Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Inddrivelsesvejledning 2003 - 2

A Forebyggende restance

 

Ved det forebyggende restancearbejde forstås dels den sagsbehandling, som foretages i forbindelse med, at en virksomhed anmelder sig til registrering, se under A.1, dels de aktiviteter, som TSR, eventuelt sammen med KM udfolder for at imødegå, at en igangværende registreret virksomhed oparbejder restancer til skatte- og afgiftsmyndighederne, se herom under afsnit A 2.

A.1 Registrering

 

Registrering af en virksomhed er det første og meget vigtige led i det forebyggende restancearbejde, idet det er i denne fase, TSR skal vurdere, om virksomheden overhovedet skal registreres, og i bekræftende fald om registreringen skal betinges af, at virksomheden opfylder visse krav.

A.1.1 Indledning

 

ToldSkat administrerer en lang række af de love, regler og ordninger, der vedrører virksomhederne i Danmark, regler, som er vedtaget i Folketinget og i EU.

Nogle af reglerne har samfundsregulerende virkning, andre skal sikre indtægter til det offentlige. ToldSkat opkræver på det grundlag en stor del af de penge, som går til samfundets fælles pengekasse.

I de enkelte love er der taget stilling til, hvordan opkrævningen skal foregå. Det er blandt andet sket ved at give anvisninger for, hvem der skal registreres og for hvad.

Man skal være opmærksom på, at der kan gå op til 14 dage fra, at TSR har modtaget en registreringsanmodning, til virksomheden er blevet registreret, selv om anmodningen er korrekt udfyldt. Dette hænger sammen med, at TSR forinden skal tage stilling til, om virksomheden som betingelse for at blive registreret skal sættes på forkortet afregning eller skal pålægges at stille sikkerhed ved registreringen.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tildeler CVR-nummer til virksomheder, der drives i selskabsform. Dette kan medføre, at der går mere end 14 dage, før en registrering kan foretages, eksempelvis ved nærmere undersøgelser hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. 

Det er i alles interesse, at virksomheden registreres rigtigt, fordi registreringen danner grundlag for en korrekt opkrævning.

A.1.2 Register over virksomheder - CVR-register

 

Virksomheder, som er moms- og afgiftspligtige, eller som skal indeholde A-skat, AM-bidrag, ATP mv., har pligt til at anmelde sig hos TSR og har samtidig pligt til at anmelde ændringer i virksomhedens ejerforhold, ansvarlige ledelse eller beliggenhed.

TSS har pligt til at føre et register over anmeldte virksomheder indeholdende ajourførte oplysninger om virksomhedernes ejerforhold og ansvarlige ledelse. Når virksomheden er blevet registreret, får den tildelt et CVR-nummer, jf. Lov om Det Centrale Virksomhedsregister (lovbekendtgørelse nr. 598 af 22. juni 2000) § 5, stk. 3.

Det fremgår nærmere af denne lovs § 5, stk. 3, at TSS skal tildele et entydigt identifikationsnummer - et CVR-nummer - til virksomheder, som har en driftsform, der ikke skal anmeldes til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Kerneområdet er her enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber.

Virksomheder, der skal drives i selskabsform, får tildelt et CVR-nummer af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter stk. 2 i samme bestemmelse.

Hvis et sådant register skal kunne opfylde sit formål, må TSR samtidig med registreringen være berettiget til at kontrollere, om de anmeldte oplysninger er korrekte.

Kontrollen med, om de oplysninger, som virksomheden har givet i sin registreringsanmeldelse, er korrekte, opdeles i en formel og i en materiel registreringskontrol, som beskrives nærmere i afsnit A.1.4.

A.1.3 Registrering af virksomheder

 

Følgende virksomheder skal anmelde sig til registrering hos TSR:

  • Enhver, der skal indeholde A-skat mv. efter kildeskatteloven, lov om en arbejdsmarkedsfond og ATP-loven.
  • Virksomheder, der er afgiftspligtige efter momsloven, og som driver virksomhed med levering af varer og ydelser, der ikke er afgiftsfritaget efter ML § 13.
  • Virksomheder der er registreringspligtige i henhold til punkt- og miljøafgiftslovene, toldloven, lønsumsafgiftsloven, mv.

Registreringspligten for indeholdelsespligtige efter kildeskatteloven er foreskrevet i KSL § 85 og bekendtgørelse nr. 980 af 16. november 2001 om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer mv. (kildeskattebekendtgørelsen) § 18.

Den tilsvarende registreringspligt for indeholdelsespligtige efter arbejdsmarkedsfondsloven findes i AMFL § 21 og bekendtgørelse nr. 979 af 16. november 2001 om arbejdsmarkedsbidrag § 1.

Afgiftspligtige efter momsloven skal lade sig registrere efter bestemmelsen i ML § 47.

Reglerne om registrering gælder for virksomheder, hvad enten de drives som enkeltmandsvirksomhed, interessentskab eller i selskabsform, og det forhold, at det rent praktisk er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der giver selskaber mv. et CVR-nummer, når et selskab anmeldes til registrering dér, jf. ovenfor, ændrer ikke ved pligten til at lade sig registrere hos TSR, hvis virksomheden skal drive afgiftspligtig virksomhed eller er indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven, fordi den har ansat personale.

Registreringspligten efter toldloven findes i TDL § 29, medens registreringspligten efter lønsumsafgiftsloven findes i LAL § 2 .

A.1.3.1 Enkeltregistrering

 

Udgangspunktet for registrering er, at virksomheden tildeles ét CVR-nr. Dette fremgår eksempelvis af kildeskattebekendtgørelsens § 19, stk. 1, 1. pkt., bekendtgørelse om arbejdsmarkedsbidrag § 2, 1. pkt, bekendtgørelse om lønsumsafgift § 2, stk. 1, 1. pkt. og forudsætningsvis af ML § 47.

Der findes dog hjemmel i skatte- og afgiftslovgivningen til, at dele af en virksomhed kan registreres hver for sig (delregistrering), eller at flere afgiftspligtige personer kan registreres under ét (fællesregistrering).

A.1.3.2 Delregistrering

 

Som nævnt er det hovedreglen, at en indeholdelses- og/eller afgiftspligtig skal registreres som én virksomhed. Det gælder også, selv om den pågældende driver flere virksomheder, eksempelvis flere filialer, afdelinger eller forretninger. Det betyder bl.a., at virksomhederne skal indeholde A-skat og redegøre herfor samlet, ligesom virksomhederne skal udveksle varer og ydelser uden momsmæssige konsekvenser.

Den indeholdelses- og/eller afgiftspligtige kan dog efter anmodning over for TSR få tilladelse til at lade virksomhederne registrere hver for sig, hvis regionen vurderer, at der drives flere virksomheder, og der fører særskilt regnskab for hver enkelt virksomhed, jf. bl.a. kildeskattebekendtgørelsens § 19, stk. 1, og ML § 47, stk. 3.

Ved "flere virksomheder" forstås i denne forbindelse, at opdelingen i flere virksomheder er forretningsmæssigt betinget.

Ved "særskilt regnskab" forstås , at den pågældendes almindelige regnskab er opdelt i flere selvstændige regnskaber.

Virksomhederne skal hver for sig udføre eksempelvis afgiftspligtige transaktioner i form af levering, således som det er defineret i ML § 4.

Hvis betingelserne er opfyldt, vil hver virksomhed herefter få sit eget nummer og blive betragtet som selvstændig. "Hovedvirksomheden" har et CVR-nummer, medens den delregistrerede virksomhed tildeles et SE-nummer.

Særligt om eksportvirksomheder og delregistrering 

Der eksisterer en særlig ordning - eksportmomsordningen - der går ud på, at virksomheder med eksportomsætning eller anden momsfri omsætning kan få momsen af eksportværdien hurtigere tilbagebetalt. Det sker ved, at virksomheden udskiller denne omsætning i en selvstændig momsregistrering med eget SE-nummer og fører særskilt regnskab for hver enhed.

Alle delregistrerede virksomheder skal afregne moms månedsvis, uanset hvor stor omsætningen er i de enkelte delregistreringsforhold, jf. ML § 57, stk. 5, sidste pkt.

Delregistreringen betyder, at hver af de momsregistrerede enheder betragtes som en selvstændig momspligtig virksomhed i henhold til ML § 3, stk. 3. Virksomhedens eksportsalg af varer og ydelser kan herefter faktureres i to led, nemlig fra den oprindelige enhed (hovedenheden) til den nye enhed (eksportenheden) og derefter fra eksportenheden til eksempelvis en kunde i udlandet. Virkningen heraf bliver, at leverancen fra hovedenheden til eksportenheden er momspligtig, medens leverancen fra eksportenheden til køberen i udlandet er momsfri.

Hvis virksomheden ønsker at blive omfattet af eksportmomsordningen, skal den sende en ansøgning til TSR.

Ordningen er således betinget af, at levering af varer og ydelser fra hovedenheden til eksportenheden er momspligtige transaktioner, og at en tilsvarende leverance mellem to uafhængige parter etableret i Danmark ville være belagt med dansk moms. Der henvises til momsvejledningens afsnit M.1.4.1.

A.1.3.3 Fællesregistrering

 

Hvis der mellem flere selvstændigt registrerede indeholdelsespligtige virksomheder består et økonomisk fællesskab med hensyn til ejerforholdet, kan TSR efter anmodning give tilladelse til, at indeholdt A-skat indbetales under ét sammen med redegørelsen herfor, jf. kildeskattebekendtgørelsen § 19, stk. 2.

Det samme gælder flere afgiftspligtige erhvervsdrivende, der udelukkende driver registreringspligtig virksomhed, idet også disse efter anmodning kan registreres under ét, jf. ML § 47, stk. 4.

For så vidt angår  selskaber, der driver såvel registreringspligtig som ikke registreringspligtig virksomhed her i landet, gælder, at disse selskaber kan få tilladelse fra TSR til at at blive registreret under ét, hvis de opfylder visse betingelser.

Selskaber med blandede aktiviteter skal for at blive fællesregistreret være koncernforbundne, hvorved forstås, at der skal være tale om selskaber mv., hvis aktier mv. direkte eller indirekte er 100 % ejet af det samme selskab (moderselskabet mv.). Hvis der i nogle af de omfattede datterselskaber er udstedt medarbejderaktier i medfør af LL § 7 A, kan der alligevel gives tilladelse til fællesregistrering, når aktierne er udstedt på betingelse af, at de kun kan sælges til det udstedende selskab, jf. ML § 47, stk. 4.

Ordningen indebærer, at der ikke skal beregnes moms af intern omsætning. Fællesregistreringen behøver ikke at omfatte alle selskaberne i koncernen.

Fællesregistreringen medfører, at afregning af skatter og afgifter fra de underliggende SE-numre foretages af ét CVR-nr. - det fællesafregnende CVR-nr.

Fællesregistrerede virksomheder betragtes såvel i skatte- som i afgiftsmæssig henseende som én virksomhed. Det betyder bl.a.,  at intern handel med varer og ydelser mellem virksomhederne skal ske uden beregning af moms, ligesom fællesregistreringen indebærer, at de pågældende virksomheder hæfter solidarisk for betaling af skatter og afgifter, jf. ML § 46, stk. 7, og cirkulære nr. 135 af 4. november 1988 om opkrævning af indkomst- og formueskat efter kildeskatteloven, som er ændret ved cirkulære nr. 91 af 16. juni 1995. Det betyder også, at der kan modregnes mellem positive og negative afgifts- og skattetilsvar, der måtte vedrøre de enkelte registreringsenheder.

A.1.3.4 registrering ved herboende repræsentant/befuldmægtiget

 

I skatte- og afgiftslovgivningen er der fastlagt nærmere regler for udenlandske foretagender, der udøver afgiftspligtige aktiviteter her i landet. Nedenfor er nærmere redegjort for reglerne i momsloven og kildeskatteloven mv., idet disse lovområder er de mest anvendte for udenlandske foretagender.

Lignende regler findes i toldloven, punkt- og miljøafgiftslovgivningen samt lønsumsafgiftslovningen.

Momsloven Udenlandske virksomheder, der sælger afgiftspligtige varer og ydelser her i landet, er - i lighed med de danske - momspligtige og hæfter som alt overvejende hovedregel for momsen, jf. ML § 46, stk. 1. Sådanne virksomheder skal i konsekvens heraf momsregistreres efter ML § 47, stk. 1.

For visse af disse udenlandske virksomheder stilles der krav om, at de skal have en repræsentant, der bor her i landet - en såkaldt fiskal repræsentant - for at kunne blive momsregistreret.

En fiskal repræsentant fungerer som kontaktperson og muliggør, at ToldSkat kan kommunikere via en person eller virksomhed, som er fortrolig med dansk lovgivning og administration.

I de tilfælde, hvor den udenlandske virksomhed skal have en fiskal repræsentant, hæfter denne solidarisk sammen med virksomheden for momsen. Kravet om solidarisk hæftelse skal sikre den danske stat mod tab i tilfælde af, at den udenlandske virksomhed undlader at betale sin moms.

Regler om tvungen fiskal repræsentant gælder for afgiftspligtige personer, der har forretningssted i et land uden for EU, med hvilket Danmark ikke har indgået en aftale om gensidig bistand med en retsvirkning, der svarer til reglerne i EU. Nærmere gælder det, at disse virksomheder skal registreres ved en person, der er bosiddende her i landet, eller ved en virksomhed, der har forretningssted her i landet. Reglerne herom fremgår af ML § 47, stk. 2.

Det samme gælder, når den udenlandske virksomhed køber varer fra andre EU-lande. Afgiftspligtige personer med forretningssted uden for Danmark skal dog ikke registreres i det omfang, aftageren er gjort betalingspligtig.

Det betyder, at det alene er momspligtige virksomheder fra lande uden for EU, som Danmark ikke har indgået bistandsaftaler på momsområdet med, der skal registreres ved en herboende fiskal repræsentant. Den fiskale herboende repræsentant efter ML § 47, stk. 2 hæfter sammen med virksomheden solidarisk for momsen, jf. ML § 46, stk. 6.

Der stilles således ikke krav om, at momspligtige virksomheder, der er etableret i et andet EU-land eller på Færøerne, Grønland, Island og i Norge samt Lichtenstein med hvem Danmark har indgået aftale om gensidig bistand med en retsvirkning, der svarer til reglerne i EU - den såkaldte EØS-aftale - skal have en herboende fiskal repræsentant, selv om de sælger momspligtige varer og ydelser i Danmark.

Det er dog op til disse landes virksomheder selv at træffe afgørelse om, hvorvidt de ønsker at bruge ordningen med fiskal repræsentant. I disse tilfælde vil den fiskale repræsentant kun fungere som kontaktperson for den udenlandske virksomhed, hvorimod repræsentanten ikke hæfter for momsen. Hæftelsen påhviler alene den udenlandske virksomhed.

I det omfang de udenlandske virksomheder ikke skal registreres ved en fiskal repræsentant, skal virksomhederne registreres direkte ved TSR Sønderborg. Her får de udenlandske virksomheder oplysning om regler, momsregistrering mv. i Danmark.

Kildeskatteloven mv. Udenlandske virksomheder, der har etableret fast driftssted her i landet, og som har ansatte her i landet, skal registreres ved en befuldmægtiget, der har hjemting her i landet. Lønnen skal udbetales gennem den befuldmægtigede, der skal indeholde både A-skat og AM-bidrag , jf. KSL § 46, stk. 4 og AMFLbek. nr. 979 af 16. nov. 2001, § 4, jf. AMFL § 21, stk. 2.

Andre udenlandske arbejdsgivere kan også vælge at udbetale løn gennem en befuldmægtiget, jf. KSL § 46, stk. 5. Den befuldmægtigede skal i denne situation kun indeholde A-skat.

A.1.3.5 registrering af virksomhed der drives af umyndige personer

 

Umyndige kan i et vist begrænset omfang drive virksomhed og kan som følge heraf også registreres hos TSR, hvis virksomheden er registreringspligtig.

I værgemålsloven sondres der mellem personer, der er umyndige som følge af mindreårighed, jf. værgemålslovens § 1, og personer, der er umyndige, fordi har fået frataget deres retlige handleevne (umyndiggjorte), jf. værgemålslovens § 6, stk. 2.

Mindreårige Mindreårige, hvorved forstås personer under 18 år, kan ikke selv forpligte sig ved retshandler eller råde over deres formue, medmindre andet er bestemt, jf. værgemålslovens § 1, stk. 2, men værgerne handler på den mindreåriges vegne i økonomiske anliggender efter samme bestemmelses stk. 3.

Efter værgemålslovens § 43 kan værgen til en mindreårig, der er fyldt 15 år, give tilladelse til, at den mindreårige selv må drive virksomhed. Værgen skal dog forinden, at tilladelsen gives, sikre sig statsamtets godkendelse.

En sådan tilladelse bevirker, at den mindreårige, der er fyldt 15 år, på egen hånd kan indgå de retshandler, som falder inden for virksomhedens område, jf. værgemålslovens § 43, stk. 2. Det betyder nærmere, at den mindreårige bindes af sine aftaler og derfor hæfter eller er erstatningsansvarlig over for dem, som retshandlerne indgås med, og over for dem, som i øvrigt berøres af retshandlen, herunder TSR med hensyn til de skatter- og afgifter mv., der løber på som følge af virksomhedens drift.

En umyndig, der er fyldt 15 år, kan således registreres som henholdsvis indeholdelsespligtig og afgiftspligtig mv. hos TSR. Registreringen skal i dette tilfælde ikke ske ved værgen, som heller ikke hæfter for den umyndiges forpligtelser.

Det bemærkes, at en modsætningsslutning fra værgemålslovens § 42 om råden over selverhvev efter det fyldte 15. år og § 43, som er nævnt lige ovenfor, fører til, at mindreårige under 15 år ikke kan forpligte sig i forbindelse med drift af virksomhed.

Mindreårige under 15 år kan derfor aldrig registreres som henholdsvis indeholdelses- og afgiftspligtige mv. hos TSR, heller ikke sammen med deres værge.

Såfremt der opstår et praktisk behov, må virksomheden drives af en myndig, f.eks., men ikke nødvendigvis, værgen. Gældsforpligtelsen påhviler udelukkende den myndige.

Umyndiggjorte Personer, der er frataget deres retlige handleevne og på den måde er umyndige, kan ikke forpligte sig ved retshandler eller råde over deres formue, medmindre andet er bestemt, jf. værgemålslovens § 6, stk. 2. Umyndiggørelsen tinglyses i personbogen.

Værgen handler på den umyndiges vegne i anliggender, der er omfattet af værgemålet, jf. værgemålslovens § 5, stk. 4, og skal ifølge § 24 varetage den umyndiges interesser.

Bestemmelsen i værgemålslovens § 43 om umyndiges mulighed for med bindende retsvirkning at drive erhvervsvirksomhed vedrører formelt set også voksne umyndige (umyndiggjorte), men anvendes ikke i praksis.

TSR kan derfor ikke registrere en virksomhed, der drives af en umyndig over 18 år, idet den pågældende ikke kan forpligtes af sine aftaler eller råde over sin formue.

A.1.3.6 Registrering af virksomhed, der drives af udenlandske personer, der har taget ophold her i landet.

 

Bestemmelser om hvilke regler, der gælder for udlændinge, der opholder sig i Danmark, og som ønsker at drive selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet, findes i udlændingeloven (lovbekendtgørelse nr. 711 af 1/8-2001).

Ifølge udlændingelovens § 13, stk. 1, skal udlændinge have arbejdstilladelse for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed .

Dette gælder dog ifølge lovens § 14 ikke for:

  • Udlændinge, der er statsborgere i et andet nordisk land
  • Udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne
  • Udlændinge med tidsubegrænset opholdstilladelse
  • Udlændinge med opholdstilladelse efter lovens §§ 7, 8 eller 9, stk 1, eller stk 2, nr. 1, 2, eller 5 -7
  • Udlændinge med opholdstilladelse efter lovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2
  • Udlændinge med opholdstilladelse efter lovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7
  • Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person
  • Andre udlændinge, som af integrationsministeren er fritaget for arbejdstilladelse.

Hvis en udlænding ikke opfylder ovennævnte undtagelsesbestemmelser og således skal have en arbejdstilladelse, påser TSR, at den pågældende har et dansk personnummer og en adresse i Danmark.

I den forbindelse bør TSR kræve dokumentation for opholds- og arbejdstilladelse, som disse personer har fået udleveret, hvis de vel at mærke har en sådan tilladelse. Eventuel henvendelse herom kan foretages til Udlændingestyrelsen.

Herudover søger TSR oplyst, hvilke aktiviteter den anmeldte virksomhed nærmere skal udfolde med henblik på at anvende korrekt branchekode.

A.1.3.7 Registrering af konkursboer

 

En virksomhed kan tages under konkursbehandling, hvis virksomhedens ejer eller en kreditor i virksomheden anmoder skifteretten om det. Dette sker ved, at skifteretten afsiger et konkursdekret, hvorefter virksomheden er blevet til et konkursbo. Det er dog en betingelse for at blive erklæret konkurs, at virksomheden er insolvent, hvilket vil sige, at den pågældende ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, og at dette problem ikke er af forbigående karakter, jf. KL § 17.

Reglerne tilsigter at give kreditorerne en samtidig og ligelig dækning for deres krav efter en konkursorden, der er nærmere beskrevet i KL´s kapitel 10 og i E.3.14.

På baggrund af oplysninger i Statstidende eller Registreringstidende afmelder TSR samtlige registreringsforhold for den konkursramte virksomhed med virkning fra det tidspunkt, hvor skifteretten har afsagt konkursdekret over den.

Hvis virksomhedens drift er ophørt i og med konkursen eller måske før, indskrænker konkursbehandlingen sig til at opgøre boets formue og foretage eventuel fordeling af aktiverne mellem de berettigede. I denne situation skal konkursboet ikke registreres som indeholdelses- eller afgiftspligtigt mv. hos TSR.

Hvis konkursboet fortsætter den tidligere virksomheds aktiviteter, eksempelvis fordi de igangværende ordrer skal afvikles, er det fremover konkursboet v/kurator, som er ansvarlig for driften og skal sørge for konkursboets anliggender. Dette indebærer blandt meget andet, at kurator skal anmelde konkursboet til registrering i henhold til eksempelvis moms- og kildeskatteloven hos TSR, som giver konkursboet et nyt CVR-nummer.

Grunden til, at konkursboet ikke blot kan fortsætte med virksomhedens gamle CVR-nummer, er, at konkursboet er en anden juridisk person end den oprindelige virksomhed, hvilket bl.a. viser sig ved, at det fremover er konkursboet, der hæfter for betaling af de skatter- og afgifter, som hidrører fra konkursboets drift. Se om konkurs under afsnit E.3.

Det bemærkes, at en virksomhed, der har anmeldt betalingsstandsning, fortsætter driften under det hidtidige CVR-nummer og derfor ikke af den grund skal registreres på ny hos TSR. I den situation er det fortsat virksomheden, der er afgifts- og indeholdelsespligtig, og ikke "betalingsstandsningsboet", idet der ikke foreligger et bo i juridisk henseende. Se om betalingsstandsning i afsnit E.2.

A.1.4 Formel registreringskontrol

 

Ved registrering hos TSR underkastes virksomhedens anmeldelse dels en formel registreringskontrol, dels en materiel registreringskontrol.

A.1.4.1 Formel registreringskontrol

 

Når TSR modtager en registreringsanmeldelse, kontrolleres, om blanketten er korrekt udfyldt.

Endvidere undersøges det, om underskrifter, CPR-numre og øvrige oplysninger på de personer, der er involveret i den virksomhed, som ønskes registreret, er rigtige.

Endelig påser TSR i denne fase, at alle de blanketter, der skal bruges for at registrere virksomheden som indeholdelses- eller afgiftspligtig er til stede. I den forbindelse tænkes specielt på det materiale, som er nødvendigt, når anmeldelsen vedrører et ApS eller et A/S, f.eks., revisorerklæring og "det sammenskrevne resume" fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvoraf fremgår bl.a. størrelsen af den tegnede kapital og dens sammensætning, hvem der kan tegne selskabet, og hvem der er i selskabets bestyrelse og direktion.

Det er denne kontrol, der kaldes den formelle registreringskontrol, og den foregår i forbindelse med, at virksomheden, der ønskes registreret, gives et CVR- eller SE-nummer, medmindre virksomheden er et selskab mv., som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal give CVR-nummer.

Hvis det nystiftede selskab ikke har fået et CVR-nummer, skal TSR henvise virksomheden til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der straks tildeler det anmeldte selskab et CVR-nummer, som det beholder, medmindre Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i sin efterfølgende sagsbehandling finder, at selskabet ikke kan registreres.

Det er således ikke muligt for TSR at give en anmeldt virksomhed et nummer, hvis virksomheden er organiseret som et selskab mv.

Det forhold, at virksomheden er et selskab og som sådan nummersættes af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i forbindelse med registrering dér, friholder ikke selskabet for at lade sig registrere hos TSR, hvis det er afgifts- og/eller indeholdelsespligtigt over for ToldSkat.

A.1.4.2 Materiel registreringskontrol

 

Formålet med den materielle registreringskontrol er at sikre, at den anmeldte virksomhed rent faktisk har den virksomhedsform, som den ifølge anmeldelsen påstår at have, og i den forbindelse fastlægge virksomhedens hæftelsesforhold over for ToldSkat.

I den materielle registreringskontrol skal også indgå en kontrol af, om den drift, virksomheden anmelder til registrering for, er indeholdelsespligtig, afgiftspligtig mv.

Som eksempel herpå kan nævnes en vurdering af, om den pågældende virksomhed overhovedet er en selvstændig erhvervsvirksomhed, eller om der reelt foreligger et lønmodtagerforhold. Sidstnævnte hverken kan eller skal registreres.

Endvidere indgår der i kontrollen en undersøgelse af, om den pågældende har gæld til ToldSkat, og der er tale om eventuel stråmandsvirksomhed, ligesom den anmeldte virksomhed og dens ejere tjekkes i  "Træsko-registret", se A.1.4.2.6 og i "KINFO-registret".

A.1.4.2.1 Generelt om virksomhedsformer

 

Etablering af erhvervsvirksomheder er underkastet en lang række love og bestemmelser. I det følgende vil der blive givet en kort omtale af forskellige virksomhedsformer. Forskellen mellem virksomhederne kommer især til udtryk gennem den måde, hvorpå ejerne hæfter for virksomhedens gæld.

A.1.4.2.1.1 Terminologi

 

I de efterfølgende afsnit vil der blive anvendt forskellige udtryk som "virksomhed", "selskab" og "§ 3-virksomhed", mv.

Betegnelsen "virksomhed" anvendes helt neutralt og udtrykker derfor intet om ejerforhold eller hæftelsesforhold, ligesom den intet fortæller om, hvilken driftsform den pågældende erhvervsvirksomhed har.

Betegnelsen "selskab" vil blive anvendt om virksomheder med begrænset ansvar, dog først og fremmest om aktie- og anpartsselskaber, medens andelsselskaber, kommanditselskaber, foreninger og andre selskaber med begrænset ansvar normalt vil blive benævnt med driftsformen, evt. som § 3-virksomhed, se nærmere nedenfor.

En "§ 3-virksomhed" er en restgruppe af virksomheder, der er omfattet af § 3 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder. Der er tale om virksomheder med begrænset ansvar, hvilket skal fremgå af navnet. Andelsselskaber skal benytte forkortelsen "A.M.B.A.", der står for andelsselskab med begrænset ansvar, medens forkortelserne, "S.M.B.A.","F.M.B.A.", "V.M.B.A" der står for henholdsvis selskab, forening eller virksomhed med begrænset ansvar kan forekomme.

A.1.4.2.1.2 Den retlige regulering

 

Der eksisterer en egentlig lovgivning om aktie- og anpartsselskaber og filialer af udenlandske aktie- og anpartsselskaber samt erhvervsdrivende fonde, partrederier samt partnerselskaber/kommanditaktieselskaber. Disse virksomhedsformer benævnes derfor: De lovregulerede selskabsformer.

De øvrige selskabsformer er kun undergivet få og spredte lovbestemmelser og kaldes som følge heraf: De ulovregulerede selskabsformer.

I den forbindelse skal nævnes lov om visse erhvervsdrivende virksomheder eller erhvervsdrivendeloven, som overordnet betragtet finder anvendelse på virksomheder, der har til formål gennem erhvervsdrift at fremme de økonomiske interesser for virksomhedens deltagere, jf. lovens § 1.

Som loven er bygget op, skal først nævnes de organisationsformer, den ikke omfatter.

Loven gælder ikke for aktie- og anpartsselskaber samt erhvervsdrivende fonde, der, som lige nævnt, har en egentlig lovgivning, jf. § 1, stk. 2. Heller ikke fonde eller fagforeninger er omfattet i det omfang, de ikke driver erhvervsvirksomhed. Det samme gælder efter lovens § 5 kommunale fællesskaber, partrederier og finansielle virksomheder, der i lighed med aktie- og anpartsselskaberne er undergivet anden selskabsretlig regulering.

Ej heller omfatter loven enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber og kommanditselskaber, bortset fra reglerne i kapitel 1, der beskriver lovens anvendelsesområde og indeholder definitioner, kapitel 2, der omhandler regler om virksomhedens navn og prokura, samt kapitel 7, der indeholder diverse straffebestemmelser.

Det kan herefter konkluderes, at lovens § 3 omfatter en restgruppe af erhvervsdrivende virksomheder, der har begrænset hæftelse, og som ikke er omfattet af øvrige selskabslove eller lovens øvrige definerede virksomhedsformer. Som eksempel på § 3-virksomhe- der kan nævnes andelsselskaber med begrænset ansvar i henhold til lovens § 4, jf. § 3.

Hertil kommer de interessentskaber og kommanditselskaber, hvor henholdsvis interessenterne og komplementarerne udelukkende er juridiske personer, hvilket fremgår af § 2, stk. 3, sidste pkt.

Lov om visse erhvervsdrivende virksomheder er først og fremmest en registreringslov - og altså ikke en lov, der ligesom aktieselskabsloven mv. indeholder materielle regler om organisering, vedtægter, kapitalforhold mv.

Hovedprincippet i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder er således, at de virksomheder, der er omfattet af lovens § 3, skal anmeldes til og registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen samt indsende regnskaber dertil til offentliggørelse.

§ 3-virksomheden opnår efter lovens kapitel 3 først retsevne, når den er blevet registreret. Denne bestemmelse er vigtig inden for den i øvrigt ulovregulerede selskabsret og danner parallel til de regler, der gælder inden for aktie- og anpartsselskabsretten. De personer, der før registreringen har påtaget sig forpligtelser på vegne af virksomheden eller har medansvar herfor, hæfter personligt, direkte og solidarisk, jf. § 9, stk. 2. Ved registrering overtager virksomheden disse forpligtelser.

Det må forudsættes, at § 3-virksomheden har nogle vedtægter e.lign, der indeholder retningslinier for virksomhedens organisation, har formålsbestemmelser samt medlems-/stifterregler og har gjort op med stemmeret, hæftelse, valg af ledelse, navn, prokura mv.

Det må endvidere forudsættes, at virksomhedsformen klart adskiller sig fra de juridiske eller fysiske personer, der falder uden for § 3, nemlig aktie- og anpartsselskaber samt virksomheder, hvor én eller flere af deltagerne hæfter såvel personligt, direkte og solidarisk for virksomhedens forpligtelser.

For at være omfattet af § 3 må ingen af deltagerne således hæfte både personligt, direkte og solidarisk. Det udelukker imidlertid ikke forskellige kombinationsmuligheder af deltagernes hæftelse, f.eks. at deltagerne hæfter med hele deres formue (personligt), men kun for et begrænset beløb (proratarisk).

I det omfang, det ikke i en skriftlig selskabskontrakt er bestemt, hvorledes deltagerne i virksomheden hæfter for selskabets forpligtelser, vil man tillægge dem den hæftelse, der sædvanligvis er forbundet med den pågældende virksomhedstype.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal, når den behandler anmeldelser i henhold til erhvervsdrivendeloven, påse, at den anmeldte virksomhedstype ligger inden for lovens definition på netop den virksomhedsform, som virksomheden i anmeldelsen angiver at tilhøre.

A.1.4.2.1.3 Kontraktfrihedens indhold

 

Lov om visse erhvervsdrivende virksomheder er, som nævnt tidligere, væsentligst en registreringslov, hvorfor der i princippet fortsat er aftalefrihed til at danne en virksomhedsform, der er i overensstemmelse med deltagernes behov.

Aftalefriheden giver i princippet frihed til dels at vælge virksomhedsform uafhængig af den påtænkte aktivitet, dels at træffe aftale om stiftelse af et selskab, hvis udformning og retlige regulering ikke ligner nogen hidtil eksisterende selskabstype.

Denne kontraktsfrihed går så vidt, at selskabsdeltagerne i princippet også frit kan aftale, hvorledes og i hvilket omfang de vil hæfte personligt over for selskabets kreditorer.

A.1.4.2.1.4 Kontraktfrihedens grænser

 

Kontraktsfriheden kan imidlertid ikke i praksis udstrækkes så vidt, som det måtte være teoretisk muligt.

Parterne kan således ikke gyldigt gennem vedtægter eller andre stiftelsesdokumenter indrette en "passende" selskabsform og på den måde omgå de eksisterende selskabslove eller de ulovregulerede, men almindeligt anvendte selskabsformer såsom interessentskaber, andelsselskaber og kommanditselskaber.

Den selskabsretlige aftale- og kontraktsfrihed er endvidere undergivet de begrænsninger, som forholdet til omgivelserne kræver, herunder forholdet til virksomhedens kreditorer og almene interesser i øvrigt.

I den forbindelse skal nævnes det påtrængende spørgsmål, hvem der hæfter for selskabets forpligtelser, hvilket som oftest vil ligge enhver potentiel kreditor på sinde.

Usædvanlige selskabskonstruktioner vil således ofte løbe ind i vanskeligheder i forhold til omverdenen. Her tænkes på den usikkerhed, de kan skabe hos kreditgivere som eksempelvis banker, leverandører og offentlige myndigheder.

Hertil kommer, at selskabet og selskabsdeltagerne ofte i en længere periode vil være uafklaret om de beskatnings- og afgiftsmæssige forhold med risiko for at blive draget personligt til ansvar for selskabets forpligtelser.

A.1.4.2.1.5 Klassificering af en virksomhed

 

Som nævnt ovenfor, har TSS pligt til at føre et register over anmeldte virksomheder. TSR er i forbindelse med registreringen af virksomheden berettiget til at kontrollere, at oplysningerne, der er givet i anmeldelsen, er rigtige.

Der ligger heri bl.a., at TSR faktisk foretager en klassificering af den anmeldte virksomhed. Herved forstås, at regionen sammenholder samtlige oplysninger om virksomheden med den virksomhedstype, som virksomheden er angivet med på registreringsanmeldelsen, og på den baggrund vurderer, om virksomheden er anmeldt med korrekt virksomhedstype.

Det bemærkes, at der i denne klassificering ikke ligger, at TSR kan nægte at registrere en virksomhed, men blot "omklassificere" den.

Hvis det efter den materielle registreringskontrol kan lægges til grund, at der reelt er tale om en virksomhedsbetegnelse, der ikke svarer til de faktiske forhold, eller der foreligger en omgåelse af selskabslovenes regler, eksempelvis om ansvarlig kapital (aktie- og anpartsselskaber), eller kontraktsfrihedens grænser på anden måde anses for overskredet, nægtes registrering i den ønskede form.

Det er i den forbindelse ikke afgørende, hvad selskabsdeltagerne selv har kaldt eller benævnt virksomheden. En virksomhed vil således aldrig være f.eks. et A.M.B.A (andelsselskab), S.M.B.A (selskab) eller F.M.B.A (forening), blot fordi dette klart fremgår af vedtægterne.

De væsentligste kendetegn ved virksomheden skal pege henimod den traditionelle opfattelse af et sådant selskab. Med de væsentligste kendetegn tænkes ikke blot på indholdet af vedtægter og andre stiftelsesdokumenter, men mest på de faktiske forhold i virksomheden.

Den berørte virksomhed underrettes herefter om, at den kan blive registreret som den virksomhedstype, TSR anser virksomheden for i virkeligheden at være, eksempelvis en enkeltmandsvirksomhed. Dette medfører en ubegrænset hæftelse, fremfor den måske begrænsede hæftelse, der fulgte af klassificeringen i registreringsanmeldelsen.

Som tidligere nævnt, skal Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, når den behandler anmeldelser i henhold til lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, kontrollere, at den anmeldte virksomhedstype svarer til lovens definition på netop den virksomhedsform, som virksomheden i anmeldelsen angiver at tilhøre.

TSR kan derfor ikke træffe afgørelse om at nægte at registrere virksomheden med den virksomhedsform, som den har angivet i sin anmeldelsesblanket - uden at afstemme med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Regionens afgørelse kan påklages til TSS som øverste administrative myndighed.

I sidste instans er det domstolene, som afgør hvilken virksomhedstype, der anses at foreligge i det konkrete tilfælde.

A.1.4.2.1.6 Den skattemæssige klassificering

 

Der er ingen garanti for, at den klassificering, den materielle registreringskontrol har foretaget af en anmeldt virksomhed, er identisk med den skattemæssige.

Det er ligningsmyndigheden, der afgør, hvorledes en konkret virksomhed skal klassificeres i skattemæssig henseende, idet ligningsmyndigheden ikke er bundet af den afgørelse, som den materielle registreringskontrol måtte have truffet i forbindelse med en eventuel registrering af virksomheden. Afgørelsen træffes efter en konkret vurdering på baggrund af de skatteretlige regler på området. Som eksempel kan nævnes en skuespiller, der ønsker at drive virksomhed i selskabsform. Vurderingen af, om den pågældende på den måde kan anses for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed, og om den kan drives i selskabsform, eller der er tale om et lønmodtagerforhold og allerede af den grund hverken kan registreres som erhvervsvirksomhed eller som selskab, er dels et registreringsspørgsmål, dels et skatteretligt spørgsmål.

Der vil dog typisk være sammenfald mellem den klassificering, som er foretaget af den materielle registreringskontrol og den, som ligningsmyndigheden har foretaget.

A.1.4.2.2 Generelt om hæftelse

 

Formålet med den materielle registreringskontrol er, som ovenfor nævnt, at fastlægge virksomhedens hæftelsesforhold over for ToldSkat.

Derfor vil der i det følgende blive gennemgået nogle begreber, som beskriver, hvordan en person, der er involveret i drift af en virksomhed, hæfter over for virksomhedens kreditorer, herunder ToldSkat.

I forbindelse med hæftelse sondres almindeligvis på følgende måder:

  • personlig (ubegrænset) kontra begrænset,
  • solidarisk kontra proratarisk,
  • principal kontra subsidiær og
  • direkte kontra indirekte.

I erhvervsdrivendelovens § 2 anvendes udtrykket "uden begrænsning". I lovens forstand dækker udtrykket over det forhold, at der hæftes for samtlige forpligtigelser i virksomheden.

Hæftelsesformerne er nærmere beskrevet nedenfor.

A.1.4.2.2.1 Personlig kontra begrænset hæftelse

 

Sondringen mellem, om hæftelsen er personlig eller begrænset, afgør, hvad man hæfter med.

Ved personlig hæftelse forstås, at man hæfter med alt, hvad man ejer eller i fremtiden måtte erhverve. Det er den normale hæftelsesform, når man indgår aftaler som privatperson eller driver virksomhed som enkeltmandsfirma.

Den personlige hæftelse er en "ubegrænset" hæftelse i modsætning dels til den begrænsede hæftelse, dels til den proratariske hæftelse, som omtales nedenfor.

Ved begrænset hæftelse er hæftelsen indskrænket til bestemt angivne aktiver, herunder et bestemt pengebeløb (indskud), og man hæfter på den måde kun med en del af sin formue. Når talen er om selskaber med begrænset hæftelse, betyder det, at den enkelte selskabsdeltager kun hæfter for selskabets forpligtigelser med sit indskud. Resten af den pågældendes formue holdes således uden for hæftelsen.

Som eksempel på begrænset hæftelse uden for selskabsområdet kan nævnes den situation, at en person kautionerer over for banken for en kassekredit til sin gode ven. Han tør dog ikke kautionere med alt hvad han ejer og begrænser derfor kautionen til sit private sælgerpantebrev, hvilket banken accepterer. I dette tilfælde er kautionistens hæftelse over for banken begrænset til sælgerpantebrevet, som er det eneste hos kautionisten, banken kan søge sig fyldestgjort i, hvis den gode ven misligholder sin forpligtelse over for banken.

A.1.4.2.2.2 Solidarisk kontra proratarisk hæftelse

 

Sondringen mellem solidarisk og proratarisk hæftelse giver udtryk for, hvor stor en del af det skyldige beløb, man hæfter for.

Ved solidarisk hæftelse forstås, at man hæfter for hele det skyldige beløb. Den solidariske hæftelse kommer til udtryk i situationer, hvor flere hæfter fælles for gælden, idet hver deltager kan risikere at blive afkrævet hele gælden, i stedet for den del, han skylder i det indbyrdes forhold mellem de hæftende.

I praksis er solidarisk hæftelse den hæftelsesform, som er den hyppigst forekommende, såvel som privatperson som erhvervsdrivende. Eksempelvis hæfter hver af interessenterne i et interessentskab solidarisk for interessentskabets gæld. Solidarisk hæftelse betragtes også som en "ubegrænset" hæftelsesform ved siden af den personlige hæftelse. Her er det blot objektet for hæftelsen, der er i spil, modsat den personlige hæftelse, hvor det var subjektet.

Det betyder i et eksempel, hvor der er to skyldnere, som begge hæfter solidarisk for gælden, at fordringshaveren kan kræve hver af skyldnerne for hele beløbet. Der ligger naturligvis ikke heri, at fordringshaveren kan kræve mere end den samlede gæld, men at denne kan vælge, hvem af de to han vil henvende sig til angående betalingen. Det indbyrdes forhold mellem de 2 skyldnere hører under skyldnernes interne anliggende og er kreditor uvedkommende.

At hæftelsen er proratarisk betyder, at man hæfter delvis eller m.a.o. for en del (pro rata parte) af gælden. I praksis er proratarisk hæftelse ikke så ofte forekommende, men som et eksempel på hæftelsesformen kan nævnes en partreders hæftelse for partrederiets gæld.

Hvis de to skyldnere i eksemplet fra lige før i stedet for solidarisk havde hæftet proratarisk for en halvdel, havde fordringshaveren kun kunnet kræve halvdelen af det skyldige beløb hos hver af de to skyldnere. På den måde ville kreditor komme til at bære risikoen for hver af sine skyldneres manglende betalingsevne. Hvis det kun var den ene, der kunne betale, ville han følgelig være nødsaget til at opgive den anden halvdel af sit krav.

A.1.4.2.2.3 Principal kontra subsidiær hæftelse

 

Sondringen mellem, om hæftelsen er principal eller subsidiær, udtrykker, hvorvidt en selskabskreditor straks kan rette sit krav mod de selskabsdeltagere, der hæfter, eller først skal konstatere forgæves udlæg hos selskabet.

Ved principal hæftelse forstås, at kreditor i et selskab kan vælge med det samme at holde sig til de hæftende selskabsdeltagere og således ikke først behøver at søge sig fyldestgjort i selskabets formue. Kreditorerne kan med andre ord straks indkræve de skyldige beløb hos deltagerne personligt, hvis selskabet ikke betaler.

Som eksempel på principal hæftelse kan nævnes selvskyldnerkaution. Hvis en person har påtaget sig en selvskyldnerkaution over for en bank i forbindelse med, at banken har ydet et lån til en ven, vil banken kunne kræve lånet betalt af kautionisten, straks vennen har misligholdt aftalen over for banken, og lånet hermed er forfaldet til betaling. Banken skal ikke først forsøge at inddrive beløbet hos låntager selv.

Hvis hæftelsen er subsidiær, skal selskabskreditor derimod først have foretaget udtømmende retsforfølgning, f.eks. konstateret forgæves udlæg mod selskabet, før han kan rette sin inddrivelse mod selskabsdeltagernes personlige formue.

Som eksempel på subsidiær hæftelse uden for selskabsområdet kan nævnes subsidiært udlæg hos ægtefællen for personlige skatter i KSL § 72, stk. 2. Se herom nedenfor under afsnit B.

A.1.4.2.2.4 Direkte kontra indirekte hæftelse

 

Indledningsvis bemærkes, at denne sondring kun er relevant, hvis hæftelsen er subsidiær, hvilket er omtalt i foregående afsnit.

Sondringen mellem, om hæftelsen er direkte eller indirekte, drejer sig om, hvem der kan gøre hæftelsen gældende over for de selskabsdeltagere, der hæfter.

Hvis selskabskreditor selv kan rette sit krav direkte mod selskabsdeltagerne, siges der at foreligge direkte hæftelse.

Indirekte hæftelse udtrykker, at kreditor aldrig kan fremsætte et krav direkte mod en selskabsdeltager, men er tvunget til at rejse kravet mod selskabet. Kan selskabet ikke honorere kravet, er det selskabet, der skal fremsætte kravet over for deltageren.

A.1.4.2.2.5 Hæftelse i øvrigt

 

De enkelte sondringer personlig kontra begrænset, solidarisk kontra proratarisk, direkte kontra indirekte og principal kontra subsidiær eller kombinationer heraf, har alle forskellige undersondringer, således at hæftelsen kan blive endnu mere nuanceret.

Som eksempel herpå kan nævnes, principalt pro rata, subsidiært solidarisk hæftelse.

En sådan hæftelse betyder, at kreditorerne først skal forsøge at indkræve de enkelte andele hos de enkelte deltagere. Hvis dette ikke kan ske udtømmende, kan de dernæst indkræve restbeløbet hos de betalingsdygtige.

A.1.4.2.3 Virksomhedsformer og deres hæftelsesforhold

 

I det følgende vil en række typiske virksomhedsformer blive beskrevet.

Der kan dog i praksis forekomme organisationsformer, der helt eller delvist falder uden for de nedenfor beskrevne virksomhedsformer, fordi de alle repræsenterer standardtyper.

Generelt gælder, at de faktiske omstændigheder, der angives at gælde for den enkelte virksomhed, i tvivlstilfælde må granskes, herunder indholdet af en eventuel interessentskabs- eller selskabskontrakt mv. Der kan i den forbindelse vise sig at være omstændigheder, der gør, at virksomhedstypen falder helt eller delvist uden for den her beskrevne type.

A.1.4.2.3.1 Enkeltmandsvirksomhed

 

Karakteristika Den mest simple form for erhvervsdrift foreligger, hvor en enkelt fysisk person ejer og alene eller med medhjælp driver virksomhed. Vi taler her om en enkeltmandsvirksomhed.

Den retlige regulering Der findes ikke generelle lovregler for, hvorledes en virksomhed skal drives, når organisationsformen er en enkeltmandsvirksomhed.

I erhvervsdrivendeloven findes der dog regler om virksomhedens navn og prokuraforhold, som også gælder for enkeltmandsvirksomheder, jf. lovens § § 2, stk. 3.

Hæftelse Den person, der driver enkeltmandsvirksomheden, hæfter for hele gælden og umiddelbart over for virksomhedens kreditorer. Han hæfter således aldeles ubegrænset. Det er den mest vidtgående hæftelse, man kan udsætte sig for.

Hæftelsen er også direkte, hvilket betyder, at indehaveren ikke først kan henvise virksomhedens kreditorer til at søge sig fyldestgjort i virksomhedens aktiver forud for indehaverens private aktiver. Virksomhedens kreditorer og indehaverens private kreditorer er ligestillede.

Til gengæld betyder dette også, at virksomhedens kreditorer i tilfælde af konkurs ikke har forrang til at få fyldestgørelse i virksomhedens aktiver på bekostning af de private kreditorer. Virksomhedens og de private kreditorer er også ligestillede i konkurssituationen.

Anmeldelse til registrering Når en enkeltmandsvirksomhed anmelder sig til registrering hos TSR, skal anmeldelsen være underskrevet af virksomhedens ansvarlige indehaver. Indehaverens CPR- nr. skal ligeledes være anført på registreringsanmeldelsen.

Umyndige over 15 år, der har tilladelse til at drive erhvervsvirksomhed, kan registreres som indeholdelses- og afgiftspligtige hos TSR, hvorimod umyndige under 15 år ikke kan registreres, hvilket sidste i praksis også gælder de voksne umyndige, se ovenfor under afsnit A.1.3.5.

A.1.4.2.3.2 Interessentskab

 

Karakteristika  Et interessentskab er en sammenslutning af to eller flere personer, der har aftalt i fællesskab at drive erhvervsvirksomhed med et fælles økonomisk mål.

Af almene karakteristika for et interessentskab kan nævnes, at alle deltagerne typisk deltager i driften, at der er tale om et snævert økonomisk samarbejde, og at deltagernes viden på konkrete områder er af stor betydning for driften.

Som eksempler kan nævnes advokat- og revisorvirksomheder, som meget ofte - i hvert fald tidligere, hvor disse liberale erhverv ikke kunne drives i selskabsform - er organiseret i interessentskabsform, og hvor den enkelte partner (interessent) betjener klienter inden for sit speciale. Det snævre økonomiske samarbejde kan vise sig eksempelvis gennem anskaffelse og brug af fælles driftsmateriel og inventar, leje af fælles lokaler, aftale mellem interessenterne om overskudsdeling efter nærmere fastlagte regler og endelig aflæggelse af fælles regnskab for interessentskabet.

Der gælder ingen specielle begrænsninger for hvem, der kan deltage som interessenter i et interessentskab. Deltagerne kan være såvel fysiske som juridiske personer og således også eksempelvis aktie- og anpartsselskaber.

Deltagerkredsen er lukket, hvilket vil sige, at yderligere interessenter normalt kun kan få lov at indtræde i interessentskabet, hvis samtlige nuværende deltagere er enige om det, ligesom det i reglen kræver samtlige deltageres accept, hvis en deltager ønsker at træde ud.

Den retlige regulering  Der findes i lighed med enkeltmandsvirksomhederne ikke nogen særlig lovgivning om interessentskaber, hvorfor hovedparten af reglerne må udledes af retspraksis mv.

Lov om visse erhvervsdrivende virksomheden indeholder dog nogle få bestemmelser, der vedrører interessentskaber.

I lovens § 2 defineres, hvad loven forstår ved et interessentskab, og heraf fremgår, at det er en virksomhed, hvor alle deltagerne hæfter personligt, uden begrænsning og solidarisk for virksomhedens forpligtelser.

Lovens kapitler 1, 2 og 7, der også gælder for interessentskaber, vedrører regler om virksomhedens navn og prokura mv.

Det bemærkes, at reglerne i kapitlerne 3 - 6 i erhvervsdrivendeloven, som omhandler bl.a. registrering og retsevne, anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og offentliggørelse heraf, årsregnskab mv., ikke gælder for interessentskaber. Dette fremgår af lovens § 2, stk. 3.

Loven omfatter dog ifølge § 2, stk. 3, sidste pkt., den situation, hvor samtlige ansvarlige deltagere, dvs. interessenterne, er såkaldte kapitalselskaber, altså aktie- eller anpartsselskaber e.lign.

(Kapital) interessentskaberne skal følgelig aflægge årsregnskaber mv. efter lov om visse erhvervsdrivende virksomheders bestemmelser, hvorimod lovens § 9, der omhandler fortabelse af retsevne, ved en modsætningsslutning fra § 24, stk. 2, ikke gælder for disse interessentskaber.

Som det fremgik af definitionen på et interessentskab, stiftes dette ved, at interessenterne indgår en aftale herom. Denne aftale er som alt overvejende hovedregel skriftlig og kaldes en interessentskabskontrakt. Denne kontrakt regulerer bl.a. det interne retsforhold mellem interessenterne, herunder ud- og indtræden af interessentskabet, overskudsdeling, misligholdelse af kontrakten og konsekvenserne heraf, tegningsregler, herunder hvem der udøver en eventuel ledelse i interessentskabet mv.

Hvis der ikke er oprettet nogen interessentskabskontrakt, eller den ikke indeholder noget om det aktuelle emne, må man ty til udfyldende fortolkning og praksis på området.

Hvis der intet er aftalt om, hvem af deltagerne i interessentskabet der er leder i virksomheden, må det i mangel af en sådan aftale antages, at alle deltagere er ledere.

Hvis der ikke gives svar på spørgsmålet om udbyttets fordeling i en kontrakt, er udgangspunktet, at udbyttet/overskuddet fordeles ligeligt efter eventuel udligning af forskel i indskud, arbejdsindsats og risiko.

Som følge af den selskabsretlige kontraktsfrihed er der intet til hinder for, at det bestemmes, at aktieselskabslovens regler eller anpartsselskabslovens regler skal finde tilsvarende anvendelse på et interessentskab. Den personlige hæftelse skal dog bevares.

Et væsentligt karakteristikum ved interessentskabet er princippet om gensidig fuldmagt, hvilket vil sige, at hver af deltagerne antages at have fuldmagt til at forpligte selskabet ved retshandler med tredjemand, herunder også i forbindelse med en udlægsforretning.

I sådanne situationer antages deltageren eller den mødende under en udlægsforretning at være udstyret med vidtgående legitimation.

Afgørelsen af, hvorvidt interessentskabet vil være bundet af et sådant fremmøde, følger de almindelige fuldmagtsregler og afhænger her af, om modparten, eksempelvis TSR, vidste eller burde have vidst, at den pågældende interessent handlede uden for den bemyndigelse, han havde fået af interessentskabet.

Hæftelse -  Interessentskabets kreditorer - fælleskreditorer Interessenterne hæfter personligt, solidarisk og principalt for interessentskabets forpligtelser.

Den personlige og solidariske hæftelse udtrykkes i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 2 som en personlig, ubegrænset og solidarisk hæftelse.

Hæftelsen antages at være såkaldt modificeret principal således at forstå, at den enkelte deltager først kan afkræves det skyldige beløb, når dette har været afkrævet virksomheden (interessentskabet), uden at denne har betalt inden for en rimelig frist på eksempelvis 14 dage, men afvejet efter de konkrete omstændigheder. Derimod kan en egentlig subsidiær hæftelse ikke antages at gælde, idet interessenterne ikke lovligt kan kræve, at virksomhedskreditorerne skal vente med at retsforfølge de enkelte deltageres personlige formue, til en egentlig udtømmende retsforfølgning er gennemført hos interessentskabet selv.

Som eksempel kan nævnes, at et interessentskab, der driver virksomhed som entreprenør med murer-, snedker- tømrer- og blikkenslagerarbejder, er kommet i restance med moms. TSR kan herefter straks rette momskravet mod interessentskabet som sådant. Hvis dette ikke betaler inden for en rimelig tid, kan TSR herefter retsforfølge den af deltagerne, alias de enkelte mestre, som den måtte ønske. Den pågældende mester er herefter forpligtet til at betale hele momsen på grund af den solidariske hæftelse.

Et interessentskab kan som sådant ikke tages under konkursbehandling. Denne retsopfattelse bygger på, at der ikke er nogen rimelig anledning til at få erklæret selve den formuemasse, som interessentskaber repræsenterer, særskilt konkurs, så længe blot en enkelt interessent formodes at være solvent, og man kan inddrive sit krav hos ham som følge af den direkte og solidariske hæftelse.

Er alle interessenternes boer under konkurs, kan interessentskabets bo dog behandles som et selvstændigt konkursbo.

Findes der i interessentskabet en fællesformue, eksempelvis en fast ejendom, hvorfra virksomheden drives, driftsmateriel og -inventar mv., vil selskabets kreditorer selvsagt være berettigede til at søge sig fyldestgjort i denne formue. De har imidlertid ingen pligt hertil og kan i stedet vælge at søge sig fyldestgjort i den enkelte interessents personlige formue, men formentlig først, når interessentskabet er blevet afkrævet det skyldige beløb, og der er gået en vis rimelig frist herefter, uden at interessentskabet har betalt.

Fælleskreditorerne kan imidlertid ikke kræve, at interessentskabet som sådant har en fællesformue, idet kreditorerne, som nævnt, kan retsforfølge de enkelte deltagere i fællesskabet. De kan som følge heraf i almindelighed end ikke protestere imod, at en eksisterende fællesskabsformue udloddes til interessenterne.

En nyindtrådt interessent hæfter ikke personligt for gæld, der er opstået før hans indtræden, men kun med sin andel af interessentskabsformuen. Dette gælder dog ikke, hvis han har overtaget gælden i interessentskabet, herunder også den gæld, der er opstået før hans indtræden og på den måde selv har indvilget heri.

En udtrådt interessent kan tilsvarende ikke frasige sig sin hæftelse for selskabets forpligtelser, der er opstået i perioden, før kreditor vidste eller burde kende til ændringen i ejerforholdet.

En virksomhedskreditor (interessentskabskreditor) kan tillige søge sig fyldestgjort ved at modregne et tilgodehavende hos interessentskabet i et beløb, han skylder den enkelte interessent. Som eksempel kan nævnes modregning i den enkelte interessents krav på udbetaling af overskydende skat til dækning af moms, som interessentskabet skylder.

Hæftelse - Den enkelte interessents kreditorer - særkreditorer  Fælleskreditorerne har fortrinsret til selskabsformuen, fremfor en deltagers særkreditorer, hvorved forstås en kreditor, hvis krav ikke hidrører fra interessentskabets drift, som eksempelvis skattemyndighedernes krav på personlig skat hos én af interessenterne.

Dette hænger sammen med, at det er interessentskabet som sådant, der ejer aktiverne i I/S ´et, således at interessenternes ejendomsret til fællesskabets aktiver kun er indirekte i forhold til deres andels størrelse. Dette indebærer, at interessenterne i denne relation kun har et krav på en nettoandel af interessentskabets formue, hvilket svarer til det eventuelle overskud, der måtte blive, efter at alle I/S´ets kreditorer og de andre interessenters regreskrav er betalt.

Den praktiske juridiske konsekvens af dette er, at en interessents særkreditorer ikke kan foretage udlæg direkte i interessentskabets aktiver.

Det må dog antages, at et indskud i et interessentskab foretaget af en insolvent skyldner for at søge midler bragt i sikkerhed for kreditorerne efter omstændighederne må kunne tilsidesættes som ugyldigt eller omstødeligt, hvis de andre interessenter er i ond tro.

En interessents særkreditorer kan - naturligvis - retsforfølge den pågældende interessentens private formue som eksempelvis en fast ejendom, han bor i, hans private bil, mv.

Herudover kan særkreditorerne i konsekvens af det ovenfor nævnte om interessentens egen begrænsede ret til interessentskabets aktiver, kun foretage udlæg i interessentens rettigheder i interessentskabet, dvs. i hans eventuelle krav på løn og udbytte og i hans kapitalandele eller nettoandele i interessentskabet.

Ved beregning af kapitalandelene må der ske fradrag for såvel selskabskreditorernes krav, idet disse jo har fortrinsret til fællesformuen, som medinteressenternes krav på, at interessenten bærer sin del af fællesudgifterne, som de har måttet afholde.

En særkreditor, som interessentskabet har et krav mod, kan ikke modregne i sin fordring på skyldneren (interessenten) og på den måde "betale" sin gæld til interessentskabet. Dette er en klar følge af, at selskabsformuen ikke hæfter for de enkelte interessenters private gæld.

Som eksempel kan nævnes, at tvungen modregning er udelukket i negativ moms tilkommende interessentskabet til dækning af restskat, som én af interessentskabets deltagere skylder.

Anmeldelse til registrering  Når et interessentskab anmelder sig til registrering hos TSR, skal der gives oplysning om deltagernes identitet (CPR-nr., CVR-nr. e.lign), der skal være anført enten i interessentsskabskontrakten eller på registreringsanmeldelsen.

Registreringsanmeldelsen skal være underskrevet af samtlige deltagere og/eller tegningsberettigede. Der skal endvidere foreligge en kopi af vedtægterne og/eller interessentskabskontrakten.

A.1.4.2.3.3 Kommanditselskaber

 

Karakteristika  Et kommanditselskab er en virksomhed, hvor en enkelt deltager, komplementaren, hæfter med hele sin formue, medens én eller flere deltagere, kommanditisterne, alene hæfter med deres indskud for kommanditselskabets forpligtelser.

Hvis der er flere komplementarer, vil deres indbyrdes fordeling være reguleret af interessentskabsretlige regler.

Der gælder ingen særlige begrænsninger for hvem, der kan deltage i et kommanditselskab. Deltagerne kan være såvel fysiske som juridiske personer, altså også eksempelvis aktie- og anpartsselskaber. Dette gælder også for komplementaren.

Komplementar og kommanditist kan dog ikke være én og samme person.

Kommanditselskabet anvendes ofte i virksomheder, hvor nogle i virksomheden er mere aktive end andre således, at den aktive selskabsdeltager er komplementar og de mere passive selskabsdeltagere er kommanditister. Komplementaren forestår som udgangspunkt selskabets daglige ledelse. Det bemærkes dog, at dette er en grov hovedregel, idet det også kan forekomme, at kommanditisterne helt eller delvis deltager i ledelsen af selskabet.

Kommanditselskabsformen er også anvendelig, hvor man vil gennemføre et generationsskifte og i den forbindelse gøre den ikke-sagkyndige ægtefælle/arvinger til medejere af virksomheden, dvs. som kommanditister og dermed spare dem for den personlige hæftelse for virksomhedens gæld.

I det praktiske liv møder man også kommanditselskaber i relation til skattemæssige afskrivninger på eksempelvis fast ejendom skibe, togvogne, containere, som bliver benyttet erhvervsmæssigt - de såkaldte anpartsprojekter. Disse er dog under afvikling, da de eksisterende projekter er ved løbe ud, og der på grund af ændrede lovregler ikke kan oprettes nye.

Den retlige regulering  Der findes i lighed med enkeltmandsvirksomhederne og interessentskaberne ikke nogen særlig lovgivning om kommanditselskaber, hvorfor hovedparten af reglerne må udledes af retspraksis mv.

Lov om visse erhvervsdrivende virksomheder indeholder dog nogle få bestemmelser, der vedrører kommanditselskaber, ligesom der er enkelte særregler i bestemmelsen i aktieselskabslovens § 173.

Det bemærkes, at reglerne i kapitlerne 3 - 6 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, som omhandler bl.a. registrering og retsevne, anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og offentliggørelse heraf, årsregnskab mv., som udgangspunkt ikke gælder for kommanditselskaber. Dette fremgår af lovens § 2, stk. 3.

Loven omfatter dog den situation, hvor samtlige ansvarlige deltagere, dvs. komplementarerne, er såkaldte kapitalselskaber, altså aktie- eller anpartsselskaber e.lign. I så fald skal interessentskaberne registreres efter lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 2, stk. 3, sidste pkt. Begrundelsen herfor er, at komplementarerne ikke længere er fysiske personer, men selskaber med begrænset hæftelse, hvilket reelt medfører et begrænset ansvar. Denne situation bringer forholdet uden for lovens § 2 om den ubegrænsede hæftelse og ind under § 3, der netop vedrører virksomheder med begrænset ansvar.

De særlige kommanditselskaber skal følgelig aflægge årsregnskaber mv. efter bestemmelserne i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, hvorimod lovens § 9, der omhandler fortabelse af retsevne, ved en modsætningsslutning fra § 24, stk. 2, ikke gælder for disse kommanditselskaber.

Kommanditselskabet stiftes ligesom interessentskabet ved en aftale mellem deltagerne. Retsforholdet mellem kommanditister og komplementarer reguleres gennem denne selskabskontrakt.

Krav til komplementaren  I kommanditselskaber, der er stiftet efter den 1. juni 1996, skal komplementarer have forvaltningsmæssige og økonomiske beføjelser, jf. aktieselskabslovens § 173, stk. 8.

Som eksempler på forvaltningsmæssige beføjelser kan nævnes deltagelse i den daglige ledelse, tegningsret eller vetoret over for beslutninger, der er af væsentlig betydning for komplementarernes personlige hæftelse. Komplementaren kan naturligvis også være den eneste daglige leder i selskabet.

Som eksempler på økonomiske beføjelser kan nævnes ret til andel i overskud, tab, formue og likvidationsprovenu eller forrentning af et eventuelt indskud.

Hæftelse  Erhvervsdrivendelovens § 2, stk. 2, beskriver, hvad der skal forstås ved et kommanditselskab, og hvorledes de to typer deltagere, komplementaren og kommanditisterne, hæfter.

Komplementaren er undergivet en hæftelse for virksomhedsgælden, som er helt identisk med en interessents. Der er således tale om en personlig, solidarisk, principal og direkte hæftelse for den gæld, som kommanditselskabet har påtaget sig.

Kommanditisterne hæfter derimod begrænset, nemlig til deres indskud, solidarisk subsidiært og indirekte for selskabets gæld. Dette sidste kan dog være fraveget i selskabskontrakten. Kommanditisterne kan således først mødes med krav om betaling for selskabsgæld, når forgæves udlægsforretning er forsøgt mod kommanditselskabet, og kravet kan da kun rettes mod selskabet eller dettes konkursbo, som herefter går videre med kravet til den enkelte kommanditist. Kommanditisten kan da som følge af sin begrænsede hæftelse kun tilpligtes at betale et beløb, der højst svarer til hans indskud.

Den formue, der er samlet i kommanditselskabet, er forbeholdt selskabskreditorerne. Komplementarens private kreditorer kan derfor ligeså lidt som kommanditistens private kreditorer holde sig til de aktiver, der befinder sig i selskabet.

I forholdet mellem fælleskreditorer og særkreditorer gælder det samme, som er anført i det umiddelbart foregående afsnit (A.1.4.2.3.2) om interessentskaber.

Da kommanditselskabet er en selvstændig formuemasse, vil også kommanditselskabet kunne tages under konkursbehandling. En betingelse er dog, at samtlige personligt hæftende selskabsdeltagere, altså komplementarer, samtidig tages under konkursbehandling.

Anmeldelse til registrering Når et kommanditselskab anmeldes til registrering hos TSR, skal der medfølge oplysning om komplementarernes identitet (CPR-nr., CVR-nr.).

Registreringsanmeldelsen skal være underskrevet af samtlige komplementarer eller tegningsberettigede. Selskabskontrakten skal tillige være medsendt. Hvis dette ikke er tilfældet, skal TSR anmode virksomheden om den.

TSR skal især være opmærksom på de kommanditselskaber, hvor "kendte" personer viderefører deres virksomhed i denne selskabskonstruktion, eller et udenlandsk selskab er indsat som komplementar. Selskabet er ofte kun en postadresse, kapitalgrundlaget er ubetydeligt og selskabet har reelt ingen aktiviteter i hjemlandet.

Har kommanditselskabet forretningsted i et land uden for EU, med hvem Danmark ikke har indgået bistandsaftale med en retsvirkning, der svarer til reglerne i EU, sker registreringen ved en herboende repræsentant. Den herboende repræsentant hæfter gensidigt solidarisk med den udenlandske komplementar for betaling af eksempelvis moms og skatter.

Er den herboende repræsentant en virksomhed med begrænset ansvar, har den ingen retsevne, før Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har registreret virksomheden. Opnår virksomheden ikke registrering, hæfter de, der har påtaget sig forpligtigelsen eller har medansvar herfor, personligt, uden begrænsning og solidarisk.

Kommandit-aktieselskaber eller partnerselskaber svarer i et vist omfang til kommanditselskaber, men adskiller sig bl.a. ved at have en struktur som et aktieselskabs. Se om partnerselskaber under afsnit A.1.4.2.3.7.

A.1.4.2.3.4 Partrederier

 

Karakteristika Et partrederi er et interessentskab af en særlig art, hvor deltagerne - parthaverne - er gået sammen om at drive rederivirksomhed med et enkelt skib. Der skal således være mindst to partredere eller selskabsdeltagere i et partrederi, og det er udelukket, at partrederiet kan eje flere skibe.

Partrederne kan både være fysiske og juridiske personer, såsom aktie- og anpartsselskaber og andre selskabstyper.

I praksis anvendes organisationsformen inden for småskibsfarten, eksempelvis fiskekuttere og mindre skibsfart. Partrederi er en måde at finansiere de ofte meget dyre skibe på, idet man er flere om det, og de enkelte partredere har selvstændige skøder på den anpart, de ejer i skibet.

Den retlige regulering Der findes en detaljeret lovgivning om partrederier i sølovens kapitel 5, idet størstedelen af reglerne i dette kapitel dog kan fraviges ved aftale. Bestemmelserne i §§ 103 - 105 om partredernes pligt til at vælge en bestyrende reder for et skib, der ejes af et partrederi, og den bestyrende reders befølelser/pligter samt § 115, stk. 2 om partsrederes hæftelse for selskabsgæld, der omtales nedenfor, er dog ufravigelige.

Partrederier registreres i Skibsregistret, som svarer til  tingbogen for fast ejendom. Skibsregistret administreres i Søfartsstyrelsen.

Hæftelse Partrederne hæfter personligt og direkte for rederiets forpligtelser. Derimod hæfter de ikke solidarisk for rederiets forpligtelser, men alene pro rata, dvs. delvist, nemlig i forhold til deres respektive andel i skibet, jf. sølovens § 102.

Når en partreders skibsanpart overgår til en anden, hæfter den tidligere partreder kun for de forpligtelser, som påhvilede rederiet, da skibet skiftede ejer. De forpligtelser, som partrederiet stifter senere, hæfter erhververen for. Dette fremgår af sølovens § 115, stk. 2.

Andre partsselskaber Partrederier har hidtil ikke eller kun sjældent været anvendt uden for sølovens område. Det er forekommet, at virksomheder, der kalder sig partsselskaber, er anmeldt til registrering. Disse virksomheder tillægger sig selv den samme hæftelse, som kendes fra partrederierne.

Der er, som ovenfor nævnt, kontraktsfrihed inden for dansk selskabsret. Dette betyder, at der som udgangspunkt intet er til hinder for at organisere en virksomhed, hvor selskabsdeltagerne hæfter personligt og proratarisk for selskabets forpligtelser i lighed med, hvad der gælder for partrederier, selv om virksomheden ikke beskæftiger sig med skibsdrift.

Et sådant selskab er imidlertid ikke et egentligt partrederi omfattet af sølovens regler, men er - i modsætning til det egentlige partrederi - omfattet af § 3 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, idet ingen af deltagerne hæfter solidarisk, og skal derfor anmeldes til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Selskabsdeltagerne hæfter, indtil partsselskabet er blevet registreret, personligt og solidarisk for de forpligtelser, de indgår på selskabets vegne. Når selskabet er blevet registreret, overtager selskabet disse forpligtelser. jf. lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 9, stk. 2.

Anmeldelse til registrering For egentlige partrederier, hvis forhold, som nævnt, er reguleret af sølovens kapitel 5, gælder, at registreringsanmeldelse til regionen skal indeholde oplysninger om redernes identitet (CPR-nr.), ligesom anmeldelsen skal være underskrevet af samtlige redere eller den bestyrende reder.

Hvis registreringsanmeldelsen kun er underskrevet af den bestyrende reder, skal der sammen med registreringsanmeldelsen medsendes kopi af registreringsanmeldelse til skibsregistret, hvoraf den bestyrende reders navn og adresse fremgår.

Andre partsselskaber, der ikke kan/skal registreres med udgangspunkt i søloven, er, som nævnt, omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 3 og skal således registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for at kunne erhverve rettigheder og forpligte sig, jf. lov om visse erhvervsdrivende virksomheder §§ 3 og 9.

A.1.4.2.3.5 Aktie- og anpartsselskaber

 

Karakteristika Et aktieselskab er et erhvervsdrivende selskab, i hvilket ingen af deltagerne (aktionærerne) hæfter personligt for selskabets forpligtelser, men hvor samtlige deltagere hæfter solidarisk med deres indskud i selskabet. Hæftelsen er på den måde begrænset til den kapital, som deltagerne har indbetalt eller forpligtet sig til at indbetale til selskabet, og selskabets øvrige formue.

Ifølge aktieselskabsloven fra 1930 anses et selskab kun som erhvervsdrivende, når det har til formål under hvilken som helst form at indvinde økonomisk udbytte til fordeling mellem deltagerne.

Denne definition gælder også for anpartsselskaber.

Den retlige regulering Der findes en detaljeret lovgivning om aktie- og anpartsselskaber, nemlig i henholdsvis aktie- og anpartsselskabsloven, som begge er fra 1996 (henholdsvis lovbekendtgørelse nr. 324 og 325, begge af 7. maj 2000) .

Et aktieselskab skal have en aktiekapital på mindst 500.000 kr, jf. aktieselskabslovens § 1,stk. 3, medens et anpartsselskab ifølge anpartsselskabslovens § 1, stk. 3, skal have en anpartskapital (indskudskapital) på mindst 125.000 kr.

Reglerne om aktieselskaber og anpartsselskaber beskrives efterfølgende sideløbende, idet de på en del områder er identiske. Hovedvægten vil blive lagt på hæftelsesbestemmelserne og stiftelsesproceduren.

Registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen Aktie- og anpartsselskaber skal registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til § 11 i såvel aktie- som anpartsselskabsloven.

I henhold til bestemmelserne i henholdsvis aktieselskabs - og anpartselskabslovens § 1, stk. 2, hæfter deltagerne (aktionærerne/anpartshaverne) ikke personligt for selskabets forpligtelser.

Både aktie- og anpartsselskaber kan oprettes af én eller flere stiftere. Stifterne må ikke have anmeldt betalingsstandsning eller være under konkurs, og hvis stifteren er en fysisk person, må denne heller ikke være hverken umyndig eller under værgemål eller samværgemål, jf. aktieselskabslovens § 3, stk. 1 og 3, samt anpartsselskabslovens § 4, stk. 1.

Bestyrelsen skal anmelde aktieselskabet til registrering senest 6 måneder efter den dato, hvor stiftelsesdokumentet er oprettet. Sker dette ikke, kan registrering ikke finde sted, jf. aktieselskabslovens § 11, stk. 1 og 3.

For anpartsselskaber skal det øverste ledelsesorgan senest 8 uger efter, at stiftelsesdokumentet er underskrevet, anmelde selskabet til registrering. Er anmeldelse ikke sket inden denne frist, kan registrering ikke finde sted i henhold til anpartsselskabslovens § 11, stk 1.

I både aktie- og anpartsselskabslovens § 12, stk. 4, bestemmes det, at et selskab, der endnu ikke er registreret, til sit navn skal tilføje ordene "under stiftelse".

Selskaber under stiftelse optages i CVR-registret som aktie- eller anpartsselskab med tilføjelse "under stiftelse".

Ved registrering i CVR-registret af selskaber under stiftelse kræves oplysninger om samtlige stifteres identitet og underskrifter, ligesom kopi af stiftelsesoverenskomst skal medsendes.

Når selskabet er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, slettes tilføjelsen "under stiftelse", men selskabet bevarer det tildelte CVR nummer - også i relation til TSR.

Et selskab opnår først retsevne og egentlig retssubjektivitet, når det er blevet registreret, jf. aktieselskabs- og anpartsselskabslovens § 12, stk. 1. Herved forstås, at det først på registreringstidspunktet kan erhverve rettigheder og påtage sig forpligtelser mv.

Det bemærkes, at alle forsikringsaktieselskaber registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der har overtaget forsikringsregistret.

Hæftelse Da det er sædvanligt, at selskabet begynder at drive virksomhed, inden det er blevet registreret, opstår spørgsmålet, hvem der hæfter for de dispositioner, der er foretaget før registreringen.

I tiden, inden selskabet er blevet registreret, hæfter de, der på selskabets vegne har påtaget sig forpligtelsen eller har medansvar herfor, personligt og solidarisk og således ubegrænset ifølge både aktieselskabs- og anpartsselskabslovens § 12, stk. 2, 1. pkt.

Ved registrering overtager selskabet de forpligtelser, som følger af stiftelsesoverenskomsten, eller som er pådraget selskabet efter den konstituerende generalforsamling, jf. såvel aktie- som anpartsselskabslovens § 12, stk. 2, 2. pkt.

Forpligtelsen overgår således automatisk til selskabet som sådant, når det er blevet registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Udlæg foretaget hos stifteren for selskabets gæld under stiftelsen kan dog opretholdes, efter at selskabet er blevet registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. UfR 1979.942 ØLD.

Anmeldelse til registrering hos TSR Ved anmeldelse af et selskab mv. over for TSR skal kopi af udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsens selskabsregister være vedlagt registreringsanmeldelsen (enten i fuld udskrift eller som resumé) eller kopi af ændrings-anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen samt nye vedtægter.

I den situation, hvor anmeldelsen er underskrevet af en direktør, som ifølge kopi af anmeldelsesblanket er anmeldt som stifter og direktør til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, er det unødvendigt med yderligere dokumentation for direktørens tegningsberettigelse. Hæftelsen i stiftelsesfasen er, som nævnt ovenfor, reguleret af § 12.

A.1.4.2.3.6 Fillialer af udenlandske aktieselskaber

 

Af aktieselskabslovens § 147 og anpartsselskabslovens § 68 fremgår, at udenlandske aktieselskaber, kommanditaktieselskaber, anpartsselskaber og selskaber med tilsvarende retsformer kan drive virksomhed gennem en filial her i landet, hvis selskabet er hjemmehørende i et EU-land, hvis dette er hjemlet i en international aftale, eller hvis erhvervsministeren skønner, at der skal indrømmes danske selskaber en tilsvarende ret i vedkommende land, eller i øvrigt giver tilladelse hertil.

Det er en naturlig følge af bestemmelsen, at selskabet skal være lovligt bestående i hjemlandet.

Hovedselskabets selskabsform skal følge filialen, således at filialen får samme selskabsform som hovedselskabet. F.eks. vil selskaber med betegnelsen GmbH (Gesellschaft mit beschränkter Haftung, som svarer til et anpartsselskab her i landet) ikke kunne anmelde filialer som aktieselskaber, men skal anmelde dem som anpartsselskaber.

Filialen skal have et selvstændigt formål og vil kunne drive enhver form for virksomhed, der falder ind under hovedselskabets formål, dog under den forudsætning, at den pågældende erhvervsvirksomhed kan drives i aktieselskabsform i henhold til dansk ret.

Udenlandske selskaber, der ikke kan ligestilles med danske aktie- eller anpartsselskaber, f.eks. andelsselskaber og interessentskaber, kan tillige oprette filialer i Danmark. Disse filialer vil være omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder og vil under visse forudsætninger skulle anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Oprettelse af en filial skal anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og filialen må ikke begynde at drive sin virksomhed, før den er anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Anmeldelsen skal være underskrevet af filialbestyrer(en)ne eller af anmelder. Med anmeldelsen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal følge nedennævnte dokumenter i autoriseret oversættelse:

  • Officielt bevis for, at det udenlandske (hovedselskabet) selskab er lovligt bestående i hjemlandet.
  • Det udenlandske selskabs stiftelsesoverenskomst og vedtægter.
  • Dokumentation for hvem, der er tegningsberettiget i hovedselskabet.
  • Fuldmagt uden begrænsninger for filialbestyrer(en)ne.
  • Eventuel gensidighedserklæring.

En gensidighedserklæring skal kun præsteres, hvis hovedselskabet drives i et andet land end et EU-medlemsland, USA og lande omfattet af EØS-aftalen. Det er en erklæring afgivet af hjemlandets myndigheder, der tilkendegiver, at et dansk selskab med det samme formål, som det pågældende selskab, frit kan stifte en filial og drive virksomhed i det pågældende land.

Reglen om filialers navne fremgår af aktieselskabslovens § 153, stk. 5, og anpartselskabslovens § 68, stk. 2. Ifølge disse bestemmelser skal filialen i sit navn optage hovedselskabets navn med tilføjelse af ordet "filial" og med tydelig angivelse af hovedselskabets nationalitet.

Ordet "aktieselskab" eller "anpartsselskab" eller forkortelser heraf må alene benyttes i navnet på henholdsvis aktie- og anpartsselskaber - og må således ikke indgå som del af filialnavnet, jf. § 153, stk. 1.

Følgende navneformer vil på den måde opfylde navnereglen: "N.N. Jensen, filial af engelsk selskab "English Toy Factory Ltd." eller "N.N. Jensen, filial af "Maschinenfabrik Hamburg AG", Tyskland".

Hæftelse Det udenlandske selskab hæfter efter dansk rets fuldmagtsregler for de forpligtelser, filialbestyreren indgår. Dette betyder, at det udenlandske selskab hæfter for betaling af skatter og afgifter i Danmark vedrørende sin filial.

Loven omtaler ikke hvem, der hæfter for de dispositioner, som filialen har foretaget, før den lod sig anmelde til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, eller hvad der gælder, når filialen har forpligtet sig på et tidspunkt, hvor den er anmeldt til registrering, men ikke senere opnår den ønskede registrering. Der eksisterer med andre ord ikke en bestemmelse svarende til aktie- og anpartsselskabslovens § 12, stk. 2.

Det må i denne situation antages, at det som udgangspunkt er hovedselskabet og ikke den nyregistrerede eller ikke-registrerede filial, der er blevet forpligtet af filialens dispositioner, idet hovedselskabet, for hvem forpligtelsen indgås, eksisterer som juridisk person såvel før som efter registreringen. Begrundelsen herfor må også her søges i fuldmagtsreglerne.

Spørgsmålet om hæftelsen må derfor løses ud fra en konkret vurdering, herunder hvem der har foretaget dispositionen, og om dispositionen er virksomhedsrelateret og på den måde kan antages at være foretaget på hovedselskabets vegne.

 

A.1.4.2.3.7 Partnerselskaber (kommandit-aktieselskaber)

 

Karakteristika Et partnerselskab eller et kommanditaktieselskab er et selskab, som driver erhvervsvirksomhed i kommanditselskabsform, og hvor kommanditisten er et aktieselskab, jf. aktieselskabslovens § 173, stk. 7.

Fordelene ved at drive virksomhed som partnerselskab er af både selskabsretlig og skatteretlig karakter.

Selskabsretligt betragtet er denne organisationsform udførligt reguleret i aktieselskabsloven, dvs. med temmelig faste strukturer for vedtægter, bestyrelse, minoritetsbeskyttelse, kapitalforhold mv, hvilket giver en betydelig grad af retsforudsigelighed. Dette kan have betydning i forhold til leverandører, kreditorer mv. og vil formentlig gøre det nemmere at skaffe investorer.

For iværksætteren/stifteren betyder denne virksomhedsform, at den pågældende kan undgå at miste kontrollen med selskabet, på trods af at den pågældende kun i begrænset omfang indskyder kapital i selskabet.

Skatteretligt betragtet behandles forholdet som et kommanditselskab, hvilket er ensbetydende med, at selskabet som sådant ikke betaler skat. Skattepligten og dermed forholdsvis fradragsret påhviler/tilkommer den enkelte deltager. Både komplementarer og kommanditaktionærer beskattes således personligt af deres andel af selskabets resultat.

Partnerselskabet adskiller sig fra et almindeligt kommanditselskab ved, at

  • selskabskapitalen altid skal være fuldt indbetalt i forbindelse med selskabets stiftelse
  • selskabet skal have en fast kapital
  • selskabet skal have en struktur svarende til et aktieselskabs. Kommanditaktionærerne har - med respekt af komplementarernes rettigheder - indflydelse på selskabets anliggender.

Den retlige regulering Som det fremgår, er denne selskabstype reguleret af specialbestemmelser i aktieselskabsloven, nemlig bl.a. i bestemmelserne i lovens § 173, som i stk. 8 definerer et partnerselskab.

Det bemærkes, at det kun er det deltagende aktieselskabs forhold, der reguleres af aktieselskabsloven, medens selve kommanditselskabet er reguleret af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.

Af særlig betydning er den lovregulerede adgang til at omdanne et aktieselskab til et partnerselskab eller omvendt, uden at opløsning af selskabet er nødvendig, jf. aktieselskabslovens §§ 134 m og 134 n.

Aktieselskabslovens regler finder anvendelse på partnerselskaber med visse modifikationer.

Krav til komplementaren I partnerselskaber, der er stiftet efter den 1. juni 1996, skal komplementarer have forvaltningsmæssige og økonomiske beføjelser, jf. aktieselskabslovens § 173, stk. 8.

Som eksempler på forvaltningsmæssige beføjelser kan nævnes deltagelse i den daglige ledelse, tegningsret eller vetoret over for beslutninger, der er af væsentlig betydning for komplementarernes personlige hæftelse. Komplementaren kan naturligvis også være den eneste daglige ledelse.

Som eksempler på økonomiske beføjelser kan nævnes andel i overskud, tab, formue og likvidationsprovenu eller forrentning af et eventuelt indskud.

Hæftelse Komplementarer, der typisk vil være initiativtagere til stiftelsen, hæfter personligt og solidarisk og således ubegrænset for selskabets forpligtelser. Komplementarer kan være fysiske eller juridiske personer, f.eks. aktie- og anpartsselskaber.

Kommanditisterne, der typisk er de egentlige investorer i selskabet, hæfter derimod kun med de penge, som de forpligter sig til at indskyde i selskabet.

Retsstilling under stiftelse mv. Ved nystiftelse af et partnerselskab gælder de samme regler, som er nævnt under afsnit A.1.4.2.3.5 om aktieselskaber mv., herunder at kommanditaktionærene indbetaler mindst 500.000 kr. i kapital inden anmeldelsen

Vedtægterne skal opfylde kravene til aktieselskaber og nedenstående særlige krav:

  • Et partnerselskab skal enten benævne sig som sådant eller benytte forkortelsen P/S. Desuden kan betegnelsen kommanditaktieselskab benyttes.
  • Vedtægterne skal indeholde de nærmere regler om retsforholdet mellem kommanditaktionærerne og komplementarerne.

Der henvises i øvrigt til det beskrevne under afsnit A.1.4.2.3.5 om aktie- og anpartsselskaber.

A.1.4.2.3.8 Andelsselskaber

 
Karakteristika Et andelsselskab (andelsforening) er en virksomhed, som enten er et interessentskab, jf. § 1, stk. 2, i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, et kommanditselskab, jf. samme lovs § 2, stk. 2, eller en virksomhed med begrænset hæftelse, jf. § 3.

Virksomheden skal samtidig have til formål at fremme deltagernes fælles interesse, ved at deltagerne skal fremme selskabets drift som aftagere, leverandører e.lign.

Endelig skal virksomhedens overskud, bortset fra almindelig forrentning af den indskudte kapital, fordeles mellem medlemmerne i forhold til deres andel i omsætningen eller blive stående i virksomheden.

Et selskab skal således opfylde 3 kriterier for at kunne kaldes en andelsforening.

  1. Det skal være enten et I/S, et K/S eller en virksomhed med begrænset hæftelse, dvs. i ulovreguleret selskabs- eller foreningsform.
  2. Det skal have omsætning med medlemmerne og på denne måde have et kooporativt sigte.
  3. Medlemmerne må hverken ved selskabets løbende udbetalinger eller ved dets opløsning få nogen kapitalandel eller noget kapitaludbytte, men alene en ganske lav forrentning af deres egentlige kapitalindestående, som hidrører fra eksempelvis omsætning med foreningen eller fra deres oprindelige indskud.

Som eksempler på andelsselskaber inden for landbrugssektoren kan nævnes slagterier, mejerier, korn- og foderstoffer.

Den retlige regulering   Der findes ikke nogen generel lovgivning for andelsselskaber, som det kendes fra aktie- og anpartsselskaber, men nogle andelsselskaber er omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.

Således er andelsselskaber med begrænset hæftelse omfattet af erhvervsvirksomhedsloven og dermed denne lovs regler om anmeldelse og registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, retsevne, regnskabspligt, opløsning mv.

Det betyder, at et andelsselskab, hvori ingen af deltagerne hæfter personligt, ubegrænset eller solidarisk for andelsselskabets forpligtigelser, vil være omfattet af lovens § 3 og som følge heraf skal registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, før det kan forpligte sig eller erhverve rettigheder.

For øvrige andelsselskaber, nemlig dem, hvor blot én af deltagerne hæfter enten personligt, ubegrænset eller solidarisk for andelsselskabets forpligtigelser, gælder alene lovens kapitler 1, 2 og 7 om navn og prokura mv., idet andelsselskabet da vil være omfattet af lovens definition af enten et interessentskab eller et kommanitselskab, jf. § 2, stk. 3.

Hæftelse Andelsselskaber, hvis ansvar for påtagne forpligtelser er begrænset, skal ifølge erhvervsvirksomhedsloven § 6, stk. 6, føje "A.M.B.A", som står for andelsselskab med begrænset ansvar, til navnet.

Et andelsselskab, som hæfter begrænset for sine forpligtelser, kan tages under konkursbehandling, hvis det er insolvent, og vil i så tilfælde blive behandlet og opløst efter konkurslovens regler.

Selskabet kan også ophøre af andre årsager end insolvens og følgende konkurs. Som eksempel herpå kan nævnes uenighed mellem medlemmerne. I så tilfælde vil selskabet kunne opløses efter foreningens vedtægter og i mangel af sådanne på baggrund af egentlig skiftebehandling efter skiftelovens § 82.

Anmeldelse til registrering Betegnelsen A.M.B.A. er i en række tilfælde set benyttet af virksomheder, uden at de faktiske forhold har svaret til de nævnte karakteristika for andelsselskaber med begrænset ansvar.

På baggrund af kendskab til personkredsen, de fremlagte stiftelsesdokumenter eller vedtægter, kan en nærmere undersøgelse af de faktiske forhold bestå i, at der aflægges besøg i virksomheden.

Er virksomheden ikke registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan den ikke registreres hos TSR, men må henvises til at anmode om at blive registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som typisk nummersætter virksomheden samme dag, som den anmelder sig til registrering, således at virksomheden har et nummer, også medens sagen behandles i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Det skal bemærkes, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke kan ændre en allerede foretagen registrering. Det er derfor vigtigt, at TSR, hvis den er i besiddelse af oplysninger, der kan være af betydning for Erhvervs- og Selskabsstyrelsens selskabsretlige vurdering af registreringssagen, meddeler dette til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen hurtigst muligt efter, at regionen er blevet bekendt med, at virksomheden har anmeldt sig til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, således at TSR´s oplysninger når Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, inden den eventuelt har registreret virksomheden.

Hvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen allerede har registreret en virksomhed med begrænset ansvar, skal en sag om ændring af registreringen anlægges ved domstolene inden 6 måneder efter, at registreringen er offentliggjort, jf. erhvervsvirksomhedslovens § 17.

A.1.4.2.3.9 Foreninger

 

Karakteristika

En forening er en sammenslutning med en vekslende medlemskreds med henblik på at opnå et fælles formål.

En mere præcis beskrivelse af foreningsbegrebet kan næppe foretages, da begrebet skal dække over en lang række forskelligartede former for sammenslutninger.

Normalt sondres der mellem økonomiske foreninger og ideelle foreninger. Førstnævnte er foreninger med et erhvervsmæssigt formål, medens sidstnævnte har andre formål, f.eks. en sportsforening

Den retlige regulering Retten til at stifte foreninger er beskyttet af grundlovens § 78.

Der findes ikke nogen generel lovgivning om foreninger, men der er adgang til at få foreninger optaget i foreningsregistret under Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. I registret kan optages oplysninger om foreningens bestyrelse, direktion, tegningsrettigheder og prokura mv.

Visse foreninger er dog underkastet særlove, eksempelvis kreditforeninger, investeringsforeninger, andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, ejerforeninger mv. Endvidere er der ved lov om fonde og visse foreninger indført pligt til at registrere faglige foreninger.

Hertil kommer, at der gælder en række uskrevne foreningsretlige grundsætninger, som i vidt omfang udspringer af aftaleretlige og selskabsretlige principper.

Når man anvender foreningsrettens grundsætninger, skal det ske med en vis forsigtighed, da foreningsretten omfatter så forskelligartede former som f.eks. hobbyforeninger og arbejdsmarkedssammenslutninger.

Der er kontraktsfrihed inden for dansk selskabsret, hvilket betyder, at der som udgangspunkt er fri adgang til at stifte foreninger med begrænset ansvar.

Den selskabsretlige kontraktsfrihed er imidlertid ikke uden grænser, se ovenfor under afsnit A.1.4.2.1.4.

Erhvervsdrivende foreninger med begrænset ansvar, der har til formål at fremme medlemmernes økonomiske interesse gennem erhvervsdriften, er omfattet af erhvervsvirksomhedsloven, se afsnit A.1.4.2.1.2.

Ideelle foreninger Under de ideelle foreninger hører en række foreninger med de mest forskelligartede formål. Den ideelle forening adskiller sig fra den økonomiske forening ved, at den har til formål at varetage medlemmernes ikke-økonomiske interesser.

Det er dog ikke udelukket, at en ideel forening kan drive erhvervsmæssig virksomhed, men indtægterne går i så tilfælde ikke til deltagerne, men til foreningsformålet.

Da dette område, som nævnt, er ulovreguleret, er der med støtte i retspraksis og almindelige retsgrundsætninger opstillet visse foreningsretlige regler.

For at en virksomhed kan karakteriseres som en forening, må det forudsættes, at der foreligger et bestemt formål, at medlemskredsen er vekslende, at der afholdes generalforsamling, og at medlemmerne ikke har krav på nogen andel af foreningens formue, når de melder sig ud, eller foreningen opløses.

Det bemærkes, at sådanne foreninger ikke er omfattet af erhvervsdrivendeloven, allerede fordi dennes § 1 forudsætter, at virksomheden har til formål at drive erhverv. De er derfor heller omfattet af lovens registreringsbestemmelser.

Ideelle foreninger kan dog vælge at lade sig registrere i foreningsregistret, som administreres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Økonomiske foreninger Foreninger, der har til formål at fremme medlemmernes økonomiske interesse ved at drive erhvervsvirksomhed, kaldes økonomiske foreninger.

Økonomiske foreninger er omfattet af erhvervsvirksomhedsloven, forudsat at medlemmerne hæfter begrænset for foreningens gæld, hvilket er det typiske, jf. nedenfor. Heraf følger, at disse foreninger skal lade sig registrere i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for at få retsevne, ligesom de er underlagt lovens bestemmelser om regnskabspligt, opløsning mv., se nærmere under afsnit A.1.4.2.1.2.

Det skal af foreningens navn fremgå, at den hæfter begrænset over for sine kreditorer, jf. lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 6, stk 6.

Hæftelse Medlemmernes hæftelse fremgår af foreningens vedtægter. Normalt hæfter deltagerne ikke personligt for foreningens gæld, men er begrænset i deres hæftelse til det beløb, de har betalt i kontingent eller indskud. Det ses dog i visse tilfælde, at hæftelsen er udvidet i vedtægterne.

Anmeldelse til registrering Når foreningen anmelder sig til registrering, skal den tillige medsende foreningens vedtægter og normalt også udskrift af generalforsamlingsprotokollen vedrørende stiftelse eller seneste ændringer.

Registreringsanmeldelsen skal være underskrevet af de tegningsberettigede og som minimum foreningens formand.

De indhentede vedtægter og fortegnelse over bestyrelsen samt cpr-numre på foreningens formand og kasserer bør fremsendes i kopi til de skatteansættende myndigheder.

TSR gennemgår foreningens vedtægter og påser på den måde, at den anmeldte virksomhedsform er i overensstemmelse med de faktiske forhold. Hvis det eksempelvis viser sig, at virksomheden er et interessentskab, kan den ikke registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, men opnår retsevne uden registrering. Er der tale om en forening, der er ideel og ikke økonomisk, kan den heller ikke registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

I vurderingen af, hvorvidt der foreligger en forening i juridisk forstand, kan der henses til, om følgende momenter, der alle taler imod en antagelse af, at der eksisterer en forening, er til stede:

  • "foreningens" personkreds er lille og lukket
  • vedtægterne mangler en bestemmelse om generalforsamling
  • "foreningens" medlemmer er opdelt i A og B-medlemmer, hvor B-medlemmerne ingen stemmeret har og således ingen indflydelse
  • formanden er tillagt hele beslutningskompetencen og er eventuelt kun på valg efter eget ønske
  • medlemmerne har krav på en andel af den "ideelle" forenings formue ved opløsning

Det har stor betydning, om TSR kender personkredsen bag foreningen som eksempelvis stiftere og bestyrelsesmedlemmer, når TSR skal vurdere, om der er risiko forbundet med at registrere den pågældende forening. Det kan være, at nogle af personerne tidligere har drevet virksomhed, som har forårsaget, at statskassen har lidt tab. Dette kan indgå i vurderingen, om der som betingelse for registrering skal stilles krav i form af eksempelvis kreditbegrænsning, jf. nedenfor under afsnit A.4.2.6.1, eller man blot skal være ekstra opmærksom på, hvorledes virksomheden udvikler sig.

Hvis en økonomisk forening ikke er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, når den anmeldes til registrering hos TSR, skal den henvises til at anmelde sig til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som typisk giver en virksomhed nummer samme dag, den anmelder sig. Herefter kan den med sit (foreløbige) CVR-nr. henvende sig til TSR med hensyn til registrering for eksempelvis moms, A-skat mv.

A..1.4.2.3.10 Andre virksomheder med begrænset ansvar

 

Karakteristika   Her tænkes på den restgruppe af erhvervsdrivende virksomheder med begrænset ansvar, som hverken er omfattet af øvrige selskabslove eller af erhvervsdrivendelovens øvrige definerede organisationsformer.

Retlig regulering Der findes ikke nogen generel lovgivning for selskaber, som det kendes fra aktie- og anpartsselskaber.

Der er, som nævnt tidligere, kontraktsfrihed inden for dansk selskabsret, hvilket betyder, at der som udgangspunkt er fri adgang til at stifte selskaber med begrænset ansvar. Den selskabsretlige kontraktsfrihed er imidlertid ikke uden grænser - se nærmere under afsnit A.1.4.2.1.4.

Et selskab med begrænset hæftelse i denne restgruppe er omfattet af erhvervsdrivendeloven og dermed denne lovs regler om anmeldelse og registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, retsevne, regnskabspligt, opløsning mv. - se nærmere under afsnit A.1.4.2.1.2.

Der er, som nævnt, tale om en selskabstype, hvor selskabsdeltagerne kun hæfter begrænset for selskabets forpligtelser. Hvorledes hæftelsen nærmere er, herunder om den er solidarisk, subsidiær eller direkte, vil bero på selskabsaftalen eller på eventuelle vedtægter.

Det antages på grund af den begrænsede hæftelse for selskabsdeltagerne, at selskabet som sådant hæfter over for selskabets kreditorer.

Et sådant selskab kan i konsekvens heraf erklæres konkurs, hvis det er insolvent, og bliver behandlet efter konkurslovens regler, hvilket normalt vil medføre, at selskabet ophører med at drive virksomhed.

Selskabet kan også ophøre, selv om det er solvent, hvis betingelserne for at opløse selskabet er opfyldt i selskabets vedtægter. Er spørgsmålet ikke berørt i selskabets vedtægter, eller er der ingen vedtægter, kan selskabet alligevel opløses, hvis selskabsdeltagerne og ledelsen ønsker det.

I mangel af sådanne bestemmelser og enighed kan selskabet i sidste ende undergives en egentlig skiftebehandling efter skiftelovens § 82.

Anmeldelse til registrering De omtalte selskaber, hvis hæftelse er antaget at være begrænset, hører ind under den restgruppe af virksomheder, som skal registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til § 3 i erhvervsdrivendelovens, jf afsnit A.1.4.2.1.2.

Det kan efter en konkret vurdering, herunder indholdet af stiftelsesdokumentet, vedtægter, kendskab til personkredsen bag selskabet e.a., være påkrævet at undersøge de faktiske forhold i virksomheden.

En undersøgelse af de faktiske forhold kan bestå i, at der tages kontakt til selskabsdeltagerne med henblik på at få en nærmere redegørelse for virksomhedens formål. Undersøgelsen kan også bestå i, at der aflægges besøg i virksomheden.

Er virksomheden ikke registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, når den anmelder sig til eksempelvis momsregistrering hos TSR, henvises virksomheden til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som skal nummersætte denne, hvilket typisk sker på anmeldelsesdagen. Herefter kan den på ny rette henvendelse til TSR.

TSR skal være opmærksom på, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke kan ændre en allerede foretagen registrering. Det er vigtigt, at regionen, hvis den er i besiddelse af oplysninger, der kan være af betydning for Erhvervs- og Selskabsstyrelsens selskabsretlige vurdering af registreringssagen, meddeler dette til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen hurtigst muligt efter, at regionen er blevet bekendt med, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har en registreringsanmeldelse under behandling og inden, at denne styrelse når at registrere virksomheden.

Hvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen allerede har registreret en virksomhed med begrænset ansvar, skal en eventuel sag om ændring af registreringen anlægges ved domstolene inden 6 måneder efter, at registreringen er offentliggjort, jf. erhvervsdrivendelovens § 17.

A.1.4.2.3.11 Fonde

 

Karakteristika Kendetegnet ved fonde er, at de er selvejende institutioner, hvilket vil sige, at ingen udenforstående ejer dem.

Loven definerer ikke begrebet fond, men bygger på de retningslinjer, der er opstillet i fondsudvalgets betænkning, der igen bygger på især tidligere praksis vedrørende spørgsmålet om fondes skatteretlige retssubjektivitet.

Grundbetingelserne for, at der er tale om en gyldigt stiftet fond, er:

  • fonden skal have et særskilt formål
  • den skal have tilstrækkelige aktiver til at kunne varetage sit formål, og disse skal være definitivt udskilt fra stifterens formue, således at fondens midler aldrig må kunne tilbageføres til stifteren eller dennes nærtstående
  • fonden skal have en ledelse, der er uafhængig af stifteren. Dette krav vil normalt være opfyldt, hvis blot ét medlem af bestyrelsen har en uvildig og uafhængig stilling, eksempelvis ved at en advokat er medlem af bestyrelsen.

Almindelige fonde Ved en almindelig fond forstås, at virksomheden ikke er erhvervsdrivende.

Almindelige fondes forhold er reguleret af lov om fonde og visse foreninger, kaldet fondsloven (lovbekendtgørelse nr. 698 af 1. august 1992 med senere ændringer).

Loven gælder i henhold til § 1, stk. 4, ikke for almindelige fonde, hvis aktiver andrager 250.000 kr. eller derunder, og fonden skal allerede ved oprettelsen have aktiver for over 250.000 kr., jf. § 8.

Loven gælder heller ikke for almindelige fonde, der er omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde, jf. § 1, stk. 2 og nedenfor.

En almindelig fond skal i sit navn benytte ordet: "fond", jf. lovens § 3.

En almindelig fond skal have en vedtægt (fundats) med et nærmere angivet indhold, hvilket fremgår af § 6, stk. 1.

Det er en almindelig fonds formål at foretage uddelinger, hvilket forudsætningsvis fremgår af § 9.

En almindelig fond skal ledes af en bestyrelse, som skal bestå af mindst 3 medlemmer eller en juridisk person eller en kollektiv enhed. Fondsmyndigheden, som er Civilretsdirektoratet under Justitsministeriet, kan dog give tilladelse til, at dette fraviges, jf. § 11, stk. 1.

Fondens vedtægter skal senest 3 måneder efter, at fonden er blevet oprettet, indsendes til fondsmyndigheden samt til skattemyndigheden i den kommune, hvor fonden har hjemsted, jf. § 6, stk. 2.

Det samme gælder en fortegnelse over medlemmerne i fondens ledende organ - bestyrelsen, jf. § 11.

Den almindelige fond bliver en juridisk person, når fondslovens kapital- og ledelsesbetingelser er opfyldt, og den efterfølgende pligt til at indsende vedtægter mv. til skattekommunen er ikke herved nogen gyldighedsbetingelse.

Da der ikke er nogen ejere af en fond, hæfter fonden med hele sin formue for alle forpligtelser.

Erhvervsdrivende fonde

Karakteristika I lov om erhvervsdrivende fonde (lovbekendtgørelse 1062 af 14. december 2001), kaldet erhvervsfondsloven, anses en fond for erhvervsdrivende, ikke blot når den selv afsætter varer eller tjenesteydelser mv. eller udlejer fast ejendom, men også når den har bestemmende indflydelse i et selskab, dvs. er moderfond eller på anden måde har bestemmende indflydelse i henhold til vedtægt eller aftale og har betydelig andel i virksomhedens driftsresultat. Dette fremgår af lovens § 1, stk. 2.

En fond anses dog ikke for erhvervsdrivende, hvis virksomheden er af begrænset omfang eller kun omfatter en uvæsentlig del af fondens samlede formue, jf. samme bestemmelses stk. 3.

En erhvervsdrivende fond skal have en grundkapital på mindst 300.000 kr., som skal være fuldt indbetalt, før fonden kan registreres, jf. § 9, stk. 1.

En erhvervsdrivende fond skal i sit navn benytte ordet "fond", men dens navn skal tydeligt adskille sig fra andre typer fondes navne og må ikke være egnet til at vildlede. Uddybende må der ikke i dens navn uberettiget optages eksempelvis slægtsnavn, firma, mv., jf § 4, stk. 1 og 2.

En erhvervsdrivende fond skal efter § 7 have en vedtægt med et nærmere angivet minimumsindhold, som fremgår af bestemmelsens stk. 1.

En erhvervsdrivende fond ledes af en bestyrelse, som skal bestå af mindst 3 medlemmer. Hertil kommer medarbejderrepræsentanter. Bestyrelsen kan ansætte én eller flere direktører, men flertallet af bestyrelsens medlemmer må dog ikke være ansat som direktører i fonden. En direktør må ikke uden samtykke fra fondsmyndigheden, som i almindelighed er erhvervsministeren, vælges til formand. Dette fremgår af § 12.

Hæftelse For de forpligtelser, som indgås på fondens vegne, inden den er blevet registreret, hæfter de, der har indgået forpligtelsen eller har medansvar for det, solidarisk. Fonden som sådan overtager hæftelsen, når den er blevet registreret, jf. § 6, stk. 2.

Fonden som sådan kan gå konkurs og behandles da naturligvis efter konkurslovens regler.

Registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen Bestyrelsen skal anmelde en erhvervsdrivende fond til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register for erhvervsdrivende fonde, jf. § 5, og fonden kan, i modsætning til det ovenfor nævnte om almindelige fonde, først erhverve rettigheder og påtage sig forpligtelser, når den er registreret, jf. § 6, stk. 1.

Anmeldelse til registrering hos TSR En erhvervsdrivende fond skal have fået tildelt et CVR-nr. i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, før den kan registreres hos TSR som eksempelvis momspligtig. I den forbindelse bør TSR kontrollere, om den drift, fonden anmelder til registrering, er afgiftspligtig efter momslovens bestemmelser.

Endvidere skal TSR sikre sig, at registreringsanmeldelsen er underskrevet af fondens ansvarlige ledelse og vedlagt fundats.

Endelig bør det undersøges, om skattemyndighederne har godkendt fondens skattesubjektivitet.

Der kræves ved registreringen dog ikke oplysning om stiftere eller garanter.

A.1.4.2.3.12 Europæiske økonomiske firmagrupper - EØFG

 

Karakteristika   Firmagruppens eksistens og retlige status er bestemt ved Rådets forordning (EØF) nr. 2/37/85, jf. bekendtgørelse af lov om administration af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabers forordninger om indførelse af europæiske økonomiske firmagrupper, lov nr. 281 af 17. april 1997.

En europæisk firmagruppe er ikke et selskab i den forstand, at man søger at opnå et overskud, som kan blive i selskabet eller fordeles til selskabsdeltagerne.

En europæisk firmagruppe er derimod en sammenslutning af mindst to retlige enheder eller personer, der har deres hovedkontor/hovedaktivitet i forskellige medlemsstater.

Firmagruppen er altså et juridisk instrument til samarbejde mellem personer eller selskaber på tværs af landegrænser.

Firmagruppen er en selvstændig juridisk person.

Anmeldelse og registrering af en firmagruppe sker hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Hæftelse Medlemmerne skal ikke skyde kapital ind i firmagruppen. Til gengæld hæfter firmagruppens medlemmer ubegrænset og solidarisk for gruppens gældsforpligtelser af enhver art.

Kreditorer må dog først gøre deres krav gældende mod firmagruppen, forinden de kan gøre kravet gældende mod den enkelte deltager, dvs., at deltagerne hæfter indirekte.

A.1.4.2.4 Selvstændig virksomhed kontra lønmodtager

 

Det er en betingelse for at blive registreret hos TSR, at man driver selvstændig erhvervsvirksomhed.

TSR skal derfor i forbindelse med enhver registreringsanmodning vurdere, om den aktivitet, der søges registrering for, kan karakteriseres som selvstændig erhvervsvirksomhed eller som personligt arbejde i tjenesteforhold. Spørgsmålet kan også formuleres således: Er det en selvstændigt erhvervsdrivende eller en lønmodtager, der ansøger om registrering hos TSR? I det omfang, der er tale om en person, som udfører et arbejde, der kan karakteriseres som personligt arbejde i tjenesteforhold, er det i registreringshenseende en lønmodtager, der hverken kan eller skal registreres, hvorfor registrering skal nægtes.

Ved personligt arbejde i tjenesteforhold forstås, at den pågældende selv skal udføre arbejdet, og at han ikke kan ansætte andre til arbejdet. I formuleringen "i tjenesteforhold" ligger, at arbejdet skal udføres efter arbejdsgiverens anvisninger, idet det er arbejdsgiveren, der bestemmer eksempelvis, hvordan arbejdet skal laves og hvornår. Tilsvarende er det også arbejdsgiveren, der betaler for materialer og værktøj mv. og på den måde løber den økonomiske risiko, hvis kunden ikke betaler. Lønmodtageren skal således blot udføre det stykke arbejde, som han får besked på af sin arbejdsgiver, men han får til gengæld løn for det.

Hvis der er tvivl om hvorvidt, den, der udfører arbejdet, er lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende, må afgørelsen træffes på grundlag af en samlet vurdering af de faktiske forhold mellem den, der udfører arbejdet og den, arbejdet udføres for.

I cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, pkt. 3.1.1 står anført, hvilke kriterier der skal lægges vægt på, når der skal foretages en afgrænsning mellem lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende. Se også LV E.A. 1.2.

Det fremgår heraf, at der kan henses til, om der i vederlaget i væsentligt omfang indgår betaling for andet end den personlige arbejdsydelse, og om der afholdes væsentlige erhvervsmæssige omkostninger, som er atypiske for lønmodtagere. I vurderingen kan også indgå, om den, der udfører arbejdet, ejer de anvendte redskaber og helt eller delvist leverer materialer til arbejdet.

I vurderingen kan der også henses til den måde, skatten opkræves på, nemlig om der indeholdes A-skat, jf. KSL § 46, jf. § 43, eller om den pågældende bliver afkrævet sin skat i henhold til skattebilletter. Hvis der indeholdes A-skat, taler det for, at der foreligger et lønmodtagerforhold, medens sidstnævnte taler imod, jf. Ligningsvejledningen. Det bemærkes dog, at der ikke altid er sammenfald.

Afgrænsningsproblemerne opstår ofte i forbindelse med konsulent- og rådgivningsarbejde mv., men kan i princippet opstå inden for de fleste brancher.

A.1.4.2.5 Økonomisk virksomhed after momsloven

 

Økonomisk virksomhed, jf. ML § 3, stk. 1, omfatter alle former for virksomhed som producent, handlende eller leverandør af ydelser samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv, uanset hvad formålet med eller resultatet af virksomheden er. Formålet vil dog oftest være at opnå økonomisk gevinst.

Det er både den regelmæssige virksomhedsdrift og de mere lejlighedsvise økonomiske transaktioner, der falder ind under begrebet "økonomisk virksomhed" i momslovens forstand.

For at vurdere, om der i momslovens forstand foreligger "økonomisk virksomhed", kan det være nødvendigt at afkræve virksomheden nærmere oplysninger om dens økonomiske grundlag, herunder om udsigterne for dens rentabilitet er undersøgt, økonomiske forhold og planlagte forretningsmæssige aktiviteter. Om "økonomisk virksomhed" henvises i øvrigt til Momsvejledningens afsnit C.1.4.

A.1.4.2.6 Forkortet afregningsperiode (kreditbegrænsning), sikkerhedsstillelse, nægtelse af registrering efter opkrævningsloven mv.

 

Ved "trip, trap, træsko"-reglerne forstås et system af forebyggende restanceinstrumenter, som kan iværksættes mod virksomheder, der anmelder sig til registrering over for TSR.

Ved "trip" forstås, at en virksomhed som betingelse for at blive registreret kan pålægges forkortet afregning med eksempelvis moms, hvilket behandles nedenfor under afsnit A.1.4.2.6.1.

Ved "trap" menes, at en virksomhed - ligeledes som betingelse for at opnå registrering hos TSR - kan blive pålagt at stille sikkerhed, hvilket beskrives i afsnit A 1.4.2.6.2.

Endelig bemærkes, at der ved "træsko" forstås, at en virksomhed under visse omstændigheder kan blive nægtet registrering overhovedet. Dette omtales senere under afsnit A.1.4.2.6.3.

A.1.4.2.6.1 Forkortet afregningsperiode (kreditbegrænsning)

 

Når en virksomhed anmelder sig til registrering hos TSR, er der mulighed for at betinge registreringen af, at virksomheden bruger en forkortet afregningsperiode, hvilket vil sige, at virksomheden skal betale de afgifter mv., den lader sig registrere for, på et tidligere tidspunkt, end de almindelige regler foreskriver.

Baggrunden for bestemmelserne er, at staten ønsker at begrænse sit tab mest muligt, idet reglerne er rettet mod de virksomheder, hvis personkreds tidligere har været i restance til det offentlige.

Muligheden for i forbindelse med registreringen at kræve forkortet afregning gælder moms, jf. ML § § 62, stk.4, og lønsumsafgift jf. LAL § 10.

Alle virksomheder, der anmelder sig til momsregistrering, bliver som udgangspunkt registreret med kvartalet som afgiftsperiode i henhold til ML § 47, stk. 5, 2. pkt. Momsen skal angives og betales senest 1 måned og 10 dage efter, at afgiftsperioden er udløbet, jf. ML § 57, stk. 3. En nyregistreret virksomhed skal således angive og betale sit momstilsvar for januar kvartal senest den 10. maj s.å.

Der gælder dog den undtagelse, at virksomheder med momspligtig omsætning på mere end 20 mio. kr. om året, skal registreres med kalendermåneden som afgiftsperiode, jf. ML § 47, stk. 5, 3. pkt. Tilsvaret skal angives og betales senest den 25. i den følgende måned. Det betyder, at momstilsvaret for eksempelvis februar måned skal angives og betales den 25. marts s.å.

Et eksempel på en virksomhed, som med rette kunne forventes at få meget stor momspligtig omsætning, kan nævnes et datterselskab i en stor koncern.

Heraf følger, at TSR skal momsregistrere alle virksomheder, herunder også de små med en forventet årlig omsætning på op til 1 mio. kr. og de store med en forventet omsætning på over 15 mio. kr. med kvartalet som afgiftsperiode, bortset fra dem, der forventer at få en momspligtig omsætning på over 20 mio. kr. på årsbasis.

Efter ML § 62, stk. 4, jf. stk. 1, og OPKL § 2 kan TSR pålægge en virksomhed, der anmelder sig til registrering, at bruge en forkortet afgiftsperiode. Det betyder for den "almindelige" virksomhed, at den skal anvende måneden i stedet for kvartalet som afregningsperiode, og at sidste rettidige indbetalingsdag er 15 dage fremfor 1 måned og 10 dage efter udløbet af afgiftsperioden. Eksempelvis vil den "almindelige" virksomhed, der pålægges forkortet afregning, skulle afregne sin moms vedrørende april måned i registreringsåret allerede den 15. maj fremfor under normale omstændigheder den 10. august s.å.

Et pålæg om forkortet afgiftsperiode vil ifølge ML § 62, stk. 2, have virkning fra den 1. i den måned, der følger modtagelsen af pålægget. Momsen for en tidligere afgiftsperiode, hvor momsen endnu ikke er angivet og betalt, skal angives og indbetales samtidig med afgiften for den første forkortede afgiftsperiode. Såfremt momsen for den tidligere afgiftsperiode efter de almindelige regler skal angives og betales på et tidligere tidspunkt, skal den dog angives og indbetales på dette tidligere tidspunkt.

Regionen kan dog, jf. ML § 62, stk. 4, 2. pkt., kun bringe dette middel i anvendelse i forbindelse med registrering, hvis betingelserne i OPKL § 11, stk. 2, er opfyldt.

Bestemmelsen i OPKL § 11, stk. 2, der efter sin ordlyd vedrører sikkerhedsstillelse, men som efter ML § 62, stk. 4, også finder anvendelse på forkortet afregning, indeholder både objektive og subjektive betingelser, der alle skal være opfyldt, hvis regionen skal kunne sætte en virksomhed på forkortet afregning.

Regionen kan efter OPKL § 11, stk. 2 stille krav om forkortet afregning, når personerne bag virksomheden inden for de sidste 5 år har haft væsentlig indflydelse på en anden virksomhed, der er gået konkurs eller på anden måde er konstateret insolvent, således at det offentlige har lidt et tab på mere end 50.000 kr. vedrørende moms, A-skat, AM-bidrag, selskabsskat, lønsumsafgift og punktafgifter. Det samlede beløb skal dog være et nettobeløb og må således ikke indeholde renter, gebyrer, eventuelle bøder mv.

Det er dog en betingelse, at regionen skønner, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for, at staten vil lide tab. Hvis den tidligere virksomhed gik konkurs på grund af omstændigheder udefra, som virksomheden ikke kan lastes for, bør dette forhold i sig selv ikke føre til, at virksomhedens kredit begrænses.

Som eksempel kan anføres, at en stor og væsentlig kunde gik konkurs og derfor ikke betalte sin gæld med stort tab til følge for den gamle virksomhed.

Herudover kan det i vurderingen indgå, om der i øvrigt er behov for at sikre, at momsen betales rettidigt.

I nær tilknytning hertil skal det nævnes, at TSR kan fritage virksomheden for den forkortede afregning, hvis den overholder en indgået betalingsordning, eller man på baggrund af virksomhedens forhold i øvrigt skønner, at der ikke er behov for kreditbegrænsning, jf. ML § 62, stk. 3.

Virksomheden kan efter ML § 62, stk. 5, i stedet for at anvende forkortet afregningsperiode vælge at stille sikkerhed for et beløb, der svarer til virksomhedens restancer med skatter og afgifter mv. samt det forventede tilsvar i en 3-måneders periode. Denne sikkerhedsstillelse vil i så fald blive frigivet, når den tidligere restance er betalt, og virksomheden i den seneste 12-måneders periode rettidigt har indbetalt skatter- og afgifter mv. Virksomheden vil dog blive pålagt at anvende forkortet afregningsperiode, hvis der efter sikkerhedsstillelsen opstår ny restance.

Når virksomheden i en ubrudt 12 måneders periode har indbetalt momsen rettidigt og ikke er i restance med tilsvar vedrørende moms eller andre registreringsforhold inden for skatte- og afgiftslovgivningen, herunder selskabsskat, kan virksomheden overføres til den sædvanligt gældende afgiftsperiode, som er beskrevet ovenfor, jf. ML § 62, stk. 6.

Endelig er der i ML § 62, stk. 7, hjemmel til at pålægge en virksomhed, der ikke overholder kravene om forkortet afgiftsperiode mv., at stille sikkerhed efter reglerne i OPKL § 11. Virksomheder, der stiller sikkerhed, skal herefter ikke længere anvende forkortet afgiftsperiode.

A.1.4.2.6.2 Sikkerhedsstillelse

 

Indledningsvis bemærkes, at reglerne om sikkerhedsstillelse som betingelse for registrering af en virksomhed ikke skal benyttes, hvis man ved at afkorte afregningsperioden for virksomheden, hvilket er beskrevet ovenfor, kan opnå det samme og ønskede resultat. Dette princip følger af forvaltningsretlige regler.

Da reglerne om kreditbegrænsning, som det forebyggende restanceinstrument også benævnes, alene kan gøres gældende over for virksomheder, der anmelder sig til registrering hos TSR for moms og lønsumsafgift, indskrænker de lige nævnte overvejelser sig til denne type registreringsforhold.

Det betyder konkret, at regionen skal undlade at kræve sikkerhed i forbindelse med registrering af en virksomhed, hvis et pålæg om forkortet afregningsperiode kan anses for at være tilstrækkeligt til at afværge et potentielt tab på moms.

Når der er gjort op med ovenstående, kan regionen betinge registreringen af, at virksomheden stiller betryggende sikkerhed for nye restancer, der frygtes at måtte opstå i den virksomhed, der ønskes registreret.  Er der tale om, at virksomheden ønsker sit registreringsforhold udvidet til også at angå andre registreringspligtige aktiviteter, indgår den allerede oparbejdede restance i det beregningsgrundlag, der bestemmer størrelsen af den sikkerhed, virksomheden afkræves. Dette er ensbetydende med, at virksomheden skal anvise nogle aktiver af en vis solid og typisk også likvid karakter, som TSR kan få sikkerhed i, hvis virksomheden vil registreres. Hjemlen til at kræve sikkerhedsstillelse findes i OPKL §§ 11, stk. 2, og 11 a, som behandles i dette afsnit.

Endvidere er der specielle bestemmelser om sikkerhedsstillelse i toldloven, spiritusafgiftsloven og registreringsafgiftsloven, se nedenfor under afsnit A.1.4.2.7 .

Sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11, stk. 2  Denne bestemmelses primære formål er at hindre, at "konkursryttere" o.lign. gang på gang kan påbegynde ny virksomhed og på den måde sikre ToldSkat mod nye tab. Bestemmelsen tager således sigte på de særlige tilfælde, hvor de personer, som reelt står bag virksomheden, er kendt for tidligere at have misbrugt pligten til at afregne opkrævede beløb, hvorved det offentlige er blevet påført tab.

Dette forebyggende restancemiddel kan anvendes, når virksomheden anmelder sig til registrering efter de skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter opkrævningsloven. Dette gælder momsloven, kildeskatteloven, arbejdsmarkedsfondsloven, lønsumsafgiftsloven og punktafgiftslovene. Hertil kommer, at også en eventuel selskabsskatterestance, der måtte opstå, kan dækkes ind af den krævede sikkerhed.

Bestemmelsen i OPKL § 11, stk. 2, indeholder både objektive og subjektive betingelser, der alle skal være opfyldt, hvis regionen lovligt skal kunne stille betingelse om sikkerhedsstillelse for at registrere en virksomhed.

OPKL § 11, stk. 2 - objektive betingelser    De objektive betingelser er, at der skal være tale om en fysisk eller juridisk person, som er eller inden for de seneste 5 år har været ejer af en anden virksomhed eller medlem af bestyrelse eller direktion i en anden virksomhed.

Med juridisk person menes eksempelvis et aktieselskab, et anpartsselskab, en forening, en fond mv. og skal forstås i modsætning til en fysisk person, som driver enkeltmandsvirksomhed e.lign.

Denne virksomhed, som skal have været ejet af en person eller et selskab mv., skal være gået konkurs eller på anden måde konstateret insolvent (f.eks. ved gældssanering, frivillig akkord eller forgæves udlægsforretning ), hvorved TSR har et ikke fuldt sikret tilgodehavende, eller staten er blevet påført et samlet tab på mere end 50.000 kr. vedrørende skatter og afgifter, der opkræves efter opkrævningsloven. Ved opgørelsen af tabet eller det usikrede tilgodehavende  på 50.000 kr. indgår såvel restancer i form af A-skat, AM-bidrag, lønsumsafgift, moms, og punktafgifter. Hertil kommer eventuelle selskabsskatterestancer. Beløbet skal andrage mindst 50.000 kr., uden at renter, gebyrer og eventuelle bøder er medregnet.

I den nye virksomhed, der anmeldes til registrering, skal der ligeledes være tale om en fysisk eller juridisk person, som enten selv ejer den nye virksomhed eller er nært knyttet til den, der ejer den nye virksomhed på samme måde, som det er fastsat i aktieselskabslovens § 115, stk. 1, 2. pkt., eller er medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion.

Aktieselskabslovens bestemmelser i § 115, stk. 1, 2. pkt., omhandler personer, der er knyttet til aktionærer, anpartshavere, bestyrelsesmedlemmer eller direktører i selskabet eller selskabets moderselskab ved ægteskab, slægtskab i ret op- eller nedstigende linjer, eller som på anden måde står den pågældende særligt nær.

Personkredsen bag den nyanmeldte virksomhed behøver således ikke selv at eje virksomheden. Det er tilstrækkeligt, at den person, der rent faktisk driver virksomheden, er gift med ejeren, er dennes søn/datter, forældre, bedsteforældre eller på anden måde står den pågældende meget nær, eksempelvis en samlever. Personerne bag den nye virksomhed kan også være medlemmer af virksomhedens bestyrelse eller direktion.

For at denne bestemmelse kan håndteres mest effektivt, skal der i registreringsfasen indgå følgende undersøgelser:

  • oplysninger om ejerforholdet fra registreringanmeldelsen. Hvis der er tale om selskaber mv., kan oplysninger om personkredsen (direktion, bestyrelsesmedlemmer mv.) indhentes i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register, Publi Com
  • kendskab til personerne i øvrigt bag virksomheden, herunder kendskab til eller mistanke om stråmandsvirksomhed
  • tjek i CPR-registreret om de personer, der fremgår af registreringsanmeldelsen er beslægtede eller nærtstående med personer, der har påført det offentlige tab
  • søgning i ToldSkat´s egne EDB-systemer - (Erhvervssystemet, D/R-systemet, RUF mv.)
  • tjek i "Træskoregistreret"
  • tjek i KINFO-registret

Hvis TSR træffer afgørelse om, at en virksomhed skal stille sikkerhed for at blive registreret og senere nægtes registrering, fordi den ikke imødekommer kravet om sikkerhedsstillelse, skal TSR i sin begrundelse være opmærksom på reglerne om tavshedspligt i FVL § 27 og skattestyrelseslovens § 37. Dette forhold kan blive aktuelt i det tilfælde, hvor virksomhedens ejerkreds består af flere personer, hvilket vil være tilfældet, hvis virksomheden er organiseret som eksempelvis ApS, A/S, I/S e.lign.

OPKL § 11, stk. 3 - subjektiv betingelse   Ud over de objektive betingelser skal den subjektive betingelse jf. OPKL § 11, stk. 3, være opfyldt. Herefter skal regionen efter et konkret skøn over de faktiske omstændigheder i sagen vurdere, om virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for, at ToldSkat lider tab.

I dette skøn kan indgå oplysninger om årsagen til, at den tidligere virksomhed gik konkurs eller blev insolvent. Hvis dette skyldtes undskyldelige og udefra kommende omstændigheder, som eksempelvis en meget stor kundes konkurs eller pludselig opstået alvorlig sygdom hos virksomhedsejeren, kan dette være forhold, der taler imod at kræve, at den nye virksomhed skal stille sikkerhed.

Regionen skal herefter kun stille krav om sikkerhed, hvis den vurderer, at drift af den anmeldte virksomhed anses for at indebære en nærliggende risiko for, at virksomheden vil oparbejde TSR-restancer, som den ikke vil kunne betale, og dermed påføre det offentlige et tab.

Krav om sikkerhedsstillelse skal således kun bruges i de tilfælde, hvor de personer, der reelt står bag virksomheden, er kendt for tidligere at have misbrugt pligten til at opkræve beløb på det offentliges vegne, hvorved det offentlige er blevet påført tab.

Som eksempler på, at den subjektive bestemmelse i stk. 3 er opfyldt, kan nævnes, at den pågældende på utilbørlig måde har forfordelt TSR, hvorved andre kreditorer er blevet favoriseret, eller fra den virksomhed, som har påført statskassen et tab eller givet TSR et usikret tilgodehavende på mindst 50.000 kr., har fjernet aktiver for at bringe disse i ly for kreditorerne Dette vil i øvrigt kunne være strafbart som skyldnersvig, jf. strfl. § 283.

Det samme vil eksempelvis være tilfældet, hvis virksomhedsejeren eller den person, der har bestemmende indflydelse i selskabet, flere gange henholdsvis er gået konkurs med virksomhederne eller har ladet dem gå til tvangsopløsning ved skifteretten, og statskassen hver gang har lidt tab i den forbindelse. De nye virksomheder er typisk startet umiddelbart efter konkursen eller tvangsopløsningen af den tidligere virksomhed, på den måde at aktiverne er købt ud af den gamle virksomhed.

Hvis statskassens tab eller TSR´s usikrede tilgodehavende er opbygget kontinuerligt over en længere periode - fremfor i en kortere periode umiddelbart forud for en konkurs, hvilket ofte forekommer, når tingene er ved at "brænde på" - vil et krav om sikkerhedsstillelse også kunne stilles, idet det kan hævdes, at personen ikke har haft viljen eller evnen til at få orden på sine forpligtelser over for TSR.

I det følgende nævnes nogle eksempler på situationer, hvor der ikke bør gives virksomheder pålæg om at stille sikkerhed i forbindelse med registrering:

Eksempler på situationer, hvor der ikke bør kræves sikkerhedsstillelse   

Eksempel I

En advokat anmelder et selskab til registrering. Han indtræder selv som bestyrelsesformand. I forbindelse med den materielle registreringskontrol konstateres det, at han figurerer som bestyrelsesformand i et selskab, der er gået konkurs, og som ved konkursen har påført det offentlige et tab på mere end 50.000 kr. Ved nærmere undersøgelse viser det sig imidlertid, at advokaten er indtrådt i det tidligere selskab udelukkende med det formål at søge selskabet reddet, hvilket er mislykkedes. Advokaten er udtrådt som formand for det konkursramte selskab, men vil i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register fremstå som afgået formand. I dette eksempel har advokaten som udgangspunkt ikke haft væsentlig indflydelse på årsagerne til selskabets konkurs, idet han først er indtrådt, efter de økonomiske problemer er opstået og som et led i sit professionelle arbejde.

Eksempel II

Et selskab anmeldes til registrering, og det konstateres i forbindelse med materiel registreringskontrol, at et medlem af bestyrelsen tidligere har været bestyrelsesmedlem og hovedaktionær i et selskab, der 4 år tidligere er gået konkurs og på den måde har påført det offentlige et tab på mere end 50.000 kr. I den mellemliggende periode har bestyrelsesmedlemmet haft bestemmende indflydelse på et større antal andre selskaber, der har afregnet skatter og afgifter til tiden og således ikke har været i restance. Der er på den baggrund ikke umiddelbart grundlag for at antage, at der vil være risiko for, at det nu anmeldte selskabs virksomhed vil indebære en nærliggende risiko for, at statskassen kommer til at lide et tab.

Eksempel III

En person anmelder en frisørsalon til registrering. Det konstateres, at vedkommendes ægtefælle indtil for 3 år siden har drevet en personlig entreprenørvirksomhed, der blev afmeldt med et usikret tilgodehavende for ToldSkat på mere en 50.000 kr. I den mellemliggende periode har han fortsat driften af entreprenørvirksomheden i et selskab, der har afregnet skatter og afgifter rettidigt. Da der således ikke er tegn på, at den nu anmeldte frisørvirksomhed på nogen måde har noget at gøre med ægtefællens gamle gældstyngede entreprenørvirksomhed, bør reglerne om sikkerhedsstillelse ikke bringes i anvendelse her.

Begrundelse  Enhver afgørelse, hvor regionen afkræver en anmeldt virksomhed en sikkerhedsstillelse, skal indeholde en individuel og konkret begrundelse. Afgørelsen skal være truffet ud fra sagens faktiske forhold, som skal være dokumenteret i sagen.

Formel fremgangsmåde  Når regionen har besluttet, at en virksomhed som betingelse for at blive registreret skal stille sikkerhed, skal regionen meddele dette ved rekommanderet brev (§ 11, stk. 6, 2. pkt. ) senest 14 hverdage efter, at virksomheden har anmeldt sig til registrering, jf. OPKL § 11, stk. 7, 1. pkt.

Ved "virksomhedens anmeldelse til registrering" forstås det tidspunkt, hvor registreringsanmodningen i korrekt udfyldt stand kommer frem til den rette TSR.

Hvis registreringsanmeldelsen er mangelfuld eller ukorrekt udfyldt, skal TSR snarest, dog i hvert fald inden 14 hverdage fra anmodningens fremkomst til regionen, sende blanketten tilbage til anmelderen med bemærkning om, hvilke yderligere oplysninger man ønsker for at kunne vurdere sagen. Samtidig skal man meddele, at registreringsanmeldelsen først kan godkendes, når den returnerede anmeldelse suppleret med de manglende oplysninger på ny er kommet frem til regionen. Det er således fra dette nye tidspunkt, TSR´s frist på 14 hverdage skal regnes.

Tilsvarende gælder, at 14-(hver)dagesfristen først løber fra det tidspunkt, anmeldelsen er modtaget i den TSR, som den pågældende virksomhed hører under. Hvis virksomheden således har sendt registreringsanmodningen til en "forkert" TSR, suspenderes fristen, indtil anmeldelsen er kommet frem til den rette TSR. Det forudsætter dog, at den "forkerte" TSR hurtigst muligt videresender anmeldelsen til rette TSR.

TSR´s afgørelse om at kræve sikkerhedsstillelse er efter aftalelovens systematik et påbud, som først har retsvirkning fra det tidspunkt, det er kommet frem til modtageren. Det betyder, at TSR skal afsende pålægget om sikkerhedsstillelse så betids, at postvæsenet kan nå at aflevere eller have forsøgt at aflevere det til virksomheden senest den 14. hverdag efter, at virksomheden har anmeldt sig til registrering.

Dette indebærer, at den pågældende ikke kan påberåbe sig, at TSR har overskredet fristen, selv om modtageren rent faktisk først har fået kendskab til indholdet efter, at 14-hverdagesfristen er udløbet.

Ved hverdage forstås mandage - fredage, medmindre der heri indgår helligdage. Lørdage tæller således ikke som hverdage, idet disse typisk ikke er kontorarbejdsdage.

Meddelelsen skal ifølge OPKL § 11, stk. 7, 2. pkt., indeholde oplysning om, at virksomheden ikke kan registreres, hvis den undlader at stille den krævede sikkerhed, og at det i så fald vil være strafbart efter OPKL § 17, stk. 3, at fortsætte med at drive virksomheden.

Sikkerheden skal stilles senest 8 dage efter, at virksomheden har modtaget meddelelse herom, dvs. 8 dage efter, at meddelelsen er kommet frem til modtageren.

8 dages-fristen kan dog i ganske særlige tilfælde udvides. Som eksempel kan nævnes den situation, at en virksomhed er i gang med at fremskaffe en bankgaranti, men at det er praktisk umuligt at få fremsendt dokumentet inden for fristen.

Hvis en virksomhed anmoder om at få forlænget fristen, skal den kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at den inden for meget kort tid kan stille den krævede sikkerhed. TSR skal således ikke tillade, at fristen forlænges, medmindre virksomheden, inden 8-dages fristen er udløbet, kan dokumentere eller sandsynliggøre, at den forventer at kunne stille sikkerheden.

Virkning af, at virksomheden ikke stiller den krævede sikkerhed  Når en virksomhed er blevet pålagt at stille sikkerhed, kan den ikke registreres, før dette pålæg er opfyldt, jf OPKL § 11, stk. 3, sidste pkt.

Såfremt virksomheden ikke stiller sikkerheden rettidigt, meddeler TSR virksomheden, at fortsat drift vil være strafbar efter OPKL § 17, stk. 3.

Strafbarheden beror på, at registreringsnægtelse som følge af manglende rettidig sikkerhedsstillelse svarer til et påbud om at undlade at drive indeholdelsespligtig virksomhed ud over de nødvendige afviklingsdispositioner. RPL kapitel 57 om fogedforbud gælder over for den, der, efter at registrering er nægtet, fortsætter registreringspligtig virksomhed ud over de nødvendige afviklingsdispositioner.

Sikkerhedens størrelse  Når TSR skal fastsætte størrelsen af den sikkerhed, som den kan kræve efter OPKL § 11, stk. 5, skal den gøre det ud fra virksomhedens restanceforhold på registreringstidspunktet.

Hvis der er tale om en ny virksomhed, der har anmeldt sig til registrering, kan regionen alene tage udgangspunkt i den aktuelle virksomheds restanceforhold og kan på den måde ikke kræve, at den anmeldte virksomhed stiller sikkerhed for restancer, der er opstået i en anden virksomhed - heller ikke selv om sådanne restancer kan medregnes ved opgørelsen af beløbet på 50.000 kr. i OPKL § 11, stk. 2.

Det er således driften af den nye virksomhed, der skal danne grundlag for beregning af sikkerhedens størrelse, som ifølge OPKL § 11, stk. 5, normalt skal svare til det forventede gennemsnitlige tilsvar af afgifter og skatter, herunder eventuelle selskabsskatter i en 3-måneders periode. Hvis der i denne til registrering anmeldte virksomhed er opstået restancer, skal disse dog tælle med ved beregningen af sikkerhedsstillelsen. Restancer kan evt. skyldes den omstændighed, at virksomheden i et stykke tid har været drevet som uregistreret virksomhed, eller der kan være tale om en udvidelse af registreringsforholdene. Der kan eksempelvis eksistere en momsrestance hidrørende fra en tidligere momsregistrering. Nu ønsker virksomheden at blive registreret for A-skat og bidrag. I dette tilfælde skal momsrestancen tælle med ved beregningen af sikkerhedsstillelsen.

Ved udøvelse af skønnet vedrørende det fremtidige tilsvar kan regionen hense til størrelsen af tilsvar fra tidligere tilsvarende virksomhed, brancheoplysninger, budgetoplysninger eller lignende. Sikkerhedsstillelsen skal på den måde beregnes ud fra forventningerne til den fremtidige virksomhed på registreringstidspunktet.

Hvis der er tale om en virksomhed, der allerede er registreret hos TSR, og som ønsker at udvide sit registreringsforhold til TSR og derfor anmelder sig til registrering for andre afgiftsforhold, er der ikke tale om en ny virksomhed i registreringsmæssig henseende, men blot en udvidelse af det allerede eksisterende registreringsforhold - et nyt registreringsforhold, om man vil.

Som eksempel kan nævnes en virksomhed, der allerede er registreret for eksempelvis moms, men nu tillige ønsker sig registreret eksempelvis som indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven, Hvis virksomheden allerede skylder moms, skal den krævede sikkerhed som følge heraf tillige omfatte momsrestancen, og kravet til sikkerhedens størrelse forøges derfor tilsvarende.

Sikkerhedens art  Den krævede sikkerhed kan ifølge § 8 i opkrævningsbekendtgørelsen stilles i form af børsnoterede obligationer, bankgaranti, kontante indskud eller i form af anden betryggende sikkerhed. Det er TSR, der vurderer, om en tilbudt sikkerhed af anden art end dem, der er direkte nævnt i opkrævningsbekendtgørelsen, kan anses for betryggende.

Det bemærkes, at det ligeledes af opkrævningsbekendtgørelsens § 8 fremgår, at sikkerhedsstillelse i form af kontante indskud ikke forrentes. Hvis en virksomhed derfor ønsker at stille sikkerhed i form af et kontant indskud, bør TSR oplyse, at det vil det være en fordel for virksomheden at indsætte beløbet på eksempelvis en spærret konto i en bank og på den måde selv drage fordel af, at beløbet forrentes.

TSS har udarbejdet et paradigma til garantier i forbindelse med sikkerhedsstillelse i henhold til OPKL § 11, se bilag...

Sikkerheden kan ikke ændres i perioden Beløbet, der er stillet til sikkerhed, kan normalt ikke ændres i perioden. Det betyder, at TSR ikke kan kræve, at sikkerheden bliver retableret, selv om beløbet helt eller delvist er blevet anvendt til afskrivning på løbende tilsvar, hvis virksomheden ikke har betalt sine skatter og afgifter i perioden.

Regionen bør dog, inden den dækker den opståede restance med sikkerheden, give virksomheden en kort frist til at betale. En sådan henvendelse til virksomheden har til formål at undgå de situationer, hvor den manglende betaling skyldes en fejl eller forglemmelse e.lign. fra virksomhedens side.

Frigivelse af sikkerheden  I følge OPKL § 11, stk. 8, kan sikkerheden frigives, når virksomheden i de seneste 12 måneder rettidigt har betalt skatter og afgifter. Hvis virksomheden overskrider blot en enkelt betalingsfrist og selv kun for et enkelt registreringsforhold, vil det normalt medføre, at der løber en ny 12-måneders frist fra dette senere tidspunkt.

TSR kan dog, når ganske særlige omstændigheder foreligger, bortse fra en enkeltstående og kort fristoverskridelse vedrørende et enkelt registreringsforhold.

Sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11 a    Bestemmelsens primære formål er at begrænse kreditrisikoen i forhold til skatter og afgifter i danske og udenlandske selskaber mv., der på registreringstidspunktet har en formue på under 125.000 kr., hvilket må betragtes som et yderst beskedent kapitalgrundlag. Disse selskaber kaldes af den årsag også kapitalsvage selskaber.

Bestemmelsen er en følge bl.a. af dommen i UfR 2000,1079 HD, hvor Højesteret fandt, at der ikke var hjemmel til at nægte registrering af en filial af et udenlandsk selskab, fordi EF-traktatens regler om fri etableringsret forbyder dette.

Dette betød, at der her i landet kunne registreres filialer af selskaber hjemmehørende i andre EU-lande, selv om selskaberne havde en meget beskeden selskabskapital på eksempelvis et beløb svarende til 1.200 kr, medens nystiftede danske anpartsselskaber som minimum skal have en anpartskapital på 125.000 kr. for at blive registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Der var desuden konstateret et betydeligt misbrug af selskabslovgivningen ved, at den lovpligtige indskudskapital umiddelbart efter registreringen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen blev fjernet og selskabet videresolgt. Fænomenet betegnes: "Rullende kapital"

Formålet med bestemmelsen i § 11 a er således at reducere statens risiko for tab i de tilfælde, hvor reglerne om mindstekrav til selskabskapitalens størrelse omgås.

OPKL § 11 a - objektive betingelser  Bestemmelsen i OPKL § 11 a foreskriver, at TSR skal kræve sikkerhed for tilsvar af moms, A-skat, AM-bidrag, lønsumsafgift samt for selskabsskat hos en virksomhed, der anmelder sig til registrering, hvis bestemte betingelser er opfyldt.

Bestemmelsen indeholder - i modsætning til OPKL § 11, stk. 2, - kun objektive betingelser, der alle skal være opfyldt, hvis regionen lovligt skal kunne stille krav om sikkerhed i forbindelse med en registrering af virksomheden.

Disse betingelser er, at der skal være tale om registrering af et selskab mv., hvis formue (selskabskapital), opgjort efter særlige regler på registreringstidspunktet, hvilke omtales senere, skal være mindre end 125.000 kr. Det er en forudsætning, at hæftelsen er begrænset, således at ingen af deltagerne er fysiske personer, der hæfter for selskabets forpligtelser med hele deres formue.

Sikkerhed kan således kræves stillet dels af virksomheder, der er hjemmehørende i Danmark, dels af virksomheder, som har hjemsted i udlandet, men som er skattepligtige her til landet.

Virksomhedskredsen, som er omfattet af § 11 a  Den virksomhedskreds, som bestemmelsen kan finde anvendelse på, vil være eksempelvis aktie- og anpartsselskaber, andelsselskaber, gensidige forsikringsforeninger, investeringsforeninger, erhvervsdrivende fonde og foreninger mv. Endvidere kan nævnes interessentskaber eller kommanditselskaber, hvor alle deltagerne hæfter begrænset og er skattepligtige efter selskabsskatteloven.

Derimod kan bestemmelsen i OPKL § 11 a ikke bruges på virksomheder, hvor én eller flere deltagere hæfter personligt for virksomhedens gæld. Det betyder, at bestemmelsen ikke omfatter virksomheder, der er organiseret som eksempelvis interessentskaber eller kommanditselskaber mv., hvor én eller flere af deltagerne er fysiske personer, der hæfter personligt og solidarisk for virksomhedens forpligtelser.

Virksomhedstyper, som er undtaget fra § 11 a  Efter OPKL § 11 a, stk. 3, er foreninger og organisationer, hvis formål er af
  • politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk, filantropisk karakter
  • eller på anden måde af almen velgørende eller almennyttig karakter
  • eller som udøver aktiviteter vedrørende amatørsport

undtaget fra reglerne i § 11 a om sikkerhedsstillelse, når overskuddet fra virksomheden fuldt ud anvendes til de nævnte formål. Denne undtagelsesbestemmelse fremgår af OPKL § 11 a, stk. 3.

Det bemærkes dog, at udgangspunktet er, at foreninger, der ikke er af erhvervsmæssig karakter, er omfattet af OPKL § 11 a, også selv om foreningens ydelser eksempelvis er momsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 4.

Imidlertid har praksis dog gjort undtagelse med en forening, hvis aktivitet angik delebiler, endog selv om denne virksomhed ikke fandtes at være momsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 4. I dette tilfælde tilkendegav skatteministeren i sit svar til Folketingets Skatteudvalg, at en sådan forening var undtaget fra kravet om sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11 a og fandt på den måde, at foreningens aktivitet skulle henføres til kategorien, almen velgørende karakter, i undtagelsesbestemmelsen i stk. 3. Ministeren angav som begrundelse for sin opfattelse, at samfundet har stor nytte af en sådan forenings aktiviteter i form af en mindre bilpark og deraf følgende mindre trafik og forurening. På den baggrund kunne delebilsforeninger anses for at forfølge et alment velgørende eller almennyttigt formål.

Det bemærkes, at det dog ikke er meningen, at en grundejerforening, der én gang årligt afholder en gadefest og derfor skal momsregistreres, skal stille sikkerhed efter OPKL § 11 a, blot fordi foreningen omfattes af skattepligten i selskabsskatteloven som følge af indtægt fra såkaldt erhvervsmæssig virksomhed i forbindelse med gadefesten.

Samme synspunkt gør sig gældende i et tilfælde, hvor eksempelvis en amatøridrætsklub, der har ansat en lønnet kasserer, og som derfor er indeholdelsespligtig for A-skat mv., ikke skal stille sikkerhed, blot fordi den oppebærer en erhvervsmæssig indtægt fra bankospil mv., som den har afholdt, og som den er skattepligtig af efter selskabsskatteloven.

Opgørelse af selskabets formue  Sikkerheden skal ifølge OPKL § 11 a, stk. 1, næstsidste pkt,. stilles for et beløb, der svarer til forskellen mellem 125.000 kr. og virksomhedens formue med fradrag af 15.000 kr.

For at afgøre, om virksomheden skal stille sikkerhed og i bekræftende fald hvor stor, er det nødvendigt at vide, hvorledes det anmeldende selskabs formue skal opgøres.

Selskabets formue skal ifølge OPKL § 11 a, stk. 1, 1. pkt., sidste led, opgøres efter reglerne i selskabsskattelovens § 14, stk. 2 - 7, som direkte omhandler opgørelsen af formuen i andelsforeninger, hvis formål er at fremme mindst 10 medlemmers fælles erhvervsmæssige interesser mv. Reglerne anvendes således analogt på den opgørelse, der er nødvendig forud for enhver sikkerhedsstillelsesag efter OPKL § 11 a, og anvendes derfor også analogt på aktie- og anpartsselskaber mv., som OPKL § 11 a, som nævnt ovenfor, også omfatter.

Det fremgår nærmere af selskabsskattelovens § 14, stk. 2, at der ved opgørelsen af virksomhedens formue skal ses bort fra

  • goodwill og lignende immaterielle rettigheder og suspensivt betingede rettigheder
  • brugsrettigheder eller krav på periodiske ydelser af offentlig eller privat karakter, der er tillagt virksomheden, og som ikke kan overdrages
  • den del af indkomstårets overskud, der som dividende eller efterbetaling udloddes for det pågældende indkomstår
  • andele i andre andelsforeninger af samme kategori som dem, selskabslovens bestemmelse direkte omhandler.

Efter selskabsskattelovens § 14, stk. 3, opgøres virksomhedens aktiver og passiver til handelsværdien på opgørelsesdagen, hvilket i relation til sikkerhedsstillelse vil sige på det tidspunkt, virksomheden bliver registreret, jf. senere i samme afsnit.

Handelsværdien bruges imidlertid ikke, når opgørelsen vedrører varelagre, husdyrbesætninger, fast ejendom, driftsmidler og skibe, jf. selskabsskattelovens § 14, stk. 4 - 7. Disse typer aktiver skal opgøres efter regler, der svarer til den skattemæssige opgørelse, som fremgår af de specielle skattelove, der regulerer hver af disse aktivtyper, eksempelvis varelagerloven, husdyrbesætningsloven, afskrivningsloven m.fl.

Med hensyn til de aktiver, der skal medregnes ved virksomhedens formueopgørelse, bemærkes, at det af formuleringen i selskabsskattelovens § 14, stk. 2, kan udledes, at virksomheden skal eje aktiverne og kunne disponere over dem ved eksempelvis salg eller pantsætning. Hertil kommer, at aktiverne skal være af en ikke alt for usikker karakter, således at kun visse betingede rettigheder, nemlig de der er resolutivt betingede, skal medregnes i opgørelsen. Ved en resolutivt betinget ret er udgangspunktet, at virksomheden har en ret, som dog senere kan bortfalde, hvis en bestemt hændelse indtræder. Derimod skal eventuelle suspensivt betingede rettigheder ikke medregnes, da det her er udgangspunktet, at retten ikke består, før en vis betingelse bliver opfyldt.

Det følger heraf, at eksempelvis deposita, lånte eller lejede aktiver ikke skal medtages som aktiver i virksomhedens formueopgørelse.

Med hensyn til goodwill bemærkes, at værdien heraf ikke indgår i formueopgørelsen, fordi der sjældent er dækning for skatte- og afgiftsrestancer i indskudt goodwill, når risikoen og dermed en eventuel sikkerhedsstillelse udløses ved selskabets konkurs eller tvangsopløsning.

Hertil kommer at en eventuel værdiansættelse af goodwill er en meget tidskrævende proces, hvilket harmonerer dårligt med det typiske ønske fra virksomhederne om en kort registreringsfase. Det er ved lovændringen ikke tillagt afgørende betydning, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen medregner værdien af goodwill i selskabets kapitalgrundlag, når det registrerer et nystiftet anparts- eller aktieselskab med en lovpligtig kapital på mindst 125.000 kr., og at værdien af goodwill således behandles forskelligt ved registreringen i henholdsvis TSR og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Ifølge opkrævningsbekendtgørelsens § 9 skal den anmeldte virksomheds formue dokumenteres ved en erklæring, medmindre virksomhedens formue på registreringstidspunktet åbenlyst er på 125.000 kr. eller derover.

Erklæringen skal være underskrevet af virksomhedens tegningsberettigede ledelse. Også virksomhedens revisor, som skal være enten registreret eller statsautoriseret, skal underskrive, selv om det ikke fremgår udtrykkeligt af bekendtgørelsen. Erklæringen kan også udfærdiges af en revisor med tilsvarende uddannelse fra et andet EU-land.

Af erklæringen skal det fremgå, hvor stor virksomhedens formue er på registreringstidspunktet, opgjort efter reglerne i selskabsskattelovens § 14, stk. 2 - 7.

Hvis virksomhedens formue er opgjort til 125.000 kr., men det ikke er åbenlyst, at den udgør dette beløb - dette er et skøn TSR udøver - skal der udfærdiges en erklæring, hvoraf det blot skal fremgå, hvilke aktiver formuen består af, hvorimod der ikke er et krav om, at disse specificeres med angivelse af beløb.

Såfremt formuen er opgjort til mindre end 125.000 kr. skal det ud over, hvilke aktiver formuen består af, fremgå af erklæringen, hvor meget det enkelte aktiv er værd med beløbsangivelse.

Hvis virksomhedens aktiver er et apportindskud i virksomheden eller et bankindestående, kan TSR efter opkrævningsbekendtgørelsens § 9, stk. 2, anmode virksomheden om yderligere dokumentation for, at disse værdier er til stede på registreringstidspunktet.

TSR skal bruge denne mulighed, når den ud fra en konkret vurdering har begrundet mistanke om, at værdierne ikke er til stede, eller der er tale om usædvanlige apportindskud. I tvivlstilfælde bør TSR rejse spørgsmålet over for TSS.

Sikkerheden skal, som nævnt, stilles for et beløb svarende til forskellen mellem 125.000 kr. og selskabets formue med et fradrag på 15.000 kr.

Selskabet mv. skal således ikke fremvise dokumentation i form af en revisorerklæring, hvis det er åbenlyst, at virksomhedens formue er på 125.000 kr. eller derover. TSR kan dog kræve at få formuens størrelse oplyst, og TSR kan herefter skønne, om der er grundlag for at anmode om en egentlig revisorerklæring i forbindelse med registrering af virksomheden. TSR udøver sit skøn på baggrund af de faktiske omstændigheder i den konkrete sag.

Registreringstidspunktet  Det fremgår af OPKL § 11 a, stk. 1, 1. pkt., sidste led, at opgørelsen af virksomhedens formue skal foretages på registreringstidspunktet, hvorfor det i det følgende skal klarlægges, hvad der menes med registreringstidspunktet.

Ved registreringstidspunktet forstås ifølge praksis det tidspunkt, hvor TSR har modtaget en fyldestgørende anmeldelse af virksomheden til registrering i henhold til momsloven, lønsumsafgiftsloven, kildeskatteloven eller arbejdsmarkedsfondsloven af en afgifts- eller indeholdelsespligtig virksomhed.

Formel fremgangsmåde  TSR skal efter OPKL § 11 a, stk. 2, 2. pkt., senest 14 hverdage efter, at virksomheden har anmeldt sig til registrering, meddele virksomheden, at den skal stille sikkerhed.

Imidlertid er det en forudsætning for, at TSR kan tage stilling til, om virksomheden skal stille sikkerhed, at virksomheden sammen med registreringsanmeldelsen også har sendt en formueerklæring.

Praksis har vist, at formueerklæringen ikke altid lægges ved registreringsanmeldelsen, og at det i nogle tilfælde er vanskeligt at få en erklæring fra virksomheden. I sådanne situationer antages det derfor, at 14 dages fristen kan suspenderes under forudsætning af, at TSR hurtigt sender virksomheden et brev, hvori man beder om at få tilsendt formueerklæringen. Virksomheden får normalt en frist på 7 dage med mulighed for at få forlænget fristen, hvis virksomheden kan godtgøre, at erklæringen er på vej.

I brevet bør TSR oplyse virksomheden om, at 14-dages fristen herefter løber fra det tidspunkt, hvor erklæringen er kommet frem til TSR. Hvis virksomheden overskrider den meddelte frist, eventuelt fristforlængelse, og erklæringen derfor kommer frem til TSR efter fristens udløb, vil regionen træffe afgørelse om, at virksomheden skal stille sikkerhed på det foreliggende grundlag.

Bestemmelsen i OPKL § 11 a indebærer, at der skal stilles krav om sikkerhed, når selskabet mv. anmelder sig til registrering efter momsloven, lønsumsafgiftsloven, kildeskatteloven og/eller arbejdsmarkedsfondsloven, og dets kapital er mindre end 125.000 kr.

Som udgangspunkt skal TSR i forbindelse med hver registrering vurdere, om selskabet skal stille sikkerhed. Har virksomheden eksempelvis opfyldt formuekravet i forbindelse med registrering som momspligtig, skal virksomheden vurderes på ny, hvis den et år efter ønsker at blive registreret som indeholdelsespligtig for A-skat.

Hvis virksomheden har stillet sikkerhed for ét registreringsforhold, må TSR ikke kræve yderligere sikkerhed i anledning af senere tilkomne registreringsforhold, hvis den oprindelige sikkerhedsstillelse stadigvæk gælder.

Virkning af, at virksomheden ikke stiller den krævede sikkerhed  Virksomheder, der er blevet pålagt at stille sikkerhed efter OPKL § 11 a, kan ifølge bestemmelsens stk. 2 ikke registreres, før virksomheden har stillet den krævede sikkerhed. Denne regel svarer til bestemmelsen i OPKL § 11, stk. 3, sidste pkt., om sanktionen over for manglende sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11, stk. 2.

Virksomheden skal stille den krævede sikkerhed senest 8 dage efter, at den har modtaget meddelelse herom, dvs. 8 dage efter, at meddelelsen er kommet frem til virksomheden, jf. OPKL § 11 a, stk. 2, næstsidste pkt. Fristen kan dog forlænges efter anmodning.

Hvis virksomheden ikke stiller den krævede sikkerhed rettidigt, skal TSR ved rekommanderet brev meddele virksomheden, at det vil være strafbart at fortsætte driften, jf. OPKL § 11 a, stk. 2. Reglerne herom svarer helt til dem, som er beskrevet ovenfor vedrørende sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11, stk. 2.

Sikkerhedens størrelse  Når TSR skal udregne, hvor stort et beløb, virksomheden skal stille i sikkerhed, skal udgangspunkt tages i beløbsgrænsen på 125.000 kr., som er fastsat ud fra den minimumskapital, som nystiftede anpartsselskaber skal have for at blive registreret i Erhvervs- og Selskabsregistret.

Sikkerheden skal ifølge OPKL § 11 a, stk. 1, næstsidste pkt., stilles for et beløb mellem 125.000 kr. og virksomhedens formue, men kun for et beløb over 15.000 kr., idet sikkerheden på den måde maksimalt kan udgøre 110.000 kr. Der er således ikke grundlag for at kræve sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11 a, hvis selskabets kapital udgør eksempelvis 115.000 kr.

Sikkerhedens art  Sikkerhedens art reguleres i opkrævningsbekendtgørelsens § 8, som også gælder sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11 og derfor er omtalt ovenfor. Sikkerheden kan stilles i form af børsnoterede obligationer, bankgaranti, kontante indskud eller anden betryggende sikkerhed, som skal godkendes af TSR.

Det bemærkes, at TSS har udarbejdet et paradigma til garantier i forbindelse med sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11 a, se bilag...

Hvis en filial af et EU-selskab skal stille sikkerhed, er praksis, at TSR accepterer garantier, der er udstedt af udenlandske pengeinstitutter, som har etableret hjemsted, herunder filialer inden for EU, bl.a. på betingelse af, at garantistilleren i garantien dels

  • anviser en herværende repræsentant, hvor TSR kan indlevere garantien med henblik på at få betaling, hvis virksomheden misligholder sine betalingsforpligtelser
  • erklærer sig indforstået med, at garantien gælder efter dansk lovgivning, herunder at dansk ret finder anvendelse på retsforholdet mellem garantistilleren og TSR
  • erklærer sig indforstået med, at en eventuel retssag skal anlægges ved en domstol i den retskreds, hvor garantistillerens herværende repræsentant bor.

Sikkerheden kan ifølge OPKL § 11 a, stk. 1, anvendes til dækning af restancer vedrørende moms, A-skat, AM-bidrag, lønsumsafgift og selskabsskat. Sikkerheden kan således ikke anvendes til dækning af eksempelvis punkt- eller miljøafgiftsrestancer.

Sikkerheden kan ikke ændres i perioden  Når sikkerheden er brugt op, kan der ikke stilles krav om, at sikkerheden retableres efter OPKL § 11 a, hvilket svarer til det ovenfor anførte om sikkerhed, stillet i henhold til OPKL § 11.

Hvis hovedaktionæren har trukket selskabets grundkapital ud, har TSR dog mulighed for at kræve, at selskabet mv. stiller sikkerhed efter OPKL § 11.

Hvis virksomheden ikke opfylder et stillet krav om sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11 a, kan TSR indberette selskabet mv. til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for at få selskabet e.lign. tvangsopløst, fordi grundkapitalen mangler.

Hvis TSR under en udlægsforretning konstaterer et forgæves udlæg hos virksomheden, kan regionen foranledige, at Kammeradvokaten på det offentliges vegne indgiver konkursbegæring mod selskabet e.lign.

Frigivelse af sikkerheden  Ifølge OPKL § 11 a, stk. 4, kan sikkerheden frigives, når virksomheden har fået opbygget en kapital på mindst 125.000 kr., og virksomheden i de seneste 18 måneder rettidigt har betalt moms, A-skat, AM-bidrag og lønsumsafgift og ikke er i restance hermed eller vedrørende andre registreringsforhold.

Ved en lovændring, der trådte i kraft den 1. januar 2003, er det dog blevet muligt at få sikkerheden frigivet på et tidligere tidspunkt end efter udløbet af 18-måneders perioden, hvis virksomheden på frigivelsestidspunktet kan dokumentere at have en formue på mindst 125.000 kr. og hidtil rettidigt har indbetalt moms, A-skat, AM-bidrag og lønsumsumsafgift og ikke er i restance hermed eller vedrørende andre registreringsforhold.

Det betyder, at virksomheden ikke må være i restance med den type skatter og afgifter, som direkte er nævnt. Herudover må virksomheden heller ikke skylde f.eks. told eller punktafgifter, der er eksempler på "andre registreringsforhold".

Derimod omfatter bestemmelsen i stk. 4 ikke skyldige selskabsskatter, som således ikke er til hinder for, at sikkerheden frigives. Begrundelsen herfor er, at stiftelse af et selskab ikke kræver nogen særskilt registrering hos TSR og således ikke kan anses for at være omfattet af benævnelsen "andre registreringsforhold". Det bemærkes dog, at selskabsskat er omfattet af betingelserne for frigivelse i OPKL § 11 stk. 8, jf. ovenfor, men denne bestemmelse har også en anden formulering.

Som OPKL § 11 a, stk. 4, og opkrævningsbekendtgørelsens § 9 er udformet, må det antages, at TSR i forbindelse med en frigivelse efter en 18-måneders periode med rettidig betaling, jf. ovenfor,  er afskåret fra at kræve, at virksomheden fremlægger en formueerklæring om, at virksomheden har en kapital på en vis størrelse (nemlig på mindst 125.000 kr.) som betingelse for at frigive sikkerheden. TSR kan dog forlange, at virksomheden på anden måde dokumenterer eller redegør for, hvor stor dens grundkapital er.

Ønskes sikkerheden derimod frigivet på et tidligere tidspunkt end efter 18 måneder med rettidig betaling, skal virksomheden i overensstemmelse med opkrævningsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, fremlægge en tilfredsstillende formueerklæring, medmindre det for TSR er åbenlyst, at formuen på frigivelsestidspunktet udgør mindst 125.000 kr.

Med hensyn til 18-måneders perioden bemærkes, at den skal regnes fra det seneste registreringsforhold. Hvis en momsregistreret virksomhed efterfølgende anmelder sig til registrering for eksempelvis A-skat og AM-bidrag, starter 18 måneders fristen med at løbe fra det tidspunkt, hvor selskabet blev registreret for A-skat og AM-bidrag.

Hvis virksomheden overskrider blot en enkelt betalingsfrist vedrørende moms, A-skat, lønsumsafgift og arbejdsmarkedsbidrag, afbrydes 18 måneders perioden, således at der løber en ny 18-måneders periode fra tidspunktet for den for sene indbetaling. Er virksomheden kommet for sent med betaling af eksempelvis punktafgifter, medfører dette isoleret set ikke, at der løber en ny 18-måneders periode, inden sikkerheden frigives.

I opkrævningsbekendtgørelsens § 9, stk. 3, er der indført adgang til at frigive en krævet sikkerhed efter OPKL § 11 a, hvis der i virksomhedens formueopgørelse indgår fast ejendom, og ejendomsvurderingen for registreringsåret først kommer efter registreringstidspunktet og medfører en sådan forøgelse af ejendommens nettoværdi, at virksomhedens formue på registreringstidspunktet ville have udgjort mindst 110.000 kr., hvis den nye ejendomsvurdering havde været lagt til grund.

Denne bestemmelse kræver ikke, som det er tilfældet med de lige ovenfor beskrevne regler om frigivelse af sikkerhed, at virksomheden skal have betalt skatter og afgifter rettidigt i en periode. Dette hænger sammen med, at denne bestemmelse søger at reparere på det forhold, at virksomheden egentlig aldrig skulle være mødt med krav om sikkerhedsstillelse, fordi den allerede på registreringstidspunktet opfyldte kapitalkravet, hvilket dog ikke kunne konstateres på dette tidspunkt, fordi ejendomsvurderingerne foretages årligt.

Valg mellem OPKL § 11 og 11 a  Når TSR modtager en registreringsanmodning fra en virksomhed, der som følge af mangel på personlig hæftelse for virksomhedens gæld skal vurderes efter OPKL § 11 a, vil der i en del tilfælde også være mulighed for i stedet for at vælge at kræve en sikkerhedsstillelse med hjemmel i § 11.

Efter OPKL § 11 a skal en virksomhed uden personlig hæftelse ved registreringen dokumentere at have en formue på mindst 125.000 kr., idet registreringen i modsat fald betinges af sikkerhedsstillelse. Det fremgår af § 11 a, stk. 1, sidste punktum, at sikkerheden ikke kan overstige 110.000 kr., medmindre virksomheden efter reglerne i § 11 pålægges at stille sikkerhed for et større beløb. Da sikkerhedsstillelsen efter § 11, stk. 5, beregnes ud fra virksomhedens restancer med de skatter og afgifter, der opkræves efter opkrævningsloven, samt det forventede gennemsnitlige tilsvar i en 3 måneders periode, vil en § 11-sikkerhedsstillelse ofte overstige den sikkerhedsstillelse, der kan kræves efter § 11 a, dvs. maksimalt 110.000 kr. Der er ganske vist den forskel, at en sikkerhedsstillelse efter § 11 ifølge bestemmelsens stk. 8 kan frigives allerede efter 12 måneder, hvorimod den i mange tilfælde mindre sikkerhedsstillelse efter § 11 a tidligst kan frigives efter 18 måneder, jf. § 11 a, stk. 4. En større sikkerhedsstillelse kan dog i den konkrete situation være at foretrække, selv om den måske har en kortere levetid.

Strengt taget ville TSR eventuelt også kunne vælge at kræve sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11, stk. 1, navnlig nr. 2. Det er tilfældet, hvis en virksomhed, der tidligere er blevet registreret for et forhold som eksempelvis moms uden krav om sikkerhedsstillelse efter § 11 a, skal registreres for et nyt forhold, f.eks. A-skat. Hvis formuen ikke udgør mindst 110.000 kr., som jo er den "reelle" grænse, kan virksomheden efter § 11 a blive pålagt at stille sikkerhed som betingelse for registreringen. I et sådant tilfælde ville man imidlertid eventuelt også kunne vælge at kræve sikkerhedsstillelse med henvisning til § 11, stk. 1, nr. 2, men det kræver, at formuen er så lav, at det kan siges, at formuen er trukket ud af virksomheden.

Det vil formentlig oftest være anpartsselskaber, der påkalder sig interesse som følge af, at kapitalen er trukket ud. TSR bør her være opmærksom på reglen i anpartsselskabslovens § 52, hvorefter et anpartsselskabs øverste ledelsesorgan inden for 6 måneder efter, at mindst 40 % af anpartskapitalen er tabt, skal træffe beslutning om at foranledige selskabet opløst eller retablere anpartskapitalen, således at denne bringes op på det lovpligtige minimum på 125.000 kr. De fleste anpartsselskaber vil være stiftet med netop denne minimumskapital. TSR bør derfor overveje at foretage indberetning til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om sådanne kapitaltab, der afføder konsekvenser i henhold til anpartsselskabslovens § 52.

Hvis en sikkerhedsstillelse i en konkret sag er afkrævet med hjemmel i § 11, stk. 2, og ikke § 11 a, ifølge hvilken en sikkerhedsstillelse i den konkrete sag også kunne være krævet på grund af utilstrækkelig formue hos virksomheden (selskabet mv.), skal TSR være opmærksom på, at de subjektive betingelser efter § 11, stk. 3, også skal skønnes at have været opfyldt.

TSR kan i et sådant tilfælde formentlig ikke efterfølgende vælge i stedet at kræve den måske mindre sikkerhedsstillelse efter § 11 a med henvisning til, at formuen ikke i tilstrækkeligt omfang var til stede på registreringstidspunktet. Efter § 11 a, stk. 2, 1. pkt., skal et krav om sikkerhedsstillelse efter § 11 a meddeles virksomheden senest 14 hverdage efter, at virksomheden anmeldte sig til registrering. Denne frist vil i reglen være sprunget, når styrelsen behandler en klagesag.

Med hensyn til de subjektive betingelser i OPKL § 11, stk. 3, henvises til det, der er anført tidligere i afsnittet vedrørende sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11, stk. 2.

Det bemærkes, at reglen skal anvendes over for konkursryttere o.lign. Det betyder, at en enkelt konkurs med et større tab for ToldSkat ikke i sig selv anses for at være tilstrækkeligt graverende til at kunne kræve sikkerhedsstillelse hos den nye virksomhed.

A.1.4.2.6.3 Nægtelse af registrering

 

Som nævnt i afsnit A.1.4.2.6.2, skal regionen meddele pålæg om sikkerhedsstillelse efter såvel OPKL § 11 som § 11 a ved rekommanderet brev. Brevet skal indeholde oplysning om, at undladelse af at stille den krævede sikkerhed inden udløbet af den fastsatte frist, dvs. senest 8 dage efter, at virksomheden har modtaget meddelelse herom, indebærer, at virksomheden ikke kan registreres, hvorefter det vil være strafbart at drive virksomhed efter OPKL § 17, stk. 3.

Stiller en virksomhed ikke sikkerheden rettidigt, skal TSR ved et rekommanderet brev meddele den pågældende, at registrering er nægtet. Det skal desuden gentages, at fortsættelse af virksomheden herefter er strafbar efter de ovenfor anførte bestemmelser.

Efter de gældende regler skal virksomheden tilmelde sig registrering som indeholdelsespligtig for A-skat og AM-bidrag senest 8 dage efter, at indeholdelsespligten er indtrådt.

Der kan således forekomme tilfælde, hvor en virksomhed, på trods af at den er nægtet registrering, i en kortere periode er såvel berettiget som forpligtet til at opkræve og afregne A-skat og AM-bidrag. Denne situation kan forekomme, hvor virksomheden med sine ansatte har indgået ansættelseskontrakter med længere opsigelsesvarsler, og der er derfor i opkrævningsbekendtgørelsens § 10 fastsat særlige regler for indbetaling mv.

Heraf fremgår, at virksomheden midlertidigt skal registreres som indeholdelsespligtig for A-skatter og AM-bidrag. I afviklingsperioden skal virksomheden redegøre og indbetale A-skat og AM-bidrag senest den 3. hverdag efter, at den enkelte afregningsperiode er udløbet. TSR fastsætter i hvert enkelt tilfælde længden af afregningsperioden.

Det følger af OPKL § 17, stk. 3, at sanktionerne for at drive registreringspligtig virksomhed, selv om registrering er nægtet, er bøde eller fængsel i indtil 2 år. For juridiske personer er bøde i sagens natur den eneste sanktion.

Hvis TSR finder, at virksomheden skal strafforfølges, fordi den fortsætter med at drive uregistreret virksomhed, skal den tage på kontrol i virksomheden og på den baggrund foretage en ansvarsvurdering på samme måde som i andre tilfælde, hvor der drives uregistreret virksomhed.

TSR kan efter OPKL § 17, stk. 3, forelægge ordensbøder for en virksomhed, der er nægtet registrering, fordi den fortsat undlader at stille den krævede sikkerhed, selv om den redegør/angiver samt indbetaler skatter og afgifter. Dettte kan forekomme, hvis virksomheden efter i en periode at have drevet uregistreret virksomhed stiller en mindre sikkerhed, end TSR har krævet.

Uafhængigt heraf bør TSR, hvis den konstaterer, at en virksomhed fortsætter sine aktiviteter som uregistreret, overveje at foranledige fogedforbud nedlagt mod virksomhedens fortsatte drift for på den måde at stoppe virksomhedens ulovligheder. Dette sker via TSS med Kammeradvokatens hjælp.

Registrering i "Træskoregistret"   Virksomheder, som er blevet nægtet registrering, fordi de ikke har kunnet stille den krævede sikkerhed, skal registreres i TSS´s såkaldte "Træskoregister", opkaldt efter sidste led i Trip, Trap, Træsko-modellen, som er omtalt ovenfor i afsnit 1.4.2.6.

Formålet med registret er at lette TSR´s administration af virksomheder og personer, der er nægtet registrering. Registret skal bl.a. sikre, at en virksomhed, som er nægtet registrering ved én TSR, og som forsøger at blive registreret ved en anden TSR, også bliver nægtet registrering ved denne TSR og så fremdeles.

Der skal i registret optages registreringsnægtelser, der er foretaget efter OPKL § 11 og 11 a samt ML § 62 a

Registret må kun indeholde oplysninger om personer, der er nægtet registrering, samt personer, der står bag aktie- og anpartsselskaber, som er nægtet registrering, dvs. optræder som stiftere, medlemmer af direktioner eller bestyrelser eller ejere af kapitalandele over 25 % eller som kontrollerer mere end 50 % af stemmeværdien. Registret må indeholde identifikationsoplysninger og administrative oplysninger.

Af identifikationsoplysninger må registret indeholde navne- og adresseoplysninger samt identifikationsnummer (CVR- og CPR-nr.) på juridiske og fysiske personer, der ejer enten en personlig virksomhed eller står bag et selskab, som nævnt i afsnittet umiddelbart ovenfor.

Af administrative oplysninger, der kan registreres, kan nævnes oplysninger om grundlaget for inddata til registret, såsom hvilken TSR, der har truffet afgørelse om registreringsnægtelsen med angivelse af TSR´s identifikationsoplysninger og journalnummer samt oplysning om dato for afgørelsens virkning.

Hvis registreringsnægtelsen knytter sig til en manglende sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11 stk. 2, skal TSR i registret således indsætte oplysninger såvel om selve virksomheden som om den eller de personer, der har udløst kravet om sikkerhedsstillelse.

Ifølge persondataloven skal TSR give sådanne fysiske personer oplysning om deres registrering i registret, formålet med registreringen, den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet samt alle yderligere oplysninger, der i den konkrete sag er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser.

Hvis virksomheden i forbindelse med registreringsanmodningen repræsenteres af den fysiske person, der udløser kravet om sikkerhedsstillelse, bør TSR i selve den afgørelse, hvori registreringsnægtelsen meddeles, samtidig gøre opmærksom på, at personen registreres i "Træskoregistret".

Oplysningerne skal slettes senest 5 år efter udløbet af det år, hvori afgørelsen om registreringsnægtelse har fået virkning.

Virksomheden skal dog straks slettes af registret i de tilfælde, hvor virksomheden

  • senere stiller den krævede sikkerhed
  • ved en senere anmeldelse til registrering hos TSR har en formue, der udgør 125.000 kr.
  • får medhold i en klage over kravet om sikkerhedsstillelse og derfor kan registreres uden sikkerhedsstillelse.

A.1.4.2.6.4 Registrering - Lønmodtagernes garantifond

 

Der er forekommet situationer, hvor en lønmodtager har henvendt sig til Lønmodtagernes Garantifond og påstået at have et krav på løn eller feriepenge hos en virksomhed. Garantifonden har herefter på baggrund af dokumentation fra lønmodtageren vurderet, at dennes krav er berettiget, men også konstateret, at virksomheden (arbejdsgiveren) ikke er registreret som indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven og arbejdsmarkedsfondsloven, hvorved lønmodtageren ikke bliver godskrevet den indeholdte A-skat på sin årsopgørelse.

Uregistreret virksomhed forekommer enten ved, at personerne bag virksomheden har undladt at anmelde sig til registrering, eller ved at disse har anmeldt sig til registrering, men er blevet nægtet registrering. Den aktuelle problemstilling kan også vedrøre en virksomhed, der er eksempelvis momsregistreret, men ikke registreret som indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven mv.

TSS har for disse tilfælde aftalt en procedure med Lønmodtagernes Garantifond, som den enkelte TSR skal følge.

Det fremgår heraf, at Lønmodtagernes Garantifond retter telefonisk henvendelse til den TSR, hvor arbejdsgiveren driver virksomhed, og oplyser navn og adresse og eventuelt personnummer på arbejdsgiveren samt hvilken driftsform, virksomheden har. På den baggrund tildeler TSR virksomheden et CVR-nr. og oplyser Lønmodtagernes Garantifond herom.

Hvis der er tale om en person, der (tidligere) er nægtet registrering, skal virksomheden registreres med c/o adresse på TSR, og der må ikke udstedes noget registreringsbevis til virksomheden. Det betyder, at virksomheden kun får et nummer "internt" i TSR, som den ikke selv, men kun TSR kan benytte.

TSR noterer de oplysninger, som den har fået fra Lønmodtagernes Garantifond, i sagen, og noterer sammesteds, at virksomheden er teknisk registreret på baggrund af en telefonisk anmodning fra Lønmodtagernes Garantifond.

Samme dag sender Lønmodtagernes Garantifond til TSR en registreringsanmeldelse med alle kendte oplysninger om den pågældende virksomhed, herunder oplysninger om start og eventuelt ophør af indeholdelsespligten efter kildeskatteloven og arbejdsmarkedsfondsloven. Denne registreringsanmeldelse danner herefter grundlag for, at TSR kan ajourføre sine oplysninger om virksomheden i CVR-registret.

A.1.4.2.7 Specielt om registrering, kreditbegrænsning og sikkerhedsstillelse i henhold til toldloven, spiritus-, og registreringsafgiftsloven samt spilleautomatloven

 

Udover de regelsæt, der har hjemmel i opkrævningsloven, og som er beskrevet i afsnit A.1.4.2.6.2, er der i toldloven, spiritus- og registreringsafgiftsloven særlige bestemmelser om sikkerhedsstillelse som betingelse for, at en virksomhed kan blive registreret og dermed opnå kredit.

A.1.4.2.7.1 Registrering i henhold til toldloven

 

Virksomheder, der er hjemmehørende i EU´s toldområde, og som i erhvervsmæssigt øjemed i det danske toldområde indfører varer, der ikke er i fri omsætning i EU´s toldområde, skal ifølge TDL § 29, stk. 1, anmelde sig til registrering hos TSR, før de importerer.

Ved indførsel af varer i erhvervsmæssigt øjemed forstås indførsel, der foretages af en virksomhed i eller for dennes bedrift.

Moms af varer, der indføres i erhvervsmæssigt øjemed af registrerede varemodtagere, afregnes via virksomhedens momsangivelse.

Afregningsperioden for told af varer, der indføres i erhvervsmæssigt øjemed af registrerede varemodtagere, er kalendermåneden ifølge TDL § 30, stk. 1.

Told af varer, der er fortoldet i afregningsperioden, skal indbetales til TSR senest den 16. i måneden efter afregningperioden. Det skal bemærkes, at told ikke er omfattet af opkrævningsloven, jf. OPKL § 1, stk. 4, men opkræves i henhold til toldloven. Momsen, herunder moms af import, opkræves imidlertid efter opkrævningsloven.

Kredit med betaling af told, som beskrevet ovenfor, er efter TDL § 30, stk. 2, betinget af , at virksomheden stiller sikkerhed.

Denne sikkerhed kan stilles enten som en individuel sikkerhed, f.eks. en bankgaranti, eller ved at melde sig til ToldSkat´s sikkerhedsstillelsesordning. Ved denne ordning betaler virksomheden 2,5 promille af told- og afgiftsbeløbet til en fælles pulje, som skal dække ubetalte toldbeløb.

Bestemmelsen har bl.a. til formål at sikre, at varemodtagere har den fornødne økonomiske baggrund for deres virksomhed set i forhold til den forventede import af varer.

Når en varemodtager anmelder sig til registrering, kan TSR i henhold til TDL § 29, stk. 2, anmode varemodtageren om at fremlægge oplysninger om varemodtagerens økonomiske forhold, herunder bankoplysninger mv., samt oplysninger om størrelsen af den forventede import. De økonomiske oplysninger sammenholdes med oplysningerne om, hvilke varer der ønskes importeret.

På baggrund af disse oplysninger foretager TSR en vurdering af virksomhedens kreditværdighed, dvs., om der er nærliggende risiko for, at varemodtageren ikke kan betale told rettidigt.

Ved vurderingen skal TSR lægge vægt på, om der foreligger sådanne sikre oplysninger om virksomhedens betalingsevne og - vilje, at det må frygtes, at der er nærliggende risiko for, at virksomheden ikke betaler told rettidigt, se Toldvejledningens afsnit A.1.7.

TSR skal ved en afgørelse underrette virksomheden om, at toldkredit er nægtet, og der skal i den forbindelse gives klageadgang til TSS.

Virkningen af, at en virksomhed er blevet nægtet registrering efter toldloven, er, at virksomheden skal betale tolden kontant allerede på det tidspunkt, den har modtaget sine varer, hvilket stiller væsentlige likviditetskrav til virksomheden.

Hvis en virksomhed har klaget til TSS over, at TSR har nægtet den registrering efter toldloven, har dette ikke opsættende virkning. Det betyder, at en klage ikke fratager regionens afgørelse virkning, medens spørgsmålet er under behandling i TSS, men at virksomheden i fremtiden skal afregne told kontant, medmindre virksomheden måtte få medhold i sin klage hos TSS.

En virksomhed, der er blevet nægtet toldkredit, vil dog senere kunne opnå toldkredit, hvis TSR ved en senere kreditværdighedsundersøgelse skønner, at der ikke længere er nærliggende risiko for, at varemodtageren undlader at betale told rettidigt.

Det skal bemærkes, at de ovenfor beskrevne regler efter TDL § 39 a også gælder virksomheder, der anmelder sig til registrering som eksportør i henhold til TDL § 29 stk. 4 og 5.

A.1.4.2.7.2 Registrering i henhold til spiritusafgiftsloven

 

I henhold til spiritusafgiftslovens § 7 stk. 1, skal enhver, der med henblik på salg her i landet fremstiller eller fra udlandet modtager varer, der er spiritusafgiftspligtige, anmelde sin virksomhed til registrering hos TSR. Virksomheder, der fra andre EU-lande modtager afgiftspligtige varer med henblik på videresalg en detail, kan dog ifølge lovens § 7, stk. 3, undlade at lade sig registrere.

Mellemhandlere kan efter lovens § 7, stk. 2, anmelde virksomheden til registrering. Ved mellemhandel forstås videresalg en gros til andre handlende, restauratører, mv.

Registrering er efter § 8, stk. 1, betinget af, at virksomheden stiller en sikkerhed på mindst 200.000 kr. I følge § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 564 af 19. juni 2001 kan sikkerhed stilles i form af :

  • selvskyldnerkaution fra forsikringsselskaber eller pengeinstitutter
  • indlånsbøger med pengeinstituttet
  • børsnoterede obligationer, der er ihændehaverpapirer

TSR må forud for registreringen anmode om detaljerede oplysninger om virksomhedens økonomi og påtænkte aktiviteter til brug for den kreditværdighedsvurdering, der skal foretages ved registreringen, og som danner grundlag for fastsættelse af sikkerhedsstillelsen.

Kreditværdighedsvurdering i forbindelse med anmodning om registrering i henhold til spiritusafgiftsloven skal foretages i alle tilfælde, uanset om det drejer sig om en nyregistreret virksomhed, en allerede registreret virksomhed, der påbegynder registreringspligtig virksomhed efter spiritusafgiftslovgivningen, eller om overdragelse af en registreret virksomhed.

Det skal tilstræbes, at virksomheden fremlægger oplysninger om

  • det økonomiske grundlag for virksomhedens drift
  • ejerkreds
  • størrelsen af den forventede omsætning, herunder fordelingen mellem spiritus og andre varer
  • den forventede kundekreds
  • prispolitik
  • andre forhold, som kan have betydning for vurderingen af, om skyldig afgift vil blive betalt rettidigt.

Såfremt kreditvurderingen afdækker forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at skyldig afgift ikke vil blive betalt rettidigt, kan registreringen blive gjort betinget af, at der stilles fuld sikkerhed for afgiften jf. § 23, stk. 1. Ved fuld sikkerhed efter lovens § 23, stk. 1, sidste punktum, forstås sikkerhed for den til enhver tid skyldige afgift (i form af en bankgaranti lydende herpå). Eksempler på sådanne forhold kan være, at virksomheden i forvejen er i væsentlig restance med tilsvar vedrørende andre skatter og afgifter, at virksomhedens betalingsmønster er uregelmæssigt, at personkredsen bag virksomheden - såfremt det er en ny anmeldelse - er omfattet af OPKL § 11, stk. 2, e.lign.

Det skal i forbindelse med sikkerhedsstillelsens fastsættelse præciseres over for virksomheden, under hvilke forudsætninger (afgivne oplysninger om økonomi, budgetter, omsætningen mv.) sikkerhedsstillelsen er fastsat.

En virksomhed, der anmelder sig til registrering i henhold til spiritusafgiftsloven og f. eks. momsloven, kildeskatteloven og arbejdsmarkedsfondsloven, kan dermed blive mødt med krav om sikkerhedsstillelse både i henhold til spiritusafgiftsloven og krav om sikkerhedsstillelse i henhold til OPKL § 11, stk. 2., hvis der konstateres forhold som ovenfor beskrevet, men der kan ikke stilles krav om dobbelt sikkerhed.

Det skal i registreringsfasen præciseres, at såfremt virksomhedens forhold ændres efterfølgende, må virksomheden være forberedt på, at regionen kan ændre afregningsperioden og sikkerhedsstillelsen, hvis der er grundlag herfor (manglende rettidig betaling af afgift eller overvejende risiko for manglende betalingsevne jf. spiritusafgiftslovens § 23, stk. 1).

Virksomheden skal endelig i forbindelse med registreringen pålægges løbende at oplyse TSR om aktuel handel, lager og likviditet via indsendelse af dokumentation jf. lovens § 27.

De lokaler, som virksomheden benytter til fremstilling, behandling og aftapning af varer, hvoraf afgiften ikke er berigtiget, skal godkendes af TSR, jf. lovens § 8, stk. 3.

A.1.4.2.7.3 Registrering i henhold til registreringsafgiftsloven

 

Efter § 14, stk. 1, i lov om registreringsafgift kan virksomheder, der erhvervsmæssigt afsætter afgiftspligtige køretøjer, og virksomheder, der anvender sådanne køretøjer til erhvervsmæssig udlejning, anmelde sig til registrering hos TSR.

Registrering er en forudsætning for at opnå kredit med afregning af afgiften. Ikke-registrerede virksomheder skal ifølge lovens § 19, stk. 1, betale afgiften til TSR, inden køretøjet anmeldes til registrering hos politiet, inden anmeldelse om ejerskifte finder sted, eller inden køretøjet tages i brug efter reparation eller ombygning.

Efter lovens § 14, stk. 2, er det en betingelse for registrering, at der stilles en sikkerhed på mindst 200.000 kr.

I de 2 første måneder af registreringsperioden er virksomheden omfattet af en ordning, hvorefter virksomheden skal stille fuld sikkerhed for afgiften. Hjemlen hertil findes i § 29 i bekendtgørelse nr. 502 af 21. juni 1999 om registreringsafgift af motorkøretøjer mv.

Ordningen håndteres på den måde, at nyregistrerede virksomheder i de 2 første måneder kun kan få afgiftsberigtiget køretøjer mod afskrivning på minimumssikkerhedsstillelsen på 200.000 kr. Når dette beløb er brugt op, skal der stilles yderligere sikkerhed, som anvendes til afskrivning ved afgiftsberigtigelsen. Der skal ikke indsendes angivelse i de 2 måneder, hvor der er stillet fuld sikkerhed for afgiften.

Når virksomheden har været registreret i 2 måneder, udleveres den såkaldte tolddataplade til virksomheden.

Når virksomheden er registreret, udstedes der et registreringsbevis, som udleveres sammen med et plastikkort (tolddataplade). Kortet er forsynet med oplysning om CVR-nr., regionskode samt navn og adresse. Kortet skal bruges som legitimation over for politiet ved anmeldelse til registrering af køretøjer, som kan indregistreres uden forudgående ekspedition hos TSR.

Sikkerheden skal ifølge bekendtgørelsens § 30 stilles i form af 

  • selvskyldnerkautionsbeviser fra banker, sparekasser, andelskasser og forsikringsselskaber (selvskyldnerkationsbevis skal være affattet i oversstemmelse med det garantiparadigma, som TSS har udfærdiget, se bilag...
  • indestående i banker, sparekasser og andelskasser
  • børsnoterede obligationer, der er ihændehaverpapirer (præmieobligationer modtages ikke)

Regionen kan forud for registreringen anmode om detaljerede oplysninger om virksomhedens økonomi og påtænkte aktiviteter til brug for den kreditværdighedsvurdering, der bør foretages ved registreringen, og som danner grundlag for fastsættelse af sikkerhedsstillelsen.

Kreditværdighedsvurdering i forbindelse med anmodning om registrering i henhold til registreringsafgiftsloven bør foretages i alle tilfælde, uanset om det drejer sig om en nyregistreret virksomhed, en allerede registreret virksomhed, der påbegynder registreringspligtig virksomhed efter registreringsafgiftsloven, eller om overdragelse af en allerede registreret virksomhed.

Det skal tilstræbes, at virksomheden fremlægger oplysninger om

  • det økonomiske grundlag for virksomhedens drift
  • ejerkreds
  • størrelsen af den forventede omsætning, herunder fordelingen mellem afgiftspligtige varer og andre varer
  • den forventede kundekreds
  • prispolitik
  • andre forhold, som kan have betydning for vurderingen af,om skyldig afgift vil blive betalt rettidigt.

Såfremt kreditvurderingen afdækker forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at skyldig afgift ikke vil blive betalt rettidigt, kan registreringen blive gjort betinget af, at der stilles fuld sikkerhed for afgiften jf. § 18, stk. 1. Ved fuld sikkerhed efter lovens § 18, stk. 1, sidste punktum, forstås sikkerhed for den til enhver tid skyldige afgift (i form af en bankgaranti lydende herpå). Eksempler på sådanne forhold kan være, at virksomheden i forvejen er i væsentlig restance med tilsvar vedrørende andre skatter og afgifter, at virksomhedens betalingsmønster er uregelmæssigt, at personkredsen bag virksomheden (hvis det er en ny anmeldelse) er omfattet af OPKL § 11, stk. 2, e.lign.

Der stilles i alle tilfælde krav om fuld sikkerhedsstillelse i de første 2 måneder af registreringsperioden. Dette krav kan opretholdes ud over de 2 måneder, eller der kan stilles krav om en fast sikkerhedsstillelse på mere end 200.000 kr., såfremt de ovenfor nævnte forhold konstateres at være til stede. Således kan en virksomhed, der anmelder sig til registrering i henhold til registreringsafgiftsloven og f. eks. momsloven, kildeskatteloven og arbejdsmarkedsfondsloven, blive mødt med krav både om sikkerhedsstillelse i henhold til registreringsafgiftsloven og om sikkerhedsstillelse i henhold til OPKL § 11, stk. 2.

Det skal i forbindelse med sikkerhedsstillelsens fastsættelse præciseres over for virksomheden, under hvilke forudsætninger (afgivne oplysninger om økonomi, budgetter, omsætningen mv.)sikkerhedsstillelsen er fastsat.

Det skal også præciseres, at, såfremt virksomhedens forhold ændres efterfølgende, må virksomheden være forberedt på, at regionen kan ændre afregningsperioden og sikkerhedsstillelsen, hvis der er grundlag herfor (manglende rettidig betaling af afgift eller overvejende risiko for manglende betalingsevne jf. registreringsafgiftslovens § 18, stk. 1.

A.1.4.2.7.4 Registrering i henhold til spilleautomatloven

 

Efter spilleautomatloven skal en virksomhed have tilladelse fra Spillemyndigheden til at opstille og drive virksomhed med gevinstgivende spilleautromater.

Spillemyndighedens erhvervstilladelse er kun gyldig, hvis indehaveren af tilladelsen anmelder sin virksomhed til registrering hos TSR samt stiller en sikkerhed for skyldige afgifter på 7.500 kr. for spilleautomater, der er opstillet i en restaurant, og en sikkerhed på 95.000 kr. for spilleautomater, der befinder sig i en spillehal.

Sikkerheden skal stilles i form børsnoterede obligationer, bankgaranti, kontante indskud eller anden betryggende sikkerhed. Det er TSR, der afgør, om en sikkerhed skal anses for betryggende.

A.1.5 Materiel registreringskontrol

A.1.6 Flytning af virksomheder mellem Told- og Skatteregionerne

A.1.7 Virksomhedstyper og hæftelsesformer

A.2 Sikkerhedsstillelse, nægtelse af registrering m.v

A.2.1 Forskudsregistrering

 

Under kildeskatteordningen burde der - teoretisk - ikke opstå skatterestancer, idet skatterne skal betales i takt med, at man tjener pengene.

For at kildeskatteordningen kan fungere optimalt og som en samtidighedsskat, må forskudsregistreringen af såvel indtægter som fradrag være så korrekt som muligt. Når årets betalte forskudsskat svarer til slutskatten, opstår der ikke nogen skatterestance. En rigtig forskudsregistrering er dermed en væsentlig forudsætning for at forebygge, at der opstår restancer i form af restskatter.

Forskudsregistrering eller rettere: korrekt forskudsregistrering, som behandles i det følgende, vedrører alene forebyggelse af restancer i form af personlige skatter, hvorved forstås B-skatter og restskatter, som KM forestår inddrivelsen af på TSS´s vegne. Afsnittet retter sig således i det væsentligste mod KM. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at der her er tale om et samspil mellem KM og TSR, idet en ukorrekt forskudsregistrering påvirker en igangværende virksomheds likviditet og på den måde kan medvirke til, at krav til det offentlige, eksempelvis TSR-krav, ikke betales.

Forkert forskudsregistrering af B-skatteydere/selvstændigt erhvervsdrivende, giver en særlig risiko for, at der oparbejdes restskatter af en anseelig størrelse. Hvis disse skatteydergrupper er forskudsregistreret for lavt, kan det medføre, at der opstår en stor restskat, som KM først får kendskab til, når selvangivelsen er indleveret, og årsopgørelsen foreligger. For lav forskudsregistrering for disse grupper resulterer typisk i restskatter på større beløb, end det er tilfældet for A-skatteyderne. Sidstnævnte gruppe får trods alt indeholdt A-skat løbende også af den sidst tjente krone, men dog med en for lav trækprocent, hvilket bevirker restskatten.

Som følge af, at selvstændigt erhvervsdrivende kan aflevere deres selvangivelse senere end lønmodtagere, vil årsopgørelserne for denne skatteydergruppe i almindelighed foreligge på et senere tidspunkt end for A-skatteyderne. En eventuel restskat vil derfor komme til inddrivelse i kommunen på et senere tidspunkt. Krumtappen i arbejdet med at minimere personlige skatterestancer er således at undgå restskatter for B-skatteydere/personligt erhvervsdrivende ved at sikre, at disse er korrekt forskudsregistreret. Det vil sige til det beløb, som virksomheden realistisk betragtet forventer at tjene.

Hvis en B-skatteyder/personligt erhvervsdrivende, der er korrekt forskudsregistreret, undlader at indbetale sine B-skatterater ifølge forskudsregistreringen, bliver KM allerede opmærksom på restancen, når betalingsfristen er overskredet, og KM kan på dette tidspunkt tage sine forhåndsregler ved at bruge eksempelvis de restanceforebyggende midler, der er beskrevet nedenfor i afsnittene A.3, A.4 og A.5.

Hjemlen til at forskudsregistrere findes i kildeskatteloven, som nærmere i KSL § 42 foreskriver "samtidighedsprincippet", hvorefter de foreløbige skattebeløb for den enkelte skattepligtige så vidt muligt skal svare til de beløb af skatter og afgifter, der bliver opgjort efter kalenderårets udløb.

I konsekvens af dette princip kan KM - af egen drift eller efter anmodning fra skatteyderen - ændre den pågældendes forskudsregistrering, hvis de aktuelle indkomstforhold antages at afvige væsentligt fra de faktiske forhold, der er lagt til grund ved forskudsregistreringen. KM´s afgørelse kan påklages til Skatteankenævnet, hvis afgørelse er en endelig administrativ afgørelse. Den kan derfor ikke påklages til Landsskatteretten eller andre skattemyndigheder.

Korrekt forskudsregistrering som forebyggende restancemiddel er en løbende vurdering af, om en skatteyder skal beholde eller have ændret sin forskudsregistrering. Anledningen kan, som nævnt, være at en anmodning fra skatteyderen, men det kan også være KM selv, idet den har fået informationer om, at de faktiske forhold er ændret i forhold til de oplysninger, man lagde til grund for forskudsregistreringen. Der er f.eks. lagt følgende restanceforebyggende faciliteter ind i forskudssystemet:

  • mulighed for på alle forskudsbilleder at markere, at der er en personskatterestance med en minimumsgrænse, som KM har valgt
  • mulighed for at forskudsmedarbejderen indberetter "kode for advis til inkassoafdelingen", således at inkassoafdelingen får advis, når en "restanceskatteyder" får ændret sin forskudsregistrering, eksempelvis hvis en virksomhedsejer overgår til at bliver lønmodtager, så der bliver mulighed for at foretage lønindeholdelse
  • mulighed for at inkassoafdelingen kan lægge bemærkninger i notatfeltet i Forskudssystemet, som forskudsmedarbejderne kan benytte sig af. Som eksempler kan nævnes, at inkassoafdelingen skal underrettes, eller forskudsmedarbejderen skal være opmærksom på specielle forhold hos en skatteyder, som at få dokumentation og lignende ind, hvis forskudsregistreringen ændres.

Hvis skatteyder både er virksomhedsejer og lønmodtager:

  • mulighed for at indregne B-skatter i trækprocenten
  • mulighed for at indregne gamle restancer i Ordinær Forskud

Når KM skal vurdere, om den skal tage initiativ til at ændre en skatteyders forskudsregistrering, skal den altid sikre, at lovens objektive betingelser er opfyldt, jfr. KSL § 53 med tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer.

KM bør derfor stille strengere krav til dokumentation/sandsynliggørelse i forbindelse med forskudsregistreringen af skatteydere, som i forvejen er i restance til det offentlige. Dette gælder i særdeleshed, hvis den personlige skatterstance er opstået på grund af for lav forskudsregistrering.

A.2.1.1 Meddelelse til KM om nyregistrerede virksomheder

 

Når TSR har registreret en nystartet virksomhed, skal den én gang om måneden underrette KM om de nyregistreringer, den har foretaget siden sidste underretning. Underretningen skal sikre mod, at virksomheden for fremtiden oparbejder personlige skatterestancer, fordi de faktiske forhold har ændret sig, og forskudsregistreringen derfor ikke længere er korrekt.

Det samme gælder, hvis en virksomhed afmeldes fra registrering. Hvis virksomhedsejeren eksempelvis overgår til at blive lønmodtager, er det vigtigt, at KM bliver gjort opmærksom på dette for at kunne vurdere, om den pågældendes forskudsregistrering skal ændres, eksempelvis fordi de fradragsberettigede udgifter er reduceret og/eller fordi den pågældende fremtidig som lønmodtager skal have indeholdt A-skat.

 

A.2.2 Forkortet afregningsperiode (kreditbegrænsning) for igangværende virksomheder

 

Modsat afsnit A 2.1 om forskudsregistrering, der i det væsentligste retter sig mod KM´s forebyggende restancearbejde, gælder de instrumenter, der beskrives i dette afsnit, TSR. Det betones dog, at et samarbejde myndighederne imellem giver det bedste resultat, hvorfor et kendskab til hinandens virkemidler er ønskeligt.

Når TSR pålægger en virksomhed at anvende en forkortet afregningsperiode (kreditbegrænsning), betyder det, at man anser virksomheden for en dårlig betaler og derfor pålægger den at angive og betale selskabsskatte- og afgiftstilsvaret med kortere intervaller end dem, der gælder for de virksomheder, der angiver og betaler til tiden. Formålet med at bruge denne fremgangsmåde er at give TSR mulighed for hurtigere at kunne foretage inddrivelsesskridt, hvis virksomheden ikke betaler, og på den måde begrænse risikoen for, at staten lider tab.

Der er mulighed for at begrænse kredittiden for moms, told og lønsumsafgift. Endvidere er der i punktafgiftslovene hjemmel til at sætte varemodtagere på kontant-afregning. Herudover gælder der nogle særlige regler for selskabsskat.

Der er derimod ikke hjemmel til at afkorte kredittiden med afregning af indeholdt A-skat, personlige skatter og arbejdsmarkedsbidrag,.

A.2.2.1 Forkortet afregningsperiode - moms

 

Forkortelse af afregningsfristerne med moms er langt den vigtigste og mest anvendte form for kreditbegrænsning.

Hjemlen til at sætte en igangværende virksomhed på forkortet afregning for moms findes i ML § 62, stk. 1 og 2.

Efter ML § 62, stk. 1, jf. OPKL § 2, kan TSR pålægge en momsregistreret virksomhed at bruge en forkortet afregningsperiode. Det betyder for eksempelvis en kvartalsvist afregnende virksomhed, at den skal anvende måneden i stedet for kvartalet som afregningsperiode, og at sidste rettidige indbetalingsdag er 15 dage fremfor en måned og 10 dage efter udløbet af afgiftsperioden. Eksempelvis vil den kvartalsvist afregnende virksomhed, der pålægges forkortet afregning, skulle afregne sin moms vedrørende april måned allerede den 15. maj i stedet for under normale omstændigheder den 10. august s.å.

Derimod er virkningen af forkortet afregning for månedsafregnende virksomheder meget beskeden, idet forkortning af afregningsperioden alene medfører en reduktion af kredittiden på 10 dage, nemlig fra 25 dage til 15 dage.

TSR kan dog, jf. ML § 62, stk. 1 kun bringe dette middel i anvendelse, hvis betingelserne i OPKL § 11, stk. 1 er opfyldt.

Bestemmelsen i OPKL § 11, stk. 1, der efter sin ordlyd vedrører sikkerhedsstillelse, men som efter ML § 62, stk. 1, også finder anvendelse på forkortet afregning, oplister en række objektive betingelser, som skal være opfyldt, for at TSR kan pålægge en virksomhed at bruge forkortet afregningsperiode. Herudover skal TSR foretage en subjektiv vurdering, som skal tale for at anvende dette forebyggende restanceinstrument.

Kreditbegrænsning kan iværksættes, hvis en af følgende objektive betingelser er opfyldt:

  • Virksomheden har 4 gange for sent indbetalt moms mv. inden for de seneste 12 afregningsperioder (der gælder ingen mindstegrænse), og virksomheden er i restance med mere end 25.000 kr. for moms, skatter (herunder selskabsskat) og afgifter (det samlede beløb skal være et nettobeløb og må således ikke indeholde renter, gebyrer, eventuelle bøder mv.), og virksomheden har ikke betalt denne restance inden 10 hverdage fra modtagelsen af en erindringsskrivelse herom. Alle 3 kriterier skal være opfyldt.
  • Virksomheden har ikke rettidigt indsendt selvangivelse, og virksomheden har 4 gange for sent indbetalt moms, skatter og afgifter mv. inden for de seneste 12 afregningsperioder (der gælder ingen mindstegrænse). Begge 2 kriterier skal være opfyldt.
  • Virksomhedens kapitalgrundlag er trukket ud af virksomheden, herunder den lovpligtige kapital i selskabet. Kun dette ene kriterium skal være opfyldt.

Da lovens forskrift er fakultativ, jf ordet "kan" først i bestemmelsen, betyder det, at TSR i hvert enkelt tilfælde skal vurdere, om den pågældende virksomhed har en god undskyldning for, at den nu opfylder lovens objektive betingelser for at blive mødt med et pålæg om forkortet afregningsperiode, eller om der er risiko for, at virksomheden vil oparbejde yderligere restancer, hvis TSR fravælger sanktionen.

Undskyldelige omstændigheder kan eksempelvis være pludseligt opstået sygdom eller ulykkestilfælde i en enkeltmandsvirksomhed, manglende betaling fra en i forhold til virksomhedens økonomi særligt betydende skyldner på grund af dennes konkurs, anmeldte eller ikke anmeldte (de facto) betalingsstandsning, tyveri e.lign.

I tilknytning hertil skal nævnes bestemmelsen i ML § 62, stk. 3, hvorefter TSR kan fritage en virksomhed for forkortet afregningsperiode, hvis der er indgået en betalingsordning, som virksomheden overholder, eller hvis der i øvrigt ikke på baggrund af virksomhedens forhold vurderes at være behov for at pålægge virksomheden forkortet afgiftsperiode mv.

TSR skal til brug for sin vurdering, indhente regnskab og budget samt foretage en kreditvurdering, der baserer sig på dette materiale samt kendskab i øvrigt til virksomhedens ejerkreds og tidligere betalingsmønster.

Varslingsbrev Hvis TSR har konstateret, at virksomheden opfylder såvel de objektive som de subjektive betingelser i OPKL § 11, stk. 1, skal regionen herudover i visse tilfælde iagttage en bestemt varslingsprocedure over for den pågældende virksomhed, før den kan iværksætte sanktionen.

Dette gælder i den situation, hvor virksomheden inden for de seneste 12 afregningsperioder 4 gange har betalt for sent og er i restance med mere end 25. 000 kr., jf. OPKL § 11, stk. 1, 1a).

Den særlige procedure består i, at TSR skal udsende en varselsbrev, hvori virksomheden underrettes om, at den pålægges en forkortet afregningsperiode vedrørende moms, hvis den undlader at betale restancen inden 10 hverdage efter, den har modtaget brevet. Der bør af varselsbrevet fremgå, hvad sanktionen konkret kan komme til at betyde for virksomheden. Det vil sige, at virksomheden i brevet skal underrettes om, at den kan blive pålagt at angive og afregne momsen månedsvis efter ML § 62, stk. 1, jf. OPKL § 2 og i henhold til OPKL § 2 er det ensbetydende med, at tilsvaret skal angives og indbetales senest 15 dage efter månedens udløb. Ydermere skal virksomheden i brevet orienteres om, at den pålægges et gebyr på 65 kr. for hver angivelse, der udskrives til virksomheder, der er på forkortet momsperiode, jf. ML § 62, stk. 8.

Hvis virksomheden opfylder betingelsen i OPKL § 11, stk. 1, 1b), og således har betalt for sent 4 gange inden for de seneste 12 afregningsperioder og desuden ikke rettidigt har indsendt selvangivelse, kræver loven ikke, at der skal udsendes et varselsbrev om en påtænkt kreditbegrænsning.

Det samme gælder, hvis virksomheden opfylder de betingelser, der fremgår af OPKL § 11, stk. 1, 2), om at virksomhedens kapitalgrundlag, herunder den lovpligtige kapital i selskaber, er trukket ud af virksomheden.

Dog bør TSR i begge tilfælde give virksomheden en chance for at bringe forholdene i orden, og det anbefales derfor at udsende et varsel om kreditbegrænsning, forinden TSR iværksætter sanktionen, medmindre der er tale om forhold, der i ganske særlig grad taler for en meget hurtig afgørelse.

Afgørelse om forkortet afregningsperiode Når TSR herefter iværksætter kreditbegrænsning, skal den give virksomheden pålæg herom i form af et anbefalet brev, jf. ML § 62, stk. 1. Afgørelsen skal være begrundet og henvise til de relevante lovbestemmelser, ligesom den skal oplyse om klageadgang til TSS og uddybende anføre, at en eventuel klage dertil ikke har opsættende virkning.

Kreditbegrænsning har efter ML § 62, stk. 2 virkning fra den 1. i den måned, der følger umiddelbart efter, at virksomheden har modtaget afgørelsen herom. Afgiften for en tidligere afgiftsperiode, hvor afgiften endnu ikke er angivet og betalt, skal angives og indbetales samtidig med afgiften for den første forkortede afgiftsperiode. Dette gælder dog ikke, hvis momstilsvar for den tidligere afgiftsperiode skal angives og indbetales på et tidligere tidspunkt. I så fald skal disse "gamle" momstilsvar angives og indbetales på dette tidligere tidspunkt.

Eksempel 1:

Dato

Hvad sker

11/1-02

Varsel om kreditbegrænsning sendes

28/1-02

Konstatering af manglende betaling/afgørelse om kreditbegrænsning

10/2-02

Kreditbegrænsning iværksat ved rekommanderet brev

15/4-02

Tilsvar vedrørende den første kreditbegrænsede periode skal angives og betales sammen med tilsvar vedrørende 1. kvartal 2002. At sidstnævnte overholdes må styres manuelt.

10/5-02

Normal angivelse og betaling af 1. kvartal 2002 - tilsvaret er angivet og betalt den 15/4-02.

Eksempel 2:

Dato

Hvad sker

10/1-02

Varsel om kreditbegrænsning sendes

25/1-02

Konstatering af manglende betaling/afgørelse om kreditbegrænsning

31/1-02

Kreditbegrænsning iværksat ved rekommanderet brev

10/2-02

Normalafregning for tilsvar vedrørende 4. kvartal 2001 skal angives og betales

15/3-02

Tilsvar vedrørende den første kreditbegrænsede periode skal angives og betales

Frivillig sikkerhedsstillelse Virksomheder kan ifølge ML § 62, stk. 5, i stedet for at anvende forkortet afgiftsperiode mv. vælge at stille sikkerhed efter reglen i OPKL § 11, stk. 5. Hvis der efter sikkerhedsstillelsen opstår en ny restance, pålægges virksomheden forkortet afgiftsperiode mv. efter ML § 62, stk. 1.

Ophør af forkortet afregningsperiode Virksomheder, der er pålagt kreditbegrænsning, kan efter ML § 62, stk. 6 tidligst vende tilbage til normal afregningsperiode, når de har angivet og betalt moms rettidigt i 12 på hinanden følgende måneder, og de ikke i øvrigt skylder noget fra andre registreringsforhold.

Når virksomheden opfylder disse betingelser, fører TSR virksomheden tilbage til normal afregningsperiode og underretter virksomheden herom. Virksomheden skal således ikke i denne situation foretage sig noget aktivt med hensyn til at komme på normal afregning.

Hvis virksomheden imidlertid ønsker at fortsætte med en kortere afregningsperiode, skal den anmode TSR om at anvende kalendermåneden som afgiftsperiode. Det gælder såvel den kvartals- som den halvårsafregnende virksomhed, jf. ML § 57, stk. 7. Det bemærkes dog, at fristen til at angive og betale momsen er længere end under kreditbegrænsning, idet momsen skal betales 25 dage efter månedens udløb mod 15 dage, når virksomheden er på forkortet afregningsperiode.

Virksomheden slipper desuden for at betale gebyret på 65 kr. pr. angivelse efter ML § 62, stk. 8.

Pålæg om sikkerhedsstillelse Der er endelig i ML § 62, stk. 7, hjemmel til at pålægge en virksomhed, der ikke overholder kravene om forkortet afgiftsperiode mv., at stille sikkerhed efter reglerne i OPKL § 11. Virksomheder, der stiller sikkerhed, skal herefter ikke anvende forkortet afgiftsperiode mv.

A.2.2.2 Kreditbegrænsning - toldloven

 

TSR kan ifølge TDL § 38 fratage en varemodtager retten til kredit efter § 30 og § 33, stk. 4, hvis den registrerede varemodtager

  • ikke afgiver en fortoldningsangivelse eller udførselsangivelse inden for den i § 13, stk. 1, fastsatte frist, eller
  • hvis skyldig told og eventuel importmoms ikke betales rettidigt, eller
  • hvis der foreligger oplysninger om virksomhedens forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at told og eventuel importmoms ikke vil blive betalt rettidigt.

Bestemmelsen, som er fakultativ, skal administreres således, at den kun bruges i de situationer, hvor TSR ved en konkret vurdering skønner, at det er overvejende sandsynligt, at told og eventuel importmoms ikke vil blive betalt.

Dette kan eksempelvis være tilfældet, når virksomheden hæfter begrænset, og dens kapitalgrundlag er utilstrækkeligt, eller hvis der foreligger oplysninger om virksomhedens forhold, der skønnes at medføre en betydelig risiko for svig, f. eks. oplysninger om væsentlige ændringer af virksomhedens økonomiske forhold og importmønster.

TSR skal underrette varemodtageren om, at man - inden for en ofte meget kort tidsfrist (1-2 dage) - agter at fratage den pågældende toldkreditten, hvis TSR ikke har modtaget den manglende fortoldningsangivelse og det skyldige beløb inden for den fastsatte tidsfrist. Der skal gives klageadgang til TSS med oplysning om, at en eventuel klage ikke har opsættende virkning.

Ved bobehandling fratages toldkreditten efter TDL § 33, stk. 2, jf. de relevante afsnit om bobehandling.

A.2.2.3 Forkortet afregningsperiode - lønsumsafgift

 

I henhold til LAL § 10, stk. 1, kan TSR forkorte afregningsperioden, der normalt er kvartalet, samt fristen for at angive og betale lønsumsafgift, hvis en virksomhed gentagne gange ikke har indbetalt afgiften rettidigt.

Det samme gælder, såfremt virksomheden eller dens indehaver:

  • ved udlæg er fundet ude af stand til at betale sin gæld,
  • har standset sine betalinger,
  • er under frivillig akkord eller likvidation eller
  • er under konkursbehandling, eller der er åbnet forhandling om tvangsakkord

Afgår indehaveren ved døden, og udstedes der proklama, skal arvingerne eller bobestyreren senest 30 dage efter bekendtgørelse af proklama foretage angivelse for perioden fra afgiftsperiodens begyndelse og indtil dødsdagen, jf. LAL § 10, stk. 2.

A.2.2.4 Kreditbegrænsning - punktafgifter

 

Punktafgifterne kan opdeles i de EU-harmoniserede punktafgifter og de ikke-EU-harmoniserede punktafgifter, der er reguleret i henholdsvis de EU-harmoniserede afgiftslove og de ikke-EU-harmoniserede afgiftslove.

A.2.2.4.1 EU-harmoniserede afgiftslove

 

De EU-harmoniserede afgiftslove omfatter lovene om afgift af mineralolie, spiritus, tobak samt vin og øl.

Der kan ikke pålægges kreditbegrænsning, hvorimod registreringen kan fratages de pågældende, se A.2.4.5.

A.2.2.4.2 Ikke - EU-harmoniserede afgiftslove

 

Der er her tale om de punkt- og miljøafgiftslove, som ikke er nævnt ovenfor. Se endvidere bilag 1, liste A til opkrævningsloven.

Indtil opkrævningslovens ikrafttræden den 1. januar 2001 var der i langt de fleste af disse love en hjemmel til, at TSR ved manglende betaling kunne pålægge virksomheder at indsende angivelse for en kortere periode end en måned og pålægge virksomheden en kortere betalingsfrist. Disse bestemmelser er med opkrævningslovens ikraftræden bortfaldet, og der er således ikke mulighed for at pålægge forkortet angivelses- og betalingsfrist.

Varemodtagere, der ikke er registreret i henhold til en punktafgiftslov, men som erhvervsmæssigt indfører varer fra et andet EU-land, skal før afsendelse af varen anmelde sig til registrering. Denne anmeldelse er gældende i 5 år. Afgiften af varer, som en erhvervsdrivende varemodtager modtager, forfalder ved modtagelsen, men virksomheden kan opgøre beløbet for en måned ad gangen og indbetale senest den 15. i den efterfølgende måned.

Hvis en erhvervsdrivende varemodtager gentagne gange angiver og indbetaler for sent, kan TSR pålægge virksomheden at afregne afgiften kontant, hvilket betyder, at afgiften skal angives og betales ved varens modtagelse. Det er den samme regel, som gælder for registrerede varemodtagere i EU-harmoniserede afgiftslove.

TSR kan pålægge en virksomhed, der er registreret i henhold til registreringsafgiftsloven, at angive afgiften for kortere perioder end en måned, jf. registreringsafgiftslovens § 18, stk. 1., såfremt den pågældende ikke betaler skyldig afgift rettidigt, eller der foreligger oplysninger om virksomhedens forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at afgiften ikke vil blive betalt rettidigt.

A.2.2.5 Kreditbegrænsning - selskabsskat

 

Der er i SEL § 30, stk. 6, hjemmel til at fremrykke forfaldstidspunktet for selskabsskatten, hvis et selskab er i væsentlig restance. Ved væsentlig restance forstås en selskabsskattegæld på mindst 100.000 kr.

Det skal dog bero på en konkret vurdering, om et selskab anses for at have en væsentlig restance. 100.000 kr. må således antages at være en væsentlig restance i et lille anpartsselskab med et tyndt kapitalgrundlag, mens en restance på 100.000 kr. for et stort aktieselskab med et solidt kapitalgrundlag næppe skal anses for væsentlig.

A.2.2.5.1 SEL § 30, stk. 6, 1 pkt. - selskabsskat

 

Hvis et selskab skønnes at være i væsentlig restance med restskat, kan forfaldstidspunktet fremrykkes efter SEL § 30, stk. 6. 1. pkt., således at selskabets restskat forfalder til betaling samtidig med, at selvangivelsen skal indsendes til skattemyndighederne, hvilket skal ske senest 6 måneder efter indkomstårets udløb, jf. SKL § 4, stk. 2.

Det betyder, at restskatten skal indbetales senest den 20. i den måned, hvor selvangivelsen skal indsendes.

A.2.2.5.2 SEL § 30, stk. 6, 2 pkt. - acontoskat

 

Ifølge SEL § 30, stk. 6, 2. pkt. kan forfaldstidspunktet for betaling af acontoskat fremrykkes. Det er dog reelt kun betalingen af 2. rate, der kan fremrykkes.

Begrundelsen herfor er, at acontoskatten, der forfalder i 2 rater til betaling henholdsvis den 1. marts og den 1. november, rent faktisk beregnes og udsendes i februar måned, hvorved det er praktisk umuligt at lade 1. rate forfalde tidligere end 1. marts.

A.2.2.5.3 SEL § 30, stk 6, 6. pkt. - tvangstilmelding til acontoskat

 

TSR kan tvangstilmelde selskaber, der ikke betaler acontoskat, hvis de er i væsentlig restance. Det gælder som udgangspunkt de selskaber og foreninger mv., hvis første indkomstår er påbegyndt før den 29. januar 1992, jf SEL § 30 A. TSR skal orientere selskabet om, at det nu er med i acontoskatteordningen, og at afgørelsen herom kan påklages til TSS.

A.2.3 Sikkerhedsstillelse

 

Ligesom afsnit A.2.2 om kreditbegrænsning er dette afsnit om sikkerhedsstillelse en del af det forebyggende restancearbejde, som TSR kan bringe i anvendelse over for igangværende virksomheder.

Når en virksomhed mødes med krav om sikkerhedsstillelse, betyder det, at TSR anser virksomheden for en så dårlig betaler, at sikkerhedsstillelse er nødvendig for at sikre statskassen mod tab.

Dette restanceinstrument sikrer ikke blot mod, som det var tilfældet med kreditbegrænsning, at virksomheden oparbejder nye restancer, men sikrer også de allerede opståede restancer.

Det skal dog betones, at TSR ikke skal benytte sanktionen sikkerhedsstillelse, hvis man kan opnå det samme og ønskede resultat ved at bruge en mildere sanktion i form af eksempelvis kreditafkortning, hvilket er beskrevet i det umiddelbart foregående afsnit.

Det betyder, at TSR kun må afkræve en igangværende virksomhed sikkerhedsstillelse, såfremt der er risiko for, at staten lider tab, hvis netop denne sanktion fravælges.

Dette er ensbetydende med, at TSR skal nøjes med at afkorte en virksomheds afregningsperiode, hvis virksomheden skylder eksempelvis moms, som er omfattet af reglerne om kreditafkortning, hvis man på den måde kan stoppe virksomhedens restancetilvækst.

Samme overvejelser gør sig ikke gældende, hvis virksomheden skal standses i at oparbejde yderligere restancer i form af indeholdt A-skat og AM-bidrag, da stiftelse af denne type gæld, som nævnt tidligere, ikke kan forebygges med denne mildere sanktion.

Der er hjemmel til at kræve sikkerhedsstillelse for moms, A-skat, AM-bidrag, lønsumsafgift, selskabsskatter og punktafgifter.

Der er derimod ikke hjemmel til at kræve sikkerhed for told og personlige skatter.

A.2.3.1 Sikkerhedsstillelse i henhold til opkrævningsloven

 

Efter opkrævningsloven kan TSR under visse betingelser kræve sikkerhedsstillelse for moms, A-skat, AM-bidrag, lønsumsafgift, selskabsskatter og punktafgifter.

Bestemmelsen i OPKL § 11, stk. 1 opregner en række objektive betingelser, som skal være opfyldt, for at TSR kan pålægge en virksomhed at stille sikkerhed.

Herudover skal TSR foretage en subjektiv vurdering, som skal tale for at anvende dette forebyggende restanceinstrument.

OPKL § 11, stk. 1 - objektive betingelser Sikkerhedsstillelse kan kræves, hvis en af følgende objektive betingelser er opfyldt:
  • Virksomheden har 4 gange for sent indbetalt moms mv. inden for de seneste 12 afregningsperioder (der gælder ingen mindstegrænse), og virksomheden er i restance med mere end 25.000 kr. for moms, skatter (herunder selskabsskat) og afgifter (det samlede beløb skal være et nettobeløb og må således ikke indeholde renter, gebyrer, eventuelle bøder mv.), og virksomheden har ikke betalt denne restance inden 10 hverdage fra modtagelsen af en erindringsskrivelse herom. Alle 3 kriterier skal være opfyldt.
  • Virksomheden har ikke rettidigt indsendt selvangivelse, og virksomheden har 4 gange for sent indbetalt moms, skatter og afgifter mv. inden for de seneste 12 afregningsperioder (der gælder ingen mindstegrænse). Begge kriterier skal være opfyldt.
  • Virksomhedens kapitalgrundlag er trukket ud af virksomheden, herunder den lovpligtige kapital i selskabet. Kun dette ene kriterium skal være opfyldt.

Baggrunden for, at der er adgang til at kræve sikkerhedsstillelse, hvis virksomheden enten ikke har indsendt selvangivelse, eller hvis virksomhedens kapitalgrundlag er trukket ud, er, at man har anset disse forhold for at være de første faresignaler på, at der er risiko for, at statskassen kan lide tab, idet denne adfærd har været fremherskende i sagskomplekser med rullende kapital og momskarruselsvindel.

OPKL § 11, stk. 1: "kan" - subjektive betingelser Da lovens forskrift er fakultativ, jf ordet "kan" først i bestemmelsen, betyder det, at TSR i hvert enkelt tilfælde skal vurdere, om den pågældende virksomhed har en god undskyldning for, at den nu opfylder lovens objektive betingelser for at blive mødt med et pålæg om sikkerhedsstillelse, eller om der er risiko for, at virksomheden vil oparbejde yderligere restancer, hvis TSR fravælger sanktionen.

I dette skøn kan indgå oplysninger om årsagen til, at virksomheden er i restance mv. og på den måde opfylder den objektive del af OPKL § 11, stk. 1. Hvis dette skyldes undskyldelige og udefra kommende omstændigheder, som eksempelvis en meget stor kundes konkurs eller pludseligt opstået alvorlig sygdom hos virksomhedsejeren, kan det være forhold, der taler imod at kræve, at virksomheden skal stille sikkerhed.

TSR skal herefter kun stille krav om sikkerhed, hvis den vurderer, at fortsat drift af den igangværende virksomhed anses for at indebære en nærliggende risiko for, at virksomheden vil oparbejde TSR-restancer, som den ikke vil kunne betale og dermed påføre det offentlige et tab.

TSR skal til brug for sin vurdering af, om der er behov for at kræve sikkerhedsstillelse af en virksomhed for at undgå at blive påført (yderligere) tab, indhente regnskab og budget samt foretage en kreditvurdering, der baserer sig på dette materiale samt TSR´s kendskab i øvrigt til virksomhedens ejerkreds og tidligere betalingsmønster.

Formel fremgangsmåde

Varslingsbrev Hvis TSR har konstateret, at virksomheden opfylder såvel de objektive som de subjektive betingelser i OPKL § 11, stk. 1 for at blive pålagt sikkerhedsstillelse, skal regionen herudover i visse tilfælde iagttage en bestemt varslingsprocedure over for den pågældende virksomhed, før den kan iværksætte sanktionen.

Dette gælder i den situation, hvor virksomheden inden for de seneste 12 afregningsperioder 4 gange har betalt for sent og er i restance med mere end 25. 000 kr., jf. OPKL § 11, stk. 1, 1a).

Den særlige procedure består i, at TSR skal udsende et varselsbrev, hvori virksomheden underrettes om, at den pålægges at stille sikkerhed, hvis den undlader at betale restancen inden 10 hverdage efter, den har modtaget brevet. Det bør af varselsbrevet fremgå, hvad sanktionen konkret kan komme til at betyde for virksomheden. Det vil sige, at virksomheden i brevet skal underrettes om, at den kan blive pålagt at stille sikkerhed med angivelse af sikkerhedens størrelse i kr.

Hvis virksomheden opfylder betingelsen i OPKL § 11, stk. 1, 1b, og således har betalt for sent 4 gange inden for de seneste 12 afregningsperioder og desuden ikke rettidigt har indsendt selvangivelse, kræver loven ikke, at der skal udsendes et varselsbrev om et påtænkt krav om sikkerhedsstillelse.

Det samme gælder, hvis virksomheden opfylder de betingelser, der fremgår af OPKL § 11, stk. 1, 2), om at virksomhedens kapitalgrundlag, herunder den lovpligtige kapital i selskaber, er trukket ud af virksomheden.

Dog bør TSR i begge tilfælde give virksomheden en chance for at bringe forholdene i orden, og det anbefales derfor at udsende et varsel om sikkerhedsstillelse, forinden TSR iværksætter sanktionen, medmindre der er tale om forhold, der i ganske særlig grad taler for en meget hurtig afgørelse.

Afgørelse om sikkerhedsstillelse Når TSR, efter at have iagttaget de lige skitserede regler vedrørende varselsbrev, træffer afgørelse om, at virksomheden skal stille sikkerhed, skal den give virksomheden pålæg herom i form af et rekommanderet brev, jf. OPKL § 11, stk. 6, 2. pkt. TSR skal altid begrunde afgørelsen og i den forbindelse oplyse om de objektive og subjektive betingelser samt den beregning, som er lagt til grund for den krævede sikkerheds størrelse. Endvidere skal der i afgørelsen henvises til de relevante lovbestemmelser og gives oplysning om klageadgang til TSS med bemærkning om, at en eventuel klage ikke har opsættende virkning.

Afgørelsen skal indeholde meddelelse om, at sikkerheden skal stilles senest 8 dage, fra virksomheden har modtaget meddelelse herom, dvs. 8 dage efter, at meddelelsen er kommet frem til modtageren. Betragtningen er, at TSR´s afgørelse om at kræve sikkerhed efter aftalelovens systematik er et påbud, som har retsvirkning allerede fra det tidspunkt, den er kommet frem til modtageren.

8 dages-fristen kan dog i ganske særlige tilfælde udvides. Som eksempel kan nævnes den situation, at en virksomhed er i gang med at fremskaffe en bankgaranti, men at det er praktisk umuligt at få fremsendt dokumentet inden for fristen.

Hvis en virksomhed anmoder om at få forlænget fristen, skal den kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at den inden for meget kort tid kan stille den krævede sikkerhed. TSR skal således ikke tillade, at fristen forlænges, medmindre virksomheden, inden 8-dages fristen er udløbet, kan dokumentere eller i det mindste sandsynliggøre, at den forventer at kunne stille sikkerheden.

Virkning af at virksomheden ikke stiller den krævede sikkerhed Der er ikke hjemmel til at fratage en igangværende virksomhed registreringen, fordi den undlader at stille en krævet sikkerhed.

I et sådant tilfælde bør TSR vurdere, om den skal begrænse virksomhedens deltagelse i offentlige udbudsforretninger, indberette virksomheden til RKI Kreditinformation A/S som en dårlig betaler eller indstille virksomheden til fratagelse af eventuel bevilling eller autorisation mv., se nedenfor under afsnittene A.3, A.4 og A5.

Hvis disse midler ikke viser sig tilstrækkelige til at få virksomhedens restancetilvækst standset, bør TSR undersøge mulighederne for via Kammeradvokaten at indgive konkursbegæring mod virksomheden.

I UfR 1998,527 ØLD fastslog landsretten, at det var den eneste måde at fratage en igangværende virksomhed registreringen på og dermed hindre yderligere oparbejdelse af restance til ToldCSkat, der havde et tilgodehavende på 1.3 mio. kr.

Sikkerhedens størrelse Når TSR skal fastsætte størrelsen af den sikkerhed, som den kan kræve efter OPKL § 11, stk. 5, skal den gøre det ud fra virksomhedens aktuelle restancer med skatter og afgifter, mv., der opkræves efter opkrævningsloven samt det forventede gennemsnitlige tilsvar i en 3 måneders periode.

Det er således driften af den aktuelle virksomhed, der skal danne grundlag for beregning af sikkerhedens størrelse, dels den del der svarer til virksomhedens restancer, dels den del der svarer til virksomhedens forventede gennemsnitlige tilsvar af skatter og afgifter mv., herunder eventuelle selskabsskatter i en 3-måneders periode.

Regionen kan som følge heraf alene stille krav om, at der stilles en sikkerhed, der svarer til den nuværende virksomheds restance og kan derfor ikke kræve, at den igangværende virksomhed stiller sikkerhed for restancer, der er opstået i en tidligere virksomhed, eksempelvis i et insolvent nu lukket selskab, som den pågældende aktuelle "virksomhedsejer" ejede kapitalen i. Heller ikke det forhold, at restancen er opstået i en tidligere enkeltmandsvirksomhed med personlig hæftelse, ændrer denne opfattelse.

I virksomhedens aktuelle restancer indgår tilsvar for moms, indeholdt A-skat, punktafgifter samt selskabsskat, men kun de rene tilsvar, ikke renter, gebyrer mv.

Det gennemsnitlige tilsvar beregnes på baggrund af det senest afleverede årsregnskab. Sikkerhedsstillelsen for selskabsskatter beregnes dog med udgangspunkt i beregnet acontoskat for indeværende regnskabsår, reduceret med eventuelle acontobetalinger.

Sikkerhedens art Den krævede sikkerhed kan ifølge § 8 i opkrævningsbekendtgørelsen stilles i form af børsnoterede obligationer, bankgaranti, kontante indskud eller i form af anden betryggende sikkerhed. Det er TSR, der vurderer, om en tilbudt sikkerhed af anden art end dem, der er direkte nævnt i opkrævningsbekendtgørelsen, kan anses for betryggende.

Det bemærkes, at det ligeledes af opkrævningsbekendtgørelsens § 8 fremgår, at sikkerhedsstillelse i form af kontante indskud ikke forrentes. Hvis en virksomhed derfor ønsker at stille sikkerhed i form af et kontant indskud, bør TSR oplyse, at det vil det være en fordel for virksomheden at indsætte beløbet på eksempelvis en spærret konto i en bank og på den måde selv drage fordel af, at beløbet forrentes.

TSS har udarbejdet et paradigma til garantier i forbindelse med sikkerhedsstillelse i henhold til OPKL § 11, se bilag.

Sikkerheden kan ikke ændres i sikkerhedsstillelsesperioden.

Størrelsen af den stillede sikkerhed kan ikke ændres i perioden. Det betyder, at TSR ikke kan stille krav om, at virksomheden retablerer sikkerheden, selv om sikkerhedsbeløbet helt eller delvist er blevet anvendt til afskrivning på løbende tilsvar, hvis virksomheden ikke har betalt sine skatter og afgifter i perioden.

TSR bør dog, inden den dækker den opståede restance med sikkerheden, give virksomheden en kort frist til at betale. En sådan henvendelse til virksomheden har til formål at undgå de situationer, hvor den manglende betaling skyldes en fejl eller forglemmelse e.lign. fra virksomhedens side.

Frigivelse af sikkerheden I følge OPKL § 11, stk. 8, kan sikkerheden frigives, når virksomheden i de seneste 12 måneder rettidigt har betalt skatter og afgifter. Hvis virksomheden overskrider blot en enkelt betalingsfrist og selv kun for et enkelt registreringsforhold, vil det normalt medføre, at der løber en ny 12-måneders frist fra dette senere tidspunkt.

TSR kan dog, når ganske særlige omstændigheder foreligger, bortse fra en enkeltstående og kort fristoverskridelse vedrørende et enkelt registreringsforhold.

A.2.3.2 Toldloven

 

Der er ikke i toldloven hjemmel til at stille krav om sikkerhed vedrørende igangværende virksomheder.

A.2.3.3 Punkt- og miljøafgiftslovgivningen

 

I henhold til spiritusafgiftslovens § 23, stk. 1, sidste pkt. kan TSR pålægge en virksomhed, der ikke betaler skyldige told- og afgiftsbeløb rettidigt, eller hvorom der foreligger oplysninger, der gør det overvejende sandsynligt, at sådanne told- og afgiftsbeløb ikke vil blive betalt rettidigt, at stille fuld sikkerhed for afgiftsgælden.

I henhold til registreringsafgiftslovens § 18, stk. 1, sidste pkt., kan TSR pålægge en virksomhed at stille sikkerhed, hvis virksomheden ikke betaler skyldig afgift rettidigt, eller hvis der foreligger oplysninger om virksomhedens forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at afgiften ikke vil blive betalt rettidigt.

Disse 2 bestemmelser skal kun bringes i anvendelse i det omfang OPKL § 11, stk. 1, ikke kan bruges.

Der findes herudover i de harmoniserede punktafgiftslove bestemmelser om sikkerhedsstillelse, når virksomheder, der ikke er registreret som oplagshaver, får tilført eller køber afgiftspligtige varer fra andre EU-lande.

A.2.4 Inddragelse af registrering

 

Bestemmelserne om inddragelse af registrering i henhold til skatte- og afgiftslovene findes dels i opkrævningsloven, dels i de forskellige skatte- og afgiftslove.

Hvis en virksomhed får frataget sin registrering, betyder det, at det vil være strafbart at fortsætte med at drive registreringspligtig virksomhed.

Det bemærkes, som tidligere nævnt under A.2.3.1, at TSR ikke kan fratage en virksomhed registreringen hos ToldCSkat, selv om virksomheden ikke stiller en krævet sikkerhed.

A.2.4.1 Inddragelse af registrering efter opkrævningsloven

 

Ifølge OPKL § 4, stk. 3 kan TSR fratage en virksomhed dens registrering hos ToldCSkat, hvis virksomheden i 4 afregningsperioder, der følger umiddelbart efter hinanden, har undladt at redegøre for indeholdt A-skat eller angive afgiftstilsvar mv., og TSR derfor har ansat indeholdt A-skat skønsmæssigt eller fastsat afgiftstilsvar mv. foreløbigt.

Det er en forudsætning, at de 4 manglende redegørelser/angivelser vedrører det samme registreringsforhold, og at virksomheden ikke har "nået" at indsende de manglende redegørelser eller angivelser.

Formålet med bestemmelsen er at få virksomheden til at udarbejde redegørelser eller angivelser, som må antages at afspejle de faktiske forhold i virksomheden, fremfor de tilsvar og dermed restancer, der hviler på myndighedernes skøn.

TSR fastsætter som udgangspunkt tilsvarene på baggrund af de oplysninger, som man har om virksomhedens tidligere redegørelser eller angivelser. Det skønsmæssige tilsvar udregnes som et gennemsnit af angivelserne for de sidste 4 perioder for moms og lønsumsafgift og for de sidste 2 perioder for A-skat og AM-bidrag.

Uddybende bemærkes, at kravet om, at tilsvarene skal vedrøre samme registreringsforhold, betyder, at manglende redegørelser for indeholdt A-skat i eksempelvis februar og marts måneder og manglende momsangivelser for april og juli kvartaler ikke medfører, at TSR kan fratage virksomheden dens registrering, selv om virksomheden har undladt at redegøre og angive skatte- og afgiftstilsvar i 4 på hinanden følgende perioder. I eksemplet vedrører de 4 perioder ikke samme registreringsforhold, men derimod 2 registreringsforhold, nemlig registrering som indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven og registrering efter momsloven, og lovens betingelse om samme registreringsforhold er på den måde ikke opfyldt.

TSR skal ifølge OPKL § 4, stk. 3, 2. pkt., meddele virksomheden, at registreringen vil blive inddraget, hvis virksomheden ikke indsender de manglende redegørelser eller angivelser inden 14 dage.

TSR skal sende meddelelsen i et rekommanderet brev. Meddelelsen har efter aftalelovens systematik retsvirkning fra det tidspunkt, den er kommet frem til virksomheden, hvilket svarer til det tidspunkt, hvor postbudet har forsøgt at aflevere brevet på virksomhedens adresse. Virksomheden kan således ikke forhindre 14 dages fristen i at løbe ved at undlade at hente det rekommanderede brev på posthuset.

Fristen på de 14 dage regnes således fra det tidspunkt, hvor postvæsenet har forsøgt at aflevere brevet på virksomhedens bopæl, uanset om virksomheden rent faktisk har kendskab til brevets indhold.

A.2.4.2 Inddragelse af registrering after momsloven

 

Der er ikke i momsloven hjemmel til at inddrage en virksomheds registrering. Såfremt en virksomhed ikke honorerer et krav om sikkerhedsstillelse i henhold til OPKL § 11, stk. 1, må regionen iværksætte andre tiltag, f.eks. anmode kammeradvokaten om at indgive konkursbegæring mod virksomheden.

A.2.4.3 Inddragelse af registrering after arbejdsmarkedsfondsloven og kildeskatteloven

 

Der er i arbejdsmarkedsfondsloven og i kildeskatteloven ikke hjemmel til at inddrage en virksomheds registrering. Hvis en virksomhed ikke honorerer et krav om sikkerhedsstillelse, må TSR iværksætte andre tiltag, f. eks. anmode kammeradvokaten om at indgive konkursbegæring mod virksomheden.

A.2.4.4 Inddragelse af registrering efter toldloven

 

Ej heller i toldloven er der hjemmel til at inddrage en virksomheds registrering, hvorimod virksomheden kan fratages retten til toldkredit jf. TDL § 38, se afsnit A.2.2.2.

A.2.4.5 Inddragelse af registrering efter punktafgiftslovene

 

Der findes i de forskellige punktafgiftslove en bestemmelse om, at TSR kan tage registreringen fra virksomheder, der undlader at stille sikkerhed, som TSR har pålagt efter OPKL § 11, stk. 1. TSR skal genregistrere virksomheden, når den har efterkommet det fremsatte krav.

I de respektive love findes hjemlen som følger:

  • Registreringsafgiftsloven: § 16, stk. 3
  • Mineralvandsafgift: § 16
  • Mineralolieprodukter mv.: § 16
  • Tobaksafgift: § 16
  • Øl og vinafgift: § 19
  • Spiritusafgiftsloven: § 22
  • Chokolade- og sukkerafgiftsloven: § 17
  • Forbrugsafgifter: § 20
  • Opløsningsmiddelafgiftslov: § 14
  • Konsumisafgift: § 3
  • Affaldsafgiftslov: § 20
  • Bekæmpelsesmiddelafgiftslov: § 21
  • CFC-afgift: § 12
  • Emballageafgiftslov: § 13
  • Kvælstofsafgiftslov: § 16
  • Miljøafgiftslov: § 18
  • Vækstfremmerafgiftslov: § 13
  • Batteriafgiftslov: § 15
  • Kulafgiftslov: § 15
  • Svovlafgiftslov:§ 14
  • Gasafgiftslov: § 17
  • PVC-afgiftslov: § 14
  • Tinglysningsafgiftslov: § 17, stk. 3 (NB! ikke en punktafgift)

I de samme love findes strafbestemmelserne for at fortsætte registreringspligtig virksomhed, efter at registreringen er inddraget.

Der er herudover udvidet mulighed for at inddrage registreringen i henhold til nogle få punktafgiftslove:

I henhold til spiritusafgiftslovens § 23, stk. 2 kan TSR inddrage registreringen, hvis en virksomhed ikke betaler forfaldne told- og afgiftsbeløb senest 14 dage efter, at betalingsfristen er udløbet. Endvidere kan TSR inddrage en registrering efter spiritusafgiftslovens § 23, stk. 3, hvis en virksomhed undlader at stille fuld sikkerhed for afgiftsrestancen, når TSR har krævet det, jf. § 23, stk. 1.

I henhold til registreringsafgiftslovens § 18, stk. 2 kan TSR inddrage registreringen, indtil virksomheden har betalt forfalden registreringsafgift.

I praksis indebærer inddragelse af registrering i henhold til registreringsafgiftsloven, at TSR afhenter virksomhedens tolddataplade samt registreringsbevis, hvorefter virksomheden ikke kan få indregistreret køretøjer hos politiet, medmindre registreringsafgiften er betalt. Når de forfaldne afgifter er betalt, kan registreringen retableres, og tolddataplade og registreringsbevis igen udleveres.

Herudover kan en virksomhed få inddraget sin registrering, hvis virksomheden undlader at stille fuld sikkerhed for afgiftsgælden, selv om TSR har krævet det, jf. registreringsafgiftslovens § 18, stk. 1.

A.3 Begrænsning af deltagelse i offentlige udbudsforretninger

 

I det følgende beskrives et forebyggende restancemiddel, som består i at afskære/begrænse restantvirksomheder i at deltage i offentlige udbudsforretninger. Midlet kan således kun rettes mod igangværende virksomheder.

Dette afsnit retter sig mod såvel KM som TSR, der dog ikke direkte kan bringe sanktionen i anvendelse, men kan komme på banen dels, hvis man modtager forespørgsler på restancer til en restanceattest (tro og love erklæring), dels i inddrivelsesarbejdet bliver bekendt med, at virksomheden udfører arbejde for det offentlige på trods af skatte- og afgiftsrestancer.

Hjemlen til at bringe midlet i anvendelse findes i lov om begrænsning af skyldneres muligheder for at deltage i offentlige udbudsforretninger.

Midlet kan bruges over for alle virksomheder, der laver bygge- og anlægsarbejder eller sælger varer og tjenesteydelser til det offentlige. Reglerne gælder således ikke i det omfang, "kunden" er en privat virksomhed.

Hvis en igangværende restantvirksomhed mødes med denne sanktion, betyder det, at virksomheden udelukkes fra at deltage i offentlige myndigheders udbudsforretninger. Det medfører, at virksomheden afskæres fra at skabe omsætning og dermed (typisk) indtjening inden for offentlige bygge- og anlægsarbejder samt salg af varer og tjenesteydelser, der er sendt i udbud.

Loven bruger ordet "ordregiver" om den offentlige myndighed, der udbyder arbejde i licitation. Herved forstås for det første alle dele af den offentlige forvaltning, som er defineret i forvaltningslovens kapitel 1.

Loven omfatter på den måde alle forvaltningsmyndigheder, såvel statslige som (amts-)kommunale og både almindelige forvaltningsmyndigheder, særlige nævn eller råd, myndigheder, hvis virksomhed udelukkende er af rådgivende karakter, og midlertidige udvalg, kommissioner mv. samt sammenslutninger af sådanne myndigheder. Selvejende institutioner og foreninger, der udøver offentlig virksomhed af omfattende karakter og derved er undergivet intensiv offentlig regulering, tilsyn og kontrol og eventuelt modtager offentlige driftstilskud, falder ligeledes ind under begrebet den offentlige forvaltning, eksempelvis selvejende institutioner, der udfører opgaver efter serviceloven på grundlag af standardoverenskomster med kommuner og amtskommuner. Også kommunale fællesskaber er omfattet af loven.

Loven omfatter for det andet almennyttige boligselskabers samt fælleskommunale selskabers udbudsforretninger, idet disse således også betragtes som ordregivere.

Sanktionen gælder kun egentlige udbud og således ikke de tilfælde, hvor det offentlige indgår aftale med en enkelt tilbudsgiver eller indhenter tilbud fra indtil to tilbudsgivere.

Formålet med reglerne er at begrænse konkurrenceforvridning og effektivisere restanceinddrivelsen, herunder forebygge, at virksomheder oparbejder yderligere restancer.

Der er hjemmel til at udelukke en igangværende virksomhed fra at deltage i offentlige udbudsforretninger, hvis den pågældende har en restance til det offentlige på mere end 100.000 kr. Dette beløb er absolut og skal ikke sættes i forhold til virksomhedens størrelse.

I Københavns kommune har man dog sat beløbsgrænsen til 50.000 kr. og på den måde anvendt den lovbestemmelse, hvorefter en ordregiver kan afvise tilbud fra restanter med mindre gæld, jf. nedenfor.

Restancerne skal bestå i gæld til det offentlige, hvorved loven forstår restancer i form af skatter- og afgifter samt bidrag til sociale sikringsordninger. Loven omfatter således alle offentlige krav, der typisk kan opstå i forbindelse med virksomhedsdrift og gælder såvel den gæld, som virksomheden måtte skylde til offentlige myndigheder i Danmark, som den gæld der måtte være til det (udland) hvor virksomheden måtte være etableret.

Da det kun er gæld, der relaterer sig til virksomhedsudøvelsen, som "tæller med", falder restancer, der hænger sammen med den erhvervsdrivendes personlige forhold, udenfor, eksempelvis skyldige børnepenge.

Det betyder, at restancer i form af personskat, selskabsskat, indeholdt A-skat, AM-bidrag, told, moms, lønsumsafgift og punktafgifter er omfattet af bestemmelserne. Også visse kommunale restancer kan inddrives/forebygges på denne måde, men det falder uden for denne beskrivelse.

En ordregiver (det offentlige), der sender et arbejde i licitation, skal altid i udbudsmaterialet kræve, at enhver virksomhed, der giver tilbud på ordren samtidig skal give en tro- og love erklæring om, i hvilket omfang virksomheden har forfalden gæld til det offentlige.

Ordregiveren må, uanset gældens størrelse, ikke tage imod et tilbud, hvis tilbudsgiver har undladt at afgive den påbudte tro og love erklæring om sine gældsforhold til det offentlige. Her eksisterer der således ikke en valgmulighed, og sanktionen vil derfor blive iværksat, hvis virksomheden ikke afgiver en sådan erklæring.

Det bemærkes, at en offentlig udbyder ikke uden virksomhedens samtykke kan kræve en restanceattest vedrørende en tilbudsgivervirksomhed udleveret fra anden offentlig myndighed, hvis virksomheden ikke selv har fremskaffet en sådan eller afgivet tro og love erklæring.

Virksomhedens restance er på mere end 100.000 kr. Hvis tilbudsgiverens gæld til det offentlige overstiger 100.000 kr., skal ordregiver (den offentlige udbudsgivermyndighed) som udgangspunkt undlade at acceptere virksomhedens tilbud.

Imidlertid kan den offentlige myndighed antage et tilbud fra en virksomhed, selv om den skylder det offentlige mere end 100.000 kr, hvis virksomheden opfylder én af de betingelser, der er nævnt nedenfor:

  • virksomheden stiller betryggende sikkerhed for den del af gælden, der overstiger 100.000 kr.
  • virksomheden inden udbudsforretningen har indgået og overholdt en betalingsordning for den del af gælden, der overstiger 100.000 kr.
  • samtlige tilbudsgivere har gæld, der overstiger 100.000 kr.

Det betyder, at den offentlige myndighed kan acceptere et tilbud fra en virksomhed, hvis tilbudsgiveren senest på accepttidspunktet stiller sikkerhed for betaling af den del af gælden, der på tilbudstidspunktet overstiger 100.000 kr. Herved ligestilles en tilbudsgiver, hvis gæld til det offentlige med stor sandsynlighed kan påregnes nedbragt til 100.000 kr. eller derunder, med de øvrige tilbudsgivere.

Hvis sikkerhedsstillelsen ikke foreligger på tilbudstidspunktet, må gældserklæringen dog af hensyn til ordregivernes behandling af de indkomne tilbud være ledsaget af en tilkendegivelse af, at der vil blive stillet sikkerhed.

De tilbudsgivere, der uafhængigt af tilbudssituationen har truffet aftale med inddrivelsesmyndigheden om at afvikle den del af det skyldige beløb, der overstiger 100.000 kr., ligestilles på den måde med de tilbudsgivere, hvis gæld ikke overstiger 100.000 kr., se nedenfor.

Det eneste, der kan "redde" en virksomhed fra at stille sikkerhed eller indgå/overholde en betalingsordning er, at samtlige tilbudsgivere har en restance på over 100.000 kr. Denne bestemmelse er indsat for at sikre, at offentlige myndigheder, der sender deres forretninger i udbud, kan få lavet bygge- og anlægsarbejder mv., selv om samtlige tilbudsgivere har en stor restance til det offentlige.

Virksomhedens restance er på 100.000 kr. eller derunder. Loven er fakultativ, hvis tilbudsgivervirksomheden har en gæld til det offentlige, som er 100.000 kr. eller derunder, idet den offentlige udbudsgiver også har ret, men altså ikke pligt, til at afvise et tilbud fra restanter, der har ubetalt, forfalden gæld til det offentlige (uanset beløbsstørrelse).

Det betyder, at ordregivermyndigheden i hvert enkelt tilfælde skal vurdere, om en virksomhed har en så god undskyldning for, at den skylder det offentlige penge, at den desuagtet skal have lov til at deltage i de offentlige udbudsforretninger, idet der ikke skønnes at være risiko for, at virksomheden vil oparbejde yderligere restancer, selv om den får opgaven.

A.4 Nægtelse og fratagelse af autorisationer, bevillinger mv. vedr. visse erhverv

 

Ligesom det var tilfældet ovenfor under afsnit A.2 og A.3, beskrives her et middel, som såvel KM som TSR kan drage nytte af i deres arbejde med at forebygge, at der opstår yderligere restancer. Fratagelse af bevillinger og autorisationer retter sig mod igangværende virksomheder, medens nægtelse af autorisationer og bevillinger typisk retter sig mod virksomheder, der endnu ikke er i drift.

Midlet er kun anvendeligt over for den type virksomheder, der ifølge lovgivningen skal have en særlig tilladelse for at kunne udøve deres erhverv. Denne særlige tilladelse kaldes eksempelvis en autorisation eller bevilling, alt efter hvilken branche, der er tale om.

Det betyder, at midlet er uvirksomt over den type virksomheder, der kan drives uden denne særlige tilladelse, og som på den måde ikke berøres af de regler, der er beskrevet i dette afsnit. Det gælder eksempelvis forskellige virksomhedskategorier inden for bygningsfagene, som murer-, tømrer-, snedkervirksomhed, hvorimod andre bygningsfag som eksempelvis elinstallatører og kloakmestre begge kræver autorisation og derfor kan nægtes eller fratages tilladelsen til at drive virksomhed inden for deres område.

Når en virksomhed får inddraget eller får afslag på at få udstedt eller fornyet sin autorisation eller bevilling, har den følgelig ikke den fornødne tilladelse til at drive erhverv inden for det pågældende område. Det medfører, at virksomheden begår noget ulovligt, som er sanktioneret med straf, hvis den alligevel henholdsvis fortsætter eller begynder med at udøve det pågældende erhverv.

Når TSR eller KM bruger dette middel, er det ensbetydende med - i hvert fald på sigt - at tvinge den del af virksomheden, som kræver tilladelse, til at lukke. Instrumentet er på den måde beslægtet med forrige instrument, som også havde til formål at begrænse virksomhedens aktivitet, omend det instrument, der beskrives i dette afsnit, typisk er mere byrdefuldt.

Der mindes i den forbindelse om den forvaltningsretlige regel, hvorefter en mildere sanktion skal vælges fremfor en strengere sanktion (propotionalitetsprincippet), hvis man på den måde kan opnå samme resultat, nemlig at virksomheden ikke oparbejder yderligere restancer til ToldSkat.

Det betyder, at KM og TSR først skal prøve at foranledige, at en erhvervstilladelse nægtes eller inddrages, når det ønskede resultat ikke har kunnet opnås ved at anvende et mildere middel.

Formålet med at anvende dette restanceforebyggende middel er, som også tidligere omtalt, at forhindre virksomheden i at oparbejde yderligere restancer eller eventuelt presse den til at indgå en aftale, som ikke blot forhindrer, at der opstår nye restancer, men også nedbringer de eksisterende. Herved begrænses det offentliges risiko for at lide tab.

Der er hjemmel til at nægte eller fratage en virksomhed dens autorisation eller bevilling mv., når den skylder det offentlige penge.

Det betyder, at restancer i form af personlig skat, selskabsskat, indeholdt A-skat, AM-bidrag, moms, lønsumsafgift, told og punktafgifter er omfattet af bestemmelserne.

Hjemlen findes i omkring 30 love, hvor adgangen til at drive erhverv er betinget af, at den erhvervsudøvende ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige.

De fleste af reglerne om nægtelse og fratagelse af autorisationer, bevillinger mv. er udformet efter samme model, hvorefter den bevillingsudstedende myndighed kan nægte at udstede en autorisation, en bevilling mv. eller fratage samme, hvis ansøgeren har en betydelig forfalden gæld til det offentlige.

Hvis gælden andrager mere end 50.000 kr., vil dette i almindelighed være tilstrækkeligt til at nægte at udstede en erhvervstilladelse, hvorimod grænsen typisk er 100.000 kr., hvis erhvervstilladelsen skal fratages en bevillingshaver. Det kan variere, om restancen skal vedrøre tiden efter den respektive lovs ikrafttræden eller ikke.

Ved vurderingen af, om gældsposten anses for at være væsentlig, skal der tages hensyn til den almindelige pris- og lønudvikling samt til, om gælden i forhold til det konkrete erhverv kan betragtes som betydelig.

Gælden skal som hovedregel vedrøre virksomhed, som er udøvet i henhold til en autorisation eller bevilling inden for samme erhverv, hvorimod det ikke er afgørende, om gælden vedrører virksomheden fra en tidligere eller eksisterende bevilling.

I afsnit A.4.3 er opregnet en række love for nogle af de oftest forekommende brancher, hvor der kræves særlig tilladelse til at drive erhverv. I den forbindelse fremgår hvilken myndighed, der har kompetence til at give og således også nægte at give erhvervstilladelser. Endelig er eventuelle undtagelser fra de her beskrevne generelle regler nævnt.

A.4.1 Nægtelse af udstedelse af autorisationer og bevillinger mv. - generelt

 

Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 936 af 27. december 1991, hvorefter bestemmelserne om udstedelse og fratagelse af erhvervstilladelser i tilfælde af væsentlig gæld til det offentlige blev indsat i en række love, at en bevillingsmyndighed fra andre offentlige myndigheder vil kunne indhente de oplysninger om en ansøgers økonomiske forhold, der er nødvendige for at kunne afgøre, om den pågældende har en betydelig forfalden gæld til det offentlige.

Når en virksomhed ansøger om en autorisation eller bevilling, er fremgangsmåden, at den bevillingsudstedende myndighed med hjælp fra KM og TSR undersøger, om ansøgeren skylder det offentlige penge og i bekræftende fald, om restanten har indgået en afdragsordning, som overholdes.

KM og TSR skal derfor på bevillingsmyndighedens begæring og over for denne opgøre størrelsen på deres krav og i den forbindelse oplyse, hvis noget af restancen hidrører fra skønsmæssige ansættelser. Derimod skal de ikke afgive en egentlig indstilling, om bevilling bør nægtes.

TSR skal til den bevillingsudstedende myndighed oplyse, hvorvidt den over for ansøgeren har stillet krav om sikkerhed som betingelse for registrering, eller den har nægtet ansøgeren at blive registreret.

I visse tilfælde indhenter den bevillingsudstedende myndighed dog kun en tro og love erklæring hos ansøgeren om, at denne ikke skylder mere end 50.000 kr. til det offentlige, der jo som nævnt ovenfor, er udgangspunktet for, hvad der anses for betydelig gæld til det offentlige, når talen er om at nægte en ansøger erhvervstilladelse.

Hvis virksomheden skal drives i et aktie- eller anpartsselskab, må ingen af medlemmerne i selskabets direktion eller i dets bestyrelse skylde det offentlige mere end 50.000 kr.

Når det drejer sig om at nægte, at en virksomhed eller person får en erhvervstilladelse, er det således ikke TSR/KM, der kan tage initiativet, hvilket er tilfældet i næste afsnit om fratagelse af erhvervstilladelsen.

A.4.2 Fratagelse af autorisationer, bevillinger mv. - generelt

 

Der kræves mere graverende forhold end beskrevet i det foregående afsnit, som omhandlede nægtelse af erhvervstilladelser, hvis en autorisation eller bevilling mv. på grund af bevillingsindehaverens restance til det offentlige skal tages fra en virksomhed, der måske i en årrække har drevet erhverv inden for branchen, uden at det har skabt problemer.

Den bevillingsudstedende myndighed kan derfor som udgangspunkt først tage en erhvervstilladelse fra en virksomhed, hvis bevillingsindehaveren har betydelig forfalden gæld til det offentlige, og ved betydelig gæld forstås her en gæld af en størrelsesorden på 100.000 kr. Beløbsangivelsen på 100.000 kr. skal blot betragtes som en vejledende norm, idet det dog bemærkes at 100.000 kr. er det absolutte minimum.

TSR/KM skal således, før de tager initiativ til at søge en erhvervstilladelse frataget en virksomhed, sikre sig, at lovens objektive forskrifter er opfyldt. Det betyder nærmere, at virksomheden skal have en restance til det offentlige på 100.000 kr. eller derover, og at drift af virksomhed kræver erhvervstilladelse.

Lovens bestemmelser er fakultative, hvilket vil sige, at TSR/KM selv kan vælge, om man vil foranledige sanktionen bragt i anvendelse. Derfor skal TSR/KM i hver enkelt sag vurdere, om den konkrete virksomhed savner en god undskyldning for, at den skylder det offentlige så meget, at lovens objektive betingelser for at fratage den erhvervstilladelsen er opfyldt.

Hvis det er tilfældet, skal den pågældende virksomhed have frataget sin erhvervstilladelse for at begrænse det offentliges, herunder ToldSkat´s tab.

A.4.2.1 Vurdering af gældens opståen og karakter

 

Hver enkelt skyldner skal, som nævnt, have vurderet sine forhold individuelt, før TSR/KM anmoder den bevilgende myndighed om at tage en erhvervstilladelse fra en virksomhed.

TSR/KM skal vurdere,

  • om gælden på 100.000 kr. eller mere anses for væsentlig i forhold til det konkrete erhverv
  • om gælden er opstået pludseligt på grund af udefra kommende omstændigheder, eller om virksomheden har oparbejdet den systematisk over en længere periode
  • om skyldneren har udvist betalingsvilje og i den forbindelse har forsøgt at nedbringe sin gæld
  • om gælden vedrører den virksomhed, som erhvervstilladelsen er udstedt til

Uddybende anføres, at en gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller mere i visse tilfælde kan anses for at være mindre væsentlig, hvis det drejer sig om en virksomhed med en meget stor omsætning, fremfor en lille virksomhed med en mindre pengestrøm. Det bør således ikke automatisk komme den store virksomhed til skade, at den er stor og dermed hurtigere end den lille virksomhed kan oparbejde en stor restance. Der bør også henses til, om den store virksomhed med sin store omsætning hurtigt kan tilbagebetale en større restance.

Endvidere bør TSR/KM hense til, hvilken type erhverv, der er tale om, herunder om det konkrete erhverv er pålagt mange afgifter og som sådan har store tilsvar, og på den måde hurtigt får en stor restance. Der må foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag.

Hvis gælden er opstået pludseligt på grund af udefra kommende omstændigheder, taler dette isoleret set for, at TSR/KM skal være mere lempelig i forhold til at foranledige instrumentet bragt i anvendelse. Som eksempler på udefra kommende og pludseligt opståede omstændigheder, kan nævnes, at virksomhedens ejer er blevet alvorligt syg, eller at en meget stor kunde, regnet i forhold til virksomhedens størrelse, uventet er gået konkurs og derfor ikke kan betale til den aktuelle virksomhed.

Omvendt taler det forhold, at virksomheden systematisk har oparbejdet gælden på de 100.000 kr. eller mere over en længere periode for, at TSR/KM skal være mere restriktive og således hurtigere skal indberette den aktuelle virksomhed til eventuel fratagelse af erhvervstilladelse.

Som eksempel på, at en virksomhed systematisk har oparbejdet sin gæld til det offentlige, kan nævnes, at virksomhedsindehaveren i flere år har været forskudsregistreret for lavt, eller at øvrig gæld er steget støt igennem tiden, således at den vedrører en længere periode, fremfor blot et enkelt tilsvar.

Skyldneren kan typisk ikke anses for at have udvist betalingsvilje, hvis han systematisk har oparbejdet gælden, jf. det lige beskrevne. Hvis skyldneren ydermere ikke har villet indgå betalingsaftaler eller har misligholdt indgåede aftaler flere gange, måske endog uden en plausibel forklaring herpå, taler disse forhold for at anmode den kompetente myndighed om at fratage virksomheden dens erhvervstilladelse og på den måde få virksomheden stoppet.

Endelig skal der være konneksitet mellem stiftelsen af den offentlige gæld og erhvervsudøvelsen. En virksomhed kan derfor kun få frataget sin erhvervstilladelse, hvis gælden stammer fra netop den type virksomhed, hvortil autorisation eller bevilling er udstedt. Det betyder, at "uvedkommende" gæld ikke "tæller med" i opgørelsen af den betydelige gæld på 100.000 kr. eller mere.

Der kan forekomme tilfælde, hvor det beror på et skøn, hvorvidt gælden skal anses for at vedrøre den virksomhed, som bevillingen vedrører.

Som eksempel kan nævnes en advokat, der er bestyrelsesmedlem. Hvis han har oparbejdet en restance til det offentlige, fordi han har modtaget bestyrelseshonorar, f.eks. personlig skat, AM-bidrag e.lign, skal TSR/KM vurdere, om den pågældendes restance anses for at hidrøre fra hvervet som advokat.

I den vurdering skal bl.a. indgå, om advokaten er blevet bestyrelsesmedlem på grund af sin juridiske viden, eller om arbejdsopgaven skyldes andre forhold, som bopæl, skolesøgende børn, sportsaktivitet, e.a. Hvis sidstnævnte er tilfældet, er der formentlig tale om honorar, som ikke skal anses for at vedrøre hvervet som advokat, og restancen, der måtte være forårsaget af bestyrelseshonoraret, skal holdes uden for beregningen af restancen på 100.000 kr. eller mere og kan således ikke medføre, at advokatbeskikkelsen fratages ham.

Hvis virksomheden klager over en fratagelse, skal TSR/KM kunne begrunde og dokumentere sin afgørelse, der jo har udgjort en del af det grundlag, som den bevillingsudstedende myndigheds afgørelse om fratagelse har hvilet på.

A.4.2.2 Samarbejde KM og TSR imellem

 

Når KM eller TSR starter en sag om fratagelse af autorisation, bevilling mv., skal de undersøge, om skyldneren har restancer til henholdsvis TSR eller KM.

Hvis den pågældende skylder såvel personlige skatter som TSR-restancer, samordner TSR indsatsen.

Hvis gælden udelukkende består af personlige skatter (restskatter eller B-skatter), men der intet skyldes til TSR, kan KM selv anmode om, at erhvervstilladelsen fratages restanten.

A.4.2.3 Varselsbrev

 

Det er en forudsætning, at indehaveren af autorisationen eller bevillingen mv. får mulighed for at indfri eventuelle restancer, inden erhvervstilladelsen tilbagekaldes.

Derfor skal TSR eller KM, varsle skyldneren om det påtænkte skridt, inden de anmoder den udstedende myndighed om at fratage en restant hans erhvervstilladelse.

Varslet skal gives skriftligt, indeholde en opgørelse af gælden og tydeligt tilkendegive, hvilke konsekvenser en fortsat betydelig gæld til det offentlige kan få.

Hvis det er TSR, der behandler sagen, skal det anføres, at afgørelsen kan påklages til TSS, hvorimod TSR skal anføres som klageinstans i de tilfælde, hvor KM træffer afgørelsen.

A.4.2.4 En rimelig betalingsordning

 

Skyldneren skal, som nævnt i forrige afsnit, gives mulighed for at indfri gælden, inden TSR/KM henvender sig til bevillingsmyndigheden for at få den til at tilbagekalde en bevilling eller autorisation mv.

Dette er normalt ensbetydende med, at TSR/KM skal acceptere et forslag fra skyldneren til en rimelig betalingsaftale.

TSR/KM skal i hvert enkelt tilfælde vurdere skyldnerens økonomiske forhold og på baggrund heraf fastsætte indholdet i betalingsaftalen.

En betalingsaftale kan således være en afdragsordning, der medfører betaling af hele det skyldige beløb.

Der kan dog også være tale om en kreditorordning i form af en tvangsakkord eller en frivillig akkord, hvor en del af gælden, eventuelt kun renterne, eftergives.

Hvis skyldneren har anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, og TSR/KM skønner, at der arbejdes seriøst på at opnå en kreditorordning, bør TSR/KM afvente sagens udfald i skifteretten, før de foretager sig videre i relation til den pågældendes erhvervstilladelse.

Såfremt KM/TSR afslår restantens forslag til afvikling, skal myndigheden give klagevejledning til henholdsvis TSR og TSS og i den forbindelse anføre, at klagen ikke har opsættende virkning. Se i øvrigt afsnit F.2. om afdragsordninger.

A.4.3 Liste over love

 

I det følgende er nævnt en række love, som indeholder hjemmel dels til at nægte, dels til at fratage erhvervstilladelser, hvis indehaveren af en autorisation eller bevilling har betydelig gæld til det offentlige. I det omfang, den enkelte lov afviger fra hovedreglerne om beløbsstørrelse og konneksitet mv., som er skitseret ovenfor, er dette anført.

Normalt er det den samme myndighed, der giver/nægter erhvervstilladelsen, som har kompetence til at fratage samme. I de få tilfælde, hvor det ikke er tilfældet, er dette anført.

A.4.3.1 Advokater

 

En advokat er ifølge retsplejelovens § 131 en person, der har eneret til at føre sager for andre.

Advokater skal have en tilladelse, en såkaldt bestalling, for at kunne praktisere som advokat.

Den bevilgende myndighed er justitsministeriet, dvs., at det er justitsministeriet, der kan give en person tilladelse til at drive virksomhed som advokat.

Derimod er det landsretten, der har kompetence til at fratage en advokat hans bestalling.

Det er retsplejeloven, der regulerer forholdene for advokater, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af advokatbestallinger, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige. Reglerne om nægtelse står i retsplejelovens § 121, stk. 3, medens reglerne om fratagelse findes i § 139, stk. 1.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor ændringslov nr. 936 af 27. december 1991 og dermed de beskrevne regler på området trådte i kraft. Se højesterets bemærkninger i UfR 1998,1664 H, som vedrørte en advokat, men må antages at finde analog anvendelse på andre skyldnere, der driver et erhverv, som i lighed med advokater er omfattet af ændringsloven.

En sag om fratagelse af advokatbestalling er en meget langvarig proces, hvorfor TSR/KM i den konkrete situation skal overveje, om der er andre inddrivelsesskridt, der bør foretrækkes over for en advokat, der oparbejder gæld til det offentlige. I stedet for bør KM/TSR overveje at få Kammeradvokaten til at indgive konkursbegæring mod advokaten.

A.4.3.2 Auktionsholdere

 

Ved auktionsholdervirksomhed forstås modtagelse af varer til salg ved auktion på dertil bestemte steder og forberedelse af auktionen. Heri indgår registrering og trykning af kataloger, annoncering mv., hvorimod egentlig inkassovirksomhed og anden bistand ikke er forbeholdt akutionsholdere. Det bemærkes, at enkeltstående auktionssalg over indsamlede ting i velgørende øjemed ikke betragtes som auktionsholdervirksomhed og dermed ikke kræver næringsbrev som auktionsholder.

Den bevilgende myndighed er politimesteren på det sted, hvor auktionsholdervirksomheden agtes drevet. Hvis virksomheden ligger i København, er det dog kommunalbestyrelsen, der har kompetencen.

Det er næringsloven, der regulerer forholdene for auktionsholdere, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af næringsbrev som auktionsholder, hvis bevillingshaveren har væsentlig offentlig gæld.

Den væsentlige offentlige gæld skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998,1664 H analogt.

A.4.3.3 Busvognmænd

 

Busvognmænd driver erhverv med buskørsel. Herved forstås erhvervsmæssig personbefordring med dansk indregistreret motorkøretøj, der er indrettet til befordring af flere end 9 personer, føreren medregnet. Buskørsel kan udføres som rutekørsel, og der gælder i så fald særlige regler herfor.

Buskørsel kræver en tilladelse, en såkaldt køretilladelse, der udstedes med en gyldighed i indtil 5 år. Der kan gives en ansøger flere tilladelser.

Den bevilgende myndighed er Persontrafikrådet. Dog træffer Færdselsstyrelsen, som er sekretariat for Persontrafikrådet, afgørelse i mindre principielle sager, bortset fra sager om rutekørsel mv.

Det er lov om buskørsel, der regulerer retsreglerne for buskørsel, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af køretilladelser, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige

Den væsentlige gæld er ifølge Færdselsstyrelsens og Persontrafikrådets praksis al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft den 1. februar 1992, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende køretilladelse. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold kan derfor medføre nægtelse eller fratagelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder køretilladelsen.

Det kræves endvidere, at busvognmænd skal have økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt forsvarligt.

Dette krav opfyldes ofte ved, at den enkelte busvognmand til fordel for sine kreditorer stiller sikkerhed over for Færdselsstyrelsen for et bestemt beløb, som Færdselsstyrelsen fastsætter.

A.4.3.4 Bygningssagkyndige

 

En bygningssagkyndig er en person, der for sælgere af en fast ejendom (typisk parcelhus eller sommerhus), udarbejder rapporter om bygningernes fysiske tilstand - en tilstandsrapport - med den virkning, at køberen normalt ikke over for sælgeren kan påberåbe sig, at en bygnings fysiske tilstand er mangelfuld.

En person, der driver virksomhed som bygningssagkyndig, skal have en tilladelse, en såkaldt beskikkelse, der udløber efter 3 år, men kan fornys.

Det er Erhvervs- og Boligstyrelsen, der meddeler beskikkelse som bygningssagkyndig, og som følge heraf også kan nægte eller fratage beskikkelsen.

Det er lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom mv. samt bekendtgørelse om huseftersynordningen, der regulerer retsreglerne om bygningssagkyndige, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af beskikkelser som bygningssagkyndig, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal overstige 100.000 kr., såvel hvis beskikkelse nægtes, som hvis beskikkelse tilbagekaldes.

Den væsentlige gæld er ifølge Erhvervs- og Boligstyrelsens praksis al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende beskikkelse. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold kan derfor medføre nægtelse eller fratagelse af beskikkelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder erhvervstilladelsen.

A.4.3.5 Dispachører

 

En dispachør er en person, der opgør søskader. Hans arbejdsområde er at foretage beregninger og opgørelser, når et skib er havareret. Her opgør han de skader, tab og omkostninger, som skyldes havariet, og fordeler dem på skibet samt dets fragt og gods.

Erhverv som dispachør kræver en tilladelse, en såkaldt beskikkelse, der udstedes af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Det er lov om dispachører, der indeholder bl.a. reglerne om nægtelse og fratagelse af beskikkelser, hvis indehaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998,1664 H analogt.

A.4.3.6 Dykkerarbejde/dykkermateriel

 

Ved erhvervsmæssigt dykkerarbejde forstås en arbejdsopgave, der udføres under vand, og til hvis udførelse, der kræves anvendelse af åndedrætsudstyr, og som normalt udføres mod vederlag. Dykning for sportens og fornøjelsens skyld og undervisning i forbindelse hermed falder uden for begrebet.

Dykkerarbejde kræver en tilladelse, et dykkerbevis, der udstedes af Søfartsstyrelsen.

Det er lov om dykkerarbejde og dykkermateriel, der indeholder retsreglerne for dykkerarbejde og -materiel, herunder reglerne om nægtelse og fratagelse af dykkerbeviser, hvis indehaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998,1664 H analogt.

A.4.3.7 Ejendomsmæglere

 

En ejendomsmægler er en person, der som sit erhverv har at udbyde og sælge fast ejendom, formidler køb og salg af fast ejendom eller rådgiver i forbindelse hermed. Det er en betingelse, at den erhvervsmæssige aktivitet udføres for forbrugere, hvilket betyder, at enhver uden tilladelse kan optræde som formidler mv. i forhold til erhvervsdrivende.

For at kunne bruge betegnelsen ejendomsmægler, skal man være registreret i et offentligt register over ejendomsmæglere, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fører.

Det er på den måde Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der registrerer/nægter at registrere eller sletter ejendomsmæglere af registret.

Reglerne om nægtelse og fratagelse af registrering som ejendomsmægler, hvis den pågældende person har væsentlig gæld til det offentlige, findes i lov om omsætning af fast ejendom.

Den væsentlige gæld er ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsens praksis al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende registrering. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse eller sletning af registrering, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder erhvervstilladelsen.

A.4.3.8 Elinstallatører

 

Elinstallatører beskæftiger sig med følgende:

  • Tilkobling til og frakobling fra elforsyningsanlæg
  • udførelse, ændring, udskiftning og reparation af faste installationer med ledninger, tilslutningssteder og andet fast installationsmateriel
  • installation af ikke-stærkstrømsmæssige styrings- og reguleringssystemer, som anvendes til styring af stærkstrømsfunktioner
  • ændring og reparation af ikke-stærkstrømsmæssige styrings- og reguleringssystemer, som anvendes til styring af stærkstrømsfunktioner
  • fast tilslutning og frakobling af elektiske maskiner og brugsgenstande
  • eftersyn, justering og reparation af elektriske maskiner og brugsgenstande, der er tilsluttet fast installation under arbejdets udførelse

Udførelse af disse arbejder kræver en erhvervstilladelse, en såkaldt autorisation, som udstedes med en gyldighed på indtil 5 år.

Det er Elektricitetsrådet, der har kompetence til at give, nægte eller tilbagekalde en autorisation til en elinstallatør.

Reglerne om elinstallatører, herunder reglerne om nægtelse og fratagelse af autorisationer, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige, findes i lov om autorisation af elinstallatører mv.

Den væsentlige gæld er ifølge Elektricitetsrådets praksis al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende autorisation. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse eller fratagelse af autorisationen, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder erhvervstilladelsen.

A.4.3.9 Energi- og energiledelseskonsulenter

 

Energikonsulenter udfører energimærkning mv. af små ejendomme, medens energiledelseskonsulenter udfører energimærkning mv. af store ejendomme og store erhvervslejemål.

Ved energimærkning forstås en standardiseret og dokumenteret opgørelse over en bygnings energimæssige tilstand, herunder energiforbruget i tekniske installationer og apparater samt vandforbrug.

Beskæftigelse som energikonsulent eller energiledelseskonsulent kræver en godkendelse af henholdsvis Registreringsudvalget for Energimærkning af Små Ejendomme og Registreringsudvalget for Energimærkning af Store Ejendomme.

Det er lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger og bekendtgørelse om energimærkning mv. i bygninger, der regulerer retsreglerne for henholdsvis energi- og energiledelseskonsulenterne, og bekendtgørelsen indeholder regler om nægtelse og fratagelse af erhvervsgodkendelser, hvis konsulenten har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal overstige 100.000 kr., såvel når talen er om nægtelse, som når det drejer sig om at fratage godkendelsen.

Reglerne praktiseres således, at det er al gæld til det offentlige, der er omfattet af bestemmelserne, og det er således ikke afgørende, om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller eksisterende godkendelse. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder erhvervstilladelsen.

A.4.3.10 Førstegangsomsætning af fisk

 

Dette afsnit vedrører de personer eller selskaber, typisk med ikke nødvendigvis, fiskeauktionsholdere, der driver virksomshed med førsteomgangsomsætning af fisk.

Ved førstegangsomsætning af fisk, forstås for det første omsætning, hvorved menes: forhandling, opbevaring, transport, behandling, erhvervelse, modtagelse, overdragelse og import af fisk i Danmark og samhandel med og eksport af fisk, der finder sted fra Danmark. Denne omsætning skal ydermere foregå i første omsætningsled ved

  • offentlig fiskeauktion
  • modtagelse eller køb af fisk uden om offentlig auktion
  • modtagelse af fisk i kommission som agent eller lignende
  • samlecentral og fiskesortering
  • andre former for modtagelse og opbevaring af fisk og
  • import af fisk

Selvstændig erhvervsvirksomhed med førstegangsomsætning af fisk kræver en bevilling.

Den bevilgende myndighed er Fiskeridirektoratet, som således har kompetence til at give, nægte og fratage en erhvervstilladelse til at omsætte fiske første gang efter, at fiskene er landet.

Det er fiskerilovens kapitel 16 om førstegangsomsætning af fisk og bekendtgørelse om offentlig fiskeauktion, der regulerer retsreglerne på området, herunder reglerne om nægtelse og fratagelse af bevillinger, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Ifølge Fiskeridirektoratets praksis er det al gæld til det offentlige, der "tæller med", og således også gæld, der ikke vedrører den virksomhed, erhvervstilladelsen angår.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal andrage 50.000 kr. eller derover, hvis bevilling skal nægtes, hvorimod bevillingshaveren skal have gjort sig skyldig i grov og gentagen overtrædelse af de vilkår, der er knyttet til bevillingen, hvis fratagelse skal komme på tale.

Det betyder således, at TSR/KM ikke kan bruge midlet, fratagelse af erhvervstilladelse, mod en restant, der driver virksomhed med førstegangsomsætning af fisk.

A.4.3.11 Godsvognmænd

 

Godsvognmænd beskæftiger sig med godskørsel. Herved forstås vognmænd, der er etableret på dansk område, og som udfører godskørsel for fremmed regning med motorkøretøj eller vogntog med en tilladt totalvægt, der overstiger 3,5 tons. Det er en betingelse, at køretøjet, vogntoget mv. er registreret i Danmark.

Godskørsel i den beskrevne form kræver en tilladelse, en såkaldt køretilladelse, der udstedes med en gyldighed i indtil 5 år. Der kan gives en ansøger flere tilladelser.

Den bevilgende myndighed er Vejtransportrådet. Dog træffer Færdselsstyrelsen, som er sekretariat for Vejtransportrådet, afgørelse i mindre principielle sager.

Det er lov om godskørsel, der regulerer retsreglerne for godskørsel, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af køretilladelser, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld er ifølge Færdselsstyrelsens og Vejtransportrådets praksis al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden, før bestemmelserne trådte i kraft den 1. februar 1992, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende køretilladelse. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold kan derfor medføre nægtelse eller fratagelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder køretilladelsen.

Det kræves endvidere, at godsvognmænd skal have økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt forsvarligt.

Dette krav opfyldes ofte ved, at den enkelte godsvognmand til fordel for sine kreditorer stiller sikkerhed over for Færdselsstyrelsen for et bestemt beløb, som Færdselsstyrelsen fastsætter.

A.4.3.12 Hjemmeservice

 

Forbrugere af hjemmeserviceordningen kan under visse betingelser få dækket en del af deres udgifter til hjemmeservice, når arbejdet udføres af en virksomhed for en husstand, typisk på hustandens bopæl. Tilskuddet kan udgøre højst 40 %.

Ved hjemmeservice forstås følgende ydelser:

  • indkøb af dagligvarer
  • rengøring
  • madlavning og opvask
  • vask og strygning
  • andet almindeligt forekommende husholdningsarbejde
  • afhentning af børn i daginstitutioner, når husstanden i tidsmæssig sammenhæng hermed aftager én eller flere hjemmeserviceydelser hos samme hjemmeservicevirksomhed

Virksomhed med hjemmeservice kræver en tilladelse, hvis forbrugeren skal have offentligt tilskud.

Den bevilgende myndighed er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter indstilling fra kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor hjemmeservicevirksomheden ligger. Det er således Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der henholdsvis registrerer, nægter at registre eller udelukker den pågældende virksomhed fra hjemmeserviceordningen.

Det er lov om hjemmeservice, der regulerer retsreglerne for hjemmeservice, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af erhvervstilladelser til at yde hjemmeservice, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal udgøre 50.000 kr. eller mere, såvel når det gælder at nægte som at fratage en virksomhed dens erhvervstilladelse.

Den væsentlige gæld er ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsens praksis al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden, før bestemmelserne første gang trådte i kraft den 1. januar 1994, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende erhvervstilladelse. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse eller fratagelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende optages eller bliver i hjemmeserviceordningen.

A.4.3.13 Inkassovirksomhed

 

Ved inkassovirksomhed forstås erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre samt erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer, der er købt efter, at de er forfaldet til betaling, for at inddrive dem på egne vegne.

Uden for begrebet falder den inkassovirksomhed, som eksempelvis selvstændige advokater og pengeinstitutter udøver.

Virksomhed som inkassator kræver en tilladelse, en såkaldt autorisation, der udstedes med en gyldighed i indtil 5 år.

Den bevilgende myndighed er reelt Rigspolitichefen, da justitsministeriet har overladt administrationen til denne.

Det er lov om inkassovirksomhed, der regulerer forholdener for inkassovirksomhed, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af autorisationer, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige vedrører al konneks gæld til det offentlige, uanset hvornår den er stiftet. Det betyder, at også gæld, der vedrører tiden før den 1. oktober 1997, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, er omfattet. Dette gælder tillige dem, der på dette tidspunkt allerede drev inkassovirksomhed, idet denne gruppe fik en "frist" til den 1. april 1998 til at bringe eventuel offentlig gæld ud af verden.

A.4.3.14 Kloakmester

 

Ved kloakmester forstås virksomhed, der erhvervsmæssigt beskæftiger sig med afløbsinstallationer og dertil hørende kloakledninger fra og med tilslutningen til hovedkloak (gadekloak), herunder stikledninger samt nedsivningsanlæg, samletanke mm.

Når en virksomhed arbejder med afløbsinstallationer og -anlæg, der ligger i jorden, og som føres gennem gulv, fundament eller ydermur mod jord, kræver det erhvervstilladelse, en såkaldt autorisation.

Tilladelsen gives af Danmarks Gasmateriel Prøvning, der også nægter eller tilbagekalder en bevillingshavers autorisation.

Det er lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger, der regulerer forholdene for kloakmestre, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af autorisationer, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Ifølge Danmarks Gasmateriel Prøvning, er der ikke i den aktuelle lov tilsigtet nogen ændringer i forhold til den oprindelige ændringslov, som indførte de aktuelle bestemmelser om sanktioner over for virksomheder mv., der har væsentlige gæld til det offentlige.

Derfor skal gælden til det offentlige formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de oprindelige lovbestemmelser på området trådte i kraft, jf. UfR 1998,1664 H analogt. Spørgsmålet har dog ikke været forelagt til prøvelse i Dansk Gasmateriel Prøvning.

A.4.3.15 Konservatorvirksomhed

 

Konservatorer er personer eller virksomheder, der driver erhverv med at bearbejde og udstoppe vildtarter, der ikke er fastsat jagttid for, således at de kan holde sig.

Konservatorvirksomhed kræver en tilladelse, en såkaldt autorisation, der formelt udstedes af miljøministeriet, som dog har uddelegeret opgaven til Skov- og Naturstyrelsen.

Den bevilgende myndighed er således Skov- og Naturstyrelsen, der således også forestår nægtelse og fratagelse af retten til at drive virksomhed som konservator.

Det er lov om jagt og vildtforvaltning samt bekendtgørelse om erhvervsmæssig konservering af visse dyrearter, der regulerer retsreglerne for konservatorer, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af autorisationer, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Det er al gæld til det offentlige, der anses for væsentlig gæld.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende erhvervstilladelse.

Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder autorisationen.

A.4.3.16 Landinspektørvirksomhed

 

Ved landinspektørvirksomhed forstås erhvervsmæssig udførelse af matrikulært arbejde, hvilket omfatter afsætning af skel samt udarbejdelse af de dokumenter, der er nødvendige for at kunne registrere matrikulære forandringer (ændring af allerede registrerede oplysninger eller indførelse af nye eller sletning af eksisterende oplysninger). Under matrikulært arbejde hører også andre arbejder som eksempelvis nyberegning af arealstørrelser samt afsætning af ejendomsgrænser, selv om dette ikke medfører forandringer i matriklen.

Uførelse af landinspektørvirksomhed kræver tilladelse, en såkaldt beskikkelse.

Bevilgende myndighed er miljøministeren, som imidlertid har uddelegeret beføjelsen til at nægte og fratage beskikkelse som landinspektør til Kort- og Matrikelstyrelsen.

Det er lov om landinspektørvirksomhed, der regulerer retsreglerne for landinspektørvirksomhed, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af beskikkelser, hvis bevillingsindehaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Ifølge Kort- og Matrikelstyrelsen er der ikke i den aktuelle lov tilsigtet nogen ændringer i forhold til den oprindelige ændringslov, som indførte de aktuelle bestemmelser om sanktioner over for virksomheder mv., der har væsentlige gæld til det offentlige.

Derfor skal gælden til det offentlige formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de oprindelige lovbestemmelser på området trådte i kraft, jf. UfR 1998,1664 H analogt. Spørgsmålet har dog ikke været forelagt til prøvelse i Kort- og Matrikelstyrelsen.

A.4.3.17 Marskandiservirksomhed

 

Ved marskandiservirksomhed forstås erhvervsmæssig handel med eller køb af brugte genstande, herunder ædle metaller og mønter, der ikke sker som et sædvanligt led i en handelsvirksomhed med nye genstande eller i en håndværks- eller industrivirksomhed.

Begrebet køb af brugte genstande omfatter også køb af brugte genstande til håndværksmæssig eller industriel forarbejdning.

Følgende aktiviteter er ikke omfattet af reglerne om handel med brugte genstande :

  • handel med eller køb af registreringspligtige motorkøretøjer
  • handel med bøger og frimærker
  • opkøb, der ikke sker på fast forretningssted, af genstande, der udelukkende afhændes til næringsdrivende til videresalg eller forarbejdning

Den, der driver virksomhed som marskandiser, skal have tilladelse til det, en såkaldt bevilling.

Den bevilgende myndighed er politimesteren på det sted, hvor virksomheden ønsket drevet, i København er det dog politidirektøren.

Det er lov om handel med brugte genstande og ædle metaller, der regulerer forholdene for marskandisere, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af bevillinger, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998,1664 H analogt.

A.4.3.18 Pantelånervirksomhed

 

Ved panterlånervirksomhed menes erhvervsmæssig udlån af penge mod håndpant, herunder pant i lotterisedler, og formidling af sådanne lån.

Uden for begrebet pantelånervirksomhed falder ydelse og formidling af lån mod håndpant i værdipapirer eller registreringspligtige motorkøretøjer eller udlånsvirksomhed, der udøves af banker, sparekasser mv.

Den, der driver virksomhed som pantelåner, skal have en tilladelse dertil, en såkaldt bevilling.

Den bevilgende myndighed er politimesteren på det sted, hvor virksomheden ønskes drevet, i København er det dog politidirektøren.

Det er lov om handel med brugte genstande og ædle metaller, der regulerer forholdene for pantelånervirksomhed, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af bevillinger, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998,1664 H analogt.

A.4.3.19 Registrerede revisorer

 

En registreret revisor driver erhverv bl.a. ved at revidere årsregnskaber og udføre rådgivning vedrørende spørgsmål af regnskabsmæssig og investeringsmæssig art.

Virksomhed som registreret revisor kræver en tilladelse, en såkaldt registrering i et offentligt revisorregister, der føres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Det er kun revisorer, som har erhvervstilladelse som registrerede revisorer, der må betegne sig registrerede revisorer og som sådanne må udarbejde og underskrive revisionspåtegninger på selskabers årsregnskaber ifølge årsregnskabslovens bestemmelser (bortset fra statsautoriserede revisorer, der også har denne ret).

Det er på den måde Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der registrerer en revisor, nægter en revisor registrering eller fratager samme registreringen i revisorregistret.

Det er lov om registrerede revisorer, der regulerer retsreglerne om nægtelse eller sletning af revisorregistret, hvis revisoren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld er al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende erhvervstilladelse. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse eller fratagelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder registreringen.

A.4.3.20 Restaurantions- og hotelvirksomheder m. fl.

 

Ved restaurations- og hotelvirksomhed mv. forstås selvstændig erhvervsvirksomhed ved:

  • servering af spise og drikkevarer
  • modtagelse af overnattende gæster med mulighed for servering
  • servering af spise- og drikkevarer ved enkeltstående arrangementer
  • udlevering af stærke drikke til nydelse på eller ved forretningsstedet

Drift af retsaurations- og hotelvirksomhed kræver en tilladelse, et næringsbrev, der udstedes af politimesteren i den politikreds, hvor forretningsstedet findes, og i København af Borgerrepræsentationen.

Det er lov om restaurations- og hotelvirksomhed mv., der regulerer forholdene for restaurations- og hotelvirksomhed mv., herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af næringsbrev, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. princippet i UfR 1998,1664 H analogt.

A.4.3.21 Rottebekæmpelse

 

Ved erhvervsmæssig rottebekæmpelse forstås et firma eller person, som mod betaling foretager bekæmpelse af rotter for at udrydde disse eller for at opnå et efter sagkyndigt skøn tilstrækkeligt lavt niveau i rottebestanden.

Virksomhed med rottebekæmpelse kræver en tilladelse, en såkaldt autorisation, som gives af Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen er på den måde den myndighed, der har kompetence til at nægte og fratage autorisationer som erhvervsmæssig rottebekæmper.

Det er miljøbeskyttelsesloven og bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter mv., der indeholder retsreglerne for rottebekæmpelse mv., herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af autorisationer, hvis den pågældende har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998,1664 H analogt.

A.4.3.22 Statsautoriserede revisorer

 

En statsautoriseret revisor driver erhverv bl.a. ved at revidere årsregnskaber og udføre rådgivning vedrørende spørgsmål af regnskabsmæssig og investeringsmæssig art. En statsautoriseret revisor tager sig typisk af større virksomheder og selskabers regnskabsforhold.

Virksomhed som statsautoriseret revisor kræver en tilladelse, en såkaldt beskikkelse. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fører et offentligt register over de revisorer, som er beskikkede som statsautoriserede revisorer.

Det er kun revisorer, som har erhvervstilladelse som statsautotiserede revisorer, der må bruge betegnelsen statsautoriseret revisor og som sådanne må udarbejde og underskrive revisionspåtegninger på aktieselskabers årsregnskaber ifølge årsregnskabslovens bestemmelser. Herudover må en statsautoriseret revisor udføre de samme opgaver som en registreret revisor.

Det er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der beskikker statsautoriserede revisorer, nægter en revisor beskikkelse eller frakender en revisor hans beskikkelse.

Det er lov om statsautoriserede revisorer, der indeholder retsreglerne om nægtelse eller fratagelse af erhvervstilladelsen, hvis revisoren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld er al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende erhvervstilladelse. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse eller fratagelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder autorisationen.

A.4.3.23 Taxikørsel

 

Ved taxikørsel mv. forstås erhvervsmæssig personbefordring med et dansk registreret motorkøretøj, der er indrettet til befordring af højst 9 personer føreren medregnet.

Taxikørsel mv. kræver en tilladelse, en såkaldt taxibevilling, der udstedes med en gyldighed i indtil 10 år. Der kan gives en ansøger flere tilladelser.

Den bevilgende myndighed er kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor ansøgeren har eller agter at have sit forretningssted. I det storkøbenhavnske område er den kompetente myndighed dog Storkøbenhavns Taxinævn.

Det er lov om taxikørsel mv., der regulerer retsforholdene for taxikørsel, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af taxibevillinger, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Ved nægtelse af bevilling er den væsentlige gæld ifølge kommunalbestyrelsernes og Københavns Taxinævns praksis al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft 1. juli 1991, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende bevilling. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får taxibevillingen.

Ved fratagelse af bevillingen skal der dog lægges vægt på, om gælden vedrører taxivirksomheden mv.

A.4.3.24 Translatører og tolke

 

Ved translatør eller tolk forstås erhvervsvirksomhed, som består i at foretage oversættelser for andre fra et sprog til et andet. Næringsretligt kan oversættelsesvirksomhed udøves af enhver, men det er kun de translatører og tolke, der har en erhvervstilladelse, en såkaldt beskikkelse, der må benævne sig translatør.

Den bevilgende myndighed er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som fører et register over beskikkede translatører og tolke.

Det er lov om translatører og tolke, der regulerer retsforholdene for translatører mv., herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af beskikkelser, hvis den pågældende har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998,1664 H analogt.

A.4.3.25 Vagtvirksomhed

 

Ved vagtvirksomhed forstås selvstændig erhvervsvirksomhed, hvorved personer

  • fører tilsyn med privat område eller område, hvortil der er almindelig adgang, evt. ved brug af hunde eller TV-overvågning
  • udfører værditransporter
  • udøver beskyttelse af andre personer
  • modtager og behandler alarmsignaler fra overfalds- og indbrudsalarmeringsanlæg
  • eller fører kontrol med disse funktioner.

Drift af en vagtvirksomhed kræver en tilladelse, en såkaldt autorisation, der udstedes for bestemte former for vagtvirksomhed for et tidsrum af højst 5 år og for én eller flere politikredse eller for hele landet.

Den bevilgsudstedende myndighed er Rigspolitichefen efter bemyndigelse fra justitsministeriet.

Det er lov samt bekendtgørelse om vagtvirksomhed, der regulerer retsforholdene for vagtvirksomhed, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af autorisationer, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998,1664 H analogt.

A.4.3.26 Vekselerervirksomhed

 

Ved vekselerervirksomhed forstås veksling af penge samt arbitrageforretninger eller køb, salg eller formidling af værdipapirer, der ikke er omfattet af lov om værdipapirhandel.

Den bevilgende myndighed er politimesteren på det sted, hvor vekselerervirksomheden agtes drevet, Hvis virksomheden ligger i København, er det dog Borgerrepræsentationen, der har kompetencen.

Det er næringsloven, der regulerer forholdene for vekselerere, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af næringsbrev, hvis bevillingshaveren har væsentlig offentlig gæld.

Den væsentlige offentlige gæld skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998,1664 H analogt.

A.4.3.27 VVS-installatører

 

Gas-, vand- samt afløbsinstallationer over terrænhøjde og i bygninger må kun udføres og serviceres af virksomheder, der har autorisation som gas-, vand- og sanitetsmester, også kaldet VVS-installatør, hvilket står for vand, varme og sanitet. Tidligere kaldtes sådanne virksomheder for gas- og vandmestre.

Tilladelsen gives af Danmarks Gasmateriel Prøvning, der også nægter eller tilbagekalder en bevillingshavers autorisation.

Det er lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger, der regulerer retsforholdene for VVS-installatører, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af autorisationer, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Ifølge Danmarks Gasmateriel Prøvning, er der ikke i den aktuelle lov tilsigtet nogen ændringer i forhold til den oprindelige ændringslov, som indførte de aktuelle bestemmelser om sanktioner over for virksomheder mv., der har væsentlige gæld til det offentlige.

A.5 Indberetning til RKI

 

I dette afsnit omtales et forebyggende restancemiddel, som såvel KM som regionen kan bruge, når de vil søge at forhindre, at en borger eller virksomhed oparbejder yderligere restancer, og restanceinstrumentet retter sig for virksomheders vedkommende alene mod de igangværende.

Midlet består i, at inddrivelsesmyndigheden kan indberette en restant til RKI-Kreditinformation A/S, når den pågældende skylder Told&Skat penge. RKI står for Ribers Kreditinformation A/S, der er det kreditoplysningsbureau, som Told&Skat abonnerer på. Det er således muligt for en virksomheds eller borgers eksterne samarbejdspartnere, som eksempelvis de vareleverandører, pengeinstitutter og andre potentielle kreditgivere mv., der også abonnerer på RKI, at forespørge, om den kreditsøgende virksomhed er registreret hos RKI som en dårlig betaler, før de beslutter sig for, om de vil yde virksomheden kredit.

Forinden inddrivelsesmyndigheden indberetter en borger eller en virksomhed som dårlig betaler til RKI, skal skyldneren advares om det påtænkte skridt, således at den pågældende får mulighed for at agere for på den måde at undgå sanktionen.

Hjemlen for offentlige myndigheder til at indberette skyldnere til kreditoplysningsbureauer som RKI findes i persondatalovens kapitel 5, §§ 15 - 18. Endvidere har Datatilsynet udarbejdet vejledning nr. 17 fra 19. januar 2001 om offentlige myndigheders indberetning af skyldnere til kreditoplysningsbureauer.

De nævnte bestemmelser omfatter gæld til det offentlige og på den måde bl.a. restancer i form af personlig skat, selskabsskat, A-skat og AM-bidrag, told, moms, lønsumsafgift og punktafgifter.

A.5.1 Generelt

 

Formålet med at foretage indberetning til et kreditoplysningsbureau, aktuelt RKI, vil typisk være at tilskynde restanter til at betale deres gæld til ToldSkat, herunder også afdragsvist.

Hertil kommer, at en notering i RKI hæmmer virksomheden i at optage yderligere lån hos private til skade for offentlige kreditorer som eksempelvis ToldSkat. I den forbindelse skal inddrivelsesmyndigheden dog være opmærksom på, at en eventuel indberetning vil kunne afskære en skyldner fra at låne penge, f.eks. i et pengeinstitut, også til at afvikle gælden til det offentlige.

Inddrivelsesmyndigheden kan videregive oplysninger til RKI , hvad enten de er edb-behandlede eller stammer fra et manuelt register. Videregivelsen kan foretages både skriftligt og via edb, eventuelt gennem et on-line system. Videregivelsen kan af dokumentationsmæssige årsager derimod ikke foretages mundtligt og således ikke eksempelvis telefonisk.

Oplysningerne må angå skyldnerens identitet og gældens størrelse, men derimod ikke gældens art, se nedenfor under afsnit A.5.5 .

Det er, som nævnt, restanceoplysninger vedrørende såvel virksomheder mv. som privatpersoner, der må videregives. Reglerne gælder således alle former for erhvervsvirksomheder, erhvervsdrivende institutioner, foreninger o.lign. Hertil kommer fysiske personer, der ikke driver selvstændig erhvervsvirksomhed, men eksempelvis er lønmodtagere.

Myndigheden er ifølge persondataloven ikke forpligtet til at videregive oplysninger om skyldnere til et kreditoplysningsbureau, men har mulighed for det, hvis en række betingelser, som beskrives i det følgende, er opfyldt.

Den enkelte myndighed har dog pligt til at behandle borgerne lige. En eventuel forskelsbehandling af skyldnere skal derfor kunne begrundes sagligt af myndigheden.

A.5.2 Betingelser for at indberette skyldnere til RKI

 

Persondatalovens § 16 indeholder en række betingelser, som skal være opfyldt for, at inddrivelsesmyndigheden lovligt kan give oplysninger om en skyldner videre til RKI.

Bestemmelsen er en minimumsregel, og den enkelte myndighed har derfor mulighed for at fastsætte yderligere betingelser for videregivelsen, jf. persondatalovens § 18, se afsnit A.5.8.

Persondatalovens § 16, stk. 1 Persondatalovens § 16, stk. 1, stiller følgende generelle krav til gælden og dens størrelse for, at oplysningerne kan videregives:
  • at det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov

eller

  • at den samlede gæld er forfalden og
  • at gælden overstiger 7 500 kr., og
  • at gælden ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling

Den betingelse, som er anført under bestemmelsens 1. led, har først og fremmest betydning på områder, hvor der hovedsageligt er tale om fordringer, der ikke opfylder beløbsgrænsen på 7.500 kr., men hvor man uanset dette finder, at det skal være muligt at bruge kreditoplysningsbureauer. Denne bestemmelse bliver ikke omtalt yderligere i det følgende, da den ikke er aktuel for Told&Skats krav.

Derimod behandles Told&Skat´s krav efter den betingelse, der er anført under bestemmelsens 2. led.

Gælden skal, som det fremgår, overstige 7.500 kr., for at oplysninger herom kan gives videre til RKI. Det er en betingelse, at gælden er forfalden, dvs., at det tidspunkt, hvor fordringshaveren kan kræve betaling, er passeret.

Det forhold, at der er indrømmet henstand med betaling af hele gælden eller en del af den, eksempelvis i form af en indgået afdragsordning, som skyldneren overholder, bevirker, at gældens forfaldstidspunkt er udskudt til det nye aftalte betalingstidspunkt og derfor ikke "tæller med" som gæld i relation til persondatalovens bestemmelser, så længe henstandsperioden ikke er udløbet og/eller den indgåede betalingsordning overholdes.

Derimod forhindrer forhandlinger om en afdragsaftale ikke, at oplysninger om gælden må videregives.

Klage over kravets eksistens eller størrelse er ikke til hinder for videregivelse, i det omfang kravet umiddelbart kan tvangsfuldbyrdes, jf. herved persondatalovens § 16, stk. 3. Beslutningen om videregivelse bør dog normalt udskydes, indtil klagesagen er behandlet, og afgørelsen er meddelt skyldneren, medmindre klagen er åbenbart grundløs. Se i øvrigt A.5.4 om afdragsordninger for at afværge indberetning.

Gælden på mere end 7.500 kr. består af en hovedstol samt eventuelle renter og gebyrer mv. og udspringer af et konkret retsforhold, der vedrører en bestemt form for ydelse, betaling mv.

Persondatalovens § 16, stk. 2 Gælden behøver ikke at vedrøre ét retsforhold, idet myndigheden har adgang til at kumulere flere forskellige slags krav, forudsat at den samlede gæld administreres af den samme inddrivelsesmyndighed. (persondatalovens § 16, stk. 2)

Inddrivelsesmyndigheden har ikke pligt til at kumulere flere eventuelle gældsposter, når de indberetter en restant til RKI, men kan frit vælge, hvilke gælds-

poster, der skal danne grundlag for en indberetning.

Dette betyder bl.a., at den nye gældspost selvstændigt skal opfylde betingelserne for indberetning efter persondatalovens § 16, stk. 1, nr. 2, selv om skyldneren allerede er indberettet for en gæld på mere end 7.500 kr.

Kumulering har i praksis størst betydning for KM, der administrerer inddrivelsen af mange forskellige typer fordringer, mens regionerne i reglen kun administrerer inddrivelsen af skatte- og afgiftskrav, der opfattes som én type fordring.

Persondatalovens § 16, stk. 3 Persondatalovens § 16, stk. 3, opstiller som yderligere betingelse for at kunne videregive skyldneroplysninger til RKI, at kravet kan tvangsfuldbyrdes.

Det fremgår af bestemmelsen, at de nærmere betingelser er:

  • at gælden skal kunne inddrives ved udpantning, og at der er fremsendt 2 rykkere til debitor

eller

  • at der er foretaget eller forsøgt foretaget udlæg for kravet

eller

  • at kravet er fastsat ved endelig dom

eller

  • at inddrivelsesmyndigheden har erhvervet skyldnerens skriftlige erkendelse af den forfaldne gæld.

Med hensyn til betingelsen om, at gælden skal kunne inddrives ved udpantning, bemærkes, at hovedparten af de krav, som ToldSkat inddriver, er tillagt udpantningsret. Inddrivelsesmyndigheden skal derfor alene sørge for at opfylde 2. del af betingelsen, hvorefter der skal være fremsendt 2 rykkere til skyldneren, før myndigheden kan videregive oplysningerne om kravet mv. til RKI.

Med hensyn til betingelsen om, at der skal være foretaget eller forsøgt foretaget udlæg, er det en forudsætning, at skyldneren har været til stede under udlægsforretningen. Det er således ikke tilstrækkeligt, at inddrivelsesmyndigheden har tilsagt skyldneren til en udlægsforretning, hvis skyldneren ikke er mødt, eller at denne ikke er truffet hjemme ved en udgående udlægsforretning.

Hvis kravet ikke er tillagt udpantningsret, eller udlægget hverken er foretaget eller forsøgt foretaget, kan en debitor kun indberettes til RKI, hvis kravet er fastslået ved endelig dom eller, hvis skyldneren skriftligt har erkendt at skylde gælden.

Betingelserne, som er anført i forrige afsnit, kan blive aktuelle, hvis Told&Skats krav hidrører fra et erstatningskrav, hvor eksempelvis direktøren og kapitalejeren i et konkursramt og ophørt selskab er blevet dømt til at betale erstatning for f.eks. indeholdte A-skatter eller skriftligt har vedkendt sig at skylde beløbet.

A.5.3 Underretning til skyldneren om indberetning

 

Persondatalovens § 17 Persondatalovens § 17 stiller nogle yderligere krav med hensyn til at orientere skyldneren, inden myndigheden indberetter en skyldner til RKI.

Det betyder, at de betingelser, der er beskrevet i persondatalovens § 16, jf. ovenfor under A.5.2, skal være opfyldt, før inddrivelsesmyndigheden må orientere skyldneren om en påtænkt indberetning efter de regler, der beskrives i det følgende.

Persondatalovens § 17, stk. 1 Ifølge persondatalovens § 17, stk. 1, skal inddrivelsesmyndigheden give skyldneren skriftlig meddelelse om, at man agter at indberette den pågældende til RKI.

Herefter skal der gå mindst 4 uger, før myndigheden må indberette skyldneren til RKI.

Formålet med denne varselsskrivelse er, at skyldneren får mulighed for at opklare og rette eventuelle fejl og misforståelser. Endvidere giver varslet skyldneren mulighed for at undgå at blive indberettet til RKI ved at betale gælden eller ved at indgå en aftale om afdragsvis betaling af gælden.

Persondatalovens § 17, stk. 2  Varselsbrevet skal ifølge persondatalovens § 17, stk. 2, indeholde følgende oplysninger:

  • hvilke oplysninger, inddrivelsesmyndigheden vil indberette
  • til hvilket kreditoplysningsbureau oplysningerne vil blive indberettet
  • hvornår oplysningerne vil blive indberettet
  • at debitor ikke bliver indberettet, hvis han betaler gælden inden 4 uger, eller han opnår henstand med betalingen eller indgår og overholder en aftale om afdragsvis betaling med inddrivelsesmyndigheden

Med hensyn til hvilke oplysninger, inddrivelsesmyndigheden i givet fald må videregive til kreditoplysningsbureauet, henvises til afsnit A.5.5.

Det skal dog pointeres, at inddrivelsesmyndigheden i varselsbrevet til restanten tydeligt skal redegøre for, hvilken restance angivet i beløb og art, man agter at indberette.

Persondataloven foreskriver, at skyldneren skal orienteres om, hvilket kreditoplysningsbureau, der vil få tilsendt oplysningerne om restance mv. Da det offentlige, som tidligere nævnt, abonnerer på kreditoplysningsbureauet RKI, skal restanten følgelig have oplysning om navnet på bureauet (Ribers Kreditinformation A/S) for at opfylde lovens krav.

I varselsskrivelsen til skyldneren skal inddrivelsesmyndigheden også oplyse restanten om, at indberetningen vil blive foretaget 4 uger efter, at meddelelsen er givet, og at han kan klage over restanceopgørelsen til TSS.

I relation til klageadgangen bemærkes uddybende, at beslutningen om at videregive oplysninger til RKI ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, hvorfor denne beslutning ikke kan påklages i det administrative rekurssystem.

Klage kan dog i sædvanligt omfang indgives til en overordnet myndighed i kraft af over/underordnelsesforholdet.

I Datatilsynets vejledning punkt 8 er det anført, at Datatilsynet afgør klager, og at Datatilsynet i videst muligt omfang behandler klagen som en sag mellem Tilsynet og den pågældende myndighed.

Skyldneren skal i varselsbrevet endvidere have at vide, at den pågældende kan afværge indberetning til RKI, hvis han betaler sin gæld inden for de 4 uger, som fristen (normalt) er fastsat til, eller hvis inddrivelsesmyndigheden bevilger den pågældende henstand, eller restanten indgår og overholder en afdragsaftale.

Det bør ydermere fremgå af varselsbrevet, at inddrivelsesmyndigheden vil foretage indberetning til RKI uden yderligere varsel, hvis skyldneren misligholder en afdragsordning, han indgår netop med henblik på at afværge at blive indberettet til RKI.

Når der er forløbet 4 uger fra meddelelsen, uden der er kommet en aftale om betaling af gælden i stand, kan inddrivelsesmyndigheden uden videre indberette restanten til RKI.

Indberetningen bør foretages umiddelbart efter, at 4 ugers fristen er udløbet. I modsat fald skal inddrivelsesmyndigheden give debitor en ny varselsskrivelse, hvis man nu ønsker at indberette restanten til RKI, forudsat at "forsinkelsen" ikke skyldes restantens forhold. Indberetningen skal med andre ord normalt foretages uden ugrundet ophold efter, at der er gået 4 uger. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor varselsbrevet er kommet frem til restanten, da en sådan skrivelse efter aftalelovens systematik anses for et påbud.

Hvis skyldneren derimod på foranledning af varselsbrevet har indgået en betalingsaftale med inddrivelsesmyndigheden inden for fristen, men misligholder aftalen, kan myndigheden indberette skyldneren omgående. I dette tilfælde skal der således ikke sendes en ny varselsskrivelse til restanten.

Når inddrivelsesmyndigheden har indberettet en restant til RKI, meddeler RKI selv skyldneren, at han er blevet registreret i RKI´s register. Inddrivelsesmyndigheden skal derfor ikke orientere skyldneren, om at man nu har videregivet sine oplysninger til RKI. Det er skyldneren jo blevet varslet om tidligere, jf. ovenfor.

Ud over at meddele restanten, at han er registreret, giver RKI klagevejledning, herunder oplyser om, at Datatilsynet er klageinstans.

Hvis inddrivelsesmyndigheden udsender en varselsskrivelse, der ikke opfylder kravene i persondatalovems § 17, vil det typisk betyde, at myndigheden er forpligtet til midlertidigt at få slettet registreringen hos RKI, indtil man har udsendt en meddelelse, der opfylder lovens krav, og der er forløbet 4 uger, uden at restanten har indgået aftale om henstand eller afdragsvis betaling af sin gæld.

A.5.4 Afdragsordning for at afværge indberetning

 

En skyldner kan, som nævnt ovenfor under A.5.2 og A.5.3, indgå og overholde en afdragsordning med inddrivelsesmyndigheden og på den måde afværge, at han bliver indberettet til RKI. Hvis restanten ikke overholder en sådan betalingsaftale, kan myndigheden uden yderligere varsel indberette den pågældende til RKI.

Hvis der inden for 4 ugers fristen er givet henstand eller indgået en aftale om afdragsvis betaling, og denne aftale overholdes, kan inddrivelsesmyndigheden ikke videregive kreditoplysninger til RKI. Denne begrænsning er ifølge forarbejderne til persondataloven i overensstemmelse med lovens formål, nemlig at tilskynde restanten til at betale gælden, herunder afdragsvist.

Afdragsordningen bør være skriftlig og underskrevet af debitor.

Derimod forhindrer den omstændighed, at der inden 4 ugers fristens udløb er indledt forhandlinger om en afdragsaftale, ikke i sig selv inddrivelsesmyndigheden i at videregive oplysninger om gælden til RKI, når fristen er udløbet.

I sådanne tilfælde vil det dog ofte være hensigtsmæssigt at udskyde beslutningen om at indberette de pågældende oplysninger. Dette gælder særligt, når inddrivelsesmyndigheden skønner, at betalingsaftalen vil kunne indgås inden for kort tid.

Det er inddrivelsesmyndigheden, der afgør, om en tilbudt afdragsordning er tilstrækkelig til at afværge indberetning til RKI. Hvis inddrivelsesmyndigheden ikke kan acceptere en tilbudt afdragsordning, set f.eks. i forhold til restancens størrelse, kan inddrivelsesmyndigheden meddele debitor dette. Det betyder, at inddrivelsesmyndigheden kan indgå en aftale med skyldneren, der alene får den virkning, at restancen nedbringes, men ikke medfører, at debitor undgår at blive indberettet til RKI. Inddrivelsesmyndigheden skal blot have gjort det klart for den pågældende, på hvilke vilkår aftalen indgås, ligesom myndigheden i den forbindelse har pligt til at behandle virksomhederne/borgerne ens.

Hvis en skyldner først indgår en afdragsordning efter at være indberettet til RKI, skal inddrivelsesmyndigheden ikke trække indberetningen tilbage, men kan dog gøre det, hvis man efter en konkret vurdering finder det hensigtsmæssigt.

A.5.5 Oplysninger som myndigheden må indberette

 

Efter persondatalovens § 15, stk. 1, er det "oplysninger om gæld til det offentlige", som inddrivelsesmyndigheden må videregive til RKI.

Udtrykket "oplysninger om gæld" omfatter oplysninger om skyldnerens identitet.

Det betyder, at inddrivelsesmyndigheden kan indberette skyldneroplysninger som eksempelvis navn, adresse, CVR-nummer, telefonnummer samt fødselsdato og -år til RKI, forudsat at betingelserne for at videregive oplysningerne, som er beskrevet tidligere, er opfyldt.

Der må ikke indberettes oplysninger om restantens personnummer. Dette er imidlertid ikke til hinder for, at myndigheden må videregive en virksomheds CVR-nummer.

Heller ikke oplysninger om hemmelige telefonnumre og afdøde personer må gives videre til RKI.

Inddrivelsesmyndigheden kan derimod godt videregive oplysninger om beskyttede adresser. Det er dog en betingelse, at myndigheden i varselsskrivelsen, som er omtalt ovenfor i afsnit A.5.3, anfører, at også en eventuel beskyttet adresse vil blive videregivet til RKI, og at den beskyttede adresse ikke vises i RKI´s svarbillede til abonnenterne. Inddrivelsesmyndigheden skal i forbindelse med indberetningen pålægge RKI at sørge for, at svarbilledets oplysninger begrænses i sådanne tilfælde.

Ifølge persondatalovens § 15, stk. 2, må oplysninger, som er nævnt i lovens §§ 7, stk. 1, eller 8, stk. 1, dvs. oplysninger om rent private forhold, ikke videregives. Det betyder, at oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold ikke må indberettes til RKI, f.eks. oplysninger om gældens art. At der ikke må gives oplysninger om gældens art fremgår tillige af § 6 a i Datatilsynets vejledning.

Dette medfører, at inddrivelsesmyndigheden kun må indberette oplysninger om restancens størrelse, men ikke hvoraf restancen udspringer, eksempelvis om gælden vedrører moms, afgifter eller skat.

Persondatalovens § 15, stk. 3, bestemmer, at fortrolige oplysninger, der er givet videre til et kreditoplysningebureau, ikke af den grund anses for offentligt tilgængelige i øvrigt.

Det betyder, at oplysninger om gæld til det offentlige ikke mister deres karakter af at være fortrolige, selv om oplysningerne er givet videre til et kreditoplysningsbureau.

Det bevirker således, at videregivelsen ikke kan forårsage, at der gives aktindsigt i dokumenter med de pågældende oplysninger.

RKI´s (og andre kreditoplysningsbureauers) abonnenter, herunder Told&Skat, er kontraktligt forpligtet til at holde de oplysninger, de har fået fra bureauet, hemmelige og følgelig behandle oplysningerne som fortrolige.

A.5.6 Særligt hvor skyldneren bestrider fordringens eksistens

 

RKI må efter persondatalovens § 20, stk. 1, kun registrere og videregive oplysninger, som efter deres art er af betydning for at kunne bedømme en skyldners økonomiske soliditet og kreditværdighed.

Det fremgår af samme lovs § 24, at oplysninger eller bedømmelser, der viser sig urigtige eller vildledende, snarest muligt skal slettes eller berigtiges.

Som eksempel herpå kan nævnes oplysninger, der bevirker, at to personer kan forveksles med hinanden på grund af navnelighed. I dette tilfælde, skal oplysningerne ændres således, at det er muligt at skelne personerne fra hinanden.

Endelig fremgår følgende af § 25: I tilfælde af, at en oplysning eller bedømmelse er givet videre, og den senere viser sig at være urigtig eller vildledende, skal RKI straks give skriftlig underretning om berigtigelsen til den indberettede og til alle, der har modtaget oplysningen eller bedømmelsen inden for de sidste 6 måneder, før RKI er blevet bekendt med forholdet. Den indberettede skal tillige have meddelelse om, hvem der har modtaget underretning, og hvorfra den urigtige eller vildledende oplysning stammer.

Inddrivelsesmyndigheden må derfor ikke indberette krav, som viser sig ikke at bestå af den eller den anden grund.

Den omstændighed, at skyldneren har klaget over kravets eksistens eller størrelse, bevirker i sig selv ikke, at inddrivelsesmyndigheden skal afholde sig fra at indberette tilgodehavendet til RKI, hvis kravet umiddelbart kan tvangsfuldbyrdes.

Inddrivelsesmyndigheden bør dog normalt udskyde sin beslutning om at indberette skyldneren til RKI, indtil klagesagen er behandlet, og skyldneren har fået afgørelsen. Dette gælder dog ikke, hvis klagen er åbentbart grundløs.

A.5.7 Sletning i RKI

 

Efter persondatalovens § 20, stk. 3, må oplysninger om forhold, der taler imod kreditværdighed, og som er mere end 5 år gamle, ikke registreres eller videregives.

En registreret skyldner skal som udgangspunkt slettes senest 5 år efter det tidspunkt, hvor indberetningsbetingelserne i persondatalovens § 16, stk. 3, første gang var opfyldt. I de tilfælde, hvor en indberetning er blevet udskudt på grund af en klage fra skyldneren over fordringens eksistens eller størrelse, løber 5 års-fristen dog først fra det tidspunkt, hvor klagesagen er blevet afgjort.

For at sikre, at en fordring slettes rettidigt, skal inddrivelsesmyndigheden i forbindelse med indberetning, give RKI besked om, fra hvilket tidspunkt den 5-årige frist skal beregnes. Dette vil i praksis ofte være datoen for første udlæg.

Såfremt det beløb, som skyldneren er registreret for, senere er blevet betalt, skal inddrivelsesmyndigheden omgående give RKI meddelelse herom, således at RKI kan markere, at fordringen er betalt og samtidig slette registreringen.

Inddrivelsesmyndigheden kan dog til enhver tid anmode RKI om at slette oplysninger om en indberettet skyldner straks, også selv om restanten ikke har betalt den gæld, den pågældende er registreret for.

Inddrivelsesmyndigheden er ikke forpligtet til at trække indberetningen tilbage, selv om skyldneren har afdraget på sin gæld, således at den kun udgør 7.500 kr. eller mindre og således et beløb, der ligger under indberetningsgrænsen.

Begrundelsen herfor er, at den beløbsmæssige betingelse i henhold til persondatalovens § 16, stk. 1, nr. 2, blot skal være opfyldt på indberetningstidspunktet, hvorfor det principielt er uden betydning, om gælden på et senere tidspunkt ikke længere opfylder denne betingelse.

I de tilfælde, hvor en RKI-registreret skyldner flytter fra en region, skal "fraflytningsregionen" tydeligt påføre restancesagen relevante fakta vedrørende RKI-registreringen, således at modtagerregionen er opmærksom på at følge op på indberetningen, især med hensyn til at overholde slettefrister mv. Afsenderregionen skal foranledige, at regionskoden bliver ændret hos RKI. Se herom under A.6.

A.5.8 KM´s og regionernes administration af ordningen

 

Regionerne er bemyndiget til at administrere ordningen efter følgende retningslinier:

  • For virksomheder og personer, hvis samlede restance inklusive renter overstiger 7.500 kr. skal regionerne indberette en skyldner til RKI, når persondatalovens forudsætninger og krav er opfyldt.
  • For virksomheder og personer, der er registreret i ToldSkats register over retskraftige udgiftførte fordringer (RUF-registret), skal regionerne som udgangspunkt foretage indberetning til RKI, når persondatalovens forudsætninger og krav er opfyldt.

Indberetning skal dog kun foretages på fordringer, der er mindre end 5 år gamle regnet fra tidspunktet for afsendelse af varselsskrivelsen.

Regionerne kan endvidere undlade at registrere RUF-restanter, hvis dette ikke skønnes at have nogen inddrivelseseffekt.

For personskatter er det alene de kommuner, som har indgået en aftale med RKI, der kan indberette restanterne.

ToldSkat er ikke ifølge persondataloven forpligtet til at indberette dårlige betalere til RKI.

Det bemærkes dog, at en myndighed skal iagttage den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, når den udfører sine arbejdsopgaver.

Det vil sige, at KM og regionerne skal behandle restanterne ens, og hvis man umiddelbart betragtet ikke gør det, være i stand til sagligt at kunne begrunde forskelsbehandlingen.

På den baggrund er der mellem ToldSkat og Kommunernes Landsforening indgået en administrationsafdtale, der er beskrevet i det følgende:

Manglende betalingsevne Hvis inddrivelsesmyndigheden kan få fyldestgørende oplysninger om skyldneren og husstandens økonomiske forhold og på den baggrund vurderer, at skyldneren mangler betalingsevne eller fuldt ud opfylder denne, bør inddrivelsesmyndigheden undlade at indberette den pågældende til RKI.

Såfremt det ikke er muligt at fremskaffe tilstrækkelige økonomiske oplysninger, kan myndigheden indberette skyldneren til RKI på de almindelige betingelser efter persondataloven.

Inddrivelse ved lønindeholdelse Hvis inddrivelsesmyndigheden vurderer, at en skyldners betalingsevne er opbrugt i forbindelse med lønindeholdelse (f. eks. iværksat af den anden myndighed), bør henholdsvis regionen og KM undlade indberetning til RKI.

Hvis inddrivelsesmyndigheden på grundlag af fyldestgørende økonomiske oplysninger vurderer, at skyldneren har en betalingsevne, som overstiger de beløb, der inddrives ved lønindeholdelse, skal myndigheden indberette skyldneren til RKI efter de sædvanlige retningslinier.

Anmeldt betalingsstandsning Når en skyldner har anmeldt betalingsstandsning til skifteretten og fået beskikket et tilsyn, bør inddrivelsesmyndigheden undlade at indberette vedkommende til RKI, fordi skyldneren ikke i den situation må betale sin gæld uden at få tilsynets samtykke, jf. KKL § 15.

Sletning af registrering Registreringen af en skyldner skal som udgangspunkt slettes efter 5 år, der regnes fra det tidspunkt, indberetningsbetingelserne i persondatalovens § 16, stk. 3, jf. stk.1, nr. 2, der vedrører krav på over 7.500 kr., første gang var opfyldt.

Det betyder, at en restance skal slettes i RKI 5 år efter dateringen for eksempelvis 2. rykkerskrivelse eller det foretagne udlæg.

Generelt Inddrivelsesmyndigheden bør i de tilfælde, hvor kravet vedrører forskellige år, indberette kravene særskilt og følgelig angive beløb og udlægsdato e.lign. for hver enkelt indberetning, selv om kravene tilsammen kan siges at udgøre én fordring, idet denne fremgangsmåde må anses for at være den mest hensigtsmæssige af hensyn til sletningsfristen.

Inddrivelsesmyndigheden bør være tilbageholdende med at indberette krav, der er mere end 5 år gamle.

I tvivlstilfælde bør det tidligste tidspunkt for sletning indberettes, dvs., at slettedatoen beregnes fra kravets sidste rettidige indbetalingsdag.

A.5.9 Særligt om indberetning af renter

 

Som nævnt under afsnit A.5.2 sammensætter beløbsgrænsen for indberetning på over 7.500 kr. af hovedstol, renter og gebyrer mv. Renter og gebyrer kan således indberettes, selv om hovedstolen er betalt. Inddrivelsesmyndigheden skal dog være opmærksom på, at renterestancer, der løbende tilskrives, f.eks. RUF-restancer mv., ikke kan indberettes, hvis hovedstolen er mere end 5 år gammel.

A.6 Flytning af virksomheder mellem regionerne

 

En virksomhed skal som hovedregel registreres under den adresse, hvor virksomheden er beliggende eller drives. Virksomheden kan også registreres på den adresse, hvor virksomhedens regnskab opbevares.

Inden regionen imødekommer et ønske om flytning, bør den vurdere, om der er realiteter bag adresseflytningen, herunder om kontrol og inddrivelse kan gennemføres på den nye adresse.

Det må ved flytning af virksomheder mellem regionerne undgås, at virksomhederne ved at anmelde "flytning" kan unddrage sig igangværende eller påtænkte kontrol- eller inddrivelsesskridt.

Der er eksempler på, at "kendte" personer er flyttet til en postadresse i en anden region, alene fordi deres virksomhed (restance og kontrolmæssigt) blev holdt i kort snor af hjemregionen. Inden den nye region opdager sagens rette sammenhæng, er der risiko for, at virksomheden i en periode får "ro" til at fortsætte på den oprindelige adresse med heraf følgende risiko for tab for statskassen.

Det er den fraflyttede regions ansvar, at der i forhold til "problematiske" virksomheder sker en kritisk vurdering af flyttemeddelelsen. Er flytteanmeldelsen overhovedet reel, eller kan den afvises. Hvad er formålet med flytningen, og hvordan kan fraflytningen medvirke til at afbøde skadevirkningerne, hvis flytningen blot er et forsøg på at "flygte" fra kontrol- og/eller inddrivelsesskridt. Der kan f.eks. peges på indledning af et samarbejde med tilflytningsregionen, udlån af medarbejdere, der kender virksomheden eller i det mindste initiering af en effektiv "afleveringsforretning" med tilflytningsregionen.

Den fraflyttede region bør således ikke tillade flytning af en virksomhed, hvis regionen får indtryk af, at flytningen sker pro forma, f.eks. for at undgå nærgående inddrivelse og kontrol. Et indicium for, at en flytning ikke er reel, kan være, at selskabet anmelder, at flytning fra regionen, på trods af at det ikke har skiftet hjemsted i vedtægterne.

Det er naturligvis modtagerregionens ansvar at kvittere for afsenderregionens initiativer på dette område ved at sørge for, at der straks stilles de fornødne ressourcer til rådighed, f.eks. at det vurderes, om den nødvendige faglige kompetence er til stede i den modtagende virksomhedsgruppe.

A.6.1 Flytning af restancesager mellem regionerne - igangværende virksomheder

 

Meddeler en igangværende virksomhed flytning til en anden region, overflyttes en eventuel restance sammen med registreringsenheden.

Konstaterer regionen på anden vis, at virksomheden er flyttet til en anden region, f. eks. via returpost, skal regionen skriftligt forespørge regionen, om der er sket en flytning, samt om virksomheden fortsættes.

Svarer virksomheden ikke på forespørgslen, kan flytning ske til anden reigon, såfremt flytningen bekræftes via enten folkeregistreret eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Såfremt den eneste nye adresse, der fremkommer, er adressen på folkeregisteret i den modtagende regions distrikt, bør afsenderregionen foretage udgående kontrol på den oprindelige adresse for at verificere, om der er tale om en reel flytning. Endvidere bør modtagerregionen kontaktes med henblik på en drøftelse af, om det er formålstjenligt at flytte virksomheden.

Hvis en skyldner er indberettet til RKI, skal dette tydeligt fremgå af restancesagen, således at den modtagende region er opmærksom på opfølgning af indberetningen, især med hensyn til overholdelse af slettefristerne. Afsenderregionen foranlediger regionskoden ændret hos RKI.

I forbindelse med overflytning af restancesagen til skyldnerens bopælsregion under en verserende lønindeholdelse skal Det Fælles Lønindeholdelsessystem underrettes om flytningen.

A.6.2 Overflytning af restancesager - afmeldte virksomheder

 

Som hovedregel skal der ske en flytning af alle restanceforhold vedrørende en afmeldt virksomhed, herunder RUF-restancer, når en skyldner flytter til en anden region. Restancesagen følger skyldnerens bopælsregion.

Der bør dog inden overflytningen foretages en vurdering af, om det under hensyntagen til restancens størrelse og karakter (ikke opkrævede renter og gebyrer), restancens og restantens alder, kendskab til restanten (manglende betalingsevne), er lønsomt for ToldSkat at belaste en anden region med restancen, eller om den kan slettes efter afsnit L.10 om uerholdelighed og endelig afskrivning.

Det bør ligeledes sikres, at der foreligger det dokumentationsmateriale, som er nødvendigt for den modtagende regions inddrivelse. Hvis det er nødvendigt at flytte sagen under en igangværende sagsbehandling, bør der inden oversendelsen til modtagerregionen udarbejdes en sagsfremstilling over det hidtidige sagsforløb som en status for sagen.

Hvis en skyldner flytter til udlandet, beholder den region, hvor skyldneren sidst havde bopæl, sagen.

Det er en forudsætning for flytning af restancesagen, at skyldner har ændret adresse i CPR-registreret.

For at undgå unødige overflytninger mellem regionerne bør flytningen som hovedregel først ske på det tidspunkt, hvor sagen naturligt kommer frem med henblik på iværksættelse af inddrivelsesskridt (og indledning af bobehandling):

  • foretagelse af udlæg, f. eks. med henblik på afbrydelse af forældelse (dog først 8 - 12 måneder før forældelse indtræder), eller når regionen konstaterer, at skyldneren ejer aktiver.
  • modtagelse af ansøgning om afdragsordning eller eftergivelse
  • iværksættelse af lønindeholdelse

Al sagsbehandling vedrørende det aktuelle inddrivelsesskridt foretages af bopælsregionen.

Sker flytningen som følge af en ansøgning om afdragsordning eller eftergivelse, skal den region, hvorfra skyldneren er fraflyttet, sende kvitteringsbrev til skyldner med oplysning om til hvilken region sagen er overflyttet.

I forbindelse med overflytning af restancesagen til skyldners bopælsregion under en verserende lønindeholdelse skal Det Fælles Lønindeholdelsessystem underrettes om flytning.

Ved overflytning skal dokumentation for skyldners adresseændring medsendes.

Det skal tydeligt fremgå af restancesagen, hvis virksomheden er RKI-indberettet. På den måde bliver modtagerregionen opmærksom på især sletningsfrister mv. Afsenderregionen foranlediger regionskoden ændret hos RKI.

A.6.3 Overflytning af selskaber uden aktiviteter

 

Foretagelse af inddrivelse hos et selskab, der ikke skønnes at have aktiviteter hverken på hjemstedsadressen eller andetsteds i regionens område, sker ved fremsendelse af anmodning om inddrivelse til den region, i hvis område direktøren har bopæl.

A.6.4 Interessentskaber der ikke driver virksomhed

 

Hvis flere skyldnere hæfter for en restance, f.eks. interessenterne i et interessentskab, skal restancesagen ikke flyttes, fordi en eller flere af interessenterne flytter til en anden region.

Flytter alle interessenter ud af regionens område, overflyttes restancesagen. Sagen flyttes til den region, hvor den skyldner, som efter de tilgængelige oplysninger har den største aktivmasse, bor. Denne region forestår herefter inddrivelsen hos de øvrige skyldnere ved at anmode de regioner, hvor de andre skyldnere har bopæl, om at foretage udlæg.

A.6.5 "Genstartere"

 

Modtages en registreringsanmeldelse fra en fysisk person, og har personen restancer fra tidligere registreringsforhold, flyttes restancesagen til den region, hvor skyldneren har anmeldt sig til registrering.

A.6.6 Bosager

 

Ved bosager forstås journalsager, der er oprettet i anledning af, at en virksomhed/borger har anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, er i gang med en kreditorordning, er under konkurs eller gældssanering. Hertil kommer dødsbosager

En bosag færdigbehandles ved den region, hvor skyldneren havde bopæl, da sagen blev påbegyndt.

Hvis en skyldner under bobehandlingen flytter til en anden region, og der skal foretages inddrivelsesskridt eller lønindeholdelse, foretages dette derimod af tilflytningsregionen efter anmodning fra den region, der behandler bosagen.

A.6.7 Gaveafgift

 

Afgiften påhviler gavemodtageren. Over for statskassen hæfter gavegiver dog solidarisk med gavemodtageren.

Som følge heraf skal en eventuel restancesag behandles af den region, hvor modtageren har bopæl. Hvis gavemodtager flytter til en anden region, overflyttes sagen ligeledes.

Hvis det bliver nødvendigt at tvangsinddrive gaveafgiften hos gavegiver, behandles sagen af den region, hvor gavegiveren har bopæl.

A.6.8 Smuglerisager

 

Smuglerisager, hvor et bødeforelæg er vedtaget, overflyttes til den region, hvor skyldner har bopæl på det tidspunkt, hvor der skal foretages inddrivelsesskridt.

Er der tilbageholdt gods, skal dette forblive ved den region, der har udfærdiget toldrapporten.

Den region, der har modtaget sagen, skal have oplysning om, at der er tilbageholdt gods, herunder om eventuel henliggefrist og særlige forhold omkring udlevering af godset. Regionen afgør herefter den videre behandling af godset efter de gældende regler.

I de tilfælde, hvor der er flere solidarisk hæftende skyldnere skal sagen blive ved den region, der har rejst sagen, for på den måde at sikre en fortsat effektiv sagsstyring, bl.a. med hensyn til eventuelle indgående betalinger.