Oversigt (indholdsfortegnelse)

1. Lønindtægter m.v.

2. Fradrag i lønindtægter m.v.

3. Specielle grupper af lønmodtagere

4. Etableringskonto

5. Sømandsskatteordningen

Den fulde tekst

Afsnit PD - Indkomstopgørelsen for lønmodtagere

1. Lønindtægter m.v.

Litteratur: Helkett (14.udg.), s.89 ff.

1.1. Løn og honorarindtægt

Efter skattekontrollovens § 7 påhviler det alle, der udbetaler løn,

gratiale, provision eller lign., at indsende oplysningssedler til

skattevæsenet om disse udbetalinger.

Ved ligningen må man tage sit udgangspunkt i det beløb, som

arbejdsgiveren har oplyst at have udbetalt til vedkommende

skatteyder. Kan lønmodtageren ikke godkende den foreliggende

oplysningsseddel, må han selv sandsynliggøre, at arbejdsgiverens

oplysninger er forkerte, og foranledige rettelse indsendt.

I lsr.1976.98 fandt landsskatteretten ikke tilstrækkeligt grundlag

for at bortse fra en oplysningsseddel, der udviste 2 måneders løn

til hovedaktionæren, uanset at denne hævdede, at udbetalingerne

ikke var løn, men delvis tilbagebetaling af hans tilgodehavende i

selskabet.

Underholdsydelser, som et aktieselskab påtog sig årligt at udbetale

til en betroet medarbejders børn indtil deres 18. år, anså retten

i realiteten for et særligt tillægsvederlag til medarbejderen, og

de udbetalte beløb blev herefter anset som indkomstskattepligtige

for medarbejderen, VLD af 7. aug. 1984 (skd.72.83).

En lønmodtager blev anset for skattepligtig af et beløb, som hans

nye arbejdsgiver havde betalt for ham i konventionalbod til hans

tidligere arbejdsgiver, medens de af den nye arbejdsgiver betalte

omkostninger i forbindelse hermed ikke blev anset for løn eller

gave til den ansatte, jfr. Skat 1986.6.408.

Vederlag, som en skatteyder modtog fra kolleger på rigstelefonen for

at overtage disses vagter, var skattepligtigt, selv om også

kollegerne var beskattet af beløbene, som var medtaget på deres

lønsedler, jfr. Skat 1986.10.601.

Beskatningstidspunktet

Løn- og honorarindtægter beskattes i princippet i det år, hvor

lønmodtageren har erhvervet endelig ret til lønnen ved at have

udført det, arbejdsaftalen pålægger ham. Af praktiske grunde -

især for at skabe overensstemmelse mellem tidspunktet for

skattetræk og beskatningstidspunktet - er der dog sket en række

modifikationer af denne hovedregel.

Bkg.20. nov.1985 - Løn og anden A-indkomst

Bkg.nr. 577 af 21. dec. 1972 er nu afløst af bkg.nr. 499 af 20. nov. 1985.

Den nye bkg. svarer til den hidtil gældende, men indeholder tillige

en bestemmelse om, at lønreduktion, der sker efter udløbet af en

indtjeningsperiode og vedrører lønsummen i denne tidligere

periode, skal placeres i det indkomstår, hvori lønreduktionen

finder sted. Bestemmelsen tager sigte på lønreduktion i

forbindelse med karensdage.

I øvrigt er det som tidligere fastasat, at beskatningen af løn og

anden A-indkomst, der i henhold til faglig overenskomst eller på

tilsvarende måde som led i arbejdsgiverens sædvanlige

forretningsgang udbetales efter indkomstårets udløb, udskydes til

det indkomstår, hvori udbetalingen finder sted.

Sådanne A-indkomster bliver dog skattepligtige senest 6 måneder

efter, at skatteyderen har erhvervet endelig ret til beløbet.

Endvidere foreskrives det, at beskatningstidspunktet senest

indtræder ved skattepligtens ophør.

Ved udbetalingstidspunktet forstås det faktiske udbetalingstidspunkt

eller det tidspunkt forinden, hvor udbetaling kan kræves i henhold

til arbejdsaftalen m.v.

Beskatningen kan ikke udskydes, fordi arbejdsgiveren ensidigt

udskyder betalingen, eller denne forsinkes på grund af sygdom,

betalingsvanskeligheder eller speciel aftale om netop denne

udbetaling, og heller ikke fordi lønmodtageren ensidigt forhaler

afgivelsen af oplysninger, der skal danne grundlag for beregningen

af lønnen for en given periode.

De særlige regler i bekendtgørelsen kan aldrig føre til beskatning

af indtægt på et tidligere tidspunkt end tidspunktet for

retserhvervelsen, og heller ikke til beskatning af indtægt, som

efter almindelige regler ikke er skattepligtig inden for den

periode, hvori modtageren opfylder betingelserne for fuld eller

begrænset skattepligt.

Lønninger m.v., der er B-indkomst (f.eks. indtægt som hushjælp,

lønindtægt fra udenlandsk arbejdsgiver) eller ydelser, der skal

beskattes efter reglerne i sømandsskatteloven, skal altid

beskattes i optjeningsåret.

Hvad omfattes af »løn«?

Begrebet »løn« i bekendtgørelsen omfatter den almindelige periodiske

arbejdsløn, uanset om den benævnes løn, honorar, provision eller

andet og ligeledes periodisk sygeløn, dagpenge i

»arbejdsgiverperioden«, understøttelse o.l., som en arbejdsgiver

yder under et stadigt bestående ansættelsesforhold.

Bekendtgørelsen finder også anvendelse på det ferietillæg, der

ydes lønmodtagere med ret til løn under ferie, og på

søgnehelligdagsbetaling, der således skal beskattes i

udbetalingsåret. Også periodiske udgiftsgodtgørelser, f.eks.

månedlige kørselstilskud er omfattet.

Såfremt beskatningen af den ordinære løn for en vis

indtjeningsperiode udskydes efter det foran nævnte, udskydes også

beskatningen af de i samme periode hos samme arbejdsgiver

indtjente løntillæg, herunder vederlag for overarbejde, forskudt

arbejdstid, provision og lignende A-indkomst, som udbetales senere

end den ordinære løn for den pågældende indtjeningsperiode.

Ligeledes udskydes beskatningen af feriegodtgørelse, som skal

beregnes på grundlag af en A-indtægt, hvor beskatningen er

udskudt, samt af tantieme o.l., hvor beregningen heraf udelukkende

knytter sig til en sådan A-indtægt, selvom feriegodtgørelse og

tantieme ellers ikke er omfattet af bekendtgørelsen.

Vederlag for akkordarbejde skal normalt beskattes i udbetalingsåret

(jfr. bekendtgørelsen), men et garanteret akkordforskud må som

hidtil beskattes i det år, hvor det kan hæves, uanset om det

faktisk hæves eller ej.

Også tandlægeassistenter, der aflønnes med en vis procentdel af de

indtjente honorarer, er omfattet af reglerne i bekendtgørelsen,

således at deres andel af de indtjente honorarer er skattepligtig

i det år, den udbetales, dog senest 6 måneder efter erhvervelsen

af den endelige ret dertil (ved arbejdets færdiggørelse),

skd.26.196.

Garanteret minimumsprovision for en vis periode sidestilles med

ordinær periodisk løn, og eventuelle udgiftsgodtgørelser, f.eks.

for kørsel, der specielt er knyttet til vedkommende provision

m.v., må behandles som tillæg til denne.

Feriegodtgørelse, tantieme o.l.

Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 2 skal feriegodtgørelse, tantieme

o.l., beskattes i det år, hvori ydelsen er indtjent, d.v.s. det

år, hvori der er erhvervet endeligt krav derpå, selv om

udbetalingen sker i det efterfølgende år, se lsr.1972.111.

Arbejdsgiveren skal derfor lønoplyse sådanne beløb for

indtjeningsåret, idet man dog må være opmærksom på de ovenfor

omtalte tilfælde, hvor beskatningen udskydes af feriegodtgørelse

og tantieme, der beregnes på grundlag af løn m.v., for hvilken

beskatningen er udskudt.

Arbejdstagere med ret til ferie med løn skal først beskattes i

udbetalings- året af den under ferien udbetalte løn.

Beskatning ved skattepligtens ophør

Efter bekendtgørelsens § 2 skal beskatning finde sted senest ved

skattepligtens ophør. Beskatning skal således ske ved den

skattepligtiges død samt når den fulde skattepligt efter KL § 1

ophører af andre grunde end død, uanset om modtageren derefter

bliver begrænset skattepligtig efter KL §2, stk. 1 a eller b.

Skattepligten anses derimod ikke for ophørt, hvor en begrænset

skattepligtig efter KL § 2, stk. 1, bliver fuldt skattepligtig

efter KL § 1.

Ved skattepligtens ophør beskattes herefter alle endeligt erhvervede

tilgodehavende A-indkomster, både erhvervelser i forrige

indkomstår med udskudt beskatning og erhvervelser i samme

indkomstår.

Efterbetalt løn m.v.

Efterbetalt løn m.v. beskattes i princippet i det år, hvor retten til

efterbetalingen er opstået. Er forudsætningerne i ovennævnte

bekendtgørelse opfyldt, udskydes beskatningen dog til

udbetalingstidspunktet, forudsat at udbetalingen sker senest 6

måneder efter retserhvervelsen.

Ved efterbetaling af nogle honorarer, som den pågældende havde haft

ret til at oppebære, men som ikke var kommet til udbetaling

tidligere på grund af den berettigedes uvidenhed om sit krav,

skete beskatningen i de år, hvor den pågældende havde erhvervet et

overenskomstmæssigt fastsat krav på honorarerne, lsr.1972.15.

Overenskomstmæssig lønregulering

Ligningsrådet har vedtaget, at overenskomstmæssige lønreguleringer

skal beskattes fuldtud i det indkomstår, hvor overenskomsten

indgås, selv om reguleringerne helt eller delvis vedrører

tidligere år.

Tilbagefordeling efter ansøgning

Ifølge SD-cirk. nr. 531 af 29. juni.1977 kan

amtsskatteinspektoraterne samt Københavns og Frederiksbergs

skattedirektorater tillade fordeling af efterbetaling af løn,

pensioner og understøttelser, erstatning til lønmodtagere for tabt

arbejdsfortjeneste etc.

Andragendet om fordeling forudsættes fremsat senest ved udløbet af

fristen for indgivelsen af selvangivelsen for det indkomstår,

hvori eengangsindtægten er indkomstskattepligtig. Såfremt denne

forudsætning ikke er opfyldt, kan andragendet forelægges

ligningsrådet.

Det må kunne dokumenteres, at indtægten vedrører det indkomstår,

hvortil den ønskes henført til beskatning, og nettobesparelsen ved

den ønskede tilbageregulering skal udgøre mindst 1 % af ansøgerens

skatte- pligtige indkomst i det indkomstår, hvor indkomsten

begæres nedsat.

Når det tillades, at en A-indkomst henføres til et eller flere

tidligere indkomstår, skal den A-skat, der er trukket heri, også

tilbageføres og modregnes i slutskatten for de(t) pågældende

indkomstår, skd.30.254.

Honorar for flere år

Honorarer for flerårige arbejder, der udbetales med et samlet beløb,

skal normalt først beskattes, når arbejdet er afsluttet og

honoraret for arbejdet er fastsat og udbetalt. Dette udelukker dog

ikke, at beskatningen sker i takt med eventuelle

acontoudbetalinger af honoraret, lsr.1974.108.

Forfatterhonorarer

Forfatterhonorarer skal principielt beskattes, når de er indtjente.

Den del af honoraret, der udbetales som en procentdel af

salgsindtægten, og som først kommer til udbetaling efter det år,

på grundlag af hvis salgsindtægter andelen beregnes, beskattes

efter praksis først i udbetalingsåret.

Acontobeløb beskattes normalt i de år, de bliver udbetalt, men i

nogle tilfælde må et acontobeløb dog anses som forskud, således at

beskatningen udskydes til det tidspunkt, hvor forfatteren har

opfyldt sin del af aftalen med forlaget, se lsr.1971.17.

Forfatterhonorarer, der hidrører fra arvede forfatterrettigheder,

skal løbende medregnes i modtagerens skattepligtige indkomst, selv

om der er betalt arveafgift af de arvede rettigheders

kapitalværdi, jfr. ØLD. af 12. november 1951.

Forskud på løn m.v.

Forskud på løn beskattes først på det tidspunkt, hvor lønnen normalt

ville være kommet til udbetaling.

Såfremt der ikke består nogen tilbagebetalingspligt i tilfælde af,

at lønmodtageren ikke opfylder sin del af arbejdsaftalen, skal

beskatning dog ske på udbetalingstidspunktet. Forskud på provision

kan efter funktionærlovens § 9, stk. 2, ikke indtales af

arbejdsgiveren som en almindelig gældsfordring, hvorfor beskatning

skal ske på udbetalingstidspunktet, lsr. 1970.15.

Tilbagebetaling af løn m.v.

Fradrag for tilbagebetaling af løn, der er modtaget med urette, skal

foretages i de(t) år, hvori den for meget udbetalte løn er

oppebåret og medregnet ved indkomstopgørelsen.

En sygeplejerske havde under kursusdeltagelse fået halv løn,

betinget af, at hun forblev i arbejdsgiverens tjeneste i mindst 5

år efter kursets afslutning. Da hun forlod arbejdsgiverens

tjeneste før de 5 år var gået, måtte hun tilbagebetale den under

kurset udbetalte løn. Ligningsrådet gav hende ikke tilladelse til

at føre tabet af lønindtægten tilbage til det år, hvori lønnen var

oppebåret, idet man efter praksis normalt ikke tillader, at

fradrag for tab føres tilbage til indkomstår, der ligger forud for

tabets konstatering.

En skatteyder, som blev fritaget for en kontrakt med flyvevåbenet

mod betaling af en erstatningsydelse på 10.000 kr., kunne ikke

fratrække beløbet i den skattepligtige indkomst som

»tilbagebetaling af løn«.

Lån

Når arbejdsgivere yder de ansatte lån til anskaffelse af bil, bolig

o.lign., og det ydede lån eftergives successivt under forudsætning

af, at ansættelsesforholdet vedvarer, beskattes de årlige

eftergivelser i eftergivelsesåret, idet eftergivelsesbeløbet anses

som et løntillæg, lsr.1971.28.

Retssag

Hvor et lønkrav - helt eller delvis - har været bestridt, og

spørgsmålet om kravets berettigelse og størrelse afgøres ved dom

eller voldgift, anses den omstridte del af lønnen først for

erhvervet, når retten til lønbeløbet er fastslået ved endelig dom

eller voldgiftskendelse, lsr.1972.108.

Konkurs m.v. - Lønmodtagernes garantifond

Ved arbejdsgiverens konkurs eller betalingsstandsning kan de ansatte

få deres tilgodehavende løn og feriegodtgørelse udbetalt fra

Lønmodtagernes garantifond, se E 1.4.3.

Udbetalingerne fra fonden periodiseres på samme måde som den

indtægt, de træder i stedet for, jfr. bl.a. lsr.1984.75 og

1985.160.

Løn for en opsigelsesperiode f.eks. fra 1. dec. 1985 til 28. febr.

1986 - udbetalt i januar 1986 - periodiseres således, at et beløb

svarende til løntilgodehavendet for dec. 1985 medregnes i

indkomstopgørelsen for 1985, medens restbeløbet henføres til

indkomsten i 1986.

Lønmodtageren kan dog også vælge at lade beløbet beskatte i det år,

hvori han erhverver endelig ret til det.

Lønkravet uerholdeligt

Konstateres hele eller en del af et udækket løntilgodehavende senere

at være uerholdeligt, vil tabet af den tilgodehavende løn kunne

fratrækkes i det år, hvor tabet konstateres, f.eks. i forbindelse

med konkursboets slutning. Der kan dog være tilfælde, hvor en

lønmodtagers undladelse af at hæve forfaldne lønbeløb må anses som

udtryk for, at der er etableret et låneforhold, således at senere

tab må anses som et ikke fradragsberettiget tab (formuetab). I den

henseende vil det kunne være vejledende, om garantifonden har

nægtet erstatning for det tabte løntilgodehavende.

Undertiden kan lønkravet anses endeligt tabt, uanset at

konkursbehandlingen ikke er afsluttet, lsr.1973.14.

1.2. Feriegodtgørelse - ferie med løn

Litteratur: Spang-Thomsen, S.O., 1979, s. 31.

Arbejdstagere med ret til feriegodtgørelse

Arbejdstageren skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst

medregne den i indkomståret optjente feriegodtgørelse.

Dette gælder også en arbejdstager, som i henhold til ferielovens §

14, stk. 2, kræver feriegodtgørelse i stedet for ferie med løn.

Feriegodtgørelse beskattes i indtjeningsåret, selv om beløbets

udbetaling er betinget af, at der faktisk holdes ferie,

lsr.1972.111.

Den helårlige feriegodtgørelse udgør for 1986 12,5 pct. og

tillægget til ferieløn 1 pct., med mindre andet er aftalt ved

overenskomst.

Arbejdstagere med ret til ferie med løn

Lønnen for ferieperioden medregnes ved indkomstopgørelsen for det

år, hvori ferien holdes. Det samme gælder det tillæg til ferieløn,

som modtages i medfør af ferielovens § 14, stk. 1 eller andre

tilsvarende bestemmelser.

En arbejdstager, der hidtil har modtaget løn under ferier og

medregnet ferielønnen til indkomsten i modtagelsesåret, skal ved

opgørelsen for fratrædelsesåret medregne både eventuelt modtagen

løn under ferie og den optjente feriegodtgørelse i

fratrædelsesåret, se lsr.1970.105. Hvis den i tidligere år

optjente feriegodtgørelse ikke tidligere er medregnet eller

afviklet ved modtagelse af løn under ferie, skal også den

medregnes i fratrædelsesåret.

Overgang til anden stilling (i samme eller anden virksomhed)

Efter overgang til en beskæftigelse med ret til ferie med løn, skal

arbejdstageren medregne den inden tiltrædelsen optjente

feriegodtgørelse samt modtagen ferieløn og tillæg til ferieløn.

Hvis der mellem en arbejdstager og en arbejdsgiver træffes aftale

om, at arbejdstageren får løn under ferie mod at afgive sin i

tidligere år indkomstbeskattede feriegodtgørelse til

arbejdsgiveren, skal alene forskelsbeløbet medregnes som indkomst

i tiltrædelsesåret. (Dette beløb udgør også trækgrundlag for

A-skat).

Søfolk

Søfolk, der på grund af skibenes fravær fra Danmark er afskåret fra

at holde ferie, skal medregne erstatningen herfor til indkomsten

for det år, hvori erstatningen tidligst kan kræves udbetalt.

Dødsfald

Ved en arbejdstagers død medregnes den tilgodehavende

feriegodtgørelse for dødsåret og eventuel ikke tidligere medregnet

feriegodtgørelse for det foregående år til indtægten i dødsåret

(»mellemperioden«). Arbejdsgiveren skal ved udbetalingen foretage

skatteindeholdelse med afdødes senest fastsatte trækprocent for

dødsåret.

Særlige forhold

Erstatning til tjenestemænd for bortfaldet ferie ydes ved udløbet af

det ferieår, i hvilket den bortfaldne ferie skulle være holdt som

tillægsferie, og beløbet beskattes i dette år.

Gives der tjenestemænd tjenestefrihed af en sådan varighed, at der

ikke optjenes ferieret i tjenestefrihedsperioden, ydes der ved

tjenestefrihedens begyndelse den pågældende feriegodtgørelse, som

om han var fratrådt tjenesten, og han må derfor beskattes af

feriegodtgørelsen i det år, hvor tjenestefriheden påbegyndes.

Ved tjenestefrihed af kortere varighed sker der ingen udbetaling af

feriegodtgørelse, men den pågældende bevarer sin ret til ferie med

løn efter sin genindtræden i stillingen.

En tjenestemand, der var ansat ved et universitet, skulle medregne

feriegodtgørelse herfra i udbetalingsåret, hvorimod han skulle

medregne feriegodtgørelse af et censorhonorar på en anden

læreanstalt i indtjeningsåret, skd.22.188.

1.3. Gratialer, provisioner og tantiemer

Gratialebeløb, hvis størrelse ikke er kontrakts- eller kutymemæssigt

fastsat, men ensidigt beror på arbejdsgiverens bestemmelse,

beskattes i det år, hvor arbejdsgiverens beslutning om gratialets

udbetaling og størrelse er meddelt modtageren, lsr.1970.103.

Provision, der kommer til udbetaling senere end den ordinære løn for

den pågældende indtjeningsperiode, beskattes ifølge bkg.nr. 499 af 20. nov. 1985 i det indkomstår, hvori udbetalingen finder sted,

skd.28.73.

Forskud på provisionsindtægter beskattes i udbetalingsåret,

lsr.1970.15. Dette skyldes, at forskud på provision af

arbejdsgiveren kun kan kræves dækket af funktionærens

løntilgodehavende eller indtjente provision, men ikke kan

inddrives som en almindelig gældsfordring, jfr. funktionærlovens

§ 9, stk. 2.

Oplysningssedlerne for forsikringsagenter, der får udbetalt

acontoprovision, som kan reguleres i det følgende indkomstår, skal

omfatte det af agenterne indtjente beløb, dog mindst det beløb,

der er udbetalt og ikke kan kræves tilbagebetalt, jfr. HD af 30.

juni 1981 (skd.58.304).

I lsr. 1974.12 skulle en provisionsindtægt medregnes på det

tidspunkt, da levering til kunden fandt sted - og ikke ved

ordreoptagelsen. Ordrerne modtoges under forbehold af

leverandørernes accept og var iøvrigt forbundet med så megen

usikkerhed, at landsskatteretten måtte nære betænkelighed ved at

anse skatteyderens erhvervelse af provisionsindtægten for endelig

ved ordreoptagelsen.

Et beløb, der blev beregnet som en fast procentdel af et

omsætningsbeløb, blev anset for at være tantieme og ikke som af

skatteyderen betegnet provision. Da beløbet faktisk havde kunnet

opgøres pr.31. december, havde han erhvervet endelig ret til

tantiemen på denne dato, hvorfor beløbet skulle beskattes i

indtjeningsåret, lsr. 1976.11.

Tantieme vil typisk komme til udbetaling på et tidspunkt, der ligger

senere end indtjenings- og udbetalingstidspunktet for den ordinære

løn, men ifølge bkg.nr. 499 af 20. nov. 1985 skal sådanne

tantiemebeløb beskattes som hidtil, d.v.s. på det tidspunkt, hvor

der er erhvervet ret til ydelsen. Se lsr.1974.107 om et

acontotantiemebeløb, der blev udbetalt i året 1969, medens

restbeløbet udbetaltes i januar 1970. Acontobeløbet blev henført

til beskatning i 1969, idet man fandt, at der var erhvervet en

endelig ret til det i 1969 udbetalte beløb.

Hvor der er tale om funktionærer i et personligt firma, vil retten

til tantieme som regel først være endelig erhvervet, når

arbejdsgiveren har besluttet at udbetale tantieme og har fastsat

tantiemens størrelse, lsr.1961.28 og 1970.103.

Har funktionæren krav på en tantieme, der fastsættes som en

procentdel af omsætningen, overskuddet eller lign., er der dog

allerede ved udløbet af indtjeningsåret erhvervet et endeligt

fikseret krav, selv om størrelsen først opgøres senere, når blot

de faktorer, der er bestemmende for kravets størrelse ligger fast,

lsr.1976.10 og 1976.11.

For funktionærer i aktieselskaber gælder det, at størrelsen af

tantiemen som oftest skal fastsættes af selskabets

generalforsamling, hvorfor der først er erhvervet endelig ret, når

generalforsamlingen har været afholdt. Dette gælder, hvor den

pågældende ikke har krav på et bestemt tantiemebeløb, eller hvor

han har krav på tantieme beregnet som en del af selskabets

overskud, der først fastlægges i forbindelse med

generalforsamlingens godkendelse af regnskabet.

Har den pågældende derimod krav på en tantieme beregnet i forhold

til omsætningen eller krav på en minimumstantieme, anses tantiemen

eller minimumstantiemen for endeligt erhvervet ved udløbet af

selskabets regnskabsår, lsr.1969.14 og 1973.17.

For tantieme til selskabets direktion og bestyrelse gælder det, at

der først ved generalforsamlingen erhverves endelig ret til

tantiemen, lsr.1944.177 og 1974.18. Om tantieme til en

hovedanpartshaver, se lsr.1984.163.

I lsr.1985.64 blev en hovedanpartshaver beskattet af et gagebeløb i

det indkomstår, hvori anpartsselskabet havde fratrukket beløbet

som lønudgift, uanset at selskabets regnskab for det omhandlede

indkomstår først var blevet godkendt af generalforsamlingen i det

følgende indkomstår. Den foreliggende praksis vedrørende tantiemer

kunne ikke finde anvendelse, da der ubestridt var tale om et

lønbeløb.

1.4. Civilløn under militærtjeneste

Funktionærer, der under aftjening af værnepligt oppebærer halv løn,

hvoraf dog halvdelen tilbageholdes af arbejdsgiveren og kun kommer

til udbetaling, hvis den pågældende efter aftjening af

værnepligten har et års uafbrudt tjeneste i virksomheden, bliver i

princippet først indkomstskattepligtige af den tilbageholdte løn,

når de efter et års tjeneste har erhvervet endelig ret til lønnen.

Ligningsrådet har dog godkendt, at funktionærerne, såfremt de ønsker

det, udover den i indkomståret udbetalte gage kan medregne det i

indkomståret godskrevne beløb, såfremt både den udbetalte og den

godskrevne del af denne særlige militærløn medregnes i

trækgrundlaget og fradrages i arbejdsgiverens indkomstopgørelse

for det tilsvarende indkomstår.

Ansatte, der ønsker at gøre brug af denne fordelingsordning, må

træffe aftale med arbejdsgiveren om indeholdelse m.v., jfr.

SD.cirk. nr. 358 af 13. aug. 1973. Det er endvidere en

forudsætning, at begæring indgives senest ved indsendelsen af den

første selvangivelse efter indkaldelsen til militærtjeneste.

1.5. Drikkepenge

Drikkepenge forekommer især for hotelpersonale (portier, hotelkarl

o.lign.), garderobepersonale samt personale i damefrisørsaloner,

på tankstationer o.lign.

Drikkepengeindtægtens størrelse må eventuelt fastsættes

skønsmæssigt, hvis skatteyderen erkender at have haft

drikkepengeindtægt, men ikke har notater, på grundlag af hvilke

indtægten kan opgøres. Der kan ikke stilles krav om, at der er

ført et egentlig kasseregnskab.

Chauffører for turistbusser o.lign. har ofte indtægt ved

drikkepenge, hvorimod chauffører for rutebiler formentlig kun har

drikkepengeindtægt i form af beskedne vederlag for

bagageanbringelse.

Flyttefolk beskattes af drikkepenge, men ikke af værdien af gratis

øl. Om drikkepenge til tjenere, se D 3.59.

1.6. § 5 d-ydelser og andre »rejsegodtgørelser«

1.6.1. SL § 5 d

Dagpenge, der modtages i forbindelse med offentligt hverv, medregnes

efter SL § 5 d ikke i indkomstopgørelsen, når de er oppebåret

under udførelsen af hverv, der har nødvendiggjort ophold uden for

hjemstedskommunen (d.v.s. tjenestestedskommunen).

Som grænser for hjemstedskommune regnes i denne forbindelse med de

umiddelbart forud for 1. april 1970 eksisterende kommunegrænser.

København og Frederiksberg anses dog i denne forbindelse som een

kommune.

I en kommune, hvor der var sket sammenlægning pr. 1. april 1967,

kunne de før 1967 gældende kommunegrænser ikke påberåbes. SL § 5 d

kan kun anvendes ved kørsel ud over den efter 1. april 1967

gældende kommunegrænse, skd.65.159 samt lsr.1984.17.

Personer, der modtager § 5 d-ydelser, kan ikke medregne ydelserne i

indkomsten og som modstykke hertil fratrække de faktiske udgifter,

jfr. HD af 21. marts 1985 (skd.74.512).

Udtrykket »dagpenge, der modtages i forbindelse med offentligt

hverv« omfatter ikke blot dagpenge, der ydes til tjenestemænd, men

også til andre ansatte under stat og kommune, f.eks. elever og

aspiranter samt offentligt ansatte håndværkere, lsr.1956.34.

Godtgørelsen for fraværelse fra hjemstedet for rejser i forbindelse

med varetagelsen af kommunale hverv i medfør af § 16, stk. 8, i

loven om kommunernes styrelse er omfattet af § 5 d.

Det er ligningsrådets opfattelse, at udtrykket »hjemstedskommune« i

SL § 5 d for kommunalbestyrelses- og amtsrådsmedlemmer - i

modsætning til tjenestemænd og andre offentligt ansatte med fast

tjenestested - må være den kommune, hvor den private bopæl er

beliggende, og ikke den kommune, hvor kommunalbestyrelsen eller

amtsrådet har lokaler. Herefter anses kørselstilskud til de

medlemmer, der ved kørsel fra deres hjem til rådhuset m.v.

passerer en umiddelbart før den 1. april 1970 eksisterende

kommunegrænse, for omfattet af SL § 5 d. Dette gælder også, selv

om beløbet ikke i det enkelte tilfælde fastsættes efter den

faktisk tilbagelagte strækning.

Oversigt

Oversigt over godtgørelser m.v., der anses for omfattet af SL § 5 d,

eller som sidestilles hermed:

Køre-, time- og sejlpenge til tjenestemænd og andre offentligt

ansatte, SD-cirk.1978 nr. 5.

Rejsepenge til lodser - udbetalt af skibene til dækning af lodsens

udgifter til rejse i forbindelse med en lodsning, jfr. ØLD, af 23.

april 1986 (Skat 1986.5.320). Dommen er anket.

Kørselsgodtgørelse til stævningsmænd.

Kørepenge til lokomotivfører ved privat jernbane.

Banearbejder ansat ved privatbane efter overenskomst med SID, der

fik time- og dagpenge udbetalt med samme takster som statens

tjenestemænd, Skat 1986.7.469.

Udstationeringsgodtgørelse til en stationsbetjent ved privat

jernbane, lsr.1958.51.

Kørselsgodtgørelse til en lærer i forbindelse med deltagelse i et

erhvervslederkursus i en anden kommune, skd.19.4.

Kørselsgodtgørelse til kommunalt ansatte hjemmesygeplejersker

(jordemødre) ved kørsel uden for hjemstedskommunen.

Dagpenge og rejsegodtgørelser til funktionærer ved Jydsk Teknologisk

Institut og ved Teknologisk Institut i København.

Dagpenge, tærepenge og udepenge udbetalt efter reglerne i

overenskomsterne mellem Københavns Telefon A/S, Fyens kommunale

Telefonselskab, Jydsk Telefon-Aktieselskab og

Centralorganisationen for Telefonstanden i Danmark.

Diæter, der udbetales ingeniører og andre tjenestemænd under

administrations- og kontortjeneste i KTAS, FKT og JTAS, SD-cirk.

nr. 539 af 20. juli 1977.

Rejse- og kørselsgodtgørelse til ansatte i Danmarks Radio,

skd.48.28.

Rejse- og kørselsgodtgørelse udbetalt af Statsanstalten for

Livsforsikring, skd.50.184.

Rejse- og kørselsgodtgørelse fra Det Danske Hedeselskab.

Dagpenge og rejsegodtgørelser udbetalt af Civilforsvarsforbundet.

Dagpenge og rejsegodtgørelser til medlemmer af Europa-Parlamentet.

Befordringsgodtgørelse samt godtgørelse for udgifter under rejse til

praktikledere ved Københavns Socialpædagogiske Seminarium.

Kørselsgodtgørelse udbetalt af Danmarks Forvaltningshøjskole i

forbindelse med varetagelse af hvervet som timelærer.

Diæter til en assistent i organisationen »Danmarks frivillige

bloddonorer«, udbetalt efter de for tjenestemænd gældende regler,

lsr.1969.115.

Rejsehjælp til forældre i deres egenskab af forældrerådsmedlemmer

ved anerkendte børne- og ungdomshjem, når der er tale om rejse

uden for de pågældendes hjemstedskommune.

Oversigt over godtgørelser m.v., der ikke er omfattet af SL § 5 d:

Godtgørelser til medarbejdere ved Kommunedata I/S til rejser og

befordring.

Godtgørelse til medarbejdere i Kommunernes Landsforening for

merudgifter ved tjenesterejser. Ydelserne kan i almindelighed

anses for medgået til formålet.

Rejse- og kørselsgodtgørelse fra Amtsrådsforeningen.

Flyttegodtgørelse til tjenestemænd, lsr.1974.55.

Godtgørelser til fast personale ved Statens Åndssvageforsorg og ved

dag- og døgninstitutioner for børn og unge under ophold i

sommerlejre (lejrdagpenge).

Lejrdagpenge til lærer ved forsorgscenter i forbindelse med

lejrskoleophold, lsr.1973.32.

Dagpengebeløb fra feriekoloni til lærer for lejrskoleophold,

lsr.1974.164 og 1985.17.

Koloni- og vagttillæg for pædagoger og medhjælpere, skd.64.37.

Kørselsgodtgørelse til kommunalt ansatte hjemmesygeplejersker

(jordemødre) ved kørsel inden for hjemstedskommunen.

Brandvagtspenge til havnebetjente.

Dagtillæg til timelønnede arbejdere hos NESA.

Kostpenge fra NESA til montør, lsr.1974.163.

Godtgørelser til ansatte og bestyrelsesmedlemmer i det fælles

kommunale Komgas I/S.

Diæter beregnet efter statens regler udbetalt af I/S Midtkraft, idet

landsskatteretten ikke fandt grundlag for at »sidestille« værket

med en offentlig myndighed, jfr. tilsvarende Skat 1986.6.401.

De af Københavns Teknikum udbetalte rejsegodtgørelser, idet

Københavns Teknikum er en selvejende institution, skd. 71.674.

De af den selvejende institution CINA (Centralinstitut for Nordisk

Asienforskning) udbetalte dagpenge og rejsegodtgørelser,

skd.72.76.

Diæter til tilforordnet/valgstyrer ved folketingsvalg (hvorimod

eventuelle befordringsgodtgørelser m.v. er omfattet af § 5 d),

lsr. 1980.26.

Selvbefordringsgodtgørelse til DSB-personale. Halvdelen af den

modtagne godtgørelse kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen.

Afstands- eller distriktstillæg, der udbetaltes til en arbejdsmand

ved et amtsvejvæsen til dækning af merudgifter ved udearbejde, når

afstanden mellem hjem og arbejdsplads oversteg 10 km. Tillægget

ansås som medgået til formålet, hvorefter et tilsvarende beløb

kunne fradrages, lsr.1970.64.

Kørselsgodtgørelse til en lærer med hovedstilling i en kommune, der

havde ekstrajob ved undervisning i en anden kommune, hvorfra han

fik udbetalt godtgørelsen. Godtgørelsen ansås ikke at vedrøre

tjenstlig kørsel, og ekstrajobbet havde ikke nogen skattemæssig

relevant forbindelse med hans hovedstilling, lsr.1976.160.

Kørselsgodtgørelse efter fritidsloven til lærere m.fl. i

ungdomsskolen og inden for fritidsundervisningen for voksne,

såfremt afstanden mellem lærerens bopæl og undervisningsstedet

overstiger 12 km. Ydelsen anses heller ikke for en fra

arbejdsgiveren modtagen rejse- eller befordringsgodtgørelse.

1.6.2. Rejsegodtgørelser

Alle andre rejsegodtgørelser end de foran omtalte § 5 d-ydelser, skal

medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, LL § 9,

stk. 2. Under forudsætning af, at der foreligger en egentlig

rejsegodtgørelse, kan de udgifter i forbindelse med rejsen, der er

dækket af godtgørelsen, fratrækkes ved siden af det faste

lønmodtagerfradrag, jfr. KL § 24, stk. 1, se D 2.2.1.

Den rejsegodtgørelse, der kommer til udbetaling til gæstearbejdere i

forbindelse med deres hjemsendelse, efter at deres arbejds- og

opholdstilladelse er udløbet, anses for skattefri, SD-cirkulære

nr. 393 af 2. oktober 1974.

1.6.3. Kørselsgodtgørelser

En modtagen kørselsgodtgørelse for benyttelse af eget

befordringsmiddel, skal som hovedregel, såvel når den ydes med et

fast beløb som når den betales efter en kilometertakst, medregnes

til den skattepligtige indkomst, medens udgifterne til drift af

befordringsmidlet kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen.

Offentligt hverv

Kørselsgodtgørelse under udførelse af offentligt hverv, som gør det

nødvendigt for den pågældende at tage ophold uden for sin

hjemstedskommune, er dog i medfør af SL § 5 d den skattepligtige

indkomst uvedkommende.

Som grænser for hjemstedskommunen regnes i denne forbindelse med de

umiddelbart forud for 1. april 1970 eksisterende kommunegrænser,

idet dog København og Frederiksberg anses som een kommune. Se D

1.6.1.

Bilen, der anvendes, afskrives alene over formuen efter de for rent

private biler gældende regler (15 pct. p.a. af

anskaffelsessummen), og ved salg skal der ikke ske nogen

beskatning.

Kørselsgodtgørelse under udførelse af offentligt hverv inden for

tjenestestedskommunen er ikke omfattet af SL § 5 d (ØLD af 9.

marts 1970 (3. afd. nr. 11/1969) og lsr.1969.49), hvorfor

godtgørelsen skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst. Udgifterne ved den erhvervsmæssige benyttelse af vognen

kan derefter fratrækkes, se U 4.

En lærer ved en skole uden for byområdet skulle medregne

kørselsgodtgørelse, der var ydet i overensstemmelse med statens

takster for kørsel i egen bil. Da hans ansættelse på skolen var af

blivende karakter, var han kun berettiget til fradrag for

befordring mellem hjem og arbejdssted.

Kørselsgodtgørelse, der ydes med faste beløb, således som det ofte

forekommer for kommunale tjenestemænd, kan ikke anses som en § 5

d-ydelse, selv om den pågældende udelukkende arbejder uden for

tjenestestedskommunen. Beløbet skal derfor medregnes ved

indkomstopgørelsen, og den pågældende kan fratrække udgifterne ved

vognens erhvervsmæssige benyttelse, jfr. U 4.

Den godtgørelse for befordring, som dommerfuldmægtige, der benytter

egen bil, modtager fra rekvirenter af fogedforretninger m.v.,

omfattes ikke af SL § 5 d og skal derfor medregnes ved

indkomstopgørelsen.

1.7. Naturalgoder og tilskud

1.7.1. Kost og logi

For visse lønmodtagergrupper fastsætter ligningsrådet hvert år

værdien af fri kost og logi. Værdien af disse naturalgoder anses i

disse tilfælde, når de ydes i forbindelse med kontant løn, som

A-indkomst. Værdi af kost og logi, der ikke er fastsat af

ligningsrådet, er B-indkomst, lsr.1973.27.

For 1986 er værdien af fri kost og logi for medhjælpere ved

husholdning og landbrug m.v. ansat (uændret) til 18.600 kr. årligt

(1.550 kr. pr. måned).

Såfremt kontantlønnen ikke er usædvanlig lav, kan ovennævnte satser

også anvendes ved ansættelse af værdien af fri kost og logi til

medhjælpere, der er ansat i forældrenes virksomhed, selv om børn

almindeligvis får noget større vederlagsfri ydelser, end det

normalt er tilfældet i forholdet mellem en medhjælper og hans

arbejdsgiver, lsr.1953.24, 1954.6 og 1966.128, der netop viser, at

forudsætningen for at anvende de fastsatte takster er, at

kontantlønnen ikke er unormalt lav. Se endvidere lsr.1961.103 om

værdiansættelsen i et tilfælde, hvor modtageren var ansat hos

svigerfaderen (satserne blev anvendt, kontantlønnen var normal) og

lsr.1968.19 hvor en skatteyder mod en usædvanlig lille kontantløn

var ansat hos en broder. (Satserne kunne ikke anvendes). I

lsr.1972.114 blev værdien ansat skønsmæssigt i et tilfælde, hvor

den ansatte samlevede med arbejdsgiveren.

Har en person ret til kost og logi, men udnytter vedkommende kun

retten delvis, må værdiansættelsen baseres på et skøn over værdien

af den faktisk oppebårne forplejning.

Om værnepligtige m.fl., se D 3.35.

Fri kost

For køkken- og serveringspersonale, private sygeplejersker,

sygehuspersonale, der har bolig uden for hospitalet, medhjælpere

ved husholdning og landbrug, der alene modtager kost, og dermed

ligestillede er

værdien af fri kost (uændret) fastsat til 43 kr. pr. dag,

værdien af delvis fri kost - normalt to måltider - til 33 kr. pr.

dag

og værdien af 1 måltid til 22 kr. pr. dag.

Værdien af gratis kaffe og te uden for et egentligt hovedmåltid

beskattes ikke.

Værdien af søfolks fri kost ombord er fastsat til 43 kr. pr. dag.

Normalt vil antallet af kostdage fremgå af oplysningssedlen.

Værdien af fri kost til fiskere ombord og værdien af fri kost ydet

på Grønland ansættes efter de for sømænd anvendte takster,

lsr.1967.105.

Værdien af fri frokost for en kontorassistent blev fastsat til den

af ligningsrådet vedtagne normalværdi af et måltid, 10 kr. (i

1976), selv om hun henviste til, at hun kun havde spist tre stk.

smørrebrød, som hun selv kunne have lavet for ca. 1,35 pr. stk. og

som havde kostet arbejdsgiveren 1,74 kr. pr. stk. , lsr. 1981.72.

For sygehuspersonale, der aflønnes med bruttoløn, hvori der

foretages fradrag for bolig på sygehuset med et af sygehuset

fastsat fradrag i lønnen, medregnes hele bruttolønnen ved

indkomstansættelsen.

For sygehuspersonale, der aflønnes med kontantløn plus frit ophold

på sygehuset, ansættes normalværdien af kost og logi som for

medhjælpere ved husholdning og landbrug. Dette gælder dog kun for

det mere underordnede personale, men ikke for grupper, der har

bedre boligforhold (mere end et værelse) på sygehuset, se

lsr.1960.25.

I visse tilfælde ydes fri kost og logi (bolig) ikke blot til

lønmodtageren selv, men også til hans familie, ligesom bespisning

af gæster o.lign. afholdes af arbejdsgiverens udgifter til

husholdningen. I sådanne tilfælde må der foretages et samlet skøn

over værdien af alle de goder, der oppebæres i forbindelse med

ansættelsesforholdet, lsr.1967.104.

En højskoleforstander og hans familie - hustru og to børn - havde

modtaget fri kost og logi, herunder gratis el, varme og varmt

vand. Boligen indeholdt 4 værelser. Bl.a. under hensyn til, at

klagerens løn var fastsat af undervisningsministeriet, fandt lsr.,

at den pågældende måtte sidestilles med tjenestemænd, således at

værdien for kost og logi blev beregnet i henhold til

tjenestemandsreglerne og dermed på grundlag af de af staten

fastsatte takster vedrørende fradrag i tjenestemænds løn for

naturalydelser, lsr.1982.71.

1.7.2. Kostpenge

Såfremt retten til fri kost og logi eller fri kost alene afløses af

en kontantydelse, skal denne ydelse principielt fuldtud medregnes

til den skattepligtige indkomst. Se dog D 3.54 om søfolks

kostpenge.

1.7.3. Fribolig

Litteratur: Helkett 14.udg., s.216 ff, Thøger Nielsen i J. 1963. s.42

ff, Jan Hinze i S.O. 1966, s.9 ff.

Ifølge SL § 4, stk. 1 b medregnes »vederlagsfri benyttelse af andres

rørlige og urørlige gods« til den skattepligtige indkomst.

Tjenesteboliger (offentlige)

For offentligt ansatte, der har tjenestebolig, afkortes der i lønnen

et boligbidrag, der fastsættes efter visse nærmere regler under

hensyntagen til boligens størrelse, kvalitet og udstyr. Efter

praksis sker der ikke nogen beskatning af en eventuel forskel

mellem boligens udlejningsværdi og det betalte boligbidrag. De for

tiden gældende tjenesteboligbidrag fremgår af finansministeriets

cirkulære nr. 36 af 28. jan. 1986, som er aftrykt nedenfor.

En assistent, der pligtmæssigt beboede en lejlighed i nærheden af

tjenestestedet, kunne ikke beskattes af et kontant udbetalt

huslejetilskud, idet han af lsr. blev sidestillet med en

statstjenestemand med tjenestebolig, lsr. 1971.123.

Lejeboliger (offentlige)

Stat og kommuner stiller ofte boliger til rådighed for sine

tjenestemænd og funktionærer, uden at der foreligger nogen pligt

til at bebo netop denne bolig (lejeboliger). Heller ikke i disse

tilfælde sker der nogen beskatning af en eventuel forskel mellem

boligens lejeværdi og den faktisk betalte leje, lsr.1966.27-29 og 1967.28. Se endvidere SD-cirkulære af 1. februar 1966.

Angående de af kommunerne udlejede lejeboliger, er det dog en

forudsætning for at undlade beskatning, at lejen er fastsat

således, at den udgør mindst det beløb, der ville være fastsat

efter statens regler.

De for tiden gældende lejeboligbidrag for statens lejeboliger

fremgår af finansministeriets cirkulære nr. 37 af 29. jan. 1986,

der er aftrykt nedenfor.

Evt. andre goder

Stilles der udover selve boligen andre goder som gratis varme, el og

gas, brændsel m.v. til rådighed for en beboer af en offentlig

tjeneste- eller lejebolig eller en privat funktionærbolig skal den

skønsmæssigt ansatte værdi af disse goder beskattes, lsr.1954.109

og 1956.15.

Værdien af fri varme kan ansættes til værdien af olieforbruget

svarende til den frembragte varme, også hvor denne stammer fra

halmfyring eller fyring med træaffald, jfr. Skat 1986.1.68.

En skytte, der bl.a. var aflønnet med fri bolig og frit brænde, som

han afhentede i skoven efter behov, blev beskattet af værdien af

brændet og ikke af værdien af den modtagne varme. jfr. Skat

1986.8.514.

Funktionær- og arbejderboliger (private)

Den skattemæssige værdi af landarbejderboliger og tilsvarende boliger

inden for den private sektor ansættes iflg. SD-cirk. nr. 344 af 11. januar 1973 skønsmæssigt, men sådan at statens satser for

brug af tjeneste- eller lejeboliger skal være vejledende for dette

skøn, således at man henser til tjenesteboligsatserne, når der er

pligt til at bebo den pågældende bolig, ellers henses til

lejeboligsatserne, jfr. lsr.1985.106, hvor tjenesteboligsatserne

blev anvendt og hvoraf i øvrigt fremgår, at der ved opgørelsen af

arealet kun skal medtages arealet for værelser og kamre, og

således ikke gange, køkken, bryggers, forstue m.v.

Boligens størrelse beregnes efter de i finansministeriets cirkulære

nr. 22 af 18. februar 1983 givne retningslinier.

Ved udøvelsen af skønnet må der tages hensyn til, at statens satser

er fastsat ud fra den forudsætning, at både udvendig og indvendig

vedligeholdelse normalt afholdes af staten.

Disse retningslinier anvendes på såvel egentlige tjenesteboliger som

lejeboliger inden for den private sektor f.eks. også på

viceværtboliger og andre funktionærboliger, som arbejdsgiveren

stiller til rådighed for den ansatte som led i selve

arbejdsaftalen, jfr. ØLD af 30. maj 1974 (skd.32.167) og lsr.

1974.19 og 23 samt 1980.136.

Oprindelig blev cirkulærets regler kun anvendt i tilfælde, hvor

relativt beskedne boliger stilledes til rådighed for de ansatte,

medens man, hvor boliger stilledes til rådighed for overordnede

funktionærer, anvendte den objektive udlejningsværdi som målestok.

Men landsskatteretten anvender nu også cirkulærets retningslinier

i tilfælde, hvor friboligen må anses som et rent løntillæg til en

overordnet funktionær. Se dog nedenfor om direktørboliger.

Hvad angår tjenestebolig for en privat ansat funktionær har

Højesteret i en dom (UfR 1963.116) taget stilling til den

skattemæssige værdi af en viceværtbolig i et større boligkompleks.

Ligningskommissionen og skatterådet havde forhøjet den selvangivne

skattepligtige indkomst med forskellen mellem den for

viceværtboligen betalte lavere leje og lejen for tilsvarende

boliger i komplekset. Den betalte leje var fastlagt i en kontrakt

med boligselskabet i henhold til en generel aftale mellem

viceværtens faglige organisation og boligselskabet. Højesteret

fandt, at udlejningsværdien ikke uden videre kunne anvendes som

målestok for boligens værdi i dette tilfælde. Skatterådet fik

derfor pålæg om at omgøre sit skøn under hensyntagen til den

mellem ejendomsselskabet og ejendomsfunktionærernes fagforening

indgåede aftale, og til skatteyderens pligt til at bebo den

pågældende bolig, samt til den leje, som under sædvanlige

omstændigheder gennemsnitligt kunne forventes betalt af en

funktionær med skatteyderens indtægter.

De i dommen angivne synspunkter er senere anvendt af

landsskatteretten bl.a. i lsr.1966.96 og 1967.29 (hvor der dog

ikke skete nogen fravigelse af den objektive udlejningsværdi). I

lsr.1969.102 blev der givet et nedslag i normallejen med 20 pct.

Hvad angår huslejetilskud (lejlighedstillæg) til

ejendomsfunktionærer skal beskatning kun ske i det omfang,

tilskuddet bringer lejen ned under den skønsmæssigt ansatte leje.

Det tilføjes, at statens leje- eller tjenesteboligtakster er

vejledende ved udøvelsen af skønnet.

Ejendomsfunktionærer i ældre ejendomme, hvor huslejen ikke er så

høj, at der kan ydes huslejetilskud, kan ikke fratrække en andel

af den betalte leje.

Værdi af delvis fri bolig for en konsulent, der skulle forestå

udlejning af lejligheder i et boligkompleks, blev fastsat ved

skøn, idet han ikke stod i noget ansættelsesforhold til ejeren.

Boligen kunne derfor ikke sidestilles med de i forannævnte

cirkulære angivne boliger, lsr.1976.111.

Om beskatning af fribolig uden for ansættelsesforhold, f.eks.

aftægtsbolig og fribolig i stiftelser og legatboliger, se E 3.4,

og om eventuel beskatning af den fordel, visse aktionærer og

andelshavere har ved en særlig billig leje for bolig i den

selskabet eller foreningen tilhørende ejendom, se K 2.2.1.

Se ovenfor under »Evt. andre goder« om beskatning af evt. gratis

varme, el og gas m.v.

Direktørboliger

For direktører må boligværdien ansættes efter et skøn med

udgangspunkt i den objektive udlejningsværdi, jfr. ØLD af 5. juli

1977 (skd.44.55).

Det samme gælder boliger, der vederlagsfrit eller mod kun delvis

vederlag stilles til rådighed for et selskabs aktionærer, se K 2.2.1.

Der kan dog foreligge forhold, som kan tale for en reduktion af den

således opgjorte værdi, f.eks. at direktøren selv har afholdt en

del af vedligeholdelsesudgifterne vedrørende ejendommen, eller at

der er tale om en ejendom med et usædvanligt stort jordtilliggende

eller med store repræsentationslokaler, der ikke indgår i det

daglige boligforbrug, jfr. f.eks. VLD af 30. nov.1981

(skd.61.206). Til den ansatte lejeværdi skal lægges en skønnet

værdi af eventuel gratis varme, el og gas m.v.

Sommerboliger

I tilfælde, hvor en arbejdsgiver stiller en sommerbolig til rådighed

for en ansat, kan den værdi, der skal medregnes i modtagerens

skattepligtige indkomst, i mangel af andre holdepunkter for

sommersæsonens vedkommende (ugerne 25-32 inkl.) ansættes til 1/2

pct. pr. uge af den senest ansatte eller regulerede

kontantejendomsværdi inden indkomstårets begyndelse. Uden for

sommersæsonen fastsættes lejeværdien til 1/4 pct. pr. uge.

Betaler den ansatte et lejebeløb fragår det i den beregnede

lejeværdi.

1.7.4. Erstatning for opgivelse af tjenestebolig

Erstatningsbeløb, som ydes tjenestemænd for opgivelse af

tjenestebolig, anses som erstatning for indtægtstab og derfor som

skattepligtig almindelig indkomst, skd. 21.131 og 26.205.

Erstatningsbeløbet kan ikke beskattes som særlig indkomst, VLD af 4. juni 1975, (skd.37.167).

Hvis en kommunal tjenestemand af kommunen køber den ejendom, som han

hidtil har haft som tjenestebolig, for et beløb, der er lavere end

ejendommens faktiske værdi, skal han som skattepligtig indkomst i

det år, købet finder sted, medregne forskellen mellem den aftalte

købesum og den faktiske værdi af ejendommen.

I visse tilfælde har den gunstige overtagelsespris manifesteret sig

på den måde, at et af køberen (tjenestemanden) udstedt pantebrev

nedskrives over en femårig periode på vilkår, at tjenestemanden i

denne periode fortsætter i kommunens tjeneste. Den successive

nedskrivning af pantebrevet beskattes som almindelig indkomst i

løbet af perioden.

1.7.5. Firmabil

Funktionærer og andre, der benytter arbejdsgiverens bil privat, skal

medregne værdien af den private kørsel ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst. Under privatkørsel henhører også kørsel

mellem hjem og arbejdssted, som skal medregnes efter de nedenfor

anførte takster, selv om skatteyderen kun kan fratrække befordring

mellem hjem og arbejdsplads med de i LL § 9 C indeholdte

begrænsninger og med de af ligningsrådet fastsatte (lavere)

takster, jfr. lsr.1965.134 og 1977.178 samt VLD af 7. aug. 1981

(skd.59.386).

Om opgørelsen af kilometerantallet for den private kørsel gælder

følgende:

Fører skatteyderen en kørebog, som på fyldestgørende måde viser

fordelingen mellem privat- og erhvervskørsel, bør kørebogens

udvisende lægges til grund ved opgørelsen af privatkørslen, se U 4.1.

Er der ikke ført kilometerregnskab, må den skattepligtige angive

kilometerantallet for sin private kørsel efter skøn. Hvis ikke der

foreligger særlige forhold, bør myndighederne normalt anerkende en

privat kørsel på 8.000 km med tillæg af kørsel mellem hjemmet og

arbejdspladsen og eventuel kørsel til fritidsbolig.

Ved værdiansættelsen skal der tages hensyn til, om skatteyderen selv

afholder en del af udgiften, f.eks. til benzin eller lign., idet

skatteyderen i så fald bør beskattes af et beløb svarende til

privatkørslen opgjort efter nedenfor anførte takster, men

reduceret med de af skatteyderen selv afholdte udgifter. At bilen

parkeres i skatteyderens egen garage, giver ingen reduktion af

værdiansættelsen.

Når arbejdsgiveren betaler alle de med kørslen forbundne udgifter

beskattes med en sats pr. km svarende til 1/50 promille af bilens

nyværdi ved kørsel indtil 10.000 km årligt, dog mindst 3 kr. og

højst 8 kr. pr. km.

Ved kørsel over 10.000 km årligt sker beskatning med 1/3 af den

således beregnede værdi, dog højst 1,50 kr. pr. km.

Ved nyværdien forstås den oprindelige nyvognspris (afgiftspligtig

værdi inklusive afgiftspligtigt udstyr og registreringsafgift, men

eksklusive afgiftsfrie beløb for radio og ekstraudstyr samt

afgiftsfrie leveringsomkostninger).

Kan oplysninger om denne værdi ikke fremskaffes, anvendes den

oprindelige fakturapris med tillæg af eventuelle rabatter, som

opnås ved købet. Der bortses fra normale leveringsomkostninger.

Ved anskaffelse af en bil, der er mere end 3 år gammel, regnet fra

første indregistrering, anvendes som anskaffelsessum

arbejdsgiverens købspris eksklusive normale leveringsomkostninger.

Værdien af forbedringer, der foretages efter bilens indregistrering,

og som ikke ændrer bilens værdi væsentligt, medregnes ikke ved den

ovenfor anførte beregning.

Såfremt den ansatte selv betaler en væsentlig del af bilens

anskaffelsessum, ansættes værdien af privat kørsel eventuelt efter

skøn.

Ved beregning af kilometersatsen afrundes efter følgende

regler: Den omhandlede nyværdi afrundes nedad til nærmeste hele

1.000 kr. Den beregnede sats afrundes nedad til det nærmeste tal

deleligt med 5.

Overgangsordning

Privat kørsel i arbejdsgiverens bil kan for 1986 og 1987 som

overgangsordning vælges beskattet efter den hidtidige ordning,

såfremt bilen er indregistreret senest 15. november 1985.

Ligningsrådet har fastsat satserne for 1986 således:

 

          Vognens egenvægt     1100 kg       1101-1300 kg     over 1300 kg  

                            og derunder  

          Årlig privat kørsel  

          i km                 kr./km           kr./km           kr./km  

          indtil 10.000          3,00             3,75             5,10  

          resten over 10.000     1,15             1,20             1,25  

Biler indregistreret på gule nummerplader henføres til taksten for

den laveste egenvægt, medmindre anskaffelsessummen udgør 200.000

kr. eller mere.

Det er bilens typegodkendte egenvægt, der er afgørende for hvilken

vægtklasse vognen skal henføres til, lsr.1982.70.

Hvis bilens anskaffelsessum udgør 200.000 kr. eller mere, ansættes

værdien af den private kørsel til 6 kr. pr. km for årlig kørsel

under 10.000 km og 1,50 kr. for kørsel derudover.

Ved anskaffelsessummen forstås den oprindelige nyvognspris

(afgiftspligtig værdi inklusive afgiftspligtigt udstyr og

registreringsafgift, men eksklusive afgiftsfrie beløb for radio og

ekstraudstyr samt afgiftsfrie leveringsomkostninger).

Ved anskaffelse af en bil, der er mere end 3 år gammel, regnet fra

første indregistrering, anvendes som anskaffelsessum

arbejdsgiverens købspris eksklusive normale leveringsomkostninger.

Såfremt der efter bilens første indregistrering og i en periode op

til eet år foretages forbedringer, der helt eller delvis afholdes

for arbejdsgiverens regning, således at prisen inkl. forbedringer

overstiger 200.000 kr., ansættes værdien af den private kørsel

efter de forhøjede satser.

De ovenfor anførte satser, der er fastsat af ligningsrådet, er faste

satser, der ikke kan fraviges. Der er således ikke - som tidligere

- mulighed for skønsmæssig ansættelse af værdien af kørsel med

særligt dyre biler.

I HD af 4. sept. 1985 (Skat 1985.10.272) fastslås, at de af

ligningsrådet fastsatte takster ikke kan reduceres, selv om bilen

kun har været til rådighed en del af året.

I ØLD af 10. okt. 1983 (skd. 68.50) fastholdes rådets takster

ligeledes, uanset skatteyderens påstand om, »at det ville være

meget billigere at have haft egen bil, hvortil kommer at

arbejdsgiverens udgifter til bilen var mindre end det beløb,

skatteyderen inkl. skat kommer til at betale for bilkørselen.«

Det er den faktisk foretagne private kørsel med bilen, der skal

beskattes, hvorimod der ikke kan ske beskatning af en fiktiv værdi

af selve rådigheden over bilen, jfr. lsr.1954.106 og Kbh.

byretsdom af 26. marts 1969 (skd.10.163).

Beskatning af privat kørsel - såvel mellem hjem og arbejdssted som i

øvrigt - skal ikke foretages, når bilen er uanvendelig til privat

kørsel på grund af, at den f.eks. er indrettet til medbringelse af

værktøj eller lignende eller er udstyret som udrykningsbil med

signallygter og lign.

En chauffør var ansat i et sten- og grusfirma, der havde stillet en

bil til hans rådighed, idet han samtidig havde forpligtet sig til

at medtage flere andre ansatte i bilen under den daglige kørsel

mellem hjemmet og arbejdspladsen. Han havde ved indkomstopgørelsen

medregnet værdi af privatkørsel til 6000 km a 2 kr. eller 12.000

kr., idet han havde bortset fra kørslen mellem hjem og

arbejdsplads under hensyn til, at han fandt det rimeligt

skattemæssigt at blive ligestillet med lønmodtagere, hvis

arbejdsgivere sørger for transporten mellem hjemmet og

arbejdspladsen, i hvilke tilfælde der i almindelighed bortses fra

værdien af denne transport. Landsskatteretten fandt - bl.a. under

hensyn til, at den foreliggende situation, hvor han havde

transporteret arbejdskammerater uden vederlag i arbejdsgiverens

bil til arbejdspladsen, ikke direkte var omhandlet i

statsskattedirektoratets vejledende ligningsanvisninger - at det

af chaufføren anvendte princip kunne godkendes, lsr.1982.17.

1.7.6. Fri beklædning

A. Fri uniform og fri arbejdsdragt.

Værdien af fri uniform og fri arbejdsdragt beskattes ikke.

B. Uniformsgodtgørelse.

Skatteydere, der får udbetalt uniformsgodtgørelse, skal medregne

denne fuldt ud ved indkomstopgørelsen. Har sådanne skatteydere

uniformspligt, indrømmes fradrag som anført under D 2.3.13.

C. Tilskud til anskaffelse af uniform.

Tjenestemænd, der oppebærer tilskud til uniform, skal medregne

tilskuddet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men da

tilskuddet må antages kun at dække merudgiften til uniform, kan et

tilsvarende beløb fradrages uden nærmere dokumentation.

1.7.7. Fri telefon og telefongodtgørelse

Fri telefon.

Dækker en privat arbejdsgivers godtgørelse den ansattes samlede

faktiske udgifter til abonnements- og samtaleafgifter, beskattes

et beløb svarende til værdien af den private anvendelse af

telefonen, hvilken værdi af ligningsrådet er fastsat (uændret) til

1.175 kr.

Godtgørelse af telefonudgifter.

Godtgør stat, kommune eller koncessioneret selskab i

overensstemmelse med bestemmelserne i finansministeriets cirkulære

om boligtjenestetelefon en del af de af den ansatte afholdte

abonnements- og samtaleafgifter, anses godtgørelsesbeløbet alene

at dække udgifterne ved den tjenstlige benyttelse af telefonen,

således at modtageren ikke beskattes af nogen del af godtgørelsen.

Dette gælder, såvel hvor det er arbejdsgiveren, som hvor det er

den ansatte, der har oprettet telefonen. Det faste

lønmodtagerfradrag påvirkes ikke heraf.

Har stat, kommune eller koncessioneret selskab installeret

tjenestestedstelefon hos den ansatte, beskattes denne ikke af

nogen del af de af opretteren betalte abonnements- og

samtaleafgifter.

Hvor det inden for privat erhverv må antages, at der ved oprettelse

og opretholdelse af telefon hos en funktionær gælder tilsvarende

forhold som for tjenestemænd ansat i stat, kommune og

koncessioneret selskab, vil godtgørelsesbeløb, der betales af

arbejdsgiveren til funktionæren efter samme regler som ovenfor

anført, være skattefri for modtageren.

I det omfang privat arbejdsgivers godtgørelse overstiger modtagerens

erhvervsmæssige telefonudgifter, skal den medregnes ved opgørelsen

af modtagerens skattepligtige indkomst, jfr. lsr.1984.69.

Ligningsrådet har vedtaget, at kommunalbestyrelsesmedlemmer ikke

skal beskattes af godtgjorte abonnements- og samtaleafgifter, idet

godtgørelsen må anses at dække de med hvervet forbundne udgifter

ved benyttelse af telefonen.

I de tilfælde, hvor telefonen vederlagsfrit overdrages til de

pågældende, må værdien heraf indkomstbeskattes i det år, i hvilket

overdragelsen sker. Efter pågældendes begæring kan beskatningen

dog opsættes til det år, hvori han udtræder af

kommunalbestyrelsen. (SD-cirk. nr. 349 af 30. marts 1973).

1.7.8. Flyttegodtgørelse

Flyttegodtgørelser, der udredes til tjenestemænd med et beløb til

dækning af de direkte udgifter ved flytningen samt med en vis

procentdel af den pågældende tjenestemands lønning, skal medregnes

til den skattepligtige indkomst. Beløbet anses som B-indkomst. Om

fradrag af flytteudgifterne, se D 2.3.21.

En af Ø.K. udbetalt overflytningsgodtgørelse kunne først anses for

endeligt erhvervet efter tilflytningen her til landet, idet

godtgørelsen var betinget af, at den pågældende forblev ansat i

Ø.K. efter tilflytningen, hvorfor godtgørelsen skulle medregnes

ved modtagerens indkomstopgørelse.

1.7.9. Repræsentationstillæg og -tilskud

Alle repræsentationstillæg og -tilskud skal medregnes som

skattepligtig indkomst.

Personer, der modtager et i henhold til lov fastsat

repræsentationstillæg, kan ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst som hidtil fradrage et beløb svarende til tillægget (dog

ikke ved siden af det faste lønmodtagerfradrag). De nye regler om

begrænset fradragsret for repræsentationsudgifter omfatter således

ikke sådanne tillæg, selv om de måtte være benævnt

»repræsentationstillæg«.

Om fradrag for repræsentationsudgifter, se i øvrigt D 2.3.22.

Repræsentationstilskud skal afgrænses over for beløb, der blot

modtages til dækning af udlæg for arbejdsgiveren. Konsekvensen af,

at et beløb anses modtaget til dækning af udlæg for arbejdsgiveren

er, at beløbet skal holdes uden for indkomstopgørelsen og ikke

påvirker retten til det faste lønmodtagerfradrag. Om afgrænsningen

henvises til D 1.8.

1.7.10. Frirejser og rejser betalt af arbejdsgiveren

A. Egentlige forretningsrejser.

For egentlige forretningsrejser gælder, at en ansat - uanset om det

er en funktionær eller en hovedaktionær - ikke skal beskattes af

nogen værdi af egen rejse.

Deltager den pågældendes ægtefælle i en sådan rejse, og er

deltagelsen klart forretningsmæssigt begrundet, skal der heller

ikke ske beskatning af nogen værdi af ægtefællens rejse.

I andre tilfælde, kan der efter omstændighederne blive tale om at

beskatte værdien af ægtefællens rejse, idet godet anses for

afledet af ansættelsesforholdet. Når beskatning kommer på tale

beskattes funktionæren dog i almindelighed ikke af det fulde beløb

svarende til den på ægtefællen faldende del af udgifterne, men af

et mindre beløb svarende til rejsens økonomiske værdi for

ægtefællen (i praksis indtil 50 % af merudgiften ved ægtefællens

deltagelse i rejsen), se f.eks. lsr.1984.145 og Skat 1985.9.258.

Er den ansatte tillige hovedaktionær, må det dog bero på de nærmere

omstændigheder, om hovedaktionæren skal beskattes af ægtefællens

rejse med et beløb svarende til de faktiske udgifter, eller om han

kan nøjes med at medregne den økonomiske værdi.

I et tilfælde, hvor direktøren ejede 50 % af aktiekapitalen, blev

hustruens deltagelse i en rejse til USA ansat til kun 1.500 kr.

(kostpris 5.000 kr.). Den pågældende gjorde gældende, at hustruen

deltog som værtinde og sygeplejerske, mens feriemomentet var af

underordnet betydning.

B. Studierejser af generel karakter.

En funktionær, der af sin arbejdsgiver sendes på en studierejse,

skal, uanset studierejsens generelle karakter eller dens

turistmæssige værdi for ham selv, ikke medregne nogen værdi til

sin skattepligtige indkomst, når rejsen primært tilgodeser

arbejdsgiverens interesser.

En lokomotivfører, der af DSB fik bevilget en frirejse til Munchen

med det formål at se på lokomotiver, skulle således ikke

beskattes, idet der var tale om en studierejse af en væsentlig

værdi for DSB.

En gruppe tillidsmænd inden for HK, der deltog i en af fagforeningen

arrangeret og betalt kursus- og studierejse til USA, blev ikke

anset for indkomstskattepligtige af nogen værdi af rejsen.

Hvor studierejsen nærmest har karakter af en ferie, skal der dog ske

beskatning hos den ansatte. En bogholder i en trælasthandel deltog

sammen med sin hustru i St. Bededagsferien i en studierejse til

Sverige. Den pågældende skulle medregne den økonomiske værdi af

rejsen, ansat til 1/3 af udgifterne, idet rejsen klart havde et

turistmæssigt islæt. Tilsvarende blev en direktør i et korn- og

foderstoffirma skønsmæssigt beskattet af 6.000 kr. Han havde

deltaget i en grupperejse til Kenya, arrangeret af Landsforeningen

af Grovvarehandlere. Den samlede charterudgift var 7.200 kr., som

var afholdt af arbejdsgiveren. Efter det oplyste fandt

landsskatteretten ikke, at klagerens deltagelse i rejsen - som

ikke var beordret af hans arbejdsgiver - havde haft en sådan

erhvervsmæssig betydning for ham i hans stilling som direktør

eller for arbejdsgiveren, at dette gav grundlag for en lavere

værdiansættelse af rejsen for ham end de nævnte 6.000 kr.,

lsr.1983.63.

For direktører gælder samme regler som foran nævnt, såfremt den

pågældende foretager rejsen i egenskab af funktionær,

lsr.1965.140.

Derimod kan en hovedaktionær, der deltager i en studierejse af

generel karakter, efter praksis ikke i denne forbindelse

sidestilles med en funktionær. Værdien af en sådan rejse skal af

hovedaktionæren medregnes med et beløb svarende til selskabets

omkostninger, jfr. lsr.1965.139.

I lsr.1977.164 deltog hovedaktionærens søn under faderens sygdom i

en studierejse til USA. Retten fandt, at sønnens deltagelse var

motiveret af forretningsmæssige hensyn, hvorfor der ikke var

grundlag for at beskatte ham af den fulde værdi, men vurderede det

turistmæssige islæt til skønsmæssigt 2.500 kr. svarende til ca.

1/3 af de afholdte udgifter.

C. Ferierejser, rekreationsrejser og lign.

Såfremt en ansat modtager en sådan rejse af sin arbejdsgiver, skal

der ske beskatning hos den ansatte.

Således har man, i et tilfælde beskattet en ferierejse, der blev

foretaget under lignende omstændigheder som i lsr.1958.105 for en

direktør og hans hustru med en anslået værdi på 1.500 kr. for

begge, mens arbejdsgiverens omkostninger udgjorde 2.686 kr.

På linie hermed er det antaget, at de i et firma ansatte, der modtog

frirejser i vinterhalvåret mod at reducere ferien i sommerhalvåret

og som ikke i stedet kunne få udbetalt en kontant godtgørelse,

skulle beskattes af et beløb svarende til arbejdsgiverens udgift

til rejsen, dog højst hvad deltagelse i en tilsvarende

charterrejse ville have kostet. Såfremt der ikke foreligger

charterrejser til det angivne rejsemål, ansættes værdien til ca.

50 % af arbejdsgiverens udgifter.

Om fri- og rabatrejser for ansatte i flyselskaber m.v., se D 1.9.3,

og om frirejser for statsbanernes personale, se D 3.57.

Om gaverejser uden for ansættelsesforhold, se E 4.1.3.

D. Ansattes pårørende.

Frirejser til ansattes ægtefæller medregnes til den ansattes

skattepligtige indkomst i overensstemmelse med det foran anførte.

Ægtefællers frirejser til besøg hos udstationeret personale

beskattes dog ikke, lsr.1966.26 (luftnavigatørs hustrus frirejse

til ægtefællens udstationeringssted i Rom) og lsr.1968.20

(frirejse for en udsendt professors hustru og børn).

Inden for søfartsområdet forekommer det, at rederiet tillader, at

søfolks ægtefæller vederlagsfrit medtages til en havn, der anløbes

af det fartøj, ægtefællen er forhyret med. Sådanne frirejser

træder i stedet for hjemrejse på rederiets regning og beskattes

ikke.

1.7.11. Diverse tillæg

Kontorholdsgodtgørelse, fejltællingstillæg og lignende tillæg skal

medtages ved indkomstopgørelsen, idet sådanne tillæg, selvom de

måtte være udbetalt af det offentlige, ikke kan anses som en § 5

d-ydelse, se lsr.1971.20 og 170.

1.8. Udlæg for arbejdsgiveren

Beløb, der modtages til dækning af udlæg, som lønmodtageren har

afholdt for arbejdsgiveren, skal ikke medtages ved

indkomstopgørelsen, ligesom der ikke skal indeholdes A-skat i

sådanne beløb.

Hvis en lønmodtager har afholdt repræsentationsudgifter for

arbejdsgiveren, som denne godtgør efter regning (udlæg), skal

udgifterne henføres til arbejdsgiverens repræsentationsudgifter,

således at arbejdsgiveren har begrænset fradragsret for

udgifterne. Det godtgjorte beløb skal i så fald ikke medregnes til

lønmodtagerens skattepligtige indkomst, heller ikke hvor

lønmodtageren har en selvstændig indkomstmæssig interesse i

repræsentationsudgifternes afholdelse. »Udlæg efter regning«

foreligger, hvor de af lønmodtageren afholdte udgifter refunderes

af arbejdsgiveren mod dokumentation i form af eksterne

udgiftsbilag.

Hvis der er tale om godtgørelse efter regning for afholdte rejse-,

opholds- eller fortæringsudgifter, sættes kryds i

oplysningssedlens rubrik 38.

1.9. Diverse goder, herunder frynsegoder

Lønmodtagere opnår ofte økonomiske fordele i kraft af

ansættelsesforholdet. Der tænkes her især på de såkaldte

frynsegoder, hvorved forstås goder, som hverken kan anses som

egentlig kontantløn eller som naturalydelser, der som en del af

lønnen oppebæres i tilknytning til kontantlønnen, såsom fri kost

og logi, egentlig tjenestebolig m.v.

Der er ikke tvivl om, at værdien af frynsegoder principielt skal

medregnes til den skattepligtige indkomst. Det er ikke adgangen

til goderne, men værdien af godernes udnyttelse, der er

skattepligtig.

Det problematiske er værdiansættelsen. For de fleste af de her

omhandlede goder gælder, at der skal være tale om en væsentlig

fordel, før beskatning kommer på tale, og der skal tages hensyn

til, om den skattepligtige også normalt ville udnytte eller

benytte godet, og herved hvad besparelsen i den almindelige

privatudgift er, se nærmere nedenfor.

Vedrørende den skattemæssige behandling af goder såsom fri kost, fri

beklædning, fri bolig, herunder sommerbolig, fri bil, fri telefon

samt frirejser henvises til 1.7.

1.9.1. Udbytteandele, medarbejderaktier m.v.

- LOSI § 16 og LL § 7 A

Efter bestemmelsen i LOSI § 16 kan ministeren for skatter og afgifter

tillade, at udbytteandele eller lignende, som en arbejdsgiver

udreder til personer, der er ansat i hans virksomhed, ikke skal

medregnes ved opgørelsen af modtagerens skattepligtige indkomst.

Det er en betingelse, at der udstedes aktier eller obligationer

for disse udbytteandele, og skattefritagelsen omfatter kun selve

værdien af de tildelte aktier eller obligationer, men ikke disses

senere afkast. Der henvises i øvrigt til pkt. 22 i

skattedepartementets cirkulære nr. 79 af 30. maj 1958.

Med virkning fra 1. januar 1986 kan ansatte i datterselskaber også

modtage arbejderaktier og -obligationer udstedt af moderselskabet

efter bestemmelsen i LOSI § 16. Andragender om godkendelse af

vilkårene for arbejderaktier og -obligationer skal som hidtil

indsendes til statsskattedirektoratet.

Ordningen vedrørende medarbejderaktier har hjemmel i LL § 7A, hvori

bestemmes:

»stk. 1. Ministeren for skatter og afgifter kan tillade, at værdien

af den ret, som et selskab giver de ansatte til at tegne aktier

eller andelsbeviser i selskabet, ikke skal medregnes i de ansattes

skattepligtige indkomst. Hvis tilladelse gives, anses aktierne

m.v. ved senere afståelse for anskaffet til den pris, som de

ansatte har erhvervet dem for.

stk. 2. Det er en betingelse for tilladelsen, at vilkårene for

udstedelsen af aktierne m.v. godkendes af ministeren for skatter

og afgifter«.

I skattedepartementets cirkulære af 25. februar 1977 er der redegjort

for de betingelser, hvorunder sådanne ordninger kan godkendes.

Samtidig redegøres der for visse skattemæssige konsekvenser i

tilknytning til disse aktier.

Andragende efter LOSI § 16 eller LL § 7A indsendes til SD til

afgørelse. En af SD truffen afgørelse kan indbringes for

ministeren for skatter og afgifter, (jfr. bekendtgørelse nr. 524

af 11. oktober 1984).

Specielt om medarbejderaktier

De aktier, som medarbejderne kan erhverve, kan hidrøre fra selskabets

beholdning af egne aktier. Medarbejderaktier skal have samme

rettigheder, som selskabets øvrige aktier i samme klasse, således

at vilkår, der alene gælder for medarbejderaktier, f.eks. om

indløsningspligt, ikke anerkendes, skd.31.10.

Medarbejderaktieklassen kan derimod godt tillægges yderligere

rettigheder. Der er således i et ikke-børsnoteret selskab godkendt

en ny aktieklasse, der bl.a. omfatter medarbejderaktier, i hvilken

der ud over de rettigheder, som er tillagt selskabets øvrige

aktier, tillægges aktiebesidderne en indløsningsret.

En medarbejderaktieordning, hvorefter de ansatte kan nytegne eller

købe aktier af selskabets beholdning af egne aktier, kan ikke

godkendes, såfremt aktierne udbydes til en lavere kurs end pari.

Adgangen til at erhverve medarbejderaktier skal stå åben for alle

ansatte i selskabet, hvortil også ansatte i datterselskaber og i

datterdatterselskaber kan medregnes. En medarbejder, der havde

været udlånt til en fabrik i udlandet, men agtede senere at

genindtræde i sin stilling i selskabet, blev sidestillet med de

øvrige medarbejdere med hensyn til at tegne medarbejderaktier,

idet den pågældende fortsat var tilknyttet selskabets

pensions-ordning. Udsendte medarbejdere, der har kontraktsmæssig

ret til genansættelse i selskabet med anciennitet regnet fra det

oprindelige ansættelsestidspunkt, kan ligeledes deltage i

medarbejderaktieordningen.

Ingen gruppe af ansatte må favoriseres særskilt, men tegningsrettens

omfang kan gradueres efter almene kriterier. Således kan adgangen

til at tegne aktier være betinget af en vis anciennitet, op til 3

år er godkendt, og medarbejdere med højere anciennitet kan

tillægges større tegningsret, men dennes omfang skal stå i et

rimeligt forhold til de enkelte medarbejderes aflønning i

selskabet, og der må være fastsat et maksimumsbeløb for den

enkeltes tegningsadgang. For deltidsansatte kan tegningsrettens

omfang gradueres nedefter.

Medarbejdere i uddannelsesstillinger, såsom praktikanter og

EFG-lærlinge, kan holdes udenfor ordningen.

Selskabets bestyrelsesmedlemmer kan ikke indrages under en

medarbejderaktieordning, uanset om de i forvejen er aktionærer i

selskabet, da de ikke i denne forbindelse kan anses for ansatte i

selskabet.

Hvor aktietegningen er betinget af en vis anciennitet, kan det

godkendes, at medarbejdere, som først på et senere tidspunkt

opfylder denne betingelse, til den tid kan tegne aktier på

tilsvarende vilkår som under den oprindelige ordning.

Der er godkendt medarbejderaktieordninger for de ansatte i danske

datterselskaber og filialer af udenlandske moderselskaber, således

at de i de danske datterselskaber og filialer ansatte på samme

vilkår som medarbejderne i det udenlandske selskab kunne udnytte

retten til at tegne aktier i dette til en fordelagtig kurs. Det

var en betingelse, at de tegnede aktier skulle båndlægges i en

dansk bank i 5 år, skd.28.82.

Der er ikke lovhjemmel til inden for rammen af en

medarbejderaktieordning at lade en selvejende institution inden

for den pågældende virksomhed tegne aktierne på medarbejdernes

vegne, skd.40.27.

Båndlæggelse

Det er ufravigelige betingelser, at medarbejderen personligt udnytter

tegningsretten, samt at han i en periode på 5 år ikke ved salg,

pantsætning eller på anden måde kan disponere over aktierne. Dette

sikres ved, at aktierne båndlægges i et pengeinstitut.

Båndlæggelsesperioden regnes fra udløbet af tegningsfristen. Hvis

medarbejderen først efter den oprindelige tegningsfrists udløb har

kunnet erhverve medarbejderaktier, f.eks. fordi han først senere

har opnået den fornødne anciennitet i selskabet, regnes

båndlæggelsesperioden fra det tidspunkt, hvor han erhverver

aktierne.

Båndlæggelsen hæves dog før periodens udløb, hvis medarbejderen

afgår ved døden, eller hvis han efter reglerne i lov om social

pension bliver berettiget til at modtage højeste eller mellemste

førtidspension.

Derimod tillades båndlæggelsen ikke ophævet, fordi medarbejderen

f.eks. bliver arbejdsløs og får vigende indtægter, eller fordi han

får en stilling i udlandet inden for koncernen gældende for en

længere periode, og må realisere sine aktiver her i landet for at

skaffe midler til sin bosætning i udlandet.

Medarbejderen er i båndlæggelsesperioden afskåret fra at disponere

over aktierne. Han vil således ikke i denne periode kunne modtage

et tilbud om køb af aktierne, selv om købesummen for aktierne

båndlægges for den resterende del af båndlæggelsesperioden. Dog

kan en medarbejderaktionær i et selskab, der ophører ved fusion,

forlange sine aktier indløst, hvis beløbet båndlægges for

restperioden, skd.63.340, ligesom det er tilladt, at

medarbejderaktier i et aktieselskab ombyttes med tilsvarende

aktier i moderselskabet, som i forvejen ejer en betydelig del af

aktiekapitalen i det pågældende selskab, således at de ombyttede

aktier i enhver henseende træder i stedet for de oprindelige

medarbejderaktier, herunder at båndlæggelsen efter ombytningen

omfatter de modtagne aktier. Der kan i den forbindelse blive tale

om beskatning efter reglerne i ABL, skd.66.249.

I forbindelse med et skifte mellem ægtefæller kan medarbejderaktier,

der indgår i fællesformuen, udlægges til den anden ægtefælle med

respekt af båndlæggelsen, skd.66.249 og skd.68.17.

Båndlæggelsen omfatter tillige friaktier (fondsaktier), konvertible

obligationer, provenu ved salg af tegningsret og nytegnede aktier,

når disse erhvervelser vedrører de båndlagte medarbejderaktier.

Derimod udbetales udbytte af aktierne i båndlæggelsesperioden og

rente af båndlagt provenu.

Ved udvidelse af et selskabs aktiekapital kan tegnings- og

aktierettigheder knyttet til båndlagte medarbejderaktier, som er

erhvervet i forskellige år, udnyttes ved sammenlægning af

rettighederne, dog således, at den 5-årige båndlæggelse af de

herved erhvervede aktier regnes fra den sidst stedfundne

båndlæggelse. Ligeledes kan tegningsrettigheder knyttet til frie

aktier benyttes til supplering af tegningsrettigheder fra den

enkelte medarbejderaktieemission under forudsætning af, at den

derved erhvervede aktiepost båndlægges indtil udløbet af den

båndlæggelsesperiode, der gælder for selve medarbejderaktien,

skd.46.199. Derimod kan et provenu, som en medarbejderaktionær har

erhvervet ved salg af de til hans medarbejderaktier knyttede

tegningsretter, ikke anvendes inden for båndlæggelsesperioden til

nytegning af aktier i forbindelse med en ny aktieudvidelse i

selskabet, skd.38.208. Provenuet kan heller ikke anvendes til

nytegning af aktier i forbindelse med den aktieudvidelse, hvorfra

provenuet stammer, uanset om det er hensigten at lade

båndlæggelsen omfatte de således nytegnede aktier.

Fortjeneste ved salg af tegningsret, knyttet til en båndlagt

medarbejderaktie, behandles efter aktieavancebeskatningslovens

sædvanlige regler om afståelse af tegningsretter, skd.42.180.

Anskaffelsestidspunktet for den båndlagte moderaktie er

tegningsdagen for denne aktie. Medfører salget af tegningsretten

herefter, at avancen skal beskattes, kan den hertil svarende skat

afholdes af de kontante midler, der måtte være omfattet af den

pågældende båndlæggelse, skd.44.33 og 46.197. En medarbejder kan

afstå aktieretter, der knytter sig til båndlagte

medarbejderaktier, dog således at en tilladelse alene omfatter

sådanne overskydende aktieretter, der ikke kan udnyttes

umiddelbart til opnåelse af en fondsaktie, og således, at

båndlæggelsen omfatter det provenu, der opnås ved salg af de

pågældende aktieretter. Hvis salget medfører beskatning, kan

skatten afholdes af de således kontante, båndlagte midler efter

samme regler, som gælder ved salg af tegningsretter, skd.68.17.

Det antages, at der kan foretages udlæg i en båndlagt

medarbejderaktie med respekt af vilkåret om båndlæggelse, men den

endelige besvarelse af spørgsmålet henhører under domstolene,

skd.38.207.

Salg efter båndlæggelsen

Bortset fra de undtagelsestilfælde, hvor medarbejderen falder ind

under aktieavancebeskatningslovens regler om hovedaktionærer, vil

salg af aktierne efter båndlæggelsesperiodens udløb normalt ikke

få skattemæssige konsekvenser under hensyn til, at almindelige

aktionærer ved salg af deres aktier på et tidspunkt senere end 3

år efter erhvervelsen ikke beskattes af fortjeneste, hverken som

almindelig eller særlig indkomst, ligesom tab ikke kan fradrages.

Om principperne for avanceopgørelsen ved salg af aktierne efter

båndlæggelsesperiodens ophør samt ved salg i båndlæggelsesperioden

af ikke båndlagte aktier med samme rettigheder, se afsnit K.

Oplysningspligt

Tilladelse til en medarbejderaktieordning er betinget af, at

selskaberne med hensyn til hver af de medarbejdere, der har

benyttet sig af adgangen til at tegne medarbejderaktier, samtidig

med indgivelsen af oplysninger om udbetalt løn m.v. meddeler

nærmere underretning herom til den kommunale ligningsmyndighed i

vedkommende medarbejders bopæls- eller opholdskommune.

Underretningen skal omfatte 1) angivelse af medarbejderens navn,

personnummer, stilling, bopæl eller opholdssted, 2) oplysning om i

hvilken udstrækning tegningsretten er udnyttet, 3) oplysning om

tidspunktet for aktietegningen og for båndlæggelsen af de tegnede

aktier, samt hvis aktietegningen er betinget af en vis

anciennitet, 4) tidspunktet for ansættelsen i selskabet. Pligten

til at give underretning til de kommunale ligningsmyndigheder om

medarbejdernes aktieerhvervelser omfatter kun de medarbejdere, der

er skattepligtige her i landet, skd.38.208.

Hvis et selskab som led i en medarbejderaktieordning afhænder aktier

af selskabets beholdning af egne aktier til de ansatte til en

lavere kurs end selskabets erhvervelseskurs, anses de egne aktier

i skattemæssig henseende for afstået af selskabet til aktiernes

handelsværdi på afståelsestidspunktet, således at avance eller tab

opgjort som forskellen mellem aktiernes handelsværdi på

afhændelsestidspunktet og anskaffelsesværdien behandles efter de i

almindelighed gældende aktieavancebeskatningsregler, se afsnit K.

Omvendt kan selskabet som driftsudgift fratrække forskellen mellem

handelsværdien og den værdi, til hvilken aktierne overdrages

medarbejderne.

1.9.2 Funktionærrabatter

I en række virksomheder kan de ansatte udtage varer til eget brug

enten uden vederlag eller til en pris, der er lavere end den

sædvanlige udsalgspris.

Disse goder er principielt skattepligtige, jfr. statsskattelovens §

4, men i praksis har man undladt beskatning, såfremt goderne ikke

indebærer en væsentlig fordel for de ansatte. Selve adgangen til

goderne er ikke skattepligtig, men alene værdien af godernes

udnyttelse.

Der skal vises en vis tilbageholdenhed ved værdiansættelsen af et

sådant gode. Under hensyn til ønsket om en skattemæssig

ligestilling mellem lønmodtagere og erhvervsdrivende, der efter

gældende praksis kan udtage varer af eget varelager til indkøbs-

eller fremstillingspris uden beskatning, skal der således ikke ske

beskatning af den opnåede rabat hos de ansatte i det omfang

købsprisen ikke er mindre end virksomhedens indkøbs- eller

fremstillingspris.

En bogholder, der var ansat i en tømmerhandel og som lod opføre et

eenfamilieshus til eget brug, opnåede i forbindelse med køb af

materialer i tømmerhandelen rabat på ca. 10.000 kr. Da denne rabat

ikke bragte hans indkøbspris ned under arbejdsgiverens

indkøbspris, blev han ikke beskattet af rabatten, jfr. tilsvarende

afgørelse i lsr. 1980.195, hvor en uddeler gennem foreningen havde

opnået rabatter på 16.422 kr. på indkøbte byggematerialer til sin

private villa.

Derimod blev en ansat hos en automobilimportør anset for

indkomstskattepligtig af funktionærrabat opnået i forbindelse med

køb af ny bil, idet den ansattes kontinuerlige køb og salg af

biler ikke ansås for køb af »varer til eget forbrug«, hvortil kom

at den opnåede rabat havde indebåret en væsentlig fordel for ham,

lsr.1983.55.

Se også D 1.9.6 om fordelagtige køb hos arbejdsgiveren.

Særlige tilfælde

Ligningsrådet har vedtaget, at bryggeriarbejdernes ret til gratis øl

på arbejdet ikke beskattes. For bryggeriarbejdere på bryggerier,

hvor der efter speciel aftale hver måned udleveres øl og vand til

hjemtagning, har ligningsrådet vedtaget, at der beskattes 50 pct.

af værdien af de hjemtagne drikkevarer.

Med hensyn til fri tobak for de ansatte i A/S Skandinavisk

Tobakscompagni er det oplyst, at timelønnede gratis får udleveret

25-30 cigarer eller 50-60 cerutter eller 200 cigaretter om ugen,

at funktionærer gratis får udleveret 150 cigarer eller 250

cerutter eller 800 cigaretter om måneden samt at ledergruppen får

dækket et personligt forbrug.

Ligningsrådet har på denne baggrund vedtaget med virkning fra 1. april 1985 at beskatte den fri tobak med 2.000 kr. pr. år for

timelønnede og funktionærer og med 2.500 kr. pr. år for

ledergruppen.

En række elforsyningsselskaber yder rabatter til nuværende og

tidligere ansatte. Ligningsrådet har vedtaget, at sådanne rabatter

til elselskabernes medarbejdere og pensionister fra og med

indkomståret 1982, kun skal beskattes, såfremt husstandens

el-forbrug overstiger 7.000 kWt - men i så fald beskattes hele

rabatydelsen, jfr. lsr.1983.145.

For ansatte i forsikringsselskaber gælder, at såfremt

forsikringstegning hører under den ansattes arbejdsområde,

indkomstbeskattes den ansatte af provision af egne forsikringer,

jfr. lsr. 1961.9.

Hvis forsikringstegning ikke hører under den ansattes arbejdsområde,

beskattes den ansatte derimod ikke af en udbetalt provision ved

tegning af forsikringer for sig selv, jfr. f.eks. lsr.1955.119 og

1960.106. I lsr. 1973.101 blev en kontorchef ikke anset

skattepligtig af provision af egne forsikringer, selv om han i det

pågældende år havde haft en ikke ubetydelig provisionsindtægt ved

tegning af forsikring for en ven, da forsikringstegning ikke i

øvrigt kunne anses at høre under hans arbejdsområde.

Tegnes forsikringen ikke i eller gennem det selskab, hvor

skatteyderen er ansat, anses en fra et andet selskab modtagen

provision ikke for en funktionærrabat, men for skattepligtig

indkomst, selv om tegning af forsikringer ikke hører under

skatteyderens arbejdsområde, lsr. 1973.30.

En programmør i et forsikringsselskab kunne ikke få fradrag for det

fulde beløb 3.000 kr. på en livsforsikring, som han i kraft af en

rabat kun havde betalt 2.676 kr. for, idet landsskatteretten

fandt, at han kun havde fradragsret for den præmie, der faktisk

skulle erlægges, da han ellers ville opnå fradrag for en udgift,

han ikke havde haft, lsr.1976.119.

Forsikringspræmier kan ikke fradrages med et større beløb end den

reelle præmiebetaling, uanset om rabatten er ydet i form af

nedsættelse af præmiebetalingen eller ved kontant udbetaling af

rabatten.

1.9.3. Frirejser og rabatrejser med fly for ansatte i

flyselskaber m.v. SD-cirk. 1980.31.

1) Værdien af frirejser og rabatrejser med fly er i princippet

skattepligtig indkomst. Beskatning skal dog kun ske, hvis der er

tale om en væsentlig økonomisk fordel for modtageren.

2) Ligningsrådet har vedtaget, at frirejser og rabatrejser med fly

for ansatte i flyselskaber m.v. inden for de nordiske lande og

Hamburg ikke skal beskattes.

For fri- og rabatrejser herudover kan der ved indkomstopgørelsen

bortses fra en fri- eller rabatrejse om året, medens yderligere

frirejser m.v. værdiansættes til 50% af den pris, der gælder i

almindelig handel, med fradrag af den ansattes egen betaling.

3) Ligningsrådet har endvidere i medfør af skattekontrollovens § 8

D pålagt flyselskaber, der er hjemmehørende eller har fast

driftsted her i landet, at give oplysning om frirejser m.v. på

oplysningssedlen for modtageren.

SAS

Ligningsrådet har for ansatte m.v. i SAS fastsat beløbssatser, der

anvendes for fri- og rabatrejser inden for nedennævnte zoner:

A.Værdien af een rejse inden for kalenderåret ansættes til 0 kr. for

hver af følgende personer:

Ansat personale her i landet samt disses ægtefæller og børn,

pensionister og ansattes efterladte. Ægteskabslignende forhold

sidestilles med ægteskab.

Rejser herudover værdiansættes til følgende beløb pr. person over 12

år:

 

                                                  Frirejser     90%-rabat-  

                                                    Sats          rejser  

                                                                   Sats  

          Zone 1  

          De nordiske lande og Hamburg ... kr.           0              0  

          Zone 2  

          Europa ......................... kr.         500            300  

          Zone 3  

          Nordamerika .................... kr.       1.500          1.100  

          Zone 4  

          Nærorient samt Afrika  

          (-Johannesburg) ................ kr.       2.700          1.500  

          Zone 5  

          Orienten og Johannesburg ....... kr.       4.000          2.000  

          Zone 6  

          Sydamerika ..................... kr.       5.000          3.000  

For børn under 2 år ansættes værdien til 0 kr., medens værdien for

børn under 12 år ansættes til det halve af de nævnte satser.

B. Frirejser og 90%-rabatrejser til ansattes pårørende og andre,

der ikke er omfattet af den særlige værdiansættelsesordning,

medregnes til den ansattes indkomst med rabattens beløb.

C. For styrelses- og bestyrelsesmedlemmer ansættes frirejser og

90%-rabatrejser til 50% af rejsens billetpris ved køb i almindelig

handel.

D. Andre personer, der modtager frirejser og 90%-rabatrejser, er

ikke omfattet af de ovennævnte særlige værdiansættelsesordninger.

Oplysning skal meddeles om den almindelige billetpris for den

tildelte rejse.

1.9.4. Kantinegoder

Ansatte, der gratis får frokost i arbejdsgiverens kantine, er

skattepligtige af værdien heraf, og værdien ansættes til et beløb

svarende til besparelsen i den almindelige privatudgift.

For ansatte, der er omfattet af ligningsrådets anvisning vedrørende

normalværdien af kost og logi, er værdien af et måltid ansat til

22 kr. pr. dag, jfr. D 1.7.1.

For ansatte, der ikke er omfattet af denne anvisning, fastsættes

værdien skønsmæssigt.

Værdien af fri frokost for en kontorassistent blev fastsat til den

af ligningsrådet vedtagne normalværdi af et måltid, 10 kr. (i

1976), selv om hun henviste til at hun kun havde spist tre stk.

smørrebrød, som hun selv kunne have lavet for ca. 1,35 kr. pr.

stk. og som havde kostet arbejdsgiveren 1,74 kr. pr. stk. , lsr. 1981.72.

Ansatte, der benytter sig af adgangen til at købe mad i

arbejdsgiverens kantine til en pris, der er lavere end

virksomhedens indkøbs-/fremstillingspris, er principielt

skattepligtige af et beløb svarende til besparelsen i den

almindelige privatudgift. I praksis beskattes de ansatte dog ikke,

medmindre godet indebærer en væsentlig fordel.

Værdien af gratis kaffe eller the beskattes ikke.

Ansatte, der helt eller delvis vederlagsfrit får udleveret

spisekuponer fra deres arbejdsgivere til benyttelse på

restaurationer o.lign., anses for indkomstskattepligtige af et

beløb svarende til spisekuponernes pålydende værdi med fradrag af

egen betaling.

1.9.5. Gaver fra arbejdsgiveren

Gaver i anledning af ansattes jubilæum eller arbejdsophør eller

arbejdsgiverens jubilæum er i visse tilfælde omfattet af reglerne

om særlig indkomstskat, se D 1.10.2.

Alle andre gaver fra arbejdsgiveren skal som hovedregel medregnes

ved indkomstopgørelsen, SL § 4.

Såfremt gaven består i et kontant beløb, skal dette beløb medregnes

fuldt ud.

Er der derimod tale om tingsgaver, skal gaven alene medregnes med et

beløb svarende til den værdi, gaven må antages at have for

modtageren. I lsr. 1971.24 fik en ansat et gulvtæppe i

bryllupsgave til en købspris af 2.269 kr. Retten skønnede, at

gavens værdi for den ansatte var 1.500 kr. I lsr. 1978.54 blev en

kontorassistent, der i julegave fik en porcelænsfigur til en

indkøbspris af 712 kr., anset skattepligtig af et beløb på 400 kr.

I lsr. 1978.55 blev en direktør, der ved fratræden af stilling fik

et barokskab til en indkøbspris af 3.670 kr., anset skattepligtig

af et beløb på 2.000 kr. En programmør, der i anledning af 10 års

jubilæum fik et armbåndsur til en indkøbspris af 2.000 kr., blev

anset skattepligtig af et beløb på 1.000 kr.

Den ifølge praksis gældende skattefrihed for gaver af begrænset

værdi i særlige anledninger inden for familie- og

bekendtskabskredsen finder efter omstændighederne også anvendelse

for tilsvarende gaver fra arbejdsgiveren. En bogholder, som i

anledning af sølvbryllup fik et radioapparat til 885 kr., ansås

ikke for skattepligtig af værdien heraf, da landsskatteretten

fandt, at gaven kunne sidestilles med en skattefri lejlighedsgave

til familie og venner, og retten efter omstændighederne ikke

fandt, at det burde føre til et andet resultat, at gaven var ydet

af bogholderens arbejdsgiver, lsr. 1964.112. En gave på 1.500 kr.

til en brugsuddeler og hans kone til en fælles ferierejse i

anledning af deres sølvbryllup ansås for en ikke-skattepligtig

lejlighedsgave, da der var tale om en personlig gave ydet i

anledning af en privat begivenhed, og da den foretagne rejses

værdi ikke oversteg det efter forholdene naturlige niveau for en

sådan lejlighedsgave, lsr. 1972.25.

Årlige gaver i form af naturalier i anledning af jul eller nytår

beskattes efter praksis kun, såfremt værdien overstiger 300 kr.

Kontanter og gavekort beskattes fuldt ud.

1.9.6. Fordelagtige køb hos arbejdsgiveren

Ved overdragelser fra en arbejdsgiver til en ansat kan der efter

omstændighederne blive tale om at beskatte den ansatte af et beløb

svarende til den økonomiske fordel, som den ansatte må anses at

have opnået ved handelen.

I lsr. 1966.92 blev en ansat beskattet af differencen mellem en bils

faktiske handelsværdi og den erlagte købesum, idet retten fandt,

at købesummen ikke kunne forudsættes fastsat udelukkende efter

sædvanlige handelsmæssige overvejelser, da overdragelsen havde

fundet sted fra en arbejdsgiver til en ansat.

I lsr. 1969.29 købte en direktør, der var ansat i et aktieselskab,

en byggegrund af selskabet for 20.000 kr., medens handelsværdien

skønnedes at være 30.000 kr. Retten fandt, at der ved den

foretagne handel måtte anses at foreligge en indkomstskattepligtig

ydelse fra arbejdsgiveren på 10.000 kr.

I lsr. 1970.101 blev en bankdirektør beskattet af den økonomiske

fordel, han havde opnået ved at udnytte en køberet til en ejendom,

som banken tidligere havde erhvervet til ham, idet den omhandlede

køberet var indrømmet ham i nær tilknytning til hans ansættelse

som overordnet funktionær.

Se også D 1.9.2. om funktionærrabatter.

1.9.7. Fri undervisning m.v.

Beløb, som arbejdsgiveren betaler for de ansattes skolegang, og

værdien af lærebøger, som arbejdsgiveren køber og stiller til

rådighed for ansatte under uddannelse, beskattes ikke.

Ansatte, der efter arbejdsgiverens ønske og på hans regning får et

kørekort, beskattes ikke af beløbet, lsr. 1958.19.

Af lsr. 1981.18 fremgår, at udgift til kursusdeltagelse, herunder

befordringsudgifter, som afholdes af arbejdsgiveren, ikke

beskattes hos lønmodtageren, når han deltager i kurset »på

arbejdsgiverens foranledning og med henblik på arbejdet i dennes

tjeneste.«

En kommunesekretær, der havde deltaget i Dansk kommunalkursus, blev

ikke beskattet af de af kommunen til det kommunale kursus betalte

skolepenge, se lsr. 1967.64.

Ansatte i et revisionsfirma beskattedes ikke af uddannelsesudgifter,

der var betalt af arbejdsgiveren i forbindelse med uddannelsen til

statsautoriserede revisorer.

En overkonstabel ansås ikke for indkomstskattepligtig af forsvarets

tilskud på kr. 13.100 til kursusafgift på en landbrugsskole, idet

forholdet måtte sidestilles med tilfælde, hvor arbejdsgiveren

betalte for en ansats skolegang m.v., lsr. 83.41.

Sygeplejeelever, der gennemgår forskolen på en sygeplejehøjskole,

betaler selv for undervisningen og opholdet, men modtager et

indkomstskattepligtigt statstilskud hertil. Det beløb, eleven

herefter selv kommer til at betale, refunderes senere efter

nærmere fastsatte regler af det hospital, på hvilket eleven er

ansat. Disse refusionsbeløb skal medregnes ved opgørelsen af

modtagerens skattepligtige indkomst, SD-cirkulære nr. 326 af 5.

juli 1972, og skd.19.20.

Eleverne på Rigshospitalets forskole har adgang til fri kost og

logi. Det er dog ikke alle, der benytter sig af retten til bolig,

og der bliver i så fald ikke udbetalt nogen erstatning for

afkaldet herpå. Det vil af oplysningssedlerne fremgå, hvad den

enkelte elev har modtaget.

1.9.8. Særlige belønninger

Præmier, der udbetales til lønmodtagere for forslag til forbedring af

arbejdsmetoder o.lign. er almindelig indkomstskattepligtige, se

lsr.1970.115 og skd.17.110, vedrørende beskatning af penge og

genstandspræmier, der ydes til de under staten ansatte for

rationaliseringsforslag.

1.9.9. Ferielotteri

Gevinster ved bortlodning i form af kontante tilskud eller

ferierejser, som arbejdsgiveren betaler, skal beskattes som

almindelig indkomst. For ferierejsers vedkommende henvises

vedrørende værdiansættelsen til D 1.7.10.

Hvor midlerne til indkøb af de bortloddede ferierejser er

tilvejebragt af de ansatte selv, skal gevinsterne også medregnes i

den skattepligtige indkomst, idet der ikke er tale om en offentlig

bortlodning, jfr. SL § 4 f.

1.9.10. Løsøre til rådighed i hjemmet

§ 3 nr. 5 i finansministeriets bekendtgørelse nr. 161 af 28/3 1973 om

ansættelsen af den årlige værdi af brugsnydelser af indbo og andet

løsøre ved beregning af gave- og arveafgift er af

landsskatteretten anvendt ved ansættelsen af den skattemæssige

værdi af kunstværker samt fjernsyn til rådighed i hjemmet.

I lsr.1978.125 blev en hovedanpartshaver anset for

indkomstskattepligtig, jfr. SL § 4b, af værdien af vederlagsfri

benyttelse af malerier og antikviteter, som tilhørte

anpartsselskabet. Selskabet havde ved udgangen af 1973 og 1974

investeret 519.037 kr. og 869.679 kr. i kunstværker m.v., der blev

opbevaret hos hovedanpartshaveren. Retten fandt, at værdien af de

benyttede kunstværker passende kunne ansættes til 6% af de nævnte

investeringsbeløb.

I lsr.1979.176 blev en chefredaktør anset for indkomstskattepligtig

af værdien af vederlagsfri benyttelse af fjernsyn i hjemmet, og

værdien blev ansat til 6% p.a. af apparatets købesum med tillæg af

den af arbejdsgiveren betalte licens. Da apparatet var placeret i

hjemmet, fandt retten, at man ikke ved værdiansættelsen kunne tage

i betragtning, at skatteyderen i kraft af sit erhverv havde

interesse i at gøre sig bekendt med fjernsynsudsendelserne.

1.9.11. Fri jagt

Ansatte, der har adgang til fri jagt, kan ikke beskattes af

jagtretten, men alene af værdien af jagtudbyttet, se lsr.1971.22

og 23, der dog begge vedrører den skattemæssige behandling af

adgangen til at udøve jagtret på egen ejendom.

1.9.12. Fri benyttelse af værksted m.v.

Ansattes fordel ved at kunne benytte arbejdsgiverens værksted og

værktøj i fritiden beskattes efter praksis ikke.

1.9.13. Firmafest

Deltagelse i firmafester, hvortil arbejdsgiveren afholder udgifterne,

medfører ingen beskatning.

Ansatte, der som kompensation for bortfald af eller manglende

deltagelse i firmafester får udleveret en anvisning, der for et

bestemt beløb giver ret til fortæring på hotel el.lign., skal

medregnes værdien af anvisningen med dennes pålydende værdi.

1.10. Særlig indkomst

En række beløb, der typisk tilfalder lønmodtagere i deres

ansættelsesforhold, medtages ikke ved opgørelsen af den

skattepligtige almindelige indkomst, men beskattes som særlig

indkomst.

1.10.1. Godtgørelse ved fratræden af stilling m.v.

LOSI § 2 nr. 9

Litteratur: Bruun Nielsen i UfR 1964 B s. 90 ff, Helkett 14.udg.,

s.593 og SO 1978, s.189 ff.

Efter bestemmelsen i LOSI § 2, nr. 9 beskattes godtgørelse i

anledning af fratræden af stilling som særlig indkomst.

»Løn« til opsigelsesfristens udløb LOSI § 3, stk. 1, nr. 6

Hvis modtageren af en sådan godtgørelse ikke oppebærer indtægt af

stillingen for hele tiden efter fratrædelsen og indtil det

tidspunkt, han kunne være opsagt i henhold til sin kontrakt eller

efter lovgivningens almindelige regler, skal en så stor del af

godtgørelsen, som svarer til, hvad han ville have oppebåret som

indtægt for tiden efter fratrædelsen, dog højst for en periode af

1 år, medregnes i den skattepligtige almindelige indkomst, LOSI §

3, stk. 1, nr. 6. En eventuel resterende del af godtgørelsen

beskattes som særlig indkomst.

LOSI § 3, stk. 1, nr. 6, gælder også når arbejdstageren selv opsiger

sin stilling til omgående fratræden eller dog med kortere varsel

end han ville have krav på, jfr. lsr.1964.24, 1968.109 og

skd.19.8, men efter konkret bedømmelse beskatter man dog

kutymemæssige fratrædelsesgodtgørelser (efter mange års

ansættelse) fuldt ud som særlig indkomst, jfr. lsr.1983.38 og

1984.57, samt Skat 1986.8.515, ligesom godtgørelser i henhold til

funktionærlovens § 2 a (se nærmere herom nedenfor) altid beskattes

som særlig indkomst, jfr. lsr.1974.122.

Selv om en afskediget funktionær får en ny stilling, måske endog i

umiddelbar fortsættelse af sin tidligere stilling, skal den del af

godtgørelsen, der træder i stedet for den indtægt, han ville have

haft i tiden fra fratrædelsen og indtil det tidspunkt, han kunne

være afskediget under iagttagelse af gældende opsigelsesvarsler,

beskattes som almindelig indkomst, se lsr. 1970.33 og skd.18.154.

En forligsmæssigt fastsat godtgørelse på 25.000 kr. til en

tillidsmand, der blev afskediget, blev anset for almindelig

indkomst, da beløbet var mindre end det, han kunne have opnået i

løn inden for den opsigelsesperiode på 5 måneder, som tilkom ham,

lsr.1984.143.

En reklamekonsulent fratrådte på grund af samarbejdsvanskeligheder

sin stilling som direktør i et ApS, hvori han selv ejede 50 pct.

af anpartskapitalen. Udover salgssummen for anparten havde han

modtaget en fratrædelsesgodtgørelse på 75.000 kr., som efter hans

formening fuldt ud skulle beskattes som særlig indkomst, idet han

anførte, at der ikke var oprettet nogen ansættelseskontrakt mellem

ham og selskabet og at der således ikke var fastsat noget

opsigelsesvarsel. Landsskatteretten var imidlertid af den

opfatelse, at han havde haft krav på et passende opsigelsesvarsel

og at 75.000 kr. ikke kunne anses for at overstige, hvad der måtte

anses som et rimeligt vederlag for løn i opsigelsesperioden, og

beløbet skulle derfor beskattes som almindelig indkomst,

lsr.1985.140.

Et folketingsmedlem fik ved sin udtræden af tinget et eftervederlag

svarende til tre måneders grundvederlag. Dette eftervederlag ansås

som almindelig indkomstskattepligtigt ifølge LOSI §3, stk. 1, nr.

6 analogt, lsr.1982.154.

Den del af godtgørelsen, der efter § 3, stk. 1, nr. 6 skal medregnes

som skattepligtig almindelig indkomst, skal medregnes fuldtud i

udbetalingsåret, i al fald når arbejdsgiveren har givet afkald på

modydelse, selv om den dag, hvortil arbejdstageren kunne være

opsagt, ligger i det følgende år, lsr. 1970.33 og 1973.10.

Hvis lønmodtagerens krav har været indbragt til afgørelse ved

domstolene, skal beskatning dog først finde sted, når kravet er

fastslået ved endelig dom eller forlig.

»Godtgørelse«

Beløbet skal hidrøre fra den pågældendes hidtidige arbejdsgiver.

Denne betingelse anses ikke for opfyldt, dersom arbejdsgiveren er et

A/S og beløbet udbetales af aktiemajoritetshaveren.

I et tilfælde, hvor der blev ydet det fratrædende personale en

godtgørelse fra to af arbejdsgiveren uafhængige fonds, ansås

godtgørelsen ikke for omfattet af LOSI § 2, nr. 9, og blev derfor

beskattet som almindelig indkomst, skd.28.77, jfr. tilsvarende

lsr. 1978.167 om en godtgørelse fra LO til en afskediget typograf

i et A/S, der ejedes af LO.

Se endvidere lsr. 1979.55, hvor en bod, udbetalt til klagerens

fagforbund og videregivet til klageren, ikke var omfattet af LOSI

§ 2, nr. 9.

I et tilfælde, hvor den nye arbejdsgiver betalte et engangsbeløb for

at få den pågældende lønmodtager til at fratræde sin hidtidige

stilling, blev beløbet beskattet som almindelig indkomst.

Det er endvidere en forudsætning for at anvende LOSI § 2, nr. 9, at

der er tale om beløb, der udredes i umiddelbar forbindelse med og

direkte som følge af fratræden eller ændring af et

ansættelsesforhold.

En ansat, der i en alder af 62 år var blevet førtidspensioneret,

overgik ved sit fyldte 65. år til almindelig alderspension og fik

i forbindelse hermed udbetalt et engangsbeløb af sin tidligere

arbejdsgiver. Beløbet skulle medregnes ved opgørelsen af hans

almindelige skattepligtige indkomst, da udbetalingen af det ikke

var knyttet til hans fratræden, men var afhængig af, at han

opnåede en alder af 65 år, Skat (jan.) 1986.12.344.

Reglen kunne ikke anvendes i et tilfælde, hvor den pågældende var

opsagt, men senere traf aftale om at fortsætte sit arbejde i

virksomheden (samme stilling), lsr. 1972.122.

En afdelingsleder i et fagforbund var blevet afskediget. Han havde

modtaget sædvanlig løn i opsigelsesperioden samt en

fratrædelsesgodtgørelse på 35.382 kr., svarende til tre måneders

løn. Herudover havde han fået tilkendt en erstatning på 216.846

kr. som følge af afskedigelsen, der var i strid med en indgået

tryghedsaftale, idet den ikke kunne anses for tilstrækkelig saglig

eller rimeligt begrundet. Denne erstatning havde han anset for

skattefri, men lsr. fandt ifølge motiverne til LOSI § 2, nr. 9, at

erstatningen var omfattet af denne bestemmelse, lsr.1982.153.

Krav på godtgørelse

Lovens udtryk »godtgørelse« tager i første række sigte på frivillige

ydelser fra arbejdsgiveren, men den omstændighed, at den

pågældende lønmodtager har haft krav på at få et beløb udover løn

udbetalt ved sin fratræden, udelukker ikke, at en sådan

godtgørelse betragtes som særlig indkomst, lsr. 1964.117 (en

forsikringsagents kontraktsmæssigt fastlagte efterprovision ved

fratræden). Ligeledes betragtes den afskedigelsesløn, der ved

afskedigelse af funktionærer med henholdsvis 12, 15 eller 18 års

anciennitet udbetales med henholdsvis 1, 2 eller 3 måneders løn ud

over, hvad der betales til fratrædelsesdatoen, jfr.

funktionærlovens § 2 a, som særlig indkomst.

En direktør i et A/S kunne ifølge sin ansættelseskontrakt opsiges

med 12 måneders varsel og skulle fratræde ved det fyldte 60. år.

Ved en senere indgået aftale havde han opnået tilsagn om en

fratrædelsesgodtgørelse svarende til 4 års løn ved hans fratræden

ved det fyldte 60. år efter at være opsagt senest 12 måneder

forinden. Beløbet blev i sin helhed anset for en af LOSI § 2, nr.

9, omfattet fratrædelsesgodtgørelse.

Derimod må efterløn, der i henhold til funktionærlovens § 8 betales

til en afdød funktionærs ægtefælle eller børn, beskattes som

almindelig indkomst, skd. 22.181.

Betalingsformen

En godtgørelses beskatning som særlig indkomst er betinget af, at der

er tale om et på forhånd fastlagt, bestemt beløb og ikke om

livsbetingede periodiske ydelser, lsr. 1975.127 samt Skat

1985.8.222.

En typograf havde i forbindelse med indførelse af ny teknik og

dermed følgende personalereduktion modtaget et tilbud fra sin

arbejdsgiver om at fratræde sin stillig mod en mindre ugentlig

pristalsreguleret ydelse. Disse ydelser blev anset for supplerende

understøttelsesbeløb, som var almindelig indkomstskattepligtige i

medfør af SL § 4 litra c, lsr. 1984.58.

At beløbet udredes afdragsvis, udelukker ikke, at beløbet anses som

en fratrædelsesgodtgørelse, der beskattes efter § 2, nr. 9, se

princippet i UfR 1966, s.782 ØLD. Selvom godtgørelsen udbetales

afdragsvis, må hele godtgørelsen udfra et

retserhvervelsessynspunkt beskattes i fratrædelsesåret, og det ved

indkomstårets udgang tilgodehavende beløb må medregnes som formue,

lsr. 1973.10.

Evt. kursnedslag

At en godtgørelse ikke udredes kontant, kan i visse tilfælde medføre

kursnedslag på fordringen.

Det er således i praksis antaget, at betalingsvilkårene for en

fratrædelsesgodtgørelse, der udredes afdragsvis over 20 mdr., uden

ydelse af renter for restfordringen, må antages at afvige så

væsentligt fra det for fratrædelsesgodtgørelser sædvanlige, at der

kan indrømmes kursnedslag. Dersom der ydes renter af en ikke

kontant udbetalt godtgørelse, og dersom de aftalte betalingsvilkår

iøvrigt ikke afviger væsentligt fra det for

fratrædelsesgodtgørelser sædvanlige, kan der ikke indrømmes

kursnedslag. En fratrædelsesgodtgørelse, der ydes som en båndlagt

kapital i et pengeinstitut, hvor beløbet udbetales over 10 år,

mens samtlige renter af den båndlagte kapital udbetales løbende,

blev beskattet uden kursnedslag, lsr. 1977.136.

Det er endvidere antaget, at udbetaling i 16 lige store månedlige

rater ikke afviger væsentligt fra det sædvanlige, når der samtidig

er aftalt kompensation, dersom kronens købekraft bliver væsentligt

forringet i udbetalingsperioden.

Beløbets anvendelse

Det er uden betydning for beskatningsformen, hvad det udbetalte beløb

anvendes til, og det er således antaget, at en

fratrædelsesgodtgørelse, som efter skatteyderens ønske anvendes

til køb af livrente, skal beskattes som særlig indkomst (med

adgang til at fradrage indskuddet efter PL § 18).

Hvis derimod den fratrædende medarbejder ikke har dispositionsret

over godtgørelsen, som indbetales direkte af arbejdsgiveren til et

forsikringsselskab til køb af livrente, kan beløbet ikke beskattes

efter §2, nr. 9, lsr. 1965.22. (Indskuddet behandles efter PL §

19).

En udbetaling til en advokat på 25.000 kr., betegnet som erstatning

for flytteudgifter m.v. i forbindelse med ophør af et

ansættelsesforhold, anset som særlig indkomstskattepligtig, da det

var stillingsfratrædelsen, der havde udløst godtgørelsen, Skat

1986.1.66.

Funktionærloven

Funktionærloven giver ret til »godtgørelser« i følgende tilfælde:

1) Opsigelse eller uberettiget bortvisning efter uafbrudt

beskæftigelse i samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år (§ 2 a).

2) Opsigelse uden rimelig grund eller ved uberettiget bortvisning

efter funktionærens fyldte 20. år og efter mindst 1 års uafbrudt

beskæftigelse i samme virksomhed (§ 2 b).

3) Uberettiget afvisning før tiltrædelse af stilling (§ 3).

4) Uberettiget bortvisning (§ 3).

ad 1) Godtgørelse i henhold til § 2 a ydes ved opsigelse udover den

løn, der tilkommer funktionæren i opsigelsesperioden, og ved

uberettiget bortvisning udover den erstatning, der i henhold til

lovens § 3 erlægges af arbejdsgiveren, svarende til lønnen indtil

lovlig opsigelse kunne være sket.

Godtgørelsen beskattes derfor i disse tilfælde som særlig indkomst,

jfr. lsr. 1974.122, medens de beløb, der udbetales som løn i

opsigelsesperioden, respektive som erstatning for løn, indtil

lovlig opsigelse kunne være sket, beskattes som almindelig

indkomst.

ad 2) Godtgørelsesbeløbet, hvis størrelse nærmere er omhandlet i

funktionærlovens § 2 b, og som ydes udover den løn, funktionæren

har krav på i opsigelsesperioden, respektive udover erstatningen i

henhold til § 3 ved uberettiget bortvisning, beskattes som særlig

indkomst. Lønnen i opsigelsesperioden, respektive erstatningen

for samme periode, beskattes som almindelig indkomst.

ad 3) Såfremt funktionæren uberettiget nægtes modtagelse i en

stilling, hjemler funktionærlovens § 3 ret til erstatning.

Erstatningen, der sædvanligvis svarer til lønnen indtil opsigelse

kunne være sket, anses i praksis som særlig indkomst, jfr. lsr.

1968.108. (Bestemmelsen i LOSI § 3, stk. 1, nr. 6, fandtes efter

sin formulering og indhold at tage sigte på ophævelse af bestående

arbejdsforhold, og altså uanvendelig i dette tilfælde, jfr.

lsr.1986.39).

ad 4) Erstatning i tilfælde af uberettiget bortvisning andrager i

almindelighed et beløb svarende til lønnen indtil funktionæren

lovligt kunne være opsagt i henhold til kontrakt eller efter

lovgivningens almindelige regler - eller såfremt funktionæren

allerede var lovligt opsagt - til opsigelsesfristens udløb.

Erstatningen beskattes som almindelig indkomst i det omfang, den

svarer til lønnen indtil opsigelsesfristens udløb - dog højst for

en periode af 1 år. Eventuelt overskydende beløb beskattes som

særlig indkomst.

Efterløn, der i henhold til funktionærlovens § 8 betales til en

afdød funktionærs ægtefælle eller børn, beskattes som almindelig

indkomst, skd.22.181.

For direktører i aktieselskaber gælder, at disses ansættelsesforhold

ikke er omfattet af funktionærloven, hvorfor der ikke tilkommer

disse noget legalt fastsat opsigelsesvarsel. Som regel vil de

pågældende dog efter deres ansættelseskontrakt have krav på et

vist opsigelsesvarsel, men selv om dette ikke er tilfældet, har

landsskatteretten dog lagt til grund, at der efter praksis

sædvanligvis alligevel tilkommer disse personer et vist

opsigelsesvarsel, hvorfor en direktørs fratrædelsesgodtgørelse -

benævnt »efterløn« - på et beløb svarende til 6 måneders løn blev

anset som skattepligtig almindelig indkomst, selv om han ikke i

sin kontrakt med selskabet havde noget opsigelsesvarsel, lsr. 1964.23. Dette må ses på baggrund af, at domstolene ofte tillægger

afskedigede selskabsdirektører en afskedigelseserstatning, selvom

de hverken efter loven eller efter deres kontrakt har haft krav

herpå.

Se endvidere lsr. 1978.166, hvor en direktør (på

fratrædelsestidspunktet) havde en 5-årig uopsigelig

ansættelseskontrakt, men hvor kun et beløb, svarende til et års

efterløn, beskattedes som almindelig indkomst.

Ligebehandlingsloven o.lign.

I henhold til lov om ligebehandling § 9 kan en lønmodtager, der

afskediges, fordi han har fremsat krav om ligebehandling,

tilkendes en godtgørelse, der ikke kan overstige 26 ugers løn. En

sådan godtgørelse beskattes efter LOSI §2, nr. 9. I det omfang,

der ikke ydes løn indtil sædvanligt opsigelsesvarsel eller

erstatning herfor, beskattes godtgørelsen som almindelig indkomst,

jfr. §3, stk. 1, nr. 6, skd.59.351.

Godtgørelse efter § 4 i lov om beskyttelse mod afskedigelse på grund

af foreningsforhold, der ikke kan overstige 78 ugers løn, omfattes

også af LOSI § 2, nr. 9.

Efterbetaling af løn

Efterbetaling af løn, der finder sted efter fratrædelsen, skal

medregnes som skattepligtig almindelig indkomst, lsr. 1975.128 og

1962.13 vedrørende et beløb, der ved fratræden blev ydet som

gratiale, men som ikke oversteg de tantiemebeløb, skatteyderen i

de tidligere år havde fået tillagt som tantieme udover sin faste

løn. Se også lsr. 1973.120, hvor godtgørelse til en direktør måtte

antages at være et yderligere vederlag (tantieme) for arbejde i

selskabet, og derfor skattepligtig almindelig indkomst.

En generel ordning med ydelse af fratrædelsesgodtgørelse til

samtlige en virksomheds timelønsansatte, hvilke ydelser skulle

beregnes efter de pågældendes anciennitet, blev ikke anset for

omfattet af LOSI § 2, nr. 9, men måtte anses som et almindeligt

indkomstskattepligtigt løntillæg, Skat 1986.10.617.

»Fratræden«

Det er tilstrækkeligt for at anvende LOSI § 2, nr. 9, at der sker

delvis opgivelse af stillingen, men det er ikke tilstrækkeligt, at

der blot sker f.eks. lønmæssig forringelse af stillingen.

Det er ikke en betingelse, at der sker en fuldstændig fratræden. En

forringelse af de hidtidige ansættelsesforhold vil efter

omstændighederne kunne begrunde, at et godtgørelsesbeløb, der

udredes i den anledning, anses som særlig indkomst, når der i

forbindelse med ydelsen af godtgørelsen opgives hidtidige

arbejdsområder. Se f.eks. om kreditforeningsrepræsentants delvise

opgivelse af stilling, lsr. 1976.123.

En overlæge ved et kommunalt hospital, der blev omdannet til

plejestiftelse, modtog et engangsbeløb i anledning af, at

stillingen omdannedes, således at han måtte opgive en hidtil

beklædt professorstilling. Denne erstatning blev sidestillet med

en godtgørelse for tab af (forringelse af) stilling og var derfor

omfattet af LOSI § 2, nr. 9.

I overensstemmelse hermed ansås udbetaling af et eengangsbeløb i

anledning af, at der ved sundhedsstyrelsens foranledning er sket

ændring i apoteksansattes aflønningsforhold, hvorved tidligere

oppebårne tillæg for tilkaldevagter bortfaldt, omfattet af § 2,

nr. 9, lsr.1979.162.

Derimod anses godtgørelser, der udbetales til lønmodtagere for

forringelse af deres stillinger, uden at forringelsen har

sammenhæng med delvis opgivelse af stillingen, som almindelig

indkomst.

Således blev en funktionær, der hidtil havde oppebåret et personligt

tillæg, og som ved dette tillægs bortfald fik en engangserstatning

på 10.000 kr., samtidig med at han på linie med de andre

funktionærer, der ikke havde det personlige tillæg, fik

lønforhøjelse, anset skattepligtig af godtgørelsen som almindelig

indkomst. Ligeledes blev de af Københavns kommune udbetalte

godtgørelsesbeløb til en række tidligere ansatte under sporvejene

og Valby gasværk i forbindelse med de pågældendes flytning til

andre kommunale afdelinger anset som almindelig indkomst,

lsr.1968.110.

En udflytningsbonus på 6.000 kr. fra en arbejdsgiver udbetalt i

forbindelse med en fusion af to virksomheder blev anset som

almindelig skattepligtig indkomst, idet fusionen alene havde

medført, at modtagerens arbejdsplads var blevet ændret fra den ene

fusionerende virksomhed i den østlige del af København til den

anden fusionerende virksomhed i Københavns vestlige omegn,

lsr.1983.39.

En tilsvarende afgørelse foreligger om en skatteyder, der var ansat

som vicedirektør i en bank, og som indtil 1.1.1970 blev aflønnet

med fast gage + tantieme. Fra og med denne dato bortfaldt

tantiemeaflønningen for bankens funktionærer, idet de pågældende

herefter aflønnedes efter individuelle gagekontrakter. Til

kompensation for denne varige ændring udbetaltes et eengangsbeløb.

Da man fandt, at der i afløsningssummen lå en kompensation for

ændring i og evt. forringelse af fremtidige lønvilkår beskattedes

beløbet som almindelig indkomst.

Forbliven i stillingen indtil virksomhedens afvikling

I forbindelse med virksomhedsophør, flytning eller omstrukturering af

virksomheder udbetales der ofte til de ansatte, der skal

afskediges, en godtgørelse udover sædvanlig løn betinget af, at de

ansatte forbliver i deres stilling indtil afviklingen af

virksomheden har fundet sted eller de pågældende bliver

afskediget.

I VLD af 17. marts 1975 (UfR 1975.659) anses en godtgørelse af denne

art som en fratrædelsesgodtgørelse, der er omfattet af § 2, nr. 9,

jfr. også lsr. 1976.24, 1976.122 og 1977.135.

Dette gælder såvel godtgørelser, der udbetales i henhold til

kollektiv overenskomst, indgået forud for eller i forbindelse med

virksomhedens lukning eller flytning, som godtgørelser, der er

fastsat ved individuel aftale.

Fratræden - genansættelse

I forbindelse med afhændelse af en virksomhed forekommer det ofte, at

virksomhedens hidtidige indehaver yder personalet visse

godtgørelsesbeløb for lang tjeneste. Selv om de pågældende

fortsætter i virksomheden på uændrede løn- og opsigelsesvilkår,

beskattes en sådan godtgørelse som særlig indkomst, da den

oprindelige stilling anses fratrådt, lsr. 1969.117 og 1973.121.

Af § 3, stk. 1, nr. 6 i LOSI følger dog, at så stor en del af

godtgørelsen, der svarer til, hvad den pågældende ville have

oppebåret i indtægt for tiden fra fratrædelsen til

opsigelsesfristens udløb, skal beskattes som almindelig indkomst,

lsr. 1972.121.

Se også skd.25.137 vedrørende forretningsfører i

fortsættelsessygekasse, der fratrådte sin stilling i forbindelse

med sygekassens sammenslutning med andre sygekasser. Det forhold,

at han efter fratrædelsen indtrådte i de sammensluttede

sygekassers ledelse som kommitteret, kunne ikke betragtes som en

fortsættelse af det hidtidige ansættelsesforhold, og godtgørelsen

blev beskattet som særlig indkomst.

Derimod kunne beløb, der i forbindelse med to kreditforeningers

sammenslutning udbetaltes til de ansatte, ikke anses omfattet af §

2, nr. 9, idet der ikke ved sammenslutningen forelå hverken hel

eller delvis fratræden i lovens forstand fra de af medarbejderne

hidtil beklædte stillinger, lsr. 1975.25.

Direktøren for et A/S fratrådte sin stilling, da selskabets

aktionærer besluttede at afhænde aktiekapitalen, og oppebar i den

anledning en godtgørelse. Han indgik dog samtidig en

ansættelseskontrakt med de nye aktionærer, hvorefter han fortsat

skulle fungere som direktør i selskabet, dog med ændrede løn- og

kompetenceforhold. Efter det oplyste fandt lsr., at der ved

klagerens overenskomst med de nye aktiebesiddere var tale om en

sådan væsentlig forringelse af hans ansættelsesforhold, bl.a. med

hensyn til opsigelsesvarsel, funktions- og kompetenceområde, at

den udbetalte godtgørelse kunne henføres under LOSI § 2, nr. 9,

som en fratrædelsesgodtgørelse, lsr.1982.152.

Stillingens art

Det er uden betydning, hvorledes den pågældende har været aflønnet

(fast løn, provision, tantieme el.lign.).

Der kan efter praksis ikke stilles krav om, at der har foreligget et

egentligt tjenesteforhold. Et medlem af et tilsynsråd oppebar

honorar for et hverv, der bl.a. bestod i tilsyn med direktionens

arbejde samt godkendelse af løn- og personalevilkår. Dette hverv

bortfaldt, og den pågældende modtog i den anledning 40.796 kr. I

landsskatterettens kendelse om dette forhold anføres: »Da der

efter den af klageren påberåbte lovbestemmelse ikke stilles krav

om et forudgående ansættelsesforhold som betingelse for anvendelse

af reglen, men blot om lønnet beskæftigelse, og da bestemmelsen må

antages at gælde alle vederlag for fremtidig indtægtstab som følge

af fratræden før normalt ophør med arbejdet, må beløbet anses

omfattet af LOSI § 2, nr. 9«. Se også lsr. 1976.123, der beskatter

en godtgørelse til en fratrædende (valgt)

kreditforeningsrepræsentant som særlig indkomst. Lsr. lagde ved

afgørelsen navnlig vægt på »omfanget af det med stillingen

forbundne arbejde samt stillingens karakter af levevej.« En

godtgørelse til en fratrædende kongresvalgt formand, der havde

været aflønnet som funktionær, og for hvem der var betalt

ATP-bidrag m.v., blev anset omfattet af § 2, nr. 9, lsr.1970.118.

Tilsvarende afgørelse foreligger vedrørende en valgt kredsformand

i DASF og en afdelingskasserer i et forbund.

Arbejdets karakter og varighed

Uanset der efter ovenstående ikke kan stilles krav om et egentligt

tjenesteforhold, antages det dog, at den pågældende lønmodtagers

ansættelse hos arbejdsgiveren må have haft en vis fastere karakter

og været af en vis varighed.

Honorarlønnede hverv uden for tjenesteforhold, der ikke er forbundet

med en væsentlig arbejdsindsats (f.eks. medlemskab af

aktieselskabsbestyrelser o.lign.) anses således ikke for omfattet

af § 2, nr. 9, jfr. således lsr.1986.38 vedrørende en formand for

en andelsboligforening.

Med hensyn til ansættelsens varighed kan nævnes lsr. 1959.16, hvor 7

måneders ansættelse ikke ansås for tilstrækkeligt.

Derimod spiller modtagerens alder ingen rolle for afgørelsen, jfr.

lsr. 1965.20, hvor en fratrædelsesgodtgørelse til en 24-årig efter

en 7-årig ansættelsestid ansås omfattet af § 2, nr. 9.

Opgivelse af agentur og lign.

Godtgørelse for opgivelse af agentur eller lignende skal ligeledes

beskattes som særlig indkomst efter reglen i LOSI § 2, nr. 9.

Bestemmelsen omfatter godtgørelser for opgivelse af egentlige

agenturer, eneforhandlingsrettigheder, forhandlerprivilegier,

portefølje m.v., se bl.a. lsr. 1979.54 og 1981.41. En erstatning

for uberettiget opsigelse af forhandlerkontrakter blev anset

omfattet af § 2, nr. 9. Det blev endvidere fastslået, at ingen del

af erstatningsbeløbet kunne antages at give klageren erstatning

for tab af konkrete indtægter i en bestemt periode, lsr. 1968.29.

Erstatning for uberettiget opsigelse af agentur, der ydes for

bortfald af en løbende, konkret indtægt beskattes som

skattepligtig almindelig indkomst.

En godtgørelse til en forsikringsinspektør i forbindelse med

omstrukturering af stillingen, hvorved en biindtægt måtte opgives,

blev anset i det væsentlige at være kompensation for ændring af

aflønningsforhold og derfor almindelig indkomstskattepligtig,

lsr.1973.119. Se endvidere lsr. 1967.34 om erstatning for

opgivelse af eneforhandlingsret i et bestemt distrikt. Nogle

kompensationsbeløb, som et forsikringsselskab ydede sine

assurandører i forbindelse med, at der skete væsentlige

indskrænkninger i disses distrikter, blev anset omfattet af § 2,

nr. 9.

En godtgørelse for at give afkald på retten til at indtræde i et

interessentskab ansås omfattet af § 2, nr. 9, lsr. 1969.23.

1.10.2. Jubilæumsgratialer m.v.

A. Gratialer, der ydes med et beløb en gang for alle i en i

lønmodtagerens forhold begrundet særlig anledning, såsom jubilæum

eller arbejdsophør på grund af alder eller på grund af sygdom,

beskattes som særlig indkomst, jfr. LOSI § 2, nr. 10.

Begrebet jubilæum er ikke nærmere fastlagt i loven. Efter

landsskatterettens praksis anses jubilæum at foreligge, når den

pågældende har været ansat i virksomheden i 25, 35, 40, 45, 50

eller 60 år, se lsr. 1962.79, 81-82, 1963.88 og 1966.93. I

sidstnævnte kendelse udtales det af landsskatteretten, at

udbetalinger i anledning af 10, 15, 20 og 30 års ansættelse ikke

omfattes af § 2, nr. 10.

At virksomheden, hvori den pågældende har jubilæum, har skiftet ejer

eller er omdannet til aktieselskab, kan ikke udelukke særlig

indkomstbeskatning, når blot der har været rimelig identitet i

virksomhedens arbejdsområde i hele perioden, jfr. princippet i

lsr. 1974.119 og modsætningsvis lsr. 1980.60.

Jubilæumsgratialer, der ved 25, 40 og 50 års tjenestetid, d.v.s.

sammenlagt anciennitet fra forskellige ansættelsessteder,

udbetales i medfør af undervisningsministeriets cirkulære af 19.

januar 1959 til personale i folkeskolen og den kommunale

gymnasieskoles tjeneste, er omfattet af § 2, nr. 10.

Bestemmelsen i § 2, nr. 10, skal forstås ret snævert, således at de

udbetalinger, der kan henføres til bestemmelsen, skal stå i nøje

sammenhæng med selve arbejdsforholdet, hvorfor gratialer, der

udbetales i anledning af mere private mærkedage m.v. betragtes som

almindelig indkomst, medmindre der er tale om tingsgaver af mindre

værdi, der efter praksis ikke beskattes, selvom de ydes af

arbejdsgiveren, jfr. D 1.9.5

Et A/S afholdt en reception for ca. 275 gæster i anledning af

direktørens 40 års jubilæum. Udgifterne androg ca. 15.000 kr.

Normalt udbetaltes jubilæumsgratiale til de ansatte, og for

højerestående funktionærer afholdtes en mindre reception. Under

hensyn til direktørens bestemmende indflydelse i selskabet som

direktør og hovedaktionær samt til, at han ikke havde modtaget

noget jubilæumsgratiale, blev han beskattet af en særlig indkomst

på 10.000 kr., svarende til værdien af den afholdte reception,

lsr. 1980.181.

Fra landsskatterettens praksis kan nævnes, at gratialer udredet i

nedenfor nævnte anledninger ikke blev henført til § 2 nr. 10, men

anset som skattepligtig almindelig indkomst:

Lsr. 1961.79 og 1970.115 samt 1982.177 (præmier for forslag til

forbedring af virksomhedens arbejdsmetoder) 1961.80 og 1964.112

(sølvbryllupsgaver) 1961.81 (gave i anledning af fødsel) 1960.182

(gave i anledning af bestået eksamen) 1962.80 (gave i anledning af

60 års fødselsdag) 1966.31 (gratiale i anledning af ekstraordinær

arbejdsindsats) 1982.159 (gratiale til professionel fodboldspiller

i anledning af hans kamp nr. 350 for klubben).

Gratiale udbetalt ved 60 års fødselsdag blev dog anset omfattet af §

2, nr. 10, da 60 år var den sædvanlige aldersgrænse for ansættelse

i virksomheden, selvom den pågældende rent faktisk ikke fratrådte,

lsr. 1960.183 og 1963.87.

Tjenesteforhold

Det er en forudsætning for reglens anvendelse, at modtageren kan

anses for at stå i et tjenesteforhold til den pågældende

arbejdsgiver. Reglen er således anset uanvendelig på en gavecheck

udbetalt til en fodboldspiller af en sportsklub i anledning af

klubbens jubilæumskamp. Reglen kunne heller ikke anvendes på

gratiale, der blev ydet til en advokat, der havde 25 års jubilæum

som formand for det jubilerende selskabs bestyrelse. Se endvidere

lsr. 1964.111 (gratiale ved afgang som bestyrelsesformand i et

aktieselskab). Samme resultat er man nået til vedr. gratiale til

formanden for en sparekasses tilsynsråd i anledning af hans 40 års

jubilæum samt en gaverejse til en advokat i anledning af hans

jubilæum som formand og medlem af bestyrelsen for en

almenvelgørende institution, lsr. 1981.57.

Et gratiale på 18.600 kr. til en borgmester i anledning af hans 25

års jubilæum som kommunalbestyrelsesmedlem anset for skattepligtig

almindelig indkomst, idet en kommune ikke kunne betragtes som

arbejdsgiver for et kommunalbestyrelsesmedlem, lsr. 1986.42.

En skatteyder havde i 1975 25 års jubilæum i et firma, men da han i

1973 var indtrådt som interessent i firmaet, kunne han ikke

oppebære et jubilæumsgratiale i 1975 som arbejdstager, lsr. 1979.62.

Derimod fandt landsskatteretten, at en direktør, der tillige var

hovedaktionær i selskabet, som direktør måtte antages at stå i

tjenesteforhold til selskabet, og godkendte særlig

indkomstbeskatning, lsr. 1974.119.

I et tilfælde, hvor gratialet blev udbetalt til en medarbejders enke

i anledning af, at medarbejderen kort tid efter sin død ville have

opnået 25 års jubilæum i virksomheden, ansås beløbet omfattet af §

2, nr. 10, skd.21.134.

En direktør fik i anledning af sit 25 års jubilæum udbetalt et

gratiale på 75.000 kr. Ved at sammenholde gratialets størrelse med

udviklingen i direktørens samlede aflønning over en årrække fandt

lsr., at gratialet i et vist omfang indeholdt en lønregulering, og

da den normale lønstigning det pågældende år måtte antages at

ville have andraget omkring 30.000 kr., blev alene 45.000 kr.

beskattet som særlig indkomst, lsr. 1978.173.

Offentlig ansatte, der eventuelt har tjenestefrihed med løn på

jubilæumsdagen, kan ikke henføre lønnen på fridagen til beskatning

som særlig indkomst, jfr. Skat 1985.1.28 og lsr.1986.43. Det samme

gælder, når der på det private arbejdsmarked indrømmes ekstra

fridage med løn i forbindelse med et jubilæum.

Tingsgaver m.v.

Selv om loven anvender udtrykket »udbetaling«, er også

jubilæumsgratialer bestående i tingsgaver omfattet af reglen.

Ved værdiansættelsen af tingsgaven må der henses til, hvilken værdi

gaven repræsenterer for modtageren. Dette gælder dog ikke, dersom

modtageren kan vælge en tingsgave inden for en bestemt

beløbsstørrelse, idet gaven i så fald værdiansættes til

købsprisen.

En jubilæumsgave i form af et tilskud på 10.000 kr. til en

ferierejse skulle medregnes med det fulde beløb ved opgørelsen af

den særlige indkomst, lsr.1982.160.

Lederen af en konsulenttjeneste modtog i forbindelse med sin

fratræden et tæppe til en købspris af 11.000 kr. Under hensyn til

at det på konsulenttjenestens generalforsamling var vedtaget at

yde ham en tingsgave - og ikke et kontant gratiale - fandt lsr.,

at gavens værdi skulle ansættes efter den praksis, som gælder for

tingsgaver.

Værdien for modtageren antoges ikke at have oversteget det faste

fradrag på 6.000 kr., som gælder i et sådant tilfælde, og

beskatningen bortfaldt således, lsr.1985.46.

Virksomhedens jubilæum

B. Gratialer, der af arbejdsgiveren udbetales i anledning af, at den

virksomhed, hvori den skattepligtige er ansat eller har været

ansat, har bestået i 25 år eller i et åremål, der er deleligt med

25, beskattes også som særlig indkomst efter § 2, nr. 10 i LOSI.

Der må være den fornødne sammenhæng mellem jubilæumstidspunktet og

ydelsen af gratialerne. Således kunne gratialer, der på grund af

usikre økonomiske forhold i jubilæumsåret ikke blev udbetalt i

dette år, men først i det efterfølgende år, ikke anses omfattet af

§ 2, nr. 10. Et aktieselskab fejrede i 1977 50-års jubilæum som

producent af en bestemt vare, og man ønskede i den anledning at

give personalet et gratiale. Det var oplyst, at virksomheden

fejrede officielt 50-års jubilæum i 1974, og at dette ikke var

blevet markeret med udbetaling af gratiale til medarbejderne. Det

i 1977 udbetalte gratiale ansås ikke omfattet af § 2, nr. 10.

Reglen kan kun bruges, når det er selve den virksomhed, hvori

modtageren er ansat, der har jubilæum. Bestemmelsen kunne således

ikke anvendes på gratialer, udbetalt til de ansatte i en

virksomhed i anledning af en afdelings jubilæum, lsr. 1962.83. Se

endvidere lsr. 1964.81, 1979.60 og 163 samt 1980.60.

Hvor gratiale - f.eks. af familiemæssige hensyn - kun udbetales til

enkelte medarbejdere, skal beløbet medregnes til modtagerens

almindelige indkomst.

Moderselskab - datterselskab

Udbetaling af jubilæumsgratiale til medarbejdere, ansat i et

datterselskab, i anledning af hovedselskabets jubilæum ansås

omfattet af § 2, nr. 10, idet man henså til, at selskaberne var

sambeskattet, at der var fælles økonomisk og administrativ

ledelse, at koncernens jubilæum kun blev markeret ved

moderselskabets jubilæer, samt at de ansatte havde pligt til at

tåle forflyttelse imellem afdelingerne, lsr. 1979.59.

Firmaomdannelse

Hvor en virksomhed oprindeligt er startet som enkeltmandsfirma, men

senere omdannet til aktieselskab, vil virksomheden kunne afholde

jubilæum i lovens forstand, når der er forløbet 25 år fra

virksomhedens start som enkeltmandsfirma, lsr. 1961.179 og

skd.31.15. Det een gang valgte etableringsår kan ikke senere

ændres, idet lovbestemmelserne kræver, at der forløber 25 år

mellem hvert »skattejubilæum«.

Hvor et enkeltmandsfirma senere omdannedes til flere selvstændige

selskaber med samme hovedaktionær, ansås et jubilæumsgratiale,

udbetalt af det ældste af selskaberne til alle ansatte i samtlige

selskaber, i anledning af, at der var forløbet 50 år fra

enkeltmandsvirksomhedens start, også som omfattet af § 2, nr. 10.

Ved fusion af selskaber er det jubilæet for den enkelte selvstændige

arbejdsplads, der er afgørende, lsr. 1979.61.

Jubilæumsgratiale i anledning af et selskabs jubilæum, betalt af en

tidligere hovedaktionær, enten ved at supplere selskabets gratiale

eller ved oprettelse af et fond, hvorigennem udbetalingen kan ske,

beskattes som almindelig indkomst.

Gratiale i forbindelse med lønnedgang

I et tilfælde, hvor gratialer kun udbetaltes til medarbejdere, der

medgik på en frivillig aftale om lønnedgang, kunne disse ikke

anses for omfattet af bestemmelsen i § 2, nr. 10, men ville være

at medregne til modtagernes almindelige indkomst, idet man lagde

vægt på, at gratialerne på grund af den klare sammenhæng mellem

lønnedgang, personalelån og gratialeudbetaling måtte anses for

ydet til kompensation af den frivillige lønnedgang.

1.10.3. Vederlag - konkurrenceklausul

Hvis vederlaget for konkurrenceklausulen består i løbende ydelser, er

disse skattepligtige som almindelig indkomst for modtageren, lsr.

1970.121 og 1974.123. Men har vederlaget form af et beløb een gang

for alle, skal det beskattes som særlig indkomst, jfr. LOSI § 2,

nr. 14.

I lsr. 1981.71 fandt man, at § 2, nr. 14, ikke kunne bringes i

anvendelse, da den i sagen omhandlede klausul »ikke indebar nogen

nævneværdig restriktion af klagerens adgang til fri

erhvervsudøvelse« og således ikke kunne karakteriseres som en

konkurrenceklausul, jfr. tilsvarende lsr.1984.150.

Se Skat 1986.11.657 om et vederlag på 6.000 kr., udbetalt løbende

over to år, der ansås for konverteret almindelig lønindkomst.

1.10.4. Afløsningssum - pensionstilsagn

Ifølge loven om tilsyn med pensionskasser skal et løfte om pension

til de i en privat virksomhed ansatte normalt være afdækket ved

indbetalinger til forsikring eller pensionskasse. Undtaget herfra

er visse tilfælde, hvor der gives direktører og lignende

virksomhedsledere tilsagn om pension i form af løbende

pensionsydelser.

Hvis den, der har ret til løbende pensionsydelser, der omfattes af

pensionsbeskatningsloven, i stedet får udbetalt en samlet sum,

skal der svares afgift heraf, jfr. afsnit I. Derimod skal der

svares særlig indkomstskat af en kapitaludbetaling, der sker til

afløsning af et uafdækket pensionstilsagn, LOSI § 2, nr. 15.

En direktør blev anset almindelig skattepligtig af en ydelse på

100.000 kr., idet den ikke var betalt af aktieselskabet, hvor han

havde været ansat, men af aktionærerne, lsr. 1974.186.

I et tilfælde, hvor en arbejdsgiver havde givet tilsagn om en

livsvarig aldershjælp, der principielt var omfattet af lov om

tilsyn med pensionskasser, ønskede man, da kravet om afdækning

blev rejst, i stedet at frigøre sig ved ydelse af et engangsbeløb,

svarende til tilsagnets kapitaliserede værdi. En sådan

afløsningssum anses hverken omfattet af PL eller LOSI.

2. Fradrag i lønindtægter m.v.

2.1. Det faste lønmodtagerfradrag

Hjemmelen til det faste lønmodtagerfradrag findes i KL § 24.

Fradraget træder bl.a. i stedet for det i LL § 9 hjemlede fradrag

for faktiske erhvervsudgifter, jfr. nærmere nævnte § 24 i KL, og

cirk. nr. 198 af 27. oktober 1971 om KL, pkt. 35. Det heri

anvendte udtryk »udgifter i forbindelse med det indtægtsgivende

arbejdes udførelse« må forstås med en vis indskrænkning.

Driftsudgifter i videre forstand, som ikke har direkte tilknytning

til arbejdets udførelse, kan - i det omfang de er

fradragsberettigede - fratrækkes ved siden af

lønmodtagerfradraget. F.eks. er en udgift, der efterfølgende blev

afholdt til indkrævning af et løntilgodehavende, anset som en

driftsudgift, der ikke havde direkte tilknytning til arbejdets

udførelse, hvorfor den kunne fradrages ved siden af

lønmodtagerfradraget.

Godtgør en skatteyder, at de fradrag, som det faste

lønmodtagerfradrag træder i stedet for, tilsammen udgør et større

beløb end det faste fradrag, kan dette større beløb fradrages (KL

§ 25).

Det faste lønmodtagerfradrag udgør 3.200 kr., dog højst 5 pct. af

den indtægt, der giver ret til lønmodtagerfradrag.

Dette gælder også, hvis lønindtægten er indtjent på mindre end et

år, f.eks. når skatteyderen kun har været lønmodtager en del af

året.

Hvis en skatteyder derimod ikke er skattepligtig for et helt år, og

indkomstansættelsen derfor omfatter en kortere periode end et år,

er fradraget dog kun 267 kr. for hver påbegyndt kalendermåned

inden for den nævnte periode. Fradraget kan højst udgøre 5 pct. af

lønindtægten i den periode, indkomstansættelsen omfatter.

Ifølge KL § 24, stk. 3 kan der ikke beregnes lønmodtagerfradrag af

særlige honorarer, der ydes uden for et egentligt tjenesteforhold,

f.eks. honorarer til bestyrelsesmedlemmer eller vederlag, der

tilkommer folketingsmedlemmer.

Der kan ikke beregnes lønmodtagerfradrag af skattefri indtægter fra

internationale organisationer, lsr.1974.66.

Består der i ansættelsesforholdet en af PL kap. I omfattet

pensionsordning (en arbejdsgiverordning), beregnes

lønmodtagerfradraget af den skattepligtige lønindtægt, d.v.s.

bortset fra såvel arbejdsgivers som arbejdstagers egne bidrag til

pensionsordningen.

Lønmodtagerfradraget beregnes af de samlede lønindtægter, der er

skattepligtige i indkomståret, herunder lønindtægter, der er

indtjent det foregående år, men som i henhold til bekendtgørelse

nr. 577 af 21. december 1972 først beskattes i udbetalingsåret, se 1.1.

2.1.0. Hvilke indtægter giver ret til det faste

lønmodtagerfradrag?

Som hovedregel kan anføres, at fradraget kan beregnes af enhver form

for lønindtægt, herunder værdi af frit ophold, værdi af kost og

logi samt eventuelle andre goder og naturalydelser. Til lønindtægt

henregnes endvidere beløb, der af arbejdsgiver udbetales

lønmodtageren som godtgørelse for udgifter, der påføres ham som

følge af arbejdets udførelse, dog bortset fra visse rejse- og

befordringsgodtgørelser, se D 2.2.

Vedrørende forståelsen af udtrykket »lønindtægt« henvises bl.a. til

skd.cirk. nr. 247 af 29. december 1951 (til LL).

Der skal være tale om egentlig lønindtægt i et tjenesteforhold. Ved

afgrænsningen over for honorarindtægter lægger man som oftest vægt

på, om der er tale om et over- og underordnelsesforhold mellem

arbejdsgiveren og arbejdstageren, således at der foreligger

instruktionsbeføjelse fra førstnævnte til sidstnævnte.

Ved beregningen af den lønindtægt, hvoraf der kan beregnes

lønmodtagerfradrag, medregnes ikke § 5 d-ydelser, se KL § 24, stk.

4, og LL § 9, stk. 2, samt D 1.6.1. Der medregnes heller ikke

godtgørelse for udgifter til rejse, herunder til ophold og

fortæring under rejsen i det omfang, godtgørelsen er medgået til

dækning af lønmodtagerens merudgifter under rejsen. Det samme

gælder godtgørelse til dækning af de i LL § 9 B nævnte udgifter

til befordring mellem skiftende eller flere samtidige

arbejdssteder i det omfang, godtgørelsen er medgået til dækning af

disse udgifter, se D 2.2.

Som lønindtægt medregnes ikke beløb, der ydes lønmodtageren særskilt

til dækning af udlæg for arbejdsgiveren. Det gælder også, hvis der

udbetales et foreløbigt beløb, for hvilket der senere aflægges

regnskab over de faktiske afholdte udgifter for arbejdsgiverens

regning. Der må som hovedregel foreligge eksterne bilag, som

indgår i arbejdsgiverens regnskabsmateriale for at det kan

accepteres, at der er tale om godtgørelse efter regning, se D 1.8.

Nedenfor bringes en oversigt over en række indtægter, der giver ret

til det faste lønmodtagerfradrag, og derefter følger en række

indtægter, der ikke giver ret til dette fradrag.

Oversigt

Indtægter, der giver ret til det faste lønmodtagerfradrag

Sygedagpenge i »arbejdsgiverperioden«, SD-cirk. nr. 351.

Værnepligtsløn.

Beløb, der udbetales maskinmesteraspiranter i uddannelsens sidste 18

mdr., lsr.1975.166.

Overlærers indtægt ved vikaranvisning, lsr.1972.142.

Tømrermester, der arbejdede som lokalrevisor for en spare- og

lånekasse, blev anset som lønmodtager i denne forbindelse,

lsr.1973.152.

Aktieselskabsdirektører er, selv om de behersker aktiemajoriteten i

det selskab, hvorfra lønindtægten stammer, berettiget til

lønmodtagerfradrag, jfr. lsr.1969.155 og 1972.68.

Vederlag til ministre.

Vederlag til forsorgsassistenter ved børneværnet, lsr.1970.69.

Vederlag til tilsynsførende ved Kriminalforsorgen, lsr.1957.59.

Honorarer til hjemmeværnets kompagnichefer og andre befalingsmænd,

lsr.1953.175.

Vederlag til amatøridrætstrænere.

Indtægt som professionel træner.

Indtægt som anmelder ved et dagblad, lsr.1970.70.

Den løn, som EFG-elever oppebærer fra praktikvirksomheden under 2.

del af uddannelsen - hvorimod eventuel ungdomsydelse eller Statens

uddannelsesstøtte, ikke berettiger til lønmodtagerfradrag.

Et selskab beskæftigede ca. 200 interviewere, der blev antaget til

den enkelte opgave. De udførte arbejdet som bibeskæftigelse og

modtog et beløb pr. interview, godtgørelse for udlæg til varekøb,

porto og lign. samt betaling pr. kørt kilometer. De omhandlede

beløb blev anset som lønindtægt for interviewerne.

Fiskere, der aflønnes med en procentdel af overskuddet ved fiskeri

fra den kutter, de sejler med, er berettigede til

lønmodtagerfradrag, såfremt de ikke har part i kutteren eller

deltager i et evt. underskud ved fiskeriet, men da udgift til

søudstyr og merudgift til kost ombord samt udgifter til

vedligeholdelse af eventuelle egne redskaber eller andele i

redskaber ikke kan fradrages ved siden af lønmodtagerfradraget,

vil dette kun undtagelsesvis blive aktuelt.

Gårdejer, der modtog et honorar på 22.000 kr. som formand og

kasserer for en andelskasse, fandtes efter det om arbejdsindsatsen

oplyste at have stået i et sådant tjenesteforhold til kassen, at

han var berettiget til lønmodtagerfradrag, lsr.1977.170.

En tandlæge, der var aflønnet med et beløb svarende til 60 pct. af

de honorarer, der indgik fra patienter behandlet af ham, med

fradrag af teknik og guld, blev anset berettiget til det faste

lønmodtagerfradrag, lsr.1958.48.

Vederlag, der oppebæres af indehavernes hustruer i et

interessentskab som ansatte i interessentskabet forudsat at

vederlaget er fastsat efter almindelige principper, UfR. 1972.435

VLD.

Indtægter, som ikke giver ret til det faste lønmodtagerfradrag

»Efterløn« betragtes ikke som lønindtægt (uagtet den ifølge bkg. nr.

688 af 28. dec. 1978 anses for A-indkomst).

Efterløn til afdød funktionærs ægtefælle.

Indtægter, der består i pension, understøttelse, ventepenge og lign.

Dagpenge under sygdom, sygesikring og revalideringshjælp, - ud over

»arbejdsgiverperioden«, skd.29.170.

Arbejdsløshedsdagpenge.

Kursusgodtgørelse til dækning af tab af indtægt, udbetalt af

arbejdsløshedskasse i henhold til lov om erhvervsmæssig uddannelse

af ikke-faglærte arbejdere, Skat 1986.6.409.

Lærers løn under tjenestefritagelse til videregående uddannelse ved

Danmarks Lærerhøjskole, lsr.1971.58.

Løn fra »civil« arbejdsgiver under militærindkaldelse, lsr.1956.48,

eller anden tjenestefritagelse, lsr.1955.69 og 1957.150.

En bestyrerstilling ved et postindleveringssted anses ikke for et

lønmodtagerforhold, lsr.1968.137.

Legater, herunder Statens uddannelsesstøtte.

Bestyrelseshonorarer, jfr. ØLD af 25. juni 1982 (skd. 64.61)

vedrørende vederlag til en »medarbejdende« bestyrelsesformand i et

andelsslagteri.

Vederlag til vurderingsmænd og -formænd.

Vederlag til skatterådsformænd og skatterådsmedlemmer.

Vederlag til kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Vederlag til folketingets medlemmer.

Løn til borgmestre, amtsborgmestre og rådmænd.

Diæter udbetalt i henhold til lov om kommunernes styrelse.

Vederlag til medlemmer af huslejenævn.

Vederlag til bestyrelsesmedlemmer og tillidsmænd (i modsætning til

funktionærer) i fagforbund, fagforeninger, jfr. lsr.1954.133 og

1955.155.

Honorar som beskikket administrator af fast ejendom, lsr.1958.144.

Indtægt som medlem af en sparekasses tilsynsråd, lsr.1959.150.

Honorar til medlemmer af statens kunstfond, lsr.1968.136.

En advokat, der efter regning udførte juridisk bistand for en

kommune, lsr. 1977.172.

Løn til statsrevisorerne.

Indtægt som fodbolddommer.

Skatteyder, der havde biindtægt som dressman, blev i denne relation

ikke anset som lønmodtager, selv om der blev trukket kildeskat af

bureauet. Skatteyderen var tilsluttet et bureau, men udfærdigede

selv regninger og traf selv beslutning om, hvorvidt han ville

acceptere de anviste arbejdsopgaver, ligesom han bar risikoen for

indbetaling af det fulde regningsbeløb til bureauet, lsr.1976.61.

En skatteyder, der var opsagt i december, fik ved forlig med

arbejdsgiveren udbetalt løn for den efterfølgende periode 1.

januar-30. juni. Da der ikke var præsteret arbejdsindsats for

denne løn, kunne der ikke foretages lønmodtagerfradrag,

lsr.1975.26.

En skatteyder, som var under revalidering, var ansat på et

revisionskontor, der kun udbetalte ham lærlingeløn. Differencen op

til en assistentløn efter HK-overenskomsten blev udbetalt ham af

socialforvaltningen. Der kunne kun beregnes lønmodtagerfradrag af

lærlingelønnen, lsr.1980.192.

Interessenter

Indehavere af et interessentskab kan ikke beregne lønmodtagerfradrag

af deres indtægt i interessentskabet, selv om indtægten - helt

eller delvis - betegnes som løn, lsr.1963.51, og heller ikke selv

om interessentskabet organisatorisk ligner et aktieselskab,

lsr.1968.139.

Bestyreren af en minkfarm, der tillige var medejer af farmen med en

anpart på 1/4, blev som interessent ikke anset for berettiget til

lønmodtagerfradrag, skønt han modtog særlig aflønning for sit

bestyrerarbejde, lsr.1973.58, ligesom medejeren af en gård, som

forlods oppebar et beløb for sin arbejdsindsats med pasning af

gården inden overskudsdeling, ikke kunne anses som lønmodtager i

relation til interessentskabet, lsr.1976.158.

Som andre skatteydere kan interessenterne fratrække dokumenterede

udgifter, som står i forbindelse med den oppebårne løn, dog kun i

det omfang disse udgifter ikke allerede er fratrukket i

interessentskabets regnskab.

En direktør i et kommanditselskab havde i kraft af sin stilling som

kommanditist og hovedaktionær i komplementarselskabet en sådan

indflydelse på selskabets dispositioner, at han ikke kunne anses

som lønmodtager i relation til det faste lønmodtagerfradrag, lsr. 1979.77.

2.1.1. Når en lønmodtager også driver selvstændig virksomhed

Der kan normalt ikke beregnes lønmodtagerfradrag, når lønarbejdet

udøves samtidig med driften af en erhvervsvirksomhed. Denne

begrænsning gælder dog kun når erhvervsvirksomheden er drevet i en

sådan forbindelse med den lønnede beskæftigelse, at de ved

opgørelsen af erhvervsvirksomhedens overskud fratrukne

driftsudgifter må antages også at dække udgifter i forbindelse

med den lønnede beskæftigelse.

Dette medfører bl.a., at der normalt kan foretages

lønmodtagerfradrag af landarbejdere og skovløbere, selv om de

samtidig har indtægt af landejendom.

I lsr.1953.173 kunne en privatpraktiserende tandlæge, der tillige

var lønnet medarbejder ved tandlægehøjskolen, foretage

lønmodtagerfradrag ved siden af fradrag for driftsudgifter

vedrørende den selvstændige virksomhed, da lønerhvervet hverken

stod i direkte forbindelse med den private praksis eller med de i

driftsregnskabet fradragne driftsudgifter. Siden har lsr. i

adskillige tilfælde givet lønmodtagerfradrag samtidig med fradrag

af driftsudgifter vedrørende den selvstændige virksomhed. Nævnes

kan således: Arkitekt, der var ansat under Københavns kommune og

samtidig drev en mindre privat praksis, civilingeniør, der var

lærer ved teknisk skole, og som herudover drev konsulentvirksomhed

og organist, der tillige drev selvstændig virksomhed med

musikundervisning i hjemmet og som komponist.

Et fagforeningskontingent blev opdelt i forhold til

bruttoindtægterne fra henholdsvis selvstændig virksomhed og

lønmodtagervirksomhed, hvorefter den del, der forholdsmæssigt

vedrørte den selvstændige virksomhed, kunne fradrages ved siden af

lønmodtagerfradraget, lsr. 1972.145.

En gårdejer, som drev et mindre landbrug og samtidig havde

lønindtægt som chauffør, kunne fradrage kontingent til

Arbejdsløshedskassen for selvstændige Erhvervsdrivende ved siden

af lønmodtagerfradraget, lsr. 1983.99.

Derimod kunne en installatør, der havde omdannet sin virksomhed til

et Aps med sig selv som hovedanpartshaver og direktør, ikke

fratrække kontingent til Danske Næringsdrivendes

Arbejdsløshedskasse ved siden af det faste lønmodtagerfradrag, da

kontingentet fandtes at knytte sig til lønmodtagerstillingen som

direktør, lsr.1985.159.

Lønmodtagerfradrag kan også foretages ved siden af fradrag for

driftsudgifter vedrørende selvstændig virksomhed, når de to

erhverv er adskilt i tid, idet skatteyderen en del af året har

været lønmodtager og i den anden del af året selvstændig

erhvervsdrivende.

Som eksempler på tilfælde, hvor lønmodtagerfradrag er nægtet, kan -

udover hvad der er anført i skd.cirk.nr. 247 af 29. dec.1951 (til

LL), nemlig lotterikollektion og tipsforhandling, der bestyres fra

skatteyderens forretning - nævnes lsr.1953.174 (direktør for

dampvaskeri samt indehaver af kemisk renseri sammesteds) og

1954.60 (landsretssagfører, der var ansat som fuldmægtig hos en

sagfører og drev egen sagførervirksomhed fra principalens kontor).

Lønmodtagerfradrag er også nægtet dyrlæger, der udover at drive

privat dyrlægevirksomhed, udførte mælkekontrol på

produktionsstederne.

2.1.2. Lønnet bierhverv

Der kan ikke foretages fradrag for udgifter i forbindelse med

bierhverv samtidig med det faste lønmodtagerfradrag, såfremt også

bierhvervet kan karakteriseres som lønnet beskæftigelse,

lsr.1972.142 (en overlærer, der aflønnet af Danmarks Lærerforening

havde ledet vikaranvisningen for et amt).

En assurandør, som modtog fast løn ved undervisning, kunne ikke

foretage fradrag for faktiske udgifter i forbindelse med

undervisningen samtidig med lønmodtagerfradraget, skd.32.100.

En lærer, der havde et bijob som træner i en lokal idrætsforening,

var ikke berettiget til det faste lønmodtagerfradrag som lærer

samtidig med fradrag for faktiske udgifter som træner, idet

indtægten som træner måtte anses for indtjent i et

tjenesteforhold, og således var en del af klagerens samlede

lønindtægt, lsr.1986.56.

2.1.3. Honorarindtægter m.v.

Når en lønmodtager ved siden af sin lønindtægt oppebærer indtægter i

form af honorarer m.v., som ikke berettiger til det faste

lønmodtagerfradrag (jfr. foran), kan udgifter ved erhvervelsen af

honorarerne m.v. fratrækkes samtidig med det faste

lønmodtagerfradrag vedrørende lønindtægten.

2.1.4. Lønnet medhjælp

Når en lønmodtager har benyttet lønnet medhjælp, må udgiften

betragtes som en driftsudgift for ham, som ikke kan fradrages ved

siden af det faste lønmodtagerfradrag. Som eksempel kan her nævnes

tjeneres udgift til ungtjenere (lsr.1954.132), avisbudes udgift

til hjælpebude samt viceværters udgift til medhjælpere ved

trappevask, vinduespudsning og rensning af centralfyr,

lsr.1960.151.

En lektor ved et gymnasium, der mod honorar førte tilsyn med

samlingerne i skolens fysiklokale, og som havde antaget hjælp til

bestridelse af dette hverv, kunne ikke få lønmodtagerfradrag

samtidig med fradrag for lønnen til medhjælperen. Ligeledes ansås

lærer - med pligt til gårdinspektion - som havde ladet arbejdet

udføre af 7 kolleger mod vederlag til disse, ikke berettiget til

at fratrække udgiften til ordningen samtidig med

lønmodtagerfradraget.

Derimod blev en portier anset berettiget til lønmodtagerfradrag,

uanset at han videregav en del af de af ham oppebårne drikkepenge

til de på hotellet ansatte hotelkarle, idet ingen af disse var

ansat af portieren, eller som medhjælp for ham, lsr.1958.49.

En overtjener, der ved selskaber udbetaler reservetjenerne

(selskabstjenerne) deres tarifmæssige løn, anses ikke for

arbejdsgiver i det pågældende forhold, men må betragtes som

arbejdsgiverens befuldmægtigede. Overtjeneren anses derfor

berettiget til lønmodtagerfradrag ved siden af det foretagne

fradrag af lønudbetalingerne til reservetjenerne.

En håndværkssvend, der af firmaet aflønnes på akkordbasis, kan kun

fratrække den til lærlingene udredede andel af akkordoverskuddet

ved siden af det faste lønmodtagerfradrag, såfremt udbetalingen

til lærlingene er sket på firmaets vegne i henhold til derom

gældende aftale.

2.2. Fradrag ved siden af det faste lønmodtagerfradrag

I forbindelse med lønindtægt kan der som hovedregel ikke foretages

andre fradrag samtidig med det faste lønmodtagerfradrag, men der

er dog undtagelser:

1) Fradrag for godtgjorte rejseudgifter.

2) Fradrag for godtgjorte befordringsudgifter.

2.2.1. Godtgjorte rejseudgifter

Modtagne godtgørelser til dækning af udgifter i forbindelse med

rejse, herunder ophold og fortæring under rejsen, skal medregnes i

indkomstopgørelsen, jfr. LL § 9, stk. 2, men skal ikke medregnes

ved beregningen af lønmodtagerfradraget i det omfang, godtgørelsen

er medgået til dækning af merudgifterne ved rejsen, jfr. KL § 24,

stk. 4.

Heri ligger på den ene side, at der ikke kan beregnes fast

lønmodtagerfradrag af sådanne »medgåede« godtgørelsesbeløb, og på

den anden side, at udgifter til rejse, der er dækket ved

godtgørelse fra arbejdsgiveren, kan fradrages ved siden af det

faste lønmodtagerfradrag, i det omfang udgifterne ikke overstiger

godtgørelsen, KL § 24, stk. 1.

Godtgørelse for rejseudgifter til offentligt ansatte, er skattefri i

henhold til statsskattelovens § 5 d, (jfr. D 1.6.1) og influerer

derfor ikke på retten til det faste lønmodtagerfradrag.

Hvad forstås ved »godtgørelse«

Godtgørelse i den her omhandlede forstand må efter HD af 11. november

1975 (Skd.35.80) anses at foreligge, ikke blot hvor der af

arbejdsgiveren ydes et vist beløb pr. rejsedag eller lign.,

kørselsgodtgørelse pr. kørt kilometer o.s.v., men tillige hvor

godtgørelsen ydes med faste f.eks. månedlige eller årlige beløb,

når størrelsen af godtgørelsen er fastsat på grundlag af en

vurdering af det gennemsnitlige erhvervsmæssige

rejse-/kørselsbehov og alene tilsigter at give dækning for de

forventede faktiske kørsels-/rejseudgifter.

Det må dog herved forudsættes, at arbejdsgiveren løbende fører

kontrol med, at omfanget af de erhvervsmæssige

kørsels/rejseudgifter stort set svarer til, hvad der er forudsat

ved fastsættelsen af godtgørelsen, jfr. SD-cirkulære nr. 466 af 2.

juni 1976.

Godtgørelser, der udredes i henhold til de faglige overenskomster,

ydes i flere tilfælde dels som et tillæg til lønnen, dels til

dækning af særlige udgifter. Ligningsrådet har i en række

anvisninger taget stilling til, hvor stor en del af de udbetalte

godtgørelser, der kan fradrages som medgået til udgift til

befordring, fortæring og eventuel overnatning, og kun denne andel

af den samlede godtgørelse kan betragtes som rejsegodtgørelse.

Hvis der er ydet godtgørelse for udgifter til midlertidig dobbelt

husførelse, kan fradrag herfor foretages ved siden af det faste

lønmodtagerfradrag, idet godtgørelsen sidestilles med en

rejsegodtgørelse, lsr.1971.59.

Rejse- og kørselsgodtgørelse, der alene er en udgiftsgodtgørelse,

betragtes ikke som A-indkomst, når modtageren ikke i øvrigt

oppebærer løn eller vederlag for hvervet, og der skal ikke

indsendes oplysningsseddel. Ved afgørelsen af om der i disse

tilfælde alene foreligger en godtgørelse af en udgift, kan

reglerne for udbetaling af time- og dagpenge og kørselsgodtgørelse

til statens ansatte anses for vejledende, SD-cirk.1980-30.

Hvad angår rejsegodtgørelse m.v. i forbindelse med udstationering

eller rejse i udlandet kan henvises til lsr.1981.88, hvor en

montageleder havde fradraget sine rejseudgifter ved arbejde i

udlandet med et beløb, svarende til de rejsediæter, han havde

modtaget fra sin arbejdsgiver, svingende fra 214 kr. til 230 kr.

pr. dag (i 1975). Skatterådet havde beskåret hans fradrag efter

skøn. Landsskatteretten godkendte hans fradrag - udover

lønmodtagerfradraget - da hans diæter ikke havde oversteget de af

finansministeriet fastsatte godtgørelser til offentligt ansatte

ved tjenesterejser i udlandet.

Hvad er »rejse«?

I relation til de heromhandlede bestemmelser anses der at være tale

om rejse

1) når arbejdstageren som følge af sit arbejde må tage ophold uden

for den kommune, hvor arbejdsgiveren har sit forretningssted, dog

mindst i en afstand af 4 km fra dette forretningssted, eller

2) når den pågældende på grund af arbejdet må tage ophold mere end

15 km fra sit normale arbejdssted, eller

3) når den pågældende som led i sit arbejde har haft samlet

erhvervsmæssig kørsel på 30 km. pr. dag, selvom han ikke herunder

har taget ophold mere end 15 km fra arbejdsgiverens

forretningssted og ikke har været uden for hjemstedskommunen

(lsr.1972.67).

Når der tales om ophold, skal det bemærkes, at dette ikke behøver at

være forbundet med overnatning ligesom der i og for sig ikke

stilles krav til opholdets varighed. Det afgørende er, at der er

tale om et »ophold« som led i arbejdet, f.eks. kundebesøg eller

inspektion af igangværende arbejde.

På den anden side må »rejse« efter landsskatterettens praksis også

antages at foreligge, når en arbejdstager for en længere periode

er udstationeret udenbys af sin arbejdsgiver.

Der erindres om, at det beløb, der er anført i oplysningssedlens

felt 20 som trækfri A-indkomst, ikke behøver at være identisk med

det beløb, der ligningsmæssigt kan fradrages.

2.2.2. Godtgjorte befordringsudgifter

Modtagne godtgørelser til dækning af befordringsudgifter,

nødvendiggjort ved skiftende arbejdssted eller flere samtidige

arbejdssteder, jfr. LL § 9 B, medregnes ikke ved beregningen af

lønmodtagerfradraget i det omfang, godtgørelsen er medgået til

dækning af disse udgifter, jfr. KL § 24, stk. 4.

Udgifter til befordring mellem skiftende arbejdssteder eller flere

samtidige arbejdssteder kan derfor fradrages ved siden af det

faste lønmodtagerfradrag i det omfang udgifterne ikke overstiger

godtgørelsen, jfr. KL § 24, stk. 1.

Det er en betingelse for fradrag ved siden af det faste

lønmodtagerfradrag, at arbejdsgiveren yder en nærmere præciseret

godtgørelse. Dette behøver imidlertid ikke at være en godtgørelse

pr. kørt kilometer eller lign. Også faste tilskud kan komme i

betragtning, når de er fastsat i rimeligt forhold til den faktiske

erhvervsmæssige kørsel, og der føres kontrol fra arbejdsgiverens

side, jfr. ovenfor om rejsegodtgørelse.

Hvor kørselsgodtgørelsen også skal dække udgifter til f.eks.

befordring mellem hjem og (fast) arbejdsplads, kan ingen del af

befordringsudgiften, heller ikke udgiften til den erhvervsmæssige

befordring, fradrages ved siden af lønmodtagerfradraget.

Efterprøvning af arbejdsgivers grundlag for udbetaling af

kørselsgodtgørelse som forudsætning for indrømmelse af fast

lønmodtagerfradrag samtidig med fradrag for befordringsudgifter

bør kun undtagelsesvis finde sted.

Der erindres om, at det beløb, der er anført i oplysningssedlens

felt 20 som trækfri A-indkomst, ikke behøver at være identisk med

det beløb, der ligningsmæssigt kan fradrages. Se i øvrigt nærmere

om fradrag for befordringsudgifter og kørselsgodtgørelser i afsnit

U 5.

Rejse- og befordringsgodtgørelser behandles under eet

Ifølge lsr.1978.186 skal rejse- og befordringsgodtgørelser og de

dertil svarende fradrag ses under eet, når det skal afgøres, om

fradragene overstiger godtgørelserne, således at

lønmodtagerfradraget bortfalder.

En skatteyder fik af sin arbejdsgiver udbetalt

befordringsgodtgørelse på 31.621 kr. og rejsediæter med 7.779 kr.,

ialt 39.400 kr. Ved indkomstopgørelsen fratrak han ialt 33.553

kr., hvoraf 23.328 kr. vedrørte befordringsudgifter og 10.225 kr.

udgifter til fortæring på rejse. Han havde samtidig fratrukket det

faste lønmodtagerfradrag.

Skatterådet anså ham ikke for berettiget til det faste

lønmodtagerfradrag under henvisning til, at fradraget for

fortæringsudgifter oversteg den hertil modtagne godtgørelse.

Da klagerens fradrag for rejse- og befordringsudgifter under eet var

mindre end de fra arbejdsgiveren modtagne godtgørelsesbeløb,

tiltrådte landsskatteretten skatteyderens påstand om, at han var

berettiget til det faste lønmodtagerfradrag.

2.3. Fradrag i stedet for det faste lønmodtagerfradrag

Under dette punkt behandles en række fradrag, som vedrører alle

lønmodtagere eller i hvert fald større (ikke afgrænsede) grupper

af lønmodtagere, hvorimod fradrag for specielle (afgrænsede)

grupper behandles i det følgende afsnit D 3.

Generelle fradrag

KL § 25: »Hvis den skattepligtige godtgør, at de fradrag, som

lønmodtagerfradraget efter § 24 træder i stedet for, tilsammen

udgør et større beløb end lønmodtagerfradraget, kan dette større

beløb fradrages«.

Skatteyderen skal altså godtgøre berettigelsen af de enkelte

fradrag. Hvor der er fastsat satser for det pågældende fradrag, er

det tilstrækkeligt, at skatteyderen dokumenterer berettigelsen til

fradraget uden at dokumentere størrelsen af de udgifter, fradraget

tilsigter at dække. Det gælder f.eks. fradrag i forbindelse med

udearbejde, over- eller natarbejde, hvor skatteyderen, når han kan

godtgøre at være berettiget til fradrag herfor, ikke skal

dokumentere størrelsen af sin ekstraudgift, men umiddelbart kan

foretage fradrag med de fastsatte satser.

Derimod må skatteyderen i de tilfælde, hvor der ikke er fastsat

generelle satser, normalt godtgøre såvel berettigelsen til

fradraget som størrelsen heraf. Det gælder således

repræsentationsudgifter, hvor der normalt må foreligge

dokumentation for udgiftens størrelse.

Om der i almindelighed må kræves en egentlig dokumentation for en

påstået udgift eller retten til et bestemt fradrag, eller om en

eventuel sandsynliggørelse heraf vil være tilstrækkelig, må

afhænge af den enkelte situation. Visse fradrag kan foretages uden

en egentlig dokumentation, f.eks. visse befordringsudgifter, når

vejstrækning, arbejdssted, mødetid m.v. sandsynliggør udgiften,

medens der til andre fradrag må stilles krav om dokumentation,

f.eks. når der som ovenfor nævnt begæres fradrag for

repræsentationsudgifter, jfr. finansministeriets bekendtgørelse

nr. 443 af 23. december 1966 om pligt til i forbindelse med

selvangivelsen at specificere og dokumentere fradrag for

repræsentationsudgifter, se D 2.3.22.

I modsætning til hvad der gælder for det faste lønmodtagerfradrag,

foretages fradrag for faktiske erhvervsudgifter eller satsmæssige

fradrag, f.eks. for overarbejde, i det år, hvor overarbejdet er

udført, selv om fradraget eventuelt knytter sig til en indtægt,

hvis beskatning udskydes til det følgende år.

Det er efter SL § 6 driftsudgifter, d.v.s. udgifter til at erhverve,

sikre og vedligeholde indkomsten, der er fradragsret for. En

skatteyder, hvis indtægt udelukkende havde bestået af

arbejdsløshedsunderstøttelse, blev således nægtet fradrag for

udgift til telefon, værktøj m.v. Den pågældende blev derimod anset

berettiget til at fratrække fagforeningskontingent i medfør af den

særlige hjemmel i LL §14, stk. 7.

2.3.1. Rejseudgifter

Hvorledes opgøres rejseudgifter, herunder opholds- og

fortæringsudgifter?

I adskillige tilfælde er der givet særlige regler for opgørelsen af

fradraget for specielle grupper. Det gælder således bl.a.

handelsrejsende, blikkenslagere og rørlæggere, rejsemontører,

isoleringsarbejdere m.fl. Reglerne herom omtales i afsnit D 3. De

af ligningsrådet fastsatte takster for fradrag tager sigte på at

give fradrag for merudgifterne. Der bliver altså ikke tale om at

fastsætte værdi af eget forbrug i disse tilfælde.

I andre tilfælde må rejseudgifter m.v. principielt opgøres som

summen af de faktisk afholdte udgifter, reduceret med værdien af

eget forbrug (sparet hjemmeforbrug), eller sagt på en anden måde:

Skatteyderen kan fradrage de med rejsen og opholdet m.v. forbundne

merudgifter.

Heraf følger, at hvor der af arbejdsgiveren er godtgjort rejse-,

opholds- og fortæringsudgifter efter regning, hvilken godtgørelse

normalt holdes uden for indkomstopgørelsen, skal skatteyderen til

den skattepligtige indkomst medregne et beløb for eget forbrug

(sparet hjemmeforbrug), medmindre der er tale om uvæsentlige

beløb. I almindelighed kan værdien af eget forbrug ansættes til et

beløb svarende til satsen for værdien af fri kost: 43 kr. pr. dag

(jfr. D 1.7.1).

Hvor der ydes godtgørelse i forbindelse med rejseudgifter, der

består i kørsel i egen bil, opgøres disse udgifter som beskrevet i

afsnit U 4.

2.3.2. Udearbejde

Skatteydere hvis arbejde efter dets natur ikke foregår på et bestemt

sted, som f.eks. erhvervschauffører og bygningshåndværkere, må

antages at have ekstra forplejningsudgifter som følge af, at de

ikke har adgang til marketenderi eller frokoststue på

arbejdspladsen, men er henvist til at indtage deres frokost på

cafeteria o.lign.

Hvor arbejdet udføres under sådanne vilkår, at ekstra

forplejningsudgifter i almindelighed er en nødvendig følge heraf,

kan der uden dokumentation for de afholdte udgifter fradrages 22

kr. pr. dag, dog højst 4.400 kr. årligt.

Det er en forudsætning for, at fradrag kan opnås, at skatteyderen

kan dokumentere eller sandsynliggøre, at arbejdet er af en sådan

karakter, at det medfører ekstra forplejningsudgifter, jfr. herved

bl.a. VLD af 3. sept. 1985 (Skat 1986.2.110).

Det er derimod ikke en forudsætning for fradrag, at der er ydet

godtgørelse fra arbejdsgiveren, men fradragene vil dog ofte være

begrundet i modtagne godtgørelsesbeløb såsom udepenge, skur- og

tærepenge m.v. Sådanne godtgørelser skal medregnes ved

indkomstopgørelsen.

I Skat 1986.9.558 udtaler landsskatteretten som sin opfattelse, at

det for at opnå fradrag for udearbejde ikke er tilstrækkeligt, at

de objektive betingelser er opfyldt (kørsel eller arbejde ude),

men det er en betingelse, at arbejdet er udført under sådanne

omstændigheder, at merudgifter til fortæring er en nødvendig

følge, og landsskatteretten henviser i den forbindelse til den

foran omtalte VLD af 3. sept. 1985.

Sagen angik en montør ved et elektricitetsværk, der ikke havde haft

adgang til skurvogn eller lignende. Han havde af arbejdsgiveren

fået udbetalt 2,50 kr. pr. arbejdstime i skur- og tærepenge. Han

havde hver dag spist sine måltider i bilen. Under hensyn til, at

han havde indtaget sine måltider i bilen, og det ikke var

godtgjort, at havde haft merudgifter til fortæring, kunne han ikke

opnå fradrag for udearbejde.

I ØLD af 12. aug. 1983 (skd.68.46) fandt landsretten, at en

hjemmehjælper ikke havde godtgjort, at hun i forbindelse med sit

arbejde har haft sådanne særlige udgifter til fortæring, at hun

uden dokumentation herfor kunne opnå fradrag.

Hjemmesygeplejerskers og hjemmesygehjælperes arbejdsforhold kan ikke

antages at være af en sådan karakter, at de uden dokumentation for

at have afholdt udgifter til fortæring kan opnå fradrag for

udearbejde, Skat 1986.7.471.

Derimod fik en toldassistent, der var ansat ved et

distriktstoldkammer, fradrag for merudgifter ved udearbejde i 35

dage, hvor han havde været beskæftiget med udgående

kontrolarbejde, lsr. 1983.137.

En buschauffør, der i årets løb havde været beskæftiget med

turistkørsel, kørsel med pensionister, skolebørn m.v., fik

godkendt fradrag for både ude- og overarbejde, idet der herved

blev henset til, at fradrag for udearbejde tilsigter at dække

merudgifter til forplejning inden for den normale arbejdstid, mens

fradrag for overarbejde skal dække merudgifter til forplejning

uden for normal arbejdstid, lsr.1982.66.

Et ekstrapostbud, der mødte kl. 5,30 eller 6,00 om morgenen, gjorde

gældende, at arbejdet påførte ham ekstra forplejningsudgifter, men

han fik ikke medhold, idet han ikke havde fremlagt dokumentation

for at han havde haft merudgifter, lsr.1979.78.

Chauffør i HT kunne ikke foretage fradrag for udearbejde, da

arbejdet efter landsskatterettens opfattelse ikke blev udført

under sådanne vilkår, at ekstra forplejning var en nødvendig følge

heraf, lsr.1982.174.

En håndværker ved statsbanerne fik ikke fradrag for udearbejde, da

arbejdsgiveren havde stillet skurvogn til rådighed, lsr.1981.186.

Matros i DFDS med arbejde i Københavns havn er ikke anset berettiget

til fradrag for udearbejde.

2.3.3. Udepenge - overnatning

Udepenge, som udbetales for udeophold, der medfører overnatning

udenfor hjemmet, skal medregnes ved indkomstopgørelsen.

Det samme beløb, kan fradrages, dog højst 180 kr. pr. døgn.

Derudover kan dokumenterede udgifter til hotelophold fradrages.

Hvor betaling for morgenmad er inkluderet i prisen for

overnatning, reduceres fradraget med 30 kr.

Såfremt det kan bevises eller sandsynliggøres, at overnatning uden

for hjemmet har fundet sted, men udgiften ikke kan dokumenteres,

kan merudgiften til fortæring samt overnatning fradrages med 265

kr. pr. døgn.

Hvis arbejdsgiveren yder fri kost, nedsættes fradragene til 43 kr.

pr. døgn for andre merudgifter ved rejsen end merudgifter til kost

og logi.

Udepenge, der modtages for dage, hvor modtageren overnatter i

hjemmet, anses ikke uden videre for medgået til

fradragsberettigede udgifter. Hvor arbejdet udføres under sådanne

vilkår, at ekstra forplejningsudgifter er en nødvendig følge

heraf, kan der uden dokumentation fradrages 22 kr. pr. dag.

Eventuelle befordringsudgifter kan fratrækkes efter reglerne for

skiftende arbejdssteder.

Ikke overnatning

Udepenge, der betales efter faglig overenskomst ved udeophold, der

ikke medfører natophold uden for hjemmet, ydes i almindelighed

dels som tillæg til løn, dels til dækning af særlige udgifter.

Sådanne udepenge medregnes derfor i indkomsten, medens der for de

med udeopholdet forbundne merudgifter til sædvanlig forplejning på

samme levefod som hjemme indrømmes et fradrag med halvdelen af de

modtagne udepenge.

En bibliotekar modtog i henhold til faglig overenskomst

timegodtgørelse for arbejde i forbindelse med bogbuskørsel. Lsr.

fandt, at hun kunne sidestilles med skatteydere, som modtager

udepenge i henhold til faglig overenskomst ved udearbejde, og

herefter kunne halvdelen af det modtagne beløb fratrækkes,

lsr.1982.65.

Hvis de almindelige betingelser for fradrag for udearbejde er til

stede, kan skatteyderen fratrække 22 kr. pr. dag med udearbejde i

stedet for halvdelen af udepengene.

En chauffør modtog i henhold til en landsdækkende overenskomst 2.830

kr. i udepenge og fratrak hele beløbet. Skatterådet nedsatte

fradraget til halvdelen, idet udearbejdet ikke havde medført

overnatning uden for hjemmet. Landsskatteretten fandt, at den

pågældende kunne vælge at beregne fradraget efter den af

ligningsrådet fastsatte sats for udearbejde (11 kr. i 1977), dog

begrænset til maksimumsbeløbet (2.300 kr.), lsr.1982.67.

Den faglige overenskomst forudsættes at bygge på nøje kendskab til

de merudgifter, arbejdet medfører, og at tilsigte dels at give

dækning for udgifter til befordring samt merudgifter til

forplejning, dels at indeholde vederlag for medgået tid udover

almindelig arbejds- og befordringstid.

Udepenge, der betales efter lokale aftaler for dage, hvor modtageren

overnatter i hjemmet, anses derimod ikke uden videre for medgået

til fradragsberettigede udgifter for halvdelens vedkommende.

Fradraget i forbindelse med disse udepenge kan derfor ikke

ansættes til halvdelen af udepengene, men der gives uden

dokumentation for størrelsen af den faktiske udgift fradrag med 22

kr. pr. dag for merudgifter til forplejning. Det er en

forudsætning, at der ikke på arbejdspladsen findes adgang til

marketenderi, skur eller lignende. Endvidere gives fradrag for

udgifter for befordring, medens udepengene i deres helhed

medregnes i indkomsten.

I tilfælde, hvor udepenge der udbetales efter en lokal aftale ikke

overstiger de beløb, som den faglige overenskomst ville føre til,

behandles beløbene på samme måde som udepenge, der betales efter

faglig overenskomst.

De »udepenge«, der ydes efter faglige overenskomster eller aftaler,

kan forekomme under flere forskellige former, der er beregnet og

benævnt forskelligt, såsom kørselsgodtgørelse, rejsegodtgørelse,

zonepenge, vejpenge m.v. De enkelte overenskomster indeholder kun

i begrænset omfang angivelse af, hvilke former for merudgift

og/eller ulempe, godtgørelsesbeløbet tilsigter at dække. En hel

del af disse fradrag omtales nærmere i afsnit D 3.

De fradrag, som modtagere af disse godtgørelser er berettigede til,

kan således omfatte såvel rejseudgifter (såfremt kriteriet herfor

er opfyldt, jfr. D 2.2.1) som udgifter, der ikke falder ind under

begrebet »rejseudgift«. Dette har navnlig betydning ved afgørelsen

af, om fradraget kan foretages samtidig med det faste

lønmodtagerfradrag.

Vejtid - vejpenge

Der forekommer ydelser, der alene er betaling for den medgåede tid

til rejse/kørsel, herunder vejtid, rejsetid, vejpenge m.m. Sådanne

ydelser, der kun ydes for den medgåede tid, giver aldrig ret til

fradrag.

Inden for jern- og metalindustrien udbetales vejpenge, også benævnt

udepenge, under to former, hvoraf den ene skal dække såvel

befordringstiden som befordringsudgifterne. Her kan den foran

omtalte anvisnings regel om fradrag for halvdelen af udbetalte

udepenge normalt finde anvendelse. Under den anden form ydes

vejpengene kun som kompensation for den medgåede tid, idet der

tillige udbetales befordringsgodtgørelse, eller befordringen sker

ved arbejdsgiverens foranstaltning. Her giver modtagelsen af

vejpenge ikke ret til noget fradrag.

Der erindres om, at det beløb, der er anført i oplysningssedlens

felt 20 som trækfri A-indkomst, ikke behøver at være identisk med

det beløb, der ligningsmæssigt kan fradrages.

2.3.4. Skur- og tærepenge

Efter overenskomsterne har arbejdsgiverne ofte pligt til at sørge for

skurvogn i forbindelse med udearbejde, medmindre dette er ganske

kortvarigt, eller der findes en tilsvarende lokalitet på stedet.

Når arbejdsgiveren ikke stiller skur til rådighed, skal han yde en

nærmere fastsat ydelse pr. dag (»skurpenge«). Den art af arbejde,

under hvis udførelse skur- og tærepenge normalt ydes, antages at

medføre ekstra forplejningsudgifter, hvorfor der gives et fradrag

på 22 kr. pr. dag. Der kan ikke foretages fradrag for skur- og

tærepenge samtidig med fradrag for halvdelen af modtagne zonepenge

m.v., hvis disse godtgørelser (undtagelsesvis) er ydet for de

samme dage.

Ydes der skurpenge for samtlige arbejdsdage, uanset hvor og under

hvilke forhold der arbejdes, må der skønnes over i hvilket omfang,

der er udbetalt skurpenge for dage, hvor der ikke har været skur

til rådighed, idet der kun gives fradrag for disse dage, jfr. Skat

1985.2.52.

Arbejde på nybygninger, der er så vidt fremme, at et af rummene kan

anvendes til frokoststue, berettiger ikke til det nævnte fradrag

for forplejningsudgift, selv om der modtages skurpenge. Herefter

er f.eks. bygningssnedkere ikke berettigede til fradrag,

medmindre afholdelse af ekstraudgift til forplejning i det enkelte

tilfælde skønnes at have været nødvendig, jfr. nedenfor vedr.

manglende spiselokale.

En rørlægger, hvis arbejde bestod i arbejdsledelse samt kontakt med

myndigheder, beboere m.fl., gjorde gældende, at han ikke kunne

benytte skur, da det tillige anvendtes af arbejdsfolk, som efter

opgravning tilsmudsede rummet, og han i kraft af sine nævnte

opgaver skulle fremtræde rent og pænt påklædt. Han fik alligevel

ikke anerkendt fradrag for de dage, hvor der var skur til

rådighed.

2.3.5. Overarbejde

Fradrag for overarbejde kan kun foretages, hvor overarbejdet har

været væsentligt, hvilket normalt må forstås således, at det har

varet mindst 3 timer udover normal arbejdsdag. Endvidere er det en

forudsætning, at overarbejdet har fundet sted i tilslutning til

den normale arbejdstid, og at det har været nødvendigt at afholde

udgifter til at indtage et måltid uden for hjemmet.

I sådanne tilfælde gives uden dokumentation for afholdte udgifter i

anledning af overarbejdet et fradrag på 35 kr. pr. dag. Fradraget

bortfalder dog, hvis arbejdsgiveren yder et gratis måltid under

overarbejdet. (Der bortses fra gratis kaffe og te).

Det må være en forudsætning for at opnå fradrag for udgifter i

anledning af overarbejde, at overarbejdet sker som en fortsættelse

af det normale arbejde for samme arbejdsgiver, jfr. lsr.1966.143.

I et tilfælde, hvor de 3 timers overarbejde var fordelt med 1 time

før normal arbejdstids begyndelse og 2 timer efter arbejdstidens

ophør, ansås betingelsen for fradraget for opfyldt, lsr. 1979.85.

Ansættelse som kontorfuldmægtig ved statens centrale lønanvisning

med bibeskæftigelse som kontormedarbejder ved statens og

hovedstadskommunernes kursus blev betragtet som ansættelse i to

forskellige stillinger, således at bibeskæftigelsen ikke gav ret

til fradrag for overarbejde, jfr. lsr.1977.78 og tilsvarende Skat

1985.7.196.

Det skal være den for den enkelte skatteyder fastsatte normale

arbejdstid, der skal være overskredet med 3 timer, jfr. således

lsr.1973.148, hvor en nattevagt med en ifølge arbejdsaftalen

normal arbejdstid på 17 timer ikke fik anerkendt fradrag for

overarbejde.

Der kan ikke foretages fradrag i forbindelse med ulønnet

overarbejde.

Overarbejde som følge af rådighedspligt, hvor vederlaget er en del

af lønnen (evt. rådighedstillæg), giver ret til fradrag for

overarbejde.

Der kan ikke gives sygeplejersker med bopæl uden for hospitalet

fradrag for overarbejde i anledning af vagttjeneste i tilslutning

til udført dagtjeneste, når de pågældende ikke under vagttjenesten

har mulighed for at købe fortæring på eller uden for hospitalet,

hvorfor de sædvanligvis medbringer mad og kaffe. Derimod kan der

foretages fradrag for natarbejde.

Fængselsbetjents beredskabsvagt ved et arresthus i provinsen gav

ikke ret til fradrag for overarbejde, lsr. 1978.191.

I lsr.1983.136 nægtede landsskatteretten souschefen i den tekniske

forvaltning i en amtskommune fradrag for overarbejde »under hensyn

til klagerens muligheder for selv at kunne tilrettelægge sit

daglige arbejde«, jfr. tilsvarende lsr.1985.57 (om en

skoleinspektør) og Skat 1985.7.162 (om en administrerende

direktør).

Man kan afkræve skatteyderen dokumentation for antal dage med

overarbejde i form af erklæring fra arbejdsgiveren o.lign.

2.3.6. Natarbejde

Ved natarbejde forstås arbejde, hvoraf en væsentlig del, ikke under 3

timer, udføres i tiden fra kl. 18-6.

Skolepedel, der arbejdede på 2 skoler, henholdsvis kl. 18-19,30 og

kl. 21-23,30, blev ikke anset for berettiget til fradrag for

natarbejde, da der ikke var tale om 3 timers sammenhængende

natarbejde, Skat 1986.8.511.

Der gives uden dokumentation et fradrag for afholdte udgifter som

følge af natarbejde på 20 kr. pr. nat (uændret).

For skatteydere, der har natarbejde som fast erhverv, f.eks.

natvægtere, eller fast udfører deres erhverv som natarbejde, kan

der dog højst foretages et fradrag på 2.200 kr. årligt. Det samme

gælder skatteydere, der har spiselokale (f.eks. et kontor eller

lign.) til rådighed under natarbejdet eller hvis arbejdsforhold

kan sidestilles hermed.

Hvor forplejning under natarbejde ydes af arbejdsgiveren, kunne der

tidligere ikke foretages fradrag, men denne begrænsning er ophævet

efter ligningsrådets vedtagelse. Værdien af den frie kost

beskattes efter de derom gældende regler, jfr. D 1.7.1.

Har natarbejdet været forbundet med overarbejde, der berettiger til

fradrag efter de derom gældende regler, indrømmes der kun fradrag

for natarbejde, såfremt der bortset fra 3 timers overarbejde, er

udført mindst 3 timers natarbejde i sammenhæng inden for tiden kl.

18-6.

Eksempel:

En skatteyder har en normal arbejdsdag til kl. 17. For at få fradrag

for overarbejde skal han have arbejdet til kl. 20. For herudover

at få fradrag for natarbejde, skal han arbejde til kl. 23.

Der kan ikke foretages fradrag for natarbejde og/eller overarbejde

for samme tidsrum, hvori oppebæres time- og dagpenge, der er

omfattet af SL § 5 d.

Hvad er »fast natarbejde«

Skifteholdsarbejdere på 2- eller 3-holdsskift anses ikke for at have

fast natarbejde, når det ene skift ligger i dagtimerne, d.v.s. at

det ikke omfatter 3 timer i tiden fra kl. 18-6. De er derfor

berettigede til et fradrag på 20 kr. pr. nat for de skift, hvor

der er tale om natarbejde. Fradraget kan dog ikke overstige 2.200

årligt, såfremt de pågældende under natarbejdet har spiselokale

(f.eks. et kontor eller lign.) til rådighed, eller har

arbejdsforhold, der kan sidestilles hermed.

Er der tale om skifteholdsarbejde, hvor alle skift er natarbejde,

kan der ligeledes højst fradrages 2.200 kr. årligt.

Der kan ikke ved siden af fradrag for natarbejde opnås et

skønsmæssigt fradrag for skifteholdsarbejde, der også tilsigter at

dække de med natarbejdet forbundne merudgifter.

Selv om en skatteyder har delt arbejdstid, således at en del af

arbejdstiden ligger om dagen, som f.eks. hvis den pågældende har

arbejde hver dag fra fra kl. 10-13 og igen fra kl. 18-23, må han

alligevel siges at have fast natarbejde, jfr. lsr.1962.146.

Hvis en skatteyder i den væsentligste del af året har haft

natarbejde, godkendes kun fradrag med 2.200 kr. I et tilfælde,

hvor den pågældende havde haft natarbejde i hele året, bortset fra

4 uger, hvor der var arbejdet på daghold, blev der kun anerkendt

fradrag med det faste årsbeløb.

Hvis skatteyderen i løbet af året er gået over til fast natarbejde,

får han for dette år et fradrag for natarbejde på 20 kr. pr. nat.

Fradraget kan dog højst udgøre 2.200 kr. jfr. lsr.1985.157.

En ungdomsskoleinspektør havde haft aftenarbejde i 144 dage.

Skatterådet havde godkendt et fradrag på 2/3 af det årlige fradrag

for fast natarbejde. Lsr. gav ham det fulde årsfradrag under

hensyn til at han - jævnt fordelt - havde haft »natarbejde« en

meget væsentlig del af skoleåret, lsr.1981.185.

Fabriksansatte, der arbejder 40 timer ugentligt hver anden uge på

fast aftenhold (kl. 15,35-00,10) anses for at have fast

natarbejde. Da natarbejdet er fordelt over hele året, skal der

ikke ske reduktion af det fulde årsfradrag for natarbejde,

skd.61.154.

En sygehjælper, som havde haft nattevagt på et plejehjem hver anden

uge, har ligeledes fået det fulde årsfradrag, lsr.1982.172.

Ligningsrådet har vedtaget, at fradrag for natarbejde gives, såfremt

de objektive kriterier for fradraget foreligger opfyldt, idet der

herved anses at foreligge den fornødne påvisning af

ekstraudgifter. Fradraget skal indrømmes uden efterprøvelse af, om

der i det enkelte tilfælde har været afholdt udgifter.

Man kan afkræve skatteyderen dokumentation for antal dage med

natarbejde i form af erklæring fra arbejdsgiveren o.lign.

2.3.7. Natpenge - nattillæg - forskudttidstillæg

Natpenge, der udbetales i tidsrummet fra kl. 17 til kl. 6 til

statsansatte, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst. Halvdelen af det modtagne tillæg kan fradrages, dog

højst 4 kr. pr. time fra kl. 17 til kl. 22 og højst 6 kr. pr. time

fra kl. 22 til kl. 6.

Har den pågældende spiselokale (f.eks. et kontorlokale eller lign.)

til rådighed under natarbejdet eller arbejdsforhold, der kan

sidestilles hermed, kan fradraget dog ikke overstige 20 kr. pr.

døgn eller 2.200 kr. årligt. Den tidligere gældende regel om fast

stationssted er ophævet.

Ikke fradrag for natarbejde i stedet

Skatteydere, der oppebærer natpenge, kan ikke i stedet for at

fradrage halvdelen af natpengene foretage fradrag efter de

almindelige regler om natarbejde, uanset om anvendelsen af disse

regler ville give dem et gunstigere resultat (jfr. lsr.1962.42

vedr. radiotekniker ved Danmarks Radio).

Kun egentlige natpenge

Det er en forudsætning for anvendelsen af reglerne om natpenge, at de

pågældende er ansat i en stilling, hvor der under natarbejde ydes

natpenge eller modtages ydelser efter de regler, der er fastsat

herom af finansministeriets lønnings- og pensionsdepartement.

Når natpenge ikke oppebæres

Personer, der ikke modtager ydelser, som kan sidestilles med

natpenge, kan altså ikke fradrage halvdelen af de oppebårne

»natpenge«, men kan i stedet foretage fradrag efter de almindelige

regler om natarbejde under D 2.3.6, jfr. bl.a. lsr.1981.186.

Tjenestemænd, der ikke oppebærer natpenge på de dage, hvor deres

tjeneste slutter kl. 21, anses berettigede til at fratrække

udgifter i anledning af natarbejde på sådanne dage efter de

almindelige regler, lsr.1963.149.

Fængselsbetjentes sovevagtstillæg kan ikke sidestilles med natpenge,

men anses fuldtud skattepligtige. Fængselsbetjentene modtager

herudover natpenge for den faktiske nattjeneste. Fradrag herfor

kan foretages efter almindelige regler.

Det tillæg, der udbetales til matroserne på DSB-færgerne og som

træder i stedet for natpenge, godtgørelse for tjeneste på lørdage

efter kl. 14, søn- og helligdage m.v., kan ikke sidestilles med

natpenge, og berettiger ikke i sig selv til fradrag ved

indkomstopgørelsen.

Det til kordegne udbetalte rådighedstillæg kan ikke sidestilles med

natpenge eller forskudttidstillæg, Skat 1986.6.406.

Forskudttidstillæg

Ligningsrådet har med virkning fra 1. jan. 1985 vedtaget et generelt

fradrag for skatteydere, der oppebærer forskudttidstillæg for

arbejde i tiden fra kl. 17 til kl. 6.

Fradraget udgør halvdelen af det modtagne timetillæg, dog maksimalt:

4 kr. pr. time fra kl. 17 til kl. 22 og 6 kr. pr. time fra kl. 22

til kl. 6.

Har skatteyderen spiselokale til rådighed eller arbejdsforhold, der

kan sidestilles hermed, kan fradraget ikke overstige 20 kr. pr.

døgn eller 2.200 kr. årligt.

Fradraget beregnes pr. påbegyndt halve time med henholdsvis 2 kr.

fra kl. 17 til kl. 22 og 3 kr. fra kl. 22 til kl. 6.

2.3.8. Dagpenge til offentligt ansatte - bortset fra

§ 5 d-ydelser

Dagpenge til tjenestemænd og offentlig ansatte, herunder diæter,

time- og sejlpenge, der udbetales under tjeneste, som ikke

medfører ophold uden for hjemstedskommunen, d.v.s. at de ikke er

omfattet af SL § 5 d, medregnes i indkomstopgørelsen, medens de

med opholdet uden for det normale arbejdssted forbundne

merudgifter til sædvanlig forplejning på samme levefod som hjemme

kan fradrages.

Udearbejdstillæg og timepenge, som i henhold til visse nærmere

regler udbetales til civile timelønnede arbejdere ved de under

forsvarsministeriet hørende tekniske virksomheder, medregnes i den

skattepligtige indkomst (og medtages på oplysningssedlen af

Forsvarets fabriksstyrelse), når beløbene er oppebåret under

udførelsen af hverv, der ikke har nødvendiggjort ophold uden for

den kommune, hvori det normale tjenestested er beliggende. De

pågældende arbejdere er i disse tilfælde berettiget til i

indkomstopgørelsen at fradrage 22 kr. pr. dag, såfremt arbejdet er

udført under sådanne vilkår, at ekstra forplejningsudgifter har

været en nødvendig følge deraf.

Afstands- eller distriktstillæg, der udbetaltes en arbejdsmand ved

et amtsvejvæsen til dækning af merudgifter ved udearbejde i

tilfælde, hvor arbejdspladsen var beliggende mere end 10 km fra

hjemmet, kunne fratrækkes, idet hele tillægget anses som medgået

til formålet, lsr.1970.64.

2.3.9. Manglende spiselokale

Lsr. har i nogle tilfælde givet fradrag for merudgifter til

fortæring, når den pågældende har været nødt til at indtage sin

frokost på restaurant eller lign. på grund af, at der ikke på

arbejdspladsen var noget passende spisested, jfr. lsr.1955.70 og

1976.163.

Fradrag kan foretages, såfremt det af forholdene i det enkelte

tilfælde klart fremgår, at der ikke kan spises i arbejdslokalerne

som følge af karakteren af det arbejde, som udføres der, som

f.eks. i vaskerier, slagterier o.l.

Størrelsen af det eventuelle fradrag må fastsættes til 4.400 kr.

årligt, svarende til fradraget for merudgifter til fortæring i

anledning af varigt udearbejde.

2.3.10. Varmt og koldt arbejde

Ekstraordinært varmt arbejde berettiger i almindelighed ikke til

fradrag for ekstraudgifter til drikkevarer, lsr.1966.146 og

1979.179. Dog kan der undtagelsesvis gives et mindre fradrag, hvor

der f.eks. i et jernstøberi arbejdes i nærheden af flydende jern

eller på støberier og glasværker arbejdes direkte ved

varmeovnene.

Heller ikke ekstraordinært koldt arbejde berettiger i almindelighed

til særligt fradrag, lsr.1963.74.

2.3.11. Sundhedsfarligt arbejde

En arbejder beskæftiget med blyompresning på Nordisk Kabel- og

Trådfabrik blev nægtet fradrag for udgift til mælk under hensyn

til, at mælk ikke kan antages at forebygge blyforgiftning.

Fradrag af denne art kan derfor ikke anerkendes.

2.3.12. Dobbelt husførelse

Ligningsrådet har med virkning for indkomståret 1985 vedtaget, at der

kan gives fradrag for merudgift til kost og bolig til enlige

forsørgere, der har børn under 18 år ved indkomstårets begyndelse,

ugifte samlevende, herunder samlevende af samme køn, og gifte,

hvis de pågældende på grund af erhverv midlertidigt opretholder

dobbelt husførelse.

Fradraget kan uden videre gives, såfremt samlivet har varet i et år

eller mere. Som dokumentation for varigheden kan man bl.a. lægge

vægt på folkeregisteroplysningerne.

Hvor skatteyderen bor ved arbejdsstedet under pensionatsforhold

eller ved privat indkvartering eller under tilsvarende forhold,

kan der uden dokumentation for merudgifternes størrelse fradrages

400 kr. pr. uge (uændret). Ønskes fradrag udover dette beløb, må

berettigelsen hertil godtgøres af den pågældende skatteyder.

På grund af erhverv

Det er en betingelse, at opretholdelsen af dobbelt husførelse skyldes

erhvervsmæssige forhold.

Der gives ikke fradrag, hvis adskillelsen skyldes andre forhold

såsom hensynet til børnenes opdragelse, ægtefællernes personlige

forhold o.lign. Der kan ikke gives fradrag for dobbelt husførelse,

hvis samlivet mellem ægtefællerne er ophævet som følge af

uoverensstemmelser o.lign., se bl.a. lsr.1985.109.

I et tilfælde, hvor et ægtepar havde fælles bopæl i X, hvor manden

var under uddannelse, og hvor hustruen havde udgifter til kost og

logi på det hospital i Y, hvor hun arbejdede, kunne der foretages

fradrag for dobbelt husførelse, lsr.1970.154.

En skatteyder der i to vinterperioder måtte overnatte i nærheden af

sin arbejdsplads som følge af trafiksammenbrud på grund at

snestorm, fik ikke fradrag for udgifterne herved, da den dobbelte

husførelse ikke var begrundet i hans erhverv, men skyldtes hans

personlige transportforhold, lsr. 1984.114.

Fradrag for dobbelt husførelse under kursusophold, afgøres ud fra en

vurdering af, om kursusudgifterne i øvrigt er fradragsberettigede

som driftsudgifter, lsr.1981.23. Fradrag for dobbelt husførelse

blev nægtet en lærer under et kursusophold uden for hendes

fagområde, lsr.1976.39.

Midlertidig

Det er endvidere en betingelse, at adskillelsen er midlertidig. Det

er ikke nogen betingelse, at der har været etableret fælles

husholdning efter ægteskabets indgåelse, jfr. lsr.1967.136. Efter

6 års ophold og fast arbejde i en anden by kunne adskillelsen ikke

anses som midlertidigt, og fradrag blev nægtet, ØLD af 24. okt. 1974.

Af VLD af 20. april 1979 (skd.56.90) fremgår, at fradrag godt kan

opnås for de første 2 år af et samlet ophold på 5 år, idet retten

henså til, at opholdet oprindelig var tænkt at skulle være

kortvarigt, og at afgørelsen af, om skatteyderen var berettiget

til fradrag for dobbelt husførelse for de 2 første år »måtte ske

ud fra en vurdering af forholdene, som de var ved udgangen af

hvert af disse år.

En forbundssekretær, der havde etableret dobbelt husførelse,

foreløbig for en ansættelsesperiode på 4 år (svarende til

valgperioden som kongresvalgt tillidsmand) ansås ikke berettiget

til fradrag, lsr. 1980.141.

I kendelsen lsr.1971.60 er fradrag nægtet en lokomotivfører ved DSB

udstationeret i X-by, hvor han undertiden måtte overnatte, idet

han ikke kunne anses midlertidigt at opretholde dobbelt

husførelse.

Ved lsr.1973.46 blev fradrag for dobbelt husførelse nægtet en

driftsleder, der efter ult. 1967 at have købt et savværk i Y, tog

ophold der og boede i et lejet værelse, og kun i weekender og når

arbejdet i savværket iøvrigt tillod det, opholdt sig i hjemmet hos

hustruen, der af hensyn til sit erhverv stadig boede i X.

Landsskatteretten fandt ikke, at der forelå en midlertidig

adskillelse, heller ikke selv om familiens eksistens efter det

oplyste var betinget af hustruens arbejde, og at det ikke havde

været muligt at skaffe hende tilsvarende indtægtsmulighed i Y. Der

kunne derfor ikke indrømmes fradrag for dobbelt husførelse hverken

for manden eller hustruen.

I lsr.1973.47 vedrørende trafikassistent i DSB - der i 1969 blev

forflyttet og først den 1.5.1971 påny fik tjenestested i nærheden

af ægtefællernes fælles bopæl - fandtes adskillelsen kun at have

været midlertidig, og fradrag kunne herefter foretages. Se

endvidere lsr.1974.154 og 1981.24, hvor hhv. en kaptajn og en

premierløjtnant fik godkendt fradrag for dobbelt husførelse i

forbindelse med forflyttelser.

En kontorfunktionær blev ansat som forbundssekretær i København med

en prøvetid på to år. Efter ansættelsen indgik han ægteskab og

flyttede til ægtefællens bopæl i Jylland. Han blev anset for

berettiget til fradrag for dobbelt husførelse indtil prøvetidens

udløb, da stillingen måtte anses for midlertidig, lsr.1983.17.

En lærer, der i sine ferier og under orlov drev en campingplads og

boede i eget sommerhus i nærheden, fik ikke fradrag for dobbelt

husførelse, da han ikke havde merudgifter til logi og da forholdet

- som en årligt tilbagevendende begivenhed - ikke kunne anses for

midlertidigt, lsr. 1984.115.

Afstanden mellem bopælene

Det må endvidere være en forudsætning for, at der kan opnås fradrag

for dobbelt husførelse, at afstanden mellem ægtefællernes boliger

er så stor, at skatteyderen ikke med rimelighed kan henvises til

daglig at rejse frem og tilbage. I modsat fald kan der kun

foretages sædvanligt befordringsfradrag.

Særlige afgørelser

Det er forudsat, at der er tale om merudgifter i anledning af den

dobbelte husførelse.

I lsr.1966.138 har landsskatteretten statueret, at en skatteyder,

der under en udstationering havde frit logi, og som kunne købe tre

daglige måltider for 7,80 kr. pr. dag, ikke kunne antages at have

haft merudgifter som følge af dobbelt husførelse.

En oberstløjtnant, som var midlertidigt udstationeret i Skive

oplyste, at han under hele sin tjeneste i Skive havde bevaret

bopæl i Århus, at han havde beboet et lejet værelse på

tjenestestedet, når han ikke har kunnet opholde sig i sit hjem,

samt at han havde købt sine måltider på kasernens cafeteria. I VLD

af 2. juni 1982 (skd. 64.97) fik han medhold i sin påstand om

fradrag efter de fastsatte standardsatser, idet landsretten bl.a.

anfører, at der i ligningsrådets anvisning er fastsat »en fælles

fradragssats, omfattende både kost og bolig, og denne sats finder

anvendelse, når skatteyderen bor »under pensionatsforhold eller

ved privat indkvartering eller under tilsvarende forhold.« Det må

antages, at denne fælles fradragssats i første række er tænkt

anvendt i tilfælde, hvor skatteyderen betaler samlet for kost og

bolig, og derfor er afskåret fra at dokumentere merudgiften til

hver af de to poster, men efter bestemmelsens formulering findes

den også at måtte finde anvendelse i tilfælde, hvor skatteyderen

vel betaler særskilt for kost og bolig, når den pågældende

indkvarteringsform typisk vil være forbundet med merudgifter både

til kost og til bolig, og der findes ikke i bestemmelsen noget

grundlag for i disse tilfælde at kræve særskilt dokumentation for

merudgifter til kost og til bolig.' Da skatteyderen har boet

»under tilsvarende forhold,» der typisk medfører merudgifter til

både kost og bolig, findes han at opfylde betingelserne for

fradrag efter den fælles standardsats.

Ligningsrådet har vedtaget, at værnepligtige, der under indkaldelsen

bor på en kaserne, men samtidig opretholder deres hidtidige bopæl,

ikke kan anses berettigede til fradrag for dobbelt husførelse.

Ved lsr.1974.57 blev en skatteyder udover fradrag for dobbelt

husførelse anset berettiget til fradrag for befordring til

hjemrejse i week-enderne, se nærmere under afsnit U om

befordringsudgifter.

En arkitekt, der var udstationeret i Mellemøsten af DANIDA, fik ikke

fradrag for udgifterne ved dobbelt husførelse under hensyn til, at

indtægten fra DANIDA var indkomstskattefri, lsr. 1980.140.

Styrmand, der gjorde tjeneste på færgen mellem Fåborg og Gelting,

blev ikke anset for berettiget til fradrag for dobbelt husførelse,

da der ikke var tale om en midlertidig stilling, lsr.1985.156.

Fradrag eventuelt samtidig med det faste lønmodtagerfradrag

Fradrag for dobbelt husførelse kan som hovedregel ikke foretages

samtidig med det faste lønmodtagerfradrag, men da ordet »rejse« i

KL § 24, stk. 1 efter praksis også anses at omfatte midlertidig

fravær fra hjemmet uden daglig rejse, kan skatteydere, der fra

deres arbejdsgiver modtager godtgørelse for udgifter forbundet med

det midlertidige fravær, fratrække udgifter i anledning af dobbelt

husførelse samtidig med det faste lønmodtagerfradrag, såfremt

fradraget ikke overstiger den fra arbejdsgiveren udbetalte

godtgørelse, lsr.1966.55.

Se tillige lsr.1971.59, hvor udgifter, svarende til et tilskud fra

en arbejdsløshedskasse til dækning af merudgifter ved dobbelt

husførelse, kunne fratrækkes samtidig med det faste

lønmodtagerfradrag.

Specielt om gæstearbejdere

Gifte gæstearbejdere, der opretholder bolig for familien i

hjemlandet, anses for berettigede til fradrag efter reglerne for

dobbelt husførelse for en periode svarende til de første 24

måneders ophold her i landet. 24 måneders perioden regnes fra

gæstearbejderens tilflytning til Danmark, uanset om han forud har

haft ophold i et andet gæstearbejderland. Der gives ikke fradrag

for en periode, hvor gæstearbejderen ikke har været gift.

Det er ikke nogen betingelse for fradraget, at den pågældendes

ægtefælle er skattepligtig her i landet. Det er derimod en

forudsætning for indrømmelse af fradrag, at den skattepligtige ved

forevisning af vielsesattest eller lign. dokumenterer, at han er

gift, samt at han sandsynliggør, at han opretholder forbindelsen

med ægtefællen.

Det er endvidere en forudsætning, at den pågældendes ægtefælle

opretholder selvstændig husførelse i hjemlandet. Det forhold, at

ægtefællen bor sammen med f.eks. mandens forældre, udelukker ikke,

at hustruen kan anses for at opretholde selvstændig husførelse,

idet forholdet ofte er det, at forældrene forsørges af den

erhvervsaktive generation.

Der kan ikke foretages fradrag for dobbelt husførelse, hvis begge

ægtefæller opholder sig her i landet, medens f.eks. børnene

opholder sig i hjemlandet, medmindre det klart godtgøres, at

opholdet her i landet er midlertidigt, og ægtefællerne

dokumenterer at have udgifter til opretholdelse af den bolig i

hjemlandet, som de fraflyttede.

Der gives heller ikke fradrag for dobbelt husførelse, hvis

gæstearbejderen - i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning -

har flere hustruer, og den ene hustru opholder sig her, medens den

anden hustru opholder sig i hjemlandet. Opholder begge hustruer

sig i hjemlandet, kan fradrag foretages, men der gives kun et

fradrag.

Gæstearbejdere er ofte i hjemlandet i kortere eller længere perioder

på grund af ferie o.lign. Der skal ikke ske reduktion af

fradraget, såfremt opholdet i hjemlandet ikke har varet over 2

måneder. Overstiger opholdet 2 måneder, må den midlertidige

opretholdelse af dobbelt husførelse på grund af erhverv i

almindelighed anses for afbrudt i den pågældende periode.

2.3.13. Uniformsudgifter

Tjenestemænd, der modtager tilskud til uniform, kan fratrække et til

den modtagne godtgørelse svarende beløb som udgift.

I visse tilfælde, hvor særlige forhold gør sig gældende, kan der dog

indrømmes yderligere fradrag, se nedenfor om kordegne, præster og

militære befalingsmænd. Bortset herfra kan der ikke indrømmes

yderligere fradrag for uniformsudgifter, lsr.1971.63.

Kordegne: Tilskud til anskaffelse, herunder genanskaffelse af kjole

eller kordegneuniform medregnes til den skattepligtige indkomst,

men der kan i det år, tilskuddet ydes, foretages et fradrag af

samme størrelse.

Derudover kan der til vedligeholdelse af tjenestedragten og til vask

af tilbehøret foretages et årligt fradrag på 740 kr., hvis der er

ydet tilskud til kjole, og 370 kr., hvis der er ydet tilskud til

kordegneuniform. Såfremt kjole eller kordegneuniform ikke kræves,

gives intet fradrag.

Kordegne, der ikke har modtaget tilskud til genanskaffelse af kjole,

selv om sådan er blevet krævet, kan, indtil næste genanskaffelse

med tilskud finder sted, fradrage 1.190 kr.

Det anførte gælder også for lærere eller andre, der virker som degne

eller kirkesangere.

Præster i folkekirken: Udgift til embedsdragt kan fradrages med 960

kr. årligt.

Militære befalingsmænd: Tilskud til anskaffelse, herunder

genanskaffelse af uniform, medregnes til den skattepligtige

indkomst, men der kan foretages et fradrag af samme størrelse.

Bortset fra det år, hvori tilskud til førsteanskaffelse af uniform

oppebæres, gælder nedennævnte årlige fradrag:

Officerer, der er pligtige til at anskaffe gallauniform, kan

fradrage 1.780 kr. Gallapligten omfatter militære tjenestemænd i

lønrammerne 39 og 40, Dronningens jagtkaptajn, chefen for

Dronningens adjudantstab, Dronningens adjudanter, samt de ved den

kongelige livgarde og gardehusarregimentet tjenestegørende

officerer af linien, musikdirigent og musikere.

Øvrige faste officerer af linien og dermed ligestillede kan fradrage

890 kr. årligt.

Officerer af reserven og dermed ligestillede kan fradrage

890 kr. årligt, når de har forrettet tjeneste hele året, og 450

kr., når de i årets løb kun har forrettet tjeneste en kortere tid.

Hvis skatteyderen ved siden af tilskud til genanskaffelse af uniform

har oppebåret førstegangstilskud til gallauniform, er han

berettiget til at fradrage såvel førstegangstilskuddet som

genanskaffelsestilskuddet og det faste uniformsfradrag.

Civilforsvarets befalingsmænd: Tilskud til anskaffelse, herunder

genanskaffelse af uniform, medregnes til den skattepligtige

indkomst, men på den anden side kan der foretages et fradrag af

samme størrelse.

Bortset fra det år, hvori tilskud til førsteanskaffelse af uniform

oppebæres, gælder nedennævnte årlige fradrag:

Faste befalingsmænd og befalingsmænd af reserven med tjeneste hele

året kan fradrage 890 kr. årligt. Befalingsmænd af reserven med

tjeneste en kortere tid kan fradrage 450 kr. årligt.

Kvindeligt Flyverkorps: Udgift til anskaffelse, genanskaffelse og

vedligeholdelse af uniform kan ikke fratrækkes.

Andre skatteydere, der selv skal holde sig med uniform i den daglige

tjeneste, kan, hvad enten de modtager uniformstilskud eller ej,

ved opgørelsen af deres skattepligtige indkomst fradrage et beløb

svarende til den merudgift, pligten til at anvende uniform må

antages at påføre de pågældende. Som eksempel herpå kan nævnes

følgende: Lods, 1.190 kr. årligt, skibsfører, maskinmester og

styrmand i handelsflåden, 890 kr. årligt.

Gallauniform: Statstjenestemænd, bortset fra militære befalingsmænd,

kan ved anskaffelsen af gallauniform, hvortil der ikke er ydet

tilskud, i indkomstopgørelsen for anskaffelsesåret fradrage

anskaffelsesudgiften reduceret med et beløb svarende til

uniformens forventede scrapværdi. Der kan herefter i

almindelighed fratrækkes 2/3 af anskaffelsesudgiften (jfr.

lsr.1955.159).

Såfremt der til første anskaffelse af gallauniform er modtaget

tilskud, skal tilskuddet medregnes ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst, men et beløb af samme størrelse kan

fradrages.

2.3.14. Arbejdsdragt

Som hovedregel kan der ikke foretages fradrag af udgifter til

anskaffelse, vedligeholdelse og renholdelse m.v. af arbejdsdragt.

I de nedenfor under A-D nævnte tilfælde anses arbejdet dog at påføre

de pågældende skatteydere udgifter udover almindelig udgift til

beklædning og renlighed, såfremt de pågældende selv skal afholde

samtlige de med anskaffelsen og vedligeholdelsen af den særlige

arbejdsdragt forbundne udgifter, hvorfor der anerkendes fradrag

svarende til merudgiften:

A. Hvor det af en skatteyder kræves, at han under sit arbejde er

iført en påklædning, der i anskaffelse og brug er dyrere end

almindelig beklædning, kan der foretages følgende fradrag:

Musiker, såfremt kjole eller påklædning i samme prisklasse kræves,

1.190 kr. årligt.

Tjenere og servitricer, som det påhviler at anskaffe og/eller

vedligeholde standardiseret arbejdsdragt, 590 kr. årligt.

Ovennævnte fradrag for musikere tager ikke sigte på musikere, der

kun lejlighedsvis optræder i særlig påklædning, og anvendelse af

fradraget forudsætter, at den pågældende musiker er lønmodtager.

Såfremt den pågældende ikke er lønmodtager i musikerhvervet, kan

de med erhvervet dokumenterede eller sandsynliggjorte udgifter

fratrækkes.

I et tilfælde, hvor en speciel jakke kun kunne anvendes under et

kortere engagement, gav landsskatteretten den pågældende musiker

ret til at fradrage hele udgiften til jakken 420 kr., jfr.

lsr.1959.154.

Kittel

B. Hvor skatteyderens arbejde medfører stadig anvendelse af ren hvid

kittel eller lignende beklædning, kan der fradrages 590 kr.

årligt.

Søudstyr og anden specialbeklædning

C. Hvor en skatteyders erhverv nødvendiggør et for erhvervet specielt

beklædningsudstyr, herunder søudstyr, kan der foretages fradrag

herfor.

For søudstyr gælder følgende fradrag: Lods, skibsfører, styrmand og

matros i handelsflåden, 890 kr. årligt. Dykker (udover fradrag for

udgift til dykkerudstyr), hvis søudstyr er nødvendigt, 890 kr.

årligt. Om fiskere, se D 3.14.

En navigatør i statens tjeneste kan ikke som skibsførere og styrmænd

i handelsflåden fradrage udgiften til søudstyr uden dokumentation.

Det samme gælder flådeofficer, lsr.1957.140 og 1960.65.

En styrmand med tjeneste på sandpumpere og gravemaskiner under

vandbygningsvæsenet kunne ikke fradrage udgift til søudstyr,

lsr.1969.62.

En styrmand, der gjorde tjeneste på færgen mellem Fåborg og Gelting,

kunne ikke anses for berettiget til fradrag for søudstyr, da

ansættelse på en færge ikke kan sidestilles med ansættelse i

handelsflåden, lsr.1985.156.

Ligningsrådet har ikke fundet anledning til at give statsansatte

skovløbere fradrag for udgifter til anskaffelse, vedligeholdelse

og renholdelse m.m. af regn- og arbejdstøj.

D. Hvor en skatteyders arbejde efter dets beskaffenhed påfører den

pågældendes hensigtsmæssige beklædning slid eller ødelæggelse, der

i væsentlig grad overstiger normalt slid og ødelæggelse af

arbejdstøj, eller arbejdet er af ekstraordinær smudsig karakter,

gives nedennævnte fradrag (NB. Som det fremgår af det nedenfor

anførte kan der - hvis betingelserne iøvrigt er til stede - gives

fradrag både for ødelagt arbejdstøj og for smudsigt arbejde).

Fradragene under D nedsættes til halvdelen, såfremt skatteyderen fra

sin arbejdsgiver får udleveret arbejdstøj.

Ødelagt (brændt) tøj

Ødelagt (brændt) arbejdstøj.

Nedennævnte kan, uanset om de er berettigede til fradrag for

smudsigt arbejde, uden dokumentation fratrække 450 kr. årligt for

brændt tøj:

Formere og støberiarbejdere, beskæftiget ved støbning

Slibere og rensere ved jernstøberier

Jord- og betonarbejdere, beskæftiget med kompressorer og

trykluftværktøj

Svejsere

Brændere

Glasarbejdere

Grovsmedepressere

Isoleringsarbejdere

Terrazzoarbejdere, beskæftiget ved arbejde med anacarbon og andre

farvestoffer

Retorthusarbejdere

Skorstensfejere

Kemigrafer, beskæftiget som ætsere

Andre skatteydere, der er beskæftiget med ætsende stoffer, der

beskadiger deres påklædning væsentlig, f.eks. farveriarbejdere

Galvaniseringsarbejdere

Generatorfyrbødere ved et glasværk

Arbejdere ved Stålvalseværket i Frederiksværk, bortset fra

pladsarbejdere.

Følgende er berettiget til at fratrække 890 kr. årligt for brændt

tøj:

Svejsere ved skibsværfter

Svejsere og medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet, der til

stadighed er beskæftiget med »under-op-svejsning«

Glasarbejdere, beskæftiget direkte ved fyrene

Arbejdere beskæftiget ved ovnene ved Stålvalseværket i

Frederiksværk.

Smudsfradrag

Smudsigt arbejde.

Skatteydere, der godtgør, at de oppebærer særlig smudstillæg, kan

fradrage et beløb af samme størrelse som smudstillægget, dog ikke

udover 1.040 kr. årligt. Det bemærkes, at typografer oppebærer

smudstillæg. I timelønnen til garagearbejdere, mekanikere og

karetmagere ved HT er indbygget et fast smudstillæg pr. time.

Dette tillæg berettiger til fradrag efter smudstillægsreglen.

Arbejdere indenfor nedenstående faggrupper kan uden dokumentation

fradrage 1.040 kr. årligt:

Under Specialarbejderforbundet i Danmark.

Fabriks- og industrigruppen:

Automobilsmørere

Brændere, beskæftiget ved teglværker

Garveriarbejdere

Arbejdere beskæftiget på fiskehermetikfabrikker, røgerier og ved

destruktionsanstalter

Kedelrensere

Støberiarbejdere, herunder kernemagere

Svejsere

Tagpapdækkere

Arbejdere beskæftiget i tjære- og tagpap- og asfaltindustrien

Arbejdere beskæftiget indenfor den kemiske industri

Arbejdere beskæftiget indenfor cementindustrien

Arbejdere beskæftiget med glasfiberarmering.

Transportgruppen: Arbejdere beskæftiget i brunkulslejer

Kul- og koksafbærere

Lagerarbejdere beskæftiget ved udlevering af kul og koks

Renovationsarbejdere

Stilladsarbejdere.

Anlægs- og bygningsgruppen:

Arbejdere beskæftiget ved vejtjærearbejde

Arbejdere beskæftiget ved gravemaskiner

Arbejdere beskæftiget ved kompressorer og trykluftværktøj

Asfaltarbejdere

Cementstøbere

Chauffører beskæftiget med udkørsel af asfalt og færdigblandet beton

Gasværksarbejdere

Isoleringsarbejdere

Terrazzoarbejdere beskæftiget ved arbejde med anacarbon og andre

farvestoffer.

Gartner-, land- og skovgruppen: Arbejdere beskæftiget i sprøjte- og

dampsterilisationsvirksomheder.

Guld-, sølv- og elektropletarbejderforbundet:

Slibere

Maskinpolerere

Forsølvere.

Jern- og metalsliberforbundet: Samtlige arbejdere.

Malerforbundet: Skibsmalere.

Dansk maskinbesætningsforbund(Metal Søfart): Samtlige arbejdere.

Centralorganisationen af metalarbejdere: Automobilmekanikere

Blik- og rørarbejderforbundet

Brændere

Formere

Kedelpassere

Kobbersmede

Reparatører ved retortarbejde

Svejsere

Arbejdere beskæftiget med montage-, reparations- og

vedligeholdelsesarbejde på boreplatforme.

Skorstensfejerforbundet: Samtlige arbejdere.

Garveriarbejderforbundet: Samtlige arbejdere.

Litografforbundet: Kemigrafer.

Dansk El-forbund: Kabelmontører, der er beskæftiget med muffe- og

luftledningsmontage.

Uorganiserede arbejdere, der udfører tilsvarende arbejde som de

anførte, og specialarbejdere, der arbejder sammen med faglærte

arbejdere, er berettigede til samme fradrag som disse.

Det samme gælder, hvis arbejdere organiseret under andre forbund

udfører arbejde, der ville berettige til fradrag, hvis det var

udført af arbejdere under specialarbejderforbundet.

Arbejdere, der er beskæftiget med losning af industrifisk direkte

fra lasten, kan, såfremt over halvdelen af deres arbejdsindtægt

hidrører herfra, fradrage 1.490 kr. årligt for ødelagt arbejdstøj,

rengøring af arbejdstøj samt børster m.v. Hvor fisken losses i

kasser, gives intet særligt fradrag. Hvis den pågældende er

berettiget til fradrag som havnearbejder (2.500 kr. årligt, jfr. D

3.18) kan han ikke tillige foretage det her nævnte fradrag.

Arbejdere, der inde i olietanke, krumtaphuse og lignende oliefyldte

rum udfører rensearbejde, kan fradrage halvdelen af det i den

anledning modtagne smudstillæg, dog højst et samlet fradrag for

smudsigt arbejde på 1.780 kr. årligt.

De sidstnævnte fradrag på henholdsvis 1.490 kr. og 1.780 kr.

udelukker det almindelige smudsfradrag på 1.040 kr.

Der gives kun et forholdsmæssigt beregnet fradrag for udgifterne til

arbejdsdragt, når beskæftigelsen kun har varet en del af året.

Maskinarbejdere, som af og til er beskæftiget med svejsning, må

anses berettiget til et forholdsmæssigt beregnet fradrag for

ødelagt arbejdstøj, men fradrag for smudsigt arbejde kan kun

foretages, såfremt de opfylder de ovenfor anførte betingelser

(d.v.s. oppebærer smudstillæg eller henhører under de opregnede

faggrupper).

Såfremt der for ligningsmyndighederne fremsættes nye krav om fradrag

af den omtalte art og disse vedrører større grupper af

skattepligtige, må spørgsmålet om berettigelsen af et sådant

fradrag og dets størrelse forelægges statsskattedirektoratet. I

andre tilfælde afgøres spørgsmålet om fradrag af

ligningsmyndighederne i den sædvanlige instansfølge.

Diverse afgørelser

Telefonmontørers beklædningsgodtgørelse skal medregnes i den

skattepligtige indkomst, og der anerkendes i almindelighed ikke

fradrag for beklædningsudgift.

Ulempetillæg, der ydes til N.E.S.A.'s montører m.fl., kan behandles

som smudstillæg, hvorimod kraftværktillæg, varmetillæg og

ulempetillæg til ansatte ved et kraftværk ikke berettiger til

særligt fradrag.

Kriminalpolitibetjente, der gør tjeneste i centralbureauet for

identifikation, oppebærer en beklædningsgodtgørelse, og er

berettigede til fradrag for smudsigt arbejde.

De til plejepersonale i henhold til faglig overenskomst udbetalte

godtgørelser for brug af privat tøj kan med virkning fra

indkomståret 1984 sidestilles med smudstillæg med heraf følgende

fradragsret.

Fradrag for merudgifter til beklædning blev nægtet en lærer på en

amtskommunal specialskole for multihandicappede børn, da læreren

ikke oppebar særligt smudstillæg, Skat 1986.3.225.

Et tillæg, der ifølge en aftale mellem ekspeditionsarbejderne og et

flyselskab blev udbetalt som genetillæg (kompensation for ulemper

ved »skifteholdsarbejde«) kunne ikke anses som smudstillæg med

deraf følgende ret til smudsfradrag, lsr.1977.173.

Ekstrapostbud blev nægtet fradrag for merudgifter til arbejdstøj,

selv om han hævdede at have større udgifter end postbude med fast

rute, der havde uniform og diverse anden påklædning til rådighed,

lsr. 1979.78.

Seminarielektor, der underviste i idræt og legemsøvelser, blev

nægtet fradrag for udgifter til idrætssko, træningsdragt, trøjer

m.v., da denne særlige beklædning havde medført en tilsvarende

besparelse i hans private beklædning, lsr. 1979.178, jfr. VLD af 29. april 1982 (skd. 64.92).

En cand.scient., der underviste i kemi på et gymnasium fik godkendt

et fradrag for arbejde med ætsende stoffer, men ikke smudsfradrag,

lsr.1983.94.

Landbrugsvikarer anses ikke berettiget til standardfradrag for

udgifter til arbejdstøj.

Miljøkonsulent, der hævdede, at han under sit arbejde dagligt kom i

kontakt med spildevand og ætsende stoffer, blev nægtet fradrag for

merudgifter til arbejdstøj, lsr.1985.103.

2.3.15. Værktøj

Værktøjspenge skal medregnes i indkomstopgørelsen, og

værktøjsudgifter kan fradrages efter afskrivningslovens regler (AL

§ 3), men kun i det omfang udgifterne kan dokumenteres. Se L

5.1.7.

Også ufaglærte kan opnå fradrag for dokumenterede værktøjsudgifter,

lsr.1982.175.

2.3.16. Opmåling

Opmålerpenge kan fratrækkes i håndværkeres indtægt ved akkordarbejde

med det beløb, som de faktisk har afholdt (men ikke ved siden af

det faste lønmodtagerfradrag), lsr.1954.131.

For malere, som i henhold til deres overenskomst får opmålingen

foretaget af et opmålingskontor, anses opmålingsudgifterne at være

betalt af mestrene, således at de ikke vedrører malersvendenes løn

og derfor heller ikke influerer på lønmodtagerfradraget.

Det bemærkes, at fradrag for opmåling kun må anerkendes, hvis

skatteyderen kan dokumentere udgiften hertil i form af en

kvittering lydende på eget navn. Påstande om såkaldt fælles

opmåling med en samlet kvittering o.lign. kan ikke anerkendes som

grundlag for den enkelte skatteyders fradrag (i givet fald må en

evt. »fælles kvittering« ændres).

2.3.17. Faglitteratur

Litteratur: UfR 1968 B s.354. P.Spleth: Skatteret-Driftsomkostninger.

Fradrag for indkøb af faglig litteratur. Danmarks kommunale

efterretninger 1973, s.431 ff (Hinze).

Udgifter til faglige tidsskrifter og håndbøger samt videnskabelige

værker, der er nødvendige til stillingens varetagelse, kan

fradrages i indkomstopgørelsen for det år, hvori udgiften er

afholdt.

Kontingent til Foreningen af Yngre Revisorer anset

fradragsberettiget under hensyn til at kontingentet i alt

overvejende grad antoges at medgå til udgivelse af faglitteratur,

lsr.1983.108, hvorimod en håndgerningslærers kontingenter til en

række håndarbejdsforeninger m.v. ikke kunne anses for

fradragsberettigede udgifter til faglitteratur, lsr. 1983.109.

En gymnasielærer, der bl.a. underviste i biologi og geografi, kunne

ikke fratrække kontingentudgifter til forskellige

lærerorganisationer som faglige kontingenter, da organisationerne

ikke havde til hovedformål at varetage medlemmernes økonomiske

interesser. Da kontingenterne dækkede udgifterne til abonnement på

tidsskrifter af ikke-populærvidenskabelig art, blev de imidlertid

anset fradragsberettigede efter SL § 6 a, jfr. VLD af 17. april

1985 (Skat 1985.5.125).

Ikke anlæg af bibliotek

Udgifter til anlæg af bibliotek kan ikke fradrages. Når en skatteyder

foretager en større samlet anskaffelse af faglitteratur f.eks. i

forbindelse med tiltrædelse af en ny stilling, gives der ikke

fradrag for denne udgift, men efter praksis kan der fradrages et

skønsmæssigt beløb svarende til normal årlig anskaffelse af

faglitteratur, jfr. bl.a. lsr. 1980.161.

En professor i engelsk sprog og litteratur havde foretaget fradrag

for betydelige udgifter til indkøb af engelsksproget litteratur,

herunder en del skønlitteratur. Lsr. fandt ikke, at den afholdte

udgift fuldtud havde en sådan umiddelbar forbindelse med

skatteyderens indtægtsgivende erhverv, at den i sin helhed kunne

anses fradragsberettiget, ligesom anskaffelserne i et vist omfang

kunne have en varig værdi, hvorfor udgiften hertil i tilsvarende

omfang måtte betragtes som en ikke fradragsberettiget

anlægsudgift. Den pågældende opnåede herefter kun et skønsmæssigt

fradrag, lsr.1971.153.

Adjunkt, der underviste i sprog og litteratur i gymnasiet og til

faglærereksamen, kunne ikke fuldtud fradrage udgifterne til indkøb

af skønlitteratur og håndbøger, herunder bl.a. »Danske Digtere

I-III«, »Fremmede Digtere I-III« og Bonniers Almænne

Litteraturhistorie I-VII, idet de afholdte udgifter ikke i deres

helhed kunne anses at vedrøre indkomsterhvervelsen i det til grund

for ansættelsen liggende indkomstår som driftsudgifter i dette år.

Der anerkendtes herefter kun et skønsmæssigt fradrag,

lsr.1971.154.

UfR 1966.489: En gymnasielektor, der underviste i fysik og kemi, og

som var censor i astronomi, blev ikke anset berettiget til at

fratrække udgiften til køb af et opslagsværk indenfor de eksakte

videnskaber. Værket (15 bind) behandlede i et ikke uvæsentlig

omfang emner udenfor den pågældendes fagområder.

ØLD af 16. febr. 1981 (Skd.58.283): En læge opnåede fradrag for en

udgift på 2.658 kr. til anskaffelse af faglitteratur i 1977.

Landsskatteretten havde efter skøn beskåret fradraget til 1.658

kr. I de forudgående år 1974-1976 var der ved ligningen godkendt

fradrag for køb af faglitteratur med hhv. 823 kr., 1.383 kr. og

3.769 kr.

Retten fandt det godtgjort, at de af lægen i 1977 anskaffede

faglitterære bøger og tidsskrifter har haft en sådan relation til

arbejdet som hospitalslæge indenfor forskellige specialer i det

pågældende år, at udgiften til anskaffelsen i sin helhed må anses

som fradragsberettiget. Retten bemærkede herved, »at

anskaffelsesudgiften i 1977 og i de foregående år ikke er af en

sådan størrelsesorden, at der er grundlag for at antage, at

sagsøgeren ved anskaffelsen har sigtet på at tilvejebringe en

bogsamling«.

En docent i musikhistorie fik ikke fradrag for en udgift på kr.

12.486 til køb af det musikvidenskabelige værk »The new grove

dictionary of music and musicians«, da udgiftens størrelse og

værkets karakter gjorde, at anskaffelsen måtte betragtes som en

anlægsudgift, Skat 1986.7.473.

Faglitteratur på arbejdspladsen

Når den fornødne faglitteratur er tilgængelig på den pågældendes

arbejdsplads, har man hidtil som hovedregel nægtet fradrag.

Ved ØLD af 17. marts 1986 (Skat 1986.4.253) fik en byretsdommer

imidlertid ret til fradrag for udgifter til U.f.R. samt Karnovs

lovsamling. Værkerne havde han anskaffet til brug i sit arbejde,

der ubestridt i et vist omfang var udført i hans hjem. Det var

oplyst, at de pågældende værker var til rådighed på domstolens

bibliotek, men ikke i et antal eksemplarer, der muliggjorde

hjemlån, ligesom det ikke var velset, hvis den yngste dommer i

længere tid lagde beslag på materiale, som de ældre dommere kunne

have brug for i deres arbejde.

Herefter kan fradrag for udgifter til faglitteratur ikke længere

nægtes alene med en henvisning til, at faglitteraturen er til

rådighed på arbejdspladsen. Et eventuelt fradrag er dog fortsat

betinget af, at anskaffelsen må anses for at være nødvendig for

den pågældende skatteyder, herunder at han er nødt til at udføre

arbejde hjemme i et omfang, der nødvendiggør en privat anskaffelse

af faglitteratur, der i øvrigt forefindes på arbejdspladsen.

Kun egentlig faglitteratur

Fradrag indrømmes kun for egentlig faglitteratur, men derimod ikke

for populærvidenskabelige værker. Jfr. således lsr.1962.48, hvor

en skatteyder, der var ansat dels ved det kommunale skolevæsen og

dels på et seminarium, ikke blev anset berettiget til at fradrage

udgift til populærvidenskabelige værker som bl.a. »Grimbergs

Verdenshistorie«, »Naturens Verden«, »Nordens Fugle« og »Nordens

vilde Planter«. Se endvidere lsr.1965.56, hvorefter »Politikens

Danmarkshistorie« og »Traps Danmark« ikke kunne betragtes som

faglitteratur.

En lærer i folkeskolen, der underviste i geografi, historie og

orientering, er af lsr. anset berettiget til fradrag for udgift

til visse pædagogiske og statistiske publikationer, som benyttedes

i undervisningen (»Indlæring og pædagogik«, »Unge Pædagoger«,

»Dansk pædagogisk tidsskrift«, »Statistisk Årbog«, »Statistisk 10

års oversigt«, »Uddannelsesprocessen« samt »Pædagogiske

Modeller«), men nægtet fradrag for »Danmarks Natur«, tidsskriftet

»Kontakt« og Borgstrøm: »Grænser for vor tilværelse«, idet disse

publikationer »for en person i klagerens omstændigheder naturligt

indgår som led i personlig almen orientering, og selv om der ikke

er anledning til at betvivle sådanne blades, tidsskrifters og

bøgers værdi for den arbejdsmæssige inspiration, eller at de i et

vist omfang faktisk medbringes til undervisningstimerne, finder

man ikke, at der heri er den for fradrag påkrævede nødvendighed

for indtægtserhvervelsen og stillingens varetagelse.«

Fradrag godkendt

Af kendelser der godkender fradrag for faglitteratur, kan nævnes

følgende:

Lsr.1965.55 - oberstløjtnant, udenlandske militære tidsskrifter.

1973.13 - adjunkt, »Evolutionslære« af O.E. Heie. 1975.73 -

regnskabsassistent (varetog regnskabsopgørelser for landmænd)

»Opgørelse af den skattepligtige indkomst«, »Meddelelser fra

statens ligningsdirektorat og ligningsråd« og »Skatten«. 1975.174

- professor i teologi »Sources Chretiennes«.

Fradrag nægtet

Af kendelser, der nægter fradrag kan nævnes:

Lsr.1965.57 - fransklærerinde, »Grand Larusse Encyclopedique«.

1972.57 - adjunkt, »Ordbog over Det Danske sprog« og Skautrups

»Det Danske sprogs historie«. 1973.132 - adjunkt, »Danmarks

Dyreverden«, »Danmarks Natur« og Traps »Danmark«. 1973.133 -

snedkermester »Det Danske Træerhverv«. 1977.80 - malermester »Det

Danske Malererhverv«. 1980.162 - adjunkt, lærer i samfundsfag,

udgifter til avishold. 1980.163 - cand.polyt., medarbejder ved

Danmarks Radios udsendelsesrække »Leksikon«, køb af Encyclopedia

Britannica'. 1981.154 - socialrådgiver, abonnement på Schultz

lovservice. 1986.28 - Lærer, der underviste i geografi og biologi,

tidsskrifterne »Geografisk orientering« og »Natur og Museum«, samt

Skat 1986.1.71 - Adjunkt med engelsk som hovedfag, Gyldendals

store ordbøger.

Præster

Præsters fradrag for faglitteratur.

Af tilfælde, hvor der er godkendt fradrag, kan nævnes:

»Luthers Skrifter«, »Dansk Salmehistorie«, »Grundtvigs

Salmedigtning«.

Lsr.1970.166 »Gads Danske Bibelleksion« og »Illustreret

Religionshistorie«. 1972.133 »Teologisches Begriffleksikon zum

Neuen Testament«. 1975.174 »Sources Chretiennes«, »Illustreret

Norsk Bibelleksikon«.

Endvidere kan nævnes, at der er indrømmet fradrag for »Dansk

Teologisk Tidsskrift«, »Ung Kirke«, »Håndbog i Religionshistorie«,

»Komponenter til Kristendomsundervisning«, »Jesu Forkyndelse« og

»Biblen og dens bøger«.

Af tilfælde, hvor fradrag er nægtet, kan nævnes:

»Den Danske Kirkes historie«, Søren Kirkegaards samlede værker.

»Biblen som hellig skrift«, »Kulturhistorisk leksikon for Nordisk

Middelalder«, »Søren Kirkegaards Papirer«, »Kirkens Verden«,

»Santalposten«, »Kirkehistoriske samlinger«, »Østen og Vi« og

»Lægmandsbladet«, »Kirkehistoriske samlinger«, »At være Menneske«,

»Undervisningslære 1 og 2« og »Gruppepsykologi«.

Studerende

Studerende kan ikke fradrage udgifter til »faglitteratur« jfr.

lsr.1954.52.

Lægestuderende, der er beskæftigede som ventilatører gennem FADL's

Vagtbureau, påstår sig ofte berettiget til fradrag for

faglitteratur bl.a. under hensyn til, at det kræves, at de består

de forskellige deleksaminer ved lægestudiet rettidigt for at kunne

beskæftiges gennem FADL. Fradrag kan imidlertid ikke anerkendes,

idet det samlede køb af faglitteratur, herunder til bestridelse af

arbejdet som ventilatør, må antages at være af uddannelsesmæssig

karakter og ikke medgået til vedligeholdelse af en tidligere

erhvervet viden på området.

Ved højesteretsdom af 27. juni 1968 (UfR 1968 s.605) er det

fastslået, at en universitetsadjunkt ikke kunne fradrage sine

udgifter til faglitteratur, da disse udgifter måtte anses afholdt

med henblik på hans videreuddannelse og hans mulighed for

opnåelse af en fremtidig universitetsstilling og ikke havde en

sådan forbindelse med hans indkomster på tidspunktet for udgiftens

afholdelse, at udgifterne kunne anses fradragsberettigede efter

statsskattelovens § 6 a og b. Dommen er kommenteret af

højesteretsdommer P.Spleth i UfR 1968 B s.354.

Generelt kan det herefter siges, at der ikke kan gives fradrag for

udgift til faglitteratur for kandidatstipendiater og indehavere af

adjunkturer ved de højere læreanstalter, når der ikke er knyttet

nogen undervisningspligt til de nævnte stillinger.

Har de pågældende indkomster udover den, der oppebæres som

kandidatstipendiat eller adjunkt, kan der eventuelt blive tale om

fradrag for udgifter til den faglitteratur, der måtte være

nødvendig for at oppebære disse yderligere indkomster.

Højesteretsdommen medfører ingen begrænsning i retten til fradrag

for udgifter til faglitteratur for amanuenser,

universitetslektorer og adjunkter og lektorer ved gymnasier,

seminarier eller lignende.

I lsr.1972.134 nægtes en professor, ansat ved et videnskabeligt

laboratorium, fradrag for udgifter til køb af særtryk af hans egne

faglige artikler samt portoudgifter til forsendelse af disse

særtryk til kolleger i ind- og udlandet. Han anførte, at de

pågældende udgifter måtte anses for udgifter til faglitteratur,

idet udsendelsen af særtrykkene var en forudsætning for, at han

vederlagsfrit kunne få tilsvarende afhandlinger fra sine kolleger

verden over. Lsr. fandt imidlertid ikke, at disse udgifter var af

fradragsberettiget art.

En professor kunne ikke fratrække udgifter til vagtselskab og

redningskorps, hvilke udgifter angaves at være afholdt til sikring

af professorens fagbibliotek.

2.3.18. Arbejdsværelse - kontorhold

Fradrag for udgifter til arbejdsværelse.

Litteratur: UfR 1961 B s.74 ff J.Trolle.

Udgift til et særligt arbejdsværelse, som er nødvendigt for

erhvervelse af skatteyderens erhvervsindtægt, kan i visse tilfælde

fradrages som driftsudgift.

Fradraget beror på, i hvilket omfang arbejdet efter sin art og sit

omfang formindsker det pågældende værelses faktiske

benyttelsesmulighed som værelse i den private lejlighed, således

som det for eksempel er tilfældet ved omdannelse til tegnestue

eller til laboratorium. Hører værelset med til boligens

almindelige opholdsrum gives der aldrig fradrag, jfr. bl.a. UfR

1961.107H.

I et tilfælde, hvor en undervisningsassistent ved Københavns

universitet havde lejet værelse uden for hjemmet for at få den

fornødne ro, blev der givet fradrag, lsr.1953.67 samt lsr.1963 nr.

59, hvorefter en adjunkt fik fradrag for lejet arbejdsværelse

udenfor hjemmet.

Fradrag er også givet en magister, der arbejdede med mongolske

originalmanuskripter. Arbejdet måtte foregå i hans hjem i et

særligt værelse, som af hensyn til manuskripterne holdtes aflåset,

når han ikke var der.

I lsr.1976.154 fandt landsskatteretten, at indretningen af en

tegnestue skyldtes, at skatteyderen ikke ønskede at flytte med

virksomheden, hvorfor fradrag nægtedes.

Skatteyder med ringe bruttoindtægt ved oversættelsesarbejde fandtes

at have erhvervet en erhvervslejlighed primært med henblik på

beboelse, hvorfor fradrag nægtedes.

Betingelsen for at fradrag kan foretages må normalt være, at der er

tale om et arbejde, der er et led i den pågældendes

hovedvirksomhed, og at der er tale om et væsentligt arbejde, som

må udføres hjemme i den almindelige arbejdstid i stedet for på

ansættelsesstedet.

For en professor ved universitetet, som havde betydelige indtægter

ved siden af professorgagen og som ikke kunne have indtjent disse

beløb inden for sin pligtige arbejdstid som professor, fandt man

at et i hjemmet indrettet arbejdsværelse havde været en nødvendig

forudsætning for hans indtægtsgivende virksomhed udover hans

arbejde som universitetsprofessor og gav derfor fradrag.

Fradrag blev derimod nægtet en professor ved Landbohøjskolen, der

havde haft en biindtægt på 7.500 kr. som redaktør for et

tidsskrift. Det var oplyst, at skatteyderen til varetagelse af sin

almindelige stilling havde de nødvendige lokaler til rådighed på

Landbohøjskolen. Fradraget blev nægtet dels under hensyn til

arbejdets art og omfang og dels under hensyn til værelsets

indretning og beliggenhed.

Lærere ved universitetet og andre højere læreanstalter, som har et

arbejdsværelse til rådighed på den pågældende læreanstalt, anses i

almindelighed ikke berettigede til at fratrække udgift til

arbejdsværelse i hjemmet, jfr. lsr.1963.153 og 1964.63.

En professor med bibeskæftigelse for fire offentlige forvaltninger

med arbejde af fortrolig karakter, hvor stoffet vanskeligt kunne

opbevares i arbejdsværelset på læreanstalten, havde indrettet et

arbejdsværelse i sit enfamilieshus med lydisoleret væg,

dobbeltdøre og opsætning af reoler. Under hensyn til værelsets

indretning og beliggenhed samt karakteren af arbejdet blev fradrag

herfor godkendt.

Professorer, der ikke har noget arbejdsværelse på det universitet,

hvortil de er knyttet, har i visse tilfælde opnået fradrag for

udgift til arbejdsværelse i hjemmet.

Medens praksis over for universitetslærere har været ret

imødekommende, har praksis været meget restriktiv over for

skolelærere. Man har således nægtet skolelærere fradrag, selv om

de har påberåbt sig betydeligt hjemmearbejde med retning af stile

og opgaver.

Netop for denne sidste gruppe har Højesteret (UfR 1961.107) haft

anledning til at udtale sig: Sagen angik en gymnasielektor, der

foruden sin hovedstilling havde erhverv som lærer ved

officersskolen, og som derudover havde en ret stor indtægt ved

skribentvirksomhed, ved udgivelsen og oversættelse af bøger og som

medarbejder ved forskellige værker. Skatteyderen havde påstået sig

berettiget til fradrag under henvisning til, at det i forbindelse

med ekstraindtægterne var nødvendigt at opretholde et

arbejdsværelse. Det var oplyst, at det omhandlede værelse var

udstyret med bogreoler langs væggene fra gulv til loft og iøvrigt

møbleret med et stort skrivebord, tilhørende stol, en sofa, to

mindre træstole og et tidskriftbord. Højesteret bemærkede, at

skatteyderens udførelse af hjemmearbejdet i arbejdsværelset efter

arbejdets art og omfang ikke bevirkede, at værelset kunne anses

som et særskilt arbejdsværelse, der ikke hørte med til boligens

almindelige opholdsrum.

Tilsvarende udtales det i VLD af 11. sept. 1984 (skd.72.106)

vedrørende en seminarieadjunkt, at uanset det lægges til grund at

sagsøgeren har udført en betydelig del af sit arbejde i hjemmet,

finder landsretten dog ikke, at arbejdets art har kunnet bevirke,

at værelset blev anset for et særligt arbejdsværelse, der ikke

hørte med til boligens almindelige opholdsrum.

Ved Østre Landsrets dom (UfR 1963.1061) blev der nægtet en revisor,

der som følge af pladsmangel i sine kontorlokaler havde udført

noget arbejde af særlig beskaffenhed samt litterært arbejde i sit

hjem, fradrag for udgift til arbejdsværelse i hjemmet, og ved

Østre landsrets dom (UfR 1967.221) blev der nægtet en repræsentant

fradrag for udgift til arbejdsværelse i hjemmet, idet benyttelsen

og indretningen af værelset ikke gav grundlag for at statuere, at

værelset ikke hørte med til lejlighedens almindelige opholdsrum.

ØLD af 13. april 1981 (skd.59.371): En cand.mag. og seniorstipendiat

ved Københavns universitet, der samtidig var ansat som

ordbogsredaktør ved Dansk Udtaleordbog, blev nægtet fradrag for

arbejdsværelse, idet forskningsarbejdet som seniorstipendiat og

arbejdet med udtaleordbogen ikke efter arbejdets art kunne

bevirke, at værelset ansås for et særligt arbejdsværelse, der ikke

hørte med til boligens almindelige opholdsrum.

Af nyere offentliggjorte landsskatteretskendelser, hvor fradrag blev

nægtet, kan nævnes:

1957.50 (Lektor). 1961.151 (Adjunkt). 1961.152 (Professor - del af

privatboligen). 1961.153 (Dommerfuldmægtig). 1966.51 (Amanuensis).

1968.161 (Statsaut. revisor). 1969.54 (Arkitekt). 1972.57

(Adjunkt). 1973.146 (Taksator). 1974.153 (Ungdomsskoleleder).

1976.52 (Journalist).

Hvor der godkendes fradrag for arbejdsværelse i egen ejendom, må

fradraget beregnes på grundlag af »lejeværdien« og ikke de

faktiske udgifter vedrørende ejendommen, lsr.1973.54.

Arbejdsværelse i eget hus berettiger ikke til nedsættelse af

lejeværdien i medfør af LL §15 H.

Kontorhold

Fradrag for udgifter til kontorhold.

Udgifter til kontorhold omfatter udgifter til skrivemateriale, porto

og lign. Evt. modtagen kontorholdsgodtgørelse medregnes i

indkomsten, medens dokumenterede eller sandsynliggjorte udgifter

kan fratrækkes, jfr. lsr.1966.50.

Vedrørende præster henvises til D 3.43.

2.3.19. Telefon

Når telefon er installeret i hjemmet og det skønnes, at telefonhold

nødvendiggøres af hensyn til erhvervelse, sikring og

vedligeholdelse af indtægten, kan hele udgiften til

erhvervsmæssige samtaler samt en del af abonnementsafgiften

fradrages som driftsudgift. (For selvstændige erhvervsdrivende er

der adgang til at fratrække udgifter ved oprettelse af telefon i

medfør af ligningslovens § 8 C, dog kun den del af udgifterne, der

vedrører den erhvervsmæssige benyttelse. Denne adgang gælder ikke

for lønmodtagere).

Når der fra arbejdsgiverens side stilles krav om, at en lønmodtager

skal holde telefon kan fradrag for telefonudgifter foretages, jfr.

således lsr.1939.53, hvor en maskinmester, der efter krav fra

rederiet skulle holde telefon for at han kunne kaldes til tjeneste

med kort varsel, ansås berettiget til at fradrage halvdelen af sin

udgift til en telefon. Det samme gælder brandmænd, der er

forpligtet til at have telefon i hjemmet.

En læge, der i forbindelse med sit arbejde på et sygehus, beliggende

16 km fra bopælen, havde tilkaldevagter i forlængelse af normal

arbejdstid, havde installeret biltelefon i sin bil for at kunne nå

tilbage til sygehuset, såfremt hun blev tilkaldt, medens hun var

på vej hjem fra sygehuset. Udgiften til leje af biltelefon kunne

ikke anses for en driftsudgift, dels fordi sygehuset stillede

vagtværelse til rådighed, dels fordi der ikke fra sygehusets side

var stillet krav om, at skatteyderen havde biltelefon,

lsr.1983.18.

Se D 1.7.7 om telefongodtgørelser fra arbejdsgiveren.

2.3.20. Kongres- og studierejser - Kursusudgifter

Litteratur: Helkett 14.udg. s.246 ff.

Udgifter til kongres- og studierejser vil i almindelighed være

relativt sjældent forekommende hos lønmodtagere.

Specielt vedrørende kongresrejser indicerer en højesteretsdom,

refereret i UfR 1970.51, at fradrag herfor i almindelighed ikke

kan indrømmes lønmodtagere. »Efter den nævnte dom har der været en

tendens hos landsskatteretten til at falde tilbage på en strikte

fortolkning af statsskattelovens § 6 a, således at fradrag for

lønmodtagere kun indrømmes, når det er godtgjort, at udgiftens

afholdelse har været nødvendig. Et sådant bevis vil praktisk taget

kun foreligge, når arbejdsgiveren ud fra objektive kriterier har

betalt rejseudgifterne, som herefter ikke vil blive beskattet hos

lønmodtageren. Hvis deltagelse i kongressen har været nødvendig

for stillingens forsvarlige bestridelse, må det være

arbejdsgiverens sag at holde skatteyderen skadesløs. Retten har

herved bragt det synspunkt i forgrunden, at det ikke skal være

skattemyndighedernes sag at bedømme rejsens nødvendighed.«

(Helketts 14.udg. s.247).

Af nyere landsskatteretskendelser, hvor fradrag blev nægtet, kan

nævnes lsr.1970.157, 158, 159 og 1973.51 (tandlæge, der efter

opfordring deltog som foredragsholder i international

mikrobiologikongres i Mexico City), og lsr.1976.56. (En lønansat

tandlæge nægtet fradrag for udgift til deltagelse i verdenskongres

for tandlæger i Mexico). Ligeledes er en overlæge (der havde fået

tilskud til og løn under opholdet) samt en øjenlæge og professor

nægtet fradrag, idet der ikke fandtes at være en sådan direkte

forbindelse mellem udgiften til kongres m.v. og den årlige

indtægtserhvervelse, at fradrag var berettiget.

Om selvstændige erhvervsdrivende, se L 4.3.

Studierejser

Udgifter til studierejser kan ikke fradrages i det omfang, de har

egentlig videreuddannelse til formål. De vil ofte have et

etableringsmæssigt præg. Afgrænsningen af fradragsberettigede

studierejseudgifter må iøvrigt ske efter retningslinier, der

ligger meget nær op ad det ovenfor beskrevne vedrørende udgifter

til kongresrejser.

En etnografs (kandidatstipendiat) rejse til Sardinien for at

fremskaffe undervisningsmateriale var ikke fradragsberettiget,

lsr.1972.61. Fradrag er ligeledes nægtet ved lsr.1974.52 (studie-

og messerejse til USA) og 1974.148 (kgl. kapelmusikus).

En lærer på et gymnasium opnåede heller ikke fradrag for udgifterne

til to rejser, han havde foretaget som forberedelse til

ekskursioner med eleverne, lsr.1985.58.

Læge, der med henblik på fortsat ansættelse (forlængelse af

vikariat) på Rigshospitalets hjertekirurgiske afdeling efter

opfordring af arbejdsgiveren, men for egen regning og i opsparet

fritid deltog som observatør ved nogle operationer i USA, blev

nægtet fradrag, lsr.1977.167.

En børnehavelærerinde på statens kostskole for blinde og svagtseende

fik ikke godkendt fradrag for en rejse til England for at studere

pædagogiske metoder til optræning og udvikling af åndssvage blinde

børn. Rejsen blev betragtet som en studierejse af generel

karakter, lsr.1975.164.

Efter at en lokal turistforening ikke længere havde set sig i stand

til at betale en turistchefs rejser til Japan til de af Danmarks

Turistråd arrangerede »workshops« (en afløsning for de tidligere

traditionelle udstillinger), men kun ydede et tilskud, havde

skatteyderen selv betalt og fratrukket differencen. Udgiften kunne

ikke anses som en driftsudgift i forbindelse med

indtægtserhvervelsen, lsr.1977.69.

Efter at have gennemgået en 3-årig landbrugsuddannelse tog en

skatteyder på et 6 måneders praktik- og arbejdsophold i Canada,

arrangeret af International Agricultural Exchange Association.

Under opholdet oppebar skatteyderen en lønindtægt på 14.036 kr.

fra den canadiske arbejdsgiver. Opholdet i Canada blev anset for

foretaget i studiemæssigt øjemed og fradrag for rejseudgifter blev

nægtet, lsr.1982.180.

En adjunkts udgifter til deltagelse i et kursus i Grækenland blev

anset for fradragsberettiget under hensyn til rejsemålets

sammenhæng med kursets faglige formål, jfr. VLD af 8. okt. 1984

(skd.72.127)

En adjunkt, der deltog i en af Geografiforbundet arrangeret rejse

til Færøerne, fik ikke fradrag for udgiften, da rejsen havde haft

et turistmæssigt sigte og ikke konkret kunne relateres til

klagerens undervisning, jfr. Skat 1986.6.416.

En adjunkt havde deltaget i en studierejse til Italien, arrangeret

af en lærerkreds. Deltagerne i rejsen havde været lærere i fagene

historie, latin og italiensk, oldtidskundskab, fysik, religion og

formning. Rejsens pris var 3.095 kr.

Han havde oppebåret et tilskud fra amtet på 1.750 kr. og mente, at

de udækkede udgifter var fradragsberettigede.

Landsskatteretten lagde til grund, at der havde været tale om en

tværfaglig studierejse, der således ikke fuldt ud havde haft en

specifik tilknytning til den enkelte rejsedeltagers faglige

område. Den havde for en del haft karakter af en studierejse af

mere generel karakter, for hvilken rejseandel udgiften ikke kunne

anses som fradragsberettiget. Retten fandt, at den del af

rejseudgiften, der lå udover det opnåede offentlige tilskud,

passende kunne henføres til den sidstnævnte

ikke-fradragsberettigede rejseandel, jfr. Skat 1986.10.605.

En universitetslektor i teoretisk fysik og kemi havde under

henvisning til LL § 8 B fradraget udgifterne til tre

forskningsrejser, som universitetet på grund af budgetnedskæring

ikke havde bevilget penge til. I henhold til sin

ansættelseskontrakt var skatteyderen forpligtet til at udføre

forsøg og forskningsvirksomhed. Efter bl.a. bemærkningerne i

lovforslaget til LL § 8 B om bestemmelsens anvendelsesområde,

fandt landsskatteretten ikke, at § 8 B gav hjemmel til fradrag for

udgifter til forskning, der skulle sikre en varig lønnet stilling,

ligesom retten ikke fandt, at udgifterne kunne anses for

fradragsberettigede i henhold til SL § 6a, lsr.1983.98.

Om beskatning af rejser betalt af arbejdsgiveren, se D 1.7.10.

Om studierejselegater henvises til E 3.5.2.

Kursus

Kursusudgifter: Udgifter ved deltagelse i faglige kurser er

fradragsberettigede, når der er tale om kurser, der har til formål

at vedligeholde og ajourføre den pågældendes faglige viden og

uddannelse. Der kan derimod ikke foretages fradrag for udgifter

til kurser med videreuddannelsesformål, jfr. UfR 1976.401 VLD, der

drejede sig om en skatteyder, der blev uddannet som flyvemekaniker

i Tyskland i 1964-68, og som i 1970 fik midlertidig ansættelse i

et flyselskab. I begyndelsen af 1971 deltog han i et 18 uger langt

flyvemekanikerkursus i Tyskland, hvilket var en betingelse for

hans senere autorisation som mekaniker (og varige ansættelse i

flyselskabet). Retten fandt, at hans deltagelse i kurset ikke

alene havde haft til formål at genopfriske og ajourføre hans

tidligere uddannelse, men tillige at skabe grundlag for, at han

senere kunne opnå autorisation som mekaniker, hvorfor udgifterne

til deltagelse i kurset ikke kunne fradrages som en

driftsomkostning.

Modsat VLD af 29. april 1982 (skd.64.92): En adjunkt var ansat ved et

seminarium, hvor han underviste i fagene idræt, pædagogik og

undervisningslære. I forbindelse med dette arbejde havde han

deltaget i kurser i henholdsvis Vejle, Skjern og København,

ligesom han med et af sine hold havde været på ekskursion til

Østrig, hvor der var afholdt kursus i vinteridræt - skisport. Om

kurserne anførte han, at faget idræt er i fortsat udvikling, og at

formålet med de afholdte kurser har været indføring af et nyere

syn på idrætten, dens motivation, idrætten set ud fra pædagogiske

synsvinkler samt nyere metoder for udførelse af idræt samt

legemsøvelser. Efter bevisførelsen lagde landsretten til grund, at

den påg.s deltagelse i kurserne alene eller i hvert fald i langt

overvejende grad har haft til formål at vedligeholde og ajourføre

hans faglige viden. Udgifterne til deltagelse i kurserne må derfor

anses for fradragsberettigede efter SL §6 a.

En cand.oecon., der var ansat som økonomichef, kunne ikke fradrage

udgiften til et MBA-kursus i Lausanne (Master of Business

Administration), idet lsr. fandt, at deltagelse i et etårigt

kursus måtte anses for at have karakter af videreuddannelse, der

bl.a. kunne virke fremmende på klagerens senere muligheder inden

for erhvervslivet, lsr.1984.122.

Læger og tandlæger, der deltager i de af henholdsvis Den almindelige

danske lægeforening og Dansk tandlægeforening afholdte årlige

fortsættelseskurser, kan fratrække de med deltagelsen forbundne

udgifter. Det samme gælder tandlægers udgifter for deltagelse i

kursus om universel analgesi.

En øjenlæges udgift til det årlige møde i det danske øjenlægeselskab

blev anset fradragsberettiget.

I lsr.1970.158 nægtes en skolelæge fradrag for udgifter ved

videreuddannelseskursus for skolelæger i skolehygiejne.

En reservelæge på en medicinsk hospitalsafdeling havde frivilligt

deltaget i et kursus i samtaleterapi. Formålet var at give indblik

i, hvorvidt man kunne helbrede patienter ved samtaleterapi frem

for ordinering af medicin. Hans deltagelse i kurset »måtte antages

at gå ud over en ajourføring af tidligere erhvervet viden« og

fradrag blev derfor nægtet, lsr.1982.80.

Amtsligningsrådet havde ved ansættelseserne for indkomstårene 1979

og 1980 nægtet en privat praktiserende tandlæge fradrag for

udgifter til deltagelse i kurser i socialodontologi, idet man

bl.a. henviste til en tidligere afgørelse offentliggjort som lsr.

1974.146. Det var oplyst, at faget socialodontologi

(samfundsodontologi) i 1972 var gjort til en selvstændig disciplin

under tandlægeuddannelsen, således at klageren under sin

uddannelse havde modtaget undervisning i dette fag.

Landsskatteretten fandt, at en ajourføring af grunduddannelsen

havde udgjort det væsentligste resultat af kursusdeltagelsen og

anså herefter kursusudgifterne for fradragsberettigede, lsr.

1984.176.

Dyrlægers udgifter til deltagelse i kortvarige kurser, hvis formål

alene er at ajourføre de pågældendes viden, er

fradragsberettigede, hvorimod udgifter ved deltagelse i nogle mere

langvarige kurser med videreuddannelsesformål ikke er anset

fradragsberettigede, lsr.1963.145.

Fysioterapeuter kan få fradrag for dokumenterede eller

sandsynliggjorte udgifter som afholdes i forbindelse med

deltagelse i de af Den almindelige danske lægeforening og Danske

fysioterapeuter afholdte kurser i afspænding. Se også lsr.1961.51.

Udgifter ved deltagelse i kurser på lærerhøjskolen og den sociale

højskole kan fradrages, hvis kurset overvejende har til formål at

vedligeholde og ajourføre den faglige viden. I andre tilfælde kan

udgifterne ikke fradrages, jfr. lsr.1955.162, 1961.140 og

1963.146.

En lektor, der deltog i et kursus i Frankrig, og som havde modtaget

tilskud til deltagelsen, fik fradrag for egne udgifter ved

kursusdeltagelsen, lsr.1968.60, men ellers vises der stor

tilbageholdenhed med at indrømme fradrag for kursusdeltagelse for

lærere, lsr.1956.114 og 1963.146.

En lærer, som havde afsluttet sin seminarieuddannelse i 1971, kunne

ikke få fradragsret for kursusudgifter i 1972 for et »Refresher

Course for Teachers of English« i Oxford. Udgifterne antoges ikke

at have været nødvendige for at vedligeholde den i 1971 afsluttede

seminarieuddannelse, men ansås for afholdt med videreuddannelse

for øje, lsr.1975.163. Se også lsr.1975.70.

En psykolog, der kort tid efter sin embedseksamen (1-1/2 år) deltog

i nogle terapikurser i udlandet, fik ikke fradrag for

kursusudgiften, da kurserne blev anset for videreuddannelse, Skat

1986.7.476.

Kursusdeltagelse kort tid efter færdiguddannelsen, må i

almindelighed betragtes som videreuddannelse.

En overlærer, der i mange år havde været sløjdlærer, deltog i et

kursus, der svarede til den sløjduddannelse (herunder metalsløjd)

man i dag får på seminariet. Efter det oplyste, herunder navnlig,

at der var tale om et fag, han havde haft som liniefag under sin

seminarieuddannelse, fandt lsr. at der alene forelå en ajourføring

af hans viden og at han derfor kunne fratrække kursusudgifterne,

lsr.1981.201.

Cand. pharm. fik godkendt fradrag for udgift ved deltagelse i

farmakologikursus, lsr.1973.136. Exam.pharm. fik godkendt fradrag

for udgift ved deltagelse i kurser i biofarmaci og veterinære

lægemidler, da disse kurser udelukkende var efteruddannelseskurser

og ikke videreuddannelseskurser, lsr.1974.50.

Premierløjtnant ved flyvevåbnet blev nægtet fradrag for udgift til

deltagelse i kursus til erhvervelse af C/D-certifikat

(trafikflyvercertifikat af II og I klasse) - anset som

videreuddannelse, lsr.1973.50.

En sognepræst fik ikke fradrag for udgifter ved at deltage i et

kursus, arrangeret af Almindeligt Dansk Præstekonvent. Der var

ikke den fornødne forbindelse mellem afholdelsen af kursusudgiften

og klagerens indtægtserhvervelse, lsr. 1979.95.

Deltagelse i et kursus til uddannelse af beskæftigelsesvejledere

anset for videreuddannelse, da der var tale om opskoling af

allerede ansat personale uden relevant uddannelsesbaggrund,

lsr.1981.202.

Såfremt deltagelse i et kursus efter reglerne herom anses for en

fradragsberettiget driftsudgift, kan der også indrømmes fradrag

for dobbelt husførelse under kursusopholdet, lsr.1981.23 dog

forudsat, at den fratrukne kursusudgift ikke omfatter betaling for

opholdsudgifter under kurset.

En smedesvends befordringsudgifter til et kursus i

offshore-svejsning blev anset fradragsberettigede, jfr. Skat

1985.10.285.

Om kursusudgifter for selvstændige erhvervsdrivende, se L 4.4

2.3.21. Flytteudgifter

Litteratur: Jan Hinze i SO 1963 s.236, Helkett 14.udg. s.250.

Bestemmelsen i statsskattelovens § 6 a om fradrag for driftsudgifter

omfatter efter gældende praksis også flytteudgifter.

For at være fradragsberettigede skal flytteudgifter - som andre

driftsomkostninger - være afholdt for »at erhverve, sikre og

vedligeholde indkomsten«.

I modsætning hertil står udgifter til etablering af nye

indtægtkilder. Er udgifterne således alene afholdt for at opnå nye

indtægter, vil de som regel ikke kunne fradrages som

driftsudgifter.

Offentligt ansatte

Offentlige ansatte modtager flyttegodtgørelse efter reglerne i

cirkulære nr. 244 af 1. december 1977 om flyttegodtgørelse m.v.

til tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken, herunder en

supplerende godtgørelse, der ydes med et fast beløb, der bl.a. er

afhængigt af den pågældendes lønrammeplacering.

De modtagne godtgørelser skal medregnes til den skattepligtige

indkomst, men anses efter praksis for medgået til dækning af

fradragsberettigede udgifter, dog tillades godtgørelse til dækning

af rentetab vedrørende ejerbolig og godtgørelse til udgifter til

advokat- og ejendomsmæglersalær, stempeludgift m.m., ikke

fradraget, jfr. lsr.1985.41 og 128.

Den supplerende godtgørelse kan ikke fradrages fuldt ud. Der gives

i stedet et skønsmæssigt fradrag svarende til det, der gælder for

privat ansatte, jfr. SD cirk.1982-26.

Ingen flyttegodtgørelse

Ifølge lsr.1955.55 kunne en konstitueret præst, der uden ansøgning

blev forflyttet, og som ikke modtog nogen flyttegodtgørelse, da

der ikke forelå beskikkelse i et fast præsteembede, fradrage sin

udgift til flytning.

En lærer, der ikke fik flyttegodtgørelse efter tjenestemandslovens

regler, fordi han var flyttet inden den fastsatte frist af 3 år

fra sidste flytning, kunne fradrage et beløb svarende til den

godtgørelse, han ville have været berettiget til, hvis tidsfristen

var forløbet, lsr. 1964.55 og 1967.62.

En premierløjtnant, der efter at have gennemgået Hærens

Officersskole blev forflyttet uden flyttegodtgørelse, blev anset

berettiget til at fradrage de med den stedfundne flytning

forbundne udgifter, lsr.1960.155.

En dommer fraflyttede embedsboligen før han fratrådte stillingen og

fik derfor ingen flyttegodtgørelse. Under henvisning til, at han,

såfremt han var blevet boende til sin fratræden, ville have

modtaget en ikke-skattepligtig flyttegodtgørelse på 3.000 kr.,

ansås han berettiget til at fratrække dokumenterede afholdte

flytteudgifter på 2.990 kr., lsr.1981.46.

I lsr.1983.110 nægtes fradrag for ikke godtgjorte udgifter til en

efterfølgende flytning af bohavet fra et sommerhus, der blev solgt

efter, at skatteyderen var flyttet i forbindelse med et

stillingsskifte.

Nedsat flyttegodtgørelse

I særlige tilfælde, hvor en tjenestemands forflyttelse sker efter

ansøgning og uden at være forbundet med forfremmelse, nedsættes

flyttegodtgørelsen med 20% for så vidt angår de andele, som ikke

udgør dækning af befordringsudgifter for egen person og husstand.

Dette medfører, at modtageren af godtgørelsen får fradrag for 80%

af de pågældende udgifter, jfr. lsr.1981.155, og man har herefter

antaget, at den tjenestemand, der forflyttes under samme

omstændigheder, men ikke får flyttegodtgørelse, alene kan fradrage

80% af flytteudgiften, jfr. lsr. 1964.55. Samme nedsættelse sker

endvidere ved en tjenestemands tilbagekomst fra tjenestefrihed

uden løn, ved en ugift tjenestemands tilbagekomst efter

militærtjeneste samt i forbindelse med disciplinær straf ved

overførelse til andet arbejdssted.

Privat ansatte

Private ansatte, der forflyttes under samme arbejdsgiver, kan

fratrække flytteudgifter, uanset om arbejdsgiveren yder

flyttegodtgørelse. Modtaget flyttegodtgørelse skal medregnes ved

indkomstopgørelsen.

Fradrag for flytteudgifter gives også ved forflyttelse fra een

stilling til en anden inden for samme koncern, lsr. 1980.164

(ELSAM), og i lsr. 1980.43 opnåede en bankfunktionær, der blev

forflyttet fra en af bankens afdelinger til en anden, fradrag for

udgifter i anledning af forflyttelsen, selv om der var tale om en

forflyttelse efter ansøgning og forbundet med avancement.

Er der derimod tale om overtagelse af en stilling i en ny

arbejdsgivers tjeneste, anses udgiften for en

ikke-fradragsberettiget etableringsudgift, lsr.1954.48 og 1955.54,

1963.46 og 47.

En taxaflyvers overgang fra en deltidsstilling til en

heltidsstilling inden for samme flyveselskab blev sidestillet med

erhvervelse af en ny stilling, hvorfor hans flytteudgifter i den

anledning ikke kunne fratrækkes, jfr. Skat 1985.9.255.

Hvilke udgifter kan fradrages

Følgende udgifter kan fratrækkes efter regning:

1) Flytning af møbler m.v.

2) Rejseudgifter for husstanden.

3) Udgifter til nødvendige el-installationer (dvs. tilslutninger

m.v.).

4) Udgift vedr. flytning af telefon.

5) Evt huslejetab, dvs. udgift til leje m.v. som skal betales for

den fraflyttede lejlighed for tiden indtil udløbet af

opsigelsesfristen. For ejerboliger gælder, at der ikke skal

medregnes lejeværdi for tiden efter fraflytningen, når det

dokumenteres, at boligen er udbudt til salg i forbindelse med

fraflytningen. Udgifter til advokat- og mæglersalær i forbindelse

med køb og salg af fast ejendom kan efter praksis ikke fradrages,

jfr. lsr. 1984.45.

Herudover kan der foretages et skønsmæssigt fradrag for supplerende

flytteudgifter på 3.000-6.000 kr. afhængig af bohavet og husstands

størrelse m.v., jfr. SD-cirk.1982-26 samt lsr. 1984.45.

En direktør, der ved firmaets flytning skulle flytte med, fik

godkendt fradrag dels for selve flytteudgiften, dels for et

skønsmæssigt beløb på 3.000 kr. for de med flytningen påførte

udgifter i analogi af tjenestemandsbestemmelserne og dels for

udgifter ved midlertidig opretholdelse af 2 boliger (huslejen i

den fraflyttede lejlighed, indtil lejemålet kunne opsiges).

Derimod godkendtes ikke fradrag for investering i forbedringer i

den fraflyttede lejlighed på 54.000 kr., lsr.1975.170.

Tilsvarende godkendte landsskatteretten i en anden sag fradrag for

udgift til flyttebil og jernbanebilletter tillige med et

skønsmæssigt fradrag på 4.000 kr., lsr.1978.45.

Fradrag for flytteudgifter kan ikke foretages ved siden af det faste

lønmodtagerfradrag, heller ikke hvor der for tjenestemænd er

modtaget en godtgørelse, der fradrages med det samme beløb,

lsr.1973.53 og 1974.55.

Læger

For medicinske kandidater og reservelæger med kortvarige

tidsbegrænsede ansættelsesforhold anses flytteudgifter til ny

kommune i forbindelse med stillingsskifte fradragsberettiget, jfr.

lsr.1956.120 og 1970.165. Det er dog en forudsætning, at der er

tale om flytning fra et dansk hospital, lsr.1974.152 og 1975.71

(yngre hospitalslæges flytning fra en tidsbegrænset stilling på et

herværende amtssygehus til en stilling i USA - fradrag godkendt).

I et tilfælde, hvor skatteyderen flyttede fra en tidsbegrænset

stilling på et islandsk hospital til en dansk hospitalsstilling,

kunne flytteudgifterne ikke fratrækkes. Se endvidere lsr.1970.63

(flytning fra U.S.A.) og lsr.1972.64 (flytning fra Sverige).

En nyuddannet læge, der bevarede sin oprindelige bolig i forbindelse

med et vikariat og senere tiltrådte en permanent stilling på et

andet sygehus med tilhørende funktionærbolig, fik ikke fradrag for

flytteudgiften, da der var tale om første flytning, lsr.1986.29.

Fradrag kan foretages ikke blot ved flytning fra en tidsbegrænset

stilling til en anden tidsbegrænset stilling, men også hvor der

flyttes fra en tidsbegrænset stilling til f.eks. en

overlægestilling eller en privat lægepraksis, lsr.1970.165.

Udgift til flytning inden for samme kommune er ikke

fradragsberettiget, når flytningen er en følge af boligmangelen

(lsr.1949.149). Derimod er flytteudgifter, der skyldes overtagelse

af eller flytning fra en tvungen tjenestebolig (cfr. lejebolig)

fradragsberettiget, selv om det drejer sig om flytning inden for

kommunen, jfr. lsr.1953.70 og 1962.51 og i modsætning hertil

lsr.1985.40 og 129.

En amtskommunal ansat overlæge, der blev forflyttet fra et af amtets

sygehuse til et andet, kunne fratrække sine flytteudgifter,

lsr.1972.63. Se endvidere lsr.1972.139, hvor en læge fik

anerkendt fradrag for en flytning mellem to byer, men ikke for en

senere udgift til flytning nærmere til hospitalet.

2.3.22. Repræsentationsudgifter

Lønmodtagere kan som driftsudgift fratrække nødvendige udgifter til

repræsentation i det omfang, de er anvendt til indtægtens

erhvervelse.

Ved lov nr. 534 af 13. dec. 1985 om ændring af ligningsloven er der

sket en begrænsning i retten til ved indkomstopgørelsen at

fradrage udgifter til repræsentation. Til loven knytter sig

skd.cirk. af 21. jan. 1986.

Repræsentationsudgifter, der afholdes i tidsrummet 1. jan.-31. dec.

1986, kan herefter kun fradrages med et beløb svarende til 75 pct.

af udgifterne. Repræsentationsudgifter, der afholdes den 1. jan.

1987 eller senere, kan kun fradrages med 25 pct. af de afholdte

udgifter.

Særligt om lønmodtagere gælder, at fradrag for

repræsentationsudgifter som regel nægtes, da der normalt ikke er

den fornødne sammenhæng mellem udgifternes afholdelse og

indkomstens erhvervelse.

En lønmodtager kan imidlertid på grund af sin aflønningsform, f.eks.

provision af omsætningen, have en selvstændig indkomstmæssig

interesse i at afholde repræsentationsudgifter. Det drejer sig

typisk om repræsentanter, handelsrejsende og salgschauffører m.v.

Disse grupper kan få anerkendt det begrænsede fradrag for afholdte

repræsentationsudgifter. For visse grupper af sådanne lønmodtagere

har ligningsrådet fastsat standardsatser for en række

fradragsberettigede udgifter, hvori udgifter til repræsentation

indgår. De pågældende lønmodtagere kan uden dokumentation for

udgifternes størrelse fortsat foretage fuldt fradrag efter disse

satser, der fastsættes under hensyn til den begrænsede

fradragsret.

I visse tilfælde kan der opstå tvivl om, hvorvidt afholdte

repræsentationsudgifter skal henregnes til arbejdsgiverens eller

til lønmodtagerens repræsentationsudgifter.

Hvis en lønmodtager har afholdt repræsentationsudgifter for

arbejdsgiveren, som denne godtgør efter regning (udlæg), skal

udgifterne henføres til arbejdsgiverens repræsentationsudgifter,

således at arbejdsgiveren har begrænset fradragsret for

udgifterne. Det godtgjorte beløb skal i så fald ikke medregnes til

lønmodtagerens skattepligtige indkomst, heller ikke hvor

lønmodtageren har en selvstændig indkomstmæssig interesse i

repræsentationsudgifternes afholdelse. »Udlæg efter regning«

foreligger, hvor de af lønmodtageren afholdte udgifter refunderes

af arbejdsgiveren mod dokumentation i form af eksterne

udgiftsbilag.

Hvor der til en lønmodtager udbetales repræsentationstillæg eller

lignende, skal beløbet medregnes som en lønindtægt for

lønmodtageren, mens beløbet kan fradrages som lønudgift for

arbejdsgiveren. Det samme gælder beløb, som arbejdsgiveren

udbetaler som godtgørelse for de af lønmodtageren afholdte

repræsentationsudgifter, når udgifterne godtgøres lønmodtageren

uden nærmere specifikation og dokumentation. Lønmodtageren har i

så fald begrænset fradragsret for repræsentationsudgifterne, hvis

udgifterne har den fornødne forbindelse med udførelsen af det

indtægtsgivende arbejde.

Personer, der modtager et i henhold til lov fastsat

repræsentationstillæg, kan ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst som hidtil fradrage et beløb svarende til tillægget. De

nye regler om begrænset fradragsret omfatter således ikke sådanne

tillæg, selv om de benævnes »repræsentationstillæg«.

Specifikation

I henhold til af finansministeriets bekendtgørelse nr. 443 af 23.

december 1966 (i medfør af § 2, stk. 1 i SKL) er der pligt til i

forbindelse med selvangivelsen at specificere fradrag for

repræsentationsudgifter, jfr. skd.cirk. nr. 240 af 15. november 1967. Der er pligt til at specificere repræsentationsudgifter i

hovedposterne:

1) Restaurationsbesøg

2) Tobaksvarer, vin og spiritus m.v.

3) Gaver og blomster

4) Anden repræsentation med angivelse af arten.

Se eventuelt nærmere L 4.8.

Som bilag til selvangivelsen er udarbejdet et skema til

specifikation af repræsentationsudgifter.

Dokumentation

Bortset fra kravet om specifikation af repræsentationsudgifter vil

det normalt være et vilkår for adgangen til at fratrække disse

udgifter, at de kan dokumenteres ved fremlæggelse af bilag. Der må

stilles visse krav til sådanne bilag, for at de kan anses for

fyldestgørende.

Det må normalt kræves, at et sådant bilag er dateret og angiver

udstederen samt (når dette er sædvanligt) tillige modtageren, at

det af bilaget fremgår, hvilke ydelser det vedrører, og endelig at

det (når dette er sædvanligt) er forsynet med kvitteringspåtegning

(kasseapparatafstempling). Specielt med hensyn til

restaurationsbilag som dokumentation for repræsentationsudgifter

bør yderligere fordres, at det på bilaget er noteret, hvem der har

deltaget i sammenkomsten og årsagen til denne.

Selv om specifikationskravet er opfyldt og dokumentation for

udgifternes afholdelse foreligger, er ligningsmyndighederne

berettiget til at skønne over, om de afholdte udgifter kan anses

for fradragsberettigede driftsudgifter, jfr. pkt. I C i foran

nævnte bekendtgørelse nr. 443 af 23. december 1966.

Hvor der ikke foreligger fornøden specifikation og dokumentation, må

fradrag for repræsentationsudgifter fastsættes efter et skøn.

Der vil næppe altid kunne foreligge et fuldt ud fyldestgørende

regnskab, men der bør altid lægges vægt på et på bilag støttet

regnskabsmateriale vedrørende repræsentationsudgifter.

En fagforeningskasserer fik ikke fradrag for udgifter svarende til

en modtaget repræsentationsgodtgørelse på 2.400 kr., da han ikke i

fornødent omfang kunne godtgøre afholdelsen af fradragsberettigede

repræsentationsudgifter, lsr.1981.79.

Repræsentation i hjemmet

Foretages der fradrag for udgifter til repræsentation i hjemmet, må

der stilles strenge krav med hensyn til dokumentation for såvel

udgifternes størrelse som anledningen til repræsentationen. Lsr.

har i en række kendelser nægtet fradrag for sådanne

repræsentationsudgifter, og i lsr.1945 nr. 143, hvor en arkitekt

havde foretaget et skønsmæssigt fradrag for udgifter til

traktementer til kunder i sit hjem, udtalte retten, at man i

almindelighed måtte nære betænkelighed ved at godkende fradrag af

den omhandlede art.

Aktieselskabsdirektør fik ikke godkendt fradrag for udokumenterede

udgifter til repræsentation i hjemmet, lsr.1975.70.

Kun i ganske enkelte tilfælde har lsr. godkendt fradrag for udgifter

til repræsentation i hjemmet. I lsr.1952.169 fik en fabrikant

efter indstilling fra ligningsmyndighederne således godkendt et

skønsmæssigt fradrag på 1.000 kr. for udgifter til repræsentation

i hjemmet, bl.a. under hensyn til fabrikkens afsides beliggenhed

fra restaurationer.

Såfremt et firma udbetaler månedlige tillæg til sine højere

funktionærer til dækning af udgifter til repræsentation i hjemmet,

skal tillægget medregnes til de pågældendes skattepligtige

indkomst, hvorefter ligningsmyndighederne efter skøn i hvert

enkelt tilfælde kan godkende fradrag af dokumenterede eller

sandsynliggjorte udgifter til repræsentation i hjemmet.

2.3.23. Dækning af tab, herunder tab ved fejltælling

Inddækker en lønmodtager et tab, han har påført arbejdsgiveren ved en

disposition, der falder uheldigt ud, er der ikke fradragsret

herfor, jfr. således lsr.1955.137. Arbejdsgiveren må normalt selv

bære risikoen for udfaldet af de dispositioner, en lønansat

foretager i virksomhedens interesse, og når arbejdstageren

frivilligt inddækker tabet, kan det kun være ud fra ønsket om at

bevare stillingen og dermed indtægtskilden.

I lsr. 1978.44 nægtes en fastlønnet regnskabskonsulent, ansat i en

landboforenings regnskabskreds, fradragsret for kontrollovstillæg,

han havde betalt for to klienter, hvis selvangivelser ikke var

indgivet rettidig. Skulle foreningen have betalt tillæggene, var

konsulenten blevet afskediget.

I lsr.1973.44 blev en foderstofuddeler, som trods arbejdsgiverens

forbud herimod fortsatte med at udlevere varer på kredit til en

kunde, nægtet fradrag for det erstatningsbeløb, han ved et forlig

indgik på at betale til arbejdsgiveren til dækning af dennes tab

ved kundens »konkurs«. Landsskatteretten begrundede afgørelsen

med, at den varekredit, uddeleren havde givet, trods hans

særskilte interesse heri som følge af hans provisionsaflønning,

ikke kunne anses for at være et sædvanligt led i hans

forretningsførelse for arbejdsgiveren.

Påhviler der arbejdstageren en pligt til at inddække et evt. tab ved

dispositioner i arbejdsgiverens tjeneste, hvilket som regel vil

være tilfældet, hvor der ydes fejltællingspenge (f.eks. til

kasserere til imødegåelse af erstatning af kassedifferencer), er

der derimod mulighed for fradrag. Kan i sådanne tilfælde tabet

dokumenteres eller tilstrækkeligt sandsynliggøres, er det

fradragsberettiget, jfr. lsr.1967.126, hvor en billettør ved en

færgeoverfart, der ikke modtog fejltællingsgodtgørelse, blev

nægtet fradrag for fejltælling og tab på ialt 284 kr., da han

ikke på betryggende måde var i stand til at dokumentere det lidte

tab. Tilsvarende gælder principielt også for f.eks. buschaufførers

tab ved fejltælling, men de af HT udbetalte

fejltællingspenge/billetgodtgørelser anses dog fuldtud at medgå

til fejltællingsudgifter, hvorfor der godkendes fradrag svarende

til den modtagne godtgørelse.

En fagforeningskasserer, der havde modtaget fejltællingspenge med

2.227 kr., kunne ikke anses for berettiget til fradrag for ikke

dokumenterede fejltællingsudgifter, lsr.1981.79.

Hvis der til imødegåelse af lønmodtagerens erstatningspligt er

tegnet en kautionsforsikring, kan præmien hertil fradrages (typisk

for kasserere o.lign.).

Hvor der herefter gælder fradragsret for tab ved fejltælling og for

kautionsforsikringspræmie, kan fradraget ikke foretages samtidig

med det faste lønmodtagerfradrag, heller ikke selvom der er

modtaget fejltællingspenge el.lign.

2.3.24. Fagforeningskontingent og arbejdsløshedsforsikring

Ifølge bestemmelsen i LL § 14, stk. 7 kan kontingenter til

arbejdsgiver- foreninger, fagforeninger og andre faglige

sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de

økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, hvortil den

skattepligtige hører, fradrages ved indkomstopgørelsen.

Ekstra strejkekontingenter, der af fagforeningen pålægges

medlemmerne, er fradragsberettigede i lighed med det almindelige

fagforeningskontingent. Derimod kan eventuelle frivillige bidrag

ikke fradrages.

Kontingent til arbejdsløshedskasser kan fratrækkes efter reglerne i

pensionsbeskatningsloven og omfattes ikke af reglen om den

begrænsede fradragsret for forsikringspræmier og kan altså

fratrækkes fuldt ud.

Fradrag for fagforeningskontingent og indbetalinger til

arbejdsløshedsforsikring for lønmodtagere kan ikke foretages

samtidig med det faste lønmodtagerfradrag.

Et ekstrakontingent, der blev opkrævet til retablering af et

forbunds strejkekasse, kunne heller ikke fradrages samtidig med

det faste lønmodtagerfradrag, lsr.1974.54.

En gårdejer, der drev et mindre landbrug og samtidig havde

lønindtægt som chauffør, kunne fratrække kontingent til

Arbejdsløshedskassen for selvstændige Erhvervsdrivende ved siden

af lønmodtagerfradraget, lsr.1983.99.

En dagplejemor kunne samtidig med standardfradraget på 1/3 af

indtægten foretage fradrag for fagforeningskontingent, lsr.

1979.181.

En lærer kunne ikke fradrage kontingent til Foreningen af lærere i

Samfundsfag, idet foreningen efter det oplyste ikke havde til

hovedformål at varetage medlemmernes økonomiske interesser, men

fortrinsvis havde til formål at sikre medlemmernes

efteruddannelse, lsr. 1979.180. Tilsvarende afgørelse foreligger

med hensyn til kontingent til Historielærer- og

Dansklærerforeningen, lsr. 1984.158.

Kontingent til »Foreningen af danske lægestuderende« er

fradragsberettiget, idet foreningens formål er at varetage de

studerendes »økonomiske og faglige interesser«.

Kontingent til Dansk Merkonomforening anses ifølge lsr. 1984.157

fradragsberettiget. Ved afgørelsen blev bl.a. lagt vægt på, at et

af foreningens formål var at støtte det enkelte medlem i

forhandlinger om ansættelses- og arbejdsvilkår og på anmodning

overtage forhandlingsretten om løn- og arbejdsforhold.

En ansat i forsvaret fik fra 1. september 1981 bevilget 1 års orlov,

hvorunder han arbejdede i Grønland. Skatterådet havde beskåret

hans fradrag for fagforeningskontingent med den del af

kontingentet, der vedrørte perioden 1. september-31. december 1981. Lsr. gav skatteyderen fradrag for hele årets

kontingentbetalinger under henvisning til, at han havde været

fuldt skattepligtig til Danmark i hele indkomståret, at hans

økonomiske og faglige interesse i fortsat medlemsskab ikke kunne

anses for ophørt med den midlertidige ansættelse i Grønland, og at

kontingentbetalingen var uden forbindelse med den i Grønland

erhvervede indtægt, lsr. 1984.159.

Kontingent til Foreningen af Yngre Revisorer blev ikke anset

fradragsberettiget som fagforeningskontingent, men kunne dog

fradrages under hensyn til at kontingentet i alt overvejende grad

antoges at medgå til udgivelse af faglitteratur, lsr. 1983.108 og

tilsvarende VLD af 17. april 1985 (Skat 1985.5.125) vedrørende en

gymnasielærer, se D 2.3.17.

Ikke i erhverv

At en skatteyder ikke er aktivt erhvervsbeskæftiget, afskærer ham

ikke fra retten til at fradrage fagforeningskontingent, jfr.

lsr.1959.67, hvorved en tandlæges kontingent til Dansk

Tandlægeforening blev anerkendt fradragsberettiget, uanset at den

pågældende for tiden ikke var i erhverv. Fradraget blev anerkendt

med den motivering, at den pågældendes faglige organisation måtte

antages at varetage samtlige sine medlemmers økonomiske interesser

som erhvervsgruppe, hvadenten de var aktuelt i erhverv eller ikke.

En skatteyder, hvis indtægt udelukkende består i

arbejdsløshedsunderstøttelse anses berettiget til at fratrække

fagforeningskontingent. Også skatteydere, der modtager »efterløn«,

kan fratrække kontingent til arbejdsløshedskasse, idet ordningen

medfører pligt til at være medlem af en arbejdsløshedskasse.

Gruppelivsforsikring

Den del af et fagforeningskontingent, der af foreningen anvendes til

tegning af gruppelivsforsikring, er ikke særskilt

fradragsberettiget som forsikringspræmie, men alene som en del af

fagforeningskontingentet og kan derfor heller ikke fratrækkes

samtidig med det faste lønmodtagerfradrag. Det gælder dog ikke,

hvor fagforbundets medlemmer selv kan anses som ejere af

forsikringen (som f.eks. i den mellem Dansk Elektricitet Forbund

og ALKA indgåede aftale om gruppelivsforsikring). Se I 3.3.1.

Hjælpekasser o.l.

De på selvangivelsen ofte forekommende fradrag for indbetalinger til

»hjælpekasser« o.lign. kan kun fradrages, dersom kassernes

virksomhed har karakter af forsikringsvirksomhed, jfr.

lsr.1985.59. Fradraget bliver da et forsikringsfradrag, der ikke

influerer på retten til det faste lønmodtagerfradrag. (Bidrag til

arbejdsløshedsforsikring kan dog som ovenfor anført ikke

fratrækkes samtidig med lønmodtagerfradraget). Se afsnit I.

Klubkontingenter

Arbejderes »Klubkontingenter« må anses for at falde ind under

bestemmelsen i ligningslovens § 14, stk. 7, hvis klubbens formål

er at varetage de pågældendes faglige interesser. De behandles da

på samme måde som det egentlige fagforeningskontingent, og

fradraget vil følgelig ikke kunne foretages samtidig med

lønmodtagerfradraget.

Er formålet derimod at sikre medlemmerne dagpenge under sygdom, må

kontingentet betragtes som en forsikringsudgift, der kan fradrages

inden for 2.000 kr.'s grænsen, jfr. lsr.1949.156.

Ydes der blot understøttelse under sygdom og lign. efter

bestyrelsens skøn, kan kontingentet ikke fradrages.

Beløb, som de ansatte i et selskab indbetaler til en såkaldt

arbejderklub oprettet med det formål at erhverve aktier i

selskabet, kan ikke fradrages, skd.32.93.

Visse fagforeninger yder et tilskud til medlemmer, der oppebærer

folkepension (»overbygning til folkepensionen«). Midlerne

tilvejebringes ved særlige bidrag, som fagforeningsmedlemmerne

betaler ved siden af de sædvanlige kontingenter til forening og

arbejdsløshedskassen. Bidraget er fuldt ud fradragsberettiget, men

ikke samtidig med det faste lønmodtagerfradrag.

2.3.25. Vikarudgifter

Udgiften til vikarløn kan fradrages uanset årsagen til vikariatets

etablering. Skattemyndighederne må dog ifølge sagens natur være

berettigede til at forlange dokumentation for omkostningerne, jfr.

lsr.1951.15.

Udgift til vikar kan fratrækkes ved siden af det faste

lønmodtagerfradrag lsr.1958.47, idet der her er tale om en

reduktion af den pågældendes bruttoindtægt, og dette gælder,

hvadenten vikarlønnen udbetales af lønmodtageren selv eller

direkte fra arbejdsgiveren til vikaren (i sidstnævnte tilfælde vil

arbejdsgiveren ofte på lønangivelsen for lønmodtageren kun have

anført den reducerede indtægt og have indgivet særskilt

oplysningsseddel for vikaren).

Om lønnet medhjælp, se D 2.1.4.

Vikarkasser

Indbetalinger til vikarkasser, der sikrer medlemmerne udbetaling af

deres fulde løn, når de ved egen sygdom el.lign. er hindret i at

udføre deres arbejde, kan fratrækkes som driftsudgift, men ikke

ved siden af lønmodtagerfradraget, jfr. lsr.1957.151 og 152 (ved

sidste kendelse godkendtes fradrag for indbetalinger til en fond

til betaling af afløser under afspadsering af »skæve helligdage«).

I det omfang bidraget vedrører sygelønsordningen, kan det (eller

den del heraf) dog fradrages som en forsikringsudgift samtidig med

det faste lønmodtagerfradrag, jfr. lsr.1957.151.

I lsr.1975.81 blev bidrag til lærers vikarkasse under hensyn til

kassens formål - løn under sygdom - betragtet som udgift til

sygeforsikring og dermed fradragsberettiget ved siden af

lønmodtagerfradraget.

2.3.26. Tab ved tyveri

For at en lønmodtagers tab ved tyveri kan fradrages i den

skattepligtige indkomst, er det en absolut betingelse, at det

lidte tab står i nøje forbindelse med erhvervsudøvelsen.

Påstand om fradragsret vil hovedsagelig opstå i to tilfælde, dels

ved tyveri af arbejdsgivers kassebeholdning og dels ved tyveri af

egen løn.

Hvor en lønmodtager har påtaget sig risikoen og ansvaret for

opbevaringen af arbejdsgiverens kassebeholdning, hvilket kan

forekomme dels hvor kontante pengemidler opbevares i

lønmodtagerens hjem el.lign., og dels ved at den pågældende som

led i sit arbejde har til opgave at opkræve og opbevare

pengemidler for principalen (salgschauffører, incassatorer

o.lign.), vil et tab, opstået ved at lønmodtageren skal erstatte

et tyveri heraf, kunne fradrages i den skattepligtige indkomst.

Det må dog antages, at det, hvor det drejer sig om opbevaring af

kassebeholdning hjemme el.lign. er en forudsætning for

fradragsret, at der er en erhvervsmæssig årsag til denne

opbevaringsform, f.eks. at det er et led i ansættelsesforholdet

og/eller at der ikke er tilstrækkeligt betryggende

opbevaringsmulighed hos arbejdsgiveren, eller på anden vis, f.eks.

ved indsættelse i bank, hvorved også størrelsen af de opbevarede

midler må tages i betragtning. Det er en betingelse, at der ikke

kan opstå tvivl om beholdningens erhvervsmæssige tilknytning. Det

må tillige være en forudsætning for fradrag, at opbevaringen ikke

er sket på uforsvarlig vis, jfr. lsr.1958.114. En funktionær, der

modtog indbetalinger på arbejdsgiverens kontor, tog disse med hjem

til opbevaring, da indbetalingerne var sket efter bankernes

lukketid, og der ikke fandtes pengeskab eller andet forsvarligt

opbevaringssted på kontoret. Midlerne opbevaredes i et aflåset

skab i den pågældendes soveværelse, hvorfra de blev stjålet under

skatteyderens fravær i nogle timer. Den pågældende fik anerkendt

fradrag, da det lidte tab fandtes at have så nær tilknytning til

erhvervet, at betingelserne herfor var til stede, og opbevaringen

ikke kunne betegnes som uforsvarlig.

Fradraget placeres i det år, hvor tyveriet konstateres, selvom

lønmodtageren evt. først erstatter beløbet det efterfølgende år,

jfr. den nævnte kendelse.

En hotelbestyrer, der skulle afregne huslejeindbetalinger (3.500

kr.) med arbejdsgiveren, opbevarede på afregningsdagen beløbet i

sin tegnebog i en jakkelomme. Under en større indflytning hængte

han jakken på sit kontor, hvorfra tegnebogen blev stjålet. Han

kunne ikke bevise, at døren havde været låst, og i politirapporten

betegnedes tyveriet som simpelt tyveri, da døren ikke havde lidt

overlast, hvorfor forsikringsselskabet nægtede at betale

erstatning. Bestyreren, der herefter selv måtte udrede beløbet,

blev nægtet fradrag, da omstændighederne ved tabet, herunder

opbevaringsmåden, var af en sådan karakter, at tabet ikke kunne

anses som udslag af en normal arbejdsrisiko.

Tyveri af løn

Hvad angår tyveri af løn er forholdet det, at der principielt ikke

haves fradragsret herfor. Der indrømmes dog i visse tilfælde

fradrag, når lønnen på selve udbetalingsdagen stjæles på

arbejdsstedet fra et aflåset opbevaringssted, og den endnu kan

individualiseres.

Herudover vil der ikke være mulighed for at fradrage et tab ved

tyveri af løn, jfr. lsr.1960.127, hvor skatteyderen på vej for at

indsætte lønnen i banken blev frastjålet denne under et ophold i

en forretning. Fradrag blev nægtet. Der er heller ikke mulighed

for fradrag, hvor tyveri på arbejdspladsen sker dagen efter

lønudbetalingen.

Såfremt arbejdstageren som led i arbejdsforholdet har bopæl på

arbejdsstedet, må det tillige kræves, at tyveriet finder sted i

umiddelbar tilknytning til lønudbetalingen, jfr. lsr.1960.39.

Hvor der begæres fradrag for påstået tab ved tyveri, må det som

dokumentation eller sandsynliggørelse kunne kræves, at der er

indgivet politianmeldelse.

Ud over fradrag for tab ved tyveri af kontante midler o.lign. som

beskrevet i det foregående, vil der være mulighed for fradrag i

forbindelse med tyveri af driftsmidler.

Udgift til tyveriforsikring af privat indbo o.lign. kan ikke

fradrages.

2.3.27. Fradrag for forøgede leveomkostninger (Teknikerfradrag)

Litteratur: Breitscheid, RR nr. 8., 1979, s.306 og SO 1979, s. 292.

Ved indkomstansættelsen for udlændinge, hvis ophold her i landet på

forhånd må antages at blive af kortere varighed, kan der gives

fradrag for forøgede leveomkostninger i forbindelse med opholdet.

Det vil typisk dreje sig om personer, der af deres udenlandske

arbejdsgiver er udsendt her til landet i anledning af en konkret

opgave. Der skal ansøges om fradrag i hvert enkelt tilfælde.

Ifølge SD-cirk. nr. 529 af 22. juni 1977 behandles ansøgninger herom

af amtsskatteinspektoraterne og skattedirektoraterne i København

og på Frederiksberg.

Når betingelserne for fradragets indrømmelse er til stede, gives der

et fradrag på 8.000 kr. årligt med tillæg af 5% af bruttolønnen

incl. alle tillæg. Fradraget kan ikke overstige 25% af den

således opgjorte bruttoløn.

Fradraget kan kun indrømmes for en periode af 2 år fra

skattepligtens indtræden.

Fradraget kan under visse betingelser også omfatte den

skattepligtiges og familiens udgifter til ind- og udrejse (ved

henholdsvis opholdets begyndelse og ophør), for families

vedkommende dog kun, hvis opholdet her i landet varer et år eller

derover.

I SD-cirk. 1979.30 anføres følgende:

1) Efter statsskattedirektoratets cirkulære nr. 529 af 22. juni

1977 om indrømmelse af teknikerfradrag kan fradrag kun indrømmes,

når det må antages, at opholdets varighed ikke vil komme til at

overstige 3 år. Hvis opholdet varer mere end 3 år, skal fradraget

tilbagekaldes. Dette skal tilkendegives ansøgeren samtidig med

meddelelsen om, at fradraget indrømmes. Landsskatteretten har i

nogle kendelser godkendt fradrag svarende til satserne for

teknikerfradrag, uanset at opholdet varede mere end 3 år.

Ligningsrådet har derfor vedtaget, at tilbagekaldelse af

teknikerfradrag fremtidigt kun skal finde sted, såfremt der ved

ansøgningen om teknikerfradrag forsætligt eller ved grov

uagtsomhed er afgivet urigtige eller vildledende oplysninger,

herunder om opholdets forventede varighed.

2) På given foranledning skal det præciseres, at teknikerfradrag

kun kan indrømmes, såfremt de pågældende under udstationering

fortsat aflønnes direkte af vedkommende udenlandske arbejdsgiver.

2.3.28. Fradrag for merudgifter ved lønarbejde i udlandet

Ifølge ligningsrådets vedtagelse kan der ved lønarbejde uden for

Danmark og Grønland indrømmes fradrag for merudgifter ved

arbejdet. Når arbejdet udføres for en dansk eller udenlandsk

arbejdsgiver under uafbrudt ophold i udlandet i mindst 2 måneder,

gives der uden dokumentation et standardfradrag.

Fradraget tilkommer dog ikke lønmodtagere, der er beskæftiget ved et

arbejdssted i Danmark eller på Grønland og i medfør af denne

beskæftigelse udfører arbejde (rejser) i udlandet, f.eks. handels-

og forretningsrejsende, tilsynsførende, eksportchauffører,

flypersonale, der er stationeret her i landet, og lignende.

Fradraget tilkommer heller ikke lønmodtagere, der udfører arbejde

til søs, eller lønmodtagere, der i tilknytning til arbejdet i

udlandet er berettiget til godtgørelser, som omhandlet i

statsskattelovens § 5 d, eller i ligningslovens § 7 r (herunder

personel tilknyttet FN's fredsbevarende styrker), eller

lønmodtagere, hvis arbejde ikke er forbundet med natophold i

udlandet (»grænsegængere«).

En ingeniør forestod for et dansk firma indretningen af nogle

tekstilfabrikker i Iran i tiden fra 15. marts 1975 til den 1. maj

1977, og påny fra 1. januar 1978 til den 1. juli 1978. Hans

vederlag blev udbetalt i Danmark uden fradrag af A-skat og

ATP-bidrag. Rejse- og opholdsudgifter fik ingeniøren refunderet af

det danske firma. Østre Landsret fandt ikke, at ingeniøren kunne

betragtes som lønmodtager med hensyn til det i Iran udførte

arbejde, og han fandtes derfor ikke berettiget til det

heromhandlede standardfradrag, jfr. ØLD af 28. jan. 1982 (skd.

69.183).

Skattepligtige, der herefter ikke er berettiget til

standardfradraget, kan i stedet fratrække merudgifter, som kan

dokumenteres eller sandsynliggøres, og som er nødvendiggjort af

arbejdet i udlandet.

Procentfradraget

Standardfradraget ydes ved et procentfradrag i pengelønnen og ved

særlige regler vedrørende kost, logi m.v. Procentfradraget udgør:

I Vesteuropa: 10 pct. af den for arbejdet i udlandet oppebårne

pengeløn. Til Vesteuropa medregnes i denne forbindelse Finland,

Vesttyskland, Østrig, Italien, Malta og de vest herfor liggende

lande i Europa. Til Vesteuropa henregnes ikke Jugoslavien,

Grækenland, De Kanariske Øer og Svalbard.

Uden for Vesteuropa: 25 pct. af den for arbejdet i udlandet

oppebårne pengeløn.

Pengelønnen

Ved pengeløn forstås i denne forbindelse den ordinære kontante løn

incl. tantieme, gratiale og godskrivning på konto m.v. med tillæg

af eventuelle i anledning af udlandsarbejdet modtagne løntillæg og

den i forbindelse med udlandsarbejdet optjente feriegodtgørelse i

det omfang denne efter almindelige regler medregnes til den

skattepligtige indkomst i indkomståret.

Værdien af skattepligtige naturalydelser, f.eks. fri kørsel, telefon

og beklædning medregnes ikke. Ej heller medregnes

indkomstskattefri beløb, der af arbejdsgiveren indbetales til en

pensionsordning for arbejdstageren.

Omfatter udlandsarbejdet en del af en aflønningsperiode, medregnes

en forholdsmæssig del af periodens løn. Gratiale, bonus og

tantieme m.v., der opgøres for et helt år, medregnes med 1/365 for

hver dag i udlandet, idet der dog tages hensyn til eventuelle

ændringer i lønvilkårene i årets løb.

Forinden de nævnte 10 pct. eller 25 pct. beregnes, formindskes den

opgjorte pengeløn med de fradragsberettigede opholds- og

forplejningsudgifter, der ikke har tilknytning til arbejdets

udførelse og som afholdes af den skattepligtige selv, jfr. punkt

c. nedenfor.

For hver udlandsperiode kan procentfradraget højst beregnes af en

pengeløn, der svarer til en helårlig pengeløn på 200.000 kr., jfr.

lsr. 1984.85.

Kost og logi m.v.

For personer, der ikke havde bopæl i det pågældende land ved

ansættelsesforholdets begyndelse, gælder endvidere det under a, b

og c nedenfor anførte:

a. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst bortses fra

værdien af kost og logi ydet til lønmodtageren.

b. Beløb, som arbejdsgiveren efter regning yder til dækning af

lønmodtagerens rimelige udgifter til ophold, sædvanlig forplejning

og erhvervsmæssige befordringsudgifter, medregnes ikke til den

skattepligtige indkomst. Ej heller medregnes en værdi for »eget

forbrug«.

Ved afgørelsen af, om udgifter til ophold og sædvanlig forplejning

er rimelige, kan de beløb, der er fastsat i finansministeriets

seneste cirkulære om godtgørelse af udgifter ved tjenesterejser i

udlandet, anses for vejledende, forudsat skatteyderen rejser på

tilsvarende måde som offentligt ansatte.

c. Afholder lønmodtageren selv opholds- og forplejningsudgifter,

der ikke har forbindelse med arbejdets udførelse, gives fradrag

for disse efter sædvanlig dokumentation eller sandsynliggørelse og

uden reduktion for »sparet hjemmeforbrug«.

Ved afgørelsen af, om udgifter til ophold og sædvanlig forplejning

er rimelige, kan de beløb, der er fastsat i finansministeriets

seneste cirkulære om godtgørelse af udgifter ved tjenesterejser i

udlandet anses for vejledende, forudsat skatteyderen rejser på

tilsvarende måde som offentligt ansatte.

Standardfradraget træder i øvrigt i stedet for samtlige fradrag for

udgifter forbundet med udlandsarbejdets udførelse, f.eks.

ekstraordinær slitage på tøj, vask af smudsigt tøj, øgede

forplejningsudgifter i forbindelse med arbejdet, frugt, vand,

salttabletter m.v., jfr. Skat 1986.2.163.

Der kan heller ikke ved siden af standardfradraget indrømmes nedslag

for indtægt i fremmed valuta, indtjent og forbrugt i udlandet.

Skattepligtige, der er berettiget til standardfradraget efter

ovenstående regler, kan i stedet vælge at fratrække de af arbejdet

i udlandet nødvendiggjorte merudgifter, som kan dokumenteres eller

sandsynliggøres.

Der kan ikke samtidig med anvendelsen af ovennævnte regler foretages

fast lønmodtagerfradrag for samme indkomstår.

Uafbrudt ophold

Ifølge ligningsrådets anvisning skal der være tale om uafbrudt ophold

i udlandet i mindst 2 måneder, hvilket forstås som mindst 2

kalendermåneder, jfr. lsr.1983.68. Dette skal opfattes helt

bogstaveligt, således at selv et ganske kortvarigt ophold her i

landet, f.eks. et weekendbesøg hos familien, har afbrydende

virkning, jfr. lsr.1982.184. Et ferieophold uden for Danmark har

derimod ikke afbrydende virkning, lsr.1982.85.

Personkredsen

Det er en betingelse for fradraget, at den pågældende er fuldt

skattepligtig her til landet. Retten til fradraget er derimod

uafhængig af lønmodtagerens ægteskabelige og forsørgermæssige

stilling. Således kan f.eks. ægtefæller, der begge udfører

lønarbejde i udlandet, hver især anvende standardfradraget.

Også skatteydere, der er omfattet af nedslagsreglen i LL § 33 A

skal, hvis de iøvrigt opfylder betingelserne, have

standardfradraget.

Som anført tilkommer fradraget ikke f.eks. handels- og

forretningsrejsende m.fl., der er stationeret her i landet, og som

i medfør heraf foretager rejser i udlandet, se f.eks. lsr. 1975.57.

De i rejsebureauerne ansatte busrejseledere og buschauffører, der

ikke er fast udstationeret i udlandet, men kontraktligt ansat til

at køre et vist antal busture i udlandet i løbet af en sæson,

således at de pågældende med jævne mellemrum opholder sig her i

landet i en a to dage, er ikke berettiget til standardfradraget.

Det er derimod almindeligvis de af selskabets rejseledere, der er

fast udstationeret på selskabets udenlandske flydestinationer.

Det bemærkes, at rejsemontører er berettiget til fradraget, såfremt

betingelserne herfor iøvrigt er opfyldt.

Fradraget tilkommer ikke skatteydere, der modtager ydelser, som er

skattefri i medfør af SL § 5 d eller LL § 7 r. Foruden personel

ved FN's fredsbevarende styrker, gælder det bl.a. også personel

ved NATO.

Således er fradrag nægtet en skatteyder, der havde gjort tjeneste på

Cypern under FN og havde modtaget ydelser, der var skattefri i

medfør af LL § 7 r, lsr. 1976.42.

Officerer, der af forsvarsministeriet stilles til rådighed for FN

til tjeneste som FN-observatører, er heller ikke berettiget til

standardfradraget, se nærmere D 3.3.5.

Personel, der gør tjeneste i Norge under NATO, oppebærer et

skattefrit »skattekompensationstillæg«, der er omfattet af LL § 7

r, hvorfor de pågældende ikke er berettigede til udlandsfradraget,

lsr. 1978.105.

Studieophold

Der har været rejst spørgsmål om, hvorvidt løn under studieophold i

udlandet berettiger til standardfradraget.

Hvis der er tale om et studium, der kun kan foretages i udlandet, og

arbejdsgiveren påregner at kunne få udbytte af den pågældendes

studieophold, således særligt hvis vedkommende er forpligtet til

at fortsætte ansættelsen en vis periode efter studieopholdet, vil

lønnen under studieopholdet normalt berettige til

standardfradraget.

Hvis der derimod er tale om, at en skatteyder på eget initiativ

tager på studieophold i udlandet, og arbejdsgiveren yder en vis

støtte til opholdet, vil det i almindelighed falde uden for

begrebet »lønarbejde i udlandet« og derfor ikke berettige den

pågældende til standardfradraget.

Hvis en skatteyder herefter under studieophold findes berettiget til

standardfradraget, og den pågældende samtidig har fået

studierejselegater, må disse tages i betragtning ved fastsættelsen

af fradraget for opholdsudgifter, således at der må skønnes over,

i hvilket omfang disse er dækket af legater.

Stipendiater

Om stipendiaters forskningsophold i udlandet gælder, at kandidat- og

adjunktstipendier, der tildeles af universiteter og andre højere

læreanstalter med den klausul, at de anvendes til studieophold i

udlandet, må anses at berettige til standardfradraget.

Derimod gives der ikke stipendiater, der - uden at

stipendietildelingen har været betinget heraf - tager på

studieophold i udlandet, fradrag for de hermed forbundne

merudgifter.

Seniorstipendier må behandles efter samme retningslinier.

Reglerne om tildeling af stipendier indeholder bl.a. følgende

bestemmelser:

Et kandidatstipendium gives for 1 år, men med mulighed for

forlængelse. Senior- og adjunktstipendier gives normalt for 3 år.

Ansøgningen om et stipendium skal indeholde en detailleret

beskrivelse af det forskningsprojekt (eller studieprogram), som

ansøgeren ønsker at gennemføre. Stipendietiden tilbringes normalt

ved et af universitetets videnskabelige institutter, men studierne

kan efter aftale henlægges til udlandet.

Stipendiater, der foretager fradrag for »lønarbejde i udlandet« i

forbindelse med udlandsophold, må fremlægge dokumentation for, at

stipendiet er tildelt med klausul om anvendelse til forsknings-

eller studieophold i udlandet. Kravet om klausuleret anvendelse

kan anses opfyldt, såfremt det af universitetets erklæring

fremgår, at det ved tildelingen af stipendiet klart forventedes at

forskningsarbejdet (eller studiet) helt eller delvis udføres i

udlandet, lsr. 1980.107.

Forskere m.fl.

Andre skatteydere, der modtager egentlig løn fra

Forskningssekretariatet, er også berettiget til fradraget.

Professor ved Københavns universitet, der under varetagelse af et

gæsteprofessorat i U.S.A. i 4 måneder havde fået bevilget

tjenestefrihed med løn, blev anset berettiget til

»udlandsfradraget«, beregnet af både orlovslønnen fra Danmark og

vederlaget fra det amerikanske universitet. Hustru og barn deltog

i rejsen, men udgiften til deres flyvebilletter kunne ikke

fradrages, ligesom det alene var skatteyderens personlige udgifter

til kost og logi under U.S.A.-opholdet, der kunne fradrages

(skønsmæssigt ansat til 18.000 kr. for de ca. 4 mdr.).

Derimod fik en universitetsansat afdelingsleder, som fik bevilget

orlov med fuld løn, men ikke havde modtaget tilskud til

rejseudgifter, og som havde opholdt sig på et universitet i U.SA.

i forskningsøjemed mere end 1 år - foruden fradrag efter

anvisningen - også fradrag for familiens samlede rejseudgifter til

og fra U.S.A. under henvisning til opholdets varighed, lsr.

1979.201.

Ved HD af 13. oktober 1978 (skd.48.46) blev det antaget, at der ikke

i statsskattelovens § 6 a eller i øvrigt var hjemmel til at anse

en ved atomenergikommissionen ansat civilingeniør, der som led i

en udvekslingsaftale med den amerikanske atomenergikommission var

udstationeret i U.S.A. i 9 måneder, berettiget til fradrag for den

del (3/12) af rejseudgifterne for hustru og børn, som ikke var

blevet refunderet af arbejdsgiveren.

Kibbutzophold

Kibbutzophold kan ikke betragtes som arbejde i udlandet, hvorfor der

ikke kan indrømmes fradrag for lønarbejde i udlandet. Der kan

bortses fra værdien af kost og logi samt eventuelle lommepenge,

modtaget under et kortvarigt kibbutzophold, når indtægten herved

ikke overstiger de afholdte rejseudgifter, som på den anden side

ikke kan fratrækkes. Se i modsætning hertil Skat1986.10.608 om et

længerevarende kibbutzophold.

Pengelønnen

Det er i princippet den under udlandsopholdet udbetalte/godskrevne

løn, der skal lægges til grund. Omfatter udlandsarbejdet en del af

en aflønningsperiode, må som anført medregnes en forholdsmæssig

del af periodens løn. Gratiale o.lign., der opgøres for et helt

år, må som nævnt medregnes med en brøkdel. Man må dog her være

særlig opmærksom på, om der i årets løb har været ændret

aflønningsform, stillingsskift eller lign. og korrigere herfor.

Overtidsbetaling vedr. udlandsarbejdet, der er udbetalt og

skattepligtigt i det efterfølgende år, berettiger til

standardfradraget i udbetalings- og »skattepligtsåret«.

Det er som nævnt uden betydning, om lønnen udbetales af en dansk

eller udenlandsk arbejdsgiver, - i dansk eller fremmed valuta. I

sidste fald anvendes den på udbetalingstidspunktet offentligt

noterede valutakurs ved konverteringen til danske kroner.

En overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning, indgået mellem

Danmark og det land, hvori arbejdet udføres, berører ikke

fradragsretten. Indkomsten skal under alle omstændigheder opgøres

efter danske skatteregler, uanset hvilken overenskomsttype, der er

tale om.

Kost og logi, opholds- og forplejningsudgifter m.v.

Som anført skal pengelønnen, forinden procentfradraget beregnes,

reduceres med de fradragsberettigede opholds- og

forplejningsudgifter, som den skattepligtige selv afholder (og som

altså ikke dækkes efter regning). Vedrørende forståelsen af »kost

og logi« og »opholds- og forplejningsudgifter«, bemærkes, at disse

udtryk foruden hotel- eller pensionsudgifter tillige omfatter

udgiften til lejede boliger/værelser samt kost, som man selv

fremstiller, får fremstillet og/eller hjemtager til fortæring. Der

kan i alle tilfælde kun foretages fradrag for kost og logi i det

omfang, som kan anses rimeligt. Evt. modtagne kontante dagpenge

o.lign. skal under alle omstændigheder medregnes til den

skattepligtige indkomst.

Finansministeriets cirkulære om godtgørelse af udgifter ved

tjenesterejser i udlandet blev ikke anset for anvendeligt for en

cand.mag., der i fire år havde været ansat på et universitet i

udlandet, aflønnet af det danske undervisningsministerium ved et

forskningsstipendiat. Fradraget måtte herefter bero på et skøn,

lsr.1985.66.

Som nævnt bortses der også ved indkomstopgørelsen fra de efter

regning dækkede udgifter til erhvervsmæssig befordring. Hvis der

ikke ydes tilskud efter regning, eller hvis der dækkes mere end

den erhvervsmæssige befordring, kan der ikke bortses herfra og

befordringsudgifterne indgår da som en del af procentfradraget.

Den private andel af kørselsudgiften indgår dog naturligvis ikke

som en del af pengelønnen, men må beskattes som en naturalydelse.

Eksempel på opgørelse af den skattepligtige indkomst i

udlandsperioden:

 

          1)  

          Opholdsudgifter m.v. dækkes efter regning.  

                                                  Vesteuropa     Uden for  

                                                               Vesteuropa  

          Kontant løntillæg (1. febr.-31. dec) ...   160.000      160.000  

          * Pct. fradrag (10%-25%) ...............    16.000       40.000  

                                                    ---------------------  

          Skattepligtig indkomst .................   144.000      120.000  

          * Procentfradraget kan højest beregnes af en helårlig pengeløn på  

          200.000 kr.  

          2)  

          Lønmodtageren afholder selv sine opholdsudgifter.  

                                                  Vesteuropa     Uden for  

                                                               Vesteuropa  

          Kontant løntillæg (1. febr.-31. dec) ...   250.000      250.000  

          Udgifter til kost og logi ..............    40.000       40.000  

                                                  -----------------------  

                                                     210.000      210.000  

          * Pct. fradrag (10%-25%)  

          Periode 11 måneder .....................   -18.333      -45.833  

                                                    ---------------------  

          Skattepligtig indkomst .................   191.667     164.167  

* Fradraget kan maksimalt beregnes af 200.000 kr. og ikke af 210.000

kr.

Som anført kan der ikke samtidig med anvendelsen af ovennævnte

regler foretages fast lønmodtagerfradrag for samme indkomstår.

Derimod kan der naturligvis foretages fradrag for de faktiske

erhvervsudgifter forbundet med indtægtserhvervelsen her i landet.

Med hensyn til udgifter i et sådant indkomstår til f.eks. faglige

kontingenter, faglitteratur og arbejdstøj, som måske ikke

specifikt lader sig henføre til udlands- eller indlandsarbejdet,

må der ske en forholdsmæssig fordeling, så kun de udgifter, der

utvivlsomt vedrører indlandsarbejdet, fratrækkes ved siden af

standardfradraget.

Der kan ikke stilles krav om plads til et rimeligt privatforbrug som

betingelse for indrømmelse af standardfradraget.

2.3.29. Fradrag for merudgifter ved lønudarbejde på udenlandske

skibe m.v. LL § 33 B

Ved bestemmelsen i LL § 33 B gives der et særligt ligningsmæssigt

fradrag til danske sømænd på udenlandske skibe i udenrigsfart og

til personer om bord på fartøjer og installationer, der anvendes i

tilknytning til efterforskning og udnyttelse af

kulbrinteforekomster uden for dansk søterritorium og dansk

kontinentalsokkelområde.

Se i øvrigt skd. cirk. nr. 167 af 21. okt. 1983 om ændringer i LL,

idet bemærkes, at det faste fradragsbeløb fra og med indkomståret

1985 er forhøjet fra 16.000 kr. til 22.000 kr. (lov nr. 43 af 20.

februar 1985).

3. Specielle grupper af lønmodtagere

Dette afsnit indeholder en redegørelse for visse indkomst- og

fradragsforhold for specielle lønmodtager-grupper - alfabetisk

ordnet. De generelle fradrag for større grupper af lønmodtagere

er omtalt under D 2.3.

3.1. Aftenskolelærere

Kørselsgodtgørelser, der udbetales til lærere m. fl. i ungdomsskolen

og inden for fritidsundervisningen for voksne for befordring

mellem bopæl og undervisningssted, anses ikke som § 5d-ydelser

eller som trækfri A-indkomst.

Det må afhænge af den enkelte lærers forhold, om der i forbindelse

med fritidsundervisningen kan foretages fradrag for

befordringsudgifter mellem skiftende arbejdssteder, eller der

alene kan blive tale om fradrag for befordring mellem hjem og

arbejdssted. Der henvises herom til U 3.

3.2. Avisbude

Avisbude kan fratrække dokumenterede udgifter til aflønning af

hjælpebude, men kan ikke ved siden heraf fratrække det faste

lønmodtagerfradrag.

Befordringsudgifter i forbindelse med udbringningen kan fratrækkes,

men ikke samtidig med det faste lønmodtagerfradrag.

Der kan ikke foretages noget fradrag for særlige udgifter til

beklædning eller renholdelse heraf.

Avisuddelere, der som hjælpebude anvender egne børn såvel over som

under 15 år, kan fradrage løn til disse børn sammen med eventuel

løn til fremmede hjælpebude, og børnene beskattes af denne

lønindtægt, selv om de er under 15 år, skd.14.149.

3.3. Blikkenslagere og rørlæggere

Kilometerpenge (i Rørprislisten benævnt zonetillæg) til

blikkenslagere og rørlæggere medregnes i indkomsten, men halvdelen

af kilometerpengene kan uden dokumentation fradrages for udgift

til befordring og merudgift til fortæring, jfr. lsr.1983.138.

Såfremt kilometerpengene ydes ved arbejde over 30 km fra

arbejdsgiverens forretningssted, kan 80 pct. af beløbet fradrages

for udgift til befordring, overnatning og fortæring m.v. Se lsr. 1970.65.

I særlige tilfælde, hvor en rørlægger antages til arbejde på

skiftende arbejdspladser, og den pågældende aldrig eller kun

undtagelsesvis kommer på arbejdsgiverens forretningssted, gælder

foranstående regler dog med den ændring, at afstanden til de

skiftende arbejdssteder regnes fra den pågældendes bopæl.

Det er en forudsætning for bevarelsen af det faste

lønmodtagerfradrag, at der er tale om godtgørelse under rejse, se 2.2.

En rørlægger, der modtog zonetillæg i henhold til rørprislisten og

som havde fået godkendt fradrag svarende til 80 pct. af

zonetillægget, blev herudover, da der ikke forelå nærmere

oplysning om hvilke udgifter, det oppebårne zonetillæg skulle

dække, anset berettiget til fradrag for udgifter til befordring i

weekenderne mellem de skiftende arbejdssteder og hjemmet i medfør

af LL § 9 B, VLD af 6. juni 1986 (Skat 1986.6.395). Dommen er

anket.

Cirkeltillæg behandles som kilometerpenge, lsr. 1975.72.

I lsr.1982.112 fastslås det, at en smedesvend, der var aflønnet

efter rørprislisten, var berettiget til befordringsfradrag efter

de almindelige regler herom i stedet for de foran nævnte

procentfradrag.

3.4. Boreplatforme

Der gælder ikke særlige regler for ansatte på boreplatforme. De kan

efter de almindelige bestemmelser om fradrag for merudgift til

arbejdsdragt fratrække 1.040 kr.

Værdien af fri kost skal medregnes til indkomsten med 43 kr. pr.

dag.

Offshore-tillæg skal medregnes til den skattepligtige indtægt.

En arbejdsmand, der boede på Fyn, arbejdede på en boreplatform i

Nordsøen. Under hensyn til, at der under opholdet på

boreplatformen blev ydet fri forplejning kunne der ikke gives

fradrag for off shore tillæg eller for dobbelt husførelse m.v.,

ligesom han heller ikke blev anset for berettiget til fradrag for

diæter på ud- og hjemrejsedage, idet der ikke kunne antages at

være afholdt merudgifter på rejser fra hjemmet til Esbjerg af ca.

21/2 times varighed. Der blev alene godkendt fradrag for

udgifterne til søudstyr, lsr.1985.55.

3.5. Brandmænd

Heltidsansatte brandmænd (herunder ambulancefolk m.fl.) kan foretage

følgende fradrag:

1) Brandmænd, der udfører døgnvagttjeneste, kan fradrage 3.850 kr.

årligt for merudgifter til fortæring under arbejdet.

2) Brandmænd, der udfører DDN-vagttjeneste - i almindelighed to på

hinanden følgende 12-timers dagvagter efterfulgt af en 12-timers

nattevagt - kan fradrage 2.750 kr. årligt for merudgifter til

fortæring under arbejdet.

Disse fradrag kan foretages uden dokumentation for merudgifternes

størrelse, men kun for den del af året, hvor brandmanden har

arbejdet under den pågældende vagtordning. Der kan ikke derudover

foretages fradrag for overarbejde, udearbejde, tærepenge eller

natarbejde for så vidt angår arbejdet inden for den fastsatte

tjenestetid for de nævnte vagter.

For udgifter til vask, rensning og vedligeholdelse af uniform og

undermundering samt til forsåling af støvler indrømmes et fradrag

på 850 kr. årligt.

Deltidsansatte brandmænd kan fra og med indkomståret 1985 uden

dokumentation fradrage 425 kr. for merudgifter til vask, rensning

og vedligeholdelse af uniform og undermundering.

3.6. Brugsforeningsuddelere

Brugsforeningsuddelere kan ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst efter eget valg fradrage varesvind enten efter

regnskabsmæssig opgørelse eller efter faste procenter, dog

således, at den, der har valgt fradrag efter regnskabsmæssig

opgørelse, ikke senere kan overgå til at fradrage efter faste

procenter.

Ved overgang til fradrag efter regnskabsmæssig opgørelse er det af

vigtighed, at lageropgørelsen ved indkomstårets begyndelse er

foretaget så nøjagtigt, at der ikke i årets indkomstopgørelse sker

fradrag for et i tidligere år opstået svind, for hvilket der

allerede er indrømmet procentfradrag.

Fyldestgørende regnskabsmæssig opgørelse anses at foreligge, når

opgørelsen af svindet finder sted på grundlag af en omhyggelig

ført kassebog. Dokumentationens gyldighed vil dog altid bero på

rigtigheden af den foretagne lageropgørelse og det indtægtsførte

beløb for forbrug af egne varer, og ligningsmyndigheden må derfor

tage standpunkt hertil og eventuelt ansætte forbruget af egne

varer efter skøn.

Uden regnskabsmæssig opgørelse kan der fradrages 3/4 pct. af

årsomsætningen på butiksvarer og 1/4 pct. på grovvarer, dog kan

der intet fradrages for den del af omsætningen, der vedrører salg

gennem hovedforeninger.

Fradraget beregnes af årsomsætningen ekskl. merværdiafgift,

medmindre det dokumenteres, at uddelerens tilsvar over for

foreningen omfatter merværdiafgiften.

Uddelere, hvis omsætning af grovvarer - bortset fra salg gennem

hovedforeningen - overstiger 1/2 mill. kr., kan ikke anvende

foranstående procentfradrag, men må godtgøre svindet ved regnskab

eller på anden fyldestgørende måde.

Udgift til opmærksomheder til foreningens kunder kan ikke fradrages,

lsr. 1940.54. Derimod har landskatteretten tilladt en

brugsforeningsuddeler et mindre fradrag for udgifter til

repræsentation ved bestyrelsesmøder o.l., lsr. 1962.132.

3.7. Bygningstapetserere

Bygningstapetsereres landtillæg for arbejde, der udføres uden for en

vis afstand fra byen (20 pct. af lønnen), medregnes ved opgørelsen

af den skattepligtige indkomst, men halvdelen af landtillægget kan

uden dokumentation fradrages for udgift til befordring og

merudgift til fortæring. Fradraget kan foretages samtidig med det

faste lønmodtagerfradrag.

3.8. Børnedagpleje

Vederlaget for ydelsen af dagpleje er indkomstskattepligtigt for

dagplejemoderen, medens udgifterne ved plejen kan fratrækkes. Hvor

der ikke foreligger en regnskabsmæssig opgørelse, ansættes

fradraget, når antallet af børn i dagplejen ikke overstiger 5, til

1/3 af det modtagne vederlag.

Standarfradraget gives også, hvor den pågældende er ansat med

garanteret mindsteindtægt (garanteret ugentlig indtægt svarende

til det samlede vederlag for 3 børn i 431/4 times pleje).

Standardfradraget beregnes af hele vederlaget for børnedagplejen

- uanset en eventuel præmiebetaling til en kapitalpensionsordning,

jfr. Skat 1986.10.602.

Omfatter plejen et større antal børn, må fradraget ansættes efter et

skøn i det enkelte tilfælde.

Fradrag for udgifter i forbindelse med dagpleje kan ikke foretages

ved siden af det faste lønmodtagerfradrag af samme eller evt.

anden lønindtægt, jfr. lsr. 1972.141.

Såfremt det dokumenteres, at der er afholdt udgifter til medhjælp i

forbindelse med ydelse af dagpleje, kan lønudgiften fradrages

udover 1/3-fradraget. Ligeledes kan fradrag for

fagforeningskontingent foretages ved siden af standardfradraget,

lsr. 1979.181.

Fradraget på 1/3 af det modtagne vederlag er fastsat under hensyn

til de krav, der stilles til ydelserne i kommunal dagpleje,

hvorfor dagplejemødre i private dagplejeforhold ikke umiddelbart

er berettigede til dette standardfradrag. Fradraget må i disse

tilfælde ansættes efter dokumentation eller sandsynliggørelse af

de faktiske udgifter.

Uden for den kommunale dagplejeordning kan det sociale udvalg yde

hel eller delvis betaling for dagpleje i »private, ikke-anerkendte

dagplejeforhold«, der er etableret af barnets forældre på eget

initiativ. Det sociale udvalg yder 1/1, 3/5 eller 2/5 af

betalingen for dagplejen, og beløbet udbetales direkte til

dagplejemoderen. Dagplejeindtægten er i disse tilfælde

B-indkomst, og der vil fra det sociale udvalg fremkomme

oplysningssedler vedrørende udbetalingerne med angivelse af,

hvilken andel af betalingen til dagplejemoderen ydelsen udgør.

Vedrørende døgnplejevederlag henvises til E 1.6.

3.9. Civilforsvaret

Civilforsvarskorpsets befalingsmænd af chef-, forvaltnings- og

ingeniørgruppen og korpsmestre af 1. grad/værkmestre af 1. grad

samt sektionschefer af reserven ansat til langtidstjeneste kan

fradrage et beløb på 3.000 kr. årligt (uændret). For befalingsmænd

af reserven med rådighedspligt, der kun periodevis gør tjeneste,

reduceres fradraget forholdsmæssigt.

Øvrigt personel med rådighedstillæg skal ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst medregne rådighedstillægget samt vederlag

for søn- og helligdagstjeneste og nattjeneste, men et beløb

svarende til 20 pct. af såvel det modtagne rådighedstillæg som de

ydede variable tillæg kan fradrages.

Disse fradrag dækker alle udgifter ved natarbejde, overarbejde samt

udearbejde, herunder tjenesterejser, der ikke medfører

overnatning.

Om uniformsudgifter, se D 2.3.13.

Den godtgørelse, der ydes til frivillige i civilforsvarskorpset pr.

fremmøde til dækning af transportudgifter og fortæring, skal af

modtageren medregnes ved indkomstopgørelsen. Dokumenterede eller

sandsynliggjorte merudgifter forårsaget ved tjenesten kan

fradrages, dog ikke med et større beløb end den modtagne

godtgørelse. Fradraget kan foretages ved siden af et eventuelt

fast lønmodtagerfradrag.

Kørsel i forbindelse med varslingstjeneste/varslingsøvelse betragtes

ikke i skattemæssig henseende som privat kørsel.

Der skal herefter ikke ske beskatning af privat kørsel,

såfremt der er stillet bil til rådighed af civilforsvaret, heller

ikke af kørsel mellem hjem og varslingssted. Eventuelt modtaget

kørselsgodtgørelse for kørsel i egen bil anses for medgået til

formålet.

Personel ved styrelsen for den civile værnepligt er ikke omfattet af

anvisningen vedrørende civilforsvarets personel. De pågældende kan

derfor ikke fradrage 20 pct. af udbetalt rådighedstillæg.

3.10. Diakonisser

Diakonisser, der som led i ansættelsesvilkårene modtager frit ophold,

beskattes af værdien heraf med 18.600 kr.

Godtgørelse for udtræden af Diakonissestiftelsen anses for omfattet

af LOSI § 2, nr. 9.

3.11. Europaparlamentet

Efter lov nr. 225 af 31. maj 1979 tilkommer der de danske

repræsentanter i Europa-Parlamentet et vederlag, der svarer til

folketingsmedlemmers vederlag. Vederlaget består af et

grundvederlag og et omkostningstillæg. Alene grundvederlaget

medregnes til den skattepligtige indkomst.

Herudover dækker Europa-Parlamentet forskellige udgifter

efter det af Parlamentet fastsatte »Regulativ om

omkostningsgodtgørelse og godtgørelser til medlemmer af

Europa-Parlamentet«.

1) Dagpenge og rejseudgifter til parlamentet: Beløbene anses som §

5 d ydelser.

2) Rejseudgifter til andre lande: Beløbene anses som § 5 d ydelser.

3) Omkostningstillæg, der bl.a. skal dække rejseudgifter i eget

land: Beløbene er skattepligtige, men kan fratrækkes med samme

beløb.

4) Sekretariatsgodtgørelse: Godtgørelsen er skattepligtig, men kan

fratrækkes med samme beløb.

Medlemmer af Europa-Parlamentet anses ikke indeholdelsespligtige i

henhold til kildeskatteloven vedrørende eventuel udbetalt

sekretærløn, som godtgøres af Parlamentet.

Den af Parlamentet ydede præmie til livsforsikring skal i medfør af

PL §56, stk. 1, medregnes til den skattepligtige indkomst, men kan

fratrækkes inden for den i PL § 50, stk. 2, anførte grænse på

2.000 kr.

Derimod skal den af Parlamentet ydede præmie til ulykkesforsikring

ikke medregnes til den skattepligtige indkomst.

3.12. Fagforeningsfunktionærer

Dagpenge og diæter til fagforbundenes funktionærer og tillidsmænd

m.v. medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Under hensyn til at disse ydelser fastsættes til dækning af de

pågældendes merudgifter på rejse og ved deltagelse i møder m.m.,

anses de at medgå til deres formål. Der kan derfor foretages

fradrag med samme beløb, som godtgørelsen udgør, dog højst:

Ved rejser, der medfører natophold uden for den pågældendes

opholdskommune: Dokumenterede udgifter til natophold samt 180 kr.

pr. rejsedag med overnatning. Hvis betalingen for overnatning

indbefatter betaling for morgenmåltid, nedsættes fradraget med 30

kr.

Såfremt overnatning uden for hjemmet kan dokumenteres, men udgiften

ikke kan godtgøres, kan merudgiften til fortæring samt overnatning

fradrages med 265 kr. pr. døgn.

 

          Ved heldagsmøder: .....  150 kr.  

          Ved halvdagsmøder: ....   75 kr.  

Det samlede fradrag pr. mødedag uden overnatning kan ikke overstige

150 kr.

Fradrag af større beløb end de nævnte kan alene foretages efter

dokumentation af samtlige afholdte udgifter.

En fagforeningsfunktionær, der var ansat som funktionær i et

landsdækkende fagforbund og samtidig var tillidsmand i en lokal

fagforening, kunne fratrække mødeudgifter i overensstemmelse med

ligningsrådets satser både for møder i hovedforbundet og møder i

den lokale fagforening, lsr. 1986.16.

En fagforeningsfunktionær kunne ikke foretage fradrag for

mødeudgifter efter de af ligningsrådet fastsatte takster, da han

ikke havde modtaget dagpenge eller diæter for møderne, men han

ansås berettiget til at foretage et skønsmæssigt lavere fradrag,

Skat. 1986.8.508.

Hvis de faglige organisationer udbetaler (trækfri) diæter, der

overstiger ovennævnte fradragssatser, eller udbetaler

»overnatningsdiæter« for dage, hvor overnatning ude rent faktisk

ikke finder sted, eller de pågældende ikke betaler for

overnatningen, må der ske beskatning. Der må derfor i fornødent

omfang kræves dokumentation for fratrukne overnatningsudgifter.

Såfremt antallet af hel- og halvdagsmøder, for hvilke der er ydet

diæter, ikke fremgår af oplysningssedlerne, må der kræves

attestation herom fra fagforeningen/forbundet. Hvor der er tale om

et meget stort antal møder i årets løb, bør der kræves en

datoliste, attesteret af forbundet, med angivelse af de enkelte

hel- og halvdagsmøder. Om relationen til lønmodtagerfradraget, se

nedenfor.

De foran nævnte fradrag for udgifter på rejser med natophold kan

også anvendes af funktionærer i AOF.

Der kan ikke foretages fradrag i forbindelse med delegationsrejser

m.v. i udlandet, hvor de udenlandske værtsfolk afholder udgifterne

til ophold og forplejning, således at rejsedeltagerne ikke selv

har fradragsberettigede merudgifter i forbindelse med sådanne

rejser. I flere lsr.-kendelser er fradrag for sådanne udgifter

nægtet, da de pågældende ikke kunne dokumentere nogen merudgifter.

Ved ØLD af 2. juni 1977 tiltrådtes et skønsmæssigt fastsat fradrag

for repræsentationsudgifter for en afdelingssekretær i HK. Der var

udbetalt repræsentationsgodtgørelse med 3.562 kr. Fradrag

godkendtes med 1.000 kr. i mangel af dokumentation.

En fagforeningskasserer havde modtaget en repræsentationsgodtgørelse

på 2.400 kr. samt et beløb på 2.227 kr. som fejltællingspenge. Han

ansås ikke berettiget til fradrag af tilsvarende størrelse, da han

ikke var i stand til at dokumentere sine udgifter til

repræsentation og fejltælling, lsr. 1981.79.

Fradrag for diæter ved siden af fast lønmodtagerfradrag.

Fast lønmodtagerfradrag kan kun foretages samtidig med fradrag for

diæter, såfremt disse godtgørelser fuldtud er ydet under rejser

(jfr. 2.2.). Da bl.a. indenbys møder i almindelighed ikke

opfylder betingelsen om »rejse«, kan fradrag for sådanne diæter

ikke foretages ved siden af lønmodtagerfradraget. Ved lsr.

1976.156 blev der således nægtet fradrag for diæter, udbetalt for

møder på forbundets kontor i København, ved siden af

lønmodtagerfradraget.

For skatteydere, der ikke er ansat eller fuldtidsbeskæftiget i

fagforening/forbund (f.eks. tillidsmænd på virksomheder), vil

modtagelsen af diæter fra forbundet være »honorar uden for

tjenesteforhold«, og fradrag kan i så fald foretages ved siden af

et eventuelt lønmodtagerfradrag.

3.13. Falck-reddere

Reddere ansat i De Danske Redningskorps kan foretage følgende

fradrag:

1) Reddere, der udfører døgnvagttjeneste, kan fradrage 3.850 kr.

årligt for merudgifter til fortæring under arbejdet.

2) Reddere, der udfører DDN-vagttjeneste - i almindelighed 2 på

hinanden følgende 12-timers dagvagter efterfulgt af en 12-timers

nattevagt - kan fradrage 2.750 kr. årligt for merudgifter til

fortæring under arbejdet.

De under 1 og 2 nævnte fradrag kan foretages uden dokumentation for

merudgifternes størrelse, men kun for det tidsrum, hvor redderen

har været beskæftiget under den pågældende vagtordning.

Der kan ikke derudover foretages fradrag for overarbejde,

udearbejde, tærepenge eller natarbejde for den overenskomstmæssigt

fastsatte tjenestetid for de nævnte vagter.

Reddere, der udfører dagvagttjeneste eller toskiftet tjeneste, kan

foretage fradrag for merudgifter efter de gældende almindelige

regler om natarbejde m.v., lsr. 1979.83.

En redder, der havde en vagtordning, hvorefter han på årsbasis

havde 110 døgnvagter a 24 timer og 60 dagvagter, påstod ved Østre

Landsret, at han måtte være berettiget til samme fradrag som

reddere med døgnvagttjeneste, som består af 123-131 døgnvagter a

24 timer på årsbasis. Landsretten tilkendegav efter

domsforhandling, at retten ikke kunne følge hans påstand,

hvorefter han hævede sagen, skd. 56.43.

Rejse- og befordringsgodtgørelse i anledning af udearbejde, der

varer mindst 6 timer - i overenskomsten med De Danske

Redningskorps betegnet som »tærepenge« (= trækfri A-indkomst) -

medregnes i indkomstopgørelsen, men beløbet anses medgået til

dækning af merudgifter, hvorfor det vil kunne fradrages efter de

gældende regler. Fradraget kan foretages samtidig med ovennævnte

standardfradrag.

En falckredder havde oppebåret et forskydningstillæg på 9 kr. pr.

dag for forskydning af middagspausen. Da det ikke var

dokumenteret, at forskydningen af spisepausen havde medført

merudgifter, der ikke var dækket af det godkendte fradrag for

udearbejde, godkendtes ikke fradrag udover fradraget for

udearbejde, jfr. Skat. 1986.2.156.

Reddere, der godtgør, at de oppebærer særligt smudstillæg for

transport af og arbejde med lig, kan fradrage halvdelen af

smudstillægget, dog højst med 520 kr., da redderne modtager fri

uniform.

Endvidere godkendes et fradrag på 850 kr. årligt for merudgifter til

vask, rensning og vedligeholdelse af uniform og underbeklædning

samt forsåling af støvler. Fradraget gives uden dokumentation for

merudgifternes størrelse.

3.14. Fiskere

Kostudgifter. Under forudsætning af, at fisketurene normalt varer

mere end et døgn, kan der foretages et fradrag i

indkomstopgørelsen for merudgift til kost på søen på 10.200 kr.

årligt, dog mindst 67 kr. pr. fiskedag. Tilsvarende fradrag

tillades, hvis fiskeri af kortere varighed udføres fra fremmed

havn.

Såfremt fisketurenes varighed normalt ikke overstiger et døgn, men

der dog skønnes at være merudgifter til kost, andrager fradraget

8.100 kr. årligt, dog mindst 41 kr. pr. fiskedag.

Overstiger det samlede fradrag, opgjort på grundlag af

fradragsbeløbet pr. fiskedag, det årlige fradrag, er fiskerne

berettiget til det højere fradrag. Eksempel: 220 fiskedage a 41

kr. = 9.020 kr., som kan fradrages, selv om årsfradraget kun

andrager 8.100 kr.

Hvor forannævnte forudsætninger kun har været opfyldt en del af

året, reduceres de årlige fradrag forholdsmæssigt. Der foretages

dog ikke nogen reduktion af fradragene alene på grundlag af, at

der ikke sejles under stormvejr, eller fordi der skal foretages

sædvanlige eftersyn og mindre reparationer på skibet.

Ved ansættelsen af eget forbrug af fisk medtages også værdien af

forbruget om bord.

Søudstyr. Under forudsætning af, at fisketurene normalt varer mere

end et døgn, godkendes et fradrag på 2.350 kr. årligt for

søudstyr.

Hvis fisketurenes varighed normalt ikke overstiger et døgn, men

fiskeriet foregår under sådanne former, at søudstyr må anses for

nødvendigt, kan der foretages et skønsmæssigt fradrag, der dog

maksimalt kan andrage 2.110 kr. årligt.

De såkaldte redningsdragter anses for en del af søudstyret, således

at fiskere enten kan foretage ovennævnte standardfradrag eller

vælge at fratrække den faktiske udgift til søudstyr, herunder

redningsdragten, i det omfang udgiften overstiger normale udgifter

til beklædning.

De såkaldte overlevelsesdragter, der er en del af sikkerhedsudstyret

om bord, anses som et driftsmiddel, der kan afskrives i henhold

til afsnit I i AL.

3.15. Folketinget

I henhold til lov om valg til folketinget oppebærer

folketingsmedlemmer et grundvederlag samt et skattefrit

omkostningstillæg. Grundvederlaget er fuldt ud skattepligtigt,

medens omkostningstillægget ikke skal medregnes ved

indkomstopgørelsen. Der beregnes ikke lønmodtagerfradrag af

vederlaget, jfr. KL § 24, stk. 3.

Et eftervederlag til et udtrådt medlem af tinget beskattes som

almindelig - og ikke særlig - indkomst, jfr. lsr.1982.154.

De udgifter til annoncering m.v., som et folketingsmedlem afholder i

forbindelse med opstilling til et folketingsvalg, kan ikke

fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst,

lsr.1985.24.

3.16. Gæstearbejdere

Om fradrag for dobbelt husførelse henvises til D 2.3.12. Reglerne om

fradrag for ydelser i henhold til forpligtelseserklæringer er også

gældende for gæstearbejdere. Se F. 1.4.4.

En gift gæstearbejder kan samtidigt opnå fradrag for dobbelt

husførelse (såfremt hustruen opretholder selvstændig husførelse i

hjemlandet) og fradrag i henhold til forpligtelseserklæring

(f.eks. over for forældre og/eller søskende).

Den hjemrejsegodtgørelse, der i henhold til kontraktlig forpligtelse

udbetales til gæstearbejdere i forbindelse med deres hjemsendelse,

efter at deres arbejds- og opholdstilladelse er udløbet, anses for

skattefri, SD-cirk. nr. 393 af 2. oktober 1974.

3.17. Handelsrejsende

Handelsrejsende, der i deres erhverv foretager forretningsrejser for

deres firmaer, samt andre, der rejser på tilsvarende måde, og som

under rejsen har merudgifter til fortæring og normalt udgifter til

repræsentation, må udover løn og provision m.v. i

indkomstopgørelsen medregne eventuelle beløb, som de modtager i

dagpenge og diæter, og de kan som merudgift kun fradrage de til

deres ophold på rejser medgåede udgifter reduceret med værdien af

»eget forbrug«.

Såfremt der er ydet godtgørelse for udgifter til rejse, herunder

ophold og fortæring under rejse, kan fradrag for merudgifterne

finde sted, uden at retten til det faste lønmodtagerfradrag af den

grund fortabes, jfr. D 2.2. Dette gælder også fradrag for

rejseudgifter med de af ligningsrådet fastsatte standardsatser,

selv om der i disse satser er indbefattet visse repræsentations-,

telefon- og portoudgifter.

Er godtgørelse derimod ikke ydet eller overstiger merudgiften

godtgørelsen, vil et fradrag af rejseudgiften bevirke, at retten

til lønmodtagerfradraget fortabes.

Der godkendes lønmodtagerfradrag ved siden af fradrag for

repræsentationsudgifter godtgjort efter regning, når disse

udgifter er uden direkte indflydelse på skatteyderens lønindtægt,

lsr. 1969.64 og 156. Se D 2.3.22.

Ligningsrådets satser

For rejsedage med overnatning på hotel eller lignende kan

dokumenterede udgifter til natophold fradrages. Merudgiften til

fortæring samt udgift til telefon, porto og repræsentation i

direkte tilknytning til rejsen ansættes uden dokumentation for

størrelsen til 180 kr. pr. rejsedag med overnatning. Hvis

betalingen for overnatning indbefatter betaling for morgenmåltid,

nedsættes fradraget med 30 kr.

Såfremt det kan godtgøres, at overnatning uden for hjemmet har

fundet sted, men udgiften ikke kan dokumenteres, kan merudgiften

til fortæring m.v. samt overnatning fradrages med 265 kr. pr.

døgn.

For den eventuelt tilsluttende rejsedag og for rejsedage uden

overnatning kan merudgiften til fortæring samt udgiften til

telefon, porto og repræsentation i direkte tilknytning til rejsen

fradrages med 75 kr. pr. dag.

Ønskes fradrag udover de anførte satser, må berettigelsen heraf

godtgøres af den pågældende skatteyder.

En repræsentant arbejdede 3 dage om ugen i Københavnsområdet og i

forbindelse hermed overnattede han i sin samlevers lejlighed, mens

de begge resten af ugen boede i hans hus på øen X. Efter det

oplyste fandt landsskatteretten, at han måtte anses for at have

bopæl både i København og på X. Da han rent faktisk havde benyttet

lejligheden i den del af ugen, hvor han havde arbejdet i

Københavnsområdet, var der ikke grundlag for at indrømme ham

fradrag efter reglerne for rejsedage med overnatning på hotel

eller lignende, lsr.1985.69.

De foran nævnte standardfradrag skal alene dække merudgiften til

fortæring samt udgifter til telefon, porto og repræsentation i

direkte tilknytning til rejsen. Udgifter til de nævnte formål, der

ikke er afholdt i direkte tilknytning til rejsen, kan fradrages

ved siden af standardfradragene.

Hvad navnlig angår repræsentationsudgifter bemærkes, at

standardfradragene dækker sædvanlige repræsentationsudgifter på

rejse, typisk udokumentable småudgifter og enkelte større

udgiftsposter, medens udgifter ud over det normale kan fradrages

ved siden af standardfradragene.

ØLD af 3. sept. 1981 (skd.60.68): En salgschef, der berejste hele

Jylland og dele af Sjælland og i forbindelse hermed afholdt

udstillinger to gange årligt i de forskellige byer, havde udover

standardfradraget fratrukket 4.227 kr. til repræsentation i

forbindelse med udstillingerne. Skatterådet godkendte fradraget,

men beskar standardfradraget for samtlige rejser med ialt 3.670

kr. Landsretten fandt, at de i forbindelse med udstillingerne

afholdte udgifter efter deres formål, størrelse og art adskiller

sig fra de udgifter af mindre omfang, som knytter sig til

almindelige kunderejser og som til en vis grad er udokumentable

småudgifter. Det fandtes herefter uberettiget, at skatterådet

havde beskåret hans standardfradrag for de almindelige

kunderejser. Med hensyn til udstillingsrejserne kunne han

imidlertid ikke anses berettiget til ved siden af fradrag for

faktiske udgifter at få standardfradrag for tilsvarende udgifter

til telefon, porto, repræsentation m.v. Der måtte derimod også for

disse rejser tilkomme ham et skønsmæssigt fradrag for medudgifter

til fortæring.

En sælger, som alene solgte kopimaskiner til offentlige kontorer var

berettiget til fuldt standardfradrag, idet hans

»repræsentationsudgifter« var et naturligt led i hans opsøgende

salgsvirksomhed, selv om de ikke virkede bestemmende på

modtagernes købsovervejelser, jfr. ØLD af 3. dec. 1984 (9.afd.

449/83).

Rejsedage uden overnatning

Standardfradraget på 75 kr. pr. rejsedag uden overnatning kan kun

foretages for dage, hvor rejsen har haft en sådan varighed, at den

skattepligtige har måttet indtage et sædvanligt hovedmåltid uden

for hjemmet eller arbejdsgiverens virksomhed, jfr. SD. cirk. nr.

477 af 8. sept. 1976.

Der skal ikke udøves skøn over størrelsen af fradraget, men alene

foretages vurdering af, om den pågældende er omfattet af

bestemmelsen.

I overensstemmelse hermed blev en repræsentant med et rejsedistrikt

fra Odder til Skagen anset berettiget til standardfradraget, selv

om han efter det oplyste hver dag medbragte madpakke, som han

spiste i bilen, lsr. 1981.191.

Ved ØLD af 16. april 1982 (8.afd. 114/1981) blev en repræsentant

anset berettiget til standardfradraget også for rejsedage inden

for Randers byområde, idet det var oplyst, at han kørte ca. 65 km

om dagen og besøgte 30-40 kunder pr. dag og som følge heraf kunne

han ikke nå at indtage et hovedmåltid i hjemmet, jfr. tilsvarende

lsr.1983.146.

En repræsentant med Als som rejsedistrikt fandtes derimod ikke

berettiget til standardfradraget under hensyn til rejsedistriktets

størrelse samt til at hans bopæl var centralt beliggende på øen,

hvorfor det måtte anses for tvivlsomt, at han dagligt skulle have

indtaget et hovedmåltid ude, lsr. 1979.186.

Arbejdsområdets udstrækning er således ikke afgørende for, om

standardfradrag kan indrømmes, men der må lægges vægt på den

pågældende skatteyders konkrete arbejdsform.

Valget mellem standardfradrag og fradrag for faktiske udgifter må

ske med virkning for hele indkomståret. Der kan således ikke

foretages fradrag for faktiske udgifter for rejsedage, hvor

udgifterne har været større end standardsatsen, og fradrag med

standardsatsen for dage, hvor udgiften har været mindre. Dette

gælder dog kun rejser inden for landets grænser. Anvendelse af

standardfradrag for rejser her i landet udelukker ikke fradrag for

faktiske udgifter ved rejser i udlandet, lsr. 1980.92.

Når der foretages fradrag for faktiske udgifter, må

fortæringsudgiften reduceres med værdien af »eget forbrug«, som i

almindelighed kan ansættes til et beløb svarende til satsen for

værdien af fri kost: 43 kr. pr. dag.

Hvem kan sidestilles med handelsrejsende?

Sidestilles med handelsrejsende kan alene personer, der udelukkende

har salgsopsøgende arbejde og som under dette arbejde afholder

repræsentationsudgifter, jfr. bl.a. lsr. 1978.195.

Forsikringsselskabernes taksatorer og assurandører kan i

almindelighed ikke anses for omfattet af anvisningen om

handelsrejsende, jfr. HD af 4. okt. 1982 (Skd.64.102).

Tilsvarende gælder kreditforeningernes vurderingsinspektører og en

autokonsulent i et forsikringsselskab, lsr.1985.155.

Anvisningen omfattede heller ikke en revisor, der var ansat i et

selskab, der beskæftigede ca. 35 revisorer, hvis arbejde bestod i

at besøge en række købmænd, brugsforeninger og supermarkeder, hvor

de optalte varelageret og gennemgik forretningens købsbilag, lsr. 1981.89.

Det er ikke afgørende, om de pågældende er medlemmer af foreningen

Danmarks Aktive Handelsrejsende, da der også er handelsrejsende,

som står uden for denne forening, medens foreningen på den anden

side også optager salgschauffører, der ikke kan få fradrag som

handelsrejsende.

Ifølge ØLD af 8. juli 1980 (Skd. 55.341) kunne en salgschauffør ikke

sidestilles med en handelsrejsende, navnlig i betragtning af »at

hans kundebesøg i væsentligt omfang har tjent til udbringning af

bestilte varer og levering af varer ved samtidig bestilling, og at

leveringen i alt væsentligt sker til en fast kundekreds«.

En salgsinspektør ved Falcks Redningskorps kunne heller ikke

sidestilles med en handelsrejsende, lsr.1982.73.

Ved ØLD af 17. juni 1985 blev en sikringskonsulent i ISS-Securitas

anset for handelsrejsende. Den pågældende fandtes imidlertid ikke

berettiget til standardfradraget for rejsedage uden overnatning

ved kundebesøg i nærheden af sit hjem og sit kontor jfr. Skat

1985.9.237. Dommen er appelleret.

Ved ØLD af 3. sept. 1985 blev en salgskonsulent for Vordingborg

Køkkenet sidestillet med en handelsrejsende, idet landsretten

lagde vægt på, at salgskonsulenten - bortset fra et evt. spørgsmål

om salgsdistriktets størrelse og beliggenhed i forhold til

Vordingborg Køkkenets salgsudstilling - måtte antages at udføre

sådanne salgsfunktioner, at han er omfattet af kommissionslovens §

85, der har følgende ordlyd: »Ved handelsrejsende forstås i denne

lov den, som for en handlende (handelshuset) har påtaget sig det

hverv at rejse fra sted til sted og derunder virke for afsætning

af varer, som ikke medføres, ved at optage købetilbud (ordrer) til

handelshuset eller ved selv at sælge deres varer i dettes navn«,

jfr. Skat 1985.10.268. Dommen er appelleret.

Ved ØLD af 20. maj 1986 blev en salgsinspektør ved Jyllands-Posten

anset for handelsrejsende, idet landsretten lagde vægt på, at hans

væsentligste arbejdsopgave bestod i at rejse fra sted til sted for

at virke for afsætningen af aviser. Den omstændighed, at han

yderligere som led i sit arbejde udførte kundepleje hjemme og i et

vist omfang på rejser gav vejledning til aftagerne, fandtes ikke

at kunne medføre, at salgsinspektøren ikke var omfattet af

kommissionslovens § 85, jfr. Skat 1986.6.383. Dommen er anket.

Selvstændigt erhvervsdrivende kan hverken direkte eller analogt

anvende de for handelsrejsende fastsatte standardfradrag, men må

henvises til at dokumentere eller sandsynliggøre de i forbindelse

med hvervet afholdte udgifter, jfr. lsr. 1984.79.

Anvisningen kan heller ikke anvendes af de i FDB ansatte

revisorer og konsulenter, der alene tilser egne afdelinger og

filialer.

Landsskatteretten har dog i to tilfælde anset konsulenter hos FDB,

der besøgte afdelinger i Midt- og Nordsjælland, berettiget til

fuldt ud at fratrække udgifter, svarende til de fra FDB modtagne

godtgørelser, ligesom de pågældende i medfør af KL § 24, stk. 1,

ansås berettigede til at fratrække det faste lønmodtagerfradrag.

(Den ene konsulent havde i 1975 modtaget 610 kr. i trækfri rejse-

og befordringsgodtgørelse, 167 kr. pr. måned i faste diæter samt

800 kr. i telefontilskud). De anførte kendelser er udtryk for et

konkret skøn og de fra FDB modtagne godtgørelser kan derfor ikke i

alle tilfælde anses for medgået til fradragsberettigede udgifter.

For skatteydere, som ikke omfattes af anvisningen må man ved

ligningen give fradrag enten efter dokumentation af de faktiske

udgifter eller efter skøn over den antagelige udgift.

Hvor det må antages, at den pågældende i almindelighed har lejlighed

til at spise i marketenderi eller lignende, må fradrag nægtes.

Skatteydere, der medbringer frokostpakke, men må benytte

cafeterier eller lign., indrømmes fradrag efter reglerne for

udearbejde med 22 kr. pr. dag. Fradrag for andre driftsudgifter

gives efter de almindelige regler.

3.18. Havnearbejdere

Havnearbejdere beskæftiget med lastning og losning af skibe indrømmes

uden dokumentation for udgifternes størrelse et fradrag på 2 pct.

af bruttolønnen, dog højst 2.500 kr. årligt (uændret), for

udgifter til arbejdstøj, transport mellem mønstringssted og

arbejdssted, overarbejde og natarbejde m.v.

Ud over dette fradrag gives fradrag for udgifter til

fagforeningskontigent samt til befordring mellem hjem og

mønstringssted efter de sædvanlige regler om fradrag for udgift

til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Der kan ikke ved siden af ovennævnte fradrag foretages fradrag på

1.490 kr. for ødelagt arbejdstøj i forbindelse med losning af

industrifisk (se D 2.3.14).

Såfremt de gældende fradrag for f.eks. udearbejde eller overarbejde

m.v., kan medføre et større fradrag end ovennævnte

standardfradrag, kan dette større fradrag foretages i stedet for

standardfradraget.

Der skal ske en forholdsmæssig reduktion af fradraget, hvis

skatteyderen kun har været beskæftiget som havnearbejder en del af

året. Modtagelse af arbejdsløshedsunderstøttelse som

havnearbejder medfører dog ikke reduktion.

3.19. Hjemmehjælpere

Hjemmehjælpere antages i almindelighed ikke at have ekstra udgifter

til forplejning som følge af arbejdet. Fradrag for merudgifter til

fortæring indrømmes derfor kun efter dokumentation, jfr. ØLD af 12. aug. 1983 (skd. 68.46) og ØLD af 29. juni 1984 (skd.71.824).

Under hensyn til, at kammeradvokaten i en tilsvarende sag havde

taget bekræftende til genmæle over for en påstand om godkendelse

af det af ligningsrådet fastsatte fradrag for udgift til ren, hvid

kittel eller lign. anså lsr. en hjemmehjælper for berettiget til

dette fradrag, lsr. 1984.111.

3.20. Hjemmesygeplejersker

En hjemmesygeplejerske, der modtog kontraktmæssig

beklædningsgodtgørels e, kunne ikke fratrække et beløb svarende

til godtgørelsen, men hjemmesygeplejersker anses - ligesom

hjemmehjælpere - berettiget til fradrag for udgift til ren, hvid

kittel eller lign., lsr.1985.102. Om hjemmesygeplejerskers

kørselsgodtgørelse, se D 1.6.1.

Hjemmesygeplejersker og hjemmesygehjælpere kan ikke foretage fradrag

for udearbejde, idet det ikke antages, at de pågældendes

arbejdsvilkår gør det nødvendigt at indtage et måltid ude, Skat

1986.7.471.

3.21. Hjemmeværnet

Distriktsledere skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst

medregne den til dækning af udgifter i forbindelse med hvervet

udbetalte ydelse. Et tilsvarende beløb kan fradrages som medgået

til merudgifter ved hvervet, dog ikke samtidig med det faste

lønmodtagerfradrag.

Hjemmeværnets befalingsmænd samt kvindelige befalingshavende i

hjemmeværnet skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst

medregne det modtagne rådighedsvederlag. Et beløb svarende til 1/3

af rådighedsvederlaget kan fradrages for merudgifter som følge af

hvervet, herunder udgift i anledning af ansvaret for mangler og

svind ved afdelingens materiel, dog ikke samtidig med det faste

lønmodtagerfradrag.

De til hjemmeværnet som instruktører knyttede læger modtager lønning

og kørselsgodtgørelse, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen,

medens der alene kan foretages fradrag for kørselsudgift og

eventuelt almindeligt lønmodtagerfradrag.

3.22. HT-chauffører og andre chauffører ved amtskommunale trafikselskaber

Chauffører i HT kan ikke foretage fradrag for udearbejde, da arbejdet

efter landsskatterettens opfattelse ikke udføres under sådanne

vilkår, at ekstra forplejning er en nødvendig følge heraf,

lsr.1982.174.

Weekend-godtgørelse berettiger ikke til fradrag.

Fradrag for vedligeholdelse af uniform kan ikke godkendes.

Ligningsrådet har vedtaget, at arbejde som medlem af hovedstadsrådet

eller som ansat i dettes tjeneste må anses for udførelse af

offentligt hverv, således at de af hovedstadsrådet udbetalte

dagpenge m.v. er omfattet af statsskattelovens § 5d. Dette gælder

også ydelser til chauffører ansatte i HT, hvorimod de chauffører,

der er ansat i de private rutebilselskaber, der kører for HT, ikke

kan anses omfattet af statsskattelovens § 5d.

3.23. Huslejenævn

Medlemmer af disse nævn er ikke berettiget til noget fast eller

procentvis ansat fradrag for driftsudgifter, men kan kun fradrage

dokumenterede eller sandsynliggjorte driftsudgifter.

3.24. Hyrevognschauffører

Hyrevognschauffører kan fradrage 3 pct. af bruttolønnen, dog højst

4.400 kr. årligt (sidste år 3.600 kr.), til dækning af

merudgifter, herunder til fortæring, beklædning og forøget

befordringsudgift mellem hjem og skifteplads på tidspunkter, hvor

offentlig befordring ikke kan anvendes.

Forudsætningerne for fradrag af den angivne størrelse er, at

tjenesten udføres som skiftende dag- og nattjeneste, samt at der i

almindelighed ikke er mulighed for at indtage forplejning i

hjemmet eller under kantineforhold. I modsat fald må fradraget

reduceres efter skøn i de enkelte tilfælde.

En taxachauffør blev anset for berettiget til fradrag for

merudgifter i forbindelse med udearbejde og natarbejde i stedet

for det foran nævnte standardfradrag, Skat 1986.8.508.

Selvstændige vognmænd, der arbejder under tilsvarende forhold,

indrømmes fradrag efter samme retningslinier, jfr. lsr.1983.67.

Hyrevognschauffører er ikke berettiget til noget uniformsfradrag.

3.25. Idrætsfolk m.fl.

Dag- og timepenge, der udbetales personalet i Dansk Idrætsforbund på

tjenstlige rejser i overensstemmelse med tjenestemandslovens

regler, anses medgået til formålet, hvorfor der kan foretages et

fradrag af samme størrelse som de medregnede og modtagne ydelser.

Fradraget kan foretages samtidig med det faste lønmodtagerfradrag.

Idrætsdommere

De i forbindelse med dommerhvervet oppebårne honorarer m.v.,

herunder befordringsgodtgørelse og diæter, skal medregnes ved

indkomstopgørelsen som B-indkomst, men ligningsrådet har vedtaget,

at der for honorarer, der ikke overstiger 75 kr. for den enkelte

kamp, kan foretages et standardfradrag af samme størrelse som

honoraret. Hvor honoraret overstiger dette beløb, må fradraget

opgøres i det enkelte tilfælde.

Befordringsgodtgørelse og diæter efter de regler, hvormed de for

tiden ydes, anses fuldtud medgået til formålet. Såfremt en dommer

som følge af sin beskæftigelse i øvrigt er berettiget til det

faste lønmodtagerfradrag, kan de nævnte udgifter fradrages ved

siden af dette.

Amatøridrætsfolk (SD cirk. 1978-26).

Værdien af pokaler og medaljer er skattefri. Det samme gælder

frirejser og forplejning i forbindelse med kampe og stævner samt

transportgodtgørelse for deltagelse i træning.

Kontante præmier, præmiechecks og værdi af præmier i form af varer

er skattepligtig B-indkomst og medregnes ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst. Helt ubetydelige præmier - f.eks.

»foderchecks« på 10-30 kr. til børn og unge ved ridestævner - kan

der bortses fra ved indkomstopgørelsen.

Der er ikke oplysningspligt for idrætsforeningen for disse ydelser.

I den opgjorte indtægt kan fradrages de udgifter, der har været

nødvendige for at opnå den skattepligtige præmieerhvervelse, dvs.

udgift til rekvisitter, medhjælpere m.v. samt transport- og

opholdsudgifter i forbindelse med deltagelse i stævner og

turneringer, i det omfang idrætsudøveren kan dokumentere, at han

selv har afholdt disse udgifter. Fradrag kan også godkendes for

egne udgifter til deltagelse i stævner, hvor den pågældende ikke

har opnået præmie, men hvor præmiemulighed har foreligget.

Endvidere kan der godkendes fradrag for transportudgifter og

merudgifter til kost m.v. i forbindelse med træning. (SD cirk. nr.

517).

I tilfælde, hvor fradragsbeløbene overstiger præmieerhvervelsen, kan

det således opgjorte underskud ikke fradrages ved opgørelsen af

den skattepligtige indkomst.

Ifølge skd. 56.49 er der ikke i LOSI § 17, stk. 1, hjemmel til at

tillade, at en betydelig præmie, som blev vundet ved en

idrætskonkurrence, beskattes som særlig indkomst.

Naturalgoder - Frirejser

Værdi af fri bolig eller fri bil til lønnet personale er B-indkomst.

Modtageren skal medregne værdien ved indkomstopgørelsen efter de

almindelige regler.

Hvis foreningen afholder udgift til rejse for en spillers ledsager,

er spilleren indkomstskattepligtig af værdien heraf. Dette gælder

dog ikke ægtefælles og ledsagers deltagelse i fælles befordring

til kampe eller turneringer i andre byer.

Der er ikke oplysningspligt for foreningen for disse ydelser.

Løn som spiller

De vederlag en professionel fodboldspiller modtager er A-indkomst,

idet de anses erhvervet i et tjenesteforhold (KL § 43, stk. 1).

Dette gælder både overgangssummen, fast honorar, bonus for vundne

kampe og evt. bonus pr. mål m.v.

Hvis der modtages kilometergodtgørelse for at komme til

træningspladser eller andre steder, er en sådan godtgørelse

A-indkomst og kun trækfri, hvis der rejses fra træningsstedet og

ud til kampe andre steder.

I det omfang, der modtages naturalier som sportsdragt og støvler, er

sådanne goder ikke skattepligtige.

Vederlag i form af gavekort el.lign., der medfører ret til at

erhverve varer, betragtes som A-indkomst.

Trænere

Løn, honorarer og godtgørelse for udgift til befordring mellem hjem

og fast træningsplads er A-indkomst. Der skal trækkes A-skat i det

fulde beløb og indsendes oplysningsseddel, se pkt. 2.2. i SD

cirk.1984-22.

Godtgørelse til træneren til dækning af udgift til transport,

fortæring og overnatning ved rejse til midlertidige

træningspladser, f.eks. ved turneringskampe, er også A-indkomst,

men denne holdes uden for trækgrundlaget. Godtgørelsen skal

opføres på oplysningssedlen.

Omkostningsgodtgørelse til personer, der i øvrigt er ulønnede.

Ved omkostningsgodtgørelse forstås:

a. Kilometergodtgørelse efter ligningsrådets satser til spillere og

trænere for kørsel i egen bil, herunder kørsel med andre

idrætsudøvere, samt til forældre, som i egen bil kører for

idrætsudøvende børn. (I øvrigt henvises til afsnittet om rejse- og

kørselsgodtgørelse i SDs vejledning Skattetræk).

b. Ydelser, der kun dækker udgifter til:

- telefon, porto og kontorartikler samt møder

- sportstøj

- vask og rensning af sportstøj.

Godtgørelsen anses for medgået til formålet. Der skal ikke trækkes

A-skat og ikke indsendes oplysningsseddel, jfr. pkt. 2.1. i SD

cirk.1984-22.

3.26. Isoleringsarbejdere

Isoleringsarbejdere, der aflønnes i henhold til overenskomst af 1.

marts 1963, gældende øst for Storebælt, skal ved

indkomstopgørelsen medregne modtagne tillæg for befordring, kost

og logi, men et beløb af samme størrelse kan uden dokumentation

fradrages, da disse ydelser anses for medgået til dækning af

fradragsberettigede udgifter. Tillægget må anses som

rejsegodtgørelse. De pågældende kan herudover til yderligere

dækning af udgifter til befordring fradrage 5 pct. af den samlede

overenskomstmæssige lønindtægt ekskl. ovennævnte tillæg.

Hvor arbejdet udføres mere end 85 km fra arbejdsgiverens

forretningssted, fastsættes tillæg til befordring, kost og logi

ved lokal aftale. Dette tillæg kan indeholde såvel

indkomstskattepligtigt vederlag som godtgørelse for de

fradragsberettigede udgifter. Tillægget skal derfor medregnes ved

indtægtsopgørelsen, men samme beløb kan fradrages i det omfang,

det ikke overstiger de for tjenestemænd gældende godtgørelsesbeløb

for befordring, kost og logi.

En isoleringsarbejder, der var aflønnet efter overenskomsten

gældende øst for Storebælt kunne anvende ovennævnte regler, selv

om han arbejdede i Jylland, lsr. 1972.65.

Isoleringsarbejdere, der aflønnes efter tidligere overenskomster,

samt tagpapdækkere skal ved indkomstopgørelsen medregne modtagne

zonepenge, men halvdelen af beløbet kan uden dokumentation

fradrages for udgifter til befordring og merudgifter til

fortæring.

Såfremt overnatning uden for hjemmet har fundet sted, kan hele det

beløb, der er modtaget til dækning heraf, fradrages for udgift til

befordring, overnatning og fortæring m.v., men et beløb på 43 kr.

pr. dag tillægges for besparelse i hjemmeforbruget.

Der kan ikke ved siden af de ovenfor nævnte fradrag fratrækkes

yderligere udgifter til befordring i anledning af skiftende eller

flere samtidige arbejdssteder, jfr. lsr.1983.56.

3.27. Journalister

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan journalister i

hovedstadsområdet uden dokumentation fratrække 10 pct., dog højst

5.000 kr. årligt, og journalister uden for hovedstadsområdet 5

pct., dog højst 2.500 kr. årligt, af bruttoindtægten ved

journalistisk arbejde, under forudsætning af at de pågældende i

det væsentlige er beskæftiget ved udgående arbejde. For

journalister, der kun er delvis udgående, nedsættes fradraget

forholdsmæssigt.

Til bruttoindtægten medregnes alle tillæg, såsom

repræsentationstillæg og tilskud til automobilhold, således at

procentfradraget beregnes af den samlede indtægt.

Procentfradraget skal dække alle udgifter forbundet med erhvervet

inden for byområdet, herunder befordringsudgifter, lsr. 1972.135.

Udgifter til avishold anses indeholdt i procentfradraget, lsr. 1957.53. Også en journalists telefonudgifter fra hjemmet blev

anset som udgifter, forbundet med erhvervet inden for byområdet,

lsr. 1976.53.

Udgifter uden for byområdet kan fratrækkes særskilt i det omfang, de

ikke dækkes af bladet. Procentfradraget omfatter ikke fradrag for

fagligt kontingent.

Ved hovedstadsområdet forstås i denne relation følgende kommuner:

København, Frederiksberg, Gentofte, Albertslund, Ballerup,

Birkerød, Brøndbyerne, Dragør, Farum, Gladsaxe, Glostrup, Herlev,

Hvidovre, Høje-Tåstrup, Hørsholm, Lyngby-Tårbæk, Rødovre,

Søllerød, Tårnby, Vallensbæk og Værløse.

Skatteyderen kan i stedet for procentfradraget få fradrag for de

faktiske udgifter, men udgifterne må kunne dokumenteres, lsr. 1973.43. Hvis han vælger dette, må han fortsætte med at anvende

denne fremgangsmåde. Han kan altså ikke senere gå over til at

fratrække procentfradraget.

En journalist, der i årets første 8 måneder arbejdede i

hovedstadsområdet og resten af året i Jylland, fik af lsr. medhold

i, at der ikke skulle foretages en forholdsmæssig reduktion af

maksimumfradraget på 5.000 kr., da hans bruttoindtægt for de

første 8 måneder havde oversteget 50.000 kr., lsr. 1976.52.

Det for udgående journalister fastsatte procentfradrag kan også

godkendes ved indkomstopgørelsen for journalister, der i en

væsentlig del af året har arbejde uden for byområdet, og som får

deres udgifter til rejse og ophold uden for byområdet dækket efter

regning.

Procentfradraget må i de tilfælde, hvor der af bladet er godtgjort

udgifter efter regning i forbindelse med arbejde inden for

byområdet, reduceres med de således godtgjorte beløb.

For journalister, der ikke er udgående, foretages fradrag efter

forholdene i hvert enkelt tilfælde.

Journalister, der er ansat ved uge- og månedsblade, kan fratrække

driftsudgifter efter samme regler, såfremt de i overvejende grad

er beskæftiget med udgående arbejde. Derimod kan free-lance

journalister ved dag- og ugeblade normalt ikke anvende

procentfradrag, lsr. 1967.141. En journalist ansat ved et

politisk partis pressetjeneste er anset berettiget til

journalistfradrag, lsr. 1970.54 og 1972.135.

Redaktører

Ansvarshavende redaktører ved de københavnske dagblade kan uden

dokumentation fratrække 3.000 kr. for udgifter til repræsentation

og andre driftsudgifter, og de øvrige på bladet navngivne

redaktører 2.500 kr.

En ansvarshavende redaktør ved et dagblad blev i en retssag fundet

skyldig i fremsættelse af ærekrænkende sigtelser og blev i den

anledning idømt et antal dagbøder samt tilpligtet at udrede

erstatning til den krænkede, ligesom han skulle afholde udgifterne

til offentliggørelse af dommen og til modpartens og egne

sagsomkostninger. Dagbladet betalte hele beløbet for redaktøren.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kunne dagbladet

fratrække hele beløbet. Redaktøren skulle medregne beløbet ved sin

indkomstopgørelse, men kunne fratrække et tilsvarende beløb,

bortset fra de idømte bøder.

3.28. Katolske præster og ordenssøstre

Ifølge de gældende regler for optagelse og medlemsskab i et katolsk

ordenssamfund er katolske præster (ordenspræster) og ordenssøstre

(nonner) livsvarigt forpligtede til at afgive al deres indtægt

(f.eks. lønindtægt, folkepension eller formueudbytte) til

ordenssamfundet.

De pågældende skal derfor ikke medregne eventuelle indtægter ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men alene værdien af

fri kost og logi og øvrige personlige fornødenheder, som

ordenssamfundet yder.

Verdenspræster tilhører ikke ordenssamfundet, hvorfor de ansættes

til skat efter de almindelige regler.

3.29. Klasselotterikollektører

Disse kan som driftsudgift i forbindelse med virksomheden fradrage

udgifter til brevpapir, konvolutter, porto og protokoller samt en

anpart af eventuelle udgifter til telefon. Som udgift til husleje

kan fradrages et skønsmæssigt beløb, fastsat under hensyn til den

samlede lejeudgift, herunder udgiften til rengøring, lys og varme

for hele lejligheden.

Kollektøren kan anvende det faste lønmodtagerfradrag i

stedet for ovennævnte udgifter, medmindre kollektionen drives

sammen med den pågældendes forretning.

3.30. Kommunalbestyrelsesmedlemmer m.fl.

Beløb, der i henhold til lov om kommunernes styrelse udbetales til

amtsrådsmedlemmer og andre, der er valgt af amtsrådet,

kommunalbestyrelsen eller kommunens beboere, medregnes til den

skattepligtige indkomst, men de med deltagelsen i møder m.v.

forbundne merudgifter kan fradrages.

Fradrag for sådanne merudgifter kan uden dokumentation for

udgifternes størrelse godkendes med 20 pct. af diætbeløbet, dog

højst 1.500 kr.

Befordringsudgifter i medfør af LL § 9 B og § 9 C kan fratrækkes ved

siden af standardfradraget.

Større fradrag end standardfradraget kan alene foretages efter

godtgørelse af udgifternes størrelse.

Fradragene kan foretages ved siden af det faste lønmodtagerfradrag

(af anden indtægt).

Maksimumsfradraget på 1.500 kr. nedsættes forholdsmæssigt, når et

medlem ikke har beklædt sit hverv i hele indkomståret.

I lsr. 1980.139 blev et medlem af en ligningskommission anset for

berettiget til det her omtalte procentfradrag, hvorimod en

valgtilforordnet ikke kunne benytte fradraget, jfr. lsr. 1981.22,

men han ansås berettiget til at fratrække dokumenterede eller

sandsynliggjorte merudgifter ved at være tilforordnet og han

opnåede herefter et befordringsfradrag på 147 kr.

Om kommunalbestyrelsesmedlemmers § 5 d-ydelser, se D 1.6.1.

Telefongodtgørelse

Kommunalbestyrelsesmedlemmer skal ikke beskattes af godtgjorte

abonnements- og samtaleafgifter, idet godtgørelsen anses at dække

de med hvervet forbundne udgifter ved benyttelse af telefonen.

Hvor telefonen vederlagsfrit overdrages til de pågældende, skal

værdien heraf beskattes i det år, hvor overdragelsen sker.

Beskatningen kan dog efter den pågældendes begæring opsættes til

det år, hvori han udtræder af kommunalbestyrelsen, SD cirk. nr.

349 af 30. marts 1973.

Modtagen telefongodtgørelse udelukker ikke retten til

procentfradraget for modtagne mødediæter.

Børnepasningsgodtgørelse

Den godtgørelse, der i h.t. lov om kommunernes styrelse kan

udbetales kommunalbestyrelsesmedlemmer til dækning af

dokumenterede nødvendige udgifter til børnepasning i forbindelse

med deltagelse i møder, skal medregnes ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst, og udgifterne til børnepasningen kan ikke

fratrækkes.

3.31. Kriminalforsorgen

Efter landsskatterettens praksis kan ikke-fastansatte tilsynsførende,

der fører tilsyn med prøveløsladte fanger, fradrage 1/3 af

tilsynshonoraret som driftsudgifter, jfr. f.eks. lsr. 1952.67 og 1957.59. Reglen omfatter kun det egentlige tilsynshonorar,

derimod ikke honorar for personundersøgelser og lign. Det fremgår

ikke af oplysningssedlen, hvor stor en del af den samlede løn, der

er tilsynshonorar.

Den anførte praksis med fradrag af 1/3 kan ikke påberåbes, når

honoraret udgør betydelige beløb: En skatteyder, der som

tilsynsværge ved kriminalforsorgen og børne- og ungdomsværnet for

indkomstårene 1973 og 1974 havde oppebåret tilsynshonorarer på i

alt henholdsvis 18.218 kr. og 24.840 kr., fik i mangel af

dokumentation kun anerkendt skønsmæssigt fradrag på henholdsvis

3.000 kr. og 4.000 kr., da den omhandlede ligningspraksis med

fradrag af 1/3 ikke kunne benyttes i et tilfælde som det

foreliggende, hvor vederlaget havde udgjort betydelige beløb, lsr.

1977.174.

Da honoraret anses at være lønindtægt, kan fradraget for

driftsudgifter ikke foretages samtidig med det faste

lønmodtagerfradrag, lsr. 1957.59.

Fradraget på 1/3 af tilsynshonoraret tilkommer som nævnt kun

ikke-fastansatte tilsynsførende. Fastansatte i kriminalforsorgen,

der som led i deres arbejde udfører tilsyn, er kun berettigede til

fradrag for de faktiske udgifter. I mangel af dokumentation må

dette fradrag opgøres efter et skøn.

3.32. Er udgået.

3.33. Lastbilchauffører

Lastbilchauffører skal ved opgørelsen af deres skattepligtige

indkomst medregne samtlige beløb, som de har modtaget til dækning

af de med kørslen forbundne udgifter til fortæring og overnatning,

og de kan som merudgift hertil kun fratrække de til deres ophold

på rejser medgåede udgifter reduceret med værdien af »eget

forbrug«.

Lastbilchauffører, der kører i udlandet (eksportchauffører) og

chauffører, der kører indenlandske langture, som under hensyn til

turenes varighed kan sidestilles med udlandskørsel, kan foretage

følgende fradrag:

For rejsedage, for hvilke det dokumenteres, at der er afholdt

udgifter til natophold på hotel eller lignende, ansættes

merudgiften til 265 kr. For rejsedage, for hvilke dokumentation

for overnatningsudgifter ikke foreligger, ansættes merudgiften til

150 kr. For eventuelt tilsluttende rejsedage kan fradrages 75 kr.

Selvstændige vognmænd, der kører under tilsvarende forhold, kan

foretage samme fradrag.

Fradrag for tilsluttende rejsedag kan foretages, når den samlede

rejsetid andrager mindst 30 timer. Læsse- og lossetid i umiddelbar

forbindelse med rejsen medregnes til rejsetiden.

For at fradrag for tilsluttende rejsedag kan opnås, skal der ud over

et eller flere fulde døgn være tale om mindst yderligere 6 timers

rejsetid.

En lastbilchaufførs kørsel mellem Sjælland og Jylland i en afstand

af ca. 60 km fra Juelsminde (benyttede færgeoverfarten

Kalundborg-Juelsminde) kunne ikke betegnes som indenlandske

langture.

Derimod blev fradrag efter foran nævnte regler anerkendt for en

chauffør, der kørte lastvogn fra Viborg til København og retur, og

hvor hver enkelt tur varede ca. 33 timer, lsr. 1977.176.

Standardfradraget på 150 kr. for rejsedage, for hvilke dokumentation

for overnatningsudgifter ikke foreligger, kan kun foretages, når

den samlede rejsetid udgør mindst 20 timer.

Fradrag for rejseudgifter kan foretages ved siden af det faste

lønmodtagerfradrag, såfremt der er ydet godtgørelse fra

arbejdsgiveren og fradraget ikke overstiger godtgørelsen. Dette

gælder også, hvor den ydede godtgørelse i henhold til faglig

overenskomst er beregnet efter kilometer- og tonstakster, ØLD af

18/8 1975 (Skd. 38.234).

Turistchauffører kan ikke sidestilles med lastbilchauffører med

hensyn til fradrag for udgifter i forbindelse med natophold m.v.

Turistchauffører må derfor dokumentere deres merudgifter i

forbindelse med arbejdet for at opnå fradrag, skd.61.162 og

lsr.1984.164.

3.34. Mannequiner

Der er ikke fastsat generelle fradrag for fotomodeller og

mannequiner.

3.35. Militæret

Angående uniformstilskud og -fradrag henvises til 2.3.13.

Militærtillæg

Officerer, der ud over den faste aflønning oppebærer særligt tillæg,

kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage et

beløb på 3.000 kr. årligt (uændret). Såfremt den pågældende kun

har tilhørt den nævnte personkreds en del af året, nedsættes

fradraget forholdsmæssigt. For officerer af reserven med

rådighedspligt, der kun periodevis gør tjeneste, reduceres

fradraget også forholdsmæssigt.

Det er kun den nævnte personkreds, der er berettiget til fradraget.

Andre grupper end de nævnte er ikke berettiget til fradraget, selv

om de heller ikke oppebærer militærtillæg. Kadetter

(officerselever) og auditørpersonale er således ikke berettiget

til fradraget.

Øvrigt personel, der oppebærer militærtillæg, skal medregne dette

til den skattepligtige indkomst sammen med ydede tillæg for søn-

og helligdagstjeneste og nattjeneste (natpenge) og kan fradrage 20

pct. af det modtagne militærtillæg og de nævnte variable tillæg.

Andre løntillæg giver ikke ret til noget fradrag. Det gælder f. eks.

søtillæg, flyvetillæg og døgntillæg. Landsskatteretten har således

i flere tilfælde afsagt kendelse, hvorefter pct.-fradraget ikke

kan beregnes af døgntillæg, og fradraget kunne heller ikke

beregnes af et overarbejdsvederlag udbetalt fra

udenrigsministeriet. Ovennævnte fradrag dækker alle udgifter ved

natarbejde, overarbejde samt udearbejde, herunder tjenesterejser,

der ikke medfører overnatning. Der kan dog indrømmes fradrag for

dobbelt husførelse, såfremt betingelserne herfor er til stede.

Fradragene kan ikke foretages samtidig med det faste

lønmodtagerfradrag.

Beløb, som velfærdsofficerer modtager til dækning af visse

småudgifter i forbindelse med hvervet, anses for medgået til

formålet, og får således ingen indflydelse på fradrag af

militærtillæg.

Overlæge i hjemmeværnet ansås berettiget til at fradrage det da

gældende standardfradrag på 30 pct. af militærtillæg, idet det

antoges, at han ikke i driftsregnskabet for sin private praksis

havde fratrukket udgifter, der vedrørte hans tjeneste i

hjemmeværnet, lsr.1969.161.

Værnepligtige

Værnepligtslønnen berettiger til lønmodtagerfradrag.

Fradrag for dobbelt husførelse kan ikke foretages, jfr. D 2.3.12.

Der kan ydes særlige tillæg til værnepligtige, der gør tjeneste i

Søværnets skibe på togt samt under tjeneste på Færøerne og i

Grønland. Sådanne tillæg er almindelig indkomstskattepligtige og

kan ikke begrunde noget fradrag ved indkomstopgørelsen.

Værnepligtige i forsvaret og civilforsvaret skal ikke medregne

gratis naturalydelser og kostpenge oppebåret i den periode, der er

fastsat som den første samlede tjenestetid. Tilsvarende gælder

frivilligt personel i den periode, der er fastsat som

uddannelsestid, jfr. LL § 7 s.

Kontraktansat personel

Militært personel, der har tegnet kontrakt med forsvaret om frivillig

tjeneste modtager i uddannelsestiden løn, samt tillæg til løn som

værnepligtige. Efter uddannelsestiden kan frivillige vælge mellem

to aflønningsformer, A eller B.

Efter aflønningsform A modtager den frivillige kontant månedsløn

samt bonus på 10 pct. af den til enhver tid oppebårne løn excl.

tillæg fra det tidspunkt, hvor den pågældende regnet fra mødet ved

forsvaret har forrettet tjeneste i et tidsrum svarende til den for

sergenter af det pågældende indkaldelseshold fastsatte pligtige

tjeneste (p.t. 18 måneder).

Efter aflønningsform B modtager den frivillige kontant månedsløn,

frit kvarter, fri over- og undermundering samt bonus, hvis

størrelse er afhængig af hans alder.

Værdien af frit kvarter medregnes ved indkomstopgørelsen med 260 kr.

pr. måned (uændret). Fri beklædning skal ikke medregnes.

Stampersonel, der var ansat før 1. april 1984, men som endnu ikke

har opfyldt betingelserne for at få udbetalt særligt bonusbeløb

efter 33 måneders uafbrudt tjeneste, kan i stedet for den

hidtidige ordning, med bonus efter 33 måneder og 5 år vælge at

oppebære det særlige bonusbeløb på 7.000 kr. efter fulde 54

måneders tjeneste.

Bonus ydes endvidere til kontraktansatte officerer, der ikke er

omfattet af en pensionsordning, med et beløb, svarende til 10 pct.

af lønnen excl. tillæg. Bonusbeløbene bliver indsat på en spærret

konto i bank, sparekasse o.lign. hver måned og frigives ved

endelig hjemsendelse eller ved overgang til en aflønning, der ikke

giver adgang til bonus.

Alle efter de nævnte kontraktordninger endelig indtjente bonusbeløb

skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Forsvaret beregner ved udgangen af hvert kalenderår det i det

forløbne år endelig indtjente bonusbeløb. Dette beløb tillige med

den øvrige skattepligtige indtægt fra forsvaret, herunder værdien

af frit kvarter, medtages på oplysningssedlerne.

Renter af beløb, der er indsat på spærret konto i bank, sparekasse

m.v. er ikke medtaget i oplysningssedlerne, og må derfor medregnes

særskilt ved ansættelsen.

Personel ansat til langtidstjeneste (til det 45., 52., 55. eller 60.

år) samt visse kontraktansatte officerer med pilotuddannelse

oppebærer ikke bonus, men er omfattet af en

kapitalpensionsordning, hvortil den ansatte yder et egetbidrag på

mindst 5 pct. og forsvaret yder et bidrag på 10 pct.

Stampersonel, der forretter korttidstjeneste optjener ret til 1 uges

civiluddannelse for hver måneds tjeneste efter 33 måneders

tjeneste.

Civiluddannelsen afvikles normalt inden for kontraktperioden, og

omkostningerne afholdes af forsvaret, og den kontraktansatte

beskattes ikke heraf, lsr.1983.41.

Til militært personel, der er antaget til at stå til rådighed for

den permanente danske militære beredskabsstyrke til rådighed for

De Forenede Nationer, udbetales et beløb på 1.000 kr. Dette beløb

medregnes til den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori

beløbet kan begæres udbetalt, d.v.s. normalt ved den etårige

beredskabsperiodes udløb eller ved udsendelse af

beredskabsstyrken.

FN-observatører

Officerer, der af forsvarsministeriet stilles til rådighed for FN til

tjeneste som FN-observatører, får udover den af den danske stat

udbetalte løn med tillæg dagpenge (per diem-ydelse) fra FN til

dækning af personlige merudgifter som følge af tjenesten i

udlandet. De fra FN oppebårne ydelser omfattes af LL § 7 r,

hvorfor de pågældende ikke er berettiget til standardfradrag for

merudgifter ved lønarbejde i udlandet.

Observatørerne kan derimod fradrage den del af de nødvendige

merudgifter ved tjenesten i udlandet, der overstiger ydelserne fra

FN. Til merudgifterne kan bl.a. medregnes den del af familiens

opholds- og forplejningsudgifter, som overstiger, hvad opholdet

efter familiens forhold ville have andraget her i landet, samt

udgifter til børnenes undervisning, lægehjælp m.v., der ikke ville

have påhvilet de pågældende i Danmark, SD-cirk. 1977-10.

Dronningens adjudanter

Disse modtager fra intendanturen godtgørelsesbeløb, der ydes for

afsavn af »bouche en cour« (bespisning ved hoffet), idet

adjudanterne under rejser til og fra de kongelige residenser og

ofte iøvrigt under tjenesten selv må sørge for deres forplejning.

Ifølge lsr.'s praksis beskattes disse beløb ikke. Til gengæld

godkendes der intet fradrag for uniformsudgifter udover det for

gallapligtige officerer gældende fradrag på 1.780 kr. årlig.

Diverse

En læge, der skulle have aftjent en del af sin værnepligt på

Grønland, fik med flyverkommandoens billigelse en anden til at

varetage tjenesten på Grønland mod et vederlag på 3.000 kr.,

således at lægen kunne bevare sin stilling som amanuensis ved

Københavns universitet og herunder afslutte et påbegyndt

disputatsarbejde. Udgiften til vikar blev anset for afholdt for at

bevare indtægten som amanuensis, hvorfor den kunne fratrækkes i

medfør af bestemmelsen i statsskattelovens § 6, stk. 1 a.

Udgift til erstatning for kontraktbrud med forsvaret (der blev

påstået at være tilbagebetaling af løn) kunne ikke anses

fradragsberettiget, lsr.1975.157.

Forsvarsministeriets sygerefusionsordning for personel i udlandet er

en ordning, der kompenserer visse af den udstationeredes udgifter

i tilfælde af sygdom m.v. Da den pågældendes bidrag dertil er

indeholdt i det skattefri udetillæg, er bidraget ikke

fradragsberettiget.

Medlemmer af kvindekorpsene, tjenstgørende ved HQ AFNORTH, Oslo, er

ikke berettigede til »standardfradrag for lønarbejde i udlandet«,

da der oppebæres skattefri tillæg. Ved fratræden af stilling ydes

en fratrædelsesgodtgørelse, der anses omfattet af LOSI § 2 nr. 9.

Personel, der gør tjeneste i Norge under NATO, oppebærer et

skattefrit »skattekompensationstillæg«, der er omfattet af LL § 7

r, hvorfor de pågældende ikke er berettigede til standardfradraget

for lønarbejde i udlandet.

3.36. Militærnægtere

Der er ikke indført egentlig værnepligtsløn for de civile

værnepligtige. Der udbetales dagløn, der er B-indkomst.

Naturalydelser og kostpenge er skattefri i henhold til LL § 7 s.

Ifølge SD-cirkulære nr. 512 af 10.2.1977 anses huslejegodtgørelse

til udstationerede civile værnepligtige, som af

udstationeringsstedet betales direkte til udlejerne, for skattefri

efter LL § 7 s, såvel i de tilfælde, hvor boligafgiften er

foranlediget af tjenesten som i de tilfælde, hvor den civile

værnepligtige bor på sin hidtidige bopæl. Skattefriheden dækker

derimod ikke tilfælde, hvor godtgørelsen udbetales til den

værnepligtige selv, eller hvor han forbliver boende i eget hus.

Personel ved styrelsen for den civile værnepligt er ikke omfattet af

anvisningen vedrørende civilforsvarets personel. De kan derfor

ikke fradrage 20 pct. af udbetalt rådighedstillæg.

3.37. Musikere

Udgifter til kost og logi under tourneer kan fradrages efter samme

regler som de tilsvarende udgifter for skuespillere (jfr. D 3.56)

under forudsætning af, at den pågældende overnatter på hotel og

ikke opnår særlige opholdsvilkår som led i aftalen med

arbejdsgiveren.

For rejsedage med overnatning på hotel eller lign. kan dokumenterede

udgifter til natophold fradrages. Merudgiften til fortæring

ansættes uden dokumentation for størrelsen til 180 kr. pr.

rejsedag med overnatning. Hvis betalingen for overnatning

indbefatter betaling for morgenmåltid nedsættes fradraget med 30

kr.

Såfremt det kan godtgøres, at overnatning uden for hjemmet har

fundet sted, men udgiften ikke kan dokumenteres, kan merudgiften

til fortæring samt overnatning fradrages med 265 kr. pr. døgn.

For den eventuelt tilsluttende rejsedag og for rejsedage uden

overnatning tillades merudgiften til fortæring fradraget med 75

kr. pr. dag. Med hensyn til rejsedage uden overnatning må det

være en betingelse for fradrag med 75 kr., at rejsen har haft en

sådan varighed, at der kan antages at være afholdt udgifter til 2

måltider ude. Hvor dette ikke er tilfældet, må fradrag ansættes

skønsmæssigt.

Ønskes fradrag udover de anførte satser, må berettigelsen hertil

godtgøres af skatteyderen.

Ved engagementer af længere varighed uden for hjemstedet, kan der

blive tale om fradrag efter reglerne om dobbelt husførelse, jfr. D

2.3.12.

Beløb, som ydes til dækning af rejseudgifter, må medtages ved

indkomstopgørelsen. Fradrag kan ikke foretages ved siden af det

faste lønmodtagerfradrag, medmindre der er ydet godtgørelse, jfr. 2.2.

Udgift til tandbehandling kan ikke fradrages, lsr.1975.171 og

1981.143.

Om fradrag for merudgifter til beklædning, se D 2.3.14.

Instrumenter

Der er ikke fastsat generelle fradrag for vedligeholdelsesudgifter

vedrørende musikinstrumenter, men der kan foretages fradrag for

faktiske dokumenterede udgifter.

Afskrivning på strygeinstrumenter er udelukket, da sådanne

instrumenter ikke kan antages at undergå forringelse ved brugen,

lsr.1976.140. Der kan derimod afskrives på harper, lsr.1970.140,

og violinbuer.

Der kan afskrives på flygler, lsr.1975.172. Flygler opstillet i

hjemmet må i almindelighed betragtes som delvis private

indbogenstande og dermed som blandede driftsmidler, der afskrives

efter afsnit II i AL, lsr.1975.172.

I VLD af 5. april 1982 (skd.63.388) fik en koncertpianist og

musikpædagog dog medhold i, at det af ham anskaffede flygel kunne

anses for udelukkende erhvervsmæssigt anvendt. Landsretten lagde

herved vægt på, at flyglet var anbragt i en tilbygning, der var

adskilt fra beboelsesrummene og som kun anvendtes til undervisning

af elever og til erhvervsmæssige formål. I tilbygningen var der

anbragt endnu et flygel, mens der i beboelsesrummene var anbragt

et klaver til brug for datteren.

I ØLD af 12. august 1983 (skd.68.48) fik en pianist, der tillige var

ansat som docent ved et musikkonservatorium, medhold i at han

kunne afskrive et flygel, der var opstillet i hans hjem, fuldt ud

som et udelukkende erhvervsmæssigt anvendt driftsmiddel. Retten

lagde navnlig vægt på, at flyglet var anbragt i et rum, der var

indrettet som særligt musikværelse med selvstændig indgang,

hvortil kom at der var indrettet venteværelse for eleverne.

Underskud ved en koncert, afholdt med henblik på at blive placeret

inden for musikverdenen, kunne ikke fradrages ifølge lsr.1975.173,

men i modsætning hertil blev underskuddet ved en koncert anset

fradragsberettiget ved ØLD af 22. nov. 1977, da koncerten i det

konkrete tilfælde i ikke ubetydeligt omfang måtte antages at have

bidraget til opretholdelse af den skattepligtiges løbende indtægt

som pædagog.

En violinist, som udover at være ansat i et byorkester var lærer på

et musikkonservatorium, havde afholdt en koncert, der gav et

underskud på 5.800 kr. Fra konservatoriet forelå en udtalelse om,

at det forudsættes, at en lærer foruden de nødvendige pædagogiske

færdigheder også er i besiddelse af de kvalifikationer, som alene

et udstrakt virke som aktiv koncerterende kunstner kan give. På

denne baggrund gav lsr. fradrag for det nævnte underskud,

lsr.1984.27.

3.38. NESA-montører

I forbindelse med udearbejde oppebærer montørerne forskellige

godtgørelser:

Dagtillæg. Der ydes dagtillæg, når der ikke er adgang til

frokoststue eller skurvogn på arbejdsstedet. Når der ydes

zonetillæg, ydes der dog tillige dagtillæg, uanset om der findes

skur opstillet eller ej.

Har der ikke været adgang til frokoststue eller skur, kan der

fradrages 22 kr. pr. dag efter reglerne om udearbejde, jfr.

lsr.1974.151.

Zonetillæg. Ved udearbejde ydes der zonetillæg til dækning af

befordringstid og transportudgift. Zonetillægget, der udmåles

efter afstanden fra hovedarbejdsstedet, udbetales med varierende

beløb. Der trækkes A-skat af beløbet.

Der gives fradrag for de faktiske befordringsudgifter (skiftende

arbejdssteder). I mangel af dokumentation for befordringsudgifter

(kørselsregnskab m.v.), må fradraget ansættes skønsmæssigt.

Befordring. Ved tilkaldelse til ekstraarbejde uden for normal

arbejdstid samt ved transport mellem arbejdssteder kan der - når

selskabet ikke stiller vogn til disposition - ydes

kilometergodtgørelse for brug af egen bil efter statens satser.

Ulempetillæg kan sidestilles med smudstillæg.

3.39. Nævninge og domsmænd

Godtgørelse til nævninge og domsmænd for udførelse af deres hverv

skal medregnes til den skattepligtige indkomst (B-indkomst), men

de med hvervets udførelse forbundne nødvendige udgifter, herunder

merudgifter til fortæring ude, kan fradrages. Der vil dog uden

dokumentation for udgifternes størrelse kunne fradrages 150 kr.

ved heldagsmøder og 75 kr. ved halvdagsmøder.

Fradrag herudover kan kun foretages, såfremt samtlige udgifter

dokumenteres. Et sådant fradrag influerer ikke på retten til det

faste lønmodtagerfradrag af anden indtægt.

Den særlige godtgørelse, der udbetales nævninge og domsmænd for hver

nat, de er borte fra hjemmet, anses omfattet af bestemmelsen i SL

§ 5 d og skal derfor ikke medregnes i den skattepligtige indkomst.

3.40. Piloter og stewardesser

Indflyvningshonorar, der udbetales til piloter, der foretager

indflyvninger af nye luftfartøjer eller luftfartøjer, hvis vitale

dele er blevet hovedefterset eller repareret efter havari, er

fuldtud skattepligtige, jfr. lsr.1960.16.

Faretillæg til personale i statens luftfartstilsyn og flyvetillæg

til redningskorpsenes flyvere (og andet personel) er

indkomstskattepligtigt.

Dagpenge

Ifølge ligningsrådets vedtagelse anses dagpenge som flyveselskaberne

udbetaler til det flyvende personel under tjenstlige rejser, for

medgået til dækning af de pågældendes opholdsudgifter under

rejsen, såfremt dagpengebeløbet ikke overstiger:

1) Statens takster: Ved flyvninger i Danmark.

2) Statens takster med tillæg af 30 pct.: Ved flyvninger til og i

udlandet samt til Grønland og Færøerne.

De pågældende kan eventuelt vælge at dokumentere deres udgifter ved

flyvninger i Danmark og samtidig anvende standardfradraget for

flyvninger til udlandet, jfr. pkt. 2.

Værdien af fri kost på rejse medregnes til indkomsten. Værdien

ansættes for året 1986 til 43 kr. pr. rejsedag.

Befordring

Fradrag for særlige befordringsudgifter forårsaget af tilkaldelse

under beredskabsvagt kan i det omfang, de ikke dækkes af

arbejdsgiveren, fradrages fuldt ud, se U 1.3.6.

SAS yder inden for visse maksimumsgrænser godtgørelse for transport

under ekstraordinære forhold (tilkaldevagt-hurtigt udkald) i form

af hyrevogn eller godtgørelse for brug af egen bil.

Om den af SAS for piloterne tegnede »Loss of License« forsikring, se

I 3.

For piloter ansat i SAS er udgifter til certifikatfornyelse og den i

denne anledning foretagne lægeundersøgelse fradragsberettiget ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst, idet det dog er en

forudsætning, at det er en betingelse for de pågældendes

beskæftigelse, at de har gyldigt flyvercertifikat. Fradraget kan

ikke foretages ved siden af det faste lønmodtagerfradrag.

Udgifter til vedligeholdelse af uddannelse som flyver - under

midlertidigt fravær fra flyvetjenesten - kan fratrækkes.

En i Tyskland uddannet flyvemekaniker måtte, for at få autorisation

som mekaniker og fast ansættelse i et dansk flyveselskab, deltage

i et 18 ugers flyvemekanikerkursus. Kursusudgiften blev ikke

godkendt fratrukket, da formålet med kurset ikke alene havde været

at ajourføre den tidligere erhvervede uddannelse, VLD af 19. dec.

1975 (Skd. 38.244).

Udstationering

Godtgørelse, der ydes under udstationering i udlandet til SAS'

personale, er indkomstskattepligtig, medens de med

udstationeringen forbundne merudgifter kan fradrages.

Ved udstationering af en varighed af mindst 2 måneder vil de

pågældende være berettiget til standardfradraget for lønarbejde i

udlandet,. jfr. D 2.3.28. Der gives ikke nedslag efter LL § 33 A.

Med henvisning til lsr.1973.149 har piloterne m.fl. hævdet, at

udstationeringsgodtgørelsen fuldt ud medgår til dækning af

fradragsberettigede opholds- og forplejningsudgifter, og har

derfor anset sig berettigede til at undlade at indtægtsføre nogen

del af udstationeringsgodtgørelsen og derudover foretage 10- eller

25%-fradrag af lønindtægten. Dette kan imidlertid ikke godkendes.

Udstationeringsgodtgørelsen må anses at give dækning for

væsentligt mere end de opholds- og forplejningsudgifter, der kan

fradrages efter den vejledende anvisning om »lønarbejde i

udlandet«. Udstationeringsgodtgørelsen må derfor medregnes som

indkomst, og opgørelsen af fradragene foretages således:

 

          Lønindtægt under udstationeringen .......  xxxx  

          + udstationeringsgodtgørelsen ...........    xx  

                                                   ------  

          .........................................  xxxx  

          - faktisk afholdte udgifter til ophold og  

          forplejning (bolig- og kostudgifter) ....     x  

                                                   ------  

                                                      yyy  

          - 10- eller 25%-fradrag af yyy ..........     y  

                                                   ------  

Der må som udgangspunkt kræves dokumentation for de faktisk afholdte

bolig- og kostudgifter. I mangel af dokumentation for udgifternes

størrelse må fradraget ansættes skønsmæssigt. Under forudsætning

af hotelophold kan satserne for tjenestemænds godtgørelse for

tjenesterejser i udlandet være vejledende ved udøvelsen af dette

skøn. Der vil ofte være tale om, at de pågældende ikke bor på

hotel, men i lejet hus eller lejlighed. Statens satser for

godtgørelse for tjenesterejser i udlandet fremgår af

finansministeriets cirkulære af 7. febr.1986.

Om frirejser, se 1.9.3.

3.41. Politiet

Beklædningsgodtgørelse til politibetjente, der ikke gør tjeneste i

uniform, medregnes fuldt ud ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst (jfr. U.f.R. 1953, s. 1070 H), medens særlige udgifter,

som godtgøres at være afholdt, kan fradrages. Bilassistenter i

færdselspolitiet anses at have sådanne særlige udgifter til

beklædning, hvorfor de kan fradrage et til den modtagne

godtgørelse svarende beløb.

Det særlige tillæg til køreprøvesagkyndige skal medregnes i

indkomsten. Der gives ikke fradrag for merudgifter til beklædning.

Evt. oppebårne kørepenge behandles efter de almindelige regler.

Personlige tillæg medregnes fuldt ud i indkomstopgørelsen, og der

kan ikke foretages noget fradrag alene begrundet i, at tjenestens

art har medført bevilling af personligt tillæg.

Opdagertillæg medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst, men et til det modtagne tillæg svarende beløb kan

fradrages.

Særligt tillæg (»polititillæg«) medregnes ved opgørelsen af den

skattepligtige indtægt, men et beløb på 400 kr. årligt (uændret)

kan fradrages. Honorarlønnede færdselsbetjente kan fradrage et

tilsvarende beløb.

Fradrag efter reglerne om overarbejde og natpenge kan foretages ved

siden af forannævnte fradrag.

Godtgørelse for tjeneste på søn- og helligdage medregnes ved

indkomstopgørelsen, og udførelse af sådan tjeneste berettiger ikke

til særskilt fradrag.

Der kan ikke foretages fradrag for udefortæring, idet der ved

tjeneste uden for tjenestestedspolitikredsen (hele det

storkøbenhavnske område betragtes i denne relation som eet

tjenestested) ydes time- eller dagpenge (§ 5 d-ydelser).

Eventuelle udgifter til udefortæring inden for politikredsen må

anses omfattet af det faste fradrag på 400 kr.

Stationsledertillæg medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst, men et til halvdelen af det modtagne tillæg svarende

beløb kan fradrages. Rådighedstillæg udbetalt til leder af

fiskerikontrolstationen i København kan ikke sidestilles med

stationsledertillæg.

Om Politikommissærer i kriminalpolitiet eller ordenspolitiet kan

fradrage samme beløb som godkendes for mere underordnede

politifolk i kraft af, at disse sidste oppebærer de nævnte særlige

tillæg, hvad politikommissærer ikke gør, må afhænge af, om det i

det enkelte tilfælde kan antages, at politikommissærens arbejde

medfører merudgifter af samme omfang og art, som for de

underordnedes vedkommende har motiveret de særlige tillæg.

Det er ikke tilstrækkeligt, at der foreligger en erklæring fra de

pågældendes foresatte om, at deres arbejde medfører merudgifter af

samme art og omfang, som for de underordnede politifolks

vedkommende har begrundet det særlige tillæg. Det må også

dokumenteres eller i det mindste stærkt sandsynliggøres, at der er

afholdt udgifter af den påståede størrelse. Spørgsmålet, om

kriminalkommissærer kan fradrage et beløb svarende til det

opdagertillæg, som ydes til tjenestemænd af lavere charge inden

for kriminalpolitiet, afgøres efter samme retningslinier.

Politihunde. Det ydede tilskud skal medregnes til den skattepligtige

indkomst, men et tilsvarende beløb kan fradrages som medgået til

udgifter ved hundehold.

Fradrag for større udgiftsbeløb end det fra politiet modtagne

tilskud anerkendes ikke, lsr.1974.60.

3.42. Pressefotografer

Pressefotografer, der som hovederhverv er beskæftiget med

reportagearbejde ved bladvirksomhed, kan ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst fradrage erhvervsmæssigt afholdte udgifter

til fotografiske artikler og kørsel samt eventuelle udgifter til

mørkekammer og leje af biltelefon. I den herefter resterende

indkomst kan fradrages 7 pct. til dækning af de øvrige med

erhvervet forbundne udgifter, dog højst 2800 kr. (uændret). Udgift

til fagligt kontingent kan fradrages ved siden af

procentfradraget.

Om pressefotografer, der er ansat som filmfotografer ved Danmarks

Radio, se 3.44.

Om erhvervsdrivende pressefotografer, se L.7.

3.43. Præster

Præster i folkekirken skal ved indkomstopgørelsen medregne det

boligbidrag, der er fradraget deres løn for en til rådighed

stillet tjenestebolig eller lejebolig. Hvor der ikke er stillet

tjenestebolig eller lejebolig til rådighed, skal et for afsavn

heraf eventuelt modtaget huslejetilskud medregnes ved

indkomstopgørelsen.

1) Udgift til kontor og venteværelse kan fratrækkes med:

a. 40 pct. af huslejen. Der tillades dog intet fradrag, hvor der er

stillet tjenestebolig eller lejet bolig til rådighed. (Ved bolig i

egen ejendom ansættes fradraget til 40 pct. af lejeværdien og ikke

af de faktiske udgifter, lsr.1973.54).

b. Til vedligeholdelse af møbler og inventar i kontor og

venteværelse 720 kr.

c. Til opvarmning og belysning af disse lokaler en fjerdedel af de

samlede udgifter til varme og lys, dog højst 4.500 kr. årligt

(uændret), og kun i det omfang de samlede udgifter kan

dokumenteres regnskabsmæssigt.

d. Til rengøring af kontor og venteværelse kan efter skøn fradrages

en del af udgiften til hushjælp.

2) Oppebåren godtgørelse for kontorhold (godtgørelse for tjenstlige

udgifter) anses medgået til formålet.

Hvor sådan godtgørelse ikke ydes, kan der for kontorholdsudgifter

fradrages et beløb af 500 kr. årligt (uændret).

3) Udgift til embedsdragt kan fradrages med 960 kr. årligt.

4) Øvrige tjenstlige udgifter kan fradrages med 400 kr. årligt.

Provster kan dog fradrage 600 kr. årligt.

De foranstående fradrag kan også anvendes af hjælpepræster, som får

et forholdsmæssigt fradrag svarende til tjenestens omfang.

Fradraget for embedsdragt indrømmes dog fuldt ud.

Ifølge Skat 1986.11.654 kunne en vikar for en sognepræst ikke opnå

fradrag for et kontor, som var indrettet i den private bolig,

bl.a. fordi den pågældende ikke var anset berettiget til

huslejetilskud.

Den tidligere anvisning om fradrag for udgift til husassistent er

ophævet. Det må herefter bero på et konkret skøn, hvorvidt udgift

til husassistent for nogen dels vedkommende kan godkendes

fradraget.

Modtages der alene kørselstilskud fra det offentlige, kan det

modtagne beløb anses for medgået til sit formål. Der kan i så fald

alene med virkning for formueopgørelsen årligt afskrives 15 pct.

af bilens anskaffelsessum.

Kørselsudgifter kan fradrages enten med de af ligningsrådet

fastsatte satser eller med de faktiske udgifter pr. km. (jfr.

afsnit U.4).

Det bemærkes, at den del af kørslen, der dækkes af skattefrie § 5

d-ydelser, ikke kan medregnes ved opgørelsen af den

fradragsberettigede erhvervsmæssige kørsel.

En sognepræst havde fradraget 5.400 kr. for kørselsudgifter,

svarende til 50 pct. af de samlede udgifter. Han havde ikke ført

noget kørselsregnskab, og han var ikke i stand til nøjere at

redegøre for fordelingen af den samlede kørsel, der

tilnærmelsesvis var opgjort til 18.500 km. Han henviste til, at

han i en årrække upåtalt havde beregnet sin embedskørsel m.v. på

samme måde, og anførte, at en embedskørsel m.v. på 9-10.000 km

måtte anses som rimelig. Han fik ved landsskatteretten godkendt et

fradrag på 20 pct. efter indstilling fra skatterådet, der havde

udøvet et skøn over embedskørslens antagelige omfang, når hensås

til sognets udstrækning, afstand mellem bolig og kirke, sygehuse,

alderdomshjem m.v. samt eventuel tjeneste i nabokirker f.eks.

under ferier o.lign., lsr. 1979.123.

I lsr. 1979.95 nægtedes en sognepræst fradrag for udgift ved

deltagelse i et 3-dages-kursus, arrangeret af Almindeligt Dansk

Præstekonvent.

En sognepræst blev ikke anset berettiget til at fratrække de af ham

afholdte udgifter til en sognemedhjælpers aflønning.

Kirkeministeriet havde oplyst, at præsten ikke modtog tilskud til

aflønning af medhjælpen, at medhjælpen ikke var nødvendig for den

pågældendes bestridelse af sine embedspligter, ligesom det ikke

ventedes eller dog måtte anses for naturligt, at en præst i et

kald som hans udredede løn til en medhjælp som den omtalte af sin

lønindtægt, lsr.1964.139.

3.44. Radio- og fjernsynsmedarbejdere

Journalister og programsekretærer, der gør tjeneste i

hovedstadsområdet, kan uden dokumentation fradrage 7 1/2 pct. af

bruttoindtægten, (lønindtægten) fra Danmarks Radio, dog højst

3.000 kr. årligt (uændret). Journalister og programsekretærer

uden for hovedstadsområdet 4 pct. af bruttoindtægten, dog højst

2.000 kr. årligt (uændret).

I begge tilfælde er forudsætningen, at de pågældende udelukkende er

beskæftiget ved udgående arbejde. For journalister og

programsekretærer, der kun er delvis udgående, nedsættes fradraget

forholdsmæssigt.

Filmfotografer og filmlydteknikere, der er beskæftiget ved Danmarks

Radios filmproduktion, kan uden dokumentation fradrage 5 pct. af

bruttoindtægten fra Danmarks Radio, dog højst 2.500 kr. årligt

(uændret), under forudsætning af, at de pågældende udelukkende er

beskæftiget ved arbejde uden for Danmarks Radios lokaliteter.

For begge de nævnte grupper gælder:

Til bruttoindtægten medregnes den samlede lønning fra Danmarks Radio

inclusive eventuelt almindelige eller særlige tillæg, herunder

tilskud til automobilhold, eller kørselsgodtgørelse for kørsel med

egen bil inden for byområdet, og procentfradraget beregnes af den

samlede indtægt. Fradraget kan ikke foretages samtidig med det

faste lønmodtagerfradrag.

Der kan ikke ud over procentfradraget fratrækkes udgifter forbundet

med erhvervet inden for byområdet. For rejser uden for byområdet

gives ikke fradrag for rejseudgifter og merudgifter til kost, når

der fra Danmarks Radio udbetales rejsegodtgørelse og dagpenge.

Mulige andre udgifter uden for byområdet kan fradrages særskilt i

det omfang, de ikke dækkes af Danmarks Radio.

Rejse- og kørselsgodtgørelse til ansatte i Danmarks Radio, anses for

omfattet af SL § 5 d.

Procentfradraget omfatter ikke fradrag for fagligt kontingent.

Det bemærkes, at producere og kameramænd ikke har ret til foran

nævnte procentfradrag.

Free-lance medarbejdere. Udgifter til telefonabonnement, avishold og

radiolicens samt til anskaffelse af skrivemaskine blev i en

konkret sag anset for privatudgifter. Anskaffelse af TV-apparat og

udgift til TV-licens kan ikke godkendes fratrukket (privatudgift).

Free-lance producer er ikke anset berettiget til fradrag for udgift

til lejet arbejdsrum (erhvervslejlighed). Under hensyn til

arbejdets karakter kan udgiften hverken helt eller delvis anses

som en naturlig, normal og nødvendig driftsudgift.

3.45. Rejseledere

Rejseledere kan ikke foretage fradrag for driftsudgifter efter samme

regler som handelsrejsende.

En rejseleder, der som løn modtog 40 kr. pr. dag og som udepenge 25

kr. pr. dag til afholdelse af udgifter, der ikke dækkedes af

rejsebureauet (ekstra vask, ekstra forsikringer, ekstra tøjslid,

ødelagte og mistede effekter, kort, faglitteratur, lokale guides

og nødvendige udgifter i forbindelse med rejseselskabet m.v.)

kunne ikke fradrage de modtagne udepenge, men måtte dokumentere

eller i hvert fald sandsynliggøre sine ekstraudgifter ved rejser.

Rejseledere i udlandet er nu i de fleste tilfælde berettigede til

det fastsatte standardfradrag for lønarbejde i udlandet, jfr.

2.3.28.

3.46. Rejsemontører

Ligningsrådet har vedtaget følgende:

Diæter for rejser, der medfører natophold uden for hjemmet, skal for

rejsemontører og andre, der rejser under tilsvarende forhold,

medregnes ved indkomstopgørelsen. Det samme beløb kan fradrages,

dog højst 180 kr. pr. døgn. Derudover kan dokumenterede udgifter

til hotelophold fradrages. Hvor betaling for morgenmad er

inkluderet i prisen for overnatning, reduceres fradraget med 30

kr.

Såfremt det kan godtgøres, at overnatning uden for hjemmet har

fundet sted, men udgiften ikke kan dokumenteres, kan merudgiften

til fortæring samt overnatning fradrages med 265 kr. pr. døgn.

For tilsluttende rejsedage kan fradraget ikke overstige 75 kr.

Hvor arbejdsgiveren yder fri kost, nedsættes fradragene til 43 kr.

pr. døgn for andre merudgifter ved rejsen end merudgifter til kost

og logi.

For rejsedage, der ikke er forbundet med overnatning, gives fradrag

efter reglerne for udearbejde (22 kr. pr. dag, jfr. D 2.3.2).

De nævnte standardfradrag gives uden dokumentation for de faktiske

udgifter til forplejning m.v., medens større fradrag alene kan

foretages efter dokumentation af (mer)udgiften.

Fradragene kan foretages ved siden af det faste lønmodtagerfradrag,

hvis de ikke overstiger den modtagne godtgørelse fra

arbejdsgiveren.

Modtager den skattepligtige udepenge, der er fastsat ved faglig

overenskomst, kan halvdelen fradrages for merudgifter til

forplejning, befordring m.v., jfr. D 2.3.3.

Rejsemontører, der udfører arbejde i udlandet i en sammenhængende

periode af mindst 2 måneder, er for en sådan periode berettiget

til standardfradraget for lønarbejde i udlandet, jfr. D 2.3.28.

En rejsemontør med skiftende arbejdspladser havde iflg.

overenskomst modtaget et cirkeltillæg beregnet som et

procenttillæg til lønnen gradueret efter udgangsstedet. Ved

afstande ud over 30 km udbetaltes kostpenge. Da et sådant tillæg

aflønningsmæssigt og faktisk er det samme som zonetillæg til

blikkenslagere og rørlæggere, godkendtes fradrag for 80 % af

kostpengene samt 50 % af procenttillægget, jfr. lsr.1977.187.

En murerarbejdsmand, der af sit firma var ansat til at bistå

firmaets murere under deres arbejde forskellige steder i landet,

var ikke berettiget til fradrag efter rejsemontørreglerne, lsr.

1985.158.

En elektromekaniker, der var beskæftiget med udlægning af gasrør i

Nordsøen og Storebælt samt montagearbejde på land i Norge og

Danmark og ved arbejde i udlandet, blev ikke anset for omfattet af

de for rejsemontører gældende regler, og da han ikke iøvrigt blev

anset for at have haft merudgifter i forbindelse med sit

udearbejde, kunne han heller ikke fradrage udgifter ved

udearbejde, lsr. 1986.55.

3.47. Er udgået.

3.48. Salgschauffører - Bryggerierne

1) De københavnske bryggerier (Carlsberg - Tuborg).

Distriktsledere ved de københavnske bryggerier er berettigede til et

fradrag i indkomstopgørelsen på 13 pct. af deres løn- og

provisionsindtægt for udgifter til repræsentation, telefon og

lignende.

Herudover kan fratrækkes kredittab, kørselsudgifter efter

dokumentation samt endvidere for overenskomstmæssigt fastsatte

naturalieydelser til mandskab på vognene et beløb på 38 kr. pr.

mand pr. arbejdsdag.

Landsskatteretten har statueret, at en bryggerkusks medhjælper ikke

er berettiget til fradrag for merudgift til fortæring under hensyn

til, at han ikke selv afholder udgifterne, når han spiser på

restaurant, og at han har adgang til et fast ølforbrug, som ikke

beskattes.

Chauffører ved bryggeriernes depoter anses ikke berettigede til det

nævnte procentfradrag m.v.

2) Provinsbryggerierne.

Ølkuske i provinsen anses berettigede til et fradrag i

indkomstopgørelsen for udgifter til repræsentation, flasketab,

svind og fortæring ude. Fradragets størrelse må bero på et skøn i

de enkelte tilfælde. Tab ved kreditgivning kan fradrages i det

omfang, det dokumenteres.

3.49. Salgschauffører - Brødfabrikkerne

1) Provisionslønnede salgschauffører ved brødfabrikker i hovedstaden

med omegnskommuner samt andre provisionslønnede

brødsalgschauffører, der arbejder under tilsvarende vilkår, er

berettigede til et fradrag i indkomstopgørelsen på 7.400 kr.

årligt for svind, tab ved kreditgivning, fejltælling samt

merudgifter til fortæring. Udover dette beløb kan fradrages

dokumenteret udgift til medhjælp samt eventuelt dokumenteret

udgift til garageleje og vognvask.

2) Brødsalgschauffører, der udenfor hovedstaden med omegnskommuner

for egen regning forhandler brød fra vogn, anses berettigede til

et fradrag i indkomstopgørelsen for varesvind og ekstraudgift til

fortæring. Det tilladte fradrag udgør for de salgschauffører, der

har ret til tilbagelevering af det usolgte brød, 3/4 pct. af

omsætningen incl. merværdiafgift, og for salgschauffører, der ikke

har sådan ret, 1 pct. af omsætningen ligeledes incl.

merværdiafgift.

3.50. Salgschauffører - Is

Der er tidligere i et vist omfang givet salgschauffører, der

forhandler dessertis, et fradrag på 10 % af bruttoindtægten for

tab ved kreditgivning, fejltælling og fejludlevering af varer og

personlig ekstraforplejning. Et sådant fradrag kan ikke længere

godkendes, og der må i stedet foretages en individuel bedømmelse

af salgschaufførernes fradrag for driftsudgifter. Der kan

foretages fradrag for udefortæring efter de sædvanlige regler samt

mindre skønsmæssige fradrag for udgift til fejltælling og

fejludlevering af varer. Større fradrag må kræves dokumenteret,

ligesom fradrag for tab ved kreditgivning må dokumenteres.

3.51. Salgschauffører - Mineralvand m.v.

Mineralvandschauffører kan ikke få standardfradrag, men i mangel af

dokumentation alene et skønsmæssigt fastsat fradrag.

3.52. Salgschauffører - Mælk

1) Mælkeforhandlere med detailsalg fra mejeri, der leverer mælk til

hovedstaden, kan ved indkomstopgørelsen fradrage 15 pct. af den

oppebårne bruttoløn for samtlige driftsudgifter, herunder også

udgift til medhjælp ved læsning på mejeriet.

2) Mælkeforhandlere med engrossalg fra mejeri, der leverer mælk til

hovedstaden, kan ved indkomstopgørelsen fradrage 10 pct. af den

oppebårne bruttoløn. Herudover kan tab på kreditgivning fradrages,

forsåvidt det kan dokumenteres (jfr. lsr.1952.65).

3) Mælkeforhandlere, der udenfor hovedstaden med omegnskommuner

forhandler mælk en detail fra vogn, skal i indkomstopgørelsen

medregne hele den fra mejeriet modtagne bruttoløn (lønning,

forhandleravance og godtgørelse for svind, kørsel samt medhjælp

m.v.), medens de på den anden side kan fradrage den faktisk

afholdte udgift til kørsel, herunder evt. afskrivninger,

forsikringer vedrørende driften, udgifter til medhjælp, faglige

kontingenter, rabatter samt afskrivning på good-will.

I den herefter resterende indkomst kan der foretages et fradrag for

samtlige andre driftsudgifter, såsom udgifter til emballage,

svind, kredittab, repræsentation og merudgift ved fortæring ude.

Ved nedennævnte samlede omsætning med mejeriet af mælk og fløde

(opgjort efter indkøbspris) udgør fradraget i procent af

indkomsten:

 

          Omsætning:  

          ikke over 605.000 kr. - fradrag  8 pct.  

          605.000-660.000 kr. - fradrag  9 pct.  

          660.000-715.000 kr. - fradrag 10 pct.  

          715.000-775.000 kr. - fradrag 11 pct.  

          775.000-830.000 kr. - fradrag 12 pct.  

            over 830.000 kr. - fradrag 13 pct.  

Såfremt mælkeforhandleren ikke selv afholder samtlige de af

fradraget omfattede driftsudgifter, nedsættes de angivne procenter

skønsmæssigt.

3.53. Scenefunktionærer m.fl.

Påklædere og scenefunktionærer kan fradrage merudgifter i anledning

af over- og natarbejde efter de almindelige regler. Såfremt de

pågældende har andet erhverv, kan der fratrækkes 20 kr. pr. aften

(uændret), medens scenefunktionærer, der ikke har anden

beskæftigelse, og som typisk har en arbejdstid fra kl. 8-12 og

19-23, kun kan fratrække 2.200 kr. årligt (uændret) for fast

natarbejde under hensyn til arbejdets regelmæssige karakter.

Fradrag for udgift til telefon og fradrag for smudsigt arbejde kan

ikke godkendes.

3.54. Skibspersonale

Søfolk, der på grund af skibenes fravær fra Danmark er afskåret fra

at holde ferie, må medregne erstatning herfor til indkomsten for

det år, hvori erstatningen tidligst kan kræves udbetalt.

Kostpenge

Søfolk, der får udbetalt kostpenge i stedet for fri kost om bord,

skal, hvor det pågældende skib er omfattet af sømandsskatteloven,

eller hvor forholdene med hensyn til kost kan ligestilles hermed,

alene medregne kostpengene med et beløb svarende til værdien af

fri kost om bord.

Det er dog en betingelse herfor, at de pågældende søfolk normalt

modtager kosten om bord, og at der alene er tale om at udbetale

kostpenge ved særlige lejligheder, lsr. 1969.160.

De anførte betingelser er ikke opfyldt for søfolk beskæftigede ved

en del indenlandske og udenlandske færgeoverfarter (f.eks.

Øresundsfærgerne). Efter landsskatterettens praksis skal

kostpengene medregnes fuldt ud, og der kan alene indrømmes et

fradrag for dokumenterede eller sandsynliggjorte merudgifter til

kost som følge af erhvervet, lsr.1969.160 og 1970.66.

Ligningsrådet har udtalt, at der ikke er grundlag for at søfolk ved

Jydsk Færgefart og Molslinien kan opnå fradrag for merudgifter til

kost ombord. Der kan derfor alene godkendes fradrag for

overarbejde, natarbejde og befordringsudgifter efter individuel

fastsættelse for den enkelte sømand efter de almindeligt gældende

regler.

Personale på bugserselskabets både, som får udbetalt kostpenge i

stedet for fri kost ombord, skal medregne hele godtgørelsen i den

skattepligtige indkomst og kan kun fratrække dokumenterede eller

sandsynliggjorte merudgifter ved ude- eller overarbejde.

En maskinmester på et stenfiskerfartøj tilhørende Københavns

Mørtelværker blev anset indkomstskattepligtig af modtagne

kostpenge, og det fandtes ikke antageliggjort, at han havde haft

merudgifter til kost.

Når kostpenge eller værdien af kost om bord medregnes efter de

gældende satser, kan der ikke foretages fradrag af ekstraudgifter

til fortæring (f.eks. under overarbejde).

Kostgodtgørelse under sygdom, der udbetales af direktoratet for

søfarende, indkomstbeskattes med et beløb svarende til værdien af

fri kost om bord.

Sømænds ret til pleje og fri rejse m.v. efter sømandsloven, der

blandt andet omfatter hospitalsophold, lægehjælp og lægemidler,

medregnes ikke til den skattepligtige indkomst. Dette gælder også

i tilfælde, hvor plejen m.v. gives ved, at rederiet refunderer de

af sømanden afholdte udgifter til de omhandlede formål, jfr.

SD-cirk. 1978 nr. 4.

Diverse tillæg til lønnen.

Køjetillæg, cykeltillæg og søbeklædningstillæg til søfyrbødere m.fl.

ved bugserselskaberne skal medregnes ved indkomstopgørelsen.

Madraspenge skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst, men kan på den anden side fradrages fuldtud som medgået

til formålet, jfr. lsr. 1938.87.

Dækspersonale kan fradrage 890 kr. til søudrustning.

Bonus (kaplak), der er et tillæg til hyren og beregnet som en vis

pct. af indtjent fragt, må beskattes i det år, det er endelig

indtjent, og ikke i udbetalingsåret, lsr. 1976.10.

Halvdelen af det såkaldte »Amerikatillæg« kan uden dokumentation for

de ved sejlads i amerikanske farvande forbundne merudgifter

fradrages ved indkomstopgørelsen. Ligeledes kan ifølge lsr.

1955.71 halvdelen af »Middelhavstillæg«, der udbetales førere af

udstationerede bjærgningsskibe, fradrages som medgået til dækning

af de med udstationeringen forbundne merudgifter. Det samme gælder

de under tilsvarende forhold udbetalte »Rødehavstillæg« og

»Kongotillæg«.

Derimod er det til skibsofficerer under den kgl. grønlandske Handel

udbetalte »Atlanttillæg« (overtidsbetaling) anset fuldtud

indkomstskattepligtigt. Det samme gælder langtrækstillæg, der

udbetales skatteydere ansat i Switzers bugserafdeling.

Visse medlemmer af sømændenes forbund har ikke været påmønstret

skibe, men været beskæftiget på D.F.D.S.'s og Ø.K.'s både, når

disse har ligget i havnen. Sådanne skatteydere er berettiget til

fradrag for søudrustning med 890 kr., og der kan foretages fradrag

efter smudstillægsreglen, ligesom der kan anerkendes fradrag for

ude- og overarbejde efter de almindelige regler.

Udbetalinger efter sømandslovens §§ 42 og 43 og §§ 18 og 45

beskattes som fratrædelsesgodtgørelse, jfr. LOSI § 2, nr. 9, se D

1.10.1.

Dykkere

Der er ikke fastsat et generelt fradrag for dykkeres merudgifter til

forplejning ved arbejde uden for hjemstedskommunen, men et sådant

fradrag kan gives skønsmæssigt af ligningsmyndighederne i hvert

enkelt tilfælde.

Det til medlemmer af Dansk Dykkerforening efter foreningens

overenskomst med Entreprenørforeningen udbetalte dykker-tillæg

skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og

der godkendes ikke fradrag for kostudgifter om bord. Fradrag for

udgift til søudstyr kan i de tilfælde, hvor en sådan udgift

afholdes, foretages med 890 kr. årlig (udover fradrag af udgift

til dykkerudstyr).

3.55. Skorstensfejere

Uden dokumentation kan fradrages 1.040 kr. for smudsigt arbejde og

450 kr. for brændt arbejdstøj. Fradraget for udearbejde kan ikke

overstige 4.400 kr. årligt.

Fradrag for udgift til drikkevarer i anledning af varmt arbejde kan

ikke foretages.

3.56. Skuespillere

Skuespillere kan til dækning af merudgiften til fortæring uden for

hjemmet, kostumer, maskering, teaterrekvisitter, vask,

repræsentation o.lign. i den samlede bruttoindtægt ved teater- og

filmarbejde foretage følgende fradrag:

 

          Af indtægten  

          indtil 18.000 kr. ........  20 pct.  

          fra 18.000-27.000 kr. ....  15 pct.  

          fra 27.000-36.000 kr. ....  10 pct.  

          over i alt 36.000 kr. ....   5 pct.  

Procentfradraget kan dog maksimalt andrage 10.000 kr. (uændret).

Fradragene kan ikke beregnes af indtægter hidrørende fra fjernsyn og

radio, samt fra grammofonindspilninger, idet fradrag for udgifter

i forbindelse med sådanne indtægter kun kan foretages i det omfang

udgifterne dokumenteres eller sandsynliggøres.

Procentfradraget omfatter ikke udgift til telefon, befordring,

afgift til engageringsbureau eller kontingent til

skuespillerforbundet.

En freelance skuespiller og instruktør blev anset berettiget til at

fratrække halvdelen af sine telefonudgifter, hvorimod udgiften til

et videoanlæg hverken kunne fratrækkes eller afskrives, lsr.

1984.123.

I en række tilfælde træffer Det kgl. Teater aftale med pensionerede

skuespillere og dansere om fortsat engagement, idet der udover

pensionen som løn udbetales forskellen mellem pension og løn ved

fratrædelsen. Skuespillerfradraget beregnes i disse tilfælde af

hele det af teatret udbetalte vederlag.

Forinden procentfradraget beregnes, skal eventuelle merudgifter til

ophold på rejser fradrages i bruttoindtægten.

Som merudgifter kan kun fradrages de til opholdet medgåede udgifter

reduceret med værdien af »eget forbrug«.

For rejsedage med overnatning på hotel eller lignende kan

dokumenterede udgifter til natophold fradrages. Merudgiften til

fortæring ansættes uden dokumentation for størrelsen til 180 kr.

pr. rejsedag med overnatning. Hvis betalingen for overnatning

indbefatter betaling for morgenmåltid, nedsættes fradraget for

overnatningsudgiften med 30 kr.

Såfremt det kan godtgøres, at overnatning uden for hjemmet har

fundet sted, men udgiften ikke kan dokumenteres, kan merudgiften

til fortæring samt overnatning fradrages med 265 kr. pr. døgn.

For den eventuelt tilsluttende rejsedag og for rejsedage uden

overnatning tillades merudgiften til fortæring fradraget med 75

kr. pr. dag.

Ønskes fradrag ud over de anførte satser, må berettigelsen hertil

godtgøres af skatteyderen.

En regissør og en belysningsmester ved Det danske Teater kunne

foretage fradrag for rejseudgifter under turneerne efter samme

regler som skuespillere.

Skuespillere med provinsengagementer kan, når de har bevaret deres

hjem og husførelse i opholdskommunen, fradrage merudgiften ved

opholdet i provinsen, jfr. princippet i lsr. 1956.61 og 1959.152.

Regnskab eller dokumentation for sådanne udgifter, eventuelt

oplysning om, hvorledes det daglige udgiftsbeløb er beregnet, bør

dog forlanges.

Opera- og balletpersonale anses berettiget til samme procentfradrag

som skuespillere. Dansere og danserinder ved Det kgl. Teater kan

forlods fradrage de i lønnen inkluderede skopenge.

Procentfradraget beregnes af den derefter resterende indtægt, jfr.

lsr. 1942.61.

Statister er ikke berettiget til procentfradrag som skuespillere.

En statist ved Det kgl. Teater fik ved lsr. 1962.41 kun det faste

lønmodtagerfradrag. Derimod er medlemmer af operakoret berettigede

til skuespillerfradrag.

Sangerinde blev ikke anset berettiget til pct.-fradrag som

skuespiller. Hun henviste bl.a. til sit medlemskab af Dansk

Skuespillerforbund. Landsskatteretten godkendte i mangel af

fyldestgørende dokumentation alene mindre skønsmæssigt fradrag for

beklædning og kosmetik m.v.

3.57. Statsbanepersonale

Med hensyn til frirejser for statsbanepersonalet påhviler det

Generaldirektoratet for Statsbanerne at give ligningsmyndighederne

oplysning om de hvert år til den enkelte funktionær udstedte

frirejsebilletter til udenlandsrejser. Af praktiske grunde gives

der kun oplysning om rejser udover Hamburg i syd og Stockholm/Oslo

i nord.

Værdien af frirejser til ansatte hos DSB ansættes ifølge

ligningsrådets vedtagelse således:

Der kan bortses fra værdien af een rejse inden for kalenderåret

efter den ansattes eget valg.

Rejser derudover værdiansættes til:

 

          Zone 1, de nordiske lande og Hamburg ........    0 kr.  

          Zone 2, Europa ..............................  500 kr.  

For børn under 2 år ansættes værdien til 0 kr., medens værdien for

børn under 12 år ansættes til det halve af nævnte sats.

Der skal ikke ske beskatning af rejser med 50 pct.s rabat.

Til personale ved banemesterstrækninger ydes en

selvbefordringsgodtgørelse som vederlag for:

a. benyttelse af eget motorkøretøj i stedet for kørselsgodtgørelse

efter statens takster,

b. vederlag for arbejde uden for hjemstedet i stedet for time- og

dagpenge,

c. kørsel i fritiden mellem hjem og arbejdssted.

Halvdelen af de som selvbefordringsgodtgørelse udbetalte beløb kan

fradrages ved indkomstopgørelsen som medgået til formålet. Da

beløbet anses for en rejsegodtgørelse, kan fradraget foretages ved

siden af det faste lønmodtagerfradrag.

Det er meddelt DSB, at den fulde godtgørelse skal medtages i

oplysningssedlen pkt. 13 og at den »trækfri« halvdel skal opføres

i felt 20.

3.58. Tilsynsværger

For tilsynsværger ved børne- og ungdomsforsorgen kan fradrag i mangel

af dokumentation kun godkendes efter et skøn over udgifternes

størrelse. Landsskatteretten har givet en tilsynsværge, der havde

oppebåret et honorar på 16.000 kr. (svarende til tilsyn med 10-12

børn), et skønsmæssigt fradrag på 1.000 kr. I overensstemmelse

hermed kan der foretages et skønsmæssigt fastsat fradrag varieret

efter antallet af tilsynsværgemål. Fradraget kan ikke foretages

ved siden af det faste lønmodtagerfradrag.

3.59. Tjenere og servitricer

Såfremt betjeningsafgiften er indregnet i priserne og efterfølgende

afregnes med serveringspersonalet, vil afregningsbeløbet på 13,1

pct. af omsætningen fuldt ud være at tage til indtægt. Herudover

medregnes eventuel modtagen godtgørelse for manglende garanteret

omsætning.

I tilfælde, hvor betjeningsafgiften ikke er indregnet i priserne,

kan den normalt ansættes til 15 pct. af den omsætning, hvoraf

betjeningsafgiften er betalt.

Tab i forbindelse med erhvervelse af indtægten kan alene fratrækkes,

når det dokumenteres eller sandsynliggøres. Tab kan ikke

fratrækkes ved siden af det faste lønmodtagerfradrag.

Tjenere og servitricer, som det påhviler at anskaffe og/eller

vedligeholde standardiseret arbejdsdragt kan fratrække 590 kr.

årligt for merudgifter hertil.

Tjenere i restauranter, hvori der er opstillet spilleautomater

(»enarmede tyve«), oppebærer som regel 10 pct. af omsætningen i

disse automater.

Tjenere og servitricer har som oftest delvis kost på arbejdsstedet.

3.60. Toldtjenestemænd

Toldtjenestemænd får ikke standardfradrag, men er henvist til at

foretage fradrag efter reglerne om udearbejde (jfr. lsr.1983.137),

overarbejde og natarbejde, når betingelserne herfor er til stede.

Toldvæsenets hundeførere oppebærer et hundeførertillæg og

foderpenge. Disse tilskud skal medregnes til den skattepligtige

indkomst, men et tilsvarende beløb kan fradrages som medgået til

udgifterne ved hundeholdet.

3.61. Tunghøre

Disse kan, selv om brugen af høreapparat er nødvendig for deres

erhverv, ikke fradrage nogen del af udgiften til vedligeholdelse

og drift af apparatet, jfr. lsr. 1962.52. Der kan heller ikke

anerkendes skattemæssig afskrivning på høreapparatet.

3.62. Videnskabsmænd

Forudsætningen for, at der kan foretages fradrag for udgifter i

forbindelse med videnskabeligt arbejde, er at dette drives

erhvervsmæssigt (evt. som en naturlig forudsætning for

skatteyderes indtægtsgivende stilling, f.eks. som

universitetsprofessor). Fradrag er derfor udelukket, hvis det

videnskabelige arbejde er af studie- eller uddannelsesmæssig

karakter (lsr. 1954.45) eller drives som ren hobby.

Lsr. har i nogle tilfælde anerkendt fradrag for videnskabsmænds

udgift til arbejdsværelse m.m., se D 2.3.18.

Der ydes ofte tilskud til dækning af trykningsudgifter vedr.

doktordisputatser. Sådanne tilskud anses omfattet af

ligningsrådets anvisning om skattefrihed for legater til

videnskabeligt arbejde, jfr. E 3.5.2.

3.63. Vurderingsmænd

Vurderingsmænd kan uden dokumentation for størrelsen af udgifter til

kørsel, telefon, porto m.v., som er afholdt i forbindelse med

hvervets udførelse, fradrage 10 pct. af oppebårne honorarer for

vurderingsarbejde udført i landdistrikter og 5 pct. af oppebårne

honorarer for vurderingsarbejde udført i bydistrikter. Fradraget

kan dog i intet tilfælde overstige 1.000 kr.

De anførte fradrag kan foretages såvel for indkomstår, hvori der

foretages almindelig vurdering, som for indkomstår, hvori der

alene foretages omvurdering.

Fradraget kan foretages samtidig med et eventuelt lønmodtagerfradrag

vedrørende anden indtægt. Ovennævnte standardfradrag gælder alene

vedrørende honorarer for offentlige ejendomsvurderinger.

En vurderingsformand er ikke omfattet af de her nævnte regler og han

kan kun fratrække dokumenterede udgifter, jfr. lsr.1982.179.

4. Etableringskonto

Reglerne om etableringskonti findes i lovbekendtgørelse nr. 439 af 18. aug. 1984, som ændret ved lov nr. 256 af 22. maj 1986 og lov

nr. 767 af 12. nov 1986 (Skibsværftsaftalen).

Reglerne omtales i skd.cirk. nr. 167 af 30. okt. 1984.

Til loven knytter sig bekendtgørelse nr. 319 af 13. juni 1984 samt

bekendtgørelse nr. 524 af 11. okt. 1984.

4.1. Hvem kan foretage indskud

Indskud kan foretages af fuldt skattepligtige personer, som ved

indkomstårets udgang ikke er fyldt 40 år, og som har haft

lønindtægt i løbet af indkomståret.

Der kan foretages indskud på etableringskonto, selv om den

skattepligtige - foruden lønindtægten - har indtægt ved

selvstændig erhvervsvirksomhed. I disse tilfælde kan der i samme

indkomstår desuden henlægges til investeringsfonds.

Fradrag for indskud på etableringskonto kan dog ikke opnås i

etableringsåret, jfr. lsr. 1979.45 samt VLD af 17. sept. 1980

(Skd. 57.202), og heller ikke i de følgende indkomstår, hvori

beløb indskudt før etableringen endnu ikke er frigivet fuldt ud,

jfr. lovens § 1, stk. 3. Om ægtefællers etablering, se D 4.7.

En lønmodtager, der bliver selvstændig erhvervsdrivende og i

forbindelse hermed får tilladelse til at omlægge sit regnskabsår,

kan på grund af bestemmelsen i lovens § 1, stk. 3 ikke med

fradragsmæssig virkning indskyde på en etableringskonto for

omlægningsåret. En lønmodtager etablerede sig den 1. oktober ved

at indtræde i et interessentskab og fik derfor omlagt sit

regnskabsår fra kalenderåret til perioden 1. oktober-30.

september. Han indskød 60.000 kr. på en etableringskonto på

grundlag af sin lønindtægt i tiden 1. januar-30. september, men

landsskatteretten nægtede ham fradrag for de foretagne indskud,

idet han ellers ville have opnået en gunstigere stilling end den

skatteyder, der bliver selvstændig erhvervsdrivende uden at få

omlagt sit regnskabsår (og som ikke kan få skattemæssigt fradrag

for sit indskud på etableringskonto i etableringsåret), jfr. lsr. 1981.44.

En skatteyder, der havde lønindtægt i Norge og kun renteindtægt i

Danmark, kunne fradrage indskud på etableringskonto fuldt ud i den

danske renteindtægt, lsr. 1984.173.

4.2. Beregning af indskuddet

Indskuddet skal udgøre mindst 5.000 kr. og kan højst udgøre 20 pct.

af indskyderens nettolønindtægt.

Til lønindtægten henregnes den kontante løn og beløb, der af

arbejdsgiveren er ydet som godtgørelse for udgifter, der påføres

lønmodtageren som følge af arbejdet, herunder udgifter til rejse,

ophold og fortæring under rejser - bortset fra § 5 d-ydelser.

Naturalgoder, som fri kost og logi, bil til rådighed o.lign., som

lønmodtageren har oppebåret i kraft af arbejdsforholdet, medregnes

i lønindtægten med den skattemæssige værdi. Også værnepligtsløn og

døgnplejevederlag (kun plejelønnen, ikke omkostningsgodtgørelsen)

kan danne grundlag for indskud.

Til »lønindtægten« medregnes ikke arbejdsløshedsdagpenge og

sygedagpenge - bortset fra sygedagpenge i »arbejdsgiverperioden«,

lsr. 1981.153.

Består der i ansættelsesforholdet en af PL kap. 1 omfattet

pensionsordning, beregnes indskuddet af den skattepligtige

lønindtægt, d.v.s. bortset fra arbejdsgiverens indbetalinger til

pensionsordningen, hvorved bemærkes, at arbejdstagers »egne

bidrag« til pensionsordning også anses som et arbejdsgiverbidrag.

Ved beregning af nettolønindtægten fradrages det faste

lønmodtagerfradrag. Hvis den skattepligtige i stedet for det

almindelige lønmodtagerfradrag fratrækker sine faktiske udgifter,

skal dette beløb fragå ved beregningen af nettolønindtægten.

Derimod skal udgifter til pensionsbidrag, forsikringsudgifter

o.lign. efter PL afsnit II samt udgifter til faglige kontingenter

ikke fradrages.

Honorar og diæter, som en skatteyder ved siden af sin lønindtægt

oppebærer som formand for kommunens sociale udvalg, kan ikke

betragtes som lønindtægt i etableringskontolovens forstand.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter et færdselsuheld kan

ikke medtages i beregningsgrundlaget for indskud på

etableringskonto.

Har den skattepligtige foretaget forskudsafskrivning på et

kontraheret skib, skal det beregnede indskud nedsættes med

forskudsafskrivningens beløb, jfr. lovens § 3, stk. 2. Henlægger

den skattepligtige samtidig til investeringsfond kan han dog i

stedet vælge afkortning i denne henlæggelse, Skat 1986.5.338.

Hvis selvangivelsen ikke godtages, men der sker en forhøjelse af den

selvangivne nettolønindtægt, kan indskuddet ikke forhøjes

tilsvarende. Derimod medfører en nedsættelse af den selvangivne

indkomst reduktion af indskuddet i det omfang, den påvirker

størrelsen af nettolønindtægten.

4.3. Indskud på særlig konto

Hele det beløb, der ønskes fradrag for, skal indskydes på kontoen. Se

dog 4.4 om eventuelt fradrag uden indskud. Indskuddet skal

foretages i dansk bank, sparekasse eller andelskasse, jfr. § 2 i

lov nr. 256 af 22. maj 1986. Kontoen skal betegnes

»Etableringskonto« og skal bære påtegning om den skattepligtiges

navn, adresse og CPR.-nr.

Der kan kun oprettes een konto for hvert indskudsår, men konti fra

forskellige indskudsår behøver ikke være oprettet i samme

pengeinstitut. Der kan foretages indskud for flere indskudsår på

samme konto, hvis det klart fremgår, hvilke indskudsår de enkelte

indskud vedrører.

Hvis en skatteyder har foretaget indskud på etableringskonto i to

forskellige pengeinstitutter for samme indskudsår, kan der

indrømmes ham skattemæssigt fradrag for de pågældende indskud på

betingelse af, at han flytter det sidst foretagne indskud til det

pengeinstitut, hvor det første indskud er foretaget.

I øvrigt kan en etableringskonto frit overføres fra et pengeinstitut

til et andet.

Indskudsåret

Fradrag for et givet indkomstår gives for indskud, foretaget i tiden

fra den 16. februar i indkomståret (fradragsåret) til den nærmeste

efterfølgende 15. februar (indskudsåret).

Når den skattepligtige er tilflyttet fra udlandet, kan indskud kun

fradrages, hvis indskuddet er foretaget indenfor

skattepligtsperioden, se A 1.6.1.

En bevilget forlængelse af fristen for indgivelse af selvangivelse

medfører ikke nogen forlængelse af fristen for indskud. Der kan

ikke dispenseres fra indskudsfristen.

Renter og indeståendet

Renter, der tilskrives en etableringskonto, skal medregnes ved

opgørelsen af kontohaverens skattepligtige indkomst. Renterne kan

hæves efter de af vedkommende pengeinstitut fastsatte regler.

Renterne er indkomstskattepligtige, hvad enten de hæves eller

ikke. Renter, der henstår på en konto, bliver ikke automatisk

betragtet som indskud og giver derfor ikke fradrag i indkomsten.

Det på kontoen indestående beløb skal medregnes ved opgørelsen af

kontohaverens skattepligtige formue.

4.4. Fradrag uden indskud

Indskud kan helt eller delvis undlades, når etablering finder sted i

perioden 1. januar til 15. februar i året efter det år, hvori

fradrag for etableringsindskud foretages, idet det forudsættes, at

forlods afskrivning sker i det indkomstår, der følger efter

fradragsåret, jfr. § 4, stk. 2.

Indskud kan således undlades for indkomståret 1986, når der sker

etablering i perioden 1. januar 1987 til 15. februar 1987, og

betingelserne for at hæve indskud af samme størrelse til forlods

afskrivning i indkomståret 1987 er opfyldt.

Såfremt der er foretaget indskud for tidligere år, kan reglen kun

anvendes, hvis der anskaffes aktiver, der berettiger til forlods

afskrivning af såvel de tidligere foretagne indskud som de nye

beløb, der undlades indskudt.

Hvis en skattepligtig, der har anvendt den her omtalte regel, ikke

anskaffer forlods afskrivningsberettigede aktiver inden den nævnte

frist, kan indskuddet og fradraget for dette ikke godkendes. Der

er endvidere tale om urigtig selvangivelse, som kan straffes efter

skattekontrolloven.

Selv om der efter denne bestemmelse ikke foretages indskud på en

konto, behandles det beløb, der fradrages i indkomsten, på samme

måde som indskud. Det betyder f.eks. at

efterbeskatningsbestemmelserne m.v. i § 11A anvendes, hvis

forudsætningerne for forlods afskrivningen bortfalder i tiden

efter indskudsårets udløb.

4.5. Benyttelse ved etablering

Etablering skal efter lovens § 8, stk. 1, være sket inden 10 år efter

udløbet af fradragsåret. Er kontohaveren ikke på dette tidspunkt

fyldt 40 år forlænges fristen til udgangen af det år, hvori dette

sker.

Efter lovens § 8, stk. 2, kan fristen forlænges, hvis kontohaveren

dokumenterer, at det skyldes ham utilregnelige årsager, at

etablering ikke har fundet sted inden fristens udløb. Adgangen til

at forlænge fristen er henlagt til ligningskommissionen (i Kbhvn.

og på Frbg. skattedirektoratet).

Der vil normalt ikke være grundlag for at forlænge fristen, hvis

forsinkelsen skyldes kontohaverens egne forhold, f.eks. fordi

kontohaveren eller dennes rådgiver har glemt, at de indskudte

midler skulle anvendes, eller fordi der på grund af skrivefejl i

regnskab eller lignende er anført forkerte oplysninger om

tidspunktet for fristens udløb.

Skyldes forsinkelsen ikke kontohaverens egne forhold, kan der

indrømmes fristforlængelse, såfremt kontohaveren inden fristens

udløb har købt et aktiv, som ikke leveres inden fristens udløb.

Det er dog en forudsætning, at forsinkelsen skyldes forhold, som

kontohaveren ikke har indflydelse på, og som denne heller ikke

kunne forudse.

Er etablering sket, skal indskuddene benyttes i etableringsåret

eller de to følgende indkomstår. Der gælder derimod ingen frist

for, hvornår indskuddet tidligst kan benyttes. Hvis betingelserne

for hævning af indskuddet er opfyldt, kan benyttelse derfor ske

allerede året efter, at indskuddet er fratrukket ved

indkomstopgørelsen. Indskud foretaget senest den 15. februar 1987

for indskudsåret 1986 kan anvendes til etablering fra og med den 1. januar 1987.

Det er en betingelse for at hæve indskud, at der er sket etablering

af selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet. Det kræves, at der

efter »etableringen« er tale om en egentlig erhvervsmæssig

virksomhed. Indskud kan hæves ved etablering af en virksomhed,

der agtes drevet af kontohaveren eller af dennes ægtefælle eller

af begge ægtefæller i forening, jfr. D 4.7.

4.5.1. Hvad forstås ved etablering

Det er udtrykkeligt fastsat i loven, hvad der i denne forbindelse

skal forstås ved etablering. Herefter anses etablering af

selvstændig virksomhed at have fundet sted, når den samlede

anskaffelsessum for de til brug for virksomheden anskaffede

formuegoder overstiger 100.000 kr. Beløbet reguleres efter

reguleringspristallet og for 1986 er beløbsgrænsen 118.400 kr.

Ifølge en ny bestemmelse i lovens § 5, stk. 8, (Skibsværftsaftalen)

gælder en særlig beløbsgrænse på 50.000 kr. (ikke

pristalsreguleret), se nærmere D 4.13.

Beløbsgrænsen på 100.000 kr. (pristalsreguleret) kan fraviges, når

særlige omstændigheder taler derfor, og indskud på

etableringskonto er foretaget inden den 17. maj 1983, se D 4.5.3

(Dispensation).Den selvstændige virksomhed kan enten være en

virksomhed, som kontohaveren selv starter, eller en bestående

virksomhed, som han overtager. Etablering foreligger også, hvis

en mindre bivirksomhed, som skatteyderen hidtil har drevet, nu

udvides, således at anskaffelsessummen for virksomhedens aktiver

kommer op over beløbsgrænsen på 100.000 kr. (pristalsreguleret).

Om anskaffelse af kommanditanparter og udbyttekontrakt, se D

4.5.4. og 4.5.5.

Ved opgørelsen af anskaffelsessummen skal der ikke ske fradrag af

gæld, f.eks. prioritetsgæld, der hviler på det pågældende

formuegode.

Formuegoder, der er anskaffet tidligere end 3 år før begyndelsen af

»etableringsåret«, d.v.s. det indkomstår, hvori etableringsbeløbet

når op over 100.000 kr. (pristalsreguleret), kan ikke medregnes

ved opgørelsen af anskaffelsessummen, medmindre

ligningskommissionen (i Kbhvn. og på Frbg. skattedirektoratet) i

særlige tilfælde dispenserer herfra. Der skal bortses fra

formuegoder, som er afhændet eller udskilt af driften før

etableringsårets begyndelse.

De formuegoder, der kan medregnes ved beregningen af

etableringsbeløbet, er først og fremmest de aktiver, hvorpå der

kan foretages forlods afskrivning med etableringskontomidler, jfr. 4.6. Herudover kan medregnes småaktiver og driftsmidler, hvis

levealder ikke overstiger 3 år, uanset om de vælges fradraget

eller afskrevet. Blandede driftsmidler kan medregnes med en til

den forventede erhvervsmæssige benyttelse svarende del af

anskaffelsessummen.

En ejendom, der skal anvendes til skatteyderens erhvervsvirksomhed

kan medregnes, uanset om bygningen er afskrivningsberettiget.

Benyttes ejendommen delvis til private formål, kan kun en

forholdsmæssig del af anskaffelsessummen medregnes.

For afskrivningsberettigede bygninger og særlige installationer i

sådanne bygninger, anskaffet den 1. jan. 1982 eller senere, er det

ifølge §5, stk. 2, anskaffelsessummens kontantværdi, der skal

medregnes (jfr. AL §19 A, se G 6.1.9).

Endvidere kan medregnes værdien af det varelager, der er anskaffet

ved etableringen. Kontohaveren er berettiget til i stedet at

medregne værdien af varelageret ved etableringsårets udgang

opgjort til fakturapris eller dagspris.

Selv om anskaffelsessummen for goodwill og udbyttekontrakter ikke

længere kan forlodsafskrives, kan disse anskaffelsessummer dog

fortsat medregnes ved beregningen af etableringsbeløbet. Det samme

gælder anskaffelsessummen for de biler, der ikke længere kan

forlods afskrives (biler, der er indregistreret til privat

personbefordring, til udlejning uden fører eller som last- og

varemotorkøretøjer, der er berigtiget med halv omsætningsafgift,

men som anvendes erhvervsmæssigt).

Et i en forpagtningskontrakt fastsat depositum kan ikke

medregnes som anskaffelsessum i henhold til lovens § 5, stk. 2.

4.5.2. Etableringstidspunktet

Det forhold, at en skatteyder har anskaffet erhvervsaktiver for over

100.000 kr. (pristalsreguleret), berettiger ikke

skattemyndighederne til at anse den pågældende for etableret,

såfremt han ikke selv ønsker at anse sig for etableret med disse

aktiver, lsr.1973.84.

På den anden side kan skatteyderen dog ikke, når han har anskaffet

erhvervsaktiver for over 100.000 kr. (pristalsreguleret), udskyde

etableringstidspunktet for den pågældende erhvervsvirksomhed, for

derpå i et efterfølgende indkomstår at påberåbe sig etablering

med denne virksomhed.

Gør han dette på et tidspunkt, der ligger før udløbet af

etableringsåret og de to næstfølgende indkomstår, anses han for

etableret på det oprindelige anskaffelsestidspunkt.

Indtil den 17. maj 1983 var beløbsgrænsen for etablering 30.000 kr.

Denne beløbsgrænse gælder fortsat, når den skattepligtige inden

den 17. maj 1983 har anskaffet formuegoder for 30.000 kr. og i et

senere år påberåber sig etablering på grundlag af disse

anskaffelser.

Det nedenfor i 4.5.3 omtalte arbejdskrav skal være opfyldt, for at

etablering anses for at have fundet sted. Etableringstidspunktet

udskydes derfor til det tidspunkt, hvor arbejdskravet er opfyldt.

4.5.3. Selvstændig virksomhed

Det er en betingelse for, at etablering af selvstændig

erhvervsvirksomhed anses at have fundet sted, at der er tale om en

virksomhed, hvor antallet af ejere er højst 10, og hvor

kontohaveren eller dennes ægtefælle deltager med personlig

arbejdsindsats i ikke uvæsentligt omfang. Sidstnævnte gælder alle

former for selvstændig erhvervsvirksomhed, herunder også

enkeltmandsvirksomheder. Om afgrænsningen af selvstændige

erhvervsdrivende overfor lønmodtagere henvises til L 5.7.1.

Kravet til antal ejere og kravet om personlig arbejdsindsats finder

ikke anvendelse, når den skattepligtige inden den 17. maj 1983 har

foretaget anskaffelser, som opfylder betingelserne for at anse

etablering for at være sket.

De nævnte krav gælder heller ikke ved etablering i henhold til den

nye bestemmelse i lovens § 5, stk. 8 (Skibsværftsaftalen), se

nærmere D 4.13.

Kravet om en væsentlig arbejdsindsats skal være opfyldt af alle, der

ønsker at anse sig for etableret. Det er ikke tilstrækkeligt, at

nogle af ejerne deltager i virksomheden i væsentligt omfang. På

den anden side er det ikke til hinder for frigivelse af

etableringskontomidler for en af ejerne, at andre ejere, der ikke

ønsker etableringskontomidler frigivet, ikke opfylder kravet om en

personlig arbejdsindsats.

Det er tilstrækkeligt, at kontohaveren, dennes ægtefælle eller begge

ægtefæller i forening opfylder arbejdskravet.

Ved afgørelsen af, om en arbejdsindsats kan anses som væsentlig,

skal en arbejdsindsats på mindst 50 timer månedligt anvendes som

en vejledende norm. Kravet om en væsentlig arbejdsindsats gælder

også ved anskaffelse af fast ejendom. Det afgørende er

arbejdsindsatsen i den virksomhed, den faste ejendom eller

formuegodet i øvrigt benyttes i.

Anskaffelse af en udlejningsejendom vil normalt være en så passiv

form for virksomhed, at kontohaveren, selv om han administrerer

ejendommen, ikke opfylder kravet om en personlig arbejdsindsats.

Kravet om en væsentlig arbejdsindsats kan være opfyldt, uanset at

der er tale om en sæsonbetonet virksomhed. I en sæsonbetonet

virksomhed, der kun er i drift f.eks. 3 måneder om året, vil

kontohaveren eller dennes ægtefælle opfylde kravet om en væsentlig

arbejdsindsats, såfremt der ydes en arbejdsindsats på mindst 50

timer månedligt i de 3 måneder, sæsonen varer, ialt 150 timer.

Kravet om en personlig arbejdsindsats gælder for det indkomstår,

hvor indskud anvendes til forlods afskrivning, og for det følgende

indkomstår.

Ved uarbejdsdygtighed som følge af alvorlig sygdom eller

invaliditet, der indtræffer efter at midlerne er hævet og anvendt

til forlods afskrivning, bortfalder kravet. Hvis en virksomhed

drives af ægtefællerne i forening, bortfalder kravet, hvis blot en

af ægtefællerne bliver uarbejdsdygtig. Kravet bortfalder

tilsvarende ved den skattepligtiges eller denne ægtefælles død

eller konkurs samt ved virksomhedsophør.

Eventuel dispensation

Amtskatteinspektoratet (i Kbhvn. og på Frbg. skattedirektoratet) kan

dispensere fra de i lovens § 5, stk. 2, opstillede betingelser for

at anse etablering for at have fundet sted:

1) Beløbsgrænsen 2) Ejerantallet og 3) Arbejdskravet.

Beløbsgrænsen

Beløbsgrænsen på 100.000 kr. (pristalsreguleret) kan fraviges, når

særlige omstændigheder taler derfor, og indskud på

etableringskonto er sket inden 17. maj 1983.

Dispensationsmuligheden tænkes anvendt over for kontohavere, der med

henblik på senere etablering har indskudt midler på konti på et

tidspunkt, hvor beløbsgrænsen for etablering var 30.000 kr. Det

kan f.eks. være tilfældet, hvis kontohaveren har indskudt midler

for senere at indtræde som kompagnon i en mindre igangværende

virksomhed. Dispensation kan endvidere gives, hvis kontohaveren

etablerer en virksomhed, hvortil der ikke er behov for en samlet

etablering på 100.000 kr. (pristalsreguleret).

Det er dog en betingelse for dispensation, at den samlede

etableringssum overstiger 30.000 kr.

Der kan ikke dispenseres fra beløbsgrænsen på 50.000 kr.

der gælder for etablering efter lovens § 5, stk. 8

(Skibsværftsaftalen), se D 4.13.

Mere end 10 ejere

Indskud på etableringskonti kan, når særlige forhold taler derfor,

tillades hævet, selv om antallet af ejere i virksomheden

overstiger 10.

En sådan dispensation kan særlig komme på tale i tilfælde, hvor en

ansat ønsker at indtræde i en virksomhed som kompagnon, eller hvor

antallet af ejere af en virksomhed vokser i forbindelse med et

generationsskifte.

Dispensationsadgangen kan også komme på tale inden for

erhvervsgrene, hvor virksomheden typisk er organiseret med et

stort antal interessenter, der alle udfører en aktiv og personlig

arbejdsindsats i virksomheden.

Den skattepligtige skal tillige opfylde de øvrige krav, herunder

arbejdskravet. Det er dog ikke til hinder for dispensation fra

ejerreglen, at nogle af de andre interessenter ikke opfylder

arbejdskravet.

Arbejdskravet

Der kan dispenseres fra kravet om personlig arbejdsindsats, når

særlige omstændigheder taler derfor, og indskud på

etableringskonto er sket inden 17. maj 1983.

Dispensation vil i hvert enkelt tilfælde bero på en konkret

bedømmelse af ansøgerens forhold og virksomhedens karakter.

Som en generel vejledning kan der peges på, at dispensationsadgangen

kan anvendes i tilfælde, hvor kontohaveren udfører en vis aktiv og

personlig arbejdsindsats i en personligt ejet virksomhed.

Dispensationsadgangen kan endvidere anvendes når kontohaveren er

aktivt og direkte økonomisk engageret i en sådan virksomhed.

Omvendt vil der ikke være grundlag for dispensation, når

kontohaveren ikke yder nogen arbejdsindsats og virksomheden ejes

som led i en passiv kapitalanbringelse.

Dispensationsadgangen kan endvidere anvendes i situationer, hvor

virksomheden består i udlejning af aktiver til en anden

virksomhed, som drives af et selskab, som den skattepligtige helt

eller delvis ejer. Kontohaveren, dennes ægtefælle, eller

ægtefællerne tilsammen, må dog have en bestemmende indflydelse i

selskabet for at dispensation kan gives.

Endvidere kan dispensation fra arbejdskravet gives i tilfælde, hvor

skatteyderen selv benytter de aktiver, der er anskaffet ved

etableringen. Den manglende opfyldelse af arbejdskravet kan her

skyldes, at virksomheden er meget lille og derfor meget lidt

arbejdskrævende, eller at virksomhedens ansatte klarer den største

del af arbejdsbyrden.

4.5.4. Kommanditanparter

Efter § 7 B, stk. 1, i etableringskontoloven anses deltagelse i en

virksomhed som kommanditist ikke som etablering. Kommanditisten

kan derfor ikke få frigivet etableringskontoindskud til forlods

afskrivning på aktiver, der er omfattet af hans anpart.

Reglen i § 7 B, stk. 1 gælder ikke for etablering efter bestemmelsen

i lovens § 5, stk. 8 (Skibsværftsaftalen), se D 4.13.

§ 7 B, stk. 1, har virkning, når kommanditistens erhvervelse af

anpart i et aktiv, der er omfattet af hans virksomhed som

kommanditist, eller kommanditselskabets anskaffelse af det

pågældende aktiv har fundet sted den 1. januar 1980 eller senere.

Det bemærkes, at reglen i § 7 B alene vedrører forlods afskrivning

efter etableringskontoloven, men ikke angår de regler der gælder

for ordinære afskrivninger og forskudsafskrivninger.

Kommanditisten kan således fortsat foretage ordinære afskrivninger

og forskudsafskrivninger på aktiver, der er omfattet af hans

anpart.

Ifølge skd. 55.296 omhandler § 7 B alene kommanditister, men ikke

andre erhvervsdrivende, der hæfter personligt for selskabets gæld,

f.eks. interessenter og partredere.

4.5.5. Udbyttekontrakter

Udbyttekontrakter kan ikke længere danne grundlag for forlods

afskrivning, og der kan derfor ikke ske frigivelse fra

etableringskonti til forlods afskrivning på udbyttekontrakter.

Ændringen har virkning for udbyttekontrakter, der erhverves den 1.

januar 1980 eller senere. Køb af en udbyttekontrakt kan fortsat

medregnes ved afgørelsen af om etablering har fundet sted.

4.5.6. Leasing

Efter lovens § 7 B, stk. 2, kan anskaffelse af aktiver, der er

omfattet af AL afsnit V A, ikke anses som etablering.

Skattepligtige kan derfor ikke hæve etableringskontoindskud til

forlods afskrivning på disse aktiver. Se ligningsvejledningens

afsnit V.

4.5.7. Hævning af indskud - hvornår og hvordan

Kontohaveren hæver selv indskud på etableringskonto til forlods

afskrivning, så snart etablering har fundet sted, jfr. lovens § 5.

Midlerne skal som hovedregel hæves inden for etableringsåret eller

de to efterfølgende indkomstår.

Indskud vedrørende et givet indkomstår kan først hæves, når

tidligere indskud er hævet fuldt ud, jfr. § 7, stk. 6.

Inden for de således fastsatte rammer kan den skattepligtige selv

bestemme, hvornår han ønsker at hæve et indskud. Han kan hæve et

indskud for et enkelt indskudsår over flere indkomstår, og han kan

omvendt hæve indskud for flere indskudsår inden for et enkelt

indkomstår. Der gælder kun den begrænsning, at indskud først kan

hæves, når tidligere indskud er hævet fuldt ud, samt at

restindskud skal være hævet senest 2 år efter etableringsåret,

jfr. § 10, stk. 1.

Etableringskontomidler skal anvendes til forlods afskrivning før

eventuelle investeringsfondshenlæggelser anvendes, jfr. § 7, stk.

8, i etableringskontoloven.

Ved hævningen skal den skattepligtige aflevere et udfyldt skema (S

463) i pengeinstituttet. På dette skema skal den skattepligtige

erklære, at han har etableret sig og anskaffet forlods

afskrivningsberettigede aktiver i overensstemmelse med loven.

Det påhviler pengeinstituttet at påse, at alle rubrikker på skemaet

er udfyldt. Pengeinstituttet må kun udbetale penge fra

etableringskontoen, hvis dette krav er opfyldt.

Der skal ved successive hævninger i forbindelse med etablering efter

§ 5, stk. 8 (Skibsværftsaftalen), udfyldes et skema for hver

hævning.

Hvis den skattepligtige forsætligt eller ved grov uagtsomhed afgiver

urigtige eller vildledende oplysninger ved hævningen, kan han

straffes efter §§ 11 B-C, se D 4.12.

Pengeinstituttet har pligt til at opbevare de indleverede skemaer i

mindst 5 år, og skal på begæring udlevere skemaerne til de

skattelignende myndigheder.

4.6. Forlods afskrivning

Etableringskontomidlerne skal ifølge lovens § 7 anvendes til forlods

afskrivning på følgende formuegoder:

a. Maskiner, inventar o.lign. driftsmidler, der udelukkende

anvendes erhvervsmæssigt.

Driftsmidler, hvis levealder ikke overstiger 3 år, eller hvis

anskaffelsespris er under 4.200 kr. (i 1986) berettiger ikke til

forlods afskrivning, hvis den skattepligtige vælger fuldt ud at

fradrage anskaffelsessummen i anskaffelsesåret. Der kan ikke

forlods afskrives på biler, som er indregistreret til privat

personbefordring, til udlejning uden fører eller som last- og

varemotorkøretøjer, der er berigtiget med halv omsætningsafgift.

Last- og varemotorkøretøjer, der er berigtiget med halv

omsætningsafgift, er biler på de såkaldte »papegøjeplader«, som

ikke har kunnet nyindregistreres siden 1971. Der kan ikke forlods

afskrives på driftsmidler m.v. der både anvendes privat og

erhvervsmæssigt.

b. Skibe til erhvervsmæssig brug. Dette gælder dog ikke kontraheret

skib under bygning, med mindre skibsbygningen er omfattet af

lovens § 5, stk. 8 (Skibsværftsaftalen), se D 4.13.

c. Bygninger, hvorpå skattemæssig afskrivning kan foretages efter

AL § 18, samt særlige installationer i sådanne bygninger. Derimod

kan der ikke forlods afskrives på ikke-afskrivningsberettigede

bygninger eller på installationer i sådanne bygninger og heller

ikke på ombygningsudgifter i lejede lokaler, skd. 21.89.

For afskrivningsberettigede bygninger og særlige installationer i

sådanne bygninger udgør anskaffelsessummen den kontantværdi, der

er beregnet i medfør af AL §19 A, se G 6.1.9.

d. Tidsbegrænsede rettigheder såsom patentret, forfatter- og

kunstnerret og ret til mønster eller varemærke.

e. Retten ifølge en forpagtnings- eller lejekontrakt.

f. Dræningsanlæg på jordbrugsbedrifter.

g. Goodwill, der er erhvervet før den 1. juli 1982, samt tillige,

hvis vederlaget for overdragelsen af goodwill blot er fastsat i en

bindende aftale, der er indgået inden den 1. juni 1982, selv om

overdragelsen først sker senere, men inden den 1. januar 1987, se

L 5.6.

Der kan forlods afskrives på udgifter til forbedring eller ombygning

af de nævnte aktiver. Der kan dog ikke forlods afskrives på

ombygnings- og forbedringsudgifter vedrørende bygninger, hvis den

skattepligtige har valgt at straksafskrive udgiften efter AL § 21,

stk. 2-3.

Overførsel af driftsmidler fra blandet eller privat benyttelse til

udelukkende erhvervsmæssig benyttelse anses i relation til

etableringskontoloven for anskaffelse. Det samme gælder, hvis en

bygning overføres fra privat til erhvervsmæssig benyttelse. Hvis

en privat benyttet del af en blandet bygning overføres til

erhvervsmæssig benyttelse anses det også for en forlods

afskrivningsberettiget anskaffelse.

Indskud kan anvendes til forlods afskrivning på driftsmidler, der er

erhvervet ved gave eller arv. Ved arv gælder dette dog ikke, hvis

arvingen har succederet i afdødes skattemæssige stilling.

Der kan ikke forlods afskrives på aktiver, der afhændes allerede i

anskaffelsesåret.

Indskud kan ikke benyttes til forlods afskrivning på den aftalte

eller beregnede anskaffelsessum for aktiver, der ikke er leveret

eller fuldført. Dette gælder dog ikke for skibsbygning omfattet af

lovens § 5, stk. 8 (Skibsværftsaftalen), se D 4.13.

Hvis den skattepligtige har både investeringsfonds- og

etableringskonti, skal etableringskontomidler anvendes til forlods

afskrivning, før eventuelle investeringsfondshenlæggelser

anvendes, jfr. lovens § 7, stk. 8.

Afskrivningsgrundlaget

Den forlods afskrivning, der skal foretages i etableringsåret,

medfører, at afskrivningsgrundlaget for de pågældende aktiver

nedsættes med beløb, der er afskrevet forlods. Forlods afskrivning

kan omfatte et formuegodes fulde anskaffelsessum eller en

vilkårlig del af denne. Driftsmidler indgår kun i saldoen med

anskaffelsessummen reduceret med det beløb, der er afskrevet

forlods. Tilsvarende skal afskrivning på bygninger ske på

grundlag af erhvervelsessummen efter fradrag af det forlods

afskrevne beløb.

Forlods afskrivning kan ske på aktiver, der er anskaffet i

etableringsåret eller et af de 3 foregående år. Er der i tidligere

år afskrevet skattemæssigt på et formuegode, er det den nedskrevne

værdi, der gøres til genstand for forlods afskrivning.

Hæves der etableringskontomidler til forlods afskrivning på et

driftsmiddel i et senere år end anskaffelsesåret, er det den

uafskrevne pristalsregulerede værdi, der skal afskrives forlods. I

så fald sker forlods afskrivningen efter pristalsregulering af

saldoen og inden årets procentvise afskrivning.

Eksempel 1

En lønmodtager med etableringskonto erhverver i år 1 en

afskrivningsberettiget maskine for 18.000 kr. Året efter anskaffer

den skattepligtige en andel af en erhvervsejendom for 200.000 kr.,

og den skattepligtige anser sig herefter for etableret. Der hæves

14.000 kr. til forlods afskrivning på den uafskrevne

pristalsregulerede saldoværdi.

 

          År 1  

          Fem sjettedele af anskaffelsessummen for  

          driftsmidler, der er anskaffet i indkomståret  

          (i alt 18.000 kr.) ...........................   15.000 kr.  

          Afskrivning 30 pct. ..........................    4.500 kr.  

                                                           ----------  

                                                           10.500 kr.  

          + Den sidste sjettedel af anskaffelsessummen .    3.000 kr.  

                                                           ----------  

          Saldoværdi ved årets slutning overføres  

          til næste år som ny begyndelsessaldo .........   13.500 kr.  

          År 2  

          Pristalsregulering, f.eks. 10 pct. ...........    1.350 kr.  

                                                           ----------  

                                                           14.850 kr.  

          Frigivet til forlods afskrivning .............   14.000 kr.  

                                                         ------------  

                                                              850 kr.  

          Afskrivning 30 pct. ..........................      255 kr.  

                                                           ----------  

          Saldoværdi ved årets slutning ................      595 kr.  

                                                           ----------  

Pristalsreguleringen kan ikke i sig selv bevirke, at den

skattepligtige anser sig for etableret i etableringskontolovens

forstand. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at beløbsgrænsen

100.000 kr. (pristalsreguleret) overskrides på grund af

pristalsreguleringen ifølge AL.

Den del af saldoværdien, der hidrører fra pristalsreguleringen (i

eksemplet 1.350 kr.), kan dog danne grundlag for hævning af

indskud og den forlods afskrivning, der skal foretages.

Eksempel 2

En lønmodtager med etableringskonto indtræder i år 1 i et

interessentskab, hvorved han erhverver en andel på 20.000 kr. af

virksomhedens faste ejendom. Den skattepligtiges andel af den

afskrivningsberettigede bygning udgør 16.000 kr. I år 3 erhverver

den skattepligtige desuden en andel af maskiner for 150.000 kr.,

og den skattepligtige anser sig herefter for etableret i år 3. Der

hæves 10.000 kr. til forlods afskrivning på den uafskrevne del af

bygningens kontantværdi. Forlods afskrivningen formindsker

afskrivningsgrundlaget i år 3 efter pristalsreguleringen og inden

årets procentvise afskrivning.

Årlig afskrivning 6 pct. Pristalsregulering 10 pct. årligt.

 

                                                Afskrivnings-  

                                                grundlag:      Foretagen  

                                                               afskrivning:  

          År 1 ..................                 16.000 kr.        960 kr.  

          År 2 ..................                 17.600 kr.      1.056 kr.  

          År 3 ..................  19.360 kr.  

                                  -10.000 kr.      9.360 kr.        562 kr.  

                                 ------------  

          År 4 ..................                 10.296 kr.        618 kr.  

          År 5 ..................                 11.326 kr.        680 kr.  

Ved beregning af det beløb, der højst kan hæves til forlods

afskrivning på bygningen, skal den uafskrevne del af bygningens

kontantværdi beregnes som den kontantværdiansatte

pristalsregulerede anskaffelsessum med fradrag af de

pristalsregulerede afskrivninger.

I foranstående eksempel betyder det, at der i år 3 højst kan hæves

et beløb, der opgøres således:

 

          Den pristalsregulerede kontante anskaffelsessum i  

          år 3 .............................................     19.360 kr.  

          De pristalsregulerede afskrivninger, 12 pct. af  

          19.360 kr. .......................................      2.323 kr.  

                                                               ------------  

          Til forlods afskrivning på bygningen kan højst  

          hæves ............................................     17.037 kr.  

4.7. Ægtefæller

Ifølge lovens § 5, stk. 7, kan indskud hæves ved etablering af en

virksomhed, som skal drives af kontohaveren selv, dennes ægtefælle

eller begge ægtefæller i forening.

Hvis en ægtefælles etableringskontomidler hæves til en af den anden

ægtefælle anskaffet erhvervsvirksomhed, hvortil også dennes egne

etableringskontomidler hæves, anses begge ægtefæller for

etablerede i det pågældende indkomstår og de er derfor afskåret

fra med skattemæssig fradragsvirkning at indskyde på

etableringskonto for etableringsåret, jfr. lovens § 1, stk. 3, og

lsr.1984.135.

Det anførte gælder også, hvis ægtefællernes etableringskontomidler

kun hæves delvis, og de ikke-hævede etableringskontomidler på

ægtefællernes konti skal være anvendt inden fristen i § 10, stk.

1, da der ellers vil ske efterbeskatning, jfr. D 4.8.

4.8. Ubenyttede indskud

I visse tilfælde skal ubenyttede indskud medregnes til den

skattepligtige indkomst.

a. Er etablering ikke sket inden 10 år efter udløbet af

fradragsåret - evt. udgangen af det år, hvori skatteyderen fylder

40 år, se D 4.5 - skal de ikke anvendte indskud ifølge § 9,

medregnes i den skattepligtige indkomst for de indkomstår, hvori

indskuddene er fradraget, med tillæg af 5 pct. for hvert år fra

udløbet af fradragsåret, og indtil fristens udløb.

b. Når etablering har fundet sted, skal indskud, der ikke er

anvendt til forlods afskrivning i etableringsåret eller de to

efterfølgende indkomstår, medregnes til den skattepligtige

indkomst for det andet indkomstår efter etableringsåret jfr. § 10,

stk. 1. Det betyder, at hvis etablering f.eks. er sket i 1985, og

indskyderen i årene 1985-87 kun har hævet 110.000 kr. af et samlet

indskud på 150.000 kr., skal de resterende 40.000 kr. medregnes

til hans skattepligtige indkomst for indkomståret 1987.

Kontohaveren kan dog efter § 10, stk. 2, hæve beløbet allerede i

etableringsåret eller det følgende indkomstår f.eks. fordi han

indser, at han ikke i de nærmeste år vil få brug for at anskaffe

yderligere aktiver. Beløbet skal i så fald medregnes til den

skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori beløbet hæves.

De nævnte efterbeskatninger foretages uden tillæg af 5 pct. pr.

år.

c. I tilfælde af kontohaverens død eller konkurs foretages der

efterbeskatning af ikke hævede indskud gennem en forhøjelse af den

skattepligtige indkomst for de indkomstår, hvori indskuddene er

bragt til fradrag.

Ved efterbeskatningen tillægges indskuddene 5 pct. for hvert år fra

udløbet af fradragsåret, og indtil udløbet af døds- eller

konkursåret.

Er kontohaveren afgået ved døden, kan indskud på etableringskonto

overtages af den efterlevende ægtefælle på de for afdøde gældende

betingelser. Der er ikke i loven hjemmel til at overføre indskud

til andre.

d. Såfremt kontohaverens skattepligt efter KL § 1 ophører, skal der

ske efterbeskatning på samme måde som nævnt under c.

Har etablering fundet sted, skal der dog ikke foretages

efterbeskatning, så længe kontohaveren er skattepligtig efter KL §

2, stk. 1, litra d, af indkomsten fra virksomheden.

Ophører skattepligten kun midlertidigt, inden etablering har fundet

sted, kan ligningskommissionen (i Kbhvn. og på Frbg.

skattedirektoratet) indrømme udsættelse med efterbeskatningen for

en periode på indtil 3 år, således at efterbeskatning undlades,

hvis kontohaveren inden udløbet af denne periode på ny bliver

skattepligtig her i landet efter KL § 1. Udsættelse med

efterbeskatningen kan dog ikke indrømmes for tiden efter udløbet

af fristen for etablering.

Etablering opgives

Den omstændighed, at den pågældende opgiver at etablere sig som

selvstændig erhvervsdrivende, medfører ikke, at de foretagne

henlæggelser frit kan hæves mod beskatning.

Med hjemmel i etableringskontolovens § 9, stk. 2, kan

ligningskommissionen (i Kbhvn. og på Frbg. skattedirektoratet),

når særlige omstændigheder taler derfor, tillade, at et indskud

hæves inden udløbet af 10-års fristen, uanset at etablering ikke

har fundet sted, men i stedet efterbeskattes.

Dispensationsbestemmelsen tager sigte på tilfælde, hvor det efter

indskuddets foretagelse viser sig, at indskyderen ikke vil have

mulighed for at anvende indskuddet til etableringsformål.

Reglen kan anvendes i tilfælde, hvor en kontohaver i en årrække

efter indskuddets foretagelse ikke har kunnet finde anvendelse for

etableringskontomidlerne til etablering. Det er dog en

forudsætning, at kontohaveren ikke i de sidste 3 år har foretaget

indskud på etableringskontoen. Denne frist regnes altid fra

udløbet af det indkomstår, for hvilket skatteyderen sidst har

foretaget indskud.

Ved anvendelsen af bestemmelsen lægges vægt på:

- at kontohaveren kan antages at have haft alvorlige planer om

etablering, som er blevet forhindret ved uforudsete begivenheder.

- at hindringen ikke kan tilregnes kontohaver

- at hindringerne varigt udelukker etableringskontomidlernes

anvendelse til etableringsformål.

Efterbeskatning før fristens udløb tillades normalt ikke, når

anmodningen er begrundet i kontohavers dårlige økonomi eller hvis

anmodningen er begrundet i, at kontohaveren etablerer virksomhed i

aktieselskabsform eller anpartsselskabsform, der medfører at

kontohaveren ikke kan anvende sine indskud.

Langvarig sygdom kan begrunde en tilladelse efter § 9, stk. 2. Det

er dog en forudsætning, at sygdommen er opstået efter, at der er

foretaget indskud på etableringskonto. Skilsmisse kan efter

omstændighederne også begrunde efterbeskatning, hvis det

godtgøres, at ægtefællerne havde planlagt at etablere virksomhed i

fællesskab, og denne virksomhed nu ikke realiseres på grund af

skilsmissen. Det samme gælder ved ophævelse af samlivsforhold, når

parterne har samlevet gennem en årrække.

Når etableringskontoindskud tillades efterbeskattet inden fristens

udløb, skal de ikke anvendte indskud medregnes i den

skattepligtige indkomst for de indkomstår, hvori indskuddene er

fradraget, - med tillæg af 5 pct. for hvert år fra udløbet af

fradragsåret, og indtil udløbet af det indkomstår, hvori

ansøgningen indgives.

4.9. Afhændelse af virksomheden

Hvis virksomheden ophører eller afhændes inden udløbet af det andet

indkomstår efter etableringsåret, skal indskud, der enten ikke er

hævet, eller som først er hævet i det indkomstår, hvori

virksomheden er ophørt eller afhændet, medregnes til den

skattepligtige indkomst for ophørs- eller afhændelsesåret efter §

11, stk. 3. Se evt. eksemplet i skd.cirk. pkt. 45.

Der gælder særlige regler for salg eller ophævelse af retten ifølge

en skibsbygningskontrakt, omfattet af skibsværftsaftalen, se D 4.13.

Ligningskommissionen (i Kbhvn. og på Frbg. skattedirektoratet) kan

dispensere, hvis kontohaveren inden 1 år efter afhændelsen eller

ophøret påny etablerer selvstændig virksomhed.

En skatteyder fik frigivet etableringskontomidler i forbindelse med

etablering af selvstændig virksomhed ved autoudlejning på

langtidsbasis. Da den pågældende allerede samme år »udlejede« til

sig selv, og sådan udlejning ikke kan anses for selvstændig

erhvervsvirksomhed, blev virksomheden betragtet som ophørt med

deraf følgende efterbeskatning, skd. 39.283.

4.10. Uberettiget hævning af indskud

Hvis der hæves beløb på en etableringskonto, og det viser sig, at der

ikke kan forlods afskrives, skal der ske efterbeskatning af de

hævede indskud efter § 11 A, stk. 1.

Årsagen til, at der ikke kan foretages en forlods afskrivning, kan

f.eks. være, at den skattepligtige ikke opfylder arbejdskravet,

eller ved etablering efter § 5, stk. 8 (Skibsværftsaftalen) ikke

indbetaler det hævede beløb senest 1 måned efter udbetalingen fra

pengeinstituttet.

Der skal også efterbeskattes, hvis kun en del af det hævede indskud

kan forlods afskrives. Det kan f.eks. forekomme, hvis

afskrivningsgrundlaget nedsættes ved ligningen. I så fald skal kun

den del af indskuddet, der ikke kan forlods afskrives,

efterbeskattes.

Efterbeskatningen sker ved at forhøje indkomsten for de indkomstår,

hvori indskuddene er fradraget, med indskudsbeløbene med tillæg af

5 pct. pr. år fra udløbet af fradragsåret og indtil udløbet af det

indkomstår, hvori de indskudte beløb er hævet. Der regnes kun med

hele år. Se evt. eksemplet i skd.cirk. pkt. 48.

I de tilfælde, hvor der ved efterbeskatning bliver tale om restskat

skal der endvidere betales restskattetillæg efter KL § 61.

Reglerne om nedsættelse eller bortfald af overskydende skat i KL §

62 A, stk. 2, finder ligeledes anvendelse. Hvis det opgjorte

skatteefterkrav ikke betales rettidigt, skal der betales

morarenter efter de sædvanlige regler.

Den foran omtalte efterbeskatning kan undgås, hvis den

skattepligtige vælger i stedet at overføre beløbet til forlods

afskrivning på andre aktiver, der berettiger til forlods

afskrivning efter etableringskontoloven. Det er en forudsætning,

at forlods afskrivning foretages senest i det indkomstår, der

følger efter det indkomstår, hvori midlerne er hævet. Bortset

herfra gælder der ingen særlige tidsfrister. Hvis en skattepligtig

således får afvist en forlods afskrivning ved ligningen for

indkomståret 1986, kan han vælge at overføre det ikke-anvendte

etableringskontoindskud til forlods afskrivning på andre aktiver

senest for indkomståret 1987.

Hvis en skattepligtig, der har valgt at overføre forlods

afskrivninger til andre aktiver, som opfylder betingelserne efter

etableringskontoloven, ikke anskaffer sådanne aktiver, skal der

efter lovens § 11 A, stk. 3, ske efterbeskatning. I så fald skal

tillæg beregnes til udløbet af det indkomstår, der følger efter

det år, hvori beløbet er hævet.

Anskaffer kontohaveren aktiver, der berettiget til forlods

afskrivning efter etableringskontoloven, skal det ikke anvendte

indskud benyttes til forlods afskrivning på disse aktiver indtil

hele indskuddet er anvendt. Se evt. eksemplet i skd.cirk. pkt. 49.

4.11. Sikkerhed for skattekravet

Etableringskontoindskuddet tjener til sikkerhed for skattekrav, og de

indsatte beløb kan ikke forlanges udbetalt, før skattekravet er

fyldestgjort. I de tilfælde, hvor der kan gå længere tid, før

skattekravet er opgjort, kan der eventuelt fra

skattemyndighedernes side gives tilladelse til udbetaling af et

acontobeløb af indskuddet.

Pengeinstituttet må i de nævnte tilfælde først udbetale fra en

konto, når det har modtaget meddelelse herom fra

statsskattedirektoratet. Pengeinstituttet har pligt til at

indbetale den del af beløbet, der efter meddelelse fra

skattemyndighederne svarer til skatten.

4.12. Straffebestemmelser

Efter straffebestemmelserne i § 11 B kan en skattepligtig straffes

med bøde, hvis han forsætligt eller groft uagtsomt afgiver

urigtige eller vildledende oplysninger i det skema, der indleveres

i pengeinstituttet i forbindelse med en hævning. Hvis

overtrædelsen begås med forsæt til skatteunddragelse kan der

straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Aktieselskabet, andelsselskaber og lignende kan efter § 11 B, stk.

4, pålægges bødeansvar for overtrædelse af loven.

Straffebestemmelserne skal anvendes, hvis en skattepligtig hæver

beløb på en konto uden at have anskaffet aktiver svarende til

beløbet eller hvis den skattepligtige anvender det hævede beløb

til klart ikke-forlods afskrivningsberettigede formål i modstrid

med oplysningerne på det indleverede hæveskema.

Det er endvidere bestemt i § 11 C, at en lovovertrædelse kan afgøres

udenretligt ved bødeforlæg.

4.13. Skibsværftsaftalen

Ved lov nr. 767 af 12. november 1986 (Skibsværftsaftalen) er der

indført nogle midlertidige regler, hvorefter der bl.a. under visse

betingelser kan anvendes etableringskontomidler til bygning af

skibe.

Beløbsgrænsen er 50.000 kr., der ikke pristalsreguleres.

Ved anvendelse af de her omhandlede regler, ses der bort fra de i

lovens § 5 stk. 2, opstillede betingelser med hensyn til personlig

arbejdsindsats og antallet af ejere (D 4.5.3.), og fra

bestemmelsen om, at deltagelse i en virksomhed som kommanditist

ikke anses for etablering (D. 4.5.4.), samt fra bestemmelsen om,

at der ikke kan forlods afskrives på et skib under bygning (D

4.6).

Det er en betingelse for anvendelse af reglerne, at

industriministeren har godkendt, at reglerne kan anvendes på

skibsbygningsprojektet, og at hele det beløb, der hæves,

indbetales på købesummen senest 1 måned efter udbetalingen fra

pengeinstituttet. Det er endvidere en betingelse, at kontrakten er

skriftlig og den skal være indgået senest den 31. december 1990.

Reglerne finder kun anvendelse på indskud på etableringskonto, der

er foretaget i 1985 eller tidligere.

Forlodsafskrivningen skal foretages på byggesummen i de indkomstår,

hvori beløbene hæves. Forlodsafskrivningen begrænses ikke af, at

der er foretaget forskudsafskrivninger (se L. 5.4.). Den samlede

forskuds- og forlods afskrivning kan dog ikke overstige 100 % af

den aftalte byggesum eller anskaffelsessummen, hvis denne er

mindre end byggesummen.

Er der sket etablering efter § 5, stk. 8 og ophæves eller sælges

retten i henhold til kontrakten om bygningen af skibet, skal der

ske beskatning efter § 7 A, stk. 3. Beskatningen gennemføres som

en forhøjelse af den skattepligtige indkomst i fradragsårene med

summen af de foretagne forlodsafskrivninger på skibet med tillæg

af 5 pct. for hvert år regnet fra udløbet af de indkomstår, hvor

indskuddene er foretaget, til udløbet af de indskomstår, hvor

midlerne er hævet.

Har den skattepligtige tillige skibsanparter, der ikke er omfattet

af reglerne, betragtes disse særskilt som en selvstændig

virksomhed.

5. Sømandsskatteordningen

Litteratur m.v.: Sømandsskattetabeller 1986 (udg. af

sømandsskattekontoret 1985), Vejledning for rederier og skibe

(udg. 1980), Vejledning om sømandsskat 1986, H. V. Mørk og Birgit

Ruberg: »Sømandsskatteordningen« i Skatteorientering (udg. af

Foreningen af Yngre Revisorer).

Sømandsskatteloven er senest optrykt ved lovbekendtgørelse nr. 168

af 22. april 1985.

Bekendtgørelse nr. 99 af 22. marts 1967 indeholder bl.a. regler om

beskatning efter udenrigsfart- eller nærfarttabeller.

Bekendtgørelse nr. 603 af 19. december 1969, som ændret ved

bekendtgørelse nr. 499 af 26. september 1974, indeholder nærmere

regler om bl.a. overførsel af personfradrag og beregning af skat

af indtægt i land, jfr. cirkulære nr. 205 af 26. september 1974.

Udskrivningsreglerne for lønningsåret 1986 er omtalt i cirkulære nr.

77 af 24. juli 1985.

5.1. Sømandsbeskatning m.v. - nogle hovedregler

5.1.1. Hvem er undergivet sømandsbeskatning SSKL §§ 3 og 19

Enhver person, der er ansat til tjeneste om bord på et dansk skib i

udenrigsfart eller nærfart, skal betale sømandsskat af sin indtægt

om bord. Dette gælder også personer, der er ansat om bord hos en

anden arbejdsgiver end rederiet, som f.eks. personale antaget af

hovmesteren (restauratøren), og uanset om de pågældende aflønnes

direkte af arbejdsgiveren, eller i form af drikkepenge.

Besætningsmedlemmer, som var forhyret på et dansk skib, der ikke var

bortchartret på bareboat-basis, og som var aflønnet af et

udenlandsk rederi, var omfattet af sømandsskatteordningen. I det

omhandlede tilfælde, hvor de udenlandske besætningsmedlemmer blev

aflønnet af et indisk rederi, havde Danmark beskatningsretten,

skd. 44.36.

Medejer SSKL § 2, nr. 2

Udføres tjenesten om bord på et skib, i hvilket sømanden som

partreder eller interessent ejer andel, er han ikke omfattet af

sømandsskatteordningen. Tilsvarende gælder for kommanditister,

jfr. skd.17.112. Ministeren for skatter og afgifter kan dog i

henhold til SSKL § 29, stk. 4, tillade, at en person, der ejer en

andel i skibet på højst 10 pct., betaler sømandsskat.

Dansk skib SSKL § 2, nr. 1

Ved dansk skib forstås et med hjemsted her i landet registreret skib,

som udelukkende anvendes til erhvervsmæssig befordring af personer

eller gods eller som bjærgningsfartøj, og som måler 100

bruttoregisterton eller derover. Er kun bruttotonnagen målt, skal

den udgøre 100 eller derover.

Med skib registreret med hjemsted her i landet sidestilles skib, der

er registreret med hjemsted på Færøerne, i Grønland eller i

udlandet, såfremt det uden besætning overtages til befragtning af

dansk rederi (bareboat-chartret).

Skib, der er registreret med hjemsted her i landet, men som uden

besætning overtages til befragtning af udenlandsk rederi, anses

ikke for dansk skib.

Dispensation SSKL § 29

Efter forskellige bestemmelser i SSKL § 29 kan ministeren for skatter

og afgifter efter indstilling fra sømandsskattenævnet dispensere

fra kravene til et skibs tonnage, anvendelse eller fartområde.

Udenrigsfart - nærfart

Afgrænsningen af udenrigsfart- og nærfartområdet fremgår af SSKL § 2,

nr. 3 og 4.

Reglerne om medarbejdende ægtefælle gælder ikke SSKL § 7,

stk. 8

Reglerne i KL § 37 A om beskatning af medarbejdende ægtefælle gælder

ikke, hvis en af ægtefællerne i det pågældende lønningsår har

været ansat til tjeneste om bord, jfr. SSKL § 7, stk. 8.

En gift kvinde, der var ansat til tjeneste om bord på et ægtefællen

tilhørende skib, kunne ikke beskattes efter reglerne i KL § 37 A.

Indkomsten om bord måtte derfor anses for sømandsskattepligtig,

skd.29.177.

Bestemmelsen om medarbejdende ægtefælle (jfr. B 1.4) kan dog finde

anvendelse, hvor en af ægtefællerne, som omfattet af

sømandsskatteordningen i højst 150 dage, har begæret sig overført

til landbeskatning efter de almindelige regler herom (SSKL § 18),

idet SSKL § 7, stk. 8, må forudsætte, at indtægten ved tjeneste om

bord beskattes efter sømandsskatteloven, skd.42.187.

5.1.2. Af hvilke indtægter skal der betales sømandsskat SSKL § 2,

nr. 5

Der skal beregnes sømandsskat af enhver skattepligtig indtægt i penge

eller penges værdi, herunder hyre, lønning eller andet

arbejdsvederlag, værdien af fri kost, provision, drikkepenge

o.lign., som en sømand erhverver i forbindelse med sit arbejde

eller sin tjeneste om bord. Hertil henregnes også beløb, der

udbetales sømanden under midlertidigt ophold i land, så længe han

er ansat til tjeneste om bord, samt dagpenge som rederiet

udbetaler efter loven om dagpenge ved sygdom eller fødsel, og

bjærgeløn.

Løn fra rederiet oppebåret af en skibskaptajn, mens han i 2 måneder

var på en studierejse for at undersøge muligheden for oprettelse

af nye skibsruter, kunne ikke anses for oppebåret under

midlertidigt ophold i land. Som følge heraf kunne lønnen ikke

beskattes som sømandsindtægt, jfr. skd.19.21.

Skole- og kursusophold

Hyre under skole- og kursusophold beskattes som sømandsindtægt,

såfremt sømanden må anses at være ansat i det pågældende rederis

tjeneste. Afgørelsen af, om en sømand under skole- og kursusophold

fremdeles må anses at være ansat i rederiets tjeneste, må i hvert

enkelt tilfælde træffes på grundlag af indhentede oplysninger fra

rederiet, skd.46.205.

Pensionsbidrag m.v. SSKL § 4, stk. 1

Ved opgørelsen af indtægten om bord bortses der efter SSKL § 4, stk.

1, fra den del af lønnen, der er tilbageholdt af rederiet til

dækning af sømandens egen udgift til bidrag eller præmier til en

pensionsordning m.v., der er omfattet af afsnit I i PL. Der

bortses endvidere fra tilbageholdte bidrag til

arbejdsmarkedsuddannelsesfonden (AUD-bidrag).

Værdi af fri kost - kostpenge SSKL § 4, stk. 3

Værdien af fri kost om bord fastsættes af ligningsrådet og udgør for

lønningsåret 1986 43 kr. pr. dag. Kostpenge udbetalt i stedet for

fri kost om bord medregnes alene med et beløb svarende til værdien

af fri kost om bord.

Indtægt i land SSKL § 2, nr. 6

Enhver skattepligtig indtægt, der ikke er indtægt om bord, er indtægt

i land.

Som indtægt i land anses bl.a. indtægt ved »slopkistesalg« for egen

regning, arbejdsløshedsdagpenge og strejkeunderstøttelse samt

sygedagpenge udbetalt af direktoratet for søfarende eller de

sociale udvalg. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er

ligeledes indtægt i land, skd.40.34.

Særlig indkomst LOSI § 2, nr. 9

Udbetalinger efter sømandslovens §§ 42 og 43 og §§ 18 og 45 beskattes

som fratrædelsesgodtgørelse efter LOSI § 2, nr. 9, jfr.

skd.43.272. Tilsvarende gælder for erstatning for uberettiget

afvisning før tjenestens tiltrædelse.

Udbetalinger efter ovennævnte bestemmelser til de i

sømandsskattelovens § 3, stk. 2, og § 19 omhandlede sømænd (sømand

hjemmehørende på Færøerne, i Grønland eller i et af de øvrige

nordiske lande samt »andre sømand«) omfattes ikke af LOSI, jfr.

LOSI § 10. Det samme gælder for feriepenge af de nævnte

erstatningsbeløb, skd.51.270 og 52.46.

5.1.3. Hvilke fradrag gives der i sømandsindkomst - sømandsskat

A. Faste fradrag i sømandsindtægten/sømandsskatten

De faste fradrag i sømandindtægten/sømandsskatten er indregnet i

sømandsskattetabellerne.

Sømandsfradraget SSKL § 5, stk. 1

Sømandsfradraget, der udgør 995 kr. om måneden, træder i stedet for:

1) De i KL § 24, stk. 1, nr. 1-4 nævnte udgifter, og

2) sådanne udgifter til forsikringer m.v., der er omfattet af § 50 i

PL.

Fradraget kan ikke forhøjes, selv om sømanden godtgør, at de

udgifter, som sømandsfradraget træder i stedet for, tilsammen

udgør et større beløb end sømandsfradraget, jfr. SSKL § 5, stk. 2.

Udenrigsfart - fradraget SSKL § 5, stk. 4

Sømænd, der sejler i udenrigsfart er berettiget til et såkaldt

udenrigsfartfradrag, der udgør 1.400 kr. om måneden.

Velfærdsbidraget SSKL § 4, stk. 1

Efter lov om velfærdsforanstaltninger for søfarende påhviler der

sømanden en afgift på 0,30 kr. pr. dag eller 9 kr. om måneden.

Personfradrag

Personfradraget udgør i 1986 2.190 kr. om måneden. Skatteværdien

heraf udgør 919,80 kr. (42 pct.).

Særligt personfradrag - pensionister SSKL § 7, stk. 6

Under samme betingelser som angivet i KL § 37, stk. 5, nedsættes den

beregnede sømandsskat under anvendelse af et forhøjet

personfradrag, som for en gift pensionist udgør 2.490 kr. månedlig

i 1986.

Er den sømandsbeskattede ved indkomstårets udløb ikke samlevende med

en ægtefælle, eller er ægteskab indgået i indkomstårets løb, udgør

personfradraget i 1986 dog 4.550 kr. Sidstnævnte gælder tillige

for kvinder, der ved udgangen af kalenderåret 1984 var enlige og

fyldt 62 år (jfr. E 2.4).

I sømandsskattetabellen er kun indregnet et almindeligt

personfradrag, hvorfor differencen mellem et særligt personfradrag

og det almindelige personfradrag må gives som »fradrag i skat«.

B. Særlige fradrag i sømandsindtægten/sømandsskatten

Fradrag i indtægt SSKL § 5, stk. 3

Fradragsberettigede udgifter, som ikke er omfattet af de faste

fradrag, skal fortrinsvis modregnes i indtægter i land.

De fradragsberettigede udgifter, der overstiger indkomsten i land,

fradrages i indkomsten om bord.

Fradraget udgør 1/10 pr. måned af de fradragsberettigede udgifter,

jfr. 5.2.2.

Fradrag i skat

Fradraget udgør for den enkelte måned 1/10 af skatteværdien af de til

sømandsperioden fra perioden i land eller fra ægtefællen overførte

personfradrag. Se herom og om det særlige personfradrag til enlige

og gifte pensionister D.5.2.3.

Tillæg til skat

Skal en sømands personfradrag nedsættes efter bestemmelserne i KL §

37 C, som følge af at den pågældende har modtaget ydelser efter

kap. 9 og 10 i lov om social bistand, må dette ske ved ligningen

ved et såkaldt »tillæg til skat«, se D.5.2.3.

5.1.4. Hvordan beregnes sømandsskatten

Sømandsskatten er i sit princip en endelig skat, der beregnes af og

tilbageholdes i den enkelte måneds indtægt uden hensyn til

indtægter oppebåret i månederne før og efter lønningsmåneden.

Ordningen bygger på et særligt »10 måneders system«, hvorefter såvel

skatteskala som fradragene er baseret på den forudsætning, at

sømænd gennemsnitligt kun har indtægt om bord i 10 af årets

måneder.

Skattetabeller SSKL § 9

Tilbageholdelsen af skat sker efter tabeller. Der er udarbejdet

skattetabeller dels for udenrigsfart, dels for nærfart og inden

for hver af disse farter såvel for månedsindtægter som for

indtægter i kortere perioder end en måned. Tabellerne er opdelt i

kolonner for henholdsvis nordiske sømænd (»Kol. 1«) og udenlandske

sømænd (»Kol. 2«). Tilbageholdelsen af skat i indtægter, der ikke

kan henregnes til den sædvanlige månedsindtægt, sker efter særlige

tabeller (Særtabeller).

I tabellernes »Kol. 1« er indregnet værdi af fri kost om bord,

herunder værdi af feriekostpenge, sømandsfradrag, velfærdsbidrag,

udenrigsfartfradrag (kun i udenrigsfarttabellen) og det

almindelige sømandspersonfradrag. I tabellernes »Kol. 2« er

herudover indregnet et særligt »udlændingefradrag«.

Udenrigsfart - nærfart

De nærmere regler om, hvornår beskatningen skal finde sted efter

henholdsvis udenrigsfart- og nærfarttabellen findes i

bekendtgørelse nr. 99 af 22/3 1967.

A-indtægt SSKL § 4, stk. 1

Den del af sømandens indtægt, der udgør den sædvanlige månedsindtægt

benævnes »A-indtægt«. Beskatningen foretages på grundlag af

tabellen for det antal dage, hyren er oppebåret, uanset om

sømanden i en del af måneden har været kontraktligt bundet til

rederiet uden at oppebære hyre. Lønbortfald for den første hele

fraværsdag i en sygeperiode formindsker dog ikke det antal dage,

hyren beskattes over.

Særindtægt SSKL § 4, stk. 2

Indtægter, der som f.eks. bjærgeløn, tantieme, bonus, gratiale,

kaplak, godtgørelse for mistede fridage og godtgørelse for mistet

ferie, ikke kan henregnes til den sædvanlige månedsindtægt,

beskattes efter Særtabellen.

»Kol. 1« - skattepligtige SSKL § 3

Sømænd, der er fuldt skattepligtige til den danske stat efter KL § 1,

er pligtige at betale sømandsskat efter reglerne i

sømandsskattelovens kap. II. Skatten tilbageholdes for disse

sømænd efter »Kol. 1« i skattetabellerne.

Endvidere betaler sømænd, der må anses for hjemmehørende på

Færøerne, i Grønland eller i et af de øvrige nordiske lande, skat

efter »Kol. 1«

»Kol. 2« - skattepligtige SSKL § 19

Sømænd, der ikke er skattepligtige efter SSKL kap. II, er

skattepligtige efter lovens kap. III (»Kol. 2« i

skattetabellerne).

5.2. Skatteansættelse og skatteberegning i land

5.2.1. Skatteansættelsen i land

Sømanden medtages ved skatteansættelsen i land i overensstemmelse med

skattelovgivningens almindelige regler.

Den skattepligtige indkomst opgøres efter SSKL § 14, stk. 1, som

summen af sømandens samlede indtægt om bord og i land, uanset om

indtægten i land er erhvervet i tiden før, under eller efter

tjenesten om bord.

»Lønoplysning«

Sømandsindtægten fremgår af den »lønoplysning«, som

sømandsskattekontoret efter lønningsårets udløb sender til

sømandens slutligningskommune.

Sømandsindtægten (på lønopgørelsen benævnt »nettoindkomst«)

fremkommer som summen af bruttoindtægten og værdien af fri kost om

bord reduceret med sømandsfradrag, udenrigsfartfradrag og

velfærdsbidrag.

I lønopgørelserne for 1986 vil der som værdi af fri kost om bord for

30 dage være anført 1.397,50 kr. svarende til værdi af fri kost i

32,5 dage, hvilket er begrundet i, at feriekostpenge beskattes i

den måned, hvor retten hertil er optjent. Afvikler sømanden senere

ferie med løn i rederiets tjeneste, vil den for feriemåneden

anførte bruttoindtægt være reduceret med værdien af de tidligere

beskattede feriekostpenge.

Udgiftsfradrag

Ved opgørelsen af indtægten i land er skattelovgivningens almindelige

regler afgørende for hvilke udgiftsfradrag, der kan indrømmes,

jfr. SSKL § 14, stk. 2.

Fradragene udgør for så vidt angår de udgifter, som sømandsfradraget

træder i stedet for, så stor en del af de årlige udgifter, som

svarer til antallet af dage uden tjeneste om bord.

Det faste lønmodtagerfradrag

Fradrag gives med 5 pct. af lønindtægten i land, dog kan fradraget

højst udgøre:

3.200 kr. x antal dage i land

-----------------------------

antal dage i alt

Befordrings- udgifter

En sømand, der kun en del af året er undergivet sømandsbeskatning,

kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for den

resterende del af året fratrække de under landopholdet afholdte

udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads i

overensstemmelse med reglerne i LL § 9 C. Fradraget skal således

ikke beskæres i forhold til antallet af dage med tjeneste om bord,

som foreskrevet i SSKL § 14, stk. 2, vedrørende årlige udgifter,

jfr. SD-cirk. nr. 518 af 31/3 1977.

Lsr. fandt, at en sømands udgifter til hjemrejse fra USA i

forbindelse med arbejdsforholdets ophør havde været knyttet til

hans arbejde som sømand og ikke til hans senere arbejde i land.

Udgiften faldt dermed ind under sømandsfradraget, lsr. 1980.23.

Børneopsparings- og selvpensioneringskonti

Sømandsfradraget træder i stedet for fradrag for indskud på

børneopsparings- og selvpensioneringskonti, skd.52.46. Det samme

gælder for præmier og bidrag til andre ordninger omfattet af

PL § 50.

5.2.2. Uudnyttede fradrag i landindtægten - særligt fradrag i

sømandsindtægten

Fradragsberettigede udgifter, som ikke hører under de faste fradrag

der gives i sømandsindtægten, skal efter SSKL § 5, stk. 3,

fortrinsvis fradrages i indtægt i land, bortset fra aktieudbytte

m.v., der er omfattet af afsnit VI i KL. Har sømanden ikke sådanne

indtægter i land, eller overstiger udgifterne af den her

omhandlede art disse indtægter i land, indrømmes fradrag for

udgifterne, henholdsvis den overskydende del heraf, i indtægten om

bord. Det er dog en forudsætning, at fradraget vil udgøre mindst

20 kr. om måneden (uændret). Fradraget udgør for den enkelte måned

en tiendedel af det årlige beløb, henholdsvis den overskydende del

heraf. Allerede indrømmede fradrag ændres kun, hvis de udgifter

der har begrundet fradraget, forøges eller formindskes med mindst

200 kr. i lønningsåret (uændret).

Udenlandsk indkomst sidestilles ikke med den i SSKL § 5, stk. 3,

nævnte indtægt i land. Dette medfører, at de fradragsberettigede

udgifter, når skatteyderen foruden sømandsindkomsten kun har

udenlandsk indkomst, indrømmes som et særligt fradrag i

sømandsindkomsten efter de almindelige regler herom, jfr.

skd.42.187, der vedrørte en skatteyder med udenlandsk indkomst

omfattet af LL § 33 A.

En skatteyder, der i perioden 17/9 1975-5/5 1976 arbejdede til søs,

havde i indkomståret 1976 udover sømandsindkomsten tillige

landindkomst. Denne var, bl.a. som følge af ejendomsunderskud,

opgjort til - 24.381 kr. Af det nævnte underskudsbeløb var 10.153

kr. - svarende til 1/10 pr. måned i 125 dage - overført til

fradrag i sømandsindtægten, jfr. SSKL § 5, stk. 3, hvorimod den

resterende del, 14.228 kr., ikke blev udnyttet.

Skatteyderen nedlagde herefter påstand om, at det nævnte »uudnyttede

underskud« kunne fremføres til modregning i indkomsten for det

følgende indkomstår i medfør af LL § 15.

Heri gav hverken Vestre Landsret eller Højesteret ham medhold.

Højesteret henviste til SSKL § 14, stk. 1, hvorefter en sømands

skattepligtige indkomst opgøres som summen af sømandens samlede

indtægt om bord og i land. Opgjort på denne måde udviste

skatteyderens skattepligtige indkomst for 1976 ikke underskud, og

der var herefter ikke i LL § 15 hjemmel til at overføre det

fradrag, som ikke var blevet udnyttet i 1976, til 1977 (Skd.

71.772).

5.2.3. Skatte- beregningen af indtægt i land

Efter SSKL § 15, stk. 1, udregnes den skat, som sømanden skal betale

af indkomst i land, ved en særlig forholdsberegning.

Først beregnes på grundlag af den samlede skattepligtige indkomst

indkomstskatten til staten, folkepensionsbidraget,

dagpengebidraget, indkomstskatten til amtskommunen,

indkomstskatten til kommunen og den kirkelige afgift. Beregningen

sker på grundlag af de udskrivningsregler, der gælder for det

pågældende indkomstår. Ved beregningen indrømmes der ikke sømanden

personfradrag.

Skatterne af sømandens indtægt i land udgør herefter så stor en del

af de beregnede skattebeløb, som - beregnet efter nedennævnte brøk

- falder på indtægten i land:

(skat af skattepligtig indkomst) x indtægt i landkattepligtig

indkomst

De således beregnede skatter af indtægten i land nedsættes herefter

med et forholdsmæssigt beregnet personfradrag. Nedsættelsesbeløbet

udgør en så stor del af det årlige personfradrag efter KL, som

svarer til antallet af dage uden tjeneste om bord.

Uudnyttet personfradrag

Kan personfradraget efter SSKL § 15, stk. 2, ikke fuldt ud udnyttes

ved fradrag i skatten i land, overføres det overskydende beløb til

fradrag i sømandsskatten.

Fradraget udgør for den enkelte måned en tiendedel af skatteværdien

af det overførte beløb. Ved beregningen anvendes laveste

beskatningsprocent efter sømandsskatteskalaen.

Uudnyttet »sømandspersonfradrag« kan ikke overføres til ægtefællen,

jfr. SSKL § 7, stk. 7.

Overført personfradrag fra ægtefælle

Ægtefælles uudnyttede personfradrag overføres, hvis sømanden har

været omfattet af sømandsskatteordningen hele året, til fradrag i

sømandsskatten.

Har sømanden kun været omfattet af sømandsskatteordningen i en del

af året, overføres personfradraget til fradrag i sømandsskatten og

skatten af indkomsten i land i forhold til antallet af dage med

sømandsindkomst og dage uden sådan indkomst.

I det omfang det til fradrag i skatten af indkomsten i land

overførte fradrag ikke kan udnyttes deer, overføres det til

fradrag i sømandsskatten.

Fradraget i sømandsskatten udgør for den enkelte pr. måned en

tiendedel af skatteværdien af det overførte beløb. Ved beregningen

anvendes laveste beskatningsprocent efter sømandsskatteskalaen.

Særligt personfradrag - pensionister SSKL § 7, stk. 6

Som nævnt i afsnit D.5.1.3. må differencen mellem et almindeligt

personfradrag og det i SSKL § 7, stk. 6, nævnte særlige

personfradrag gives som et særligt fradrag i sømandsskatten.

Fradraget i sømandsskatten udgør pr. måned for enlige pensionister

og for kvinder, der ved udgangen af kalenderåret 1984 var enlige

og fyldt 62 år, 992 kr., og for gifte pensionister 126 kr.

Uudnyttet »sømandspersonfradrag« kan ikke overføres til ægtefællen,

jfr. SSKL § 7, stk. 7.

Nedsættelse af personfradrag

Bestemmelserne i KL § 37 C om nedsættelse af personfradrag, i

tilfælde hvor den skattepligtige i indkomståret har modtaget

ydelser efter kap. 9 og 10 i lov om social bistand (se E 1.2.1)

finder også anvendelse på personfradrag efter sømandsskatteloven.

Da personfradrag efter sømandsskatteloven er indregnet i de tabeller

sømandsskatten beregnes efter, må en eventuel nedsættelse heraf

ske ved ligningen ved et såkaldt »tillæg til skat«. Det månedlige

»tillæg til skat« udgør 1/10 af skatteværdien af det beløb

personfradraget skal nedsættes med.

5.2.4. »150 dages reglen« SSKL § 18

Når en sømand i et lønningsår har været undergivet sømandsbeskatning

i højst 150 dage, kan han kræve at den sømandsbeskattede indtægt i

stedet overføres til beskatning i land, efter de almindelige

regler om indkomstskat til stat, amtskommune og kommune m.v. Er en

ansættelse om bord påbegyndt før lønningsårets begyndelse eller

vedvarer den efter lønningsårets udgang, er det dog tillige en

forudsætning, at denne ansættelse ikke overstiger 150 dage. Til

ansættelsen om bord henregnes også perioder med indtægt om bord,

der udbetales sømanden under midlertidigt ophold i land, så længe

han er ansat til tjeneste om bord, lsr.1985.169.

Indtægten opgøres som summen af bruttoindtægten og værdien af fri

kost om bord reduceret med velfærdsbidrag og evt.

udenrigsfartfradrag. I stedet for sømandsfradraget indrømmes

fradrag efter skattelovgivningens almindelige regler.

Den opkrævede sømandsskat overføres som foreløbig skat (A-skat) for

det pågældende indkomstår.

Reglerne om medarbejdende ægtefælle vil i givet fald kunne finde

anvendelse, skd.42.187.

5.2.5. Selvangivelsespligt

En sømand er iflg. SSKL § 17 pligtig at indsende selvangivelse i

overensstemmelse med reglerne om selvangivelse af indkomst og

formue m.v., såfremt han

1) ved udgangen af indkomståret ejer skattepligtige aktiver til et

samlet beløb af 20.000 kr. eller derover,

2) i indkomståret

a) har drevet virksomhed, for hvilken der er foreskrevet bogførings-

og/eller regnskabspligt,

b) har været ejer eller bruger af fast ejendom,

c) har haft indtægter i land, herunder dagpenge eller andre sociale

bistandsydelser,

d) har haft indtægt om bord udbetalt af andre end rederiet eller

anden arbejdsgiver,

e) har fået fradrag i indtægten eller skatten om bord i henhold til

sømandsskattekortets rubrik 4 eller 11,

f) har haft indkomster, hvoraf der skal svares særlig indkomstskat,

g) skal svare tillægsskat i medfør af pensionsbeskatningslovens

bestemmelser,

h) har haft udenlandsk indkomst, eller

3) begærer at få sin sømandsindkomst beskattet efter reglerne for

ikke-sømænd (150 dages reglen i SSKL § 18).

Aerogram

I andre tilfælde kan sømanden nøjes med at underskrive et særligt

aerogram (S 70).

»Skattekontrol- lovstillæg«

Bestemmelsen i SKL § 2, stk. 3, om forhøjelse af indkomstskatten i

mangel af behørig selvangivelse og i mangel af rettidig

selvangivelse finder ikke anvendelse på sømandsskatten, jfr. SKL §

2, stk. 6.