 .

Rent praktisk betyder det, at virksomheden kan opnå afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft fra 1. juli 2002.

Lov nr. 462

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der sket en udvidelse af proceslisten med punkterne 36 og 37. Ændringerne er nærmere beskrevet i  F.6.5.3 .

Udvidelsen med punkt 36 er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. § 1, nr. 2 i bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Udvidelsen med punkt 37 er trådt i kraft den 1. juni 2005, jf. bekendtgørelse nr. 372 af 25. maj 2005. Ændringen har virkning fra den 1. juli 2004, jf. bekendtgørelse nr.  709 af 5. juli 2005

Lov nr. 520

Afgiftslempelsen/den forhøjede godtgørelse af CO2-afgift vedrører alene forbrug af el direkte til varmefremstilling ved en elpatron, eldrevet varmepumpe mv., og ikke el anvendt indirekte til varmefremstilling i form af f.eks. el til drift af cirkulationspumper, ventilation, blæsere mv.

Afgiftslempelsen skal godkendes af Europa-Kommissionen. Skatteministeren sætter ændringen i kraft, når godkendelsen foreligger. Afgiftslempelsen vil gælde 4 år fra ikrafttrædelsestidspunktet.

F.6.5.7 Domme og kendelser

Nedenfor er omtalt visse domme og kendelser i relation til afgrænsningen mellem tung proces og let proces:

Proceslistens punkt 4 - Fældning af kartoffelprotein, der anvendes som dyrefoder

Skatteministeriet har den 7. november 2002 indgået forlig i en sag om fældning af kartoffelprotein. Af forliget fremgår det, at det anerkendes, at energiforbruget - bortset fra elektricitet - ved fældning af kartoffelprotein, som er anvendt som dyrefoderstof/dyrfodertilsætning, er omfattet af pkt. 4 i bilaget til kuldioxidafgiftsloven og dermed af tilbagebetalingsreglen i kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2, se SKM2003.202.TSS .

Proceslistens punkt 11 - Glasuldsfremstilling

Vestre Landsret har den 17. december 2001 afsagt dom i en sag om tilbagebetaling af CO2-afgift for elforbrug ved visse produktionsprocesser i forbindelse med fremstilling af glasuld. Retten lagde til grund, at elektriciteten alene anvendtes til drift af ventilatorer eller kompressorer, der er indgået som et led i eller et hjælpemiddel til opvarmningsprocessen, og fandt, at den omstridte elektricitet ikke er omfattet af proceslistens nr. 11, stk. 2, idet den ikke udgør selve varmekilden i nogen af de omhandlede produktionsprocesser, se SKM2002.66.VLR . 

- Fremstilling af letklinker

Landsskatteretten har den 12. april 2000 afsagt kendelse i en sag om elforbrug ved fremstilling af letklinker (ekspanderet ler).

Sager drejede sig om elforbrug i relation til primærblæsere, sekundærblæsere, røggasblæsere, elektrostatisk filter og i kulanlæg.

Virksomheden har bl.a. gjort gældende, at den har indgået en aftale med Energistyrelsen, hvor ovennævnte elforbrug er anset for tung proces i energisynsrapporten, der ligger til grund for aftalen.

Retten har lagt til grund, at virksomhedens fremstilling af letklinker er tung proces, jf. kuldioxidaf-giftslovens § 9, stk. 2, samt bilagets punkt 11, litra a. Det er videre lagt til grund, at det nævnte elforbrug udelukkende er medgået til processen ved fremstilling af letklinker.

Kendelse: Retten fandt, at elforbruget ikke kan anses for omfattet af bilagets punkt 11, idet ingen del heraf kan anses for udelukkende anvendt til opvarmning eller varmholdelse af de fremstillede produkter. Retten har herved henset til, at det ud fra en ordlydsfortolkning af bestemmelsen ikke kan anses for tilstrækkeligt, at elektricitet er medgået som en nødvendig del af selve opvarmningsprocessen samt forudgående eller efterfølgende processer i tilknytning hertil, når selve varmefremstillingen ikke er elbaseret.

Retten har endvidere bemærket, at den mellem virksomheden og Energistyrelsen indgåede aftale ikke kan tillægges vægt i relation til den afgiftsmæssige behandling.

Proceslistens punkt 13 - Drift af kedelcentral

Landsskatteretten har den 5. maj 2000 afsagt kendelse i en sag om elforbrug i en kedelcentral, der forsyner den tunge proces i virksomheden med varme.

Retten har lagt til grund, at virksomhedens produktion er tung proces, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2 og bilagets nr. 13, 1. punktum, samt at denne produktion ikke er omfattet af bilagets nr. 13. 2. punktum.

Kendelse: Retten fandt, at elforbruget i kedelcentralen ikke kan anses for omfattet af adgangen til forhøjet godtgørelse af CO2-afgift efter lovens § 9, stk. 2.

Proceslistens Punkt 20 - Isfremstilling

Landsskatteretten har den 28. april 2000 afsagt kendelse i en sag om en virksomhed, der fremstiller stang- og skælis til brug for fiskerieerhvervet.

Det er oplyst, at isen fremstilles i isgeneratorer ved, at vand pumpes op i et såkaldt istårn, hvorefter det løber ned af afkølende stænger. Lidt af vandet fryser fast til stængerne, og det tilbageværende vand pumpes på ny op i istårnet. Isen transporteres via transportsnegle herefter til islageret, hvor temperaturen er ca. minus 5 grader. Uden for islageret er placeret kompressorer, hvori der dannes kold væske, der via fordampere sikrer temperaturen i islageret. Fordamperne er placeret i islageret og sørger for udblæsningen af den kolde luft, der produceres i kompressorerne. I afløbet fra fordamperne er placeret frostsikringer, bestående af 300 W tråde, der sikrer, at smeltevand fra fordamperne ikke fryser fast.

Det er endvidere oplyst, at isen på islageret gennemgår en proces, der er nødvendig, for at isen kan sælges til sit formål. For at få isen til at slippe rørene i isgeneratorerne er det nødvendigt at tilføre varme. Isen er derfor våd, når den forlader isgeneratoren og er på dette tidspunkt nær 0 grader. På islageret nedkøles isen til ca. minus 5 grader. På islageret opnår isen en særlig struktur, som gør isen modstandsdygtig overfor slag. Efterbehandlingen på islageret tager 1-3 dage.

Kendelse: Landsskatteretten lægger i overensstemmelse med virksomhedens oplysninger til grund, at der på islageret sker en efterbehandling af isen, som ændrer dens karakter. Retten lægger endvidere til grund, at det primære formål med opbevaringen af isen på islageret er denne efterbehandling, og at isen derfor kun undtagelsesvis opbevares på islageret ud over den periode på 1-3 dage, som efterbehandlingen strækker sig over. Henset hertil har retten fundet, at energi medgået til opretholdelse af en temperatur på islageret på minus 5 grader må anses som medgået direkte til fremstilling af den type is, som virksomheden afsætter. Energi medgået til drift af de omhandlede kølekompressorer, fordampere og frostsikring, der hver især medvirker til opretholdelsen af denne temperatur, er endvidere af retten anset for omfattet af punkt 20.

Retten har derimod ikke fundet grundlag for at anse de omhandlede transportsnegle, som anvendt direkte til frysning af vand til is.

Endelig har Landsskatteretten ikke fundet grundlag for at udskille den del af isfrysningsprocessen, der består i, at vand i isgeneratorerne ved hjælp af pumper føres op i istårnet, fra den øvrige del af den tunge proces.

Proceslistens punkt 21 - Papirfremstilling

Landsskatteretten har den 20. september 1999 afsagt kendelse i en sag om efterbehandling af papir i forbindelse med papirfremstilling (TfS 1999, 900).

Kendelse: Retten fandt, at efterbehandling, såsom skæring, klipning, rulning og emballering ikke kunne anses for en tung proces i henhold til bilaget til CO2-afgiftsloven, men måtte anses for omfattet af lovens § 9, stk. 1, (let proces).

Proceslistens punkt 30 - Forarbejdning af aluminium

Landsskatteretten har den 28. april 2000 afsagt kendelse i en sag om fremstilling af aluminiumsrør og andre profiler af råaluminium.

Det er oplyst, at aluminiumsstængerne opvarmes til ca. 480 grader C, hvorved de opnår en højplastisk konsistens. Smeltepunktet for aluminium er 600-700 grader. Det opvarmede aluminium presses herefter igennem en form med huller svarende til de profiler, som metallet skal have (ekstrudering). Ved denne proces opvarmes metallet yderligere på grund af friktionen, og er på dette stade meget nær smeltepunktet.

Kendelse: Retten fandt, at energiforbruget til opvarmningen ikke kan anses for anvendt direkte til smeltning af metaller, da den forarbejdede aluminium ikke på noget tidspunkt er opvarmet til smeltepunktet.

Retten fandt endvidere, at den skete videreforarbejdning af aluminium i virksomheden heller ikke kan anses for omfattet af proceslisten, da videreforarbejdning i proceslisten kun omfatter jern og stål.

Proceslistens punkt 35 - Fremstilling af syntetiske organiske pigmenter

Landsskatteretten har den 30. maj 2002, jf. SKM2002.495.LSR , afsagt kendelse i en sag om en virksomheds forbrug af elektricitet i forbindelse med tilførsel af farvepigment fra et mellemlager til en blandingssilo. Aktiviteten blev anset for tung proces omfattet af CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2, jf. proceslistens punkt 35.

F.6.5.8 Andre afgørelser - afgrænsning mellem tung og let proces

Proceslistens punkt 1 - (Væksthusgartnerier)

I forlængelse af ét af i alt fem væksthuse havde en virksomhed en mellembygning med et oliefyr og et pakkerum, hvor der også var indrettet et frokostlokale og toiletfaciliteter. Der var tale om en helt anden bygningstype end et væksthus, og pakkerummet mv. var ikke en integreret del af væksthuset.

Afgørelse: Energiforbruget til opvarmning af mellembygningen og pakkerummet er ikke omfattet af den tunge proces.

Som tung proces betragtes også sekundær opvarmning ved hjælp af flaskegas eller naturgas, hvorfra gartneren udnytter CO2-indholdet i røggassen i forbindelse med planteproduktionen. Det er en forudsætning for godtgørelse efter reglerne for tung proces, at den fremstillede varme samtidig bidrager aktivt til opvarmning af væksthuse og dermed erstatter varme fra den primære opvarmningsform, som fx kan være fjernvarme eller olie- eller kulbaseret varme.

Proceslistens punkt 16 - (Fremstilling af fiskeolie og fiskemel)

En fiskeindustrivirksomhed producerer primært makrelkonserves, og som et biprodukt i produktionen fremkommer der fiskeolie, som er omfattet af proceslistens punkt 16. Virksomheden gjorde gældende, at hele produktionen af makrelkonserves derfor også er omfattet af den tunge proces.

Afgørelse: Selskabets energiforbrug til forarbejdning og forædling af makrel til makrelkonserves er ikke omfattet af proceslistens punkt 16 som en del af produktionen af fiskeolie.

Proceslistens punkt 25 (fremstilling af vitaminer)

Et medicinalfirma fremstiller vitaminpiller som en blanding af vitaminer henhørende under toldtariffens position 2936. Som råvarer anvendes vitaminpræparater, der er indkøbt hos vitaminproducenter, og som også er omfattet af position 2936.

Afgørelse: Medicinalfirmaets energiforbrug til fremstilling af vitaminpillerne er ikke omfattet af den tunge proces, da blanding/videreforarbejdning af et vitaminprodukt til vitamintabletter ikke kan karakteriseres som direkte anvendt til fremstilling af vitaminer omfattet af proceslistens punkt 25.

Vitaminproducentens direkte fremstilling af vitaminpræparaterne er derimod omfattet af tung proces.

Proceslistens punkt 30 (Jernstøberier mv.)

Nedenstående er et uddrag af et svar i 1996 fra Skatteministeriets Departement på en konkret henvendelse om fortolkningen af punkt 30:

"Punkt 30 omfatter følgende:

El og brændsel brugt til:

  1. Smeltning og varmholdelse af metaller.
  2. Smeltning og varmholdelse af glas.
  3. Fremstilling af valsede eller kontinuert støbte slabs og knibler.
  4. Videreforarbejdning af slabs og knibler ved varmvalsning til plader, tråd, stænger o.l. varer.
  5. Metalvarmebehandlingsanlæg.
  6. Ventilation af lokaler, hvor smeltet metal og glas forarbejdes. (El til ventilation i de lokaler, hvor aktiviteterne nævnt i 1-4 finder sted, er automatisk med under "tung proces").

For det første rejses spørgsmålet om smeltning og varmholdelse af zink i forbindelse med varmforsinkning.

Denne proces er omfattet af 1.

Valsning af jern ved en temperatur på 1.250 grader C er varmvalsning. Som det fremgår at punkt 4, vil denne proces være omfattet, hvis der valses slabs og knibler, og hvis det færdige produkt har form af plader, tråd, stænger eller andre simple former.

De øvrige spørgsmål vedrører fortolkningen af metalvarmebehandlingsanlæg. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår: Det er foreslået, at også metalvarmebehandlingsanlæg omfattes af procesbeskrivelsen. Drift af metalvarmebehandlingsanlæg (hærdningsanlæg) ........ Som det fremgår af bemærkningerne er begrebet metalvarmebehandlingsanlæg således knyttet til hærdning af metal.

Metalvarmebehandlingsanlæg må således afgrænses til de anlæg, der indgår i hærdning af metaller. Metalvarmebehandlingsanlæg må på den baggrund opfattes som hærdningsanlæg med tilknyttede for- og efterbehandlingsanlæg, herunder tilknyttede anløbnings- og udglødningsanlæg.

Sintring af pulvermetal er efter det oplyste en proces, hvor sammenpresset pulvermetal varmebehandles, for at emnet skal ændre egenskaber. Selv om hærdning også har til formål, at metallet ændrer egenskaber, er sintring af pulvermetal efter det oplyste en anden type proces end hærdning. På den baggrund kan sintring af pulvermetal ikke henregnes under drift af metalvarmebehandlingsanlæg.

Lodde-, svejse- og smedeanlæg samt selvstændige udglødnings- og anløbningsanlæg er således eksempler på anlæg, der ikke vil være omfattet af begrebet metalvarmebehandlingsanlæg, selv om metallet i et eller andet omfang opvarmes i anlægget."

F.6.5.9 Tilskud til CO2-afgift

Udover godtgørelse af CO2-afgift kan visse virksomheder opnå tilskud til CO2-afgift, jf. lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug.

Det er en betingelse for at opnå tilskud, at virksomheden indgår aftale med Energistyrelsen om energieffektiviseringer.

Aftale-/tilskudsordningen består af to ordninger, - en ordning om procesaftaler og en ordning om promsaftaler.

Derudover kan en aftalevirksomhed indgå aftale med Energistyrelsen om rumvarme i tillæg til en procesaftale eller promsaftale.

Reglerne om udbetaling af tilskud til CO2-afgift er nærmere beskrevet i F.8 .

F.6.5.10 CO2-kvoteomfattet energiforbrug

Lov nr. 464

Der er ved lov nr. 464 af 9. juni 2004 sket en tilpasning af CO2-afgiftsloven - som følge af indførelse af en CO2-kvoteordningen, der omfatter visse, almindeligivs større momsregistrerede virksomheder, jf. lov nr. 493 af 9. juni 2004 om CO2-kvoter.

Ændringerne i CO2-afgiftsloven for de kvoteomfattede virksomheder er indsat som ny § 9a i CO2-afgiftsloven.

Ændringerne er nærmere beskrevet i følgende nyhedsbrev:

Nyhedsbrev af november 2004 (CO2-afgift - tilpasning af CO2-afgiftsloven til CO2-kvoteordningen).

Ændringerne skal godkendes af Europa-Kommissionen. Skatteministeren udsteder en ikrafttrædelsesbekendtgørelse, når der foreligger en godkendelse. Dette var ikke sket ved redaktionens slutning. Se endvidere nedenfor om skatteministerens information af Folketingets Skatteudvalg.

Lov nr. 1391

Der er ved lov nr. 1391 af 20. december 2004 sket en ændring af § 9a, stk. 1, der blev indsat ved lov nr. 464 af 9. juni 2004, således at virksomheder med et kraftvarmeværk/kedelcentral, der er udlagt som en selvstændig juridisk person/enhed, på visse betingelser kan opnå fuld godtgørelse af CO2-afgiften af forbruget af damp/varme, der leveres direkte fra den CO2-kvoteomfattede produktionsenhed (kraftvarmeværket/kedelcentralen).

Ændringen er nærmere beskrevet i følgende nyhedsbrev:

Nyhedsbrev af december 2004 (CO2-afgift - ændring i relation til CO2-kvoteordningen).

Ændringen skal godkendes af Europa-Kommissionen. Skatteministeren udsteder en ikrafttrædelsesbekendtgørelse, når der foreligger en godkendelse. Dette var ikke sket ved redaktionens slutning. Ændringen har virkning fra 1. januar 2005. 

Information af Folketingets Skatteudvalg

Skatteministeren har den 24. juni 2005 informeret Folketingets Skatteudvalg således: 

"Folketinget vedtog ved lov nr. 464 af 9. juni 2004, at CO2-afgiften af det CO2-kvoteomfattede brændselsforbrug i industrien skulle godtgøres. Det fremgik af bemærkningerne til L 229 (folketingssamlingen 2003/04), at loven skulle notificeres efter statsstøttereglerne og godkendes af Kommissionen, før den kunne træde i kraft. Det fremgik samtidig, at Kommissionen skulle underrettes om lovændringen efter energibeskatningsdirektivets bestemmelser.

Notifikationsprocessen har imidlertid vist, at loven ikke kan godkendes i sin nuværende form efter Energibeskatningsdirektivets art. 17 og dermed heller ikke efter statsstøttereglerne.

Skatteministeriet arbejder på at finde en løsning således, at loven kan godkendes af Kommissionen efter såvel energibeskatningsdirektivet som statsstøttereglerne. Denne løsning vil blive forelagt Folketinget. Indtil der foreligger en løsning, har Skatteministeriet bedt Kommissionen om, at notifikationsprocessen sættes i bero."

Lovforslag nr. L 81

Skatteministeriet sendte den 30. september 2005 et udkast til ændring af CO2-afgiftsloven i ekstern høring, hvoraf det bl.a. fremgik, at stort set alle kvoteomfattede industrivirksomheder fuldt ud kunne få godtgjort deres CO2-afgift på det kvoteomfattede procesbrændselsforbrug. Da dialogen om CO2-afgiftsrefusion med Europa-Kommissionen ikke er afsluttet, indeholdt lovforslaget (L 81 fremsat den 16. november 2005, som er udmøntet ved lov nr. 1417 af 21. december 2005) ingen bestemmelser herom for det kvoteomfattede procesbrændselsforbrug.

Følgende fremgår af L 81:

 

"Regeringen havde gerne fremsat forslaget om tilbagebetaling af CO2-afgift på det kvoteomfattede brændselsforbrug til procesformål, som det har været sendt i høring. Regeringen er imidlertid i dialog med Kommissionen om mulighederne for en statsstøttegodkendelse af forslaget. Det vurderes hensigtsmæssigt at afvente en afklaring af mulighederne for Kommissionens godkendelse af forslaget. Regeringen arbejder for, at lovforslaget kan godkendes i den form, som har været sendt i høring. Regeringen vil fremsætte lovforslag i overensstemmelse hermed, hvis ændringen kan godkendes af Kommissionen efter statsstøttereglerne."

 

F.6.6 Elektricitet - bilag til elafgiftsloven

Følgende virksomheder (liberale erhverv mfl.), som fremgår af bilaget til elafgiftsloven , jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2, kan ikke få godtgørelse af elafgift og CO2-afgift af elektricitet, selv om elforbruget vedrører omsætningen af momspligtige ydelser:

  • Advokater.
  • Arkitekter.
  • Bureauer, fx. reklamebureauer, adresseringsbureauer, oplysningsbureauer, analyseinstitutter. Edb-bureauer kan dog få godtgørelse af elafgiften af elektricitet, der anvendes ved drift af edb-materiel. Det er herved forudsat, at der er tale om virksomheder, der udfører ugentlige edb-mæssige produktionsopgaver for andre. Derimod kan fx en bureauvirksomheds anvendelse af edb - som en integreret del af udførelsen af virksomhedens funktion/ydelse ikke anses for et edb-bureau.
  • Forlystelsesvirksomhed, fx. biograf- og teaterforestillinger, revyer, cirkusforestillinger, koncerter, varietéforestillinger, forlystelsesparker og vandlande.
  • Landinspektører.
  • Mæglere, fx. ejendomsmæglere og ejendomshandlere samt virksomheder, der formidler udlejning af fast ejendom.
  • Revisorer.
  • Rådgivende ingeniører.
  • Virksomheder, der formidler udlejning af plads til lysreklamer. Det samme gælder, hvis en virksomhed i forbindelse med leje af reklameplads selv afholder udgiften. Elafgift af virksomhedens egne reklamer kan godtgøres, hvis reklamerne er anbragt på bygninger mv., som ejes eller er lejet af virksomheden. Det gælder fx lysreklamer på detailforretninger og servicestationer.

Der gælder samme begrænsning i adgangen til godtgørelse af elafgift som for godtgørelse af vandafgift. Bemærk, at bilaget til vandafgiftsloven er ophævet ved lov nr. 1391 af 20. december 2004, se G.5.6 og nyhedsbrev af december 2004 (vandafgift - godtgørelse af afgift - liberale erhverv m.fl.). Ophævelsen af bilaget til vandafgiftsloven er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 941 af 12. oktober 2005 - med virkning fra 1. januar 2005.

Blandede aktiviteter

Virksomheder, der både udøver aktiviteter, som der ydes godtgørelse for, og aktiviteter, som der ikke ydes godtgørelse for, kan opnå delvis godtgørelse af afgiften. Dette gælder fx en virksomhed, der har et kombineret reklamebureau og trykkeri, som dermed kan opnå godtgørelse af afgiften af elforbruget i trykkeriet.

Hvis forbruget måles ved hjælp af én måler, beregnes godtgørelsen som hovedregel efter en omsætningsfordeling. Hvis forbruget til de enkelte aktiviteter måles, anvendes dette som grundlag for fordelingen af elforbruget.

F.6.6.1 Domme

Bureauvirksomhed - markedsanalyse


Højesteret har den 8. august 2001 stadfæstet Østre Landsrets dom, TfS 2000, 289, i en sag vedrørende elforbrug i et markedsanalyseinstitut, jf. SKM2001.488.HR .

Dom: Højesteret fandt, at virksomheden ikke har adgang til godtgørelse af elafgift og CO2-afgift, idet virksomhedens aktiviteter må anses for omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

Landsretten afgav følgende udtalelse, der er tiltrådt af Højesteret: "Efter sagens oplysninger lægges til grund, at sagsøgerens virksomhed består i indsamling og bearbejdning af erhvervsmæssige oplysninger med henblik på afsætning af blandt andet analyser heraf. At viderebringelsen til aftagerne af sagsøgerens ydelser foregår ved levering af rapporter, disketter og cd-rom, der fremstilles på egne maskiner, findes ikke at gøre virksomhedens vareproducerende.

Sagsøgerens virksomhed findes herefter at bestå i afsætning af service- og tjenesteydelser og må anses for omfattet af lovbekendtgørelse nr. 734 af 4/11 1991, § 11, stk. 2, jf. det i bilaget anførte begreb "bureauer", jf. tillige § 9, stk. 3, nr. 3 i lov nr. 888 af 21. december 1991.

Virksomheden må efter det oplyste bedømmes som en helhed, og der er ikke grundlag for i afgiftsmæssig henseende at foretage en opdeling af denne. Herefter tages Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge."

Landboforening

Vestre Landsret har den 13. marts 2003 afsagt dom i relation til aktiviteter, der udføres af en landboforening, jf. SKM2003.160.VLR . Se endvidere F.6.6.2 . vedrørende afgørelsen.

Højesteret har den 6. oktober 2004 stadfæstet Vestre Landsrets dom af 13. marts 2003, jf. SKM2004.386.HR .

Højesteret har som begrundelse og resultat anført følgende:

"Det fremgår af Højesterets dom gengivet i SKM2001.488.HR , at det afgørende for, om der kan ske tilbagebetaling af el- og CO2-afgift, er, om den udøvede virksomhed består i produktion eller afsætning af varer eller i afsætning af service- og tjenesteydelser. Efter oplysningerne om aktiviteterne i landboforeningens virksomhed, herunder de ydelser, som leveres under "Regnskab" og "Ejendomskontor", lægger Højesteret til grund, at disse i alt væsentlighed består i rådgivning samt andre service- og tjenesteydelser og ikke i produktion eller afsætning af varer. For de dele af dens virksomhed, som er omhandlet af denne sag, har landboforeningen herefter ikke krav på tilbagebetaling af el-afgift og C02-afgift i medfør af henholdsvis elafgiftslovens § 11, stk. 1, og lov om kuldioxidafgift § 9, stk. 4, jf. stk. 1.

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at Skatteministeriet ikke er afskåret fra at nægte godtgørelse for landboforeningens fradrag for så vidt angår perioden fra den 1. januar 1995 til den 31. juli 1999."

Badeland

Vestre Landsret har den 12. maj 2004 SKM2004.226.VLR afsagt dom i en sag om godtgørelse af elafgift ved drift af et badeland. Badelandet var bygningsmæssigt integreret i et hotel og udgjorde en integreret del af de tilbud, som hotellet ydede sine gæster. Badelandet var imidlertid ikke en forudsætning for hotellets drift og var samtidig et tilbud, der i vidt omfang blev benyttet af andre end hotellets gæster. På denne baggrund og sammenholdt med karakteren af badelandet fandt landsretten, at badelandet måtte anses som en forlystelse og således omfattet af listen over virksomhed, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af afgift, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2, med tilhørende bilag. Dommen blev anket til Højesteret. AN7722_1.GIFAppellanten har efterfølgende hævet sagen ved Højesteret. AN7722_2.GIF

Telemarketing-virksomhed

Vestre Landsret har den 21. december 2004 afsagt dom i relation til aktiviteter vedrørende telemarketing og Voice Responce der udføres af en telemarketing-virksomhed, jf. SKM.2005.38.VLR . Se endvidere F.6.6.2 vedrørende afgørelsen.

F.6.6.2 Kendelser fra Landsskatteretten

Nedenfor er omtalt visse af Landsskatterettens kendelser og domme i relation til bilaget til elafgiftsloven:

Opstiller af læskærme og reklamesøjler

Landsskatteretten har den 11. marts 2002 truffet afgørelse om, at en virksomhed, der opstillede læskærme ved busholdepladser, reklamesøjler o.l., og som afholdt alle omkostninger til opsætning og drift mod at få retten til at udleje reklamepladsen på det opstillede udstyr, blev anset for at drive udlejningsvirksomhed og ikke reklame eller bureauvirksomhed. Selskabet var derfor ikke omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten lagde vægt på, at selskabet alene udlejer og vedligeholder pladserne til ophængning af materialet, men i øvrigt ikke ellers er involveret i idéudvikling, layout eller fremstilling/produktion af materialet. Se SKM2002.171.LSR . Se endvidere F.6.2.3 . vedrørende afgørelsen.

Geoteknisk specialfirma

Landsskatteretten har den 21. december 2000 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et geoteknisk specialfirma, som udarbejder geotekniske rapporter til kunder på baggrund af foretagne jordbundsundersøgelser.

Kendelse: Retten fandt, at firmaet er omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten har henset til, at en integreret del af virksomhedens aktiviteter, herunder beskrivelsen af funderingsforhold i enkelte af rapporterne, kan sidestilles med rådgivende ingeniørers virksomhed.

Revisionsfirma

Landsskatteretten har den 21. juli 2000 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et revisionsfirma. Kendelsen er gengivet i TfS 2000.681. I Told - og Skatteregion København 3 og styrelsens afgørelser i sagen blev samtlige revisionsfirmaets aktiviteter vurderet som værende omfattet af bilaget til elafgiftsloven, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2 og dermed ikke anset for godtgørelsesberettiget.

Ved Landsskatterettens kendelse - som blev afsagt med dissens - blev der truffet afgørelse om, at revisionsfirmaet efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 kan få delvis tilbagebetaling for afgiften vedrørende aktiviteter, som ikke kan anses at være en integreret del af revisorydelser, såsom rådgivning om handel med virksomheder, miljøforhold, informationsteknologi, effektivisering, økonomisk styring, lederudvælgelse, organisations- og lederudvikling, miljøstyring, logistik og produktion. Landsskatteretten henså til, at revisorydelsen og disse øvrige nævnte aktiviteter kan udøves særskilt og uafhængigt af hinanden, og at disse aktiviteter ikke kan anses at være selvstændigt omfattet af bilaget under bureau eller rådgivende ingeniører. Virksomhedens rådgivning med skat, moms, told, mv. ansås at være en integreret del af den basale aktivitet for revisorer og er således omfattet af bilaget.

Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens kendelse for domstolene.

Østre Landsret har den 8. oktober 2003, jf. SKM2003.462.ØLR , truffet afgørelse i sagen. Landsretten gav Skatteministeriet medhold i, at revisionsfirmaet ikke var berettiget til hel eller delvis tilbagebetaling af elektricitetsafgiften. Landsretten lagde til grund, at "bureauvirksomheder" i den forstand, hvori udtrykket "bureauer" benyttes i bilaget til elektricitetsloven, må forstås som "virksomheder, der udøver selvstændige servicefunktioner", herunder også rådgivning i form af managementkonsulentydelser. Landsretten fandt heller ikke, at det var godtgjort, at der efter fast administrativ praksis gives tilbagebetaling af elafgiften for så vidt angår rådgivningsydelser vedrørende edb.

Landboforening

Landsskatteretten har den 5. september 2001, jf SKM2001.611.LSR , afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i en landboforening.

Kendelse: Retten fandt bl.a., at foreningens rådgivningsydelser "Planteavl", "Kvægavl", "Kvægproduktion", "Svineproduktion" og "Forsikring" ikke typisk leveres af de i bilaget opregnede erhverv, der beskæftiger sig med rådgivning, og at de heller ikke kan karakteriseres som bureauvirksomhed.

Skatteministeriet indbragte kendelsen for domstolene, se SKM2001.634.TSS .

Vestre Landsret afsagde dom i sagen den 13. marts 2003, jf. SKM2003.160.VLR

Af dommen fremgår bl.a. følgende:

"Landboforeningens aktiviteter i form af udarbejdelse af regnskaber blev anset for omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, idet aktiviteten måtte anses for en typisk revisorydelse.

Ydelser leveret af landboforeningens ejendomsskontor måtte anses for udøvet som led i eller i nær tilknytning til den advokatvirksomhed, som en advokat i henhold til aftale med foreningen udførte for dens medlemmer. Aktiviteten fandtes herefter ligeledes omfattet af bilaget til elafgiftsloven, idet der var tale om aktiviteter udøvet af "advokater".

Vedrørende en række øvrige aktiviteter, der bestod i faglig rådgivning og hertil relaterede aktiviteter i relation til bl.a. "Planteavl", "Kvægavl", "Svineproduktion" og "Forsikring" fandt landsrettens flertal, at der var tale om aktiviteter, der måtte bestå i afsætning af service og tjenesteydelser. Efter forarbejderne til elafgiftslovens § 11 sammenholdt med forarbejderne til vandafgiftslovens § 9 lagde Landsrettens flertal til grund, at hovedformålet bag bestemmelsen i § 11, stk. 1, jf. stk. 2, og bilaget til stk. 2, måtte anses for at være at friholde de vareproducerende virksomheder for afgift, men i almindelighed ikke de virksomheder, der afsætter service og tjenesteydelser, hovedsageligt de såkaldte liberale erhverv.

Efter karakteren af ydelserne fandt landsrettens flertal, at landboforeningens virksomhed med rådgivningsydelser måtte anses for bureauvirksomhed, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af afgift."

Højesteret har den 6. oktober 2004 stadfæstet Vestre Landsrets dom af 13. marts 2003, jf. SKM2004.386.HR ., se F.6.6.1 . 

Markedsanalyseinstitut

Landsskatteretten har den 4. december 1998 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et markedsanalyseinstitut.

Kendelse: Retten fandt, at instituttet er omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten har henset til, at selskabet ikke er vareproducerende, men leverer serviceydelser, hvilket ikke adskiller sig fra sædvanlig bureauvirksomhed.

Retten har endvidere fundet, at anvendelsen af edb indgår som en integreret del af udarbejdelsen af markedsanalyser, således at selskabet ikke afsætter egentlige edb-ydelser.

Badeland

Landsskatteretten har den 27. august 1999 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et feriecenter med momspligtig udlejning af feriehuse og i tilknytning hertil et badeland. Badelandet anvendes både af feriecentrets gæster og særskilt betalende gæster (TfS 1999/782).

Kendelse: Retten fandt, at badelandet ikke kunne anses for en integreret del af den basale aktivitet med udlejning af ferielejligheder. Retten har herved lagt vægt på, at de to aktiviteter kan udøves særskilt og uafhængigt af hinanden. Der blev ikke fundet grundlag for i godtgørelsesmæssig henseende at foretage en sondring mellem den benyttelse, der blev foretaget af henholdsvis ferielejlighedernes gæster og særskilt betalende gæster. Badelandsaktiviteten i sin helhed blev derfor anset for omfattet af bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 2.

Landskatteretten har samme dag afsagt tilsvarende kendelser i 2 andre sager om badelande, der drives i tilknytning til feriecentre.

Østre Landsret har den 30. april 2003, jf. SKM2003.218.ØLR afsagt dom i sagen. Landsretten fandt på baggrund af forarbejderne til bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 2, og vandafgiftslovens § 9, stk. 2, at driften af badelandene måtte anses for omfattet af begrebet "forlystelser", uanset at badelandene var etableret med henblik på at udgøre en integreret del af en hotel-/feriecentervirksomhed. Højesteret har den 20. oktober 2006 stadfæstet Østre Landsrets dom, jf. SKM2006.654.HR .

Mailcenter

Landsskatteretten har den 8. september 1999 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget (og vandforbruget) i en virksomhed, der leverer totalløsninger i form af kuvertering, pakning og adressering af kunders materiale (TfS 1999, 904).

Kendelse: Retten fandt, at virksomheden ikke kan anses for omfattet af bilaget til el- og vandafgiftsloven, og derfor er berettiget til godtgørelse af el- og vandafgift.

Der er henset til, at virksomheden - efter en helhedsvurdering af den udbudte flerhed af ydelser, disses karakter, og hvad der må anses for det overordnede virksomhedskoncept, samt under hensyntagen til, at den omfattende maskinpark må anses at udgøre et væsentligt element og en væsentlig forudsætning i forhold til virksomhedskonceptet - ikke kan anses for eller sidestilles med bureauvirksomhed, således som dette begreb efter dets kontekst og efter forarbejderne til el- og vandafgiftsloven må skulle forstås.

Oversættelses-virksomhed

Landsskatteretten har den 13. marts 2002 afsagt en kendelse om en oversættelsesvirksomheds adgang til godtgørelse af energiafgifter. Kendelsen er offentliggjort i SKM2002.374.LSR .

Oversættelsesvirksomheden blev anset for en bureauvirksomhed omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, således at den ikke var berettiget til godtgørelse af el- og CO2-afgift. Landsskatteretten lagde vægt på, at oversættelsesvirksomhed ikke kan betragtes som salg af en vare, men må anses som levering af en service/tjenesteydelse jf. herved Højesterets dom af 8. august 2001 (TfS 2001, 703). Da sådanne service/tjenesteydelser endvidere ikke har karakter af rådgivning, jf. herved at visse ikke-vareproducerende rådgivere er medtaget i bilaget, findes klagerens oversættelsesvirksomhed at måtte anses som bureauvirksomhed, der ikke er berettiget til godtgørelse af el- og CO2-afgift.

Landsskatteretten kom til samme resultat i en kendelse afsagt den 24. juli 2003, jf. SKM2003.428.LSR .

Fællesarealer - Spilleland

Landsskatteretten har den 10. december 2002, jf. SKM2003.44.LSR afsagt kendelse om fradrag af energiafgift. En virksomhed med spille- og underholdningsmaskiner i lejede lokaler i et butikscenter kunne ikke fradrage den energi- og CO2-afgift af elektricitet, der vedrørte spillelandets arealmæssige andel af udlejerens udgifter vedrørende fællesarealer, som var særskilt viderefaktureret fra udlejeren til virksomheden. Landsskatteretten har i øvrigt for så vidt angår eventuelle alternative dispensationsmuligheder bemærket, at udlejer ikke har fradragsret for godtgørelse for el forbrugt af lejere, hvorfor energiafgiften, uanset om lejeaftalen var ændret, ikke kunne godtgøres.

Telemarketing-virksomhed

Landsskatteretten har den 2. juni 2003, jf. SKM2003.243.LSR afsagt kendelse om, at en telemarketingsvirksomhed ikke kunne opnå godtgørelse af el- og CO2-afgift for aktiviteter vedrørende telemarketing og Voice Responce. Landsskatteretten fandt, at begge aktiviteter måtte anses som bureauydelser omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Der blev herved lagt vægt på, at disse aktiviteter måtte anses som afsætning af service- og tjenesteydelser og ikke produktion eller afsætning af varer. Det forhold, at der i større omfang blev anvendt edb til udførelsen af opgaverne, kunne ikke føre til et andet resultat, jf. SKM2001.488.HR , ligesom Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at karaktisere ydelserne som levering af edb-mæssige produktionsopgaver for andre.

Vestre Landsret har den 21. december 2004 afsagt dom i sagen jf. SKM.2005.38.VLR . Landsretten var af den opfattelse, at aktiviteterne vedrørende telemarketing og Voice Responce - og herunder den maskinelle del af voice responce-aktiviteten - må anses for at bestå i afsætning af service- og tjenesteydelser og ikke i produktion eller afsætning af varer.

Af dommen fremgår det bl.a. endvidere følgende:
"Edb anvendes som et naturligt hjælpemiddel til udførelsen af de ydelser, virksomheden udbyder. Selvom edb anvendes i vidt omfang, er der derfor ikke grundlag for at karakterisere ydelserne helt eller delvist som edb-mæssige produktionsopgaver, eller for at anse virksomheden som et edb-bureau."

Campingplads - fritstående elradiatorer - pumper ved Put & Take fiskeri

Landsskatteretten har den 5. november 2003, jf. SKM2003.569.LSR afsagt kendelse i en sag vedr. elforbrug på en campingplads. Kendelsen omfatter anvendelse af elektricitet i fritstående elradiatorer opstillet i udlejningshytter på en campingplads samt anvendelse af elektricitet til drift af pumper i forbindelse med Put & Take fiskeri. Landsskatteretten fandt ikke, at el medgået til opvarmning af hytterne ved hjælp af fritstående el-radiatorer kunne anses for omfattet af den direkte ordlyd af elafgiftslovens § 11, stk. 3. Landsskatteretten fandt endvidere, at der ikke af bemærkningerne til loven eller andetsteds fandtes grundlag for en udvidet fortolkning af udtrykket "fast installerede elektriske radiatorer", og Landsskatteretten gav herefter selskabet medhold i, at afgift af elforbruget anvendt hertil var godtgørelsesberettiget efter elafgiftslovens § 11, stk. 1.

For så vidt angår anvendelse af elektricitet til drift af pumper i forbindelse med Put & Take fiskeri, fandt Landsskatteretten, at selskabets anvendelse af el i pumperne ved fiskesøerne måtte anses for at være en del af selskabets aktiviteter vedrørende Put & Take fiskeriet. Put & Take fiskeriet måtte karaktiseres som en forlystelse som angivet i bilaget til elafgiftsloven med den virkning, at selskabet ikke kunne opnå godtgørelse herfor. Landsskatteretten lagde vægt på, at angivelsen i bilaget til elafgiftsloven af eksempler på forlystelser ikke er udtømmende, at lystfiskeri i sådanne søer ikke kunne karaktisereres som sport, og at søerne måtte antages at blive benyttet af de ferierende for fornøjelsens skyld og ikke med henblik på opnåelse af kosttilskud.

Kendelsen vedrørte endvidere spørgsmål om anvendelse af de forskellige principper i elafgiftslovens § 11, stk. 5 og 7, for opgørelse af den mængde elektricitet, der var omfattet af lovens § 11, stk. 3.

Teknik og miljø - forskningsbaseret viden

Landsskatteretten har den 15. september 2003, jf SKM2003.580.LSR  afsagt kendelse om godtgørelse af elafgift for en virksomhed med aktivitetsområdet teknik og miljø samt forskningsbaseret viden til erhvervslivet og det offentlige.  Landsskatteretten lagde til grund, at de forskellige aktiviteter kunne udøves selvstænding og uafhængigt af hinanden, ligesom aktiviteterne hver især blev anset som momspligtige. Ved afgørelse af om aktiviteterne var omfattet af bilaget, måtte hver aktivitet derfor vurderes hver for sig. Landsskatteretten fandt, at aktiviteterne "Serviceeftersyn og kontrol af kedler i overensstemmelse med indgåede aftaler" måtte anses for at være omfattet af bilaget som rådgivende ingeniører. "Lovpligtige energieftersyn på fast ejendom (Energimærkeordningen)" samt "Sekretariat for Miljøstyrelsen i forbindelse med certificering af produktionsvirksomheder var omfattet af bilaget som bureauer, idet disse måtte karakteriseres som service-/tjenesteydelser, hvorfor virksomheden ikke var berettiget til tilbagebetaling af energiafgift vedr. disse. Derimod fandt Landsskatteretten, at aktiviteten "Forskningvirksomhed" kunne sidestilles med produktion af varer og derfor ikke var omfattet af bilaget. Endelig havde Told- og skatteregionen anerkendt, at virksomheden var berettiget til tilbagebetaling vedr. aktiviteten "Undersøgelser i forbindelse med miljøfarlige stoffer mv."

Nyhedsbureau

Landsskatteretten har den 14. januar 2004, jf. SKM2004.289.LSR afsagt en kendelse om et nyhedsbureaus adgang til godtgørelse af el- og CO2-afgift. Interessentskabets virksomhed består hovedsageligt i levering af nyhedsindslag (såkaldte telegrammer) til de tilknyttede abonnenter (den generelle nyhedstjeneste). Nyhedsindslagene produceres dels ved egen journalistisk research og bearbejdning, dels i mindre omfang ved videreformidling af modtagne nyheder. Derudover udbyder virksomheden i tilknytning hertil nogle særtjenester i henhold til særskilte abonnementer. Retten fandt ikke, at virksomhedens aktiviteter kan anses som bureauvirksomhed omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten lagde vægt på, at interessentskabets virksomhed hovedsagelig består i selvstændig journalistisk produktion. Den samlede virksomhed er herved helt på linje med den virksomhed, der udøves på en avisredaktion, en virksomhed, der efter det for retten oplyste, ikke er omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Interessentskabet leverer sine produkter til interessenterne efter fastlagte aftaler, og disse leverancer findes ikke at kunne karakteriseres som levering af service- og tjenesteydelser, cfr. herved Østre Landsrets dom af 8. oktober 2003, offentliggjort i SKM2003.462.ØLR.

Udendørs badeanlæg

 Landsskatteretten har den 18. oktober 2005, jf. SKM2005.544.LSR , afsagt kendelse i en sag om bl.a. den godtgørelsesmæssige stilling for elforbrug (og vandforbrug) i et udendørs badeanlæg ved en campingplads. Retten fandt, at badeanlægget har karakter af en forlystelse omfattet af bilaget til elafgiftsloven, og at campingpladsen ikke er berettiget til godtgørelse af afgift af elforbruget til drift af badeanlægget.  

Landsskatteretten har den 22. juni 2005, jf. SKM2006.174.LSR truffet afgørelse om, at et bladhus var berettiget til godtgørelse af energiudgifter vedrørende forbrug af elektricitet til egne lysreklamer, der var opstillet på lejede pladser på andres ejendomme. Bilaget til elektricitetsafgiftsloven kan ikke udstrækkes til at omfatte virksomheder, der afsætter varer, og som selv står for markedsføringen af sine varer ved hjælp af lysreklamer opstillet på lejede arealer.

F.6.6.3 Andre afgørelser

Forlystelse - Musikhus

Momsnævnet har den 6. februar 1995 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et musikhus, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom.

Afgørelse: Der er fradragsret for elafgift i det omfang, hvor forbruget til belysning kan henføres til restaurationsvirksomheden, herunder også når større dele af foyeren inddrages under restaurationsvirksomheden i forbindelse med større arrangementer. Desuden kan afgiften fradrages i det omfang, elforbruget kan henføres til publikums brug af foyeren i pauser i forbindelse med udlejningsarrangementer i salene.

Der ydes ikke godtgørelse af den del af elforbruget, der vedrører belysning af foyeren i det omfang, der gøres brug af foyeren til gratis kulturelle arrangementer, udstillingsvirksomhed, billetbureauvirksomhed samt almindelig færden til og fra momspligtige arrangementer. Begrundelse: Aktiviteterne må betragtes som dels forlystelsesvirksomhed dels - for så vidt angår informations/billetsalgsvirksomhed ved skranken - for bureauvirksomhed.

Der kan dog ydes godtgørelse af en forholdsmæssig del af afgiften af elforbruget i salene i perioder, hvor disse ikke er udlejede og ikke anvendes til egne arrangementer. Forbruget i disse perioder, hvor der ikke kan ske viderefakturering til lejere, kan betragtes som en integreret del i udlejningsvirksomheden og i egne arrangementer, hvor sidstnævnte må betragtes som forlystelsesvirksomhed, og dermed omfattet af bilaget.

Der ydes ikke godtgørelse af elafgift af elektricitet til belysning i en park i tilknytning til musikhuset.

Badeland

Momsnævnet har den 27. september 1995 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et kombineret badeland og svømmehal, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom (TfS 1995/670).

Afgørelse: Det pågældende anlæg blev ud fra en helhedsvurdering ikke anset for omfattet af bilaget til elafgiftsloven, idet badet efter nævnets opfattelse i overvejende grad har karakter af en almindelig svømmehal og ikke af vandland, dvs. forlystelse.

Det fremgår videre af afgørelsen, at nævnet lagde vægt på, at anlægget er bygget op om 50 m-bassinet, der anvendes til motionssvømning, undervisning og sport, at badet ifølge det oplyste ligger nær bymæssig bebyggelse og kasernen, at der sker udlejning til sportsklubber og skoler mv., således at badet må anses for primært af betjene lokalområdet, samt at der ikke er opholdsarealer af betydning eller mulighed for egentlig fortæring i forbindelse med badet.

Bureauvirksomhed - markedsanalyse

Momsnævnet har den 26. marts 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et markedsanalysefirma.

Afgørelse: Markedsanalysefirmaets aktiviteter er ud fra en helhedsvurdering anset for bureauvirksomhed og dermed omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

Sagen har været indbragt for Landsretten, som afsagde dom i sagen den 10. februar 2000, (TfS 289, 2000). Se endvidere F.6.6.1 .

Bureauvirksomhed - konsulentydelser

Momsnævnet har den 25. august 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i en virksomhed, der afsætter konsulentydelser.

Afgørelse: Virksomhedens aktiviteter i form af at skabe, udvikle og markedsføre egne værktøjer til brug for udvælgelse og udvikling af mennesker og deres organisationer og på det grundlag tilbyde konsulentydelser til private og offentlige virksomheder anses efter en helhedsvurdering for bureauvirksomhed, som er omfattet af bilaget til elafgiftsloven (og vandafgiftsloven).

Bureauvirksomhed - virksomhedsrådgivning mv.

Momsnævnet har den 7. oktober 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i en virksomhed, der afsætter ydelser i form af virksomhedsrådgivning mv.

Afgørelse: Virksomhedens aktiviteter i form af virksomhedsrådgivning/konsulentydelser inden for statistik og operationsanalyse mv. er anset for bureauvirksomhed, og dermed omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

F.6.7 Elektricitet - eldistributionsbidrag

Elektricitet har siden 1. juli 1999 været pålagt et eldistributionsbidrag , jf. lov nr. 389 af 2. juni 1999.

Eldistributionsbidraget er 4 øre pr. kWh (kilowatt-time). Bidraget er et tillæg til den gældende elafgift.

Almindelig godtgørelse af eldistributionsbidrag

Der ydes en godtgørelse på 3 af de 4 øre pr. kWh, dvs. 75 pct. af bidraget kan godtgøres virksomheden i samme omfang, som virksomheden kan få godtgjort elafgiften.

Godtgørelsen følger i øvrigt reglerne for godtgørelse af elafgift til momsregistrerede virksomheder. Dette indebærer bl.a., at der ikke er adgang til afgiftsgodtgørelse for elektricitet anvendt til rumvarme eller i de erhverv, der er nævnt i bilaget til elafgiftsloven, jf. F.6.6 .

Godtgørelsen af eldistributionsbidraget skal ske sammen med godtgørelsen af elafgift i momsangivelsens rubrik for Elafgift.

Hvis virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter er det den tilsvarende rubrik i denne blanket for Elafgift, der skal anvendes.

Forhøjet godtgørelse af eldistributionsbidrag

Virksomheder, som er berettigede til godtgørelse af elafgift, og som har et samlet årligt forbrug over 15 mio. kWh, kan også få godtgjort den sidste øre af eldistributionsbidraget for den del af forbruget, som ligger ud over 15 mio. kWh, jf. elafgiftslovens § 11. stk. 15.

En virksomhed skal i denne sammenhæng forstås som en juridisk enhed.

Der kan således ikke ske samlet beregning af det årlige forbrug for flere virksomheder, som angiver og afregner moms mv. på ét CVR/SE-nummer (fællesafregning).

For en juridisk enhed (virksomhed), som anvender flere SE-numre (delregistreringer), kan virksomheden anvende det samlede forbrug for delregistreringerne ved opgørelsen af virksomhedens samlede elforbrug.

Hele elforbruget, herunder også elektricitet anvendt til rumvarme, kan medregnes både ved opgørelsen af det årlige forbrug og ved opgørelse af det forbrug, for hvilket virksomheden kan opnå godtgørelse af en-øren.

Ved opgørelsen af det samlede forbrug kan der ikke medregnes el til produktion af el. Virksomheder, der producerer elektricitet, og som er berettigede til at få tilbagebetaling efter elafgiftsloven, får tilbagebetalt den fulde el-afgift af den del af virksomhedens elektricitet, der anvendes direkte til produktion af elektriciet.

Elforbrug i forbindelse med aktiviteter omfattet af bilaget til elafgiftsloven eller ikke momspligtige aktiviteter er derimod ikke omfattet.

Virksomheder, som i det foregående kalenderår havde et samlet forbrug på over 15 mio. kWh, kan få en løbende godtgørelse af en-øren. Den løbende godtgørelse ydes for den del af virksomhedens samlede forbrug, som ligger udover 1,25 mio. kWh pr. måned.

Der skal ved kalenderårets udløb ske en samlet opgørelse af virksomhedens forbrug af elektricitet. Der skal herefter ske en regulering af godtgørelsen af en-øren af eldistributionsbidraget, hvis virksomheden har haft løbende godtgørelse i en del af årets måneder.

Virksomheder, som ikke har haft løbende godtgørelse, men som har brugt over 15 mio. kWh inden for et kalenderår, skal beregne godtgørelsen af en-øren ved kalenderårets udløb.

Ikrafttræden af forhøjet godtgørelse

Fra den 1. december 2000 kan virksomhederne opnå afgiftsgodtgørelse for den sidste øre af eldistributionsbidraget. Godtgørelsen gives med tilbagevirkende kraft fra den 1. juli 1999.

Baggrunden for dette er, at den forhøjede godtgørelse har virkning fra 1. juli 1999, jf. § 4, stk. 2 i lov nr. 389 af 2. juni 1999 om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om ændring af forskellige energiafgiftslove og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, men at godtgørelsen først er trådt i kraft den 1. december 2000, jf. bekendtgørelse nr. 1000 af 15. november 2000.

F.6.8 Fordeling af energiforbrug

Hovedreglen er som tidligere nævnt i F.6.3 og F.6.4 , at hvis det samme brændsel/energi bruges til såvel rumvarme/varmt vand som proces, vil energiforbruget blive betragtet som brugt til rumvarme/varmt vand, medmindre der sker en konkret måling/ fordeling af energiforbruget til proces.

På samme måde gælder det, at hvis det samme brændsel anvendes til såvel let proces som tung proces, så vil energiforbruget blive betragtet som brugt til let proces, medmindre der sker en konkret måling/fordeling af energiforbruget til tung proces.

Reglerne for fordeling af energiforbrug er nærmere beskrevet henholdsvis for Andet energiforbrug end elektricitet, se F.6.8.1 og for Elektricitet, se F.6.8.2 .

F.6.8.1 Andet energiforbrug end elektricitet

Energiafgift

For at opnå godtgørelse af energiafgiften af olie, kul, LPG-gas, naturgas og bygas, der anvendes til produktion af varme (energi) til såvel godtgørelsesberettigede formål (procesformål) som til ikke-godtgørelsesberettigede formål (rumvarme/varmt vand), skal der ske en fordeling af energiforbruget.

Fordelingen af energiforbruget skal ske på basis af måling af den samlede fremstillede mængde varme (energi) og den forbrugte mængde energi til procesformål.

Fordelingen af energiforbruget til rumvarme/varmt vand og procesformål kan dermed ikke ske på basis af en fast fordelingsnøgle, et skøn eller ved anden fordeling.

Anvendes samme anlæg til forsyning af både procesenergi og almindelig rumvarme/varmt vand opgøres den godtgørelsesberettigede andel som forholdet mellem på den ene side den mængde energi, som forbruges til procesformål, og på den anden side den samlede mængde fremstillede energi på anlægget, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 4, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 4, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 4.

Målingen af energiforbruget til procesformål skal ske på det sted, hvor energien overgår til procesformål.

CO2-afgift

Ligeledes er det for at opnå godtgørelse af CO2-afgift en betingelse, at der sker en måling af den fremstillede mængde varme (energi) og forbruget af energi ved den tunge proces.

Fordelingen af energiforbruget mellem tung og let proces kan dermed ikke ske på basis af en produktionsrelateret fordelingsnøgle, et skøn eller ved anden fordeling.

Den del af energiforbruget, for hvilken der kan opnås godtgørelse af CO2-afgift, opgøres som forholdet mellem på den ene side den mængde energi, der anvendes til formål nævnt i proceslisten for tung proces, og på den anden side den samlede mængde fremstillede energi i anlægget, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 3, 2. punktum.

Anvendes samme anlæg til forsyning af både tung proces, let proces og rumvarme/varmt vand, anvendes først reglerne om fordeling mellem rumvarme/varmt vand og proces, derefter opdeles procesdelen mellem tung og let proces efter den beskrevne metode.

Målingen af energiforbruget til tung proces skal ske på det sted, hvor energien overgår til den tunge proces.

Eksempel
Måling af energi til procesformål og placering af bimålere/fordelingsmålere i virksomheden kan illustreres ved denne skitse:

AN7722_3.GIF

F.6.8.2 Elektricitet

Forbrug af elektricitet kan almindeligvis anses for procesenergi, medmindre der er tale om forbrug af elektricitet i vandvarmere og varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Virksomheder, der forbruger elektricitet i vandvarmere, elradiatorer mv. til rumvarme og varmt vand, kan anvende en af følgende 4 metoder til opgørelse af energiafgiften, som der ikke ydes godtgørelse for, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 5:

  1. Den faktiske mængde elektricitet forbrugt i nævnte anlæg opgjort efter særskilt måler. Afgiften af det målte forbrug til varmefremstilling mv. fradrages herefter afgiften af det samlede elforbrug i virksomheden.
  2. Den fremstillede mængde varme opgjort efter varmemåler, ganget med 1,1, og omregnet til kWh.
  3. Den installerede effekt ganget med 350 timer pr. måned.
  4. Den installerede effekt ganget med den faktisk målte driftstid.

Eksempel

Anvendelse af metode 3 kan illustreres ved følgende eksempel:

For en radiator med en effekt på fx 800 Watt beregnes forbruget ved at gange effekten med 350 timer således: 800 W x 350 timer = 280.000 Watt-timer = 280 kWh pr. måned.

Afgiften af 280 kWh skal opgøres for hver måned og herefter fradrages den elafgift, som virksomheden kan opnå godtgørelse for.

Virksomheden kan i stedet for at anvende en af ovennævnte metoder til opgørelse af elforbrug i vandvarmere, elradiatorer mv. vælge at måle forbruget af elektricitet til andre formål i virksomheden.

Fordeling af elforbrug mellem let proces og tung proces skal ligeledes baseres på en måling.

Reversible varmepumper

Reglerne for måling og fordeling af elforbrug i såkaldte reversible varmepumper er beskrevet nedenfor.

Reversible varmepumper er udformet således, at de kan køle om sommeren (let proces) og varme om vinteren (rumvarme). Det er de samme enheder, der bruges i begge tilfælde, man foretager blot en omkobling af rørforbindelserne, således at energistrømmen vendes. Fordelingsmæssigt opstår der et problem ved, at den energi, der anvendes til køling skal betragtes som anvendt til proces, hvorimod den energi, der tilføres en varmepumpe skal henregnes til rumvarme. Hvis varme/kølefladen tilmed sidder i et ventilationsanlæg, der tager friskluft ind vil der i mange tilfælde findes en supplerende varmekilde, der kan være en elpatron, eller en vandbaseret varmeflade.

Et anlæg kan typisk se ud som vist på vedhæftede skitse, link

Fordeling af energiforbruget mellem rumvarme og proces kan foretages således:

Ventilatoren er proces.

Den supplerende varmeflade er rumvarme, og skal måles særskilt. Hvis det er en elpatron kan målingen foretages med en timetæller gange varmefladens kapacitet/effekt.

Kompressorens energiforbrug, som både er anvendt til køling og til opvarmning fordeles ved direkte måling af energiforbruget i de to driftsformer.

Fordelingen kan foretages ved at anvende en flertarifmåler med mindst to forskellige tariftællere. Ved hjælp af et styresignal kan man styre de to tariftællere, således at den ene tæller, når varmepumpen kører som køl, og den anden tæller, når varmepumpen kører som varme.

Der findes målere med op til fire uafhængige tælleværker. Det er det samme forbrug, der måles hele tiden, men forbruget bliver registreret på forskellige tællere afhængig af hvilken kombination, der er på indgangssignalerne.

Målerne anvendes hos alle forbrugere, der har flertarif afregning, og er derfor ikke en speciel enhed, men en normal lagervare hos forhandlerne. Når metoden anvendes skal man imidlertid sikre, at en simpel fejl (ledning der falder af) ikke medfører, at et forbrug der skulle registreres som rumvarme nu bliver registreret som proces. Dette kan sikres ved, at vælge fordelingen efter det der kaldes failing safe. Det vil sige, at en fejl bliver registreret enten som en fejl, eller ved at energiforbruget bliver registreret til den høje afgiftssats.

Eksempel

Eksempel på tilslutning af 4-tarif måler :

Aktiv tarif Indgang 1 Indgang 2 Anvendelse
Tarif 1 0 0 Fejlmelding
Tarif 2 1 0 Varme incl. varmepatron
Tarif 3 0 1 Varme
Tarif 4 1 1 Køl

Eksempel

Eksempel på tilslutning af 2-tarif måler:

Aktiv tarif Indgang Anvendelse
Tarif 1 0 Varme
Tarif 2 1 Køl

Der må kun anvendes målere, hvor tælleværkerne ikke kan nulstilles. Styringen af omkoblingen skal monteres/indbygges på en sådan måde, at den ikke uden særlige tekniske indgreb kan ændres eller gøres uvirksom.

Campingpladser og lystbådehavne

Elektricitet, der videresælges til anvendelse i campingvogne og lystbåde mv., der ikke ejes af campingpladsen eller lystbådehavnen, er ikke godtgørelsesberettiget, se F.6.2.3 .

Videresalget af elektricitet skal som udgangspunkt dokumenteres ved direkte måling. I mange tilfælde vil måling af den samlede videresolgte mængde elektricitet kunne ske ved opsætning af bimåler på den eller de relevante grupper på campingpladsen eller lystbådehavnens eltavle. I nogle tilfælde vil disse eltavle-grupper dog også omfatte andre mindre forbrug på pladsen eller i havnen, eksempelvis belysning. Såfremt elnettets opbygning umuliggør en direkte måling af den videresolgte elektricitet, kan et sådant mindre godtgørelsesberettiget forbrug ansættes skønsmæssigt. Det forudsættes dog, at virksomheden kan sandsynliggøre størrelsen af det godtgørelsesberettigede elforbrug.

Landsskatteretten har i 2 kendelser ( SKM2005.91.LSR ) og ( SKM2005.544.LSR ) taget stilling til rækkevidden af, hvornår et elforbrug kan fastsættes skønsmæssigt.

 

F.6.8.3 Undtagelser fra hovedreglen om måling

Lovgivningen indeholder visse undtagelser fra hovedreglen for fordeling af energiforbruget. Undtagelserne omfatter

  • Kvadratmeterafgift ved virksomhedernes betaling af rumvarmeafgift, se F.6.8.4 .
  • Opgørelse af forbrug af mindre end 50 GJ varmt vand, der kan ske ved andet end måling, se F.6.8.5 .
  • Særregel for fordeling/måling af energi med en fremløbstemperatur på over 90 grader C (hedtvand og damp) og fordeling/måling, hvor det ikke-godtgørelsesberettigede forbrug udgør mindre end 10 pct. af den fremstillede mængde energi, se F.6.8.6 .

Måling - tilbagevirkende kraft

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 - med ikrafttræden den 1. juli 2004 - er energiafgifslovene forsynet med en bestemmelse, så virksomhederne på visse betingelser kan få afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft. Bemærk, at der ikke er ændret ved de grundliggende krav om måling for at få afgiftsgodtgørelse. Der er heller ikke ændret ved reglerne om standadsatser mv., f.eks. kvadratmeterafgift. 

Bestemmelsen sigter på de tilfælde, hvor der i en periode ikke har været installeret målere i tilstrækkeligt omfang, eller hvor de installerede målere ikke har været monteret korrekt eller ikke har virket.

Der kan også være tale om, at en virksomhed har installeret elvarmepaneler - som måske kun benyttes i kortere perioder af året - uden af virksomheden har målt elforbrug eller målt driftstiden i perioden.  

  • Lempelsen retter sig mod virksomheder, der har bestræbt sig på at følge reglerne, og 
  • virksomheder, der hidtil har benyttet standardsatser, f.eks. kvadratmeterafgift, ved opgørelse af den andel af energiforbruget, som er medgået til opvarmning - og som i stedet beslutter sig for at opsætte målere eller virksomheder, der hidtil ikke har fratrukket energiafgifterne pga. manglende måling.

Også de virksomheder, der måler det ikke-tilbagebetalingsberettigede forbrug, der er gået til rumvarme og varmt vand, kan få tilbagebetaling med tilbagevirkende kraft.

Der gælder følgende betingelser for at foretage regulering af afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft:

1) Regulering kan kun ske efter tilladelse fra virksomhedens told- og skatteområde.

2) Regulering kan maksimalt ske for afgiftsperioder op til 3 år før den afgiftsperiode, hvori der først foretages korrekt måling.

3) Regulering skal være baseret på en korrekt måling af mindst 12 måneders varighed. Virksomheden skal fremlægge månedsvise registreringer af målervisninger i den pågældende 12 måneders periode.

4) Virksomhedens produktions- og afgiftsmæssige forhold skal som udgangspunkt være uændrede.

5) Reguleringsbeløb under 10.000 kr. udbetales ikke, og ved udbetaling af reguleringsbeløb over 10.000 kr. fratrækkes 10.000 kr.

6) Anmoder virksomheden om reguleringsbeløb på mere end 200.000 kr., skal anmodningen være attesteret af en revisor.

Reglerne herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 8, gasafgiftslovens § 10, stk. 8, elafgiftslovens § 11, stk. 8, kulafgiftslovens § 8, stk. 7 og kuldioxidafgiftslovens § 10, stk. 6.

Med reglerne er det muligt at regulere beløbet 3 år tilbage fra det tidspunkt virksomheden anmoder om regulering med tilbagevirkende kraft. Reguleringen sker efter at virksomheden efter aftale med SKAT har målt energiforbruget i et år. Fx anmoder virksomheden om regulering den 1. januar 2005. Virksomheden måler energiforbruget i perioden 1. januar 2005 til 1. januar 2006. På grundlag af målingerne reguleres der 3 år tilbage fra 1. januar 2005 dvs. tilbage til 1. januar 2002. Hvis virksomheden har foretaget målingen, og først herefter fremsætter en anmodning om tilbagebetaling for tidligere perioder, er det ifølge L 81 vedtaget den 16. december 2005 stadig anmodningstidspunktet, der er afgørende for, hvor langt tilbage, der kan reguleres. Der kan også i den situation reguleres 3 år tilbage fra anmodningstidspunket.

F.6.8.4 Kvadratmeterafgift

Virksomheder kan - i stedet for at basere fordelingen af energiforbruget mellem rumvarme og procesformål ved måling - vælge at betale en rumvarmeafgift opgjort på basis af en standardafgift pr. m2 pr. måned.

Afgiften udgør 10 kr. pr. m2 pr. måned. I perioden 1. januar 1999 til 31. december 2001 udgjorde afgiften 9 kr. pr. m2. Før 1. januar 1999 udgjorde afgiften 8 kr. pr. m2.

For at anvende kvadratmeterafgiften er det en betingelse, at der benyttes samme forsyningsnet til både rumvarme og procesformål. Kravet om samme forsyningsnet gælder dog ikke for elbaseret varme.

Virksomheders adgang til at benytte bestemmelsen om kvadratmeterafgift omfattede fra 1. januar 1996 opvarmning af et areal under 100 m2.

Ved lov nr. 444 af 10. juni 1997 blev adgangen til at benytte kvadratmeterafgift udvidet til også at gælde for rumareal over 100 m2. For rumareal over 100 m2 er det dog en betingelse, at virksomheden kan sandsynliggøre, at en direkte måling ville medføre en større godtgørelse, dvs. at der skal mindst betales det samme i kvadratmeterafgift, som hvis afgiften af energi til rumopvarmning blev opgjort på grundlag af en egentlig måling. Især skal virksomheder, der bruger elektricitet til rumopvarmning, og virksomheder med et særligt stort forbrug af rumvarme, fx som følge af ventilation, være opmærksom på denne forudsætning.

Hvis der til opvarmningen er anvendt andre varer, hvor virksomheden ikke har fået godtgjort afgiften, kan den betalte afgift modregnes i kvadratmeterafgiften.

Virksomhedens betaling af afgift skal ske ved, at den beregnede samlede kvadratmeterafgift fradrages godtgørelsesberettigede energiafgifter.

Beregningen og fradraget af kvadratmeterafgift skal vises i virksomhedens regnskab.

Hvis virksomheden fx bruger fyringsgasolie ved fremstilling af varme, fradrages kvadratmeterafgiften forlods i den godtgørelsesberettigede olieafgift. Evt. overskydende kvadratmeterafgift fradrages i anden godtgørelsesberettiget energifgift.

Kvadratmeterafgiften omfatter ikke forbrug af varmt vand i en virksomhed.

Reglerne for virksomheders betaling af kvadratmeterafgift fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 6 og 7, kulafgiftslovens § 8, stk. 5 og 6, elafgiftslovens § 11, stk. 6 og 7 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 6 og 7. jf. stk. 11.

Kvadratmeterafgiften dækker både energiafgiften og CO2-afgiften, så der skal ikke ske regulering af fradraget for CO2-afgiften.

Naturgas og bygas

For varme, der er fremstillet på anlæg, hvor der i perioder af mindst én måneds varighed udelukkende er brugt naturgas, udgør afgiften pr. m2 følgende pr. måned:

1. januar år 2000 2001 2002 og fremover
Kvadratmeterafgift pr. måned i kr. 160x9
202
196x9
202
10

For bygas - omfattet af de særlige regler som nævnt ovenfor for naturgas - udgør afgiften pr. m2 følgende pr. måned:

1. januar år 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006
Kvadratmeter-
afgift pr. måned i kr.
38x9
202
68x9
202
99x10
202
125x10
202
150x10
202
177,2x10
202
10

Reglerne fremgår af naturgasafgiftslovens § 10, stk. 11.

F.6.8.5 Forbrug af mindre end 50 GJ varmt vand

Forsyner samme ledningsnet virksomheden med varmt brugsvand og varmt vand til procesformål kan forbruget af varmt vand fastsættes ved andet end en måling, når det faktiske forbrug er mindre end 50 GJ årligt jf. mineralolieafgiftslovens § 11. stk. 7, kulafgiftslovens § 8, stk. 6, elafgiftslovens § 11, stk. 7 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 7.

Denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 444. af 10. juni 1997.

Det er en betingelse for at anvende metoden, at virksomheden kan sandsynliggøre, at en direkte måling ville medføre en større godtgørelse, dvs. at der skal mindst betales det samme i afgift som ved direkte måling.

Som en tommelfingerregel kan der regnes med et forbrug på 0,2 GJ varmt vand pr. måned pr. ansat. Hvis det varme vand også bruges til badning, skal der regnes med et større forbrug pr. ansat.

Bagatelgrænse

Der kan ved opgørelse af forbrug af varmt vand til andet end procesformål ses bort fra en enkelt varmt-vandshane på et procesnet, hvis der kun lejlighedsvis bruges varmt vand.

Baggrunden for bagatelgrænsen fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 218; § 1, nr. 14: "almindelig konduite vil dog stadig foreskrive, at en enkelt varmtvandshane på et procesnet, der kun helt lejlighedsvis benyttes, henregnes til procesformål, uanset om forbruget strengt taget burde beskattes som rumvarme."

F.6.8.6 Særregel for måling (damp, hedtvand og lille forbrug af rumvarme)

Hovedreglen er, at der skal ske måling af det energiforbrug, hvor virksomheden kan opnå den højeste godtgørelse, se F.6.8.1 .

Ved fordeling mellem rumvarme/varmt vand og procesformål kan der ses bort fra hovedreglen i følgende tilfælde:

  1. Anlæg, hvor fremløbstemperaturen er over 90 grader C (hedtvandsanlæg og dampanlæg).
  2. Andre anlæg, hvor det ikke-godtgørelsesberettigede energiforbrug (rumvarme/varmt vand) udgør under 10 pct. af den samlede fremstillede mængde energi.
  3. Andre anlæg, hvor det ikke-godtgørelsesberettigede energiforbrug udgør mindre end 200 GJ årligt. Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 - med ikrafttræden den 1. juli 2004.

Reglerne herom fremgår af mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 5, nr. 4, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 4.

Virksomheden kan - i henhold til afgiftslovgivningen - vælge mellem at opgøre brændselsandelen, der anvendes til ikke-godtgørelsesberettigede formål, enten

a) som forholdet mellem på den ene side den målte mængde energi, som forbruges til rumvarmeformål, og på den anden side den samlede mængde fremstillede energi på anlægget, eller

b) at opgøre brændselsforbruget til ikke godtgørelses-berettigede formål direkte. Den direkte opgjorte mængde sker ved måling af forbruget omfattet af rumvarmereglerne, divideret med energiindholdet i de indfyrede brændsler, jf. oversigten nedenfor. Den herved beregnede mængde divideres derefter med anlæggets virkningsgrad.

Oversigt over brændsler energiindhold:

Spildolie 40,4 MJ/kg
Fyringstjære 6,4 MJ/kg
Gas- og dieselolie 35,9 MJ/l
Petroleum 34,8 MJ/l
Fuelolie 40,4 MJ/kg
LPG 46,0 MJ/kg
Raffinaderigas 52,0 MJ/kg
Stenkul 25,2 GJ/t
Koks 28,9 GJ/t
Jordoliekoks 31,4 GJ/t
Brunkulsbriketter og brunkul 18,3 GJ/t
Benzin 32,9 MJ/l
Halm 14,5 MJ/kg
Træaffald 14,7 MJ/kg
Andet affald 9,4 MJ/kg
Naturgas 39,6 MJ/Nm3
Biogas 19,7 MJ/Nm3
Forgasningsgas 4,0 MJ/Nm3

MJ = megajoule

GJ = gigajoule

NM3 = normal kubikmeter

Virkningsgraden er for gasfyrede anlæg 0,90, for oliefyrede anlæg 0,85 og for andre anlæg 0,80. De nævnte virkningsgrader skal anvendes, dvs. at der ikke er mulighed for at bruge beregnede virkningsgrader (fx kedelproducentens oplysning om virkningsgrad).

Den resterende mængde brændsel henregnes til den godtgørelsesberettigede del (proces).

Det tillades, at opgørelsen beregningsteknisk i stedet kan ske ved, at der foretages en beregning af kedlens samlede produktion. Kedlens samlede produktion skal beregnes på baggrund af det indfyrede brændsels energiindhold og kedlens virkningsgrad. Der kan herefter ske en opgørelse på samme måde som nævnt under metode a.

Tillæg til rumvarmeforbrug på 10 pct.

Hvis målingen af energiforbruget til rumvarme/ varmt vand ikke sker i umiddelbar nærhed af anlægget, der fremstiller varmen, skal rumvarme/varmt vand ved begge metoder tillægges yderligere 10 pct. (ledningstab), eller hvis ledningstabet fra kedlen til radiatoren registreres ved måling, det faktisk målte ledningstab.

CO2-afgift - særregel

Ved fordeling af energiforbrug mellem tung og let proces i relation til CO2-afgiften anvendes de samme principper/metoder, som nævnt ovenfor, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 3. Dvs., måle energiforbruget til let proces og derefter enten beregne brændselsforbruget for let proces indirekte eller direkte.

For virksomheder med andre anlæg end hedtvandsanlæg eller dampanlæg er anvendelse af særreglen betinget af, at mindst 90 pct. af det godtgørelsesberettigede forbrug er til tung proces.

Hvis målingen ikke sker i umiddelbar nærhed af anlægget, der fremstiller varmen, skal det målte forbrug til let proces tillægges 10 pct. - jf. ovenfor om 10 pct. tillæg til rumvarmeforbrug.

Den resterende mængde brændsel henregnes til tung proces.

Eksempler
Principskitse over måling af energi til rumvarme fremstillet på basis af damp:

AN7722_4.GIF

Skitse over måling af energi til rumvarme (almindeligt varmtvandsanlæg), hvor der bruges mindre end 10 pct. af den fremstillede energi til rumvarme:

AN7722_5.GIF

F.6.8.7 Privatforbrug

Hvis der i en virksomhed udelukkende skal ske fordeling af energiforbrug til privat og erhvervsmæssig anvendelse, kan fordelingen ske skønsmæssigt, dvs. uden konkret måling.

Der er derfor ikke krav om, at der skal ske måling af energi i relation til privatforbrug, hvis der udelukkende skal skelnes mellem energi til privatforbrug og til erhverv.

Den skønsmæssige fordeling kan tage udgangspunkt i de standardsatser, som anvendes ved skatteansættelsen af privatforbrug.

Hvis der er fastsat et større forbrug som privatforbrug end nedenstående standardsatser for 1-familiehuse, er det i stedet dette forbrug, der skal lægges til grund.

Den private andel af elektricitet og varme beregnes på grundlag af følgende årlige forbrug: 

Elforbrug

80 kWh pr. m2 til opvarmning
3.000 - 3.600 kWh til varmt vand for 1-4 personer
2.000 kWh til lys og husholdning for lejligheder
4.000 kWh til lys og husholdning for parcelhuse

Olieforbrug

For et 1-familiehus på 120-130 m2 fastsættes olieforbruget til 2.500 liter.

Gasforbrug

For et 1-familiehus på 120-130 m2 fastsættes gasforbruget til 2.200 m3.

 

F.6.8.8 Måling

Ved fordeling af energiforbrug mellem procesformål og rumvarme/varmt/vand eller mellem tung proces og let proces anvendes almindelige gængse målere. Krav til målere er nærmere omtalt i F.6.13 .

Det er virksomhedens ansvar, at installerede bimålere/fordelingsmålere virker rigtigt. Virksomheden skal straks sørge for, at defekte målere repareres eller udskiftes.

Virksomheden skal ved byggetekniske tegninger eller på anden måde kunne vise, at målerne er placeret korrekt.

F.6.8.9 Domme og kendelser

Nedenfor er omtalt domme og kendelser i relation til måling af energiforbrug:

Kendelse - energiforbrug - slagteri 

 Landsskatteretten har den 15. juni 2000 afsagt kendelse i en sag, hvor et slagteri havde opsat målere fra den 1. februar 1996, men hvor målingerne var behæftet med konkrete mangler p.g.a. en fejlagtig fortolkning af gasafgiftsloven.

Kendelse: Retten fandt, at der på nævnte baggrund kunne godkendes en forholdsmæssig tilbagebetaling af afgifter for en skønsmæssig fastsat del af det godtgørelsesberettigede forbrug. Se TfS 2000,643.

Kendelse - engroshandel

Landsskatteretten har den 22. december 2000 afsagt kendelse i en sag, hvor en engroshandel for perioden 1996 - 1999 havde foretaget måling af det samlede elforbrug til både tilbagebetalingsberettiget (let proces) og ikke-tilbagebetalingsberettiget (rumvarme/varmt vand) formål.

Kendelse: Retten fandt, at der alene kunne godkendes tilbagebetaling af elafgift efter bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 5 og 6. Retten fandt ikke, at der var hjemmel til at foretage en opgørelse på grundlag af de af repræsentanten i sagen foretagne beregninger.

Kendelse - industrivirksomhed

Landsskatteretten har den 13. september 1999 afsagt kendelse i en sag om manglende måling af energiforbrug i en industrivirksomhed i perioden fra 1. januar 1996 og indtil opsætning af målere den 1. juli 1998.

Virksomheden havde i nævnte periode ikke efterlevet reglerne for opsætning af målere, herunder ikke ansøgt ToldSkat om tilladelse/dispensation til at basere forholdsmæssige fordelinger indtil 1. juli 1996, jf. § 11 i lov nr . 1102 af 20. december 1995.

Kendelse: Retten fandt, at der ikke er grundlag for at yde godtgørelse for nogen del af energiafgiften og CO2-afgiften som procesformål, idet der først blev installeret målere i virksomheden den 1. juli 1998.

Kendelse - elforbrug - produktions-/salgsvirsomhed

Landsskatteretten har den 9. august 1999 afsagt kendelse i en sag, hvor en produktions- og salgsvirksomhed ikke for peroden fra 1. januar 1996 til 30. april 1999 havde opsat målere til måling af det elforbrug, der var medgået til rumvarme i virksomheden.

Kendelse: Retten fandt henset til, at virksomheden ikke havde opsat målere, at tilbagebetaling alene kunne godkendes efter elafgiftslovens § 11, stk. 5 og 6. Retten fandt ikke, at der efter 1. juli 1996 er hjemmel til at godkende en skønsmæssig foretaget fordeling af energiforbruget. Den omstændighed, at der senere er opsat målere, hvis udvisende kan dokumenteres, fandt retten ikke kunne ændre herved.

Kendelse - elforbrug - kro

Landsskatteretten har den 31. august 2001 afsagt kendelse i en sag, hvor en kro ikke havde foretaget særskilt måling af el i relation til forbruget af el til rumvarme, jf. SKM2002.76.LSR .

Sagen drejede sig om hvorvidt elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 (installeret effekt multipliceret med 350 timer pr. måned) indebærer, at opgørelsen af elforbrug til rumvarme skal ske på årsbasis, eller om opgørelsen kun skal ske for de måneder, hvor opvarmningen fandt sted. Kroen har fremført, at værelserne har været udlejet i en periode på i alt 3 måneder om året, og at elforbruget medgået til rumvarme alene skal beregnes for den periode, hvor værelserne har været udlejet.

Kendelse: Retten fandt, at bestemmelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 er en absolut beregningsregel, der ikke åbner mulighed for anvendelsen af skøn. Retten fandt således, at der ved beregningen af el medgået til rumopvarmning efter elafgiftslopvens § 11, stk. 5, nr. 3, skal ganges med det antal måneder, som virksomheden generelt er omfattet af reglerne om godtgørelse af elafgift, jf. elafgiftslovens § 11.

Dom - elforbrug - grillforretninger

 Østre Landsret har den 18. februar 2004 afsagt dom i en sag, hvor to grillforretninger ikke havde opsat særskilte målere til måling af elforbrug til varme/varmt vand og til procesformål jf. SKM2004.166.ØLR .

Sagen vedrørte godtgørelse af elafgift og CO2-afgift for to grillforretninger, der alene havde åbent i sommerhalvåret. Den afgiftspligtige gjorde gældende, at der efter elafgiftslovens § 11, stk. 5, var hjemmel til at foretage en skønsmæssig fordeling af elforbruget i et afgiftspligtigt forbrug til henholdsvis vandvarmere/rumopvarming og et fradragsberettiget forbrug til procesvarme samt at beregningen kunne foretages ud fra virksomhedernes konkrete åbningstid, og beregningerne skulle derfor ikke ske ud fra den periode, hvor den afgiftspligtige generelt var omfattet af reglerne.

Landsretten bemærkede, at det påhviler den afgiftspligtige, der kræver tilbagebetaling af elafgiften, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldte. Elafgiftslovens § 11, stk. 5, opregner udtømmede de tre metoder, som kan anvendes ved opgørelsen af den elafgift, der ikke kan tilbagebetales efter lovens § 11, stk. 3.

Landsretten fastslog, at der ikke er hjemmel til at foretage fordelingen af elforbruget og dermed elafgiften skønsmæssigt. Landsretten fastslog videre, at når afgifter efter elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, for så vidt angår bl.a. vandvarmere og anlæg beregnet til rumvarme kan opgøres på grundlag af den målte drifttid, kan denne driftstid ikke efter en almindelig fortolkning af bestemmelsernes ordlyd kunne forstås som forretningernes åbningtid. Det må derimod forstås som den målte tid, anlæggene har været i drift.

Dom - elforbrug - udstillingshuse

 Vestre Landsret har den 8. marts 2004 afsagt dom i en sag om elforbrug i udstillingshuse. Dommen er offentliggjort i SKM2004.167.VLR.  Virksomheden anvendte el til bl.a. opvarmning af seks udstillingshuse af forskellige typer, hvoraf tre var beliggende på Sjælland og tre i Jylland. Virksomheden havde ikke opsat måler, som kunne måle elforbruget til husene i Jylland. Sagen vedrørte, om elforbruget i udstillingshusene i Jylland, hvilket forbrug ikke berettigede til godtgørelse, kunne opgøres skønsmæssigt på baggrund af en syns- og skønserklæring, evt. om måling af elforbruget i husene på Sjælland kunne betragtes som en måling af forbruget i Jylland

Landsretten fastslog, at virksomheden ikke havde aflæst elforbruget i udstillingshusene i Jylland for de relevante år, og virksomheden havde således ikke fulgt den opgørelsesmetode, der var fastlagt i elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1. Da virksomheden ikke ønskede elforbruget opgjort efter lovens § 11, stk. 5, nr. 2, eller 3, og da der ikke var hjemmel til at opgøre elforbruget på andre måder, tiltrådte landsretten, at elforbruget blev opgjort efter elafgiftslovens § 11, stk. 6, dvs. beregning af afgiften pr. m2.

Dommen er i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse.

Kendelse - energiforbrug - befugtningsanlæg

Landsskatteretten har den 9. november 2004 afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af naturgasafgift, olieafgift og CO2-afgift. Hvis der fra samme anlæg fremstilles såvel tilbagebetalingsberettiget som ikke-tilbagebetalingsberettiget rumvarme og varmt vand, kan der ske tilbagebetaling af en forholdsmæssig del af afgiften, såfremt en sådan kan opgøres. Den i sagen anvendte metode til beregning af energiforbruget til fordampning i et befugtningsanlæg opfyldte ikke energiafgiftslovgivningens krav om måling af det energiforbrug, der måtte være tilbagebetalingsberettiget. Som følge heraf var der ikke mulighed for tilbagebetaling. Landsskatteretten bemærkede herudover, at der ikke var taget stilling til spørgsmålet om det omhandlede forbrug rent faktisk var tilbagebetalingsberettiget. Kendelsen er offentliggjort i SKM2004.488.LSR .  

Kendelse - elforbrug - havne

Landsskatteretten har den 15. september 2004 afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af elafgift og CO2-afgift i to kommunale havne, jf. SKM2005.91.LSR . Opgørelsen af havnenes godtgørelsesberettigede elektricitetsforbrug kunne ske således, at der fra havnenes samlede elektricitetsforbrug efter måler fratrækkes det forbrug, der vedrører videresalg samt det forbrug, der er anvendt til rumvarme/varmt vand. Vedrørende den elektricitet, der har været videresolgt til fiskekuttere, skal opgørelsen ske efter de målinger, som havnene har foretaget, og vedrørende salget af elektricitet til lystbåde, der ikke har været målt, må opgørelsen af dette ske skønsmæssigt. Da der ikke var sket måling af den elektricitet, som var medgået til rumvarme/varmt vand må opgørelsen ske efter effektreglen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3.   

Kendelse - elforbrug - campingplads

Landsskatteretten har den 18. oktober 2005 afsagt kendelse i en sag om den godtgørelsesmæssige stilling for elforbrug og vandforbrug på en campingplads, jf. SKM2005.544.LSR . Der kunne ikke ske godtgørelse af elektricitet- og vandafgift vedrørende energiforbrug i et udendørs badeanlæg ved en campingplads. Godtgørelse af godtgørelsesberettiget forbrug i velfærdsbygninger og til pladsbelysning mv. måtte forudsætte, at der var foretaget konkrete målinger af godtgørelsesberettiget og ikke godtgørelsesberettiget forbrug på campingpladsen. Sådanne målinger forelå ikke, og der var derfor ikke grundlag for at ændre myndighedernes afgørelse.

Sagen er indbragt for Landsretten.

Landsskatteretten har den 24. marts 2006 afsagt kendelse i en sag om afgift af naturgas anvendt til stilstandsvarme i hjælpedampkedel i forbindelse med produktion af elektricitet. Kendelsen er offentliggjort i SKM2006.298.LSR . Landsskatteretten fastslog, at kraftvarmeværket var berettiget til godtgørelse af energiafgifterne vedrørende energiforbruget anvendt til stilstandsvarme i forbindelse med produktion af elektricitet. Ved beregningen af den andel af det samlede forbrug af afgiftspligtig gas i hjælpedampkedlen, som er medgået til fremstilling af elektricitet, skal selskabet anvende en pro rata fordeling, jfr. gasafgiftslovens § 8, stk. 2 og kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 1, nr. 2.

F.6.9 Afgift af overskudsvarme

Reglerne for betaling  overskudsvarmeafgift fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9-12, kulafgiftslovens § 8, stk. 8-11, elafgiftslovens § 11, stk. 9-12, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 9-12 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4-7.

Virksomheder skal ikke betale afgift af varme fra procesformål, fx produktionsprocessen, motorer eller køleanlæg, der umiddelbart bidrager til opvarmning af det samme rum, som varmen dannes i.

Udnyttelse af overskudsvarme fra procesformål

Hvis varme eller varmt vand fra procesformål derimod udnyttes ved særlige installationer, skal der som hovedregel betales afgift af den nyttiggjorte overskudsvarme, der anvendes til rumvarme eller varmt vand. Det gælder fx varme og varmt vand fra procesformål, der nyttiggøres i rør- og radiatorsystemer til rumopvarmning eller varmt vand.

Der skal endvidere betales afgift af varm luft fra procesformål, der direkte eller gennem direkte opvarmning af anden luft nyttiggøres ved særlige installationer til opvarmning af andre rum, end hvor den varme luft er nyttiggjort fra. Der skal derimod ikke betales afgift af nyttiggjort varm luft, der anvendes til opvarmning af det samme rum, som varmen kommer fra. Reglerne for betaling af afgift af overskudsvarme for varm luft er beskrevet i F.6.9.3 .

Hvis nyttiggørelsen har medført et øget forbrug af brændsel i de anlæg, hvor varmen nyttiggøres, ydes der ikke godtgørelse af afgift, medmindre det øgede forbrug skyldes en varmekilde indsat i overskudsanlægget, og at dette energiforbrug nøje kan opgøres.

F.6.9.1 Afgiftens størrelse

Energiafgifter

Godtgørelsen af energiafgifter skal nedsættes med et beløb i kr. pr. gigajoule (GJ) overskudsvarme, der anvendes i virksomheden til rumopvarmning eller varmt vand. For varme, der afsættes fx til et varmeforsyningsselskab, nedsættes godtgørelsen dog højst med en procentdel af det samlede vederlag for varmeleverancen. Ved det samlede vederlag forstås såvel det vederlag, som afregnes i forhold til den leverede mængde varme, som faste bidrag.

Den daværende Told- og Skattestyrelse har i 1999 udarbejdet et notat om overskudsvarme, der afsættes, se F.6.9.5 .

For overskudsvarme, der afsættes, udgjorde nedsættelsen af godtgørelsen i perioden 1. januar 1996 - 31. december 1998 højst 42,5 pct. af vederlaget.

Oversigt over satsen for overskudsvarme udtrykt i kr. pr. GJ:

01.01.1996 - 31.12.1998  42,50 kr./GJ
01.01.1999 - 31.12.1999 47,50 kr./GJ
01.01.2000 - 31.12.2001 50,00 kr./GJ
01.01.2002 og fremover 52,50 kr./GJ


Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 skete der med virkning fra 1. juli 2002 en nedsættelse af satsen for procesoverskudsvarme fra industriel kraftvarmeproduktion, hvormed godtgørelsen skal reduceres. Nedsættelsen var 52,50 kr. pr. GJ varme til 42,00 kr. pr. GJ varme. Bemærk, nedsættelsen er betinget af, at der er tale om overskudsvarme fra en produktionsproces, hvor varmen kommer fra en virksomheds eget "industrielle" kraftvarmeværk.

Oversigt over pct.-satsen for overskudsvarme, der afsættes:

01.01.1996 - 31.12.1998  42,5 pct. af vederlaget 
01.01.1999 - 31.12.2001 45,0 pct. af vederlaget
01.01.2002 - 31.01.2007 47,5 pct. af vederlaget
01.02.2007 og fremover 32,5 pct. af vederlaget

Nedsættelsen er den samme for energiafgiften af olie, LPG-gas, kul og el. Om nedsættelsen for naturgas, se "Særligt for naturgas og bygas" under F.6.9.2 .

Der skal ske måling af den mængde overskudsvarme, som der skal svares afgift af efter ovennævnte regler.

Lov nr. 1416

Nedsættelsen er godkendt af EU-kommissionen efter statsstøttereglerne. Loven er trådt i kraft den 1. februar 2007, jf. bekendtgørelse nr. 33 af 15. januar 2007.

CO2-afgift

Efter samme regler som for energiafgiften nedsættes godtgørelsen af CO2-afgift af procesenergi, når der er tale om nyttiggjort overskudsvarme fra tung proces, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4.

Nedsættelsen udgør 7,50 kr. pr. GJ varme.

Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 skete der med virkning fra 1. juli 2002 en nedsættelse af satsen for procesoverskudsvarme fra industriel kraftvarmeproduktion, hvormed godtgørelsen skal reduceres. Nedsættelsen var fra 7,50 kr. pr. GJ varme til 6,00 kr. pr. GJ varme. Bemærk, at nedsættelse er betinget af, at der er tale om overskudsvarme fra en produktionsproces, hvor varmen kommer fra en virksomheds eget "industrielle" kraftvarmeværk.

For varme, der afsættes, udgør nedsættelsen dog højst 7,5 pct. af det samlede vederlag for varmeleverancen. Se endvidere F.6.9.5 .

Ved udnyttelse af overskudsvarme fra let proces, skal der ikke ske nedsættelse af godtgørelsen af CO2-afgift.

F.6.9.2 Beregning og betaling af overskudsvarmeafgift

Virksomheden skal beregne den nedsatte godtgørelse. Beløbet skal modregnes i den afgift, som virksomheden ellers kan få godtgjort til procesformål i den samme periode.

Der skal alene beregnes/betales afgift af overskudsvarme, der anvendes i virksomheden som rumvarme/varmt vand. Der skal således ikke betales afgift af overskudsvarme, hvis overskudsvarmen anvendes til formål, som der ydes fuld godtgørelse af energiafgiften for (procesformål).

Virksomheden skal kun betale afgift af nyttiggjort overskudsvarme til eget forbrug af rumvarme i virksomheden i perioden 1. oktober - 31. marts, dvs. oktober, november, december, januar, februar og marts. Det samme gælder for internt forbrug af varmt vand, der er fremstillet af overskudsvarme. Denne bestemmelse blev indsat i afgiftslovene ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

For varme, der afsættes, skal der betales afgift af overskudsvarmen hele året.

Kvadrameterafgift- eget forbrug af overskudsvarme

I stedet for at betale afgift af overskudsvarme baseret på en måling kan virksomheden vælge i stedet at betale overskudsvarmeafgift af eget forbrug på basis af en standardsats pr. m2 pr. måned efter areal (kvadratmeterafgift), se F.6.8.4 . Ovennævnte lempelse for betaling af overskudsvarmeafgift gælder også her. Kvadratmeterafgiften skal dermed kun betales i vinterhalvåret.

Standardsatsen udgør 10 kr. pr. m2 pr. måned. I perioden 1. januar 1999 - 31. december 2001 udgjorde satsen 9 kr. pr. m2. Før 1. januar 1999 udgjorde satsen 8 kr. pr. m2.

Kvadratmeterafgiften omfatter ikke internt forbrug af varmt vand, der er fremstillet af overskudsvarme.

Eldrevne varmepumper

Hvis nyttiggørelsen sker ved eldrevne varmepumper, hvortil virksomheden ikke kan få godtgørelse af elafgiften af elforbruget, nedsættes godtgørelsen kun for den del af den nyttiggjorte varme, der overstiger 3 gange elforbruget i varmepumpen, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, kulafgiftslovens § 8, stk. 8, elafgiftslovens § 11, stk. 9, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 9 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4.

Eksempel

Dette kan illustreres ved følgende eksempel:

Elforbrug i varmepumpe: 1.000 kWh
3 x 1.000 kWh = 3.000 kWh
   
Omregnet til energiindhold (1 MWh = 3,6 GJ):  
   
3.000 kWh : 1.000 = 3 MWh x 3,6 GJ = 10,8 GJ
   
Nyttiggjort varme målt ved udgang fra varmepumpe: 15,0 GJ
- Elforbrug x 3 = 10,8 GJ
Reduktion i godtgørelsen for: 4,2 GJ

Overskudsvarme baseret på flere brændsler

I det omfang den nyttiggjorte varme eller varmt vand delvis er fremstillet ved andet end afgiftspligtige brændsler eller afgiftspligtig el, nedsættes godtgørelsen for en forholdsvis mængde varme.

Den forholdsvise nedsættelse opgøres som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i de brændsler, som der ydes godtgørelse for, og på den anden side det totale energiindhold i de indfyrede brændsler mv.

Reglerne herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 10, kulafgiftslovens § 8, stk. 9, elafgiftslovens § 11, stk. 10, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 10 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 5.

Er der fx indfyret 2.000 GJ træ og 2.000 GJ olie i en proces, som der ydes godtgørelse for, og der efterfølgende nyttiggøres 1.000 GJ varme, nedsættes godtgørelsen af energiafgiften med 2.000 GJ : 4.000 GJ x 1.000 GJ x 52,50 kr./GJ = 26.250 kr.

Hvis overskudsvarmen nyttiggøres fra en tung proces, skal der ske en tilsvarende fordeling ved opgørelse af, hvad der skal betales i CO2-afgift af overskudsvarmen.

Særligt for naturgas og bygas

For nyttiggjort overskudsvarme, der stammer fra anlæg, hvor der i perioder af mindst én måneds varighed udelukkende er brugt naturgas, udgør nedsættelsen af godtgørelsen af energiafgiften følgende, jf. naturgasafgiftslovens § 10, stk. 11:

Periode

1.1.2000 1.1.2001 1.1.2002  1.2.2007 og fremover
Overskudsvarme-
afgift pr. Gj i kr.
160x50,00
202
196x50,00
202
 52,50 52,50
Overskudsvarme-
afgift max i pct. af
vederlag (overskudsvarme, der afsættes
160x45%
202
196x45%
202
 47,5% 32,5%

For bygas, omfattet af de særlige regler, beregnes overskudsvarmeafgiften efter dette skema:

Periode

1.1.2000 1.1.2001 1.1.2002 1.1.2003 1.1.2004 1.1.2005 1.1.2006  1.2.2007 og fremover 
Overskuds-
varme-afgift
pr. Gj i kr.
38x50,00
202
68x50,00
202
99x52,50
202
125x52,50
202
150x52,50
202
177,2x52,50
202
52,50  52,50
Overskuds-
varmeafgift max i pct. af
vederlag (overskudsvarme, der afsættes) 
38x45%
202
68x45%
202
99x47,5%
202
125x47,5%
202
150x47,5%
202
177,2x47,5%
202
 47,5% 32,5%

Vælger virksomheden at betale afgift af overskudsvarme på basis af kvadratmeterafgiften udgør afgiften pr. m2 følgende pr. måned for naturgas:

1. januar år 2000 2001 2002 og fremover
Kvadratmeterafgift pr. måned i kr. 160x9
202
196x9
202
10

For bygas udgør den tilsvarende afgift pr. m2 følgende pr. måned:

1. januar år 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 og fremover
Kvadratmeter-
afgift pr. måned i kr.
38x9
202
68x9
202
99x10
202
125x10
202
150x10
202
177,2x10
202
10

Reglerne fremgår af naturgasafgiftslovens § 10, stk. 11.

I perioder, hvor der er anvendt flere eller andre brændsler end naturgas i ét anlæg, skal der betales afgift af overskudsvarme efter de almindelige overskudsvarmeregler.

For virksomheder, hvis overskudsvarme hidrører fra såvel anlæg, der er baseret på naturgas, som anlæg baseret på andre brændsler end naturgas, gælder den reducerede nedsættelse kun for den overskudsvarme, der hidrører fra det eller de naturgasbaserede anlæg.

F.6.9.3 Udnyttelse af varm procesluft

Overskudsvarmereglerne for udnyttelse af varm procesluft fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 11 og 12, kulafgiftslovens § 8, stk. 10 og 11, elafgiftslovens § 11, stk. 11 og 12, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 11 og 12 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 6 og 7.

Opvarmning af samme rum

Der skal ikke betales afgift af nyttiggjort varm luft, der anvendes til opvarmning af det samme rum, som varmen kommer fra.

Det gælder uanset, om nyttiggørelse er sket ved almindelig ventilation (udsugning ved anlæg monteret i loft eller væg) fra et rum, hvor der foregår en proces, eller om der er tale om et udsugningsanlæg, der er centreret omkring selve processen, men hvor der også foregår udsugning af anden varme (emhættemodellen). Det er endvidere uden betydning, om den nyttiggjorte varme føres tilbage til det samme rum ved opvarmning af anden luft i et ventilationssystem, eller om varmen føres tilbage til rummet i væskeform, fx som radiatorvarme.

Hvis der er tale om varm luft udelukkende fra procesformål, fx varm luft ved udsugning fra selve produktionsprocessen, hvor der ikke samtidig sker udsugning af anden luft, skal der betales afgift af overskudsvarmen, hvis den i forbindelse med nyttiggørelsen gøres væskebaseret.

Opvarmning af andre rum

Er der gjort en aktiv indsats for at udnytte den varme procesluft i andre rum, fx i form af en rørføring, skal der betales afgift af overskudsvarme af den luftbaserede overskudsvarme.

Da det kan være vanskeligt at opgøre energiindholdet i luft ved måling, kan beregningen ske på grundlag af energiforbruget (dvs. elektriciteten) i de anlæg, som transporterer luften til andre rum. Anvendes fx en ventilator til at puste varm luft ind i et ventilationssystem, som opvarmer virksomhedens øvrige lokaler, kan mængden af overskudsvarme opgøres som 2 gange ventilatorens elforbrug.

Dette kan illustreres ved følgende eksempel:

Elforbrug i ventilator:  
Overskudsvarme: 2 x 3.000 kWh = 6.000 kWh
Omregnet til GJ (1 kWh = 0,0036 GJ):  
6.000 kWh x 0,0036 GJ/kWh = 21,6 GJ
Afgift af overskudsvarme:  
21,6 GJ x 52,50 kr./GJ = 1.134 kr.

Hvis overskudsvarmen nyttiggøres fra en tung proces, skal der også betales CO2-afgift af overskudsvarmen (7,50 kr. pr. GJ/7,5 pct. af vederlaget).

Energiindholdet kan dog også opgøres ved konkret måling af den varme luft.

Udnyttes procesluften ved en varmeveksler, så der er én ventilator, som puster/suger procesluften ud, og en anden, som transporterer den friske luft ind, er det alene elforbruget til den ventilator, som transporterer den friske luft ind, der skal anvendes som beregningsgrundlag.

Når beregningen sker ved at anvende metoden for 2 gange energiforbruget, og en del af den varme luft efterfølgende anvendes til opvarmning af væsker, medregnes denne opvarmning af væsker i rør- og radiatorsystemer som nyttiggjort varme efter de almindelige regler for nyttiggørelse af overskudsvarme. Samtidig modregnes denne opvarmning i det beregnede energiindhold i den varme luft.

Transporterer de pågældende anlæg også luft, der ikke er omfattet af reglerne om nyttiggjort overskudsvarme, kan beregningen baseres på en forholdsmæssig andel. Andelen opgøres som den andel af det samlede energiforbrug i de pågældende anlæg, som svarer til forholdet mellem på den ene side mængden af luft omfattet af overskudsvarmereglerne, og på den anden side den totale mængde transporteret luft.

Forbrug af leveret overskudsvarme

Virksomheder, der får leveret overskudsvarme fra en anden virksomhed, kan opnå godtgørelse af afgiften på overskudsvarmen efter samme regler som for den indirekte afgiftsbelastning for almindelig fjernvarme, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 15, kulafgiftslovens § 8, stk. 14, elafgiftslovens § 11, stk. 14, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 15 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 17.

F.6.9.4 Genindvinding af rumvarme og overskudsvarme

Genindvinding af rumvarme er som hovedregel ikke omfattet af overskudsvarmereglerne, idet det typisk må antages, at der er betalt rumvarmeafgift af selve opvarmningen. I de tilfælde hvor der indvindes varme fra rum, som opvarmes ved, at processen direkte afgiver varme, skal der dog betales afgift af den overskudsvarme, som indvindes og forbruges andre steder.

Er rummet også opvarmet med fx varme fra et oliefyr, kan denne mængde varme modregnes i den afgift af overskudsvarme, der beregnes af den genindvundne varme. Varmen pålægges dermed ikke rumvarmeafgift to gange.

Princippet for den nævnte behandling af indvunden rumvarme kan illustreres ved følgende eksempel:

I et støberi er der i forbindelse med udluftningen monteret et anlæg til genindvinding af varme i form af en varmeveksler, hvor den varme procesluft opvarmer frisk luft. Varmen forbruges i administrationsbygningen.


Til at sende luften gennem anlægget og over til administrationsbygningen bruger ventilatoren 250 GJ årligt. Virksomheden har valgt ikke at måle opvarmningen af luften direkte og fastsætter derfor den udnyttede varme til 500 GJ (2 x ventilatorens elforbrug).


Støbelokalet opvarmes også med et oliefyr. Varmeforbruget i radiatorerne er årligt 100 GJ. Denne mængde varme kan modregnes i den energimængde, som ligger til grund for beregningen af nedsættelsen af afgiftsgodtgørelsen. Grundlaget for nedsættelsen bliver i det aktuelle tilfælde dermed 400 GJ. Havde varmeforbruget i radiatorerne været over 500 GJ, var grundlaget blevet 0.

F.6.9.5 Overskudsvarme, der afsættes

Den daværende Told- og Skattestyrelse har i 1999 udarbejdet et notat om bl.a. grundlaget for beregning af afgift af overskudsvarme, der afsættes. Notatet har følgende indhold:

"1. Overskudsvarme skal i denne sammenhæng forstås som varme, som udnyttes fra en produktionsproces. Det er således en ubetinget forudsætning for anvendelsen af de særlige regler, at udnyttelsen af overskudsvarmen ikke medfører et forøget brændselsforbrug.

2. Overskudsvarmereglerne er sammenfaldende for de forskellige brændsler. Den særlige ordning for olie, kul og elektricitet for anlæg, hvor etableringen er påbegyndt før 6. april 1995, og hvortil der er søgt om tilladelse til afgiftsgodtgørelse af varmeleverancen inden samme dato, finder dog ikke anvendelse for naturgas.

De udstedte tilladelser gælder kun så længe, der ikke er sket væsentlige ændringer i de faktiske forhold, som forelå ved udstedelsen af tilladelse til afgiftsgodtgørelse af varmeleverancen.

Det er derudover ikke fundet relevant at beskrive disse regler nærmere i dette notat.

3. Afgiften af overskudsvarmen beregnes ud fra den målte varmemængde. Denne mængde skal måles i forbindelse med nyttiggørelsen, dog senest når varmen forlader virksomhedens bygninger.

4. Afgiften af overskudsvarme betales ved, at virksomhedens adgang til afgiftsgodtgørelse nedsættes. Afgiften udgør (i 1999) 47,50 kr. pr. Gigajoule (GJ). For varme, der afsættes til eksempelvis et fjernvarmenet, udgør nedsættelsen dog højest 45 pct. (1999-sats) af vederlaget for varmen.

For naturgas reduceres afgiften og procentsatsen dog ud fra forholdet mellem afgiftssatsen i øre pr. Nm³ og 202, jf. naturgasafgiftslovens § 10, stk. 10. Brøken fremgår af Nyhedsbrev til alle momsregistrerede virksomheder, udsendt august 1999.

Hvis varmen udnyttes fra en proces omfattet af bilaget til CO2-afgiftsloven (proceslisten), udgør afgiften af overskudsvarme 7,50 kr. pr. GJ. For varme, der afsættes, udgør nedsættelsen dog højst 7,5 pct. af vederlaget.

Af forarbejderne til reglerne fremgår det, at der ved det samlede vederlag forstås såvel vederlag, som afregnes i forhold til den leverede mængde varme, som faste bidrag.

Dette skal efter styrelsens opfattelse forstås således, at vederlaget omfatter alle omkostninger for varmeværket forbundet med leveringen af overskudsvarme fra virksomheden.

Udgangspunktet for beregningen af vederlaget er den situation, hvor virksomheden har opsat et anlæg til nyttiggørelse af overskudsvarmen og derefter afsætter varmen til et varmeselskab. Der sker herefter betaling for varmen i forhold til leverancen. Ved overvæltning af overskudsvarmeafgiften bliver afgiften en del af vederlaget. Afgiftens maksimale andel af vederlaget skal dermed beregnes af vederlaget inkl. afgift.

I nogle tilfælde betales der et fast bidrag, fx til administration eller til vedligeholdelse af anlægget. Dette bidrag skal fordeles på den årlige varmemængde, sådan at vederlaget kommer til at omfatte alle udgifter for varmeværket, ved at få varmen leveret til det sted, hvor leverancen anses for at ske. Dette følger af bemærkningerne til L 210 af 6. april 1995, vedtaget som lov nr. 418 af 14. juni 1995.

5. Hvis investeringen i (og evt. driften af) anlægget til udnyttelsen af overskudsvarmen betales af varmeværket, og altså ikke af virksomheden, vil det vil typisk modsvares af, at der vil kunne aftales en lavere pris for varmen. De samlede omkostninger forbundet med, at der sker nyttiggørelse, er imidlertid de samme.

Det er på denne baggrund styrelsens opfattelse, at alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmeværket afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeværket på et sted uden for virksomhedens produktionsbygninger, vil skulle indregnes i vederlaget. Begrundelsen for dette er, at i modsat fald ville fastlæggelsen af vederlaget for varmen blive afhængig af den kontraktmæssige fordeling mellem virksomheden og varmeværket af udgiften til nyttiggørelsen af varmen og ikke, som forudsat i lovgivningen, af den reelle pris, som varmeværket betaler for varmen i leveret stand."

F.6.9.6 Leverancer af overskudsvarme omfattet af en dispensation

For virksomheder, der inden den 6. april 1995 har ansøgt om tilladelse til afgiftsgodtgørelse for varmeleverancer efter reglerne i den daværende lovgivning (mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, eller elafgiftslovens § 11, stk. 5), skal der ikke ske nogen nedsættelse af tilbagebetalingen/betaling af afgift af overskudsvarme, når varmen i henhold til tilladelsen afsættes af virksomheden fra et overskudsvarmeanlæg, som er påbegyndt etableret inden den 6. april 1995.

Dette fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 13, kulafgiftslovens § 8, stk. 12, elafgiftslovens § 11, stk. 13 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 8.

Der er ingen lignende bestemmelse i naturgasafgiftsloven, idet der ikke var afgift på naturgas før den 1. januar 1996. Virksomheder, der afsætter overskudsvarme på basis af naturgas, skal derfor under alle omstændigheder betale afgift af overskudsvarmen.

Det bemærkes dog, at hvis der er sket ændringer i de forhold, der forelå før den 6. april 1995 og dermed lå til grund for behandlingen af dispensationsansøgningen, så bortfalder tilladelsen, og dermed også virksomhedens adgang til at levere overskudsvarme uden afgift. Dette kan blive aktuelt, hvis der fx sker ændringer af overskudsvarmeanlæggets tekniske installationer mv., eller sker væsentlige produktionsomlægninger/-udvidelser mv. Almindelig nødvendig reparation af anlæg mv. kan dog udføres uden konsekvenser.

Endvidere kan ændringer af kontraktmæssige forhold mellem leverandøren af overskudsvarme og varmeaftageren bevirke, at en tilladelse til afgiftsgodtgørelse bortfalder. Det gælder fx, hvis en virksomhed forpligter sig til at levere en vis mængde varme enten generelt eller i bestemte perioder uden hensyn til virksomhedens vareproduktion. Et konstateret merforbrug af energi, der ikke kan begrundes i vareproduktionen, har også betydning for muligheden for at opretholde en tilladelse til afgiftsgodtgørelse.

Virksomheder, der ikke har den nævnte tilladelse, er omfattet af reglerne for betaling af overskudsvarmeafgift. Det bemærkes i øvrigt, at der skal betales afgift af et internt forbrug af overskudsvarme i virksomheden, selv om den har tilladelse til afgiftsgodtgørelse i forbindelse med leverancer af overskudsvarme.

F.6.10 Motorbrændstof - Generelt

I de følgende afsnit omtales reglerne for godtgørelse af motorbrændstof generelt .

F.6.10.1 Hovedregel - ingen afgiftsgodtgørelse

Der ydes som hovedregel ikke godtgørelse af energiafgiften og CO2-afgift af olie, LPG-gas og naturgas, der bruges som motorbrændstof, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 2. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 2. punktum.

Der ydes dog afgiftsgodtgørelse for varer, der bruges ved mark- og skovarbejde o.l., se F.6.10.2 .

Ved motorbrændstof forstås almindeligvis olie, autogas, flaskegas og naturgas, der anvendes som brændstof til drift af fx vare- og lastbiler, busser, traktorer, mejetærskere, entreprenørmaskiner og stationære motorer.

Det samme gælder for olie, autogas, flaskegas og naturgas, der anvendes til drift af særlige aggregater, der er monteret på lastbiler, andre motordrevne køretøjer, trailere mv., - fx pumper, kraner, kompressorer og køleanlæg (kølemotorer).

Eksempler på forbrug af motorbrændstof, hvor der ikke ydes afgiftsgodtgørelse:

  1. Drift af registrerede motorkøretøjer, fx person-, vare- og lastbiler.
  2. Drift af fx stationære motorer, kølemaskiner mv.
  3. Drift af entreprenørmateriel, herunder drift af materiel, der bruges ved dræning, grusgravning, udgravning til gylletank mv.
  4. Drift af traktorer mv., som bruges til andet arbejde end egentligt landbrugsarbejde mv., fx ved landbrugsvirksomheders snerydning for kommuner og drift af grusgrav.
  5. Transport af varer mellem landbrugsvirksomheder og korn- og foderstofforretninger, sukkerfabrikker mv. udført af andre end landbrugsvirksomheden selv, herunder transport af afgrøder, som en maskinstation høster for en landbrugsvirksomhed.

F.6.10.2 Afgiftsgodtgørelse for motorbrændstof

Der ydes afgiftsgodtgørelse for motorbrændstof, der anvendes ved momspligtige aktiviteter indenfor landbrug mv., jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3. 1. og 2. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, 1. og 2. punktum. Landbrugsdiesel er afgiftsmærket. Se nærmere under F.1 Bilag 2 .

Ved landbrug mv. forstås virksomheder indenfor jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl.

Landbrugsvirksomheder mv. kan dog heller ikke opnå afgiftsgodtgørelse for motorbrændstof, der anvendes i registrerede motorkøretøjer, fx person- og varebiler, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, sidste punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, sidste punktum.

Eksempler på forbrug af motorbrændstof, hvor der ydes afgiftsgodtgørelse:

  1. Drift af fx traktorer, mejetærskere, arbejds- og motorredskaber ved mark- og skovarbejde, uanset om arbejdet udføres af en landbrugsvirksomhed eller af en maskinstation mv. Det bemærkes, at en traktor ikke er et motorkøretøj efter færdselsloven. Det er derfor uden betydning for adgangen til afgiftsgodtgørelse, om traktoren er registreret (forsynet med almindelige hvide nummerplader).
  2. Transport af afgrøder fra marken til driftsbygningerne, uanset om transporten udføres af en landbrugsvirksomhed eller en maskinstation mv.
  3. Landbrugsvirksomheders transport af egne varer, der er produceret i landbruget, bort fra ejendommen ved hjælp af virksomhedens traktorer. Der kan fx være tale om transport af grise, mælk eller roer med traktor til henholdsvis slagteri, mejeri og sukkerfabrik. Hvis andre end landmanden selv udfører transporten, skal der betales motorbrændstofafgift.

Det bemærkes, at for forbrug omfattet af punkterne 1 og 2 er det aktiviteten, der er afgørende for, hvorvidt en virksomhed er berettiget til afgiftsgodtgørelse. Der skelnes dermed mellem primæraktiviteter (punkt 1 og 2) og transportopgaver (punkt 3).

Landsskatteretten har den 15. maj 2003, jf. SKM2003.244.LSR , afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af mineralolieafgift. En landmand var ikke berettiget til godtgørelse af mineralolieafgift af olie forbrugt som motorbrændstof ved transport af indkøbt halm.

Primæraktivitet ctr. transport 

I 2000 blev det præciseret, at hvis der i forbindelse med transporten bort fra ejendommen skete rensning i forbindelse med læsningen, skulle rensningen anses for en del af transporten. Der kunne derfor alene ydes godtgørelse af motorbrændstof, som anvendtes til rensning og læsning, hvis aktiviteten blev foretaget af landmanden selv. Hvis rensningen skete uafhængigt af læsningen kunne aktiviteten anses for omfattet af de godtgørelsesberettigede aktiviteter i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, uanset hvem der foretog rensningen.

Landsskatteretten har den 6. december 2002, jf. SKM2003.45.LSR , afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof ved anvendelse af særskilt materiel i forbindelse med rensning og læsning af roer forinden transport til sukkerfabrikken. Landsskatteretten fandt, at det er den udøvende aktivitet, der er afgørende for, om der foreligger et godtgørelsesberettiget motorbrændstofforbrug. Der foreligger således ikke hjemmel til at foretage en sondring afhængig af, hvem der udfører en given aktivitet, der i øvrigt kan henregnes til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. pkt. Told- og Skattestyrelsen udstedte TSS-cirkulære 2003-10 om ændring af praksis og genoptagelse af sager om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof i forbindelse med rensning af roer mv. Told- og Skattestyrelsen udtstedte efterfølgende en rettelse til TSS-cirkulære 2003-10 , jf. TSS-cirkulære 2003-37 - der var foranlediget af de ændrede fristregler på afgiftsområdet. Om fristreglerne se A.12.4.3 eller den jurdiske vejledning "Processuelle regler på SKATs område".

Landsskatteretten har den 18. april 2005, jf. SKM2005.192.LSR , afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof i særskilt læsse/rensemateriel i forbindelse med transport af kartofler. Efter en konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at det omhandlede forbrug er medgået til en aktivitet, hvorved der både foregår rensning og læsning. Henset til at læsseskovlen ryster jorden af, kan det ikke lægges til grund, at rensningen er sekundær i forhold til læsningen, idet der herved foregår en yderligere nødvendig rensning af kartoflerne. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klageren i overensstemmelse med SKM2003.45.LSR er berettiget til godtgørelse vedrørende det omhandlede forbrug, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. pkt.

Indfangning og pakning af kyllinger, der sker i forbindelse med læsningen af kyllingerne m.h.p. transport til slagteriet, blev tidligere anset som en del af transporten, hvorfor der alene kunne ydes godtgørelse for motorbrændstof, som anvendtes til indfangning og pakning af kyllinger, hvis aktiviteten blev foretaget af fjerkræavleren selv. Landsskatteretten har med kendelse SKM2005.193.LSR gjort op med denne opfattelse. 

Landsskatteretten har den 15. april 2005, jf. SKM2005.193.LSR , afsagt kendelse i en sag om indfangning, pakning, læsning og borttransport af kyllinger. Landsskatteretten fandt, at indsamling og pakning af kyllinger med særskilt materiel i form af en indfangningsmaskine skal anses som en primæraktivitet, der er et naturligt led i driften af et husdyrbrug. Den omstændighed, at det ikke er kyllingeproducenten, der står for aktiviteten kan ikke tillægges betydning i godtgørelsesmæssig sammenhæng. Energiforbruget, der er anvendt til at løfte tomme transportkasser af lastbilen og køre disse hen på indfangningsmaskinen, hvor de fyldes med kyllinger, hvorefter de fyldte kasser med kyllinger løftes op fra indfangningsmaskinen og hen på ladet af lastbilen, er læsning, der anses som en del af transportopgaven med at af-/og pålæsse den lastbil, der skal køre kyllingerne bort fra husdyrbruget og hen til slagteriet. Dette energiforbrug, der anvendes i en truck, er ikke godtgørelsesberettiget. Kendelsen medførte, at der blev udstedt et genoptagelsescirkulære, TSS-cirkulære 2005-14 : Ændring af praksis og genoptagelse af sager om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof i forbindelse med indfangning og pakning af kyllinger mv. 

Landsskatteretten har den 29. april 2003, jf. SKM2003.304.LSR , afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof af et selskab, der drev virksomhed med losning af fisk og andre serviceaktiviteter for fiskere. Aktiviteten blev ikke anset for fiskerivirksomhed, ligesom transporten af fisk ikke var omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3. Selskabet var derfor ikke berettiget til godtgørelse for olie- og CO2-afgift.

Maskinstationer

Der gælder særlige regler for maskinstationer, der både udfører almindeligt maskinstationsarbejde i form af markarbejde for landbrugsvirksomheder mv. og fx entreprenøropgaver, se F.6.12 .

Afgiftsgodtgørelse ved afprøvning af gasmotorer

Der ydes afgiftsfritagelse for naturgas og bygas, der anvendes ved afprøvning af gasmotorer i forbindelse med produktionen af disse, jf. naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 3. punktum.

Der kan dog stadig ikke opnås fradrag for afgift af naturgas, der anvendes ved afprøvning i forbindelse med vedligeholdelse af gasmotorer.

Ved spørgsmål om hvornår der er tale om produktion, og hvornår der er tale om vedligeholdelse, vil blandt andet følgende momenter kunne pege i retning af, at der er tale om produktion:

  1. der er tale om en prototype,
  2. maskinen består fortrinsvis af nye dele, eller
  3. motoren tilvirkes hos producenten.

Bestemmelsen, der trådte i kraft den 1. januar 2001, er indført ved lov nr. 1289 af 20. december 2000.

Godtgørelse af CO2-afgift

Hvis der efter ovennævnte regler kan gives godtgørelse af energiafgiften af motorbrændstof, kan der også gives godtgørelse af CO2-afgiften efter CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, jf. stk. 1, dvs. godtgørelse efter reglerne for let proces.

Fra 1. januar 2005 er adgangen til godtgørelse af CO2-afgift for let proces bortfaldet, jf. lov nr. 462 af 9. juni 2004.

F.6.10.3 Regnskabsregler - generelt

Der gælder særlige regnskabsregler for visse virksomheder, der benytter olie og gas som motorbrændstof.

Omfattet er virksomheder, der både anvender farvede olieprodukter som motorbrændstof i køretøjer med videre til formål, der berettiger til godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, og til formål, der ikke giver adgang til godtgørelse (bortset fra forbrug i registrerede køretøjer) og virksomheder, der anvender svovlfri og -fattig dieselolie og gas i personmotorkøretøjer, der med tilladelse efter lov om buskørsel eller efter Rådets forordning nr. 684/92 af 16. marts 1992 om fælles regler for international personbefordring med bus anvendes til rutekørsel.


Reglerne fremgår af bekendtgørelse nr. 985 af 18. oktober 2005, der er udstedt i medfør af mineralolieafgiftsloven.


I det nugældende regelsæt for motorbrændstof er der tale om følgende typer af regnskaber:

  • Omsætningsfordeling, jf. bekendtgørelsens §§ 2 - 3
  • Forbrugsregnskab, jf. bekendtgørelsens §§ 2 - 3
  • Beholdningsregnskab, som kun er aktuelt for virksomheder med egen beholdning, jf. bekendtgørelsens § 4.

F.6.10.4 Omsætningsfordeling og forbrugsregnskab - landbrugsaktiviteter

Omsætningsfordeling

Virksomhederne skal kunne dokumentere forbruget af farvede olieprodukter, der er anvendt til formål, der berettiger til godtgørelse efter mineralolieafgiftsloven. Dokumentationen skal ske ved at opgøre forbruget forholdsmæssigt på grundlag af en omsætningsfordeling.

Virksomhederne skal opdele forbruget af farvede olieprodukter, der anvendes som motorbrændstof forholdsmæssigt.

Opdelingen skal ske enten ved at opgøre

  • den del, der ikke kan tilbagebetales eller
  • ved at opgøre den del, der kan tilbagebetales.

Virksomhederne skal måle forbruget af farvede olieprodukter til opvarmning. Olieforbruget til opvarmning indgår ikke i det forbrug, der skal fordeles.

Forbruget af farvede olieprodukter, der anvendes som motorbrændstof, hvoraf der ikke kan ydes tilbagebetaling, kan opgøres forholdsmæssigt på grundlag af den del af omsætningen, hvortil der ikke kan ydes tilbagebetaling, og den samlede omsætning vedrørende aktiviteter, hvortil der anvendes farvede olieprodukter.

Hvis der anvendes omsætningsfordeling til opgørelse af det godtgørelsesberettigede brændstofforbrug, skal der føres et regnskab over omsætningen, sådan at det er muligt at foretage en fordeling af omsætningen i aktiviteter, der kan gives godtgørelse for, og andre aktiviteter.

Ved samlet fakturering af en arbejdsopgave, der både omfatter aktiviteter, der ydes godtgørelse for, og aktiviteter, der ikke ydes godtgørelse for, skal de enkelte aktiviteter specificeres i fakturaen.

Virksomheder, der bruger omsætningsfordelingen som grundlag for opgørelsen af det fradragsberettigede brændstofforbrug, fritages for at føre et forbrugsregnskab for hvert enkelt driftsmiddel og aktivitet.

Forbrugsregnskab - opgørelse for hvert køretøj

Virksomhederne skal kunne dokumentere forbruget af farvede olieprodukter, der er anvendt til formål, der berettiger til godtgørelse efter mineralolieafgiftsloven. Dokumentationen skal ske ved at opgøre forbruget på grundlag af en konkret registrering og opgørelse af forbruget for hvert enkelt driftsmiddel.

Virksomhederne skal tilrettelægge regnskabet over forbruget af farvede olieprodukter således, at det enten viser den mængde, der i virksomhedens afgiftsperiode efter momsloven kan

  • ske tilbagebetaling for eller
  • den del, der ikke kan ske tilbagebetaling for.

Forbrugsregnskabet skal føres for hvert enkelt køretøj/driftsmiddel og skal indeholde oplysninger om

  • køretøjernes/driftsmidlernes aktiviteter
  • kilometertællerens eller driftstimetællerens udvisende ved begyndelsen af hver afgiftsperiode efter momsloven og ved hver påfyldning af motorbrændstof med angivelse af dato og mængde og
  • forbruget af motorbrændstof og arbejdsydelsens art for hver enkelt aktivitet.

Anskaffes eller afhændes et køretøj i løbet af en momsperiode, oplyses i regnskabet anskaffelses- henholdsvis afhændelsesdatoen og køretøjets kilometertællerens udvisende på denne dato.

 

 

 

F.6.10.5 Beholdningsregnskab

Virksomheder, som har egen beholdning af olieprodukter, skal føre regnskab over tilgang, beholdning, udlevering og forbrug. Regnskabet over forbruget skal være tilrettelagt på en sådan måde, at der kan redegøres for mængden og anvendelse for hver udlevering.

Virksomheder, som både har egen beholdning af svovlfri eller -fattig dieselolie eller gas og anden afgiftspligtig olie, skal holde produkterne adskilt.

F.6.10.6 Opbevaring af motorbrændstof

Produkter til motorbrændstof skal opbevares adskilt fra anden olie og gas, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2.

F.6.10.7 Tidspunkt for afgiftsgodtgørelse

Reglerne for, hvornår der kan opnås godtgørelse af afgiften af motorbrændstof, fremgår af bekendtgørelsens § 5.

For motorbrændstof, der indkøbes udelukkende til brug for arbejde inden for landbrug mv., følger tidspunktet for godtgørelse af energiafgiften momsfradraget, dvs. at godtgørelse kan ske på købstidspunktet. Hvis virksomheden herefter anvender motorbrændstof til fyringsformål, som der ikke ydes godtgørelse for, skal afgiften indbetales/reguleres over momsangivelsen eller - hvis virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter - (anmodningsblanket 23.001) i takt med, at motorbrændstoffet anvendes til andre formål.

Øvrige virksomheder kan ikke få godtgørelse af afgiften af motorbrændstof på købstidspunktet. For motorbrændstof, der bruges til formål, hvortil der ydes godtgørelse, fås godtgørelsen i takt med forbruget hertil, dvs. at forbrugstidspunktet er afgørende for tidspunktet for afgiftsgodtgørelsen, se F.6.11 .

Se nærmere i F.1. Bilag 2 om hvilke aktiviteter, der kan anvendes farvede olieprodukter til. 

F.6.10.8 Kendelser fra Landsskatteretten

Motorbrændstof - grødeskæring

Landsskatteretten har den 21. september 1998 afsagt kendelse i en sag om en virksomhed, der udførte arbejde med oprensning af åer og vandløb mv. for amter og kommuner (TfS 1998/794).

Kendelse: Retten fandt, at virksomhedens aktiviteter med oprensning af grøfter og vandløb for det offentlige ikke er omfattet af bestemmelsen i momslovens § 66, stk. 1 (nu mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. punktum), eller kan anses for mark- og skovarbejde for en landbrugsvirksomhed.

Motorbrændstof - skoventreprenør- virksomhed

Landsskatteretten har den 28. april 2000 afsagt kendelse i en sag om en virksomhed, der udfører forskellige aktiviteter for skovejere - i form af afretning af vandløbskanter og profilering, dvs. gendannelse af oprindelige vandløbssider. Derudover forestår virksomheden oprensning, rensning af vandløb for tilløbet sand og mudder, opsamling af grene, blade og træ samt fjernelse af selvgroede vækster fra vandløbsbunden.

Kendelse: Retten fandt, at det af virksomheden udførte arbejde med vedligeholdelse må anses for skovarbejde, der er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3.

SKAT, Hovedcentrets bemærkninger:
Det præciseres, at arbejdesopgaver som fx nyetablering af vandløb, veje mv. i skove er entreprenørvirksomhed, der ikke kan henføres under mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3.

Motorbrændstof - vognmandsforretning - herunder spørgsmål om berettiget forventning

Landsskatteretten har den 23. november 1999 afsagt kendelse i en sag om forbrug af olie i en vognmandsforretning - til drift af en varebil.

Kendelse: Retten fandt, at der ikke kan ske afgiftsgodtgørelse for forbruget af olie, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, nr. 1.

Retten har derudover bemærket, at alene en positiv tilkendegivelse fra myndighederne kan bibringe en retsbeskyttet forventning. Den omstændighed, at regionen ikke har taget forholdet op til bedømmelse bl.a. i forbindelse med modtagelsen af momsangivelserne kan ikke skabe en berettiget forventning hos klager om, at der kan ske godtgørelse af olieafgift og CO2-afgift, heller ikke ved udbetaling til virksomheden i forbindelse med en negativ momsangivelse, som skyldes godtgørelse af olie- og CO2-afgift.

Motorbrændstof - maskinstation - vedligeholdelse af dræningsarbejder for landmænd

Landsskatteretten har den 13. juni 2003, jf. SKM2003.427.LSR , afsagt kendelse i en sag om en maskinstation, der udfører vedligeholdelse af dræningsarbejder for landmænd, herunder udskiftning af drænrør. Landsskatteretten fandt ikke, at maskinstationen var berettiget til godtgørelse af energiafgifterne for forbrug af olie forbrugt som motorbrændstof, idet de nævnte aktiviteter ikke kan karakteriseres som egentligt landbrugsarbejde.

F.6.10.9 Benzin

Der ydes ikke afgiftsgodtgørelse for benzin, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1.

Dette gælder i alle tilfælde - også hvor benzinen anvendes ved aktiviteter omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. punktum.

Der ydes dog afgiftsgodtgørelse for benzin, der anvendes efter reglerne i mineralolieafgiftslovens § 9, fx godtgørelse af benzin, der anvendes ved erhvervsmæssig sejlads, jf. lovens § 9, stk. 4, nr. 1 og 2, (fiskeri mv.), se F.1.5.3 .

Se bekendtgørelse nr. 985 af 18. oktober 2005 §§ 6 og 7 om dokumentation for afgiftsgodtgørelse vedrørende benzin anvendt til sejlads og F.1.6.3 .

F.6.10.10 Karburatorvæske

Der ydes ikke godtgørelse af afgift af karburatorvæske, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, sidste punktum.

 

F.6.11 Motorbrændstof - Rutekørsel

Efter mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 5, ydes der afgiftsgodtgørelse for svovlfri- og fattig dieselolie, dvs. diesel med et svovlindhold på henholdsvis højst 0,001 pct. og 0,005 pct. og LPG-gas, der anvendes i personmotorkøretøjer, der med tilladelse efter lov om buskørsel eller efter Rådets forordning nr. 684/92 af 16. marts 1992 om fælles regler for international personbefordring med bus anvendes til rutekørsel .

Tilsvarende ydes der efter naturgasafgiftslovens § 9, stk. 1 afgiftsgodtgørelse for naturgas til rutekørsel.

Efter elafgiftslovens § 11b, stk. 2 ydes der afgiftsgodtgørelse for kørestrøm, der anvendes af rutebiler samt i eltog til personbefordring.

Endvidere ydes der efter CO2-afgiftslovens § 7, stk. 5, nr. 3 afgiftsgodtgørelse for CO2-afgift for ovennævnte energiprodukter til rutekørsel med rutebiler/busser.

Derudover ydes der godtgørelse af momsen af den godtgørelsesberettigede energiafgift og CO2-afgift af de pågældende produkter.

Indirekte forbrug af svovlfri- og fattig diesel, LPG-gas, naturgas eller elektricitet, fx olie til opvarmning af garageanlæg mv. og elektricitet til belysning mv. er ikke omfattet af adgangen til afgiftsgodtgørelse.

Den daværende Told- og Skattestyrelse udsendte den 11. februar 2003 en meddelelse, jf. SKM2003.59.TSS , der præciserer reglerne om godtgørelse af energiafgifterne i forbindelse med rutekørsel.

Godtgørelsesordningen

Virksomheder, der ønsker at få godtgørelse af afgift af svovlfri og -fattig diesel, LPG-gas, naturgas og el til rutebiler, og som ikke allerede er momsregistrerede, må lade sig registrere efter momsloven for at blive omfattet af godtgørelsesordningen. Der er tale om en administrativ, teknisk registrering efter momsloven.

Ved godtgørelse anvendes den periodiske momsangivelse. Hvis virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling - anvendes anmodningsblanket 23.001.

Forbrugstidspunktet

Virksomheden kan opnå afgiftsgodtgørelse på forbrugstidspunktet, der er det tidspunkt, hvor motorbrændstoffet er påfyldt den enkelte bus. Forbrugsprincippet gælder, uanset om der er tale om blandet kørsel eller udelukkende godtgørelsesberettiget rutekørsel.

At virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter ændrer ikke ved forbrugsprincippet. Lov om fremskyndet tilbagebetaling ændrer ikke opgørelsesprincipperne, men fremrykker alene tidspunktet for angivelse af godtgørelsen i forhold til fradrag over momsangivelsen.

F.6.11.1 Regnskabs - og opgørelsesregler generelt

Regnskabsregler og regler for opgørelse af godtgørelsesberettiget afgift fremgår af kapitel 1 i bekendtgørelse nr. 985 af 18. oktober 2005.

Virksomheder, der anvender svovlfri og -fattig dieselolie og gas i personmotorkøretøjer, der med tilladelse anvendes til rutekørsel, skal dokumentere forbruget af svovlfri og -fattig dieselolie eller gas, der er anvendt til rutekørsel.

Dokumentationen skal ske enten ved at opgøre forbruget 

  • forholdsmæssigt på grundlag af kørte kilometer til henholdsvis rutekørsel og anden kørsel eller
  • efter omsætningen til hhv. rutekørsel og anden kørsel.

Bestemmelserne fremgår af bekendtgørelsens § 3.

 

F.6.11.2 Opgørelse på grundlag af forbrugsregnskab

Virksomheden skal føre regnskab over forbruget for hver enkelt køretøj. Regnskabet skal føres løbende og med følgende oplysninger:

  • Kilometertællerens udvisende ved begyndelsen af hver momsperiode.
  • Den målte mængde brændstof, der er påfyldt, brændstoffets art samt dato for hver påfyldning.
  • Om brændstoffet er påfyldt fra egen beholdning, på tankstationer mv. eller i udlandet.
  • For busser, der bruges både til rutekørsel og til anden kørsel, skal regnskabet også indeholde oplysning om kilometertællerens udvisende ved hver begyndelse og afslutning af rutekørsel.

Efter udløbet af hver momsperiode skal der ske en opgørelse af det samlede forbrug af brændstof på grundlag af regnskabet for den enkelte bus og ske en afstemning af forbruget.

Anskaffes eller afhændes et køretøj i afgiftsperioden, oplyses anskaffelses- henholdsvis afhændelsesdatoen og køretøjets kilometertællers udvisende på denne dato.

Forbruget af brændstof skal fordeles forholdsmæssigt på grundlag af det kørte antal kilometer til henholdsvis rutekørsel og anden kørsel. Opgørelsen skal fremgå af virksomhedens regnskab.

For virksomheder, der bruger svovlfri og -fattig dieselolie og anden dieselolie til drift af busser, der både benyttes ved rutekørsel og turistkørsel, tillades det, at den svovlfattige dieselolie først og fremmest anses for at være brugt til rutekørsel. Der kan dog aldrig opnås tilbagebetaling af afgiften af en større mængde brændstof, end mængden af den forbrugte mængde svovlfattige diesel eller gas.

For busser, der skiftevis i løbet af en dag bruges til både rutekørsel og turistkørsel, tillades det, at der alene sker en registrering af kilometertællerens udvisende ved dagens begyndelse, og at det samlede antal kørte kilometer ved rutekørsel noteres i regnskabet for hver dag. Det forudsættes dog, at der kan opgøres et normalt fast kilometertal for den enkelte rute.

 

 

 

F.6.11.3 Opgørelse på grundlag af omsætningsfordeling

Virksomheden skal opgøre forbruget efter omsætningen til rutekørsel og anden kørsel.

Opgørelsen sker ved, at omsætningen deles i sektorer efter bussernes anvendelse. For busser, der udelukkende anvendes til rutekørsel, er hele forbruget af svovlfri/-fattig diesel godtgørelsesberettiget. For busser, der anvendes både til rutekørsel og anden kørsel (blandet anvendelse) er det alene omsætningen for disse busser, der skal indgå i opgørelsen af det godtgørelsesberettigede forbrug. For busser, der ikke anvendes til rutekørsel, kan der ikke opnås godtgørelse af olieafgiften af brændstofforbruget. 

Omsætningen i henseende til godtgørelsen omfatter alle ydelser, som er betaling for kørslen, herunder billetindtægter og eventuelle tilskud mm.

Opgørelsen af den forholdsmæssige fordeling af omsætningen og opgørelsen af afgift, som virksomheden kan opnå godtgørelse for, skal fremgå af regnskabet.

Ved opgørelsen af den energiafgift, der ydes godtgørelse for, skal virksomheden modsætningsvis beregne en fradragsprocent for de benyttede busser til rutekørsel på grundlag af forholdet mellem virksomhedens momsfri omsætning ved rutekørsel og den samlede busomsætning.

Virksomheder, der bruger omsætningsfordelingen som grundlag for opgørelse af afgift, som der ydes godtgørelse for, fritages for at føre et forbrugsregnskab for hver bus. 

F.6.11.4 Beholdningsregnskab

Virksomheder med egen beholdning af svovlfri eller -fattig diesel eller LPG-gas skal føre regnskab over tilgang, beholdning og udlevering (tankning), jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1.

Hver bevægelse (tilgang og udlevering) skal løbende posteres i regnskabet. Regnskabet skal afsluttes ved udløbet af regnskabsåret, og beholdningen overføres til næste regnskabsår.

Regnskabet over udlevering skal føres med angivelse af dato for udlevering, udleveret mængde samt hvilket køretøj mv., som brændstoffet er udleveret til (påfyldt). Ved påfyldning af registrerede køretøjer anføres registreringsnummeret.

Der skal ske sammentælling af regnskabet for hvert køretøj mv. Endvidere skal virksomheder, der fører forbrugsregnskab, foretage en afstemning af forbrugs- og beholdningsregnskabet for hver momsperiode.

F.6.11.5 Opbevaring af motorbrændstof

§ 4, stk. 1

Virksomheder, som har egen beholdning af olieprodukter, skal føre regnskab over tilgang, beholdning, udlevering og forbrug. Regnskabet over forbruget skal være tilrettelagt på en sådan måde, at der kan redegøres for mængden og anvendelse for hver udlevering.

stk. 2

Motorbrændstof skal opbevares adskilt fra anden olie og gas.

stk. 3

Virksomheder, som både har egen beholdning af svovlfri eller -fattig dieselolie eller gas og anden afgiftspligtig olie, skal holde produkterne adskilt.

En blanding af svovlfattig dieselolie og anden dieselolie i virksomhedens tank anses dermed ikke for svovlfattig diesel, og virksomheden kan derfor ikke opnå godtgørelse af afgiften.

F.6.11.6 Afgørelser

Et rutebusselskab har rejst spørgsmål om, hvorvidt der kan ydes afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der anvendes til forvarmning af bussers motorsystem ved eldrevne varmepumper, som tilsluttes bussen ved hjælp af el-stik.

Virksomheden gjorde gældende, at forvarmningen er en integreret del af køreprocessen, at den sker som et miljøvenligt alternativ til en nu forbudt opvarmning af motorerne ved tomgang.

Ifølge elafgiftslovens § 11 b, stk. 2 ydes der afgiftsgodtgørelse for kørestrøm, der anvendes af rutebiler og eltog til personbefordring.

Afgørelse: Told- og Skattestyrelsen fandt, at elafgiftslovens § 11b, stk. 2, alene efter dens ordlyd omfatter den strøm, som direkte anvendes i forbindelse med driften af det pågældende trafikmiddel. Der kan derfor ikke ydes afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der anvendes til forvarmning af busser.

Opgørelse på grundlag af omsætningsfordeling

Landsskatteretten har den 11. november 2004 truffet afgørelse i sag om regulering af moms, olie- og CO2-afgift vedrørende rute- og turiskørsel. Det fremgår af dokumentationsbekendtgørelsen, bekg. nr. 1263 af 23. december 1996, at virksomheder, der anvender ultralet dieselolie til rutekørsel, skal kunne dokumentere forbruget af ultralet dieselolie, der er anvendt til rutekørsel.

Regnskabet skal føres for hvert enkelt køretøj, og skal indeholde oplysninger om kilometertællerens udvisende ved begyndelsen af hver afgiftsperiode og ved hver påfyldning af motorbrændstof med angivelse af dato og mængde. For køretøjer, der anvendes til både rutekørsel og til anden kørsel, skal regnskabet indeholde oplysninger om kilometertællerens udvisende ved hver begyndelse og slutning af rutekørsel. For hver afgiftsperiode skal der foretages en samlet opgørelse og afstemning af forbruget. Forbruget kan opgøres forholdsmæssigt på grundlag af kørte kilometer eller efter omsætningen til rutekørsel og anden kørsel.

Da der ikke forelå kørselsregnskab i overensstemmelse med dokumentationsbekendtgørelsens regler, fandt Landsskatteretten, at opgørelsen af den godtgørelsesberettigede olie- og CO2-afgift skulle ske ud fra en omsætningsfordeling. Kendelsen er offentliggjort i SKM2004.487.LSR .

F.6.12 Motorbrændstof - Maskinstationer

Som anført under F.6.10.2 ydes der afgiftsgodtgørelse for motorbrændstof, der anvendes ved momspligtige aktiviteter indenfor landbrug mv., jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3. 1. og 2. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, 1. og 2. punktum.

Se nærmere om reglerne under F.6.10.3 , F.6.10.4 ., F.6.10.5 ., F.6.10.6 , F.6.10.7 . Der henvises endvidere til afsnittet om maskinstationer under F.1 Bilag 2 .

F.6.12.1 Opgørelse på grundlag af omsætningsfordeling

Se nærmere under F.6.10.3 , F.6.10.4 , F.6.10.5 .

F.6.12.2 Opgørelse på grundlag af forbrugsregnskab

Se nærmere under F.6.10.3 , F.6.10.4 og F.6.10.5 .

F.6.13 Krav til målere af energiforbrug

Med hjemmel i mineralolieafgiftslovens § 14, stk. 11, kulafgiftslovens § 11, stk. 4, elafgiftslovens § 17 og naturgasafgiftslovens § 14, stk. 4 er der fastsat regler for indretning af teknisk måleudstyr og montering af dette i virksomhederne.

Udgangspunktet herfor er, at virksomhederne anvender målere , der har en kvalitet og nøjagtighed og upåvirkelighed, som gælder for godkendte målere.

Nedenfor er der en nærmere beskrivelse af målere og måling af forskellige energityper.

Det er derudover virksomhedens ansvar, at installerede bimålere og målere til fordeling af energiforbrug i virksomheden virker og måler rigtigt, at defekte målere straks repareres eller udskiftes. Virksomheden skal ved byggetekniske tegninger eller på anden måde kunne vise, at målerne er placeret korrekt.

Hovedreglen for måling er at man skal foretage en sand energimåling.

Energi kan tilføres et anlæg på to principielt forskellige måder, den ene er i form af direkte energikilder, den anden er i form af energibærende medier.

Energikilderne er elektricitet og de forskellige typer brændsler. Som energibærende medier vil vi her kun omtale vand og damp.

El måles med en elektricitetsmåler, der direkte angiver energien i kWh (MWh).

Energiindholdet i brændsler findes ved at måle den tilførte mængde i liter, m3, kg, ton og derefter gange med brændslets brændværdi.

Energiindholdet i et varmebærende medie bestemmes ved, at måle energiindholdet i mediet, når det tilføres anlægget og derfra trække energiindholdet i mediet når det forlader anlægget.

I særlige tilfælde kan det tillades, at energimængden bestemmes ved en indirekte måling og beregning.

I de enkelte afsnit er omtalt nogle typer af indirekte måling som fx anvendelse af timetællere til registrering af forbrugt elektricitet til varmepaneler.

F.6.13.1 Varmeenergimålere

Krav til og normer for varmeenergimålere, der anvendes ved afregning, reguleres af Erhvervs- og Byggestyrelsen under Økonomi- og Erhvervsministeriet (Erhvervsfremmestyrelsen blev med sammenlægningen med Boligministeriet i 2001 til Erhvervs- og Boligstyrelsen og i 2004 til Erhvervs- og Byggestyrelsen).

Afregningsmålere til fjernvarme skal typegodkendes. Selve typegodkendelsen har hjemmel i lov om erhvervsfremme og bekendtgørelse om udstedelse og gennemførelse af måletekniske bestemmelser. Erhvervs- og Byggestyrelsen har i Målerteknisk Direktiv fastsat krav om typegodkendelse, herunder nøjagtighed, udformning og fremstilling.

En ny typegodkendt måler til afregning ved en almindelig fjernvarmeinstallation har en unøjagtighed på mindre end 4 pct.

Ønsker en virksomhed at montere ikke-typegodkendte målere, skal måleren have en nøjagtighed svarende til, hvad en typegodkendt afregningsmåler vil have for den pågældende installation. Virksomheden har i sådanne tilfælde mulighed for at få gennemført en måleteknisk kontrol af måleren hos et godkendt laboratorium. Erhvervs- og Byggestyrelsen bemyndiger laboratorier til at udføre måletekniske kontroller.

Varmeenergimåleren består af en volumenmåler (antal m3 vand), en beregningsenhed og temperaturfølerpar (måling af afkøling mellem fremløb og returløb). Med denne kombination er det muligt forholdsvis præcist at beregne produceret eller forbrugt varmeenergi. Ved brug af en volumenmåler, der alene måler den passerede vandmængde, måles der ikke varmeenergi. Volumenmålere vil derfor ikke kunne anvendes til fordeling af varme.

Nedenstående skitse viser et eksempel på placering af måler og temperaturfølere i et varmeforsyningsnet. Pilene markerer vandets cirkulation i systemet. De punkterede linier markerer forbindelsen mellem temperaturfølere og beregningsenheden.

AN7722_6.GIF

Det fremgår af skitsen, at måleren er indbygget i varmeinstallationens returløb. Indbygning i frem- eller returløb har, når der er tale om et lukket kredsløb, dvs. at der er samme vandmængde i fremløb og returløb, ingen betydning for måling af volumen.

Mange varmekredse har en såkaldt shuntforbindelse mellem fremløb og returløb til regulering af fremløbstemperaturen. Man skal i disse situationer sikre sig, at måleren og temperaturfølerne sidder på samme side af shuntforbindelsen.

Måleren ved energiforsyningsstedet monteres så tæt derved som muligt for at måle den samlede fremstillede energi. Måleren ved processen monteres så tæt derved som muligt for at måle det reelle energiforbrug. Er et energiforsyningsanlægs konstruktion til hindring for montering af målere, fx på grund af skjulte rørføringer, monteres måleren, hvor rørføringen bliver synlig, eller hvor det praktisk bliver muligt.

Man skal tilstræbe, at der ikke er monteret en varmeveksler mellem måleren og den energi, man ønsker at måle, da der er et energitab i en varmeveksler.

Erhvervs- og Byggestyrelsen har i Måleteknisk Direktiv opstillet krav om, at der skal foretages periodisk kalibrering af fjernvarmemålere. SKAT stiller ikke krav om kalibrering af målere. Vedligeholdelsespligten er pålagt virksomheden. Virksomheden må ud fra en målers alder, slid mv., evt. i samråd med sagkyndige vurdere, om en måler skal kalibreres eller udskiftes.

Fjernvarmemålere

Hvis varmeforsyningsselskabet anvender varmeenergimålere som afregningsmåler, kan virksomheder, der forbruger varme til både proces og rumvarme, anvende denne måler til opgørelse af den samlede mængde energi.

Enkelte forsyningsselskaber anvender volumenmålere som afregningsmålere. Denne målertype måler som nævnt ikke energiforbrug. Uanset om der indlægges en konstant for afkøling, fx 38 grader C, og der beregnes energiforbrug på basis heraf, vil en sådan måling ikke kunne danne grundlag for en tilstrækkelig nøjagtig opgørelse af den samlede mængde energi.

F.6.13.2 Måling af varmt vand

Hovedregel

Måling af energi til forbrugsvandvarmere skal som hovedregel ske efter samme princip som ved rumopvarmning. Der skal ikke ske særskilt måling af energi til opvarmning af ikke-godtgørelsesberettiget forbrugsvand, når energiforbrug til rumvarme/varmt vand beregnes som forskellen mellem den målte samlede mængde produceret varmeenergi og den målte energi til proces.

Hvis der anvendes varmt vand til godtgørelsesberettigede formål, skal dette energiforbrug måles med en varmeenergimåler. Anvendes varmt vand fra samme beholder/veksler til både proces og rumvarme, skal der yderligere ske volumenmåling af den samlede mængde vand, der er varmet op, og den mængde vand, der er anvendt til proces. Se nedenstående skitse.

AN7722_7.GIF

Særregel, se F.6.8.7 .

Anvendes særreglen, dvs. at der sker måling af rumvarme i stedet for procesenergi, gælder særreglen også for varmt vand. Der skal derfor ske måling af varmeenergi, der tilføres en varmtvandsbeholder/veksler. Er beholderen monteret i varmeinstallationens rumvarmedel, der i forvejen er målt, skal der dog ikke ske yderligere måling. Er beholderen derimod monteret i varmeinstallationens ikke målte procesdel, indbygges en varmeenergimåler som vist i nedenstående skitse.

AN7722_8.GIF

Anvendes varmt vand fra en beholder/veksler til både proces og varmt forbrugsvand, skal energiforbruget fordeles ved volumenmåling af den samlede mængde vand, der er varmet op og den mængde vand, der er anvendt til ikke-godtgørelsesberettigede formål. Energiforbrug til opvarmning af vandet måles med varmeenergimåler. Se nedenstående skitse.

AN7722_9.GIF

Krav til volumenmålere er opstillet i et EF-direktiv. Erhvervs- og Boligstyrelsen opstiller krav til typegodkendelse ud fra dette direktiv, hvorefter volumenmålere har en unøjagtighed på mindre end 3 pct. Målere, der opfylder disse nøjagtighedskrav, vil kunne anvendes.

F.6.13.3 Elmålere

Der er udstedt en bekendtgørelse fra Sikkerhedsstyrelsen, bekendtgørelse nr. 1035 af 17. oktober 2006, om kontrol af elmålere, der anvendes til måling af elforbrug.

Af denne bekendtgørelse følger det, at målere, som anvendes til afregning mellem elselskab og forbruger, skal opfylde følgende krav:
Enten

  1. EØF-typegodkendelse og førstegangsverifikation i overensstemmelse med EØF-kravene

    eller
  2. Dansk typegodkendelse og førstegangsverifikation på et DANAK akkrediteret laboratorium i henhold til Sikkerhedsstyrelsens regler.

Elmålere, som opsættes til brug for virksomhedens godtgørelse af el- og CO2-afgift, skal herefter opfylde disse krav.

En eventuel målerfaktor skal være angivet ved mærkning på eller ved måleren.

Målerens godkendelse og førstegangsverifikation vil normalt fremgå af en lille mærkat påsat måleren.

Driftstimetællere

Virksomheder kan i visse situationer montere en driftstimetæller i stedet for en elmåler til fordeling af energi. En driftstimetæller måler den samlede tid, som en elinstallation, fx forbrugsvandvarmer, har været i drift. Installationens maksimale effekt lægges til grund for beregning af det samlede elforbrug.

Denne målemetode er anvendelig, hvor der er tale om en enkelt installation. Ved flere uafhængige installationer, fx et antal fastmonterede termostatstyrede varmepaneler, der uafhængigt af hinanden afbrydes/ tilsluttes, vil måling med timetæller ikke være anvendelig, medmindre der installeres en driftstimetæller for hver radiator (varmepanel). Måling i sådanne tilfælde kan i stedet ske ved elmåling.

Der må kun anvendes driftstimetællere, der ikke kan 0-stilles. Timetælleren skal monteres/indbygges på en sådan måde, at den ikke uden særlige tekniske indgreb kan udtages eller gøres uvirksom.

F.6.13.4 Dampmålere

Nøjagtig måling af energi i dampbaserede varmeforsyningsanlæg er mere kompliceret end måling af energiforbrug i vandbaserede anlæg. Der henvises til F.6.8.6 hvorefter den samlede producerede dampenergi kan beregnes på basis af de indfyrede brændsler.

I de tilfælde, hvor der leveres varme (damp) fra et dampbaseret varmeforsyningsanlæg til både proces og rumvarme, uden at dampen til rumvarme går igennem en vandveksler, er det nødvendigt at installere dampmålere.

Måling af damp skal som udgangspunkt ske ved hjælp af egentlige dampmålere. Under visse betingelser kan måling af damp dog ske ved hjælp af kondensatmåling. Endvidere kan det i forbindelse med brug af dampkaloriferer til opvarmning på visse betingelser tillades, at opgørelsen af varmen baseres på kaloriferens effekt og måling af kaloriferens driftstid. Nedenfor er der gjort nærmere rede for de tre målemetoder.

Egentlige dampmålere

Ved dampmåling skelnes mellem måling på mættet damp og overhedet damp.

Ved overhedet damp kræves der ud over måling af dampmængden også en måling af tryk og temperatur, samt en flowcomputer, der er i stand til at udregne det nøjagtige energiindhold i dampen under hensyntagen til både tryk og temperatur.

Ved mættet damp er det tilstrækkeligt at supplere mængdemåleren med enten tryk eller temperaturmåling og hvis målingen foretages i umiddelbar nærhed af kedlen, kan man nøjes med mængdemåling, blot flowcomputeren er indstillet til kedlens nominelle tryk.

Erhvervs- og Byggestyrelsen har ikke fastsat forskrifter og krav til dampmålere.

Installerede dampmålere skal have samme nøjagtighed og upåvirkelighed som varmeenergimålere.

Kondensatmåling

Det kan tillades, at kondensatmåling i stedet kan benyttes ved måling af dampenergi til rumvarme under forudsætning af, at der anvendes mættet damp.

I produktionsanlæg anvendes damp som oftest direkte i processen, fx ved dampning og sterilisering, og der opstår ikke målbare mængder kondensat.

Anderledes forholder det sig, når der anvendes damp til rumopvarmning. Dampen ledes ind i en varmtluftsblæser (kalorifer), der under varmeafgivelse kondenserer dampen til kondensat (vand). Denne kondensat pumpes tilbage til kedlen som fødevand, hvorved det er muligt at måle denne mængde.

Systemet kan opbygges på flere måder alt afhængig af tryk- og temperaturforhold. Et kondensatmåleanlæg kan fx bestå af en beholder, der opsamler kondensat. Når beholderen er fyldt til et vis niveau, aktiveres en ventil/pumpe, og beholderen tømmes til et lavere niveau. Volumenmåleren, der er indbygget i rørføring fra beholderen, måler mængden ved tømningen af kondensatet.

En forudsætning for måling af energi ved kondensatmåling er, at alt kondensat, der vedrører rumvarme, opsamles.

Energimålingen gennemføres ved at finde forskellen mellem energiindholdet i dampen, der tilføres fx en eller flere kaloriferer (indgangstilstanden), og energiindholdet i kondensatet (udgangstilstanden). Kondensatet, der oftest har en temperatur på ca. 100 grader C, pumpes tilbage til kedlen, og energien i kondensatet er derfor ikke forbrugt.

Indgangstilstanden fastlægges ved måling af damptryk. Ud fra særlige damptabeller kan energiindholdet i dampen beregnes. Udgangstilstanden (kondensat) findes ved en temperaturmåling, og den gennemstrømmede mængde findes ved en volumenmåling af kondensat.

Energiindholdet i kondensatet kan også beregnes via energitabeller.

Opgørelse af energiforbrug ved kondensatmåling svarer til princippet for opgørelse af energi med varmeenergimåler (måling af afkøling mellem fremløb og returløb samt volumenmåling).

Hvis der er et konstant damptryk og kondensattemperatur, kan der anvendes en fast faktor for energi pr. liter kondensat. Er der derimod varierende kondensattemperaturer, skal der gennemføres en energimåling af kondensatet.

Eksempel

I eksemplet er energiindholdet i damp og kondensat (tabelværdier) anført i runde tal og kan derfor ikke direkte lægges til grund ved en konkret beregning.

En virksomhed har et varmeforsyningsanlæg, der leverer damp til både proces og rumvarme. Virksomheden anvender særreglen for fordeling af energi til rumvarme/proces og opgør forbruget til rumvarme ved kondensatmåling. Virksomheden har i et år ved volumenmåling af kondensat fra samtlige kaloriferer målt, at der ved nyttiggørelse af energi i dampen er fremkommet i alt 260.416 liter kondensat.

I eksemplet er der benyttet følgende energiindhold og vægtfylde:

  • 1 kg damp ved 3 atmosfære tryk har et energiindhold på 1,0 kWh.
  • 1 kg kondensat ved 1 atmosfære tryk og ved en temperatur på 95 grader C har et energiindhold på 0,2 kWh.
  • Vægtfylden for kondensat ved 1 atmosfære tryk er 0,96.

Kondensatmængden i liter omregnes til kg:

(260.416 liter x 0,96) = 250.000 kg.

Ved beregning af forbrugt energi til rumvarme trækkes energiindholdet i kondensatet fra energiindholdet i dampen (1,0 kWh - 0,2 kWh). Forbrugt energi til rumvarme pr. kg kondensat udgør således 0,8 kWh. Forbrugt energi i 1 kg damp omregnet til MJ (1 kWh = 3,6 MJ)

(0,8 x 3,6) = 2,8 MJ/kg.

Forbrugt energi til rumvarme findes ved at gange mængden af kondensat (kg) med energiindhold pr. kg kondensat:

Kaloriferens effekt og driftstid

Det kan endvidere på visse betingelser tillades, at varmemåling i relation til dampkaloriferer kan baseres på kaloriferens effekt og driftstid.

En del virksomheder anvender dampkaloriferer som varmekilde. Dampkaloriferer anvendes ofte også som suppleringsvarme i produktionslokaler, hvor processen normalt afgiver tilstrækkelig med varme til at dække behovet. Det gælder fx i vaskerier, hvor der efter ferier og week-ends i vinterperioden kan være behov for opvarmning af produktionslokaler i kortere perioder.

En dampkalorifer er normalt installeret med en fast dampforsyning, hvor dampmængden styres af en vandudlader, monteret i kondensatledningen. Det betyder, at det udelukkende er kondensationsvarmen, der anvendes, og der er derfor en konstant temperatur på overfladen. Til overførsel af varmen fra kondensatoren er der monteret en blæser, der kører med konstant hastighed og dermed konstant lufthastighed. Med konstant rumtemperatur vil den afgivne effekt være konstant. Effekten varierer ca. 1 pct. pr. grad ændring i rumtemperaturen.

Varmemåling i relation til dampkaloriferer kan baseres på kaloriferens effekt og driftstid på følgende betingelser for de driftsmæssige forhold:

  1. Dampen skal være mættet damp med et konstant tryk. Der må dermed ikke være tale om overhedet damp.
  2. Kaloriferen må ikke være tilsluttet et aggregat, der i større eller mindre omfang indtager udeluft.

    Dette indebærer bl.a., at kaloriferen ikke må være en integreret del af et ventilationsanlæg, hvor lufttilførslen påvirkes af andet end kaloriferens påmonterede blæser.
  3. Der skal monteres en timetæller for hver kalorifer, som virksomheden ønsker at anvende opgørelsesmetoden for. Hvis blæseren på kaloriferen har flere hastighedstrin, skal der monteres en timetæller for hvert trin.
  4. Der skal monteres en ventil, der effektivt stopper dampflowet, når kaloriferen er stoppet.

    Timetællerens registrering, jf. ovenfor, skal følge ventilens åbningstid.
  5. Kaloriferens effekt skal være den maximale ydelse ved nominelt damptryk og en rumtemperatur på 15 grader C. Effekten skal kunne dokumenteres, fx ved fremlæggelse af materiale udarbejdet af producenten.

Eksempel

Nedenstående viser et eksempel på opgørelse af rumvarmeforbrug og anvendt brændsel hertil - baseret på kaloriferens effekt og måling af kaloriferens driftstid. Opgørelsen er baseret på følgende forudsætninger:

Kaloriferens effekt: 40 kW
Driftstid: 100 timer
Brændsel: Fuelolie (Brændværdi 40,4 MJ/kg)
Kedlens virkningsgrad: 0,85
Afstand mellem kedel og kalorifer: 30 meter, dvs. ikke i umiddelbar nærhed af kedlen

Beregning, jf. reglerne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 4:

Beregnet forbrug i MJ: 100 timer x 40 kW = 4.000 kWh x 3,6 = 14.400 MJ

Forbrug af fuelolie i kg: 14.400/40,4/0,85 + 10 pct. (ledningstab) = 461 kg fuelolie

F.6.13.5 Gasmålere

Virksomheder, der anvender naturgas til både proces og rumvarme, skal foretage en fordeling af energien ved måling.
 
Afregningsmålere til naturgas skal være typegodkendte. Erhvervs- og Byggestyrelsen har i målerteknisk direktiv fastsat krav om typegodkendelse, herunder nøjagtighed, udformning og fremstilling. En typegodkendt måler har en unøjagtighed på mindre end 3 pct. afhængig af gennemstrømningen.
 
Ikke-typegodkendte målere, der anvendes som bimålere, skal have en nøjagtighed og upåvirkelighed svarende til, hvad en typegodkendt afregningsmåler vil have for den pågældende installation.
 
Naturgasselskaberne har oplyst, at der i langt de fleste tilfælde vil kunne anvendes bælggasmålere. Gasselskaberne kan rådgive nærmere om valg/montage af målere.
 
Gasforsyningsselskabets afregningsmåler anvendes til opgørelse af den samlede mængde energi.
 
Virksomheder med flere gaskedler, der fremstiller varme enten udelukkende til procesformål eller til rumvarme, skal montere bimåler, hvor rørnettet forsyner gas til proceskedlen/erne. Hvis det af økonomiske eller tekniske årsager er mest praktisk at måle gasforbruget til rumvarme, kan måleren i stedet indbygges i gasforsyningsnettet til rumvarmekedlen/erne.
 

Driftstimetællere

Naturgasselskaberne har oplyst, at der ved driftstimetælling på en modulerende (trinløs) gasbrænder er en unøjagtighed på op til 8 pct. inkl. unøjagtigheden på dyserne. Driftstimetælling kan derfor ikke anvendes i relation til modulerende gasbrændere.
 
Der er rejst spørgsmål om, hvorvidt dette også gælder for naturgasbrændere/-kedler med 1- eller 2-trins-brændere, dvs. brændere med et konstant forbrug ved drift modsat modulerende (trinløse) gasbrændere, hvor forbruget ved drift er variabelt.
 
Driftstimetælling kan bruges som grundlag for opgørelse af forbrug af naturgas, hvis følgende betingelser er opfyldt:
 

Indstillingsniveauer

De(n) monterede gasbrænder(e) må kun have 1 eller 2 indstillingsniveauer, dvs. at der er tale om 1 eller 2-trinsbrændere. Ved 2-trinsbrændere er det endvidere en forudsætning, at der påmonteres en driftstimetæller for hver af de 2 indstillingsmuligheder.
 
Driftstimetællere skal monteres på en sådan måde, at de ikke uden særlige tekniske indgreb kan udtages eller gøres aktive, uden at brænderen er i drift.
 

Erklæring

Virksomheden skal kunne fremlægge en erklæring fra producenten af gasbrænderen eller en autoriseret gasinstallatør om, at der er tale om en brænder(e), der alene har 1 eller 2 indstillingsniveauer (1- eller 2-trinsbrænder). Erklæringen skal også oplyse om størrelsen af forbruget pr. time. For brændere med 2 trin skal forbruget for hvert trin være oplyst.
 
Ved udskiftning af brændere eller andre ændringer, der har indflydelse på størrelsen af forbruget, skal virksomheden kunne fremlægges en ny erklæring. 
 

Driftstimetælling

Driftstimetælling er omfattet af den almindelige hovedregel om måling ved fordeling af energiforbrug.
 
Driftstimetællere kan derimod ikke anvendes som fordelingsgrundlag i forbindelse med modulerende (trinløse) gasbrændere. Endvidere kan driftstimetælling ikke anvendes i forbindelse med brændere/kedler, der både fremstiller energi til rumvarme/varmt vand og til procesformål.
 
Naturgasselskaberne har oplyst, at langt det overvejende antal gasbrændere er modulerende. Endvidere skønner naturgasselskaberne, at den omkostningsmæssige fordel ved anvendelse af driftstimetællere kun er til stede i de tilfælde, hvor der er tale om forholdsvis mange målesteder.

F.6.13.6 Oliemålere

Anvendes der fra samme olietank olie til to oliefyr, der producerer varme til henholdsvis proces og rumvarme, skal fordeling af olieforbruget opgøres på grundlag af en oliemåler (volumenmåler). Målingen kan foretages enten på mængden af olie til procesfyret eller til rumvarmefyret. 
 
Hvis der er en olietank for hvert oliefyr, skal der ikke installeres målere.
 
Oliemålere er omfattet af Erhvervs- og Byggestyrelsens bestemmelser om typegodkendelse. Der er fastsat krav om, at oliemålere med flow på mere end 1 liter/time skal have en unøjagtighed på mindre end 0,5 pct., og målere med flow på mindre end 1 liter/time skal have en unøjagtighed på mindre end 1 pct. Det er oplyst, at der for tiden kun er typegodkendt oliemålere med stort flow i Danmark.
 
Dette gælder for oliemålere bestemt til afregning af køb af olie/benzin på fx tankstationer og tankbiler til fyringsolie, hvor der naturligt kræves en meget høj nøjagtighed.
 
For oliemålere til opdeling af energiforbrug i rumvarme og proces eller tung og let proces er det tilladt at anvende en flowmåler med en nøjagtighed på +/- 2 pct.
 

Driftstimetællere

Erhvervs- og Byggestyrelsen har oplyst, at der ved driftstimetælling på en oliebrænder er tale om en unøjagtighed på op til 10 pct. inkl. unøjagtigheden på dysestørrelsen. Driftstimetælling kan derfor ikke anvendes i relation til oliebrændere.

F.6.13.7 Udsættelse af opsætning af målere

Ved § 11 i lov nr. 1102 af 20. december 1995 var der hjemlet adgang til en udsættelse af kravet om opsætning af målere for fordeling af energiforbrug.
 
De statslige told- og skattemyndigheder blev herved bemyndiget til - efter ansøgning fra virksomhederne - at tillade, at virksomhederne kunne basere forholdsmæssige fordelinger og mængden af nyttiggjort procesvarme på andet end direkte måling. En betingelse herfor var, at virksomheden kunne godtgøre, at tekniske forhold forhindrede måling straks fra den 1. januar 1996, eller at andre ganske særlige omstændigheder gjorde sig gældende, samt at installeringen af de nødvendige målere blev foretaget umiddelbart efter, at de tekniske forhold eller andre ganske særlige omstændigheder ikke længere stillede sig hindrende i vejen herfor og senest den 1. juli 1996.
 
Opgørelser, der ikke er baseret på direkte måling, skulle foretages, så der uden for almindelig tvivl og usikkerhed ikke blev ydet godtgørelse ud over, hvad en direkte måling ville berettige til. Virksomheden skulle kunne sandsynliggøre på baggrund af fx målerregistreringer for en del af året, tidspunktet for måleropsætningen, karakteren af de pågældende lokaler, produktionens omfang o.l., at der ikke blev ydet større godtgørelse end, hvad en måling for hele året ville berettige til.
 
Opgørelse af energiforbrug til rumvarme, som ikke var baseret på direkte måling, kunne fx beregnes på grundlag af forholdet mellem antallet af graddage i perioden uden måling og det samlede gennemsnitlige antal graddage om året.

F.6.14 Aflæsning af målere

Virksomheden skal aflæse målere, der ligger til grund for opgørelse af godtgørelsesberettiget energiafgift og CO2-afgift.
 
Disse aflæsninger er virksomhedens dokumentation for fordeling af energiforbrug og dermed godtgørelse af energiafgift og CO2-afgift.
 
Det er derfor nødvendigt, at virksomheden jævnligt foretager måleraflæsning . Dette skal ske mindst 1 gang i kvartalet. Aflæsningsdatoen skal anføres i regnskabet.
 
Virksomheder, der kun i en del af året skal fordele energi, fx ved sæsonafhængig produktion, kan i stedet foretage aflæsningen ved produktionens start, under produktionen og ved produktionens afslutning. Der skal ske mindst 4 målinger i produktionsperioden.
 

Målerregnskab

Der skal endvidere føres et regnskab for hver måler over det aflæste energiforbrug. Regnskabet kan føres i særskilt logbog eller indgå i virksomhedens almindelige regnskabsførelse. Regnskabet skal uden videre kunne henføres til den enkelte måler.
 
Aflæsning af målere kan ske via elektronisk dataoverførsel til PC e.l. datamat. Det er en forudsætning, at aflæsningerne til enhver tid kan udskrives i klarskrift.

F.6.15 Opgørelse af godtgørelsesberettiget energiafgift og CO2-afgift

Reglerne for opgørelse af godtgørelsesberettiget energiafgift og CO2-afgift fremgår af mineralolieafgiftslovens § 12, kulafgiftslovens § 9, elafgiftslovens § 11 a, naturgasafgiftslovens § 12 og CO2-afgiftslovens § 10.

Virksomheden skal som hovedregel opgøre størrelsen af godtgørelsesberettigede energiafgifter og CO2-afgift for hver afgiftsperiode efter momsloven.

For virksomheder med bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter er opgørelsesperioden måneden, se F.7 .

Grundlaget for opgørelse af godtgørelsen er de tilfakturerede afgifter i samme periode. For leverancer af olie og kul er det dog en betingelse, at energiprodukterne er leveret til virksomhedens normale oplagringsanlæg, jf. mineralolieafgiftslovens § 7, stk. 8, og kulafgiftslovens § 5, stk. 7. Er dette ikke tilfældet, kan SKAT bestemme, at virksomheden først kan opnå godtgørelse af energiafgift og CO2-afgift på tidspunktet for modtagelsen af energiprodukterne i de normale oplagringsanlæg.

Det er de pågældende godtgørelsesprocenter, der er gældende i godtgørelsesperioden, der skal anvendes ved beregningen af godtgørelsen.

Tidspunkt for afgiftsgodtgørelse

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er det præciseret, at virksomheder med et årligt energiforbrug pr. afregningsmåler under 75.000 m3 gas, 100.000 kWh el eller 4.000 GJ varme kan få afgiftsgodtgørelse på baggrund af a conto faktureringer af el, gas eller varme, før leverancerne har fundet sted. 

Andre virksomheder, der har et energiforbrug, som overstiger ovennævnte mængder, kan først få afgiftsgodtgørelse, når energileverancen har fundet sted og dermed fysisk er modtaget af virksomheden.

Præciseringen sker samtidig med, at der er sket en ændring af registreringsbestemmelserne, som gør det muligt for større energiforbrugere - på visse betingelser - at blive forbrugsregistreret for naturgas, el eller varme. Sådanne virksomheder får herved mulighed for at købe energien uden afgift og for at afregne den ikke-godtgørelsesberettigede afgift (nettoafregning af afgift) til SKAT. Se F.4.2 . om forbrugsregistrering for gas og varme og F.3.4.  om forbrugsregistrering for el og varme, F.1.2.1. om forbrugsregistrering for varme og F.2.3.1 . om forbrugsregistrering for varme.

Der er sammenfald i størrelsen af energimængderne mellem adgangen til at blive forbrugsregistreret og ovennævnte præcisering.    

Lovændringen er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Forudfakturering - ikke-registrerede virksomheder

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der indsat en hjemmel i energiafgiftslovene, der bemyndiger SKAT til at bestemme, at der ved opgørelse af den godtgørelsesberettigede afgift for leverancer af energi fra ikke-afgiftsregistrerede virksomheder kun kan medtages fakturaer og lignende, hvor afgiften er forfaldet. For varme gælder det, at afgiften skal være forfaldet for afgiftspligtige brændsler, der er anvendt til at fremstille varme.

Der er tale om en situationsbestemt indskrænkning i adgangen til afgiftsgodtgørelse som et værn i de tilfælde, hvor der sker en systematisk forudfakturering før forbruget - og dermed før leveringen har fundet sted. Baggrunden for bestemmelsen er, at der har været tilfælde, hvor mellemhandlere systematisk har foretaget forudfakturering, hvorved der er opnået en likviditetsmæssig gevinst på statens regning, dvs. at der er sket afgiftsgodtgørelse, nogen tid før energileverancen har fundet sted.

Lovændringen er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Anvendelse til ét formål

For energi, fx olie, der indkøbes udelukkende til ét formål, fx til procesformål (let proces) kan virksomheden opnå fuld (100 pct.) godtgørelse for energiafgiften - men ingen godtgørelse af CO2-afgiften af olien, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1. Bruges olien i stedet udelukkende til tung proces kan virksomheden få godtgjort 13/18 (svarende til 72,22 pct.) af CO2-afgiften, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2.  

Blandet anvendelse

For energi, der indkøbes til blandet anvendelse (rumvarme/varmt vand og proces eller både let og tung proces), hvor der gælder forskellige godtgørelsesprocenter, kan der ikke umiddelbart foretages en beregning af den godtgørelsesberettigede energiafgift og CO2-afgift.

Der skal i dette tilfælde ske en fordeling af den indkøbte energi og afgiften heraf. Grundlaget for fordelingen er det faktiske energiforbrug til de pågældende formål opgjort efter reglerne herfor.

Reglerne for opgørelse af godtgørelsesberettigede afgifter ved blandet anvendelse er beskrevet i nedenstående afsnit om acontogodtgørelse, se F.6.15.1 .

For virksomheder, der anvender løbende leverancer, fx el eller naturgas, til blandet anvendelse, og hvor der sker månedsvis eller kvartalsvis slutafregning mellem leverandøren og virksomheden, stilles der ikke krav om, at den skal anvende reglerne om acontogodtgørelse, hvis den på grundlag af foretagne målinger/ opgørelser er i stand til at fordele afgiften ifølge den enkelte slutafregning og dermed opgøre godtgørelsesberettigede afgifter.

F.6.15.1 Acontogodtgørelse

Virksomheden kan få en foreløbig godtgørelse (aconto-godtgørelse) i den enkelte momsperiode (måned/kvartal/ halvår) for afgift af energi, der købes til forbrug til både rumvarme/varmt vand og procesformål eller både til let og tung proces.

Virksomheder med bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter kan opnå acontogodtgørelsen månedsvis. De almindelige regler for fremskyndet tilbagebetaling gælder også for acontogodtgørelse, se F.7 .

Acontogodtgørelsen omfatter udover olie- og kulprodukter løbende leverancer af fx el og naturgas. Acontoordningen kan også anvendes i de tilfælde, hvor der sker månedsvis eller kvartalsvis slutafregning af fx naturgas mellem leverandøren og virksomheden.

Virksomheden skal foretage en endelig opgørelse af godtgørelsen ved kalenderårets udløb. Hvis den ikke anvender kalenderåret som opgørelsesperiode, er perioden en 12 måneders periode.

Acontogodtgørelsen beregnes på grundlag af den faktiske fordeling det foregående år. Hvis der det foregående år er brugt fx 80 pct. af energiforbruget til procesformål, kan der a conto henregnes 80 pct. af energiforbruget til procesformål det efterfølgende år.

Ved opgørelsesperiodens udløb foretages en endelig opgørelse og fordeling af årets indkøbte energi (årsregulering). Opgørelsen/fordelingen sker på baggrund af den målte fordeling af energiforbruget.

Acontogodtgørelsen reguleres på grundlag af resultatet af den endelige opgørelse. Eventuelle differencer trækkes fra henholdsvis lægges til godtgørelsen for energiafgiften og CO2-afgiften.

I en virksomheds første år anvendes et sandsynlig skøn for acontogodtgørelsen. Det samme gælder, hvis der er sket væsentlige ændringer i virksomhedens fordeling af energiforbrug til rumvarme/varmt vand og procesformål i forhold til det foregående år.

Overgangsregler for løbende leverancer -
CO2-afgift

For løbende leverancer, der er anvendt til procesformål, og for hvilken afregningsperioden fx er påbegyndt i 1999 og først afsluttet i 2000, beregnes den godtgørelsesberettigede CO2-afgift i 2000 af så stor en del af leverancen, som tidsrummet fra 1. januar 2000 til afregningsperiodens slutning udgør i forhold til den samlede afregningsperiode.

F.6.15.2 Godtgørelse via momsangivelsen

Godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift opnås i praksis ved et fradrag på virksomhedens momsangivelse eller for virksomheder med bevilling hertil - ordningen om fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter og CO2-afgift, se F.7 .

Afgifterne angives i hele kroner i de pågældende rubrikker på momsangivelsen.

Opgørelsen af afgift, som virksomheden kan opnå godtgørelse for, skal ske for hver afgiftsperiode efter momsloven (momsperiode), dvs. halvårlig, kvartalsvis eller månedsvis. Godtgørelse af afgiftsbeløb for el, varme og vand kan dog omfatte flere perioder under ét.

Opgørelsen skal ske for hver momsregistrering. Virksomheder, der er delregistreret efter momsloven, skal dermed opgøre afgifterne særskilt for hver delregistreret enhed.

Der må ikke angives afgifter for én momsregistreret virksomhed/delregistreret enhed på en anden virksomheds/enheds momsangivelse. Undtaget herfra er dog virksomheder, der er omfattet af en fællesregistrering efter momsloven (flere momsregistrerede virksomheder med ét fælles registreringsnummer, der bruges til fælles afregning af moms).

Fremskyndet tilbagebetaling

Momsregistrerede virksomheder, som har et vist energiforbrug, kan efter ansøgning opnå tilladelse til månedsvis tilbagebetaling af energiafgifter og CO2-afgift. De nærmere regler herfor fremgår af F.7 .

F.6.16 Dokumentation og regnskab

F.6.16.1 Dokumentation

Reglerne om dokumentation for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 16, kulafgiftslovens § 8, stk. 2, 2. punkt, elafgiftslovens § 11, stk. 16, 2. punkt, naturgasafgiftslovens § 11 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 18.

Fakturaer mv.

Det er en betingelse for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift (og vandafgift), at virksomheden kan fremlægge fakturaer, regninger, afregningsbilag, notaer eller acontoopkrævninger, der opfylder kravene til fakturaer, jf. A.10 . Disse krav gælder for virksomheder, der er registreret efter de pågældende afgiftslove, fx olieselskaber, der er registreret efter mineraloliafgiftsloven, og naturgasselskaber, der er registreret efter naturgasafgiftsloven.

Andre virksomheder, der sælger afgiftspligtig olie, kul, gas, elektricitet og naturgas, skal efter anmodning fra en momsregistreret køber udstede en faktura med de krævede oplysninger.

Hvis afgiftsbeløbet for leverancen ikke direkte fremgår af fakturaen, må virksomheden selv beregne afgiftsbeløbet. Det gøres ved at gange den leverede mængde med afgiftssatsen. Afgiftssatsen skal derfor fremgå af fakturaen. Det er køberen selv, der må sikre sig, at fakturaen indeholder de nødvendige oplysninger, herunder oplysninger om afgiftens størrelse.

Det samme gælder minimumsafgift, hvis varmen er fremstillet ved brug af fuelolie.

Elektricitet

Virksomheder, der leverer elektricitet, skal mindst en gang årligt oplyse momsregistrerede virksomheder om størrelsen af elafgift, eldistributionsbidrag og CO2-afgift på den leverede elektricitet, jf. elafgiftslovens § 11a, stk. 8 og CO2-afgiftslovens § 10, stk. 5.

Naturgas og bygas

Virksomheder, der leverer naturgas og bygas, skal mindst en gang årligt oplyse momsregistrerede virksomheder om størrelsen af naturgasafgift og CO2-afgift på den leverede gas, jf. naturgasafgiftslovens § 12, stk. 8 og CO2-afgiftslovens § 10, stk. 5.

Ledningsført varme

Det er en betingelse for at opnå godtgørelse, at varmen er leveret særskilt til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller en anden momsregistreret varmeproducent. Varmen kan dog også være leveret via en ejendomsudlejer, som så kan være frivilligt registreret efter momsloven for levering af varme.

Virksomhedens forbrug af varme skal mindst én gang årligt opgøres af den pågældende varmeleverandør.

Varmeproducenter (fjernvarmeværker og andre momsregistrerede varmeproducenter) og varmeleverandører skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse af afgiften af den energi, der er forbrugt til produktion af varme eller fjernvarme. Afgiftsbelastningen på den leverede varme skal fremgå særskilt af regnskabet og faktura.

Endvidere skal varmeleverandøren mindst én gang årligt oplyse momsregistrerede virksomheder om størrelsen af energiafgiften og CO2-afgiften på den olie, el, gas, kul eller affaldsvarme, der er brugt ved fremstilling af den varme, som er leveret til virksomheden, jf. mineralolieafgiftslovens § 12, stk. 10, kulafgiftslovens § 9, stk. 9, elafgiftslovens § 11a, stk. 8, naturgasafgiftslovens § 12, stk. 8 og CO2-afgiftslovens § 10, stk. 5. 

Afgiften kan være angivet med oplysning om afgiftsbelastningen pr. enhed (fx afgift pr. GJ eller MWh. Afgiftsbeløbet beregnes herefter ved at gange afgiftsbelastningen pr. enhed med den samlede varmeleverance i perioden.

Hvis der er brugt flere slags afgiftspligtige brændsler til fremstilling af den leverede mængde varme, fx både olie og kul, skal opgørelsen indeholde særskilt oplysning om olie-, kul- og CO2-afgift.

I SKAT-meddelelse, jf. SKM2006.211.SKAT præciseres, at energiafgiftslovene ikke hjemler adgang til at foretage en aftalebaseret allokering af varme. Dette indebærer f.eks., at det ikke er muligt ved aftale at allokere varme med høj afgiftsbelastning til kunder, der kan opnå godtgørelse af afgiften, og varme med lavere eller ingen afgiftsbelastning til kunder, der ikke kan opnå afgiftsgodtgørelse, når de to former for varme fysisk er sammenblandet.

F.6.16.2 Regnskab

Momsregistrerede virksomheder skal føre et regnskab , som kan danne grundlag for opgørelse af afgifterne af olie, LPG-gas, kul, elektricitet, naturgas, bygas og CO2-afgift.

Der skal oprettes en konto for hver af de afgifter, der er aktuelle for virksomheden.

I regnskabet skal indgå beregninger for opgørelse af godtgørelsen for de enkelte afgifter, herunder årsregulering.

Hvis regnskabet ikke kan indpasses i forretningsregnskabet på særskilte konti, skal der for hver afgiftsperiode efter momsloven føres en specifikation over afgiften af den købte olie, LPG-gas, kul, elektricitet og naturgas. Specifikationen vedlægges momsregnskabet.

Der gælder særlige regnskabsregler i relation til motorbrændstof, se F.6.10 .

Med hensyn til regnskabsførelse i øvrigt og opbevaring af regnskaber, henvises til de generelle regnskabsregler for virksomheder (bogføringsbekendtgørelsen mv.).

F.6.17 Øvrige bestemmelser

Betaling

Hvis beløbet for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift overstiger det beløb, som virksomheden skal betale i moms, udbetales forskellen til virksomheden. Reglerne herfor fremgår af reglerne i § 12 i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv., som der henvises til i de enkelte energiafgiftslove.

For angivelser, der er modtaget i rette tid, sker udbetalingen senest 3 uger efter, at SKAT har modtaget angivelsen for den pågældende periode, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 2. Afgiftsbeløb på under 50 kr. udbetales ikke, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 1, 3. pkt.

Hvis SKAT ikke kan foretage kontrol af angivelsen på grund af virksomhedens forhold (fx ferielukning, bortrejse eller ikke ajourført regnskab), kan denne 3-ugers frist overskrides, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 3.

Det er en betingelse for udbetalingen, at SKAT har modtaget momsangivelser for tidligere afgiftsperioder efter momsloven. Hvis virksomheden skylder moms og eventuelle renter m.m. fra tidligere momsperioder, vil denne gæld blive modregnet ved udbetalingen.

Hvis virksomheden efter opkrævningsloven skylder andre beløb til statskassen i form af skatter og punktafgifter mv., kan en sådan gæld også modregnes i godtgørelsen, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 4.

Uberettiget anvendelse af olie og gas

Afgiftspligtige olieprodukter må ikke uden SKATs tilladelse blandes, sælges eller anvendes til andet formål, end det, som produkterne er afgiftsberigtiget som, jf. mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 8.

Hvis olieprodukter overdrages, erhverves eller anvendes på en sådan måde, at der ikke er betalt den afgift, der skulle have været betalt efter mineralolieafgiftsloven, fx hvis fyringsgasolie anvendes som motorbrændstof, afkræves det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav, jf. mineraloliefgiftslovens § 29, stk. 1.

Det samme gælder for naturgas og bygas, jf. naturgasafgiftslovens § 28, stk. 1. Endvidere gælder det for CO2-afgift af energiprodukter, jf. CO2-afgiftslovens § 19, stk. 3, der er indsat ved lov nr. 1391 af 20. december 2004.    

For meget udbetalt godtgørelse

Hvis en virksomhed har fået udbetalt for meget i godtgørelse, afkræves den for meget udbetalte godtgørelse til betaling senest 14 dage efter påkrav.

Bestemmelserne herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 29, stk. 1, kulafgiftslovens § 24, stk. 2, elafgiftslovens § 14, stk. 1 og 2, naturgasafgiftslovens § 28, stk. 1 og CO2-afgiftslovens § 19, stk. 2.

Skønsmæssig ansættelse

Kan størrelse af den for meget udbetalte godtgørelse ikke opgøres på grundlag virksomhedens regnskaber, kan SKAT  foretage en skønsmæssig ansættelse af beløbet.

Bestemmelserne herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 29, stk. 1, elafgiftslovens § 14, stk. 2, naturgasafgiftslovens § 28, stk. 2 og CO2-afgiftslovens § 19, stk. 2.

Kontrol mv.

Reglerne for kontrol, efterbetalinger og straffebestemmelser og klagevejledning gælder også for virksomheder der har fået udbetalt godtgørelse af energiafgift og CO2-afgift.

Reglerne fremgår af kapitlerne om de enkelte energiafgifter og CO2-afgift og af A.12 , A.13 og A.14 .

F.7 Fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter

Forord

Reglerne om fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter og CO2-afgift fremgår af  lovbekendtgørelse nr. 675 af 15. september 1998 lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter med senere ændringer, se nedenstående oversigt.

I medfør af lovens § 3, stk. 1, er der udstedt bekendtgørelse nr. 1174 af 22. december 1994 om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter.

Både loven og bekendtgørelsen omfatter udover regler om fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter regler om forskudsvis udbetaling af moms til virksomheder, der regelmæssigt har negativt momstilsvar. Disse regler er beskrevet i Momsvejledningen .

Ordningen om fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter sigter mod virksomheder, som har et betydeligt godtgørelsesberettiget energiforbrug. Ordningen gælder både for virksomheder, der driver registreringspligtig virksomhed efter momsloven, og virksomheder, der er momsregistreret hos SKAT af hensyn til godtgørelse af afgift af brændstof anvendt i trafikmidler i den kollektive trafik, fx. rutekørsel med busser, jernbane- og færgedrift.

Lovændringer mv.

Der er inden for de senere år sket følgende lovændringer mv.:

Lov nr. Dato Ændring

568

20.06.1994 Lovbekendtgørelse

417

14.06.1995 Ændring af reglerne om tilbagebetaling vedrørende kuldioxidafgift

1102

20.12.1995 Tilbagebetaling af afgifter af naturgas og bygas

890

03.12.1997 Ændring af afgiftsperiode

435

26.06.1998 Ændring af afgiftsperiode

675

15.09.1998 Lovbekendtgørelse

165

15.03.2000 Opkrævningsloven
1029   22.11.2000  Afskaffelse af hæftestraf
325  18.05.2005  Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse 
428  06.06.2005  Kommunalreformen konsekvensændringer 
513  07.06.2006  Opkrævning via én skattekonto *) 
*)  Ikke trådt i kraft - Skatteministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.  

F.7.1 Ordningens omfang

§ 2, stk. 1

Virksomheder kan - på nedenstående betingelser - opnå fremskyndet tilbagebetaling af afgifter, der er godtgørelsesberettiget efter følgende love:

  1. Lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv., dog bortset fra benzinafgift, se F.1 .
  2. Lov om afgift af elektricitet, se F.3 .
  3. Lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv., se F.2 .
  4. Lov om afgift af naturgas og bygas, se F.4 .
  5. Lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, se F.5 .

Reglerne for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift fremgår af F.6 .

Der er adgang til fremskyndet tilbagebetaling , uanset om virksomheden har måneden, kvartalet eller halvåret som afregningsperiode efter momsloven.

Lovens § 2, stk. 2 - betingelse

Det er betingelse for at opnå fremskyndet tilbagebetaling, at det samlede afgiftsbeløb efter ovennævnte love, som der kan opnås godtgørelse for, udgør mindst 30.000 kr. årlig.

F.7.2 Regler for optagelse i ordningen

Bek. § 5, stk. 1

Der kan ske ansøgning om optagelse i ordningen  på en særlig ansøgningsblanket, blanket nr. 23.008 , der kan fås ved henvendelse til SKAT.

Igangværende virksomheder kan optages i ordningen med virkning fra den afgiftsperiode efter momsloven, som følger efter den periode, hvor SKAT har modtaget ansøgningen. Ansøgningen skal være fremsat senest en måned før ændringen ønskes iværksat, dvs. senest 1 måned før den ny afgiftsperiodes begyndelse.

Virksomheden skal ved ansøgningen sandsynliggøre, at den opfylder betingelsen om tilbagebetaling af afgift på mindst 30.000 kr. årlig, jf. bek. § 5, stk. 3. Dette sker ved, at virksomheden i ansøgningen - ud fra et realistisk skøn baseret på det hidtidige energiforbrug, oplyser de afgiftsbeløb, som virksomheden forventer at kunne opnå godtgørelse for de kommende 12 måneder.

Nye virksomheder tillades optaget i ordningen samtidig med registreringen efter momsloven. Det forudsætter, at virksomheden ubetinget vil opfylde den beløbsmæssige betingelse på 30.000 kr. årlig.

F.7.3 Bevilling

Ordningen administreres ved hjælp af et bevillingssystem, hvor den enkelte virksomhed, der optages i ordningen, får en bevilling fra SKAT.

Hvis virksomheden ikke længere opfylder betingelsen om mindst 30.000 kr. årligt i afgifter, skal den underrette SKAT. Bevillingen vil herefter blive tilbagekaldt.

Bevillingen kan endvidere tilbagekaldes eller ændres, hvis der sker ændringer i lovgrundlaget for bevillingen.

F.7.4 Mindstebeløb

Lovens § 2, stk. 3

Der kan ikke ske månedsvis tilbagebetaling af beløb under 5.000 kr. ( mindstebeløb ), men tilbagebetalingen kan omfatte flere måneder under ét.

F.7.5 Opgørelse af tilbagebetalingsbeløb

Der skal foretages opgørelse af tilbagebetalingsbeløb , d.v.s. det beløb, som virksomheden kan opnå godtgørelse for, for en kalendermåned ad gangen.

Hvis beløbet udgør mindst 5.000 kr., kan virksomheden umiddelbart efter månedens udløb anmode om tilbagebetaling af afgift.

Er det månedlige beløb mindre end 5.000 kr., må virksomheden vente med at sende anmodningen om tilbagebetaling indtil yderligere èn eller flere måneders energi- og CO2-afgiftsbeløb tilsammen udgør mindst 5.000 kr.

Anmodningen kan ikke indsendes før udgangen af den måned, som anmodningens energianskaffelser eller forbrug (afhængig af bestemmelse om godtgørelsestidspunkt) omfatter.

F.7.6 Anmodning om tilbagebetaling

En anmodning om tilbagebetaling af afgifter afgives på blanket 23.001 , som kan fås hos SKAT.

Beløbet angives i hele kroner, idet der ses bort fra ørebeløb.

Ordningen omfatter kun de rene afgiftsbeløb. Momsen af afgifterne skal angives som købsmoms (indgående moms) på virksomhedens momsangivelse. Virksomheden må ikke sideløbende fradrage energiafgifter og CO2-afgift på momsangivelsen.

F.7.7 Tilskud til CO2-afgift - aftalevirksomheder

Virksomheder med tilsagn fra Energistyrelsen om tilskud til CO2-afgift (aftalevirksomheder), der er omfattet af ordningen om fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter, kan også opnå fremskyndet udbetaling af tilskud til CO2-afgift. Reglerne herom er beskrevet i F.8 .

F.7.8 Tidspunkt for tilbagebetaling

Bek. § 7, stk. 1

Tilbagebetaling af afgift sker senest 3 uger efter, at SKAT har modtaget anmodningen.

Hvis SKAT ikke kan foretage kontrol af anmodningen på grund af virksomhedens forhold (fx. ferielukning eller bortrejse), kan fristen for tilbagebetaling overskrides.

Bek. § 7, stk. 2

Det er en betingelse for tilbagebetalingen, at virksomheden har opfyldt sin angivelses- og betalingsforpligtelse efter momsloven, jf. endvidere lovens § 3, stk. 4.

<